Tag-arkiv: offentlige udgifter

Regeringens 2023-plan – kun udgifter, ingen vækst

Af Christian Bjørnskov, den 27. februar 2026. Skriv et svar

Statsministeren har udskrevet valg ovenpå at regeringen har præsenteret sin såkaldte 2035-plan. Efter at have ført endda meget store budgetoverskud i en længere årrække var en del af os nervøse for, at der var tale om opsparing til et valgår, hvor regeringen ville forsøge at skabe en ‘political business cycle’ og basalt set købe stemmer. 2035-planen – og også fødevarechecken – er præcist det: Køb af forskellige interesser, men som Thomas Bernt Henriksen på Berlingske korrekt påpegede, absolut ingen ny politik.

Planen fordeler udgifter på ialt 75,2 milliarder kroner udover syv hovedområder. Som vi illustrerer i lagkagediagrammet nedenfor, står Forsvaret for den store del: 42,9 milliarder ekstra, som kommer af Danmarks nye internationale forpligtelser. Det er en del, der ikke rigtigt kan diskuteres, men det interessante er, at regeringen ikke forsøger at omprioritere de andre udgifter for at kompensere for de højere forsvarsudgifter.

Resten går til diverse andre poster, med 13 milliarder til det demografiske træk, fem milliarder til ekstra ‘beredskab’ (hvad det end betyder), 4,5 milliarder til havvindmøller, og diverse andre indsatser til klima og pension. Den eneste post, der kan siges at repræsentere en lettelse for borgerne i modsætning til en udgiftsstigning for staten, er planerne for en differentieret moms. Her skal man lægge mærke til to ting. For det første er planerne stadig helt uspecificerede: Bliver der tale om en lavere moms på fødevarer, en lavere moms på ‘sunde’ fødevarer, momsfriholdelse af frugt og grønt, eller en helt fjerde ordning? Det ved vi ikke, og det eneste sikre er, at en næsten enig økonomstand har argumenteret imod differentieret moms. Den giver store bureaukratiske problemer for både stat og virksomheder. Dansk Industri har således vurderet de samlede byrder forbundet med differentieret moms til omkring 2,75 milliarder kroner. Det indebærer, at de seks milliarder ( otte procent af den totale plan) der er afsat til området, netto ikke bliver til meget mere end tre milliarder for borgerne.

2035-planen indebærer med andre ord en stor udvidelse af staten og næsten intet for borgerne. Overordnet udvider den de offentlige udgifter med 5,2 procent – oveni andre planlagte udvidelser – og det sker efter et 2025, hvor de offentlige udgifter brutto steg med 3,5 procent. En så stor stigning i de offentlige udgifter vil, alt andet lige, føre til lavere økonomisk vækst i de kommende år, når det offentlige crowder privat aktivitet ud, beslaglægger en større del af arbejdsstyrken, og presser iværksætteraktiviteten. Og det helt store problem her er, at alt andet netop er lige! Der ligger absolut ingen tiltag i regeringens plan, eller de tre partiers udmeldinger til valget, der kunne påvirke dansk økonomis langsigtede vækst eller produktivitet. Udspillet er basalt set et forsøg på at købe vælgergrupper, mens virkningen er stilstand. Dansk politik et tæt på at have slået sin egen rekord i ligegyldighed overfor borgerne og den økonomiske fremtid.

Forsvarsforligets partier har drukket af natpotten

Af Christian Bjørnskov, den 7. juli 2025. 5 svar

For at være helt præcis, har partierne i Folketinget bag forsvarsforliget drukket af den økonomiske natpotte. Der kan ikke være anden vurdering af deres beslutning, at Forsvarets nye skibe – med undtagelse af de hurtige fregatter, der først besluttes efter tingets sommerferie – skal bygges i Frederikshavn. Formålet med forliget burde være, at Danmark får mest muligt kvalitetsforsvar for pengene. Det gør man ikke med beslutningen. Og før nogen siger, eller skriver i kommentarerne, at forliget jo ‘skaber arbejdspladser’, er den slags argumenter altid simpel evidens for personens økonomiske analfabetisme (eller uærlighed). Her er hvorfor.

Ethvert indkøb, om det er offentligt eller privat, må sigte efter at få så meget for pengene som muligt. Rationelt siger man således efter at opnå den bedste kombination af lav pris og høj kvalitet, givet ens præferencer og rationalet for købet. Ethvert voksent menneske ved, at det kan være svært at ramme helt rigtigt. Det bliver bestemt ikke lettere af, at det drejer sig om komplekse indkøb til Forsvaret, der skal bruges over en lang årrække til en lang række forskellige formål. Princippet er dog det samme: Det er dumt at købe noget, der er for dyrt i forhold til hvad man ellers kunne have fået for pengene.

Og det er her, at Folketingets insisteren på, at de nye flådefartøjer skal bygges i Danmark, kommer til kort. Der er ingen som helst grund til at bygge fartøjerne i Danmark, når de for eksempel kan bygges til lavere pris i Sydkorea, af værfter der allerede har betydelig erfaring og kompetence i netop den type byggeri. Det er med andre ord både dyrere at bygge dem i Frederikshavn, og langt mere risikabelt, ig og med at den manglende kompetence inebærer en meget større sandsynlighed for, at noget går galt eller man ender i uforudsete problemer. Beslutningen forøger blot skatteydernes omkostninger og forøger Forsvarets risiko for, at de alligevel ikke har fartøjer og andet materiel til den aftalte tid – eller nogenlunde tæt på.

Et standardargument i dansk politik er, at det ‘jo skaber arbejdspladser’. Simon Kollerup, Socialdemokratiets forsvarsordfører der er valgt i Frederikshavn – og ikke en af Folketingets hurtigste knallerter på molen – glæder sig for eksempel over, at “der er 500 til 700 nye arbejdspladser” til byen. Det er der bare ikke.

Nok har Frederikshavn Kommune blandt andet lidt under lukningen af Danish Crowns slagteri i Sæby, men sidste år var ledigheden blot fire procent. Uanset om man er villig til at tro på, at de ledige slagteriarbejdere pludseligt kan bruges i regionens værftsindustri, er der ikke reelt ledig arbejdskraft i byen. De 500-700 arbejdspladser skal derfor tages fra andre formål og virksomheder i både Frederikshavn og resten af landet. Argumentet er nonsens og bør aldrig bruges: Politik skaber ikke arbejdspladser, den flytter dem kun!

Et sidste argument, som jeg også har hørt i forbindelse med beslutningen om at bygge flådens nye skibe i Danmark, er at det vil opbygge kapacitet og kompetence. Argumentet lyder ofte både rimeligt og fristende, men er altid tvivlsomt fordi det bryder med et af nationaløkonomis mest grundlæggende principper: Alternativomkostninger. Hvis man bruger ressourcer – menneskelige, finansielle, fysiske osv. – på ét formål, kan man ikke også bruge dem på et andet. Har man brugt melet på at bage kage, kan det ikke også bruges på brød. Så når man politisk binder ressourcer i skibsbygning i Frederikshavn, er der en reel omkostning forbundet med at de ikke kan bruges andre steder på privaste formål. Og man bør notere sig, at de private formål, som ressourcerne kommer fra, alle er ‘markedstestede’ – de er investeret i noget, som folk brugte deres egne penge på med en reel forventning om succes.

Når jeg bruger et udtryk som, at forligspartierne har drukket af natpotten, er det således udtryk for at deres beslutning strider mod helt grundlæggende økonomisk logik. Den strider også mod mindst et århundredes erfaring med politiske projekter, og med påstandene om, at store offentlige udgifter på magisk vis får positive konsekvenser. Der er ingen magi i politik, men masser af basal inkompetence.

Hvorfor vil regeringen ikke af med råderumstallene?

Af Christian Bjørnskov, den 2. september 2024. 1 svar

I denne uge kom det frem i medierne, at regeringen nægter at offentliggøre Finansministeriets beregninger af det såkaldt ‘frie råderum’. Begrebet dækker over ministeriets beregning af, hvor mange midler der kan bruges på nye politiske initiativer frem mod 2030, uden at der er behov for anden ekstra finansiering. Der er således tale om et absolut centralt begreb i diskussioner om beskatning og de offentlig udgifter, og om i hvilken grad regeringen og Folketinget opfører sig økonomisk ansvarlig og finansielet bæredygtigt. Regeringen kender naturligvis til enhver tid ministeriets bedste bud på det frie råderum, men som flere ordførere fra oppositionen understreger, er det ekstremt skævt og udemokratisk, at de nægtes adgang til så vigtig en information i politiske diskussioner. Oppositionen bliver basalt set tvunget til at fægte med en klap for det ene øje.

Manglen på information er ikke blot et alvorligt demokratisk problem, men også på mange måder et brud på dansk tradition for gennemsigtighed. Traditionen blev grundlagt i 1830erne, da Danmarks første demokratisk valg var sket: Valgene i 1834 til de fire stænderforsamlinger i Roskilde, Viborg, Slesvig og Itzehoe (der dog kun omfattede mænd over 35 med en vis ejendom). På det tidspunkt var statens udgifter og indtægter hemmelige, endda for de danskere, der var blevet valgt til de nye og udelukkende rådgivende forsamlinger. Alligevel begyndte de folkevalgte at presse på for at få konkret information om statens regnskab, og ikke mindst statens gæld.

Stænderforsamlingernes pres og kritik betød, at regeringen offentliggjorde et regnskab over de offentlige udgifter i Kollegialtidende den 30. december 1837 (læs her). Fra 1838 var statens budget offentligt tilgængeligt, så alle – stænderforsamlinger som almindelige borgere – kunne læse, hvad den danske stat brugte penge på og hvordan udgifterne blev finansieret, og kritisere det. De kunne dermed – i princippet – også beregne datidens parallel til det, vi idag kalder det frie råderum.

At regeringen forhindrer oppositionen i at have fuld information om, hvordan den umiddelbare fremtid for dansk økonomi og de statslige finansier ser ud, er med andre ord ikke blot et stort demokratisk problem. Det er måske ikke en overraskelse fra en regering, der ikke ligefrem oser af respekt for demokratisk proces, og hvis statsminister helt åbenlyst var ligeglad i 2020. Det er, som vi peger på her, et brud på en over 180-år gammel dansk demokratisk tradition for transparens og klar information om, hvad staten laver. Det er en skændsel.

Mere viden om statens størrelse og økonomisk vækst

Af Christian Bjørnskov, den 20. juli 2023. 2 svar

De fleste politikere og meningsdannere, som jeg har talt med eller læst, har tydeligvis en idé om, at offentligt forbrug og offentlige investeringer bidrager til den økonomiske vækst. Nogle af dem er halvstuderende statskundskabere, der enten kan huske nationalregnskabsidentiteten (hvor det offentlige forbrug indgår), eller har forstået simpel keynesiansk konjunkturpolitik, hvor staten øger forbruget for at imødegå økonomiske nedgange. De er blot ikke kommet videre til de nationaløkonomiske og politologiske forklaringer på, hvorfor det ofte ikke virker sådan, og hvorfor politikere faktisk ikke gør det, Keynes ville have dem til. Andre, der har mindre økonomisk uddannelse, har enten ikke tænkt over det, eller argumenterer tautologisk – hvis det skadede væksten, ville politikerne da ikke gøre det. Men forskningen viser noget meget andet.

Anledningen til dagens post er, at jeg igår deltog i en heldags-workshop med titlen “2023 Vinson Centre Classical Political Economy Conference.” Workshoppen blev afholdt på det lille University of Buckingham lidt nord for London, og havde deltagelse af bl.a. de glimrende kolleger Mark Pennington (King’s College London) og Daniel Klein (George Mason University). Mit bidrag havde titlen “Economic Growth in Liberal Democracies vs. Authoritarian States: (How) Does the Size of Government Matter?” Hele papiret kan læses i konferenceversionen her.

Papiret starter der hvor det meste public choice-forskning: Med indsigten at der er en klar, negativ forbindelse mellem størrelsen på det offentlige og omfanget af offentlig intervention i demokratier. Spørgsmålet, som jeg stiller i papiret er for det første, hvilke specifikke elementer af det offentlige engagement, der skader væksten, og sekundært om det kun gælder i demokratier. Ved at bruge data fra Fraser Instituttets årlige Economic Freedom of the World rapporter, kan man skelne mellem fem separate elementer: Det offentlige forbrug, overførsler og subsidier, offentlige investeringer, skattebyrden og -strukturen, og offentligt ejerskab. Resultaterne kan opsummeres i figuren nedenfor, der illustrerer effekten af et reducere hvert af de fem elementer med ét point på en tipunkts-skala.

Som man kan se, er resultaterne meget klare: Det er overførsler og subsidier, der i højeste grad påvirker væksten i demokratier, mens man kan se en lidt større effekt af beskatning i autokratier. Netop den struktur har vigtige implikationer for en skandinavisk velfærdsstat som Danmark, hvor det offentlige faktisk ikke investerer ret meget (i forhold til andre lande), men er voldsomt engageret i forsøg på at omfordele gennem overførsler og subsidier.

Sagt på en anden måde, er det ikke blot omfanget af den danske velfærdsstat, der påvirker væksten, men i høj grad også måden, den er skruet sammen på. For at illustrere effekterne, peger de på at en reduktion i overførsler og subsidier på ét point (fra 4,5 til 5,5), eller omtrent fra et dansk til et britisk niveau, i gennemsnit medfører 0,3 procentpoint højere økonomisk vækst per år. Hvis man synes, det lyder af lidt, skal man huske, at Danmark i årene op til nedlukningerne havde en trendvækst, der ikke var meget højere end halvanden procent. En relativt moderat reduktion af statens overførsler – Storbritannien er ikke ligefrem en velfærdsørken – vil dermed sandsynligvis øge den årlgie vækst med 20 procent!

Og det efterlader os med en klassisk public choice-problemstilling. Vi har på den ene side en politik, der ikke blot kan løfte væksten ret synligt, men også afhjælpe trykket på de offentlige finanser. På den anden side har vi en situation, hvor det er blevet en del af alle danske regeringers modus operandi at bestikke vælgerne med målrettede overførsler og subsidier. At reducere overførslerne vil være til tydelig gavn for almindelige borgere, men ramme politikeres måde at gøre tingene på, Hvis interesser tror vi, der vægtes højest i den beslutning?

Begreber der skal væk 5: Velfærd

Af Christian Bjørnskov, den 20. august 2022. Skriv et svar

I vores sommerserie er vi kommet til et af de begreber, der ikke blot irriterer mig mest, men også i højest grad har ændret betydning over tid: ‘Velfærd’. Den Danske Ordbog definerer velfærd som “en persons eller gruppes sundhed, lykke og trivsel, især med hensyn til materielle goder og social tryghed.” Problemet er tilføjelsen, og ikke mindst forbindelsen til begrebet ‘social tryghed’.

Ordet kommer oprindeligt fra det nordiske ‘at fare vel’, dvs. at have en god rejse. Oplever man velfærd i denne betydning, har man dermed en god rejse gennem sit liv. Det er således synonymt med velbefindende og har et stort overlap med tilfredshed med ens liv. Der er intet galt med disse begreber, som alle fanger en form for subjektiv, positiv oplevelse af livet.

Problemet med begrebet ‘velfærd’ er den nu normale brug af det som noget, en stor stat leverer. Den politiske brug af ordet velfærd implicerer således en sammenhæng mellem kerneidéen i en socialdemokratisk stat og hvor positivt folk oplever deres liv. Brugen af begrebet indbygger med andre ord en slags postuleret årsagssammenhæng i vores hverdagssprog, som er dybt politisk. I det øjeblik, man overtager denne betydning, er begreber som ‘privat velfærd’ enten nonsens eller udtryk for en særlig ordning af statslige opgaver.

Problemet forværres faktisk af, at forskningen i folks tilfredshed med livet klart viser, at størrelsen på de offentlige udgifter enten slet ikke er forbundet med tilfredshed, eller er negativt forbundet med dem: Velfærdsstaten leverer ikke velfærd, forstået med den oprindelige betydning!

Begrebet ‘velfærd’ bør derfor forsvinde fra vores sprog, fordi den moderne brug af det narrer folk til at tro, at den såkaldte velfærdsstat leverer velbefindende (et meget bedre udtryk) – hvordan kan det være anderledes, når sproget nærmest definerer det. Hvordan det er kommet så vidt, at et ord som snart sagt alle bruger, har fået en så udpræget politiseret betydning, er et andet spørgsmål. Vores råd er klart: Hold op med at sige velfærd.

Kompensationshypotesen skal vendes på hovedet

Af Christian Bjørnskov, den 19. november 2020. Skriv et svar

I mange år har forskere og meningsdannere argumenteret med det, der kaldes ’kompensationshypotesen’: At der findes en sammenhæng mellem en større grad af globalisering og international handel og størrelsen på den offentlige sektor og det offentlige forbrug. Hypotesens grundidé er, at øget globalisering fører til øget økonomisk volatilitet og usikkerhed, og vælgerne derfor efterspørger en større grad af omfordeling og offentlig forsikring. I politisk debat bruges hypotesen således til at argumentere for, at lande der er åbne for international handel bliver nødt til at have relativt store velfærdsstater for at vælgerne accepterer åbenheden. De seneste år har spørgsmålet virkelig trængt sig på, om kompensationshypotesen er korrekt.

Den glimrende Andreas Bergh (Lund Universitet og IFN) har en artikel på vej i Scandinavian Political Studies hvor han netop stiller spørgsmålet, og udfordrer standardfortolkningen. I ”The Compensation Hypothesis Revisited and Reversed” gennemgår Andreas evidensen for kompensationshypotesen og finder, at den faktisk er forbløffende svag. Mens der ser ud til at være en vis støtte til, at der findes en empirisk sammenhæng mellem offentligt forbrug og åbenhed, er det slet ikke tydeligt, at der er en kausal virkning af handel på det offentlige forbrug. Sammenhængen er da heller ikke videre klar i figuren nedenfor, mens sammenhængen mellem handel og økonomisk volatilitet – illustreret i den anden figur – heller ikke er der. Om noget gør mere handel landes økonomiske struktur mere diversificeret, så deres økonomier er mindre volatile.

Pointen i den tankevækkende artikel er, at en anden forklaring passer bedre på den evidens, der findes: Lande med store offentlige sektorer og stort offentligt forbrug bliver mere globaliserede og åbne, fordi det er den eneste måde man kan undgå de værste økonomiske konsekvenser af udgifterne. Et stort offentligt forbrug og en stor offentlig sektor skubber det private forbrug og den private sektor ud, og efterlader dermed borgerne med færre valgmuligheder og mindre indkomst. Større åbenhed trækker den anden vej ved at give flere valgmuligheder og indkomst. Den internationale konkurrence presser også det private erhvervsliv til at blive mere produktivt, hvilket er nødvendigt hvis man fortsat vil kunne finansiere en stor offentlig sektor.

Andreas peger således på, at man sandsynligvis har fejltolket kompensationshypotesen, der ikke passer på virkeligheden. Store velfærdsstater er tvungne til at være åbne økonomier, medmindre de vil acceptere at falde økonomisk bagud og få problemer med offentlig gæld. Åbenheden er ikke et resultat af hvad borgerne vil, men er en del af statens forsvar af en stor offentlig sektor.

Indlysende forhold og bivirkninger 9: Større statslige indtægter giver ikke mere individuel velfærd

Af Christian Bjørnskov, den 9. august 2020. 2 svar

I årets sommerserie er vi kommet til en meget basal sammenhæng, som egentlig burde være indlysende, men ikke er det for mange mennesker: Når staten opkræver skatter og afgifter, er det omfordeling fra forbrug på privat besluttede formål til forbrug på politisk besluttede formål. Der er derfor ingen grund til at tro, at denne omfordeling vil føre til større individuel velfærd, men faktisk det stik modsatte.

I forbindelse med vores sommerserieindlæg om grænsehandel indvendte flere læsere for eksempel, at grænsehandlen indebærer et indtægtstab for staten. Ulrik Jeppesen skrev således, at ”Køber Liss derfor fx 130 flasker vin i Tyskland til en pris svarende til dkr 70,-, altså dkr 9.100 i alt, har den danske statskasse mistet – i meget runde tal – ca. dkr 3.300,- i form af punktafgift samt moms (også af punktafgiften). Penge der under ingen omstændigheder kommer igen.” Ulrik og mange andre læsere regner således et tab af statslige indtægter som et samfundsøkonomisk tab. Det er en fejltagelse.

For at se det, må man se på to forskellige margener hos to forskellige aktører: Borgerne og staten. Borgerne bruger deres første indtægter på nødvendigheder, og spreder derefter deres resterende indtægter udover en lang række andre formål, der alle bidrager til deres individuelle velfærd. Disse formål kan være meget forskellige – mit personlige forbrug på ost er således nul, mens mit forbrug på teater (under normale omstændigheder) er noget større end gennemsnittets. Ekstra indtægter bliver ikke spredt jævnt ud over forskellige formål som møg på en mark, men finansierer marginale formål. Får jeg en indtægtsfremgang, vil en ganske stor del af den ekstra indtægt således blive brugt på en form for oplevelser – teater, koncerter osv. mens jeg næppe bruger flere penge på transport eller kartofler. For andre mennesker med andre præferencer kunne en lignende ekstraindtægt muligvis blive brugt på et sæt nye fælge til bilen, eller ekstra rengørings- og havehjælp. Pointen er, at vi på marginen omhyggeligt bruger vores ekstra indtægter på ting, der fremmer vores helt individuelle velfærd.

Omfordeler man fra private til staten vil man således få et umiddelbart velfærdstab som følge af mindre forbrug på alle disse mange, individ-specifikke formål. For at øgede statslige indtægter skal føre til gevinster for samfundet som helhed, må alle de individuelle velfærdstab derfor mere end opvejes af gevinster ved en eller anden form for offentligt leveret ydelse eller service. Og der er her, kæden hopper af for argumentet.

Hvad staten bruger midler på, er politisk bestemt og derfor ikke nødvendigvis forbundet med nogen form for individuel velfærdsovervejelse. 70 års forskning i public choice og politisk økonomi – eller et køligt blik på Folketingets almindelige dispositioner – afslører, at udgifter ofte er bestemt af særinteresser og stemmehensyn. De fleste politikere har således stærke incitamenter til at smide flere midler efter problemer, der slet ikke har noget at gøre med mangel på ressourcer, da det signalerer ’handlekraft’ og køber stemmer hos dem, der f.eks. arbejder i den offentlige sektor (der får flere midler). De samlede erfaringer fra forskningen peger således på, at de direkte velfærdsimplikationer af øget offentligt forbrug sandsynligvis er nul, mens de afledte effekter når borgerne betaler øgede skatter og afgifter og derfor sænker deres forbrug er klart negative.

Et argument om, at der kan være problemer forbundet med f.eks. grænsehandel eller anden aktivitet falder således på, at der ligger en implicit antagelse i det om at staten bruger de ekstra indtægter på fornuftige formål. Det er der ikke noget, der tyder på at den gør og når man ser på de politiske aktørers incitamenter, er der heller ikke nogen videre tilskyndelse til at de skulle gøre det. Som Willa Cather formulerede det, er en del af problemet at folk med ”zeal to reconstruct and improve human society seem to lose touch with human beings and with the individual needs and desires which make people what they are” (hattip: Don Boudreaux). Selv hvis politikere generelt var interesserede i borgernes velfærd – hvilket der for mit vedkommende ikke er noget, der tyder på – rammer de således som oftest rædselsfuldt forkert. Større statslige indtægter giver typisk mindre individuel velfærd.

Rød bloks angreb på ministeriernes regnemaskine

Af Otto Brøns-Petersen, den 17. maj 2018. 4 svar

Der er diskussion af de økonomiske ministeriers regnemodeller. Det er fint og relevant. Men det er dybt beskæmmende at ville gøre det til et politisk spørgsmål, hvordan der skal regnes, sådan som en række politikere fra ”rød blok” varmer op til (se bl.a. her og her).

En række af de påstande, som fremføres, er ganske enkelt ikke korrekte.

For det første anfægtes det, at der er et robust empirisk grundlag for, at skatter påvirker adfærden. Det er rigtigt, at den undersøgelse, som regnemetoderne bygger på, er gammel og metodisk lader en del tilbage at ønske. Men realiteten er, at der er kommet en lang række nye analyser til gennem en årrække – både på danske data og i udlandet. De tyder på, at ministeriernes beregning ligger for lavt, snarere end for højt. Jeg har gennemgået litteraturen her.

For det andet anføres det, at der ikke er nogen sikkerhed for, at øget arbejdsudbud ved en lettelse af marginalskatten fører til, at den også kommer i beskæftigelse. Jo, det er der ganske god dokumentation for, se bl.a. her.

For det tredje kritiseres det, at der ikke beregnes adfærdseffekter af offentlige udgifter, svarende til beregningerne på skattesiden. Det er nu ikke sådan, at der slet ikke beregnes adfærdseffekter på udgiftssiden. F.eks. indgår effekter af ændringer af overførselsindkomsterne, således som da S-R-SF-regeringen i 2012 sænkede reguleringen af overførslerne. Der indregnes også større udgifter til overførselsindkomster og offentlige lønninger af at sænke selskabsskatten (fordi lavere selskabsskat øger produktiviteten og dermed lønningerne i den private sektor, hvorefter de offentlige lønninger og overførsler også stiger). Men det er korrekt, at der for en række udgifter ikke regnes med nogen adfærdseffekt. Og det bør der selvsagt, når der er et grundlag at gøre det på.

For det fjerde antages det vedholdende, at adfærdseffekten ved offentlige udgifter er positiv – altså leder til flere offentlige indtægter gennem større arbejdsudbud etc. Men ikke alene er der i de fleste tilfælde ikke viden om effektens størrelse; man kender heller ikke fortegnet. Det mest oplagte (og hele tiden anvendte) eksempel på en positiv effekt er børnepasning, som vismændene ganske rigtigt fandt en ganske lille positiv effekt af. Udgifterne til kultur og fritid trækker imidlertid formentlig i den anden retning. Det samme gør indkomsteffekten af de offentlige ydelser. Og det offentlige forbrug har en fordelingseffekt, som reducerer arbejdsudbuddet. Jeg har gennemgået effekterne bl.a. på en høring i Finansudvalget. Det er også beskrevet i arbejdspapiret ovenfor om den empiriske litteratur om adfærdseffekter af skatter.

For det femte synes det at være opfattelsen, at blot der er eventuel positiv effekt af en offentlig udgift, så er den også berettiget. Det er bare ikke tilfældet. Pointen er, at den marginale positive effekt skal være større end den negative effekt af at opkræve en krone mere i skat. Den marginale positive effekt vil generelt være faldende med udgiftens størrelse. Økonomisk litteratur har forsøgt at beregne, hvor det udgiftsniveau ligger, hvor forvridningstabet overhaler de positive effekter (som også inkluderer andet end afledte virkninger på de offentlige indtægter i øvrigt). Resultaterne er gennemgået her (se især side 7). Niveauet ligger gennemgående under det halve af den faktiske offentlige sektors størrelse i Danmark. Vi er altså langt forbi det punkt, hvor gevinsterne overstiger omkostningerne.

Det er altså ikke nok at påpege, at der kan være positive effekter af offentlige udgifter. Og gad vide hvad Enhedslisten ville sige til, at regeringen kom og hævdede, at det var gratis at indkøbe nye kampfly til forsvaret med henvisning til, at forsvaret har en positiv effekt på de offentlige indtægter (uden forsvar risikerer man i sidste ende at aflevere alle skatteindtægterne til en fremmed magt). Pointen er, at man må se på de marginale effekter – altså af at anskaffe det sidste fly, ikke af hele forsvaret. Det regnestykke kan sagtens være negativt, selv om forsvaret som sådant har en positiv effekt på de offentlige finanser.

Endelig undrer det mig, at især Enhedslisten ikke insisterer på, at ministrene ifølge ministeransvarsloven har pligt til at give korrekte og fyldestgørende oplysninger til Folketinget. Det sker bl.a. ved, at embedsmænd skriver under på de oplysninger, der fremsendes. Hvis man gør regnemetoder til et politisk spørgsmål, så giver man jo også regeringen betydelig mere frihed til at manipulere med Tinget. Det kan et oppositionsparti ikke have nogen langsigtet interesse i.

Det er for så vidt fint nok, at nogle af de nævnte politikere i ”rød blok” vil indføre et ”forsigtighedsprincip” om at overfinansiere skattereformer. Men det kan Folketinget jo selv indføre. Det behøver det ikke dybest set ukorrekte eller mangelfulde oplysninger fra regeringen for at kunne gøre.

Desværre er der en vis tendens i øjeblikket til, at Folketinget gerne vil blande sig i administrationen frem for at lovgive. Det præger – sammen med en postmoderne opfattelse af, at ”alting er bare et synspunkt” – også diskussionen om regnemodeller.

Kontrære idéer #2: Mindre velfærd betyder mere velfærd

Af Christian Bjørnskov, den 26. september 2016. 1 svar

Det må være et af de største retoriske kup i nyere tid: At ordet ’velfærd’ ikke længere betyder at et individ eller en familie trives, vurderet i overensstemmelse med deres egne mål og formål, men at det nu for de fleste danskere betyder, i hvor høj grad de har adgang til skatteyderbetalte, offentlige ydelser. I den politiske newspeak betyder øget velfærd derfor fuldstændigt det samme som øgede offentlige udgifter.

Spørgsmålet, man må stille sig selv er, hvornår større offentlige udgifter fører til større individuel velfærd – forstået på den oprindelige måde som større velbefindende. Svaret er, at der er fire forhold, der logisk må være opfyldt, for at det offentlige på marginen bidrager positivt til det enkelte individs velfærd: 1) Der må være forhold, som enkeltindivider er interesserede i, men som de ikke kan bibringe privat, eller ikke kan bibringe tilstrækkeligt effektivt; 2) Borgernes præferencer må være meget ens; 3) Politik virker på en måde, så politikere har tilstrækkeligt stærke incitamenter til at indrette politikken udelukkende efter borgernes præferencer; og 4) Politikerne må have næsten fuld information om hvad borgerne faktisk ønsker i deres private liv.

Den første betingelse giver næsten sig selv, men er forbundet med et økonomer kalder ’positive eksternaliteter’. Et solidt retsvæsen bidrager positivt til alle ikke-kriminelle elementer i samfundet, ligesom nationalt forsvar og enkelte andre kerneydelser. Det er ganske svært og meget dyrt at sørge for forsvar og retslig beskyttelse som enkeltindivid, og langt de fleste fra socialdemokrater og moderne socialister til ærkeliberalister ser derfor disse opgaver for næsten naturligt offentlige. Omvendt er det ingen eksternaliteter forbundet med f.eks. cafédrift, og dermed absolut ingen grund til at det gøres til en offentlig opgave.

Betingelse 1) er nødvendig, men langt fra tilstrækkelig. Den anden betingelse er et stort problem for enhver offentlig sektor, og i særdeleshed en såkaldt velfærdsstat. Staten leverer én ydelse i én kvalitet, hvilket ikke er et problem, hvis borgerne er så ens at de har samme præferencer og samme behov. I jo højere grad de er forskellige, har forskellige behov og forskellige ønsker til servicen, jo flere borgere kommer til at opleve service, der enten er under deres foretrukne standarder – de var villige til at betale mere for bedre service – eller for dyr for deres behov. Mens et frit, privat marked kunne have leveret differentieret service, kan det offentlige ikke gøre det.

De helt store problemer dukker op i de to sidste betingelser, som basalt siger at for at offentlige udgifter kan bidrage positivt til individers velfærd, må politikerne der beslutter omfanget og strukturen af udgifterne var både uegennyttige og alvidende. Hvornår har politikere sidst uegennyttigt gennemført noget, der ikke primært var drevet af enten deres egne ønsker om genvalg, eller deres såkaldte ’bagland’ – dvs. de særinteresser, som de er sammenflettet med og støttet af? Og – må man spørge – hvordan kan de vide ret meget om danskernes meget forskellige præferencer og behov, når mange danskere ikke engang selv har fuldstændige præferencer – de har jo ofte ikke oplevet alternative løsninger? I praksis, i modsætning til den mainstream nationaløkonomi, er desværre ofte undervises i på universiteternes første år, bar politikerne oftest hverken viden om almindelige borgeres præferencer eller incitament til at tilegne sig den eller overhovedet at tage hensyn til præferencerne.

Når der besluttes at hæve de offentlige udgifter – uanset om det så sælges om ’mere velfærd’ – er udgifterne derfor ikke på nogen systematisk måde rettet mod at opfylde nogen form for behov, som almindelige mennesker ikke kan få dækket af markeder eller gennem andre private ordninger. Det er dog altid dem, der betaler for de øgede udgifter. Ser man realistisk på det, betyder mere såkaldt ’velfærd’ således logisk, at det enkelte individ taber faktisk velfærd i form af det, hun selv kunne have købt for midlerne, eller den tid hun kunne have brugt på andre formål, hvis hun ikke skulle tjene de ekstra penge til staten.

Realistisk set er det teoretiske billede derfor klart, når man undgår at lave aldeles romantiske antagelser om politiske incitamenter, viden eller adfærd. Man kan naturligvis spørge, hvordan det empiriske billede ser ud. Jeg var selv for nogle år siden – som et af de første projekter efter at være blevet PhD – involveret i arbejde om emnet sammen med Axel Dreher og Justina Fischer. Artiklen, der blev publiceret i Public Choice, viste at der på landeniveau er en stærk, negativ sammenhæng mellem det offentlige nettoforbrug og folks selverklærede tilfredshed med livet. Flere senere studier har peget på det samme med anderledes metodiske vinkler, og ikke Bodo Knoll og Hans Pitlik viste i år i Empirica, at en større offentlig sektor sænker tilfredsheden for alle, men i særlig grad for de relativt rige – dvs. dem, der effektivt finansierer forbruget.

Bundlinjen er, at mere såkaldt velfærd som oftest betyder mindre faktisk velfærd for de fleste borgere. De eneste vindere er de politikere, der på kort sigt køber stemmer til genvalg.

Er der en optimal offentlig størrelse?

Af Christian Bjørnskov, den 3. juni 2013. 1 svar

Det er spørgsmålet i en ny artikel, der publiceres i European Journal of Political Economy (gated her). De to forfattere, François Facchini og Mickaël Melki, skriver sig ind i den boomende litteratur om historisk politisk økonomi ved at bruge data fra Frankrig fra mellem 1896 og 2008.

Hovedargumentet er et gammelt dilemma: Det offentlige leverer sikkerhed i form af forsvar og et retsvæsen, og typisk også nogle centrale goder som basal uddannelse og infrastruktur, men også meget mere end det. Fra nul vil en forøgelse typisk betyde gavnlige offentlige goder, men udover et vist punkt er der ingen vækst-fremmende aktiviteter og det offentliges størrelse begynder at skubbe privat aktivitet ud (crowding out), skabe rent-seeking og underminere produktive incitamenter. Hvor er punktet, hvor det begynder at gå ned ad bakke?

Facchini og Melki finder at før anden verdenskrig var relationen simpel: 1 % ekstra skatter betød 0,25 % mindre vækst. Efter anden verdenskrig får man en sammenhæng, der ligner et omvendt U. Men mens man i amerikanske data typisk finder et optimum omkring 20 %, er det franske optimum ifølge de to forfattere cirka 30 %. På trods af det højere optimum, har størrelsen af den offentlige sektor i Frankrig alligevel været konsistent større siden 1950erne, og den er for tiden næsten 50 %.

Hvorfor vælger politikere helt konsistent en for stor offentlig sektor? Svaret er indlysende for enhver der kender lidt til public choice, men ny empiri peger nu mere klart på de negative konsekvenser. For de interesserede er abstractet her:

The benefits and costs of government suggest an efficient government size. We investigate efficient government size by analyzing the relation between public spending and real GDP for France in the period 1896–2008. The results show a co-integration nonlinear relationship. Our time-series data on France represents one of the longest periods studied in literature. Our empirical findings suggest that efficient government size measured by public spending was reached when public spending was around 30% of GDP. Conclusions point to particularities of countries that suggest efficient government size is specific to different countries.

Manden, der oursourcede (hele!) kommunen

Af Nikolaj Stenberg, den 1. juni 2013. 1 svar

Oliver PorterKan man forestille sig et en kommune, hvor næsten enhver offentlig service leveres af private på OPP-kontrakt? Sagtens. Man kan bare kigge på Sandy Springs i USA-staten Georgia. Dér har Oliver Porter, der er ingeniør, som konsulent etableret det, han selv kalder Sandy Springs-modellen:

The Sandy Springs model is a public-private partnership (PPP) in which the city contracts with private industry for all of its basic services other than public safety—that is, police, fire, and courts. The model has been an outstanding success, both financially and in response to citizens’ service needs, over the seven years since the city’s incorporation. Financially: The city has not increased tax rates at all; has paid for a major capital improvement program from savings in the operating budget; has built a $35 million reserve fund despite a recession; and has no long-term liabilities—that is, no loans, no bonds, and of most importance, no unfunded liabilities for pensions and other benefits.

The Freeman har talt med Porter og interviewet kan læses her.

Husker man på, at de danske brandværn mange steder er enten frivillige eller privat drevne, at politiet (på visse punkter desværre) er en statsligt og domstolene ligeledes nationale, så er der i Sandy Springs-modellen nogle oplagte muligheder; forudsat at Folketinget sikrede kommunerne en behørig frihed til at indrette sig selv. Hvem ville ikke gerne have, at de danske kommuneskatter var lavere – og forblev lave; at kommunerne i realiteten var gældsfri og at servicen var, som den skulle være.

Porter blev interviewet af Reason TV for et par år siden. Her er videoen:

[sz-youtube url=”http://www.youtube.com/watch?v=f8qFvo2qJOU” /]

Offentligt ansatte, 1970-2012

Af Christian Bjørnskov, den 22. juni 2012. 10 svar

BT bragte onsdag en historie om, at finansminister Bjarne Corydon som svar på et spørgsmål fra Ole Birk Olesen (LA), har dokumenteret den ekstreme vækst i antallet af offentligt ansatte siden 1970. Dengang var antallet 382.000, i dag er det 835.000. For at læserne kan få et indtryk af udvikling, er nedenfor et plot over antallet af ansatte i den offentlige sektor siden 1970. Figuren viser offentlig ansættelse som procent af befolkningen i den arbejdsdygtige alder. Spørgsmålet er, om de faktisk producerer 2,2 gange så meget værdi som i 1970?

Hvor borgerligt-liberale har VK været?

Af Christian Bjørnskov, den 1. august 2011. 24 svar

Det næste folketingsvalg nærmer sig, og alt tyder på, at det betyder et regeringsskifte. En del borgerlige kommentatorer er derfor allerede nu startet på den pinefulde øvelse, det er at evaluere VK-regeringens ti år. Helt særligt stiller man spørgsmålene, hvad vi fik ud af de ti år, og hvor borgerligt-liberal, regeringen egentlig var.

Spørger man V eller K, får man naturligvis svaret, at de har været så borgerlige som det var muligt, og at selve det at de holdt fast i taburetterne i ti år var en succes. Men at blive ved magten med den måske mest inkompetente opposition i mands minde er næppe en anbefaling i sig selv. VK-regeringen må nødvendigvis bedømmes på dens præstationer ved magten.

Og her er de vigtigste så i én figur. Alt er indekseret til 1 i 2000, så alle kurver er relative til tidspunktet umiddelbart før VK overtog. Figuren dokumenterer tydeligt problemet med at evaluere VK-regeringen som borgerlig: De offentlige udgifter er konsekvent, hele vejen gennem de ti år, løbet fra BNP (den tykke, sorte linje).

Med andre ord er det offentliges rolle i økonomien vokset støt gennem ti år til et niveau, der i 2009 var større end da Anker Jørgensen opgav at lede landet. Blandt Danmarks Statistiks kategorier må man bemærke, at ”Generelle offentlige tjenester” voksede 2,9 % hurtigere end BNP, sundhedsudgifterne voksede 2,5 % hurtigere, og ”Social beskyttelse” – DS-eufemismen for offentlige overførsler – voksede 2,1 % hurtigere end BNP. Hvordan det kan være borgerlig kernepolitik, at man lader overførselsudgifterne vokse to procent hurtigere end BNP i en periode, hvor den officielle arbejdsløshed faldt til historisk lave niveauer, kræver det vist mere end en storsvedende Claus Hjort Frederiksen at forklare.

Er den offentlige sektors størrelse et vækstproblem?

Af Christian Bjørnskov, den 6. juli 2011. 1 svar

I Danmark diskuterer man de næste års vækst i disse uger, og diskuterer den ret heftigt. Ikke mindst oppositionen argumenterer for en ’vækstplan’, der ikke blot vil øge et offentliges rolle i økonomien, men også øge den offentlige sektors størrelse. Vi har flere gange skrevet om det her på stedet, men (med et hattip til Niclas Berggren), er her abstractet fra en ny artikel. Andreas Bergh og Magnus Henrekson giver i ”Government Size and Growth: A Survey and Interpretation of the Evidence”, som trykkes i Journal of Economic Surveys, en oversight med fortolkning over, hvad vi ved:

The literature on the relationship between the size of government and economic growth is full of seemingly contradictory findings. This conflict is largely explained by variations in definitions and the countries studied. An alternative approach – of limiting the focus to studies of the relationship in rich countries, measuring government size as total taxes or total expenditure relative to GDP and relying on panel data estimations with variation over time – reveals a more consistent picture. The most recent studies find a significant negative correlation: an increase in government size by 10 percentage points is associated with a 0.5% to 1% lower annual growth rate. We discuss efforts to make sense of this correlation, and note several pitfalls involved in giving it a causal interpretation. Against this background, we discuss two explanations of why several countries with high taxes seem able to enjoy above average growth. One hypothesis is that countries with higher social trust levels are able to develop larger government sectors without harming the economy. Another explanation is that countries with large governments compensate for high taxes and spending by implementing market-friendly policies in other areas. Both explanations are supported by ongoing research.

Er der ikke en behjertet sjæl derude, der kunne stoppe det budskab ned i halsen på et par politikere?

Bestikkelsesstaten

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 10. maj 2007. 10 svar

Hermed lidt genbrug af min faste klumme fra Berlingske Tidende–i dette tilfælde fra i lørdags:

Kommentar: Bestikkelsesstaten

Af Peter Kurrild-Klitgaard

En velkendt vending er, at »vi kan jo ikke leve af at klippe hinandens hår«. Den bruges ofte som et argument for, at i sidste ende bliver borgerne i et samfund kun rigere, hvis de foretager en egentlig værdiskabelse, snarere end at man blot bytter sammenlignelige tjenesteydelser med hinanden.

Selv i en verden, hvor traditionel fremstillingsvirksomhed gradvist er blevet erstattet af vidensbaserede tjenesteydelser, er der noget intuitivt sandt i udtrykket – og så kan det alligevel synes som om, at det er noget helt andet, der præger vores moderne velfærdsstat.

Så tænk i stedet lidt over denne metafor: Lad os antage, at vi sætter ti mennesker ned i en rundkreds. En 11. person går derefter rundt og indsamler fem kroner fra hver. For hver gang han er nået turen rundt, har han så en formue på 50 kroner – af dem tager han selv de ti kroner og smider resten vilkårligt i skødet på en af de ti andre. Den heldige vinder føler sig gevaldigt heldig. De ni, der sidder i rundkredsen og intet får, synes måske, de har tabt lidt, men tænker: »Visse vasse – det var jo kun lidt håndører, og vi får måske puljen næste gang«. For hver gang spillet kører en gang mere, er der en del, der taber lidt, én enkelt, der får en del – og så én, der skummer fløden. Men i det lange løb bliver alle andre end ham, der fordeler pengene, fattigere.

Hvis det lyder som et uattraktivt spil, som ikke kan få mange tilhængere, så er det dog alligevel nok en proces, der på mange punkter ikke er så langt fra, hvad en stor del af den danske velfærdsstat anno 2007 i virkeligheden handler om fra først til sidst. En meget stor del af de ressourcer, der år efter år indkræves som skatter, bliver efterfølgende udbetalt til de selv samme betalere igen, i form af serviceydelser og overførselindkomster. Netop dét, vil mange mene, er indbegrebet af velfærdsstatens eksistensberettigelse: Alle betaler, og alle får noget. Det gør naturligvis, at stadigt større dele af befolkningen med tiden kommer til at synes godt om systemet: Har man selv betalt meget, vil man også gerne have meget igen, når chancen byder sig. Det er det, som selv en socialdemokrat som Mogens Lykketoft har anerkendt som »bestikkelses«-elementet i velfærdsstatens måde at fungere på: Hvis man som venstreorienteret gerne vil have flest mulige til at støtte en stadigt større socialisering af samfundet, gælder det bare om at give så mange som muligt en kontant, personlig interesse i at støtte denne proces i almindelighed. Man skal gøre dem alle afhængige – også dem, der reelt kunne klare sig selv.

Pointen er imidlertid – ligesom i metaforen – at mange af deltagerne i det danske velfærdslotteri i længden ikke selv får noget ud af det system, som de er med til at finansiere. De ville være lige så godt stillet, hvis de som udgangspunkt fik lov til at beholde en lidt større del af deres indkomst – og så til gengæld fik ansvaret for at finansiere de udgifter, de selv har brug for. Hvorfor skal et ægtepar, hvor f.eks. manden er professor og kvinden advokat, og som derfor næppe hører til landets trængende, alligevel både betale høje skatter og så samtidigt modtage børnecheck, subsidieret børnepasning og skolegang til deres børn og en dag også folkepension?

At der ikke er tale om et helt trivielt spørgsmål fremgår af studier foretaget af de to økonomer Vito Tanzi fra den Internationale Valutafond og Ludger Schuknecht fra den Europæiske Centralbank. Tager man tal fra midten af 1990erne for et dusin OECD-lande lå de offentlige udgifter som andel af bruttonationalproduktet på nøjagtigt 50 pct., spændende fra f.eks. 32,9 pct. (USA) til 68,3 pct. (Sverige). Men Tanzi og Schuknecht har vist, at en ekstremt stor del af de offentlige udgifter i virkeligheden bliver betalt af skatteydere, som efterfølgende får penge retur i form af overførsler m.v. For den samme gruppe lande andrager dette beløb i gennemsnit 31,8 pct. af BNP. For Danmarks vedkommende var udgiftstrykket 59,3 pct., mens den del, der indbetales og tilbagebetales, var 31,3 pct. Tanzi og Schuknecht argumenterer således, at man i Danmark reelt ville kunne halvere de offentlige udgifters omfang – sænke dem til 28 pct. af BNP – uden at det i virkeligheden betyder andet end, at folk får lov til at slippe for at betale de skatter, som de alligevel efterfølgende får tilbage i form af overførsler.

At det forholder sig sådan, burde få de fleste rationelle mennesker til at spørge sig selv, om der er noget ravruskende galt med den måde, man har indrettet samfundet på. Så er spørgsmålet bare, hvad ham, der går og samler pengene ind, og som bestemmer, hvem der skal være så heldig at få puljen smidt i skødet, synes?

Ugens citat: Venstre-borgmester om finanspolitiske principper

Af Redaktionen, den 1. juli 2006. Skriv et svar

Det er i visse kredse velkendt, at der ikke kun findes to fraktioner indenfor partiet Venstre–“højskole-Venstre” og “handelshøjskole-Venstre”–men at der tillige findes (mindst) en tredje, nemlig “kommunal-Venstre”.  Sidstnævnte er karakteriseret ved (næsten) aldrig at have set en kommunal udgift, man ikke synes så godt om, at man ikke gerne vil øge den, og ved i stort set enhver henseende at være umulig at skelne fra kommunal-Socialdemokraterne (samme holdninger, samme visioner, samme argumenter, samme frisurer, samme tøj …).

Men, men, men … I den forgangne uges Berlingske Tidende kunne man konstatere, at det ikke er hele sandheden.  Der er faktisk endnu principfaste og visionære mennesker, der som repræsentanter for Danmarks Liberale Parti pynter sig med de ansvarstunge gyldne kæder.  Tag nu f.eks. borgmester Bjørn Dahl, Roskilde, der havde dette at sige til debatten om velfærds- og skattereformer:

“Står man med fem mia. kr., og Bendt Bendtsen siger skattelettelser for alle, og Helle Thorning-Schmidt siger velfærd for alle, så kan jeg hurtig forlige dem: 2,5 mia. kr. til begge dele.”

Er det ikke dejligt at vide, at der er nogen, der virkeligt forstår, hvordan der skal træffes velovervejede beslutninger?