Når begge politiske fløje tager fejl om nedlukningernes effekt…

Dette studie, Dave et al. (2021), er ret interessant, fordi det peger på, at begge politiske fløje var overbeviste om, at det var politikerne der styrede pandemiens udvikling. De var blot uenige om, hvordan man skulle afveje økonomisk aktivitet i forhold til reddede liv.

I sidste ende viste det sig dog, at det slet ikke var politikerne der styrede pandemien og foretog afvejningerne. Det gjorde borgerne. Her er fra abstract (min fremhævning):

In the midst of mass COVID-19 vaccination distribution efforts in the U.S., Texas became the first state to abolish its mask mandate and fully lift capacity constraints for all businesses, effective on March 10, 2021. Proponents claimed that the reopening would generate short-run employment growth and signal a return to normal while opponents argued that it would cause a resurgence of COVID-19 and kill Texans. This study finds that each side was largely incorrect. First, using daily anonymized smartphone data — and synthetic control and difference-indifferences approaches — we find no evidence that the Texas reopening led to substantial changes in mobility, including foot traffic at a wide set of business establishments. Second, we find no evidence that the Texas reopening affected the rate of new COVID-19 cases or deaths during the five weeks following the reopening. Our null results persist across more urbanized and less urbanized counties, as well as across counties that supported Donald Trump and Joe Biden in the 2020 presidential election.

Man så lidt samme tendens i Danmark, hvor diskussionen sjældent gik på, om nedlukningerne overhovedet virkede. Ofte var det hensynet til økonomien, der blev brugt som argument for genåbninger. Også selvom den ene genåbning efter den anden blev efterfulgt af en aftagende pandemi på trods af modellernes påstand om det modsatte.

Figur: Modelprognoser for antal indlagte patienter med og uden genåbning sammenlignet med faktiske udfald (Danmark, 2021)

Hvad gør Putin, hvis/når Rusland taber krigen? Måske ingenting…

Jacob Nyrup, Oslo Universitet, der forsker i bl.a. diktatorer, har skrevet en interessant tråd på Twitter om hvad Putin gør, hvis/når han taber krigen mod Ukraine.

Nyrup når frem til den – lidt overraskende – konklusion, at svaret sandsynligvis er: Ingenting.

Nyrups primære argument er, at diktatorer ofter sidder tungt på magten og selv bestemmer, hvornår de vil gå af (indtil de ikke selv bestemmer det længere, selvfølgelig). Han giver en række eksempler på diktatorer, der led nederlag, og alligevel blev siddende på magten.

En af forklaringerne er, at diktatorerne selv bestemmer, hvad “sandheden” er. Bl.a. fordi han styrer statsmedierne.

Det gode ved dette er – set fra vores synspunkt – at Putin ikke behøver smide en atombombe. Hvorfor skulle han dog det, når han ikke er truet og man i Rusland anser ham for at “vinde”…

Om Nyrup får ret, vil tiden vise. Argumenterne ser umiddelbart ud til at holde.

Årets opgaver: Økonomiske effekter af fodbold-VM

Hvert år vejleder jeg en række bacheloropgaver og specialer, og hvert år er der heldigvis nogle virkeligt gode blandt dem. En gang imellem er der endda en virkeligt god med et emne, der også kunne have interesse blandt punditokraternes læsere. Mads Henning Kristensen og Erik Oskar Rasmussens bacheloropgave, som de forsvarede tidligere på ugen, er en af dem.

Mads og Oskars overordnede emne er, hvordan mega-events påvirker et lands økonomi. Helt specifikt ser de på fodbold-VM, hvilket giver dem to fordele: For det første er fodbold-VM mere sammenlignelige end mange andre events, da der er en klar struktur for alle, der er interesserede i at afholde VM, og for det andet er der en klar budrunde, hvor man ved hvilke lande der byder, og selvfølgelig ser, hvilket land vinder bud og bliver den faktiske vært. Dette clue, der først blev benyttet af Mark Spiegel og Andrew Rose, indebærer at man har en ret god statistisk kontrolgruppe i form af de lande, der bød på VM, men ikke fik det. Man sammenligner således ikke VM-værter med alle mulige andre lande, men kun med dem, der på samme tidspunkt var i stand til at afholde samme event. Med andre ord får man løst en række ellers besværlige statistiske problemer.

Resultatet i Mads og Oskars studie er, at det ikke er en god idé at afholde et VM – i hvert fald ikke fra et økonomisk synspunkt. En simpel måde at illustrere det overordnede billede, de finder, er at plotte udviklingen i BNP per indbygger (indekseret til nul i starten) og investeringsraten fra otte år før eventen – dvs. fra året de vinder buddet – til fem år efter. Det gør vi nedenfor, hvor den fuldt optrukne linje er værten, og den stiplede linje er gennemsnittet af de lande, der bød men ikke fik værtsskabet. Som figuren viser, er der en tydelig indikation på, at værtslandet faktisk har ringere BNP-udvikling fra omkring året for eventen og fem år frem. Den lille forskel i nogle få år før, kan tilskrives øget beskæftigelse omkring forhold som stadionbyggeri eller andet, men er ikke signifikant.

Billedet er særligt interessant, når det sammenholdes med investeringsraten nedenfor. Det er nemlig klart, at værtslandet afholder markant større investeringer i årene op til VM, men med en nedeadgående trend i hele perioden. Den meget klare indikation man får fra kombinationen af de to figurers indhold, er at VM-værter afholder ganske betydelige investeringer, men at disse investeringer er helt uproduktive og sandsynligvis på langt sigter skubber potentielt produktive investeringer ud af markedet.

Mads og Erik viser således meget fint, at hele hypen og de ofte gentagne, politiske påstande om store gevinster, ‘branding’ og andet, ikke er andet end tom snak. Erfaringen fra de lande, der faktisk har afholdt VM, taler sit klare sprog: Der er ingen økonomisk case for at afholde den type mega-events!

Videnskab.dk lever ikke op til eget navn i kritik af dansk vaccinestudie

Videnskab.dk har udgivet en stærkt kritisk artikel om studiet fra danske forskere, Benn et al. (2022), som på baggrund af de randomiserede data, der førte til vaccinernes godkendelse, finder at mRNA-vaccinerne ikke reducerede den samlede dødelighed (Christian Bjørnskov har skrevet om studiet her). Jeg er ikke vaccineforsker og vil derfor ikke begive mig ud at vurdere studiet. Men jeg har en del erfaring med videnskab.dk[i] og har derfor set lidt på kritikken.

Min overordnede konklusion er, at intet af det, videnskab.dk bringer som en kritik af studiet, faktisk er reel kritik. Der er snarere tale om påpegning af, at der er rum for yderligere forskning (som Benn et al. også selv konkluderer). Videnskab.dk’s artikel havde været betydeligt mere videnskabelig, hvis den var gået til resultaterne med åbent sind og – i stedet for at forsøge at affeje resultaterne – havde formidlet de muligheder for yderligere forskning, der åbenlyst er på baggrund af de yderst interessante resultater i Benn et al. Der er trods alt en stor del af verdens befolkning, der endnu ikke er blevet vaccineret eller har behov for revaccination mod COVID-19, og de skal selvfølgelig have mulighed for at vælge den bedst mulige vaccine.

Men lad os tage kritikken punkt for punkt.

Læs resten

Akademisk frihed og produktivitet: Hvor i verden er vi?

For nogle måneder siden skrev vi om en ny artikel af Niclas Berggren (IFN) og undertegnede med titlen Academic Freedom, Institutions, and Productivity. Artiklen udkom for et par uger siden i Southern Economic Journal, og har – hvis vi skal være ærlige – ikke helt fået den opmærksomhed, vi havde håbet den skulle få.

Budskabet i artiklen er ellers ganske intuitivt: Vi finder at akademisk frihed – “[t]he freedom of teachers and students to teach, study and pursue knowledge and research without unreasonable interference or restriction from law, institutional regulations or public pressure.” – er forbundet med hurtigere produktivitetsvækst, men kun under en bestemt betingelse. For at kunne se systematiske effekter af at give forskere og andre akademikere fuld frihed, kræver det at landet også har et nogenlunde effektivt retsvæsen, der bl.a. beskytter privat ejendomsret. Med andre ord kan vi observere på tværs af verden siden 1960, at akademiske indsigter og gennembrud først bliver til ny produktivitet, når et relativt godt retsvæsen kan gøre det profitabelt for private virksomheder at investere i indsigterne.

Dagens spørgsmål er derfor, hvor i verden den slags produktivitetseffekter er mest sandsynlige. Det illustrerer vi ved at gange to mål sammen: Et mål for graden af akademisk frihed og et mål for kvaliteten af retsvæsenet (begge fra V-Dem-projektet). Ved netop af gange dem sammen får vi et indeks der fanger, i hvor høj grad et land er karakteriseret af begge forhold. I kortet nedenfor er lysere farver det samme som højere indeks, og dermed en væsentlig større sandsynlighed for, at man ser produktivitetseffekter af kombinationen af akademisk frihed og retslig kvalitet.

Det burde ikke overraske nogen, at Vesteuropa og væsentlige dele af Centraleuropa, sammen med de britiske offspring (Australien, Canada, New Zealand og USA) ligger i den absolute top. De interessante observationer ligge udenfor den rigeste del af verden: Chile og Uruguay i Latinamerika, men ikke Mellemamerika, Botswana, Namibia og Sydafrika, men også et område i Vestafrika omkring Nigeria, Benin og Ghana, og Filippinerne i højere grad end Indonesien eller Vietnam. Forskningsdrevet innovation og produktivitet er således ikke tydeligt i højsædet i de traditionelle vækstøkonomier som Kina og Indien. Så skal man til at gentænke, hvor de næste årtiers vækstmarkeder ligger?

Huslejereguleringen skaber boligmanglen

Da man fjernede huslejereguleringen i Norgei 1982, ændrede boligannoncerne i Oslo sig fra “Lejlighed søges” til “Lejlighed udlejes”. Det er et af resultaterne i Oust (2017).

Kan det siges mere enkelt, at boligmangel skyldes huslejeregulering?

Her er Cowens og Tabarroks beskrivelse af resultaterne:

Are Oust studied rent controls in Oslo, Norway and found that during the rent control era it was common for landlords to require their tenants to be of a certain gender, age, occupation and even religion (which would be illegal in the United States). Landlords would also find ways to charge extra by asking renters for extra services such as baby-sitting, garden work or snow-clearing. When rent control was eliminated, however, the number of apartments increased and landlords no longer advertised these kinds of requirements. Perhaps most telling, in the rent-control era it was common for renters to advertise “Apartment Wanted” but when rent controls were lifted it became much more common for landlords to advertise “Apartments for Rent!”

Og her er abstract fra Oust (2017):

The removal of the Norwegian rent control in 1982 created a natural experiment that enabled us to investigate whether rent control affected the search and matching process in the private residential rental market in the Norwegian capital, Oslo. We collected and analyzed data on “housing for rent”, “housing wanted” and “housing exchange-wanted” advertisements in Oslo covering a period from 1970 to 2008. We concluded that use of newspaper listing services by potential tenants and landlords changed after the rent control removal. Our results indicate that it is more costly, in time and money, for a potential tenant to search for and to find a home under rent control. Moreover, our results indicate that rent control increases the probability of and the distance from the ideal dwelling, in size, standard and location, a potential tenant have to settle for.

USA er et gennemreguleret land. Og her er data, der viser det

Institute for Justice har en hjemmeside, med overblik over en lang række lavtlønsjob, der kræver licens. Siden giver et godt indblik i de store problemer USA har med overregulering.

Det er virkelig skræmmende data. Fx kræver 37 ud af de 50 delstater en uddannelse, hvis man vil arbejde som shampooer (dvs. vaske kunders hår).

“On average, aspiring shampooers must pay $130 in fees, complete 248 days of education and experience, and pass about two exams”

Only in the US (og UK faktisk…)

Har vi været vidne til endnu en udvidelse af velfærdsstaten?

En af de mange falske myter om velfærdsstaten er, at den skyldes en bevidst plan. Det er langt fra tilfældet. Begyndelsen på den moderne velfærdsstat – folkepensionen – kom ganske vist efter et længere politisk slagsmål. Men mange af de tunge udgiftsområder opstod som mindre udgiftsposter, der med tiden fik vokseværk. Udgifterne til dagpenge svulmede under 70’ernes arbejdsløshed. Efterlønnen var tænkt som en mindre ordning og opstod som et kompromis under SV-regeringen, hvor Venstre gik med mod til gengæld at få indført atomkraft (en aftale der siden løb ud i sandet). Udgifterne til det offentlige sundhedsvæsen er svulmet, fordi behandlingsmulighederne og levetiden er steget, og at sygekasserne blev afskaffet. De fleste af velfærdsstatens ordninger gav anledning til adfærdsændringer, som skubbede regningen op.

Under coronaen og de aktuelle energiprisstigninger har politikerne foretaget endnu en udvidelse af de forsikringsopgaver, staten tager sig af. Under coronaen havde det form af løntilskud, hjælpepakker og kreditter til erhvervslivet. Der blev også udbetalt et engangsbeløb til overførselsindkomstmodtagere – om end det var lidt svært at begrunde, hvorfor netop de blev ramt af epidemiudbruddets konsekvenser.

Under de aktuelt høje energipriser har regeringen af flere omgange lagt ”varmechecks” på bordet, og oppositionen har primært kritiseret, at ikke flere blev omfattet.

I sig selv har disse udbetalinger begrænset effekt på de langsigtede offentlige finanser. Hvis de vel at mærke er engangsforeteelser. Men vil de være det? Staten har påtaget sig nye forsikringsopgaver, og der kan meget vel have opstået forventninger om, at staten står klar i lignende situationer. Ikke så snart brød f.eks. energistigningerne løs, før røster i erhvervslivet ønskede sig nye hjælpepakker.

De risici, der normalt er knyttet til prisudsving for forbrugerne og konjunkturudsving for erhvervene, har de tidligere selv måttet beskytte sig imod. Andre risici har velfærdsstaten som sagt allerede taget på sig. Men hvorfor ikke – kunne man spørge sig – lade staten påtage sig alle risici. Hvorfor ikke bare have en stor forsikringskasse for det hele?

Det er der en række rigtig gode grunde til:

  1. Risikoen forsvinder ikke, fordi staten overtager den. Det er en illusion. Tværtimod allokerer staten risikoen til dem, der i sidste ende ikke kan vægre sig i de politiske spil.
  2. Staten er således heller ikke et bundløst kar. Det er også en illusion. Pengene kommer i stedet i sidste ende fra de skatteydere, som taber det politiske spil sorteper.
  3. Ofte er taberne kommende generationer, som ikke har stemmeret endnu. Logikken er som i et pyramidespil. De første generationer, der f.eks. fik adgang til folkepension, fik en entydig gevinst ved at få en pension, de ikke havde sparet op til. De næste generationers gevinst blev gradvist mindre, fordi de skulle bidrage til de tidligere generationers pension. Først på det tidspunkt, hvor belastningen af de offentlige finanser bliver stor nok til, at systemet må modificeres, begynder generationerne at tabe.
  4. En meget stor del af markedet og ikke mindst de finansielle markeders funktion er at allokere risiciene til dem, der er bedst til og har præference for at bære dem. Investorer deler sig i risikovillige, som ejer egenkapital, og i mindre risikovillige, som ejer fremmedkapital. Risiko og beslutningsret knyttet sammen, og risici pooles og minimeres via aktuarbaserede forsikringer og porteføljespredning. En hensigtsmæssig allokering af risiko er af meget stor betydning for den samlede samfundsøkonomi.
  5. Når staten overtager en risiko, følger uundgåeligt to følgesvende med. Den første er moral hazard. Det er det problem, at borgerne ikke tager nok hensyn til risici, når regningen falder på andre. Til trods for ideen om, at velfærdsstatens opgave er at afbøde risici, så skaber den samtidig mere risikotagning.
  6. Den anden følgesvend er styring og kontrol. Når staten overtager risikoen ved borgernes adfærd, vil den også blive nødt til at modificere den risikable adfærd. Ellers efterlades den med et blødende sår. Derfor er velfærdsstaten også blevet gennemsyret af styring og kontrol. Ledige kontrolleres og tvangsaktiveres for at forhindre misbrug af dagpengesystemet. Offentlige ydelser som studiepladser og hospitalsbehandlinger rationeres. Borgerne beskattes af eller forbydes usund adfærd, fordi de offentlige kasser betaler for behandlingerne. Kontrolvældet er desværre ikke bare et udslag af bureaukratisk amokløb, men er velfærdsstatens nødvendige følgesvend.  

Fristelsen til at forlange, at staten skal overtage vore risici, er forståelig og enorm. Men den kommer med en pris. Bastiat definerede staten som det store bedrag, hvorigennem alle søger at leve på alle andres bekostning. Realiteten er, at vi samlet taber ved at forsøge at lade staten overtage risiciene – hvilket er lidt paradoksalt, hvis vi alle sammen forsøger at undgå risiciene og deres omkostninger.

Bryan Caplans nye blog

Bryan Caplan har fået en ny blog, der hedder “Bet On it”.

Jeg vil anbefale dig at abnnere på bloggen. Caplan er en ekstremt interessant person, som skriver godt og logisk. Og stiller mange gode spørgmål.

Her er fx et udsnit fra hans indlæg om navnet på sin nye blog:

If someone claims that “Safety should be our absolute priority,” we should be taken aback if he eats in a restaurant during a pandemic.  The same goes if a habitual heavy drinker insists, “I do everything for my family,” an irregular church-goer declares, “Nothing is more important to me than my faith,” or a London homeowner announces, “Immigrants have ruined the city.”  Actions speak louder than words: If immigrants really “ruined” London, why don’t you sell your pricey home and move elsewhere?

The seductive power of hyperbole is one major cause of the gap between words and actions.  Overstatement comes naturally to most human beings.  Measuring your words, in contrast, requires conscious effort.  If immigrants annoy you, what fun is it to say something reasonable, like “Immigrants have made this city 2% worse for me”?  Sure, such a statement lets you rebut the “Why don’t you sell your pricey home and move elsewhere?” challenge with a curt “Because a 2% decline in the value of living in London is far too small to justify a move.”  But when you make your position credible, you make it bland.  And who wants to be bland?

Du kan finde indlægget her Og du kan abonnere på bloggen øverst på forsiden her.

En glimrende beskrivelse af, hvorfor det er korrekt at se bort fra COVID-modeller, når man vurderer effekten af nedlukningerne

Jack Mintz fra Fraser Institute og School of Public Policy hos University of Calgary har i skrevet om vores meta-studie i Financial Post.

Han beskriver bl.a. – ret klart – hvorfor kritikken af, at vi ikke medtager modelstudier (som primært blev fremført af epidemiologer), var helt forfejlet. Her er teksten (mine fremhævninger):

Not surprisingly, many epidemiologists took vigorous exception to these results, which are so different from their theoretical models, which were excluded from the analysis. In their view, the Johns Hopkins study cooked the books. In fact, something deeper is at issue.

The scientific method is a proven approach to garnering deeper insights into how the world behaves. It begins with the development of a theory that rests on several assumptions, such as how a disease spreads in the population (e.g., by air or by touch). The theory is then used to derive a prediction, such as the number of COVID deaths avoided. The theoretical models that emerge are typically sophisticated mathematical equations that yield numerical predictions once data are applied to each variable in the model.

The models have to be tested, however. That requires analyzing past data to see whether their predictions were in the ballpark. This is not an easy task since observations, such as the number of COVID deaths, depend on many other factors besides lockdowns and these also need to be included in the analysis. One approach to create more confidence in a theory is to “backdate” models to see if their predictions are close to what actually happened. Set the model up with data that goes to 2010, say, and then see if it “explains” what happened between 2010 and now.

The Johns Hopkins authors were right to include in their meta-analysis only papers that had been tested empirically, not those that had only made theoretical predictions. Whether their conclusion about the effect of mandates is correct only time will tell. Future studies will determine which theories are correct or not. That’s how the scientific method works.

Central regulering gik katastrofalt galt

Foreign Policy har skrevet en interessant artikel om, hvor galt det kan gå med central regulering.

Deres overskrift er ganske vist “Økologisk landbrug gik katastrofalt galt”. Men det er ikke økologisk landbrug, der evar problemet i Sri Lanka. Det var central regulering. En bedre overskrift havde i mine øjne derfor været “Central regulering gik katastrofalt galt”.

Her er et udsnit af artiklen:

Sri Lankan President Gotabaya Rajapaksa promised in his 2019 election campaign to transition the country’s farmers to organic agriculture over a period of 10 years. Last April, Rajapaksa’s government made good on that promise, imposing a nationwide ban on the importation and use of synthetic fertilizers and pesticides and ordering the country’s 2 million farmers to go organic.

The result was brutal and swift. Against claims that organic methods can produce comparable yields to conventional farming, domestic rice production fell 20 percent in just the first six months. Sri Lanka, long self-sufficient in rice production, has been forced to import $450 million worth of rice even as domestic prices for this staple of the national diet surged by around 50 percent. The ban also devastated the nation’s tea crop, its primary export and source of foreign exchange.

Læs hele artiklen her.

NBER arbejdspapir nummer 30.000

National Bureau of Economic Research har netop udsendt sit arbejdspapir nummer 30.000. For økonomisk forskning er arbejdspapirserien en utrolig vigtig kanal. En ikke ringe del af den litteratur, som siden bliver offentliggjort i videnskabelige tidsskrifter og bøger, kommer først som NBER workingpaper. Og for arbejdspapirer, der inden er kommet i en universitets- eller tænketanksserie, er det et kvalitetsstempel at komme som NBER papir.

NBER er en amerikansk tænketank, som blev grundlagt i 1920 og med det oprindelige formål at skaffe bedre data om indkomstfordeling. Siden har dens fokus bredt sig til de fleste af de emner, som økonomer arbejder med. F.eks. bedrev Milton Friedman og Anna Schwartz den forskning, som ledte til A Monetary History of the United States (1965), på NBER. Siden 1970erne, hvor NBER blev reorganiseret af Martin Feldstein, har den primært fungeret som en netværksorganisation for universitetsbaserede økonomer.

Selve arbejdspapirserien kom først til i 1973. Det tog 30 år at publicere de første 10.000 arbejdspapirer. De sidste 10.000 tog 8 år.

Virkede vaccinerne?

Coronaepidemien er officielt ovre i Danmark og en række andre lande, og har nok i virkeligheden været ovre siden sidste sommer. Mange epidemiologer og politikere har hævdet, at det helt primært skyldes vaccinerne, der skabte immunitet og forhindrede folk i at dø af den nye virus. For både forskere og lægmænd kan det lyde rimeligt, men der er et problem: Vi ved det faktisk ikke, fordi vaccinerne blev godkendt på deres demonstrerede effekt på sygdom, og ikke på dødsfald.

Christine Stabel Benn (SDU) har derfor sammen med en række kolleger vurderet, i hvilket omfang vaccinerne ser ud til at beskytte mod dødsfald. Deres papir, der pt. er i preprint med titlen ”Randomised Clinical Trials of COVID-19 Vaccines: Do Adenovirus-Vector Vaccines Have Beneficial Non-Specific Effects?”, bruger data fra alle de trials, der lå til grund for nødgodkendelserne af vaccinerne. Et væsentligt – og stærkt kritisabelt – problem med disse trials er, at producenterne afbrød deres trials noget før man normalt ville have gjort det, og vaccinerede en del af kontrolgruppen. Evidensen, som de blev godkendt på, er derfor ikke så klar som man gerne ville have haft den. Omvendt kan man i dette tilfælde sige, at Benn og hendes kolleger bruger de data, der er til rådighed, og dermed etablerer statistisk evidens der er lige så god som den, der blev brugt i nødgodkendelsesprocedurer i USA og Europa.

Og resultaterne er en anelse rystende. De tre coronavacciner, der er produceret på den ’gammeldags’ måde med en adenovirus-vektor som basis – helt primært Astra-Seneca og Johnson & Johnson – ser ud til at virke: Vaccinegruppen havde en dødelighedsrate, der var 37 % af dødeligheden i placebogrupper. Omvendt havde vaccinegruppen i Moderna og Pfizers trials – de to ’moderne’ vacciner baseret på en mRNA-teknologi – en dødelighed på 103 % af placebogruppens.

Vi viser disse forskelle i figuren ovenfor, hvor søjlernes højde indikerer dødeligheden i promille. Figuren illustrerer klart Benns hovedkonklusion: De to mRNA-vacciner, som blev brugt i stor stil i det meste af den vestlige verden inklusive Danmark, virker faktisk ikke. Med andre ord har store dele af Europa fjernet de vacciner, der faktisk virker mod død, og beholdt dem der ikke gør.

Benn er en førende ekspert i såkaldt ’ikke-specifikke vaccineeffekter’, dvs. utilsigtede effekter af vacciner: Nogle vacciner (muligvis specielt ’levende’ vacciner) beskytter mod mere end den virus, de er lavet til at bekæmpe, mens andre (muligvis primært ’døde’ vacciner) kan skade immunforsvarets evne til at bekæmpe visse andre vira. Det er den type effekter, nogle forskere har alluderet til når de har nævnt muligheden for, at konstant vaccination og ’boosting’ kan træne immunforsvaret forkert, og dermed svække anden immunitet.

Hun og hendes kolleger noterer i papiret, at der er indikationer på uspecifikke effekter af de nye vacciner. Når de følger det, de kalder ’non-accident, non-Covid deaths’, finder de en effekt på 35 % for de gammeldags vacciner mod 117 % for mRNA-vaccinerne. Mens forfatterne understreger, at man ikke kan konkluderer for meget på basis af de relativt tynde trials-data, passer det overordnede billede godt på tidligere forskning fra bl.a. Benn. Og hvis flere studier bekræfter billedet, må man konkludere at epidemien i Danmark blev overstået på samme måde som tidligere virusudbrud: Med almindelig etablering af flokimmunitet, når nok folk har haft virussen…

Er sygeplejersker mindre selviske end ejendomsmæglere?

Mange vil nok umiddelbart mene, at sygeplejersker i højere grad udviser omsorg for andre end ejendomsmæglere. De er trods alt ”velfærdsstatens frontsoldater”.

Men helt så enkelt er det ikke, viser Jacobsen m.fl. (2022), som bruger en twist af diktatorspillet til at vise deres pointe. I diktatorspillet får én person tildelt en portion penge, og skal efterfølgende vælge, hvor stor en andel af pengene, personen vil beholde selv, og hvor stor en del af pengene, der skal gå til andre (i dette tilfælde er ”andre” Amnesty International).

Jacobsen m.fl. (2022) finder i det klassiske diktatorspil – som mange nok ville forvente – at sygeplejersker rent faktisk ER mindre selviske end ejendomsmæglere, når de skal tage stilling til, hvor mange af pengene Amnesty International skal have.

In Part 1 of our experiment, every subject was asked to share 100 Norwegian kroner (NOK), or about 16.5 USD, between themselves and Amnesty International. Our results show that brokers contribute, on average, a substantial 61 percent of their endowment; nurses‘ contributions were significantly larger, however, reaching an average of 75 percent. Thus, in this particular context, nurses were indeed more generous than brokers.

Men her stopper Jacobsen m.fl. (2022) ikke. De udvider spillet ved at give deltagerne mulighed for at betale 10 kr. for at undgå at skulle tage stilling til, om de vil give Amnesty International pengene. Og på dette punkt er sygeplejerskerne faktisk mere selviske, for de er mere tilbøjelige til at betale for at undgå at skulle tage stilling.

In the second part of our experiment, therefore, subjects were given the choice between two options, A and B. Option A implied repeating the game from Part 1 with certainty. Option B implied a 50 percent probability of repeating the game from Part 1, and a 50 percent probability of receiving 90 NOK with no opportunity to donate to Amnesty International. Thus, option B implied a 50 percent probability of costly exit from the dictator game situation. Nurses were substantially more likely to opt for the exit alternative than brokers: 36 percent of brokers and 51 percent of nurses chose B.

Aha. Så selvom sygeplejersker gav mere under part 1, så er de også mere tilbøjelige til at vælge at undgå at skulle tage stilling til at give penge til Amnesty International. Og effekten er betydelig. I gennemsnit gav de 75% af pengene væk. Hvis de ”slipper ud af spillet” og undlader at skulle tage stilling, koster det dem kun 10%. En forskel på hele 65%-point.

Men. Det bliver endnu mere komplekst:

Interestingly, however, those subjects who opted for exit but drew a repetition of the dictator game contributed substantial amounts: 31 percent for brokers and 42 percent for nurses. Even after accounting for exit behavior, nurses were more generous than brokers (in Part 2 and in total).

Som forfatterne påpeger, er resultaterne svære at forklare. Sygeplejerskerne er mere tilbøjelige til at forsøge at undgå at blive sat i en situation, hvor de skal tage stilling til, om de vil give penge til Amnesty International. Men hvis de bliver sat i situationen, donerer sygeplejerskerne mere. I hvert fald i gennemsnit.

As we discuss in more detail below, this pattern of behavior is hard to reconcile with most standard models of social preferences. One possible explanation, however, could be that nurses experience a stronger sense of duty to conform with moral ideals, and that this sense of duty applies more strongly to sharing decisions than to exit decisions.

Man kan spekulere over, om det måske netop er fordi de ved, at de vil give mere, hvis de bliver sat i situationen, at de forsøger at undgå den…

Jacobsen m.fl. (2022) er udgivet her (en gratis arbejdspapir-version kan hentes her).

Kontakttallet i Danmark var under 1, da man lukkede ned i december 2020

Jeg har tidligere beskrevet, hvordan forskere fra Ludwig-Maximilians-Universität München har konkluderet, at nedlukningerne ikke havde nogen effekt på kontakttallet, R, i Tyskland. Forskerne finder nemlig, at kontakttallet faldt til ca. 1 godt en uge før den delvise nedlukning d. 2. november 2020, hvorefter kontakttallet svingede omkring 1 på trods af diverse stramninger.

Ser vi på kontakttallet i Danmark, er historien næsten lige så tydelig. Før nedlukningen faldt kontakttallet fra 1,2 d. 28. november til 1,0 d. 9. december, hvor de første kommuner blev lukket delvist ned. Det fremgår af nedenstående figur, som er baseret på data fra SSI’s datafiler. Udover de daglige kontakttal (som SSI afrunder til 1 decimal) har jeg i figuren tilføjet et 7-dages gennemsnit (midten af ugen +/- 3 dage), så man nemmere kan se udviklingen i kontakttallet.

Læs resten

Nye økonomiske muligheder frigjorde kinesiske kvinderne fra traditionen med liljefødder

Nyt studie viser, at den kinesiske tradition med at invalidere kvinder ved at binde deres fødder ind (kaldet liljefødder), forsvandt da kvinder blev økonomisk værdifulde som arbejdskraft. En effekt der ikke er helt ukendt i den vestlige verden, hvor moderne teknologier som vaskemaskiner, industrialiseret fødevareproduktion osv. var med til at sende kvinderne ud på arbejdsmarkedet.

Her highligts fra studiet (mine fremhævninger):

Læs resten

Bedste danske økonomer 2022

Næsten hvert år siden 2009 har vi hos Punditokraterne skrevet et indlæg om, hvem de bedste danske (national)økonomer er. Pointen fra starten af var at imødegå et problem som mange af os ofte oplever: At ikke-økonomer opfatter dem, der bruges meget af medierne, som de fagligt dygtigste. Nogle meget dygtige økonomer er jævnligt i medierne, men det samme gælder for en række folk, som vi nok ikke helt har samme faglige respekt for. Over årene har indlægget dog også udviklet sig til en diskussion af, hvor svært det er at måle præcist, hvor dygtige forskere er. Man kan med fuld rimelighed lægge vægt på forskellige ting – hvor meget skriver man, hvor publicerer man sine ting, hvor ofte citeres man, og andre forhold – og forskellige forskere har forskellige strategier for, hvordan de gør.

Fra år til år ændrer vi derfor metoden, for at bringe forskellige aspekter af forsknings- og forskerkvalitet frem. Vores metode i år er at tage et gennemsnit af tre forhold for alle økonomiprofessorer ved danske universiteter: 1) En forskers citationstal, delt med det antal år forskeren har været aktiv (for det meste fra det år, vedkommende fik sin PhD); 2) en forskers citationstal, delt med forskerens samlede antal publikationer; og 3) det antal artikler, forskeren har haft i et ’supertidsskrift’. Vi regner supertidsskrifter i nationaløkonomi som American Economic Review, Quarterly Journal of Economics, Journal of Political Economy, Econometrica, og Review of Economic Studies. Vi tæller også, hvis en forsker har haft en artikel I et supertidsskrift i de to nabodiscipliner statskundskab og management, hvis vi regner dem som henholdsvis American Journal of Political Science, American Political Science Review, og Journal of Politics, eller i Academy of Management Journal og Academy of Management Review. I alle tilfælde tager vi logaritmen til tallet, hvilket har den effekt at en forsker, der scorer højt på én komponent, men ikke andre, ikke kan få en særligt score. Man skal med andre ord have en rimelig balance på tværs af de tre komponenter for at få en rigtigt høj score, og almindelig flittighed belønnes ikke.

Alligevel toppes årets rangliste endnu en gang af Lasse Heje Pedersen og Nicolai Foss fra CBS. Nicolai er med et citationstal på 14400 den suverænt mest citerede danske økonom, og den eneste over 10000 citationer. Lasse, der fik sin PhD i 2001, har dog flere citationer per artikel end Nicolai – han er faktisk mere end seks gange så citeret per artikel som den gennemsnitlige danske økonomiprofessor. Nummer tre, David Dreyer Lassen fra KU, excellerer ved at have ikke mindre end seks artikler i supertidsskrifter, og endda både i nationaløkonomi og statskundskab.

Petersen, Lasse HejeCBS15.9
Foss, NicolaiCBS25.1
Lassen, David DreyerKU34.2
Andersen, SteffenCBS44.1
Lau, MortenCBS53.7
Lando, DavidCBS63.7
Sørensen, Peter NormanKU73.6
Bjørnskov, ChristianAU83.5
Kreiner, Claus ThustrupKU93.4
Bennedsen, MortenKU103.4
Nielsen, Morten ØrregaardAU113.1
Rahbek, AndersKU122.9
Leth-Petersen, SørenKU132.9
Johannesen, NielsKU142.8
Munch, Jakob RolandKU152.6

Derudover kan flittige læsere sandsynligvis genkende flere navne: En af konklusionerne i år som tidligere år er derfor, at nærmest uanset hvordan man gør, får man nogenlunde de samme folk i toppen af listen. Og har man fulgt med i nyhederne og måske lidt i den faglige debat, er den nye dreng heller ikke en overraskelse: Niels Johannesen fra KU rykker ind på plads nummer 14 i år efter bl.a. at hans papir med Jørgen Juel Andersen og Bob Rijkers om Elite Capture of Foreign Aid blev accepteret i supertidsskriftet Journal of Political Economy.

Nogle læsere vil måske notere – og beklage sig over – at der ingen kvinder er på listen. For de interesserede er de højest placerede kvinder Anna Piil Damm (AU) på plads 21, Mette Ejrnæs (KU) på plads 23, og Nabanita Datta Gupta (AU) på plads 24. Andre fremragende kvindelige kolleger som Helena Skyt Nielsen og Nina Smith – og i øvrigt ligesom folk som Jesper Rangvid og til dels Carl-Johan Dalgaard (som trods alt er nummer 16 i år) – har sandsynligvis lidt under at lave kommissionsarbejde og administrativt arbejde. Ser man på folks karrierer må man desværre konstatere, at det at være vismand ikke er godt for den rent akademiske udvikling.

En anden indvending jeg har hørt flere gange, er at Nicolai Foss – årets nummer to – slet ikke er nationaløkonom, men professor på Institut for Strategi og Innovation på CBS. Mit svar har altid været, at Nicolai er en fremragende nationaløkonom, der blot befinder sig i et krydsfelt eller en gråzone mellem strategisk management og klassisk nationaløkonomi. De syv artikler, jeg har skrevet sammen med Nicolai, har i hvert fald været primært nationaløkonomiske. Men skulle man stadig mene, at han er management, kan man simpelthen ignorere alle de artikler han har udgivet i tidsskrifter, der ikke er rent nationaløkonomiske, og beregne en score på basis af det. Gør man det, er Nicolai stadig i Top 30 med den forskning, som nogen vil mene er marginal for ham!

Sidst, men ikke mindst, er hele formålet med dette indlæg at skabe lidt debat, og understrege for folk udenfor snævre faglige kredse, at man skal være omhyggelig når man påstår, at professor X eller cheføkonom Y er så dygtige. Toppen af listen er næsten altid den samme, men længere nede findes der folk, der er ekstremt dygtige i en måske lidt snæver specialisering. Og der findes folk, som ikke kommer på Top 15 på grund af den måde, listen lige i år er skruet sammen. Som en unavngiven kollega engang sagde om Martin Paldam (nummer 27 i år): ”Martin laver måske ikke altid forskning som visse af vores kolleger synes er ’fin’, men der er ingen af dem der kan matche hans økonomiske intuition”. Det ville være rart, hvis journalister også en gang imellem husker, at enkelte af de lidt ældre kolleger der ikke gør så meget væsen af sig, ofte ser klarere end de fleste af os.

I Danmark har vi for meget regulering – og det hæmmer væksten

Heckelman og Wilson (2019) undersøger sammenhængen mellem regulering og vækst i 132 lande. De finder – hvilket giver intuitiv mening – at sammenhængen har en omvendt U-form, så et stigende omfang af regulering som udgangspunkt er forbundet med øget vækst (intuitivt, fordi det er veldokumenteret, at fx veldefinerede ejendomsrettigheder øger væksten), men at effekten af yderligere regulering bliver negativ, når omfanget overstiger vist niveau (defineret som overregulering).

Figuren nedenfor viser sammenhængen mellem regulering (baseret på Fraser Institutes Economic Freedom Index) og væksten i BNP pr. indbygger baseret på alle deres observationer. Figuren viser, at der er overregulering i ca. 60% af observationerne, og at en den samlede effekt af reguleringen i for en række observationer er negativ. Væksten ville altså – for disse observationer – være højere helt uden regulering.

Heckelman og Wilson (2019) kigger også specifikt på OECD-lande. De finder, at omfanget af overregulering er så betydeligt, at den samlede effekt af regulering på den økonomisk vækst er negativ for alle OECD-lande. Dette er illustreret i nedenstående figur, som viser at den samlede effekt er negativ for alle OECD-lande (bemærk, at der er 0 observationer til højre for den sidste lodrette, stiplede linje). Bemærk, at de – kontraintuitivt – finder en U-formet sammenhæng mellem regulering og vækst, og man kan nok diskutere, om det reelt vil give et samlet positivt bidrag til væksten, hvis man blot indfører regulering nok.

Her er abstract fra Heckelman og Wilson (2019), som kan hentes her, hvis man har adgang (jeg kan ikke finde en version med gratis adgang).

Existing evidence suggests that regulation diminishes economic growth. In theory, however, regulation may be either growth-enhancing or diminishing. We therefore empirically revisit the relation between regulation and growth, allowing for both positive and negative effects. In an unbalanced panel of 132 countries over eight time periods, we find evidence of a hump-shape relation between regulation and growth. The estimates imply that for more than 95% of the sample the total effect of regulation on growth is positive. The estimates also imply that about 60% of the sample observations are associated with over-regulation, relative to the growth maximizing level. Similar findings apply to the (majority) subsample of non-OECD nations in the dataset. However, for the (minority) subsample of OECD nations, both the total and marginal effects of regulation on growth are negative.


man in black jacket and black pants standing under vehicle

Hårdere konkurrence gør det (lidt) nemmere at få bilen godkendt ved det periodiske syn

Det bør være velkendt, at liberaliseringen af bilsynet har været en stor succes med store brugergevinster (min tidligere arbejdsplads, Incentive, har for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen beregnet brugergevinsterne til at være 114-153 mio. kr.)

Men hvordan påvirker liberaliseringen sandsynligheden for at få bilen godkendt ved periodisk syn? Det afhænger af konkurrencesituationen, viser Habte og Holm (2022). De skriver at:

…inspection stations that operate in highly competitive markets are more lenient toward their customers than are stations that operate in less competitive markets.

Effekten er dog relativt lille og deres fixed effects estimat er fx mindre end de udsving man finder mellem forskellige måneder.

Læs resten