Af Christian Bjørnskov, den 11. februar 2026. 2 svar
Danmark er på mange måder et ekstremt velfungerende land. Embedsværket er effektivt og ukorrupt, og har som Mette Frisk Jensen har vist, været det siden 1800-tallet. Danske valg er også frie og har været det siden det allerførste valg til stænderforsamlingerne i 1834 – selv under anden verdenskrig. Men i efterhånden mange år har der været en del af myndighederne, der er anderledes elendig og til tider minder mest om den sicilianske mafia: Skat.
Problemerne i skattemyndighederne er ikke bare absurde for borgerne og en alvorlig udfordring for retssikkerheden, men også en skamplet på 14 ministre. Det er antallet, der reelt har været involveret i den rullende skandale omkring ejendomsvurderingerne. Her er de fire værste problemer med Vurderingsstyrelsens system.
Grundlaget for systemet er reelt umuligt. Som jeg understregede i Børsen i sidste uge, kan det ikke lade sig gøre at opdele vurderingerne i en grundværdi og en samlet ejendomsværdi. Grunden er, at en grund i praksis næsten aldrig handles uden bygninger på den. Der eksisterer således ikke et sammenligningsgrundlag for en separat vurdering af grunden. Dermed kan det simpelthen ikke lade sig gøre, at et system beregner en pris. Grundværdierne bliver ganske enkelt fiktive.
Princippet om ‘bedste økonomiske anvendelse’ er økonomisk analfabetisk. Alligevel har Vurderingsstyrelsen implementeret det, måske fordi princippet giver en grundpris. For at se, hvor idiotisk ‘bedste økonomiske anvendelse’, kan man forestille sig 25 grunde i Aarhus, hvor der i princippet kunne ligge et luksushotel. Styrelsens metode betyder, at hver af de 25 vil blive beskattet som om grunden ville blive solgt til at luksushotel. Men det er ikke sikkert, at der overhovedet er et marked for et eneste ekstra hotel i Aarhus. Og selvom der var et marked for ét ekstra hotel, ville det ikke kunne ligge på alle 25 grunde. Princippet fører med andre ord til fuldstændigt fiktive og helt generelt til alt for høje vurderinger – og dermed meget større skatteindtægter til stat og kommuner.
Ejendomsvurderingerne bliver ved med at være midlertidige. Lige nu er de endelige vurderinger udskudt til 2028, og mit bedste bud er at de bliver udskudt igen. Sandheden er nemlig, at systemet performer ekstremt ringe. Da en avis for godt et år siden fik lavet en sammenligning mellem de offentlige vurderinger og den faktisk salgspris på omkring 72000 ejendomme, var over halvdelen af de handlede ejendommes vurdering mere end 20 procent forkert i Sydjylland. Det gamle system, som det nye skulle erstatte, blev skrottet netop fordi vurderingerne bar for upræcise. Man må derfor stille det spørgsmål, om det nye system i virkeligheden er mindst lige så upræcist som det gamle – og dermed ulovligt – og det er derfor, at alt bliver ved med at være midlertidigt. For man kan som bekendt ikke klage over de midlertidige vurderinger – den almindelige klagemulighed er omgjort i loven.
Sidst, men bestemt ikke mindst, er der to problemer, der i alvorlig grad udfordrer borgernes retssikkerhed. Forleden kom det frem, at mange borgere – endda inklusive den kendte forsvarsadvokat Karoly Nemeth – bliver opkrævet strafrenter, fordi de midlertidigere vurderinger er opdateret, og de derfor skulle have betalt højere skat end de gjorde. Det regner Skat dermed som en skattegæld, som der løber renter på. Men det er med stor sandsynlighed ulovlig praksis, da borgerne da de betalte ejendomsskatten, ikke på nogen som helst måde kunne vide, at de betalte for lidt. Det kunne Skat ikke engang vide – men de opkræver stadig strafrenter. På samme måde er ombudsmanden gået ind i sagerne, da det viser sig, at Vurderingsstyrelsen hverken kan eller vil dokumentere, hvordan man er nået frem til en given vurdering. Borgerne skal simpelthen acceptere, at det er korrekt uden at have nogen mulighed for at efterprøve det grundlag, de beskattes på. Og som ombudsmanden har understreget, betyder det også at Skatteankenævnet eller domstolene heller ikke vil kunne få adgang til grundlaget. Der er intet andet at gøre end bare at lægge sig fladt ned og erkende, at selvom staten tager fejl, har den alligevel ret. Det er en decideret sovjetisk retstilstand!
Som titlen angiver, er situationen omkring Vurderingsstyrelsen og det nye system ikke en demokratisk retsstat værdig. Det minder langt mere om mafiaen, der kommer og opkræver penge uden at fortælle, hvorfor det lige præcist er 20.000 kroner eller hvornår de ændrer mening og kommer igen. Beskeden til Folketinget herfra er: Drop det og start forfra!
Af Christian Bjørnskov, den 2. februar 2026. Skriv et svar
I fredags afholdt vi den årlige danske public choice workshop på Aarhus Universitet. Som altid var det en hyggelig og spændende dag med mange gode præsentationer og samtaler. Alligevel var indtrykket – om noget – at papirerne, der blev præsenteret i løbet af dagen, var særligt gode i år. Det gjaldt både fra nogle af de etablerede forskere såvel som de gruppe PhD-studerende og post docs, der deltog. Her er nogle få nedslag i dagens program.
Jeg var i den specielle situation, at jeg ikke præsenterede noget selv, men alligevel havde tre papirer på programmet: Tre forskellige medforfattere havde besluttet at præsentere arbejde, som jeg har været med på. Ege Asutay, der er PhD-studerende ved universitetet i Jena (på billedet) præsenterede for eksempel Do Populists Erode Civil Society, der er skrevet sammen med Niclas Berggren (IFN i Stockholm) og undertegnede. Beskeden i papiret er, at jo flere populistiske partier der kommer i parlamentet, og jo mere populistiske partierne bliver, jo mere lider civilsamfundet. Historien ender dog ikke der, fordi vores empiriske undersøgelse peger utvetydigt på, at det helt primært er højrefløjens populisme, der fører til direkte repression af civilsamfundet og lavere deltagelse i det.
En anden præsentation, der gjorde indtryk, var fra Cepos-forskeren Karsten Bo Larsen, der sammen med Cecilie Tandrup-Rasmussen har undersøgt, hvad der er sket med de danske hospitalers produktivitet. Der plejede at være en regulær, årlig måling af, hvad man får ud af ressourcerne på de danske hospitaler, men den sluttede i 2018. Karsten Bo konstaterede lakonisk, at det var måske ikke helt tilfældigt. Analysen, der meget snart udkommer fra Cepos så alle kan læse den, peger på at produktiviteten er faldet markant siden 2020.
Et par andre spændende indlæg kom fra bl.a. Eliza Hałatek, der er PhD-studerende på universitetet i Warszawa, og Stefan Voigt fra Hamborg, der er lidt længere i sin karriere – Stefan er en af Europas absolut mest citerede retsøkonomer. Eliza stillede i One or too many voices? Introducing the Central Bank Cacophony Index spørgsmålet, om hvad der sker når centralbanker kommunikerer i alle mulige retninger. Til formålet har hun udviklet sit eget ‘kakofoniindeks’ for den europæiske centralbank. Den meget fine præsentation gav anledning til et par kommentarer, man først grinte lidt af og bagefter tænkte seriøst over: Hvordan ville den slags se ud, hvis man gentog analysen for latinamerikanske centralbanker (fra Douglas Elmauer), og kunne man forestille sig ‘rationel kakofoni’ (fra Peter Nannestad). Eliza tog hjem om lørdagen med flere nye idéer til PhD-projektet.
Sidst, men ikke mindst, præsenterede Stefan Voigt mere arbejde i sit kreative og spændende projekt om. hvad folkeeventyr kan fortælle os om nationale værdier. Papiret What Folktales Tell Us: Tracing Value Persistence Across a Century peger ret klart på, at en del værdier er endda meget stabile på samfundsplan. Og når basale værdier er stabile, kommer visse institutioner og politiske valg også til at blive stabile, og konstante gevinster eller problemer for nogle lande.
Der er god grund til at sige tak til alle deltagerne inklusive de kolleger og studerende, der kom og sad med på dele af workshoppen. En del af punditokraternes mission er at bringe ny samfundsforskning ud til læserne, og det indebærer også, at man kan give besked i kommentarerne, om man ønsker en længere post om et af papirerne, der blev præsenteret i fredags. Og selvom man ikke har det, kan man konstatere, at public choice er ved godt helbred i vores del af verden.
Af Christian Bjørnskov, den 27. januar 2026. Skriv et svar
Da USA i april annoncerede, at Trump-administrationen ville indføre massive toldsatser på import fra stort set hele verden – ‘Liberation Day’-politiken pålagde for eksempel import fra Madagascar 93 % told – påstod præsident Trump, at udlandet kom til at betale tolden. Hans merkantilistiske idé var således, at USAs regering kunne tjene milliarder, betalt af udenlandske virksomheder, og samtid beskytte landets industri. Men de fleste økonomer med blot en vis viden om handelspolitik undrede sig: Trumps påstand ville kræve stort set nul pass-through af toldomkostningerne. Med andre ord regnede de fleste cirka ædruelige eksperter med, at de amerikanske importører og forbrugere ville bære omkostningerne gennem højere priser og mindre forbrug.
I hvor høj grad det er sket er det spørgsmål, som Julian Hinz, Aaron Lohmann, Hendrik Mahlkow og Anna Vorwig ser på i et nyt policy brief fra Kiel Instituttet. Med titlen America’s Own Goal: Who Pays the Tariffs? bruger de fire økonomer data fra al import, der er fragtet til USA på oceangående fragtskibe mellem januar 2024 og november 2025. Hver sending kan kobles til en bestemt produkt-specific toldsats (8-digit HS niveau), så man kan se helt præcist, hvad der sker når de amerikanske toldsatser ændres.
Konklusionen er klar: “foreign exportes absorb less than 4 % of the tariff burden; the remaining 96 % passes through to US importers.” Man kan endda ikke afvise med normal statistisk sikkerhed, at de amerikanske importører faktisk bærer hele omkostningen. Det samme resultat kan ses i import fra Brasilien, der fra august blev ramt af en toldsats på 50 %. I de særlige brasilianske tal kan Hinz et al. ikke se nogen klar ændring af den pris, de brasilianske virksomheder tager for varerne. Med andre ord betyder et, at der reelt er fuld pass-through: Amerikanerne betaler hele tolden. Det samme ser de i Indien, hvor de har adgang til de præcise FOB priser (free on board), der tages ved afgang.
Implikationen af Kiel Institutets nye analyse er, at Trumps toldpolitik fuldt ud er en ekstra skat på amerikanerne – den overfører ingen velstand fra udlandet til amerikanere. Starter man fra det faktum, at importen er cirka 15 % af USAs BNP og den gennemsnitlige toldsats stiger fra godt 1,5 til 21 % når politiken er fuldt indfaset, vil en back-of-the-envelope-beregning vise, at Trumps handelspolitiske ændringer svarer til en ekstraskat på cirka tre procent. Der skal økonomisk inkompetence af gigantiske dimensioner til at forklare, hvordan man kan lave et så ekstremt politisk selvmål.
Af Christian Bjørnskov, den 21. januar 2026. 2 svar
Er Donald Trump den mest socialistiske præsident, USA nogensinde har haft? Det lyder måske som en absurd påstand, at en af de mest businessfokuserede præsidenter nogensinde skulle være socialist. Men ser man på den politik, han faktisk fører, er det svært ikke at se lighederne med USAs venstreekstreme fløj. Trump er dermed et fremragende eksempel på det, den franske filosof Jean-Pierre Faye kaldte en ‘hesteskoteori’ for populister.
Min glimrende kollega Justin Callais, der idag er cheføkonom ved Archbridge Institute, skitserede forleden teorien på sin Substack Debunking Degrowth (der i sig selv er varmt anbefalet). Justin opsummerer teorien ved at den “highlights how political extremes often converge in their authoritarian tendencies, anti-establishment rhetoric, and simplistic “us versus them” worldviews.” Ekstremerne konvergerer således i definitionen på populisme, og kommer ikke overraskende til at føre ret ens politik. Her er nogle få eksempler fra Trumps anden administration.
Interventionistisk industripolitik er baseret på idéen om, at markedet ikke virker – eller, som nogle populister påstår, kun virker for nogle allerede priviligerede grupper – og derfor skal styres politisk. Man skal fra politisk side dirigere industrien, subsidiere og beskytte særligt strategisk vigtige (læs: politiske forbundne) sektorer, og både beskytte og promovere særlige slags arbejdspladser i traditionel industri. Populisternes industripolitik hviler således på socialistiske idéer fra 1930erne og 50erne, der bredt set er debunket af ædruelige politikere, og som forskere som von Mises, Hayek og Olson forlængst har vist, ikke kan lade sig gøre i praksis. Men det er meget præcist den type politik, Trump i stigende grad fører, og amerikanske socialister som Bernie Sanders og Alexandria Ocasio-Cortez har plæderet insisterende for.
Påstande om, at globalisering er en trussel og fører til at ‘vores’ arbejdspladser og markedsandele stjæles af andre lande, er en anden gammel traver på den uinformerede venstrefløj. Bemærk, at jeg understreger uinformeret, da der er mange venstreorienterede økonomer, der fuldt støtter frihandel, fordi den i særlig grad gavner fattige mennesker i fattige lande, og nedbryder monopoler. Men Trumps handelspolitik og hans gentagne påstande om, at andre lande stjæler amerikanske industriarbejdspladser og “rip us off” er både økonomisk analfabetisk, og en idé som man ellers primært finder hos gakkede socialister som f.eks. Joseph Stiglitz og den trotskistiske franske præsidentkandidat Jean-Luc Mélenchon. Også her mødes socialistiske populister og autoritære højrefløjspopulister i toppen af hesteskoen.
En tredje afart af fænomenet kan ses i Trumps opkøb og statsliggørelse af private virksomheder: Hans ‘golden share’ i US Steel, 10 % andel i Trilogy Metals og Intel, og hands tvungne option på 8 % af aktierne i Westinghouse. Man kan næppe komme længere mod fuldblods socialisme end idéen om, at staten skal eje produktionsmidlerne i centrale industrier. Men det er præcist hvad Trump argumenterer, og hvad han er igang med at udføre i praksis.
Sidste skud på stammen er hans edikt om, at kreditkortselskaber ikke må tage mere end 10 % rente på folks kredit. Som Justin peger på, foreslog socialisterne Sanders og Ocasio-Cortez sammen med den ekstrem-trumpistiske republikaner Josh Hawley præcist det samme for knap et år siden. Statslig styring af kreditgivelse og finansielle institutioner er næppe heller særligt liberal eller konservativ politik, men er klassisk socialistisk populisme.
Donald Trump er på mange måder et ekstrem i sig selv, men derfor også et skoleeksempel på, hvordan populister ofte ligner hinanden selvom de rent umiddelbart hører til forskellige fløje. Trump er uden tvivl økonomisk analfabet, ligesom mange venstrepopulister er (og nogle gange med vilje), men det undskylder ikke at han også økonomisk er identisk med Sanders, Xi og Putin.
Af Christian Bjørnskov, den 18. januar 2026. Skriv et svar
Faste læsere ved, at der hvert år afholdes en dansk public choice workshop den sidste fredag i januar. Sidste år afholdtes den helt særligt i Malmø, og blev derfor også den baltiske public choice workshop. Og om knap to uger er det tid til den 26. af slagsen. Den afholdes den 30. januar mellem 11 og 18 på Institut for Økonomi, Aarhus Universitet, i vores nye faciliteter i Universitetsbyen (det gamle kommunehospital), bygning 1813-1814. Som altid er workshoppen åben for alle interesserede – man kan deltage hele dagen eller blot sidde med på en enkelt session, hvis det er det man har tid til eller interesse i. Frokosten er kun for de præsenterende deltagere, men der er gode muligheder i området.
Deltagerne i år kommer fra Danmark, Holland, Polen, Sverige og Tyskland, og emnerne spænder bredt fra euroeffekter over ulighed til terrorisme. Det næsten endelige program er her, og ser – hvis jeg skal sige det – meget spændende ud.
11.00-11.05: Welcome
11.05-12.35: Session 1. Policies
Tobias Poulsen (Cepos): Reassessing the Trade Effect of the Euro: A Replication of Glick & Rose (2016) with Updated Data and Adjusted Analyses
Rasmus Wiese (Groningen), Jakob de Haan (Groningen), and João Tovar Jalles (Lisbon): Unveiling Employment and Wage Dynamics: The impact of Labor Market Reforms using a Local Projections Difference-in-Differences Approach
Eliza Hałatek (Warsaw): One or too many voices? Introducing the Central Bank Cacophony Index
12.35-13.30: Lunch
13.30-15.00: Session 2a. Populism and voting
Ege Asutay (Jena), Niclas Berggren (IFN) and Christian Bjørnskov (Aarhus): Civil Society and Populism: Do Populist Politics Help or Hinder it?
Niclas Berggren (IFN) and Christian Bjørnskov (Aarhus): Incongruent Values and Populist Voting
Peter Nannestad (Aarhus): Immigrants as Future Voters? An empirical footnote to the Hillman – Van Long model
13.30-15.00: Session 2b. Rent-seeking
Atma Mahapatra (Groningen): A Broader View: Mapping the Universe of U.S. Trade Lobbying
Lotta Stern and Staffan Samuelsson (Ratio): A Return to Corporatism or Just Establishing a New Status Quo?
Martin Paldam (Aarhus) and Jamel Saadaoui (Paris 8): The Grand Pattern in the Triplet of Political Capitalism, State Capture, and Crony Capitalism
15.00-15.45: Coffee
15.45-17.40: Session 3a. Inequality and values
Andreas Bergh (Lund): Tennis, Chess, and Supercomputers: New Measures of Global Inequality
Karsten Bo Larsen and Cecilie Tandrup-Rasmussen (Cepos): Productivity in Danish Hospitals
Jerg Gutmann, Anne van Aaken, Betül Simsek, and Stefan Voigt (Hamburg): The Tightness/Looseness of Social and Legal Norms in Europe
Stefan Voigt (Hamburg), Mahdi Khesali (Hamburg), and Nadia von Jacobi (Trento): What Folktales Tell Us: Tracing Value Persistence Across a Century
15.45-17.40: Session 3b. Terrorism and constitutions
Lasse Aaskoven (SDU) and Marius Mehrl (Leeds): White and Red Terror: Ideology and State Violence after Autocratic Regime Establishment
Lasse Skjoldager Eskildsen (SDU) and Christian Bjørnskov (Aarhus): Are Terrorists Ideologically Consistent in their Target Selection?
Katarzyna Metelska-Szaniawska, Anna Lewczuk, Tymoteusz Mętrak (Warsaw): Economic consequences of respecting and violating constitutions revisited using a new set of indicators
Så er der (endelig) nyt fra Økonomiske principper igen.
Er en tættere by både en bedre og billigere by? Hvad er fordele og ulemper ved fødevarechecks? Hvorfor er mindsteløn skidt på trods af højere produktivitet og højere lønninger? Og har AI dræbt gevinsterne ved Stack Overflow?
Alt dette får I svar på i selskab med en af landets dygtigste økonomer og mig.
Lyt som podcast (fx på Spotity), eller se med på YouTube.
Af Christian Bjørnskov, den 16. januar 2026. Skriv et svar
Hvad foregår der i Rusland, hvordan virker økonomien, hvordan forstår man udviklingen? Blandt økonomer er der næppe nogen, der er bedre eller forstår mere indefra, end Sergei Guriev. Han er PhD i anvendt matematik fra det russiske videnskabsakademi, var gæsteadjunkt på Princeton, og senere professor på New Economic School i Moskva mellem 2004 og 2013. Guriev købte i april 2013 en envejsbillet til Paris, efter at venner havde advaret ham om at sikkerhedsstyrkerne var ude efter ham. Efter blandt ophold på bl.a. Paris School of Economics er han idag professor på London Business School.
Den glimrende Daniel Freeman fra the Institute of Economic Affairs i London interviewede forleden Guriev om netop Rusland. Det blev en samtale om hvordan resterne af Sovjetunionen blev til Rusland, hvad der gik galt, og hvordan landet virker under Vladimir Putins diktatur. Det er varmt anbefalet.
Hvis man er i humør til en kortere samtale om mere generel udvikling med fokus på institutioner og hvad der er tilbage fra kolonitiden, lavede jeg forleden podcast med min ven og kollega Manoel Bittencourt. Hele samtalen kan ses her; jeg hyggede mig meget med samtalen, og håber at der måske er noget inspiration i de muligheder, vi taler om.
Af Christian Bjørnskov, den 14. januar 2026. Skriv et svar
Den 1. januar for 67 år siden marcherede Fidel Castro og hans oprørsstyrker ind i Havana. Landets diktator Fulgencio Batista, der var kommet til magten ved et militærkup i 1952 – men som tidligere både havde taget magten i 1933 og var blevet demokratisk valgt i 1940 – flygtede til den Dominikanske Republik. Castro havde insisteret på, at han ikke var socialist, men det tog kun godt to år før han erklærede Cuba for socialistisk, allierede sig med Sovjetunionen, og brutalt nationaliserede alle dele af økonomien. Tiden siden da har været en både økonomisk og menneskelig tragedie for cubanerne.
Carlos Martinez skrev forleden dag om Cuba på Econlib og argumenterede for, at landet om få år vil slippe af med socialismen. I et forsøg på at foretage rigtig meningsmåling i Cuba i 2024 fandt CubaData at kun 3 procent af de adspurgte betragtede sig selv som ‘stærkt socialistiske’, mens næsten 22 procent var liberale eller pro-marked. Langt de fleste mener, at landet burde indføre liberaliserende reformer. Cubanerne ved godt, hvor meget de er gået glip af, og hvorfor.
For snart syv år siden skrev vi om Cubas tabte udvikling (læs her). Siden da er der kommet ny og meget fin forskning, der helt klart dokumenterer de enorme tab, cubansk socialisme har pålagt landet. I “The Forsaken Road: Reassessing Living Standards following the Cuban Revolution and the American Embargo” tager JP Bastos, Vincent Geloso og Jaime Bologna Pavlik fat i to indbyrdes relaterede spørgsmål: Hvilken økonomisk påvirkning har skiftet til socialisme haft, og hvor stor er effekten af den efterfølgende amerikanske embargo?
Svarene er, at revolutionen stort set har sat Cubas økonomi totalt i stå, og at USAs embargo kun har bidraget til 3-10 procent af det samlede tab. Bastos et al. noterer således, at cubansk arbejdsproduktivitet – målt på BNP per fuldtidsansat i John Devereuxs nye data – ikke er klart højere i 2019 end den var i 1957, året før revolutionen. Enhver indkomstfremgang på øen må derfor være kommet fra, at folk simpelthen arbejder mere, mens den socialistiske revolution stort set har slået al produktivitetsfremgang ihjel.
Figuren nedenfor illustrerer Cubas udvikling relativt til resten af Latinamerika; de fulde optrukne linjer er BNP per indbygger, mens de stiplede viser BNP per fuldtidsansat. Figuren viser meget klart, at BNP stiger fra starten af 1970erne til starten af 1980erne, hvilket er konsistent med en periode hvor arbejdsudbuddet stiger fordi flere kvinder kommer på arbejdsmarkedet. Omvendt sker der ikke noget med produktiviteten, og cubansk levestandard styrtdykker med cirka 40 procent i starten af 1990erne. Som Bastos et al. viser, er en væsentlig forklaring at den sovjetiske hjælp, der bidrog med omkring 20 procent til BNP, pludseligt holdt op. Væksten fra 1995 og frem er således blot en type konvergens op mod hvor Cubas økonomi var i midten af 1980erne.
Bundlinjen for cubanerne er, at hvis landet bare havde fulgt Latinamerikas trend, havde det været cirka dobbelt så rigt og dobbelt så produktivt. I stedet har cubanerne idag 45 procent af den nationalindkomst, som gennemsnittet i resten af Latinamerika har, og endnu lavere privatforbrug. Samtidig arbejder de officielt cirka 20 procent flere timer om året, og reelt er der masser af uofficielt arbejde i Cuba for bare at få mad på bordet.
Det er derfor ikke kun en økonomisk, men også en menneskelig tragedie at et land, der i midten af 1950erne var et mellemindkomstland med en særligt levende tradition for frie medier – V-Dem-projektets vurdering af ytringsfriheden i Cuba i slutningen af 1950erne er omtrent en tredjedel højere end resten af Latinamerikas – og en længere demokratisk tradition end det meste af kontinentet, idag er et næsten desparat fattigt land, hvor op mod 20 procent af befolkningen er flygtet de seneste år. Cuba burde have været et normalt, demokratisk latinamerikansk land, men er et repressivt diktatur med en levestandard under Indiens. Hvorfor nogen stadig tror på, at socialisme er vejen frem, er svært at forstå.
Jeg har uploadet mine gamle debatindlæg til Google NotebookLM og bedt den om at lave en video på baggrund af indholdet.
Resultatet er ret så interessant. Både fordi det er relativt flot lavet, men også fordi indholdet bliver formidlet virkelig godt. Selvom emnerne skifter lidt rigeligt (hvilket nok ligger i naturen, når man uploader alle debatindlæg), så lykkes det nogenlunde med at holde den røde tråd.
Af Otto Brøns-Petersen, den 25. december 2025. Skriv et svar
Alle vore læsere ønskes en god jul og et glædeligt nytår.
Som sædvanlig har vi pakket årets sommerserie i gavepapir til jer. I 2025 handlede sommerserien om de tidligere kommandoøkonomier fra Øst- og Centraleuropa, som i dag er en del af EU og på mange måder har været en betydelig økonomisk succes.
Så hvis der i juledagene er brug for en stille stunds eftertænksomhed, kan man læse eller genlæse alle afsnittede her.
Af Jonas Herby, den 23. december 2025. Skriv et svar
Her er et glimrende eksempel på, hvordan selektions bias kan føre til helt forkerte konklusioner. Eksemplet er fra Michel Nivard, der kritiserer Güllich et al. (2025) i Science, som konkluderer.
Across the highest adult performance levels, peak performance is negatively correlated with early performance.
Til det svarer Nivard bl.a.:
It becomes clear from Figure 1 that although early and adult performance are positively related in the population, conditioning on elite status reverses the association. The negative slope among elite performers is therefore not evidence against a causal role of early performance; it is the mechanical consequence of selection.
Af Otto Brøns-Petersen, den 16. december 2025. Skriv et svar
En af de allerførste dag i det nye år afholder CEPOS et arrangement, jeg glæder mig til.
Den 7. januar kl. 16-18 præsenterer Nils Karlson sin nye bog Reviving Classical Liberalism Against Populism. Der er lagt op til et skarpt opgør med den illiberale kollektivisme, som populisme i mange afskygninger repræsenterer.
Nils er stifter og tidligere mangeårig leder af forskningsinstitutionen Ratio Institute i Stockholm og nu uafhængig politologisk forsker.
Bogen er udgivet af Springer som open source og kan downloades kvit og frit her.
Mødet foregår hos CEPOS på Landgreven 3, 3. sal. Du kan tilmelde dig her
Af Jonas Herby, den 16. december 2025. Skriv et svar
Mangler du en julegave? Så er min bog, Prisen værd?, måske noget for dig (eller rettere: den du mangler en god gave til). I bogen evaluerer jeg corona-nedlukningerne og forklarer, hvorfor mange overvurderer effekten af de mange statslige tiltag under pandemien.
Bogen blev for nylig anmeldt af Jonas Ejlersen, som sluttede sin anmeldelse sådan:
Der er ufatteligt mange gode pointer og dårlige minder (mange af dem illustreret med billeder) i Jonas Herbys bog, og denne anmeldelse hverken kan eller skal leve op til at gengive dem fyldestgørende. Derfor tak til Jonas Herby for en fremragende bog.
Nedenfor er bogens prolog, som giver en lille forsmag på bogens indhold.
Prolog
Den 13. september 2005 – 15½ år før COVID-19 ramte Danmark – slap en virus ud af et kontrolleret miljø og startede en omfattende pandemi. Virussen, der smittede ved tæt kontakt, ramte især de store byer, og på kort tid var et stort antal blevet smittet med virus, og mange var døde.
Pandemien, der efterfølgende er blevet kendt som ”The Corrupted Blood incident”, sluttede efter 25 dage, da virksomheden bag onlinespillet World of Warcraft, Activision Blizzard, genstartede deres servere og dermed endegyldigt fik sat en stopper for pandemien, der var opstået som følge af en fejl i spillet, hvor en virus via spillernes online-kæledyr slap ud fra en særlig zone i spillet.
Kæledyrene smittede ikke blot spiller-karakterer, men også “ikke-spiller-karakterer”, som er styret af spillets computerprogrammering og ikke af menneskelige spillere. Disse “ikke-spiller-karakterer” døde ikke af virus, og endte derfor med at fungere som asymptomatiske smittebærere. Når en karakter blev smittet, fik karakteren – som spillerne ofte havde brugt 100-vis af timer på at opbygge – løbende dårligere helbred og kunne i sidste ende dø.
“The Corrupted Blood incident” ændrede den normale dynamik og dagligdag i World of Warcraft markant. Mange spillere undgik bevidst byer og andre tætbefolkede områder for at undgå at blive smittet. Normal handel og kommunikation mellem spillere blev stærkt reduceret, og planlagte events blev vanskelige eller umulige at gennemføre på grund af risikoen for infektion. Mange spillere valgte helt at isolere sig selv eller deres grupper fra den bredere spillerbase, ved fx at opholde sig i mindre befolkede områder i World of Warcraft.
Men hvorfor starte en bog om nedlukninger under COVID-19 med en beskrivelse af en pandemi i World of Warcraft?
Fordi spillerne i World of Warcraft – på trods af at der trods alt kun var tale om et spil – reagerede, som vi i store træk ville forvente, at mennesker reagerer, når det går op for dem, at der er en smitsom sygdom i omløb. Som i så mange andre situationer, hvor vi fornemmer fare, bliver vi mere opmærksomme, passer bedre på, og – ja faktisk – hjælper hinanden.
På pressemødet den 11. marts 2020, da Mette Frederiksen lukkede Danmark ned første gang, fyldte denne adfærd faktisk en del. Mette Frederiksen sagde ”tak til alle borgere, virksomheder, frivillige organisationer, arrangører – alle, der indtil nu har vist, at det er præcis det, vi har i Danmark – samfundssind” og ”jeg hører mange steder og måder at organisere sig på – naboen køber ind, man laver mad til hinanden, man holder øje og er opmærksom”. Senere blev disse budskaber med jævne mellemrum frembragt på de jævnlige pressemøder.
Og du husker det sikkert selv. Mange, mange tusinde danskere aflyste fødselsdage, arbejdede hjemme, brugte håndsprit og holdt afstand. Ikke fordi nedlukningen betød, at de skulle – det var stadig tilladt at mødes i private hjem, og de fleste arbejdspladser kunne stadig holde åbent. De gjorde det af samme grund som spillerne i World of Warcraft. Fordi de selv ville.
Der hersker således ingen tvivl om, at det vi hver især gjorde, for at passe på os selv, vores familier, vores venner og kollegaer, vores nabolag, vores Danmark. Alt det havde en stor effekt på pandemiens mulighed for at sprede sig.
Alligevel er det min opfattelse, at danskerne mener, at det især var regeringens nedlukninger, der førte Danmark gennem pandemien.
Men er det rigtigt?
Jeg har brugt godt tre år af mit liv på at undersøge effekten af nedlukningerne. Jeg har på den baggrund udgivet det, så vidt jeg ved, største og mest grundige metastudie af nedlukningerne sammen med forskere fra Lund Universitet i Sverige og Johns Hopkins University i USA. Vores metastudie viste, at nedlukningerne kun havde en meget beskeden effekt. Hvilket logisk set må betyde, at alt det, du og dine nære gjorde, havde en stor effekt.
Alligevel er Mette Frederiksen, regeringen og myndighederne løbet med store dele af æren. Det, mener jeg, er uretmæssigt. Et formål med denne bog er derfor at ære den, der æres bør: Nemlig dig og dine nære – ja faktisk stort set alle danskere. Det var de 5,8 millioner danskere, der – hjulpet af information fra myndigheder, bevares – fik Danmark godt gennem pandemien, mens politikernes nedlukninger primært gjorde ondt værre. Det var danskernes helt frivillige tilpasning til pandemien, der forhindrede tusinder i at dø. Det skal danskerne have æren for.
Et vigtigere formål med bogen er dog at bidrage til, at vi som samfund får debatteret, hvad statens rolle skal være under en krise. Det gælder selvfølgelig pandemier, men også andre typer af kriser, som fx energikrisen der opstod i forbindelse med Ruslands angreb på Ukraine. Vi så i løbet af pandemien, at staten indførte det, mange med rette har kaldt drakoniske indgreb, i borgernes frihedsrettigheder. Forsamlingsforbud, nedlukkede skoler, forbud mod at drive visse erhverv osv. Det skete på baggrund af en ekstremt forhastet lovgivningsproces, uden at der var evidens for effekten og uden at man forholdt sig til nærheds- og proportionalitetsprincippet.
Levede man fx op til nærhedsprincippet, da regeringen fra København holdt skoler og virksomheder lukket på småøer, hvor der ikke havde været smittetilfælde i ugevis? Var det proportionalt, da regeringen indskærpede forsamlingsforbuddet til fem personer samtidig med at smitten raslede ned?
Det er mit håb, at bogen kan bidrage til en debat om, hvilken rolle staten skal spille, når vi som samfund rammes af komplekse kriser og problemer. Ikke kun i form af pandemier, men mere generelt. Hvornår skal staten fx træffe beslutninger om, hvem du må mødes med, hvilke energiformer du skal bruge, hvilke erhverv der er tilladte? Og hvornår skal beslutningen ligge hos borgerne selv?
Jeg kan konkludere, at staten i hvert fald ikke formåede at håndtere COVID-19-pandemien på nogen overbevisende måde. Og det bør give stof til eftertanke.
Hvis Folketinget gav dig penge til at analysere effekten af udvalgte tiltag under COVID-19-pandemien, hvad ville du så gøre, hvis du skulle levere værdi for pengene?
Der eksisterer allerede adskillige litteraturgennemgange gennemført af forskere fra fine universiteter og anerkendte institutioner som fx The Royal Society. Men fælles for stort set alle disse reviews er, at de
blander studier med og uden kontrolgrupper[1] sammen i én stor pærevælling, og
ikke kommer frem til nogen størrelsesorden af effekterne.
Det gør det svært at konkludere noget håndfast på baggrund af disse reviews.
Problemet er, at du uden en kontrolgruppe ikke ved, om effekten på fx dødeligheden skyldes tiltaget eller andre ting (fx frivillige adfærdsændringer). Og uden en størrelsesorden af effekterne kan du ikke få en fornemmelse af, om gevinsterne i form af lavere dødelighed står mål med omkostningerne ved fx at lukke skolerne. Det er svært at forestille sig, at man på en lignende sløset baggrund godkendte ny medicin eller nye vacciner.
Hvis du skulle levere bang for the bucks til Folketinget, skulle du altså gøre det, de mange andre reviews ikke gør, dvs.
fokusere på studier, der har en (eller anden form for) kontrolgruppe, så du kan adskille effekten af tiltaget fra effekten af fx de frivillige adfærdsændringer, som vi ved var vigtige under pandemien.
estimere et (eller flere) effektmål, så vi har et bedre bud på, hvor meget fx skolelukninger påvirker pandemiens udvikling.
Det første er nogenlunde til. Man kan godt skille skidt fra kanel, så man får frasorterer studier som fx Flaxman et al. (2020) (læs om Flaxman-fejlen her), der helt åbenlyst ikke er velegnede til at sige noget om effekten af nedlukningerne. Der er selvfølgelig udfordringer med de enkelte studier, som — fordi alting gik meget hurtigt under pandemien – kan have svært ved at adskille de enkelte effekter fra hinanden, men det er ikke en undskyldning for at inddrage studier uden kontrolgrupper.
Andet punkt er sværere, fordi studierne måler effekterne på vidt forskellige måder, som ikke nemt kan konverteres til ét mål. Men der er trods alt tale om et begrænset antal mål, og mange studier ser på effekten på kontakttallet (Rt) eller på antallet af døde. Så man kan nå rigtig langt ved at opdele på fx 2-4 forskellige mål for effekten og gå målrettet efter at blive klogere på dem.
Hvis du for alvor skulle levere bang for the bucks, burde du altså bruge al din tid på at samle resultaterne i de studier, der 1) har en kontrolgruppe og 2) ser på et af de 2-4 mål, du har fokus på – det kunne fx være effekten af tiltagene på dødeligheden/smittespredningen og kontakttallet.
VIVE fejler fuldstændigt
VIVE har været i præcis den situation, jeg beskriver ovenfor. De har fået 5,0 mio. kr. af Folketinget til ”evaluering af den danske håndtering af covid-19-epidemien”, hvoraf en andel er gået til netop at evaluere effekten af nedlukningerne, som var et af otte punkter, Folketinget ønskede undersøgt. Denne evaluering sker i deres Delrapport 1, som danner grundlag for deres endelige rapport, der er offentliggjort i dag.
Det er ikke mange penge, bevares. Men det undskylder ikke, at VIVE’s evaluering fejler fuldstændigt i forhold til at levere værdi i form af ny og brugbar viden. I stedet gør VIVE præcis det samme som de fleste tidligere reviews. De medtager alle studier uanset om de har en kontrolgruppe eller ej. Garbage in – garbage out.
Kan Red Bull kurere influenza?
For at illustrere, hvor problematisk det er at medtage studier uden en kontrolgruppe, så forestil jer, at man gav 1000 influenzasyge en Red Bull, fordi man havde en idé om, at energidrikken var en god kur. Efter 14 dages observation konstaterer man, at alle patienter er raske, og man kunne derfor komme til at konkludere, at Red Bull er særdeles effektivt mod influenza.
Det er basalt set det, der sker, når VIVE fx medtager omtalte Flaxman et al. (2020) i deres review. Flaxman et al. har ingen kontrolgruppe, men antager, at det er nedlukningerne, der forhindrer pandemien i at sprede sig.[2] Det er lige så seriøst som at antage, at det er Red Bull, der kurerer influenzaen.
Skolelukningerne som eksempel
For at illustrere min pointe, kan vi se på hvad VIVE skriver om skolelukningerne. Her konkluderer VIVE, at
”Samlet set peger litteraturen på, at skolenedlukning under covid-19-pandemien bidrog til at reducere smitte og indlæggelser og i mindre grad dødelighed, især når nedlukninger blev implementeret som led i en bredere indsats.”
Vi ved ikke, hvad effekten er
Selvom jeg ikke er uenig i konklusionen, så er den så vag, at den ikke lever op til formålet med evalueringen, som er at ”belyse effekten af ikke-farmakologiske tiltag på covid-19- smittespredningen”. Diskussionen går meget sjældent på, om der var en effekt eller ej, men på om effekten var af en størrelsesorden, der gør tiltaget prisen værd og potentielt relevant ved fremtidige pandemier.
I vores metastudie finder vi fx, at skolelukningerne reducerede dødeligheden med 5,9%. Det betyder, at hvis man ikke havde lukket skolerne, så ville der have været under 40 ekstra COVID-19-dødsfald under første bølge. Det ville være trist, men også en forsvindende lille effekt ift. de næsten 60.000 årlige dødsfald i Danmark, og den betydning skolelukningen havde for de knap 700.000 danske skoleelever (husk, at det primært var meget gamle mennesker, der døde af COVID-19).
De effekter, der nævnes, er misvisende
I deres kvalitative gennemgang af studierne kommer de dog ind på visse størrelsesordener. Fx skriver VIVE, at
”Walsh et al. (2021) fandt i et systematisk review […] at omtrent halvdelen af studierne viste en reduktion på op til 60 % i smitte efter skolenedlukning, mens de øvrige studier ikke fandt nogen effekt.”
VIVE henviser her til de 14 studier af skolelukninger, som Walsh et al. (2021) vurderer kun har moderate biases (De to andre kategorier er serious og critical).
Jeg har gennemgået de 14 studier, for at blive lidt klogere på metode og estimater. Og det er artig læsning. Resultaterne i de 14 studier fordeler sig nemlig som vist nedenfor.
Seks studier finder ingen eller lille effekt. Fem studier har ingen kontrolgruppe[3] – herunder bl.a. Auger et al. (2020), som finder, at skolelukningerne reducerer dødeligheden med de ca. 60%, der nævnes af VIVE som øvre mulig effekt. Auger et al. (2020) kommer basalt set frem til dette resultat ved at sammenligne udviklingen før og efter skolenedlukningen og antage, at den meget kraftige eksponentielle vækst før nedlukningen ville være fortsat uændret, hvis skolerne ikke var lukket. De antager med andre ord, at alt det vi gjorde frivilligt, ikke havde nogen som helst betydning.
Det sidste studie er Chernozhukov et al. (2021), som faktisk er et fint studie. Vi har også Chernozhukov et al. (2021) med i vores metastudie, og de er blandt de studier, der finder størst effekt af nedlukningerne (fx 17% færre døde ved at indføre udgangsforbud). De skriver dog, at de ikke kan estimere effekten af skolelukningerne troværdigt, fordi alle skoler i deres datasæt (USA) lukker næsten samtidig (inden for en uge), og der derfor ikke er tidsvariation nok til at estimere effekten præcist. Størrelsesordenen på deres estimat svinger derfor vildt, afhængig af hvilken model, de bruger til at estimere effekten.
Note: Studiet med usikker effekt er Chernozhukov et al. (2021), som skriver, at de ikke kan estimere effekten troværdigt, fordi alle skoler i USA lukker næsten samtidig (inden for en uge), og der derfor ikke er tidsvariation nok til at estimere effekten præcist).
Billedet er altså ret tydeligt. Næsten alle studier, der finder en betydelig effekt af skolelukningerne, har ingen kontrolgruppe. Alligevel beskrives det både af Walsh et al. (2021) og VIVE som om, at der rent faktisk er en effekt af betydning. Når de skriver, at ”halvdelen af studierne viste en reduktion på op til 60 % i smitte efter skolenedlukning, mens de øvrige studier ikke fandt nogen effekt” lyder det j som om, der er noget at komme efter. Men kejseren har ikke tøj på. De 60% er nonsens, fordi der ikke er en kontrolgruppe, og studierne med kontrolgrupper finder nærmest alle ingen eller meget små effekter.
VIVE inkluderer også litteraturgennemgangen fra The Royal Society (2023), som jeg tidligere har kritiseret i National Review for at begå præcis de samme fejl som VIVE.
Konklusion
I bedste fald kan vi konkludere, at effekten af nedlukningerne på smittespredningen og dødsfald er tvivlsom. Til gengæld er bivirkningerne meget konkrete og tydelige.
Var der tale om et farmakologiske tiltag, ville man aldrig ordinere medicinen på baggrund af den viden, vi har i dag. Og principielt bør der ikke være forskel på farmakologiske tiltag og ikke-farmakologiske tiltag. Metodisk set er der ingen forskel: Uden dokumentation for effekt og størrelsesorden bør man ikke implementere tiltag med store bivirkninger.
Enhver grundig og uvildig evaluering vil derfor uundgåeligt ende med i flammeskrift at konkludere, at nedlukningerne set fra et videnskabeligt og fagligt perspektiv var en politisk fejltagelse med enorme negative følger for samfundet.
Og pengene til VIVE’s evaluering? De er spildt. Fuldstændigt. I hvert fald den del, der er gået til at evaluere nedlukningerne.
VIVE’s evaluering af corona-nedlukningerne gør os ikke klogere. Overhovedet.
BILAG
Oversigt over gennemgåede studier fra Walsh et al. (2021).
Note: Nummeret i parentes er referencenummeret i Walsh et al. (2021).
REFERENCER
Auger, Katherine A., Samir S. Shah, Troy Richardson, David Hartley, Matthew Hall, Amanda Warniment, Kristen Timmons, et al. 2020. “Association Between Statewide School Closure and COVID-19 Incidence and Mortality in the US.” JAMA 324 (9):1–13. https://doi.org/10.1001/jama.2020.14348.
Chernozhukov, Victor, Hiroyuki Kasahara, and Paul Schrimpf. 2021. “Causal Impact of Masks, Policies, Behavior on Early Covid-19 Pandemic in the U.S.” Journal of Econometrics, Pandemic Econometrics, 220 (1):23–62. https://doi.org/10.1016/j.jeconom.2020.09.003.
Flaxman, Seth, Swapnil Mishra, Axel Gandy, H. Juliette T. Unwin, Thomas A. Mellan, Helen Coupland, Charles Whittaker, et al. 2020. “Estimating the Effects of Non-Pharmaceutical Interventions on COVID-19 in Europe.” Nature 584 (7820):257–61. https://doi.org/10.1038/s41586-020-2405-7.
The Royal Society. 2023. “COVID-19: Examining the Effectiveness of Non-Pharmaceutical Interventions,” August. https://royalsociety.org/-/media/policy/projects/impact-non-pharmaceutical-interventions-on-covid-19-transmission/the-royal-society-covid-19-examining-the-effectiveness-of-non-pharmaceutical-interventions-report.pdf.
Walsh, Sebastian, Avirup Chowdhury, Vickie Braithwaite, Simon Russell, Jack Michael Birch, Joseph L Ward, Claire Waddington, et al. 2021. “Do School Closures and School Reopenings Affect Community Transmission of COVID-19? A Systematic Review of Observational Studies.” BMJ Open 11 (8):e053371. https://doi.org/10.1136/bmjopen-2021-053371.
Yang, Bingyi, Angkana T. Huang, Bernardo Garcia-Carreras, William E. Hart, Andrea Staid, Matt D. T. Hitchings, Elizabeth C. Lee, et al. 2021. “Effect of Specific Non-Pharmaceutical Intervention Policies on SARS-CoV-2 Transmission in the Counties of the United States.” Nature Communications 12 (1):3560. https://doi.org/10.1038/s41467-021-23865-8.
[1] Der er mange måder, man rent statistisk kan skabe en kontrolgruppe på. I forhold til corona-nedlukningerne, kan man fx udnytte, at nogle steder lukker skolerne før andre – eller slet ikke – så man kan sammenligne udviklingen med og uden skolelukninger. Og som jeg beskriver i min bog, Prisen værd?, er der også eksempler på randomiserede forsøg (og ting, der ligner rigtig meget).
[2] I studiet gør Flaxman et al. (2020) faktisk opmærksom på dette problem og skriver, at “vores parametriske form for [reproduktionstallet] Rt antager, at ændringer i Rt er et øjeblikkeligt svar på interventioner snarere end gradvise ændringer i adfærd”. De kan altså kun få deres resultater, ved at antage, at af alt det, borgere og virksomheder selv gjorde for at beskytte sig mod pandemien (arbejde hjemmefra, spritte hænder, aflyse fødselsdage, holde afstand, blive hjemme osv.) ikke havde nogen som helst effekt, og at de fortsat ville have været gået på restaurant mv. i samme omfang, hvis ikke de var blevet lukket ned. Og det er naturligvis forkert.
[3] I Yang et al. (2021)’s har i deres supplementary material en model, hvor de inkluderer Googles ”workplace mobility” som en proxy for frivillig adfærd. Her finder de en effekten på ca. 13% lavere Rt i modsætning til 39% i deres primære model, hvor de intet gør for at tage højde for frivillig adfærd.
Af Christian Bjørnskov, den 11. december 2025. Skriv et svar
Et af de emner, der virkelig kan få visse folk op i det røde felt, er kolonitiden og afkoloniseringen. Sidste år udkom Kristian Niemitzs fine bog Imperial Measurement – et glimrende bud på en lille fagbog, interesserede kan læse i juletiden – der stiller spørgsmålet, om kolonimagterne faktisk havde økonomisk gavn af deres kolonier. Kristians svar er , at faktorerer man kolonimagternes omkostninger ind i regnestykket, er det mest sandsynligt, at de fleste kolonier var en økonomisk belastning. Men den anden side af spørgsmålet, er naturligvis om kolonierne havde gavn eller ej af tiden. Det er næsten umuligt at svare på, så jeg har i år brugt tid på at stille spørgsmålet på en lidt anden måde: Hvad skete der med de tidligere koloniers økonomiske udvikling, efter de blev uafhængige?
Hvordan i alverden gør man det, kan mange økonomer nok spørge. Problemet er, hvad der er den mest rimelige sammenligning at gøre, og hvordan de klarede sig før de blev uafhængige. Svaret før økonominørderne er den nyudviklede Butts og Gardner-estimator. For alle resten af læserne er det en måde at sammenligne hvad der sker med tidligere koloniers vækst i perioden 1950 til nu, i forhold til hvordan det gik dem før uafhængigheden og i forhold til andre relativt fattige lande. Og det er særligt også en måde at skille de tidligere britiske og hollandske kolonier fra resten af gruppen.
Svaret på spørgsmålet afhænger nemlig af, hvilken ‘slags’ koloni et land var, før det blev uafhængigt. De britiske og hollandske kolonimyndigheder havde nemlig typisk en politik, der hvilede på at bruge lokale institutioner hvis de eksisterede, uddanne lokale politifolk, embedsfolk, osv., men særligt de franske installerede franske institutioner og brugte franske embedsfolk, dommere osv.
Undersøgelsen viser meget tydeligt, at der intet skete økonomisk med tidligere britiske og hollandske kolonier – de fortsatte basalt den den samme økonomiske udvikling, som de havde haft i den sene kolonitid. Modsat dem viser undersøgelsen, at gruppen af tidligere franske, portugisiske, belgiske og andre kolonier oplevede markant lavere vækst, og i særlig fra i det andet tiår efter uafhængighed. Det var også væsentligt mindre sandsynligt, at de franske var demokratiske i tiden after uafhængighed, og klart mere sandsynligt, at de oplevede væsentlig politisk ustabilitet i form af statskup.
Hvad gik der galt? Fokuserer man i stedet på privatforbruget, faldt væksten i begge grupper lande efter uafhængigheden. Umiddelbart ser det således ud til, at uafhængighed var en dårlig nyhed for de fleste almindelige mennesker i de tidligere kolonier. Men – og det er et stort men – det relative fald i de tidligere britiske holdt op efter de første 20 år og var ledsaget af væsentligt større investeringer end i de tidligere franske. Efter 30 års uafhængighed havde de tidligere britiske og hollandske kolonier således i gennemsnit 40 procent højere BNP og 21 procent højere privatforbrug end restgruppen af franske, belgiske og andre kolonier. Over halvdelen af den første gruppe var demokratier, mens det var under en tiendedel af de tidligere franske.
Så var uafhængighed en god idé for de tidligere kolonier? Mit bud er, at svaret afhænger af, om kolonimagterne efterlod levedygtige institutioner. Franskmændenes var befolket af franskmænd, der typisk tog tilbage til Frankrig, da kolonierne blev uafhængige, mens de britiske kolonier ofte havde udviklet relativt effektive, demokratiske, hjemmegroede institutioner. Ved uafhængighed havde de britiske og hollandske således langt bedre institutioner end de andre tidligere kolonier, ligesom de også har idag. Er det en afskyelig koloniarv, som Storbritannien og Nederlandene burde kompensere dem for?
Hele analysen med titlen Was National Sovereignty a Profitable Decision? Exploring Economic Growth after Decolonisation kan læses her.
Af Christian Bjørnskov, den 8. december 2025. Skriv et svar
Vi har for ti år siden skrevet om både hvordan der er et potentielt lukrativt marked uden et fly da Boeing holdt op med at producere det unikke 757-fly i 2004, og hvordan det dengang stadig var tomt. For seks år siden diskuterede vi, hvordan Boeing opgav sit NMA-projekt, der skulle erstatte 757, fordi virksomheden blev nødt til at fokusere sine ressourcer på at rette op på graverende fejl i den nyeste version af dets topsælger, 737-flyet – dets selvforskyldte kvaler. Der specielle i situationen er, at der stadig ingen konkrete planer er om at udvikle en efterfølger for 757, og mens Airbus i mellemtiden har forsøgt at rykke ind i det gabende hul i markedet, går det heller ikke for godt.
Baggrunden er, at Boeing 757, der kom på markedet i 1983, er et ret unikt fly. Forskellige versioner og konfigurationer af flyet kan rumme cirka 230-290 passagerer, hvilket ligger lige mellem de store versioner af Boeings egen 737 og Airbus 320-familie, og de noget større Boeing 767 og 787, og Airbus 330 og 350. Størrelsesmæssigt ramte 757 derfor et hul i markedet, ikke mindst fordi det har rækkevidde og fra 1986 også godkendelse til at flyve over Atlanten. På samme tid kan det også bruges til at flyve ind og ud af ‘svære’ lufthavne, der ligger højt og er varme, og har ingen problemer med at lette fuldt lastet. Grunden er flyets motorer, der er de samme som det noget store 767: Piloter omtaler det derfor ofte som en sportsvogn. Men da 757 ikke har været produceret de sidste 21 år, og dets karakteristika stadig er stærkt efterspurgte af en række selskaber, eksisterer der et voksende hul i det internationale flymarked.
Europæiske Airbus har forsøgt at fylde noget af hullet ved at producere særudgaver med længere rækkevidde af det noget mindre A321, men som the Telegraph skrev forleden, har de to udgaver – A321XLR og ULR – været skuffelser. XLR-flyet skulle kunne flyve op til 11 timer og op til 4700 sømil. Det kan det bare ikke på samme tid: Airbus-flyet kan måske flyve op mod 11 timer, men langt fra fuldt lastet, og selv da nok kun godt 4200 sømil. Grunden er, at flyet nu er tungere end planlagt pga. påkrævet forstærkning omkring dets ekstra brændstoftank, som myndighederne identificerede som en særlig brandrisiko. Og hvis man endelig skulle kunne flyve så langt, rammer man væsentlige problemer med arbejdstidsregler for personalet. Mens der i alle widebodies er et særligt hvileområde med senge (i Boeing 777 ligger det ovenpå kabinen omme bagi, med en trappe op skjult i et skab i køkkenet) er der i mindre fly intet oplagt hvileområde. Hvis der ikke er tomme businesssæder til personale på pause, kan A321-flyene af den grund slet ikke flyve så langt som lovet. Problemet for Airbus er dermed, at de med A321XLR og ULR simpelthen har lovet for meget og leveret for lidt. Det er sigende, at den længste rute der pt. bliver fløjet med A321XLR, er Aer Lingus rute fra Dublin til Nashville på 3200 sømil.
Det mærkelige i hele situationen – og grunden til at en økonom kan interessere sig for det – er således, at der har eksisteret et veldefineret og kendt marked i snart 20 år for en bestemt type fly, og markedet er bestemt ikke småt, men ingen af de to store producenter har taget skridt mod at levere et fly, der faktisk passer markedet. Hvorfor sker det ikke noget?
En mulighed er, at udviklingsomkostningerne på nye fly ikke bare er ekstremt høje, men også steget de senere årtier. I princippet har computerteknologi sænket omkostningerne, fordi man kan modellere og checke mange ting uden at bygge dem, men andre omkostninger er steget. Det gælder ikke mindst omkostninger forbundet med at opfylde både eksisterende regulering, og den man regner med kommer i fremtiden. Certificeringen af nye fly er også blevet mere krævende og langsommelig, hvilket også øger udviklingsomkostningerne, og gør det mere usikkert, hvornår flyet faktisk kan leveres. Boeings problemer med at få certificeret den største 737-variant er et klart eksempel på problemet. En anden mulighed er såkaldt policy uncertainty i form af, at hverken Boeing eller Airbus kan være sikre på, hvordan fremtidig miljø- og støjregulering kan se ud. Det er basalt set problemet, hvordan man ved hvad politikere kan finde på?
En tredje mulighed er mere speciel, men er nævnt flere gange af repræsentanter for de to store producenter. Boeing har brugt midler på at forske i udvikling af nye og mere effekter vingetyper, ligesom det ofte nævnes, at motorteknologi også rykker for tiden. Logikken er derfor, at det ikke kan betale sig at udvikle nye fly nu, fordi man bør vente på den nye teknologi. Problemet er naturligvis, at det altid gælder, at der snart kommer ny teknologi, men man kan ikke altid vente – så sker der ingenting. Boeing har valgt af nødvendighed, at trække ressourcer væk fra udvikling af et nyt fly til at håndtere problemerne med 737-flyet, og er derfor endt i en situation, hvor selskabet venter længere på ny teknologi. Og fordi Boeing har udskudt beslutningen, kan Airbus tillade sig at vente på ny teknologi, velvidende at den eneste seriøse konkurrent for tiden ikke er istand til at levere konkurrence på hullet i markedet.
Reelt er der sandsynligvis tale om en kombination af alle mulighederne for at forklare den mærkelige situation: Hvorfor er der aldrig kommet en rigtig afløser for Boeing 757 – som Delta Airlines stadig opererer 92 af – selvom der er et åbenlyst hul i markedet for sådan et fly? Svaret blæser lidt i vinden, men det virker ikke mindst som et ledelsesproblem hos Boeing. Det kræver ikke bare ressourcer, men også et vist mod at begive sig ud i at udvikle et helt nyt fly. Og når det ene selskab i et marked med to producenter, ikke har modet, forsvinder det andet selskabs incitament til at konkurrere effektivt. Og derfor befandt jeg mig for et par uger siden på en flyvning mellem Atlanta og Tampa i et smukt, komfortabelt, men 28 år gammelt fly.
Nedenstående er en infoboks fra min bog, Prisen værd? Det er min påstand, at alle studier, der finder en stor effekt af nedlukningerne, falder på mindst én af tommelfingerreglerne.
Den hyppigeste årsag til at et studie finder en stor effekt er, at der ikke er nogen kontrolgruppe og forskerne antager, at det kun var nedlukningerne, der gjorde en forskel. Implicit antager de altså, at alt det vi gjorde frivilligt (holde afstand, hilse med albuer, spritte hænder, aflyse fødselsdage osv.) ikke havde nogen som helst effekt. Det er fx det, Flaxman et al. (2020) gør, og som videnskab.dk var meget begejstret for.
Fem tommelfingerregler når du læser studier af effekten af nedlukninger
Gennem de første tre år af pandemien var der ofte folk, der sendte mig studier af effekten af nedlukninger, som angiveligt viste, at nedlukninger var meget effektive. Som beskrevet kapitel 3 er der en række forhold, man skal være opmærksom på, før man tager resultaterne i disse studier for gode varer.
Hvis du – måske ansporet af denne bog – begynder at debattere effekten af nedlukninger med venner, familie og kolleger, kan du ende i en lignende situation, hvor fortalerne for nedlukningerne oversvømmer din indbakke med forskning, der – angiveligt – viser det stik modsatte af, hvad du har læst i denne bog.
Da det kan være meget tidskrævende at læse alle studier, får du her fem tommelfingerregler, jeg udviklede for rimelig let at kunne skille skidt fra kanel i de debatter, jeg deltog i. Hvis du kan svare “Ja” til et af de fem spørgsmål, er der stor sandsynlighed for, at undersøgelsen ikke siger noget validt om effekten af nedlukninger.
1) Er undersøgelsen baseret på modelleringer?
Bruger forskerne en epidemiologisk model til at beskrive antallet af positive tests, indlæggelser og dødsfald, med og/eller uden nedlukninger? Hvis ja, siger studiet sandsynligvis ikke noget om effekten af nedlukningerne, da resultaterne afhænger 100% af forskernes antagelser i modellen.
Du kan søge efter ordet “model” for at finde indikationer for, om der er tale om et modelstudie, men vær meget forsigtig, da “model” også bruges til at beskrive den empiriske model, forskerne har brugt til at analysere data. Før du ser bort fra studiet, skal du være sikker på, at der er tale om en epidemiologisk model a’la SIR-modellen, som jeg gennemgår i kapitel 5.
2) Negligerer studiet effekten af frivillige adfærdsændringer?
Ofte – men langt fra altid – skriver forskerne direkte, at de ikke kan skelne mellem effekten af nedlukninger og effekten af frivillige adfærdsændringer? Mange forskere skriver som Flaxman m.fl. (2020) noget a’la ”our parametric form of Rt assumes that changes in Rt are an immediate response to interventions rather than gradual changes in behaviour, and it does not include importation or subnational variation”, hvilket tydeligt indikerer, at studiet ikke undersøger effekten af nedlukningerne, men effekten af samfundets samlede svar på pandemien. Jeg søger normalt efter “behavior“, “spontaneous“, “voluntary” og lignende ord, for at finde de steder, hvor forskerne skriver om det. Hvis de skriver om det. For det gør de desværre ikke altid.
3) Fejler studiet i forhold til at bruge en relevant kontrolgruppe?
Anvender forskerne bag studiet en tilgang, hvor de har en relevant kontrolgruppe, fx ved at bruge en difference-in-difference tilgang? Denne regel er lidt vanskelig, hvis du ikke er bekendt med empiriske metoder (og faktisk ofte også selvom du er, fordi det ikke altid fremgår klart). Det du er på udkig efter er, om forskerne har en eller anden form for kontrolgruppe, eller fx blot sammenligner “før nedlukning” med “efter nedlukning” uden en kontrolgruppe. Hvis ja, kan du ikke stole på deres resultater, da de ikke skelner mellem virkningerne af nedlukninger og andre effekter såsom frivillige adfærdsændringer.
4) Er der et (meget) lille datagrundlag?
Cherrypicker forskerne lande eller stater, når de skal undersøge effekten af nedlukningerne? Der er flere studier, der ved første øjekast bruger en gyldig metode til at analysere effekten af nedlukninger, men hvor resultaterne er biased, fordi forskerne har fokuseret på højt profilerede tilfælde som fx Sverige, New York eller Italien, der alle blev ramt tidligt og hårdt af pandemien. Hvis de gør det, så tænk over hvorfor de ikke undersøger fx Japan eller Island, som havde få dødsfald og meget milde nedlukninger. Eller Belgien som havde rigtig mange dødsfald og meget hårde nedlukninger?
Når et resultat er statistisk signifikant, betyder det, at resultatet næppe er tilfældigt. Det betyder ikke, at det er af praktisk betydning. Et resultat, der viser, at nedlukninger reducerede dødeligheden med 0,1%, kan være statistisk signifikant, men er ikke af praktisk betydning – det er ikke politisk signifikant. Et statistisk signifikant resultat kan derfor reelt vise sig at vise det stik modsatte af, hvad den person, der viser dig undersøgelsen, regner med.
Vær forsigtig!
Bemærk, at ovenstående alene er tommelfingerregler. Det betyder, at de virker generelt, men ikke nødvendigvis altid. Så vær forsigtig! Og jeg må hellere bemærke, at vores metastudie naturligvis ikke er baseret på tommelfingerregler.
Af Jonas Herby, den 23. november 2025. Skriv et svar
UK Covid Inquiry (Englands meget politiske corona-kommission) har netop udgivet deres rapport, hvor de baseret på modelkørsler vurderer, at “hvis landet i marts 2020 var blevet lukket ned en uge tidligere, så var antallet af dødsfald i den første covid-bølge blevet mindsket med 23.000,” som TV2 formulerer det.
Nedenstående er en af de infobokse, jeg endte med at droppe i min bog, “Prisen værd?“, hvor jeg evaluerer nedlukningerne.
Tror de virkelig selv på det? 🙂
I 2023 delte Storbritanniens tidligere sundhedsminister, Matt Hancock, 100.000 WhatsApp-beskeder med journalisten Isabel Oakeshott i forbindelse med en bogudgivelse. Oakeshott lækkede senere beskederne til The Telegraph, som offentliggjorde dem under navnet “Lockdown Files”.
Selvom afsløringerne ikke fik omtale i danske medier, rummer de indhold af potentiel interesse for danske læsere. Beskederne viser bl.a., hvordan den britiske regering og myndigheder bevidst fordrejede information for at fremme politiske mål.
Særligt én besked fra Liam Booth-Smith, rådgiver for den daværende finansminister Rishi Sunak, er i mine øjne interessant. Han stillede det logiske spørgsmål: Hvilken yderligere effekt har en nedlukning, når befolkningen allerede passer godt på sig selv? Dette spørgsmål blev aldrig fulgt op, og kun fire dage senere indførte Boris Johnson et udgangsforbud, der reelt låste briterne inde i deres hjem.
Af Christian Bjørnskov, den 21. november 2025. 1 svar
Den skandinaviske velfærdsstat er den bedste samfundsform, hvis man vil have meget velfærd – ikke? Det er i hvert fald den antagelse, som mange borgere og de fleste politikere accepterer hver dag. De gør den endda ofte helt uden at tænke over det. Men er antagelsen sand? Ny forskning fra to svenskere – Stefan Fölster og Nima Sanandaji – der lige er udgivet af the Institute of Economic Affairs i London prøver at svare på spørgsmålet.
Og deres svar er nej. Alle interesserede bør enten se Reem Ibrahims fine interview med Sanandaji nedenfor, eller læse hele publikationen her (den er gratis), eller begge dele. Fölster og Sanandaji udforsker meget klart, om det man påstår velfærdsstaten gør, faktisk leveres bedre end andre statsformer. Helt overordnet er konklusionen, at de store skandinaviske velfærdsstater leverer middelmådig offentlig service til en meget høj pris.
Af Jonas Herby, den 17. november 2025. Skriv et svar
I det seneste afsnit af min podcast, Regelstaten, talte jeg med tidligere miljøøkonomiske vismand, Lars Gårn Hansen, om konsekvenserne af klimaforandringerne.
Det var en lærerig samtale, hvor vi bl.a. talte om, hvorfor økonomer tilsyneladende ser meget mere positivt på fremtiden med klimaforandringer end mange andre faggrupper.
Under vores samtale kommer vi bl.a. kom ind på tipping points og hvad de kan betyde for menneskers velfærd. Bl.a. fortæller Lars Gårn Hansen, at et kollaps af AMOC og Golfstrømmen kan ske meget hurtigt, med store ændringer i temperaturen over bare 10 år og et egentlig kollaps i løbet af blot 50 år.
Konsekvensen af et sådan et kollaps vil være enorme. Lars Gårn Hansen fortæller, at det “kunne ligne en halvering af den økonomiske vækst, vi ellers forventer over den 50-årige periode”. Altså en enorm omkostning… Men ikke ligefrem en eksistentiel trussel, selvom der selvfølgelig vil være nogle områder, der er ramt hårdere end andre.
I kan lytte til hele samtalen på YouTube eller i jeres podcast-app (bare søg på Regelstaten).
