Af Christian Bjørnskov, den 10. september 2024. 4 svar
Vi har adskillige gange understreget, hvor vigtig produktivitet er her på stedet. For et par uger siden understregede vi, at danskerne slet ikke var blevet rigere de sidste 25 år uden produktivitetsfremskridt. Man kan således godt glemme hele diskussionen om arbejdsudbud og beskæftigelsesfrekvens, hvis man er interesseret i det langt sigt.
Det er derfor bekymrende, at produktivitetsudviklingen så tydeligt er bremset ned de sidste cirka 20 år. Figuren nedenfor viser udviklingen i BNP per indbygger i Danmark siden 1960. Fra 1960 til 1981 steg produktiviteten – målt på værdiskabelse per arbejdstime – med cirka 3,6 % om året. Fra 1982 til 2005, dvs. den store reformperiode i dansk politik, steg produktiviteten lige godt 2 % om året. Men i perioden 1982-2019 faldt produktivitetsvæksten til 1,3 % (1,4 % 1982-2022). Hvad skete der?
Opbremsningen i produktivitet skete i mange vestlige lande i de sidste 20 år, og er ikke specifik for Danmark. Forleden udkom en EU-rapport, der var forsinket flere gange, som konkluderede, at Europa har et massivt konkurrenceevneproblem lige præcis fordi Vesteuropas produktivitet bevæger sig fremad med sneglefart.
Pointen idag er at understrege, hvor vigtigt problemet er. Forestiller man sig, at produktivitetsvæksten var fortsat i samme tempo, som den havde i Danmark 1982-2005, ville hver dansker – ung som gammel – alt andet lige have været omtrent 45.000 kroner rigere i gennemsnit. Det betyder, at en såkaldt standard LO-familie ville have haft en årlig indkomst, der var meget cirka 75.000 kroner højere før skat. Som vi skrev forleden, er produktivitet så meget vigtigere end alt muligt andet på langt sigt, at det er svært at forstå hvorfor danskerne ikke interesserer sig mere for problemet.
Hvordan ville den politiske debat se ud, hvis alle fortalere for en stor stat altid uden undtagelse skulle fortælle den fulde sandhed med alle nuancer?
If proponents of big government had to speak the plain unvarnished undemagogic truth at all times, the case for their favorite policies would be uninspiring at best.
Imagine trying to sell the minimum wage with, “We can raise hourly pay by 10% while cutting employment by 5%. A modest net gain for workers despite those who suffer as a result.”
Or imagine a world where every politician was limited to ONE “top priority.” Once he says, “Fighting poverty is our top priority,” the most he can say about terrorism is, “Fighting it is our second-highest priority.”
Or imagine trying to launch a war of choice with, “There’s a 30% chance we’ll make things better, 50% chance they stay the same, and a 20% chance we’ll make things worse. I like those odds.”
Bare forstil jer, hvor meget det ville påvirke debatten om fx pensionsalderen, hvis fortalerne for tidligere pensionsalder, hver gang de åbnede munden, skulle understrege, at man selvfølgelig til en hver tid selv bestemmer, hvornår man går på pension, og at diskussionen alene er et spørgsmål om, hvornår andre (aka skatteborgerne) skulle betale for ens pensionisttilværelse…
Af Christian Bjørnskov, den 3. september 2024. Skriv et svar
Der findes efterhånden en hel litteratur, der konkluderer at lande med en længere historie som etableret stat – steder som Japan, Danmark, og Storbritannien – er rigere fordi de har bedre institutioner. Denne forskning peger på, at jo ældre en stat er, jo bedre er den helt generelt til for eksempel at indkræve skat, håndhæve private kontrakter, og producere offentlige goder som forsvar, infrastruktur og uddannelse. Indsigten er vigtig, fordi den giver en forklaring på, hvorfor steder som Zimbabwe, Papua Ny Guinea, eller Mali fungerer så meget dårligere. Men hvor meget af det skyldes at staten er bedre, og hvor meget er en anden historie? Det giver M. Scott King og Claudia Williamson Kramer et nyt bud på i en artikel, der er på vej ud i Public Choice.
I artiklen med titlen “State antiquity and economic progress: cause or consequence?” peger King og Kramer på et umiddelbart indlysende metodisk problem: Er det statens alder, er påvirker velstanden, eller er der måske en eller flere underliggende faktorer, der både gør lande rigere og hjælper dem med at overleve som nationer?
Det er det argument, King og Kramer fokuserer på: At private løsninger hjalp lande med at blive rigere og velfungerende, og senere indebar at staten og den offentlige sektor også fungerede bedre. I en dansk sammenhæng er der adskillige eksempler på, hvordan private løsninger – enten markedsløsninger eller civilsamfundet – endte med at blive koopteret af staten. Det er for eksempel værd at understrege, at hele dagpengesystemet startede som forsikring mod indkomsttab ved arbejdsløshed, nogle gange kørt af fagbevægelsen, som man individuelt betalte til. Man kan også minde sig selv om, at selv før rytterskolerne og mens undervisningspligten blev fastsat ved lov af Christian VI i 1739, var skolerne drevet af sognet eller fælles som en civilsamfundsopgave, og typisk ikke af staten. Skolekommissionerne førte først opsyn fra 1814.
King og Kramers indsigt er vigtig for at forstå, hvor nogle landes gode institutioner kommer fra, og dermed også hvad man måske kan gøre – om noget – i lande med dårlige institutioner. Den er også en fin påmindelse om, at meget af det, der idag kendetegner de nordiske lande og ligge bag deres succes, ikke startede som statslige løsninger designet af kompetente politikere, men private løsninger på offentlige problemer.
Af Christian Bjørnskov, den 2. september 2024. 1 svar
I denne uge kom det frem i medierne, at regeringen nægter at offentliggøre Finansministeriets beregninger af det såkaldt ‘frie råderum’. Begrebet dækker over ministeriets beregning af, hvor mange midler der kan bruges på nye politiske initiativer frem mod 2030, uden at der er behov for anden ekstra finansiering. Der er således tale om et absolut centralt begreb i diskussioner om beskatning og de offentlig udgifter, og om i hvilken grad regeringen og Folketinget opfører sig økonomisk ansvarlig og finansielet bæredygtigt. Regeringen kender naturligvis til enhver tid ministeriets bedste bud på det frie råderum, men som flere ordførere fra oppositionen understreger, er det ekstremt skævt og udemokratisk, at de nægtes adgang til så vigtig en information i politiske diskussioner. Oppositionen bliver basalt set tvunget til at fægte med en klap for det ene øje.
Manglen på information er ikke blot et alvorligt demokratisk problem, men også på mange måder et brud på dansk tradition for gennemsigtighed. Traditionen blev grundlagt i 1830erne, da Danmarks første demokratisk valg var sket: Valgene i 1834 til de fire stænderforsamlinger i Roskilde, Viborg, Slesvig og Itzehoe (der dog kun omfattede mænd over 35 med en vis ejendom). På det tidspunkt var statens udgifter og indtægter hemmelige, endda for de danskere, der var blevet valgt til de nye og udelukkende rådgivende forsamlinger. Alligevel begyndte de folkevalgte at presse på for at få konkret information om statens regnskab, og ikke mindst statens gæld.
Stænderforsamlingernes pres og kritik betød, at regeringen offentliggjorde et regnskab over de offentlige udgifter i Kollegialtidende den 30. december 1837 (læs her). Fra 1838 var statens budget offentligt tilgængeligt, så alle – stænderforsamlinger som almindelige borgere – kunne læse, hvad den danske stat brugte penge på og hvordan udgifterne blev finansieret, og kritisere det. De kunne dermed – i princippet – også beregne datidens parallel til det, vi idag kalder det frie råderum.
At regeringen forhindrer oppositionen i at have fuld information om, hvordan den umiddelbare fremtid for dansk økonomi og de statslige finansier ser ud, er med andre ord ikke blot et stort demokratisk problem. Det er måske ikke en overraskelse fra en regering, der ikke ligefrem oser af respekt for demokratisk proces, og hvis statsminister helt åbenlyst var ligeglad i 2020. Det er, som vi peger på her, et brud på en over 180-år gammel dansk demokratisk tradition for transparens og klar information om, hvad staten laver. Det er en skændsel.
Af Christian Bjørnskov, den 29. august 2024. 5 svar
For 2½ år siden skrev vi her på stedet om programmet til den danske public choice workshop, der lod sig gøre igen efter nedlukningerne. En af præsentationerne i februar 2022 var nyt arbejde om økonomisk vækst under socialisme, udarbejdet af Andreas Bergh (Lund), Luděk Kouba (Mendel) og undertegnede. Papiret er nu endelig ude som working paper ved IFN med titlen “The Growth Consequences of Socialism.”
Andreas, Luděk og jeg ser i papiret på, hvad der skete med 22 udviklings- og mellemindkomstlande de havde perioder med fuld socialismee fra sidst i 1950erne til nu. Det nye i vores arbejde er dermed, at vi ikke er primært interesserede i økonomisk udvikling i Central- og Østeuropa og i det sovjetiske Kaukasus, men i de udviklingslande, der valgte den sovjetiske/cubanske/kinesiske vej. Mange udviklingslandes politikere var stærkt påvirkede af både politiske og akademiske idéer, da deres lande blev uafhængige fra slutningen af 1950erne og frem. Meget vestlig akademisk tænkning var på det tidspunkt domineret af socialistiske og marxistiske idéer, hvilket endda spredte sig til nationaløkonomi, hvor en række topøkonomer vitterligt troede på, at Sovjetunionen voksede meget hurtigere end Vesten.
Eftertiden har vist, at skeptiske stemmer som Warren Nutter og Walt W. Rostow havde ret i, at man ikke skulle tro på officiel statistik fra socialistiske diktaturer. Som joken blandt økonomer blev, var det mærkeligt at Sovjetunionen havde højere vækstrater end Finland i alle år fra 1930erne 1990, men finnerne var tre gange så rige da man kom til 1990. Vi viser i det nye papir, at den udvikling er et generelt træk ved lande, der bliver fuldt socialistiske gennem politik, der nationaliserer produktionsmidlerne.
Grafen nedenfor illustrerer forsigtigt den typiske udvikling i et udviklingsland, der bliver socialistisk. Som den fuldt optrukne linje viser, havde de 22 lande i gennemsnit 95 % af deres nabolandes levestandard året før de fik en socialistisk politik. Efter otte års socialisme var levestandarden faldet til 79 % af naboernes. Vores mere omhyggelige estimater peger på, at det typiske socialistiske udviklingslande havde 2-2½ procentpoint lavere vækst end sammenlignelige, ikke-socialistiske lande. Når man tager hensyn til, at gennemsnitsvæksten for disse lande var et stykke under 2 %, indebærer vores estimater at de socialistiske oplevede negativ vækst. Når vi dykker længere ned i data, peger de på at effekten – ikke overraskende – kommer fra negativ produktivitetsudvikling.
I lyset af vores undersøgelse, og af almindelig erfaring, er det utroligt at der stadig findes begavede mennesker, som mener at socialisme er den rigtige vej frem, og som stadig hylder Venezuela og Cuba. Som økonom kan man uden problemer se ‘ind bag’ tallene, og se de enorme menneskelige tab og lidelse, der følger med socialisme. Som Kristian Niemitz skrev i sin fine bog om emnet, er socialisme en fejlet idé, er ikke vil dø. Hvorfor ikke?
Af Christian Bjørnskov, den 26. august 2024. 1 svar
Nobelpristageren Paul Krugman sagde engang, at “Produktivitet er ikke alt, men i det lange løb er det næsten alt.” Jeg blev mindet om citatet i sommers, da jeg skrev min klumme til Børsen. Under overskriften “Mere arbejde og højere skat løser ikke velfærdsstatens problemer – det kræver noget helt tredje” pegede jeg på, at en lille forøgelse af den årlige produktivitetsvækst vil løse de finansieringsproblemer, som velfærdsstaten har. Det er derfor mærkeligt, at politikere og meningsdannere skændes om, om man skal hæve skatten eller tvinge danskerne til at arbejde mere.
For at hamre pointen hjem, illustrerer vi nedenfor hvor vigtige tre forskellige forhold er: 1) Arbejdsmarkedsdeltagelse, dvs. hvor mange der er i job; 2) Hvor mange timer per år den gennemsnitlige ansatte arbejder; og 3) produktivitet, dvs. hvor meget værdi danskerne i gennemsnit producerer per arbejdstime. Hvis politikerne vil have flere penge i kassen for at finansiere voksende offentlige udgifter (i stedet for at prioritere), er det de tre måder det kan ske på, udover skattestigninger.
Men ikke alle kilder er lige effektive, hvilket dansk økonomi siden 1979 er et glimrende eksempel på. Hvis danskerne havde samme arbejdsmarkedsdeltagelse – groft sagt, hvis lige så mange var i arbejde – som i 1979, ville nationalindkomsten være 345.000 kroner per dansker i 30 år senere, i stedet for de faktiske 360.000. Hele indsatsen siden 1990erne med at få flere i arbejde har således givet omtrent 15.000 kroner mere. Hvis danskerne i stedet arbejdede lige så mange timer som i 1979, ville nationalindkomsten være 407.000 kroner. Men hvis vi, alt andet lige, havde samme produktivitet som i 1979, ville indkomsten være blot 182.000 kroner.
Faldet i arbejdstimer over en 30-årig periode har kostet godt 11 % vækst, mens den øgede arbejdsmarkedsdeltagelse har givet et plus på 4 %. Men det hele overskygges, som figuren ovenfor illustrerer dramatisk, af de 97 %, der er kommet fra øget produktivitet! Hvorfor politikere – og endda nogle af mine dygtige kolleger – har øjnene fikseret på arbejdstiden og -deltagelsen er mig uforståeligt, når man ser på de langsigtede fakta. Produktivitet er langt, langt vigtigere end andre kilder til velstand.
Jeg har tidligere skrevet om løngab mellem mænd og kvinder i markeder, hvor gabet umuligt kan skyldes diskrimination. Fx skyldes løngabet på 7% blandt Uber-chauffører ikke diskrimination, men at mandlige bilister kører en lille smule hurtigere (ca. 3,5%-point), vælger at tage mere lukrative ture (ca. 1,4%-point) og har lidt mere erfaring (ca. 2,1%-point). Og på online-platformen Mechanical Turk er der et løngab på 10,5%, selvom brugerne ikke kan se hinandens køn og derfor ikke kan kønsdiskriminere. I stedet kan forskellen til dels forklares af, at kvinder er mere tilbøjelige til at vælge opgaver med en lavere annonceret løn, som til gengæld er mere interessante eller mere fleksible.
I et nyt studie baseret på data fra Hired.com – en online jobmarkedsplads, der fokuserede på at forbinde teknologi-professionelle med potentielle arbejdsgivere – finder Roussille (2024) et løngab på 4,8%, jf. nedenstående figur (de stiplede linjer viser den løn, de i gennemsnit får tilbudt).
Roussille viser, at kun godt halvdelen løngabet i den tilbudte løn forsvinder, når der tages højde for tid og forskelle i CV’et (fx erfaring, uddannelse mv.) og andre baggrundsvariable. Tilbage er en lønforskel på 2,2% mellem mænd og kvinder, som er uforklaret og nogle derfor kunne fristes til at tilskrive kønsdiskrimination.
Men her stopper Roussille ikke. For hun bemærker, at løngabet ikke er konstant. Der er således ikke noget løngab for unge kvinder, jf. nedenstående figur. Kvinder uden erfaring får det samme som mænd. Det er kun kvinder med over seks års erfaring, der oplever et løngab. Det rimer ikke på kønsdiskrimination.
Så hvad sker der? For at komme nærmere en forklaring, udnytter Roussille den måde, Hired.com fungerer på. Udover at uploade CV mv. skal ansøgerne nemlig også oplyse, hvor meget de ønsker i løn. Og her bliver det interessant. For både kvinder og mænd bliver tilbudt stort set præcis det, de beder om. Men kvinderne med erfaring beder bare om mindre i løn end ellers sammenlignelige mænd.
Når Roussille kontrollerer for, hvor meget ansøgerne beder om i løn, forsvinder løngabet stort set for alle erfaringsniveauer, jf. nedenstående figur.
Der er altså ikke tale om kønsdiskrimination i forbindelse med ansættelsen. Men det betyder ikke, at Roussille helt kan afvise kønsdiskrimination. For man ville ikke sige, at mindre uddannede eller mindre erfarne ansøgere bliver tilbudt lavere løn, fordi de beder om mindre i løn. Vi ved, at kausaliteten går den anden vej. De beder om mindre i løn, fordi de pga. mindre uddannelse ved, at de kan kræve mindre i løn. Og hviskvinderne beder om mindre i løn, fordi deres erfaring siger dem, at de bliver diskrimineret, er der stadig tale om et problem.
Heldigvis kan Roussille bruge data fra Hired.com til at udlede kausaliteten. I 2018 lavede Hired.com nemlig en central ændring på platformen. Hvor feltet, hvor man skulle indtaste sin ønskede løn, tidligere havde været blankt, blev det efter ændringen udfyldt med en værdi baseret på medianen for ansøgere med samme erfaring, jobtitel og område.
Denne ændring havde synlig effekt på ”lønønskegabet”. Den forskel, der før ændringen var i, hvor meget kvinder og mænd bad om i løn, forsvandt fuldstændig (venstre del af nedenstående figur), og det samme gjorde forskellen i den løn, de blev tilbudt (højre side af figuren). Roussille viser, at denne ”behandlingseffekt” også slår igennem på den løn, ansøgerne ender med at få (på Hired.com er det ansøgerne beder om, og det virksomhederne tilbyder, blot forhandlingsoplæg).
Hvorfor beder kvinder om mindre i løn end mænd? Her bliver Roussille desværre mindre konkret. Hun peger på, at det mest sandsynlig er, at kvinder har adgang til dårligere information, fordi der er færre kvinder i ledelse mv. – kvinder har kort sagt færre i deres netværk, der har en høj løn. Og det er dette informationsproblem, Hired.com løser.
Hvad end forklaringen er, så viser Roussille – ligesom de tidligere studier, jeg har beskrevet – at virksomhederne generelt ikke diskriminerer på baggrund af køn. Det tyder altså på, at virksomhederne profitmaksimerer, og netop derfor ser de på kvalifikationer – ikke på køn.
Men så er problemet naturligvis, at stort set al regulering, der har til formål at gøre noget ved lønforskellen, er målrettet virksomhederne (krav om lønstatistikker, kvoter osv.). Altså de virksomheder, hvor der ikke ser ud til at være noget problem. Det betyder sandsynligvis, at politikerne blot påfører virksomhederne omkostninger, uden at komme nærmere deres politiske målsætninger. Vi har altså endnu engang lejlighed til at begræde ført politik.
Således opløftet ønskes du en rigtig god weekend! 🙂
Af Christian Bjørnskov, den 18. august 2024. Skriv et svar
Der bliver påstået alle mulige ting om kapitalisme og dens søsterkoncept økonomisk frihed. Marxs berømte hypotese var, at et kapitalistisk, markedsøkonomisk samfund er ‘fremmedgørende’: At når man ikke er ‘fælles’ om arbejdet, bliver man også fremmed overfor sine medmennesker. Denne idé, og mange andre, bruges ofte som argumenter mod friere samfund, og særligt i en form hvor folk indrømmer, at “kapitalisme har gjort os rigere, men …” Efter men’et følger således ofte påstandene om fremmedgørelse, intolerance, polarisering, og ulighed. Mange af disse påstande indebærer, at folk i kapitalistiske samfund burde være ensomme – og med en påstået ensomhedskrise begynder man at kunne genfinde mange af argumenterne i debatten. Men er det egentligt sandt?
Simas Kucinskas har forleden skrevet en absolut fremragende lille blogpost om emnet (hattip: Marginal Revolution). Kucinskas udlægger først en række af påstandene, og tager derefter udgangspunkt i den undersøgelse af State of Social Connections som Gallup og Meta lavede i 2022. Han sammenholder derefter spørgeskemadata på hvor ensomme folk føler sig med Index of Economic Freedom fra The Heritage Foundation – et af de to mest brugte mål for økonomisk frihed, og dermed hvor kapitalistisk et samfund er. Resultatet kan ses nedenfor, hvor de røde markører indikerer autokratier og de blå indikerer demokratier.*
Kucinskas går videre i sin post og viser blandt andet, at folk også føler sig mere socialt forbundne i økonomisk friere samfund, og at sammenhængene umiddelbart ser ret robuste ud. Det interessante i den lille post er således, at mens en lang tradition fra bl.a. Marx og Tönnies i sociologi – den ene mente af kapitalisme fører til fremmedgørelse, den anden at samfundet ville bevæge sig fra Gemeinschaft til Gesellschaft – har påstået at kapitalisme og økonomisk frihed gør folk ensomme og bryder fællesskaber op, viser det empiriske billede på tværs af verden det modsatte.
Tager man empiri alvorligt, falder endnu et af de klassiske sociologiske argumenter imod kapitalisme bort. Ligesom påstande om, at kapitalisme gør os intolerante og selviske (læs f.eks. her) er tilbagevist, er der heller ikke meget kød på historien om, at markedsøkonomi og mindre politisk kontrol gør os ensomme.
* Dataene på ensomhed i figuren kommer fra at beregne et indeks, hvor de meget ensomme får værdien 2, respondenter der siger de er noget ensomme får værdien 1, og dem der erklærer at de ikke er ensomme får værdien 0. Indekset er således i princippet fordelt mellem 0 og 2, men reelt ligger værdierne mellem 0,19 (Vietnam) og 1,37 (Philippinerne). Læg iøvrigt mærke til at de fem nordiske lande – de mørkeblå markører, basalt set ligger oveni hinanden.
Af Otto Brøns-Petersen, den 15. august 2024. Skriv et svar
De offentlige udgifter kan påvirke den økonomiske vækst, sådan som Christian allerede har været inde på her i sommerserien. Det samme gælder den offentlige finansieringsside – både beskatning og offentlig låntagning.
Af og til møder man personer, der er overbeviste om, at klimaforandringerne er en eksistentiel trussel for os mennesker. De mener ofte, at hvis vi ikke gør noget drastisk ved vores udledning af CO2, så vil det på sigt betyde menneskets endeligt.
Det er forkert. Men påstanden kommer desværre igen og igen.
For at lette arbejdet med at tilbagevise påstanden, har jeg derfor nedenfor samlet de mest tydelige citater, hvor førende (primært danske) klimaforskere tilbageviser påstanden.
Kirsten Halsnæs (klimaprofessor ved DTU, har gennem tre årtier bidraget til IPCCs klimarapporter)
”Der har aldrig i en eneste IPCC-rapport været nævnt noget om, at vi risikerer vores egen udslettelse. Desuden kan den form for retorik virke lammende og dermed alt andet end handlingsfremmende.”
”Nogle hævder – uden hold i videnskaben – at planeten ikke har nogen fremtid, og at de af samme årsag ikke skal have børn. Det er en meget heftig beslutning, synes jeg, og det er virkelig synd for unge mennesker, der har det sådan. IPCC siger ganske rigtigt, at klimaændringerne betyder store risici for blandt andet oversvømmelser og adgangen til vand og fødevarer, men det er ikke det samme, som at planeten er truet.”
Sebastian Mernild (leder af SDU Climate Cluster og hovedforfatter på IPCC’s sjette rapport)
”Jeg mener ikke, at vores eksistens er truet af klimaforandringer.” (2:04)
Kilde:
Lars Gårn (Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi ved Københavns Universitet, miljøøkonomisk vismand)
”Med stor sikkerhed vil livet være absolut bedre [i år 2100 selvom temperaturen stiger 3 grader], uanset næsten hvad vi gør.” (27:03)
Kilde:
”Det [tipping points] er ikke dramatiske ændringer i et menneskeperspektiv, vi snakker om. De er bare uafvendelige.” (20:28)
”De her omkostninger handler ikke om, at folk dør. Det handler bare om at folk bliver mindre velhavende, end de ellers ville have været.” (29:06)
”Det [business as usual] bliver ikke vores undergang. Vi går bare glip af en god forretning, men det bliver ikke menneskehedens undergang. Og vores børn og børnebørn vil også leve i en verden, som med stor sandsynlighed er bedre end den vi lever i i dag?” ”Ja.” (Jeg opsummerer vores samtale, og Lars Gårn bekræfter med ’ja’). (1:11:25)
Kilde:
James Skea (formand for FNs klimapanel IPCC)
”Verden går ikke under, hvis den varmer mere op end 1,5 grader.”
Hvis du hævder, at klimaforandringerne er en eksistentiel trussel for mennesker, så er du (mindst) lige så uvidenskabelig som dem, der hævder, at klimaforandringerne ikke eksisterer.
NB: Jeg har set bort fra danske forskere og eksperter, som dem, der tror at verden går under, (helt uberettiget) kunne finde på at kalde klimabenægtere osv. Derfor er fx Lomborg ikke med ovenfor.
Af Christian Bjørnskov, den 11. august 2024. Skriv et svar
Forleden skrev vi om, hvordan den offentlige sektors størrelse og ‘scope’ påvirker landes langsigtede økonomiske vækst. Vi viste i to kort, hvordan begrebet ‘størrelsen’ på den offentlige sektor skal behandles varsomt: Som vores dygtige kollega Ryan Murphy (Southern Methodist University) viser i ny forskning, der udkommer med årets Economic Freedom of the World rapport næste måned, bør man skille offentligt forbrug og subsidier fra offentlige investeringer og ejerskab. De to er ganske enkelt separate fænomener, og lande som for eksempel Danmark har enorme offentlige sektorer, men meget små offentlige investeringer og forsvindende lidt offentligt ejerskab. Et andet spørgsmål – som dukkede op i samtaler med Ryan ved PCS-konferencen i Dallas og med Colin O’Reilly (Creighton University) til APEE er, om forskellene og deres effekter også er forbundet med regeringens ideology. Det har jeg forsket videre i.
Det var for interessant et spørgsmål, og et spørgsmål der også overlapper noget af min egen tidligere forskning, til at bare lade det ligge. Der er derfor nu et arbejdspapir med titlen “Government Intervention and Long-Run Growth: An Ideologically Moderated Association?“, der kan downloades fra SSRN. Bundlinjen i min undersøgelse er, at ideologi og offentligt forbrug interagerer: Ændringer i det offentlige forbrug har større vækstkonsekvenser under venstreorienterede regeringer.
Hvordan kunne effekterne af offentligt forbrug afhænge af ideologien i den regering, som indfører og ændrer det? Papiret foreslår, at der kunne være fem mekanismer på spil. For det første er påvirker ideologi regeringens politiske præferencer og de trade-offs, den er villig til at acceptere. Vil man for eksempel acceptere større og længerevarende arbejdsløshed i bytte for mere generøse dagpengeregler? For det andet påvirker ideologi også en regerings forventninger til konsekvenserne af, hvad dens indgreb gør. I det ovenstående eksempel vil venstreorienterede regeringer ofte påstå, at højere dagpenge ikke eller kun marginalt påvirker arbejdsløsheden. For det tredje kunne der være forskelle i, hvilke grupper der lobbyer venstre- og højreorienterede regeringer, hvilket også kan give forskelle i, hvad det offentlige forbrug faktisk går til. For det fjerde ser man ofte, at der er forskelle i regeringers ‘epistemiologiske følsomhed’ – hvor meget eller lidt forestiller de sig, man ved om samfundet og hvor meget kan man forudse. Og sidst, men ikke mindst, kan der være forskellige reaktioner mod venstre- og højreorienteredes politik, også selvom den er ens.
Hele væksteffekten af størrelsen på den offentlige sektor viser sig at være følsom overfor regeringens ideologi, når man tester det på tværs af 78 lande med moderne partissystemer, som man observerer fra 1975 til 2015. Ovenfor er Figur 4 fra papiret, der viser klar at ændringer i størrelsen har store konsekvenser under klart venstreorienterede regeringer, og muligvis ingen konsekvenser under de mest økonomisk højreorienterede: Større offentligt forbrug er mere skadeligt under venstreorienterede regeringer, og liberaliserende reformer er mere effektive under venstreorienterede regeringer.
Hele papiret rejser det fundamentale spørgsmål, hvad det er i detaljen, der skiller offentligt forbrug under venstre- og højreorienterede regeringer, selvom de i data ser ens ud. Der må nødvendigvis være subtile forskelle i hvad der subsidieres og forbruges, og hvilke reaktioner det giver – ellers ville der ikke være synlige vækstforskelle! Men hvad de præcist er, er et åbent spørgsmål til vores kolleger og læsere.
Otto havde for et par uger siden et fremragende indlæg her på punditokraterne i vores sommerserie, om hvorvidt liberalisme var skyld i den faldende fertilitet, som er blevet voldsomt problematiseret i den offentlige debat det seneste år – ikke mindst Berlingske Tidende – har faciliteret denne debat på det seneste (se også links nederst). Ak ja, som tingene kan blive vendt på hovedet.
Tidligere var det befolkningstilvæksten som nogle åbenbart kunne ligge søvnløse over, nu er det så udsigten til at befolkningstallet topper, for derefter at falde, som problematiseres.
Men det er egentlig lidt underligt at folk først i årtier var bange for befolkningstilvæksten og det åbenbart først de senere år for alvor er gået op for folk, at den globale befolkning vil toppe på et tidspunkt og derefter blive mindre, ligesom diskussionen om fertilitetsraten herhjemme kan forekomme noget besynderlig. Således har den i mere end 50 år ligget under hvad der kræves (ca. 2,1) for at bibeholde befolkningens størrelse over tid, som det fremgår af nedenstående tabel. Med andre ord, hvis ikke det havde været for nettoindvandringen i den mellemliggende tid, ville befolkningstallet herhjemme være faldet de seneste år. Ifølge Danmarks Statistik udgør indvandrere og efterkommere efter indvandrere da også ca. 15 – 16 pct. af befolkningen her i 2024 (DST definition).
Figur 1.
Kilde: Dst
Allerede da ægteparret Erhlich i 1968 udgav bogen ”The Population Bomb”, som forudsagde en verden med hungersnød og social uro på grund af den fortsatte befolkningstilvækst, havde verden passeret ”peak growth” punktet og tilvæksthastigheden har været faldende lige siden. Den globale befolkning forventes på nuværende tidspunkt ifølge de seneste estimater at toppe med omkring 10+ mia. mennesker i slutningen af dette århundrede.
Ægteparret Erhlich mente slet ikke at man kunne brødføde så mange mennesker, og brugte bl. a Indien som eksempel. Det var ”ren Malthus” tankegang og de havde ikke taget højde for produktivitetsudviklingen indenfor landbrug på grund af den Grønne Revolution. Det viste sig nemlig efterfølgende, at fødevareproduktionen steg langt hurtigere end befolkningstallet.
Af Christian Bjørnskov, den 7. august 2024. 4 svar
I vores sommerserie om økonomisk vækst er vi idag kommet til den virkeligt politisk kontroversielle af faktorerne, og den der nok er vigtigst i en dansk debat: Den offentlige sektor – hvor stor er den, hvad gør den – og hvordan påvirker det den langsigtede økonomiske vækst.
Spørgsmålet er kompliceret, da sammenhængen i en vis grad går begge veje: Økonomisk vækst påvirker størrelsen af den offentlige sektor, og størrelsen påvirker den økonomiske vækst. Det gælder ikke mindst når man skelner mellem hvad det offentlige budget bruges på. I de to figurer nedenfor følger vi Ryan Murphys nye skelnen mellem to fundamentale funktioner: Offentligt forbrug, subsidier og overførsler, og offentlige investeringer og offentligt ejerskab. I den første figur viser vi det første element, som vi for simpelheds skyld kalder offentligt forbrug, mens den anden figur illustrerer det andet element, offentlig kontrol. Alle data er fra Fraser Instituttets årlige Economic Freedom of the World.
Sammenligner man de to kort, er det helt klart, at de to mål slet ikke fanger det samme fænomen. Der er begrænset offentligt forbrug i Nordafrika og Mellemøsten, men meget stor offentlig kontrol, mens det modsatte gælder størstedelen af Europa. Man bør derfor være præcis, når man taler om den offentlige sektor: Man kan for eksempel godt have en meget stor velfærdsstat som Danmark og Sverige, men uden ret meget direkte offentlig kontrol. Og man kan have en stat, der enten ejer eller kontrollerer store dele af økonomien (det kommunistiske ideal), uden at det kan ses direkte i forbruget. En skelnen er også vigtig, når man overvejer hvordan den offentlige sektors størrelse og ‘scope’ typisk påvirker den langsigtede vækst.
Fortalere for en større offentlig sektor fremhæver ofte, at offentligt forbrug er nødvendigt for at have et kapabelt forsvar, lov og orden, et fungerende retsvæsen, og en skole af en vis kvalitet. De hævder, med andre ord og med rette, at der er behov for en vis offentlig sektor for at opfylde Adam Smiths betingelser for at have et velfungerende samfund. Disse fire funktioner bidrager tydeligt til økonomisk vækst, og i særdeleshed et velfungerende retsvæsen er centralt. Men to spørgsmål presser sig alligevel på: Hvor stort behøver det offentlige budget at være for at opfylde de fire funktioner, og hvis der er problemer med, f.eks., folkeskole eller retsvæsen, er det da faktisk ressourceproblemer som kan afhjælpes ved at tilføre ekstra midler?
Derudover kan man forestille sig mindst tre typer af mekanismer, der indebærer at en større offentlig sektor medfører langsommere økonomisk vækst. For det første må man som økonom altid understrege, at de ressourcer der bruges af den offentlige sektor, ikke også kan bruges af den private. Der sker således det, økonomer kalder ’crowding out’. Hvis det offentlige investerer mere – for eksempel i en Femern-forbindelse eller supersygehuse – vil det private investere mindre. Der vil være færre folk at ansætte, færre ressourcer på markedet når det offentlige køber flere, og investeringsressourcerne bliver dyrere når det offentlige køber stort ind. På samme måde gælder det, at hvis staten forsøger at sælge flere statsobligationer, vil nogle af dem bliver købt af folk eller organisationer, som ellers ville have købt aktier, anparter eller obligationer i private virksomheder. En større offentlig sektor indebærer mindre privat investeringsaktivitet.
For det andet påvirker det offentlige almindelige menneskers incitamenter. Den mest almindeligt kendte af disse mekanismer kaldes ofte ’dynamiske effekter’ af skatteændringer og ændringer i dagpenge- og kontantsystemet. Jo mere generøse, de offentlige overførsler bliver, jo mindre incitament har folk til at tage et job, og jo højere skatterne bliver, jo mindre tilbøjelige er folk til at arbejde ekstra, flytte til bedre jobs, eller på langt sigt endda tage uddannelse, der giver bedre jobs, eller blive iværksættere. Men det samme gælder også for virksomheder: Når det offentlige udvider i en bestemt sektor, vil der være offentlige virksomheder, som man ganske enkelt ikke kan konkurrere imod. Problemet skyldes, at de offentlige har bløde budgetbegrænsninger: Hvis de går over budget, enten ved at sælge for lidt eller dumpe prisen, vil man fra politisk side typisk tilføre dem flere ressourcer. De kan således køre med underskud i mange år, mens deres private konkurrenter – så længe de eksisterer – bliver nødt til at holde budgettet.
For det tredje er der direkte effekter af en større offentlig sektor. I det offentlige er der politisk kontrol med, hvem man køber ind fra og også hvilke virksomheder stat og kommuner støtter mere direkte. Det åbner op for lobbyisme og rent-seeking, der også forvrider markedet og på langt sigt sænker den økonomiske vækst markant.
Mens man derfor kunne påstå, at der er gode teoretiske grunde til at et vist offentligt forbrug er positivt forbundet med vækst, er de sidste cirka 15 års empirisk forskning dog ret klar: Et højere offentligt forbrug og større offentlig kontrol fører til lavere vækstrater og dårligere produktivitetsudvikling. Vi skrev om det sidste år med basis i et konferencepaper, der nu udkommer i Government and Economic Growth in the 21st Century: A Classical Liberal Response, der er redigeret af Juan Castañeda. Interesserede læsere kan også konsultere den nye Handbook of Research on Economic Freedom, der udkom i april og er redigeret af punditokraternes ven og fremragende kollega, Niclas Berggren.
En af de klare mekanismer, der gør at en stor velfærdsstat er forbundet med lavere vækst, og i særdeleshed lavere produktivitetsvækst, er at den fører til langt mindre iværksætteraktivitet. Mere generelt sænker et stort offentligt forbrug, og omfattende offentlig kontrol, væksten i produktivitet. Offentlige indkøb er ikke udsat for markedskonkurrence, ligesom offentlige virksomheder heller ikke er det, og behøver derfor ikke arbejde for at blive dygtigere. Samtidig indebærer en større offentlig sektor også, at flere mennesker arbejder i erhverv, hvor de hverken kan være iværksættere eller belønnes for innovation eller ekstra indsats. Det er derfor ganske pudsigt, som en anden ven og glimrende kollega, Andreas Bergh, har vist, at solid produktivitetsvækst i det private er en forudsætning for at man kan finansiere en stor velfærdsstat.
Bundlinjen er, at en stor offentlig sektor ikke blot kommer med en stor skatteregning. Der er en ekstra regning at betale i form af lavere vækst, og dermed mindre velstand i fremtiden. Dette aspekt diskuteres alt for sjældent i dansk politik og den danske debat, der mere kommer til at handle om netop hvordan man finansierer forbruget. Man kan naturligvis mene, at en stor offentlig sektor giver en eller anden form for gevinst, som kan opveje væksttabet og skattebetalingen, men hvis man skal have en informeret debat om den trade-off, går det ikke kun at veje nogle af lodderne i vægtskålen. De negative vækstkonsekvenser af en stor velfærdsstat burde være centrale i debatten.
Vores sommerserie handler basalt som om, hvad der bidrager til langsigtet økonomisk vækst – også selvom vi en gang imellem tager en interessant omvej. Idag er turen kommet til en noget overset faktor, men en som en ny forskningslitteratur så småt er begyndt at afsøge: Akademisk frihed.
At et lands akademiske frihed kan bidrage til økonomisk vækst, burde ikke være en overraskelse. Som den store økonomiske historiker Joel Mokyr har vist i flere (meget læseværdige) bøger, startede den Industrielle Revolution på det tidspunkt den gjorde og hvor den gjorde – i midten af 1700-tallet i England, det sydlige Skotland og Holland – netop fordi disse områder havde en unik kombination: 1) En langt større frihed til at forske, tænke nye tanker, afprøve teorier, og tale og skrive offentligt om det; 2) nye medier, der spredte idéerne til store dele af et samfund, hvor de fleste kunne læse; og 3) gode retsvæsener, der beskyttede folks ejendom.
Min gode ven og kollega Niclas Berggren og jeg viste for to år siden, i en artikel i Southern Economic Journal, at den samme kombination stadig bidrager til væsentlig vækst i landes overordnede produktivitet. Når et land når en kvalitet i dets juridiske institutioner omtrent på niveau med Namibia, begynder akademisk frihed at have en statistisk sikker effekt på produktivitetsvæksten.
Vi illustrerer kombinationen på en simpel måde i figuren nedenfor, hvor de sorte områder er dem, der har både juridisk kvalitet og akademisk frihed under den globale median, de røde er dem med relativt god juridisk kvalitet men begrænset akademisk frihed, de grønne er dem med dårlig juridisk kvalitet, men akademisk frihed over de globale median, og de blå er lande med begge fordele.
En af grundene til at lave kortet i fire farver er, at Niclas og jeg fandt, at lande med god akademisk frihed, men uden gode juridiske institutioner, faktisk får gavn af nabolandes produktivitetsudvikling med en forsinkelse på omtrent ti år. Med andre ord drives en stor del af produktivitetsvæksten af de blå lande på kortet, men meget af innovationen flyder over til og kopieres af de grønne lande!
Kan vi nu være sikre på, at det faktisk er innovation vi fanger, og ikke et eller andet andet, der har med produktivitetsvækst at gøre? Svaret ligger i en anden del af den nye forskning om adademisk frihed, som jeg forleden leverede en oversigtsartikel om til tidsskriftet The Economists’ Voice. De få studier, der kigger på det, finder at svaret er ja. Akademisk frihed er forbundet med flere og bedre patentansøgninger, og flere citationer til forskning – særligt i samfundsvidenskaben.
Som vi har pointeret tidligere i sommerserien i år, er langt den meste vækst på langt sigt drevet af produktivitetsfremskridt. Og her er den akademiske frihed stadig central for at skabe potentielle fremskridt, men de kan kun blive kommercielt bæredygtige – og dermed virkelighed – hvis der også er institutioner, der beskytter virksomheders og menneskers ejendomsret og borgerlige rettigheder.
I afsnit 2 af sommerserien skrev jeg om, at kollektivisme ikke alene er populært på den traditionelle venstrefløj, men også blandt visse nationalkonservative, der ser “individualisme” som årsag til mistrivsel og andre samfundsmæssige problemer. Som vi så, er der ingen empirisk dækning for påstanden. Tværtimod har mennesker i individualistiske kulturer – som f.eks. den danske – større livstilfredshed. Det skyldes både, at individualisme i sig selv er forbundet med større livstilfredshed, og at individualistiske kulturer har højere velstand, som igen også medfører større livstilfredshed.
Vi skriver ganske meget om samfundsforskning her på stedet, men måske for sjældent om forskning, der enten er igang, eller som vi slet ikke har startet endnu. Det gør vi idag, hvor vi ser på noget så umiddelbart sært som morddiskrimination: Hvordan ser verdens mønstre i mord ud, når man ser separat på kvinder og mænd? Baggrunden for spørgsmålet er, at min gode ven og kollega Martin Rode forleden foreslog, at vi genbesøgte forholdet mellem kriminalitet og økonomisk frihed, men med et fokus på kønsforskelle (se her, her og her for tidligere forskning).
Et af de interessante forhold omkring mord er netop, at der bliver begået langt flere mord på mænd end kvinder. På tværs af 140 samfund hvorfra vi har rimeligt gode data de sidste ti år, begås der i gennemsnit 4,8 gange så mange mord på mænd som kvinder. Og jo flere mord, der begås, jo uforholdsmæssigt flere er på mænd: Sammenligningen på tværs af de 140 samfund peger på, at når mordraten på mænd stiger 10 %, stiger den på kvinder kun 5,7 % i gennemsnit. I det voldelige Venezuela begås der således 18 gange så mange mord på mænd som kvinder, mens der i det ekstremt fredelige Schweiz faktisk begås cirka 12 % flere mord på kvinder end mænd.
Martin og jeg går snart igang med at undersøge, i hvilket omfang økonomisk frihed ikke blot fører til færre drab, men om den også reducerer diskriminationen i mord. Når man ser på tidligere forskning – måske ikke mindst min og Niclas Berggrens nye artikel om sammenhængen mellem økonomisk frihed og statslig diskrimination – er der grund til at undersøge det. Det samme gælder, når man ser på Niclas tidligere forskning sammen med Therese Nilsson om hvordan frihed påvirker folks tolerancenormer.
Vores meget foreløbige analyser peger ret klart i retning af, at økonomisk frihed er forbundet med færre mord, og i særlig grad med færre mord på mænd. Hvilke elementer af økonomisk frihed er særligt vigtige, om de virker mere effektivt i demokratier, eller om det hele er en konsekvens af den økonomiske udvikling der kommer med udviklingen, er stadig åbne spørgsmål. Læsernes input er meget velkomment!
Da jeg læste Niels Westys indlæg forleden, sad jeg og savnede nogle figurer med korrelationer. Det leverer Hans Roslings Gapminder heldigvis til overflod, så i dag skal vi se på nogle af de interessante historier, Gapminders glimrende redskaber fortæller.
Vi starter med at slå nogle af de ting fast, som Niels Westy påpegede. Nedenstående figur viser sammenhængen mellem GNI per indbygger korrigeret for prisniveau (PPP) og forventet levetid ved fødsel, børnedødelighed, Happiness score (WHR), partnervold, døde i brande og partikelforurening. Gapminder har mange flere mål, og nærmest uanset hvilket mål man ser på, som er relevant for menneskers velfærd, er der en meget klar og ønskelig sammenhæng med BNI per indbygger.
Der er enkelte mål, hvor historien er lidt mere nuanceret (fx er CO2-udledningerne pr. indbygger voksende med indkomsten i et vist interval), men jeg har ikke fundet et mål, der har direkte indvirkning på folks velfærd, hvor sammenhængen ikke er, at højere indkomst giver et bedre liv. Befolkningerne i de rige lande har det ganske enkelt langt bedre end befolkningerne i fattigere lande.
Det er dog ikke kun, når man ser på tværs af lande, at man kan se de åbenlyse gevinster ved højere indkomst. Det gælder også over tid. Nedenstående figur (som du kan afspille her) viser hvordan børnedødeligheden og BNP pr. indbygger har udviklet sig i Danmark og United Kingdom (UK) siden 1950. siden 1950.
I 1950 var børnedødelighed og BNP pr. indbygger stort set identiske i Danmark (34,1 døde pr. 1.000, $15.500) og UK (36,6 døde pr. 1.000, $15.400) (venstre del af figuren). Som tiden går, bliver begge lande rigere og børnedødeligheden falder.
Men det går ikke lige hurtigt. I 1975 (midterste del af figuren) er Danmark både rigere og har lavere børnedødelighed (12,3 døde pr. 1.000, $29.600) end UK (18 døde pr. 1.000, $24.400). Men bemærk, at begge lande har fulgt præcis samme sti – økonomien i UK er bare vokset langsommere end Danmark (og børnedødeligheden faldet langsommere).
Fra 1975 og frem til 2022 (højre del af figuren) har stierne ikke været helt ens, hvilket bl.a. skyldes introduktionen af MFR-vaccinerne. De blev indført i Danmark i 1987, som er lige omkring det tidspunkt, hvor der for både Danmark og UK er et knæk i børnedødeligheden ca. midt i figuren. De blev altså indført på ca. samme tidspunkt, men ved forskellige niveauer af rigdom, hvorfor stierne ser uens ud.
På trods af enorme teknologiske fremskridt som fx MFR-vaccinerne, har rigdom dog stadig stor indflydelse på børnedødeligheden. Selv i dag har UK en betydeligt højere børnedødelighed end Danmark (4,14 vs. 3,72 døde pr. 1.000). Det ser ikke ud af meget i figuren, men det betyder at 11% flere forældre i UK end i Danmark oplever, at deres lille barn dør.
Om de 11% skyldes forskelle i indkomst eller andre forhold, kan vi naturligvis ikke konkludere noget om på baggrund af ovenstående figurer. Men det er værd at bemærke, at de fald, vi har set i børnedødeligheden, med stor sikkerhed skyldes større rigdom og teknologisk udvikling (som går hånd i hånd med større rigdom).
Bogen “Grænser for vækst” udkom i 1972 og var dengang en advarsel mod økonomisk vækst bl.a. på grund af trækket på ressourcer. Mange ser den type ”de-growthers” for at være dem med det moralske kompas i orden, mens fortalere for vækst kan opleve nærmest at blive udskammet.
Men tænk lige over dette: Hvis vi havde stoppet den økonomiske udvikling i 1972, så viser figurerne ovenfor, at konsekvensen meget vel kunne have været en børnedødelighed, der var tre gang højere end den er i dag. Hvordan kan det på nogen måde være det moralske?
Punditokraternes sommerserie i 2018 handlede om frihandel. En af årsagerne var den stigende protektionisme, ikke mindst i USA, under Trumps første periode som præsident, hvilket er fortsat under Biden administrationen.
Efter sin udnævnelse som Trumps vicepræsidentkandidat, holdt J. D. Vance en tale hvoraf det fremgår, at det bestemt ikke er blevet bedre med forståelsen af helt fundamentale sammenhænge mellem vækst, velstand og frihandel (se efter ca. 8 minutter).
Ser vi på udviklingen post 1989, var modstanden mod (økonomisk) globalisering primært en dagsorden for venstrefløjen de første mange år. Med Trump-Vance i det Hvide Hus, har de venstreorienterede antiglobalister, som rendte rundt og vandaliserede Seattle, Göteborg og andre byer i slutningen i 1990erne og begyndelsen af dette årtusinde, i den grad har vundet debatten, omend de næppe havde forestillet sig at det blev de nationalkonservative (som i hvert fald har kollektivismen til fælles med venstrefløjen), der høstede frugterne. Med tanke på at Biden administrationens handelspolitik langt hen af vejen minder om Trumps, så kan man selvfølgelig indvende at det skiftet allerede er sket. Og jeg er enig.
Og hvem betaler så prisen? Ja, det gør borgerne, ikke mindst dem med de laveste indkomster, se nedenfor og tidligere indlæg her på bloggen, bl. a. her.
I foråret udsendte Peterson Institute for International Policy en analyse, “Why Trump’s Tariff Proposals Would Harm Working Americans“, hvor man kommer frem til at allerede gennemførte og foreslåede skattereformer, samt foreslåede ændringer i toldsatserne indebærer, at a) skattereformerne primært gavner de øverste kvintiler og b) øgede toldsatser primært skader de laveste kvintiler.
Når Vance i sin tale så varmt taler for “den lille mand” og mod “storkapitalen”, må man som økonom ryste på hovedet.
Og egentlig er det jo også et godt eksempel på, at de forestillinger en del – især på venstrefløjen og blandt nationalkonservative – har om at (national)økonomer har for står magt er noget sludder. Det forholder sig vist mere omvendt.
Eller med en lettere omskrivning af et citat krediteret Ludvig Von Mises:
Denne sommers tema her på punditokraterne er “Hvad driver økonomisk vækst”. Mens mine kollegaer på bloggen skriver om det, handler dette indlæg dog om noget lidt andet, nemlig hvordan vi måler det, hvad det er vi faktisk måler og hvad der egentlig er pointen med vækst.
Googler man ”måling af økonomisk vækst” (om det er på dansk eller engelsk gør ingen forskel), omhandler den første post, man bliver mødt med, BNP (eller GDP på engelsk) – Bruttonationalproduktet. Så der er jo god grund til at se lidt nærmere på begrebet, som gennem de seneste små 80 år er blevet dét centrale og mest udbredte nøgletal for økonomisk vækst. Flittige læsere af denne blog ved også, at vi her på bloggen ofte bruger udviklingen i BNP som en indikator for økonomisk udvikling og velstand – og det på trods af de problemer, der er med dette nøgletal.
De sidste cirka 30 års vækstforskning kommer til en næsten enstemmig konklusion: Gode juridiske institutioner er, alt andet lige, nært forbundet med hurtigere vækst. Det gælder ikke mindst, at gode institutioner beskytter den private ejendomsret og håndhæver private kontrakter. Men forskningen de sidste 30 år har også vist, at gode institutioner gør mere end det. Institutioner, der helt overordnet understøtter det, der på engelsk kaldes ‘the rule of law’, skaber udvikling i flere dimensioner.
Sammenhængen mellem kvaliteten af de retslige institutioner og den økonomiske udvikling er meget tydelig i figuren nedenfor. Korrelationen mellem de to mål – det ene fra Fraser Instituttet, det andet fra the CIA World Factbook – er 0,64 på tværs af de autokratiske lande (de røde markører), og hele 0,80 på tværs af demokratierne. Når man ser et plot som det nedenstående, må man dog spørge sig selv, om det er udviklingen der skaber institutionerne, eller institutionerne, der skaber udviklingen?
Forskningen kommer ret klart frem til, at institutioner faktisk forårsager økonomisk udvikling. Vi har for eksempel tidligere vist, at der så vidt man overhovedet kan måle det, var gode institutioner i 1930erne i det fleste lande, hvor der idag er gode institutioner (læs her). Det kan derfor ikke være 80 års økonomisk udvikling, der har gjort det muligt at finansiere gode retsvæsener osv. når de allerede var der i 1930erne! Andre studier har angrebet problemet på andre måder ved, for eksempel, at se på hvad der sker efter store institutionelle reformer, og finder også at institutionerne efterfølgende skaber udvikling.
Som figuren ovenfor indikerer, er effekterne ikke bare småting. Andreas Bergh og jeg fandt for eksempel i forskning for tre år siden, at en et-point ændring (på en ti-pointskala) fører til 0,4 til 0,6 % ekstra årlig vækst (læs her). I en dansk kontekst, hvor den langsigtede vækst ligger under 1½ % om året, ville det give et stort boost til økonomien både nu og mange år frem. Det er dog ikke en mulighed, da Danmark allerede har nogle af verdens bedste retslige institutioner.
Nogle ville måske spørge, hvad vi så skal bruge indsigten til, når nu vi ikke kan forbedre status i Danmark særligt meget. Svaret er allerførst, at de gode institutioner – både formelle og uformelle – er grunden til at Danmark, Sverige og Norge er blandt verdens rigeste lande. Det er ikke velfærdsstaten, glimrende politikere eller andet, men noget så basalt som ordentlige retsvæsener der i Danmarks tilfælde blandt andet har håndhævet næringsfriheden siden 1857, sikret et bemærkelsesværdit ukorrupt embedsværk side 1800-tallet, og beskyttet folks jord, ejendom, investeringer, og rettigheder i lige så lang tid. Og det er præcist de samme ting, der sker i fattige lande når de får bedre institutioner! Hvorfor de fleste lande alligevel ikke har gode institutioner, er et af de store spørgsmål i public choice – og i virkeligheden et af de vigtigste spørgsmål i samfundsvidenskaberne.
