Det er der nu ikke grund til at være så overraskede over. Børn i Argentina lærer i skolen at Malvinas er en del af Argentina og England er en besættelsesmagt. Det er simpelthen en konstant i Argentina sammen med kærligheden til fodbold og tango.

Konflikten mellem Argentina og Storbritannien om Falklandsøerne/ Malvinas er en af de længst varende territoriale tvister i den vestlige verden. Den har rødder i kolonitidens rivalisering mellem europæiske stormagter og tager sin begyndelse ved opdagelsen af øerne i 1600.

Så lad os lige få styr på kronologien:  

Den hollandske opdagelsesrejsende Sebalt de Weert ser øerne i år 1600.

I 1690 sejler Den engelske kaptajn John Strong gennem sundet mellem de to hovedøer og navngiver det Falkland Sound. Dette bliver senere et centralt element i briternes krav.

I 1764 etablerer Frankrig den første koloni på den østlige ø under Louis Antoine de Bougainville, mens England etablerer en en koloni på den vestlige ø i 1765-66 under John Byron, som erklærer øerne for britisk territorium under George III.

I 1767 overtager Spanien overtager den franske koloni og hævder suverænitet over hele øgruppen. Herefter følger en periode hvor både Spanien og Storbritannien hævder suverænitet over hele øgruppen. I 1770 lykkes det faktisk Spanien af fordrive englænderne og situationen er tæt på at udløse krig mellem Spanien og Storbritannien. Den efterfølgende fredsaftale er temmelig uklar og indebærer at begge parter fortsat kan hævde suverænitet over øerne. I 1774 forlader sin koloni fuldstændig, men efterlader en inskription, der fastholder kravet om at øerne tilhører dem. Efterfølgende forlader også den spanske guvernør i 1806 øerne og efterlader ligeledes en inskription. Herefter affolkes øerne og i 1811 forlader de sidste beboere øerne, som herefter er ubeboede i flere år.

I 1816 etableres Argentina som Provincias Unidas del Río de la Plata og i 1820 tager Fribytteren David Jewett øerne i besiddelse på Argentinas vegne. Det følges op i 1828 med at Luis Vernet etablerer en koloni med tilladelse fra både Argentina og Storbritannien. Men i 1831 angriber et amerikansk krigsskib kolonien efter strid om fiskerirettigheder, hvorefter USA arresterer koloniledelsen og erklærer at øerne “ikke tilhører nogen”. Argentina sender 4 år senere en garnison til øerne, men allerede året efter, i 1833, vender Storbritannien tilbage og beder den argentinske garnison forlade øerne. Argentina protesterer, men opgiver i praksis at fremføre kravet om Argentinsk suverænitet de efterfølgende omkring 100 år.

Fra 1834 begynder englænderne at bruge øerne som flådestation, og fra 1840 er der en permanent britisk bosættelse på øerne, som har udviklet sig til et lille, stabilt samfund, hvor man kører i venstre side af vejen, drikker te og taler engelsk. I dag har øerne omkring 5.000 indbyggere, inkl. ca. 1.000-1.1500 udstationerede militærpersonale, som resultat af Falklandskrigen i 1982, samt omkring 700.000 får.

Det kan godt være at Argentinerne mener de har et historisk krav på øerne, men den centrale placering det har i den argentinske offentlige debat er dog af nyere dato. Hele anden halvdel af det 19. århundrede og største delen af første halvdel af det 20. århundrede fylder det ikke meget, men det gør til gengæld massive engelske investeringer i Argentina – ikke mindst i jernbaner og infrastruktur.

Det ændrer sig radikalt, især efter 2. verdenskrig , hvor Juan Perón kommer til magten og i 1946 kræver at Falklandsøerne/Malvinas ”igen” skal være en del af Argentina.  Storbritannien tilbyder både i1947, 1948 og 1955 at sagen afgøres ved Den Internationale Domstol i Haag, men Argentina afviser hver gang.

I 1964 opfordrer FN til bilaterale forhandlinger, og der diskuteres en mulig overdragelse med garantier for øboerne, hvilket de (måske naturligt nok) protesterer mod. I den forbindelse fastslår Storbritannien, at øernes fremtid skal afgøres af befolkningen selv, hvilket Argentina afviser.

Uenighederne forhindrer dog ikke, at der mellem 1971 og 1982 etableres faste flyruter mellem Argentina og Port Stanley.

2. april1982 invader Argentinske tropper så Falklandsøerne/Malvinas. Baggrunden var (endnu en) nedsmeltning af den argentinske økonomi – præget af recession, stigende inflation, eksterne gældsproblemer og utilfredshed med den siddende militærjunta. Selve invasionen styrker da også regimet, som satser på at UK ikke vil forsøge at tilbageerobre øerne med militærmagt, på kort sigt. Her forregner man sig dog mildt sagt og 14. juni generobrer UK øerne efter en blodig krig som koster ca. 1.000 mennesker livet, herunder 3 civile.

En konsekvens af Falklandskrigen er for øvrigt den brutale militærjuntas fald i Argentina og genindførelsen af demokrati og Thatcher og de konservatives sejr ved det efterfølgende valg i Storbritannien.

Krigen afslører også den afgrundsdybe forskel i synet på hvad der afgør et nationalt tilhørsforhold. Alle Latinamerikanske lande, bort set fra Chile, støtter Argentina. Peru endda ret aktivt ved at levere både våben og mandskab. Og Chiles støtte er for øvrigt meget diskret – men dog forklaringen på Thathers senere offentlige støtte til Pinochet, da denne bliver anholdt og efterfølgende sidder 1,5 år i husarrest i London i 1998.

Også Spanien støtter i 1982 Argentinas krav på Falklandsøerne. Det gør man dog ikke længere, idet EU siden Lissabontraktaten har støttet Storbritanniens krav på øerne.

I slutningen af 1980erne genoptages de diplomatiske forbindelser mellem Argentina og Storbritannien, og trods det at kravet på øerne indskrives i den argentinske forfatning 1994, hvor kravet udvides til også at omfatte South Georgia, South Sandwich Islands og flere mindre øer, udvides samarbejdet mellem de to lande op gennem 1990erne under Carlos Menems regeringstid i Argentina.

Det ændrer sig dog under først Néstor og sidenhen Cristina Kirchners regeringstid og i 2007 opsiger Argentina olieaftalen, mens retorikken fra ”Casa Rosada” bliver langt mere aggressiv. Storbritannien beskyldes således for imperialisme og prins William sammenlignes med conquistadorerne, da han besøgerne øerne. Øboerne beskrives som “importerede” og ”ikke berettiget til selvbestemmelse”.

Den form for retorik, hvor Argentina beskriver konflikten som ”anti-kolonial kamp” er nok temmelig vanskelig at forstå (eller burde i hvert fald være det) på vores breddegrader, givet at 90 % af argentinerne er efterkommere af europæiske immigranter – ikke mindst europæere som først kom til Argentina i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede, mens øboerne ofte har familierødder tilbage til langt tidligere i 1800-tallet.

Der er da heller ikke noget som helst argentinsk eller latinamerikansk over Falklandsøerne og den befolkning, som også den argentinske dokumentarist Tamari Florin bemærkede efter at have besøgt øerne, Eller med hendes egne ord:

“There is nothing Argentinian about the islands… they’re British.”

Den ligeledes argentinske journalist Jorge Lanata har ligefrem betegnet Argentinas politik “vanvittig, irrationel og meningsløs.”

Det er dog nok en holdning som ikke deles af flertallet af den argentinske befolkning og netop det faktum kan sikkert forklare meget af hvorledes konflikten er blevet brugt i Argentina gennem mange årtier af skiftende regeringer. Et fællestræk for alle regeringer i Argentina, det være sig højre- eller venstreorienterede, er kravet om at Falklandsøerne/Malvinas er en del af Argentina. Det gælder altså også den nuværende.

Storbritannien derimod fastholder at man har haft et legitimt krav siden 1690, at man har været i kontinuerlig kontrol af øerne siden 1833 (med undtagelse af nogle få måneder i 1982), at øerne var ubeboede før den britiske bosættelse samt at de nuværende øboere har ret til selvbestemmelse, selvfølgelig vel vidende at man nok ikke ønsker at blive en del af Argentina (hvem ville da også ønske det?)

Samtidig afviser man Argentinas krav om at avende det såkaldte ”uti possidetis juris” princip, hvorefter øernes tilhørsforhold skal afgøres ved de koloniale administrative grænser fra Spaniens tid.

Sådan står tingene i dag og det eneste som har ændret sig over tid siden Falklandskrigen er som sagt hvorledes skiftende argentinske ageret, eller måske rettere hvor aggressiv man har været i sin retorik. En ny Falklandskrig er der næppe risiko for.

Men det ændrer ikke ved at gårsdagens argentinske fejring af sejren over England og dermed plads i finalen på søndag, hvor man bl. a. kunne se spillerne med et banner hvor der på spansk stod at Malvinas tilhører Argentina, er udtryk for en holdning som deles af majoriteten i Argentina. Ligesom mange opfatter Storbritannien som skurken i Falklandskrigen mens man hylder de argentinske veteraner.

Videoen nedenfor blev lagt op på Youtube af “Casa Rosada” i anledning af 30-året for Falklandskrigen i 2012. Den ligger der fortsat.

Men bevares, hvad har argentinerne egentlig ellers at være fælles om, altså ud over fodbold og tango?

Da den nye regering i juni præsenterede sit regeringsgrundlag med 12 nye kommissioner, udvalg og ekspertgrupper, blev de hurtigt affærdiget som syltekrukker, og selv statsministeren måtte ved præsentationen afvise, at de svære sager bare blev syltet. Jeg argumenterede dengang i Jyllands-Posten for, at kritikken ramte ved siden af, fordi ”alternativet til kommissionerne er, at regler og penge bliver brugt uden klar idé om, hvad problemet er, eller hvordan det kan løses. Og så er selv en syltekrukke trods alt at foretrække.”

Siden er det blot blevet endnu mere tydeligt, at Danmarks problem er ikke for mange kommissioner, men for meget hastværk. Fx hastede Regeringen loven om ændret befordringsfradrag igennem høringer og Folketinget, selv om der – som jeg har dokumenteret i RÆSON – ikke var skyggen af behov for hastværk.

Hos IRES – Institut for Reguleringsstudier har vi i et notat vist, at det lovforberedende arbejde negligeres i forhold til tidligere. Antallet af lovforberedende udvalg er faldet med 90% siden 1970’erne. Konsekvensen er alt for mange regler, der er hastet igennem med dårlig kvalitet og unødvendigt bureaukrati til følge.

Og de mange regler koster danskerne dyrt. I et IRES-notat fra marts viser jeg f.eks., at tilladelsesordningen for godskørsel og kravet om fastskruning af nummerplader tilsammen påfører dansk erhvervsliv byrder for omkring 20 mio. kr. om året. Begge blev hastet igennem regelmøllen, og ingen af dem har skyggen af evidens for, at de bidrager til at nå de politiske mål. Magtudredningen 2.0 har vist, at syv ud af ti embedsmænd mener, at tempoet forringer lovgivningen.

Hvorfor skal det gå så stærkt? Public choice-forskningen har en del af svaret. Fx har Bryan Caplan vist, at vælgere systematisk fejlvurderer økonomien og belønner synlig handlekraft frem for usynlig grundighed. En minister, der haster en lov igennem dagen efter en ophidset forside, ligner én, der griber ind. En, der nedsætter et toårigt udvalg, ligner én, der har syltet sagen. Gevinsten ved at handle er synlig og kommer nu, mens omkostningerne ved en dårlig regel er spredt tyndt ud på mange og først melder sig om år (hvis de overhovedet bemærkes).

Samtidig bliver næsten ingen regler evalueret. Erhvervsministeriet følger kun 10 af sine 177 love systematisk. En sådan ligegyldighed med ens virke ville føre til omgående lukning af en medicinalvirksomhed, der solgte piller uden dokumentation for, at de virkede, og uden nogensinde at undersøgte, om patienterne rent faktisk fik det bedre eller kun fik bivirkninger.

Og det er her, mit forsvar for kommissionerne kommer ind. Et grundigt forarbejde er det stik modsatte af en lovmaskine med speederen i bund. Kommissioner er langsomme og udramatisk og netop derfor politisk underbetalt. Burde det ikke nærmest være en hovedregel, at Folketinget ikke vedtog nye, indgribende regler uden et ordentligt forarbejde? Alene regningen for nummerpladerne kunne finansiere en hel nummerpladekommission. Det lyder åndssvagt, men det skyldes jo, at reglen i sig selv er det.

En kommissions værdi afgøres dog ikke af ordet på døren, men af kommissoriet. Regeringsgrundlaget indsnævrer fx Boligavancekommissionens arbejde til avancebeskatning af realiserede boliggevinster. Men en anden indretning af de eksisterende løbende boligskatter kan potentielt opnå målsætningerne om at adressere generationel ulighed på boligmarkedet og fastholde mobiliteten på bedre vis. Det får kommissionen bare ikke mulighed for at se på. Den er låst på midlet i stedet for målet. Produktivitets- og Konkurrenceevnekommissionen har derimod et åbent mandat og kunne blive vigtigt ekspertarbejde, hvis den bl.a. får til oplæg at udarbejde konkrete lovforslag, der udmønter nogle af de 123 anbefalinger, som Produktivitetskommissionen leverede i 2014.

Den, der skyder kommissionerne ned som syltekrukker, overser, at alternativet sjældent er ingen regler. Som jeg skrev: ”alternativet til kommissionerne er, at regler og penge bliver brugt uden klar idé om, hvad problemet er, eller hvordan det kan løses. Og så er selv en syltekrukke trods alt at foretrække.”

Jeg var generelt ingen fan af Lindsey Graham, men dette er et fantastisk citat om, hvordan megen politik reelt fungerer i praksis. Det er meget sjældent store sammensværgelser blandt de “magtfulde” og meget oftere en slags “vi aner ikke, hvad vi laver, men vi laver dét her!.”

Figuren bygger på Zoë Cullens oversigtsartikel i Journal of Economic Perspectives (2024), og hos IRES har vi tilføjet to nyere studier, Gamage m.fl. (2024) og Blundell m.fl. (2025). Hvert punkt er et studie af løngennemsigtighed. X-aksen viser effekten på løngabet mellem mænd og kvinder, y-aksen effekten på lønniveauet.

Fortalernes implicitte løfte bor i kvadranten øverst til venstre: mindre løngab som følge af højere løn til kvinderne. Kig på figuren. Den kvadrant er tom.

Studierne klumper sig i stedet nederst til venstre: Løngabet bliver mindre, fordi lønningerne falder. Gennemsigtighed “virker” altså, men mekanismen er, at mændenes lønvækst bremses, ikke at kvindernes løftes. Bennedsen m.fl. (2022), der undersøgte netop den danske kønsopdelte lønstatistik fra 2006, fandt oveni et produktivitetsfald på 2,5% i de omfattede virksomheder. Forfatternes bud på en forklaring: demotivation blandt de mandlige ansatte, der fik bremset lønnen. Produktiviteten faldt, og det gjorde lønningerne så også.

Det er altså den evidens, vi har, før direktivets tunge maskineri med 5%-tærskler, forklaringspligt og fælles lønvurderinger sættes i drift herhjemme. IRES’ analyse af registerdata (tak til Carl fra CEPOS for hjælpen) viser, at 9 ud af 10 virksomheder med mindst 100 ansatte kan overskride 5%-tærsklen alene på grund af tilfældig variation i små medarbejdergrupper. Uden at diskriminere.

Regeringen vil ovenikøbet udvide reglerne til virksomheder med 50-99 ansatte, selvom direktivet ikke kræver det, og selvom regeringsgrundlaget lover minimumsimplementering af EU-lovgivning. Sverige har til sammenligning sat sin implementering på pause for at få direktivet genforhandlet.

Læs hele argumentet i Finans: https://finans.dk/debat/ECE19442158/regeringen-boer-droppe-overimplementering-af-eus-loendirektiv/

PS: Bemærk Boheim og Gust (2021) yderst til højre i figuren. Der voksede løngabet efter indførelsen af løngennemsigtighed. Evidens er en drilsk størrelse, og det er en af pointerne: Vi ved for lidt til at regulere mere end højst nødvendigt.

Du kan købe bogen her eller låne den på biblioteket.

To naturlige eksperimenter

I forbindelse med at vores metastudie lavede vi en søgning, hvor vi bl.a. søgte efter naturlige eksperimenter af nedlukninger og COVID-19-restriktioner. Vores søgning førte til to naturlige eksperimenter, som vi skal se nedenfor. ”Naturlige eksperimenter” refererer til situationer, hvor der tilfældigt bliver etableret en behandlingsgruppe og en kontrolgruppe. Denne form for studier er relativt sjældne, fordi det kræver en vis opfindsomhed fra forskernes side at identificere dem.

Disse studier er uhyre vigtige, fordi de kan give os rigtig god indsigt i, hvordan konkrete politikker fungerer i den rigtige verden.

Ingen effekt af nedlukningen i Nordjylland i november 2020

Kristian Planeta Kepp fra Institut for Kemi på DTU og Christian Bjørnskov fra Økonomisk Institut på Aarhus Universitet argumenterer for, at nedlukningen i Nordjylland i november 2020 fungerede som et naturligt eksperiment.[1]

Nedlukningen – der startede 6. november og varede til 20. november[2] – omfattede syv af Region Nordjyllands 11 kommuner og var relativt hård. Den indebar bl.a. forbud mod borgerne i de nedlukkede kommuner mødte ind på arbejde i de kommuner, der ikke var lukket ned.[3]

Årsagen til, at det nedlukningen af de syv kommuner i Nordjylland kan opfattes som et naturligt eksperiment er, at kommunerne ikke blev lukket ned på grund af mange COVID-19-infektioner, men på grund af mutationer i mink. Det var altså på sin vis tilfældigt (styret af hvor sundhedsmyndighederne så størst forekomst at smitte med minkvarianten[4]), om en kommune blev lukket ned eller ej. Og netop fordi nedlukningen ikke blev indført for at dæmpe det generelle smittetryk (som i øvrigt var nogenlunde ens i de to grupper af kommuner), kan risikoen for en omvendt årsagssammenhæng, hvor der lukkes ned, fordi smitten er høj, afvises.

Kepp og Bjørnskov viser, at selvom smitteniveauet ganske vist faldt, efter man lukkede de syv kommuner ned, så faldt det før nedlukningen var trådt i kraft og også i de fire kommuner, der ikke blev lukket ned. Figur 1 viser smittetallene i de to grupper af kommuner (de syv nedlukkede kommuner til venstre og de fire øvrige kommuner til højre). De lodrette streger viser den dato, hvor nedlukningen trådte i kraft, og den dato, hvor effekten af nedlukningen ville kunne ses i smittetallene (fordi der går nogle dage, fra man bliver smittet, til man tester positiv i en test). Kepp og Bjørnskov laver en række statistiske tests for at dokumentere deres resultater, men data fra deres figur 1 taler næsten deres eget sprog. Ser man på figuren til højre (kommunerne, der ikke blev lukket ned, er det meget tydeligt, at smitten faldt før man lukkede ned. Det samme gælder i de kommuner, der blev lukket ned (til venstre). Billedet er lidt sløret af, at antallet af tests ændrede sig omkring nedlukningstidspunktet, men Kepp og Bjørnskov viser, at den ændrede testaktivitet ikke ændrer deres konklusioner.

Figur 1: Nedlukningen i Nordjylland: Infektionsniveauet faldt, før nedlukningen trådte i kraft og i kommuner uden nedlukninger

Note: Panel A til venstre viser smitteniveauet i de syv kommuner, der var lukket ned, og panel B til højre viser smitteniveauet i de fire kommuner, der ikke var lukket ned. De lodrette linjer viser dagen, hvor nedlukningen trådte i kraft (nedlukningen blev meldt ud d. 5. november kl. 18:30, og de første trådte i kraft dagen efter d. 6. november) samt syv dage senere, hvor en effekt af nedlukningen ville være synlig, fordi det tager tid fra man bliver smittet til man tester positiv for COVID-19.
Kilde: Figur 1 i Kepp og Bjørnskov (2021).

Kepp og Bjørnskov viser også, at deres resultater ikke skyldes såkaldte spill-over effekter, altså at de åbne kommuner fik gavn af at smitten faldt i de nedlukkede kommuner, og at Nordjyllands eneste storby, Aalborg, ikke var blandt de lukkede kommuner.

Konklusionen i Kepp og Bjørnskov (2021) er altså med andre ord, at det ikke var nedlukningen, der fik smitten til at falde, men noget andet.

Statens Serum Institut konkluderede i modsætning til Kepp og Bjørnskov, at nedlukningen af Nordjylland havde været effektiv. Men som du kan læse i boks 1, er baggrunden for deres konklusion yderst spinkel. Bl.a. falder de – ligesom så mange andre – i fælden med at konkludere på baggrund af tidsrækkeanalyse, som jeg tidligere har vist er stærkt problematisk ift. at vurdere effekten af nedlukninger. For Nordjylland viser Kepp og Bjørnskov (2021) som sagt også, at smitten faldt i alle nordjyske kommuner – ikke kun dem, der blev lukket ned.

Hvorfor fik Statens Serum Institut et helt andet resultat end Kepp og Bjørnskov (2021)?

Statens Serum Institut konkluderer i en rapport d. 6. december, “Notat om effekten af nedlukning frem til jul”[5], at ”nedlukningen i syv nordjyske kommuner 15 dage i november 2020 viste, at det er muligt at reducere incidensen med 76%”. Statens Serum Institut når frem til de 76% ved at sammenligne incidensen (det korrigerede smittetal pr. 100.000, hvor man forsøger at tage højde for antallet af tests) i medianen af de syv kommuner, der blev lukket ned (hvilket vil sige Thisted) i ugen før nedlukningen (30. oktober – 5. november) med incidensen i ugen efter nedlukningen (26. november – 2. december). I Thisted faldt incidensen i denne periode fra 145,7 til 34,8, hvilket svarer til et fald på netop 76%. Statens Serum Institut skriver også, at incidensen faldt med 20% i de fire kommuner, der ikke blev lukket ned.

Men hvordan kan Statens Serum Institut finde frem til, at nedlukningen var uhyre effektiv, mens Kepp og Bjørnskov finder frem til, at nedlukningen ingen effekt havde?

Det forklarede Professor Kasper Planeta Kepp på sin hjemmeside i december 2020.[6] Ifølge Kepp skyldes forskellen tre faktorer:

1. Der går tid fra man bliver smittet til man bliver testet positiv. Derfor vil en effekt af nedlukningen ”allertidligst [kunne ses] ca. 9.-12. november, men mere realistisk først lidt senere”. Statens Serum Institut tager altså udgangspunkt i incidensen fra 30. oktober – 5. november, hvor smitten var omkring 50% højere end 9. november, hvor effekten af nedlukningen aller tidsligst kunne ses.[7]
2. Smitten faldt før nedlukningen og også i de ikke-lukkede kommuner. Der var altså både en nedadgående trend før nedlukning, og man så et fald i ”kontrolgruppen”. Alene ved at korrigerer Statens Serum Instituts egne tal på 76% med de 20%-point i nabokommunerne, reduceres Statens Serum Instituts mål for effekten af nedlukningen altså til 56%.
3. Statens Serum Institut vægter alle kommuner ligeligt uanset befolkningstallet. Dermed tæller faldet i incidens blandt Læsøs 1.800 fra 109,9 til 0 (som skyldes, at der blev fundet én positiv d. 3. og 5. november og nul derefter) lige så meget som faldet fra 116,6 til 62,3 blandt Vesthimmerlands 37.300 indbyggere (som skyldtes et fald fra 40 smittede til 25 smittede).

Jeg vil dertil tilføje, at Statens Serum Instituts valg af median er særdeles underlig.

4. Statens Serum Instituts udvælger effekten på baggrund af incidensen i ugen efter nedlukningen, og ikke på baggrund af ændringen i incidens. Havde de valgt medianen for ændringen, ville deres konklusion have været 60,6% – ikke 76%.

Disse fire problemstillinger håndterer Kepp og Bjørnskov, og det er altså derfor, at de når frem til et helt anderledes resultat end Statens Serum Institut. Og det er ikke så underligt. For ser man bort fra Læsø Kommune, bruger medianen for ændringen i incidensen, korrigerer for de 20%-point i de øvrige kommuner og tager højde for faldet på 50% før effekten kan ses, ender man på ca. 13% – milevidt fra Statens Serum Instituts påstand om at effekten var 76%.

Hvem har så ret? Så vidt jeg ved, har Statens Serum Institut ikke været ude og forsvare deres beregninger. Og det virker da også til, at beregningerne er lavet ”på bagsiden af en konvolut” uden rigtigt at forholde sig til nuancerne. Og på den baggrund kan jeg ikke lade være med at spekulere over, om det betyder noget, at notatet udkom få dage før, at Danmark gik ind i sin anden nedlukning. Men sådan er der jo så meget.

Ingen effekt af udgangsforbud i Wisconsin i foråret 2020

Et andet naturligt eksperiment fandt sted i Wisconsin, da Wisconsins højesteret den 13. maj 2020 erklærede, at delstatens “Safer at Home”-ordre (det lyder pænt, men der er tale om et udgangsforbud) var forfatningsstridig. Som hos Kepp og Bjørnskov er det centrale her, at Højesterets afgørelse ikke var et svar på faldende eller stigende smittetal, men – i det mindste i forhold til COVID-19-pandemien – en tilfældig begivenhed, der pludselig og stort set uventet ophævede udgangsforbuddet. Og derfor kan man – præcis som med Kepp og Bjørnskov – afvise, at der kan være problemer med en omvendt årsagssammenhæng, hvor udgangsforbuddet blev ophævet pga. lave smittetal. En evt. stigning i smitten i Wisconsin forhold til kontrolgruppen vil derfor kunne tilskrives ophævelsen af udgangsforbuddet.

Amerikanske forskere tilknyttet IZA Institute of Labor Economics, et økonomisk forskningsinstitut baseret i Tyskland, bruger dette naturlige eksperiment til – ved hjælp af den syntetiske kontrolmetode – at estimere effekten af udgangsforbuddet på smittespredningen ved at sammenligne udviklingen på tre parametre (social distancing, COVID-19-tilfælde og COVID-19-dødsfald) i Wisconsin med udviklingen i en dobbeltgænger for Wisconsin sammensat på baggrund af den historiske udviklingen i 18 delstater, der alle havde udgangsforbud i den efterfølgende periode.[8] Ved at sammenligne udviklingen i det rigtige Wisconsin med udviklingen i dobbeltgængeren, kan de få et estimat for effekten af at ophæve udgangsforbuddet.

Som beskrevet tidligere her på bloggen, er det ikke helt uproblematisk at bruge den syntetiske kontrolmetode i forhold til at evaluere effekten af nedlukninger, fordi metoden kræver, at man har en lang periode forud for nedlukningen til at basere dobbeltgængeren på. I tilfældet fra Wisconsin har forskerne dog den fordel, at de ikke estimerer nedlukningen i starten af pandemien – hvor der ofte kun var 1-2 ugers data at basere den syntetiske enhed på – men ændringen midt i maj, hvor der var væsentligt mere data (10-12 uger). Selvom det stadig er en relativt kort periode, er det altså væsentligt bedre end de første studier baseret på den syntetiske kontrolmetode.

Resultaterne fra Dave m.fl. (2020) er vist i figur 2 nedenfor. Figuren viser udviklingen i det rigtige Wisconsin (med rød) og dobbeltgængeren (med blå) kaldet ”Synthetic Wisconsin” før og efter højesteretsdommen (markeret som ”SC Ruling”). Som figuren illustrerer, finder forskerne ikke evidens for, at det havde nogen væsentlig effekt på pandemiens udvikling at ophæve udgangsforbuddet. Man fristes næsten til at sige tværtimod, fordi antallet af dødsfald er højere i dobbeltgængeren med udgangsforbud end i det rigtige Wisconsin, men her skal man huske på, at forskellen for det første ikke er signifikant og at metoden som nævnt har visse iboende problemer. Men havde udgangsforbud haft en væsentlig effekt på smittespredningen, burde man kunne se en effekt efter højesteretsdommen. Og det kan man ingenlunde.

Figur 2: Ophævelsen af udgangsforbuddet i Wisconsin havde ingen effekt på antallet af COVID-19-dødsfald

Note: Den røde linje viser den faktiske udvikling i Wisconsin, mens den blå linje viser udviklingen i dobbeltgængeren (Synthetic Wisconsin). Den stiplede lodrette linje (SC Ruling) viser datoen for højesterets afgørelse.
Kilde: Dave m.fl. (2020) viser  flere af disse figurer baseret på forskellige metoder. Da de alle viser stort set det samme, præsenterer jeg kun udvalgte tal ovenfor. COVID-19-dødsfald er fra figur 3 – Panel (d), COVID-19-tilfælde fra figur 2 – Panel (d) og tid i hjemmet fra figur 1 – Panel (c).

Til sammenligning fandt vi i vores metastudie, at udgangsforbud reducerede dødeligheden med sølle 2,0%. Tænk, at mange millioner mennesker rundt omkring i verden har været spærret inde i deres boliger af myndighederne i månedsvis til tæt ved ingen verdens nytte. Det er ubegribeligt trist.

Referencer

Dave, Dhaval, Andrew I. Friedson, Kyutaro Matsuzawa, Drew McNichols, og Joseph J. Sabia. 2020. “Did the Wisconsin Supreme Court Restart a Covid-19 Epidemic? Evidence from a Natural Experiment”. SSRN Electronic Journal. https://doi.org/10.2139/ssrn.3620628.

Kepp, Kasper Planeta. 2020. “Om effekten af nedlukning i Nordjylland”. http://kpje.com/ssi_nordjylland2.pdf.

Kepp, Kasper Planeta, og Christian Bjørnskov. 2021. “Lockdown Effects on Sars-CoV-2 Transmission – The Evidence from Northern Jutland”. medRxiv, januar. https://doi.org/10.1101/2020.12.28.20248936.

Statens Serum Institut. 2020. “Notat om effekten af nedlukning frem til jul”. j. nr. 20/14641. https://covid19.ssi.dk/-/media/arkiv/subsites/covid19/modelberegninger/notat-om-effekten-af-nedlukning-frem-til-jul_06122020.pdf?la=da.

[1] Kepp og Bjørnskov (2021)

[2] Nedlukningen blev annonceret 5. november kl. 18:30 og de første restriktioner startede dagen efter, mens de sidste – skoler og uddannelser – blev lukket fra og med mandag d. 9. november. Nedlukningen skulle i første omgang have varet til 3. december, men blev afsluttet allerede 20. november, se https://www.stm.dk/presse/pressemoedearkiv/pressemoede-den-5-november-2020/

[3] Fx sagde Statsministeren, at ”Hvis man bor i én af de kommuner, jeg lige har omtalt her, og arbejder i en af de syv kommuner, så vil man ikke længere kunne møde ind på sit arbejde, medmindre der er tale om en kritisk funktion.” Kilde: https://www.stm.dk/presse/pressemoedearkiv/pressemoede-den-5-november-2020/

[4] Statsministeren sagde, at ”derfor har vi i dag besluttet en række indgribende restriktioner for borgerne i de syv kommuner i Nordjylland. Det er de syv kommuner, hvor sundhedsmyndighederne ser størst forekomst at smitte med den her minkvariant”. Kilde: https://www.stm.dk/presse/pressemoedearkiv/pressemoede-den-5-november-2020/

[5] Statens Serum Institut (2020)

[6] Kepp (2020)

[7] Se figur 2 i Kepp (2020).

[8] Dave m.fl. (2020)

Der bliver talt meget om reformer i dansk politik, men i virkeligheden gjort meget lidt. Alle mindre ændringer bliver solgt som ‘reformer’, og imens er produktivitetsvæksten, og i særlig grad væksten i danskernes privatforbrug, faldet til historisk lave niveauer. Men sådan har det ikke altid været. Vi skriver derfor en række indlæg om faktiske reformer fra de sidste godt 200 års dansk historie – reformer, der ikke bare var politisk stafage, men faktisk ændrede Danmark i en bedre retning.

Hvad er det så for reformer, vi kommer til at betragte? Listen er på ingen måde udtømmende, men det er oplagt at skrive om: Poul Nyrups arbejdsudbudsreformer i 1990erne; Poul Schlüters store reform af dansk politik fra 1982, der blandt andet indførte fastkurspolitikken; indførslen af næringsfrihed for alle danskere i 1857; civilretsreformen, som stænderforsamlingerne pressede regeringen til at implementere i 1840; parlamentarismens indførsel i 1901; og liberaliseringen af jordmarkederne i 1790erne.

De kommende uger kommer indlæggende dryppende. I mellemtiden er alle punditokraternes læsere mere end velkomne til at foreslå emner. Det gøres enten som kommentar til denne post, eller via e-mail til redaktøren (chbj@econ.au.dk).

Du kan købe bogen her eller låne den på biblioteket.

Fire regressionsdiskontinuitetsdesigns

I forbindelse med at vores metastudie lavede vi en søgning, hvor vi bl.a. søgte efter naturlige eksperimenter af nedlukninger og COVID-19-restriktioner. Vores søgning førte til fire studier, der bruger metoder, som minder om randomiserede forsøg, nemlig ”regression discontinuity design” eller på dansk, ”regressionsdiskontinuitetsdesign”, som jeg herefter blot vil kalde RDD.

Idéen i RDD er, at man udnytter de tilfældige afgrænsninger/tærskelværdier, der kan være ved en intervention. Det kan fx være i forhold til at evaluere effekten af ny erhvervsregulering, som kun gælder for virksomheder over en vis størrelse.

Et eksempel er de regler for kønsopdelt lønstatistik, som blev indført i Danmark i 2006 for virksomheder med mindst 35 ansatte, for at reducere løngabet mellem mænd og kvinder. Forestil jer, at man ønsker at undersøge, om reglerne reducerede virksomhedernes produktivitet, fordi de påføres noget ekstra bureaukrati. Hvis man blot sammenligner virksomheder med mindst 35 ansatte (behandlingsgruppen) med virksomheder med færre end 35 ansatte (kontrolgruppen) i en normal difference-in-difference analyse, risikerer man, at ens estimater bliver skævvredet af andre faktorer. For eksempel kan virksomheder med mindst 35 ansatte være mere produktive i udgangspunktet (der er trods alt en grund til, at de lykkedes med at vokse til mindst 35 ansatte).

I en RDD indsnævrer man derfor behandlings- og kontrolgruppen, så man i stedet sammenligner de virksomheder, der lige netop bliver ramt af reguleringen (fx virksomheder med præcis 35 ansatte) med de virksomheder, der lige netop ikke rammes af reguleringen (fx virksomheder med præcis 34 ansatte). Da disse virksomheder er langt mere ens end fx en virksomhed med 2 ansatte i forhold til en virksomhed med 500 ansatte, får man et langt mere præcist estimat. Og det var det, danske forskere gjorde, da de fandt ud af, at de nye regler for kønsopdelt lønstatistik reducerede virksomhedernes produktivitet (og reducerede løngabet, fordi de mandlige ansatte fik mindre i løn).[1] Det centrale er, at virksomhederne er “tætte” på hinanden. Jo mere, de ligner hinanden, jo mindre er risikoen for, at resultaterne er drevet af andre faktorer.

I de studier, der anvender RDD til at undersøge nedlukningernes effekt på COVID-19-pandemien, sammenligner forskerne typisk ”nabo”-amter (counties) i to delstater, som har indført forskellige restriktioner. Jeg skriver ”nabo”, fordi det mest intuitive er at sammenligne to amter, som ligger på hver sin side af delstatsgrænsen og altså er naboer. Men sådan behøver det ikke være, for det er ikke nødvendigvis det at, der er geografisk nærmest, der er det bedste sammenligningsgrundlag.

For eksempel er Washington County i Minnesota nabo til St. Croix County i Wisconsin. Men de to amter er meget forskellige. Washington County er (primært) en forstad til million-tvillingebyerne, Minneapolis og St. Paul, med 238.000 indbyggere, en befolkningstæthed på 239/km² og adskillige veje, der fører ind i tvillingebyerne. St. Croix County, derimod, har kun 94.000 indbyggere, er relativt tyndt befolket (50/km²) og kun tre broer, der fører over St. Croix-floden og ind i tvillingebyerne (og ingen andre millionbyer i nærheden). Da befolkningstal og -tæthed er vigtige parametre for spredningen af en luftvejsvirus som COVID-19, er det på ingen måde klart, at det er bedre at sammenligne St. Croix County med Washington County frem for et andet amt i Minnesota, som minder mere om St. Croix. Derfor defineres ”nabo” i nogle studier på baggrund af andre parametre.

Det kan måske lyde lidt underligt, men hvis vi vender tilbage til lønstatistikkerne, giver det jo heller ikke nødvendigvis mening at sammenligne virksomheder, der ligger geografisk tæt på hinanden. Det centrale er, at de enheder, man undersøger (hvad enten det er virksomheder, amter eller andet), er “tætte” på hinanden på relevante parametre.

Effekten af udgangsforbud i USA

Guihua Wang fra University of Texas bruger netop ikke geografi til at vurdere, om to amter er tætte på hinanden, men matcher i stedet amter på baggrund af COVID-19-tilfælde, demografi (alder og race), socialøkonomiske forhold osv. Deres behandlingsgruppe består således af amter i delstater, der havde indført udgangsforbud, som er matchet parvis med amter i delstater, der ikke indførte udgangsforbud (kontrolgruppen), og som ligner amtet i behandlingsgruppen mest muligt på de nævnte parametre.

Resultatet af denne matchning er vist i figur 1 nedenfor.  Figuren viser, at antallet af COVID-19-tilfælde i de to grupper er meget ens i perioden før man indførte udgangsforbud. Dette sandsynliggør, at forskerne sammenligner to grupper, der faktisk er ”tætte”. I figuren er det let at se, at udgangsforbuddet ”virker” i den forstand, at der er færre COVID-19-tilfælde i behandlingsgruppen end i kontrolgruppen. Guihua Wang finder altså en effekt af udgangsforbuddet.

Hvad, der er sværere at se i figur 1, er, at effekten er meget lille. Wang (2022) finder således på baggrund af RDD, at udgangsforbuddet kun reducerede antallet af nye COVID-19-tilfælde med 5.4%.[2] Om estimatet er 2,0% (som er den effekt, vi finder i vores metastudie) eller 5,4% betyder det ikke det store. Under alle omstændigheder er effekten lille.

Figur 1: En sammenligning af ”nabokommuner” med og uden udgangsforbud finder lille signifikant forskel i smitten

Note: Figuren viser udviklingen i antal COVID-19-tilfælde i amter med udgangsforbud (behandlingsgruppen) og amter uden udgangsforbud (kontrolgruppen). De to lodrette linjer angiver de datoer, hvor det første (21. marts 2020) og sidste (30. marts 2020) udgangsforbud blev indført.
Kilde: Wang (2022).

Den meget beskedne effekt af udgangsforbuddet, som Guihua Wang finder, står lidt i kontrast til et studie, hvor forskere University of Iowa undersøger effekten af at indføre udgangsforbud ved at sammenligne udviklingen i antal COVID-19-tilfælde i amter i Iowa (intet udgangsforbud) og i Illinois (udgangsforbud), som grænser op til hinanden. De viser, at udviklingen i COVID-19-tilfælde er nogenlunde ens før udgangsforbuddet bliver indført i Iowa d. 22. marts, hvorefter antallet af tilfælde stiger hurtigere i Illinois uden udgangsforbud, jf. figur 2 nedenfor.

Figur 2: En sammenligning af ”nabokommuner” i Illinois (med udgangsforbud) og Iowa (uden udgangsforbud) finder signifikant forskel i smitten

Kilde: Lyu og Wehby (2020), figur 1.

Forskellen svarer til en effekt på godt 30%. Og selvom det ikke i sig selv er en stor effekt, så er det trods alt markant større end 5,4%. Og hvis studierne generelt viste så store effekter, kunne man godt forestille sig, at en kombination af forskellige restriktioner, ville få den samlede effekt så højt op, at effekterne nåede noget, der mindede om de effekter, som bl.a. modellerne fra Imperial College London forudsagde. Men som gennemgangen af Wang (2022) ovenfor og Dave m.fl. (2020) her har vist, så er resultatet fra Lyu og Wehby (2020) ikke generelt – snarere tværtimod.

En vigtig pointe er desuden, at flere af de nævnte studier er baseret på en meget kort tidsperiode i forhold til at matche amterne med den mest relevante ”nabo”. Lyu og Wehbys dataperiode slutter fx 20. april 2020 – under en måned efter udgangsforbuddet blev indført. I vores metastudie finder vi, at studier af udgangsforbud baseret på en kort tidsperiode generelt finder meget højere effekter, end studier der baserer sig på længere perioder. Jeg ved ikke, hvorfor dette er tilfældet, men det er som minimum værd at tænke over.

Men konklusionen er, at nogle studier finder relativt store effekter, mens andre finder meget små effekter. Og det er derfor, det er så vigtigt at lave metastudier, hvor man gennemgår den samlede evidens og ikke lægger for stor vægt på det enkelte studie.

Ingen effekt af skolelukninger i Japan

I et studie baseret på Japanske data, undersøger forskere fra Japan og USA effekten af skolelukninger ved hjælp af en metode, der meget ligner den metode, Guihua Wang anvender. Deres resultater er præsenteret i figur 3 nedenfor. Figuren viser antallet af positive test i kommuner, der lukkede skoler (sort linje) og kommuner, der ikke lukkede skoler (rød linje).

De kommuner, der lukkede skolerne, oplevede i mange tilfælde højere smitte end de skoler, der ikke lukkede skolerne, men forskellen er ikke statistisk signifikant. Forskerne konkluderer derfor, at skolelukninger ikke signifikant reducerede spredningen af COVID-19 i Japan mellem 4. marts og 1. juni 2020.

Figur 3: En sammenligning af ”nabokommuner” med og uden skolelukninger viser ingen signifikant forskel i smitten

Note: Figuren viser udviklingen i antal COVID-19-tilfælde pr. 100.000 i japanske kommuner med skolelukninger (behandlingsgruppen – sort linje) og i kommuner uden skolelukninger (kontrolgruppen – rød linje). Den blå lodrette linje illustrerer den dato, hvor oplysninger om skolelukninger blev indsamlet.
Kilde: Fukumoto m.fl. (2021) Figuren svarer til figur 1e, som er den figur, Fukumoto m.fl. (2021) fokuserer på, når de beskriver deres resultater. Deres øvrige figurer viser lignende resultater.

I vores metastudie finder vi, at skolelukninger reducerede dødeligheden med 5,9%, så igen bekræfter vores resultater af det nærmeste, vi nok kan komme randomiserede forsøg.

Stor effekt af mundbind … i ikke-republikanske amerikanske amter

Den danske økonom, Niels-Jakob H. Hansen, og hans kollega Rui C. Mano definerer naboamter som amter, der geografisk ligger tættere på hinanden end 240 km (150 mil), men hvor det ene amt ligger i en amerikansk delstat med påbud om mundbind, mens det andet ligger i en stat uden påbud. De finder en relativt stor effekt af mundbind svarende til 35% færre dødsfald.[3]

Effekten er illustreret i figur 4 nedenfor. Figuren viser antallet af nye COVID-19-tilfælde og -dødsfald pr. uge afhængig af om amtet har påbud (grønne prikker) eller ej (røde prikker) samt afstanden til ”påbudsgrænsen”, hvor den ene delstat har påbud, mens den anden ikke har. Figuren viser, at der sker et markant fald i smitte og dødsfald, hvis man lige omkring påbudsgrænsen bevæger sig fra et amt uden påbud til et amt med påbud. Det er størrelsesordenen af denne effekt, Hansen og Mano estimerer i deres empiriske model.

Det kan nok undre, at antallet af tilfælde og dødsfald ser ud til at være stigende i afstand på højre side af påbudsgrænsen (amter med påbud). Jo længere et amt med påbud ligger fra grænsen til en delstat uden påbud, jo højere er smitten og dødeligheden. Men bemærk, at figuren viser rådata, hvor man sammenligner amterne uden at korrigere for fx forskel i størrelse, befolkningstæthed osv. Når Hansen og Mano korrigerer for disse forskelle, er der ikke nogen signifikant effekt af afstanden (svarende til, at linjerne bliver vandrette), mens springet ved grænsen forbliver og er signifikant (svarende til, at linjerne er forskudte).

Figur 4: Mundbind reducerede antallet af smittetilfælde og dødsfald

Note: Disse diagrammer viser rådata for nye ugentlige COVID-19-tilfælde og dødsfald og tager således ikke højde for amts- eller tidsbestemte effekter som gjort i vores økonometriske analyse. Data gemmes i intervaller på tre miles.
Kilde: Hansen og Mano (2023), figur 3.

Interessant nok finder Hansen og Mano, at påbud om mundbind er fire gange mere effektive i forhold til at reducere COVID-19-dødsfald i amter, der ser positivt på mundbind i forhold til amter, der ser mere negativt på mundbind.[4] Og de finder ingen signifikant effekt af et påbud i de amter, hvor mere end 65% af vælgerne stemmer republikansk, jf. figur 5 nedenfor.

Figur 5 Effekten af påbud om mundbind på dødsfald pr. 100.000 indbyggere afhængig af politiske tilhørsforhold

Note: ”Republican vote share” (Republikansk stemmeandel) angiver andelen af stemmer opnået af den republikanske præsidentkandidat (Donald Trump) ved valget i 2020. Bemærk at figuren viser 90% konfidensintervallet og ikke – som det oftest ses – det lidt bredere 95% konfidensinterval. Det gør ikke den store forskel i forhold til fortolkningen. Det er alene et spørgsmål om, hvorvidt intervallet inkluderer 0 (og dermed er insignifikant) ved 65% eller (omtrent) 62%.
Kilde: Hansen og Mano (2023), figur 4.

Jeg er ikke sikker på, hvordan man skal fortolke disse resultater, men det kan indikere et vigtigt frivilligt element. Hvis man er tvunget til at gå med mundbind mod sin vilje, er det muligt, at man er mere tilbøjelig til at bruge mundbindet forkert (fx genbruge det, ikke dække både næse og mund, røre mundbindet med fingrene osv.) eller helt undlade at bruge det, selvom der er et påbud (hvilket ofte er muligt, fordi et påbud kan være svært for myndighederne at håndhæve). Hvis disse teser er rigtige, kan det tyde på, at en del af effekten på de 35% ville forsvinde, hvis man sammenlignede et påbud om at bruge mundbind med en anbefaling om at bruge mundbind.

At effekten i republikanske amter er mindre end i demokratiske kan også forklares med, at republikanere i højere grad end demokrater var tilbøjelige til at bruge mundbind før der kom påbud, da effekten af et påbud vil være mindre, hvis mange bruger mundbind i forvejen. Men data passer ikke helt med denne forklaring. Fx skrev The Washington Post i maj 2020 – før påbud blev udbredt – at 73% af demokraterne frivilligt brugte mundbind, mens det kun gjaldt 59% af republikanerne, hvorfor man umiddelbart skulle forvente, at et påbud ville have størst effekt i republikanske delstater.[5] Men Hansen og Mano finder altså det modsatte.

I vores metastudie finder vi en effekt af et påbud på 18%, så uanset er effekten i ”samme boldgade”, og det vil ikke være helt skævt at hævde, at Hansens og Manos resultater svarer til vores. I foråret 2020, ville et påbud i Danmark havde forhindret 108 dødsfald med vores estimat, og 210 dødsfald med estimatet fra Hansen og Mano. Der er altså en forskel, men den er ikke voldsomt stor.

Referencer

Bennedsen, Morten, Elena Simintzi, Margarita Tsoutsoura, og Daniel Wolfenzon. 2022. “Do FIrms Respond to Gender Pay Gap Disclosure?” The Journal of Finance, maj, 51. https://doi.org/10.1111/jofi.13136.

Fukumoto, Kentaro, Charles T. McClean, og Kuninori Nakagawa. 2021. “No Causal Effect of School Closures in Japan on the Spread of COVID-19 in Spring 2020”. Nature Medicine 27 (12):2111–19. https://doi.org/10.1038/s41591-021-01571-8.

Hansen, Niels-Jakob, og Rui C. Mano. 2021. “Mask Mandates Save Lives”. IMF Working Papers 2021 (205):1. https://doi.org/10.5089/9781513577616.001.

———. 2023. “Mask Mandates Save Lives”. Journal of Health Economics 88 (marts):102721. https://doi.org/10.1016/j.jhealeco.2022.102721.

Lyu, Wei, og George L. Wehby. 2020. “Comparison of Estimated Rates of Coronavirus Disease 2019 (COVID-19) in Border Counties in Iowa Without a Stay-at-Home Order and Border Counties in Illinois With a Stay-at-Home Order”. JAMA Network Open 3 (5):e2011102. https://doi.org/10.1001/jamanetworkopen.2020.11102.

Wang, Guihua. 2022. “Stay at Home to Stay Safe: Effectiveness of Stay‐at‐home Orders in Containing the COVID‐19 Pandemic”. Production and Operations Management, februar, poms.13685. https://doi.org/10.1111/poms.13685.

[1] Bennedsen m.fl. (2022) sammenligner virksomheder, der har 20-34 ansatte, med virksomheder, der har 35–50 ansatte.

[2] I deres abstrakt skriver de 7,6%, men det resultat er fra deres difference-in-difference-model. De 5,4% er resultatet fra deres RDD (se deres ”Supporting Information” tabel A14).

[3] Ved studieperiodens afslutning d. 19. december var ca. 321.000 døde med COVID-19 i USA. Hansen og Mano (2023) skriver, at påbud forhindrede 87.000 COVID-19-dødøsfald, mens yderligere 57.000 kunne være reddet, hvis påbuddet havde været gældende i hele USA. Med udgangspunkt i disse oplysninger, ville ca. 264.000 være døde med påbud i hele USA og ca. 408.000 uden påbud. Det giver en effekt på ca. 35%.

[4] I deres arbejdspapir, Hansen og Mano (2021), står der: “Specifically, mask mandates reduce COVID-19 cases and deaths by -78.03 and -1.45, respectively, in the median county more positively inclined to wearing masks in our sample. While the same numbers for the median county more negatively inclined towards to wearing masks are -44.54 and -0.37, also respectively”.

[5] https://www.washingtonpost.com/politics/2020/05/15/73-democrats-are-wearing-masks-fight-coronavirus-only-59-republicans-are/

Cubas premierminister Manuel Marrero annoncerede for to uger siden en lang række meget vidtgående ændringer i landets økonomi. ABC News kaldte det en “sweeping economic overhaul”, og minder i meget høj grad om de ændringer, som store dele af Central- og Østeuropa gennemgik i årene efter 1989. The Miami Herald (via Marginal Revolution) opsummerede de vigtigste som:

Private and foreign capital to purchase and sell fuel

The creation of private corporate banking

Private business owners to own more than one company and hire more than 100 workers

Private businesses in agriculture and tourism

Tourism property sales, evaluated case-by-case, for Cubans resident in the country and abroad

Foreign investors to hire workers directly

Foreign investment in Old Havana and other tourist spots, in state telecom ETECSA data centers, mobile networks, and other digital infrastructure

The extension of surface rights up to 99 years and leases up to 50 years for foreign investments

Real estate development in tourism

Farmland lease rights for an “indefinite period”

Wholesale and retail trade without limits by foreign entities

The sale of state assets and state companies’ shares to the private sector and foreign companies

ABC peger også på, at selv internationale fast food-kæder – læs, MacDonalds, Burger King osv. – tillades at operere frit i Cuba. På samme måde indebærer de mange reformforslag, at man frit kan importere og eksportere fra landet uden at det kræver statens godkendelse. Alt i alt ligner den cubanske reformpakke en fuld transition til noget, regimet blankt indrømmer er inspireret direkte af Vietnam. Man sigter med andre ord efter at få en kapitalistisk, dynamisk markedsøkonomi, men uden den ‘almindelige’ politiske overbygning.

Som alle andre af den slags markante reformpakker må man nødvendigvis vente og se på, hvordan den bliver implementeret i praksis. Der er mange ting, der kan gå galt, og det er på ingen måde sikkert, om Cuba ender som Estland og Tjekkiet, eller mere som Hviderusland eller Uzbekistan. Men bare det, at det cubanske regime nu erkender åbent, at systemet siden starten af 1960erne har spillet så grotesk fejl, er et meget stort skridt fremad. Hvor vi er om bare fem år, er der ingen der ved. Men hvis det politiske regime også falder sammen med den socialistiske økonomi, bliver det næppe kønt for den politiske elite – på trods af at den almindelige befolkning står til enorme fremskridt. Siden 1990 er det private forbrug i gennemsnit steget med 120 % i de tidligere kommunistiske lande der kom ud af Sovjetblokken. Der er ikke meget grund til at tro, at det bliver en anderledes oplevelse i Cuba…

Du kan købe bogen her eller låne den på biblioteket.

Enden på restriktionerne og fald i smitten

De sidste restriktioner i Danmark blev ophævet d. 1. februar 2022. Dermed blev Danmark det første land, der fjernede COVID-19-restriktionerne, og nyheden blev ikke vel modtaget af WHO, hvor generaldirektør Tedros Adhanom Ghebreyesus – på trods af, at alle danskere havde haft mulighed for at blive vaccineret – sagde, at ”det er for tidligt for noget land enten at overgive sig eller erklære sejr. Denne virus er farlig, og den fortsætter med at udvikle sig for øjnene af os. […] Flere COVID-19-smittede betyder flere dødsfald”.[1]

Mens sidstnævnte var sandt, selvom Omikron-varianten med vacciner langt fra var så dødelig som Delta-varianten uden vacciner (det var jo stadig en sygdom, der som så mange andre sygdomme kunne få dødeligt udfald for de mest sårbare borgere), havde smitteudviklingen og senere indlæggelser meget lidt at gøre med restriktionerne.

Figur 1 nedenfor viser antallet af COVID-19 hospitalsindlæggelser efter man ophævede de sidste restriktioner. Bemærk, at det tager ca. 9-15 dage fra smitte til indlæggelse, så effekten af at ophæve restriktionerne den 1. februar ses først i indlæggelserne omkring 10.-12. februar. Der er absolut intet i figuren, der antyder, at fjernelsen af restriktionerne havde nogen mærkbar effekt på antallet af indlæggelser, som Mr. Ghebreyesus fra WHO ellers antydede.

Da jeg først offentliggjorde figuren, mente en af de fortalere for nedlukningerne, jeg ofte diskuterede med under pandemien, at vendepunktet i hospitalsindlæggelser var forårsaget af, at den mindre farlige Omikron-variant overtog fra Delta-varianten. Imidlertid var 94% af alle tilfælde Omikron allerede den 10. januar og fremkomsten af Omikron kunne derfor ikke være årsagen til faldet i hospitalsindlæggelser i februar.

Figur 1 Effekten på hospitalsindlæggelser i Danmark ophæver alle COVID-19-restriktioner fra 1. februar 2022.

Hvorfor antallet af hospitalsindlæggelser faldt, efter at restriktionerne blev ophævet, ved jeg ikke. Jeg har ikke engang et godt bud. Det var ikke mit indtryk, at danskerne blev mere forsigtige. Og som jeg husker det, opførte de fleste sig rimelig normalt på daværende tidspunkt. Så måske skyldes det sæsonudsving, eller også nåede vi flokimmunitet. Men pointen er, at smitten og hospitalsindlæggelserne faldt, efter at restriktionerne blev ophævet på trods af at mange epidemiologer (og WHO) hævdede det modsatte ville ske.

Dette var ikke unikt for februar 2022. Det skete ofte, at smitten blev ved med at falde efter man ophævede restriktionerne, på trods af manges forudsigelse om det modsatte. Se fx nedenstående figur fra min bog. Men af en eller anden grund fokuserede fortalerne for nedlukninger på vendepunktet når smitten toppede og hævdede, at det var nedlukningerne, der fik smitten til at vende. De lagde ikke nogen vægt på, at smitten ikke vendte og ofte fortsatte med at falde, når restriktionerne blev ophævet.

[1] “It is premature for any country to either surrender or to declare victory. This virus is dangerous, and it continues to evolve before our very eyes. […] more COVID-19 transmission means more deaths,” jf. https://www.theguardian.com/world/live/2022/feb/01/covid-live-news-denmark-lifts-all-covid-restrictions-despite-record-cases-liz-truss-tests-positive

Måden mange politikere og almindelige vælgere tænker på spørgsmålet er, at hvis trusselsbilledet ændrer sig og man ikke længere kan stole på USA som partner, bør man gå efter det der ofte kaldes “Strategisk Selvforsyning” eller “Strategic Autonomy”. Det gælder ikke mindst på EU-plan, hvor diskussionen blandes med dybt misforståede idéer om forsyningssikkerhed og gamle tåbeligheder som aktiv industripolitik. Den store frustration de seneste dage over, at et fransk-tysk projekt om at udvikle et fælles jagerfly er droppet, handler ikke mindst om netop disse misforståelser.

Som mange, mange økonomer har understreget over årene, er den mest effektive form for forsyningssikkerhed ikke at man laver alt selv. Som ordsproget siger, gælder det netop om ikke at lægge alle sine æg i én kurv. At have åbne globale supply chains er langt mere effektivt – dvs. at have fri handel – fordi man derfor har en hel række forskellige lande og langt flere forskellige virksomheder at handle med. Selvom det fransk-tyske projekt er droppet, betyder det således ikke at dansk eller belgisk militær bliver nødt til at købe amerikanske jagerfly. Så længe man er åben for handel, er der et nyt jagerfly under udvikling i et samarbejde mellem Storbritannien, Italien og Japan, der er det svenske Gripen, det sydkoreanske KF-21 Boramae, og endda også Indiens Hal-Tejas. Og det samme gælder for en lang række andre indkøb af militært udstyr.

Derudover er, som Robert Lawson (Southern Methodist University) og Samuel Gregg (American Institute for Economic Research) understregede ved et National Review Institute-arrangement forleden, den bedste strategi at være velstående. Rigere og ikke mindst mere produktive samfund har lettere ved at finansiere et mere effektivt militær, og har også mindre alternativomkostninger, hvis man bliver nødt til at producere mere selv. Og det vigtigste i det perspektiv, som Gregg fremførte forleden, er at begrænsninger på frihandel, mere aktiv industripolitik, og større statslig indblanding, alle er forbundet med lavere vækst og dermed også væsentligt mindre velstand på langt sigt.

Basalt set er en udbredt grad af økonomisk frihed i sidste ende forbundet med større potentiel militært potentiale på langt sigt! Det er, med andre ord, stik modsat EU og USA’s nuværende økonomiske kurs. Er man interesseret i mere, kan hele eventen ses nedenfor. Samtalen med Lawson og Gregg starter ved 1:02:10.

En ekspertkommission, der skal rådgive om håndtering grundvandstruende forurening.

En ‘Allemandsretskommission’.

E ekspertkommission til at vurdere idéer om avancebeskatning af realiserede boliggevinster.

En ekspertkommission til at anvise en model for ‘gratis’ tandpleje.

En ekspertkommission for såkaldt trivselsøkonomi.

En kommission til at lave anbefalinger til en kapitalbeskatningsreform.

En produktivitets- og konkurrenceevnekommission – igen.

En forberedende kommission til at hjælpe med ændringer i pension og velfærdsforlig 2.0.

En ekspertgruppe, der skal foreslå byrdelempelsestiltag.

En ‘hurtigt arbejdende ekspertgruppe’ til at kortlægge den samfundsøkonomiske værdi af den danske model.

En arbejdsgruppe til at anbefale en mere aktiv industripolitik.

Oveni de 11 kommissioner og ekspertgrupper, nævner regeringsgrundlaget også flere task forces og andet. Det er svært at komme udenom konklusionen, at man i forhandlingerne ganske enkelt har sendt næsten alle politisk svære emner i syltekrukker. For det er reelt, hvad ekspertkommissioner er idag i dansk politik. Skulle man være i tvivl, kan man se på to eksempler. I 2022 fremlagde Pensionskommissionen sine anbefalinger til et fremtidigt pensionssystem. Alligevel er det igen en kommission til at hjælpe med pensionsændringer.

Og i 2014 præsenterede Produktivitetskommissionen sit ekstremt omhyggelige arbejde for den daværende regering. Det er værd at bemærke, at ingen – siger og skriver ingen – af dens anbefalinger er gennemført siden da. Der ligger et fint idékatalog fra 2014, men alligevel skal vi have en ny produktivitets- og konkurrenceevnekommission. Men må stille sig mindst to spørgsmål: 1) Får vi en ny kommission, fordi den nye regering vil have andre konklusioner? For hvis de skal have det, skal de i hvert fald ikke udnævne kapable økonomer til kommissionen. Og 2), hvordan skal sådan en kommission arbejde på samme tid som regeringen har nedsat en såkaldt arbejdsgruppe til at se på mere aktiv industripolitik – en type politik, der så absolut ikke er til gavn for vækst, produktivitet eller konkurrenceevne.

Det bekymrende er ikke kun retningen i den nye regerings politik, men i høj grad også usikkerheden i, hvad den reelt vil. Baggrunden er nok, at regeringen ikke internt er enig om retningen, og derfor sikrer sig en masse politisk manøvrerum ved at bruge kommissionsarbejde til at udskyde eller sløre en række vigtige beslutninger.

Regeringen har, basalt set, valgt at spille et intrikat politisk spil, men efterlader dermed borgerne med ikke blot en stor og meget usikker regning – DI har regnet sig frem til et underskud på 15 milliarder på de planer, der nogenlunde konkrete, mens Cepos ender på 18 milliarder – men også med en meget høj grad af policy uncertainty. Lars Løkke og Mette Frederiksen har nok ‘vundet’ det politiske spil, men dansk økonomi ser i høj grad ud til at være taberen i det spil. Det faktum, at så lang en række af politiske spørgsmål er lagt i syltekrukker i form af kommissioner – som danske politikere har en tradition for fuldstændigt at ignorere, når de er færdige – burde ringe alle advarselsklokkerne hos erhvervslivet.

Du kan købe bogen her eller låne den på biblioteket.

Hvad har andre litteraturstudier og metastudier fundet?

Konklusion: Flere litteraturstudier når frem til konklusioner, der understøtter resultaterne i vores metastudie. De litteraturstudier, der konkluderer, at nedlukningerne er effektive til at reducere COVID-19-dødeligheden, konkluderer oftest på baggrund af statistisk signifikans og ikke hvorvidt effekten er af politisk relevans. Eller også konkluderer de på baggrund af studier, der begår Flaxman-fejlen, og blander effekten af frivillige adfærdsændringer sammen med effekten af nedlukningerne.

Et litteraturstudie (også ofte kaldet et review) samler og beskriver den eksisterende forskning, men i modsætning til et metastudie er der ikke en kvantitativ opsummering af empirien i et litteraturstudie. Det betyder meget forsimplet, at hvis der er tre studier, der finder effekter på 5%, 10% og 15%, så vil man i litteraturstudiet beskrive, at der er tre studier, der finder en effekt, mens man i metastudiet derudover vil angive, at studierne i gennemsnit finder en effekt på 10%. Mens begge metoder således søger at forstå et emne gennem tidligere forskning, tilbyder metastudiet en statistisk opsummering, der kan give mere præcise svar, mens et litteraturstudie primært giver en kvalitativ fortolkning. Blandt andet derfor anses litteraturstudier normalt for at ligge lige under metastudier i evidenspyramiden.

Evidenspyramiden er en måde at illustrere kvaliteten og pålideligheden af forskellige typer forskning og videnskabelig evidens. Jo højere oppe i pyramiden et studie befinder sig, jo vigtigere er studiets konklusioner, fordi metoderne heroppe giver stærkest evidens for den reelle effekt. Og omvendt – jo lavere et studie befinder sig på skalaen, desto svagere evidens giver de for en eventuel effekt, fordi studiernes design har mange fejlkilder. En forsimplet evidenspyramide kunne se ud som figur 1 nedenfor.

Figur 1: Evidenspyramiden

Evidenspyramiden viser, at metastudier normalt anses for at give den bedste evidens, mens de enkelte studier ligger i midten. Nederst ligger ekspertudsagn og anekdotiske beviser. Kvaliteten af metastudiet afhænger naturligvis af hvilke type studier, det er baseret på. Et metastudie, hvor der kun indgår studier baseret på eksperimenter, vil således alt andet lige så stærkere end et metastudie, der alene er baseret på observationsstudier. Evidenspyramiden viser også, at litteraturstudier rangerer lige under metastudier.

Ligesom med metastudier er formålet med litteraturstudier at opsummere den eksisterende litteratur. Forskellen er, at litteraturstudier ikke opsummerer resultaterne kvantitativt. Metastudier er altså en slags overbygning på litteraturstudier, hvor man – udover en kvalitativ gennemgang og beskrivelse af resultaterne fra de primære studier – også laver en kvantitativ opsummering. I vores metastudie beregner vi et standardiseret estimat for hvert af de 22 studier, der indgår i vores metastudie. Det gør, at vi kan opsummere resultaterne i form af et vægtet gennemsnit. Altså hvilken effekt de 22 studier i gennemsnit finder. Uden denne øvelse ville vores metastudie ”blot” være et litteraturstudie, hvor resultater og konklusioner beskrives, men altså ikke kvantitativt sammenlignes og opsummeres.

Der findes adskillige litteraturstudier af effekten af nedlukninger og restriktioner. Og netop fordi de også opsummerer den samlede viden på området, er det relevant at sammenligne vores resultater med konklusionerne i disse litteraturstudier, for at se, om deres konklusioner adskiller sig væsentligt fra vores og eventuelt forstå, hvorfor det er tilfældet.

Der er en lang række litteraturstudier fra både før og efter COVID-19 ramte verden, som overordnet set når frem til de samme konklusioner som os. WHO konkluderede fx i 2006, at de restriktioner, der blev indført under pandemien i 1918, ikke stoppede eller syntes at reducerer smittespredningen markant.[1] Og i 2019 konkluderede WHO, at der var begrænset evidens for at nedlukninger virker, og at kvaliteten af den eksisterende evidens var meget lav[2].

Gupta m.fl. (2020) konkluderer i deres review, at de fleste studier finder at nedlukningen og information fører til et fald i COVID-19-tilfælde og COVID-19-dødsfald på 20-60% .[3] Det er svært direkte at sammenligne med vores resultater, da vi alene ser på nedlukningsdelen. Men hvis vi antog, at de 20-60% alene skyldes nedlukningen, ville det – overført til Danmark – betyde, at nedlukningerne forhindrede 625 til 3.750 dødsfald under hele pandemien.[4]

Allen (2021) konkluderer i sit review afmere end 100 studier, at COVID-19 nedlukningerne i bedste fald havde en marginal effekt på COVID-19-dødeligheden. Det skyldes ifølge Allen (2021), at folk enten ikke overholdt restriktionerne, eller pålagde sig selv begrænsninger, uanset hvad myndighederne beordrede.[5] Yanovskiy og Socol (2022) konkluderer, at der ikke er evidens fra hverken tidligere pandemier eller COVID-19-pandemien for, at nedlukninger virker. Tværtimod mener de, at nedlukninger sandsynligvis fører til flere dødsfald.[6]

European Center for Disease Control (ECDC – eller på dansk ”Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme”) konkluderede allerede 23. december 2020, at skolelukninger kan bidrage til at reducere smitten, men at de skal anvendes som en absolut sidste udvej, fordi de negative virkninger sandsynligvis opvejer fordelene.[7] To uger tidligere konkluderede UNICEF (2020), at skolerne ikke bidrog betydeligt til smitten, og at smitten blandt skolebørn og personale ikke var lavere i samfund med skolelukninger.[8] Irfan m.fl. (2021) finder i et omfattende metastudie af 90  studier udgivet i juli 2021 lignende resultater og konkluderede, at det overvejende var sikkert for børn under 10 år at gå i skole, men at ældre børn (10-19 år) kunne fremme smittespredning (min fremhævning).[9]

Iezadi m.fl. (2021) er et systematisk litteraturstudie af 35 studier, hvoraf 23 studier indgår i et metastudie (antallet af studier svarer stort set til antallet i vores metastudie, hvor vi finder 32 studier, hvoraf 22 indgår i metastudiet). Iezadi m.fl. (2021) konkluderer, at nedlukninger bidrog til at begrænse pandemiens udbredelse, og reducerede den daglige vækstrate i dødsfald med 4,8%-point.[10] Det er ikke muligt at omregne denne effekt til en effekt på det samlede antal dødsfald, men med et reprodutkionstal på 2,5 er den daglige vækstrate ca. 18%. Med dette udgangspunkt har  nedlukningerne ifølge Iezadi m.fl. (2021) bragt vækstraten ned på ca. 13% svarende til et reproduktionstal på ca. 2,0. I en standard epidemiologisk model betyder det, at flokimmuniteten sætter ind når 50% af populationen er smittet frem for 60%, så umiddelbart ser resultaterne ikke ud til at være i modstrid med vores resultater. De fleste studier i Iezadi m.fl. (2021) anvender metoder, som vi ser bort fra (modelkørsler og tidsrækkeanalyse). Kun to ser ud til at leve op til vores kriterier, og heraf er det kun det ene, der undersøger et element af nedlukningerne (udgangsforbud).[11]

Blander statistisk signifikans og praktisk betydning sammen

En af de store gevinster ved metastudier i forhold til litteraturstudier er, at et metastudie tvinger forfatterne til at forholde sig til størrelsesordenen. Det hjælper forskerne til ikke at stirre sig blinde på om resultaterne er statistiske signifikante – altså ”ikke tilfældige”. For en statistisk signifikant effekt er ikke nødvendigvis stor eller af praktisk betydning. For eksempel kan et studie finde en statistisk signifikant effekt af skolelukninger, men hvis lukning af skoler kun reducerer antallet af dødsfald med 1%, har det jo ingen praktisk betydning – særligt ikke set i forhold til de negative virkninger af skolelukninger, såsom læringstab for børnene.

Der er flere litteraturstudier, der konkluderer, at nedlukningerne er effektive, men hvor resultaterne i mine øjne ser ud til at tyde på det modsatte. Fx konkluderer Mendez-Brito m.fl. (2021), at skolelukninger var den mest effektive del af nedlukningerne, efterfulgt af lukning af arbejdspladser, lukning af forretninger og forbud mod offentlige begivenheder.[12] Imidlertid finder kun 14 ud af de 24 studier, de gennemgår, en sammenhæng mellem skolelukninger og antallet af COVID-19-tilfælde, hvilket tyder på, ateffekten af den “mest effektive del af nedlukningerne” er ret begrænset. For hvis de havde en stor effekt, ville man også forvente, at forskerne havde relativt let ved at dokumentere en effekt.

Konkluderer på baggrund af ”Flaxman-fejlen”

En af de helt centrale kvaliteter ved vores metastudie, at vi fokuserer på studier, der rent faktisk kan sige noget om effekten af nedlukningerne. Det betyder, at vi bl.a. ikke medtager tidsrækkeanalyser. Som jeg beskriver i min bog, er der rigtig gode grunde til at se bort fra tidsrækkeanalyserne når man vil vurdere effekten af nedlukningerne, da man ellers risikerer at lave det, jeg har kaldt ”Flaxman-fejlen”, hvor man blander effekten af nedlukningen sammen med effekten af de frivillige adfærdsændringer. Derudover medtager vi (naturligvis) ikke studier baseret på modelkørsler.

Disse fravalg er helt essentielle, hvis man vil kunne sige noget om effekten af nedlukningerne (i modsætning til fx at sige noget om effekten af samfundets samlede respons). Men på trods af dette er der mange litteraturstudier, der medtager rub og stub. Og det uden at gøre eksplicit opmærksom på, hvad det betyder for fortolkningen af konklusionerne.

Et eksempel er litteraturstudiet fra Johanna m.fl. (2020), som bl.a. skriver, at udgangsforbud succesfuldt reducerer smitten og COVID-19-dødeligheden.[13] Men denne konklusion er primært baseret på studier, der ikke kan bruges til at konkludere dette. Johanna m.fl. (2020) inkluderer nemlig netop modelleringsstudier (10 ud af i alt 14 studier) og tidsrækkeanalyser (3 ud af de 14 studier). Der er kun ét af de 14 studier, der anvender en difference-in-difference tilgang.

Tellis m.fl. (2020) anvender en difference-in-difference tilgang til at analysere effekten af udgangsforbud på antallet af smittetilfælde.[14] De konkluderer, at udgangsforbud reducerer antallet af smittetilfælde med 50%, hvilket er langt over den effekt på bare 2,0%, vi finder i vores metastudie. En mulig forklaring på den store forskel kan (udover at de ser på smittetilfælde og ikke dødsfald) være, at Tellis m.fl. (2020) er baseret på data indsamlet før 1. maj 2020. I vores metastudie finder vi, at studier der er baseret på meget tidlige data (og ofte udgivet meget hurtigt), generelt finder en langt større effekt end studier, der har været længe undervejs. De tre studier i vores metastudie, der er baseret på data fra før 31. maj 2000, finder således en effekt på hele 25,9% og er altså trods alt ikke så langt fra resultaterne i Tellis m.fl. (2020). I vores metastudie bliver de bare trukket voldsomt ned af de ni studier af udgansforbud, der bruger en længere tidsrække til at analysere effekten.

Litteraturstudiet fra Johanna m.fl. (2020) er udgivet 14. oktober 2020 – altså relativt tidligt i pandemien – og de er alle forskere indenfor sundhedsvidenskaberne. Når jeg tænker på, hvor relativt lang tid det tog for mig at forstå betydningen af frivillige adfærdsændringer og formulere mine tanker, så er det måske undskyldt, at Johanna m.fl. (2020) ikke var opmærksomme på, at fx resultaterne i tidsrækkeanalyserne ikke kan fortolkes som effekten af nedlukningerne, og at epidemiologernes modelstudier af COVID-19-pandemien reelt set ikke var det papir værd, de var skrevet på.

Men den undskyldning havde The Royal Society – med Professor Sir Mark Walport, kollega til vores fremmeste kritikere Neil Ferguson, Seth Flaxman og Samir Bhatt på Imperial College London – ikke, da de i sensommeren 2023 udgav et litteraturstudie[15], som fik stor omtale i Storbritannien. I studiet konkluderede forskerholdet fra The Royal Society, som primært består af eksperter inden for medicin og folkesundhed, at nedlukninger ”utvetydigt” gav kraftige, effektive og langvarige reduktioner i smitten.[16] Altså nærmest den totalt modsatte konklusion af, hvad vi kom frem til.

Og præcis som med Johanna m.fl. (2020) er årsagen, at The Royal Society medtager tidsrækkeanalyser, og dermed blander effekten af nedlukningerne sammen med effekten af de frivillige adfærdsændringer. Det betyder, at de i deres konklusion reelt antager, at alt det vi gjorde frivilligt, ikke havde nogen effekt, hvilket naturligvis er forkert.

Men der er særligt ét punkt, hvor rapporten fra The Royal Societys valg af studier og metode i mine øjne er bemærkelsesværdig. Normalt anses lodtrækningsstudier for at være guldstandarden inden for videnskabelig forskning, og de rangerer højere i evidenspyramiden i figur 1 på side 1 end studier baseret på eksisterende datakilder (observationsstudier). Og metastudier baseret på randomiserede kontrolstudier rangerer derfor højst i evidenspyramiden.

I forhold til at vurdere effekten af mundbind findes der en række randomiserede kontrolstudier, og der er endda lavet et Cochrane metastudie af disse studier, som konkluderer, at mundbind ikke reducere spredningen af influenza-lignende sygdomme (både influenza og COVID-19 er respiratoriske sygdomme, som smitter via luftvejene, men COVID-19 smitter nemmere end influenza).[17]

Alligevel vælger The Royal Society primært at lægge vægt på 46 observationsstudier, som i modsætning til de randomiserede kontrolstudier metastudiet fra Cochrane konkluderer, at påbuddet om at påbyde mundbind generelt reducerede COVID-19-smitten.[18]

Set i lyset af The Royal Societys prestige er det ikke overraskende, at deres COVID-19-rapport fik betydelig pressedækning. Men The Royal Society blandede desværre effekten af frivillige og tvungne adfærdsændringer sammen og valgte af en eller anden grund af negligere evidensen fra guldstandarden i videnskabelig forskning.

Der er mange flere litteraturstudier[19], og uden at foregive at jeg har nærlæst dem alle, så har jeg hidtil kunnet forklare forskellen mellem deres og vores konklusioner med, at de enten blander statistisk signifikans og politisk relevans sammen og konkluderer at nedlukninger er effektive, selvom effekten af nedlukningerne er meget lille, eller konkluderer på baggrund af ”Flaxman-fejlen”, hvilket i bund og grund vil sige, at de blander effekten af frivillige og tvungne adfærdsændringer sammen.

Så alt i alt finder jeg det rimeligt at konkludere, at øvrige litteraturstudier generelt ikke er i åbenlys modstrid med vores resultater. Der er mange, som ved første øjekast ser ud til at være i modstrid med vores resultater, men når man dykker ned i detaljerne, er det fordi de medtager tidsrækkeanalyser (og endda modelkørsler) og/eller forveksler statistisk signifikans med politisk relevans.

Referencer

Allen, Douglas W. 2021. “Covid-19 Lockdown Cost/Benefits: A Critical Assessment of the Literature”. International Journal of the Economics of Business, september, 1–32. https://doi.org/10.1080/13571516.2021.1976051.

Brodeur, Abel, David Gray, Anik Islam, og Suraiya Bhuiyan. 2021. “A Literature Review of the Economics of COVID‐19”. Journal of Economic Surveys, april, joes.12423. https://doi.org/10.1111/joes.12423.

ECDC. 2020. “COVID-19 in children and the role of school settings in transmission – first update”. https://cdn.nimbu.io/s/yba55wt/assets/COVID-19-in-children-and-the-role-of-school-settings-in-transmission-first-update_0.pdf.

Gupta, Sumedha, Kosali Simon, og Coady Wing. 2020. “Mandated and Voluntary Social Distancing During The COVID-19 Epidemic: A Review”. NBER Working Paper Series, juni, w28139. https://doi.org/10.3386/w28139.

Hirt, Julian, Perrine Janiaud, og Lars G. Hemkens. 2022. “Randomized Trials on Non-Pharmaceutical Interventions for COVID-19: A Scoping Review”. BMJ Evidence-Based Medicine, januar, bmjebm-2021-111825. https://doi.org/10.1136/bmjebm-2021-111825.

Iezadi, Shabnam, Kamal Gholipour, Saber Azami-Aghdash, Akbar Ghiasi, Aziz Rezapour, Hamid Pourasghari, og Fariba Pashazadeh. 2021. “Effectiveness of Non-Pharmaceutical Public Health Interventions against COVID-19: A Systematic Review and Meta-Analysis”. Redigeret af Prasenjit Mitra. PLOS ONE 16 (11):e0260371. https://doi.org/10.1371/journal.pone.0260371.

Irfan, Omar, Jiang Li, Kun Tang, Zhicheng Wang, og Zulfiqar A Bhutta. 2021. “Risk of infection and transmission of SARS-CoV-2 among children and adolescents in households, communities and educational settings: A systematic review and meta-analysis”. Journal of Global Health 11 (juli):05013. https://doi.org/10.7189/jogh.11.05013.

Jefferson, Tom, Liz Dooley, Eliana Ferroni, Lubna A. Al-Ansary, Mieke L. van Driel, Ghada A. Bawazeer, Mark A. Jones, m.fl. 2023. “Physical Interventions to Interrupt or Reduce the Spread of Respiratory Viruses”. Cochrane Database of Systematic Reviews, nr. 1. John Wiley & Sons, Ltd. https://doi.org/10.1002/14651858.CD006207.pub6.

Johanna, Nadya, Henrico Citrawijaya, og Grace Wangge. 2020. “Mass Screening vs Lockdown vs Combination of Both to Control COVID-19: A Systematic Review”. Journal of Public Health Research, 9. https://dx.doi.org/10.4081%2Fjphr.2020.2011.

Mendez-Brito, Alba, Charbel El Bcheraoui, og Francisco Pozo-Martin. 2021. “Systematic Review of Empirical Studies Comparing the Effectiveness of Non-Pharmaceutical Interventions against COVID-19”. Journal of Infection, juni, S0163445321003169. https://doi.org/10.1016/j.jinf.2021.06.018.

Nussbaumer-Streit, Barbara, Verena Mayr, Andreea Iulia Dobrescu, Andrea Chapman, Emma Persad, Irma Klerings, Gernot Wagner, m.fl. 2020. “Quarantine Alone or in Combination with Other Public Health Measures to Control COVID-19: A Rapid Review”. Redigeret af Cochrane Infectious Diseases Group. Cochrane Database of Systematic Reviews, april. https://doi.org/10.1002/14651858.CD013574.

Patel, Urvish, Preeti Malik, Deep Mehta, Dhaivat Shah, Raveena Kelkar, Candida Pinto, Maria Suprun, Mandip Dhamoon, Nils Hennig, og Henry Sacks. 2020. “Early Epidemiological Indicators, Outcomes, and Interventions of COVID-19 Pandemic: A Systematic Review”. Journal of Global Health 10 (2):020506. https://doi.org/10.7189/jogh.10.020506.

Perra, Nicola. 2020. “Non-Pharmaceutical Interventions during the COVID-19 Pandemic: A Rapid Review”. arXiv:2012.15230 [Physics], december. http://arxiv.org/abs/2012.15230.

Pozo-Martin, Francisco, Florin Cristea, Charbel El Bcheraoui, og Robert Koch-Institut. 2020. “Rapid Review Der Wirksamkeit Nicht-Pharmazeutischer Interventionen Bei Der Kontrolle Der COVID-19-Pandemie”. Robert Koch, september, 17. https://www.rki.de/DE/Content/InfAZ/N/Neuartiges_Coronavirus/Projekte_RKI/Rapid-Review-NPIs.pdf?__blob=publicationFile.

Regmi, Krishna, og Cho Mar Lwin. 2021. “Factors Associated with the Implementation of Non-Pharmaceutical Interventions for Reducing Coronavirus Disease 2019 (COVID-19): A Systematic Review”. International Journal of Environmental Research and Public Health 18 (8):4274. https://doi.org/10.3390/ijerph18084274.

Talic, Stella, Shivangi Shah, Holly Wild, Danijela Gasevic, Ashika Maharaj, Zanfina Ademi, Xue Li, m.fl. 2021. “Effectiveness of Public Health Measures in Reducing the Incidence of Covid-19, SARS-CoV-2 Transmission, and Covid-19 Mortality: Systematic Review and Meta-Analysis”, 15. https://doi.org/doi.org/10.1136/bmj-2021-068302.

Tellis, Gerard J., Ashish Sood, og Nitish Sood. 2020. “Price of Delay in Covid-19 Lockdowns: Delays Spike Total Cases, Natural Experiments Reveal”. SSRN Electronic Journal. https://doi.org/10.2139/ssrn.3592912.

The Royal Society. 2023. “COVID-19: examining the effectiveness of non-pharmaceutical interventions”, august. https://royalsociety.org/-/media/policy/projects/impact-non-pharmaceutical-interventions-on-covid-19-transmission/the-royal-society-covid-19-examining-the-effectiveness-of-non-pharmaceutical-interventions-report.pdf.

UNICEF. 2020. “In-person schooling and COVID-19-transmission: Review of evidence 2020.” https://www.unicef.org/media/89046/file/In-person-schooling-and-covid-19-transmission-review-of-evidence-2020.pdf.

WHO. 2019. Non-Pharmaceutical Public Health Measures for Mitigating the Risk and Impact of Epidemic and Pandemic Influenza. https://apps.who.int/iris/rest/bitstreams/1257621/retrieve.

World Health Organization Writing Group. 2006. “Nonpharmaceutical Interventions for Pandemic Influenza, National and Community Measures”. Emerging Infectious Diseases 12 (1):88–94. https://doi.org/10.3201/eid1201.051371.

Yanovskiy, Moshe, og Yehoshua Socol. 2022. “Are Lockdowns Effective in Managing Pandemics?” International Journal of Environmental Research and Public Health 19 (15):9295. https://doi.org/10.3390/ijerph19159295.

Zhang, Mengxi, Siqin Wang, Tao Hu, Xiaokang Fu, Xiaoyue Wang, Yaxin Hu, Briana Halloran, m.fl. 2021. “Human Mobility and COVID-19 Transmission: A Systematic Review and Future Directions”. Preprint. Infectious Diseases (except HIV/AIDS). https://doi.org/10.1101/2021.02.02.21250889.

[1] World Health Organization Writing Group (2006) skriver fx, at “reports from the 1918 influenza pandemic indicate that social-distancing measures did not stop or appear to dramatically reduce transmission […] In Edmonton, Canada, isolation and quarantine were instituted; public meetings were banned; schools, churches, colleges, theaters, and other public gathering places were closed; and business hours were restricted without obvious impact on the epidemic.”

[2] WHO (2019) skriver fx. at ”the evidence base on the effectiveness of NPIs in community settings is limited, and the overall quality of evidence was very low for most interventions.”

[3] “The estimated effect of state policies on case and death rates vary somewhat depending on the specific policy measure examined in the study and also on the time frame of the study. However, most studies estimate a 20–60 percent reduction in cases and deaths […] as a result of mandatory policies and informational events”, Gupta m.fl. (2020).

[4] Da vaccinerne var udrullet til de mest sårbare i sommeren 2021, var havde der i alt været ca. 2.500 COVID-19-dødsfald i Danmark. Baseret på konklusionen i Gupta m.fl. (2020), havde der været 3.125 (20% effekt) til 6.250 (60% effekt) COVID-19-dødsfald uden nedlukningerne.

[5] “The most recent research has shown that lockdowns have had, at best, a marginal effect on the number of Covid-19 deaths. Generally speaking, the ineffectiveness stemmed from individual changes in behavior: either noncompliance or behavior that mimicked lockdowns. The limited effectiveness of lockdowns explains why, after more than one year, the unconditional cumulative Covid-19 deaths per million is not negatively correlated with the stringency of lockdown across countries.”, Allen (2021)

[6] “Neither previous pandemics nor COVID-19 provide clear evidence that lockdowns help to prevent death in pandemic” og “Lockdowns are associated with a considerable human cost. Even if somewhat effective in preventing COVID-19 death, they probably cause far more extensive (an order of magnitude or more) loss of life”, Yanovskiy og Socol (2022).

[7] “School closures can contribute to a reduction in SARS-CoV-2 transmission, but by themselves are insufficient to prevent community transmission of COVID-19” og “There is a general consensus that the decision to close schools to control the COVID-19 pandemic should be used as a last resort. The negative physical, mental health and educational impact of proactive school closures on children, as well as the economic impact on society more broadly, would likely outweigh the benefits”, ECDC (2020).

[8] ”A review of the current evidence shows that in-person schooling does not appear to be the main driver of infection spikes, children in school do not appear to be exposed to higher risks of infection compared to when not in school when mitigation measures are in place, and school staff also do not appear to be at a higher relative risk compared to the general population”, UNICEF (2020).

[9] “Evidence from school-based studies demonstrate it is largely safe for children (<10 years) to be at schools, however older children (10-19 years) might facilitate transmission”, Irfan m.fl. (2021).

[10] “The majority of NPHIs had positive effects on restraining the COVID-19 spread” og “Results of the meta-analysis showed that adoption of NPHIs has resulted in a […] 4.8% (95 CI, -8.34 to -1.40) decrease in daily death growth rates” , Iezadi m.fl. (2021). Jeg antager, at de mener procentpoint og ikke procent. Hvis de mener procent, er effekten meget lille og reducerer kun reproduktionstallet til ca. 2,4.

[11] “Almost all studies were observational quasi-experimental studies, the majority of them were time-series analyses and just two studies were comparisons between control and intervention groups”, Iezadi m.fl. (2021).

[12] “School closing was the most effective NPI, followed by workplace closing, business and venue closing and public event bans”, Mendez-Brito m.fl. (2021).

[13] “For lockdown, ten studies consistently showed that it successfully reduced the incidence, onward transmission, and mortality rate of COVID-19”, Johanna m.fl. (2020)

[14] Tellis m.fl. (2020) er ikke med i vores metastudie, fordi det ikke ser på dødsfald.

[15] The Royal Society (2023)

[16] ” In summary, evidence about the effectiveness of NPIs applied to reduce the transmission of SARS-CoV-2 shows unequivocally that, when implemented in packages that combine a number of NPIs with complementary effects, these can provide powerful, effective and prolonged reductions in viral transmission”, The Royal Society (2023).

[17] Jefferson m.fl. (2023) skriver, at ”wearing a mask may make little or no dierence to the outcome of influenza-like illness (ILI) compared to not wearing a mask (risk ratio (RR) 0.99, 95% confidence interval (CI) 0.82 to 1.18. There is moderate certainty evidence that wearing a mask probably makes little or no dierence to the outcome of laboratory-confirmed influenza compared to not wearing a mask (RR 0.91, 95% CI 0.66 to 1.26; 6 trials; 3005 participants)”.

[18] The Royal Society (2023) skriver ”In general, evidence drawn solely from RCTs has not yielded firm conclusions about the effectiveness of masks in reducing transmission, whereas a large volume of observational studies suggests, with low to moderate confidence, that masks are effective in reducing transmission” og konkluderer, at “nevertheless, the weight of evidence from all studies suggests that wearing masks, wearing higher quality masks (respirators), and mask mandates generally reduced the transmission of SARS-CoV-2 infection”.

[19] Se fx Nussbaumer-Streit m.fl. (2020), Brodeur m.fl. (2021), Hirt m.fl. (2022), Patel m.fl. (2020), Perra (2020), Pozo-Martin m.fl. (2020), Regmi og Lwin (2021), Talic m.fl. (2021) og Zhang m.fl. (2021).

Der er næppe bedre steder i verden at undersøge populisme og dens konsekvenser end Latinamerika. Det er præcist det, netværket Public Choice in Latin America blandt andet gør. Og forleden bragte de det nedenstående interview med netværkets grundlæggere Nicolás Cachanosky og JP Bastos, der netop talte om ny forskning om populisme i regionen. Nick er lektor ved University of Texas at El Paso og director for universitetets Center for Free Enterprise, mens JP er en rising star i public choice-miljøet og på vej til en stilling som adjunkt ved University of Austin. Hele interviewet tager 55 minutter og er varmt anbefalet som en interessant lille time i pinsen!

Påstandene og idéen om ‘degrowth’ er således inkluderet i stadig mere politik i den vestlige verden (se f.eks. Fitzpatrick, Parrique og Cosme) og virker også i stigende grad populær blandt både politikere og unge mennesker på begge fløje. En af grundene er, at den basale idé virker så intuitiv for de fleste ikke-økonomer: Vækst må jo betyde, at man producerer flere ting og derfor bliver nødt til at bruge flere ressourcer og mere energi på at lave tingene – og så konkluderer man lynhurtigt, at det må føre til at vi bruger for mange ressourcer og forurener mere og mere. Men er det overhovedet rigtigt? Og er folks basale forståelse af økonomisk vækst faktisk korrekt?

En del af påstandene i de-growth litteraturen er, at man må have langt mere regulering, begrænsning af international handel (transporten påvirker miljøet), og en langt større grad af direkte statsstyring af økonomisk aktivitet. Oversat til økonom-termer er påstanden, at der er et objektivt behov for en alvorlig begrænsning af borgernes økonomiske frihed. Man kan derfor teste de grundlæggende idéer ved at undersøge, hvad mere eller mindre økonomisk frihed gør ved miljøbelastningen.

Ny forskning af Justin Callais, Vincent Geloso, og Alicia Plemmons, der lige er accepteret til udgivelse i Structural Change and Economic Dynamics, ser på netop dette spørgsmål og peger helt utvetydigt på, at liberaliserende reformer, der skaber større vækst, ikke er et problem. I artiklen med titlen Economic Freedom and the Environment: Causal Evidence from Liberalization Reforms udnytter de evidens fra 49 store liberaliseringer siden 1970. Grunden til at undersøge spørgsmålet på dén måde er først, at store liberaliseringer qua degrowth-argumentet jo må føre til en markant større miljøbelastning – både ved at føre til mere økonomisk vækst og ved at rykke politik i den modsatte retning af degrowthernes foretrukne. For det andet indebærer metodologien, at man kan sige noget kausalt, når man blot tager hensyn til, at store liberaliseringer ikke sker tilfældigt. Netop den metodologiske udfordring er Justin Callais blevet lidt af en ekspert i at håndtere med såkaldte matching-estimatorer.

Konklusionen er skarp: “Using matching methods between liberalizers and non-liberalizers, we find that liberalizations have no consistent effect on total emissions or emissions per capita. However, they do reduce emissions per dollar of GDP and reduce mortality from outdoor air pollution.” Med andre ord viser Callais, Geloso og Plemmons, at økonomisk liberalisering generelt ingen effekt har på drivhusgasudledninger, der kan betragtes som den mest almindelige miljøindikator. Men de viser meget klart, at liberalisering sænker et af de værste miljøproblemer i ulande – dødsfald der skyldes luftforurening! Og mens der er masser af evidens for, at liberalisering skaber øget økonomisk vækst, peger de tre økonomer på, at den ikke fører til mere forurening fordi produktionen bliver mere effektiv: Værdiskabelsen per ton CO2 stiger markant efter liberaliseringer. Og heri ligger hele forståelsen af, hvorfor degrowth-bevægelsen tager så markant fejl. Vækst er på langt sigt drevet af produktivitetsfremskridt, så man kan producere mere med færre ressourcer og mindre energi. På meget langt sigt ender økonomisk vækst således ikke blot med at sænke miljøbelastningen, men også med at vi som samfund bliver bedre til at behandle de eventuelle miljøproblemer, vi alligevel måtte have.

I Populism and Monetary Freedom undersøger vi spørgsmålet, men med inspiration fra noget af den nye forskning, jeg selv (i al beskedenhed) har været med til at lave. I stedet for, som i tidligere forskning, at undersøge de relativt få tilfælde hvor et klart populistisk parti kommer til magten, ser vi på tilstedeværelsen af populister i parlamentet. Det tillader os allerførst at bruge nyudviklede data på hvor populistiske partier er i stedet for enten-eller kategoriseringer. Og for det andet tillader det os at måle den indflydelse, populistiske partier kan have, selvom de ikke sidder i regering. Den indflydelse kan både komme fra situationer, hvor de er med i forligskredse om politiske forslag – og dermed har konkret mulighed for at sætte et populistisk aftryk på politik i systemer med mindretalsregeringer – og fra deres afsmitning på andre partiers politik. Som man har kunnet se i mange år i Danmark, reagerer almindelige politiske partier ofte på konkurrencen fra populisterne ved at overtage dele af den populistiske politik. Socialdemokraternes udlændingepolitik idag er for eksempel en næsten direkte kopi af Dansk Folkepartis politik fra 10-15 år siden.

Og når vi følger 72 landes pengepolitik og pengepolitiske institutioner i perioden 2000-2023, viser der sig et ganske klart billede: Jo stærkere populistiske partier der er repræsenterede på venstrefløjen i parlamentet, jo større er chancen for at landet introducerer kapitalkontrol, reducerer dets finansielle åbenhed, og svækker beskyttelsen af udenlandsk-ejede aktiver. I løbet af et par år kan man også se inflationen stige, når den fulde effekt af populistisk politik slår igennem. Det helt særlige her er ikke blot, at systematisk højere inflation så klart er et venstre-populistisk fænomen – vi finder ikke på samme måde systematiske effekter af højre-populisme – men også at effekten af populisme er stærkere, jo større en andel af parlamentet er domineret af venstrefløjen helt generelt. Vi tager det som indikation på, at populistiske partier ofte får deres politik igennem selvom de formelt sidder i opposition.

Hele det nye papir kan læses i linket ovenfor. Her er abstractet:

Populist leaders frequently challenge established economic institutions and policy norms, including the independence of central banks and the conventional conduct of monetary policy. While a growing literature examines the macroeconomic consequences of populism, less is known about how populist actors affect monetary policy institutions and instruments. Building on the view of populism as a political approach that contrasts a virtuous “people” with a corrupt elite and claims exclusive representation of the general will, this paper empirically examines whether and how populist forces influence monetary policy. Distinguishing between different ideological versions of populism in the economic policy sphere, we combine eight indicators of monetary policy and monetary institutions from the Economic Freedom of the World dataset with newly developed measures of populism and ideology to construct a panel dataset covering 72 countries with Western-style political institutions from 2000 to 2023. Results indicate that any negative effect of populism in government is primarily associated with economically left-wing populism that can build on left-leaning majorities in parliament. These are clearly linked to stronger capital controls, reduced financial openness, weaker protection of foreign assets, and over time higher inflation.

Du kan købe bogen her eller låne den på biblioteket.

Sverige. Fra enfant terrible til glemmebogen

I løbet af foråret og sommeren 2020, blev Sverige af mange set som landet, der lod borgerne dø af COVID-19 i håbet om at opnå flokimmunitet, økonomisk gevinst, eller hvad ved jeg.

Her er fx nogle rubrikker fra amerikanske medier:[1]

• “Why the Swedish Model for Fighting COVID-19 Is a Disaster” (Time, oktober 2020)[2]
• “The Inside Story of How Sweden Botched Its Coronavirus Response” (Foreign Policy, december 2020)[3]
• “Sweden Stayed Open and More People Died of Covid-19, but the Real Reason May Be Something Darker” (Forbes, juli 2020)[4]
• “Sweden Has Become the World’s Cautionary Tale” (New York Times, juli 2020)[5]
• “I Just Came Home to Sweden. I’m Horrified by the Coronavirus Response Here” (Slate, april 2020)[6]

Også Twitter-præsident Donald Trump var efter Sverige og skrev 30. april 2020 i et tweet, at “Sweden is paying heavily for its decision not to lockdown”.[7]

Men efterhånden som tiden gik, og COVID-19-dødeligheden og overdødeligheden i flere og flere lande overhalede svenskernes, døde interessen for Sverige også langsomt ud. Den svenske journalist, Johan Anderberg, beskriver det i sin bog ”The herd”[8] sådan her:

For anyone still interested, the results were impossible to deny. By the end of 2021, 56 countries had registered more deaths per capita from Covid-19 than Sweden.

And when the UK Office for National Statistics updated their figures, it turned out that during the period of just under 18 months between January 2020 and June 2021, Sweden had experienced an excess mortality of minus 2.3 per cent. Together with seven other European countries — including its three Nordic neighbours — Sweden had actually experienced a mortality deficit during the pandemic.

With regard to the restrictions that the rest of the world had put so much faith in — school closures, lockdowns, face masks, mass testing — Sweden had more or less gone in the opposite direction.

Yet these were the results.

There were, of course, other possible ways to measure the ravages of the pandemic: the prevalence of post-viral syndrome in society (commonly referred to as ‘long Covid’); an increased budget deficit; unemployment; and so on.

Yet Sweden couldn’t be said to stand out on the basis of these measures either.

It was beginning to become increasingly clear that the political measures that had been deployed against the virus were of limited value.

But about this, no one spoke.

From a human perspective, it was easy to understand the reluctance to face the numbers from Sweden. For the inevitable conclusion must be that millions of people had lived unfreely, and millions of children had had their education disrupted — all for naught.

Who would want to be complicit in that?

Johan Anderberg beskriver det internationale syn på Sverige. Det er svært for amerikanere, englændere, tyskere, polakker osv. at argumentere for, at Sverige gjorde det helt forkert, når de selv endte med flere COVID-19-dødsfald og/eller højere overdødelighed. Og derfor blev Sverige efterhånden ikke længere fremhævet som skrækeksemplet i disse lande.

Jeg synes ikke vi har haft held med at nå samme erkendelse i Danmark, hvilket bl.a. blev illustreret af at Lone Simonsen, Viggo Andreasen mv. havde behov for at ”tage hjem fra stranden og fare i blækhuset”, for at indgå i en debat om, hvorvidt overdødeligheden i Danmark var en anelse højere eller lavere end i Sverige.

Og det er en skam. For som jeg påpeger i bogen, er der rigtig meget der tyder på, at vi misforstod situationen i Sverige under pandemien. Svenskerne døde ikke pga. manglende nedlukning, men på grund af andre faktorer. Og den svenske Coronakommission konkluderede da også, at de svenske myndigheders fokus på anbefalinger, som folk forventes at følge frivilligt, havde været grundlæggende korrekt, selvom kommissionen også mente, at der skulle have været flere restriktioner i marts 2020 (dog ikke noget i nærheden af de danske restriktioner).[9]

Referencer

Anderberg, Johan. 2022. The Herd: The Story of How Sweden Chose to Handle the Pandemic. S.l.: SCRIBE PUBLICATIONS.

Coronakommissionen Sverige. 2022. “Sverige under pandemin – English summary”. https://coronakommissionen.com/publikationer/slutbetankande-sou-2022-10/.

[1] Eksemplerne er fra https://www.mercatornet.com/_laissez_faire_sweden_had_the_lowest_mortality

[2] https://time.com/5899432/sweden-coronovirus-disaster/

[3] https://foreignpolicy.com/2020/12/22/sweden-coronavirus-covid-response/

[4] https://www.forbes.com/sites/ericmack/2020/07/07/sweden-stayed-open-and-more-people-died-of-covid-19-but-the-real-reason-may-be-something-darker/

[5] https://www.nytimes.com/2020/07/07/business/sweden-economy-coronavirus.html

[6] https://slate.com/news-and-politics/2020/04/sweden-coronavirus-response-death-social-distancing.html

[7] https://twitter.com/miltimore79/status/1765129495797973460

[8] Anderberg (2022)

[9] “The Commission considers that the focus on recommendations which people are expected to follow voluntarily has been fundamentally correct”, Coronakommissionen Sverige (2022).

Det er netop det, men ven og kollega Martin Rode (Universidad de Navarra) og jeg gør i en ny artikel, der startede som en idé her på stedet, og som netop er udgivet i tidsskriftet Kyklos. I “Capitalism and femicide: an empirical inquiry” starter vi med at beskrive de relativt tågede påstande i feminismelitteraturen, og sætter dem overfor hvad en snart 30-år lang litteratur om økonomisk frihed har at sige. Den forskning peger således på, at økonomisk frihed fører til højere indkomster, mere uddannelse, større kvindelig deltagelse på arbejdsmarkedet, flere kvinder i politik, og mere tolerante sociale normer. Alle disse faktorer sættes ofte i forbindelse med langt bedre generelle vilkår for kvinder, og dermed også at kvinder er langt mindre udsat for vold i samfundet.

Vores undersøgelse af data på tre forskellige mål for drab på kvinder mellem 1990 og 2023, og hvordan de er relateret til ændringer i økonomisk frihed i 163 lande, viser meget klart at påstandene fra de ofte marxistiske feminister er statistisk vrøvl. Generelt finder vi ingen sammenhæng overhovedet – drab på kvinder påvirkes af helt andre forhold end økonomisk frihed – og når vi finder statistisk klare sammenhænge, er mere økonomisk frihed forbundet med færre drab.

Det bredere spørgsmål, som Martin og jeg ikke stiller eksplicit i artiklen, er hvorfor for eksempel feminismeforskere og andre på den yderste venstrefløj i så høj grad afskyr, at almindelige borgere har økonomisk frihed, at de tror at frihed har så dramatisk negative konsekvenser. Er det en refleksion af Deirdre McCloskeys observation, at den yderste venstrefløj er overbevist om, at højrefløjen er ond og derfor ikke behøver at engagere sig med argumenter eller evidens, men blot kan regne med at al politik fra den fløj også er ond? Er det en form for strategisk delegitimering af politik, man af andre grunde er imod? Eller hvor kommer de bastante påstande fra, når de ikke engang underbygges af klart formulerede sociale eller økonomiske mekanismer? Man må undre sig…

Den foreløbige rekord for hvor lang tid der tager at danne regering, er Anker Jørgensens regering efter 1975-valget. Den proces krævede 35 dage og fire dronningerunder, før der blev dannet en socialdemokratisk mindretalsregering. Anker Jørgensens anden regering varede blot to år indtil et nyt valg blev afholdt i februar 1977. Jørgensen blev siddende som leder af fem regeringer efter valgene i 1977, 1979 og 1981, før han famøst i september 1982 gav op og overgav regeringsmagten til en koalition af fire borgerlige partier under Poul Schlüter.

Forskellen til idag er ikke hvor svært og fragmenteret, Folketinget er efter valget. Beregner man et såkaldt Herfindahl-indeks over hvor fragmentering, er Folketinget idag mere fragmenteret idag end i 1975, og der er flere partier. Den væsentlige forskel idag er, at Mette Frederiksen nægter at opgive ‘sin’ kongerunde, uanset at der er gået fire uger uden et resultat. Hun synes ikke at forstå, at hun hverken har flertal længere, eller at hun slet ikke er statsminister. Frederiksen er blot den umiddelbare chef for en midlertidig forvaltning uden politisk magt.

I en vis forstand er det helt i karakter, at den tidligere statsminister bare bliver ved, og reagerer aggresivt og nedladende, når de andre politiske partier ikke makker ret og giver hende magten igen. Frederiksen har aldrig været en demokratisk minded – eller bare demokratisk kapabel – statsminister. Hendes politiske redning som regeringsleder var Coronaepidemien, der tillod hende at regere diktatorisk i en lang periode, der omfattede grundlovsbrud, ulovligt slettede sms’er, og en total afvisning af al kritik. Og efter 2022-valget faldt brikkerne sådan, at en regering for første gang siden Baunsgaard i 1968-71 reelt havde flertal. I SVM-regeringens tid kunne Frederiksen fortsætte sin diktatoriske kurs, så længe hun enten afhandlede politikken med regeringspartnerne eller slap afsted med at ignorere dem.

Problemet med Mette Frederiksen i disse dage er, at hun er en basalt udemokratisk politiker, der nægter at anerkende, at hendes tid som magtful leder er ovre. Politisk er hun udød, på sin vis ligesom som britiske kollega Keir Starmer, der forsøger at suge de sidste dråber blod ud af en forfejlet kongerunde. Spørgsmålet er, hvem der fortæller hende at der er slut?

Konsekvensen ses i figuren herunder, som er fra Antoine Levy (2025). Det er bunching lige der!

Spørgsmålet er, om vi i perioden med relativ lav og stabil inflation siden 1980erne, har glemt  hvad inflation er, og hvad der driver den? Og måske især hvad driver den i Danmark?

Det talte vi lidt om i CEPOS ugentlige podcast Bag om nyhederne torsdag. Du kan se og høre den her. I dette indlæg vil jeg illustrere nogle af pointerne.

Første spørgsmål handler om, hvorvidt stigende energipriser skaber inflation.

Forbrugerne forbruger energi direkte og som input i produktionen af andre varer. Energipriser indgår derfor både direkte og indirekte i forbrugerprisindekset. Men det er helt centralt, at stigende energipriser påvirker de relative priser. Stigende energipriser skaber ikke inflation – forstået som en generel opdrift i forbrugerpriserne. Inflation er en generel reduktion i købekraften af penge. I løbet af 1970erne og 1980erne blev man opmærksom på, at stigende energipriser kun udløser generel inflation, hvis den økonomiske politik – pengepolitikken – tillader det.

Af samme grund er det blevet standard at give de store centralbanker mandat til at sikre stabil inflation. I dag er ECBs eneste mandat at sikre en inflation på gennemsnitligt 2 pct. (en udvanding i forhold til tidligere, hvor mandatet var højst 2 pct.). Det ville være besynderligt at udstyre centralbanker med et sådant mandat, hvis der ikke samtidig var en forventning om, at de havde evnen til at udfylde mandatet.

I Danmark har Nationalbanken ikke et inflationsmål. Den har faktisk heller ikke redskabet til at forfølge det. Dens mandat er derimod at fastholde en stabil kronekurs i forhold til euroen. Den må derfor bruge sin pengepolitiske frihedsgrad til at fastholde kronekursen. Det betyder dog ikke, at pengepolitikken ikke har nogen effekt på inflationen. For den faste kronekurs medfører, at ECB bestemmer pengepolitikken, som vi så at sige ”importerer” via båndet på valutaen. Ud over at importere pengepolitikken har fastkursen den helt grundlæggende effekt, at priserne på internationalt handlede varer kommer til at følge priserne i eurolandene. En højere dansk pris ville sætte gang i importen og presse eksporten, indtil prisforskellene var mere eller mindre udlignet.

Virker fastkurspolitikken så i praksis? Det så man tydeligt, da den blev indført i starten af 1980erne – dengang i forhold først til EFs regningsenhed ECU, siden til den tyske D-mark – og højinflationen meget hurtigt aftog. Og vi ser det fortsat meget tydeligt.

Denne figur viser, i hvor høj grad dansk inflation har fulgt den tyske de sidste 30 år. Tendensen er endda blevet stadig stærkere i løbet af perioden.

Billedet er måske endnu tydeligere, hvis man plotter de to landes inflationsrater over for hinanden, som jeg har gjort i figuren her:

Den er helt, som man bør forvente under fastkurspolitik.

Men er der ikke også en indenlandsk impuls? Det er jo kun prisen på internationalt handlede varer og tjenester, som umiddelbart er hængslet til udenlandske priser.

Det er korrekt, men ændrer ikke ved, at prisen på internationalt handlede varer og tjenester også giver et anker for varer og tjenester, der ikke handles. Det skyldes substitution mellem handlede og ikke-handlede varer i både forbrug og produktion. Hvis man f.eks. forestiller sig, at man gennem den økonomiske politik forsøgte at drive prisstigningerne på ikke-handlede varer og tjenester ned relativt til handlede, ville der ikke være tale om at påvirke inflationen – det samlede prisniveau – men de relative priser mellem handlede og ikke-handlede goder. Det ville påvirke forbrugs- og produktionssammensætningen, som – udover de realøkonomiske effekter – ville begrænse effekten på de ikke-handlede goder. Det kan slet ikke sammenlignes med en situation, hvor den økonomiske politik påvirker det samlede prisniveau som ved generel inflation.

At de indenlandske konjunkturer heller ikke i praksis har væsentlig indflydelse på det samlede prisniveau, ses tydeligt, hvis man sammenholder konjunkturerne (målt ved OECDs opgørelse af BNP-gabet) og den danske inflation, som i denne figur.

Billedet er igen endnu tydeligere ved at plotte BNP-gab mod inflation direkte:

Sammenhængen er svag og statistisk insignifikant. Den svarer til, at man skal reducere BNP med 5 pct. for at sænke inflationen med 1 procentpoint. Og selv den statistiske korrelation er ikke nødvendigvis udtryk for en kausal sammenhæng fra BNP-gab til inflation, men kan højst sandsynligt være spuriøs. Hvis f.eks. inflationen aftager som følge af en pengepolitisk stramning i ECB, kan det påvirke både dansk inflation og BNP-gab negativt.

Når det gælder inflation, er Danmark altså helt afhængig af ECB. Man kan diskutere, om det er godt eller skidt – og det gjorde vi da også her på bloggen i optakten til den stigende inflation i 2022. Men så længe vi fører fastkurspolitik, er det en illusion at ville føre en dansk inflationspolitik.

Man kan så spørge sig, hvor effektiv ECB kan forventes at være. Et væsentligt problem i den forbindelse er den meget høje statsgæld i mange euro-lande. Den gør landene meget følsomme over for rentestigninger, hvilket kan gøre ECB mindre tilbøjelig til at stramme pengepolitikken. Allerede dette forhold kan – som Sargent og Wallace påpegede for længe siden – sætte sig i inflationsforventningerne i en grad, som centralbanken ikke kan hamle op med. Det er blevet meget aktuelt med de nuværende gældsrate