Medieskabt klimakrise

Thomas fra Tu Ne Cede Malis gjorde mig opmærksom på Jens Olaf Pepke Pedersens indlæg på kontrast.

Jeg har længe undret mig over de “katastrofeord” der bruges om klimaforandringerne. Et emne også Jens Olaf Pepke Pedersen tager op:

Ordet ”klimakrise” kommer ikke fra videnskaben, for det optræder kun en enkelt gang i den seneste og næsten 4.000 sider lange rapport fra FN’s Klimapanel fra august sidste år. Og ordet bliver kun brugt i forbindelse med en gennemgang af mediernes omtale af klimaændringer, hvor klimapanelet konstaterer, at ”nogle medier” ikke længere bruger neutrale termer som ”klimaændringer” eller ”global opvarmning”, men i stedet benytter udtryk som ”klimakrise” og ”klimanødsituation”. Panelet konstaterer derfor lidt tørt, at de ”specifikke karakteristika ved mediedækningen spiller en stor rolle for klimaforståelsen og -opfattelsen, herunder hvordan IPCC-vurderinger modtages af offentligheden”. Det havde faktisk været mere korrekt, hvis klimapanelet havde skrevet, at mediedækningen spiller en stor rolle for klimamisforståelsen, for ”klimakrisen” er medieskabt og ikke menneskeskabt.

Jeg har selv tidligere problematiseret, at bl.a. Sebastian Mernild understøtter denne katastrofesnak i stedet for at berolige de unge. For hele sprogbruget signalerer, at vi står over for død og ødelæggelse, mens realiteten snarere er, at der er tale om et økonomisk problem af store – men dog overkommelige – dimensioner (Nordhaus estimerede omkostningerne til nogle procenter af BNP, hvilket er stort i forhold til effekten af de politikker, vi normalt bruger meget tid på at diskutere, men trods alt beskedent ift. den halvering af verdens BNP, som menneskehedens selvvalgte brug af grænser medfører).

I kan se/høre min samtale med Lars Gårn Hansen her:

Myndighederne bruger for lidt tid på at evaluere eksisterende regulering

Det er meget sjældent, at regler bliver evalueret. Taxiloven fra 2017 er en undtagelse, der bekræfter reglen, for her aftalte man, at den nye lov skulle evalueres efter efter et, tre og seks år. Til gengæld har man – så vidt jeg ved – ikke aftalt at evaluere den nye godskørselslov fra 2018, på trods af at man dengang mente, at lovforslaget udelukkende ville medføre negative konsekvenser for samfundet (se det sammenfattende skema her).

Det kan undre og bekymre, at myndighederne ser det som vigtigere at indføre nye regler, som måske kan håndtere et problem, der måske eksisterer, mens de synes fuldstændig uinteresserede i at vurdere, om de regler, der allerede er indført, overhovedet gavner samfundet.

Problemet findes ikke kun i Danmark. Her er et uddrag af, hvad James Broughel fra Mercatus skrev forleden.

Læs resten

Kup og nye forfatninger

For få år siden, da Martin Rode (Uni Navarra) og jeg samlede dataene sammen til vores database om regimetyper og regimetransitioner (gratis tilgængelig her), spottede vi flere interessante sammenhænge. En af de mest interessante er, at når vi i perioden observerer et succesfuldt statskup, er der en 45 procent sandsynlighed for, at landet implementerer en ny forfatning i løbet af de næste tre år. Vi undrede os over, at vi ikke kunne finde tidligere forskning der så på fænomenet, eller stillede spørgsmål ved hvordan de forfatninger ser ud.

Martin og jeg har sammen med vores tidligere PhD-studerende Andrea Sáenz de Viteri (VSE Prag) lavet en særudgave af databasen, hvor vi kun har lande fra Latinamerika og Caribbien, men med data tilbage til 1920 og ekstra information. Dét datasæt har Stefan Voigt (Uni Hamburg) benyttet os af i et ny paper med den simple titel “Coups and Constitutional Change”. Jeg skal præsentere papiret for første gang i aften ved ugens Hamburg Lecture, og giver blot en lille forsmag her på stedet.

Allerførst illustrerer denførste figur nedenfor timingen i forfatningsimplementering i Latinamerika og Caribbien, set henover et århundrede. To særlige forhold er synlige her: 1) at forfatningsændringer typisk kommer før demokratisering (den grå kurve); og 2) at forfatningsændringer typisk kommer efter succesfulde kup (den sorte kurve). Kuppene sker mellem år -1 og år 0, og er ikke blot konsekvenser af politisk uro. Hvis de var, ville den sorte kurve følge den prikkede, sorte, der illustrerer sandsynligheden for at få en ny forfatning omkring fejlede kup. Den sandsynlighed er klart den samme for begge grupper før kuppet, men stiger markant hvis kuppet lykkes. Vi kan således meget tydeligt vise, at mange forfatninger er direkte resultater af det nye regime, som kommer til magten ved et kup.

En anden interessant detalje her er, i hvilket omfang statskup ‘beskytter’ demokratiet. Vi illustrerer her hvad der sker med sandsynligheden for, at et land er fuldt demokratisk omkring fejlede og succesfulde kup. Hvis landet i forvejen var demokratisk (de sorte linjer), forsvinder demokratiet naturligvis i det øjeblik, kuppet lykkes. Det sker kun sjældent efter fejlede kup (den stiplede sorte kurve), ligesom det er relativt sjældent, at fejlede kup (de grå kurver) fører til demokratisering. Men detaljen, som dskuteres heftigt i kupforskningen, er at efter tre år har 30 procent af kupregeringerne genindført eller indført demokrati! Der er således tydeligvis kup, der de facto beskytter eller demokratiserer.

Er kup derfor af det onde og noget, det internationale samfund bør stræbe efter at undgå? Svaret fra vores forskning er, at der ikke er et enkelt svar på spørgsmålet. Derudover ligger der detaljer og komplikationer begravet i, hvordan de nye forfatninger ser ud. Den diskussion er dog for en anden dag og en anden blogpost.

Populistiske vælgere i Europa

Der tales med jævne mellemrum om populisme som både politisk fænomen og som politisk problem. Populisme er også et stort tema i samfundsvidenskabelig forskning, for eksempel i Barry Eichengreens The Populist Temptation – en på flere måder udmærket bog som jeg anmeldte for Economic Affairs i 2019 – eller mindre glimrende bidrag som f.eks. hollænderen Cas Muddes noget ideologiske, men medieprofilerede, forskning. Og oveni bekymringerne er der også enkelte studier, der peger på at populistiske partier kan være af det gode, da de tillader flere grupper i samfundet at blive hørt og repræsenteret i debatten, og giver større politisk konkurrence.

Et spørgsmål, der sjovt nok ikke diskuteres ret meget i den offentlige debat, er hvor fænomenet er størst, og hvilken form det tager. Helt særligt diskuteres populisme ofte som et fænomen på den ydre (nationalkonservative) højrefløj i højere grad end venstrefløjen – Mudde afviser endda blankt, at socialdemokrater kan være populister! Der er dog meget lidt grund til at tro, at populistiske venstrefløjspartier generelt vil det samme som deres populistiske pendanter på højrefløjen.

Idag bruger vi derfor den svenske tænketank Timbros data over populistiske partier i Europa. Det særlige ved Timbros data er, at de går tilbage til 1980 og sorterer populistiske partier i enten venstrefløj eller højrefløj. Kortet nedenfor illustrerer, hvor mange vælgere disse partier fik i forskellige europæiske lande ved valg mellem 2010 og 2019.

Kortet skal læses sådan, at hvis venstre- eller højreorienterede populistiske partier fik færre end 10 procent af stemmerne, er landet hvidt. Jo mørkere blåt det bliver, jo flere stemmer gik til højrefløjspopulister; på samme måde gik flere stemmer til venstrefløjspopulister i mere røde lande. Et enkelt land – Grækenland – er grønt fordi højrefløjspopulister i perioden fik 12 procent af stemmerne, mens venstrefløjspopulister fik 34 procent.

Vores kort idag illustrerer dermed, at man ikke blot kan tale om populisme som det samme fænomen i Spanien som i Finland. Finske populister i f.eks. Sannfinländarna (Perussuomalaiset) er fundamentalt anderledes end f.eks. det spanske Podemos, men på mange måder sammenlignelige med deres kolleger i Dansk Folkeparti. I det omfang populistiske partier får faktisk indflydelse kan man således heller ikke regne med samme konsekvenser (se f.eks. evidens fra Latinamerika her).

Pointen i dagens post er således den enkelte, at hvis man skal tale om populisme, kan man sagtens tale om fælles disrespekt for etablerede institutioner, en fælles fortælling om en elite versus ‘folket’ (som populisterne påstår, de repræsenterer), og en mangel på respekt for faglighed. Men det giver meget lidt mening at tale om det hele som ét fænomen: Hvis man skal have noget analytisk ud af populismediskussioner, må man skille dem ad ideologisk. Ellers ser det ud som Mai Villadsen og Pernille Vermund er samme politiske person…

Det er ikke længere de fattige uden job, der får flest børn

Det plejede at være de fattigste kvinder uden for arbejdsmarkedet, der fik flest børn. Men sådan er det ikke mere. Det er konklusionen i Doepke et al. (2022).

In this survey, we argue that the economic analysis of fertility has entered a new era. First-generation models of fertility choice were designed to account for two empirical regularities that, in the past, held both across countries and across families in a given country: a negative relationship between income and fertility, and another negative relationship between women’s labor force participation and fertility. The economics of fertility has entered a new era because these stylized facts no longer universally hold. In high-income countries, the income-fertility relationship has flattened and in some cases reversed, and the cross-country relationship between women’s labor force participation and fertility is now positive. We summarize these new facts and describe new models that are designed to address them. The common theme of these new theories is that they view factors that determine the compatibility of women’s career and family goals as key drivers of fertility. We highlight four factors that facilitate combining a career with a family: family policy, cooperative fathers, favorable social norms, and flexible labor markets. We also review other recent developments in the literature, and we point out promising new directions for future research on the economics of fertility.

Nogle bud på, hvilke politiske implikationer det vil/kan få i fremtiden?

Samhandel med demokratier fremmer demokrati i autokratier.

Det er veletableret, at samhandel mindsker risikoen for krig mellem lande. Frihandel er derfor også sikkerhedspolitik – hvad nogle har en tendens til at overse i disse tider. 

Et netop offentliggjort studie finder, at ikke-demokratiske lande, der samhandler med demokratier, også får en mere demokratisk indstillet befolkning og derigennem selv bliver mere demokratiske. Det er udført af Magistretti og Tabellini, som har set på sammenhængen mellem holdningen til demokrati og samhandlen med demokratier, mens man voksede op. Jo mere samhandel i de formative år, desto mere positiv er man i dag. Der findes derimod ikke en tilsvarende ”smitte” fra ikke-demokratiske regimer. 

I abstraktet skriver de således:  

We combine survey data with country-level measures of democracy from 1960 to 2015, and exploit the improvement in air, relative to sea, transportation to derive a time-varying instrument for trade. Relying on within-country variation across cohorts, we find that individuals who grew up when their country was more integrated with democracies are, at the time of the survey, more supportive of democracy. In line with the change in citizens’ preferences, economic integration with democratic partners has a large, positive effect on a country’s democracy score. Instead, economic integration with non-democratic partners has no impact on either individuals’ attitudes or countries’ institutions. We provide evidence consistent with the transmission of democratic capital from more to less democratic countries. 

Hvis resultatet holder, kan det ikke alene forklare en mekanisme, som medvirker til at sænke risikoen for krig, desto mere demokratiske lande er. Handel og anden økonomisk integration kan være en af drivkræfterne – uden naturligvis at være den eneste. Det kan også være med til at forklare autokratiers dilemma med hensyn til handel. På den ene side kan handel styrke landets økonomi, hvilket alt andet lige gør det lettere for autokraterne at nå deres mål, herunder at der er flere ressourcer i økonomien at beslaglægge. På den anden side kan handel medføre en dynamik, som kan true autokraterne magtposition. Et velkendt eksempel er, at fri markedsøkonomi og konkurrence uvilkårligt vil medføre jævnlige forskydninger borgernes økonomiske positioner, og at det derfor kan være sværere at opbygge en stabil alliance bag magthaverne. Men Magisretti og Tabellinis studie tyder altså desuden på, at befolkningen får en mere positiv holdning til demokrati og dermed udgøre en større trussel mod autokratiet. 

Fører øget “bøvl” til færre tragiske hændelser? En tredje ting…

Zetland fortsætter deres artikelserie om regulering og bureaukrati, som jeg tidligere har omtalt her. I dag handler det om en regel – indført på baggrund af en tragisk hændelse – som medfører en masse “bøvl” i hæren.

Til gengæld skulle vi så få færre af de tragiske hændelser. Men netop dette stiller Zetland – med rette – spørgsmålstegn ved. I artiklen nævnes to ting, der peger i retning af, at der næppe er en effekt (eller at effekten som minimum er meget lille):

  • For det første er de tratiske hændelser meget sjældne.
  • For det andet kan en soldat stadig nemt få adgang til våben.
Fra Zetlands artikel. Bemærk, at mindre væsentlige dele er klippet ud.

Jeg vil gerne tilføje en tredje ting til listen:

  • Bureaukrati ændrer adfærd (utilsigtede konsekvenser).
Læs resten

Zetland fokuserer på regulering. Og det burde du også gøre.

Zetland kører for tiden en artikelserie, hvor de sætter fokus på problemerne med den omfattende regulering af det danske samfund. Serien er værd at følge med i, fordi den meget fint og jordnært beskriver problemerne. Her er fx fra nr. 2 artikel i serien (nr. 1 findes her):

På sin hjemmeside har Finanstilsynet samlet EU-love for blandt andet banker og pensionskasser. Men på grund af “den store mængde EU-regulering, herunder de hyppige ændringer, tages forbehold for manglende opdatering, manglende retsakter eller anden fejlagtig information i Finanstilsynets EU-lovsamling”

…eller…

Der findes simpelthen en dansk regel, der siger, at det er forbudt at sælge kildevand på apotekerne. Listen over, hvad de må og ikke må sælge, er lang og overraskende detaljeret. Milkymeter (termometer til at måle temperatur på mælk i sutteflaske) er forbudt. Myslibar med psyllium-frøskaller er forbudt. Inkontinensundertøj er forbudt. Cool-Kidz kirsebær-badeolie, næsesuger og små mortere er til gengæld helt okay.

Begge er eksempler, jeg har bidraget med. I øvrigt er journalisten bag serien, Hakon Mosbech, blevet påvirket af at dykke lidt ned i reguleringsområdet. Noget jeg selv kan genkende fra min start i CEPOS (min fremhævning).

Hver gang jeg taler med en kilde om én problematisk regel, sender hun mig videre til to nye problematiske regler. Og hver dag jeg læser nyhederne, handler de om regler og love.

Minister indfører nye regler for overvågning af jomfruhummer-fiskekuttere, lyder en nyhedshistorie. Historisk særlov for ukrainere vedtaget, lyder en anden. Malaysia vil forbyde rygning for alle, der bliver myndige næste år, lyder en tredje. Alt sammen på én dag.

Det er, som om jeg har fået en ny linse at se verden igennem. Pludselig bliver det tydeligt, hvor meget nye regler og love fylder inde bag de fleste nyhedshistorier. Prøv at lægge mærke til det selv, næste gang du læser eller lytter.

Jeg ser (skadelig) regulering overalt. Ofte er det eksisterende regler, jeg ikke kendte til. Andre gange er det nye regler, der er på vej. Her er fx indtryk fra mit Facebook-feed da jeg kiggede igennem i går. Og her er der vel at mærke alene tale om EU-regulering…

Efter min bedste overbevisning undervurderer vi meget kraftigt, hvor skadelig den omfattende regulering er. Og jeg er derfor ekstremt fornøjet med, at Zetland sætter fokus på det.

Et argument imod at stemme til valg

Chris Freiman blogger for tiden hos Bryan Caplan på Bet On It. Jeg kender ikke Chris Freiman, men Caplans introduktion forleden virkede lovende. Og nu har Freiman så skrevet sit første indlæg, som bestemt er værd at læse.

I indlægget bringer han et solidt argument for ikke at stemme ved valg. Argumentet er helt kort, at da du alligevel ikke kommer til at påvirke valget (chancen for at din stemme bliver afgørende for den førte politik er nul), så bør du bruge din tid på noget andet. Og det argument gælder, selvom du mener, det er et form for samfundsbidrag at stemme – for det kan det “andet” jo også være.

Suppose you spend a few hours researching and casting a vote. You could have used those hours to work some overtime and earn, say, $50 to donate to the Seva Foundation instead, which is enough to prevent one person from going blind. If you agree that a someone’s sight is worth more than an inconsequential vote […], then you should agree that earning to donate to the Seva Foundation is a better use of your time than preparing and casting a vote.

Det oplagte spørgsmål er: Men hvad hvis ingen stemte? Også det svarer Freiman overbevisende på.

Now, I know what you’re thinking—“what if no one voted? Wouldn’t that be bad?” Sure! But that doesn’t imply that you, the marginal individual, should vote. By analogy, it would be bad if no one filled cavities, but you, the marginal individual, aren’t obligated to become a dentist. Indeed, it’s much better to have a division of labor. A world where some practice dentistry and others sell toothpaste is a better world for your teeth than one in which everyone practices dentistry. Similarly, a world where some cast informed and unbiased votes and others earn to donate to effective charities is a happier and more prosperous world than one in which everyone is a voter.

Chris Freiman ser ud tila t være værd at følge fremover. Du kan læse hele indlægget her.

Virker det, hvis man lukker ned tidligt? En kritisk gennemgang af Hatchett et al. (2007)

Ifølge mange epidemiologer er hastighed afgørende, når man lukker et samfund ned. En antagelse (ja, det ER en antagelse – læs videre!) jeg tidligere har været kritisk overfor. Ikke fordi jeg ikke forstår matematikken (med eksponentiel vækst er det oplagt, at det er en god idé at reagere hurtigt), men fordi nedlukninger – i modsætning til folks frivillige adfærdsændringer – er ineffektive.

I bogen ”The Premonition: A Pandemic Story”, beskriver Michael Lewis, hvordan antagelsen opstod på baggrund af et studie, Hatchett et al. (2007), som bl.a. konkluderede, at ”hurtig implementering af flere NPI’er kan reducere spredningen af influenza markant”. En konklusion som senere blev afgørende for det amerikanske Centers for Disease Control and Prevention (CDC)’s pandemiplan (læs evt. om historien her).

Der er dog ét centralt problem. Hatchett et al. viser ikke, at tidlige nedlukninger virker. Det er en implicit antagelse, som forskerne foretager for at nå deres konklusion.

Hatchett et al. når deres konklusion ved at se på overdødeligheden i forskellige byer under 1918-pandemien. De finder, at byer, der lukkede ned tidligt i pandemiforløbet, havde lavere overdødelighed end byer, der lukkede ned senere i pandemiforløbet. Nedenstående figurer viser deres data (til venstre) og udvidede data brugt i Markel et al. (2007) (til højre).  I begge figurer er overdødeligheden op ad 2.-aksen og tid ud af 1.-aksen. Hvor hurtigt byerne lukkede ned er vist med farver (mørkere betyder, at de lukkede hurtigere ned i forhold til hvor langt de var i pandemiforløbet – krydsene angiver byer med manglende data for nedlukningshastigheden).

Det er let at se, at byer, der lukkede ned relativt tidligt i pandemiforløbet (de mørke prikker), havde lavere overdødelighed end byer, der lukkede ned sent i pandemiforløbet (de lyse prikker). Korrelationen (bemærk: k o r r e l a t i o n e n) er der således ikke tvivl om.

Figuren viser dog også en anden interessant ting: At de byer, der lukkede ned tidlig i pandemiforløbet, alle blev ramt relativt sent af den spanske syge. Borgerne nåede altså at se, at det gik galt på USA’s østkyst, hvor den spanske syge ramte allerede tidligt i foråret 1918, og kunne derfor tilpasse deres adfærd i tide til at undgå stor overdødelighed. Figuren lægger altså op til en helt anderledes alternativ forklaring, nemlig at det var frivillige adfærdsændringer – drevet af information – der var afgørende for den lavere dødelighed.

Ekskluderer vi således byer, der blev ramt tidligt af den spanske syge, er den gennemsnitlige overdødelighed stort set ens på tværs af responstider, jf. nedenstående figur. Det indikerer, at det snarere er information og frivillige adfærdsændringer, der er drivkraften bag resultaterne i Hatchett et al. og Markel et al.

Men det overså forfatterne bag de to studier, selvom Hatchett et al. faktisk er inde på det. De skriver nemlig, at ”derudover havde byer, hvis epidemier begyndte senere, en tendens til at gribe ind på et tidligere stadium af deres epidemier, formentlig fordi lokale embedsmænd i disse byer observerede virkningerne af epidemien langs den østlige kyst og besluttede at handle hurtigt”. De overvejer dog ikke, at præcis den samme information tilflød borgerne i byerne, som derfor selvfølgelig reagerede på faren.

Ovenstående viser, at der (mindst) er én god alternativ forklaring til konklusionerne i Hatchett et al. og Markel et al. om, at timing er afgørende. Og det er at folk reagerer på information og tilpasser deres adfærd, når der er en ny fare uden for deres dør.

Det overser de desværre, og kommer derfor til implicit at antage, at nedlukningerne virker.

Hvordan så det ud under COVID-19-pandemien?

Figuren nedenfor viser principielt det samme som ovenstående figurer. Figuren viser dødeligheden (2.-aksen) sammenholdt med, hvor hurtigt/kraftigt pandemien startede (målt som datoen for hvornår et land nåede 20 døde/mio.), hvilket udgør 1.-aksen.

Figuren viser, at de lande, der lukkede ned[1] tidligt i pandemiforløbet (senest samme dag som første dødsfald) har lavere dødelighed – men også de blev ramt relativt sent af pandemien. Det gælder bl.a. for Sverige, som blev ramt hårdt af pandemien, fordi mange svenskere blev smittet i forbindelse med et uopdaget udbrud i alperne i uge 9, 2020.

Hvis vi alene ser på lande, der ikke blev ramt hårdt af pandemien – altså de lande, der ligger til højre i figuren, og som er markeret med gråt – er der ingen effekt af at lukke tidligt ned. Det viser søjlediagrammet nederst til højre i figuren.[2]  De lande, der lukkede tidligt ned, havde en dødelighed på 42 døde/mio, mens de lande, der lukkede sent ned havde en dødelighed på 45 døde/mio. Forskellen svarer til 15-20 dødsfald i Danmark. Som eksempel kan man bemærke, at Danmark tilhørte ”early”-gruppen, Norge tilhørte ”intermediate”-gruppen og Finland tilhørte ”late”-gruppen. Alligevel var dødeligheden i alle tre lande lav (højest i Danmark, der lukkede tidligst ned, men også blev lidt hurtigere ramt af pandemien (Danmark nåede 20 døde/mio. nogle dage før Finland og Norge).

Det første COVID-19-dødsfald blev registreret samtidig i Danmark og Sverige (11. marts). Det tager 3-4 uger, fra man bliver smittet, til man dør af COVID-19, så en evt. effekt af den danske nedlukning (og den manglende nedlukning i Sverige) ville tidligst kunne ses i starten af april. Men som nedenstående figur viser, så var pandemiforløbet i Sverige helt anderledes end i Danmark. De høje dødstal i Sverige kan altså næppe forklares med manglende nedlukning.


[1] Datoen for nedlukningen er i figuren defineret som datoen, man nåede over stringency index 60, men konklusionerne gælder uanset om man bruger værdierne 50, 60 eller 70.

[2] I figuren er ” lande, der ikke blev ramt hårdt af pandemien” defineret som lande, der nåede 20 døde/mio. senere end 6. april, 2020, men konklusionen holder for andre datoer. Bemærk, at da det tager 3-4 uger fra man bliver smittet og til man dør af COVID-19, vil man næppe kunne se en evt. effekt af den danske nedlukning d. 7. april, da den kun ligger 22 dage efter de første nedlukninger (skolerne d. 16. marts, 2020).

Masterclass med Hannes Gissurarson

På næste søndag, den 12. juni fra kl. 10 til 18.30, har CEPOS Uddannelse besøg af professor Hannes Hólmsteinn Gissurarson (Islands Universitet). Hannes holder en masterclass med titlen “How cosmopolitanism and patriotism can be combined, so that nationalism and patriotism is a servant of liberty and not a threat to it.” Undervisningen foregår på engelsk.

Det særlige ved arrangementet er, at det er åbent for alle – og alle punditokraternes læsere således er inviterede til at deltage! Tilmelding er gratis og efter først til mølle-princippet. Man sender bare sit CV og en kort beskrivelse af ens interesse i arrangementet til Stefan Kirkegaard Sløk-Madsen på stefan@cepos.dk (sørge for at skrive “Masterclass” i emnefeltet).* Ved tilmelding vil man få tilsendt materiale, som man forventes at have læst forud for undervisningen.

* Hvis man er alumne fra CEPOS Uddannelse, har man direkte adgang og behøver ikke vedlægge CV eller motivation

Offentlig og privat beskæftigelse i 55 år

Forleden udkom en analyse fra Cepos, hvor Mads Lundby Hansen og Jørgen Sloth dokumenterede to ting: For det første var den offentlige beskæftigelse vokset med 34.000 personer fra februar 2020 til marts 2022 – og endda med 1500 i marts i år – og for det andet, at den totale beskæftigelse nu er på det historisk højeste niveau nogensinde på 869.000 personer. Jeg skrev om problemet i Børsen igår, torsdag, hvor jeg bl.a. pegede på problemet i, at mens den samlede arbejdsstyrke er steget cirka 30 procent, er den offentlige beskæftigelse steget hele 220 procent.

Det betyder også, som jeg skrev i Børsen, at “Mens det offentlige forbrugs bidrag per ansat til nationalindkomsten er steget 20 procent i perioden, er det privates bidrag per ansat steget 185 procent.” Hvor absurd udviklingen er, burde være klart i dagens figur nedenfor. Den konjunkturkorrigerede private beskæftigelse er idag lige omkring den samme som midt-sidst i 1960erne. Mens der dengang var cirka otte privatansatte for hver offentlig ansat – dvs. otte personer i Danmark, der betalte skatter og afgifter til at finansiere én offentligt ansat – er det tilsvarende tal idag kun 3½.

Det er på dén baggrund, at mange økonomer efterlyser produktivitetsfremgange i den offentlige sektor. Kunne man ikke – enten gennem reformer af måden man gør ting på i det offentlige, af hvad det offentlilge gør, og af det omfang det offentlige bruger private udbydere – rette en smule op på den sære situation hvor 28 procent af arbejdsstyrken er beskæftigede i en sektor, der stort set ikke bliver mere produktiv eller dygtigere fra år til år?

Jeg er pinagtigt opmærksom på, at en væsentlig del af problemet er, at 28 procent af arbejdsstyrken er økonomisk ‘afhængig’ af politik – det er i sidste ende politikere, der er deres arbejdsgivere. Offentlige fagforeninger er også en væsentlig lobby i dansk politik, som kan forhindre reformer og som har en direkte interesse i at bibeholde en stor offentlig beskæftigelse. Men som dele af fagbevægelsen er klar over, kan det ikke blive ved: Som min ven og kollega Andreas Bergh (Lunds Universitet) viste på bedste pædagogiske vis i sin fremragende Den kapitalistiska välfärdsstaten, kræver finansieringen af velfærdsstaten og de 869.000 offentligt ansatte, et ekstremt produktivt erhvervsliv, og mere generelt en privat sektor, der bliver ved med at blive mere produktiv. Tider, hvor Folketinget udvider den offentlige sektor og ansætter flere, mens de regulerer den private sektor stadigt tættere og sætter barrierer op for international handel, rykker Danmark tættere på den velfærdsafgrund, der har truet siden 70erne.

EU’s Non-Tariff Barriers

Det påstås ofte, at verden er blevet langt mere åben for handel de senere årtier. Som det britiske Institute for Government peger på, er de vestlige landes toldbeskyttelse faldet dramatisk siden anden verdenskrig: I 1949 var USAs gennemsnitstold på 33,9 %, mens den idag er faldet til 3,5 %. EU’s tilsvarende told er 5,3 %, ned fra omkring 9 % i midten af 1970erne. Men på samme tid er der meget, der tyder på, at såkaldte Non-Tariff Barriers er blevet vigtigere over årene. WTO peger for eksempel på, at NTB’er bidrager med omtrent den dobbelte ‘beskyttelse’ mod international handel som toldmure går idag.

De NTB’er som vestlige lande benytter sig af, defineres typisk som bestående af to komponenter: “Regulation: Any rules which dictate how a product can be manufactured, handled, or advertised” og ” Rules of Origin: Rules which require proof of which country goods were produced in.” De er dermed både regler, der effektivt pålægger udenlandske producenter større omkostninger ved at direkte påvirke måden de producerer deres produkter og reklamerer for dem, og regler der skaber bureaukratiske mure.

For tiden giver den britiske strid med EU over Nordirlandprotokollen fremragende eksempler på, hvordan union benytter sig skruppelløst af NTB’er som protektionistisk redskab. The Telegraph skrev således i morges om, hvordan man ikke kan købe småkager som Walker’s producerer særligt i forbindelse med dronning Elizabeths jubilæum – det forhindres effektivt af de NTB’er, der ligger i protokollen. Et andet eksempel, der er direkte til undervisningen, gives af Marks & Spencers topchef Archie Norman, der fortalte parlamentsmedlemmer hvordan:

“At the moment, wagons arriving [from the UK] in the Republic of Ireland have to carry 700 pages of documentation it takes eight hours to prepare. The documentation of some of the descriptors, particularly of animal products, have to be written in Latin … in a certain typeface.”

EU-tilhængere påstår ofte, at unionen er en af de mest frihandelsvenlige kræfter i verden. Det er åbenlyst ikke sandt, men erfaringerne med måden, unionen straffer britiske borgere gennem Nordirlandprotokollen afslører, i hvor høj grad policy-making i EU er blevet voldsomt protektionistisk. Det er godt for vores undervisning i handelspolitik – særligt den beskidte af slagsen – men skadeligt for borgere i både EU og Storbritannien.

Er højere uddannelse oversubsidieret?

Uddannelse gør folk mere produktive. Vi har brug for mere økonomisk vækst, og produktivitet er den vigtigste kilde til vækst. Ligger det så ikke på den flade, at staten bør subsidiere uddannelse massivt – hvad den allerede gør – og måske endnu mere end i dag?

Det gør det faktisk ikke. Det kan virke overraskende. Men alt tyder på, at vi subsidierer højere uddannelse for meget.

Læs resten

Identitetspolitik og sammenbrud af demokratiske kompromiser

Et af de store emner i dansk politik disse år er det samme som i politiske debatter i f.eks. USA, Storbritannien, Sverige og New Zealand: Identitetspolitik. Merriam-Webster definerer identitetspolitik som ”politics in which groups of people having a particular racial, religious, ethnic, social, or cultural identity tend to promote their own specific interests or concerns without regard to the interests or concerns of any larger political group.” Identitetspolitik kan for eksempel tage udtryk i, at folk med helt bestemte historiske rødder – sorte, grækere, eller russere – eller folk med særlige præferencer – transkønnede, stærkt overvægtige, eller dværge – på en eller anden måde ’fortjener’ særbehandling.

Man kan mene om identitetspolitik hvad man vil, men intuitivt er den stærkt ekskluderende og diskriminerende i sit udgangspunkt. Det viste sig for eksempel i sidste års Nørrebro Pride, der i sit materiale skrev ”Husk, dette er ikke et sted for hvide/cis/het, det er en QTIBIPOC seperatisk-event. Hvis du er hvid og/eller straight, så vil du blive nægtet adgang.” Med andre ord: Hvis man ikke delte både organisatorernes specifikke seksuelle præferencer og deres raceidéer, var man udelukket fra at bevæge sig sammen med dem i nogen synlig afstand.

På den måde er identitetspolitik decideret antitetisk til demokratisk politik og demokratisk samtale, men hvor problematisk det er, har indtil videre været et åbent spørgsmål. Det har to fremragende public choice-forskere nu rådet en vis bod på. Peter Boettke, professor på George Mason University udenfor Washington DC, har sammen med sin meget dygtige PhD-studerende Henry Thompson fået en artikel i Public Choice med titlen Identity and off-diagonals: how permanent winning coalitions destroy democratic governance. I artiklen viser de to, hvordan identitetspolitik underminerer måden, et velfungerende demokrati virker.

Boettke og Thompson starter grundlæggende deres analyse med et normativt grundlag fra Nobelprisvinderen James Buchanan: ”The purpose of a majority decision-making process is to ensure that the composition of the majority is not fixed and permanent: “one of the most important limitations placed upon the exercise of majority rule lies in the temporary or accidental nature of the majorities” (Buchanan 1954, pp. 118–119). The instability of coalitions, their propensity to break down because of side payments, broken allegiances, exogenous shocks, political entrepreneurship, or changes in preferences suggests a process by which society gropes towards some sort of continually evolving consensus (Buchanan and Congleton 1998, pp. 3, 4).” De to går derefter videre i den omhyggelige analyse ved at pointere en ganske enkel pointe: Identitetspolitik er ikke kompromissøgende, fordi den netop udelukker at man samarbejder med nogen, der ikke deler ens identitetsideologi.

Det helt basale problem, som Boettke og Thompson understreger, er at identitetspolitik afholder de identitære fra at samarbejde politisk med andre, der ikke deler deres præferencer fuldt ud. Det fundamentalistiske element i identitetspolitik forhindrer dermed det vigtige element i demokratier, som Buchanan påpegede, at der forhandles og nås enighed mellem skiftende grupperinger, og at ingen enkeltgrupperinger i samfundet således permanent sidder på fordelingen af goder. I det omfang, identitetspolitiske overvejninger sniger sig ind i politik, afkobler man således en af de vigtigste dele af demokratisk policy-making og skaber i stedet en situation, hvor kun dem, der er identitetspolitisk ’rene’ kan få gavn af omfordeling og de rents, der skabes af al politik. Hvis man ikke ser dét som et problem for moderne demokrati, ved jeg ikke hvad et problem er.

Handel og pressefrihed

De seneste år har der været mere forskningsfokus på, hvordan information påvirker handelsmønstre. James Rauch startede meget af denne forskning i 1999 ved at pege på search barriers – at det faktisk koster noget at finde ud af, hvilke virksomheder man kan samarbejde med – er vigtige for international handel. Mine gode kolleger Philipp Schröder og Allan Sørensen har for eksempel sammen med Ingo Geishecker set på såkaldte ‘one-off export events‘ – begivenheder hvor en virksomhed eksporterer til et bestemt land en enkelt gang, men hverken de foregående år eller de næste år. I Danmark har omkring 17 procent af alle eksportsalg de seneste år således været one-off events, i modsætning til den eksport man normalt tænker på, hvor virksomheder eksporterer stort set det samme til de samme partnere år efter år. Mange af disse events er det, man kalder en ‘testing-the-waters strategy’ hvor virksomheden sælger små mængder for at finde ud af, om markedet i det nye land er værd at eksportere mere permanent til.

Meget af forskningen har fokuseret på virksomheders handel med resten af verden, mens de fleste har glemt at mange af virksomhedernes barrierer for information ikke er markedsdrevne, men politisk bestemte. De er derfor nationale og bør i princippet påvirke al eksport til et land. Philipp Schröder og jeg besluttede os derfor for nogle år siden for at undersøge, om pressefrihed – en af de mest alvorlige barrierer for almindelige borgere, der søger information om hvad der foregår – også påvirker handelsmønstre. Resultatet er artiklen Press freedom, market information, and international trade, som udgives i European Journal of Political Economy (og som er open access).

Philipp Schröder

Philipp og jeg har undersøgt eksportflows til 37 forskellige lande mellem 1993 og 2016, og sammenholdt dem med pressefriheden i modtagerlandene. Det interessante er, at vi faktisk ikke finder nogen generelle effekter af pressefrihed på eksport når vi ser på alle lande sammen. Det betyder dog ikke, at der ikke er noget: Når vi skelner mellem demokratier og autokratier, er der en meget stærk, positiv effekt af større pressefrihed på eksport til autokratier, og mere eller mindre et nul på eksport til demokratier.

Budskabet er således, at når man handler med verdens politisk ufrie lande, er frihed i én bestemt dimension – for pressen – forbløffende vigtig for handelen. Hvad der præcist foregår, kræver virksomhedsdata for at finde ud af. Men vi mener alligevel, at vi tager et skridt i retning af at forstå hvordan institutioner der påvirker pressefriheden, kan have konsekvenser for enkelte virksomheder. På den måde matcher vi indsigter fra international handel med input fra public choice / politisk økonomi – og den kombination er underligt sjælden.

Hjemmetests og lægefaglige argumenter, man skal være varsom med at bruge…

I nedenstående – som er tyvstjålet fra marginalrevolution.com – illustrerer Alex Tabarrok hvor problematisk det er, når man bruger argumenter a’la “folk kan ikke håndtere informationen, så derfor må vi regulere det”.

Argumentet bliver også tit brugt i Danmark. Både i sammenhæng med COVID-19-pandemien, kviktests og “falsk tryghed”. Men vi ser det også på mange andre felter. Forleden brugte både Forældrenes Landorganisation og pædagogernes fagforbund samme type argumenter imod, at forældre vurderede deres børns institutioner på en slags Trustpilot for børnehaver og vuggestuer. Argumentet er i begge tilfælde, at brugerne ikke magter at fortolke information rigtigt (hvad enten det er resultatet af en kviktest eller vurderingen af en institution), og derfor ender de med at gøre skade på sig selv eller deres børn. Jeg har endnu til gode at se denne tese dokumenteret (selvom jeg ikke vil afvise, at der er særtilfælde, hvor det rent faktisk kan ske).

Nedenfor er hvad Tabarrok siger om det. Du kan se hele samtalen “Lessons from the pandemic: How the FDA (among others) failed us” her.

Læs resten

Sjov med statistik: Højde og tillid

Som enhver ved, der har rejst i forskellige dele af verden, er der stor forskel på hvor høje folk er. De skandinaviske befolkninger er blandt de højeste, men er ikke helt de allerhøjeste. De laveste mænd på tværs af 77 vestlige og latinamerikanske lande, som vi har troværdige data fra, findes i Guatemala og er blot 164,4 cm i gennemsnit, mens de højeste er hollænderne på 183,8 cm, skarpt forfulgt af montenegrinerne på 183,3 cm.

En af forklaringerne på, at nogle landes befolkninger er højere end andre, er rigdom: Jo rigere gennemsnittet bliver, jo bedre ernærede bliver folk, og jo bedre ernærede bliver deres børn i særlig grad. Det kan også ses i danskernes udvikling, som vi skrev om i 2013. Men det kan næppe være hele forklaringen. Og det er her, dagens Sjov med Statistik kommer ind fordi det generelle billede på tværs af den vestlige verden afslører en anden ting: Der er ingen lande med en lav befolkning, der har en høj grad af social tillid! Skulle man være i tvivl, kan man blot se på nedenstående figur, hvor vi plotter social tillid mod gennemsnitshøjden for mænd for fire grupper: Vestlige lande (blå markører), tidligere kommunistiske lande (røde), Latinamerika (sorte), og de rige asiatiske lande (gule).

Er det ikke bare noget pjat – en såkaldt spuriøs sammenhæng? Det kan sagtens være, det er det, men yderligere analyse bekræfter bare den generelle sammenhæng. Regressionsanalyse på de 77 observationer i vores figur viser, at mens en fordobling af BNP i gennemsnit gør folk to centimeter højere – og at den relative fattigdom fuldt forklarer, hvorfor latinamerikanere er så klart mindre end europæere – er immigrantnationer og de asiatiske mindre, og folk i tidligere kommunistiske lande. Det ødelægger derimod ikke sammenhængen mellem tillid og højde: Formelle estimater som disse viser, at folk ti procentpoint højere social tillid er forbundet med en gennemsnitshøjde, der er én centimeter højere. Med andre ord, hvis danskerne eller nordmændene havde haft samme tillidsniveau som f.eks. briter eller vesttyskere, havde vi været tre cm mindre.

Hvad der ligger bag sammenhængen skal jeg lade være usagt – det er der næppe nogen der ved – men det kan være interessant at tænke over. Er der f.eks. en tredjevariabel, der forklarer både højde og tillid? Det kunne der være, men den mest åbenlyse – hvor kold vinteren er og dermed hvor hårdt klimaet historisk set har været – forklarer faktisk intet. Er der en plausibel mekanisme, der kan forklare at et kulturelt træk som social tillid på en eller anden måde fører til enten bedre ernæring i generationer, eller at højere mennesker får flere børn? Er der noget genetisk bag det? Vi opfordrer vores læsere til at tænke over tallene og måske undre sig lige så meget, som vi gør.

Popper og Hayek om nedlukninger

Birsen Filip fra Mises Institute har skrevet et indlæg om, hvordan Karl Popper og Friedrich A. Hayek ville have set på nedlukningerne.

Jeg ved ikke, om jeg er 100% enig, men interessant læsning er det ikke desto mindre.

Nedenfor et par uddrag. Hele indlægget kan læses her.

If Karl Popper and Friedrich Hayek had witnessed the type of central planning that has taken place since the beginning of the pandemic, they would have called it “holistic social engineering.” They were convinced that supporters of the concept of a social engineer sought to extend “the power of the State” in controlling and reshaping society as a whole in accordance with their own ideals, goals, and wills. According to Popper, social engineers believe that they can diagnose the goals and needs of society, and then implement a strategy to achieve them through large-scale planning. However, such an undertaking would require social engineers to centrally coordinate the activities of millions of people by replacing the wills and ends of those individuals with their own. 

Læs resten

Når begge politiske fløje tager fejl om nedlukningernes effekt…

Dette studie, Dave et al. (2021), er ret interessant, fordi det peger på, at begge politiske fløje var overbeviste om, at det var politikerne der styrede pandemiens udvikling. De var blot uenige om, hvordan man skulle afveje økonomisk aktivitet i forhold til reddede liv.

I sidste ende viste det sig dog, at det slet ikke var politikerne der styrede pandemien og foretog afvejningerne. Det gjorde borgerne. Her er fra abstract (min fremhævning):

In the midst of mass COVID-19 vaccination distribution efforts in the U.S., Texas became the first state to abolish its mask mandate and fully lift capacity constraints for all businesses, effective on March 10, 2021. Proponents claimed that the reopening would generate short-run employment growth and signal a return to normal while opponents argued that it would cause a resurgence of COVID-19 and kill Texans. This study finds that each side was largely incorrect. First, using daily anonymized smartphone data — and synthetic control and difference-indifferences approaches — we find no evidence that the Texas reopening led to substantial changes in mobility, including foot traffic at a wide set of business establishments. Second, we find no evidence that the Texas reopening affected the rate of new COVID-19 cases or deaths during the five weeks following the reopening. Our null results persist across more urbanized and less urbanized counties, as well as across counties that supported Donald Trump and Joe Biden in the 2020 presidential election.

Man så lidt samme tendens i Danmark, hvor diskussionen sjældent gik på, om nedlukningerne overhovedet virkede. Ofte var det hensynet til økonomien, der blev brugt som argument for genåbninger. Også selvom den ene genåbning efter den anden blev efterfulgt af en aftagende pandemi på trods af modellernes påstand om det modsatte.

Figur: Modelprognoser for antal indlagte patienter med og uden genåbning sammenlignet med faktiske udfald (Danmark, 2021)