Hvor blev historierne om Sverige af under COVID-19-pandemien?

Af Jonas Herby, den 30. april 2026. Skriv et svar

For at min bog, ”Prisen værd”, ikke skulle blive for lang og for tung at læse, valgte jeg at pille nogle af de mere tekniske kapitler ud. Et af dem kan du – i lettere omskrevet form – læse herunder.

Du kan købe bogen her eller låne den på biblioteket.

Sverige. Fra enfant terrible til glemmebogen

I løbet af foråret og sommeren 2020, blev Sverige af mange set som landet, der lod borgerne dø af COVID-19 i håbet om at opnå flokimmunitet, økonomisk gevinst, eller hvad ved jeg.

Her er fx nogle rubrikker fra amerikanske medier:[1]

  • “Why the Swedish Model for Fighting COVID-19 Is a Disaster” (Time, oktober 2020)[2]
  • “The Inside Story of How Sweden Botched Its Coronavirus Response” (Foreign Policy, december 2020)[3]
  • “Sweden Stayed Open and More People Died of Covid-19, but the Real Reason May Be Something Darker” (Forbes, juli 2020)[4]
  • “Sweden Has Become the World’s Cautionary Tale” (New York Times, juli 2020)[5]
  • “I Just Came Home to Sweden. I’m Horrified by the Coronavirus Response Here” (Slate, april 2020)[6]

Også Twitter-præsident Donald Trump var efter Sverige og skrev 30. april 2020 i et tweet, at “Sweden is paying heavily for its decision not to lockdown”.[7]

Men efterhånden som tiden gik, og COVID-19-dødeligheden og overdødeligheden i flere og flere lande overhalede svenskernes, døde interessen for Sverige også langsomt ud. Den svenske journalist, Johan Anderberg, beskriver det i sin bog ”The herd”[8] sådan her:

Læs resten →

Økonomisk frihed og mord på kvinder

Af Christian Bjørnskov, den 29. april 2026. Skriv et svar

Det har altid undret mig hvor stort hadet mod økonomisk frihed er hos nogle mennesker. Der er naturligvis ideologiske forskelle i, hvor stor og indgribende en stat man foretrækker – og ideologiske forskelle i, hvad folk tror staten overhovedet kan gøre – og i hvilken grad man stoler på, at politikere er villige og kompetente til at udføre de opgaver, man forestiller sig staten bør varetage. Men derfra og til adskillige feminisme-forskeres påstande om, at kapitalisme og øget økonomisk frihed fører til drab på kvinder er der dog et stort skridt. Alligevel er det præcist det, forskere som Johanna Foster og Sophie Foster-Palmer hævder i deres manifestolignende artikel om “racialized disaster patriarchal capitalism.” Spørgsmålet, man må svare på, er derfor hvad der er op og ned i den debat.

Det er netop det, men ven og kollega Martin Rode (Universidad de Navarra) og jeg gør i en ny artikel, der startede som en idé her på stedet, og som netop er udgivet i tidsskriftet Kyklos. I “Capitalism and femicide: an empirical inquiry” starter vi med at beskrive de relativt tågede påstande i feminismelitteraturen, og sætter dem overfor hvad en snart 30-år lang litteratur om økonomisk frihed har at sige. Den forskning peger således på, at økonomisk frihed fører til højere indkomster, mere uddannelse, større kvindelig deltagelse på arbejdsmarkedet, flere kvinder i politik, og mere tolerante sociale normer. Alle disse faktorer sættes ofte i forbindelse med langt bedre generelle vilkår for kvinder, og dermed også at kvinder er langt mindre udsat for vold i samfundet.

Vores undersøgelse af data på tre forskellige mål for drab på kvinder mellem 1990 og 2023, og hvordan de er relateret til ændringer i økonomisk frihed i 163 lande, viser meget klart at påstandene fra de ofte marxistiske feminister er statistisk vrøvl. Generelt finder vi ingen sammenhæng overhovedet – drab på kvinder påvirkes af helt andre forhold end økonomisk frihed – og når vi finder statistisk klare sammenhænge, er mere økonomisk frihed forbundet med færre drab.

Det bredere spørgsmål, som Martin og jeg ikke stiller eksplicit i artiklen, er hvorfor for eksempel feminismeforskere og andre på den yderste venstrefløj i så høj grad afskyr, at almindelige borgere har økonomisk frihed, at de tror at frihed har så dramatisk negative konsekvenser. Er det en refleksion af Deirdre McCloskeys observation, at den yderste venstrefløj er overbevist om, at højrefløjen er ond og derfor ikke behøver at engagere sig med argumenter eller evidens, men blot kan regne med at al politik fra den fløj også er ond? Er det en form for strategisk delegitimering af politik, man af andre grunde er imod? Eller hvor kommer de bastante påstande fra, når de ikke engang underbygges af klart formulerede sociale eller økonomiske mekanismer? Man må undre sig…

Vampyrministeren

Af Christian Bjørnskov, den 24. april 2026. 1 svar

Idag er det præcist en måned siden at danskerne var til Folketingsvalg. I dagene efter valget blev Mette Frederiksen som leder af det største parti i Folketinget naturligvis udnævnt til kongelig undersøger. Med andre ord fik Frederiksen, helt efter den danske forfatningsnorm, lov i den første kongerunde til at afsøge mulighederne for at danne regering. Det har hun derefter gjort i foreløbig fire uger. Der er stadig ingen udsigt til en ny regering, og der er vel at mærke heller ikke nogen udsigt til en frisk kongerunde.

Den foreløbige rekord for hvor lang tid der tager at danne regering, er Anker Jørgensens regering efter 1975-valget. Den proces krævede 35 dage og fire dronningerunder, før der blev dannet en socialdemokratisk mindretalsregering. Anker Jørgensens anden regering varede blot to år indtil et nyt valg blev afholdt i februar 1977. Jørgensen blev siddende som leder af fem regeringer efter valgene i 1977, 1979 og 1981, før han famøst i september 1982 gav op og overgav regeringsmagten til en koalition af fire borgerlige partier under Poul Schlüter.

Forskellen til idag er ikke hvor svært og fragmenteret, Folketinget er efter valget. Beregner man et såkaldt Herfindahl-indeks over hvor fragmentering, er Folketinget idag mere fragmenteret idag end i 1975, og der er flere partier. Den væsentlige forskel idag er, at Mette Frederiksen nægter at opgive ‘sin’ kongerunde, uanset at der er gået fire uger uden et resultat. Hun synes ikke at forstå, at hun hverken har flertal længere, eller at hun slet ikke er statsminister. Frederiksen er blot den umiddelbare chef for en midlertidig forvaltning uden politisk magt.

I en vis forstand er det helt i karakter, at den tidligere statsminister bare bliver ved, og reagerer aggresivt og nedladende, når de andre politiske partier ikke makker ret og giver hende magten igen. Frederiksen har aldrig været en demokratisk minded – eller bare demokratisk kapabel – statsminister. Hendes politiske redning som regeringsleder var Coronaepidemien, der tillod hende at regere diktatorisk i en lang periode, der omfattede grundlovsbrud, ulovligt slettede sms’er, og en total afvisning af al kritik. Og efter 2022-valget faldt brikkerne sådan, at en regering for første gang siden Baunsgaard i 1968-71 reelt havde flertal. I SVM-regeringens tid kunne Frederiksen fortsætte sin diktatoriske kurs, så længe hun enten afhandlede politikken med regeringspartnerne eller slap afsted med at ignorere dem.

Problemet med Mette Frederiksen i disse dage er, at hun er en basalt udemokratisk politiker, der nægter at anerkende, at hendes tid som magtful leder er ovre. Politisk er hun udød, på sin vis ligesom som britiske kollega Keir Starmer, der forsøger at suge de sidste dråber blod ud af en forfejlet kongerunde. Spørgsmålet er, hvem der fortæller hende at der er slut?

Bunching i Frankrig

Af Jonas Herby, den 24. april 2026. Skriv et svar

I Frankrig har man siden 1977 haft en lovgivningsperle, der burde få enhver regelnørd til at smile genkendende: Bygger du et parcelhus på under 170 kvadratmeter, kan du klare dig selv. En kvadratmeter mere – og staten kræver, at du hyrer en autoriseret arkitekt til at tegne, indsende og certificere planerne. Det hele for at sikre “kvalitet” og “nabolagets karakter”.

Konsekvensen ses i figuren herunder, som er fra Antoine Levy (2025). Det er bunching lige der!

Hvad bestemmer inflationen i Danmark?

Af Otto Brøns-Petersen, den 15. april 2026. Skriv et svar

Energipriserne stiger igen, og der er voksende bekymring for stigende inflation. En del af debatten giver mindelser om 1970erne, før centralbankerne fik bugt med inflationen. Også dengang var der i første omgang fokus på olieprisstigninger udløst af udbudschok i Mellemøsten.

Spørgsmålet er, om vi i perioden med relativ lav og stabil inflation siden 1980erne, har glemt  hvad inflation er, og hvad der driver den? Og måske især hvad driver den i Danmark?

Det talte vi lidt om i CEPOS ugentlige podcast Bag om nyhederne torsdag. Du kan se og høre den her. I dette indlæg vil jeg illustrere nogle af pointerne.

Læs resten →

Briterne vil have økonomisk vækst – når man spørger dem

Af Christian Bjørnskov, den 15. april 2026. Skriv et svar

Mandag aften deltog jeg i et arrangement på the Institute of Economic Affairs i London, hvor Matthew Lesh, der udover at repræsentere Freshwater Strategy, der har lavet undersøgelsen, også er Public Policy Fellow hos IEA, præsenterede en ny spørgeskemaundersøgelse. Undersøgelsen er den første del af et større projekt om hvordan man får den britiske økonomi igang igen, som IEA udfører de næste tre år. Undersøgelsen giver et første, og meget unikt, indblik i hvordan briterne ser på økonomisk vækst som fænomen.

Baggrunden er, at den britiske økonomi stort set er gået i stå: Mellem 2008 og 2023 voksede BNP per indbygger med kun 7,3 % og produktiviteten med 5,6 %, mens privatforbruget faldt med 2,3 (ifølge Penn World Tables). Med andre ord er briterne ikke blevet økonomisk bedre stillede i 15 år! Til sammenligning er dansk produktivitet steget 18 % i samme periode, selvom danskernes privatforbrug er vokset med blot 5 %. Er det fordi briterne ikke længere er interesserede i velstand? Hvordan forstår de problemerne? Og – længere i projektet – hvad kan man gøre ved det? Hele arrangementet, minus drinks og snak bagefter – kan ses nedenfor. Hele arrangementet var ekstremt velbesøgt og ganske unikt, og det er varmt anbefalet at man bruger en times tid på at lære mere.

6 mio. kr. for en regel uden effekt

Af Jonas Herby, den 7. april 2026. 1 svar

Man kan ikke andet end knuselske nedenstående figur, og alt hvad den illustrerer.

Figuren er fra IRES seneste notat og viser antallet af nummerpladetyverier omkring det tidspunkt, hvor daværende skatteminister, Holger K. Nielsen – efter kun 30 dages høring midt i sommerferien – fik skrevet ind i Bekendtgørelse om registrering af køretøjer mv., at nummerplader fra 15. november 2015 skulle være fastskruet for at forhindre nummerpladetyverier.

Grunden til, at jeg elsker figuren, er, at den viser et tilbagevendende fænomen i reguleringspolitik: Politikerne ser et problem. Men inden de reagerer på det, har befolkningen selv løst problemet. De første to personer, jeg viste figuren, påpegede, at den havde en overraskende lighed med smittekurverne under COVID-19-pandemien.

Tænk lige over det. Der er 35-40 mio. ord, der regulerer danskerne. Hvor mange af dem er indført for at håndtere problemer, danskerne allerede selv havde løst?

Læs resten →

Var det velbegrundet, at vi udelod syntetiske kontrolstudier i vores metastudie?

Af Jonas Herby, den 3. april 2026. Skriv et svar

For at min bog, ”Prisen værd”, ikke skulle blive for lang og for tung at læse, valgte jeg at pille nogle af de mere tekniske kapitler ud. Et af dem kan du – i lettere omskrevet form – læse herunder.

Du kan købe bogen her eller låne den på biblioteket.

Syntetiske kontrolstudier og “cherry picking”

Da vi skrev protokollen til vores metastudie, så vi en risiko for, at en del forskning reelt ville være baseret på ”cherry-picking”. Ikke nødvendigvis fordi forskere havde slette intentioner og bevidst forsøgte at manipulere resultaterne, men fordi der var en risiko for, at forskerne ville fokusere på de samme ekstreme tilfælde. Det er jo mere interessant at undersøge, hvorfor det gik så galt i Lombardiet, Sverige og New York, end det er at undersøge hvorfor North Carolina og South Carolina begge havde relativt få døde, selvom deres nedlukninger i et amerikansk perspektiv var relativt begrænsede. Men det giver en skævvridning i resultaterne, hvis udvalgte lande/områder optræder meget mere hyppigt end andre. Derfor indskrev vi et krav om, at studierne i vores metastudie skulle være baseret på tilstrækkelig mange observationer – det vil sige være baseret på et tilpas stort datagrundlag. I praksis betød det, at vi udelukkede 20 studier, hvor kontrolgruppen kun var ét land (og altså i et eller andet omfang svarede lidt til omtalte opslag på sociale medier).

Kravet om et tilpas stort datagrundlag viste sig at være særdeles velbegrundet, for 17 af de 20 udelukkede studier viste sig at dække blot fire cases – Sverige (syv studier), Italien (otte studier), New York (et studie) og Spanien (et studie).

Disse fire cases er markeret med rødt i figur 1 nedenfor (jeg vender snart tilbage til de resterende tre markeret med hvidt). Figuren viser forholdet mellem hvor hurtigt pandemien i et land/en amerikansk delstat udviklede sig tidligt i pandemien (målt om datoen hvor landet/delstaten nåede 20 døde pr. million indbyggere) i forhold til den samlede COVID-19-dødelighed pr. million indbyggere under første smittebølge. Den lodrette linje illustrerer den omtrentlige dato, hvor en evt. effekt af nedlukningerne ville være slået tydeligt igennem (mediandatoen for skolelukninger i henholdsvis Europa og USA plus tre uger). Figuren viser to interessante ting.

Figur 1: Undersøgelser med ringe jurisdiktionsvarians fokuserede på lande og stater, der blev ramt tidligt af pandemien og derfor oplevede højere COVID-19-dødelighed

Note: Figuren viser sammenhængen mellem tidlig pandemistyrke og samlet COVID-19-dødelighed under første bølge. På X-aksen er “Dato hvor man når 20 COVID-19-dødsfald pr. million”. Y-aksen viser dødelighed (dødsfald pr. million) pr. 30. juni 2020. Figuren er inspireret af Ylli m.fl. (2020).
Kilde: Rapporterede COVID-19-dødsfald og OxCGRT stringency index for europæiske lande og amerikanske stater med mere end en million borgere. Data fra Our World in Data (2022).

Læs resten →

Ny forskning: Coronapas var værdiløse

Af Christian Bjørnskov, den 29. marts 2026. 2 svar

Under nedlukningerne, da Covid-pandemien ramte verden i 2020 og 2021, reagerede langt de fleste stater med drakonisk politik, der voldsomt begrænsede borgernes frihed, selvom tidligere forskning pegede på, at nedlukninger ikke ville virke. Senere forskning, udgivet under pandemien, bekræftede at nedlukningerne havde enorme, negative konsekvenser uden at føre til færre dødsfald (se to punditokraters bidrag her og her). En af de mest indgribende politikker var de såkaldte Coronapas, der var et dokument og en registrering af, om en borger var blevet vaccineret mod Covid. Ved at indføre passene krævede med de facto, at borgerne tog en eksperimentel vaccine uden klart kendte bivirkninger, hvis de ville bruge deres civile rettigheder, som forfatninger og menneskerettighederne ellers gav dem uden betingelser.

Men var Coronapassene effektive, eller også blot en synlig og politisk bekvem, men objektivt ubrugelig politik? Det spørgsmål stiller økonomen Mats Ekman fra universitetet i Karlstad i Sverige i ny forskning, der er under udgivelse i det fine European Journal of Law and Economics. Ekman udnytter, at mens 18-årige svenskere fra 1. december 2021 skulle have et pas, hvis de ville gå på museum, i teatret, i biografen, eller deltage i nogen anden event med mere end 100 deltagere, gjaldt de samme krav ikke for 17-årige.

Ekman finder, at paskravet i bedste fald påvirkede en procent af de uvaccinerede 18-årige, og kun i et par uger efter at kravet var indført. Perioden, hvor effekten kan ses, var endda julemåneden, hvor der traditionelt er langt flere aktiviteter at deltage i. I og med at vaccinerne ikke var steriliserende – man kunne stadig få Covid og smitte andre, selvom man var vaccineret – er Ekmans konklusion, at Coronapassene fejlede, selv hvis man udelukkende er interesseret i deres effekter på epidemien, og ser bort fra enhver anden effekt på borgeres rettigheder, velbefindende, eller økonomiske muligheder.

Hele det glimrende papir kan findes her, abstractet er nedenfor:

In many countries, the roll-out of the Covid-19 vaccines was accompanied by vaccine passports. In Sweden, anyone aged 18 or above was required to have taken two doses of an approved vaccine to visit any venues with a capacity of a hundred guests or more. This article compares Swedish 17- and 18-year-olds in difference-in-difference and event-study analyses. These indicate that the vaccine passports produced an effect that lasted around four or five weeks and led to at most approximately one per cent of unvaccinated 18-year-olds getting vaccinated. The vaccines were not sterilizing but plausibly lowered the reproductive value and thereby slowed the spread of the virus. However, with at most a negligible effect on take-up, there is little to recommend the vaccine passports.

Formueskatten var en kanin, der bed igen

Af Otto Brøns-Petersen, den 24. marts 2026. Skriv et svar

Valgkampen er kommet til at handle om noget andre emner, end vi er vant til, og end de fleste af os spåede.

Den største kanin var statsministerens forslag om en formueskat. Det blev fremsat i næsten samme sætning, som hun udskrev valget i. Det kom af gode grunde til at fylde – også for mig, som har været travlt optaget af at se nærmere på det.

Læs resten →

LA har ret i diagnosen – og der findes en pille, alle kan sluge

Af Jonas Herby, den 23. marts 2026. Skriv et svar

Liberal Alliances boligudspil “Herre i eget hus” er blevet valgkampens sidste dages prygelknabe. Under rubrikken ”Forslag fra Liberal Alliance vil gøre lejeboliger tusindvis af kroner dyrere”, forklarer tidligere overvismand Michael Svarer over for DR, at forslaget vil betyde ca. 3.000 kr. ekstra i månedlig husleje for en københavnsk lejlighed, LLO advarer om, at op mod 334.900 husstande – ca. 569.000 mennesker – risikerer stigninger på op til 33 procent, og Pelle Dragsted kalder det et frontalangreb på lejerne.[i] Selv Venstre – Danmarks liberale parti – afviser forslaget.

Men uanset politisk overbevisning og politisk valgkampstrategi har LA fat i noget rigtigt. Huslejeregulering medfører højere boligpriser, lavere boligkvalitet og boligmangel, når boliger fordeles efter held og netværk frem for behov.

Det er ikke et kontroversielt udsagn – det er lærebogskonsensus, som er grundigt dokumenteret. Fx viser Vismændenes beregninger fra 2023, at huslejeregulering i vid udstrækning kommer samfundets rigeste til gavn og derfor er et umådeligt dårligt redskab til at sikre blandede byer og økonomisk omfordeling.

Så diagnosen er korrekt. Problemet er medicinen.

LA’s forslag er i sin kerne en ren deregulering: Fjern prislofterne, og lad markedet klare resten. Men ren deregulering løser ikke de politiske mål, som et bredt flertal i Folketinget deler: blandede byer, tryghed for lejere med lav indkomst og en rimelig fordeling af boligmarkedets gevinster. En afregulering uden kompensation flytter penge fra lejere til udlejere, og giver venstrefløjen al mulig grund – i hvert fald set med deres øjne – til at blokere.

Men der findes faktisk en model, der tager LA’s rigtige diagnose og omsætter den til en politik, der flytter den politiske kampplads fra skadelig huslejeregulering til et langt bedre spørgsmål: Hvor stor skal boligstøtten være?

Et politisk kompromis

Skitsen til det politiske kompromis ser sådan ud:

Trin 1: Fjern reguleringen – og beskat gevinsten. Når huslejereguleringen ophæves, stiger markedslejen for de regulerede boliger. Det er en gratisgevinst for ejerne af udlejningsejendomme – Svarer bemærker selv, at en udlejer med ti lejligheder i København kan se en årlig merindtægt på næsten en halv million.

Den gevinst kan beskattes – fx via en midlertidig afgift på huslejestigninger ud over inflationen i en overgangsperiode, en forhøjet ejendomsskat for udlejningsejendomme, eller en kombination. Der er mange modeller; princippet er det afgørende: Ejerne får ikke (hele) gevinsten.

Trin 2a: Styrk boligstøtten. Provenuet bruges til at øge boligstøtten målrettet. I stedet for at holde huslejen kunstigt nede for alle lejere i regulerede boliger – uanset indkomst – kan man målrette støtten mod dem, der faktisk har brug for den, for at vi opnår de politiske mål om blandede byer og økonomisk omfordeling.

Det er mere omfordelende og mere effektivt end den nuværende regulering, der i praksis fungerer som et lotteri, hvor den største gevinst går til dem, der tilfældigvis fik en billig lejlighed på Frederiksberg i 1998. LLO’s egen Camilla – en enlig pædagog med to børn og 21.000 kr. udbetalt, der bor i en ikke-reguleret lejlighed til 16.000 kr. om måneden – ville være langt bedre hjulpet af en kraftig, målrettet boligstøtte end af et prisloft, hun måske aldrig får glæde af, fordi hun ikke har den rigtige lejlighed i forvejen. Det samme gælder DR’s case, Caithlin.

Trin 2b: Sænk grundskylden. En del af provenuet bruges til at kompensere boligejere via lavere grundskyld. Når lejen sættes fri, falder priserne på ejerboliger alt andet lige. Ved at lette grundskylden, kan eventuelle forskydninger i ejendomsværdier neutraliseres, så de nuværende boligejere ikke bliver taberne i regnestykket.

Alle vinder lidt

Selvom Punditokraternes læsere næppe får præcis det scenarie, de mest ønsker sig, så vil alle faktisk vinde på det politiske kompromis. Lejere med lav indkomst får mere målrettet støtte end huslejereguleringen giver. Udlejere får højere huslejer – minus afgiften, men stadig en nettogevinst. Boligejere holdes skadesløse. Og samfundet får et boligmarked, der rent faktisk fungerer: flere boliger, bedre allokering, mere mobilitet.

Samtidig kan alle ideologier finde noget at holde af. De borgerlige får deregulering og et friere boligmarked. Venstrefløjen får mere omfordeling[ii] og holder fast i de blandede byer.

Skaderne ved huslejereguleringen er så enorme, at der er rigeligt med gevinster at fordele. Derfor har LA ret i, at reguleringen skal væk. Men ren deregulering uden omfordeling bliver (med rette) opfattet som en gave til udlejere finansieret af lejere – og så strander forslaget politisk. Den rigtige medicin tager den rigtige diagnose og tilsætter den ingrediens, LA glemte: en fordelingsmodel, der gør afskaffelsen af huslejereguleringen til en win-win.

Så har Ole Birk Olesen sin frihed, Dragsted sin omfordeling, og Camilla og Caithlin får huslejer, de rent faktisk kan betale.

[i] Både Pelle Dragsted og LLO hævder, at LA’s udspil vil betyde huslejestigninger for de nuværende lejere. Det er ikke tilfældet, men med lidt ond vilje kan man godt presse den konklusion ud af LA’s udspil. Læs mere her: https://x.com/JonasHerby/status/2034909540148224490?s=20.

[ii] Selv om de laveste indkomster ikke får mere, vil graden af omfordeling stige, fordi personer med høje indkomster ikke længere vil få del i omfordelingen, som de gør med huslejeregulering.

Schlüter havde en pointe. Så nu starter vi IRES – Institut for Reguleringsstudier!

Af Jonas Herby, den 19. marts 2026. Skriv et svar

TL;DR: Kvaliten af lovgivningen er for ringe. Nye regler vedtages i hastværk, og eksisterende regler bliver stort set aldrig evalueret. Derfor har vi startet IRES – Institut for Reguleringsstudier, som skal arbejde for, at de politiske mål opnås med så få benspænd som muligt for danskerne, virksomhederne og den offentlige sektor.
Følg os på Facebook, LinkedIn, X og Instagram, og tilmeld jer vores nyhedsbrev nederst på vores hjemmeside, ires.dk.

For mere end 40 år siden – i sin tiltrædelseserklæring d. 10. september 1982 – sagde Poul Schlüter: “Det skal være lettere at være dansker.” Siden da har vi haft Operation Regelsanering, Kampen mod bøvlet, Sammenhængsreformen, Nærhedsreformen og Frisættelsesreformen osv. osv. Over 40 afbureaukratiseringstiltag på 40 år. Navnene skifter – men kurven knækker ikke.

Læs resten →

Problemer vi ikke taler om 1: Vækst for stat eller borgere

Af Christian Bjørnskov, den 16. marts 2026. Skriv et svar

En af de påfaldende ting, man opdager når der er valgkamp, er de mange forhold og problemer, hverken medier eller politikere taler om. En af dem – og der kommer muligvis flere her på stedet – er hvordan de seneste mange års økonomisk udvikling ikke rigtigt er kommet danskerne til gode. Staten har nu en ganske stor opsparing, fordi den i en lang årrække har overbeskattet danskerne, og et voksende handelsbalanceoverskud har heller ikke umiddelbart gavnet danskerne.

Bruger man Penn World Tables – en af de største kilder til sammenlignelige nationalregnskabsdata, vi har – er problemet klar. Fra 1998 til 2023 voksede dansk BNP per indbygger 27,7 %. Selvom de kant lyde af meget, er det ikke ret meget over en procent om året, inklusive kriseårene omkring finanskrisen og nedlukningerne. I samme periode voksede vores naboers økonomier 29,7 procent, og Sverige 35,3 %. Dansk vækst på langt sigt er således ikke prangende, men ikke så meget anderledes end meget af Nordeuropas.

Men dekomponerer man væksten i privatforbruget, dukker problemet synligt op. Vi illustrerer det i figuren nedenfor, hvor vi har brudt den samlede vækst i privatforbruget op i væksten i produktivitet, beskæftigelse, arbejdstimetal, og borgernes forbrugsrate. Allerførst er det klart, at væksten i danskernes privatforbrug har været væsentligt lavere end naboernes: I Danmark er det vokset blot 4,8 % over en 25-årig periode, mens naboernes er vokset 14,4 % og svenskernes hele 27,6 %. I 2023 lå danskernes forbrug således stadig seks procent over svenskernes, men under lande som Tyskland og Storbritannien. Målt på BNP er vi meget rige, men målt på faktiske forbrugsmuligheder er vi ikke i samme liga.

Figuren illustrerer, hvor væksten er forsvundet hen for danskerne. Produktiviteten er steget 26,9 % i perioden, og dermed lidt langsommere end Sveriges 30,5 % og lidt hurtigere end naboerns 24,4 %. Beskæftigelsesraten er vokset med 5,1 % mod 11,2 og 9,3 %. Efter de sidste mange års diskussion af arbejdsudbud er det faktisk vokset langsommere end f.eks. i Sverige. Det samme ses også på timetallet, hvor det årlige antal timer, beskæftigede danskere leverer er faldet med 4,3 % mod svenskernes 4,5 % og naboernes 5,9 %. Ingen af disse forhold taler klart til dansk fordel. Derimod er forbrugsraten i Danmark – procentdelen af det samlede BNP som forbruges privat, faldet med hele 22,9 % ifølge Penn World Tables. Naboernes er faldet 14,3 %, mens det ‘kun’ er faldet 7,7 % i Sverige.

Fem sjettedel af danskernes vækst er forsvundet i større handelsbalance, statslig opsparing, større offentligt forbrug, og større investeringer. Det er dog svært at se, at danskerne har fået ret meget ud af den lidt højere investeringsrate. Og deri ligger det problem, ingen taler om. Af politiske grunde vokser privatforbruget meget langsomt i Danmark, endda i forhold til andre velfærdsstater som Sverige. Får vi noget ud af det større offentlige forbrug og opsparing? Det er meget svært at se.

The Wealth of Nations – 250 år idag

Af Christian Bjørnskov, den 9. marts 2026. Skriv et svar

Idag, den 9. marts, for 250 år siden, blev et af hovedværkerne i samfundsforskningen udgivet. Adam Smith, der var professor i moralfilosofi på universitetet i Glasgow, havde skrevet bogen med titlen An Inquiry into the Nature and Causes of the Wealth of Nations. Bogen indeholdt både Smiths egne overvejelser og en opsamling af andre samtidiges tanker og forståelse af samfundet – Smith trak således på indsigter fra både Francis Hutcheson, Anne-Robert-jacques Turgot, Adam Ferguson, og hans bedste ven, filosoffen David Hume. Wealth of Nations blev en bestseller og er en af de mest indflydelsesrige samfundsvidenskabelige bøger nogensinde.

Wealth of Nations bliver bredt betragtet som den første moderne bog om nationaløkonomi. Læser man den idag er den naturligvis skrevet i tidens sprog, men indsigterne er forbløffende moderne. Den introducerede for eksempel kernebegreber i nationaløkonomi som arbejdsdeling, produktivitet, frie markeder og frihandel, og hvordan priser spiller en central rolle i hvordan et samfunds totale ressourcer allokeres. På den måde bliver Wealth of Nations ved med at være aktuel, ikke mindst i en tid med handelsprotektionisme og en nyfunden interesse i at regulere priser. Smith var den første til helt konkret at demonstrere, at frihandel er den bedste handelspolitik og at politisk kontrol med prisdannelsen fører til misallokation af ressourcer og arbejdskraft, og dermed til lavere produktivitet. Man kan næppe klandre Smith for, at han ikke fik alle mekanismer på plads – det tog således indtil 1817, før David Ricardo, der arbejdede videre med Smiths idéer, fuldt forstod betydningen af landes og virksomheders komparative fordele, og dermed hvad forskellige lande eksporterer og importerer.

Smith var også den første til omhyggeligt og klart at pege på, hvor vigtigt et effektivt og politisk uafhængigt retsvæsen, der beskytter folks private ejendomsret, er for samfundets udvikling. Nobelpriserne i 2024 og 2025 kan derfor læses som en direkte udvikling af et af hovedtemaerne i Wealth of Nations. Det gælder ikke mindst for vores forståelse idag af, hvordan retsvæsenet er en forudsætning for at have høj produktivitet. Og når vi siger ‘produktivitet’ er det med en Smithsk forståelse for, at lande ikke bliver rige ved at få mere guld eller have større eksport end import, men ved at få det meste ud af de ressourcer, det nu engang har. Wealth of Nations var den første bog, der klart beskrev den ultimative kilde til velstand, og diskuterede hvorfor den kilde er så meget svagere nogle steder i verden.

Siden dens udgivelse, har Wealth of Nations ikke blot skabt diskussion, men også inspireret politiske reformer, der har hjulpet milloner af særligt fattige mennesker til bedre liv. Smith blev læst hemmeligt bag Jerntæppet i 1980erne og en generation af unge politikere og intellektuelle var klar til at bruge hans indsigter, da den marxistiske undertrykkelse i Central- og Østeuropa endte. Uden den forståelse, som Wealth of Nations lagde grunden for – og tusinder af samfundsforskere efterfølgende har bygget ovenpå – var Polen næppe blevet et rigt land på bare 30 år, lande som Ghana, Indien, og Sydkorea havde ikke løftet millioner ud af fattigdom, og verdenshandlen have heller ikke været fri. Og så har vi ikke engang nævnt Smiths andet hovedværk, The Theory of Moral Sentiments, der i sig selv er en oplevelse.

En interessant detalje er, at den første oversættelse af bogen til noget fremmedsprog var til dansk. Franz Dræbye, der var etatsråd – en slags ledende embedsmand i datidens pendant i Danmark-Norge til finansministeriet – oversatte og udgav Wealth of Nations på Gyldendals forlag i 1780. Det er kendt, at en række ledende danske og norske politikere og embedsmænd i slutningen af 1700-tallet læste Adam Smith; listen omfatter så indflydelsesrige navne som Christian Ditlev Frederik Reventlow, Christian Colbjørnsen, og Andreas Peter Bernstorff. Wealth of Nations kom således til at præge en hel række reformer, der lagde grunden til et mere moderne Danmark. Stavnsbåndets ophævelse, liberaliseringen af jordmarkeder, og reformerne i dansk handelspolitik i slutningen af 1700-tallet var alle inspirerede af Wealth of Nations.

For de interesserede kan hele Wealth of Nations læses gratis hos the Online Library of Liberty. Hvis man hellere vil have den stående på hylden og læse den i fysisk format, kan den fås fra Liberty Fund for tyve dollars for begge bind. Mark Skoussen har også skrevet en glimrende, ny analyse med titlen The Genius of Adam SMith for the Institute of Economic Affars, som kan læses her.

Indvandringens pris eller socialstatens fallit II

Af Niels Westy, den 2. marts 2026. Skriv et svar

Så blev der udskrevet valg til den 24. marts. Og blandt de emner, vi nok kan være sikre på vil fylde en del, er udlændingedebatten – som den har gjort i årtier.

En debat som formentlig – sådan plejer det i hvert fald at være – vil være drevet af relativt lidt “hård” data, men mange følelser, formodninger og misrepræsentation af den viden, vi rent faktisk har.

Det er naturligvis ikke et særkende ved netop udlændingedebatten, men det gør sådan set ikke tingene bedre.

Når jeg skriver ovenstående, skal der sikkert være en del, som nikker og tænker: “Ja, det har Niels ret i”. Problemet er bare, at det gælder på tværs af synspunkter og holdninger. Jovist, fakta er godt, når det understøtter det, man mener i forvejen – og ellers er det vist mest af alt i vejen.

Myter, misforståelser og problemet med mangelfuld data, som kun vil blive større

I forrige uge offentliggjorde min med‑punditokrat, Otto Brøns‑Petersen, sammen med sin kollega i Cepos, Carl‑Christian Heiberg, en analyse omkring udlændinges kriminalitet og beskæftigelse: Store forskelle i udlændinges kriminalitet – beskæftigelse gør afgørende forskel.

Her kommer de frem til, at udlændinge i gennemsnit begår mere kriminalitet end danske statsborgere (87 pct. mere), men at lovovertrædelserne typisk er mindre alvorlige og oftere består af bødestraffe.

Læs resten →

Regeringens 2023-plan – kun udgifter, ingen vækst

Af Christian Bjørnskov, den 27. februar 2026. Skriv et svar

Statsministeren har udskrevet valg ovenpå at regeringen har præsenteret sin såkaldte 2035-plan. Efter at have ført endda meget store budgetoverskud i en længere årrække var en del af os nervøse for, at der var tale om opsparing til et valgår, hvor regeringen ville forsøge at skabe en ‘political business cycle’ og basalt set købe stemmer. 2035-planen – og også fødevarechecken – er præcist det: Køb af forskellige interesser, men som Thomas Bernt Henriksen på Berlingske korrekt påpegede, absolut ingen ny politik.

Planen fordeler udgifter på ialt 75,2 milliarder kroner udover syv hovedområder. Som vi illustrerer i lagkagediagrammet nedenfor, står Forsvaret for den store del: 42,9 milliarder ekstra, som kommer af Danmarks nye internationale forpligtelser. Det er en del, der ikke rigtigt kan diskuteres, men det interessante er, at regeringen ikke forsøger at omprioritere de andre udgifter for at kompensere for de højere forsvarsudgifter.

Resten går til diverse andre poster, med 13 milliarder til det demografiske træk, fem milliarder til ekstra ‘beredskab’ (hvad det end betyder), 4,5 milliarder til havvindmøller, og diverse andre indsatser til klima og pension. Den eneste post, der kan siges at repræsentere en lettelse for borgerne i modsætning til en udgiftsstigning for staten, er planerne for en differentieret moms. Her skal man lægge mærke til to ting. For det første er planerne stadig helt uspecificerede: Bliver der tale om en lavere moms på fødevarer, en lavere moms på ‘sunde’ fødevarer, momsfriholdelse af frugt og grønt, eller en helt fjerde ordning? Det ved vi ikke, og det eneste sikre er, at en næsten enig økonomstand har argumenteret imod differentieret moms. Den giver store bureaukratiske problemer for både stat og virksomheder. Dansk Industri har således vurderet de samlede byrder forbundet med differentieret moms til omkring 2,75 milliarder kroner. Det indebærer, at de seks milliarder ( otte procent af den totale plan) der er afsat til området, netto ikke bliver til meget mere end tre milliarder for borgerne.

2035-planen indebærer med andre ord en stor udvidelse af staten og næsten intet for borgerne. Overordnet udvider den de offentlige udgifter med 5,2 procent – oveni andre planlagte udvidelser – og det sker efter et 2025, hvor de offentlige udgifter brutto steg med 3,5 procent. En så stor stigning i de offentlige udgifter vil, alt andet lige, føre til lavere økonomisk vækst i de kommende år, når det offentlige crowder privat aktivitet ud, beslaglægger en større del af arbejdsstyrken, og presser iværksætteraktiviteten. Og det helt store problem her er, at alt andet netop er lige! Der ligger absolut ingen tiltag i regeringens plan, eller de tre partiers udmeldinger til valget, der kunne påvirke dansk økonomis langsigtede vækst eller produktivitet. Udspillet er basalt set et forsøg på at købe vælgergrupper, mens virkningen er stilstand. Dansk politik et tæt på at have slået sin egen rekord i ligegyldighed overfor borgerne og den økonomiske fremtid.

Trumps nye toldpolitik – nok også ulovlig

Af Christian Bjørnskov, den 25. februar 2026. Skriv et svar

Forleden dømte den amerikanske Højesteret præsident Trumps toldpolitik ude. Dagen efter meddelte Trump, at han nu bruger Section 122 i the Trade Act of 1974 til at pålægge import fra alle lande en 15-procent told. Som medierne har beskrevet, tillader section 122 den amerikanske præsident at pålægge andre lande en told på netop op til 15 procent i 150 dage; derefter skal politikken igennem normal behandling i Kongressen. Men der er én vigtig detalje, som flere kommentatorer er begyndt at opdage.

Section 122 har overskriften Balance-of-Payments Authority og starter med “(a) Whenever fundamental international payments problems require special import measures to restrict imports – (1) to deal with large and serious United States balance-
of-payments deficits.” Det er denne del, som præsidenten påberåber sig. Og heri ligger problemet, fordi et “balance-of-payments deficits” overhovedet ikke er det samme som det “trade-balance deficit” som Trump mener er et problem. Selvom mange ofte taler om et betalingsbalanceproblem, når de mener et handelsbalanceunderskud, er det ikke det samme fænomen.

Betalingsbalancen – på engelsk the balance of payments – består af de løbende poster og kapitalbalancen. Langt det meste af de løbende poster består af handelsbalancen, der er værdien af al eksport minus værdien af al import, mens kapitalbalancen er inflows minus outflows af kapital. Og de to går cirka i nul. Hvis et land har et underskud på de løbende poster, må det jo nødvendigvis finansiere underskuddet på en eller anden måde. Det kan være lån eller udenlandske investeringer, dvs. inflows af kapital. På samme måde er et overskud på de løbende poster logisk forbundet med outflows af kapital. Det er på den måde – ved at have store overskud på handelsbalancen – at Danmark betalte sin massive udlandsgæld af fra midten af 1980erne til nu!

Trump har adskillige gange demonstreret, at han ikke forstår basalt nationalregnskab, og i særlig grad at investeringsflows og eksport/importflows er direkte forbundet på denne måde. Præsidenten er ganske enkelt nationaløkonomisk analfabetisk, men det er hans rådgivere næppe allesammen. Trump har hele sin karriere klaget over, at USA har underskud på varehandelsbalancen og at det er evidens for, at andre lande narrer USA. Læg mærke til kursiven: Trump klager over underskuddet på varehandlen, og ignorerer dermed, at USA har et ganske stort overskud på balanden på handel med service. Og han kræver, at USA får både et overskud på handelsbalancen og et overskud af investeringer, der flyder ind i landet – noget, der er nationaløkonomisk umuligt.

Man kan nu forudsige endnu et længere retsligt opgør, fordi Trump-administrationen har brugt en lov, der slet ikke handler om det problem, man påstår at ville løse. I Højesterets dom fra forleden var dommerne meget klare i deres krav til præcist sprogbrug: Når IEEPA ikke brugte ordet ‘tariff’ betød det, at Kongressen ikke havde uddelegeret brugen af toldpolitik til præsidenten i loven. Det er derfor svært at tro, at domstolen vil lade præsidenten slippe afsted med at bruge en lov, der slet ikke handler om handelsbalancen, men noget fundamentalt andet.

Staten beslaglægger allerede størstedelen af boligavancerne – en beregning

Af Otto Brøns-Petersen, den 23. februar 2026. 1 svar

Som Jonas skrev om sidste uge, er det en misforståelse, at avancer på ejerboliger ikke er beskattet. Det gælder også de boligejere, som selv bor i boligen og dermed formelt er undtaget fra ejendomsavancebeskatning.

Forklaringen er, at de løbende skatter – ejendomsværdiskat og grundskyld – beslaglægger en væsentlig del af den grundrente, der er knyttet til en grund.

Læs resten →

Fornuften og forfatningen vandt – indtil videre

Af Christian Bjørnskov, den 21. februar 2026. Skriv et svar

I denne uge kom endelig den længe ventede dom fra USAs Højesteret over Donald Trumps handelspolitik. Dommen er ganske klar: Trumps brug af nødretsloven IEEPA (the International Economic Emergency Powers Act) er forfatningsstridig. Som vi noterede som en reel mulighed i juni sidste år, understregede Højesteret først og fremmest, at IEEPA ikke giver præsidenten lov til at føre aktiv toldpolitik. Loven nævner faktisk ikke told som en mulighed, og retten konkluderer meget klart, at hvis det havde været Kongressens intention, at den skulle kunne bruges til handelspolitik, ville den have noteret det eksplicit i loven. For det andet fremhæver retten også, at den såkaldte ‘major questions doctrine’ – princippet at præsidentielle beslutninger af særligt omfang eller vigtighed alligevel skal igennem Kongressen – absolut ikke kan omgås, når det gælder toldpolitik, der føres mod hele resten af verden. Så selvom domstolen var delt 6-3 – de republikansk udnævnte dommere Roberts, Gorsuch og Barett sluttede sig til de tre demokratisk udnævnte – er dommen et meget tydeligt nej. Og det skal med, at dommer Kavanaugh som ikke stemte for, fremhævede dommens betydning for den amerikanske stats budget (der skal muligvis tilbagebetales 175 milliarder dollars i ulovligt indkrævet told), mens han ikke substantielt argumentede, at Trumps brug af IEEPA kunne være lovlig. Hvis nogen skulle være i tvivl, er her opsummeringen af dommen:

“There is no exception to the major questions doctrine for emergency statutes. Nor does the fact that tariffs implicate foreign affairs render the doctrine inapplicable. The Framers gave “Congress alone” the power to impose tariffs during peacetime […]. And the foreign affairs implications of tariffs do not make it any more likely that Congress would relinquish its tariff power through vague language, or without careful limits. Accordingly, the President must “point to clear congressional authorization” to justify […] his extraordinary assertion of that power.”

Hele dommen kan læses her.

Men som min fremragende kollega Philipp Schröder har påpeget, er det hverken utvetydigt gode nyheder for virksomheder, og heller ikke slutningen på vanviddet. For det første har præsident Trump øjeblikkeligt raset over højesteretsdommere – hans påstand er, at de er illoyale, forkerte, og upatriotiske – og har meddelt, at han vil fortsætte sin protektionistiske politik. Hans udmelding er nu at bruge Section 122 i the Trade Act of 1974, en særlov fra Richard Nixons period, der giver præsidenten særlige, kortvarige toldmuligheder i specielle situationer (læs f.eks. her). Den skal misbruges til at pålægge al import til USA en basistold på 10 procent. Oveni det kommer alle hans særlige straftoldsatser.

Den udmelding skaber en del af det næste problem, som er den fortsatte usikkerhed omkring USAs handelspolitik i den umiddelbare fremtid. Trump har muligheden for at bruge section 122 til at føre fortsat protektionistisk politik, omend loven begrænser politikken til 150 dage. Enhver fortsættelse skal godkendes af Kongressen. Han har også vist sig mere end villig til at bruge lovgivning, der giver mulighed for at regulere international handel der kan true den ‘nationale sikkerhed’. Så stoppet for brugen af IEEPA til at begrænse handelen er ikke slutningen på usikkerheden om, hvad Trump-administrationen kan finde på. Og, som Philipp noterer, er der også en række julelege som lande kan bruge, for at begrænse handelen med uigennemsigtig regulering, tekniske krav, og dyre procedurer.

Fremadrettet kan man derfor forvente endnu flere retssager. Nogle af dem kommer til at handle om, at dem amerikanske stat skal tilbagebetale ulovligt opkrævet told. Andre kommer til at teste, hvor langt en amerikansk præsident kan gå i brugen af section 122 og sikkerhedslovgivning. Er det for eksempel i den nationale sikkerheds interesse, at man lægger høj told på import at træmøbler? Og nej, det er ikke et tænkt eksempel, men amerikansk virkelighed. Og kan administrationen måske finde på direkte trusler mod importører? Ingen kender morgendagen i Trumps politiske vanvid, men Højesteret har i det mindste lukket ned for én af ruterne for idiotien.

Boliggevinster bliver allerede beskattet i dag

Af Jonas Herby, den 17. februar 2026. 2 svar

Der er politiske kræfter, der ønsker, at beskatte boliggevinster. Disse kræfter overser desværre et ret vigtigt faktum: Boliggevinster bliver beskattet i dag.

Man kan selvfølgelig altid diskutere niveauet for enhver skat, men i økonomisk forstand er der allerede en skat på boliggevinster. Hver gang din bolig stiger i værdi, snupper skattevæsenet en væsentligt bid af værdistigningen.

Det kan forklares med et principielt eksempel.

En verden uden boligskatter
Forestil dig en verden uden boligskatter.

En bolig stiger fra 3 mio. kr. til 4,66. mio. kr. Ejeren tjener 1,66 mio. kr. og stikker pengene direkte i lommen.

Skatten er (selvfølgelig) 0%.

En verden med boligskatter
Nu indfører vi boligskatter på 2% (ca. grundskyld + høj ejendomsværdiskat).

En bolig stiger fra 3 mio. kr. til 4 mio. kr. Ejeren tjener 1,0 mio. kr. og stikker pengene direkte i lommen.

MEN! Der sker mere end det. Den årlige skattebetaling stiger med 20.000 kr., hvilket ved en rente på 3% (svarende ca. til renten på realkreditlån) svarer til en nutidsværdi på 0,66 mio. kr.

Den samlede værdistigning er 1,66 mio. kr. som i det første eksempel, men den er fordelt anderledes. Boligejeren tjener 1 mio. kr. mens Skattefar tjener 0,66 mio. kr. svarende til en skat på 40% af værdistigningen.

Virkeligheden er kompleks – men boliggevinster beskattes
Eksemplet er ikke virkeligheden. Det er kun boliger over godt 9 mio. kr., der betaler den høje ejendomsværdiskat. Og man får i dag 20% rabat på boligvurderingen.

Vi kan også diskutere om renten på 3% er den rigtige at bruge til at beregne nutidsværdien. Og kan de offentlige ejendomsvurderinger overhovedet opfange værdistigningerne korrekt?

Der er masser af nuancer i virkeligheden. Og måske burde diskussionen gå på, hvorfor alle kapitalgevinster ikke beskattes ens, så man ikke skævvrider investeringsincitamentet.

Men uanset nuancer, virkelighed osv. er konklusionen, at boligejerne i dag – rent principielt – betaler en ikke ubetydelig skat af boliggevinsten. Eksemplet og princippet er forklaret glimrende i nedenstående video.