Tag-arkiv: frihandel

Giver protektionisme mere national sikkerhed?

Af Christian Bjørnskov, den 10. juni 2026. Skriv et svar

Danmark og resten af Europa er igang med at opruste, efter i mange år at have troet (eller påstået) at der ikke længere var militære trusler, så man kunne bruge pengene på noget andet. Udover de klare public choice-perspektiver i problemstillingen – militæret leverer et langsigtet beredskab, som det korte tidsperspektiv, som de fleste politikere opererer med, ikke tillægger ret meget værdi og næppe vinder valg – er der det store spørgsmål: Hvordan opnår man bedst et tilstrækkeligt stærkt og fleksibelt forsvar?

Måden mange politikere og almindelige vælgere tænker på spørgsmålet er, at hvis trusselsbilledet ændrer sig og man ikke længere kan stole på USA som partner, bør man gå efter det der ofte kaldes “Strategisk Selvforsyning” eller “Strategic Autonomy”. Det gælder ikke mindst på EU-plan, hvor diskussionen blandes med dybt misforståede idéer om forsyningssikkerhed og gamle tåbeligheder som aktiv industripolitik. Den store frustration de seneste dage over, at et fransk-tysk projekt om at udvikle et fælles jagerfly er droppet, handler ikke mindst om netop disse misforståelser.

Som mange, mange økonomer har understreget over årene, er den mest effektive form for forsyningssikkerhed ikke at man laver alt selv. Som ordsproget siger, gælder det netop om ikke at lægge alle sine æg i én kurv. At have åbne globale supply chains er langt mere effektivt – dvs. at have fri handel – fordi man derfor har en hel række forskellige lande og langt flere forskellige virksomheder at handle med. Selvom det fransk-tyske projekt er droppet, betyder det således ikke at dansk eller belgisk militær bliver nødt til at købe amerikanske jagerfly. Så længe man er åben for handel, er der et nyt jagerfly under udvikling i et samarbejde mellem Storbritannien, Italien og Japan, der er det svenske Gripen, det sydkoreanske KF-21 Boramae, og endda også Indiens Hal-Tejas. Og det samme gælder for en lang række andre indkøb af militært udstyr.

Derudover er, som Robert Lawson (Southern Methodist University) og Samuel Gregg (American Institute for Economic Research) understregede ved et National Review Institute-arrangement forleden, den bedste strategi at være velstående. Rigere og ikke mindst mere produktive samfund har lettere ved at finansiere et mere effektivt militær, og har også mindre alternativomkostninger, hvis man bliver nødt til at producere mere selv. Og det vigtigste i det perspektiv, som Gregg fremførte forleden, er at begrænsninger på frihandel, mere aktiv industripolitik, og større statslig indblanding, alle er forbundet med lavere vækst og dermed også væsentligt mindre velstand på langt sigt.

Basalt set er en udbredt grad af økonomisk frihed i sidste ende forbundet med større potentiel militært potentiale på langt sigt! Det er, med andre ord, stik modsat EU og USA’s nuværende økonomiske kurs. Er man interesseret i mere, kan hele eventen ses nedenfor. Samtalen med Lawson og Gregg starter ved 1:02:10.

Trumps nye toldpolitik – nok også ulovlig

Af Christian Bjørnskov, den 25. februar 2026. Skriv et svar

Forleden dømte den amerikanske Højesteret præsident Trumps toldpolitik ude. Dagen efter meddelte Trump, at han nu bruger Section 122 i the Trade Act of 1974 til at pålægge import fra alle lande en 15-procent told. Som medierne har beskrevet, tillader section 122 den amerikanske præsident at pålægge andre lande en told på netop op til 15 procent i 150 dage; derefter skal politikken igennem normal behandling i Kongressen. Men der er én vigtig detalje, som flere kommentatorer er begyndt at opdage.

Section 122 har overskriften Balance-of-Payments Authority og starter med “(a) Whenever fundamental international payments problems require special import measures to restrict imports – (1) to deal with large and serious United States balance-
of-payments deficits.” Det er denne del, som præsidenten påberåber sig. Og heri ligger problemet, fordi et “balance-of-payments deficits” overhovedet ikke er det samme som det “trade-balance deficit” som Trump mener er et problem. Selvom mange ofte taler om et betalingsbalanceproblem, når de mener et handelsbalanceunderskud, er det ikke det samme fænomen.

Betalingsbalancen – på engelsk the balance of payments – består af de løbende poster og kapitalbalancen. Langt det meste af de løbende poster består af handelsbalancen, der er værdien af al eksport minus værdien af al import, mens kapitalbalancen er inflows minus outflows af kapital. Og de to går cirka i nul. Hvis et land har et underskud på de løbende poster, må det jo nødvendigvis finansiere underskuddet på en eller anden måde. Det kan være lån eller udenlandske investeringer, dvs. inflows af kapital. På samme måde er et overskud på de løbende poster logisk forbundet med outflows af kapital. Det er på den måde – ved at have store overskud på handelsbalancen – at Danmark betalte sin massive udlandsgæld af fra midten af 1980erne til nu!

Trump har adskillige gange demonstreret, at han ikke forstår basalt nationalregnskab, og i særlig grad at investeringsflows og eksport/importflows er direkte forbundet på denne måde. Præsidenten er ganske enkelt nationaløkonomisk analfabetisk, men det er hans rådgivere næppe allesammen. Trump har hele sin karriere klaget over, at USA har underskud på varehandelsbalancen og at det er evidens for, at andre lande narrer USA. Læg mærke til kursiven: Trump klager over underskuddet på varehandlen, og ignorerer dermed, at USA har et ganske stort overskud på balanden på handel med service. Og han kræver, at USA får både et overskud på handelsbalancen og et overskud af investeringer, der flyder ind i landet – noget, der er nationaløkonomisk umuligt.

Man kan nu forudsige endnu et længere retsligt opgør, fordi Trump-administrationen har brugt en lov, der slet ikke handler om det problem, man påstår at ville løse. I Højesterets dom fra forleden var dommerne meget klare i deres krav til præcist sprogbrug: Når IEEPA ikke brugte ordet ‘tariff’ betød det, at Kongressen ikke havde uddelegeret brugen af toldpolitik til præsidenten i loven. Det er derfor svært at tro, at domstolen vil lade præsidenten slippe afsted med at bruge en lov, der slet ikke handler om handelsbalancen, men noget fundamentalt andet.

Fornuften og forfatningen vandt – indtil videre

Af Christian Bjørnskov, den 21. februar 2026. Skriv et svar

I denne uge kom endelig den længe ventede dom fra USAs Højesteret over Donald Trumps handelspolitik. Dommen er ganske klar: Trumps brug af nødretsloven IEEPA (the International Economic Emergency Powers Act) er forfatningsstridig. Som vi noterede som en reel mulighed i juni sidste år, understregede Højesteret først og fremmest, at IEEPA ikke giver præsidenten lov til at føre aktiv toldpolitik. Loven nævner faktisk ikke told som en mulighed, og retten konkluderer meget klart, at hvis det havde været Kongressens intention, at den skulle kunne bruges til handelspolitik, ville den have noteret det eksplicit i loven. For det andet fremhæver retten også, at den såkaldte ‘major questions doctrine’ – princippet at præsidentielle beslutninger af særligt omfang eller vigtighed alligevel skal igennem Kongressen – absolut ikke kan omgås, når det gælder toldpolitik, der føres mod hele resten af verden. Så selvom domstolen var delt 6-3 – de republikansk udnævnte dommere Roberts, Gorsuch og Barett sluttede sig til de tre demokratisk udnævnte – er dommen et meget tydeligt nej. Og det skal med, at dommer Kavanaugh som ikke stemte for, fremhævede dommens betydning for den amerikanske stats budget (der skal muligvis tilbagebetales 175 milliarder dollars i ulovligt indkrævet told), mens han ikke substantielt argumentede, at Trumps brug af IEEPA kunne være lovlig. Hvis nogen skulle være i tvivl, er her opsummeringen af dommen:

“There is no exception to the major questions doctrine for emergency statutes. Nor does the fact that tariffs implicate foreign affairs render the doctrine inapplicable. The Framers gave “Congress alone” the power to impose tariffs during peacetime […]. And the foreign affairs implications of tariffs do not make it any more likely that Congress would relinquish its tariff power through vague language, or without careful limits. Accordingly, the President must “point to clear congressional authorization” to justify […] his extraordinary assertion of that power.”

Hele dommen kan læses her.

Men som min fremragende kollega Philipp Schröder har påpeget, er det hverken utvetydigt gode nyheder for virksomheder, og heller ikke slutningen på vanviddet. For det første har præsident Trump øjeblikkeligt raset over højesteretsdommere – hans påstand er, at de er illoyale, forkerte, og upatriotiske – og har meddelt, at han vil fortsætte sin protektionistiske politik. Hans udmelding er nu at bruge Section 122 i the Trade Act of 1974, en særlov fra Richard Nixons period, der giver præsidenten særlige, kortvarige toldmuligheder i specielle situationer (læs f.eks. her). Den skal misbruges til at pålægge al import til USA en basistold på 10 procent. Oveni det kommer alle hans særlige straftoldsatser.

Den udmelding skaber en del af det næste problem, som er den fortsatte usikkerhed omkring USAs handelspolitik i den umiddelbare fremtid. Trump har muligheden for at bruge section 122 til at føre fortsat protektionistisk politik, omend loven begrænser politikken til 150 dage. Enhver fortsættelse skal godkendes af Kongressen. Han har også vist sig mere end villig til at bruge lovgivning, der giver mulighed for at regulere international handel der kan true den ‘nationale sikkerhed’. Så stoppet for brugen af IEEPA til at begrænse handelen er ikke slutningen på usikkerheden om, hvad Trump-administrationen kan finde på. Og, som Philipp noterer, er der også en række julelege som lande kan bruge, for at begrænse handelen med uigennemsigtig regulering, tekniske krav, og dyre procedurer.

Fremadrettet kan man derfor forvente endnu flere retssager. Nogle af dem kommer til at handle om, at dem amerikanske stat skal tilbagebetale ulovligt opkrævet told. Andre kommer til at teste, hvor langt en amerikansk præsident kan gå i brugen af section 122 og sikkerhedslovgivning. Er det for eksempel i den nationale sikkerheds interesse, at man lægger høj told på import at træmøbler? Og nej, det er ikke et tænkt eksempel, men amerikansk virkelighed. Og kan administrationen måske finde på direkte trusler mod importører? Ingen kender morgendagen i Trumps politiske vanvid, men Højesteret har i det mindste lukket ned for én af ruterne for idiotien.

Ny forskning: Glem ulighedspåstandene om globalisering

Af Christian Bjørnskov, den 14. februar 2026. Skriv et svar

Mange politikere og meningsdannere påstår som et etableret fakta, at øget globalisering skaber økonomisk ulighed. Joseph Stiglitz, der i 2002 udgav bogen Globalization and Its Discontents, har i årevis påstået at frihandel og fri mobilitet for investeringer skaber ulighed og er direkte skadelig for verdens fattige. Andre har fokuseret på det såkaldte ‘China shock’, hvor David Autor, David Dorn og Gordon Hanson påstod i meget højt profileret forskning, at øget import fra Kina havde ført til højere arbejdsløshed, lavere arbejdsmarkedsdeltagelse, og lavere lønninger i områder med produktionserhverv (læs her). Men mange andre forskere har fundet anderledes effekter, ikke mindst Jeremy Horpedahl, som sidste viste, at de overordnede effekter af Kinachocket simpelthen ikke er der, når man kigger efter (se her). Så hvad foregår der egentlig: Skaber globalisering overhovedet ulighed, eller er det hele en storm i et glas venstreekstremt vand?

Ny forskning af Andreas Bergh (Lund Universitet), Justin Callais (Archbridge Institute) og undertegnede løser i det mindste ét af problemerne med at finde ud af, hvad der foregår. Problemet er, at det ikke er tilfældigt, hvor og hvornår et land eller regions grad af globalisering stiger. Vi bruger derfor matching – en metode, der kun sammenligner steder med en stigning med steder, der ser ligesådan ud, men uden en stigning i globalisering – til at estimere en effekt på uligheden, og ser endda på hver kvintils (hver 20 % af indkomstfordeling) del indkomstandel. Bundlinjen: Der er ikke rigtigt noget at komme efter. De fattige bliver ikke fattigere af globalisering, og om noget har middelklassen måske en vis gavn af øget handel. Vores fund, at der ikke er nogen klare fordelingseffekter af globalisering skal fortolkes på baggrund af den massive evidens for væksteffekter for hele samfundet af øget frihandel.

Artiklen er under udgivelse i Journal of Comparative Economics, men hele abstractet kan allerede læses her:

Low barriers to trade and access to international capital markets have long been argued to improve economic conditions in a country. However, there is less consensus on the impact of economic globalization on the distribution of those gains across society. There are several possible explanations for the conflicting findings in the existing literature, perhaps most notably endogeneity issues that plague the cross-country studies. To alleviate this, we utilize matching methods. Instead of using Gini coefficients, as much of the previous literature, we examine large increases in economic globalization’s impact on 5-year income growth in each quintile of the income distribution as well as top 1 and 5 percent. We find no evidence that income growth for the middle classes in OECD countries is hurt by economic globalization; if anything, some results indicate statistically positive effects. Most estimates, however, are positive but statistically and economically insignificant.

Hvordan Trumps told rammer økonomien – Boeing edition

Af Christian Bjørnskov, den 19. april 2025. Skriv et svar

Told er skadelig, og frihandel er den bedste politik. Selvom det kan lyde ekstremt – og folk har ofte bias mod det, man kalder ‘hjørneløsninger’ eller ekstrem politik – er der meget bred enighed blandt økonomer af forskellige politiske holdninger om det. Problemet, som Nobelprismodtageren Paul Samuelson påpegede, er at det er svært at forklare, hvorfor told er så skadelig, fordi mange menneskers intuition er modsat forklaringen. Hvis man har svært ved at se det, eller mangler en pædagogisk illustration til sine elever, er der nu hjælp fra en uventet kant.

Mentour Now er en YouTube-kanal, der drives af den svenske pilot Petter Hörnfeldt, og normalt kun er for flynørder. Men forleden ramte Hörnfeldt virkelig plet på de praktiske konsekvenser af told. Han fortæller her historien om, i hvor grad virksomheders suppy chains er globaliserede idag, og hvor store konsekvenserne kan være når de bliver ‘disrupted’ af et enkelt land. Og han gør det med udgangspunkt i bare en virksomhed: Boeing. Både som undervisning, som en måde at blive klogere på, eller simpelthen en måde at få et mere hådgribeligt indtryk af hvordan international handel og handelspolitik virker, er den korte film varmt anbefalet!

Viden til Tiden om Trumps handelspolitik og verdens økonomiske tilstand

Af Christian Bjørnskov, den 10. april 2025. 1 svar

Vi har af gode grunde skrevet meget her på stedet om Donald Trumps handelspolitiske vanvid, konsekvenserne af det, og den afgrundsdybe misforståelse af handel, der ligger bag. Men hvis nogen af vores læsere eller deres familie eller venner skulle være interesserede i mere, er der nu mulighed. Onsdag den 23. april afholder Københavns Folkeuniversitet et arrangement i serien Viden til Tiden med titlen “Trumps toldkrig og en verdensøkonomi i krise” med undertegnede.

I invitationen lægger vi op til at give svar på “en række grundlæggende spørgsmål om, hvordan vores velstand og velfærd påvirkes af international handel. Hvad betyder Trumps toldmure for Danmark, Europa og USA, og hvordan kan vi imødegå dem? Hvad ønsker Trump at opnå med de historisk høje handelsbarrierer? Hvordan skal vi forstå Kinas offensive reaktion? Og hvordan ser fremtiden ud for verdensøkonomien?”

Hele arrangementet er som sagt den 23. april fra 18.15-19.30 på Søndre Campus, Emil Holms Kanal 2-8 i Københavns sydhavn. Det foregår i lokale 23.0.50, bygning 23 i stuen. Tilmelding, hvis man er interesseret, er her og koster 75 kroner.

Trumps handelspolitik: Tåbelig tænkning fra 1700-tallet

Af Christian Bjørnskov, den 5. marts 2025. 2 svar

Jeg blev forleden kontaktet af videnskab.dk i anledning af USAs præsident Trumps trusler om høje toldmure overfor resten af verden. Min lille artikel om handelspolitik udkom tirsdag morgen, og kunne ikke være mere aktuel. Trump har netop hævet toldsatserne på import fra blandt andet nabolandene Mexico og Canada, og synes at have en ustillelig appetit for at gøre det overfor resten af verden. Den selvudnævnte ‘tariff man’ er gået igang, men det sker på trods af 250 indsigter fra den økonomiske forskning i handel.

Som jeg også pointerede i P1 imorges, har Trump en forståelse af handel og handlens konsekvenser, der hører til i tiden før den Skotske Oplysning – før 1750. Hans forståelse er basalt set, at eksport er godt og import er skidt. Som jeg skriver i artiklen, “Trump har i hele sin politiske karriere argumenteret på præcis den måde. Så når han påstår, at EU har været ’very nasty’ imod USA, er det, fordi EU eksporterer mere til USA, end USA eksporterer til EU.”

Vi anbefaler alle interesserede at læse artiklen “Professor: Told ville nok ikke være Trumps yndlingsord, hvis han vidste, hvad vi økonomer ved” hos videnskab.dk. Det tager måske ti minutter, og så er man klogere end præsidenten for verdens største økonomi…

Daniel Hannans forsvar for frihandel

Af Christian Bjørnskov, den 7. marts 2024. Skriv et svar

De fleste af vores læsere ved, at der næppe er nogen gode argumenter imod frihandel. De basale økonomiske indsigter har været klar siden 1800-tallet, og de politiske – og politiserede – problemer med det modsatte blev grundlæggende beskrevet af Gordon Tullock og Anne Krueger i 60erne og 70erne. Alligevel er frihandel og dens goder et af de meste misforståede spørgsmål udenfor nationaløkonomi. Som Paul Krugman engang skal have sagt, er det det spørgsmål i økonomi, der på samme tid er vigtigst og ikke intuitivt for de fleste.

Det er derfor en stor fornøjelse, når man oplever folk med klar indsigt og store formidlingsevner, der faktisk kan forklare gevinsterne ved frihandel på en måde, som ikke-økonomer helt umiddelbart forstår. Den britiske politiker og historiker Daniel Hannan er en af dem (hattip: Cafe Hayek)! Se for eksempel hans overlegne forklaring på bare ti minutter, fra et IEA_seminar forleden. Del den gerne med gymnasieelever og mange andre, der risikerer at lære vrøvl. Varmt anbefalet.

Utilsigtede konsekvenser i handelsaftaler

Af Christian Bjørnskov, den 14. december 2023. 4 svar

Min klumme i Børsen idag har titlen “Politik med gode hensigter kan have utilsig­tede konsekvenser.” Udgangspunktet for klummen er ny forskning fra tidligere i år af Ryan Abman, Clark Lundgren (begge San Diego State University), John McLaren (University of Virginia), og Michele Ruta (IMF), der undersøger effekterne af regionale handelsaftaler. NBER-papiret har titlen “Child Labor Standards in Regional Trade Agreements: Theory and Evidence”, og bag den lidt kedelige titel gemmer der sig en ret grim konklusion: Regionale handelsaftaler, der forbyder børnearbejde, fører til stigninger i ulandes brug af børnearbejde.

Man fristes til at udbryde, at “Det var jo ikke meningen!” Men det er faktisk konsekvensen, og den er ikke svær at forstå fra et nationaløkonomisk perspektiv. Som jeg skriver i Børsen: Liberaliserende handelsaftaler skaber for eksempel nye økonomiske muligheder for fattige mennesker, der i højere grad kan eksportere landbrugsvarer eller få arbejde i tekstilindustri og andet, når handelsmurene falder. Med andre ord er liberaliserende handelsaftaler med ulande ofte særlgit gavnlige for fattige mennesker i fattige lande, men kun hvis de har manøvrerum til at udnytte mulighederne.

Der hvor det kan gå galt er, hvis USA, Japan og EU (i særlig grad) insisterer på at skrive krav ind, som f.eks. forbud mod børnearbejde. De kan ‘føles godt’, men kan decideret ødelægge muligheder for fattige mennesker. Hvis man gør brug af lidt børnearbejde, som det var almindeligt i dansk landbrug for 100 år siden, vil en sådan handelsaftale effektivt forbyde en af eksportere sine varer. Det samme gælder, hvis man ikke bruge børnearbejde eller noget der ligner, men ikke kan dokumentere det. I begge tilfælde kan handelsaftalen se liberaliserende ud, men forbuddet mod børnearbejde bliver en meget effektiv teknisk handelshindring.

Den nye NBER-forskning er således et fremragende eksempel på, at politik ofte har utilsigtede konsekvenser. Vi er som nationaløkonomer trænede i, at evaluere de totale konsekvenser af politiske tiltag, inklusive de utilsigtede. Det er en af grundene til, at nationaløkonomer ofte er så upopulære – særligt blandt det velmenende segment – fordi vi kommer til at understrege, at gode hensigter sagtens kan føre til dårlige udfald. Det er en af de vigtige grunde til, at regulering og andre begrænsninger af folks økonomiske frihed ofte rammer skævt eller helt modsat af intentionen, og dermed også en politisk uvelkommen advarsel mod at detailregulere folks liv og virke.

Hannan om frihandel

Af Christian Bjørnskov, den 13. januar 2023. 3 svar

Det er meget sjældent, at jeg støder på en politiker, der har de tre væsentligste kvaliteter for at være en god politiker: Principper, integritet, og indsigt. Britten Daniel Hannan – som jeg har haft fornøjelsen af at møde en enkelt gang – er en af de få. Den 51-årige Hannan har tidligere siddet i Europaparlamentet og er nu medlem af Storbritanniens Overhus (som Baron Hannan of Kingsclere). Se det korte klip fra Overhuset forleden dag og prøv at sammenligne hvor klare, velfunderede – og morsomme – hans pointer er, men næsten enhver dansk politiker. Hannan taler tydeligt særinteresser og inkompetente kolleger imod med charme og vid. Kan man forestille sig en eneste dansk politiker, der når dette niveau?

Borger & Stat

Af Christian Bjørnskov, den 15. februar 2022. Skriv et svar

I torsdags deltog jeg i et udsolgt arrangement hos Cepos, hvor vi lancerede en ny bog: Borger & Stat. Jeg skriver udtrykkeligt ‘vi’, da der er tale om en antologi jeg har bidraget til. Bogen, der er redigeret af filosoffen Brian Degn Mårtensson og økonomen Stefan Kirkegaard Sløk-Madsen, er tænkt som en indføring i dele af kernen i liberalt og konservativt tankegods. Mens flere deltagere ved lanceringen efterspurgte andre dele af dette tankegods, var der bred enighed om, at det var materiale til en Borger & Stat II, dækker den mange interessante aspekter.

Der er for eksempel kapitler om nyere dansk økonomisk politik (Mads Lundby Hansen), hvordan en borgerligt-liberal sundhedspolitik ville se ud (Karsten Bo Larsen), narkotikapolitik (Punditokraternes egen Niels Westy), velfærdsstatens regulering af børn og kvinder (Anne Kirstine Sørensen), finanskrisen (Aksel Tarras Madsen), og handelspolitik (undertegnede). Hele antologien er interessant og kommer langt omkring, og hvis man f.eks. sidder som gymnasielærer og gerne vil se kapitlet om frihandel, kan enkeltkapitler fås ved henvendelse til redaktørerne. Stærkt anbefalet!

Derfor glæder jeg mig ikke over Brexit.

Af Otto Brøns-Petersen, den 31. januar 2020. 5 svar

I dag siger briterne farvel til EU.

Det tror jeg desværre ikke, der er grund til at glæde sig over – ikke for briterne og slet ikke for os andre.

I teorien kan briterne bruge Brexit til at liberalisere deres økonomi og udenrigshandel mere, end EU tillader. For en del brexiteers var det netop forestillingen om et europæisk Hong Kong eller et Singapore ved Themsen, som var motivationen for at træde ud. Desværre er det ikke så sandsynligt et udfald. En vigtig motivation for andre brexiteers var at komme af med den frie bevægelighed for arbejdskraft, som har været en af EU’s allerstørste succeser og været til enorm fordel også for briterne. De brexiteers ønsker et mere lukket Storbritannien, ikke et nyt Hong Kong eller Singapore.

Det er mildest talt uklart, hvad Boris Johnson vil bruge sin store valgsejr til. Man kan håbe, at regeringen vil forsøge at gøre Brexit til en økonomisk succes ved at føre en liberal økonomisk politik, som øger den økonomiske vækst. En yderligere nedsættelse af selskabsskatten ville være et oplagt træk. Men han er nyvalgt på en platform, som stritter i alle retninger, og som bl.a. indebærer løfter om flere offentlige udgifter. Han kan, som Thatcher, vælge at udnytte Labours upopulære venstreorienterede politik til at føre en markant liberal økonomisk politik, men han kan også vælge at rykke til venstre i forsøg på at befæste midten.

Hvor udsigterne for briterne i bedste fald er uklare, er de desværre temmelig klart negative for os andre. Medianvælgeren i EU er rykket sydpå, i mere protektionistisk og illiberal retning. Det gør det sværere at blokere for protektionistiske tiltag og sværere at få fremskridt i gennem. Det protektionistiske og etatistiske Frankrig er kommet til at spille en større rolle. Tyskland kommer måske lidt længere frem i skoen politisk, nu hvor man ikke kan overlade det til briterne at tage teten mod dårlige ideer sydfra. Men den nye kommissionsformand er tysker, og hendes politiske linje lover foreløbig ikke godt. Som den tidligere Kommission synes hun at mene, at EU skal genvinde sin folkelige popularitet gennem populistiske mærkesager som minimumsløn, grøn industripolitik og kamp mod IT-virksomheder. Det er også værd at huske på, at hun er Macrons opfindelse, og at en del af betalingen var at udpege en fransk politiker (og jurist), Christine Lagarde, til at lede Den Europæiske Centralbank. Det lægger op til at politisere centralbanken – mindre end ti år efter, at politisering var ved at koste euro-projektet livet.

Photo by Naufal Giffari on Unsplash

EU kunne – som Johnson kan i UK – forsøge at gøre Brexit til en succes ved styrke de dele af EU-samarbejdet, hvor det har en naturlig funktion. Det vil først og fremmest sige at styrke det indre marked, bekæmpe konkurrencebegrænsende nationale foranstaltninger og sikre en markedskonform klimapolitik. Det ser jeg desværre ikke mange ansatser til. Selv i et land som Danmark med en traditionel markedsliberal tilgang til EU-politik mangler der en klar politik i den retning. Regeringen gik til valg netop på populistiske temaer som mere EU-indblanding i skatte- og arbejdsmarkedspolitik. Til gengæld har dens fornuftige modstand mod at udvide EU-budgettet mødt kritik hos oppositionen.

Så jeg er ikke optimist i dag. Jeg håber, jeg kommer til at tage fejl.

Toldkrig er krig mod ens egne borgere

Af Christian Bjørnskov, den 2. august 2019. 5 svar

USAs præsident Donald Trump har forleden dag annonceret sin hensigt om at optrappe handelskrigen mod Kina. Hans påstand er, at de høje toldsatser gavner USA, fordi de beskytter amerikanske jobs og skaffer millionindtægter til staten. Mens der er sagt og skrevet nok om, hvor økonomisk analfabetisk præsidenten synes at være, findes der stadig danske kommentatorer, der tror at en handelskrig er en god idé.

For dem, der stadig tror det på trods af almindelig fornuft, uddannelse, Niels Westys indsats (læs f.eks. her) og vores sommerserie sidste år, er her en af Johan Norbergs fremragende Dead Wrong-videoer. Stærkt anbefalet til alle, ikke mindst de handelsteoretisk udfordrede!

Dansk handel har udviklet sig

Af Christian Bjørnskov, den 16. juni 2019. Skriv et svar

International handel er vigtig: Den er en væsentlig kilde til langsigtet økonomisk vækst, produktivitetsfremskridt, øget individuel velfærd, og en vigtig mekanisme til at dele viden gennem. Selvom selve ideen om international handel og en international arbejdsdeling er under øget angreb i disse år – ikke blot den amerikanske præsident Trump, men også Frankrigs Emmanuel Macron og kræfter i EU-parlamentet har hentet protektionistiske idéer ud af gemmerne – er det store flertal i lande som Danmark, Sverige, Storbritannien og Tjekkiet stadig stærkt positive overfor handel. Det samme gælder stort set alle nationaløkonomer, der deler faglige indsigter der rækker tilbage til David Ricardos arbejde for 200 år siden. At påstå, at handel er økonomisk skadeligt, er fagligt på linje med at påstå, at mennesker og dyreliv ikke har udviklet sig gennem evolution.

Selvom alle typer er gavnlige, er handel dog ikke bare handel. Adam Smith og David Ricardo demonstrerede hvordan danskere for eksempel har gavn af at eksportere bacon til Panama for at importere kaffe derfra. Ifølge standardteori, ikke mindst Hecksher og Ohlins seminale model, er international handel såkaldt interindustriel: Man eksporterer varer fra én industri og importerer dem fra en anden. Dette syn har dog været stærkt udfordret siden en række økonomer sidst i 60erne opdagede, at en væsentlig del af rige landes handel ikke passer på dette mønster. Den er med andre ord intraindustriel – vi både eksporterer og importerer varer i den samme industri. Handel kan være intraindustriel på to måder.

For det første kan der være tale om, at Danmark eksporterer én type tøj, mens vi importerer en anden type. Den slags handel passer meget fint på moderne handelsteori (de såkaldte Lancaster- og Dixit-Stiglitz-modeller), der understreger hvordan nogle af velfærdseffekterne ved international handel kommer fra, at borgerne får flere varianter af varerne at vælge mellem. På det danske ølmarked kan man også se gevinster, idet Carlsberg-Tuborgs markedsledende status nu er udfordret af en række importerede varer. Det danske ølmarkeds udvikling er derfor et godt eksempel på den monopol-ødelæggende virkning af intraindustriel handel.

Den anden type intraindustriel handel kommer af, at virksomheders værdikæde er blevet mere international. Danske tekstilvirksomheder sender således klæde og design til Polen, hvor det bliver syet. Polske underleverandører eller datterselskaber sender derefter de færdige varer tilbage til Danmark, hvor det pakkes og markedsføres. Den første sending registreres som dansk eksport, mens den anden registreres som dansk import.

Spørgsmålet er, i hvor høj grad dansk handel er inter- eller intraindustriel. I forbindelse med arbejde med mine kolleger Martin Rode (Universidad de Navarra) og Philipp Schröder (Aarhus Universitet) har jeg beregnet et mål for, hvor stor en del af et lands handel der er intraindustriel. Målet er en variant af Grubel og Lloyds oprindelige indeks, men simplere så det kan beregnes på langt mindre data. Grunden er, at vi skal bruge det i arbejde, der omfatter en række fattigere lande, hvor man ikke har videre præcise handelsdata tilbage i tid. Det er i princippet fordelt mellem 0 og 1, og lavere værdier indikerer en større andel af den samlede handel, der er intraindustriel. Målet kan således bruges til at illustrere, hvor dramatisk strukturen af dansk handel har ændret sig over de sidste cirka 40 år.

Figuren nedenfor illustrerer først forholdet ved at sammenligne vores Grubel-Lloyd-indeks for vestlige lande i 2010-2015. Det påfaldende er først, at Danmark sammen med Belgien og Holland har ekstremt lave Grubel-Lloyd-indeks, mens en gruppe bestående af ganske forskellige lande fra Singapore, Schweiz, Storbritannien og Tyskland til Rumænien kommer i anden række. Singapore er i og for sig ikke overraskende, da landet i høj grad er transithavn for en lang række meget forskellige varer. Det samme kan i et vist omfang være tilfældet for Belgien, Danmark og Holland, hvor havnene i Rotterdam og Antwerpen er blandt de største i verden, og Aarhus håndterer mest fragt i Skandinavien. Et slående forhold er dog, hvor store forskellene er i de vestlige lande. Steder som Island, Cypern og Norge har meget klassiske handelsmønstre, mens andre steder som Danmark har mønstre, der i langt større grad passer på moderne ’ny ny’ handelsteori. Breder man dataene ud, er det også tankevækkende at se, hvordan særligt to lande – Malaysia og Tunesien – har handelsmønstre der ligner avancerede, europæiske landes.

Nummer to figur illustrerer, hvordan vi er kommet dertil, ved at sammenligne Danmarks udvikling med gennemsnittet for vores nabolande, gennemsnittet for Sydeuropa (Frankrig, Grækenland, Italien og Spanien), og olielandet Norge. Som figuren viser, var dansk handel mindre intraindustriel end de fleste andre europæiske landes i 1970erne. Udviklingen accelererede dog fra først i 1980erne – stort set sammenfaldende med ed store ændringer i dansk økonomisk politik under Poul Schlüter – og vores handel er i dag blandt de meste intraindustrielle. Norges handel er gået i den stik modsatte retning i takt med at landet er blevet en ’almindelig’ ressourceøkonomi. Den sorte linje illustrerer således, hvor enorm en økonomisk transition Norge står overfor en gang i fremtiden, når olien mister betydning.

Er intraindustriel handel en konsekvens af økonomisk udvikling, er det en driver af udviklingen, eller er det bare noget, der sker i takt med at folks forbrugsmønstre ændrer sig? Svaret er nok lidt af hvert, men der mangler forskning på området. Det sikreste, man kan sige og som Martin, Philipp og jeg skriver om for tiden, er at både handelens konsekvenser for forhold som ulighed og særinteressers politiske reaktioner kan være fundamentalt anderledes, jo større en del af et lands handel er intraindustriel. Følger man med i ulighedsdebatten og hele lavinen af nonsens fra Trump- og Macron-tilhængere, er det værd at vide.

Udenrigsministeren forstår ikke handel

Af Christian Bjørnskov, den 12. september 2018. 1 svar

Anders Samuelsen havde tirsdag et debatindlæg i Børsen, hvor han i sin funktion som udenrigsminister argumenterede for at ”Øget eksport skal sikre vækst i dansk økonomi.” Selvom kronikken næppe er skrevet af ministeren selv – det gør embedsværket typisk for ham – udtrykker og reflekterer den hans forståelse af, hvad handel er og hvad der er gavnligt for Danmarks økonomi. Den forståelse viser sig endnu en gang at være ganske overfladisk.

Samuelsens ærinde i Børsen er at tilskynde danske virksomheder til at eksportere mere, eller som han formulerer det, at ”realisere eksportpotentialet for dansk erhvervsliv.” Samuelsen noterer sig, at ”Tal viser, at kun tre fjerdedele af dansk vareeksport får den toldreduktion, som aftalerne giver mulighed for.” Uden nogen form for baggrund kan man forledes til at tro, at virksomhederne bare ikke kender til aftalernes muligheder, eller at de re elendigt ledet.

Der er dog en anden forklaring, som Gabriel Felbermayr, der pt. er ved at flytte fra CESIfo i München til den prestigefyldte post som præsident for the Kiel Institute for the World Economy, gav ved et seminar i Aarhus sidste år: Overholdelse af de nye handelsaftaler, der tilbyder lavere toldsatser, er så dyrt og besværligt rent bureaukratisk, at det bedre kan betale sig for mange danske virksomheder bare at betale den såkaldte MFN-told. Med andre ord har EU forhandlet handelsaftaler – som Samuelsen hylder – der gør det så besværligt, at mange særligt mindre virksomheder hellere vil betale fuld told end at bruge ressourcer på papirarbejde og dokumentation.

Mens den bedste handelsaftale kan formuleres i én enkelt sætning – ”Vi afskaffer begge alle handelsbarrierer” – er det tydeligvis ikke den forståelse, Samuelsen og hans ministerium har. Som han slutter indlægget, er ideen åbenbart, at ” Regeringen arbejder for at sikre jer [eksportvirksomhederne] de bedste betingelser.” Spørger man ministeren og hans folk om handel, handler det hele om eksport.

Det store problem er, at de store velfærdsgevinster af øget frihandel ikke kommer fra øget eksport, uanset hvad ministeren, hans kolleger og hans embedsværk tror. Som vi tidligere har skrevet om i vores sommerserie i år, kommer de store, umiddelbare gevinster for borgerne fra import. Mens der er positive virkninger af eksport – virksomheder lærer for eksempel af at blive udsat for international konkurrence – er den fremmeste opgave for eksport at finansiere vores import.

Eksport i sig giver ikke borgerne adgang til flere, billigere eller bedre varer og service. Det ville have været rart, hvis en nominelt liberal udenrigsminister havde forstået blot lidt af, hvad handel er og hvad det faktisk betyder. Det afslører Samuelsens debatindlæg dog endnu en gang, at han ikke gør, og min personlige erfaring er, at hans fagøkonomisk svage ministeriums embedsværk heller ikke gør. De tror, at det hele handler om at gavne danske virksomheder, og glemmer, at borgerne er de vigtige aktører. Dén indsigt skal man lede med lup efter, for at finde i Samuelsens udenrigsministerium.

3F-præsidenten slår til igen

Af Niels Westy, den 4. september 2018. 5 svar

Den nyligt indgåede handelsaftale mellem Mexico og USA understreger endnu en gang,  at Donald Trump ikke forstår grundlæggende handelsteori og nationaløkonomi. Aftalen vil, hvis den træder i kraft, alt andet lige, være til skade for både Mexico og USA, hæmme produktiviteten, svække amerikansk bilindustris konkurrenceevne og medføre højere priser (på biler) for den amerikanske forbruger.

I sidste uge meddelte præsident Trump at man var nået til enighed med Mexico om en ny handelsaftale til afløsning for NAFTA-aftalen mellem Canada, Mexico og USA. Canada er med andre ord indtil videre ikke med i den nye aftale, om end der pågår forhandlinger netop i disse dage. Hvor det ender og hvorvidt nye aftaler overhovedet kan komme igennem kongressens to kamre er usikkert på nuværende tidspunkt (Trump kan formentlig godt opsige NAFTA-aftalen uden godkendelse, men han kan ikke indgå en ny aftale uden flertal i de to kamre).

Ud fra hvad vi kender til aftalens indhold indtil videre, kan vi dog allerede nu konstatere, at der er tale om et tilbageskridt i forhold til den nuværende NAFTA-aftalen, vurderet på de økonomiske konsekvenser for den økonomiske udvikling i både Mexico og USA.

Aftalen indebærer bl. a., at:

  1. bilproduktion fremover skal have et lokalt indhold på  75% i stedet for de nuværende 62,5%, for at blive fritaget for told.
  2. Det kræves, at mellem 40% og 45% af biler og bildele skal produceres af arbejdstagerne, med en timeløn på mindst  16 $ ( minimumslønnen i Mexico er ca. 5 $, om DAGEN, mens den gennemsnitlige timeløn indenfor fremstillingsvirksomhed er 2,30 $ i timen). Det vil alt andet lige indebære, at det bliver mindre attraktivt for virksomhederne at opretholde og/eller investere yderligere i produktion i Mexico, som i stedet vil blive placeret i USA og Canada. 
  3. Der stilles minimuskrav til, hvor meget stål og aluminium, som skal stamme fra  Nordamerika i bilproduktionen, for at opnå toldfrihed.
  4. Der kommer også nye (og højere) krav til oprindelsesland og lokalt indhold i andre sektorer. Det gælder bl. a. indenfor tekstiler, kemikalier, stålintensive produkter og andre industrivarer, hvis man skal fritages for told.
  5. Skærpelse af beskyttelse af den Intellektuel ejendomsret, Denne del af aftalen kan ses som modellen for hvad der femover vil blive krævet fra amerikansk side (bl. a. i forhold til aftaler med Kina).
  6. Told afskaffes for handel med digitale produkter, som distribueres elektronisk. Det vil sige bl. a. e-bøger, videoer, musik, software og spil (af gode grunde var der ikke taget højde for digitale produkter i den gamle aftale.
  7. Krav til Mexico om at anerkende kollektive forhandlinger (hvad der præcist menes er dog usikkert, repræsentanter for henholdsvis den amerikanske og mexicanske regering har noget forskellig udlægning af hvad det vil betyde for mexicansk lovgivning på området).
  8. Der er tale om en 16-årig aftale med mulighed for revision efter 6 år.
  9. Til bilæggelse af stridigheder opretteredes der sammen med Nafta et system af internationale domstole til at afgøre tvister mellem virksomheder og de enkelte medlemslandes regeringer. Den nye aftale indebærer en indskrænkning i mulighederne for at få behandlet uenigheder ved en international domstol indenfor visse sektorer, mens andre (bl. a.  Olie- og gas-, energi- og infrastrukturvirksomheder) fortsat vil kunne få behandlet deres tvister ved disse.
  10. For landbrugssektoren fastholdes toldfrihed stort set, som i den oprindelige Nafta-aftale. 

Den “nye” aftale er altså mindre frihandelsorienteret end den nuværende. I tilfælde af at aftalen rent faktisk træder i kraft vil den både være til skade for velstanden i Mexico og USA. Således indebærer de nye krav til løn og arbejdsvilkår i Mexico indenfor bilindustrien (kravet om en minimumsløn på 16 USD. i timen har ingen betydning i USA), alt andet lige, at beskæftigelsen i eksportsektoren falder i Mexico. For amerikanske forbrugere indebærer den nye aftale, alt andet lige,  dyre produkter (biler). Hvor stor effekten vil blive kendes dog ikke på nuværende tidspunkt.

Når Donald Trump erklærer, som han har gjort i flere sammenhænge, at han er tilhænger af frihandel, skal det ikke forstås som nationaløkonomer forstår det. Det er ikke et tilfælde at han f eks. har erklæret, at “I’m a big free trader. But it has to be fair”. Afgørende er tilføjelsen af “fair”, for hvad vil det sige? Det er en fuldkommen subjektiv vurdering. Her er han på linje med diverse hjemmelige NGO’ere og fagforeninger. Med andre ord. Når man i Trumps valgprogram kunne læse, at der skulle sættes en stopper for “sweatshops i Mexico, der underbyder amerikanske arbejdere”, så skulle det tages alvorligt.

Som der dog anføres af Bloomberg, under overskriften “Trump’s Mexico Trade Deal Looks Like a Lemon“, er de umiddelbare skadevirkninger formentlig begrænsede -heldigvis. Det ændrer dog ikke ved at der skabes en beklagelig præsidens. Og interessant nok er det stik imod hvad økonomerne Edward C. Prescott og Lee E. Ohanian i en kronik i Wall Street Journal anbefaler i et grundlæggende meget positivt indlæg, nemlig at :

Growth rates could improve with further policy changes. One example is a reduction in trade barriers. Since the General Agreement on Tariffs and Trade was signed 70 years ago, international commerce has expanded dramatically, hugely benefiting U.S. consumers by lowering prices and increasing the variety of available goods. The average household’s benefits from trade are greater than $10,000 a year, according to the Tax Foundation. Further cooperative trade agreements—rather than wide-ranging tariffs—would expand these already large benefits.

Desværre må vi konstatere, at det ikke kommer til at ske – i hvert fald ikke under den nuværende præsident.

Vi har før skrevet om Donald Trumps håbløse forståelse for nationaløkonomi og betydningen af frihandel før, og aftalen med Mexico understreger, at han er opsat på at forfølge denne.

Trump (og hans nærmeste rådgivere på området Peter Navarro og handelsminister Wilbur Ross) er af den overbevisning, at import skader USAs økonomi, selv om det forholder sig omvendt, som påpeget i flere indlæg i sommerens serie om betydningen af frihandel.

Men græmmes vi her på punditokraterne, må man formode at der jubles i NGO- og fagforeningskredse. Her trives jo forestillingerne om fair handel. For verdens fattige og forbrugerne er det dog en anden sag.

 

Sommerserien om international handel – et overblik

Af Christian Bjørnskov, den 23. august 2018. 3 svar

Ligesom sidste år har vi også i år kørt en sommerserie med et tema på punditokraterne. Det er nok næppe gået vores faste læseres næse forbi, at den handlede om international handel, og havde til formål at informere om, hvad der rent faktisk foregår økonomisk og politisk. Vi er kommet til vejs ende, det nye semester og de nye studerende er lige om hjørnet, og ligesom sidste år slutter vi serien med en kort sammenfatning.

Vi startede i vores Introduktion med at diskutere hvordan langt det meste international handel kan forklares ved hjælp af landes komparative fordele. Som David Ricardo viste allerede i 1817, er alle lande forholdsvist bedre til at producere nogle varer end andre. Alle får derfor noget ud af handel fordi det tillader samfundet som helhed at udnytte alle ressourcer mere effektivt. Vi skrev derfor efterfølgende om Hecksher og Ohlins model, der går et teoretisk skridt videre ved at illustrere, hvor landes komparative fordele kommer fra. Modellen er arbejdshesten i international handelsteori, men er på ingen måde intuitiv for de fleste ikke-økonomer. Den viser dog, sammen med sund fornuft, konkret hvordan samfundet som helhed bliver rigere af handel, men også at ikke alle bliver lige meget rigere.

Nogle kan endda have stærke incitamenter til at forhindre konkurrence fra udenlandske virksomheder for bl.a. at opretholde monopollignende tilstande. En af de vigtige virkninger af internatonal handel er monopoldestruktion, som vi beskrev i den tredje installation i sommerserien. Handel ødelægger monopoler og gavner derfor i meget stor stil forbrugerne gennem en ekstra mekanisme.

Det hele er dog ikke økonomi, og den 8. juli skrev vi derfor om Montesquieus teori om La Douce Commerce, og de senere års empiriske forskning, der i vidt omfang både bekræfter teorien og udvider dens område til tolerancenormer.

Otto spurgte, om der er et paradoks forbundet med de komparative fordele – og svarede nej.

Det, der kendes som Lerners symmetriteorem, der beskriver den for mange mennesker helt modintuitive indsigt, at barrierer for import faktisk er det samme som barrierer for eksport.

Otto beskrev et par dage, hvordan handel, specialisering og voksende skalafkast giver en af forklaringerne på, hvorfor lande der handler mere, også bliver rigere. Det var meget simpelt Adam Smiths indsigt, at specialisering giver bedre udnyttelse af samfundets ressourcer, men også at denne effekt bliver endnu større, hvis der er voksende skalaafkast i form af, f.eks., stordriftsfordele. Efterfølgende vendte vi også den såkaldte ’ny-ny handelsteori’ den 22. juli, hvor Marc Melitz og mange andre økonomer efter ham giver en anden, komplementær forklaring på, hvordan handel bidrager til at gøre hele samfundet mere produktivt og dermed rigere. Melitz forklarinng hviler på, at international konkurrence slår de dårlige virksomheder ihjel og dermed frigør ressourcer til brug i bedre virksomheder og bedre formål. En del af konsekvenserne ved frihandel er derfor en udgave af Schumpeters ’kreativ ødelæggelse’.

Det kan derfor synes helt absurd, at mange lande har høje toldmure og andre barrierer, og at både Donald Trump, men også Emmanuel Macron og en række andre politikere taler for mere protektionisme. Under overskriften ”Hvem vil have handelsbarrierer og hvem køber de dem af?” beskrev vi derfor en af de næste dage den politiske økonomi bag handelsbarrierer – der er konkret virksomheder, sektorer og andre særinteresser, der køber sig til barrierer. Handelsbarrierer er dybt skadelige for samfundet, men kan være til snævre særinteressers gavn, og dermed også til politikeres gavn, når særinteresserne betaler for at få mere protektionistisk handelspolitik. Det gælder ikke mindst de virksomheder, der er mest i fare for den Schumpeterske ødelæggelse, dvs. de dårligste og mindst produktive. Den politiske logik indebærer således, at det er de værste industrier, der er mest tilbøjelige til at blive beskyttet.

I nummer 10 skrev Otto om Det stigende omfang af ikke-toldbarrierer for frihandel – de mange tekniske, regulatoriske og bureaukratiske barrierer, lande stiller i vejen for international handel i stedet for toldbarrierer. Disse såkaldte NTB’er er netop, som UNCTAD har dokumenteret, et stigende problem, der er svært at håndtere fordi de ikke på samme måde er synlige, og kan sælges med umiddelbart ’gode’ formål. Uanset at de ikke er mindre skadelige, og i særligt grad er dybt problematiske i fattigere lande, lyder paroler som kampen mod ’social dumping’, gode arbejdsvilkår og living wages i udviklingslande jo godt. Den sidste installation var om The Make Work Fallacy – at det handler om arbejdspladser og alt, der skaber mere (synligt) arbejde er godt. Tror politikere, at mere arbejde er bedre, ender de ofte som Donald Trump med at tro, at import er skadelig fordi der jo er varer, vi ikke selv producerer og derfor nogen, der må være arbejdsløse. Det er en af de mest skadelige økonomiske misforståelser der findes, og en række af de få velmenende danske politikere lider under.

Vil man vide mere og have mere avancerede modeller, må man følge et universitetskursus. I mellemtiden stiller vi sommerserien til rådighed for alle interesserede. Og hvis der skulle sidde en gymnasielærer eller to, som overvejer om noget af det kunne bruges som undervisningsmateriale, må I gerne kontakte os.

Hvad gør handel 11: The Make Work Fallacy

Af Christian Bjørnskov, den 14. august 2018. 15 svar

Punditokraterne har, som vores læsere nok har bemærket, kørt en sommerserie om international handel. Vi har forsøgt at forklare, hvad handelsbarrierer på den ene side, og frihandel på den anden side, gør og hvorfor de fleste barrierer er konsekvenser af rent-seeking. Derimod kan det måske synes at være et umuligt spørgsmål, hvorfor mange mennesker stadig ærligt og oprigtigt tror, at barrierer er af det gode, og at kun eksport er gavnligt. Dét spørgsmål søger vi at i dag at afmystificere ved ar introducere en enkelt, simpel misforståelse.

Misforståelsen, der skaber mange af problemerne for både almindelige mennesker og politikere, kaldes ofte for “the Make Work Fallacy” (MKW). Donald Trump giver hyppige eksempler på MKW, men han er bestemt ikke ene om det. For nogle år tilbage blev den på næsten komisk vis illustreret af socialdemokraten Jeppe Kofod, der udtalte at han (som medlem af Europaparlamentet) ikke ville acceptere handelsaftaler, medmindre de skabte arbejdspladser. MKW gælder ikke kun for handelsaftaler, men er en vigtig del af forklaringen på, hvorfor der er så stor modstand mod frihandel, og også hvorfor aftaler ofte bliver ekstremt komplicerede.

Ideen bag MKW er, at arbejde og arbejdspladser er den eneste relevante faktor, når man evaluerer politik. Trumps meget positive syn på told og handelsbarrierer skyldes således, at han påstår at de skaber arbejdspladser – lægger man en 300 %-told på canadiske fly, vil det ’skabe’ arbejdspladser hos Boeing i USA, hvis man lægger told på stål, skaber det arbejdspladser i den amerikanske stålindustri, osv. I hans og Peter Navarros optik skaber handelsbarrierer derfor arbejde i USA. Den samme slags misforståelse lå for få år tilbage bag bl.a. den nationalkonservative Morten Uhrskovs forslag om beskyttelse, ligesom den også er central for at forstå en del af støtten til lovgivning mod såkaldt ’social dumping’. MKW er dog også en et ofte brugt argument for andre politiske tiltag end handel. Ideen om, at den skabte arbejdspladser var (og er) også et argument for letbanebyggeri i Aarhus og andre steder, hvor byrådene er næsten lige så økonomisk analfabetiske. Politisk er MKW et indflydelsesrigt og meget effektivt argument.

Problemet med MKW er, at politikere kan narre sig selv og vælgerne ved at pege og sige enten ”se hvilke arbejdspladser, vi har beskyttet” eller ” se hvilke arbejdspladser i bygge / vindemølle / velfærds / eksport-sektoren, vi har skabt.” Disse argumenter er dog forbløffende lette at pille fra hinanden, som DRs Detektor for eksempel demonstrerede forleden i forbindelse med Aarhus Kommunes påstand om, at Kulturåret havde været en god forretning.

Sagen er, at handel og handelsaftaler ikke skaber arbejdspladser, ligesom handelsbarrierer ikke beskytter arbejdspladser. Man kan en begrænset tid beskytte helt bestemte arbejdspladser, virksomheder eller sektorer, men det sker altid på bekostning af andre arbejdspladser, andre virksomheder og andre sektorer, og det gør hele samfundet fattigere. Tag et ikke helt tænkt eksempel, hvor vi forestiller os, at Danmark nu indfører lovgivning mod ’social dumping’ som betyder, at polske og andre østlige arbejdere og firmaer skal agere præcist som danske firmaer – betale præcist samme lønninger, have samme administrationsomkostninger, og arbejde lige så lidt. Denne type lovgivning vil givetvis medføre mere aktivitet for danske firmaer, der tidligere konkurrerede med de polske, og de vil sandsynligvis ansætte flere. Den betyder dog også, at en lang række varer og service som køkkenmontering, byggeri og event management bliver væsentligt dyrere. Danskerne må derfor spare et andet sted pga. de højere priser – der kommer jo på magisk vis ikke flere ressourcer i samfundet – og på de mange områder, de sparer, må virksomhederne sætte produktionen ned og fyre folk. En hel del af de danskere, der bliver ansat i de beskyttede virksomheder kommer endda ikke fra arbejdsløshed, som politikere tit synes at tro, men fra andre virksomheder, som nu har sværere ved at tiltrække arbejdskraft.

Politikerne kan nu pege på en hel sektor og sige, se hvilke arbejdspladser vi har skabt – det er the Make Work Fallacy fordi de tror, de har skabt arbejde. Virkeligheden er dog, at de har gjort det dyrere, at være dansker og primært har flyttet arbejdspladser fra nogle erhverv, til nogle andre, der er så uproduktive at de tidligere ikke kunne konkurrere med de polske. De har dermed flyttet arbejdspladser til erhverv, som er mindre produktive, og har dermed gjort Danmark fattigere. Næste gange du som læser ser et politisk forslag, der påstår at det skaber arbejdspladser i Danmark eller dit lokalområde, så tænk lige tingene igennem én gang til. Odds er, at politikerne og deres økonomisk analfabetiske rådgivere lider af MKW. Der er ikke kun Trump eller hans europæiske modstykker, der lider under den!

Hvad gør handel 10: Stigende omfang af ikke-toldbarrierer for frihandel.

Af Otto Brøns-Petersen, den 31. juli 2018. 7 svar

Som vor sommerserie om handel har pointeret, er der nær konsensus blandt økonomer om, at frihandel indebærer store økonomiske fordele. Handelsrestriktioner kan begunstige bestemte grupper – men en væsentlig del af gevinsten sluges igen af lobbyismeomkostninger (såkaldt rent-seeking) – som Christian forklarede i sidste blogindlæg. Det gælder, uanset hvilken form for handelsrestriktioner, der er tale om.

Typisk vil de fleste tænke på told i forbindelse med handelsbarrierer. Men der findes også andre typer – de såkaldte ikke-toldmæssige handelsbarrierer (NTB). De er i sagens natur meget vanskelige at opgøre, men nye beregninger foretaget for UNCTAD (FNs organisation for handel og udvikling) tyder på, at de er af mindst samme størrelsesorden som toldmæssige barrierer, omregnet til en ækvivalent told. Det fremgår af figuren ovenfor. Og hvor toldsatserne heldigvis har været faldende gennem årene, er det gået den modsatte vej med NTBerne. Mens toldbeskyttelser er mere udbredt i udviklingslandene, er NTB mere udbredt i de rige lande.

Den enkleste form for NTB er en importkvote – altså et loft over, hvor meget der må importeres af en vare. Der er imidlertid mange udspekulerede måder at hindre handel på. Nationale standarder er i princippet ens for både nationale og udenlandske konkurrenter, men er ofte indrettet, så de passer på gængs praksis hos nationale producenter, mens især nye udenlandske konkurrenter må afholde betydelige tilpasningsomkostninger, hvis de skal bevæge sig ind på markedet. Det vil holde nogen ude. Toldsatserne kan være nok så lave, men selve toldbehandlingen kan være langsommelig og dermed indebære en ekstra omkostning for udenlandske virksomheder. En meget populær handelsbegrænsning er “forbrugerbeskyttelse” – altså regler som angiveligt er begrundet med hensyn til forbrugerne, men som i praksis blot afskærer udenlandske virksomheder. Samtidig er “forbrugerbeskyttelsen” sjældent velbegrundet. Tværtimod består den i at afskære forbrugernes frie forbrugsvalg ved på forhånd at fravælge produkter på forbrugerens vegne, uanset om de ønsker det eller ej. Men “forbrugerbeskyttelse”, “fødevaresikkerhed” og lignende scorer billige politiske point.

Diskriminatoriske skatter og afgifter er også en metode til at hæmme handel på. Den danske registreringsafgift på biler er teknisk set ikke en told, fordi den rammer alle personbiler. Men da Danmark som bekendt ikke producerer biler, fungerer registreringsafgiften reelt som en told. Danmark havde tidligere en lavere afgift på snaps end andre former for spiritus, indtil EF dømte denne diskrimination ude.

I stedet for at lægge told på udenlandske produkter kan man give subsidier og sikre sig, at det især kommer indenlandske producenter til gode. Landbrugsstøtten i EU fungerer på denne måde, ligesom den meget selektive støtte til vedvarende energi i Danmark.

Forskellige former for regulering kan designes til at hæmme handlen. Med voksende pres på virksomhederne til at udvise “corporate social responsibility” er åbnet endnu en kanal, hvor udenlandske varer holdes ude med henvisning til f.eks. oprindelseslandenes arbejdsmarkedsforhold – eller dybest set at de er fattige med et lavt produktivitetsniveau og dertil hørende lave lønninger.

Konkurrencereguleringen har længe været et af EU-kommissionens yndlingsredskaber til skjult protektionisme, og linjen er blevet skærpet gennem den senere tid med udfald mod navnlig amerikanske IT-giganter. Kommissionen har samtidig foreslået en særskat på netop disse virksomheder. Det er altså ikke kun præsident Trump, som udmærker sig ved protektionisme (for ikke at sige populisme).

Endelig kan det nævnes, at en stor offentlig egenproduktion – udover at diskriminere mod indenlandske leverandører – ofte også fungerer som en barriere mod international handel.

Det er som sagt svært at opgøre omfanget af NTB, og opgørelsen ovenfor tager kun de mest direkte med. Derfor er der næppe tvivl om konklusionen om, at NTB efterhånden  fylder mere end toldbarriererne.

Er ikke-toldmæssige barrierer værre end toldmæssige?

På den ene side kan der være en særlig grund til at bekæmpe told, fordi politikerne alt andet lige har en større tilskyndelse til at indføre en told end en NTB. Forklaringen er den ligetil, at en told giver indtægter i statskassen. På den anden side kan NTBer – af samme årsag – være mere forvridende og dermed indebære en større samfundsøkonomisk omkostning end en told. Hvis en regulering virker som en told, er tabet større, fordi det beløb, som ellers var blevet til en toldindtægt i stedet går til grunde i administrativt besvær og andre omkostninger såsom unødvendige tilpasninger af produktionsprocesser til nationale særkrav. Desuden kan NTB gennemføres mere i det skjulte.

Det korte af det lange er, at både told og NTB har de skadelige økonomiske effekter, som er blevet påpeget i sommerseriens løb. Derfor er der grund til at reducere begge dele. Begrænsninger af dem indgår da også i de internationale frihandelsaftaler, ligesom det indre marked i EU er et forsøg på at eliminere alle former for barrierer.

Men NTB er som sagt mindre gennemskuelig, så landene kan slippe afsted med mere. Der kan være en god grund til at møde ny regulering med spørgsmålet: Hvordan hindrer dette den frie handel?

Hvad gør handel 9: Hvem vil have handelsbarrierer og hvem køber de dem af?

Af Christian Bjørnskov, den 25. juli 2018. 4 svar

Vi har foreløbig dækket en række emner i punditokraternes sommerserie om international handel, og har forhåbentlig bibragt vores læsere et klart indtryk af, hvorfor der er praktisk konsensus blandt nationaløkonomer om, at frihandel er absolut at foretrække. Spørgsmålet i dag er, hvorfor politikere og regeringer ikke ’bare’ rykker mod øget frihandel ved at fjerne told og andre handelsbarrierer. Til at svare på det spørgsmål, har man brug for indsigter fra public choice og politisk økonomi.

Selvom der findes indikationer helt tilbage til Adam Smith, kom det store gennembrug dog først med Gordon Tullocks nu klassiske ”The Welfare Costs of Tariffs, Monopolies, and Theft”, der blev udgivet i the Western Economic Journal i 1967. Tidsskriftet, der i dag hedder Economic Inquiry, var dog ikke blandt de mest prestigiøse, og det tog til midten af 1970erne, før folk rigtigt fik øjnene op for argumenterne.

Det neoklassiske problem med handelsbarrierer blev beskrevet noget tidligere af Chicago-økonomen Arnold Harberger, som viste at barrierer medfører to ’dødvægtstab’. For det giver told og anden beskyttelse højere priser på produkter, der ellers kunne importeres frit. Det betyder, at forbrugerne kommer til at forbruge mindre og til højere priser. Mens de højere priser er en overførsel fra forbrugere til hjemlige producenter, og til regeringen i form af toldbetalingen, vil den mindre mængde, forbrugerne ikke får, udgøre et forbrugstab, som ikke bare er en overførsel. For det andet viste Harberger, at en del af den ekstra mængde, som den hjemlige industri producerer af den beskyttede vare, er et rent tab. Det skyldes, at det under almindelige omstændigheder ikke ville kunne betale sig at producere den ekstra mængde – prisen man kan få i fri konkurrence er ikke høj nok til at dække omkostningerne. Tabet kommer derfor fra at beskyttelsen binder ressourcer i industrien og derfor leder dem væk fra mere produktiv og til mindre produktiv anvendelse. På den måde bliver økonomien som helhed mindre produktiv.

Som Otto skrev om i forbindelse med Tullocks død for knap fire år siden, er det dog ikke kun Harbergers almindelige dødvægtstab, som er problemet. Man må spørge sig selv, hvem der vil have den politiske beskyttelse, som told og andre handelsbarrierer er. Dén type aktivitet kaldes rent-seeking, og rent-seeking skaber Tullock-tab, som vi skrev om i februar 2017 (læs her). Som vi skrev dengang: ”Oveni er der disse dødvægtstab, hvilket derfor indebærer, at enhver nationaløkonom med respekt for sig selv må konkludere, at protektionisme nok er pro-business, men anti-market. Og det pudsige er, at virkelighedens statiske tab slet ikke ender der.”

Det Tullock indså var, at virksomheder og andre særinteresser er parate til at bruge ressourcer for at få politik, der gavner dem. Virksomheder, der tildeles beskyttelse mod international handel, bruger således allerede noget af deres ekstra profit på at købe den beskyttende politik. I mange lande kan man købe den med bestikkelse, men selv i Danmark er der en anden mulighed: lobbyisme. Man kan f.eks. donere penge til parties valgkampagner, overtage nogle af deres omkostninger, og endda tilbyde politikere lukrative bestyrelsesposter eller jobs når de forlader politik. Politikken vil være i virksomheders (og fagforeningers) interesse, og betalingen for den vil være i politikernes interesse. For virksomheder og politikere er der således tale om en slags win-win-situation, hvor taberne er de millioner af politisk uinteressante borgere.

Mens vi har skrevet om de fulde tab af protektionistisk politik før – Harberger-tabene, Tullock-tabene, og de langsigtede tab der skyldes, at virksomheder, der er beskyttede mod international konkurrence, ikke har noget særligt incitament til at investere i innovation, produktivitet eller udvikling – findes der en vigtig twist på historien. Den kommer, når man begynder at overveje, hvilke virksomheder, der har størst tilskyndelse til at lobbye og derigennem købe politik.

Indsigten blev først beskrevet af den israelske økonom Arye Hillman i en artikel i 1982 i American Economic Review. Hillmans udgangspunkt var, at virkeligt konkurrencedygtige virksomheder ikke har noget særligt incitament til at bruge ressourcer på beskyttelse, da marginalafkastet af de alternative ting, ressourcerne kan bruges på, sandsynligvis er noget højere. Oveni kunne man frygte, at beskyttelse af en sektor kunne tillade, at dårligere virksomheder overlever – og hvorfor ville virkeligt konkurrencedygtige virksomheder har interesse i det?

Det omvendte gælder de virksomheder og industrier, der er mindst produktive og decideret begynder at være lukningstruede. Hillmans indsigt her var, at hvis de investerer ressourcer i at lobbye for øget beskyttelse, er der en ganske stor gevinst at hente, hvis de får beskyttelsen. Hvis de ikke gør, lukker de – og i det tilfælde er tabet det samme, uanset om man havde lobbyet eller ej. Det faktum, at der således er en asymmetrisk situation – får man beskyttelse, er afkastet at lobbyismen stort, får man ikke er det bare et nul – gør at jo værre en virksomhed eller industri klarer sig, jo mere sandsynligt er det, at den kommer til at lobbye for beskyttelse.

Hillman blev dermed den første til teoretisk at beskrive det særligt skadelige fænomen, som efterfølgende er dokumenteret: Protektionistisk politi i den virkelige verden beskytter ikke blot tilfældige virksomheder, man som oftest de virksomheder, som det giver mest samfundsøkonomisk skade at beskytte! Således kan man aldrig blot se på de rent økonomiske forhold ved international handel. De virkelige skadevirkninger af at begrænse den bliver først tydelige, når man får den politiske dynamik med.