Ingen af vores faste læsere kan være i tvivl om, at Punditokraterne ikke er begejstrede for Danmarks nye regering. Socialdemokraterne fik et objektivt set elendigt valg, men blev reddet af Lars Løkke, der endnu en gang gjorde det bedste for én dansker – Lars Løkke. Hvis nogen skulle mene, at public choice ikke giver rimelige forklaringer på politisk adfærd, og hvorfor der tages økonomisk tåbelige beslutninger i selv velfungerende demokratier, kan man for eksempel starte med hans adfærd. Men mere om det en anden dag. For der er et andet kendetegn ved den nye regering, der er emnet idag: Dens ekstreme planer om brug af kommissioner. Her er listen:

En ekspertkommission, der skal rådgive om håndtering grundvandstruende forurening.

En ‘Allemandsretskommission’.

E ekspertkommission til at vurdere idéer om avancebeskatning af realiserede boliggevinster.

En ekspertkommission til at anvise en model for ‘gratis’ tandpleje.

En ekspertkommission for såkaldt trivselsøkonomi.

En kommission til at lave anbefalinger til en kapitalbeskatningsreform.

En produktivitets- og konkurrenceevnekommission – igen.

En forberedende kommission til at hjælpe med ændringer i pension og velfærdsforlig 2.0.

En ekspertgruppe, der skal foreslå byrdelempelsestiltag.

En ‘hurtigt arbejdende ekspertgruppe’ til at kortlægge den samfundsøkonomiske værdi af den danske model.

En arbejdsgruppe til at anbefale en mere aktiv industripolitik.

Oveni de 11 kommissioner og ekspertgrupper, nævner regeringsgrundlaget også flere task forces og andet. Det er svært at komme udenom konklusionen, at man i forhandlingerne ganske enkelt har sendt næsten alle politisk svære emner i syltekrukker. For det er reelt, hvad ekspertkommissioner er idag i dansk politik. Skulle man være i tvivl, kan man se på to eksempler. I 2022 fremlagde Pensionskommissionen sine anbefalinger til et fremtidigt pensionssystem. Alligevel er det igen en kommission til at hjælpe med pensionsændringer.

Og i 2014 præsenterede Produktivitetskommissionen sit ekstremt omhyggelige arbejde for den daværende regering. Det er værd at bemærke, at ingen – siger og skriver ingen – af dens anbefalinger er gennemført siden da. Der ligger et fint idékatalog fra 2014, men alligevel skal vi have en ny produktivitets- og konkurrenceevnekommission. Men må stille sig mindst to spørgsmål: 1) Får vi en ny kommission, fordi den nye regering vil have andre konklusioner? For hvis de skal have det, skal de i hvert fald ikke udnævne kapable økonomer til kommissionen. Og 2), hvordan skal sådan en kommission arbejde på samme tid som regeringen har nedsat en såkaldt arbejdsgruppe til at se på mere aktiv industripolitik – en type politik, der så absolut ikke er til gavn for vækst, produktivitet eller konkurrenceevne.

Det bekymrende er ikke kun retningen i den nye regerings politik, men i høj grad også usikkerheden i, hvad den reelt vil. Baggrunden er nok, at regeringen ikke internt er enig om retningen, og derfor sikrer sig en masse politisk manøvrerum ved at bruge kommissionsarbejde til at udskyde eller sløre en række vigtige beslutninger.

Regeringen har, basalt set, valgt at spille et intrikat politisk spil, men efterlader dermed borgerne med ikke blot en stor og meget usikker regning – DI har regnet sig frem til et underskud på 15 milliarder på de planer, der nogenlunde konkrete, mens Cepos ender på 18 milliarder – men også med en meget høj grad af policy uncertainty. Lars Løkke og Mette Frederiksen har nok ‘vundet’ det politiske spil, men dansk økonomi ser i høj grad ud til at være taberen i det spil. Det faktum, at så lang en række af politiske spørgsmål er lagt i syltekrukker i form af kommissioner – som danske politikere har en tradition for fuldstændigt at ignorere, når de er færdige – burde ringe alle advarselsklokkerne hos erhvervslivet.