Tag-arkiv: demokrati

Hvordan gik det kolonierne efter uafhængighed?

Af Christian Bjørnskov, den 11. december 2025. Skriv et svar

Et af de emner, der virkelig kan få visse folk op i det røde felt, er kolonitiden og afkoloniseringen. Sidste år udkom Kristian Niemitzs fine bog Imperial Measurement – et glimrende bud på en lille fagbog, interesserede kan læse i juletiden – der stiller spørgsmålet, om kolonimagterne faktisk havde økonomisk gavn af deres kolonier. Kristians svar er , at faktorerer man kolonimagternes omkostninger ind i regnestykket, er det mest sandsynligt, at de fleste kolonier var en økonomisk belastning. Men den anden side af spørgsmålet, er naturligvis om kolonierne havde gavn eller ej af tiden. Det er næsten umuligt at svare på, så jeg har i år brugt tid på at stille spørgsmålet på en lidt anden måde: Hvad skete der med de tidligere koloniers økonomiske udvikling, efter de blev uafhængige?

Hvordan i alverden gør man det, kan mange økonomer nok spørge. Problemet er, hvad der er den mest rimelige sammenligning at gøre, og hvordan de klarede sig før de blev uafhængige. Svaret før økonominørderne er den nyudviklede Butts og Gardner-estimator. For alle resten af læserne er det en måde at sammenligne hvad der sker med tidligere koloniers vækst i perioden 1950 til nu, i forhold til hvordan det gik dem før uafhængigheden og i forhold til andre relativt fattige lande. Og det er særligt også en måde at skille de tidligere britiske og hollandske kolonier fra resten af gruppen.

Svaret på spørgsmålet afhænger nemlig af, hvilken ‘slags’ koloni et land var, før det blev uafhængigt. De britiske og hollandske kolonimyndigheder havde nemlig typisk en politik, der hvilede på at bruge lokale institutioner hvis de eksisterede, uddanne lokale politifolk, embedsfolk, osv., men særligt de franske installerede franske institutioner og brugte franske embedsfolk, dommere osv.

Undersøgelsen viser meget tydeligt, at der intet skete økonomisk med tidligere britiske og hollandske kolonier – de fortsatte basalt den den samme økonomiske udvikling, som de havde haft i den sene kolonitid. Modsat dem viser undersøgelsen, at gruppen af tidligere franske, portugisiske, belgiske og andre kolonier oplevede markant lavere vækst, og i særlig fra i det andet tiår efter uafhængighed. Det var også væsentligt mindre sandsynligt, at de franske var demokratiske i tiden after uafhængighed, og klart mere sandsynligt, at de oplevede væsentlig politisk ustabilitet i form af statskup.

Hvad gik der galt? Fokuserer man i stedet på privatforbruget, faldt væksten i begge grupper lande efter uafhængigheden. Umiddelbart ser det således ud til, at uafhængighed var en dårlig nyhed for de fleste almindelige mennesker i de tidligere kolonier. Men – og det er et stort men – det relative fald i de tidligere britiske holdt op efter de første 20 år og var ledsaget af væsentligt større investeringer end i de tidligere franske. Efter 30 års uafhængighed havde de tidligere britiske og hollandske kolonier således i gennemsnit 40 procent højere BNP og 21 procent højere privatforbrug end restgruppen af franske, belgiske og andre kolonier. Over halvdelen af den første gruppe var demokratier, mens det var under en tiendedel af de tidligere franske.

Så var uafhængighed en god idé for de tidligere kolonier? Mit bud er, at svaret afhænger af, om kolonimagterne efterlod levedygtige institutioner. Franskmændenes var befolket af franskmænd, der typisk tog tilbage til Frankrig, da kolonierne blev uafhængige, mens de britiske kolonier ofte havde udviklet relativt effektive, demokratiske, hjemmegroede institutioner. Ved uafhængighed havde de britiske og hollandske således langt bedre institutioner end de andre tidligere kolonier, ligesom de også har idag. Er det en afskyelig koloniarv, som Storbritannien og Nederlandene burde kompensere dem for?

Hele analysen med titlen Was National Sovereignty a Profitable Decision? Exploring Economic Growth after Decolonisation kan læses her.

Knald eller fald for Milei-regeringen?

Af Niels Westy, den 25. september 2025. Skriv et svar

Det går mildt sagt ikke godt for Javier Mileis regering. Ved udgangen af oktober afholdes midtvejsvalget til både Senatet og Deputeretkammeret, og det kan blive afgørende for regeringens politiske skæbne.

Ifølge de fleste prognoser står Mileis koalition til fremgang – men det samme gør den peronistiske blok. Argentinske meningsmålinger er notorisk usikre, men hvis resultatet fra det nylige lokalvalg i Buenos Aires er en rettesnor, ser det ikke lovende ud for Milei.

Det mest sandsynlige udfald er, at peronisterne fortsat vil være den største blok i begge kamre, dog uden absolut flertal. Mileis koalition ventes at blive næststørst i Deputeretkammeret, men i Senatet vil en gruppe af uafhængige og regionale partier – trods tilbagegang – stadig kontrollere omkring en tredjedel af pladserne.

Dermed vil Milei stå i samme grundlæggende situation som hidtil: uden et solidt parlamentarisk flertal og afhængig af dekretstyre. Forbedringen af de offentlige finanser og den midlertidige dæmpning af inflationen er netop opnået gennem præsidentielle dekreter, mens man stadig regerer på finansloven fra 2023. Den økonomiske politik – især penge- og valutapolitikken – fremstår derimod som et kaos, præget af de samme fejl, som Argentina gentagne gange har begået.

Mileis største bedrift indtil nu kan meget vel blive nogle stærke taler – ikke mindst den i Davos i 2024 – snarere end varige reformer. Spørgsmålet er måske derfor ikke, om regeringen efter oktober-valget kan gennemføre de nødvendige reformer, men om Milei overhovedet holder frem til præsidentvalget i 2027. For de dybe strukturelle ændringer synes urealistiske, medmindre man sætter demokratiet ud af kraft – præcis som vi tidligere har set i både Chile og Peru.

At reformer er vanskelige, er dog ikke et særligt argentinsk fænomen. Selv Emmanuel Macron har i Frankrig haft svært ved at få gennemført større ændringer. Men i Latinamerika er problemet endnu mere påtrængende. Økonomierne må bringes tættere på de nord- og nordeuropæiske modeller, hvis de skal opnå stabilitet og vækst. På en sådan skala ligner kun Chile og Uruguay i dag noget, der minder om Danmark – og det er den retning, regionen som helhed burde bevæge sig.

Spørgsmålet er altså ikke, hvad der skal til – det ved vi godt – men hvordan man gennemfører det uden at tilsidesætte demokratiet. Det bør være genstand for langt mere forskning og debat. Indtil da ser USA ud til fortsat at ville støtte Mileis Argentina økonomisk. Men det kan hurtigt vise sig at blive en meget dårlig investering.

US Treasury announces full-scale bailout for Argentina: bond purchase, swap, and credit line

Hvad gør demokrati ved økonomisk vækst? Ny evidens

Af Christian Bjørnskov, den 24. juni 2025. Skriv et svar

Har demokratier hurtigere økonomisk vækst og er der en økonomisk gevinst ved at indføre frie valg osv? Det spørgsmål har økonomer og politologer debatteret de sidste tre årtier, men uden at finde konsensus. Ny forskning bragte forleden nye nuancer ind i debatten.

Den ene side af debatten er i de seneste år tegnet af bl.a. Daron Acemoglu, Suresh Naidu , Pascual Restrepo og James Robinson, der i Democracy does Cause Growth insisterer på, at demokrati skaber vækst. En anden side af debatten understreger, at demokrati ikke skaber vækst, men at andre institutionelle karakteristika – som retssikkerhed, beskyttelse af ejendomsret osv. – gør forskellen. Et af de væsentlige problemer i litteraturen er, hvordan man skille skidt fra snot, dvs. hvordan man separat måler effekten af gode retsvæsener og politisk demokrati.

En del af problemet ligger i, at det på ingen måde er enkelt at definere eller måle landes grad af demokrati. Som Vanessa Boese (se f.eks. her) for eksempel peger på, er der relativ koherens på tværs af indikatorer, men kun så længe de deler en basal definition. Og man kan hurtigt overdefinere demokrati, så ens definition også omfatter en række konsekvenser, som man håber at demokrati har. Men uden at separare effekterne af faktisk demokrati og dem, man håber på, bliver det umuligt at sige, om demokrati i sig selv giver mere vækst. Mit indtryk fra at arbejde i årevis med lignende spørgsmål er, at demokrati ikke giver vækst uanset at mange forskere desparat ville ønske, at det gjorde.

Istedet peger ny forskning på, at demokrati gør noget helt andet. Vi kunne have skrevet om artiklen for nogen tid siden, men valgte ikke at gøre det af en bestemt grund: Den var en del af eksamen i Videnskabelige Metoder, som jeg har undervist i i foråret. Vi måtte derfor vente indtil eksamen var overstået og karaktererne var givet.

I Political Institutions and Output Collapses i december-nummeret af European Journal of Political Economy, viser Patrick Imam og Jonathan Temple, at konsekvensen af demokrati er en helt anden. Imam og Temple undersøger, tre økonomiske tilstande i 123 lande mellem 1971 og 2016: Demokrati eller autokrati, og vækst, stilstand (perioder med lav eller ingen økonomisk vækst), og deciderede kollaps. Det særlige er, at de skelner også mellem om landene er demokratiske eller autokratiske. I stedet for at spørge, om det går bedre i demokratier, tillader det dem at spørge, om det går værre i autokratier, når det går galt.

Som en af mine studerende meget præcist skrev, viser Imam og Temple, at demokrati ikke er en garanti for vækst, men en form for forsikring mod kollaps. Vækstepisoder varer længere i demokratier – dvs. at autokratier oftere får perioder med stagnation eller recesion – indkomstkollaps bliver typisk dybere i autokratier når de sker, og det er væsentligt mere sandsynligt, at stagnation udvikler sig til deciderede kollaps.

Imam og Temples nye forskning er derfor både konsistent med og giver ny indsigt i Francesco Giavazzi og Guido Tabellinis 20 år gamle, klassiske studie af økonomiske og politiske liberaliseringer. Hvis et land liberaliserer først, og derefter demokratiserer, får man langt bedre økonomiske konsekvenser.

Hvordan påvirker demokrati terrorismetrusler?

Af Christian Bjørnskov, den 21. december 2024. Skriv et svar

I samfundsforskningen har der de senere år været en diskussion om, hvorvidt demokrati forhindrer eller decideret tiltrækker terrorisme. Den amerikanske politolog Erica Chenoweth har gjort sig til talsmand for, at terrorisme er et specifikt demokratisk fænomen, mens andre fremtrædende forskere som Todd Sandler og Khusrav Gaibulloev har fremhævet, at langt det meste terrorisme sker i såkaldte ‘anokratier’ – en gruppe autokratier, der har flerpartivalg, men ikke demokrati. Men meget få studier har set på, hvad det mere specifikt er, der kunne gøre demokratier mere resiliente overfor terrorisme. Det er netop dét, Lasse S. Eskildsen og jeg ser på i et nyt studie, der nu er under udgivelse (og tilgængelig online) i Constitutional Political Economy.

I studiet med titlen Does the Electoral Process Cause less Terrorism? undersøger vi, hvilke elementer af en demokratisk proces, der påvirker hvor meget terrorisme et land udsættes for. Som vi opsummerer i artiklen, har forskningen argumenteret for tre forskellige slags mekanismer: “(1) that a multi-party electoral process allows citizens to peacefully change the social and political conditions of society; (2) that the process allows more groups to participate in the political process such that a larger and more diverse share of the population has a formally democratic voice; and (3) that their democratic participation makes it more difficult for terrorist groups to recruit new members.”

I en empirisk undersøgelse på tværs af 76 lande mellem 1970 og 2016 finder vi, at jo højere valgdeltagelsen er ved nationale valg, jo mindre er terrorrisikoen. Vi finder også, at ideologisk diversitet – dvs. at der er større forskel på højre og venstre, og at folk stemmer mere forskelligt – også er forbundet med mindre terrorisme i demokratier. Vi finder dog også, at ideologisk diversitet ser ud til at føre til flere år med terrorisme i autokratier. Begge typer effekter peger i retning af, at jo mere inklusive valgene er, og jo mere demokratisk legitimt styret er, jo mindre terrorisme oplever borgerne.

Der er to bemærkelsesværdige elementer ved vores nye artikel. Det første er fundet, at ideologisk diversitet er kausalt forbundet med mindre terrorisme. Mange politikere og politiske kommentatorer har set den voksende ideologiske uenighed i mange vestlige samfund som et problematisk fænomen, men vi finder faktisk, at det er en demokratisk fordel at folk fredeligt og demokratisk kan være stærkt uenige. Måske skulle hele debatten om demokratisk uenighed, yderfløje og det, midterpolitikere nogle gange betegner som ‘moderat’ eller ‘rationel’ politik, genovervejes?

Det andet element er min medforfatter, Lasse Eskildsen. Lasse starter efter nytår som PhD-studerende i statskundskab på Syddansk Universitet i Odense. Hvor mange helt nye PhD-studerende i samfundsvidenskaberne kender I, som allerede har tre artikler udgivet før de begynder på studiet?

President’s Rule: Magtmisbrug i Indien

Af Christian Bjørnskov, den 15. marts 2024. Skriv et svar

Indien er verdens største demokrati, men næppe nogens ideal for, hvordan et demokrati bør virke. Landet led i mange år under politikere uden nogen som helst forståelse for økonomi, og som mange andre lande i regionen, er Indiens og Asiens historie fuld af eksempler på politisk magtmisbrug. Stefan Voigt og jeg har været interesserede i dette aspekt i årevis, og se ikke mindst på det i vores bog State of Emergency, der udkommer til juli. I én sag har vi sluttet os sammen med Abishek Choutagunta og Shruti Rajagopalan om fælles forskning, der nu ligger tilgængeligt som working paper.

I papiret President’s Rule in India: State Emergency or Political Capture? undersøger vi et af de klareste eksempler på en politisk institution, der kan misbruges: Den indiske forfatnings paragraf 356, der også kendes som ‘President’s Rule’. Forfatningsreglen indebærer, at den føderale regering i Indien kan opløse en delstatsregering. Idéen med reglen var oprindeligt, at give den føderale regering muligheden for at overtage kontrollen med en delstat, hvis dens regering af en eller anden grund – politisk dødvande, naturkatastrofer og voldsomme optøjer – ikke længere kan regere.

Den interessante setting er, at der har været masser af påstande om, at President’s Rule blev misbrugt. En detalje er, at en højesteretskendelse i SR Bommai-sagen i 1994 indebar, at retsvæsenet kunne undersøge brugen af President’s Rule, og dermed også fik mulighed for at kende, at brugen var forfatningsstridig.

For at kaste lys over spørgsmålene, har vi allerførst bygget et datasæt der omfatter allle indiske delstater fra 1950 til 2019 hver måned. Vi kan derfor måned for måned følge, om staten rammes af President’s Rule, og estimere om brugen af reglen følger intentionen, eller om den misbruges politisk. Og konklusionen er overvældende, at brugen af President’s rule altid har været politisk. Vi finder ingen evidens for, at katastrofer eller optøjer har ført til dens brug, mens delstatsregeringer med mindre erfaring, mindre flertal i parlamentet, og koalitionsregeringer er mere udsat for brug. Meget af dette misbrug stoppede med SR Bommai-kendelsen i 1994, der gav retsvæsenet en mulighed for at holde øje med og straffe politikere.

Helt overordnet er vores studie af President’s Rule et studie af politisk magtmisbrug i verdens største demokrati, og således også en advarsel mod risikoen for magtmisbrug af forfatningsregler i føderale stater. Det er naturligvis ikke et problem, der direkte kan applikeres til Danmark, der ikke er føderal. Men tænker man på EU og diskussionen om, hvordan man fordeler magten og i særlig grad den stigende centralisering i unionen, er der absolut grund til at se på Indiens historie, og hvis elendigt det er gået for en type institution, som EU nærmer sig.

Hele abstractet er her: Emergency provisions allow federal governments to intervene swiftly but create op- portunities for political capture. We analyze how this tension plays out in the world’s largest federal republic, India. Article 356 of the Indian constitution (President’s Rule) allows the union (federal) cabinet to dismiss a state government and dissolve the elected state legislature, if the federally appointed state governor recommends the dismissal for emergencies, including political crises and natural disasters. Using an original panel data set of Indian states from 1952 until 2019, we find that Article 356 leads to the political capture of states by the Union (federal) govern- ment. More specifically, we find that (1) the likelihood of invoking Article 356 is almost exclusively determined by the political strength of the parties forming state governments, (2) natural or man-made emergencies are not significant predictors of invoking Article 356, and (3) judicial safeguards added in 1994 significantly reduced Article 356 imposition.

Hvordan klarer BRICS-11 sig?

Af Christian Bjørnskov, den 29. august 2023. Skriv et svar

Forleden holdt BRICS-gruppen møde i Sydafrika for at fejre sig selv og bringe seks nye lande ind i det, der nu er en slags BRICS-11 gruppe. De oprindelige lande – Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika – dannede gruppen for nogle år siden som modvægt til særligt USA og de vestlige landes indflydelse på bl.a. IMF. De seks nye – Argentina, Egypten, Etiopien, de Forenede Arabiske Emirater, Iran og Saudiarabien – har således købt medlemsskab til en klub, der ser sig selv som en vigtig økonomisk spiller på globalt plan. Det er derfor indlysende relevant at spørge, hvordan det går for dem rent økonomisk?

Det gør vi idag i figuren nedenfor, der plotter BNP per indbygger og det gennemsnitlige privatforbrug for den globale benchmark USA, de fem gamle BRICS-lande, og de seks nye. For de to grupper har vi valgt at vise gennemsnit vægtet med befolkningsstørrelse, så Emiraterne ikke får urimeligt stor indflydelse med landets ti millioner ud af gruppens samlede 3,6 milliarder mennesker.

Som figuren viser ret klart, er BRICS-landene som gruppe meget fattigere end USA. De fem gamle har et gennemsnits-BNP der er 20 % af USAS (28 % for de seks nye) og et privatforbrug på bare 13 % (18 % for de nye). Selv de to rigeste i gruppen, Saudiarabien og Emiraterne, har gennemsnitlige privatforbrug på kun 39 og 54 % af amerikanernes.

Det bliver på ingen måde bedre af at kigge på den økonomiske dynamik i stedet for de nuværende niveauer. USA’s gennemsnitsvækst i BNP de sidste 15 år har været 1,1 % (1,2 % i privatforbrug), mens de fem oprindelige BRICS-landes gennemsnit er 1,4 % (1,4 %) og de seks nyes har været blot 0,4 % (0,2 %). Hvad værre er, er at det eneste virkelige vækstland i den oprindelige gruppe er Indien! Kinas vækst er efter alt at dømme stoppet op med ungdomsarbejdsløshed, der nærmer sig 25 % – kineserne er holdt op med at publicere statistik på det – deflation, og et boligmarked tæt på kollaps. Ruslands var nødlidende allerede før Ukraine-krigen, Sydafrika har store økonomiske problemer, og blandt de nye lande står Argentina på kanten af en statsbankerot og analytikere er begyndt at tale om et Sovjet-agtigt iransk kollaps som en reel mulighed.

Som en analytiker i the Telegraph påpegede forleden, er fremtidsprospekterne slet ikke gode for gruppen. Det eneste land, der har en vestlig grad af økonomisk frihed – en veldokumenteret og vigtig vækstparameter på langt sigt – er Emiraterne, og både Argentina, Kina og Sydafrika er politisk på vej den modsatte vej. Ser man sobert på BRICS-gruppen som helhed, tegner der sig et meget klart billede af en landegruppe domineret af diktaturer (med Argentina og Brasilien som de eneste velfungerende undtagelser) der lider økonomisk og forsøger at bryde med økonomisk logik. I politik tales der meget om BRICS som en global faktor, men ser man på det økonomisk, er der kun en lidt medtaget papirtiger.

Ryan Murphy om ‘off-the-diagonal’-lande

Af Christian Bjørnskov, den 6. april 2023. 1 svar

Min gode kollega Ryan Murphy – der er såkaldt ‘research associate professor’ på Bridwell-instituttet ved Southern Methodist University – er altid interessant at læse. Ryan har de seneste år været medforfatter til den årlige Economic Freedom of the World rapport, og har flittigt bidraget til vores viden om økonomisk frihed, statskapacitet, og økonomiske udviklingsmønstre. Hans nyeste paper, “Off the Diagonal of Institutional Development”, er lige så interessant som tidligere forskning.

Ryan starter med observationen, at almindelige udviklingsprocesser helt typisk indebærer, at lande bliver rigere, med økonomisk frie, mere demokratiske, og får større statskapacitet i nogenlunde samme takt. På den måde er verdens nuværende rige lande endt med at ligne hinanden på en række centrale punkter: Med få undtagelser, er de alle stabilt og ordentligt demokratiske, relativt økonomisk frie, og med stater, der i det mindste i princippet har kapacitet til at løse større kollektive handlingsproblemer.

Mens det generelle mønster er interessant og relativt godt dokumenteret, peger Ryan på at der er en række lande, der ikke helt ligner det generelle mønster. Innovationen i papiret er, at udvikle en simpel metode til at identificere lande, hvor graden af demokrati, statskapacitet, økonomisk frihed, og økonomisk udvikling ikke følger hinanden. Det giver en mulighed for at vise, hvilke lande der i særlig grad stikker ud fra det globale mønster. Rent praktisk viser Ryan med metoden, hvilke fem lande, der stikker af på henholdsvis statskapacitet, demokrati og økonomisk frihed.

For statskapacitet gælder det Guatemala, Bosnien og Herzegovina, Nigeria, Paraguay, og Mauritius; alle fem har overraskende svage stater, givet de andre tegn på modernitet. Lande, der er kapable, rige og økonomisk frie, men meget lidt demokratiske, er Singapore, Hong Kong, Rwanda, de Forenede Arabiske Emirater, og Qatar. Og sidst, men ikke mindst, er listen over lande med demokrati og statskapacitet, men meget lidt økonomisk frihed, Argentina, Tunisien, Guyana, Østtimor, og Sierra Leone.

Hvad er der særligt ved de anderledes lande? Ryans forklaring er, at gruppen består af “non-democratic development states” som Hong Kong og Singapore, oliestater der kan finansiere udvikling uden almindelige rettigheder, men med stærke institutioner. For resten noterer han den interessante konklusion, at “It isn’t clear that a combination of credible democratic institutions and economic freedom without a strong state is a stable equilibrium. Either countries achieve economic growth when they have both economic freedom and democracy, after which they can afford to “buy” a better state, or they collapse (e.g., in the case of Haiti) because of the lack of a state.”

Argentina – engang var det rigt

Af Christian Bjørnskov, den 3. marts 2023. 5 svar

Et væsentligt problem i den danske debat, som vi kun sjældent taler om, er mange politikeres stålsatte overbevisning om, at Danmark er et af verdens rigeste lande – og altid vil være det. Idéen synes at være, at vi sagtens kan have en stor og meget dyr velfærdsstat med en offentlig sektor, der fylder mere end halvdelen af økonomien uden at vi mister økonomisk status af den grund. Vi kan uden problemer lave store eksperimenter med vores uddannelsessystem, hvor vi forkorter uddannelser og flytter ressourcer væk fra forskning. Danmark – synes folk at mene – er så stærkt, at det er ligegyldigt hvor tåbelig vores politik bliver. Og det er på det tidspunkt i diskussionen, jeg bringer eksemplet Argentina op.

Argentina var engang et af verdens absolut rigeste lande. Ifølge Madison-datasættet, der omfatter indkomstdata fra 71 lande før Første Verdenskrig, havde landet verdens tienderigeste befolkning i 1913. Bruger man CIAs World Factbook, er argentinerne idag nummer 59 i verden. Figuren nedenfor, hvor vi holder Argentinas (købekraftskorrigerede) BNP per indbygger op mod Nordeuropas (minus olielandet Norge, derfor noteret ‘NE m’) og Italien, illustrerer ret tydeligt landets position. Umiddelbart efter Første Verdenskrig var argentinerne lige så rige som gennemsnittet i Nordeuropa. Det skal også huskes, at i den periode var Argentina et af verdens magneter for immigranter, og at det sammen med naboerne Chile og Uruguay talte blandt verdens relativt få stabilt demokratiske lande. Men lige omkring 1930 begyndte det for alvor at gå galt.

Argentina blev hårdt ramt af den store depression, men allerede i 1927 var folk i Nacionalismo-bevægelsen begyndt at gå med kup-planer. Det var den sidste af disse planer, som blev udført den 6. september 1930, da Generalløjtnant José Félix Uriburu tog magten ved et militærkup. Inspireret af Mussolinis Italien ændrede Uriburu strukturen i landets økonomi og styrede det mod et korporatistisk og fascistisk samfund. Argentinas økonomi reagerede præcist som andre, der bliver statsliggjort og politiseret: Den holdt op med at vokse.

Argentina blev udsat for succesfulde statskup igen i 1943, 1955, 1962, 1966 og 1976, og fejlede forsøg i 1932, 1951, 1955, 1956, 1960, 1963, og 1988. Landet var demokratisk fra 1946 til kuppet i 1955, igen fra 1958 til 1962, fra 1963 til 1966, fra 1973 til 1976, og igen stabilt fra 1982 efter en presset militærjunta havde tabt sin egen erobringskrig mod Falklandsøerne. Det tog – lidt simpelt sagt – nogle læsterlige klø fra en kombineret britisk styrke, før militæret mistede så meget anseelse og status, at det ikke længere kunne bestemme samfundets udvikling i Argentina.

Pointen er absolut ikke at sige, at Danmark i 2023 er ligesom Argentina i slutningen af 1920erne. Men Argentinas historie er en alvorlig advarsel om to ting. Den første er, at man ikke bare kan antage, at hvis man er et af verdens rigeste lande, er det en stabil status man på en eller anden måde bare ‘fortjener’. Den anden er, at i det øjeblik en række politikere mister troen på demokratiske institutioner og mener, at de ved meget bedre hvordan man styrer et land – og tror på værdien af politisk styring – begynder det at gå galt. Kuppet i 1930, der væltede en demokratisk regering i Argentina, indvarslede 60 års politisk ustabilitet og en tradition for næsten lattervækkende uansvarlig økonomisk politik og politisk selvsikkerhed. Danmark er ikke på vej til at blive et diktatur, men der er mere end én parallel til det stabilt demokratiske, rige Argentina i 1929!

Tjekkoslovakiet før, under og efter kommunismen

Af Christian Bjørnskov, den 26. februar 2023. Skriv et svar

Igår, den 25. februar, var 75-årsdagen for at kommunistpartiet i Tjekkoslovakiet kuppede resten af den siddende regering og overtog magten (hattip: Niclas Berggren). Magtovertagelsen, der afsatte en koalitionsregering der var kommet til ved det demokratiske valg i 1946, skete på baggrund af en længere kampagne, der både havde gjort Klement Gottwalds kommunistparti langt mindre populært – det havde fået 38 procent af stemmerne i 1946 – og hvor partiet havde sikret sig kontrol med politiet, det meste af militæret, og centrale ministerier.

Konsekvensen var, at Tjekkoslovakiet blev fuldbyrdet kommunistisk, på trods af at landet havde været et stabilt demokrati i 1930erne og umiddelbart så ud til at være på vej tilbage til den situation. Efter alt at dømme var det cirka lige så rigt som Østrig, hvilket også indikeres af flere forhold, som Danmarks Statistik kunne dokumentere i den Statistiske Årbog i 1938. Det var 141 indbyggere per bil i Tjekkoslovakiet og 140 i Østrig (med 26 i Danmark), og indbyggerne kørte faktisk mere i tog end danskerne. Selv dengang var den tjekkiske del væsentligt rigere end den slovakiske, og der er derfor al grund til at regne med, at det nuværende Tjekkiet faktisk var et rigere område end Østrig.

De økonomiske konsekvenser af den kommunistiske magtovertagelse ses tydeligt i figuren nedenfor, hvor vi bruger indkomstdata fra Madison-databasen fra 1920-2021. Mens Tjekkoslovakiet og Østrig var stort set lige rige i 1949 (5195 versus 5249 dollars per indbygger), fladede udviklingskurven markant ud for tjekkerne efter kommunisterne overtog. Fra at være én procent fattigere (ifølge Madison) i 1949, endte de 40 år senere med en gennemsnitsindkomst på 54 procent af den østrigske i 1989 – året man endelig smed kommunisterne og Sovjetunionen på porten.

De seneste år har tjekkerne nået 72 procent af Østrigs gennemsnit, mens slovakkerne – som lod sig skille fra nationalfællesskabet i 1992 – har nået 63 procent. Godt 30 års fornem vækst i et demokratisk, kapitalistisk Tjekkiet har således kun lukket en fjerdedel af det velstandsgab, som 40 års kommunisme efterlod. Den statsstyrede totalfiasko i Tjekkoslovakiet fortjener at blive husket i og udenfor et land, der burde have været blandt Europas rigeste. Og så har vi ikke engang talt om fire årtiers undertrykkelse af ytringsfrihed, demokratiske rettigheder og miljøsvineri.

Regeringslederes alder i verden

Af Christian Bjørnskov, den 8. februar 2023. Skriv et svar

Forleden holdt den amerikanske præsident Joe Biden den traditionelle State of The Union-tale for Kongressen. Som Berlingske pointerede, gentog Biden flere gange sloganet “Let’s finish the job”, og signalerede dermed, at han har planer om at stille op til præsidentvalget næste år. Hvis han (mod forventning) skulle vinde, ville han ved slutningen af sin anden periode være 86 år gammel. Biden er dermed en anomali i den udviklede verden, ligesom hans land generelt er: Amerikanske politikere er i gennemsnit forbløffende gamle. Som kortet nedenfor viser – hvor vi illustrerer hvor gammel regeringslederen er i verdens forskellige lande – er en alder over 80 et særsyn i den demokratiske verden, men ikke nødvendigvis i verdens diktaturer.

En første åbenlys forskel er mellem demokratier og andre regimer. Gennemsnitsalderen for regeringsledere i demokratier er 58 år for tiden, og dermed i gennemsnit næsten seks år yngre end i diktaturer (p<0,01). Den ældste leder i et demokratisk land er Namibias præsident Hage Geingob, der er 81 år gammel. Han er dog sekunderet af premierministeren Saara Kuugongelwa, der er 55. Udover Biden og Geingob, er den eneste demokratisk valgte leder over 80 Nigerias Muhammadu Buhari, der har en ganske farverig fortid. Mens Geingob var det uafhængige Namibias første premierminister i 1990 – da landet var et godt stykke fra at være demokratisk – var Buhari regeringsleder i halvandet år i midten af 1980erne efter han tog magten i et militærkup. Omvendt er der tre regeringsledere under 40: Chiles præsident Gabriel Boric, Finlands statsminister Sanna Marin, og Montenegros fungerende premierminister Dritan Abazović.

I verdens 74 autokratier er der derimod seks ledere over 80, inklusive Cameroons Paul Biya, der har været landets leder siden 1982, den enevældige kong Salman af Saudiarabien, og Ækvatorialguineas ubestridte diktator Teodoro Obiang Nguema Mbasogo, der har været ved magten siden 1979. Gennemsnitsaldereden er 64, og kun to regeringsledere i diktaturer er under 40: Burkina Fasos Ibrahim Traoré og Chads Mahamat Idriss Déby. Det pudsige ved de to er at Traoré kom til magten ved et kup sidste år, mens Déby overtog magten da hans far Idriss Déby pludseligt omkom i borgerkrigen i det nordlige Chad. Déby senior var kommet til magten ved et kup i 1990.

Hele fordelingen af regeringslederes alder kan ses i dagens anden figur, lige nedenfor, ved at fokusere på de fyldte søjler. Figuren viser ganske tydeligt, hvordan der er en overvægt af regeringsledere i 40’erne og 50’erne i demokratier, og en overvægt af ældre regeringsledere i diktaturer. Det rejser dog spørgsmålet, hvordan de præcist er kommet til magten, og hvor længe de har siddet der.

Den 80-årige Obiang var således kun 37, da han tog magten ved et blodigt militærkup i august 1979. Biya, der idag er 89 år gammel, var 49 da han tog over fra Ahmadou Ahidjo i 1982, og havde da allerede været Ahidjos premierminister i syv år. Disse eksempler viser sig at være en væsentlig del af forklaringen: Fokuserer man på de to sæt stribede søjler, viser de ved hvilken alder regeringsledere kom til magten – og ikke hvor gamle, de er idag. Der er helt enkelt langt flere diktatorer, der kom til magten da de var under 40, mens der er flere demokratiske ledere, der kommet til magten i deres 40’ere.

Der er også lidt flere demokratiske ledere, der kommer til magten i deres 70’ere end autokrater. Selv gennemsnittene for de to grupper afslører forholdet: Mens de autokrater, der er ved magten idag, i gennemsnit kom til magten da de var 52, var de demokratiske ledere cirka 2½ år ældre (omend p<0,18). Autokraterne er ældre, fordi de i gennemsnit har siddet 11½ år på posten, mens gennemsnittet for demokratiske ledere kun er cirka 3½ år (p<0,01).

Mens det er interessant at se de store forskelle på tværs af verden, er et sidste spørgsmål om de overhovedet gør nogen forskel? Der findes to videnskabelige artikler, er dokumenterer at der er noget at se efter. For det første fandt Alberto Alesina, Traviss Cassidy, og Ugo Troiano i 2019 i Economica, at yngre borgmestre i Italien – dvs. demokratisk valgte ‘regeringsledere’ – er mere tilbøjelige til at lave ‘politiske business cycles’. Med andre ord var de yngre borgmestre mere tilbøjelige til at øge de offentlige udgifter for at blive valgt. For det andet fandt Richard Jong-a-Pin og Jochen Mierau sidste år i Economic Modelling, at ældre diktatorer typisk fører politik, der sænker den økonomiske vækst.

Der er således god grund til at interessere sig for regeringslederes alder, og naturligvis også, hvor lang tid de bliver siddende. Begynder man at tænke over det, dukker der en række andre spørgsmål op, som man kan håbe at forskningen på et tidspunkt ser på: Fører yngre regeringsledere anderledes politik? Får den dem valgt? Er hele regeringens aldersprofil vigtig? Er alder ligegyldig, hvis regeringen ikke har flertal? For interesserede, ligger der et helt PhD-projekt og venter i spørgsmålene…

Borgerrettigheder i verden

Af Christian Bjørnskov, den 16. januar 2023. Skriv et svar

Der er skrevet meget om hvordan landes respekt for de universelle menneskerettigheder – og især folks almindelige borgerrettigheder som f.eks. forsamlings-, ytrings- og bevægelsesfrihed – varierer. I Europa er debatten i høj grad centreret omkring svækkelsen af ungarernes og tyrkernes borgerrettigheder, og deres usle status i Rusland. Forskellene er velkendte, men spørgsmålet er, om de er overraskende givet landes indkomstniveau og styresystem?

I stedet for at kortlægge respekten for borgerrettigheder på tværs af verden, kortlægger vi dem derfor relativt til en forventning idag. Vi har helt konkret forsøgt at forklare niveauet for 176 lande i verden med gennemsnitsindkomst, om landet er kommunistisk, og om det er demokratisk, et flerparti-autokrati eller en etpartistat.

Analysen peger på, at demokratier i gennemsnit er 0,56 point bedre, og flerparti-autokratier er 0,27 point bedre, end enkeltpartistater. De kommunistiske af slagsen er omvendt 0,15 point dårligere. Sidst, men ikke mindst, er rige lande bedre til at beskytte folks borgerrettigheder: For hver fordobling af indkomsten stiger respekten med cirka 0,047 point. Disse variable forklarer 71 procent af al variationen på tværs af de 176 lande, og kortet nedenfor viser således afvigelsen fra hvad vi burde regne med.

Grunden til, at det kan være interessant at se på afvigelser fra et kendt mønster i stedet for de rå tal, er at en sådan afvigelse i princippet ofte siger noget om den retning, et land udvikler sig i. Og kortet ovenfor viser netop, hvor overraskelserne ligger.

De hvide områder er dem, hvor forklaringen fra simpel regressionsanalyse rammer mest rigtigt – dvs. de mindst overraskende. Det er for eksempel (måske iverraskende i sig selv) lande så forskellige som Polen, Paraguay, Bolivia, Iran, og Afghanistan. De lyseblå er også tæt på forudsigelsen, så man hverken kan se det demokratiske Vesteuropa og Nordamerika, eller det kommunistiske Kina som overraskelser.

De negative overraskelser i form af regimer, der respekterer borgernes rettigheder mindre end man skulle tro, er det meste af den post-sovjetiske verden, men også steder som Indien, Brasilien, Mexico og Tyrkiet. Ellers stabile demokratier som Indien, Indonesien og Mexico skuffer således i et rettighedsperspektiv.

Modsat kan man finde de positive overraskelser i de mellem- og mørkeblå områder. Det dækker for eksempel det meste af det sydlige Afrika, der faktisk klarer sig meget fint i forhold til dets økonomiske udviklingsniveau. Det samme gælder dele af Vestafrika, og ikke mindst området omkring Benin, Burkina Faso, Côte d’Ivoire, Ghana, og Togo, samt Marokko.

Sidst, men ikke mindst, må man understrege lyspunkterne i Mellemøsten: Israel og Jordan er væsentligt bedre til at beskytte borgerrettighederne end vi umiddelbart ville regne med, givet deres styreform osv. Omgivet af nogle af de værste syndere som Egypten og Syrien holder de to små lande fanen højt for henholdsvis demokratier og royale autokratier.

Går det godt eller skidt i verden? Man kan altid – og med rette – hævde, at der bliver begået for mange overgreb på borgernes frihedsrettigheder. Det gælder selv med den nuværende regering i Danmark, der fortsætter med at se stort på demokratisk proces og almindelig moral. Men vores holdning her på stedet er, at man også må se på folks rettigheder osv. i et komparativt perspektiv. Det forsøger vi idag, og håber at det måske kan bringe noget perspektiv og et grundlag at sammenligne på.

Hayek-Friedman Hypotesen: En hurtig, ny test

Af Christian Bjørnskov, den 30. november 2022. 2 svar

Som nogle af vores velinformerede læsere sikkert ved, findes der en lang diskussion om forholdet mellem kapitalisme og liberal markedsøkonomi på den ene side, og demokrati på den anden. På den yderste venstrefløj hævdes det til tider, at en relativt ureguleret markedsøkonomi med udbredt økonomisk frihed underminerer demokratiet, men ellers står diskussionen typisk mellem dem, der argumenterer at der ikke er nogen sammenhæng, og dem der argumenterer for det der kaldes Hayek-Friedman Hypotesen.

Hypotesen, der har sine rødder i Friedrich Hayeks The Road to Serfdom fra 1944 og Milton Friedmans Capitalism and Freedom fra 1962, siger at en vis grad af økonomisk frihed er en forudsætning for at have et stabilt demokrati. Friedman pegede for eksempel på, at hvis staten enten ejer eller detailregulerer radiospektret eller andre industrier der er vigtige for medierne, kan man ikke have egentlig pressefrihed – et argument jeg fandt solid evidens for i en artikel i 2018 – og en væsentlig grad af ytrings- og pressefrihed er en forudsætning for demokrati. Hayeks klareste argument var, at når staten regulerer arbejdsmarkedet i ekstrem grad, ender folk med at stemme på magthaverne for at beholde deres job. Udviklingen de sidste 15 år i Venezuela har meget klart illustreret Hayeks pointe. Derudover kan man også argumentere for, at hvis det offentlige forbrug bliver meget stort, bliver det for let for magthaverne at bestikke vælgerne, og når man decideret kan købe stemmer er der ikke længere tale om et reelt demokrati.

Problemet med Hayek-Friedman Hypotesen er, at den er svær at teste. Det kan for eksempel være endda meget svært at etablere en klar årsagssammenhæng, fordi økonomisk frihed kunne påvirke graden af demokrati, men demokrati kunne i princippet også føre til større økonomisk frihed. For det andet kan det være svært at etablere, hvilket element af borgernes økonomiske frihed er mest relevant.

I dag gør vi alligevel et forsøg på en simpel test ved at sammenholde demokratidata fra Bjørnskov-Rode databasen med data fra Varieties of Democracy-projektet på graden af statsligt ejerskab i økonomien. Dataene fra min og Martin Rodes projekt viser om lande er enkeltparti-autokratier, autokratier med valg med flere partier, men hvor valgene enten manipuleres eller ignoreres, og faktisk demokratier. I figuren nedenfor deler vi alle lande siden 1990 (observeret hvert år) op i fem grupper alt efter hvor stort det statslige ejerskab er. Vi plotter derefter, hvor stor en andel af hver af de fem grupper, der er enten enkeltpartistater (de røde dele), flerpartiautokratier (sorte), eller demokratier (hvide).

Billedet i figuren bekræfter meget tydeligt logikken i Hayek-Friedman Hypotesen:  Mens der naturligvis er en stor overvægt af enkeltpartistater i lande med omfattende statsligt ejerskab, da de fleste af dem var kommunistiske, er demokrati kun den største andel i de to grupper med mindst statsligt ejerskab. Mellemgruppen er derimod netop karakteriseret ved at have flerpartivalg med en opposition, men ikke reelt demokrati. Mønsteret er med andre ord præcist det, hypotesen siger.

De eneste demokratier blandt de to grupper med størst statsligt ejerskab er næppe overraskelser, og støtter hypotesen: Ukraine 1990-92, Letland og Mongoliet i 1990, Estland og Nepal i 1991, er alle eksempler på lande i transition fra kommunisme til demokrati, mens Venezuela i 2013-15 var på vej mod diktatur i lyntempo. De er således lande i transition mod demokrati eller væk fra demokrati.

De relativt få eksempler på lande med meget lidt statsligt ejerskab, der ikke er demokratier, tæller først og fremmest en række ’failed states’: Den Centralafrikanske Republik de sidste ti år Chad, Haiti og Somalia. Hong Kong er også blandt dem, ligesom Peru under Fujimoro og Côte d’Ivoire de sidste 20 år, og alle er eksempler på lande med relativt klart ideologisk politik.

Mønsteret i dataene fra Varieties of Democracy bekræfter således, at mens en grad af økonomisk frihed er en forudsætning for demokrati, er det ikke en garanti. Stabilt demokrati eksisterer ikke uden stort privat ejerskab i økonomien, men stort privat ejerskab kan godt eksistere under diktatur. Hayek og Friedman ser stadig ud til at have ret.

Democratic colonies and modern democracy

Af Christian Bjørnskov, den 14. november 2022. Skriv et svar

A couple of months ago, my friend and colleague Martin Rode (University of Navarra) and I put up a new version of our database. The data are an update and expansion of the much-used DD dataset, compiled by Cheibub, Gandhi and Vreeland; the data are available here. It, for example, includes three different indicators of democracy – all based on a highly minimalist conception of democracy – additional details of countries’ political institutions, and information of 542 coup attempts. The data are available on a yearly basis for 208 countries between 1950 and 2022.

One of several questions that one can use the database to answer is if the political institutions implemented by colonial powers continue to shape modern political institutions after the countries became independent. Martin and I decided to have a closer look at that exact question, which resulted in a paper that I presented at the 2019 Australasian Public Choice Conference in Brisbane, and also presented at an online seminar for Economic Research South Africa; the entire seminar can be viewed here. The paper was published this summer in the Journal of Institutional Economics.

In the paper “Late colonial antecedents of modern democracy”, we use one of the features unique to our database that Cheibub et al. did not offer: We have information on the structure of the political institutions of about 90 countries that were colonies in 1950. These institutions varied substantially: While Djibouti had a Representative Council in 1950, consisting of 10 nominated members, 10 elected from the first (White) college, and 10 from second (African) college, Rhodesia had a fully elected Legislative Assembly of 30 elected members. In the French colony of Djibouti, the representative institutions were biased directly by design while those of Rhodesia did not formally descriminate against Africans. However, Rhodesian democracy was unfair as a literacy restriction on voting effectively excluded about 85 percent of Black Rhodesians.

Our results can be subsumed in the simple table below, where we plot how many countries were non-democratic / democratic in the years immediately before independence against how many are now democratic or not. We find that if the colonial authorities implemented actual democracy prior to independence – and kept their fingers off the elections – it is highly likely that the country is a democracy today. Of the 39 countries in our sample that were democratic before independence, 30 of them are democratic today. Only 7 are democratic today without having had democratic political institutions during the colonial period.

Colonial autocracyColonial democracy
Modern autocracy29 (18)9 (6)
Modern democracy7 (6)30 (27)
Figure 1 from the paper

In recent years, there has been a vigorous debate about the effects of colonialism and whether colonialism was all bad or good. Our findings indicate that in some cases, colonialism left a lasting, positive legacy in the shape of a viable democracy. One of the interesting details that are obvious in our database is that the British and Dutch colonial authorities were far more likely to implement actual democracy than the French, Portuguese or Belgian. In particular, we find that although the French introduced la Loi Cadre in 1956 that required the introduction of democratic institutions in all colonies, they rigged or otherwise managed the elections in almost all colonies; Dahomey (modern-day Benin) appears to have been the only exception.

That said, it didn’t always work out well for the British: Democracy proved short-lived in Sudan and the budding democracy in Rhodesia – which would have become a full democracy in due time because the vast majority of Black children went to school in the 1950s – was dismantled by Ian Smith’s appartheid government. The association is not perfect, but colonial democracy has turned out to be surprisingly long-lasting

Blanke stemmer i 2022

Af Christian Bjørnskov, den 8. november 2022. 3 svar

Folketingsvalget i 2022 blev på flere måder særligt. De traditionelle, store blå partier kollapsede begge, Socialdemokraterne fik et nogenlunde godt valg på trods af at mange ministre personligt fik elendige valg, og regeringsdannelsen ser næsten lige så besværlig ud som den politiske situation kommer til at blive, når regeringen er dannet.

Et særlig forhold må dog fremhæves udover de rent politiske resultater: Folketingsvalget i 2022 bød op en historisk stor andel af vælgerne, der mødte op på et valgsted for at stemme blankt. 47.091 danskere afleverede en stemmeseddel, hvor de ikke stemte på nogen. Det er 1,33 procent af alle de afgivne stemmer, eller næsten lige så mange stemmer som Frie Grønne og Kristendemokraterne fik tilsammen!

Hvor unikt, 2022-valget var, kan ses på nedenstående figur hvor vi plotter andelen af blanke stemmer (sort markører) og valgdeltagelsen siden septembervalget i 1953 (hvide markører). Mellem 1990 og 2019 afgav i gennemsnit 0,63 procent af de danskere der stemte, en blank stemme; mellem 1953 (efter Grundlovsændringen) og 1988 var gennemsnittet 0,37 procent. Ved valget den første november 2022 var andelen af blanke stemmer således mere end det dobbelte af et almindelig valg,og 69 procent højere end den tidligere rekord fra 2015.

Foreløbig kan man kun spekulere på, hvad grunden er til de mange blanke stemmer., men apati er ikke en sandsynlig grund. Valgdeltagelsen – som også kan ses i figuren – er nemlig ikke specielt lav, men på linje med 2019, 2005, og 1994, og langtfra så lav som i 1990. Borgerne har tydeligvis taget tid til at tage ud til valgstederne for aktivt at afgive en blank stemme. Den mest rimelige fortolkning af de ekstremt mange blanke stemmer er således, at de er en protest mod dansk politik som helhed: De indholdsløse karrierepolitikere der går op i politisk spin og spillet i stedet for indhold, de efterhånden mange års reformstilstand, lovbrudene som ingen i Folketinget rigtigt gider at bekymre sig om, og den udbredte borgerlede blandt politikerne. De 47.091 blanke stemmer burde være et ¨wake-up call’ til Danmarks politikere, men bliver det nok næppe med dem vi har stemt ind.

Tillid og velstand (igen)

Af Christian Bjørnskov, den 1. oktober 2022. Skriv et svar

Jeg sidder pt. i Stockholm til den første workshop i projektet ”Cultures of Trust and Institutions of Freedom. Projektet, der er fælles arbejde med Niclas Berggren, køres fra IFN i Stockholm, og sigter mod at forstå hvordan tillidskultur, udvikling og forhold som økonomisk frihed og demokrati spiller sammen. Særligt forholdet mellem økonomisk udvikling og social tillid er interessant, da der er en række studier der finder, at social tillid fostrer hurtigere vækst (se f.eks. her og her), og andre der påstår at tillid er noget der kommer med rigdom – at man får ’råd til’ at stole på andre mennesker.

To måder at få en idé om, hvilken retning årsagssammenhængen går, er at enten se på sammenhængen mellem tillid og indkomst over tid, eller at se på sammenhængen på tværs af forskellige regimetyper. Pointen med den første måde er, at hvis indkomst skaber større tillid, burde man se en stærkere sammenhæng mellem tillid og indkomst over årene, men hvis tillid skaber indkomst bør sammenhængen være ret stabil over tid. Pointen med den anden er, at hvis indkomst skaber tillid, burde det ske i alle typer lande. Hvis tillid skaber indkomst har vi teorier, der peger på at det primært sker gennem at tillid skaber gode institutioner i demokratier, og disse institutioner påvirker den økonomiske udvikling.

Figuren nedenfor viser begge distinktioner: Vi plotter tillid mod nationalindkomst per indbygger for 2018, 1988 og 1958 – dataene er fra Madison-databasen – og skelner mellem lande der var demokratiske i de ti år op til tidspunktet versus dem, der ikke var. Mens der er relativt store forskelle, illustrerer plottet ganske godt to forhold. For det første er der en ganske klar sammenhæng på tværs af verdens demokratier, men ikke i autokratierne. For det andet er der ingen forskel mellem styrken i sammenhængen i 2018, 1988 og 1958. Over tid varierer korrelationen mellem 0,48 og 0,62, men som plottet viser, er regressionslinjen fuldstændigt den samme, bare forskudt opad i takt med at hele verden er blevet rigere.

Overordnet set peger disse simple illustrationer således på, at det primært er social tillid, der driver den langsigtede økonomiske udvikling, og ikke omvendt. Tillid kan derfor ses som en del af en national eller i nogle tilfælde regional kultur, der ikke ændrer sig ret meget over tid. Men tillidskulturen er vigtig, da den gør samfundet rigere og mere produktivt. Den er således heller ikke et resultat af politik, men mere fundamental for hvem vi er, og hvilken vej vi kan tage til rigdom.

Kup og pressefrihed

Af Christian Bjørnskov, den 25. august 2022. 2 svar

Er et statskup en dårlig nyhed for pressefriheden? Umiddelbart vil de fleste nok sige ja, for hvad kan en regering, der er kommet til magten ved et statskup, ikke finde på. Pudsigt nok var der indtil fornylig nærmest ingen forskning i den type konsekvener af kup. Det gjorde jeg sammen med to tyske kolleger for nogle år siden, og papiret er nu – efter en lang og frustrerende process – endeligt på vej til udgivelse.

Artiklen “Coups and Dynamics of Media Freedom” er skrevet sammen med Andreas Freytag (Uni Jena) og Jerg Gutmann (Uni Hamburg), og udkommer i Economic Modelling. Vores teoretiske udgangspunkt er, at alle regeringer i princippet kan bruge to slags midler til at blive ved magten: 1) undertrykkelse; og 2) bestikkelse. Man kan vælge at undertrykke, hvilket også indebærer at undertrykke borgernes adgang til information – dvs. at undertrykke pressefriheden – og man kan vælge at bestikke vælgere, særinteresser, og interesser der kunne tage magten fra en.

Demokratier har dog nogle begrænsninger indbygget for, hvor meget man kan undertrykke, og ofte også, hvor meget man kan bestikke vælgere og interesser. Der er derfor grund til at tro, at effekter er noget mindre i demokratier, og nok større når et kup fjerner en demokratisk regering. Men – og det er det helt nye rent teoretisk – vi viser også, at der er al mulig grund til at tro, at kuppet fører til mere undertrykkelse, når det offentlige forbrug er større. Grunden er, at mens kupregeringer i lande med små offentlige sektorer har masser af kapacitet til at bestikke interesser, gælder det ikke dem i lande med stort offentlig forbrug. Her er der ikke meget tilovers til at bestikke med, og undertrykkelse bliver derfor et attraktivt alternativ.

Og det er netop det vi finder i 8400 observationer på tværs af 160 lande siden 60erne. Figuren nedenfor er fra artiklen, og viser effekten af succesfulde (de mørke markeringer) og fejlede (de grå) kup på graden af censur mod medier. Figuren til venstre illustrerer vores estimater, når kuppet sker mod et autokrati, mens den til højre viser effekter mod et demokrati. Det er her helt klart at se, at kup ikke har systematiske effekter i autokratier – nogle gange undertrykker de nye regime mere, andre gange mindre end det gamle. Omvendt er det tydeligt at se, at mens fejlede kup ikke fører til systematiske ændringer, falder indekset alvorligt når et kup med et demokrati lykkes. Med andre ord fører kup til markant mere censur, og i helt særlig grad når det offentlige forbrug er stort (til venstre på figuren).

Artiklen med Freytag og Gutmann indikerer dermed, at regeringer forsøger at beskytte deres egen magt på den måde, de praktisk kan. Det betyder dermed ikke, at diktaturer automatisk undertrykker, hvis der er en nemmere / billigere måde at blive ved magten på. Og vores arbejde følger således på sin vis i fodsporene fra Bueno de Mesquita, der understregede, at demokratier ikke er så anderledes end autokratier. Demokratiske politikere er i hvert fald ikke bedre, de lever bare med nogle andre institutioner, som de ikke altid bryder sig ret meget om.

Begreber der skal væk 2: Folkevilje

Af Otto Brøns-Petersen, den 19. juli 2022. 6 svar

En af de mest forfejlede og skadelige ideer er forestillingen om “folkeviljen”. Det er ideen om, at der findes en mekanisme, som kan omsætte alle vore individuelle præferencer til en fælles præference, en fælles vilje. Det kan være en diktator med særlig forståelse for sit folk, eller det kan være et demokratisk flertal. Den sidste variant er mere populær for tiden end den første.

Læs resten →

Samhandel med demokratier fremmer demokrati i autokratier.

Af Otto Brøns-Petersen, den 15. juni 2022. 2 svar

Det er veletableret, at samhandel mindsker risikoen for krig mellem lande. Frihandel er derfor også sikkerhedspolitik – hvad nogle har en tendens til at overse i disse tider. 

Et netop offentliggjort studie finder, at ikke-demokratiske lande, der samhandler med demokratier, også får en mere demokratisk indstillet befolkning og derigennem selv bliver mere demokratiske. Det er udført af Magistretti og Tabellini, som har set på sammenhængen mellem holdningen til demokrati og samhandlen med demokratier, mens man voksede op. Jo mere samhandel i de formative år, desto mere positiv er man i dag. Der findes derimod ikke en tilsvarende ”smitte” fra ikke-demokratiske regimer. 

I abstraktet skriver de således:  

We combine survey data with country-level measures of democracy from 1960 to 2015, and exploit the improvement in air, relative to sea, transportation to derive a time-varying instrument for trade. Relying on within-country variation across cohorts, we find that individuals who grew up when their country was more integrated with democracies are, at the time of the survey, more supportive of democracy. In line with the change in citizens’ preferences, economic integration with democratic partners has a large, positive effect on a country’s democracy score. Instead, economic integration with non-democratic partners has no impact on either individuals’ attitudes or countries’ institutions. We provide evidence consistent with the transmission of democratic capital from more to less democratic countries. 

Hvis resultatet holder, kan det ikke alene forklare en mekanisme, som medvirker til at sænke risikoen for krig, desto mere demokratiske lande er. Handel og anden økonomisk integration kan være en af drivkræfterne – uden naturligvis at være den eneste. Det kan også være med til at forklare autokratiers dilemma med hensyn til handel. På den ene side kan handel styrke landets økonomi, hvilket alt andet lige gør det lettere for autokraterne at nå deres mål, herunder at der er flere ressourcer i økonomien at beslaglægge. På den anden side kan handel medføre en dynamik, som kan true autokraterne magtposition. Et velkendt eksempel er, at fri markedsøkonomi og konkurrence uvilkårligt vil medføre jævnlige forskydninger borgernes økonomiske positioner, og at det derfor kan være sværere at opbygge en stabil alliance bag magthaverne. Men Magisretti og Tabellinis studie tyder altså desuden på, at befolkningen får en mere positiv holdning til demokrati og dermed udgøre en større trussel mod autokratiet. 

Gør erfaring med demokrati borgerne tilfredse med demokrati?

Af Christian Bjørnskov, den 27. oktober 2021. Skriv et svar

På tværs af verden er det stor forskel på, hvordan borgerne vurderer det politiske system. Der er for eksempel stor forskel på, i hvilken grad borgerne er tilfredse med måden, demokrati virker i deres land, og også deres tilfredshed med politikere og med samfundets bærende institutioner. Internt i Europa varierer tilfredsheden med demokrati således mellem 73 % i Danmark og Irland og 34 % i Grækenland, ifølge EuroBarometeret fra efteråret 2019.

Hvorfor man ser de forskelle, er et relativt stort spørgsmål for forskningen. En simpel hypotese kunne være, at jo længere man har været levet i et demokrati, jo mere tilfreds er man. Det ville både komme fra borgernes oplevelse af medindflydelse, og fra den slags effekt på kvaliteten af retsvæsenet som forskere som Daron Acemoglu argumenterer for. Teorien er dog lidt naiv, da tilfredsheden nødvendigvis må afhænge af kvaliteten af de politikere, man reelt får. En alternativ teori er, at tilfredsheden med demokrati afhænger af landets tillidskultur. Den teori inkluderer (mindst) to mekanismer: 1) At en højtillidskultur får bedre institutioner fordi dem, der arbejder i institutionerne er mere troværdige; og 2) at vælgerne i en højtillidskultur er mere tilbøjelige til at straffe dårlige politikere, så man på langt sigt får bedre institutionel politik.

Det er svært at estimere disse sammenhænge, ikke mindst fordi en basal utilfredshed med faktisk demokrati i princippet kan føre til kup og underminering af demokratiet. Vi giver alligevel et bud ved at illustrere sammenhængene mellem de to forhold og tilfredshed med demokrati i de to nedenstående figurer, hvor data kommer fra to kilder. Data på hvor stor en andel af de sidste 100 år et land har været fuldt demokratisk er fra en særudgave af Bjørnskov-Rode databasen, som Martin Rode og jeg arbejder på sammen med Andrea Sáenz de Viteri. Dataene på tilfredshed med demokrati og folks sociale tillid (deres tillid til folk i deres ’community’) er fra LaPop-undersøgelserne, hvor vi har brugt de senest tilgængelige, der i næsten alle tilfælde er fra 2016-18.

Som den første figur viser, varierer tilfredsheden med demokrati på det amerikanske kontinent mellem 37 % i Haiti til 61 % i Uruguay og 62 % i Canada. Der er også en vis korrelation (r = 0,55) mellem andelen af det sidste århundrede, hvor landet har været fuldt demokratisk, men sammenhængen er langt fra perfekt. Særligt blandt lande med en fortid som britisk koloni (de blå markører) er der i praksis ingen sammenhæng, og mindre lande som Dominica, Jamaica og Saint Lucia har stærkt utilfredse befolkninger på trods af deres lange, ubrudte demokratiske tradition.

Ser man på den alternative teori i dagens anden figur, er sammenhængen mellem social tillid en smule stærkere, men igen langt fra perfekt. Tillid er vigtig for måden, de bærende institutioner fungerer (r = 0,69), men kan ikke være hele forklaringen. Mens man godt kan forstå den relative utilfredshed i Colombia – når man kender landets voldsomme historie med narkoorganisationer – er Dominica og Paraguay meget klare outliers.

Hvad skal man konkludere fra de to figurer? Det er nærliggende at konkludere, at der er klar støtte til begge slags teorier – og sådan ser det mere generelt også ud i den forskning, der kan informere om det overordnede forhold – men også at der er en hel del variation, som man ikke kan forklare med simple, generelle forhold. Jo mere man tænker over det, rejser spørgsmålet dog også et relateret spørgsmål: Er det overhovedet godt, at folk er meget tilfredse med demokratiet? Bliver borgerne ikke alt for lette at narre og manipulere, hvis de er naivt tilfredse med politik? Det spørgsmål rejser vi ikke i dag, da det kræver en hel post for sig selv.

Demokrati og frie valg i 100 år: Latinamerika og Caribien

Af Christian Bjørnskov, den 9. april 2021. 3 svar

Flittige læsere ved, at min ven og kollega Martin Rode og jeg har skabt og vedligeholder en database over regimetyper og regimetransitioner. Databasen er grundlag for noget af vores egen forskning, og er heldigvis også begyndt at blive brugt en del af vores kolleger. Alle data går tilbage til 1950 og dækker således transitionen til demokrati i store dele af verden, ligesom den dækker størstedelen af Afrikas transition fra kolonier til selvstændige lande.

Det er dog ikke tilfældet for Latinamerika, hvor dele af regionen ikke blot var lige så rige som europæiske lande for 100 år siden, men også havde masser af politisk udvikling og dynamik mellem de to verdenskrige. Martin og jeg har derfor forleden besluttet at lave en særudgave af databasen, der kun dækker Latinamerika og Caribien, men strækker sig tilbage til 1920. Vi får med andre ord et helt århundredes udvikling af de politiske institutioner i hele regionen. Vi er for tiden ved at løse problemer med at finde information på de mange kup og kupforsøg der skete i regionen mellem 1920 og 1950. Det indebærer bl.a. at Martin – der i modsætning til mig taler spansk – går igennem arkiver fra for eksempel den catalanske avis La Vanguardia, der har eksisteret siden 1881 og traditionelt har dækket Latinamerika omhyggeligt.

Mens vi arbejder videre, kan den foreløbige version af databasen bruges til at give et indtryk af regionens politiske udvikling i det sidste århundrede. Det gælder ikke mindst den væsentlige forskel på de to basale slags lande i regionen: De spansk-portugisisk-talende lande med spansk og portugisisk fortid, og de engelsk- og hollandsk-talende lande med en tilsvarende historie i det britiske og hollandske imperium.

En af de store forskelle er den demokratiske udvikling. I de to figurer nedenfor illustrerer vi andelen af lande, der har frie valg men med begrænsninger på stemmeretten (de grå områder), og andelen der har fuldt demokratiske valg (de sorte områder). I den første figur kan man se, at over halvdelen af de britisk-hollandske områder allerede havde frie valg i 1920, og at deres begrænsninger på stemme- og valgret hurtigt blev afskaffet fra 1942 og frem. Det lille land Saint Lucia er et glimrende eksempel på den britiske udvikling, da det som koloni fik valg til et Legislative Council i 1925. Kun seks år senere fik kvinder valg- og stemmeret, omend de skulle opfylde den samme indkomstgrænse som mænd for at kunne stemme. Den begrænsning afskaffedes 20 år senere, og valget i oktober 1951 var således ikke kun frit og fair, men omfattede også hele den voksne befolkning.

Denne udvikling kan sammenlignes med den anden figur, der viser andelen af lande med frie valg og fuldt demokrati i den spansk- og portugisisk-talende del af regionen. Situationen var ganske god i løbet af 1920erne, hvor Argentina, Chile og Uruguay havde fuldt demokrati, Cuba havde frie og fair valg hvor kun mænd kunne stemme, mens Costa Rica indtil 1948 havde demokrati for hele befolkningen undtagen folk af afrikansk afstamning. Dele af regionen var således mindst lige så demokratiske som for eksempel Spanien og Belgien, hvor kvinder først fik fuld stemmeret ved valg i henholdsvis 1933 og 1948.

Helt generelt er det dog tilfældet, at de britiske og hollandske områder har været langt mere demokratiske end de spanske og portugisiske. Selv i dag er det kun godt 70 % af de spansk/portugisiske, der er demokratier, mens der ikke er et eneste land i regionen med britisk eller hollandske fortid, der mangler demokratiske institutioner. Denne forskel afspejler sig også i andre institutioner, som reflekteret i dagens tredje figur. Vi viser her, hvordan to institutionelle karakteristika har ændret sig i Latinamerika og Caribien, nær lande henholdsvis indførte og afskaffede demokrati. For både den overordnede kvalitet af retsvæsenet (’judicial accountability’ fra V-Dem-projektet) og i hvor høj grad, landets højesteret er politisk uafhængig (fra samme kilde), gælder det at institutionerne styrkes af en demokratisering og svækkes af en autokratisering.

En række andre moderne forskelle er meget klare i data fra CIAs World Factbook: De tidligere britiske og hollandske kolonier er i gennemsnit 92 % rigere, har 24 % så mange mobilabonnenter, og mere end dobbelt så mange internetforbindelser per indbygger. Og mens de tidligere britiske og hollandske lande har haft frie og fair valg i 91 % af årene det sidste århundrede, gælder det for blot 52 % af årene for de spansk- og portugisisk-talende lande i regionen. Spørgsmålet er derfor, i hvilken grad de britiske og hollandske politiske institutioner fra kolonitiden forklarer hvorfor de har klaret sig så dramatisk bedre end de andre lande i regionen. Det spørgsmål må vente til en anden dag.