Tag-arkiv: samfundsforskning

Frihed og protester

Jeg er pt. på vej hjem fra den årlige konference i APEE – min første rigtige konference i over to år – som jeg har nydt i fulde drag. Mens turen ud var dybt frustrerende (BA aflyste et fly og parkerede mig i London hele weekenden), var det en fornøjelse at komme ud igen, interagere med kolleger, og se hvad de og nogle af deres studerende har bedrevet af ny forskning.

Pudsigt nok var en af de bedste præsentationer jeg så i løbet af mandag og tirsdag fra en ung forsker. Kerianne Lawson fra North Dakota State University fortsætter noget af sin forskning i sin fars spor – hun er Robert og Tracy Lawsons datter og har dermed noget at bevise – ved at se på ‘blødere’ konsekvenser af økonomisk frihed. I “Free to Protest or Protesting for Freedom? Understanding the relationship between Institutions and the Prevalence of Protest” ser Keri netop på sammenhængen mellem, hvor økonomisk frit et samfund er, og i hvor høj grad samfundet er udsat for protester som demonstrationer, strejker, optøjer osv.

Spørgsmålet er meget interessant, da man ofte hører at almindelige borgere ikke kan lide ‘neoliberal’ politik, og derfor endda går på gaden mod det. Det venstrefløjen omtaler som neoliberal politik er netop politik, der øger den økonomiske frihed ved at reducere det offentliges rolle i samfundet, styrke privat ejendomsret og retsvæsenet, åbne økonomien og deregulere. Stoler man på helt klassiske venstrefløjsargumenter, må man derfor regne med, at se flere og voldsommere protester, jo mere økonomisk frit samfundet bliver.

Keris omhyggelige resultater baserer sig på data fra mange år i over 100 samfund på tværs af verden. Hun afviser blankt den populære politiske fortælling, da hendes resultater meget klart viser, at jo mere økonomisk frit et samfund bliver, jo færre protester oplever man. Det gælder i særlig grad, når hun fokuserer på den komponent, der måler kvaliteten af retsvæsenet: Folk protesterer simpelthen mere, jo dårligere deres ejendom beskyttes, jo mere korruption der er, og jo mere vilkårligt retsvæsenet er. Umiddelbart finder hun også, at der er flere protester, jo større den offentlige sektor bliver.

Det hele er måske ikke så overraskende for Punditokraternes læsere. Økonomisk frihed skaber flere muligheder, større velstand, og ofte også større tilfredshed med livet. Det demonstrerer folk meget sjældent imod, ligesom de heller ikke demonstrerer mod at blive friere, men derimod det modsatte. Men der er stor værdi i at få det demonstreret omhyggeligt og overbevisende, og for en forskernørd som mig er det særligt rart at se, at unge forskere interesserer sig så kompetent for emnet.

Vækst er vigtig

Der tales meget om mange emner i dansk politik, men faktisk ikke ret meget om langsigtet økonomisk vækst. Hvis man skulle være i tvivl og mene, at vækst da diskuteres jævnligt, så bør man spørge sig selv, hvad diskussionen faktisk er. Svaret er, at den i langt de fleste tilfælde handler om kortsigtet vækst, som man mener er nødvendig for at Folketinget kan få flere skatteindtægter og dermed bibeholde eller forøge en af verdens største offentlige sektorer. Den langsigtede tales der derimod ikke ret meget om, og der findes deciderede ‘de-growth’ og nulvækst-bevægelser, der ser økonomisk udvikling i relativt velstående lande som et problem.

Det gælder dog ikke Tyler Cowen, professor i nationaløkonomi på George Mason University udenfor Washington, der mener at der er alt for lidt fokus på økonomisk vækst. Cowen, der ved siden af at være professor også er en af de to ophavsmænd til den fremragende blog Marginal Revolution og en af de mest markante stemmer i debatten – magasinet Foreign Policy placerede ham i 2011 på deres liste over Top 100 Global Thinkers – besøgte i mandags Cepos i København. Han var sammen med den nuværende overvismand, professor Carl-Johan Dalgaard, hovedtaler ved et seminar om netop vækst. Hans oplæg om emnet “Bør økonomisk vækst stå højere på den politiske dagsorden?”” kan nu ses på YouTube. Det er varmt anbefalet for alle interesserede!

Hvem er overraskende demokratiske (og omvendt)?

Mange mennesker i den vestlige verden opfatter demokrati som en slags ‘naturlig’ tilstand. De glemmer dermed, at stort set hele verden var autokratisk engang. Transitionen til demokrati startede for eksempel først i 1834 i Danmark, med de første valg til stænderforsamlingerne. Som Martin Paldam peger på i sin fine bog The Grand Pattern of Development and the Transition of Institutions, er demokrati en styreform som bliver mere sandsynlig, jo rigere et samfund bliver. Umiddelbart ser konsensus i forskningslitteraturen – hvis man overhovedet kan tale om en konsensus – at rigdom ikke fører til demokrati, men at det er mere sandsynligt at demokratiske institutioner overlever, jo rigere samfundet er. Det er bestemt og så det billede vi får i det dataarbejde, jeg er igang med sammen med Martin Rode og Andrea Sáenz de Viteri, der dækker det sidste århundrede i Latinamerika og Caribbien.

Det betyder dog ikke, at der er en en-til-en sammenhæng mellem rigdom og demokrati. Det er for eksempel kendt, at olielande næsten aldrig er demokratier – det er en del af den såkaldte ‘ressourceforbandelse’ – ligesom kommunistiske styrer heller aldrig er. Der er også gode grunde til at tro, at nabolandes status smitter af, så det bliver sværere at opretholde et diktatur når de omkringliggende lande bliver demokratier. Og nogle lande er bare heldige eller uheldige af helt anderledes grunde.

Dagens post er derfor en empirisk øvelse i at forudsige, hvorvidt et samfund er demokratisk. På tværs af 189 lande i verden, som vi både har en demokratisk status på (herfra) og indkomstdata, har vi estimeret sandsynligheden for at de er demokratiske, baseret på: Gennemsnitsindkomst, om landet er en stor olieproducent, om det er kommunistisk eller postkommunistisk, og hvor mange af nabolandene er demokratier. Det giver en ganske god forklaringsgrad, men kan også bruges til at vise, hvilke lande der er mest overraskende. Det viser vi i figuren nedenfor.

Som billedet viser, passer store dele af verden (de røde områder) ganske præcist på hvad man kunne regne med. De store outliers i negativ retning er først og fremmest Singapore og Hong Kong, der er blandt verdens rigeste samfund, men aldrig har været demokratiske. Det samme gælder Bosnien, Tyrkiet og Ungarn i Europa, og Nicaragua, der stadig køres med hård hånd af Daniel Ortega og hans kumpaner. Ingen ved med sikkerhed, hvad der skal til for at disse samfund bliver mere demokratiske, når dets ledere så tydeligt slår hårdt ned på oppositionen.

Sidst må vi også fremhæve, at der er positive overraskelser. Det gælder i helt særlig grad Ghana, Mongoliet og Nigeria, der alle har været stabilt demokratiske i over 20 år. Umiddelbart er store dele af det sydlige Afrika også overraskende demokratiske, hvilket man ofte overser. Det samme gælder dele af Asien, hvor bedste bud på de næste demokratiseringer – hvis man må gætte – må være en redemokratisering af Thailand og demokratisk udvikling i Cambodia, Laos og Myanmar (der faktisk har en demokratisk fortid).

Demokratiseringsforskningen har taget store skridt de senere år, men meget er stadig usikkert. Det samme gælder den parallelle forskning i autokrati: Begge områder har store problemer med at forstå særlige lande som Botswana – frit og demokratisk siden 1965 – eller de stadige sammenbrud af det thailandske demokrati. Men det er værd at tænke over, hvorfor lande ikke passer på det generelle mønster. Ganske simple øvelser som kortet ovenfor hjælper med det.

Ydmyghed og beskedenhed i Europa

Vi har af flere omgange interesseret os for forskelle i værdier og basale forestillinger på tværs af Europa her på stedet. Det gør vi igen i dag, hvor vi ser på et helt særligt kulturelt træk: Hvor meget vægt folk lægger på, hvor ydmyge og beskedne man bør være. Det er med andre ord et træk, der ikke blot har at gøre med at være beskeden, men også fanger forskelle i hvor normkonforme og ’korrekte’, man mener andre mennesker bør være og opføre sig. Vi kan se meget konkret på det, fordi the European Social Survey spørger hvert andet år om blandt andet netop folks præference for ydmyghed og beskedenhed.

Det viser sig, at ydmyghed og beskedenhed som værdi varierer meget markant på tværs af Europa. Som figuren nedenfor illustrerer, er forskellen store mellem hvidt/lyseblå områder med svage præferencer for beskedenhed til de sorte område med stærke præferencer. Det ene ekstrem findes i de henholdsvis 3 og 7 % i Slovenien og Spanien som mener, det ikke er en vigtig værdi, eller kun er svagt for (på en sekspunkts-skala). Det andet ekstrem er Norge og Danmark, hvor henholdsvis 46 og 40 % ikke mener, ydmyghed og beskedenhed er særligt vigtige værdier. Det er måske værd at bemærke, at særligt Sverige er anderledes end Danmark og Norge. Svenskernes tradition for at være mere politisk korrekt, konfliktsky og mindre tilbøjelige til at stille spørgsmål ved samfundets overordnede normer er ganske tydelige her. Det er også interessant at bemærke, at det russiskprægede nordøstlige Estland har 19 %, der ikke er enige, mens det i resten af landet er 30 %. På samme måde er den mest ’beskedne’ del af Tyskland Sachsen, mens den mindst beskedne del er Slesvig-Holsten.Selv hvis man ser på hovedstadsregioner, som ofte betragtes som lidt mere kosmopolitiske og ens, er der lige så markante forskelle. De hovedstæder, hvor folk lægger mest moralsk vægt på at være ydmyge og beskedne, er Madrid og Ljubljana med 6 % og Bruxelles og Rom med 9 %. Den anden ende af skalaen er Oslo på 49 %, Vilnius på 46 % og Prag og København, hvor 44 % ikke mener det er vigtigt.

Udover at forskellene sandsynligvis dækker normkonformitet og hvor vigtigt det er at følge, hvad andre mennesker gør – og dermed også burde have en vis samvariation med kreativitet og udvikling – er der også et morsomt element i forholdet: Når man ser på tværs af europæernes værdier på området, har de så nogen sammenhæng med deres faktiske adfærd? Er det for eksempel rimeligt at tro, at de fleste franskmænd faktisk er ydmyge og beskedne? Er folk i Bayern mere tilbageholdende og beskedne end slesvig-holstenere? Mit svar på det første spørgsmål er et klart nej, hvilket blot gør det endnu mere interessant at spørge, hvornår og hvorfor folks værdier og deres adfærd nogle gange stikker i to forskellige retninger…

Om at være en komparativist

Hvis man var økonom, spurgte folk i gamle dage om man var keynesianer eller monetarist. Den distinktion er forlængst forsvundet (bortset fra enkelte lærebøger på gymnasiet), og hvis man overhovedet bliver spurgt i dag, er det om man tilhører en særlig ’skole’. De mest velinformerede har hørt om den østrigske skole, mens andre blot går ud fra, at der må være forskellige skoler i nationaløkonomi. Det er nu svært at se, at der skulle være distinkte skoler, men det fundamentale spørgsmål er stadig interessant: Hvad er man, og hvilken slags forsker eller tænker definerer man sig som?

Peter Boettke, professor ved George Mason University, har ofte tænkt omhyggeligt over ting, og plejer at definere sig som en ’komparativist’. Boettkes udgangspunkt er – helt korrekt – at et af de centrale spørgsmål i al økonomisk tænkning er ’Sammenlignet med hvad?’ Og tænker man over det, bliver man hurtigt overbevist om, hvor vigtigt spørgsmålet er.

Når politikere påstår, at et forslag vil være en rigtig god ’forretning for Danmark’, er det relevante spørgsmål derfor, sammenlignet med hvad? Når virksomheder påstår, at deres produkt er overlegent, er det logiske spørgsmål sammenlignet med hvad? Når meningsdannere siger, at den nye coronavirus er bekymrende dødelig, er spørgsmålet således også sammenlignet med hvad? Eller når politikere påstår, at den eneste vej er dybere ’europæisk integration’ er det relevante spørgsmål, sammenlignet med hvad?

At være komparativist er derfor en øvelse i at spotte og applikere et helt centralt koncept i økonomi, som mange folk ikke forstår og mange politikere aktivt benægter: Opportunitetsomkostninger. Bruger man ressourcer på X, kan man ikke også bruge ressourcerne på Y – ressourcer kommer ikke ud af den blå luft. Der er således en opportunitetsomkostning ved alt, som består i det man netop ikke bruger ressourcerne på. Overvejer kommunen for eksempel at bygge en letbane i Aarhus, man må spørge om det er en god idé sammenlignet med hvad de samme ressourcer – borgernes tid, penge, humankapital, osv. – kunne bruges på: Kunne kommunen have brugt de samme ressourcer (eller færre) på et bedre formål, eller kunne borgerne måske selv have brugt ressourcerne bedre i stedet for at give dem mere eller mindre frivilligt til kommunen? Dermed har man også stillet spørgsmålet, hvorfor politikere mener de er gode til at tage beslutninger – sammenlignet med hvad og hvem? Som Thomas Sowell ofte har sagt, findes der ingen løsninger, kun trade-offs. Er man komparativist starter ens tænkning netop med trade-offs i stedet for videnskabelige enhjørninger. Jeg er ideologisk komparativist.

Economic Freedom of the World 2021

En gang om året udkommer Fraser Instituttets rapport, der gør status over den økonomiske frihed i verden: Economic Freedom of the World. Både forskere og meningsdannere ser frem til rapporten, der altid er interessant, baseret på en række omhyggeligt behandlede indeks – som forskere bruger i stor stil – og giver et godt overblik over, hvordan politik udvikler sig på fem forskellige områder. Kortet nedenfor, der er fra dette års rapport, giver et absolut første indtryk over situationen i 2019, der er det sidste år for hvilket der er data.

For Danmarks vedkommende klarer landet sig overordnet fint som nummer 10 i verden. Det dækker dog over det særlige forhold, at de nordiske lande er ’skizofrene’ i denne sammenhæng. Det økonomiske frihedsindeks er et gennemsnit at fem områder: 1) den offentlige sektors størrelse og skattetrykket; 2) de retslige institutioners kvalitet; 3) kvaliteten af pengepolitik (’sound money’); 4) landets åbenhed for international handel og internationale investeringer; og 5) landets frihed fra tung regulering. Mens Danmark er årets nummer 3 på område 2), nummer 8 på område 4), nummer 10 på område 5), og nummer 26 på område 3), er område 1 en anden historie. Her er vi nummer 150 af de 165 lande, der dækkes af dataene! Og som en væsentlig forskningslitteratur viser – og som vi illustrerer i figuren nedenfor – er den fine placering på det særligt vigtige område 2 ikke en konsekvens af gode politikere eller andet, men en refleksion af et særligt nordisk kulturtræk: Social tillid. Der er således meget at være glad for, men også meget væsentligt reformpotentiale.

Udover dataene, omfatter rapporten også altid et eller flere temakapitler; tidligere rapporter har for eksempel haft kapitler om økonomisk frihed og tolerance (Niclas Berggren og Therese Nilsson i 2020-rapporten) og om økonomisk frihed, iværksætteraktivitet og vækst (Nicolai Foss og undertegnede i 2012-rapporten). I dette års rapport viser Justin Callais (Texas Tech University) og Vincent Geloso (George Mason University) viser i det første temakapitel, at større økonomisk frihed er forbundet med større indkomstmobilitet. Selvom der faktisk ikke har været empirisk forskning før på området, har et ikke skortet på politikere og meningsdannere, der har påstået at økonomisk frihed kun gavner de rigeste, og dermed hindrer økonomisk mobilitet.

Det er derfor særdeles gavnligt, at der endelig er forskning, der empirisk afsøger sammenhængene og får aflivet nogle politiske myter. Økonomisk frihed er forbundet med væsentligt hurtigere økonomisk vækst, der er både inklusiv og gavnlig for miljøet på langt sigt. De myter, der ofte bruges som argumenter imod reformer, der øger friheden, er derfor meget dyre for de fleste mennesker, og bør undersøges grundigt. Gør man det, er det svært at slippe for en bestemt, overordnet konklusion: De eneste, der helt konsistent har gavn af begrænsninger på borgernes økonomiske frihed, er typisk politikere og deres cronies.

Statistikbrug blandt epidemiologer og økonomer

Som mange læsere ved, er vi her på stedet stærkt kritiske overfor nedlukningerne, der har plaget verden det sidste halvandet år. Den empiriske forskning har helt siden sidste sommer vist, at de ikke gjorde nogen forskel: Jo hårdere, tidligere og jo mere diktatorisk staterne lukkede ned var ligegyldigt for, hvor stor overdødeligheden blev. Og de sidste 100 års erfaringer – som endda var nedfældet i flere landes epidemiguidelines og gentaget i et omfattende review af WHO i 2019 – viser klart, at den type politik fører til flere dødstal på længere sigt, når hjertetilfældene, de ubehandlede kræftsygdomme, desperationsdødsfaldene, og en sandsynlig million fattigdomsdødsfald i Afrika slår igennem.

Alligevel, på trods af det vi som økonomer opfatter som næsten totalt fravær af dokumentation for positive effekter af nedlukninger, har mange epidemiologer og læger blankt afvist den empiriske forskning. Jeg har haft meget svært ved at forstå en så blank afvisning af omhyggelig, omfattende dokumentation fordi den kommer fra et andet videnskabeligt felt, der netop er specialiseret i konsekvensevalueringer af offentlig politik.

Tidligere på året fik jeg et hint om, i hvor høj grad statistik spiller forskellige roller og bruges forskelligt i epidemiologi og nationaløkonomi. Hintet kom i form af en venlig e-mail fra en epidemiolog, der bad om data fra min artikel om nedlukninger. Det særlige var, at den pågældende kollega bad om data, som jeg havde brugt til at ’træne min model med’. Jeg var meget forvirret til at starte med, indtil jeg efter en del søgning på nettet, indså at min forvirring kom fra den fundamentalt anderledes måde, vi bruger data og statistik i samfundsvidenskaberne.

Når kollegaen bad om data til at træne en model, er det fordi han er vant til at bruge statistik til at finde ud af parametrene på en allerede kendt proces – eller en proces, man tror man kender. Det er for eksempel en såkaldt SIR-model (læs f.eks. her), hvor man ’blot’ skal kende reproduktionsrate osv. Omvendt bruges statistik kun sjældent til at træne modeller i samfundsvidenskaberne. Vi bruger den til at finde ud af, hvordan modellen ser ud. I samfundsvidenskaberne starter vi med andre ord væsentligt tidligere i den videnskabelige proces, og laver væsentligt færre antagelser om, hvordan verden ser ud.

Det er derfor heller ikke så overraskende – eller sjældent – at finde, at offentlig politik enten ingen effekt har, eller virker direkte modsat intentionen. Omvendt kan det være noget af en overraskelse i epidemiologi, for eksempel, hvor man allerede har specificeret modellen og dermed lagt en helt bestemt struktur ned over data. Hvad gør man da, når data ikke passer på ens teoretisk specificerede struktur? Prøver man at få data til at makke ret, påstår man at der er noget galt med dem, eller indser man at ens teoretiske forståelse er mangelfuld (eller forkert)?

Jeg vil på ingen måde påstå, at det er sådan alle epidemiologer gør – eller at der ikke er økonomer, der tvinger en struktur ned over data – men blot påpege, at de gnidninger, der har været mellem samfundsvidenskaberne og deres normale insisteren på at gå, hvor data tager en hen, og epidemiologien, faktisk giver en vis mening. Noget af den kommer fra fundamentalt forskellige videnskabelige tilgange, og ofte også en noget forskellig opfattelse af, hvornår noget tæller som evidens. Jeg foretrækker i høj grad den samfundsvidenskabelige approach, og dens tradition for omhyggelig etablering af evidens, i modsætning til den ofte skjuskede tilgang i medicin. Men netop den approach er også en del af forklaringen på, hvorfor andre discipliner og mange politikere har det så svært med os…

Ronald Inglehart, 1934-2021

Forleden kom den triste meddelelse, at Ronald Franklin Inglehart var død, 86 år gammel. Inglehart voksede op i Glencoe, Illinois, og tog de circa 20 kilometer sydpå til Northwestern University, hvor han fik sin BA i 1956. Han flyttede derefter en smule længere sydpå til University of Chicago, hvor han fik sin Masters i 1962. Efter et ophold som Fulbright scholar ved universitetet i Leiden i Holland, tog han tilbage til Chicago og gjorde en PhD færdig i 1967. Det meste af hans karriere var som professor i statskundskab ved University of Michigan, hvor han underviste fra 1966 til 2001. Siden 2010 havde Inglehart været leder af the Laboratory for Comparative Social Research ved den prestigiøse Higher School of Economics i Moskva. Hans russiske kollegers mindeord kan læses her.

Grunden til at vi skriver specifikt om Inglehart i dag er, at han har været ekstremt vigtig for min egen forskning, men også for flere andre punditokraters virke og tænkning. Han var en af de første, der omhyggeligt gjorde brug af store internationale spørgeskemar i sin forskning, og var en af hovedkræfterne bag den ekstremt vigtige World Values Survey. WVS, der sidste år færdiggjorde syvende runde af undersøgelsen, har været helt central i de sidste 25 års forskning i social tillid, social kapital og samfundskonsekvenserne af forskellige aspekter af national og regional kultur. WVS har også været det eksempel, som adskillige andre undersøgelser som European Social Survey og Barometerundersøgelserne er bygget omkring.

Ingleharts egen forskning var ekstremt omfangsrig og dækkede adskillige områder. Hans ’claim to fame’ var gennembruddet med The Silent Revolution i 1977, som introducerede Ingleharts forståelse af generationsskift fra materielle til postmaterielle værdier. Siden hans arbejde har samfundsvidenskaberne forstået mange værdiskift som netop generationsforskelle, i stedet for at enkeltindividers værdier ændrer sig over tid. Hans arbejde har dog også demonstreret, hvordan værdier der har været stabile i lang tid, kan ændre sig relativt hurtigt hvis en tilstrækkelig mængde mennesker skifter. Ingleharts idéer har derfor været vigtige i statskundskab og nationaløkonomis forståelse af det, der nogle gange kaldes ’punkterede ligevægte’, hvor en lang periode med stabile tilstande ’punkteres’ af en kort periode med hurtige ændringer, der efterfølges af en lang periode med en ny, stabil tilstand. I de senere år skrev Inglehart også om den religiøse transition sammen med blandt andet Pippa Norris, Christian Welzels og Amy Alexander. En god oversigt over det, der skulle blive hans sidste forskningsområde, kan læses i hans egen artikel her. Hans nye bog, der udkom tidligere i år (og kan findes her) handler netop om det forbløffende hurtige fald i religiøsitet i store dele af verden de sidste cirka 15 år.

Det er altid trist, når ens helte forlader verden. Jeg nåede aldrig at møde ham, men alle historier fra dem der kendte Ron Inglehart peger på, at han var et rart og hjælpsomt menneske. Selv hvis han ikke havde været, ville der være grund til at stoppe op og overveje hans betydning. Uden Ingleharts arbejde med spørgeskemaer og hvordan man måler så upræcise forhold som kultur, religiøsitet og tillid, ville min forskningskarriere have set meget anderledes ud. Og uden det arbejde, ville der være mange ting, som vi som samfund ganske enkelt ikke ville have vidst, eller som vi havde taget meget længere tid om at finde ud af. I den samfundsforskning, der hviler på spørgeskemaer og brede internationale sammenhænge, var Inglehart en af de giganter, hvis skuldre vi andre almindelige mennesker står på.

Nedlukningsstudier: En update

Mens danske politikere diskuterer, hvordan man kan lukke samfundet op igen uden at få en smittestigning, er det værd at minde om en ting: Der har siden maj været masser af forskningsaktivitet omkring spørgsmålet, om nedlukningerne overhovedet har nogen virkning, og i så fald hvor store virkningerne er. Som vores læsere vil vide, har jeg selv bidraget til diskussionen med to studier, hvoraf det ene er en sammenligning på tværs af lande og det andet, skrevet med DTUs Kasper Kepp, er en konkret evaluering af de voldsomme nedlukninger i Nordjylland.

Mange mennesker er blevet voldsomt vrede over, at jeg og andre har tilladt os at stille spørgsmålstegn ved, hvorvidt en ekstremt indgribende politik med en regning der løber op i flere hundrede milliarder kroner overhovedet virker. I dagens politiske miljø er det åbenbart næsten lige så kættersk som at spørge, om jorden drejer rundt i 1610ernes katolske Italien. Men konklusionen i den oprindelige version af mit papir var, at effekten på den overordnede dødelighed er nul af at gå videre end Sveriges politik i foråret 2020. Efterfølgende er der kommet flere studier, der bekræfter mit oprindelige fund. Et stjernehold fra Stanford University – Eran Bendavid, Christopher Oh, Jay Bhattacharya og John P. A. Ioannidis – konkluderede således i januar, at ”we find no clear, significant beneficial effect of mrNPIs on case growth in any country.”

En del af kritikken af mit studie i efteråret var, at det jo ikke var fagfællebedømt og man derfor ikke kunne vurdere kvaliteten af det. Den kritik er nu irrelevant, da en revideret version af det oprindelige studie er gået gennem en meget omhyggelig fagfællebedømmelse. Studiet er nu under udgivelse i CESIfo Economic Studies, et respekteret tidsskrift der udgives af IFO-instituttet i München. Det pudsige er, at det ekstra analysearbejde som fagfællebedømmerne har krævet, faktisk har strammet konklusionerne endnu mere op.

Studiet bruger en standardmetode til at vurdere effekter af politik, som kendes fra nationaløkonomi og kvantitativ politologi. Ved at sammenligne udvikling i overordnet dødelighed uge for uge på tværs af 24 lande, relativt til de samme landes nedlukningspolitik og de samme landes dødelighed i de samme uger i 2017, 2018 og 2019, kan man få et estimat på effekten af nedlukninger. Sammenligningsgrundlaget er som altid det mindst nedlukkede land i foråret 2020, dvs. Sveriges begrænsede nedlukninger i første halvår af 2020.

Analysen viser, at et ekstra points nedlukning er forbundet med 0,4 % højere dødelighed, målt ved Oxford Universitets ’containment and health’ indeks, og 0,6 % lavere dødelighed, målt ved det tilsvarende ’policy stringency’ indeks. Usikkerhedsintervallerne for de to estimater er henholdsvis [-2,5;3,3] og [-3,7;2,5], så effekterne er meget, meget langt fra statistisk signifikante. Men når man stiller skarpere på dødelighed i forskellige aldersgrupper – som en af fagfællebedømmerne foreslog – dukker der faktisk et enkelt resultat frem, der er statistisk sikkert.

Som man kan se i dagens figur, er estimaterne alle relativt små og omgivet af brede konfidensintervaller. Undtagelsen er estimaterne på, hvad yderligere nedlukning gør ved dødeligheden blandt de 60-79-årige 3-5 uger efter politikændringen. Her er estimatet faktisk en statistisk sikker effekt på +3,4 % – dvs. at nedlukninger er forbundet med flere efterfølgende dødsfald.

Er man blandt dem, der faktisk tager empirisk forskning alvorligt – og det gælder tydeligvis ikke en del epidemiologer, der i stedet stoler blindt på uigennemsigtige computermodeller – er der således ingen empirisk evidens for, at nedlukninger gør nogen gavnlig forskel. Hvornår – om nogensinde – de indsigter også dukker op i dansk politik, er det store spørgsmål, men den nye viden skal ikke skjules for den bredere befolkning.

Nye korruptionsvurderinger fra Transparency International

Hvert år siden 1995 har organisationen Transparency International udgivet et indeks over korruption i verdens lande. TI blev grundlagt i Berlin af Peter Eigen to år tidligere, som fik den glimrende idé at udvikle en kvantitativt mål for, hvor udbredt korruption er i et land. Opgaven blev udliciteret til den unge økonom Johan Graf Lambsdorff, der baserede en vurdering på en række forskellige indikatorer. Det oprindelige indeks gik fra 0 (alt er korrupt) til 10 (alt er rent), og mens man de senere år har valgt en indikator fra 0-100, er den nye 2020-udgave ikke fundamentalt anderledes.

Et af de bemærkelsesværdige forhold ved tallene over årene er, at det typisk er de samme lande, der ligger i top og bund hvert år. I den nye udgave er toppen er således Danmark, New Zealand, Finland, Singapore, Sverige og Schweiz; det er også de lande, der ligger indenfor den danske vurderings konfidensinterval, så man ikke reelt kan sige, at de er mindre korrupte end Danmark. Top ti inkluderer også Norge, Holland, Tyskland og Luxembourg, som er de lande der har vurderinger over 80. Det er derfor i en nordeuropæisk kultur man finder de mindst korrupte lande, mens de udenfor den vestlige verden er de Forenede Arabiske Emirater og Uruguay (begge med en score på 71), mens Seychellerne (66) og Botswana (60) suverænt er de mindst korrupte lande på det afrikanske kontinent.

Som så ofte før udgøres bunden af Sydsudan, Somalia, Syrien, Yemen, Venezuela, Sudan, Ækvatorial Guinea, Libyen, Nordkorea og Haiti. Her er der med andre ord heller ikke noget nyt. Som det kan ses i nedenstående figur, der plotter korruptionsvurderingerne i år og for 20 år siden, er det ganske sjældent at lande flytter sig. Det gælder både autokratier og demokratier, om end man kan være nervøs for et af de to ukorrupte autokratier: Hong Kong, hvor Kina på voldsom vis er ved at ødelægge dets gode institutioner.

Hvorfor er det så, at de samme lande bliver ved med at have problemer, og de samme andre lande ikke har? Svaret på det spørgsmål ligger sandsynligvis i den grad af såkaldt ’path dependence’, som de sidste 30 års forskning har afdækket. Institutioner og normer ændrer sig kun meget langsomt, så samfund med en etableret tradition for et politisk uafhængigt retsvæsen og nogenlunde rene og velfungerende embedsværk bliver ved med at være ukorrupte – og vice versa med lande uden. Et spadestik dybere er der klare indikationer på, at i det mindste nogle af de stabile forskelle skyldes forskelle i samfunds tillidskultur. I forskning, der udkom for 11 år siden i Public Choice, fandt jeg for eksempel, at graden af social tillid blandt borgerne påvirker både korruptionsniveauet og den generelle kvalitet af retsvæsenet. Som det er illustreret i den anden figur i dag, der plotter korruptionsvurderingen i 2020 overfor tillidsniveauet, er en stor del af effekten dog afhængig af, at man har nogenlunde demokratiske politiske institutioner. Med andre ord er en del af effekten, at vælgere i højtillidslande er bedre til at holde deres politikere til ilden, og væk fra fristelser.

Den store trussel mod de mindst korrupte landes status kan derfor vise sig at være politik, der på samme tid mangler respekt for basale, demokratiske spilleregler og forsøger at skabe et miljø, hvor ens medborgere er trusler. Vi overlader til læserne at sætte navne på politikere, der gør netop det…

Hvem var mest citeret i 2020?

Sidst på foråret udgiver vi normalt en liste over, hvem de bedste danske økonomer er. Som faste læsere ved, gør vi det forskelligt hvert år for at understrege, at det ikke er en eksakt videnskab. Her ved starten af et nyt år laver vi i dag en ekstra oversigt ved at se på, hvilke danske økonomiprofessorer, der har været mest citerede i 2020.

Helt konkret har vi optalt citationer til alle danske økonomiprofessorer registreret i enten Scopus-databasen eller Google Scholar. Scopus tæller citationer til hver forsker i udgivne artikler i videnskabelige tidsskrifter, mens Google Scholar også tæller citationer i working papers, rapporter, udredninger osv. Google Scholar tæller derfor omtrent 2½ gange flere citationer, men giver overordnet det samme billede. Google Scholar fanger dog udviklinger tidligere end Scopus, da working papers som oftest er udgivet et par år før den endelige artikel.

De 52 professorer, som vores miniundersøgelse dækker, er i gennemsnit blevet citeret 206 gange i 2020; medianen er 111 gange og afslører således hvor skævt fordelt, citationerne er. I Top 25 strækker antallet af citationer sig fra 117 til 1891 i Scopus, og fra 212 til 3833 i Google Scholar. Som man kan se i Top-25, som vi har opsummeret i tabellen nedenfor, er Nicolai Foss og Lasse Heje Pedersen i en klasse for sig selv blandt økonomer på danske universiteter.

Plotter man de to mål overfor hinanden får man også et ganske intuitivt billede. Vi har her tilladt os at lægge tre internationale sammenligninger ind fra mit personlige netværk. Mens de blå markører er professorer på danske universiteter er de røde tre internationale: Axel Dreher (AD) fra universitetet i Heidelberg, Niklas Potrafke (NP) fra LMU og CESIfo i München, og Toke Aidt fra Cambridge.

Figuren illustrerer, i hvor høj grad Foss og Pedersen er i særklasse, og ikke engang Dreher – en af det tysktalende områdes mest citerede økonomer – kan følge med og ligger en tand lavere. Figuren viser også, at der findes en slags ’mellemgruppe’ i Top 25, der består af Mirjam van Praag, Asger Lunde, Finn Tarp og undertegnede, og som er sammenlignelig med tyske Niklas Potrafke fra det prestigiøse Ifo institut. Sidst, men ikke mindst, kan man spotte Niels Johannesen (NJ) som en klar outlier. Han har cirka 5½ gange flere citationer i Google Scholar end i Scopus, hvilket indikerer at han står til et klart hop i citationer de næste par år. Niels har markeret sig internationalt med forskning i skattely og -unddragelse, og fortjener absolut udviklingen.

Som opsummering kan man – som vi altid understreger – overveje, hvor mange af de 25 økonomer, der bruges fast af de store medier. Hvor ofte ser man for eksempel topforskere som Nicolai Foss eller Marianne Simonsen i TV2 News? Listen, der afslører hvem forskningsmiljøet selv værdsætter, afslører dermed også noget om, hvordan medierne udvælger og lader være med at udvælge eksperter. Som man siger på engelsk: Food for thought…

Punditokraternes julelæsning 2020 (1)

Julen nærmer sig, og dermed en tid hvor mange har lidt ekstra tid tilovers til at sætte sig ned med en bog. Måske er det ikke helt så presserende for tiden, da mange nok har taget begrebet ’arbejde’ lidt lettere, mens de har været tvunget til at ’arbejde hjemmefra’. Alligevel er dagene mellem jul og nytår særlige, og giver ekstra tid til at læse den bog, man fik juleaften eller dem, man burde have læst for længe siden. Vi har derfor tænkt os her på stedet, at give nogle få anbefalinger til hvad vores læsere kunne overveje at bruge tid på at læse.

Vores første forslag er Dennis Rasmussens fremragende The Infidel and the Professor: David Hume, Adam Smith, and the Friendship That Shaped Modern Thought, som jeg læste for knap et år siden. Rasmussens bog fra 2017 handler som titlen siger, om to David Hume og Adam Smith – to af den skotske oplysningstids største navne og to af de mest indflydelsesride samfundstænkere nogensinde. Hume var den første filosof, der klart beskrev det såkaldte er/bør-problem, som nu er centralt i al samfundstænkning: Man må altid sørge for at skelne mellem, hvordan man synes en situation bør være fra hvordan man mener, at den faktisk er. Hans A Treatise on Human Nature er stadig en bog, man kan lære af og som beskriver problemer, samfundsvidenskaberne har genopdaget de sidste 30 år. Smith betragtes af de fleste som den moderne samfundsvidenskabs fader på grund af den monumentale Wealth of Nations, men hans tidligere The Theory of Moral Sentiments er på mange måder et lige så stort værk.

Rasmussen får meget elegant redegjort for mange af de tos tanker, det intellektuelle miljø der eksisterede i 1700-tallets sydlige Skotland, og også den indflydelse som kirken have på miljøet og mange beslutninger. Selv for læsere med indsigt i disse diskussioner give bogen både ekstra kontekst og er man ny på området, fungerer den fornemt som en introduktion til mange emner. Rasmussens fineste bedrift er dog måden, han fanger Hume og Smiths venskab og hvordan det udviklede sig over årene. Det er smukt og decideret rørende mod slutningen af Humes liv. Om man mest er interesseret i det filosofiske eller mere i venskabet, er Rasmussens bog varmt anbefalet!