Man kan ikke andet end knuselske nedenstående figur, og alt hvad den illustrerer.

Figuren er fra IRES seneste notat og viser antallet af nummerpladetyverier omkring det tidspunkt, hvor daværende skatteminister, Holger K. Nielsen – efter kun 30 dages høring midt i sommerferien – fik skrevet ind i Bekendtgørelse om registrering af køretøjer mv., at nummerplader fra 15. november 2015 skulle være fastskruet for at forhindre nummerpladetyverier.
Grunden til, at jeg elsker figuren, er, at den viser et tilbagevendende fænomen i reguleringspolitik: Politikerne ser et problem. Men inden de reagerer på det, har befolkningen selv løst problemet. De første to personer, jeg viste figuren, påpegede, at den havde en overraskende lighed med smittekurverne under COVID-19-pandemien.
Tænk lige over det. Der er 35-40 mio. ord, der regulerer danskerne. Hvor mange af dem er indført for at håndtere problemer, danskerne allerede selv havde løst?
Der er dog én lille hage ved figuren, som Marc Lund Andersen fra Boligøkonomisk Videncenter også (indirekte) påpeger på LinkedIn (han så en anden version af figuren fra SoMe, hvor kun ikrafttrædelsesdatoen er vist).
Det blev allerede meldt ud i juni 2013 at reglen ville komme, så mon ikke mange begyndte at sikre sig forud for dagen i 2015, hvorfra man kunne risikere bøde for manglende korrekt montering […] hvis antallet af tyverier falder i det øjeblik befolkningen fik besked på, at de ligeså godt kunne se at få fastskruet sine nummerplader for at undgå bøde i fremtiden, ændrer det så ikke pointen til det modsatte?
Det er et interessant spørgsmål. Det typiske er jo nok, at folk udskyder den slags til sidste øjeblik. Men af og til ser vi ændringerne omgående – det skete fx under COVID-19-pandemien, hvor skolerne var tomme dagene efter nedlukningen, selvom de faktisk var holdt åbent (skolerne lukkede først om mandagen, og restauranter og barer først ugen efter).
Hvorfor reagerer vi nogle gange særligt hurtigt på myndighedernes krav?
Jeg bilder mig ind, at den slags sker, når folk kan se en idé i anbefalingen fra myndighederne. Hvis danskerne kan se en idé med myndighedernes krav, så reagerer de selvfølgelig relativt hurtigt af ren egeninteresse. Hvis det rent faktisk virker at fastskrue nummerpladerne, hvorfor så ikke gøre det? Det tager trods alt ikke mange minutter.
Men hvis danskerne kan se en egeninteresse i at fastskrue deres nummerplader, rejser det et nyt spørgsmål. For kunne man så ikke have nøjes med en anbefaling, fremfor at indføre regulering som ikke umiddelbart virker proportional (man straffer jo reelt bilisterne for, at der var nogen, der stjæler deres nummerplader).
Figuren viser meget klart, at faldet var begyndt (eller stigningen som minimum stoppet) inden reglerne blev annonceret. Men det vil være forkert at hævde, at figuren er et bevis for, at reglerne ikke virker (der er fx et “gab” i prikkerne omkring reglernes ikrafttræden, som man kunne fortolke som en effekt).
Men det er til gengæld helt korrekt at konkludere, at der ikke er noget bevis for, at reglerne har en (nævneværdig) effekt. Og siden reglerne koster ca. 6 mio. kr. i administrative byrder, bør man derfor enten få evalueret effekten grundigt eller afskaffe reglerne på det foreliggende grundlag.
PS: Er intet for småt?
Det er åbenlyst for enhver, at det ikke er reglerne om, at nummerplader skal fastskrues, der vælter økonomien i Danmark. Pointen er, at det er de mange bække små, der ender som enorme byrder for danskerne, dansk erhvervsliv og den offentlige sektor. Reglerne om nummerpladers fastgørelse tilføjede netto 130 ord til regelmængden og koster altså ca. 45.000 kr. pr. ord pr. år. Der er 35-40 mio. ord, der regulerer Danmark. Do the math!
PPS: Det er faktisk ikke småt
Lad os lege med den tanke, at IRES’ eneste formål var at få afskaffet nummerpladereglen, og at vi fik succes med det. Så ville vi over de næste 50 år have sparet danskerne for, hvad der svarer til knap 150 mio. kr. i nutidsværdi.
Det burde vi sådan set godt kunne leve med, selvom IRES’ ambitionsniveau selvfølgelig er højere. For tænk, hvis vi kunne få evalueret alle regler i Danmark…

I det mindste fortsatte antallet af tyverier med at falde.
Ikke som med alkoholforbuddet i USA, hvor et fald blev vendt til en stigning.