Elpriserne er svinget rigtig meget det sidste år. Det skyldes især afbrækkene i de russiske gasforsyninger til EU. Men svingende elforsyning og -priser bliver hverdag også på længere sigt, når der kommer mere vind og sol i elsystemet.
Det skriver Line Andersen og jeg om i en artikel i Klimamonitor.
Læs restenI marts blev jeg spurgt, om jeg ikke ville lave en podcast i forbindelse med den årlige konference i the Public Choice Society. Det gjorde jeg med stor fornøjelse sammen med Ethan Yang fra the American Institute for Economic Research, da vi begge var i Seattle. Det primære emne var min forskning i nødret og nødsituationer – det hele lavet sammen med den fremragende Stefan Voigt fra universitetet i Hamborg – men Ethan og jeg drev også ud i blandt andet at tale om de skandinaviske velfærdsstater.
Ethan er en erfaren og vidende interviewer, og jeg nød at lave podcasten. Den er nu udgivet, og kan ses i sin helhed nedenfor. Jeg håber at vores læsere også enten lærer noget, eller i det mindste underholdes af en god samtale om nødret, Skandinavien og public choice.
For nylig gav Anthony Fauci, direktør for CDC under COVID-19 pandemien og USA’s svar på Søren Brostrøm, et langt interview til New York Times.
I interviewet taler han bl.a. om, hvorvidt nedlukningerne i USA var for hårde. Ifølge Anthony Fauci er det ikke en diskussion, han er egnet til at tage. Hans rolle var at fokusere på sundhedsaspektet. Afvejninger i forhold til andre hensyn i samfundet var ifølge Fauci et spørgsmål for bl.a. økonomer.
I’m not an economist. The Centers for Disease Control and Prevention is not an economic organization. The surgeon general is not an economist. So we looked at it from a purely public-health standpoint. It was for other people to make broader assessments — people whose positions include but aren’t exclusively about public health. Those people have to make the decisions about the balance between the potential negative consequences of something versus the benefits of something.
Dr. Fauci til New York Times
Man kan vist roligt sige, at den indsigt – hvor rigtig den end er – kommer lidt sent. Ser man på hvilke faggrupper, de danske medier henvendte sig til i forhold til at komme med bud på, hvad der skulle lukkes ned hvornår, står økonomer meget, meget langt nede på listen…
Som tidligere påpeget var det et problem, for økonomer besidder faktisk meget, meget relevante værktøjer i forhold til at vurdere den førte politik – også under en pandemi.
Læs restenDer har været en del debat om de risici, kunstig intelligens (AI) fører med sig. Jeg tilhører – som Otto, der tidligere beskrevet nogle af skyggesiderne ved kunstig intelligens – den gruppe, der ser langt flere gevinster end omkostninger ved teknologien.
En væsentlig årsag til dette er, at mange af de skrækeksempler, der bliver hevet frem, i mine øjne negligerer menneskelig adfærd. Vi mennesker tilpasser os verden omkring os, og når man tager højde for dette i sine fortællinger om, hvordan AI vil påvirke vores fremtid, bliver mange af skrækscenarierne en del mindre skræmmende.
Menneskers adfærd løser mange af problemerne
Lad mig illustrere min pointe i forhold til den debat, der har været visse steder, om problemerne med deepfakes. Altså materialer – videoer, billeder, lydklip – som man ikke umiddelbart kan se om er ægte. Videoer, billeder og lydfiler, der er så realistiske, at de allerede i dag kan være svære at skelne fra virkeligheden ved et øjekast (se fx AI-billederne af Trumps arrestation her). Og før eller siden bliver det – med den teknologi vi kender i dag – umuligt.
Men. I mine øjne adskiller de nye deepfakes sig ikke væsentligt fra tidligere ”deepfakes”. Skriftsproget har fx i årtusinder givet mulighed for at lave ”deepfakes”, fordi man kan fremvise fx stentavler og hævde, at de var skrevet af en anden og viste dennes tanker og ønsker. I forhold til tiden før skriftsproget, giver skriftsproget derfor helt nye muligheder for, at folk med blakket moral eller onde hensigter kan snyde sine medborgere.
Der er en heftig diskussion om de økonomiske sanktioner mod Rusland virker. Spørgsmålet er svært at afgøre, ikke mindst fordi Rusland for over et år siden stoppede med at indberette økonomiske data til internationale organisationer. Verdensbanken, IMF og FN har således ikke bare dårlige og potentielt misvisende data, de har overhovedet ingen data. Det bedste man kan gøre for tiden er at undersøge, hvad sanktioner normalt gør.
Det der derfor meget værdifuldt, at Jerg Gutmann, Matthias Neuenkirch og Florian Neumeier forleden udgav et kort oversigtsstudie over litteraturen. Studiet udkom i maj i EconPol Forum (der tidligere hed CESifo Forum) med titlen The Impact of Economic Sanctions on Target Countries: A Review of the Empirical Evidence, og er en omhyggelig diskussion af netop hvilken evidens vi har for effekter.
De økonomiske effekter opsummere de tre tyskere i figuren nedenfor, som kommer fra deres egen forskning. Økonomien i sanktionerede samfund skrumper i de to år efter sanktionerne og – som Gutmann og hans kolleger understreger – returnerer vækstraterne til normalen. Sanktionerne efterlader således et permanent tab, som ikke indhentes efterfølgende. Og effekterne kan ses tydeligt i nationalindkomstens komponenter: Privatforbruget dykker stærkt og øjeblikkeligt, mens investeringerne og handelen – der begge ofte hviler på længerevarende kontrakter – dykker stærkt i år 2 efter sanktioner indføres.
Konklusionen er, at sanktioner virker, npr man ser isoleret på økonomien. Men hvis målet med sanktionerne er bedre respekt for menneskerettigheder, civile rettigheder, og mindre undertrykkelse, noterer Gutmann, Neuenkirch og Neumeier, at der ikke er meget systematisk evidens for at sanktioner virker. Der er endda enkelte studier, der peger på at sanktionerede regimer undertrykker mere end de ellers ville have gjort.
Bundlinjen er således, at sanktioner virker rent økonomisk, men også at det typisk er de fattige, der lider tabene, og at staten enten ikke opfører sig bedre – som målet ellers typisk er – eller undertrykker endnu mere. De historier og bidder af data, der kommer ud af Rusland, ser derfor helt normale ud: Putin-regimet opfører sig som et normalt, sanktioneret diktatur.
I 2020 begyndte en lang række regeringer at tvinge deres borgere til at bære mundbind i det offentlige. Det gjaldt også den danske, mens den tyske regering gik endnu længere og påbød tyskerne at bære de såkaldte N95-masker. Påstanden var – modsat hvad sundhedsmyndigheder og læger sagde i starten af 2020 – at mundbindene ville forhindre, at man selv og andre blev smittede. Virussen ville, mente man, hænge fast i mundbindet og dermed ikke komme videre. Påstanden var måske politisk bekvem, men forskningsmæssig nonsens.
Et Cochrane Review, der blev udgivet i januar i år efter at Cochranes ledelse havde siddet på rapporten i næsten syv måneder, konkluderede at den samlede forskning viser, at mundbind ikke gør nogen forskel overfor luftbårne vira. Det samme havde det danske DanMask-studie vist – også selvom visse epidemiologer efterfølgende har brugt det som argument for mundbindstvang. To medlemmer af den britiske SAGE-kommission indrømmede endda, efter de havde forladt kommissionen, at de da vidste at mundbindstvangen ikke gjorde nogen forskel – de havde støttet den, fordi den ville gøre folk bange og at de derfor ville blive hjemme.
Ny forskning indikerer nu, at mundbindene måske ikke bare har været nyttesløse, men direkte skadelige for mange mennesker. Det er i hvert fald advarslen fra en oversigtsartikel af Kai Kisielinski, Susanne Wagner, Oliver Hirsch, Bernd Klosterhalfen, og Andreas Prescher, der udkom forleden i Heliyon. Artiklen med den mundrette titel “Possible toxicity of chronic carbon dioxide exposure associated with face mask use, particularly in pregnant women, children and adolescents – A scoping review” peger på potentielt alvorlige bivirkninger ved længere brug af mundbind.
Jeg blev opmærksom på studiet, da Jeffrey Anderson skrev om det i the City Journal. De fem tyske forskere fokuserer på én kilde til sundhedsproblemer ved at bære mundbind, og noterer kun kort sidst i studiet, at der naturligvis kan være langt flere. Deres bekymring er en ophobning af kuldioxid, som man ved er giftigt for mennesker og dyr i større mængder. De pointerer, at frisk luft har et kuldioxidindhold på cirka 0,04 %, mens folk der går med mundbind i længere tid, kan indånde luft med et indhold på over 1 %. Når man derop, viser blandt andet dyreforsøg, at man kan opleve væsentlige problemer. På tværs af de 43 studier, som forskerne kan opsummere i artiklen, tæller problemerne nedsat indlæring, dårligere hukommelse, og svagere psykologisk udvikling blandt børn, og både fødselsskader og dødfødsler.
Jeg har lært af egen, bitter erfaring, hvad der sker når man kritiserer den nedlukningspolitik, som de fleste vestlige lande praktiserede mellem 2020 og 2022. Det er derfor ikke bare gavnligt, men også modigt at de fem tyskere ikke bare skriver artiklen, men også at chefredaktør Christian Schulz har bragt artiklen. Nedlukningerne var ikke bare en politisk detalje, men det sidste århundredes største sundhedspolitiske fejl. Der er brug for omhyggelig og uafhængig forskning for at dokumentere, hvor stor skade politikere i det meste af verden gjorde på deres borgere. Kisielinske et al. er et fint bidrag til vores viden om netop det.
I juli sidste år døde Geoffrey Brennan, men hans død fløj desværre under radaren i de fleste medier, inklusive punditokraterne. Geoff var en fabelagtig forsker, der som en af de få virkelig formåede at integrere nationaløkonomi, public choice og filosofi. Og mens hans arbejde var førsteklasses hele vejen igennem, ikke mindst når han arbejdede sammen med sin ven og kollega, Nobelprismodtageren James Buchanan, var Geoff også et ekstrem venligt og rart menneske.
Det er pinligt at vi ikke fik skrevet mere om ham, men nu har Michael Munger heldigvis gjort det – og gjort det bedre end vi kunne. I det nye nummer af the Independent Review hylder Mike ham under overskriften “The Bright and Shiny Soul of Geoffrey Brennan.” For de mange læsere, der aldrig kendte eller kendte til ham, er det en fin introduktion til Geoffrey Brennan. For de af os der gjorde, er det en varm erindring om en af de fineste public choice-forskere nogensinde. Meget varmt anbefalet!
Som flittige læsere ved, afholdt Cepos i samarbejde med Institutet för Näringslivsforskning (IFN) i tirsdags et seminar om populisme og økonomisk frihed. Hovedtaleren var Andreas Bergh, der er docent i nationaløkonomi ved Lunds Universitet og forsker ved IFN i Stockholm, mens emnet efterfølgende blev diskuteret med et panel med Robert Klemmensen, professor i statskundskab ved Lunds Universitet, undertegnede, og Cepos forskningschef Karsten Bo Larsen, der trådte ind i sidste øjeblik i stedet for Sólbjørg Jakobsen fra Liberal Alliance, der desværre blev syg.
Seminaret var interessant, oplysende og blev afholdt i en rigtigt god stemning – ikke mindst pg.a Cepos-direktør Martin Ågerups evner som ordstyrer. Andreas har efterfølgende skrevet en længere Twitter-tråd om emnet (læs her), men for de interesserede kan hele eventen ses nedenfor. Den er varmt anbefalet.
Christian har allerede omtalt Robert Lucas’ bortgang. Påstanden om, at Lucas var den måske mest indflydelsesrige økonom i den sidste kvarte del af det tyvende århundrede er ikke nogen overdrivelse. Navnlig ikke når det gælder makroøkonomi, hvor han var en af grundlæggerne af nyklassisk teori. Den dag i dag praktiseres makroøkonomisk teori og forskning på en måde, som ikke ville have været den samme uden Lucas.
Stefan Sløk Kierkegaard-Madsen og jeg er i gang med en podcastserie om Nobelpriserne i økonomi, og her spiller Lucas, som fik prisen i 1995, en af hovedrollerne (især i afsnit 3, men også i andre afsnit).
Læs restenI morges fik jeg den triste besked, at Robert Lucas døde igår. Det er nok de færreste udenfor økonomverdenen, der kender til Lucas, men for nationaløkonomer var han en af de virkeligt store, og en af de meget få, der har fået et fænomen opkaldt efter sig. Lucas var, i hans kollega Greg Mankiws ord, måske den mest indflydelsesrige økonom i de sidste 25 år af det 20. århundrede.
Lucas var født i Yakima, Washington, og studerede senere på University of Chicago, hvor han fik en bachelor i historie som 22-årig. Efter et kort ophold på Berkeley vendte han tilage til Chicago, hvor han i 1964 fik en PhD i nationaløkonomi. Den pudsige kombination af historie og økonomi skyldtes, at den unge Lucas troede på den marxistiske påstand, at økonomi – samfundets produktionskræfter – driver historien. Som en form for marxist ville han derfor studere økonomi for at forstå historie, men endte i sidste ende med at forstå, hvorfor marxistisk teori var noget vrøvl.
Lucas er idag kendt for to separate bidrag til nationaløkonomi, og fik Nobelprisen i 1995 for det ene af dem. Hans relativt tidlige arbejde, ikke mindst hans 1972-artikel Expectations and the Neutrality of Money, var central for vores forståelse af, hvordan folks og virksomheders forventninger påvirker effekten af økonomisk politik. Tidligere havde keynesianske økonomer argumenteret for, at man ved f.eks. at føre ekspansiv finanspolitik kan skabe mere økonomisk aktivitet og få flere i arbejde. Lucas og flere af hans kollegers arbejde pegede på, at hvis man i samfundet forventer at regeringen fører ekspansiv finanspolitik, vil dens effekter bliver bygget ind i f.eks. lønkrav i overenskomstforhandlinger, og finanspolitikken bliver derfor til inflation i stedet for øget aktivitet. Med andre ord førte det til indsigten, at politik ofte kun virker hvis den er en overraskelse – altså hvis den ikke er forventet. Netop det, at ændrede forventninger kan ændre effekterne af politik, kendes nu som the Lucas Critique, og er en væsentlig indsigt, der for det meste taler imod aktivistisk økonomisk politik.
Det andet bidrag, som var mit første møde med Lucas, var hans 1988-artikel On the Mechanics of Economic Development, som jeg læste som kandidatstuderende. Lucas var her en af pionererne i den revolution af økonomisk vækstteori, der skete i slutningen af 1980erne og ind i 1990erne. Det var også i den artikel, at han indledte med de nu berømte ord om økonomisk vækst: “The consequences for human welfare involved in questions [om vækst] are simply staggering: Once one starts to think about them, it is hard to think about anything else.” Min personlige interesse for langsigtet vækst startede med et læse Lucas.
Robert Lucas beskæftigede sig med en række andre spørgsmål, og rystede således mange udviklingsøkonomer i 1990, med spørgsmålet Why Doesn’t Capital Flow from Rich to Poor Countries? Svaret var revolutionerende, og gav et solidt skub til forståelsen af f.eks. institutioners indflydelse på udvikling. Kun en virkelig stor forsker kunne stille et så provokerende spørgsmål, og give et svar der efterfølgende synes indlysende. Hans død er bestemt ikke fløjet under radaren: Læs f.eks. nekrologer i så forskellige medier som National Review, Chicago Business, Bloomberg, og Wall Street Journal.
I 1968 udkom en bog af Paul og Anne Ehrlich med titlen The Population Bomb, der advarede om at “The battle to feed all of humanity is over. In the 1970s hundreds of millions of people will starve to death in spite of any crash programs embarked upon now.” Bogen bruges stadig af miljøorganisationer og politikere, på trods af den åbenlyse mangel på evidens for dens forudsigelser. På den måde er den lige så elendig som den endnu mere berømte Limits to Growth fra 1972, der på samme måde var økonomisk analfabetisk: Ehrlich’ernes bog ender dens argument i den malthusianske fælde, som verden har været ude af siden 1700-taller, og Limits to Growth manglede enhver form for prismekanisme. Ingen af dem burde tages alvorligt, men millioner gjorde det.
Der er stadig mange politikere, der tror (eller i det mindste påstår), at det hele er et enormt problem, men nogle forskere mener, at befolkningstilvæksten allerede vil ramme nul om få år. Selv FN- forskere peger på, at der er en top i sigte. Mange forskeres pointe kan ses på dagens kort, hvor vi illustrerer forskelle i justeret fertilitet på tværs af verden. Dataene er fra Verdensbanken, og vi har taget fertilitetsraten (antal børn per kvinde), justeret med børnedødeligheden fra 2017-21.
Ser man på kortet, er det værd at bemærke at alle de grønne områder har justeret fertiliet under 2. Med andre ord skrumper disse landes befolkninger, medmindre de holdes oppe af indvandring. Det er værd at understrege, at nogle af verdens store lande er blandt de grønne: Brasilien, med en justeret fertiliet på bare 1,7, Iran på 1,8, og Vietnam på 1,9. Indien – der idag sandsynligvis har verdens største befolkning – ender lige præcist udenfor den grønne gruppe med en justeret fertiliet på 2,04 per kvinde og Kinas fertilitet er helt nede under 1,5!
Som kortet illusterer med al ønskelig tydelighed, vokser verdens befolkning stort set kun i Afrika. Selv her er Sydafrika og Botswanas befolkningstilvækst tæt på at ramme nul. De eneste steder udenfor Afrika med væsentlig befolkningstilvækst er Kazakhstan, Afghanistan og det tyndt befolkede Mongoliet.
Det særlige, som man ofte enten glemmer eller ignorerer, er at den såkaldt demografiske transition eksisterer, og nærmest er blevet stærkere de senere årtier: Når lande når et vist velstandsniveau, holder folk op med at få mange børn. Gennemsnittet for lande med en nationalindkomst per indbygger over bare 8000 dollars om året er således 1,88 børn per kvinde. Vietnam – der netop har en gennemsnitsindkomst på 8000 dollars – ligger præcist på det gennemsnit. I takt med at lande vokser over cirka det niveau, falder fertiliteten således synligt.
Hvornår klodens befolkning topper er meget svært, og måske umuligt, at sige. Men i takt med at fattige lande bliver rigere, løser problemet sig selv. Det er endda sandsynligt, at udbredelsen af mobiltelefoner og andet også gør sit, da det giver fattige mennesker adgang til at se, hvor almindeligt et liv med få eller ingen børn er i verdens rige lande. Ehrlicherne holder måske fast i, at de havde ret og at verden er på vej i skraldespanden, men de har aldrig taget mere tydeligt fejl end i disse år.
Det er Europa-dag i dag. Det er en lejlighed til at markere de efter min mening meget oversete fordele ved det nuværende EU. Det bygger på forfatningsmæssige rammer, som i meget høj grad lever op til kriterierne for en god forfatning – som vi kender dem fra konstitutionel økonomi.
Netop de forfatningsmæssige rammer er ellers ofte genstand for kritik. Der tales om “demokratisk underskud”, manglende beslutningskraft, afstand til borgerne og mangel på europæisk identitet. Men det kan man i virkeligheden se som fordele.
Konstitutionel økonomi tilsiger så høj en grad af decentralisering som muligt (ideelt set helt til det enkelte individ). For det første for at begrænse den centrale politiske magt. For det andet ved at skabe politisk konkurrence, som holder også de nationale magthavere i skak. For det tredje ved at give plads til forskelle i præferencer (Tiebout-mekanismen).
At historien har frembragt nogle af exceptionelt frieste og rigeste samfund i Europa, skyldes i stort mål interstatslig konkurrence og begrænsninger på statsmagten.
Der, hvor EU har sin berettigelse, er at levere kollektive goder, som har en rækkevidde på fælles niveau. Teorien om kollektive goder tilsiger, at der bør være forskellige niveauer for politisk kompetence netop bestemt af rækkevidden af de kollektive goder, de leverer. Lokal vejbelysning bør være en kommunal opgave. Forsvar bør være en national opgave (eventuelt i samarbejde med andre nationer).
Tilsvarende er der en række opgaver, som bedst løses på mellemstatsligt niveau. De bedste (men ikke eneste) eksempler i EU er: Frihandel eksternt og fri bevægelighed over grænserne for varer, tjenester, kapital og personer (EU’s fire friheder), klimapolitik, grænseoverskridende energisystemer, gensidig anerkendelse af regler, bekæmpelse af konkurrerende statsstøtte og en række grænseoverskridende miljøopgaver.
I den amerikanske forfatning er tilsvarende indsat regler, der skal begrænse føderalmagten til “enumerated powers” – altså en positivliste. Der lå meget dybe overvejelser til grund for forfatningen, som imidlertid ikke har forhindret en betydelig større centralisering end tilsigtet. En metode, der bliver brugt til at overskride positivlisten, er at opkræve fælles skatter og fordele pengene efter, om delstaterne lever op til centralt fastsatte krav. Formelt har delstaterne stadig magten, men reelt er den havnet i Washington.
Begrænsningerne på magten i Bruxelles og omegn er i mange henseender stærkere end på Washington. Der er krav om enstemmighed på andre områder end EU’s kernekompetencer. Det er en utrolig vigtig regel, som sikrer, at der ikke i så høj grad bliver ført fordelingspolitik mellem landene, og som forhindrer “normalpolitik”. “Normalpolitik” går ud på at danne en minimal vindende koalition (som Riker kaldte det), som omfordeler til sig selv på bekostning af det tabende mindretal. Uden enstemmighedsreglen tilsiger den sædvanlige logik, at velhavende landes borgere skal omfordele til fattigere landes (på samme måde som der omfordeles inden for landets grænser). Enstemmighed sikrer, at der kun træffes beslutninger, som er til alles fordel.
I EU ligger magten i høj grad hos det Europæiske Råd, som består af de nationale regeringschefer. Der er nærmest tale om, at det er “førstekammeret”. Det giver også decentrale interesser en stor magt. Magten er så delt med EU-kommissionen (som er den udøvende magt), EU-domstolen og EU-parlamentet, som er svagt “andetkammer”. Samlet giver konstruktionen stærke checks and balances.
Et yderligere vigtigt træk ved EU er, at unionen kun i meget begrænset grad har sine egne indtægter. Den har ikke en skattekilde i stil med indkomstskatten at skrue op på efter forgodtbefindende. Midlerne stammer fra de nationale statskasser, og det er altså igen de nationale regeringer, der har snor i beslutningerne.
Hvis vi ikke er opmærksomme på de gode sider ved EU-samarbejdet, risikerer vi at miste dem. Truslen er både, at medlemmer falder fra, som det skete med Brexit, og at centraliseringen øges. Muligvis begge dele på én gang.
Der er en naturlig tendens til, at magten bliver mere centraliseret med tiden. Især hvis der opstår kriser, som reelt eller indbildt kalder på større “handlekraft”. Derfor kræver det også stadig opmærksomhed at imødegå centraliseringen.
En hovedpointe fra konstitutionel økonomi er, at konstitutionelle rammer er vigtigere end dag-til-dag-politik. Når først spillereglerne er givet, er det også i høj grad bestemt, hvordan spillet ender. Men spillereglerne er typisk meget vanskeligere at ændre end den daglige politik. EU er imidlertid et forløbende konstitutionelt projekt, som vi har mulighed for at påvirke.
Om en uge afholder Cepos et policyseminar i samarbejde med IFN i Stockholm. Policyseminaret, som vi skrev om forleden (læs her), er en del af projektet Cultures of Trust and Institutions of Freedom, der ledes af Niclas Berggren og mig og finansieres af den amerikanske John Templeton Foundation.
Hos punditokraterne håber vi, at mange af vores læsere har lyst til at troppe op til et seminar, der tegner til at blive en virkeligt spændende begivenhed. Andreas Bergh – er bl.a. er forfatter til den fremragende Den Kapitalistiska Välfärdsstaten – er en dygtig forsker og en forrygende formidler. Jeg ser også frem til at være del af panelet og den diskussion, der altid kommer efter disse seminarer!
I aften fejrer vi det er 78 år siden Danmark atter blev frit. Vi sætter lys i vinduerne og mindes de danske, som satte livet til under de ”5 forbandede år”. De var godt nok ikke mange, men de var der. Og for mange af dem, som nok slap med livet i behold, måtte de resten af livet leve med eftervirkningerne af deres oplevelser under krigen. Jovist var der modige danske mænd og kvinder som kæmpede for at Danmark atter blev frit (og kun alt for sjældent fik den respekt og anerkendelse af det officielle Danmark efterfølgende, som de burde have haft), men vi jo godt, at vores frihed først og fremmest blev vundet på grund af de ofre, som andre bar. Det være sig ikke mindst de ofre, som de allierede styrker gjorde. Og hvor var vi egentlig heldige. For nok forblødte Hitlers hære på østfronten, men det var dog englænderne og amerikanerne som sikrede, at vi endte på den ”rigtige” side af jerntæppet, hvor frihed, demokrati og markedskapitalismen herskede og fortsat hersker.
Sådan gik det desværre ikke de områder, som blev ”befriet” af de sovjetiske styrker (bortset fra Bornholm), inkl. Polen. Det sidste måske særligt ironisk, idet Nazitysklands overfald 1. september 1939 på Polen fulgt op af Sovjets ditto 3 uger senere, markerer starten på 2. verdenskrig i Europa, da England og Frankrig erklærede Tyskland krig, med mindre de straks stoppede deres invasion. For de og andre Østeuropæere måtte vente næsten 40 år til, før de atter var herrer i eget hus.
Jovist, når alt kommer til alt, var vi vist mere end almindeligt heldige her til lands.
Nu er der atter krig i Europa, og vi oplever for første gang siden 2. verdenskrig at et land prøver at undertvinge sig et andet helt eller delvist via rå militærmagt. Ikke at der ikke har været krige i Europa siden 1945. Det har der, som fx. den blodige borgerkrig i Grækenland i slutningen af 40erne, som fortsat trækker spor den dag i dag og naturligvis krigen i det tidligere Jugoslavien, da det faldt fra hinanden i 1990erne, ligesom Sovjets sammenbrud udløste – og fortsat udløser blodige kampe fra tid til anden i Kaukasus regionen. Og så er der naturligvis krigene i Tjetjenien ej at forglemme, selv om de netop ofte bliver det, altså glemt. Men mere om det nedenfor.
Den nationalkonservative fredsbevægelse og dens stråmænd
Krigen i Ukraine har nu varet i mere end 1 år og i al den tid har der været flere argumenter, som er gået igen i kritikken af vores og resten af EU’s og NATO’s engagement på Ukrainsk side. De er bl. a.:
At nok angreb Rusland den 24. februar 2022 Ukraine, men ansvaret for ”krigsudbruddet” er i bund og grund Vestens. Det er bl. a. et synspunkt som tidligere folketingsmedlem for DF, Maria Krarup, har fremført. Det er NATO og EU’s ekspansion, som har fremprovokeret Russernes invasion af Ukraine, må man forstå. Unægtelig et interessant argument med tanke på at medlemskab af både EU og NATO er noget man ansøger om. Hermed indebærer argumentet også at både NATO og EU altså på forhånd skulle udelukke evt. medlemskab, ellers er der tale om en ekspansion.
Man kan naturligvis sagtens argumentere for at Vesten har et slags ansvar for russernes invasion, men i så fald er det af den slags, som også gjorde sig gældende ved den tyske invasion af Polen i 1939, Argentinas forsøg på at besætte Falklandsøerne i 1982 og Saddam Husseins annektering af Kuwait i 1990. Nemlig at man tror, man kan slippe afsted med det. I alle de nævnte eksempler forventede Hitler, den argentinske militærjunta og Saddam Hussein at deres handlinger ikke ville få synderlige konsekvenser. Hitler og Nazityskland var jo sluppet afsted med at annektere Tjekkoslovakiet i 1938-39, England reagerede ikke på argentinske provokationer i årene før invasionen af Falklandsøerne og bl. a. amerikanske diplomater udsendte forud for invasionen af Kuwait signaler, som i hvert fald af Saddam Hussein regimet tolkedes som at man ikke havde tænkt sig at gå i krig for Kuwaits eksistens.
På samme måde kan man jo argumentere for, med tanke på de manglende reaktioner på tidligere aggression fra Russisk side, at det tolkedes af regimet i Kreml, som at Vestens reaktion nok også denne gang ville være behersket. Måske ikke uden grund, når vi ser tilbage i tiden. Helt kontrafaktisk kan jo overveje hvorledes det ville være gået hvis Europa og USA havde reageret med styrke allerede tilbage i forbindelse med Ruslands blodige og bestialske krige i Tjetjenien. Eller i det mindste havde reageret helt anderledes voldsomt senest ved Ruslands annektering af Krim i 2014.
Og når fx. Kasper Strøvring, nationalkonservativ debattør og selvudnævnt realist (når det drejer sig om udenrigspolitik), kritiserer Vesten for ikke at have en realistisk tilgang til udenrigs- og sikkerhedspolitik, mens han i samme åndedrag anfører at Ukraine jo ikke kan vinde krigen og vestlig støtte bare trækker det hele i langdrag med unødige menneskelige ofre som konsekvens. Ja, så glemmer han behændigt at medtage at hans udgave af ”realistisk udenrigs- og sikkerhedspolitik” måske i virkeligheden bærer det største ansvar for at Putins regime mente at de kunne invadere og vinde en krig mod Ukraine.
Men at man ønsker fred og fordragelighed, fremgang og velstand er vel næppe tilstrækkeligt til at pådrage sig ansvaret for alverdens ulykker. Og er den førte politik ikke primært et resultat af indenrigspolitiske forhold i de Vestlige lande?
Historien har jo tydeligt vist, at borgerne i demokratier ikke er meget for at bruge ressourcer på krudt og kugler eller ”udenlandske eventyr”. Det være sig krig, kolonisme, enten i dens oprindelige form eller i form af ”nation building”, som vi så det i Afghanistan.
Når vi derfor er så optagede af krigen i Ukraine og er parate til at yde økonomisk og militær støtte i en størrelsesorden som de fleste indtil invasionen i februar sidste år nok anså for helt urealistisk, er det naturligvis fordi det ikke primært handler om ukrainernes ret til at være herre i eget hus.
Jo det handler det også om, men det er bare ikke tilstrækkeligt. Og her fejler de selverklærede realister fuldkommen. For vores engagement er netop styret af vores egne behov. Og derfor er det egentlig også uvæsentlig om Ukrainerne i sidste ende kan vinde krigen (om end det vil være et positivt udfald). Det er naturligvis af samme grund, at reaktionen og engagementet er så forskellig globalt. Sådan har det altid været. En del har vist glemt at det først var efter angrebet på Pearl Harbour (og tysk krigserklæring), at USA gik aktivt ind i 2. verdenskrig. Ligesom Brasiliens deltagelse på allieret side (brasilianske tropper kæmpede i Italien) bestemt ikke var uproblematisk indenrigspolitisk, og grundlæggende var drevet af nationale interesser og forholdet til USA på daværende tidspunkt.
Som det er sagt mange gange er udenrigspolitik i sidste ende indenrigspolitik og udenrigs- og sikkerhedspolitik har altid og handler altid om hvad der er ”bedst for ens egen nation”. Det ville jo også være mærkeligt andet.
Aktivistisk og idealistisk udenrigspolitik er først og fremmest et venstrefløjsfænomen, som nok i sidste ende bunder i forestillinger om at fremme etableringen af et ”socialistisk paradis på jord”. En utopisk forestilling der som bekendt hyppigt er endt i ”helvede på jord” for de stakler som det er gået ud over.
Som en lille nation har vi i Danmark en interesse i at der eksisterer bare et minimum af ”international retsorden” og herunder at man ikke uden konsekvenser bare kan invadere ens naboer. Så uanset om man er oprørt over den russiske aggression og mener at man skal støtte Ukrainerne i deres kamp for friheden eller om man måske mere hælder til at vi skal støtte Ukrainerne fordi det er i vores egen interesse (man kan jo også godt mene begge dele), så vil jeg opfordre til at når vi her på årsdagen for Danmarks befrielse mindes dengang for 78 år siden, hvor Danmark atter blev frit, giver en skærv til “Den Danske Ukraine komité“. Alle pengene går ubeskåret til indkøb af krudt og kugler.
Om man mener det ender med ukrainsk sejr eller et nederlag og/barsk fredsaftale er ikke et argument for ikke at støtte Ukrainerne i deres kamp. Det er nemlig i vores interesse at denne krig bliver så dyr som absolut mulig set med russiske øjne. Det er den eneste måde man kan stoppe fremtid russisk aggression.
Og lad så håbe at vi i Vesten denne gang erkender, at der kun er os til at kæmpe for vestlige værdier og interesser. At vi erkender det har en pris vi må være parate til at betale. Skrevet uden på nogen måde at relativere hvem der betaler den højeste pris for Putin-regimets brutale overfald på en fredelig nabo. Det gør naturligvis ukrainerne – soldater såvel som civile – og de russiske soldater der falder i absurd stort antal som konsekvens af den russiske krigsførelse, hvor respekt for menneskeliv aldrig har haft nogen større betydning. Her adskiller Putins Rusland sig ikke fra kommunisternes Sovjetunionen eller Zarens Rusland for den sags skyld.
Hvert år uddeler the American Economic Association – den amerikanske nationaløkonomforening – John Bates Clark Prisen. Prisen gives til en økonom under 40, og betragtes bredt som den næstmest prestigefyldte pris for økonomer – kun Nobelprisen er en større pris. En væsentlig grund til, at den er så respekteret, er at det er meget sjældent at priskomiteen rammer forkert. På listen over tidligere modtagere finder man for eksempel Paul Samuelson, Milton Friedman, Kenneth Arrow, Robert Solow, Gary Becker, Joseph Stiglitz, Paul Krugman, og Esther Duflo, der alle senere modtog Nobelprisen. Som udvalget her peger på, er John Bates Clark-prisen også bemærkelsesværdigt fri for politisk indflydelse, og man kan bestemt ikke påstå, at den hælder til venstre eller højre for midten.
Det gælder desværre ikke i år, hvor det forleden blev annonceret, at den gives til Gabriel Zucman fra UC Berkeley. Zucman modtager eksplicit prisen for sit arbejde indenfor skatteunddragelse og ulighed, hvoraf noget af det er med den danske topøkonom Niels Johannesen. Problemet er ikke, at Zucmans arbejde ikke har været højt profileret eller er udgivet de fineste steder, men at manden ganske enkelt er taget i at fuske med sine data. Fusket er omhyggeligt dokumenteret af AIERs Phil Magness, som David Henderson beskrev igår i en post med titlen “American Economics Association Reaches a New Low.”
Der er ikke bare tale om sjusk, men decideret svindel med data i et forsøg på at nå en politisk konklusion. Og fusket var så slemt, at Harvards præsident i 2020 nedlagde veto mod at universitetets økonomiinstitut ansatte Zucman. Som flere økonomer, inklusive Magness, opdagede, havde Zucman strategisk ladet være med at inkludere en række fradrag for fattige amerikanere og omregnet skattebetalingen fra rige amerikanere på en noget ‘kreativ’ måde, for at kunne finde, at de rige betalte lavere skattesatser end de fattige. Pointen var vigtig for ham, da han som rådgiver for Elisabeth Warrens præsidentkampagne støttede hendes forslag om en voldsom formueskat netop fordi han påstod, at de rige ikke betalte nok.
Prisen er opkaldt efter den amerikanske økonom John Bates Clark (1847-1938), der var en pioner i den marginalistiske revolution i økonomi, var selv en ærlig forsker. Clark startede som økonomi i den tyske skole, der i høj grad støttede socialistiske idéer, men bevægede sig over mod at støtte en fri markedsøkonomi jo større hans indsigt blev. Det er derfor beskæmmende, at the American Economic Association i år har besluttet et tildele en ekstremt prestigefyldt pris i en ærlig forskers navn til en økonom, der har vist sig at være alt andet end ærlig. Det er en enorm ommer!
Hvorfor har vi byggesagsbehandling i kommunerne? Det spørgsmål stiller jeg i Børsen i dag.
Baggrunden for at stille det er bl.a., at byggesagsbehandlingen på godt dansk sejler i kommunerne.
Kommunernes byggesagsbehandling er en dræbende langsommelig proces for borgere og virksomheder i Danmark. I 2022 var behandlingstiden i gennemsnit 69 dage for enfamiliehus og 116 dage for etagebyggeri. Og kun tre kommuner – Odder, Tønder og Vallensbæk – overholdt servicemålene på henholdsvis 40 og 60 dage for mindst 90 pct. af sagerne i begge kategorier.
Den lange byggesagsbehandling medfører øgede udgifter til bl.a. finansiering og planlægning, øget risiko for f.eks. uventede prisstigninger på materialer, og tab af bl.a. lejeindtægter eller nytteværdi ved at tage sin ejendom i brug m.v.
Men der er også en mere principiel baggrund. For hvorfor skal danske borgere på netop dette område søge om tilladelse, før vi foretager os noget? Det normale er jo, at vi må gøre hvad vi vil, når vi vil, så længe vi overholder gældende lovgivning. Og sådan kunne det principielt også være med bygningsreglement og lokalplaner mv.
Læs restenUnderviser man public choice, politisk økonomi, good governance-teori eller noget lignende, og gør man det på enten økonomi eller statskundskab, har man mange muligheder for at karakterisere stater. En af de mest enkle og intuitive er forskellen på en ‘protective’, en ‘productive’, og en ‘predatory state’. Den første, der også nogle gange kaldes en ‘contractual state’. er tæt på Adam Smiths tanker om en stat, der sørger for “peace, easy taxes, and a tolerable administration of justice” – dvs. en stat der sørger effektivt for centrale offentlige goder som forsvar og retsvæsen. Den anden er muligvis en stat, der ikke kan eksistere, men hvor tanken er at staten er direkte produktiv. I konceptet om en produktiv stat ligger for eksempel ikke blot, at staten også sørger for udbredt infrastruktur, uddannelse og forskning, men også at den gennem industripolitik og lignende tiltag bringer velstand.
Dagens emne er dog den trejde mulighed: the predatory state, eller det man på dansk måske kan kalde den udbyttende stat. Konceptet blev introduceret af Geoffrey Brennan og James Buchanan i 1980 i The Power to Tax, og er sidenhen blevet et standardkoncept i både public choice og udviklingsøkonomi (se f.eks. Deepak Lal‘s arbejde fra 1984). En predatory state er defineret som “a state that promotes the private interests of dominant groups within the state (such as politicians, the army and bureaucrats) or influential private groups with strong lobbying powers.”*
Det er naturligvis svært at finde ‘rene’ eksempler på predatory states – med den mulige undtagelse af failed states som Sydsudan og Somalia – og alle eksisterer selvfølgelig på en skala mellem predatory og protective. Spørgsmålet idag er, om Danmark er på vej mod at blive mere predatory med Mette Frederiksen i spidsen? Emnet kom op forleden i en diskussion med en nær ven, der fremhævede flere stærkt kritisable forhold, der begge passer godt på en predatory state.
Et første eksempel er regeringens håndtering af Skats nye vurderingssystem. Hele sagen er omgivet af skandaler, ikke mindst fordi vurderingssystemet slet ikke er færdigt. Rygterne i økonommiljøet siger, at det nye system faktisk ikke er klart bedre end det gamle, som man skrottede fordi det producerede alt for mange fejlvurderinger. Alligevel vælger man nu at indføre det og beskatter ejendomme efter foreløbige vurderinger, som embedsværket og regeringen selv indrømmer er voldsomt fejlbehæftede. Det er svært at konkludere andet, end at statens interesse i at få indkomst fra borgerne her trumfer retssikkerhed og almindelig rimelighed.
Eksempel nummer to er minkskandalen, der startede med et klart grundlovsbrud og en erstatningsregning på omkring 19 milliarder kroner. Udmeldingen fra regeringen forleden var, at man nu vil tilbyde minkavlere ‘tidlig’ erstatning i næste år – fire år efter Folketinget ulovligt lukkede erhvervet – men mod at de ingen klagemulighed får. Hvis de ikke tager den faustske aftale, som regeringen tilbyder, skal de vente indtil 2027 for at få erstatning. Kun mafiaen kunne have foreslået en lignende aftale.
Det tredje eksempel er politikeres og centrale embedsmænds opførsel, og den totale mangel på sanktioner mod den. Det blev meget tydeligt forleden, da BT afslørede hvordan justitsminister Peter Hummelgaard helt konsekvent parkerede ulovligt når han afleverede sine børn i institution. Reaktionen fra ministeren var først at kalde historien ‘udansk’, ligesom flere politikere bakkede ham op og kaldte det overvågning (at tage fotos på offentlig vej). De fleste danskere så dog kernen i sagen: At landets justitsminister følte sig hævet over landets love: Præcist det samme var tilfældet i efteråret 2020, da BT kunne afsløre at han og Ane Halsboe-Jørgensen af to omgange, og på trods personalets henstilling, fjernede afspæring og brød det Kongelige Teaters coronaregler ved en opsætning af Tryllefløjten. Hummelgaard opfører sig meget præcist som en magthaver i en predatory state, hvor reglerne og deres håndhævelse afhænger fuldt og helt af ens politiske status.
Det samme ser ud til at gælde de embedsmænd, der fik advarsler efter Minkkommisionens arbejde. De fleste af disse advarsler er nu trukket tilbage, uden at førende jurister forstår hvorfor. Stort set den eneste, der stadig har advarslen stående i sin personalesag, er Tejs Binderup, der var afdelingschef i Fødevareministeriet. Det særlige i den situation er, at Binderup som den eneste, gentagne gange fra slutningen af september til efter Mette Frederiksens famøse minkpressemøde, advarede om at der ikke var lovhjemmel til at lukke minkerhvervet. Så hvad skal man lægge i, at den eneste ledende embedsmand i sagen, der insisterede på lovligheden af beslutningen, er den eneste man vælger at sanktionere. Det rejser det naturlige spørgsmål, om situationen er et signal om regeringens foretrukne opførsel i embedsværket: Er Barbara Bertelsens totalitære opførsel regeringens model for, hvordan den helst vil have staten fungerer?
Som vi mange gange har skrevet om her på stedet, er en retsstat en forudsætning for at have en dynamisk økonomi, for fremgang, og også en væsentlig faktor i at forklare internationale forskelle i tolerance, respekt for menneskerettigheder, og endda folks tilfredshed med livet. Med det jeg ser som et stort og åbenlyst planlagt og bevidst skridt mod en predatory state, er Danmark skredet et stykke væk fra to århundreders tradition for en stærk retsstat og politisk uafhængige institutioner. Der er godt for centrale politikere og deres kumpaner, men dårligt nyt for danskerne.
* Definitionen er fra Mehrdad Vahabis introduktion til et symposium om emnet i Public Choice i 2020.
Siden 2009 har vi hos Punditokraterne stort stee hvert år lavet en slags ‘kåring’ af de bedste danske (national)økonomer er. Helt fra begyndelsen var en del af pointen i diskussionen, at det er svært – grænsende til det umulige – at sige, hvem der er bedst. Hvad skal man måle, og hvad lægger man vægt på? De spørgsmål er der ikke objektivt korrekte svar på, og enhver nok så kvantitativ og umiddelbart objektiv vurdering hviler derfor på en idé om, hvad der burde være vigtigt.
Men som vi også understregede sidste år, er en øvelse som den idag vigtig for at håndtere et væsentligt problem: At ikke-økonomer ofte tror at dem, der bruges meget af medierne, også må være de fagligt dygtigste. Jeg vil på ingen måde nedgøre nogle af de økonomer fra banker eller tænketanke, der bruges jævnligt af medierne, men simpelthen gøre opmærksom på, at der er en række økonomer som flyver under den offentlige radar. Bankøkonomerne i særdeleshed laver heller ikke forskning, og kan derfor ikke bedømmes på samme skala som universitetsøkonomer – eller endda topfolk fra tænketanke som AIER’s fremragende. Phil Magness.
Fra år til år ændrer vi derfor metoden vi bruger til at rate økonomer i Danmark, for at bringe forskellige aspekter af forsknings- og forskerkvalitet frem. Vores metode i år er både simpel og arbejdsintensiv, og beregnet for alle økonomiprofessorer ved danske universiteter: Vi finder antallet af citationer til alle de artikler, en professor har udgivet i et videnskabelige tidsskrift de sidste ti år (2014-2023), beregner antal citationer per år det har været udgivet, og vægter citationerne med impact faktoren for tidsskriftet. Der er derfor tale om en slags kvalitetsjusteret citationstal. Den eneste komplikation er, at der findes flere forskellige impact faktorer, Vi tager faktorer enten fra Scimago eller JCR-faktoren fra tidsskriftets egen hjemmeside. Det indebærer dog et forhold, som bør holdes in mente når man ser listen, nemlig at der helt generelt er højere impact faktorer udenfor samfundsvidenskaberne uden at de reflekterer højere kvalitet. Enkelte forskere har publiceret en del i bl.a. sundhedsvidenskabelige tidsskrifter, og de kommer dermed til at placere sig en smule bedre.
Listen nedenfor indeholder dog ikke de store overraskelser i forhold til tidligere år. Topplaceringerne går igen til Nicolai Foss og Lasse Heje Pedersen fra CBS, og begge er langt foran resten. Nummer tre er den nye superøkonom Niels Johannesen fra Københavns Universitet. mens fjerdepladsen indtages af min Aarhus-kollega Daniele Nosenzo. Det slående er derfor, at de første fire sidder på meget forskellige forskningsområder: Foss er en af verdens førende i entrepreneurship-forskning, Pedersens område er finansiel økonomi, Johannesen er skat og public economics, mens Nosenzo er primært adfærdsøkonom.
| Navn | Plads (Scimago) | Indeks | Plads (JCR) |
| Nicolai Foss (CBS) | 1 | 8.38 | 2 |
| Lasse Heje Pedersen (CBS) | 2 | 8.15 | 3 |
| Niels Johannesen (KU) | 3 | 6.99 | 6 |
| Daniele Nosenzo (AU) | 4 | 6.71 | 8 |
| Søren Leth-Petersen (KU) | 5 | 6.71 | 10 |
| Jakob Roland Munch (KU) | 6 | 6.41 | 14 |
| Morten Bennedsen (KU) | 7 | 6.34 | 11 |
| Helena Skyt Nielsen (AU) | 8 | 5.92 | 4 |
| Claus Thustrup Kreiner (KU) | 9 | 5.91 | 15 |
| Tooray Jamasb (CBS) | 10 | 5.82 | 1 |
| Christian Bjørnskov (AU) | 11 | 5.78 | 7 |
| Morten Ørregaard Nielsen (AU) | 12 | 5.63 | 12 |
| Anna Piil Damm (AU) | 13 | 5.62 | 17 |
| Finn Tarp (KU) | 14 | 5.60 | 9 |
| Steffen Andersen (CBS) | 15 | 5.58 | 16 |
Det andet forhold, der er værd at notere sig, er at den særlige metode vi bruger i år bringer nogle af de dygtigste kvindelige økonomer ind på listen. Det gælder ikke mindst Helena Skyt Nielsen på ottendepladsen, men også Anna Piil Damm og Marianne Simonsen, der er nummer 15 når man bruger JCR-faktorerne som vægt. Det er svært ikke at bemærke, at de alle er i Aarhus, hvor Nina Smith for mange år siden agerede ‘trailblazer’ for kvindelige økonomer.
Sidst, men ikke mindst, er der måske nogen der spørger om, hvor vismændene er henne? Svaret er, at det ligesom i tidligere år er klart, at vismandsjobbet har en alvorlig omkostning på forskningsfronten. Den nuværende overvismand Carl-Johan Dalgaard figurerer som nummer 20 i år, mens den nyeste af vismændene – Jakob Roland Munch – stadig er at finde som nummer 6. Hvor lang tid han bliver på listen er nok et åbent spørgsmål, når man ser på erfaringerne fra tidligere. Vi andre kan heldigvis bruge mere tid – ind mellem et stigende pres fra undervisning og vejledning – på at forske i stedet for at bruge tid på forgæves at rådgive politikere…
Den altid interessante Robin Hanson har skrevet – endnu – et interessant indlæg om kunstig intelligens, denne gang med udgangspunkt i den seneste tids debat på baggrund af de forbløffende gode sprogmodeller. Jeg skrev selv om modellerne her og her.
Robin Hanson advarer mod den forskrækkelse, som har grebet nogle – og bl.a. ført til et forslag om et globalt moratorium for at udvikle AI yderligere, en tænkepause mens vi overvejer, hvordan de skal gribes an. På den umiddelbare sigt ligger jeg selv ganske meget på linje med Hanson. Han anlægger det syn, at der ikke er god grund til at frygte, at det vil udvikle sig til en magtkamp mellem kunstig og menneskelig intelligens. Økonomisk teori tilsiger tværtimod, at der ikke nødvendigvis er noget modsætningsforhold, sådan som instinktiv nulsumstænkning kunne lede til at tro.
Læs restenDer tales meget i dansk politik, og i særdeleshed i regeringen og resten af venstrefløjen, om manglen på folk i plejesektoren. Det gælder ikke blot læger, men også i høj grad sygeplejersker. Man kunne derfor forledes til at tro, at sygeplejerskernes fagforening var interesseret i at hjælpe – i det mindste hvis man har et billede af fagbevægelsen som en positiv og integreret del af det danske system. Men tror man det bliver man slemt skuffet, for Dansk Sygeplejeråd (DSR) gør præcis det modsatte.
Sygeplejerskerne har i adskillige år argumenteret for, at de bør have højere løn, og har endda taget en konflikt om spørgsmålet. Som Martin Ågerup meget præcist påpegede sidste år, er det umuligt at sige om de – i en eller anden forstand – fortjener højere løn. Den eneste måde, man kan få et nogenlunde objektivt syn på, hvad sygeplejerskernes arbejdskraft er ’værd’, er når der er et frit marked for dem: Et marked, hvor det ikke bare er muligt at betale forskellige sygeplejersker forskellig løn, men også hvor forskellige arbejdsgivere konkurrerer om deres arbejdskraft. Det findes ikke i Danmark, der ligesom Storbritannien effektivt har givet det offentlige sygehusvæsen et monopson: Det offentlige er den eneste arbejdsgiver, og lønnen reflekterer derfor ikke almindelige markedsvilkår.
I stedet har DSR i årevis satset på at skabe mangel på sygeplejersker. Med andre ord er en del af problemet, som der tales om i dansk politik, skabt af fagforeningen. DSR har opført sig helt på linje med den såkaldte ’insider-outsider model’, som Assar Lindbeck og Dennis Snower formulerede i 1980erne. Ifølge dem forhandler fagforeninger kun og udelukkende løn for en gruppe insiders, og ser stort på dens konsekvenser for outsiders. DSR har for eksempel været instrumentel i den fjernelse af sekretærer på de danske sygehuse, som før i tiden skrev skadekort og håndterede en masse papirarbejde og registrering. Den slags gør sygeplejersker nu – sekretærerne er stort set væk – og de har derfor langt mindre patienttid end de havde for blot 20 år siden. DSR har dermed skabt kunstigt større efterspørgsel efter sygeplejersker ved at fjerne en hjælpefunktion på sygehusene.
DSR opfører sig meget klart også som en insider-outsider-forening overfor to andre grupper. Som Martin Ågerup understregede på Folkemødet sidste år, er den åbenlyse uretfærdighed for sygeplejerskerne deres oldnordiske lønstruktur. Mange sygeplejersker tjener nok til at betale topskat, men de første otte år er lønnen relativt lav. Lønstrukturen er nemlig lavet til at belønne de trofaste ved at give et stort lønhop efter otte års ancienitet. De unge sygeplejersker er ikke en del af DSRs insidergruppe, som man aktivt forhandler løn for.
Den anden gruppe omfatter min mor, er som tidligere sygeplejerske hellere end gerne ville arbejde deltid i f.eks. en skadestue eller en privat lægeklinik. At lade dygtige, pensionerede sygeplejersker (og læger) komme tilbage på arbejdsmarkedet på deltid vil også være en måde, man kan afhjælpe manglen på sygeplejersker. Men DSR har været direkte i medierne og eksplicit advaret imod, at man gør det. Igen slår insider-outsider dynamikken til, fordi de pensionerede har forladt fagforeningen og er derfor ikke en del af den insidergruppe, man forhandler løn for. På trods af at mange patienter og kolleger værdsætter ’det grå guld’ med erfaring og arbejdsvilje, arbejder DSR aktivt for at holde dem ude.
Logikken er meget klar, omend også ekstremt kynisk: Sygeplejerskernes fagforening arbejder aktivt og målrettet på at holde udbuddet af sygeplejersker lavt og efterspørgslen høj. Det gøres for at manøvrere sig i en position for at kræve langt højere løn. Men borgerne og de få politikere, der er ærligt interesserede i at afhjælpe problemerne, må kunne se igennem DSRs strategi. Nok kommer der flere ældre og flere danskere med plejebehov, men en væsentlig del af problemet er skabt bevidst af fagforeningen. Løsningen er ikke bare flere ressourcer og højere løn, men også en svækkelse af en kynisk og moralsk anløben fagforenings magt over de syge og svageste danskere.