Værdiclusters i Europa

Vi har siden 31. december skrevet om værdier i Europa, som vi har splittet op i fire typer: Sjov og kreativitet, ordentlighed, bling, og traditioner og sikkerhed. De fire værdidimensioner og resultatet af en faktoranalyse af 21 forskellige udsagn om værdier, som knap 176.000 respondenter har svaret på i the European Social Survey. Vi har derefter taget gennemsnittene i 290 regioner på tværs af Europa og har tegnet fire kort over fordelingen af dem.

Vores femte og sidste indlæg i serien handler om, hvilke regioner der herefter ligner hinanden. Vi laver her en såkaldt cluster-analyse, som netop fordeler observationer ind i et antal grupper, der er maksimalt ens internt i hver gruppe samtidig med at grupperne som sådan er maksimalt forskellige. En løsning med seks clusters viser sig at være fornuftig, forstået på den måde at man hverken får clusters, der er meget blandede internt eller meget små clusters. Resultatet kan ses i figuren nedenfor.

Den første observation, som springer i øjnene, er at der ikke er en eneste cluster, der udelukkende indeholder regioner fra EU – alle clusters er spredt udover EUs grænser. Den lyseblå cluster, som Danmark tilhører, omfatter således både Norge, Holland, Portugal, Wales, store dele af England, dele af Irland or det meste af Estland, Letland, og Belgien. Der er også Salzburg-regionen i Østrig, lidt tilfældige bidder af Ungarn og Zagreb i Kroatien. Det man måske mest kan kalde kernen af EU er den røde cluster, der dækker hele Frankrig, hele Vesttyskland (inkl. Berlin), hele Sverige, Finland og Island, og derudover Skotland, Cornwall og det spanske Baskerland.

Forskellene på disse to clusters – den lyseblå og røde – findes i, at de blå lægger lidt mere vægt på traditioner (som ingen af dem ser som særligt vigtige), og noget mindre vægt på ordentlighed, og at folk i de røde regioner er meget kraftigt imod ‘bling’-faktoren. Begge er fælles om at lægge vægt på at have det sjovt og være kreativ, en type værdi som de også deler med den grønne cluster. En anden mulig forskel på den lyseblå og den røde cluster er, at de østlige dele af England, der er blå, i højere grad stemte for Brexit, mens Skotland og de gamle industriområder i the Midlands stemte Remain. Omvendt finder man ikke ret meget EU-skepsis i den røde cluster.

Udenfor disse to clusters er den lilla cluster den sidste vesteuropæiske. Den omfatter andre dele af England og Irland, hele Spanien udenfor Baskerlandet, Schweiz, Østtyskland, en bid af Letland og Belgien, og Kroatien udenfor hovedstaden. Folk i den lilla cluster er typisk kendetegnede ved at lægge meget høj vægt på at opføre sig ordentligt, og en vis vægt på bling. En interessant forskel, som kan ses på kortet, er at mens dele af den grønne cluster ligger tæt op ad den lilla – Slovenien er for eksempel grønt mens Kroaiten er næsten helt lilla – er den meget anderledes. I de grønne områder lægger folk typisk stor vægt på ‘bling’ og at vise man er rig, og lige så meget vægt på traditioner som i den sorte cluster. Man kan måske spekulere på, at meget af de grønne områder ligger i det tidligere Østrig-Ungarske Imperium, modsat de sorte områder, der også typisk er blandt de mest religiøse i Europa.

Der hvor den sorte cluster er anderledes, er at folk netop ikke lægger vægt på at have det sjovt og at være kreativ. Den grå er omtrent gennemsnitlig med undtagelse af, at folk har lave scorer på ordentlighed clusterens områder i Tjekkiet, Litauen, Ukraine, og dele af Rumænien og Ungarn, og Slovakiets hovedstadsregion.

Hvad kan man så lære af det? Et åbenlyst forhold, der bør springe i øjnene når man ser kortet ovenfor, er at det er endda meget svært at tale meningsfuldt om ‘europæiske værdier’. På tværs af de 21 spørgmål og fire værdidimensioner i the European Social Survey er der meget store forskelle på tværs af Europa. Selv regioner, der umiddelbart kan virke meget ens, ender i forskellige værdiclusters: Se blot Danmark versus Sverige, Portugal versus Spanien, eller Slovenien versus Zagreb-regionen versus resten af Kroatien. Men om forskellene også har særlige konsekvenser, og hvor de kommer fra, må være et åbent spørgsmål som man først kan stille, når man har dokumenteret, at de er der.

EU løser ikke sine problemer ved at skyde sig selv i foden

Amerikas protektionisme har fået en ekstra tand, efter at Biden har afløst Trump. Senest med Bidens “anti-inflationslov”, som handler om “grøn omstilling” og består i store statssubsidier til amerikanske virksomheder. Det går mest ud over USA selv, som kommer til at betale overpris for grøn omstilling. Men stærke kræfter i EU ønsker et “gensvar” med mere europæisk statsstøtte, protektionisme og industripolitik.

Er det en god idé med en politik, som vil ramme os selv mest? Bør Danmark være mere imødekommende over for den illiberale fløj i EU? Er det smart med en øget transatlantisk konflikt, midt i øgede spændinger i forhold til regimer som Rusland og Kina?

Svaret er efter min mening nej.

Og jeg forklarer hvorfor i min seneste klumme i Jyllands-posten Finans. Læs her (ingen betalingsvæg).

Forbud mod prediction markets i USA

Hvis du går og tror, at loven – hvad enten den er statslig, føderal eller andet – 1) regulerer det, lovgiverne ønsker, og 2) regulere dette på en efficient måde, er Richard Hananias seneste essay dårligt nyt for dig.

I sit essay beskriver Hanania, hvordan prediction markets – som er markeder, hvor folk kan købe og sælge kontrakter baseret på udfaldet af fremtidige begivenheder – er forbudt i i USA, uden at kongressen reelt har besluttet det.

In the United States, prediction markets are, with a few minor exceptions, against the law. If you don’t have a legal background, you might think that means that Congress at some point considered the issue, decided people shouldn’t be able to bet on real world events, and passed a law to that effect, which was then signed by the president. But this is not what happened.

As with most things, Congress has never directly considered the matter. Rather, prediction markets are illegal due to the discretion of a government agency called the Commodity Futures Trading Commission (CFTC). Why does it have this right? And on what basis has it made prediction markets illegal?

Der er meget interessant at læse i indlægget, men hvis du vil have essensen af det, jeg finder mest interessant, har Hanania opsummeret det for os:

1) Congress says the Commodity Futures Trading Commission (CFTC) can prohibit event markets that involve “gaming” if it’s in the public interest.

2) The CFTC says fine, we ban all gaming.

3) The CFTC says that prediction markets are a kind of gaming, and therefore the default is that they’re banned.

Lovgivning er næsten altid komplekst og medfører definitionsproblemer mv., selv i tilfælde hvor mange mener, at der er behov for regler (i lørdags diskuterede jeg fx forbuddet mod at lave og købe slangebøsser med nogle venner. Forbuddet stammer fra et ønske om at forbyde meget kraftige slangebøsser – se evt. afsnittet af Regelstaten nederst i indlægget). Og derfor bør lovgivere være meget, meget påpasselige med at uddelegere lovgivningskompetencen til ministre, styrelser mv. Dette understreger de tre punkter.

I 2020 leverede jeg data til bogen “Når embedsmænd lovgiver” af Jørgen Grønnegård Christensen, Jørgen Albæk Jensen, Peter Bjerre Mortensen, Helene Helboe Pedersen. I bogen viser “vi”, at:

Væksten i det samlede antal bemyndigelser til en minister er vokset med 60 procent i perioden fra 1990 til 2018. De love, hvor der i 2018 er indsat flest bemyndigelser til ministeren, er lov om miljøbeskyttelse, sundhedsloven, lov om elforsyning, lov om fødevarer samt fiskeriloven. I hver af de fem love er der indsat mere end 100 bestemmelser, hvor ministeren kan fastsætte nærmere regler.

Som Hanania beskriver, er det denne form for bemyndigelser, der har ført til, at prediction markets – og dermed alle deres potentieler – er blevet forbudt i USA. Og der er absolut grund til at vrære bekymret for, at bemyndigelser er et voksende fænomen i Danmark.

PS: Herunder er min samtale med min kollega, Line Andersen, i Regelstaten om bl.a forbuddet mod slangebøsser. Regelstaten findes også som podcsat.

Husk: Dansk Public Choice Workshop 2023

Som vi skrev forleden, afholdes den årlige danske public choice workshop på fredag den 27. januar, i København. Workshoppen starter klokken 11, og afholdes i år hos Cepos på Landgreven 3. Påmindelsen idag er både en påmindelse, og en notits om at programmet er en smule ændret og nu omfatter 22 præsentationer fra forskere fra Danmark, Holland, Polen, Spanien, Sverige, Tyskland og USA.

Hvis nogen skulle være interesserede, er workshoppen åben for alle interesserede – selvom det er en videnskabelig workshop – og hvis man kun skulle være interesseret i én præsentation eller et emne, er man velkommen til simpelthen at komme og sidde med på en enkelt session. Og skulle man være bekymret, er både den danske workshop og det internationale miljø omkring public choice venligt og hjælpsomt, og altid interesseret i bredere interesse.

11.00: Welcome

11.05: Voting and government failure (Chair: Nicola Maaser)

Peter Kurrild-Klitgaard (Copenhagen): The perfect storm: A note on the election inversion of the 2022 parliamentary elections of Denmark

David Sandberg (Lund): The effect of left-wing party control: Evidence from Swedish local governments

Otto Brøns-Petersen (Cepos): The politics of highly uneven taxes on capital

Nicola Maaser (Aarhus), David Stadelmann (Bayreuth), and Marco Frank (Bayreuth): Becoming a lazy duck

12.35: Lunch

14.20a: Constitutions and regime change (Chair. Christian Bjørnskov)

Martin Rode (Navarra) and Jerg Gutmann (Hamburg): Are populists constitutionalists? An empirical assessment of populist constitutional compliance.

Jan Fałkowski, Jacek Lewkowicz and Zimin Luo (Warszawa): Watch out for words: the wording of constitutions and constitutional compliance of the executive

Katarzyna Metelska-Szaniawska and Anna Lewczuk (Warszawa): Economic Effects of (Non-) Compliance with Constitutions

Christian Bjørnskov (Aarhus), Lasse Aaskoven (Southern Denmark): Repression after coups: The role of deposed leader partisanship

14.20b: Education and contracting (Chair: Stefan Sløk-Madsen)

Therese Nilsson (Lund): Patience, risk-taking and health behaviours across countries

Josh Bedi (George Mason) and Stefan Sløk-Madsen (Cepos): Holla, We Want Prenup! We Want Prenup!

Gert T. Svendsen (Aarhus) and Urs Steiner Brandt (Southern Denmark): Danegeld in Viking Age England

Stefan Sløk-Madsen and Karsten Bo Larsen (Cepos): Situationships – a transaction cost explanation

15.50: Coffee break

16.10a: Trust and safety (Chair: Niclas Berggren)

Lasse Aaskoven (Southern Denmark): Foreign occupation and social trust

Jens Lund Andersen and Karsten Bo Larsen(Cepos): Social trust and education – private schools, social, ethnic, and religious diversity

Adrian Mehic (Lund): Perceptions of Personal Safety and Voting Outcomes

Stefan Voigt (Hamburg) and Christian Bjørnskov (Aarhus): Political events and states of emergency

Niclas Berggren (IFN), Christian Bjørnskov (Aarhus), and Alexandra Sandström (Uppsala): The rule of law predicts trust in journalists and scientists

16.10b: Law and economics / democracy (Chair: Jerg Gutmann)

Andreas Bergh (Lund): Is the rise of right-wing populism a backlash against social-democracy?

Lasse Skjoldager Eskildsen (FM): Do mega sporting events increase human rights for the host country

Martin Paldam (Aarhus): Income, growth, and democracy: Looking for bedrock exogeneity

Rasmus Wiese (Groningen), João Tovar Jalles (Lisbon), and Jakob de Haan (Groningen): Structural Reforms and Income Distribution: New Evidence for OECD countries

Jerg Gutmann (Hamburg), Matthias Neuenkirch (Trier) and Florian Neumeier (Ifo):Do China and Russia undermine US sanctions? Evidence from DiD and event study estimation.

Dommeren, frelseren og de fattiges far

I forrige uge kom Brasilien igen for en stund på verdens forsider. Denne gang fordi en flok af den tidligere præsident Jair “Messias” Bolsonaro’s tilhængere stormede og vandaliserede kongresbygningen, højesteret og præsidentpaladset i Brasilia.

Det var den foreløbige kulmination på flere måneders protester mod valget af Brasiliens (gamle) nye præsident, Luiz Inácio da Silva, eller Lula som han kaldes til daglig.

Angrebet kom en uge efter indsættelsen af Lula, som i oktober vandt ved det tætteste præsidentvalg nogensinde (50,9 pct. mod 49.1 pct. ). Et valg Bolsonaro og en stor del af hans tilhængere efterfølgende ikke vil anerkende (se også figur 1).

Læs resten

”Det finns inget normalt i att stå i bostadskö i åratal”

Sådan lyder overskriften på et indlæg i Dagens Nyheter af Lars Jonung. Det er på alle måder en slående overskrift, for det ER jo normalt. Men det burde det ikke være.

Her følger lidt af Lars’ argumenter fra artiklen, der desværre er bag betalingsmur.

Van Deurs förkastar vårt budskap att bostadsbristen inte kan byggas bort genom att hänvisa till miljonprogrammet på 1960- talet. Då satsade den socialdemokratiska regeringen enorma resurser på bostadsbyggandet. Men programmet lyckades inte få bort kön till lägenheter i centrala Stockholm.

Inte nog med det, miljonprogrammet medförde svåra problem. På orter utanför Stockholm skapades ett överskott på bostäder. Där blev lösningen rivning av bostäder finansierat via statskassan. Miljonprogrammet är ett varnande exempel för dagens bostadspolitik.

…og…

Den individuella avtalsrätt som vi rekommenderar är grunden för den liberala demokratin. Det korporativa avtalet är den auktoritära lösningen. Korporativ lagstiftning utmärkte ju det fascistiska och nazistiska samhället.

Omkring en miljon svenskar står i dag i kö för en lägenhet i våra storstäder. Vi vill rekommendera Van Deurs att besöka länder med marknadshyror. Där finns ingen bostadskö. Där kan man få en lägenhet omedelbart. Van Deurs bör rimligen dra slutsatsen att hans organisation ska kräva ett snabbt slut på hyresregleringen

…og…

Som chefekonom vid Hyresgästföreningen förkastar han [Martin Hofverberg] kärnan i den nationalekonomiska teorin, nämligen den pristeori som vår artikel bygger på. Teorin har testats med data från de senaste 4 000 årens erfarenheter av prisreglering. Den har då visat sig vara robust och kraftfull.

I stället för att använda den etablerade teorin föreslår Hofverberg att ”vi måste studera empirin” ute i Europa. Detta gjorde den statliga hyresbostadsutredningen (SOU 2012:88). Den visade att kötiden för en hyreslägenhet var noll (0) veckor i Oslo, Köpenhamn, Helsingfors, Bryssel och Berlin. Det extrema undantaget är Stockholm med en kötid på 307 veckor. För innerstaden blir siffran hela 572 veckor, det vill säga elva år.

I jakten på empiri bör vi också studera de socialistiska länder där fri prisbildning var förbjuden av ideologiska skäl. Resultatet blev ett kösamhälle. I Sverige har vi i dag ett sådant Sovjetsystem för hyreslägenheter.

I forhold til ventetiden på en lejlighed i København antager jeg, at “hyresbostadsutredningen” har set på lejlgheder, der formidles på markedsvilkår. Og dem kan man rent faktisk godt gå ud og få fat i, hvis man ellers vil betale det, en bolig i København reelt koster.

Værdier i Europa: Tradition og sikkerhed

Vi er kommet til den sidste af de fire værdidimensioner, som spørgeskemadataene fra the European Social Survey udviser. De fem værdiudsagn, som danner denne dimension er: “Important to live in secure and safe surroundings”; “Important to follow traditions and customs”; Important to do what is told and follow rules”; og med mindre vægt, “Important to be humble and modest, not draw attention” og “Important to get respect from others.” Vi beregner derfor, i hvilken grad respondenterne er enige i de fem udsagn, og dermed i hvilken grad de lægger normativ vægt på at følge traditioner og regler, og at være ‘sikre’ og ‘trygge’.

Kortet ovenfor illustrerer fordelingen af disse værdier på tværs af Europa, med røde områder som dem hvor folk lægger stor vægt på at følge tradition og være sikre, og blå områder der hvor folk ikke gør, men har andre værdier. Det mest traditionsbundne sted i Europa – målt på denne metrik – viser sig at være Kosovo, skarpt forfulgt af regioner i Albanien, Italien, Polen, og hovedstadsområdet i Slovakiet. De steder, hvor folk lægger mindst vægt på den slags er dele af Sverige, området omkring Amsterdam, Island, størstedelen af det vestlige Tyskland, og også dele af Frankrig. Internt i Danmark er det ikke overraskende, at folk i København lægger en tand mindre vægt på tradition end i resten af landet.

Men der er også andre interessante forskelle ude i Europa, og ikke mindst i Tyskland, Baltikum, og på den iberiske halvø. I Tyskland er der endnu en gang en klar soleklar øst-vest-forskel, og endda med Berlin og Brandenburg som de anderledes steder i øst. I Baltikum er de estisk dominerede dele af Estland basalt set som resten af Skandinavien, mens den langt mere russisk-talende nordøstlige del ligner Rusland. Og på den iberiske halvø er det igen påfaldende at se, hvor forskellige folks værdier er i Spanien og Portugal. Taler man om ‘europæiske værdier’, skal man godt nok være omhyggelig med at specificere, hvilken del af Europa man taler om, og hvilke værdier man er interesseret i!

Mindretallets mulighed for at kræve folkeafstemning

Altinget har en fin artikel om muligheden for, at mindretallet kræver en folkeafstemning.

Formålet med Landstinget havde hidtil været at skabe en bremse for lovgivningsprocessen og forhindre forhastede beslutninger. Det var den rolle, som folkeafstemningerne nu overtog. Desuden skulle reglen beskytte det parlamentariske mindretal mod et etableret flertals ensidige styre.

Jeg mener, man kan diskuterer, hvor god en erstatning for Landstingets rolle, muligheden for folkeafstemning er. I mine øjne er det ofte netop folkestemningen, der skal holdes i ave af et andetkammer. Og det kan en folkeafstemning jo nærmest per definition ikke. Men den kan trods alt – potentielt – holde et vildfarent politisk flertal påtilbage. Det sker dog meget, meget sjældent.

Folkeafstemningen, som ellers ikke er blevet brugt siden jordlovene i 1963, er en mulighed for oppositionen til at understrege, at den har pressionsmidler over for regeringen

At det ikke er en god erstatning for Landstinget understreges af, at reglen fører til samarbejde, mens det, vi ønsker os i den lovgivende forsamling, er strid (noget bl.a. Founding Fathers lagde stor vægt på, da de designede det føderale amerikanske system).

Når paragraffen kun sjældent er blevet brugt, er det, fordi det meget let ville kunne føre til fjendtlighed mellem blokkene, og brugeren vil i længden komme til at stå som en sabotør af lovgivningsprocessen – eller kunne vente gengældelse, når denne selv overtog regeringsmagten.

Et interessant spørgsmål, som jeg gerne vil tale om i Regelstaten, er, hvordan Danmark havde set ud, hvis ikke man havde nedlagt Landstinget, men i stedet ændret det, så medlemmerne blev valgt på en anden (og mere langsigtet) måde end til Folketinget (I må meget gerne byde ind med forslag til eksperter).

Hele artiklen kan læses (uden betalingsmur) her.

Historisk fejltrin med skifte i EU-politik

Information bringer i dag et længere interview med mig. Det er en skarp advarsel imod det skifte i EU-politikken, udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen luftede et par dagene forinden.

Her er et par smagsprøver på, hvad jeg siger:

»Det vil være et historisk fejltrin, hvis Danmark skifter linje i EU-politikken og støtter lempeligere statsstøtteregler, mere protektionisme, aktiv industripolitik og yderligere bevægelse i retning af en fiskal union. Desværre er det, hvad Løkke lægger op til«.

Otto Brøns-Petersen mener, at den tidligere regering – også ledet af Mette Frederiksen (S) – havde den rigtige kurs under blandt andet forhandlingerne om EU’s budget, hvor Danmark sammen med et par andre lande lavede ’sparebanden’, som kæmpede for et mindre budget. Den kurs burde den nye regering fortsætte, mener Cepos-analysechefen.

»[H]vis vi for eksempel taler om fælles gæld, bør det være noget, som er forbeholdt i eurolandene. Ikke de andre lande. Så er vi på vej dybere ind i en fiskalunion. Det kan godt være, at eurolandene er forbi point of no return, men det er vi ikke.«

Det er svært at overdrive betydningen af denne debat. Mange af de emner, som fylder i dansk politik til hverdag, kan blive påvirket, hvis ikke overhalet af den udvikling, der er i gang i EU. Det kan også splintre EU yderligere. Vi bør undgå, at det går i den forkerte retning – men vi skal også blive bedre til at se værdierne i de gode sider ved det nuværende EU.

Et helt centralt spørgsmål – som vi kommer ind på i interviewet – er den gældskrise, som præger EU, og den fiskale union, som truer. Det kan få vidtrækkende konsekvenser. Og det afholder CEPOS et arrangement om, hvor jeg diskuterer med Niels Thygesen (formand for Det Fiskale Råd) og Anders Christian Overvad (Tænketanken Europa) d. 7. februar. Du kan læse mere og eventuelt tilmelde dig her.

Det er ikke pga. nedlukningerne, at vi har stor overdødelighed i Danmark pt.

Det er essensen af min Twitter-tråd her, hvor jeg argumenterer for, at selvom man kan sige meget dårligt om nedlukninger, så er de ikke årsagen til manglende immunitet og deraf følgende stor overdødelighed.

I tråden finder du også nedenstående centrale figur. Pointen her er klar. Hvis den høje dødelighed skyldes manglende immunitet i befolkningen mod influenza, så skulle de det også gælde i vores nabolande og uanset om de lukkede ned eller ej.

Ergo skyldes det ikke nedlukningerne (som vi ved havde en bekseden effekt på udbredelsen af COVID-19), men noget andet. Mit gæt er, at det er fordi, vi alle passede så meget på under pandemien, at influenzaen aldrig rigtig havde de rette betingelser for at sprede sig.

Dansk Public Choice Workshop 2023

Det er snart tid til den årlige danske Public Choice workshop, som afholdes om ti dage, fredag den 27. januar fra klokken 11. I år afholdes workshoppen i København – det er efterhånden tradition, at ulige år er i hovedstaden og lige år i Aarhus – og i år er Cepos vært for eventen. Som altid er workshoppen åben for alle interesserede, og man behøver ikke være med hele dagen. Hvis der skulle være en enkelt session, man er interesseret i, må man gerne komme forbi og sidde med i en halvanden time sådan en tager.

Vi kan se frem til det største program nogensinde ved en dansk Public Choice Workshop. Der er 21 præsentationer linet op i programmet, som kan ses nedenfor, og deltagere fra Holland, Polen, Spanien, Sverige, Tyskland og USA, og en hel række forskellige emner. Hvis læserne vil have mere information om en eller flere af præsentationerne, må I gerne sige til. God fornøjelse!

11.00: Welcome

11.05: Voting and government failure (Chair: Nicola Maaser)

Peter Kurrild-Klitgaard (Copenhagen): The perfect storm: A note on the election inversion of the 2022 parliamentary elections of Denmark

David Sandberg (Lund): The effect of left-wing party control: Evidence from Swedish local governments

Otto Brøns-Petersen (Cepos): The politics of highly uneven taxes on capital

Nicola Maaser (Aarhus), David Stadelmann (Bayreuth), and Marco Frank (Bayreuth): Becoming a lazy duck

14.20a: Constitutions and regime change (Chair. Christian Bjørnskov)

Martin Rode (Navarra) and Jerg Gutmann (Hamburg): Are populists constitutionalists? An empirical assessment of populist constitutional compliance.

Jan Fałkowski, Jacek Lewkowicz and Zimin Luo (Warszawa): Watch out for words: the wording of constitutions and constitutional compliance of the executive

Katarzyna Metelska-Szaniawska and Anna Lewczuk (Warszawa): Economic Effects of (Non-) Compliance with Constitutions

Christian Bjørnskov (Aarhus), Lasse Aaskoven (Southern Denmark): Repression after coups: The role of deposed leader partisanship

14.20b: Education and contracting (Chair: Stefan Sløk-Madsen)

Therese Nilsson (Lund): Patience, risk-taking and health behaviours across countries

Josh Bedi (George Mason) and Stefan Sløk-Madsen (Cepos): Holla, We Want Prenup! We Want Prenup!

Gert T. Svendsen (Aarhus) and Urs Steiner Brandt (Southern Denmark): Danegeld in Viking Age England

Stefan Sløk-Madsen and Karsten Bo Larsen (Cepos): Situationships – a transaction cost explanation

16.10a: Trust and safety (Chair: Niclas Berggren)

Lasse Aaskoven (Southern Denmark): Foreign occupation and social trust

Jens Lund Andersen and Karsten Bo Larsen(Cepos): Social trust and education – private schools, social, ethnic, and religious diversity

Adrian Mehic (Lund): Perceptions of Personal Safety and Voting Outcomes

Niclas Berggren (IFN), Christian Bjørnskov (Aarhus), and Alexandra Sandström (Uppsala): The rule of law predicts trust in journalists and scientists

16.10b: Law and economics / democracy (Chair: Jerg Gutmann)

Stefan Voigt (Hamburg) and Christian Bjørnskov (Aarhus): Political events and states of emergency

Lasse Skjoldager Eskildsen (FM): Do mega sporting events increase human rights for the host country

Martin Paldam (Aarhus): Income, growth, and democracy: Looking for bedrock exogeneity

Rasmus Wiese (Groningen), João Tovar Jalles (Lisbon), and Jakob de Haan (Groningen): Structural Reforms and Income Distribution: New Evidence for OECD countries

Jerg Gutmann (Hamburg), Matthias Neuenkirch (Trier) and Florian Neumeier (Ifo):Do China and Russia undermine US sanctions? Evidence from DiD and event study estimation.

Dagens positive figur: Færre og færre dør i naturkastrofer

På trods af tragedier som tsunamien i Det Indiske Ocean i 2004 og oversvømmelserne i Pakistan i 2022 bliver verden årti for årti bedre og bedre at bo i for mennesker.

I kombination med klimadebatten fylder vejrrelaterede hændelser enormt meget i medierne, men i statistikkerne fylder de – som nedenstående figur fra Our World in Data viser – heldigvis mindre og mindre. Sammenlignet med tidligere årtier, er antallet af personer, der dør pga. vejrrelaterede hændelser, faldet dramatisk, på trods af at verdens befolkningen i samme periode er næsten femdoblet.

Hvis man dykker ned i de enkelte elementer for at forstå, hvorfor antallet af dødsfald er ændret, er forklaringen nærmest hver eneste gang menneskets evne til at tilpasse sig. Det var fx præcis det, vi så på Lolland for 150 år siden, da man efter stormfloden besluttede at forbedre digerne markant. Man har også udviklet bedre varslingssystemer for tsunamier osv. Og i visse tilfælde er mennesker flyttet fra områder, der var uegnede til beboelse.

Og konsekvensen er altså, at færre og færre dør i naturkastrofer. Der er meget mere om naturkastrofer hos Our World in Data her, hvor du også finder nedenstående figur, som bl.a. viser hvor hårdt Kina blev ramt omkring 1930 med først tørke i 1928 (3 mio. døde) og efterfølgende oversvømmelser i 1931 (3,7 mio. døde). Måske er det værd på et tidspunkt at dykke ned i, hvordan det kunne gå så galt…

Borgerrettigheder i verden

Der er skrevet meget om hvordan landes respekt for de universelle menneskerettigheder – og især folks almindelige borgerrettigheder som f.eks. forsamlings-, ytrings- og bevægelsesfrihed – varierer. I Europa er debatten i høj grad centreret omkring svækkelsen af ungarernes og tyrkernes borgerrettigheder, og deres usle status i Rusland. Forskellene er velkendte, men spørgsmålet er, om de er overraskende givet landes indkomstniveau og styresystem?

I stedet for at kortlægge respekten for borgerrettigheder på tværs af verden, kortlægger vi dem derfor relativt til en forventning idag. Vi har helt konkret forsøgt at forklare niveauet for 176 lande i verden med gennemsnitsindkomst, om landet er kommunistisk, og om det er demokratisk, et flerparti-autokrati eller en etpartistat.

Analysen peger på, at demokratier i gennemsnit er 0,56 point bedre, og flerparti-autokratier er 0,27 point bedre, end enkeltpartistater. De kommunistiske af slagsen er omvendt 0,15 point dårligere. Sidst, men ikke mindst, er rige lande bedre til at beskytte folks borgerrettigheder: For hver fordobling af indkomsten stiger respekten med cirka 0,047 point. Disse variable forklarer 71 procent af al variationen på tværs af de 176 lande, og kortet nedenfor viser således afvigelsen fra hvad vi burde regne med.

Grunden til, at det kan være interessant at se på afvigelser fra et kendt mønster i stedet for de rå tal, er at en sådan afvigelse i princippet ofte siger noget om den retning, et land udvikler sig i. Og kortet ovenfor viser netop, hvor overraskelserne ligger.

De hvide områder er dem, hvor forklaringen fra simpel regressionsanalyse rammer mest rigtigt – dvs. de mindst overraskende. Det er for eksempel (måske iverraskende i sig selv) lande så forskellige som Polen, Paraguay, Bolivia, Iran, og Afghanistan. De lyseblå er også tæt på forudsigelsen, så man hverken kan se det demokratiske Vesteuropa og Nordamerika, eller det kommunistiske Kina som overraskelser.

De negative overraskelser i form af regimer, der respekterer borgernes rettigheder mindre end man skulle tro, er det meste af den post-sovjetiske verden, men også steder som Indien, Brasilien, Mexico og Tyrkiet. Ellers stabile demokratier som Indien, Indonesien og Mexico skuffer således i et rettighedsperspektiv.

Modsat kan man finde de positive overraskelser i de mellem- og mørkeblå områder. Det dækker for eksempel det meste af det sydlige Afrika, der faktisk klarer sig meget fint i forhold til dets økonomiske udviklingsniveau. Det samme gælder dele af Vestafrika, og ikke mindst området omkring Benin, Burkina Faso, Côte d’Ivoire, Ghana, og Togo, samt Marokko.

Sidst, men ikke mindst, må man understrege lyspunkterne i Mellemøsten: Israel og Jordan er væsentligt bedre til at beskytte borgerrettighederne end vi umiddelbart ville regne med, givet deres styreform osv. Omgivet af nogle af de værste syndere som Egypten og Syrien holder de to små lande fanen højt for henholdsvis demokratier og royale autokratier.

Går det godt eller skidt i verden? Man kan altid – og med rette – hævde, at der bliver begået for mange overgreb på borgernes frihedsrettigheder. Det gælder selv med den nuværende regering i Danmark, der fortsætter med at se stort på demokratisk proces og almindelig moral. Men vores holdning her på stedet er, at man også må se på folks rettigheder osv. i et komparativt perspektiv. Det forsøger vi idag, og håber at det måske kan bringe noget perspektiv og et grundlag at sammenligne på.

Hvor stammer omkostningssygen i det offentlige fra?

Baumols omkostningssyge er et af de mest negative økonomiske fænomener, man kan tænke sig. Det handler grundlæggende om, at en sektor med svag produktivitetsvækst kan komme til at svulme op og i værste fald fylde det hele – netop på grund af den svage produktivitet.

Omkostningssygen kan i høj grad forklare den eksplosion i den offentlige sektor, vi har set i de vestlige lande i efterkrigstiden og frem til 1980erne, hvor man ramte grænserne for, hvad der kan hentes ind gennem skattesystemet. Siden har der været et trilemma mellem høje udgifter, hård belastning af skattesystemerne og alligevel utilfredshed med det offentlige service.

Læs resten

Hannan om frihandel

Det er meget sjældent, at jeg støder på en politiker, der har de tre væsentligste kvaliteter for at være en god politiker: Principper, integritet, og indsigt. Britten Daniel Hannan – som jeg har haft fornøjelsen af at møde en enkelt gang – er en af de få. Den 51-årige Hannan har tidligere siddet i Europaparlamentet og er nu medlem af Storbritanniens Overhus (som Baron Hannan of Kingsclere). Se det korte klip fra Overhuset forleden dag og prøv at sammenligne hvor klare, velfunderede – og morsomme – hans pointer er, men næsten enhver dansk politiker. Hannan taler tydeligt særinteresser og inkompetente kolleger imod med charme og vid. Kan man forestille sig en eneste dansk politiker, der når dette niveau?

Et vægtet Stringency Index

Forleden skrev jeg om det et forbedret Stringency Index, hvor jeg bl.a. pillede anbefalinger og informationskampagner ud og tilføjede maskepåbud til indekset.

Det gav rent logisk et mere retvisende indeks, og resultatet var da også en forskel på Danmark og Sverige, som svarer mere til det, folk i Sverige og Danmark oplevede under pandemien, jf. nedenstående figur fra indlægget.

Jeg er dog stadig langt fra tilfreds med indekset ift. at måle “stringency”. Fx virker det oplagt, at skolelukninger – som rammer børn og forældre hver evig eneste dag – er værre end forsamlingsforbuddet, som trods alt kun begrænser den gennemsnitlige dansker en (/et par) håndfuld(e) gange i løbet af et år.

I dag skal vi derfor set på, hvad der sker, hvis vi vægter de enkelte parametre i indekset. Spørgsmålet er selvfølgelig, hvad disse vægte skal være. Og mens der muligvis er nogen, der har undersøgt dette, vil jeg i dag tillade mig atblot at bruge nogle vægte, som – rent subjektivt vurderet – virker nogenlunde tilforladelige. Det vigtige er ikke at de er helt præcise, men blot at illustrere, hvilken retning, de trækker i. Jeg vil derfor heller ikke bruge tid på at forklare, hvorfor jeg har valgt disse vægte (der ligger blot meget korte overvejelser om antal ramte x alvorlighed bag), men blot erklære, at dette er de anvendte vægte (kommenter gerne på dem, hvis der er forhold, du mener er helt skæve):

Med disse vægte bliver det vægtede Stringenvy Index for Danmark og Sverige som vist i nedenstående figur. Figuren viser (sammenlignet med figuren ovenfor), at forskellen i hvor hård nedlukninegn var øges, når man vægter nedlukningen med mine vægte.

I det “optimale” Stringency Index scorer Danmark i gennemsnit 49% højere end Sverige i perioden 1/3-2020 til 30/6-2021 (gns. er 35,2 i DK mod 23,6 i Sverige). I det vægtede indeks er scorer Danmark i gennemsnit 118% højere end i Sverige i perioden (gns. er 23,5 i DK mod 10,8 i Sverige).

Noget tyder på, at svenskerne altså var underlagt både færre og mindre indgribende restriktioner, end vi var i Danmark.

Konklusionen er altså – ikke overraskende – at nedlukningen i Danmark var langt hårdere end i Sverige.

PS: Nedenstående figurer viser for hvert land forholdet mellem det optimale og det vægtede indeks. Bemærk, at det vægtede indeks godt kan være højere end det optimale indeks, da begge scores på en skala fra 0 til 100. I det vægtede indeks dividerer jeg summen af del-indeksene med vægtene og ikke antallet af del-indeks, så nævneren er altså mindre).

Hvor dødelige var COVID-nedlukningerne?

Det spørgsmål stiller Rob Arnott and Casey B. Mulligan i WSJ (bag betalingsmur) på baggrund af deres studie, “The Young were not Spared: What Death Certificates Reveal about Non-Covid Excess Deaths”, Mulligan & Arnott (2022).

For Americans under 45, there were more excess deaths without the virus in 2020-21 than with it

Læs resten

Logikken i venstre­flø­jens skepsis overfor milliar­dærer halter

Det er konklusionen i min kommentar i Børsen tirsdag.

I en fri markedsøkonomi er vores handel med milliardæren ikke et nulsumsspil, hvor den ene kun kan vinde, hvis den anden taber. Handlen er et positivsamspil, hvor begge parter vinder.

Men i en ikke-fri økonomi, hvor staten regulerer ned i mindste detalje, er det ikke nødvendigvis sådan. Her kan du blive rig på, at staten giver dig monopol eller lignende. I en ikkefri økonomi kan milliardærer derfor være et symptom på, at staten har tildelt nogle særinteresser særlige privilegier i form af f.eks. favorable skatteforhold, statslige subsidier eller beskyttende regulering.

Venstrefløjens skepsis overfor milliardærer ender ofte i krav om mere regulering. Alt fra Facebook til elløbehjul skal reguleres i håb om at stække pengekræfterne og gøre økonomien mere fair. Men denne slags løsninger er farlige. For selvom man kan forestille sig, at mere magtfulde politikere kan indføre bedre regulering, skaber det også flere muligheder for særinteresser, for at påvirke politikere og tilrane sig de privilegier, som venstrefløjen vil bekæmpe.

I sidste ende er problemet, at politikerne sidder på noget af stor værdi: Magten til at regulere. Jo mere magt vi giver politikerne, jo mere tilskyndelse har særinteresser til at forsøge at påvirke politikerne. Og jo større magt vil særinteresserne få, hvis de har succes med deres lobbyarbejde. Venstrefløjens løsning forværrer altså nemt problemet.

Læs hele kommentaren her.

Hvad er skyggesiderne ved kunstig intelligens?

I mit sidste indlæg så jeg på den nye AI-robot ChatGPT og blandt andet på det store potentiale, der kan være i vente ved kunstig intelligens. Men vi skal også se på skyggesiderne. 

Jeg deler ikke i så høj grad de sædvanlige bekymringer.  

Robotterne vil næppe overtage al arbejdet og gøre os overflødige. Det er ikke umuligt, men ikke sandsynligt.  

Læs resten

Penge opstår spontant, men ChatGPT’s formidling af hvorfor halter.

Otto skrev i går et interessant indlæg om AI. En god måde at demonstrere, hvad AI kan (og ikke kan), er at bede den om at skrive et indlæg, som man selv går og pønser på at skrive.

Jeg bad derfor ChatGPT om følgende

Skriv et blogindlæg til en økonomisk blog om hvordan penge opstår spontant. Lav det lidt humoristisk, og brug et tænkt eksempel, hvor et hverdagsgode bliver til penge.

ChatGPT’s bud kommer nedenfor. Som I kan se, lever svaret til fulde op til Ottos pointe om, at ChatGPT ikke “forstår spillet”. Otto hentydede til skak, men det gør sig også gældende i forhold til at forklare, hvordan penge opstår spontant.

Læs resten