Tag-arkiv: samfundsforskning

Populisme i Latinamerika

Af Christian Bjørnskov, den 24. maj 2026. Skriv et svar

Der bliver talt meget om – og forsket meget i – populisme i disse år. Mens man kan argumentere, at populistiske partier nogle gange giver stemme til og repræsenterer interesser og befolkningsgrupper, er er glemt eller ignoreret af traditionelle partier, er der også væsentlig bekymring for, at populisterne mangler respekt for politiske spilleregler og grænserne for politik. Som noget af min egen forskning med Niclas Berggren har vist i år, er særligt højre-populister ansvarlige for indhug i borgernes ytringsfrihed (læs her). Omvendt ser det ud til, at særligt venstre-populister underminerer centralbankers uafhængighed og presser pengepolitik igennem, der forøger inflationen (læs her).

Der er næppe bedre steder i verden at undersøge populisme og dens konsekvenser end Latinamerika. Det er præcist det, netværket Public Choice in Latin America blandt andet gør. Og forleden bragte de det nedenstående interview med netværkets grundlæggere Nicolás Cachanosky og JP Bastos, der netop talte om ny forskning om populisme i regionen. Nick er lektor ved University of Texas at El Paso og director for universitetets Center for Free Enterprise, mens JP er en rising star i public choice-miljøet og på vej til en stilling som adjunkt ved University of Austin. Hele interviewet tager 55 minutter og er varmt anbefalet som en interessant lille time i pinsen!

Vækst og miljøet

Af Christian Bjørnskov, den 20. maj 2026. Skriv et svar

Vi har nok alle hørt påstanden, og måske endda fra venner eller familie: Vi må stoppe den økonomiske vækst, fordi vi bruger alle Jordens ressourcer og ødelægger miljøet. Nogen af de mere pragmatiske af stemmerne plæderer for, at man må finde en bedre ‘balance’ mellem de sociale og menneskelige gevinster, som økonomisk vækst faktisk giver, og de miljøproblemer den skaber. Andre mere radikale folk argumenterer for, at konklusionen må være, at man stopper den økonomiske vækst. Bevægelsen kalder det ‘degrowth’, og påstår ofte at idéen også direkte medfører, at væksten skal stoppes og verdens indkomst derefter skal omfordeles mod de fattige lande.

Påstandene og idéen om ‘degrowth’ er således inkluderet i stadig mere politik i den vestlige verden (se f.eks. Fitzpatrick, Parrique og Cosme) og virker også i stigende grad populær blandt både politikere og unge mennesker på begge fløje. En af grundene er, at den basale idé virker så intuitiv for de fleste ikke-økonomer: Vækst må jo betyde, at man producerer flere ting og derfor bliver nødt til at bruge flere ressourcer og mere energi på at lave tingene – og så konkluderer man lynhurtigt, at det må føre til at vi bruger for mange ressourcer og forurener mere og mere. Men er det overhovedet rigtigt? Og er folks basale forståelse af økonomisk vækst faktisk korrekt?

En del af påstandene i de-growth litteraturen er, at man må have langt mere regulering, begrænsning af international handel (transporten påvirker miljøet), og en langt større grad af direkte statsstyring af økonomisk aktivitet. Oversat til økonom-termer er påstanden, at der er et objektivt behov for en alvorlig begrænsning af borgernes økonomiske frihed. Man kan derfor teste de grundlæggende idéer ved at undersøge, hvad mere eller mindre økonomisk frihed gør ved miljøbelastningen.

Ny forskning af Justin Callais, Vincent Geloso, og Alicia Plemmons, der lige er accepteret til udgivelse i Structural Change and Economic Dynamics, ser på netop dette spørgsmål og peger helt utvetydigt på, at liberaliserende reformer, der skaber større vækst, ikke er et problem. I artiklen med titlen Economic Freedom and the Environment: Causal Evidence from Liberalization Reforms udnytter de evidens fra 49 store liberaliseringer siden 1970. Grunden til at undersøge spørgsmålet på dén måde er først, at store liberaliseringer qua degrowth-argumentet jo må føre til en markant større miljøbelastning – både ved at føre til mere økonomisk vækst og ved at rykke politik i den modsatte retning af degrowthernes foretrukne. For det andet indebærer metodologien, at man kan sige noget kausalt, når man blot tager hensyn til, at store liberaliseringer ikke sker tilfældigt. Netop den metodologiske udfordring er Justin Callais blevet lidt af en ekspert i at håndtere med såkaldte matching-estimatorer.

Konklusionen er skarp: “Using matching methods between liberalizers and non-liberalizers, we find that liberalizations have no consistent effect on total emissions or emissions per capita. However, they do reduce emissions per dollar of GDP and reduce mortality from outdoor air pollution.” Med andre ord viser Callais, Geloso og Plemmons, at økonomisk liberalisering generelt ingen effekt har på drivhusgasudledninger, der kan betragtes som den mest almindelige miljøindikator. Men de viser meget klart, at liberalisering sænker et af de værste miljøproblemer i ulande – dødsfald der skyldes luftforurening! Og mens der er masser af evidens for, at liberalisering skaber øget økonomisk vækst, peger de tre økonomer på, at den ikke fører til mere forurening fordi produktionen bliver mere effektiv: Værdiskabelsen per ton CO2 stiger markant efter liberaliseringer. Og heri ligger hele forståelsen af, hvorfor degrowth-bevægelsen tager så markant fejl. Vækst er på langt sigt drevet af produktivitetsfremskridt, så man kan producere mere med færre ressourcer og mindre energi. På meget langt sigt ender økonomisk vækst således ikke blot med at sænke miljøbelastningen, men også med at vi som samfund bliver bedre til at behandle de eventuelle miljøproblemer, vi alligevel måtte have.

Populistisk pengepolitik

Af Christian Bjørnskov, den 11. maj 2026. Skriv et svar

I mange år troede de fleste, at inflation var et problem vi var ude over i den vestlige verden. De enorme udvidelser af offentlige budgetter under nedlukningerne i 2020-22 og deres konsekvenser viste utvetydigt, at det var en fejlanalyse. Siden da har den vestlige verden ikke blot oplevet et stort inflationshop i 2022-23, men også permanent højere inflation mange steder. Mange økonomer er derfor vendt tilbage til at studere inflation og penegepolitik. Det gælder også undertegnede: Jeg udgav for et par dage siden et nyt working paper, skrevet sammen med mine glimrende kolleger Juan Castañeda (University of Buckingham) og Martin Rode (Universidad de Navarra), der stiller et simpelt spørgsmål: Fører populister mere ekspansiv pengepolitik end andre politiske aktører?

I Populism and Monetary Freedom undersøger vi spørgsmålet, men med inspiration fra noget af den nye forskning, jeg selv (i al beskedenhed) har været med til at lave. I stedet for, som i tidligere forskning, at undersøge de relativt få tilfælde hvor et klart populistisk parti kommer til magten, ser vi på tilstedeværelsen af populister i parlamentet. Det tillader os allerførst at bruge nyudviklede data på hvor populistiske partier er i stedet for enten-eller kategoriseringer. Og for det andet tillader det os at måle den indflydelse, populistiske partier kan have, selvom de ikke sidder i regering. Den indflydelse kan både komme fra situationer, hvor de er med i forligskredse om politiske forslag – og dermed har konkret mulighed for at sætte et populistisk aftryk på politik i systemer med mindretalsregeringer – og fra deres afsmitning på andre partiers politik. Som man har kunnet se i mange år i Danmark, reagerer almindelige politiske partier ofte på konkurrencen fra populisterne ved at overtage dele af den populistiske politik. Socialdemokraternes udlændingepolitik idag er for eksempel en næsten direkte kopi af Dansk Folkepartis politik fra 10-15 år siden.

Og når vi følger 72 landes pengepolitik og pengepolitiske institutioner i perioden 2000-2023, viser der sig et ganske klart billede: Jo stærkere populistiske partier der er repræsenterede på venstrefløjen i parlamentet, jo større er chancen for at landet introducerer kapitalkontrol, reducerer dets finansielle åbenhed, og svækker beskyttelsen af udenlandsk-ejede aktiver. I løbet af et par år kan man også se inflationen stige, når den fulde effekt af populistisk politik slår igennem. Det helt særlige her er ikke blot, at systematisk højere inflation så klart er et venstre-populistisk fænomen – vi finder ikke på samme måde systematiske effekter af højre-populisme – men også at effekten af populisme er stærkere, jo større en andel af parlamentet er domineret af venstrefløjen helt generelt. Vi tager det som indikation på, at populistiske partier ofte får deres politik igennem selvom de formelt sidder i opposition.

Hele det nye papir kan læses i linket ovenfor. Her er abstractet:

Populist leaders frequently challenge established economic institutions and policy norms, including the independence of central banks and the conventional conduct of monetary policy. While a growing literature examines the macroeconomic consequences of populism, less is known about how populist actors affect monetary policy institutions and instruments. Building on the view of populism as a political approach that contrasts a virtuous “people” with a corrupt elite and claims exclusive representation of the general will, this paper empirically examines whether and how populist forces influence monetary policy. Distinguishing between different ideological versions of populism in the economic policy sphere, we combine eight indicators of monetary policy and monetary institutions from the Economic Freedom of the World dataset with newly developed measures of populism and ideology to construct a panel dataset covering 72 countries with Western-style political institutions from 2000 to 2023. Results indicate that any negative effect of populism in government is primarily associated with economically left-wing populism that can build on left-leaning majorities in parliament. These are clearly linked to stronger capital controls, reduced financial openness, weaker protection of foreign assets, and over time higher inflation.

Økonomisk frihed og mord på kvinder

Af Christian Bjørnskov, den 29. april 2026. Skriv et svar

Det har altid undret mig hvor stort hadet mod økonomisk frihed er hos nogle mennesker. Der er naturligvis ideologiske forskelle i, hvor stor og indgribende en stat man foretrækker – og ideologiske forskelle i, hvad folk tror staten overhovedet kan gøre – og i hvilken grad man stoler på, at politikere er villige og kompetente til at udføre de opgaver, man forestiller sig staten bør varetage. Men derfra og til adskillige feminisme-forskeres påstande om, at kapitalisme og øget økonomisk frihed fører til drab på kvinder er der dog et stort skridt. Alligevel er det præcist det, forskere som Johanna Foster og Sophie Foster-Palmer hævder i deres manifestolignende artikel om “racialized disaster patriarchal capitalism.” Spørgsmålet, man må svare på, er derfor hvad der er op og ned i den debat.

Det er netop det, men ven og kollega Martin Rode (Universidad de Navarra) og jeg gør i en ny artikel, der startede som en idé her på stedet, og som netop er udgivet i tidsskriftet Kyklos. I “Capitalism and femicide: an empirical inquiry” starter vi med at beskrive de relativt tågede påstande i feminismelitteraturen, og sætter dem overfor hvad en snart 30-år lang litteratur om økonomisk frihed har at sige. Den forskning peger således på, at økonomisk frihed fører til højere indkomster, mere uddannelse, større kvindelig deltagelse på arbejdsmarkedet, flere kvinder i politik, og mere tolerante sociale normer. Alle disse faktorer sættes ofte i forbindelse med langt bedre generelle vilkår for kvinder, og dermed også at kvinder er langt mindre udsat for vold i samfundet.

Vores undersøgelse af data på tre forskellige mål for drab på kvinder mellem 1990 og 2023, og hvordan de er relateret til ændringer i økonomisk frihed i 163 lande, viser meget klart at påstandene fra de ofte marxistiske feminister er statistisk vrøvl. Generelt finder vi ingen sammenhæng overhovedet – drab på kvinder påvirkes af helt andre forhold end økonomisk frihed – og når vi finder statistisk klare sammenhænge, er mere økonomisk frihed forbundet med færre drab.

Det bredere spørgsmål, som Martin og jeg ikke stiller eksplicit i artiklen, er hvorfor for eksempel feminismeforskere og andre på den yderste venstrefløj i så høj grad afskyr, at almindelige borgere har økonomisk frihed, at de tror at frihed har så dramatisk negative konsekvenser. Er det en refleksion af Deirdre McCloskeys observation, at den yderste venstrefløj er overbevist om, at højrefløjen er ond og derfor ikke behøver at engagere sig med argumenter eller evidens, men blot kan regne med at al politik fra den fløj også er ond? Er det en form for strategisk delegitimering af politik, man af andre grunde er imod? Eller hvor kommer de bastante påstande fra, når de ikke engang underbygges af klart formulerede sociale eller økonomiske mekanismer? Man må undre sig…

The Wealth of Nations – 250 år idag

Af Christian Bjørnskov, den 9. marts 2026. Skriv et svar

Idag, den 9. marts, for 250 år siden, blev et af hovedværkerne i samfundsforskningen udgivet. Adam Smith, der var professor i moralfilosofi på universitetet i Glasgow, havde skrevet bogen med titlen An Inquiry into the Nature and Causes of the Wealth of Nations. Bogen indeholdt både Smiths egne overvejelser og en opsamling af andre samtidiges tanker og forståelse af samfundet – Smith trak således på indsigter fra både Francis Hutcheson, Anne-Robert-jacques Turgot, Adam Ferguson, og hans bedste ven, filosoffen David Hume. Wealth of Nations blev en bestseller og er en af de mest indflydelsesrige samfundsvidenskabelige bøger nogensinde.

Wealth of Nations bliver bredt betragtet som den første moderne bog om nationaløkonomi. Læser man den idag er den naturligvis skrevet i tidens sprog, men indsigterne er forbløffende moderne. Den introducerede for eksempel kernebegreber i nationaløkonomi som arbejdsdeling, produktivitet, frie markeder og frihandel, og hvordan priser spiller en central rolle i hvordan et samfunds totale ressourcer allokeres. På den måde bliver Wealth of Nations ved med at være aktuel, ikke mindst i en tid med handelsprotektionisme og en nyfunden interesse i at regulere priser. Smith var den første til helt konkret at demonstrere, at frihandel er den bedste handelspolitik og at politisk kontrol med prisdannelsen fører til misallokation af ressourcer og arbejdskraft, og dermed til lavere produktivitet. Man kan næppe klandre Smith for, at han ikke fik alle mekanismer på plads – det tog således indtil 1817, før David Ricardo, der arbejdede videre med Smiths idéer, fuldt forstod betydningen af landes og virksomheders komparative fordele, og dermed hvad forskellige lande eksporterer og importerer.

Smith var også den første til omhyggeligt og klart at pege på, hvor vigtigt et effektivt og politisk uafhængigt retsvæsen, der beskytter folks private ejendomsret, er for samfundets udvikling. Nobelpriserne i 2024 og 2025 kan derfor læses som en direkte udvikling af et af hovedtemaerne i Wealth of Nations. Det gælder ikke mindst for vores forståelse idag af, hvordan retsvæsenet er en forudsætning for at have høj produktivitet. Og når vi siger ‘produktivitet’ er det med en Smithsk forståelse for, at lande ikke bliver rige ved at få mere guld eller have større eksport end import, men ved at få det meste ud af de ressourcer, det nu engang har. Wealth of Nations var den første bog, der klart beskrev den ultimative kilde til velstand, og diskuterede hvorfor den kilde er så meget svagere nogle steder i verden.

Siden dens udgivelse, har Wealth of Nations ikke blot skabt diskussion, men også inspireret politiske reformer, der har hjulpet milloner af særligt fattige mennesker til bedre liv. Smith blev læst hemmeligt bag Jerntæppet i 1980erne og en generation af unge politikere og intellektuelle var klar til at bruge hans indsigter, da den marxistiske undertrykkelse i Central- og Østeuropa endte. Uden den forståelse, som Wealth of Nations lagde grunden for – og tusinder af samfundsforskere efterfølgende har bygget ovenpå – var Polen næppe blevet et rigt land på bare 30 år, lande som Ghana, Indien, og Sydkorea havde ikke løftet millioner ud af fattigdom, og verdenshandlen have heller ikke været fri. Og så har vi ikke engang nævnt Smiths andet hovedværk, The Theory of Moral Sentiments, der i sig selv er en oplevelse.

En interessant detalje er, at den første oversættelse af bogen til noget fremmedsprog var til dansk. Franz Dræbye, der var etatsråd – en slags ledende embedsmand i datidens pendant i Danmark-Norge til finansministeriet – oversatte og udgav Wealth of Nations på Gyldendals forlag i 1780. Det er kendt, at en række ledende danske og norske politikere og embedsmænd i slutningen af 1700-tallet læste Adam Smith; listen omfatter så indflydelsesrige navne som Christian Ditlev Frederik Reventlow, Christian Colbjørnsen, og Andreas Peter Bernstorff. Wealth of Nations kom således til at præge en hel række reformer, der lagde grunden til et mere moderne Danmark. Stavnsbåndets ophævelse, liberaliseringen af jordmarkeder, og reformerne i dansk handelspolitik i slutningen af 1700-tallet var alle inspirerede af Wealth of Nations.

For de interesserede kan hele Wealth of Nations læses gratis hos the Online Library of Liberty. Hvis man hellere vil have den stående på hylden og læse den i fysisk format, kan den fås fra Liberty Fund for tyve dollars for begge bind. Mark Skoussen har også skrevet en glimrende, ny analyse med titlen The Genius of Adam SMith for the Institute of Economic Affars, som kan læses her.

Ny forskning: Glem ulighedspåstandene om globalisering

Af Christian Bjørnskov, den 14. februar 2026. Skriv et svar

Mange politikere og meningsdannere påstår som et etableret fakta, at øget globalisering skaber økonomisk ulighed. Joseph Stiglitz, der i 2002 udgav bogen Globalization and Its Discontents, har i årevis påstået at frihandel og fri mobilitet for investeringer skaber ulighed og er direkte skadelig for verdens fattige. Andre har fokuseret på det såkaldte ‘China shock’, hvor David Autor, David Dorn og Gordon Hanson påstod i meget højt profileret forskning, at øget import fra Kina havde ført til højere arbejdsløshed, lavere arbejdsmarkedsdeltagelse, og lavere lønninger i områder med produktionserhverv (læs her). Men mange andre forskere har fundet anderledes effekter, ikke mindst Jeremy Horpedahl, som sidste viste, at de overordnede effekter af Kinachocket simpelthen ikke er der, når man kigger efter (se her). Så hvad foregår der egentlig: Skaber globalisering overhovedet ulighed, eller er det hele en storm i et glas venstreekstremt vand?

Ny forskning af Andreas Bergh (Lund Universitet), Justin Callais (Archbridge Institute) og undertegnede løser i det mindste ét af problemerne med at finde ud af, hvad der foregår. Problemet er, at det ikke er tilfældigt, hvor og hvornår et land eller regions grad af globalisering stiger. Vi bruger derfor matching – en metode, der kun sammenligner steder med en stigning med steder, der ser ligesådan ud, men uden en stigning i globalisering – til at estimere en effekt på uligheden, og ser endda på hver kvintils (hver 20 % af indkomstfordeling) del indkomstandel. Bundlinjen: Der er ikke rigtigt noget at komme efter. De fattige bliver ikke fattigere af globalisering, og om noget har middelklassen måske en vis gavn af øget handel. Vores fund, at der ikke er nogen klare fordelingseffekter af globalisering skal fortolkes på baggrund af den massive evidens for væksteffekter for hele samfundet af øget frihandel.

Artiklen er under udgivelse i Journal of Comparative Economics, men hele abstractet kan allerede læses her:

Low barriers to trade and access to international capital markets have long been argued to improve economic conditions in a country. However, there is less consensus on the impact of economic globalization on the distribution of those gains across society. There are several possible explanations for the conflicting findings in the existing literature, perhaps most notably endogeneity issues that plague the cross-country studies. To alleviate this, we utilize matching methods. Instead of using Gini coefficients, as much of the previous literature, we examine large increases in economic globalization’s impact on 5-year income growth in each quintile of the income distribution as well as top 1 and 5 percent. We find no evidence that income growth for the middle classes in OECD countries is hurt by economic globalization; if anything, some results indicate statistically positive effects. Most estimates, however, are positive but statistically and economically insignificant.

Public choice workshoppen – et par indtryk

Af Christian Bjørnskov, den 2. februar 2026. Skriv et svar

I fredags afholdt vi den årlige danske public choice workshop på Aarhus Universitet. Som altid var det en hyggelig og spændende dag med mange gode præsentationer og samtaler. Alligevel var indtrykket – om noget – at papirerne, der blev præsenteret i løbet af dagen, var særligt gode i år. Det gjaldt både fra nogle af de etablerede forskere såvel som de gruppe PhD-studerende og post docs, der deltog. Her er nogle få nedslag i dagens program.

Jeg var i den specielle situation, at jeg ikke præsenterede noget selv, men alligevel havde tre papirer på programmet: Tre forskellige medforfattere havde besluttet at præsentere arbejde, som jeg har været med på. Ege Asutay, der er PhD-studerende ved universitetet i Jena (på billedet) præsenterede for eksempel Do Populists Erode Civil Society, der er skrevet sammen med Niclas Berggren (IFN i Stockholm) og undertegnede. Beskeden i papiret er, at jo flere populistiske partier der kommer i parlamentet, og jo mere populistiske partierne bliver, jo mere lider civilsamfundet. Historien ender dog ikke der, fordi vores empiriske undersøgelse peger utvetydigt på, at det helt primært er højrefløjens populisme, der fører til direkte repression af civilsamfundet og lavere deltagelse i det.

En anden præsentation, der gjorde indtryk, var fra Cepos-forskeren Karsten Bo Larsen, der sammen med Cecilie Tandrup-Rasmussen har undersøgt, hvad der er sket med de danske hospitalers produktivitet. Der plejede at være en regulær, årlig måling af, hvad man får ud af ressourcerne på de danske hospitaler, men den sluttede i 2018. Karsten Bo konstaterede lakonisk, at det var måske ikke helt tilfældigt. Analysen, der meget snart udkommer fra Cepos så alle kan læse den, peger på at produktiviteten er faldet markant siden 2020.

Et par andre spændende indlæg kom fra bl.a. Eliza Hałatek, der er PhD-studerende på universitetet i Warszawa, og Stefan Voigt fra Hamborg, der er lidt længere i sin karriere – Stefan er en af Europas absolut mest citerede retsøkonomer. Eliza stillede i One or too many voices? Introducing the Central Bank Cacophony Index spørgsmålet, om hvad der sker når centralbanker kommunikerer i alle mulige retninger. Til formålet har hun udviklet sit eget ‘kakofoniindeks’ for den europæiske centralbank. Den meget fine præsentation gav anledning til et par kommentarer, man først grinte lidt af og bagefter tænkte seriøst over: Hvordan ville den slags se ud, hvis man gentog analysen for latinamerikanske centralbanker (fra Douglas Elmauer), og kunne man forestille sig ‘rationel kakofoni’ (fra Peter Nannestad). Eliza tog hjem om lørdagen med flere nye idéer til PhD-projektet.

Sidst, men ikke mindst, præsenterede Stefan Voigt mere arbejde i sit kreative og spændende projekt om. hvad folkeeventyr kan fortælle os om nationale værdier. Papiret What Folktales Tell Us: Tracing Value Persistence Across a Century peger ret klart på, at en del værdier er endda meget stabile på samfundsplan. Og når basale værdier er stabile, kommer visse institutioner og politiske valg også til at blive stabile, og konstante gevinster eller problemer for nogle lande.

Der er god grund til at sige tak til alle deltagerne inklusive de kolleger og studerende, der kom og sad med på dele af workshoppen. En del af punditokraternes mission er at bringe ny samfundsforskning ud til læserne, og det indebærer også, at man kan give besked i kommentarerne, om man ønsker en længere post om et af papirerne, der blev præsenteret i fredags. Og selvom man ikke har det, kan man konstatere, at public choice er ved godt helbred i vores del af verden.

Dansk public choice workshop 2026

Af Christian Bjørnskov, den 18. januar 2026. Skriv et svar

Faste læsere ved, at der hvert år afholdes en dansk public choice workshop den sidste fredag i januar. Sidste år afholdtes den helt særligt i Malmø, og blev derfor også den baltiske public choice workshop. Og om knap to uger er det tid til den 26. af slagsen. Den afholdes den 30. januar mellem 11 og 18 på Institut for Økonomi, Aarhus Universitet, i vores nye faciliteter i Universitetsbyen (det gamle kommunehospital), bygning 1813-1814. Som altid er workshoppen åben for alle interesserede – man kan deltage hele dagen eller blot sidde med på en enkelt session, hvis det er det man har tid til eller interesse i. Frokosten er kun for de præsenterende deltagere, men der er gode muligheder i området.

Deltagerne i år kommer fra Danmark, Holland, Polen, Sverige og Tyskland, og emnerne spænder bredt fra euroeffekter over ulighed til terrorisme. Det næsten endelige program er her, og ser – hvis jeg skal sige det – meget spændende ud.

11.00-11.05: Welcome

11.05-12.35: Session 1. Policies

Tobias Poulsen (Cepos): Reassessing the Trade Effect of the Euro: A Replication of Glick & Rose (2016) with Updated Data and Adjusted Analyses

Rasmus Wiese (Groningen), Jakob de Haan (Groningen), and João Tovar Jalles (Lisbon): Unveiling Employment and Wage Dynamics: The impact of Labor Market Reforms using a Local Projections Difference-in-Differences Approach

Eliza Hałatek (Warsaw): One or too many voices? Introducing the Central Bank Cacophony Index

12.35-13.30: Lunch

13.30-15.00: Session 2a. Populism and voting

Ege Asutay (Jena), Niclas Berggren (IFN) and Christian Bjørnskov (Aarhus): Civil Society and Populism: Do Populist Politics Help or Hinder it?

Niclas Berggren (IFN) and Christian Bjørnskov (Aarhus): Incongruent Values and Populist Voting

Peter Nannestad (Aarhus): Immigrants as Future Voters? An empirical footnote to the Hillman – Van Long model

13.30-15.00: Session 2b. Rent-seeking

Atma Mahapatra (Groningen): A Broader View: Mapping the Universe of U.S. Trade Lobbying

Lotta Stern and Staffan Samuelsson (Ratio): A Return to Corporatism or Just Establishing a New Status Quo?

Martin Paldam (Aarhus) and Jamel Saadaoui (Paris 8): The Grand Pattern in the Triplet of Political Capitalism, State Capture, and Crony Capitalism

15.00-15.45: Coffee

15.45-17.40: Session 3a. Inequality and values

Andreas Bergh (Lund): Tennis, Chess, and Supercomputers: New Measures of Global Inequality

Karsten Bo Larsen and Cecilie Tandrup-Rasmussen (Cepos): Productivity in Danish Hospitals

Jerg Gutmann, Anne van Aaken, Betül Simsek, and Stefan Voigt (Hamburg): The Tightness/Looseness of Social and Legal Norms in Europe

Stefan Voigt (Hamburg), Mahdi Khesali (Hamburg), and Nadia von Jacobi (Trento): What Folktales Tell Us: Tracing Value Persistence Across a Century

15.45-17.40: Session 3b. Terrorism and constitutions

Lasse Aaskoven (SDU) and Marius Mehrl (Leeds): White and Red Terror: Ideology and State Violence after Autocratic Regime Establishment

Lasse Skjoldager Eskildsen (SDU) and Christian Bjørnskov (Aarhus): Are Terrorists Ideologically Consistent in their Target Selection?

Katarzyna Metelska-Szaniawska, Anna Lewczuk, Tymoteusz Mętrak (Warsaw): Economic consequences of respecting and violating constitutions revisited using a new set of indicators

17.40: Refreshments and end

To interviews om Rusland og generel udvikling

Af Christian Bjørnskov, den 16. januar 2026. Skriv et svar

Hvad foregår der i Rusland, hvordan virker økonomien, hvordan forstår man udviklingen? Blandt økonomer er der næppe nogen, der er bedre eller forstår mere indefra, end Sergei Guriev. Han er PhD i anvendt matematik fra det russiske videnskabsakademi, var gæsteadjunkt på Princeton, og senere professor på New Economic School i Moskva mellem 2004 og 2013. Guriev købte i april 2013 en envejsbillet til Paris, efter at venner havde advaret ham om at sikkerhedsstyrkerne var ude efter ham. Efter blandt ophold på bl.a. Paris School of Economics er han idag professor på London Business School.

Den glimrende Daniel Freeman fra the Institute of Economic Affairs i London interviewede forleden Guriev om netop Rusland. Det blev en samtale om hvordan resterne af Sovjetunionen blev til Rusland, hvad der gik galt, og hvordan landet virker under Vladimir Putins diktatur. Det er varmt anbefalet.

Hvis man er i humør til en kortere samtale om mere generel udvikling med fokus på institutioner og hvad der er tilbage fra kolonitiden, lavede jeg forleden podcast med min ven og kollega Manoel Bittencourt. Hele samtalen kan ses her; jeg hyggede mig meget med samtalen, og håber at der måske er noget inspiration i de muligheder, vi taler om.

Hvordan gik det kolonierne efter uafhængighed?

Af Christian Bjørnskov, den 11. december 2025. Skriv et svar

Et af de emner, der virkelig kan få visse folk op i det røde felt, er kolonitiden og afkoloniseringen. Sidste år udkom Kristian Niemitzs fine bog Imperial Measurement – et glimrende bud på en lille fagbog, interesserede kan læse i juletiden – der stiller spørgsmålet, om kolonimagterne faktisk havde økonomisk gavn af deres kolonier. Kristians svar er , at faktorerer man kolonimagternes omkostninger ind i regnestykket, er det mest sandsynligt, at de fleste kolonier var en økonomisk belastning. Men den anden side af spørgsmålet, er naturligvis om kolonierne havde gavn eller ej af tiden. Det er næsten umuligt at svare på, så jeg har i år brugt tid på at stille spørgsmålet på en lidt anden måde: Hvad skete der med de tidligere koloniers økonomiske udvikling, efter de blev uafhængige?

Hvordan i alverden gør man det, kan mange økonomer nok spørge. Problemet er, hvad der er den mest rimelige sammenligning at gøre, og hvordan de klarede sig før de blev uafhængige. Svaret før økonominørderne er den nyudviklede Butts og Gardner-estimator. For alle resten af læserne er det en måde at sammenligne hvad der sker med tidligere koloniers vækst i perioden 1950 til nu, i forhold til hvordan det gik dem før uafhængigheden og i forhold til andre relativt fattige lande. Og det er særligt også en måde at skille de tidligere britiske og hollandske kolonier fra resten af gruppen.

Svaret på spørgsmålet afhænger nemlig af, hvilken ‘slags’ koloni et land var, før det blev uafhængigt. De britiske og hollandske kolonimyndigheder havde nemlig typisk en politik, der hvilede på at bruge lokale institutioner hvis de eksisterede, uddanne lokale politifolk, embedsfolk, osv., men særligt de franske installerede franske institutioner og brugte franske embedsfolk, dommere osv.

Undersøgelsen viser meget tydeligt, at der intet skete økonomisk med tidligere britiske og hollandske kolonier – de fortsatte basalt den den samme økonomiske udvikling, som de havde haft i den sene kolonitid. Modsat dem viser undersøgelsen, at gruppen af tidligere franske, portugisiske, belgiske og andre kolonier oplevede markant lavere vækst, og i særlig fra i det andet tiår efter uafhængighed. Det var også væsentligt mindre sandsynligt, at de franske var demokratiske i tiden after uafhængighed, og klart mere sandsynligt, at de oplevede væsentlig politisk ustabilitet i form af statskup.

Hvad gik der galt? Fokuserer man i stedet på privatforbruget, faldt væksten i begge grupper lande efter uafhængigheden. Umiddelbart ser det således ud til, at uafhængighed var en dårlig nyhed for de fleste almindelige mennesker i de tidligere kolonier. Men – og det er et stort men – det relative fald i de tidligere britiske holdt op efter de første 20 år og var ledsaget af væsentligt større investeringer end i de tidligere franske. Efter 30 års uafhængighed havde de tidligere britiske og hollandske kolonier således i gennemsnit 40 procent højere BNP og 21 procent højere privatforbrug end restgruppen af franske, belgiske og andre kolonier. Over halvdelen af den første gruppe var demokratier, mens det var under en tiendedel af de tidligere franske.

Så var uafhængighed en god idé for de tidligere kolonier? Mit bud er, at svaret afhænger af, om kolonimagterne efterlod levedygtige institutioner. Franskmændenes var befolket af franskmænd, der typisk tog tilbage til Frankrig, da kolonierne blev uafhængige, mens de britiske kolonier ofte havde udviklet relativt effektive, demokratiske, hjemmegroede institutioner. Ved uafhængighed havde de britiske og hollandske således langt bedre institutioner end de andre tidligere kolonier, ligesom de også har idag. Er det en afskyelig koloniarv, som Storbritannien og Nederlandene burde kompensere dem for?

Hele analysen med titlen Was National Sovereignty a Profitable Decision? Exploring Economic Growth after Decolonisation kan læses her.

Tilfredshedsundersøgelsen: Nogle resultater

Af Christian Bjørnskov, den 2. november 2025. Skriv et svar

Der har været lidt stille på bloggen den seneste tid. Grunden er, at min undervisning startede i sidste uge – jeg underviser kun i anden halvdel af semesteret, men dobbelt i de uger – og andre punditokrater har haft travlt. Men vi er tilbage, og idag med de første resultater af den spørgeskemaundersøgelse, som vi skrev om for et par uger siden. Undersøgelsen er en del af en forskerspires projekt, og der er per denne weekend 68, der har svaret. 68 er en meget lille sample, men sjovt nok er forskellene mellem dem helt systematiske og konsistente med forskningen. Vi viser dem idag i et simpelt søjlediagram.

Vi peger her på seks faktorer, hvor den lille undersøgelse faktisk svarer fint overens med langt større studier, og hvor forskellene er statistisk signifikante. Den vigtigste faktor er om folk har tillid til hinanden: I undersøgelsen er respondenter, der siger de har tillid til andre mennesker, i gennemsnit 23 procent mere tilfredse end andre. Nummer to er optimisme, målt på folks syn på om fremtiden er positiv eller negativ. Dem, der ser fremtiden som positiv, har 20 procent højere tilfredshedsscorer. På en delt tredjeplads finder vi at have en fast partner og at føle, at man har meget kontrol over ens liv. Begge forhold gør respondenterne 15 procent mere tilfredse end dem, der ikke er i et forhold eller kun føler at de har lidt eller moderat kontrol. De to sidste faktorer er også interessante: Folk over 60 er i gennemsnit 12 procent mere tilfredse. De samme gælder folk, der enten ikke ved hvor intelligente de er, eller rapporterer en relativt gennemsnitlig IQ. Med andre ord er de meget intelligente blandt respondenterne systematisk mindre tilfredse end andre.

Hvis jeg havde designet spørgeskemaet, ville jeg være svært tilfreds med resultaterne. Det er naturligvis en meget lille sample – 68 svar er ikke meget i den forskning – men selve undersøgelsen ‘virker’. Og mens de fem systematiske forhold perfekt afspejler den større forskning, er intelligens-fundet interessant, da der ikke er ret meget forskning i emnet. Hvis jeg skulle tage beslutningen, ville dette forskerspireprojekt sagtens kunne fortsætte.

Mere om Nobelprisen 2025: Joel Mokyr

Af Christian Bjørnskov, den 21. oktober 2025. Skriv et svar

Sidste uge blev det annonceret, at dette års Nobelpris i økonom går til Joel Mokyr, Philippe Aghion og Peter Howitt. Vi skrev kort om det, og Otto har skrevet meget fint om valget i Berlingske Tidende. Vi lovede, at vi ville skrive mere uddybende om prisen – ikke mindst fordi det er lang tid siden, at en Nobelpris i den grad har begejstret økonomer rundt omkring i verden. Fordi de prisen gives i to halvdele – den ene til Mokyr for hans bidrag i økonomisk historie, og den anden til Aghion og Howitt for deres bidrag til vækstteori – starter vi idag med Joel Mokyr.

Den hollandsk-fødte og jødiske Mokyr er professor på Northwestern University i Chicago, og har i en serie bøger og artikler beskæftiget sig med et af de store spørgsmål i nationaløkonomi: Hvorfor skete den Industrielle Revolution hvornår og hvor den skete, og hvorfor blev den ved? Det er spørgsmålet om, hvad vi ved om fødslen af moderne økonomisk vækst.

Udgangspunktet er, at der havde været vækstepisoder tidligere: Både det romerske imperium og Kina havde haft markant, teknologisk udvikling, og særligt Italien i de første par århundreder AD havde været et komparativt rigt sted. Men i alle tidligere tilfælde var væksten og velstanden holdt op igen. Hvorfor startede væksten og den brede økonomiske udvikling i England og det sydlige Skotland, hvorfor skete det hvornår det skete – meget, meget cirka i midten af 1700-tallet – og hvorfor blev denne episode ved? Det er de centrale spørgsmål, som Mokyr har fokuseret meget af sin karriere på. Det gælder ikke mindst de to af hans bøger, der står på min hylde: The Enlightened Economy fra 2009 og A Culture of Growth fra 2016.

Mokyr peger på, at hvis det ‘bare’ gjaldt videnskabelig udvikling – den gamle idé om, at videnskaben opfinder og så bruger industrien opfindelserne – ville den Industrielle Revolution sandsynligvis være startet i Frankrig. England og Skotland var ikke på den videnskabelige forfront i 1600-tallet eller starten af 1700-tallet. Men, som han viser, er det vi ville kalde videnskabelig viden ikke nok. Mokyr skelner mellem preskriptiv og propositionel viden, dvs. han skiller viden om hvad der virker fra viden om hvordan det virker. Og mens der var masser af viden i det akademiske miljø om hvordan ting virker, haltede landet bagefter på viden om, hvad der virker.

Mit personlige yndlingseksempel er fra flåden, hvor britiske læger fandt ud af, at søfolk ikke fik skørbug, hvis man gav dem citrusfrugter eller andre bestemte frugter. Man vidste ikke hvorfor – der var ingen teori om vitaminer dengang – men forstod at det virkede, og the Royal Navy indførte derfor midlet mod den ødelæggende lidelse. Det tog over 40 år før den franske flåde fulgte med, fordi franske lægers teori om sygdom ikke kunne forklare, hvorfor citrusfrugterne virkede. Storbritannien havde en anden tradition for at acceptere, at noget virkede før man forstod hvorfor, og havde en masse dygtige håndværkere med taktil forståelse for praktiske forhold.

Men viden er stadig ikke nok. Mokyr peger på, at den Industrielle Revolution gik igen i England og Skotland fordi der i midten af 1700-tallet var et særligt sammenfald af flere nødvendige forhold. Begge typer viden blev udviklet, men blev også spredt bredt ud i samfundet. Der skete en veritabel eksplosion af magasiner, folk læste og delte, diskussionsselskaber og andet, hvor både borgerskab, adel og de nye fabriksejere kom til foredrag om alle mulige emner, og kulturen ændrede sig, så det ikke kun var gennem jordejerskab, at man kunne blive rig og del af det bedre selskab.

Sidst, men ikke mindst, følger Mokyr en tradition fra bl.a. Douglass North i at fremhæve nødvendigheden af at have et effektivt og politisk uafhængigt retsvæsen. Alle idéerne, al den britiske håndværkskunnen og den sociale accept af de nye forhold, ville ikke være blevet til noget brugbart eller kommercielt, hvis man ikke også havde et klart incitament til at investere i dem. Og før man investerer i usikre, langsigtede projekter, bliver man nødt til at have stor sikkerhed for, at ens kontrakter bliver håndhævede og ens investering er retsligt beskyttet. Netop det gjorde de britiske institutioner med stigende succes fra først i 1700-tallet.

Joel Mokyrs store bidrag til vores forståelse af begyndelsen på den moderne økonomiske vækst er derfor forklaringen på, hvordan sammenfaldet af faktorer forklarer hvor, hvornår og hvorfor det blev ved. Prisen er særlig af flere grunde. For det første gik der mange år, før Mokyr fik en artikel i et af de såkaldte supertidsskrifter. For det andet er meget af hans forskning historisk deskriptiv, og ikke drevet af statistisk metode eller anden avanceret ‘teknik’ (selvom han kan gøre det). Og sidst, men ikke mindst, er det et bredt bidrag, og ikke et hjørne af økonomi. Det er ikke mindst nogle af disse elementer, der har gjort så mange økonomer begejstrede for annonceringen forleden. Det er en af de mest velfortjente Nobelpriser i økonomi i mange år.

Spørgeskema om lykke til forskerspireprojekt

Af Christian Bjørnskov, den 20. oktober 2025. 3 svar

Jeg har flere gange hjulpet elever med såkaldte forskerspireprojekter. Det gør jeg også for tiden, og den pågældende elev har sat et spørgeskema op, som meget gerne skulle pilottestes. Formålet er, at få mere viden om danskernes lykke og hvorfor nogen danskere er mere tilfredse med deres liv. Vi håber her på stedet meget, at vores læsere vil bruge fem minutter på at hjælpe!

Hvis I vil, er der link til undersøgelsen her.

Nobelprisen i økonomi 2025 – nogle gæt

Af Christian Bjørnskov, den 10. oktober 2025. Skriv et svar

På mandag, sandsynligvis lige omkring middag, annonceres det hvem der modtager årets Nobelpris i økonomi. Teknisk er det en pris til minde om Nobel, men lad os undgå den diskussion: Økonomiprisen er væsentligt mindre kontroversiel end f.eks. priserne i litteratur og fred. Men den er også en af dem, der er allersværest at forudsige. Alligevel gør vi hvert år et forsøg.

Hvis Nobelkomiteen tillader sig at være en smule strategiske og give en pris til et område, der virkelig er i vælten, kunne den vælge international økonomi og handelspolitik. Rent fagligt ville det være fuldstændigt forsvarligt, da det efterhånden er meget lang tid siden at området blev belønnet. Det kunne for eksempel være en pris til Arnold Harberger (Chicago), som lagde en væsentlig del af det teoretiske arbejde bag, hvordan vi vurderer protektionismetab og idag er 101 år gammel. Som vi understregede sidste år, kunne man også belønne Gene Grossman (Princeton) og Elhanan Helpman (Harvard) for deres indsigter i, hvordan handelspolitik dannes, Anne Krueger (Stanford) for hendes arbejde om rent-seeking og hvordan særinteresser påvirker handelspolitikken, eller måske endda Marc Melitz (Harvard), for hans bidrag til såkaldt ‘new new trade theory’ og vores forståelse af sammenhængen mellem handelspolitik og industridynamik.

Der er en række andre bud. Nicholas Decker argumenterer for eksempel for, at det er tid til en pris til industrial organisation, og helt specifikt til Steven Berry, Jerry Hausman, og Ariel Pakes. Det ville også være rimeligt, hvis prisen gør til Ariel Rubinstein (Tel Aviv) for hans teoretiske arbejde i begrænset (bounded) rationalitet. En yderligere , der ville sende et politisk signal, er ´ John Taylor (Stanford) for pengepolitik og monetære studier, og i særdeleshed arbejdet omkring Taylor-regler for pengepolitik, der i dag er meget brugt af centralbanker over hele verden. For ti år siden nævnte vi også Richard Blundell (UC London), John List (Chicago) og Charles Manski (Northwestern) for deres arbejde i økonometri og arbejdsmarkedsøkonomi. Deres bidrag er ikke blevet ringere eller mindre relevante siden da.

Som alle år er der en lang række andre kandidater, og det er frygteligt svært at forudsige, hvem der får prisen i år. Hvilke kriterier skal man lægge til grund, og hvilke områder og forskningsspørgsmål vurderer Nobelkomiteen hos Sveriges Riksbank er særligt vigtige eller værdige for tiden? Måske skal man bare placere sine penge på kandidater fra lande, hvor folk spiser meget chokolade? Vi er alle meget klogere på mandag, når prisen uddeles og vi her på stedet dækker annonceringen.

Nyt projekt: Human Freedom: Emergence and Payoffs

Af Christian Bjørnskov, den 2. oktober 2025. 1 svar

Igår startede mit nye forskningsprojekt sammen med min gode ven og kollega Niclas Berggren: Human Freedom: Emergence and Payoffs. Projektet, der er tre-årigt og finansieres af den amerikanske John Templeton Foundation, har til hensigt at gøre præcis hvad der står på pakken: Undersøge hvorfor nogle mennesker i verden nyder mere menneskelig frihed end andre, og hvilke konsekvenser det har for dem og deres lande. I stedet for at give meget præcise svar på meget små spørgsmål (som nogle af vores kolleger foretrækker idag), sigter vi efter at kunne give nogle brede svar på elementer af et meget stort spørgsmål om frihed.

Menneskelig frihed kan lyde som et meget vagt begreb, men vi følger arbejdet omkring the Human Freedom Index i at definere det som et hele, der består af to overordnede halvdele: et sæt af negative frihedsrettigheder inklusive religionsfrihed, ytrings-, forenings, og bevægelsesfrihed, og friheden til at associere med hvem man vil; og de fem velkendte økonomiske frihed, som vi har skrevet omfattende om.

Projektet indeholder en række forskellige elementer, som bl.a. omfatter tre akademiske workshops, to policy-workshops – en i Sverige og en i Danmark, som begge vil være åbne for tilmelding – samt deltagelse i konferencer, produktion af et antal videnskabelige artikler, og deltagelse i den offentlige debat. mange af aktiviteterne i projektet omfatter derfor inviterede kolleger. Ligesom vores tidligere forskningsprojekt kommer vi naturligvis til at skrive jævnligt om det her på stedet.

Vi tyvstartede forleden, da jeg præsenterede det første papir fra projektet før det overhovedet var startet officielt. Som vi skrev om her, har vi i den første bid forskning set på, hvordan populistiske partier påvirker borgernes menneskelige frihed. Som vi viser i papiret: “Kun højrepopulister truer systematisk retsvæsenet og underminerer folks basale menneskerettigheder. Begge fløje truer sikkerhedssituationen og forøger statens omfang og kontrol. Højrepopulister har dermed bredere negative konsekvenser, men når vi ser effekter af venstrepopulister, er de væsentligt dybere.”

I efteråret følger vores næste papir, der ser på i hvilken grad populister underminerer folks ytringsfrihed, og om omhyggelig beskyttelse af ytringsfriheden i forfatningen gør en forskel. Vi er også i fælles arbejde med en tysk PhD-studerende igang med at se på, hvorvidt populister svækker foreningslivet. De første komponenter fokuserer således på populisme, mens vi næste år rykker videre til andre emner, inklusive lidt mere filosofiske overvejelser. Og som altid gælder det, at hvis punditokraternes læsere har forslag til emner eller spørgsmål om menneskelig frihed, ser vi meget gerne på det.

Nødret under pandemien – nyt studie af forfatningsbrud

Af Christian Bjørnskov, den 19. september 2025. Skriv et svar

Der er næppe en eneste læser hos punditokraterne, der har glemt hvad vi alle gik gennem da land efter land blev lukket ned i foråret 2020. Den nye Covid 19-virus spredte sig, og regeringer og eliter gik i panik verden over. Det gjaldt ikke mindst den danske regering, der påstod at den simpelthen gjorde hvad sundhedsmyndighederne anbefalede. Vi ved idag, at det var løgn og at Sundhedsstyrelsens chef Søren Brostrøm indtil få timer før Mette Frederiksens annoncering af nedlukningen af Danmark, advarede imod det og anbefalede en approach som i Sverige. Det er også klart, at regeringen senere på året brød Grundloven, da den uden lovhjemmel lukkede ned for landets minkerhverv og med forsvaret og politiets hjælp tvang landmændene til at slagte deres mink. Men hvor almindelig var den slags adfærd i Covid-årene?

Det spørgsmål giver Stefan Voigt og jeg et svar på i en ny artikel med titlen Covid and the constitution: unlawful states of emergency during the pandemic, der nu udgives i European Journal of Law and Economics. Vi starter artiklen med en konkret optælling af antallet af nødretssituationer i 2020-21, hvor enten selve erklæringen eller regeringens opførsel og beslutninger under nødretten var forfatningsstridige. På tværs af 176 lande viser vi, at mens 17 procent af nødretssituationerne i autokratier var forfatningsstridige, gjaldt det samme for 25 procent i verdens demokratier. Med andre ord var demokratisk valgte regeringer væsentligt mere tilbøjelige til at bryde deres forfatning under pandemien! Og det tæller ikke engang Danmark med, da regeringen ikke erklærede nødret – og heller ikke kunne, da situationen slet ikke tillader det i den danske Grundlov.

På sin vis var den danske regering ikke særligt speciel i 2020-21, men fulgte blot et mønster som mange andre demokratier delte: I det øjeblik, regeringen kunne påtage sig mere diskretionær magt – og jo mere, forfatningen tillod den at tiltage sig – jo mere blev den magt misbrugt. Der tales således meget om, hvad man måske kan lære i sundhedsmyndigheder og andet af pandemien, men alt for lidt om, hvad man kan lære om politikere og deres adfærd. Men hvorfor skulle politikere tale om to år, hvor de i virkeligheden demonstrerede, hvor lidt man bør stole på dem?

Hele artiklen kan downloades gratis i linket ovenfor; abstractet er her:

The Covid-19 pandemic in 2020 and 2021 gave rise to an unprecedented number of emergency declarations across the world. Recent research shows that the transfer of substantial discretionary power to the executive branch in an emergency often gives rise to unlawful and unconstitutional political behaviour. In this paper, we explore if the large number of emergencies during the pandemic were special. We document that they were, in the sense that unlawful emergencies were substantially more likely to occur among democracies. We also show that apart from economic variables, better rule of law and more permissive constitutionalised emergency provisions contributed to a higher risk of unlawful behaviour.

Herby i FT om regulering

Af Christian Bjørnskov, den 16. september 2025. 1 svar

Punditokraternes egen Jonas Herby blev forleden fremhævet i Financial Times. Anledningen var en glimrende leder om, hvordan de vestlige økonomier begraves i regulering. Tej Parikh peger her på, at den samlede EU-regulering – målt på antal ord – er steget 700 procent siden Maastricht-traktaten trådte i kraft for 32 år siden. Tallet er ikke taget ud af luften, men kommer netop fra Jonas omhyggelige arbejde hos Cepos og for the European Policy Information Center.

Som Financial Times skriver, er der god grund til at have regulering på nogle områder. Men der er masser af forhold, der overhovedet ikke kræver nogen form for regulering, meget regulering der er overdetaljeret og tilrettelagt af folk, der ikke kender til virkeligheden på gulvet, og regulering der i virkeligheden er tilstede for at beskytte særinteresser. Det gælder for eksempel den regulering på både nationalt og EU-plan, der de facto skaber handelsbarrierer internt i EU der svarer til en 44 % told (se IMFs forskning her). På grund af regulering kan der således ofte være lavere de facto handelsbarrierer på handel med Storbritannien end med Grækenland!

Politikere taler ofte om behovet for at rydde op i de værste reguleringer og undgå bureaukratisering og regelrytteri, men gør stort set aldrig noget ved det. I stedet for ender de ofte i diskussion om enkeltsager, hvor ‘man bliver nødt til at gøre noget’ – og det noget, de gør er ekstra og ekstra striks regulering. Mens de fleste politikere næppe står til at redde, kan alle vi andre blive klogere af at læse Jonas forskning og bidrage til en informeret debat om behovet for faktisk deregulering.

Folk med usammenhængende værdier stemmer populistisk

Af Christian Bjørnskov, den 8. september 2025. 3 svar

I morgen tager jeg til årets WINIR-konference, der denne gang afholdes på handelshøjskolen i Prag. Min gode ven og fremragende kollega Niclas Berggren er medarrangør af konferencen, og vi benytter lejligheden til at præsentere de to første bidder af vores nye forskningsprojekt. Projektet, der ellers officielt først starter den 1. oktober og handler om årsager og konsekvenser af forskelle i menneskelig frihed, kommer således afsted med det samme. Niclas præsenterer vores fælles arbejde om hvordan populisme påvirker menneskelig frihed – som vi tidligere på året skrev om her – mens jeg præsenterer vores helt nye studie af, hvor sammenhængende folks værdier er.

Hvad betyder det, at man ikke har sammenhængende værdier – eller det, vi foretrækker at kalde inkongruente værdier? Vi afsøger det ved hjælp af de 21 værdispørgsmål i the European Social Survey, som bl.a. spørger om det er vigtigt at tage sine egne beslutninger og være fri, og om det er vigtigt at gøre hvad der bliver sagt. Vores pointe er, at det ikke giver ret meget mening, at mene at begge ting er vigtige på samme tid. På samme måde er der flere andre værdipar – f.eks. at være succesful og få anerkendelse versus at være beskeden og ydmyg – som ‘inkongruente’: At de er nærmest logiske modsætninger. Det er en situation, som ligner det fænomen, der kaldes kognitiv dissonans.

Alligevel finder vi næsten ni procent af respondenterne i undersøgelsen, der har mindst to inkongruente værdipar. Og det viser sig at have konsekvenser at folks værdier ikke giver logisk mening. Som vi illustrerer nedenfor på udelukkende danske data, er folk med inkongruente værdier markant mere tilbøjelige til at stemme på populistiske partier! Mens 15 procent af de danske respondenter uden inkongruente værdier stemmer populistisk, er det 18 procent af dem med inkongruente værdier. Og som man kan se i figuren, er det primært drevet af de højrepopulistiske partier.

Det samme gælder på tværs af Europa, hvor folk med inkongruente værdier er cirka 16 procent mere tilbøjelige til at stemme populistisk. Hvad det betyder for, hvad folk accepterer af politik, og om populister decideret kan tiltrække stemmer fra folk uden klart logiske sammenhænge, er blot to af de interessante spørgsmål, der kommer ud af det nye studie. Og hvis vores læsere har forslag og indspark, hører vi meget gerne om det!

I Skotland idag for 249 år siden

Af Christian Bjørnskov, den 25. august 2025. 1 svar

Idag, for 249 år siden, døde den skotske filosof, historiker og samfundstænker David Hume i sit hjem i Edinburgh. Det er svært at overvurdere hans bidrag, ikke blot til liberalt tankegods, men overordnet til filosofi. Hans tyske kollega Immanuel Kant beskrev Hume som den, der havde vækket ham af sin ‘dogmatiske slummer’, og så sin banebrydende Kritik der reinen Vernunft som en direkte reaktion på Humes filosofiske udfordring. Humes A Treatise of Human Nature er stadig en inspiration, og hans indflydelse på blandt andet Adam Smith er også tydelig.

Men idag – og i dagens intellektuelle klima – er det også værd at huske på et helt særligt forhold ved Hume, som flere af hans samtidige understregede: Hume var udover at være en af århundredets største filosoffer også et behageligt, venligt og meget, meget vellidt menneske. Samtidig var han bestemt ikke konventionel, og lagde ikke skjul på at han var ateist. Humes ærlighed omkring, at han ikke troede på den gud – eller nogen gud – der var så vigtig for de fleste briter på tidspunktet, var også forklaringen på at han aldrig til ansættelse på et universitet. Det sørgede de kirkelige i ledelserne for – der skulle ikke en vantro ind på deres institutioner.

Et af de mest bekymrende særtræk ved det intellektuelle klima idag, er netop en udtalt uvillighed til at engagere sig civiliseret med folk, man er uenig med. Universiteter ‘canceller’ ansatte, redaktører af selv velsete videnskabelige tidsskrifter holder bestemte holdninger ude af deres sider, og mange forskere – også i Danmark – holder deres politiske holdninger for sig selv, i hvert fald hvis de er liberale. Hume var åben og ærlig omkring sine holdninger, men altid venlig og åbensindet overfor andres meninger og deres holdninger.

Hume var i mange år før sin død sin lige så berømte kollega Adam Smiths bedste ven. Da Hume den 25. august 1776 døde, skrev Smith meget offentligt – og sandsynligvis til mange modstanderes frustration, om sin vens karakter: “Upon the whole, I have always considered him, both in his lifetime and since his death, as approaching as nearly to the idea of a perfectly wise and virtuous man, as perhaps the nature of human frailty will permit.”

Smith mindede sin nutid og os om, at det vigtigste er ikke at have konventionelle eller ‘de rigtige’ meninger og værdier, men at være et ordentligt menneske. Det kunne man måske også med fordel minde mange om i den nuværende offentlige og videnskabelige debat.

Hvis nogen vil vide mere, er Dennis Rasmussens The Infidel and the Professor: David Hume, Adam Smith, and the Friendship That Shaped Modern Thought om Hume og Smiths tænkning og venskab meget varmt anbefalet.

Ny public choice encyclopædi

Af Christian Bjørnskov, den 20. august 2025. Skriv et svar

Vi ved, at mange af vores læsere er interesserede i public choice – gråzonen mellem statskundskab og nationaløkonomi, der studerer hvordan selv-interesse, klare incitamenter og rationelle beslutningstagere former politisk adfærd, politiske beslutninger, og den første politik. En ny encyclopædi er derfor måske nogen for dem.

Min fremragende kollega Richard Jong-a-Pin (Groningen) har, hjulpet af undertegnede, redigeret den nye Elgar Encyclopedia of Public Choice, der udkommer til efteråret. Bogen omfatter 118 separate, korte kapitler om emner indenfor public choice, fra korruption til forskelle mellem valgsystemer. Vi har fået nogle af verdens førende public choice-forskere til at skrive, og resultatet er en bred og omfattened encyclopædi.

Er nogen interesserede i at vide lidt mere, kan de med fordel læse vores blogindlæg hos Edward Elgar med titlen Using Economics to Understand Political Outcomes: A New Encyclopedia of Public Choice. Som vi indleder posten med: “Why do trade policies typically favour certain groups of industries? Why do politicians regularly ignore large groups of their voters? Why does corruption persist as a major problem in large parts of the world although everyone recognises how problematic it is?” Er man enig i, at de spørgsmål er vigtige, er public choice måske den approach der passer til ens interesser?