Forfatterarkiv: Christian Bjørnskov

Om Christian Bjørnskov

Cand.oecon. Christian Bjørnskov, Ph.D., er født i 1970 og professor i Nationaløkonomi på Aarhus Universitet. Har siden 2006 været ansvarshavende redaktør på Punditokraterne.

Værdiclusters i Europa

Vi har siden 31. december skrevet om værdier i Europa, som vi har splittet op i fire typer: Sjov og kreativitet, ordentlighed, bling, og traditioner og sikkerhed. De fire værdidimensioner og resultatet af en faktoranalyse af 21 forskellige udsagn om værdier, som knap 176.000 respondenter har svaret på i the European Social Survey. Vi har derefter taget gennemsnittene i 290 regioner på tværs af Europa og har tegnet fire kort over fordelingen af dem.

Vores femte og sidste indlæg i serien handler om, hvilke regioner der herefter ligner hinanden. Vi laver her en såkaldt cluster-analyse, som netop fordeler observationer ind i et antal grupper, der er maksimalt ens internt i hver gruppe samtidig med at grupperne som sådan er maksimalt forskellige. En løsning med seks clusters viser sig at være fornuftig, forstået på den måde at man hverken får clusters, der er meget blandede internt eller meget små clusters. Resultatet kan ses i figuren nedenfor.

Den første observation, som springer i øjnene, er at der ikke er en eneste cluster, der udelukkende indeholder regioner fra EU – alle clusters er spredt udover EUs grænser. Den lyseblå cluster, som Danmark tilhører, omfatter således både Norge, Holland, Portugal, Wales, store dele af England, dele af Irland or det meste af Estland, Letland, og Belgien. Der er også Salzburg-regionen i Østrig, lidt tilfældige bidder af Ungarn og Zagreb i Kroatien. Det man måske mest kan kalde kernen af EU er den røde cluster, der dækker hele Frankrig, hele Vesttyskland (inkl. Berlin), hele Sverige, Finland og Island, og derudover Skotland, Cornwall og det spanske Baskerland.

Forskellene på disse to clusters – den lyseblå og røde – findes i, at de blå lægger lidt mere vægt på traditioner (som ingen af dem ser som særligt vigtige), og noget mindre vægt på ordentlighed, og at folk i de røde regioner er meget kraftigt imod ‘bling’-faktoren. Begge er fælles om at lægge vægt på at have det sjovt og være kreativ, en type værdi som de også deler med den grønne cluster. En anden mulig forskel på den lyseblå og den røde cluster er, at de østlige dele af England, der er blå, i højere grad stemte for Brexit, mens Skotland og de gamle industriområder i the Midlands stemte Remain. Omvendt finder man ikke ret meget EU-skepsis i den røde cluster.

Udenfor disse to clusters er den lilla cluster den sidste vesteuropæiske. Den omfatter andre dele af England og Irland, hele Spanien udenfor Baskerlandet, Schweiz, Østtyskland, en bid af Letland og Belgien, og Kroatien udenfor hovedstaden. Folk i den lilla cluster er typisk kendetegnede ved at lægge meget høj vægt på at opføre sig ordentligt, og en vis vægt på bling. En interessant forskel, som kan ses på kortet, er at mens dele af den grønne cluster ligger tæt op ad den lilla – Slovenien er for eksempel grønt mens Kroaiten er næsten helt lilla – er den meget anderledes. I de grønne områder lægger folk typisk stor vægt på ‘bling’ og at vise man er rig, og lige så meget vægt på traditioner som i den sorte cluster. Man kan måske spekulere på, at meget af de grønne områder ligger i det tidligere Østrig-Ungarske Imperium, modsat de sorte områder, der også typisk er blandt de mest religiøse i Europa.

Der hvor den sorte cluster er anderledes, er at folk netop ikke lægger vægt på at have det sjovt og at være kreativ. Den grå er omtrent gennemsnitlig med undtagelse af, at folk har lave scorer på ordentlighed clusterens områder i Tjekkiet, Litauen, Ukraine, og dele af Rumænien og Ungarn, og Slovakiets hovedstadsregion.

Hvad kan man så lære af det? Et åbenlyst forhold, der bør springe i øjnene når man ser kortet ovenfor, er at det er endda meget svært at tale meningsfuldt om ‘europæiske værdier’. På tværs af de 21 spørgmål og fire værdidimensioner i the European Social Survey er der meget store forskelle på tværs af Europa. Selv regioner, der umiddelbart kan virke meget ens, ender i forskellige værdiclusters: Se blot Danmark versus Sverige, Portugal versus Spanien, eller Slovenien versus Zagreb-regionen versus resten af Kroatien. Men om forskellene også har særlige konsekvenser, og hvor de kommer fra, må være et åbent spørgsmål som man først kan stille, når man har dokumenteret, at de er der.

Husk: Dansk Public Choice Workshop 2023

Som vi skrev forleden, afholdes den årlige danske public choice workshop på fredag den 27. januar, i København. Workshoppen starter klokken 11, og afholdes i år hos Cepos på Landgreven 3. Påmindelsen idag er både en påmindelse, og en notits om at programmet er en smule ændret og nu omfatter 22 præsentationer fra forskere fra Danmark, Holland, Polen, Spanien, Sverige, Tyskland og USA.

Hvis nogen skulle være interesserede, er workshoppen åben for alle interesserede – selvom det er en videnskabelig workshop – og hvis man kun skulle være interesseret i én præsentation eller et emne, er man velkommen til simpelthen at komme og sidde med på en enkelt session. Og skulle man være bekymret, er både den danske workshop og det internationale miljø omkring public choice venligt og hjælpsomt, og altid interesseret i bredere interesse.

11.00: Welcome

11.05: Voting and government failure (Chair: Nicola Maaser)

Peter Kurrild-Klitgaard (Copenhagen): The perfect storm: A note on the election inversion of the 2022 parliamentary elections of Denmark

David Sandberg (Lund): The effect of left-wing party control: Evidence from Swedish local governments

Otto Brøns-Petersen (Cepos): The politics of highly uneven taxes on capital

Nicola Maaser (Aarhus), David Stadelmann (Bayreuth), and Marco Frank (Bayreuth): Becoming a lazy duck

12.35: Lunch

14.20a: Constitutions and regime change (Chair. Christian Bjørnskov)

Martin Rode (Navarra) and Jerg Gutmann (Hamburg): Are populists constitutionalists? An empirical assessment of populist constitutional compliance.

Jan Fałkowski, Jacek Lewkowicz and Zimin Luo (Warszawa): Watch out for words: the wording of constitutions and constitutional compliance of the executive

Katarzyna Metelska-Szaniawska and Anna Lewczuk (Warszawa): Economic Effects of (Non-) Compliance with Constitutions

Christian Bjørnskov (Aarhus), Lasse Aaskoven (Southern Denmark): Repression after coups: The role of deposed leader partisanship

14.20b: Education and contracting (Chair: Stefan Sløk-Madsen)

Therese Nilsson (Lund): Patience, risk-taking and health behaviours across countries

Josh Bedi (George Mason) and Stefan Sløk-Madsen (Cepos): Holla, We Want Prenup! We Want Prenup!

Gert T. Svendsen (Aarhus) and Urs Steiner Brandt (Southern Denmark): Danegeld in Viking Age England

Stefan Sløk-Madsen and Karsten Bo Larsen (Cepos): Situationships – a transaction cost explanation

15.50: Coffee break

16.10a: Trust and safety (Chair: Niclas Berggren)

Lasse Aaskoven (Southern Denmark): Foreign occupation and social trust

Jens Lund Andersen and Karsten Bo Larsen(Cepos): Social trust and education – private schools, social, ethnic, and religious diversity

Adrian Mehic (Lund): Perceptions of Personal Safety and Voting Outcomes

Stefan Voigt (Hamburg) and Christian Bjørnskov (Aarhus): Political events and states of emergency

Niclas Berggren (IFN), Christian Bjørnskov (Aarhus), and Alexandra Sandström (Uppsala): The rule of law predicts trust in journalists and scientists

16.10b: Law and economics / democracy (Chair: Jerg Gutmann)

Andreas Bergh (Lund): Is the rise of right-wing populism a backlash against social-democracy?

Lasse Skjoldager Eskildsen (FM): Do mega sporting events increase human rights for the host country

Martin Paldam (Aarhus): Income, growth, and democracy: Looking for bedrock exogeneity

Rasmus Wiese (Groningen), João Tovar Jalles (Lisbon), and Jakob de Haan (Groningen): Structural Reforms and Income Distribution: New Evidence for OECD countries

Jerg Gutmann (Hamburg), Matthias Neuenkirch (Trier) and Florian Neumeier (Ifo):Do China and Russia undermine US sanctions? Evidence from DiD and event study estimation.

Værdier i Europa: Tradition og sikkerhed

Vi er kommet til den sidste af de fire værdidimensioner, som spørgeskemadataene fra the European Social Survey udviser. De fem værdiudsagn, som danner denne dimension er: “Important to live in secure and safe surroundings”; “Important to follow traditions and customs”; Important to do what is told and follow rules”; og med mindre vægt, “Important to be humble and modest, not draw attention” og “Important to get respect from others.” Vi beregner derfor, i hvilken grad respondenterne er enige i de fem udsagn, og dermed i hvilken grad de lægger normativ vægt på at følge traditioner og regler, og at være ‘sikre’ og ‘trygge’.

Kortet ovenfor illustrerer fordelingen af disse værdier på tværs af Europa, med røde områder som dem hvor folk lægger stor vægt på at følge tradition og være sikre, og blå områder der hvor folk ikke gør, men har andre værdier. Det mest traditionsbundne sted i Europa – målt på denne metrik – viser sig at være Kosovo, skarpt forfulgt af regioner i Albanien, Italien, Polen, og hovedstadsområdet i Slovakiet. De steder, hvor folk lægger mindst vægt på den slags er dele af Sverige, området omkring Amsterdam, Island, størstedelen af det vestlige Tyskland, og også dele af Frankrig. Internt i Danmark er det ikke overraskende, at folk i København lægger en tand mindre vægt på tradition end i resten af landet.

Men der er også andre interessante forskelle ude i Europa, og ikke mindst i Tyskland, Baltikum, og på den iberiske halvø. I Tyskland er der endnu en gang en klar soleklar øst-vest-forskel, og endda med Berlin og Brandenburg som de anderledes steder i øst. I Baltikum er de estisk dominerede dele af Estland basalt set som resten af Skandinavien, mens den langt mere russisk-talende nordøstlige del ligner Rusland. Og på den iberiske halvø er det igen påfaldende at se, hvor forskellige folks værdier er i Spanien og Portugal. Taler man om ‘europæiske værdier’, skal man godt nok være omhyggelig med at specificere, hvilken del af Europa man taler om, og hvilke værdier man er interesseret i!

Dansk Public Choice Workshop 2023

Det er snart tid til den årlige danske Public Choice workshop, som afholdes om ti dage, fredag den 27. januar fra klokken 11. I år afholdes workshoppen i København – det er efterhånden tradition, at ulige år er i hovedstaden og lige år i Aarhus – og i år er Cepos vært for eventen. Som altid er workshoppen åben for alle interesserede, og man behøver ikke være med hele dagen. Hvis der skulle være en enkelt session, man er interesseret i, må man gerne komme forbi og sidde med i en halvanden time sådan en tager.

Vi kan se frem til det største program nogensinde ved en dansk Public Choice Workshop. Der er 21 præsentationer linet op i programmet, som kan ses nedenfor, og deltagere fra Holland, Polen, Spanien, Sverige, Tyskland og USA, og en hel række forskellige emner. Hvis læserne vil have mere information om en eller flere af præsentationerne, må I gerne sige til. God fornøjelse!

11.00: Welcome

11.05: Voting and government failure (Chair: Nicola Maaser)

Peter Kurrild-Klitgaard (Copenhagen): The perfect storm: A note on the election inversion of the 2022 parliamentary elections of Denmark

David Sandberg (Lund): The effect of left-wing party control: Evidence from Swedish local governments

Otto Brøns-Petersen (Cepos): The politics of highly uneven taxes on capital

Nicola Maaser (Aarhus), David Stadelmann (Bayreuth), and Marco Frank (Bayreuth): Becoming a lazy duck

14.20a: Constitutions and regime change (Chair. Christian Bjørnskov)

Martin Rode (Navarra) and Jerg Gutmann (Hamburg): Are populists constitutionalists? An empirical assessment of populist constitutional compliance.

Jan Fałkowski, Jacek Lewkowicz and Zimin Luo (Warszawa): Watch out for words: the wording of constitutions and constitutional compliance of the executive

Katarzyna Metelska-Szaniawska and Anna Lewczuk (Warszawa): Economic Effects of (Non-) Compliance with Constitutions

Christian Bjørnskov (Aarhus), Lasse Aaskoven (Southern Denmark): Repression after coups: The role of deposed leader partisanship

14.20b: Education and contracting (Chair: Stefan Sløk-Madsen)

Therese Nilsson (Lund): Patience, risk-taking and health behaviours across countries

Josh Bedi (George Mason) and Stefan Sløk-Madsen (Cepos): Holla, We Want Prenup! We Want Prenup!

Gert T. Svendsen (Aarhus) and Urs Steiner Brandt (Southern Denmark): Danegeld in Viking Age England

Stefan Sløk-Madsen and Karsten Bo Larsen (Cepos): Situationships – a transaction cost explanation

16.10a: Trust and safety (Chair: Niclas Berggren)

Lasse Aaskoven (Southern Denmark): Foreign occupation and social trust

Jens Lund Andersen and Karsten Bo Larsen(Cepos): Social trust and education – private schools, social, ethnic, and religious diversity

Adrian Mehic (Lund): Perceptions of Personal Safety and Voting Outcomes

Niclas Berggren (IFN), Christian Bjørnskov (Aarhus), and Alexandra Sandström (Uppsala): The rule of law predicts trust in journalists and scientists

16.10b: Law and economics / democracy (Chair: Jerg Gutmann)

Stefan Voigt (Hamburg) and Christian Bjørnskov (Aarhus): Political events and states of emergency

Lasse Skjoldager Eskildsen (FM): Do mega sporting events increase human rights for the host country

Martin Paldam (Aarhus): Income, growth, and democracy: Looking for bedrock exogeneity

Rasmus Wiese (Groningen), João Tovar Jalles (Lisbon), and Jakob de Haan (Groningen): Structural Reforms and Income Distribution: New Evidence for OECD countries

Jerg Gutmann (Hamburg), Matthias Neuenkirch (Trier) and Florian Neumeier (Ifo):Do China and Russia undermine US sanctions? Evidence from DiD and event study estimation.

Borgerrettigheder i verden

Der er skrevet meget om hvordan landes respekt for de universelle menneskerettigheder – og især folks almindelige borgerrettigheder som f.eks. forsamlings-, ytrings- og bevægelsesfrihed – varierer. I Europa er debatten i høj grad centreret omkring svækkelsen af ungarernes og tyrkernes borgerrettigheder, og deres usle status i Rusland. Forskellene er velkendte, men spørgsmålet er, om de er overraskende givet landes indkomstniveau og styresystem?

I stedet for at kortlægge respekten for borgerrettigheder på tværs af verden, kortlægger vi dem derfor relativt til en forventning idag. Vi har helt konkret forsøgt at forklare niveauet for 176 lande i verden med gennemsnitsindkomst, om landet er kommunistisk, og om det er demokratisk, et flerparti-autokrati eller en etpartistat.

Analysen peger på, at demokratier i gennemsnit er 0,56 point bedre, og flerparti-autokratier er 0,27 point bedre, end enkeltpartistater. De kommunistiske af slagsen er omvendt 0,15 point dårligere. Sidst, men ikke mindst, er rige lande bedre til at beskytte folks borgerrettigheder: For hver fordobling af indkomsten stiger respekten med cirka 0,047 point. Disse variable forklarer 71 procent af al variationen på tværs af de 176 lande, og kortet nedenfor viser således afvigelsen fra hvad vi burde regne med.

Grunden til, at det kan være interessant at se på afvigelser fra et kendt mønster i stedet for de rå tal, er at en sådan afvigelse i princippet ofte siger noget om den retning, et land udvikler sig i. Og kortet ovenfor viser netop, hvor overraskelserne ligger.

De hvide områder er dem, hvor forklaringen fra simpel regressionsanalyse rammer mest rigtigt – dvs. de mindst overraskende. Det er for eksempel (måske iverraskende i sig selv) lande så forskellige som Polen, Paraguay, Bolivia, Iran, og Afghanistan. De lyseblå er også tæt på forudsigelsen, så man hverken kan se det demokratiske Vesteuropa og Nordamerika, eller det kommunistiske Kina som overraskelser.

De negative overraskelser i form af regimer, der respekterer borgernes rettigheder mindre end man skulle tro, er det meste af den post-sovjetiske verden, men også steder som Indien, Brasilien, Mexico og Tyrkiet. Ellers stabile demokratier som Indien, Indonesien og Mexico skuffer således i et rettighedsperspektiv.

Modsat kan man finde de positive overraskelser i de mellem- og mørkeblå områder. Det dækker for eksempel det meste af det sydlige Afrika, der faktisk klarer sig meget fint i forhold til dets økonomiske udviklingsniveau. Det samme gælder dele af Vestafrika, og ikke mindst området omkring Benin, Burkina Faso, Côte d’Ivoire, Ghana, og Togo, samt Marokko.

Sidst, men ikke mindst, må man understrege lyspunkterne i Mellemøsten: Israel og Jordan er væsentligt bedre til at beskytte borgerrettighederne end vi umiddelbart ville regne med, givet deres styreform osv. Omgivet af nogle af de værste syndere som Egypten og Syrien holder de to små lande fanen højt for henholdsvis demokratier og royale autokratier.

Går det godt eller skidt i verden? Man kan altid – og med rette – hævde, at der bliver begået for mange overgreb på borgernes frihedsrettigheder. Det gælder selv med den nuværende regering i Danmark, der fortsætter med at se stort på demokratisk proces og almindelig moral. Men vores holdning her på stedet er, at man også må se på folks rettigheder osv. i et komparativt perspektiv. Det forsøger vi idag, og håber at det måske kan bringe noget perspektiv og et grundlag at sammenligne på.

Hannan om frihandel

Det er meget sjældent, at jeg støder på en politiker, der har de tre væsentligste kvaliteter for at være en god politiker: Principper, integritet, og indsigt. Britten Daniel Hannan – som jeg har haft fornøjelsen af at møde en enkelt gang – er en af de få. Den 51-årige Hannan har tidligere siddet i Europaparlamentet og er nu medlem af Storbritanniens Overhus (som Baron Hannan of Kingsclere). Se det korte klip fra Overhuset forleden dag og prøv at sammenligne hvor klare, velfunderede – og morsomme – hans pointer er, men næsten enhver dansk politiker. Hannan taler tydeligt særinteresser og inkompetente kolleger imod med charme og vid. Kan man forestille sig en eneste dansk politiker, der når dette niveau?

Værdier i Europa: Bling

I vores miniserie om værdier i Europa er vi kommet til den tredje af fire værdifaktorer. Vi har valgt at kalde den ‘bling’, selvom vi også kunne have kaldt den materialisme, ydre succes, eller ekstern validering. Det drejer sig nemlig om, hvorvidt folk er enige i fire udsagn: “Important to be rich, have money and expensive things”; “Important to get respect from others”; “Important to show abilities and be admired”; og “Important to be successful and that people recognize achievements.”

De steder i Europa, hvor folk er mest enige i at det for eksempel er vigtigt at være beundret, rig og respekteret, er Kosovo, Bukarest-området i Rumænien, og med lidt afstand der sydvestlige Rumænien og Bratislava i Slovakiet. De regioner i Europa, hvor folk er mindst tilbøjelige til at være enige, ligger alle i Frankrig. Hele fordelingen kan ses i kortet nedenfor.

I Danmark finder man den pudsige detalje, at folk i hovedstadsregionen faktisk er væsentligt mere tilbøjelige til at være enige i udsagnene end resten af landet. Groft sagt ligner københavnerne i højere grad irere, schweizere og tjekker, end de ligner jyder, fynboer eller nordmænd, når de præcist gælder denne type værdier.

Derudover illustrerer kortet meget klart, at Europa i forhold til ‘bling-værdier’ i høj grad falder i to halvdele, og det er ikke klart øst versus vest eller protestantisk versus katolsk. I stedet lægger det meste af Østeuropa, men ikke Estland og Letland, vægt på ydre tegn på succes, men det samme gælder det sydøstlige Europa, inklusive Italien og dele af Østrig. Og endnu en gang er Tjekkiet omtrent det sted, hvor de to dele mødes. Hvorfor forskellen eksisterer, kan vi ikke engang gætte på – men måske kan nogle af vores flittige læsere?

Privatiserede lufthavne er bedre

Med jævne mellemrum dukker en diskussion om Københavns Lufthavn i Kastrup op. Præmissen for diskussionen er næsten altid, at da den er så vigtig en del af Danmarks infrastruktur, og så tæt på at være et monopol, må man beholde den under statslig kontrol – og ofte endda statsligt ejerskab. Argumentet er tæt på rent nonsens, og som jeg pointerede for nogle få år siden i Børsen, bor alle jyder tættere på Billund end Kastrup, og alle syd for Fredericia bor endda tættere på Hamborgs lufthavn i Fuhlsbüttel. Påstanden fra Københavns overborgmester Sofie Hæstorp Andersen om, at SAS er så vigtig for lufthavnen, at staten bør blive ved med at støtte SAS – fordi lufthavnen er så vigtig – er lige så meget nonsens. Ny forskning understøtter nu graden af nonsens i de politiske påstande.

I “All Clear for Takeoff: Evidence from Airports on the Effects of Infrastructure Privatization” undersøger Sabrina Howell, Yeejin Jang, Hveik Kim og Michael Weisbach hvad der sker, når når lufthavne bliver privatiserede. Mens de fire forskere ikke finder, at almindelig privatisering gør meget, viser det sig at der virkeligt sker noget, når kapitalfonde overtager ejerskabet. Forskerne opsummerer deres resultater således:

Our central finding is that PE acquisitions bring marked improvements in airport performance along a rich array of dimensions such as passengers per flight, total passengers, number of routes, number of airlines, cancellations, and awards. Net income increases after PE acquisitions, which does not reflect lower costs or layoffs.

Effekterne er størst, når der er konkurrerende lufthavne relativt tæt ved, og når fonden helt overtager ejerskabet i stedet for blot en kontrollerende andel. Implikationen er ganske klar: Hvis man virkeligt vil have en velfungerende og profitabel lufthavn i vækst, skal staten ikke bare holde fingrene væk, men helt bakke ud. Pt. ejer den danske stat 39 procent af Københavns Lufthavn, mens en kapitalfond (der i sig selv primært er ejet af ATP og the Ontario Teachers’ Pension Plan) ejer godt 59 procent. der er ikke brug for mere stat eller politisk kontrol, men langt mindre – og det gælder også hos SAS.

Værdier i Europa: Ordentlighed

I vores miniserie om værdier i Europa baserer vi os på en analyse af de 21 værdispørgsmål i the European Social Survey. En faktoranalyse (som man kan få per e-mail) viser – som vi noterede forleden dag – at de 21 spørgsmål fordeler sig langts fire dimensioner. Vi har allerede illustreret ‘sjov og kreativitet’-dimensionen, og er idag kommet til den anden dimension: Ordentlig opførsel.

Spørgsmålene, der udgør dimensionen er hvorvidt respondenter er enige i at det er: “Important to care for nature and environment”; “Important that people are treated equally and have equal opportunities”; “Important to help people and care for others well-being”; “Important to be loyal to friends and devote to people close”; “Important to understand different people”; og med lidt lavere vægt “Important to make own decisions and be free” og “Important to be humble and modest, not draw attention”. Forskellene på tværs af Europa er illustrerede i figuren nedenfor.

De regioner, hvor folk lægger mest vægt på at opføre sig ordentligt, bredt forstået, er Cantabria og Navarra, begge i Nordspanien. De regioner, hvor folk lægger mindst vægt på det, er det sydøstlige Rumænien og størstedelen af Litauen. Som kortet klart viser, er mindre vægt på ordentlig opførsel noget, der helt primært er et fænomen i dele af Centraleuropa, og i en vis grad i de traditionelt meget venstreorienterede, industrielle dele af Norditalien.

Det svære ved at tolke dimensionen, som vi har valgt at kalde ‘ordentlig opførsel’ er dog, at det ikke her helt klart fra et liberalt standpunkt, at det utvetydigt er en god ting at være loyal overfor venner og familie, eller at være ydmyg og ikke tiltrække sig opmærksomhed. Det første kan hurtigt blive snæversyn eller nepotisme, mens det andet er underdanigt. Det indikerer, at man måske burde foretrække en mellemscore på dimensionen, i stedet for en høj score. Det forklarer måske også, hvorfor netop denne værdidimension er så stærk i Spanien?

Hvordan man end fortolker folks svar, er det tankevækkende, at det lige præcis er Tjekkiet, Ukraine, Litauen, og store dele af Rumænien der stikker ud fra resten. Her kan vi i høj grad bruge læsernes særlige kompetencer – hvis der er nogen, der ved noget særligt om netop de dele af Europa.

Værdier i Europa: Sjov og kreativitet

Her på årets sidste dag starter vi en ny serie i fem installationer. Serien handler helt basalt om forskelle i værdier på tværs af Europa. Baggrunden for serien er, at man ofte hører at Europa / EU er et ‘værdifællesskab’, og hvordan vi som europæere har noget mystisk mere til fælles end med f.eks. canadiere, new zealændere, eller taiwanesere. Debatten ignorere dermed hvor store forskellene er internt i Europa, og dermed hvor meget der faktisk skiller os. Det kan man dog få et klart indtryk af gennem the European Social Survey, der er en spørgeskemaundersøgelse der er lavet hvert andet år siden 2002.

European Social Survey omfatter hver gang den bliver lavet en gruppe på 21 spørgsmål, der har til formål at afdække folks værdier og præferencer. Det viser sig, at de 21 spørgsmål meget tydeligt dækker over fire områder – vi har lavet en eksplorativ faktoranalyse af dem, som er tilgængelig for interesserede – der kan fortolkes meget enkelt. Vi starter vores serie med den dimension, vi kalder ‘sjov og kreativitet’. Spørgsmålene er alle af typen ‘hvor enig er du med det følgende udsagn” på en skala fra 0 til 10.

Dimensionen vi kalder sjov og kreativitet omfatter fem spørgsmål: “Important to try new and different things in life”; “Important to seek fun and things that give pleasure”; “Important to seek adventures and have an exciting life”; “Important to have a good time”; og med en lidt lavere vægt “Important to think new ideas and being creative”. Europeas regioner strækker sig fra det vestlige Rumænien, hvor folk virkelig ikke er særligt enige i værdien af at have det sjovt osv. – dens faktorværdi er 0,67 – og til den belgiske Brabant Wallon på -0,36. Ude i enderne er den østpolske Podkarpackie-region tæt på at være lige så meget imod sjov som Vestrumænien, mens Nordjylland er ganske tæt på Brabant Wallon. Hele fordelingen kan ses i kortet nedenfor.

Helt overordnet er der en klar øst-vest forskel i Europa, men ikke helt klart pga. kommunismen. En anden fortolkning er, at der ganske stor vægt på sjov / kreativitet i områder, der har været del af det Østrig-Ungarske imperium, mens de russisk-påvirkede er helt anderledes negative. Israel er som så ofte før et nordeuropæisk land i en værdimæssig sammenhæng, ligesom Italien er meget forskelligartet. Og sidst, men måske ikke mindst, kan det være værd at understrege at Storbritannien falder i to dele: Nordirland (og Dublin i Irland) lægger mere vægt på sjov, ligesom et større område i England gør det – og det engelske område er næsten præcist sammenfaldende med Danelagen, der var dansk i 100 år.

Læserne bør bemærke, at dette er den første af fire dimensioner i folks værdisvar i European Social Survey. Det er ikke alle, der følger de samme forskelle på tværs af Europa! Og man bør derfor lige vente, før man drager for håndfaste konklusioner på hvad folk er for nogen, og om forskellene be- eller afkræfter ens forestillinger om, hvordan europæerne er flest og hvordan de er forskellige.

Glædelig jul fra Punditokraterne

Nu er tiden endeligt kommet, og både børn, børnebørn og barnlige sjæle glæder sig. Julekortene er sendt og modtaget, og vi har kun et enkelt tilbage at skrive: Årets ønsker om en Glædelig Jul til punditokraternes læsere.

Året startede ellers afskyeligt i et nedlukket samfund med mundbindskrav og en statsminister, der nok mest af alt betragtede sig selv som enevældig regent. Men da februar kom, fjernede Folketinget – til adskillige epidemiologers skræk og advarsel – de sidste restriktioner, og danskerne kunne igen leve i et frit samfund. Afskaffelsen illustrerede også en sidste gang, i hvilken grad de epidemiologer, som regeringen og medierne brugte, blev ved med at tage fejl. Flere af os hos punditokraterne var gennem hele nedlukningsperioden meget skeptiske overfor den danske approach, hvilket ikke mindst blev reflekteret i vores indlæg, og også i hvilke indlæg læserne virkeligt besøgte.

Vi har indtil videre haft ni indlæg, der har haft flere end 1000 direkte besøg i 2022. Topscoreren var Jonas post om spørgsmål til hans, Steve Hankes og Lars Junongs glimrende metastudie af nedlukningers effektivitet. Nummer to på listen var også af Jonas, og handlede om at Ukraine producerer 2,6% af verdens korn. De næste af de meget besøgte var mine om hvorvidt vaccinerne overhovedet virker, om hvem der kan lide russerne, om hvad der var galt med det ellers fine SCM-studie fra Born et al., om hvordan Danmark så ud i 1860, om, det perverterede forsigtighedsprincip, og mit (meget sure) farvel til 2021, og Jonas spørgsmål om det kræver reel ekspertise at være ekspert i mediernes øjne. Alt i alt ender vi 2022 lige omkring 100.000 besøg.

Vi arbejder naturligvis hårdt på, at 2023 bliver lige så godt med lige så informerede, diverse og tankevækkende indlæg. For flere af os bliver et af de første højdepunkter efter nytår nok den danske public choice workshop, som Cepos er vært for den 27. januar. Programmet ser storartet ud med papirer om f.eks. hvorvidt internationale sportsbegivenheder påvirker regimers respekt for menneskerettigheder, om udenlandske interventioner påvirker folks tillid, og populister og forfatningen. I løbet af januar kommer vi til at introducere læserne til flere af dem, ligesom man faktisk kan kigge forbi og sidde med på en session hvis man er interesseret.

Der kommer næsten med garanti også mere nonsens fra den nye SVM-regering, ligesom man aldrig kan forudsige, hvad der dukker på af nye emner eller ny forskning. Vi bestræber os også næste år på, at skrive om både aktuelle emner og mindre ting, som læserne måske ikke kender til endnu. Under alle omstændigheder glæder vi os til at skrive for alle vores læsere igen efter jul, og vi glæder os til at få feedback fra dem alle. Indtil da ønskes I alle en Glædelig Jul.

Julens navn og folks tillid

Folks tillid til hinanden varierer kraftigt på tværs af Europa, og på tværs af verden. Vi har skrevet om det en række gange her på stedet, med forskellige perspektiver. Idag gør vi det med et særligt juleperspektiv. Helt specifikt er vores julede spørgsmål idag, om folks sociale tillid på en eller anden måde har noget at gøre med, hvad de kalder den højtid som på de nordiske sprog kendes som ‘Jul’.

Rent praktisk udnytter vi, at den store undersøgelse European Social Survey, der bliver gentaget hvert andet år, spørger folk om hvilket sprog de taler derhjemme. Vi kan derfor matche lige knap 170.000 respondenters tillid til hvilket navn de bruger for julen. I de nordiske lande er det for eksempel Jul, Jól, Joulu og Jōulud. En anden kategori er Christmas, der på hollandsk er Kerstmis, mens en tredje er de romanske sprogs forskellige udgaver af Noël, der også omfatter keltiske sprog – det er f.eks. Nedeleg på breton (se her).

Resultatet kan ses i figuren nedenfor, der meget klart viser at de mest tillidsfulde mennesker i Europa kalder julen for Jul: på undersøgelsens 10-punktskala svarer de i gennemsnit 6,4. De næste er forskellige udgaver af Christmas blandt folk der taler engelsk, hollandsk/flamsk og luxembourgsk – og pudsigt nok også græsk (gns. 5,1). Nummer tre er det tyske Weihnachten, der inkluderer det tjekkiske Vánoce (gns. 4,8), mens den fjerde er folk der kalder julen Noël (gns. 4,3). De romanske er kun marginalt mere tillidsfulde end enten folk på Balkan, der bruger ordet Božić og vores restgruppe – lettisk, litauisk, baskisk (begge gns, 4,2). I bunden ligger ungarsk og rumænsk (gns. 4,0) og det albanske Kristhlindja (3,8).

Vores post idag er således en julet udgave af den traditionelle Sjov med Statistik-serie. Et bestemt ord for årets højtid går naturligvis ikke folk mere tillidsfulde, men forklaringen skal også findes et andet sted: Julenavnet reflekterer distinkte kulturkredse indenfor Europa, og det er forskelle i disse kulturkredse, der også skaber eller vedligeholder tillid på meget langt sigt.

Det at det meste af Østeuropa er mindre tillidsfuldt kan derfor i høj grad tilskrives oplevelsen under socialism inden 1990, mens forskellene internt næppe kan. På samme måde er forskellene mellem de fire vesteuropæiske hovedområder – Jul, Christmas, Weihnachten og Noël – interessante. Og måske mest interessant er, at det suverænt mest tillidsfulde område, Juleområdet, er der hvor det før-kristne navn for højtiden har overlevet i 1000 år. Er den nordiske tillid måske udtryk for, at kirken aldrig fik den samme undertrykkende indflydelse som i resten af Europa? Måske, måske ikke, men det er da værd at tænke over i dagene før jul.

Ny viden om maskernes mangel på virkning

Da Covid-epidemien begyndte at sprede sig i den vestlige verden i det tidlige forår 2020, advarede både den danske sundhedsstyrelse og mange andre sundhedsmyndigheder verden over imod, at folk begyndte at købe mundbind og andre typer masker. Sundhedsmyndighederne baserede tidligt i 2020 dermed deres anbefalinger på solid, videnskabelig evidens. Et Cochrane Review af brugen af mundbind blandt kirurger fandt ingen signifikant evidens for at de reducerer smitte. Et andet tidligere studie af influenzasmitte, publiceret i BMJ, fandt på samme måde at de tilgængelige eksperimentelle studier ikke dokumenterede nogen effekt af mundbind.

I et oversigtspapir fra Cato Instituttet i november 2021, der omfattede de nyeste studier, konkluderede Ian Liu, Vinay Prasad og Jonathan Darrow ligeledes, at mens nogle observationelle studier af lav kvalitet støtter mundbindsbrug, viser de randomiserede højkvalitetsstudier af influenza og lignende vira, at mundbind ikke virker. Selvom de dermed blot bekræftede, hvad tidligere forskning havde vist, var baggrunden for oversigtsstudiet, at sundhedsmyndigheder og regeringer verden over – med undtagelse af Sverige og enkelte udviklingslande og et par amerikanske stater – pludseligt begyndte at kræve, at folk gik med mundbind. I Tyskland gik man endda så langt, at man krævede at folk bar de såkaldte N95-masker indenfor. Dette krav gælder stadig i for eksempel tyske lufthavne. Spørgsmålet er derfor, om tyskerne havde ret i, at man ‘bare’ skulle være omhyggelig med sin maske og bruge de tungere masker?

Et ny studie i Annals of Internal Medicine, der næsten lige er udkommet, undersøger netop baggrunden for den tyske politik. I et randomiseret eksperiment med 1009 læger og sygeplejersker i Canada, Israel, Pakistan og Ægypten undersøger Mark Loeb og hans kolleger, om konsistent brug af omhyggeligt tilpassede N95-masker gør en forskel i forhold til de ‘almindelige’ blå mundbind, som danskerne blev påtvunget. Der er dermed ikke blot en undersøgelse af generel brug af mundbind versus de tungere N95-masker, men mundbind versus specifikt tilpassede og meget tætte masker. Alligevel finder forskerne en hazard rate på blot 1.14 med et 95 % konfidensinterval (den ‘statistiske usikkerhed’) mellem 0.77 og 1.69. Der er med andre ord ingen som helst indikation på, at N95-maskerne giver mere beskyttelse end almindelige mundbind.

Det danske Danmask-studie viste ligeledes – på trods af hvad mindst en af forfatterne påstod – at mundbindene ikke virkede. Med næsten 5000 deltagere fandt det danske hold, at dem der bar mundbind havde haft en 1,8 procent sandsynlighed for at blive smittet, mens dem der ikke bruge mundbind havde 2,1 procent sandsynlighed. Forskellen var signifikant ved 38-procentniveauet, og dermed meget, meget langt fra det konventionelle krav om fem procent sikkerhed.

Læserne kan således, sammen med mig, lege ‘connect the dots’: Det er ret tydeligt, at de almindelige mundbind slet ikke virker – det er ikke engang tydeligt, om de virker på hospitaler i forbindelse med kirurgi – og de mere ubehagelige N95-masker er ikke bedre end de almindelige. Konklusionen må være, at kravene om at folk skulle bære mundbind – der har kendte, negative konsekvenser for folks helbred, hvis de bæres for længe af gangen – var en alvorlig regeringsfejl. Læger og andre sundhedsfaglige myndighedspersoner, der støttede og var med til at implementere mundbindskravene, forbrød sig dermed mod lægeløftets krav om Primum non nocere – at man allerførst må undgå at gøre skade. De fortjener at blive mindet om den og mange andre graverende fejl, der gjorde 2020 og 2021 til de værste år af mit og millioner af andre menneskers liv.

Hvem kan lide russerne?

Siden slutningen af februar har der været krig i Europa: Rusland invaderede Ukraine med det meget klare formål at underlægge sig befolkningen, og gøre landet til en del af et voksende russisk imperium. Siden da har det meste af vesten stået sammen om at hjælpe det store, demokratiske naboland i øst med det, der i første omgang lignede en russisk overmagt. Men til tider knirker den vestlige koalition, og i særligt grad tyske, italienske og ungarske politikere har været utilbøjelige til at fordømme den russiske ledelse og hjælpe ukrainerne.

Spørgsmålet er, om det er kold magtpolitik eller om de pågældende politikere også har bredere fokelig opbakning. Det spørgsmål kan man få et indtryk af fra EuroBarometer-undersøgelserne, der i 2018 spurgte repræsentative udsnit af de europæiske befolkninger om deres syn på Rusland, USA, Kina og Japan. Her omfattede spørgeskemaet et spørgsmål om, hvordan man så på de pågældende fire lande, fra meget positivt, overvejende positivt, overvejende negativt, til meget negativt. At man spurgte om fire stormagter viser sig at være vigtigt, da der er en ganske høj korrelation mellem svarene på holdninger til Kina, Rusland og USA: Nogle folk er ganske enkelt mere skeptiske overfor stormagter per se end andre. Kortet nedenfor illustrerer derfor ikke folks holdning til Rusland i sig selv, men folks holdninger til Rusland i forhold til deres holdninger til USA. På den måde kan man skelne mellem stormagtsskepsis i sig selv, og skepsis overfor Rusland.

Kortet illustrerer klart, hvor store forskelle der er på tværs af Europa. I kun seks af de 28 lande er der mere positiv stemning overfor russere end amerikanere: Tyskland (+10), Slovenien (+30), Grækenland (+36), Cypern (+38), Slovakiet (+47), og Bulgarien (+50). Omvendt er folk i Polen (-128) og Litauen (-101) særdeles skeptiske, overfulgt af befolkningerne i Danmark (-70), Holland (-67) og Sverige (-66). Mens gennemsnittet er en score på -31, er der således stor variation på tværs af Europa.

Og ét sted er det et stort problem for tiden: Midt i Europa ligger et af de Rusland-venlige lande, der på samme tid er regionens største økonomi – Tyskland. Weekendavisen bragte forleden en længere artikel om fænomenet ‘Putinverstehern” – dvs. folk der ‘forstår’ Putin og Berlingske bragte et portræt af den tyske general Erich Vad, der har taget fejl hele vejen igennem krigen, men stadig bruges som ekspert i det store land.

Ledende politikere og meningsdannere, inklusive Angela Merkel, har simpelthen set et andet Rusland end virkelighedens – et mytisk Rusland, der var stærkt, produktivt og som man kunne lave varige aftaler med. Før de kommer ud af deres vrangforestilling, og før så mange tyskere holder op med at se på Rusland med mildere øjne end USA, er det svært at se hvordan en fælles EU-udenrigspolitik, eller blot en nogenlunde fælles approach til russisk aggresion, nogensinde kan blive tilnærmelsesvis effektiv

Hayek-Friedman Hypotesen: En hurtig, ny test

Som nogle af vores velinformerede læsere sikkert ved, findes der en lang diskussion om forholdet mellem kapitalisme og liberal markedsøkonomi på den ene side, og demokrati på den anden. På den yderste venstrefløj hævdes det til tider, at en relativt ureguleret markedsøkonomi med udbredt økonomisk frihed underminerer demokratiet, men ellers står diskussionen typisk mellem dem, der argumenterer at der ikke er nogen sammenhæng, og dem der argumenterer for det der kaldes Hayek-Friedman Hypotesen.

Hypotesen, der har sine rødder i Friedrich Hayeks The Road to Serfdom fra 1944 og Milton Friedmans Capitalism and Freedom fra 1962, siger at en vis grad af økonomisk frihed er en forudsætning for at have et stabilt demokrati. Friedman pegede for eksempel på, at hvis staten enten ejer eller detailregulerer radiospektret eller andre industrier der er vigtige for medierne, kan man ikke have egentlig pressefrihed – et argument jeg fandt solid evidens for i en artikel i 2018 – og en væsentlig grad af ytrings- og pressefrihed er en forudsætning for demokrati. Hayeks klareste argument var, at når staten regulerer arbejdsmarkedet i ekstrem grad, ender folk med at stemme på magthaverne for at beholde deres job. Udviklingen de sidste 15 år i Venezuela har meget klart illustreret Hayeks pointe. Derudover kan man også argumentere for, at hvis det offentlige forbrug bliver meget stort, bliver det for let for magthaverne at bestikke vælgerne, og når man decideret kan købe stemmer er der ikke længere tale om et reelt demokrati.

Problemet med Hayek-Friedman Hypotesen er, at den er svær at teste. Det kan for eksempel være endda meget svært at etablere en klar årsagssammenhæng, fordi økonomisk frihed kunne påvirke graden af demokrati, men demokrati kunne i princippet også føre til større økonomisk frihed. For det andet kan det være svært at etablere, hvilket element af borgernes økonomiske frihed er mest relevant.

I dag gør vi alligevel et forsøg på en simpel test ved at sammenholde demokratidata fra Bjørnskov-Rode databasen med data fra Varieties of Democracy-projektet på graden af statsligt ejerskab i økonomien. Dataene fra min og Martin Rodes projekt viser om lande er enkeltparti-autokratier, autokratier med valg med flere partier, men hvor valgene enten manipuleres eller ignoreres, og faktisk demokratier. I figuren nedenfor deler vi alle lande siden 1990 (observeret hvert år) op i fem grupper alt efter hvor stort det statslige ejerskab er. Vi plotter derefter, hvor stor en andel af hver af de fem grupper, der er enten enkeltpartistater (de røde dele), flerpartiautokratier (sorte), eller demokratier (hvide).

Billedet i figuren bekræfter meget tydeligt logikken i Hayek-Friedman Hypotesen:  Mens der naturligvis er en stor overvægt af enkeltpartistater i lande med omfattende statsligt ejerskab, da de fleste af dem var kommunistiske, er demokrati kun den største andel i de to grupper med mindst statsligt ejerskab. Mellemgruppen er derimod netop karakteriseret ved at have flerpartivalg med en opposition, men ikke reelt demokrati. Mønsteret er med andre ord præcist det, hypotesen siger.

De eneste demokratier blandt de to grupper med størst statsligt ejerskab er næppe overraskelser, og støtter hypotesen: Ukraine 1990-92, Letland og Mongoliet i 1990, Estland og Nepal i 1991, er alle eksempler på lande i transition fra kommunisme til demokrati, mens Venezuela i 2013-15 var på vej mod diktatur i lyntempo. De er således lande i transition mod demokrati eller væk fra demokrati.

De relativt få eksempler på lande med meget lidt statsligt ejerskab, der ikke er demokratier, tæller først og fremmest en række ’failed states’: Den Centralafrikanske Republik de sidste ti år Chad, Haiti og Somalia. Hong Kong er også blandt dem, ligesom Peru under Fujimoro og Côte d’Ivoire de sidste 20 år, og alle er eksempler på lande med relativt klart ideologisk politik.

Mønsteret i dataene fra Varieties of Democracy bekræfter således, at mens en grad af økonomisk frihed er en forudsætning for demokrati, er det ikke en garanti. Stabilt demokrati eksisterer ikke uden stort privat ejerskab i økonomien, men stort privat ejerskab kan godt eksistere under diktatur. Hayek og Friedman ser stadig ud til at have ret.

Ny Handbook om økonomisk frihed

Som flittige læsere ved, har jeg i mange år været interesseret i økonomisk frihed, og har forsket i emnet. To af de mest interessante sessions ved den årlige konference i the Southern Economic Association, der sluttede i mandags, handlede netop om økonomisk frihed. Baggrunden er, at min gode ven og kollega Niclas Berggren er redaktør på en ny Handbook of Research in Economic Freedom. Niclas havde derfor sammensat to sessions, hvor forfatterne af en række kapitler i bogen kunne præsentere og få feedback på deres kapitler.

De to sessions illustrerede bredden i forskningen omkring økonomisk frihed. De syv emner, der blev præsenteret handlede om hvordan økonomisk frihed påvirker iværksætteraktivitet (præsenteret af Per Bylund), sammenhængen mellem religion og økonomisk frihed (Inês Gregório), immigration (Alex Padilla), hvordan økonomisk frihed skaber lykke (Johan Graafland), populisme (Andreas Bergh – på billedet), de ‘dybe determinanter’ af økonomisk frihed (Ola Olsson), og hvordan økonomisk frihed påvirker landes respekt for borgernes menneskerettigheder (mig selv).

Andreas Bergh, Lund

Arbejdet omkring den nye Handbook viser således ikke blot, hvor mange forskellige forhold i samfundet og folks liv er påvirket af, hvor økonomisk frit et samfund er, men også hvordan det varierer hvilke aspekter af økonomisk frihed der er specielt vigtige. I iværksætterlitteraturen er det vigtigste aspekt meget klart hvor stor og tung den offentlige sektor er, mens kvaliteten af retsvæsenet og beskyttelse af privat ejendomsret ofte ser vigtigere ud for immigration.

Overordnet understreger omkring 25 års forskning, der dækkes i den nye Handbook, at økonomisk frihed er vigtig for samfunds udvikling på langt sigt. Spørgsmålet bliver derfor, hvorfor man i praktisk politik og almindelig samfundsdebat taler så lidt om borgernes rent økonomiske frihed. Med en regering – som sandsynligvis igen bliver ledt af Mette Frederiksen – der har indledt et frontalangreb på borgernes frihed, er der alvorligt behov for netop denne debat. Den kan passende starte i bogens oversigt over hvad friheden gør.

Southerns 2022

Om et par timer starter dette års konference i the Southern Economic Association. Konference, der foregår i Fort Lauderdale, Florida, er den første normale konference siden 2019 og tegner til at blive en fornøjelse. Programmet er pakket med over 600 deltagere og masser af forskellige emner.

Mit personlige program startede allerede igår, da jeg var inviteret til en event, arrangeret af the Institute for Humane Studies om “Institutional Effects of Foreign Intervention“. Jeg introducerede noget af mit arbejde med Martin Rode om vigtigheden af de institutioner, som kolonimagterne skabte i den sene koloniperiode (se billedet), mens et spændende panel bestående af Kevin Grier, Abby Hall og Indra de Soysa talte om andre aspekter af udenlandsk indflydelse.

Kevins arbejde med sin kone Robin og Sam Absher – som kan læses her – fortjener mere omtale. De tre har undersøgt effekterne af CIA-støttede kup i Latinamerika. Baggrunden er, at flere amerikanske regeringer havde en officiel politik der sigtede mod at understøtte demokrati og udvikling i Latinamerika – the Alliance for Progress. På samme tid hjalp CIA til med at vælte mindst syv regeringer i regionen i militærkup, der på ingen måde hjalp demokratiet frem.

Grier, Grier og Absher finder i et meget smart papir, ved hjælp af syntetiske kontroller, at de CIA-støttede kup førte til værre økonomisk udvikling, værre juridiske institutioner, langt mere undertrykkelse og markant svækket ytringsfrihed. Deres estimater peger også på, at de CIA-støttede begivenheder ser ud til at føre til værre resultater end andre kup i regionen.

Det spændende er således, at de tre ikke blot bidrager til den moderne forskning i kup og politisk ustabilitet for økonomisk udvikling, men også beriger den historiske forskning på området. Det er dermed et glimrende eksempel på forskning i politisk økonomi, der har relevans langt udenfor snævre nationaløkonomiske kredse. Den slags vil vi gerne have mere af her på stedet!

Hvorfor stemme på et gammelt, borgerligt parti?

Hvis nogen skulle være i tvivl, var folketingsvalget forleden en katastrofe for de gamle, borgerlige partier – det Konservative Folkeparti og Venstre. Venstre gik fra 43 til 23 mandater, og selvom de konservative en overgang stod til at få omkring 15-16 procent af stemmerne, og således kunne se frem til noget det lignede en fordobling af mandattallet, endte de med at tabe to. I det nye Folketing har de to partier således tilsammen 33 mandater  – 23 til Venstre og 10 til Konservative.

En del af udviklingen ligger naturligvis i, at Moderaterne – Lars Løkkes enmandsprojekt, som ingen præcist kender den politiske retning hos – fik 16 mandater. Inger Støjbergs ligeledes personlige projekt, Danmarksdemokraterne, tog 14 mandater (de 11 fra et imploderende Dansk Folkeparti) og nye Borgerlige gik fra 4 til 6 mandater. Sidst, men ikke mindst, gik Liberal Alliance frem fra 4 til 14 mandater.

Særligt de konservative er gået i gang med en del ’soul searching’, på trods af Søren Pape Poulsen og ledelsens absolutte modvilje mod at diskutere problemet. Flere ældre politikere, inklusive partiets tidligere toppolitiker Connie Hedegaard, har allerede kritiseret, at Pape gik til valg på at afskaffe topskatten. I hendes optik skal man mene noget om klima, og helst have en stærkt interventionistisk politik med ansvaret lagt hos EU. De konservatives borgerlige profil skal væk på samme måde, som Troels Lund Poulsen i Venstre arbejder for, at partiet helst ikke skal mene noget som helst. Begge politikere har deres personlige kæpheste, men holder ellers hårdt på Hjort-doktrinen: At man ikke kan vinde valg på borgerlig politik, men bør rykke ind på midten hvor vælgerne angiveligt er.

Det pudsige i holdningen er, at den indebærer at borgerlige partier helst skal gøre som om de er socialdemokratiske. Hjort-doktrinen har dermed over årene undermineret det Konservative Folkepartis og Venstres eksistensberettigelse som noget som helst andet end organisationer for folk, der gerne vil have magt.

En interessant detalje er, at det samme i høj grad er sket for de britiske konservative. Det er endda en politisk position, der foreløbig er hamret fast af den nye premierminister Rishi Sunak, efter at Liz Truss forsøgte sig med en borgerlig profil. Allister Heath diskuterer i dag det samme spørgsmål som vi stiller i Danmark, men i en britisk kontekst, i The Telegraph. Cameron og Johnson forsøgte febrilsk at flytte de konservatives politik ind på midten, men meget tydeligt uden nogen særlig vælger succes. Som den altid interessante Heath formulerer det: ”Perhaps not believing in anything doesn’t lead to electoral nirvana after all?”

Ser man på det danske valg, er det også endda meget svært at forstå, hvorfor nogen skulle tro at udfaldet støtter Hjort-doktrinen. Udover Moderaterne, der er gået på rov i V og K-vælgerne, og Danmarksdemokraterne, der reelt er det nye DF, har de to store succeser været Nye Borgerlige og Liberal Alliance. De to partier, der virkeligt har trukket vælgere, er således dem med en klart borgerlig profil i så centrale emner som skattepolitik og regulering. Hvis Hjort-doktrinen havde været sand, skulle man have forventet netop de partier havde klaret sig dårligt.

Det triste er, at Hjort-doktrinen har hærget i de store partier siden valget i 1998, selvom den tydeligvis allerede dengang var en fejlanalyse. Vælgerne forlader ikke V og K fordi de er borgerlige, men fordi deres toppolitikere enten er utroværdige, eller fordi de simpelthen ikke mener noget. Et fint eksempel på, hvor bange man er blevet for vælgerne, er at Venstre fredede den såkaldte Arne-pension. Selvom kun 40.000 danskere havde søgt om og fået Arne-pension per 30/6, ville Venstre ikke risikere at fornærme nogen af de 40.000, ud af en samlet pulje på 4,27 millioner vælgere! Ellemanns parti gav således køb på borgerlig politik og støttede et blatant, socialdemokratisk forsøg på at købe vælgere, fordi de var bange for færre end én procent af vælgerne. Hvis man er så nervøs for at tabe enkelte vælgere, ender man med ikke at tiltrække en eneste ny.

Mit bud på en central del af miseren er den udbredte borgerlede i dansk politik. Ledende politikere og toppen af partiapparaterne tror, at danskerne er dumme – og væsentligt dummere end politikerne. De har ingen tiltro til, at danskerne kan finde ud af at leve livet uden store lederes hjælp. Og de forstår derfor ikke, hvordan mange danskere opfatter politikere – inklusive partilederne – som dybt utroværdige – partiet har jo fortalt vælgerne, at de skal stole på dem. Uden en respekt for danskerne – for hvert individs kompetence i eget liv og forståelse af hvordan politik påvirker dem – sker der næppe noget. Undtagelsen er Liberal Alliance og Nye Borgerlige, der har en vis grad af liberal ideologi tilbage. Og i mellemtiden forsvinder Venstre og de konservative stille ud i den politiske irrelevans.

Democratic colonies and modern democracy

A couple of months ago, my friend and colleague Martin Rode (University of Navarra) and I put up a new version of our database. The data are an update and expansion of the much-used DD dataset, compiled by Cheibub, Gandhi and Vreeland; the data are available here. It, for example, includes three different indicators of democracy – all based on a highly minimalist conception of democracy – additional details of countries’ political institutions, and information of 542 coup attempts. The data are available on a yearly basis for 208 countries between 1950 and 2022.

One of several questions that one can use the database to answer is if the political institutions implemented by colonial powers continue to shape modern political institutions after the countries became independent. Martin and I decided to have a closer look at that exact question, which resulted in a paper that I presented at the 2019 Australasian Public Choice Conference in Brisbane, and also presented at an online seminar for Economic Research South Africa; the entire seminar can be viewed here. The paper was published this summer in the Journal of Institutional Economics.

In the paper “Late colonial antecedents of modern democracy”, we use one of the features unique to our database that Cheibub et al. did not offer: We have information on the structure of the political institutions of about 90 countries that were colonies in 1950. These institutions varied substantially: While Djibouti had a Representative Council in 1950, consisting of 10 nominated members, 10 elected from the first (White) college, and 10 from second (African) college, Rhodesia had a fully elected Legislative Assembly of 30 elected members. In the French colony of Djibouti, the representative institutions were biased directly by design while those of Rhodesia did not formally descriminate against Africans. However, Rhodesian democracy was unfair as a literacy restriction on voting effectively excluded about 85 percent of Black Rhodesians.

Our results can be subsumed in the simple table below, where we plot how many countries were non-democratic / democratic in the years immediately before independence against how many are now democratic or not. We find that if the colonial authorities implemented actual democracy prior to independence – and kept their fingers off the elections – it is highly likely that the country is a democracy today. Of the 39 countries in our sample that were democratic before independence, 30 of them are democratic today. Only 7 are democratic today without having had democratic political institutions during the colonial period.

Colonial autocracyColonial democracy
Modern autocracy29 (18)9 (6)
Modern democracy7 (6)30 (27)
Figure 1 from the paper

In recent years, there has been a vigorous debate about the effects of colonialism and whether colonialism was all bad or good. Our findings indicate that in some cases, colonialism left a lasting, positive legacy in the shape of a viable democracy. One of the interesting details that are obvious in our database is that the British and Dutch colonial authorities were far more likely to implement actual democracy than the French, Portuguese or Belgian. In particular, we find that although the French introduced la Loi Cadre in 1956 that required the introduction of democratic institutions in all colonies, they rigged or otherwise managed the elections in almost all colonies; Dahomey (modern-day Benin) appears to have been the only exception.

That said, it didn’t always work out well for the British: Democracy proved short-lived in Sudan and the budding democracy in Rhodesia – which would have become a full democracy in due time because the vast majority of Black children went to school in the 1950s – was dismantled by Ian Smith’s appartheid government. The association is not perfect, but colonial democracy has turned out to be surprisingly long-lasting

Blanke stemmer i 2022

Folketingsvalget i 2022 blev på flere måder særligt. De traditionelle, store blå partier kollapsede begge, Socialdemokraterne fik et nogenlunde godt valg på trods af at mange ministre personligt fik elendige valg, og regeringsdannelsen ser næsten lige så besværlig ud som den politiske situation kommer til at blive, når regeringen er dannet.

Et særlig forhold må dog fremhæves udover de rent politiske resultater: Folketingsvalget i 2022 bød op en historisk stor andel af vælgerne, der mødte op på et valgsted for at stemme blankt. 47.091 danskere afleverede en stemmeseddel, hvor de ikke stemte på nogen. Det er 1,33 procent af alle de afgivne stemmer, eller næsten lige så mange stemmer som Frie Grønne og Kristendemokraterne fik tilsammen!

Hvor unikt, 2022-valget var, kan ses på nedenstående figur hvor vi plotter andelen af blanke stemmer (sort markører) og valgdeltagelsen siden septembervalget i 1953 (hvide markører). Mellem 1990 og 2019 afgav i gennemsnit 0,63 procent af de danskere der stemte, en blank stemme; mellem 1953 (efter Grundlovsændringen) og 1988 var gennemsnittet 0,37 procent. Ved valget den første november 2022 var andelen af blanke stemmer således mere end det dobbelte af et almindelig valg,og 69 procent højere end den tidligere rekord fra 2015.

Foreløbig kan man kun spekulere på, hvad grunden er til de mange blanke stemmer., men apati er ikke en sandsynlig grund. Valgdeltagelsen – som også kan ses i figuren – er nemlig ikke specielt lav, men på linje med 2019, 2005, og 1994, og langtfra så lav som i 1990. Borgerne har tydeligvis taget tid til at tage ud til valgstederne for aktivt at afgive en blank stemme. Den mest rimelige fortolkning af de ekstremt mange blanke stemmer er således, at de er en protest mod dansk politik som helhed: De indholdsløse karrierepolitikere der går op i politisk spin og spillet i stedet for indhold, de efterhånden mange års reformstilstand, lovbrudene som ingen i Folketinget rigtigt gider at bekymre sig om, og den udbredte borgerlede blandt politikerne. De 47.091 blanke stemmer burde være et ¨wake-up call’ til Danmarks politikere, men bliver det nok næppe med dem vi har stemt ind.