Tag-arkiv: historie

Argentina og Milei I – “On top of the world”

Af Niels Westy, den 4. februar 2025. 1 svar

Jeg vil her på bloggen gennem et par indlæg i den kommende tid prøve at komme nærmere ind på hvad der sker i Argentina under præsident Javier Milei, som uanset om man “køber hele pakken”, dele af den eller meget lidt, er noget vi aldrig har set før i Latinamerika.

Nemlig en præsident med betydelig idehistorisk og økonomisk viden, hvis politik, i hvert fald når det kommer til økonomiske reformer, hviler på et solidt nationaløkonomisk fundament og forståelse for betydningen af markedskapitalisme.

Det nærmeste vi kommer er formentlig Chile under Pinochet’s diktatur i 1970erne og 1980erne, hvis reformer i modsætning til de efterfølgende forsøg andre steder i regionen, var drevet af forståelse for og ønsket om at skabe en mere fri og konkurrencepræget markedsøkonomi, for derigennem at sikre bedre levevilkår for landets befolkning.

Ikke fordi Pinochet selv havde en større forståelse for dette, men fordi han tillod en række, primært (unge) økonomer (de såkaldte Chicago Boys), at gennemføre et reformprogram af uset omfang.

De efterfølgende reformer i andre lande, fx. Peru og Argentina i 1990erne, var derimod drevet af behovet for at sikre systemets overlevelse. Som bekendt kom der noget godt og indtil videre varigt ud af det i Peru (den politiske situation i landet er dog et problem og en bremse for de mange reformer der fortsat er behov for), mens det endte i økonomisk sammenbrud og tilbagevenden til tidligere tiders protektionistiske og problematiske økonomiske politik i Argentina.

Men før vi når så langt er det måske en god ide at få et overblik over Argentinas økonomiske og politiske udvikling siden den spanske kolonisering. Det vil jeg forsøge at bibringe i dette indlæg, som dækker tiden op til 1. verdenskrig og et efterfølgende, omhandlende perioden frem til Milei´s valgsejr i slutningen af 2023.

Det 3. indlæg vil omhandle de reformer som er gennemført siden Milei’s sejr, de foreløbige resultater og fortsatte udfordringer.

Læs resten →

Marx var en elendig økonom – så hvorfor tages han stadig alvorligt?

Af Christian Bjørnskov, den 6. oktober 2024. Skriv et svar

Phillip Magness er en af de mest spændende økonomer for tiden. Han var indtil sidste år ansat ved tænketanken American Institute for Economic Research, men har siden foråret været David J. Theroux Chair in Political Economy hos the Independent Institute
i Oakland. Magness har ikke blot dokumenteret hvordan Thomas Piketty og Gabriel Zucman har fiflet med historiske ulighedsdata for at kunne fortælle en særlig, politisk historie, og været med til at vise, hvor ineffektiv nedlukningspolitikken i 2020-22 var. Magness har også rykket ved folks billede af selve Karl Marx.

I artiklen “The Mainstreaming of Marx: Measuring the Effect of the Russian Revolution on Karl Marx’s Influence“, der udkom sidste sommer, viser Magness sammen med Michael Makovi (Northwood University), at Marx var en aldeles perifer tænker for 1917 og Sovjetunionens helgenkåring af ham. Den delvise undtagelse er i nationaløkonomi, hvor Marx blev nævnt – og afvist – på lige fod med en række andre socialistiske økonomer, som Johann Karl Rodbertus and Peter Kropotkin. Grunden til, at der så ofte tales om Marx og at der stadig undervises i hans idéer på vestlige universiteter, er at Sovjetunionen blev bygget på hans fundament, og at unionen derfor massivt propaganderede for et syn på Marx som geni.

Institute of Economic Affairs i London har lige udgivet den populære version af Magness argumenter i “Marxism is back – but Marxists cannot shake off the Soviet legacy” hvor han udlægger sin forskning, og nogle af hans kritikeres indvendinger. Magness er altid varmt anbefalet, men netop hans og Michael Makovis Marx-forskning fortjener langt bredere opmærksomhed.

Nye bøger: Heroes of Progress

Af Christian Bjørnskov, den 18. maj 2024. 1 svar

vi har i år fået en række nye debatbøger, der alle bidrager til den danske diskussion: Martin Ågerups glimrende Hvad vil det sige at være borgerlig?, Dennis Nørmarks Ufrihedens pris , og Anders Krab-Johansens Fri os fra den værdiløse borgerlighed er alle gode indspark i et politisk miljø, hvor de fleste i to årtier er løbet med hovedet under armen mod den politiske midte.

Men nogle gange skal man have det lange lys på i debatten for at opdage, hvor man kommer fra og hvad ens fundamentale grundlag er. Det hjælper en meget fin ny bog af Alexander C. R. Hammond: Heroes of Progress. Alex er Free Trade Fellow og Director for the Initiative for African Trade and Prosperity hos the Institute of Economic Freedom i London, hvor han tidligere arbejdede som policy-analytiker. Hans nye bog er en letlæst introduktion til 65 personer, der alle bidrog væsentligt til menneskeligt fremskridt.

Heroes of Progress er varmt anbefalet herfra! Bogen starter med Johannes Gutenberg, der opfandt trykpressen og dermed lagde grundlaget for en verden, hvor alle kunne læse og havde adgang til bøger, aviser osv. Andre eksempler i den meget bredt informerede bog er James Watt (der opfandt den moderne dampmaskine), Cesare Beccaria (der grundlagde det værdimæssige fundament for moderne retstænkning), Wilhelm Röntgen (opdageren af røntgenstråler og dermed muligheden for at kigge ind i kroppen), Kate Sheppard (den første succesfulde forkæmper for kvinders stemmeret), Jonas Salk (der bidrog til poliovaccination), og Vasili Arkhipov (der forhindrede atomkrig). Det er kun syv af de 65 små fortællinger i en vellykket bog.

Alexs bog kan læses i et hug eller i små bidder, men er både interessant og inspirerende på samme tid – og jeg kalder meget sjældent bøger for inspirerende. Men det er virkeligt inspirerende at læse om, hvordan enkeltpersoner enten i sig selv eller som et eksempel på en bredere udvikling har bidraget til det forbløffede sikre, velstående samfund, vi har idag. Og det bliver svært ikke at stille spørgsmålet, hvordan vi kan få et samfund med flere af den slags borgere!

Mark Koyama om hvordan verden blev rig

Af Christian Bjørnskov, den 28. februar 2024. Skriv et svar

En af de bedste bøger (minus skønlitteratur) jeg læste sidste år, var Mark Koyama og Jared Rubins How the World Became Rich. Bogen er en meget læsevenlig og velargumenteret gennemgang af forskellige teorier for, hvordan nogle dele af verden er blevet rige siden 1700-tallet. Koyama og Rubin er prisværdigt omhyggelige, selvom de bestemt også ender med en vurdering af mere eller mindre vigtige omstændigheder.

Mens bogen i sig selv er varmt anbefalet, kan man nu se Mark introducere bogen og diskutere den med Daniel Freeman fra the Institute of Economic Affairs i London. Daniel er en dygtig interviewer og alle 45 minutter er interessante, hvis man er interesseret i økonomisk udvikling, vækst, eller bare historie.

Ny bog om klassisk liberalisme i Norden og Østeuropa

Af Christian Bjørnskov, den 12. juli 2023. Skriv et svar

Tidsskriftet Econ Journal Watch har haft en serie korte artikler om klassiske liberalisme i en række forskellige lande. Serien er nu ved at blive udgivet i bogform, og forleden kom turen til “Classical Liberalism by Country, Volume III: Iceland, Finland, Denmark, Spain, Italy, Czech Republic, Poland, Ex-Yugoslav Nations, Ukraine, and Romania.” Bogen er redigeret af Daniel Klein, Jason Briggeman og Jane Shaw Stroup og kan både købes hos Amazon og downloades fuldt her. Bogen er måske særligt interessant for danskere, da den omfatter kapitel 3 om “Classical Liberalism and Modern Political Economy in Denmark”, skrevet af den fremragende Peter Kurrild-Klitgaard.

Bøgerne i serien er iøvrigt fulgt af en podcast-serie med en række af forfatterne. Det hele er varmt anbefalet for læsere, der vil bruge sommeren på at lære mere om den idémæssige og politiske baggrund for liberalisme og liberal tænkning i Danmark og resten af verden.

I Stillehavet for 52 år siden

Af Christian Bjørnskov, den 18. april 2022. Skriv et svar

På datoen i går for 52 år siden, den 17. april 1970, landede besætningen på den amerikanske månemission Apollo 13 sikkert i Stillehavet, lidt sydøst for Amerikansk Samoa og blot seks kilometer fra hangarskibet Iwo Jima, der var sendt ud for at hente dem. De tre astronauter – James Lovell, John Swigert og Fred Haise – havde da været igennem et mareridtsagtigt forløb, som det meste af verden fulgte med i: På vej som den tredje NASA-mission til månen, førte en kortslutning til en eksplosion i deres rumskib, og tabet af begge ilttanke i servicemodulet. Historien, der er fortalt adskillige gange og ikke mindst i filmen Apollo 13 og episode 8 af serien From the Earth to the Moon, er værd at mindes af to grunde.  

For det første satte NASA nærmest himmel og jord i bevægelse for at løse problemerne hos Lovell og hans kolleger. Den 13. april meddelte han i radioen til kontrolcenteret i Houston, at ”I believe we’ve had a problem here.” I Mission Control bad man ham om at gentage, hvorefter Lovell specificerede problemet med “Houston, we’ve had a problem. We’ve had a main B bus undervolt.” Bag den simple, tekniske beskrivelse af et problem lå der, at besætningen havde hørt en lille eksplosion, og at ilten fra deres hovedtank sivede ud i rummet, da det hurtigt gik op for alle, at de krystaller, som fartøjet lækkede, var besætningens iltreserver. Løsningen, som NASAs team fandt, var at de tre besætningsmedlemmer lukkede servicemodulet ned så hurtigt som det var muligt, og flyttede over i landingsmodulet. Det lille landingsmodul, der var bygget til to personer i to dage, blev de tres hjem indtil de startede servicemodulet op igen og forberedte landingen på Jorden i landingskapslen. Apollo 13 fløj således hele vejen rundt om månen som den eneste reelle mulighed – det var ganske enkelt umuligt at bremse ned halvvejs og vende rundt – i et improviseret rumskib.

Haise, Sweigert og Lovell med viceadmiral Donald Davis på Iwo Jimas dæk. Kilde: NASA

En del af den fantastiske fortælling er også, at anlægget der rensede luften for CO2 i landingsmodulet ikke passede på udstyret fra servicemodulet, og NASAs team i Houston derfor måtte finde på en måde at få de to koblet sammen på – et firkantet modul til et rundt anlæg – med bl.a. omslaget til en vejledning og rigeligt gaffatape. At det alligevel lykkedes og Lovell, Swigert og Haise kan ses på dækket af Iwo Jima på billedet, skyldtes en enorm opfindsomhed og arbejdsindsats hos hundredevis af NASA-folk, og en insisteren på at det skulle lykkes. Hvis man skal hylde menneskelig opfindsomhed, er Apollo 13 et godt sted at starte.

Den anden grund til at mindes dagen er, at hele forløbet omkring Apollo 13 foregik i fuld offentlighed. De fleste mennesker var ikke særligt interesserede i måneprogrammet efter Apollo 11 landede i juli 1969 og Apollo 12 gentog bedriften i november. Det ændrede sig, da medierne meddelte om eksplosionen og den meget virkelige risiko for, at Lovell, Swigert og Haise ville dø i rummet. At stort set alt foregik i mediernes lys, kan man sætte overfor situationen da den russiske atomubåd Kursk sank i Barentshavet den 12. august 2000 pga. en eksplosion ombord. 24 af de 118 besætningsmedlemmer overlevede eksplosionen, men døde alligevel. Rusland forsøgte allerførst at holde forliset hemmeligt, afviste derefter tilbud om hjælp fra både den britisk og norske flåde, og lod grundlæggende set de 24 søfolk dø for at beskytte et autokratisk regime med en ung præsident Putin i spidsen. Forskellen mellem Apollo-programmets potentielt største katastrofe, og Kursks forlis, er et billede på forskellen mellem demokratiske retsstater og kommunistiske diktaturer.

Hele forløbet blev bragt live i medier over hele verden, og fik en virkning der viste hvordan almindelige mennesker ofte er anderledes end politikere, der således blev tvunget med i støtte til Apollo-besætningen. Paven ledte således 10000 forsamlede i Rom i bøn for rumskibet, og et endnu større fremmøde sås i bl.a. Indien. Selv den sovjetiske premierminister Aleksey Kosygin beordrede også landets militær til at give de amerikanske astronauter al assistance, de havde behov for, mens de russiske medier dækkede forløbet. Billederne fra dengang er næsten fortryllende af en hel verden, der holder vejret og håber på det bedste for tre mennesker i nød. Kontrasten til i dag er slående.

I Berlin for 60 år siden

Af Christian Bjørnskov, den 13. august 2021. 2 svar

Man kan næppe bruge ordet ’fejring’ om den særlige årsdag, som er i dag: For 60 år siden, den 13. august 1961, begyndte opførslen af Berlinmuren, som endegyldigt delte det demokratiske Vesttyskland fra det socialistiske Østtyskland. Muren endte med at stå der som et håndgribeligt symbol på den massive undertrykkelse i den socialistiske verden indtil en aften i november 1989, da en administrativ fejl gjorde, at de østtyske grænsebetjente måtte lade tyskere møde tyskere igen. For de af os, der oplevede det – selvom det kun var gennem mediernes dækning – var Murens fald en begivenhed, der ændrede vores verden.

Baggrunden var Tysklands deling efter anden verdenskrig, hvor hele landet blev delt i fire zoner administreret af USA, Storbritannien, Frankrig og Sovjetunionen. Det samme gjaldt hovedstaden Berlin, hvor de tre vestlige magter hurtigt, som i resten af landet, effektivt slog deres zoner sammen. Det gav voldsomme spændinger mellem de demokratiske magter og den socialistiske blok, der første gang gav sig udtryk i den sovjetiske blokade af Vestberlin i 1948-49. Som vi har skrevet om tidligere, reagerede de vestlige lande med at etablere den såkaldte Luftbro til Berlin. Østtyskland lukkede gradvist sine grænser fra 1952, da regimet oplevede massiv migration til Vesttyskland. Før 1961 mistede den socialistiske del af Tyskland cirka 3½ millioner indbyggere, der migrerede til vesten. I de senere år skete langt størstedelen af denne migration netop i Berlin, da man modsat andre steder i Østtyskland stadig kunne gå eller tage toget fra øst til vest.

Om morgenen den 13. august 1961 satte det socialistiske regime en stopper for migration ved at bygge en mur midt ned gennem Berlin. Aktionen kom som et chok for både politikere og berlinere, og mange af dem reagerede ved desperat at prøve at flygte før muren var færdigbygget. Det gav sig blandt andet udtryk i hjerteskærende scener, hvor østberlinere forsøgte at flygte gennem huse, der stod på muren med vinduer mod vest, som tyskerne sprang ud af. Den østtyske soldat Conrad Schumann tog også chancen den dag, og flygtede selvom han egentlig skulle have bevogtet muren. Billedet nedenfor af den unge tysker, der springer over pigtråden og løber ind i Vestberlin gik verden over.

Kilde: Die Freie Welt

Mens det socialistiske regime i øst begyndte at kalde Berlinmuren for en ”antifaschistischer Schutzwall“ – en antifascistisk beskyttelsesmur – var ingen i tvivl: Muren var der for at spærre østtyskerne inde og forhindre dem i at begå såkaldt ”Republikflucht”, som havde været ulovligt siden 1957. I vesten og store dele af Østeuropa blev den en påmindelse om, hvor brutalt og menneskefjendsk det socialistiske styre i Østtyskland var. Skulle man være i tvivl, flygtede over 200.000 østtyskere til vesten mellem 1961 og 1989, og mange var villige til at fortælle rædselshistorier om både hverdagen og hvordan det gik, hvis man faldt i hænderne på sikkerhedspolitiet Stasi.

Mange danskere under 40 har desværre ingen fornemmelse og ofte heller ingen viden om, hvad der foregik i Østtyskland før 1990; for dem er Berlinmuren et navn uden mening. Den uvidenhed bringer nogle af dem til at have et forbavsende positivt syn på socialistiske idéer og socialistisk planlægning, fordi de ingen anelse har om, hvad den medfører. Hvis man, når Tyskland igen kommer til politisk fornuft, er i Berlin, kan både Stasimuseet og museet for Muren derfor varmt anbefales. På samme måde kan en mindre forskningslitteratur, der dokumenterer de varige skader af socialisme, også anbefales. Ny forskning fra Andreas Lichter (HHU Düsseldorf), Max Löffler (Maastricht) og Sebastian Siegloch (Uni Mannheim) dokumenterer således, hvordan Stasis spionaktiviteter mod almindelige borgere førte til markant lavere tillid til andre mennesker og til myndighederne.

Disse forskelle forsvandt ikke med Murens fald, men er der stadig i dag og skiller østtyskere fra vesttyskere: De er mere mistroiske, fattigere, mindre produktive og ofte også mere fremmedfjendske. Mens Berlinmuren i dag er væk, bortset fra enkelte stykker man har ladet stå for historiens skyld, taler tyskerne stadig om die Mauer im Kopf – om Muren i hovedet. Selve symbolet for et voldsomt undertrykkende styre er væk, men for de cirka 16 millioner af tyskere, der engang boede i øst, er de mentale skader stadig tydelige.

Historiske sammenligninger: Urbanisering i Danmark og verden

Af Christian Bjørnskov, den 4. august 2021. 1 svar

Sommeren over ser vi på historiske forhold og historiske sammenligninger, og gør det blandt andet for at blive klogere på nutidens verden. I dag er ingen undtagelse, da vi ser på et af de klareste elementer i transitionen til den moderne verden: Urbaniseringen. Alle meget fattige lande er præget af landet, og langt de fleste mennesker bor på landet og arbejder i landbrug, mens alle rige lande er karakteriseret ved at have store bybefolkninger. Den transition sker af to grunde: For det første, og vigtigst, ved at familier og individer flytter fra landet til byen for at finde arbejde og muligheder, og for det andet, ved at steder der starter som flækker og landsbyer vokser og bliver egentlige byer.

Denne proces sker stadig, da mange mennesker ikke blot flytter fra landet til byerne, men også flytter fra mindre byer til større byer. Det er også en del af den politiske debat, da regeringen – af mærkværdige og sandsynligvis magtliderlige grunde – ikke bryder sig om, at folk frivilligt vælger at flytte til de større byer. Som adskillige kommentatorer har bemærket, er det en global proces der følger moderne udvikling, og ikke noget man kan stoppe. Regeringens planer om at ’flytte’ uddannelsespladser til mindre byer vil derfor ikke flytte studerende i noget synligt omfang, men blot ødelægge en del af uddannelsessystemet og kvaliteten af de uddannelser, man kan få.

For at illustrere, hvor fundamental en del af moderne udvikling, urbanisering er, bringer vi i dag to figurer. Den første er et søjlediagram, der viser hvor mange danskere der bor i byer i en række år siden 1860. Den anden er et plot, der illustrerer sammenhængen mellem overordnet udvikling (her proxiet ved forventet levealder relativt til verdens gennemsnit for det pågældende år) og urbaniseringsgraden.

For godt 120 år siden, ved indgangen til den moderne udviklings ’take-off’ i Danmark, boede hver fjerde dansker i en by. Lidt over 160.000 mennesker boede i København, hvilket var omtrent 10 % af kongerigets befolkning; husk dog, at der boede en million mennesker i hertugdømmerne, der også hørte under den danske konge. Som vi noterer i figuren, var Danmark i 1860 således cirka lige så urbaniseret som Uganda er i dag. Den moderne vækst tog dog fat, og blot 20 år senere boede knap 32 % af befolkningen i byer, ligesom i nutidens Zimbabwe. Ved århundredeskiftet var urbaniseringsgraden steget til 43 % som i nutidens Egypten, per 1930 boede halvdelen af befolkningen i byer som i Honduras i 2020, og per 1950 var det to tredjedele. Urbaniseringsgraden passerede 80 % i 1971 og ligger i dag på cirka 88 %. Danmark er således et af verdens mest urbaniserede lande – bortset fra bystater som Singapore – og er cirka ligeså urbaniseret som Sverige og dele af det udviklede Latinamerika i Venezuela, Brasilien, Argentina.

Urbanisering er således en proces, der er global og sker i alle lande der udvikler sig til moderne samfund. Den samme konklusion kan ses i dagens anden figur, der meget tydeligt viser sammenhængen på tværs af lande siden 1960: Korrelationen er 0,67 for demokratier (blå markører), 0,69 for elektorale autokratier (sorte), og 0,7 for enkeltpartistater (røde). Selvom man fjerner enhver fælles global udvikling (som f.eks. fælles sundhedsudvikling) rykker det ikke ved styrken af sammenhængen. Moderne udvikling følges overalt af urbanisering.

Den danske histories urbanisering ligner således andre landes til forveksling, og i høj grad også resten af Nordens urbanisering. Læren er, at det ikke er en proces man kan forhindre eller styre, da den er drevet af individers reaktioner på muligheder, vækst og præferencer for hvor de helst vil bo, uddanne sig, søge job, og nyde deres fritid. Det er så absolut heller ikke en proces, man skal forsøge at styre, og ethvert forsøg på det lider af en særlig slags hybris, der ofte kaldes kontrolillusion. Det problem fortjener et selvstændigt indlæg, og i dag nøjes vi med et stykke exceptionelt tydelig historie: Urbanisering er overalt og til enhver tid et moderniseringsfænomen.

Historiske forhold: Valgdeltagelse i de nordiske lande

Af Christian Bjørnskov, den 30. juni 2021. Skriv et svar

I vores sommerserie om historiske forhold og historiske sammenligninger er vi kommet til et af de særlige forhold ved de nordiske lande i dag: De meget høje tal for valgdeltagelse. De nordiske lande er kendt for at have stærke civilsamfund og sociale normer, og en refleksion af de forhold i dag er den høje valgdeltagelse. I gennemsnit har deltagelsen ved nationale valg ligget på 85,6 % i Danmark, 84,9 % i Sverige, 82,1 % i Island, 77,5 % i Norge og 69,6 % i Finland.

Disse tal er relativt høje i en international sammenhæng, med en delvis undtagelse i Finland. Nok er et af de lande i verden med højest valgdeltagelse i dag Australien, hvor 91,9 % af de stemmeberettigede stemte i 2019. Der er bare den detalje, at det er obligatorisk at stemme i Australien. Det samme gælder Belgiens høje deltagelse, da det ganske enkelt er lovligt påkrævet. Mere almindelige lande er f.eks. Storbritannien, hvor knap 66 % af de berettigede har stemt i parlamentsvalg de sidste 20 år. Et andet er USA, som ofte fremhæves som problematisk pga. den lave valgdeltagelse. Mens deltagelsen til det meget ombruste præsidentvalg i 2020 var 66,8 %, det foregående i 2016 var mere almindeligt med 55,7 %. Man må her som altid dog huske, at det ofte er bedst at tænke på USA som forskellige lande. De laveste valgprocenter i de to valg var 55 % i Oklahoma og 43 % i Hawaii, i henholdsvis 2020 og 2016, mens valgdeltagelsen begge år toppede i Minnesota med 80 og 74 %. Pudsigt nok kommer det mest skandinaviske sted i USA dermed tættest på skandinavisk valgdeltagelse.

Spørgsmålet i dag er dog, hvor gammel den nordiske tradition for valgdeltagelse egentlig er. Svaret, der tydeligvis kan ses i figuren nedenfor, er at traditionen stammer fra efterkrigstiden. Går man tilbage til 1920erne og 30erne lå dansk valgdeltagelse meget cirka omkring 75 % og derfor præcist på linje med den britiske på samme tid. De andre nordiske lande lå en tand lavere, omend både Island og Norge havde valg med særligt høj deltagelse. Går man længere tilbage kan man meget tydeligt se transitionen fra meget svingende deltagelse i Danmark mellem 20 og 40 %, lav deltagelse i de første svenske valg, og en norsk deltagelse i 40erne, da landet var underlagt Sverige.

Med andre ord stiger valgdeltagelsen fra 32,5 % af de 204.240 stemmeberettigede danskere i 1849 gradvist til et niveau omkring 70 % først i 1900-tallet og derefter til det nuværende niveau efter anden verdenskrig. En meget lignende, noget ustabil udvikling kan ses i de andre nordiske lande.

Svaret på dagens spørgsmål er derfor tydeligt: I mellemkrigsperioden lignede de nordiske landes valgdeltagelse den, man på samme tid så i andre udviklede, vestlige lande, og det særligt høje niveau (uden tvang) er et efterkrigsfænomen. Rent umiddelbart ser det endda ud til at være forsvundet i Finland de sidste 20 år. Hvorfor valgdeltagelsen steg er et helt andet spørgsmål. Det kan ikke være fordi folk ikke kunne læse eller følge med – som vi kommer til at dokumentere senere på sommeren. Det er heller ikke sandsynligt, at det er sket pga. urbanisering, da de første valg i både Danmark og Norge ofte blev administreret af sognepræsten udenfor byerne. Der var derfor ikke særligt langt hen til valgstederne. Udviklingen mod meget høj valgdeltagelse i de nordiske lande skete over en lang årrække før 1950, men hvorfor den skete er derfor et åbent spørgsmål, som vi opfordrer læserne til at tænke over.

Adgang til finansiel service i Danmark, 1850-1900

Af Christian Bjørnskov, den 28. juni 2021. 4 svar

I vores sommerserie om historiske forhold og historiske sammenligninger dykker vi i dag længere ned i historien om, hvordan Danmark fik en moderne finansiel sektor. Den historie starter, som vi understregede forleden, med udviklingen og udbredelsen af sparekasser, og slutter i en vis forstand med det moderne Danmark.

Verdens første sparekasse blev grundlagt i 1778 i Hamborg med det eksplicitte formål at fungere som bank for ’kleine Leute’. 18 år senere, i 1796, bredte idéen sig til hertugdømmerne nord for storbyen Hamborg, da den danske helstat fik sin første sparekasse i Kiel. Nummer to blev grundlagt fem år senere i Altona, og derefter bredte idéen sig hurtigt nordpå med bl.a. Slesvig i 1816 og Flensborg i 1819. Borgere i den nordligste af hertugdømmernes købstæder, Haderslev, grundlagde således en sparekasse i 1820 – det samme år som Kjöbenhavn og Omegns Sparekasse blev grundlagt som kongerigets første.

Læs resten →

Danmark i 1860 – hvordan så landet ud?

Af Christian Bjørnskov, den 21. juni 2021. 4 svar

Som en af de første installationer i vores sommerserie i år – historiske forhold og historiske sammenligninger – er det måske en god idé at opsummere, hvor vi kom fra. Det er netop det, vi starter på at gøre i år med et dyk ned i et enkelt år: 1860. Grunden til, at det netop bliver 1860, er at det var det sidste år man afholdt en folketælling og andre undersøgelser i Danmark, som det havde set ud siden slutningen af 1400-tallet. Landet bestod da af to separate dele: Kongeriget Danmark og dobbelthertugdømmet Slesvig-Holsten. Mellem 1815 og 1864 hørte hertugdømmet Lauenborg også under den danske konge.

Folketællingen af 1860 fandt, af hele monarkiet Danmark havde 2,6 millioner indbyggere. De fordelte sig på 897.000 i København og Øerne og 704.000 i Jylland (dermed 1,6 millioner i Kongeriget), 410.000 i Slesvig, 544.000 i Holsten, og 50.000 i det lille Lauenborg. København var allerede dengang den suverænt største by med 155.000 indbyggere med den holstenske Altona som nummer to med 46.000 indbyggere og slesvigske Flensborg som nummer tre med knap 20.000 indbyggere. København og Øerne og Holsten var betydeligt tættere befolkede med henholdsvis 68 og 65 indbyggere per kvadratkilometer, mens Slesvig havde 44 og Jylland kun 27 indbyggere per kvadratkilometer. Et lignende forhold gjaldt for urbaniseringsgraden, hvor København og Øerne og Holsten var en tand mere urbaniserede end Slesvig, der igen var mere urbaniseret end Jylland.

De måske mere interessante forskelle på delene af det danske monarki skal findes i de økonomiske forhold. Folketællingen fra 1860 tillader også, at man ser på erhvervssammensætningen, som vi har opsummeret i figuren nedenfor. Som man kan se, var Kongeriget domineret af landbrug i langt højere grad end hertugdømmerne. Mens det kan være svært at placere kategorien ’daglejere, tyende uden tilknytning etc.’ til et bestemt erhverv, er det interessant i sig selv at se, hvor mange flere der var i hertugdømmerne, og i særlig grad i Holsten. Selvom man slår de to kategorier sammen og dermed antager, at alle daglejere i virkeligheden arbejdede i landbrug, var det kun cirka halvdelen af beskæftigelsen i Holsten.

Det tysktalende hertugdømme havde også langt flere i det, man i dag ville kalde fremstillingsindustri, ligesom der var flere beskæftiget med handel. Arbejdsstyrkens sammensætning i 1860 indikerer dermed, at hertugdømmerne og i særlig grad Holsten var mere ’moderne’ end Kongeriget, samtidig med at det er færd at bemærke, at kun 4 % var ansat i det offentlige. Det samme indtryk får man, når man ser på hvor mange ’chausseer’ der var, dvs. hvor mange kilometer brolagt vej man havde. For hver 1000 kvadratkilometer var der 35 kilometer brolagt vej i Kongeriget, 28 kilometer i Slesvig, og hele 93 kilometer i Holsten. Ser man omvendt på kilometertallet i forhold til antal indbyggere indikerer det dog, at brolægningen i Holsten kan have været en konsekvens af den langt større befolkningstæthed. Man bør også huske på, at hertugdømmet bogstaveligt talt endte ved Hamborgs porte, og dermed ved en by med en kvart million indbyggere i 1860.

Man får dog samme indtryk, når man ser på finansielle forhold. En af de vigtige udviklinger i midten af 1850erne var det moderne bankvæsens fødsel med sparekasserne. De mange sparekasser, som bredte sig ud i landet, gav almindelige mennesker en helt anderledes adgang til finansiel service end de havde haft de foregående århundreder. Per 1860 var der 37 sparekasser per million indbyggere i København og på Øerne og 36 per million indbyggere i Jylland, mens hertugdømmerne var markant anderledes. I Slesvig fandtes der således 117 og i Holsten 121 sparekasser per million. Med andre ord var hertugdømmernes finansielle udvikling langt foran Kongerigets. Ser man i stedet på antallet af konti, var København og Øerne (svært domineret af hovedstaden) på niveau med Holsten, hvor cirka 10 % af indbyggerne havde en konto. I Jylland og Slesvig gjaldt det samme kun godt 5 %, og de var også mindre. I det omfang man kan se fra den tidlige statistik, var gennemsnitskontoen i Holsten på 225 rigsdaler, cirka 250 rigsdaler i København og på øerne, 164 rigsdaler i Slesvig, og 130 rigsdaler i Jylland. Man skal dog passe meget på med at drage klare konklusioner, selvom det kunne indikere store indkomstforskelle. Der henvises til anekdotisk evidens for, at en del af forskellen skal findes i jyske og slesvigske bønders utilbøjelighed til at bruge sparekasserne. Folketællingen viser faktisk også, at det i alle tre dele af monarkiet var to procent af befolkningen, der var ‘almissenydende’, dvs. så fattige at de levede af almisser. Havde der været store indkomstforskelle, burde man også have set klare forskelle i dyb fattigdom.

En sidste, men ret interessant, forskel indikerer også, at sparekasserne blev brugt forskelligt i dele af det danske monarki: Mens 19 % af kontoindehaverne i Kongeriget var børn eller ’myndlinge’, gjaldt det samme for 28 % af kontiene i Holsten og hele 31 % af kontiene i Slesvig. Det ligger besnærende nært at konkludere, at det mere moderne bankvæsen i hertugdømmerne også i højere grad kunne ses i graden af det, vi i dag ville kalde ’børneopsparing’.

Dagens post er således en erindring om, at Danmark i 1860 var et ret forskelligartet rige, og ikke kun når det gjaldt geografi og sprog. Det ekstremt homogene Danmark, som vi kender det i dag, var langt fra særligt homogent for 161 år siden. Men som vi kommer til at se i en senere post, var det alligevel på andre måder et ganske avanceret samfund sammenlignet med resten af Europa.

Punditokraternes sommerserie 2021: Historiske forhold og historiske sammenligninger

Af Christian Bjørnskov, den 11. juni 2021. 8 svar

Som trofaste læsere ved, har punditokraterne efterhånden tradition for at have en sommerserie. Sommerserierne i 2017 og 2018 handlede for eksempel henholdsvis om public choice og international handel, og i år er ingen undtagelse. Sommerserien i 2021 kommer dog til at være en anelse bredere end tidligere år, da den handler om ’historiske forhold og historiske sammenligninger.’

Baggrunden for vores sommerserie er, at vi oplever, hvor historieløse mange mennesker – og i særlig grad mange studerende – er. Det er for eksempel slående, hvor lidt folk ved om Central- og Østeuropa før 1995, ligesom det ofte er forbløffende hvor lidt føling selv ellers informerede danskere har med, hvor fattige vi selv har været. Vores sommerserie sigter derfor mod at give eksempler på, hvad man kan lære af historien. Det gælder både viden om historiske forhold, sammenligninger tilbage i historien – hvordan så Danmark ud og hvordan havde danskere det i forhold til andre steder i resten af verden – og sammenligninger med historien – hvordan er vores status i dag i forhold til hvordan den var engang.

Nogle af de emner, vi kommer til at skrive om de følgende par måneder er således ’Børnedødelighed i 100 år’, ’Hvor udviklet var Danmark i 1935?’, og ’Socialistisk forurening og miljø i Østeuropa.’ Vi kommer også til at undersøge, hvor robust et lands eller områdes status er, for at svare på om et land bare bliver ved med at være et af verdens rigeste, eller et af verdens mest elendige.

I dag vil vi blot starte sommerserien med to ting. Den første kan ses i dagens figur, der viser antallet af telefoner per indbygger i 1935 på tværs af de 29 lande, som Danmarks Statistik havde information fra sidste i 1930erne. Bemærk at på denne meget ’moderne’ indikator var Danmark et af verdens absolut rigeste lande for cirka 85 år siden. Spørgsmålet, som vi kommer til at afsøge, er hvor moderne Danmark og resten af verden egentlig var dengang.

Den anden ting, vi starter sommerserien med i dag, er en simpel opfordring. Hvis vores læsere har forslag til, hvilke emner vi kunne dække i løbet af sommeren, er alle meget velkomne til at skrive til os. Det kan ske enten i kommentarfeltet nedenfor, eller evt. som mail til redaktøren (Christian Bjørnskov). Selvom vi naturligvis forbeholder os retten til at sortere i dem, er alle informerede idéer er velkomne.

Udvikling i 1930erne – et alternativt mål

Af Christian Bjørnskov, den 3. maj 2021. 2 svar

Mens der er en omfattende forskning i økonomisk udvikling og hvad der skaber vækst på langt sigt, der er baseret på data fra udviklingslande og ’emerging economies’ fra de sidste 50 og 60 år, kan man også lære meget af den udviklede verdens økonomiske historie. Skal man udover historiefortælling, kræver det dog konkrete data på, hvor rige folk har været tilbage i tiden, og hvornår et lands udvikling accelererede dem ud af fattigdom. Den britiske økonom og historiker Angus Maddison var en af pionererne på feltet, og var ansvarlig for arbejdet med at samle nationalindkomstdata fra en lang række lande langt tilbage i tid. Arbejdet er siden hans død videreført ved universitetet i Groningen, og kan downloades frit af alle her. Dataene er nemme at navigere og kan varmt anbefales til alle interesserede, inklusive til gymnasielærere med ambitioner om at lave en smule kvantitativt arbejde med eleverne.

Mens man kun kan være imponeret over indsatsen, er de historiske indkomstdata alligevel noget upræcise. Indkomstdataene i sig selv kan være ganske gode for mange vestlige, og måske særligt nordeuropæiske lande, men arbejdet med at købekraftskorrigere dem er en enorm udfordring. Det er derfor vigtigt at teste dem mod alternative indikatorer for historisk udvikling, hvilket netop er formålet med dagens indlæg.

Vi bruger her en særlig del af de danske statistiske årbøger i slutningen af 1930erne, der havde omhyggelige data på en række forhold i det, man betragtede dengang som den udviklede verden. Årbøgerne har blandt data på fire forhold, der er klart forbundet med moderne, økonomisk udvikling: Andelen af befolkningen, der er beskæftiget i landbruget, antallet af personbiler per tusinde indbyggere, antal telefoner per tusinde, og antallet af radioer per tusinde. For at måle landes udvikling, omdanner vi derfor de fire talserier til indeks, som vi derefter kan tage et gennemsnit af. Indekset måler således udvikling på en anden måde end de historiske BNP-data.

Af de 42 lande, der er data på, viser indekset ikke overraskende at USA var det mest udviklede land i 1935, skarpt efterfulgt af New Zealand, Australien, Canada og Storbritannien. Danmark var nummer seks, da vi havde næstflest radioer, tredjeflest telefonsamtaler, men kun var nummer otte i antal biler og midt i feltet, når det gjaldt ansatte i landbruget. Bunden udgjordes af Tyrkiet, Bulgarien og Sovjetunionen.

En af de interessante ting ved at lave sådan et indeks er, at det tillader at man vurderer lande hvor der ikke findes historiske BNP-tal. Det gælder for eksempel Danzig, den nuværende polske by Gdansk, der var fristad mellem 1920 og 1939. Regner man fristadens indeks ud (cirka 0,85), svarer det til en nationalindkomst omkring Sveriges eller Canadas, og et stykke højere end Tysklands i midten af 1930erne. På samme måde viser indekset, at Island var lidt rigere end Holland, og Letland en smule rigere end Spanien og Sydafrika.

En anden interessant detalje er, at indekset passer ganske godt med Maddisons indkomstdata. Som vi illustrerer i figuren nedenfor, er korrelationen mellem de to 0,9 når man ignorerer de fire datapunkter (markeret i gråt i figuren), hvor indekset er baseret på kun to af de fire serier, og hele 0,93 når man også ignorerer de punkter (markeret i sort), hvor indekset er baseret på tre af de fire serier. Stoler man på indekset, kan man således overveje, hvad der kan være galt med indkomstdataene fra de fem klare outliers: Grækenland og Sovjetunionen, der begge ser ud til at have overvurderede indkomstdata hos Maddison, og Østrig, Tjekkoslovakiet og Sydafrika, der umiddelbart ser undervurderede ud.

Sidst, men ikke mindst, kan man også vælge at sammenholde et udviklingsindeks fra 1935 med de nuværende indkomstniveauer. Den sammenligning illustrerer meget klart, hvilke lande der er faldet bagud. Mens Norge og Schweiz i dag er langt bedre stillede relativt til resten af verden end de var i 1935, er underperformerne kendte: Alle de latinamerikanske lande, der havde data i 1935, er faldet bagud siden da, ligesom også Sydafrika og Ægypten i dag er meget længere fra den rige verden end i var dengang. Hvad der gik galt i de lande, er et emne for en anden dag.

Men pointen idag er, at denne diskussion kan man ikke have, uden at have mål for hvor udviklede samfund er. Og i mangel af indkomstdata tilbage i tiden, virker det alternative mål idag faktisk ganske glimrende.

Hvor kom indvandrerne fra for 100 år siden?

Af Christian Bjørnskov, den 25. april 2021. 6 svar

Der tales og skrives meget om indvandrere i Danmark. Hvor svært er det at integrere dem, er der for mange af dem – eller er der måske for få, når danskerne ikke længere gider at have servicejobs – og hvordan klarer deres børn sig? Mens flere partier raser mod stort set al indvandring, glemmer mange i debatten, at indvandring og beboere i Danmark fra andre lande langt fra er et nyt fænomen.

I dag er der ifølge Danmarks Statistik 816.000 mennesker i Danmark, der ikke oprindeligt er fra Danmark. Godt 16 % af befolkningen er således enten indvandrere eller herboende udlændinge, men tallet skal tages med et gran salt. Min fætter, der er født af danske forældre og opvokset i et dansktalende hjem i Chicago, tæller således med i de 9500 amerikanere, der bor her. Fokuserer men på de såkaldt ikke-vestlige indvandrere, udgør de kun 53 % af alle indvandrere, og dermed 8,7 % af den samlede befolkning i Danmark. Regner man Tyrkiet som vestligt – og store dele af den vestlige del af Tyrkiet er lige så vestligt som Grækenland – er andelen 7,4 %. De største grupper er en blanding af flygtninge og arbejdsindvandring: De største fem er Tyrkiet, Polen, Syrien, Rumænien og Tyskland.

Vil man have et korrektiv til den nuværende politiske fortælling, er det måske værd at se tilbage i vores egen tid – og det er forbløffende let. I de statistiske årbøger fra 1920erne har Danmarks Statistik nemlig allerede dengang omhyggeligt opgjort, hvor mange ikke-danskere der boede i Danmark, og hvor de kom fra. En af opgørelserne er fra 1921 – præcist 100 år siden.

Det år udgjorde udlændinge 3,4 % af befolkningen i Danmark – knap 109.000 mennesker, der kom fra mange forskellige steder. Mens det lyder som langt mindre end i dag, og sådan set også er det, skal det ses i lyset af to andre tal: I 1921 boede der lige godt tre millioner mennesker i Danmark, mens verdens befolkning var under to milliarder. Danmarks befolkning er således næsten fordoblet siden da, og verdens er mere end firedoblet. Der er med andre ord langt flere mennesker ude i verden i dag, der potentielt kunne komme til Danmark end for 100 år siden.

Et andet overraskende forhold er, at der i modsætning til i dag var enkelte meget store indvandrergrupper. Der boede således over 36.000 svenskere – over én procent af indbyggertallet – og cirka 27.500 tyskere i Danmark umiddelbart efter Første Verdenskrig. Rent praktisk var man også i gang med den svære proces at integrere de over 150.000 mennesker i Sønderjylland, som året før havde stemt sig hjem, og de over 11.000 slesvigere, der valgte at flytte nordpå efter genforeningen. Mens langt de fleste af dem var dansksindede, var de både fattigere end andre danskere og da omtrent 20 % af dem var tvunget i tysk krigstjeneste under krigen, vendte mange tilbage til Danmark med voldsomme ar på sjælen. Det glemmes også ofte, at polakkerne allerede dengang var en af de største udlændingegrupper i Danmark: De fleste af de knap 7600 polske statsborgere, der var i landet, arbejdede sandsynligvis i landbruget, præcist som mange polakker og baltere gør i dag. Dengang som i dag var de en værdsat og stabil arbejdskraft.

Spørgsmålet, vi stiller til læserne i dag, er således hvor anderledes indvandringen er i dag fra den var for 100 år siden. Når der i dag tales om så mange flygtninge, må man for eksempel spørge, hvor mange af de 4000 indvandrere fra Østrig i 1921, der ikke var flygtninge, hvor mange af de tyske indvandrere der reelt var flygtet fra krigen, og hvor mange af de over 3000 russere, der var forfulgte jøder? Hvor forskellig er indvandringen i dag fra dengang?

Skørbug, empiri og teoretisk insisteren

Af Christian Bjørnskov, den 4. februar 2021. 7 svar

Medier og mange mennesker gentager ofte, at man skal høre på videnskaben. Men hvad hvis den etablerede videnskab ikke passer med det empiriske billede, man ser? Hvad hvis ’videnskaben’ ikke er internt enig, og der danner sig forskellige skoler, der lægger vægt på forskellige slags argumenter og evidens? Dagens post handler netop om, hvad der sker når observationer fra virkeligheden ikke passer på det mønster, den etablerede teori fortæller man bør se.

Eksemplet, vi fortæller om, er en ganske alvorlig mangelsygdom, der engang var relativt almindelig: Skørbug. Skørbug er en sygdom, der skyldes mangel på vitamin C. Den bliver derfor ofte forårsaget af fejlernæring, ikke mindst når mad skal kunne holde lang tid. Gennem hele middelalderen og senere århundreder var skørbug således et stort problem blandt sømænd i både handelsflåden og militæret, hvor op til halvdelen endte med at dø af skørbug. Det skulle dog ændre sig i 1700-tallet, da den britiske flåde fandt en revolutionerende løsning. Læger i den britiske flåde, der trodsede den daværende teoretiske konsensus i lægevidenskaben og i stedet stolede på, hvad de observerede i virkeligheden, kom til at tegne et gennembrud sammen med at de bidrog til the Royal Navys dominans på verdenshavene.

Den herskende teori på området kunne spores helt tilbage til de gamle grækere, sagde at skørbug var forårsaget af dårlig fordøjelse på grund af den salte mad og skibenes bevægelse på havet. Man forestillede sig, at kombinationen førte til en slags intern forrådnelse, som kunne forhindres med vand med bobler eller svovlsyre opløst i f.eks. rom eller snaps. Selvom der var tidlige indikationer fra portugisiske og engelske kaptajners erfaring, nåede den ikke ret langt og lægerne fastholdt deres teoretiske holdning.

Situationen begyndte først at ændre sig, da den engelske læge James Lind udførte et af verdens første egentlige kliniske eksperimenter. Mens han var kirurg på HMS Salisbury gennemførte han eksperimentet, der klart viste at forbrug af citrusfrugter forhindrer skørbug. I hans bog A Treatise on the Scurvy konkluderede han, at appelsiner og citroner var suverænt de mest effektive midler til at forhindre, at sømænd fik skørbug.

Som sagt var Linds indsigt ikke helt fremmed for mange officerer i flåden, og der skabtes en tradition for at sørge for frisk citrusfrugt eller citron- og limejuice i de fleste af flådens skibe. To begivenheder bidrog til at overbevise folk udenfor flåden, at citrusfrugter var en effektiv måde at bekæmpe et enormt problem. Admiral Rodney ledte en ekspedition til Caribbien i 1780erne, hvor de britiske sømænds generelle helbred viste sig at være en tydelig fordel. Mens over en fjerdedel af den franske flåde var syg efter at have været måneder hjemmefra, var der kun tale om nogle få håndfulde briter. Rodney og hans flådelægers insisteren på, at deres folk fik lime- eller citronjuice gjorde dem langt mere kampklare. Senere demonstrerede Peter Rainiers kommando over en langvarig konvojtjeneste i 1795 kurens virkning, da der ikke var en eneste sømand, der fik skørbug på turen, og folks helbred ved hjemkomsten virkede endda bedre end da de tog afsted.

Indsigten bredte sig også hurtigt blandt flådens læger, men de oplevede ofte et massivt pres fra læger i hæren, i det civile samfund og på universiteterne. At citrusfrugt skulle virke mod skørbug passede slet ikke med datidens sygdomsteori, og læger udenfor flåden nægtede derfor at tro på den evidens, der væltede ind. De holdt, med andre ord, fast i at deres teori var korrekt og at det var flådens erfaringer, der var forkerte.

Man ved nu både, at citrusfrugter er effektive mod skørbug og også hvorfor – at skørbug skyldes mangel på vitamin C og at citrusfrugter er stoppet med det – og derfor også, at de empirisk funderede flådelæger havde ret. Værdien af den indsigt var enorm, ikke blot militært, men også rent menneskeligt og økonomisk, da det gjorde et liv i handel langt mindre risikabelt. Historien om skørbug er desværre langt fra den eneste, hvor én gruppe praktikere eller videnskabsfolk med konkret empiri støder sammen med en anden gruppe, der holder fast i teoretisk funderede synspunkter og påstande. Blandt de mange andre kan man for eksempel nævne gennembrud i mavesårsforskning (der skyldes bakterier, der kan overleve mavesyren), Phillips-kurver i nationaløkonomi (den simple sammenhæng mellem inflation og arbejdsløshed, der ikke findes), og en række diskussioner i sociologi som Tönnies påstand om en modsætning mellem ‘Gemeinschaft’ og ‘Gesellschaft’. Fælles for dem alle er indsigten, at teori og teoretiske indsigter er goder, men tager man ikke empiri alvorligt kan man komme virkeligt galt afsted.

Geografi og social tillid – ny evidens

Af Christian Bjørnskov, den 28. januar 2021. 3 svar

For år tilbage brugte Andreas Bergh (Lund Universitet) og jeg forholdet, at specifikke vejrforhold – i vores tilfælde forskelle i vintertemperaturer – historisk har formet lande og regioners sociale tillid. I artiklen Historical Trust Levels Predict the Current Size of the Welfare State viste vi, at de store moderne velfærdsstater i f.eks. Skandinavien hviler på en social tillid, der har historiske rødder. Ved at bruge dette forhold, kunne vi vise at tilliden således ikke er skabt af velfærdsstaten, som bl.a. Bo Rothstein har påstået, men er en forudsætning for den. Artiklen, der udkom for næsten præcist ti år siden i Kyklos, er siden blevet en af vores mest citerede.

Det er derfor en fornøjelse at se, at ny forskning bekræfter vores generelle idé om, at geografisk og klimatisk bestemte risici påvirker tillid. I ”Cooperation makes beliefs: Weather variation and social trust in Vietnam” dokumenterer Duc Anh Dang og Vuong Anh Dang, at folk i områder, der typisk har store variationer i vejret som risiko for store regnmængder og temperaturudsving, udviser større social tillid end folk i andre dele af landet.

Den basale idé, som vi kan spore tilbage til Hippokrates, er at overlevelse i lande hvor f.eks. vintre er meget kolde, er meget mere sandsynlig når man kan stole på hjælp fra fremmede. Historisk betyder det derfor, at individer og samfund med høje tillidsniveauer er mere succesrige i disse lande. Omvendt er tillid ikke en succesparameter på samme måde i områder, hvor klima eller geografi ikke er en klar trussel mod ens overlevelse. Det er denne basale mekanisme, som Ahn Dang og Ahn Dang finder evidens for. De konkluderer selv, at ”The evidence shows that the relationship between weather variation on social trust may be transmitted through strengthening the cooperation among village peasants and family ties as they cope with risk and uncertainty.”

Midt i den akademiske fornøjelse kan man undre sig over, at mange af vores kolleger har været noget misfornøjede over idéen. Forklaringen ligger sandsynligvis i en frustration over, at der er forhold i samfundet, som man ikke kan påvirke positivt med målrettet politik. Går man tilbage til den moderne tillidslitteraturs tidlige dage for cirka 20 år siden var der således stor optimisme omkring muligheder for at føre tillidspolitik. Den optimisme er der ikke længere forskningsbaseret grund til. Men for nogle af os er det en god nyhed: Det er godt at vide, at der er nogle ting i verden, som politikere ikke har nogen kontrol over.

I New York for 51 år siden

Af Christian Bjørnskov, den 22. januar 2021. Skriv et svar

Det er med en særlig bitterhed, at vi i dag fejrer en særlig dag for 51 år siden: Dagen, da Boeings 747-fly – der kærligt ofte kaldes enten jumboen eller himlenes dronning – fløj sin første ruteflyvning. For 2½ år siden skrev vi om lanceringen af flyet i 1968, og to år tidligere skrev vi en nekrolog over Joe Sutter, der ledte dets udviklingsarbejde. Vi har alligevel valgt at fejre dagen i dag, fordi jumboen netop indvarslede en tid, hvor rejser til USA, Thailand eller Sydafrika kom indenfor almindelige menneskers økonomiske rækkevidde. Den tid har været slut siden marts sidste år, og ingen ved hvornår verden kommer til fornuft igen.

I mellemtiden kan vi huske, hvad vi ellers har kunnet siden 22. januar 1970, da Pan Am for første gang brugte en Boeing 747 på ruten mellem New Yorks John F. Kennedy International Airport og London Heathrow. Medierne var på pletten, og de mange festligt opstemte passagerer kunne lade sig imponere af flyet, der var langt større end noget andet i lufthavnen den aften. Den første flyvning forløb dog ikke uden problemer. Boeing havde tidligere haft problemer med de helt nye Pratt & Whitney-motorer, der var verdens første såkaldte ’high bypass’ motorer, og de problemer ramte også Pan Am den aften. En af motorerne startede ikke korrekt op, og man måtte lade folk vente godt seks timer i terminalen i New York indtil man havde rullet et erstatningsfly ud. Det blev over midnat – og derfor den 22. januar – før Clipper Victor lettede med kurs mod London.

Credits: Paul Seymour

Seks timer og 43 minutter senere landede kaptajn Robert Weeks flyet med hans 19 kolleger og 335 passagerer i Heathrow. Klokken var tyve minutter over to om eftermiddagen da Clipper Victor rullede ind til sin gate i lufthavnen, hvor blandt andet journalister fra The Times ventede i velkomstkomiteen. Ingen, der læste aviserne den næste dag, kunne være i tvivl om at verden havde flyttet sig. Siden har Boeing leveret 1560 747-fly, deraf 345 fragtfly, fire Nightwatch-udgaver til det amerikanske luftvåben, og to særlige fly, der hedder Airforce One når den amerikanske præsident er ombord. Ingen ved præcist hvor mange millioner mennesker, der har fløjet i jumboen, men intet var det samme efter 22. januar 1970. Indtil marts 2020 fløj tusinder af widebody-jets forventningsfulde mennesker (ganske ofte undertegnede inklusive) rundt til oplevelser i hele verden, og tredje generation af dem – i form af Boeings 787 og Airbus A350 – gjorde det med forbløffende lidt brændstofforbrug. Flyvningen i januar 1970 ændrede ikke blot den globale økonomi (læs f.eks. her), men indvarslede også en tid med større oplevelser og flere glæder i millioner af menneskers liv.

Efter den historiske jomfrurejse fik Clipper Victor et noget ombrust liv. Det ellers elskede Pan Am-fly blev kapret i august 1970 på en flyvning mod San Juan og fløjet til Cuba, hvor ingen anden end Fidel Castro var med til at byde velkommen. Kapringen forløb heldigvis fredeligt, men Clipper Victors endeligt var alt andet end fredelig. En tåget dag på Tenerife startede en KLM-crew en tilsvarende 747 uden at være clearet af flyvelederen og accelererede direkte ind i Pan Am-flyet, der var på vej over startbanen. Den hollandske fejl kostede 583 mennesker livet, og blev også enden for det fly, der havde indvarslet den moderne verdens rejsemuligheder. Et symbol på den moderne verden forsvandt den dag, men dets historie kan stadig fortælles – og det er en historie om fremskridt og glæde.

I Harwich for 82 år siden

Af Christian Bjørnskov, den 2. december 2020. 2 svar

For 82 år siden, den 2. december 1938, ankom en gruppe på 196 jødiske børn til Harwich i England. De fleste af børnene kom fra et børnehjem i Berlin, der var brændt ned under Krystalnatten den 9.-10. november, men enkelte andre kom med fra Hamborg. Børnene var sat på et tog af deres forældre dagen før i Berlin, og sejlede den 2. fra Holland til Harwich sammen med Florence Nankivell, som havde organiseret aktionen. De blev sendt videre til plejefamilier rundt omkring i England, og enkelte endte på børnehjem eller kostskoler. De 196 var de første af 10.000 børn, der blev sendt væk fra farerne i Tyskland, i det eftertiden har kaldt the Kindertransport.

Baggrunden for aktionen var Nazitysklands eskalerende diskrimination og vold mod jøder og andre grupper, som nazisterne dømte som undermennesker eller trusler mod deres magt. En gruppe britiske jøder havde allerede fem år tidligere dannet the Central British Fund for German Jewry – der i dag hedder World Jewish Relief – med det eksplicitte formål at hjælpe tyske jøder. Adolf Hitler var kommet til magten tidligere på året og havde gennem das Ermächtigungsgesetz sikret sig stort set uindskrænket magt de næste fire år. Mange jøder og enkelte politikere, inklusive den politisk isolerede Winston Churchill, så skriften på væggen og begyndte at forberede sig.

The Central British Fund for German Jewry var en af en række organisationer, der ti dage efter Krystalnatten sendte en delegation til den daværende premierminister, Neville Chamberlain, for at appellere om at Storbritannien åbnede grænserne for jødiske børn. Regeringen diskuterede forslaget dagen efter og halvanden uge senere bar indenrigsministeren Samuel Hoare forslaget gennem Underhuset. Storbritannien tillod derefter børn fra Nazityskland adgang uden visum og uden anden dokumentation end navn og alder. Mens deres forældre måtte blive tilbage på kontinentet, var grænserne åbne for børn under 17 år.

En lang række kræfter i Storbritannien og ude i Europa gik i gang, og fra 2. december begyndte de første børn at ankomme fra Tyskland. Allerede halvanden uge senere ankom det første tog fra Wien, fra marts da Nazityskland havde invaderet Tjekkoslovakiet ankom der også tog og enkelte fly fra Prag, ligesom der blev organiseret enkelte transporter fra det besatte Polen. Andre børn blev sendt til Frankrig, Belgien, Sverige og Holland, hvor Truus Wijsmuller-Meijer ikke kun arbejdede fra sit hjem i Holland. Hun pressede også personligt Adolf Eichmann til at tillade transport fra Wien. Selvom Eichmann pludseligt gav hende 600 børn til øjeblikkelig afrejse, håndterede Wijsmuller-Meijer opgaven, ligesom hun senere organiserede en transport af børn fra Riga til Sverige. Den sidste transport, der forlod Holland dagen før landet blev invaderet, var fragtskibet Bodegraven, der blev beskudt af tyske jagerfly på vej over Kanalen.

Kun et fåtal af de 10.000 børn talte engelsk, da de ankom til England. På Londons Liverpool Street Station, hvor de fleste af børnene endte og blev modtaget af plejefamilier eller repræsentanter for the Central British Fund for German Jewry, kunne rejsende i 1939 derfor møde store grupper af børn med minimal bagage, der talte tysk, tjekkisk, polsk eller jiddisch. For nogen af dem var rejsen et eventyr, men for andre havde afskeden med forældrene i Brno, Hamborg eller Køln været hjerteskærende. Togrejserne var til tider hårrejsende oplevelser hvor børnene blev forulempet af tyske soldater, mens andre børn var heldigere og rejste med soldater, der var venlige mod dem.

De ældste af børnene har næppe været i tvivl om den skæbne, der kunne vente deres forældre, som blev tilbage i de nazistiske områder. Det var kun et lille mindretal, der kom til at se deres forældre igen, og for mange af dem blev deres engelske plejefamilie den eneste familie, de kendte resten af deres liv. De fleste af børnene blev en del af det britiske samfund mens enkelte endte i Canada, USA eller Israel, og mange klarede sig fornemt. Blandt de 10.000 var der ikke mindre end fire, der modtog en Nobelpris, og en række kunstnere, forskere og politikere (se f.eks. listen på Wikipedia). En af dem, Frank Meisler der var født i fristaden Danzig, skabte i 2006 den skulptur, der står foran Liverpool Street Station i dag.

Kindertransporten står i dag som et monument for den godhed, der eksisterer i selv de mørkeste tider når diktatoriske politikere forfølger deres magtdrømme uden hensyn til andre. Efter krigen skulle det samme vise sig i f.eks. Operation Little Vittles, hvor piloter under luftbroen tog slik, chokolade og frugt med til Berlins børn, og blandt de flere tusinde tyske børn fra Sydslesvig, der tilbragte somre efter krigen hos danske familier. Er man interesseret i at vide mere om Kindertransport, er BBCs Kindertransport: A Journey to Life absolut værd at se, ligesom Matej Minacs dokumentar Children Saved from the Nazis om Sir Nicholas Winton, og Mark Jonathan Hariss fremragende og Oscarbelønnede Into the Arms of Strangers der fortælles af Dame Judi Dench.

Moderne handel og historiske imperier

Af Christian Bjørnskov, den 18. oktober 2020. 2 svar

Som vores faste læsere ved, læser punditokraterne det fine, svenske tidsskrift Ekonomisk Debatt. Forleden udkom det nye nummer af tidsskriftet, som kan hentes her. Nummeret starter med Magnus Henrekson’s glimrende og dybfølte leder om Assar Lindbeck, der døde forleden (og som vi også skrev om), Derudover er der artikler om den aktive arbejdsmarkedspolitik i Sverige, om arbejdsløshed og inflation, om svensk pengepolitik, og en særligt fin af Roger Svensson om bureaukrati og forskning og udvikling.

Den mest spændende artikel – efter min mening – er dog Gunes Gokmen (Lund), Wessel Vermeulen (Newcastle) og  Pierre-Louis Vezinas (King’s College London) Forna imperier och dagens handel. Gokmen og hans kolleger skriver sig her ind i en efterhånden lang litteratur om, hvor vigtige historiske faktorer er for moderne udvikling.

Gokmen og hans kolleger starter med at spore, hvornår lande har været dele af det samme imperium. De kan derfor konkret måle, hvornår Danmark og Norge for eksempel var dele af samme imperium (rigsfællesskabet 1536-1814), ligesom de kan håndtere hvor lang tid siden det er (i dette tilfælde 278 år). Det tillader dem derfor at beregne en slags fælles ’imperiekapital’ som antallet af år i samme imperium minus hvor lang tid siden det er. Resultatet er, at landeparret Grækenland og Bulgarien for eksempel har en imperiekapital på 7,43 på grund af de ti forskellige imperier, de begge har været dele af. Parret Indien-Sri Lanka har præcist samme imperiekapital på basis af kun fem fælles imperier, da det sidste – det britiske – endte så sent som i 1948 for de to lande. For landeparret Sverige-Danmark er scoren 6,21.

Som figuren nedenfor indikerer, og som de tre forskere viser i The Imperial Roots of Global Trade (der er under udgivelse i det prestigiøse Journal of Economic Growth) og opsummerer i Ekonomisk Debatt, er konklusionen entydigt, at en fælles historie stadig er reflekteret i fælles handel. Deres estimater viser således, at Danmark og Sverige i dag handler 1,4 % mere end Danmark og Tyskland, fordi vi historisk har en fælles imperiehistorie.

Eller som de tre slutter deres spændende artikel med at konkludere:

”Imperiekapital påverkar handeln mer än genom tydliga imperiearv, så som gemensamma språk, religioner, rättssystem och, vilket är viktigt, bortom geografisk närhet. Detta visar på en bestående och tidigare outforskad effekt av sedan länge svunna imperier på handeln. Vår artikel bidrar sålunda till en framväxande litteratur om långsiktiga arv genom att studera fallet med imperier och bestående handelsmönster.”

Udenfor Serpukhov for 36 år siden

Af Christian Bjørnskov, den 26. september 2019. 2 svar

Om natten for 36 år siden var Stanislav Petrov var på vagt i en bunker i Serpukhov-15 (Hattip: Niclas Berggren). Petrov var oberstløjtnant i luftforsvar og Serpukhov-15 var en af de mange lukkede, halvhemmelige byer i Sovjetunionen. Netop denne by, der ligger en halv times kørsel udenfor Moskva, husede det sovjetiske missilvarslingssystem. Det computeriserede system var netop blevet opgraderet til at modtage information fra sovjetiske satellitter, så det kunne give så tidligt et varsel som muligt. Petrovs opgave var at overvåge varslingssystemet, og at give besked videre op hvis der skulle komme et amerikanske missilangreb på Sovjetunionen. Den nat blev Petrov et af efterkrigstidens vigtigste mennesker.

Baggrunden i 1983 var, at den kolde krigs spændinger mellem Vesten og Warszawa-pagten var skærpet væsentligt. Sovjetunionen havde i 1979 placeret 14 SS-20/RSD-10 missiler med atomsprænghoveder i Østeuropa. Nato tog nogle måneder senere med sin Double-Track Decision beslutningen om, at matche de sovjetiske missiler med amerikanske Pershing II missiler i Vesteuropa og Tyrkiet. Valget af Ronald Reagan som præsident i USA året efter førte også til, at landet i højere grad satte hårdt mod hårdt mod en sovjetisk ledelse og militær, der under den tidligere KGB-chef Yuri Andropov i stigende grad virkede paranoid.

Situationen var blevet tydelig for alle i den frie verden, da en Boeing 747 fra Korean Airlines få uger tidligere blev skudt ned af det sovjetiske luftvåben (se her). Besætningen havde ved en fejl ladet flyet afvige fra en planlagte kurs, og var uden at vide det, kommet ind over sovjetisk territorium. Det sovjetiske luftvåben, der burde have kunnet se forskel på en gigantisk 747 og det meget mindre RC-135, som amerikanerne brugte som spionfly, skød det ned. Den russiske pilot, der skød Korean Air Lines Flight 007 ned, slog dermed 269 civile ihjel.

Det var derfor i et særligt betændt internationalt miljø, at Stanislav Petrov om natten den 26. september 1983 fik et varsel fra systemet om, at der var sendt fem missiler fra den amerikanske vestkyst mod Sovjetunionen. Advarslen var alvorlig, da reaktionen ville være entydig, hvis han sendte advarslen videre op i kommandokæden: Det sovjetiske system krævede et øjeblikkeligt, massivt modangreb på USA med atomudrustede ballistiske missiler. Petrov vidste, at hvis han tog advarslen alvorligt og sendte den videre op i systemet, ville han med stor sandsynlighed udløse et angreb med atomvåben på USA.

Hans store problem var dog, at varslingssystemet viste fem missiler på vej mod Sovjetunionen. Hele hans uddannelse og al logik fortalte ham, at hvis USA startede et atomangreb, ville det give store og eminent synlige sværme af missiler – sandsynligvis over 100 – mod adskillige mål. Et amerikanske angreb ville aldrig ske med blot fem missiler. Petrov havde også en klar formodning om, at det helt nye varslingssystem, ligesom så meget andet i Sovjetunionen, ikke var blevet omhyggeligt testet før det blev taget i brug, og sandsynligvis stadig var fejlbehæftet. Han besluttede derfor at tage risikoen og gå imod sin militære træning og ignorere advarslen.

Petrov blev sikker i sin sag, da ingen systemer efterfølgende meldte om, at amerikanske missiler havde ramt i Sovjetunionen. De fem missiler, som det nye system havde advaret imod, havde ikke eksisteret. Da han lidt senere på natten fik en advarsel om fire nye missiler, var han derfor sikker i sin sag at de ikke eksisterede, og ignorerede igen advarslen. Han blev igen bekræftet, da ingen missiler slog ned. Efterfølgende viste det sig, at det nye sovjetiske varslingssystem havde tolket refleksioner af solskin på lave skyer som missiler.

Stanislav Petrovs omtanke og beslutning om, at systemet tog fejl, er en af de vigtigste menneskelige beslutninger i efterkrigstiden. Havde han gjort sin umiddelbare, mekaniske pligt og rapporteret indkommende missiler længere op i kommandokæden, ville den sovjetiske militærledelse og den paranoide Andropov med stor sandsynlighed også mekanisk have fulgt protokollen og indledt et storstillet angreb med atomvåben mod USA. Hvor mange millioner mennesker, Petrov reddede den nat, kan man ikke vide.

Men han blev ikke ligefrem belønnet for sin omtanke. Chefen for det sovjetiske missilforsvar, General Yury Votintsev, der var den første der fik information om hændelsen, noterede at Petrov opførte sig korrekt og roste ham. Efterfølgende stoppede rosen, da hændelsen blev behandlet på traditional sovjetisk vis. Petrov mente selv, at hemmeligholdelsen og den bureaukratiske reprimande han fik, handlede om at beskytte ledelsens ry og omdømmet hos de videnskabsfolk, der havde udviklet varslingssystemet.

En ironisk detalje i fortællingen om Petrov er således, at mens marxistisk historieskrivning fokuserer på store, upersonlige historiske kræfter, viste begivenheden hvordan et enkelt menneske kan ændre historiens gang. Men i stedet for at hylde dette menneske, reagerede det planøkonomiske sovjetiske system med sin indre logik ved at beskytte systemet, i stedet for at beskytte befolkningen. Der skulle også gå 15 år, før General Votintsev afslørede hændelsen for en måbende russisk og international offentlighed. Da var Sovjetunionen kollapset og Rusland var forsigtigt på vej mod det demokrati, et senere regime fik bremset.

Hændelsen og det faktum, at Petrov måtte holde den hemmelig for selv sine nærmeste, kom til at præge hans liv. Kevin Costner lavede for fire år siden en dokumentarfilm med titlen The Man Who Saved the World hvor Petrov selv fortæller om de ensomme år efter han blev forflyttet, mistede sin familie og var alene med den tyngende viden om, hvad han havde gjort, og hvad systemet var i stand til. Som mange andre helte understregede han, at han ikke var en helt, men blot et menneske på det rigtige sted og det rigtige tidspunkt. Han sagde dog også, med klassisk russisk galgenhumor, at ”de var heldige at jeg var på skiftet den aften”. Om han tænkte på den sovjetiske ledelse eller de millioner af mennesker, han reddede fra en sikker død i en atomkrig den nat, vides ikke. Stanislav Petrov døde i maj 2017.