Af Otto Brøns-Petersen, den 20. april 2025. Skriv et svar
I min faste klumme i Børsen skriver jeg i denne uge om, at der kan være to nye kriser på vej oven i de to, som Trump allerede har udløst: Den sikkerhedspolitiske og den handelspolitiske krise (se her eller her for en ungated version).
De to nye kriser, der kan tårne sig op i horisonten, gælder de frie kapitalbevægelser og den offentlige gæld. Fra jeg skrev første udkast i sidste uge til i dag har der allerede været tegn på, at det kunne bevæge sig i den retning: Dollaren er under pres, og statsobligationsrenten er steget frem for at falde som normalt, når investorerne flygter ud af aktiemarkedet.
Af Christian Bjørnskov, den 19. april 2025. Skriv et svar
Told er skadelig, og frihandel er den bedste politik. Selvom det kan lyde ekstremt – og folk har ofte bias mod det, man kalder ‘hjørneløsninger’ eller ekstrem politik – er der meget bred enighed blandt økonomer af forskellige politiske holdninger om det. Problemet, som Nobelprismodtageren Paul Samuelson påpegede, er at det er svært at forklare, hvorfor told er så skadelig, fordi mange menneskers intuition er modsat forklaringen. Hvis man har svært ved at se det, eller mangler en pædagogisk illustration til sine elever, er der nu hjælp fra en uventet kant.
Mentour Now er en YouTube-kanal, der drives af den svenske pilot Petter Hörnfeldt, og normalt kun er for flynørder. Men forleden ramte Hörnfeldt virkelig plet på de praktiske konsekvenser af told. Han fortæller her historien om, i hvor grad virksomheders suppy chains er globaliserede idag, og hvor store konsekvenserne kan være når de bliver ‘disrupted’ af et enkelt land. Og han gør det med udgangspunkt i bare en virksomhed: Boeing. Både som undervisning, som en måde at blive klogere på, eller simpelthen en måde at få et mere hådgribeligt indtryk af hvordan international handel og handelspolitik virker, er den korte film varmt anbefalet!
“Jeg går ind for økonomisk frihed, men jeg er ikke konservativ” – Mario Vargas Llosa
Den peruvianske forfatter og nobelprismodtager i litteratur, Mario Vargas Llosa, døde i søndags 89 år gammel.
Som mange andre i sin generation af intellektuelle, var Mario Vargas Llosa som helt ung marxist og stor tilhænger af fidel Castros Cuba. Det ændrede sig dog radikalt fra slutningen af 1960erne og frem, og i stedet han blev en af de væsentligste intellektuelle stemmer for frie markeder og demokrati som vejen frem for Peru og resten af Latinamerika.
Det blev også Mario Vargas Llosa’s skæbne måske at blive en af de tabende kandidater i en præsidentvalgkamp, som endte med at få mest af sin politik gennemført.
I 1990 stillede han nemlig op og tabte til Alberto Fujimori, på et valgprogram, som krævede gennemgribende markedsreformer i Peru, hvis økonomi på daværende tidspunkt var brudt fuldstændig sammen. Alberto Fujimori, som var gået til valg på groft sagt ikke at gennemføre de markedsreformer, som Vargas Llosa foreslog, gennemførte herefter en række reformer, som mindede ganske meget om det Vargas Llosa havde foreslået, og som må tilskrives æren for Peru’s høje vækstrater i årtierne efter.
Det indebar dog ikke at Vargas Llosa så med milde øjne på Fujimori, som reelt satte det peruvianske demokrati ud af kraft i 1992.
I den brede offentlighed vil han muligvis primært blive husket som nobelprismodtager i litteratur, hvor mange af hans værker afspejlede hans dybe interesse og overbevisning om individets kamp mod magt og undertrykkelse. Men han vil også huskes for sin kamp for frie markeder og individets grundlæggende negative frihedsrettigheder – altså klassiske liberale dyder.
Vargas Llosa lagde aldrig fingrene imellem, når han kritiserede magten (højre- eller venstreorienteret) og blandede sig i den offentlige debat, og han var bestemt ikke bange for at indtage hvad nogle ville anse for at være kontroversielle synspunkter. Se også nedenstående link til Wikipedia.
Ud over sine bøger skrev Vargas Llosa et utal af klummer og kommentarer og var i 33 år tilknyttet den spanske centrum-venstre orienterede og fremragende avis El Pais.
Bare for at opsummere, hvad der er sket de seneste par uger:
De har skabt hele dette projekt på baggrund af en grundlæggende misforståelse af den globale økonomi. De tror, at produktionsjob vender tilbage (det gør de ikke). De tror, at frihandel har gjort os fattige, selvom det i virkeligheden har gjort os rige. De ser betalingsbalanceunderskuddet som et problem, selvom det i praksis blot er en afrundingsfejl i vores samlede nettoformue – og endda bidrager positivt til den. De tror, at det er en ulempe at have verdens reservevaluta, selvom det i virkeligheden er et tegn på, at hele verden vil handle med os. Og de mener, at fattige udlændinge har udnyttet os, selvom vi er den rigeste økonomi i verdenshistorien.
Og for at “løse” alle disse “problemer” valgte de den ene politik, som stort set alle økonomer er enige om er en dårlig idé.
Da de så skulle implementere den, misforstod de matematikken bag argumentet og kom op med nogle fuldstændig urealistiske tal. Det måtte de så trække lidt i land på.
Da obligationsrenterne steg en smule, gik de i panik og “løste” det hele ved at justere tallene en smule ned – men uden at regne efter igen, for tallene er stadig langt større, end nogen økonom ville anbefale. Alligevel klappede de sig selv på skulderen, fordi aktiemarkedet steg midt på dagen – mens en økonomisk orkan stadig er på vej imod os, fordi de i bund og grund ikke aner, hvad de laver.
Det er næsten imponerende.
Ovenstående er den danske version af nedenstående tweet, som jeg synes opsummerer de seneste ugers katastrofale politik fra Trump-lejrens hånd. Man nburde nok tilføje, at de derudover har formået at skubbe alle allierede fra sig — herunder at skubbe Japan og Sydkorea nærmere kineserne.
Gad vide hvordan vi ser tilbage på starten af 2025 (og hele Trumps anden periode) om 25 år?
Just to summarize what’s happened in the last few weeks:
They concocted this whole thing based on a fundamental misunderstanding of the global economy. They think manufacturing jobs will come back (they won’t). They think free trade made us poor, when it actually made us rich.…
Af Christian Bjørnskov, den 10. april 2025. 1 svar
Vi har af gode grunde skrevet meget her på stedet om Donald Trumps handelspolitiske vanvid, konsekvenserne af det, og den afgrundsdybe misforståelse af handel, der ligger bag. Men hvis nogen af vores læsere eller deres familie eller venner skulle være interesserede i mere, er der nu mulighed. Onsdag den 23. april afholder Københavns Folkeuniversitet et arrangement i serien Viden til Tiden med titlen “Trumps toldkrig og en verdensøkonomi i krise” med undertegnede.
I invitationen lægger vi op til at give svar på “en række grundlæggende spørgsmål om, hvordan vores velstand og velfærd påvirkes af international handel. Hvad betyder Trumps toldmure for Danmark, Europa og USA, og hvordan kan vi imødegå dem? Hvad ønsker Trump at opnå med de historisk høje handelsbarrierer? Hvordan skal vi forstå Kinas offensive reaktion? Og hvordan ser fremtiden ud for verdensøkonomien?”
Hele arrangementet er som sagt den 23. april fra 18.15-19.30 på Søndre Campus, Emil Holms Kanal 2-8 i Københavns sydhavn. Det foregår i lokale 23.0.50, bygning 23 i stuen. Tilmelding, hvis man er interesseret, er her og koster 75 kroner.
Af Christian Bjørnskov, den 9. april 2025. Skriv et svar
USAs præsident Donald Trump lagde 2. april en straftold på resten af verden. Trump har siden sin første præsidentkampagne argumenteret for, at resten af verden snyder amerikanerne, fordi de har et stort underskud på varehandelsbalancen. Han brugte derfor IEEPA – en lov om økonomisk nødret fra 1977 – til at hæve den gennemsnitlige importtold i USA fra cirka 2,5 % til 16,5 %. Trump påstod i sin præsentation, at tolden blot er ‘reciprokal’ – at han lægger den samme told på, som land har mod USA. Men beregningen af andre landes importbeskyttelse var helt absurd – de nye toldsatser beregnes som USAs underskud på varehandelen med de pågældende land delt med landets eksport af varer til USA. Så selve beregningen er nonsens, og Trumps forståelse af international handel ville allerede have været pinligt dum for over 200 år siden. Skulle man være i tvivl, kan man læse min artikel på videnskab.dk om emnet.
Men går man alligevel med på Trumps præmis, at der er tale om en form for gengældelse, burde toldsatserne jo følge den importtold, som lande har overfor USA. Med andre ord burde man kunne se en klar sammenhæng mellem den told, lande lægger på import fra USA, og den nye told, som lægges på deres eksport til USA. Figuren nedenfor illustrerer, om der findes sådan en sammenhæng.
Det burde være klart for alle, at svaret er et stort nej. Figuren viser oveni, at mens diktaturer har højere toldsatser på amerikansk import end demokratier, er der faktisk ingen forskel på Trumptolden på de to grupper. Relativt set indebærer det, at Trumps handelspolitik straffer demokratier hårdere end diktaturer. Og følger man de sorte markører, kan man se at politikken endda rammer USAs kerneallierede i NATO på samme måde som andre demokratier. Der er med andre ord ingen klare geopolitiske overvejelser at spore, der giver ret meget mening.
Uanset hvordan man vender det, er Trumps nye handelspolitik en absurd og næsten latterligt inkompetent begivenhed. Hvis den ikke var så økonomisk ødelæggende, ville det være morsomt. Men en politik, der ikke blot skader resten af verden, men også koster en typisk amerikansk familie mere end 1900 dollars i år alene, er ikke morsom. Den er en tragedie, som præsidenten endda har misbrugt nødretslovgivning til at få igennem. Det er tid til at USAs Congress træder i karakter.
Af Christian Bjørnskov, den 4. april 2025. Skriv et svar
Onsdag aften lancerede USAs præsident Donald Trump sin nye handelspolitik. Som jeg selv og en lang række af mine kolleger har udtalt til forskellige medier idag, er både politikken og Trump-administrationen officielle ‘mål’ for handelsbarrierer det rene nonsens. Og der er ikke meningen, at udtrykket blot skal være nedsættende – beregningerne er bogstaveligt talt økonomisk meningsløse. Men selvom man ser bort fra det totalt absurde i politikken, er der et ekstra inkompetent element i Trumps handelspolitik: At formålene med politikken er indbyrdes selvimodsigende.
Hvis toldpolitikken skal generere store indtægter til den amerikanske stat, som Trumo har argumenteret er et af formålene, må priserne på import ikke stige ret meget, for så vil faldende import underminere indtægterne. En ‘indtægtseffektiv’ handelspolitik må derfor ikke lægge told på meget elastiske varer.
Hvis toldpolitikken skal beskytte og gavne amerikanske firmaer (et andet erklæret formål), skal priserne på import stige kraftigt. Hvis politikken ikke gør udenlandske varer mindre konkurrencedygtige, hjælper den slet ikke de indenlandske virksomheder. Den skal også undgå at gøre importede råvarer og mellemprodukter, som amerikanske virksomheder bruger, væsentligt dyrere. Ellers skader den direkte amerikansk konkurrencedygtighed.
Hvis politikken skal fremme udenlandske investeringer i USA, indebærer det direkte et større underskud på handelsbalancen. Grunden er, at handelsbalancen og kapitalbalancen er hinandens spejlbilleder. Helt lavpraktisk kan ma sige, at for at virksomheder kan investere i USA, skal de have amerikanske dollars. Det får de kun, hvis deres land eksporterer mere til USA end det importerer fra USA – dvs. hvis det har et handelsbalanceoverskud med USA.
Sidst, men ikke mindst, har Trump-administrationen en ambition om at enten begrænse inflationen eller direkte sørge for, at priserne i USA falder; Trump har lovet, at det skal være billigere at være amerikaner. En handelspolitik, der sænker priser / begrænser inflationen må gøre importerede varer så billige som muligt, og øge konkurrencen så meget som muligt for at fremme indenlandsk produktivitetsudvikling.
Trumps handelspolitik er et glimrende eksempel på økonomisk politik med formål, der er ren fantasi: Når man har valgt kun at have en hammer, kommer alle problemer til at ligne søm – eller også påstår man, at de er søm. Trump har hele sin politiske karriere argumenteret for protektionistisk handelspolitik, og har blot ændret sine påstande om formålet. Den er derfor et klart eksempel på, hvor illegitim og uærlig, hele politikken er.
Donald Trump har sendt chokbølger gennem verden. Stort set hele dagsordenen er præget af Trump og hans konstante strøm af groteske og destruktive udfald. Næste ombæring bliver efter alt at dømme højere toldsatser.
Jeg kan godt bekymre mig for, at hovedløsheden smitter lidt.
Ifølge Finansministeriet er antallet af administrative årsværk og ledere i Færdselsstyrelsen steget fra 160 i 2019 til 520 i 2023. En stigning på intet mindre end 222%.
Men hvorfor? Der er ganske givet flere forklaringer, men en væsentlig forklaring er, at Færdselsstyrelsen har fået langt flere opgaver. Det ses tydeligt i antallet af gange, Færdselsstyrelsen nævnes i statens forskrifter (love og bekendtgørelser), jf. nedenstående figur, der er lavet på baggrund af data fra Reguleringsdatabasen.
I 2019 var Færdselsstyrelsen nævnt 395 gange i 51 forskrifter. I 2022 var omfanget steget til 931 gange i 105 forskrifter — en stigning på henholdsvis 136% og 106%.
Så vidt jeg kan forstå på ChatGPT, har Færdselsstyrelsen bl.a. fået opgaverne med at implementere EU’s vejpakke samt bekæmpe social dumping og sikre ordentlige arbejdsforhold i transportbranchen, ligesom styrelsen er blevet involveret i diverse klimatiltag (fx EU’s AFI-forordning — Alternative Fuels Infrastructure, der kræver etablering af lade- og tankinfrastruktur til alternative drivmidler).
Hvis man vitterligt vil have færre bureaukrater i Staten, er der altså noget der tyder på, at et første skridt er at begrænse mængden af opgaver, man ønsker bureaukraterne skal løse.
Af Christian Bjørnskov, den 31. marts 2025. Skriv et svar
Min gode ven og kollega Niclas Berggren sendte mig forleden et link til en X-post med et meget sjovt budskab: Lande med mange heavy metal bands er typisk lykkeligere end lande med færre bands. Steve Stewart-Williams bragte således for et stykke nedenstående graf, der meget klart viser sammenhængen mellem tilfredshed med livet og antallet af aktive heavy metal bands per million indbyggere. Selve sammenhængen er ret klar og svær at argumentere imod – men hvad i alverden foregår der? Er folk lykkeligere, når de er omgivet af musik fra bands med navne som Metallica, Iron Maiden, eller Crowned in Blood?
Virkeligheden er nok, at antallet af heavy metal bands er en god ‘proxy’ for et eller flere andre forhold, der gør folk lykkeligere. Ser man nedover landene, er det for eksempel relativt klart, at lande med mange heavy-bands har stærkere tillidskulturer og mere aktive civilsamfund, er rigere, og muligvis også har bedre retsvæsener og mere klar beskyttelse af ytringsfrihed. Min kollega Andreas Freytag og jeg er igang med forskning, hvor vi foreløbig finder at demokratisering og stærkere ytringsfrihed er forbundet med at markant flere heavy-bands dannes.
Det er derfor en rimelig forklaring, at antallet af heavy metal bands på en eller anden måde både er en konsekvens af en række faktorer, og reflekterer nogle af dem, der også gør folk markant mere tilfredse med deres liv. Måske er det slet ikke overraskende at se en klar sammenhæng mellem to faktorer, der rent umiddelbart ikke burde have ret meget med hinanden at gøre? Men det påfaldende er dog, hvor tydelig sammenhængen er. Så måske er det værd at tænke lidt videre over, hvad det er vi har i figuren ovenfor?
“Kun en krise – faktisk eller opfattet – fremkalder reel forandring. Når denne krise indtræffer, afhænger de handlinger, der træffes, af de idéer, der ligger klar. Det, mener jeg, er vores grundlæggende funktion: at udvikle alternativer til eksisterende politikker, holde dem i live og tilgængelige indtil det politisk umulige bliver det politisk uundgåelige.”
– Milton Freedman 1982
Ovenstående citat fra Milton Friedman finder man i forordet til 1982 udgaven af “Capitalism and Freedom”, og er skrevet på baggrund af den reformproces der fandt sted i England og USA på daværende tidspunkt. Den indikerer med andre ord, at man egentlig ikke kan meget andet end at have de “rigtige” løsninger klar til den dag, hvor den politiske virkelighed og en økonomiske krise (reel eller opfattet) medfører at magthaverne er nød til at reagere.
Det havde også været tilfældet i Chile efter kuppet i 1973, hvor man fra 1975 gennemførte meget grundlæggende markedsøkonomiske reformer. Senere skulle det samme ske i Peru og Argentina, hvor sidstnævnte desværre også viste hvordan det går, når politiske hensyn trumfer erkendelsen af grundlæggende økonomiske sammenhænge.
Før jeg går videre, vil jeg endnu en gang understrege vigtigheden, ikke mindst når man er dansker, af at erkende at verden som udgangspunkt ikke er skruet sammen som vores egen økonomi. Rigtigt meget, som vi tager for givet, herunder relativt begrænset offentligt ejerskab ud over få sektorer og relativt begrænset regulering (i forhold til andre lande), en åben økonomi, uafhængigt retssystem osv. osv. og en – på trods af det sammen med landbruget vel er den mest regulerede sektor i økonomien – velfungerende finansiel sektor.
Kunne det være bedre? Ja, det kunne være meget bedre, men det kunne også nemt være meget værre. Og det er det faktisk i de fleste af verdens lande – herunder hovedparten af/alle lande i Latinamerika, og i høj grad i Argentina.
Af Christian Bjørnskov, den 22. marts 2025. Skriv et svar
Forleden skrev vi om højdepunkter fra dette års konference i the Public Choice Society, med fokus på de unge forskere. Det kan væree både spændende og bekræftende at se unge økonomer og statskundskabere, men det er ofte de etablerede, erfarne forskere, der kommer med de mest interessante præsentationer og papirer. Det gjaldt ikke mindst dette års konference.
Konferencen startede torsdag den 6. med et absolut højdepunkt i Mark Penningtons (King’s College London) plenarypræsentation om missionsorienteret politik (se vores omtale og en tidligere præsentation her). Marks analyse er en blanding af public choice-feltets fokus på de perverse politiske incitamenter, der omgiver missionsorienteret politik, og de enorme huller i politikeres og embedsværkets viden om samfundet, som umuliggør gavlig politik med et stort sigte.
Udover Daniel Bennetts (University of Louisville) glimrende plenary om Riding the Populist Wave: Entrepreneurial and Firm Responses to the Changing Political Current bragte fredag også min egen session om morgenen, hvor Henry Moncrieff og Kevin Grier (begge Texas Tech) præsenterede deres nyeste papir om konsekvenser af militærkup. Denne gang var fokus hvad militæret selv får ud af kuppet, som altid vurderet med virkeligt avanceret metode. Dagen sluttede med en stærkt underholdende session med papirer om manipulation i diskussioner om regulering af kamphunde, en præsentation om hvordan formelle regler påvirker uformelle normer med evidens fra ændringer i regler i amerikansk motorsport, og mit eget papir med Andreas Freytag (Universitetet i Jena) om hvordan demokrati og beskyttelsen af borgerrettigheder har påvirket udbredelsen af heavy metal musik.
På konferencens sidste leverede min gode ven og IFN-kollega Niclas Berggren som sædvanlig højdepunkt med ny forskning om sammenhængen mellem usikkerhed i den økonomiske politik og udviklingen af tolerancenormer (fælles med Therese Nilsson fra Lund). Jeg gik dermed glip af Imran Arifs (Appalachian State University) ekstremt interessante The Power of Competition: Can New Firms Spark Innovative Activity? der dokumenterer, at nye firmaer rent faktisk gør økonomien mere produktiv.
Imrans forskning er dermed potentielt vigtig i danske politiske diskussioner, hvor vi netop har meget lidt iværksætteri og dermed er afhængige af innovation i eksisterende virksomheder. På den måde bringer PCS-konferencen næste hvert år ny viden, der nogle gange har direkte værdi i den politiske debat, andre gange øger vores forståelse af vores eget samfund og verden, og nogle gange blot underholder samtidig med at den får os til at tænke os om. Det hele har værdi, og lader forskerne flyve hjem med inspiration til det næste års arbejde.
Af Christian Bjørnskov, den 19. marts 2025. Skriv et svar
Som meget flittige læsere vil vide, tager jeg hvert år i starten af marts til den årlige konference i the Public Choice Society et sted i USA. I år foregik konferencen i Louisville, Kentucky, og var blandt særlig på et personligt plan fordi jeg var præsident for PCS i 2024-25. Konferencen bød på 266 præsentationer fra 233 forskellige forskere, og glimrede ligesom de senere år ved at være en god blanding af unge forskere og mere etablerede lektorer og professorer indenfor traditionen.
Vi dækker idag nogle højdepunkter blandt de unge, der præsenterede deres arbejde i Louisville. Et første – og uventet – højdepunkt var Eliza Hałatek fra universitetet i Warszawa, der endte som en af de fire nominerede til Ostrom-prisen til bedste unge forsker. Eliza præsenterede et papir om effekten af centralbankers kommunikation på folks tillid til dem. Priskommitteen vurderede før konferencen papiret som lidt råt, men lovende, og blev derefter rystet da det viste sig – da vi mødte Eliza – at hun stadig kun er førsteårs kandidatstuderende, som vi havde vurderet på lige fod med PhD-studerende.
Et andet højdepunkt var Shishir Shakya (Appalachian State University) og Joshua Ammons (Wabash College), der fortsætter deres afsøgning af konsekvenserne af revolutioner. I Seeding Reform or Reaping Chaos? Liberal Institutional Outcomes of Violent vs. Nonviolent Revolutionary Regime Changes finder det nepalesisk-amerikanske hold, at i den periode mellem 1950 og 2022, hvor de har data fra, havde voldelige revolutioner ingen systematisk påvirkning på, hvor demokratisk samfundet er. Derimod finder Shishir og Josh, at de ikke-voldelige revolutioner meget klart øgede chancerne for at have et liberalt demokrati med en rimelig retsstat, ytringsfrihed, og borgerrettigheder.
Et tredje meget fint papir blev glimrende præsenteret af Tim Baule (universitetet i Bayreuth), der modtog årets Ostrom-pris. I Rationalizing Protests – From Individuals to Networks som Tim har skrevet sammen med sine PhD-kolleger Jonathan Bothner og Maximilian Kähny, udvikler de først en teoretisk model til at forstå, hvordan adfærd i folks netværk påvirker både chancen og motivet for at deltage i protester. Deres pointe er, at deltagelse både kan give positive netværkseffekter – f.eks. social anerkendelse – men også individuelle ‘stand alone benefits’. De tre tyskere bruger de amerikanske valgundersøgelser til at vise, at deres model kan bruges til at forstå hvor store de seneste års demonstrationer blev.
Sidst, men ikke mindst, må man nævne Juliette Sellgren, der stadig er bachelorstuderende på University of Virginia. Juliette præsenterede meget interessant ‘work in progress’ med titlen The Seen and the Unseen: Political Sympathy and Interpersonal Antipathy, hvor hun forsøger at modelere indsigter fra Adam Smith med moderne redskaber. Selvom det måske er lidt snyd – hun er datter af Cato-instituttets Veronique de Rugy, og har dermed fået økonomi ind med modermælken – viste hun klart sine betragtelige kvaliteter i Louisville. Juliette er værd at hold øje med de kommende år, ikke mindst fordi hun også selvstændigt kører den fremragende podcast The Great Antidote.
Overordnet var konfereence i Public Choice Society udtryk for, at der ikke blot er liv i feltet, men også en livlig næste generation til at bringe traditionen videre og udvikle den. Der sker stadig meget i traditionelle felter som korruptionsforskning, valgsystemer og forfatningsøkonomi, men også på nye og nogle gange underholdende felter. Det skriver vi kort om i næste indlæg.
På 5-årsdagen for nedlukningerne d. 11. marts 2020, udgav jeg min nye bog, Prisen værd?, hvor jeg evaluerer COVID-19-nedlukningerne.
Selvom bogen havde skarp konkurrence fra Trumps eskapader og valget i Grønland, fik den en del presseomtale. Nedenfor er der links til de skrevne medier, jeg er opmærksom på, men jeg vil også gerne fremhæve min samtale med Joachim B. Olsen i podcasten Borgerlig Tabloid, som jeg virkelig synes var vellykket. Vores samtale kan ses her: https://www.youtube.com/watch?v=qS_IBuOWc1Y
Links til skrevne medier
Berlingske: “Samfundssindet sejrede, og coronanedlukningerne var en fejl, argumenterer økonom i ny bog”, https://www.berlingske.dk/indland/samfundssindet-sejrede-og-coronanedlukningerne-var-en-fejl-argumenterer
Jyllands-Posten: “Gjorde vi det rigtige, da vi lukkede landet ned? Uenigheden raser stadig, fem år efter corona ramte Danmark”, https://jyllands-posten.dk/indland/ECE17981917/gjorde-vi-det-rigtige-da-vi-lukkede-landet-ned-uenigheden-raser-stadig-fem-aar-efter-corona-ramte-danmark/
BT: “Økonom på femårsdagen: Nedlukningerne var en kæmpe fejl”, https://www.bt.dk/debat/oekonom-paa-femaarsdagen-nedlukningerne-var-en-kaempe-fejl
Kontrast: “Fem år efter – var det prisen værd?”, https://kontrast.dk/sektioner/artikel/artikel/fem-aar-efter-var-det-prisen-vaerd
Skive Folkeblad: “Så er det sagt”
Prisen værd? kan købes ved alle større boghandlere
Jeg sidder og læser lidt i vismandsrapporten “Økonomi og Miljø 2014“, hvor de i kapitel 2 skriver følgende:
Fosfor er et eksempel på et råstof, som ikke kan substitueres med et andet råstof. Fosfor er et essentielt næringsstof for planter, og global mangel på fosfor vil ultimativt påvirke jordens samlede fødevareproduktion. Prisen på fosfor har været stabil i mange år, men er siden 2007 steget kraftigt, hvilket har ført til bekymring for en kommende, global mangel på fosfor.
Herefter følger et afsnit, som nok bedst kan fortolkes som om, at Vismændene ikke så nogen grund til større panik. Men affaldssortere skulle vi altså.
Nedenstående figur fra Walsh et al. (2023) viser prisudviklingen fra 1991 til 2013. Figuren viser, at hvis ikke Rusland havde invaderet Ukraine, så tyder alt på, at vi i dag ville have haft markant lavere pris end i 2014, hvor vismændenes rapport udkom. Altså er der ikke noget som helst tegn på, at vi er global mangel.
Hele historien viser vigtigheden af at kunne sætte nuværende prisudviklinger ind i en teoretisk kontekst. Er der en grund til, at priserne er steget betydeligt, som markedet ikke kan løse? For ellers vil det normale regime, hvor stigende priser er et signal til producenter om at øge produktionen og til forbrugerne om at sænke forbruget, sætte ind, og over tid få priserne ned igen.
REKLAME: Hvis du synes nedenstående er spændende, vil jeg anbefale min nye bog, Prisen værd?, hvor jeg evaluerer nedlukningerne og går i dybden med, hvorfor epidemiologerne tager fejl. Køb den her.
Epidemiologerne Lone Simonsen, Viggo Andreasen og Daniel Munch Nielsen har 10. marts 2025 udgivet en kronik i Politiken, hvor de hævder, at 21.000 danskere ville være døde under første bølge uden nedlukning.
Det lyder voldsomt i forhold til de beskedne effekter vi økonomer finder i vores metastudie, hvor effekten overført til danske forhold svarer til 84-304 forhindrede dødsfald under hele pandemien, men dykker vi lidt ned i baggrunden, tyder meget på, at vi er relativt enige. Epidemiologerne er bare mere uforsigtige med deres ordvalg i forhold til økonomerne.
Epidemiologerne blander effekterne af restriktioner og frivillige adfærdsændringer sammen
Den væsentligste forskel opstår, fordi epidemiologerne med “nedlukning” referer til hele samfundets svar på pandemien, herunder alt det vi på baggrund af information og anbefalinger gjorde helt frivilligt. Det fremgår fx af nedenstående citat:
Den vellykkede svenske kontrol ses i serologistudier, som viser, at kun 20 procent af svenskerne blev smittet op til sommeren 2021. Hvordan kan det mon være, at tilgangen til epidemihåndteringen opleves så forskelligt i de to lande?
Den væsentligste forskel synes at være, at svenskerne fik anbefalinger og henstillinger, mens danskerne fik påbud. Befolkningerne i de to lande reagerede nogenlunde på samme måde, og dermed opnåede begge lande tilstrækkelig social afstand til at holde epidemien under kontrol.
Den svenske pandemievaluering fremhæver anbefalingsstrategien som et meget positivt aspekt af deres håndtering. At de svenske henstillinger virkede, kan man se på Google Mobility Index, som viser ændringer i befolkningens kontaktmønster, baseret på hvordan mobiltelefonerne flyttede sig rundt.
Hvis du spørger en tilfældig dansker på Strøget, om Sverige lukkede ned under pandemien, vil han/hun med meget stor sandsynlighed svarer nej. Sverige var åben under pandemien. Men spørger du en epidemiolog fra Pandemix på RUC, var Sverige lukket ned, fordi svenskerne holdt afstand.
Ingen har monopol på, hvad ordet “nedlukning” betyder, men ved at bruge ordet på en helt anden måde, end danskerne opfatter det, forplumrer epidemiologerne debatten. Jeg synes — ikke overraskende — meget bedre om, at man klart adskiller skidt fra kanel, og bruger “nedlukninger” om regeringens restriktioner, og dermed adskiller det klart fra alt det, vi gjorde frivlligt.
Bottom line er dog, at der ikke er nogen større modstrid mellem økonomernes 84-304 forhindrede dødsfald og epidemiologernes 21.000 forhindrede dødsfald.
Epidemiologerne misforstår fuldstændig situationen i Sverige
Epidemiologerne kommer også med nogle påstande om situationen i Sverige, som i mine øjne er helt skudt forbi skiven.
KÆMPE FORSKEL I OMFANGET AF RESTRIKTIONER For det første hævder de, at svenskerne i løbet af pandemien endte med samme grad af restriktioner som i Danmark.
Senere blev graden af tiltag i Sverige meget lig den danske. Det kan ses i den internationale database over myndighedsforanstaltninger, Oxford Stringency Index. Af indekset fremgår det, at efter forskellig start iværksætter Sverige og Danmark næsten samme niveau af tiltag fra medio april 2020 og under resten af pandemien.
Oxford Stringency Index er glimrende til at få et generelt billede af, hvor hårdt de enkelte lande er lukket ned. Men det kan altså ikke bruges til at sammenligne to lande. Sverige var langt mere åben end Danmark – også under anden bølge. Først og fremmest var grundskolerne selvfølgelig ikke lukket, men butikker, restauranter og barer var heller ikke lukket. Der var heller ikke påbud om mundbind, og de havde (stort set) ikke krav om vaccinepas.
Det tenderer misinformation at hævde, at de to lande havde “næsten samme niveau af tiltag fra medio april 2020 og under resten af pandemien”.
SVENSK NEDLUKNING KUNNE IKKE GØRE NOGET MOD STOR OVERDØDELIGHED Epidemiologerne antyder også, at den manglende nedlukning i Sverige tydeligt ses i de svenske dødstal i foråret 2020, jf. dette citat.
I marts 2020 greb de svenske myndigheder som bekendt situationen helt anderledes an. I de første tre uger gjorde myndighederne ikke meget. Først omkring 1. april blev der bl.a. indført forbud mod store forsamlinger; gymnasier og universiteter blev lukket, og ordlyden i anbefalingerne blev skærpet. Denne forsinkelse på tre uger ses tydeligt i forårets 5.000 covid-19-dødsfald, mens vi i Danmark havde få.
For det første bør man notere sig, at svenskerne lukkede gymnasier og universiteter allerede 18. marts 2020 – kun to dage senere end i Danmark. Men epidemiologernes største synd er, at de slet ikke forholder sig til smittens udbredelse omkring nedlukningstidspunktet.
Det kræver ellers ikke det store arbejde at indse, at Sverige stod et helt andet sted i midten af marts i 2020. Det ses nemt af nedenstående figur. Fra man smittes og til man dør, går der ca. 3 uger. Den danske nedlukning blev annonceret om aftenen d. 11. marts, men startede reelt først d. 16. marts med skolelukningerne (restauranter, barer mv. lukkede 18. marts).
Effekten af annonceringen vil altså først kunne ses i dødstallene ca. 1. april, mens effekten af selve nedlukningen kan ses fra ca. 6. april. Dette tidsspænd er markeret med orange i figuren nedenfor. Figurerne viser meget tydeligt, at der hver dag døde langt flere i Sverige før nedlukningerne kunne have en effekt. Så uanset hvad svenskerne havde gjort, ville de have haft betydetligt flere dødsfald.
Når epidemiologerne slutter af med at skrive, at “for at komme videre i vores forståelse af pandemien må vi aflive de myter, hvor vi i den danske diskussion går galt i byen“. Men de bidrager selv med at sprede det, der tenderer misinformation.
Jeg havde ærligt talt forventet mig mere her fem år efter det velkendte pressemøde.
“Det gør ondt i øjnene” – sådan reagerede min gode kollega her på punditokraterne, Jonas Herby, da Donald Trump annoncerede 25 pct. told på import fra Canada og Mexiko (og yderligere told på import fra Kina).
Og ja, man får i den grad ondt i øjnene som økonom, når man ser hvad USA under Trump har gang i for øjeblikket. For eksisterer der noget økonomer er enige om, så er det at frihandel gavner vækst og velstand for almindelige borgere. Faktisk forholder det således, at øget frihandel, primært øger de laveste indkomstgruppers velstand.
Men hvad bør vi så gøre i Europa, hvis eller nok rettere når “turen kommer til os”? Mit forslag er at vi skal gøre absolut ingenting, At indføre told- eller andre handelsbarrierer overfor omverden er først og fremmest “selvskadende” adfærd. Jo, det påvirker også ens samhandelspartnere, men det er nu primært ens egen økonomi og borgere, som betaler prisen.
Hvorfor har jeg skrevet lidt om på Ræson i en kommentar, Trump forstår ikke hvordan handel fungerer, men dét er han ikke ene om, som indtil videre kan læses uden abonnement. Rent faktisk bør vi tage skridtet videre, ikke ved at indlede årelange forhandlinger med andre lande om handelsaftaler, men ved ensidigt at fjerne de handelsrestriktioner der fortsat eksisterer i EU.
Kommer det til at ske? Nej, desværre, for i den udstrækning Europas politikere reelt forstår hvilke del af den internationale handel som er vigtigst, når det drejer sig om at sikre så god en levestandard for boregerne (og det tvivler jeg på at mange af dem gør), så styres politik som bekendt i høj grad af hensynet til bestemte interessegrupper – her både de der ønsker beskyttelse af hjemmemarkedet fordi de ikke er konkurencedygtige og eksporterhvervene. Og det kan jo være lidt vanskeligt at få ender til at mødes der som politiker.
I mit korte indlæg på Ræson påpeger jeg – og det er sådan set derfor ikke kun Jonas, men også et overvældende flertal af økonomer får “ondt i øjnene”, når vi betragter det der foregår for øjeblikket – betydningen af Adam Smiths og David Ricardos teorier om henholdsvis absolutte og komparative fordele. Hvis du har glemt hvad de går ud på, så har Christian link til videnskab.dk’s interview med ham i sit korte indlæg, Trumps handelspolitik: Tåbelig tænkning fra 1700-tallet, forleden.
Her skriver Christian forøvrigt også om sin deltagelse i P1 morgen, dog uden henvisning, så den kommer her (Christian er på efter 1 time og 30 min.) :
Som en del af læserne måske har opdaget er jeg i gang med en mindre serier om Argentinas økonomiske udvikling – næste indlæg handler ikke mindst om reformforsøgene i 1990erne, som slog fejl. Så blot for at illustrere pointen om at det betyder noget i hvilken udstrækning en økonomi er åben eller lukket, kiggede jeg på væksten i købekraftkorrigeret BNP (y-akse) fra 2000 til 2024 (tal fra IMF Economic Outlook) og hvor højt henholdsvis Argentina, Brasilien, Chile, Colombia, Peru, Uruguay og Venezuela scorede på Fraser Institute’s “frihed til at handle internationalt” indeks i 2022 (0-10).
Nej, det er ikke den dybere videnskab, og natuligvis er der også en række andre forhold som har betydning, men alligevel……
Igen skal jeg understrege, at der naturligvis kun er tale om en en lille hastig lavet graf – og som sådan skal tages for hvad den er, hverken mere eller mindre. Derudover bør man selvfølgelig ikke kun se på et enkelt års “score” på frihed til at handle. Der er alle de andre forhold, som har betydning. Et eksempel er betydningen for Colombia’s økonomi, at man fik afsluttet årtiers borgerkrig osv. osv.
Links til nogle af de indlæg vi har bragt tidligere på bloggen om international handel (der er mange flere):
I min kommende bog, Prisen værd?, har jeg et kapitel med en række eksempler på, at myndighederne overså klare tegn på, at restriktionerne ikke virkede.
Et af eksemplerne er lukningen af skolerne i Kolding Kommune d. 22. februar 2021. Figuren her viser udviklingen i smitten i Kolding omkring skolelukningen (rød streg) og åbningerne (grønne streger). Da der går flere dage fra, man bliver smittet og til man tester positivt, vil en evt. effekt af skolelukningen tidligst kunne ses omkring 26.-28. februar.
Det kræver ikke en ph.d. i epidemiologi eller raketvidenskab at se, at smitten faldt før man lukkede skolerne, og at skolerne var lukket i to uger uden nogen som helst grund, da smitten var nærmest præcis den samme, da man først lukkede og senere åbnede skolerne.
Det er blot ét af mange eksempler, der underbygger den forskning, jeg gennemgår i bogen, som meget klart viser, at nedlukningerne havde en yderst beskeden effekt på pandemiens udvikling.
BOGLANCERING PÅ CHRISTIANSBORG D. 11. MARTS KL. 15:30 Bogen lanceres tirsdag d. 11. marts kl. 15:30 på Christiansborg, hvor også Stinus Lindgren – der har skrevet forord til bogen – vil holde oplæg. Journalister kan skrive til jherby@gmail.com, for at få en kopi af bogen og blive tilmeldt arrangementet.
Den 11. marts — på 5-årsdagen for annonceringen af de danske nedlukninger — udkommer min nye bog om nedlukningerne, “PRISEN VÆRD? Nedlukningerne ingen taler om“.
Bogen kan forudbestilles (med 50 kr. rabat og inkl. fragt) her.
Her er fra bogens bagside:
Da COVID-19 ramte verden, spredte nedlukningerne sig sammen med virus fra Kinas diktatur til demokratierne i Vesten.
I Prisen værd? Nedlukningerne ingen taler om undersøger Jonas Herby, om nedlukningerne havde den effekt, vi blev lovet. Med en let tilgængelig gennemgang af data og forskning viser han, at effekten på dødeligheden var beskeden, mens omkostninger for børnene, samfundsøkonomien og borgernes frihedsrettigheder var betydelige.
Var det befolkningens frivillige adfærdsændringer snarere end regeringens restriktioner, der bremsede pandemien? Kunne vi have valgt en mindre skadelig vej? Og hvad kan vi lære af fejltagelserne, så vi håndterer fremtidige kriser bedre?
Prisen værd? er en debatbog, der fremlægger den nyeste forskning på en lettilgængelig måde. Med skarpe analyser og nye perspektiver udfordrer den den officielle fortælling om pandemiens mest vidtgående beslutninger.
Punditokraterne.dk udgør en central del i bogen, da nogle af de kapitler, der endte med at blive taget ud af bogen, vil blive publiceret her på bloggen i den næste tid.
Jeg blev forleden kontaktet af videnskab.dk i anledning af USAs præsident Trumps trusler om høje toldmure overfor resten af verden. Min lille artikel om handelspolitik udkom tirsdag morgen, og kunne ikke være mere aktuel. Trump har netop hævet toldsatserne på import fra blandt andet nabolandene Mexico og Canada, og synes at have en ustillelig appetit for at gøre det overfor resten af verden. Den selvudnævnte ‘tariff man’ er gået igang, men det sker på trods af 250 indsigter fra den økonomiske forskning i handel.
Som jeg også pointerede i P1 imorges, har Trump en forståelse af handel og handlens konsekvenser, der hører til i tiden før den Skotske Oplysning – før 1750. Hans forståelse er basalt set, at eksport er godt og import er skidt. Som jeg skriver i artiklen, “Trump har i hele sin politiske karriere argumenteret på præcis den måde. Så når han påstår, at EU har været ’very nasty’ imod USA, er det, fordi EU eksporterer mere til USA, end USA eksporterer til EU.”
