Af Christian Bjørnskov, den 7. november 2025. Skriv et svar
Igår hørte USAs højesteret de første vidneudsagn fra sagsøgerne – en gruppe stater og en samling mindre virksomheder – og sagsøgte, der er Trump-administrationen. Sagen handler om hvorvidt USAs præsident har ret til at føre protektionistisk handelspolitik mod resten af verden ved at bruge IEEPA, der er en undtagelseslov fra 1977, der ikke nævner ordet ‘told’. Trump hævder, at han kan gøre hvad han vil så længe han påstår, der er en nødtilstand. Den første dags høringer peger på, at det mener Højesteret ikke.
Ifølge BBC spurgte den Trump-udnævnte Amy Coney Barrett, med henvisning til regeringens påstand om at det er sikkerhedspolitisk nødvendigt at beskytte amerikansk industri, “And so is it your contention that every country needed to be tariffed because of threats to the defense and industrial base? I mean, Spain? France?” Højesterets præsident John Roberts, der blev udnævnt i 2005 af George W. Bush, noterede lige så skeptisk, at regeringens retfærdiggørelse af den voldsomt protektionistiske politik “is being used for power to impose tariffs on any product from any country in any amount, for any length of time.”
Dommerne Neil Gorsuch og Sonia Sotomayor – der ideologisk indtager modsatte positioner – var begge ligeledes åbenlyst skeptiske overfor regeringens påstand om, at der er tale om en nødsituation, og at IEEPA giver præsidenten ret til at ændre handelspolitikken i hvilken retning han ønsker. Gorsuch pressede således statsadvokaten John Sauer til at indrømme, at der er grænser for både hvor meget og hvordan Kongressen kan uddelere magt til præsidenten.
På Trumps side gjorde Sauer ifølge rapporterne om høringen en til tider næsten komisk figur. En del af statens problem i retssagen er, at det på trods af, hvordan man læser IEEPA, stadig udelukkende er Kongressen, der har ret til at opkræve skat af amerikanerne. Trump har adskillige gange pralet med – og endda fremhævet det som et af formålene – at hans toldpolitik bringer store indtægter til den amerikanske administration. Sauer måtte derfor ud i en forklaring af, hvordan toldpolitikken kan indbringe væsentlige indtægter uden at være en skat. Det vil være en overraskelse for alle, hvis Højesteret køber det argument.
Sauer påstod også, at hvis domstolen erklærer, at toldpolitikken er ulovlig, vil det blotte USA for “ruthless trade retaliation” og føre til “ruinous economic and national security consequences”. Det er påfaldende, at administrationen i høj grad procederer på nogle påstande om konsekvenserne af en dom, i stedet for politikkens lovlighed. Det er endda nogle påstande, som en praktisk taget samlet økonomstand ikke har andet end foragt for.
Som vi tidligere har fremhævet her på stedet, er der en række angrebspunkter. Selv hvis Højesteret skulle erklære, at IEEPA giver Trump ret til at føre handelspolitik, hvis der er en national nødtilstand, er det stadig helt usandsynligt, at den vil anerkende, at der overhovedet er en nødtilstand. For at gøre det, skulle den effektivt skabe præcedes for, at en nødtilstand er en nødtilstand, bare præsidenten påstår det. Den skal acceptere, at told ikke er en skat, selvom den skaber indtægter til staten. Og den skal endda acceptere, at præsidenten kan gøre hvad han vil og fortsætte så længe han vil, uden at definere grunden til politikken. Det er ikke videre sandsynligt – og slet ikke på basis af onsdagens høringer – at den amerikanske Højesteret accepterer noget af det.
Af Christian Bjørnskov, den 5. november 2025. Skriv et svar
To studerende – Mathias Vingaard og Lukas Fausing – kører den meget interessante podcast Ugen med Trump. Mathias og Lukas har begge en stor interesse for USA og har læst amerikanske studier på Syddansk Universitet – så de ved, hvad de taler om. Det var derfor en stor fornøjelse for mig at være med i deres podcast forleden. Vores Ugen med Trump Special om Trumps toldpolitik før Højesteret hører sagen om den er nu tilgængelig.
Mit besøg hos Ugen med Trump kan høres her eller her – og er varmt anbefalet som baggrund for den ekstremt interessante Højesteretssag. To domstolsinstanser har slået ned på Trumps brug af nødretsloven IEEPA som måde at komme udenom, at præsidenten slet ikke har nogen magt over handelspolitik. Det er ikke bare interessant jura eller interessant amerikansk politik, men en sag der har markant international betydning!
Af Otto Brøns-Petersen, den 3. november 2025. Skriv et svar
Den 12. november afholder CEPOS et seminar under den overskrift. Man kan læse mere og tilmelde sig her.
To spændende oplægsholdere er medpunditokrat Christian Bjørnskov (Økonomisk Institut, Århus Universitet), der taler om den empiriske forskning i økonomisk frihed, og Christian Bergqvist (Juridisk Institut, Københavns Universitet), som taler om kreativ destruktion og konkurrenceregulering med udgangspunkt i årets Nobelpris i Økonomi. Jeg selv gennemgår en række af Nobelprismodtageres bidrag om økonomiske institutioner, som er centrale i en kapitalistisk markedsøkonomi.
Vi kommer ind på årets Nobelpris, der handler om kreativ destruktion og de helt unikke betingelser for den industrielle revolution og vedvarende økonomisk vækst. Også sidste års Nobelpris handlede om grundlæggende institutioner – ”åbne”, konkurrenceprægede og ”lukkede”, ekstraktive. Og en hel stribe af Nobelpristagere før dem har beskæftiget sig med grundlæggende institutioner som liberalt demokrati, ejendomsret, kontrakter, normer, spontan orden og virksomheder.
Der er efterhånden kommet en stor empirisk litteratur om effekterne af økonomisk frihed. Det vil ikke være nogen overraskelse for bloggens læsere.
Det dynamiske aspekt ved kapitalisme er vigtigt for, om og hvordan der bør konkurrencereguleres.
Jeg glæder mig meget til arrangementet. Tøv ikke med at melde dig til, hvis det lyder interessant.
Af Christian Bjørnskov, den 2. november 2025. Skriv et svar
Der har været lidt stille på bloggen den seneste tid. Grunden er, at min undervisning startede i sidste uge – jeg underviser kun i anden halvdel af semesteret, men dobbelt i de uger – og andre punditokrater har haft travlt. Men vi er tilbage, og idag med de første resultater af den spørgeskemaundersøgelse, som vi skrev om for et par uger siden. Undersøgelsen er en del af en forskerspires projekt, og der er per denne weekend 68, der har svaret. 68 er en meget lille sample, men sjovt nok er forskellene mellem dem helt systematiske og konsistente med forskningen. Vi viser dem idag i et simpelt søjlediagram.
Vi peger her på seks faktorer, hvor den lille undersøgelse faktisk svarer fint overens med langt større studier, og hvor forskellene er statistisk signifikante. Den vigtigste faktor er om folk har tillid til hinanden: I undersøgelsen er respondenter, der siger de har tillid til andre mennesker, i gennemsnit 23 procent mere tilfredse end andre. Nummer to er optimisme, målt på folks syn på om fremtiden er positiv eller negativ. Dem, der ser fremtiden som positiv, har 20 procent højere tilfredshedsscorer. På en delt tredjeplads finder vi at have en fast partner og at føle, at man har meget kontrol over ens liv. Begge forhold gør respondenterne 15 procent mere tilfredse end dem, der ikke er i et forhold eller kun føler at de har lidt eller moderat kontrol. De to sidste faktorer er også interessante: Folk over 60 er i gennemsnit 12 procent mere tilfredse. De samme gælder folk, der enten ikke ved hvor intelligente de er, eller rapporterer en relativt gennemsnitlig IQ. Med andre ord er de meget intelligente blandt respondenterne systematisk mindre tilfredse end andre.
Hvis jeg havde designet spørgeskemaet, ville jeg være svært tilfreds med resultaterne. Det er naturligvis en meget lille sample – 68 svar er ikke meget i den forskning – men selve undersøgelsen ‘virker’. Og mens de fem systematiske forhold perfekt afspejler den større forskning, er intelligens-fundet interessant, da der ikke er ret meget forskning i emnet. Hvis jeg skulle tage beslutningen, ville dette forskerspireprojekt sagtens kunne fortsætte.
I årevis har forskere ment, at folk med en kost bestående af ultraforarbejdet mad har tendens til at overspise og derfor tage på. Men ifølge nyt studie ser det ud til, at maden i sig selv kan føre til vægtøgning.
Altså: Ultraforarbejdet mad øger din vægt sammenlignet med ikke-forarbejdet mad? Og hvordan har forskerne så fundet ud af det? Jo, de har — sat lidt på spidsen, men ikke helt skævt — givet forsøgsgruppen ultraforarbejdet slik, mens kontrolgruppen fik ikke-forarbejdet mad.
STUDIET KORT FORTALT Forsøget omfattede 43 mænd i alderen 20–35 år, som i tre uger spiste enten en ultraforarbejdet eller en uforarbejdet kost. Kalorie- og makronæringsindhold var ens, men maden var vidt forskellig — fra toast og kakaomælk til salat og kylling. Forskerne fandt, at en kost med ultraforarbejdede fødevarer — sammenlignet med en uforarbejdet kost — forringede deltagernes stofskifte- og reproduktionssundhed. Effekterne sås også, selv når kalorieindtaget var det samme, hvilket ifølge forfatterne viser, at selve forarbejdningen af maden kan være skadelig.
Da måltiderne var designet til at have samme energi- og makronæringsindhold (fedt, kulhydrat og protein), mener forskerne at kunne konkludere, at ultraforarbejdning fører til øget vægt. Nu skal man altid passe på med at kritisere forskning på et område, hvor man ikke selv har faglig ekspertise. Men det undrer mig virkelig, at de ikke bare har givet forsøgsgruppen fx en færdiglavet pastaret, mens kontrolgruppen fik det samme “hjemmelavet”, i stedet for nedenstående.
Til venstre ses deres ultraforarbejdede “Lunch 1”. Slik, kakaomælk og en cowboytoast (som dog mest ligner en parisertoast…)
Til højre ses deres ikke-forarbejdede “Lunch 1”. Falafel, humus, salat, kylling…
Det er svært ikke at tænke, at der er utallige potentielle fejlkilder og andre mulige forklaringer end “ultraforarbejdet mad”. Fx bliver du ret hurtigt sulten igen, hvis du kun får en toast og slik til frokost. Og så spiser de måske lidt mere uden at fortælle det til forskerne. Listen er nærmest uendelig.
Hvis man vil teste effekten af “ultraforarbejdning”, må man sammenligne to retter, der ligner hinanden — ikke slik mod salat. Som det står nu, viser forsøget mest af alt, at man tager mere på, når man spiser som et barn på vej hjem fra kiosken.
Jeg vil slutte af med lidt underholdning i form af billeder af det mad, forsøgsdeltagerne fik at spise. Altid med det ultraforarbejdede mad til venstre og det ikke-forarbejdede mad til højre.
LUNCH 2
LUNCH 3
DINNER 1
DINNER 4
(Jeg har indsat slikskålen for at gøre det nemmere at aflæse måltidet visuelt)
Af Christian Bjørnskov, den 21. oktober 2025. Skriv et svar
Sidste uge blev det annonceret, at dette års Nobelpris i økonom går til Joel Mokyr, Philippe Aghion og Peter Howitt. Vi skrev kort om det, og Otto har skrevet meget fint om valget i Berlingske Tidende. Vi lovede, at vi ville skrive mere uddybende om prisen – ikke mindst fordi det er lang tid siden, at en Nobelpris i den grad har begejstret økonomer rundt omkring i verden. Fordi de prisen gives i to halvdele – den ene til Mokyr for hans bidrag i økonomisk historie, og den anden til Aghion og Howitt for deres bidrag til vækstteori – starter vi idag med Joel Mokyr.
Den hollandsk-fødte og jødiske Mokyr er professor på Northwestern University i Chicago, og har i en serie bøger og artikler beskæftiget sig med et af de store spørgsmål i nationaløkonomi: Hvorfor skete den Industrielle Revolution hvornår og hvor den skete, og hvorfor blev den ved? Det er spørgsmålet om, hvad vi ved om fødslen af moderne økonomisk vækst.
Udgangspunktet er, at der havde været vækstepisoder tidligere: Både det romerske imperium og Kina havde haft markant, teknologisk udvikling, og særligt Italien i de første par århundreder AD havde været et komparativt rigt sted. Men i alle tidligere tilfælde var væksten og velstanden holdt op igen. Hvorfor startede væksten og den brede økonomiske udvikling i England og det sydlige Skotland, hvorfor skete det hvornår det skete – meget, meget cirka i midten af 1700-tallet – og hvorfor blev denne episode ved? Det er de centrale spørgsmål, som Mokyr har fokuseret meget af sin karriere på. Det gælder ikke mindst de to af hans bøger, der står på min hylde: The Enlightened Economy fra 2009 og A Culture of Growth fra 2016.
Mokyr peger på, at hvis det ‘bare’ gjaldt videnskabelig udvikling – den gamle idé om, at videnskaben opfinder og så bruger industrien opfindelserne – ville den Industrielle Revolution sandsynligvis være startet i Frankrig. England og Skotland var ikke på den videnskabelige forfront i 1600-tallet eller starten af 1700-tallet. Men, som han viser, er det vi ville kalde videnskabelig viden ikke nok. Mokyr skelner mellem preskriptiv og propositionel viden, dvs. han skiller viden om hvad der virker fra viden om hvordan det virker. Og mens der var masser af viden i det akademiske miljø om hvordan ting virker, haltede landet bagefter på viden om, hvad der virker.
Mit personlige yndlingseksempel er fra flåden, hvor britiske læger fandt ud af, at søfolk ikke fik skørbug, hvis man gav dem citrusfrugter eller andre bestemte frugter. Man vidste ikke hvorfor – der var ingen teori om vitaminer dengang – men forstod at det virkede, og the Royal Navy indførte derfor midlet mod den ødelæggende lidelse. Det tog over 40 år før den franske flåde fulgte med, fordi franske lægers teori om sygdom ikke kunne forklare, hvorfor citrusfrugterne virkede. Storbritannien havde en anden tradition for at acceptere, at noget virkede før man forstod hvorfor, og havde en masse dygtige håndværkere med taktil forståelse for praktiske forhold.
Men viden er stadig ikke nok. Mokyr peger på, at den Industrielle Revolution gik igen i England og Skotland fordi der i midten af 1700-tallet var et særligt sammenfald af flere nødvendige forhold. Begge typer viden blev udviklet, men blev også spredt bredt ud i samfundet. Der skete en veritabel eksplosion af magasiner, folk læste og delte, diskussionsselskaber og andet, hvor både borgerskab, adel og de nye fabriksejere kom til foredrag om alle mulige emner, og kulturen ændrede sig, så det ikke kun var gennem jordejerskab, at man kunne blive rig og del af det bedre selskab.
Sidst, men ikke mindst, følger Mokyr en tradition fra bl.a. Douglass North i at fremhæve nødvendigheden af at have et effektivt og politisk uafhængigt retsvæsen. Alle idéerne, al den britiske håndværkskunnen og den sociale accept af de nye forhold, ville ikke være blevet til noget brugbart eller kommercielt, hvis man ikke også havde et klart incitament til at investere i dem. Og før man investerer i usikre, langsigtede projekter, bliver man nødt til at have stor sikkerhed for, at ens kontrakter bliver håndhævede og ens investering er retsligt beskyttet. Netop det gjorde de britiske institutioner med stigende succes fra først i 1700-tallet.
Joel Mokyrs store bidrag til vores forståelse af begyndelsen på den moderne økonomiske vækst er derfor forklaringen på, hvordan sammenfaldet af faktorer forklarer hvor, hvornår og hvorfor det blev ved. Prisen er særlig af flere grunde. For det første gik der mange år, før Mokyr fik en artikel i et af de såkaldte supertidsskrifter. For det andet er meget af hans forskning historisk deskriptiv, og ikke drevet af statistisk metode eller anden avanceret ‘teknik’ (selvom han kan gøre det). Og sidst, men ikke mindst, er det et bredt bidrag, og ikke et hjørne af økonomi. Det er ikke mindst nogle af disse elementer, der har gjort så mange økonomer begejstrede for annonceringen forleden. Det er en af de mest velfortjente Nobelpriser i økonomi i mange år.
Af Christian Bjørnskov, den 20. oktober 2025. 3 svar
Jeg har flere gange hjulpet elever med såkaldte forskerspireprojekter. Det gør jeg også for tiden, og den pågældende elev har sat et spørgeskema op, som meget gerne skulle pilottestes. Formålet er, at få mere viden om danskernes lykke og hvorfor nogen danskere er mere tilfredse med deres liv. Vi håber her på stedet meget, at vores læsere vil bruge fem minutter på at hjælpe!
Af Christian Bjørnskov, den 13. oktober 2025. Skriv et svar
Sveriges Riksbank annoncerede tidligere idag modtagerne af årets Nobelpris i økonomi: Joel Mokyr (Northwestern University), Philippe Aghion (Collège de France) og Peter Howitt (Brown University). Mokyr får halvdelen af prisen, mens Aghion og Howitt deler den anden halvdel, idet de to sidste får deres halvdel for deres fælles forskning. Det er en pris, der for en gangs skyld virkelig kan begejstre denne punditokrat!
Helt kort fortalt – vi skal nok skrive langt mere uddybende senere – har en stor del af Mokyrs arbejde været i økonomisk historie med et fokus på den Industrielle Revolution: Hvorfor skete den hvor den skete, hvornår den skete, og hvorfor blev den ved? Aghion og Howitts del af prisen går til deres videreudvikling, formalisering og uddybning af Joseph Schumpeters idéer om ‘kreativ destruktion’: En beskrivelse af økonomisk dynamik, hvor iværksættere og andre skaber innovation, der samtidig – som en forudsætning for udviklingen – ødelægger eksisterende virksomheder og sektorer.
Nobelkomiteen beskriver de to bidrag “for having identified the prerequisites for sustained growth through technological progress og “for the theory of sustained growth through creative destruction.” Hele pressemeddelelsen kan læses her; Annonceringen kan ses nedenfor. Det hele, inklusive selve prisen, er varmt anbefalet.
Vi har tidligere skrevet en del Venezuelas sørgelige udvikling, både før, under (og efter?) Hugo Chavez “21. århundredes socialisme, mens jeg fik det privilegie at være “valgobservatør” ved oppositionens alternative folkeafstemning i sommeren 2016. Så det er vel også på sin plads, at vi skriver lidt om dette års modtager af Nobels Fredspris, María Corina Machado – den centrale leder af oppositionen og ansigtet ud af til på den bevægelse, som i 2024 dokumenterede regimets valgsvindel ved præsidentvalget.
Machado havde oprindeligt været oppositionens præsidentkandidat op til valget i 2024, men regimet blokerede hendes kandidatur, hvorefter hun støttede den aldrende tidligere diplomat Edmundo González Urrutia, som hævet over enhver tvivl var den retmæssige vinder af valget. Det uanset Maduro og hans lakajer efterfølgende erklærede Maduro som valgets vinder.
Dokumentationen for den omfattende valgsvindel sikrede de mange tusindende Venezuelanere som frivilligt, ofte med liv og helbred som indsats, dokumenterede det på valgdagen.
Som Nobels komité skriver i sin pressemeddelelse:
“Trods risikoen for chikane, arrestation og tortur holdt borgere over hele landet vagt ved valgstederne. De sørgede for, at stemmeoptællingerne blev dokumenteret, før regimet kunne destruere stemmer og forfalske resultatet.”
I samme pressemeddelelse fældes også – hvad der vel må anses som den endelige dom over det Venezuela, landet har udviklet sig til siden Hugo Chávez’ snævre og overraskende valgsejr i 1998. Som komitéen formulerer det:
“Venezuela er gået fra at være et relativt demokratisk og velstående land til en brutal, autoritær stat, der nu lider under en humanitær og økonomisk krise. De fleste venezuelanere lever i dyb fattigdom, mens en lille elite beriger sig. Statens voldelige apparat rettes mod landets egne borgere. Næsten otte millioner mennesker er flygtet fra landet. Oppositionen er systematisk blevet undertrykt gennem valgsvindel, retsforfølgelse og fængsling.”
Venezuelas økonomiske deroute startede årtier før Chávez kom til magten, om end den herefter accelererede (hvis vi ser bort fra boomårene i nullerne – og selv her var Venezuelas vækst beskeden sammenlignet med de fleste andre latinamerikanske lande).
Et kontroversielt valg for nogle, åbenlyst for andre
Efter offentliggørelsen har María Corina Machado dedikeret prisen til det venezuelanske folk – og, hvad der for en del nok virker kontroversielt, til Donald Trump.
Hermed placerer hun sig på linje med eksempelvis Argentinas præsident Javier Milei og den chilenske kandidat – og mulige kommende præsident – José Antonio Kast.
(Chile står over for et præsidentvalg, hvor de to mest sandsynlige vindere er den konservative Kast og den (reformerede) kommunist Jeannette Jara, indtil i år minister i den afgående præsident Gabriel Borics regering.)
María Corina Machado begyndte sin karriere med at være med til at grundlægge NGO’en Súmate, der skulle fremme demokratisk udvikling i Venezuela gennem uafhængige domstole, menneskerettigheder og folkelig repræsentation.
Men det er ikke helt den samme Machado, vi ser i dag som for 25 år siden. Dengang var hun, hvad Caracas Chronicles beskrev som en “liberal antichavista og NGO-leder”, mens hun i dag må regnes for en af de centrale figurer i den – i mangel på et bedre ord – ikke-liberale internationale højrefløj – side om side med navne som Donald Trump, Javier Milei, Giorgia Meloni og Santiago Abascal (formand for Vox i Spanien).
I modsætning til flere af de nævnte, men i lighed med Milei og Kast i Chile, er hun fortaler for en fri markedsøkonomi – noget, der historisk har været fraværende i Venezuela. Af samme grund vil jeg advare om at sætte for store lighedstegn mellem holdninger i de politiske bevægelser i de forskellige lande. Måske kan deres fælles forståelse bedst defineres som hvad de er imod; hvad de ser som en international socialistisk trussel, hvorunder hører FN, wokism mv.
Det faktum, at hun har optrådt i en podcast med Donald Trump Jr. (og andre på, hvad man vel bedst kan kalde den ikke-liberale højrefløj), vil uden tvivl få mange til at hæve øjenbrynene.
Men hvad gør man ikke, når ens fædreland og landsmænd udsættes for en brutal undertrykkelse som den, vi ser i Venezuela?
Fra NGO til oppositionens frontfigur
Efter at have været med til at starte Súmate trak hun sig senere ud og gik ind i landspolitik. Hun stillede op til nationalforsamlingen og vandt en plads i Caracas-området.
Herefter opbyggede hun et ry som uafhængig, kompromisløs og stærkt antikommunistisk politiker.
Ved oppositionens primærvalg til præsidentvalget i 2012 førte hun kampagne på en platform, hun kaldte “folkelig kapitalisme”, hvor hovedbudskabet var, at almindelige venezuelanere skulle kunne skabe velstand uden statsstøtte.
Hun endte som nummer tre, men etablerede sig som en markant figur i oppositionen.
Efter Chávez’ død og Henrique Capriles’ nederlag til Maduro i 2013 sluttede Machado sig til Leopoldo López og Antonio Ledezma i kampagnen La Salida (“Udgangen”), der opfordrede til massedemonstrationer mod regimet.
Da protesterne i februar 2014 blev mødt med vold og drab på studerende, blev Machado selv udsat for chikane, fik forbud mod at rejse og blev smidt ud af parlamentet – men forblev fri.
For regimet var hun den perfekte fjende: fra den gamle økonomiske elite, erklæret proamerikansk og umulig at kontrollere, som et indlæg på Caracas Chronicles beskrev det.
Fra oppositionens stemme til global højrefløjsfigur
I takt med den økonomiske kollaps og hyperinflation blev Venezuelas krise stadig mere international. Oppositionens ledere – Guaidó, López, Borges m.fl. – fik støtte fra vestlige regeringer, både konservative og liberale, men der skete meget lidt, og da nye højrefløjsbevægelser voksede frem – med Trump i USA, Meloni i Italien, Abascal i Spanien og Milei i Argentina – knyttede Machado sig hurtigt til dem.
Efter Juan Guaidós mislykkede forsøg på at overtale militæret til at vælge oppositionens side gik Machado skridtet videre og argumenterede nu for direkte udenlandsk intervention som den eneste vej til at vælte Maduro – en idé, USA’s særlige udsending Elliott Abrams kaldte “magisk realisme”.
Machados gennembrud
Machados egentlige gennembrud kom i 2023, da hun indledte en tour-de-force-valgkampagne gennem hele landet.
Hun vandt herefter oppositionens primærvalg med et overvældende flertal og blev for første gang betragtet som en reel samlende figur for det anti-chavistiske Venezuela.
Da hun på grund af et valgforbud ikke selv kunne stille op, overførte hun sin støtte og politiske kapital til Edmundo González, der efterfølgende reelt vandt præsidentvalget den 28. juli 2024.
Efter svindlen forsøgte regionale ledere som Lula da Silva og Gustavo Petro at mægle mellem Machado og Maduro, men Maduro mødte aldrig op. Og Lula og Petro? De har sådan set ikke gjort mere, men de er selvfølgelig også samme “klub” som Maduro (Foro de São Paulo).
Tildelingen af Nobels Fredspris er uden tvivl kærkommen – ikke kun for Machado, men for hele Venezuelas opposition mod Maduros regime.
Men Indtil videre vil Venezuela fortsat humpe af sted. Og mens rygter i den del af verden hurtigt bliver til “sådan er det”, er der næppe tvivl om, at cubanske rådgivere spiller en central rolle i det interne efterretningsvæsen, ligesom der i årevis har været en tæt forbindelse mellem topfolk i både militæret og Maduros regering med organiseret kriminelle. Men hvorvidt Maduro reelt er leder af narkokartellerne Tren de Aragua og Cartel de los Soles, som Machado hævder, skal jeg dog ikke gøre mig klog på.
Hvorom alting er så kan vi konstatere, at det ny højre/ikke-liberale højre, eller hvad vi nu skal kalde det, har fået deres første nobelprismodtager.
Derfor kan vi jo passende slutte af med at ønske Machado og de mange tusinde venezuelanere som fortsat arbejder for en tilbagevenden til et mere demokratisk og civiliseret Venezuela tillykke med den velfortjente pris – også selv man måske ikke er lige begejstret for alle hendes internationale “venner”.
Og så må man håbe på, omend jeg personligt ikke er optimist, at regimet i Caracas snart bliver væltet, demokratiet genindført og de ca. 8 mio. Venezuelanere, som er flygtet ud af landet (ca. 1/4 af befolkningen) kan vende hjem igen.
Om det sker kommer i sidste ende nok først og fremmest an på Donald Trump og USA – og hvor langt de vil gå.
Af Christian Bjørnskov, den 10. oktober 2025. Skriv et svar
På mandag, sandsynligvis lige omkring middag, annonceres det hvem der modtager årets Nobelpris i økonomi. Teknisk er det en pris til minde om Nobel, men lad os undgå den diskussion: Økonomiprisen er væsentligt mindre kontroversiel end f.eks. priserne i litteratur og fred. Men den er også en af dem, der er allersværest at forudsige. Alligevel gør vi hvert år et forsøg.
Hvis Nobelkomiteen tillader sig at være en smule strategiske og give en pris til et område, der virkelig er i vælten, kunne den vælge international økonomi og handelspolitik. Rent fagligt ville det være fuldstændigt forsvarligt, da det efterhånden er meget lang tid siden at området blev belønnet. Det kunne for eksempel være en pris til Arnold Harberger (Chicago), som lagde en væsentlig del af det teoretiske arbejde bag, hvordan vi vurderer protektionismetab og idag er 101 år gammel. Som vi understregede sidste år, kunne man også belønne Gene Grossman (Princeton) og Elhanan Helpman (Harvard) for deres indsigter i, hvordan handelspolitik dannes, Anne Krueger (Stanford) for hendes arbejde om rent-seeking og hvordan særinteresser påvirker handelspolitikken, eller måske endda Marc Melitz (Harvard), for hans bidrag til såkaldt ‘new new trade theory’ og vores forståelse af sammenhængen mellem handelspolitik og industridynamik.
Der er en række andre bud. Nicholas Decker argumenterer for eksempel for, at det er tid til en pris til industrial organisation, og helt specifikt til Steven Berry, Jerry Hausman, og Ariel Pakes. Det ville også være rimeligt, hvis prisen gør til Ariel Rubinstein (Tel Aviv) for hans teoretiske arbejde i begrænset (bounded) rationalitet. En yderligere , der ville sende et politisk signal, er ´ John Taylor (Stanford) for pengepolitik og monetære studier, og i særdeleshed arbejdet omkring Taylor-regler for pengepolitik, der i dag er meget brugt af centralbanker over hele verden. For ti år siden nævnte vi også Richard Blundell (UC London), John List (Chicago) og Charles Manski (Northwestern) for deres arbejde i økonometri og arbejdsmarkedsøkonomi. Deres bidrag er ikke blevet ringere eller mindre relevante siden da.
Som alle år er der en lang række andre kandidater, og det er frygteligt svært at forudsige, hvem der får prisen i år. Hvilke kriterier skal man lægge til grund, og hvilke områder og forskningsspørgsmål vurderer Nobelkomiteen hos Sveriges Riksbank er særligt vigtige eller værdige for tiden? Måske skal man bare placere sine penge på kandidater fra lande, hvor folk spiser meget chokolade? Vi er alle meget klogere på mandag, når prisen uddeles og vi her på stedet dækker annonceringen.
I dag udkommer min nye bog, “Det magtfulde men fortravlede Folketing”, skrevet sammen med professor Helene Helboe Pedersen og professor Peter Bjerre Mortensen fra Aarhus Universitet.
I bogen viser vi, at tingene i dag er markant anderledes end tidligere. Det går hurtigere. Mere og mere lovgivning er overladt til embedsmænd og EU. Og mere og mere lovgivning sker uden offentligheden inddrages.
Det er ikke nødvendigvis et demokratisk problem, men det er vigtigt, at Folketinget tager stilling til, om de mener , at den udvikling, vi dokumenterer i vores bog, er ønskværdig? For hvis ikke, har de magten til at gøre noget ved det.
Bogen er skrevet som en del af Magtudredningen 2.0, og jeg er meget, meget stolt over den anerkendelse, det er af mit årelange arbejde med regulering.
Der har indtil videre været rigtig fin omtale af bogen i pressen. Her følger en oversigt.
Af Otto Brøns-Petersen, den 6. oktober 2025. Skriv et svar
Sidst i september udkom den årlige opgørelse af Economic Freedom of the World-indekset. Et spændende spørgsmål var, om den tilbagegang, der globalt har kunnet konstateres siden 2020, ville fortsætte. Det korte svar er, at trenden desværre ikke er blevet brudt for alvor.
Af Christian Bjørnskov, den 2. oktober 2025. 1 svar
Igår startede mit nye forskningsprojekt sammen med min gode ven og kollega Niclas Berggren: Human Freedom: Emergence and Payoffs. Projektet, der er tre-årigt og finansieres af den amerikanske John Templeton Foundation, har til hensigt at gøre præcis hvad der står på pakken: Undersøge hvorfor nogle mennesker i verden nyder mere menneskelig frihed end andre, og hvilke konsekvenser det har for dem og deres lande. I stedet for at give meget præcise svar på meget små spørgsmål (som nogle af vores kolleger foretrækker idag), sigter vi efter at kunne give nogle brede svar på elementer af et meget stort spørgsmål om frihed.
Menneskelig frihed kan lyde som et meget vagt begreb, men vi følger arbejdet omkring the Human Freedom Index i at definere det som et hele, der består af to overordnede halvdele: et sæt af negative frihedsrettigheder inklusive religionsfrihed, ytrings-, forenings, og bevægelsesfrihed, og friheden til at associere med hvem man vil; og de fem velkendte økonomiske frihed, som vi har skrevet omfattende om.
Projektet indeholder en række forskellige elementer, som bl.a. omfatter tre akademiske workshops, to policy-workshops – en i Sverige og en i Danmark, som begge vil være åbne for tilmelding – samt deltagelse i konferencer, produktion af et antal videnskabelige artikler, og deltagelse i den offentlige debat. mange af aktiviteterne i projektet omfatter derfor inviterede kolleger. Ligesom vores tidligere forskningsprojekt kommer vi naturligvis til at skrive jævnligt om det her på stedet.
Vi tyvstartede forleden, da jeg præsenterede det første papir fra projektet før det overhovedet var startet officielt. Som vi skrev om her, har vi i den første bid forskning set på, hvordan populistiske partier påvirker borgernes menneskelige frihed. Som vi viser i papiret: “Kun højrepopulister truer systematisk retsvæsenet og underminerer folks basale menneskerettigheder. Begge fløje truer sikkerhedssituationen og forøger statens omfang og kontrol. Højrepopulister har dermed bredere negative konsekvenser, men når vi ser effekter af venstrepopulister, er de væsentligt dybere.”
I efteråret følger vores næste papir, der ser på i hvilken grad populister underminerer folks ytringsfrihed, og om omhyggelig beskyttelse af ytringsfriheden i forfatningen gør en forskel. Vi er også i fælles arbejde med en tysk PhD-studerende igang med at se på, hvorvidt populister svækker foreningslivet. De første komponenter fokuserer således på populisme, mens vi næste år rykker videre til andre emner, inklusive lidt mere filosofiske overvejelser. Og som altid gælder det, at hvis punditokraternes læsere har forslag til emner eller spørgsmål om menneskelig frihed, ser vi meget gerne på det.
Af Jonas Herby, den 30. september 2025. Skriv et svar
Der er mange bud på, hvordan man sikrer billigere boliger i København. Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti vil stramme prisreguleringen, så flere boliger i København udlejes til mindre end markedsprisen.
Mens huslejeregulering rigtignok reducerer huslejen på de regulerede boliger, har politikken samtidig enormt mange uønskede sideeffekter. Huslejeregulering øger fx søgeomkostningerne, øger den horisontale ulighed, omfordeler til de rigeste, fører til højere priser på ikke-regulerede boliger, giver mindre effektiv jobsøgning osv. osv. Nåh ja, og så selvfølgelig boligmangel.
En løsning, der desværre er yderst begrænset fokus på fra flertallet på Rådhuset, er at bygge flere boliger. Når udbuddet stiger, falder prisen som hovedregel, selvom der også kan være en agglomerationseffekt (gevinster ved at bo tættere), der alt andet lige trækker i retning af højere priser.
Men at flere boliger samlet set fører til lavere priser, viser nedenstående figur fra Apartment List ganske tydelig. Den er hermed delt med Punditokraternes læsere med opfordring til at dele den vidt og bred på sociale medier.
Økonomiske principper om huslejeregulering
I podcasten “Økonomiske principper” har vi flere gange talt om boligpriser. I seneste afsnit talte vi bl.a. om Pelle Dragsteds fejlopfattelse af, hvad frie markeder kan gøre for boligpriserne. Lyt med i din podcast-app eller se med på YouTube.
Af Niels Westy, den 25. september 2025. Skriv et svar
Det går mildt sagt ikke godt for Javier Mileis regering. Ved udgangen af oktober afholdes midtvejsvalget til både Senatet og Deputeretkammeret, og det kan blive afgørende for regeringens politiske skæbne.
Ifølge de fleste prognoser står Mileis koalition til fremgang – men det samme gør den peronistiske blok. Argentinske meningsmålinger er notorisk usikre, men hvis resultatet fra det nylige lokalvalg i Buenos Aires er en rettesnor, ser det ikke lovende ud for Milei.
Det mest sandsynlige udfald er, at peronisterne fortsat vil være den største blok i begge kamre, dog uden absolut flertal. Mileis koalition ventes at blive næststørst i Deputeretkammeret, men i Senatet vil en gruppe af uafhængige og regionale partier – trods tilbagegang – stadig kontrollere omkring en tredjedel af pladserne.
Dermed vil Milei stå i samme grundlæggende situation som hidtil: uden et solidt parlamentarisk flertal og afhængig af dekretstyre. Forbedringen af de offentlige finanser og den midlertidige dæmpning af inflationen er netop opnået gennem præsidentielle dekreter, mens man stadig regerer på finansloven fra 2023. Den økonomiske politik – især penge- og valutapolitikken – fremstår derimod som et kaos, præget af de samme fejl, som Argentina gentagne gange har begået.
Mileis største bedrift indtil nu kan meget vel blive nogle stærke taler – ikke mindst den i Davos i 2024 – snarere end varige reformer. Spørgsmålet er måske derfor ikke, om regeringen efter oktober-valget kan gennemføre de nødvendige reformer, men om Milei overhovedet holder frem til præsidentvalget i 2027. For de dybe strukturelle ændringer synes urealistiske, medmindre man sætter demokratiet ud af kraft – præcis som vi tidligere har set i både Chile og Peru.
At reformer er vanskelige, er dog ikke et særligt argentinsk fænomen. Selv Emmanuel Macron har i Frankrig haft svært ved at få gennemført større ændringer. Men i Latinamerika er problemet endnu mere påtrængende. Økonomierne må bringes tættere på de nord- og nordeuropæiske modeller, hvis de skal opnå stabilitet og vækst. På en sådan skala ligner kun Chile og Uruguay i dag noget, der minder om Danmark – og det er den retning, regionen som helhed burde bevæge sig.
Spørgsmålet er altså ikke, hvad der skal til – det ved vi godt – men hvordan man gennemfører det uden at tilsidesætte demokratiet. Det bør være genstand for langt mere forskning og debat. Indtil da ser USA ud til fortsat at ville støtte Mileis Argentina økonomisk. Men det kan hurtigt vise sig at blive en meget dårlig investering.
Af Christian Bjørnskov, den 19. september 2025. Skriv et svar
Der er næppe en eneste læser hos punditokraterne, der har glemt hvad vi alle gik gennem da land efter land blev lukket ned i foråret 2020. Den nye Covid 19-virus spredte sig, og regeringer og eliter gik i panik verden over. Det gjaldt ikke mindst den danske regering, der påstod at den simpelthen gjorde hvad sundhedsmyndighederne anbefalede. Vi ved idag, at det var løgn og at Sundhedsstyrelsens chef Søren Brostrøm indtil få timer før Mette Frederiksens annoncering af nedlukningen af Danmark, advarede imod det og anbefalede en approach som i Sverige. Det er også klart, at regeringen senere på året brød Grundloven, da den uden lovhjemmel lukkede ned for landets minkerhverv og med forsvaret og politiets hjælp tvang landmændene til at slagte deres mink. Men hvor almindelig var den slags adfærd i Covid-årene?
Det spørgsmål giver Stefan Voigt og jeg et svar på i en ny artikel med titlen Covid and the constitution: unlawful states of emergency during the pandemic, der nu udgives i European Journal of Law and Economics. Vi starter artiklen med en konkret optælling af antallet af nødretssituationer i 2020-21, hvor enten selve erklæringen eller regeringens opførsel og beslutninger under nødretten var forfatningsstridige. På tværs af 176 lande viser vi, at mens 17 procent af nødretssituationerne i autokratier var forfatningsstridige, gjaldt det samme for 25 procent i verdens demokratier. Med andre ord var demokratisk valgte regeringer væsentligt mere tilbøjelige til at bryde deres forfatning under pandemien! Og det tæller ikke engang Danmark med, da regeringen ikke erklærede nødret – og heller ikke kunne, da situationen slet ikke tillader det i den danske Grundlov.
På sin vis var den danske regering ikke særligt speciel i 2020-21, men fulgte blot et mønster som mange andre demokratier delte: I det øjeblik, regeringen kunne påtage sig mere diskretionær magt – og jo mere, forfatningen tillod den at tiltage sig – jo mere blev den magt misbrugt. Der tales således meget om, hvad man måske kan lære i sundhedsmyndigheder og andet af pandemien, men alt for lidt om, hvad man kan lære om politikere og deres adfærd. Men hvorfor skulle politikere tale om to år, hvor de i virkeligheden demonstrerede, hvor lidt man bør stole på dem?
Hele artiklen kan downloades gratis i linket ovenfor; abstractet er her:
The Covid-19 pandemic in 2020 and 2021 gave rise to an unprecedented number of emergency declarations across the world. Recent research shows that the transfer of substantial discretionary power to the executive branch in an emergency often gives rise to unlawful and unconstitutional political behaviour. In this paper, we explore if the large number of emergencies during the pandemic were special. We document that they were, in the sense that unlawful emergencies were substantially more likely to occur among democracies. We also show that apart from economic variables, better rule of law and more permissive constitutionalised emergency provisions contributed to a higher risk of unlawful behaviour.
Af Christian Bjørnskov, den 16. september 2025. 1 svar
Punditokraternes egen Jonas Herby blev forleden fremhævet i Financial Times. Anledningen var en glimrende leder om, hvordan de vestlige økonomier begraves i regulering. Tej Parikh peger her på, at den samlede EU-regulering – målt på antal ord – er steget 700 procent siden Maastricht-traktaten trådte i kraft for 32 år siden. Tallet er ikke taget ud af luften, men kommer netop fra Jonas omhyggelige arbejde hos Cepos og for the European Policy Information Center.
Som Financial Times skriver, er der god grund til at have regulering på nogle områder. Men der er masser af forhold, der overhovedet ikke kræver nogen form for regulering, meget regulering der er overdetaljeret og tilrettelagt af folk, der ikke kender til virkeligheden på gulvet, og regulering der i virkeligheden er tilstede for at beskytte særinteresser. Det gælder for eksempel den regulering på både nationalt og EU-plan, der de facto skaber handelsbarrierer internt i EU der svarer til en 44 % told (se IMFs forskning her). På grund af regulering kan der således ofte være lavere de facto handelsbarrierer på handel med Storbritannien end med Grækenland!
Politikere taler ofte om behovet for at rydde op i de værste reguleringer og undgå bureaukratisering og regelrytteri, men gør stort set aldrig noget ved det. I stedet for ender de ofte i diskussion om enkeltsager, hvor ‘man bliver nødt til at gøre noget’ – og det noget, de gør er ekstra og ekstra striks regulering. Mens de fleste politikere næppe står til at redde, kan alle vi andre blive klogere af at læse Jonas forskning og bidrage til en informeret debat om behovet for faktisk deregulering.
Nedenstående figur er figur 4.3 i Boligredegørelsen 2024. Den viser, hvilke boligformer, københavnerne bor i, afhængig af deres indkomst opdelt på deciler (10. decil er de 10% med de højeste indkomster).
Figuren viser med al sin enkelthed, hvorfor prisregulering af boliger (huslejeregulering & andelsboliger) er en rigtig, rigtig dårlig måde at reducere uligheden på. Figuren viser nemlig, at en meget stor del af de regulerede boliger tilfalder de københavnere, der har de højeste indkomster. Selv for de rigeste 10% udgør de regulerede boliger mindst 20% af boligerne (almen bolig, andels bolig og privat udlejning før 1992 + nogle deleboliger + delvist udlejning efter 1991).
Af Christian Bjørnskov, den 8. september 2025. 3 svar
I morgen tager jeg til årets WINIR-konference, der denne gang afholdes på handelshøjskolen i Prag. Min gode ven og fremragende kollega Niclas Berggren er medarrangør af konferencen, og vi benytter lejligheden til at præsentere de to første bidder af vores nye forskningsprojekt. Projektet, der ellers officielt først starter den 1. oktober og handler om årsager og konsekvenser af forskelle i menneskelig frihed, kommer således afsted med det samme. Niclas præsenterer vores fælles arbejde om hvordan populisme påvirker menneskelig frihed – som vi tidligere på året skrev om her – mens jeg præsenterer vores helt nye studie af, hvor sammenhængende folks værdier er.
Hvad betyder det, at man ikke har sammenhængende værdier – eller det, vi foretrækker at kalde inkongruente værdier? Vi afsøger det ved hjælp af de 21 værdispørgsmål i the European Social Survey, som bl.a. spørger om det er vigtigt at tage sine egne beslutninger og være fri, og om det er vigtigt at gøre hvad der bliver sagt. Vores pointe er, at det ikke giver ret meget mening, at mene at begge ting er vigtige på samme tid. På samme måde er der flere andre værdipar – f.eks. at være succesful og få anerkendelse versus at være beskeden og ydmyg – som ‘inkongruente’: At de er nærmest logiske modsætninger. Det er en situation, som ligner det fænomen, der kaldes kognitiv dissonans.
Alligevel finder vi næsten ni procent af respondenterne i undersøgelsen, der har mindst to inkongruente værdipar. Og det viser sig at have konsekvenser at folks værdier ikke giver logisk mening. Som vi illustrerer nedenfor på udelukkende danske data, er folk med inkongruente værdier markant mere tilbøjelige til at stemme på populistiske partier! Mens 15 procent af de danske respondenter uden inkongruente værdier stemmer populistisk, er det 18 procent af dem med inkongruente værdier. Og som man kan se i figuren, er det primært drevet af de højrepopulistiske partier.
Det samme gælder på tværs af Europa, hvor folk med inkongruente værdier er cirka 16 procent mere tilbøjelige til at stemme populistisk. Hvad det betyder for, hvad folk accepterer af politik, og om populister decideret kan tiltrække stemmer fra folk uden klart logiske sammenhænge, er blot to af de interessante spørgsmål, der kommer ud af det nye studie. Og hvis vores læsere har forslag og indspark, hører vi meget gerne om det!
