I den forbindelse stødte jeg på Stanley and Doucouliagos (2010), som har nedenstående figur, der ret klart viser, at minimumsløn ikke reducerer antallet af jobs. Figuren er et såkaldt “funnel plot”, viser den estimerede effekt på antallet jobs, når der indføres minimumslønninger på X-aksen og præcisionen af disse estimater på på Y-aksen.

Idéen i et “funnel plot” er, at man kan se, om der er selktionsbias i litteraturen – altså om forskerne har tendens til at udvælge bestemte typer af resultater. Og figuren viser, at meget tyder på, at der er selektionsbias i litteraturen om minimumslønninger og jobs. Der er nemlig langt flere estimater på venstre side af tragtens top end på højre side, og det viser, at horskerne har tendens til at offentliggøre resultater, der finder, at minimumslønninger reducerer antallet af jobs.

Forklaringen er muligvis, at de fleste økonomer vil forvente at se netop denne sammenhæng. Og derfor er de tilbøjelige til at fravælge resultater, der viser det modsatte. Det behøver ikke nødvendigvis at være en bevidst handling. Måske overbeviser de blot sig selv om, at det datasæt, de sidder med, ikke er så godt alligevel. Eller at den model, de havde tænkt sig at arbejde ud fra, ikke formår at analysere problemet rigtigt.

Figuren viser også, at hvis vi fokuserer på de estimater, der har en høj grad af præcision (så der er mindre tilfældighed over estimatet, og dermed mindre risiko for, at forskerne – bevidst eller ubevidst- udvælger de resultater, der lever op til deres forventning), så er de centreret omkring nul.

Den samlede litteratur tyder altså – i modsætning til hvad mange økonomer nok vil forvente – på, at minimumslønninger ikke har nogen effekt på antallet af jobs.

Det store men

Men det betyder på ingen måde, at minimumslønninger er en god idé. Det betyder blot, at de utilsigtede (negative) effekter kommer til udtryk på anden vis end gennem færre jobs. Jeg har fx tidligere skrevet om Jha & Rodriguez-Lopez (2021), som viser, at minimumslønninger betyder, at sjove (men lavt betalte) jobs forsvinder og at arbejdstagernes samlede velfærd reduceres. Og et nyt studie viser, at minimumslønninger kan fører til dårligere og mere usikkert arbejdsmiljø (jeg skriver om dette snarest).

I mine øjne er disse nyere studier et godt eksempel på god forskning. Den nul-effekt forskerne som gruppe har fundet på antallet af jobs, har hjulpet andre forskere til at tænke i andre baner. Og det har hjulpet os til bedre at forstå, hvilken effekt minimumslønninger har på samfundet.

* Vi fandt tegn på, at studier, der fandt, at nedlukningerne førte til flere dødsfald, var blevet sorteret fra af forskerne, men der var for få studier til at kunne konkludere på det (“manglen” var ikke signifikant).

I stedet blev det til en hurtig AI-løsning. Jeg tog den AI-genererede transkribering fra YouTube og bad ChatGPT om at opsummere præsentationen. Resultatet er nedenfor og tager kun et par minutter at læse. Jeg misser selvfølgelig nogle detaljer mv. Til gengæld sparer jeg over en time, så jeg rent faktisk har tid til at få “set” videoen.

Resumé af Tyler Goodspeeds Præsentation om At Låse Op for Vækst i Storbritannien

Introduktion:

• Præsentator: Tyler Goodspeed, Chief Economist i den private sektor med en omfattende akademisk baggrund, herunder Ph.D.-grader fra Harvard og Cambridge, samt erfaring fra Oxford, Stanford og White House Council of Economic Advisors.
• Kontekst: Præsentationen blev arrangeret af Institute of Economic Affairs (IEA) med fokus på det kritiske emne økonomisk vækst i Storbritannien.

Hovedpunkter:

1. Økonomisk Ulighed mellem Storbritannien og USA:
   • Indkomstniveauer: Den gennemsnitlige britiske borger er cirka 40% fattigere end den gennemsnitlige amerikaner.
   • Produktivitet: Britiske arbejdere er mindre produktive, hvor amerikanske arbejdere kan producere mere, selv med færre arbejdsdage.
   • Bankvirksomhed og Finansiering:
     • I Storbritannien henter virksomheder omkring 80% af deres eksterne finansiering fra banker.
     • I USA kommer kun 20% fra banker, mens størstedelen stammer fra venturekapital, private equity og engelinvestorer.
   • Beskatning: Storbritannien pålægger en højere marginal skattesats på arbejdsløn sammenlignet med USA, hvilket afskrækker høje indkomster og arbejdsdeltagelse.
2. Teori om Vækstudfordringer:
   • To Typer Vækst:
     • Inputudvidelse: Øge økonomien ved at anvende flere ressourcer.
     • Effektivitet forbedring: Øge produktiviteten af eksisterende ressourcer.
   • Nuværende Situation i Storbritannien: Storbritannien ligger langt fra sit teknologiske potentiale og har oplevet et fald i evnen til effektivt at udnytte eksisterende input.
   • Arealanvendelse og Regulering: Strenge arealanvendelsesplaner (f.eks. grønne bælter) begrænser vækst i produktive byområder og hæmmer effektiv ressourceallokering.
3. Indvirkning af Den Globale Finanskrise (GFC):
   • Respons i Storbritannien vs. USA: Efter GFC førte reguleringer i Storbritannien til et langvarigt fald i bankudlån til den private sektor, i modsætning til USA, hvor udlånene kom sig inden 2016.
   • Bankstruktur: Storbritannien har færre, større banker sammenlignet med USA’s mange regionale banker, hvilket gør Storbritannien mere sårbar over for regulatoriske ændringer og bankkriser.
4. Arbejdsstyrke og Demografi:
   • Storbritannien står over for stærkere demografiske udfordringer med en aldrende befolkning og højere skatter på arbejdskraft, hvilket resulterer i lavere arbejdsstyrkedeltagelse sammenlignet med USA.
5. Langsigtede Væksttrends:
   • BNP per Indbygger: Storbritannien har oplevet et vedvarende underskud i BNP per indbygger vækst i forhold til USA, forværret af en ændring i vækstraten efter GFC.
   • Produktivitetsfald: Britisk produktivitet er stagnereet, hvilket væsentligt bidrager til de lavere levestandarder sammenlignet med USA.
6. Foreslåede Løsninger:
   • Regulatorisk Reform: Reducer reguleringer i banksektoren for at fremme mere diversificerede og ikke-bank finansieringskilder, ligesom i USA-modellen.
   • Liberalisering af Arealanvendelse: Afslapp strenge zonelove for at tillade mere effektiv allokering af jord til produktive anvendelser, hvilket letter bevægelsen fra mindre til mere produktive regioner.
   • Skattepolitik: Sænk marginalskattesatserne på arbejdskraft for at tilskynde højere indtægter og øge arbejdsstyrkedeltagelsen.
   • Politisk Lederskab: Understreg vigtigheden af senior politisk lederskab engageret i økonomisk vækst, ved at lære af USA’s mere decentraliserede og konkurrencedygtige magtstruktur.
7. Refleksioner og Yderligere Diskussioner:
   • Bolig og Infrastruktur: Betydelig underinvestering i bolig og infrastruktur begrænser vækst, hvor Storbritannien halter bagefter EU-gennemsnit.
   • Kulturelle Holdninger: Behovet for at fremme en mere iværksætterkultur lignende USA for at drive innovation og økonomisk dynamik.
   • Offentlig Opfattelse og Politikformning: Overvindelse af offentlig og politisk modstand mod deregulering og vækstorienterede politikker, ofte påvirket af historiske og ideologiske faktorer.
8. Højdepunkter fra Spørgsmål og Svar:
   • Dekarbonisering af Elnettet: Anerkendt som en kostbar overgang med kortsigtede negative forsyningschok, hvilket understreger behovet for omhyggelig planlægning for at balancere miljømål med økonomisk vækst.
   • Finansielle Reguleringsløsninger: Taler for strukturelle ændringer frem for at opdele banker, fremme et rigere økosystem af alternative finansieringskilder.
   • Politisk Gennemførlighed: Fremhæver udfordringerne forårsaget af offentlige valg incitamenter og behovet for politisk vilje til at implementere vækstvenlige politikker.

Konklusion: Tyler Goodspeed understregede, at det at låse op for vækst i Storbritannien kræver fundamentale ændringer i finansiel regulering, arealanvendelsespolitikker, beskatning og politisk lederskab. Ved at lære af tidligere succeser og adressere nuværende regulatoriske og strukturelle barrierer kan Storbritannien øge produktiviteten og økonomisk velstand.

Professor Peter Løchte Jørgensen og tidligere Danica-direktør og formand for Finanstilsynets bestyrelse Henrik Ramlau-Hansen skrev i går i Berlingske om de eksklusionslister, som danske investeringsforeninger betjener sig. Det vil sige selskaber, de udelukker af deres fonde af politiske grunde. Danske Invests eksklusionsliste fylder næsten 100 sider! Investeringsselskaber har f.eks. udelukket indtil for nylig udelukket våbenproducenter, men er vendt på en tallerken, efter at oprustning er blevet comme-il-faut oven på den russiske invasion i Ukraine. Et andet eksempel på et selskab på investeringsforeningernes eksklusionslister er Royal Unibrew, fordi bryggeriet laver øl med alkohol!

De to kronikører peger på det indlysende faktum, at eksklusion sænker afkastet. Det er ikke blot elementær matematik, men også empirisk velbelyst. De såkaldte passive indeksfonde, med en portefølje svarende til det samlede markeds sammensætning, genererer systematisk bedre afkast. Men eksklusion indfører et bias.

“Endelig ser vi et principielt problem i, at investeringsforeningerne med deres standardeksklusionslister trækker deres subjektive mening om, hvilke selskaber der er uansvarlige, ned over hovedet på alle kunder. Eventuel eksklusion bør være et personligt valg.” Peter Løchte Jørgensen og Henrik Ramlau-Hansen i Berlingske

Det er for så vidt fint nok, at der udbydes fonde, som tilpasser porteføljen til kunderne med specielle ønsker – herunder udelukker selskaber med produktion, som den enkelte ikke bryder sig om af den ene eller anden grund. Men når finansielle virksomheder helt generelt udelukker f.eks. et bryggeri, så gør de jo eksklusionen til deres politiske valg. Det er for så vidt også i orden, blot man klart gør opmærksom på omkostningen for kunderne og vil stå på mål for sine valg.

Problemet er, at det åbenbart er svært at finde ægte passive indeksfonde, fordi alle danske foreninger anvender eksklusion. Forhåbentlig kan kronikken være med til at øge opmærksomheden på problemet og tilskyndelsen til at etablere passive fonde, hvor kunderne ikke skal betale for selskabernes dydssignallering.

Men hvor markedet på denne måde har mulighed for selv at frembringe et bedre udbud af produkter, gælder det ikke, når CSR påbydes ved lov. Det problem handler den anden artikel om, som ligeledes kom i går. Den er skrevet af professor Jesper Lau Hansen i Børsen og handler som EU’s CSR-direktiv (CSRD). Det er en svidende, men velbegrundet kritik, Jesper rejser.

CSRD påbyder virksomheder at kortlægge deres drivhusgas-fodaftryk. Det kræver et massivt dokumentationsbureaukrati og enorme administrative omkostninger. Formelt set rammer dokumentationskravene kun større virksomheder, men for at kunne dokumentere deres ”carbon-fodaftryk” stiller de store krav til også mindre underleverandører om at dokumentere deres.

”Det er en enorm byrde at lægge på europæiske virksomheder og præcis den slags erhvervsdræbende regulering, som Letta og Draghi har advaret om i deres rapporter om EU, der er så dystre, at det er svært at se, om de er handlingsplaner eller nekrologer over et kontinent, der engang var erhvervsvenligt og derfor blev rigt, men nu helt bevidst tilstræber fattigdom og tilbagegang.” Jesper Lau Hansen i Børsen

Man kunne føje til, at reguleringen ikke kun er totalt ude af proportioner, sådan som kronikken demonstrerer. Reguleringen er faktisk direkte skadeligt for den grønne omstilling. Enhver økonom ved, at den mest omkostningseffektive reduktion af drivhusgasudledningen er at lægge en ensartet pris på drivhusgasudledninger. At lade forbrugerne begrænse dem ved at vælge klimavenlige producenter er ikke alene ineffektivt og fordyrende, men grundlæggende umuligt. Uanset hvor meget en virksomhed sporer sit klimaaftryk, er det komplet umuligt at afgøre, hvordan substitutionsvirkningerne i sidste ende vil påvirke andre  producenters udledninger. I forvejen er det højst usikkert, hvor meget drivhusgaslækage der er mellem lande. Mellem virksomheder og produkter er det mange fold vanskeligere at måle reelt.

Igen: Det er naturligvis i orden, hvis forbrugere efterspørger klimaaftryk på deres varer, er villige til at betale ekstra for det, og hvis producenterne vil levere det. Blot forbrugerne ikke stikkes blår i øjnene om, at det har mere end tvivlsom reel værdi. Myndighederne burde måske koncentrere sig om at forhindre netop vildledning af forbrugerne. I stedet påbyder de dem.

Nå, men inden jeg kommer for godt i gang med tilføjelser, så læs de to artikler. De fortjener et stort publikum.

SCM-studierne estimerer typisk, at en kontrafaktisk nedlukning i Sverige kunne have forhindret omkring 3.000 COVID-19-dødsfald i Sverige (svarende til 1.250-2.500 dødsfald i Danmark). I mit studie kører jeg først det, jeg kalder min ”naïve model”, for Sverige, og jeg får omtrent samme estimat: at en kontrafaktisk nedlukning ville have forhindret ca. 2.300 COVID-19-dødsfald i Sverige. Mit studies bidrag til litteraturen er dog, at dette estimat på ingen måde viser den reelle effekt af en kontrafaktisk nedlukning.

Det unikke i mit studie er nemlig, at læner mig op ad resultaterne fra Björn Thor Arnarson, som jeg tidligere har omtalt her. Björn viser, at regioner med vinterferie i (især) uge 9 i 2020 havde en væsentlig højere spredning af COVID-19 i foråret 2020. Jeg bruger Björns resultater som et instrument til at skabe fire hypotetiske Sveriger baseret på tidspunktet for vinterferien.

Disse fire hypotetiske Sveriger har alle holdt samfundet åbent under pandemien, og hvis nedlukningerne havde en effekt på dødeligheden, burde jeg finde en mærkbar effekt i hvert af de fire lande, når jeg kører dem gennem præcis samme SCM-model.

Men det er her, det bliver interessant. For ud af de fire hypotetiske lande, estimerer jeg kun en effekt i “uge 9-Sverige” – altså den region, hvor vinterferien lå aller mest uheldigt i forhold til at få importeret en masse smitte fra Alperne. I alle de andre hypotetiske Sveriger estimerer jeg stort set ingen effekt, jf. nedenstående figur fra studiet. Det er kun “uge 9-Sverige” (nederst til venstre), hvor jeg estimerer en effekt (de øvrige er insignifikante).

Grunden til, at jeg estimerer en effekt i “uge 9-Sverige” er naturligvis ikke, at nedlukningerne af en eller anden magisk årsag virker netop her. Nej, årsagen er, at SCM – på grund af den meget korte tid med data forud for nedlukningerne – ikke kan kontrollere for spredning af COVID-19 i landene før de europæiske lande begyndte at lukke ned. Kort fortalt ligger SCM’s validitet i at have en lang periode forud for interventionen til at skabe den syntetiske kontrol. Men det har man ikke for COVID-19, hvor der højst er 2-3 ugers meget dårlige data.

Og dykker man lidt ned i det, bliver det åbenlyst hvorfor det netop er i ”uge 9-Sverige”, jeg finder en stor effekt. Nedenstående figur viser, at smitten i “uge 9-Sverige” (estimeret ved mer-dødeligheden i ugerne efter nedlukningen) var meget udbredt. Og (centralt for resultaterne) markant forskellig for smitteudbredelsen i de syntetiske kontroller. Kort fortalt var “uge 9-Sverige” (hvor bl.a. Stockholm ligger) pga. uheldige omstændigheder allerede på en kurs, der ville bringe dem i store problemer, før de europæiske lande blev opmærksomme på pandemien og begyndte at implementere nedlukninger.

Smitten var ganske enkelt stukket af. Og den store dødelighed i ”uge 9-Sverieg” havde altså intet (eller i hvert fald meget, meget lidt) med manglende nedlukning at gøre.

Jeg slutter studiet med et retorisk spørgsmål: Ville forskere generere flerugers prognoser for en virksomheds omsætning baseret på blot 15-20 dages mudrede data med usikkerhed om, hvornår virksomheden helt præcis ændrede strategi?

Jeg tror, svaret er ligetil: Selvfølgelig ville de ikke det. Det ville være totalt useriøst. Alligevel har adskillige forskere brugt SCM til at estimere effekten af en kontrafaktisk nedlukning i Sverige.

I vores metastudie viser vi, at de fleste SCM-undersøgelser fokuserer på byer/lande med særligt høj COVID-19-dødelighed under den første bølge (som fx New York, Italien og Sverige) (se figur 1 her). Dette selektive fokus betyder, at der samlet set er en betydelig selektionsbias i SCM-litteraturen. Som gruppe har man ganske enkelt fokuseret på outliers. Det er problematisk – særligt når der kun er en meget kort dataserie forud for nedlukningerne.

En interessant undtagelse er Mader og Rüttenauer (2022), som anvendte den generaliserede syntetiske kontrolmetode (GSCM) på tværs af et bredere datasæt på 169 lande, hvilket effektivt minimerede selektionsbias. De finder ingen signifikante eller konsekvente effekter af de enkelte dele af nedlukningerne COVID-19-dødeligheden.

Mader og Rüttenauer (2022) viser altså, at når man fjerner forskernes selektionsbias estimerer man ikke længere en effekt af nedlukningerne.

Og dermed har jeg nok implicit forklaret titlen på mit studie. For man skal virkelig passe på med ikke at drage forhastede konklusioner, når man bruger SCM til at undersøge effekten af en kontrafaktisk nedlukning i Sverige.

PS: Hvis du vil læse studiet allerede nu, så send mig en mail på jherby@gmail.com eller kontakt mig på sociale medier.

Siden pandemien er andelen af børn, der bliver vaccineret mod mæslinger, kighoste og polio faldet fra ca. 95% til 92-93%. Det synes måske af lidt. Og du fristes måske til at råbe “snyd!”, når du ser nærmere på Y-aksen. Men for fx mæslinger, kræver flokimmunitet en tilslutning på mindst 92%.

Og dykker man ned i de enkelte delstater, er tilslutningen i dag langt under 92% flere steder (hvorimod den før pandemien var meget tæt på 92% i næsten alle delstater).

Det er åbenlyst et problem for de børn, der ikke kan tåle vaccinerne og derfor er afhængige af, at alle andre lader sig vaccinere.

Hvorfor er det gået så galt? En oplagt tese er, at det skyldes modstand mod den meget indgribende vaccinepolitik, man førte i USA under COVID-19-pandemien. I Danmark er mange (med rette) sure over, at de blev presset til at tage en vaccine (fordi alternativet – at tage en test meget hyppigt – var meget besværligt). Men det er vand i forhold til den politik, der blev ført mange steder i USA.

En af de mest berømte cases er Dr. Martin Kulldorff, professor ved Harvard University og medforfatter til The Great Barrington Declaration, som blev fyret, fordi han ikke ville lade sig vaccinere. Kulldorff havde allerede haft COVID-19 og var under 60 år. Og i alle andre situationer end under pandemien ville det have betydet, at man ikke ville anbefale ham at bilve vaccineret. Men i pandemiens USA førte hans velfunderede synspunkt alstå til en fyring – og det med opbakning fra myndighederne. Vaccinepolitikken i USA var under pandemien ekstrem (det virker den i øvrigt til lidt at være helt generelt set).

Det er ikke svært at forestille sig, at amerikanerne efter sådan en behandling mister tillid til myndighederne. Og da vaccinationsprogrammet i høj grad er baseret på tillid, vil et flad i tilliden derfor kunne føre til et fald i vaccinetilslutningen.

Der er meget, vi kan og bør kritisere de danske beslutningstagere for under COVID-19. Men uden at det skal blive en undskyldning, er det trods alt værd at minde os selv om, at den behandling, vi danskere fik af beslutningstagerne under pandemien, trods alt var i den meget milde ende set i et internationalt perspektiv.

Men når en regerings modus operandi bliver, at al politik er lagt an på at løse kriser – virkelige såvel som påståede – skaber det alvorlige problemer. For det første er det en effektiv måde at demontere oppositionen, når man kan overbevise den om, at landet faktisk er i en krise, og alle må rykke sammen. Som læserne kunne se fra 2020 til midten af 2022 var der reelt ingen politisk opposition i Danmark, og Frederiksen-regeringen fik lov til at regere autokratisk.

For det andet er det et stort problem, at når alt er en krise, er al politik også krisepolitik. Som jeg påpegede i Børsen igår, er en del af problemet at “Ser man noget som en krise, kræver det handling nu og her uanset de langsigtede konsekvenser. Krisepolitik indebærer således næsten altid en meget kort tidshorisont.” Mekanismen er simpel og enkel at forstå; Hvis man sætte den på spidsen, er det lange sigt ikke vigtigt, når alternativet til kortsigtet krisepolitik er udryddelse. Kan man overbevise – eller skræmme – nok vælgere til at tro, at en ny virus er en eksistential risiko, kan man få lov til at føre ekstremt kortsigtet, ideologisk politik.

Sidst, men ikke mindst, bliver politik mere kortsigtet jo mere truet, regeringen er, eller jo mere sandsynligt det er, at centrale regeringspersoner snart forlader politik. Begge dele forkorter også regeringers tidshorisont og fører dermed til kortsigtet politik, der måske kan score nogle politiske point nu, men har negative konsekvenser på det lange sigt.

Og spørgsmålet, som lå implicit i min Børsen-klumme og eksplicit her, er om det ikke er en rimelig beskrivelse af de to Frederiksen-regeringer? Det er regeringer, der har talt meget om reformer og store beslutninger, men har gjort forbløffende lidt i den retning – eller i hvert fald forbløffende lidt, der giver nogen som helst mening på langt sigt. Politik i Danmark er, i min mening, endt som et skræmmeeksempel på hvad der sker, når alt i politik kommer til at handle om det korte sigte.

Nogle danskere tænker måske, at sådan er det jo i USA, hvor man er sin egen lykkes smed og underlagt de vilde markedskræfterne. De har selv valgt ikke at have en forsikring, så lev med det!

Men den opfattelse er forkert. For de manglende forsikringer skyldes ikke boligejernes frie valg på et frit marked. De er konsekvensen af regulering.

I Californien er det nemlig forbudt (eller som minimum meget besværlige) at hæve prisen på brandforsikringer. Og samtidig er risikoen for brande forøget, fordi regulering over tid har gjort det sværere at lave præventive afbrændinger (fx ved at brænde tørt ved i skovbunden, går jeg ud fra).

Forudsigelige konsekvenser

Ifølge californisk lov, skal prisstigninger godkendes politisk (”the Insurance Commissioner must approve a rate applied for by an insurer before its use”) og priserne skal være baseret på historiske data fremfor fremskrivninger. Den form for regulering har meget forudsigelige (og ganske givet også uforudsigelige) konsekvenser.

Når prisstigninger bliver gjort til et politisk spørgsmål, bliver det alt andet lige sværere for virksomhederne at hæve priserne. Det vil før eller siden føre til, at nogle forsikringskunder bliver (stærkt) urentable, og forsikringsselskaberne derfor ikke længere kan og vil forsikre dem. Bor du i et område med relativt høj risiko for brand, kan du altså få svært ved at finde nogen, der vil forsikre dit hus.

Problemet bliver forstærket, når risikoen er stigende, fordi de historiske data ikke afspejler den nuværende risiko. Og som nævnt har risikoen været stigende, fordi det over tid er blevet sværere og sværere at få lov til at foretage forebyggende afbrændinger (inspireret af MarginalRevolution.com opsummerer ChatGPT det fint her).

Konsekvensen af reguleringen har været, at mange husejere har fået opsagt deres brandforsikring.

Mere skadelig regulering

Ovenstående er langt fra den fulde forklaring. Søger man lidt rundt, virker det til, at omfanget af skadelig regulering i Californien på dette område er nærmest uendeligt. Noah Smith skriver bl.a., at reguleringen gør det svært/umuligt for forsikringsselskaberne af videreforsikre sig. Det betyder alt andet lige, at et selskab vil være mere påpasseligt med at have flere kunder i samme område (fordi de kan ende med at skulle erstatte en meget stor andel af deres kunders huse, når et helt område brænder ned). Det øger risikoen for, at selv profitable kunder, får opsagt deres forsikring.

Samtidig har Californien – som jeg forstår dette tweet – pålagt selskaberne at videreforsikre hinanden baseret på deres markedsandel. Men hvis selskaberne ikke kan hæve prisen for at dække denne pålagte risiko, er de nødt til at reducere deres markedsandel, hvilket igen kan føre til, at ellers profitable kunder bliver opsagt.

Regulering er en væsentlig del af problemet

Ovenstående er hvad jeg har kunnet få overblik over indtil nu. Der er sandsynligvis mere. Men det synes klart, at regulering har gjort det præcis modsatte af, hvad politikerne hævder (tænk ”forbrugerbeskyttelse” osv.).

Det er lidt a’la når de københavnske politikere siger, at de vil sikre billige boliger ved at begrænse udbuddet og regulere priserne.

PS: I samme boldgade har vismændene argumenteret for, at prisen på forsikring mod stormflod skal afspejle risikoen. Et forslag Folketinget omgående burde tage til sig.

Uden at ville afsløre alt, der kommer til at blive sagt til arrangementet, er en af Martins særlige bedrifter, at han var blandt de første danske økonomer, der udgav forskning internationalt og på engelsk, som en integreret og almindelig del af sit arbejde. Hans først internationale udgivelse var i 1970 – en artikel i Swedish Journal of Economics med titlen What is known about the housing demand? – og den første udenfor Skandinavien kom i 1979 med en artikel i International Journal of Social Economics. To år senere udkom Martins første artikel i det felt, han skulle komme til at præge mest, med An essay on the rationality of economic policy: The test-case of the electional cycle i Public Choice.

Martin var præsident for the European Public Choice Society 1983-84, og dermed blandt de allerførste i Europa til at arbejde virkeligt seriøst med emnerne i public choice. Han er pudsigt nok i disse dage ved at booke sin rejse til dette års konference i EPCS! Og mens mange af hans kolleger i årevis mente, at det Martin lavede ikke var ‘rigtig økonomi’ eller ‘fint’ – hvordan man end definerer det – er det feltet og instituttet, ikke Martin, der har ændret sig. Det er også svært at påstå, at et økonomiinstituts mest citerede medarbejder ikke beskæftiger sig med rigtig økonomi!

Ifølge Google Scholar er det indtil videre blevet til 15181 citationer til Martins forskning, og antallet bliver ved med at stige med 500-600 om året. Ind imellem forskningen er det også blevet til en masse undervisning og vejledning. Jeg fulgte Martins kursus i udviklingsøkonomi, mens jeg var studerende, hvilket blev min indgang til både public choice og forskning. Han er også en fast gæst, når vores yngre kolleger holder seminarer, og har stadig en særlig evne til at sætte fingeren præcist på det svage punkt, og derefter at hjælpe med at tænke over, hvordan man løser problemet.

Jeg er glad for, at instituttet fejrer Martin Paldams 50 år som underviser, forsker og kollega ved Aarhus Universitet. Martin er ikke blot en af Danmarks mest citerede økonomer, og har ikke blot præget flere vigtige debatter om økonomisk politik. Han er også en ægte vellidt og hyggelig kollega, og det er ikke den mindste grund til at fejre jubilæet idag.

Mens programmet ikke er helt på plads, da vi må tage hensyn til flere deltageres ønsker, har vi nu en fuld liste af præsentationer. De bliver fordelt i et program, der kører fredag den 31/1 mellem 11 og 17.30, og lørdag den 1/2 mellem 9 og 11, programmet annonceres som altid her på stedet. Indtil da kan læserne danne sig et overblik over de mange emner til workshoppen. Som altid er alle interesserede velkomne til at komme en hel dag, eller måske bare til en enkelt session. Her er den fulde liste af præsentationer:

Fredrik Andersson (Lund): Arm’s-Length Governance in Cultural Policy and Beyond – Some Comparisons

Christine Terjesdotter Bangum, Benny Geys and Rune Sørensen (BI Norwegian Business School): Universalism over the Life Cycle

Ingemar Bengtsson (Lund): Green Inside Activism in Forestry and Possible Reallocation of Value – A Conceptual Analysis

Andreas Bergh (Lund): Does Capital Income Increase Inequality also in the Long Run?

Niclas Berggren (IFN), Erik Enger Karlson (IFN), and Elis Hodzic (VSE): Trust and Income among Immigrants in Europe

Christian Bjørnskov (Aarhus): Was National Sovereignty a Profitable Decision? Exploring Economic Growth after Decolonisation

Otto Brøns-Petersen (Cepos): Fiscal Externalities and Institutional Drift in the EU, Informed by Public Choice

Jesper Deding and Karsten Bo Larsen (Cepos): Improving Quality in Early Childhood Education Through Minimum Staffing Ratios – Politics, Science or Politically Influenced Science? A Meta-Systematic Literature Review Comparing Danish and International Research Literature

Andreas Ek (Lund): Assessing Market-Level Discrimination of Immigrants

Lasse Eskildsen (SDU): How do Social Media Differ from Classical Media in their Relationship to Terrorism?

Jan Fałkowski (Warsaw): But Don’t Play with Me `Cause You’re Playing with a Farmer. Electoral Consequences of Animal Welfare Proposals

Jerg Gutmann (Hamburg) and Christian Bjørnskov (Aarhus): Coups and Constitutional Compliance

Åsa Hanson (Lund): Is a Highly Decentralized Government Sustainable in a Digitalized and Global World?

Adrian Mehic (Lund): Consent-Based Laws and Aggregate Fertility

Lucas Henriksson (Lund): The declining effect of European cigarette taxation on youth smoking

Nicola Maaser (Aarhus): Turned Off by Boundary Reform

Katarzyna Metelska-Szaniawska (Warsaw): Economic Consequences of Non-Compliance with Constitutions – the Post-Socialist “Illiberal Democracy” Perspective

Martin Paldam (Aarhus): The OPEC/MENA/Arab Nexus and the Missing Democratic Transition

Tim Schnelle (Hamburg): Crafting Compliance: The Role of Inclusion and Participation in the Constitution-Making Process

Charlotta Stern and Martin Björklund (Ratio): Separate but Equal? Understanding the Persistence of Class Segregation in the Swedish Labor Market

Rasmus Wiese (Groningen), Jan-Egbert Sturm (KOF) and Jakob de Haan (Groningen): The Impact of Structural Reforms on the Labour Income Share: New International Evidence

Lasse Aaskoven (SDU), Adam Scharpf (Københavns Universitet) and Christian Gläsel (Hertie School of Governance): Occupation and Collaboration: Evidence from Danish Officers in Nazi Germany’s Military Service

Efter oplægget havde jeg fornøjelsen, sammen med IEAs egen Kristian Niemitz, at kommentere på Tylers oplæg og deltage i den efterfølgende debat. Vi kom også kort ind på, i hvilket omfang Danmark og andre lande lider under samme problemer som briterne, og hvad man måske kan gøre. Hele arrangementet var en stor fornøjelse, ikke mindst fordi der også var mulighed for at tale med nogle af de knap 100 tilhørere og deltagere. Det hele er varmt anbefalet!

Derfor var det også en stor fornøjelse at få lov til at tale med ham i mere end 1½ time i starten af november i podcasten ”Science from the Fringe”. Vi kom vidt omkring, og jeg benyttede bl.a. lejligheden til (igan) at forklare, at årsagen til, at mange litteraturstudier mv. konkluderer, at nedlukningerne var effektive, er, at de 1) forveksler statistisk signifikant med ”stor effekt”, og 2) ikke adskiller effekten af nedlukningerne fra effekten af den frivillige adfærd.

De svarer kort og godt ikke på, hvor effektive nedlukningerne var, til at reducere antallet af COVID-19-dødsfald. Det gør vores metastudie til gengæld, og Bhattacharya og jeg kommer godt omkring selve studiet og alt det uden om.

I kan se hele samtalen her eller lytte med i podcasten.

PS: Mange skriver her omkring nytår om årets højdepunkter. For mig var det absolutte (professionelle) højdepunkt ubetinget, at vores metastudie af effekterne af nedlukningerne blev accepteret i tidsskriftet Public Choice. Det var en lang, sej og grundig proces, hvor enhver tænkelig svaghed ved vores studie er blevet undersøgt til bunds. Jeg er bl.a. ret tilfreds med, at meget klart får vist, at vores beslutning om at udelade studier baseret på meget få observationer (herunder studier baseret på den syntetiske kontrolmetode), var en særdeles fornuftig beslutning. Læs mere her.

Hvordan ser udviklingen så faktisk ud? Det illustrerer vi i figuren nedenfor, der plotter selvmordsraten per million indbyggere fra 1901 til 2022; data er fra Danmarks Statistiks Statistisk Årbog fra 1902 og frem, og fra Statistikbanken. Tre forhold er meget klare.

For det første stiger selvmordsraten næsten eksplosivt fra midten af 1960erne til 1980: I midt-60erne ligger raten omkring 190 dødsfald per million, mens den topper i 1980 på 316! Det er er niveau, der cirka svarer til Rusland idag, og derfor også det niveau, mange ‘husker’ og tror er det samme som idag. Men det andet forhold, der er så slående, er det ekstremt store fald siden da. Selvmordsraten i Danmark er reduceret til en tredjedel af hvad den var i slutningen af de elendige 1970ere.

Det sidste klart synlige forhold er glemt idag. Fra 1920 til udbruddet af anden verdenskrig steg selvmordsraten i Danmark ganske markant. Det var – bortset fra Depressionen – en tid, hvor det gik økonomisk godt og Danmark blev blandt verdens fem rigeste samfund. Og alligevel begik flere mennesker selvmord. Ser man på tværs af de 122 år, er det faktisk forbløffende at se, at selvmordsraten falder, når det går økonomisk ringe, og stiger i gode år. Den opfører sig således ikke særligt intuitivt.

Overordnet er pointen med årets første blogpost således at udrydde en myte, der findes blandt mange danskere, og endda blandt danske journalister. Danmarks selvmordsrate er ikke særligt høj. Ifølge WHO-tal ligger vi endda lidt under midten af de 183 samfund, der er data på. Myten skyldes helt tydeligt, at da 1968-generationen blev voksne, voksede selvmordsraten voldsomt. Da de blev ældre faldt den igen. Der er derfor intet mystisk i, at Danmark har så tilfredse borgere – vi slår ikke længere os selv ihjel som vores forældres og bedsteforældres generationer gjorde.

Fra højre mod venstre ligger allerførst Alex Salter og Andy Youngs meget spændende The Medieval Constitution of Liberty: Political Foundations of Liberalism in the West fra sidste år. Forfatterne fra Texas Tech peger her på udviklingen gennem middelalderen af de facto forfatningsordner i det Hellige Romerrige, der skabte en status af politiske ejendomsrettigheder, der medførte det de kalder “polycentric sovereignty.” Argumentet er, at det var denne status der også lagde grundene til klassisk liberal tænkning – ikke mindst forfatningstænkning – i Vesteuropa. Bogen er historisk forfatningsøkonomi fra øverste skuffe.

I midten ligger det meget længe ventede tredje bind af NAM Rodgers historie for den engelske flåde, the Royal Navy. Under titlen The Price of Victory skildrer en af verdens førende forskere på sit område verdens måske mest formidable militærstyrkes historie fra slutningen af Napoleonskrigene i 1815 til slutningen af anden verdenskrig i 1945. The Royal Navy bekæmpede i perioden slavehandlen (med danskerne som eneste egentlige allierede i de første mange år), forsvarede det britiske imperium på godt og ondt, og endte med at være en grundpille i forsvaret et frihed i anden verdenskrig. Jeg har læst de første to bind for nogle år siden og var decideret tryllebundet af både historiefortællingen og måden, Rodger kan perspektivere til alt muligt andet på samme tid. De to første kapitler af sidste bind har foreløbig gjort det samme.

Sidst, men slet ikke mindst, ligger PG Wodehouses klassiker Summer Lightning fra 1929 på bordet. Jeg kan ikke påstå, at der er store økonomiske indsigter eller klassisk liberale tanker i bogen, men den hører alligevel hjemme i dagens post. Nogle gange skal man læse for den rene fornøjelses skyld, og det er en af de store fornøjelser at læse om, hvordan jarlen af Emsworths præmiegris forsvinder, hvad der sker med hans brors skandalememoirer, og om hans tåbelige nevø får sin udkomne på trods af alt. Vi har alle svagheder, vi forfalder til i stedet for det seriøse arbejde, men man kan have værre svagheder end PG Wodehouse.

Hermed en opfordring til at læse – for oplysningens, for indsigtens og for fornøjelsens skyld. Mens undervisere på landets universiteter kan fortælle om de studerendes stærkt svækkede læsefærdigheder, behøver det samme på ingen måde at være tilfældet hos punditokraternes læsere. God fornøjelse!

Vores mest besøgte post i år var Hvad sker der med dansk dødelighed? fra midten af januar. Vi pegede her på det faktum, at dansk overdødelighed var meget høj i 2022-23 – vel at mærke, når man ikke som SSI sammenligner med 2010, der var et hårdt influenzaaår. Mange af jer læste og kommenterede på den, men selve historien var deer ingen interesse for i mainstream media. På sin vis var netop den historie derfor et godt eksempel på, hvorfor der stadig er behov for blogs (og Substacks) som supplement og korrektiv til de danske konsensusmedier.

Andre poster, der genererede mange bsøg i 2024 var Ottos diskussoin af Hvor stærk er Rusland i forhold til Ukraine – og til EU? fra januar 2022, hvor han skrev hvordan “De sorte skyer trækker sig sammen over Ukraine, som trues af en russisk invasion.” Otto gav før invasionen en solid dosis information, om hvor svagt Rusland egentlig er, hvilket skulle vise sig meget tydeligt de kommende år. Ellers undrer vi os endnu engang over, at min gamle post fra 2013 om Sundhed i 100 år målt på højde stadig genererer en masse besøg. Hvis der skulle sidde læsere, der har en idé om hvorfor det er, hører vi gerne!

Mest af alt var det året, hvor punditokraterne også fik udgivet forskning. Jonas Herbys metaanalyse af nedlukningseffektivitet blev voldsomt kritiseret i 2022 – Jonas skrev i januar 2022 en post med svar på de mest almindelige angreb – og på samme måde modtog jeg en masse mærkelig kritik af mit studie. Begge studier startede her på bloggen med vores undren over, hvorfor epidemiologer påstod at nedlukningerne virkede, mens data meget tydeligt fortalte en anden historie. En af de mest positive historier på bloggen i år var derfor, at Herby, Jonung og Hankes Were COVID-19 lockdowns worth it? A meta-analysis blev accepteret til udgivelse i det prestigiøse tidsskrift Public Choice.

For os var det en understregning af, at der er faglige muskler bag vores blog, og vi håber inderligt, at det er noget vores læsere værdsætter. Det er værd at huske, at Jonas studie ikke er den første publicerede artikel, der er startet som en post på punditokraterne – og som har haft gavn af læsernes kommentarer og input! Vi modtager meget gerne både kritik og forslag til nye emner, og nye syn på gamle emner. Det gælder ikke mindst fordi vi også har indsigtfulde og interesserede læsere. Og vi håber meget, at de alle og flere til bliver ved med at følge punditokraterne i 2025. For i sidste ende er formålet med dagens post simpelthen af ønske alle punditokraternes læsere

Glædelig Jul og Godt Nytår.

I studiet med titlen Does the Electoral Process Cause less Terrorism? undersøger vi, hvilke elementer af en demokratisk proces, der påvirker hvor meget terrorisme et land udsættes for. Som vi opsummerer i artiklen, har forskningen argumenteret for tre forskellige slags mekanismer: “(1) that a multi-party electoral process allows citizens to peacefully change the social and political conditions of society; (2) that the process allows more groups to participate in the political process such that a larger and more diverse share of the population has a formally democratic voice; and (3) that their democratic participation makes it more difficult for terrorist groups to recruit new members.”

I en empirisk undersøgelse på tværs af 76 lande mellem 1970 og 2016 finder vi, at jo højere valgdeltagelsen er ved nationale valg, jo mindre er terrorrisikoen. Vi finder også, at ideologisk diversitet – dvs. at der er større forskel på højre og venstre, og at folk stemmer mere forskelligt – også er forbundet med mindre terrorisme i demokratier. Vi finder dog også, at ideologisk diversitet ser ud til at føre til flere år med terrorisme i autokratier. Begge typer effekter peger i retning af, at jo mere inklusive valgene er, og jo mere demokratisk legitimt styret er, jo mindre terrorisme oplever borgerne.

Der er to bemærkelsesværdige elementer ved vores nye artikel. Det første er fundet, at ideologisk diversitet er kausalt forbundet med mindre terrorisme. Mange politikere og politiske kommentatorer har set den voksende ideologiske uenighed i mange vestlige samfund som et problematisk fænomen, men vi finder faktisk, at det er en demokratisk fordel at folk fredeligt og demokratisk kan være stærkt uenige. Måske skulle hele debatten om demokratisk uenighed, yderfløje og det, midterpolitikere nogle gange betegner som ‘moderat’ eller ‘rationel’ politik, genovervejes?

Det andet element er min medforfatter, Lasse Eskildsen. Lasse starter efter nytår som PhD-studerende i statskundskab på Syddansk Universitet i Odense. Hvor mange helt nye PhD-studerende i samfundsvidenskaberne kender I, som allerede har tre artikler udgivet før de begynder på studiet?

Ingen stiller det i mine øjne ret åbenlyse spørgsmål: Hvorfor kaster danske forbrugere deres kærlighed på platforme, der omgår de regler, der angiveligt er indført for forbrugernes skyld?

Et muligt svar, som vi ikke kan affeje uden videre, er, at reglerne ikke gavner forbrugerne. Man kan komme på mange situationer, hvor danskere med en stram økonomi kan have gavn af at købe et produkt til en tiendedel af prisen, selvom de så mister garantien for, at produktet lever op til de mange regler. Halloween-kostumet skal måske kun bruges én gang og uden på overtøjet. Og så kan en enlig mor måske finde bedre ting at bruge prisforskellen på 200 kr. til?

Et modargument er, at mennesker ikke er 100% rationelle. Og det er muligvis rigtigt. Men det gælder jo så også (især) de politikere og embedsmænd, der indfører reglerne.

Et andet modargument er, at forbrugerne ikke har den nødvendige viden om kemikaliernes skadevirkninger – informationer som politikerne og embedsmændene nemmere kan indsamle. Og det er muligvis også rigtigt. Til gengæld har forbrugerne langt bedre information om de nære forhold. Hvordan afvejer de kvalitet ift. pris. Hvad skal produktet bruges til (kommer det fx i berøring med huden)? Hvor ofte skal det bruges (én gang eller dagligt)? Hvem skal bruge det (børnene eller bedstefar)? Men mens forbrugerne relativt let kan finde ud af, om fx Bilka fører produkter af høj standard, eller om produkter mærket med fx Svanemærket er sundhedsskadelige, så har politikerne tæt ved nul mulighed for at få informationer om de nære forhold. Så måske er konklusionen, at det er forbrugerne, der har mest information (og lettest adgang til manglende information)?

Derudover har forbrugerne en langt stærkere tilskyndelse til at træffe de rigtige valg. Det er et spørgsmål om “skin in the game”. Det er forbrugerne (/deres børn), der bærer konsekvensen af deres valg. Og derfor har de også et meget stærkt incitament til at træffe de rigtige valg (for dem selv). Heroverfor står politikerne, som både har alt for travlt til at sætte sig ind i lovgivningen og har et relativt svagt incitament til at indføre de helt rigtige regler, fordi det både er besværligt, og fordi de personlige konsekvenser af at indføre regler, der fx primært skader de laveste indkomster, er relativt begrænsede.

I må drage jeres egne konklusioner (eller læse hele min klumme, som dog er bag betalingsmur). Her vil jeg blot udtrykke undren over, at ingen synes at interesserer sig for spørgsmålet.

Er vi så sikre på, at forbrugerbeskyttelsen altid beskytter forbrugerne?

Man kommer uvilkårligt til at tænke episoden, når man følger debatten om Europas problemer, bl.a. den såkaldte Draghi-rapport. Draghi har ret i sin grundlæggende diagnose: at EU har en stor vækst- og produktivitetsudfordring. Men deraf følger ikke, at de løsningsforslag, han fremsætter, vil gøre problemerne mindre. De er tværtimod noget af en blandet landhandel.

Jeg har skrevet en læsevejledning til hans rapport i Berlingske Business. Læs den her eller her.

Et af de forslag, der især er grund til at advare imod, er optagelsen af fælles gæld i EU. Det har danske politikere tidligere været imod, men først Moderaterne og siden Venstre og Socialdemokraterne har lavet en kovending og erklæret sig åbne for at optage fælles gæld. Argumentet for lyder i den grad også som “en politikers logik”.

Mere gæld og ikke mindst fælles gæld kan få alvorlige konsekvenser. Det har jeg forsøgt at advare om en hel del gange. Bl.a. om konsekvenserne af høj og stigende statsgæld i mange vestlige lande. Om den langstrakte gældskrisen i EU og at fælles gæld vil føre til en større centralisering i et føderalt EU. Om at det vil føre til mere omfordeling fra lande som Danmark til lande med lavere indkomst og dårligere offentlige finanser, samt om at denne proces risikerer at føre til flere exits.

Man skal dog være varsom med at tro, at “en politikers logik” er udtryk for, at politikerne ikke ved bedre. Det er nok snarere dem, de forsøger at overbevise – dvs. os -, som ofte falder for den logik. Det fører til det velkendte ‘handlings-bias’ i politik – at det virker bedre på vælgerne at gøre ‘noget’ end at gøre ingenting. Sir Humphrey har dog ikke ret, når han omvendt hævder, at det altid er bedre at gøre ingenting.

Draghi har ret i, at EU’s udfordringer kalder på handling. Bare ikke alle dem, han peger på. Regeringspartierne kan også have ret i, at EU står over for alvorlige finansieringsproblemer – ikke mindst i forhold til Ukraine. De taler bare ikke for fælles gæld. Som økonomiministeren korrekt påpegede på Folketingets Europaudvalgs høring sidste år om EU’s finanspolitiske problemer, bliver gældsproblemerne ikke mindre af, at pengene går til et godt formål.

EU-landene bør som hidtil betale fælles udgifter via kontingentet. Ikke gennem gæld eller flere egne indtægter til EU. Det er højst sandsynligt, at mange lande hverken kan eller vil betale særlig meget. I så fald kan man lave en aftale om, at landene bidrager forskelligt. Det er jo realiteten allerede, at landene bidrager højst forskelligt med bilateral støtte til Ukraine – i øvrigt med Danmark som den største bidragsyder i forhold til BNP. Halvdelen af støtten til Ukraine fra EU og næsten hele den afgørende militære hjælp kommer via bilateral støtte fra de enkelte lande direkte.

Det er muligt, at regeringspartierne satser på, at andre lande vil blokere for fælles gæld – ikke mindst Tyskland, hvor vælgernes tålmodighed med at finansiere andre landes fiskale uansvarlighed synes at være ved at slippe op. Og at den danske regering får mere frie hænder som kommende EU-formand ved ikke at sige nej på forhånd. Man må næsten håbe, det er motivet. Men i så fald illustrerer det jo netop det store ‘free rider’-problem i EU, som også finanspolitikken lider under. Det kan vise sig at være risikabelt, hvis ingen vil påtage sig at blokere for fælles gæld og andre former for fiskal uansvarlighed, fordi de håber på, at andre vil gøre det.

I skal selvfølgelig ikke snydes for Sir Humphrey himself:

Det er godt at se, at AE nu er med på den faglige vogn, og ikke mindst at de noterer det præcist samme, som vi her på stedet har beklaget: At “Produktivitet fylder ikke meget på Christiansborg”, som Andersen pointerer. Man kan være uenig i hans vurdering af, hvor vigtige investeringer i uddannelse er, ligesom AE nok også overvurderer betydningen af almindelige erhvervsinvesteringer. Men Andersen og hans hold skal have tak for ikke blot at pointere, at produktivitet er den altoverskyggende kilde til langsigtet velstand, men også at de slutter sig til stemmer som vores på den anden politisk fløj, i at forsøge at råbe Christiansborg op. Hvordan man så opnår permanent hurtigere produktivitetsvækst kan vi så have en informeret, faglig debat om bagefter.

Idag bør man alligevel fejre Hayeks Nobelpris og undre sig over klagerne. I 2011 kårede toptidsskriftet American Economic Review for eksempel de 20 mest indflydelsesrige artikler, det havde publiceret i dets første 100 år. Hayeks 1945-artikel The Use of Knowledge in Society var helt ukontroversielt blandt de 20. Det samme er reflekteret på Google Scholar, der pt. finder 23895 citationer af artiklen, 14795 citationer af Law, Legislation and Liberty, og cirka lige så mange af The Constitution of Liberty. Hayeks Use of Knowledge artikel er citeret langt over 4000 gange de sidste fem år alene, mens alt Gunnar Myrdal skrev, er citeret omtrent 35 gange. Myrdal er næsten totalt glemt idag, og hans arbejde er svært at tage særligt alvorligt som forskning idag. Hayek, derimod, er stadig ekstremt relevant i så forskellige felter som monopol- og konkurrencelovgivning, iværksætterstudier, og vores forståelse af vækst. og innovationsprocesser.

Det gjaldt ikke mindst i 2020-22, da nedlukningerne i den vestlig verden i høj grad hvilede på det, Hayek i sin Nobelforelæsning kaldte “The Pretence of Knowledge”. Hayeks penetrerende analyse af, hvad der sker når man gør som om man har viden og forståelse af komplekse fænomener, er absolut værd at mindes om igen. Hele den korte forelæsning kan læses her, og er meget varmt anbefalet. Der er mange værre måder at bruge 20 minutter på en decemberaften!

Opdatering: The Institute of Economic Affairs i London har udgivet et lille jubilæumsskrift med Hayeks Nobelforelæsning og nyskrevne betragtninger fra Peter Boettke, Donald Boudreaux, og Bruce Caldwell. Hele publikationen kan hentes gratis her.