Begreber der skal væk 4: “Skattefradrag” som reelt er offentlige udgifter

Venstres formand har annonceret et nyt boligudspil, der angiveligt skal gøre det lettere for førstegangskøbere at komme ind på ejerboligmarkedet. Det går ud på at indføre et fradrag på op til 50.000 kr. i op til fem år. Fradragsværdien er 20 pct., svarende til 50.000 kr. i perioden.

Boligmarkedet er fyldt med reguleringer og tilskudsordninger. Der er bl.a. krav til indkomsten for at kunne optage realkreditlån, hvilket både sænker mobiliteten på boligmarkedet og gør det sværere for unge at komme ind i især de store byer. Der er subsidier til almene boliger og til lejere. Der er huslejeregulering i dele af den private udlejningssektor. Andelsboliger må ikke realkreditbelånes. København stiller krav om, at nybyggeri skal have en vis størrelse. Og så videre. Listen er lang og bedrøvelig.

Venstres forslag vil dog ikke gøre op med den omfattende regulering. Derimod vil man indføre endnu et tilskud til udvalgte grupper.

Læs resten

Ny udgave af Bjørnskov-Rode databasen

Min gode ven og kollega Martin Rode (Uni Navarra) og jeg satte for nogle år siden en større database sammen (se f.eks. omtale her). Databasen er bl.a. central for min forskning i statskup sammen med Martin og flere andre kolleger – her, her og her – og antallet af studier, der har brugt vores data nærmer sig 200. Al adgang til dataene er gratis, og vores fornemmelse er, at de sagtens kunne bruges i gymnasiet når der f.eks. undervises i demokratisering eller emner i Latinamerika.

Nyheden i dagens post er, at vi har en ny version 4.2 ude. Versionen omfatter to ekstra års data, en korrektion af et par fejl i den tidligere version, og et par ekstra features. Udover at følge Cheibub, Gandhi og Vreelands seks kategorier for regimer – tre typer demokratier og tre typer autokratier – har vi i version 4.2 også to koder for kolonier (selvstyrende eller ej), ligesom vi har yderligere information om hvorvidt der er afholdt valg i et bestemt år.

Hvad kan man så bruge den slags til? Lad os give et enkelt eksempel på et spørgsmål, der er både relevant og ikke helt ligetil at svare på: Hvor stabilt er et demokratisk / autokratisk regime? Det kan man få et indtryk af ved blot at afsøge vores data.

I tabellen nedenfor har vi netop gjort det. Vi viser, hvor sandsynligt det er at et land er stabilt demokratisk i de første tre, fem, og otte år efter en demokratisering. Vi viser også det samme mål for, hvor stabilt et autokrati er efter at et land har afskaffet demokrati. Et særligt forhold er, at vi rapporterer to sandsynligheder: En øvre for lande, hvor under halvdelen af naboerne er demokratiske, og en nedre for lande, hvor over halvdelen er demokratier

3 år5 år8 år
Demokrati0,810,680,57
0,940,850,81
Autokrati0,820,780,62
0,630,570,43
Kilde: Christian Bjørnskov og Martin Rode, Regime Types and Regime Change: A New Dataset on Democracy, Coups, and Political Institutions

De simple sandsynligheder fra vores data illustrerer ret præcist, at det i høj grad er vigtigt, hvordan nabolandenes politiske system fungerer. I perioden mellem 1950 og 2022 har 81 % af alle demokratiseringer vist sig at være stabile i mindst otte år, hvis nabolandene var demokratiske, mens det kun har været 57 % for dem med relativt mange autokratiske naboer. Den samme forskel viser sig for autokratiseringerne, som er markant mere stabile, når naboerne er autokratiske.

Hvordan disse og andre forhold skal fortolkes, er naturligvis et spørgsmål til yderligere forskning og diskussion. Skyldes den mindre stabilitet i nye demokratier med autokratiske naboer, at naboerne intervenerer eller på andre måder blander sig? Er det fordi det er mindre sandsynligt at autokratiske naboer indfører sanktioner? Eller skyldes det, at der er færre rollemodeller og mindre information om, hvordan demokrati fungerer hos naboerne?

Det er spørgsmål, der virkeligt bliver relevante når man kan vise den generelle forskel, som i tabellen ovenfor. Vi opfordrer derfor alle interesserede læser til at tage et kig – og til at få jeres elever og studerende til at tage et kig.

Nedlukninger: Vildledning af SSI og et kig tilbage på Jakob Kjellbergs fine fornemmelse for sne og adfærd

Jeg genlæste i dag dette interview med Jakob Kjellberg i dag, hvor han leverer en meget fornem metafor for betydningen af adfærd. Jeg kom til at tænke på interviewet, fordi SSI på Twitter er ude med noget, man vel bedst kan kalde for vildledende fremstilling af data.

Men lad os først se på Kjellbergs metafor.

»Forestil dig, at ekspertgruppen også lavede modeller for borgernes opførsel i biltrafikken.«

Ja?

»Nu lægger eksperterne så pludselig snevejr ind i deres model.«

Hvad sker der så?

»Jamen, i modellen så ville borgerne køre galt. Vejen ville blive isglat, og bilerne ville støde sammen. Folk ville komme til skade og dø i ulykker. Modellen ville vise, at snevejr er meget farligt for trafikken.«

Kan man ikke tage vinterdæk på og måske sætte farten lidt ned?

»Jo! Det er lige præcis det. Borgerne handler på de udfordringer, som de møder. Man tager vinterdæk på. Man kører forsigtigt. Man indretter sig efter de forhold, som man nu møder,« siger Jakob Kjellberg og fortsætter:

»De modeller, som man anvender i forhold til covid-19, de har meget svært ved at forudsige borgernes sunde fornuft, og hvordan danskerne rationelt forholder sig til, at der er smitte i samfundet. Så rammer man skævt og for pessimistisk,« siger Kjellberg.

Det, Kjellberg så fint forklarer, er, at mennesker selvfølgelig reagerer på de farer, de møder. Og derfor reagerer de selvfølgelig også på en pandemi. Og det bringer os til SSI vildledende fremstilling af data. Her er SSI’s tweet:

Sat lidt på spidsen, svarer SSI’s tweet og pressemeddelelse til at sige, at der var et sammenfald mellem vejrudsigten og den lavere hastighed på de sneglatte veje. Det er som sådan ikke et faktuelt forkert udsagn, men det er vildledende, fordi det selvfølgelig ikke er vejrudsigten, men den forhøjede risiko for uheld, der får folk til at sænke farten. Uanset hvad de havde sagt i vejrudsigten, ville farten på vejene være faldet.

Og det samme gælder selvfølgelig i meget høj grad for COVID-19-pandemien. Vi således, at fx influenza forsvandt nøjagtigt samtidig i Danmark og Sverige, jf. nedenstående figur.

Vi ved også, at svenskerne – ligesom danskerne – søgte mindre på restauranter, på trods af at deres restaruranter var åbne…

Fra mit tidligere indlæg “Adfærd og COVID-19

…og brugte mindre tid på lokationer for indkøb og fritidsaktiviteter.

Og vi ved nu, at nedlukningerne havde meget lille effekt på pandemien, og at nedlukningerne ofte (eller oftest?) blev indført efter at befolkningen havde reageret og fået kontrol over smitten (fx i England, Tyskland og Danmark).

Ejendomsvurderinger. Hvor svært kan det være?

I går stødte jeg på et af mine tidligere indlæg på altandetlige.dk. Det er syv år gammelt, men – desværre – stadig relevant (og interessant).

Forleden opdagede jeg, at Kong Frederik II i 1500-tallet stod med et problem, som mindede meget om SKATs problemer med ejendomsvurderingerne i dag.

Kong Frederik II ville gerne beskatte de skibe, der sejlede igennem Øresund, for at skaffe indtægter til staten. Og han ville gerne lave beskatningen progressiv, så de, der sejlede med dyre laster, kom til at betale mest. Løsningen blev, at Øresundstolden skulle fastsættes til en andel af lastens værdi (kan I se ligheden med boligskatterne?). Så nu var det eneste problem at få fastsat værdien korrekt.

Dengang havde man ikke nutidenscomputerkraft. Og datakvaliteten og -mængderne dengang var nok også relativt begrænsede. Men Kong Frederik II havde åbenbart kontakt til datidens svar på en dygtig polit, Peder Oxe, som fandt på følgende løsning:

Ved ankomst skulle kaptajnen anmelde værdien af sin last. Værdien af lasten ville danne udgangspunkt for beskatningen, medmindre kongen valgte at købe lasten til den værdi, kaptajnen havde oplyst.

Det var en ganske smart metode, som minimerede bureaukratiet ogsikrede, at kaptajnerne havde incitament til at oplyse den sande værdi af lasten.

Engberg-udvalget
For et par år siden nedsatte regeringen Engberg-udvalget, som skulle finde frem til en bedre metode til at vurdere ejendomme. Så vidt jeg har forstået, er metoden baseret på en meget stort datasæt, med oplysninger om priser, attributter ved boligen, geografiske data (inkl. højdekurver for hele Danmark) osv. Og modellen ER da også blevet bedre end den tidligere metode, men absolut ikke perfekt (hvis journalisten har ret, er det fx kun 67,5% af parcelhusene, der bliver vurderetinden for +/- 20% af handelsprisen).

Måske skulle man bare have vækket gode gamle Peder Oxe? 😉

Begreber der skal væk 3: Social retfærdighed

Vi bør holde op med at anvende begrebet ”social retfærdighed”. Det er et begreb, som går fuldstændig på tværs af ægte retfærdighed. Det er ikke andet end et politisk slagord, som kan bruges til at trumfe, hvad vi ellers ser som retfærdigt.

Stort set alle er uanset politisk overbevisning enige om, at det er en absolut kerneopgave for staten at beskytte den private ejendomsret. Ingen må bare tage fra andre, hvad disse har erhvervet retmæssigt. At lade en tyv beholde sine koster vil være uretfærdigt. Alligevel mener fortalerne for ”social retfærdighed”, at staten selv ikke bare må, men skal gøre, hvad den forhindrer alle andre i: At tage folks ejendom og omfordele den. Og at ”social retfærdighed” trumfer retten til at beholde retfærdig erhvervet ejendom.

Som F.A. Hayek påpegede, giver begrebet social retfærdighed ingen mening i et frit markedssamfund. Det er et fatamorgana. Det kan måske henføres til nedarvede instinkter fra dengang, mennesker jagede i grupper. Her var en norm om at dele byttet lige en fornuftig norm, hvis det var tilfældigt, hvem der nedlagde byttedyret. Men i et avanceret markedssamfund er indkomstfordelingen et resultat af et stort antal parvise bytter, som stiller begge parter bedre. Som Robert Nozick fremhævede, vil en efterfølgende omfordeling kunne forhindre den gensidigt fordelagtige bytteproces, som går forud. Når folk gerne vil se en baseballstjerne spille og frivilligt (gennem køb af billetten) betaler ham, stiger både den gensidige nytte for alle og uligheden. Markedets bytteprocesser frembringer således et ikke på forhånd bestemt indkomstfordelingsmønster. Hvis der via ”social retfærdighed” tvinges et bestemt fordelingsmønster ned over samfundet, opstår der en fundamental modstrid mellem det frie samfunds spontane mønster og det politisk ønskede.

Hayek har givetvis ret i, at der kan eksistere en norm om lige fordeling fra nedarvet jæger- og samlertiden. Og i mange tilfælde kan en ligelig fordeling faktisk være en naturlig norm at følge. Jeg har nogle gange forsøgt mig med et tankeeksperiment, når jeg har holdt forelæsninger. Hvis der pludselig kom en mand ind ad døren og tilbød salen f.eks. 100.000 kr., såfremt alle kunne enes om en fordeling, så er det højst sandsynligt, at enigheden ville ende på at dele beløbet lige. Ingen ville have et overbevisende argument for, at netop de skulle have mere end andre. Kun en lige fordeling stopper en udsigtsløs diskussion om, hvem der skal have mest. Så langt er folk næsten altid enige. Men jeg har derefter tilbudt deltagerne, at vi gennemførte et faktisk eksperiment: At alle afleverede de værdier, de havde på sig (penge, mobiltelefoner osv.), og at vi derefter fordelte dem lige. Det har der aldrig været stemning for. Jo, dem der tilfældigvis ikke havde særlig mange værdier på sig, ville gerne prøve, men de andre ville ikke. Og ingen har nogensinde hævdet, at det var uretfærdigt, at eksperimentet ikke blev gennemført og den ulige initialfordeling opretholdt.

Hvad er forskellen på de to eksperimenter? Den er netop, at puljen i det første tilfælde er helt tilfældig, mens de personlige ejendele i det andet har et historisk betinget mønster. De 100.000 kr. ”er der bare”. De personlige værdier afspejler foregående transaktioner og indsats. På samme måde som markedets fordeling af indkomst helt generelt har en historie bag sig af transaktioner og indsats.

Det er dog ikke ualmindeligt, at fortalere for ”social retfærdighed” har en tendens til at betragte velstanden som dels helt tilfældigt fordelt, dels samfundets aktivitet som et nulsumsspil. Altså en situation der minder om manden med de 100.000 kr. Men det er en fejltagelse. Levestandarden er markant højere i dag, fordi markedsøkonomien har skabt en meget højere velstand. Det er ikke et nulsumsspil. Jeg har en gang beregnet, at de 40 pct. laveste indkomster ville have haft en velstandsfremgang på blot 10 pct. af den faktiske de sidste 100 år, hvis der ikke havde været økonomisk vækst. Til trods for at vi i perioden er gået fra et skattetryk på ca. 10 pct. til en velfærdsstat med omfattende omfordeling. Økonomien er i den grad ikke et nulsumsspil. Og det er omfordeling i øvrigt heller ikke. Omfordeling har en nettoomkostning, som samlet medfører lavere velstand (se f.eks. Martin Ågerups ”Den retfærdige ulighed”).

Hvad med tilfældigheden? Ultimativt kan man selvfølgelig påstå, at alting kan føres tilbage til tilfældet – i den forstand, at ingen af os er vorherre og har skabt os selv og alt omkring os. Hvis ikke der havde været en beboelig planet, og hvis ikke der havde været grundstoffer til vores kroppe, ville vi ikke kunne nyde godt af velstanden. Hvis ikke der havde været kunder til Microsofts produkter, var Bill Gates ikke blevet rig (i hvert fald ikke på IT). Men derfra kan man ikke slutte, at velstanden som slutresultat bare er tilfældig. Og det følger slet ikke, at staten dermed har et krav på i princippet al velstand, eller at et flertal har et retfærdigt krav på dem. Det følger jo heller ikke, at man har ret til at stjæle sin nabos lotterigevinst, selv om den skyldes held.

Det er i virkeligheden en ekstremt vidtgående præmis, at dem, der kontrollerer staten, har ret til alle ressourcer, hvis de vil. Det gør mennesket til et redskab. Det gør al værdiskabelse og alle frivillige transaktioner provisoriske og genstand for at blive trumfet af staten.

Hvorfor – spurgte Nozick – i øvrigt begrænse sig til at omfordele indkomst? Hvorfor ikke tvangsomfordele en nyre fra raske med to til syge uden velfungerende nyrer? At være født med enten en nyresygdom eller to gode nyrer er da om noget tilfældigt.

Mennesker er sociale væsener og langt størstedelen af vores velstand baserer sig på arbejdsdeling og loven om de komparative fordele. Ingen af os ville tilnærmelsesvist kunne opnå den velstand alene, som vi kan i kraft af specialisering og frivillige transaktioner. Det er imidlertid svært at se det som et argument for at tilsidesætte resultatet af frivillige transaktioner. Det er om noget et argument for at understøtte snarere end tilsidesætte systemet af frivillige transaktioner. De komparative fordele er udtryk for et plussumsspil.

Retfærdighed kan godt tilsige, at mennesker behandles lige – i den forstand at de er lige for loven. Denne lighedsopfattelse kan godt snige sig ind i den fordelingsmæssige diskussion, så også lighed i indkomst bliver betragtet som en del af ligebehandlingen. Men det ville kun være tilfældet, hvis loven og kun loven skabte indkomsterne. I et frit samfund skaber loven derimod rammerne for fri udfoldelse, og udfoldelsen skaber indkomsterne. Derfor er der en fundamental modsætning mellem lighed for loven og lighed i indkomst. Lighed i indkomst kan kun realiseres ved at behandle mennesker forskelligt – tage fra nogle og give til andre.

Man kan altså ikke begrunde en statslig bestemt indkomstfordeling med blot at henvise til ”social retfærdighed”. Men faktisk er begrebet begyndt at blive brugt i alle mulige betydninger af ”social justice warriors”, som blot stempler deres præferencer eller moralske normer som ”social retfærdige”. Identitetspolitikken har også indtaget den scene.

Det klart mest ambitiøse forsøg på at begrunde fordelingspolitik med social retfærdighed kommer fra John Rawls. Pudsigt nok er Rawls ved at falde i unåde blandt identitetspolitikerne.

Men selv ikke Rawls formåede at opstille en holdbar begrundelse for social retfærdighed og fordelingspolitik. Rawls argumenterede for, at alle uden undtagelse ville vælge en høj grad af omfordeling (konkret ved at maksimere nytten for den dårligst stillede), hvis de var placeret bag et slør af komplet uvidenhed om deres konkrete omstændigheder i samfundet. Argumentet er i sidste ende et forsikringsargument: Lige som man i uvidenhed om, hvorvidt ens hus brænder ned, foretrækker et lille sikkert tab i form af en forsikringspræmie frem for en lille risiko for et stort tab, hvis huset brænder, vil man bag uvidenhedens slør gardere sig imod at blive den værst stillede, hævdede Rawls. Der er imidlertid flere problemer med Rawls teori. For det første er det ikke nødvendigvis korrekt, at vi placeret bag uvidenhedens slør ville vælge at maksimere nytten for den dårligst stillede. Det har både teorien og empirien imod sig. Mens vi ofte vil vælge at forsikre os – dvs. være mere optaget skæbnen som tabere end som vindere – vælger ingen at forsikre sig imod alle risici eller beskytte sig maksimalt mod selv vitale trusler. For det andet indebærer Rawls tankeeksperiment ikke, at andre end den, der selv foretager eksperimentet, kan blive forpligtet af det. Rawls kalder den viden om personlige forhold og omstændigheder, der gemmes bag sløret, for ”moralsk irrelevant”. Her trækker han på Kants moralfilosofiske tænkning: At se moral som realiseringen af en pligtfølelse uden hensyn til nytte. Men denne pligt kan højeste forpligte den enkelte til at opføre sig på en bestemt måde, ikke andre. Hos Rawls bliver fordelingspolitik dog interessant nok ikke til en individuel pligt – at den enkelte skal maksimere nytten for de dårligst stillede omkring sig – men et politisk anliggende. For Kant er implikationen af moralske pligter, at de politiske institutioner bør tillade maksimal frihed til at forfølge individuelle mål. Det er Rawls for så vidt enig i, men han ser fuldstændig bort fra, at friheden også omfatter økonomisk betonede handlinger. Ja, reelt er det umuligt at adskille økonomisk betonede og andre handlinger, men Rawls ignorerer ikke desto mindre fuldstændig, at indkomst er et resultat af individuelle handlinger (bortset fra at han accepterer behovet for økonomiske incitamenter, hvis den dårligst stilledes velfærd skal maksimeres).  Rawls introducerer samtidig en ny definition på retfærdighed, nemlig ”fairness”, og at fordelingen skal opleves fair. Endelig indfører han begrebet ”reflektiv ligevægt”, som i sidste ende blot fuldender den måde at regne baglæns på, som hans filosofi bygger på. Rawls vil således vise, at bl.a. den eksisterende fordelingspolitik ville ende med at blive resultatet af eksperimentet med sløret. Og hvis det ikke ender som konklusionen, kan den ”reflektive ligevægt” korrigere, så den alligevel gør det. Dermed kommer han tæt på den etiske intuitionisme, han ellers prøver at bekæmpe. At noget er rigtigt, fordi det intuitivt føles sådan.

Om ikke andet viser Rawls aktivering af et stort analytisk begrebsapparat, at økonomisk lighed ikke er selvindlysende. At kalde det for ”social retfærdighed” er bare at klistre et fancy navn på i stedet. Det ville være dejligt at være fri for.

Folks economics – en beskrivelse af, hvad økonomer er oppe imod

Dette kunne være en kort bog til den nette pris af 150 kr. Men det er udgivet som arbejdspapir og kan hentes gratis her.

Folk economics is the intuitive economics of untrained persons. It is concerned with distribution, and does not allow for or understand incentives. Folk economic notions evolved in our ancestors in circumstances where there was little in the way of specialization, division of labor, capital investment, or economic growth. It can explain the beliefs of naive individuals regarding matters such as international trade, labor economics, law and economics, and industrial organization. It is important that voters understand economic principles. Economists would do a better job of persuading others and of teaching if we paid explicit attention to folk economics. Because untrained individuals do not fully understand gains from trade, training in economics is likely to improve welfare by increasing the number of trading opportunities. There is evidence that this is in fact true.

Er det ikke i bund og grund den basale forklaring på, at økonomer er nødt til at skrive tweets a’la dette?

Nedlukninger og brandene i London

Vældigt interessant indlæg i The Spectator forleden.

Punkt 1: Er nedlukninger kommet for at blive? I UK talte de åbenbart om en form for nedlukning i forbindelse med hedebølgen forleden.

There was something more alarming than the temperature: how quickly the authorities started to close down society – and showed that the lockdown instinct is still very much alive.

The Met Office, a body that has turned from fairly comical to slightly sinister in recent times, started advising everyone to stay at home. The unions asked for schools, offices and transport systems to be closed down. There were no trains north out of King’s Cross or Euston, and Luton airport closed completely. Sadiq Khan lost no time in asking people not to have barbecues. We didn’t quite get to the stage where the police were handing out on-the-spot fines to anyone more than five miles from their home, but it may only be a matter of time.

At der også i Danmark er risiko for, at nedlukninger forbliver et redskab i myndighedernes værktøjskasse mindede Jens Lundgren os om i slutningen af juni, hvor han anså nedlukninger for at være en mulighed, hvis ikke tilpas mange børn bliver vaccineret mod influenza.

Punkt 2: Brandene i London blav af bl.a. Information (selvfølgelig) sammenkoblet med klimaforandringerne. Men rent faktisk er der langt færre brande i London end tidligere.

There will be fires now and again – they go along with heatwaves – but statistically, fires have never been rarer. There will be alarmists like Sadiq Khan claiming that it was ‘the busiest day for the fire service in London since the second world war’. But he won’t admit that fires in London have fallen two-thirds since the 1980s (let alone the 1940s) or that there were just 6,600 secondary (i.e. grass) fires last year, a record low and some 83 per cent below the 2003 peak. As for increased wildfires across the UK, satellite studies show no such trend in recent years. So why the panic?

Regeringen i UK ved ikke, om dyre COVID-19 rejserestriktioner virkede

Rigsrevisionen i UK er meget kritisk overfor regeringens brug af penge på rejserestriktioner, som der ikke er nogen evidens for virker (snarere tværtimod – der er evidens for, at de ikke virker).

På deres hjemmeside skriver de:

Huge costs and disruption but Government “doesn’t know” whether Covid travel traffic light system, hotel quarantine or home isolation actually worked

Public Accounts Committee

Og de uddyber med denne udtalelse fra formanden:

We can be clear on one thing – the cost to the taxpayer in subsidising expensive quarantine hotels, and more millions of taxpayers’ money blown on measures with no apparent plan or reasoning and precious few checks or proof that it was working to protect public health.

[…]

[Government] is not learning lessons fast enough from the pandemic.

Dame Meg Hillier MP, Chair of the Public Accounts Committee

Det sidste gælder i høj grad også i Danmark. Regeringen og dens støtter har igen og igen forsvaret den danske COVID-19 politik, selvom det burde stå klart for alle, at de mange nedlukninger – måske særligt skolelukningerne – var en eklatant politikfejl, hvis størrelsesorden vel overstiger alt hvad vi har set i hvert fald i min levetid.

Der er brug for, at beslutningstagerne og rådgiverne under COVID-19 tager den nye evidens til sig og lærer af den. Men man kan frygte, at det kræver en ny generation, før det for alvor sker. I så fald må vi håbe, at næste pandemi venter længe nok…

BBC omtaler historien her.

Nobels Fredspris til Anders Tegnell?

Det kommer ikke til at ske, men baseret på argumenterne i denne glimrende klumme fra John Tierney, ville valget være oplagt. Ingen anden har de seneste par år nærmest ene mand sikret friheden for så mange mennesker.

The Nobel jurors in Norway should be honoring the pandemic’s true heroes, starting with an obvious candidate across their border: Anders Tegnell, the state epidemiologist of Sweden. While the WHO and the rest of the world panicked, he kept calm. While leaders elsewhere crippled their societies, he kept Sweden free and open. While public-health officials ignored their own pre-Covid plans for a pandemic—and the reams of reports warning that lockdowns, school closures, and masks would accomplish little or nothing—Tegnell actually stuck to the plan and heeded the scientific evidence.

Og havde det ikke været for Tegnell (og enkelte ligesindede), ville verden ikke have haft en kontrolgruppe at vurdere eksperimenterne med nedlukninger op imod. Det giver uvurderlig viden og erfaring for fremtidige generationer.

If it hadn’t been for Tegnell and a few other heretics in places like Florida, we would not have clear evidence to prevent a similar catastrophe when the next virus arrives. Politicians and officials at the WHO and the Centers for Disease Control are still promoting useless mask mandates and defending their lockdowns with scientific sleight of hand: cherry-picked data and computer models purporting to show that the measures worked. Those claims have been rebutted in hundreds of studies, but journalists and politicians have mostly ignored that research, preferring to parrot the claims of the WHO and CDC officials who wave away the inconvenient findings.

Og så skal vi ikke glemme børnene

Politicians in Sweden were ready to close schools, too, but Tegnell and Giesecke insisted on weighing costs and benefits, as Tegnell had done in a 2009 article reviewing studies of school closures during pandemics. The article had warned that the closures might have little or no effect on viral spread and would cause enormous economic damage, disproportionately harm students and workers in low-income families, and create staff shortages in the health-care system by forcing parents to stay home with young children. Given all those dangers, plus early Covid data showing that schoolchildren were not dangerously spreading the virus, Tegnell and Giesecke successfully fought to keep elementary schools and junior high schools open—without masks, plastic partitions, social distancing, or regular Covid tests for students.

Swedish children kept going to school and did not suffer the learning loss so common elsewhere. 

Det ville være et godt og modigt valg af Den Norske Nobelkomite. Men det kommer næppe til at ske. Jeg kan godt leve med andre kandidater, men jeg er enig med John Tierney i, at det vil være en skandale, hvis WHO får prisen.

Hele klummen kan læses her.

Epidemiologer, der ikke forstår adfærd

De seneste uger bragt en debat mellem på den ene side Christian Kanstrup Holm og Morten Petersen, som kort fortalt mener, at nedlukningerne var en fejl, for ”selvom coronavirus fik lov til at spredes forholdsvis uhindret i Sverige sammenlignet med andre europæiske lande, var der ingen overdødelighed i befolkningsgruppen under 75 år” og på den anden side Lone Simonsen, Viggo Andreasen m.fl., som forsvarer nedlukningerne, fordi ”ideen om, at man bare kunne lade epidemien køre, mens vi beskytter de ældre, er nærmest absurd”.

Begge parter undervurderer vigtigheden af borgernes egen pandemihåndtering. For ligesom vi tilpasser vores kørsel, når vejene er sneglatte, tilpasser vi vores adfærd, når en pandemi raserer landet. Vores tilpasning af vores adfærd til verden omkring os, kan forklare, hvorfor vi ikke alle kører galt med 100 km/t i snevejr. Og hvorfor pandemien – når først vi er blevet opmærksomme på pandemien – ikke kan ”spredes uhindret”, uanset om politikerne lukker ned eller ej.

Adfærdsændringerne kan forklare, hvorfor antallet af google-søgninger på ”håndsprit” steg eksplosivt allerede før statsministeren lukkede landet ned d. 11. marts. De forklarer også, hvorfor influenza forsvandt nøjagtigt samtidig i Danmark og Sverige i marts 2020, og de forklarer, hvorfor alle nordiske lande – hvor befolkningerne bl.a. er veluddannede, har høj tillid til myndigheder og hinanden samt er så rige, at de har mulighed for at passe på sig selv – generelt har klaret sig godt under pandemien.

Endelig forklarer frivillige adfærdsændringer, hvorfor Sverige havde en meget kraftig 1. bølge sammenlignet med Danmark, mens 2.-bølgerne var lidt mere ens. Svenskerne blev nemlig relativt sent opmærksom på, at der var udbredt smitte i dele af landet – og ændrede derfor relativt sent adfærd. Det havde dog intet med nedlukninger at gøre, men skyldes ifølge to forskellige studier det uheldige faktum, at 1/3 af svenskerne havde vinterferie i uge 9, hvor der var et stort uopdaget udbrud i alperne, som svenske skiturister bragte med tilbage til bl.a. Stockholm, hvor de – uden at vide det – spredte smitten til deres omgangskreds. Et nyt studie viser, at der var en betydelig overdødelighed i de regioner, der havde vinterferie i uge 9, mens overdødeligheden i resten af Sverige svarede til overdødeligheden i Danmark, Norge og Finland.

Generelt forekommer visse epidemiologers idé om, at staten kan styre pandemien ved at lukke forskellige aktiviteter i samfundet, ureflekteret. Langt de fleste smittetilfælde sker i nære relationer mellem familiemedlemmer, kollegaer, venner osv., hvor staten har meget begrænset mulighed for at regulere smitten. Og selv hvis det virker fx at lukke restauranter, vil danskerne reagere på de lavere smittetal ved at passe mindre på. Præcis som vi øger farten, når saltsprederen har været ude efter et snefald.

Danskerne har – frivilligt – passet på, når det var nødvendigt. Vi så det igen i december 2020, hvor kontakttallet var under 1 før regeringen lukkede landet ned. Danskerne reagerede på den stigende smitte. Det var danskerne, der sørgede for, at pandemien ikke blev sluppet løs. Det var danskerne der – med en smule held og relativ god kommunikation fra myndighederne – sørgede for, at Danmark klarede sig bedre end de fleste. Der er ikke evidens for, at nedlukningerne har spillet nogen væsentlig rolle.

PS: Jeg bruger “epidemiologer” meget bredt her. Så vidt jeg ved, er Christian Kanstrup Holm r virolog og immunolog, Morten Petersen er biolog, Lone Simonsen er epidemiolog og Viggo Andreasen er matematiker.

Der har ikke været læringstab i Sverige under corona

I sin kronik, “Er børn ligegyldige i dansk politik?”, pegede Bjørnskov på en række studier, der viste, at skolelukningerne var gået ud over børnenes læring.

Nu har svenske forskere undersøgt effekten af corona på læseevnerne for børn i 1.-3. klasse. De finder ingen negative effekter af corona (hvilket for mig faktisk var lidt uventet, for svenske forældre har faktisk holdt børnene hjemme i perioder, og der er også sket mange andre ting under corona, som kunne have påvirket elevernes læring).

Her er abstract (min fremhævning):

In this study, reading assessment data from 97,073 Swedish primary school students (grades 1-3) were analysed to investigate potential learning loss. Results showed that word decoding and reading comprehension scores were not lower during the pandemic compared to before the pandemic, that students from low socio-economic backgrounds were not especially affected, and that the proportion of students with weak decoding skills did not increase during the pandemic. Study limitations are discussed. We conclude that open schools benefitted Swedish primary school students.

Er der lavet lignende undersøgelser i Danmark endnu?

Ukraine producerer 2,6% af verdens korn, og prisstigningerne startede længe før krigen (og er nogenlunde tilbage på normalen)

Ukraine er en af verdens største eksportører af hvede. Men Ukraine producerer “kun” 2,6% af verdens korn, jf. nedenstående figur. Ifølge TV2 ligger 25 millioner tons på lager i Ukraine. Det svarer til under 1% af verdens produktion.

Kilde: Our World in Data (“all cereal crops including maize, wheat, rice, barley, rye, millet and others”)

I starten af krigen steg priserne hastigt, jf. nedenstående figur. Men siden er priserne faldet igen, så de nu er i nærheden af de priser, vi så før krigen startede (ca. 20% højere).

Kilde: Markets Insider

Bemærk i øvrigt. at prisstigningerne startede længe før krigen startede. Allerede i slutningen af 2021, var hvedeprisen omkring 50% højere end før corona, jf. ovenstående.

Kurrild-Klitgaard om den borgerlige krise

Peter Kurrild-Klitgaard har i dag en rigtig god kommentar i Berlingske om den borgerlige krise, og hvad den skyldes.

Der findes som politiker i et demokrati essentielt to og kun to veje at opnå politisk magt på: Man kan overbevise et flertal af vælgerne om, at ens politik er den rette, eller man kan tilpasse sin politik til, hvad man regner med, at et flertal ønsker.

Ser man på venstrefløjen over 150 år, har den næsten altid valgt den første vej – og med betydelig succes: Stort set hver gang man har haft den politiske magt, er samfundet blevet mere venstreorienteret: Mere reguleret, mere beskattet, mere kollektiviseret. Vælgernes holdninger er samtidig gradvis flyttet med samme vej.

Ser man derimod på de borgerlige, har de næsten altid valgt den anden vej: At tilpasse egne holdninger til vælgernes. Som sådan har de borgerliges langsigtede problem været det fundamentale, at der ikke findes noget, man er modstandere af i dag, som man ikke vil være villige til at forfægte i morgen. Man har i størstedelen af det forgangne århundrede affundet sig med i bedste fald at være en bremse på tendenser igangsat af andre. I værste fald har man i perioder gået foran.

Det er svært at være uenig, når man ser borgerlige politikere omfavne Arne-pensionén og overbyde i klimapolitikken.

Imens vi håber på noget bedre, kan du læse hele kommentaren kan læses her (desværre bag betalingsmur).

Er børn ligegyldige i dansk politik?

19. december 2021 – efter at regeringen havde meddelt, at skolerne endnu engang skulle lukkes – skrev Christian Bjørnskov en fremragende kronik i Jyllands-Posten under ovenstående titel og med underrubruikken “Man må spørge sig selv, om det er moralsk rigtigt at ofre børns velbefindende i et forsøg på at redde nogle mennesker, der typisk er over deres forventede levealder.”

Forleden henviste jeg igen til kronikken, og jeg synes egentlig, at den fortjener at komme frem i lyset. Så her er de væsentligste (primært empiriske) pointer fra kronikken.

God fornøjelse!

Mange politikere, inklusive statsministeren, har betonet, at nedlukningerne naturligvis ikke burde gå ud over børnenes skolegang eller andet. Danske politikeres afslørede præferencer viser dog noget andet: at børn reelt er ligegyldige for den førte politik. Deres velbefindende og fremtid indgår ikke i de faktiske politiske overvejelser.

Evidensen for de skader, politikere verden over har pådraget børn og unge, er ellers ganske overvældende. Svenske og hollandske erfaringer har meget tydeligt vist, hvordan nedlukninger og virtuel undervisning ikke blot skader børn og unges indlæring, men også skaber alvorlig ulighed i indlæringen, man ikke ville se under normale omstændigheder.

I et studie fra Holland, der omfattede 350.000 børn, fandt forskerne således, at børnene i gennemsnit næsten intet havde lært i de uger, de havde modtaget virtuel undervisning. Effekten var endda særligt udtalt i dårligere uddannede hjem, hvor de negative effekter for børn med lavt uddannede forældre var 60 procent større end dem fra veluddannede hjem. Som i mange andre tilfælde har nedlukningerne således ikke blot skadet de fleste, men effekten vender den tunge ende nedad.

De hollandske erfaringer svarer meget godt til et tidligere britisk studie, der fandt, at nedlukningerne i Storbritannien i foråret 2020 havde sat seks- og syv-årige elever cirka to måneder bagud i matematik og læsefærdighed. Uanset at de fleste lærere har gjort en stor indsats for at flytte undervisning online og forsøgt at gøre det så godt som muligt, erkender mange, at de har leveret langt ringere undervisning end nogensinde før.

Både lærere og børn blev derfor hurtigt demotiverede i løbet af nedlukningen. Som det britiske Institute of Fiscal Studies har vist, var tilfældet, at jo længere tid børn var sendt hjem, jo mindre tid brugte de på skolen. Ved udgangen af skoleåret brugte den gennemsnitlige elev således kun halvdelen af den tid, hun ville have brugt under normale omstændigheder.

Erfaringerne er ikke meget anderledes i Danmark, hvor en spørgeskemaundersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut fandt, at halvdelen af alle elever mellem 5. og 8. klasse oplevede at få markant mindre ud af undervisningen end tidligere. Instituttet noterer også, at elever fra socialt udsatte hjem har haft særlige faglige og trivselsmæssige problemer med nedlukningen. Det bekræftes af information fra mange steder i verden, hvor børn og unges trivsel er voldsomt svækket. En enkelt amerikanske undersøgelse, der gentages hvert år, fandt, at en fjerdedel af amerikanerne mellem 15 og 24 havde haft selvmordstanker i løbet af 2020.

[…]

Som om elevers og studerendes tab af uddannelse ikke var nok, peger en ny litteraturgennemgang også på, at børns helbred har lidt i det meste af verden. Særligt bekymrende er ny forskning, der viser, at selv helt små børns udvikling har lidt voldsomt under nedlukningerne. Noget af den klareste evidens for problemerne kommer fra Rhode Island, hvor Brown Universitys Resonance-projekt i over ti år har fulgt børns tidligere udvikling. Børns udvikling måles med såkaldte Mullen-skalaer for tidlig læring, der måler deres finmotorik, sprog og visuelle modtagelse, og som regnes som en pendant til intelligensmål for små børn.

Forskningen fra Brown viser, at børns scorer på disse mål er faldet markant mellem 27 til 37 point i forhold til normalen på cirka 100 point før nedlukningerne. Studiet finder også, ligesom adskillige andre undersøgelser, at tabene i tidlig udvikling er væsentligt større blandt fattige og ringe uddannede familier.

Brown-forskerne tilskriver en væsentlig del af problemerne til mundbindstvangen. Forhold som børns tilknytning til voksne afhænger for eksempel af, i hvilken grad de kan aflæse de voksnes ansigter og forstå deres udtryk og følelse. En stor del af denne proces afhænger af, at de faktisk kan se andre menneskers ansigter og ansigtsudtryk, hvilket nærmest umuliggøres af mundbind i det offentlige rum. Set i lyset af, hvor vigtige de tre første år er for børns videre udvikling resten af livet, burde forskningen fra Brown derfor skræmme alle forældre, bedsteforældre, onkler og andre, der har interesse for børns udvikling.

[…]

Selv om både børns tidlige udvikling og unges uddannelse er forhold, der ofte følger en resten af livet, har disse omkostninger ikke en eneste gang været drøftet i Folketinget eller andre steder i det politiske Danmark. De politiske beslutningstageres afslørede præferencer fortæller os derfor med deres larmende tavshed, at børn og unge er ligegyldige for dem.

Mens politikerne lukker øjne og ører, er vi således godt i gang med at skabe en generation, der hele resten af dens liv vil være bagud. Selv om nogle af restriktionerne virkede – hvilket halvandet års empirisk forskning modsiger – må man spørge sig selv, om det nogensinde kan være moralsk rigtigt at ofre børns velbefindende og fremtid i et forsøg på at redde nogle mennesker, der helt typisk allerede er over deres forventede levealder.

[…]

Folkeviljen: Ostrogorskis Paradoks

Forleden dag skrev Otto om et af de begreber, vi helst ser folk holde op med at bruge: Folkeviljen. Siden Duncan Blacks oprindelige arbejde sidst i 1940erne og Kenneth Arrows opfølgende studier, har vi vidst at det ikke kan lade sig gøre at vide, hvad ’folkets vilje’ er. Vi oplever dog også ligesom de seneste dage, at folk helst så, at det ikke var sådan. Det skete også for mig, da jeg i juni underviste et ugelangt PhD-kursus ved universitetet i Hamborg.

Black og Arrows startpunkt var, at hvis der er noget man kan kalde ‘folkevilje’, må man kunne finde ud af hvad den er ved at afholde et valg. Valgets finder definerer således folkeviljen, men med en vigtig betingelse: Det må ikke være sådan, at valgformen påvirker valgresultatet! Med andre ord kan man kun tale om en klar folkevilje, hvis enhver type valg giver samme resultat. Elles kunne man jo bare manipulere den ved at ændre valgformen, og så ville det ikke give nogen mening at kalde noget for folkets vilje. Den russiske parti- og valgforsker Moissei Ostrogorski gav et nu berømt eksempel på, hvor galt det kan gå. Paradokset blev dddybet af Douglas Rae og Hans Daudt i 1976, hvor det fik sin moderne form.

Forestil dig, at der er fire grupper i samfundet, og to kandidater det begge påstår, at de repræsenterer hvad folk vil. Staten kan bruge flere penge på tre formål – forsvar, motorveje, og operahus – og man kan stemme på en af de to. Gruppe 1 foretrækker motorveje, gruppe to foretrækker opera, gruppe 3 foretrækker forsvar, mens gruppe 4 gerne vil have alle tre forslag gennemført. På samme tid vil kandidat 1 ingen af delene, og kandidat 2 vil gennemføre alle tre forslag.

Strukturen af befolkningens præference kan ses i diagrammet nedenfor. De indebærer, at Gruppe 1, 2 og 3 stemmer på kandidat 1, hvilket giver kandidaten 60 % af stemmerne. ’Folkets vilje’ er derfor, at der ikke bliver gennemført nogle af forslagene. Det er der bare ét problem med: Stemmer man derimod om hver enkelt forslag i stedet for kandidater, vil der være 60 % for forsvar og dermed kandidat 2, 60 % for opera, og dermed kandidat 2, og 60 % for motorveje, og dermed kandidat 2. i det tilfælde ender ’folkets vilje’ med at gennemføre alle tre forslag.

GruppeForsvarOperaMotorveje
1 (20 %)Nej – kandidat 1Nej – kandidat 1Ja – kandidat 2
2 (20 %)Nej – kandidat 1Ja – kandidat 2Nej – kandidat 1
3 (20 %)Ja – kandidat 2Ja – kandidat 2Nej – kandidat 1
4 (40 %)Ja – kandidat 2Nej – kandidat 1Ja – kandidat 2

Ostrogorskis paradoks her er, at man sagtens kan komme i en situation hvor et flertal af vælgerne er uenige med det vindende parti – kandidat 1 – på alle emner. Man er dermed i en situation, hvor ’folkets vilje’ enten er at ingen af forslagene bør gennemføres – når man stemmer på kandidater – og at alle forslagene bør gennemføres – når man stemmer per forslag. Det geniale, og måske også noget forstemmende, i Ostrogorskis eksempel er derfor, at det på så overskuelig en måde illustrerer det helt nyttesløse i at finde ud af, hvad folkets vilje er. Afstemningsformen bestemmer resultatet, og man kan dermed ikke finde ud af hvad folkeviljen er for en størrelse.

Begreber der skal væk 2: Folkevilje

En af de mest forfejlede og skadelige ideer er forestillingen om “folkeviljen”. Det er ideen om, at der findes en mekanisme, som kan omsætte alle vore individuelle præferencer til en fælles præference, en fælles vilje. Det kan være en diktator med særlig forståelse for sit folk, eller det kan være et demokratisk flertal. Den sidste variant er mere populær for tiden end den første.

Læs resten

Begreber der skal væk: Relativ fattigdom

Første indlæg i vores sommerserie om begreber og idéer, vi gerne så at folk holdr op med at bruge, handler om et begreb der ofte bruges i politik: Såkaldt ‘relativ fattigdom’. OECDs og EUs fattigdomsgrænser er begge defineret på basis af relativ fattigdom, ligesom Danmarks Statistik har advokeret for lignende brug. DS har endda et presseindlæg fra 2012 med titlen “Hvordan man måler fattigdom?“, der nærmest sætter lighedstegn mellem relativ fattigdom og egentlig fattigdom.

Problemet med begrebet er, at det ikke rigtigt har noget som helst med fattigdom at gøre. OECD definerer således folk som ‘fattige’, hvis de tjener mindre end 50 procent af landets medianindkomst. Metoden indebærer således, at lande som Ungarn og Grækenland har cirka lige så mange ‘relativt fattige’ som Danmark, på trods af at deres medianindkomster kun er omtrent 50-60 procent af den danske. Den indebærer også, at der er lige så mange fattige i Danmark idag, som i midten af 1970erne da medianindkomsten kun var det halve af hvad den er idag.

Med andre ord indebærer en brug af begrebet ‘relativ fattigdom’, at der ikke bliver færre fattige selvom alle indbyggere i et land bliver dobbelt så rige. Det betyder også, at man vil måle flere såkaldt fattige i Monaco end i Danmark på trods af at gennemsnitsindkomsten er over den dobbelte. Heri ligger det politiske trick ved det: Relativ fattigdom er overhovedet ikke et fattigdomsbegreb, og fører ikke mål for fattigdom med sig – målene er dårlige mål for ulighed i økonomisk resultat.

Problemet er indbygget i selve begrebet, der hviler på et tydeligt normativt fundament. Idéen bag begrebet relativ fattigdom er, at alle har en form for ret til at deltage normalt i samfundet. Deltagelse her betyder for eksempel, at ens børn kan gå til samme sport, deltage i samme aktiviteter, og i en vis forstand ‘følge med’ i status. Det betyder dermed, at en række sociologer, der bruger begrebet, mener at børn er fattige hvis de ikke får samme mærker tøj, som deres venner og klassekammerater har.

Hvis man regner med at den type standarder, som man lægger til grund for begrebet, stiger i takt med at samfundet som helhed bliver rigere, vil fattigdom per definition altid være et problem hvis man ikke omfordeler i meget massiv grad. Det ligger således indbygget i begrebet, at den eneste løsning er politik, der sikrer en stadig større grad af resultatlighed – ikke lighed i muligheder, men lighed i outcomes.

Relativ fattigdom som begreb har således meget lidt med fattigdom at gøre – at kalde danskere med en indkomst under 156.000 kroner fattige, er at gøre grin med verdens fattige – og er politisk partisk. Den købekraftsjusterede gennemsnitsindkomst i lande som Argentina, Bulgarien og Montenegro er således lavere end OECDs grænse for at være ‘relativt fattig’ i Danmark. Selve begrebet gør enhver egentlig sammenligning over tid eller på tværs af lande til rent nonsens. Relativ fattigdom er et begreb, som ikke burde bruges medmindre ens formål er politisk manipulation.

Punditokraternes sommerserie 2022

Som altid har Punditokraterne også i år en sommerserie af indlæg med et fælles tema. Tidligere sommerserier har for eksempel omfattet public choice (i 2017), international handel (i 2018), befolkning, klima og vækst (i 2019), indlysende forhold og bivirkninger, (i 2020), og historiske forhold (sidste år).

Emnet for sommerserien 2022 er begreber og idéer, som vi helst så folk holdt op med at bruge. Vi kommer, med andre ord, til at bruge lidt af sommeren på at beskrive begreber og idéer fra samfundsvidenskaberne og samfundsdebatten, som enten ikke giver mening, er selvimodsigende, er stærkt kritisable, eller ganske enkelt er (eller burde være) døde fra en faglig vinkel.

I de kommende uger kommer vi derfor til at skrive i sommerserien om så forskellige begreber som ‘neoliberalisme’, ‘social retfærdighed’, ‘folkets vilje’, og ‘sammenhængskraft’. Hvis vores læsere skulle have flere eksempler på begreber eller samfundsfaglige idéer, der er enten nyttesløse, nonsens, eller fagligt døde, er alle velkomne til at komme med forslag nedenfor!

Politiske transaktionsomkostninger – endnu et argument for et regelloft

Skal man indføre ny regulering, hvis en samfundsøkonomik cost-benefit-analyse viser, at reguleringen giver et lille, men dog positivt, afkast?

Umiddelbart fristes man – ud fra et rent samfundsøkonomisk synspunkt – til at sige ja. Men Sutter and Poitras (2002) peger på, at selv med samfundsøkonomiske briller, er det ikke nødvendigvis en god idé. [1] Det skyldes, at meget regulering bliver forældet over tid, men alligevel ikke bliver afskaffet på grund af politiske transaktionsomkostninger.

Political equilibrium assumes that politicians balance pressure generated for and against various measures, but transactions costs inevitably limit this process. Politicians cannot consider every policy every year, and some issues must fall below the threshold necessary to attract attention from any affected interest group. Some government programs persist due to inertia.

De peger på, at forskningen tyder på, at hvis periodisk syn nogensinde har haft en effekt på trafiksikkerheden, så var det i gamle dage, hvor biler var relativt usikre. Alligevel er periodisk syn forsat et krav mange steder, fordi det ikke er “top of mind” hos politikerne at få kravet fjernet.

Crain and Kimenyi (1991) argue in addition that changes in automobile engineering over time have reduced the safety effects reported in initial studies. Inspection persists because safety advocates misperceive the policies’ effects or have not updated their beliefs to take account of recent scholarship. A lack of systematic relationship between the interests examined here and the cross-state incidence of inspection would be consistent with a political transactions cost explanation of persistence.

Man kan tilføje, at periodisk syn langt fra er den eneste form for regulering, der har mistet enhver form for begrundelse og alligevel hænger ved med enorme omkostninger til følge. For et skræmmende eksempel henviser jeg til mit tidligere indlæg om The Jones Act.

Og dermed har vi endnu et godt argument for at indføre et regelloft. Et regelloft vil nemlig gøre det mere opportunt for politikerne at få afskaffet gamle regler, som ikke længere kan begrundes (men stadig kan føre til betydelige omkostninger).

//

[1] Her antager jeg naturligvis – helt realistisk – at de fremtidige omkostninger ikke er regnet med i cost-benefit-analysen.

Minkskandalen springer fra regering til Folketing

Minkskandalen har hidtil alene handlet om regeringen, altså den udøvende magt. I sin essens bestod skandalen i, at regeringen påbegyndte en afvikling af erhvervet uden at have lovhjemmel, dvs. uden at have den lovgivende magt ombord. Regeringen kan ikke lovgive uden Folketinget eller handle uden hjemmel.

Men nu er skandalen så sprunget fra regering til Folketinget, fordi det også kun er Folketinget, som kan sanktionere regeringen – f.eks. ved at afskedige de ansvarlige ministre eller sætte dem for en rigsret.  I det danske parlamentariske system er tinget tildelt opgaven med at kontrollere regeringsmagten. Det er på papiret en meget stærk position, men det kræver, at det vil og kan benytte sig af den. Det skrev jeg om her (da debatten kørte om, hvorvidt regeringen tryner de folkevalgte).

Læs resten