Jeg synes, at denne er værd at dele med Punditokraternes læsere. Jeg skal ikke foregive, at jeg ikke selv lader mig underholde, og medierne responderer jo blot på min efterspørgsel.
Men der er virkelig noget “brød og cirkus” over det…
Hver uge screener vi hos IRES – Institut for Reguleringsstudier de nye høringer på Høringsportalen. I sidste uge blev tre af dem flaget som interessante. Ikke på grund af indholdet, men på grund af processen.
Den 25. august sendte Social- og Boligstyrelsen bilag 2 og 3 til støttebekendtgørelsen i supplerende høring. Bekendtgørelsen hæver maksimumsbeløbet, altså loftet over hvad en ny almen bolig må koste at anskaffe. Selve bekendtgørelsen var i høring fra 3. juli til 10. august. Fem en halv uge, men hele sommerferien lå midt i perioden. Og fristen udløb den 10. august kl. 12, samme dag som de første skoler startede. Folketingets Præsidium har ellers henstillet, at en høring, der løber over sommerferien, tidligst bør udløbe ti dage efter ferien. Men bilagene kom altså først i høring den 25. august med frist den 1. september kl. 12. Syv dage – og den sidste dag kun til frokost.
Dagen efter, den 26. august sendte Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø en bekendtgørelse om ekstraordinær kompensation til landbrugere i høring. 77,7 mio. kr. fra EU’s krisereserve, fordelt fladt med 35 kr. pr. støtteberettiget hektar, så en bedrift med 100 hektar får 3.500 kr. Fristen er 2. september. Syv dage.
I Justitsministeriets vejledning om lovkvalitet står der, at høringsfristen ”bør være så lang, at de hørte parter har mulighed for at udarbejde et fyldestgørende svar”, og at ”under normale omstændigheder vil en høringsfrist på 4 uger være passende”. Nøjagtig samme afsnit står i vejledningen om administrative forskrifter, så det gælder også bekendtgørelser. To bekendtgørelser fik altså en fjerdedel af normen. Og bagefter skal en bekendtgørelse ikke gennem Folketinget, så høringen er stort set det eneste sted, hvor nogen udefra kan nå at sige noget, før reglen binder.
Den tredje sag er den mildeste, men den er med, fordi den viser noget andet interessant. Den 25. august sendte Sundheds- og Kirkeministeriet et lovforslag om kronikerpakker og sundheds- og omsorgspladser i høring. Bloktilskuddet til regionerne hæves med godt 1 mia. kr. i 2031 og varigt godt 900 mio. kr. om året fra 2034. Høringsfristen er 18. september, altså 24 dage regnet fra offentliggørelsen. Vejledningen siger, at når fristen er under fire uger, bør begrundelsen stå i lovforslagets afsnit om hørte myndigheder. I udkastet er det afsnit en ren liste over organisationer. Der står ingen begrundelse. Forslaget er ikke fremsat endnu, så den kan i teorien nå at komme med. Men hvorfor vente?
Man kan indvende, at kronikerpakkerne udmønter en aftale, der allerede er indgået, så høringssvarene alligevel ikke kan flytte noget. Om substansen er det sandsynligvis rigtigt. Men høringen er det eneste sted før fremsættelsen, hvor nogen udefra kan nå at opdage, at udmøntningen ikke kan lade sig gøre i praksis, at overgangsreglerne rammer skævt, eller at en konsekvensberegning er forkert. Det er billigere at opdage i september 2026 end i 2029.
Landbrugsstøtten har en bedre forklaring, for der er faktisk en EU-frist. Medlemslandene skal underrette Kommissionen om deres ordning senest den 30. september. Men forordningen blev vedtaget den 27. juli og offentliggjort to dage efter, så styrelsen har trods alt to måneder. Hvorfor skal høringsfristen så være syv dage?
Man kan også indvende, at august altid er presset. Lovprogrammet skal være klar til Folketingets åbning, juli er død i ministerierne, og i år kom der ovenikøbet valg i marts og en regeringsdannelse, der først sluttede 3. juni. Det er rigtigt. Men åbningsdagen har ligget fast i generationer, og sommerferien kommer heller ikke bag på nogen. Når en kalender, alle kender på forhånd, alligevel ender med at forkorte netop det led, hvor omverdenen kommer til orde, er det ikke et uheld eller en nødvendighed. Det er et valg.
Det åbenlyse spørgsmål er: Hvad ville der være gået tabt, hvis de tre høringer havde fået de fire uger, vejledningen anbefaler? Eller tre måneder, som er normalfristen i Norge, og hvor fristen ikke må være kortere end seks uger? Der kan selvfølgelig være en omkostning ved at vente, men det er der bestemt også ved at forhaste sig. Fire uger havde næppe gjort den store forskel i praksis. Kronikerpakkerne træder i kraft fra 2027 til 2029. Forhøjelsen af maksimumsbeløbet gælder til og med 2035. Landbrugspengene skal først være udbetalt den 28. februar 2027, men styrelsen sigter selv mod medio oktober. Ingen af de tre datoer krævede, at høringen skete i huj og hast…
Behøver det virkelig gå så stærkt?
Forbrugerrådet Tænks cheføkonom, Morten Bruun Pedersen, skrev i juli på LinkedIn, at virksomheder ikke kun konkurrerer på pris, kvalitet og innovation. De konkurrerer også om at forme reglerne, så de passer bedre til deres egen forretningsmodel end til konkurrenternes. Regulering bør derfor beskytte konkurrencen og ikke bestemte forretningsmodeller, konkluderede han. Det er jeg så enig i, at jeg har skrevet en kommentar i Kontrast om det.
Pointen er enkel: Når virksomheder kæmper om spillereglerne, er hver eneste nye regel en ny kampplads – og på den kampplads er de etablerede på hjemmebane til skade for forbrugerne.
Men analysen har en logisk konsekvens, som Bruun Pedersen ikke selv drager: Hvis virksomheder kæmper om at forme spillereglerne til egen fordel – og det gør de – er hver eneste nye regel en ny kampplads, hvor de bedst organiserede interesser oftest vinder. Nobelpristageren George Stigler skrev allerede i 1971, at regulering ”som hovedregel erhverves af branchen og indrettes primært til branchens fordel”.
Det er ikke bare en teori. To eksempler fra indlægget:
Samme år, som Stigler skrev de ord, forbød USA cigaretreklamer i tv. Konkurrencen mellem tobaksproducenterne faldt målbart, markedsandelene frøs fast, og nye mærker holdt op med at komme til. Og da EU ville beskytte borgernes data med GDPR, faldt hjemmesidernes brug af eksterne teknologileverandører med 15% på en uge. Markedskoncentrationen steg, og de relative vindere blev Google og Facebook.
Herhjemme siger vismændene det samme. Da De Økonomiske Råd i 2017 gennemgik rammevilkårene for dansk produktivitet, pegede de på regulering, der skærmer etablerede virksomheder mod konkurrence, i den ene branche efter den anden: detailhandlen, realkreditten, advokatbranchen og taxierhvervet.
Regulering er altså ofte til skade for forbrugerne. Alligevel kæmper Forbrugerrådet igen og igen for mere regulering. Fx foreslog Morten Bruun Pedersen i 2019 selv et ÅOP-loft på 20% for kviklån. Hvordan gik det så?
Og loftet har formentlig hjulpet nogle. Antallet af unge, der for første gang tog et dyrt forbrugslån, faldt med næsten 40% på ét år. Men andre blev skubbet et endnu værre sted hen. Omkring 48.000 danskere har prøvet at optage private lån i lukkede Facebook-grupper, hvor renten ofte er omkring 50%, og hvor Finanstilsynet advarer om afpresning og netværk, som kriminelle står bag.
Sådan er der flere. Forbrugerrådet så ”gode takter” i den taxilov, der lukkede Uber ude af Danmark – samme år, som vismændene skrev, at loven ”fortsat [kan] skærme for gavnlig konkurrence”. De vil have realkreditselskaberne til at betale regningen for de kunder, der forlader dem. De fejrer EU’s ensartede ladestik som en sejr for forbrugerne. Og de ønsker differentieret moms. Det kunne være fint nok, hvis der fulgte evidens med. Men det hører til undtagelsen.
Hver gang man bestiller en ny regel – selv med de bedste forbrugerintentioner – åbner man en ny kampplads, hvor de etablerede virksomheder er på hjemmebane. For dem er ingen konkurrencefordel bedre (og ofte billigere) end den, lovgiverne kan give dem.
Hele indlægget kan læses i Kontrast.
Listen over Forbrugerrådet Tænks reguleringsønsker fyldte mere, end der var plads til i indlægget. Her er et længere udpluk fra de senere år. Hvert punkt har link til dokumentationen, så man selv kan tjekke efter. Hvis der er evidens for, at de forskellige forslag gavner forbrugerne, hører jeg det meget gerne. Men jeg tvivler ærlig talt på, at evidensen findes.
Dertil kommer opfordringen til at tage GDPR i brug over for OpenAI og de andre store AI-sprogmodeller og etablere ”offentlig kontrol” med generativ kunstig intelligens,[C1] og lovgivning, der lader bankerne sende svindelregningen videre til techgiganterne. Samtidig så Forbrugerrådet ”gode takter” i den taxilov, der definitivt lukkede for, at Uber-modellen kunne komme lovligt til Danmark.
Listen er desværre langt fra udtømmende.
[C1]Løst i v9 (23/7): Leddet er omskrevet med Tænks henvendelse til Folketinget om generativ AI (20. juni 2023) som kilde – ft.dk-link indsat. ”Offentlig kontrol” er ordret fra henvendelsen; GDPR-delen bygger på dens formulering om, at det er ”tvivlsomt”, om GDPR overholdes af OpenAI og de andre udviklere af de store AI-sprogmodeller, samt opfordringen til Datatilsynet om Snapchats My AI. De to døde Altinget-links er slettet.
I går bragte Information min kronik om regeringens fødevaremoms. Her argumenterer jeg for, at selvom differentieret moms er en elendig idé, så holder den mest populære indvending mod forslaget ikke: Priserne på mad kommer til at falde.
I hvert fald nogle steder. For regeringen ved endnu ikke, hvad mad er:
Da Liberal Alliance spurgte skatteministeren tidligere på måneden, om det er rimeligt for restauranterne, hvis momsnedsættelsen vil gælde færdigretten i supermarkedet, men ikke samme ret på restauranten, lød svaret: »Den konkrete udmøntning af initiativet er endnu ikke fastlagt«.
Men mit indlæg handler især om en række økonomers påstand om, at lavere moms ikke ender som lavere forbrugerpriser.
Læs restenDen indvending har fået medvind, fordi den lyder godt. Den er konkret, kan eftertjekkes og efterlader et tal, alle kan huske. Imidlertid er den det fagligt mest usikre argument mod forslaget.
I fredags havde jeg et indlæg i Berlingske om boligmarkedet i København. Anledningen var, at Nikolaj Bøgh (K) vil give kommunerne mulighed for at kræve mindst 40% ejerboliger, når der laves lokalplaner.
Mit indlæg begynder med to historier. Kapitalforvalteren Urban Partners er netop begyndt at frasælge 345 lejeboliger i bl.a. Ørestad som ejerlejligheder. Og da min familie kortvarigt boede til leje hos Heimstaden samme sted, mens vores hus blev renoveret, gik der præcis en måned, før vi blev tilbudt at købe lejligheden. Vi takkede nej, for vi skulle jo videre, når håndværkerne var færdige. Men tilbuddet var der.
Som jeg skrev i avisen:
Historierne er værd at have i baghovedet, når Nikolaj Bøgh her i avisen efterlyser, at kommunerne skal kunne kræve mindst 40% ejerboliger, når der laves lokalplaner. De viser nemlig, at det ikke er ejerformen, der binder. Nybyggede lejeboliger kan frit omdannes til ejerboliger, hvis ellers efterspørgslen er der.
Ejerlejlighedsloven tillader nemlig frit at opdele alt, hvad der er opført efter juli 1966. En nybygget udlejningsejendom er med andre ord en ejerbolig, der venter på en køber. Sker det ikke, er det ikke, fordi loven forhindrer det, men fordi ingen har budt.
Læs restenRosa Eriksen (fhv. MF, M) efterlyste tidligere på måneden en debat om cykelhjelme i Jyllands-Posten, hvor argumenterne kommer før automatreaktionerne. Det er svært at være uenig i. Så jeg tog lommeregneren frem, og i går bragte avisen mit svar.
Pointen er enkel: Gevinsten ved et hjelmpåbud er til at regne på. Men det er omkostningerne, som Rosa Eriksen skøjter henover, også.
Lad os dog starte med gevinsten, hvor jeg har regnet i påbuddets favør hele vejen:
Antag gavmildt, at et påbud fjerner 55% af skaderne og dødsfaldene hos den halvdel, der cykler uden hjelm. Med Transportministeriets enhedspriser på ca. 7,5 mio. kr. pr. alvorligt tilskadekommen og ca. 48 mio. kr. pr. dræbt sparer samfundet i omegnen af 1 mia. kr. om året. Der er en betydelig gevinst ved et påbud.
Så langt er Eriksen og jeg enige. Men så er der den anden side af ligningen, og den starter med, at cykling er så pokkers sundt:
Danskerne cykler ca. 3 mia. km om året, og med en samfundsgevinst på godt 10 kr. pr. cyklet km er cyklingen ca. 30 mia. kr. værd. Falder omfanget bare 3%, er hele gevinsten ved påbuddet væk. Det er farligt at cykle, men fordi det er så sundt, er det endnu farligere at lade være.
Dertil kommer generne for cyklisterne, som TØI’s egen samfundsøkonomiske analyse af et norsk hjelmpåbud ca. sætter lig med hjelmens pris. Men de færreste fravælger hjelmen, fordi den koster et par hundrede kroner. De fravælger den på grund af alt det andet, den koster:
Svarer besværet til bare 2,5 kr. pr. tur, er hele gevinsten væk – igen. Vil en gennemsnitsdansker betale godt 30 kr. om måneden for at slippe for hjelmen?
TØI medgiver selv, at ”det kan ikke utelukkes at denne kostnaden er betydelig større”. Konklusionen i JP:
Med lommeregneren i hånden virker svaret oplagt: Anbefal gerne cykelhjelmen. Men drop påbuddet.
Læs hele indlægget her.
PS. Evidensen for, at hjelme virker, er et peer-reviewed metastudie fra TØI, der samler 21 studier af hjelmpåbud. Det hedder i øvrigt ”Recommend or mandate?”. Politiets skadestal og hjelmandele kommer fra Rådet for Sikker Trafik. Politiet fanger kun en brøkdel af skaderne, så gevinsten er regnet på et mørketalskorrigeret skøn på 300-500 alvorlige hovedskader om året mod politiets ca. 100, mens antallet af dræbte ikke er sat op. Kilometer og ture fra regionernes metodenotat og DTU’s transportvaneundersøgelse, og enhedspriserne fra Transportøkonomiske Enhedspriser. Alle mellemregninger ligger i et regneark, som jeg gerne deler.
I 1784 oplevede Danmark et statskup. Kronprins Frederik var inspireret af nye oplysningsidealer fra Frankrig og Storbritannien, og endte med at tvinge et regeringsskifte igennem. Enkedronning Juliane Marie, der ellers havde styret store dele af dansk politik i stedet for den sindssyge King Christian 7, havde længe forsøgte at undgå det ved bl.a. at udskyde kronprinsens konfirmation indtil han blev 16. Kuppet startede netop den dag, den nykonfirmerede kronprins Frederik for første gang skulle deltage i et møde i gehejmestatsrådet. En del af de kendte begivenheder, der efterfølgende udfoldede sig, var at enkedronningen blev låst inde og det ser ud til, at der var en egentlig slåskamp mellem kronprinsen og arveprinsen – Juliane Maries søn, der forvirrende også hed Frederik. Kronprinsen lykkedes under de mærkværdige begivenheder at læse en resolution op der foreslog, at regeringen blev opløst og al regeringsmagt blev overført til gehejmestatsrådet – og kongen underskrev forslaget. Kuppet var en realitet og kronprinsen udnævnte Andreas Peter Bernstorff som de facto førsteminister.
Både kronprinsen og Bernstorff, ligesom deres referingskolleger Christian Ditlev Reventlow og Christian Colbjørnsen, forstod de nye oplysningsidéer fra Skotland, der blandt andet viste hvordan protektionisme og særinteressepolitik var økonomisk skadelige. Privat synes det også, at Bernstorff troede på værdien af i hvert fald en grad af ytringsfrihed og offentlig kritik af regeringen. Blandt de første lovændringer, de gennemførte, blev flere offentligt kritiserede selvom de i dag hyldes: Landbrugsreformen i 1788 afskaffede stavnsbåndet – der havde været håndhævet i kongeriget og en mindre del af det sydøstlige Slesvig, men ikke i resten af hertugdømmerne. Den afskaffede også flere adelsprivilegier og alle direkte forbud mod import fra resten af verden, ligesom den sænkede nogle toldsatser.
Flere reformer fulgte de kommende år, der ikke mindst omfattede en gennemgribende liberalisering af jordmarkederne. Reformerne fulgte således en lang række af de indsigter, Adam Smith havde skrevet om i The Wealth of Nations, der var oversat til dansk så tidligt som i 1780. Bernstorff-administrationen indså for eksempel, at private handelsvirksomheder voksede langt hurtigere end de statslige virksomheder, den tidligere regering under Ove Høegh-Guldberg havde skabt. De statslige blev likvideret og private ejerandele blev ombyttet til statsobligationer: Dansk shipping overtog i de kommende år relativt meget transport fra både britiske, franske og hollandske virksomheder, og en del af handelen flyttede gradvist fra København til en række mindre havne i Danmark og Norge.
Det sidste skridt i reformprocessen kom, da finansministeren, Ernst Schimmelmann, i 1793 skrev en rapport, hvor han direkte brugte Smiths indsigter til at argumentere for handelsliberalisering og en total afskaffelse af statslig beskyttelse af dansk industri. Schimmelmann havde året før været en af drivkrafterne bag Danmarks afskaffelse af slavehandel, og hans arbejde om handel blev i brede træk indført af regeringen i 1797.
Som Svend Aage Hansens klassiske arbejde om dansk økonomisk historie peger på, var konsekvenserne af reformerne virkeligt substantielle, og i særlig grad i landbrugssektoren. Hansen vurderede, at landbrugets produktivitet fordobledes i årene efter liberaliseringen af jordmarkederne og den internationale handel. Danmark var ved at blive et samfund af uafhængige og individualistiske borgere i jordbrug og handel, der var langt bedre uddannede end resten af Europa: Langt størstedelen af befolkningen i Danmark og Norge kunne læse og skrive. De gennemgribende reformer satte landet op til en periode med moderne udvikling, da Napoleonskrigene startede og den politiske top endte med at satse på den forkerte hest. Og som vi skrev om forleden, måtte den moderne udvikling vente i 30 år…
Danmark var i slutningen af 1700-tallet en mellemstor magt i Europa. Landet var ifølge Maddison-databasen omtrent så rigt som de tyske stater: Væsentligt fattigere end Storbritannien, Nederlandene og de norditalienske bystater – verdens absolut rigeste lande på det tidspunkt – men klart rigere end f.eks. Frankrig, Spanien eller Sverige, og en betydelig flådemagt. Landet havde også på mange måder velfungerende institutioner, men ikke velfungerende politik. I efterdønningerne fra Napoleonskrigene stagnerede den danske økonomi således, og staten gik bankerot i 1814.
Stagnationen mellem 1807 og 1830erne skyldtes både den internationale udvikling og den førte politik. Frederik VI havde i 1808 opløst Statsrådet og regerede direkte indtil statsbankerotten og åbenlyst inkompetent politik tvang ham til at genindføre det. De næste 20 år hjalp dog ikke meget: Seks forskellige statsministre, fra den meget konservative og gammeldags Grev Joachim Godske Moltke til hans mere fremsynede bror Otto Joachim Moltke og den liberale Ernst Schimmelmann førte en politisk slingrekurs, der både omfattede frasalg eller opløsning af statsejet produktionsindustri, lovgivning i 1817, som styrkede lavvæsenet og således begrænsede den private konkurrence, og et lovgivet renteloft i kongeriget. Det sidste betød, at finansiel innovation som udviklingen af sparekasser, helt primært skete i hertugdømmerne, og måtte vente til en renteliberalisering i kongeriget i 1855 (læs f.eks. her).
Fra 1835, da de første stænderforsamlinger mødtes og begyndte at diskutere retningen på dansk politik, begyndte det hele så småt at ændre sig. På samme tid slap regeringen (omend uvilligt) grebet om medierne, så der dannede sig en reel offentlig debat. Oppositionsavisen Fædrelandet, der var grundlagt af økonomen C.N David året før, udgav for eksempel i 1835 en liste med 23 separate politikforslag som den mente, stænderforsamlingerne burde overveje. Den øgede transparens og debat omkring politik tvang regeringen til at offentliggøre statsbudgettet i december 1838, hvilket førte til endnu mere debat: Offentliggørelsen viste, hvor lidt styr regeringen havde på finanserne, og tvang den de følgende ti år til at slanke den offentlige sektor og arbejde en væsentlig del af udlandsgælden af.
Reformerne omkring 1840 omfattede dog meget mere end blot finanspolitisk ansvarlighed. Først og fremmest afskaffede man den rent ud sagt idiotiske told på varer, der krydsede Kongeåen – dvs. grænsen mellem Slesvig-Holsten og kongeriget og således mellem de to halvdele af riget. Hvorfor den handelshindring ikke allerede var afskaffet i 1790ernes reformer har vi ikke fundet nogen historisk forklaring på (men måske en læser har den). For det andet moderniserede regeringen, under pres fra stænderforsamlingerne, straffeloven og hele strukturen af embedsværket. Reformen var dybt kontroversiel, men skabte faktisk de moderne rammer om et professionelt og meget effektivt embedsværk og skabte lovgivningen, der sikrer at danske domstole er politisk uafhængige. Det er værd at understrege, at det i en vis forstand er disse rammer fra 1840 som udfordres i disse år med Skats undvigelse af almindelig forvaltningsskik, retssikkerhed og anstændighed.
Som det tydeligt kan ses i figuren nedenfor, var konsekvensen af disse reformer et markant skifte i økonomisk udvikling. Fra at have haft en gennemsnitlig vækstrate på 0,6 % per år mellem 1820 og 1840, skiftede væksten til 1,1 % per år mellem 1840 og 1860, og Danmarks relative økonomiske stagnation holdt op. I en periode før den første slesvigske krig og flere politiske fejltagelser umiddelbart efter, var danskerne endda omkring ti procent rigere end det vesteuropæiske gennemsnit. I de følgende 40 år steg væksraten – som vi dokumenterer senere i august – til 1,8 % og dermed til fuldt moderne økonomisk udvikling. Men reformerne omkring 1840 var en af forudsætningerne for at Danmark i sidste halvdel af 1800-tallet kunne etablere sig som et af verdens rigeste lande. Og de er en del af fundamentet, som den danske velstand stadig står på.
For at min bog, ”Prisen værd”, ikke skulle blive for lang og for tung at læse, valgte jeg at pille nogle af de mere tekniske kapitler ud. Et af dem kan du – i lettere omskrevet form – læse herunder.
Du kan købe bogen her eller låne den på biblioteket.
I et litteraturstudie af effekten af nedlukningerne fra Nationalbanken[1] konkluderer forfatterne, at “litteraturen antyder, at nedlukninger generelt er effektive til at dæmme op for spredningen af COVID-19”. Selvom dette muligvis er statistisk korrekt, tyder en nærmere gennemgang på, at selvom estimaterne er statistisk signifikante, er effekterne relativt små.
Et af de studier i Nationalbankens studie, der ser ud til at finde den største effekt af restriktionerne, er Mitze m.fl. (2020).[2] Der er flere metodiske problemer med studiet (fx anvender de en syntetisk kontrolmetode, der, som jeg tidligere har beskrevet her [og siden publiceret her], ikke er en pålidelig metode til evaluering af effekten af COVID-19-restriktioner). Men tager vi deres resultater for givet, finder de, at påbuddet om mundbind, der blev indført i Jena i Tyskland i foråret 2020, reducerede antallet af infektioner med 40%. Da påbuddet blev indført i d. 6. april 2020, var der meget få COVID-19-tilfælde i Jena og ingen døde af COVID-19. Så maskemandatet i Jena reddede cirka 0 mennesker fra COVID-19-døden og højst et par hundrede i Tyskland under den første bølge af COVID-19.[3]
Et andet studie i litteraturstudiet er Goldstein m.fl. (2021), som vi også har med i vores metastudie. Deres resultat viser, at den gennemsnitlige nedlukning i Europa og USA reducerede COVID-19-dødeligheden med 7,5%. Så nedlukningen i Danmark forhindrede – med udgangspunkt i Goldstein m.fl. (2021) – altså kun omkring 50 COVID-19-dødsfal.[4] Mens 50 forhindrede dødsfald naturligvis er en gevinst, man skal forholde sig til, så tyder disse resultater altså på, at effekten af nedlukningerne var begrænset, og de understøtter derfor i mine øjne ikke konklusionen om, at nedlukninger ”generelt er effektive til at dæmme op for spredningen af COVID-19”.
Man bør også være opmærksom på, at netop fordi litteraturstudier er kvalitative, er der mere plads til forfatternes egne fortolkninger af de inkluderede studier. Nationalbankens litteraturstudie indeholder fx en tabel, der viser, at mange af de inkluderede studier ikke finder nogen effekt af restriktionerne. Ca. 1/5 af resultaterne finder ingen signifikant negativ effekt på spredningen af COVID-19, mens de resterende 4/5 finder en signifikant effekt, herunder bl.a. Goldstein m.fl. (2021). Jeg er i øvrigt i tvivl om, hvordan de har lavet tabellen, for de medtager fx ikke, at Spiegel og Tookes (2021) finder en positiv effekt (altså en forværring af pandemien) af forsamlingsforbud.
Nationalbankens litteraturstudie er i øvrigt ikke et systematisk litteraturstudie. Et systematisk litteraturstudie følger – ligesom vores metastudie – en systematisk og transparent tilgang til at identificere og udvælge relevant forskning og til at udtrække og syntetisere data fra de studier, der indgår i studiet. Et ikke-systematisk litteraturstudie, følger ikke en systematisk tilgang, og det giver større risiko for, at forskerne – og det kan sagtens være ubevidst – ikke får inkluderet studier, der går imod deres egen overbevisning på det område, der ses på.
Jeg synes bl.a., at det er påfaldende, at Nationalbankens litteraturstudie ikke omfatter to gode studier af danske forskere, Bjørnskov (2021) (som er med i vores metastudie) og Kepp og Bjørnskov (2021) (som er et af ”state-of-the-art-studierne”, som jeg beskriver her).[5] Man skulle ellers tro, at netop disse studier af danske forskere var oplagte for en dansk centralbank, men de kom altså ikke med. Desværre fremgår det ikke af Nationalbankens litteraturstudie, hvorfor de ser bort fra disse studier.
Bjørnskov, Christian. 2021. “Did Lockdown Work? An Economist’s Cross-Country Comparison”. CESifo Economic Studies 00 (00):14. https://doi.org/10.1093/cesifo/ifab003.
Goldstein, Patricio, Eduardo Levy Yeyati, og Luca Sartorio. 2021. “Lockdown Fatigue: The Diminishing Effects of Quarantines on the Spread of COVID-19”, juni. https://doi.org/10.21203/rs.3.rs-621368/v1.
Kepp, Kasper Planeta, og Christian Bjørnskov. 2021. “Lockdown Effects on Sars-CoV-2 Transmission – The Evidence from Northern Jutland”. medRxiv, januar. https://doi.org/10.1101/2020.12.28.20248936.
Mitze, Timo, Reinhold Kosfeld, Johannes Rode, og Klaus Wälde. 2020. “Face Masks Considerably Reduce COVID-19 Cases in Germany”. Proceedings of the National Academy of Sciences 117 (51):32293–301. https://doi.org/10.1073/pnas.2015954117.
Poeschl, Johannes, og Rasmus Bisgaard Larsen. 2021. “How Do Non-Pharmaceutical Interventions Affect the Spread of COVID-19? A Literature Review”. Nationalbanken Economic Memo, nr. 4:20. https://www.nationalbanken.dk/en/publications/Documents/2021/04/Economic%20Memo%20nr.%204-2021.pdf.
Spiegel, Matthew, og Heather Tookes. 2021. “Business Restrictions and COVID-19 Fatalities”. Redigeret af Itay Goldstein. The Review of Financial Studies, juni, hhab069. https://doi.org/10.1093/rfs/hhab069.
[1] Poeschl og Larsen (2021), ”How do non-pharmaceutical interventions affect the spread of COVID-19? A literature review”.
[2] De fleste af studierne i litteraturstudiet ser ikke på den samlede langsigtede effekt af nedlukningerne, men kun på effekten på reproduktionstallet, Rt, som ikke umiddelbart kan oversættes til antal forhindrede COVID-19-dødsfald, fordi reproduktionstallet – på grund af frivillige adfærdsændringer – altid vil svinge omkring 1,0. Det vender vi tilbage til i kapitel 5.
[3] Se https://www.corona-in-zahlen.de/landkreise/sk%20jena/ og https://ourworldindata.org/explorers/coronavirus-data-explorer?zoomToSelection=true&facet=none&pickerSort=asc&pickerMetric=location&hideControls=true&Metric=Confirmed+deaths&Interval=Cumulative&Relative+to+Population=false&Color+by+test+positivity=false&country=~DEU. Bemærk, at det tager cirka tre uger fra infektion til død. Ifølge Mitze m.fl. (2020) blev mundbind påbudt i alle føderale stater mellem 20. april og 29. april 2020, så effekten af mundbind på COVID-19-dødsfald bliver først synlig i de daglige tal for COVID-19-dødsfald i perioden mellem 11. maj og 20. maj 2020. Fra den 11. maj og resten af den første bølge døde der 1.556 mennesker af COVID-19 i Tyskland, så mundbind reddede højst 622 mennesker under første bølge svarende til ca. 7 pr. million indbyggere.
[4] Der døde godt 600 personer af COVID-19 under første bølge. En effekt på 7,5% svarer til, at ca. 650 ville være døde uden nedlukning, så effekten af nedlukningen var altså 50 dødsfald med udgangspunkt i resultaterne fra Goldstein m.fl. (2021).
[5] Nationalbankens litteraturstudie udkom 8. april 2021. Arbejdspapir-versionen af Bjørnskov (2021) udkom allerede 6. august 2020, og Kepp og Bjørnskov (2021) blev udgivet 4. januar 2021.
Hvor de fleste andre vestlige lande har uholdbare offentlige finanser, er de danske mere end holdbare, og der er heller ikke andre alvorlige, akutte balanceproblemer. Det er let at tro, at det har været sådan altid – og måske endda at den danske velfærdsstat ikke er et problem, men ligefrem en del af løsningen.
Men sådan har det bestemt ikke altid været, og velfærdsstaten kom ikke uden voldsomme balanceproblemer.
Per Callesen, tidligere afdelingschef i Finansministeriet og nationalbankdirektør, har skrevet et digert værk om, hvorfor Danmark kom tæt på afgrunden (som tidligere finansminister Knud Heinesen advarede om i 1979). Jeg har endnu ikke haft mulighed for at læse bogen, men han fortalte historien i kortere form i Politikens kronik sidste uge. Analysen er relevant for vores sommerserie om de danske økonomiske reformer og fortjener også en tilføjelse med på vejen.
Hovedpointen i kronikken er, at det danske skattesystem var en alvorlig hæmsko, da dansk økonomi blev ramt af en række udefrakommende og selvskabte chok i løbet af 1970erne. Rentefradraget havde en skatteværdi på op til 73 pct., mens forskellige former for kapitalafkast blev beskattet væsentligt lavere eller slet ikke. Da renten så steg som følge af højere inflation bl.a. i kølvandet på devalueringspolitikken i 1970’erne, blev skattesystemets manglende robusthed blotlagt og bidrog til de voksende offentlige underskud, som i sig selv bidrog yderligere til rentestigningen.
Jeg er enig i analysen af, at kombinationen af høj rentefradragsværdi og høj inflation og rente var kritisk. Realrenten efter skat var negativ, og da det stod værst til i slutningen af 70erne og starten af 80erne, spiste skattesystemet ti procent af boligejernes gæld om året. Tal lige om at ”komme sovende” til boliggevinster. Incitamentet til at spare op var ringe, og i kombination med de offentlige underskud, var der kroniske underskud på betalingsbalancen og voksende udenlandsk gæld – begge forhold som skabte stor bekymring i datiden.
Men her kommer den vigtige tilføjelse: At de offentlige underskud i 70’erne blev grundlagt af udgiftspolitikken i 1960erne, og der i første omgang var meget store provenustigninger at bruge løs af. Langsigtet robusthed eller ej, så blev velfærdsstatens voldsomme vækst i 60erne og 70erne hjulpet på vej af meget store skatteindtægter.
Hovedårsagen til de store indtægter var indførelse af moms, kildeskat og amtsskat (i forbindelse med kommunalreformen i 1970). Således steg de offentlige indtægter med 9,0 pct. af BNP under VKR-regeringen (fra 1967-71). Under det foregående ”røde kabinet” fra 1965-67 steg indtægterne med 2,7 pct. af BNP. Der har ikke på noget tidspunkt sidenhen været en årlig stigning, som kom bare i nærheden.
Udgiftsstigningen var også unikt kraftig. Udgiftstrykket steg med ca. 1½ pct. af BNP om året under både det røde kabinet og VKR-regeringen. Det fortsatte med næsten uændret stigningstakt (1,3 pct. af BNP om året) fra 1971-82 (domineret af socialdemokratisk ledede regeringer), men ændrede alligevel karakter. Som kronikken noterer, blev udgifterne nu i høj grad drevet af de dårligere konjunkturer, hvor renteudgifter og arbejdsløshedsdagpenge gik i vejret. Kimen var allerede blev lagt med tidligere lempelser af dagpengereglerne, men først da ledigheden steg, gik der for alvor hul i kassen. Hullet blev vedvarende, fordi ledigheden med lempelserne var gjort strukturel. Også på andre områder kostede velfærdsstatens nye initiativer ikke altid så meget i begyndelsen, indtil antallet af brugere begyndte at stige.
Kimen til den langstrakte økonomiske krise i 1970erne og reformpolitikken under stort set samtlige efterfølgende regeringer blev altså lagt i anden halvdel af 1960’erne. Det var her, den moderne velfærdsstat for alvor blev udbygget. Der var råd til det, fordi indtægterne til at begynde med steg voldsomt. Men det varede kun indtil skattestigningerne ikke kunne følge med den fortsatte, voldsomme vækst i udgifterne (for en nærmere gennemgang, se f.eks. min ”VKR katastrofen” her).
Stort set alle regeringer siden 80’erne gennemførte reformer. Der er bl.a. kommet talrige reformer af skattesystemet, ligesom arbejdsmarkedspolitikken og overførselsindkomsterne er blevet reformeret.
Men trods denne indsats er der aldrig rigtig blev gjort noget ved de øvrige store udgiftspolitiske områder – bortset fra at renteudgifterne svandt med gælden og inflationen. Den store offentlige sektor, vi fik grundlagt i 1960erne, har vi altså langt henad vejen stadig.
Reformpolitikken begyndte som sagt i 1982 – med firkløverregeringen. Selv om den – som Per Callesen skriver – kom i gennem med historisk kraftige stramninger af finanspolitikken, lykkedes den ikke med udgiftspolitikken. Da den tiltrådte, var ambitionen at lukke hullet i de offentlige finanser ved at sænke udgiftstrykket. I stedet endte den med at hæve skattetrykket.
Kronikken konstaterer, at der var overraskende lille forståelse blandt samtidens økonomer for de strukturelle problemer på både skatteområdet og arbejdsmarkedsområdet, da de blev skabt og blussede op med krisen i 1970erne og 1980erne.
Måske kan man sige det samme om udgiftspolitikken i dag. Jo vist, der er fokus på udgifterne set fra et holdbarhedssynspunkt, og med budgetloven er der lagt et (vist) loft over dem. Men de alvorlige misallokeringsproblemer ved at fritage en stor del af økonomien fra forbrugernes kontrol og prioritering og fra produktivitetspresset fra egentlig konkurrence, fylder forbavsende lidt. Det bliver til tider blot relegeret til at være ”et politisk spørgsmål”. Men så var ”afgrunden” vel det samme?
Læs resten
I et typisk folketingsår behandler Folketinget over 200 lovforslag. Det er omtrent ét for hver eneste arbejdsdag, året rundt. Stortinget i Norge nøjes med 93. Ingen politiker har besluttet, at Danmark skulle lovgive dobbelt så meget som nordmændene. Det er bare sket.
Da den nye regering i juni præsenterede sit regeringsgrundlag med 12 nye kommissioner, udvalg og ekspertgrupper, blev de hurtigt affærdiget som syltekrukker, og selv statsministeren måtte ved præsentationen afvise, at de svære sager bare blev syltet. Jeg argumenterede dengang i Jyllands-Posten for, at kritikken ramte ved siden af, fordi ”alternativet til kommissionerne er, at regler og penge bliver brugt uden klar idé om, hvad problemet er, eller hvordan det kan løses. Og så er selv en syltekrukke trods alt at foretrække.”
Siden er det blot blevet endnu mere tydeligt, at Danmarks problem er ikke for mange kommissioner, men for meget hastværk. Fx hastede Regeringen loven om ændret befordringsfradrag igennem høringer og Folketinget, selv om der – som jeg har dokumenteret i RÆSON – ikke var skyggen af behov for hastværk.
Læs restenPeter Kurrild-Klitgaard skriver på X:
Jeg var generelt ingen fan af Lindsey Graham, men dette er et fantastisk citat om, hvordan megen politik reelt fungerer i praksis. Det er meget sjældent store sammensværgelser blandt de “magtfulde” og meget oftere en slags “vi aner ikke, hvad vi laver, men vi laver dét her!.”
Jeg har i dag et indlæg i Finans om regeringens lovforslag om EU’s løngennemsigtighedsdirektiv. Kort fortalt: en regning på ca. 4 mia. kr. over 10 år for en beskyttelse af medarbejderne, som forskningen ikke kan finde. Til Punditokraternes læsere vil jeg fremhæve den figur, der bedst opsummerer, hvorfor jeg er skeptisk (udover de enorme omkostninger=.
Figuren bygger på Zoë Cullens oversigtsartikel i Journal of Economic Perspectives (2024), og hos IRES har vi tilføjet to nyere studier, Gamage m.fl. (2024) og Blundell m.fl. (2025). Hvert punkt er et studie af løngennemsigtighed. X-aksen viser effekten på løngabet mellem mænd og kvinder, y-aksen effekten på lønniveauet.
Fortalernes implicitte løfte bor i kvadranten øverst til venstre: mindre løngab som følge af højere løn til kvinderne. Kig på figuren. Den kvadrant er tom.
For at min bog, ”Prisen værd”, ikke skulle blive for lang og for tung at læse, valgte jeg at pille nogle af de mere tekniske kapitler ud. Et af dem kan du – i lettere omskrevet form – læse herunder.
Du kan købe bogen her eller låne den på biblioteket.
I forbindelse med at vores metastudie lavede vi en søgning, hvor vi bl.a. søgte efter naturlige eksperimenter af nedlukninger og COVID-19-restriktioner. Vores søgning førte til to naturlige eksperimenter, som vi skal se nedenfor. ”Naturlige eksperimenter” refererer til situationer, hvor der tilfældigt bliver etableret en behandlingsgruppe og en kontrolgruppe. Denne form for studier er relativt sjældne, fordi det kræver en vis opfindsomhed fra forskernes side at identificere dem.
Disse studier er uhyre vigtige, fordi de kan give os rigtig god indsigt i, hvordan konkrete politikker fungerer i den rigtige verden.
Læs restenHvert år kører vi her på stedet en sommerserie om et bestemt emne. Nogle gange er serien kort, nogle gange noget længere. Hvor meget vi dækker og hvor lang sommerserien bliver, afhænger blandt andet af de forslag, vi får fra læserne, ved siden af vores egne idéer og hvor travlt vi får henover sommeren. Men særligt i år kommer der ikke til at mangle muligheder for blogposter: Emnet for sommerserien 2026 er ‘Danske reformer.’
Der bliver talt meget om reformer i dansk politik, men i virkeligheden gjort meget lidt. Alle mindre ændringer bliver solgt som ‘reformer’, og imens er produktivitetsvæksten, og i særlig grad væksten i danskernes privatforbrug, faldet til historisk lave niveauer. Men sådan har det ikke altid været. Vi skriver derfor en række indlæg om faktiske reformer fra de sidste godt 200 års dansk historie – reformer, der ikke bare var politisk stafage, men faktisk ændrede Danmark i en bedre retning.
Hvad er det så for reformer, vi kommer til at betragte? Listen er på ingen måde udtømmende, men det er oplagt at skrive om: Poul Nyrups arbejdsudbudsreformer i 1990erne; Poul Schlüters store reform af dansk politik fra 1982, der blandt andet indførte fastkurspolitikken; indførslen af næringsfrihed for alle danskere i 1857; civilretsreformen, som stænderforsamlingerne pressede regeringen til at implementere i 1840; parlamentarismens indførsel i 1901; og liberaliseringen af jordmarkederne i 1790erne.
De kommende uger kommer indlæggende dryppende. I mellemtiden er alle punditokraternes læsere mere end velkomne til at foreslå emner. Det gøres enten som kommentar til denne post, eller via e-mail til redaktøren (chbj@econ.au.dk).
For at min bog, ”Prisen værd”, ikke skulle blive for lang og for tung at læse, valgte jeg at pille nogle af de mere tekniske kapitler ud. Et af dem kan du – i lettere omskrevet form – læse herunder.
Du kan købe bogen her eller låne den på biblioteket.
I forbindelse med at vores metastudie lavede vi en søgning, hvor vi bl.a. søgte efter naturlige eksperimenter af nedlukninger og COVID-19-restriktioner. Vores søgning førte til fire studier, der bruger metoder, som minder om randomiserede forsøg, nemlig ”regression discontinuity design” eller på dansk, ”regressionsdiskontinuitetsdesign”, som jeg herefter blot vil kalde RDD.
Idéen i RDD er, at man udnytter de tilfældige afgrænsninger/tærskelværdier, der kan være ved en intervention. Det kan fx være i forhold til at evaluere effekten af ny erhvervsregulering, som kun gælder for virksomheder over en vis størrelse.
Et eksempel er de regler for kønsopdelt lønstatistik, som blev indført i Danmark i 2006 for virksomheder med mindst 35 ansatte, for at reducere løngabet mellem mænd og kvinder. Forestil jer, at man ønsker at undersøge, om reglerne reducerede virksomhedernes produktivitet, fordi de påføres noget ekstra bureaukrati. Hvis man blot sammenligner virksomheder med mindst 35 ansatte (behandlingsgruppen) med virksomheder med færre end 35 ansatte (kontrolgruppen) i en normal difference-in-difference analyse, risikerer man, at ens estimater bliver skævvredet af andre faktorer. For eksempel kan virksomheder med mindst 35 ansatte være mere produktive i udgangspunktet (der er trods alt en grund til, at de lykkedes med at vokse til mindst 35 ansatte).
I en RDD indsnævrer man derfor behandlings- og kontrolgruppen, så man i stedet sammenligner de virksomheder, der lige netop bliver ramt af reguleringen (fx virksomheder med præcis 35 ansatte) med de virksomheder, der lige netop ikke rammes af reguleringen (fx virksomheder med præcis 34 ansatte). Da disse virksomheder er langt mere ens end fx en virksomhed med 2 ansatte i forhold til en virksomhed med 500 ansatte, får man et langt mere præcist estimat. Og det var det, danske forskere gjorde, da de fandt ud af, at de nye regler for kønsopdelt lønstatistik reducerede virksomhedernes produktivitet (og reducerede løngabet, fordi de mandlige ansatte fik mindre i løn).[1] Det centrale er, at virksomhederne er “tætte” på hinanden. Jo mere, de ligner hinanden, jo mindre er risikoen for, at resultaterne er drevet af andre faktorer.
Læs restenCuba har siden starten af 1960erne været et af verdens ‘ægte’ socialistiske samfund. Socialister over hele verden har hyldet landet, uanset hvad der foregik; i Danmark blev Svend Auken herostratisk berømt for sin konstante støtte og beundring for Cubas diktator gennem flere årtier, Fidel Castro (se f.eks. her). Men udviklingen har været katastrofal, og forårsaget af den socialistiske økonomi, som f.eks. Bastos, Geloso og Bologna Pavlik forleden viste (læs her). Det er svært at se en så voldsom deroute af det, der engang var et af Latinamerikas rigeste lande, som andet end en menneskeskabt og fuldstændigt undgåelig katastrofe. Men måske er elendigheden så småt ved at være ovre!
Cubas premierminister Manuel Marrero annoncerede for to uger siden en lang række meget vidtgående ændringer i landets økonomi. ABC News kaldte det en “sweeping economic overhaul”, og minder i meget høj grad om de ændringer, som store dele af Central- og Østeuropa gennemgik i årene efter 1989. The Miami Herald (via Marginal Revolution) opsummerede de vigtigste som:
Private and foreign capital to purchase and sell fuel
The creation of private corporate banking
Private business owners to own more than one company and hire more than 100 workers
Private businesses in agriculture and tourism
Tourism property sales, evaluated case-by-case, for Cubans resident in the country and abroad
Foreign investors to hire workers directly
Foreign investment in Old Havana and other tourist spots, in state telecom ETECSA data centers, mobile networks, and other digital infrastructure
The extension of surface rights up to 99 years and leases up to 50 years for foreign investments
Real estate development in tourism
Farmland lease rights for an “indefinite period”
Wholesale and retail trade without limits by foreign entities
The sale of state assets and state companies’ shares to the private sector and foreign companies
ABC peger også på, at selv internationale fast food-kæder – læs, MacDonalds, Burger King osv. – tillades at operere frit i Cuba. På samme måde indebærer de mange reformforslag, at man frit kan importere og eksportere fra landet uden at det kræver statens godkendelse. Alt i alt ligner den cubanske reformpakke en fuld transition til noget, regimet blankt indrømmer er inspireret direkte af Vietnam. Man sigter med andre ord efter at få en kapitalistisk, dynamisk markedsøkonomi, men uden den ‘almindelige’ politiske overbygning.
Som alle andre af den slags markante reformpakker må man nødvendigvis vente og se på, hvordan den bliver implementeret i praksis. Der er mange ting, der kan gå galt, og det er på ingen måde sikkert, om Cuba ender som Estland og Tjekkiet, eller mere som Hviderusland eller Uzbekistan. Men bare det, at det cubanske regime nu erkender åbent, at systemet siden starten af 1960erne har spillet så grotesk fejl, er et meget stort skridt fremad. Hvor vi er om bare fem år, er der ingen der ved. Men hvis det politiske regime også falder sammen med den socialistiske økonomi, bliver det næppe kønt for den politiske elite – på trods af at den almindelige befolkning står til enorme fremskridt. Siden 1990 er det private forbrug i gennemsnit steget med 120 % i de tidligere kommunistiske lande der kom ud af Sovjetblokken. Der er ikke meget grund til at tro, at det bliver en anderledes oplevelse i Cuba…
For at min bog, ”Prisen værd”, ikke skulle blive for lang og for tung at læse, valgte jeg at pille nogle af de mere tekniske kapitler ud. Et af dem kan du – i lettere omskrevet form – læse herunder.
Du kan købe bogen her eller låne den på biblioteket.
De sidste restriktioner i Danmark blev ophævet d. 1. februar 2022. Dermed blev Danmark det første land, der fjernede COVID-19-restriktionerne, og nyheden blev ikke vel modtaget af WHO, hvor generaldirektør Tedros Adhanom Ghebreyesus – på trods af, at alle danskere havde haft mulighed for at blive vaccineret – sagde, at ”det er for tidligt for noget land enten at overgive sig eller erklære sejr. Denne virus er farlig, og den fortsætter med at udvikle sig for øjnene af os. […] Flere COVID-19-smittede betyder flere dødsfald”.[1]
Mens sidstnævnte var sandt, selvom Omikron-varianten med vacciner langt fra var så dødelig som Delta-varianten uden vacciner (det var jo stadig en sygdom, der som så mange andre sygdomme kunne få dødeligt udfald for de mest sårbare borgere), havde smitteudviklingen og senere indlæggelser meget lidt at gøre med restriktionerne.
Læs restenIngen af vores faste læsere kan være i tvivl om, at Punditokraterne ikke er begejstrede for Danmarks nye regering. Socialdemokraterne fik et objektivt set elendigt valg, men blev reddet af Lars Løkke, der endnu en gang gjorde det bedste for én dansker – Lars Løkke. Hvis nogen skulle mene, at public choice ikke giver rimelige forklaringer på politisk adfærd, og hvorfor der tages økonomisk tåbelige beslutninger i selv velfungerende demokratier, kan man for eksempel starte med hans adfærd. Men mere om det en anden dag. For der er et andet kendetegn ved den nye regering, der er emnet idag: Dens ekstreme planer om brug af kommissioner. Her er listen:
En ekspertkommission, der skal rådgive om håndtering grundvandstruende forurening.
En ‘Allemandsretskommission’.
E ekspertkommission til at vurdere idéer om avancebeskatning af realiserede boliggevinster.
En ekspertkommission til at anvise en model for ‘gratis’ tandpleje.
En ekspertkommission for såkaldt trivselsøkonomi.
En kommission til at lave anbefalinger til en kapitalbeskatningsreform.
En produktivitets- og konkurrenceevnekommission – igen.
En forberedende kommission til at hjælpe med ændringer i pension og velfærdsforlig 2.0.
En ekspertgruppe, der skal foreslå byrdelempelsestiltag.
En ‘hurtigt arbejdende ekspertgruppe’ til at kortlægge den samfundsøkonomiske værdi af den danske model.
En arbejdsgruppe til at anbefale en mere aktiv industripolitik.
Oveni de 11 kommissioner og ekspertgrupper, nævner regeringsgrundlaget også flere task forces og andet. Det er svært at komme udenom konklusionen, at man i forhandlingerne ganske enkelt har sendt næsten alle politisk svære emner i syltekrukker. For det er reelt, hvad ekspertkommissioner er idag i dansk politik. Skulle man være i tvivl, kan man se på to eksempler. I 2022 fremlagde Pensionskommissionen sine anbefalinger til et fremtidigt pensionssystem. Alligevel er det igen en kommission til at hjælpe med pensionsændringer.
Og i 2014 præsenterede Produktivitetskommissionen sit ekstremt omhyggelige arbejde for den daværende regering. Det er værd at bemærke, at ingen – siger og skriver ingen – af dens anbefalinger er gennemført siden da. Der ligger et fint idékatalog fra 2014, men alligevel skal vi have en ny produktivitets- og konkurrenceevnekommission. Men må stille sig mindst to spørgsmål: 1) Får vi en ny kommission, fordi den nye regering vil have andre konklusioner? For hvis de skal have det, skal de i hvert fald ikke udnævne kapable økonomer til kommissionen. Og 2), hvordan skal sådan en kommission arbejde på samme tid som regeringen har nedsat en såkaldt arbejdsgruppe til at se på mere aktiv industripolitik – en type politik, der så absolut ikke er til gavn for vækst, produktivitet eller konkurrenceevne.
Det bekymrende er ikke kun retningen i den nye regerings politik, men i høj grad også usikkerheden i, hvad den reelt vil. Baggrunden er nok, at regeringen ikke internt er enig om retningen, og derfor sikrer sig en masse politisk manøvrerum ved at bruge kommissionsarbejde til at udskyde eller sløre en række vigtige beslutninger.
Regeringen har, basalt set, valgt at spille et intrikat politisk spil, men efterlader dermed borgerne med ikke blot en stor og meget usikker regning – DI har regnet sig frem til et underskud på 15 milliarder på de planer, der nogenlunde konkrete, mens Cepos ender på 18 milliarder – men også med en meget høj grad af policy uncertainty. Lars Løkke og Mette Frederiksen har nok ‘vundet’ det politiske spil, men dansk økonomi ser i høj grad ud til at være taberen i det spil. Det faktum, at så lang en række af politiske spørgsmål er lagt i syltekrukker i form af kommissioner – som danske politikere har en tradition for fuldstændigt at ignorere, når de er færdige – burde ringe alle advarselsklokkerne hos erhvervslivet.
For at min bog, ”Prisen værd”, ikke skulle blive for lang og for tung at læse, valgte jeg at pille nogle af de mere tekniske kapitler ud. Et af dem kan du – i lettere omskrevet form – læse herunder.
Du kan købe bogen her eller låne den på biblioteket.
Konklusion: Flere litteraturstudier når frem til konklusioner, der understøtter resultaterne i vores metastudie. De litteraturstudier, der konkluderer, at nedlukningerne er effektive til at reducere COVID-19-dødeligheden, konkluderer oftest på baggrund af statistisk signifikans og ikke hvorvidt effekten er af politisk relevans. Eller også konkluderer de på baggrund af studier, der begår Flaxman-fejlen, og blander effekten af frivillige adfærdsændringer sammen med effekten af nedlukningerne.
Læs resten