Af Otto Brøns-Petersen, den 25. juli 2024. Skriv et svar
I afsnit 2 af sommerserien skrev jeg om, at kollektivisme ikke alene er populært på den traditionelle venstrefløj, men også blandt visse nationalkonservative, der ser “individualisme” som årsag til mistrivsel og andre samfundsmæssige problemer. Som vi så, er der ingen empirisk dækning for påstanden. Tværtimod har mennesker i individualistiske kulturer – som f.eks. den danske – større livstilfredshed. Det skyldes både, at individualisme i sig selv er forbundet med større livstilfredshed, og at individualistiske kulturer har højere velstand, som igen også medfører større livstilfredshed.
Vi skriver ganske meget om samfundsforskning her på stedet, men måske for sjældent om forskning, der enten er igang, eller som vi slet ikke har startet endnu. Det gør vi idag, hvor vi ser på noget så umiddelbart sært som morddiskrimination: Hvordan ser verdens mønstre i mord ud, når man ser separat på kvinder og mænd? Baggrunden for spørgsmålet er, at min gode ven og kollega Martin Rode forleden foreslog, at vi genbesøgte forholdet mellem kriminalitet og økonomisk frihed, men med et fokus på kønsforskelle (se her, her og her for tidligere forskning).
Et af de interessante forhold omkring mord er netop, at der bliver begået langt flere mord på mænd end kvinder. På tværs af 140 samfund hvorfra vi har rimeligt gode data de sidste ti år, begås der i gennemsnit 4,8 gange så mange mord på mænd som kvinder. Og jo flere mord, der begås, jo uforholdsmæssigt flere er på mænd: Sammenligningen på tværs af de 140 samfund peger på, at når mordraten på mænd stiger 10 %, stiger den på kvinder kun 5,7 % i gennemsnit. I det voldelige Venezuela begås der således 18 gange så mange mord på mænd som kvinder, mens der i det ekstremt fredelige Schweiz faktisk begås cirka 12 % flere mord på kvinder end mænd.
Martin og jeg går snart igang med at undersøge, i hvilket omfang økonomisk frihed ikke blot fører til færre drab, men om den også reducerer diskriminationen i mord. Når man ser på tidligere forskning – måske ikke mindst min og Niclas Berggrens nye artikel om sammenhængen mellem økonomisk frihed og statslig diskrimination – er der grund til at undersøge det. Det samme gælder, når man ser på Niclas tidligere forskning sammen med Therese Nilsson om hvordan frihed påvirker folks tolerancenormer.
Vores meget foreløbige analyser peger ret klart i retning af, at økonomisk frihed er forbundet med færre mord, og i særlig grad med færre mord på mænd. Hvilke elementer af økonomisk frihed er særligt vigtige, om de virker mere effektivt i demokratier, eller om det hele er en konsekvens af den økonomiske udvikling der kommer med udviklingen, er stadig åbne spørgsmål. Læsernes input er meget velkomment!
Da jeg læste Niels Westys indlæg forleden, sad jeg og savnede nogle figurer med korrelationer. Det leverer Hans Roslings Gapminder heldigvis til overflod, så i dag skal vi se på nogle af de interessante historier, Gapminders glimrende redskaber fortæller.
Vi starter med at slå nogle af de ting fast, som Niels Westy påpegede. Nedenstående figur viser sammenhængen mellem GNI per indbygger korrigeret for prisniveau (PPP) og forventet levetid ved fødsel, børnedødelighed, Happiness score (WHR), partnervold, døde i brande og partikelforurening. Gapminder har mange flere mål, og nærmest uanset hvilket mål man ser på, som er relevant for menneskers velfærd, er der en meget klar og ønskelig sammenhæng med BNI per indbygger.
Der er enkelte mål, hvor historien er lidt mere nuanceret (fx er CO2-udledningerne pr. indbygger voksende med indkomsten i et vist interval), men jeg har ikke fundet et mål, der har direkte indvirkning på folks velfærd, hvor sammenhængen ikke er, at højere indkomst giver et bedre liv. Befolkningerne i de rige lande har det ganske enkelt langt bedre end befolkningerne i fattigere lande.
Det er dog ikke kun, når man ser på tværs af lande, at man kan se de åbenlyse gevinster ved højere indkomst. Det gælder også over tid. Nedenstående figur (som du kan afspille her) viser hvordan børnedødeligheden og BNP pr. indbygger har udviklet sig i Danmark og United Kingdom (UK) siden 1950. siden 1950.
I 1950 var børnedødelighed og BNP pr. indbygger stort set identiske i Danmark (34,1 døde pr. 1.000, $15.500) og UK (36,6 døde pr. 1.000, $15.400) (venstre del af figuren). Som tiden går, bliver begge lande rigere og børnedødeligheden falder.
Men det går ikke lige hurtigt. I 1975 (midterste del af figuren) er Danmark både rigere og har lavere børnedødelighed (12,3 døde pr. 1.000, $29.600) end UK (18 døde pr. 1.000, $24.400). Men bemærk, at begge lande har fulgt præcis samme sti – økonomien i UK er bare vokset langsommere end Danmark (og børnedødeligheden faldet langsommere).
Fra 1975 og frem til 2022 (højre del af figuren) har stierne ikke været helt ens, hvilket bl.a. skyldes introduktionen af MFR-vaccinerne. De blev indført i Danmark i 1987, som er lige omkring det tidspunkt, hvor der for både Danmark og UK er et knæk i børnedødeligheden ca. midt i figuren. De blev altså indført på ca. samme tidspunkt, men ved forskellige niveauer af rigdom, hvorfor stierne ser uens ud.
På trods af enorme teknologiske fremskridt som fx MFR-vaccinerne, har rigdom dog stadig stor indflydelse på børnedødeligheden. Selv i dag har UK en betydeligt højere børnedødelighed end Danmark (4,14 vs. 3,72 døde pr. 1.000). Det ser ikke ud af meget i figuren, men det betyder at 11% flere forældre i UK end i Danmark oplever, at deres lille barn dør.
Om de 11% skyldes forskelle i indkomst eller andre forhold, kan vi naturligvis ikke konkludere noget om på baggrund af ovenstående figurer. Men det er værd at bemærke, at de fald, vi har set i børnedødeligheden, med stor sikkerhed skyldes større rigdom og teknologisk udvikling (som går hånd i hånd med større rigdom).
Bogen “Grænser for vækst” udkom i 1972 og var dengang en advarsel mod økonomisk vækst bl.a. på grund af trækket på ressourcer. Mange ser den type ”de-growthers” for at være dem med det moralske kompas i orden, mens fortalere for vækst kan opleve nærmest at blive udskammet.
Men tænk lige over dette: Hvis vi havde stoppet den økonomiske udvikling i 1972, så viser figurerne ovenfor, at konsekvensen meget vel kunne have været en børnedødelighed, der var tre gang højere end den er i dag. Hvordan kan det på nogen måde være det moralske?
Punditokraternes sommerserie i 2018 handlede om frihandel. En af årsagerne var den stigende protektionisme, ikke mindst i USA, under Trumps første periode som præsident, hvilket er fortsat under Biden administrationen.
Efter sin udnævnelse som Trumps vicepræsidentkandidat, holdt J. D. Vance en tale hvoraf det fremgår, at det bestemt ikke er blevet bedre med forståelsen af helt fundamentale sammenhænge mellem vækst, velstand og frihandel (se efter ca. 8 minutter).
Ser vi på udviklingen post 1989, var modstanden mod (økonomisk) globalisering primært en dagsorden for venstrefløjen de første mange år. Med Trump-Vance i det Hvide Hus, har de venstreorienterede antiglobalister, som rendte rundt og vandaliserede Seattle, Göteborg og andre byer i slutningen i 1990erne og begyndelsen af dette årtusinde, i den grad har vundet debatten, omend de næppe havde forestillet sig at det blev de nationalkonservative (som i hvert fald har kollektivismen til fælles med venstrefløjen), der høstede frugterne. Med tanke på at Biden administrationens handelspolitik langt hen af vejen minder om Trumps, så kan man selvfølgelig indvende at det skiftet allerede er sket. Og jeg er enig.
Og hvem betaler så prisen? Ja, det gør borgerne, ikke mindst dem med de laveste indkomster, se nedenfor og tidligere indlæg her på bloggen, bl. a. her.
I foråret udsendte Peterson Institute for International Policy en analyse, “Why Trump’s Tariff Proposals Would Harm Working Americans“, hvor man kommer frem til at allerede gennemførte og foreslåede skattereformer, samt foreslåede ændringer i toldsatserne indebærer, at a) skattereformerne primært gavner de øverste kvintiler og b) øgede toldsatser primært skader de laveste kvintiler.
Når Vance i sin tale så varmt taler for “den lille mand” og mod “storkapitalen”, må man som økonom ryste på hovedet.
Og egentlig er det jo også et godt eksempel på, at de forestillinger en del – især på venstrefløjen og blandt nationalkonservative – har om at (national)økonomer har for står magt er noget sludder. Det forholder sig vist mere omvendt.
Eller med en lettere omskrivning af et citat krediteret Ludvig Von Mises:
Denne sommers tema her på punditokraterne er “Hvad driver økonomisk vækst”. Mens mine kollegaer på bloggen skriver om det, handler dette indlæg dog om noget lidt andet, nemlig hvordan vi måler det, hvad det er vi faktisk måler og hvad der egentlig er pointen med vækst.
Googler man ”måling af økonomisk vækst” (om det er på dansk eller engelsk gør ingen forskel), omhandler den første post, man bliver mødt med, BNP (eller GDP på engelsk) – Bruttonationalproduktet. Så der er jo god grund til at se lidt nærmere på begrebet, som gennem de seneste små 80 år er blevet dét centrale og mest udbredte nøgletal for økonomisk vækst. Flittige læsere af denne blog ved også, at vi her på bloggen ofte bruger udviklingen i BNP som en indikator for økonomisk udvikling og velstand – og det på trods af de problemer, der er med dette nøgletal.
De sidste cirka 30 års vækstforskning kommer til en næsten enstemmig konklusion: Gode juridiske institutioner er, alt andet lige, nært forbundet med hurtigere vækst. Det gælder ikke mindst, at gode institutioner beskytter den private ejendomsret og håndhæver private kontrakter. Men forskningen de sidste 30 år har også vist, at gode institutioner gør mere end det. Institutioner, der helt overordnet understøtter det, der på engelsk kaldes ‘the rule of law’, skaber udvikling i flere dimensioner.
Sammenhængen mellem kvaliteten af de retslige institutioner og den økonomiske udvikling er meget tydelig i figuren nedenfor. Korrelationen mellem de to mål – det ene fra Fraser Instituttet, det andet fra the CIA World Factbook – er 0,64 på tværs af de autokratiske lande (de røde markører), og hele 0,80 på tværs af demokratierne. Når man ser et plot som det nedenstående, må man dog spørge sig selv, om det er udviklingen der skaber institutionerne, eller institutionerne, der skaber udviklingen?
Forskningen kommer ret klart frem til, at institutioner faktisk forårsager økonomisk udvikling. Vi har for eksempel tidligere vist, at der så vidt man overhovedet kan måle det, var gode institutioner i 1930erne i det fleste lande, hvor der idag er gode institutioner (læs her). Det kan derfor ikke være 80 års økonomisk udvikling, der har gjort det muligt at finansiere gode retsvæsener osv. når de allerede var der i 1930erne! Andre studier har angrebet problemet på andre måder ved, for eksempel, at se på hvad der sker efter store institutionelle reformer, og finder også at institutionerne efterfølgende skaber udvikling.
Som figuren ovenfor indikerer, er effekterne ikke bare småting. Andreas Bergh og jeg fandt for eksempel i forskning for tre år siden, at en et-point ændring (på en ti-pointskala) fører til 0,4 til 0,6 % ekstra årlig vækst (læs her). I en dansk kontekst, hvor den langsigtede vækst ligger under 1½ % om året, ville det give et stort boost til økonomien både nu og mange år frem. Det er dog ikke en mulighed, da Danmark allerede har nogle af verdens bedste retslige institutioner.
Nogle ville måske spørge, hvad vi så skal bruge indsigten til, når nu vi ikke kan forbedre status i Danmark særligt meget. Svaret er allerførst, at de gode institutioner – både formelle og uformelle – er grunden til at Danmark, Sverige og Norge er blandt verdens rigeste lande. Det er ikke velfærdsstaten, glimrende politikere eller andet, men noget så basalt som ordentlige retsvæsener der i Danmarks tilfælde blandt andet har håndhævet næringsfriheden siden 1857, sikret et bemærkelsesværdit ukorrupt embedsværk side 1800-tallet, og beskyttet folks jord, ejendom, investeringer, og rettigheder i lige så lang tid. Og det er præcist de samme ting, der sker i fattige lande når de får bedre institutioner! Hvorfor de fleste lande alligevel ikke har gode institutioner, er et af de store spørgsmål i public choice – og i virkeligheden et af de vigtigste spørgsmål i samfundsvidenskaberne.
Det er ikke længere kun den traditionelle venstrefløj, som dyrker kollektivisme. Der er også eksempler på selverklærede nationalkonservative, som gør det. Patrick Deneen’s bog om ”Why liberalism failed” udpeger de liberales angivelige dyrkelse af individualisme som årsagen til, at deres projekt angiveligt er slået helt fejl. Det giver genlyd hos nogle af hans danske dyrkere. F.eks. skriver Morten Messerschmidt og Mitchel Oliver Vestergaard: ”Den liberale ideologi legitimerer det meningsløse liv, og med meningsløshed kommer mistrivsel.”
Men er det rigtigt, at en kultur præget af individualistiske værdier er mindre succesfuld? Skaber den mistrivsel, manglende livstilfredshed og dårligere levestandard? I dag vil jeg se på, hvad empirien egentlig siger, hvis vi prøver at måle det kvantitativt.
Det mest anvendte mål for individualisme er en skala skabt af Gert Hofstede. Han sammenlignede kulturen i forskellige lande baseret på svar på en række spørgsmål stillet deltagere i undersøgelsen. En af dimensionerne er netop individualisme-kollektivisme. Topscoreren i det anvendte datasæt er Australien. Også Danmark ligger højt på individualisme-scoren sammen med lande som Holland og de angelsaksiske lande. I den modsatte ende ligger lande som Venezuela, Singapore, Guatemala og Portugal. Der findes Hofstede-scorer for i alt 58 lande. Det er opgjort i 2015, men fordi der er tale om en kulturel variabel, er den relativt stabilt over tid. 100 er maksimum på skalaen.
Der eksisterer også – som vi tilbagevendende skriver om på Punditokraterne – et mål for, hvor tilfredse mennesker rapporterer at være med livet. Det er genstanden for såkaldte lykkestudier. Her rapporterer respondenterne deres selvopfattede livstilfredshed på en skala fra 0 til 10. Som med individualisme findes der nationale gennemsnit. Data stammer fra World Happiness Report 2024.
Vi kan altså se på, om lande med mere individualistiske værdier også har mindre livstilfredshed, sådan som den nationalkonservative tese skulle tilsige.
Der kan dog også være andre forhold, som påvirker livstilfredsheden, og som derfor kan være værd at inddrage. En meget velkendt sammenhæng er mellem gennemsnitsindkomst og livstilfredshed. Jo større gennemsnitsindkomst, desto mere livstilfredshed. Derfor forsøger vi også at tage gennemsnitsindkomsten med som forklarende variabel, udover individualisme-scoren.
En tredje forklarende variabel, som typisk hænger sammen med livstilfredsheden, er, om et land har været kommunistisk. Mennesker rapporterer typisk lavere livstilfredshed i lande, der har været eller stadig er under kommunistisk styre. Derfor inkluderer vi en såkaldt dummyvariabel for, om et land har været det (det får værdien 1, hvis ja, ellers nul).
Inden vi ser på, hvor meget henholdsvis individualisme, indkomst og kommunisme-dummyen kan forklare af variationen i den gennemsnitlige livstilfredshed, skal vi være opmærksom på et potentielt problem, nemlig om de tre forklarende variable kan være korreleret. I så fald kan det give problemer med deres indbyrdes forklaringskraft (kaldet multikollinearitet). Og her har vi faktisk et potentielt problem, fordi individualistiske kulturer viser sig at have en højere indkomst (korrelationskoefficienten er 0,67). Det giver os ganske vist et problem med at skille forklaringskraften for de to variable helt ad, men til gengæld viser det også, at individualisme kan påvirke livstilfredsheden ad flere kanaler. Dels kan individualisme have en direkte virkning, dels via at gøre folk rigere og derigennem mere lykkelige. Man kunne f.eks. forestille sig et trade-off, sådan at individualisme på den ene side gjorde folk lykkeligere ved at gøre dem rigere, men mindre lykkelige ved at undergrave sammenhængskraft osv.
De centrale resultater fra vores regression ses af nedenstående tabel.
Tabellen viser, at der er ikke noget sådan trade-off i tallene. Tværtimod er fortegnet positivt for både effekten af individualisme og af indkomst positiv på selvrapporteret lykke. Det kan fortolkes på den måde, at individualisme virker både direkte og indirekte til at gøre folk mere lykkeligere.
Hvis vi ser på kommunist-dummyen, er der ikke den samme korrelation med de to andre forklarende variable, men til gengæld er effekten meget signifikant negativ. Og hvad siger det så? Ja, for det første at den negative effekt af kollektivisme på lykke ikke kun er drevet af de fiaskoprægede kommunistiske regimer. For det andet kan man vel tillade sig at betragte kommunistiske værdier som (et af flere) udtryk for kollektivisme i sig selv. Men det er altså ikke kun kommunist-kollektivisme, som gør folk mindre lykkelige.
Det skal naturligvis understreges, at vores undersøgelse ikke tillader en streng kausal fortolkning. Vi kan se en klar korrelation – direkte og indirekte – mellem individualisme og lykke, men ikke nødvendigvis, hvad der fører til hvad. Det er altså i teorien muligt, at lykkelige og velhavende mennesker bliver mere individualistiske i stedet for den anden vej rundt.
Det er et generelt problem ved at bruge kulturelle variable, som ikke ændrer sig så meget over tid. Hvis vi kunne identificere et chok til værdierne, kunne man designe et mere kausalt studie. Men korrelationen er meget tydelig og ikke let at få til at passe med det nationalkonservative og venstreorienterede postulat om, at individualisme fører til mistrivsel og andre sociale patologier.
I figurerne har jeg plottet den direkte sammenhæng mellem lykke og henholdsvis individualisme og indkomstniveau. I den lille tabel afrapporterer som sagt den samlede statistiske analyse.
Sammenfattende er der altså ikke tegn på, at individualisme har negative konsekvenser – eller i hvert fald ikke på, at de eventuelle negative konsekvenser overdøver de positive. Jeg synes, der er for mange eksempler på, at nationalkonservative debattører blot postulerer en sammenhæng uden at dokumentere eller sandsynliggøre den. Empirien tyder, som vi har set, tværtimod på den modsatte sammenhæng, når det gælder individualisme og mistrivsel.
Men hvorfor kan det så virke så dragende at udpege individualisme grundlæggende årsag til angivelige problemer med mistrivsel og dårlig sammenhængskraft? Det vil jeg tage op i et senere indlæg.
Af Christian Bjørnskov, den 6. juli 2024. Skriv et svar
Fraser Instituttet i Vancouver har det sidste års tid haft et større projekt med titlen Realities of Socialism. Projektet har dækket to lande, der aldrig rigtigt var socialistisk – Danmark og Sverige – som i amerikansk debat afbildes som socialistiske, to lande der faktisk var socialistiskee, men ikke længere er det – Estland og Polen – og et af de få lande, der valgte en fundamentalt anderledes vej: Singapore.
Hele projektet, som den glimrende danske økonom Lars Christensen har bidraget til, er absolut værd at tage et nærmere kig på. Men hvis man ikke har mod på at grave i hjemmesiden og læse adskillige sider, er der en anden mulighed. Rosie Fike interviewer Steven Globerman, der har været en af de drivende kræfter bag. Det hele tager en lille time, og er varmt anbefalet, hvis man vil vide mere om socialisme og andre muligheder, eller bare forstå Danmarks situation lidt bedre.
Af Christian Bjørnskov, den 2. juli 2024. Skriv et svar
Vi skyder vores sommerserie om økonomisk vækst igang idag med en kort afklaring. Et af de forhold, som ikke blot almindelige mennesker, men desværre også en del økonomer ikke forstår, er at vækst kan være kortsigtet eller langsigtet, og komme fra to helt forskellige kilder: Faktorakkumulering og produktivitetsvækst. Det er ekstremt vigtigt at forstå forskellene.
Forskellen er ellers meget enkel at forstå. Økonomisk vækst kan basalt set komme fra, at man bruger mere arbejdskraft, mere energi, flere råvarer osv. til at lave flere eller bedre varer. Det er den del af processen, som de fleste ikke-økonomer forestiller sig, når man taler om vækst. Men økonomisk vækst kan også komme fra produktivitetsfremskridt, hvor man laver det samme med mindre energi, færre råvarer eller mindre spild af dem, færre arbejdstimer osv., eller producerer varer af højere kvalitet med de samme ressourcer. Den første slags proces kalder man faktorakkumulering – dvs. at man bruger flere inputfaktorer for at lave mere output. Den anden slags kommer fra produktivitetsvækst – dvs. processen hvor vi på den ene eller anden måde bliver dygtigere til at bruge de ressourcer, vi nu engang har.
Taler man for eksempel om sammenhængen mellem miljøet og økonomisk vækst, er det helt centralt at forstå, hvilken vækstproces man taler om. Det er næsten indlysende, at faktorakkumulering fører til større miljøproblemer, fordi det indebærer en forøgelse af ressourceforbruget på en eller anden måde. Men det burde være næsten lige så indlysende – når man først kender forskellen på de to slags vækstprocesser – at produktivitetsvækst i det lange løb er forbundet med mindre miljøbelastning, fordi man producerer mere mængde eller kvalitet med mindre ressourceforbrug. At kende forskellen på de to processer er derfor fundamentalt vigtigt.
Det samme gælder centrale diskussioner i dansk politik. Det vigtige her er, at vi siden Solow og Swans arbejde i 50erne, at jo flere arbejdstimer eller jo flere inputs vi stopper ind i produktionen, jo mindre ekstra får vi ud af dem – der er ‘aftagende marginalafkast’. Den ekstra times arbejde giver ikke nær så meget, hvis man allerede arbejder 40 timer om ugen, som hvis man allerede arbejde 25. Hvis man derfor forsøger at hæve væksten ved at øge arbejdsudbuddet, som det har været diskussionen i mange år, får man ikke andet end kortsigtet vækst ud af det. Øget arbejdsudbud er ekstra faktorinput, og når effekten af at arbejde én ekstra time er realiseret, er der ikke yderligere vækst i det. Derimod vil alle tiltag, der forøger produktivitetsvæksten også forøge den permanente vækst; det der ofte kaldes ‘trend-væksten’.
Målet med korrekt forstået vækstpolitik er derfor altid at forøge produktivitetsvæksten i samfundet. Det er både der, man skal finde de store vækstfremskridt, hvor væksten er permanent, og hvor den også kan indebære miljøfremskridt. Dét aspekt kommer vi til at bære videre i sommerserien.
Som vi skrev om allerede for tre år siden, er Danmark og væsentlige dele af Europa i en decideret vækstkrise. Hvorfor det er sket og hvad man kan gøre ved det, er i virkeligheden store og væsentlige spørgsmål. Vi tager fat på dem i løbet af sommeren i en serie indlæg.
Som altid består sommerserien af en håndfuld emner, som vi har planlagt at skrive om på forhånd, og emer som dukker op undervejs. Der kommer naturligvis indlæg om vigtigheden af handel, gode institutioner, de nordiske tillidskultur, og iværksætteri. Vi regner også med at skrive om, hvorfor Latinamerika holdt op med at vokse, og hvad de asiatiske tigre og afrikanske højdespringere gjorde rigtigt. Men derudover opfordrer vi vores læsere til at foreslå emner til serien. Vi kan ikke love, at vi skriver om dem – det afhænger af, om der er solid forskning på området – men hvis der er, gør vi en indsats!
Af Christian Bjørnskov, den 27. juni 2024. Skriv et svar
De seneste år er der sket ret meget i vores forståelse af kup af kupforsøg. Forskningen har i høj grad undersøgt, hvad der sker efter kup: Hvordan økonomien udvikler sig, hvilke institutionelle ændringer der typisk sker, ændringer i militærudgifter, og undertrykkelsesdynamik er blot nogle af de emner, der sidste godt fem års forskning har set på. Men regimeændringer kan ske på andre måder, og særligt en af dem er blevet glemt af forskningen: Den bredere katergori af revolutioner.
Heldigvis er den slags huller i litteraturen glimrende emner for PhD-afhandlinger, og netop forståelsen af, hvad revolutioner gør, var emnet for den afhandling, Joshua Ammons forsvarede tidligere i år på George Mason University udenfor Washington DC. Han er pt. ansat på Institute for Humane Studies, samtidig med at han starter som post doctoral fellow ved Wabash College. Som man altid håber, er kapitlerne i hans afhandling nu på vej ud som artikler.
Særligt to af Joshs kapitler er værd at fremhæve, da de begge udkommer i gode tidsskrifter. I det første, der skrevet sammen med Shishir Shakya (Appalachian State University) og udkommer i Public Choice, ser han på om revolutioner påvirker graden af korruption i et land. Spørgmålet er interessant, fordi mange revolutioner – både de voldelige og de fredelige – begrundes som opgør med en korrupt elite eller apparat.
De to starter med at fortælle historien om Idriss Deby, der tog magten i Chad ved et kup og erklærede, at skulle være demokratisk og mindre korrupt. Resultatet blev, at Debys regime blev endnu mere korrupt end den allerede famøst korrupte Hissene Habre. Josh og hans medforfatter finder i deres undersøgelse af revolutionskampagner siden 1900, at det generelle billede er, at revolutionerne ikke påvirker korruptionen. Som man siger – revolutionen spiser sine børn – og det gælder også når man ser på korruption. Tager man hensyn til, at lande ofte får dårligere udvikling af befolkningens uddannelse efter revolutioner, er den langsigtede effekt endda negativ!
Konklusionerne er lidt mere positive i Institutional Effects of Nonviolent and Violent Revolutions, der udkommer i World Development Perspectives. Josh giver i artiklen et overblik over de 65 separate studier af revolutioner, der er udgivet. Han peger allerførst på, at litteraturen samlet viser, at ikke-voldelige revolutioner generelt fører til bedre resultater. Det gælder i særlig grad, at ikke-voldelige revolutioner oftere fører til demokratisering, ligesom folks civile rettigheder respekteres mere og retsvæsener og andre dele af de offentlige institutioner forbedres.
Som Joshs sidste highlight i artiklen siger, er det sådan at litteraturen “While highlighting the empirical edge of disciplined nonviolent resistance […] emphasizes the situated agency of citizens in driving social change through values, cooperation, and creative problem-solving.” Der er med andre ord behov for mere forskning i, hvordan folk navigerer store regimetransitioner – og måske behov for at holde øje med Joshua Ammons forskning de kommende år.
Af Christian Bjørnskov, den 25. juni 2024. Skriv et svar
I dag, den 25. juni, er det 178 år siden at verden med en enkelt parlamentsbeslutning blev væsentligt bedre. Storbritanniens premierminister Sir Robert Peel samlede et flertal af Whigs og enkelte af sine partifæller imod et flertal af konservative, for at afskaffe landets handelsbarrierer mod import af korn og andre fødevarer. Beslutningen – der idag kaldes the Repeal of the Corn Laws– var det første, store skridt mod frihandel i Storbritannien og Nordeuropa.
Baggrunden var, at landet siden 1600-tallet havde haft handelsbarrierer overfor import af fødevarer fra resten af verden. Fra slutningen af 1700-tallet udviklede samfundsvidenskaberne dog en forståelse af, både hvem der havde gavn af barriererne, men også at de samlet set var skadelige for den britiske økonomi. Det gjaldt ikke mindst efter David Ricardos Principles of Political Economy and Taxation blev udgivet i 1817. Ricardo beskrev i bogen sin teori om ‘komparative fordele’ (som John Stuart Mill døbte fænomenet), der indtil idag har været grundstenen i moderne handelsteori. Da Peel gennemførte en liberalisering af handelspolitikken, var konsekvenserne således allerede fuldt forståede og forudsigelige.
Liberaliseringen var ikke blot starten på en lang vækstperiode for Storbritannien, men også begyndelsen på en lang række lignende reformer i andre lande. Det blev derfor også – helt forudsigeligt – perioden hvor Danmark begyndte at specialisere sig i bacon, korn, og mejeriprodukter, og hvor man en overgang kunne høre Jylland blive omtalt som Londons madkammer.
Dagen fortjener ikke blot at blive husket for en del af indvarslingen af moderne vækst i Nordeuropa, men også fordi mange politikere og vælgere har glemt de indsigter, reformen byggede på. Det gælder ikke mindst, at den bedste handelspolitik er en politik uden nogen form for handelshindringer. Om man kalder det ‘strategisk autonomi’ (som EU-kommissionen), straf for andre landes statsstøtte, og blot misforstået nationalisme, er aktiv handelspolitik enn idé, der gør folk fattigere. Hvis der var ét emne, jeg ville undervise Folketingets politikere i, og som de færreste af dem forstår, var det netop det.
I mange vestlige lande, inklusive Danmark, findes en lille bevægelse, der argumenterer for at vi bør stoppe økonomisk vækst. Folk i bevægelsen er overbeviste om, at økonomisk vækst er forbundet med forurening, miljøproblemer, global opvarmning, tab af biodiversitet, og menneskelig elendighed. Der er således tale om en gruppering, der ønsker at afskaffe vestlig vækst og markedsøkonomi, gøre mennesker i rige lande fattigere, og i allerbedste fald omfordele fra velfungerende lande til fattige lande. Målet er som helhed at gøre kloden fattigere i miljøets eller den globale retfærdigheds navn.
Heldigvis har vores fremragende, unge kollega Justin Callais fra University of Louisiana Lafayette netop startet en Substack om økonomisk vækst. Og Justins første emneserie kommer til at handle om netop det: Hvorfor degrowth er så forvirret og forfejlet et koncept.
Hvis nogle læsere kan genkende navnet, er det fordi vi tidligere har omtalt Justin her på bloggen. Han er et af de meget spændende nye navne i amerikansk public choice, og har allerede markeret sig artikler i bl.a. Public Choice, European Economic Review, og Journal of Economic Behavior & Organization om så forskellige emner som forfatninger skrevet efter revolutioner er anderledes, om den politiske økonomi bag fyrtårne, og om markeder faktisk underminerer folks moral.
Justin peger i sit indlæg på, at økonomisk vækst et tydeligt er forbundet med så forskellige goder som borgere, der er mere tilfredse med deres liv, lang lavere dødsfald ved fødsler, lang lavere børnedødelighed, og langt færre mennesker, der lever i dyb fattigdom. Man kunne fortsætte listen, men bare konklusionen, at borgerne i rigere lande “are happier, healthier, and have less truly desperate levels of poverty” burde være nok. Debunking Degrowth er varmt anbefalet!
Medierne meddelte tidligere denne uge, at EU-Kommissionen vil underrette Europas bilproducenter om, at den ønsker at indføre en ekstra told på op til 25 procent på import af kinesiske elbiler. Tolden skal gælde fra næste måned, og den officielle intention er, at den skal være midlertidig. Måske giver den politisk mening, men fra en økonomisk vinkel er EU’s nye toldtiltag absolut vanvid.
Berlingske noterer idag, at Frankrig og Spanien har været ‘fortalere’ – læs, har lobbyet – for den nye told, mens bl.a. Tyskland og Sverige er imod. Baggrunden er, at kinesiske producenters andel af markedet for elbiler i EU de senere år er steget til otte procent. Som en yderligere grund til tiltaget, har kommissionsformand Ursula von der Leyen understreget, at “EU’s handelsunderskud med Kina er helt urimeligt højt” og at Kina giver statsstøtte til landets producenter. Kommissionens argument er således, at konkurrencen ikke er fair, at det landespecifikke underskud er for stort – og iøvrigt, at tolden kan give EU indtægter, som ikke kommer direkte fra medlemslandene.
Ingen af de danske medier har fanget, at von der Leyens argumenter er identiske med Donald Trumps retfærdiggørelse af de handelsbarrierer, han indførte og præsident Biden siden har udbygget. Allerførst giver det absolut ingen mening at kigge på et landespecifikt handelsunderskud. Læserne har nok, ligesom forfattere af denne blog, et ret solidt ‘handelsunderskud’ med Meny, Føtex eller andre forretninger, uden at det er et problem. På samme måde gælder det for lande, at man under nogle isolerede omstændigheder kan se det samlede handelsunderskud som et problem, men underskuddet med bestemte lande er inderligt ligegyldigt. At argumentere for politik med, at underskuddet med Kina er for stort, et intet andet end økonomisk analfabetisk.
Det samme gælder i virkeligheden for argumentet imod Kinas statsstøtte. Hvis den kinesiske regering effektivt støtter elbilproducenter i landet, der eksporterer til Europa, er det i sidste ende en overførsel til europæiske forbrugere. Man kan måske argumentere, at der er en pris at betale for europæiske elbilproducenter, men gevinsten for forbrugerne af at kunne købe billigere elbiler fra Kina er langt større.
Von der Leyens sidst argument bør også bekymre de fleste almindelige mennesker, og mange politikere. For argumentet er, at en elbilstold giver EU indtægter. Princippet i unionen er, at alle omkostninger skal finansieres af medlemsstaterne – unionen i sig selv bør ikke have indtægter. Men det forsøger man disse år at komme udenom, så EU kan bruge penge på tiltag uden at høre medlemsstaterne og søge finansiering fra dem. Von der Leyens argumenter er således en blanding af analfabetisme, blatant gammeldags protektionisme, og forsøg på at gøre unionsapparatet mere suverænt. Ingen af dem burde accepteres af bare normalbegavede borgere.
Af Otto Brøns-Petersen, den 12. juni 2024. Skriv et svar
Valget i EU som sådan er blevet udlagt som et sving i uliberal retning, fordi ”højrepartierne” i Europa gik markant frem, mens partierne i den liberale Renew-gruppe gik tilbage – bl.a. i Frankrig, hvor en chokeret præsident Macron udskrev nyvalg til Nationalforsamlingen efter at have fået halvt så mange stemmer som Le Pen.
Af Otto Brøns-Petersen, den 6. juni 2024. Skriv et svar
Det er begyndt at gå op for politikerne, at EU er tynget af problemer med bl.a. lav økonomisk vækst. Macron har talt om, at truslen endda kan være eksistentiel på lang sigt.
Det er godt, fordi der er et reelt problem med lav vækst, og fordi velstand er nøglen til bl.a. Europas sikkerhed.
Men hvor der kan være meget rigtigt i diagnosen, er der grund til at advare mod nogle af de politiske ”løsningsforslag”. De risikerer at gøre problemerne større, ikke mindre.
Tusind, tusind tak for, at jeg får lov til at sige et par bevingede ord til jer her på denne for Danmark så store dag.
Jeg vil gerne starte med at stille jer et ret simpelt spørgsmål: Hvis I tænker jer godt om, kan I så nævne én lov i nyere tid, der har givet danskerne mere frihed?
Jeg har jo selv haft god tid til at tænke over dét spørgsmål. Alligevel kan jeg ikke umiddelbart komme i tanke om en sådan lov, selvom jeg er rimelig sikker på, at den må findes blandt de godt 200 love, Folketinget vedtager hvert år.
Lad mig så stille jer et andet spørgsmål. Kan I – top of mind – nævne fem love, der har indskrænket danskernes frihed?
Af Christian Bjørnskov, den 4. juni 2024. Skriv et svar
Danske politikere er glade for at beskatte befolkningen, men ikke for at tale om virkningerne af skat. På venstrefløjen afviser man enten, at skat kan have dynamiske effekter, eller argumenterer for, at man med høje skatter opnår enten ‘lighed’ eller finansierer ‘gode’ formål. På højrefløjen foreetrækker man enten ikke at tale om emnet, eller gør det meget forsigtigt for ikke at forskrække SF-vælgere, der måske kunne skifte parti. Det gør bare ikke emnet mindre vigtigt, eller konsekvenserne af høje skatter mindre skadelige.
Min IFN-kollega Jacob Lundberg har tidligere i år skrevet en rapport for Svenskt Näringsliv – Sveriges pendant til Dansk Industri – om netop det emne, som blev udgivet i maj. Jacob køber ikke argumentet om, at marginalskatten ikke er særligt vigtig. Som han skriver: “Skatterna är bland politikens mest kraftfulla verktyg och spelar stor roll för tillväxten eftersom de påverkar nästan alla ekonomiska beslut som individer och företag fattar.”
Jacob starter med fuldstændigt at afklare en forvirring, der ellers findes i stor stil i både den politiske debat, og desværre endda blandt en række af mine kolleger. Der er to forskellige slags ‘dynamiske’ effekter!
For det første er der de dynamiske effekter, der tales om i den danske debat: Arbejdsudbudseffekter og investeringseffekter. Begge dele er såkaldt dynamiske effekter, der giver statiske effekter. Et højere udbud af arbejde eller større investeringer giver et højere BNP, men når hele effekten er slået til, er der ikke mere i dem.
Den anden slags dynamisk effekt er effekten af skat på iværksætteri og innovation. De to rykker ikke kun på BNP, men på den underliggende vækst i BNP på længere sigt. De type konsekvens glemmes for det meste i debatten, men er i virkeligheden langt vigtigere end arbejdsudbuddet og virksomhedernes almindelige investeringer. Hvorfor der ikke tales mere om dem, er et mysterium.
Er man mere interesseret, gennemgår Jacob en væsentlig del af den nye litteratur i den meget fine og grundige rapport. Det hele kan læses her og er varmt anbefalet for danskere, svenskere, og resten af verden der kan læse svensk.
DR har idag en nyhed om, at DI og flere danske politikere nu mener, at man bør sætte prisgrænsen ned for, hvornår der skal betales told af en importeret vare. Baggrunden er, at det kinesiske firma Temu og flere andre er begyndt at sende mange pakker til Danmark. Danskerne har fundet ud af, at man kan købe mange billige varer hos bl.a. Temu og få dem leveret til en kiosk eller andet tæt på. Og som fornuftige forbrugere gør mange selvfølgelig netop det.
Det har hidset flere politikere op, og helt unikt også DI, der ellers ikke plejer at være økonomisk analfabetisk. Peter Bay Kirkegaard, der er seniorchefkonsulent hos DI, er ude med et krav om, at EU sænker bagatelgrænsen for, hvornår der skal betales told af importerede varer. Han hævder derudover, at der er tale om såkaldt ‘dumping’ fra nogle af de kinesiske firmaer – dvs. at de faktisk sælger varerne under omkostninger og derfor direkte taber på salget. Det kan i princippet kun lade sig gøre, hvis firmaet enten bliver subsidieret af den kinesiske stat, så det er de kinesiske forbrugere det bærer omkostningen, eller at det kun gør det en kort tid for mere permanent at erobre større markedsandele.
Argumentet fra både DI, Enhedslistens Per Clausen, og Danmarksdemokraternes Kristoffer Storm, er at importen skader danske virksomheder, der ikke kan konkurrere på ‘fair’ vilkår. Det er en af de ældste travere i protektionisternes verbale arsenal, og et argument vi har forstået fuldt siden David Ricardos arbejde i 1817, er absolut nonsens. Virksomheder, der konkurrerer direkte med den kinesiske import, vil naturligvis have en interesse i at stoppe den. Men den beskyttelse kommer med store tab for både forbrugerne og andre virksomheder, der rammes af både lavere samlet købekraft og potentielt også højere priser på input. Mekanismen er noget, enhver økonom med bare et modikum at selvrespekt skal kende og forstå.
Og det er her, dagens spørgsmål ligger: Er en eller flere af de tre, DR har interviewet, ude i et ærinde for en særinteresse, velvidende at forslaget er økonomisk skadeligt, eller er de ‘blot’ økonomiske analfabeter? Ser man på deres uddannelsesniveau, kan man ikke afvise basal inkompetence som en forklaring. Peter Bay Kirkegaard er uddannet fra statskundskab i Aarhus, Per Clausen har læst samfundsfag på Aalborg Universitet i 1980erne, og Kristoffer Storm har en HA jur. fra samme sted.
Man kan derfor måske undskylde de tre med fundamental uvidenhed: Der er sandsynligvis ingen af dem, der nogensinde er blevet undervist i handelsteori eller noget, der er blot tæt på. Clausen og Storm er derudover politikere, der har et enkelt ærinde – at overbevise vælgere og at blive set i debatten – og har således heller ingen egeninteresse i at vide ret meget om noget. Men Kirkegaard er trods alt chefkonsulent i DI, og burde derfor være bedre informeret og mere vidende end at rykke ud med nyprotektionistisk vrøvl. Og der burde også være en chef, der stoppede manden, før han risikerer at gøre skade på dansk erhvervsliv som helhed. Man må stille spørgsmålet, om Kirkegaard er emblematisk for, hvor dybt DI’s faglige niveau er faldet.
Sagen er rystende, fordi jeg og mine kolleger ikke ligefrem har regnet med, at den nyprotektionistiske bølge, der raser i de mere populistiske dele af amerikansk og europæisk politik, ville ramme Danmark. Helt særligt regnede vi ikke med, at Dansk Industri ville hoppe med på en så absurd analfabetisk idé. Det er skammeligt på flere plan.
Fra en rent teoretisk – og en intuitiv – vinkel er uddannelse vigtig for langsigtet vækst. Et vist uddannelsesniveau e nødvendigt for at have en forsknings- og udviklingssektor, for at medarbejdere kan lære nye metoder og ny produktion, og mere uddannede medarbejdere er også mere fleksible. Det er også svært at have et nogenlunde effektivt embedsværk uden et vist uddannelsesniveau, og nogle forskere mener også, at mere uddannede vælgere opfører sig mere begavet, når de stemmer. Problemet er bare, at forskningen har et problem, som Lant Pritchett beskrev i den glimrende Where Has All the Education Gone?for 25 år siden: Det er faktisk svært at vise sammenhængen empirisk.
Mine svenske kolleger Gabriel Heller-Sahlgren og Henrik Jordahl har netop udgivet en lille artikel i Applied Economic Letters med titlen Test Scores and Economic Growth: Update and Extension, der ser med friske øjne på problemet. Gabriel og Henrik følger en approach der blev startet af Hanushek og Woessman for ti år siden, hvor man i stedet for længden af folks uddannelse ser på test-scorer: Hvor meget har folk faktisk lært i folkeskolen eller gymnasiet, i stedet for bare at se på, hvor mange der har gået x år i skole. Det gør en væsentlig forskel.
Gabriel og Henrik opsummerer deres resultater således: “Our estimates also indicate a strong association between the share of top-performing students and economic growth. The share of top-performing students exhibits a correlation with economic growth that is five times as strong as the correlation between the share of students who meets basic requirements and economic growth.”
Med andre ord peger den nye forskning på to særlige forhold. For det første, at testscorer er meget bedre forklaringer for økonomisk vækst end antal skoleår. For det andet – og mere væsentligt – at den virkelige drivkraft ser ud til at komme fra andelen af studerende, der klarer sig virkeligt godt. Det peget således på, at den store væksteffekt kommer fra de virkeligt dygtige studerende – dem der kan noget særligt og har lært noget særligt – og ikke så meget fra den grå masses gennemsnitlige uddannelse. Det er ikke nogen særligt socialdemokratisk konklusion, og det er bestemt heller ikke en konklusion, der får regeringens angreb på de lange universitetsuddannelser til at se specielt begavet ud!
