Af Christian Bjørnskov, den 14. januar 2026. Skriv et svar
Den 1. januar for 67 år siden marcherede Fidel Castro og hans oprørsstyrker ind i Havana. Landets diktator Fulgencio Batista, der var kommet til magten ved et militærkup i 1952 – men som tidligere både havde taget magten i 1933 og var blevet demokratisk valgt i 1940 – flygtede til den Dominikanske Republik. Castro havde insisteret på, at han ikke var socialist, men det tog kun godt to år før han erklærede Cuba for socialistisk, allierede sig med Sovjetunionen, og brutalt nationaliserede alle dele af økonomien. Tiden siden da har været en både økonomisk og menneskelig tragedie for cubanerne.
Carlos Martinez skrev forleden dag om Cuba på Econlib og argumenterede for, at landet om få år vil slippe af med socialismen. I et forsøg på at foretage rigtig meningsmåling i Cuba i 2024 fandt CubaData at kun 3 procent af de adspurgte betragtede sig selv som ‘stærkt socialistiske’, mens næsten 22 procent var liberale eller pro-marked. Langt de fleste mener, at landet burde indføre liberaliserende reformer. Cubanerne ved godt, hvor meget de er gået glip af, og hvorfor.
For snart syv år siden skrev vi om Cubas tabte udvikling (læs her). Siden da er der kommet ny og meget fin forskning, der helt klart dokumenterer de enorme tab, cubansk socialisme har pålagt landet. I “The Forsaken Road: Reassessing Living Standards following the Cuban Revolution and the American Embargo” tager JP Bastos, Vincent Geloso og Jaime Bologna Pavlik fat i to indbyrdes relaterede spørgsmål: Hvilken økonomisk påvirkning har skiftet til socialisme haft, og hvor stor er effekten af den efterfølgende amerikanske embargo?
Svarene er, at revolutionen stort set har sat Cubas økonomi totalt i stå, og at USAs embargo kun har bidraget til 3-10 procent af det samlede tab. Bastos et al. noterer således, at cubansk arbejdsproduktivitet – målt på BNP per fuldtidsansat i John Devereuxs nye data – ikke er klart højere i 2019 end den var i 1957, året før revolutionen. Enhver indkomstfremgang på øen må derfor være kommet fra, at folk simpelthen arbejder mere, mens den socialistiske revolution stort set har slået al produktivitetsfremgang ihjel.
Figuren nedenfor illustrerer Cubas udvikling relativt til resten af Latinamerika; de fulde optrukne linjer er BNP per indbygger, mens de stiplede viser BNP per fuldtidsansat. Figuren viser meget klart, at BNP stiger fra starten af 1970erne til starten af 1980erne, hvilket er konsistent med en periode hvor arbejdsudbuddet stiger fordi flere kvinder kommer på arbejdsmarkedet. Omvendt sker der ikke noget med produktiviteten, og cubansk levestandard styrtdykker med cirka 40 procent i starten af 1990erne. Som Bastos et al. viser, er en væsentlig forklaring at den sovjetiske hjælp, der bidrog med omkring 20 procent til BNP, pludseligt holdt op. Væksten fra 1995 og frem er således blot en type konvergens op mod hvor Cubas økonomi var i midten af 1980erne.
Bundlinjen for cubanerne er, at hvis landet bare havde fulgt Latinamerikas trend, havde det været cirka dobbelt så rigt og dobbelt så produktivt. I stedet har cubanerne idag 45 procent af den nationalindkomst, som gennemsnittet i resten af Latinamerika har, og endnu lavere privatforbrug. Samtidig arbejder de officielt cirka 20 procent flere timer om året, og reelt er der masser af uofficielt arbejde i Cuba for bare at få mad på bordet.
Det er derfor ikke kun en økonomisk, men også en menneskelig tragedie at et land, der i midten af 1950erne var et mellemindkomstland med en særligt levende tradition for frie medier – V-Dem-projektets vurdering af ytringsfriheden i Cuba i slutningen af 1950erne er omtrent en tredjedel højere end resten af Latinamerikas – og en længere demokratisk tradition end det meste af kontinentet, idag er et næsten desparat fattigt land, hvor op mod 20 procent af befolkningen er flygtet de seneste år. Cuba burde have været et normalt, demokratisk latinamerikansk land, men er et repressivt diktatur med en levestandard under Indiens. Hvorfor nogen stadig tror på, at socialisme er vejen frem, er svært at forstå.
Af Christian Bjørnskov, den 3. august 2025. 1 svar
Vi startede årets sommerserie med at vise, hvor meget privatforbruget er steget i de tidligere socialistiske samfund i Central- og Østeuropa siden regimernes kollaps i 1989-90. Stigningen er dramatisk og ekstremt vigtig for borgerne i de pågældende lande, men rejser også et spørgsmål: Hvordan er udviklingen sket? Spørgsmålet handler grundlæggende om, hvorvidt polakker, tjekker, rumænere osv. er blevet rigere fordi de bare arbejder benhårdt og har investeret kraftigt, eller om de er blevet dygtigere. Med andre ord: Hvor meget mere produktive er de central- og østeuropæiske lande blevet siden starten af 1990erne?
Lad os starte med at understrege, at nok arbejder folk i regionen langt mere end i Danmark – polakkerne har den næstlængste årlige arbejdstid i Europa – men på tværs af de samfund, hvor vi har data, er den samlede årlige arbejdstid faldet cirka seks procent siden 1995. Beskæftigelsen er nok steget, hvilket bidrager til væksten, men det store bidrag kommer utvetydigt fra arbejdskraftens produktivitet. I de 12 samfund, hvor vi har data, er timeproduktivitet steget 124 procent siden 1995; til sammenligning er Danmarks produktivitet steget med 39 procent i samme periode. Sagt på en anden måde er godt 90 procent af den samlede vækst siden 1995 kommet fra kraftigt forøget produktivitet. Det gælder alle samfundene, men som figuren nedenfor viser, også i højere grad for lande som Rumænien og Polen, der i starten af 1990erne var stærkt uproduktive, men idag helt har indhentet Grækenland og Portugal.
En anden måde at ‘se’ den markant forøgede produktivitet, er at se på miljøaftryk. Mens der er mange miljøinteresserede, der er stærkt kritiske overfor økonomisk vækst – interesserede læsere kan med fordel tage et kig på Justin Callais fremragende substack Debunking Degrowth for at få debunked den idé – men Central- og Østeuropa er et godt eksempel på de modsatte. Regionen udleder idag kun 2/3 af de drivhusgasser per indbygger, som de gjorde i 1990, og CO2-intensiteten i produktionen er faldet til blot 30 procent af 1990-niveauet, og 41 procent af 1995-niveauet. Hele regionen er dermed blevet langt mere energieffektiv på samme tid som den er vokset langt rigere end tidligere.
Vi kunne blive ved – og det gør vi i august – men de central- og østeuropæiske lande, der kom ud af transitionen væk fra socialisme, er idag fremragende eksempler på ikke blot hvor vigtig produktivitet er, men også modeksempler på nogle af skræmmebillederne, som miljøfanatikere, globaliseringsangste nationalkonservative, og imperienostalgiske USA-skeptikere jævnligt paraderer i medierne. Alene af den grund er regionen så interessant at se nærmere på.
Punditokraternes sommerserie 2025 handler om, hvordan det er gået for de tidligere socialistiske samfund i Central- og Østeuropa. Som et naturligt første spørgsmål, vi stiller her, svarer vi idag på hvordan det er gået med folks privatforbrug: Hvor meget har de til sig selv og deres familier idag.
Når man taler om, hvordan det er gået siden socialismen i den tidligere sovjetiske sfære brød sammen, er privatforbrug et glimrende eksempel på et væsentligt problem: Hvordan vurderer man situation før kollapset?
For det første var den nationale statistik ikke altid retvisende, og udover direkte løgn – et problem, der er kendt fra de fleste diktaturer – var måden man opgjorde den økonomiske status med et Nettomaterielprodukt ikke direkte sammenligneligt med det vestlige Bruttonationalprodukt. I det sovjetiske NMP talte kun varer, mens tjenesteydelser ikke blev indregnet – ydelser som at få klippet sit hår, hjælp til revision, eller børnepasning regnede det produktionsfetichistiske øst ikke for værdiskabelse. Når man skal vurdere privatforbruget under socialismen, må man derfor på en eller anden måde vurdere, hvor meget der var og derefter hvad folk faktisk betalte for det.
For det andet opgjorde man værdien af varer til en administrativt fastsat pris. Selvom man i f.eks. Østtyskland kunne vente op til 12-15 år på at få leveret en Wartburg eller Trabant, var produkterne i næsten alle tilfælde af langt ringere kvalitet end i Vesteuropa. Officielle statistikker overvurderede således kraftigt værdien af borgernes privatforbrug.
Man bliver derfor nødt til at være særdeles påpasselig med den officielle statistik omkring 1990, og de allerførste år efter transitionen ud af socialisme. Det gør vi her ved at se på udviklingen af privatforbruget fra 1995 til 2023 (det sidste år der er sammenlignelige data for).
Det slående, som man kan se i figuren nedenfor, er at væksten i folks privatforbrug er vokset mellem 65 og 364 procent siden 1995! Danskernes privatforbrug er i samme periode vokset med blot 29 procent. Med andre ord er forbruget i det sandsynligvis rigeste samfund i regionen – Tjekkiet – alligevel vokset mere end tre gange hurtigere end Danmarks siden det kom ud af transitionen og blev en demokratisk markedsøkonomi. Et af de fattigste – Bosnien og Herzergovina – voksede langt hurtigere, og på trods af en voldsom borgerkrig har landets borgere idag mere end tre gange højere forbrug end da de forlod Jugoslavien.
Tallene undervurderer endda den samlede effekt visse steder, fordi der var vækst mellem 1989 og 1995. De første år efter transitionen steg det målte privatforbrug ikke særligt meget alle steder, men kvaliteten af varerne blev dramatisk anderledes. Det gjaldt ikke kun biler og tøj, men også ting man ofte glemmer. En opgørelse i 1990 viste således, at kun halvdelen af de officielle kilder til drikkevand i Tjekkoslovakiet overholdt landets (relativt svage) standarder for vandkvalitet. De nye demokratiers oprydning af årtiers stærk forurening ændrede også på folks liv.
Som kortet nedenfor illustrerer – det laveste privatforbrug er mest rødt, det højeste er mest blåt – er regionen som helhed stadig fattigere end Vesteuropa, men forskellen er langt mindre end i starten af 1990erne. Almindelige borgere i lande som Polen, Litauen og Rumænien har idag cirka samme privatforbrug som i Grækenland, Portugal eller Spanien. Begyndelsen på vores sommerserie i år er derfor også begyndelsen på en historie om en region i verden, hvor folks liv er blevet dramatisk bedre de sidste 30 år. Hvordan, under hvilke omstændigheder, og hvor hurtigt er blandt spørgsmålene vi undersøger de næste uger.
Grunden er, at vi alle oplever at mange mennesker – selv folk, der ellers er velinformerede – har et skævt billede af regionen. Mange danskere har været i Prag og ved, at den er en spændende og rar, vestlige storby, men store dele af resten af det tidligere socialistiske Europa er stadig et område, som danskerne har meget lidt erfaring med.
For os som økonomer og samfundsforskere er Central- og Østeuropa også interessant på den måde, at regionen som helhed har været meget succesrig siden midten af 1990erne. Vi illustrerer det på kortet nedenfor, hvor vi viser de gennemsnitlige vækstrater i privatforbrug mellem 1995 og 2023 (ifølge Verdensbanken). Ingen lande i Vesteuropa har matchet væksten blandt de tidligere socialistiske lande. Men det rejser en lang række spørgsmål, som f.eks.: Er væksten bare konvergens til et normalniveau i stedet for noget ekstraordinært? Er den sket på bekostning af miljøet? Hvor meget er produktivitetstransformation og hvor meget er ‘bare’ hårdt arbejde? Hvordan er det gået med institutionerne? Er demokratiet i fare eller robust i regionen? Det næste uger forsøger vi at give svar på den type spørgsmål, med henblik på at give læserne mere viden om vores østlige naboer, og måske også en smule mere værdsættelse.
Af Christian Bjørnskov, den 29. august 2024. 5 svar
For 2½ år siden skrev vi her på stedet om programmet til den danske public choice workshop, der lod sig gøre igen efter nedlukningerne. En af præsentationerne i februar 2022 var nyt arbejde om økonomisk vækst under socialisme, udarbejdet af Andreas Bergh (Lund), Luděk Kouba (Mendel) og undertegnede. Papiret er nu endelig ude som working paper ved IFN med titlen “The Growth Consequences of Socialism.”
Andreas, Luděk og jeg ser i papiret på, hvad der skete med 22 udviklings- og mellemindkomstlande de havde perioder med fuld socialismee fra sidst i 1950erne til nu. Det nye i vores arbejde er dermed, at vi ikke er primært interesserede i økonomisk udvikling i Central- og Østeuropa og i det sovjetiske Kaukasus, men i de udviklingslande, der valgte den sovjetiske/cubanske/kinesiske vej. Mange udviklingslandes politikere var stærkt påvirkede af både politiske og akademiske idéer, da deres lande blev uafhængige fra slutningen af 1950erne og frem. Meget vestlig akademisk tænkning var på det tidspunkt domineret af socialistiske og marxistiske idéer, hvilket endda spredte sig til nationaløkonomi, hvor en række topøkonomer vitterligt troede på, at Sovjetunionen voksede meget hurtigere end Vesten.
Eftertiden har vist, at skeptiske stemmer som Warren Nutter og Walt W. Rostow havde ret i, at man ikke skulle tro på officiel statistik fra socialistiske diktaturer. Som joken blandt økonomer blev, var det mærkeligt at Sovjetunionen havde højere vækstrater end Finland i alle år fra 1930erne 1990, men finnerne var tre gange så rige da man kom til 1990. Vi viser i det nye papir, at den udvikling er et generelt træk ved lande, der bliver fuldt socialistiske gennem politik, der nationaliserer produktionsmidlerne.
Grafen nedenfor illustrerer forsigtigt den typiske udvikling i et udviklingsland, der bliver socialistisk. Som den fuldt optrukne linje viser, havde de 22 lande i gennemsnit 95 % af deres nabolandes levestandard året før de fik en socialistisk politik. Efter otte års socialisme var levestandarden faldet til 79 % af naboernes. Vores mere omhyggelige estimater peger på, at det typiske socialistiske udviklingslande havde 2-2½ procentpoint lavere vækst end sammenlignelige, ikke-socialistiske lande. Når man tager hensyn til, at gennemsnitsvæksten for disse lande var et stykke under 2 %, indebærer vores estimater at de socialistiske oplevede negativ vækst. Når vi dykker længere ned i data, peger de på at effekten – ikke overraskende – kommer fra negativ produktivitetsudvikling.
I lyset af vores undersøgelse, og af almindelig erfaring, er det utroligt at der stadig findes begavede mennesker, som mener at socialisme er den rigtige vej frem, og som stadig hylder Venezuela og Cuba. Som økonom kan man uden problemer se ‘ind bag’ tallene, og se de enorme menneskelige tab og lidelse, der følger med socialisme. Som Kristian Niemitz skrev i sin fine bog om emnet, er socialisme en fejlet idé, er ikke vil dø. Hvorfor ikke?
Af Christian Bjørnskov, den 6. juli 2024. Skriv et svar
Fraser Instituttet i Vancouver har det sidste års tid haft et større projekt med titlen Realities of Socialism. Projektet har dækket to lande, der aldrig rigtigt var socialistisk – Danmark og Sverige – som i amerikansk debat afbildes som socialistiske, to lande der faktisk var socialistiskee, men ikke længere er det – Estland og Polen – og et af de få lande, der valgte en fundamentalt anderledes vej: Singapore.
Hele projektet, som den glimrende danske økonom Lars Christensen har bidraget til, er absolut værd at tage et nærmere kig på. Men hvis man ikke har mod på at grave i hjemmesiden og læse adskillige sider, er der en anden mulighed. Rosie Fike interviewer Steven Globerman, der har været en af de drivende kræfter bag. Det hele tager en lille time, og er varmt anbefalet, hvis man vil vide mere om socialisme og andre muligheder, eller bare forstå Danmarks situation lidt bedre.
Forrige fredag (2. februar) så det ud som om præsident Milei og hans regering ville få deres store lovpakke (hvad der var tilbage af den) på næsten 400 love (oprindeligt mere end 600) vedtaget i det argentinske Deputeretkammer. Tirsdag (6 februar) faldt det hele sammen og regeringen endte med at trække lovpakken tilbage.
Efterfølgende har det (selvfølgelig) været magtpåliggende for regeringen at forsøge at fremstille det som alt andet end et nederlag. Ja, man er gået så langt som til nærmest at fremstille det som det modsatte (hvorfor så fremsætte den?) og seneste melding er at der slet ikke er brug for den! Om det rent faktisk forholder sig således, ved jeg ikke. Men når det drejer sig om at begrænse de offentlige udgifter, kan regeringen faktisk gøre en del uden at det kræver vedtagelse i kongressens kamre, da udgifterne i forvejen er reguleret af dekreter. et par dage før man introducerede den lovpakke, som nu ikke ser ud til at blive til noget, offentliggjorde man også flere hundrede dekreter og ophævede andre. Selv om nogle af dekreterne sidenhen er blevet afvist ved domstolene (gælder bl. a. en række dekreter om arbejdsmarkedet), er en lang række andre trådt i kraft, herunder ophævelse af prisregulering og regulering af hvad der kan importeres og eksporteres, ligesom offentlige investeringer er sat i bero, mens kontraktansatte ikke får fornyet deres kontrakter mv.
Ikke desto mindre skrev præsident Milei en besked via præsidentens officielle konto på X, hvor han oplister alle de der opfattes som loyale og alle de han mener er “forrædere”.
Der bliver i den grad gået til makronerne og Milei har ikke mindst skældt ud på delstaternes guvernører, ligesom man efterfølgende har reduceret overførslerne kraftigt fra staten til disse (bl. a. de midler som går til subsidiering af den kollektive trafik).
Hvis nogen undrer sig over hvorfor delstaterne trækkes ind i hvad der startede som et slagsmål i deputeret kammeret skyldes det, at en række partier er regionale og/eller meget tæt knyttede til guvernørerne i de enkelte delstater.
Jeg lagde for nogle uger siden Milei’s tale på det årlige World Economic Forum møde i Davos op her på bloggen og sidenhen har Berlingske Tidende fået oversat samme til dansk. Omend den er lidt ubehjælpsomt oversat, skal avisen have tak for det. For det er en interessant tale med dens referencer og ikke mindst med Milei’s – korrekte – konstatering, at kun markedskapitalisme har været i stand til at sikre tålelige levevilkår for folk flest. mens socialisme kun har medført ufrihed og fattigdom. Danmark er her et fremragende eksempel.
Jeg er klar over at der i store dele af det “politiske landskab” (især men ikke kun på venstrefløjen) dyrkes en forestilling om at vores velfærdsstat (og dermed høje skattetryk) er en forudsætning for vores velstand. Det er noget vrøvl, som mangler faglig basis. At en land som Danmark (og de øvrige nordiske lande) både har en høj velstand og et højt skattetryk , skyldes primært at vi har “råd til” at have et højt skattetryk fordi vi har velfungerende markedsøkonomier og ydermere, hvilket ikke er mindst vigtigt, at vi allerede var blandt verdens mest velstående lande før vi for alvor etablerede den nuværende velfærdsstat i sidste halvdel af det 20. århundrede (til forskel fra lande som fx. Argentina og Uruguay), som allerede fra begyndelsen af det 20. århundrede – med lidet held i øvrigt – søgte at opbygge en velfærdsstat, hvor borgerne blev tildels et hav af positive rettigheder (dvs. rettigheder som andre skal betale for).
Data er entydige. Lande med en høj grad af økonomisk frihed (det som den yderste venstrefløj kalder vredt kalder “neoliberalisme”) er også de lande hvor levestandarden er højest – og som det fremgår af nedenstående fra Fraser Institute, ligger Danmark helt i top, mens Argentina er blandt de lande i verden med den laveste grad af økonomisk frihed. Sådan har det dog ikke altid været.
Argentinas “Belle Epoque”
Når det overhovedet lykkes en outsider som Javier Milei at blive valgt til præsident i Argentina er det naturligvis udtryk for den dybe økonomiske deroute, som landet har været på i årtier – ja, hvis man spørger ikke kun Javier Milei, men også f. eks. Domingo Carvallo, Argentinas finansminister (1991-1996 og igen fra marts 2021 til december 2021), starter Argentinas nedtur med den første folkevalgte præsident, Hipólito Yrigoye, i 1916. Et valg som på trods af at Argentina fortsat opnåede en fornuftig vækst i nogle årtier frem, markerer afslutningen af Argentinas “Belle Epoque”, som både Cavallo og Milei (Milei har udtrykt sin beundring for Cavallo, hvilket ikke er ukontroversielt i Argentina) m. fl. daterer tilbage til vedtagelsen af forfatningen i 1852, hvorefter Argentina formentlig havde verdens højeste vækstrater frem til 1. verdenskrig (Ifølge Domingo Cavallo voksede BNP pr. indbygger i gennemsnit mere end 3 pct. om året). Som det fremgår nedenfor er der da også tale om en bemærkelsesværdig udvikling, både i befolkningstal og BNP pr. indbygger (kilde: Maddison 2020)
Mens befolkningen firedobles fra 1870 til 1913, mere end fordobles BNP pr. indbygger og målt på BNP pr. indbygger er Danmark, som også oplever hastig vækst i denne periode, og Argentina nogenlunde lige velstående målt på BNP pr. indbygger i 1913. I Argentina fremstod for mange som fremtidens land. Dens økonomi var vokset hurtigere end USA’s i løbet af de foregående fire årtier og BNP pr. indbygger var højere end i Tyskland, Frankrig eller Italien.
Buenos Aires blev i denne periode en af verdens absolutte metropoler, hvilket måske ganske godt illustreres med at da Harrods besluttede at oprette sit første oversøiske emporium, valgte man at etablere sig i Buenos Aires. Det er ikke for meget at sige, at Argentina for mange fremstod som fremtidens land ved 1. verdenskrigs udbrud.
Men hvor både Danmark og Argentina var blandt verdens rigeste lande i begyndelsen af det 20. århundrede, er kun Danmark det fortsat 100 år efter.
Efter et betydeligt fald i BNP under 1. verdenskrig, forbedres økonomien herefter frem til slutningen af 1920erne, men så er det stort set også slut. På trods af den relativt høje vækst efter 1918 (BNP pr. indbygger vokser lidt hurtigere end dansk BNP pr. indbygger frem mod 1930), er den relative nedgang, målt på BNP pr. indbygger i forhold til de mest velstående OECD-lande, herunder Danmark begyndt.
Men da havde Argentina da også for længst mistet sin tiltrækningskraft på europæiske udvandrere. Den massive indvandring, som ligger bag den meget høje befolkningstilvækst i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede slutter således reelt med udbruddet af 1. verdenskrig.
Næsten seks millioner europæere – hovedsageligt italienere og spaniere – ankom til Buenos Aires mellem 1870 og 1914, og over tre millioner af disse blev i landet for altid. Især mellem 1905 og 1914 var indvandringen meget stor. I løbet af disse ti år ankom næsten tre millioner immigranter til Buenos Aires alene. Det er naturligvis også i disse år at byen fremkom som en af verdens metropoler, hvis bygningsværker fortsat kan ses som et symbol på fortidens rigdom. Argentina var på det tidspunkt et verdens mest urbaniserede lande, mens ca. 70 pct. af befolkningen i beskæftigelse i Buenos Aires og 80 pct. af dens virksomhedsejere var indvandrere.
Kimen til senere protektionisme og statslig regulering lagdes tidligt
Der er ingen tvivl om at den hastige økonomiske vækst og den store indvandring i slutningen af det 19. og begyndelsen af 20. århundrede var drevet af den samtidige globalisering, som ikke mindst i Argentina kunne observeres af de betydelige udenlandske, ikke mindst engelske investeringer. Men så tidligt som fra 1870erne og frem blev den politiske dagsorden også i stigende grad domineret af en nationalistisk økonomisk debat, som sidenhen kom til at spille en helt afgørende rolle i Argentinas udvikling i det 20. århundrede – også før Juan Peron og Peronismen blev synonym med Argentinsk økonomisk politik i 2. halvdel af det 20. århundrede.
YPF, Argentinas statsejede olieselskab, blev således etableret allerede i 1922. Jernbanenettet, som etableredes med privat kapital i fra 2. halvdel af det 19. århundrede op til 1. verdenskrig og spillede en afgørende rolle for landets økonomiske udvikling og ekspanderende eksport (det var Latinamerikas største), nationaliseredes allerede gradvist fra 1930erne – omend de væsentligste nationaliseringer først fandt sted under Juan Peron i hans første regeringsperiode i 1948. Importregulering baseret på et “Argentinsk først” princip introduceredes også tidligt.
Det kan forekomme som lidt af et paradoks, at den erklærede liberalist (anarkokapitalist) Javier Milei ønsker at beskatte både import og eksport indtil videre. Forklaringen er dog den, at der her er tale om beskatning som ikke skal deles med delstaterne, hvilket dog naturligvis ikke gør markedsforvridningerne mindre.
Som Mauricio Rojas påpeger i sin fremragende bog om Argentinas økonomiske historie frem til sammenbruddet i 2002, Carmensitas sorg, medvirkede ønsket om at beskytte sig mod udenlandsk konkurrence og kontrol over nye markedssegmenter tidligt til dannelsen af industrisammenslutninger. Den væsentligste, Unión Industrial Argentina, etableredes allerede i 1887, hvorefter importtolden gradvist (altså allerede før 1. verdenskrig) steg. For udvalgte brancher indenfor bl. a. forarbejde fødevarer ganske betragtelig til stor irritation for eksportorienterede erhverv som efterfølgende blev mødt at modreaktioner fra lande hvis eksport blev ramt af den Argentinske told. En af årsagerne for de stigende toldsatser var statens behov for penge, men en anden årsag var uden tvivl beskyttelse af indenlandske producenter, ofte fremmet af en alt mere dominerende nationalistisk retorik.
I 1920erne var toldsatser på bl. a. beklædning, læskedrikke og raffineret sukker mv. på mellem ca. 40 til mere end 60 pct.
Jeg skal lige understrege at man ikke “bare” kan sætte lighedstegn mellem øgede handelsbarrierer og den økonomiske deroute, som Argentina oplevede sidenhen. Flere forhold spiller ind. Blandt andet er der blevet peget på, at nok var Argentina et rigt land for 100 år siden, men det var ikke en moderne økonomi. Man var velstående, men det var primært på grund af rigdommen på råvarer, mens den industrielle base kun langsomt blev udviklet. Samtidig var uddannelsesniveauet lavt og forblev det i mange år, ligesom kronisk lavt indenlandsk opsparing indebar at en meget stor del af investeringer i perioden var finansieret med udenlandsk kapital. Det er angivet at være medvirkende til vanskelighederne med at tilpasse sig eksterne chok. Det kan der muligvis være en pointe i, desværre for Argentina og andre Latinamerikanske lande kan man blot konstatere at den måde man reagerede på denne “tingenes tilstand” hverken mindskede “sårbarheden” overfor eksterne choks eller var i stand til at sikre varig (høj) økonomisk vækst. Importsubstitutions strategierne efter 2. verdenskrig – ikke mindst koblet med statslig ejerskab – har generelt været en katastrofe – nogle større end andre – for de lande som valgte denne kurs. Konsekvenserne kæmper man fortsat med. Andre lande, hvis økonomi i høj grad var baseret på eksport af primær produkter i første halvdel af forrige århundrede valgte anderledes – bl. a. Danmark.
Endelig er der natuligvis også grund til at pege på et fælles kendetegn ved Latinamerika. Igen i større eller mindre grad; Manglede nødvendige robuste institutioner til at sikre en succesfuld udvikling. Desværre – det ville ellers være vidunderligt – er det ikke lige sådan at sikre fx. et robust og uafhængigt retssystem, en ukorrupt embedsstand, et velfungerende politisk system mv.
Man kan lave nok så mange flotte forfatninger og “smukke” love, men så er der alt det der ikke står nogen steder og som måske er det vigtigste (og mest skrøbelige?).
Et opgør med mere end 100 års tankegang
Når Javier Milei – og andre med ham, bl. a. Carlos Menems først udenrigsminister og senere finansminister, Domingo Cavallo, taler om et opgør med mere end 100 års tankegang i Argentina, så skal det tages helt bogstaveligt. Nok er Peronismens arv, som har gennemsyret Argentina siden 2. halvdel af 1940erne og frem til i dag, den umiddelbare “fjende” for de der ønsker et mere åbent og markedsorienteret Argentina.
Men det går altså længere tilbage end det. Argentina som en laizzes-faire orienteret markedskapitalistisk økonomi var en parentes (omend en meget succesfuld en af slagsen) i Argentinas historie, som startede i midten af det 19. århundrede og varede frem til 1916.
Når jeg slutter med gennemgangen af den økonomiske udvikling – hvor overfladisk og mangelfuld den så i øvrigt er – det er trods alt “blot” et blogindlæg i 1930erne og før Peronismens indtog – skyldes det naturligvis krisen i 1930erne. Jeg skal nok komme tilbage til den videre udviklingsenere.
Milei sætter skæringsdatoen for “tabet af det “markedsliberale paradis” ved valget af Juan Hipólito Yrigoyen som præsident i 1916. Her er det nok værd at bemærke (og en selvstændig pointe), at Yrigoyens parti, Unión Cívica Radical, forkortet UCR, i dag er en del af hvad der betegnes som den “uafhængige/venligsindede opposition”. UCR har siden midten af 90erne været medlem af socialistisk internationale (i lighed med socialdemokratiet herhjemme).
Ovenstående i modsætning til den “rigtige” opposition, som først og fremmest består af Unión por la Patria, forkorte U og er den peronistiske koalition som stod bag taberen af præsidentvalgets 2. runde, tidligere finasminister Massa.
Når Milei skriver om forrædere på X er det ikke “den rigtige” opposition som optræder på listen, men de fra den “uafhængige/venligsindede opposition” som valgte lovpakken fra til sidst.
Og her er vi så tilbage til et afgørende problem for Argentina (og andre Latinamerikanske lande) – hvordan håndterer man uenighed og hvordan sikrer man varige reformer? Det er jo ikke fordi man ikke har prøvet at vende udviklingen før. I første halvdel af 1990erne gennemførtes betydelige markedsreformer og privatiseringer, som i første omgang førte til høje vækstrater og lav inflation. Men det holdt ikke og som bekendt brød økonomien sammen i begyndelsen af dette årtusinde, som også betød afslutningen – og i stort omfang – tilbagerulningen af de tidligere reformer og privatisering. Det statslige olieselskab var blevet privatiseret i 1999, men nationaliseredes f. eks. igen i 2007.
Dette i skarp modsætning til hvad der skete i – trods de seneste årtiers noget afdæmpede vækst – Latinamerikas mest succesfulde eksempel på markedskonforme reformer, Chile. Men her er man nok også (desværre) nød til at medtage, at sammenbruddet i Chile i 1982 i forbindelse med den internationale gældskrise, skete mens Pinochet var diktator. Ikke fordi militærdiktaturer har været mere markedsorienterede end civile og demokratisk valgte regeringer, det forholder sig omvendt , men fordi der denne ene gang åbenbart var tale om en diktator og et diktatur, som var parat til at give reformerne en chance til. Havde Chile været et demokrati, var det næppe sket. Man kunne selvfølgelig også pege på Uruguay, hvor der faktisk synes at have dannet sig en koncensus om en relativt markedsorienteret økonomisk model – uanset om man har borgerlige eller socialistiske regeringer. Ud over man kan pege på at reformerne har været for få og små og at den økonomiske vækst de seneste 10-15 år har været relativt ringe, kan det også være at selve det faktum at Uruguay blot har ca. 3,5 mio. indbyggere har betydning. At Uruguay også er regionens mindst korrupte land ifølge Transparency International er heller næppe uden betydning. På den anden side må vi (igen desværre) konstatere at Peru, hvis politiske virkelighed kan forekomme komplet absurd – alle nulevende tidligere præsidenter er enten i fængsel, landflygtighed og/eller anklaget for korruption og/eller magtmisbrug, mens fortsatte nødvendige reformer tilsyneladende er umulige at gennemføre. Det som fortsat driver værket er markedsreformerne i 1990erne, efter daværende præsident Fujimori sendte parlamentet hjem og tiltog sig enevældig magt, hvorefter han gennemførte de reformer som hans modkandidat ved det tidligere præsidentvalg, forfatteren og nobelprismodtageren Mario Vargas Llosa, havde tabt valget på at foreslå.
Det hjælper næppe heller på Argentinas muligheder, at Milei og regeringen nu går “hårdt mod hårdt” mod både kongressens to kamre og delstaterne. Men det får vi jo at se i de kommende år. Et er sikkert. Her på bloggen vil vi følge udviklingen i Argentina tæt. Er det virkeligt muligt at ændre retning mod mere marked og mindre stat og regulering i Argentina? Kan det lade sig gøre i et demokrati? Og hvis ja, hvilke forhold bliver så afgørende? Det virker i hvert fald temmelig usandsynligt at forestille sig, at man kan få samme “politiske klasse”, som Miley (med rette, men kan det være anderledes?) beskylder alene at være interesseret i at opretholde egne privilegier og berige sig på bekostning af den almene befolkning til at afskaffe egne fordele..
Selv om Milei vandt 2. valgrunde overbevisende (største valgsejr siden genindførelse af demokratiet i Argentina), så stemte 45 pct. altså på den udgående regerings kandidat, Sergio Massa,mens Peronisterne fortsat er den største gruppe i kongressens to kamre, og også havde været det, selv hvis man havde haft et valgsystem som vores, hvor alle parlementets medlemmer er på valg samtidig (I Argentina er halvdelen af medlemmerne i Deputeret Kammeret og en trediedel af Senatets medlemmer på valg hvert 2. år).
Om ikke andet bliver det spændene at følge.
Hvis du forøvrigt ønsker mere information om Argentina og Milei, har jeg samlet lidt links til et par fremragende bøger og en række videoer og interviews om Argentina og Milei herunder:
John Stossel (samme stil som Tucker Carlson, men fra et libertariansk ståsted) :
Reason TV:
The Economist:
Interview af Milei med Patricia Janiot (spansk) :
Sidstnævnte interview har medført en større diplomatisk krise mellem Argentina og Colombia, idet Milei omtaler Colombias præsident, Petro, som en “morderisk kommunist” (se slutningen af interviewet).
Så blev det den tid på året, hvor Oxfam udsender deres årlige “ulighedsrapport” – som altid – så det passer med det årlige World Economic Forum møde i Davos. I år er naturligvis ingen undtagelse, og i lighed med tidligere år – og det er en del efterhånden – ser det sort ud, hvis man altså skal tro Oxfam. Men det skal man nu heller ikke…….
Lige som alle tidligere år, er også dette års rapport præget af en temmelig problematisk faglig tilgang, og en – mildt sagt – selektiv tilgang til brug af data fra flere af de underliggende kilder. Ja, en del vil måske ligefrem tale om at rapporten også i år er decideret manipulerende. Men det kan læseren jo selv bedømme efter at have læst nedenstående eksempler.
I anledning af udgivelsen deltog jeg også i et kort debat med Oxfams Generelsekretær, Lars Koch i “Det blå bælte” på radio 24syv i mandags (15. januar). Indslaget finder du her.
Af Christian Bjørnskov, den 18. september 2023. Skriv et svar
Fraser Instituttet i Vancouver, Canada, udgiver ikke blot de årlige Economic Freedom of the World rapporter, som forskere og meningsdannere ser frem til hvert år (og som kommer meget snart). Instituttet har også et projekt for tiden med titlen Realities of Socialism, med formålet at “educate people about the experiences of socialism that was imposed on tens of millions of people across the world throughout the 20th century”. Udgaven om Sverige er skrevet af den fremragende Johan Norberg, er lige udkommet og kan varmt anbefales.
Johans bog har titlen “The Mirage of Swedish Socialism: The Economic History of a Welfare State“. Bogen er struktureret omkring fire kapitler: Fortællingen om, hvordan Sverige blev rigt før det begyndte at indføre en velfærdsstat, et kapitel om tiden da landet indførte velfærdsstaten og direkte socialistisk økonomisk politik, og hvordan det afskaffede meget af politikken, og to kapitler om hvordan Sveriges politik faktisk ser ud idag.
Fraser Instituttets projekt kommer til at dække Sverige og Danmark som lande, der indførte velfærdsstater, men ikke er socialistiske, Polen og Estland og deres erfaring med faktisk socialisme, og Singapore som valgte en helt tredje, unik vej. Det hele er absolut værd at holde øje med og læse når det kommer. Varmt anbefalet!
Af Otto Brøns-Petersen, den 13. juli 2023. Skriv et svar
Daron Acemoglu har en interessant artikel i dagens Berlinger. Vil udviklingen af kunstig intelligens omsider gøre en funktionsdygtig socialistisk økonomi mulig? Nej, svarer Acemoglu. Kunstig intelligens håndterer ikke det vidensproblem, som blev rejst af F.A. Hayek navnlig i ”The Use of Knowledge in Society”, hvor han sondrer mellem to former for viden: Statistisk information og ”tavs” lokal viden, som ikke kan kommunikeres til en central myndighed – heller ikke hvis det er en AI.
Desuden løser kunstig intelligens ikke socialismens andet centrale problem: Incitamentsproblemet. Hvordan sikres det, at den almægtige centrale myndighed ville gennemføre de ”samfundsmæssigt” mest hensigtsmæssige beslutninger? På et almindeligt marked er der en overensstemmelse mellem egennyttige beslutninger og det fælles bedste, men det har ikke været muligt at finde kollektive beslutningsmekanismer med samme egenskab. Det problem forsvinder ikke af at have en kunstig intelligens til rådighed, påpeger Acemouglu.
Man kunne selvfølge overveje – hvad Acemoglu ikke gør – om den kunstige intelligens kunne udstyres med en ”velfærdsfunktion”, der helt autonomt maksimerede befolkningens nytte frem for magthavernes. Men det ville i så fald kræve, at den fik magt til at regere uden efterfølgende muligheder for menneskelig intervention. Ville vi turde tage den risiko? Og hvordan ville man kunne sikre sig, at maskinen ikke udviklede sine egne præferencer eller idiosynkratiske fortolkning af, hvad der er bedst for os?
En anden overvejelse: Hvor meget vil kunstig intelligens kunne afhjælpe allokeringsproblemerne i den offentlige sektor? De er i princippet ikke forskellige fra vidensproblemet under socialisme. Dog kan myndighederne i en markedsøkonomi betjene sig af viden om markedspriser på markedet udenfor den offentlige sektor, som kan være fraværende under socialisme, ligesom de kan ”importere” innovationer fra den private sektor. Det ville ikke være muligt i et samfund fuldstændig underlagt planøkonomi. Men til gengæld mangler myndighederne i en blandingsøkonomi ofte viden om borgernes præferencer, fordi der typisk ikke er priser på offentligt udbudte goder. De mest realistiske socialister forestillede sig trods alt, at der skulle være et frit forbrugermarked med prisdannelse bestemt af forbrugernes præferencer; det er ”kun” produktionsapparatet, som skal være på statens hænder. I en offentlig sektor som den danske er myndighederne derimod både producenter og efterspørgere.
Kunstig intelligens vil formentlig kunne hjælpe til med at gøre den offentlige sektor mere produktiv i snæver teknisk forstand. Altså finde måder at producere det samme billigere eller få mere ud af de samme penge. Men hvis det gælder om også at sammensætte produktionen, så den passer bedst muligt til borgernes præferencer – så vi opnår det, vi kalder ”efficiens” – så kommer AI’en stadig til kort. Det ville som minimum kræve et frit marked med prisdannelse.
Og så vil den i øvrigt stadig ikke kunne løse det hayekansk problem med lokal, ”tavs” viden, som Acemoglu peger på.
Dermed ikke være sagt, at kunstig intelligens ikke kan gøre et socialistisk system lidt mere produktivt. Det ”praktiske” problem med at beregne en produktionsplan bliver mindre, når der kommer mere datakraft. Omvendt byder kunstig intelligens på endnu et problem med at kombinere kapitalgoder på en hensigtsmæssig måde og ikke mindst skabe innovation. Socialisme vil i så fald blive lidt mindre fattigt, men få et større efterslæb i forhold til os andre. Omtrent som den teknologiske udvikling har virket for Nordkorea hidtil.
Af Niels Westy, den 6. september 2022. Skriv et svar
“Only a crisis – actual or perceived – produces real change. When that crisis occurs, the actions that are taken depend on the ideas that are lying around. That, I believe, is our basic function: to develop alternatives to existing policies, to keep them alive and available until the politically impossible becomes the politically inevitable.” – fra Milton Friedmans forord til 1982 udgaven af Capitalism & Freedom
Søndag stemte chilenerne om en ny forfatning til afløsning af den gamle, som blev indført i 1980, under Pinochet. Det blev (heldigvis) et nej. Mens et overvældende flertal af afgivne stemmer (80 pcr.) ved afstemningen i 2020 ønskede etablering af en grundlovgivende forsamling og udarbejdelse af en ny forfatning, som konsekvens af de sociale uroligheder der hærgede landet i 2019, endte det (fornuftigvis) med, at flertallet sagde tak, men nej tak, til det forslag som denne kom frem til.
Jeg skal ikke her gå ind i en dybere analyse af forslaget, som med 150 sider og mere end 300 paragraffer var en ordentlig moppedreng (den danske grundlov fylder ca. svarende til 2 kronikker i Politiken eller Berlingske tidende). Men har man lyst, kan man læse en engelsk oversættelse her.
Problemet med forfatningsforslaget var ud over længden, at det formentlig ville have betydet enden for Chile som forgangsland i Sydamerika og have sat alt det man har opnået det seneste halve århundrede over styr – herunder at man er gået fra at være fattigere end gennemsnittet i midten af 1970erne til i dag – trods relativt ringe vækst de seneste 10 år – at være Sydamerikas rigeste land målt på BNP per capita.
Men hvad så nu? Vælgernes afvisning sætter godt nok den nuværende venstreorienterede præsident (de mest venstreorienterede chilenerne har valgt siden Allende i 1970) i en problematisk situation. I forvejen har præsident Gabriel Boric, som indsattes i marts allerede mistet en stor del af den oprindelige opbakning. Kun omkring 1/3 af vælgerne udtrykker deres støtte til præsidenten og hans regering i de seneste meningsmålinger. Jo jo, høj inflation (ca. 13 pct), lav vækst (forventet nul-vækst i indeværende år) og en (åben) arbejdsløshed på små 8 pct. hjælper naturligvis ikke, uanset hvor “gode intentioner” man har. (data er fra seneste The Economist)
Der er ingen tvivl om at Covid-19 ramte Latinamerika hårdt – også Chile, men selv uden pandamien har udviklingen i 10erne ikke været noget at juble over. Problemet er at selv Chile, som godt nok har klaret sig rimeligt i forhold til andre lande i regionen de seneste 10 år, slet ikke har kunne mønstre samme vækst og fremgang som tidligere, hvilket tydeligt fremgår af nedenstående figur (data er fra IMF Economic Outlook).
Ja, i det hele taget er det gået rigtigt skidt for de fleste lande efter de ”glade nuller”, både hvis vi ser på Sydamerika eller Latinamerika mere generelt.
1. Den meget omtalte ”2. røde bølge” bliver formentlig kortvarig (bortset fra de ikke-demokratiske lande Cuba, Nicaragua og Venezuela) og ”højrefløjen” vinder i de fleste lande præsidentvalgene fra 2023 og frem, hvorefter vi kan få en ”3. rød bølge” osv.
2. Der er ikke brug for hverken højreorienterede eller venstreorienterede præsidenter, men for markedsreformer – og jo, den slags kan også venstreorienterede præsidenter finde på at gennemføre. Fx er Uruguay et af Latinamerikas mest åbne økonomier (så åben som man nu kan blive, når man indgår i Mercosul), og det var man også i alle årene med socialistiske præsidenter. På samme måde er højreorienterede præsidenter bestemt ingen garanti for tiltrængte reformer. Colombia er således – i modsætning til uruguay – bl. a. karakteriseret ved høje handelsrestriktioner, og her har man haft ”højreorienterede præsidenter” indtil valget i år. Og ja, selvfølgelig er graden af handelsrestriktioner kun en parameter – og sådan er det jo ofte. De ”rene” økonomiske regimer eksisterer sjældent.
Problemet er som det har været i årtier, behovet for (fortsatte) markedsreformer – mere i nogle lande end i andre. Og her er Chile bestemt ikke det ringeste eksempel (og hvorfor man set over 30-40 er den hurtigst voksende økonomi i regionen, se nedenstående figur). Men et stort problem er den politiske usikkerhed det seneste årti omkring den “Chilenske” model. En usikkerhed som ikke blev mindre, da Michelle Bachelet ved valget i 2013 (som hun vandt) på et klart mere venstrepopulistisk valgprogram end da hun blev valgt første gang i nullerne.
Kilde IMF
Således er selskabskatten steget fra 21 pct. i 2014 til 27 pct. i 2019, ligesom man har ønsket et opgør med det “privatiserede” pensionssystem (reelt genindførelse af go-as-you-pay), hvilket dog nu er afværget indtil videre med forkastelsen af den foreslåede forfatning.
Nok har det private pensionssystem som indførtes i begyndelsen af 1980erne sine klare mangler. Bl. a er opsparingskvoten sat for lavt, lige som det er et problem at en betydelig del af arbejdsstyrken kun har en marginal tilknytning til det formelle arbejdsmarked. Arbejdsmarkedet er et af de områder som desværre ikke for alvor blev reformeret u 70erne og 80erne.
Men alle synes at have glemt hvorfor man reformerede pensionssystemet i 80erne og hvilken positiv effekt det efterfølgende fik på Chiles økonomi. På daværende tidspunkt var det statslige system reelt bankerot, og den private opsparing der fulgte reformerne har haft stor betydning for udviklingen af de chilenske kapitalmarkeder og muligheden for at rejse kapital lokalt.
Et andet problem man kan pege på er Chiles uddannelsessektor. Det har de seneste mere end 10 år igen og igen ført til protester, strejker på de videregående uddannelser mv., kulminerende i de voldsomme uroligheder i 2019, at der er en betydelig egenbetaling på især de videregående uddannelser.
Igen har man vist glemt, at uddannelsesniveauet målt som andelen som tager en videregående uddannelse samtidig med ”privatiseringen” er steget markant, og reelt ligger det væsentlige problem et andet sted, nemlig i grundskolen.
Nok er Chile det Latinamerikanske land, hvis elever scorer højest i Pisa-undersøgelserne, men der er samtidig en voldsom spredning. En af grundene er at man i stedet for et centraliseret (statsligt) system og finansiering, lavede et decentraliseret (kommunalt) system. Resultatet af dette er at der er væsentligt forskel på kvaliteten i ”fattige” kommuner og ”rige” kommuner. Selv om den foreslåede forfatning ikke blev vedtaget udestår selvfølgelig fortsat spørgsmålet om hvad der så vil ske.
En realistisk mulighed er, at der vil blive forsøgt med et langt mere moderat forslag til ny forfatning, som kan sikre flertal ved en ny afstemning. Men uanset må det forventes at Chile, også efter at den nuværende præsident Borac, som uanset at han selv ligger et godt stykker ude på venstrefløjen, skal have et flertal med i kongressens to kamre for at lave ændringer, vil fortsætte med en bevægelse mod mere blandingsøkonomi (mere statslig indvolvering/højere skatter). Det afgørende bliver så hvordan. De nordiske landes velfærdsstater fremhæves jo ofte som rollemodeller i udviklingsøkonomiske sammenhænge. Her var det måske en ide med en bredere erkendelse af, at en af “hemmelighederne” er, at de blev indført på et relativt sent tidspunkt, hvor fx. Danmark allerede var blandt verdens absolut rigeste lande. En rigdom baseret på bl. a. relativt lave skatter og en efter datidens forhold åben økonomi. Den pointe glemmes desværre ofte. Ligesom det glemmes, at prisen for en “fuldfed” velfærdsstat er lavere vækst.
Nu indledte jeg dette indlæg med et citat fra forordet til Friedmans Capitalism & Freedom 1982 udgave om at forandringer kun for alvor sker i tider med reel eller indbildt krise, og de forandringer som sker afhænger af de ideer der er til stede. Måske var det en ide at flere læste Capitalism & Freedom – både i Chile og i Danmark?
Så her er til slut en opfordring. følg linket for oven og læs Capitalism & Freedom. Den er fra 1962, men stadig sørgelig aktuel.
Af Christian Bjørnskov, den 13. august 2021. 2 svar
Man kan næppe bruge ordet ’fejring’ om den særlige årsdag, som er i dag: For 60 år siden, den 13. august 1961, begyndte opførslen af Berlinmuren, som endegyldigt delte det demokratiske Vesttyskland fra det socialistiske Østtyskland. Muren endte med at stå der som et håndgribeligt symbol på den massive undertrykkelse i den socialistiske verden indtil en aften i november 1989, da en administrativ fejl gjorde, at de østtyske grænsebetjente måtte lade tyskere møde tyskere igen. For de af os, der oplevede det – selvom det kun var gennem mediernes dækning – var Murens fald en begivenhed, der ændrede vores verden.
Baggrunden var Tysklands deling efter anden verdenskrig, hvor hele landet blev delt i fire zoner administreret af USA, Storbritannien, Frankrig og Sovjetunionen. Det samme gjaldt hovedstaden Berlin, hvor de tre vestlige magter hurtigt, som i resten af landet, effektivt slog deres zoner sammen. Det gav voldsomme spændinger mellem de demokratiske magter og den socialistiske blok, der første gang gav sig udtryk i den sovjetiske blokade af Vestberlin i 1948-49. Som vi har skrevet om tidligere, reagerede de vestlige lande med at etablere den såkaldte Luftbro til Berlin. Østtyskland lukkede gradvist sine grænser fra 1952, da regimet oplevede massiv migration til Vesttyskland. Før 1961 mistede den socialistiske del af Tyskland cirka 3½ millioner indbyggere, der migrerede til vesten. I de senere år skete langt størstedelen af denne migration netop i Berlin, da man modsat andre steder i Østtyskland stadig kunne gå eller tage toget fra øst til vest.
Om morgenen den 13. august 1961 satte det socialistiske regime en stopper for migration ved at bygge en mur midt ned gennem Berlin. Aktionen kom som et chok for både politikere og berlinere, og mange af dem reagerede ved desperat at prøve at flygte før muren var færdigbygget. Det gav sig blandt andet udtryk i hjerteskærende scener, hvor østberlinere forsøgte at flygte gennem huse, der stod på muren med vinduer mod vest, som tyskerne sprang ud af. Den østtyske soldat Conrad Schumann tog også chancen den dag, og flygtede selvom han egentlig skulle have bevogtet muren. Billedet nedenfor af den unge tysker, der springer over pigtråden og løber ind i Vestberlin gik verden over.
Mens det socialistiske regime i øst begyndte at kalde Berlinmuren for en ”antifaschistischer Schutzwall“ – en antifascistisk beskyttelsesmur – var ingen i tvivl: Muren var der for at spærre østtyskerne inde og forhindre dem i at begå såkaldt ”Republikflucht”, som havde været ulovligt siden 1957. I vesten og store dele af Østeuropa blev den en påmindelse om, hvor brutalt og menneskefjendsk det socialistiske styre i Østtyskland var. Skulle man være i tvivl, flygtede over 200.000 østtyskere til vesten mellem 1961 og 1989, og mange var villige til at fortælle rædselshistorier om både hverdagen og hvordan det gik, hvis man faldt i hænderne på sikkerhedspolitiet Stasi.
Mange danskere under 40 har desværre ingen fornemmelse og ofte heller ingen viden om, hvad der foregik i Østtyskland før 1990; for dem er Berlinmuren et navn uden mening. Den uvidenhed bringer nogle af dem til at have et forbavsende positivt syn på socialistiske idéer og socialistisk planlægning, fordi de ingen anelse har om, hvad den medfører. Hvis man, når Tyskland igen kommer til politisk fornuft, er i Berlin, kan både Stasimuseet og museet for Muren derfor varmt anbefales. På samme måde kan en mindre forskningslitteratur, der dokumenterer de varige skader af socialisme, også anbefales. Ny forskning fra Andreas Lichter (HHU Düsseldorf), Max Löffler (Maastricht) og Sebastian Siegloch (Uni Mannheim) dokumenterer således, hvordan Stasis spionaktiviteter mod almindelige borgere førte til markant lavere tillid til andre mennesker og til myndighederne.
Disse forskelle forsvandt ikke med Murens fald, men er der stadig i dag og skiller østtyskere fra vesttyskere: De er mere mistroiske, fattigere, mindre produktive og ofte også mere fremmedfjendske. Mens Berlinmuren i dag er væk, bortset fra enkelte stykker man har ladet stå for historiens skyld, taler tyskerne stadig om die Mauer im Kopf – om Muren i hovedet. Selve symbolet for et voldsomt undertrykkende styre er væk, men for de cirka 16 millioner af tyskere, der engang boede i øst, er de mentale skader stadig tydelige.
Af Christian Bjørnskov, den 10. juli 2020. Skriv et svar
I vores sommerserie er vi i dag kommet til et af de mere indlysende forhold for de fleste af vores læsere: Kommunistiske økonomier er elendige til at skabe udvikling. Mens vi i disse år får en ny generation ind på universiteterne, der ingen erindring har med de tidligere kommunistiske og socialistiske regimer i Central- og Østeuropa og andre steder – og øjensynligt aldrig er blevet introduceret til dem – har de fleste af os set elendigheden. Men der findes stadig masser af apologeter, og som Kristian Niemietz beskriver i sin glimrende bog Socialism: The Failed Idea that Never Dies, er der ingen mangel på folk, der argumenterer at af disse regimer aldrig var ’virkeliggjort socialisme.’
En af de forbløffende ting ved den moderne debat er, at den basale grund til at socialistiske eller kommunistiske økonomier ikke fungerer ret godt, har været kendt og forstået i 100 år. Den østrigske økonom Ludwig von Mises viste allerede i 1920 – i den artikel, der på sin vis startede det, der kaldes The Calculation Debate (på dansk kalkulationsdebatten)– at priser der dannes i et frit marked, afslører hvilke varer, hvilke ressourcer og hvilken arbejdskraft, der er mangel på på et bestemt tidspunkt. En stigende pris på kul vil for eksempel incentivere firmaer til at spare på kul og vil give andre firmaer en tilskyndelse til at lede efter flere kulforekomster og at udvikle alternativer. Som Friedrich Hayek formulerede det i 1945, er markedspriser informationsmekanismer, og frie markeder skaber information.
Problemet for socialistiske økonomier er, at prisdannelsen er centralt bestemt og dermed netop ikke et resultat af markedsmekanismer. Og uden retvisende markedspriser er det ikke muligt for en central planlægger, uanset hvor megen information et planlægningsagentur kan få, at prioritere mellem forskellige ressourcer eller forskellige aktiviteter. Selv den store socialistiske økonom Oscar Lange, der prægede meget af den såkaldte kalkulationsdebat i 1930erne, erkendte problemet. Lange insisterede på, at forbrugerne selv i en socialistiske økonomi skulle have et helt frit valg, og begav sig dermed ud i påstande om at planlæggere burde kunne have samme information som alle andre. Det var som svar på Langes to artikler i 1936 og 1937 i Review of Economic Studies at Hayek endeligt og skarpt formulerede prisdannelsens karakter som informationsmekanisme og -skaber.
Oveni disse grundlæggende problemer, som alle stadig antog at socialistiske politikere og planlæggere ønskede det bedste for borgerne, kom en lang række indsigter fra public choice og politisk økonomi. Det gjaldt ikke mindst den ungarske økonom János Kornais beskrivelse af ’mangeløkonomier’ og bløde budgetbegrænsninger i offentligt ejede eller støttede virksomheder.
Der er således en ganske lang række grunde til at regne med, at socialistiske eller kommunistiske økonomier over tid kommer til at sakke bagud for friere samfund. Hvor meget og hvor hurtigt det sker, er dog ofte svært at sige. Det er netop det, vi forsøger i dag ved at se på 17 udviklingslande, der på et tidspunkt efter 1960 valgte at blive socialistiske og indføre et socialistisk økonomisk system. Alle 17 er dækket af the Penn World Tables, og vi sammenligner deres økonomiske udvikling med deres nabolande. Fra PWT får vi data på købekraftskorrigeret bruttonationalprodukt per indbygger og per fuldtidsansat (som er et mål for arbejdskraftsproduktiviteten), investeringer og privatforbrug. I de to figurer nedenfor viser vi alle fire mål i forhold til nabolandenes, og indekseret til 1 i det år, landet indførte socialisme.
Tallene taler deres tydelige sprog: Efter 15 år med socialisme var disse lande sakket cirka 15 % bagud i forhold til, at de bare havde fulgt naboernes udvikling i BNP, og 25 % i produktivitet. Dykker man ned i tallene, er det ikke engang fordi naboerne har klaret sig specielt godt. I gennemsnit havde de socialistiske økonomier 5,3 % tilbagegang i BNP over de første ti år og 4,3 % i arbejdsproduktivitet, mens nabolandene i samme tiårsperiode i gennemsnit så fremgange på henholdsvis 15,5 % og 28,1 %. Som den anden figur viser med al tydelighed, var det ikke en konsekvens af, at de socialistiske samfund ikke investerede. Tværtimod er det tydeligt i figuren nedenfor, at de investerede ganske kraftigt i forhold til nabolandene. Med andre ord kastede disse regimer massive ressourcer efter statsligt drevet industrialisering og infrastruktur, som efterfølgende ingen vækst gav. Ressourceforbruget afsløres også i forskellen på BNP per indbygger og per fuldtidsansat, der viser hvordan de socialistiske regimer brugte mere arbejdskraft end nabolandene, men væsentligt mindre effektivt. Som von Mises havde vist for længe siden, indebar indførslen af en socialistisk økonomi den bivirkning, at en stor mængde ekstremt relevant information om mangel, muligheder og effektivitet forsvandt fra samfundene sammen med de frie markeder. Selvom regimerne havde været befolket med engle, var det umuligt for dem at tage bare nogenlunde præcise økonomiske beslutninger.
Skulle nogen stadig være i tvivl, viser tallene således, hvor ekstremt ineffektive de socialistiske økonomier blev og hvilken forbløffende hastighed, de blev de med. Efter blot ti års socialistiske forsøg var den gruppe ulande, der siden 1960erne erklærede sig socialistiske (eller kommunistiske) 10 % fattigere og 20 % mindre produktive, end hvis de bare var fulgt med deres nabolande. Modsat løfterne og parolerne blev folk mere forarmede end før, og det nyttesløse ressourceforbrug blev stadig mere tydeligt. På trods af hvad folk som David Laibman, Grace Blakeley og Marianna Mazzucato, der alle tegner meget af den britiske og internationale debat, påstår, er socialistiske samfund de frie økonomier langt underlegne.
Af Christian Bjørnskov, den 12. november 2019. Skriv et svar
Som
de af vores læsere ved, der følger Niels
på Twitter (varmt anbefalet), er der virkelig gang i de politiske slagsmål
i Bolivia. Den før så populære socialistiske præsident Evo Morales, er under
hårdt pres trådt tilbage fra embedet. Morales er over årene blevet et venstrefløjsikon
for sin fokus på Bolivias indianere og sin klart socialistiske profil – han har
i årevis været en af Venezuelas faste støtter – og bl.a. Labour-lederen Jeremy
Corbyn har kaldt begivenhederne for et ’kup’. Der er dog tale om noget helt
andet, og næsten modsat, end et kup.
Baggrunden
for hele miseren er allerførst, at Bolivia er et af regionens fattigste lande.
CIAs World Factbook sætter BNP per indbygger i 2017 til 7600 dollars – 15 % af
den danske levestandard. Bruger man i stedet Madison-databasen, svarer den
nuværende levestandard cirka til Danmarks for 110 år siden. Det er også et
land, der historisk har været voldsomt ustabilt – i perioden 1960-1980 oplevede
landet således hele 31 kupforsøg og den nuværende forfatning fra 2009 er den
17. i Bolivias 194 år som uafhængig nation – og har ført skrigende uansvarlig
økonomisk politik. På et tidspunkt havde landet to bilfabriker, der kun
eksisterede pga. tårnhøje handelsbarrierer overfor resten af verden, og både
politik og store dele af økonomien er stadig plaget af voldsomme korruptionsproblemer.
Da
Evo Morales kom til i 2006, var han således et frisk pust, omend et voldsomt
socialistisk et af slagsen. Morales, der selv er Aymara, fulgte Hugo
Chavezs eksempel og øgede den offentlige støtte til landets oprindelige
befolkning. Han gennemførte også en ny forfatning i 2009, der gav både den
brede befolkning og de oprindelige stammer en række slet definerede sociale
rettigheder.
De
seneste år er Morales, og i særlig grad hans vicepræsident Alvaro Garcia
Linera, blevet stadig mere autokratiske i takt med at uansvarligheden er vendt
tilbage. Regeringen har kørt alvorlige budgetunderskud, der i 2017 foreløbig
kulminerede i hele 7,8 % af BNP, og Morales slap afsted med at stille op til en
tredje præsidentperiode, selvom hans ’egen’ forfatning begrænser mulighederne
til to. Hans argument dengang var, at den første ikke talte, fordi han i 2006
var blevet valgt under den tidligere forfatning. Dét argument kunne han ikke
bruge ved valget i oktober i år, da han stillede op til en åbenlyst
forfatningsstridig fjerde præsidentperiode. Morales havde brugt et af de gamle
tricks i diktatorbogen og pakket højesteret med sine tilhængere, så
forfatningen kunne ’omfortolkes’ til hans fordel.
Denne
gang gik det dog anderledes, da den helt igennem tydelige valgsvindel endte i voldelige
demonstrationer, der blev forværret af styrets egne
’colectivos’ adfærd. Tidligt på valgaftenen så Morales ud til at få 45 % mod
den førende oppositionskandidat Carlos Mesas 38 %, hvilket ville have betydet
en anden valgrunde. Fra 19.40 stoppede Bolivias valgmyndigheder pludseligt med
at opdatere resultatet, og dagen efter meddelte de så, at Morales havde vundet
med 47.07% af stemmerne mod Mesas 36.51%. Morales så derfor ud til på næsten
magisk vis lige præcist at have indhentet de 10 % flertal, der forhindrede en
anden valgrunde uden stemmespild hos oppositionen.
Valgobservatører
fra Organisationen af Amerikanske Stater – der ellers har en tradition for at
være relativt ukritisk – vurderede, at valget havde været karakteriseret af
omfattende svindel og burde gå om. Som opsummeret i Alvaro Piaggios glimrende gennemgang på
Twitter, besluttede Bolivias politi under de efterfølgende uroligheder
at blive hjemme, og dermed implicit at støtte oppositionens protester.
Morales-regimet var endegyldigt færdigt, da militærledelsen dagen efter meddelte,
at den ikke havde til hensigt at
sætte ind overfor politiet eller demonstranterne. Bolivias militær trådte
således i karakter, som det er sket flere gange i Latinamerika, som
demokratiets garant.
Hvad
der sker nu, er der ingen der ved. Det bedste bud er sandsynligvis, at Bolivia
går til valg igen sidst på året, og at Carlos Mesa fra Comunidad Ciudadana bliver
præsident. Det er svært at se, hvordan
Morales-regimet med dets omfattende økonomiske mismanagement og forfatningskriminelle
adfærd kan overleve. Bolivia er på alle de værste måder klassisk latinamerikansk,
og toppen i Morales-regimet drømmer sikkert om en Venezuelansk løsning. Men
uden militærets implicitte støtte kommer Morales og hans kumpaner næppe nogen
vegne.
Af Otto Brøns-Petersen, den 9. november 2019. Skriv et svar
Det er trediveårsdagen for Berlinmurens fald i dag, og det fortjener selvsagt at blive markeret. Det symboliserer en af de vigtigste begivenheder i Europas nyere historie. Med Berlinmuren faldt i første omgang den sovjetiske besættelse af Central- og Østeuropa – og et par år efter også Sovjetunionen selv. Den Kolde Krig blev afsluttet, da de kommunistiske regimer kollapsede under totalitær ufrihed og planøkonomisk elendighed. Det var, som om socialismen selv indgav sin konkursbegæring. Magthaverne veg tilbage for tage de nødvendige skridt til at holde det folkelige pres tilbage – modsat søsterpartiet i Kina, som slog studenteroprøret ned med hård hånd på Den Himmelske Fredsplads.
Hvordan er det gået i mellemtiden? Her nogle korte observationer i dagens anledning.
Verden blev friere de følgende 20 år. Figuren viser Freedom House’s opdeling af verdens lande i henholdsvis frie (F), delvis frie (PF) og ikke-frie (NF). Som det fremgår, var det faktisk gået fremad allerede siden begyndelsen af 1970erne. Men andelen af frie og delvis frie lande topper omkring 2007 (bortset fra et kort blip omkring Sovjets sammenbrud). De sidste ti år er det begyndt at gå tilbage igen. Det viser, at der ikke er grund til at sove på laurbærrene efter Murens fald.
De tidligere “selvstændige” kommunistiske lande i Europa havnede i kategorien frie efter Murens fald, og langt de fleste af dem klassificeres stadig sådan af Freedom House, som kortet herunder viser. Der er dog bekymrende tegn på tilbageslag i lande som Polen og Ungarn, som ellers var de to lande, der tidligst så et folkeligt opgør med kommunismen. Det kniber stadig på Balkan. Men i de fleste af de stater, som var en del af det tidligere Sovjetunionen, står det værre til. Den totalitære kommunisme er væk, men mange af de gamle magthavere har haft held til at sætte sig på den politiske magt og at røve værdierne. Det gælder bl.a. Rusland. Det er ikke så slemt som under Sovjetstyret, men Rusland er med rette stemplet som ikke-frit.
Vi har forsømt at tage et opgør med kommunismen efter Murens fald på samme måde, som der blev taget et opgør med nazismen efter Den Anden Verdenskrig. Tværtimod er der langt ind i borgerlige rækker en opfattelse af, at det er en ideologi, der kan undskyldes med sine gode hensigter. Danmarks Kommunistiske Parti – et af de mest Moskvatro i Vesteuropa – findes stadig som en del af Enhedslisten, som ikke desto mindre af mange opfattes som et normalt om end lidt yderligtgående parti. I dag opfatter nogle islamistisk terrorisme som en exceptionel trussel, der kan begrunde mere vidtgående modforanstaltningsregler end den røde terror under Den Kolde Krig – til trods for, at den repræsenterede en markant større trussel og var i ledtog med en magt, som kunne besætte Danmark i løbet af få timer. Det er en historieløshed af dimensioner.
Venstrefløjen i de vestlige lande gik efter Murens fald fra doktrinær marxisme til postmodernisme og -struktualisme – fra at tro, at den besad en videnskabelig indsigt i historiens objektive bevægelseslove, til at forkaste al viden som en social konstruktion. Klassekampen blev afløst af identitetspolitik og en mere diffus kamp mod “ulighed”. Nu er det klimaproblemet, som bliver brugt som skalkeskjul for behovet for drakoniske planøkonomiske tiltag.
Inden Murens fald var de kommunistiske regimer en konstant påmindelse af, hvilke konsekvenser det har at sætte staten før individet. Muren og regimets dødsmaskiner (automater ved grænsen der skød mod østtyskere på vej til at begå “republikflugt”) var et håndgribeligt symbol på den totalitære kollektivismes ondskab. Det eneste dårlige, der er at sige om det lykkelige Murfald, er, at vi ser borgerlige meget mere til falds for kollektivisme i form af nationalisme og populisme. Noget kan måske forklares med, at en del af dem stammer fra den gamle venstrefløj fra før, den gik af mode.
Af Christian Bjørnskov, den 8. september 2019. 1 svar
I februar skrev vi om Kristian Niemitzs fine bog Socialism: the Failed Idea that Never Dies, som omhyggeligt dokumenterer, hvordan vestlige intellektuelle har hyldet socialistiske regimer (læs her). Det har været kendt siden Ludwig von Mises arbejde om socialistisk økonomi (se her), at den ikke kan fungere på grund af måden, et socialistisk system bruger (og ikke bruger) information. Alligevel er der en voksende gruppe unge i specielt USA, Tyskland og Storbritannien, der finder socialisme mere attraktiv end en markedsøkonomi. De er, modsat de fleste skribenter her på stedet, ikke vokset op med Østblokken som en realitet eller med 90ernes anskuelighedsundervisning i socialistisk ødelæggelse, da det først blev muligt at rejse frit i Central- og Østeuropa. De har heller ikke venner eller kolleger, der voksede op under et sovjetisk system, og som kan fortælle om dets virkelighed.
Vi anbefalede derfor Niemitzs tankevækkende bog, men har i dag en anden og helt anderledes letlæst bog om socialisme på bordet: Robert Lawson og Benjamin Powells Socialism Sucks: Two Economists Drink their Way through the Unfree World. Bob og Ben, der er professorer i økonomi ved henholdsvis Southern Methodist University og Texas Tech University, tager til en række lande der enten er, har været, eller er blevet beskyldt for at være socialistiske. Deres mål er at fortælle historien om, hvor ringe et socialistisk system er for almindelige borgere ved at drikke øl (og andre ting), og fortælle om hverdagen i blandt andet Cuba og Venezuela. Socialism Sucks er både indsigtsfuld, chokerende og ofte rigtigt, rigtigt morsom. Vi anbefaler den varmt til alle interesserede læsere og deres børn og elever. Og hvis man vil vide mere, har de to økonomer optrådt på blandt andet The Tom Woods Show, Charles Moskowitzs podcast og – som man kan se nedenfor – hos Matt Kibbe.
Af Christian Bjørnskov, den 24. februar 2019. 4 svar
Det fremragende Institute of Economic Affairs udgav i den forgangne uge bogen Socialism: the Failed Idea that Never Dies. I bogen diskuterer forfatteren Kristian Niemitz hvorfor socialisme igen er fashionabelt blandt mange unge, og hvorfor idéen om socialisme aldrig synes at dø. Som Kristian pointerer, er socialismens praktiske resultater helt aldeles rædselsfulde, men det rokker ikke på socialisters overbevisninger. Han deler processen op i tre dele, ligesom figuren nedenfor.
The honeymoon period. Først roser
socialister indførslen af socialisme i et land – Sovjetunionen, Kina,
Nordkorea, Venezuela… – og landets internationale status på venstrefløjen er
høj. Det er for eksempel Hugo Chavez-regimet fra 2003 indtil omkring 2013, hvor
folk som Noam Chomsky, Jeremy Corbyn og store dele af den deanske venstrefløj
fremhævede landet som et ideal.
The excuses-and-whataboutery period. Efter en
periode begynder de forudsigelige problemer at materialisere sig. I denne periode
begynder de personer, der i starten roste regimet at undskylde det, og
deflektere kritikken med det, Kristian kalder ’whataboutery’ –
diskussionsteknikken hvor man fjerne fokus på det egentlige emne med argumenter
som ’Jamen hvad med fattigdom i USA’ eller ’Kolonitiden var også frygtelig.’
The not-real-socialism stage. Sidst bliver det tydeligt
for alle, at endnu et socialistisk eksperiment er fejlet. Her ændrer folks
argumenter sig fra undskyldninger og bortforklaringer til det populære
argument, at ’Venezuela var jo aldrig et socialistisk land.’ Med andre ord er
slutningen på kæden, at folk nu påstår, at landet aldrig var socialistisk.
Kristian Niemitzs glimrende bog illustrerer både de mange politikere og meningsdanneres varme støtte gennem årene til socialistiske lande, og hvordan støtten pludselig forsvinder, når de socialistiske eksperimenter alt for tydeligt ender i fattigdom, undertrykkelse og åbenlyst diktatur. Men på en intellektuel venstrefløj i Vesten defineres socialisme i høj grad som højtravende aspirationer og abstraktioner, og det bliver derfor så nemt at konceptualisere ’socialisme’ som at fange en vandmand med én hånd.
Bogen er fundamentalt velskrevet, ekstremt veldokumenteret og vigtig som debatindlæg i en tid, hvor en række idéer som vi har skræmmende negative, historiske erfaringer, igen er blevet populære i store dele af Vesten. Socialism: the Failed Idea that Never Dies kan downloades gratis her, men hvis man ønsker sig en fysisk bog, kan man donere 15 pund her og få den tilsendt. Man kan også vælge at høre Kristian tale om emnet i en IEA podcast fra December. Varmt anbefalet!
Af Christian Bjørnskov, den 6. januar 2018. Skriv et svar
Vi har med jævne mellemrum skrevet om den humanitære katastrofe, Venezuelas socialistiske regering har skabt. For snart fem år siden blev det klart, at landet løb tør for toiletpapir, økonomien har været i frit fald de senere år, og en betragtelig del af befolkningen har sultet i mindst et par år. Det, der engang var Latinamerikas rigeste land, er i dag et sted folk flygter fra for at overleve.
Umiddelbart før nytår skrev NYT om det sidste eksempel i rækken af kalamiteter: Venezuela, der sidder på verdens største, kendte oliereserver, er ved at løbe tør for olie. Det statsejede Petróleos de Venezuela (kendst som Pdvsa) er i så ringe en stand, og producerer så langt under kapacitet, at det ikke længere kan levere nok til det ellers nødlidende hjemmemarked. Landets regime under præsident Nicolas Maduro importerer nu benzin og diesel fra bl.a. USA.
Den absurde situation er skabt af snart to årtiers politisk drift af selskabet, hvor der er underinvesteret i vedligehold og ny teknologi, hvor selskabet har måttet opsuge arbejdsløshed og levere ekstremt subsidieret benzin til økonomien, og hvor en altomfattende korruption de senere år har ødelagt de sidste rester af ansvarlighed. Med andre ord er Pdvsa siden 2000 blevet forvandlet til et klassiks eksempel på, hvordan socialistiske økonomiers produktionsvirksomheder ser ud. NYT rapporterer også om et sigende eksempel på omfanget af problemerne, da en brand i et raffinaderi i november ikke kunne bekæmpes fordi brandfolkene var løbet tør for brandhæmmende skum.
Maduro-regimet reagerede i efteråret på problemerne på en måde, der også er svært genkendelig for f.eks. Østeuropa. Regimet har udnævnt Generalmajor Manuel Quevedo til både olieminister og øverste direktør for Pdvsa. Som NYT noterer, har Quevedo absolut ingen erfaring fra olieindustrien, eller med blot at køre en almindelig virksomhed.
Han er med andre ord økonomisk set helt inkompetent, men en attraktiv udnævnelse for regimet. Eller som NYT indikerer: Udnævnelsen af Quevedo er et af en række eksempler på, hvordan Maduro er i gang med at ’kup-sikre’ sit regime. I stedet for at løse de fundamentale problemer – som manden i sin socialistiske ideologiboble muligvis ikke forstår, eller muligvis bare er ligeglad med – har regimet siden Chavezs tid placeret uegnede, men loyale folk i militæret, i højesteret, og i centrale stillinger i de sørgelige rester af det venezuelanske erhvervsliv. Strategien er klassisk: I stedet for at løse problemerne, sørger man for at sovse potentielle modstandere ind i regimets drift. Lige som man troede, at Venezuela måtte have ramt bunden, er der endnu værre nyheder fra Latinamerikas failed state #1.
Af Christian Bjørnskov, den 15. august 2017. 5 svar
Det venezuelanske samfund er ved at kollapse, og Maduro-regimet afskaffede fornylig under voldsomme protester de sidste rester af demokrati i landet. Som vi har skrevet intensivt om her på stedet, er det ikke længere ’bare’ toiletpapir og majsmel, der mangler på hylderne, men stort set alle almindelige varer. I den årlige sundhedsundersøgelse svarede flere end 8 af 10 venezuelanske voksne, at de har tabt sig det sidste år, og da landet sidste år kortvarigt åbnede grænsen til Colombia, rejste 35.000 mennesker den første dag over grænsen for at købe mad og medicin. Det 21. århundredes socialisme, som Hugo Chavez stolt kaldte sin politik, er forudsigeligt nok endt i en humanitær katastrofe.
Der er dog al mulig grund til at overveje de dybere og ældre problemer i Venezuela. Som Niels Westy tidligere har understreget her på stedet, er Maduros socialistiske styre skyldig i den økonomiske og sociale totale kollaps af landet, men der er ingen grund til at tro, at alt bliver godt hvis det chavistiske diktatur væltes. Et sandsynligt alternativ er i stedet at vende tilbage til en dybt middelmådig stagnation.
Venezuelas virkeligt grundlæggende problem kan illustreres i de to figurer nedenfor. Den første viser nationalindkomsten per indbygger i Venezuela, Chile, Spanien og USA siden 1950, mens den anden viser nationalindkomsten per fuldtidsansat ækvivalent. Den anden figur giver således et billede af udviklingen i arbejdskraftens produktivitet, og måske derfor også et bedre indtryk af de dybere problemer i det venezuelanske samfund.
De to figurer viser meget tydeligt to ting. For det første var Venezuela faktisk rigere end Spanien indtil først i 1970erne – landet havde omkring 1950 været meget tæt på dansk levestandard – og var langt rigere end de fleste andre latinamerikanske lande (eksemplificeret ved Chile). For det andet var Venezuelas økonomi stort set lige så produktiv som USA indtil midten af 1970erne, og fulgte meget tæt den amerikanske udvikling. Mens forskellen i indkomst per indbygger og indkomst per ansat således indikerer, at den væsentlige forskel på Venezuela og USA var en større beskæftigelsesgrad i USA – i Venezuela i 1970 var 27 % fuldtidsbeskæftigede versus 40 % i USA – fulgte landet øjensynligt med den internationale teknologiudvikling. Omvendt konvergerede Spanien fra omkring 1960 mens Chile faldt bagud indtil militærets magtovertagelse og efterfølgende reformer i midten af 70erne.
Den vigtige pointe for Venezuela er, at landet holdt op med at følge med i midten af 70erne. Spaniens vækst var upåvirket og Chiles vækst tog fart pga. reformerne, mens oliekrisen rasede og olieprisen mere end fordobledes fra 1972 til 1975. Fra 1978 til 1980 steg olieprisen igen til næsten de dobbelte, hvilket førte til recessioner i store dele af verden, inklusive USA. Men kan se et par års hurtig fremgang i Venezuela, der som bekendt sidder på nogle af verdens største oliereserver, men derefter går det forbløffende hurtigt tilbage. Venezuela i 1970erne er dermed et af de klareste eksempler på Hollandsk Syge, både når det gælder virkningen på konkurrenceevne og på de politiske incitamenter.
Det er for eksempel sigende for udviklingen, at prisniveauet relativt til USA mere end tredobles mellem 1972 og 1982. Mens landet stadig tjener penge på olien, ødelægges store dele af den resterende eksportsektor, og landet kommer til at plages af aldeles elendig politik – staten overtager en væsentlig del af investeringsaktiviteten, skatterne stiger og den politiske reguleringsbyrde i kreditmarkedet stiger.
Som det kan ses i figurerne, var 1990erne økonomisk en relativt rolig tid på trods af Hugo Chavezs kupforsøg i 1992 og præsident Carlos Andrés Pérez afsættelse året efter for bedrag, og bl.a. pga. efterfølgeren Luis Herrera Campins afskaffelse af prisregulering. Det endte brat med valget af Chavez i 1998 og den tydelige genoprettelse af økonomien fra 2001 kan helt tilskrives den stærkt stigende oliepris. Det, der ligner en økonomisk succes og blev hyldet som sådan af mange vestlige ’intellektuelle’ som Jeremy Corbyn, Noam Chomsky og Joseph Stiglitz, var et kortvarigt ressourceboom, der politisk tillod Chavez at indføre sine katastrofale socialistiske reformer.
Hele bundlinjen i fortællingen er således, at Chavez og Maduros socialistiske diktaturstat ikke blot er en social og økonomisk katastrofe i sig selv, men at dagens situation også i en vis forstand er kulminationen på mere end 40 års negativ udvikling. Produktivitetsproblemerne, som tydeligt ses i figur 2, har været maskeret af stigende beskæftigelse, så det almindelige mål – nationalindkomst per indbygger – ’blot’ så ud til at være stagneret. Man tror det næppe muligt, men Venezuela er i endnu dårlige stand end man umiddelbart skulle tro, og det umiddelbare indtryk er allerede skræmmende.
Efter søndagens “constituyente” står det klart for de fleste, at Venezuela nu er et diktatur. Det har været på vej længe.
Ifølge regeringen stemte ca. 8,1 mio. ved valget, hvilket vil være en valgdeltagelse på lidt over 41 procent. Det passer dog dårligt sammen med, at valgmyndighederne selv, ifølge Reuters, anslog at ca. 3,7 mio. havde stemt kl. 17.30. For at nå op på de 8,1 mio., skulle 4,4 mio. mennesker altså have stemt den sidste 1½ time, hvor stemmelokalerne var åbne. Det virker helt usandsynligt, også selv om regimet intimiderede ikke mindst offentlig ansatte, som blev truet med fyring, hvis de ikke stemte.
I modsætning til tidligere, hvor Venezuela’s valgkommision (CNE) efter valget enstemmigt har blåstemplet valgresultatet, er det ikke tilfældet denne gang. En af de 5 medlemmer, den oppositionsvenlige Luis E Rondón, har efterfølgende afvist det officielle resultat.
Man har afholdt mange valg og afstemninger siden Hugo Chavez (overraskende) vandt præsidentvalget i 1998. For valgene før søndagens afstemning har et fællestræk været, at selve valghandlingen har været nogenlunde korrekt til og med parlamentsvalget i 2015, omend der fortsat hersker stor usikkerhed om hvorvidt Maduro faktisk fik flest stemmer ved præsidentvalget i 2013.
Men allerede på et tidligt tidspunkt var det klart, at man fra regeringens side systematisk underminerede Venezuela’s institutioner og magtens tredeling, ligesom ytrings- og pressefriheden hurtigt kom under pres, hvilket Christian tidligere har skrevet om her på bloggen.
Pressefrihed Chile, Peru og Venezuela (høj score=lav frihed) Kilde: Freedom House
Mens selve afstemningen nok var nogenlunde transparent tidligere, var valgkampene det ikke. Chavez og den siddende regering gjorde tidligt alt for at sikre sig stemmer og besværliggøre oppositionens muligheder for at føre valgkamp og komme til orde i medierne. Ved det sidste valg Hugo Chavez stillede op til og vandt, i 2012, bakkede alle statskontrollerede medier op bag Chavez, mens oppositionens kandidat, Henrique Capriles, stort set ikke fik lov til at komme til orde. Mens Chavez havde fri adgang til medierne og der var timers valgpropaganda hver dag, skulle Capriles adgang tælles i minutter.
Men med afstemningen til en ny grundlovsgivende forsamling har man nået et nyt lavpunkt. Formålet med den nye grundlovgivende forsamling som blev valgt i søndags er alene at sikre Maduro og regimet endnu større magt. Den nyvalgte forsamling har ud over bemyndigelse til at skrive en ny forfatning, også mulighed for at opløse den demokratisk valgte nationalforsamling, hvor oppositionen har flertal, ligesom den kan udsætte bl. a. præsidentvalget i 2018.
I modsætning til tidligere, er dette valg da også blevet mødt med skarpe reaktioner fra en lang række Latinamerikanske lande. Stort set alle andre lande end regimets historiske allierede Bolivia, Ecuador, Nicaragua og Cuba har taget afstand fra søndagens valg, i lighed med EU og en række Europæiske lande samt Canada og USA, som i samme omgang har bebudet nye sanktioner rettet mod en række navngivne topfolk i Venezuela, bl.a. a. Maduro.
Så hvad sker der nu?
Som det fremgår af nedenstående graf over BNP per indbygger (konstante priser), har man oplevet et markant fald. Det skal understreges, at tal efter 2010 er estimater foretaget af IMF, da der ikke længere produceres brugbar, hvis overhovedet, data i Venezuela.
Siden 2013 anslås økonomien af være skrumpet med mere end 33 procent, og der forventes fortsat minus vækst i de kommende år (dog mindre dramatisk). Vi har tidligere skrevet om den eksplosivt voksende kriminalitet og fattigdom, lige som læserne formodes at være bekendt med manglen på mad og medicin. Men hvad kan vi egentlig forvente af den kommende tid? Under normale omstændigheder ville en regering som er ansvarlig for en så omfattende forarmelse, som den Venezuela oplever i disse år, for længst være tvunget til at gå af.
Men det er langt fra sikkert at det vil gå sådan i Venezuela. På trods af omfattende protester det seneste halve år – som i modsætning til tidligere ikke længere primært er et middelklasse fænomen – en nationalkongres hvor oppositionen har flertal, viser den seneste udvikling at Maduro, eller i hvert fald hans parti “El Partido Socialista Unido de Venezuela” (PSUV) fortsat har greb om magten. Og det vil de have, så længe de har militærets opbakning. Og det har man bl. a. fordi toppen af militæret er dybt involveret i den korruption og organiserede narkokriminalitet, som flere ledende folk i regimet menes at være involveret i. De har ingen tilskyndelse til at skifte side og støtte oppositionen, selv om denne ved flere lejligheder opfordret militæret til at stille sig på “folkets side”.
Man kan sige at Chavez, som selv var militærmand, kunne sin historie. Vil man beholde magten er det vigtigt at have militæret på sin side, og det er den. I hvert fald toppen. Længere nede i geledderne ser det lidt anderledes ud.
Ligeledes har man de såkaldte “Colectivos” – en paramilitær styrke, som også har været aktive i forbindelse med bekæmpelsen af demonstrationerne det seneste halve år, og som står bag flere drab.
Man kan sige at Maduro har kanonerne, mens oppositionen primært har befolkningen. Så en egentlig borgerkrig er udelukket, med mindre militæret skulle blive splittet. Nok er der bevæbnede grupper blandt den mere ekstreme del af oppositionen, men deres styrke er begrænset. Et muligt scenarie er derfor nok en eskalering af volden, med yderligere tab på begge sider, men på den korte bane vil der næppe blive tale om noget der kan karakteriseres som borgerkrig.
I det hele taget ser situationen på mange måder ganske håbløs ud. Og som Juan Carlos Hidalgo skriver i sin blog på Cato’s hjemmesider, så er konsolideringen af et diktatur i Cuba-stil fortsat en mulighed, så længe regimet – i samarbejde med Cuba – har en fast kontrol over de væbnede styrker og Nationalgarden.
Man kan sige, at hvor Venezuela for et halvt århundrede siden var Sydamerika’s rigeste nation og det handlede om den “amerikanske drøm” med store biler og højt forbrug, er man nu hastigt på vej til cubanske tilstande med varemangel, udbredt fattigdom og diktatur, Man er der ikke helt endnu, men man er meget tæt på.
