Når det offentlige opfører sig som mafiaen

Af Christian Bjørnskov, den 6. december 2023. 1 svar

Forestil dig, at en bank giver dig besked om, at du skylder den penge – hvilket du muligvis gør. Du vil gerne betale din gæld, men får at vide af banken, at det må du ikke. Den er ikke ’inddrivelsesparat’, fordi bankens konto- og computersystemer ikke virker, og ikke har virket i adskillige år. Banken lægger dog stadig renter på din gæld, og den vokser derfor måned for måned.

Der findes faktisk en måde at undgå den voksende rentebyrde, ved at deponere et mindre beløb hos banken, mens den finder ud af at få systemerne til at fungere – og om du faktisk skylder den penge. Den mulighed har banken dog ikke informeret dig om, og den ligger gemt bag syv klik i et særområdes FAQ på hjemmesiden. Din gæld vokser derfor eksponentielt med renterne, og du finder ud af, at flere tusinde af bankens kunder er i samme situation som dig. Bankens direktør har alligevel meldt ud, at man ikke vil gøre noget ved problemet nu, fordi banken jo tjener relativt mange penge på ordningen.

Som du sikkert allerede har gættet, er der ingen danske banker, der opfører sig så svinsk umoralsk – og ulovligt. Kun mafiaen ville forsøge at binde dig i en gældsfælde ved at gøre det umuligt at betale din gæld. Men som du nok også har gættet, er det slet ikke en privat organisation, der gør sådan. Det er den danske stat, og helt specifikt Skat. Og direktøren, der forsvarer dens indtægter er skatteminister Jeppe Bruus.

Som Berlingske har dokumenteret i en hel række fine artikler, er mange danskere fanget i en gældsfælde hos Skat. Myndigheden siger basalt set til borgerne: Du må ikke betale din gæld, og vi lader renterne stige måned for måned. Og vi fortæller dig ikke, hvor lang tid det kommer til at stå på. Ministeren har gentagne gange forsvaret ordningen ved at henvise til, at den jo giver staten et provenu.

Dagens spørgsmål er, hvorfor man på nogen måde kan mene, at det er en forsvarlig situation. Hvis man mener, at en banks adfærd – som vi beskriver ovenfor – er moralsk forkastelig og burde være forbudt, hvordan kan man så forsvare det samme, når dette gælder en offentlig myndighed, som ingen af os kan slippe væk fra? Vi kan jo ikke flytte vores konto til en anden ’skat’, hvis den ikke opfører sig ordentligt.

På samme måde bør man aldrig kunne slippe afsted med at forsvare en retssikkerhedsmæssig farce ved at fremhæve, at staten har en indtægt fra adfærd, som man ellers kun ser hos mafiaen. Men man ser noget af den samme fremfaren i forbindelse med det nye vurderingssystem, der med vold og magt skulle indføres på trods af, at alle med lidt indsigt kunne se, at det var helt galt. I den situation er Folketingets Ombudsmand gået ind i sagen, og har forleden krævet at få al intern dokumentation udleveret.

Skåret ind til benet: Det er absurd, at så mange mennesker bruger forskellige standarder, når de vurderer adfærd hos private og offentlige organisationer. Om noget burde man være endnu mere kritisk overfor de offentlige, fordi de er monopoler – vi har som borgere ingen andre steder at gå hen. At Christiansborg tjener penge på at bedrage borgerne gennem Skat kan aldrig undskyldes.

Stefan Sløk-Madsen om hvordan Danmark blev rigt

Af Christian Bjørnskov, den 4. december 2023. Skriv et svar

The Institute of Economic Affairs i London har siden 1955 påvirket debatten om økonomisk politik i Storbritannien. IEA var for eksempel en væsentlig kilde til idéer og politikforslag for Margaret Thatcher, ligesom tænketanken idag leverer både debat og forslag til britisk politik – også selvom de ikke altid er videre populære på den britiske højrefløj. Da Cepos blev grundlagt i 2004 var IEA derfor et af forbillederne. Og det vedbliver den med at være, da tænketanken i London har globalt ‘reach’ og udgiver fremragende podcasts og interviews. Forleden dag blev det så tid til historien om, hvordan Danmark blev rigt og økonomisk frit.

Den dygtige Matthew Lesh interviewer her punditokraternes ven og Cepos’s uddannelsesleder Stefan Sløk-Madsen, der også er ekstern lektor på CBS. Baggrunden er Stefans bog fra sidste år Danish Capitalism in the 20th Century: A Business History of an Innovistic Mixed Economy, som netop fortæller historien om dansk erhvervsliv og hvordan økonomisk frihed var centralt for at netop Danmark var en af de store vækstsucceser mellem 1870 og 1920erne. Interviewet er vældigt interessant og informativt, og er varmt anbefalet.

Buchanan, Tulluck, regeringen og finansloven 

Af Otto Brøns-Petersen, den 28. november 2023. Skriv et svar

Christian påpegede i går, at politisk handlekraft ikke nødvendigvis er et gode. Med udgangspunkt i Buchanan og Tullocks banebrydende analyse i deres ”Calculus of Consent” viste han, at man ikke alene skal tage hensyn til omkostningerne ved at træffe beslutninger, men også må inddrage omkostningerne, hvis beslutningerne er dårlige. Dårlige forstået som et samfundsmæssigt nettotab.  

Når man skal designe politiske institutioner, bør de indrettes, så de minimerer de forventede samlede beslutningsomkostninger, mente Buchanan og Tullock. Som Christian anførte, kan det tale for at anvende flertalskrav på mere end 50 pct. Især når risikoen for meget store omkostninger ved dårlige beslutninger er stor.  

Læs resten →

Regeringer der kan få noget gjort: Buchanan og Tullocks svar

Af Christian Bjørnskov, den 27. november 2023. 2 svar

Den danske SVM-regerings fortalere – og ikke mindst Mette Frederiksen, Lars Løkke Rasmussen, og den nu politisk afdøde Jakob Ellemann-Jensen – bliver ved med at understrege, at deres regering er særlig. Grunden er, at den har flertal og derfor “kan få noget gjort.” Deres holdning er ganske tydeligt, at de sidste mange års mindretalsregeringer, der måtte finde flertal med dele af oppositionen for at gennemføre politik, har været et problem. Frederiksen og Løkkes perspektiv på politik er således, at mere handling er bedre – i det mindste når de selv står for beslutningerne. De påstande skurer voldsomt i mange borgeres ører, og ikke mindst i mine. De ville nok også have fået James Buchanan og Gordon Tullock til at hæve øjenbrynene.

Buchanan og Tullock udgav i 1962 deres fælles bog The Calculus of Consent, som var en vigtig del af 60ernes public choice-revolution. Her præsenterer de deres fulde forståelse af konsekvenserne af at gøre det henholdsvis lettere og sværere at tage politiske beslutninger. Frederiksen og Løkkes fokus er på det ene af de to forhold, Buchanan og Tullock finder relevante. De mener, at der er omkostninger ved at gøre for lidt – ikke at lave såkaldte reformer, ændre lovgivning, og generelt blande sig – i forhold til hvad mindretalsregeringer gør. Men som man kan se i figuren nedenfor, er det kun den ene af to mulige typer af mekanismer.

Der er nemlig også omkostninger ved at gøre for meget: Jo mindre kompetente, politikere er – og vel at mærke fagligt kompetente og ikke bare kompetente til at spille et politisk spil – jo flere dårlige beslutninger tager de. Jo større indflydelse, der er fra særinteresser, jo flere dårlige beslutninger kan de tage. Og jo mindre de ved om samfundsmæssige forhold, jo ringere bliver deres beslutninger. Det relevante aspekt i sagen, er de samlede omkostninger, og ikke blot det irriterende besvær ved at finde flertal. Der er derfor virkeligt tungtvejende grunde til at gøre det svært at tage politiske beslutninger!

Buchanan og Tullock brugte dette framework til at argumentere for, hvorfor der er behov for krav om flertal på væsentligt over 50 %, når man for eksempel ændrer Grundloven. Helt grundlæggende er deres idé, at jo større og mere omfattende politiske beslutninger er, jo større må flertallet for dem være, fordi man i de tilfælde risikerer at lave langt større skader end ved almindelige, små beslutninger.

Frederiksen og Løkkes udgangspunkt at det skal være let for dem at lave store og omfattende ændringer i dansk politik og i samfundet er derfor rendyrket nonsens i Buchanan og Tullocks framework. De to public choice-koryfæer ville i stedet have sagt, at med den slags ambitioner er det vigtigt at inddrage store dele af oppositionen, og at være forsigtige. Man kan måske godt forstå, at magtmennesker som Lars Løkke bliver utålmodige, men fra en videnskabelig vinkel – og i det mindste fra en public choice-vinkel – er der behov for det stik modsatte end lynbehandling af et ukritisk flertal i Folketinget.

SEA 2023: Bryggerier og økonomisk frihed

Af Christian Bjørnskov, den 23. november 2023. Skriv et svar

Vores sidste rapport fra dette års konference i the Southern Economic Association handler om øl. Mere præcist handler den om Steve Gohmanns (University of Louisville) virkeligt interessante papir om, hvad der har påvirket den enorme vækst i antallet af bryggerier i USA siden 1990. Papiret med den sjove titel “Pour Policy: Economic Freedom and Brewery Startups” er således et studie i iværksætteraktivitet.

Baggrunden for Steves papir er den imponerende vækst i antallet af amerikanske bryggerier: I 1990 var der 204 bryggerier i USA, mens der ved sidste tælling i år var flere end 9500. De fleste er idag i stater som Colorado, Maine, Montana, Vermont, og Wyoming, mens enkelte af de store stater har komparativt færre.

Steve gør noget meget smart i papiret: I stedet for at se på hele staten, undersøger han byområder der ligger tæt på en statsgrænse, som f.eks. St. Louis der ligger direkte på grænsen mellem Missouri og Illinois. Det betyder, at han kan zoome ind på de helt samme markeder, der rækker ind over en statsgrænse, men hvor der er forskellig politik på hver side af grænsen. Effekten af politik på sandsynligheden for at få grundlagt et nyt bryggeri kan derfor estimeres meget præcist.

Resultaterne bør være interessante for alle, der interesserer sig for iværksætteri. En af de vigtigste faktorer, der forklarer eksplosionen i bryggerier, er at en række stater har tilladt såkaldt selv-distribution. Et af de politiske forhold, der holdt etableringen af små bryggerier nede og beskyttede store bryggerier, var et lovmæssigt krav om, at man ikke måtte distribuere direkte fra bryggeriet til restauranter, butikker eller enkeltpersoner, men skulle sælge fra bryggeriet til en distributør, der efterfølgende solgte til andre. Efter af kravet iver årene blev droppet i forskellige stater, begyndte der at blive etableret nye bryggerier.

Derudover finder Steve, at økonomisk frihed – i særlig grad hvor meget en stat regulerer arbejdsmarkedet og hvor høje og progressive skatterne er – undertrykker iværksætteraktiviteten i sektoren. “Pour Policy” understreger dermed endnu en gang, at udbygningen af velfærdsstaten er en væsentlig forklaring på, hvorfor nogle steder i verden har så relativt få iværksættere. Måske skulle erhvervsminister Morten Bødskov sætte sig ned og læse studiet, før han går videre med sin nye, milliarddyre iværksætterstrategi?

SEA 2023: Korruption og ulighed

Af Christian Bjørnskov, den 21. november 2023. Skriv et svar

Vores andet eksempel på virkeligt spændende forskning på årets SEA-konference er fra søndag morgen, hvor Jaime Bologna Pavlik (Texas Tech) præsenterede nyt arbejde om sammenhængen mellem korruption og indkomstulighed. Sammen med Justin Callais (University of Louisiana at Lafayette) har hun set på, om reformer, der er effektive i at reducere et lands korruptionsniveau, også gavner de fattige.

Jamie startede sin præsentation med at notere, at de fleste tænker på korruption som et fænomen, der forudsætter at bestikkeren og den, der bliver bestukket, på en eller anden måde deler en politisk forbindelse eller en bureaukratisk sammenhæng. Idéen er, at korruption er et politisk fænomen, eller noget som virksomheder gør for at få særlig behandling eller slippe for regulering og krav i det offentlige bureaukrati. I den optik vil en effektiv reduktion af korruption primært ramme en gruppe relativt velstående personer.

Det særlige er, at når Jaime og Justin undersøger effekterne af reformer der påvirker korruptionen markant -19 der fører til klart mindre korruption og 65, der giver store stigninger i korruptionen – ser det ikke helt sådan ud. De to amerikanere finder at efter korruptionsreducerende reformer får alle i samfundet på længere sigt væsentligt større indkomst – bortset fra de 5 % rigeste og de 20 % fattigste! På samme måde ser det ud til, at større korruption medfører en større indkomst for de 5 procent rigeste, men uden at det særligt klart påvirker andre.

Undersøgelsen er ikke den første, der finder at en vis grad af koruption måske gavner de fattigste i mange samfund. For tre år siden fandt Niclas Berggren og jeg et lignende resultat i en undersøgelse med et meget anderledes forskningsdesign. Det er derfor på sin vis betryggende, at flere detaljerede studier finder det samme. Forskellen ligger ikke i resultatet, men i fortolkningen af det.

Jaime og Justin fortolker deres resultat som en refleksion af, at der er store problemer med at måle indkomst blandt de fattigste. Det gælder ikke mindst, at i mange lande arbejder de fattigste overvejende i den uformelle sektor – den grå økonomi – og de registreres derfor ikke. Selvom resten af samfundet får en indkomststigning, når korruption bekæmpes, mener de derfor, at man ikke kan ‘se’ de fattigstes forbedring, fordi den ikke registreres officielt. Det kan man ikke afvise, men Niclas og jeg fortolkede et næsten identisk resultat anderledes.

Vi fandt for tre år siden, at effekten af korruption på de fattigste 20 procent var tydeligere, når vi fokuserede på deres forbrug i stedet for indkomst. Forbrug er ofte mere præcist målt end indkomst for fattige i lavindkomstlande, hvilket taler imod Jaime og Justins hypotese. Vi tolkede i stedet resultatet som en refleksion af, at fattige holdes tilbage af regulering, der bl.a. holder dem i den grå økonomi og forhindrer iværksætteraktivitet. At kunne bestikke sig udenom reguleringen forbedrer derfor de fattigstes kår ved at afhjælpe en regeringsfejl.

Og sådan er meget samfundsforskning i virkeligheden. Man finder en klar sammenhæng, som ingen kan lide – hvem synes om, at korruption er godt for de fattigste? – men flere studier bekræfter. Men fortolkningen af effekterne kan man blive ved med at diskutere, indtil et tredje studie finder på en måde, at skille dem ad. Indtil da kender man en sammenhæng, men har ikke information til at finde ud af, om man kan gøre noget ved den, bør gøre noget, og i det tilfælde, hvad man kan gøre.

SEA 2023: Økonomisk usikkerhed og tolerance

Af Christian Bjørnskov, den 19. november 2023. Skriv et svar

Som faste læsere ved, er jeg pt. i New Orleans til den årlige konference i the Southern Economic Association (SEA). Der er masser af glimrende kolleger på konferencen, og heldigvis også en lang række meget interessante præsentationer. For mit vedkommende var et af højdepunkterne igår endda en god ven, Andreas Bergh fra Lund (på billedet nedenfor), der præsenterede ny forskning sammen med Niclas Berggren (IFN) og Therese Nilsson (Lund). Niclas og Therese har været pionerer i studiet af økonomiske effekter på folks tolerancenormer, og i det nye papir ser de på et ganske aktuelt spørgsmål: Bliver folk mindre tolerante, når de er større økonomisk usikkerhed?

Mange regner nok med, at kriser og økonomisk usikkerhed stresser folk og dermed gør dem mindre tolerante overfor folk, der er anderledes. Det er også en plausibel hypotese, men Berggren, Bergh og Nilsson stiller den overfor det, der populært kaldes ‘rallying around the flag’ effekter. Her er idéen, at når folk enten oplever dårlige eller usikre tider, rykker de socialt sammen – man bliver mere villig til at hjælpe, og har dårligere råd til at diskriminere.

Ved at kombinere data fra the World Values Survey på, om folk vil tolerere muslimer eller jøder som naboer, med de nyudviklede World Uncertainty Index, finder svenskerne, at mønstrene i data peger helt klart på en positiv effekt af økonomisk usikkerhed. Effekten er relativt lille, men statistisk tydelig. Den er også robust overfor en række alternative forklaringer, og er dermed ikke bare en tilfældighed i data.

Et spørgsmål, der kom op i løbet af diskussionen efter Andreas præsentation, var hvorvidt effekten er lille fordi der er en række muslimsk-dominerede lande i datasættet. Er man i et allerede overvejende muslimsk land, er tolerance overfor muslimer nok ikke noget stort spørgsmål, mens tolerance overfor jøder bestemt kan være det. På samme vis kan man spørge, om toleranceeffekterne kun gælder folk, der selv er religiøse, eller om det i højere grad handler om samfundets normer som helhed.

Der er flere ting, som Berggren, Bergh og Nilsson skal hjem og kigge på. Men for mig var det et højdepunkt fordi det var et eksempel på glimrende forskning, der blev præsenteret på det rigtige tidspunkt i forskningsprocessen: Der er et udkast til et papir, analysen er eminent kompetent, og resultaterne er fascinerende, men der er stadig tid og rum til at udvide analysen og tilføje nuancer og ekstra spørgsmål. Og hvis man er interesseret i, hvordan tolerancenormer varierer på tværs af verden og udvikler sig over tid, er de tre svenskere blandt den forskningsmæssige elite. Interesserede læser bør holde øje med, hvornår forskninge udgives som working paper. Den er varmt anbefalet!

Konferencer: Southerns og Public Choice Society

Af Christian Bjørnskov, den 15. november 2023. Skriv et svar

I skrivende stund er jeg så småt på vej ud ad døren for at tage til den årlige konference i the Southern Economic Association. Southerns er i år i New Orleans, og ser ud til at have i omegnen af 1500 deltagere. Mine kolleger og jeg har virkeligt set frem til konference, ikke mindst fordi vi har organiseret to sessions der afvikles lørdag eftermiddag. Emnerne burde være interessante for mange af Punditokraternes læsere, og mange andre.

Første session med titlen “Institutions and Economic Freedom” omfatter tre papirer: Institutions as Predictors of Government Exclusion der er fælles arbejde med Niclas Berggren (IFN, Stockholm) og som jeg præsenterer, Endogenous Social Contracts and State Capacity af Jerg Gutmann (Hamborg), og Does Capitalism Disfavor Women, som Niclas præsenterer med mig som medforfatter. Den anden session med titlen “Social Norms and Trust” kører umiddelbart efter på lørdag og har fire papirer: Traditional Norms and Parental Investment in Human Capital af Lund-forskerne Steve Berggren-Clausen, Jan Bietenbeck og Günes Gökmen, Influencing Public Trust in Central Banks af Bernd Hayo (Marburg) og Pierre-Guillaume Méon (ULB), Coming Together or Coming Apart: Crises, Uncertainty and Tolerance som præsenteres af Andreas Bergh (Lund) og er fællesarbejde med Niclas Berggren og Therese Nilsson (Lund), og Too Cold to Trust? Effects of Extreme Cold on Political Trust and Civic Participation: Evidence from the Peruvian Highlands af Judhajit Chakraborty og Eduardo Nakasone (Michigan State University) og Leah Lakdawala (Wake Forest University).

Derudover er der en række fremragende kolleger, som vi ser frem til at opleve og ses med. Nogle af navnene vil være kendte for faste læsere af Punditokraterne: Justin Callais (University of Louisiana at Lafayette), Kevin Grier og Jaime Bologna Pavlik (Texas Tech), Nabamita Dutta (University of Wisconson La Crosse), og Steve Gohmann (University of Louisville) kommer allesammen til New Orleans. Skulle nogle af vores læsere være interesserede i noget af forskningen på Southerns i år modtager vi gerne forslag til, hvad vi kunne skrive om. Hele programmet kan læses her hvis man mangler inspiration.

Og det bringer mig til dagens sidste punkt. I aften er der frist på at sende papirforslag til næste års konference i the Public Choice Society. Konferencen er nok fyrtårnet i international public choice-forskning og altid et højdepunkt på året. Hvis der skulle sidde nogen derude, som kunne have lyst til at tage til Dallas den 14-16. marts næste år, præsentere egen forskning og opleve nogle af Jeffery Jenkins, Nils Karlson, og Nobelprismodtageren Roger Myerson – og en lang række andre store og små navne i public choice – er der således stadig mulighed. PCS-konferencen er ikke blot et højdepunkt, men også en meget venlig og hyggelig event, hvor PhD-studerende og unge forskere bliver godt behandlet. Den er varmt anbefalet hvis man har interesser den vej.

4000 jobs fra erhvervsstøtten? Næppe…

Af Christian Bjørnskov, den 12. november 2023. Skriv et svar

Regeringen har barslet med et udspil den nye finanslov for 2024. Som vi skrev forleden, omfatter udspillet en række påstande om arbejdsudbudseffekter, som mange fagøkonomer – bl.a. overvismand Carl-Johan Dalgaard, Krakas cheføkonom Ulrik Beck, fungerende cheføkonom i Cepos Jørgen Sloth, og undertegnede inklusive – har stillet store spørgsmålstegn ved. Helt særligt påstår ministeren, at der kan komme 4000 flere i arbejde på grund af “ny prioritering i erhvervsstøtten.” Påstanden er rendyrket vrøvl.

En måde at se det på, er at spørge hvornår det overhovedet giver mening at give erhvervsstøtte: Under hvilke omstændigheder kan man fra en fagøkonomisk vinkel forsvare at give en virksomhed eller et erhverv offentlig støtte? Svaret er, at der skal være en form for markedsfejl, før en offentlig intervention potentielt kan give positiv mening. Den eneste anden retfærdiggørelse, der giver mening, er at der kan være tale om produktion af militær-strategisk vigtighed.

Med andre ord kan erhvervsstøtte kun skabe jobs – og ikke bare flytte jobs, men permanent hæve den samlede beskæftigelse – ved at løse en form for markedsfejl. Militærstrategiske overvejelser påvirker næppe folks incitament til at arbejde flere timer eller bliver på arbejdsmarkedet. Der vil i denne sammenhæng kunne være tale om to typer: Enten eksistensen af positive eksternaliteter – hvor ekstra ansættelser genererer noget ekstra samfundsøkonomisk udover den ansattes løn og virksomhedens ekstra indtjening – eller mangel på information.

Lad mig bare skyde nummer to ned med det samme: Erhvervsstøtten kan ikke skabe ekstra information hos virksomhederne, der får dem til at ansætte flere mennesker, som ellers ikke ville være ansat hos nogen! For når vi taler om at hæve arbejdsudbuddet, er der ikke kun tale om at ansætte flere i bestemte virksomheder, men at enten ansætte folk der ellers ville være arbejdsløse, fastholde folk, der ellers ville forlade arbejdsmarkedet, eller incentivere allerede ansatte til at arbejde ekstra timer. Virksomhederne er glimrende informeret om, hvilke kompetencer de har brug for, og hvad deres ansatte værdsætter. Og der er langt bedre informerede end offentlige bureaukrater, der implementerer erhvervsstøtteordninger.

Det efterlader os med en overvejelse, om der overhovedet findes eksternaliteter, som kan løses af erhvervsstøtte og skabe højere arbejdsudbud. Som nævnt ovenfor må det være problemer, der 1) forhindrer nogen i overhovedet at blive ansat, selvom de er produktive til at oppebære en almindelig løn på langt sigt; 2) profitabelt kunne blive længere på arbejdsmarkedet; eller 3) profitabelt kunne arbejde flere timer. Man kan for eksempel godt give erhvervsstøtte til virksomheder, der ansætter meget lavproduktive medarbejdere, så staten effektivt betaler en del af lønnen i en periode.

Men hvis disse mennesker kunne opkvalificeres på en arbejdsplads til at være produktive til at tjene deres løn uden støtte, må man spørge sig selv, om danske virksomheder ikke allerede tager dem ind? Og man må spørge, hvordan en offentlig myndighed ville kunne spotte dem bedre end virksomhederne? Begge betingelser skal være tilstede, før støtte til formålet giver mening og øger arbejdsudbuddet permanent. På samme måde kunne man forestille sig, at erhvervsstøtten gives til at fastholde ældre medarbejdere – det såkaldt ‘grå guld’. Men det private erhvervsliv gør allerede meget for at fastholde dygtige, ældre medarbejdere, der ofte har særlige kompetencer eller overblik. Ville det give samfundsøkonomisk mening at subsidiere dem, og dermed lade resten af samfundet betale for at de bliver et år længere hos en virksomhed?

Bundlinjen er, at når man som økonom begynder at overveje, hvilke omstændigheder der skal være til stede for at en omlægning af erhvervsstøtten kan hæve arbejdsudbuddet, må man fortvivle over hensigten. De betingelser, som må og skal være der, før erhvervsstøtte kan skabe nettojobs, er så usandsynligt opfyldte i den danske økonomi, at det er langt mere sandsynligt, at den vil ødelægge jobs. Og man skal holde sig for øje, at den på ingen måde er billig for samfundet. I deres kritik af regeringens planer skriver Det Økonomiske Råd for eksempel i dette efterårs rapport, at det ikke er “oplagt, at en hensigtsmæssig sanering af erhvervsstøtten overhovedet vil have en positiv effekt på arbejdsudbuddet.” Når politikere begynder at ‘skabe’ jobs, sker det stort set altid ved, at de støtter mindre produktive jobs, som borgere der allerede er ansat andre steder, flytter til. Dén process skaber ikke et eneste job som helhed, men flytter bare folk til mindre produktive erhverv og gør Danmark fattigere.

Regeringens fiktive fugle på taget

Af Christian Bjørnskov, den 8. november 2023. 1 svar

Tirsdag præsenterede finansminister Nicolai Wammen SVM-regeringens udspil til en finanslov for 2024. Set fra en økonomisk vinkel er der intet imponerende over udspillet, selvom det måske er politisk smart. Det er derfor også helt fortjent, at Berlingskes glimrende Thomas Bernt Henriksen hudfletter Wammens påstande om effekter i dagens avis.

Pointen er, at regeringen lover at øge arbejdsudbuddet med 45.000 fuldtidsbeskæftigede. Thomas kalder løftet “fup” – en vurdering der næsten er for flink. Regeringen har i lang tid tordnet mod folk, der vælger at arbejde mindre, med forklaringen at vi alle skal ‘bidrage’ til velfærdsstaten ved at arbejde og dermed betale skat. At dens egne forsøg på at incentivere danskerne til det – og ikke bare skrige fra en socialdemokratisk høj hest – er en blanding af tomme løfter og overdrevne effekter er næsten pinligt at se.

Et første problem er, at af de 45.000 kommer 19.000 ifølge regeringen selv fra “gennemførte reformer og beslutninger.” Heri indregner man for eksempel 8000 fra afskaffelsen af Store Bededag, 4600 fra “reformer af universitetsuddannelserne”, og 4500 fra “styrket international rekruttering.” Som mange af os har påpeget, er der ingen arbejdsudbudseffekt af den meget upopulære afskaffelse af Store Bededag. Det ændrer ikke på danskernes efterspørgsel efter ferie, og stort set alle har rigelig mulighed for at holde fri en anden dag i løbet af året. Nettoeffekten er nul. Jeg kan heller ikke se nogen som helst grund til, at forkortelser og forværring af kandidatuddannelserne giver ret meget. Nok kan man påstå, at nogle af kandidaterne kommer et halvt år tidligere på arbejdsmarkedet, men de vil kunne langt mindre, og derfor ikke blot tjene mindre end ellers, men også være dårligere jobmatch. Alt i alt giver det næppe noget særligt bidrag til statskassen. Thomas kritiserer også de 4500 fra international rekruttering, fordi man normalt ikke regner dem med. Jeg er ikke helt enig med ham i, at det er en dårlig idé at regne dem med, men ville meget gerne se hvor det tal kommer fra, og de detaljerede vurderinger af at den beslutning giver noget som helst.

Derudover regner regeringen 9500 beskæftigede med som konsekvens af “kommende reformer.” De 5200 her er fra skattereformen, men selv her må man stille et stort spørgsmålstegn. Finansministeriet har basalt set antaget, at Lars Løkkes nye “top-top skat” ikke får nogen adfærdsmæssige konsekvenser. Det er stærkt kritisabelt, da erfaringerne fra Frankrig og Norge (og studier af f.eks. professionelle fodboldspilleres adfærd) peger på, at adfærdseffekterne kan være endda særdeles store.

Det helt gale, og det Thomas kalder fup, er at de 45.000 omfatter 4000 fra “ny prioritering i erhvervsstøtten” og 12.000 fra “potentiale for at øge strukturel beskæftigelse.” Begge dele er rene fugle på taget. Når en politiker begynder at tale om potentiale, skal man spidse ører og lade sin mentale seksløber. Det betyder næsten altid, at politikeren regner effekter med, som kun findes i hans hoved eller som han ønsker, ville være der. Det er et tal, der er grebet ud af luften og som burde være et stort nul. Det samme gælder de 4000 fra omlagt erhvervsstøtte. Bemærk, at Wammen ikke vil skære i erhvervsstøtten – det eneste fornuftige valg – men vil omlægge og tror, at bare man giver den smartere, dukker der pludselig 4000 beskæftigede op. Erhvervsstøtte er, ligesom dens større fætter industripolitik, en absolut tåbelig idé fra en økonomisk vinkel, og at påstå, at en omlæggelse af hvad der reelt er rent spild, får 4000 ekstra i arbejde, er næsten fornærmende.

Samlet set er finanslovens løfter om arbejdsudbud dybt skuffende. Selv ikke regeringens måske venligste medlem formår at overbevise mange af os om, at der ligger 45.000 ekstra beskæftigede i en række forslag, hvor flere af dem er næsten økonomisk analfabetiske. Wammens udspil er endda, at kun 15.000 af de 45.000 jobs i hans fantasi skabes i den offentlige sektor. Skærer man den rene fantasi fra udspillet, er der måske et par tusinde til den private sektor – og det er givet, at den offentlige sektor ikke vokser mere end planlagt. Hvem tror på det? For en regering, der sælger sig selv på evnen til at få ting gjort, er den nye finanslov tåkrummende.

Hvem er den største økonom nogensinde?

Af Otto Brøns-Petersen, den 3. november 2023. 10 svar

Jeg holdt i denne uge min faste Adam Smith-forelæsning på Folkeuniversitetets kursus om ”Store økonomer”. Det gav lejlighed til at reklamere for Tyler Cowens nye ebog ”The greatest economist of all time”. Men I skal heller ikke snydes.

Bogen kan hentes som gratis ebog her. Der er desuden mulighed for at integrere den med Kunstig Intelligens. Det lyder interessant, men jeg har ikke prøvet. Det er Tylers bud på at udvikle bogen som fænomen i lyset af den seneste teknologiske udvikling.

Jeg skal ikke røbe, hvem Tyler ender med at udpege i konkurrencen om at være den største økonom nogensinde. Adam Smith er med på kandidatlisten, kan jeg dog godt afsløre.

Men hvad mener egentlig Punditokraternes kloge læsere?

Skriv din foretrukne kommentarsporet.

P.S. Vi skal ikke have for mange regler her, men skal vi ikke sige, at den største økonom skal bedømmes på sin a) evne til at løfte forståelsen af økonomi på sin tid, og b) naturlige forståelse for økonomi. Den gennemsnitlige økonomistuderende ved selvsagt mere end Adam Smith om talrige emner alene i kraft af afstanden i tid.

Forskning igang: Populisme og økonomisk frihed

Af Christian Bjørnskov, den 2. november 2023. 1 svar

I Børsen idag, torsdag den 2. november, skrev jeg om en af de kendte konsekvenser af populisme i den økonomiske kommentar. Baggrunden er, at det første temakapitel i dette års Economic Freedom of the World rapport netop handler om, hvad vi ved om effekterne af populisme på landes grad af økonomisk frihed. De to forfattere – punditokraternes ven og glimrende kollega Martin Rode og hans PhD-studerende Andrea Celico – peger her på, at en øget tilstedeværelse af populistiske partier og partier med populistiske holdninger er forbundet med reduceret økonomisk frihed: Ringere retsvæsener, mere regulering, højere handelsbarrierer osv.

På langt sigt vil den populistiske indflydelse således sandsynligvis indebære lavere vækst og længere kriser. Men Rode og Celico påpeger også i deres empiriske analyse, at alle lande ikke oplever samme skadevirkninger. Jeg opsummerede deres konklusioner i Børsen ved at notere, at “Når de to forskere tager disse grænser i betragtning, finder de ikke overraskende større skadevirkninger, jo mindre begrænset regeringen er. En flertalsregering, der ikke behøver at operere med de sædvanlige politiske begrænsninger – en regering, der kan få noget gjort – er således den farligste type, når populisme sniger sig ind i politikken.”

Som jeg også indikerer sidst i kommentaren – med en vognstang – passer situationen ret perfekt på den danske regering for tiden. Den har ikke blot flertal, men er også ganske tydeligt ligeglad med almindelig parlamentarisk procedure. Flere ministre har da også koldt bemærket, at de har flertal så de kan gøre hvad de vil. Men er den populistisk? Svaret er ja, hvis man bruger Rode og Celicos nyudviklede data. Figuren nedenfor plotter en populismescore for regeringen (den tynde, sorte linje), venstrefløj og højrefløj (de røde og blå linjer), og for Socialdemokraterne (den stiplede røde) og VK (den stiplede blå).

Skulle nogen være i tvivl om, at vurderingen af S er blevet mere populistisk, kan man blot se på justitsministerens angreb på Højesteret efter at regeringen og anklagemyndigheden har måttet droppe deres sager mod Lars Findsen og Claus Hjort Frederiksen. Angrebet er også rendyrket populisme: Hvis retsvæsenet ikke makker ret, må man styre det politisk.

Sidst, men ikke mindst, er spørgsmålet om man også kan se noget på udviklingen i Danmark. Jeg vil ikke påstå for meget, men der er bestemt en indikation i figuren: De store reformer i 1980erne kom i en periode hvor den populistiske højrefløj var på tilbagetog, og hvor Socialdemokraterne rykkede væk fra Anker Jørgensens klart populistiske profil. De fortsatte under Poul Nyrup, der bestemt heller ikke var en populist (som data også peger på), men stagnerede i 00erne og frem, efter at først højre side i Folketinget og hurtigt derefter Socialdemokraterne rykkede mod mere populistisk politik.

Den danske udvikling – selvom vi ikke vil påstå kausalitet – er således konsistent med en historie, hvor mere populisme forhindrer reformer, der skaber mere økonomisk frihed. Så hvorfor har vi kaldt denne post “Forskning igang” når Rode og Celicos forskning allerede er udgivet? Grunden er, at Rode og jeg er igang med at dykke videre ned i emnet. Konkret er vi igang med at sætte en analyse op, hvor vi undersøger i hvor høj grad og hvornår populisme påvirker pengepolitikken, og om det er regeringens position eller et bredere fænomen, der gør det. Alle input er som altid meget velkomne.

Gæsteindlæg: Klimaeffekten af kvæg

Af Gæsteindlæg, den 1. november 2023. Skriv et svar

Vi bringer i dag et gæsteindlæg af journalist, cand.polit. Frede Vestergaard

Ja, hvordan er det kommet dertil, at der skal CO2e-afgift på danske drøvtyggere. Jeg mener, at de borgerlige partier i årevis har gået med til en række beslutninger på energi- og klimaområdet uden at sætte sig ind i de langsigtede konsekvenser af beslutningerne.  Danmark burde således have kæmpet hårdt for – i IPPC-sammenhæng og i EU-sammenhæng- at bøvserne er klimaneutrale. Det giver ikke mening at afbrænding af biomasse betragtes som CO2-neutral, hvis ikke også køers bøvser gør det, og omvendt.

Jeg skrev for en måned siden en kronik om problematikken i Kristeligt Dagblad. Berlingske afviste, men interviewede dog professor Mette Olaf Nielsen, som havde samme holdning som kommer til udtryk i min kronik med henvisnig til Kevin Trenberth

Danske køers bøvser – med et lille forbehold – påvirker ikke klimaet?

Køerne er klimaneutrale

Af FREDE VESTERGAARD

Ja, De læste rigtigt. Køer er klimaneutrale, – med det forbehold at kvægbestanden  er konstant.  Faktisk er kvægbestanden i Danmark halveret de sidste fyrre år. Så det påvirker ikke klimaet, at De drikker mælk – og spiser oksekød, som sådan set er et  biprodukt til mælken. Uden køer ingen mælk og ost.

 Men nogle mennesker skammer sig over at spise kød, forstår man. 

En række klimaaktivister og politikere vil da også af med størstedelen af køerne, fordi kvæg udleder drivhusgassen metan. 

Eksempelvis vil miljøorganisationen Greenpeace have Europas konsum af kød sænket med 71 procent fra 2020 til 2030, og 81 procent til 2050. 

Det er blevet et politisk problem i flere lande. Metan – CH4 – var ellers ikke med i den oprindelige Kyoto-protokol fra 1997. Dengang handlede det om at bruge mindre fossil brændsel, kul, olie og gas for at reducere CO2-udledningen.

Men hvis mælkebønderne skal  betale 750 kroner i afgift per ton bøvser, som anbefalet af Klimarådet, vil 75 procent af dem få underskud og stoppe deres produktion, har Klimarådet selv beregnet.  

Helt så galt kommer det nok ikke til at gå. I efteråret 2021 blev der lavet en bred politisk aftale. “Landbruget skal udvikles, ikke afvikles”  lød det som punkt 1 i ‘Aftale om grøn omstilling af dansk landbrug’.

Ændret fodersammensætning kan måske mindske bøvserne lidt.

Men det er svært at tro, at der ikke kommer en betydelig nedgang i antallet af køer, hvis det politisk fastsatte 70 procent mål skal nås i 2030. 

Landbrugets klimapåvirkning  kommer fortrinsvis fra cirka 2.500 mælkebønder ud af cirka 7.600 heltidslandmænd. De insisterer på, at afgiften skal lægges på forbruget af såvel dansk som udenlandsk produceret kød og mælk i køledisken og ikke på koen. Men politisk har landbruget ikke længere mange stemmer at påvirke med på Christiansborg.

Stor ståhej for meget lidt

Men alt i alt er der tale om stor ståhej for meget lidt. Der er ingen grund til kødfri dage. For køerne er som nævnt klimaneutrale, selv om de udleder drivhusgassen metan. 

Man må nemlig skelne mellem biogen og fossil metan. 

Fossil metan vil sige naturgas, der eksempelvis gennem utætte gasrør og ved udvinding af kul kommer op i atmosfæren fra lag, der er mange millioner år gammel. Det er så at sige ‘ny’ gas.

Biogen metan fra dyr er derimod en allerede eksisterende gas i atmosfæren, der blot er led i et kredsløb. Det forklarer atmosfæreforskeren Kevin Trenberth i forskellige artikler.

https://www.auckland.ac.nz/en/news/2023/02/14/taxing-cow-burps.html

 Biogen metan kommer fra, at græsspisende dyr – køer, får, rådyr, ja også heste i et vist omfang –  fordøjer græsfibrene, som er vokset ved at optage kuldioxid fra atmosfæren. Når dyrene har fordøjet og bøvset, samles metanen i atmosfæren, hvor den i løbet af 10-12  år bliver iltet og omdannet til kuldioxid og vand. 

Trenberth fortsætter: Ved fotosyntesen optages kuldioxiden igen i græs. Dyrene spiser græsset og bøvser metan. Det foregår i et fuldstændigt kredsløb. Noget bliver midlertidigt oplagret som kød, men også det indgår i sidste ende i kredsløbet. 

Ved et konstant antal køer sker der derfor ingen vækst i den biogene metans koncentration i atmosfæren. Metan fra dyr er derfor ikke dårligt for klimaet på samme måde som fossil gas, der er dannet for mange millioner år siden og tilføres atmosfæren som ‘ny gas’, lyder det fra den højt anerkendte Kevin Trenberth.

https://en.wikipedia.org/wiki/Kevin_E._Trenberth.

Han er tilknyttet USA’s nationale center for atmosfæreforskning NCAR i Colorado, og han var i mange år knyttet til FNs Klimapanel IPCC. Han var  ledende forfatter til kapitler i den anden, den tredje og den fjerde IPCC-rapport fra henholdsvis 1995, 2001 og 2007.

Klimakonferencen COP26 i Glasgow i 2021 besluttede dog, at verdens lande bør reducere udledningen af metan med 30 procent fra 2020 til 2030, Siden er der  opstået en forstærket diskussion om, at man må skelne mellem biogen metan fra dyr og fossil metan. Problematikken er også berørt i den seneste – sjette – IPCC-rapport.

Der er en parallel med biogen og fossil CO2 i forhold til træ, mener Trenberth. Biogen CO2 fra afbrænding af træflis og træpiller tæller ikke med i et lands CO2-udledning, fordi CO2-udledningen ved fotosyntese bliver optaget i træer igen.  Danske kraftværker har derfor erstattet det det store kulforbrug med træ. I 2022 stod den danske CO2-udledning fra træ for 20 millioner tons af de 34 millioner tons CO2, som den danske udledning er faldet med siden 1990, .

 På tilsvarende vis tilfører biogen metan fra drøvtyggere ikke mere drivhusgas til atmosfæren, lyder det fra Kevin Trenberth.  Med det forbehold at i  de første ti-12 år en kvægbestand opbygges, bidrager den til større drivhusgaskoncentration i atmosfæren, men derefter er det slut. 

Det helt afgørende i klimapolitikken, mener Trenberth, er derfor hurtigst muligt at standse  ny CO2  fra udvinding og afbrænding af gas, olie og kul snarere end at reducere de klimagasser, der allerede er atmosfæren.

Herhjemme har blandt andre geologen, lektor Bo Holm Jacobsen, fra Geoscience på Aarhus Universitet, taget del i diskussionen om biogen contra fossil metan. Han mener, at der inden for forskningsverdenen og i FN’s klimapanel er vokset en erkendelse frem, at et uændret, vedvarende årligt udslip af metan modsvarer et engangsudslip af kuldioxid, CO2. 

https://www.weekendavisen.dk/2022-6/ideer/klimabalance-i-kostalden

Det bliver ikke værre og værre, siger Bo Holm Jacobsen. Afbrænding af diesel, benzin og naturgas får derimod atmosfærens CO2-koncentration til at stige lidt hvert år. 

Det reelle og det politiske problem

 Det reelle problem er altså ikke stort. Noget andet er det politiske problem, som politikerne har skabt sig ved at aftale en deadline, der siger, at Danmark skal have reduceret udledningen af drivhusgasser med 70 procent inden 2030. 

Det kan kun løses ved delvis at gøre danskerne til veganere, lød det nærmest implicit fra Klimarådet tidligere i år. Fjerner man (størstedelen af) køerne, vil det som nævnt resultere i en nedgang i udledningen af biogen metan  over en 10-12 årig periode, svarende til et engangs fald i udledningen af CO2. 

Det hjælper på klimaregnskabet på 10-12 års sigt, men ikke på det lange sigt. 

 At politikerne har aftalt en reduktion på 70 procent allerede i 2030 i tillid til at kvægavlerne kan levere et stort reduktionsbidrag, skyldes måske, at ingen med ekspertviden har turdet stille sig op og forklare, at danske køer er klimaneutrale af frygt for, hvad det kan indebære for deres bevillinger og lignende. 

Og de fleste politikere frygter nok for at vikle sig ind i disse komplekse spørgsmål og er bange for at bringe sig i en situation, hvor de kan blive beskyldt for ikke at støtte klimapolitikken. Derfor vil der blive indført en bøvseafgift.

 Men afgiften vil ikke gøre klimaet en tjeneste, og de, der ikke spiser okse- og lammekød og drikker mælk, bør vide, at det gør de heller ikke, selv om politikere og klimaaktivister mener det.  De behøver ikke at skamme sig. Det bør fremtrædende danske klimaprofessorer som Sebastian Mernild, og IPCC-panellisterne Jens Hesselbjerg Christensen og Kirsten Halsnæs fortælle offentligheden. 

Er professorerne uenige med Kevin Trenberth, når hans holdning i dansk regi betyder, at hvis det anses for klimaneutralt årligt at afbrænde 3-4 millioner tons træ i kraftværkerne, er danske køer også klimaneutrale?

Hvordan er Venstre havnet i denne klima-kattepine?

Af Otto Brøns-Petersen, den 31. oktober 2023. 3 svar

Uanset hvad man ellers må mene om udfordringerne og formandsskiftet i Venstre, så er det ikke forbigået opmærksomheden, at landbrugets drivhusgasudledninger er en af de helt store kattepiner.

Læs resten →

En teoretisk politisk model

Af Otto Brøns-Petersen, den 29. oktober 2023. Skriv et svar

Forestil dig en simpel politisk konkurrence mellem forskellige partier og med tre grupper af vælgere: M føler meget stærkt for en sag, X. L er interesseret i, at X varetages på en måde, som kommer den til gode, ikke så meget X i sig selv. Det store flertal, F, er højst moderat optaget af X – i hvert fald har det en ret begrænset betalingsvilje.

De politiske partier er interesseret i at tiltrække M og L, men ikke pålægge F så store omkostninger, som er nødvendigt for at tilfredsstille M. Hvis omkostningerne bliver for høje, vender F sig imod X og de partier, som fører en aggressiv X-politik.

Antag nu, at M delvist kan tilfredsstilles med løfter om at skærpe X ude i fremtiden.

Hvordan må man forvente, at dette spil udspiller sig?

For det første må det forventes, at politikken udformes, så den begunstiger L’s private lobby-interesse. I hvert fald indtil omkostningerne bliver for store.

For det andet kan man regne med, at partierne i så høj grad som muligt konkurrerer om at gøre meget ved X – ude i fremtiden. Ikke mindst i den grad at byrderne kan flyttes til nye generationer af både politiske ledere og vælgere. Og i den grad flertallet ikke er opmærksom på, hvor store omkostninger der vil ramme dem til sin tid. Hvis man tværtimod kan hævde, at man ved at blive ”X-foregangsland” kan opleve et ”økonomisk eventyr”, kan det være med til at holde en reaktion fra F imod X stangen.

Modellen minder om den politiske konkurrence om at stifte gæld, som rammer fremtidige generationer. Det er der – som bekendt – en stærk tilskyndelse til.

Jeg siger ikke, at dansk klimapolitik er blevet bestemt af sådan én model. Men det kunne i hvert fald forklare en hel del.  

Forskning igang: Social tillid i Ukraine

Af Christian Bjørnskov, den 26. oktober 2023. 2 svar

Nogle gange kan man sidde med noget som forsker, som på ingen måde er færdigt, men som man alligevel synes er så spændende, at man gerne vil dele det med andre. Det er tilfældet idag, hvor vi derfor starter noget der kan gå hen at blive en tilbagevendende serie på bloggen: ‘Forskning igang’. Og idag handler det om udviklingen af social tillid i Ukraine.

Baggrunden er, at der er en åben diskussion af hvad konflikt gør ved et lands ‘sammenhængskraft’. Begrebet sammenhængskraft er som bekendt vagt og misbrugt, men er ganske tæt på ‘social tillid’, som er klart defineret og målt. Mine kolleger Martin Rode og Miguel Ángel Borella Mas – begge fra Universidad de Navarra i Pamplona – og jeg udgav for et par år siden “The economics of change and stability in social trust: Evidence from (and for) Catalan secession“, hvor vi undersøgte hvad uafhængighedsprocessen i Catalonien havde gjort ved catalanernes tillid til hinanden. Forleden kontaktede Martin mig med spørgsmålet, om vi kunne gøre noget lignende med den sociale tillid i Ukraine. Det mente jeg absolut man kunne, og vi gik igang sammen med Miguel Ángel.

Som indikeret i indledningen er vi midt i forskningsprocessen lige nu. Vi har lagt os fast på hvilke data vi kan bruge – det er the World Values Survey fra 1996, 2006, 2011 og 2020 – og har nogenlunde lagt os fast på et empirisk design. Vi har derfor ikke konkrete estimater endnu, men vores data giver nogle meget klare indikationer. Det er dem, vi deler idag.

Figuren nedenfor opsummerer, hvorfor vi er sikre på at der er en historie at fortælle. I 1996, nogle få år efter at Ukraine formelt var blevet uafhængigt, så der ud til at være en mindre forskel på tillidsniveauerne i Rusland og Ukraine: Både de russiske-talende og ukrainsk-talende ukrainere havde lidt højere tillid. Ti år senere var der ingen klar forskel, og per 2011 virkede det mere som om de ukrainsk-talende var mindre tillidsfulde.

Grunden til at vi skiller ukrainsk-talende ukrainere fra de russisk-talende er, at det er vores bedste bud på, hvordan man fanger forskelle i om folk føler sig ukrainske og har en tydeligt ukrainsk national identitet. Og det er præcist der, vi kan se forskellen efter Ruslands invasion af det ukrainske Krim og støtte til konflikten i Donetsk og Luhansk i den østligste del af Ukraine. I 2020-undersøgelsen er der ingen forskel på social tillid i Rusland og blandt russisk-talende i Ukraine, men en solid forskel til de ukrainsk-talende Ukrainere: De første to grupper har tillidsniveauer på henholdsvis 23,1 og 22,1 %, mens de ukrainske ukraineres niveau er 36 % (p<.01). Fra en lang periode uden klare forskelle, har en markant forskel materialiseret sig.

Spørgsmålet, udover hvordan man empirisk vurderer hvor stor forskellen er og hvor statistisk sikker den er, er hvordan man tolker billedet. Vores umiddelbare tolkning er, at vi ser en uforudset konsekvens af Ruslands annektering af Krim og trussel mod Ukraine i form af skabelsen- eller genskabelsen af en klar national identitet. Vi ser således heller ingen forskel i tillid mellem russisk-talende og ukrainsk-talende, hvis de stemmer på russisk-venlige partier i Ukraine, men store forskelle ellers.

Der er masser af ting, der stadig skal laves i vores nye forskning, og nok nogle hundrede timers arbejde, før det er klart. Planen er, at den første version skal præsenteres til den årlige konference i the Public Choice Society i Dallas til marts. Men de helt foreløbige indikationer var for interessante til ikke at dele med punditokraternes læsere. Og som altid er spørgsmål, forslag og overvejelser velkomne!

Venstre og Blå Blok i 50 år

Af Christian Bjørnskov, den 23. oktober 2023. 3 svar

Idag forlod Jakob Ellemann ikke blot regeringen, men dansk politik. Baggrunden er voldsom utilfredshed i baglandet, og ikke mindst historisk elendige meningsmålinger. Hvis der var valg imorgen, viser de nyeste Gallup-målinger, at Venstre ville få blot 8,7 procent af stemmerne. Det ville være partiets værste valg siden 1909, da det var splittet i flere dele. Problemet skal ses på baggrund af, at partiet til valget for fire år siden fik 23,4 procent. Flere Venstre-folk har de seneste uger talt om, at det ikke blot er et problem for Venstre, men for hele Blå Blok. Men er det faktisk det?

Figuren nedenfor illustrerer først Venstres resultater (de blå markører) ved valgene de sidste 50 år, og i meningsmålingerne for tiden. Som det ses tydeligt, ligger målingerne lidt under partiets valg i 1970erne, som ellers var elendige i forhold til de foregående årtier. Men Blå Blok som helhed (de sorte markører) klarer sig faktisk ikke særligt dårligt for tiden. En stemmeandel lige omkring 50 procent er faktisk ret normal – og ikke overraskende. Der er således primært tale om vandringer internt i blå blok, eller med andre ord, at blå vælgere forlader et Venstre, der reelt har forladt Blå Blok.

Skal man virkelige være bekymret, skal man følge de grønne markører, der angiver et mål for gennemsnitsideologien blandt de partier, vælgerne stemmer på. Det er beregnet sådan at midterpartier får scoren 0, almindelige højrefløjspartier scoren ½, almindelige venstrefløjspartier -½, virkeligt liberale partier får 1, og den ekstreme venstrefløj får -1. Indekset illustrerer, hvordan vælgerne i gennemsnit er skiftet til venstre de seneste to år, og i måingerne for tiden. Pudsigt nok viser samme indeks, at blå vælgere skifter mod højre. Udviklingen er dog stærkere til venstre for midten, hvilket flytter indekset som helhed mod venstre.

Er Venstres deroute et problem for det blå Danmark? Svaret er, at det er det næppe medmindre resten af blokken helt mister evnen til at tale med hinanden og koordinere politik. Blå blok står ikke blot fint hos vælgerne, men er endda som gennemsnit flyttet lidt mod det liberale højre. Det egentlige problem er, at det samme sker i Rød Blok selvom medierne skriver langt mindre om det. Håbet herfra er, at det ikke også sætter sig i politikken mere end det allerede har gjort.

Hvorfor tror politikere at borgerne er idioter?

Af Christian Bjørnskov, den 16. oktober 2023. 5 svar

Som vi tidligere har påpeget her på stedet, tales der meget om politikerlede, og både politikere og meningsdannere ser det som et stort problem, at befolkningen har mistet tillid til politikerne (f.eks. her). Men som flere har understreget, er fænomenet den ene side af sagen, hvor den anden er politikernes efterhånden ekstreme grad af borgerlede (se f.eks. her). En væsentlig del af borgerleden, som jeg personligt oplever den, er at politikerne ikke tror at borgerne er kompetente i deres egne liv eller til at tage økonomiske eller politiske beslutninger. Med andre ord tror mange – og nok de fleste – politikere på, at borgerne basalt set er idioter.

Et stort spørgsmål – hvis vi da har ret i analysen – er derfor, hvorfor politikerne er blevet så borgerlede? Ligger problemet i deres politiske opdragelse, i hvem der vælger at blive politikere, eller er det måske bare en del af en zeitgeist?

En første grund kan være politikernes opdragelse. Som min kollega Martin Paldam understregede for flere år siden, er der forbløffende få politikere i Folketinget for tiden, der har nogen reel erfaring fra ikke-politisk arbejde. De fleste er gået den mere eller mindre direkte vej fra ungdomspolitik i DSU, VU, KU eller andre organisationer, til at stille op til Foketing eller byråd, eller med en omvej gennem arbejde for et parti eller fagbevægelsen. De kommer dermed ikke til at opleve hvordan ting gøres i den virkelige verden udenfor politik, og kan derfor ret let ende med en opfattelse af, at almindelige mennesker ikke kan finde ud af noget. Den proces indebærer også, at de aldrig lærer hvordan man opfører sig overfor andre mennesker – deres opfattelse af ‘normal’ adfærd og normale normer er det politiske miljø, hvor løfter kun holdes indtil noget andet er opportunt, og hvor der er fuldt acceptabelt at stikke venner og fjender i ryggen, hvis det gavner ens politiske karriere.

Den anden mulige grund kan være, at dansk politik tiltrækker mennesker med en smag for at udøve magt over andre mennesker, og med mindre grundlæggende respekt for ens medborgere og deres rettigheder og kompetence: Jo mere magt, Folketinget tiltager sig, jo mere tiltrækker politik folk med en stærk præference for at have magt over andre mennesker. Det bliver således et selvforstærkende problem, når politikere med smag for magt sørger for, at de selv og tinget får mere magt, og den situation i sig selv tiltrækker magtsyge mennesker.

En sidste mulig forklaring er, at der ligger en slags autoritær strømning i tidens zeitgeist, der gør at mange politikere og politiske kommentatorer har en fundamental skepsis overfor private løsninger på problemer. En anden version af det samme er, at en del af en zeitgeist kan være at mange har glemt at være skeptiske overfor statslige og politiske løsninger. Der tales for eksempel en del om, at der nu er en hel generation vælgere og yngre politikere, der ikke har levet med Sovjetunionens eksistens. Er man født efter 1980 har man således næppe nogen reel erindring om, at der eksisterede en hel del af verden lige øst for os, hvor stort set alt var styret af politikere. Mangler man den oplevelse, og er man ikke nysgerrig efter hvad man kan lære af historien, mister man hurtigt indsigten i, hvor horribelt dårlige centrale politiske løsninger ofte er.

Det er naturligvis muligt at afvise, at der findes et fænomen som borgerlede. Jeg er da også sikker på, at adskillige politikere vil afvise det – og nogle af dem vil måske endda gøre det ærligt. Men det er et fænomen, jeg ser tegn på hver uge, og som jeg ikke mener man bør afvise. Og uanset hvor det kommer fra og hvordan man vil vægte de tre mulige årsager, er det et problem for demokratiet.

Er det nye vurderingssystem ulovligt?

Af Christian Bjørnskov, den 13. oktober 2023. Skriv et svar

Ekstrabladet bragte igår en tankevækkende historie om Skats nye og stærkt kritiserede vurderingssystem. Under overskriften “Afsløring: Syv ud af ti vurderinger dumper” peger avisen på, at baggrunden for det nye system var, at Rigsrevisionen i 2013 udgav en stærkt kritisk rapport der viste, at tre fjerdedele af Skats offentlige ejendomsvurderinger var i strid med vurderingsloven. Systemet producerede således et flertal af ulovligt skæve vurderinger, og måtte derfor skrottes. Men virkeligheden er faktisk en tand værre, end Ekstrabladet viser.

Ekstrabladet har fået dataplatformen Resights til at lave et udtræk af vurderinger på 38.000 ejendomme, som avisen betragter som repræsentative for det nye vurderingssystem. Avisens pointe er, at den har “med udgangspunkt i de samme kriterier, som Rigsrevisionen brugte – nemlig den dagældende vurderingslov – gennemgået mere end 38.000 bolighandler over et halvt år fordelt på begge sider af den nye vurderingstermin 1. januar 2022.” Med andre ord kan avisens journalister helt konkret vurdere, på basis af de 38.000 faktiske handler, hvor retvisende de nye vurderinger er.

Vi illustrerer det nye systems træfsikkerhed overfor det gamle systems, baseret på Rigsrevisionens oprindelige kriterier, i figuren nedenfor. Det gamle system producerede 41 procent vurderinger, der var over den faktiske handelspris, og 34 procent, der lå mere end 15 % under handelsprisen. Med andre ord var kun 25 procent af vurderingerne indenfor den ramme, Rigsrevisionen betragtede som lovlig. Den ‘gode’ nyhed i Ekstrabladets afsløring er, at der nu er 31 procent i det nye system, som rammer indenfor skiven. Men som vores figur konkret viser – og som Ekstrabladet ikke understreger – er den ekstra træfsikkerhed et resultat af, at der nu kun er 22 procent der rammer mindst 15 procent for lavt, men hele 47 procent, der vurderes for højt i forhold til den faktiske handelspris.

Spørgsmålet burde i virkeligheden stilles til skatteministeren, og ikke blot på en borgerlig blog: Hvordan kan man forsvare et offentligt vurderingssystem, der i et udtræk af 38.000 bolighandler rammer for højt i næsten halvdelen af tilfældene? Hvordan kan det være lovligt, at operere med et vurderingssystem – der definerer hvad folk skal betale i skat til staten – der ikke blot rammer forkert, men så åbenlyst rammer forkert i statens favør? Vi har ikke just en regering, der er særligt interesseret i borgernes retssikkerhed, men er vi ikke et stykke over grænsen for, hvad Moderaternes og Venstres vælgere trods alt kan acceptere?

Om årets Nobelpris

Af Otto Brøns-Petersen, den 10. oktober 2023. Skriv et svar

Som lovet i går hermed min artikel om årets Nobelpristager i økonomi Claudia Goldin. Den bliver bragt i Berlingske Business i dag. Børsen bragte desuden et lille interview om årets pris.

Det er på en måde en tilfældighed, at jeg har fået opgaven med at skrive om Nobelprisen hver oktober. Det begyndte for år tilbage i Weekendavisens Ideer-sektion. Og nu er det lidt blevet en kær årlig pligt.

Jeg synes generelt, at Nobelpriskomiteen er dygtig til at udpege de vigtigste bidragydere til disciplinen, og Nobelprisen er en god lejlighed til at folde det store områdefelt ud, som økonomisk videnskab dækker over. Det dækker meget mere, end man skulle tro ud fra almindelig avislæsning. Derfor er jeg desuden sammen med Stefan Sløk-Madsen gået i gang med en podcastserie, hvor vi gennemgår Nobelpriserne tematisk. Du kan finde serien her.

Og her er artiklen så:

Årets Nobelpris i økonomi er på flere måder usædvanlig.


Den går til Harvard-økonomen Claudia Goldin, der er den kun tredje kvinde, som har modtaget prisen. Den første var Elinor Ostrom i 2009 og den næste fik Esther Duflo i 2019. Goldin får prisen for sin historiske forskning i kvinders arbejdsmarkedsdeltagelse, og i hvordan den har udviklet sig siden den industrielle revolution. Hun er ikke den første økonomiske historiker, der får prisen, men dem har der trods alt ikke været så mange af heller. Et eksempel er Robert Fogel, der fik prisen i 1993 for bl.a. at kvantificere jernbanens betydning for den amerikanske økonomis historiske udvikling – og som Goldin var student hos.


Én hypotese om, hvorfor så få kvinder har fået Nobelprisen i økonomi, kunne naturligvis være kønsdiskrimination. Men en anden – og måske mere dækkende – hypotese er, at økonomi tidligere har været et mandefag, så der simpelt er meget mere forskning fra mænd at tage af. Og da prisen typisk belønner veletableret, mangeårig forskningsindsats, kan det tage tid, før det heldigvis stigende antal kvindelige økonomer for alvor slår ud i kønsbalancen i Nobelpriserne (Goldin selv er fra 1947).


Den anden hypotese er i al fald i tråd med Goldins forskning i mænd og kvinders erhvervsdeltagelse og løn. Hendes tilgang er, at man ikke blot kan se på den rene kønsforskel, men også må se på, hvad der kan forklare den. Goldins forskning har vist, at bl.a. forskelle i uddannelse tidligere har spillet en væsentlig rolle for lønningerne. I dag er den vigtigste forskel, hvordan mænd og kvinder deler opgaverne mellem sig i hjemmet. Ja, faktisk har denne forskel haft en betydning i hele perioden og været større tidligere, så også den tidligere forskel i uddannelsesniveau kunne henføres til den.


Tidligere var det almindeligt, at kvinder forlod arbejdsmarkedet permanent, når de fik børn. Derfor var det mindre oplagt at investere så meget i at tage en uddannelse, når den nu kun kunne kaste noget af sig i en begrænset periode. I dag er det almindeligt at vende tilbage til arbejdsmarkedet efter at have fået børn, og kvinderne har mere end indhentet mændenes uddannelsesforspring. Men afbræk i karriere kan stadig føre til forskelle i produktivitet og dermed i aflønning.
Det er værd at notere sig, at forklarede lønforskelle ikke nødvendigvis beviser, at der ikke forekommer diskrimination. Men at de i givet fald skyldes dybere liggende faktorer, end at virksomheder overbetaler mænd og underbetaler kvinder. Det betyder f.eks. at lovgivning om ligeløn ikke hjælper alverden.


Diskrimination har været et tema hos tidligere Nobelpristagere i økonomi, ikke mindst Gary Becker (prismodtager i 1992). Becker viste, at omfanget af diskrimination ikke kun afhænger af præferencer for at forskelsbehandle, men også af omkostningerne ved at diskriminere. En virksomhed, der betaler en i øvrigt ubegrundet høj løn til det ene køn, vil blive trængt i konkurrencen. Hvis diskriminationen derimod stammer fra lovgivning, behøver det ikke ramme beslutningstagerne. Og i USA har der rent faktisk været sådanne lovgivningsmæssige barrierer for gifte kvinders adgang til bestemte job, viser Goldins forskning.


Men det er også værd at notere, at kønsforskelle kan skyldes forskellige præferencer hos kønnene. I Danmark ytrer det sig f.eks. ved et ret kønsopdelt arbejdsmarked, hvor den offentlige sektor i overvejende grad beskæftiger kvinder. Det hænger næppe sammen med, at offentlige arbejdsgivere kønsdiskriminerer, men med arbejdstagernes præferencer for forskellige typer af job.

En vigtig pointe i Goldins forskning er, at ændringer i kønnenes optræden på arbejdsmarkedet er lang tid om at udspille sig, især når man bare ser på gennemsnittet. Uddannelse og andre valg, der kan være bestemmende for ens karriereforløb, træffes tidligt i livet og vil gøre sig gældende længe. F.eks. er der stadig mange mandlige overlæger, selv om kvinderne dominerer blandt de medicinstuderende.

En anden interessant pointe er, at kvinders erhvervsdeltagelse nok har været jævnt stigende længe, men faktisk var faldende i begyndelsen af den industrielle revolution. Det har også været med til at trække lange spor gennem historien.

Forskningen har sat et vigtigt aftryk, og Goldins metode med at forklare lønforskelle har heldigvis også været med til at nuancere de stadige bataljer om kønsbestemte lønforskelle i Danmark. Den har bl.a. Lønkommissionen og Lønstrukturkommissionen benyttet sig af. Men at bataljerne vil blive helt fakta-drevne i fremtiden, er nok for meget at håbe på.