Tag-arkiv: energi- og klimapolitik

Vækst og miljøet

Af Christian Bjørnskov, den 20. maj 2026. Skriv et svar

Vi har nok alle hørt påstanden, og måske endda fra venner eller familie: Vi må stoppe den økonomiske vækst, fordi vi bruger alle Jordens ressourcer og ødelægger miljøet. Nogen af de mere pragmatiske af stemmerne plæderer for, at man må finde en bedre ‘balance’ mellem de sociale og menneskelige gevinster, som økonomisk vækst faktisk giver, og de miljøproblemer den skaber. Andre mere radikale folk argumenterer for, at konklusionen må være, at man stopper den økonomiske vækst. Bevægelsen kalder det ‘degrowth’, og påstår ofte at idéen også direkte medfører, at væksten skal stoppes og verdens indkomst derefter skal omfordeles mod de fattige lande.

Påstandene og idéen om ‘degrowth’ er således inkluderet i stadig mere politik i den vestlige verden (se f.eks. Fitzpatrick, Parrique og Cosme) og virker også i stigende grad populær blandt både politikere og unge mennesker på begge fløje. En af grundene er, at den basale idé virker så intuitiv for de fleste ikke-økonomer: Vækst må jo betyde, at man producerer flere ting og derfor bliver nødt til at bruge flere ressourcer og mere energi på at lave tingene – og så konkluderer man lynhurtigt, at det må føre til at vi bruger for mange ressourcer og forurener mere og mere. Men er det overhovedet rigtigt? Og er folks basale forståelse af økonomisk vækst faktisk korrekt?

En del af påstandene i de-growth litteraturen er, at man må have langt mere regulering, begrænsning af international handel (transporten påvirker miljøet), og en langt større grad af direkte statsstyring af økonomisk aktivitet. Oversat til økonom-termer er påstanden, at der er et objektivt behov for en alvorlig begrænsning af borgernes økonomiske frihed. Man kan derfor teste de grundlæggende idéer ved at undersøge, hvad mere eller mindre økonomisk frihed gør ved miljøbelastningen.

Ny forskning af Justin Callais, Vincent Geloso, og Alicia Plemmons, der lige er accepteret til udgivelse i Structural Change and Economic Dynamics, ser på netop dette spørgsmål og peger helt utvetydigt på, at liberaliserende reformer, der skaber større vækst, ikke er et problem. I artiklen med titlen Economic Freedom and the Environment: Causal Evidence from Liberalization Reforms udnytter de evidens fra 49 store liberaliseringer siden 1970. Grunden til at undersøge spørgsmålet på dén måde er først, at store liberaliseringer qua degrowth-argumentet jo må føre til en markant større miljøbelastning – både ved at føre til mere økonomisk vækst og ved at rykke politik i den modsatte retning af degrowthernes foretrukne. For det andet indebærer metodologien, at man kan sige noget kausalt, når man blot tager hensyn til, at store liberaliseringer ikke sker tilfældigt. Netop den metodologiske udfordring er Justin Callais blevet lidt af en ekspert i at håndtere med såkaldte matching-estimatorer.

Konklusionen er skarp: “Using matching methods between liberalizers and non-liberalizers, we find that liberalizations have no consistent effect on total emissions or emissions per capita. However, they do reduce emissions per dollar of GDP and reduce mortality from outdoor air pollution.” Med andre ord viser Callais, Geloso og Plemmons, at økonomisk liberalisering generelt ingen effekt har på drivhusgasudledninger, der kan betragtes som den mest almindelige miljøindikator. Men de viser meget klart, at liberalisering sænker et af de værste miljøproblemer i ulande – dødsfald der skyldes luftforurening! Og mens der er masser af evidens for, at liberalisering skaber øget økonomisk vækst, peger de tre økonomer på, at den ikke fører til mere forurening fordi produktionen bliver mere effektiv: Værdiskabelsen per ton CO2 stiger markant efter liberaliseringer. Og heri ligger hele forståelsen af, hvorfor degrowth-bevægelsen tager så markant fejl. Vækst er på langt sigt drevet af produktivitetsfremskridt, så man kan producere mere med færre ressourcer og mindre energi. På meget langt sigt ender økonomisk vækst således ikke blot med at sænke miljøbelastningen, men også med at vi som samfund bliver bedre til at behandle de eventuelle miljøproblemer, vi alligevel måtte have.

They are not denying the science; they are questioning its implications!

Af Nikolaj Stenberg, den 21. august 2012. Skriv et svar

Det er efterhånden lang tid siden, at denne blog nævnte ordene “global” og “opvarmning” lige efter hinanden i samme sætning. Og godt for det, eftersom dén (samling af) debat(ter) fyldte lige lovligt meget i tiden fra Al Gores – ahem… – noget enøjede film og medfølgende fredspris til Per Meilstrups to-ugerlange og komplet ukritiske one-man show på TV2 News* og Lars Løkke Rasmussens hammerslag i podiebordet.

Desværre vil jeg tillade mig at bryde tavsheden. Men kun med en henvisning. Den skal være til prof. Steven Horwitz’s kloge artikel i The Freeman fra februar, Global Warming Is about Social Science Too, som jeg netop har opdaget.

(HT: Don Boudreaux)

* Klima-redaktionen på TV2 News bør stadig skamme sig over så ensidigt et kommentarspor, man valgte at give dét klimatopmøde.

Grøn erhvervspolitik – ét er at lytte, andet er at forstå

Af Niels Westy, den 9. marts 2012. 9 svar

I sidste uge havde jeg en kritisk kronik om regeringens grønne erhvervspolitik i Børsen. Det førte forleden til et lettere bizart læserbrev i samme avis, skrevet af Martin Lidegaard. Man kan også kalde det et absolut ikke-svar på den kritik som økonomer har rejst af den førte energi- og klimapolitik.

Kort opsummeret kritiserer jeg i kronikken regeringens politik, fordi :

  1. Martin Lidegaard og resten af den grønne menighed påstår at ved at satse på grøn teknologi fremmer man vækst og jobskabelse – økonomer, herunder Det Økonomiske Råd (og en række undersøgelser i andre lande) kommer frem til at det modsatte er tilfældet. Med andre ord er der ikke opbakning til den første grønne erhvervspolitik fra sagkundskaben.
  2. Den førte politik er præget af en meget ensidig satsning på vindenergi. Det er mere end tvivlsomt at vindenergi bliver en central del af fremtidens energiforsyning. Man er fortsat ikke i stand til at producere el til konkurrencedygtige priser, og især for havbaserede vindmøller er det tvivlsomt om man nogensinde bliver det. Vindenergi er kun muligt med fortsat statslig støtte. Derfor er aktiekurserne for verdens vindmølleproducenter faldet drastisk siden 2008. Det får dog ikke ministeren til at ryste på hånden, han ved åbenbart bedre.
  3. I argumentet for en grøn energi- og klimapolitik som gavnlig for dansk økonomi overser man en hel basal økonomisk sammenhæng, nemlig hvad man ellers kunne have brugt midlerne til. I stedet argumenteres med at omfanget af eksport og arbejdspladser i sig selv er udtryk for den succesfulde erhvervspolitik. Det er nonsens.

Til denne kritik skriver Martin Lidegaard i sit læserindlæg, som flere steder nærmer sig sort snak, bl.a.:

I Børsen den 1. marts beskylder Niels Westy Much-Holbek mig for ikke at lytte til økonomer og særligt ikke til vismændenes vurdering af, at vi i Danmark satser for meget på vind og burde lade markedet råde mere.

Der er imidlertid intet nyt under solen i vismændenes udsagn. Det er efterhånden blevet fast rutine, at Det Miljøøkonomiske Råd en gang
om året kritiserer den til enhver tid siddende regerings klimapolitik med henvisning til EU’s kvotemarked. Ikke ret mange er enige med dem, og det er jeg heller ikke.

Det besynderlige er, at jeg sådan set ikke beskæftiger mig med EU’s kvotemarked, men derimod primært med de økonomiske fejlslutninger der ligger bag regeringens (og tidligere regeringers) energi- og klimapolitik. Men selvfølgelig kan man tolke hans svar som et “du har ret Niels Westy, regeringen og Radikale Venstre lytter ikke til økonomer” eller måske rettere, “Vi lytter, men forstår ikke hvad I siger”.

Dernæst bruger han tid på at gentage, hvad vi alle godt ved, nemlig at:

Regeringen og et meget bredt flertal i Folketinget ønsker at gøre Danmark uafhængigt af fossile brændsler. Det handler både om forsyningssikkerhed, klima og grøn vækst.

Men denne målsætning har bare intet med økonomers kritik at gøre – det er en ren politisk dagsorden.

Senere gentages så det grundlæggende mantra, som bekræfter antagelsen om at man i modsætning til hvad man gerne hævder, netop ikke lytter til fagkundskaben;

Investeringer i både vind, biomasse, biogas og sol er også en forudsætning for, at Danmark frem mod 2050 kan blive uafhængig af fossile brændsler.

Men selv om det gentages i en uendelighed, bliver det ikke mere korrekt af det. Dels er udsagnet dikteret af at man fra start fravælger den eneste kommercielt konkurrencedygtige CO2 neutrale løsning, nemlig Atomkraft, jævnfør mit tidligere indlæg her på bloggen. Derudover er ovenstående argument komplet uanvendelig. At man har en målsætning om at være uafhængig af fossile brændstoffer i 2050 indebære ikke automatisk at man skal investere i bestemte løsninger, som man på nuværende tidspunkt ikke kender den kommercielle bæredygtighed af. Sammenhængen mellem Kravet om uafhængighed af fossile brændstoffer og argumentationen om at den første politik er en økonomisk og velstandsmæssig fordel for Danmark er ikke eksisterende – det nærmer sig sort snak.

Det afholder ikke ministeren med afsæt i ovenstående at skrive, at:

Investeringer i energieffektivitet og vedvarende energi er på kort sigt med til at skabe vækst og beskæftigelse i Danmark, mens det på mellemlang sigt kan gøre dansk konkurrenceevne betydelig mere stabil, fordi vi bliver mindre afhængige af de fossile brændstoffer, der stiger i pris, ikke mindst olie.

og fortsætter med at;

Regeringens – og i øvrigt den tidligere regerings – klima- og energipolitik har lige været til eksamen hos IEA, og det er vist ikke en overdrivelse at sige, at vi fik flotte karakterer. Danmark bliver set som er foregangsland for IEA’s uafhængige økonomer, fordi vi tegner fremtidens energisektor: effektiv, grøn og sikker.

Hermed understreger Lidegaard i realiten den afsluttende pointe i min kronik, nemlig at mens hele argumentationen om at energi- og klimapolitikken skulle være en picking the winners erhvervspolitik, som skaber vækst og velstand i danmark er noget vås, så er drivkraften bag den førte politik en anden form for profit end den som findes på det private marked, for mens:

Sikring af morgendagens beskæftigelse, vækst og velstand, kræver at der investeres hvor det største afkast findes. Det har markedet, hvor man normalt har egne penge på højkant, historisk vist at man er langt bedre til at finde ud af end politikere som leger med andre folks penge.

Så forholder det sig helt anderledes i den verden hvor man “leger” for andre menneskers penge. Her er det ikke utænkeligt, at der kan være en

betydelig politisk profit for ministeren, når han mødes med sine kolleger og bekymret diskuterer klodens overlevelse.

Glæden ved at blive positivt bedømt af IEA, som jo i sagens natur kan være ligeglade for hvorvidt danskernes tarv ikke tilgodeses af skiftende regeringer, er åbenlys. At IEA så slet ikke beskæftiger sig med den grundlæggende anke mod den førte energi- og klimapolitik, er en anden sag.

Hvad der står tilbage er reelt et læserbrev fra Lidegaards side, som bekræfter mine bange anelser som økonom. De lytter nødigt til økonomer, og i det omfang de lytter ønsker de ikke at forstå hvad der bliver sagt. Sagt med ord har man ikke fattet hvad der forståes ved det grundlæggende begreb offeromkostninger. Man ønsker ikke og har aldrig ønsket at stille spørgsmålstegn ved hvorvidt den førte politik er udtryk for økonomisk fornuft. Med ministerens forsøg på et svar må vi indtil videre konkludere at det er den ikke, og det er man forøvrigt også fuldkommen ligeglad med i den grønne menighed.

Læs resten →