Tag-arkiv: politikfejl

Nedlukningen fire år senere

Af Christian Bjørnskov, den 12. marts 2024. 1 svar

Idag for fire år siden lukkede statsminister Mette Frederiksen det danske samfund ned. Baggrunden – i det mindste den officielle – var at der var ny virus, corona / Covid-19, der var så farlig at regeringen blev nødt til at lukke al unødvendig aktivitet ned og få folk til at spærre sig selv inde. Vi fik at vide, at det kun var nødvendigt i et par uger for at beskytte sundhedsvæsenet mod at blive overvældet. I sidste ende var der forskellige grader af nedlukning – inklusive forsamlingsforbud, minkdrab, maskepåbud og andet – indtil februar 2022. I løbet af foråret var der mange, inklusive flere skribenter på denne blog, der begyndte at stille store spørgsmål ved nedlukningen: 1) Virker en nedlukning overhovedet på en luftbåren virus, der allerede er i omløb; 2) Er virussen overhovedet så farlig som det påståes; og 3) står de mulige gevinster mål med de sociale og økonomiske omkostninger?

Svaret på 1) har flere af os her på stedet været med til at give, og det er et dundrende nej. Jeg lagde en analyse op som working paper i august 2020, der var et resultat af dataarbejde for bloggen og viste, at nedlukningerne i foråret 2020 ikke havde gjort nogen systematisk forskel. Analysen blev senere udgivet i CESIFo Economic Studies, efter at de (og jeg) havde været lagt for had af flere epidemiologer. Det samme skete for Jonas Herby, da han sluttede sig sammen med Lars Jonung og Steve Hanke, og udarbejdede en meta-analyse af hele bunken af empiriske studier af nedlukningseffekter. Jonas begik den samme corona-synd som mig, og fandt et nedlukningerne ikke havde nogen som helst effekt på dødeligheden. Flere af de nyeste studier indikerer nu, at lande der lukkede særligt hårdt ned er endt med højere overdødelighed end dem, der lukkede mindre ned. Sverige er i flere analyser det land i den vestlige verden, der har haft den laveste overdødelighed.

Svaret på 2) viste sig også hurtigt at være et nej. Allerede i foråret 2020 lavede et hold med bl.a. John Ioaniddis og Jay Bhattacharya et studie fra Californien, der viste, at virussens dødelighed var voldsomt overdrevet, fordi der var et stort mørketal af folk, der havde været smittet men ikke var blevet testet – og i mange tilfælde slet ikke havde haft symptomer. Vi ved nu, at Covid kan være farlig for svækkede gamle mennesker, men vaccinerne er sandsynligvis langt farligere end virussen for yngre mennesker.

Sidst, men ikke mindst, har nedlukningerne haft voldsomme konsekvenser. Så man på hvordan folks tilfredshed med livet faldt under nedlukningerne, svarede gennemsnitstabet til effekten af at blive skilt – altså, som om alle i Danmark var blevet skilt på én gang. Det subjektive, sociale tab var gigantisk. Det samme gjaldt inflationseffekten af de enorme subsidieprogrammer, som vestlige regeringer hældte ud over deres samfund. Som man kan se på figuren nedenfor, oversteg den danske år-til-år inflation 10 procent i slutningen af 2022. Sammenligner man den sorte linje, som viser det faktiske danske forbrugerprisindeks, med den stiplede linje, som er en fortsættelse af trenden fra 2015-2019, ville Danmark uden nedlukninger og ekspansiv politik pt. have haft et FPI omkring 107. Virkelighedens FPI er godt 118, eller godt 10 procent højere. Hvis nogen skulle have glemt, hvordan høj inflation udhuler folks købekraft, har de fået en ret dyr lektion de sidste tre år.

Umiddelbart ser nedlukningerne også ud til at efterlade varige ar på de europæiske økonomier. Figuren nedenfor viser kvartalsvis vækst fra EuroStat mellem tredje kvartal 105 og tredje kvartal 2019, plottet mod den kvartalsvise vækst mellem fjerde kvartal 2019 og fjerde kvartal 2023. Mens gennemsnitsvæksten på tværs af hele EU var 0,54 % i årene før nedlukningerne, har den været 0,29 efter. Tager man også lande udenfor EU med, er (det uvægtede) gennemsnit 0,76 % før og 0,49 % efter. Havde nedlukningerne været et kortvarigt stop, burde vi per fjerde kvartal 2024 have set fuld konvergens til normalen, men det er tydeligvis ikke sket. Figuren nedenfor illustrerer således, hvordan det reelt kun er Kroatien og Grækenland, der har haft højere vækst efter, mens enkelte lande – Danmark, Norge og Belgien – ligger stort set på linjen. Måske mest bekymrende er det, at Tyskland, der allerede før nedlukningerne havde langsom vækst, næsten ingen vækst har haft i perioden efter 2020.

Skal man bedømme nedlukningerne nu, fire år efter at de startede, er der således ingen vej udenom en dumpekarakter. Der er næppe nogen som helst interesse for en officiel undersøgelse, givet hvor horribelt ringe konklusionen må blive. Nedlukningerne fra marts 2020 og frem var et resultat af inkompetence, panik og magtsyge, som repræsenterer den største politikfejl i efterkrigstidens demokratier. Det bør aldrig ske igen.

Om borgerlighed, politikfejl og utilsigtede konsekvenser, en ikke-anmeldelse

Af Niels Westy, den 16. februar 2024. Skriv et svar

Tidligere direktør for Cepos og nu direktør i Popoulos Analytics, Martin Ågerup har skrevet en meget velresearchet og stringent bog af den slags, som skrives alt for sjældent på dansk, “hvad det vil sige at være borgerlig – et opgør med velfærdssocialismen“.

Dette indlæg er ikke en anmeldelse. Det er nærmere en slags ikke-anmeldelse. Kort fortalt vil jeg dog gerne sige, at jeg er svært begejstret for bogen. Den er fremragende. Det er tydeligt at den er skrevet af et både belæst og vidende menneske, der kan sin idehistorie, evner at formidle og lægger vægt på at have kilder og dokumentation i orden. Og så har han forstand på økonomi. Det er ofte en mangelvare i den danske debat – både hos borgerlige og ikke-borgerlige debatører.

Men som sagt er dette ikke en anmeldelse af Martins bog – snarere anledning til at tage nogle af denne punditokrats “ynglings-emner” op igen – nemlig politik-/statsfejl og utilsigtede konsekvenser. Og så er det også anledning til at knytte et par kommentarer til noget af det som “dagens mand i skysovs” for mange på “højrefløjen” for øjeblikket, Argentinas anarkokapitalistiske præsident, Javier Milei, har fremført ved flere lejligheder – bl.a. ved sin tale i Davos, som du finder her.

Her kritiserede Milei ikke kun socialister, men også neo-klassiske økonomer, som han mener tager fejl, når de påpeger eksistensen af markedsfejl. Det er et kendt anarko kapitalistisk argument. men det hviler på et lidt tyndt grundlag og spørgsmålet er et andet, nemlig hvad og ikke mindst hvorvidt markedsfejl indebærer at staten/politikerne nødvendigvis skal gøre noget “for at rette op på dem”. Venstrefløjen (og desværre også store dele af dem der kalder sig borgerlige) elsker jo at tale om “markedsfejl” fordi det giver dem anledning til at foreslå regulering og statslig styring.

Hvad de ikke bryder sig om at tale om er derimod “politik- og statsfejl” – ofte konsekvensen af at ville løse reelle eller indbildte markedsfejl. For hvis man for at løse ét problem, blot gør det større eller skaber andre problemer, kan de fleste vel være enige om at det er en skidt ide eller? Eller hvad med forslag til løsninger af problemer som kan blive store med tiden, men hvor omkostningerne er enorme på kort sigt?

Statsfejl og utilsigtede konsekvenser

I kapitlet om overfladisk og dyb ansvarlighed kommer Martin med et godt eksempel på hvor galt det kan gå når man – som her – forsøger sig med statslig regulering at løse udfordringerne med den menneskelige påvirkning af klimaet.

I begyndelsen af nullerne og nogle år frem forsøgte EU (og USA) sig med forskellige former for støtte til førstegenerations biobrændsel, som bl. a. blev fremstillet af afgrøder som hvede, majs, sukkerroer og raps. Selvom EU ikke specifikt krævede anvendelse af førstegenerations biobrændsler til opfyldelse, opstillede man obligatoriske mål for brugen af vedvarende energi i transportsektoren. Og biobrændsel var så den teknologi, der lettest og billigst kunne anvendes på det tidspunkt. Nogenlunde samtidig pålagde man i USA (2005), at der skulle blandes en stigende andel af biobrændsel i i benzin og diesel – primært majs. Bønderne der dyrkede majs klagede natuligvis ikke, men konsekvenserne for forbrugerne var til at tage og føle på (majs er lige som ris en basisfødevare for en stor del af verdens fattige). Jeg skrev selv om dette i et indlæg her på bloggen i 2008.

Kort fortalt medførte beslutningerne i EU og USA, at udbuddet, alt andet lige, faldt og priserne steg – og givet at fødevarer er meget prisuelastiske, var der tale om betydelige prisstigninger. Ifølge en analyse offentliggjort af Verdensbanken i 2008 (som jeg omtaler i mit oprindelige indlæg) var den primære faktor bag (ca.) fordoblingen af fødevarepriserne fra ca. 2006 og frem til foråret 2008, forårsaget af den politisk styrede omstilling til biobrændsler. Det var ikke mange der var ude og problematiserer dette. En af de få var Cuba’s diktator Fidel Castro, som altså for en gang skyld havde en væsentlig pointe.

Som Ågerup skriver: “De stigende fødevarepriser førte til øget underernæring og sult i udviklingslande, hvor folk bruger en stor del af deres indkomst på mad. Det nøjagtige tab af menneskeliv er vanskeligt at estimere, men at det har kostet titusinder af mennesker livet og har påført millioner af mennesker unødig lidelse, kan der næppe være ret meget tvivl om.”

og fortsætter med at “For at det ikke skal være løgn, gjorde et studie i det videnskabelige tidsskrift Science fra 2008 opmærksom på endnu to stærkt uheldige utilsigtede konsekvenser af centralplanlæggernes omdirigering til bioetanol. De højere priser ville få landmænd verden over til at konvertere skov og græsarealer til nye dyrkede arealer for at erstatte korn eller dyrkede arealer. Med andre ord ville der komme mindre natur og et større landbrugsareal.”

Og slutter med at det “Det ville naturligvis sænke fødevarepriserne igen til gavn for de fattige, men samlet set ville det efterlade verden i en situation, hvor millioner i en periode var blevet trukket ned i fattigdom, natur ødelagt og udledningen af CO2 steget, ikke faldet.”

Og selv om Ågerup i sin bog omtaler ovenstående som et ekstremt eksempel, så vil jeg mene at det bestemt ikke enkeltstående.

Jeg har selv i flere omgange, bl. a. her, skrevet om den førte narkotikapolitik, som primært er baseret på forbud og kriminalisering af køb og salg af en række rusmidler (men ikke andre?). Og uanset om den førte politik er drevet af at ville det bedste (intention) eller mere “nære hensyn”, kan vi blot konstatere at den førte politik har indebåret enorme menneskelige og økonomiske omkostninger uden det helt står klart hvad man egentlig har opnået. Altså bortset fra død og ødelæggelse, fattigdom og ulykke for en masse uskyldige mennesker – mens man har belønnet mennesker, hvis kernekompetencer forekommer at være ikke mindst brutalitet og afstumpethed (konsekvens).

Bruger man Martins beskrivelse af borgerlige som de “jordnære” (mennesket er nu engang som det er) , må vi nok erkende at det er så som så med det jordbundne i ovennævnte spørgsmål. At forestille sig en verden uden rusmidler er vist på linje med at forestille sig en verden uden utroskab.

Man kunne naturligvis også nævne fairtrade eller kampagner rettet mod det som betegnes som “social dumping” og børnearbejde. Muligvis igen drevet af de bedste intentioner, men også drevet af uvidenhed (reel eller?) – hvis da ikke ligefrem ligegyldighed – overfor hvorfor f.eks. børnearbejde er mere eller mindre udbredt i dele af verden eller det faktum, at konsekvenserne af kampagnerne er at børnene ender med ringere løn og arbejdsvilkår. At fair trade, krav living wages og andre krav hos “godhedsindustrien” indebærer at “de udvalgte” måske får en en lidt højere levestandard, men det sker på bekostning af mulig velstand for andre fattige – og endda langt fattigere, end de der begunstiges. Og nej, de nævnte eksempler er ikke måske, de er helt konkrete og observerbare.

Fælles for Ågerups – og mine – eksempler er, at hvor der burde rejse sig et ramaskrig – både på grund af de økonomiske og de menneskelige omkostninger – skete og sker det ikke. Og mens det trods alt blev bedre med 2. generations biobrændsel, idet der her ikke længere er tale om fødevarer, men affaldsprodukter, så fortsætter den globale narkotikapolitik med at koste i både liv og penge, mens godhedsindustrien fortsat promoverer forestillingerne om at “bare man vil det gode”, så bliver tingene også bedre, også selv om det ofte forholder sig omvendt, hvilket bl. a. nobelprismodtageren Angus Deaton, som Martin også henviser til har påpeget).

Som jeg indledte med at skriver, er det en fremragende bog Martin har skrevet. Og lad mig her slutte af med en opfordring til alle – ud over at løbe og læse Martins bog. I sit efterskrift henviser Martin til den amerikanske økonom – og liberalist (i den danske forståelse af ordet) – Thomas Sowell, og anbefaler man læser ham. Den opfordring vil jeg gerne skrive under på – og det ved jeg at en del eftertænksomme, både konservative og borgerligt-liberale, jeg kender også gerne gør (inklusiv Javier Milei, som citerede ham i sit seneste interview på Argentinsk TV – citatet kan du se herunder).


Jeg anbefaler ikke mindst trilogien Migrations and Cultures, Conquests and Cultures og Race and Culture, samt A Conflict of Visions og The Vision of the Anointed.

Det vil være et godt startpunkt for både konservative og liberale, altså hvis man rent faktisk interesserer sig for hvorfor man nu mener det man mener. Det gør de færreste dog formentlig ikke, desværre.




Verdens økonomiske frihed er under pres

Af Christian Bjørnskov, den 15. september 2022. 6 svar

Forleden udkom dette års udgave af Economic Freedom of the World, den årlige status fra the Fraser Institute i Vancouver over hvor frie verdens lande er. Rapporten omfatter altid både nye data – EFW er en af de vigtigste kilder til data for en række forhold, der alle dækkes af begrebet ‘økonomisk frihed’ – og temakapitler om særlige emner. Den er også vigtig i diskussion af politik og samfundsforhold udenfor den akademiske verden, da den sætter fokus på emner, der ellers ofte overses.

Da rapportens data af praktiske grunde altid er to år gamle – 2022-rapporten bringer derfor 2020-dataene – har dette års rapport været ventet med både længsel og bæven. Hovedmanden bag de senere års rapporter, Robert Lawson fra Southern Methodist University i Dallas, har da også kaldt udviklingen i 2020 for ‘et blodbad’: Verdens økonomiske frihed tog et alvorligt dyk i det vanvittige år, hvor størstedelen af den vestlige verden fulgte et kommunistisk diktaturs eksempel og lukkede ned for samfundet.

Vi illustrerer, hvor slem situation er, i nedenstående figur. Her plotter vi ændringerne i fire af de fem indeks, som tilsammen udgør det overordnede indeks for økonomisk frihed. Undtagelsen er område 2, der dækker kvaliteten af retsvæsenet, og som vi ved udvikler sig meget langsomt.

Årets rapport peger på, at det offentliges størrelse er vokset markant i alle dele af verden – her illustreret af de postkommunistiske lande, Latinamerika, og Vesten. Det samme gælder pengepolitikken (bortset fra de postkommunistiske), åbenheden overfor handel, internationale investeringer, og international bevægelighed, og friheden fra regulering (bortset fra Latinamerika). Og her må man endda understrege, at vi først har kunnet se de store effekter af de pengepolitiske fejltagelser i år, hvor inflationen for alvor er eksploderet.

Der er således tale om et reelt blodbad på verdens økonomiske frihed. Som Bob også påpegede i et interview forleden, vil det have alvorlige konsekvenser for bl.a. den økonomiske vækst fremover, hvis situationen ikke meget snart vender til det positive. Som hans egen oversigt over den samlede forskning i dette års rapport viser, er der ganske overvældende empirisk evidens for hvor vigtig økonomisk frihed er for landes langsigtede vækst og velstand. Som eksempler fra Kina til New Zealand viser, kan regningen for to års undertrykkelse af almindelige menneskers frihed ende med at blive gigantisk.

Dansk mortalitet i 2021

Af Christian Bjørnskov, den 3. november 2021. 1 svar

Der foregår ofte interessante ting, som medierne ikke skriver om. Det betyder ikke, at de eksplicit vælger ikke at skrive om dem, da journalister sjældent er særligt velinformerede om hvad der foregår udenfor politik. Nogle af disse forhold tages heldigvis op af medier udenfor mainstream, og ikke mindst punditokraterne. Hvad der foregår med dansk mortalitet for tiden er et af disse forhold.

Mellem 1/6 og 25/10 er 22184 danskere døde, mens gennemsnittet for samme periode i 2017-2019 var 20334. Der har således henover sommeren og efteråret været en overdødelighed på 9,1 % (1850 personer), som ikke kan tilskrives Covid. Denne overdødelighed er tydelig at se i figuren nedenfor. Renser man dødstallene for alle Covid-relaterede dødsfald (den stiplede linje) – og det skal endnu en gang understreges, at måden tallet opgøres på indebærer at man tæller folk, hvis død ikke er forårsaget af coronavirussen – når man en overdødelighed i perioden på 8,2 %, eller knap 1700 ekstra dødsfald. Dette problem skyldes ikke, at dødsfaldene blot er udskudt: I perioden 1/1 til 1/6 oplevede Danmark en underdødelighed på blot 2 %, eller 490 personer, hvilket tydeligvis ikke er nok til at opveje 1850 ekstra dødsfald efter 1/6. Underdødeligheden i de første måneder af 2021 skyldes blandt andet også, at virussæsonen 2020-21 simpelthen lå lidt tidligere end normalt, så flere af sæsonens dødsfald lå i slutningen af 2020.

Vi har ikke nogen konklusion med to streger under, eller blot evidens for dele af forklaringen, men kan blot nævne nogle mulige dele af den. Som dokumenteret ovenfor, kan forklaringen ikke have noget direkte at gøre med coronavirussen, da dødsfaldene må skyldes noget andet. Logisk er der således tre muligheder. For det første kan der være tale om en ren tilfældighed, men givet størrelsen af udsvinget, virker det ikke specielt sandsynligt. For det andet kan der være tale om dødsfald forårsaget af andre vira, der er blevet undertrykt det sidste halvandet år. Der tales for eksempel meget om RS-virus hos småbørn, ligesom flere epidemiologer er bekymrede for særligt mange influenzatilfælde. Det burde dog ikke være nogen væsentlig faktor før den almindelige virussæson starter i efteråret.

For det tredje tales der en del om, at vaccination i nogle tilfælde kan slå folk ihjel. Statens Seruminstitut noterer i en omtale af de godt 4400 danskere, der er døde indenfor 30 dage efter vaccination, at ”da der i langt overvejende grad er tale om gamle mennesker og udsatte borgere, så vil dødsårsagerne givetvis også være de helt normale for grupperne.” Der er ingen grund til at tro, at det ikke er korrekt, men kun behov for at notere sig, at det samme mønster gælder de cirka 2700, der er døde indenfor 30 dage af infektion med den nye corona-virus.

Sidst, men sandsynligvis ikke mindst, er det a priori rimeligt at regne med, at en del af de ekstra dødsfald skyldes ’collateral damage’ i form af folk, der ikke er sat i behandling i tide for andre lidelser. Omfanget af det kan ikke vurderes, før den årlige statistik over dødsårsager kommer, men der er næppe tvivl om, at der blandt de godt 1800 er en række borgere, der er døde af kræftsygdomme, der i almindelige år ville være diagnosticeret og behandlet langt tidligere. Det samme gælder med stor sandsynlighed også hjertelidelser og flere andre sygdomme, hvor risikoen stiger alvorligt jo længere tid der går, for de diagnosticeres. Alle disse dødsfald – hvor mange der end er af dem – er direkte konsekvenser af nedlukningerne. Det samme gælder såkaldte desperationsdødsfald – selvmord, overdoser, osv. – der følger med den krise i folks mentale helbred, som nedlukningerne har skabt.

Hvad der end har forårsaget overdødeligheden henover sommeren og i efteråret er således usikkert. Uden langt mere detaljeret information om dødsfaldene, er det umuligt at sige noget præcist om, hvorfor vi ser omkring 9 % flere dødsfald nu end i perioden 2017-19. Det eneste, man kan sige med sikkerhed, er at der ingen sammenhæng har været mellem nedlukningerne og dødstal i 2020. I hvilket omfang nedlukningerne netto ender med at have slået folk ihjel, er et spørgsmål som man kun kan svare på om flere år. Foreløbig ser det danske mønster dog ikke lovende ud, og indikerer at der ligger en politisk ubehagelig diskussion, der skal tages på et tidspunkt.

Nedlukning og Tullocks transitionsfælde

Af Christian Bjørnskov, den 11. august 2021. Skriv et svar

Et af de store spørgsmål for tiden er, hvorfor restriktioner og forbud bliver ved mange steder i verden. Mens mange mennesker sandsynligvis lider af noget, der minder om PTSD – de langsigtede følger af at være holdt i en tilstand af skræk over en lang periode – er mange andre begyndt at undre sig over, at der bliver ved med at være restriktioner, maskekrav og brud på basale rettigheder som forsamlings- og næringsfrihed. Hvad er pointen, når både de velinformerede bør vide, at en hel empirisk litteratur siden sommeren sidste år har vist, at nedlukningerne og de mange andre såkaldt non-pharmaceutical interventions ikke virker? Hvad er pointen, når de fleste bør kunne se på erfaringerne med genoplukning osv. – som på ingen måde førte til flere smittede eller døde – at nedlukningerne ikke virker?

En mulig forklaring kan findes i det fænomen, der kendes som Gordon Tullocks ’transitional gains trap’, der basalt set viser, hvordan reformer som alle er enige om, alligevel ikke gennemføres. I forbindelse med Tullocks død forklarede Robert Higgs meget fint fælden hos the Independent Institute.

Problemet illustreres ofte med EU’s landbrugspolitik, der ikke hjælper landbruget fordi hektarstøtte og andre ordninger, der enten formelt eller i virkning følger størrelsen på gården, kommer til at blive afspejlet i jordpriserne: Jo mere jord, der følger med gården, jo mere landbrugsstøtte følger også med. Det indebærer, at når man køber jord, køber man også den støtte, der følger med. Landbrugsstøtten er således kapitaliseret i jordpriserne, så alle de næste landmænd effektivt intet får ud af støtten – de har allerede betalt for den. Det betyder dog også, at de nuværende landmænd ikke har incitament til at støtte en afskaffelse af landbrugsstøtten, selvom den faktisk ikke hjælper dem. Afskaffelsen vil nemlig indebære, at de mister et politisk privilegium som de effektivt allerede har betalt for. Selvom man er enige om, at en afskaffelse vil være gavnlig for alle på langt sigt, skal det bare ikke ske nu.

Nedlukninger og den efterfølgende afskaffelse af virusrestriktioner osv. følger en logik, der er helt ækvivalent til Tullocks transitionsfælde. Alle ved at landet skal tilbage til normalitet, at et meget stort flertal både ønsker og forventer normalitet, og at fortsatte nedlukninger både er ødelæggende for økonomien, folks mentale sundhed og statens fiskale helbred. Men for ledende politikere opleves situationen som en transitionsfælde. For det første kan politikerne holde igen hvis de tror at der kommer nye og farlige virusvarianter – og hvis de vel at mærke tror, at nedlukningerne virker – så man vil åbne op, men bare ikke nu. For det andet har politikerne et stærkt incitament til at holde befolkningen i frygt, da det indebærer – direkte efter diktatorens håndbog – at de fleste accepterer politikken uden skepsis eller omtanke. Det udskyder dermed den uundgåelige politiske regning, der skal betales i meningsmålinger og ved næste valg når folk kan se omfanget af de økonomiske og sociale ødelæggelser.

Der ligger med andre ord en transitionsfælde i, at alle politikere ved at vælgerstormen kommer på et eller andet tidspunkt, og derfor har et klart incitament til at udskyde det tidspunkt. Det betyder, at de vil udskyde normaliseringen af samfundet selvom de ikke tror på, at nedlukningerne har gjort nogen forskel – og sandsynligvis vil bruge påstande om effekter som en både uvidenskabelig og uærlig retfærdiggørelse. Dynamikken i transitionsfælden i forbindelse med nedlukninger tillader dem at få ét sidste magtfix før den kolde tyrker mange ledende politikere skal igennem når samfundet normaliseres igen. Som i mange andre situationer hjælper Tullocks indsigt os til at forstå, hvorfor politikere helt systematisk tager de værste og ofte ødelæggende valg.

Genåbningserfaringer, politik og håb

Af Christian Bjørnskov, den 4. april 2021. 6 svar

Den glimrende Jeffrey Tucker fra the American Institute of Economic Research skrev forleden en kort artikel med titlen, Why Is Everyone in Texas Not Dying? I artiklen tager Tucker udgangspunkt i at Texas guvernør Gregg Abbott den 1. februar afskaffede alle restriktioner og bragte staten tilbage til formel normalitet. En hel række politikere og epidemiologer kaldte beslutningen vanvid og advarede mod den bølge af Covid-smitte, der ville skylde ind over staten, og påstod at texanerne nærmest ville dø som fluer uden en statslig nedlukning. Det hele minder meget om diskussionerne i Danmark i foråret, da man begyndte at åbne samfundet en smule op.

Sagen er blot, at præcist ligesom i Danmark i foråret 2020, er smitte- og dødstallene ikke steget efter genoplukningen. Der er endda tale om en fuld genopåbning, som i Texas er blevet efterfulgt af et fald i smittetallet på cirka 30 procent. Georgia, der åbnede op allerede i slutningen af april – statens politiske ledelse gjorde præcist hvad man havde lovet, da man lukkede ned for at beskytte hospitalsvæsenet fra overbelastning og derefter opdagede, at det ikke skete – og staten har haft en ganske almindelig virussæson. Florida, der har været næsten fuldt åbent siden starten af september, har haft relativt mange dødsfald, men færre end det hårdt nedlukkede Californien. En række kommentatorer har noteret, at med Floridas befolkningssammensætning – kun Maine har flere over 65 i befolkningen og det er traditionelt et sted hvor folk flytter til når de bliver pensionister – burde staten have haft endnu flere døde end andre. At det ikke er sket efter genåbningen i september er endnu en indikation på, at nedlukninger ikke virker.  

Et af de mest absurde forhold i det sidste års dystopiske tilværelse har netop været, at epidemiologer, politikere og andre meningsdannere har advaret gang på gang om, at hvis man ikke lukkede mere ned, ville alt gå galt, og hvis man åbnede samfundet op, ville dødstallet eksplodere. Men det er aldrig sket! I stedet for at lære af de erfaringer, der nu er med nedlukninger og genåbninger – erfaringer som bekræfter, at den epidemistrategi, de fleste lande havde i 2019, og som advarede mod nedlukninger, var korrekt – er medier begyndt at censurere forskere, der ikke støtter de statslige linjer. En af de mest citerede epidemiologer i verden, Harvards Martin Kulldorff, er i således blevet censureret på Twitter. Andre steder handler det ikke om censur, men mediers selvcensur når journalister er overbeviste om statens linje, og derefter gør livet svært for deres kolleger, der gerne ville være skeptiske og gøre deres journalistiske arbejde ordentligt. Erfaringerne fra Texas og Georgi burde være på forsiden, men journalister ignorerer dem fuldstændigt.

Det politiske establishment lærer ganske enkelt ikke noget af erfaringerne – eller vil måske ikke lære af dem. Einstein skal engang have sagt, at definitionen på vanvid er at gøre det samme om og om igen, og forvente et andet resultat. Det er for mig en meget præcis beskrivelse af, hvad de fleste vestlige lande har gjort gennem denne epidemi. Tragedien er måske netop, at vanvid betaler sig i politik med endnu mere uchecket magt til ledende politikere, der efterfølgende ikke har nogen som helst interesse i at begrænse hysteriet. Den politisk dynamik omkring epidemireaktionerne er dybt deprimerende og meget langt fra demokratisk legitimitet eller rimelighed.

Lad mig derfor slutte i dag med håbet om, at det politiske vanvid og mediernes hysteri snart er ovre. En af de ting, jeg glæder mig allermest til, når det politiske establishment igen begynder at respektere borgernes almindelige demokratiske rettigheder – eller gør tilstrækkeligt som om de respekterer dem – er kultur. Under normale omstændigheder ville der sandsynligvis have været et sted, man spillede påskemusik. Så mens vi ingen rettigheder har, kan vi i det mindste drømme os tilbage til en tid, hvor man kunne tage til koncert sammen med andre mennesker og høre Rimsky-Korsakovs Russiske Påskeoverture – her med the St. Andrews Chamber Orchestra. God påske!

Den ærlige konklusion: Intet virker

Af Christian Bjørnskov, den 13. januar 2021. 19 svar

Hvis der er et udsagn, som virkelig kan få folk op i det røde felt for tiden, er det at nedlukninger, grænselukninger og rejserestriktioner, mundbind og de mange andre politisk tiltag mod de nye coronavirus, ikke virker. Et af de mest almindelige svar, jeg har fået fra familie og bekendte er, at hvis det ikke virker, hvorfor gør man det så? Svaret er et klassisk eksempel på en tautologi, men virker glimrende i politisk debat: Hvis det ikke virker, hvorfor gør vi det så? Så det faktum, at vi gør det, må betyde at det virker. Sagen er blot, at man i politik over årene har gjort enormt mange ting – se for eksempel evidensen for den såkaldt ’aktive arbejdsmarkedspolitik’ – der er meget dyre, indgribende, og aldeles uden virkning. Det gælder desværre også stort set al coronarelateret politik, der indføres i stadigt stigende omfang på trods af den faktiske evidens. Kun få forskere og journalister – og på pudsig vis bl.a. Berlingske tidligere blærerøv Mads Christensen, der har glimret i efteråret – vover sig ud og siger det højt.

Allerede først på sommeren i 2020 vurderede Nobelprisvinderen Michael Levitt fra Stanford University, at historien ville dømme de politiske reaktioner på den nye coronavirus som ”en historisk evidensfiasko.” Levitt er efterfølgende, ligesom hans ekstremt meriterede kollega John Ioannidis (en af verdens mest citerede forskere), blevet udelukket fra mange diskussioner, blevet ’uinviteret’ til konferencer, og behandlet virkeligt voldsomt af både politikere og på de sociale medier. Deres brøde har været, at de har holdt fast i videnskaben og i særlig grad den empiriske videnskab – hvad data fra den faktiske verden kan fortælle os. Teori og logiske argumenter kan være meget fine, men uden empirisk viden er vi reelt tilbage i middelalderen, og ender med at føre middelalderlig politik. Det er netop sket de sidste ti måneder.

Et af de meste synlige redskaber i ’kampen mod corona’, som regeringen og myndighederne i måneder har tvunget den danske befolkning til at bruge, er således mundbind. Vi er tvunget til at maskere os i offentligheden – i direkte modstrid med anden lovgivning, der faktisk forbyder det – og kan derfor ikke vise vores ansigter, udtryk eller andet overfor andre mennesker. Det betyder blandt andet, at børn ikke længere kan afkode deres forældres umiddelbare reaktioner overfor andre mennesker, hvilket har gjort tillidsforskere decideret bekymrede. Men hvis nu mundbindene faktisk forhindrer nogen i at blive smittede og dø af den nye virus?

Havde man taget forskningen alvorligt, i stedet for – i en serie eksempler på politisk action bias på steroider – at tvinge folk til at lide afsavn og voldsomt ubehag, havde man aldrig indført det hadede mundbindskrav. En helt ny gennemgang af litteraturen fra influenzaforskning i maj-nummeret af Emerging Infectious Diseasesviste således da de første krav indførtes, at mundbind og andre former for masker i det offentlige ikke påvirker denne type viras udvikling. Som forskerne konkluderede fra deres gennemgang af den litteratur, der bruger rigtige, randomiserede eksperimenter:

” Although mechanistic studies support the potential effect of hand hygiene or face masks, evidence from 14 randomized controlled trials of these measures did not support a substantial effect on transmission of laboratory-confirmed influenza. We similarly found limited evidence on the effectiveness of improved hygiene and environmental cleaning.”

Efterfølgende er der i 2020 udført to store, randomiserede kontroleksperimenter, der kan informere om effekten af mundbind. Det ene blev gennemført af danske læger i samarbejde med Salling Group, mens det andet udførtes i samarbejde med the US Marine Corps; vi har tidligere omtalt begge studier som blev publiceret i henholdsvis i Annals of International Medicine og New England Journal of Medicine. Ingen af dem fandt en statistisk sikker effekt af mundbind, og selvom statistikudfordrede danske journalister påstod, at det gjorde de nok, fandt det amerikanske studie rent faktisk en direkte negativ – men statistisk insignifikant – effekt. De to nye studier, der specifikt så på Sars-CoV-2, bekræftede således det som også WHO skrev i deres litteraturgennemgang fra 2019: Mundbind udenfor kontrollerede hospitalssammenhænge virker ikke.

Det samme problem gælder, som denne blogs læsere må vide, effekten af økonomiske og samfundsmæssige nedlukninger. Den irske bioingeniør Ivor Cummins vedligeholder en liste over empiriske studier af nedlukningseffekter, og således både de intenderede og bivirkningerne. Ikke alle de 26 studier, som Cummins pt. har på listen, er lige gode, men omtrent 20 af dem er veludførte, valide og informerede. Ligesom Jonas Herby gør i en ny litteraturoversigt er konklusionen fra Cummins-oversigten, at nedlukninger i bedste fald har en meget begrænset effekt, og med ganske stor sandsynlighed overhovedet ingen effekt har haft på virussens udbredning og det samlede dødstal i 2020. Fornylig nåede Kasper Kepp (DTU) og jeg samme konklusion i Lockdown Effects on Sars-CoV-2 Transmission – The Evidence from Northern Jutland, vores studie af de ekstreme nedlukninger i dele af Nordjylland. Nedlukninger af samfundet nytter ikke.

Mange mennesker, inklusive visse epidemiologer, mener at det bare ikke kan være rigtigt. De lader således deres tro på politik overdøve den videnskabelige evidens, de som forskere med akademisk integritet burde sætte øverst. Det burde bare ikke overraske dem, da en række andre nye resultater underminerer andre dele af politikken, men også giver klare forklaringer på hvorfor nedlukninger osv. er ligegyldige.

For det første viser adskillige studier, at skolelukninger ikke kan være effektive, da børn sjældent smittes og er endnu mindre tilbøjelige til at smitte andre. Der er for eksempel evidens fra Norge og Sverige, der klart indikerer den minimale smitterisiko og hvordan lærere ikke har nogen forhøjet risiko. Alligevel har lærere og pædagoger i både Danmark og Storbritannien argumenteret for, at de skal vaccineres først fordi de er i særlig fare.

På samme måde peger flere nye studier på, at folk uden symptomer stort set ikke smitter andre. De nye studier har derfor en ganske simpel og indlysende konklusion: Hvis du er syg skal du blive hjemme. Den konklusion burde være ukontroversiel, men er på politisk vis blevet til en såkaldt ’anbefaling’ – der endda håndhæves af politiet i visse lande – at hvis du eksisterer, skal du blive hjemme.

Men hvis folk uden symptomer ikke smitter, hvorfor skal de (og resten af os) så isoleres? Når asymptomatisk smitte er en meget lille bekymring, river det således tæppet væk under nedlukningsstrategierne. Det samme gælder langt de meste ny forskning, der bruger faktiske data. Denne forskning står derfor i modstrid med meget forskning, der stadig bliver ved med at hvile på computermodellering af scenarier, hvor effekterne i virkeligheden ligger i modellens – og dermed forskernes – antagelser om virkninger.

Det måske mest absurde er, at der i virkeligheden intet nyt er i den nye forskning. Graver man lidt på internettet og læse WHOs epidemiguidelines fra efteråret 2019, er de meget klare: Økonomiske nedlukninger, grænselukninger, isolation og de mange andre tiltag, vestlige regeringer har pisket ned over deres befolkninger i 2020, virker ikke. WHO understregede endda i 2019, at mange af disse tiltag på lidt længere sigt kunne have svært negative, utilsigtede konsekvenser. Det ser man i dag i bl.a. Japans og Belgiens selvmordsrater, kræftudviklingen i adskillige vestlige lande, og ikke mindst de massive fattigdomsproblemer, som nedlukningerne i den selvforskyldte økonomiske krise skaber i verdens fattige lande. Disse fattigdomsproblemer kommer med deprimerende stor sikkerhed til at slå langt flere mennesker ihjel, end den nye virus har gjort i Vesten. At man fra politisk side fuldstændigt ignorerede hundrede års epidemierfaringer og i stedet kopierede den approach, som et ekstremt repressivt, kommunistisk diktatur reklamerede for, er intet mindre end kriminelt idiotisk.

Nedlukninger virker (stadig) ikke

Af Christian Bjørnskov, den 14. november 2020. 11 svar

I sommers skrev vi om flere nye studier og en række indikationer, der konkret viste, at nedlukningspolitik ikke begrænser, hvor mange der dør af Covid-19 (læs her, her og her). Udover den fremragende Lone Frank på Weekendavisen og Jesper Nilausens indsats på TV2 har medierne generelt ignoreret denne forskning. De har i stedet fortsat med at gentage politikere og Seruminstituttets meningsløse påstande om, at nu – nej, nu – virker tiltagene. For en forsker med empirisk ballast og respekt for tal og fakta har det været pinagtigt at se på.

Vi gentager derfor i dag på pædagogisk vis billedet af, hvordan forskellige vestlige lande agerede i foråret, og hvor mange der officielt døde af eller med Sars-CoV-2 indtil 1. juni. Vi viser dog også sammenhængen mellem, hvor hårdt man lukkede ned i foråret og antallet af målte dødsfald i september og oktober. Grunden er, at man i flere lande har fremført påstanden, at en hård nedlukning i foråret hvor man ’fik epidemien under kontrol’, bevirker at der er færre der dør i efteråret. Som man har kunnet se i bl.a. Østrig og Storbritannien, hvor man endnu engang er ved at lukke benhårdt ned, er det alligevel de færreste regeringer, der tror på den.

Som man kan se i den første figur, var der ingen sammenhæng mellem hvor hårdt lande lukkede ned – målt med Oxford Universitets Blavatnik Centre Index – og dødstallet. Sverige er blevet et symbol for nedlukningstilhængere på, at man skal lukke ned, og den røde markør ligger klart med et højt dødstal. Men der er andre grunde til, at svenskerne endda uden en virus med stor sandsynlighed ville have fået et år med høj dødelighed (læs f.eks. her eller her). Og når man kaster blikket på den anden figur, er det også ganske tydeligt, at landet i efteråret har haft en meget lav overordnet mortalitet.

Ser man på den anden figur, der netop viser sammenhængen mellem hvor hårdt man lukkede ned i foråret og hvor mange døde der er i starten af efteråret, er der om noget en positiv sammenhæng: Jo hårdere man lukkede ned, jo flere dør i efteråret. Det er dog igen drevet primært af Sveriges meget lave dødelighed, og konklusionen er sådan set klar: Der er ingen sammenhæng mellem nedlukningspolitik og dødelighed.

Det er derfor også med en fornemmelse af, at vi måske befinder os i The Twilight Zone, at jeg ser politikere og nogle epidemiologer påstå, at der er behov for yderligere nedlukninger, yderligere maskekrav, og mere styring af befolkningen. Der er intet af det, der virker – enhver med et modikum af talkundskab kan læse de studier, der bruger faktiske tal – og den eneste konsekvens man får af politisk styring og nedlukning, er at vi alle bliver fattigere og får ødelagt vores liv.

UPDATE: En venlig læser har gjort mig opmærksom på, at et nyt studie, publiceret for tre dage siden i den meget prestige fyldte New England Journal of Medicine, viser hvor ineffektiv nedlukning er. Det amerikanske Marine Corps har tidligere i år gennemført et studie, hvor 1848 rekrutter blev lukket ekstremt ned – med brug af masker hele tiden, medmindre de spiste eller sov, med to meters afstand til alle og ingen almindelig kontakt. På trods af, at rekrutterne blev lukket endnu mere ekstremt ned end nogen befolkning, endte studiet med at 2,8 % af deltagerne blev smittede med Sars-CoV-2 mens kun 1,7 % af kontrolgruppen blev smittet. Man kan næsten ikke ønske et bedre billede af, at nedlukning er nyttesløs.

Topforskere: Stop nedlukning

Af Christian Bjørnskov, den 7. oktober 2020. 2 svar

Som læserne vil vide, er vi stærkt skeptiske overfor værdien af at lukke samfund ned for at ‘stoppe’ den nye coronavirus. Vi er ikke alene, som åbne breve fra læger i både Belgien og Israel har vist. Nu er nogle af verdens tungeste navne kommet på banen: Sunetra Gupta fra Oxford University, Jay Bhattacharya fra Stanford University og Martin Kulldorff fra Harvard University. De har udsendt det, de kalder the Great Barrington Declaration, hvor de opfordrer til at lukke samfundet op og beskytte risikogrupper specifikt i stedet for at isolere alle.

Post hoc ergo propter hoc

Af Christian Bjørnskov, den 17. august 2020. Skriv et svar

Dagens talemåde på latin betyder ”efter dette, derfor på grund af det.” Den udtrykker en meget intuitiv måde at tænke på årsagssammenhænge: Hvis noget kommer før noget andet, må det første være årsagen til det andet. Sex kommer før graviditet, alkohol kommer før fuldskab og freden kommer efter krigen. Sådan tænker mange mennesker, og det er i mange tilfælde helt korrekt. Der er dog tale om en klassisk misforståelse i etableringen af evidens, hvis man tror at post hoc ergo propter hoc altid gælder.

Lad mig tage et standardeksempel fra undervisning: Et billede af en bebumset 15-årig dreng, en lovprisning af en ny bumsecreme, og et billede af den samme 16-årige dreng uden bumser. Forsvandt bumserne på grund af bumsecremen? Svaret er nej, da reduktionen af bumser i stedet skyldes en anden udvikling der falder sammen med brugen af bumsecreme – naturlige hormonændringer hos teenagere. Økonomer bruger derfor ofte de nedsættende begreber bumsecreme- eller shampooevalueringer om de typer analyser, der begår fejltagelsen.

Det præcist samme gælder politiske indgreb, hvor politikere efterfølgende tager æren for at have opnået dette og hint. Hvis man for eksempel forestiller sig et samfundsproblem, der kan være af et omfang mellem 0 og 150, omfanget er på 100 før et politisk indgreb, og på 80 efter indgrebet, vil mange nok konkludere, at indgrebet virkede fordi problemet er blevet mindre efter indgrebet. Det vil til enhver tid også være de ’ansvarlige’ politikeres påstand.

Men hvad hvis problemets omfang blev reduceret med 10 i ugerne op til indgrebet og med 10 i ugerne efter – skal man så også konkludere, at indgrebet virkede? Hvad hvis problemet blev reduceret med 10 i ugerne efter indgrebet, men lignende lande også oplevede en tilsvarende reduktion uden at have ført nogen politik mod det? Hvad hvis vi havde erfaring for, at denne type problem forsvinder af sig selv og måske hurtigst uden politisk indblanding – som f.eks. udsving i landbrugets priser og indtjening?

Svaret er, at man altid skal være skeptisk når en påstand om effekt ikke er ledsaget af nationaløkonomers yndlingsspørgsmål: Sammenlignet med hvad? For at kunne hævde noget om effekt, må man sammenligne med noget og sammenligning må være direkte relevant. Det bliver således ofte til at spørgsmål om at etablere en korrekt ’counterfactual’: Hvad ville der være sket med dette land / denne virksomhed /disse borgere på dette bestemte tidspunkt, hvis man ikke havde foretaget det politiske indgreb?

Jo større problemerne er, og jo mere et politisk indgreb sælges som enten ’visionært’ eller ’uundgåeligt’, jo mere bør man holde fast i at stille krav om evidens. Ord som visionær, indlysende nødvendig og uundgåelig dækker forbløffende ofte over, at politikerne der foreslår politikken ingen evidens har, og endda i mange tilfælde at den tilgængelige evidens direkte modsiger visionen og dens effekt.

Man kan høre politikernes påstande, der ofte viderebringes ukritisk af medierne, man kan selv mene, at indgrebet burde virke, og man kan håbe på at ’this time is different’. Men man bliver nødt til at holde fast i, at intet af det er evidens. Uden en korrekt sammenligning eller en overbevisende counterfactual er det bare løse påstande som ingen intelligent borger bør tro på.

Hvor effektive er nedlukninger?

Af Christian Bjørnskov, den 4. august 2020. 15 svar

Et af de helt store spørgsmål, som folk enten ikke stiller eller får rasende reaktioner på, når de stiller det, er om nedlukningspolitik virker. Langt de fleste vestlige lande, med Sverige som undtagelsen, har ført en eller anden form for nedlukningspolitik, og de fleste gør stadig. Vi har tidligere skrevet om emnet her, her, her og her hvor vi har problematiseret den nærmest blinde tiltro til, at regeringens nedlukning har virket efter hensigten.

For de interesserede har jeg nu skrevet et kort papir om emnet, hvor jeg evaluerer nedlukningspolitikerne i 24 europæiske lande. Evalueringen er baseret på den samme type analyse, vi normalt bruger i nationaløkonomi og statskundskab til at vurdere politikeffekter. Statistisk omfatter den således lande-, tids, og uge-fixed effects, så alle faktorer, der ikke ændrer sig markant over fire år, alle forhold der er specifikke for et enkelt år, og alle forhold der er specifikke for en enkelt uge er effektivt kontrolleret væk. Det, der er tilbage, er ændringen i overordnet mortalitet per uge, relativt til samme uge de sidste tre år, i alle 24 lande.

Abstractet er her og selve papiret kan downloades her.

Abstract: I explore the association between the severity of lockdown policies in the first half of 2020 and mortality rates. Using two indices from the Blavatnik Centre’s Covid 19 policy measures and comparing weekly mortality rates from 24 European countries in the first halves of 2017-2020, and addressing policy endogeneity in two different ways, I find no clear association between lockdown policies and mortality development.

Hundelortseksternaliteter

Af Nikolaj Stenberg, den 26. januar 2013. Skriv et svar

puppy-pooping-1Ilya Somin fra Volokh Conspiracy skriver om en historie fra Florida, hvor en boligforening nu kræver at ejerløs hundelort DNA-testes for at sanktionere hundens ejer. Somin siger at han håber på, at en lidt for ivrig politiker ikke hører om historien og efterfølgende vil institutionalisere store systemer, der skal forfølge samme mål: Renere gader – og flere penge i bødekassen.

Det fik på Facebook Steven Horwitz til at minde os om at:

The existence of a negative externality is not an ipso facto case for government intervention. Why?

  1. An intervention that successfully addresses the externality may be involve more costs than the costs associated with the externality.
  2. Governments are imperfect just like markets are, and more so, so governments are highly likely to not actually address the problem in question very well.
  3. If the externality is significant enough, the incentives of the market are a powerful attractor for innovative ways to internalize the cost, as this example shows.

Herfra skal blot lyde et ja og Amen til begge dele. Og et håb om, at vores danske politikere ignorer det første og bliver opmærksom på det næste. – Men før eller siden skal der jo nok kommet et forslag.