Af Otto Brøns-Petersen, den 16. december 2025. Skriv et svar
En af de allerførste dag i det nye år afholder CEPOS et arrangement, jeg glæder mig til.
Den 7. januar kl. 16-18 præsenterer Nils Karlson sin nye bog Reviving Classical Liberalism Against Populism. Der er lagt op til et skarpt opgør med den illiberale kollektivisme, som populisme i mange afskygninger repræsenterer.
Nils er stifter og tidligere mangeårig leder af forskningsinstitutionen Ratio Institute i Stockholm og nu uafhængig politologisk forsker.
Bogen er udgivet af Springer som open source og kan downloades kvit og frit her.
Mødet foregår hos CEPOS på Landgreven 3, 3. sal. Du kan tilmelde dig her
Af Jonas Herby, den 16. december 2025. Skriv et svar
Mangler du en julegave? Så er min bog, Prisen værd?, måske noget for dig (eller rettere: den du mangler en god gave til). I bogen evaluerer jeg corona-nedlukningerne og forklarer, hvorfor mange overvurderer effekten af de mange statslige tiltag under pandemien.
Bogen blev for nylig anmeldt af Jonas Ejlersen, som sluttede sin anmeldelse sådan:
Der er ufatteligt mange gode pointer og dårlige minder (mange af dem illustreret med billeder) i Jonas Herbys bog, og denne anmeldelse hverken kan eller skal leve op til at gengive dem fyldestgørende. Derfor tak til Jonas Herby for en fremragende bog.
Nedenfor er bogens prolog, som giver en lille forsmag på bogens indhold.
Prolog
Den 13. september 2005 – 15½ år før COVID-19 ramte Danmark – slap en virus ud af et kontrolleret miljø og startede en omfattende pandemi. Virussen, der smittede ved tæt kontakt, ramte især de store byer, og på kort tid var et stort antal blevet smittet med virus, og mange var døde.
Pandemien, der efterfølgende er blevet kendt som ”The Corrupted Blood incident”, sluttede efter 25 dage, da virksomheden bag onlinespillet World of Warcraft, Activision Blizzard, genstartede deres servere og dermed endegyldigt fik sat en stopper for pandemien, der var opstået som følge af en fejl i spillet, hvor en virus via spillernes online-kæledyr slap ud fra en særlig zone i spillet.
Kæledyrene smittede ikke blot spiller-karakterer, men også “ikke-spiller-karakterer”, som er styret af spillets computerprogrammering og ikke af menneskelige spillere. Disse “ikke-spiller-karakterer” døde ikke af virus, og endte derfor med at fungere som asymptomatiske smittebærere. Når en karakter blev smittet, fik karakteren – som spillerne ofte havde brugt 100-vis af timer på at opbygge – løbende dårligere helbred og kunne i sidste ende dø.
“The Corrupted Blood incident” ændrede den normale dynamik og dagligdag i World of Warcraft markant. Mange spillere undgik bevidst byer og andre tætbefolkede områder for at undgå at blive smittet. Normal handel og kommunikation mellem spillere blev stærkt reduceret, og planlagte events blev vanskelige eller umulige at gennemføre på grund af risikoen for infektion. Mange spillere valgte helt at isolere sig selv eller deres grupper fra den bredere spillerbase, ved fx at opholde sig i mindre befolkede områder i World of Warcraft.
Men hvorfor starte en bog om nedlukninger under COVID-19 med en beskrivelse af en pandemi i World of Warcraft?
Fordi spillerne i World of Warcraft – på trods af at der trods alt kun var tale om et spil – reagerede, som vi i store træk ville forvente, at mennesker reagerer, når det går op for dem, at der er en smitsom sygdom i omløb. Som i så mange andre situationer, hvor vi fornemmer fare, bliver vi mere opmærksomme, passer bedre på, og – ja faktisk – hjælper hinanden.
På pressemødet den 11. marts 2020, da Mette Frederiksen lukkede Danmark ned første gang, fyldte denne adfærd faktisk en del. Mette Frederiksen sagde ”tak til alle borgere, virksomheder, frivillige organisationer, arrangører – alle, der indtil nu har vist, at det er præcis det, vi har i Danmark – samfundssind” og ”jeg hører mange steder og måder at organisere sig på – naboen køber ind, man laver mad til hinanden, man holder øje og er opmærksom”. Senere blev disse budskaber med jævne mellemrum frembragt på de jævnlige pressemøder.
Og du husker det sikkert selv. Mange, mange tusinde danskere aflyste fødselsdage, arbejdede hjemme, brugte håndsprit og holdt afstand. Ikke fordi nedlukningen betød, at de skulle – det var stadig tilladt at mødes i private hjem, og de fleste arbejdspladser kunne stadig holde åbent. De gjorde det af samme grund som spillerne i World of Warcraft. Fordi de selv ville.
Der hersker således ingen tvivl om, at det vi hver især gjorde, for at passe på os selv, vores familier, vores venner og kollegaer, vores nabolag, vores Danmark. Alt det havde en stor effekt på pandemiens mulighed for at sprede sig.
Alligevel er det min opfattelse, at danskerne mener, at det især var regeringens nedlukninger, der førte Danmark gennem pandemien.
Men er det rigtigt?
Jeg har brugt godt tre år af mit liv på at undersøge effekten af nedlukningerne. Jeg har på den baggrund udgivet det, så vidt jeg ved, største og mest grundige metastudie af nedlukningerne sammen med forskere fra Lund Universitet i Sverige og Johns Hopkins University i USA. Vores metastudie viste, at nedlukningerne kun havde en meget beskeden effekt. Hvilket logisk set må betyde, at alt det, du og dine nære gjorde, havde en stor effekt.
Alligevel er Mette Frederiksen, regeringen og myndighederne løbet med store dele af æren. Det, mener jeg, er uretmæssigt. Et formål med denne bog er derfor at ære den, der æres bør: Nemlig dig og dine nære – ja faktisk stort set alle danskere. Det var de 5,8 millioner danskere, der – hjulpet af information fra myndigheder, bevares – fik Danmark godt gennem pandemien, mens politikernes nedlukninger primært gjorde ondt værre. Det var danskernes helt frivillige tilpasning til pandemien, der forhindrede tusinder i at dø. Det skal danskerne have æren for.
Et vigtigere formål med bogen er dog at bidrage til, at vi som samfund får debatteret, hvad statens rolle skal være under en krise. Det gælder selvfølgelig pandemier, men også andre typer af kriser, som fx energikrisen der opstod i forbindelse med Ruslands angreb på Ukraine. Vi så i løbet af pandemien, at staten indførte det, mange med rette har kaldt drakoniske indgreb, i borgernes frihedsrettigheder. Forsamlingsforbud, nedlukkede skoler, forbud mod at drive visse erhverv osv. Det skete på baggrund af en ekstremt forhastet lovgivningsproces, uden at der var evidens for effekten og uden at man forholdt sig til nærheds- og proportionalitetsprincippet.
Levede man fx op til nærhedsprincippet, da regeringen fra København holdt skoler og virksomheder lukket på småøer, hvor der ikke havde været smittetilfælde i ugevis? Var det proportionalt, da regeringen indskærpede forsamlingsforbuddet til fem personer samtidig med at smitten raslede ned?
Det er mit håb, at bogen kan bidrage til en debat om, hvilken rolle staten skal spille, når vi som samfund rammes af komplekse kriser og problemer. Ikke kun i form af pandemier, men mere generelt. Hvornår skal staten fx træffe beslutninger om, hvem du må mødes med, hvilke energiformer du skal bruge, hvilke erhverv der er tilladte? Og hvornår skal beslutningen ligge hos borgerne selv?
Jeg kan konkludere, at staten i hvert fald ikke formåede at håndtere COVID-19-pandemien på nogen overbevisende måde. Og det bør give stof til eftertanke.
Hvis Folketinget gav dig penge til at analysere effekten af udvalgte tiltag under COVID-19-pandemien, hvad ville du så gøre, hvis du skulle levere værdi for pengene?
Der eksisterer allerede adskillige litteraturgennemgange gennemført af forskere fra fine universiteter og anerkendte institutioner som fx The Royal Society. Men fælles for stort set alle disse reviews er, at de
blander studier med og uden kontrolgrupper[1] sammen i én stor pærevælling, og
ikke kommer frem til nogen størrelsesorden af effekterne.
Det gør det svært at konkludere noget håndfast på baggrund af disse reviews.
Problemet er, at du uden en kontrolgruppe ikke ved, om effekten på fx dødeligheden skyldes tiltaget eller andre ting (fx frivillige adfærdsændringer). Og uden en størrelsesorden af effekterne kan du ikke få en fornemmelse af, om gevinsterne i form af lavere dødelighed står mål med omkostningerne ved fx at lukke skolerne. Det er svært at forestille sig, at man på en lignende sløset baggrund godkendte ny medicin eller nye vacciner.
Hvis du skulle levere bang for the bucks til Folketinget, skulle du altså gøre det, de mange andre reviews ikke gør, dvs.
fokusere på studier, der har en (eller anden form for) kontrolgruppe, så du kan adskille effekten af tiltaget fra effekten af fx de frivillige adfærdsændringer, som vi ved var vigtige under pandemien.
estimere et (eller flere) effektmål, så vi har et bedre bud på, hvor meget fx skolelukninger påvirker pandemiens udvikling.
Det første er nogenlunde til. Man kan godt skille skidt fra kanel, så man får frasorterer studier som fx Flaxman et al. (2020) (læs om Flaxman-fejlen her), der helt åbenlyst ikke er velegnede til at sige noget om effekten af nedlukningerne. Der er selvfølgelig udfordringer med de enkelte studier, som — fordi alting gik meget hurtigt under pandemien – kan have svært ved at adskille de enkelte effekter fra hinanden, men det er ikke en undskyldning for at inddrage studier uden kontrolgrupper.
Andet punkt er sværere, fordi studierne måler effekterne på vidt forskellige måder, som ikke nemt kan konverteres til ét mål. Men der er trods alt tale om et begrænset antal mål, og mange studier ser på effekten på kontakttallet (Rt) eller på antallet af døde. Så man kan nå rigtig langt ved at opdele på fx 2-4 forskellige mål for effekten og gå målrettet efter at blive klogere på dem.
Hvis du for alvor skulle levere bang for the bucks, burde du altså bruge al din tid på at samle resultaterne i de studier, der 1) har en kontrolgruppe og 2) ser på et af de 2-4 mål, du har fokus på – det kunne fx være effekten af tiltagene på dødeligheden/smittespredningen og kontakttallet.
VIVE fejler fuldstændigt
VIVE har været i præcis den situation, jeg beskriver ovenfor. De har fået 5,0 mio. kr. af Folketinget til ”evaluering af den danske håndtering af covid-19-epidemien”, hvoraf en andel er gået til netop at evaluere effekten af nedlukningerne, som var et af otte punkter, Folketinget ønskede undersøgt. Denne evaluering sker i deres Delrapport 1, som danner grundlag for deres endelige rapport, der er offentliggjort i dag.
Det er ikke mange penge, bevares. Men det undskylder ikke, at VIVE’s evaluering fejler fuldstændigt i forhold til at levere værdi i form af ny og brugbar viden. I stedet gør VIVE præcis det samme som de fleste tidligere reviews. De medtager alle studier uanset om de har en kontrolgruppe eller ej. Garbage in – garbage out.
Kan Red Bull kurere influenza?
For at illustrere, hvor problematisk det er at medtage studier uden en kontrolgruppe, så forestil jer, at man gav 1000 influenzasyge en Red Bull, fordi man havde en idé om, at energidrikken var en god kur. Efter 14 dages observation konstaterer man, at alle patienter er raske, og man kunne derfor komme til at konkludere, at Red Bull er særdeles effektivt mod influenza.
Det er basalt set det, der sker, når VIVE fx medtager omtalte Flaxman et al. (2020) i deres review. Flaxman et al. har ingen kontrolgruppe, men antager, at det er nedlukningerne, der forhindrer pandemien i at sprede sig.[2] Det er lige så seriøst som at antage, at det er Red Bull, der kurerer influenzaen.
Skolelukningerne som eksempel
For at illustrere min pointe, kan vi se på hvad VIVE skriver om skolelukningerne. Her konkluderer VIVE, at
”Samlet set peger litteraturen på, at skolenedlukning under covid-19-pandemien bidrog til at reducere smitte og indlæggelser og i mindre grad dødelighed, især når nedlukninger blev implementeret som led i en bredere indsats.”
Vi ved ikke, hvad effekten er
Selvom jeg ikke er uenig i konklusionen, så er den så vag, at den ikke lever op til formålet med evalueringen, som er at ”belyse effekten af ikke-farmakologiske tiltag på covid-19- smittespredningen”. Diskussionen går meget sjældent på, om der var en effekt eller ej, men på om effekten var af en størrelsesorden, der gør tiltaget prisen værd og potentielt relevant ved fremtidige pandemier.
I vores metastudie finder vi fx, at skolelukningerne reducerede dødeligheden med 5,9%. Det betyder, at hvis man ikke havde lukket skolerne under første bølge i foråret 2020, så ville der have været knap 40 ekstra COVID-19-dødsfald. Det ville være trist, men også en forsvindende lille effekt ift. de næsten 60.000 årlige dødsfald i Danmark, og den betydning skolelukningen havde for de knap 700.000 danske skoleelever (husk, at det primært var meget gamle mennesker, der døde af COVID-19).
De effekter, der nævnes, er misvisende
I deres kvalitative gennemgang af studierne kommer de dog ind på visse størrelsesordener. Fx skriver VIVE, at
”Walsh et al. (2021) fandt i et systematisk review […] at omtrent halvdelen af studierne viste en reduktion på op til 60 % i smitte efter skolenedlukning, mens de øvrige studier ikke fandt nogen effekt.”
VIVE henviser her til de 14 studier af skolelukninger, som Walsh et al. (2021) vurderer kun har moderate biases (De to andre kategorier er serious og critical).
Jeg har gennemgået de 14 studier, for at blive lidt klogere på metode og estimater. Og det er artig læsning. Resultaterne i de 14 studier fordeler sig nemlig som vist nedenfor.
Seks studier finder ingen eller lille effekt. Fem studier har ingen kontrolgruppe[3] – herunder bl.a. Auger et al. (2020), som finder, at skolelukningerne reducerer dødeligheden med de ca. 60%, der nævnes af VIVE som øvre mulig effekt. Auger et al. (2020) kommer basalt set frem til dette resultat ved at sammenligne udviklingen før og efter skolenedlukningen og antage, at den meget kraftige eksponentielle vækst før nedlukningen ville være fortsat uændret, hvis skolerne ikke var lukket. De antager med andre ord, at alt det vi gjorde frivilligt, ikke havde nogen som helst betydning.
Det sidste studie er Chernozhukov et al. (2021), som faktisk er et fint studie. Vi har også Chernozhukov et al. (2021) med i vores metastudie, og de er blandt de studier, der finder størst effekt af nedlukningerne (fx 17% færre døde ved at indføre udgangsforbud). De skriver dog, at de ikke kan estimere effekten af skolelukningerne troværdigt, fordi alle skoler i deres datasæt (USA) lukker næsten samtidig (inden for en uge), og der derfor ikke er tidsvariation nok til at estimere effekten præcist. Størrelsesordenen på deres estimat svinger derfor vildt, afhængig af hvilken model, de bruger til at estimere effekten.
Note: Studiet med usikker effekt er Chernozhukov et al. (2021), som skriver, at de ikke kan estimere effekten troværdigt, fordi alle skoler i USA lukker næsten samtidig (inden for en uge), og der derfor ikke er tidsvariation nok til at estimere effekten præcist).
Billedet er altså ret tydeligt. Næsten alle studier, der finder en betydelig effekt af skolelukningerne, har ingen kontrolgruppe. Alligevel beskrives det både af Walsh et al. (2021) og VIVE som om, at der rent faktisk er en effekt af betydning. Når de skriver, at ”halvdelen af studierne viste en reduktion på op til 60 % i smitte efter skolenedlukning, mens de øvrige studier ikke fandt nogen effekt” lyder det j som om, der er noget at komme efter. Men kejseren har ikke tøj på. De 60% er nonsens, fordi der ikke er en kontrolgruppe, og studierne med kontrolgrupper finder nærmest alle ingen eller meget små effekter.
VIVE inkluderer også litteraturgennemgangen fra The Royal Society (2023), som jeg tidligere har kritiseret i National Review for at begå præcis de samme fejl som VIVE.
Konklusion
I bedste fald kan vi konkludere, at effekten af nedlukningerne på smittespredningen og dødsfald er tvivlsom. Til gengæld er bivirkningerne meget konkrete og tydelige.
Var der tale om et farmakologiske tiltag, ville man aldrig ordinere medicinen på baggrund af den viden, vi har i dag. Og principielt bør der ikke være forskel på farmakologiske tiltag og ikke-farmakologiske tiltag. Metodisk set er der ingen forskel: Uden dokumentation for effekt og størrelsesorden bør man ikke implementere tiltag med store bivirkninger.
Enhver grundig og uvildig evaluering vil derfor uundgåeligt ende med i flammeskrift at konkludere, at nedlukningerne set fra et videnskabeligt og fagligt perspektiv var en politisk fejltagelse med enorme negative følger for samfundet.
Og pengene til VIVE’s evaluering? De er spildt. Fuldstændigt. I hvert fald den del, der er gået til at evaluere nedlukningerne.
VIVE’s evaluering af corona-nedlukningerne gør os ikke klogere. Overhovedet.
BILAG
Oversigt over gennemgåede studier fra Walsh et al. (2021).
Note: Nummeret i parentes er referencenummeret i Walsh et al. (2021).
REFERENCER
Auger, Katherine A., Samir S. Shah, Troy Richardson, David Hartley, Matthew Hall, Amanda Warniment, Kristen Timmons, et al. 2020. “Association Between Statewide School Closure and COVID-19 Incidence and Mortality in the US.” JAMA 324 (9):1–13. https://doi.org/10.1001/jama.2020.14348.
Chernozhukov, Victor, Hiroyuki Kasahara, and Paul Schrimpf. 2021. “Causal Impact of Masks, Policies, Behavior on Early Covid-19 Pandemic in the U.S.” Journal of Econometrics, Pandemic Econometrics, 220 (1):23–62. https://doi.org/10.1016/j.jeconom.2020.09.003.
Flaxman, Seth, Swapnil Mishra, Axel Gandy, H. Juliette T. Unwin, Thomas A. Mellan, Helen Coupland, Charles Whittaker, et al. 2020. “Estimating the Effects of Non-Pharmaceutical Interventions on COVID-19 in Europe.” Nature 584 (7820):257–61. https://doi.org/10.1038/s41586-020-2405-7.
The Royal Society. 2023. “COVID-19: Examining the Effectiveness of Non-Pharmaceutical Interventions,” August. https://royalsociety.org/-/media/policy/projects/impact-non-pharmaceutical-interventions-on-covid-19-transmission/the-royal-society-covid-19-examining-the-effectiveness-of-non-pharmaceutical-interventions-report.pdf.
Walsh, Sebastian, Avirup Chowdhury, Vickie Braithwaite, Simon Russell, Jack Michael Birch, Joseph L Ward, Claire Waddington, et al. 2021. “Do School Closures and School Reopenings Affect Community Transmission of COVID-19? A Systematic Review of Observational Studies.” BMJ Open 11 (8):e053371. https://doi.org/10.1136/bmjopen-2021-053371.
Yang, Bingyi, Angkana T. Huang, Bernardo Garcia-Carreras, William E. Hart, Andrea Staid, Matt D. T. Hitchings, Elizabeth C. Lee, et al. 2021. “Effect of Specific Non-Pharmaceutical Intervention Policies on SARS-CoV-2 Transmission in the Counties of the United States.” Nature Communications 12 (1):3560. https://doi.org/10.1038/s41467-021-23865-8.
[1] Der er mange måder, man rent statistisk kan skabe en kontrolgruppe på. I forhold til corona-nedlukningerne, kan man fx udnytte, at nogle steder lukker skolerne før andre – eller slet ikke – så man kan sammenligne udviklingen med og uden skolelukninger. Og som jeg beskriver i min bog, Prisen værd?, er der også eksempler på randomiserede forsøg (og ting, der ligner rigtig meget).
[2] I studiet gør Flaxman et al. (2020) faktisk opmærksom på dette problem og skriver, at “vores parametriske form for [reproduktionstallet] Rt antager, at ændringer i Rt er et øjeblikkeligt svar på interventioner snarere end gradvise ændringer i adfærd”. De kan altså kun få deres resultater, ved at antage, at af alt det, borgere og virksomheder selv gjorde for at beskytte sig mod pandemien (arbejde hjemmefra, spritte hænder, aflyse fødselsdage, holde afstand, blive hjemme osv.) ikke havde nogen som helst effekt, og at de fortsat ville have været gået på restaurant mv. i samme omfang, hvis ikke de var blevet lukket ned. Og det er naturligvis forkert.
[3] I Yang et al. (2021)’s har i deres supplementary material en model, hvor de inkluderer Googles ”workplace mobility” som en proxy for frivillig adfærd. Her finder de en effekten på ca. 13% lavere Rt i modsætning til 39% i deres primære model, hvor de intet gør for at tage højde for frivillig adfærd.
Af Christian Bjørnskov, den 11. december 2025. Skriv et svar
Et af de emner, der virkelig kan få visse folk op i det røde felt, er kolonitiden og afkoloniseringen. Sidste år udkom Kristian Niemitzs fine bog Imperial Measurement – et glimrende bud på en lille fagbog, interesserede kan læse i juletiden – der stiller spørgsmålet, om kolonimagterne faktisk havde økonomisk gavn af deres kolonier. Kristians svar er , at faktorerer man kolonimagternes omkostninger ind i regnestykket, er det mest sandsynligt, at de fleste kolonier var en økonomisk belastning. Men den anden side af spørgsmålet, er naturligvis om kolonierne havde gavn eller ej af tiden. Det er næsten umuligt at svare på, så jeg har i år brugt tid på at stille spørgsmålet på en lidt anden måde: Hvad skete der med de tidligere koloniers økonomiske udvikling, efter de blev uafhængige?
Hvordan i alverden gør man det, kan mange økonomer nok spørge. Problemet er, hvad der er den mest rimelige sammenligning at gøre, og hvordan de klarede sig før de blev uafhængige. Svaret før økonominørderne er den nyudviklede Butts og Gardner-estimator. For alle resten af læserne er det en måde at sammenligne hvad der sker med tidligere koloniers vækst i perioden 1950 til nu, i forhold til hvordan det gik dem før uafhængigheden og i forhold til andre relativt fattige lande. Og det er særligt også en måde at skille de tidligere britiske og hollandske kolonier fra resten af gruppen.
Svaret på spørgsmålet afhænger nemlig af, hvilken ‘slags’ koloni et land var, før det blev uafhængigt. De britiske og hollandske kolonimyndigheder havde nemlig typisk en politik, der hvilede på at bruge lokale institutioner hvis de eksisterede, uddanne lokale politifolk, embedsfolk, osv., men særligt de franske installerede franske institutioner og brugte franske embedsfolk, dommere osv.
Undersøgelsen viser meget tydeligt, at der intet skete økonomisk med tidligere britiske og hollandske kolonier – de fortsatte basalt den den samme økonomiske udvikling, som de havde haft i den sene kolonitid. Modsat dem viser undersøgelsen, at gruppen af tidligere franske, portugisiske, belgiske og andre kolonier oplevede markant lavere vækst, og i særlig fra i det andet tiår efter uafhængighed. Det var også væsentligt mindre sandsynligt, at de franske var demokratiske i tiden after uafhængighed, og klart mere sandsynligt, at de oplevede væsentlig politisk ustabilitet i form af statskup.
Hvad gik der galt? Fokuserer man i stedet på privatforbruget, faldt væksten i begge grupper lande efter uafhængigheden. Umiddelbart ser det således ud til, at uafhængighed var en dårlig nyhed for de fleste almindelige mennesker i de tidligere kolonier. Men – og det er et stort men – det relative fald i de tidligere britiske holdt op efter de første 20 år og var ledsaget af væsentligt større investeringer end i de tidligere franske. Efter 30 års uafhængighed havde de tidligere britiske og hollandske kolonier således i gennemsnit 40 procent højere BNP og 21 procent højere privatforbrug end restgruppen af franske, belgiske og andre kolonier. Over halvdelen af den første gruppe var demokratier, mens det var under en tiendedel af de tidligere franske.
Så var uafhængighed en god idé for de tidligere kolonier? Mit bud er, at svaret afhænger af, om kolonimagterne efterlod levedygtige institutioner. Franskmændenes var befolket af franskmænd, der typisk tog tilbage til Frankrig, da kolonierne blev uafhængige, mens de britiske kolonier ofte havde udviklet relativt effektive, demokratiske, hjemmegroede institutioner. Ved uafhængighed havde de britiske og hollandske således langt bedre institutioner end de andre tidligere kolonier, ligesom de også har idag. Er det en afskyelig koloniarv, som Storbritannien og Nederlandene burde kompensere dem for?
Hele analysen med titlen Was National Sovereignty a Profitable Decision? Exploring Economic Growth after Decolonisation kan læses her.
Af Christian Bjørnskov, den 8. december 2025. Skriv et svar
Vi har for ti år siden skrevet om både hvordan der er et potentielt lukrativt marked uden et fly da Boeing holdt op med at producere det unikke 757-fly i 2004, og hvordan det dengang stadig var tomt. For seks år siden diskuterede vi, hvordan Boeing opgav sit NMA-projekt, der skulle erstatte 757, fordi virksomheden blev nødt til at fokusere sine ressourcer på at rette op på graverende fejl i den nyeste version af dets topsælger, 737-flyet – dets selvforskyldte kvaler. Der specielle i situationen er, at der stadig ingen konkrete planer er om at udvikle en efterfølger for 757, og mens Airbus i mellemtiden har forsøgt at rykke ind i det gabende hul i markedet, går det heller ikke for godt.
Baggrunden er, at Boeing 757, der kom på markedet i 1983, er et ret unikt fly. Forskellige versioner og konfigurationer af flyet kan rumme cirka 230-290 passagerer, hvilket ligger lige mellem de store versioner af Boeings egen 737 og Airbus 320-familie, og de noget større Boeing 767 og 787, og Airbus 330 og 350. Størrelsesmæssigt ramte 757 derfor et hul i markedet, ikke mindst fordi det har rækkevidde og fra 1986 også godkendelse til at flyve over Atlanten. På samme tid kan det også bruges til at flyve ind og ud af ‘svære’ lufthavne, der ligger højt og er varme, og har ingen problemer med at lette fuldt lastet. Grunden er flyets motorer, der er de samme som det noget store 767: Piloter omtaler det derfor ofte som en sportsvogn. Men da 757 ikke har været produceret de sidste 21 år, og dets karakteristika stadig er stærkt efterspurgte af en række selskaber, eksisterer der et voksende hul i det internationale flymarked.
Europæiske Airbus har forsøgt at fylde noget af hullet ved at producere særudgaver med længere rækkevidde af det noget mindre A321, men som the Telegraph skrev forleden, har de to udgaver – A321XLR og ULR – været skuffelser. XLR-flyet skulle kunne flyve op til 11 timer og op til 4700 sømil. Det kan det bare ikke på samme tid: Airbus-flyet kan måske flyve op mod 11 timer, men langt fra fuldt lastet, og selv da nok kun godt 4200 sømil. Grunden er, at flyet nu er tungere end planlagt pga. påkrævet forstærkning omkring dets ekstra brændstoftank, som myndighederne identificerede som en særlig brandrisiko. Og hvis man endelig skulle kunne flyve så langt, rammer man væsentlige problemer med arbejdstidsregler for personalet. Mens der i alle widebodies er et særligt hvileområde med senge (i Boeing 777 ligger det ovenpå kabinen omme bagi, med en trappe op skjult i et skab i køkkenet) er der i mindre fly intet oplagt hvileområde. Hvis der ikke er tomme businesssæder til personale på pause, kan A321-flyene af den grund slet ikke flyve så langt som lovet. Problemet for Airbus er dermed, at de med A321XLR og ULR simpelthen har lovet for meget og leveret for lidt. Det er sigende, at den længste rute der pt. bliver fløjet med A321XLR, er Aer Lingus rute fra Dublin til Nashville på 3200 sømil.
Det mærkelige i hele situationen – og grunden til at en økonom kan interessere sig for det – er således, at der har eksisteret et veldefineret og kendt marked i snart 20 år for en bestemt type fly, og markedet er bestemt ikke småt, men ingen af de to store producenter har taget skridt mod at levere et fly, der faktisk passer markedet. Hvorfor sker det ikke noget?
En mulighed er, at udviklingsomkostningerne på nye fly ikke bare er ekstremt høje, men også steget de senere årtier. I princippet har computerteknologi sænket omkostningerne, fordi man kan modellere og checke mange ting uden at bygge dem, men andre omkostninger er steget. Det gælder ikke mindst omkostninger forbundet med at opfylde både eksisterende regulering, og den man regner med kommer i fremtiden. Certificeringen af nye fly er også blevet mere krævende og langsommelig, hvilket også øger udviklingsomkostningerne, og gør det mere usikkert, hvornår flyet faktisk kan leveres. Boeings problemer med at få certificeret den største 737-variant er et klart eksempel på problemet. En anden mulighed er såkaldt policy uncertainty i form af, at hverken Boeing eller Airbus kan være sikre på, hvordan fremtidig miljø- og støjregulering kan se ud. Det er basalt set problemet, hvordan man ved hvad politikere kan finde på?
En tredje mulighed er mere speciel, men er nævnt flere gange af repræsentanter for de to store producenter. Boeing har brugt midler på at forske i udvikling af nye og mere effekter vingetyper, ligesom det ofte nævnes, at motorteknologi også rykker for tiden. Logikken er derfor, at det ikke kan betale sig at udvikle nye fly nu, fordi man bør vente på den nye teknologi. Problemet er naturligvis, at det altid gælder, at der snart kommer ny teknologi, men man kan ikke altid vente – så sker der ingenting. Boeing har valgt af nødvendighed, at trække ressourcer væk fra udvikling af et nyt fly til at håndtere problemerne med 737-flyet, og er derfor endt i en situation, hvor selskabet venter længere på ny teknologi. Og fordi Boeing har udskudt beslutningen, kan Airbus tillade sig at vente på ny teknologi, velvidende at den eneste seriøse konkurrent for tiden ikke er istand til at levere konkurrence på hullet i markedet.
Reelt er der sandsynligvis tale om en kombination af alle mulighederne for at forklare den mærkelige situation: Hvorfor er der aldrig kommet en rigtig afløser for Boeing 757 – som Delta Airlines stadig opererer 92 af – selvom der er et åbenlyst hul i markedet for sådan et fly? Svaret blæser lidt i vinden, men det virker ikke mindst som et ledelsesproblem hos Boeing. Det kræver ikke bare ressourcer, men også et vist mod at begive sig ud i at udvikle et helt nyt fly. Og når det ene selskab i et marked med to producenter, ikke har modet, forsvinder det andet selskabs incitament til at konkurrere effektivt. Og derfor befandt jeg mig for et par uger siden på en flyvning mellem Atlanta og Tampa i et smukt, komfortabelt, men 28 år gammelt fly.
Nedenstående er en infoboks fra min bog, Prisen værd? Det er min påstand, at alle studier, der finder en stor effekt af nedlukningerne, falder på mindst én af tommelfingerreglerne.
Den hyppigeste årsag til at et studie finder en stor effekt er, at der ikke er nogen kontrolgruppe og forskerne antager, at det kun var nedlukningerne, der gjorde en forskel. Implicit antager de altså, at alt det vi gjorde frivilligt (holde afstand, hilse med albuer, spritte hænder, aflyse fødselsdage osv.) ikke havde nogen som helst effekt. Det er fx det, Flaxman et al. (2020) gør, og som videnskab.dk var meget begejstret for.
Fem tommelfingerregler når du læser studier af effekten af nedlukninger
Gennem de første tre år af pandemien var der ofte folk, der sendte mig studier af effekten af nedlukninger, som angiveligt viste, at nedlukninger var meget effektive. Som beskrevet kapitel 3 er der en række forhold, man skal være opmærksom på, før man tager resultaterne i disse studier for gode varer.
Hvis du – måske ansporet af denne bog – begynder at debattere effekten af nedlukninger med venner, familie og kolleger, kan du ende i en lignende situation, hvor fortalerne for nedlukningerne oversvømmer din indbakke med forskning, der – angiveligt – viser det stik modsatte af, hvad du har læst i denne bog.
Da det kan være meget tidskrævende at læse alle studier, får du her fem tommelfingerregler, jeg udviklede for rimelig let at kunne skille skidt fra kanel i de debatter, jeg deltog i. Hvis du kan svare “Ja” til et af de fem spørgsmål, er der stor sandsynlighed for, at undersøgelsen ikke siger noget validt om effekten af nedlukninger.
1) Er undersøgelsen baseret på modelleringer?
Bruger forskerne en epidemiologisk model til at beskrive antallet af positive tests, indlæggelser og dødsfald, med og/eller uden nedlukninger? Hvis ja, siger studiet sandsynligvis ikke noget om effekten af nedlukningerne, da resultaterne afhænger 100% af forskernes antagelser i modellen.
Du kan søge efter ordet “model” for at finde indikationer for, om der er tale om et modelstudie, men vær meget forsigtig, da “model” også bruges til at beskrive den empiriske model, forskerne har brugt til at analysere data. Før du ser bort fra studiet, skal du være sikker på, at der er tale om en epidemiologisk model a’la SIR-modellen, som jeg gennemgår i kapitel 5.
2) Negligerer studiet effekten af frivillige adfærdsændringer?
Ofte – men langt fra altid – skriver forskerne direkte, at de ikke kan skelne mellem effekten af nedlukninger og effekten af frivillige adfærdsændringer? Mange forskere skriver som Flaxman m.fl. (2020) noget a’la ”our parametric form of Rt assumes that changes in Rt are an immediate response to interventions rather than gradual changes in behaviour, and it does not include importation or subnational variation”, hvilket tydeligt indikerer, at studiet ikke undersøger effekten af nedlukningerne, men effekten af samfundets samlede svar på pandemien. Jeg søger normalt efter “behavior“, “spontaneous“, “voluntary” og lignende ord, for at finde de steder, hvor forskerne skriver om det. Hvis de skriver om det. For det gør de desværre ikke altid.
3) Fejler studiet i forhold til at bruge en relevant kontrolgruppe?
Anvender forskerne bag studiet en tilgang, hvor de har en relevant kontrolgruppe, fx ved at bruge en difference-in-difference tilgang? Denne regel er lidt vanskelig, hvis du ikke er bekendt med empiriske metoder (og faktisk ofte også selvom du er, fordi det ikke altid fremgår klart). Det du er på udkig efter er, om forskerne har en eller anden form for kontrolgruppe, eller fx blot sammenligner “før nedlukning” med “efter nedlukning” uden en kontrolgruppe. Hvis ja, kan du ikke stole på deres resultater, da de ikke skelner mellem virkningerne af nedlukninger og andre effekter såsom frivillige adfærdsændringer.
4) Er der et (meget) lille datagrundlag?
Cherrypicker forskerne lande eller stater, når de skal undersøge effekten af nedlukningerne? Der er flere studier, der ved første øjekast bruger en gyldig metode til at analysere effekten af nedlukninger, men hvor resultaterne er biased, fordi forskerne har fokuseret på højt profilerede tilfælde som fx Sverige, New York eller Italien, der alle blev ramt tidligt og hårdt af pandemien. Hvis de gør det, så tænk over hvorfor de ikke undersøger fx Japan eller Island, som havde få dødsfald og meget milde nedlukninger. Eller Belgien som havde rigtig mange dødsfald og meget hårde nedlukninger?
Når et resultat er statistisk signifikant, betyder det, at resultatet næppe er tilfældigt. Det betyder ikke, at det er af praktisk betydning. Et resultat, der viser, at nedlukninger reducerede dødeligheden med 0,1%, kan være statistisk signifikant, men er ikke af praktisk betydning – det er ikke politisk signifikant. Et statistisk signifikant resultat kan derfor reelt vise sig at vise det stik modsatte af, hvad den person, der viser dig undersøgelsen, regner med.
Vær forsigtig!
Bemærk, at ovenstående alene er tommelfingerregler. Det betyder, at de virker generelt, men ikke nødvendigvis altid. Så vær forsigtig! Og jeg må hellere bemærke, at vores metastudie naturligvis ikke er baseret på tommelfingerregler.
Af Jonas Herby, den 23. november 2025. Skriv et svar
UK Covid Inquiry (Englands meget politiske corona-kommission) har netop udgivet deres rapport, hvor de baseret på modelkørsler vurderer, at “hvis landet i marts 2020 var blevet lukket ned en uge tidligere, så var antallet af dødsfald i den første covid-bølge blevet mindsket med 23.000,” som TV2 formulerer det.
Nedenstående er en af de infobokse, jeg endte med at droppe i min bog, “Prisen værd?“, hvor jeg evaluerer nedlukningerne.
Tror de virkelig selv på det? 🙂
I 2023 delte Storbritanniens tidligere sundhedsminister, Matt Hancock, 100.000 WhatsApp-beskeder med journalisten Isabel Oakeshott i forbindelse med en bogudgivelse. Oakeshott lækkede senere beskederne til The Telegraph, som offentliggjorde dem under navnet “Lockdown Files”.
Selvom afsløringerne ikke fik omtale i danske medier, rummer de indhold af potentiel interesse for danske læsere. Beskederne viser bl.a., hvordan den britiske regering og myndigheder bevidst fordrejede information for at fremme politiske mål.
Særligt én besked fra Liam Booth-Smith, rådgiver for den daværende finansminister Rishi Sunak, er i mine øjne interessant. Han stillede det logiske spørgsmål: Hvilken yderligere effekt har en nedlukning, når befolkningen allerede passer godt på sig selv? Dette spørgsmål blev aldrig fulgt op, og kun fire dage senere indførte Boris Johnson et udgangsforbud, der reelt låste briterne inde i deres hjem.
Af Christian Bjørnskov, den 21. november 2025. 1 svar
Den skandinaviske velfærdsstat er den bedste samfundsform, hvis man vil have meget velfærd – ikke? Det er i hvert fald den antagelse, som mange borgere og de fleste politikere accepterer hver dag. De gør den endda ofte helt uden at tænke over det. Men er antagelsen sand? Ny forskning fra to svenskere – Stefan Fölster og Nima Sanandaji – der lige er udgivet af the Institute of Economic Affairs i London prøver at svare på spørgsmålet.
Og deres svar er nej. Alle interesserede bør enten se Reem Ibrahims fine interview med Sanandaji nedenfor, eller læse hele publikationen her (den er gratis), eller begge dele. Fölster og Sanandaji udforsker meget klart, om det man påstår velfærdsstaten gør, faktisk leveres bedre end andre statsformer. Helt overordnet er konklusionen, at de store skandinaviske velfærdsstater leverer middelmådig offentlig service til en meget høj pris.
Af Jonas Herby, den 17. november 2025. Skriv et svar
I det seneste afsnit af min podcast, Regelstaten, talte jeg med tidligere miljøøkonomiske vismand, Lars Gårn Hansen, om konsekvenserne af klimaforandringerne.
Det var en lærerig samtale, hvor vi bl.a. talte om, hvorfor økonomer tilsyneladende ser meget mere positivt på fremtiden med klimaforandringer end mange andre faggrupper.
Under vores samtale kommer vi bl.a. kom ind på tipping points og hvad de kan betyde for menneskers velfærd. Bl.a. fortæller Lars Gårn Hansen, at et kollaps af AMOC og Golfstrømmen kan ske meget hurtigt, med store ændringer i temperaturen over bare 10 år og et egentlig kollaps i løbet af blot 50 år.
Konsekvensen af et sådan et kollaps vil være enorme. Lars Gårn Hansen fortæller, at det “kunne ligne en halvering af den økonomiske vækst, vi ellers forventer over den 50-årige periode”. Altså en enorm omkostning… Men ikke ligefrem en eksistentiel trussel, selvom der selvfølgelig vil være nogle områder, der er ramt hårdere end andre.
I kan lytte til hele samtalen på YouTube eller i jeres podcast-app (bare søg på Regelstaten).
Af Christian Bjørnskov, den 7. november 2025. Skriv et svar
Igår hørte USAs højesteret de første vidneudsagn fra sagsøgerne – en gruppe stater og en samling mindre virksomheder – og sagsøgte, der er Trump-administrationen. Sagen handler om hvorvidt USAs præsident har ret til at føre protektionistisk handelspolitik mod resten af verden ved at bruge IEEPA, der er en undtagelseslov fra 1977, der ikke nævner ordet ‘told’. Trump hævder, at han kan gøre hvad han vil så længe han påstår, der er en nødtilstand. Den første dags høringer peger på, at det mener Højesteret ikke.
Ifølge BBC spurgte den Trump-udnævnte Amy Coney Barrett, med henvisning til regeringens påstand om at det er sikkerhedspolitisk nødvendigt at beskytte amerikansk industri, “And so is it your contention that every country needed to be tariffed because of threats to the defense and industrial base? I mean, Spain? France?” Højesterets præsident John Roberts, der blev udnævnt i 2005 af George W. Bush, noterede lige så skeptisk, at regeringens retfærdiggørelse af den voldsomt protektionistiske politik “is being used for power to impose tariffs on any product from any country in any amount, for any length of time.”
Dommerne Neil Gorsuch og Sonia Sotomayor – der ideologisk indtager modsatte positioner – var begge ligeledes åbenlyst skeptiske overfor regeringens påstand om, at der er tale om en nødsituation, og at IEEPA giver præsidenten ret til at ændre handelspolitikken i hvilken retning han ønsker. Gorsuch pressede således statsadvokaten John Sauer til at indrømme, at der er grænser for både hvor meget og hvordan Kongressen kan uddelere magt til præsidenten.
På Trumps side gjorde Sauer ifølge rapporterne om høringen en til tider næsten komisk figur. En del af statens problem i retssagen er, at det på trods af, hvordan man læser IEEPA, stadig udelukkende er Kongressen, der har ret til at opkræve skat af amerikanerne. Trump har adskillige gange pralet med – og endda fremhævet det som et af formålene – at hans toldpolitik bringer store indtægter til den amerikanske administration. Sauer måtte derfor ud i en forklaring af, hvordan toldpolitikken kan indbringe væsentlige indtægter uden at være en skat. Det vil være en overraskelse for alle, hvis Højesteret køber det argument.
Sauer påstod også, at hvis domstolen erklærer, at toldpolitikken er ulovlig, vil det blotte USA for “ruthless trade retaliation” og føre til “ruinous economic and national security consequences”. Det er påfaldende, at administrationen i høj grad procederer på nogle påstande om konsekvenserne af en dom, i stedet for politikkens lovlighed. Det er endda nogle påstande, som en praktisk taget samlet økonomstand ikke har andet end foragt for.
Som vi tidligere har fremhævet her på stedet, er der en række angrebspunkter. Selv hvis Højesteret skulle erklære, at IEEPA giver Trump ret til at føre handelspolitik, hvis der er en national nødtilstand, er det stadig helt usandsynligt, at den vil anerkende, at der overhovedet er en nødtilstand. For at gøre det, skulle den effektivt skabe præcedes for, at en nødtilstand er en nødtilstand, bare præsidenten påstår det. Den skal acceptere, at told ikke er en skat, selvom den skaber indtægter til staten. Og den skal endda acceptere, at præsidenten kan gøre hvad han vil og fortsætte så længe han vil, uden at definere grunden til politikken. Det er ikke videre sandsynligt – og slet ikke på basis af onsdagens høringer – at den amerikanske Højesteret accepterer noget af det.
Af Christian Bjørnskov, den 5. november 2025. Skriv et svar
To studerende – Mathias Vingaard og Lukas Fausing – kører den meget interessante podcast Ugen med Trump. Mathias og Lukas har begge en stor interesse for USA og har læst amerikanske studier på Syddansk Universitet – så de ved, hvad de taler om. Det var derfor en stor fornøjelse for mig at være med i deres podcast forleden. Vores Ugen med Trump Special om Trumps toldpolitik før Højesteret hører sagen om den er nu tilgængelig.
Mit besøg hos Ugen med Trump kan høres her eller her – og er varmt anbefalet som baggrund for den ekstremt interessante Højesteretssag. To domstolsinstanser har slået ned på Trumps brug af nødretsloven IEEPA som måde at komme udenom, at præsidenten slet ikke har nogen magt over handelspolitik. Det er ikke bare interessant jura eller interessant amerikansk politik, men en sag der har markant international betydning!
Af Otto Brøns-Petersen, den 3. november 2025. Skriv et svar
Den 12. november afholder CEPOS et seminar under den overskrift. Man kan læse mere og tilmelde sig her.
To spændende oplægsholdere er medpunditokrat Christian Bjørnskov (Økonomisk Institut, Århus Universitet), der taler om den empiriske forskning i økonomisk frihed, og Christian Bergqvist (Juridisk Institut, Københavns Universitet), som taler om kreativ destruktion og konkurrenceregulering med udgangspunkt i årets Nobelpris i Økonomi. Jeg selv gennemgår en række af Nobelprismodtageres bidrag om økonomiske institutioner, som er centrale i en kapitalistisk markedsøkonomi.
Vi kommer ind på årets Nobelpris, der handler om kreativ destruktion og de helt unikke betingelser for den industrielle revolution og vedvarende økonomisk vækst. Også sidste års Nobelpris handlede om grundlæggende institutioner – ”åbne”, konkurrenceprægede og ”lukkede”, ekstraktive. Og en hel stribe af Nobelpristagere før dem har beskæftiget sig med grundlæggende institutioner som liberalt demokrati, ejendomsret, kontrakter, normer, spontan orden og virksomheder.
Der er efterhånden kommet en stor empirisk litteratur om effekterne af økonomisk frihed. Det vil ikke være nogen overraskelse for bloggens læsere.
Det dynamiske aspekt ved kapitalisme er vigtigt for, om og hvordan der bør konkurrencereguleres.
Jeg glæder mig meget til arrangementet. Tøv ikke med at melde dig til, hvis det lyder interessant.
Af Christian Bjørnskov, den 2. november 2025. Skriv et svar
Der har været lidt stille på bloggen den seneste tid. Grunden er, at min undervisning startede i sidste uge – jeg underviser kun i anden halvdel af semesteret, men dobbelt i de uger – og andre punditokrater har haft travlt. Men vi er tilbage, og idag med de første resultater af den spørgeskemaundersøgelse, som vi skrev om for et par uger siden. Undersøgelsen er en del af en forskerspires projekt, og der er per denne weekend 68, der har svaret. 68 er en meget lille sample, men sjovt nok er forskellene mellem dem helt systematiske og konsistente med forskningen. Vi viser dem idag i et simpelt søjlediagram.
Vi peger her på seks faktorer, hvor den lille undersøgelse faktisk svarer fint overens med langt større studier, og hvor forskellene er statistisk signifikante. Den vigtigste faktor er om folk har tillid til hinanden: I undersøgelsen er respondenter, der siger de har tillid til andre mennesker, i gennemsnit 23 procent mere tilfredse end andre. Nummer to er optimisme, målt på folks syn på om fremtiden er positiv eller negativ. Dem, der ser fremtiden som positiv, har 20 procent højere tilfredshedsscorer. På en delt tredjeplads finder vi at have en fast partner og at føle, at man har meget kontrol over ens liv. Begge forhold gør respondenterne 15 procent mere tilfredse end dem, der ikke er i et forhold eller kun føler at de har lidt eller moderat kontrol. De to sidste faktorer er også interessante: Folk over 60 er i gennemsnit 12 procent mere tilfredse. De samme gælder folk, der enten ikke ved hvor intelligente de er, eller rapporterer en relativt gennemsnitlig IQ. Med andre ord er de meget intelligente blandt respondenterne systematisk mindre tilfredse end andre.
Hvis jeg havde designet spørgeskemaet, ville jeg være svært tilfreds med resultaterne. Det er naturligvis en meget lille sample – 68 svar er ikke meget i den forskning – men selve undersøgelsen ‘virker’. Og mens de fem systematiske forhold perfekt afspejler den større forskning, er intelligens-fundet interessant, da der ikke er ret meget forskning i emnet. Hvis jeg skulle tage beslutningen, ville dette forskerspireprojekt sagtens kunne fortsætte.
I årevis har forskere ment, at folk med en kost bestående af ultraforarbejdet mad har tendens til at overspise og derfor tage på. Men ifølge nyt studie ser det ud til, at maden i sig selv kan føre til vægtøgning.
Altså: Ultraforarbejdet mad øger din vægt sammenlignet med ikke-forarbejdet mad? Og hvordan har forskerne så fundet ud af det? Jo, de har — sat lidt på spidsen, men ikke helt skævt — givet forsøgsgruppen ultraforarbejdet slik, mens kontrolgruppen fik ikke-forarbejdet mad.
STUDIET KORT FORTALT Forsøget omfattede 43 mænd i alderen 20–35 år, som i tre uger spiste enten en ultraforarbejdet eller en uforarbejdet kost. Kalorie- og makronæringsindhold var ens, men maden var vidt forskellig — fra toast og kakaomælk til salat og kylling. Forskerne fandt, at en kost med ultraforarbejdede fødevarer — sammenlignet med en uforarbejdet kost — forringede deltagernes stofskifte- og reproduktionssundhed. Effekterne sås også, selv når kalorieindtaget var det samme, hvilket ifølge forfatterne viser, at selve forarbejdningen af maden kan være skadelig.
Da måltiderne var designet til at have samme energi- og makronæringsindhold (fedt, kulhydrat og protein), mener forskerne at kunne konkludere, at ultraforarbejdning fører til øget vægt. Nu skal man altid passe på med at kritisere forskning på et område, hvor man ikke selv har faglig ekspertise. Men det undrer mig virkelig, at de ikke bare har givet forsøgsgruppen fx en færdiglavet pastaret, mens kontrolgruppen fik det samme “hjemmelavet”, i stedet for nedenstående.
Til venstre ses deres ultraforarbejdede “Lunch 1”. Slik, kakaomælk og en cowboytoast (som dog mest ligner en parisertoast…)
Til højre ses deres ikke-forarbejdede “Lunch 1”. Falafel, humus, salat, kylling…
Det er svært ikke at tænke, at der er utallige potentielle fejlkilder og andre mulige forklaringer end “ultraforarbejdet mad”. Fx bliver du ret hurtigt sulten igen, hvis du kun får en toast og slik til frokost. Og så spiser de måske lidt mere uden at fortælle det til forskerne. Listen er nærmest uendelig.
Hvis man vil teste effekten af “ultraforarbejdning”, må man sammenligne to retter, der ligner hinanden — ikke slik mod salat. Som det står nu, viser forsøget mest af alt, at man tager mere på, når man spiser som et barn på vej hjem fra kiosken.
Jeg vil slutte af med lidt underholdning i form af billeder af det mad, forsøgsdeltagerne fik at spise. Altid med det ultraforarbejdede mad til venstre og det ikke-forarbejdede mad til højre.
LUNCH 2
LUNCH 3
DINNER 1
DINNER 4
(Jeg har indsat slikskålen for at gøre det nemmere at aflæse måltidet visuelt)
Af Christian Bjørnskov, den 21. oktober 2025. Skriv et svar
Sidste uge blev det annonceret, at dette års Nobelpris i økonom går til Joel Mokyr, Philippe Aghion og Peter Howitt. Vi skrev kort om det, og Otto har skrevet meget fint om valget i Berlingske Tidende. Vi lovede, at vi ville skrive mere uddybende om prisen – ikke mindst fordi det er lang tid siden, at en Nobelpris i den grad har begejstret økonomer rundt omkring i verden. Fordi de prisen gives i to halvdele – den ene til Mokyr for hans bidrag i økonomisk historie, og den anden til Aghion og Howitt for deres bidrag til vækstteori – starter vi idag med Joel Mokyr.
Den hollandsk-fødte og jødiske Mokyr er professor på Northwestern University i Chicago, og har i en serie bøger og artikler beskæftiget sig med et af de store spørgsmål i nationaløkonomi: Hvorfor skete den Industrielle Revolution hvornår og hvor den skete, og hvorfor blev den ved? Det er spørgsmålet om, hvad vi ved om fødslen af moderne økonomisk vækst.
Udgangspunktet er, at der havde været vækstepisoder tidligere: Både det romerske imperium og Kina havde haft markant, teknologisk udvikling, og særligt Italien i de første par århundreder AD havde været et komparativt rigt sted. Men i alle tidligere tilfælde var væksten og velstanden holdt op igen. Hvorfor startede væksten og den brede økonomiske udvikling i England og det sydlige Skotland, hvorfor skete det hvornår det skete – meget, meget cirka i midten af 1700-tallet – og hvorfor blev denne episode ved? Det er de centrale spørgsmål, som Mokyr har fokuseret meget af sin karriere på. Det gælder ikke mindst de to af hans bøger, der står på min hylde: The Enlightened Economy fra 2009 og A Culture of Growth fra 2016.
Mokyr peger på, at hvis det ‘bare’ gjaldt videnskabelig udvikling – den gamle idé om, at videnskaben opfinder og så bruger industrien opfindelserne – ville den Industrielle Revolution sandsynligvis være startet i Frankrig. England og Skotland var ikke på den videnskabelige forfront i 1600-tallet eller starten af 1700-tallet. Men, som han viser, er det vi ville kalde videnskabelig viden ikke nok. Mokyr skelner mellem preskriptiv og propositionel viden, dvs. han skiller viden om hvad der virker fra viden om hvordan det virker. Og mens der var masser af viden i det akademiske miljø om hvordan ting virker, haltede landet bagefter på viden om, hvad der virker.
Mit personlige yndlingseksempel er fra flåden, hvor britiske læger fandt ud af, at søfolk ikke fik skørbug, hvis man gav dem citrusfrugter eller andre bestemte frugter. Man vidste ikke hvorfor – der var ingen teori om vitaminer dengang – men forstod at det virkede, og the Royal Navy indførte derfor midlet mod den ødelæggende lidelse. Det tog over 40 år før den franske flåde fulgte med, fordi franske lægers teori om sygdom ikke kunne forklare, hvorfor citrusfrugterne virkede. Storbritannien havde en anden tradition for at acceptere, at noget virkede før man forstod hvorfor, og havde en masse dygtige håndværkere med taktil forståelse for praktiske forhold.
Men viden er stadig ikke nok. Mokyr peger på, at den Industrielle Revolution gik igen i England og Skotland fordi der i midten af 1700-tallet var et særligt sammenfald af flere nødvendige forhold. Begge typer viden blev udviklet, men blev også spredt bredt ud i samfundet. Der skete en veritabel eksplosion af magasiner, folk læste og delte, diskussionsselskaber og andet, hvor både borgerskab, adel og de nye fabriksejere kom til foredrag om alle mulige emner, og kulturen ændrede sig, så det ikke kun var gennem jordejerskab, at man kunne blive rig og del af det bedre selskab.
Sidst, men ikke mindst, følger Mokyr en tradition fra bl.a. Douglass North i at fremhæve nødvendigheden af at have et effektivt og politisk uafhængigt retsvæsen. Alle idéerne, al den britiske håndværkskunnen og den sociale accept af de nye forhold, ville ikke være blevet til noget brugbart eller kommercielt, hvis man ikke også havde et klart incitament til at investere i dem. Og før man investerer i usikre, langsigtede projekter, bliver man nødt til at have stor sikkerhed for, at ens kontrakter bliver håndhævede og ens investering er retsligt beskyttet. Netop det gjorde de britiske institutioner med stigende succes fra først i 1700-tallet.
Joel Mokyrs store bidrag til vores forståelse af begyndelsen på den moderne økonomiske vækst er derfor forklaringen på, hvordan sammenfaldet af faktorer forklarer hvor, hvornår og hvorfor det blev ved. Prisen er særlig af flere grunde. For det første gik der mange år, før Mokyr fik en artikel i et af de såkaldte supertidsskrifter. For det andet er meget af hans forskning historisk deskriptiv, og ikke drevet af statistisk metode eller anden avanceret ‘teknik’ (selvom han kan gøre det). Og sidst, men ikke mindst, er det et bredt bidrag, og ikke et hjørne af økonomi. Det er ikke mindst nogle af disse elementer, der har gjort så mange økonomer begejstrede for annonceringen forleden. Det er en af de mest velfortjente Nobelpriser i økonomi i mange år.
Af Christian Bjørnskov, den 20. oktober 2025. 3 svar
Jeg har flere gange hjulpet elever med såkaldte forskerspireprojekter. Det gør jeg også for tiden, og den pågældende elev har sat et spørgeskema op, som meget gerne skulle pilottestes. Formålet er, at få mere viden om danskernes lykke og hvorfor nogen danskere er mere tilfredse med deres liv. Vi håber her på stedet meget, at vores læsere vil bruge fem minutter på at hjælpe!
Af Christian Bjørnskov, den 13. oktober 2025. Skriv et svar
Sveriges Riksbank annoncerede tidligere idag modtagerne af årets Nobelpris i økonomi: Joel Mokyr (Northwestern University), Philippe Aghion (Collège de France) og Peter Howitt (Brown University). Mokyr får halvdelen af prisen, mens Aghion og Howitt deler den anden halvdel, idet de to sidste får deres halvdel for deres fælles forskning. Det er en pris, der for en gangs skyld virkelig kan begejstre denne punditokrat!
Helt kort fortalt – vi skal nok skrive langt mere uddybende senere – har en stor del af Mokyrs arbejde været i økonomisk historie med et fokus på den Industrielle Revolution: Hvorfor skete den hvor den skete, hvornår den skete, og hvorfor blev den ved? Aghion og Howitts del af prisen går til deres videreudvikling, formalisering og uddybning af Joseph Schumpeters idéer om ‘kreativ destruktion’: En beskrivelse af økonomisk dynamik, hvor iværksættere og andre skaber innovation, der samtidig – som en forudsætning for udviklingen – ødelægger eksisterende virksomheder og sektorer.
Nobelkomiteen beskriver de to bidrag “for having identified the prerequisites for sustained growth through technological progress og “for the theory of sustained growth through creative destruction.” Hele pressemeddelelsen kan læses her; Annonceringen kan ses nedenfor. Det hele, inklusive selve prisen, er varmt anbefalet.
Vi har tidligere skrevet en del Venezuelas sørgelige udvikling, både før, under (og efter?) Hugo Chavez “21. århundredes socialisme, mens jeg fik det privilegie at være “valgobservatør” ved oppositionens alternative folkeafstemning i sommeren 2016. Så det er vel også på sin plads, at vi skriver lidt om dette års modtager af Nobels Fredspris, María Corina Machado – den centrale leder af oppositionen og ansigtet ud af til på den bevægelse, som i 2024 dokumenterede regimets valgsvindel ved præsidentvalget.
Machado havde oprindeligt været oppositionens præsidentkandidat op til valget i 2024, men regimet blokerede hendes kandidatur, hvorefter hun støttede den aldrende tidligere diplomat Edmundo González Urrutia, som hævet over enhver tvivl var den retmæssige vinder af valget. Det uanset Maduro og hans lakajer efterfølgende erklærede Maduro som valgets vinder.
Dokumentationen for den omfattende valgsvindel sikrede de mange tusindende Venezuelanere som frivilligt, ofte med liv og helbred som indsats, dokumenterede det på valgdagen.
Som Nobels komité skriver i sin pressemeddelelse:
“Trods risikoen for chikane, arrestation og tortur holdt borgere over hele landet vagt ved valgstederne. De sørgede for, at stemmeoptællingerne blev dokumenteret, før regimet kunne destruere stemmer og forfalske resultatet.”
I samme pressemeddelelse fældes også – hvad der vel må anses som den endelige dom over det Venezuela, landet har udviklet sig til siden Hugo Chávez’ snævre og overraskende valgsejr i 1998. Som komitéen formulerer det:
“Venezuela er gået fra at være et relativt demokratisk og velstående land til en brutal, autoritær stat, der nu lider under en humanitær og økonomisk krise. De fleste venezuelanere lever i dyb fattigdom, mens en lille elite beriger sig. Statens voldelige apparat rettes mod landets egne borgere. Næsten otte millioner mennesker er flygtet fra landet. Oppositionen er systematisk blevet undertrykt gennem valgsvindel, retsforfølgelse og fængsling.”
Venezuelas økonomiske deroute startede årtier før Chávez kom til magten, om end den herefter accelererede (hvis vi ser bort fra boomårene i nullerne – og selv her var Venezuelas vækst beskeden sammenlignet med de fleste andre latinamerikanske lande).
Et kontroversielt valg for nogle, åbenlyst for andre
Efter offentliggørelsen har María Corina Machado dedikeret prisen til det venezuelanske folk – og, hvad der for en del nok virker kontroversielt, til Donald Trump.
Hermed placerer hun sig på linje med eksempelvis Argentinas præsident Javier Milei og den chilenske kandidat – og mulige kommende præsident – José Antonio Kast.
(Chile står over for et præsidentvalg, hvor de to mest sandsynlige vindere er den konservative Kast og den (reformerede) kommunist Jeannette Jara, indtil i år minister i den afgående præsident Gabriel Borics regering.)
María Corina Machado begyndte sin karriere med at være med til at grundlægge NGO’en Súmate, der skulle fremme demokratisk udvikling i Venezuela gennem uafhængige domstole, menneskerettigheder og folkelig repræsentation.
Men det er ikke helt den samme Machado, vi ser i dag som for 25 år siden. Dengang var hun, hvad Caracas Chronicles beskrev som en “liberal antichavista og NGO-leder”, mens hun i dag må regnes for en af de centrale figurer i den – i mangel på et bedre ord – ikke-liberale internationale højrefløj – side om side med navne som Donald Trump, Javier Milei, Giorgia Meloni og Santiago Abascal (formand for Vox i Spanien).
I modsætning til flere af de nævnte, men i lighed med Milei og Kast i Chile, er hun fortaler for en fri markedsøkonomi – noget, der historisk har været fraværende i Venezuela. Af samme grund vil jeg advare om at sætte for store lighedstegn mellem holdninger i de politiske bevægelser i de forskellige lande. Måske kan deres fælles forståelse bedst defineres som hvad de er imod; hvad de ser som en international socialistisk trussel, hvorunder hører FN, wokism mv.
Det faktum, at hun har optrådt i en podcast med Donald Trump Jr. (og andre på, hvad man vel bedst kan kalde den ikke-liberale højrefløj), vil uden tvivl få mange til at hæve øjenbrynene.
Men hvad gør man ikke, når ens fædreland og landsmænd udsættes for en brutal undertrykkelse som den, vi ser i Venezuela?
Fra NGO til oppositionens frontfigur
Efter at have været med til at starte Súmate trak hun sig senere ud og gik ind i landspolitik. Hun stillede op til nationalforsamlingen og vandt en plads i Caracas-området.
Herefter opbyggede hun et ry som uafhængig, kompromisløs og stærkt antikommunistisk politiker.
Ved oppositionens primærvalg til præsidentvalget i 2012 førte hun kampagne på en platform, hun kaldte “folkelig kapitalisme”, hvor hovedbudskabet var, at almindelige venezuelanere skulle kunne skabe velstand uden statsstøtte.
Hun endte som nummer tre, men etablerede sig som en markant figur i oppositionen.
Efter Chávez’ død og Henrique Capriles’ nederlag til Maduro i 2013 sluttede Machado sig til Leopoldo López og Antonio Ledezma i kampagnen La Salida (“Udgangen”), der opfordrede til massedemonstrationer mod regimet.
Da protesterne i februar 2014 blev mødt med vold og drab på studerende, blev Machado selv udsat for chikane, fik forbud mod at rejse og blev smidt ud af parlamentet – men forblev fri.
For regimet var hun den perfekte fjende: fra den gamle økonomiske elite, erklæret proamerikansk og umulig at kontrollere, som et indlæg på Caracas Chronicles beskrev det.
Fra oppositionens stemme til global højrefløjsfigur
I takt med den økonomiske kollaps og hyperinflation blev Venezuelas krise stadig mere international. Oppositionens ledere – Guaidó, López, Borges m.fl. – fik støtte fra vestlige regeringer, både konservative og liberale, men der skete meget lidt, og da nye højrefløjsbevægelser voksede frem – med Trump i USA, Meloni i Italien, Abascal i Spanien og Milei i Argentina – knyttede Machado sig hurtigt til dem.
Efter Juan Guaidós mislykkede forsøg på at overtale militæret til at vælge oppositionens side gik Machado skridtet videre og argumenterede nu for direkte udenlandsk intervention som den eneste vej til at vælte Maduro – en idé, USA’s særlige udsending Elliott Abrams kaldte “magisk realisme”.
Machados gennembrud
Machados egentlige gennembrud kom i 2023, da hun indledte en tour-de-force-valgkampagne gennem hele landet.
Hun vandt herefter oppositionens primærvalg med et overvældende flertal og blev for første gang betragtet som en reel samlende figur for det anti-chavistiske Venezuela.
Da hun på grund af et valgforbud ikke selv kunne stille op, overførte hun sin støtte og politiske kapital til Edmundo González, der efterfølgende reelt vandt præsidentvalget den 28. juli 2024.
Efter svindlen forsøgte regionale ledere som Lula da Silva og Gustavo Petro at mægle mellem Machado og Maduro, men Maduro mødte aldrig op. Og Lula og Petro? De har sådan set ikke gjort mere, men de er selvfølgelig også samme “klub” som Maduro (Foro de São Paulo).
Tildelingen af Nobels Fredspris er uden tvivl kærkommen – ikke kun for Machado, men for hele Venezuelas opposition mod Maduros regime.
Men Indtil videre vil Venezuela fortsat humpe af sted. Og mens rygter i den del af verden hurtigt bliver til “sådan er det”, er der næppe tvivl om, at cubanske rådgivere spiller en central rolle i det interne efterretningsvæsen, ligesom der i årevis har været en tæt forbindelse mellem topfolk i både militæret og Maduros regering med organiseret kriminelle. Men hvorvidt Maduro reelt er leder af narkokartellerne Tren de Aragua og Cartel de los Soles, som Machado hævder, skal jeg dog ikke gøre mig klog på.
Hvorom alting er så kan vi konstatere, at det ny højre/ikke-liberale højre, eller hvad vi nu skal kalde det, har fået deres første nobelprismodtager.
Derfor kan vi jo passende slutte af med at ønske Machado og de mange tusinde venezuelanere som fortsat arbejder for en tilbagevenden til et mere demokratisk og civiliseret Venezuela tillykke med den velfortjente pris – også selv man måske ikke er lige begejstret for alle hendes internationale “venner”.
Og så må man håbe på, omend jeg personligt ikke er optimist, at regimet i Caracas snart bliver væltet, demokratiet genindført og de ca. 8 mio. Venezuelanere, som er flygtet ud af landet (ca. 1/4 af befolkningen) kan vende hjem igen.
Om det sker kommer i sidste ende nok først og fremmest an på Donald Trump og USA – og hvor langt de vil gå.
Af Christian Bjørnskov, den 10. oktober 2025. Skriv et svar
På mandag, sandsynligvis lige omkring middag, annonceres det hvem der modtager årets Nobelpris i økonomi. Teknisk er det en pris til minde om Nobel, men lad os undgå den diskussion: Økonomiprisen er væsentligt mindre kontroversiel end f.eks. priserne i litteratur og fred. Men den er også en af dem, der er allersværest at forudsige. Alligevel gør vi hvert år et forsøg.
Hvis Nobelkomiteen tillader sig at være en smule strategiske og give en pris til et område, der virkelig er i vælten, kunne den vælge international økonomi og handelspolitik. Rent fagligt ville det være fuldstændigt forsvarligt, da det efterhånden er meget lang tid siden at området blev belønnet. Det kunne for eksempel være en pris til Arnold Harberger (Chicago), som lagde en væsentlig del af det teoretiske arbejde bag, hvordan vi vurderer protektionismetab og idag er 101 år gammel. Som vi understregede sidste år, kunne man også belønne Gene Grossman (Princeton) og Elhanan Helpman (Harvard) for deres indsigter i, hvordan handelspolitik dannes, Anne Krueger (Stanford) for hendes arbejde om rent-seeking og hvordan særinteresser påvirker handelspolitikken, eller måske endda Marc Melitz (Harvard), for hans bidrag til såkaldt ‘new new trade theory’ og vores forståelse af sammenhængen mellem handelspolitik og industridynamik.
Der er en række andre bud. Nicholas Decker argumenterer for eksempel for, at det er tid til en pris til industrial organisation, og helt specifikt til Steven Berry, Jerry Hausman, og Ariel Pakes. Det ville også være rimeligt, hvis prisen gør til Ariel Rubinstein (Tel Aviv) for hans teoretiske arbejde i begrænset (bounded) rationalitet. En yderligere , der ville sende et politisk signal, er ´ John Taylor (Stanford) for pengepolitik og monetære studier, og i særdeleshed arbejdet omkring Taylor-regler for pengepolitik, der i dag er meget brugt af centralbanker over hele verden. For ti år siden nævnte vi også Richard Blundell (UC London), John List (Chicago) og Charles Manski (Northwestern) for deres arbejde i økonometri og arbejdsmarkedsøkonomi. Deres bidrag er ikke blevet ringere eller mindre relevante siden da.
Som alle år er der en lang række andre kandidater, og det er frygteligt svært at forudsige, hvem der får prisen i år. Hvilke kriterier skal man lægge til grund, og hvilke områder og forskningsspørgsmål vurderer Nobelkomiteen hos Sveriges Riksbank er særligt vigtige eller værdige for tiden? Måske skal man bare placere sine penge på kandidater fra lande, hvor folk spiser meget chokolade? Vi er alle meget klogere på mandag, når prisen uddeles og vi her på stedet dækker annonceringen.
