Du kan købe bogen her eller låne den på biblioteket.

Enden på restriktionerne og fald i smitten

De sidste restriktioner i Danmark blev ophævet d. 1. februar 2022. Dermed blev Danmark det første land, der fjernede COVID-19-restriktionerne, og nyheden blev ikke vel modtaget af WHO, hvor generaldirektør Tedros Adhanom Ghebreyesus – på trods af, at alle danskere havde haft mulighed for at blive vaccineret – sagde, at ”det er for tidligt for noget land enten at overgive sig eller erklære sejr. Denne virus er farlig, og den fortsætter med at udvikle sig for øjnene af os. […] Flere COVID-19-smittede betyder flere dødsfald”.[1]

Mens sidstnævnte var sandt, selvom Omikron-varianten med vacciner langt fra var så dødelig som Delta-varianten uden vacciner (det var jo stadig en sygdom, der som så mange andre sygdomme kunne få dødeligt udfald for de mest sårbare borgere), havde smitteudviklingen og senere indlæggelser meget lidt at gøre med restriktionerne.

Figur 1 nedenfor viser antallet af COVID-19 hospitalsindlæggelser efter man ophævede de sidste restriktioner. Bemærk, at det tager ca. 9-15 dage fra smitte til indlæggelse, så effekten af at ophæve restriktionerne den 1. februar ses først i indlæggelserne omkring 10.-12. februar. Der er absolut intet i figuren, der antyder, at fjernelsen af restriktionerne havde nogen mærkbar effekt på antallet af indlæggelser, som Mr. Ghebreyesus fra WHO ellers antydede.

Da jeg først offentliggjorde figuren, mente en af de fortalere for nedlukningerne, jeg ofte diskuterede med under pandemien, at vendepunktet i hospitalsindlæggelser var forårsaget af, at den mindre farlige Omikron-variant overtog fra Delta-varianten. Imidlertid var 94% af alle tilfælde Omikron allerede den 10. januar og fremkomsten af Omikron kunne derfor ikke være årsagen til faldet i hospitalsindlæggelser i februar.

Figur 1 Effekten på hospitalsindlæggelser i Danmark ophæver alle COVID-19-restriktioner fra 1. februar 2022.

Hvorfor antallet af hospitalsindlæggelser faldt, efter at restriktionerne blev ophævet, ved jeg ikke. Jeg har ikke engang et godt bud. Det var ikke mit indtryk, at danskerne blev mere forsigtige. Og som jeg husker det, opførte de fleste sig rimelig normalt på daværende tidspunkt. Så måske skyldes det sæsonudsving, eller også nåede vi flokimmunitet. Men pointen er, at smitten og hospitalsindlæggelserne faldt, efter at restriktionerne blev ophævet på trods af at mange epidemiologer (og WHO) hævdede det modsatte ville ske.

Dette var ikke unikt for februar 2022. Det skete ofte, at smitten blev ved med at falde efter man ophævede restriktionerne, på trods af manges forudsigelse om det modsatte. Se fx nedenstående figur fra min bog. Men af en eller anden grund fokuserede fortalerne for nedlukninger på vendepunktet når smitten toppede og hævdede, at det var nedlukningerne, der fik smitten til at vende. De lagde ikke nogen vægt på, at smitten ikke vendte og ofte fortsatte med at falde, når restriktionerne blev ophævet.

[1] “It is premature for any country to either surrender or to declare victory. This virus is dangerous, and it continues to evolve before our very eyes. […] more COVID-19 transmission means more deaths,” jf. https://www.theguardian.com/world/live/2022/feb/01/covid-live-news-denmark-lifts-all-covid-restrictions-despite-record-cases-liz-truss-tests-positive

Måden mange politikere og almindelige vælgere tænker på spørgsmålet er, at hvis trusselsbilledet ændrer sig og man ikke længere kan stole på USA som partner, bør man gå efter det der ofte kaldes “Strategisk Selvforsyning” eller “Strategic Autonomy”. Det gælder ikke mindst på EU-plan, hvor diskussionen blandes med dybt misforståede idéer om forsyningssikkerhed og gamle tåbeligheder som aktiv industripolitik. Den store frustration de seneste dage over, at et fransk-tysk projekt om at udvikle et fælles jagerfly er droppet, handler ikke mindst om netop disse misforståelser.

Som mange, mange økonomer har understreget over årene, er den mest effektive form for forsyningssikkerhed ikke at man laver alt selv. Som ordsproget siger, gælder det netop om ikke at lægge alle sine æg i én kurv. At have åbne globale supply chains er langt mere effektivt – dvs. at have fri handel – fordi man derfor har en hel række forskellige lande og langt flere forskellige virksomheder at handle med. Selvom det fransk-tyske projekt er droppet, betyder det således ikke at dansk eller belgisk militær bliver nødt til at købe amerikanske jagerfly. Så længe man er åben for handel, er der et nyt jagerfly under udvikling i et samarbejde mellem Storbritannien, Italien og Japan, der er det svenske Gripen, det sydkoreanske KF-21 Boramae, og endda også Indiens Hal-Tejas. Og det samme gælder for en lang række andre indkøb af militært udstyr.

Derudover er, som Robert Lawson (Southern Methodist University) og Samuel Gregg (American Institute for Economic Research) understregede ved et National Review Institute-arrangement forleden, den bedste strategi at være velstående. Rigere og ikke mindst mere produktive samfund har lettere ved at finansiere et mere effektivt militær, og har også mindre alternativomkostninger, hvis man bliver nødt til at producere mere selv. Og det vigtigste i det perspektiv, som Gregg fremførte forleden, er at begrænsninger på frihandel, mere aktiv industripolitik, og større statslig indblanding, alle er forbundet med lavere vækst og dermed også væsentligt mindre velstand på langt sigt.

Basalt set er en udbredt grad af økonomisk frihed i sidste ende forbundet med større potentiel militært potentiale på langt sigt! Det er, med andre ord, stik modsat EU og USA’s nuværende økonomiske kurs. Er man interesseret i mere, kan hele eventen ses nedenfor. Samtalen med Lawson og Gregg starter ved 1:02:10.

En ekspertkommission, der skal rådgive om håndtering grundvandstruende forurening.

En ‘Allemandsretskommission’.

E ekspertkommission til at vurdere idéer om avancebeskatning af realiserede boliggevinster.

En ekspertkommission til at anvise en model for ‘gratis’ tandpleje.

En ekspertkommission for såkaldt trivselsøkonomi.

En kommission til at lave anbefalinger til en kapitalbeskatningsreform.

En produktivitets- og konkurrenceevnekommission – igen.

En forberedende kommission til at hjælpe med ændringer i pension og velfærdsforlig 2.0.

En ekspertgruppe, der skal foreslå byrdelempelsestiltag.

En ‘hurtigt arbejdende ekspertgruppe’ til at kortlægge den samfundsøkonomiske værdi af den danske model.

En arbejdsgruppe til at anbefale en mere aktiv industripolitik.

Oveni de 11 kommissioner og ekspertgrupper, nævner regeringsgrundlaget også flere task forces og andet. Det er svært at komme udenom konklusionen, at man i forhandlingerne ganske enkelt har sendt næsten alle politisk svære emner i syltekrukker. For det er reelt, hvad ekspertkommissioner er idag i dansk politik. Skulle man være i tvivl, kan man se på to eksempler. I 2022 fremlagde Pensionskommissionen sine anbefalinger til et fremtidigt pensionssystem. Alligevel er det igen en kommission til at hjælpe med pensionsændringer.

Og i 2014 præsenterede Produktivitetskommissionen sit ekstremt omhyggelige arbejde for den daværende regering. Det er værd at bemærke, at ingen – siger og skriver ingen – af dens anbefalinger er gennemført siden da. Der ligger et fint idékatalog fra 2014, men alligevel skal vi have en ny produktivitets- og konkurrenceevnekommission. Men må stille sig mindst to spørgsmål: 1) Får vi en ny kommission, fordi den nye regering vil have andre konklusioner? For hvis de skal have det, skal de i hvert fald ikke udnævne kapable økonomer til kommissionen. Og 2), hvordan skal sådan en kommission arbejde på samme tid som regeringen har nedsat en såkaldt arbejdsgruppe til at se på mere aktiv industripolitik – en type politik, der så absolut ikke er til gavn for vækst, produktivitet eller konkurrenceevne.

Det bekymrende er ikke kun retningen i den nye regerings politik, men i høj grad også usikkerheden i, hvad den reelt vil. Baggrunden er nok, at regeringen ikke internt er enig om retningen, og derfor sikrer sig en masse politisk manøvrerum ved at bruge kommissionsarbejde til at udskyde eller sløre en række vigtige beslutninger.

Regeringen har, basalt set, valgt at spille et intrikat politisk spil, men efterlader dermed borgerne med ikke blot en stor og meget usikker regning – DI har regnet sig frem til et underskud på 15 milliarder på de planer, der nogenlunde konkrete, mens Cepos ender på 18 milliarder – men også med en meget høj grad af policy uncertainty. Lars Løkke og Mette Frederiksen har nok ‘vundet’ det politiske spil, men dansk økonomi ser i høj grad ud til at være taberen i det spil. Det faktum, at så lang en række af politiske spørgsmål er lagt i syltekrukker i form af kommissioner – som danske politikere har en tradition for fuldstændigt at ignorere, når de er færdige – burde ringe alle advarselsklokkerne hos erhvervslivet.

Du kan købe bogen her eller låne den på biblioteket.

Hvad har andre litteraturstudier og metastudier fundet?

Konklusion: Flere litteraturstudier når frem til konklusioner, der understøtter resultaterne i vores metastudie. De litteraturstudier, der konkluderer, at nedlukningerne er effektive til at reducere COVID-19-dødeligheden, konkluderer oftest på baggrund af statistisk signifikans og ikke hvorvidt effekten er af politisk relevans. Eller også konkluderer de på baggrund af studier, der begår Flaxman-fejlen, og blander effekten af frivillige adfærdsændringer sammen med effekten af nedlukningerne.

Et litteraturstudie (også ofte kaldet et review) samler og beskriver den eksisterende forskning, men i modsætning til et metastudie er der ikke en kvantitativ opsummering af empirien i et litteraturstudie. Det betyder meget forsimplet, at hvis der er tre studier, der finder effekter på 5%, 10% og 15%, så vil man i litteraturstudiet beskrive, at der er tre studier, der finder en effekt, mens man i metastudiet derudover vil angive, at studierne i gennemsnit finder en effekt på 10%. Mens begge metoder således søger at forstå et emne gennem tidligere forskning, tilbyder metastudiet en statistisk opsummering, der kan give mere præcise svar, mens et litteraturstudie primært giver en kvalitativ fortolkning. Blandt andet derfor anses litteraturstudier normalt for at ligge lige under metastudier i evidenspyramiden.

Evidenspyramiden er en måde at illustrere kvaliteten og pålideligheden af forskellige typer forskning og videnskabelig evidens. Jo højere oppe i pyramiden et studie befinder sig, jo vigtigere er studiets konklusioner, fordi metoderne heroppe giver stærkest evidens for den reelle effekt. Og omvendt – jo lavere et studie befinder sig på skalaen, desto svagere evidens giver de for en eventuel effekt, fordi studiernes design har mange fejlkilder. En forsimplet evidenspyramide kunne se ud som figur 1 nedenfor.

Figur 1: Evidenspyramiden

Evidenspyramiden viser, at metastudier normalt anses for at give den bedste evidens, mens de enkelte studier ligger i midten. Nederst ligger ekspertudsagn og anekdotiske beviser. Kvaliteten af metastudiet afhænger naturligvis af hvilke type studier, det er baseret på. Et metastudie, hvor der kun indgår studier baseret på eksperimenter, vil således alt andet lige så stærkere end et metastudie, der alene er baseret på observationsstudier. Evidenspyramiden viser også, at litteraturstudier rangerer lige under metastudier.

Ligesom med metastudier er formålet med litteraturstudier at opsummere den eksisterende litteratur. Forskellen er, at litteraturstudier ikke opsummerer resultaterne kvantitativt. Metastudier er altså en slags overbygning på litteraturstudier, hvor man – udover en kvalitativ gennemgang og beskrivelse af resultaterne fra de primære studier – også laver en kvantitativ opsummering. I vores metastudie beregner vi et standardiseret estimat for hvert af de 22 studier, der indgår i vores metastudie. Det gør, at vi kan opsummere resultaterne i form af et vægtet gennemsnit. Altså hvilken effekt de 22 studier i gennemsnit finder. Uden denne øvelse ville vores metastudie ”blot” være et litteraturstudie, hvor resultater og konklusioner beskrives, men altså ikke kvantitativt sammenlignes og opsummeres.

Der findes adskillige litteraturstudier af effekten af nedlukninger og restriktioner. Og netop fordi de også opsummerer den samlede viden på området, er det relevant at sammenligne vores resultater med konklusionerne i disse litteraturstudier, for at se, om deres konklusioner adskiller sig væsentligt fra vores og eventuelt forstå, hvorfor det er tilfældet.

Der er en lang række litteraturstudier fra både før og efter COVID-19 ramte verden, som overordnet set når frem til de samme konklusioner som os. WHO konkluderede fx i 2006, at de restriktioner, der blev indført under pandemien i 1918, ikke stoppede eller syntes at reducerer smittespredningen markant.[1] Og i 2019 konkluderede WHO, at der var begrænset evidens for at nedlukninger virker, og at kvaliteten af den eksisterende evidens var meget lav[2].

Gupta m.fl. (2020) konkluderer i deres review, at de fleste studier finder at nedlukningen og information fører til et fald i COVID-19-tilfælde og COVID-19-dødsfald på 20-60% .[3] Det er svært direkte at sammenligne med vores resultater, da vi alene ser på nedlukningsdelen. Men hvis vi antog, at de 20-60% alene skyldes nedlukningen, ville det – overført til Danmark – betyde, at nedlukningerne forhindrede 625 til 3.750 dødsfald under hele pandemien.[4]

Allen (2021) konkluderer i sit review afmere end 100 studier, at COVID-19 nedlukningerne i bedste fald havde en marginal effekt på COVID-19-dødeligheden. Det skyldes ifølge Allen (2021), at folk enten ikke overholdt restriktionerne, eller pålagde sig selv begrænsninger, uanset hvad myndighederne beordrede.[5] Yanovskiy og Socol (2022) konkluderer, at der ikke er evidens fra hverken tidligere pandemier eller COVID-19-pandemien for, at nedlukninger virker. Tværtimod mener de, at nedlukninger sandsynligvis fører til flere dødsfald.[6]

European Center for Disease Control (ECDC – eller på dansk ”Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme”) konkluderede allerede 23. december 2020, at skolelukninger kan bidrage til at reducere smitten, men at de skal anvendes som en absolut sidste udvej, fordi de negative virkninger sandsynligvis opvejer fordelene.[7] To uger tidligere konkluderede UNICEF (2020), at skolerne ikke bidrog betydeligt til smitten, og at smitten blandt skolebørn og personale ikke var lavere i samfund med skolelukninger.[8] Irfan m.fl. (2021) finder i et omfattende metastudie af 90  studier udgivet i juli 2021 lignende resultater og konkluderede, at det overvejende var sikkert for børn under 10 år at gå i skole, men at ældre børn (10-19 år) kunne fremme smittespredning (min fremhævning).[9]

Iezadi m.fl. (2021) er et systematisk litteraturstudie af 35 studier, hvoraf 23 studier indgår i et metastudie (antallet af studier svarer stort set til antallet i vores metastudie, hvor vi finder 32 studier, hvoraf 22 indgår i metastudiet). Iezadi m.fl. (2021) konkluderer, at nedlukninger bidrog til at begrænse pandemiens udbredelse, og reducerede den daglige vækstrate i dødsfald med 4,8%-point.[10] Det er ikke muligt at omregne denne effekt til en effekt på det samlede antal dødsfald, men med et reprodutkionstal på 2,5 er den daglige vækstrate ca. 18%. Med dette udgangspunkt har  nedlukningerne ifølge Iezadi m.fl. (2021) bragt vækstraten ned på ca. 13% svarende til et reproduktionstal på ca. 2,0. I en standard epidemiologisk model betyder det, at flokimmuniteten sætter ind når 50% af populationen er smittet frem for 60%, så umiddelbart ser resultaterne ikke ud til at være i modstrid med vores resultater. De fleste studier i Iezadi m.fl. (2021) anvender metoder, som vi ser bort fra (modelkørsler og tidsrækkeanalyse). Kun to ser ud til at leve op til vores kriterier, og heraf er det kun det ene, der undersøger et element af nedlukningerne (udgangsforbud).[11]

Blander statistisk signifikans og praktisk betydning sammen

En af de store gevinster ved metastudier i forhold til litteraturstudier er, at et metastudie tvinger forfatterne til at forholde sig til størrelsesordenen. Det hjælper forskerne til ikke at stirre sig blinde på om resultaterne er statistiske signifikante – altså ”ikke tilfældige”. For en statistisk signifikant effekt er ikke nødvendigvis stor eller af praktisk betydning. For eksempel kan et studie finde en statistisk signifikant effekt af skolelukninger, men hvis lukning af skoler kun reducerer antallet af dødsfald med 1%, har det jo ingen praktisk betydning – særligt ikke set i forhold til de negative virkninger af skolelukninger, såsom læringstab for børnene.

Der er flere litteraturstudier, der konkluderer, at nedlukningerne er effektive, men hvor resultaterne i mine øjne ser ud til at tyde på det modsatte. Fx konkluderer Mendez-Brito m.fl. (2021), at skolelukninger var den mest effektive del af nedlukningerne, efterfulgt af lukning af arbejdspladser, lukning af forretninger og forbud mod offentlige begivenheder.[12] Imidlertid finder kun 14 ud af de 24 studier, de gennemgår, en sammenhæng mellem skolelukninger og antallet af COVID-19-tilfælde, hvilket tyder på, ateffekten af den “mest effektive del af nedlukningerne” er ret begrænset. For hvis de havde en stor effekt, ville man også forvente, at forskerne havde relativt let ved at dokumentere en effekt.

Konkluderer på baggrund af ”Flaxman-fejlen”

En af de helt centrale kvaliteter ved vores metastudie, at vi fokuserer på studier, der rent faktisk kan sige noget om effekten af nedlukningerne. Det betyder, at vi bl.a. ikke medtager tidsrækkeanalyser. Som jeg beskriver i min bog, er der rigtig gode grunde til at se bort fra tidsrækkeanalyserne når man vil vurdere effekten af nedlukningerne, da man ellers risikerer at lave det, jeg har kaldt ”Flaxman-fejlen”, hvor man blander effekten af nedlukningen sammen med effekten af de frivillige adfærdsændringer. Derudover medtager vi (naturligvis) ikke studier baseret på modelkørsler.

Disse fravalg er helt essentielle, hvis man vil kunne sige noget om effekten af nedlukningerne (i modsætning til fx at sige noget om effekten af samfundets samlede respons). Men på trods af dette er der mange litteraturstudier, der medtager rub og stub. Og det uden at gøre eksplicit opmærksom på, hvad det betyder for fortolkningen af konklusionerne.

Et eksempel er litteraturstudiet fra Johanna m.fl. (2020), som bl.a. skriver, at udgangsforbud succesfuldt reducerer smitten og COVID-19-dødeligheden.[13] Men denne konklusion er primært baseret på studier, der ikke kan bruges til at konkludere dette. Johanna m.fl. (2020) inkluderer nemlig netop modelleringsstudier (10 ud af i alt 14 studier) og tidsrækkeanalyser (3 ud af de 14 studier). Der er kun ét af de 14 studier, der anvender en difference-in-difference tilgang.

Tellis m.fl. (2020) anvender en difference-in-difference tilgang til at analysere effekten af udgangsforbud på antallet af smittetilfælde.[14] De konkluderer, at udgangsforbud reducerer antallet af smittetilfælde med 50%, hvilket er langt over den effekt på bare 2,0%, vi finder i vores metastudie. En mulig forklaring på den store forskel kan (udover at de ser på smittetilfælde og ikke dødsfald) være, at Tellis m.fl. (2020) er baseret på data indsamlet før 1. maj 2020. I vores metastudie finder vi, at studier der er baseret på meget tidlige data (og ofte udgivet meget hurtigt), generelt finder en langt større effekt end studier, der har været længe undervejs. De tre studier i vores metastudie, der er baseret på data fra før 31. maj 2000, finder således en effekt på hele 25,9% og er altså trods alt ikke så langt fra resultaterne i Tellis m.fl. (2020). I vores metastudie bliver de bare trukket voldsomt ned af de ni studier af udgansforbud, der bruger en længere tidsrække til at analysere effekten.

Litteraturstudiet fra Johanna m.fl. (2020) er udgivet 14. oktober 2020 – altså relativt tidligt i pandemien – og de er alle forskere indenfor sundhedsvidenskaberne. Når jeg tænker på, hvor relativt lang tid det tog for mig at forstå betydningen af frivillige adfærdsændringer og formulere mine tanker, så er det måske undskyldt, at Johanna m.fl. (2020) ikke var opmærksomme på, at fx resultaterne i tidsrækkeanalyserne ikke kan fortolkes som effekten af nedlukningerne, og at epidemiologernes modelstudier af COVID-19-pandemien reelt set ikke var det papir værd, de var skrevet på.

Men den undskyldning havde The Royal Society – med Professor Sir Mark Walport, kollega til vores fremmeste kritikere Neil Ferguson, Seth Flaxman og Samir Bhatt på Imperial College London – ikke, da de i sensommeren 2023 udgav et litteraturstudie[15], som fik stor omtale i Storbritannien. I studiet konkluderede forskerholdet fra The Royal Society, som primært består af eksperter inden for medicin og folkesundhed, at nedlukninger ”utvetydigt” gav kraftige, effektive og langvarige reduktioner i smitten.[16] Altså nærmest den totalt modsatte konklusion af, hvad vi kom frem til.

Og præcis som med Johanna m.fl. (2020) er årsagen, at The Royal Society medtager tidsrækkeanalyser, og dermed blander effekten af nedlukningerne sammen med effekten af de frivillige adfærdsændringer. Det betyder, at de i deres konklusion reelt antager, at alt det vi gjorde frivilligt, ikke havde nogen effekt, hvilket naturligvis er forkert.

Men der er særligt ét punkt, hvor rapporten fra The Royal Societys valg af studier og metode i mine øjne er bemærkelsesværdig. Normalt anses lodtrækningsstudier for at være guldstandarden inden for videnskabelig forskning, og de rangerer højere i evidenspyramiden i figur 1 på side 1 end studier baseret på eksisterende datakilder (observationsstudier). Og metastudier baseret på randomiserede kontrolstudier rangerer derfor højst i evidenspyramiden.

I forhold til at vurdere effekten af mundbind findes der en række randomiserede kontrolstudier, og der er endda lavet et Cochrane metastudie af disse studier, som konkluderer, at mundbind ikke reducere spredningen af influenza-lignende sygdomme (både influenza og COVID-19 er respiratoriske sygdomme, som smitter via luftvejene, men COVID-19 smitter nemmere end influenza).[17]

Alligevel vælger The Royal Society primært at lægge vægt på 46 observationsstudier, som i modsætning til de randomiserede kontrolstudier metastudiet fra Cochrane konkluderer, at påbuddet om at påbyde mundbind generelt reducerede COVID-19-smitten.[18]

Set i lyset af The Royal Societys prestige er det ikke overraskende, at deres COVID-19-rapport fik betydelig pressedækning. Men The Royal Society blandede desværre effekten af frivillige og tvungne adfærdsændringer sammen og valgte af en eller anden grund af negligere evidensen fra guldstandarden i videnskabelig forskning.

Der er mange flere litteraturstudier[19], og uden at foregive at jeg har nærlæst dem alle, så har jeg hidtil kunnet forklare forskellen mellem deres og vores konklusioner med, at de enten blander statistisk signifikans og politisk relevans sammen og konkluderer at nedlukninger er effektive, selvom effekten af nedlukningerne er meget lille, eller konkluderer på baggrund af ”Flaxman-fejlen”, hvilket i bund og grund vil sige, at de blander effekten af frivillige og tvungne adfærdsændringer sammen.

Så alt i alt finder jeg det rimeligt at konkludere, at øvrige litteraturstudier generelt ikke er i åbenlys modstrid med vores resultater. Der er mange, som ved første øjekast ser ud til at være i modstrid med vores resultater, men når man dykker ned i detaljerne, er det fordi de medtager tidsrækkeanalyser (og endda modelkørsler) og/eller forveksler statistisk signifikans med politisk relevans.

Referencer

Allen, Douglas W. 2021. “Covid-19 Lockdown Cost/Benefits: A Critical Assessment of the Literature”. International Journal of the Economics of Business, september, 1–32. https://doi.org/10.1080/13571516.2021.1976051.

Brodeur, Abel, David Gray, Anik Islam, og Suraiya Bhuiyan. 2021. “A Literature Review of the Economics of COVID‐19”. Journal of Economic Surveys, april, joes.12423. https://doi.org/10.1111/joes.12423.

ECDC. 2020. “COVID-19 in children and the role of school settings in transmission – first update”. https://cdn.nimbu.io/s/yba55wt/assets/COVID-19-in-children-and-the-role-of-school-settings-in-transmission-first-update_0.pdf.

Gupta, Sumedha, Kosali Simon, og Coady Wing. 2020. “Mandated and Voluntary Social Distancing During The COVID-19 Epidemic: A Review”. NBER Working Paper Series, juni, w28139. https://doi.org/10.3386/w28139.

Hirt, Julian, Perrine Janiaud, og Lars G. Hemkens. 2022. “Randomized Trials on Non-Pharmaceutical Interventions for COVID-19: A Scoping Review”. BMJ Evidence-Based Medicine, januar, bmjebm-2021-111825. https://doi.org/10.1136/bmjebm-2021-111825.

Iezadi, Shabnam, Kamal Gholipour, Saber Azami-Aghdash, Akbar Ghiasi, Aziz Rezapour, Hamid Pourasghari, og Fariba Pashazadeh. 2021. “Effectiveness of Non-Pharmaceutical Public Health Interventions against COVID-19: A Systematic Review and Meta-Analysis”. Redigeret af Prasenjit Mitra. PLOS ONE 16 (11):e0260371. https://doi.org/10.1371/journal.pone.0260371.

Irfan, Omar, Jiang Li, Kun Tang, Zhicheng Wang, og Zulfiqar A Bhutta. 2021. “Risk of infection and transmission of SARS-CoV-2 among children and adolescents in households, communities and educational settings: A systematic review and meta-analysis”. Journal of Global Health 11 (juli):05013. https://doi.org/10.7189/jogh.11.05013.

Jefferson, Tom, Liz Dooley, Eliana Ferroni, Lubna A. Al-Ansary, Mieke L. van Driel, Ghada A. Bawazeer, Mark A. Jones, m.fl. 2023. “Physical Interventions to Interrupt or Reduce the Spread of Respiratory Viruses”. Cochrane Database of Systematic Reviews, nr. 1. John Wiley & Sons, Ltd. https://doi.org/10.1002/14651858.CD006207.pub6.

Johanna, Nadya, Henrico Citrawijaya, og Grace Wangge. 2020. “Mass Screening vs Lockdown vs Combination of Both to Control COVID-19: A Systematic Review”. Journal of Public Health Research, 9. https://dx.doi.org/10.4081%2Fjphr.2020.2011.

Mendez-Brito, Alba, Charbel El Bcheraoui, og Francisco Pozo-Martin. 2021. “Systematic Review of Empirical Studies Comparing the Effectiveness of Non-Pharmaceutical Interventions against COVID-19”. Journal of Infection, juni, S0163445321003169. https://doi.org/10.1016/j.jinf.2021.06.018.

Nussbaumer-Streit, Barbara, Verena Mayr, Andreea Iulia Dobrescu, Andrea Chapman, Emma Persad, Irma Klerings, Gernot Wagner, m.fl. 2020. “Quarantine Alone or in Combination with Other Public Health Measures to Control COVID-19: A Rapid Review”. Redigeret af Cochrane Infectious Diseases Group. Cochrane Database of Systematic Reviews, april. https://doi.org/10.1002/14651858.CD013574.

Patel, Urvish, Preeti Malik, Deep Mehta, Dhaivat Shah, Raveena Kelkar, Candida Pinto, Maria Suprun, Mandip Dhamoon, Nils Hennig, og Henry Sacks. 2020. “Early Epidemiological Indicators, Outcomes, and Interventions of COVID-19 Pandemic: A Systematic Review”. Journal of Global Health 10 (2):020506. https://doi.org/10.7189/jogh.10.020506.

Perra, Nicola. 2020. “Non-Pharmaceutical Interventions during the COVID-19 Pandemic: A Rapid Review”. arXiv:2012.15230 [Physics], december. http://arxiv.org/abs/2012.15230.

Pozo-Martin, Francisco, Florin Cristea, Charbel El Bcheraoui, og Robert Koch-Institut. 2020. “Rapid Review Der Wirksamkeit Nicht-Pharmazeutischer Interventionen Bei Der Kontrolle Der COVID-19-Pandemie”. Robert Koch, september, 17. https://www.rki.de/DE/Content/InfAZ/N/Neuartiges_Coronavirus/Projekte_RKI/Rapid-Review-NPIs.pdf?__blob=publicationFile.

Regmi, Krishna, og Cho Mar Lwin. 2021. “Factors Associated with the Implementation of Non-Pharmaceutical Interventions for Reducing Coronavirus Disease 2019 (COVID-19): A Systematic Review”. International Journal of Environmental Research and Public Health 18 (8):4274. https://doi.org/10.3390/ijerph18084274.

Talic, Stella, Shivangi Shah, Holly Wild, Danijela Gasevic, Ashika Maharaj, Zanfina Ademi, Xue Li, m.fl. 2021. “Effectiveness of Public Health Measures in Reducing the Incidence of Covid-19, SARS-CoV-2 Transmission, and Covid-19 Mortality: Systematic Review and Meta-Analysis”, 15. https://doi.org/doi.org/10.1136/bmj-2021-068302.

Tellis, Gerard J., Ashish Sood, og Nitish Sood. 2020. “Price of Delay in Covid-19 Lockdowns: Delays Spike Total Cases, Natural Experiments Reveal”. SSRN Electronic Journal. https://doi.org/10.2139/ssrn.3592912.

The Royal Society. 2023. “COVID-19: examining the effectiveness of non-pharmaceutical interventions”, august. https://royalsociety.org/-/media/policy/projects/impact-non-pharmaceutical-interventions-on-covid-19-transmission/the-royal-society-covid-19-examining-the-effectiveness-of-non-pharmaceutical-interventions-report.pdf.

UNICEF. 2020. “In-person schooling and COVID-19-transmission: Review of evidence 2020.” https://www.unicef.org/media/89046/file/In-person-schooling-and-covid-19-transmission-review-of-evidence-2020.pdf.

WHO. 2019. Non-Pharmaceutical Public Health Measures for Mitigating the Risk and Impact of Epidemic and Pandemic Influenza. https://apps.who.int/iris/rest/bitstreams/1257621/retrieve.

World Health Organization Writing Group. 2006. “Nonpharmaceutical Interventions for Pandemic Influenza, National and Community Measures”. Emerging Infectious Diseases 12 (1):88–94. https://doi.org/10.3201/eid1201.051371.

Yanovskiy, Moshe, og Yehoshua Socol. 2022. “Are Lockdowns Effective in Managing Pandemics?” International Journal of Environmental Research and Public Health 19 (15):9295. https://doi.org/10.3390/ijerph19159295.

Zhang, Mengxi, Siqin Wang, Tao Hu, Xiaokang Fu, Xiaoyue Wang, Yaxin Hu, Briana Halloran, m.fl. 2021. “Human Mobility and COVID-19 Transmission: A Systematic Review and Future Directions”. Preprint. Infectious Diseases (except HIV/AIDS). https://doi.org/10.1101/2021.02.02.21250889.

[1] World Health Organization Writing Group (2006) skriver fx, at “reports from the 1918 influenza pandemic indicate that social-distancing measures did not stop or appear to dramatically reduce transmission […] In Edmonton, Canada, isolation and quarantine were instituted; public meetings were banned; schools, churches, colleges, theaters, and other public gathering places were closed; and business hours were restricted without obvious impact on the epidemic.”

[2] WHO (2019) skriver fx. at ”the evidence base on the effectiveness of NPIs in community settings is limited, and the overall quality of evidence was very low for most interventions.”

[3] “The estimated effect of state policies on case and death rates vary somewhat depending on the specific policy measure examined in the study and also on the time frame of the study. However, most studies estimate a 20–60 percent reduction in cases and deaths […] as a result of mandatory policies and informational events”, Gupta m.fl. (2020).

[4] Da vaccinerne var udrullet til de mest sårbare i sommeren 2021, var havde der i alt været ca. 2.500 COVID-19-dødsfald i Danmark. Baseret på konklusionen i Gupta m.fl. (2020), havde der været 3.125 (20% effekt) til 6.250 (60% effekt) COVID-19-dødsfald uden nedlukningerne.

[5] “The most recent research has shown that lockdowns have had, at best, a marginal effect on the number of Covid-19 deaths. Generally speaking, the ineffectiveness stemmed from individual changes in behavior: either noncompliance or behavior that mimicked lockdowns. The limited effectiveness of lockdowns explains why, after more than one year, the unconditional cumulative Covid-19 deaths per million is not negatively correlated with the stringency of lockdown across countries.”, Allen (2021)

[6] “Neither previous pandemics nor COVID-19 provide clear evidence that lockdowns help to prevent death in pandemic” og “Lockdowns are associated with a considerable human cost. Even if somewhat effective in preventing COVID-19 death, they probably cause far more extensive (an order of magnitude or more) loss of life”, Yanovskiy og Socol (2022).

[7] “School closures can contribute to a reduction in SARS-CoV-2 transmission, but by themselves are insufficient to prevent community transmission of COVID-19” og “There is a general consensus that the decision to close schools to control the COVID-19 pandemic should be used as a last resort. The negative physical, mental health and educational impact of proactive school closures on children, as well as the economic impact on society more broadly, would likely outweigh the benefits”, ECDC (2020).

[8] ”A review of the current evidence shows that in-person schooling does not appear to be the main driver of infection spikes, children in school do not appear to be exposed to higher risks of infection compared to when not in school when mitigation measures are in place, and school staff also do not appear to be at a higher relative risk compared to the general population”, UNICEF (2020).

[9] “Evidence from school-based studies demonstrate it is largely safe for children (<10 years) to be at schools, however older children (10-19 years) might facilitate transmission”, Irfan m.fl. (2021).

[10] “The majority of NPHIs had positive effects on restraining the COVID-19 spread” og “Results of the meta-analysis showed that adoption of NPHIs has resulted in a […] 4.8% (95 CI, -8.34 to -1.40) decrease in daily death growth rates” , Iezadi m.fl. (2021). Jeg antager, at de mener procentpoint og ikke procent. Hvis de mener procent, er effekten meget lille og reducerer kun reproduktionstallet til ca. 2,4.

[11] “Almost all studies were observational quasi-experimental studies, the majority of them were time-series analyses and just two studies were comparisons between control and intervention groups”, Iezadi m.fl. (2021).

[12] “School closing was the most effective NPI, followed by workplace closing, business and venue closing and public event bans”, Mendez-Brito m.fl. (2021).

[13] “For lockdown, ten studies consistently showed that it successfully reduced the incidence, onward transmission, and mortality rate of COVID-19”, Johanna m.fl. (2020)

[14] Tellis m.fl. (2020) er ikke med i vores metastudie, fordi det ikke ser på dødsfald.

[15] The Royal Society (2023)

[16] ” In summary, evidence about the effectiveness of NPIs applied to reduce the transmission of SARS-CoV-2 shows unequivocally that, when implemented in packages that combine a number of NPIs with complementary effects, these can provide powerful, effective and prolonged reductions in viral transmission”, The Royal Society (2023).

[17] Jefferson m.fl. (2023) skriver, at ”wearing a mask may make little or no dierence to the outcome of influenza-like illness (ILI) compared to not wearing a mask (risk ratio (RR) 0.99, 95% confidence interval (CI) 0.82 to 1.18. There is moderate certainty evidence that wearing a mask probably makes little or no dierence to the outcome of laboratory-confirmed influenza compared to not wearing a mask (RR 0.91, 95% CI 0.66 to 1.26; 6 trials; 3005 participants)”.

[18] The Royal Society (2023) skriver ”In general, evidence drawn solely from RCTs has not yielded firm conclusions about the effectiveness of masks in reducing transmission, whereas a large volume of observational studies suggests, with low to moderate confidence, that masks are effective in reducing transmission” og konkluderer, at “nevertheless, the weight of evidence from all studies suggests that wearing masks, wearing higher quality masks (respirators), and mask mandates generally reduced the transmission of SARS-CoV-2 infection”.

[19] Se fx Nussbaumer-Streit m.fl. (2020), Brodeur m.fl. (2021), Hirt m.fl. (2022), Patel m.fl. (2020), Perra (2020), Pozo-Martin m.fl. (2020), Regmi og Lwin (2021), Talic m.fl. (2021) og Zhang m.fl. (2021).

Der er næppe bedre steder i verden at undersøge populisme og dens konsekvenser end Latinamerika. Det er præcist det, netværket Public Choice in Latin America blandt andet gør. Og forleden bragte de det nedenstående interview med netværkets grundlæggere Nicolás Cachanosky og JP Bastos, der netop talte om ny forskning om populisme i regionen. Nick er lektor ved University of Texas at El Paso og director for universitetets Center for Free Enterprise, mens JP er en rising star i public choice-miljøet og på vej til en stilling som adjunkt ved University of Austin. Hele interviewet tager 55 minutter og er varmt anbefalet som en interessant lille time i pinsen!

Påstandene og idéen om ‘degrowth’ er således inkluderet i stadig mere politik i den vestlige verden (se f.eks. Fitzpatrick, Parrique og Cosme) og virker også i stigende grad populær blandt både politikere og unge mennesker på begge fløje. En af grundene er, at den basale idé virker så intuitiv for de fleste ikke-økonomer: Vækst må jo betyde, at man producerer flere ting og derfor bliver nødt til at bruge flere ressourcer og mere energi på at lave tingene – og så konkluderer man lynhurtigt, at det må føre til at vi bruger for mange ressourcer og forurener mere og mere. Men er det overhovedet rigtigt? Og er folks basale forståelse af økonomisk vækst faktisk korrekt?

En del af påstandene i de-growth litteraturen er, at man må have langt mere regulering, begrænsning af international handel (transporten påvirker miljøet), og en langt større grad af direkte statsstyring af økonomisk aktivitet. Oversat til økonom-termer er påstanden, at der er et objektivt behov for en alvorlig begrænsning af borgernes økonomiske frihed. Man kan derfor teste de grundlæggende idéer ved at undersøge, hvad mere eller mindre økonomisk frihed gør ved miljøbelastningen.

Ny forskning af Justin Callais, Vincent Geloso, og Alicia Plemmons, der lige er accepteret til udgivelse i Structural Change and Economic Dynamics, ser på netop dette spørgsmål og peger helt utvetydigt på, at liberaliserende reformer, der skaber større vækst, ikke er et problem. I artiklen med titlen Economic Freedom and the Environment: Causal Evidence from Liberalization Reforms udnytter de evidens fra 49 store liberaliseringer siden 1970. Grunden til at undersøge spørgsmålet på dén måde er først, at store liberaliseringer qua degrowth-argumentet jo må føre til en markant større miljøbelastning – både ved at føre til mere økonomisk vækst og ved at rykke politik i den modsatte retning af degrowthernes foretrukne. For det andet indebærer metodologien, at man kan sige noget kausalt, når man blot tager hensyn til, at store liberaliseringer ikke sker tilfældigt. Netop den metodologiske udfordring er Justin Callais blevet lidt af en ekspert i at håndtere med såkaldte matching-estimatorer.

Konklusionen er skarp: “Using matching methods between liberalizers and non-liberalizers, we find that liberalizations have no consistent effect on total emissions or emissions per capita. However, they do reduce emissions per dollar of GDP and reduce mortality from outdoor air pollution.” Med andre ord viser Callais, Geloso og Plemmons, at økonomisk liberalisering generelt ingen effekt har på drivhusgasudledninger, der kan betragtes som den mest almindelige miljøindikator. Men de viser meget klart, at liberalisering sænker et af de værste miljøproblemer i ulande – dødsfald der skyldes luftforurening! Og mens der er masser af evidens for, at liberalisering skaber øget økonomisk vækst, peger de tre økonomer på, at den ikke fører til mere forurening fordi produktionen bliver mere effektiv: Værdiskabelsen per ton CO2 stiger markant efter liberaliseringer. Og heri ligger hele forståelsen af, hvorfor degrowth-bevægelsen tager så markant fejl. Vækst er på langt sigt drevet af produktivitetsfremskridt, så man kan producere mere med færre ressourcer og mindre energi. På meget langt sigt ender økonomisk vækst således ikke blot med at sænke miljøbelastningen, men også med at vi som samfund bliver bedre til at behandle de eventuelle miljøproblemer, vi alligevel måtte have.

I Populism and Monetary Freedom undersøger vi spørgsmålet, men med inspiration fra noget af den nye forskning, jeg selv (i al beskedenhed) har været med til at lave. I stedet for, som i tidligere forskning, at undersøge de relativt få tilfælde hvor et klart populistisk parti kommer til magten, ser vi på tilstedeværelsen af populister i parlamentet. Det tillader os allerførst at bruge nyudviklede data på hvor populistiske partier er i stedet for enten-eller kategoriseringer. Og for det andet tillader det os at måle den indflydelse, populistiske partier kan have, selvom de ikke sidder i regering. Den indflydelse kan både komme fra situationer, hvor de er med i forligskredse om politiske forslag – og dermed har konkret mulighed for at sætte et populistisk aftryk på politik i systemer med mindretalsregeringer – og fra deres afsmitning på andre partiers politik. Som man har kunnet se i mange år i Danmark, reagerer almindelige politiske partier ofte på konkurrencen fra populisterne ved at overtage dele af den populistiske politik. Socialdemokraternes udlændingepolitik idag er for eksempel en næsten direkte kopi af Dansk Folkepartis politik fra 10-15 år siden.

Og når vi følger 72 landes pengepolitik og pengepolitiske institutioner i perioden 2000-2023, viser der sig et ganske klart billede: Jo stærkere populistiske partier der er repræsenterede på venstrefløjen i parlamentet, jo større er chancen for at landet introducerer kapitalkontrol, reducerer dets finansielle åbenhed, og svækker beskyttelsen af udenlandsk-ejede aktiver. I løbet af et par år kan man også se inflationen stige, når den fulde effekt af populistisk politik slår igennem. Det helt særlige her er ikke blot, at systematisk højere inflation så klart er et venstre-populistisk fænomen – vi finder ikke på samme måde systematiske effekter af højre-populisme – men også at effekten af populisme er stærkere, jo større en andel af parlamentet er domineret af venstrefløjen helt generelt. Vi tager det som indikation på, at populistiske partier ofte får deres politik igennem selvom de formelt sidder i opposition.

Hele det nye papir kan læses i linket ovenfor. Her er abstractet:

Populist leaders frequently challenge established economic institutions and policy norms, including the independence of central banks and the conventional conduct of monetary policy. While a growing literature examines the macroeconomic consequences of populism, less is known about how populist actors affect monetary policy institutions and instruments. Building on the view of populism as a political approach that contrasts a virtuous “people” with a corrupt elite and claims exclusive representation of the general will, this paper empirically examines whether and how populist forces influence monetary policy. Distinguishing between different ideological versions of populism in the economic policy sphere, we combine eight indicators of monetary policy and monetary institutions from the Economic Freedom of the World dataset with newly developed measures of populism and ideology to construct a panel dataset covering 72 countries with Western-style political institutions from 2000 to 2023. Results indicate that any negative effect of populism in government is primarily associated with economically left-wing populism that can build on left-leaning majorities in parliament. These are clearly linked to stronger capital controls, reduced financial openness, weaker protection of foreign assets, and over time higher inflation.

Du kan købe bogen her eller låne den på biblioteket.

Sverige. Fra enfant terrible til glemmebogen

I løbet af foråret og sommeren 2020, blev Sverige af mange set som landet, der lod borgerne dø af COVID-19 i håbet om at opnå flokimmunitet, økonomisk gevinst, eller hvad ved jeg.

Her er fx nogle rubrikker fra amerikanske medier:[1]

• “Why the Swedish Model for Fighting COVID-19 Is a Disaster” (Time, oktober 2020)[2]
• “The Inside Story of How Sweden Botched Its Coronavirus Response” (Foreign Policy, december 2020)[3]
• “Sweden Stayed Open and More People Died of Covid-19, but the Real Reason May Be Something Darker” (Forbes, juli 2020)[4]
• “Sweden Has Become the World’s Cautionary Tale” (New York Times, juli 2020)[5]
• “I Just Came Home to Sweden. I’m Horrified by the Coronavirus Response Here” (Slate, april 2020)[6]

Også Twitter-præsident Donald Trump var efter Sverige og skrev 30. april 2020 i et tweet, at “Sweden is paying heavily for its decision not to lockdown”.[7]

Men efterhånden som tiden gik, og COVID-19-dødeligheden og overdødeligheden i flere og flere lande overhalede svenskernes, døde interessen for Sverige også langsomt ud. Den svenske journalist, Johan Anderberg, beskriver det i sin bog ”The herd”[8] sådan her:

For anyone still interested, the results were impossible to deny. By the end of 2021, 56 countries had registered more deaths per capita from Covid-19 than Sweden.

And when the UK Office for National Statistics updated their figures, it turned out that during the period of just under 18 months between January 2020 and June 2021, Sweden had experienced an excess mortality of minus 2.3 per cent. Together with seven other European countries — including its three Nordic neighbours — Sweden had actually experienced a mortality deficit during the pandemic.

With regard to the restrictions that the rest of the world had put so much faith in — school closures, lockdowns, face masks, mass testing — Sweden had more or less gone in the opposite direction.

Yet these were the results.

There were, of course, other possible ways to measure the ravages of the pandemic: the prevalence of post-viral syndrome in society (commonly referred to as ‘long Covid’); an increased budget deficit; unemployment; and so on.

Yet Sweden couldn’t be said to stand out on the basis of these measures either.

It was beginning to become increasingly clear that the political measures that had been deployed against the virus were of limited value.

But about this, no one spoke.

From a human perspective, it was easy to understand the reluctance to face the numbers from Sweden. For the inevitable conclusion must be that millions of people had lived unfreely, and millions of children had had their education disrupted — all for naught.

Who would want to be complicit in that?

Johan Anderberg beskriver det internationale syn på Sverige. Det er svært for amerikanere, englændere, tyskere, polakker osv. at argumentere for, at Sverige gjorde det helt forkert, når de selv endte med flere COVID-19-dødsfald og/eller højere overdødelighed. Og derfor blev Sverige efterhånden ikke længere fremhævet som skrækeksemplet i disse lande.

Jeg synes ikke vi har haft held med at nå samme erkendelse i Danmark, hvilket bl.a. blev illustreret af at Lone Simonsen, Viggo Andreasen mv. havde behov for at ”tage hjem fra stranden og fare i blækhuset”, for at indgå i en debat om, hvorvidt overdødeligheden i Danmark var en anelse højere eller lavere end i Sverige.

Og det er en skam. For som jeg påpeger i bogen, er der rigtig meget der tyder på, at vi misforstod situationen i Sverige under pandemien. Svenskerne døde ikke pga. manglende nedlukning, men på grund af andre faktorer. Og den svenske Coronakommission konkluderede da også, at de svenske myndigheders fokus på anbefalinger, som folk forventes at følge frivilligt, havde været grundlæggende korrekt, selvom kommissionen også mente, at der skulle have været flere restriktioner i marts 2020 (dog ikke noget i nærheden af de danske restriktioner).[9]

Referencer

Anderberg, Johan. 2022. The Herd: The Story of How Sweden Chose to Handle the Pandemic. S.l.: SCRIBE PUBLICATIONS.

Coronakommissionen Sverige. 2022. “Sverige under pandemin – English summary”. https://coronakommissionen.com/publikationer/slutbetankande-sou-2022-10/.

[1] Eksemplerne er fra https://www.mercatornet.com/_laissez_faire_sweden_had_the_lowest_mortality

[2] https://time.com/5899432/sweden-coronovirus-disaster/

[3] https://foreignpolicy.com/2020/12/22/sweden-coronavirus-covid-response/

[4] https://www.forbes.com/sites/ericmack/2020/07/07/sweden-stayed-open-and-more-people-died-of-covid-19-but-the-real-reason-may-be-something-darker/

[5] https://www.nytimes.com/2020/07/07/business/sweden-economy-coronavirus.html

[6] https://slate.com/news-and-politics/2020/04/sweden-coronavirus-response-death-social-distancing.html

[7] https://twitter.com/miltimore79/status/1765129495797973460

[8] Anderberg (2022)

[9] “The Commission considers that the focus on recommendations which people are expected to follow voluntarily has been fundamentally correct”, Coronakommissionen Sverige (2022).

Det er netop det, men ven og kollega Martin Rode (Universidad de Navarra) og jeg gør i en ny artikel, der startede som en idé her på stedet, og som netop er udgivet i tidsskriftet Kyklos. I “Capitalism and femicide: an empirical inquiry” starter vi med at beskrive de relativt tågede påstande i feminismelitteraturen, og sætter dem overfor hvad en snart 30-år lang litteratur om økonomisk frihed har at sige. Den forskning peger således på, at økonomisk frihed fører til højere indkomster, mere uddannelse, større kvindelig deltagelse på arbejdsmarkedet, flere kvinder i politik, og mere tolerante sociale normer. Alle disse faktorer sættes ofte i forbindelse med langt bedre generelle vilkår for kvinder, og dermed også at kvinder er langt mindre udsat for vold i samfundet.

Vores undersøgelse af data på tre forskellige mål for drab på kvinder mellem 1990 og 2023, og hvordan de er relateret til ændringer i økonomisk frihed i 163 lande, viser meget klart at påstandene fra de ofte marxistiske feminister er statistisk vrøvl. Generelt finder vi ingen sammenhæng overhovedet – drab på kvinder påvirkes af helt andre forhold end økonomisk frihed – og når vi finder statistisk klare sammenhænge, er mere økonomisk frihed forbundet med færre drab.

Det bredere spørgsmål, som Martin og jeg ikke stiller eksplicit i artiklen, er hvorfor for eksempel feminismeforskere og andre på den yderste venstrefløj i så høj grad afskyr, at almindelige borgere har økonomisk frihed, at de tror at frihed har så dramatisk negative konsekvenser. Er det en refleksion af Deirdre McCloskeys observation, at den yderste venstrefløj er overbevist om, at højrefløjen er ond og derfor ikke behøver at engagere sig med argumenter eller evidens, men blot kan regne med at al politik fra den fløj også er ond? Er det en form for strategisk delegitimering af politik, man af andre grunde er imod? Eller hvor kommer de bastante påstande fra, når de ikke engang underbygges af klart formulerede sociale eller økonomiske mekanismer? Man må undre sig…

Den foreløbige rekord for hvor lang tid der tager at danne regering, er Anker Jørgensens regering efter 1975-valget. Den proces krævede 35 dage og fire dronningerunder, før der blev dannet en socialdemokratisk mindretalsregering. Anker Jørgensens anden regering varede blot to år indtil et nyt valg blev afholdt i februar 1977. Jørgensen blev siddende som leder af fem regeringer efter valgene i 1977, 1979 og 1981, før han famøst i september 1982 gav op og overgav regeringsmagten til en koalition af fire borgerlige partier under Poul Schlüter.

Forskellen til idag er ikke hvor svært og fragmenteret, Folketinget er efter valget. Beregner man et såkaldt Herfindahl-indeks over hvor fragmentering, er Folketinget idag mere fragmenteret idag end i 1975, og der er flere partier. Den væsentlige forskel idag er, at Mette Frederiksen nægter at opgive ‘sin’ kongerunde, uanset at der er gået fire uger uden et resultat. Hun synes ikke at forstå, at hun hverken har flertal længere, eller at hun slet ikke er statsminister. Frederiksen er blot den umiddelbare chef for en midlertidig forvaltning uden politisk magt.

I en vis forstand er det helt i karakter, at den tidligere statsminister bare bliver ved, og reagerer aggresivt og nedladende, når de andre politiske partier ikke makker ret og giver hende magten igen. Frederiksen har aldrig været en demokratisk minded – eller bare demokratisk kapabel – statsminister. Hendes politiske redning som regeringsleder var Coronaepidemien, der tillod hende at regere diktatorisk i en lang periode, der omfattede grundlovsbrud, ulovligt slettede sms’er, og en total afvisning af al kritik. Og efter 2022-valget faldt brikkerne sådan, at en regering for første gang siden Baunsgaard i 1968-71 reelt havde flertal. I SVM-regeringens tid kunne Frederiksen fortsætte sin diktatoriske kurs, så længe hun enten afhandlede politikken med regeringspartnerne eller slap afsted med at ignorere dem.

Problemet med Mette Frederiksen i disse dage er, at hun er en basalt udemokratisk politiker, der nægter at anerkende, at hendes tid som magtful leder er ovre. Politisk er hun udød, på sin vis ligesom som britiske kollega Keir Starmer, der forsøger at suge de sidste dråber blod ud af en forfejlet kongerunde. Spørgsmålet er, hvem der fortæller hende at der er slut?

Konsekvensen ses i figuren herunder, som er fra Antoine Levy (2025). Det er bunching lige der!

Spørgsmålet er, om vi i perioden med relativ lav og stabil inflation siden 1980erne, har glemt  hvad inflation er, og hvad der driver den? Og måske især hvad driver den i Danmark?

Det talte vi lidt om i CEPOS ugentlige podcast Bag om nyhederne torsdag. Du kan se og høre den her. I dette indlæg vil jeg illustrere nogle af pointerne.

Første spørgsmål handler om, hvorvidt stigende energipriser skaber inflation.

Forbrugerne forbruger energi direkte og som input i produktionen af andre varer. Energipriser indgår derfor både direkte og indirekte i forbrugerprisindekset. Men det er helt centralt, at stigende energipriser påvirker de relative priser. Stigende energipriser skaber ikke inflation – forstået som en generel opdrift i forbrugerpriserne. Inflation er en generel reduktion i købekraften af penge. I løbet af 1970erne og 1980erne blev man opmærksom på, at stigende energipriser kun udløser generel inflation, hvis den økonomiske politik – pengepolitikken – tillader det.

Af samme grund er det blevet standard at give de store centralbanker mandat til at sikre stabil inflation. I dag er ECBs eneste mandat at sikre en inflation på gennemsnitligt 2 pct. (en udvanding i forhold til tidligere, hvor mandatet var højst 2 pct.). Det ville være besynderligt at udstyre centralbanker med et sådant mandat, hvis der ikke samtidig var en forventning om, at de havde evnen til at udfylde mandatet.

I Danmark har Nationalbanken ikke et inflationsmål. Den har faktisk heller ikke redskabet til at forfølge det. Dens mandat er derimod at fastholde en stabil kronekurs i forhold til euroen. Den må derfor bruge sin pengepolitiske frihedsgrad til at fastholde kronekursen. Det betyder dog ikke, at pengepolitikken ikke har nogen effekt på inflationen. For den faste kronekurs medfører, at ECB bestemmer pengepolitikken, som vi så at sige ”importerer” via båndet på valutaen. Ud over at importere pengepolitikken har fastkursen den helt grundlæggende effekt, at priserne på internationalt handlede varer kommer til at følge priserne i eurolandene. En højere dansk pris ville sætte gang i importen og presse eksporten, indtil prisforskellene var mere eller mindre udlignet.

Virker fastkurspolitikken så i praksis? Det så man tydeligt, da den blev indført i starten af 1980erne – dengang i forhold først til EFs regningsenhed ECU, siden til den tyske D-mark – og højinflationen meget hurtigt aftog. Og vi ser det fortsat meget tydeligt.

Denne figur viser, i hvor høj grad dansk inflation har fulgt den tyske de sidste 30 år. Tendensen er endda blevet stadig stærkere i løbet af perioden.

Billedet er måske endnu tydeligere, hvis man plotter de to landes inflationsrater over for hinanden, som jeg har gjort i figuren her:

Den er helt, som man bør forvente under fastkurspolitik.

Men er der ikke også en indenlandsk impuls? Det er jo kun prisen på internationalt handlede varer og tjenester, som umiddelbart er hængslet til udenlandske priser.

Det er korrekt, men ændrer ikke ved, at prisen på internationalt handlede varer og tjenester også giver et anker for varer og tjenester, der ikke handles. Det skyldes substitution mellem handlede og ikke-handlede varer i både forbrug og produktion. Hvis man f.eks. forestiller sig, at man gennem den økonomiske politik forsøgte at drive prisstigningerne på ikke-handlede varer og tjenester ned relativt til handlede, ville der ikke være tale om at påvirke inflationen – det samlede prisniveau – men de relative priser mellem handlede og ikke-handlede goder. Det ville påvirke forbrugs- og produktionssammensætningen, som – udover de realøkonomiske effekter – ville begrænse effekten på de ikke-handlede goder. Det kan slet ikke sammenlignes med en situation, hvor den økonomiske politik påvirker det samlede prisniveau som ved generel inflation.

At de indenlandske konjunkturer heller ikke i praksis har væsentlig indflydelse på det samlede prisniveau, ses tydeligt, hvis man sammenholder konjunkturerne (målt ved OECDs opgørelse af BNP-gabet) og den danske inflation, som i denne figur.

Billedet er igen endnu tydeligere ved at plotte BNP-gab mod inflation direkte:

Sammenhængen er svag og statistisk insignifikant. Den svarer til, at man skal reducere BNP med 5 pct. for at sænke inflationen med 1 procentpoint. Og selv den statistiske korrelation er ikke nødvendigvis udtryk for en kausal sammenhæng fra BNP-gab til inflation, men kan højst sandsynligt være spuriøs. Hvis f.eks. inflationen aftager som følge af en pengepolitisk stramning i ECB, kan det påvirke både dansk inflation og BNP-gab negativt.

Når det gælder inflation, er Danmark altså helt afhængig af ECB. Man kan diskutere, om det er godt eller skidt – og det gjorde vi da også her på bloggen i optakten til den stigende inflation i 2022. Men så længe vi fører fastkurspolitik, er det en illusion at ville føre en dansk inflationspolitik.

Man kan så spørge sig, hvor effektiv ECB kan forventes at være. Et væsentligt problem i den forbindelse er den meget høje statsgæld i mange euro-lande. Den gør landene meget følsomme over for rentestigninger, hvilket kan gøre ECB mindre tilbøjelig til at stramme pengepolitikken. Allerede dette forhold kan – som Sargent og Wallace påpegede for længe siden – sætte sig i inflationsforventningerne i en grad, som centralbanken ikke kan hamle op med. Det er blevet meget aktuelt med de nuværende gældsrate

Baggrunden er, at den britiske økonomi stort set er gået i stå: Mellem 2008 og 2023 voksede BNP per indbygger med kun 7,3 % og produktiviteten med 5,6 %, mens privatforbruget faldt med 2,3 (ifølge Penn World Tables). Med andre ord er briterne ikke blevet økonomisk bedre stillede i 15 år! Til sammenligning er dansk produktivitet steget 18 % i samme periode, selvom danskernes privatforbrug er vokset med blot 5 %. Er det fordi briterne ikke længere er interesserede i velstand? Hvordan forstår de problemerne? Og – længere i projektet – hvad kan man gøre ved det? Hele arrangementet, minus drinks og snak bagefter – kan ses nedenfor. Hele arrangementet var ekstremt velbesøgt og ganske unikt, og det er varmt anbefalet at man bruger en times tid på at lære mere.

Figuren er fra IRES seneste notat og viser antallet af nummerpladetyverier omkring det tidspunkt, hvor daværende skatteminister, Holger K. Nielsen – efter kun 30 dages høring midt i sommerferien – fik skrevet ind i Bekendtgørelse om registrering af køretøjer mv., at nummerplader fra 15. november 2015 skulle være fastskruet for at forhindre nummerpladetyverier.

Grunden til, at jeg elsker figuren, er, at den viser et tilbagevendende fænomen i reguleringspolitik: Politikerne ser et problem. Men inden de reagerer på det, har befolkningen selv løst problemet. De første to personer, jeg viste figuren, påpegede, at den havde en overraskende lighed med smittekurverne under COVID-19-pandemien.

Tænk lige over det. Der er 35-40 mio. ord, der regulerer danskerne. Hvor mange af dem er indført for at håndtere problemer, danskerne allerede selv havde løst?

Der er dog én lille hage ved figuren, som Marc Lund Andersen fra Boligøkonomisk Videncenter også (indirekte) påpeger på LinkedIn (han så en anden version af figuren fra SoMe, hvor kun ikrafttrædelsesdatoen er vist).

Det blev allerede meldt ud i juni 2013 at reglen ville komme, så mon ikke mange begyndte at sikre sig forud for dagen i 2015, hvorfra man kunne risikere bøde for manglende korrekt montering […] hvis antallet af tyverier falder i det øjeblik befolkningen fik besked på, at de ligeså godt kunne se at få fastskruet sine nummerplader for at undgå bøde i fremtiden, ændrer det så ikke pointen til det modsatte?

Det er et interessant spørgsmål. Det typiske er jo nok, at folk udskyder den slags til sidste øjeblik. Men af og til ser vi ændringerne omgående – det skete fx under COVID-19-pandemien, hvor skolerne var tomme dagene efter nedlukningen, selvom de faktisk var holdt åbent (skolerne lukkede først om mandagen, og restauranter og barer først ugen efter).

Hvorfor reagerer vi nogle gange særligt hurtigt på myndighedernes krav?

Jeg bilder mig ind, at den slags sker, når folk kan se en idé i anbefalingen fra myndighederne. Hvis danskerne kan se en idé med myndighedernes krav, så reagerer de selvfølgelig relativt hurtigt af ren egeninteresse. Hvis det rent faktisk virker at fastskrue nummerpladerne, hvorfor så ikke gøre det? Det tager trods alt ikke mange minutter.

Men hvis danskerne kan se en egeninteresse i at fastskrue deres nummerplader, rejser det et nyt spørgsmål. For kunne man så ikke have nøjes med en anbefaling, fremfor at indføre regulering som ikke umiddelbart virker proportional (man straffer jo reelt bilisterne for, at der var nogen, der stjæler deres nummerplader).

Figuren viser meget klart, at faldet var begyndt (eller stigningen som minimum stoppet) inden reglerne blev annonceret. Men det vil være forkert at hævde, at figuren er et bevis for, at reglerne ikke virker (der er fx et “gab” i prikkerne omkring reglernes ikrafttræden, som man kunne fortolke som en effekt).

Men det er til gengæld helt korrekt at konkludere, at der ikke er noget bevis for, at reglerne har en (nævneværdig) effekt. Og siden reglerne koster ca. 6 mio. kr. i administrative byrder, bør man derfor enten få evalueret effekten grundigt eller afskaffe reglerne på det foreliggende grundlag.

PS: Er intet for småt?

Det er åbenlyst for enhver, at det ikke er reglerne om, at nummerplader skal fastskrues, der vælter økonomien i Danmark. Pointen er, at det er de mange bække små, der ender som enorme byrder for danskerne, dansk erhvervsliv og den offentlige sektor. Reglerne om nummerpladers fastgørelse tilføjede netto 130 ord til regelmængden og koster altså ca. 45.000 kr. pr. ord pr. år. Der er 35-40 mio. ord, der regulerer Danmark. Do the math!

PPS: Det er faktisk ikke småt

Lad os lege med den tanke, at IRES’ eneste formål var at få afskaffet nummerpladereglen, og at vi fik succes med det. Så ville vi over de næste 50 år have sparet danskerne for, hvad der svarer til knap 150 mio. kr. i nutidsværdi.

Det burde vi sådan set godt kunne leve med, selvom IRES’ ambitionsniveau selvfølgelig er højere. For tænk, hvis vi kunne få evalueret alle regler i Danmark…

Du kan købe bogen her eller låne den på biblioteket.

Syntetiske kontrolstudier og “cherry picking”

Da vi skrev protokollen til vores metastudie, så vi en risiko for, at en del forskning reelt ville være baseret på ”cherry-picking”. Ikke nødvendigvis fordi forskere havde slette intentioner og bevidst forsøgte at manipulere resultaterne, men fordi der var en risiko for, at forskerne ville fokusere på de samme ekstreme tilfælde. Det er jo mere interessant at undersøge, hvorfor det gik så galt i Lombardiet, Sverige og New York, end det er at undersøge hvorfor North Carolina og South Carolina begge havde relativt få døde, selvom deres nedlukninger i et amerikansk perspektiv var relativt begrænsede. Men det giver en skævvridning i resultaterne, hvis udvalgte lande/områder optræder meget mere hyppigt end andre. Derfor indskrev vi et krav om, at studierne i vores metastudie skulle være baseret på tilstrækkelig mange observationer – det vil sige være baseret på et tilpas stort datagrundlag. I praksis betød det, at vi udelukkede 20 studier, hvor kontrolgruppen kun var ét land (og altså i et eller andet omfang svarede lidt til omtalte opslag på sociale medier).

Kravet om et tilpas stort datagrundlag viste sig at være særdeles velbegrundet, for 17 af de 20 udelukkede studier viste sig at dække blot fire cases – Sverige (syv studier), Italien (otte studier), New York (et studie) og Spanien (et studie).

Disse fire cases er markeret med rødt i figur 1 nedenfor (jeg vender snart tilbage til de resterende tre markeret med hvidt). Figuren viser forholdet mellem hvor hurtigt pandemien i et land/en amerikansk delstat udviklede sig tidligt i pandemien (målt om datoen hvor landet/delstaten nåede 20 døde pr. million indbyggere) i forhold til den samlede COVID-19-dødelighed pr. million indbyggere under første smittebølge. Den lodrette linje illustrerer den omtrentlige dato, hvor en evt. effekt af nedlukningerne ville være slået tydeligt igennem (mediandatoen for skolelukninger i henholdsvis Europa og USA plus tre uger). Figuren viser to interessante ting.

Figur 1: Undersøgelser med ringe jurisdiktionsvarians fokuserede på lande og stater, der blev ramt tidligt af pandemien og derfor oplevede højere COVID-19-dødelighed

Note: Figuren viser sammenhængen mellem tidlig pandemistyrke og samlet COVID-19-dødelighed under første bølge. På X-aksen er “Dato hvor man når 20 COVID-19-dødsfald pr. million”. Y-aksen viser dødelighed (dødsfald pr. million) pr. 30. juni 2020. Figuren er inspireret af Ylli m.fl. (2020).
Kilde: Rapporterede COVID-19-dødsfald og OxCGRT stringency index for europæiske lande og amerikanske stater med mere end en million borgere. Data fra Our World in Data (2022).

For det første er der en tæt sammenhæng mellem hvor hurtigt pandemien udviklede sig i et land og hvor mange der døde i første bølge. De lande, der tidligt nåede 20 døde pr. million indbyggere, endte alle med at have markant højere dødstal under første smittebølge, end de lande, hvor det tog længere tid at nå 20 døde pr. million indbyggere. Ingen af de lande, der nåede 20 døde pr. million indbyggere senere end tidspunktet markeret ved den lodrette streg, havde således høje dødstal under første bølge.

For det andet viser figuren, at det ikke umiddelbart havde noget med nedlukningerne at gøre. Fordi der går noget tid fra infektion med SARS-CoV-2 til man dør af COVID-19, tager det omtrent tre uger, før man kan se en evt. effekt af nedlukningen. Det er dette tidspunkt, den lodrette streg illustrerer. Den lodrette streg markerer nemlig den dato, der ligger tre uger efter at mindst halvdelen af alle lande eller delstater havde lukket skolerne. Figuren viser altså, at en række lande og delstater – alle dem, der oplevede meget høje dødstal under første bølge – nåede 20 døde pr. million indbyggere før nedlukningerne ville have haft en effekt.

Så selvom Sverige havde lukket ned samtidig med Danmark (som var ca. det tidspunkt, man blev opmærksom på, at pandemien for alvor var nået til de nordiske lande) – og under antagelse af at nedlukninger virker – ville Sverige stadig have nået 20 døde pr. million indbyggere tidligt i pandemien og (sandsynligvis) have set mange dødsfald under første bølge. Det sidste ved vi, fordi 20 døde pr. million meget tidligt i pandemien tyder på, at smitten tidligt var vidt udbredt i samfundet. Det var ganske enkelt for sent at gøre noget, da man først blev opmærksom på problemet. Baseret på figur 1 tyder det altså på, at smitten i Sverige var langt mere udbredt i end i fx Danmark, Norge og Finland, selvom smitte- og dødstal for de fire lande i midten af marts ikke var så.

Lad os nu vende tilbage til de 17 studier, markeret med røde prikker i figur 1, som vi så bort fra i vores metastudie, fordi de var baseret på for få observationer. De 17 studier er kendetegnet ved at undersøge lande/delstater, som blev ramt meget tidligt at pandemien. Og dermed er der en betydelig risiko for, at det, de finder, ikke er konsekvensen af manglende nedlukninger, men snarere konsekvensen af en pandemi, der spreder sig i samfundet, uden at nogen ved det.

Figur 1 fortæller altså en vigtig historie om gyldigheden af vores kriterie. Hvis de lande og delstater, der blev undersøgt i studierne med få observationer, var tilfældigt udvalgt blandt alle lande (dvs. de røde prikker i figur 1 lå i hele spektret i figuren), kunne vi blot have samlet resultaterne fra disse studier for – samlet set – at få en bred geografisk dækning med mange observationer. Men da de 17 studier fokuserer på helt særlige tilfælde – lande og delstater, der blev ramt hårdt i pandemiens start – var dette ikke muligt. Og det viser, at vores kriterie om at studierne skulle være basere på mange observationer faktisk var nødvendigt for at få retvisende resultater, der ikke var domineret af særtilfælde, hvor resultaterne potentielt er drevet af andre forhold end nedlukninger.

Noget der undrer mig er, at ingen af studierne baseret på et lille datagrundlag fokuserede på Belgien. Belgien er ellers et ret interessant tilfælde, da landet lukkede ned stort set samtidig med Danmark. Belgiens nedlukning blev annonceret d. 12. marts, og skoler, diskoteker, caféer og restauranter, osv. blev lukket ned fra fredag den 13. marts ved midnat og frem, og en form for udgangsforbud trådte i kraft d. 18. marts – samme dag som restauranter lukkede i Danmark.[1] Alligevel døde der i starten af april dagligt 5-9 gange flere mennesker i Belgien end i Danmark. Hvorfor er der tilsyneladende ingen, der har sammenlignet Belgien med fx nabolandene eller lande, der lukkede ned samtidig med Belgien, og på den baggrund konstateret, at tidlige og hårde nedlukninger ikke virkede? Hvorfor blev Sverige holdt frem som eksemplet på, hvad der sker, når man ikke lukker ned, uden at nogen holdt Belgien frem som eksemplet på, hvad sker, når man lukker ned?

Jeg har ikke svaret. Måske var analyserne derude, men nåede bare aldrig frem til avisernes forside, der i stedet var præget af Lone Simonsens og Seth Flaxmans fantasital.

En lidt bedre protokol?

Lad os nu vende tilbage til de tre hvide prikker i figur 1. Disse prikker repræsenterer tre studier, der undersøger effekten af nedlukninger i Illinois, Wisconsin og Californien, og som vi sorterede fra på baggrund af kravet om et tilpas stort datagrundlag. Reinbold (2021) undersøger effekten af skolelukninger i Illinois, Dave m.fl. (2020) undersøger effekten af udgangsforbud i Wisconsin, og Friedson m.fl. (2021) undersøger effekten af udgangsforbud i Californien.

Særligt Dave m.fl. (2020) er interessant, fordi de ikke valgte Wisconsin, fordi de var et særligt interessant tilfælde, men fordi det var her, forskerne så muligheden for at lave god empirisk forskning. Dave m.fl. (2020) udnytter, at Wisconsins højesteret finder udgangsforbuddet forfatningsstridigt. Det er en interessant case, fordi det er en form for naturligt eksperiment, hvor udgangsforbuddet blev ophævet imod politikernes ønske og uden skelen til den aktuelle pandemi-situation. Dermed kommer det til at ligne et randomiseret forsøg, som normalt anses for at være ”state-of-the-art”, når man laver forskning (jeg har tidligere omtalt Dave m.fl. her).

Forskerne valgte altså ikke Wisconsin, fordi det var et særligt interessant tilfælde, men ganske enkelt fordi det var her, eksperimentet ”blev udført”. Dave m.fl. (2020) “finder ingen evidens for, at Wisconsins højesteretsafgørelse påvirkede udviklingen i COVID-19 op til en måned efter ophævelsen [af udgangsforbuddet]”. Med andre ord havde udgangsforbuddet – et af de allermest indgribende restriktioner under COVID-19-pandemien – ifølge disse forskere ingen effekt på pandemien forløb.

Det er mindre klart, hvorfor Reinbold (2021) valgte at se på Illinois. I den periode, de undersøger (24. august 2020 til 13. september 2020), var antallet af COVID-19-dødsfald relativt stabilt i Illinois og USA som helhed, og der er ikke umiddelbart noget, der indikerer en potentiel kilde til bias med hensyn til den geografiske dækning. Reinbold (2021) finder “ingen signifikante forskelle i […] dødsfald mellem de 3 amtsgrupper” (hybrid-undervisning, online-undervisning og undervisning ved personligt fremmøde.

Det sidste studie, Friedson m.fl. (2021), havde valgt Californien, fordi Californien var den første delstat, der indførte et udgangsforbud. Friedson m.fl. (2021) finder en negativ effekt af udgangsforbuddet på COVID-19-dødeligheden (så færre døde), men effekten er ikke statistisk signifikant, hvilket forskere normalt vil fortolke som at der ikke var en effekt, fordi effekten kan være en tilfældighed. Friedson m.fl. (2021) er derudover interessant, fordi studiet understreger problemerne med at bruge den syntetiske kontrolmetode til at evaluere effekten af nedlukninger, jf. næste afsnit.

Den syntetiske kontrolmetode er en måde at analysere virkningen af en hændelse, som f.eks. en regerings indgreb i COVID-19 pandemien. I et studie[2] estimerer forskerne fx en kunstig dobbeltgænger af Sverige ved at blande dele af Danmark, Finland, Holland, Norge og Spanien mv., kaldet donorlandene. Idéen er, at hvis dobbeltgængeren ligner Sverige før hændelsen (valget om ikke at lukke ned), så ville dobbeltgængeren også ligne Sverige efter hændelsen, hvis Sverige havde gjort som donorlandene. Så ved at sammenligne, hvad der reelt skete i Sverige med, hvad der skete i dobbeltgængeren, kan man vurdere effekten af Sveriges beslutning om ikke at lukke ned i marts 2020.

Men der er et grundlæggende problem ved den syntetiske kontrolmetode i forhold til at evaluere effekten af nedlukninger. For at lave en nøjagtig dobbeltgænger for Sverige, skal man nemlig fitte dobbeltgængeren på baggrund af en lang periode før den hændelse, man studerer, som i dette tilfælde er COVID-19 og nedlukningerne.[3] Men eftersom COVID-19 startede forholdsvis pludseligt, har man ikke en lang periode med data til at lave dobbeltgængeren på – ofte har man kun relativt få dage. I forhold til det omtalte studie, har Christian Bjørnskov vist, at dobbeltgængeren for Sverige faktisk slet ikke ligner det ægte Sverige før COVID-19, fordi det ægte Sverige havde meget lavere dødelighed end dobbeltgængeren forud for pandemien. Og det gør desværre resultaterne mindre troværdige.

Kan man overhovedet bruge den syntetiske kontrolmetode til at evaluere effekten af nedlukningerne?

Som jeg tidligere har beskrevet, så viser mit studie publiceret i Nationaløkonomisk Tidsskrift, at der er store problemer med at bruge den syntetiske kontrolmetode til at evaluere effekten af nedlukningerne.

Men det burde mange af forskerne bag ovennævnte studier have indset af sig selv for længst. For mange af studierne har ret åbenlyse problemer.

Friedson m.fl. (2021) illustrerer problemerne med den syntetiske kontrolmetode på glimrende vis. På den baggrund af blot seks dages data (i alt 793 COVID-19-tilfælde, svarende til 20 tilfælde pr. million i Californien) laver de en dobbeltgænger for Californien baseret på Nevada, Colorado, Maryland og South Dakota.

Figuren nedenfor viser de seks dage, som deres data er fra, markeret med rød. Figuren viser derudover COVID-19-dødeligheden for Californien, donorstaterne samt det syntetiske Californien.

Efter 7 (14) dage har det rigtige Californien 23% (49%) færre dødsfald sammenlignet med det syntetiske Californien. Men da der går ca. tre uger fra man bliver smittet med COVID-19 og til man evt. dør af sygdommen, er det usandsynligt, at denne forskel skyldes udgangsforbuddet i Californien, selv hvis et udgangsforbud var meget effektivt til at stoppe smittespredningen. Det tyder altså på, at resultaterne er drevet af et dårligt ”fit” for dobbeltgængeren – på grund af den begrænsede datamængde – snarere end at de er drevet af en reel effekt af udgangsforbuddet.

Det er i øvrigt interessant, at South Dakota (vist med sort stiplet linje i figuren) matcher Californien næsten 1:1 igennem hele perioden, selvom de første indførte udgangsforbud omkring tre uger senere d. 7. april 2020. South Dakota havde også næsten den samme totale COVID-19-dødelighed som Californien den 30. juni 2020.

Figur 2: COVID-19-dødeligheden i Californien, Californiens dobbeltgænger og donorstaterne

Note: Figure er baseret på vægte fra model 1 (Table A1, Panel II(1)) i Friedson m.fl. (2021).
Kilde: Egne beregninger baseret på Our World in Data (2022) og Friedson m.fl. (2021).

Ét studie, vi helt klart burde have haft med

Og det bringer mig til ét studie, som jeg ville ønske, vi kunne have inkluderet i vores metastudie. I vores protokol ekskluderer vi nemlig studier baseret på den syntetiske kontrolmetode, fordi de altid kun har en observation i kontrolgruppen (fx Sverige eller Californien). Næsten. For da vi skrev protokollen, glemte vi, at der er et alternativ til den syntetiske kontrolmetode – nemlig den generaliserede syntetiske kontrolmetode (GSCM), som gør det muligt at undersøge effekten af nedlukninger med flere lande i behandlings- og kontrolgrupperne og over en længere periode. Og i forbindelse med vores litteratursøgning stødte vi faktisk på ét studie, der anvendte GSCM.

Med udgangspunkt i GSCM undersøger Mader og Rüttenauer (2022) effekten af en lang række restriktioner i 169 lande. De finder ingen effekt på dødeligheden af udgangsforbud, lukning af butikker, skolelukninger, rejserestriktioner, mundbind, lukning af offentlig transport og begrænsninger af interne rejser. I mange tilfælde er deres estimater endda positive (så nedlukninger øger dødeligheden), men dog ikke signifikante. Det er i mine øjne en fejl, at vi i protokollen fik ekskluderet Mader og Rüttenauer (2022), men protokollen var skrevet, og vi syntes ikke at argumenterne for at ændre på protokollen relativt sent i processen var tilstrækkelige til at ændre den, så studiet kunne komme med i metastudiet. Heldigvis ville det på ingen måde ændre vores konklusioner, hvis vi havde inkluderet studiet – tværtimod.

Referencer

Abadie, Alberto. 2021. “Using Synthetic Controls: Feasibility, Data Requirements, and Methodological Aspects”. Journal of Economic Literature 59 (2):391–425. https://doi.org/10.1257/jel.20191450.

Born, Benjamin, Alexander M. Dietrich, og Gernot J. Müller. 2021. “The Lockdown Effect: A Counterfactual for Sweden”. PLOS ONE 16 (4). Public Library of Science:e0249732. https://doi.org/10.1371/journal.pone.0249732.

Dave, Dhaval, Andrew I. Friedson, Kyutaro Matsuzawa, Drew McNichols, og Joseph J. Sabia. 2020. “Are the Effects of Adoption and Termination of Shelter-in-Place Orders Symmetric? Evidence from a Natural Experiment”, Working Paper Series, , juni. https://doi.org/10.3386/w27322.

Friedson, Andrew I., Drew McNichols, Joseph J. Sabia, og Dhaval Dave. 2021. “Shelter-in-Place Orders and Public Health: Evidence from California During the Covid-19 Pandemic”. Journal of Policy Analysis and Management 40 (1):258–83. https://doi.org/10.1002/pam.22267.

Mader, Sebastian, og Tobias Rüttenauer. 2022. “The Effects of Non-pharmaceutical Interventions on COVID-19 Mortality: A Generalized Synthetic Control Approach Across 169 Countries”. Frontiers in Public Health 10 (april):820642. https://doi.org/10.3389/fpubh.2022.820642.

Our World in Data. 2022. “COVID-19 Data Explorer”. Our World in Data. 2022. https://ourworldindata.org/coronavirus-data-explorer.

Reinbold, Gary W. 2021. “Effect of Fall 2020 K-12 Instruction Types on COVID-19 Cases, Hospital Admissions, and Deaths in Illinois Counties”. American Journal of Infection Control 0 (0). Elsevier. https://doi.org/10.1016/j.ajic.2021.05.011.

Ylli, Alban, Yan Yan Wu, Genc Burazeri, Catherine Pirkle, og Tetine Sentell. 2020. “The Lower COVID-19 Related Mortality and Incidence Rates in Eastern European Countries Are Associated with Delayed Start of Community Circulation”. Redigeret af Yury E. Khudyakov. PLOS ONE 15 (12):e0243411. https://doi.org/10.1371/journal.pone.0243411.

[1] Se https://web.archive.org/web/20200408115928/https://www.info-coronavirus.be/en/news/phase-2-maintained-transition-to-the-federal-phase-and-additional-measures/ og https://www.reuters.com/article/health-coronavirus-belgium-lockdown-idUKB5N28S003

[2] Born m.fl. (2021)

[3] Abadie (2021)

Men var Coronapassene effektive, eller også blot en synlig og politisk bekvem, men objektivt ubrugelig politik? Det spørgsmål stiller økonomen Mats Ekman fra universitetet i Karlstad i Sverige i ny forskning, der er under udgivelse i det fine European Journal of Law and Economics. Ekman udnytter, at mens 18-årige svenskere fra 1. december 2021 skulle have et pas, hvis de ville gå på museum, i teatret, i biografen, eller deltage i nogen anden event med mere end 100 deltagere, gjaldt de samme krav ikke for 17-årige.

Ekman finder, at paskravet i bedste fald påvirkede en procent af de uvaccinerede 18-årige, og kun i et par uger efter at kravet var indført. Perioden, hvor effekten kan ses, var endda julemåneden, hvor der traditionelt er langt flere aktiviteter at deltage i. I og med at vaccinerne ikke var steriliserende – man kunne stadig få Covid og smitte andre, selvom man var vaccineret – er Ekmans konklusion, at Coronapassene fejlede, selv hvis man udelukkende er interesseret i deres effekter på epidemien, og ser bort fra enhver anden effekt på borgeres rettigheder, velbefindende, eller økonomiske muligheder.

Hele det glimrende papir kan findes her, abstractet er nedenfor:

In many countries, the roll-out of the Covid-19 vaccines was accompanied by vaccine passports. In Sweden, anyone aged 18 or above was required to have taken two doses of an approved vaccine to visit any venues with a capacity of a hundred guests or more. This article compares Swedish 17- and 18-year-olds in difference-in-difference and event-study analyses. These indicate that the vaccine passports produced an effect that lasted around four or five weeks and led to at most approximately one per cent of unvaccinated 18-year-olds getting vaccinated. The vaccines were not sterilizing but plausibly lowered the reproductive value and thereby slowed the spread of the virus. However, with at most a negligible effect on take-up, there is little to recommend the vaccine passports.

Den største kanin var statsministerens forslag om en formueskat. Det blev fremsat i næsten samme sætning, som hun udskrev valget i. Det kom af gode grunde til at fylde – også for mig, som har været travlt optaget af at se nærmere på det.

Her er et analysenotat, som kom ud i starten af valgkampen. Her en klumme, der følger lidt op. Og her er en podcast fra en af de første dage.

Der var dog et lille forvarsel. Inden valget foreslog FH en formueskat. På en måde gav det bedre mening, end den boligavanceskat, Mette Frederiksen lagde op til på De Radikales nytårsstævne, og Lars Løkke Rasmussen spillede ud med (og som jeg skrev et analysenotat om her). En avanceskat ville aldrig kunne ramme de boligejere, som statsministeren var efter på nytårsstævnet, og som allerede har opnået kapitalgevinster. Ikke uden at indføre tilbagevirkende kraft. Men det kunne en formueskat i princippet godt.

Men da det socialdemokratiske forslag om formueskatten så kom, blev det hurtigt drejet væk fra netop boligejerne. Socialdemokraterne lagde i stedet op til at fritage friværdier på op til 10 mill.kr. for formueskat – og dermed slipper de fleste af dem, hun var efter i første omgang. Socialdemokratiet trak også hurtigt i land i forhold til iværksættere – uden dog at kunne anvise nogen klar model. I det hele taget var det overraskende så dårligt forberedt, forslaget var. Det var fra starten klart, at de havde overvurderet provenuet – og i takt med at modellen blev mildnet af hensyn til boligejere og iværksættere m.m., forsvandt endnu mere af provenuet. Især Jyllands-Posten kunne i en række artikler klæde forslaget af. Imens fordampede vælgerflertallet bag formueskatten.

Kaninen bed fra sig, som om den ikke brød sig om at blive hevet pludseligt op af hatten.

Jeg håber, det er udtryk for, at den har været tænkt alene som ammunition i en valgkamp om de røde stemmer, og at det ikke er planen at føre skatten ud i livet.

Hvorfor er en formueskat en så dårlig idé. Ja, det kan man som sagt læse meget mere om i notatet ovenfor, men det korte af det lange er, at skatterne på kapitalafkast i forvejen er de mest forvridende, vi har. Det vil blive markant værre, hvis der kommer yderligere beskatning oveni – f.eks. via en skat på formuerne.

Egentlig kunne jeg godt have tænkt mig, at en nedsættelse af skatterne på aktie- og kapitalindkomst havde fyldt mere i de blå partiers valgkampagne. Det havde måske også gjort det lettere at kæmpe med formueskatten. Og at sænke de mest forvridende skatter bør være en absolut bunden opgave.

Men uanset politisk overbevisning og politisk valgkampstrategi har LA fat i noget rigtigt. Huslejeregulering medfører højere boligpriser, lavere boligkvalitet og boligmangel, når boliger fordeles efter held og netværk frem for behov.

Det er ikke et kontroversielt udsagn – det er lærebogskonsensus, som er grundigt dokumenteret. Fx viser Vismændenes beregninger fra 2023, at huslejeregulering i vid udstrækning kommer samfundets rigeste til gavn og derfor er et umådeligt dårligt redskab til at sikre blandede byer og økonomisk omfordeling.

Så diagnosen er korrekt. Problemet er medicinen.

LA’s forslag er i sin kerne en ren deregulering: Fjern prislofterne, og lad markedet klare resten. Men ren deregulering løser ikke de politiske mål, som et bredt flertal i Folketinget deler: blandede byer, tryghed for lejere med lav indkomst og en rimelig fordeling af boligmarkedets gevinster. En afregulering uden kompensation flytter penge fra lejere til udlejere, og giver venstrefløjen al mulig grund – i hvert fald set med deres øjne – til at blokere.

Men der findes faktisk en model, der tager LA’s rigtige diagnose og omsætter den til en politik, der flytter den politiske kampplads fra skadelig huslejeregulering til et langt bedre spørgsmål: Hvor stor skal boligstøtten være?

Et politisk kompromis

Skitsen til det politiske kompromis ser sådan ud:

Trin 1: Fjern reguleringen – og beskat gevinsten. Når huslejereguleringen ophæves, stiger markedslejen for de regulerede boliger. Det er en gratisgevinst for ejerne af udlejningsejendomme – Svarer bemærker selv, at en udlejer med ti lejligheder i København kan se en årlig merindtægt på næsten en halv million.

Den gevinst kan beskattes – fx via en midlertidig afgift på huslejestigninger ud over inflationen i en overgangsperiode, en forhøjet ejendomsskat for udlejningsejendomme, eller en kombination. Der er mange modeller; princippet er det afgørende: Ejerne får ikke (hele) gevinsten.

Trin 2a: Styrk boligstøtten. Provenuet bruges til at øge boligstøtten målrettet. I stedet for at holde huslejen kunstigt nede for alle lejere i regulerede boliger – uanset indkomst – kan man målrette støtten mod dem, der faktisk har brug for den, for at vi opnår de politiske mål om blandede byer og økonomisk omfordeling.

Det er mere omfordelende og mere effektivt end den nuværende regulering, der i praksis fungerer som et lotteri, hvor den største gevinst går til dem, der tilfældigvis fik en billig lejlighed på Frederiksberg i 1998. LLO’s egen Camilla – en enlig pædagog med to børn og 21.000 kr. udbetalt, der bor i en ikke-reguleret lejlighed til 16.000 kr. om måneden – ville være langt bedre hjulpet af en kraftig, målrettet boligstøtte end af et prisloft, hun måske aldrig får glæde af, fordi hun ikke har den rigtige lejlighed i forvejen. Det samme gælder DR’s case, Caithlin.

Trin 2b: Sænk grundskylden. En del af provenuet bruges til at kompensere boligejere via lavere grundskyld. Når lejen sættes fri, falder priserne på ejerboliger alt andet lige. Ved at lette grundskylden, kan eventuelle forskydninger i ejendomsværdier neutraliseres, så de nuværende boligejere ikke bliver taberne i regnestykket.

Alle vinder lidt

Selvom Punditokraternes læsere næppe får præcis det scenarie, de mest ønsker sig, så vil alle faktisk vinde på det politiske kompromis. Lejere med lav indkomst får mere målrettet støtte end huslejereguleringen giver. Udlejere får højere huslejer – minus afgiften, men stadig en nettogevinst. Boligejere holdes skadesløse. Og samfundet får et boligmarked, der rent faktisk fungerer: flere boliger, bedre allokering, mere mobilitet.

Samtidig kan alle ideologier finde noget at holde af. De borgerlige får deregulering og et friere boligmarked. Venstrefløjen får mere omfordeling[ii] og holder fast i de blandede byer.

Skaderne ved huslejereguleringen er så enorme, at der er rigeligt med gevinster at fordele. Derfor har LA ret i, at reguleringen skal væk. Men ren deregulering uden omfordeling bliver (med rette) opfattet som en gave til udlejere finansieret af lejere – og så strander forslaget politisk. Den rigtige medicin tager den rigtige diagnose og tilsætter den ingrediens, LA glemte: en fordelingsmodel, der gør afskaffelsen af huslejereguleringen til en win-win.

Så har Ole Birk Olesen sin frihed, Dragsted sin omfordeling, og Camilla og Caithlin får huslejer, de rent faktisk kan betale.

[i] Både Pelle Dragsted og LLO hævder, at LA’s udspil vil betyde huslejestigninger for de nuværende lejere. Det er ikke tilfældet, men med lidt ond vilje kan man godt presse den konklusion ud af LA’s udspil. Læs mere her: https://x.com/JonasHerby/status/2034909540148224490?s=20.

[ii] Selv om de laveste indkomster ikke får mere, vil graden af omfordeling stige, fordi personer med høje indkomster ikke længere vil få del i omfordelingen, som de gør med huslejeregulering.

For mere end 40 år siden – i sin tiltrædelseserklæring d. 10. september 1982 – sagde Poul Schlüter: “Det skal være lettere at være dansker.” Siden da har vi haft Operation Regelsanering, Kampen mod bøvlet, Sammenhængsreformen, Nærhedsreformen og Frisættelsesreformen osv. osv. Over 40 afbureaukratiseringstiltag på 40 år. Navnene skifter – men kurven knækker ikke.

Det er ikke fordi, viljen mangler. Ingen statsminister har nogensinde stillet sig op og sagt: “Vi har brug for mere bøvl.” Tværtimod. Alligevel er den samlede regelmængde vokset fra 8,4 millioner ord i 1989 til 35,2 millioner ord i 2024. En firedobling på én generation. Folketinget vedtager over 200 love om året – ét lovforslag for hver eneste arbejdsdag – og meget få fjernes igen. I Norge behandler Stortinget 93.

Jo dybere man graver i Regelstaten, desto tydeligere bliver mønsteret: Vi har et system, der er fantastisk til at producere nye regler, men som i dén grad mangler en systematisk mekanisme til at vurdere, om de virker, og om prisen står mål med gevinsten.

Samtidig går det meget, meget hurtigt. Høringsfristen på nye lovforslag er i gennemsnit 33 dage (78 dage i Norge). Antallet af lovforberedende udvalg er faldet med 90%. Og lovprocessen i Folketinget går i dag betydeligt hurtigere end for 15-20 år siden.

Det er ikke bare abstrakte data. Syv ud af ti embedsmænd – dem, der sidder med lovforslagene i hænderne – siger, at tempoet i lovgivningen går ud over kvaliteten. Når tingene går stærkt, får man – surprise – halvhjertet kvalitetskontrol.

Og hvad koster det? Ifølge OECD kunne Danmark blive næsten 60 mia. kr. rigere, hvis vi levede op til international best practice for reguleringsdesign. Lægger man oven i, at den massive regelvækst de seneste ti år i sig selv har bremset økonomien, peger andre studier på et potentiale helt op imod 141 mia. kr. årligt. Man kan diskutere de præcise tal – men retningen er svær at anfægte.

Det er et samfundsproblem – ikke et liberalt problem

Nogen vil måske tænke: “Jamen, er det ikke bare et argument for mindre stat og færre politiske ambitioner?” Nej. Det er et argument for at nå de politiske ambitioner smartere. Regulering er et værktøj – og som ethvert værktøj virker det bedst, når det vedligeholdes, skærpes og indimellem udskiftes.

Vi er uenige om de politiske mål. Jeg er liberal og har helt andre politiske mål end Lars Løkke, Mette Frederiksen, Pia Olsen Dyhr og Alex Vanopslagh. Men når vi er blevet enige om målet (læs: vi har fundet et flertal), er det i alles interesse, at målene opnås med så få benspænd som muligt for danskerne, de danske virksomheder og den offentlige sektor. Der findes ikke en politisk ideologi, som går ind for flere benspænd end højst nødvendigt.

Det er derfor, Morten Jarlbæk Pedersen, Aksel Tarras Madsen og jeg i dag lancerer Institut for Reguleringsstudier – IRES. Det er det første uafhængige institut i Danmark, der arbejder målrettet med kvaliteten af lovgivningen og dokumenterer, hvordan regulering udvikler sig i omfang, tempo og kompleksitet.

IRES er ikke et borgerligt projekt

Lad mig med det samme slå én ting fast: IRES er ikke et borgerligt projekt. Jeg er liberal med en fortid i CEPOS. Men IRES arbejder ud fra tre principper – nærhed, proportionalitet og enkelhed – som ikke tilhører nogen fløj. Spørgsmålet “virker den her regel efter hensigten, og hvad koster den?” er ikke et højre-venstre-spørgsmål. Det er et kvalitetsspørgsmål. En socialdemokrat, der vil have en stærk velfærdsstat, har mindst lige så stor interesse i, at reguleringen er effektiv, som en liberal, der vil have en slank stat. Dårlig regulering er dyrt for alle.

Vi har nedsat en følgegruppe med professor Jørgen Grønnegård Christensen og professor Peter Bjerre Mortensen fra Aarhus Universitet – to af de mest vidende mennesker i Danmark, når det gælder offentlig forvaltning og regulering. De skal holde os skarpe og sikre, at arbejdet holder, hvad det lover.

Og vi begynder ikke med tomme hænder. IRES viderefører Reguleringsdatabasen, som jeg opbyggede i min tid i CEPOS, og vi udgiver i dag vores første rapport, “En brændende platform?”, der dokumenterer omfanget af problemerne (figurerne ovenfor er fra rapporten). Den kan læses her: ires.dk/analyse/en-braendende-platform/.

Over 40 tiltag på 40 år har ikke vendt udviklingen. Ikke fordi politikerne ikke vil, men fordi fundamentet har manglet – data, evidens og et uafhængigt blik på, hvad der virker. Det fundament skal IRES levere. Fra i dag.

Schlüter havde ret i ambitionen. Men vi har indtil i dag manglet værktøjet.

Nu gør vi noget ved det!

Bruger man Penn World Tables – en af de største kilder til sammenlignelige nationalregnskabsdata, vi har – er problemet klar. Fra 1998 til 2023 voksede dansk BNP per indbygger 27,7 %. Selvom de kant lyde af meget, er det ikke ret meget over en procent om året, inklusive kriseårene omkring finanskrisen og nedlukningerne. I samme periode voksede vores naboers økonomier 29,7 procent, og Sverige 35,3 %. Dansk vækst på langt sigt er således ikke prangende, men ikke så meget anderledes end meget af Nordeuropas.

Men dekomponerer man væksten i privatforbruget, dukker problemet synligt op. Vi illustrerer det i figuren nedenfor, hvor vi har brudt den samlede vækst i privatforbruget op i væksten i produktivitet, beskæftigelse, arbejdstimetal, og borgernes forbrugsrate. Allerførst er det klart, at væksten i danskernes privatforbrug har været væsentligt lavere end naboernes: I Danmark er det vokset blot 4,8 % over en 25-årig periode, mens naboernes er vokset 14,4 % og svenskernes hele 27,6 %. I 2023 lå danskernes forbrug således stadig seks procent over svenskernes, men under lande som Tyskland og Storbritannien. Målt på BNP er vi meget rige, men målt på faktiske forbrugsmuligheder er vi ikke i samme liga.

Figuren illustrerer, hvor væksten er forsvundet hen for danskerne. Produktiviteten er steget 26,9 % i perioden, og dermed lidt langsommere end Sveriges 30,5 % og lidt hurtigere end naboerns 24,4 %. Beskæftigelsesraten er vokset med 5,1 % mod 11,2 og 9,3 %. Efter de sidste mange års diskussion af arbejdsudbud er det faktisk vokset langsommere end f.eks. i Sverige. Det samme ses også på timetallet, hvor det årlige antal timer, beskæftigede danskere leverer er faldet med 4,3 % mod svenskernes 4,5 % og naboernes 5,9 %. Ingen af disse forhold taler klart til dansk fordel. Derimod er forbrugsraten i Danmark – procentdelen af det samlede BNP som forbruges privat, faldet med hele 22,9 % ifølge Penn World Tables. Naboernes er faldet 14,3 %, mens det ‘kun’ er faldet 7,7 % i Sverige.

Fem sjettedel af danskernes vækst er forsvundet i større handelsbalance, statslig opsparing, større offentligt forbrug, og større investeringer. Det er dog svært at se, at danskerne har fået ret meget ud af den lidt højere investeringsrate. Og deri ligger det problem, ingen taler om. Af politiske grunde vokser privatforbruget meget langsomt i Danmark, endda i forhold til andre velfærdsstater som Sverige. Får vi noget ud af det større offentlige forbrug og opsparing? Det er meget svært at se.