Kategoriarkiv: Gæsteindlæg

Gæsteindlæg – Religionsfrihed og konflikt

Ved Filip Steffensen

Religionsfrihed er én af de helt centrale liberale frihedsrettigheder. Religionsfriheden indebærer nemlig retten til frit at bekende sig til den overbevisning, man ønsker. Den er således tæt knyttet med tolerance, som handler om at udtrykke tålsomhed overfor fænomener, man måske selv finder frastødende, umoralske eller forkerte. Tolerancen har en lang historie, og et af de første dokumenter omhandlende religiøs tolerance stammer tilbage fra 1264, hvor hertug Boleslaw udstedte et Chartret af Kalisz, der gav jøderne i Polen en række hidtil usete religiøse friheder. På daværende tidspunkt var religiøse stridigheder dybt indgroede i samfundet, og tanken om, at religiøse grupper kunne leve i fred og fordragelighed var nærmest revolutionerende.

Tolerancens hovedtænkere

Sidenhen udviklede og forfinede centrale tænkere i Oplysningstiden idealet om tolerance. Blandt andre var John Locke eksponent for en vidtgående tolerance forstået som en ikke-indgribende tålsomhed overfor andre religiøse grupper. Selvom Lockes Letter Concerning Toleration var skelsættende, strakte Lockes tolerance sig imidlertid ikke til ateister. Det er ligeledes blevet fremført, at Lockes argument i ”Letter” ikke er baseret på en umistelig samvittighedsfrihed, men derimod bekymringer om samfundets orden og stabilitet. Ifølge dette perspektiv var Lockes projekt altså at sikre fred og stabilitet, snarere end at advokere for en umistelig samvittighedsfrihed. For Locke er religiøs pluralisme et uomgængeligt faktum, så spørgsmålet er, hvordan disse grupper kan leve i sameksistens? Her er Lockes svar altså, at staten skal forholde sig neutralt. Erfaringen viser nemlig, ifølge Locke, at forsøg på omvendelse kun har bidraget til sekteriske krige og stridigheder:

“It is not the diversity of opinions (which cannot be avoided), but the refusal of toleration to those that are of different opinions (which might have been granted), that has produced all the bustles and wars that have been in the Christian world upon account of religion”  s. 40-41

Men er Lockes tese om, at en religionsneutral stat er fremmende for fred og stabilitet, sand? Det har jeg forsøgt at svare på ved at anvende PEW Research Forums datasæt omhandlende religionsfrihed og sociale konflikter.

Religionsfriheden under pres

Som skitseret ovenfor har en række centrale tænkere leveret overbevisende argumenter for religionsfrihed. Men hvordan er situationen med religionsfriheden i dag? PEW har udviklet et indeks over ”government restrictions” (GRI), og her ses det, at udviklingen peger i retning af, at flere lande indfører nye begrænsninger på religionsfriheden (se link for nærmere definition). Nedenfor har jeg vist udviklingen over tid, fordelt på regioner.

Det fremgår, at GRI indeksets gennemsnit er blevet højere i alle 6 regioner.  Forskellen på verdensplan er næsten et helt skalapoint, idet udviklingen har bevæget sig fra et verdensgennemsnit på 2.49 til 3.41 fra 2007 til 2016. Det fremgår yderligere, at Mellemøsten og Nordafrika har flest begrænsninger på religionsfriheden. Nedenfor har jeg vist udviklingen i verdensgennemsnittet over tid. Den horisontale linje angiver gennemsnittet for hele perioden 2007-2016, og indikerer dermed, at vi befinder os over gennemsnittet for perioden.

Kigger vi på udviklingen i gennemsnittet for hver region, ses det, at indekset over statslige begrænsninger på religionsfriheden ingenlunde er en sejlivet og uforanderlig størrelse. Tværtimod viser grafikken, at beskyttelsen af religionsfriheden kan svækkes markant på få år.

Lockes tese: religionsfrihed og konfliktniveau

Men hvordan er så forholdet mellem beskyttelsen af religionsfriheden og sociale konflikter? Vil man opleve mere intense sociale og religiøse konflikter i repressive stater, som kuer religionsfriheden? Er en solidt beskyttet religionsfrihed med til at sikre fred, fordragelighed og stabilitet, som Locke mente? For at undersøge dette har jeg kørt en bivariat regression med indekset over religiøse begrænsninger (GRI) som uafhængig variabel. Dertil har jeg inddraget et indeks over sociale konflikter som afhængig variabel (SHI). Indekset måler ikke statslig undertrykkelse af religiøse grupper, men inddrager i stedet 13 indikatorer på, at enkeltindivider og grupper forsøger at begrænse andre gruppers religionsfrihed (se link for nærmere definition).

Regressionen viser, at der er en sammenhæng mellem et lands statslige begrænsninger af religionsfriheden og konfliktniveauet i landet. Jo flere statslige begrænsninger, des højere konfliktniveau. Koefficienten på 0,59 er statistisk signifikant, og angiver, at når et lands statslige begrænsninger (GRI) stiger med et point, stiger konfliktniveauet med 0,59 skalapoint. Det er ikke en negligerbar effekt, da begge skalaer går fra 1-10. Det er med andre ord ikke usædvanligt, at et land implementerer statslige begrænsninger i et sådant omfang, at GRI stiger med et skalapoint. Fra 2015 til 2016 havde Gambia den største ændring i GRI, hvilket steg med hele 2,1 skalapoint. I samme periode steg konfliktniveauet (SHI) tilsvarende fra 1,8 til 3,1. På samme måde steg Etiopiens GRI fra 3,1 i 2015 til 4,7 i 2016. I samme periode steg SHI fra 2,0 til 2,5.  Nedenfor har jeg vist en model, som skitserer sammenhængen mellem statslige begrænsninger og konfliktniveauet.

Det tyder altså på, at der er en vis støtte at hente til Lockes tese om, at tolerance mindsker konfliktniveauet, da høje værdier på GRI går i hånd med høje værdier på SHI. Dog skal det bemærkes, at jeg i ovenstående ikke har kontrolleret for andre variable, som kan påvirke sammenhængen. Det er eksempelvis ikke utænkeligt, at faktorer som social tillid og indvandringsniveau vil påvirke sammenhængen. Det har imidlertid ikke været mulige at inddrage sådanne variable indenfor datasættets rammer.

Gæsteindlæg – Balladen om den den offentlige produktivitet eller mangel på samme

Stud. polit. Ivan Kragh, som tidligere har skrevet gæsteindlæg her på bloggen, tager her fat på udviklingen i produktiviteten, eller mangel på samme, i den offentlige sektor.

Ivan studerer til daglig cand. polit. og udsender løbende egne økonomiske analyser. Ivan er også bidragsyder til “tank & tænk“, fra tænketanken Cepos.

Balladen om den den offentlige produktivitet eller mangel på samme

Produktivitet, produktivitet og atter produktivitet, såfremt man følger med i den offentlige debat kan man ikke være i tvivl om, at produktivitet for alvor er kommet på dagsorden. I de senere år har der været et øget fokus på specielt produktiviteten i den offentlige sektor, først og fremmest anført af Produktivitetskommissionen[i] og Danmarks Statistik[ii].

Liberal Alliance forslog i forbindelse med deres 2025-plan, at man øgede produktiviteten i den offentlige sektor med 10 pct. i 7 år, hvilket isoleret set ville forbedre de offentlige finanser med 55,5 mia. kr.

Liberal Alliances forslag har for alvor skabt en debat om hvorvidt det er muligt at effektivisere mere i den offentlige sektor. Siden 1990’erne har flere politikere og organisationer fremført påstanden om, at der ikke kan effektiviseres mere i den offentlige sektor, men henvisning til et øget behov om at tilføje flere midler.

Lars Tvede har med et opslag på Facebook (se ovenfor) endnu en gang sat fokus på produktivitetsudviklingen i den offentlige sektor. Med henvisning til Danmarks Statistik konkluder Tvede, at produktivitetsvæksten i den offentlige sektor siden 1948 og frem til 2008 har været 0 pct., sammenholdt med private serviceerhverv – hvor væksten i gennemsnit har været 1,8 pct. – konklusion bliver da, at det offentlige ikke er blevet mere effektivt igennem de sidste 60 år. Om end Lars Tvede kan have en pointe laver han nogle grundlæggende og meget væsentlige fejl.

For at kunne påpege fejlene er vi først og fremmest nød til at forstå begreberne produktivitet og hvordan produktionen i den offentlige sektor opgøres.

Produktivitet angiver, hvor meget der produceres af varer og tjenester med en given mængde ressourcer (teknologi, kapital og arbejdskraft). Der findes flere måder at opgøre produktiviteten, men den mest retvisende og sammenlignelige metode er ved at bruge værdiskabelsen pr. arbejdstime (timeproduktiviteten).

Danmarks Statistik har i forbindelse med udarbejdelsen af nationalregnskabet definitorisk sat den offentlige produktivitetsvækst i 0 pct., hvilket først og fremmest skyldes, at mindre end 10 pct. af det offentlige forbrug består af markedsmæssige tjenesteydelser – så som privat praktiserende læger og visse dele af sundhedssektoren, herunder den primære sundhedspleje.

I det mere en 90 pct. af det offentlige forbrug er ikke-markedsmæssige tjenesteydelser vil produktionsværdien per definition være lig ressourceforbruget. I det seneste nationalregnskab er det reale offentlige forbrug opgjort efter input-metoden (perioden 1966 til 2015).

En stigning i den offentlige (ikke-markedsmæssige del) beskæftigelse vil således øge antallet af arbejdstimer og dermed lønsummen. Da lønsummen indgår direkte i beregningen af produktionen, vil denne stige tilsvarende. Produktiviteten vil dermed forblive uændret, idet forholdet mellem værdiskabelsen og antallet af arbejdstimer er uændret. Et alternativ ville være, at antallet af beskæftigede øges, mens arbejdstiden reduceres, hvormed produktionen alt andet lige er uændret, hvormed produktiviteten per definition også vil være uændret.

I forbindelse med hovedrevisionen af nationalregnskabet i 2014 har man i Danmarks Statistik introduceret en opgørelse baseret på output-metoden for årene 2008 og frem. Til output-metoden bruger man såkaldte mængdeindikatorer, det kunne f.eks. være antallet af folkeskoleelever eller antallet af knæoperationer. Indikatorerne bruges til at vurdere den mængdemæssige udvikling i de produkter det offentlige producerer til den enkelte person. Dette er kun muligt fordi man har beregnet prisen på en folkeskoleelev, en knæoperation samt alle individuelle offentlige produkter. De repræsentative priser findes ved at sammenholde de markedsmæssige offentlige ydelser med tilsvarende private ydelser – et eksempel er DRG-taksterne inden for sundhedssektoren.

Såfremt realvæksten i det offentlige forbrug, opgjort efter output-metoden, er højere end realvæksten opgjort ved input-metoden, vil dette alt andet lige betyde, at mængden af producerede offentlige ydelser er steget mere end mængden af ressourcer. På langt sigt vil en sådan udvikling betyde, at produktiviteten i det offentlige er steget. Såfremt realvæksten målt ved input-metoden er steget mere end væksten målt ved output-metoden, vil det omvendt betyde, at produktiviteten i det offentlige er faldet.

Set over en kortere periode, skal man dog passe meget på med at konkludere alt for meget om produktivitetsudviklingen baseret på input-output metoden. Det skyldes, at på kort sigt kan kapacitetsudnyttelsen og den løbende tilpasning til det aktuelle behov for offentlige ydelser have stor betydning. Eksempelvis vil en lavere klassekvotient blive opgjort som et fald i produktiviteten, idet antallet af elevtimer pr. lærer falder.

Som det fremgår af figur 2 er stigningen i det individuelle offentlige forbrug opgjort i faste mængder ved output-metoden steget mere end faste mængder opgjort ved input-metoden. Det kunne således tyde på, at produktiviteten i det offentlige de senere år har været stigende. Set over en længere periode har vi ikke direkte mulighed for at konkludere om den offentlige produktivitet er steget eller faldet. Det er endvidere interessant at bemærke, at priserne i den offentlige sektor er steget mere end i den private sektor, hvormed det offentlige forbrug er blevet relativt dyrere, fordi produktiviteten ikke har fulgt med den private sektor. Jf. Otto Brøns indlæg.

Om end Lars Tvede kan have en pointe med sit indlæg på Facebook, er det valgte datamateriale ikke egnet til at sige noget om udviklingen i produktiviteten i den offentlige sektor. I bund og grund ved vi ikke hvad produktiviteten er i den offentlige sektor – for hvordan måler vi om en koncert i det Kongelige teater er blevet 2, 4 eller 10 gange mere produktiv i dag, sammenlignet med de sidste 100 år.

På trods af, at vi som økonomer har svært ved at måle produktiviteten i den offentlige sektor (samt andre sektorer), er debatten vigtig. Danmark har en af verdens største offentlige sektorer, hvor ca. 70 pct. af det offentlige forbrug fordeles direkte ud til borgerne. Det er derfor vigtigt at diskutere om vi får nok for skattekronerne.

[i] http://produktivitetskommissionen.dk/media/164445/Baggrundsrapport%20DREAM.pdf

[ii] http://dst.dk/da/Statistik/Publikationer/VisPub?cid=20734

Gæsteindlæg ved Ivan Kragh – myten om de stagnerende amerikanske lønninger

38npYRVGStud. polit. Ivan Kragh har skrevet nedenstående indlæg, hvor han tager fat på den ofte fremførte påstand om, at amerikanske lønninger trods stigende produktivitet, ikke er steget i årtier.

Ivan studerer til daglig cand. polit. og udsender løbende egne økonomiske analyser. De læsere der er på facebook opfordrer jeg derfor til at søge hans venskab. Ivan er også bidragsyder til “tank & tænk“, fra tænketanken Cepos, som jeg i et senere indlæg her på bloggen, vil præsentere nærmere.

Myten om de stagnerende amerikanske lønninger

Lønkvoten er stabil – også i USA

Der har længe været en diskussion om hvorvidt lønningerne i USA er stagneret i forhold til produktivitetsudviklingen. Herhjemme har blandt andet Kristian Weise (Direktør, CEVEA) givet udtryk for, at der er sket en ”Afkobling mellem produktivitet og løn i USA”. Kristian Weise påpeger at produktiviteten siden 1979 er steget 65 pct. mens lønningerne kun er steget 8 pct. I USA har præsidentkandidat Hillary Clinton også været på banen. I et opslag på Twitter har Clinton lagt en figur op med teksten: ”You’re working harder but your wages aren’t going up.”

I henhold til den økonomiske litteratur er det en grundlæggende forudsætning og resultat, at udviklingen i lønningerne over en årrække følger udviklingen i produktiviteten –  se bl. a. Finansministeriet,  Det Økonomiske Råd  samt Danmarks Statistik. Denne umiddelbare nære sammenhæng mellem løn- og produktivitetsudvikling bygger på antagelsen om, at en produktion, på lang sigt skabes ved en sammensætning af kapital, arbejdskraft samt et restled kaldet Totalfaktorproduktivitet.

Arbejdskraftens andel af produktionen (lønkvoten) er givet som lønnen gange antallet af arbejdere i forhold til den samlet produktion. Lønkvoten antages på sigt at være konstant, hvormed forholdet mellem aflønningen af arbejderne og kapital er konstant over tid. I USA har lønkvoten ligget stabilt omkring 55 pct. af BNP, fra 1940 og frem til 1970 var der en stigende tendens, mens der fra 1970 til 2014 var en faldende tendens i lønkvoten. Fra finanskrisens start i ’08 og frem til ’14 faldt lønkvoten fra 55 til 52 pct. af BNP – hvilket er et krisetegn. Jf. Figur 1

Også i Danmark har lønkvoten været stabil omkring 51,6 pct. af BNP. Afvigelserne fra det historiske gennemsnit kan overordnet forklares med udviklingen i konjunkturer. Der er dog ingen tvivl om, at lønkvoten ikke har nogen trend og dermed er en flad serie. Jf. Figur 2

fig 1 og 2

Misvisende lønbegreb skaber forvirring

To grundlæggende opgørelsesfejl har medført at visse økonomer og interesseorganisationer konkluderer, at stigningen i lønningerne ikke har fulgt udviklingen i produktiviteten. Den første fejl er, at fokusset udelukket har ligget på lønningerne og ikke den samlet aflønning. Når man udelukket kigger på den rene løn indregnes der f.eks. ikke frynsegoder og andre arbejdsgiverbetalte ydelser – så som pension, sygesikring og arbejdsløshedsforsikringer. Ved udelukket at kigge på lønnen fremgår det, at lønningerne ikke i samme grad har fulgt produktiviteten – ift. den samlet aflønning. Det er derfor vigtigt at sammenligne den samlet aflønning af ansatte og ikke blot lønningerne.

Den nominelle lønsum er i perioden 1930 til 2014 i gennemsnit steget med 6,5 pct., hvoraf stigningen i lønningerne har udgjort 5,5 pct. og arbejdsgiverbidrag til sociale ordninger mv. har udgjort 1,0 pct. af stigningen.  Jf. Figur 3

Det at virksomhederne i stigende grad aflønner deres ansatte med andet end den rene løn, har medført at langt flere amerikanere har en sundhedsforsikring samt en pensionsopsparing. Disse arbejdsgiverbidrag steg primært i perioden 1950 til 1993, hvor de toppede første gang – fokusset herpå betød at arbejdsgiverbidrag steg fra at udgør 7 pct. i 1950 til i 1993 at udgør 20 pct. af den samlet aflønning. Jf. Figur 4

3 og 4

Den anden opgørelsesfejl er måden hvorpå den nominelle- produktion og aflønning af ansatte bliver opgjort i faste priser. Såfremt man bruger det samme fast-prisindeks ændres ikke det relative niveau, men i det de to serier har to forskellige prisindeks er de to serier ikke længere sammenlignelige. Typisk vil man opgøre BNP i faste priser ved at bruge prisindekset for BNP (BNP-deflatoren), men i det lønsummen ikke opgøres i faste priser, vil man være nød til at bruge et alternativt prisindeks. Den gængse måde at opgøre lønninger i faste priser, er ved at bruge forbrugerprisindekset. Forbrugerprisindekset har dog den indbygget fejl, at det ikke kun tager højde for priserne på lønningerne, men både produktionspriser og varer og tjenesteydelser – der ikke indgår i lønsummen. Såfremt man ønsker at sammenligne lønninger og produktivitet er man derfor nød til at lave sammenligningen i løbende priser.

Lønningerne følger produktivitetsudviklingen

Fra 1940 til 2014 har USA mangedoblet produktiviteten. Lønninger eller mere præcist lønsummen pr. beskæftiget lønmodtager er steget med omtrent den samme vækstrate som produktiviteten, såfremt man sammenligner løn og produktivitet i løbende priser. Jf. forrige afsnit

Mere præcist er produktiviteten i perioden 1940 til 2014 i gennemsnit steget med 5,4 pct., mens lønningerne i gennemsnit er steget med 5,2 pct. om året.

Sammenhængen mellem løn og produktivitet har været en kilde til megen debat og uenighed – ikke kun på grund af dens afgørende betydning, men også på grund af spørgsmålene omkring hvordan løn og produktivitet opgøres samt hvordan man bedst muligt kan sammenligne opgørelserne.

Sammenhængen mellem løn og produktivitet er vigtig fordi den er afgørende for hvilke levevilkår den arbejdende del af befolkningen har samt fordelingen mellem aflønning af arbejdskraften og kapital. Hvis lønningerne stiger i samme takt som produktiviteten vil lønkvoten forblive uændret.

Løn- og produktivitetsudviklingen har historisk set fulgt hinanden ganske tæt, i visse perioder er lønningerne steget mere end produktiviteten, hvormed konkurrenceevnen har været forringet. I andre perioder er produktiviteten steget mere end lønningerne hvormed konkurrenceevnen er blevet forbedret. Jf. Figur 5

Begyndelsestidspunktet har stor betydning for hvordan en sammenligning af to udviklinger ser ud. Det skyldes, at konjunktursituationen sætter sig i de efterfølgende datapunkter. Laver man en sammenligning med udgangspunkt i et år, hvor lønningerne er lavere og produktiviteten højere end normalt – vil dette sætte sig i de resterende punkter. Det er derfor vigtigt at korrigere for dette forhold. Det gøres bedst ved at tage udgangspunkt i gennemsnittet for serierne, for på den måde undgår man endepunkts-problematikken samt forskydning i niveauerne mellem lønninger og produktivitet. Man har dermed bedre mulighed for at undersøge og sammenligne vækstraterne i serierne.

Ændringer i produktiviteten har været efterfulgt af omtrent samme ændring i lønningerne. Set over perioden 1940 til 2014 er lønningerne i gennemsnit steget med 97,5 pct. af stigningen i produktiviteten. Dertil skal nævnes, at specielt perioden 2009 til 2014 trækker i en negativ retning, korrigere man for perioden 2009 til 2014 er lønningerne i gennemsnit steget med 99,3 pct. af stigningen i produktiviteten. Jf. Figur 6

5 og 6

 

Gæsteindlæg om økonomisk frihed

Gæsteindlæg ved Martin Kyed, specialkonsulent i CEPOS.

Velfærdsstaten vs. Økonomisk frihed: Hvad kan forklare dansk velstand?

Danmark er et rigt land. Hvorfor er vi egentlig så velstående? Og hvad skal der til, for at vi kan holde trit med andre rige lande? Det er spørgsmål, som de fleste må være interesserede i at få gode svar på. Politikere og meningsdannere er mere end villige til at give deres bud, så deres egen fortælling om et succesfuldt land vinder indpas. Er reformer nødvendige? Kan man spendere sig til rigdom gennem offentligt forbrug? Vil øget beskatning trække væksten op eller ned? Kan man regulere sig til højere lønninger og lavere arbejdsløshed? Vil konkurrenceudsættelse øge eller mindske velstanden?

For visse spørgsmåls vedkommende er der en rimelig politisk konsensus om svaret i Danmark. Et eksempel på det er den gældende pengepolitik, som ikke engang fuldblodskeynesianerne i Folketinget modsiger i den offentlige debat. Men samme konsensus finder vi ikke på alle områder. Og der er en betydelig variation mellem lande. Et eksempel, hvor vi adskiller os fra en række andre lande, er regulering af arbejdsmarkedet. Et fleksibelt arbejdsmarked opfattes som positivt langt ind i de danske fagforeninger. I Sydeuropa er det næppe tilfældet.

Det er derfor langt fra en ligegyldig diskussion, som fx Per Michael Jespersen rejser i Politiken 25.09.14, når han bl.a. laver en kobling mellem den danske velfærdsstat og vores høje velstand. Han er fortaler for en stor stat og ønsker at fremstille velfærdsstaten som en succes. Og det implicitte politikforslag ligger ligefor: Velfærdsstaten skal udbygges – ikke mindskes. Faste læsere af Punditokraterne vil muligvis undre sig over denne argumentation, al den stund at Christian Bjørnskov i et tidligere indlæg har påvist, at Danmark i forhold til andre lande var rigere i 1930erne (). Altså før etableringen af velfærdsstaten. Dengang Danmark stadig var et lavskatteland.

Der er også mulighed for at hente svar i den videnskabelige litteratur. Den ret entydige konklusion er, at bl.a. højere økonomisk frihed fører til højere velstand. Det har jeg skrevet et notat om, som kan findes her. Ikke alene er der tale om ret entydige positive korrelationer mellem økonomisk frihed og hhv. vækst og velstand. De holder også, når man kontrollerer for andre faktorer. Og kausaliteten går fra økonomisk frihed til velstand og ikke omvendt. Det er klar tale.

Men hvordan hænger det sammen med Danmarks høje velstand?

Det hænger fint sammen!

Danmark har godt nok en stor stat med et højt offentligt forbrug, store offentlige overførsler og høje skatter, men økonomisk frihed handler om mere end det. Som det fremgår af et andet notat, indtog Danmark en placering som nr. 14 af 152 lande i Economic Freedom of the World 2013. Vi ligger dermed i samme gruppe som fx USA, som indtager en plads som nr. 17.

Mens Danmark er nr. 145 på størrelsen af den offentlige sektor (som således trækker kraftigt ned i den økonomiske frihed), ligger Danmark langt bedre på de øvrige fire områder. Det gælder ’Retssystem og ejendomsret’ (nr. 10), ’Sundt finansielt system’ (nr. 5), ’Frihandel’ (nr. 12) og ’Regulering’ af arbejdskraft, kapital og erhvervsliv (nr. 9).

Den måske lidt overraskende pointe er således, at Danmark ligger godt placeret inden for økonomisk frihed på en række områder , og at det er med til at understøtte vores velstand. Vi kan stadig forbedre os på disse fire områder og derigennem forbedre de langsigtede vækstudsigter for dansk økonomi.

Hvis Danmarks langsigtede vækst og velstand for alvor skal stige, så kommer vi imidlertid ikke uden om at reformere staten. Men for at det kan ske, må den politiske konsensus komme på linje med de klare budskaber fra den videnskabelige litteratur: Økonomisk frihed er vigtig!

Gæsteindlæg: Ministerium ude over kanten

Jens Frederik Hansen leverer her et gæsteindlæg til Punditokraterne om den undersøgelse af forholdene i og omkring Socialministeriet angående “Stemmer på kanten”, som advokat Pernille Backhausen har afleveret.

Anette Vilhelmsen er ikke renset

New ImageNu har jeg haft lejlighed til at gennemlæse Pernille Backhausens advokatredegørelse om Anette Vilhelmsen. Det har jeg selvsagt ventet på, fordi jeg selv har haft nogle markante meninger om sagen tidligere.

Pernille Backhausen udviser en høj grad af integritet. Og hun bekræfter stort set samtlige mine antagelser. Men hvor der er 2 jurister, vil der imidlertid altid være mindst 3 meninger, så jeg er naturligvis ikke enig i alle punkter. Men så er man nede i detaljerne, f.eks. om det har nogen betydning, at man formelt bevilger tilskuddet til en anden end den reelle modtager.

Konklusionerne

Hovedsagen er, at hun om det samlede ministeriums rolle klart slår fast:
1) at sagsbehandlingen var åbenlyst usaglig,
1) at ministeriet var brølende inhabilt, og
3) at man var bange for, at Lisbeth Zornig Andersen ville gøre alvor af en trussel om at gå til pressen og derfor skaffede ekstra penge.

Vilhelmsens hhv. embedsmændenes rolle

Advokatredegørelsen er bestilt på baggrund af sagens skriftlige materiale, og det er formentlig den eneste grund til, at der ikke udtales en lige så sviende kritik af ministeren selv. For der findes mærkeligt nok ikke et eneste lille notat om hendes ageren i sagen – udover det herostratisk berømte fjernsynsklip. Men man har da lov til at formode, at al postyret om at skaffe en ekstra million trods alt har været iværksat efter hendes ønske.

At ministeren var langt udenfor det område, hvor hun kunne bunde, og at hun optrådte som en hund i et spil kegler, kan ingen være i tvivl om. Men det ændrer jo ikke ved, at damen er ansvarlig efter de sædvanlige regler om ministres ansvar.

Det er temmelig ubehageligt, at hun – og hendes embedsmænd – tydeligvis var villige til at bruge en ekstra million af andres penge, bare fordi man var for forfængelige til at indrømme en fejl.

Og det er uskønt, at hun dækkede over sin – trods alt tilgivelige – spontane udtalelse ved at begå en række tjenesteforseelser. Og hun lod embedsmændene bistå sig. Hvis hun ville have været fri for kritik, så skulle hun i hvert fald have stoppet det, så snart hun fik kundskab derom.

Man bliver bestemt heller ikke imponeret af kvaliteten af embedsmændene. Begreber som retlinethed er tydeligvis afskaffet til fordel for at sno sig. Man kan godt undre sig over, at ministeriet vil fortsætte med samme holdopstilling.

Kan Zornig beholde pengene

Den væsentligste mangel ved redegørelsen – men det ligger udenfor kommissoriet og kan derfor ikke bebrejdes undersøgeren – er, at der ikke tages stilling til, om bevillingen skal opretholdes. Som sagen nu ligger oplyst, er der imidlertid ingen grund til anse bevillingen for lovlig. Hvis man skulle behandle enlige mødre og facile konsulenter med den samme målestok, så burde pengene derfor tilbage i statskassen.

Gæsteindlæg: Milton Friedman – en liberal debattør, som er værd at efterligne

Nedenfor bringer vi et gæsteinlæg af Ole Brinkman Pedersen, cand.mag. i historie og matematik/datalogi. Ole Brinkmann har sponseret Cepos danske genudgivelse af “Det frie valg“, i anledning af 100 året for Friedmans fødsel.

Milton Friedman – en liberal debattør, som er værd at efterligne

En opfordring til at videreføre Milton Friedmans kamp for en mindre stat og mere frihed.

Milton Friedman (1912-2006) var én af alle tiders største økonomer, både som videnskabsmand og liberal debattør. Alan Greenspan, som jo heller ikke selv er en helt ubetydelig økonom, går skridtet videre og udnævner Friedman til at være en af de få personer i historien, som har ændret civilisationens gang. Friedmans bidrag til økonomisk videnskab er umulig at fange i få ord, men Robert L. Hetzels beskrivelse er et godt bud:

Milton Friedman arbejdede ihærdigt fra begyndelsen af sin karriere med to hypoteser, som isolerede ham for de toneangivende økonomer. Hypotese nr. 1: centralbanker er ansvarlige for inflation og deflation. Hypotese nr. 2: Markedet fordeler resurser effektivt og opretholder makroøkonomisk ligevægt.  (Robert L. Hetzel: The Contributions of Milton Friedman to Economics, Economic Quarterly, 2007).

Frontalangreb på Keynes-økonomerne

Med disse to hypoteser gik Friedman til frontalangreb på de toneangivende økonomer efter anden verdenskrig, keynesianerne, som ikke mente, at markedet var selvregulerende. Efter den store depression var der bred enighed blandt økonomer om, at de store virksomheder og fagforeningerne havde sat prissystemet ud af kraft. Det nødvendiggjorde statslig regulering og stimulering af økonomien for at sikre vækst og arbejdspladser samt for at undgå recessioner og depressioner.  De fleste økonomer og politologer hyldede derfor en blandingsøkonomi med en stor og stærk stat eller endog demokratisk socialisme. Bag denne holdning lå (og ligger måske stadig?) en forfængelig skepsis over for Friedmans hypoteser, der desavouerede de intellektuelle økonomers omhyggelig planlægning og regulering, og postulerede, at markedets spontane orden skabte bedre resultater. Det var i hvert fald en forklaring, som Friedman selv antydede, og han langede af den grund ofte ud efter de intellektuelle.  ’Alle vegne anser intellektuelle det for givet, at kapitalisme med fri foretagsomhed og et frit marked er redskaber for udbytning af masserne, mens central økonomisk planlægning er fremtidens form, der vil bringe deres lande ind på vejen mod hurtig økonomisk fremgang. Kendsgerningerne selv er ganske anderledes’. (Milton og Rose Friedman: Det frie Valg, Cepos 2012, Genoptryk af Gads forlags udgave fra 1981, s. 67).

Læs resten

Gæsteindlæg: Er bankernes redning en redning?

Nedenstående gæsteindlæg er skrevet af Hubert John Strecker, cand. polit. og en af den slags mennesker som ikke kun “Talks The Talk” men også “Walks The Walk”. Hubert står bla. bag et legat som hvert år gives til udvalgte danske studerende på Von Mises Instituttet.

Er bankernes  redning en redning?

I en fri kapitalistisk verden er penge produceret på markedet ligesom f.eks. chokolade, bh’er eller frikadeller. Penges eksistens forklares af Ludwig von Mises regressionsteorem. I den spæde civilisation bytter folk varer, men på grund af besværligheden herved så søger markedet imod et medium som alle accepterer som det gældende byttemedium. Traditionelt har det været guld eller sølv. Fri produktion af penge-guld og sølvmønter har fundet sted i f.eks. amerika i det 19. århundrede og Skotland i det syttende. Navnet dollar er et kælenavn for møntproducenten Schlick fra Joachimsthal i Bøhmen. Først hed mønterne Joachimsthaler, så thalers og til sidst dollar.

I 1913 oprettedes Federal Reserve i USA som centralbank, der herefter overtog produktionen af penge, ligesom centralbanker i europa varetager produktion af penge. Efter indførelsen af centralbankvæsenet- ses et klart mønster. En ounce guld kostede i 1913 19 dollar. I dag er prisen ca. 1600 dollar. En dollar i dag er ca. 1 procent af dens værdi i 1913. Hvad skyldes dette? Jo efter at centralbanken overtog produktionen af penge, så har to interessegrupper haft særlig glæde af at producere penge. Staten og de kommercielle banker. Staten kan øge sit budget uden at hæve skatterne ved at trykke penge, og de kommercielle banker kan øge deres balance, og hermed indtjeningen som forskellen imellem ind- og udlån via det fraktionelle reservebankvæsen. Et fraktionelt reservebankvæsen er det vi har i Danmark, og det forstås ved at banken kun har en solvens på ca. 8%. Det betyder, at når hr. Hansen sætter 1000 kr. ind i Danske Bank, så må banken geare dette indlån 12,5 gange og give hr. Jensen en kassekredit på ca. 11.000 kr. Hr. Jensen kan f.eks. vælge at købe varer af den samme Hr. Hansen og herved overføre 11.000 kr. til dennes konto. Bankens balance ser umiddelbart sund ud. Hr. Hansen har 12.000 kr. i indlån, og Hr. Jensen har 11.000 kr. i udlån. Problemet med systemet er bare, at Hr. Hansens indlån på 12.000 kr. kun findes i bankens computersystem. Pengene findes ikke fysisk. På samme måde udsteder staten obligationer som de kommercielle banker køber, og herved finansieres statens underskud uden at hæve skattesatsen.

Det er logik, at et pyramidespil som bankvæsenet og statens produktion af penge altid vil bryde sammen. Spørgsmålet er bare hvordan og hvornår. Som den seneste økonomiske udvikling har antydet, så virker det som om, at enden er ved at være nået. Både stat og banker glemte med tiden siden sidste krise, at systemet er uholdbart, og at man derfor skal gå med varsko i pengeekspansionen. Men da flertallet af dem, der oplevede krisen efter 1929 ikke er mere, så har vi i specielt i de sidste ti år set en pengemængde ekspansion, der i den vestlige verden ikke er set siden 1920’erne med vilde bankudlån til bunker af fejlinvesteringer og fantastiske statslige projekter. Hvor mange ved deres fulde fem vil låne deres sparepenge til andre uden, at der afdrages? Hvorledes kan banker låne af centralbanken til omegnen af 1 %, når normale mennesker hvis de overhovedet kan få et lån skal betale imellem seks og tyve procent. Hvordan kan banker overlade deres dårlige lån til staten, hvorefter skatteborgere skal betale regningen uden, at der stilles spørgsmål, eller at det har retlige konsekvenser? Således tages produktiv kapital og gives som en gave til bankerne, hvorefter produktive projekter ikke kan finansieres. Markedet er sat ud af spil, og det vigtigste at forstå i denne krise er, at det er ikke kapitalismens skyld. Det eksisterende monetære system har intet med kapitalisme at gøre. Det er en sær blanding af statisme og korporatisme. I en fri verden vælger mennesker guld eller sølv som penge. Det er historien et bevis for.

Gæsteindlæg – Et forsvar for Østrigsk konjunkturteori

Libertas har lige udsendt det 51. nummer af selskabets tidskrift af samme navn. Temaet har denne gang været den østrigske skole. De af bloggens læsere som er medlem af Libertas skulle gerne have modtaget tidskriftet med posten, eller også er det lige på trapperne.

I den anledning bringer vi her et gæsteindlæg af Nicklas Augustine, som tidligere har haft indlæg på denne blog.

 

Et forsvar for Østrigsk konjunkturteori

There can never be a scarcity of currency except when there is too much of it
William Graham Sumner, 1890

Den østrigske skole har fået meget opmærksomhed den senere tid. Flere har fået øjnene op for østrigske økonomer, idet disse succesfuldt har kunne beskrive tidligere og nutidige økonomiske boblers anatomi. Således påpegede Ludwig von Mises og F.A. Hayek uholdbarheden ved den monetære politik, der forårsagede 1930’ernes depression, ligesom moderne østrigere såsom Bob Murphy, Peter Shiff, Mark Thornton og Frank Shostak har beskrevet både It- og boligboblen i forrige årti ved brug af den østrigske konjunkturteori (Austrian Business Cycle Theory eller ABCT). [1] Mest mærkbart har præsidentkandidat Ron Paul formået at fremlægge og udbrede ”østrigske” synspunkter i forbindelse med sit  præsidentkandidatur.

Opmærksomheden er ligeledes reflekteret i den tiltagende interesse for skolen i Danmark. Senest har man i Tidsskriftet Libertas dedikeret en udgivelse alene til østrigske tanker. Heri  blev skolen og dets  markante videnskabelige bedrifter sat under kritisk behandling, og for de der ikke holder tidsskriftet, kan det oplyses, at dette i særdeleshed gik ud over den østrigske konjunkturteori.

I denne korte artikel tilbagevises de af Erik Kofoed fremlagte kritikpunkter af ABCT – som monetaristen Lars Christensen i øvrigt synes at dele – relateret til den østrigske konjunkturteori. Efter en indledningsvis ganske kort beskrivelse af ABCT fremlægges kritikpunkterne, som herefter tilbagevises. For de med et større kendskab til østrigsk økonomi vil der intet betydeligt overraskende være at finde i min tilbagevisning af krikpunkterne – økonomer såsom Bob Muprhy, Frank Shostak og Roger Garrison mfl. har allerede, omend mere fragmenteret, imødekommet de af kritikerne påståede problemer ved ABCT.

Læs resten

Gæsteindlæg: Derfor er skatter og afgifter destruktive

Jeg har i tidligere indlæg henvist til en glimrende og pædagogisk fremstilling af årsagerne til finanskrisen i 2008, skrevet af Nicklas Augustine. Nicklas studerer BSc in International Business på Copenhagen Business School og er “frimarkedstilhænger” med stor respekt for den østrigske skole som repræsenteret ved nutidige tænkere såsom Walter Block, Hans Hermann Hoppe og Robert Murphy. Nicklas har ydermere taget en del kurser på Mises Academy hos Ludwig von Mises Institute.

Derfor er skatter og afgifter destruktive

I disse hæmningsløse skatte- og afgiftstider er det på tide at huske på, hvad skatter og afgifter egentlig har af effekter for en økonomi. Skatter kan anskues og angribes fra flere vinkler og således vil enkelte tænkere fristes til at påpege, at ud fra en retfærdighedsbetragtning er og bliver skatteopkrævning at sidestille med tyveri, som Rothbard skriver [1]:

(..) there is no difference between the nature and effects of taxation and inflation on the one hand, and of robberies and counterfeiting on the other. Both intervene coercively in the market, to benefit one set of people at the expense of another set.

På samme ligefremme måde beskriver økonomen Jean Baptiste Say skatter hundrede år forinden: [2]

Where is the benefit of social institutions to an individual, whom they rob of an object of positive enjoyment or necessity in actual possessions, and offer nothing in return, but the participation in a remote and contingent good, which any man in his senses would reject with disdain?

Ikke desto mindre vil denne kortfattede tekst udelukkende se på hvordan alle skatter og afgifter ud fra fundamentale økonomiske indsigter basalt set er, med David Karsbøls ord, ”hæslige og destruktive”. [3] Ud fra helt grundlæggende økonomiske betragtninger er det afgørende at notere sig, at enhver opkrævet skat per definition forbruges efter statens forgodtbefindende, imens den opkrævede skat istedet kunne være lånt ud eller investeret i produktion af andre forbrugsgoder. Som økonomen Kel Kelly formulerer det: [4]

Every $1 not paid in taxes becomes $1.20 if left in the hands of its owners. If that same 1$ goes to the government through taxes and is consumed, it becomes $0. (…) Wealth kept by its owners, when saved, creates new jobs and products for us. Wealth taken and given to someone else is spent and disappears forever.

Betragter vi skatterne ud fra et helt simpelt – hvad nogle ville kalde – mikroøkonomisk perspektiv, er det ganske problemfrit at vise, hvorledes enhver skat eller afgift destruerer velfærd for såvel forbrugeren som producenten af det beskattede gode. For at kunne forstå hvad der menes med at samfundet lider et velfærdstab ved indførelsen af en skat, skal vi kort stifte bekendtskab med fænomenet  forbrugeroverskud.

Forbrugeroverskuddet angiver hvor meget forbrugerne egentlig er villige til at betale for en given mængde, ud over det de faktisk betaler. Højden på efterspørgselskurven (D) viser således til en given mængde, hvad forbrugeren er villig til at betale. Dette beløb fratrukket
markedsprisen er således det overskud forbrugeren modtager, imens det totale overskud er det farvede område mellem markedsprisen og efterspørgselskurven.

Det er ganske simpelt at indse, hvordan forbruger-overskuddet fungerer. Koster en liter mælk 12 kroner i det lokale supermarked, kan du spørge dig selv, om denne pris vitterligt er den absolut højeste pris, du er villig til at betale. I vores eksempel koster en dunk  med 12 liter vand 3 kroner, men forbrugeren er faktisk villig til at betale 15 kroner for den første liter og opnår dermed et overskud på 11 kr. ved køb af den første liter.

Vi har således etableret en vigtig omend simpel indsigt i den gevinst, som forbrugerne oplever ved ethvert køb af et gode udbudt på markedet. Velfærdsgevinsten kan ligeledes påvises fra udbudssiden, og dette vil stå klart for læseren efter introduktionen af beskatningen er blevet beskrevet nedenfor. Bemærk at den følgende mikroøkonomiske gennemgang af, hvorledes skatter og afgifter destruerer velfærd, forudsætter et fuldkommen frit marked, men at samme resultat vil fremkomme ved monopol- eller oligopollignende tilstande! Bemærk desuden at vi af pædagogiske årsager i det følgende vil beskrive konsekvensen af en stykskat påført sælgeren, men at resultatet er nøjagtigt det samme ved skatter påført køberen!

Påføres sælgeren den omtalte skat på fx T = 10 enheder, vil udbudskurven løftes opad med nøjagtig T (=10) enheder, som vist i figuren til højre – fra S til S’. Ligevægtstilstanden  før skatten er således fundet i punktet (Q*,P*), men ved indførelsen af skatten falder mængden til Q*1, idet forbrugsprisen stiger til P*1. Det skal desuden bemærkes at forskellen mellem forbrugsprisen, P*1, og producentprisen, P*2, netop svarer til skatten.

Samfundet lider således et velfærdstab, idet ligevægts-mængden falder ved indførelsen af skatten, og tabet for forbrugerne er således det med orange markerede areal (vi mindes forbrugeroverskudskonceptet som tidligere beskrevet), imens et tilsvarende producentoverskud tabes (i figuren, arealet lige under forbrugsoverskuddet) – tabte overskud som snuppes af staten. Bemærk således det foruroligende velfærdstab: Trekanterne A + B forsvinder direkte som følge af skatten, og følgelig er dette det egentlige velfærdstab!

Udover at skatter, som påpeget af Rothbard [5], bevirker, at ressourceallokeringen i samfundet ikke længere vil forekomme på den mest effektive måde, og at et omfordelingsproblem pludselig opstår, bevirker enhver skat og afgift en direkte destruktion af velfærd (svarende til trekanterne A + B). Det forrykte er naturligvis, at denne destruerede velfærd ikke længere vil være tilgængelig i økonomien, og dermed taber både forbrugere og producenter på dette. For at gøre ondt værre påpegede Jean Baptiste Say desuden, at påføres skatterne et produkt, der fungerer som input i andre produktionsprocesser, vil udbuddet også her reduceres! [6]

Denne korte analyse af skatternes destruktive natur vil forhåbentlig blive læst af levebrødspolitikere, inden de vælger at lade økonomien lide unødigt af flere skatter og afgifter – for den interesserede læser kan det varmt anbefales at læse Murray Rothbards gennemgang af bestemte skattetypers virkning i  Binary Intervention: Taxation, i bogen Power and Market, som er tilgængelig på Mises Institute på mises.org/rothbard. [7]

Referencer og noter
De anvendte figurer er tilpasset og redigeret i forhold til Robert H. Franks originalfigurer i ”Microeconomics and Behavior”.

[1] http://mises.org/rothbard/mes/chap16a.asp

[2] http://mises.org/journals/scholar/say.pdf

[3] http://www.180grader.dk/Oekonomi/david-b-karsboel-oekonom-alle-skatter-og-afgifter-er-haeslige-og-destruktive

[4] The case for legalizing capitalism af Kel Kelly (2010), side 57

[5] http://mises.org/rothbard/mes/chap16a.asp

[6] http://mises.org/journals/scholar/say.pdf

[7] http://mises.org/rothbard/mes/chap16a.asp

 

Gæsteindlæg – Alle Protagoras’ elever

Kritiske røster har i det forgangne år taget hårdt fat om S-SF’s politik og blandt andet kaldt den ”usammenhængende”, ”selvmodsigende”, ”umulig” og et ”manipulativt blændværk”, der er ”tomt for ideer.” Nærværende skribent har imidlertid fundet ud af, at intet af dette er tilfældet, men at S-SFs manøvrer i stedet skyldes et overraskende kendskab til en sjælden dannelseskilde.

af Ryan Smith, cand.mag.
Der var mange, der havde svært ved at følge den røde tråd, da S-SF zigzaggede fra Nick Hækkerups udtalelse om, at der under en rød regering ”ikke vil blive tale om at røre ved efterlønnen”, til Helle Thorning-Schmidts udtalelse om, at det dog kunne blive ”nødvendigt at ændre på efterlønnen”, efterfulgt af Henrik Sass Larsen, som sagde, at en afskaffelse af efterlønnen ville blive over hans ”politiske lig”. Derfra skar Helle Thorning-Schmidt igennem for at slå fast, at ”alt”, herunder efterlønnen, var ”i spil”, og for ligesom at binde sløjfe på det hele, så tilføjede samme Helle Thorning-Schmidt, at hun stod ”fuldstændig ved”, at en rød regering ikke ville ændre på efterlønnen, og udvidede så i sidste måned sin holdning med, at hun var åben over for ”positive ændringer” i efterlønnen. Og for at ingen skulle være i tvivl om hvad det egentlig var oppositionen mente, så gik S-SF også i fællesskab ud og meddelte: ”Det, vi lægger frem før valget, er også det, vi har tænkt os at gøre efter valget.”

Mange mennesker har ladet sig forvirre, og i forvirringen har de tolket S-SF-udmeldingerne sådan, at S-SF ikke har en politik; at de, med Politiken-skribenten Lars Trier Mogensens ord, er ”tomme for ideer” og ”villige til at sige hvad som helst” for at få magten. Deres skribent har imidlertid gravet i historiebøgerne og på den måde fundet ud af, at der med S-SF’s divergerende meldinger slet ikke er tale om gemen politisk opportunisme, men at deres fleksibilitet i stedet udspringer af en sjælden fornem dannelseskilde: Politikerne i S-SF er nemlig ikke simple lykkeridere, men derimod elever af den store græske sofist, Protagoras fra Abdera.

Den store relativist

De husker ham måske fra Deres skolegang: Protagoras, der er berømt for det udsagn, at der ikke findes nogen naturgiven sandhed, kun normer og kultur. Det følger derfor af hans lære, at der ikke findes falske eller selvmodsigende udsagn, da ethvert udsagn blot er en subjektiv fortolkning af en virkelighed, hvor er ikke er nogen endegyldig sandhed. Således Protagoras’ berømte slogan, mennesket er altings målestok¸ med hvilket han mente, at alle udsagn blot var meninger, og således, at naturens og logikkens love blot meninger, på lige fod med alle andre meninger.

Som et eksempel på sin lære gav Protagoras os det billede, at to mennesker kan sidde i en båd sammen, og den ene mene, at det blæser, mens den anden mener, at det ikke blæser; begge på baggrund af deres personlige, subjektive fortolkning. Ifølge Protagoras vil begge bådpassagerer have ret, og videre endnu, så vil de to udsagn heller ikke være selvmodsigende, men begge være sande på samme tid, da der ikke findes falske udsagn.

På den måde er det heller ikke selvmodsigende at stå ”fuldstændig ved”, at man ikke vil ændre på efterlønnen, samtidig med at man er ”åben over for ændringer” i efterlønnen: Med Protagoras som læremester kan man bogstaveligt talt ændre holdning, som vinden blæser; man kan blæse, ikke blæse, og stadig have uld i mund.

At udsagn ikke kan være selvmodsigende, betyder også, at ens logik ikke behøver at være konsekvent, og således kan Protagoras elever i S-SF sagtens kræve 40% kvinder i bestyrelserne og særlige ”fremskyndelsesprocesser” for kvindelige forskere, uden derved at føle sig forpligtigede til også at kræve 40% kvinder på byggepladserne og særlige ”fremskyndelsesprocesser” for kvindelige kloakarbejdere. Livet er nemt for Protagoras’ elever, som ikke behøver at mene det samme i på første sal, som de mener i stueetagen, og hvis præferencer for privatskoler, privathospitaler og skatteunddragelse ikke behøver harmonere de regler de kræver af alle andre.

Evolution – blot en holdning

Konsekvensen af en protagoræisk verden, hvor kun normer og kultur danner grundlag for vor virkelighedsopfattelse, er, at hvis vi blot kan ”lære” vore normer, hvilket samfund vi vil have, så får vi det også sådan: Kulturen er blot tilfældig, og har intet at gøre med de mennesker der lever i den. Videnskaben kan ikke gøre noget krav på sandhed, men er blot endnu én menneskelig mening blandt mange. Og Protagoras’ elever i S-SF kan da også afvise enhver snak om biologiske dispositioner, når talen falder på tvangskvoterne: Som de fromme protagoræere de er, betoner S-SF i stedet, at modstanden mod kvoter hovedsageligt skyldes, at tvangskvoter og indgreb i den private ejendomsret ”bryder med normer og traditioner”, som Mette Frederiksen udtrykte det, eller at de eneste argumenter imod kvoter er ”vaner, tradition og mangel på erfaring [hos aspiranterne]”, som Pernille Vigsø Bagge mente. Altså: Uden en objektiv sandhed er det eneste, vi skal gøre, at erstatte en tusindårig tradition med nye normer, som vi selv har fundet på.

Hvis vi blot kan opdrage hinanden til, at 40% af bestyrelsesposterne er reserveret til kvinder, så vil enhver snak om kompetencer forsvinde af sig selv, da forestillingen om ”kompetencer” jo blot er endnu en subjektiv grille, der ikke dækker over noget objektivt eksisterende.

Platon kritiserede Protagoras for, at hvis ingenting vitterligt var forkert, hvorfor skulle nogen så overhovedet lytte til Protagoras? Implicerede Protagoras’ lære så ikke, at alle andres meninger var lige så gode som hans egne? Hertil svarede Protagoras infamt, at selvom intet var forkert, så var noget alligevel bedre end andet. Men da sandheden ikke findes, og alting blot er meninger, så må hver enkelt mening, ifølge Protagoras, bedømmes på den genklang, den vækker i befolkningen. Og således skal S-SFs slagord om ”ufinansierede skattelettelser” og ”massakren på skoler og sygehuse” ikke forstås i relation til nogen objektiv sandhed om finansiering i kroner og øre: For S-SF har lyttet i timen og udsagnenes sandhedsværdi skal alene vurderes på, hvorvidt de vinder befolkningen over.

Dødsstraf – for anstændighedens skyld

Ud over den genklang, en mening vækker i befolkningen, var der ifølge Protagoras også et andet kriterium, en mening skulle bedømmes ud fra, nemlig den ”anstændighed” (nomos), den skaber i samfundet. At lektien om anstændighed er en, som Protagoras’ elever i S-SF har lært sig til UG, fremgår tydeligt af deres opfordring til, at Danmarks statsminister skal mødes med fremmede magter, for at undskylde for, at vi har ytringsfrihed (TV2, 02.02.2006, samt Kristeligt Dagblad 29.09.2010). Med S-SF har vi set en udvikling, hvor ytringsfriheden skal indskrænkes til fordel for islamister, hvor den frugtbare debat skal vige for hensynet til følelser, og hvor en kritisk diskussion om integrationsproblemerne skal stækkes af hensyn til netop ”anstændigheden”. Det er et holdningskompleks, der gør, at Protagoras kan være særdeles stolt af sine elever, når S-SF påstår, at de har gjort noget godt for ’tonen’. Athenerne på Protagoras tid følte sikkert også, at de gjorde noget godt for tonen, da de dømte Sokrates til døden.

Protagoras’ elever blev berygtede allerede i Antikken: Skruppelløse unge mænd, som manipulerede masserne med opløftende tale, og som var villige til at love hvad som helst for at få magten (hvilket ofte lykkedes). De styrede demokratiet imod vanvittige projekter, og konsekvensen af Protagoras’ relativisme var, at han i sidste blev nødt til at angribe matematikken, da den stod som eksponent for en sandhed fri af normer. Et kunststykke, som Socialdemokraternes Morten Bødskov gjorde mesteren efter, da han på tv fejede alle uafhængige økonomernes kritik af S-SF-planen bort med dommen om, at økonomernes tal og metode udelukkende bundede i, at de var ”borgerlige økonomer”. Bødskov han var i sandhed den fineste af Alle Protagoras’ Elever.

Gæsteindlæg: Har du læst finansloven?

news697

Til forskel fra mange – og nok de fleste Christiansborg politikere og rapporterende journalister, har Torben Mark Pedersen, Cand polit, Ph.D. og medlem af Liberal Alliances hovedbestyrelse, læst dette års fulde finanslov. Det har ifølge Torben ikke været nogen rar oplevelse. Vi er glade for at bringe hans reaktion på læsningen som et gæsteindlæg.

Har du læst finansloven?

En gyserhistorie…

Det er lidt af en gyser, men lystlæsning er det ikke… Som at læse om folkemord. Det er for virkeligt til at være behageligt.

Det er forslag til finanslov for 2010 jeg taler om: Tre bind på i alt 2.580 sider. Alene omfanget siger noget om statens store opfindsomhed mht. at bruge dine og mine penge.

Jeg blev udfordret af Anders Samuelsen til at finde besparelser på sølle 55 mio. kr. på finansloven, så Liberal Alliance kunne komme med besparelsesforslag, der overstiger partiets udgiftskrav. Forslag som der vel at mærke skulle være en realistisk chance for kunne blive gennemført. Altså ikke noget med at foreslå kulturministeriet nedlagt eller fjerne støtten til eliteidræt. Læs resten

Gæsteindlæg af Carsten Valgreen: Et par liberale svar på den finansielle og økonomiske krise

Som det er bloggens læsere bekendt har Carsten Valgreen, partner i det uafhængige økonomiske analysefirma Benderly Economics og tidligere cheføkonom i Danske Bank, i flere omgange indsigtsfuldt kommenteret indlæg på bloggen om den igangværende finansielle og økonomiske krise. Vi er derfor glade for at han har afset tid til at levere nedenstående gæsteindlæg;

Et par liberale svar på den finansielle og økonomiske krise

Den store depression i 1930erne sendte de liberalistiske ideer ørkenvandring i flere generationer. Selv i de kapitalistiske lande var der udbredt skepsis i forhold til frie markeder i årtier efter krisen. Den internationale krise i 2008 udvikler sig formentlig og forhåbentligt ikke lige så slemt. Men mindre kan også gøre det. Krisen bliver allerede brugt af dem, der ønsker det til at argumentere for mere regulering, mindre marked og mod liberale økonomiske ideer. I mange menneskers øjne har markedet spillet fallit. Krisen bliver set som et tegn på grådighed og på behovet for politisk styring. Derfor er det afgørende, at liberalt tænkende mennesker finder frem til en analyse af krisens årsager, konsekvenser og nogle liberale svar på dens ”løsning”.

”Løsning” er i kursiv, fordi de fleste uden at tænke over det accepterer at den finansielle og økonomiske krise er et problem, der skal ”løses”. Vi tænker på det som en bil der er gået i stykker og skal på værksted.

Liberale vil gerne fortælle historien om, at krisen skyldes Greenspans alt for lempelige pengepolitik. Eller politisk influeret långivning via Fannie Mae og Freddie Mac. Eller at indskydergarantier og implicitte garantier fører til risikosøgende adfærd hos bankerne. Den underliggende agenda for de liberale er, at krisen slet ikke er det frie markeds skyld, men skyldes at vi har blandet os for meget i markedet. Den argumentation vinder ikke mange debatter, og den er næppe heller korrekt. Før 1913, under den klassiske guldfod, var der hverken en Greenspan til at føre ”for lempelig” pengepolitik eller indskydergarantier. Det betød ikke at den finansielle sektor var stabil. Tværtimod. Der var masser af bankkriser. Læs Charles Kindelbergers klassiker ”Manias, Panics and Crashes” og bliv underholdt.

Overført til eksemplet med bilen på værkstedet svarer det til, at den liberale mekaniker siger til den socialdemokratiske ”det var også fordi du rodede for meget med den bil da den var her i sidste uge. Du skulle have ladet være med at tune den.” Den socialdemokratiske mekaniker vil så sige ”helt ærligt, bilen er brudt sammen, vi kan altid diskutere hvorfor, men lad os nu reparere den og få den ud at køre igen, og da vi ikke helt ved, hvad der er galt må vi hellere give den en ordentlig overhaling og hælde flyverbenzin på”. Den diskussion vinder socialdemokraten selvfølgelig i de fleste menneskers øjne.

Men er præmissen om, at der er et ”problem”, der kræver en ”løsning” korrekt? Hvis der bliver bygget for mange huse i forhold til, hvad der er brug for så skal byggeriet gå i stå og beskæftigelsen i byggeriet skal falde. Hvis det ikke sker, hvem skal så betale for de huse der bliver bygget for meget? En krise er ofte en naturlige og endda nødvendig korrektion efter overinvesteringer og overdreven optimisme. I den forstand kan en krise være ”østrigsk” og en afgørende indsigt er, at den ikke bare er uafvendelig men på nogle punkter ligefrem ønskelig. Markedsøkonomiens styrke er jo faktisk også at den kan skabe kriser. Det er ingen kunst at forhindre kriser og finansiel ustabilitet. Vi kan bare nationalisere banksystemet. Med staten som ejer kommer der aldrig til at være en bank der går ned. Til gengæld får vi bureaukratiske og uproduktive banker, og vi får politisk influeret långivning. På sigt vil det skabe en permanent krise i økonomien i form af stagnation som det er sket i enhver socialistisk eller kommunistisk styret økonomi i de seneste 100 år.

Så hvad med om liberalt tænkende kommentatorer begyndte at forsvare krisen lidt: ”Den er i faktisk i nogen grad uafvendelig og den skal have lov til at løbe ud, ellers sikrer vi blot, at der ikke bliver langt til den næste krise”.

Et relateret problem er, at krisen fremstilles som ”finanskrisen”. Mange – både folk der burde vide bedre og journalister – lider af den vildfarelse at vi har en økonomisk krise fordi bankerne har begået fejl og nu ikke vil låne ud. Eller endnu mere idiotisk fordi bankerne har været ”grådige”.

Det sidste er en besynderlig anklage. Det er private virksomheders job at være grådige på deres aktionærers vegne, og bankerne har helt tydeligt været dårlige til at være grådige for deres aktionærer har jo tabt 70-80%.

Det er mest af alt omvendt: Vi har en finansiel krise fordi vi har en realøkonomisk krise. Der blev bygget for meget i boligboomet og huspriserne kom for højt op. I USA startede nedturen i boligmarkedet i sommeren 2005, da boligbyggeriet toppede. Den finansielle krise kom senere – den startede først for alvor i august 2007 – som en direkte konsekvens af den realøkonomiske krise i ejerboligmarkedet. Det er så formentlig rigtigt, at den finansielle krise har forlænget og forværret den realøkonomiske og måske endda også unødigt, men det er slet ikke klart hvor meget. De udbredte kommentarer om, at ”bankerne ikke låner ud” er eksempelvis ikke understøttet af data i USA eller andre steder. Og hvis problemet  i første omgang var at bankerne lånte ”for meget ud”, hvordan kan vi så nu klandre dem for at stramme lånevilkårerne? Og hvordan ved vi at de ”låner for lidt ud”?

Meningen med en markedsøkonomi er jo netop ikke, at der aldrig skal være kriser og stigende ledighed. Den er heller ikke at banker aldrig går konkurs. Tværtimod, fungerer en markedsøkonomi netop fordi den er i stand til at omallokere ressourcer efter fejltagelser. Derfor er der kriser og recessioner. Når nogle – selv borgerlige – kommentatorer hævder, at krisen viser, at ”den liberale dagsorden” har slået fejl, er det derfor ikke bare forkert, men viser en skræmmende mangel på forståelse af, hvad en markedsøkonomi egentlig går ud på.

Det er selvfølgelig ikke det samme som at liberale skal forsvare en total ”laden stå til” holdning til den økonomiske krise.

For det første skal pengepolitik selvfølgelig spille en rolle i stabiliseringen af økonomien. Centralbankerne skal sætte renten sådan at både deflation og inflation undgås. I en krise som den vi er i skal renten selvfølgelig sættes ned hurtigt, for at sikre mod deflation. Det virker altid, hvis pengepolitikken bruges aggressivt nok. Milton Friedmans analyse af 1930ernes amerikanske krise pegede netop på at Depressionen skyldtes at Federal Reserve reelt strammede pengepolitikken og dermed skabte en helt unødvendig depression ud af det, der ellers havde været en almindelig recession (en protektionistisk handelspolitik sikrede så at depressionen i øvrigt også blev global). Centralbankerne skal også sikre likvide markeder og gerne via ukonventionelle tiltag. Det er ikke et reelt problem at renten ikke kan komme under nul. Der er masser af andre smarte måder hvorpå lempeligere pengepolitik kan gennemføres (er det nogensinde svært at finde nogen, der vil tage imod gratis penge?). Enhver idiot kan inflatere en økonomi. Bare spørg Robert Mugabe.

Et problem med pengepolitik ved ”nulrente grænsen” er, at den flyder sammen med finanspolitikken. Når centralbanken ikke mere kan sænke renten på det kortsigtede pengemarked hvor modparterne er AAA-ratede institutioner, men skal begynde at købe dårligere kredit, begynder det offentlige indirekte at bestemme, hvem der skal have kredit. Det åbner for offentlig indblanding i markederne.

Den klodsede eksekvering af TARP, hvor Paulson reelt tvang de største amerikanske banker til at tage mod offentlige penge og dermed udvandede de eksisterende aktionærer, er et godt eksempel på den glideba
ne, vi er på vej nedad. D
et blev gjort med de bedste intentioner, på baggrund af den udbredte påstand, at bankerne ikke lånte ”nok ud”. Liberale har ingen grund til at argumentere mod en lempelig pengepolitik og heller ikke mod en lempelig finanspolitik. Men de skal påpege, at hvis ikke indgrebene er markedskonforme og transparente og hvis de skaber usikkerhed eller forvrider kapital markederne så kan de virke mod hensigten: Hvem vil skyde private penge i banker nu, hvor staten på baggrund af løs retorik kan finde på at delvist at tvangsnationalisere banker ved at tvinge hybridkapital ned i halsen på dem stykvis og ud fra uigennemskuelige kriterier fordi de ”ikke låner nok ud”?

Krisen er en udmærket lejlighed til at lave underfinansierede skattereformer (i Danmark går det forhåbentlig sådan). Øgede offentlige infrastruktur investeringer kan muligvis også give mening i en lavkonjunktur. Men hvis krisen bliver brugt til at hælde offentlige penge ud på politiske pet projects med tvivlsomt afkast (dele af Obamas pakke) så ofrer man langsigtet vækst for et tvivlsomt kortsigtet boost.

Det er blåøjet at hævde at markeder producerer løsninger, der til alle tider er socialt optimale (ment som pareto optimale). Det er sådan folk af anden opfattelse gerne vil karikere liberale. Det liberale svar må være at markeder med en Churchilsk parafrasering at markedet er den mindst ringe løsning, når kapital ressourcer skal fordeles – ikke at markedet altid har ret.

Der er en række områder, hvor krisen har afsløret svagheder især i det amerikanske finansielle system og i reguleringen, hvor liberale må tænke over svarene. Jeg vil især fremhæve tre områder. Det første handler om et gammelt problem med ustabilitet i bankers forretningsmodel. Det andet handler om ”mark to market” accounting. Det tredje handler om amerikansk konkurslovgivning.

Banker er gearede væsner. En bank er en underlig hybrid bestående af to identiteter. Dr. Jekyll er en meget stabil underliggende forretningsmodel, som tager en lille marginal på alle finansielle transaktioner i økonomien. Mr Hide er en 10 gange gearet kredit hedge fond, i form af bankens kreditbog. Den forretningsmodel er der ikke noget i vejen med. Bortset fra to ting:

1) Medmindre man fromt tror, at finansielle markeders priser altid er korrekte, rationelle afspejlinger af fremtiden og at de altid er likvide, så er gearede balancer i risikozonen for likviditetskriser – altså en krise, hvor en balance, der egentlig er solvent (hvilket man jo aldrig rigtigt ved ex ante) bliver blæst omkuld af manglende evne til at sikre likviditet i markedet.

2) Banker er så afgørende for samfundsøkonomien, at de (største) altid som virksomhed må reddes og ultimativt nationaliseres. Derfor er der indskydergaranti (for at forhindre bank runs). Men garantien socialiserer risikoen og giver muligvis derfor incitament for bankens aktionærer til at tage for store risici. Derfor er banker og finansielle institutioner de mest regulerede virksomheder overhovedet. Ingen andre virksomheder er underlagt så mange regler, tilsyn og begrænsninger. Hvilket jo grundlæggende stiller nogle spørgsmålstegn ved argumentet om at bankkrisen viser at ”liberalismen og det frie marked har fejlet”. Man må snarere sige at det er reguleringen og tilsynet der har fejlet. En rigtigt liberal holdning kunne være, ”lad os fjerne reguleringen af bankerne, og lade dem fejle og gå konkurs som enhver anden virksomhed”. Men sagen er, at de historiske perioder, hvor vi var tæt på et så liberalt system – som under den klassiske guldfod – var bankkriser hyppige, hvilket var medvirkende til centralbanker blev opfundet. Vi kommer ikke uden om at banker i en eller anden grad i moderne økonomier altid får garantier (om ikke andet så implicit). Og med den offentlige garanti følger rimeligvis også regulering som en ”second best” løsning. MEN det er ikke lige meget hvilken regulering. I det ene ekstrem kan politikere blande sig i om bankerne nu også giver kredit til de økologiske landmænd i stedet for de andre landmænd (eller i hvad bankdirektører får i løn). I det andet ekstrem er der generelle, gennemskuelige markedskonforme regler såsom Basel I og Basel II reglerne, der bl.a. sætter minimumsstandarder for kapitalreserver. Et vigtigt liberalt svar på krisen må derfor være, at det er helt afgørende at al regulering af den finansielle sektor skal være generel, permanent, gennemskuelig og markedskonform. Ellers risikerer indgrebene og reguleringen at være kontraproduktiv som den uforudsigelige og uigennemskuelige amerikanske krisepolitik i 2008 formentlig har været det (læs eksempelvis John Taylors glimrende papir om hvorfor uforudsigeligheden i amerikansk politik i 2008 har været medvirkende til at forlænge krisen og gøre den dybere her http://www.stanford.edu/~johntayl/FCPR.pdf)

Det næste problem er også relateret til bankers altid overhængende risiko for at ryge i tillids- og likviditetskrise. Basel II og udviklingen i regnskabsreglerne har i stigende grad betydet at der blev lagt vægt på mark-to-market accounting. Og det lyder jo fint og rigtigt især for en liberalt tænkende person. Men i praksis har mark-to-market (hvor banker prissætter deres lånebog til tilsvarende lån, der handles på markedet i en værdipapirform) vist sig at være en akilleshæl, som utvivlsomt gør denne krise værre og mere dramatisk end den behøvede at være. Den totale mistillid til struktureret kredit og især strukturer, der involverer amerikanske subrime lån har ført til at markederne for disse lån er blevet illikvide. Der er ingen købere. Det betyder også, at de ”tabsscenarier” som disse papirer implicit indpriser er så kulsorte at det virker temmelig urealistisk. Eksempelvis har banker globalt nedskrevet ca. 1000 mia på amerikansk realkredit i de seneste 1½ år på baggrund af blandt andet mark-to-market af deres lånebøger og værdipapirbeholdninger. Det virker overdrevet, givet at den samlede amerikanske realkreditudlån er på ca. 10.000 mia og den gennemsnitlige låntager (selv efter husprisfald) har en friværdi på over 40% i ejendommen. Før krisen startede var hele det samlede subprime udlån eksempelvis kun på 1.300 mia USD. Det er simpelthen et problem dogmatisk at gennemtvinge mark-to-market på en bankbalance på flere trillioner dollar efter priserne på et værdipapirmarked, hvor der stort set ikke handles.

Et tredje ”problem” er, at amerikansk konkurslovgiving i høj grad er på låntagers side. I langt de fleste amerikanske stater er realkreditlån ”non recourse”. Det vil sige, at kreditor ikke har krav på mere end ejendommens værdi. Det betyder igen, at låntager har incitament til at gå på tvangsauktion, hvis der er negativ friværdi. Studier viser at ca. halvdelen af tvangsauktionerne i 2007 var frivillige i den forstand at låntager reagerede på dette incitament. Et tal, der formentlig kun er steget i takt med de faldende huspriser siden da (se her http://www.voxeu.org/index.php?q=node/2937). Amerikanske husholdninger overfører således ganske rationelt deres tab til finansielle institutioner. Reglerne var selvfølgelig velkendte før krisen da lånene blev givet, men da huspriserne ikke er faldet i USA samlet set på noget tidspunkt siden anden verdenskrig, var de dårligt blevet testet i en nedtur, hvor incitamentet til default blev udbredt. Demokraterne har presset på for at give dommere lov til pr. tvang at nedsætte hovedstolen på lån, for at ”forhindre tvangsauktion”. De fleste må da kunne indse, at det vil være endnu et indgreb, der vil forværre og forlænge den finansielle krise.

Et liberalt svar på krisen må derfor være at det er afgørende, at krisen ikke bruges som undskyldning for at bøje lovgivning og regler i bankernes eller andre kreditorers disfavør og skabe usikkerhed om kreditorernes grundlæggende retssikkerhed. Det er den sikre opskrift på at forlænge krisen.

Spørg hellere Brian og Basim: Gæsteindlæg af Peter Nedergaard

Punditokraterne har modtaget et gæsteindlæg, tidligere bragt i JP, som vi er glade for at kunne bringe her. Indlægget er skrevet af Peter Nedergaard, som vi i samme ombæring kan ønske tillykke med det nye professorat på Statskundskab ved Københavns Universitet.

af Peter Nedergaard, professor

Stadigt færre unge i Danmark tager en uddannelse, mens udviklingen i andre lande går den modsatte vej. I perioden 2000 til 2006 er andelen af unge, som får en ungdomsuddannelse, ifølge en ny undersøgelse af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd faldet fra 83 til 80 pct. Med hensyn til de unge danskere, som tager en uddannelse i udlandet, er det også netop kommet frem, at kun halvdelen vender hjem for at bruge uddannelsen her i landet. I medierne har politikerne udtrykt undren over udviklingen, som i den grad underminerer de politiske ønsker om at gøre Danmark til et moderne, velstående videnssamfund. De kunne imidlertid have sparet sig deres undren, for de unges manglende brug af uddannelsessystemet i Danmark er egentlig ganske rationel. Spørg blot dem, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd udpeger til de største fravælgere af uddannelse: unge fra provinsen og de unge indvandrere. Lad os for forenklingens skyld kalde dem Brian og Basim.

Det betaler sig ikke
Brian og Basim kan da udmærket se, at uddannelse i Danmark ikke rigtig er noget, som betaler sig. Der er lavet mange akademiske analyser af, hvor stort et afkast uddannelser giver for den enkelte i de lande omkring os, som vi normalt sammenligner os med. De er ikke altid entydige, for det er et metodisk svært emne at håndtere.

Analyserne peger alligevel forholdsvis massivt i retning af, at det i Danmark medfører et mindre afkast at give sig i lag med en uddannelse, end det gør i de andre lande. Det hænger sammen med den ekstremt sammenpressede lønstruktur i Danmark, hvor den ikkeuddannede og højtuddannede ikke har særligt forskellige livslønninger.

Læg hertil, at skattesystemet i Danmark påligner en særlig høj marginalskat på stort set alle, som har taget en uddannelse med blot et vist vidensfyld. Topskatten er dermed en anden måde, hvorpå vi straffer dem, som tager en uddannelse, og skatten burde derfor snarere omdøbes til en fordummelsesskat, fordi den så forholdsvis målrettet går efter at give et incitament til et så lavt vidensniveau som muligt hos de danske indvånere.
Den slags kan Brian og Basim da sagtens gennemskue. Det er mangel på respekt for dem at tro, at man sådan kan narre dem ind på uddannelsesområdet, når der ingen penge er i det.

Lykkeligt ubelemrede
De er lykkeligt ubelemrede af veluddannede middelklasseforældre, som partout mener, at deres yndlinge skal højtuddannes, uanset at det ikke kan betale sig. Fri for den slags intellektuel omklamring kan de se tingene, som de er, og de incitamenter, de ser, peger ikke i retning af uddannelse. Samme klarsyn har de unge tilsyneladende fået, som har været uden for rigets andedams-konsensus i nogle år.
Man kan undre sig over, hvorfor de højtuddannedes organisationer har sovet så mange år i stedet for at kæmpe for deres medlemmers interesser. Men måske er man tilfreds med blot at eksistere som organisationer uden mål og med en politisk fastholdt fradragsret for de indbetalte kontingenter.

Verdens højeste skattetryk
Den fradragsret får de da også gladeligt stillet til rådighed af politikerne, som i det hele taget virker helt ligeglade med Brian og Basims problemer.
Alle ved, at det ikke er hensigtsmæssigt med verdens højeste skattetryk, som er indrettet, så det hindrer enhver tilegnelse af viden. De skattereformer og sænkningen af marginalskatten, som kunne bringe de unge på bedre tanker, er imidlertid noget, man mest snakker om. Der er næppe noget politisk område, som har affødt så megen snak og så lidt handling som netop skattepolitikken.
I stedet gemmer politikerne sig bag kommissioner og deres kommende lange rapporter, selv om det, der skulle gøres, kunne nedfældes på den ene side af en serviet.
Spørg blot Brian og Basim.

Gæsteindlæg: Endnu en omgang om demokratisk ansvar og juridisk hegemoni. Af Kai Sørlander

Som følge af mit forrige indlæg inviterede denne Punditokrat Kai Sørlander til at svare på min replik. Til min (og forhåbentligt også læsernes) glæde har Sørlander trods stor travlhed med øvrige projekter indvilliget i at fortsætte debatten med nedenstående indlæg.

Endnu en omgang om demokratisk ansvar og juridisk hegemoni

I sit indlæg her på Punditokraterne den 4. marts svarer Jakob Mchangama på min tidligere klumme fra 180 grader; og det bliver nu tydeligere, at vor uenighed først og fremmest er principiel. Den angår selve det principielle grundlag, hvorpå vi bør bygge vor argumentation for ønskværdigheden af den demokratiske retsstat. Og her vil jeg forsøge at klargøre vor uenighed ved at tage fat om Mchangamas fremstilling af mit standpunkt og påpege, hvad han overser, og hvorledes han rent principielt går fejl.

Skal man tro Mchangamas fremstilling af min position, så opstiller jeg en ”præmis om, at den endelige vurdering af nationens sikkerhed i en retsstat altid må foretages og afgøres af den udøvende magt”. Men det er forkert. Min argumentation bygger ikke på den vilkårlige opstilling af en sådan præmis. Min præmis i den politiske filosofi kan derimod formuleres som et krav om politisk ligeværdighed. Dette krav bygger så igen på dybereliggende etiske overvejelser; men det er et andet spørgsmål, som jeg her skal lade ligge. Det er så fra kravet om politisk ligeværdighed, at jeg drager den konsekvens, at alle borgere helt basalt bør have lige ret til at deltage i den politiske beslutningsproces. En konsekvens, som vi af praktiske grunde udmønter i det repræsentative demokrati med dets institutioner. Men mere om det senere.

Det, at Mchangama således misforstår grundlaget for min position, er en alvorlig sag, fordi det efterfølgende fører til, at han fordrejer modsætningen imellem os. Ifølge ham går jeg ind for, at ”den udøvende magts beføjelser” i spørgsmål om national sikkerhed ”trumfer hensynet til individets interesse i at få afprøvet om den udøvende magts beslutning er i strid med grundlæggende frihedsrettigheder”. For ham er det omvendt. Han synes at anse det som helt indlysende, at det er i individets interesse at få en uafhængig domstolsprøvelse af alle politiske afgørelser – derunder også sikkerhedspolitiske. Således at domstolen kan afgøre, om den udøvende magts beslutninger er i strid med grundlæggende frihedsrettigheder.

Men her har Mchangama – set ud fra præmissen om politisk ligeværdighed – en alt for snæver opfattelse af, hvad der er individets interesse. Han opfatter alene individets interesse ud fra muligheden for, at individet kan blive offer for en politisk anklage. Han ignorerer derimod ganske, at i demokratiet er individet også på et basalt niveau selv deltager i den udøvende magts beslutninger; og at individet derfor også har en interesse i, at ingen får (eller tiltager sig) en magt, som bryder med den politiske ligeværdighed.

Denne interesse søger vi som sagt at efterkomme i det repræsentative demokrati ved at vælge repræsentanter, som skal tage politiske beslutninger på vore vegne, og som skal stå til ansvar for deres beslutninger ved regelmæssige valg. For at dette kan foregå på anstændig vis, er det absolut nødvendigt, at der er en fri og uafhængig presse, som kan sikre, at alle får adgang til de bedst mulige informationer, og således giver dem et grundlag, hvorpå de kan tage selvstændig stilling til politikerne og deres beslutninger. Uden en sådan presse, som giver os mulighed for at diskutere med og kritisere vore politikere, er demokratiet en tom skal.

Dette demokrati er ikke ideelt, men kan vi lave noget bedre? Indtil nu står det kun fast, at den politiske magt i demokratiet er bundet af ansvaret over for pressen og vælgerne. Hvis politikerne tager uansvarlige beslutninger, kan vi kritisere dem og vælge nogle andre. Men kan vi være sikre på, at den proces fører til de rigtige beslutninger? Fuldstændig sikre kan vi ikke være. Der kræves som minimum, at folkeflertallet selv er villig til at kæmpe for en demokratisk mindretalsbeskyttelse. Og det er ikke uden videre givet. Det kræver en vis politisk udvikling. Men spørgsmålet er, om vi kan gøre noget andet. Om vi kan skabe større sikkerhed for en demokratisk mindretalsbeskyttelse ved at sætte en juridisk domstol ind som stopklods i den politiske beslutningsproces.

Det er det, som Mchangama i realiteten kræver, at vi skal gøre. Han vil have, at der skal indsættes en (form for) juridisk domstol til at afgøre, om de politiske beslutninger i demokratiet er i overensstemmelse med individets frihedsrettigheder. I hans model skal det ikke være i den demokratiske proces, at disse spørgsmål finder deres afgørelse, men det skal være en særlig juridisk domstol, der foretager den endelige vurdering af, om det politiske skøn er holdbart. Det skal være dommerne og ikke de demokratiske politikere, der har magt til at udøve det afgørende skøn.

Er den situation så bedre end den, hvor det endelige skøn ligger i den demokratiske proces? Det mener Mchangama. Han siger: ”Kontrol foretaget af uafhængige og uafsættelige dommere der ikke er på valg, værner således mod alle former for magtmisbrug, som magthavere bevidst eller ubevidst begår, når der ingen kontrol er med deres handlinger”. Men den påstand forekommer mig at indeholde kritikken af sig selv. Hvis magthavere bevidst eller ubevidst begår magtmisbrug, når der ingen kontrol er med deres handlinger, hvem kontrollerer så, at de pågældende dommere ikke begår magtmisbrug? Hvem kontrollerer, at de ikke – bevidst eller ubevidst – sætter deres eget politiske skøn ind som erstatning for det demokratiske? Måske finder de, at deres eget skøn er udtryk for et bedre menneskesyn end det, som kommer til udtryk igennem den demokratiske proces og dens ansvarsrelationer.

Det er muligt, og det er også muligt, at de i så tilfælde ville være ofre for et selvbedrag. Derfor har Mchangama ikke givet nogen tvingende argumentation for, at et sådant system rent principielt skulle være at foretrække. Og min påstand er, at vi rent principielt bør holde fast ved den demokratiske ansvarsfordeling – hvor det politiske ansvar ligger i den demokratiske proces og ikke lægges over i en juridisk domstol – fordi det er ensbetydende med en principiel fastholden af den politiske ligeværdighed som grundværdi.

Det er vigtigt at forstå, at diskussionen indtil nu har været rent principiel. Med det, jeg hidtil har sagt, har jeg ikke taget stilling til nogen konkret sag. Hverken til sagen om udvisningen af de to tunesere, som planlagde at myrde Kurt Westergaard, eller til sagen om den hollandske regerings forsøg på at forbyde Geert Wilders’ Koran-film med henvisning til national sikkerhed. Og fra det, som jeg hidtil har sagt, kan ikke direkte drages nogen konklusion med hensyn til, hvad jeg (eller andre) bør mene i de konkrete sager. Men før jeg går videre ad den vej, er der grund til lige at føre den principielle diskussion et skridt videre.

Min foreløbige konklusion er, at der ikke findes nogen principielt tvingende argumentation for, at man skal indføre en juridisk prøvning af den demokratiske magts beslutninger. Principielt skal prøvningen af disse beslutninger ligge i den demokratiske debat og proces. Men inden for denne ramme er der logisk mulighed for, at den politiske magt gennem en demokratisk vedtaget beslutning kan binde sig selv med visse konventioner – fx menneskerettigheder – og at den kan nedsætte en form for uafhængige juridiske instanser, der skal vurdere, om lovgivningen og de politiske beslutninger overholder konventionerne. Det kan man gøre som politisk valg; og man skal derfor også forstå, at det må være op til den politiske proces at gøre valget om, hvis man finder, at en sådan instans overskrider sine beføjelser og br
uger sin magt politisk. De
t er kun, hvis man ikke forstår, at den grundlæggende afgørelse til syvende og sidst bør ligge i den demokratiske dimension, at ens politiske filosofi ikke er rationel.

Det vil sige, at der ikke findes noget principielt rigtigt svar på, om man i den demokratiske politik bør vedtage at installere sådanne kontrollerende domstole. Det er en politisk afgørelse, og der kan siges både positivt og negativt. Det gælder også vor binding til Den Europæiske Menneskeretsdomstol. Men disse vigtige spørgsmål behøver jeg ikke at gå nærmere ind på her. Jeg kan dog ikke nære mig for ganske kort at pege på, at der i hvert fald er ét punkt, hvor den form for politik har været skadelig. Det gælder asyl- og indvandringspolitikken.

De politisk vedtagne konventioner blev gjort til ”evige sandheder”, som kunne trumfe enhver reel diskussion af de forudsigelige sociale konsekvenser af indvandringspolitikken. Alt, hvad tidligere erfaringer kunne lære os om problemerne med indvandring, blev sat til side med henvisning til, hvad mere eller mindre officielle menneskeretsinstitutioner kunne tænkes at mene. Alle betænkeligheder og ønsker om pragmatisk tilbageholdenhed blev gjort til fremmedhad. På afgørende vis blev den rationelle debat om indvandringspolitikken amputeret af en misforstået brug af konventioner – og en misforstået opfattelse af forholdet mellem det politiske og det juridiske. Og det – forholdet mellem det politiske og det juridiske – er det centrale i den diskussion, som vi er i gang med.

Lad mig så vende tilbage til de konkrete sager, som har rejst denne diskussion. Altså først sagen om udvisningen af de to tunesere, der planlagde at myrde Kurt Westergaard, og derefter sagen om Geert Wilders’ Koran-film, som Mchangama har inddraget med sit indlæg her på bloggen den 5. marts. Det, jeg hævder, er, at de to sager grundlæggende er politiske, og derfor i sidste instans skal afgøres af den politiske myndighed, der står til demokratisk ansvar. Som jeg i mine tidligere indlæg i denne diskussion har gjort opmærksom på, er der væsentlige argumenter for at anse tunesernes tilstedeværelse som en sikkerhedspolitisk trussel, fordi de vil dræbe et symbol på vor ytringsfrihed.

Hvor langt sådanne overvejelser skal have vægt, findes der ikke noget entydigt svar på. Det er en politisk afgørelse. Ligesom det er en politisk afgørelse, om man skal lade tunesernes sag prøve ved en uafhængig juridisk instans. Det vil sige, at den, der ikke politisk ønsker en sådan uafhængig prøvelse, ikke nødvendigvis bryder med principperne for en demokratisk retsstat, for ifølge disse principper bør den sidste afgørelse være politisk. Man kan være politisk uenig uden derfor at være principielt uenig (selvom der er en del, der misforstår situationen og gør deres egen politiske position til den principielt rigtige). Og vil flertallet ikke acceptere de politikere, der har den holdning, så kan de stemme på nogle andre. Ligesom man må gøre, hvis man ikke vil acceptere de siddende politikeres indvandringspolitik. Det er i den demokratiske debat og procedure, at grænserne i sidste instans bør trækkes, og ikke af en juridisk domstol.

Noget tilsvarende kan siges om sagen omkring dem hollandske regerings behandling af Geert Wilders. Mchangama synes at mene, at fordi jeg hævder, at spørgsmål om national sikkerhed er politiske og ikke skal afgøres af en juridisk domstol, så udelukker jeg kritik af den hollandske regering, der vil forbyde Wilders’ film af nationale sikkerhedsgrunde. Og så udelukker jeg, at han kan få sin sag prøvet. Men det er da en skræmmende blindhed. Selvfølgelig kan Wilders få sin sag prøvet. Og meget bedre end ved en domstol. Han kan få den prøvet i den demokratiske proces med dens åbne debat og med dens udskiftning af politikere. Her skal det afgøres, om folk vil finde sig i en sådan regering, eller om de vil afsætte den.

Om de deler regeringens opfattelse af forholdet mellem ytringsfrihed og national sikkerhed. Det er kun således, at man holder demokratiet og ytringsfriheden levende. For mig at se er det farligt for demokratiet, hvis man tror, at det skal være en domstol og ikke en politisk opposition, som skal stoppe regeringen. For afgørelsen kan have store sociale konsekvenser. Rent bogstaveligt kan den føre til ”brand i gaden” og i alvorligste fald til noget, der minder om borgerkrig. Hvilket ansvar ville en domstol have, hvis det kunne forudses? Her er det bedst, at ansvaret bæres demokratisk, for demokratiet og ytringsfriheden kan kun komme sejrrigt igennem sådanne ”borgerskrigslignende tilstande”, hvis de har almindelig folkelig opbakning. Altså hvis flertallet af borgere reelt er villige til at stå inde for dem og at bære konsekvenserne. I det perspektiv er det en illusion at tro, at ytringsfriheden kan sikres igennem en domstolsafgørelse.

Da det selvfølgelig er umuligt i et indlæg som dette at komme ordentligt i dybden med argumentationen, vil jeg tillade mig at slutte med at nævne, at jeg har givet en udførligere redegørelse for min politiske filosofi i bøgerne Om menneskerettigheder (2000) og Under evighedens synsvinkel (1997). Noget, der følges op i min nye bog Forsvar for rationaliteten (med undertitlen Religion og politik i filosofisk perspektiv), der udkommer på tirsdag den 11. marts på Informations Forlag.

Gæsteindlæg: Valgtømmermænd politianmeldt

Poul Højlund, en af Punditokraternes trofaste og aktive læsere, har sendt dette indlæg til redaktionen. Vi bringer det her, og håber at det kan starte lidt debat.

En punditokrat emeritus, Mikael Jalving, har netop i DR Debat været i clinch med en af de unge fusentaster, der i et akut anfald af valgtømmermænd har oprettet netsiden http://flytetmandat.dk Som nok alle ved, handler det om en folkeindsamling med det ene formål at købe en blå politiker til at skifte over til den røde side af salen. Jalving gjorde det glimrende, og den unge med det underlige forslag magtede selvfølgelig ikke at svare ordentligt for sig. Men jeg savnede dog alligevel et meget vigtigt aspekt, nemlig en diskussion af lovligheden af bestikkelsesforsøget.

Efter min mening er der tale om en overtrædelse af straffeloven, og jeg anmeldte følgelig sagen til politiet allerede i lørdags. Om min anmeldelse overhovedet er modtaget af det reformramte politi er lidt usikkert, hvorfor jeg i skrivende stund har bedt dem bekræfte modtagelsen.Anmeldelsen lyder i al sin gribende enkelthed således:

”Vedlagte website, http://flytetmandat.dk/, der har været omtalt i en del medier siden fredag den 16. november
2007, krænker efter min opfattelse straffelovens § 122 Den, som uberettiget yder, lover eller tilbyder nogen,
der virker i dansk, udenlandsk eller international offentlig tjeneste eller hverv, gave eller anden fordel for at
formå den pågældende til at gøre eller undlade noget i tjenesten, straffes med bøde eller fængsel indtil 3 år.

Jeg skal derfor opfordre politiet til at standse ulovlighederne og foranstalte, at der rejses tiltale efter § 122.”

Undertegnede er på ingen måde jurist eller på anden måde spoleret af grum bagtanke; politianmeldelsen er det spontane resultat af en småsur jydes ”Nu kan det dæl’me være nok!” Men hvis jeg har ret i min antagelse – og det håber jeg sandt for dyden er tilfældet – er det muligvis tilsvarende ulovligt at optræde som donor på listen. Det burde være en smal sag for myndighederne at opspore samtlige netadresser, og derfra koble til de relevante personer.

Udover det der bedst kan betegnes som ’tudefjæsmentaliteten’ vidner sagen om en ganske horribel demokratiopfattelse, hvor et valgresultat ikke respekteres. Den glidning bør stoppes for enhver pris, fordi den fuldstændigt underminerer vores demokratiske system.

Og selvklart: anmeldelse var også sket i den omvendte situation, selvom jeg ikke har fantasi til at forestille mig den.

Poul Højlund

Gæsteindlæg: Morten Ebbe Juul Nielsen om den liberale familie

Dette indlæg er et gæsteindlæg fra Morten Ebbe Juul Nielsen, som givetvis vil provokere en del læsere af denne blog. Jeg håber dog, at indlægget vil give anledning til kvalificeret debat om et interessant emne.

Den liberale familie

I: Hvad er Liberalisme?

Jeg er medunderskriver på d’herrer og hædersmænd Jacob Mchangama og Christopher Arzrounis opfordring til at støtte menneskerettighederne ved at bekæmpe den inflation der er gået i de positive menneskerettigheder. Jeg er langt hen ad vejen enig i deres konklusioner: omfanget af postulerede positive rettigheder, der, hvis de skulle tages alvorligt, ville underminere ethvert hensyn til den personlige frihed, er eksploderet. Det gør (menneske-)rettigheder – de fornuftige af dem – til et alt for let offer for kritik. Og, jeg er enig i den underliggende kritik af FN, og diverse ”centre” og ”organisationer”, der for tiden synes at bruge menneskerettigheder til formål, der er alt andet end frihedsvenlige. Som det grelleste eksempel kan fremhæves FN’s menneskerettighedsråd (eller nævn eller kommission eller whatever), hvor et anløbent flertal af blandt andet islamofascistiske røverstater, et rødfascistisk Kina og et kleptokratisk bizzarrokrati som Rusland, nu forlanger ”respekt” for Islam og religion, men især Islam, hvilket betyder, at man ikke må forhåne (læs: kritisere) disse civilisatoriske cul-de-sacs.

Hvad jeg derimod ikke er enig i, er (centrale dele af) de begrundelser, som ligger i dybden af Mchangama og Arzrounis argumentation. Vi er stort set enige om konklusionerne, men ikke om præmisserne. Det handler om forståelsen af frihed, af politisk og menneskelig frihed, og derfor handler det – naturligvis – om forståelsen af liberalismen. Dette pip på bloggen, som Jacob Mchangama har været så venlig både at efterlyse og gøre mulig, handler derfor ikke om menneskerettigheder og FN, men om den liberale grundtanke.

Mchangama og Arzrounis udleder nemlig forsvaret for negative rettigheder og angrebet på positive rettigheder ud fra en række, i mine øjne filosofisk antikverede, standardantagelser inden for klassisk- eller højre-liberalisme, eller slet og ret fra den libertære tradition.

Jeg skal her argumentere for, at denne forståelse af liberalismen er inadækvat. I et land som Danmark, hvor liberale tanker ikke er centrale for den politiske og kulturelle diskurs, kan der muligvis være strategiske grunde til at give retorikken en ordentlig gang gashåndtag, og antage liberalisme i mere ekstreme former for at klargøre en pointe. Men en ting er retorik; en anden hvad der egentlig er sagligt belæg for.

II. Det liberale fundament og tre liberale grundmodeller

Den canadiske filosofi Will Kymlicka har overbevisende argumenteret for at alle plausible politiske teorier – liberale eller ej – deler et væsentligt udgangspunkt, nemlig ”en egalitaristisk platform”: i udgangspunktet har alle personer lige krav på (moralsk) hensyn; og når vi afviger fra denne form for lighed, kan det kun ske når og hvis vi kan give en moralsk robust forklaring på hvorfor lighedsudgangspunktet skal forlades. Vi skal kunne forklare og forsvare hvorfor denne eller hin faktor giver os grund til at forlade ligheden som udgangspunkt.[1] En politisk teori, der uden yderligere forklaring fordrer, at alle rødhårede skal betale ekstra fem procent (eller fem procent mindre) skat end alle andre, eller en teori der udpeger personer af en bestemt race, familie, eller religion som værende specielle (i den ene eller anden retning) er simpelthen ikke relevant.

I denne – beskedne – forstand er alle relevante og plausible politiske teorier ”egalitaristiske”; et begreb der i denne kontekst altså ikke må forveksles med egalitaristiske i en omfordelingsmæssig forstand. Det er et formelt krav til grunde, ikke en tese om fordelingspolitik.

Teorierne fælles platform er naturligvis dannet på baggrund af moralfilosofiske overvejelser. De dominerende og saglige moralske teorier har alle lignende krav for plausibilitet: lige sager skal behandles lige, hvis en faktor er relevant i et forhold er det relevant i alle lignende forhold, osv. Her er der ingen uenighed mellem fx en Kant og en Bentham, der ellers ligger pænt i hver sin ende af det moralske landskab.[2]

Denne egalitaristiske platform er imidlertid byggeplads for radikalt forskellige teorier. Den væsentlige systematiske forskel mellem politiske teorier ligger simpelthen i hvilke faktorer de udpeger som givende os grunde til at forlade den formelle lighed.

Hvis vi snævrer ind til den liberale familie af teorier, kan to ting fremhæves: liberale teorier må, qua liberale, betone individets frihed som en central størrelse for legitimiteten af en politisk teori og politiske institutioner. Der er, groft sagt, to forskellige moralske kilder til denne betoning, nemlig deontologiske intutioner om hvilken form for respekt vi skal vise for individet, og konsekventialiske ideer om hvad der er værdifuldt for personer og hvordan det værdifulde bedst sikres og realiseres – det vender vi tilbage til. Hvad vigtigere er: det følger af det egalitaristiske udgangspunkt at friheden er noget der tilkommer alle i lige høj grad – i hvert fald indtil vi kan pege netop på en robust faktor, dvs., en egenskab ved en person eller et forhold, der legitimerer at vi forlader lige frihed.

Med denne optik præsent kan man skitsere to yderpunkter i den liberale familie, nemlig højreliberalismen eller libertarianismen på den ene side, og den venstreliberale egalitarisme på den anden,[3] og sige, at hvad der karakteriser disse udgangspunkter simpelthen er hvilke (og i nogen grad, hvor mange) faktorer der kan legitimere at vi forlader lige frihed.

Jeg vil begynde med den venstreliberale egalitarisme (herefter: VE). Jeg vil forsøge at gøre ganske kort proces med VE – kortere end berettiget, sikkert. Som repræsentanter for VE – der i sig selv er en ganske broget flok – kan man tage John Rawls, Brian Barry, førnævnte Kymlicka og måske også (gamle?) socialister eller ”analytiske marxister” som Jerry Cohen.

Generelt står argumentet om det sociale og genetiske lotteri centralt i VE. Som det muligvis er bekendt, siger lotteriargumentet følgende: vi kan ikke være ansvarlige for resultatet af ting vi ikke selv er ansvarlige for – hverken for de positive eller de negative resultater. Vi er ikke ansvarlige for vores egen fødsel, dermed kan vi ikke være ansvarlige for de gener vi er udstyrede med. Men vi er heller ikke ansvarlige for at være født ind i denne eller hin familie, land osv., dvs. vores sociale omstændigheder. Men vores gener og vores sociale omstændigheder er altafgørende for vores materielle udkomme i livet. Har du fantastiske gener og en lykkelig og stimulerende opvækst, er der al mulig grund til at tro at du kan levere en efterspurgt vare på arbejdsmarkedet. Og omvendt etc. Men, da du ikke er ansvarlig for dine gener og din opvækst, fortjener du ikke frugterne af dit arbejde (uanset om de er positive eller negative.)

Forskellige VE-teoretikere tillader forskellige afvigelser fra lighed og appellerer dermed til forskellige faktorer som relevante. Rawls tillader ulighed hvis denne ulighed er til fordel for den dårligst stillede repræsentative gruppe i en given fordelingssituation. Andre VE-teoretikere tillader uligheder, der opstår som følge af bevidste og frie valgt – men de hævder generelt, at kun ganske få ting kan være frie og bevidste i den grad der er nødvendigt.

Det er dermed karakteristisk for VE at kun ganske få ting kan begrunde at vi afviger fra lighed. I sin ekstrem kan intet begrunde afvigelser fra lighed, undtagen instrumentelle hensyn til størrelsen af samfundskagen (incitamentsargumenter.) Selv disse kritiseres af den yderste venstrefløj indenfor VE-gruppen, som Cohen, der argumenterer for, at vi skal skabe individer der ikke behøver incitamenter for at knokle løs til fællesskabets bedste. Så forlader man efter min mening enhver plausibel forbindelse til den liberale grundtanke om lige frihed.

Og det er kernen i en liberal kritik af VE (eller, i hvert fald af de mest rene former for VE): den er simpelthen for fjernt fra friheden, den gode gammeldags liberale, individuelle frihed. Nozicks kritik, der kendes under navnet ”slavery of the talented” er og bliver relevant: kan det virkelig være (liberal) retfærdighed, at de arbejdsduelige og –villige potentielt set skal være muntert malkekvæg, til sidste blods- og sveddråbe, for ”det store fælles bedste”? Skal indsats og lovlydighed ikke belønnes? Betyder lige respekt for personer virkelig lige udkomme, eller er andre principper, som fx lige muligheder og et vist, plausibelt minimum af materielle kår til alle, ikke langt tættere på vores robuste intuitioner om social retfærdighed?

Hvor VE-gruppen argumenter for, at kun ganske få – eller ultimativt ingen – faktorer kan legitimere uligheder, følger det omvendt af højreliberalismen at stort set hvad som helst kan legitimere ulighed. Er en person, semipopulært sagt, født med en genetisk og social guldske i rectum, og udfolder denne person sine eftertragtede talenter på markedet med stort held, så kan alle de uligheder der følger heraf legitimeres. Og, naturligvis, også den anden vej: sur røv for lettere retarderede Johnny fra alkoholikerhjemmet på Vestegnen. De eneste måder uligheder ikke kan legitimeres på, er a) dem der opstår ved statens aktive omfordeling, eller offentlige overgreb på ejendomsretten, og b) dem der opstår ved (i øvrigt) illegitim tvang, altså ved lovbrud, eller private overgreb på ejendomsretten. Hvor lotteriargumentet står centralt for VE-gruppen, står selvejerskabstesen og den deontologiske version af distinktionen mellem negative og positive rettigheder centralt for den højreliberale. I tur:

Selvejerskabstesen siger, i en forenklet form, at 1) personer ejer sig selv og deres krop, talenter, evner osv., hvorfor 2) personer har en ret til frugterne af deres egen arbejdsindsats.

Den deontologiske version af distinktionen mellem negative og positive rettigheder siger, igen i en forenklet form, at negative rettigheder (og korrelerede negative pligter) er langt vigtigere end positive. Det er fx langt mere centralt for moralen, at vi afstår fra at skade andre, end det er at vi fx bistår dem eller afhjælper tidligere skade. Vores moralske pligter er først og fremmest negative – ”thou shalt nots” – og kun i ekstremt begrænset omfang positive. Denne version af skellet mellem negative og positive rettigheder går igen i den statsskepsis som er så udtalt for den højreliberale: det er langt vigtigere at staten afstår fra handlinger, end det er at den fx hjælper. Blandt andet derfor ledes den højreliberale hurtigt til minimalstaten.

Dette hastige rids af højreliberalismen – der, indrømmet, forenkler groft – skulle være, om ikke fuldt ud fyldestgørende, så dog genkendeligt. Imidlertid er såvel selvejerskabstesen som skellet mellem positive og negative rettigheder dubiøse:

Selvejerskabstesens grundpræmis er umiddelbart appellerende: selvfølgelig ejer jeg min krop, mine talenter, evner osv. Hvem skulle ellers? Ikke desto mindre er det ikke indlysende, at dette ejerskab giver mig moralsk ret til at disponere frit over kroppen, talenterne osv. For at bruge et klassisk eksempel: hvis halvdelen af befolkningen har to velfungerende øjne medens den anden halvdel ingen øjne har, og vi har en perfekt transplantationsteknologi, har de seende så ikke en moralsk forpligtelse til at donere et enkelt øje hver til de blinde? Og hvis de har en sådan moralsk forpligtelse, hvorfor skulle staten så ikke kunne blande sig i forholdet og tvinge eventuelle prokrastinerende elementer til at donere?

Det centralt svage punkt i selvejerskabstesen ligger imidlertid ikke her, men i overgangen fra udgangspunktet – personer ejer egen krop og talenter osv. – til den substantielle konklusion der drages – at personer har ret til frugten af deres egne talenter osv. Men hvorfor egentlig? Det følger ikke begrebsligt eller logisk. Der må altså være yderligere præmisser på spil – præmisser, der godtgør den konklusion, at vi har ret til frugterne af vores egen indsats ud fra den præmis, at vi ejer vores krop. Det har imidlertid vist sig som en hidtil umulig opgave at levere en sådan præmis, der på en gang relaterer sig til selvejerskab overhovedet (altså, så at sige passer ind i sammenhængen) og som ikke simpelthen forudsætter det der skal bevises.[4] Selvejerskabstesen er hermed ikke en plausibel byggesten for en teori om retfærdighed og moral.

Den deontologiske distinktion mellem negative og positive rettigheder og pligter er endnu mere dubiøs. Distinktionen spiller, mere eller mindre eksplicit, en væsentlig rolle mange steder i højreliberale teorier. Det er en kendt sag, at Isaiah Berlin (”Two concepts of Liberty”) advokerede for de negative friheds forrang for den positive.[5] De negative frihedsbegreb drejer sig, i kort begreb, om ”hvilket område personen selv er suveræn over”, eller, kunne man sige, hvor mange forhindringer der er for en given persons udfoldelse. Omvendt drejer positiv frihed sig om ”hvem der bestemmer” over et givent område, eller, kunne man sige, hvilke muligheder der er for en given person til at udfolde sig. Frihedsbegreberne og rettighedsbegreberne er to sider af samme sag: positive rettigheder er rettigheder til noget, som andre så skal levere, medens negative rettigheder er afståelsesrettigheder: andre har en pligt til ikke at stille hindringer i vejen for personen.

Det er her essentielt vigtigt at stille spørgsmålet: hvad kan begrunde rettigheder? Det står jo enhver frit for at postulere denne eller hin rettighed eller fremhæve denne eller hin egenskab ved mennesket som så væsentlig, at den kan danne grundlag for en rettighed. Som Alf Ross sagde, ”som en skøge står naturretten til rådighed for enhver.” For at tage det mest relevante eksempel, hvad kan begrunde ejendomsretten? Det korte og kontante svar er, at det eneste plausible bud er hensynet til personer, og det vil sige, hensynet til personers interesser og velfærd, og, naturligvis, alles interesser og velfærd. Liberale må nødvendigvis anse frihed som et væsentligt element i personers interesser og velfærd. Derfor kan ejendomsretten, for så vidt den tjener personers velfærd og interesser, begrundes. Men kun for så vidt den tjener personers velfærd og interesser, samlet set og for alle – ellers afviger vi illegitimt fra den egalitaristiske platform. Ejendomsretten er med andre ord hverken fundamental eller ufravigelig. Mennesker er fundamentale.

Dette eksempel illustrerer meget fint hvad der galt med skellet mellem negative og positive rettigheder. Det, der k

an begrunde rettigheder, er hensynet til personers interesser og velfærd som udtryk for den lige respekt, en plausibel politisk teori må udvise for personer. Men, vi kan ikke sige, at negative rettigheder og pligter som sådan er bedre til, eller mere fundamentale, for at respektere personer. Hvis man indrømmer en negativ pligt – jeg skal afstå fra at slå mine politiske personer i hovedet – så gør vi det fordi personer og deres interesser betyder noget, og jeg skal respektere dem som personer. Men det gør ikke negative pligter mere centrale eller mere fundamentale. Personens interesser kan lige så vel tjenes af positive som af negative rettigheder, der er ingen principiel forskel. Der er ganske vist mange pragmatiske og effektivitetsmæssige grunde til at betone de negative rettigheder, da de ofte er nemmere at håndtere, og ikke mindst efterleve. En principiel forskel er der imidlertid ikke.

Da det er personer og deres interesser og velfærd der kan begrunde rettigheder, og da deres interesser og velfærd lige så vel kan tjenes af – eller, faktisk behøver – positive rettigheder, har den højreliberale ikke en sag for minimalstaten ud fra en ide om de negative rettigheders forrang.

Da såvel selvejerskabstesen som ideen om de negative rettigheders forrang er tvivlsomme, står den højreliberale med et begrundelsesproblem. Det kan også udtrykkes mere konkret: hvis friheden (som den højreliberale ser udtrykt i og grundlagt ved selvejerskabstesen og de negative rettigheders forrang) er noget vi skal tage alvorligt, er det noget vi må tage alvorligt for alle, medmindre man vil antage bizarre Nietzscheanske overmennesketeorier eller fx kristne prædestinationsteorier (”Hvis fattigdom ikke var retfærdigt, ville Gud ikke have skabt så mange af dem”.) Men da en entydig fokus på selvejerskab, ejendomsrettigheder og negative rettigheder er forenelig med, at friheden – den reelle, konkrete og for personer betydningsfulde frihed – kommer til at sidde på ganske få hænder, medens masserne har ”friheden til at dø af sult under Paris’ broer”, så tager den højreliberale – ligesom den venstreliberale egalitarist – ikke friheden alvorligt nok.

Dette leder naturligvis til en tredje position, nemlig hvad jeg vil kalde velfærdsliberalismen. Det er svært at finde den helt rigtige etiket, da selve ordet ”velfærd” i en politisk kontekst får mange ellers udmærkede mennesker til at krympe sig. Pointen i ”velfærd” her er ikke at indikere noget i retning af den socialdemokratiske model. Den er, at indikere, at personers interesser og velfærd er det centrale i en plausibel og robust politisk moralitet. Som velfærdsliberalisme må teorien så endvidere hævde, at den personlige frihed er en central komponent.

Velfærdsliberalismen søger, som jeg forstår det, at undvige VE-gruppens underminering af ideer om personligt ansvar ud fra lotteriargumentet og den medfølgende underminering af den personlige frihed, der ofres på fællesskabets alter ved at de talentfulde skal stille alle deres evner og al deres arbejdsindsats til rådighed for det ”fælles bedste”. Den fri udfoldelse af vores evner skal respekteres og belønnes – ikke ud fra ideer om selvejerskab, men fordi udfoldelsen af vores evner i frihed er en væsentlig – den væsentligste – komponent i udviklet menneskelig velfærd. Det er, med Mills ord, en af ” mennesket som et udviklet væsens permanent interesser.” Og netop Mill er en central figur i velfærdliberalismen. Dermed er det også tydeligt, at velfærdsliberalismen må afvige fra højreliberalismen, som jeg har fremstillet den her: til syvende og sidst er det personers velfærd og frihed (deres faktiske velfærd og frihed) som begrunder politiske rettigheder og institutioner, ikke frit svævende rettigheder, der blot postuleres ud i det blå, som en absolut ejendomsret, eller selvejerskabstesen.

Der kan og bør siges meget mere om velfærdsliberalismen, men jeg vil ikke trætte læseren unødigt med det her. Det må række med denne konklusion: velfærdsliberalismen undgår den faldgrube, som både venstre- og højrealternativerne falder i, nemlig, ikke at tage den personlige frihed alvorligt nok. Derfor er det den, og ikke en af de andre fortolkninger af den liberale grundide om personlig frihed, der er og bør være den centrale fortolkning.

III: Strategiske overvejelser

Den passioneret kølige engelske filosofi John Skorupski leverer et køligt passioneret forsvar for John Stuarts Mills relevans i den fine lille bog Why Read Mill Today?. Den er værd at læse, både for libertarianeren, der dog må være sympatisk indstillet i det mindste over for de grundlæggende træk af Mills frihedsdoktrin, men også for den egalitære venstreliberale, der tror vi kan opretholde en (stor) neutral stat, der svæver over vandene uden at få beskidte fingre. Her, og andre steder, skitserer Skorupski et (i mine øjne) præeminent pluralistisk liberalt syn på det non-ideale, rodede og kompromisbefængte politiske liv: Den liberale familie udgør et amalgam, hvis kvalitet udgøres af de enkelte doktriners kvalitet. Den Mill’ske perfektionistiske og individualistiske liberalisme bidrag til dette amalgam er, efter min og Skorupskis og ligesindedes bedste overbevisning, særdeles tungtvejende. Dette i kraft af sin konsistens; sin følsomhed over for menneskelivets kvaliteter og mangfoldighed, og dermed over for det moralskes mangfoldighed; og i sit billede af statens rolle og omfang. Ingen af de ideer Mill bragte til torvs er indiskutable, når de skal praktiseres, og en del af de mindre heldige har med rette ikke overlevet. Men kernen overlever: foreningen af frihed og velfærd som på en og samme tid statens vejleder, grænsesætter og formål.

Men, uanset hvor suverænt vi Millianere må synes dette projekt er, kan det som et liberalt projekt ikke lukke sig om sig selv og tilsidesætte alle andre (liberale) positioner. Den liberale familie har både venstreegalitære og højrelibertære tendenser når det drejer sig om den økonomiske politik og det personlige ansvar. Den rummer både statsskeptikere og statsentusiaster, kulturprogressive og kulturkonservative elementer.

Millianere eller perfektionistiske velfærdsliberale mener blot – ganske ubeskedent – at sidde inde med den bedste fortolkning af liberalismen som en teori om det politiske (om staten, om dens rolle, om vores forpligtelser og rettigheder osv., det vil sige, en teori om politisk moralitet) der sikrer frihed og velfærd, hvilket må være pointen i enhver teori, der både er plausibel og liberal.

Men, ingen kan tage patent på begrebet ”liberal”, og det vil være helt i modstrid med teorien egen ånd at gøre det. Derfor er der plads til alle i familien.

Når det er sagt, er det stadig relevant at overveje hvilke fællespunkter de forskellige familiemedlemmer egentlig har, og, i lyset af dette, overveje hvilke former for fælles fodslag der egentlig er for de(n) liberale sag(er). Dette er aldeles gustent og pragmatisk og det er der hvor den politiske filosofi hører op og den politiske retorik og strategi sætter ind. Her er jeg så læg som nogen – filosoffer er og bliver ikke empirikere – men jeg vil gribe lejligheden og give mit pip.

Begrebet ”liberal” og dens afledninger bruges i den danske (nordeuropæiske?) offentlige debat som bekendt oftest som et skældsord. Der er lidt ”nigger” over det: det er beskidt, og derfor giver det også et kick at erklære sig som liberal. Og jeg skal være den sidste til at løbe fra et vist mål af småpueril fryd over at fremføre typisk borgerligt-liberale synspunkter over for tilhængere af den dominerende antiliberale konsensus. Flere rettigheder er ikke nødvendigvis løsningen på alt. Arbejder man i den offentlige sektor, er man folkets tjener, ikke omvendt. Vi har meget at takke USA for. Israel er ikke den eneste kritisable part i mellemøsten. Kapitalisme er grundlæggende en god ide. At respektere religioner og kulturer er ofte uforeneligt med at respektere personer. Måske er det mere socialt retfærdigt at sætte skatten ned. Hvorfor privatiserer vi ikke kongehuset og tjener voldkassen på det som reality show? Har staten ligefrem en pligt til at understøtte moderne danseteater? Osv. Alt sammen betimelige standpunkter og legitime spørgsmål.

Men man – vi liberale – må spørge om det gør den liberale sag en tjeneste, når (visse) højrelibertære fører sig frem med en hyperthatcheristisk minimalstatsliberalisme (eller endnu værre, med den obskurantiske, Nietzscheinspirerede omgang idioti, der vælder fra Ayn Rand) der dels er filosofisk anløben (eller simpelthen helt i skoven), dels ikke tjener noget formål politisk i en dansk sammenhæng (fordi den er så fremmed og utopisk), dels ikke har meget med liberalisme at gøre, fordi det ikke er doktriner der tager den individuelle frihed alvorligt. Fremfør endelig synspunkterne, men adskil det fra liberalisme.

At skærpe tonen og provokere kan bestemt have sin berettigelse, selv for provokationens egen skyld. Når vi nu ikke har politiske partier, der for alvor vedkender sig liberalismen, og når vi nu har en politisk og kulturel tradition, hvor liberale tanker aldrig har stået rigtig centralt, så er det som indikeret fristende at give det hele en ekstra tand. Man lover jo sin udkårne at man henter månen, ikke at man nok skal hente Søndagsberlingeren og to croissanter, også i regnvejr. Selvom det sidste sådan set er bedre og ikke mindst langt mindre urealistisk. Men danskerne, eller et tilstrækkeligt antal danskere, er hverken så dumme, eller så egoistiske, at de æder en politisk doktrin blot fordi den lover billigere og større biler.

Dermed gør man, tror jeg, liberalismen en bjørnetjeneste (for læsere under 30: det betyder at man skader, ikke gavner) når man bevidst sætter begrebet ”liberalisme” lig med de mest ekstraordinære former for ureflekteret egoisme og moralsk laissez-faire, som nogen gange ligger implicit eller eksplicit i cepos-fløjens (og beslægtedes) programmer.


[1] Såvel Kymlicka som Dworkin indikerer forskellige steder og på forskellige måder, at den samme historie kan fortælles, blot med friheden som udgangspunkt. Det tror jeg de har ret i, men det er mere instruktivt at fortælle historien som Kymlicka gør her.
[2] Jeg holder her relativister og skepticister uden for det gode selskab ud fra devisen ”livet er for kort til damehåndbold og relativisme”.
[3] Kendere af den politiske filosofi kan, og ikke uden en vis ret, påpege at jeg klipper indtil flere tæer og hugger en del hæle, for at få dette regnestykke til at gå op. Ikke desto mindre fastholder jeg metaforikken som en rimelig klargøring af yderpunkterne i den liberale familie.
[4] Dermed ikke sagt at der ikke kan være (vældig) gode pragmatiske og kontingente grunde til at lade os bevare store eller størstedelen af frugterne af vores indsats. De er bare hverken principielle, eller særlig tæt forbundet med selvejerskabstesen.
[5] Og dog indrømmede Berlin, at de to frihedsbegreber var ”to sider af samme sag” og, i korrespondance, at ”negativ frihed er meningsløs uden et mål af positiv frihed.”

Guest comment: Politics rather than policy

We are happy to bring a guest comment on the US Mid-Term elections. Today’s  guest commentator is David Pontoppidan, who studies sociology and is research assistant at CEPOS.

Politics rather than policy
By David Pontoppidan

There has been much debate on the result and outcome of the US midterm elections since the Democrats took back Congress last week. What effect will their sweeping victory have on the upcoming presidential election in 2008? And with Nancy ‘Perilous’ Pelosi as speaker of the House, what impact will the election result have on US policy? According to John Fortier, scholar at the American Enterprise Institute who visited Denmark last week, the impact on US policy will be minimal, but the result on US politics overwhelming. This was his main point at the meeting held last Monday by the Danish free-market think tank CEPOS.

It’s important here to distinguish between the difference in meaning of policy and politics. Policy consists of setting forth actual bill proposals and engaging in bipartisan settlements. In other words what politics should be all about. Politics in reality, however, is all the rest: investigative committees with unfavourable witnesses, filibusters and philandering, accusations and double standards. According to John Fortier, this will be the primary effect of the Democratic victory. With the 2008 elections being so open, Nancy Pelosi’s promises of bipartisan cooperation will soon drown in the presidential campaign from both camps, regardless of what she may say or think. The result of which will be more politics, and less policy. Donald Rumsfeld and UN Ambassador John Bolton may be the first casualties of the midterm elections, but Pelosi could be the first in 2008.

I took the liberty during John Fortier’s lecture to mention some historical events that may prove this thesis wrong. E.g., after the midterm elections in 1986, during Reagan’s second presidential term, the democrats had majority in both House and Senate, and through various committees investigated the Iran-contra scandal, tried to push own issues through and worked against Reagan’s agenda. The result, two years later, was Walter Mondale running against George Bush Sr., an election the Democrats will be highly unlikely to try and repeat in ‘08. And after Nancy Pelosi having to promise on live television that the democrats won’t impeach President Bush, as if this was something fairly common, the danger of a “showdown” is definitely present. The question is if the Democrats will wait until 2008 before they draw arms.

“I would think that every Democrat has been reading up on how Newt Gingrich took back Congress in ’94 with his ‘Contract with America'”, says John Fortier. Pelosi has been compared to Gingrich, in spite of their difference in opinion but because of similar style. Yet opinion polls taken immediately before the midterm elections in ’94, show that only 16% of the American public had a negative view of Newt Gingrich. The following April, it was almost 40%! As former top aide to President Clinton, Paul Begala put it in the International Herald Tribune, Whitehouse spokesperson under Clinton put it, “We pushed it, but Newt did most of it to himself”. Nancy Pelosi may prove more perilous to herself than the Republican Party if she decides to continue down this path.

These are all good indicators that the Democrats should favour of a more bipartisan Congress the next two years, John Fortier agrees. But they won’t. Mainly because there is one major difference. In 1988 you had a former Vice President who was running for office. In 1994 you had President Clinton preparing for re-election, and the Republicans wanting to hold on to power. The presidential race in 2008 will be very different, because it’s so open. Dick Cheney isn’t running for office, and since the midterm elections were decided on the question of Iraq, it’s very unlikely that Condoleezza Rice will be running as well, as a colleague of John Fortier, Joshua Muravchik, recently put it. The Republicans have been looking for the Ken-doll of conservative politics, a good middle-of-the-road conservative, ever since this became apparent. One such Republican, former Senator George Allen from Virginia, who has previously been mentioned on this blog as a possible candidate, struck out in the midterm elections, and thereby lost his presidential chances according to Fortier. The same goes for the former senator of Montana. There is no obvious heir to the throne in the GOP, and the same can partly be said of the Democrats.

Whether this is a good thing or not remains open to debate. For those hoping for a Democratic revolution similar to the Republican revolution in ’94, prospects may be dim. For those hoping for actual policy-change, the same can be said. Instead, Fortier predicts, the debate will be heated, while the actual policy will be on hold until 2008, even though this may harm Democratic chances in ’08. As the Daily Telegraph reported the day after John Fortier’s meeting, George McGovern, the Democrat 1972 presidential anti-war candidate who lost a landslide victory to Richard Nixon, will be addressing more than 60 senate- and house-representatives next week on the issue of Iraq, not to mention John Myrtha, an outspoken anti-war senator whom Pelosi is backing as future Senate Majority Whip. A clear example that gives credence to Fortier’s theory of a heated political debate that won’t result in actual policy.

As William Kristol of the Weekly Standard put it, the election was won on dissatisfaction with the strategy for victory in Iraq, not for withdrawal. “Staying the course” is obviously no longer an option for President Bush. But while the debate in Congress may heat up and the filibusters increase, withdrawal is unrealistic.

The most important factor in American politics at the moment is the X-factor. Who will be the candidates in 2008? And can an incumbent senator really win the Presidential election for the first time since John F. Kennedy? First of all, the challenges for a senator-would-be-president, who suddenly has to balance a budget, rather than increase it, seem clear. Furthermore, a Clinton or a Bush has been on the presidential ticket for the last 25 years. Will the Americans continue this trend?

If both Senators John McCain and Hillary Clinton are left out as obvious candidates, we may be witness to one of the most exciting and unpredictable presidential races in US history – but for now it’s politics, rather than policy.

Danmark er ikke stat nr. 51 –- men gid vi var!

Som bekendt bringer vi en sjælden gang imellem et gæsteindlæg, og denne gang har vi valgt at lade en studerende få chancen. Ugens gæst på Punditokraterne er David Pontopiddan, der er stud.scient.soc. – sociologistuderende – ved Københavns Universitet. David er endvidere studentermedhjælp på tænketanken CEPOS. Vi på redaktionen håber, at læserne vil nyde Davids skarpe gæsteindlæg!

Den 11. september i år var det 5-års dagen for al-Qaedas terrorangreb i USA, der kostede godt 3000 mennesker livet og ændrede verden for bestandigt. 11. september var en skelsættende dato for mange, og således også for mig. Det var den dag hvor jeg fandt ud af at jeg var borgerlig i mit livssyn, og at jeg troede på friheden og nødvendigheden i at kæmpe for den – “Freedom isn’t free” som det amerikanske slogan siger, et budskab der har præget mit liv lige siden.

I forbindelse med 5-års dagen for angrebet finder Villy Søvndal det passende at harcelere i Politiken over, at Danmark i 2001 tog et opgør med neutralitetspolitikken, og siden har forsvaret den vestlige verdens værdier mod totalitær ideologi. Et skifte i udenrigspolitik, der har medvirket til at befri over 60 millioner mennesker fra undertrykkende diktatorer, og gjort Danmark til en værdsat allieret – noget Villy Søvndal mener gør os til USA’s 51. stat.

Det er vi ikke – men gid vi var!

Hvis bare Danmark fulgte trop med USA i alle frihedens spørgsmål. USA har som alle lande sine mangler, men der er noget imponerende i amerikanernes hyldes til frihed, som finder genklang hos alle samfundets grupper. Den amerikanske grundlov, og uafhængighedserklæringen fra det britiske kolonistyre, begge skrifter for den personlige frihed, kendes af selv skolebørn til hudløshed, og anses af amerikanerne for at være noget helligt. En garanti for deres frihedsrettigheder, der – som det står skrevet – “anses for at være selv-indlysende”. Dette er første eksempel på et område hvor Danmark er bagud. Hvem andre end fagkyndige kender den danske grundlov, og hvor meget står der egentlig om den enkeltes danskers rettigheder, som ikke straks bliver annulleret af hensynet til “almenvellet”, der i princippet kan betyde hvad som helst?

Det frie marked er det andet eksempel på, at Danmark stadig har meget at lære. Kapitalisme og markedsøkonomi har gjort amerikanerne til nogle af de rigeste mennesker i verden set relativt i forhold til forbrug. Den gennemsnitlige amerikaner har råd til såvel ny bil som eget hus, og flere undersøgelser fra bl.a. tænketanken Timbro og det svenske handelskammer viser, at de fattigst stilledes indkomst i USA målt i købekraftsparitet (dvs. indkomsten målt i varer frem for værdi på valutamarkedet) er højere hvad angår såvel sundhed som uddannelse og beboelse end den svenske medianindkomst!

Myterne om den amerikanske fattigdom stortrives, og frygt for “amerikanske tilstande” (se f.eks. et tidligere indlæg her) bruges ofte som undskyldning for den danske model, hvor beskatningen er blandt verdens højeste, og den daglige gevinst ved at arbejde for 130.000 danskere, som CEPOS offentliggjorde for nyligt i et notat, er under 50 kr. ift. at modtage kontanthjælp. Ak – hvem der blot fik amerikanske tilstande til Danmark …

Og så er der naturligvis USA’s forhold til omverden. Husk blot på de amerikanske soldater, der gav deres liv for frihed på Omaha Beach, i en skov ved Argonne, på den anden side af jordkloden i Tarawa, ved Chosin reservoiret i Korea, og i junglen og rismarkerne i Vietnam. Dette er ikke mine ord, men et citat fra Ronald Reagan’s tiltrædelsestale i 1981. Ronald Reagan, der i Danmark blev kaldt en skydegal cowboy, alt imens vores egen udenrigs- og sikkerhedspolitik sejlede i fodnoter, der var sat i søen af Sovjetunionens nyttige idioter. Reagan regnes i dag for en af det 20. århundredes største præsidenter. Sønnen af fattige irske indvandrere, der blev skuespiller, fagforeningsleder og siden præsident – noget, der blev latterliggjort i Danmark, men som blev set som en realisering af den amerikanske drøm i USA, hvor alt er muligt. Danmark er i dag med i nogle af de frihedsskabende missioner, men i stigende grad mod den politiske vilje her i landet.

Tiderne har ændret sig siden da, men kampen for frihed er stadig vigtig. I dag kæmpes der for frihed i Afghanistans huler og Bagdads gader, og ikke – som Villy Søvndahl i interviewet påstår – for olie eller profit. Der kæmpes for frihed fordi man tror på frihed, og frygter alternativet – hvad enten det er fascisme, nationalsocialisme, kommunisme eller islamisme. Deri består de “amerikanske tilstande” der i virkeligheden er almenmenneskelige værdier, og som med tiden forhåbentlig også bliver danske igen.

E-mail to Dick Cheney: Guest commentary by Samuel Rachlin

Punditokraterne er glade for igen at kunne bringe en gæstekommentar af Samuel Rachlin (den første var denne):

E-mail to Dick Cheney

Right after Vice President Dick Cheney’s trip to Europe and Central Asia, I wrote him an e-mail:

Dear Dick,

It’s fine with me that you give President Putin a lecture and tell him what democracy is about, and that he should not use the oil weapon against his neighbours.  I think it’s appropriate that you tell him that the Russian government has “unfairly and improperly restricts the rights of her people.” and that Moscow should not use oil and gas as a tool of “intimidation and blackmail”. I also find it OK when you tell new East European and Baltic democracies in Vilnius that they are on the right track and they have the full support of the U.S.

But I have a problem when you, after that meting, move on to Kazakhstan to visit President Nursultan Nazarbaev – a mix between Ghengis Khan and a Soviet Politbureau Member without any tolerance of opposition or respect of human right, but with great patience with corruption and abuse of power. He is a leader of the same mold as Azerbaidzhan’s President Ilham Aliyev who recently was received by your boss in the White House.

It’s problem for me because it creates a lot of confusion and uncertainty about the American message. Nazarbayev and Aliyev are by no means on the right track to democracy and are even more undemocratic and despotic than President Putin and his crowd in the Kremlin. It’s obvious that this weakens the message to Moscow and causes confusion among the East European leaders you met with in Vilnius.

Nazarbayev and Aliyev both control significant oil wealth, and you have to understand that this could lead some people to think that the U.S. applies different criteria and values for who’s in and who’s out, and who should be lectured on what’s wrong and what’s right. That’s what we call double standards. When you and your boss cultivate relationships with people like Nazabayev and Aliyev one could get the impression that you distinguish between those who have and those who don’t have oil. The new breed of haves and haves not.

Some people could draw the conclusion that if you have oil it does not matter that much that you violate the rules of democracy and suppress basic human rights. The problem becomes even more conspicuous because everybody knows how close you and your boss are to the American oil industry. The relationship with Saudi Arabia – one of the most important providers of oil to the U.S. – has never suffered under the lack of democracy in the Arab kingdom.

You have to understand that there is not a very big jump from these observations to raising the question about the real motives behind the U.S. invasion of Iraq. Was it primarily a question of freedom and democracy or was it Iraq’s oil wealth that led the U.S. into the war? It’s obvious to anyone that your and President Bush’s credibility has suffered considerable damage. After Abu Graihb and Guantanamo, your lecturing about democracy and human right begins to sound hollow. After more than three years of warfare in Iraq no one can claim that the U.S. has been defeated, but the lack of results, not to speak of victories, is a defeat in its own right. That has not only undermined your status as a hyper power, but also weakened your ability to speak out about democracy and freedom on behalf of the free world – at least with the same authority as in the past.

You wound up your trip in Croatia, and in a speech to regional leaders in Dubrovnik, you again spoke about freedom and democracy. That’s a problem for me, too, because you welcomed the new countries to the EU. Listen, Dick, on whose behalf did you do that? Who gave you that mandate? Are you out of your mind, as you Americans say.  Don’t you think that we have problems enough already in the EU with the timeout for the constitution debate, with our European identity and our direction.

We don’t need any good advice. We have more than enough of our own good ideas. What we need is determination and action, but right now we are confused and enervated by all the changes we have gone through with integration, expansion and one treaty after the other. We have gone into rethinking mode, and no one really knows when we will come out. Untimely interference can only make things even worse.

And don’t you actually think that you and President Bush have problems enough on your own? The Iraq war more and more looks like a dead end. The oil price in the U.S. is still half of what it is in Europe, but your voters are so angry that they are ready to start a new revolution. The trade and budget deficits look like a Hollywood horror movie. The President’s support is at a historic low, and your own ratings are lower than Michael Jackson’s. How do you feel it’s going for you, as we say in Denmark?  I understand you need a breather, but I would suggest that next time you feel like getting out of there you should go back to Texas for some old fashioned hunting with your buddies.

Sincerely yours,
Samuel

It did not take long before I got an answer from Dick Cheney:

Dear Samuel,

The hunting season in Texas has not started yet, and after that deplorable episode at  my latest hunting trip, I have to go abroad to test my markmanship before I try to renew my license. Quite frankly, I think things are going just fine. It was a great trip – one of my best in a long time,

Sincerely yours,
Dick

Gæsteindlæg: Limagolf om ægyptiske bloggere & kampen for frihed

Denne blogs jævnligt kommenterende læser “Limagolf” har sendt os følgende gæsteindlæg, som vi er glade for at viderebringe:

Egyptiske bloggere fængslet, Sandmonkey beder om hjælp!

Under den knapt nok overståede Muhammedkrise blev en del danskere opmærksomme på, at der i Mellemøsten florerer en undergrund af vestligt orienterede bloggere. Blandt andet Punditokraterne linkede til flere af dem, deriblandt Egyptian Sandmonkey.

Sandmonkey stillede sig sammen med en del andre Mellemøstlige bloggere på ytringsfrihedens og modernitetens side. Hvor vi hjemme i Danmark nok kunne gyse over, hvor lidt der skal til for at antænde et tilsyneladende ustoppeligt bål, var vi dog generelt aldrig i rigtig fare. Det vidste vi vist egentlig også godt, selvom det kildrede underligt i maven de uger.

Imens lever moderne indstillede personer i Mellemøsten et liv fanget mellem religiøs intolerance på den ene side og brutal politistat på den anden. For dem er kampen for ytringsfrihed daglig og ikke uden alvorlige omkostninger.

Det viste sig da de egyptiske autoriteter i søndags arresterede 48 personer, deriblandt en række prominente egyptiske bloggere, under en fredelig demonstration i Cairo.Derfor beder Sandmonkey, der som sagt nok er en del af Punditokraternes læsere bekendt, om hjælp. Læs først historien på hans weblog, sandmonkey.org og gør derefter som han beder om:

“E-mail them, send them letters, harrass them. The last time you did that we got Abdel Karim released. I am not joking when I tell you that I had information from a source inside that this is the only reason they released him. Too much pressure by the average american and european. The egyptian government is cowardly, they will sucumb to pressure. Tell them that you find his detainment and arrest unacceptable. That you will not set foot in this country, and will tell every friend of yours never to visit Egypt, unless Alaa and the other detainees are released immedietly. That a government that throws people in jail for freedom of speech is not one that will get your money. Tell everyone you know and spread the word. In the words of Tigerhawk: Release the Hounds.”

Vi skal naturligvis altid arbejde imod undertrykkelse. Men i dette tilfælde er det vigtigt af flere grunde:

  1. Internettet er et medie, der kan hjælpe med til at sprede idéen om frihed, som intet andet medie har kunnet før, men kun hvis despoter ikke har held til at skræmme folk fra at bruge det – send en klar besked om, at dette er uacceptabelt.
  2. Under Muhammed krisen var der folk i Mellemøsten, der, ikke uden personlig risiko, stillede sig på vores side (ikke Danmarks, men modernitetens og frihedens) – lad os betale dem tilbage ved at gøre deres undertrykkere opmærksomme på, at ytringsfrihed er en alvorlig realitet i vores hjørne af verden.

Dette er en enestående lejlighed til at demonstrere, hvordan man fredeligt protesterer over urimelige overgreb mod den personlige frihed. Personligt har jeg tænkt mig at sende et brev til Ægyptens ambassade i Danmark. Det vil andre af Punditokraternes læsere forhåbentlig også overveje.  Adressen er:

Ægyptens Ambassade

Kristianiagade 19

2100 København Ø