The Wealth of Nations – 250 år idag

Af Christian Bjørnskov, den 9. marts 2026. Skriv et svar

Idag, den 9. marts, for 250 år siden, blev et af hovedværkerne i samfundsforskningen udgivet. Adam Smith, der var professor i moralfilosofi på universitetet i Glasgow, havde skrevet bogen med titlen An Inquiry into the Nature and Causes of the Wealth of Nations. Bogen indeholdt både Smiths egne overvejelser og en opsamling af andre samtidiges tanker og forståelse af samfundet – Smith trak således på indsigter fra både Francis Hutcheson, Anne-Robert-jacques Turgot, Adam Ferguson, og hans bedste ven, filosoffen David Hume. Wealth of Nations blev en bestseller og er en af de mest indflydelsesrige samfundsvidenskabelige bøger nogensinde.

Wealth of Nations bliver bredt betragtet som den første moderne bog om nationaløkonomi. Læser man den idag er den naturligvis skrevet i tidens sprog, men indsigterne er forbløffende moderne. Den introducerede for eksempel kernebegreber i nationaløkonomi som arbejdsdeling, produktivitet, frie markeder og frihandel, og hvordan priser spiller en central rolle i hvordan et samfunds totale ressourcer allokeres. På den måde bliver Wealth of Nations ved med at være aktuel, ikke mindst i en tid med handelsprotektionisme og en nyfunden interesse i at regulere priser. Smith var den første til helt konkret at demonstrere, at frihandel er den bedste handelspolitik og at politisk kontrol med prisdannelsen fører til misallokation af ressourcer og arbejdskraft, og dermed til lavere produktivitet. Man kan næppe klandre Smith for, at han ikke fik alle mekanismer på plads – det tog således indtil 1817, før David Ricardo, der arbejdede videre med Smiths idéer, fuldt forstod betydningen af landes og virksomheders komparative fordele, og dermed hvad forskellige lande eksporterer og importerer.

Smith var også den første til omhyggeligt og klart at pege på, hvor vigtigt et effektivt og politisk uafhængigt retsvæsen, der beskytter folks private ejendomsret, er for samfundets udvikling. Nobelpriserne i 2024 og 2025 kan derfor læses som en direkte udvikling af et af hovedtemaerne i Wealth of Nations. Det gælder ikke mindst for vores forståelse idag af, hvordan retsvæsenet er en forudsætning for at have høj produktivitet. Og når vi siger ‘produktivitet’ er det med en Smithsk forståelse for, at lande ikke bliver rige ved at få mere guld eller have større eksport end import, men ved at få det meste ud af de ressourcer, det nu engang har. Wealth of Nations var den første bog, der klart beskrev den ultimative kilde til velstand, og diskuterede hvorfor den kilde er så meget svagere nogle steder i verden.

Siden dens udgivelse, har Wealth of Nations ikke blot skabt diskussion, men også inspireret politiske reformer, der har hjulpet milloner af særligt fattige mennesker til bedre liv. Smith blev læst hemmeligt bag Jerntæppet i 1980erne og en generation af unge politikere og intellektuelle var klar til at bruge hans indsigter, da den marxistiske undertrykkelse i Central- og Østeuropa endte. Uden den forståelse, som Wealth of Nations lagde grunden for – og tusinder af samfundsforskere efterfølgende har bygget ovenpå – var Polen næppe blevet et rigt land på bare 30 år, lande som Ghana, Indien, og Sydkorea havde ikke løftet millioner ud af fattigdom, og verdenshandlen have heller ikke været fri. Og så har vi ikke engang nævnt Smiths andet hovedværk, The Theory of Moral Sentiments, der i sig selv er en oplevelse.

En interessant detalje er, at den første oversættelse af bogen til noget fremmedsprog var til dansk. Franz Dræbye, der var etatsråd – en slags ledende embedsmand i datidens pendant i Danmark-Norge til finansministeriet – oversatte og udgav Wealth of Nations på Gyldendals forlag i 1780. Det er kendt, at en række ledende danske og norske politikere og embedsmænd i slutningen af 1700-tallet læste Adam Smith; listen omfatter så indflydelsesrige navne som Christian Ditlev Frederik Reventlow, Christian Colbjørnsen, og Andreas Peter Bernstorff. Wealth of Nations kom således til at præge en hel række reformer, der lagde grunden til et mere moderne Danmark. Stavnsbåndets ophævelse, liberaliseringen af jordmarkeder, og reformerne i dansk handelspolitik i slutningen af 1700-tallet var alle inspirerede af Wealth of Nations.

For de interesserede kan hele Wealth of Nations læses gratis hos the Online Library of Liberty. Hvis man hellere vil have den stående på hylden og læse den i fysisk format, kan den fås fra Liberty Fund for tyve dollars for begge bind. Mark Skoussen har også skrevet en glimrende, ny analyse med titlen The Genius of Adam SMith for the Institute of Economic Affars, som kan læses her.

Indvandringens pris eller socialstatens fallit II

Af Niels Westy, den 2. marts 2026. Skriv et svar

Så blev der udskrevet valg til den 24. marts. Og blandt de emner, vi nok kan være sikre på vil fylde en del, er udlændingedebatten – som den har gjort i årtier.

En debat som formentlig – sådan plejer det i hvert fald at være – vil være drevet af relativt lidt “hård” data, men mange følelser, formodninger og misrepræsentation af den viden, vi rent faktisk har.

Det er naturligvis ikke et særkende ved netop udlændingedebatten, men det gør sådan set ikke tingene bedre.

Når jeg skriver ovenstående, skal der sikkert være en del, som nikker og tænker: “Ja, det har Niels ret i”. Problemet er bare, at det gælder på tværs af synspunkter og holdninger. Jovist, fakta er godt, når det understøtter det, man mener i forvejen – og ellers er det vist mest af alt i vejen.

Myter, misforståelser og problemet med mangelfuld data, som kun vil blive større

I forrige uge offentliggjorde min med‑punditokrat, Otto Brøns‑Petersen, sammen med sin kollega i Cepos, Carl‑Christian Heiberg, en analyse omkring udlændinges kriminalitet og beskæftigelse: Store forskelle i udlændinges kriminalitet – beskæftigelse gør afgørende forskel.

Her kommer de frem til, at udlændinge i gennemsnit begår mere kriminalitet end danske statsborgere (87 pct. mere), men at lovovertrædelserne typisk er mindre alvorlige og oftere består af bødestraffe.

Læs resten →

Regeringens 2023-plan – kun udgifter, ingen vækst

Af Christian Bjørnskov, den 27. februar 2026. Skriv et svar

Statsministeren har udskrevet valg ovenpå at regeringen har præsenteret sin såkaldte 2035-plan. Efter at have ført endda meget store budgetoverskud i en længere årrække var en del af os nervøse for, at der var tale om opsparing til et valgår, hvor regeringen ville forsøge at skabe en ‘political business cycle’ og basalt set købe stemmer. 2035-planen – og også fødevarechecken – er præcist det: Køb af forskellige interesser, men som Thomas Bernt Henriksen på Berlingske korrekt påpegede, absolut ingen ny politik.

Planen fordeler udgifter på ialt 75,2 milliarder kroner udover syv hovedområder. Som vi illustrerer i lagkagediagrammet nedenfor, står Forsvaret for den store del: 42,9 milliarder ekstra, som kommer af Danmarks nye internationale forpligtelser. Det er en del, der ikke rigtigt kan diskuteres, men det interessante er, at regeringen ikke forsøger at omprioritere de andre udgifter for at kompensere for de højere forsvarsudgifter.

Resten går til diverse andre poster, med 13 milliarder til det demografiske træk, fem milliarder til ekstra ‘beredskab’ (hvad det end betyder), 4,5 milliarder til havvindmøller, og diverse andre indsatser til klima og pension. Den eneste post, der kan siges at repræsentere en lettelse for borgerne i modsætning til en udgiftsstigning for staten, er planerne for en differentieret moms. Her skal man lægge mærke til to ting. For det første er planerne stadig helt uspecificerede: Bliver der tale om en lavere moms på fødevarer, en lavere moms på ‘sunde’ fødevarer, momsfriholdelse af frugt og grønt, eller en helt fjerde ordning? Det ved vi ikke, og det eneste sikre er, at en næsten enig økonomstand har argumenteret imod differentieret moms. Den giver store bureaukratiske problemer for både stat og virksomheder. Dansk Industri har således vurderet de samlede byrder forbundet med differentieret moms til omkring 2,75 milliarder kroner. Det indebærer, at de seks milliarder ( otte procent af den totale plan) der er afsat til området, netto ikke bliver til meget mere end tre milliarder for borgerne.

2035-planen indebærer med andre ord en stor udvidelse af staten og næsten intet for borgerne. Overordnet udvider den de offentlige udgifter med 5,2 procent – oveni andre planlagte udvidelser – og det sker efter et 2025, hvor de offentlige udgifter brutto steg med 3,5 procent. En så stor stigning i de offentlige udgifter vil, alt andet lige, føre til lavere økonomisk vækst i de kommende år, når det offentlige crowder privat aktivitet ud, beslaglægger en større del af arbejdsstyrken, og presser iværksætteraktiviteten. Og det helt store problem her er, at alt andet netop er lige! Der ligger absolut ingen tiltag i regeringens plan, eller de tre partiers udmeldinger til valget, der kunne påvirke dansk økonomis langsigtede vækst eller produktivitet. Udspillet er basalt set et forsøg på at købe vælgergrupper, mens virkningen er stilstand. Dansk politik et tæt på at have slået sin egen rekord i ligegyldighed overfor borgerne og den økonomiske fremtid.

Trumps nye toldpolitik – nok også ulovlig

Af Christian Bjørnskov, den 25. februar 2026. Skriv et svar

Forleden dømte den amerikanske Højesteret præsident Trumps toldpolitik ude. Dagen efter meddelte Trump, at han nu bruger Section 122 i the Trade Act of 1974 til at pålægge import fra alle lande en 15-procent told. Som medierne har beskrevet, tillader section 122 den amerikanske præsident at pålægge andre lande en told på netop op til 15 procent i 150 dage; derefter skal politikken igennem normal behandling i Kongressen. Men der er én vigtig detalje, som flere kommentatorer er begyndt at opdage.

Section 122 har overskriften Balance-of-Payments Authority og starter med “(a) Whenever fundamental international payments problems require special import measures to restrict imports – (1) to deal with large and serious United States balance-
of-payments deficits.” Det er denne del, som præsidenten påberåber sig. Og heri ligger problemet, fordi et “balance-of-payments deficits” overhovedet ikke er det samme som det “trade-balance deficit” som Trump mener er et problem. Selvom mange ofte taler om et betalingsbalanceproblem, når de mener et handelsbalanceunderskud, er det ikke det samme fænomen.

Betalingsbalancen – på engelsk the balance of payments – består af de løbende poster og kapitalbalancen. Langt det meste af de løbende poster består af handelsbalancen, der er værdien af al eksport minus værdien af al import, mens kapitalbalancen er inflows minus outflows af kapital. Og de to går cirka i nul. Hvis et land har et underskud på de løbende poster, må det jo nødvendigvis finansiere underskuddet på en eller anden måde. Det kan være lån eller udenlandske investeringer, dvs. inflows af kapital. På samme måde er et overskud på de løbende poster logisk forbundet med outflows af kapital. Det er på den måde – ved at have store overskud på handelsbalancen – at Danmark betalte sin massive udlandsgæld af fra midten af 1980erne til nu!

Trump har adskillige gange demonstreret, at han ikke forstår basalt nationalregnskab, og i særlig grad at investeringsflows og eksport/importflows er direkte forbundet på denne måde. Præsidenten er ganske enkelt nationaløkonomisk analfabetisk, men det er hans rådgivere næppe allesammen. Trump har hele sin karriere klaget over, at USA har underskud på varehandelsbalancen og at det er evidens for, at andre lande narrer USA. Læg mærke til kursiven: Trump klager over underskuddet på varehandlen, og ignorerer dermed, at USA har et ganske stort overskud på balanden på handel med service. Og han kræver, at USA får både et overskud på handelsbalancen og et overskud af investeringer, der flyder ind i landet – noget, der er nationaløkonomisk umuligt.

Man kan nu forudsige endnu et længere retsligt opgør, fordi Trump-administrationen har brugt en lov, der slet ikke handler om det problem, man påstår at ville løse. I Højesterets dom fra forleden var dommerne meget klare i deres krav til præcist sprogbrug: Når IEEPA ikke brugte ordet ‘tariff’ betød det, at Kongressen ikke havde uddelegeret brugen af toldpolitik til præsidenten i loven. Det er derfor svært at tro, at domstolen vil lade præsidenten slippe afsted med at bruge en lov, der slet ikke handler om handelsbalancen, men noget fundamentalt andet.

Staten beslaglægger allerede størstedelen af boligavancerne – en beregning

Af Otto Brøns-Petersen, den 23. februar 2026. 1 svar

Som Jonas skrev om sidste uge, er det en misforståelse, at avancer på ejerboliger ikke er beskattet. Det gælder også de boligejere, som selv bor i boligen og dermed formelt er undtaget fra ejendomsavancebeskatning.

Forklaringen er, at de løbende skatter – ejendomsværdiskat og grundskyld – beslaglægger en væsentlig del af den grundrente, der er knyttet til en grund.

Læs resten →

Fornuften og forfatningen vandt – indtil videre

Af Christian Bjørnskov, den 21. februar 2026. Skriv et svar

I denne uge kom endelig den længe ventede dom fra USAs Højesteret over Donald Trumps handelspolitik. Dommen er ganske klar: Trumps brug af nødretsloven IEEPA (the International Economic Emergency Powers Act) er forfatningsstridig. Som vi noterede som en reel mulighed i juni sidste år, understregede Højesteret først og fremmest, at IEEPA ikke giver præsidenten lov til at føre aktiv toldpolitik. Loven nævner faktisk ikke told som en mulighed, og retten konkluderer meget klart, at hvis det havde været Kongressens intention, at den skulle kunne bruges til handelspolitik, ville den have noteret det eksplicit i loven. For det andet fremhæver retten også, at den såkaldte ‘major questions doctrine’ – princippet at præsidentielle beslutninger af særligt omfang eller vigtighed alligevel skal igennem Kongressen – absolut ikke kan omgås, når det gælder toldpolitik, der føres mod hele resten af verden. Så selvom domstolen var delt 6-3 – de republikansk udnævnte dommere Roberts, Gorsuch og Barett sluttede sig til de tre demokratisk udnævnte – er dommen et meget tydeligt nej. Og det skal med, at dommer Kavanaugh som ikke stemte for, fremhævede dommens betydning for den amerikanske stats budget (der skal muligvis tilbagebetales 175 milliarder dollars i ulovligt indkrævet told), mens han ikke substantielt argumentede, at Trumps brug af IEEPA kunne være lovlig. Hvis nogen skulle være i tvivl, er her opsummeringen af dommen:

“There is no exception to the major questions doctrine for emergency statutes. Nor does the fact that tariffs implicate foreign affairs render the doctrine inapplicable. The Framers gave “Congress alone” the power to impose tariffs during peacetime […]. And the foreign affairs implications of tariffs do not make it any more likely that Congress would relinquish its tariff power through vague language, or without careful limits. Accordingly, the President must “point to clear congressional authorization” to justify […] his extraordinary assertion of that power.”

Hele dommen kan læses her.

Men som min fremragende kollega Philipp Schröder har påpeget, er det hverken utvetydigt gode nyheder for virksomheder, og heller ikke slutningen på vanviddet. For det første har præsident Trump øjeblikkeligt raset over højesteretsdommere – hans påstand er, at de er illoyale, forkerte, og upatriotiske – og har meddelt, at han vil fortsætte sin protektionistiske politik. Hans udmelding er nu at bruge Section 122 i the Trade Act of 1974, en særlov fra Richard Nixons period, der giver præsidenten særlige, kortvarige toldmuligheder i specielle situationer (læs f.eks. her). Den skal misbruges til at pålægge al import til USA en basistold på 10 procent. Oveni det kommer alle hans særlige straftoldsatser.

Den udmelding skaber en del af det næste problem, som er den fortsatte usikkerhed omkring USAs handelspolitik i den umiddelbare fremtid. Trump har muligheden for at bruge section 122 til at føre fortsat protektionistisk politik, omend loven begrænser politikken til 150 dage. Enhver fortsættelse skal godkendes af Kongressen. Han har også vist sig mere end villig til at bruge lovgivning, der giver mulighed for at regulere international handel der kan true den ‘nationale sikkerhed’. Så stoppet for brugen af IEEPA til at begrænse handelen er ikke slutningen på usikkerheden om, hvad Trump-administrationen kan finde på. Og, som Philipp noterer, er der også en række julelege som lande kan bruge, for at begrænse handelen med uigennemsigtig regulering, tekniske krav, og dyre procedurer.

Fremadrettet kan man derfor forvente endnu flere retssager. Nogle af dem kommer til at handle om, at dem amerikanske stat skal tilbagebetale ulovligt opkrævet told. Andre kommer til at teste, hvor langt en amerikansk præsident kan gå i brugen af section 122 og sikkerhedslovgivning. Er det for eksempel i den nationale sikkerheds interesse, at man lægger høj told på import at træmøbler? Og nej, det er ikke et tænkt eksempel, men amerikansk virkelighed. Og kan administrationen måske finde på direkte trusler mod importører? Ingen kender morgendagen i Trumps politiske vanvid, men Højesteret har i det mindste lukket ned for én af ruterne for idiotien.

Boliggevinster bliver allerede beskattet i dag

Af Jonas Herby, den 17. februar 2026. 2 svar

Der er politiske kræfter, der ønsker, at beskatte boliggevinster. Disse kræfter overser desværre et ret vigtigt faktum: Boliggevinster bliver beskattet i dag.

Man kan selvfølgelig altid diskutere niveauet for enhver skat, men i økonomisk forstand er der allerede en skat på boliggevinster. Hver gang din bolig stiger i værdi, snupper skattevæsenet en væsentligt bid af værdistigningen.

Det kan forklares med et principielt eksempel.

En verden uden boligskatter
Forestil dig en verden uden boligskatter.

En bolig stiger fra 3 mio. kr. til 4,66. mio. kr. Ejeren tjener 1,66 mio. kr. og stikker pengene direkte i lommen.

Skatten er (selvfølgelig) 0%.

En verden med boligskatter
Nu indfører vi boligskatter på 2% (ca. grundskyld + høj ejendomsværdiskat).

En bolig stiger fra 3 mio. kr. til 4 mio. kr. Ejeren tjener 1,0 mio. kr. og stikker pengene direkte i lommen.

MEN! Der sker mere end det. Den årlige skattebetaling stiger med 20.000 kr., hvilket ved en rente på 3% (svarende ca. til renten på realkreditlån) svarer til en nutidsværdi på 0,66 mio. kr.

Den samlede værdistigning er 1,66 mio. kr. som i det første eksempel, men den er fordelt anderledes. Boligejeren tjener 1 mio. kr. mens Skattefar tjener 0,66 mio. kr. svarende til en skat på 40% af værdistigningen.

Virkeligheden er kompleks – men boliggevinster beskattes
Eksemplet er ikke virkeligheden. Det er kun boliger over godt 9 mio. kr., der betaler den høje ejendomsværdiskat. Og man får i dag 20% rabat på boligvurderingen.

Vi kan også diskutere om renten på 3% er den rigtige at bruge til at beregne nutidsværdien. Og kan de offentlige ejendomsvurderinger overhovedet opfange værdistigningerne korrekt?

Der er masser af nuancer i virkeligheden. Og måske burde diskussionen gå på, hvorfor alle kapitalgevinster ikke beskattes ens, så man ikke skævvrider investeringsincitamentet.

Men uanset nuancer, virkelighed osv. er konklusionen, at boligejerne i dag – rent principielt – betaler en ikke ubetydelig skat af boliggevinsten. Eksemplet og princippet er forklaret glimrende i nedenstående video.

Ny forskning: Glem ulighedspåstandene om globalisering

Af Christian Bjørnskov, den 14. februar 2026. Skriv et svar

Mange politikere og meningsdannere påstår som et etableret fakta, at øget globalisering skaber økonomisk ulighed. Joseph Stiglitz, der i 2002 udgav bogen Globalization and Its Discontents, har i årevis påstået at frihandel og fri mobilitet for investeringer skaber ulighed og er direkte skadelig for verdens fattige. Andre har fokuseret på det såkaldte ‘China shock’, hvor David Autor, David Dorn og Gordon Hanson påstod i meget højt profileret forskning, at øget import fra Kina havde ført til højere arbejdsløshed, lavere arbejdsmarkedsdeltagelse, og lavere lønninger i områder med produktionserhverv (læs her). Men mange andre forskere har fundet anderledes effekter, ikke mindst Jeremy Horpedahl, som sidste viste, at de overordnede effekter af Kinachocket simpelthen ikke er der, når man kigger efter (se her). Så hvad foregår der egentlig: Skaber globalisering overhovedet ulighed, eller er det hele en storm i et glas venstreekstremt vand?

Ny forskning af Andreas Bergh (Lund Universitet), Justin Callais (Archbridge Institute) og undertegnede løser i det mindste ét af problemerne med at finde ud af, hvad der foregår. Problemet er, at det ikke er tilfældigt, hvor og hvornår et land eller regions grad af globalisering stiger. Vi bruger derfor matching – en metode, der kun sammenligner steder med en stigning med steder, der ser ligesådan ud, men uden en stigning i globalisering – til at estimere en effekt på uligheden, og ser endda på hver kvintils (hver 20 % af indkomstfordeling) del indkomstandel. Bundlinjen: Der er ikke rigtigt noget at komme efter. De fattige bliver ikke fattigere af globalisering, og om noget har middelklassen måske en vis gavn af øget handel. Vores fund, at der ikke er nogen klare fordelingseffekter af globalisering skal fortolkes på baggrund af den massive evidens for væksteffekter for hele samfundet af øget frihandel.

Artiklen er under udgivelse i Journal of Comparative Economics, men hele abstractet kan allerede læses her:

Low barriers to trade and access to international capital markets have long been argued to improve economic conditions in a country. However, there is less consensus on the impact of economic globalization on the distribution of those gains across society. There are several possible explanations for the conflicting findings in the existing literature, perhaps most notably endogeneity issues that plague the cross-country studies. To alleviate this, we utilize matching methods. Instead of using Gini coefficients, as much of the previous literature, we examine large increases in economic globalization’s impact on 5-year income growth in each quintile of the income distribution as well as top 1 and 5 percent. We find no evidence that income growth for the middle classes in OECD countries is hurt by economic globalization; if anything, some results indicate statistically positive effects. Most estimates, however, are positive but statistically and economically insignificant.

Mafiastaten

Af Christian Bjørnskov, den 11. februar 2026. 2 svar

Danmark er på mange måder et ekstremt velfungerende land. Embedsværket er effektivt og ukorrupt, og har som Mette Frisk Jensen har vist, været det siden 1800-tallet. Danske valg er også frie og har været det siden det allerførste valg til stænderforsamlingerne i 1834 – selv under anden verdenskrig. Men i efterhånden mange år har der været en del af myndighederne, der er anderledes elendig og til tider minder mest om den sicilianske mafia: Skat.

Problemerne i skattemyndighederne er ikke bare absurde for borgerne og en alvorlig udfordring for retssikkerheden, men også en skamplet på 14 ministre. Det er antallet, der reelt har været involveret i den rullende skandale omkring ejendomsvurderingerne. Her er de fire værste problemer med Vurderingsstyrelsens system.

  1. Grundlaget for systemet er reelt umuligt. Som jeg understregede i Børsen i sidste uge, kan det ikke lade sig gøre at opdele vurderingerne i en grundværdi og en samlet ejendomsværdi. Grunden er, at en grund i praksis næsten aldrig handles uden bygninger på den. Der eksisterer således ikke et sammenligningsgrundlag for en separat vurdering af grunden. Dermed kan det simpelthen ikke lade sig gøre, at et system beregner en pris. Grundværdierne bliver ganske enkelt fiktive.
  2. Princippet om ‘bedste økonomiske anvendelse’ er økonomisk analfabetisk. Alligevel har Vurderingsstyrelsen implementeret det, måske fordi princippet giver en grundpris. For at se, hvor idiotisk ‘bedste økonomiske anvendelse’, kan man forestille sig 25 grunde i Aarhus, hvor der i princippet kunne ligge et luksushotel. Styrelsens metode betyder, at hver af de 25 vil blive beskattet som om grunden ville blive solgt til at luksushotel. Men det er ikke sikkert, at der overhovedet er et marked for et eneste ekstra hotel i Aarhus. Og selvom der var et marked for ét ekstra hotel, ville det ikke kunne ligge på alle 25 grunde. Princippet fører med andre ord til fuldstændigt fiktive og helt generelt til alt for høje vurderinger – og dermed meget større skatteindtægter til stat og kommuner.
  3. Ejendomsvurderingerne bliver ved med at være midlertidige. Lige nu er de endelige vurderinger udskudt til 2028, og mit bedste bud er at de bliver udskudt igen. Sandheden er nemlig, at systemet performer ekstremt ringe. Da en avis for godt et år siden fik lavet en sammenligning mellem de offentlige vurderinger og den faktisk salgspris på omkring 72000 ejendomme, var over halvdelen af de handlede ejendommes vurdering mere end 20 procent forkert i Sydjylland. Det gamle system, som det nye skulle erstatte, blev skrottet netop fordi vurderingerne bar for upræcise. Man må derfor stille det spørgsmål, om det nye system i virkeligheden er mindst lige så upræcist som det gamle – og dermed ulovligt – og det er derfor, at alt bliver ved med at være midlertidigt. For man kan som bekendt ikke klage over de midlertidige vurderinger – den almindelige klagemulighed er omgjort i loven.
  4. Sidst, men bestemt ikke mindst, er der to problemer, der i alvorlig grad udfordrer borgernes retssikkerhed. Forleden kom det frem, at mange borgere – endda inklusive den kendte forsvarsadvokat Karoly Nemeth – bliver opkrævet strafrenter, fordi de midlertidigere vurderinger er opdateret, og de derfor skulle have betalt højere skat end de gjorde. Det regner Skat dermed som en skattegæld, som der løber renter på. Men det er med stor sandsynlighed ulovlig praksis, da borgerne da de betalte ejendomsskatten, ikke på nogen som helst måde kunne vide, at de betalte for lidt. Det kunne Skat ikke engang vide – men de opkræver stadig strafrenter. På samme måde er ombudsmanden gået ind i sagerne, da det viser sig, at Vurderingsstyrelsen hverken kan eller vil dokumentere, hvordan man er nået frem til en given vurdering. Borgerne skal simpelthen acceptere, at det er korrekt uden at have nogen mulighed for at efterprøve det grundlag, de beskattes på. Og som ombudsmanden har understreget, betyder det også at Skatteankenævnet eller domstolene heller ikke vil kunne få adgang til grundlaget. Der er intet andet at gøre end bare at lægge sig fladt ned og erkende, at selvom staten tager fejl, har den alligevel ret. Det er en decideret sovjetisk retstilstand!

Som titlen angiver, er situationen omkring Vurderingsstyrelsen og det nye system ikke en demokratisk retsstat værdig. Det minder langt mere om mafiaen, der kommer og opkræver penge uden at fortælle, hvorfor det lige præcist er 20.000 kroner eller hvornår de ændrer mening og kommer igen. Beskeden til Folketinget herfra er: Drop det og start forfra!

Public choice workshoppen – et par indtryk

Af Christian Bjørnskov, den 2. februar 2026. Skriv et svar

I fredags afholdt vi den årlige danske public choice workshop på Aarhus Universitet. Som altid var det en hyggelig og spændende dag med mange gode præsentationer og samtaler. Alligevel var indtrykket – om noget – at papirerne, der blev præsenteret i løbet af dagen, var særligt gode i år. Det gjaldt både fra nogle af de etablerede forskere såvel som de gruppe PhD-studerende og post docs, der deltog. Her er nogle få nedslag i dagens program.

Jeg var i den specielle situation, at jeg ikke præsenterede noget selv, men alligevel havde tre papirer på programmet: Tre forskellige medforfattere havde besluttet at præsentere arbejde, som jeg har været med på. Ege Asutay, der er PhD-studerende ved universitetet i Jena (på billedet) præsenterede for eksempel Do Populists Erode Civil Society, der er skrevet sammen med Niclas Berggren (IFN i Stockholm) og undertegnede. Beskeden i papiret er, at jo flere populistiske partier der kommer i parlamentet, og jo mere populistiske partierne bliver, jo mere lider civilsamfundet. Historien ender dog ikke der, fordi vores empiriske undersøgelse peger utvetydigt på, at det helt primært er højrefløjens populisme, der fører til direkte repression af civilsamfundet og lavere deltagelse i det.

En anden præsentation, der gjorde indtryk, var fra Cepos-forskeren Karsten Bo Larsen, der sammen med Cecilie Tandrup-Rasmussen har undersøgt, hvad der er sket med de danske hospitalers produktivitet. Der plejede at være en regulær, årlig måling af, hvad man får ud af ressourcerne på de danske hospitaler, men den sluttede i 2018. Karsten Bo konstaterede lakonisk, at det var måske ikke helt tilfældigt. Analysen, der meget snart udkommer fra Cepos så alle kan læse den, peger på at produktiviteten er faldet markant siden 2020.

Et par andre spændende indlæg kom fra bl.a. Eliza Hałatek, der er PhD-studerende på universitetet i Warszawa, og Stefan Voigt fra Hamborg, der er lidt længere i sin karriere – Stefan er en af Europas absolut mest citerede retsøkonomer. Eliza stillede i One or too many voices? Introducing the Central Bank Cacophony Index spørgsmålet, om hvad der sker når centralbanker kommunikerer i alle mulige retninger. Til formålet har hun udviklet sit eget ‘kakofoniindeks’ for den europæiske centralbank. Den meget fine præsentation gav anledning til et par kommentarer, man først grinte lidt af og bagefter tænkte seriøst over: Hvordan ville den slags se ud, hvis man gentog analysen for latinamerikanske centralbanker (fra Douglas Elmauer), og kunne man forestille sig ‘rationel kakofoni’ (fra Peter Nannestad). Eliza tog hjem om lørdagen med flere nye idéer til PhD-projektet.

Sidst, men ikke mindst, præsenterede Stefan Voigt mere arbejde i sit kreative og spændende projekt om. hvad folkeeventyr kan fortælle os om nationale værdier. Papiret What Folktales Tell Us: Tracing Value Persistence Across a Century peger ret klart på, at en del værdier er endda meget stabile på samfundsplan. Og når basale værdier er stabile, kommer visse institutioner og politiske valg også til at blive stabile, og konstante gevinster eller problemer for nogle lande.

Der er god grund til at sige tak til alle deltagerne inklusive de kolleger og studerende, der kom og sad med på dele af workshoppen. En del af punditokraternes mission er at bringe ny samfundsforskning ud til læserne, og det indebærer også, at man kan give besked i kommentarerne, om man ønsker en længere post om et af papirerne, der blev præsenteret i fredags. Og selvom man ikke har det, kan man konstatere, at public choice er ved godt helbred i vores del af verden.

Hvem betaler Trumps told?

Af Christian Bjørnskov, den 27. januar 2026. Skriv et svar

Da USA i april annoncerede, at Trump-administrationen ville indføre massive toldsatser på import fra stort set hele verden – ‘Liberation Day’-politiken pålagde for eksempel import fra Madagascar 93 % told – påstod præsident Trump, at udlandet kom til at betale tolden. Hans merkantilistiske idé var således, at USAs regering kunne tjene milliarder, betalt af udenlandske virksomheder, og samtid beskytte landets industri. Men de fleste økonomer med blot en vis viden om handelspolitik undrede sig: Trumps påstand ville kræve stort set nul pass-through af toldomkostningerne. Med andre ord regnede de fleste cirka ædruelige eksperter med, at de amerikanske importører og forbrugere ville bære omkostningerne gennem højere priser og mindre forbrug.

I hvor høj grad det er sket er det spørgsmål, som Julian Hinz, Aaron Lohmann, Hendrik Mahlkow og Anna Vorwig ser på i et nyt policy brief fra Kiel Instituttet. Med titlen America’s Own Goal: Who Pays the Tariffs? bruger de fire økonomer data fra al import, der er fragtet til USA på oceangående fragtskibe mellem januar 2024 og november 2025. Hver sending kan kobles til en bestemt produkt-specific toldsats (8-digit HS niveau), så man kan se helt præcist, hvad der sker når de amerikanske toldsatser ændres.

Konklusionen er klar: “foreign exportes absorb less than 4 % of the tariff burden; the remaining 96 % passes through to US importers.” Man kan endda ikke afvise med normal statistisk sikkerhed, at de amerikanske importører faktisk bærer hele omkostningen. Det samme resultat kan ses i import fra Brasilien, der fra august blev ramt af en toldsats på 50 %. I de særlige brasilianske tal kan Hinz et al. ikke se nogen klar ændring af den pris, de brasilianske virksomheder tager for varerne. Med andre ord betyder et, at der reelt er fuld pass-through: Amerikanerne betaler hele tolden. Det samme ser de i Indien, hvor de har adgang til de præcise FOB priser (free on board), der tages ved afgang.

Implikationen af Kiel Institutets nye analyse er, at Trumps toldpolitik fuldt ud er en ekstra skat på amerikanerne – den overfører ingen velstand fra udlandet til amerikanere. Starter man fra det faktum, at importen er cirka 15 % af USAs BNP og den gennemsnitlige toldsats stiger fra godt 1,5 til 21 % når politiken er fuldt indfaset, vil en back-of-the-envelope-beregning vise, at Trumps handelspolitiske ændringer svarer til en ekstraskat på cirka tre procent. Der skal økonomisk inkompetence af gigantiske dimensioner til at forklare, hvordan man kan lave et så ekstremt politisk selvmål.

Populismens hesteskoteori virker perfekt i USA

Af Christian Bjørnskov, den 21. januar 2026. 2 svar

Er Donald Trump den mest socialistiske præsident, USA nogensinde har haft? Det lyder måske som en absurd påstand, at en af de mest businessfokuserede præsidenter nogensinde skulle være socialist. Men ser man på den politik, han faktisk fører, er det svært ikke at se lighederne med USAs venstreekstreme fløj. Trump er dermed et fremragende eksempel på det, den franske filosof Jean-Pierre Faye kaldte en ‘hesteskoteori’ for populister.

Min glimrende kollega Justin Callais, der idag er cheføkonom ved Archbridge Institute, skitserede forleden teorien på sin Substack Debunking Degrowth (der i sig selv er varmt anbefalet). Justin opsummerer teorien ved at den “highlights how political extremes often converge in their authoritarian tendencies, anti-establishment rhetoric, and simplistic “us versus them” worldviews.” Ekstremerne konvergerer således i definitionen på populisme, og kommer ikke overraskende til at føre ret ens politik. Her er nogle få eksempler fra Trumps anden administration.

Interventionistisk industripolitik er baseret på idéen om, at markedet ikke virker – eller, som nogle populister påstår, kun virker for nogle allerede priviligerede grupper – og derfor skal styres politisk. Man skal fra politisk side dirigere industrien, subsidiere og beskytte særligt strategisk vigtige (læs: politiske forbundne) sektorer, og både beskytte og promovere særlige slags arbejdspladser i traditionel industri. Populisternes industripolitik hviler således på socialistiske idéer fra 1930erne og 50erne, der bredt set er debunket af ædruelige politikere, og som forskere som von Mises, Hayek og Olson forlængst har vist, ikke kan lade sig gøre i praksis. Men det er meget præcist den type politik, Trump i stigende grad fører, og amerikanske socialister som Bernie Sanders og Alexandria Ocasio-Cortez har plæderet insisterende for.

Påstande om, at globalisering er en trussel og fører til at ‘vores’ arbejdspladser og markedsandele stjæles af andre lande, er en anden gammel traver på den uinformerede venstrefløj. Bemærk, at jeg understreger uinformeret, da der er mange venstreorienterede økonomer, der fuldt støtter frihandel, fordi den i særlig grad gavner fattige mennesker i fattige lande, og nedbryder monopoler. Men Trumps handelspolitik og hans gentagne påstande om, at andre lande stjæler amerikanske industriarbejdspladser og “rip us off” er både økonomisk analfabetisk, og en idé som man ellers primært finder hos gakkede socialister som f.eks. Joseph Stiglitz og den trotskistiske franske præsidentkandidat Jean-Luc Mélenchon. Også her mødes socialistiske populister og autoritære højrefløjspopulister i toppen af hesteskoen.

En tredje afart af fænomenet kan ses i Trumps opkøb og statsliggørelse af private virksomheder: Hans ‘golden share’ i US Steel, 10 % andel i Trilogy Metals og Intel, og hands tvungne option på 8 % af aktierne i Westinghouse. Man kan næppe komme længere mod fuldblods socialisme end idéen om, at staten skal eje produktionsmidlerne i centrale industrier. Men det er præcist hvad Trump argumenterer, og hvad han er igang med at udføre i praksis.

Sidste skud på stammen er hans edikt om, at kreditkortselskaber ikke må tage mere end 10 % rente på folks kredit. Som Justin peger på, foreslog socialisterne Sanders og Ocasio-Cortez sammen med den ekstrem-trumpistiske republikaner Josh Hawley præcist det samme for knap et år siden. Statslig styring af kreditgivelse og finansielle institutioner er næppe heller særligt liberal eller konservativ politik, men er klassisk socialistisk populisme.

Donald Trump er på mange måder et ekstrem i sig selv, men derfor også et skoleeksempel på, hvordan populister ofte ligner hinanden selvom de rent umiddelbart hører til forskellige fløje. Trump er uden tvivl økonomisk analfabet, ligesom mange venstrepopulister er (og nogle gange med vilje), men det undskylder ikke at han også økonomisk er identisk med Sanders, Xi og Putin.

Dansk public choice workshop 2026

Af Christian Bjørnskov, den 18. januar 2026. Skriv et svar

Faste læsere ved, at der hvert år afholdes en dansk public choice workshop den sidste fredag i januar. Sidste år afholdtes den helt særligt i Malmø, og blev derfor også den baltiske public choice workshop. Og om knap to uger er det tid til den 26. af slagsen. Den afholdes den 30. januar mellem 11 og 18 på Institut for Økonomi, Aarhus Universitet, i vores nye faciliteter i Universitetsbyen (det gamle kommunehospital), bygning 1813-1814. Som altid er workshoppen åben for alle interesserede – man kan deltage hele dagen eller blot sidde med på en enkelt session, hvis det er det man har tid til eller interesse i. Frokosten er kun for de præsenterende deltagere, men der er gode muligheder i området.

Deltagerne i år kommer fra Danmark, Holland, Polen, Sverige og Tyskland, og emnerne spænder bredt fra euroeffekter over ulighed til terrorisme. Det næsten endelige program er her, og ser – hvis jeg skal sige det – meget spændende ud.

11.00-11.05: Welcome

11.05-12.35: Session 1. Policies

Tobias Poulsen (Cepos): Reassessing the Trade Effect of the Euro: A Replication of Glick & Rose (2016) with Updated Data and Adjusted Analyses

Rasmus Wiese (Groningen), Jakob de Haan (Groningen), and João Tovar Jalles (Lisbon): Unveiling Employment and Wage Dynamics: The impact of Labor Market Reforms using a Local Projections Difference-in-Differences Approach

Eliza Hałatek (Warsaw): One or too many voices? Introducing the Central Bank Cacophony Index

12.35-13.30: Lunch

13.30-15.00: Session 2a. Populism and voting

Ege Asutay (Jena), Niclas Berggren (IFN) and Christian Bjørnskov (Aarhus): Civil Society and Populism: Do Populist Politics Help or Hinder it?

Niclas Berggren (IFN) and Christian Bjørnskov (Aarhus): Incongruent Values and Populist Voting

Peter Nannestad (Aarhus): Immigrants as Future Voters? An empirical footnote to the Hillman – Van Long model

13.30-15.00: Session 2b. Rent-seeking

Atma Mahapatra (Groningen): A Broader View: Mapping the Universe of U.S. Trade Lobbying

Lotta Stern and Staffan Samuelsson (Ratio): A Return to Corporatism or Just Establishing a New Status Quo?

Martin Paldam (Aarhus) and Jamel Saadaoui (Paris 8): The Grand Pattern in the Triplet of Political Capitalism, State Capture, and Crony Capitalism

15.00-15.45: Coffee

15.45-17.40: Session 3a. Inequality and values

Andreas Bergh (Lund): Tennis, Chess, and Supercomputers: New Measures of Global Inequality

Karsten Bo Larsen and Cecilie Tandrup-Rasmussen (Cepos): Productivity in Danish Hospitals

Jerg Gutmann, Anne van Aaken, Betül Simsek, and Stefan Voigt (Hamburg): The Tightness/Looseness of Social and Legal Norms in Europe

Stefan Voigt (Hamburg), Mahdi Khesali (Hamburg), and Nadia von Jacobi (Trento): What Folktales Tell Us: Tracing Value Persistence Across a Century

15.45-17.40: Session 3b. Terrorism and constitutions

Lasse Aaskoven (SDU) and Marius Mehrl (Leeds): White and Red Terror: Ideology and State Violence after Autocratic Regime Establishment

Lasse Skjoldager Eskildsen (SDU) and Christian Bjørnskov (Aarhus): Are Terrorists Ideologically Consistent in their Target Selection?

Katarzyna Metelska-Szaniawska, Anna Lewczuk, Tymoteusz Mętrak (Warsaw): Economic consequences of respecting and violating constitutions revisited using a new set of indicators

17.40: Refreshments and end

Byg en bedre og billigere by (+ Stack Overflows død)

Af Jonas Herby, den 16. januar 2026. Skriv et svar

Så er der (endelig) nyt fra Økonomiske principper igen.

Er en tættere by både en bedre og billigere by? Hvad er fordele og ulemper ved fødevarechecks? Hvorfor er mindsteløn skidt på trods af højere produktivitet og højere lønninger? Og har AI dræbt gevinsterne ved Stack Overflow?

Alt dette får I svar på i selskab med en af landets dygtigste økonomer og mig.

Lyt som podcast (fx på Spotity), eller se med på YouTube.

To interviews om Rusland og generel udvikling

Af Christian Bjørnskov, den 16. januar 2026. Skriv et svar

Hvad foregår der i Rusland, hvordan virker økonomien, hvordan forstår man udviklingen? Blandt økonomer er der næppe nogen, der er bedre eller forstår mere indefra, end Sergei Guriev. Han er PhD i anvendt matematik fra det russiske videnskabsakademi, var gæsteadjunkt på Princeton, og senere professor på New Economic School i Moskva mellem 2004 og 2013. Guriev købte i april 2013 en envejsbillet til Paris, efter at venner havde advaret ham om at sikkerhedsstyrkerne var ude efter ham. Efter blandt ophold på bl.a. Paris School of Economics er han idag professor på London Business School.

Den glimrende Daniel Freeman fra the Institute of Economic Affairs i London interviewede forleden Guriev om netop Rusland. Det blev en samtale om hvordan resterne af Sovjetunionen blev til Rusland, hvad der gik galt, og hvordan landet virker under Vladimir Putins diktatur. Det er varmt anbefalet.

Hvis man er i humør til en kortere samtale om mere generel udvikling med fokus på institutioner og hvad der er tilbage fra kolonitiden, lavede jeg forleden podcast med min ven og kollega Manoel Bittencourt. Hele samtalen kan ses her; jeg hyggede mig meget med samtalen, og håber at der måske er noget inspiration i de muligheder, vi taler om.

67 års cubansk socialisme

Af Christian Bjørnskov, den 14. januar 2026. Skriv et svar

Den 1. januar for 67 år siden marcherede Fidel Castro og hans oprørsstyrker ind i Havana. Landets diktator Fulgencio Batista, der var kommet til magten ved et militærkup i 1952 – men som tidligere både havde taget magten i 1933 og var blevet demokratisk valgt i 1940 – flygtede til den Dominikanske Republik. Castro havde insisteret på, at han ikke var socialist, men det tog kun godt to år før han erklærede Cuba for socialistisk, allierede sig med Sovjetunionen, og brutalt nationaliserede alle dele af økonomien. Tiden siden da har været en både økonomisk og menneskelig tragedie for cubanerne.

Carlos Martinez skrev forleden dag om Cuba på Econlib og argumenterede for, at landet om få år vil slippe af med socialismen. I et forsøg på at foretage rigtig meningsmåling i Cuba i 2024 fandt CubaData at kun 3 procent af de adspurgte betragtede sig selv som ‘stærkt socialistiske’, mens næsten 22 procent var liberale eller pro-marked. Langt de fleste mener, at landet burde indføre liberaliserende reformer. Cubanerne ved godt, hvor meget de er gået glip af, og hvorfor.

For snart syv år siden skrev vi om Cubas tabte udvikling (læs her). Siden da er der kommet ny og meget fin forskning, der helt klart dokumenterer de enorme tab, cubansk socialisme har pålagt landet. I “The Forsaken Road: Reassessing Living Standards following the Cuban Revolution and the American Embargo” tager JP Bastos, Vincent Geloso og Jaime Bologna Pavlik fat i to indbyrdes relaterede spørgsmål: Hvilken økonomisk påvirkning har skiftet til socialisme haft, og hvor stor er effekten af den efterfølgende amerikanske embargo?

Svarene er, at revolutionen stort set har sat Cubas økonomi totalt i stå, og at USAs embargo kun har bidraget til 3-10 procent af det samlede tab. Bastos et al. noterer således, at cubansk arbejdsproduktivitet – målt på BNP per fuldtidsansat i John Devereuxs nye data – ikke er klart højere i 2019 end den var i 1957, året før revolutionen. Enhver indkomstfremgang på øen må derfor være kommet fra, at folk simpelthen arbejder mere, mens den socialistiske revolution stort set har slået al produktivitetsfremgang ihjel.

Figuren nedenfor illustrerer Cubas udvikling relativt til resten af Latinamerika; de fulde optrukne linjer er BNP per indbygger, mens de stiplede viser BNP per fuldtidsansat. Figuren viser meget klart, at BNP stiger fra starten af 1970erne til starten af 1980erne, hvilket er konsistent med en periode hvor arbejdsudbuddet stiger fordi flere kvinder kommer på arbejdsmarkedet. Omvendt sker der ikke noget med produktiviteten, og cubansk levestandard styrtdykker med cirka 40 procent i starten af 1990erne. Som Bastos et al. viser, er en væsentlig forklaring at den sovjetiske hjælp, der bidrog med omkring 20 procent til BNP, pludseligt holdt op. Væksten fra 1995 og frem er således blot en type konvergens op mod hvor Cubas økonomi var i midten af 1980erne.

Bundlinjen for cubanerne er, at hvis landet bare havde fulgt Latinamerikas trend, havde det været cirka dobbelt så rigt og dobbelt så produktivt. I stedet har cubanerne idag 45 procent af den nationalindkomst, som gennemsnittet i resten af Latinamerika har, og endnu lavere privatforbrug. Samtidig arbejder de officielt cirka 20 procent flere timer om året, og reelt er der masser af uofficielt arbejde i Cuba for bare at få mad på bordet.

Det er derfor ikke kun en økonomisk, men også en menneskelig tragedie at et land, der i midten af 1950erne var et mellemindkomstland med en særligt levende tradition for frie medier – V-Dem-projektets vurdering af ytringsfriheden i Cuba i slutningen af 1950erne er omtrent en tredjedel højere end resten af Latinamerikas – og en længere demokratisk tradition end det meste af kontinentet, idag er et næsten desparat fattigt land, hvor op mod 20 procent af befolkningen er flygtet de seneste år. Cuba burde have været et normalt, demokratisk latinamerikansk land, men er et repressivt diktatur med en levestandard under Indiens. Hvorfor nogen stadig tror på, at socialisme er vejen frem, er svært at forstå.

Alle mine debatindlæg i én video

Af Jonas Herby, den 8. januar 2026. Skriv et svar

Jeg har uploadet mine gamle debatindlæg til Google NotebookLM og bedt den om at lave en video på baggrund af indholdet.

Resultatet er ret så interessant. Både fordi det er relativt flot lavet, men også fordi indholdet bliver formidlet virkelig godt. Selvom emnerne skifter lidt rigeligt (hvilket nok ligger i naturen, når man uploader alle debatindlæg), så lykkes det nogenlunde med at holde den røde tråd.

Punditokraternes julegave

Af Otto Brøns-Petersen, den 25. december 2025. Skriv et svar

Alle vore læsere ønskes en god jul og et glædeligt nytår.

Som sædvanlig har vi pakket årets sommerserie i gavepapir til jer. I 2025 handlede sommerserien om de tidligere kommandoøkonomier fra Øst- og Centraleuropa, som i dag er en del af EU og på mange måder har været en betydelig økonomisk succes.

Så hvis der i juledagene er brug for en stille stunds eftertænksomhed, kan man læse eller genlæse alle afsnittede her.

Læs resten →

Selektions bias – et illustrativt eksempel

Af Jonas Herby, den 23. december 2025. Skriv et svar

Her er et glimrende eksempel på, hvordan selektions bias kan føre til helt forkerte konklusioner. Eksemplet er fra Michel Nivard, der kritiserer Güllich et al. (2025) i Science, som konkluderer.

Across the highest adult performance levels, peak performance is negatively correlated with early performance.

Til det svarer Nivard bl.a.:

It becomes clear from Figure 1 that although early and adult performance are positively related in the population, conditioning on elite status reverses the association. The negative slope among elite performers is therefore not evidence against a causal role of early performance; it is the mechanical consequence of selection.

Spændende bog og arrangement om populisme og klassisk liberalisme

Af Otto Brøns-Petersen, den 16. december 2025. Skriv et svar

En af de allerførste dag i det nye år afholder CEPOS et arrangement, jeg glæder mig til.

Den 7. januar kl. 16-18 præsenterer Nils Karlson sin nye bog Reviving Classical Liberalism Against Populism. Der er lagt op til et skarpt opgør med den illiberale kollektivisme, som populisme i mange afskygninger repræsenterer.

Nils er stifter og tidligere mangeårig leder af forskningsinstitutionen Ratio Institute i Stockholm og nu uafhængig politologisk forsker.

Bogen er udgivet af Springer som open source og kan downloades kvit og frit her.

Mødet foregår hos CEPOS på Landgreven 3, 3. sal. Du kan tilmelde dig her