Tag-arkiv: produktivitet

PCS 2025 – de etablerede

Af Christian Bjørnskov, den 22. marts 2025. Skriv et svar

Forleden skrev vi om højdepunkter fra dette års konference i the Public Choice Society, med fokus på de unge forskere. Det kan væree både spændende og bekræftende at se unge økonomer og statskundskabere, men det er ofte de etablerede, erfarne forskere, der kommer med de mest interessante præsentationer og papirer. Det gjaldt ikke mindst dette års konference.

Konferencen startede torsdag den 6. med et absolut højdepunkt i Mark Penningtons (King’s College London) plenarypræsentation om missionsorienteret politik (se vores omtale og en tidligere præsentation her). Marks analyse er en blanding af public choice-feltets fokus på de perverse politiske incitamenter, der omgiver missionsorienteret politik, og de enorme huller i politikeres og embedsværkets viden om samfundet, som umuliggør gavlig politik med et stort sigte.

Udover Daniel Bennetts (University of Louisville) glimrende plenary om Riding the Populist Wave: Entrepreneurial and Firm Responses to the Changing Political Current bragte fredag også min egen session om morgenen, hvor Henry Moncrieff og Kevin Grier (begge Texas Tech) præsenterede deres nyeste papir om konsekvenser af militærkup. Denne gang var fokus hvad militæret selv får ud af kuppet, som altid vurderet med virkeligt avanceret metode. Dagen sluttede med en stærkt underholdende session med papirer om manipulation i diskussioner om regulering af kamphunde, en præsentation om hvordan formelle regler påvirker uformelle normer med evidens fra ændringer i regler i amerikansk motorsport, og mit eget papir med Andreas Freytag (Universitetet i Jena) om hvordan demokrati og beskyttelsen af borgerrettigheder har påvirket udbredelsen af heavy metal musik.

På konferencens sidste leverede min gode ven og IFN-kollega Niclas Berggren som sædvanlig højdepunkt med ny forskning om sammenhængen mellem usikkerhed i den økonomiske politik og udviklingen af tolerancenormer (fælles med Therese Nilsson fra Lund). Jeg gik dermed glip af Imran Arifs (Appalachian State University) ekstremt interessante The Power of Competition: Can New Firms Spark Innovative Activity? der dokumenterer, at nye firmaer rent faktisk gør økonomien mere produktiv.

Imrans forskning er dermed potentielt vigtig i danske politiske diskussioner, hvor vi netop har meget lidt iværksætteri og dermed er afhængige af innovation i eksisterende virksomheder. På den måde bringer PCS-konferencen næste hvert år ny viden, der nogle gange har direkte værdi i den politiske debat, andre gange øger vores forståelse af vores eget samfund og verden, og nogle gange blot underholder samtidig med at den får os til at tænke os om. Det hele har værdi, og lader forskerne flyve hjem med inspiration til det næste års arbejde.

Kup og produktivitet

Af Christian Bjørnskov, den 8. februar 2025. Skriv et svar

Trofaste læsere har nok for længe siden opdaget, at jeg har et lille projekt kørende om at forstå effekterne af statskup. Vi har tidligere skrevet om kup og undertrykkelse, og kup og pressefrihed, og der ligger også papirer om både kriser og indkomstfordeling. Denne gang er tiden kommet til et af de store emner i nationaløkonomi: Produktivitet.

I januar udkom vores nye working paper “Coup d’États, Institutional Change, and Productivity” ved Institutet för Näringslivsforskning i Stockholm, hvor mine kollege fra University of Louisville, Daniel Bennett, Stephan Gohmann, og jeg undersøger, om statskup påvirker den videre produktivitetsudvikling.

Svaret er ja: Mens fejlede kup ikke gør nogen systematisk forskel, fører kup der lykkes til en reduktion i produktivitetsudviklingen på omkring 60 %. Der er med andre ord tale om en meget stor effekt. I en videre analyse undersøger vi, hvor meget af effekten der kommer fra en velkendt konsekvens af kup – landets institutioner svækkes ofte af statskup, så retsvæsenet undermineres og de ‘checks and balances’ der er på statsmagten fjernes. Svaret her er overraskende, at mens vi kan se at noget af den negative effekt på længere sigt skyldes, at checks and balances svækkes, er det faktisk kun en mindre del. Sjovt nok er den indirekte effekt gennem svækkede checks and balances typisk for de ikke-militære kup, mens produktivitetseffekten efter militære kup ikke medieres gennem institutionelle ændringer.

Hvorfor er det overhovedet vigtigt at få mere viden om statskup og kupeffekter – er det ikke bare et underholdende, men uvigtigt forskningsområde? Årsagen til, at det faktisk er et vigtigt område, er at der er kommet flere kupforsøg i verden de sidste ti år. De sidste ti år har der i gennemsnit været tre om året, med det sidste ved slutningen af 2024 i Sydkorea. Kupforsøg er derfor blevet vigtige igen for investorer, der mangler god information om, hvad man kan forvente i de omstændigheder. Jeg påstår ikke, at Steve, Daniel og jeg har løst problemet, men vi er blandt dem, der tager nye skridt mod at forstå et af de vigtige spørgsmål omkring regimetransitioner.

Draghi-rapporten og en politikers logik

Af Otto Brøns-Petersen, den 17. december 2024. Skriv et svar

I den uforlignelige TV-serie “Yes, Minister” gengiver departementschef Sir Humphrey en politikers logik: “Noget må gøres. Dette er noget. Derfor må det gøres”.

Man kommer uvilkårligt til at tænke episoden, når man følger debatten om Europas problemer, bl.a. den såkaldte Draghi-rapport. Draghi har ret i sin grundlæggende diagnose: at EU har en stor vækst- og produktivitetsudfordring. Men deraf følger ikke, at de løsningsforslag, han fremsætter, vil gøre problemerne mindre. De er tværtimod noget af en blandet landhandel.

Læs resten →

Tak til AE – I har ret

Af Christian Bjørnskov, den 16. december 2024. Skriv et svar

Det er ikke tit, at vi er enige med Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, og endnu sjældnere, at der er grund til at rose dem. Men det er der faktisk idag, hvor AE’s direktør Lars Andersen skriver i Berlingske, at “Høj produktivitet sikrer høj velstand.” I en ny analyse viser hans medarbejdere, at af den 125 procent store tilvækst i bruttofaktorindkomsten (et mål meget tæt på BNP) siden 1980, er de 100 procent kommet fra øget produktivitet, mens den resterende femtedel kan skyldes arbejdsudbudseffekter. Som vi også har skrevet om flere gange her på stedet – se f.eks. vores “Produktivitet er (næsten) alt” fra i sommers – trumfer produktivitetsfremskridt alt andet på langt sigt.

Det er godt at se, at AE nu er med på den faglige vogn, og ikke mindst at de noterer det præcist samme, som vi her på stedet har beklaget: At “Produktivitet fylder ikke meget på Christiansborg”, som Andersen pointerer. Man kan være uenig i hans vurdering af, hvor vigtige investeringer i uddannelse er, ligesom AE nok også overvurderer betydningen af almindelige erhvervsinvesteringer. Men Andersen og hans hold skal have tak for ikke blot at pointere, at produktivitet er den altoverskyggende kilde til langsigtet velstand, men også at de slutter sig til stemmer som vores på den anden politisk fløj, i at forsøge at råbe Christiansborg op. Hvordan man så opnår permanent hurtigere produktivitetsvækst kan vi så have en informeret, faglig debat om bagefter.

Produktivitet i Centraleuropa

Af Christian Bjørnskov, den 29. oktober 2024. 4 svar

I sidste uge besøgte jeg universitetet i Warszawa for at holde et seminar og besøge gode kolleger. En del af diskussionen over en hyggelig, polsk middag den ene dag, var hvor enorm den økonomiske og sociale udvikling har været i Polen. Mine kolleger kunne fortælle om et land, der på blot 30 år er kommet fra omfattende, grå levn fra kommunismen og politi, der stoppede en på vejen for at få bestikkelse, til en moderne, velstående retsstat. På vej hjem – med 3½ times forsinkelse og derfor god tid til at arbejde – tog jeg et kig på, hvor stor fremgangen faktisk har været.

Mens man kan spørge, hvor godt det egentlig gik for lande som Serbien eller Moldova efter 90erne, har Centraleuropa generelt klaret sig forbløffende godt. Nedenstående figur illustrerer det ved at se på produktivitetsudviklingen. Produktivitet er her målt som nationalindkomst per arbejdstime. Vi viser udviklingen i Estland, Polen, Tjekkiet, og Ungarn siden data blev tilgængelige. Det gælder for Ungarn i 1980, for Tjekkiet i 1993, og for de to sidste i 1995.

Det første forhold, der er til at se, er hvor fundamentalt uproduktive, de tidligere kommunistiske samfund var i starten af 1990erne. I 1995 havde Polen for eksempel en produktivitet som Danmark i 1956. Idag er polsk timeproduktivitet derimod på linje med Danmarks i 1987, og velstandsniveauet med Danmark i 1997, da polakkerne arbejder cirka 30 % flere timer end danskerne. Produktiviteten er vokset med 6,8 % per år i Polen, 6,4 % i Estland, og 2,9 % i Ungarn og Tjekkiet. Tilsvarende var produktivitetsvæksten i Tyskland 1,2 % i samme periode. Ydermere er produktivitetsvæksten i Polen fortsat efter finanskrisen i 2008, og har de senere år været 4,9 % per år. Succesen er til at føle på, som jeg oplevede i sidste uge – og som man kan se på billedet fra det centrale Warszawa nedenfor.

Min pointe her – og i Børsen på torsdag – er, at vi taler for lidt om hvor stor en succes, adskillige samfund i Central- og Østeuropa har været siden kommunismens kollaps. De er ikke blevet rige og produktive ved at føe aktiv industripolitik, beskytte deres markeder, eller smide penge efter skoler, der ikke underviser. Lande som Polen, Tjekkiet og Estland er påmindelser om, at vejen til økonomisk succes er kendt og testet – og ikke den vej, EU og Danmark er på for tiden.

Produktivitet – hvis bare vi ikke var stoppet

Af Christian Bjørnskov, den 10. september 2024. 4 svar

Vi har adskillige gange understreget, hvor vigtig produktivitet er her på stedet. For et par uger siden understregede vi, at danskerne slet ikke var blevet rigere de sidste 25 år uden produktivitetsfremskridt. Man kan således godt glemme hele diskussionen om arbejdsudbud og beskæftigelsesfrekvens, hvis man er interesseret i det langt sigt.

Det er derfor bekymrende, at produktivitetsudviklingen så tydeligt er bremset ned de sidste cirka 20 år. Figuren nedenfor viser udviklingen i BNP per indbygger i Danmark siden 1960. Fra 1960 til 1981 steg produktiviteten – målt på værdiskabelse per arbejdstime – med cirka 3,6 % om året. Fra 1982 til 2005, dvs. den store reformperiode i dansk politik, steg produktiviteten lige godt 2 % om året. Men i perioden 1982-2019 faldt produktivitetsvæksten til 1,3 % (1,4 % 1982-2022). Hvad skete der?

Opbremsningen i produktivitet skete i mange vestlige lande i de sidste 20 år, og er ikke specifik for Danmark. Forleden udkom en EU-rapport, der var forsinket flere gange, som konkluderede, at Europa har et massivt konkurrenceevneproblem lige præcis fordi Vesteuropas produktivitet bevæger sig fremad med sneglefart.

Pointen idag er at understrege, hvor vigtigt problemet er. Forestiller man sig, at produktivitetsvæksten var fortsat i samme tempo, som den havde i Danmark 1982-2005, ville hver dansker – ung som gammel – alt andet lige have været omtrent 45.000 kroner rigere i gennemsnit. Det betyder, at en såkaldt standard LO-familie ville have haft en årlig indkomst, der var meget cirka 75.000 kroner højere før skat. Som vi skrev forleden, er produktivitet så meget vigtigere end alt muligt andet på langt sigt, at det er svært at forstå hvorfor danskerne ikke interesserer sig mere for problemet.

Produktivitet er (næsten) alt

Af Christian Bjørnskov, den 26. august 2024. 2 svar

Nobelpristageren Paul Krugman sagde engang, at “Produktivitet er ikke alt, men i det lange løb er det næsten alt.” Jeg blev mindet om citatet i sommers, da jeg skrev min klumme til Børsen. Under overskriften “Mere arbejde og højere skat løser ikke velfærds­sta­tens problemer – det kræver noget helt tredje” pegede jeg på, at en lille forøgelse af den årlige produktivitetsvækst vil løse de finansieringsproblemer, som velfærdsstaten har. Det er derfor mærkeligt, at politikere og meningsdannere skændes om, om man skal hæve skatten eller tvinge danskerne til at arbejde mere.

For at hamre pointen hjem, illustrerer vi nedenfor hvor vigtige tre forskellige forhold er: 1) Arbejdsmarkedsdeltagelse, dvs. hvor mange der er i job; 2) Hvor mange timer per år den gennemsnitlige ansatte arbejder; og 3) produktivitet, dvs. hvor meget værdi danskerne i gennemsnit producerer per arbejdstime. Hvis politikerne vil have flere penge i kassen for at finansiere voksende offentlige udgifter (i stedet for at prioritere), er det de tre måder det kan ske på, udover skattestigninger.

Men ikke alle kilder er lige effektive, hvilket dansk økonomi siden 1979 er et glimrende eksempel på. Hvis danskerne havde samme arbejdsmarkedsdeltagelse – groft sagt, hvis lige så mange var i arbejde – som i 1979, ville nationalindkomsten være 345.000 kroner per dansker i 30 år senere, i stedet for de faktiske 360.000. Hele indsatsen siden 1990erne med at få flere i arbejde har således givet omtrent 15.000 kroner mere. Hvis danskerne i stedet arbejdede lige så mange timer som i 1979, ville nationalindkomsten være 407.000 kroner. Men hvis vi, alt andet lige, havde samme produktivitet som i 1979, ville indkomsten være blot 182.000 kroner.

Faldet i arbejdstimer over en 30-årig periode har kostet godt 11 % vækst, mens den øgede arbejdsmarkedsdeltagelse har givet et plus på 4 %. Men det hele overskygges, som figuren ovenfor illustrerer dramatisk, af de 97 %, der er kommet fra øget produktivitet! Hvorfor politikere – og endda nogle af mine dygtige kolleger – har øjnene fikseret på arbejdstiden og -deltagelsen er mig uforståeligt, når man ser på de langsigtede fakta. Produktivitet er langt, langt vigtigere end andre kilder til velstand.

Sommerserie #10: Skattereformer har løftet den ellers sløje vækst

Af Otto Brøns-Petersen, den 15. august 2024. Skriv et svar

De offentlige udgifter kan påvirke den økonomiske vækst, sådan som Christian allerede har været inde på her i sommerserien. Det samme gælder den offentlige finansieringsside – både beskatning og offentlig låntagning.

Læs resten →

Sommerserie #8: Først blev vi for mange, så bliver vi for få – og hvorfor tales der så lidt om produktivitet?

Af Niels Westy, den 8. august 2024. Skriv et svar

Otto havde for et par uger siden et fremragende indlæg her på punditokraterne i vores sommerserie, om hvorvidt liberalisme var skyld i den faldende fertilitet, som er blevet voldsomt problematiseret i den offentlige debat det seneste år – ikke mindst Berlingske Tidende – har faciliteret denne debat på det seneste (se også links nederst). Ak ja, som tingene kan blive vendt på hovedet.

Tidligere var det befolkningstilvæksten som nogle åbenbart kunne ligge søvnløse over, nu er det så udsigten til at befolkningstallet topper, for derefter at falde, som problematiseres.

Men det er egentlig lidt underligt at folk først i årtier var bange for befolkningstilvæksten og det åbenbart først de senere år for alvor er gået op for folk, at den globale befolkning vil toppe på et tidspunkt og derefter blive mindre, ligesom diskussionen om fertilitetsraten herhjemme kan forekomme noget besynderlig. Således har den i mere end 50 år ligget under hvad der kræves (ca. 2,1) for at bibeholde befolkningens størrelse over tid, som det fremgår af nedenstående tabel. Med andre ord, hvis ikke det havde været for nettoindvandringen i den mellemliggende tid, ville befolkningstallet herhjemme være faldet de seneste år. Ifølge Danmarks Statistik udgør indvandrere og efterkommere efter indvandrere da også ca. 15 – 16 pct. af befolkningen her i 2024 (DST definition).  

Figur 1.

Kilde: Dst

Allerede da ægteparret Erhlich i 1968 udgav bogen ”The Population Bomb”, som forudsagde en verden med hungersnød og social uro på grund af den fortsatte befolkningstilvækst, havde verden passeret ”peak growth” punktet og tilvæksthastigheden har været faldende lige siden. Den globale befolkning forventes på nuværende tidspunkt ifølge de seneste estimater at toppe med omkring 10+ mia. mennesker i slutningen af dette århundrede.

Ægteparret Erhlich mente slet ikke at man kunne brødføde så mange mennesker, og brugte bl. a Indien som eksempel. Det var ”ren Malthus” tankegang og de havde ikke taget højde for produktivitetsudviklingen indenfor landbrug på grund af den Grønne Revolution. Det viste sig nemlig efterfølgende, at fødevareproduktionen steg langt hurtigere end befolkningstallet.

Læs resten →

Drivhusgasudledninger og økonomisk frihed

Af Christian Bjørnskov, den 31. marts 2024. 4 svar

I december 2019 skrev vi om et nyt papir af undertegnede, der undersøgte sammenhængen mellem udledninger af CO2 og økonomisk frihed. Som vi noterede dengang, har vi flere gange skrevet om emnet (læs her og her), men uden et baggrundspapir. Forskellen dengang var, et jeg havde et papir klar til forårets konference i the Public Choice Society. Det skete bare ikke, da coronanedlukningerne også lukkede konferencen. Jeg endte derfor i 2020 med at gøre papiret til et working paper for at få det ud over rampen, og forsøgte senere – efter en del meget positiv feedback – at få det udgivet videnskabeligt.

Dén proces har taget relativt lang tid, og krævede fem forsøg hos fem forskellige tidsskrifter. De første fire steder blev det afvist, fordi en eller flere bedømmere mente, at konklusionerne ikke burde passe. Forleden kom beskeden heldigvis, at the European Journal of Political Economy ikke havde fordomme imod konklusionerne, da ingen af de tre bedømmere (eller redaktøren) fandt fejl eller mangler i data, metoder eller fortolkning. Min artikel Economic Freedom and the Greenhouse Gas Kuznets Curve er derfor nu udgivet, og er endda open access så alle frit kan læse den.

Og hvad er konklusionen da, som syntes så politisk kontroversiel? Den er – teknisk formuleret – at Kuznets-kurven for udledninger af drivhusgasser findes, og ligger længere til venstre jo mere økonomisk frit et samfund er. Det er det, der illustreres i Figure 3 fra artiklen nedenfor; figuren viser den estimerede Kuznets-kurve for samfund med meget lav økonomisk frihed (de cirka 20 procent mindst frie) på den grå kurve, og samfund med relativt høj økonomisk frihed (de cirka 20 procent mest frie). Sagt mere simpelt viser analysen i artiklen ret klart, at selvom økonomisk vækst til at starte med fører til større udledninger, kommer der et punkt hvor kurven knækker og yderligere vækst fører til mindre udledninger. Og hvis man er meget økonomisk fri ved at have omhyggelig beskyttelse af privat ejendomsret og private kontrakter, og man er fri for politisk indblanding på feltet, sker ‘knækket’ ved et ret lavt velstandsniveau.

Helt konkret indebærer estimaterne, at hvis man er blandt de 20 procent samfund med bedst retslig beskyttelse, vil økonomisk vækst reducere udledninger af CO2 når man er over et BNP per indbygger på omtrent 47.000 dollars, og reducere udledningen af drivhusgasser som helhed, når man når et BNP på indbygger på bare 23.000 dollars. Det første er lidt under Taiwans nuværende velstandsniveau, mens det andet er Malaysia niveau for knap ti år siden, eller Danmarks velstand omkring 1970.

Og heri ligger det politisk kontroversielle: Analysen implicerer, at hvis man vil have en hurtigere transition til lavere udledninger af drivhusgasser, er en effektiv måde at øge den økonomiske frihed – dvs. politisk at holde fingrene fra økonomien – og lade hurtig økonomisk udvikling gøre arbejdet. Det er med andre ord moderne produktivitetsudvikling i rige lande, der i høj grad fører til reduktioner af drivhusgasser, mens politisk styring decideret kan gøre ondt værre. Det budskab er næppe populært på Christiansborg.

Hvem var de gode statsministre?

Af Christian Bjørnskov, den 13. oktober 2022. Skriv et svar

Hvordan vurderer man, hvor god eller dårlig en statsminister var? Selvom mange interesserede, inklusive adskillige historikere, har deres egne bud, er der ingen klar og objektiv måde at gøre det på. Derfor forsøger Punditokraterne idag at illustrere, hvordan netop dét måske kan gøres fra en økonomisk vinkel.

Vi fokuserer her på tre forhold, der er vigtige på langt sigt: Total faktorproduktivitet (TFP), arbejdsudbuddet, og offentlig gældsætning. VI kombinerer derfor data fra Penn World Tables, der tillader os at beregne vækst i TFP og vækst i arbejdsudbud (andel af befolkningen i fuldtidsbeskæftigelse gange det gennemsnitlige antal årlige arbejdstimer), med data fra Danmarks Statistik på statens gældsætning. Vi beregner her den årlige ændring for alle statsministre mellem 1960 og 2019 og sammenligner med TFP og arbejdsudbud i fire nabolande: Nederlandene, Storbritannien, Sverige og Tyskland. Vi inkluderer ikke Norge, da dets olierigdom både gør det anderledes og indebærer, at man ikke kan beregne TFP på samme måde.

Den første figur illustrerer vækst i TFP + vækst i arbejdsudbud for hver af statsministrenes perioder. Ser man helt simpelt på billedet, ser Viggo Kampmann ud til at være den bedste statsminister, mens Poul Hartling var den værste. Nok gik produktiviteten markant fremad i hans periode, men en del af grunden var stærkt stigende arbejdsløshed.

Problemet med denne sammenligning er dog, at en af de væsentligste drivers af TFP er teknologiske fremskridt og andet, der ikke kun er dansk, men deles internationalt. At se på dansk TFP-vækst kan derfor være misvisende, hvis den blot reflekterer, at det går godt internationalt. Det problem afhjælper vi i den næste figur, hvor vi erstatter TFP med den danske TFP-vækst minus naboernes. Det rykker ikke på Kampmanns førsteplads, men flytter Jens Otto Krag ned på en næstsidsteplads.

Vi er dog ikke helt færdige, fordi en del af væksten i særligt 1960erne og 1970erne skete så at sige ‘for lånte penge’. I 1960 var statens nettogæld til udlandet en procent af BNP, mens den toppede i 1985 på 37,6 procent. Vi faktorerer dét problem ind ved – meget simpelt – at trække nettogældsætningen (væksten i gældsraten) fra TFP-væksten. Det giver den tredje og sidste figur over vores successindeks for statsministre.

Korrigerer man for gældsætning er Hartling stadig den ringeste statsminister. Omend han arvede store problemer fra Krag, Baunsgaard og den første Jørgensen-regering, og havde en historisk svær politisk situation, formåede han ikke at gøre ret meget ved dem. Bunden er netop de fem statsministre, der stod for opbygningen af den massive statsgæld, som Poul Schlüter begyndte at ændre på. At netop Schlüter ligger midt i feltet er således både en afspejling af de enorme problemer han overtog, men også fejltagelsen med Kartoffelkuren i 1986, der bremsede væksten og indførte topskatten.

Og det er næppe en overraskelse, at Poul Nyrup Rasmussen ender som den bedste – eller i det mindste mest succesrige – statsminister siden 1960. Nyrup gennemførte en lang række nødvendige reformer, der faktisk opnåede begge ting: Større arbejdsudbud og højere produktivitetsvækst end udlandet. Skal den næste regering i Danmark – om det bliver en Frederiksen- eller Elleman-regering – gøre noget ved landets dybe økonomiske problemer, er det måske 90’ernes reformkurs, man skal se på. Valgkampen for tiden peger desværre på den modsatte kurs med en Frederiksen, der længes efter Anker Jørgensen, og en Elleman der helst ikke vil noget som helst.

Afvænning fra offentlige midler

Af Christian Bjørnskov, den 22. september 2022. 4 svar

Danmark har en af verdens største offentlige sektorer. Det betyder ikke blot, at lidt mere end halvdelen af borgernes indkomst enten bruges eller administreres gennem den offentlige sektor, men også at tusinder af virksomheder har kontakt til sektoren. Hvordan disse virksomheder klarer sig og hvad der sker med dem på sigt, er derfor et vigtigt spørgsmål at stille. Ny forskning fra økonomerne Peter Grajzl (Washington and Lee University), Jaka Cepec, og Barbara Mörec (begge universitetet i Ljubljana) undersøger netop dette spørgsmål ved at se på konsekvenserne for 72.000 virksomheder i Slovenien mellem 2015 og 2019.

Under titlen ”Weaned off public money: The effect of discontinued reception of public cash on firm outcomes” viser de tre slovenere, hvad der skete med disse virksomheder efter de offentlige midler holdt op. Der er således ikke blot tale om en meget omfattende undersøgelse, der stort set dækker alle virksomheder med kontakt til det offentlige i et lille land. Forfatterne håndterer også omhyggeligt problemet, at det ikke er tilfældigt hvilke virksomheder der modtager offentlige midler. Artiklen er derfor under udgivelse i det fine – og altid interessante – tidsskrift Kyklos.

Professor Peter Grajzl, WLU

Når Grajzl (på billedet) og hans medforfattere løser ’selektionsproblemet’ – at det ikke er tilfældigt, hvem der leverer til det offentlige – finder de, at dem der mister det offentlige som kunder, oplever et fald i deres salg på i gennemsnit 77 % i løbet af tre år, og et fald i deres aktiver på 34 %. Man kan også se faldet i økonomisk aktivitet ved, at de køber 64 % færre input og beskæftiger 26 % færre medarbejdere. Der er dog også to interessant detaljer: Virksomhederne oplever typisk ikke værre finansiel performance, og der er forskelle mellem unge og ældre virksomheder. Mens salgstabet er værre hos de unge virksomheder, ser man væsentligt mindre tilpasning og reelle produktivitetstab i ældre firmaer.

Ser man helt isoleret på disse tab, kan man fristes til at tro, at der er negative økonomiske konsekvenser af at reducere det offentliges forbrug hos private virksomheder. Det peger Grajzl, Cepec og Mörec dog på, er en fejlkonklusion. Mens man ideelt set burde have en generelt ligevægtsmodel til at regne på alle konsekvenser, illustrerer deres simplere ’back of the envelope’ beregninger, at en reduktion af det offentlige sandsynligvis er gavnlig for økonomien. Mens de opgør virksomhedernes totale tab i værditilvækst fra mindre offentlige køb til 78 millioner euro, fremhæver de hvor store de offentlige køb var: 188 millioner euro. For at regnestykket skal ende med noget som helst andet end et stort tab, må man således antage aldeles gigantiske såkaldte ’eksternaliteter’ ved offentligt forbrug. Og ser man på resten af litteraturen, er det mere sandsynligt, at de er negative end positive. ’Afkastet’ ved de offentlige køb er voldsomt negativt.

Offentlig og privat beskæftigelse i 55 år

Af Christian Bjørnskov, den 3. juni 2022. 7 svar

Forleden udkom en analyse fra Cepos, hvor Mads Lundby Hansen og Jørgen Sloth dokumenterede to ting: For det første var den offentlige beskæftigelse vokset med 34.000 personer fra februar 2020 til marts 2022 – og endda med 1500 i marts i år – og for det andet, at den totale beskæftigelse nu er på det historisk højeste niveau nogensinde på 869.000 personer. Jeg skrev om problemet i Børsen igår, torsdag, hvor jeg bl.a. pegede på problemet i, at mens den samlede arbejdsstyrke er steget cirka 30 procent, er den offentlige beskæftigelse steget hele 220 procent.

Det betyder også, som jeg skrev i Børsen, at “Mens det offentlige forbrugs bidrag per ansat til nationalindkomsten er steget 20 procent i perioden, er det privates bidrag per ansat steget 185 procent.” Hvor absurd udviklingen er, burde være klart i dagens figur nedenfor. Den konjunkturkorrigerede private beskæftigelse er idag lige omkring den samme som midt-sidst i 1960erne. Mens der dengang var cirka otte privatansatte for hver offentlig ansat – dvs. otte personer i Danmark, der betalte skatter og afgifter til at finansiere én offentligt ansat – er det tilsvarende tal idag kun 3½.

Det er på dén baggrund, at mange økonomer efterlyser produktivitetsfremgange i den offentlige sektor. Kunne man ikke – enten gennem reformer af måden man gør ting på i det offentlige, af hvad det offentlilge gør, og af det omfang det offentlige bruger private udbydere – rette en smule op på den sære situation hvor 28 procent af arbejdsstyrken er beskæftigede i en sektor, der stort set ikke bliver mere produktiv eller dygtigere fra år til år?

Jeg er pinagtigt opmærksom på, at en væsentlig del af problemet er, at 28 procent af arbejdsstyrken er økonomisk ‘afhængig’ af politik – det er i sidste ende politikere, der er deres arbejdsgivere. Offentlige fagforeninger er også en væsentlig lobby i dansk politik, som kan forhindre reformer og som har en direkte interesse i at bibeholde en stor offentlig beskæftigelse. Men som dele af fagbevægelsen er klar over, kan det ikke blive ved: Som min ven og kollega Andreas Bergh (Lunds Universitet) viste på bedste pædagogiske vis i sin fremragende Den kapitalistiska välfärdsstaten, kræver finansieringen af velfærdsstaten og de 869.000 offentligt ansatte, et ekstremt produktivt erhvervsliv, og mere generelt en privat sektor, der bliver ved med at blive mere produktiv. Tider, hvor Folketinget udvider den offentlige sektor og ansætter flere, mens de regulerer den private sektor stadigt tættere og sætter barrierer op for international handel, rykker Danmark tættere på den velfærdsafgrund, der har truet siden 70erne.

Akademisk frihed og produktivitet: Hvor i verden er vi?

Af Christian Bjørnskov, den 10. maj 2022. Skriv et svar

For nogle måneder siden skrev vi om en ny artikel af Niclas Berggren (IFN) og undertegnede med titlen Academic Freedom, Institutions, and Productivity. Artiklen udkom for et par uger siden i Southern Economic Journal, og har – hvis vi skal være ærlige – ikke helt fået den opmærksomhed, vi havde håbet den skulle få.

Budskabet i artiklen er ellers ganske intuitivt: Vi finder at akademisk frihed – “[t]he freedom of teachers and students to teach, study and pursue knowledge and research without unreasonable interference or restriction from law, institutional regulations or public pressure.” – er forbundet med hurtigere produktivitetsvækst, men kun under en bestemt betingelse. For at kunne se systematiske effekter af at give forskere og andre akademikere fuld frihed, kræver det at landet også har et nogenlunde effektivt retsvæsen, der bl.a. beskytter privat ejendomsret. Med andre ord kan vi observere på tværs af verden siden 1960, at akademiske indsigter og gennembrud først bliver til ny produktivitet, når et relativt godt retsvæsen kan gøre det profitabelt for private virksomheder at investere i indsigterne.

Dagens spørgsmål er derfor, hvor i verden den slags produktivitetseffekter er mest sandsynlige. Det illustrerer vi ved at gange to mål sammen: Et mål for graden af akademisk frihed og et mål for kvaliteten af retsvæsenet (begge fra V-Dem-projektet). Ved netop af gange dem sammen får vi et indeks der fanger, i hvor høj grad et land er karakteriseret af begge forhold. I kortet nedenfor er lysere farver det samme som højere indeks, og dermed en væsentlig større sandsynlighed for, at man ser produktivitetseffekter af kombinationen af akademisk frihed og retslig kvalitet.

Det burde ikke overraske nogen, at Vesteuropa og væsentlige dele af Centraleuropa, sammen med de britiske offspring (Australien, Canada, New Zealand og USA) ligger i den absolute top. De interessante observationer ligge udenfor den rigeste del af verden: Chile og Uruguay i Latinamerika, men ikke Mellemamerika, Botswana, Namibia og Sydafrika, men også et område i Vestafrika omkring Nigeria, Benin og Ghana, og Filippinerne i højere grad end Indonesien eller Vietnam. Forskningsdrevet innovation og produktivitet er således ikke tydeligt i højsædet i de traditionelle vækstøkonomier som Kina og Indien. Så skal man til at gentænke, hvor de næste årtiers vækstmarkeder ligger?

Produktivitet i Rusland og resten af Europa

Af Christian Bjørnskov, den 11. april 2022. 1 svar

Ruslands overfald på Ukraine er ikke ligefrem gået som planlagt, og de russiske styrker er i disse dage i gang med en omgruppering. Grunden er, at Ruslands frygtede militær har skuffet (russerne) slemt, og har vist sig slet ikke at være så mægtigt, som mange troede. Min klumme i Børsen i sidste uge handlede derfor om, hvorvidt folk også overvurderer Ruslands økonomiske status. Klummen, som avisen bragte i torsdags med titlen ”Derfor er den russiske økonomi nødlidende og overraskende svag” påpeger netop, at den landets økonomi også er svag.

I klummen understreger jeg først, at mens Rusland har 145 millioner indbyggere, er deres samlede købekraft næsten præcist den samme som Storbritanniens 67 millioner. Benytter man sig af CIA’s data på fordelingen af bidrag til BNP og arbejdsstyrke, kombineret med data fra Penn World Tables, producerer hver fuldtidsansat i den russiske industri 67.000 dollars værdi om året. Det tilsvarende tal for briterne er 90.000, og 117.000 for danskerne. Kortet nedenfor illustrerer disse forskelle, hvor mørkere områder er mindre produktive.

Den sammenligning er dog skæv, da russerne i gennemsnit arbejder 18 % flere timer end briterne, og 42 % flere timer end danskerne. Korrigerer man for det, får man produktion per arbejdstimer på 34 dollars i den russiske industri, 54 dollars i den private britiske industri, og 84 dollars i den tilsvarende danske. Den russiske industri er med andre ord langt mindre produktiv end den vesteuropæiske eller den amerikanske.

Og som jeg noterer i klummen, er selv dét en skæv sammenligning. Årsagen er, at en ganske stor del af den russiske industris bidrag til BNP er fra olie- og gassektoren, som ifølge Verdensbanken stod for ni procent af Ruslands BNP i 2019. Den beskæftiger bare ikke særligt mange mennesker: Tager man de russiske olie- og gasselskabers samlede antal ansatte, er de blot 1,3 procent af arbejdsstyrken. Det indebærer, at mens de før nedlukningerne og Ukraine-krigen stod for en stor del af Ruslands BNP og eksportindtjening, producerede hver ansat i den resterende industri blot 50.000 dollars om året. Det placerer den russiske industris arbejdsproduktivitet på linje med Algeriet, Montenegro eller Sydafrika.

En omhyggelig international sammenligning afslører således, at det ikke bare er det russiske militær, der er nødlidende. Den russiske økonomi som sådan er langt mindre produktiv, end de fleste samfund som russerne selv og den russiske ledelse sammenligner sig med. Det er noget så specielt som et samfund med atomvåben og avancerede jagerfly, der gør som om det er en supermagt, men har økonomi som et mellemindkomstland. En væsentlig del af årsagen er, at Rusland netop mangler nogle af de vigtige komponenter af en vækstkultur, som Niclas Berggren og jeg skrev om forleden. Og så er det måske heller ikke så underligt, at deres militær heller ikke præsterer som en supermagt…

Produktivitet: Akademisk frihed er vigtig

Af Christian Bjørnskov, den 17. januar 2022. Skriv et svar

De sidste to år har været nogle af de mærkeligste i mit liv, og i særlig grad på grund af de afsindige politiske beslutninger, der er blevet taget. Vi har kritiseret politikken adskillige gange her på stedet, og mainstream media er så småt begyndt at følge trop. Men et af de forhold, der stadig kun tales og skrives om i relativt snævre cirkler, er de mange forsøg på at begrænse den akademiske frihed, som er sket i mange lande. Det virker klart, at det ikke er et forhold, de flest tager alvorligt: Akademisk frihed synes at være noget, som de fleste betragter som en slags luksus for universitetsforskere. Men ny forskning peger på, at det faktisk er ret vigtigt.

Den nye forskning ligger i form af en artikel, som jeg har skrevet sammen med min gode ven og IFN-kollega Niclas Berggren, og som lige er blevet accepteret til publikation i Southern Economic Journal. I artiklen “Academic Freedom, Institutions and Productivity”, som man kan læse i working paper version her, viser vi at akademisk frihed – frihed til at forske frit og frit viderebringe forskningen – er forbundet med store, dynamiske produktivitetsgevinster. Det sker bare ikke i alle samfund.

Den måske mest interessante konklusion i artiklen er, at det moderne mønster på tværs af verden faktisk passer meget fint på Joel Mokyrs forklaring af den Industrielle Revolution: Akademisk frihed er ikke tilstrækkelig, men er først vigtig når den kombineres med et rimeligt velfungerende retsvæsen. Grunden er ganske simpel, at de akademiske landvindinger ikke har nogen kommerciel værdi, medmindre der er et velfungerende retsvæsen til at beskytte de virksomheder, der implementerer den nye viden, og deres investeringer.

De mest produktive samfund, og dem der skaber ny produktivitet, er således dem der er kendetegnet ved en særlig form for institutionel komplementaritet, som også er en central del af Niclas og mit nye Templeton-fundede projekt, Cultures of Trust and Institutions of Freedom. Artiklen bidrager således også til at understrege, hvor skadelige de kombinerede angreb på akademisk frihed og retstat er, som man ser i mange samfund for tiden.

Eurosklerose: Europa sakker bagud

Af Christian Bjørnskov, den 11. marts 2021. 7 svar

Som nogle læsere ved, skriver jeg hver anden uge den økonomiske kommentar i Børsen (gated her). Jeg forsøger at veksle mellem aktuelle emner og lidt større diskussioner, og denne uge er så afgjort om en større diskussion: At de fleste europæiske lande stille og roligt er sakket bagud de sidste 25 år. Jeg mener det er indlysende, at denne ’eurosklerose’ er et stort problem der  bør diskuteres offentligt, og det store mysterium er måske, hvorfor det stort set slet ikke bliver diskuteret.

Jeg blev opmærksom på det forleden, da Chicago-økonomen John Cochrane skrev om det på sin blog (hattip: Niclas Berggren). Cochrane undrede sig over, at det ikke blev diskuteret og beskrev kort, hvor stort det er. Som jeg beskriver i Børsen, havde Danmark for 25 år siden cirka 92 procent af USA’s nationalindkomst per indbygger og 89 procent af dets arbejdsproduktivitet. I dag er de sammenligninger faldet til henholdsvis 86 og 81 procent, mens den tyske produktivitet kun er 74 procent af den amerikanske (baseret på den nye version af Penn World Tables).

En anden måde at illustrere problemet på, er de to figurer her på stedet i dag. Den første viser det billede, som jeg beskriver i Børsen: At arbejdsproduktiviteten – målt på bruttonationalproduktet per fuldtidsansat – har været højere i USA end Europa siden 1950, og at forskellen (markeret ved de stiplede linjer) er vokset siden starten af 1990erne. Dét i sig selv er bekymrende, men den anden figur illustrerer et andet problem, der er lige så bekymrende.

Figuren viser udviklingen i nationalindkomst i forhold til hvor stort kapitalapparatet er. Med andre ord viser figuren, hvor meget værdi man får ud af sin produktion, relativt til omfanget af maskiner, udstyr, bygninger og teknologi. Ifølge standard vækstteori vil dette forhold (Y / K for økonominørderne) være ret ens for lande med samme teknologi, investeringsniveau osv. Der er således ikke noget specielt ved, at forholdet falder i de europæiske lande mellem 1950 og midt-1970erne – det er normal konvergens – men det påfaldende er, at forholdet der måler kapitalproduktivitet har været stigende i USA siden omkring 1980. Det indikerer, at amerikanerne er blevet stadig bedre til at udnytte deres maskinel, udstyr og teknologi over årene, mens europæerne ikke er. Kapitalproduktiviteten i Nordeuropa i dag er kun cirka 70 procent af den amerikanske, mens den ved indgangen til 1960erne var cirka den samme.

Hvorfor sakker Europa bagud, og i helt særlig grad hvorfor sakker vi bagud i hvor effektivt vi bruger vores produktionsapparat? Det er et stort spørgsmål, som hverken jeg eller superøkonomen Cochrane kan svare fuldt på. Men som Cochrane foreslår, er problemet at “Perhaps what should have been the world’s biggest free trade zone became the world’s biggest regulatory-stagnation, high-tax, welfare-state disincentive zone.” Under alle omstændigheder skriger problemet næsten på yderligere forskning.

Nedlukning, hjemmearbejde og akademisk produktivitet

Af Christian Bjørnskov, den 20. juni 2020. 1 svar

Mange virksomheder diskuterer i dag, om coronaepisoden har lært dem noget. Helt særligt foregår der er en omfattende diskussion om, hvorvidt man med fordel kan lade mange medarbejdere i f.eks. administrative positioner og supportfunktioner arbejde væsentligt mere hjemme, end de gør i dag. En række virksomheder ser ud til at have haft gode erfaringer med både hjemmearbejde og mere fleksible arbejdsforhold og arbejdstider.

Det betyder dog ikke, at det er en god idé for alle virksomheder og organisationer, og måske i særligt grad slet ikke for vidensproduktion. Det afsløredes forleden dag i en undersøgelse, som forlaget De Gruyter har gennemført blandt cirka 3200 akademikere, som jeg også deltog i. Mere end halvdelen af de adspurgte siger, at de har mindre eller slet ingen tid til forskning end før coronakrisen og 55 procent oplever, at de har tydeligt mindre tid til at skrive. For 68 procents vedkommende er problemet den tid, det tager at undervise online, mens 59 % noterer, at de bruger mere tid på at vejlede end før. Jeg er selv blandt de 59 procent, da jeg har bemærket at jeg faktisk har brugt den dobbelte tid på vejledning som jeg normalt gør. Et af problemerne er, at selve møderne- der har været online i foråret – tager cirka den samme tid som normalt, men at man bagefter bruger lige så lang tid på at afklare større og mindre spørgsmål, der alligevel ikke blev diskuteret eller behandlet færdig. De Gruyters undersøgelse peger på, at disse problemer er særligt udtalte i samfundsvidenskaberne. Det er således tydeligt, at universitetsverdenen og andre akademiske arbejdspladser har oplevet et markant fald i produktivitet i foråret.

De Gruyter overser endda et meget væsentligt aspekt af akademisk arbejde og vidensproduktion. Mens jeg ingen stor undersøgelse har at læne mig op ad – det følgende er udelukkende baseret på personlige oplevelser og mine kollegers ditto – er en af de store forskelle mellem akademisk arbejde og ’almindeligt’ arbejde, at man i høj grad selv definerer sine projekter. Det gælder i særlig grad i samfundsvidenskaberne og humaniora, og i lidt mindre grad i STEM-videnskaberne, hvor traditionen er at man typisk arbejder i større laboratoriegrupper.

Problemet er, at mens man er blevet mindre produktiv og har haft mindre tid tilovers til forskning, har mange også ladet være med at starte nye forskningsprojekter op. For mit eget vedkommende er foråret ofte travlt med konferencer og mindre workshops, hvor man præsenterer sin egen nye forskning og lader sig inspirere af andres nye arbejde. Man netværker også ved disse events med både faste kolleger og nye kontakter, og en væsentlig del af det at være til konference er netop at diskutere nye projekter og få idéer til dem. Det er ikke en type aktivitet, som man bare kan flytte online.

Denne del af vidensarbejdet ser ud til at have lidt meget markant under coronakrisen, hvilket gør problemet langt værre end De Gruyters undersøgelse indikerer. Når færre nye forskningsprojekter startes op og færre nye idéer diskuteres, ender man med at mere varigt og langsigtet problem end blot en periode med lav produktivitet. Der er næppe mange politikere, der vil begræde det, men risikoen er at samfundsforskningen i langt tid fremover kommer til at bidrage noget mindre end indtil nu.

Offentlig versus privat produktivitet

Af Christian Bjørnskov, den 15. februar 2020. 3 svar

Et af de mest populære politiske argumenter, som vi ikke abonnerer på her på stedet, er at den offentlige sektor ’hjælper’ den private og gør den mere produktiv. En række studier peger for eksempel på, at en større offentlig sektor er forbundet med lavere økonomisk vækst. Hvis den offentlige sektor typisk hjalp eller komplementerede den private, burde man se det modsatte, men som Magnus Henrekson og Andreas Bergh har vist i to fine oversigtsartikler (se her og her), peger evidensen i vestlige lande klart på et minus. Er man interesseret i fortsat økonomisk udvikling, er en stor offentlig sektor en klods om samfundets ben.

Læs resten →

Italiens økonomiske elendighed

Af Christian Bjørnskov, den 18. august 2019. 2 svar

Italiensk politik og Italiens økonomi har igen været i de internationale overskrifter, da landets regeringsleder Matteo Salvini er på vej til at opløse regeringen. Salvini, der repræsenterer det højrepopulistiske Lega og danner regering med det venstrepopulistiske M5S, har udfordret EU ved at gennemføre et statsbudget med et alvorligt underskud. Efter forhandlinger endte budgettet lige indenfor eurozonens regler om et maksimalt, planlagt underskud på 3 %, men de facto ender det italienske minus sandsynligvis værre end det.

Udmeldingen er nu, at Salvini og Lega er klar til at sænke skatten markant, hvis de får pienei poteri – et klart flertal og dermed den ”fulde magt” som Mussolini også talte om – og at de helt vil ignorere euroreglerne. Det officielle argument er, at der skal sættes gang i de økonomiske hjul, men som økonom ved man, at den type politik i bedste fald kan give øget aktivitet i et par år. Derefter er italienerne tilbage til en situation med en statsgæld på 132 % af BNP – en del af den båret ufrivilligt af italienske banker, som dermed er udsat for væsentlig politisk risiko – og den forbløffende status quo uden egentlig økonomisk vækst. Som den altid indsigtsfulde Tyler Cowen hos Bloomberg understreger, er den næsten totale mangel på vækst det virkelige problem:

Unfortunately, a zero-growth environment cannot be stable forever. The reasons are many; structures ossify, firms and governments become less productive and dynamic, rules become more vulnerable to gaming and rent-seeking, and interest groups increase their ability to seize parts of the pie. If the pie doesn’t grow, eventually it becomes harder to sustain productive activity and a healthy politics.

Man kan næppe undervurdere, hvor alvorligt eller grundlæggende, problemet er: Sammenligner man med resten af Europa, er Italiens økonomi meget tydeligt i en sørgelig tilstand. Det ses ikke mindst i figuren nedenfor, hvor vi plotter udviklingen i total faktorproduktivitet, beregnet som et såkaldt Solow-residual, i Danmark, Sverige, Storbritannien og Italien siden 1970.

Som figuren viser, var Italien faktisk en af Europas mere produktive økonomier i 1970erne, med et gennemsnitligt Solow-residual 8 % under Tysklands og meget lig Danmarks. Til sammenligning var Storbritannien – kendt som Europas syge mand i 70erne – 16 % mindre produktivt end Tyskland og hele 29 % værre end USA. Figuren viser dog også to andre forhold: Effekterne af de massive reformer i Storbritannien omkring 1980 og Sverige efter 1990, og hvordan Italiens produktivitetsvækst aftager markant i løbet af 1980erne og fra 1998 til finanskrisens start i 2008 er praktisk taget nul. Status i det sidste år med data, 2017, er at Sverige nu er 2 % mere produktivt end Tyskland – en forskel, der er så lille at den i praksis er nul – mens Storbritannien er 6 % bagefter og Danmark er 9 % bagefter.

Produktivitetsforskellen mellem Tyskland og Italien illustrerer ganske godt omfanget af de italienske problemer: Opgjort som et Solow-residual var Italien i 2017 33 % mindre produktivt end Tysklands økonomi. Med andre ord kan tysk industri i dag i gennemsnit producere varer af 1000 euro værdi med et ressourceforbrug, der er en tredjedel lavere end det tilsvarende italienske. Tysk produktivitet bliver ydermere ved med at udvikle sig ligesom den svenske, men Italiens produktivitetsniveau i dag er tilbage på samme niveau som i midten af 1980erne. Mens landet således stadig kan ’skabe arbejdspladser’ er de derfor også i stigende grad inferiøre i forhold til alternativer i resten af Europa.

Som vi har vidst siden Robert Solow og Trevor Swans arbejde sidst i 1950erne, er produktivitetsudvikling den grundlæggende kilde til langsigtet økonomisk vækst. Den kræver i de fleste tilfælde gode, politisk uafhængige retslige institutioner, en nogenlunde stabil og forudsigelig økonomisk politik, begrænset rent-seeking og særinteresseindflydelse, en begrænset offentlig sektor, og fri iværksætteraktivitet. Italien har, sammenlignet med de fleste andre vestlige lande, ingen af delene. Støvlelandet har behov for alvorlige, gennemgribende reformer af hvordan dets samfund fungerer. Uden dem er landet dømt til at fortsætte en kurs, hvor landet falder endnu længere bagud og opbygger en endnu større statsgæld. Og som i alle andre tilfælde er der kun én slutning på den slags historie: At man går konkurs.