Det fine, svenske tidsskrift Ekonomisk Debatt har ofte både spændende længere artikler og korte introduktioner til enten ny forskning eller forskningsbaserede debatindlæg. Det gælder også det nyeste nummer, hvor min fremragende ven og kollega Niclas Berggren fra Institutet för Näringslivsforskning i Stockholm ganske kort opsummerer indsigter fra to af hans nyeste studier. Begge studier har et tilfælles: De undersøger, hvad der sker i nationaløkonomiske standardmodeller, når man bygger det ubestridelige faktum ind, at iværksættere spiller en rolle i enhver økonomi.

I artiklen ”Teori har praktisk betydelse – om entreprenörer i nationalekonomiska modeller” viser Niclas i særlig grad, at der sker interessante ting, når man bygger en faktisk iværksætter ind i det Nobelprisbelønnede teoretiske framework fra Philippe Aghion og Peter Howitt (se Nobelkomiteens gennemgang her). Aghion og Howitt antog i deres model, at der dukker nye forskningsindsigter ind med en vis sandsynlighed, og at de driver produktivitet fremad i nogle virksomheder, men dermed også slår andre ihjel, der ikke længere er konkurrencedygtige. Udviklingen er derfor karakteriseret af det, Joseph Schumpeter kaldte ”kreativ ødelæggelse”. Men Niclas spørger, hvordan forskningsindsigter bliver til konkurrencedygtige produkter og processer – sådan helt automatisk?

Hans måde at tænke over spørgsmålet i artiklen ”Entrepreneurship under ambiguity: extending Aghion and Howitt” er, at introducere en iværksætter i modellen, der omformer idéer og indsigter fra forskning til faktiske produkter eller processer. Med andre ord tager Niclas hensyn til, at der skal være en form for aktør – en iværksætter – der gør invention til innovation, eller med andre ord ser mulighederne i en form for opfindelse for noget, en forbruger eller virksomhed måske ville bruge. Men der er ingen sikkerhed for, at det lykkes, og det er netop den usikkerhed, iværksættere bedre end andre kan (og vil) navigere.

Niclas peger i sin lille artikel i Ekonomisk Debatt på, at teori kan have praktisk betydning. Som han skriver, ”Det man inte modellerar kan man inte uttala sig om, och det man bortser från kan visa sig vara just det som avgör om en politisk åtgärd fungerar som avsett”.  I denne sammenhæng er betydningen, hvad den teoretiske, fagøkonomiske indsigt har at sige for praktisk vækstpolitik. Aghion og Howitts oprindelige framework pegede på, at der ville være en klar national gevinst af at støtte grundforskning og have solid patentbeskyttelse: Når virksomheder ikke får en tilstrækkelig stor del af gevinsten ved deres egne investeringer i innovation – med tiden kan andre virksomheder kopiere den, og der er en risiko for, at ny innovation fra andre steder gør investeringen overflødig – investerer de for lidt i forhold til hvad der er samfundsøkonomisk optimalt.

Men bygger man en faktisk iværksætter ind for at fylde den rolle, som vi ved eksisterer mellem akademisk indsigt og opdagelse og markedsrelevant innovation, er der andre implikationer for vækstpolitik. Det gælder ikke mindst, at fordi iværksætterne påtager sig væsentlig risiko som man ikke bare kan forsikre sig imod – usikkerheden er Knigthiansk – er det vigtigt, at konkursregler og skattelovgivning omkring tab ikke straffer dem unødvendigt hårdt. Med andre ord skal erhvervslivets lovkompleks tillade og tilskynde dem, der har evnerne til det, at påtage sig netop den risiko.

I en dansk sammenhæng er indsigterne fra Niclas ikke mindst vigtige, da både iværksættere og det bredere erhvervsliv ofte klager over, at tab og fejl straffes langt hårdere i Danmark end, for eksempel, i USA. Hans advarsel mod industripolitik, hvor man netop forsøger at udvælge hvilken invention skal støttes og fremmest, er også aktuel med en regering, der planlægger en såkaldt ’arbejdsgruppe for en aktiv industripolitik’ der blandt andet skal arbejde tæt sammen med en kommende ’industriel taskforce’ i en ny nordisk vækstalliance. Industripolitikken sigter både mod at styre forskningen – dvs. inventionsdelen – og iværksætterrollen i økonomien – innovationsdelen – med Niclas nye forskning ligesom Joel Mokyrs Nobelprisforskning viser med al ønskelig klarhed, at det er embedsværk og politikere katastrofalt dårlige til. Og på den måde er den nye samfundsøkonomiske forskning ikke blot teoretisk interessant, men også af stor praktisk betydning. Spørgsmålet er som altid, om der også er politisk interesse til at lytte til den.