COVID-19 og tilfældighedernes spil: Regnvejr

Af Jonas Herby, den 18. januar 2022. 2 svar

Vi har her på siden beskrevet, hvordan forskningen viser, at regioner – der havde vinterferie i uge 9 eller uge 10 – blev ramt hårdt af COVID-19, fordi skiturister kunne slæbe smitte med hjem fra udbruddene i Alperne i samme uger.

Forleden stødte jeg på endnu et studie, Shenoy et al. (2022), der giver en hvis indsigt i, hvordan tilfældigheder kan have betydning for, hvor hårdt et område blev ramt af 1. bølge af COVID-19.

Shenoy et al. (2022) undersøger, hvordan regnvejr påvirkede smittespredningen og antallet af COVID-19-dødsfald i starten af 1. bølge. Deres titel på studiet, “God is in the rain: The impact of rainfall-induced early social distancing on COVID-19 outbreaks”, giver et vink med en vognstang om, hvad de finder: At regnvejr tidligt i første bølge førte til færre dødsfald. Her er fra studiet (min fremhævning):

A 1 unit increase in rainfall on the weekend before lockdown lowers the number of cases at endline by 6.8 per 100,000. Columns 2 and 3 show that controlling for baseline prevalence and demographics tightens the standard errors without substantially changing the estimates. Columns 4—6 imply that the reduction in cases translates to a reduction in deaths, as well. A 1 unit increase in rainfall causes a 0.5 to 0.7 per 100,000 reduction in the death rate.

I Danmark døde der ca. 600 under 1. bølge, så deres estimat svarer til ca. 5% færre døde pr. unit (som er beregnet på afvigelsen fra normalen). Forklaringen er – ifølge forfatterne – at regnvejr får folk til at blive hjemme fra sociale arrangementer (igen min fremhøvning):

The coefficient of 0.4 implies that after controlling for historical rainfall and temperature, a 10 percent increase rainfall from its sample median causes a 0.036 percentage point decrease in the number of people who leave home.16 The estimate implies that moving a county from zero rainfall to the 90th percentile of the distribution would cause a 1.8 percentage point reduction in the number of people leaving home—comparable to the reduction caused by a stay-at-home order.

Jeg synes ikke nødvendigvis, deres forklaring er 100% logisk. Regnvejr betyder vel, at sociale arrangementer rykker indendørs, hvor smitterisikoen er markant større. Og jeg ville derfor have forventet, at deres fortegn var omvendt. Men ikke desto mindre viser deres arbejde, at der er et væld af mere eller mindre tilfældige faktorer, der kan påvirke dødeligheden under 1. bølge. Og netop derfor er anekdotisk bevis, som fx sammenligning af to (eller få) lande, så problematisk.

Produktivitet: Akademisk frihed er vigtig

Af Christian Bjørnskov, den 17. januar 2022. Skriv et svar

De sidste to år har været nogle af de mærkeligste i mit liv, og i særlig grad på grund af de afsindige politiske beslutninger, der er blevet taget. Vi har kritiseret politikken adskillige gange her på stedet, og mainstream media er så småt begyndt at følge trop. Men et af de forhold, der stadig kun tales og skrives om i relativt snævre cirkler, er de mange forsøg på at begrænse den akademiske frihed, som er sket i mange lande. Det virker klart, at det ikke er et forhold, de flest tager alvorligt: Akademisk frihed synes at være noget, som de fleste betragter som en slags luksus for universitetsforskere. Men ny forskning peger på, at det faktisk er ret vigtigt.

Den nye forskning ligger i form af en artikel, som jeg har skrevet sammen med min gode ven og IFN-kollega Niclas Berggren, og som lige er blevet accepteret til publikation i Southern Economic Journal. I artiklen “Academic Freedom, Institutions and Productivity”, som man kan læse i working paper version her, viser vi at akademisk frihed – frihed til at forske frit og frit viderebringe forskningen – er forbundet med store, dynamiske produktivitetsgevinster. Det sker bare ikke i alle samfund.

Den måske mest interessante konklusion i artiklen er, at det moderne mønster på tværs af verden faktisk passer meget fint på Joel Mokyrs forklaring af den Industrielle Revolution: Akademisk frihed er ikke tilstrækkelig, men er først vigtig når den kombineres med et rimeligt velfungerende retsvæsen. Grunden er ganske simpel, at de akademiske landvindinger ikke har nogen kommerciel værdi, medmindre der er et velfungerende retsvæsen til at beskytte de virksomheder, der implementerer den nye viden, og deres investeringer.

De mest produktive samfund, og dem der skaber ny produktivitet, er således dem der er kendetegnet ved en særlig form for institutionel komplementaritet, som også er en central del af Niclas og mit nye Templeton-fundede projekt, Cultures of Trust and Institutions of Freedom. Artiklen bidrager således også til at understrege, hvor skadelige de kombinerede angreb på akademisk frihed og retstat er, som man ser i mange samfund for tiden.

50 år med Dronningen

Af Christian Bjørnskov, den 14. januar 2022. 1 svar

I dag er det 50 år siden, at Kong Frederik 9. døde og blev afløst af hans datter. Dronning Margrethe 2. har dermed regeret Danmark i et halvt århundrede, og har gjort det formidabelt indenfor de grænser, Grundloven, de konstitutionelle normer og almindelig anstændighed definerer. Det betyder ikke, at det er gået specielt godt, men blot at man må spørge sig selv om det ikke var gået dårligere uden dronningen.

Ser man på de 50 år, er økonomien først og fremmest vokset. Bruttonationalproduktet per indbygger er i reale termer blevet fordoblet og det private forbrug er steget med 72 procent. Det kan man naturligvis se som voldsomt fremskridt – hvilket det også er – men det er mindre udvikling end i flere af vores nabolande. I Sverige er BNP steget 118 % i samme periode, og i Storbritannien er det steget med 124 %, og begge lande har godt fordoblet privatforbruget. Relativt set er Danmark sakket bagud i en grad, så briterne har et større privatforbrug end vi har.

Det er dog ikke dronningens skyld, men en række elendige regeringer, med enkelte undtagelser. Det er langt mere langvarige og basale forhold, som man kan kreditere dronningen (og hendes familie) for. På tværs af verden viser forskning for eksempel, at monarkiers befolkninger har en større grad af tillid til hinanden, og typisk også har væsentligt bedre retsvæsener end andre lande. Der er også indikationer på, at de måske har mere stabil økonomisk udvikling, fordi monarker har en stabiliserende effekt på den førte politik (en idé som Martin Rode og jeg har planer om at se nærmere på).

Præcist hvad dronningen har gjort gennem et halvt århundrede er svært at sige, men der er svært ikke at være imponeret. Det forhold afspejler sig også med jævne mellemrum i den respekt, som der står om hende på selv den venstrefløj, der absolut ikke støtter monarkiet – institutionen er ikke ideologisk populær, men personen er højt værdsat. Dronningen skal ikke mindst roses for at have navigeret med stor og elegant ekspertise gennem et halvt århundredes store samfundsændringer. Mens nogle nytårstaler har været en smule tandløse, er der en række perler fra det første sympatiske forsøg i 1972 til rene klassikere som 1984-talens ’dumsmarte bemærkninger’, 1987s påmindelse om at tro på eget værd, og 2004s understregning af at den enkelte kan give frit udtryk for sine meninger.

Dronning Margrethe har siddet på tronen i 50 år, gennem godt og skidt, og mens hun naturligvis kun er prinsernes mor, er hun mange tusinde danskeres ’yndlingstante’: Den lidt skrappe, men begavede og varmhjertede kvinde der hjælper med at holde en familie på ret køl. Fra Punditokraterne skal der lyde et tillykke, og mange tak for de første 50 år.

Legalize it – all of it.

Af Niels Westy, den 12. januar 2022. Skriv et svar

“If at first you don’t succeed, try, try, again – and then give up. Don’t be a damn fool about it”. Med dette citat af W. C. Fields indleder Thomas Sowell et indlæg I Boston Globe i 1984, altså for snart 40 år siden, hvor han under overskriften Remember painful Prohibition lesson” hælder den amerikanske forbudspolitik ned af brættet.

Sowells pointer gælder fortsat og han var bestemt ikke den eneste som på et tidligt tidspunkt advarede mod forbuddet mod en lang række rusmidler og henviste til erfaringerne fra 20ernes forbud mod alkohol i USA..

I lyset af den seneste tids skyderier og drab i det danske bandemijø, har jeg en kommentar på Ræsons hjemmesider i denne uge. Der er egentlig ikke noget nyt i hvad jeg skriver, og det er måske det mest sørgeligt, nemlig at dette indlæg kan skrives igen og igen uden at miste aktualitet. Jo, vi ved godt hvad der vil være det mest effektive tiltag til at komme bandekriminaliteten til livs, det vil være legalisering af i dag illegale rusmidler.

Nej, bandekriminaliteten vil ikke forsvinde som ved et magisk trylleslag, men det vil på sigt mindske problemet gevaldigt. Der eksisterer ganske enkelt ikke nogen kriminel aktivitet med så stort afkast (profit) og så relativ lav risiko – hvis vi altså ser bort fra risikoen for at blive likvideret af medlemmer fra en rivaliserende bande, som handlen med illegale rusmidler.

Desværre er der nok for store interesserer investeret i at bibeholde en forbudspolitik i form af øgede bevillinger, jobs, politisk profit (tough on crime) mv. Jeg kan formentlig skrive samme indlæg igen i 2023, 2024, 2025…….. Måske på et tidspunkt uden cannabis falder ind under kategorien illegale rusmidler. Det vil være et fremskridt (udviklingen i Tyskland kan her blive helt afgørende), men fortsat efterlade et endog meget meget profitabelt marked af andre illegale rusmidler til de der er parate til at udvise den fornødne brutalitet.

Mordrate i USA 1900-1998

Kilde: Jefffrey A. Miron “Violence and the US Prohibitions of Drugs and Alcohol, NBER Working Paper (1999).

Ovenstående figur viser udviklingen i mordraten i USA, og nok kan jeg ikke spå om fremtiden og nok er der forskel på korrelation og kausalitet – Det kan jo være at mordraten var faldet drastisk efter ophævelsen af alkoholforbuddet i 1933 alligevel og ligeledes steget drastisk igen sidenhen, men det kunne jo også tænkes at der trods alt er en hvis forbindelse når vi ser på hyppigheden af hvem der bliver slået ihjel (og af hvem). Når vi taler om “svenske tilstande”, når vi taler om skyderier og drabte (Sverige har voldsomt flere som dræbes med skydevåben end i Danmark), så dækker det over at de samlede mordrater i Sverige og Danmark ikke er væsentligt forskellige, omend Sverige ligger noget højere med 1,2 pr. 100.000, mens Danmark havde en mordrate på 0,8, svarende til gennemnittet i Vesteuropa i 2017. Til sammenligning var den globale mordrate 5,3 pr. 100.000 det pågældende år.

Kan man forsikre sig mod regeringsfejl? Nej

Af Christian Bjørnskov, den 11. januar 2022. 1 svar

På 2021s næstsidste dag udkom den længe ventede rapport fra den arbejdsgruppe, regeringen havde nedsat for at udarbejde ”Principper for hjælpepakker ved nye epidemier.” Rapporten, der blev diskuteret i Folketinget sidste uge, er ikke just det solide, uafhængige arbejde, man kunne have håbet på. Dens måske mest graverende problem er et forslag om, at virksomheder bør kunne forsikre sig mod nedlukninger, hvis der skulle komme nye vira, der får regeringen til at reagere med nedlukning.

Der er tre alvorlige problemer med forslaget, som egentlig brude være indlysende for enhver rimeligt dygtig økonom. Arbejdsgruppen tæller ellers Birthe Larsen, der er professor i arbejdsmarkedsøkonomi på CBS, og den tidligere rigsstatistiker Jørgen Elmeskov. Alligevel har den for det første overset en grundpille i forsikringsøkonomi: At der findes to fundamentale typer risiko, og man kan reelt kun forsikre mod den ene.

Den risiko, man kan forsikre imod, er alle typer events som man med rimelig præcision kan forudse for større grupper mennesker. Det gælder således ulykkesforsikringer, hvor man har gode data på risikoen. Man kender for eksempel risikoen for at være involveret i et biluheld, og kan derfor beregne en forsikringspræmie. At den risiko varierer for forskellige befolkningsgrupper er således grunden til, at den type forsikring er dyrere for yngre mænd.

Der findes dog en anden type risiko, som man ofte kalder Knightiansk usikkerhed. Det gælder, som Chicago-økonomen Frank Knight beskrev, for megen innovativ aktivitet, hvor det er umuligt at vurdere om den bliver en succes. Man nævner også ofte risikoen for voldsomme naturkatastrofer: Man kan muligvis vurdere konsekvenserne af disse katastrofer, men har ingen mulighed for at vurdere hvor sandsynlige de er. Derfor kan man heller ikke forsikre sig mod dem. Det samme gælder regeringsfejl, som også er stort set umulige at forecaste, selvom man kan være stensikker på at de sker.

Det er her, arbejdsgruppen glemmer en central pointe i forsikringsøkonomi, fordi man hverken kan forecaste hvornår en ny virus kommer, eller hvordan en kommende regering kan finde på at handle. I Berlingske Tidende påpeger Torben Weiss Garne, der repræsenterer brancheorganisationen Forsikring & Pension, således at ”En forsikring kan ikke være afhængig af, hvad den til enhver tid siddende statsminister beslutter. For hvem kan beregne den risiko? Og måske træffer politikerne også andre beslutninger, hvis de ved, at der altid er en forsikring, der betaler ved kasse ét. Det er altid nemmere at bruge andres penge.” Det er derfor ikke en overraskelse, at alle syv forsikringsselskaber, som Berlingske har talt med, afviser idéen.

Arbejdsgruppen ignorerer derudover, at forsikring på ingen måde er gratis, men må betales med ressourcer der kunne være brugt anderledes. Martin Kyed, der er cheføkonom i SMVdanmark, vurderer i Berlingske Tidende at en forsikring vil ske ”på bekostning af investering og innovationsaktiviteter.” Der er således en dynamisk alternativomkostning i form af ressourcer, der under andre omstændigheder havde skabt øget produktivitet og vækst.

Sidst, men ikke mindst, er der et politisk-økonomisk element i diskussionen, som Garne understreger. Tvinger man virksomheder til at være forsikrede mod nedlukninger – som vi her på stedet så absolut betragter som en regeringsfejl – vil disse fejl bliver mere sandsynlige i fremtiden. Grunden er netop, at private forsikringsordninger gør det billigere for staten at implementere nedlukninger og andre skadelige indgreb. Under den gamle epidemilov havde virksomheder automatisk krav på erstatning, hvis de blev nedlukket, hvilket gjorde den type indgreb særdeles dyre for politikerne.

Arbejdsgruppens forslag er endnu et skridt i retning af at gøre dybt skadelige indgreb endnu billigere for den til enhver tid siddende regering. Udover at forslaget er umuligt – og arbejdsgruppens økonomer burde have vidst det – er dets politiske dynamik skadelig i sig selv. Det burde ikke gælde om at gøre det nemt for den politiske side af Danmark, men bedst for borgerne.

To anekdoter om nedlukninger

Af Jonas Herby, den 11. januar 2022. 3 svar

Anekdoter er blevet brugt flittigt i debatten om effekten af nedlukninger. ”Hvad med Sverige?” er det spørgsmål, jeg har hørt oftest gennem de seneste 22 måneder, og det har da også været belejligt for fortalerne for nedlukning at kunne pege mod Sverige i denne henseende (sjovt nok peger de aldrig mod Norge, som med nedlukninger a’la Danmarks havde ca. 1/3 så mange døde under de første to bølger – altså omtrent samme relative forskel som mellem Danmark og Sverige).

Jeg har tidligere set på anekdoter i forbindelse med nedlukningen af kommunerne. I dag skal vi se på to nye anekdoter. Sverige mod Tyskland og Slovakiet mod Slovenien.

Nedenstående figur viser de daglige COVID-19-dødstal i vinteren 20/21. Panel A til venstre viser, at Sverige og Tyskland havde nærmest præcis samme udvikling, på trods af at Tyskland lukkede relativt hårdt ned i forhold til Sverige (bl.a. lukkede man – som i Danmark – skolerne i Tyskland, mens de har været åbne i Sverige under hele pandemien).

Panel B til højre viser daglige dødsfald i Slovakiet og Slovenien, som indførte hårde nedlukninger henholdsvis 23. og 20. oktober. Alligevel fortsatte dødstallene med at stige. Slovenien oplevede en klassisk bølge, men de daglige dødsfald toppede først 6½ uge efter nedlukningen, selvom der kun går 3-4 uger fra man smittes til man dør. Og i Slovakiet faldt dødstallene ikke for alvor, før man kom hen midt i april – altså ca. et halvt år efter nedlukningen (der var nogle ændringer i nedlukningen undervejs, men ”stringency index” (der måler graden af nedlukning) faldt først for alvor midt i maj).

Comment: Daily deaths are shown as seven days average. Lockdown dates in Slovakia and Slovenia are illustrated with vertical lines. Between sep 1, 2020, and April 30, 2021, the cumulative COVID-19 mortality per million was 824 in Sweden, 878 in Germany, 2,134 in Slovakia, and 1,980 in Slovenia.
Source: Our World in Data and Folkhälsomyndigheten.

Konklusionen er, at anekdoter kan bruges til at vise hvad som helst. Og at man derfor bør basere sig på forskning og – endnu bedre – reviews og meta-analyser, der kondenserer den eksisterende forskning, når man udtaler som effekten af nedlukninger. Mere om dette meget snart.

Vi dør i højere og højere grad MED corona…

Af Jonas Herby, den 10. januar 2022. 1 svar

Jeg har tidliger beskrevet, hvordan der var relativt tæt sammenhæng mellem antal COVID-19-døde og overdødelighed i pandemiens første bølge. Alt tydede altså på, at folk i første del af pandemien døde AF – og ikke MED – coronacorona.

Men vaccinerne (som beskytter bedre mod alvorlig sygdom og død, end mod smitte) og omikron-varianten har ændret på dette forhold. Det viser nedenstående figur, som Kristoffer Torbjørn Bæk har lavet på Twitter (husk at følge ham!). Figuren viser, hvor mange der er registreret døde med COVID-19, og hvor mange der ville dø og “tilfældigvis” have COVID-19 givet smittespredningen i samfundet.

Image

Som det ses i figuren, så er der en stigende tendens til, at vi dør MED corona og ikke AF corona, så der i sidste uge var ca. 1/3, der døde MED corona.

Så vidt jeg forstår figuren, har Kristoffer ikke korrigeret for et evt. mørketal. Hvis mørketallet er højere blandt smittede end blandt døde, kan andelen altså godt være højere, end figuren lægger op til.

Da vinterferie i uge 9 blev en dræber…

Af Jonas Herby, den 6. januar 2022. 2 svar

Jeg har skrevet om denne forskning tidligere, men nu er den peer reviewed.

https://twitter.com/bjorci/status/1473614085178761221

Jeg er stadig lidt paf over, hvor tilfældig (og kompleks) pandemien (og verden som helhed) kan være…

I 1810 brugte man lige så stor en andel af BNP på søm, som vi i dag bruger på PC’er!

Af Jonas Herby, den 4. januar 2022. 5 svar

Jeg er ved at læse (dvs. høre) Det lille hus på prærien (muligvis “genlæse”, påstår min mor). En helt igennem fantastisk bogserie i 10 bind, som jeg meget varmt kan anbefale.

I en af bøgerne taber Lauras far et søm i græsset, som de bruger lang tid på at lede efter. Og det forstår jeg sådan set godt – særligt efter jeg stødte på dette abstract (min fremhævning):

This paper focuses on the price of nails since 1695 and the proximate source of changes in those prices. Why nails? They are a basic manufactured product whose form and quality have changed relatively little over the last three centuries, yet the process for producing them has changed dramatically. Accordingly, nails provide a useful prism through which to examine a wide range of economic and technological developments that touch on multiple areas of both micro- and macroeconomics. Several conclusions emerge. First, from the late 1700s to the mid 20th century real nail prices fell by a factor of about 10 relative to overall consumer prices. These declines had important effects on downstream industries, most notably construction. Second, while declining materials prices contribute to reductions in nail prices, the largest proximate source of the decline during this period was multifactor productivity growth in nail manufacturing, highlighting the role of the specialization of labor and re-organization of production processes. Third, the share of nails in GDP dropped back from 0.4 percent of GDP in 1810—comparable to today’s share of household purchases of personal computers—to a de minimis share more recently; accordingly, nails played a bigger role in American life in that earlier period. Finally, real nail prices have increased since the mid 20th century, reflecting in part an upturn in materials prices and a shift toward specialty nails in the wake of import competition, though the introduction of nail guns partly offset these increases for the price of installed nails.

Ovenstående er fra Sichel (2021), som kan findes her.

En figur, der kan ændre Mettes syn på nedlukninger?

Af Jonas Herby, den 3. januar 2022. 2 svar

Nedenstående figur er fra Albæk (2021). Den viser sammenhængen mellem tillid i et (vesteuropæisk) land og antallet af døde med COVID-19.

Her er et uddrag fra abstract. Jeg husker meget tydeligt, at jeg talte med Mads Lundby-Hansen om Danmarks gode økonomi under pandemien, hvor han mente, det kunne tilskrives den høje grad af tillid i Danmark. Det var vist ikke en helt skæv mavefornemmelse.

Danmark har undgået ca. 5.000 covid-19 dødsfald sammenlignet med en situation, hvor tilliden er på niveau med de sydeuropæiske lande. Endvidere viser artiklen, at jo mere epidemi, jo lavere økonomisk aktivitet: I Vesteuropa resulterede 1000 flere covid-19 dødsfald per mio. indbyggere i år 2020 i et fald på ca. fire procent af nationalproduktet. Det beregnes, at den høje grad af tillid i Danmark har resulteret i økonomisk gevinst på ca. 82 mia. kr. i undgået fald i nationalproduktet, sammenlignet med et tillidsniveau svarende til de sydeuropæiske lande.

Bemærk i øvrigt, at de fem lande, der ligger over konfidensintervallet (det mørkegrå bånd i ovenstående figur) alle er at genfinde i nedenstående figur (som er en modificerete version af figuren i dette indlæg) som lande, der blev ramt tidligt og hårdt af COVID-19. Figuren viser, hvor mange døde landene havde i første bølge (y-aksen) sammenlignet med hvor hurtigt dødstallene steg (x-aksen). HVIS nedlukningen i Danmark virkede, ville man først kunne se effekten på dødstallene 3-4 uger senere (og altså omkring starten af april).

Lægger man de to figurer sammen, kan man fristes til at hævde, at landene mere eller mindre fik “som fortjent” i forhold til tillidsniveauet. Med mindre de var uheldige og blev ramt tidligt og hårdt.

Farvel til det afskyelige 2021

Af Christian Bjørnskov, den 2. januar 2022. 10 svar

Forleden aften sagde vi farvel til det gamle år og velkommen til det nye. Det bliver typisk gjort med dronningens nytårstale – der i år var noget tandløs, og i passager lød som om den var skrevet af en særligt kedelig embedsmand i statsministeriet – og med vidtløftige politiske udmeldinger fra statsministeren dagen efter. Ingen af delene afspejlede min oplevelse af året.

For mit vedkommende har 2021 med afstand været mit livs kedeligste og mest meningsløse år. Året bragte én enkelt workshop i Stockholm, og stort set ingen anden faglig inspiration eller udveksling. Et normalt forår ville have omfattet den danske public choice workshop i januar, PEDD-konferencen i Münster i februar, det amerikanske Public Choice Society i marts, konferencen i dets europæiske pendant i april, mens et normalt efterår typisk har omfattet en mindre workshop i august eller september, og en tur til enten konferencen i the Southern Economic Association eller den australasiatiske public choice konference. Alt var enten aflyst eller reelt umuligt at komme til. Det samme gjaldt kulturen, hvor jeg tidligere år har gjort brug af tilbuddene i både Aarhus og London. I 2019 var jeg til ti koncerter og skuespil i London, men sidste gang jeg var i teatret var i februar 2020.

I stedet for indhold så vi en fortsættelse af den perversion af idéen om videnskab og videnskabelig metode, som startede i 2020. Siden Galileo og Bacon har den videnskabelige metode drejet sig om evidens, i stedet for rent teoretiske argumenter og autoritet. Men siden marts 2020 har politikere, journalister og endda mange læger talt om ’videnskaben’ og ladet enkelte epidemiologer og virologer være autoriteter i hvad ’videnskaben’ siger. Der er således sket et – forhåbentligt midlertidigt – skift væk fra 400 års tradition og tilbage til en situation, hvor viden er et spørgsmål om hvad en statslig autoritet siger er videnskab.

De sidste to års misere har også rejst et ret fundamentalt spørgsmål, som kun få har diskuteret. Grundloven tillader, at regeringen begrænser visse rettigheder som f.eks. forsamlingsfriheden, hvis der er presserende grunde til at gøre det. Ethvert indgreb skal dog være nødvendigt og proportionalt, hvilket rejser det grundlæggende spørgsmål, hvem der bestemmer hvad der er nødvendigt. Lige nu ser det ud til, at retstilstanden er sådan at det er nok at regeringen påstår at et indgreb virker – helt fraset enhver forskning eller anden videnskabelig evidens – for at retsvæsenet accepterer at det er nødvendigt og proportionalt. Den tilstand indebærer, at Grundloven er reelt ligegyldig. Det er et andet forhold i 2021, der ikke kan blive ved.

Min endelige vurdering af det gamle år er klar: Livet i 2021 var ikke værd at leve. Selvom oppositionen så småt er begyndt at vågne, har dansk politik ikke rigtigt lignet et fungerende demokrati sidste år. Regeringens idéer om en ny epidemilov er bestemt heller ikke værdige i et demokrati eller en retsstat, når enten regeringen eller et udvalg under den skal have magt til at lukke samfundet ned, uden nogen form for automatisk kompensation for de ødelæggelser, de skaber. Det hele er en trussel mod vores samfund, og har for mit vedkommende understreget, at man som udgangspunkt aldrig må stole på politikere. Det vanvid, som deres indgreb og regeringens magtrus siden marts 2020, må og skal slutte.

Kontakttallet faldt FØR nedlukningerne. Også i England

Af Jonas Herby, den 28. december 2021. 2 svar

Det er resultatet af Wood (2021).

Simon Wood har skrevet en populærvidenskabelig version af studiet, og nedenstående citat er fra denne.

In a peer-reviewed paper now published in Biometrics, I find that, in all three cases, Covid-19 levels were probably falling before lockdown. A separate paper, with colleague Ernst Wit, comes to the same conclusion for the first two lockdowns, by the alternative approach of re-doing Imperial College’s major modelling study of the epidemic in 2020. In light of this, the Imperial College claim that new infections were surging right up until lockdown one — causing about 20,000 avoidable deaths — seems rather questionable.

Jeg har tidligere skrevet, hvordan forskere fandt det samme for Tyskland. Det betyder, at kontakttallet i de to folkerigeste lande i Vesteuropa, faldt FØR politikerne lukkede landene ned. Hvordan mon det ser ud for de næste tre på listen (Frankrig, Italien og Spanien)…

Det perverterede forsigtighedsprincip

Af Christian Bjørnskov, den 26. december 2021. 7 svar

Sidste år i marts lukkede statsministeren det danske samfund ned, baseret på et såkaldt ekstremt forsigtighedsprincip. Princippet bruges i blandt andet diskussioner om miljøforhold og i flere andre sammenhænge. Som Esther Oluffa Pedersen og Søren Riis diskuterede det i sommers på Videnskab.dk, handler princippet basalt set om at forsøge at undgå udviklinger, der ikke er specielt sandsynlige, men særligt problematiske. Adskillige forskere har peget på, at det derfor er et princip som giver en vis mening, når der er en ny sygdom, men også et princip der kan være ganske svært at håndtere i praksis, og lægger op til misbrug.

Det særlige de sidste 22 måneder er dog, at regeringen slet ikke har benyttet sig af forsigtighedsprincippet, men i stedet for en perverteret version af det. Jeg blev mindet om problemet forleden, da the Institute of Economic Affairs Director General Mark Littlewood påpegede det i en debat. Det, de danske og britiske regeringer gør, er i virkeligheden at de applikerer en slags forsigtighedsprincip når det gælder selve virussens farlighed, men det præcist modsatte når det gælder viruspolitikken.

Applikationen af et ’ekstremt’ forsigtighedsprincip ligger i, at myndighederne helt konsekvent antager det værste om virussen: Der tales hele tiden om ’op til’ x smittede, y indlagte og z døde de næste uger, men uden at der gives noget middelestimat eller information om den statistiske usikkerhed på estimatet. Myndighederne giver med andre ord borgerne nogle få, udvalgte scenarier, der giver et stærkt pessimistisk billede af situationen og således maner til forsigtighed.

Men det modsatte gælder for den førte politik, hvor man netop ikke er forsigtig med at påstå, at politikken virker – og virker uden bivirkninger. Som lektor Christian Kanstrup Holm (Aarhus Universitet) påpegede overfor Radio 4 forleden, giver myndighederne aldrig oplysninger om, hvor stor en effekt man regner med at nedlukninger vil have. Undtagelsen er maskepåbuddet, hvor regeringen og Seruminstituttet har valgt at overdrive effektiviteten i næsten latterlig grad. De brugte blandt andet et estimat på 20 % effektivitet – en forskel mellem 2,1 og 1,8 % smitte – fra DanMask-studiet, selvom effekten var så langt fra statistisk signifikans (p<0.38) at man måtte tage sig til hovedet.

Der er således ikke noget forsigtighedsprincip forbundet med at overdrive de mulige konsekvenser af den nye coronavirus, men samtidig overdrive de mulige virkninger af nedlukningspolitik og andet. Skulle man have applikeret et nogenlunde rimeligt princip, burde man have været pessimistisk med hensyn til både virussens udvikling og politikkens effektivitet. Det Mette Frederiksens regering har gjort i snart to år er at applikere et princip, hvor man italesætter et overdrevet problem og bruger et pseudoprincip, der overdriver både problemer og regeringens løsning. Det er ikke at ’følge videnskaben’ eller noget andet, men blot uinformeret, nøgen magtpolitik.

Punditokraternes julegave

Af Otto Brøns-Petersen, den 24. december 2021. 1 svar

Alle vore læsere ønskes en glædelig jul og godt nytår.

Også i år har vi bundet en sløjfe om indlæggene i sommerserien til en lille julegave. I år handlede serien om historiske forhold og historiske sammenligninger. Den var inspireret af den mangel på indsigt i selv helt grundlæggende historiske forhold, vi ofte støder på.  

Hvis du har lyst til at læse eller genlæse indlæggene eller måske anbefale dem til nogen, ja så findes de her.  

Punditokraternes sommerserie 2021: Historiske forhold og historiske sammenligninger 

Danmark i 1860 – hvordan så landet ud? 

Historiske sammenligninger: Urbanisering i Danmark og verden 

Historiske forhold: Valgdeltagelse i de nordiske lande 

Historiske forhold: Thomas Jefferson og slaverne 

Historiske forhold: Børnedødelighed i Skandinavien 

Historiske forhold: Forurening i Central- og Østeuropa 

Historien om “neo-liberalismen (I)” 

Staten er ikke blevet mindre trods ”neo-liberalismen” (II) 

Strukturpolitik var nøglen til lavere ledighed (III) 

”Neo-liberale” succeser (IV) 

Historien om ”neo-liberalismen” – executive summary (V) 

Fra min inbox: Er restriktioner omfordeling af smitte?

Af Jonas Herby, den 22. december 2021. 3 svar

Her er en interessant kommentar, jeg modtog fra Martin forleden (min fremhævning):

I den økonomiske omfordeling argumenteres for, at der er en vis rimelighed i, at der ikke er abonnementsbetaling (samme beløb for alle) for velfærdsydelser, men at bidraget til fælleskassen skal være i forhold til ens indkomst. Bl.a. ved at nytten af den sidste tjente krone ikke er lige så stor som den første tjente, derfor kan personer med stor indkomst spytte mere i statskassen end dem med lille indkomst. Bør man ikke også have en analyse af coronarestriktioner, der indeholder samme argument? Altså unge har lille risiko for sygdom, senfølger og død, det er modsat for ældre. Det vil økonomisk svare til stor og lille indkomst. Derfor kan vi ikke kun lade folk træffe beslutninger ud fra den risiko de selv har, “skatten bliver ikke fordelt efter indkomst” om man vil. Med den analyse skal restriktioner dæmpe bestemte aktiviter, og dermed sænke smittetallet. Hvis man sænker de mest smitsomme aktiviteter for de unge, vil der blive lavere smittetal. Med det lavere smittetal vil de ældre i højere grad også kunne deltage i flere aktiviteter. Det vil få smittetallet til at stige til ca. samme niveau som før, men nu hvor ældre deltager i flere aktiviteter end før.

Jeg kan ikke umiddelbart afvise, at Martin har en pointe.

Hvad tænker I? Fungerer nedlukninger som omfordeling af “mulighed for aktivitet”?

Tid til at droppe fastkurspolitikken?

Af Niels Westy, den 21. december 2021. 2 svar

Der har på det seneste igen været opmærksomhed på fastkurspolitikken, både direkte og mere indirekte. Således har Otto skrevet et indlæg her på bloggen om fastkurspolitikken, her snart 40 efter den blev indført i anledning af et par indlæg i Børsen og Berlingske, hvor der bliver sat spørgsmålstegn ved hvorvidt vi fortsat skal binde danske kroner til Euroen (eller rettere til D-mark, som fortsat findes et eller andet sted inde i Euroen).

Senest advarer Thomas Bernt Henriksen i en leder i Berlingske mod den stigende inflation, og skriver under overskriften ” Pas på, Wammen og Rohde – nu er det umuligt at ignorere inflationen” at ”Danmarks økonomiske skæbne er låst til udviklingen i euroområdet via fastkurspolitikken, og vi kan allerede se den krybende inflation i tallene”. 

Problemet er naturligvis at vi for længst har opgivet at kunne føre en selvstændig pengepolitik, og derfor ikke kan bruge denne til at dæmpe udefrakommende inflation (sådan er det jo når man fører fastkurs politik).

Som jævnlige læsere af denne blog ved, er vi et par stykker som aldrig har haft meget fidus til euroen, og foretrækker (reelt) flydende kurser.

Det ændrer ikke ved at vi er enige om at det politisk var yderst fornuftigt (man kan endda mene lidt af en genistreg) af den første Schlütter-regering, da man i 1982 i stedet for at foretage endnu en devaluering, i stedet meddelte at kronen nu fulgte D-mark – senere euroen.

Omlægningen af valutakursregimet fandt sted på et tidspunkt hvor Danmark havde store inden- og udenlandske balanceproblemer og høj inflation. For at gøre en lang historie kort medførte fastkurspolitikken (og efterfølgende kraftig forbedring af de offentlige balancer) at man relativt hurtig fik inflationen under kontrol. Det skulle dog vare nogle år (og bl. a. en ”kartoffelkur” i 1987), før man fik helt styr på de eksterne balancer.

Sidenhen har fastkurspolitikken (som er politisk bestemt) nærmest blevet hellig her i landet, men spørgsmålet er om ikke omkostningerne i dag overstiger gevinsterne?

Hvad der i sin tid var fornuftigt i forhold til at disciplinere den førte økonomiske politik (med henvisning til behovet for at fastholde kronekursen), synes i stigende grad at være en hæmsko. I løbet af de 4 årtier er Danmark gået fra at være ”på vej mod afgrunden” til at have robuste offentlige finanser, mens eksterne underskud er udskiftet med en af EU’s (og verdens) største overskud på den løbende betalingsbalance (det forventede overskud forventes at lande på ca. 7,5 pct. af BNP i indeværende år).

I en økonomi med solide off. finanser (underskuddet på de off. Finansier forventes at ende på sølle 0,3 pct. i 2021), rekordlav arbejdsløshed (med begyndende flaskehalsproblemer) og stigende inflation, ville man jo – i den grad man tror på effekten af konjunkturpolitik – foreslå at hæve renten. Men det kan vi så ikke på grund af fastkurspolitikken, hvor renteniveauet er bestemt af ønsket om at fastholde valutakursen overfor euroen. En højere kronekurs overfor euroen ville ellers på en og samme gang sænke importeret inflation, øge reallønnen og dæmpe overophedningen på arbejdsmarkedet.  

Desværre udvises der fortsat et overdrevent hensyn her i landet til eksportsektoren, som om et handelsbalanceoverskud i sig selv er et gode for dansk økonomi. Argument bygger på en grundlæggende, men desværre udbredt misforståelse af udenrigshandlens betydning for en økonomi. Naturligvis er det korrekt at en betydelig del af dansk beskæftigelse er bundet op på dansk eksport – op mod 800.000 job – men det betyder ikke, at dansk eksport er afgørende for vores velstand. For nationaløkonomer er det nemlig velkendt at øget eksport ikke medfører øget nettobeskæftigelse.

Over tid bestemmer udbuddet af arbejdskraft den samlede beskæftigelse. Der ER naturligvis en gevinst ved at indgå i den internationale arbejdsdeling (hvis den sker på markedsvilkår), via højere realindkomster – og fuld udnyttelse af denne effekt forudsætter fri handel (både eksport og import). Men øget eksport skaber ikke flere arbejdspladser netto – det betyder ”blot” at beskæftigelsen i eksporterhvervene øges på bekostning af beskæftigelsen i de dele af økonomien, som er rettet mod det indenlandske marked.  Og hvis beskæftigelsen i eksporterhvervene er betinget af en konstant indkomstoverførsel fra resten af økonomien, indebærer det ikke øget produktivitet og dermed realindkomst, men en generelt lavere produktivitet og dermed indkomster.

Merkantilismen lever i bedste velgående

Man skulle ikke tro at det var 250 år siden Adam Smith påviste at den dengang (og desværre åbenbart fortsat) herskende merkantilisme var til skade for den almene velstandsskabelse. I merkantilismen er eksport godt og import skidt. Smith påviste at at den primære gevinst ved at være en åben økonomi, ligger i importen. Eksport er – lidt karikeret sagt – et nødvendigt onde, som finansierer importen. Det har alt for få ud over nationaløkonomer desværre fortsat meget svært ved at forstå.

Deltagelse i den internationale arbejdsdeling, og dermed eksport, er med til at sikre højere realindkomster, hvis den vel at mærke ikke er drevet af subsidiering. Men den væsentligste velfærdseffekt ved frihandel stammer fra at være åben for import. Ikke mindst fordi det medfører øget konkurrence og dermed lavere priser og højere kvalitet, til gavn for forbrugerne (og forbrugere er vi i vores del af verden alle sammen) og øger økonomiens generelle produktivitet og dermed velstand. Det følger også heraf, at når et land subsidierer sin eksport, er det til skade for landets borgere og til gavn for forbrugerne i de importerende lande.

De manglende forudsætningerne for Euroen og Mundell’s forudsætning for et optimalt valutaområde.

Selv om jeg har mødt mange gennem tiden som er af den opfattelse, at der blandt økonomer skulle eksistere en konsensus om det fornuftige i indførelsen af euroen blandt økonomer, er det langt fra tilfældet. Fra start af blev der sat spørgsmålstegn ved, om landene ville være i stand til at overholde de grundlæggende krav til en succesfuld monetær union, som Nobelprismodtageren i økonomi, Robert Mundell, udlagde for mere end 50 år siden.

Mundell formulerede fire basale krav, som skulle være opfyldt, hvis man ønskede at etablere en egentlig monetær union som euroen. Selv om vores viden og forståelse senere er udvidet gennem andre økonomers arbejde, har det ikke rokket ved de fire grundforudsætninger, som ethvert monetært samarbejde skal overholde. De er, at: 

1. Arbejdskraften er mobil inden for valutaunionen

2. Landene har en diversificeret produktionsstruktur, hvorved de makroøkonomiske effekter af enkelte sektorer/industrier er begrænset

3. Landene har en høj grad af pris- og lønfleksibilitet i fraværet af valutafleksibilitet.

4. Der eksisterer en overførsels- eller omfordelingsmekanisme mellem landene, således at områder/lande i lavkonjunktur modtager hjælp fra områder/lande i højkonjunktur. 

Vurderet i forhold til disse grundlæggende krav, må vi her 20 år efter den danske afstemning blot konstatere, at forudsætningerne for euroen aldrig har været til stede:

Arbejdskraftens mobilitet var og er begrænset. Jovist har vi vandrende arbejdskraft, men samtidig kan vi jo se at arbejdsløsheden er er meget forskellig mellem de enkelte lande. Mobiliteten er ganske enkelt ikke særlig høj. Medlemslandes produktionsstruktur er ikke karakteriseret ved en høj grad af diversifikation, hvilket for øvrigt ikke nødvendigvis er et problem (i den grad det skyldes deltagelsen i den internationale arbejdsdeling og udnyttelse af komparative fordele), men det bliver et problem i en møntunion uden overførselsmekanisme.

Hvis man derimod havde bibeholdt nationale valutaer – og et system med flydende valutakurser – ville dette ikke være et problem. Men i fraværet af valutafleksibilitet bliver kravet om pris- og især lønfleksibilitet til gengæld helt afgørende. Grundlæggende kan man sige, at ingen af de deltagende lande (heller ikke Danmark) har den nødvendige fleksibilitet på kort sigt, og især de sydeuropæiske lande er fortsat karakteriseret ved en meget lav grad af lønfleksibilitet i den formelle sektor – på trods af de (utilstrækkelige) reformer, som er gennemført i bl.a. Spanien.

Endelig er der kravet om en overførselsmekanisme mellem medlemsstaterne. Dette har gennem euroens historie været genstand for endog meget ophedede diskussioner i EU og de indbyggede konvergenskrav om inflation, offentlige underskud og hvor stor medlemslandenes gæld måtte være, var netop et forsøg på at komme uden om dette. Problemet er ”bare” at det ikke har virket.

Foruden de fire krav bør man tilføje at lande i samme situation bør føre en nogenlunde ensartet økonomisk politik. Dette er i øjeblikket fuldkommen fraværende, og der er absolut intet som tyder på at det vil ændre sig i fremtiden. Tyskland og Nordeuropa har traditionelt lagt stor vægt på, at pengepolitikken føres af en uafhængig nationalbank og ikke af politikere – og i disse lande tilstræber man balance på de offentlige budgetter.

Historisk har det forholdt sig helt anderledes i Frankrig og resten af Sydeuropa. Her har både finans- og pengepolitik historisk været politisk styret, med en generelt langt kortere tidshorisont. Hermed ignoreres de langsigtede problemer med keynesianske interventioner (aktiv finanspolitik og store underskud).

På 40 år er vi gået fra at være “på vej mod afgrunden” til, at det måske lidt groft sagt snarere er Euroen som er på vej mod afgrunden”. Måske på tide at droppe fastkurspolitikken? Det bliver i hvert fald interessant at følge de kommende mdr. (og år). Tilbage står at en “frigørelse” af den danske krone fra euroen og samtidig rentestigning ville forbedre reallønnen, mindske det inflationære pres og tage noget af toppen af flaskehalsproblemerne på arbejdsmarkedet. “Prisen” ville være et mindre overskud på handels- og betalingsbalancens løbende poster. Til det sidste kan man kun sige, “and so what”?

“Follow the science”…

Af Jonas Herby, den 21. december 2021. 1 svar

Forleden var der en helt igennem fremragende kommentar i WSJ (jeg havde fri adgang her) under rubrikken “The Fickle ‘Science’ of Lockdowns”. Nedenfor er det centrale afsnit om evidens, men du bør læse det hele – der er en sønderlemmende kritik af Imperial Colleges modeller, der bl.a. var stærkt bidragende til nedlukningen i UK (efter kontakttallet var kommet under 1, vel at mærke)

A September 2019 report from Johns Hopkins University’s Center for Health Security reached a similar conclusion: “In the context of a high-impact respiratory pathogen, quarantine may be the least likely NPI to be effective in controlling the spread due to high transmissibility.” This was especially true of a fast-spreading airborne virus, such as the then-undiscovered SARS-CoV-2.

These studies drew on historical experience. A separate 2006 WHO study concluded that “forced isolation and quarantine are ineffective and impractical,” based on findings from the Spanish flu pandemic of 1918. It pointed to the example of Edmonton, Alberta, where “public meetings were banned; schools, churches, colleges, theaters, and other public gathering places were closed; and business hours were restricted without obvious impact on the epidemic.”

Using data from a 1927 analysis of the Spanish flu in the U.S., the study concluded that lockdowns were “not demonstrably effective in urban areas.” Only in isolated rural areas, “where group contacts are less numerous,” did this strategy become theoretically viable, but the hypothesis wasn’t tested. While the study found some benefits from smaller-scale quarantines of patients and their families during the 2003 SARS outbreak, it concluded that a fast-spreading disease, combined with “the presence of mild cases and possibility of transmission without symptoms,” would make these measures “considerably less successful.”

Medical historian John Barry, who wrote the standard account of the 1918 Spanish flu, concurred about the ineffectiveness of lockdowns. “Historical data clearly demonstrate that quarantine does not work unless it is absolutely rigid and complete,” he wrote in 2009, summarizing the results of a study of influenza outbreaks on U.S. Army bases during World War I. Of 120 training camps that experienced outbreaks, 99 imposed on-base quarantines and 21 didn’t. Case rates between the two categories of camps showed “no statistical difference.” “If a military camp cannot be successfully quarantined in wartime,” Mr. Barry concluded, “it is highly unlikely a civilian community can be quarantined during peacetime.”

A Johns Hopkins team reached similar conclusions in 2006: “No historical observations or scientific studies” could be found to support the effectiveness of large-scale quarantine. The scientists concluded that “the negative consequences of large-scale quarantine are so extreme . . . that this mitigation measure should be eliminated from serious consideration.” They rejected the modeling approach for relying too heavily on its own assumptions—circular reasoning that confuses a model’s predictions with observed reality.

Og så er der et politisk guldkorn til sidst.

Some NPIs, such as travel restrictions and quarantine, might be pursued for social or political purposes by political leaders, rather than pursued because of public health evidence.

Johns Hopkins study from 2019

So why did public-health authorities abandon their opposition to lockdowns? Why did they rush to embrace the untested claims of flawed epidemiological modeling? One answer appears in the Johns Hopkins study from 2019: “Some NPIs, such as travel restrictions and quarantine, might be pursued for social or political purposes by political leaders, rather than pursued because of public health evidence.”

Nedlukninger flytter rundt på smitten

Af Jonas Herby, den 21. december 2021. Skriv et svar

While overall consumer traffic fell by 60 percentage points, legal restrictions explain only 7 percentage points of this. Individual choices were far more important and seem tied to fears of infection. Traffic started dropping before the legal orders were in place; was highly influenced by the number of COVID deaths reported in the county; and showed a clear shift by consumers away from busier, more crowded stores toward smaller, less busy stores in the same industry. States that repealed their shutdown orders saw symmetric, modest recoveries in consumer visits, further supporting the small estimated effect of policy. Although the shutdown orders had little aggregate impact, they did have a significant effect in reallocating consumer visits away from “nonessential” to “essential” businesses and from restaurants and bars toward groceries and other food sellers.

Ovenstående er abstract fra Goolsbee and Syverson (2021). Og det er faktisk et interessant resultat, som giver meget god mening. Hvis du allerede har tilpasset din adfærd til smitten i samfundet, så vil det være en ret naturlig reaktion at flytte dine aktiviteter væk fra aktiviteter/butikker, der er lukket ned, og over til åbne aktiviteter.Så nu hvor de har lukket Zoologisk Have og Tivoli, må du jo tage på værtshus i stedet. Det er ca. samme åbningstider efter seneste stramning af restriktionerne…

Marek Piwnicki unsplash

CSR – This is for you, world

Af Niels Westy, den 20. december 2021. Skriv et svar

Mercedes Benz lancerede for nylig deres seneste (luksus) EV under sloganet “This is for You, World”. Med en startpris på lige under en mio. kr må denne punditokrat dog erkende at dette “You” desværre ikke indbefatter undertegnede. Og nej, det er ikke Mercedes seneste EV, som er afbilledet i dette indlæg. Måske snarere hvordan jeg ser virksomhedsledere og andres troværdighed, når de rituelt afviser Milton Friedmans udsagn om at der i et frit samfund eksisterer “et og kun et socialt ansvar for en virksomhed – at bruge ressourcerne og deltage i aktiviteter hvis formål er at øge fortjenesten, så længe man holder sig inden for spillets regler; det vil sige, deltager i åben og fri konkurrence uden bedrag eller svindel“, som Friedman skrev i sit indlæg i New York Times i 1970 (og forøvrigt allerede i “Capitalism and Freedom”, som udkom i 1962).

Når Mercedes lancerer deres seneste EV med sloganet “This is for You, World” lyder det jo nærmest som om man alene laver biler for at glæde forbrugerne, men sådan forholder det sig jo ikke. Mercedes udvikler, producerer og sælger biler primært for at sikre investorernes (kapitalejernes) afkast – eller rettere, det må man da håbe. Og det er netop problemet med Principalen (ejerne) og agenten (De CEO’s, som det hedder på nydansk, som ellers er ansat til at varetage ejernes interesse), som er emnet for Friedmans artikel. En artikel som forøvrigt kan læses på dansk i det kommende nummer af Libertas (klik her for at blive medlem og abonnent).

En central pointe som glemmes er også at den form for CSR Friedman skriver om (og kritiserer), er aktiviteter hvor en ansat direktør reducerer virksomhedens og dermed kapitalejernes afkast for at opnå andre mål. Sådan fungerer CSR sjældent nu om dage, omend virksomhedsledere ofte gerne udlægger det på den måde, hvilket ikke just er befordrende for deres troværdighed, men dem om det.

Hvad der ofte også glemmes er at CSR nok betegner frivillige tiltag, men at have en CSR politik er dog ikke frivilligt. Det fremgår af årsregnskabslovens §99, som forpligter virksomheder i regnskabsklasse C og D til at udarbejde en redegørelsen, som skal indeholde oplysninger om miljøforhold, herunder virksomhedens arbejde med at reducere klimapåvirkningen ved virksomhedens aktivitet, sociale forhold, personaleforhold og forhold vedrørende respekt for menneskerettigheder, bekæmpelse af korruption og bestikkelse, i forbindelse med udarbejdelsen af årsrapporten.

På baggrund af en ny artikel- og podcastserie, hvor Berlingske Business ser nærmere på “de forandrede succeskriterier i dansk erhvervsliv”, som man selv beskriver det har Otto Brøns-Petersen og undertegnede en kommentar i dagens Berlingske, hvor vi under overskriften “Virksomhedernes sociale ansvar er at tjene penge” påpeger hvor forfejlet afvisningen af Milton Friedmans oprindelige kritik er. Om denne næsten rituelle afvisning af Friedmans kritik skyldes at de pågældende reelt ikke læst, endsige forstået Friedman, eller at det skyldes behovet for at opretholde en myte om at virksomhedernes arbejde med CSR er noget ganske andet og mere ophøjet end at profitmaksimere kan jeg naturligvis ikke afgøre, men det gør dog ikke problemet mindre, eller troværdigheden større.

Berlingske Business artikel, som Otto og jeg reagerer på, kan læses her.

Indtil da er det måske værd at huske på, at det økonomiske system som har tjent os så godt, nemlig markedskapitalismen ikke bygger på altruisme, men på egennytte, og at din og min fabelagtige levestandard ikke er resultatet af gode intentioner, men en konsekvens af bageren, slagteren og bryggerens ønsker om at tilgodese sig og sine. Som Adam Smith skrev for 250 år siden, og som fortsat gælder:

“Det er ikke af slagterens, bryggerens eller bagerens godgørenhed, at vi forventer at få vores middag, men ud fra deres hensyn til egeninteresse. Vi henvender os ikke til deres menneskelighed, men til deres egenkærlighed, og vi taler ikke til dem om vores behov, men om deres fordele.”  – Adam Smith (Wealth of Nations)

 

Adam Smith: Father of the Fringe

Af Christian Bjørnskov, den 19. december 2021. 1 svar

Hvert år fra 1947 til 2019 – og forhåbentlig igen fra 2022 – kørte the Edinburgh Festival i den skotske hovedstad. Det er en af verdens allerstørste kulturbegivenheder, og den har i en række år solgt flere billetter end alt andet end de Olympiske Lege. Siden starten har en del af den været det, der er kommet til at hedde The Fringe: En lang række skuespil, koncerter, stand-up osv. som ikke er på det officelle program og ikke modtager nogen form for støtte. The Fringe opstod spontant og ukoordineret, og er ikke blot den største del af festivalen idag, men også dens kreative hjerte.

Komikeren Dominic Frisby har sammen med dokumentarfilmskaberen Alex Webster lavet en film om netop the Fringe, men med en særligt spændende vinkel: De ser the Fringe som eksempel på, hvordan en fri markedsøkonomi og et frit samfund virker. Som sådan er festivalen et eksempel på den frivillige dynamik som Adam Smith, der også var fra Edinburgh, beskrev. Eller som den tyske stand up-komiker Henning Wehn siger i dokumentaren, hvordan festivalen er “a microcosm of the market-driven society.” Hele filmen kan ses nedenfor og er meget varmt anbefalet.