Som lovet i går hermed min artikel om årets Nobelpristager i økonomi Claudia Goldin. Den bliver bragt i Berlingske Business i dag. Børsen bragte desuden et lille interview om årets pris.

Det er på en måde en tilfældighed, at jeg har fået opgaven med at skrive om Nobelprisen hver oktober. Det begyndte for år tilbage i Weekendavisens Ideer-sektion. Og nu er det lidt blevet en kær årlig pligt.

Jeg synes generelt, at Nobelpriskomiteen er dygtig til at udpege de vigtigste bidragydere til disciplinen, og Nobelprisen er en god lejlighed til at folde det store områdefelt ud, som økonomisk videnskab dækker over. Det dækker meget mere, end man skulle tro ud fra almindelig avislæsning. Derfor er jeg desuden sammen med Stefan Sløk-Madsen gået i gang med en podcastserie, hvor vi gennemgår Nobelpriserne tematisk. Du kan finde serien her.

Og her er artiklen så:

Årets Nobelpris i økonomi er på flere måder usædvanlig.

Den går til Harvard-økonomen Claudia Goldin, der er den kun tredje kvinde, som har modtaget prisen. Den første var Elinor Ostrom i 2009 og den næste fik Esther Duflo i 2019. Goldin får prisen for sin historiske forskning i kvinders arbejdsmarkedsdeltagelse, og i hvordan den har udviklet sig siden den industrielle revolution. Hun er ikke den første økonomiske historiker, der får prisen, men dem har der trods alt ikke været så mange af heller. Et eksempel er Robert Fogel, der fik prisen i 1993 for bl.a. at kvantificere jernbanens betydning for den amerikanske økonomis historiske udvikling – og som Goldin var student hos.

Én hypotese om, hvorfor så få kvinder har fået Nobelprisen i økonomi, kunne naturligvis være kønsdiskrimination. Men en anden – og måske mere dækkende – hypotese er, at økonomi tidligere har været et mandefag, så der simpelt er meget mere forskning fra mænd at tage af. Og da prisen typisk belønner veletableret, mangeårig forskningsindsats, kan det tage tid, før det heldigvis stigende antal kvindelige økonomer for alvor slår ud i kønsbalancen i Nobelpriserne (Goldin selv er fra 1947).

Den anden hypotese er i al fald i tråd med Goldins forskning i mænd og kvinders erhvervsdeltagelse og løn. Hendes tilgang er, at man ikke blot kan se på den rene kønsforskel, men også må se på, hvad der kan forklare den. Goldins forskning har vist, at bl.a. forskelle i uddannelse tidligere har spillet en væsentlig rolle for lønningerne. I dag er den vigtigste forskel, hvordan mænd og kvinder deler opgaverne mellem sig i hjemmet. Ja, faktisk har denne forskel haft en betydning i hele perioden og været større tidligere, så også den tidligere forskel i uddannelsesniveau kunne henføres til den.

Tidligere var det almindeligt, at kvinder forlod arbejdsmarkedet permanent, når de fik børn. Derfor var det mindre oplagt at investere så meget i at tage en uddannelse, når den nu kun kunne kaste noget af sig i en begrænset periode. I dag er det almindeligt at vende tilbage til arbejdsmarkedet efter at have fået børn, og kvinderne har mere end indhentet mændenes uddannelsesforspring. Men afbræk i karriere kan stadig føre til forskelle i produktivitet og dermed i aflønning.
Det er værd at notere sig, at forklarede lønforskelle ikke nødvendigvis beviser, at der ikke forekommer diskrimination. Men at de i givet fald skyldes dybere liggende faktorer, end at virksomheder overbetaler mænd og underbetaler kvinder. Det betyder f.eks. at lovgivning om ligeløn ikke hjælper alverden.

Diskrimination har været et tema hos tidligere Nobelpristagere i økonomi, ikke mindst Gary Becker (prismodtager i 1992). Becker viste, at omfanget af diskrimination ikke kun afhænger af præferencer for at forskelsbehandle, men også af omkostningerne ved at diskriminere. En virksomhed, der betaler en i øvrigt ubegrundet høj løn til det ene køn, vil blive trængt i konkurrencen. Hvis diskriminationen derimod stammer fra lovgivning, behøver det ikke ramme beslutningstagerne. Og i USA har der rent faktisk været sådanne lovgivningsmæssige barrierer for gifte kvinders adgang til bestemte job, viser Goldins forskning.

Men det er også værd at notere, at kønsforskelle kan skyldes forskellige præferencer hos kønnene. I Danmark ytrer det sig f.eks. ved et ret kønsopdelt arbejdsmarked, hvor den offentlige sektor i overvejende grad beskæftiger kvinder. Det hænger næppe sammen med, at offentlige arbejdsgivere kønsdiskriminerer, men med arbejdstagernes præferencer for forskellige typer af job.

En vigtig pointe i Goldins forskning er, at ændringer i kønnenes optræden på arbejdsmarkedet er lang tid om at udspille sig, især når man bare ser på gennemsnittet. Uddannelse og andre valg, der kan være bestemmende for ens karriereforløb, træffes tidligt i livet og vil gøre sig gældende længe. F.eks. er der stadig mange mandlige overlæger, selv om kvinderne dominerer blandt de medicinstuderende.

En anden interessant pointe er, at kvinders erhvervsdeltagelse nok har været jævnt stigende længe, men faktisk var faldende i begyndelsen af den industrielle revolution. Det har også været med til at trække lange spor gennem historien.

Forskningen har sat et vigtigt aftryk, og Goldins metode med at forklare lønforskelle har heldigvis også været med til at nuancere de stadige bataljer om kønsbestemte lønforskelle i Danmark. Den har bl.a. Lønkommissionen og Lønstrukturkommissionen benyttet sig af. Men at bataljerne vil blive helt fakta-drevne i fremtiden, er nok for meget at håbe på.