Kategoriarkiv: Nuværende skribenter

Årets opgaver: Økonomiske effekter af fodbold-VM

Hvert år vejleder jeg en række bacheloropgaver og specialer, og hvert år er der heldigvis nogle virkeligt gode blandt dem. En gang imellem er der endda en virkeligt god med et emne, der også kunne have interesse blandt punditokraternes læsere. Mads Henning Kristensen og Erik Oskar Rasmussens bacheloropgave, som de forsvarede tidligere på ugen, er en af dem.

Mads og Oskars overordnede emne er, hvordan mega-events påvirker et lands økonomi. Helt specifikt ser de på fodbold-VM, hvilket giver dem to fordele: For det første er fodbold-VM mere sammenlignelige end mange andre events, da der er en klar struktur for alle, der er interesserede i at afholde VM, og for det andet er der en klar budrunde, hvor man ved hvilke lande der byder, og selvfølgelig ser, hvilket land vinder bud og bliver den faktiske vært. Dette clue, der først blev benyttet af Mark Spiegel og Andrew Rose, indebærer at man har en ret god statistisk kontrolgruppe i form af de lande, der bød på VM, men ikke fik det. Man sammenligner således ikke VM-værter med alle mulige andre lande, men kun med dem, der på samme tidspunkt var i stand til at afholde samme event. Med andre ord får man løst en række ellers besværlige statistiske problemer.

Resultatet i Mads og Oskars studie er, at det ikke er en god idé at afholde et VM – i hvert fald ikke fra et økonomisk synspunkt. En simpel måde at illustrere det overordnede billede, de finder, er at plotte udviklingen i BNP per indbygger (indekseret til nul i starten) og investeringsraten fra otte år før eventen – dvs. fra året de vinder buddet – til fem år efter. Det gør vi nedenfor, hvor den fuldt optrukne linje er værten, og den stiplede linje er gennemsnittet af de lande, der bød men ikke fik værtsskabet. Som figuren viser, er der en tydelig indikation på, at værtslandet faktisk har ringere BNP-udvikling fra omkring året for eventen og fem år frem. Den lille forskel i nogle få år før, kan tilskrives øget beskæftigelse omkring forhold som stadionbyggeri eller andet, men er ikke signifikant.

Billedet er særligt interessant, når det sammenholdes med investeringsraten nedenfor. Det er nemlig klart, at værtslandet afholder markant større investeringer i årene op til VM, men med en nedeadgående trend i hele perioden. Den meget klare indikation man får fra kombinationen af de to figurers indhold, er at VM-værter afholder ganske betydelige investeringer, men at disse investeringer er helt uproduktive og sandsynligvis på langt sigter skubber potentielt produktive investeringer ud af markedet.

Mads og Erik viser således meget fint, at hele hypen og de ofte gentagne, politiske påstande om store gevinster, ‘branding’ og andet, ikke er andet end tom snak. Erfaringen fra de lande, der faktisk har afholdt VM, taler sit klare sprog: Der er ingen økonomisk case for at afholde den type mega-events!

Akademisk frihed og produktivitet: Hvor i verden er vi?

For nogle måneder siden skrev vi om en ny artikel af Niclas Berggren (IFN) og undertegnede med titlen Academic Freedom, Institutions, and Productivity. Artiklen udkom for et par uger siden i Southern Economic Journal, og har – hvis vi skal være ærlige – ikke helt fået den opmærksomhed, vi havde håbet den skulle få.

Budskabet i artiklen er ellers ganske intuitivt: Vi finder at akademisk frihed – “[t]he freedom of teachers and students to teach, study and pursue knowledge and research without unreasonable interference or restriction from law, institutional regulations or public pressure.” – er forbundet med hurtigere produktivitetsvækst, men kun under en bestemt betingelse. For at kunne se systematiske effekter af at give forskere og andre akademikere fuld frihed, kræver det at landet også har et nogenlunde effektivt retsvæsen, der bl.a. beskytter privat ejendomsret. Med andre ord kan vi observere på tværs af verden siden 1960, at akademiske indsigter og gennembrud først bliver til ny produktivitet, når et relativt godt retsvæsen kan gøre det profitabelt for private virksomheder at investere i indsigterne.

Dagens spørgsmål er derfor, hvor i verden den slags produktivitetseffekter er mest sandsynlige. Det illustrerer vi ved at gange to mål sammen: Et mål for graden af akademisk frihed og et mål for kvaliteten af retsvæsenet (begge fra V-Dem-projektet). Ved netop af gange dem sammen får vi et indeks der fanger, i hvor høj grad et land er karakteriseret af begge forhold. I kortet nedenfor er lysere farver det samme som højere indeks, og dermed en væsentlig større sandsynlighed for, at man ser produktivitetseffekter af kombinationen af akademisk frihed og retslig kvalitet.

Det burde ikke overraske nogen, at Vesteuropa og væsentlige dele af Centraleuropa, sammen med de britiske offspring (Australien, Canada, New Zealand og USA) ligger i den absolute top. De interessante observationer ligge udenfor den rigeste del af verden: Chile og Uruguay i Latinamerika, men ikke Mellemamerika, Botswana, Namibia og Sydafrika, men også et område i Vestafrika omkring Nigeria, Benin og Ghana, og Filippinerne i højere grad end Indonesien eller Vietnam. Forskningsdrevet innovation og produktivitet er således ikke tydeligt i højsædet i de traditionelle vækstøkonomier som Kina og Indien. Så skal man til at gentænke, hvor de næste årtiers vækstmarkeder ligger?

Virkede vaccinerne?

Coronaepidemien er officielt ovre i Danmark og en række andre lande, og har nok i virkeligheden været ovre siden sidste sommer. Mange epidemiologer og politikere har hævdet, at det helt primært skyldes vaccinerne, der skabte immunitet og forhindrede folk i at dø af den nye virus. For både forskere og lægmænd kan det lyde rimeligt, men der er et problem: Vi ved det faktisk ikke, fordi vaccinerne blev godkendt på deres demonstrerede effekt på sygdom, og ikke på dødsfald.

Christine Stabel Benn (SDU) har derfor sammen med en række kolleger vurderet, i hvilket omfang vaccinerne ser ud til at beskytte mod dødsfald. Deres papir, der pt. er i preprint med titlen ”Randomised Clinical Trials of COVID-19 Vaccines: Do Adenovirus-Vector Vaccines Have Beneficial Non-Specific Effects?”, bruger data fra alle de trials, der lå til grund for nødgodkendelserne af vaccinerne. Et væsentligt – og stærkt kritisabelt – problem med disse trials er, at producenterne afbrød deres trials noget før man normalt ville have gjort det, og vaccinerede en del af kontrolgruppen. Evidensen, som de blev godkendt på, er derfor ikke så klar som man gerne ville have haft den. Omvendt kan man i dette tilfælde sige, at Benn og hendes kolleger bruger de data, der er til rådighed, og dermed etablerer statistisk evidens der er lige så god som den, der blev brugt i nødgodkendelsesprocedurer i USA og Europa.

Og resultaterne er en anelse rystende. De tre coronavacciner, der er produceret på den ’gammeldags’ måde med en adenovirus-vektor som basis – helt primært Astra-Seneca og Johnson & Johnson – ser ud til at virke: Vaccinegruppen havde en dødelighedsrate, der var 37 % af dødeligheden i placebogrupper. Omvendt havde vaccinegruppen i Moderna og Pfizers trials – de to ’moderne’ vacciner baseret på en mRNA-teknologi – en dødelighed på 103 % af placebogruppens.

Vi viser disse forskelle i figuren ovenfor, hvor søjlernes højde indikerer dødeligheden i promille. Figuren illustrerer klart Benns hovedkonklusion: De to mRNA-vacciner, som blev brugt i stor stil i det meste af den vestlige verden inklusive Danmark, virker faktisk ikke. Med andre ord har store dele af Europa fjernet de vacciner, der faktisk virker mod død, og beholdt dem der ikke gør.

Benn er en førende ekspert i såkaldt ’ikke-specifikke vaccineeffekter’, dvs. utilsigtede effekter af vacciner: Nogle vacciner (muligvis specielt ’levende’ vacciner) beskytter mod mere end den virus, de er lavet til at bekæmpe, mens andre (muligvis primært ’døde’ vacciner) kan skade immunforsvarets evne til at bekæmpe visse andre vira. Det er den type effekter, nogle forskere har alluderet til når de har nævnt muligheden for, at konstant vaccination og ’boosting’ kan træne immunforsvaret forkert, og dermed svække anden immunitet.

Hun og hendes kolleger noterer i papiret, at der er indikationer på uspecifikke effekter af de nye vacciner. Når de følger det, de kalder ’non-accident, non-Covid deaths’, finder de en effekt på 35 % for de gammeldags vacciner mod 117 % for mRNA-vaccinerne. Mens forfatterne understreger, at man ikke kan konkluderer for meget på basis af de relativt tynde trials-data, passer det overordnede billede godt på tidligere forskning fra bl.a. Benn. Og hvis flere studier bekræfter billedet, må man konkludere at epidemien i Danmark blev overstået på samme måde som tidligere virusudbrud: Med almindelig etablering af flokimmunitet, når nok folk har haft virussen…

Bedste danske økonomer 2022

Næsten hvert år siden 2009 har vi hos Punditokraterne skrevet et indlæg om, hvem de bedste danske (national)økonomer er. Pointen fra starten af var at imødegå et problem som mange af os ofte oplever: At ikke-økonomer opfatter dem, der bruges meget af medierne, som de fagligt dygtigste. Nogle meget dygtige økonomer er jævnligt i medierne, men det samme gælder for en række folk, som vi nok ikke helt har samme faglige respekt for. Over årene har indlægget dog også udviklet sig til en diskussion af, hvor svært det er at måle præcist, hvor dygtige forskere er. Man kan med fuld rimelighed lægge vægt på forskellige ting – hvor meget skriver man, hvor publicerer man sine ting, hvor ofte citeres man, og andre forhold – og forskellige forskere har forskellige strategier for, hvordan de gør.

Fra år til år ændrer vi derfor metoden, for at bringe forskellige aspekter af forsknings- og forskerkvalitet frem. Vores metode i år er at tage et gennemsnit af tre forhold for alle økonomiprofessorer ved danske universiteter: 1) En forskers citationstal, delt med det antal år forskeren har været aktiv (for det meste fra det år, vedkommende fik sin PhD); 2) en forskers citationstal, delt med forskerens samlede antal publikationer; og 3) det antal artikler, forskeren har haft i et ’supertidsskrift’. Vi regner supertidsskrifter i nationaløkonomi som American Economic Review, Quarterly Journal of Economics, Journal of Political Economy, Econometrica, og Review of Economic Studies. Vi tæller også, hvis en forsker har haft en artikel I et supertidsskrift i de to nabodiscipliner statskundskab og management, hvis vi regner dem som henholdsvis American Journal of Political Science, American Political Science Review, og Journal of Politics, eller i Academy of Management Journal og Academy of Management Review. I alle tilfælde tager vi logaritmen til tallet, hvilket har den effekt at en forsker, der scorer højt på én komponent, men ikke andre, ikke kan få en særligt score. Man skal med andre ord have en rimelig balance på tværs af de tre komponenter for at få en rigtigt høj score, og almindelig flittighed belønnes ikke.

Alligevel toppes årets rangliste endnu en gang af Lasse Heje Pedersen og Nicolai Foss fra CBS. Nicolai er med et citationstal på 14400 den suverænt mest citerede danske økonom, og den eneste over 10000 citationer. Lasse, der fik sin PhD i 2001, har dog flere citationer per artikel end Nicolai – han er faktisk mere end seks gange så citeret per artikel som den gennemsnitlige danske økonomiprofessor. Nummer tre, David Dreyer Lassen fra KU, excellerer ved at have ikke mindre end seks artikler i supertidsskrifter, og endda både i nationaløkonomi og statskundskab.

Petersen, Lasse HejeCBS15.9
Foss, NicolaiCBS25.1
Lassen, David DreyerKU34.2
Andersen, SteffenCBS44.1
Lau, MortenCBS53.7
Lando, DavidCBS63.7
Sørensen, Peter NormanKU73.6
Bjørnskov, ChristianAU83.5
Kreiner, Claus ThustrupKU93.4
Bennedsen, MortenKU103.4
Nielsen, Morten ØrregaardAU113.1
Rahbek, AndersKU122.9
Leth-Petersen, SørenKU132.9
Johannesen, NielsKU142.8
Munch, Jakob RolandKU152.6

Derudover kan flittige læsere sandsynligvis genkende flere navne: En af konklusionerne i år som tidligere år er derfor, at nærmest uanset hvordan man gør, får man nogenlunde de samme folk i toppen af listen. Og har man fulgt med i nyhederne og måske lidt i den faglige debat, er den nye dreng heller ikke en overraskelse: Niels Johannesen fra KU rykker ind på plads nummer 14 i år efter bl.a. at hans papir med Jørgen Juel Andersen og Bob Rijkers om Elite Capture of Foreign Aid blev accepteret i supertidsskriftet Journal of Political Economy.

Nogle læsere vil måske notere – og beklage sig over – at der ingen kvinder er på listen. For de interesserede er de højest placerede kvinder Anna Piil Damm (AU) på plads 21, Mette Ejrnæs (KU) på plads 23, og Nabanita Datta Gupta (AU) på plads 24. Andre fremragende kvindelige kolleger som Helena Skyt Nielsen og Nina Smith – og i øvrigt ligesom folk som Jesper Rangvid og til dels Carl-Johan Dalgaard (som trods alt er nummer 16 i år) – har sandsynligvis lidt under at lave kommissionsarbejde og administrativt arbejde. Ser man på folks karrierer må man desværre konstatere, at det at være vismand ikke er godt for den rent akademiske udvikling.

En anden indvending jeg har hørt flere gange, er at Nicolai Foss – årets nummer to – slet ikke er nationaløkonom, men professor på Institut for Strategi og Innovation på CBS. Mit svar har altid været, at Nicolai er en fremragende nationaløkonom, der blot befinder sig i et krydsfelt eller en gråzone mellem strategisk management og klassisk nationaløkonomi. De syv artikler, jeg har skrevet sammen med Nicolai, har i hvert fald været primært nationaløkonomiske. Men skulle man stadig mene, at han er management, kan man simpelthen ignorere alle de artikler han har udgivet i tidsskrifter, der ikke er rent nationaløkonomiske, og beregne en score på basis af det. Gør man det, er Nicolai stadig i Top 30 med den forskning, som nogen vil mene er marginal for ham!

Sidst, men ikke mindst, er hele formålet med dette indlæg at skabe lidt debat, og understrege for folk udenfor snævre faglige kredse, at man skal være omhyggelig når man påstår, at professor X eller cheføkonom Y er så dygtige. Toppen af listen er næsten altid den samme, men længere nede findes der folk, der er ekstremt dygtige i en måske lidt snæver specialisering. Og der findes folk, som ikke kommer på Top 15 på grund af den måde, listen lige i år er skruet sammen. Som en unavngiven kollega engang sagde om Martin Paldam (nummer 27 i år): ”Martin laver måske ikke altid forskning som visse af vores kolleger synes er ’fin’, men der er ingen af dem der kan matche hans økonomiske intuition”. Det ville være rart, hvis journalister også en gang imellem husker, at enkelte af de lidt ældre kolleger der ikke gør så meget væsen af sig, ofte ser klarere end de fleste af os.

I Stillehavet for 52 år siden

På datoen i går for 52 år siden, den 17. april 1970, landede besætningen på den amerikanske månemission Apollo 13 sikkert i Stillehavet, lidt sydøst for Amerikansk Samoa og blot seks kilometer fra hangarskibet Iwo Jima, der var sendt ud for at hente dem. De tre astronauter – James Lovell, John Swigert og Fred Haise – havde da været igennem et mareridtsagtigt forløb, som det meste af verden fulgte med i: På vej som den tredje NASA-mission til månen, førte en kortslutning til en eksplosion i deres rumskib, og tabet af begge ilttanke i servicemodulet. Historien, der er fortalt adskillige gange og ikke mindst i filmen Apollo 13 og episode 8 af serien From the Earth to the Moon, er værd at mindes af to grunde.  

For det første satte NASA nærmest himmel og jord i bevægelse for at løse problemerne hos Lovell og hans kolleger. Den 13. april meddelte han i radioen til kontrolcenteret i Houston, at ”I believe we’ve had a problem here.” I Mission Control bad man ham om at gentage, hvorefter Lovell specificerede problemet med “Houston, we’ve had a problem. We’ve had a main B bus undervolt.” Bag den simple, tekniske beskrivelse af et problem lå der, at besætningen havde hørt en lille eksplosion, og at ilten fra deres hovedtank sivede ud i rummet, da det hurtigt gik op for alle, at de krystaller, som fartøjet lækkede, var besætningens iltreserver. Løsningen, som NASAs team fandt, var at de tre besætningsmedlemmer lukkede servicemodulet ned så hurtigt som det var muligt, og flyttede over i landingsmodulet. Det lille landingsmodul, der var bygget til to personer i to dage, blev de tres hjem indtil de startede servicemodulet op igen og forberedte landingen på Jorden i landingskapslen. Apollo 13 fløj således hele vejen rundt om månen som den eneste reelle mulighed – det var ganske enkelt umuligt at bremse ned halvvejs og vende rundt – i et improviseret rumskib.

Haise, Sweigert og Lovell med viceadmiral Donald Davis på Iwo Jimas dæk. Kilde: NASA

En del af den fantastiske fortælling er også, at anlægget der rensede luften for CO2 i landingsmodulet ikke passede på udstyret fra servicemodulet, og NASAs team i Houston derfor måtte finde på en måde at få de to koblet sammen på – et firkantet modul til et rundt anlæg – med bl.a. omslaget til en vejledning og rigeligt gaffatape. At det alligevel lykkedes og Lovell, Swigert og Haise kan ses på dækket af Iwo Jima på billedet, skyldtes en enorm opfindsomhed og arbejdsindsats hos hundredevis af NASA-folk, og en insisteren på at det skulle lykkes. Hvis man skal hylde menneskelig opfindsomhed, er Apollo 13 et godt sted at starte.

Den anden grund til at mindes dagen er, at hele forløbet omkring Apollo 13 foregik i fuld offentlighed. De fleste mennesker var ikke særligt interesserede i måneprogrammet efter Apollo 11 landede i juli 1969 og Apollo 12 gentog bedriften i november. Det ændrede sig, da medierne meddelte om eksplosionen og den meget virkelige risiko for, at Lovell, Swigert og Haise ville dø i rummet. At stort set alt foregik i mediernes lys, kan man sætte overfor situationen da den russiske atomubåd Kursk sank i Barentshavet den 12. august 2000 pga. en eksplosion ombord. 24 af de 118 besætningsmedlemmer overlevede eksplosionen, men døde alligevel. Rusland forsøgte allerførst at holde forliset hemmeligt, afviste derefter tilbud om hjælp fra både den britisk og norske flåde, og lod grundlæggende set de 24 søfolk dø for at beskytte et autokratisk regime med en ung præsident Putin i spidsen. Forskellen mellem Apollo-programmets potentielt største katastrofe, og Kursks forlis, er et billede på forskellen mellem demokratiske retsstater og kommunistiske diktaturer.

Hele forløbet blev bragt live i medier over hele verden, og fik en virkning der viste hvordan almindelige mennesker ofte er anderledes end politikere, der således blev tvunget med i støtte til Apollo-besætningen. Paven ledte således 10000 forsamlede i Rom i bøn for rumskibet, og et endnu større fremmøde sås i bl.a. Indien. Selv den sovjetiske premierminister Aleksey Kosygin beordrede også landets militær til at give de amerikanske astronauter al assistance, de havde behov for, mens de russiske medier dækkede forløbet. Billederne fra dengang er næsten fortryllende af en hel verden, der holder vejret og håber på det bedste for tre mennesker i nød. Kontrasten til i dag er slående.

Politikerne har lettere ved at spare på privat end offentligt forbrug

Paradoksalt nok har politikerne ofte lettere ved at styre det private forbrug end det offentlige, når ressourcerne bliver mere knappe, eller der er behov for at prioritere.

Besparelser i den offentlige sektor kræver typisk konkrete beslutninger. Det er vanskeligt for politikerne at få overblik over konsekvenserne, og modstanden fra berørte personalegrupper og andre interessegrupper melder sig hurtigt. Det private forbrug kan lettere fortrænges. Hvis f.eks. skatterne forhøjes, uddelegeres beslutningerne om at forbruge mindre til hver enkelt borger, virksomhed eller familie gennem priser og realindkomster. De vil ovenikøbet reducere den del af forbruget, som bedst kan undværes – modsat reduktioner i det offentlige forbrug, hvor de politiske beslutningstagere har langt ringere muligheder for at målrette besparelserne, hvor de gør mindst ondt. Fra de politiske beslutningstageres synspunkt ser det lettere ud og modstanden mindre.

Dette er omtrent situationen i dag. Men kun omtrent. Det er besluttet at bruge mere på forsvar i de kommende år. Under coronaen er der ikke alene brugt ekstra penge på hjælpepakker og epidemibekæmpelse; det offentlige forbrug har fået et løft, der forventes at blive permanent. Det er dog kun en lille del af udgiftsstigningerne under denne regering, som er finansieret ved hjælp af skatteforhøjelser nu og her. Til gengæld er de lånefinansieret. Det gælder f.eks. det permanente løft i forsvarsudgifterne.

Låntagningen vil i sidste ende resultere i mindre privatforbrug end ellers. De offentlige finanser er godt nok “overholdbare”. Det vil sige, at det offentlige ved uændret politik vil få flere indtægterend udgifter i nutidsværdi set over en lang tidshorisont. Altså beskatter mere end nødvendigt. Men når overholdbarheden veksles til offentligt forbrug, vil det også sige, at der er mindre at lette overbeskatningen med. Før eller siden må det private forbrug give sig tilsvarende. For i det lange løb består landets forbrugsmuligheder af enten privat eller offentligt forbrug (eller forbrug af offentligt kapitalapparat).

Og som sagt er det lettere at få borgerne til at spare end politikerne.

Nu vil du måske indvende, at det private forbrug trods alt ikke står til at skrumpe i år, også selv om mange borgere står til at gå ned i realindkomst, fordi priserne stiger hurtigere end lønningerne (og mange aktiver vil falde i værdi). Men selv om forbruget gennemsnitligt vokser, så dækker det over, at mange får dårligere råd til at opretholde den hidtidige levestandard. Så realiteten for mange vil være at skære forbruget ned for at skaffe luft i budgettet.

Man kan spørge sig, hvor længe overholdbarheden vil vare ved. Den politiske fristelse til at bruge pengene er enorm. Smerten kan tørres af på borgerne og endda ude i fremtiden. Ligesom naturen afskyr et vakuum, vil politisk konkurrence før eller siden fortrænge overholdbarhed med øgede udgifter.

Derfor er overholdbarhed ikke meget mere ønskelig end manglende holdbarhed. Overholdbarheden burde med det samme have været ført tilbage til borgerne ved at nedsætte de unødigt høje skatter. Nu risikerer den at ende som merudgifter i stedet.

Økonomer antager ofte, at de politiske myndigheder er en “social planlægger”, som søger at maksimere borgernes velfærd ved at sikre, at den marginale offentlige udgiftskrone giver samme værdi som den marginale krone brugt på privatforbrug. Problemet er blot, at politikerne hverken har information eller incitament til at sikre denne ligevægt.

Produktivitet i Rusland og resten af Europa

Ruslands overfald på Ukraine er ikke ligefrem gået som planlagt, og de russiske styrker er i disse dage i gang med en omgruppering. Grunden er, at Ruslands frygtede militær har skuffet (russerne) slemt, og har vist sig slet ikke at være så mægtigt, som mange troede. Min klumme i Børsen i sidste uge handlede derfor om, hvorvidt folk også overvurderer Ruslands økonomiske status. Klummen, som avisen bragte i torsdags med titlen ”Derfor er den russiske økonomi nødlidende og overraskende svag” påpeger netop, at den landets økonomi også er svag.

I klummen understreger jeg først, at mens Rusland har 145 millioner indbyggere, er deres samlede købekraft næsten præcist den samme som Storbritanniens 67 millioner. Benytter man sig af CIA’s data på fordelingen af bidrag til BNP og arbejdsstyrke, kombineret med data fra Penn World Tables, producerer hver fuldtidsansat i den russiske industri 67.000 dollars værdi om året. Det tilsvarende tal for briterne er 90.000, og 117.000 for danskerne. Kortet nedenfor illustrerer disse forskelle, hvor mørkere områder er mindre produktive.

Den sammenligning er dog skæv, da russerne i gennemsnit arbejder 18 % flere timer end briterne, og 42 % flere timer end danskerne. Korrigerer man for det, får man produktion per arbejdstimer på 34 dollars i den russiske industri, 54 dollars i den private britiske industri, og 84 dollars i den tilsvarende danske. Den russiske industri er med andre ord langt mindre produktiv end den vesteuropæiske eller den amerikanske.

Og som jeg noterer i klummen, er selv dét en skæv sammenligning. Årsagen er, at en ganske stor del af den russiske industris bidrag til BNP er fra olie- og gassektoren, som ifølge Verdensbanken stod for ni procent af Ruslands BNP i 2019. Den beskæftiger bare ikke særligt mange mennesker: Tager man de russiske olie- og gasselskabers samlede antal ansatte, er de blot 1,3 procent af arbejdsstyrken. Det indebærer, at mens de før nedlukningerne og Ukraine-krigen stod for en stor del af Ruslands BNP og eksportindtjening, producerede hver ansat i den resterende industri blot 50.000 dollars om året. Det placerer den russiske industris arbejdsproduktivitet på linje med Algeriet, Montenegro eller Sydafrika.

En omhyggelig international sammenligning afslører således, at det ikke bare er det russiske militær, der er nødlidende. Den russiske økonomi som sådan er langt mindre produktiv, end de fleste samfund som russerne selv og den russiske ledelse sammenligner sig med. Det er noget så specielt som et samfund med atomvåben og avancerede jagerfly, der gør som om det er en supermagt, men har økonomi som et mellemindkomstland. En væsentlig del af årsagen er, at Rusland netop mangler nogle af de vigtige komponenter af en vækstkultur, som Niclas Berggren og jeg skrev om forleden. Og så er det måske heller ikke så underligt, at deres militær heller ikke præsterer som en supermagt…

Årets pris til menneskelig blomstring

Forleden blev Ratio Instituttet i Stockholm 20 år. Stedet, der definerer sig som et tværvidenskabeligt forskningsinstitut for det svenske erhvervsliv, har adskillige fine forskere tilknyttet. De omfatter bl.a. Kristina Nyström, der samtidig er professor ved den Kungliga Tekniska Högskolan, Karl Wennberg, professor på Stockholm School of Economics, og Ratios nuværende chef Charlotta Stern, der ved siden af jobbet er professor i sociologi på Stockholms Universitet. Grundlæggeren Nils Karlson er naturligvis også stadig tilknyttet.

I forbindelse med jubilæet indstiftede Ratio en ny pris til “Årets bidrag til mänsklig blomstring.” Idéen er glimrende, og der var også glæde i det punditokratiske hjem da igår blev annonceret hvem den første modtager bliver. Årets bidrag gives for første gang til min gode ven og kollega Niclas Berggren, der er forsker på Institutet för Näringslivsforskning og docent ved Prags økonomiske universitet.

Niclas, som ses på billedet fra en konference i Tel Aviv, er ikke blot en glimrende økonom, men også en kreativ af slagsen. Hans forskning om værdien af skønhed sammen med Panu Poutvaara og Henrik Jordahl er stærkt citeret, og Niclas var blandt de første, der beskæftigede sig med konsekvenserne af økonomisk frihed. Han er samtidig et meget tænksomt menneske, der over årene har bidraget til både forskning og den svenske debat. Når man samtidig lægger til, at han er bredt afholdt som en meget hjælpsom, hyggelig og til tider morsom kollega, er det klart hvor velfortjent prisen er.

Punditokraterne ønsker derfor Niclas et stort tillykke med prisen, mens vi samtidig opfordrer vores interesserede læsere til at dykke længere ned i hans forskning.

Frihed og protester

Jeg er pt. på vej hjem fra den årlige konference i APEE – min første rigtige konference i over to år – som jeg har nydt i fulde drag. Mens turen ud var dybt frustrerende (BA aflyste et fly og parkerede mig i London hele weekenden), var det en fornøjelse at komme ud igen, interagere med kolleger, og se hvad de og nogle af deres studerende har bedrevet af ny forskning.

Pudsigt nok var en af de bedste præsentationer jeg så i løbet af mandag og tirsdag fra en ung forsker. Kerianne Lawson fra North Dakota State University fortsætter noget af sin forskning i sin fars spor – hun er Robert og Tracy Lawsons datter og har dermed noget at bevise – ved at se på ‘blødere’ konsekvenser af økonomisk frihed. I “Free to Protest or Protesting for Freedom? Understanding the relationship between Institutions and the Prevalence of Protest” ser Keri netop på sammenhængen mellem, hvor økonomisk frit et samfund er, og i hvor høj grad samfundet er udsat for protester som demonstrationer, strejker, optøjer osv.

Spørgsmålet er meget interessant, da man ofte hører at almindelige borgere ikke kan lide ‘neoliberal’ politik, og derfor endda går på gaden mod det. Det venstrefløjen omtaler som neoliberal politik er netop politik, der øger den økonomiske frihed ved at reducere det offentliges rolle i samfundet, styrke privat ejendomsret og retsvæsenet, åbne økonomien og deregulere. Stoler man på helt klassiske venstrefløjsargumenter, må man derfor regne med, at se flere og voldsommere protester, jo mere økonomisk frit samfundet bliver.

Keris omhyggelige resultater baserer sig på data fra mange år i over 100 samfund på tværs af verden. Hun afviser blankt den populære politiske fortælling, da hendes resultater meget klart viser, at jo mere økonomisk frit et samfund bliver, jo færre protester oplever man. Det gælder i særlig grad, når hun fokuserer på den komponent, der måler kvaliteten af retsvæsenet: Folk protesterer simpelthen mere, jo dårligere deres ejendom beskyttes, jo mere korruption der er, og jo mere vilkårligt retsvæsenet er. Umiddelbart finder hun også, at der er flere protester, jo større den offentlige sektor bliver.

Det hele er måske ikke så overraskende for Punditokraternes læsere. Økonomisk frihed skaber flere muligheder, større velstand, og ofte også større tilfredshed med livet. Det demonstrerer folk meget sjældent imod, ligesom de heller ikke demonstrerer mod at blive friere, men derimod det modsatte. Men der er stor værdi i at få det demonstreret omhyggeligt og overbevisende, og for en forskernørd som mig er det særligt rart at se, at unge forskere interesserer sig så kompetent for emnet.

Podcast om Nobelpriserne i økonomi

CEPOS’ uddannelseschef Stefan Kierkegaard Sløk-Madsen og jeg har taget hul på en ambitiøs podcastserie. Vi vil gennemgå samtlige Nobelpristagere i Økonomi.

Vi går tematisk frem. Derfor er der også en række af prismodtagerne, vi vender tilbage til flere gange. Men vi har som udgangspunkt biografier for tre af modtagerne hver gang.

Det første tema, vi har dækket, er moderne makroøkonomi. Det rækker fra F.A. Hayek (prismodtager 1974), som var en konjunkturteoriens pionerer allerede i 1930erne, til Thomas Sargent (prismodtager 2011). Vi har også taget hul på handelsteorien. Modtagerne rækker fra Bertil Ohlin (1977) til Paul Krugman (2008).

Det foregår på engelsk. Det er ikke meningen at blive mere teknisk, end at alle interesserede kan følge med.

Podcasten hedder Econroots. Første sæson var om økonomiens teorihistorie på dansk af Stefan. Nobelprisserien er 2. sæson og et stykke frem (der er 89 Nobelpristagere i alt, og der kommer flere til, inden vi er færdige).

Du kan finde de foreløbige afsnit her. Eller hvor du henter dine podcasts (her er f.eks. Spotifys 1. afsnit i Nobelserien).

Lyt med. Og giv gerne kommentarer i kommentarsporet her.

Den nordiske vækstkultur

Forleden dag udkom det nye nummer af det fine svenske Ekonomisk Debatt. Tidsskriftet er videnskabeligt, men udgiver typisk artikler der er lettere at forstå udenfor et snævert fagligt niveau, og er således unikt i de nordiske lande. Vi ser frem til hvert nummer, da det stort set altid har noget interessant, men i særligt grad denne gang. Grunden er, at nummer 2 i år inkluderer min artikel med min fremragende kollega og ven Niclas Berggren om Den Svenska Växtkulturen.

Baggrunden for artiklen er, at vi ofte møder kolleger og andre, der mener at vi burde fokusere vores forskning på noget, der ’gavner virksomheder’. Med andre ord ser de vores forskning i institutioners betydning for samfundet og hvor de kommer fra, som mindre vigtig end mere virksomhedsrettede studier. Niclas og jeg er meget enige om, at virkeligheden nærmere er den modsatte: Hvis man ikke forstår virksomheders og borgeres juridiske, regulatoriske og mellemmenneskelige rammevilkår, bliver det meget svært at forstå, hvad der foregår i dem, og i særlig grad hvordan virksomheders vilkår og modus operandi kan variere fra land til land.

Artiklen opsummerer de sidste 25 års forskning, som vi begge to har bidraget til efter bedste evne, om institutionelle konsekvenser i samfundet. Som vi konkluderer allerede i abstractet, viser en lang forskningstradition at den særlige vækstkultur, som de nordiske lande deler, handler om ”att människor litar på andra och att de är toleranta, individualistiska och tålmodiga.” De nordiske lande blev rige på basis af en grundlæggende individualistisk kultur, der fremmede mellemmenneskelig tillid og tolerance. Fra den voksede for eksempel vores gode juridiske institutioner, og den skandinaviske velfærdsstat overlever på grund af kulturen.

Hvor findes denne kultur så henne i verden? Kortet nedenfor viser et indeks, der samvejer Geert Hofstedes mål for individualisme med det almindelige mål for social tillid. Det viser dermed, hvilke steder i verden kombinationen af de to er stærkest (lysere farve er bedre). Hvis man er interesseret, kan man læse artiklen gratis (gennem linket ovenfor) og tage et nærmere kig på kortet.

Husk: Dansk Public Choice Workshop mandag

Vi skrev forleden om den danske public choice workshop, der i morgen – mandag den 28/2 – afholdes efter et års tvungen pause. Sidste gang var i januar 2020 (omtalt her), men i morgen er det endelig tid til den 22. workshop. Stedet er Aarhus Universitets campus på Fuglesangs Allé, lokale M104, og hele eventen starter klokken 11. Som vi også har givet vores studerende besked på, er alle interesserede velkomne til at komme, også hvis man kun er interesseret i en enkelt session. Mens vi desværre ikke har tysk deltagelse denne gang – vores kolleger fra Hamborg er forhindrede – spænder programmet endnu engang over forskelligartede emner. Det endelige program er nedenfor, og vi håber på at se punditokraterne-læsere ved workshoppen.

The 22nd Danish Public Choice Workshop

11.00: Welcome

11.05: Institutional and Constitutional Economics (Chair: Christian Bjørnskov)

Niclas Berggren (IFN) and Christian Bjørnskov (Aarhus): Does Legal Freedom Satisfy?

Thomas Barnebeck Andersen (SDU): Democracy and Gender Equality

Christian Bjørnskov (Aarhus), Andreas Bergh (Lund), and Luděk Kouba (Mendel): The Growth Consequences of Socialism.

12.20: Lunch

12.55: Surveys and Meta-Analysis (Chair: Karsten Bo Larsen)

Martin Paldam (Aarhus): Meta-Mining: The Political Economy of Meta-Analysis

Jonas Herby (Cepos), Steve Hanke (Johns Hopkins), and Lars Jonung (Lund): A Systematic Review and Meta-Analysis: What does the First 1½ Years of Empirical Studies tell Us about the Effects of Lockdowns on COVID-19 Fatality Rates?

Kathrine Elisabeth Skjoldborg and Karsten Bo Larsen (Cepos): Does Public Service Motivation increase Public Service Efficiency? A Meta-Analysis.

14.10: Coffee break

14:30: The Political Economy of Elite Interests (Chair: Lasse Aaskoven)

Stefan Kirkegaard Sløk-Madsen (Cepos): From Liberal to Social Institutional Logics – How a Failed State Organization Saved Itself

Peter Nannestad (Aarhus): Tax Competition or Tax Cartelization? The Political Economy of Decentralized Tax Setting in Denmark, 2007-2020

Lasse Aaskoven (SDU) and Jonathan Stavnskær Doucette (Copenhagen): Elite Control of Religious Institutions: Evidence from Denmark

15:45: Break

15.50: Schools and Democracy (Chair: Andreas Bergh)

Therese Nilsson (Lund), Diem Hoang (Duisburg-Essen) and Martin Karlsson (Duisburg-Essen): Political Representation and Investments in Education: Sweden in 1930-1949.

Karsten Bo Larsen and Jens Lund Andersen (Cepos): The Importance of Competition and Politics for the Efficiency of Public Schools – a Two-Stage Data Envelopment Analysis.

Andreas Bergh (Lund): Do the Highly Educated Know More about the World?

Faktiske mennesker kompenserer for politik

Der er næppe tvivl om, at vi idag befinder os i et politisk miljø, hvor politikere ikke længere respekterer tidligere grænser for, hvad der hører til privatsfæren og hvad man kan påstå er offentligt. Miljøet kom til udtryk i fuldt omfang under nedlukningerne, hvor politikere og mange epidemiologer ikke stolede på, at borgerne selv kunne tage deres forholdsregler for en ny virus, man allerede fra februar 2020 kunne se kun var en alvorlig trussel mod en ganske lille del af befolkningen. Men allerede tidligere var der klare tegn i både Danmark og udlandet på, at en politisk elite havde mistet tiltro til borgernes kompetence og rationalitet i deres rent private valg. Richard Thaler og Cass Sunsteins bog Nudge fra 2008 pegede for eksempel på, at man kan ’puffe’ folk til at tage bedre valg. Thaler og Sunstein bidrog således til et politisk miljø, der allerede da var ved at blive væsentligt mere interventionistisk indstillet, og hvor politikere var mere villige (og opsatte på) at blande sig i borgernes rent private beslutninger. I Danmark indførte VK-regeringen for eksempel en såkaldt ’fedtskat’ i 2009 med det erklærede formål at forhindre fedme, der trådte i kraft i 2011 og blev afskaffet igen i 2013.

Problemet med størstedelen af politikken er, at politikerne enten ingen tillid har til at borgerne er kompetente, eller at de ikke accepterer borgernes præferencer – at de f.eks. mener, at borgerne burde vægte objektiv sundhed højere og god mad og drikke lavere. Problemet er dermed en del af det større fænomen, som bl.a. den konservative politiker Dorthe Schmittroth Madsen har kaldt ’borgerlede’ – dvs. det omvendte af politikerlede. Og når politikere ikke mener, at borgerne er kompetente, er virkeligheden simpel: Man gør visse madvarer dyrere og så spiser borgerne mindre af dem, man forhindrer dem i at komme i tennisklubben, og så ser de færre mennesker, og de foretager ikke kompenserende handlinger, der kan forstyrre politikkens hensigt.

Et nyt studie af Lisa Powell og Julien Leider (begge University of Illinois Chicago), der er netop er udgivet i PLOS One, undersøger effekten af en afgift på sodavand, og kan præcist informere om hvordan folk faktisk kompenserer. Forfatterne vurderer rent praktisk afgiftens effekter ved at sammenligne Seattle, der indførte en særlig afgift på sodavand i 2018, med Portland der ikke gjorde. Afgiften gjorde sodavand cirka 20 procent dyrere og var helt åbenlyst indført for at bekæmpe fedme blandt indbyggerne i Seattle.

Problemer for hele den politiske agenda er, at Powell og Leider finder at mens sodavandssalget faldt, førte afgiftsstigningen efter to år til en stigning i ølsalget i Seattle på syv procent! Som bl.a. Christopher Snowdon, der leder indsatsen i ’lifestyle economics’ hos the Institute of Economic Affairs i London, pointerede i en omtale i Reason Magazine, indebærer den slags kompenserende adfærd at politikkens hovedformål stort set bryder sammen: Hvis folk skærer ned på deres colaforbrug, men i stedet begynder at drikke flere øl, er det ikke klart at de taber sig. Med andre ord holder de ikke op med at drikke ting de kan lide, fordi én af dem bliver gjort dyrere af politik.

Powell og Leiders nye studie er dermed en påmindelse til borgere og i særlig grad politikere om, at man ikke blot kan se på én type politik og ét outcome af politikken. Gør man det, kan man lynhurtigt konkludere, at politikken virkede – folk holdt op med at drikke cola, holdt op med at se andre mennesker, holdt op med at læse bestemte bøger… Men menneskers almindelige og helt rationelle kompenserende adfærd betyder, at man er tvunget til at se på et bredt spektrum af adfærd for at få viden om, hvad der faktisk sker. Og evidensen for kompenserende adfærd minder en om, at almindelige mennesker faktisk er langt mere kompetente og rationelle, end visse politikere og ’eksperter’ går rundt og forestiller sig. Ignorerer man det, begår man regeringsfejl.

Borger & Stat

I torsdags deltog jeg i et udsolgt arrangement hos Cepos, hvor vi lancerede en ny bog: Borger & Stat. Jeg skriver udtrykkeligt ‘vi’, da der er tale om en antologi jeg har bidraget til. Bogen, der er redigeret af filosoffen Brian Degn Mårtensson og økonomen Stefan Kirkegaard Sløk-Madsen, er tænkt som en indføring i dele af kernen i liberalt og konservativt tankegods. Mens flere deltagere ved lanceringen efterspurgte andre dele af dette tankegods, var der bred enighed om, at det var materiale til en Borger & Stat II, dækker den mange interessante aspekter.

Der er for eksempel kapitler om nyere dansk økonomisk politik (Mads Lundby Hansen), hvordan en borgerligt-liberal sundhedspolitik ville se ud (Karsten Bo Larsen), narkotikapolitik (Punditokraternes egen Niels Westy), velfærdsstatens regulering af børn og kvinder (Anne Kirstine Sørensen), finanskrisen (Aksel Tarras Madsen), og handelspolitik (undertegnede). Hele antologien er interessant og kommer langt omkring, og hvis man f.eks. sidder som gymnasielærer og gerne vil se kapitlet om frihandel, kan enkeltkapitler fås ved henvendelse til redaktørerne. Stærkt anbefalet!

Forfatningslængde og tillid

Nogle af efterdønningerne efter næsten to års nedlukninger er en diskussion om, hvorvidt Grundlovens beskyttelse af borgernes rettigheder er tilstrækkeligt klar og restriktiv. Diskussionen dækker i virkeligheden to spørgsmål, der begge har været diskuteret tidligere : Bør man 1) skærpe Grundlovens beskyttelse af f.eks. forsamlingsfrihed, næringsfrihed osv.? og 2) bør man indføre nye rettigheder som en ret til miljø, kultur osv.? Den første del er i en vis grad om beskyttelsen er klar nok og fri for kvalifikationer og undtagelser, mens den anden del uundgåeligt er om forfatningen er tilstrækkeligt lang og detaljeret.

Fra en forskningsmæssig vinkel er udfordringen til begge spørgsmål, at en del studier fra de seneste år viser, at forfatningen ofte er ligegyldig. Den peger også på – som vi skrev om i sommeren 2017 – at den optimale forfatning varierer fra land til land og kontekst til kontekst, og at praktisk politik i mange tilfælde tillader politikere at ignorere den. I relation til 2) viste en artikel af Jacob Mchangama og undertegnede, som vi udgav i 2019 i American Journal of Political Science, at indførslen af en række såkaldt socio-økonomiske rettigheder – ret til helbred, socialsikring og uddannelse – ikke har nogen gavnlige effekter på de forhold, de sigter efter at forbedre.

Grundlæggende er grundlove ofte irrelevante i politik. Det kan også ses på kortet nedenfor, hvor vi illustrerer hvor lange og detaljerede forskellige landes forfatninger er (de stribede er lande uden data). Det burde være klart for de fleste af vores læsere, at der om noget er en negativ sammenhæng mellem forfatningslængden og landets institutioners kvalitet.

En del af forklaringen gav min gode kollega Stefan Voigt (Uni Hamburg) og jeg for nogle år siden: Lande med en stærkere tillidskultur skriver typisk kortere forfatninger. Senere forskning har også afsøgt, om lignende forhold er vigtige. George Tsebelis og Dominic Nardi har for eksempel indikeret, at lande med lange forfatninger typisk er fattigere og mere korrupte end andre. Sidste år udgav Justin Callais og Andy Young to artikler (her og her) der pegede på, at mere solidt ’forankrede’  (’entrenched’) forfatninger er forbundet med lavere vækst og måske til svagere institutioner. Forfatninger har nogle gange konsekvenser, men ikke altid de konsekvenser, der var mening de skulle have!

En sidste lille aside, som måske mest er interessant, er at når man har en sammenhæng mellem forfatningens længde og den sociale tillid, kan man i princippet bruge den til at ‘regne baglæns’ for lande, hvor vi ikke har nogen undersøgelser af tillid. Det har vi gjort, og holdt det op mod en lignende baglæns beregning af det forventede tillidsniveau fra korruptionsdata og data på retsvæsenets kvalitet.

Vi finder 16 tilfælde, hvor de to beregningsmetoder giver bredt set ens resultater. De er: the Bahamas (43 %), Barbados (46 %), Bhutan (43 %), Dominica (36 %), Fiji (27 %), Gambia (24 %), Liechtenstein (24 %), Maldiverne (11 %), Mikronesien (51 %), Saint Kitts og Nevis (17 %), Saint Lucia (27 %), Saint Vincent og Grenadinerne (33 %), Samoa (38 %), Sao Tomé og Principe (28 %), Vanuatu (34 %), og Østtimor (27 %) . Mens vi i redaktionen mener, at Bahamas, Barbados og Gambia-tallene er rimelige, vil vi faktisk gerne have læsernes tilbagemelding – hvis de kender nogle af landene – på om et sådant forecast er rimeligt.

Størrelsen på skaderne: Økonomiske tab i 2020

Danmark er frit igen, de svenske myndigheder fjerner de sidste restriktioner på onsdag, og Finland gør det i løbet af måneden. Man kan kun håbe på, at resten af verden følger trop – briterne virker til at være på nippet til at gøre det – og tiden er derfor ved at være kommet til at gøre regningen op.

En af de ting, man allerede nu kan gøre, er at give et bud på hvor store de økonomiske tab var i 2020. Det gør vi idag ved først at bruge tal på købekraftskorrigeret nationalindkomst per indbygger fra the Penn World Tables til at beregne vækstraten mellem 2014 og 2019. Det giver en trendvækst per land, og dermed et rimeligt bud på, hvordan økonomien havde udviklet sig uden nedlukninger og andet i 2020. Vi bruger derefter data på samme forhold fra 2019 og 2020 fra the CIA World Factbook, som tillader os at give et første bud på det faktiske fald i indkomst i løbet af 2020. Det samlede tal angiver derfor, hvordan økonomien endte i 2020 i forhold til hvordan man med rimelighed kunne have regnet med, at den fortsatte uden de globale nedlukninger.

Vi illustrerer det globale billede i kortet ovenfor. Opgjort på denne måde var det danske indkomsttab på 5,4 %, og dermed nogenlunde sammenligneligt med mange andre dele af den vestlige verden. Vi blev dermed ikke nær så hårdt ramt som Storbritannien og Spanien, der oplevede økonomiske tab på henholdsvis 12 og 14,8 %, eller som det globale gennemsnit på 8,4 %.

Lad os lige gentage det: På tværs af verden var det gennemsnitlige (ikke-vægtede) gennemsnitstab 8,4 % af folks indkomst i 2020. Og som kortet viser, har tabene været ulige fordelt: Indiens 1,3 milliarder indbyggere så således et tab på 14,8 % af økonomien, og Mexicos 130 millioner et på 10,7 %. Omvendt er Brasiliens økonomi med 3,4 % og store dele af det centrale Afrika gået fri af de værste omkostninger (Nigerias fald var 2,6 %).

Når man ser på tværs af verden, er de økonomiske skadevirkninger derfor chokerende, og ingen steder mere chokerende end i små østater. Mens gennemsnitstabet i resten af verden har været 7,2 %, er gennemsnittet for de 20 østater vi har data fra hele 17, 1% af nationalindkomsten (p<.01). The Bahamas, der allerede var hårdt ramt af orkanen Dorian i 2019, har registreret tab på 19,4 %, og det langt fattigere Fiji oplevede et 24 % dyk i økonomien, da turisterne udeblev.

Vi har skrevet om det adskillige gange før, men der er for mig ingen tvivl om at nedlukningerne har været den største regeringsfejl siden anden verdenskrig. Som udviklingsøkonomer har vi en vis erfaring i at vurdere, hvor mange fattigdomsdødsfald, familier i sult, manglende skolegang, og hvor meget statslig undertrykkelse der følger med så voldsomme økonomiske tab. Som Verdensbanken allerede har advaret, står vi sandsynligvis med et antal fattigdomsdødsfald, der skal tælles i millioner. Det politiske spørgsmål, det tal rejser, er om de mennesker overhovedet tæller for ‘ledere’ som Mette Frederiksen, Emmanuel Macron eller Boris Johnson? Vi reddede stort set ingen, og med hvilken omkostning?

Velkommen tilbage, frihed!

Idag vågnede danskerne til et samfund næsten uden virusrestriktioner. Med undtagelse af en ‘anbefaling’ om at bevare krav om mundbind på plejehjem og nogle hospitalsafdelinger, er resten af de sidste 22 måneders ufrihed og tvang væk. Selvom selve dagen har været grå og regnfuld, skinner solen igen metaforisk i vores liv.

Fremadrettet er der således ikke det helt store incitament til at bekæmpe regeringens restriktioner, da de stort set er væk. Der er dog en stor opgave foran de fleste af os: At bekæmpe det narrativ, som regeringen og visse eksperter allerede er begyndt at fortælle om de sidste 22 måneder.

Regeringen er tydeligvis opsat på at fortælle en historie om, hvordan Mette Frederiksens handlekraft og restriktioner reddede tusindvis af danskeres liv. I mange socialdemokraters øjne er hun derfor en ‘stor leder’, der gjorde det rigtige og må hyldes for det. Men som vi har vist flere gange her på stedet – ikke mindst gennem den meta-analyse af nedlukningslitteraturen, som Jonas er medforfatter på – har nedlukningerne ikke reddet menneskeliv. De har forårsaget enorme lidelser og både menneskelige og økonomiske tab, men har ikke gjort det, man påståede de ville. Med Jay Bhattacharyas ord, har de været et århundredes største sundhedspolitiske fiasko.

Det er derfor vigtigt at understrege, at Frederiksens politik ikke har været en succes, og ikke bør hyldes. Ingen hylder – eller endsige takker – røveren, der giver det røvede lettere ramponeret tilbage til ejeren. Men det er faktisk netop det, der idag er sket med danskernes personlige frihed. Frederiksens regering fratog borgerne en række ellers grundlovssikrede rettigheder i marts 2020, og har først nu opgivet røveriet. Og det er sådan, man må tænke på en politik, der brød med forsamlingsfrihed, næringsfrihed, frihed til at rejse ud af landet, og også ødelagde børn og unges uddannelse og fritid i måneder af gangen.

Men man kan glæde sig over, at man igen de facto er et nogenlunde frit og suverænt menneske. Og hvilken bedre måde at gør det, end ved at genhøre fjerde sats fra Beethovens niende symfoni, hvor han satte Schillers Ode an die Freude til musik. Her med Daniel Barenboims West-Eastern Divan Orchestra fra et af mine yndlingssteder i verden – som man forhåbentlig snart kan besøge igen…

Oxfam-Ibis årlige fiflerier – 2022 udgaven

Sidste uge udkom Oxfam-Ibis årlige ”rapport” – under overskriften “Inequality Kills“. Som tranditionen byder lige op til den årlige DAVOS sammenkomst, som også i år vil være en virtuel begivenhed (noget godt har covid-19 alligevel gjort). Som de tidligere år er temaet “hvor skrækkelig det står til i denne ulige verden” vi jo lever i.

Vi har gennem de seneste mange år lige så troligt her på bloggen skrevet om hvor ringe fagligt – ofte decideret uvederhæftige og manipulerende – disse rapporter fra Oxfam-Ibis er. Det gælder også dette års rapport. Link til indlæg fra tidligere år finder du forøvrigt nederst i dette indlæg.

Det vil være synd at sige at man i Oxfam-Ibis har taget tidligere års kritik af metode, og ikke mindst anvendelse af en af de tilbagevendende hovedkilder, nemlig Credit–Suisse årlige “Global Wealth Report“, til sig (kritikken kommer fra en lang række nationaløkonomer).

Jeg vil ikke her gentage al kritikken igen, der går fra at nettoformuefordeling er et endog meget ringe mål på reel velstand til at man metodemæssigt (bevidst?) er groft manipulerende.

Overskriften på Oxfam-Ibis hjemmesider er “uligheden eksploderer” – så er tonen lagt an – men gør den nu også det (kraftigt)? Med stigende priser på bolig og ikke mindst aktier i en række lande, samt udviklingen i valutakurser kombineret med store fald i den økonomiske aktivitet i mange lande i kølvandet på politiktiltag for at dæmme op for spredningen af Covid-19 i 2020, var det forventet at der ville ske en øget koncentration af formuerne, ligesom faldet i antallet, som lever i fattigdom, midlertidigt er afløst af en stigning.

Men når Oxfam-Ibis prøver at give udtryk for at der ligefrem er sket en eksplosion i uligheden” og direkte henviser til udviklingen i formuerne under pandemien, er det en temmelig voldsom overdrivelse. Ja, den globale formuekoncentration steg i 2020/21 (Credit Suisse rapporter, som typisk udkommer om efteråret, ser på udviklingen fra juli til juli, i dette tilfælde altså juli 2020 til juli 2021), men det ændrer ikke ved at den langsigtede tendens er at koncentrationen er faldende, et faktum Oxfam-Ibis alle årene har slået knuder på sig selv for at give indtryk af, ikke er tilfældet. Se også nedenstående figur hentet fra årets rapport fra Credit-Suisse.

Læs resten

Hvor stærk er Rusland i forhold til Ukraine – og til EU?

De sorte skyer trækker sig sammen over Ukraine, som trues af en russisk invasion. I givet fald ventes Rusland at få let spil, medmindre andre blander sig. 

Men hvor stærk er Rusland egentlig? For at illustrere det har jeg trukket nogle nøgletal i Verdensbankens database. De fremgår af tabellen. 

Læs resten

Hvem er overraskende demokratiske (og omvendt)?

Mange mennesker i den vestlige verden opfatter demokrati som en slags ‘naturlig’ tilstand. De glemmer dermed, at stort set hele verden var autokratisk engang. Transitionen til demokrati startede for eksempel først i 1834 i Danmark, med de første valg til stænderforsamlingerne. Som Martin Paldam peger på i sin fine bog The Grand Pattern of Development and the Transition of Institutions, er demokrati en styreform som bliver mere sandsynlig, jo rigere et samfund bliver. Umiddelbart ser konsensus i forskningslitteraturen – hvis man overhovedet kan tale om en konsensus – at rigdom ikke fører til demokrati, men at det er mere sandsynligt at demokratiske institutioner overlever, jo rigere samfundet er. Det er bestemt og så det billede vi får i det dataarbejde, jeg er igang med sammen med Martin Rode og Andrea Sáenz de Viteri, der dækker det sidste århundrede i Latinamerika og Caribbien.

Det betyder dog ikke, at der er en en-til-en sammenhæng mellem rigdom og demokrati. Det er for eksempel kendt, at olielande næsten aldrig er demokratier – det er en del af den såkaldte ‘ressourceforbandelse’ – ligesom kommunistiske styrer heller aldrig er. Der er også gode grunde til at tro, at nabolandes status smitter af, så det bliver sværere at opretholde et diktatur når de omkringliggende lande bliver demokratier. Og nogle lande er bare heldige eller uheldige af helt anderledes grunde.

Dagens post er derfor en empirisk øvelse i at forudsige, hvorvidt et samfund er demokratisk. På tværs af 189 lande i verden, som vi både har en demokratisk status på (herfra) og indkomstdata, har vi estimeret sandsynligheden for at de er demokratiske, baseret på: Gennemsnitsindkomst, om landet er en stor olieproducent, om det er kommunistisk eller postkommunistisk, og hvor mange af nabolandene er demokratier. Det giver en ganske god forklaringsgrad, men kan også bruges til at vise, hvilke lande der er mest overraskende. Det viser vi i figuren nedenfor.

Som billedet viser, passer store dele af verden (de røde områder) ganske præcist på hvad man kunne regne med. De store outliers i negativ retning er først og fremmest Singapore og Hong Kong, der er blandt verdens rigeste samfund, men aldrig har været demokratiske. Det samme gælder Bosnien, Tyrkiet og Ungarn i Europa, og Nicaragua, der stadig køres med hård hånd af Daniel Ortega og hans kumpaner. Ingen ved med sikkerhed, hvad der skal til for at disse samfund bliver mere demokratiske, når dets ledere så tydeligt slår hårdt ned på oppositionen.

Sidst må vi også fremhæve, at der er positive overraskelser. Det gælder i helt særlig grad Ghana, Mongoliet og Nigeria, der alle har været stabilt demokratiske i over 20 år. Umiddelbart er store dele af det sydlige Afrika også overraskende demokratiske, hvilket man ofte overser. Det samme gælder dele af Asien, hvor bedste bud på de næste demokratiseringer – hvis man må gætte – må være en redemokratisering af Thailand og demokratisk udvikling i Cambodia, Laos og Myanmar (der faktisk har en demokratisk fortid).

Demokratiseringsforskningen har taget store skridt de senere år, men meget er stadig usikkert. Det samme gælder den parallelle forskning i autokrati: Begge områder har store problemer med at forstå særlige lande som Botswana – frit og demokratisk siden 1965 – eller de stadige sammenbrud af det thailandske demokrati. Men det er værd at tænke over, hvorfor lande ikke passer på det generelle mønster. Ganske simple øvelser som kortet ovenfor hjælper med det.