Tag-arkiv: akademisk frihed

Akademisk frihed og produktivitet: Hvor i verden er vi?

Af Christian Bjørnskov, den 10. maj 2022. Skriv et svar

For nogle måneder siden skrev vi om en ny artikel af Niclas Berggren (IFN) og undertegnede med titlen Academic Freedom, Institutions, and Productivity. Artiklen udkom for et par uger siden i Southern Economic Journal, og har – hvis vi skal være ærlige – ikke helt fået den opmærksomhed, vi havde håbet den skulle få.

Budskabet i artiklen er ellers ganske intuitivt: Vi finder at akademisk frihed – “[t]he freedom of teachers and students to teach, study and pursue knowledge and research without unreasonable interference or restriction from law, institutional regulations or public pressure.” – er forbundet med hurtigere produktivitetsvækst, men kun under en bestemt betingelse. For at kunne se systematiske effekter af at give forskere og andre akademikere fuld frihed, kræver det at landet også har et nogenlunde effektivt retsvæsen, der bl.a. beskytter privat ejendomsret. Med andre ord kan vi observere på tværs af verden siden 1960, at akademiske indsigter og gennembrud først bliver til ny produktivitet, når et relativt godt retsvæsen kan gøre det profitabelt for private virksomheder at investere i indsigterne.

Dagens spørgsmål er derfor, hvor i verden den slags produktivitetseffekter er mest sandsynlige. Det illustrerer vi ved at gange to mål sammen: Et mål for graden af akademisk frihed og et mål for kvaliteten af retsvæsenet (begge fra V-Dem-projektet). Ved netop af gange dem sammen får vi et indeks der fanger, i hvor høj grad et land er karakteriseret af begge forhold. I kortet nedenfor er lysere farver det samme som højere indeks, og dermed en væsentlig større sandsynlighed for, at man ser produktivitetseffekter af kombinationen af akademisk frihed og retslig kvalitet.

Det burde ikke overraske nogen, at Vesteuropa og væsentlige dele af Centraleuropa, sammen med de britiske offspring (Australien, Canada, New Zealand og USA) ligger i den absolute top. De interessante observationer ligge udenfor den rigeste del af verden: Chile og Uruguay i Latinamerika, men ikke Mellemamerika, Botswana, Namibia og Sydafrika, men også et område i Vestafrika omkring Nigeria, Benin og Ghana, og Filippinerne i højere grad end Indonesien eller Vietnam. Forskningsdrevet innovation og produktivitet er således ikke tydeligt i højsædet i de traditionelle vækstøkonomier som Kina og Indien. Så skal man til at gentænke, hvor de næste årtiers vækstmarkeder ligger?

Produktivitet: Akademisk frihed er vigtig

Af Christian Bjørnskov, den 17. januar 2022. Skriv et svar

De sidste to år har været nogle af de mærkeligste i mit liv, og i særlig grad på grund af de afsindige politiske beslutninger, der er blevet taget. Vi har kritiseret politikken adskillige gange her på stedet, og mainstream media er så småt begyndt at følge trop. Men et af de forhold, der stadig kun tales og skrives om i relativt snævre cirkler, er de mange forsøg på at begrænse den akademiske frihed, som er sket i mange lande. Det virker klart, at det ikke er et forhold, de flest tager alvorligt: Akademisk frihed synes at være noget, som de fleste betragter som en slags luksus for universitetsforskere. Men ny forskning peger på, at det faktisk er ret vigtigt.

Den nye forskning ligger i form af en artikel, som jeg har skrevet sammen med min gode ven og IFN-kollega Niclas Berggren, og som lige er blevet accepteret til publikation i Southern Economic Journal. I artiklen “Academic Freedom, Institutions and Productivity”, som man kan læse i working paper version her, viser vi at akademisk frihed – frihed til at forske frit og frit viderebringe forskningen – er forbundet med store, dynamiske produktivitetsgevinster. Det sker bare ikke i alle samfund.

Den måske mest interessante konklusion i artiklen er, at det moderne mønster på tværs af verden faktisk passer meget fint på Joel Mokyrs forklaring af den Industrielle Revolution: Akademisk frihed er ikke tilstrækkelig, men er først vigtig når den kombineres med et rimeligt velfungerende retsvæsen. Grunden er ganske simpel, at de akademiske landvindinger ikke har nogen kommerciel værdi, medmindre der er et velfungerende retsvæsen til at beskytte de virksomheder, der implementerer den nye viden, og deres investeringer.

De mest produktive samfund, og dem der skaber ny produktivitet, er således dem der er kendetegnet ved en særlig form for institutionel komplementaritet, som også er en central del af Niclas og mit nye Templeton-fundede projekt, Cultures of Trust and Institutions of Freedom. Artiklen bidrager således også til at understrege, hvor skadelige de kombinerede angreb på akademisk frihed og retstat er, som man ser i mange samfund for tiden.

Akademisk frihed i verden

Af Christian Bjørnskov, den 24. juni 2020. Skriv et svar

Siden starten af 1990erne har adskillige organisationer, inklusive det amerikanske Freedom House og det Paris-baserede Reporters sans Frontières, arbejdet på at måle hvor frie medierne er i verdens lande. Disse mål har været vigtige i både politisk debat og forskning, og de årlige opgørelser omtales omhyggeligt af medierne hvert år. Indtil fornylig har et bestemt aspekt af debatten om ytrings- og informationsfrihed dog været fraværende: Hvor frie er akademikere og forskere til at ytre sig, og at vælge interesse- og forskningsfelter frit? Det har the Global Public Policy Institute og the Scholars at Risk Network nu rådet bod på i en ny rapport (hattip: Niclas Berggren).

I rapporten med titlen Free Universities: Putting the Academic Freedom Index Into Action dokumenterer Katrin Kinzelbach, Ilyas Saliba, Janika Spannagel og Robert Quinn først og fremmest, hvor frie akademikere er i forskellige dele af verden. Danmark ligger ikke overraskende tæt på toppen med en indeksværdi på 0,92 (indekset er fordelt mellem 0 og 1) og tæt på de lande, vi normalt sammenligner os med som resten af Norden, Holland, Storbritannien (alle 0,93), og Tyskland (0,96). Som figuren nedenfor illustrerer, følger den akademiske frihed også i brede træk, hvor frie og demokratiske et lands politiske institutioner er. Parlamentære demokratier har et gennemsnit på 0,84 mens præsidentielle demokratier i gennemsnit scorer 0,77. Denne forskel er faktisk statistisk signifikant, men skal tolkes forsigtigt, da mange præsidentielle demokratier er relativt unge og fattige, og mange af de parlamentære er gamle og rige.

Det er heller ikke en overraskelse, at de civile autokratier – dvs. ikke-demokratier hvor det ikke er militæret, der er ved magten – halter et stykke bagefter på 0,42, mens militærdiktaturer 0,27 og verdens få absolutte monarkier (0,37) er bagud igen. Overraskelserne og de interessante forhold ligger i de mange lande, der ikke helt følger det simple mønster. Vi illustrerer på to måder, hvor svagt det simple mønster er: Først ved at sammenholde RSF’s pressefrihedsindeks – et indeks over hvor meget journalistisk frihed undertrykkes – med indekset over akademisk frihed i den næste figur; og for det andet gennem eksempler.

Som figuren viser, er der en vis sammenhæng, men også en række røde prikker – civile autokratier – blandt de blå – demokratierne. Det gælder ikke mindst Burkina Faso, ligesom det også gælder Comorerne og Bolivia, der for tiden befinder sig i et midlertidigt limbo mellem autokrati og demokrati. Omvendt er det bekymrende, at to af verdens store demokratier – Brasilien og Indien – scorer meget lavt: Indiens akademiske frihed rates helt nede på 0,35, mens Brasiliens vurderes til 0,47. Milliarddemokratiet Indien undertrykker således den akademiske frihed på linje med et gennemsnitligt militærdiktatur, mens Brasilien opfører sig som et ret typisk civilt autokrati.

Og hvad kan man så bruge det til? Svaret er, som så mange andre svar her på stedet, at det er op til læseren selv. Hvorfor bliver horribelt dårlig politik ved i nogle lande, hvorfor mangler der elementer i deres debat, som vi er vant til, og hvorfor er der ofte politiske positioner og politikforslag, som slet ikke debatteres i bestemte lande? En af flere forklaringer kunne være, at den akademiske verden ikke er helt fri til at lufte disse forslag, eller at kritisere den måde politik normalt udføres. Når man har et rimeligt mål for, hvor frie akademikere er – og dermed hvor sandsynligt det er, at de kan blande sig frit og på andre måder informere debatten – er man et skridt nærmere en mulig forståelse af disse spørgsmål.