Tag-arkiv: nedlukning

Hvad sker der med dansk dødelighed?

Af Christian Bjørnskov, den 15. januar 2024. 14 svar

I Storbritannien er der en debat om overdødelighed: Hvorfor dør der flere folk efter Covid-pandemien og nedlukningerne er overståede? En helt ny artikel i The Lancet Regional Health peger for eksempel på, at overdødeligheden i 2022 og 2023, sammenlignet med årene 2015-19, var henholdsvis 7,2 og 8,6 %. En række læger og andre eksperter – ikke mindst Karol Sikora – har også i den almindelige presse understreget, at der i forhold til normalen er alt for mange dødsfald, og ikke mindst på grund af hjerte-karsygdomme. Men hvor er debatten i Danmark? For det er ikke fordi vi ikke har samme problemer, som vi illustrerer nedenfor.

En af de sammenligninger, vi allerede foretog under nedlukningerne, var mellem Danmark eller hovedstadsregionen, og Skåne. Det er stadig en af de mest relevante sammenligninger, vi kan lave, da Skåne ikke blot historisk var en del af kongeriget, men også stadig ligner Danmark i geografi, vejr, kultur, velstand, og genetik. Men det svenske Skåne oplevede ikke den voldsomme (og absurde) nedlukning, som danskerne blev tvunget gennem.

Figuren ovenfor plotter dødelighed hver måned fra Januar 2017 til januar 2023, målt per tusinde indbyggere. Som man ganske let kan se, fulgte Skåne det helt generelle danske mønster før nedlukningerne, inklusive den særligt hårde influenzaepidemi i starten af 2018. Det er også let at se, at den meget høje korrelation fortsatte ind i 2020 på trods af, at Danmark lukkede ned og Skåne ikke gjorde det. Figuren illustrerer således, hvad vi alle nu ved: Nedlukningerne virkede ikke. Svenskerne fik måske en højere spike i januar 2021, men derefter lavere dødelighed igen.

Det særlige, som figuren illustrerer, er at mens Skåne havde lavere dødelighed før nedlukningerne – den skånske dødelighed var ret konsistent 10 % lavere end den danske – er denne forskel i 2022 og 2023 steget til 20 %. Med andre ord er der ret klart sket noget lignende i Danmark som i Storbritannien: Der er markant overdødelighed, men vi taler ikke om den. Det kan også ses – i figur nummer to nedenfor – at det samme billede kan ses, når vi sammenligner ugentlig dansk dødelighed i 2022 og 2023 med de foregående fire år.

Starter vi med årene 2016-2019 var der en forskel på det bedste til det værste år på 5,5 %: 2018 med den hårde influenzaepidemi var værst og 2016 lettest. Men i forhold til gennemsnittet over de fire år var dødeligheden i 2022 10,7 % højere, og dødeligheden i 2023 8,5 % højere. Vi har ingen svar på spørgsmålet, hvorfor flere danskere dør nu end før Covid-pandemien, men vi mener, at det er et problem der bør diskuteres offentligt. Og når man noterer, at forskellen ikke blot findes når man sammenligner med tidligere år i Danmark, men også i sammenligningen med Skåne – og endda i samme omfang – må nedlukningerne være mistænkte nummer ét.

Personlig frihed – hvad kostede nedlukningerne

Af Christian Bjørnskov, den 21. december 2023. Skriv et svar

Forledeen udkom dette års rapport om menneskelig frihed – The Human Freedom Index 2023: A Global Measurement of Personal, Civil, and Economic Freedom af Ian Vásquez, Fred McMahon, Ryan Murphy, og Guillermina Sutter Schneider. Rapporten er altid interessant, men i særlig grad i år, fordi den giver det første klare, empiriske estimat på, hvor meget almindelige menneskers frihed bleve indskrænket gennem nedlukningerne i 2020 og 2021. Som vores oversigt nedenfor viser, er det ikke bare pjat!

Ser man særligt på indekset over personlig frihed – retssikkerhed, personlig sikkerhed, bevægelses-, religons-, forsamlings-, relations, og ytringsfrihed – styrtdykkede det i løbet af nedlukningerne med et gennemsnitsfald på 0,3 point på en 10-skala, eller 4 % af indekset. For Danmark var faldet 0,22, mens kun få lande i verden så deciderede forbedringer over de tre år. Danmark lå således nogenlunde i midten af de vestlige landes begrænsninger af de friheder, som Grundloven og de fleste andre demokratiske forfatninger beskytter.

Spørgsmålet er, hvor stort det fald egentlig er? Dykker man ned i tallene finder man ikke overraskende, at det helt store fald gennem nedlukningerne var bevægelsesfrihed. I adskillige lande, bl.a. dele af Australien, var det forbudt at bevæge sig mere end et par kilometer væk fra ens hjem, og da kun for at købe nødvendigheder. Man man finder også en lang række lande, inklusive adskillige demokratier, der begrænsede forsamlingsfriheden markant, ligesom en række lande begrænsede folks religionsfrihed og verdens diktaturer brugte lejligheden til at indskrænke borgernes ytringsfrihed ganske kraftigt.

Et spørgsmål er, hvordan man skal vurdere dette fald? Kan man for eksempel omsætte det til kroner og ører? Svaret er jo, fordi man kan give et bud på, hvordan nationalindkomst og personlig frihed hænger sammen på langt sigt. Det tillader en at beregne, hvor meget fattigere lande typisk er, der har svagere personlig frihed – en såkaldt kompenserende indkomstvariation. Beregner man sådan en ud fra de data, vi har fra Cato, svarer den til omtrent 30.000 kroner per dansker, eller totalt set cirka 170 milliarder kroner.

Uanset hvordan man ser på det, har nedlukningerne gennem deres svækkelse af folks personlige frihed haft voldsomt skadelige virkninger. Nedlukningerne skadede folks liv på snart sagt alle fronter – deres økonomi, den efterfølgende inflationskrise, deres personlige frihed, og de liv, der nu tabes til kræft og hjertesygdomme, der kunne være behandlet hvis man ikke havde omstillet sygehusvæsenet til én sygdom. Hvorfor politikere og visse meningsdannere stadig synes at mene, at de var en god idé, er et mysterium.

Økonomisk Frihed 2023

Af Christian Bjørnskov, den 22. september 2023. Skriv et svar

Forleden udkom den nye Economic Freedom of the World rapport. Rapporten er hvert år venet med spænding, ikke mindst fordi der med den kommer en ny udgave af datasættet bag den. Dataene på økonomisk frihed fra Fraser Instituttet, der udgiver den, bruges flittigt i både forskningen og tænketanksmiljøet. Sidste år viste Bob Lawson – en af forfatterne af rapporten siden den allerførste version – at flere end 800 videnskabelige studier havde brugt datasættet i konkrete, empiriske undersøgelser. Mange af os ser også frem til rapporten, fordi den hvert år omfatter et eller flere temakapitler om særlige emner.

Hvad viser rapporten så? Allerførst er den særligt interessant i år, fordi dataene i 2023-versionen går op til 2021. Med andre ord kan man nu se, hvad nedlukningerne i 2020 og 2021 kostede i form af økonomisk frihed. Og det er ikke småting! Vi illustrerer konsekvenserne i kortet nedenfor, hvor sort-røde-orange områder er dem, der mistede økonomisk frihed mellem 2019 og 2021, mens den blå områder er dem, der fik større økonomisk frihed. Det gennemsnitlige tab er 0,17 point (på en tiskala med et gennemsnit på 6,8). De store problemområder er et tab på 0,32 på området Freedom to trade internationally, 0,29 på Sound Money – dvs. pengepolitikken – 0,19 på det offentliges størrelse, og 0,10 på regulering. En interessant detalje er, at demokratier øgede reguleringen af markeder markant mere med 0,14 (autokratierne på 0,06; p<.05), og således rykker deres økonomier i mere illiberal retning end verdens diktaturer.

Konsekvenserne af tabet af økonomisk frihed på længere sigt er ganske alvorlige. Bruger man estimaterne i min artikel i Kyklos sammen med Andreas Bergh for et par år siden, vil gennemsnitsstigningen i det offentliges størrelse i demokratier koste cirka 0,15 procentpoint vækst per år. Det kan lyde af meget lidt, men i en tid hvor Danmarks trendvækst ligger noget i underkanten af 1,5 procent om året, skærer stigningen faktisk mere end ti procent af den langsigtede vækst.

En indvending kunne være, at disse ændringer jo er midlertidige, og intentionen er, at politikken skal vende tilbage til normalen efter nedlukningerne. Men det gjorde den jo ikke – Danmark er f.eks. på vej mod 900.000 offentligt ansatte! Og det generelle billede er da også, at ‘midlertidig’ krisepolitik har en forbløffende evne til at blive permanent. Martin Rode og jeg viste således i 2019 i en artikel med titlen Crisis, Ideology, and Interventionist Policy Ratchets, at tab af økonomisk frihed under kriser som oftest bliver permanente, uanset om man efterfølgende får en blå eller rød regering.

Hele episoden med nedlukninger pga. en ny virus illustrerer således, at selv demokratisk valgte politikere har interesse i, at få mere magt når de kan slippe afsted med det. Politikere er i politik primært fordi de har smag for at have magt over andre mennesker – hvis de ikke brød sig om det, gik de ikke ind i politik – og mere magt er ‘bedre’. De vil således, i klar overensstemmelse med 65 års forskning i public choice, overreagere når de kan kalde noget en krise, og rykke i retning af mere politisk magt uanset om det gør noget ved det underliggende problem. En af de store gevinster ved at have kilder som Fraser instituttets Economic Freedom of the World er, at klare data umuliggør, at man dækker over konsekvenserne af ens politiske handlinger.

Hele rapporten er varmt anbefalet, ligesom dataene ligger lige til arbejde i gymnasiets samfundsfag. Og i næste uge følger en omtale af årets temakapitler.

John Tierney om Covid-politik og -reaktioner

Af Christian Bjørnskov, den 17. august 2023. Skriv et svar

Hvis man har 20 minutter – til opvasken, i bilen, eller bare i sofaen – er der mange værre ting, man kan bruge tiden på end at høre the 10 Blocks Podcast. I denne uge har podcasten, der udgives fra the City Journal, den glimrende og erfarne journalist John Tierney som gæst. Tierney, der selv er tilknyttet the Manhattan Institute der udgiver City Journal, har fulgt med i den videnskabelige debat og skrevet om den gentagne gange.

Tierney er en fremragende videnskabsjournalist, og hele podcasten med ham om ‘Counting the Costs’ – at opgøre omkostningerne ved Covid-nedlukningerne – er 20 minutters superb formidling. Tierney fokuserer på to nye studier, der begge forsøger at kvantificere effekterne (det ene medofrfattet af Punditokraternes egen Jonas Herby). Hele podcasten kan høres her, og er stærkt anbefalet!

John Tierney om den selvforskyldte ulykke

Af Christian Bjørnskov, den 9. juli 2023. Skriv et svar

Den fremragende amerikanske journalist John Tierney, der tidligere har skrevet for bl.a. New York Times, havde i denne uge en artikel i the City Journal om nedlukning. City Journal er et meget respekteret magasin, der udgives fra the Manhattan Institute i New York. Magasinet kan ikke just siges at være i periferien af amerikanske medier, og det er derfor særligt interessant at se, hvad det vælger at udgive.

Tierney dækker særligt tre studier i artiklen, og citerer – til vores store stolthed – to punditokrater! Artiklen, der også omtales på bl.a. Cafe Hayek, er stærkt kritisk og reflekterer således en del af den vending der sker i de amerikanske og britiske medier for tiden. Hele artiklen er stærkt anbefalet. Her er blot et par udpluk.

“Long before Covid struck, economists detected a deadly pattern in the impact of natural disasters: if the executive branch of government used the emergency to claim sweeping new powers over the citizenry, more people died than would have if government powers had remained constrained. It’s now clear that the Covid pandemic is the deadliest confirmation yet of that pattern.

Governments around the world seized unprecedented powers during the pandemic. The result was an unprecedented disaster, as recently demonstrated by two exhaustive analyses of the lockdowns’ impact in the United States and Europe. Both reports conclude that the lockdowns made little or no difference in the Covid death toll. But the lockdowns did lead to deaths from other causes during the pandemic, particularly among young and middle-aged people, and those fatalities will continue to mount in the future.”

…

“Meantime, the lockdowns did have other significant effects on health. Rates of smoking, drinking, and obesity increased. The number of excess deaths from non-Covid causes in the U.S. rose by nearly 100,000 annually due to extra deaths from stroke, heart attack, diabetes, obesity, drug overdoses, alcohol-induced causes, homicide, and traffic accidents. Many of these excess deaths, which occurred disproportionately among working-age adults, were presumably related to the lockdowns’ disruptions in people’s lives and in medical treatments. The delays in screening for heart disease and cancer will continue to have a deadly impact in the years ahead.”

Var mundbindene værre end virkningsløse?

Af Christian Bjørnskov, den 26. maj 2023. 2 svar

I 2020 begyndte en lang række regeringer at tvinge deres borgere til at bære mundbind i det offentlige. Det gjaldt også den danske, mens den tyske regering gik endnu længere og påbød tyskerne at bære de såkaldte N95-masker. Påstanden var – modsat hvad sundhedsmyndigheder og læger sagde i starten af 2020 – at mundbindene ville forhindre, at man selv og andre blev smittede. Virussen ville, mente man, hænge fast i mundbindet og dermed ikke komme videre. Påstanden var måske politisk bekvem, men forskningsmæssig nonsens.

Et Cochrane Review, der blev udgivet i januar i år efter at Cochranes ledelse havde siddet på rapporten i næsten syv måneder, konkluderede at den samlede forskning viser, at mundbind ikke gør nogen forskel overfor luftbårne vira. Det samme havde det danske DanMask-studie vist – også selvom visse epidemiologer efterfølgende har brugt det som argument for mundbindstvang. To medlemmer af den britiske SAGE-kommission indrømmede endda, efter de havde forladt kommissionen, at de da vidste at mundbindstvangen ikke gjorde nogen forskel – de havde støttet den, fordi den ville gøre folk bange og at de derfor ville blive hjemme.

Ny forskning indikerer nu, at mundbindene måske ikke bare har været nyttesløse, men direkte skadelige for mange mennesker. Det er i hvert fald advarslen fra en oversigtsartikel af Kai Kisielinski, Susanne Wagner, Oliver Hirsch, Bernd Klosterhalfen, og Andreas Prescher, der udkom forleden i Heliyon. Artiklen med den mundrette titel “Possible toxicity of chronic carbon dioxide exposure associated with face mask use, particularly in pregnant women, children and adolescents – A scoping review” peger på potentielt alvorlige bivirkninger ved længere brug af mundbind.

Jeg blev opmærksom på studiet, da Jeffrey Anderson skrev om det i the City Journal. De fem tyske forskere fokuserer på én kilde til sundhedsproblemer ved at bære mundbind, og noterer kun kort sidst i studiet, at der naturligvis kan være langt flere. Deres bekymring er en ophobning af kuldioxid, som man ved er giftigt for mennesker og dyr i større mængder. De pointerer, at frisk luft har et kuldioxidindhold på cirka 0,04 %, mens folk der går med mundbind i længere tid, kan indånde luft med et indhold på over 1 %. Når man derop, viser blandt andet dyreforsøg, at man kan opleve væsentlige problemer. På tværs af de 43 studier, som forskerne kan opsummere i artiklen, tæller problemerne nedsat indlæring, dårligere hukommelse, og svagere psykologisk udvikling blandt børn, og både fødselsskader og dødfødsler.

Jeg har lært af egen, bitter erfaring, hvad der sker når man kritiserer den nedlukningspolitik, som de fleste vestlige lande praktiserede mellem 2020 og 2022. Det er derfor ikke bare gavnligt, men også modigt at de fem tyskere ikke bare skriver artiklen, men også at chefredaktør Christian Schulz har bragt artiklen. Nedlukningerne var ikke bare en politisk detalje, men det sidste århundredes største sundhedspolitiske fejl. Der er brug for omhyggelig og uafhængig forskning for at dokumentere, hvor stor skade politikere i det meste af verden gjorde på deres borgere. Kisielinske et al. er et fint bidrag til vores viden om netop det.

Nedlukningernes omkostninger: 10 ugers uddannelse

Af Christian Bjørnskov, den 5. februar 2023. Skriv et svar

Selvom mange slet ikke mener, at der er behov for det og mener, at der intet er at se og at vi bør komme videre, er det stadig vigtigt at undersøge omkostningerne ved nedlukningerne i 2020-22. En af de måske vigtigste har været den uddannelse, børn og unge mistede de to år. Som jeg skrev i Jyllandsposten i december 2021, afslørede nedlukningerne, hvor ligegyldige børn er for de fleste politikere. Men der var dengang ikke et præcist tal på, hvor slemt det var. Det er der nu.

En ny artikel i Nature Human Behaviour af Bastian Betthäuser (Sciences Po), Anders Bach-Mortensen (Oxford), og Per Engzell (Oxford) gennemgår 42 studier fra forskellige steder af uddannelsestabet. Det overordnede resultat afra deres meta-analyse er, at børn og unge mistede cirka 35 procent af et skoleår, eller omtrent ti uger i danske forhold, på grund af nedlukningerne. Det store problem er, at analysen ikke viser nogen indikation på, at effekterne forsvinder over de næste to år. Med andre ord ser de ud til at være persistente, så i det mindste en stor del af de børn og unge, der gik gennem deres uddannelse under nedlukningerne, vil have et permanent tab af uddannelse og færdigheder resten af deres liv.

Betthäuser, Bach-Mortensen, og Engzell finder også, at de 42 studier klart viser større tab blandt børn fra fattigere familier, større tab matematik og læsning, og relativt større tab i mellemindkomstlande. Det er således centrale færdigheder, som børnene er bagud på, og som FN har estimeret, har 95 procent af verdens elever været påvirkede af nedlukninger. Ét land stikker dog ud i de internationale sammenligninger: Anna Eva Hallin (Karolinska), Henrik Danielsson (Linköping), Thomas Nordström (Linnaeus), og Linda Fälth (Linnaeus) i International Journal of Education Research finder, at der ikke har været substantielle tab af indlæring i Sverige.

Udover de gigantiske tab af velfærd gennem de to år, og de voldsomme depressionsproblemer millioner af unge nu lider under, peger de store og persistente tab også i retning af store økonomiske tab i fremtiden. Som mine IFN-kolleger Gabriel Heller Sahlgreen og Henrik Jordahl forleden viste i Applied Economic Letters, er uddannelseskvalitet stærkt forbundet med langsigtet økonomisk vækst. Det er derfor nærliggende at regne med, at verdens som helhed vokser langsommere de kommende år når en dårligere uddannet generation kommer på arbejdsmarkedet. Og følger tabene de tab, vi ser i verden nu, kommer det til at gå værst ud over dem, der i forvejen kom fra de mindst velstillede familier. Hvorfor epidemiologer og politikere totalt ignorerede den slags konsekvenser af de værdiløse nedlukninger, er en moralsk fallit der fortjener at blive husket.

Menneskelig frihed styrtdykkede i 2020

Af Christian Bjørnskov, den 30. januar 2023. Skriv et svar

I torsdags udkom den årlige rapport fra the Cato Institute og Fraser Institute om the Human Freedom Index. Overskriften på Catos pressemeddelelse var “The Pandemic Was a Catastrophe for Global Freedom — New Human Freedom Index.” I 148 af de 165 lande, som organisationerne rater, skete der et markant fald i 2020. Eller som rapportens forfattere Ian Vásquez, Fred McMahon, Ryan Murphy, og Guillermina Sutter Schneider noterer, er de sidste 20 års globale fremskridt i menneskelig frihed slettet af et enkelt års nedlukninger i 2020.

I kortet nedenfor illustrerer vi, hvor i verden folks menneskelige frihed – defineret som en situation der “implies that individuals have the right to lead their lives as they wish as long as they respect the equal rights of others” – er faldet mere eller mindre. Farvekategorierne burde i sig selv fortælle en del af historien, da kun to – mellemblå og mørkeblå – af de syv kategorier indikerer, at situationen er blevet bedre i landet. I de første fem, fra mørkt rød til lyseblå, er folks frihed reduceret.

Danmarks udvikling var endda værre end det typiske land i verden. Vores fald i the Human Freedom Index var 0,29, fra et af de højeste niveauer i verden omkring 9. Mens det ikke lyder af ret meget, er ændringen det tidobbelte af den gennemsnitlige år-til-år ændring de foregående 20 år. Det er også dybt bekymrende at dykke ned i dataene og se, hvilke dele af indekset har ændet sig mest. I Danmarks tilfælde er det kvaliteten af retsstaten (Rule of Law), folks bevægelsesfrihed, væksten i pengemængden og det væsentligt større offentligt forbrug.

Der er en række politikere og såkaldte meningsdannere, der idag påstår, at nedlukningerne var meget små og ikke rigtigt havde nogen konsekvenser. Det er derfor ekstra vigtigt, at der er transparente data og forskning, der viser hvor forkert påstandene er. Nedlukningerne i 2020-2022 indebar historiske tab af folks frihed, af børn og unges uddannelse, og af verdens velstand – og den sidste har vi slet ikke set de sidste effekter af. Og der var ingen sammenhæng mellem, hvor lidt eller meget samfund lukkede ned og den overdødelighed, de endte med. Vi ved at gevinsten ved nedlukningerne var omtrent nul i de to år, de var der, men omkostningerne er først ved at blive dokumenteret. Og voldsomme tab af menneskelig frihed må tælle meget tungt i det endelige regnskab.

Hvad har corona-epidemien kostet?

Af Otto Brøns-Petersen, den 21. januar 2022. 3 svar

Coronaepidemien i alle dens facetter – inklusive dødsfald og politiske nedlukninger – har haft enorme omkostninger. Som vi har været inde på gentagne gange, er det ikke nok at se på produktionstabet. Dødsfald har meget lille effekt på BNP, men er alligevel en væsentlig omkostning. Når økonomien er lukket ned og bevægelsesfriheden er begrænset, kan man heller ikke nøjes med det umiddelbare produktionstab. En aflyst koncert koster ikke bare orkestrets løn, men den tabte værdi for koncertgængerne. Aflyste familiefødselsdage, bekymring for at blive syg eller miste sit livsværk, ensomhed og så videre indgår heller ikke i væsentligt omfang.

I nogle situationer er produktionstab et velegnet mål, men ikke her.

Hvad så?

Det er vi nogle, der har forsøgt at byde på i den forgangne uge.

Læs resten →

Kan man forsikre sig mod regeringsfejl? Nej

Af Christian Bjørnskov, den 11. januar 2022. 1 svar

På 2021s næstsidste dag udkom den længe ventede rapport fra den arbejdsgruppe, regeringen havde nedsat for at udarbejde ”Principper for hjælpepakker ved nye epidemier.” Rapporten, der blev diskuteret i Folketinget sidste uge, er ikke just det solide, uafhængige arbejde, man kunne have håbet på. Dens måske mest graverende problem er et forslag om, at virksomheder bør kunne forsikre sig mod nedlukninger, hvis der skulle komme nye vira, der får regeringen til at reagere med nedlukning.

Der er tre alvorlige problemer med forslaget, som egentlig brude være indlysende for enhver rimeligt dygtig økonom. Arbejdsgruppen tæller ellers Birthe Larsen, der er professor i arbejdsmarkedsøkonomi på CBS, og den tidligere rigsstatistiker Jørgen Elmeskov. Alligevel har den for det første overset en grundpille i forsikringsøkonomi: At der findes to fundamentale typer risiko, og man kan reelt kun forsikre mod den ene.

Den risiko, man kan forsikre imod, er alle typer events som man med rimelig præcision kan forudse for større grupper mennesker. Det gælder således ulykkesforsikringer, hvor man har gode data på risikoen. Man kender for eksempel risikoen for at være involveret i et biluheld, og kan derfor beregne en forsikringspræmie. At den risiko varierer for forskellige befolkningsgrupper er således grunden til, at den type forsikring er dyrere for yngre mænd.

Der findes dog en anden type risiko, som man ofte kalder Knightiansk usikkerhed. Det gælder, som Chicago-økonomen Frank Knight beskrev, for megen innovativ aktivitet, hvor det er umuligt at vurdere om den bliver en succes. Man nævner også ofte risikoen for voldsomme naturkatastrofer: Man kan muligvis vurdere konsekvenserne af disse katastrofer, men har ingen mulighed for at vurdere hvor sandsynlige de er. Derfor kan man heller ikke forsikre sig mod dem. Det samme gælder regeringsfejl, som også er stort set umulige at forecaste, selvom man kan være stensikker på at de sker.

Det er her, arbejdsgruppen glemmer en central pointe i forsikringsøkonomi, fordi man hverken kan forecaste hvornår en ny virus kommer, eller hvordan en kommende regering kan finde på at handle. I Berlingske Tidende påpeger Torben Weiss Garne, der repræsenterer brancheorganisationen Forsikring & Pension, således at ”En forsikring kan ikke være afhængig af, hvad den til enhver tid siddende statsminister beslutter. For hvem kan beregne den risiko? Og måske træffer politikerne også andre beslutninger, hvis de ved, at der altid er en forsikring, der betaler ved kasse ét. Det er altid nemmere at bruge andres penge.” Det er derfor ikke en overraskelse, at alle syv forsikringsselskaber, som Berlingske har talt med, afviser idéen.

Arbejdsgruppen ignorerer derudover, at forsikring på ingen måde er gratis, men må betales med ressourcer der kunne være brugt anderledes. Martin Kyed, der er cheføkonom i SMVdanmark, vurderer i Berlingske Tidende at en forsikring vil ske ”på bekostning af investering og innovationsaktiviteter.” Der er således en dynamisk alternativomkostning i form af ressourcer, der under andre omstændigheder havde skabt øget produktivitet og vækst.

Sidst, men ikke mindst, er der et politisk-økonomisk element i diskussionen, som Garne understreger. Tvinger man virksomheder til at være forsikrede mod nedlukninger – som vi her på stedet så absolut betragter som en regeringsfejl – vil disse fejl bliver mere sandsynlige i fremtiden. Grunden er netop, at private forsikringsordninger gør det billigere for staten at implementere nedlukninger og andre skadelige indgreb. Under den gamle epidemilov havde virksomheder automatisk krav på erstatning, hvis de blev nedlukket, hvilket gjorde den type indgreb særdeles dyre for politikerne.

Arbejdsgruppens forslag er endnu et skridt i retning af at gøre dybt skadelige indgreb endnu billigere for den til enhver tid siddende regering. Udover at forslaget er umuligt – og arbejdsgruppens økonomer burde have vidst det – er dets politiske dynamik skadelig i sig selv. Det burde ikke gælde om at gøre det nemt for den politiske side af Danmark, men bedst for borgerne.

Interview om nedlukningspolitik

Af Christian Bjørnskov, den 16. december 2021. 6 svar

Regeringen virker for tiden til at insistere på at lukke den danske samfund ned igen. Det var derfor meget passende, at jeg forleden blev interviewet om mit faglige syn på nedlukninger og epidemipolitikken. Interviewet var med Claus Hetting, der er journalist og tilknyttet en forening der hedder Frihedsbevægelsens Fællesråd. Jeg er selv virkeligt godt tilfreds med interviewet, som kom langt omkring i en atmosfære af ærligt nysgerrighed og åbenhed, der ellers har manglet i medierne det sidste halvandet år. Det hele kan ses nedenfor.

Video interview med Christian Bjørnskov

Hvor mange WALYs er gået tabt i nedlukning?

Af Christian Bjørnskov, den 7. december 2021. 10 svar

I meget forskning, hvor man skal vurdere om ny medicin eller ny behandling kan betale sig i forhold til alternativer, bruger man ofte QALYs – Quality Adjusted Life Years. Et nyt alternativ, som nogle forskere argumenterer er mere retvisende, er WALYs – Wellbeing Adjusted Life Years – hvor man justerer det antal år, folk har tilbage, med deres typiske subjektive velbefindende i de år. WALYs kan således bruges til at vurdere, hvor store de sociale omkostninger af det sidste halvandet års nedlukninger har været. Dagens post er derfor en slags ‘back of the envelope’-vurdering af nedlukningen.

I gennemsnit plejer danskerne på Gallups World Poll at have en gennemsnitlig tilfredshed med livet på 7,6 på en skala fra 0 til 10. Data fra Trygfondens årlige måling viser, at det gennemsnit er faldet med omkring et halvt point i nedlukningen. Som jeg har understreget ved et par foredrag i efteråret, lyder et halvt point måske ikke af meget, men det er den effekt man typisk ser, hvis folk bliver skilt eller mister et familiemedlem. Sammenlignet med de fleste andre events i ens liv, er et halvt point således et dramatisk fald.

Et helt voksenlivs WALY for en typisk dansker er derfor 7,6 * 64 ≈ 486, hvis vi antager at det starter ved 18 år og folk i gennemsnit dør som 82-årige. Nedlukningen gennem 19 måneder har på samme måde forårsaget et tab på 1,6 * 0,5 = 0,8 WALYs per dansker. Regner man med, at der er 4,4 millioner voksne danskere, giver det et totalt tab på godt 3,5 millioner WALYs. Omregnet er der således tale om et tab af WALYs der svarer til 3,5 mil. / 486 ≈ 7300 hele voksenliv.

Hvis nedlukningen faktisk havde reddet liv – hvilket de nye empiriske studier peger på, den ikke har gjort (læs f.eks. her og her) – hvor mange liv skal der så reddes, før et tab på 7300 fulde liv kan retfærdiggøres? Det har været kendt fra starten, at den gennemsnitlige person, der dør med Covid, er omtrent 80 år gammel, og sandsynligvis har andre komorbiditeter. Hvis vi lidt generøst siger, at vedkommende kunne have levet tre år mere, kan man beregne en gevinst i WALYs ud. Man skal bare huske, at de ældre faktisk er mere tilfredse end gennemsnittet. Hos Gallup scorer de cirka et 8-tal i tilfredshed, så man får en WALY-gevinst på overlever på 8*3 = 24. En simpel cost-benefit analyse vil derfor nå frem til, at der skal reddes 3,5 millioner / 24 ≈ 150.000 liv, før nedlukningen kan retfærdiggøres.

Man kan naturligvis altid kritisere en approach, der bruger noget så simpelt som folks tilfredshed med livet til at vurdere omkostninger. Men er alternativet, hvor man forsøger at vægte med en form for vurdering af folks helbred ret meget bedre? Uden nogen form for vurdering fører man politik i blinde, og selvom enhver approach kan kritiseres, er min klare holdning at de giver information og ikke mindst perspektiv på beslutningerne. Under alle omstændigheder er WALY-vurderingen ekstremt tydelig: Ligesom den nye empiriske forskning viser, og ligesom konsensus fra 100 års epidemiforskning viste før 2020, burde man aldrig nogensinde have lukket samfundet ned. Det er stadig den største politiske fejltagelse siden anden verdenskrig.

Mere nedlukning og ufrihed uden evidens

Af Christian Bjørnskov, den 29. november 2021. 5 svar

Så er vi der igen: Danskerne er et godt stykke inde i den almindelige virussæson, og regeringen har opgraderet den nye coronavirus, så den kan indføre restriktioner og nok engang begrænse danskernes liv og frihed. Det, der mere end noget andet gør mig rasende, er at der absolut ingen dokumentation er for at de tidligere nedlukninger har gjort en forskel – der er evidens for det modsatte – og heller ingen evidens fra før den nye coronavirus kom. Alt hvad vi vidste før 2020 pegede på, at nedlukninger ikke virker, men har horrible bivirkninger, og det billede har de sidste 1½ år ikke rykket ved.

Som Douglas Allens oversigt over forskningen fra det første år viser, er der i praksis ingen evidens for, at nedlukningerne har virket. Allen konkluderer, at ”The limited effectiveness of lockdowns explains why, after more than one year, the unconditional cumulative Covid-19 deaths per million is not negatively correlated with the stringency of lockdown across countries.” Med andre ord, som vi også har skrevet om tidligere her på stedet, har nedlukningerne været forgæves, selvom de har kostet flere hundrede milliarder og forårsaget en alvorlig krise i folks mentale helbred.

På samme måde viser et nyt oversigtsstudie fra the Cato Institute, at evidensen for effekter af brug af mundbind også er forbløffende svag, og fokuserer man på højkvalitetsevidens, er den de facto fraværende. Som Ian Liu, Vinay Prasad og Jonathan Darrow finder: ”The available clinical evidence of facemask efficacy is of low quality and the best available clinical evidence has mostly failed to show efficacy, with fourteen of sixteen identified randomized controlled trials comparing face masks to no mask controls failing to find statistically significant benefit in the intent‐​to‐​treat populations.” Det gælder også det danske DanMask-studie, som regeringen ellers bruger som retfærdiggørelse for det nye mundbindskrav. Mens den videnskabelige norm er, at man kræver at forskelle er mindst 95 % sikre – dvs. at der er mindre end 5 % sandsynlighed for, at den forskel man observerer ikke faktisk er den modsatte – er forskellen i det danske studie kun 62 % sikker. Ikke en eneste bare nogenlunde ædruelig samfundsforsker ville nogensinde basere noget som helst på den slags ’evidens’. Ser man statistiske undersøgelser, hvor forskellen har 38 % sandsynlighed for at være omvendt, konkluderer man at der nok ingen forskel er.

Det fantastiske er, at der heller ikke ser ud til at være nogen som helst grund til at være særligt bekymret for tiden. I figuren nedenfor plotter vi de daglige dødstal for de fem år mellem 2017 og nu. Som figuren demonstrerer, lå virussæsonen 2020-21 lidt tidligere end de fleste år – følg den sort kurve, hvor der er en klar peak i december, og fortsæt i den gule kurve, der meget klart ligger lavere end normalt fra sidst i januar. Kurven har derimod ligget højt henover sommeren, men er i de seneste uger konvergeret til et normalområde for årstiden.

Den eneste virkelige forskel er, som vi har påpeget tidligere, at der var overdødelighed henover sommeren, som ikke har noget som helst med virussen at gøre. Følger man således den danske mortalitet er der intet – siger og skriver intet – der giver grund til alarm. Mortaliteten er faktisk tilbage til normalen nu, efter en periode med overdødelighed som følge af en række andre forhold, der stadig ikke er officielle data på.* Den eneste alarm er rent politisk og består i to forhold: At regeringen er stærkt presset i minkskandalen, og at det egentlig burde være en skandale, i hvor høj grad MF og hendes tropper har ødelagt mange danskeres liv siden marts 2020.

Dansk mortalitet i 2021

Af Christian Bjørnskov, den 3. november 2021. 1 svar

Der foregår ofte interessante ting, som medierne ikke skriver om. Det betyder ikke, at de eksplicit vælger ikke at skrive om dem, da journalister sjældent er særligt velinformerede om hvad der foregår udenfor politik. Nogle af disse forhold tages heldigvis op af medier udenfor mainstream, og ikke mindst punditokraterne. Hvad der foregår med dansk mortalitet for tiden er et af disse forhold.

Mellem 1/6 og 25/10 er 22184 danskere døde, mens gennemsnittet for samme periode i 2017-2019 var 20334. Der har således henover sommeren og efteråret været en overdødelighed på 9,1 % (1850 personer), som ikke kan tilskrives Covid. Denne overdødelighed er tydelig at se i figuren nedenfor. Renser man dødstallene for alle Covid-relaterede dødsfald (den stiplede linje) – og det skal endnu en gang understreges, at måden tallet opgøres på indebærer at man tæller folk, hvis død ikke er forårsaget af coronavirussen – når man en overdødelighed i perioden på 8,2 %, eller knap 1700 ekstra dødsfald. Dette problem skyldes ikke, at dødsfaldene blot er udskudt: I perioden 1/1 til 1/6 oplevede Danmark en underdødelighed på blot 2 %, eller 490 personer, hvilket tydeligvis ikke er nok til at opveje 1850 ekstra dødsfald efter 1/6. Underdødeligheden i de første måneder af 2021 skyldes blandt andet også, at virussæsonen 2020-21 simpelthen lå lidt tidligere end normalt, så flere af sæsonens dødsfald lå i slutningen af 2020.

Vi har ikke nogen konklusion med to streger under, eller blot evidens for dele af forklaringen, men kan blot nævne nogle mulige dele af den. Som dokumenteret ovenfor, kan forklaringen ikke have noget direkte at gøre med coronavirussen, da dødsfaldene må skyldes noget andet. Logisk er der således tre muligheder. For det første kan der være tale om en ren tilfældighed, men givet størrelsen af udsvinget, virker det ikke specielt sandsynligt. For det andet kan der være tale om dødsfald forårsaget af andre vira, der er blevet undertrykt det sidste halvandet år. Der tales for eksempel meget om RS-virus hos småbørn, ligesom flere epidemiologer er bekymrede for særligt mange influenzatilfælde. Det burde dog ikke være nogen væsentlig faktor før den almindelige virussæson starter i efteråret.

For det tredje tales der en del om, at vaccination i nogle tilfælde kan slå folk ihjel. Statens Seruminstitut noterer i en omtale af de godt 4400 danskere, der er døde indenfor 30 dage efter vaccination, at ”da der i langt overvejende grad er tale om gamle mennesker og udsatte borgere, så vil dødsårsagerne givetvis også være de helt normale for grupperne.” Der er ingen grund til at tro, at det ikke er korrekt, men kun behov for at notere sig, at det samme mønster gælder de cirka 2700, der er døde indenfor 30 dage af infektion med den nye corona-virus.

Sidst, men sandsynligvis ikke mindst, er det a priori rimeligt at regne med, at en del af de ekstra dødsfald skyldes ’collateral damage’ i form af folk, der ikke er sat i behandling i tide for andre lidelser. Omfanget af det kan ikke vurderes, før den årlige statistik over dødsårsager kommer, men der er næppe tvivl om, at der blandt de godt 1800 er en række borgere, der er døde af kræftsygdomme, der i almindelige år ville være diagnosticeret og behandlet langt tidligere. Det samme gælder med stor sandsynlighed også hjertelidelser og flere andre sygdomme, hvor risikoen stiger alvorligt jo længere tid der går, for de diagnosticeres. Alle disse dødsfald – hvor mange der end er af dem – er direkte konsekvenser af nedlukningerne. Det samme gælder såkaldte desperationsdødsfald – selvmord, overdoser, osv. – der følger med den krise i folks mentale helbred, som nedlukningerne har skabt.

Hvad der end har forårsaget overdødeligheden henover sommeren og i efteråret er således usikkert. Uden langt mere detaljeret information om dødsfaldene, er det umuligt at sige noget præcist om, hvorfor vi ser omkring 9 % flere dødsfald nu end i perioden 2017-19. Det eneste, man kan sige med sikkerhed, er at der ingen sammenhæng har været mellem nedlukningerne og dødstal i 2020. I hvilket omfang nedlukningerne netto ender med at have slået folk ihjel, er et spørgsmål som man kun kan svare på om flere år. Foreløbig ser det danske mønster dog ikke lovende ud, og indikerer at der ligger en politisk ubehagelig diskussion, der skal tages på et tidspunkt.

Nedlukning og Tullocks transitionsfælde

Af Christian Bjørnskov, den 11. august 2021. Skriv et svar

Et af de store spørgsmål for tiden er, hvorfor restriktioner og forbud bliver ved mange steder i verden. Mens mange mennesker sandsynligvis lider af noget, der minder om PTSD – de langsigtede følger af at være holdt i en tilstand af skræk over en lang periode – er mange andre begyndt at undre sig over, at der bliver ved med at være restriktioner, maskekrav og brud på basale rettigheder som forsamlings- og næringsfrihed. Hvad er pointen, når både de velinformerede bør vide, at en hel empirisk litteratur siden sommeren sidste år har vist, at nedlukningerne og de mange andre såkaldt non-pharmaceutical interventions ikke virker? Hvad er pointen, når de fleste bør kunne se på erfaringerne med genoplukning osv. – som på ingen måde førte til flere smittede eller døde – at nedlukningerne ikke virker?

En mulig forklaring kan findes i det fænomen, der kendes som Gordon Tullocks ’transitional gains trap’, der basalt set viser, hvordan reformer som alle er enige om, alligevel ikke gennemføres. I forbindelse med Tullocks død forklarede Robert Higgs meget fint fælden hos the Independent Institute.

Problemet illustreres ofte med EU’s landbrugspolitik, der ikke hjælper landbruget fordi hektarstøtte og andre ordninger, der enten formelt eller i virkning følger størrelsen på gården, kommer til at blive afspejlet i jordpriserne: Jo mere jord, der følger med gården, jo mere landbrugsstøtte følger også med. Det indebærer, at når man køber jord, køber man også den støtte, der følger med. Landbrugsstøtten er således kapitaliseret i jordpriserne, så alle de næste landmænd effektivt intet får ud af støtten – de har allerede betalt for den. Det betyder dog også, at de nuværende landmænd ikke har incitament til at støtte en afskaffelse af landbrugsstøtten, selvom den faktisk ikke hjælper dem. Afskaffelsen vil nemlig indebære, at de mister et politisk privilegium som de effektivt allerede har betalt for. Selvom man er enige om, at en afskaffelse vil være gavnlig for alle på langt sigt, skal det bare ikke ske nu.

Nedlukninger og den efterfølgende afskaffelse af virusrestriktioner osv. følger en logik, der er helt ækvivalent til Tullocks transitionsfælde. Alle ved at landet skal tilbage til normalitet, at et meget stort flertal både ønsker og forventer normalitet, og at fortsatte nedlukninger både er ødelæggende for økonomien, folks mentale sundhed og statens fiskale helbred. Men for ledende politikere opleves situationen som en transitionsfælde. For det første kan politikerne holde igen hvis de tror at der kommer nye og farlige virusvarianter – og hvis de vel at mærke tror, at nedlukningerne virker – så man vil åbne op, men bare ikke nu. For det andet har politikerne et stærkt incitament til at holde befolkningen i frygt, da det indebærer – direkte efter diktatorens håndbog – at de fleste accepterer politikken uden skepsis eller omtanke. Det udskyder dermed den uundgåelige politiske regning, der skal betales i meningsmålinger og ved næste valg når folk kan se omfanget af de økonomiske og sociale ødelæggelser.

Der ligger med andre ord en transitionsfælde i, at alle politikere ved at vælgerstormen kommer på et eller andet tidspunkt, og derfor har et klart incitament til at udskyde det tidspunkt. Det betyder, at de vil udskyde normaliseringen af samfundet selvom de ikke tror på, at nedlukningerne har gjort nogen forskel – og sandsynligvis vil bruge påstande om effekter som en både uvidenskabelig og uærlig retfærdiggørelse. Dynamikken i transitionsfælden i forbindelse med nedlukninger tillader dem at få ét sidste magtfix før den kolde tyrker mange ledende politikere skal igennem når samfundet normaliseres igen. Som i mange andre situationer hjælper Tullocks indsigt os til at forstå, hvorfor politikere helt systematisk tager de værste og ofte ødelæggende valg.

Fornuft om nedlukninger og politik

Af Christian Bjørnskov, den 23. juli 2021. Skriv et svar

Jeg er ligesom mange andre mennesker til stadighed dybt frusteret over, hvor afsindig politik er blevet i de fleste dele af den vestlige verden. Vi har alle fået frarøvet en væsentlig del af den frihed, vi siden anden verdenskrig har taget for givet, og der er lange udsigter til at få det meste af den tilbage. Politikere fra alle dele af det politiske spektrum virker mere end villige til at detailstyre folks liv, og på en måde der ofte ligner situationen i diktaturer og de tidligere kommunistiske styrer i Østeuropa.

Det var derfor en stor og meget glædelig overraskelse, da Mike Graham fra britisk TalkRadio forleden dag havde et glimrende interview med to briter, der ramte hovedet på sømmet. Klart og tydeligt, glimrende formidlet og så indlysende, at jeg ikke kunne være mere enig. De to understreger for eksempel, at i ethvert demokrati er politikerne befolkningens tjenere! Men det sidste halvandet år har langt de fleste politikere opført sig som om befolkningen er eller bør være deres underdanige undersåtter, og at de har ret til at styre dens liv. Den største overraskelse var, hvem der var så tydelige, gennemtænkte og velovervejede: Interviewet var med Richard og Fred Fairbrass – bedre kendt som duoen Right Said Fred. Ja, popgruppen der havde globale hits med I’m too Sexy og Don’t Talk just Kiss i starten af 1990erne! Men måske er det ikke så underligt, når man overvejer hvor underlig resten af verdener er i dag. Under alle omstændigheder er hele interviewet varmt anbefalet, og en god måde at bruge et lille kvarter på i weekenden.

Nedlukning virker ikke – evidens mod husarrester

Af Christian Bjørnskov, den 7. juli 2021. 9 svar

Mens budskabet bliver ved med at være politisk kontroversielt, ser det ud til at der er stigende opmærksomhed om den empiriske Covid-forsknings måske vigtigste indsigt: Nedlukningerne virkede ikke. Mange epidemiologers påstand (inklusive en meget ophidset Jens Lundgren i en debat med undertegnede) var ellers, at hvis folk holder op med at have sociale kontakter, holder smitten op – basta. Deres implikation var derfor, at nedlukningerne måtte virke, og de mest effektive var dem der begrænsede folks menneskelige kontakter mest. Med andre ord var påstanden, at deciderede Shelter-In-Place (SIP) ordrer, dvs. de facto husarrest, ville være mest effektiv.

Sidste måned udgav Virat Agrawal, Jonathan H. Cantor, Neeraj Sood og Christopher M. Whaley et NBER Working Paper med titlen ”The Impact of the Covid-19 Pandemic and Policy Responses on Excess Mortality” hvor de studerer effekten af netop SIP på tværs af 43 lande og alle amerikanske stater. De fire forskere fra University of Southern California og the RAND Corporation bruger en event study approach til at estimere, hvordan SIP påvirker overdødeligheden fra uge til uge.

Agrawal et al. beregner overdødeligheden som forskellen mellem det ugentlige dødstal i 2020 og gennemsnittet for samme uge i 2015-19. Det er standardmåden at gøre det på, om end – som jeg har argumenteret andetsteds – den er potentielt misvisende, da gennemsnittet skjuler hvor meget dødeligheden typisk varierer fra år til år. Det samme problem gælder i ugentlige sammenligninger, og bør ligge i baghovedet, når man tolker deres resultater.

Resultatet af deres empiriske undersøgelse af det, mange epidemiologer og deres computermodeller ville sige, var den mest effektive politik, er at indførslen af SIP ikke gjorde nogen gavnlig forskel. På tværs af lande finder Agrawal et al. endda, at overdødeligheden steg efter regeringen indførte SIP – dvs. reelt satte folk i husarrest. Det samme billede ser man på tværs af de amerikanske stater, hvor det dog ikke er statistisk signifikant.

En særlig fordel ved studiet er, at Agrawal et al. kan håndtere det endogenitetsproblem, der ellers er så svært. En indvending fra folk, der faktisk forstår den statistiske side af sagen, er at det er en mulighed at regeringer indfører nedlukninger som SIP, som en reaktion på stigende dødstal. Det er endda en meget rimelig indvending, hvis man tror at politikere er fuldt informerede og forsøger at gøre det rigtige. Hvis det er tilfældet, skaber det problemet, at det man måler er en reaktion på stigende dødstal, og ikke en effekt af SIP.

Det kan de fire forskere dog teste direkte for, og de finder det modsatte: Agrawal et al. finder, at “countries that implemented SIP policies experienced a decline in excess mortality prior to implementation compared to countries that did not implement SIP policies.” Alt andet lige betyder det, at den fejl man laver, er til den negative side. Det betyder også, at politikere generelt ikke har reageret informeret eller benevolent.

Bundlinjen i det nye studie er dermed, at selv politik, der reelt sender uskyldige mennesker i husarrest – deres ’forbrydelse’ er at de jo kunne have været smittede – i bedste fald ikke har påvirket dødeligheden i Covid-epidemien. De empiriske indikationer fra sammenligninger på tværs af lande peger endda på, at indførslen af husarrest decideret har ført til flere dødsfald. Det er på tide for verden at holde op med den største politiske fejltagelse siden anden verdenskrig.

Kontakttallet faldt FØR nedlukningerne. Også i Tyskland

Af Jonas Herby, den 4. juni 2021. 3 svar

Forskere fra Ludwig-Maximilians-Universität München har netop udgivet en interessant rapport, hvor de konkluderer, at:

Der har ikke været nogen direkte forbindelse [mellem R-værdien og] de foranstaltninger, der er truffet siden september – hverken med lockdown-light [delvis nedlukning] den 2. november, stramningen den 16. december 2020 [fuld nedlukning] eller med “Føderal nødbremse” [lokale nedlukninger], som blev besluttet i slutningen af ​​april 2021.

Der er med andre ord ikke noget sammenhæng mellem kontakttallet, R, og nedlukningerne.

Læs resten →

Nedlukningernes velfærdstab

Af Christian Bjørnskov, den 1. juni 2021. 3 svar

Politikere og mange meningsdannere har i løbet af i år fremhævet, at nedlukningerne ikke har været så skadelige som man frygtede. Deres argument er, at man ikke har set så stort et økonomisk tab, som man oprindeligt frygtede. Man tager det som endnu et argument om, at Danmark har gjort det ’rigtige’ med nedlukningen. Men som min punditokratkollega Otto Brøns-Petersen har understreget, vil fald i nationalindkomsten undervurdere det reelle fald i borgernes individuelle velfærd. For at få et retvisende billede, må man bruge et bredere mål.

Det er nu muligt ved at bruge forårets runde af EuroBarometeret, der blandt andet spørger borgerne i alle EU-lande om deres generelle tilfredshed med deres liv. Det gør man på en fire-punktsskala, hvor man kan svare, at man er ’meget utilfreds’ til ’meget tilfreds’ med sit liv. I figurerne nedenfor sammenholder vi svarene fra foråret 2021, efter et års nedlukninger og tvangspolitik, med de samme svar fra sommeren 2020, da det så ud til at verden ville lukke op igen.

De største tab i EU viser sig at have været 0,3 point (10 %) i Letland, 0,33 point (8,9 %) i Danmark, og 0,26 point (8,6 %) i Litauen, mens det gennemsnitlige tab i de 27 lande var 0,14 points (4,4 %). Det samme billede har man også fået fra Trygfondens spørgeskemaundersøgelser, der forleden viste, at danskernes tilfredshed med livet på en tipunktsskala var faldet fra 6,9 til 6,4, dvs. et fald på 7,2 %. Det danske velfærdstab, målt gennem ændringer i folks egen, subjektive tilfredshed med deres liv, er således ikke blot blandt det største i Europa – det er også på andre måder enormt.

Mens en tredjedel point på en firepunktsskala eller et halv point på en tipunktsskala måske ikke lyder af så meget – og jeg har mødt adskillige mennesker, der mente at det da er så lidt, at det er ligegyldigt – er et tab af den størrelse meget stort sammenlignet med andre kendte forhold fra den såkaldte lykkeforskning. Hypotetisk set er et tab på et halvt point på en tipunktsskala omtrent det tab, man ville regne med at se, hvis nationalindkomsten permanent reduceres med et sted mellem en tredjedel og halvdelen. En anden hypotetisk situation, der vil give samme tab, er at hver fjerde dansker, der lige nu har tillid til sine medborgere (det totale i dag er lidt over 70 %) vil miste denne tillid. Alternativt er det omtrent samme tab af livskvalitet, som man ville observere hvis cirka halvdelen af danskerne enten bliver skilt eller mister et nært familiemedlem.

Den vigtige bundlinje er derfor, at de samlede velfærdstab ved nedlukningerne er gigantiske. Langt det meste af den nye empiriske litteratur finder, et nedlukningerne har været nærmest totalt nyttesløse i forsøg på at begrænse dødstallet; læs nye oversigter her og her. Når man vurderer, at der er tale om den største politiske fejltagelse i efterkrigstiden, er det således ikke hverken sensationalistisk eller overdrevet. Det er nærmest det modsatte, når man ser på tilfredshedsdataene. Vi har aldrig set lignende tab.

Nedlukningen af Hørsholm Kommune var unødvendig

Af Jonas Herby, den 21. maj 2021. Skriv et svar

Betragt nedenstående figur. Den viser, at smitten i Hørsholm faldt før nedlukningen af kommunen kunne have en effekt. Eller med andre ord: Hørsholm Kommune var lukket ned i godt en uge uden nogen grund.

Hvis du aflæser figuren omhyggeligt, vil du se, at der i ugen fra 25. april til 1. maj, var i alt – testkorrigeret – 35 registrerede smittede i Hørsholm Kommune.

Derefter steg smitten markant, efter at en gruppe gymnasieelever var blevet smittet efter at have set fodbold sammen. På fem dage – fra 2. til 6. maj – blev der registreret 69 smittede, hvilket bragte den testkorrigerede incidens over 250 og iværksatte den automatiske nedlukning. Derfor blev skolerne i Hørsholm Kommune lukket ned fra lørdag d. 8. maj og det lokale erhvervsliv fra søndag d. 9. maj.

Pga. weekenden trådte nedlukningen altså reelt i kraft d. 10. maj, hvilket betyder, at effekten af nedlukningen allertidligst ville kunne ses d. 14. maj (Sundhedsstyrelsen anbefaler, at der går fire dage, fra man er udsat for konkret smitte, og til man bliver testet første gang).

I ugen før man kan se en eventuel effekt af nedlukningen (altså 7. – 13. maj), var der – igen testkorrigeret – 35 registrerede smittede i Hørsholm Kommune.

Det er ikke en skrivefejl. Der var præcis lige så mange smittede i ugen efter det meget lokale udbrud, som der var i ugen før udbruddet. Myndighederne lukkede altså Hørsholm Kommune ned, selvom smitten allerede var faldet igen.

Der var altså tale om en fuldstændig unødvendig og disproportional nedlukning.

Og det triste er, at det var forudsigeligt, for vi har set præcis det samme mønster i mange andre nedlukkede kommuner og endda i den store nedlukning af Danmark før jul.