Minimumslønninger fører ikke generelt til færre jobs, men…

Af Jonas Herby, den 18. januar 2025. Skriv et svar

I forbindelse med reviewet af vores metastudie, blev vi bedt om at undersøge, om der var selektionsbias i de studier, vi havde identificeret. Altså om der var tegn på, at forskerne bevidst eller ubevidst havde udvalgt de resultater, de af den ene eller anden grund følte mest for.*

I den forbindelse stødte jeg på Stanley and Doucouliagos (2010), som har nedenstående figur, der ret klart viser, at minimumsløn ikke reducerer antallet af jobs. Figuren er et såkaldt “funnel plot”, viser den estimerede effekt på antallet jobs, når der indføres minimumslønninger på X-aksen og præcisionen af disse estimater på på Y-aksen.

Idéen i et “funnel plot” er, at man kan se, om der er selktionsbias i litteraturen – altså om forskerne har tendens til at udvælge bestemte typer af resultater. Og figuren viser, at meget tyder på, at der er selektionsbias i litteraturen om minimumslønninger og jobs. Der er nemlig langt flere estimater på venstre side af tragtens top end på højre side, og det viser, at horskerne har tendens til at offentliggøre resultater, der finder, at minimumslønninger reducerer antallet af jobs.

Forklaringen er muligvis, at de fleste økonomer vil forvente at se netop denne sammenhæng. Og derfor er de tilbøjelige til at fravælge resultater, der viser det modsatte. Det behøver ikke nødvendigvis at være en bevidst handling. Måske overbeviser de blot sig selv om, at det datasæt, de sidder med, ikke er så godt alligevel. Eller at den model, de havde tænkt sig at arbejde ud fra, ikke formår at analysere problemet rigtigt.

Figuren viser også, at hvis vi fokuserer på de estimater, der har en høj grad af præcision (så der er mindre tilfældighed over estimatet, og dermed mindre risiko for, at forskerne – bevidst eller ubevidst- udvælger de resultater, der lever op til deres forventning), så er de centreret omkring nul.

Den samlede litteratur tyder altså – i modsætning til hvad mange økonomer nok vil forvente – på, at minimumslønninger ikke har nogen effekt på antallet af jobs.

Det store men

Men det betyder på ingen måde, at minimumslønninger er en god idé. Det betyder blot, at de utilsigtede (negative) effekter kommer til udtryk på anden vis end gennem færre jobs. Jeg har fx tidligere skrevet om Jha & Rodriguez-Lopez (2021), som viser, at minimumslønninger betyder, at sjove (men lavt betalte) jobs forsvinder og at arbejdstagernes samlede velfærd reduceres. Og et nyt studie viser, at minimumslønninger kan fører til dårligere og mere usikkert arbejdsmiljø (jeg skriver om dette snarest).

I mine øjne er disse nyere studier et godt eksempel på god forskning. Den nul-effekt forskerne som gruppe har fundet på antallet af jobs, har hjulpet andre forskere til at tænke i andre baner. Og det har hjulpet os til bedre at forstå, hvilken effekt minimumslønninger har på samfundet.

* Vi fandt tegn på, at studier, der fandt, at nedlukningerne førte til flere dødsfald, var blevet sorteret fra af forskerne, men der var for få studier til at kunne konkludere på det (“manglen” var ikke signifikant).

Hvorfor vokser Storbritannien så langsomt? (AI edition)

Af Jonas Herby, den 17. januar 2025. Skriv et svar

For nylig postede Christian en video, hvor Tyler Goodspeed redegør for den manglende økonomiske vækst i UK. Videoen var over en time lang, så selvom emnet var interessant, havde jeg svært ved at få tid til at se det.

I stedet blev det til en hurtig AI-løsning. Jeg tog den AI-genererede transkribering fra YouTube og bad ChatGPT om at opsummere præsentationen. Resultatet er nedenfor og tager kun et par minutter at læse. Jeg misser selvfølgelig nogle detaljer mv. Til gengæld sparer jeg over en time, så jeg rent faktisk har tid til at få “set” videoen.

Læs resten →

To artikler om misforstået og skadelig CSR, du skal læse.

Af Otto Brøns-Petersen, den 15. januar 2025. 1 svar

Der var to interessante artikler i pressen i går om “Corporate social responsibility” (CSR) og de skadelige effekter af den “dydssignallering”, som ligger bag.

Læs resten →

Nedlukningerne virkede ikke. Heller ikke i Sverige

Af Jonas Herby, den 15. januar 2025. Skriv et svar

Jeg har netop fået accepteret et studie i Nationaløkonomisk Tidsskrift, hvor jeg viser, at studier af en kontrafaktisk nedlukning i Sverige baseret på den syntetiske kontrolmetode (SCM), er fejlbehæftede. Noget som Bjørnskov tidligere har påpeget.

SCM-studierne estimerer typisk, at en kontrafaktisk nedlukning i Sverige kunne have forhindret omkring 3.000 COVID-19-dødsfald i Sverige (svarende til 1.250-2.500 dødsfald i Danmark). I mit studie kører jeg først det, jeg kalder min ”naïve model”, for Sverige, og jeg får omtrent samme estimat: at en kontrafaktisk nedlukning ville have forhindret ca. 2.300 COVID-19-dødsfald i Sverige. Mit studies bidrag til litteraturen er dog, at dette estimat på ingen måde viser den reelle effekt af en kontrafaktisk nedlukning.

Det unikke i mit studie er nemlig, at læner mig op ad resultaterne fra Björn Thor Arnarson, som jeg tidligere har omtalt her. Björn viser, at regioner med vinterferie i (især) uge 9 i 2020 havde en væsentlig højere spredning af COVID-19 i foråret 2020. Jeg bruger Björns resultater som et instrument til at skabe fire hypotetiske Sveriger baseret på tidspunktet for vinterferien.

Disse fire hypotetiske Sveriger har alle holdt samfundet åbent under pandemien, og hvis nedlukningerne havde en effekt på dødeligheden, burde jeg finde en mærkbar effekt i hvert af de fire lande, når jeg kører dem gennem præcis samme SCM-model.

Men det er her, det bliver interessant. For ud af de fire hypotetiske lande, estimerer jeg kun en effekt i “uge 9-Sverige” – altså den region, hvor vinterferien lå aller mest uheldigt i forhold til at få importeret en masse smitte fra Alperne. I alle de andre hypotetiske Sveriger estimerer jeg stort set ingen effekt, jf. nedenstående figur fra studiet. Det er kun “uge 9-Sverige” (nederst til venstre), hvor jeg estimerer en effekt (de øvrige er insignifikante).

Læs resten →

USA’s forfejlede COVID-19-vaccinepolitik?

Af Jonas Herby, den 14. januar 2025. 3 svar

New York Times bragte i går en artikel om vaccinationstilslutningen blandt børn, som er faldet markant siden COVID-19-pandemien.

Siden pandemien er andelen af børn, der bliver vaccineret mod mæslinger, kighoste og polio faldet fra ca. 95% til 92-93%. Det synes måske af lidt. Og du fristes måske til at råbe “snyd!”, når du ser nærmere på Y-aksen. Men for fx mæslinger, kræver flokimmunitet en tilslutning på mindst 92%.

Og dykker man ned i de enkelte delstater, er tilslutningen i dag langt under 92% flere steder (hvorimod den før pandemien var meget tæt på 92% i næsten alle delstater).

Det er åbenlyst et problem for de børn, der ikke kan tåle vaccinerne og derfor er afhængige af, at alle andre lader sig vaccinere.

Hvorfor er det gået så galt? En oplagt tese er, at det skyldes modstand mod den meget indgribende vaccinepolitik, man førte i USA under COVID-19-pandemien. I Danmark er mange (med rette) sure over, at de blev presset til at tage en vaccine (fordi alternativet – at tage en test meget hyppigt – var meget besværligt). Men det er vand i forhold til den politik, der blev ført mange steder i USA.

En af de mest berømte cases er Dr. Martin Kulldorff, professor ved Harvard University og medforfatter til The Great Barrington Declaration, som blev fyret, fordi han ikke ville lade sig vaccinere. Kulldorff havde allerede haft COVID-19 og var under 60 år. Og i alle andre situationer end under pandemien ville det have betydet, at man ikke ville anbefale ham at bilve vaccineret. Men i pandemiens USA førte hans velfunderede synspunkt alstå til en fyring – og det med opbakning fra myndighederne. Vaccinepolitikken i USA var under pandemien ekstrem (det virker den i øvrigt til lidt at være helt generelt set).

Det er ikke svært at forestille sig, at amerikanerne efter sådan en behandling mister tillid til myndighederne. Og da vaccinationsprogrammet i høj grad er baseret på tillid, vil et flad i tilliden derfor kunne føre til et fald i vaccinetilslutningen.

Der er meget, vi kan og bør kritisere de danske beslutningstagere for under COVID-19. Men uden at det skal blive en undskyldning, er det trods alt værd at minde os selv om, at den behandling, vi danskere fik af beslutningstagerne under pandemien, trods alt var i den meget milde ende set i et internationalt perspektiv.

Hvorfor er alt kriser for regeringen?

Af Christian Bjørnskov, den 13. januar 2025. 2 svar

Mette Frederiksen blev valgt i 2019 og lagde fra starten en meget traditionelt venstre-socialdemokratisk linje. Hendes regering og faktion indenfor partiet definerede sig ganske klart i modsætning til Helle Thorning og Bjarne Corydons strategi få år tidligere, og sigtet var at rykke parti og land til venstre. Få måneder senere, da verden blev ramt af den nye Covid-19-virus fra Kina, fik Frederiksen noget nær sin ønskesituation foræret: Regeringen kunne kopiere Kina, Italien og andre landes drakoniske pandemipolitik og opnå en grad af magt, som ingen bare nogenlunde normal situation ville kunne give den. Krisen var, med andre ord, en gave til en af de mindst demokratisk ‘mindede’ danske politikere i mange år.

Men når en regerings modus operandi bliver, at al politik er lagt an på at løse kriser – virkelige såvel som påståede – skaber det alvorlige problemer. For det første er det en effektiv måde at demontere oppositionen, når man kan overbevise den om, at landet faktisk er i en krise, og alle må rykke sammen. Som læserne kunne se fra 2020 til midten af 2022 var der reelt ingen politisk opposition i Danmark, og Frederiksen-regeringen fik lov til at regere autokratisk.

For det andet er det et stort problem, at når alt er en krise, er al politik også krisepolitik. Som jeg påpegede i Børsen igår, er en del af problemet at “Ser man noget som en krise, kræver det handling nu og her uanset de langsigtede konsekvenser. Krisepolitik indebærer således næsten altid en meget kort tidshorisont.” Mekanismen er simpel og enkel at forstå; Hvis man sætte den på spidsen, er det lange sigt ikke vigtigt, når alternativet til kortsigtet krisepolitik er udryddelse. Kan man overbevise – eller skræmme – nok vælgere til at tro, at en ny virus er en eksistential risiko, kan man få lov til at føre ekstremt kortsigtet, ideologisk politik.

Sidst, men ikke mindst, bliver politik mere kortsigtet jo mere truet, regeringen er, eller jo mere sandsynligt det er, at centrale regeringspersoner snart forlader politik. Begge dele forkorter også regeringers tidshorisont og fører dermed til kortsigtet politik, der måske kan score nogle politiske point nu, men har negative konsekvenser på det lange sigt.

Og spørgsmålet, som lå implicit i min Børsen-klumme og eksplicit her, er om det ikke er en rimelig beskrivelse af de to Frederiksen-regeringer? Det er regeringer, der har talt meget om reformer og store beslutninger, men har gjort forbløffende lidt i den retning – eller i hvert fald forbløffende lidt, der giver nogen som helst mening på langt sigt. Politik i Danmark er, i min mening, endt som et skræmmeeksempel på hvad der sker, når alt i politik kommer til at handle om det korte sigte.

Regulering og skovbrande i Los Angeles

Af Jonas Herby, den 10. januar 2025. 4 svar

De forfærdelige brande i Los Angeles (LA) i Calfornien, USA, har ført til, at tusindvis af mennesker står uden tag over hovedet. Endnu værre er dog, at mange af disse står til at miste alt hvad de havde, fordi de ikke have en brandforsikring.

Nogle danskere tænker måske, at sådan er det jo i USA, hvor man er sin egen lykkes smed og underlagt de vilde markedskræfterne. De har selv valgt ikke at have en forsikring, så lev med det!

Men den opfattelse er forkert. For de manglende forsikringer skyldes ikke boligejernes frie valg på et frit marked. De er konsekvensen af regulering.

I Californien er det nemlig forbudt (eller som minimum meget besværlige) at hæve prisen på brandforsikringer. Og samtidig er risikoen for brande forøget, fordi regulering over tid har gjort det sværere at lave præventive afbrændinger (fx ved at brænde tørt ved i skovbunden, går jeg ud fra).

Forudsigelige konsekvenser

Ifølge californisk lov, skal prisstigninger godkendes politisk (”the Insurance Commissioner must approve a rate applied for by an insurer before its use”) og priserne skal være baseret på historiske data fremfor fremskrivninger. Den form for regulering har meget forudsigelige (og ganske givet også uforudsigelige) konsekvenser.

Når prisstigninger bliver gjort til et politisk spørgsmål, bliver det alt andet lige sværere for virksomhederne at hæve priserne. Det vil før eller siden føre til, at nogle forsikringskunder bliver (stærkt) urentable, og forsikringsselskaberne derfor ikke længere kan og vil forsikre dem. Bor du i et område med relativt høj risiko for brand, kan du altså få svært ved at finde nogen, der vil forsikre dit hus.

Problemet bliver forstærket, når risikoen er stigende, fordi de historiske data ikke afspejler den nuværende risiko. Og som nævnt har risikoen været stigende, fordi det over tid er blevet sværere og sværere at få lov til at foretage forebyggende afbrændinger (inspireret af MarginalRevolution.com opsummerer ChatGPT det fint her).

Konsekvensen af reguleringen har været, at mange husejere har fået opsagt deres brandforsikring.

Mere skadelig regulering

Ovenstående er langt fra den fulde forklaring. Søger man lidt rundt, virker det til, at omfanget af skadelig regulering i Californien på dette område er nærmest uendeligt. Noah Smith skriver bl.a., at reguleringen gør det svært/umuligt for forsikringsselskaberne af videreforsikre sig. Det betyder alt andet lige, at et selskab vil være mere påpasseligt med at have flere kunder i samme område (fordi de kan ende med at skulle erstatte en meget stor andel af deres kunders huse, når et helt område brænder ned). Det øger risikoen for, at selv profitable kunder, får opsagt deres forsikring.

Samtidig har Californien – som jeg forstår dette tweet – pålagt selskaberne at videreforsikre hinanden baseret på deres markedsandel. Men hvis selskaberne ikke kan hæve prisen for at dække denne pålagte risiko, er de nødt til at reducere deres markedsandel, hvilket igen kan føre til, at ellers profitable kunder bliver opsagt.

Regulering er en væsentlig del af problemet

Ovenstående er hvad jeg har kunnet få overblik over indtil nu. Der er sandsynligvis mere. Men det synes klart, at regulering har gjort det præcis modsatte af, hvad politikerne hævder (tænk ”forbrugerbeskyttelse” osv.).

Det er lidt a’la når de københavnske politikere siger, at de vil sikre billige boliger ved at begrænse udbuddet og regulere priserne.

PS: I samme boldgade har vismændene argumenteret for, at prisen på forsikring mod stormflod skal afspejle risikoen. Et forslag Folketinget omgående burde tage til sig.

Martin Paldam: 50 år på Aarhus Universitet

Af Christian Bjørnskov, den 10. januar 2025. Skriv et svar

I eftermiddag, fra 14.15-16, afholder Institut for Økonomi på Aarhus Universitet et lille arrangement i en helt særlig anledning: Martin Paldam, der nu er professor emeritus, har været ansat på instituttet i 50 år. Han har i høj grad efterladt sig en arv i dansk økonomisk forskning, og bliver i en alder af 82 ved med at forske og at udgive artikler.

Uden at ville afsløre alt, der kommer til at blive sagt til arrangementet, er en af Martins særlige bedrifter, at han var blandt de første danske økonomer, der udgav forskning internationalt og på engelsk, som en integreret og almindelig del af sit arbejde. Hans først internationale udgivelse var i 1970 – en artikel i Swedish Journal of Economics med titlen What is known about the housing demand? – og den første udenfor Skandinavien kom i 1979 med en artikel i International Journal of Social Economics. To år senere udkom Martins første artikel i det felt, han skulle komme til at præge mest, med An essay on the rationality of economic policy: The test-case of the electional cycle i Public Choice.

Martin var præsident for the European Public Choice Society 1983-84, og dermed blandt de allerførste i Europa til at arbejde virkeligt seriøst med emnerne i public choice. Han er pudsigt nok i disse dage ved at booke sin rejse til dette års konference i EPCS! Og mens mange af hans kolleger i årevis mente, at det Martin lavede ikke var ‘rigtig økonomi’ eller ‘fint’ – hvordan man end definerer det – er det feltet og instituttet, ikke Martin, der har ændret sig. Det er også svært at påstå, at et økonomiinstituts mest citerede medarbejder ikke beskæftiger sig med rigtig økonomi!

Ifølge Google Scholar er det indtil videre blevet til 15181 citationer til Martins forskning, og antallet bliver ved med at stige med 500-600 om året. Ind imellem forskningen er det også blevet til en masse undervisning og vejledning. Jeg fulgte Martins kursus i udviklingsøkonomi, mens jeg var studerende, hvilket blev min indgang til både public choice og forskning. Han er også en fast gæst, når vores yngre kolleger holder seminarer, og har stadig en særlig evne til at sætte fingeren præcist på det svage punkt, og derefter at hjælpe med at tænke over, hvordan man løser problemet.

Jeg er glad for, at instituttet fejrer Martin Paldams 50 år som underviser, forsker og kollega ved Aarhus Universitet. Martin er ikke blot en af Danmarks mest citerede økonomer, og har ikke blot præget flere vigtige debatter om økonomisk politik. Han er også en ægte vellidt og hyggelig kollega, og det er ikke den mindste grund til at fejre jubilæet idag.

Dansk / baltisk public choice workshop 2025 – præsentationerne

Af Christian Bjørnskov, den 8. januar 2025. Skriv et svar

Den 31. januar og 1. februar afholder vi den årlige danske public choice workshop. Det er den 25. af slagsen, og i år også den første ‘baltiske’ public choice workshop, da vi denne gang skal til Malmø. Det er endda, så vidt jeg kan se, den største vi har afholdt, da der er hele 22 præsentationer på programmet.

Mens programmet ikke er helt på plads, da vi må tage hensyn til flere deltageres ønsker, har vi nu en fuld liste af præsentationer. De bliver fordelt i et program, der kører fredag den 31/1 mellem 11 og 17.30, og lørdag den 1/2 mellem 9 og 11, programmet annonceres som altid her på stedet. Indtil da kan læserne danne sig et overblik over de mange emner til workshoppen. Som altid er alle interesserede velkomne til at komme en hel dag, eller måske bare til en enkelt session. Her er den fulde liste af præsentationer:

Fredrik Andersson (Lund): Arm’s-Length Governance in Cultural Policy and Beyond – Some Comparisons

Christine Terjesdotter Bangum, Benny Geys and Rune Sørensen (BI Norwegian Business School): Universalism over the Life Cycle

Ingemar Bengtsson (Lund): Green Inside Activism in Forestry and Possible Reallocation of Value – A Conceptual Analysis

Andreas Bergh (Lund): Does Capital Income Increase Inequality also in the Long Run?

Niclas Berggren (IFN), Erik Enger Karlson (IFN), and Elis Hodzic (VSE): Trust and Income among Immigrants in Europe

Christian Bjørnskov (Aarhus): Was National Sovereignty a Profitable Decision? Exploring Economic Growth after Decolonisation

Otto Brøns-Petersen (Cepos): Fiscal Externalities and Institutional Drift in the EU, Informed by Public Choice

Jesper Deding and Karsten Bo Larsen (Cepos): Improving Quality in Early Childhood Education Through Minimum Staffing Ratios – Politics, Science or Politically Influenced Science? A Meta-Systematic Literature Review Comparing Danish and International Research Literature

Andreas Ek (Lund): Assessing Market-Level Discrimination of Immigrants

Lasse Eskildsen (SDU): How do Social Media Differ from Classical Media in their Relationship to Terrorism?

Jan Fałkowski (Warsaw): But Don’t Play with Me `Cause You’re Playing with a Farmer. Electoral Consequences of Animal Welfare Proposals

Jerg Gutmann (Hamburg) and Christian Bjørnskov (Aarhus): Coups and Constitutional Compliance

Åsa Hanson (Lund): Is a Highly Decentralized Government Sustainable in a Digitalized and Global World?

Adrian Mehic (Lund): Consent-Based Laws and Aggregate Fertility

Lucas Henriksson (Lund): The declining effect of European cigarette taxation on youth smoking

Nicola Maaser (Aarhus): Turned Off by Boundary Reform

Katarzyna Metelska-Szaniawska (Warsaw): Economic Consequences of Non-Compliance with Constitutions – the Post-Socialist “Illiberal Democracy” Perspective

Martin Paldam (Aarhus): The OPEC/MENA/Arab Nexus and the Missing Democratic Transition

Tim Schnelle (Hamburg): Crafting Compliance: The Role of Inclusion and Participation in the Constitution-Making Process

Charlotta Stern and Martin Björklund (Ratio): Separate but Equal? Understanding the Persistence of Class Segregation in the Swedish Labor Market

Rasmus Wiese (Groningen), Jan-Egbert Sturm (KOF) and Jakob de Haan (Groningen): The Impact of Structural Reforms on the Labour Income Share: New International Evidence

Lasse Aaskoven (SDU), Adam Scharpf (Københavns Universitet) and Christian Gläsel (Hertie School of Governance): Occupation and Collaboration: Evidence from Danish Officers in Nazi Germany’s Military Service

Hvorfor vokser Storbritannien så langsomt?

Af Christian Bjørnskov, den 6. januar 2025. Skriv et svar

Et par uger før jul deltog jeg i et debatarrangement i London, organiseret af the Institute of Economic Affairs. Oplægsholderen var Tyler Goodspeed, der siden 2023 har været cheføkonom for ExxonMobil og i 2020-21 var medlem af den amerikanske præsidents Council of Economic Advisers; fra juni 2020 til januar 2021 var han fungerende formand. Tylers oplæg handlede om, hvorfor Storbritannien vokser så langsomt, og helt særligt hvorfor væksten har været anæmisk siden 2008.

Efter oplægget havde jeg fornøjelsen, sammen med IEAs egen Kristian Niemitz, at kommentere på Tylers oplæg og deltage i den efterfølgende debat. Vi kom også kort ind på, i hvilket omfang Danmark og andre lande lider under samme problemer som briterne, og hvad man måske kan gøre. Hele arrangementet var en stor fornøjelse, ikke mindst fordi der også var mulighed for at tale med nogle af de knap 100 tilhørere og deltagere. Det hele er varmt anbefalet!

Min samtale med Jay Bhattacharya

Af Jonas Herby, den 3. januar 2025. 2 svar

Jay Bhattacharya blev i slutningen af 2020 verdenskendt som en af tre medforfattere til The Great Barrington Declaration, der bl.a. opfordrede til fokuseret beskyttelse af udsatte grupper frem for generelle nedlukninger under COVID-19-pandemien. I december 2022 afslørede de såkaldte “Twitter Files,” at Bhattacharya var blevet censureret på Twitter. For nylig blev han udpeget af Præsident Trump til at blive næste direktør for National Institutes of Health.

Derfor var det også en stor fornøjelse at få lov til at tale med ham i mere end 1½ time i starten af november i podcasten ”Science from the Fringe”. Vi kom vidt omkring, og jeg benyttede bl.a. lejligheden til (igan) at forklare, at årsagen til, at mange litteraturstudier mv. konkluderer, at nedlukningerne var effektive, er, at de 1) forveksler statistisk signifikant med ”stor effekt”, og 2) ikke adskiller effekten af nedlukningerne fra effekten af den frivillige adfærd.

De svarer kort og godt ikke på, hvor effektive nedlukningerne var, til at reducere antallet af COVID-19-dødsfald. Det gør vores metastudie til gengæld, og Bhattacharya og jeg kommer godt omkring selve studiet og alt det uden om.

I kan se hele samtalen her eller lytte med i podcasten.

PS: Mange skriver her omkring nytår om årets højdepunkter. For mig var det absolutte (professionelle) højdepunkt ubetinget, at vores metastudie af effekterne af nedlukningerne blev accepteret i tidsskriftet Public Choice. Det var en lang, sej og grundig proces, hvor enhver tænkelig svaghed ved vores studie er blevet undersøgt til bunds. Jeg er bl.a. ret tilfreds med, at meget klart får vist, at vores beslutning om at udelade studier baseret på meget få observationer (herunder studier baseret på den syntetiske kontrolmetode), var en særdeles fornuftig beslutning. Læs mere her.

Selvmord i Danmark i 122 år

Af Christian Bjørnskov, den 1. januar 2025. 2 svar

Som nogle læsere ved, har jeg de sidste ti år holdt mange foredrag om moderne lykkeforskning: Hvad ved man om folks lykke og tilfredshed med deres liv, hvordan ved vi det, og hvorfor er Danmark blandt de lykkeligste lande i verden. Næsten hver gang jeg holder et af foredragene, sidder der en i publikum med en umiddelbart alvorligt indvending: Hvordan kan det passe, at danskerne er så lykkelige, når vi har så mange selvmord? Og hver gang må jeg forklare, at den danske selvmordsrate slet ikke er høj – det var den engang, og danske journalister, der skriver om emnet, har ganske enkelt ikke opdaget udviklingen.

Hvordan ser udviklingen så faktisk ud? Det illustrerer vi i figuren nedenfor, der plotter selvmordsraten per million indbyggere fra 1901 til 2022; data er fra Danmarks Statistiks Statistisk Årbog fra 1902 og frem, og fra Statistikbanken. Tre forhold er meget klare.

For det første stiger selvmordsraten næsten eksplosivt fra midten af 1960erne til 1980: I midt-60erne ligger raten omkring 190 dødsfald per million, mens den topper i 1980 på 316! Det er er niveau, der cirka svarer til Rusland idag, og derfor også det niveau, mange ‘husker’ og tror er det samme som idag. Men det andet forhold, der er så slående, er det ekstremt store fald siden da. Selvmordsraten i Danmark er reduceret til en tredjedel af hvad den var i slutningen af de elendige 1970ere.

Det sidste klart synlige forhold er glemt idag. Fra 1920 til udbruddet af anden verdenskrig steg selvmordsraten i Danmark ganske markant. Det var – bortset fra Depressionen – en tid, hvor det gik økonomisk godt og Danmark blev blandt verdens fem rigeste samfund. Og alligevel begik flere mennesker selvmord. Ser man på tværs af de 122 år, er det faktisk forbløffende at se, at selvmordsraten falder, når det går økonomisk ringe, og stiger i gode år. Den opfører sig således ikke særligt intuitivt.

Overordnet er pointen med årets første blogpost således at udrydde en myte, der findes blandt mange danskere, og endda blandt danske journalister. Danmarks selvmordsrate er ikke særligt høj. Ifølge WHO-tal ligger vi endda lidt under midten af de 183 samfund, der er data på. Myten skyldes helt tydeligt, at da 1968-generationen blev voksne, voksede selvmordsraten voldsomt. Da de blev ældre faldt den igen. Der er derfor intet mystisk i, at Danmark har så tilfredse borgere – vi slår ikke længere os selv ihjel som vores forældres og bedsteforældres generationer gjorde.

Julen er læsningens fest

Af Christian Bjørnskov, den 27. december 2024. Skriv et svar

For de fleste er julen en festtid, hvor man ser familie og venner – det der ofte omtales som hjerternes fest. Men for mange af os er julen også læsningens fest: En kort periode, hvor der er tid og ro til at få læst noget af det, man ikke liiiige fik læst i løbet af efteråret. Det gælder i hvert fald undertegnede, der kommer til at bruge tid indtil starten af januar på at få lystlæst en række bøger. Her er derfor tre anbefalinger ud af de mange, vi kunne være kommet med.

Fra højre mod venstre ligger allerførst Alex Salter og Andy Youngs meget spændende The Medieval Constitution of Liberty: Political Foundations of Liberalism in the West fra sidste år. Forfatterne fra Texas Tech peger her på udviklingen gennem middelalderen af de facto forfatningsordner i det Hellige Romerrige, der skabte en status af politiske ejendomsrettigheder, der medførte det de kalder “polycentric sovereignty.” Argumentet er, at det var denne status der også lagde grundene til klassisk liberal tænkning – ikke mindst forfatningstænkning – i Vesteuropa. Bogen er historisk forfatningsøkonomi fra øverste skuffe.

I midten ligger det meget længe ventede tredje bind af NAM Rodgers historie for den engelske flåde, the Royal Navy. Under titlen The Price of Victory skildrer en af verdens førende forskere på sit område verdens måske mest formidable militærstyrkes historie fra slutningen af Napoleonskrigene i 1815 til slutningen af anden verdenskrig i 1945. The Royal Navy bekæmpede i perioden slavehandlen (med danskerne som eneste egentlige allierede i de første mange år), forsvarede det britiske imperium på godt og ondt, og endte med at være en grundpille i forsvaret et frihed i anden verdenskrig. Jeg har læst de første to bind for nogle år siden og var decideret tryllebundet af både historiefortællingen og måden, Rodger kan perspektivere til alt muligt andet på samme tid. De to første kapitler af sidste bind har foreløbig gjort det samme.

Sidst, men slet ikke mindst, ligger PG Wodehouses klassiker Summer Lightning fra 1929 på bordet. Jeg kan ikke påstå, at der er store økonomiske indsigter eller klassisk liberale tanker i bogen, men den hører alligevel hjemme i dagens post. Nogle gange skal man læse for den rene fornøjelses skyld, og det er en af de store fornøjelser at læse om, hvordan jarlen af Emsworths præmiegris forsvinder, hvad der sker med hans brors skandalememoirer, og om hans tåbelige nevø får sin udkomne på trods af alt. Vi har alle svagheder, vi forfalder til i stedet for det seriøse arbejde, men man kan have værre svagheder end PG Wodehouse.

Hermed en opfordring til at læse – for oplysningens, for indsigtens og for fornøjelsens skyld. Mens undervisere på landets universiteter kan fortælle om de studerendes stærkt svækkede læsefærdigheder, behøver det samme på ingen måde at være tilfældet hos punditokraternes læsere. God fornøjelse!

Glædelig jul fra Punditokraterne

Af Christian Bjørnskov, den 24. december 2024. 2 svar

2024 var på mange måder et godt år for punditokraterne. Selvom vi havde færre besøg end de senere år – vi ender sandsynligvis lige i underkanten af 50.000 i år – skete det på baggrund af et helt usædvanligt slapt år i de danske medier. Der var ellers masser af ting at kritisere i dansk politik, der svinger mellem blatante forsøg på at købe vælgere til eksempler på dyb og pinlig inkompetence. Men der skete forbløffende lidt i dansk politik, når man kigger selv i stedet for at høre på, hvad politikerne i Folketinget påstår. Vi forsøgte at sætte lys på nogle af disse emner.

Vores mest besøgte post i år var Hvad sker der med dansk dødelighed? fra midten af januar. Vi pegede her på det faktum, at dansk overdødelighed var meget høj i 2022-23 – vel at mærke, når man ikke som SSI sammenligner med 2010, der var et hårdt influenzaaår. Mange af jer læste og kommenterede på den, men selve historien var deer ingen interesse for i mainstream media. På sin vis var netop den historie derfor et godt eksempel på, hvorfor der stadig er behov for blogs (og Substacks) som supplement og korrektiv til de danske konsensusmedier.

Andre poster, der genererede mange bsøg i 2024 var Ottos diskussoin af Hvor stærk er Rusland i forhold til Ukraine – og til EU? fra januar 2022, hvor han skrev hvordan “De sorte skyer trækker sig sammen over Ukraine, som trues af en russisk invasion.” Otto gav før invasionen en solid dosis information, om hvor svagt Rusland egentlig er, hvilket skulle vise sig meget tydeligt de kommende år. Ellers undrer vi os endnu engang over, at min gamle post fra 2013 om Sundhed i 100 år målt på højde stadig genererer en masse besøg. Hvis der skulle sidde læsere, der har en idé om hvorfor det er, hører vi gerne!

Mest af alt var det året, hvor punditokraterne også fik udgivet forskning. Jonas Herbys metaanalyse af nedlukningseffektivitet blev voldsomt kritiseret i 2022 – Jonas skrev i januar 2022 en post med svar på de mest almindelige angreb – og på samme måde modtog jeg en masse mærkelig kritik af mit studie. Begge studier startede her på bloggen med vores undren over, hvorfor epidemiologer påstod at nedlukningerne virkede, mens data meget tydeligt fortalte en anden historie. En af de mest positive historier på bloggen i år var derfor, at Herby, Jonung og Hankes Were COVID-19 lockdowns worth it? A meta-analysis blev accepteret til udgivelse i det prestigiøse tidsskrift Public Choice.

For os var det en understregning af, at der er faglige muskler bag vores blog, og vi håber inderligt, at det er noget vores læsere værdsætter. Det er værd at huske, at Jonas studie ikke er den første publicerede artikel, der er startet som en post på punditokraterne – og som har haft gavn af læsernes kommentarer og input! Vi modtager meget gerne både kritik og forslag til nye emner, og nye syn på gamle emner. Det gælder ikke mindst fordi vi også har indsigtfulde og interesserede læsere. Og vi håber meget, at de alle og flere til bliver ved med at følge punditokraterne i 2025. For i sidste ende er formålet med dagens post simpelthen af ønske alle punditokraternes læsere

Glædelig Jul og Godt Nytår.

Hvordan påvirker demokrati terrorismetrusler?

Af Christian Bjørnskov, den 21. december 2024. Skriv et svar

I samfundsforskningen har der de senere år været en diskussion om, hvorvidt demokrati forhindrer eller decideret tiltrækker terrorisme. Den amerikanske politolog Erica Chenoweth har gjort sig til talsmand for, at terrorisme er et specifikt demokratisk fænomen, mens andre fremtrædende forskere som Todd Sandler og Khusrav Gaibulloev har fremhævet, at langt det meste terrorisme sker i såkaldte ‘anokratier’ – en gruppe autokratier, der har flerpartivalg, men ikke demokrati. Men meget få studier har set på, hvad det mere specifikt er, der kunne gøre demokratier mere resiliente overfor terrorisme. Det er netop dét, Lasse S. Eskildsen og jeg ser på i et nyt studie, der nu er under udgivelse (og tilgængelig online) i Constitutional Political Economy.

I studiet med titlen Does the Electoral Process Cause less Terrorism? undersøger vi, hvilke elementer af en demokratisk proces, der påvirker hvor meget terrorisme et land udsættes for. Som vi opsummerer i artiklen, har forskningen argumenteret for tre forskellige slags mekanismer: “(1) that a multi-party electoral process allows citizens to peacefully change the social and political conditions of society; (2) that the process allows more groups to participate in the political process such that a larger and more diverse share of the population has a formally democratic voice; and (3) that their democratic participation makes it more difficult for terrorist groups to recruit new members.”

I en empirisk undersøgelse på tværs af 76 lande mellem 1970 og 2016 finder vi, at jo højere valgdeltagelsen er ved nationale valg, jo mindre er terrorrisikoen. Vi finder også, at ideologisk diversitet – dvs. at der er større forskel på højre og venstre, og at folk stemmer mere forskelligt – også er forbundet med mindre terrorisme i demokratier. Vi finder dog også, at ideologisk diversitet ser ud til at føre til flere år med terrorisme i autokratier. Begge typer effekter peger i retning af, at jo mere inklusive valgene er, og jo mere demokratisk legitimt styret er, jo mindre terrorisme oplever borgerne.

Der er to bemærkelsesværdige elementer ved vores nye artikel. Det første er fundet, at ideologisk diversitet er kausalt forbundet med mindre terrorisme. Mange politikere og politiske kommentatorer har set den voksende ideologiske uenighed i mange vestlige samfund som et problematisk fænomen, men vi finder faktisk, at det er en demokratisk fordel at folk fredeligt og demokratisk kan være stærkt uenige. Måske skulle hele debatten om demokratisk uenighed, yderfløje og det, midterpolitikere nogle gange betegner som ‘moderat’ eller ‘rationel’ politik, genovervejes?

Det andet element er min medforfatter, Lasse Eskildsen. Lasse starter efter nytår som PhD-studerende i statskundskab på Syddansk Universitet i Odense. Hvor mange helt nye PhD-studerende i samfundsvidenskaberne kender I, som allerede har tre artikler udgivet før de begynder på studiet?

Er Temu virkelig et problem for forbrugerne?

Af Jonas Herby, den 19. december 2024. 1 svar

Er Temu virkelig et problem for forbrugerne? Det er spørgsmålet i min seneste klumme i Finans. Både politikere, erhvervsliv og organisationer, der angiveligt varetager forbrugernes interesse, har ytret ønske om at stramme reglerne. Forbrugerrådet TÆNK er gået så langt, at de har foreslået, at myndighederne overvejer at lukke for danskernes adgang til TEMU.

Ingen stiller det i mine øjne ret åbenlyse spørgsmål: Hvorfor kaster danske forbrugere deres kærlighed på platforme, der omgår de regler, der angiveligt er indført for forbrugernes skyld?

Et muligt svar, som vi ikke kan affeje uden videre, er, at reglerne ikke gavner forbrugerne. Man kan komme på mange situationer, hvor danskere med en stram økonomi kan have gavn af at købe et produkt til en tiendedel af prisen, selvom de så mister garantien for, at produktet lever op til de mange regler. Halloween-kostumet skal måske kun bruges én gang og uden på overtøjet. Og så kan en enlig mor måske finde bedre ting at bruge prisforskellen på 200 kr. til?

Et modargument er, at mennesker ikke er 100% rationelle. Og det er muligvis rigtigt. Men det gælder jo så også (især) de politikere og embedsmænd, der indfører reglerne.

Læs resten →

Draghi-rapporten og en politikers logik

Af Otto Brøns-Petersen, den 17. december 2024. Skriv et svar

I den uforlignelige TV-serie “Yes, Minister” gengiver departementschef Sir Humphrey en politikers logik: “Noget må gøres. Dette er noget. Derfor må det gøres”.

Man kommer uvilkårligt til at tænke episoden, når man følger debatten om Europas problemer, bl.a. den såkaldte Draghi-rapport. Draghi har ret i sin grundlæggende diagnose: at EU har en stor vækst- og produktivitetsudfordring. Men deraf følger ikke, at de løsningsforslag, han fremsætter, vil gøre problemerne mindre. De er tværtimod noget af en blandet landhandel.

Læs resten →

Tak til AE – I har ret

Af Christian Bjørnskov, den 16. december 2024. Skriv et svar

Det er ikke tit, at vi er enige med Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, og endnu sjældnere, at der er grund til at rose dem. Men det er der faktisk idag, hvor AE’s direktør Lars Andersen skriver i Berlingske, at “Høj produktivitet sikrer høj velstand.” I en ny analyse viser hans medarbejdere, at af den 125 procent store tilvækst i bruttofaktorindkomsten (et mål meget tæt på BNP) siden 1980, er de 100 procent kommet fra øget produktivitet, mens den resterende femtedel kan skyldes arbejdsudbudseffekter. Som vi også har skrevet om flere gange her på stedet – se f.eks. vores “Produktivitet er (næsten) alt” fra i sommers – trumfer produktivitetsfremskridt alt andet på langt sigt.

Det er godt at se, at AE nu er med på den faglige vogn, og ikke mindst at de noterer det præcist samme, som vi her på stedet har beklaget: At “Produktivitet fylder ikke meget på Christiansborg”, som Andersen pointerer. Man kan være uenig i hans vurdering af, hvor vigtige investeringer i uddannelse er, ligesom AE nok også overvurderer betydningen af almindelige erhvervsinvesteringer. Men Andersen og hans hold skal have tak for ikke blot at pointere, at produktivitet er den altoverskyggende kilde til langsigtet velstand, men også at de slutter sig til stemmer som vores på den anden politisk fløj, i at forsøge at råbe Christiansborg op. Hvordan man så opnår permanent hurtigere produktivitetsvækst kan vi så have en informeret, faglig debat om bagefter.

Mere om Hayek

Af Christian Bjørnskov, den 12. december 2024. Skriv et svar

I tirsdags var det 50-årsdagen for Friedrich Hayeks Nobelpris i økonomi. I den anledning har to organisationer hver lavet en kort præsentation af manden og hans tanker. Den ene er fra Jonathan Fortier og hans kolleger hos Libertarianism.org og the Cato Institute, som bruger 21 minutter med Donald Boudreaxu, Bruce Caldwell og Deirdre McCloskey på at forklare den historiske baggrund og Hayeks tanker. Den anden er en 12-minutter lang slags Q&A om Hayek med Kristian Niemitz fra the Institute of Economic Affairs i London. Begge er varmt anbefalede for alle, der har appetit på at lære mere om en af de vigtigste økonomer i det 20. århundrede,

Hayeks Nobelpris 50 år efter

Af Christian Bjørnskov, den 10. december 2024. Skriv et svar

Idag er dagen hvor Nobelpriserne officielt uddeles. Det er således ogå præcist 50 år siden, at F.A. Hayek fik sin Nobelpris, som han delte med svenskeren Gunnar Myrdal for “for their pioneering work in the theory of money and economic fluctuations and for their penetrating analysis of the interdependence of economic, social and institutional phenomena.” Det er dermed også 50 år siden, at adskillige forskere klagede over Hayeks pris, og argumenterede for at den var politisk motiveret. Eftertiden har vist, hvor forkert det var.

Idag bør man alligevel fejre Hayeks Nobelpris og undre sig over klagerne. I 2011 kårede toptidsskriftet American Economic Review for eksempel de 20 mest indflydelsesrige artikler, det havde publiceret i dets første 100 år. Hayeks 1945-artikel The Use of Knowledge in Society var helt ukontroversielt blandt de 20. Det samme er reflekteret på Google Scholar, der pt. finder 23895 citationer af artiklen, 14795 citationer af Law, Legislation and Liberty, og cirka lige så mange af The Constitution of Liberty. Hayeks Use of Knowledge artikel er citeret langt over 4000 gange de sidste fem år alene, mens alt Gunnar Myrdal skrev, er citeret omtrent 35 gange. Myrdal er næsten totalt glemt idag, og hans arbejde er svært at tage særligt alvorligt som forskning idag. Hayek, derimod, er stadig ekstremt relevant i så forskellige felter som monopol- og konkurrencelovgivning, iværksætterstudier, og vores forståelse af vækst. og innovationsprocesser.

Det gjaldt ikke mindst i 2020-22, da nedlukningerne i den vestlig verden i høj grad hvilede på det, Hayek i sin Nobelforelæsning kaldte “The Pretence of Knowledge”. Hayeks penetrerende analyse af, hvad der sker når man gør som om man har viden og forståelse af komplekse fænomener, er absolut værd at mindes om igen. Hele den korte forelæsning kan læses her, og er meget varmt anbefalet. Der er mange værre måder at bruge 20 minutter på en decemberaften!

Opdatering: The Institute of Economic Affairs i London har udgivet et lille jubilæumsskrift med Hayeks Nobelforelæsning og nyskrevne betragtninger fra Peter Boettke, Donald Boudreaux, og Bruce Caldwell. Hele publikationen kan hentes gratis her.