Konflikten
omkring Cataloniens mulige uafhængighed, og om catalonierne overhovedet har lov
– ifølge den spanske forfatning – til at afholde en folkeafstemning om det,
raser stadig. Forleden blev flere ledere af uafhængighedsbevægelsen idømt
drakoniske straffe, i et tilfælde hele 13 år i fængsel, på ganske tyndt
grundlag. Udefra kan det være svært at forstå, hvad der foregår, men
situationen giver også mulighed for ny forskning.
En
del af baggrunden er, at catalonierne føler sig udnyttet af resten af Spanien,
og ikke helt uden grund. Som DR viser her
i en fin gennemgang af konflikten, bor godt hver syvende borger i Spanien i
den nordøstlige region Catalonien, men regionen står for 19 % af landets BNP og
en fjerdedel af eksporten. Regionens økonomi er heller ikke så afhængig af
turisme som mange andre steder i Spanien, men er i højere grad karakteriseret
ved fremstillingsindustri. Catalonien fremtræder derfor også som en mere ’high
tech’ region end andre steder i Spanien.
En
anden del ligger i de historiske forskelle mellem Catalonien og resten af
Spanien. Landet var selvstændigt indtil først i 1700-tallet, og folk taler
stadig et andet sprog – catalansk – end størstedelen af Spanien, der taler
castiliansk. I den lange tid under Francos militærdiktatur (1939-1975) var det
catalanske sprog forbudt, forældre måtte ikke give deres børn traditionelt
catalanske navne, og folk blev endda tvunget til at bruge den castilianske
version af deres catalanske fornavne. Det var således almindeligt, at folk der
var døbt Josep blev tvunget til at kalde sig Joseph, ligesom det var den
castilianske version, der stod i deres pas, identitetskort osv. Helt overordnet
undertrykte diktaturet al catalansk kultur – sprog, flag, navne osv. – med hård
hånd. Forbuddene fortsatte indtil 1978, og man kan stadig finde eksempler på
ringeagt fra det castilianske flertal overfor catalansk kultur.
Det
forskningsmæssigt interessante i situationen er, at begge sider af debatten
argumentere for, at der er væsentlige forskelle i social kapital involveret i udviklingen. På uafhængighedssiden har
flere påstået, at Catalonien er karakteriseret af en større grad af social
kapital end resten af Spanien, og derfor ville vokse hurtigere og fungere
institutionelt bedre, hvis regionen blev selvstændig (se f.eks. her for
et overblik over litteraturen). På den anden side argumenterer unionisterne, at
selve konflikten polariserer folk og dermed underminerer den sociale kapital i
Catalonien. Der er dermed brug for forskning, der kan give en indikation om,
hvad der er op og ned i debatten.
Det
spørgsmål gav Miguel
Ángel Borella-Mas, Martin Rode (begge
Universidad de Navarra) og jeg os i kast med for halvandet år siden. Papiret
med titlen ”The Economics of Change and Stability in Social
Trust: Evidence from (and for) Catalan Secession” er nu
ude som working paper fra IFN i Stockholm (og kan også hentes på SSRN her). Vi
bruger the European Social Survey, som er foretaget i Spanien hvert andet år
siden 2002, hvilket både tillader os at sammenligne Catalonien med resten af
Spanien, men også at følge udviklingen i social tillid – den vigtige del af
paraplykonceptet social kapital – henover udviklingen i konflikten. Når vi gør
det, kan vi afvise påstandene fra begge sider af den politiske debat, men også
vise et ekstra resultat.
Det
viser sig allerførst, at uafhængighedssidens påstand er forkert: Den social
tillid i Catalonien er næsten præcist gennemsnitlig i Spanien. Hvis der er et
sted, der har en større grad af tillid, er det Baskerlandet, men ikke Catalonien.
Der er således ikke umiddelbart grund til at tro, at catalonske institutioner
osv. ville fungere bedre end de nuværende spanske. Tester man unionisternes
påstand, kan man på den anden side også skyde den ned. Den sociale tillid i
Catalonien har ikke lidt under konflikten i forhold til resten af Spanien.
Det
er dog i netop dén sammenligning, at det tredje, overraskende fund dukker op.
Den
sociale tillid i Catalonien er steget efter
at selvstændighed blev en reel mulighed i 2014! Stigningen er ikke tilfældig,
da den primært kan ses hos folk, der taler catalansk hjemme, og den er ikke
helt lille. Cataloniernes social tillid ser ud til at være steget med 7½% siden
2014, og stigningen er større når vi stiller skarpt på dem, der taler
catalansk. Mens vi ikke kan sige noget om, hvad der specifikt foregår, kan vi
gøre to ting. For det første kan vi afvise, at det er et resultat af bedre institutioner,
idet vi kan se at cataloniernes tillid til de spanske institutioner –
retsvæsen, politi, parlament – er faldet drastisk. For det andet kan vi
spekulere over, hvad der kunne foregå. Det gør vi i
konklusionerne, hvor min foretrukne forklaring er denne: Det er muligt, at ”we
are actually seeing the mental process of nation building at work, where conflict
is the cradle of a shared Catalan identity that facilitates in-group cooperation
and the creation of formal institutions that facilitate it.” Kun én
ting er sikker: Intet er som de to
sider af konflikten påstår, men den kan vise sig at være til gavn for den catalonske
befolkning.