Af Christian Bjørnskov, den 21. september 2023. Skriv et svar
I juli deltog jeg i Vinson Centrets Classical Political Economy Conference på University of Buckingham. Vi skrev om mit papir dagen efter (her), men senere skitserede jeg i Børsen dagens måske mest interessant indlæg: Professor Mark Penningtons (King’s College London) indlæg om det, han kalder missions-fokuseret (“missionary”) politik. Marks idé er, at mange stater og politikere idag er begejstrede for politik med store visioner og massiv statslig involvering, der kræver store investeringer – og tillader meget lidt opposition. Der er flere problemer med idéen, ikke mindst at missions-fokuseret politik forsøger at løse såkaldte komplekse problemer. Man må dog heller ikke ignorere de enorme incitamentproblemer der følger, og de gigantiske muligheder for særinteresser i processen. Missions-fokuseret politik er således et mareridt fra en public choice-vinkel.
Marks præsentation blev igår lagt på YouTube, så alle kan følge med. Han er som altid en af vores mest interessante og innovative kolleger, og også en fin formidler. Hvis man har en halv time, som man kan bruge på at koncentrere sig om et af de helt store problemer – også i dansk politik, hvor Løkke og Frederiksen i høj grad er eksponenter for approachen – er præsentationen varmt anbefalet.
Af Otto Brøns-Petersen, den 19. september 2023. 1 svar
Tiden flyver.
Den 1. september var det ti år siden, jeg skiftede fra centraladministrationen til CEPOS. Den sande luksus i livet er at beskæftige sig med interessante ting og at være omgivet af spændende mennesker. Målt med den målestok var det luksuriøst at arbejde med økonomisk politik i centraladministrationen, men bestemt ikke mindre her blandt tænketankens meget dygtige og dedikerede kolleger. Jeg er utroligt privilegeret.
CEPOS er ganske velkendt i samfundsdebatten, men jeg kunne godt ønske mig, at den måde, vi arbejder på, var endnu mere velkendt. Så lad mig sige lidt om det, og om de principper jeg lægger til grund for mine egne analyser og anbefalinger.
Hvad mange ikke ved, er, at CEPOS ikke har corporate views, altså som institution advokerer for bestemte synspunkter. Det er alene de enkelte medarbejdere, som fremsætter vurderinger og anbefalinger. Det er også de enkelte, som beslutter, hvilke analyser der skal laves, og hvad de leder frem til af anbefalinger. Vi laver ikke konsulentarbejde på vegne af nogen eller tager imod sponsorater til at fremme bestemte dagsordener. Der er vandtætte skotter mellem donorer og analytikere.
CEPOS er en public policy-baseret tænketank. Vi beskæftiger os kun med ”policy” – altså hvilken politik bør føres – ikke med ”politics”, dvs. proces, spin og taktik. Det sidste er en uundgåelig del af politik, men det er ikke en del af vores opgave. Vi har den luksus, at vi ikke skal genvælges.
Ligesom vi ikke deltager i ”politics”, arbejder vi ikke for bestemte interesser. Og det kan også være helt legitimt, men det er altså ikke vores opgave.
CEPOS er uafhængig og har et bredt borgerligt-liberalt udgangspunkt.
Den måske største misforståelse går på, at der skulle være en modsætning mellem ”ideologi” og ”saglighed”, og at det åbent erkendte udgangspunkt er en hæmsko for saglige anbefalinger. Men det er en helt grundlæggende videnskabsfilosofisk indsigt, at positiv analyse i sig selv umuligt kan føre til politik-anbefalinger. Sagt på en anden måde kan deskriptiv teori ikke føre til præskriptiv. Eller som David Hume påviste: Et ”er” alene kan aldrig føre til et ”bør”. Der kan aldrig forekomme en rent saglig anbefaling, uden at der im- eller eksplicit er lagt en normativ forudsætning til grund. Det burde være børnelærdom på alle samfundsvidenskabelige studier – og også gerne journalistuddannelserne.
Denne normative forudsætning kan naturligvis komme mange steder fra. Som embedsmand er man vant til, at det er regeringen og ministerens præmisser, der rådgives ud fra. Og en analyse kan naturligvis være betinget: Altså givet at man ønsker at opnå dette eller hint mål, x, så kan y anbefales….
Men en normativ forudsætning er nødvendig. Rent teknokratiske løsninger findes ikke. Det eneste spørgsmål er, om forudsætningen er åben eller skjult. Hos os er den åben, og det er for mig klart at foretrække. Og som sagt er der tale om en bredt borgerligt-liberalt ideologisk udgangspunkt, som medarbejderne hver især fortolker.
Målsætningen er naturligvis at præge samfundet i en friere retning. Det gør vi ud fra den betragtning, at det bør ske gennem konkrete skridt, der er fagligt velbegrundede. Det handler både om at være med til at sætte dagsordenen og om at følge og reagere på den dagsorden, som nu engang opstår.
Og nu til de principper, der ligger til grund for de fleste af mine analyser. Det er ikke sådan, at jeg har formuleret dem samlet og eksplicit før, men her er mit bedste bud i kort form:
Naturlig frihed. Det første princip er, hvad man kunne kalde (og Adam Smith faktisk kaldte) naturlig frihed. Det er en forudsætning om, at mennesker som udgangspunkt bør være frie, og at ikke friheden, men indgreb i friheden kræver en begrundelse.
Kollektive handlingsproblemer er en nødvendig, men ikke tilstrækkelig grund til politiske indgreb. Politiske indgreb skal begrundes med kollektive handlingsproblemer. Princippet om naturlig frihed indebærer, at indgreb skal være i borgernes interesse. En nødvendig forudsætning for, at et indgreb kan begrundes med deres interesse er, at der foreligger et såkaldt kollektivt handlingsproblem. Altså en situation, hvor individuelle incitamenter leder til et resultat, som kan forbedres – ultimativt for alle. Dermed ikke være sagt, at de politiske myndigheder nødvendigvis har forudsætninger for at gøre det bedre. Tværtimod er politiske beslutninger også behæftet med kollektive handlingsproblemer.
Politiske indgreb bør ikke være større end nødvendigt og bør være til lavest mulige samfundsøkonomiske omkostninger. Jeg tror, man vil kunne genfinde dette princip mere eller mindre eksplicit udtryk i alle analyser, jeg har skrevet. Det afspejler, at det er vanskeligt i hver enkelt konkrete politik-tilfælde at stille alle bedre. Men det er altid muligt at minimere de samfundsøkonomiske omkostninger. Hvor det paretianske princip (ingen bør stilles ringere) bør guide den samlede politik, bør det utilitaristiske (maksimer den gennemsnitlige nytte) styre hver enkelt politisk indgreb. Men vel at mærke kun, hvis det er velbegrundet inden for rammerne af naturligvis frihed. Jeg ville aldrig anbefale en utilitaristisk politik, uden at dens mulighedsområde var afgrænset af stærke individuelle rettigheder.
Retfærdighed er en vigtig binding, men ”social retfærdighed” er ikke retfærdig. For en del økonomer, som er enige i og 3, vil fordelingspolitik også være et normativt mål. Men ikke for mig. Jeg ser ikke økonomisk lighed som et mål i sig selv. Derimod kan andre former for retfærdighed – ligesom naturlig frihed – sagtens være en binding på, hvad man bør gennemføre politisk.
Økonomer bør pege på first best, men ofte også second best (eller lavere). En økonomisk analyse bør altid anvise en first best anbefaling – altså hvad den bedst tænkelige politik ville være, givet der fandtes en beslutningstager udelukkende opsat på at føre den ud i livet. Men det gør der ofte ikke. Et politisk problem kan være underkastet mange begrænsninger i form af andre målsætninger og interesser. Derfor er det oftest også relevant at spørge: Hvis dette eller hint tages for givet, hvad er da den bedste politik? Et eksempel, hvor det ofte er relevant, er, hvordan man opnår givne klimamål, som jeg ikke nødvendigvis kan tilslutte mig, billigst muligt.
Økonomiske analyser bør tage udgangspunkt i alment anvendte økonomiske principper og empiriske forudsætninger. Startpunktet for mine analyser vil typisk være almindeligt anvendte principper, regneregler og empiriske forudsætninger. De behøver selvsagt ikke altid være rigtige eller tilstrækkelige, og så vil analysen bevæge sig derfra og begrunde hvorfor. Det er efter min opfattelse uhyre vigtigt at være sig bevidst om sit metodiske grundlag og dets muligheder og begrænsninger, men det har en selvstændig værdi at tilstræbe så stor enighed med andre som muligt om analytiske forudsætninger.
Af Christian Bjørnskov, den 18. september 2023. Skriv et svar
Fraser Instituttet i Vancouver, Canada, udgiver ikke blot de årlige Economic Freedom of the World rapporter, som forskere og meningsdannere ser frem til hvert år (og som kommer meget snart). Instituttet har også et projekt for tiden med titlen Realities of Socialism, med formålet at “educate people about the experiences of socialism that was imposed on tens of millions of people across the world throughout the 20th century”. Udgaven om Sverige er skrevet af den fremragende Johan Norberg, er lige udkommet og kan varmt anbefales.
Johans bog har titlen “The Mirage of Swedish Socialism: The Economic History of a Welfare State“. Bogen er struktureret omkring fire kapitler: Fortællingen om, hvordan Sverige blev rigt før det begyndte at indføre en velfærdsstat, et kapitel om tiden da landet indførte velfærdsstaten og direkte socialistisk økonomisk politik, og hvordan det afskaffede meget af politikken, og to kapitler om hvordan Sveriges politik faktisk ser ud idag.
Fraser Instituttets projekt kommer til at dække Sverige og Danmark som lande, der indførte velfærdsstater, men ikke er socialistiske, Polen og Estland og deres erfaring med faktisk socialisme, og Singapore som valgte en helt tredje, unik vej. Det hele er absolut værd at holde øje med og læse når det kommer. Varmt anbefalet!
Af Christian Bjørnskov, den 14. september 2023. 6 svar
Danmark er et af de mange vestlige lande, der i disse år har sanktioner mod handel med Rusland. Der er næppe tvivl om, at sanktionerne har effekt i Rusland. Forleden kom det frem, at Aeroflots piloter har fået at vide, at de så vidt muligt skal undgå at bremse med hjulene på deres fly, når de lander. Grunden er, at selskabet ikke længere kan få nye bremser. På samme måde har man set en import af køleskabe og andre vestlige varer, som splittes ad i Rusland for at man kan hamstre vestlige computerchips. Kreativiteten er stor, men afslører hvor elendig tilstand, Ruslands økonomi efterhånden er i. Sanktionerne bider, men hvad koster de os? Det er spørgsmålet for idag.
En af mine kolleger, den meget dygtige Ina Jäkel, der er lektor på Aarhus Universitet og specialiseret i handelsteori og -forhold, udgav forleden en ny artikel, der svarer på netop dét spørgsmål. Forskningen bag er lavet sammen med Inas (nu tidligere) PhD-studerende Søren Østervig og deres kollega Erdal Yalcin, der er professor ved Hochschule Konstanz für Technik, Wirtschaft und Gestaltung. Artiklen, der udkommer i et særnummer af Review of International Economics, har titlen “The effects of heterogeneous sanctions on exporting firms: Evidence from Denmark.“
Ina og hendes kolleger undersøger helt specifikt danske virksomheders eksportadfærd i 62 lande, der rammes af sanktioner mellem 2000 og 2015. Det tillader dem også at skelne mellem forskellige typer sanktioner, så en våbenembargo ikke behøver at have samme effekt som en bredere handelssanktion eller rejsesanktion. Det viser sig at være vigtigt, da gennemsnitseffekten rent umiddelbart ser lille ud: Hvis en eksportdestination rammes af en sanktion, stiger sandsynligheden for at virksomheden holder op med at eksportere til landet med bare 2,4 procentpoint. Mens det lyder som en lille ændring, skal det ses i lyset af at der er en 18 procent chance for at en virksomhed forlader en eksportdestination i et tilfældigt år! Sandsynligheden stiger således godt 13 procent (2,4 / 18) når et land sanktioneres.
Når forskerne dykker ned i forskellige sanktionstyper, viser det sig at sandsynligheden for helt at forlade et marked stiger cirka 4 procentpoint ved en våbenembargo, og 2,7 procentpoint ved en rejsesanktion. Man kunne derfor tro, at rene handelssanktioner ikke virker, men Ina og hendes kollegers forskning peger på noget helt andet: Mens virksomheder ikke systematisk forlader markeder, falder deres eksportvolumen med cirka 25 procent når det rammes af en handelssanktion. Og vender man typerne om til at se på deres intentioner, er det klart at de store effekter findes efter sanktioner, der sigter efter enten at forhindre krig eller at tvinge lande til at ændre politik. Omvendt finder forskerne, at sanktioner der forsøger at demokratisere lande eller forbedre menneskerettigheder, ikke systematisk har konsekvenser for danske virksomheders handel.
Hvad kan man lære af den nye forskning fra mine kolleger? Et bud på et svar er, at forskningen gør det langt lettere for os at ikke blot identificere, hvilke virksomheder der kan blive ramt økonomisk, når Danmark er med til at sanktionere et land. Den kan også bruges til at sætte et cirkatal på virksomhedernes – og dermed landets – eksporttab, og dermed give en idé om de rent økonomiske omkostninger ved sanktioner for dem, der sanktionerer. Vi vil ikke vurdere, om et eksporttab på 25 procent i et enkelt marked er billigt eller dyrt for de virksomheder, der kunne operere i markedet. Men som altid bør man have information om både omkostningerne og gevinsterne ved politik, og det nye studie fra Jäkel, Østervig og Yalcin giver netop det.
I dag (11. september 2023) er det 50 år siden at Salvador Allende blev væltet ved et militærkup (og begik selvmord). Dermed endte en for Latinamerika usædvanlig lang periode med demokrati og et 17 år langt militærdiktatur begyndte.
Begivenhederne for 50 år siden sætter fortsat dybe spor i det chilenske samfund. Især i årene lige efter militærkuppet var meget blodige, og regimet stod bag flere tusinde drab, mens 10.000vis blev arresteret og tortureret, og omkring en kvart milllion endte i landflygtighed.
Nu skulle man måske tro, at med 50 år gået siden kuppet og 33 år siden Chile igen blev demokratisk, ville Allende og Pinochet være et fjerne historiske minder. Sådan forholder det sig ikke. Chiles unge præsident, Gabriel Boric, som blev valgt i 2020 (og tiltrådte i 2021), hylder åbenlyst Allende og ærede ham ved en tale foran statuen af samme på dagen for sin indsættelse. Taberen af præsidentvalget, José Antonio Kast, har derimod ved flere lejligheder forsvaret militærregimet under Pinochet.
Forsøg fra Gabriel Borics regering på at omskrive Chiles forfatning, som til dels stammer fra Pinochet, blev afvist af hele 62 % af vælgerne sidste år, mens en meningsmåling viste, at kun 42 % af de adspurgte nu mener, at kuppet ødelagde demokratiet og 36 %, at det befriede Chile fra marxismen. Det er en voldsom ændring i forhold til 2006, hvor 68 pct. mente at kuppet ødelagde demokratiet og kun 19 pct. mente at Pinochets regime “redede” landet fra kommunisme.
Fra kaos til militærdiktatur – 1970-1973
At Allende overhovedet endte med at blive Chiles præsident i 1970 skyldes formentlig, at man dengang ikke valgte præsidenten over to valgrunder, men at kongressen afgjorde hvem som skulle være den næste præsident, i tilfælde af at ingen fik mere end 50 pct. Kutymen var at man valgte den som havde fået flest stemmer – og det havde Allende med ca. 36 pct, Det skete dog ikke uden sværdslag, givet Allendes fortid som kommunist. Til sidst blev et flertal dog enige om at godkende ham. Med andre ord blev Allende valgt med et svagt mandat. At han overhovedet “vandt” skyldes at højrefløjen ikke kunne blive enige om at stille med en enkelt kandidat. Og ud over kun at få lidt mere end 1/3 af stemmerne, fik Allende under 40.000 flere end den nærmeste konservative kandidat.
Hvor svagt et mandat Allende reelt sad på, kan man ikke just sige fik nogen større betydning for Allendes regeringsførelse. Allende kaldte selv sin politik for “den chilenske vej til socialisme” – et forsøg på at gennemføre en revolution med fredelige parlamentariske midler.
Men koalitionen bag ham, UP (Unidad Popular) havde ikke flertal i kongressen. I stedet for at samarbejde med flertallet, polariserede hans regering Chile og kastede landet ud i kaos.
En vanvittig økonomiske politik, nationaliseringer, forfatningsstridige tiltag, en landbrugsreform som smadrede fødevareproduktionen og manglende evne/lyst til at tøjle dele af Allendes mere radikale bagland var væsentlige faktorer til forklaring af hvorfor det gik så galt.
Oppositionen søgte flere gange at stille ham for en forfatningsdomstol, men kunne ikke opnå det krævede 2/3 flertal i parlamentet. Ja, kongressen og dens formand havde rent faktisk tidligere på året (sommeren 1973) ligefrem opfordret militæret til at vælte Allende.
Det skal understreges, at der politisk var tale om en blandet landhandel. Nationaliseringen af kobberminerne var således en fortsættelse af den foregående regerings politik og blev gennemført sammen med oppositionen. Sådan forholdt det sig ikke med statens overtagelse af mere end 150 store virksomheder. Hen af vejen tabte Allendes regering fuldkommen kontrollen over denne proces, og ulovlige besættelser af virksomheder og gårde mv. blev efterhånden dagens orden. Det hele endte i en fuldkommen nedsmeltning af økonomien og inflation på mange hundrede procent.
Mange chilenere og et flertal af politikere hilste derfor kuppet velkommen og forestillede sig, at hæren ville genoprette orden og udskrive et nyt valg. Det skete som bekendt ikke. I stedet blev kuppet starten på et 17 år langt militærdiktatur, der som sagt var ganske brutalt i perioder – især de første år.
Militærdiktaturet og undtagelsen fra reglen
Som trofaste læsere af denne blog ved, anser vi Chile for langt hen af vejen at være et forbillede, når det kommer til (markeds)økonomiske reformer. Det er ikke kontroversielt, når økonomer taler om det – heller ikke selv om man kan være uenig om hvor meget de forskellige reformer har betydet, eller hvorvidt man køber hele pakken af markedsreformer eller ej.
Ikke alle reformer som fulgte fra 1975 og frem var lige fornuftige. Her er måske det første forhold, mange ikke er klar over. Kuppet blev IKKE gennemført for at “bane vejen for neoliberale reformer”, det er ganske enkelt en faktuelt forkert påstand. Det økonomiske kaos og den skyhøje inflation fortsatte således efter militæret havde taget magten og der var hele tiden en intern kamp for og imod liberaliseringer. Så skal man sige noget pænt om Pinochet (og der er ved gud ikke meget), er en af tingene at han erkendte at militæret ikke havde forstand på økonomi. En erkendelse som er undtagelsen der bekræfter reglen. Det banede vejen for “The Chicago Boys”.
Indførelsen af et fastkursregime koblet med et arbejdsmarked, hvor lønmodtagerne var garanteret at lønnen minimum steg lige så meget som den historiske inflation, overfor amerikanske dollar var en afgørende fejl, som kom til at koste dyrt i forbindelse med gældskrisen i begyndelsen af 1980erne. Man kan også pege på uddannelsessystemet. Her tænker jeg ikke så meget på indførslen af betydelig egenbetaling på de videregående uddannelser, men derimod folkeskole og ungdomsuddannelser, hvor finasieringen for de der ikke selv har råd til at betale for deres børns skolegang burde være statslig, men i høj grad er lokal. Det har indebåret, at mens Chiles gennemsnitlige score i Pisa tests er regionens højeste, har man også den største spredning. Ligeledes kunne man pege på privatiseringen af pensionssystemet, hvor den obligatoriske opsparing med 10 pct. blev sat for lavt, mens utilstrækkelige arbejdsmarkedsreformer yderligere forstærker problemet. Mange chilenere finder således arbejde i den uformelle sektor i en større eller mindre del af deres arbejdsliv. Et problem, fordi pensionsopsparingen er knyttet til den formelle sektor.
Især fastkurspolitikken var en katastrofal fejl og var den direkte årsag til at også Chile blev ramt af gældskrisen i begyndelsen af 1980erne, og her kunne reformprocessen sådan set været endt, og ville formentlig være endt, hvis Chile havde været et demokrati. Kombinationen af manglende demokrati og det andet positive forhold, man kan sige om Pinochet (bare rolig der er kun et tilbage), var at han og hans autoritære regime sikrede, at man i stedet for at opgive reformerne tilpassede disse og fortsatte med at transformere Chile om til en moderne markedsøkonomi.
Den 3. og sidste positive ting man kan sige om Pinochet er, at han ikke modsatte sig genindførelsen af demokrati, efter han tabte en folkeafstemning om at gøre ham til præsident (alt tyder på at han selv troede på han kunne vinde).
Ingen af de tre nævnte positive forhold kan naturligvis bruges i en eller anden pervers relativisering af de forbrydelser som Pinochet og regimet var skyld i.
Men overordnet set må vi konstatere, at Chile er et af de bedste eksempler vi kender på betydningen af at privatisere og liberalisere en økonomi samt åbne for international handel. Tallene taler ganske enkelt for sig selv. Heldigvis ændrede man ikke på disse grundlæggende forhold, da Chile igen blev demokratisk, hvorfor Chile gik fra at have et BNP per indbygger under gennemsnittet i Sydamerika i 1970erne til at være det mest velstående land i regionen – se også nedenstående figur.
Figur 1.
Kilde: IMF Outlook april 2023
Som det fremgår overhaler Chile Brasilien i begyndelsen af 1990erne, Venezuela i begyndelsen af dette årtusinde og Argentina i forrige årti. Også når det kommer til reduktion af fattigdom, oplever Chile en markant positiv udvikling, som det fremgår af figur 2 og 3, der viser dels udviklingen i andelen af befolkningen, som lever i det man normalt betegner som absolut fattigdom og målt på andelen der lever under den Verdensbankens højeste fattigdomsmål. Man skal være opmærksom på to forhold, når man aflæser figur 2 og 3. Dels er Venezuela ikke medtaget de senere år, da der ikke er data og dels er kun medtaget år hvor der findes tal for alle lande (efter 2006 kun Argentina, Brasilien og Chile).
Figur 2.
Kilde: Verdensbanken (2023)
I en sidebemærkning skal også medtages at dels hænger det store fald i andelen som levede under den absolutte fattigdomsgrænse i Brasilien i 2020 sammen med Corona epidemien, hvor man i Brasilien udbetalte ekstra beløb til de med de laveste indkomster. Dels vil nogen måske undre sig over den lave andel af fattige i Argentina, med tanke på den information vi får fra medierne. Det skyldes at figur 2 og 3 er baseret på Verdensbankens defintion. Det står i modsætning til nationale mål for fattigdom som ikke kan sammenlignes og ofte indebærer betydeligt højere andel.
Figur 3.
Kilde: Verdensbanken (2023)
Den Chilenske model i krise
Som det fremgår af figur 1 afsluttes perioden med høj vækst omkring 2010 og efterfølgende har man oplevet markant lavere vækstrater. Læg også mærke til at BNP falder før corona epidemien i 2020 – et resultat af de voldsomme uroligheder i 2019 og den medfølgende usikkerhed om hvor Chile er på vej hen.
Men hvad skete der egentlig?
Efter genindførelsen af demokratiet i Chile havde en koalition af Allendes gamle parti Socialisterne og Kristendemokraterne (som var i opposition til Allende) regeringsmagten (under navnet Concertación) i årene frem til 2021 – hvis man ser bort fra to valgperioder.
Det var en stor succes i de første årtier. Alliancen var baseret på at man grundlæggende erkendte det fornuftige i de (markeds)økonomiske reformer, som var gennemført under Pinochet regimet, samtidig med at man ændrede de mest udemokratiske dele af Pinochets forfatning (vedtaget ved en “folkeafsteming” i1980).
Fra flere sider har man påpeget, at Concertación blev offer for sin egen succes og de forventninger det skabte – ikke mindst hos middelklassen. Det er ikke noget tilfælde at protester fra 2011 og frem, der kulminerede i efteråret 2019, i høj grad var drevet af kritik mod egenbetalingen ved at tage en videregående uddannelse.
Jovist talte man meget om den skæve indkomstfordeling, og sammenligner vi med vores del af verden, så er den markant mere ulige, hvilket også fremgår af figur 4. Men faktisk er uligheden faldet kraftigt mål på Gini kvocient og sammenlignet med andre Latinamerikanske lande er uligheden i Chile faktisk lavere end gennemsnittet.
Der er dog også blevet peget på at uligheden i Chile (og andre steder i Latinamerika) også skal måles på andre parametre, ligesom et er at man som jeg gør her kan vise et fald i en “ren” økonomisk ulighed, men noget andet er den oplevede ulighed. Og når man så gennemlever en periode med lavere vækst og mindre velstands fremgang end tidligere, så er det formenlig også en væsentlig del af forklaringen på de senere års udvikling.
Figur 4.
Kilde: Verdensbanken (2023)
Som det fremgår er Venezuela er ikke medtaget, da der ikke findes data for Gini de pågældende år hos Verdensbanken.
Ikke mindst under Bachelets 2. præsidentperiode, 2014-2018 blev retorik og den førte politik markant mere venstreorienteret, mens man inddrog kommunisterne i koalitionen bag regeringen. Efter at centrum-højre under ledelse af Sebastián Piñera (igen) kom til magten i 2018, kogte utilfredsheden over i 2019 og kulminerede i urolighederne samme år. Regeringens svar var at der skulle udarbejdes en ny forfatning til afløsning af Pinochets fra 1980.
Ved det efterfølgende præsidentvalg i 2021 vandt Frente Amplio og Gabriel Boric over José Antonio Kast, mens de traditionelle regeringsbærende partier led nederlag. Inden da var der blevet nedsat en grundlovsgivende forsamling ved en folkeafstemning, hvor den yderste venstrefløj fik flertal.
Deres udkast til en ny forfatning blev (heldigvis) forkastet eftertrykkeligt ved en folkeafsteming i 2022. Sidenhen er en ny forfatningsgivende forsamling blev valgt, denne gang domineret af de dele af højrefløjen, som grundlæggende ikke ønsker at ændre den nuværende forfatning. Og næste gang der skal vælges præsident? Ja så må José Antonio Kast og hans “republikanske parti” i den grad være favorit til at vinde, sådan som situationen ser ud i dag i Chile. Inden da skal chilenerne dog igen stemme om en ny forfatning til december.
Hermed vil cirklen være sluttet, da det vil indebære at Chile får sin første præsident siden 1990, som ikke ubetinget tager afstand til Pinochet. Chile er således mere splittet end man måske har været på noget tidspunkt de seneste 30 år – og både arven fra Allende og Pinochet lever (desværre) i bedste velgående.
Anbefalinger til mere viden om Chiles historie, reformerne under militærdikaturet, den økonomiske politik i årtierne efter og hvorfor Chile i dag er mere polariseret end længe:
Af Christian Bjørnskov, den 6. september 2023. 1 svar
Meget af miljødebatten de senere år har fokuseret på CO2 og andre drivhusgasser, hvor meget hvert land udleder af dem, og hvad man fra politisk side kan gøre for det sænke udledningerne. Der er ærgerligt, da der er andre miljøproblemer med langt større, direkte skadevirkninger for almindelige mennesker. Et af dem, der ikke blot er veldokumenteret, men også er relativt godt målt på tværs af verdens lande, er partikelforurening. Og ser man på partikelforureningen, giver det et noget andet billede end mange miljøinteresserede danskere forestiller sig.
Kortet nedenfor illustrerer partikelforurening, defineret som PM 2.5, på tværs af verden de seneste år; kilden er Verdensbanken. De reneste steder (hvor folk bor) er New Zealand (5,7 ppm), Brunei (5,8 ppm), og Finland (5,9 ppm), mens de mest forurenede er Nepal (94,3), Qatar (90,4) og Egypten (79,3). Det (uvægtede) gennemsnit på tværs af 177 lande er 25, 8, mens medianen er 20,6.
Hvorfor ser vi så store forskelle i forurening på tværs af verden? Læser man medierne og lytter til journalister og politikere, skulle man ofte tro at det er de rigeste lande, der forurener mest. Man glemmer, at meget af den sundhedsrelevante forurening – og ikke mindst partikelforurening – ikke kommer fra avanceret økonomisk aktivitet, men fra almindelige mennesker der laver mad, varmer deres hjem op osv. Millioner af mennesker verden over gør begge dele ved at brænde kul, træ og tørv indenfor, og dermed voldsomt forurene deres indeklima. Det forsvinder typisk med at folk bliver rigere, men det er ikke hele historien.
Noget af historien kan ses i nedenstående figur, der plotter område 2 fra the Economic Freedom of the World indekset – kvaliteten af de juridiske institutioner – mod forurening. Det slående ved figuren er, at mens demokratier (de blå markører) typisk har mindre forurening end autokratier (de røde markører), har ingen lande med en juridisk kvalitet over cirka 6½ på en 10-skala forurening over medianen. Sagt med andre ord: Når kvaliteten af retsvæsenet og beskyttelsen af privat ejendomsret bliver god nok, får man ikke længere alvorlige forureningsproblemer på denne parameter.
Mens man bestemt ikke skal lade hele sin holdning danne af en enkelt figur – det ville være tåbeligt – peger evidensen her i en helt anden retning af, hvad mange tror. Økonomisk frihed er ofte forbundet med mindre forurening og mindre udledninger, og et generelt bedre miljø. Det samme gælder ofte for økonomisk udvikling. Og det paradoksale er, at langt de fleste ‘miljøkæmpere’ bekæmper moderne økonomisk udvikling og borgernes økonomiske frihed.
Af Christian Bjørnskov, den 1. september 2023. 1 svar
De danske medier har de seneste uger skrevet meget og langt om danske unges ‘mistrivsel’. Ikke overraskende er en række danske politikere allerede rykket ud med krav om, at ‘vi’ bør gøre noget ved det. Forleden påstod 19 gymnasierektorer endda i Berlingske Tidende, at ‘vi har skabt et monster’ ved at teste de unge, stille krav og ved det “konstante fokus på tempo og præstation” i gymnasiet. Rektorerne lægger en ideologisk skarpvinkling i deres indlæg ved at hævde, at de unge er blevet “kanonføde i konkurrencestatens test- og karakterregime.” Lad det ligge, at hele idéen om den såkaldte konkurrencestat er en påstand fra en nulforsker fra CBS, som det politiske Danmark af en eller anden grund er kommet til at tro på. Lad det også ligge, at de af os, der arbejder på universiteterne, oplever at de unge kan historisk lidt når de kommer ud af gymnasiet, og at de krav der stilles til dem, er næsten latterligt lave. Og lad det ligge, at pensum i fag som matematik, fysik og tysk er beskåret voldsomt – i fysiks tilfælde med omkring en tredjedel – i forhold til da vi gik på gymnasiet. Spørg i stedet, om det egentlig er rigtigt, at danske unge mistrives.
Jeg vil på ingen måde påstå, at der ikke er unge i Danmark, der faktisk mistrives! Det er der, og dem bør man tage hånd om så godt man kan. Men tag et kig på nedenstående kort, der illustrerer unges tilfredshed med livet på tværs af Europa. Kortet er tegnet på basis af de seneste års tilfredshed med livet blandt unge mellem 16 og 25 i alle de lande, der er dækket af the European Social Survey (noter at de sorte områder er dem, der ikke er dækket af undersøgelsen). Spørgsmålet, der er stillet, er helt standard: “Når alt tages i betragtning, hvor tilfreds er du så med dit liv som helhed? Giv din vurdering på en skala fra 0 til 10, hvor 0 betyder særdeles utilfreds, og 10 betyder særdeles tilfreds.”
Det slående i den information, der kommer fra den måske bedste repræsentative spørgeskemaundersøgelse i Europa, er at danske unge er med afstand de mest tilfredse. I gennemsnit er danskernes score 8,41, efterfulgt af schweiziske unge på 8,12 og østrigske unge på 7,98. Bundskraberne er (ikke overraskende) ukrainere (6,23), bulgarere (6,41) og russere (6,44).
Pointen med dagens indlæg er derfor at spørge, hvordan det kan lade sig gøre, at medierne skaber et billede af omfattende og dyb mistrivsel blandt unge i Danmark, mens de bedste data vi har – når vi spørger de unge selv – peger på, at de er dem der trives allerbedst i Europa? Og burde den information ikke være et element i den offentlige og politiske diskussion?
Af Christian Bjørnskov, den 30. august 2023. Skriv et svar
Regeringen vil genindføre lovgivningen mod blasfemi, som vi ellers endelig slap for i 2017. Den konkrete plan er at forbyde afbrænding af Koraner, som gennem et forbud mod “utilbørlig behandling af genstande med væsentlig religiøs betydning for et trossamfund.” Mens danske jurister synes uenige om forslaget, har flere peget på at formuleringerne giver masser af juridisk elastik i loven, der har en strafferamme op til to år. Hvad betyder “utilbørlig behandling” for eksempel i praksis, og hvordan skal menige politimænd på gaden vurdere, hvad religiøse grupperinger måtte mene er utilbørligt? Et særligt problem er dog næsten forbigået, men blev dog understreget af Jacob Mchangama og Frederik Stjernfelt i mandags i en kronik i Politiken: Er det sandsynligt at loven vil virke efter hensigten?
Hensigten, hvis man spørger regeringen, er at forhindre terror på dansk grund, omend det måske også er en vis nervøsitet for nogle virksomheders markedsandele på muslimske markeder. Så hvad siger forskningen på området? Jacob og Frederik fremhæver to artikler fra de senere år: En af Nilay Saiya fra 2015, og en anden af Lasse Skjoldager Eskildsen og undertegnede fra 2021.
Saiya peger først, i The International Journal of Human Rights, på at stater der ikke tillader blasfemi og generelt har mindre religiøs frihed, ikke blot oplever mere terror, men også har større risiko for religiøst funderet borgerkrig og konflikter med nabostater. Lasse og jeg undersøgte i Political Studiesfor to år siden om øget respekt for ytringsfrihed er forbundet med større terrorrisiko – dvs. præcist den sammenhæng, regeringen påstår er der. Vores resultater på tværs af 162 lande i 45 år viste utvetydigt, at større diskussionsfrihed – og det indebærer også større frihed til at diskutere og kritisere religion – er forbundet med mindre terror i demokratier.
I princippet burde regeringen have et enormt problem, hvis folk og oppositionen interesserede sig. Justitsminister Peter Hummelgaard har næppe meget troværdighed at tabe, men den burde nærme sig nul når han påstår én ting, men forskningen meget klart viser det stik modsatte. Skal man regne med forskningen, risikerer Danmark nu at opleve mere terror som en direkte konsekvens af regeringens indskrænkning af danskernes ytringsfrihed.
Af Christian Bjørnskov, den 29. august 2023. Skriv et svar
Forleden holdt BRICS-gruppen møde i Sydafrika for at fejre sig selv og bringe seks nye lande ind i det, der nu er en slags BRICS-11 gruppe. De oprindelige lande – Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika – dannede gruppen for nogle år siden som modvægt til særligt USA og de vestlige landes indflydelse på bl.a. IMF. De seks nye – Argentina, Egypten, Etiopien, de Forenede Arabiske Emirater, Iran og Saudiarabien – har således købt medlemsskab til en klub, der ser sig selv som en vigtig økonomisk spiller på globalt plan. Det er derfor indlysende relevant at spørge, hvordan det går for dem rent økonomisk?
Det gør vi idag i figuren nedenfor, der plotter BNP per indbygger og det gennemsnitlige privatforbrug for den globale benchmark USA, de fem gamle BRICS-lande, og de seks nye. For de to grupper har vi valgt at vise gennemsnit vægtet med befolkningsstørrelse, så Emiraterne ikke får urimeligt stor indflydelse med landets ti millioner ud af gruppens samlede 3,6 milliarder mennesker.
Som figuren viser ret klart, er BRICS-landene som gruppe meget fattigere end USA. De fem gamle har et gennemsnits-BNP der er 20 % af USAS (28 % for de seks nye) og et privatforbrug på bare 13 % (18 % for de nye). Selv de to rigeste i gruppen, Saudiarabien og Emiraterne, har gennemsnitlige privatforbrug på kun 39 og 54 % af amerikanernes.
Det bliver på ingen måde bedre af at kigge på den økonomiske dynamik i stedet for de nuværende niveauer. USA’s gennemsnitsvækst i BNP de sidste 15 år har været 1,1 % (1,2 % i privatforbrug), mens de fem oprindelige BRICS-landes gennemsnit er 1,4 % (1,4 %) og de seks nyes har været blot 0,4 % (0,2 %). Hvad værre er, er at det eneste virkelige vækstland i den oprindelige gruppe er Indien! Kinas vækst er efter alt at dømme stoppet op med ungdomsarbejdsløshed, der nærmer sig 25 % – kineserne er holdt op med at publicere statistik på det – deflation, og et boligmarked tæt på kollaps. Ruslands var nødlidende allerede før Ukraine-krigen, Sydafrika har store økonomiske problemer, og blandt de nye lande står Argentina på kanten af en statsbankerot og analytikere er begyndt at tale om et Sovjet-agtigt iransk kollaps som en reel mulighed.
Som en analytiker i the Telegraph påpegede forleden, er fremtidsprospekterne slet ikke gode for gruppen. Det eneste land, der har en vestlig grad af økonomisk frihed – en veldokumenteret og vigtig vækstparameter på langt sigt – er Emiraterne, og både Argentina, Kina og Sydafrika er politisk på vej den modsatte vej. Ser man sobert på BRICS-gruppen som helhed, tegner der sig et meget klart billede af en landegruppe domineret af diktaturer (med Argentina og Brasilien som de eneste velfungerende undtagelser) der lider økonomisk og forsøger at bryde med økonomisk logik. I politik tales der meget om BRICS som en global faktor, men ser man på det økonomisk, er der kun en lidt medtaget papirtiger.
Af Christian Bjørnskov, den 27. august 2023. Skriv et svar
De økonomiske fordele ved øget globalisering er uomtvistelige. På et teoretisk plan har de været forstået siden Adam Smiths tid, med væsentlige senere bidrag fra David Ricardo i 1817, Heckscher og Ohlin i 1930erne, og bl.a. Marc Melitz siden 2000. Alligevel er globalisering enten direkte upopulær blandt politikere i næsten alle dele af dansk politik, eller i det mindste er politikerne skeptiske. En del af deres skepsis – når den ikke blot kommer fra en uvilje mod et tab af politisk kontrol – kommer fra idéen om, at globalisering på en eller anden måde svækker samfundets sammenhængskraft og fælles kultur.
Vi har tidligere skrevet om, hvordan det ser ud til at social tillid faktisk gør folk mere positive overfor globalisering (læs her). Men spørgsmålet om den modsatte årsagssammenhæng – påvirker globalisering folks tillid til hinanden – er stadig åbent. På den ene side er der en tradition i sociologi siden Ferdinand Tönnies, der mente der var en forskel på gemeinschaft og gesellschaft, hvor markedsøkonomien fører til gesellschaft og dermed ødelægger folks følelse af gemeinschaft, der groft kan oversættes til sammenhængskraft. På den anden side er der mere moderne tænkning, der fokuserer på hvordan folk lærer om andre mennesker, der er anderledes end dem selv, i en mere global markedsøkonomi.
Som en del af vores projekt Cultures of Trust and Institutions of Freedom har min gode ven og kollega Niclas Berggren og jeg set på spørgsmålet. Helt specifikt undersøger vi i artiklen Does Globalization Suppress Social Trust? om øget globalisering underminerer folks tillid til hinanden. Det store problem i spørgsmålet er, om folks tillid påvirker deres lands handels- og investeringspolitik – dvs. landets grad af globalisering – eller om globaliseringen påvirker folks tillid. Man kan derfor ikke bare se på en simpel sammenhæng, men må finde en måde at løse kausalitetsproblemet. Vores løsning er at bruge det, der kaldes den epidemiologiske metode. Konkret undersøger vi, hvordan globaliseringen i folks formative år (16-25) har påvirket deres tillid idag. Vi stiller skarpt på immigranter, som har været påvirket af globaliseringen i deres hjemland, men nu bor et andet sted. Deres sociale tillid idag i Frankrig kan således logisk ikke påvirke globaliseringsgraden for 20 år siden i Marokko, hvis det er der de kom fra. Og den kan slet ikke gøre noget, når vi ser på tillid blandt immigranternes børn.
Resultatet af undersøgelsen, der udkom forleden dag i Journal of Economic Behavior & Organization er, at hvis der er nogen som helst effekt af globalisering på folks tillid, er den lille og positiv. Vi kan også vise, at påvirkningen primært kommer fra den førte politik og ikke fra faktiske globale handels- eller investeringsstrømme. På tværs af cirka 26.000 førstegenerations-immigranter og godt 7000 i anden generation finder Niclas og jeg således ingen – siger og skriver ingen – evidens for den type effekter, der gør politikere og nationalkonservative borgere skeptiske overfor fri handel og investeringer med resten af verden. Bekymringen om, at interaktion med resten af verden på en eller anden måde truer vores kernekultur, er med andre ord helt uden fundament.
Af Christian Bjørnskov, den 25. august 2023. Skriv et svar
Tidligere på måneden døde den amerikanske sociolog Howard S. Becker, 95 år gammel. Becker, der i mange år var professor på Northwestern University i det nordlige Chicago, var en pionér i flere felter af sociologi. Hans 1963-bog Outsiders: Studies in the Sociology of Deviance, var starten på det der idag kaldes labelling theory, der bl.a. også har sneget sig ind i økonomisk spilteori. Hans senere arbejde var blandt andet fokuseret på sociologiske studier af kunstverdenen, ikke mindst i Art Worlds, der udkom i 1982. Derudover var han en af de få virkeligt multitalenterede forskere: Becker var også en fin jazz-pianist, og havde allerede i sin studietid professionelt spillet på klubber i Chicago.
Normalt skriver vi ikke meget om sociologi her på stedet, men Becker var særlig, og der er mindst to gode grunde til at fremhæve ham i dag. Den første er hans oprindelige arbejde, der lå til grund for hans PhD-afhandling og hans 1963-bog. Becker blev født i Chicago i april 1928, og spillede på klubber under krigen – efter eget udsagn fordi han var under 18, mens alle andre jazzpianister var sendt i krig – og lærte derfor jazzmiljøet indgående at kende indefra. En stor del af miljøet brugte stoffer, ikke mindst røg de hash, hvilket Becker begyndte at tænke over. Resultatet var hans PhD-afhandling, hvor kernen belv publiceret i 1953 i det stærkt prestigefyldte American Sociological Review som Becoming a Marihuana User. Gennembruddet i artiklen var, at den beskrev brugen af stoffer i jazzmiljøet som forbrug, i modsætning til al tidligere forskning, der havde tænkt på det udelukkende som misbrug. Becker var således den første, der skelnede mellem relativt uproblematisk forbrug og alvorligt misbrug i en tid, hvor visse stoffer som hash var forbundet med ’afvigende’ adfærd, mens andre stoffer faktisk var almindeligt brugt: Amfetamin blev bl.a. givet regulært til tyske piloter, og nogle af vores bedsteforældre kendte det som ’feriepiller’.
Den anden grund til at skrive om Howard Becker er min helt personlige oplevelse med ham. For knap 20 år siden, da jeg læste PhD i Aarhus, tog jeg et kursus i moderne sociologi på CBS. Kurset i sig selv var udmærket, men højdepunktet var at vi fik en forelæsning og en kort one-on-one samtale med Becker den ene eftermiddag. Deltagerne havde sendt en kort beskrivelse af deres emner før kurset, og jeg havde ingen illusioner om, at ret mange sociologer ville være interesserede i en spilteoretisk forståelse af, hvordan mikrofinansielle institutioner bruger social kapital som sikkerhed for lån.
Da det blev min tur, fortalte Becker da også, at han ikke havde været interesseret i mit emne da han læste det, men havde set det som ret perifert – indtil det gik op for ham, at millioner af mennesker i den tredje verden brugte mikrofinans. Han var oprigtigt entusiastisk, og jeg fik en knap 20 minutter lang samtale om brugen af spilteori og modeller, deres forbindelse med virkelig praksis, og grænserne for deres brug og mulighederne for udvidelser af dem. Becker var ikke blot venlig og positiv, men også inspirerende og den første ’store’ forsker jeg oplevede, der var helt ligeglad med grænser mellem discipliner i samfundsforskningen.
Min oplevelse med Howard Becker i 2003 har været vigtig for hvordan jeg i dag interagerer med PhD- og kandidatstuderende, når de enten kommer til mig på Aarhus Universitet eller jeg møder dem til konferencer og kurser ude i verden. Alt for mange ser ud til at tænke, at ’han er bare sociolog’ / ”hun er bare økonom”, eller gider ikke sætte sig ind i, hvad de laver. På den måde gør vi ikke vores arbejde som lektorer, professorer, eller forskere overfor dem, der måske bliver del af vores næste generation. Beckers villighed til at lytte og tænke over, hvad en tilfældig PhD-studerende fra Aarhus lavede og hvorfor det var vigtigt, var et ideal som mange af os stræber efter i dag.
Hans disciplinære ydmyghed og villighed og evne til at lytte og tænke fordomsfrit over nye situationer var klar fra hans første artikler, og gjorde ham til en fremragende forsker. Flere nyhedsmedier har bragt nekrologer i ugens løb: New York Times, News in France, og den franske sociologforening som skrev, at “a very great sociologist is leaving us.”
Af Christian Bjørnskov, den 23. august 2023. Skriv et svar
En af mine yndlingskolleger i det amerikanske public choice miljø er Bonnie Wilson fra Saint Louis University. Selvom hun ikke er særligt kendt udenfor det specifikke forskningsmiljø, er hun ikke blot en vældigt rar og hyggelig kollega. Hun har også stille og roligt etableret sig som en økonom, der har bidraget væsentligt til forskningen i særinteresser.
Meget af Bonnies forskning har været sammen med Jac Heckelman (Wake Forest University). De to har de senere år for eksempel afsøgt, hvordan særinteresser påvirker politiske inflationsmål, stabilitet i den økonomiske politik, og økonomisk vækst (her og her). Noget lignende gælder deres nye papir, som jeg læste forleden og fandt særligt interessant.
Bonnie og Jacs nye papir har titlen Aid, Reform, and Interest Groups, og starter med spørgsmålet om ulandshjælp fører til reformer i den økonomiske og institutionelle politik. Baggrunden er, at det siden 1980erne faktisk har været et officielt formål med vestlig ulandshjælp, og noget af den gives decideret på baggrund af løfter om reformer. Men foreløbig peger forskningen ikke på nogen tydelig, positiv effekt på reformchancerne af at modtage ulandshjælp.
Det nye i papiret er, at de foreslår at det måske er ligesom meget andet reformpolitik: Den tegnes effektivt af særinteresser. Industristøtte gives for eksempel ofte til virksomheder, som er meget lidt produktive – de meget produktive kan sagtens klare sig uden støtte og har ingen interesse i at lobbye for at få den. Det samme gælder meget andet politik, hvor reformer designes, så de i hvert fald ikke rammer dem, der er politisk vigtige.
Bonnie og Jacs fund er direkte konsistente med et public choice syn på reformdesign: Jo flere interessegrupper, der er i et land, jo mere sandsynligt er det, at reformer faktisk svækker den økonomiske frihed i stedet for at styrke den. Omvendt finder de, at det er meget sjældent, at omstændighederne indebærer positive reformer betalt af ulandshjælp. De to forskere peger således på en potentielt vigtig del af forklaringen af, at ulandshjælp som oftest ikke virker, og til tider har direkte skadelige konsekvenser.
Papirets abstract kan læses nedenunder; det hele er varmt anbefalet.
Foreign aid is often granted to encourage market-oriented reform. It is not clear that this approach to reform has been effective. We seek to understand this seeming failure of aid. We ask whether and how political markets for institutions have influenced the impact of aid allocations on reform, and we explore the extent to which the impact of aid on reform is conditional on the influence of a particular player in those markets – special interest groups. In a panel of 92 aid-receiving nations over four decade-long time periods, for several measure of reform, we find evidence that the aid-reform relation is conditional on the influence of interest groups. We find that only under relatively extreme and rare conditions has aid been positively associated with reform. Mostly, we find that aid has been associated with reform backsliding. The effects are economically meaningful in magnitude.
Some get a kick from cocaine I’m sure that if I took even one sniff That would bore me terrifIcally, too Yet, I get a kick out of you
Cole Porter (1934)
Kokains rolle som et populært rusmiddel i visse kredse har en lang historie, hvilket citatet fra Cole Porter sangen ”I get a kick out of you”, skrevet til en populær Broadway Musical, vidner om. En popularitet, som fortsatte også efter man forbød det i 1914. Der findes i lighed med ikke mindst cannabis, talrige referencer indenfor blues og datidens populære jazz-numre. Med andre ord er brugen af kokain, ligesom en række andre populære, men ulovlige rusmidler, noget man har kendt til længe.
Det skal dog medtages at kokain og andre illegale rusmidlers “popularitet” er langt mindre end tilfældet med cannabis, som er langt, langt det mest udbredte (fortsat) illegale rusmiddel.
Fra lægemiddel til fest-stof
Kokain stammer fra coca-planten, og blev første gang udvundet af den tyske kemiker Albert Niemann i 1859, hvilket foregik ved at behandle coca-bladene med svovlsyre og kaliumhydroxid. Det aktive stof, som han isolerede, kaldte han kokain. Det var fuldt legalt frem til begyndelsen af det 20. århundrede. I Danmark forbød man det i 1915 med vedtagelsen af Narkotikaloven samme år, som forbød produktion, besiddelse, salg og import af kokain og andre narkotiske stoffer. Lovændringen kom året efter man i 1914 forbød kokain og andre narkotiske stoffer (men ikke cannabis, som først blev forbudt i USA i 1937 og i Danmark i 1961) – i USA i forbindelse med vedtagelsen af vedtagelsen af Harrison Narcotics Tax Act. Senere opdaterede og skærpede man loven ved vedtagelsen af Controlled Substances Act i 1970, hvor kokain blev klassificeret som et såkaldt “Schedule II” stof, som gælder for stoffer med højt misbrugspotentiale, men anerkendt medicinsk anvendelse.
Oprindeligt blev kokain anvendt som lægemiddel mod bl. a. depression, træthed og smerter, men allerede i begyndelsen af det 20. århundrede begyndte man også at bruge det “i festlig lag”, hvilket også er den mest udbredte anvendelse i dag. I visse lande bruges det dog fortsat ved bl. a. lokalbedøvelser.
Under 1. verdenskrig anvendtes kokain på begge sider af fronten og kom typisk fra Holland, der en årgang dominerede fremstilling og handel med kokain. Også blandt blandt andet havnearbejdere og søfolk i USA fandt det tidligt anvendelse.
I den mere fiktive verden var det som bekendt Sherlock Holmes foretrukne rusmiddel og i den ”virkelige verden” er en af de tidlige mest kendte (mis)brugere af kokain nok Sigmund Freud, som havde et årelangt (mis)brug.
Virkningen af kokain kan i nogen grad sammenlignes med amfetamin, dog med den væsentlige forskel at amfetamin, som er et 100 pct. syntetisk stof, har en kraftigere virkning i meget længere tid (mange timer i modsætning til kokains virkning som kan tælles i minutter, alt efter indtagelsesmetode). Amfetamin blev først opdaget nogle årtier efter kokains tilblivelse ( af den japanske kemiker Nagai Nagayoshi), og blev første gang blev syntetiseret af den tyske kemiker Arthur Eichengrün i 1893.
Amfetamin udkonkurrerede i nogen grad kokain i det 20. århundrede, når vi taler om den mere praktisk orienterede anvendelse (altså ikke som rusmiddel). Blandt andet blev det brugt på begge sider af fronten under 2. verdenskrig, var en vigtig ingrediens i ferietabletter og slankepræparater, og blev brugt mod bl. a. ADHD og søvnløshed. hvor kokain var blevet forbudt i mange lande i begyndelsen af det 20. århundrede, var det først i 1970, man forbød amfetamin i USA, mens det allerede var blevet forbudt i Danmark i 1961.
Kokain fik for alvor et “comeback” i slutningen af 60erne og begyndelsen af 1970erne – nu med Peru som den største producent og eksportør. Senere hen har Colombia overtaget denne rolle og står i dag for ca. 2/3 af dyrkning af coca og produktion af kokain.
Herhjemme har brugen af af kokain de senere årtier overtaget pladsen som det 2. mest udbredt illegale rusmiddel efter cannabis. Ca. 15 -16 pct. af unge mellem 16-24 år havde i 2021, følge Sundhedsstyrelsen, brugt cannabis indenfor det seneste år, mens små 3 pct. havde anvendt kokain og ca. 1 pct. havde brugt amfetamin. Set over hele perioden 2000-2021 dækker det over et betydeligt fald i brugen af amfetamin, mens andelen som angav at have anvendt kokain i 2021 var den samme som i 2000. Brugen af cannabis i denne aldersgruppe er faldet set over hele perioden (fra ca. hver femte i 2000 til omkring 15-16 pct. i 2021 ).*
Hvor farlig er kokain egentlig?
Både kokain, amfetamin og det endnu mere potente metamfetamin har en række bivirkninger, ud over at være afhængighedsskabende, Der er en betydelig øget risiko for at få en blodprop i enten hjernen eller hjertet, fordi pulsen og blodtrykket øges mens blodkarrene trækker sig sammen ved indtagelse af stoffet, risiko for psykoser m.v. – se også links nedfor.
Det skal dog medtages, at langt hovedparten som har brugt eller bruger de pågældende stoffer (typisk, men især for kokain ikke kun, unge mennesker i 20erne), hverken bliver afhængige eller får varige skader. Denne egenskab gælder for øvrigt i varierende grad langt de fleste illegale, såvel som legale, rusmidler.
En række forsøg på at kortlægge i hvor høj grad de der bruger kokain udvikler et egentlig misbrug viser forøvrigt meget forskellige resultater. Se også denne oversigt i Wikipedia.
Nedenfor er links til sundhedsstyrelsens sider om de pågældende stoffer, samt alkohol, hvor der også er anbefalinger om hvor mange genstande man maksimalt bør indtage om ugen bl. a. – til forskel fra de illegale rusmidler.
Når det kommer til registrerede dødsfald, så er det primært personer med misbrugsproblemer, ikke mindst blandingsmisbrug, som står for langt de fleste dødsfald, ligesom umiddelbar forgiftning er langt den væsentligste dødsårsag. Det fremgår således af sundhedsstyrelsens rapport, at “der er tale om et udbredt blandingsbrug blandt dem der dør. Mellem 4 til 5 stoffer påvises i gennemsnit i samtlige forgiftningsdødsfald, og både stoffer i dødelig dosis og andre stoffer/alkohol påvises i blodet hos de afdøde”*
Igennem de senere år har man oplevet en stigning i antal tilfælde af indlæggelser grundet ”overdosis/forgiftning” ved brug af kokain. Ikke mindst overraskende ”ren kokain” er årsag til dette. Ifølge sundhedsstyrelsen steg “renheden” i den kokain der sælges på gadeplan (detailledet) fra ca. 20 pct. i 2011 til næsten 70 pct. i 2021 og samtidig er der en stor varians, hvor en stigende del af den kokain der sælges har samme renhed, som ved udskibning i Sydamerika. Eller som Sundhedsstyrelsen bemærker: “Renheden i en del af de analyserede kokainprøver de senere år er på niveau med renheden i den kokain der importeres i kokainblokke fra Sydamerika, og viser at en stor del af den kokain der ender hos slutbrugerne er ufortyndet“*
Og som chefkonsulent i Sundhedsstyrelsen Kari Grasaasen peger på, forholder det sig jo således, at ”Illegale stoffer har ingen indholdsdeklaration, og når stofferne bliver stærkere, og der er så stor variation i styrken i de stoffer der indtages, øger det risikoen for overdosering. Det er et uforudsigeligt stofmarked derude, og risikoen for at blive forgiftet eller i værste fald dø af stofferne, er tilstede”*
Den stigende renhed er sket samtidig med at priserne har været faldende. Hvor kokain i slutnigen af 90erne typisk kostede 1.500 – 2.000 kr. per gram er prisen nu “kun” ca. 600 – 1.000 kr. per gram. Der har dog været store fluktuationer i den mellemliggende periode og ser vi alene på prisudviklingen siden midten af nullerne, er den overordnede trend de seneste årtier, at prisen har været nogenlunde konstant, mens renheden er steget (hvilket dog også dækker over stor variation, både over tid og på det der sælges nu og her).
Hvad vil det egentlig sige at et rusmiddel er “farligt”?
For nogle år tilbage blev en artikel i The Lancet, “Drug harms in the UK: A Multicriteria Decision Analysis“, genstand for en del debat. Ikke mindst fordi man i artiklen kom frem til at alkohol, som jo er lovligt, samlet set var det største problem (se nedenstående figur som er ”sakset fra artiklen”), når man lagde “skadevirkninger for den enkelte og “andre” sammen”.
Det gav en række ganske sensationelle overskrifter, mens man i en vis udstrækning overså, hvordan man egentlig kom frem til rangordningen af illegale og legale rusmidler.
Men tilbage står selvfølgelig spørgsmålet om, hvor skadelige de enkelte stoffer er for den enkelte og samfundet. At alkohol udnævnes som det “farligste” rusmiddel, er ikke mindst en konsekvens af dets udbredelse. Men som det fremgår (måske nemmest at se ved nedenstående figur) er der tale om en lang række parametre som vægtes til en samlet “score”. Ser man alene på skadesvirkninger for den enkelte, vurderes heroin, crack-kokain og metamfetamin da også til at være mere “skadelige” for brugeren, mens kokain og amfetamin fortsat anses for mindre skadelige.
Man kan måske til nøds tale om at den giver et fingerpeg om den potentielle risiko for den enkelte og ”skadevirkninger” på makroplan. Det skal dog understreges at der grundlæggende er tale om en rangordning, som i væsentlig grad er baseret på en række (subjektive/normative) vurderinger, hvis betydning derefter er vægtet til et samlet index, se også nedenstående diagram.
Dernæst er naturligvis spørgsmålet om, hvad der er årsagen til skade/risikoen for den enkelte og for samfundet som helhed. Er det f.eks. de enkelte rusmidler i sig selv, gældende lovgivning, eller en kombination af disse?
Illustrationen til dette indlæg stammer fra et toilet i Sverige (tak til Otto). Her giver man altså den enkelte forbruger ansvaret for de problemer, som forbruget af illegale rusmidler medfører. Med andre ord opfordres den enkelte bruger til at holde op med det “pjat”, ikke af hensyn til sig selv, men af hensyn til de problemer som produktion og handel med illegale rusmidler medfører. Og det er jo korrekt, at produktion og handel med fx. kokain har store omkostninger, primært i producent- og transitlande i Latinamerika og de senere år også Vestafrika. Men omvendt kunne man jo sige, at det jo sådan set ikke er selve forbruget, som er skyld i dette, men derimod at rusmidlerne er illegale, med mindre altså en betydelig del af forbrugerne tager budskabet til sig.
Her støder vi dog ind i et andet problem, nemlig at det jo helst skal være nogle som rent faktisk bruger betydelige mængder af f. eks. kokain, som stopper deres forbrug. I lighed med andre rusmidler, legale såvel som illegale, er det en mindre del af de samlede forbrugere, som står for langt hovedparten af det samlede forbrug, jævnfør også til føromtalte wikipedia opslag, som der er linket til ovenfor.
Som det fremgår af ovenstående figur fra UNODC’s seneste rapport om kokain, er der siden 2014 sket en stigning i den globale produktion af kokain (en stigning som er fortsat også efter 2020). Denne stigning er både en konsekvens af fortsat stigende udbytte pr. hektar, forbedrede produktionsmetoder og en kraftig stigning i det dyrkede areal de senere år.*
Der har dog ifølge UNODC været en endnu kraftigere stigning i beslaglæggelse, hvilket i nogen grad har modvirket stigningen i det endelige udbud “på gadeplan”.
Ønskede og ikke-ønskede konsekvenser
Her til sidst skal vi så se på konsekvenserne af de forskellige tiltag:
For det første må vi konstatere at der trods myndighedernes indsats, ikke mindst i producent og transitlandene, hvor langt det meste kokain (enten færdigproduceret eller på tidligere stadier i fremstillingsprocessen) beslaglægges, se nedenstående figur*, er markedet for kokain præget af rigelige mængder i forhold til efterspørgslen.
Det dyrkede areal i Columbia er således næsten fordoblet, mens det er steget med cirka 70 procent i Peru og 25 procent i Bolivia. Samtidig er udbyttet per hektar også steget og selve forædlingsprocessen effektiviseret*.
Sammenholdt med at produktionsleddets evne til at sætte priserne er mindsket som følge af en fragmentering/svækkelse af de lokale karteller, mens konkurrerende kriminelle organisationer i transit og aftagerlandene i stigende grad selv står for transporten til primært USA og Europa, er prisen på coca faldet voldsomt, som konsekvens af en stor øgning af udbuddet i forhold til efterspørgslen (også selv om denne er øget).
Set fra de der dyrker coca-bladene, har udviklingen altså indebåret, at “bunden er gået ud af priserne” (den pris coca-bønderne får per enhed er ca. halveret). Endnu værre ville det være gået, hvis myndighederne havde beslaglagt en mindre andel af den samlede produktion. Det er vel ikke lige det der var formålet? Altså hvis man ønsker at de der i dag dyrker coca-blade i stedet skal dyrke noget andet (hvilket de dog sjældent kan, da de bor i områder med meget mangelfuld infrastruktur).
Omvendt kan man naturligvis mene at jo større del som beslaglægges, jo højere er produktions- og distributionsomkostningerne, hvilket alt andet lige vil holde priserne oppe og øge incitamentet til at fortynde kokainen. Men hvis det er korrekt, indebærer det jo også at et faldende forbrug, hvilket må være formålet med opfordringen til at man lader værre med at bruge kokain, umiddelbart presser prisen og øger renheden. Og som det fremgik af Sundhedsstyrelsens udmeldinger er en væsentlig grund til antal øgede forgiftninger ved indtagelse af kokain den stigende renhed de senere år, som også dækker over meget stor varians. Og i modsætning til alkohol, hvor man som forbruger kan aflæse hvor meget alkohol der er i det man indtager, er der ingen varedeklaration på det kokain den enkelte køber og indtager.
Ja, det er ikke nemt det her. For er det så forbrugerne eller lovgivningen som er ansvarlig for de skadelige følgevirkninger af kokains popularitet blandt især nordamerikanere og europæere, men også i stigende grad sydamerikanere? Eller er det måske lovgivningen som har spillet fallit?
Her tager jeg ikke stilling til det helt grundlæggende spørgsmål om statens ret til at bestemme hvilke rusmidler vi bruger. Det er jo en problemstilling i sig selv. Men det er i hvert fald ikke konsistent, at det på den ene side er lovligt at drikke alkohol og i yderste konsekvens drikke sig ihjel, mens det på den anden side er ulovligt at bruge andre former for rusmidler, uanset disse også kan have livstruende konsekvenser.
Det er jo som også Sundhedsstyrelsen påpeger, ikke det at indtage kokain i sig selv som nødvendigvis udgør den store fare (for det store flertal), heller ikke at den kokain der sælges er rekord ren for tiden, men at forbrugerne ikke kender styrken af det de indtager.
Men det er måske også ideen med den førte politik, at øge risikoen ved indtagelse af forskellige rusmidler, med det håb at det afholder en del fra at prøve dem? Det er muligt, men man kan jo så overveje, hvem det egentlig afskrækker fra at prøve de pågældende rusmidler. Formentlig primært de der aldrig vil komme bare i nærheden af et helbreds- og livstruende forbrug.
Af Christian Bjørnskov, den 17. august 2023. Skriv et svar
Hvis man har 20 minutter – til opvasken, i bilen, eller bare i sofaen – er der mange værre ting, man kan bruge tiden på end at høre the 10 Blocks Podcast. I denne uge har podcasten, der udgives fra the City Journal, den glimrende og erfarne journalist John Tierney som gæst. Tierney, der selv er tilknyttet the Manhattan Institute der udgiver City Journal, har fulgt med i den videnskabelige debat og skrevet om den gentagne gange.
Tierney er en fremragende videnskabsjournalist, og hele podcasten med ham om ‘Counting the Costs’ – at opgøre omkostningerne ved Covid-nedlukningerne – er 20 minutters superb formidling. Tierney fokuserer på to nye studier, der begge forsøger at kvantificere effekterne (det ene medofrfattet af Punditokraternes egen Jonas Herby). Hele podcasten kan høres her, og er stærkt anbefalet!
Af Christian Bjørnskov, den 14. august 2023. Skriv et svar
I vores sommerserie er vi kommet til et af de ‘store’ emner: Skaber kapitalisme og økonomisk frihed fred, som mange på den liberale side af debatten – og siden oplysningstiden – har påstået, eller havde Marx og hans efterfølgere ret, når de påstod at kapitalisme skaber krig og hviler på imperialisme? Det spørgsmål kan man skabe sig et vist overblik over ved at læse Alexander Jelloians artikel i det sidste nummer af Economic Affairs.
Det marxistiske argument hviler ofte på to simple idéer: 1) At kapitalisme afhænger af imperialisme, så man bliver nødt til at føre krig og undertrykke for at de kapitalistiske lande og magthavere kan udbytte resten; og 2) at en kapitalistisk industri har interesse i ufred fordi den så kan producere og sælge flere våben. Som så meget anden marxistisk tænkning er de to mekanismer således partielle – de ignorerer, at ufred ødelægger potentielle markeder for industrien og borgerne, og at hvis industrien skal producere våben, kan den ikke også bruge de samme ressourcer til at producere almindelige varer. Det er således tænkning uden alternativomkostninger, præcist som Mariana Mazzucatos politisk populære, nymarxistiske idéer om the entrepreneurial state.
Den liberale ‘case’ hviler på meget andre idéer. For det første skaber international handel også afhængighed af hinanden, hvilket kraftigt øger prisen på ufred. For det andet skaber solid beskyttelse af den private ejendomsret ikke blot produktivitet, men også et økonomisk alternativ til udbytning og korruption. Og sidst, men i Ruslands tilfælde nok ikke mindst, vil dårlig beskyttelse af ejendomsret og dermed massiv korruption underminere en stats evne til at føre krig.
Hvor meget evidens er der for det ene eller det andet? Jelloian peger i sin artikel på, at der faktisk ikke er ret meget tydelig, moderne empirisk forskning på området. Men hvis man skal konkludere noget ud fra forskningen, er det at økonomisk frihed skaber fred. En indikation af det kan ses nedenfor, hvor vi har plottet område 2 fra the Economic Freedom of the World indekset – beskyttelse af privat ejendomsret og kontraktfrihed – mod the Global Peace Index for de 153 lande der er dækket af begge indeks. De røde markører er autokratier mens de blå markører er demokratier.
Skal man konkludere noget, er det at der er en meget tæt forbindelse mellem de to indeks, i det mindst i en tværsnitsanalyse. Korrelationen er -0,59 i autokratier og -0,68 i demokratier (den blå ‘outlier’ er USA). Kapitalisme ser ud til at skabe fred! Men når man som forskernørd (som undertegnede) ser figuren, får man i den grad lyst til at bidrage til forskningen på området. Hvis jeg ikke kan overtale en specialestuderende til det i foråret, kan læserne nok se frem til at der dukker noget mere op om dette emne udenfor sommerserien.
Af Christian Bjørnskov, den 10. august 2023. 3 svar
Et klassisk træk ved modne markeder i velstående markedsøkonomier er differentiering: At markedet ikke blot leverer ét gode, men en lang række goder med forskellige træk, der appellerer til forskellig smag og forskellige præferencer for kvalitet. Efter liberaliseringen af det danske pantsystem har markedet for øl således ændret sig fra et marked domineret af Carlsberg-Tuborg og nogle få varianter af pilsner til et meget mere fragmenteret, forbrugerorienteret marked. Omvendt har Cuba – ikke just en fri markedsøkonomi – kun to (ja, 2) ølvarianter på markedet.
En pudsig detalje er, at det gælder for alle mulige varer og service – inklusive musik – men at den særlige variation og bestemte præferencer samtidig følger ander skillelinjer. Mens man for eksempel kan finde masser af cola-varianter i København, er det nemmere at finde forskellige varianter af mango lassi i Calcutta. Disse forskelle afslører således også tilhør til det, man kan kalde en ‘moderne’ verden.
Det er netop det pudsige, der kan ses på nedenstående figur der illustrerer, hvor mange heavy metal bands per million indbyggere, der er i hvert land i verden. Jeg blev gjort opmærksom på problemstillingen forleden, da jeg læste Jakub Marians blog, hvor han spekulerede over, hvorfor der var så mange heavy metal bands i nogle af verdens lykkeligste lande. Emnet kunne let udvides, da Encyclopaedia Metallum oplister (næsten) alle heavy metal bands i hvert land i verden.
Som kortet meget klart viser, er heavy metal et fænomen, der helt primært eksisterer i rige, veludviklede markedsøkonomier med en vestlige kultur. De lande i verden, der har flest bands, er de nordiske, Holland, Tjekkiet og Østrig – og interessant nok Chile. Med andre ord ligner det latinamerikanske land, som andre latinamerikanere har kaldt ‘et europæisk land, der ligger forkert’, identisk med nordeuropa på netop dette punkt!
Man kan godt videre og lave regressionsanalyse, hvor man forsøger at forklare, hvad det kan forklare forskellene i ‘heavy band density’. Og det har vi naturligvis gjort. For nørderne har vi estimeret det i en log-log specifikation med regionale fixed effects. For dem, og alle andre, viser resultaterne meget klart, at rigdom (målt ved BNP), befolkningsstørrelse og demokrati forklarer meget. Men derudover er den eneste anden klare, statistisk sikre forklaring antallet af landingsbaner hvor man kan lande et jetfly. Økonomisk frihed, social tillid, tilfredshed med livet, handel og en række andre forhold gør ingen forskel. Og vi finder det samme, når vi kun fokuserer på mere traditionel heavy metal som folk køber – og som altså ikke er ren modkultur – og altså kun Iron Maiden og Metallica, men ingen Necrofeast (ja, der er tre af dem) eller Cannibal Corpse…
Det efterlader os dermed med to forhold, man kan tænke over. Det første er, hvad antallet af heavy metal bands fortæller os om landet, dets økonomi og dets kultur. Det andet er, hvad de forklarende variable indikerer. Bundlinjen idag er, at globale data ret klart indikerer, at rigdom og demokrati skaber mulighed og markeder for et fænomen som heavy metal, og at de således skaber kulturel diversitet – også selvom det nok næppe er dén form for diversitet, de fleste har i tankerne.
Af Otto Brøns-Petersen, den 7. august 2023. Skriv et svar
En gruppe gode mennesker har taget initiativ til en borgerlig højskole, Rahbeks Højskole. Det første ophold løb af stablen i en uge sidst i juli på Grundtvigs Højskole. Men tanken er at udvikle Rahbeks til en ”rigtig” højskole med egne bygninger og længere ophold.
Jeg havde fornøjelsen af at blive inviteret til at give eleverne et oplæg om ”de økonomiske og moralske aspekter af det frie marked”. Og der er jo et tematisk overlap med vores sommerserie her på bloggen, så hvad skulle være mere oplagt end at dele nogle af mine pointer med jer her?
Selv om økonomisk frihed ofte begrundes med de meget markante effekter, som selv begrænsede grader af økonomisk frihed og markedsøkonomi hidtil har ført med sig i form af højere indkomster og materiel levestandard rundt omkring i verden, så er det måske ikke den vigtigste begrundelse for økonomisk frihed. Velstanden er efter min opfattelse en bivirkning ved friheden – om end en meget vigtig bivirkning.
Den vigtigste begrundelse for markedet er etisk.
Hvad vil en markedsøkonomi helt grundlæggende sige? Den kan beskrives ved nogle fundamentale rettigheder. For det første retten til individuel selvbestemmelse. Individer handler på markedet for at opnå de formål, de vælger. Ingen er andres ejendom. Det er individets præferencer, der tæller. Af den individuelle selvbestemmelse følger, at det er individet selv, som ejer sin arbejdskraft. For det andet privat ejendomsret. Man kan – som økonomer af ejendomsrets- eller UCLA-skolen har påpeget – se en markedsøkonomi som en udveksling af ejendomsretstitler. Indehaveren af en titel har den eksklusive ret til at bestemme over den genstand (i bredeste forstand), som titlen er til.. For det tredje retten til at foretage frivillige transaktioner mellem to parter. Frivilligheden indebærer, at begge parter stilles bedre, ellers ville transaktionen ikke kunne finde sted.
Det er værd at bemærke, at disse tre typer af rettigheder faktisk svarer til, hvad John Locke anså for fundamentale rettigheder for et frit samfund. De er grundlæggende de samme. En markedsøkonomi er altså et fænomen, som – også – udspringer af fundamentale menneskelige rettigheder. Det er ikke så underligt, fordi markedsøkonomi er en af flere måder at interagere på frivilligt (civilsamfundet er en anden). Markedsøkonomien er i den forstand ikke noget særligt, men en integreret del af friheden.
En vigtig egenskab ved markedsøkonomien er, at den afstemmer incitamenterne, så vores interesser som enkeltindivider ikke er modstående, men i indbyrdes overensstemmelse. Selv om vi lever i en verden af knappe ressourcer, er markedsøkonomien ikke et nulsumsspil, men et plussumsspil, hvor der er gevinster for alle ved samarbejde og ved at bruge deres ressourcer produktivt. Det er naturligvis en stor del af forklaringen på markedsøkonomiens velstandsskabende effekt, at den skaber incitamenter til at anvende ressourcerne produktivt fremfor til at slås. Velstanden er så at sige et biprodukt af fredelig sameksistens.
Det er for så vidt pudsigt, at sammenfaldet mellem egennytte og andres interesse til tider bliver brugt som kritik mod markedsøkonomien. Det bygger for det første på en underliggende præmis om, at handlinger først er rigtigt moralske, hvis de ikke er i overensstemmelse med personens egeninteresse; at de indebærer et offer. Men det savner en god begrundelse. Misforståelsen opstår, fordi moralske principper i nogle tilfælde kan hævdes at stille krav om at handle imod egennytten. Men deraf følger ikke, at egennyttige handlinger nødvendigvis er umoralske. Tværtimod har vi en betydelig interesse i, at der er størst muligt sammenfald mellem, hvad der er godt for den enkelte og for andre. Som Adam Smith observerede, får man flere moralske handlinger, desto mere de også er i den agerendes egeninteresser.
En anden indvending mod økonomisk frihed er, at materielle behov er underordnede i forhold til andre behov, og at økonomisk frihed derfor er underordnet i forhold til andre frihedsrettigheder. Men som sagt er velstanden primært en bivirkning af friheden til at handle og bytte frit. Grundlæggende set er det vanskeligt at sondre mellem materielle og andre behov, fordi de ofte indgår i hinanden. Vi har alle planer, vi ønsker at føre ud i livet, og som motiverer vores handlinger. De vil næsten altid indeholde en materiel dimension, fordi vi lever en fysisk verden, hvor fysiske begrænsninger spiller en rolle for planopfyldelsen. Selv religiøse behov kræver fysiske rammer, og religiøs forfølgelse ytrer sig ofte ved materielle begrænsninger så som lukning af kirker, forbud mod at trykke og sælge religiøse skrifter osv.
Men det er indlysende, at mange krænkelser af den personlige frihed kan være værre end krænkelser af materiel ejendomsret. Det er som regel værre at blive spærret inde eller slået ihjel end få frastjålet ejendele. Men at den personlige frihed er den vigtigste rettighed bag en fri markedsøkonomi, gør ikke ejendomsretten over materielle forhold underordnet. Og der kan sagtens være eksempler på, at krænkelser af ejendomsretten kan være værre end indgreb i den personlige frihed. For en ateist er indgreb mod gudsdyrkelse nok mindre vigtig end at få stjålet sine ejendele.
I en vis forstand har markedsøkonomien været et offer for sin egen succes.
Den store vækst i velstanden har gjort konsekvenser af at miste nogle af sine ejendele mindre alvorlige. Til trods for, at beskatningen er vokset enormt gennem det tyvende århundrede, så har den økonomiske vækst været så stor, at det ikke har forhindret velstandsniveauet og levestandarden i at vokse. I tidligere tider ville det have haft fatale konsekvenser at miste så meget velstand, men i en voksende økonomi har tabet været til at bære.
En vigtig egenskab ved markedsøkonomien er, at økonomiske tab kan flyttes hen, hvor de gør mindst ondt. Det følger af det frie forbrugsvalg. Men dermed er økonomiske tab ofte også mindre end andre tab. Antag f.eks. at du får smadret en rude i din stue. Tabet kan minimeres ved at få sat en ny rude i – og skære ned i andet forbrug i form af f.eks. en lidt billigere (og dårligere) ferie. Så tabet bliver altså via det frie forbrugsvalg ført hen, hvor det fylder mindst. Hvis det ikke var tilladt, kunne omkostningen ved den smadrede rude blive at fryse hver eneste vinter, med i værste fald døden til følge.
Endelig om ejendomsret og andre rettigheder: Det kan som sagt sagtens være værre at få krænket sin ejendomsret end andre rettigheder – f.eks. personlig frihed. Men en vigtig pointe fra den politiske filosofi er, at konsekvente rettigheder typisk skal være formuleret som ejendomsrettigheder. For det første skal de være negative – dvs. foreskrive, hvad andre ikke må gøre mod rettighedsbæreren. Positive rettigheder – som foreskriver at andre har en pligt til at levere et bestemt gode (uddannelse, bolig, indkomst) – kan derimod, som påvist af Hillel Steiner, ikke eksistere uden at komme i konflikt med hinanden. De er ikke compossible i Steiners terminologi. For det andet vil andre rettigheder typisk handle om den eksklusive ret til at anvende knappe ressourcer. Ytringsfriheden kan f.eks. kun forstås som retten til at anvende de ressourcer, man råder over, til at fremføre en ytring: Trykke en bog, avis, afholde et møde etc. Derimod indebærer ytringsfriheden ikke, at andre har en pligt til at anvende deres ressourcer til at formidle ytringen; en avis er ikke forpligtet til at trykke en holdning, og ingen er forpligtet til at påhøre en ytring.
Man kan naturligvis godt forestille sig et samfund, hvor retten til at være i fred og samarbejde frivilligt med andre kun er beskyttet, når det gælder ”økonomiske” handlinger. Altså et samfund, hvor der er (en grad af) markedsøkonomi, men ikke væsentlig personlig eller politisk frihed. Hvor f.eks. ejendomsretten er begrænset, hvis den anvendes til at ytre kritik af regimet, men ikke hvis den anvendes til rene materielle formål. Det har været ambitionen for det kinesiske kommunistparti, som har tilladt en vis frigørelse på det økonomiske område, men samtidig forsøger at fastholde et fuldstændigt greb om den politiske magt. I princippet kan man godt tænke sig en sådan afgrænsning, men det er – som vi har været inde på tidligere – forbundet betydelige vanskeligheder i ”praksis”. Også i Kina. Et grundlæggende problem er, at velstandsfordelingen i en markedsøkonomi er dynamisk og uforudsigelig, og at det derfor kan være vanskeligt for eliten at fastholde den politiske magt.
Men hvad med det modsatte: Politisk frihed, men ikke økonomisk. Også det har vi været inde på tidligere. Meget taler for Friedman og Hayeks hypoteser om, at demokrati kræver et betydeligt element af markedsøkonomi, ligesom menneskerettigheder i øvrigt gør. Det er også værd at nævne William Rikers pointe om forskellen på at tabe i politik og økonomi. I en markedsøkonomi kan man tabe ved, at andre ikke vil indgå de transaktioner med én, man ønsker. Jeg kan f.eks. fremstille et produkt, som ingen vil købe til den pris, jeg forlanger. Men tabet er begrænset i den forstand, at jeg ikke bliver tvunget til at afgive mine ressourcer. Jeg kan bruge dem på at fremstille noget andet eller sætte prisen ned. I demokratisk politik kan en vindende koalition tage i princippet ubegrænset fra mindretallet. Altså, hvis der kun er politisk frihed i form af ret til at deltage i afstemninger og krav om, at den bestemmende koalition har et flertal.
Men vi forstår jo et liberalt demokrati som mere end det. Det omfatter også rettigheder, som begrænser, hvad et flertal må gøre mod den enkelte. Det er imidlertid netop i kraft af, at de politiske rettigheder er suppleret af ejendomsrettigheder i et liberalt demokrati.
Økonomisk frihed handler altså ikke alene eller primært om adgangen til at have et stort materielt forbrug. Det er en essentiel og integreret del af friheden, og det udspringer af de samme rettigheder, som er nødvendige for ”ikke-økonomisk” frihed.
Af Christian Bjørnskov, den 31. juli 2023. Skriv et svar
I vores sommerserie er vi kommet til et af de emner, hvor den traditionelle socialistiske venstrefløj og den liberale højrefløj ofte overraskes over at de er enige: Tolerancenormer. Her ender enigheden dog, fordi folk på venstrefløjen som oftest advokerer for at staten skal skabe tolerancenormer, mens liberales politiske præference er den præcist omvendte. Og i mange år kunne man stå og råbe ad hinanden, fordi der stort set kun var spekulativ sociologi og strategisk udvalgte eksempler at læne sig op ad. Sådan er det ikke længere.
Forskning de sidste ti år har meget klart peget på, at økonomisk frihed bidrager til at befolkningen bliver mere tolerant. Pionererne på området er mine og punditokraternes gode venner Niclas Berggren og Therese Nilsson. De to svenske forskere er begge tilknyttet Institutet fór Náringslivsforskning i Stockholm, og er også tilknyttet henholdsvis VSE i Prag og Lunds Universitet. For ti år siden udkom Does Economic Freedom Foster Tolerance? i Kyklos, hvilket skulle vise sig at være starten på en voksende litteratur.
Therese og Niclas viste i den allerførste artikel, at større økonomisk frihed fører til at befolkningen bliver mere tolerant overfor homoseksuelle. Senere studier har dykket ned i andre detaljer ved at se på andre spørgsmål – forskningen er begrænset til, hvad der er spurgt om i store, internationalle spørgeskemaundersøgelser – andre elementer af økonomisk frihed, og i et enkelt eksempel også spørgsmålet, om det samme gælder på tværs af amerikanske stater.
Den videre forskning har for eksempel yddybet vores viden på området ved at vise, at øget globalisering fører til, at folk i højere grad ønsker at lære deres børn at være tolerante (læs her). Studiet var særligt interessant, idet det pegede på at det ikke bare er noget der sker af sig selv, men at i det mindste en del af virkningen af økonomisk frihed ligger i forældres opdragelse af deres børn, og hvordan de reagerer på et ændret miljø. Et andet interessant nyere studie af svenskerne udnyttede, at der er gode amerikanske spørgeskemadata. Mens de data for økonomisk frihed, der findes for de amerikanske stater, kun medtager det offentliges størrelse og reguleringsfrihed, gav det derfor Niclas og Therese mulighed for at undersøge, om man kan se lignende møsntre på tværs af staterne som man ser på tværs af lande. Svaret var ja: På tværs af de amerikanske stater er større økonomisk frihed, og i særlig grad lavere skatteprogressivitet, forbundet med større tolerance overfor ateister, kommunister og homoseksuelle (læs her).
Det sidste bidrag kom for to år siden, da Journal of Institutional Economics publicerede de to svenskeres undersøgelse af økonomisk frihed og antisemitisme. På tværs af 106 lande i alle dele af verden fandt de, at bedre retsvæsener og stærk beskyttelse af ejendomsret er meget tydeligt forbundet med mindre antisemitisme. De fandt dog også tegn på, at en større grad af frihed til at handle og investere internationalt er forbundet med mere antisemitisme. Det sidste fund var meget uforventet, og indikerer at der bestemt er brug for mere detaljeret forskning på området.
Når man kender den nye forskning på området, må det fundamentale spørgsmål være, hvad der gør at økonomisk frihed gør folk mere tolerante overfor andre slags livsstil og andre præferencer? Mens man naturligvis kan spekulere over en lang række mulige mekanismer, giver den økonomiske forskning to klare bud.
Det første er demonstrationseffekter, som er en god forklaring på de positive effekter af særligt globalisering: Jo mere man handler og investerer i resten af verden, jo mere bliver man også kulturelt udsat for den. man får således demonstreret, at folk der på mange måder er anderledes end en selv kan være flinke, hæderlige mennesker. Man kan desværre også få demonstreret, hvordan folk der umiddelbart er præcist som en selv, kan være det modsatte. Demonstrationseffekter som disse gør det derfor noget sværere at vedligeholde faste fordomme overfor folk, der er anderledes.
Den anden type mekanisme er en mere simpel økonomisk effekt: Jo mindre markeder er regulerede, jo større konkurrence man får udefra, og jo bedre retsvæsenet beskytter alle – og ikke kun dem med kontakter – jo dyrere bliver det at diskriminere. Mekanismen har været kendt siden Gary Beckers banebrydende The Economics of Discriminationudkom i 1971. Jo dyrere en aktivitet bliver, jo mindre af den får man, og hvis det bliver meget dyrt at være intolerant, forsvinder mange af ens intolerante medborgere. Omvendt indebærer dårlige institutioner ikke blot mere småsvindel og korruption, men også mere intolerance.
Konsekvenserne for folks tolerancenormer burde diskuteres og fremhæves langt oftere i offentlig debat, der ofte kun drejer sig om de rent økonomiske gevinster ved økonomisk frihed. De forklarer også til tider, hvorfor stærkt nationalkonservative meningsdannere absolut ikke er tilhængere af åbne markeder, reguleringsfrihed eller uafhængige retsvæsener. Det er hverken hos en Órban, Trump eller Trudeau man skal finde en liberal tolerance overfor dem, der tænker eller lever anderledes.
Som Otto skrev forleden – og som vi har understreget mange gange her på stedet – er økonomisk frihed forbundet med større økonomisk vækst. De sidste 25 år har forskningen dokumenteret en klar effekt fra særligt mindre offentlige sektorer, mindre offentlig intervention, og bedre retslige institutioner på den langsigtede økonomisk vækst. Men taler man med folk om det, har de ofte en indvending: Jaaah, men det er jo ligegyldigt når det ødelægger miljøet. Hvis det var rigtigt, ville det være en god indvending – men det er det ikke!
I en ny analyse for den canadiske tænketank Montreal Economic Institute skitserer den fremragened Vincent Geloso, hvordan økonomisk vækst faktisk hjælper til et bedre miljø. Analysen er en del af en serie, der sigter mod at afvise almindelige – men udokumenterede – angreb på fænomenet økonomisk vækst. Vincent peger på to meget almindelige påstande, som er forkerte: At folk der gerne vil have vækst, er ligeglade med miljøet, og at øget vækst indebærer større ressourceforbrug, som kloden ikke kan klare.
Vincent understreger allerførst, at det er veldokumenteret, at i takt med at folk bliver rigere, bliver de faktisk mere fokuserede på forhold som et godt miljø: Er man fattig, er hovedfokus at få mad på bordet idag og imorgen, men når det er sikret, skifter fokus mere mod andre ting, der er rare at have som f.eks. rent miljø. Overordnet er det sandsynligvis i højere grad et forhold, der skifter, når folk er mere økonomisk frie. Forskning peger således på, at folk bliver mindre materialistisk fokuserede, jo mere økonomisk frie de er.
Et andet forhold, som har været centralt for noget af min egen forskning – som vi har skrevet om tidligere – er hvordan kilderne til økonomisk vækst ændrer sig henover det, man kalder den miljømæssige Kuznets-kurve. I starten af kurven (når man kommer fra meget dyb fattigdom) vil væksten typisk indebære et større ressourceforbrug og en byrde på miljøet, men kun op til et vist punkt. Herefter er der endda direkte effekter at økonomisk frihed. Som Vincent skriver, er det for eksempel sagen, at “thanks to strong property rights (one component of economic freedom), innovators can more easily secure the fruits of technological innovation. This stimulates innovation that could be environmentally beneficial, while fewer regulatory barriers may facilitate the adoption of new technologies by other firms. Third, strong property rights make it easy to assign liability.”
Bundlinjen er, at økonomisk frihed faktisk bidrager positivt til et renere miljø. Det kan endda ses i partikelforurening i storbyer, som vi skrev om for nogle år siden (læs her). En af grundene til, at folk tror det modsatte, er at de ikke forstår hvordan moderne økonomisk vækst fungerer, og at de har dyb og naiv tro på, at staten nok skal kende løsningerne på problemer. Virkeligheden er derimod, som Don Boudreaux har understreget, at lande har en tendens til at blive ‘cleaned by capitalism’. Eller som nogle af os er gamle nok til at huske: De mindst økonomisk frie, nogenlunde rige samfund vi har kendt – Central- og Østeuropa under kommunismen – var miljømæssige katastrofer.
En af de effekter af økonomisk frihed, som empirisk er studeret mest, er på den samlede økonomiske velstand, målt ved indkomst eller BNP per indbygger. Både økonomisk historie og økonomisk teori giver gode grunde til at forvente en klar, positiv sammenhæng mellem graden af fri markedsøkonomi og økonomisk velstand. Og det er da også, hvad den empiriske litteratur baseret på det økonomiske frihedsindeks i meget udpræget grad finder.
Mit egen bidrag til denne litteratur (Brøns-Petersen og Gjedsted 2020) finder, at en stigning på ét point på det økonomiske frihedsindeks (EFI) er forbundet med en stigning i BNP per capita på godt 10 pct. Det er ikke atypisk for den øvrige litteratur. Studiets formål er i øvrigt at sammenligne effekten af temperaturændringer med effekten af institutioner målt ved frihedsindekset. Det viser, at for 80 pct. af verden ville der være en større negativ effekt af at falde ét point på frihedsindekset end af at se en temperaturstigning på én grad celsius. For Danmark ville et fald på ét point svare til at falde fra femte- til 66. pladsen på EFI.
Lawson (2022) gennemgår 92 studier, som ser på effekten af EFI på BNP. Kun ét studie finder en negativ effekt, mens 61, altså to tredjedele, finder en klar positiv effekt. 51 studier ser på effekten af EFI på indkomst, og ingen finder en negativ sammenhæng. Knap tre fjerdedele finder en klar positiv effekt, mens altså ca. en fjerdedel ikke finder en effekt. Sammenhængen er altså gennemgående meget klar.
Økonomisk frihed er et flerdimensionalt begreb, og der er flere mulige kanaler, som EF kan påvirke væksten igennem. Lawsons litteraturstudie peger f.eks. på en gennemgående positiv sammenhæng mellem EFI og udbuddet af produktionsfaktorer, herunder flere investeringer, mere entreprenørskab og mere international handel. De er selvsagt ikke gensidigt udelukkende, men må tværtimod forventes i høj grad at følges ad.
Det er værd at påpege, at økonomisk frihed åbenlyst, men ikke udelukkende påvirker væksten i det enkelte land; det smitter også af på omverdenen. Cathing-up-vækst er et velkendt fænomen – dvs. at lande der ikke er ledende teknologisk mv. kan opnå vækst ved at imitere førende landes teknologi, eller ved simpelt hen at importere sig til højere velstand. Generelt kan man sige, at verden i løbet af de sidste 200 år er gået fra en tilstand, hvor kun de allermest avancerede lande kunne skabe levestandard over eksistensminimum for den brede befolkning, til en tilstand, hvor absolut fattigdom kun findes i de allermindst avancerede og institutionelt ringeste lande med de dårligste markedsøkonomiske betingelser.
