Forfatterarkiv: Niels Westy

Om Niels Westy

Cand.polit. Niels Westy

Dommeren, frelseren og de fattiges far

I forrige uge kom Brasilien igen for en stund på verdens forsider. Denne gang fordi en flok af den tidligere præsident Jair “Messias” Bolsonaro’s tilhængere stormede og vandaliserede kongresbygningen, højesteret og præsidentpaladset i Brasilia.

Det var den foreløbige kulmination på flere måneders protester mod valget af Brasiliens (gamle) nye præsident, Luiz Inácio da Silva, eller Lula som han kaldes til daglig.

Rød: Lula Blå: Bolsonaro, Kilde: Estadao

Angrebet kom en uge efter indsættelsen af Lula, som i oktober vandt ved det tætteste præsidentvalg nogensinde (50,9 pct. mod 49.1 pct. ). Et valg Bolsonaro og en stor del af hans tilhængere efterfølgende ikke vil anerkende (se også figur 1).

Læs resten

Afkriminalisering – et skridt på vejen til legalisering?

Fra tid til anden popper diskussionen om hvorvidt man skal legalisere køb og salg af cannabis op herhjemme. Det sker oftest i forbindelse med at en eller flere “i branchen” lider en voldsom død. Og debatten blussede da også op igen i forbindelse med det seneste drab på Christiania.

Ovenstående diskussion bør nok holdes adskilt fra en anden diskussion, nemlig den om afkriminalisering, som igen er blevet aktuel efter seneste folketingsvalg, hvor moderaterne, og ikke mindst Nanna Gotfredsen, blev valgt ind. Nanna Gotfredsen har i årtier argumenteret for at vi skal ændre vores narkotikapolitik, og er et kendt og respekteret navn internationalt blandt de som arbejder med reformering af den globale narkotikapolitik (læs forbudspolitik, eller som amerikanerne ynder at kalde det “The War on Drugs”).

Hvad Nanna Gotfredsen og moderaterne foreslår, er en afkriminalisering af i dag illegale rusmidler, inspireret af bl. a. de reformer man for snart mange år siden gennemførte i Portugal. I et interview i Berlingske Tidende (bag betalingsmur) peger Nanna Gotfredsen bl. a. på, at »Tanken bag forbudspolitikken er hensynet til folkesundheden, og at folk ikke skal ud i sådan noget snavs med stoffer. Men det kommer folk. Også i lande med fysisk lemlæstende straffe eller dødsstraf for besiddelse af stoffer. Der er stoffer everywhere. Og folk bruger dem,«  og fastslår herefter, at »Det er besiddelse af mindre mængder stoffer til eget brug, der skal afkriminaliseres.«

legalisering eller afkriminalisering – det er bestemt ikke det samme

Med tanke på hvor meget debat alene det at afkriminalisere brugere og gadehandlere (det er ofte reelt det samme) også denne gang sikkert giver anledning til, er det nok også hvad der politisk er gangbart på nuværende tidspunkt (og nok også mange år frem). Og der er ikke tvivl om at afkriminalisering har gunstige konsekvenser, hvis vi ser på livsvilkårene for de som FN kategoriserer som “problembrugere”, men hvis vi ser på hvad det kan betyde for den følgekriminalitet der følger med et egentlig forbud og de unødige risici man løber ved brug af illegale rusmidler (nogle mere end andre), er effekten nok beskeden.

Derfor er det også uheldig at snart sagt enhver debat herhjemme om en anden narkotikapolitik ofte ender op i noget med “se på Holland” og en sammenblanding af afkriminalisering og legalisering. Ligesom det selvfølgelig bør være to adskilte diskussioner, hvorvidt man bør legalisere hash (hvilket man bør) og afkriminalisere i dag illegale rusmidler. En sammenblanding og tilsyneladende manglende viden, som i en artikel under overskriften “En dræbt tv-stjerne og et afhugget hoved i Amsterdam viser, hvorfor fri hash ikke løser Christianias problemer” , får indlandsredaktør, Kasper Krogh, til afslutningsvis at skrive, at “Den brutale udvikling i Holland viser, at det ikke er en mirakelkur mod den kriminelle verden. Og det skal med i ligningen, når vi tager debatten om legalisering eller afkriminalisering i Danmark.”

At inddrage Holland giver for det første ingen mening i forhold til at diskutere en egentlig legalisering af cannabis i Danmark, al den stund at cannabis ikke er legaliseret i Holland. Hvad man kan tale om er at det i en hvis udstrækning er tolereret på de berømte coffeeshops. Men Hollandsk politi efterforsker, beslaglægger og anholder fortsat de som indfører eller producerer cannabis indtil det når de “berømt/berygtede” coffeeshops. Ja, det lyder mærkeligt og det er det også.

Han blander også cannabis sammen med alle mulige andre illegale rusmidler og sidst men ikke mindst glemmer han at medtage at en væsentlig årsag til den brutale kriminalitet skyldes Rotterdam og Amsterdams status som betydelige havnebyer (Rotterdam er Europas travleste og Amsterdam 4. travleste havn i europa). Problemerne med brutale bander er de samme i Antverpen i Belgien, hvor der ikke findes coffeeshops.

Og mens afkriminalisering kan være en fordel for slutbrugerne (og de “små fisk” i distributionsnettet), så ændrer det reelt intet på udbudssiden, herunder den meget høje risikoaflønning/profit på salget af illegale rusmidler. Det ændrer heller ikke på problemerne med rusmidlernes mildt sagt svingende kvalitet – både hvad der egentlig blandet i og styrken af de solgte produkter. Begge forhold som har konsekvenser for brugernes/kundernes helbred. Fx. er den manglende vide om og svingende styrke af illegale stoffer formentlig langt den væsentligeste årsag til dødsfald på grund af overdosis.

Jeg har tidligere skrevet specifikt om afkriminalisering vs. legalisering. Se bl. a. her.


Forbuddet, ikke rusmidlerne er det egentlige problem

To ting synes også at forbavse rigtigt mange, nemlig hvor lille et problem illegale rusmidler er, hvis vi ser på hvor mange der har “et problematisk forbrug”, hvor dan man så lige definerer det og hvor stabilt forbruget er. Nedenstående figurer er hentet fra en rapport fra 2019 udsendt af FN’s kontor for Narkotika og Kriminalitet. Som det fremgår kigger forbruget nogenlunde konstant omkring 5 pct. af den voksne befolkning, ligesom kun en mindre del (omkring ca. 0,6 pct.) af de som har anvendt en eller flere illegale rusmidler indenfor det seneste år kan kategoriseres som “problembrugere

Af nedenstående tabel kan vi se fordelingen mellem de mest populære illegale rusmidler, er det også tydeligt at cannabis er langt det mest udbredt illegale rusmiddel. Samtidig fremgår det at det som reelt bærer markederne – ikke mindst når vi taler de mere potente rusmidler, som også oppebærer de højeste profitrater (tænk overskudsgrad) – “blot” er omkring 0,6 pct., svarende til ca 30-15 mio. personer.

Vi må altså konkludere at på grund af ca. 2 ud af hver 1.000 voksne her på kloden, opretholder et forbud eller hvad? For det kan jo ikke være for de ca. 5 pct. af klodens befolkning der fra tid til anden bruger et eller flere illegale rusmidler, men ingen problemer har med det, at man gør det.

Jeg har tidligere slået et slag for at man modeleret over det svenske systembolaget, lavede et “Narkobolaget”. hermed kunne man sikre sig at forbrugerne blev ordentlig informeret, ligesom det ville mindske salget til mindreårige (det illegale marked ville simpelthen blive meget mindre). Men kunne det så ikke medføre, at flere prøvede de forskellige stoffer? Jo formentlig, og hvad så? Det bliver der ikke nødvendigvis flere “problembrugere” af, tværtimod vil det formentlig primært betyde at andelen af problembrugere faldt. Det er i hvert fald læren af det faldende antal rygere (omend med omvendt fortegn) .

Desværre er der nok langt igen før de rationelle argumenter vinder og “The War on Drugs” aflyses. Men ligesom man i England i slutningen af 1700-tallet mente at det var et utopisk mål at kræve en egentlig ophævelse af slaveriet, og derfor i første omgang argumenterede og arbejdede for et forbud mod slavehandlen, hvorefter slaveriet blev ophævet få år tier senere, kan kampen for afkriminalisering måske ses som et skridt på vejen mod den eneste konsistente og rationelle løsning, nemlig en egentlig legalisering af diverse rusmidler.

Chile – tilbage til start

“Only a crisis – actual or perceived – produces real change. When that crisis occurs, the actions that are taken depend on the ideas that are lying around. That, I believe, is our basic function: to develop alternatives to existing policies, to keep them alive and available until the politically impossible becomes the politically inevitable.” – fra Milton Friedmans forord til 1982 udgaven af Capitalism & Freedom

Søndag stemte chilenerne om en ny forfatning til afløsning af den gamle, som blev indført i 1980, under Pinochet. Det blev (heldigvis) et nej. Mens et overvældende flertal af afgivne stemmer (80 pcr.) ved afstemningen i 2020 ønskede etablering af en grundlovgivende forsamling og udarbejdelse af en ny forfatning, som konsekvens af de sociale uroligheder der hærgede landet i 2019, endte det (fornuftigvis) med, at flertallet sagde tak, men nej tak, til det forslag som denne kom frem til.

Jeg skal ikke her gå ind i en dybere analyse af forslaget, som med 150 sider og mere end 300 paragraffer var en ordentlig moppedreng (den danske grundlov fylder ca. svarende til 2 kronikker i Politiken eller Berlingske tidende). Men har man lyst, kan man læse en engelsk oversættelse her.

Problemet med forfatningsforslaget var ud over længden, at det formentlig ville have betydet enden for Chile som forgangsland i Sydamerika og have sat alt det man har opnået det seneste halve århundrede over styr – herunder at man er gået fra at være fattigere end gennemsnittet i midten af 1970erne til i dag – trods relativt ringe vækst de seneste 10 år – at være Sydamerikas rigeste land målt på BNP per capita.

Men hvad så nu? Vælgernes afvisning sætter godt nok den nuværende venstreorienterede præsident (de mest venstreorienterede chilenerne har valgt siden Allende i 1970) i en problematisk situation. I forvejen har præsident Gabriel Boric, som indsattes i marts allerede mistet en stor del af den oprindelige opbakning. Kun omkring 1/3 af vælgerne udtrykker deres støtte til præsidenten og hans regering i de seneste meningsmålinger. Jo jo, høj inflation (ca. 13 pct), lav vækst (forventet nul-vækst i indeværende år) og en (åben) arbejdsløshed på små 8 pct. hjælper naturligvis ikke, uanset hvor “gode intentioner” man har. (data er fra seneste The Economist)

Der er ingen tvivl om at Covid-19 ramte Latinamerika hårdt – også Chile, men selv uden pandamien har udviklingen i 10erne ikke været noget at juble over. Problemet er at selv Chile, som godt nok har klaret sig rimeligt i forhold til andre lande i regionen de seneste 10 år, slet ikke har kunne mønstre samme vækst og fremgang som tidligere, hvilket tydeligt fremgår af nedenstående figur (data er fra IMF Economic Outlook).

Ja, i det hele taget er det gået rigtigt skidt for de fleste lande efter de ”glade nuller”, både hvis vi ser på Sydamerika eller Latinamerika mere generelt.

Det skrev jeg lidt om i en kronik i sidste uge i Ræson, og vi kan lige så godt tage dens to pointer først som sidst:

1. Den meget omtalte ”2. røde bølge” bliver formentlig kortvarig (bortset fra de ikke-demokratiske lande Cuba, Nicaragua og Venezuela) og ”højrefløjen” vinder i de fleste lande præsidentvalgene fra 2023 og frem, hvorefter vi kan få en ”3. rød bølge” osv.

2. Der er ikke brug for hverken højreorienterede eller venstreorienterede præsidenter, men for markedsreformer – og jo, den slags kan også venstreorienterede præsidenter finde på at gennemføre. Fx er Uruguay et af Latinamerikas mest åbne økonomier (så åben som man nu kan blive, når man indgår i Mercosul), og det var man også i alle årene med socialistiske præsidenter. På samme måde er højreorienterede præsidenter bestemt ingen garanti for tiltrængte reformer. Colombia er således – i modsætning til uruguay – bl. a. karakteriseret ved høje handelsrestriktioner, og her har man haft ”højreorienterede præsidenter” indtil valget i år. Og ja, selvfølgelig er graden af handelsrestriktioner kun en parameter – og sådan er det jo ofte. De ”rene” økonomiske regimer eksisterer sjældent.

Problemet er som det har været i årtier, behovet for (fortsatte) markedsreformer – mere i nogle lande end i andre. Og her er Chile bestemt ikke det ringeste eksempel (og hvorfor man set over 30-40 er den hurtigst voksende økonomi i regionen, se nedenstående figur). Men et stort problem er den politiske usikkerhed det seneste årti omkring den “Chilenske” model. En usikkerhed som ikke blev mindre, da Michelle Bachelet ved valget i 2013 (som hun vandt) på et klart mere venstrepopulistisk valgprogram end da hun blev valgt første gang i nullerne.

Kilde IMF

Således er selskabskatten steget fra 21 pct. i 2014 til 27 pct. i 2019, ligesom man har ønsket et opgør med det “privatiserede” pensionssystem (reelt genindførelse af go-as-you-pay), hvilket dog nu er afværget indtil videre med forkastelsen af den foreslåede forfatning.

Nok har det private pensionssystem som indførtes i begyndelsen af 1980erne sine klare mangler. Bl. a er opsparingskvoten sat for lavt, lige som det er et problem at en betydelig del af arbejdsstyrken kun har en marginal tilknytning til det formelle arbejdsmarked. Arbejdsmarkedet er et af de områder som desværre ikke for alvor blev reformeret u 70erne og 80erne.

Men alle synes at have glemt hvorfor man reformerede pensionssystemet i 80erne og hvilken positiv effekt det efterfølgende fik på Chiles økonomi. På daværende tidspunkt var det statslige system reelt bankerot, og den private opsparing der fulgte reformerne har haft stor betydning for udviklingen af de chilenske kapitalmarkeder og muligheden for at rejse kapital lokalt.

Et andet problem man kan pege på er Chiles uddannelsessektor. Det har de seneste mere end 10 år igen og igen ført til protester, strejker på de videregående uddannelser mv., kulminerende i de voldsomme uroligheder i 2019, at der er en betydelig egenbetaling på især de videregående uddannelser.

Igen har man vist glemt, at uddannelsesniveauet målt som andelen som tager en videregående uddannelse samtidig med ”privatiseringen” er steget markant, og reelt ligger det væsentlige problem et andet sted, nemlig i grundskolen.

Nok er Chile det Latinamerikanske land, hvis elever scorer højest i Pisa-undersøgelserne, men der er samtidig en voldsom spredning. En af grundene er at man i stedet for et centraliseret (statsligt) system og finansiering, lavede et decentraliseret (kommunalt) system. Resultatet af dette er at der er væsentligt forskel på kvaliteten i ”fattige” kommuner og ”rige” kommuner. Selv om den foreslåede forfatning ikke blev vedtaget udestår selvfølgelig fortsat spørgsmålet om hvad der så vil ske.

En realistisk mulighed er, at der vil blive forsøgt med et langt mere moderat forslag til ny forfatning, som kan sikre flertal ved en ny afstemning. Men uanset må det forventes at Chile, også efter at den nuværende præsident Borac, som uanset at han selv ligger et godt stykker ude på venstrefløjen, skal have et flertal med i kongressens to kamre for at lave ændringer, vil fortsætte med en bevægelse mod mere blandingsøkonomi (mere statslig indvolvering/højere skatter). Det afgørende bliver så hvordan. De nordiske landes velfærdsstater fremhæves jo ofte som rollemodeller i udviklingsøkonomiske sammenhænge. Her var det måske en ide med en bredere erkendelse af, at en af “hemmelighederne” er, at de blev indført på et relativt sent tidspunkt, hvor fx. Danmark allerede var blandt verdens absolut rigeste lande. En rigdom baseret på bl. a. relativt lave skatter og en efter datidens forhold åben økonomi. Den pointe glemmes desværre ofte. Ligesom det glemmes, at prisen for en “fuldfed” velfærdsstat er lavere vækst.

Nu indledte jeg dette indlæg med et citat fra forordet til Friedmans Capitalism & Freedom 1982 udgave om at forandringer kun for alvor sker i tider med reel eller indbildt krise, og de forandringer som sker afhænger af de ideer der er til stede. Måske var det en ide at flere læste Capitalism & Freedom – både i Chile og i Danmark?

Så her er til slut en opfordring. følg linket for oven og læs Capitalism & Freedom. Den er fra 1962, men stadig sørgelig aktuel.

Oxfam-Ibis årlige fiflerier – 2022 udgaven

Sidste uge udkom Oxfam-Ibis årlige ”rapport” – under overskriften “Inequality Kills“. Som tranditionen byder lige op til den årlige DAVOS sammenkomst, som også i år vil være en virtuel begivenhed (noget godt har covid-19 alligevel gjort). Som de tidligere år er temaet “hvor skrækkelig det står til i denne ulige verden” vi jo lever i.

Vi har gennem de seneste mange år lige så troligt her på bloggen skrevet om hvor ringe fagligt – ofte decideret uvederhæftige og manipulerende – disse rapporter fra Oxfam-Ibis er. Det gælder også dette års rapport. Link til indlæg fra tidligere år finder du forøvrigt nederst i dette indlæg.

Det vil være synd at sige at man i Oxfam-Ibis har taget tidligere års kritik af metode, og ikke mindst anvendelse af en af de tilbagevendende hovedkilder, nemlig Credit–Suisse årlige “Global Wealth Report“, til sig (kritikken kommer fra en lang række nationaløkonomer).

Jeg vil ikke her gentage al kritikken igen, der går fra at nettoformuefordeling er et endog meget ringe mål på reel velstand til at man metodemæssigt (bevidst?) er groft manipulerende.

Overskriften på Oxfam-Ibis hjemmesider er “uligheden eksploderer” – så er tonen lagt an – men gør den nu også det (kraftigt)? Med stigende priser på bolig og ikke mindst aktier i en række lande, samt udviklingen i valutakurser kombineret med store fald i den økonomiske aktivitet i mange lande i kølvandet på politiktiltag for at dæmme op for spredningen af Covid-19 i 2020, var det forventet at der ville ske en øget koncentration af formuerne, ligesom faldet i antallet, som lever i fattigdom, midlertidigt er afløst af en stigning.

Men når Oxfam-Ibis prøver at give udtryk for at der ligefrem er sket en eksplosion i uligheden” og direkte henviser til udviklingen i formuerne under pandemien, er det en temmelig voldsom overdrivelse. Ja, den globale formuekoncentration steg i 2020/21 (Credit Suisse rapporter, som typisk udkommer om efteråret, ser på udviklingen fra juli til juli, i dette tilfælde altså juli 2020 til juli 2021), men det ændrer ikke ved at den langsigtede tendens er at koncentrationen er faldende, et faktum Oxfam-Ibis alle årene har slået knuder på sig selv for at give indtryk af, ikke er tilfældet. Se også nedenstående figur hentet fra årets rapport fra Credit-Suisse.

Læs resten

Legalize it – all of it.

“If at first you don’t succeed, try, try, again – and then give up. Don’t be a damn fool about it”. Med dette citat af W. C. Fields indleder Thomas Sowell et indlæg I Boston Globe i 1984, altså for snart 40 år siden, hvor han under overskriften Remember painful Prohibition lesson” hælder den amerikanske forbudspolitik ned af brættet.

Sowells pointer gælder fortsat og han var bestemt ikke den eneste som på et tidligt tidspunkt advarede mod forbuddet mod en lang række rusmidler og henviste til erfaringerne fra 20ernes forbud mod alkohol i USA..

I lyset af den seneste tids skyderier og drab i det danske bandemijø, har jeg en kommentar på Ræsons hjemmesider i denne uge. Der er egentlig ikke noget nyt i hvad jeg skriver, og det er måske det mest sørgeligt, nemlig at dette indlæg kan skrives igen og igen uden at miste aktualitet. Jo, vi ved godt hvad der vil være det mest effektive tiltag til at komme bandekriminaliteten til livs, det vil være legalisering af i dag illegale rusmidler.

Nej, bandekriminaliteten vil ikke forsvinde som ved et magisk trylleslag, men det vil på sigt mindske problemet gevaldigt. Der eksisterer ganske enkelt ikke nogen kriminel aktivitet med så stort afkast (profit) og så relativ lav risiko – hvis vi altså ser bort fra risikoen for at blive likvideret af medlemmer fra en rivaliserende bande, som handlen med illegale rusmidler.

Desværre er der nok for store interesserer investeret i at bibeholde en forbudspolitik i form af øgede bevillinger, jobs, politisk profit (tough on crime) mv. Jeg kan formentlig skrive samme indlæg igen i 2023, 2024, 2025…….. Måske på et tidspunkt uden cannabis falder ind under kategorien illegale rusmidler. Det vil være et fremskridt (udviklingen i Tyskland kan her blive helt afgørende), men fortsat efterlade et endog meget meget profitabelt marked af andre illegale rusmidler til de der er parate til at udvise den fornødne brutalitet.

Mordrate i USA 1900-1998

Kilde: Jefffrey A. Miron “Violence and the US Prohibitions of Drugs and Alcohol, NBER Working Paper (1999).

Ovenstående figur viser udviklingen i mordraten i USA, og nok kan jeg ikke spå om fremtiden og nok er der forskel på korrelation og kausalitet – Det kan jo være at mordraten var faldet drastisk efter ophævelsen af alkoholforbuddet i 1933 alligevel og ligeledes steget drastisk igen sidenhen, men det kunne jo også tænkes at der trods alt er en hvis forbindelse når vi ser på hyppigheden af hvem der bliver slået ihjel (og af hvem). Når vi taler om “svenske tilstande”, når vi taler om skyderier og drabte (Sverige har voldsomt flere som dræbes med skydevåben end i Danmark), så dækker det over at de samlede mordrater i Sverige og Danmark ikke er væsentligt forskellige, omend Sverige ligger noget højere med 1,2 pr. 100.000, mens Danmark havde en mordrate på 0,8, svarende til gennemnittet i Vesteuropa i 2017. Til sammenligning var den globale mordrate 5,3 pr. 100.000 det pågældende år.

Tid til at droppe fastkurspolitikken?

Der har på det seneste igen været opmærksomhed på fastkurspolitikken, både direkte og mere indirekte. Således har Otto skrevet et indlæg her på bloggen om fastkurspolitikken, her snart 40 efter den blev indført i anledning af et par indlæg i Børsen og Berlingske, hvor der bliver sat spørgsmålstegn ved hvorvidt vi fortsat skal binde danske kroner til Euroen (eller rettere til D-mark, som fortsat findes et eller andet sted inde i Euroen).

Senest advarer Thomas Bernt Henriksen i en leder i Berlingske mod den stigende inflation, og skriver under overskriften ” Pas på, Wammen og Rohde – nu er det umuligt at ignorere inflationen” atDanmarks økonomiske skæbne er låst til udviklingen i euroområdet via fastkurspolitikken, og vi kan allerede se den krybende inflation i tallene”

Problemet er naturligvis at vi for længst har opgivet at kunne føre en selvstændig pengepolitik, og derfor ikke kan bruge denne til at dæmpe udefrakommende inflation (sådan er det jo når man fører fastkurs politik).

Som jævnlige læsere af denne blog ved, er vi et par stykker som aldrig har haft meget fidus til euroen, og foretrækker (reelt) flydende kurser.

Det ændrer ikke ved at vi er enige om at det politisk var yderst fornuftigt (man kan endda mene lidt af en genistreg) af den første Schlütter-regering, da man i 1982 i stedet for at foretage endnu en devaluering, i stedet meddelte at kronen nu fulgte D-mark – senere euroen.

Omlægningen af valutakursregimet fandt sted på et tidspunkt hvor Danmark havde store inden- og udenlandske balanceproblemer og høj inflation. For at gøre en lang historie kort medførte fastkurspolitikken (og efterfølgende kraftig forbedring af de offentlige balancer) at man relativt hurtig fik inflationen under kontrol. Det skulle dog vare nogle år (og bl. a. en ”kartoffelkur” i 1987), før man fik helt styr på de eksterne balancer.

Sidenhen har fastkurspolitikken (som er politisk bestemt) nærmest blevet hellig her i landet, men spørgsmålet er om ikke omkostningerne i dag overstiger gevinsterne?

Hvad der i sin tid var fornuftigt i forhold til at disciplinere den førte økonomiske politik (med henvisning til behovet for at fastholde kronekursen), synes i stigende grad at være en hæmsko. I løbet af de 4 årtier er Danmark gået fra at være ”på vej mod afgrunden” til at have robuste offentlige finanser, mens eksterne underskud er udskiftet med en af EU’s (og verdens) største overskud på den løbende betalingsbalance (det forventede overskud forventes at lande på ca. 7,5 pct. af BNP i indeværende år).

I en økonomi med solide off. finanser (underskuddet på de off. Finansier forventes at ende på sølle 0,3 pct. i 2021), rekordlav arbejdsløshed (med begyndende flaskehalsproblemer) og stigende inflation, ville man jo – i den grad man tror på effekten af konjunkturpolitik – foreslå at hæve renten. Men det kan vi så ikke på grund af fastkurspolitikken, hvor renteniveauet er bestemt af ønsket om at fastholde valutakursen overfor euroen. En højere kronekurs overfor euroen ville ellers på en og samme gang sænke importeret inflation, øge reallønnen og dæmpe overophedningen på arbejdsmarkedet.  

Desværre udvises der fortsat et overdrevent hensyn her i landet til eksportsektoren, som om et handelsbalanceoverskud i sig selv er et gode for dansk økonomi. Argument bygger på en grundlæggende, men desværre udbredt misforståelse af udenrigshandlens betydning for en økonomi. Naturligvis er det korrekt at en betydelig del af dansk beskæftigelse er bundet op på dansk eksport – op mod 800.000 job – men det betyder ikke, at dansk eksport er afgørende for vores velstand. For nationaløkonomer er det nemlig velkendt at øget eksport ikke medfører øget nettobeskæftigelse.

Over tid bestemmer udbuddet af arbejdskraft den samlede beskæftigelse. Der ER naturligvis en gevinst ved at indgå i den internationale arbejdsdeling (hvis den sker på markedsvilkår), via højere realindkomster – og fuld udnyttelse af denne effekt forudsætter fri handel (både eksport og import). Men øget eksport skaber ikke flere arbejdspladser netto – det betyder ”blot” at beskæftigelsen i eksporterhvervene øges på bekostning af beskæftigelsen i de dele af økonomien, som er rettet mod det indenlandske marked.  Og hvis beskæftigelsen i eksporterhvervene er betinget af en konstant indkomstoverførsel fra resten af økonomien, indebærer det ikke øget produktivitet og dermed realindkomst, men en generelt lavere produktivitet og dermed indkomster.

Merkantilismen lever i bedste velgående

Man skulle ikke tro at det var 250 år siden Adam Smith påviste at den dengang (og desværre åbenbart fortsat) herskende merkantilisme var til skade for den almene velstandsskabelse. I merkantilismen er eksport godt og import skidt. Smith påviste at at den primære gevinst ved at være en åben økonomi, ligger i importen. Eksport er – lidt karikeret sagt – et nødvendigt onde, som finansierer importen. Det har alt for få ud over nationaløkonomer desværre fortsat meget svært ved at forstå.

Deltagelse i den internationale arbejdsdeling, og dermed eksport, er med til at sikre højere realindkomster, hvis den vel at mærke ikke er drevet af subsidiering. Men den væsentligste velfærdseffekt ved frihandel stammer fra at være åben for import. Ikke mindst fordi det medfører øget konkurrence og dermed lavere priser og højere kvalitet, til gavn for forbrugerne (og forbrugere er vi i vores del af verden alle sammen) og øger økonomiens generelle produktivitet og dermed velstand. Det følger også heraf, at når et land subsidierer sin eksport, er det til skade for landets borgere og til gavn for forbrugerne i de importerende lande.

De manglende forudsætningerne for Euroen og Mundell’s forudsætning for et optimalt valutaområde.

Selv om jeg har mødt mange gennem tiden som er af den opfattelse, at der blandt økonomer skulle eksistere en konsensus om det fornuftige i indførelsen af euroen blandt økonomer, er det langt fra tilfældet. Fra start af blev der sat spørgsmålstegn ved, om landene ville være i stand til at overholde de grundlæggende krav til en succesfuld monetær union, som Nobelprismodtageren i økonomi, Robert Mundell, udlagde for mere end 50 år siden.

Mundell formulerede fire basale krav, som skulle være opfyldt, hvis man ønskede at etablere en egentlig monetær union som euroen. Selv om vores viden og forståelse senere er udvidet gennem andre økonomers arbejde, har det ikke rokket ved de fire grundforudsætninger, som ethvert monetært samarbejde skal overholde. De er, at: 

1. Arbejdskraften er mobil inden for valutaunionen

2. Landene har en diversificeret produktionsstruktur, hvorved de makroøkonomiske effekter af enkelte sektorer/industrier er begrænset

3. Landene har en høj grad af pris- og lønfleksibilitet i fraværet af valutafleksibilitet.

4. Der eksisterer en overførsels- eller omfordelingsmekanisme mellem landene, således at områder/lande i lavkonjunktur modtager hjælp fra områder/lande i højkonjunktur. 

Vurderet i forhold til disse grundlæggende krav, må vi her 20 år efter den danske afstemning blot konstatere, at forudsætningerne for euroen aldrig har været til stede:

Arbejdskraftens mobilitet var og er begrænset. Jovist har vi vandrende arbejdskraft, men samtidig kan vi jo se at arbejdsløsheden er er meget forskellig mellem de enkelte lande. Mobiliteten er ganske enkelt ikke særlig høj. Medlemslandes produktionsstruktur er ikke karakteriseret ved en høj grad af diversifikation, hvilket for øvrigt ikke nødvendigvis er et problem (i den grad det skyldes deltagelsen i den internationale arbejdsdeling og udnyttelse af komparative fordele), men det bliver et problem i en møntunion uden overførselsmekanisme.

Hvis man derimod havde bibeholdt nationale valutaer – og et system med flydende valutakurser – ville dette ikke være et problem. Men i fraværet af valutafleksibilitet bliver kravet om pris- og især lønfleksibilitet til gengæld helt afgørende. Grundlæggende kan man sige, at ingen af de deltagende lande (heller ikke Danmark) har den nødvendige fleksibilitet på kort sigt, og især de sydeuropæiske lande er fortsat karakteriseret ved en meget lav grad af lønfleksibilitet i den formelle sektor – på trods af de (utilstrækkelige) reformer, som er gennemført i bl.a. Spanien.

Endelig er der kravet om en overførselsmekanisme mellem medlemsstaterne. Dette har gennem euroens historie været genstand for endog meget ophedede diskussioner i EU og de indbyggede konvergenskrav om inflation, offentlige underskud og hvor stor medlemslandenes gæld måtte være, var netop et forsøg på at komme uden om dette. Problemet er ”bare” at det ikke har virket.

Foruden de fire krav bør man tilføje at lande i samme situation bør føre en nogenlunde ensartet økonomisk politik. Dette er i øjeblikket fuldkommen fraværende, og der er absolut intet som tyder på at det vil ændre sig i fremtiden. Tyskland og Nordeuropa har traditionelt lagt stor vægt på, at pengepolitikken føres af en uafhængig nationalbank og ikke af politikere – og i disse lande tilstræber man balance på de offentlige budgetter.

Historisk har det forholdt sig helt anderledes i Frankrig og resten af Sydeuropa. Her har både finans- og pengepolitik historisk været politisk styret, med en generelt langt kortere tidshorisont. Hermed ignoreres de langsigtede problemer med keynesianske interventioner (aktiv finanspolitik og store underskud).

På 40 år er vi gået fra at være “på vej mod afgrunden” til, at det måske lidt groft sagt snarere er Euroen som er på vej mod afgrunden”. Måske på tide at droppe fastkurspolitikken? Det bliver i hvert fald interessant at følge de kommende mdr. (og år). Tilbage står at en “frigørelse” af den danske krone fra euroen og samtidig rentestigning ville forbedre reallønnen, mindske det inflationære pres og tage noget af toppen af flaskehalsproblemerne på arbejdsmarkedet. “Prisen” ville være et mindre overskud på handels- og betalingsbalancens løbende poster. Til det sidste kan man kun sige, “and so what”?

Marek Piwnicki unsplash

CSR – This is for you, world

Mercedes Benz lancerede for nylig deres seneste (luksus) EV under sloganet “This is for You, World”. Med en startpris på lige under en mio. kr må denne punditokrat dog erkende at dette “You” desværre ikke indbefatter undertegnede. Og nej, det er ikke Mercedes seneste EV, som er afbilledet i dette indlæg. Måske snarere hvordan jeg ser virksomhedsledere og andres troværdighed, når de rituelt afviser Milton Friedmans udsagn om at der i et frit samfund eksisterer “et og kun et socialt ansvar for en virksomhed – at bruge ressourcerne og deltage i aktiviteter hvis formål er at øge fortjenesten, så længe man holder sig inden for spillets regler; det vil sige, deltager i åben og fri konkurrence uden bedrag eller svindel“, som Friedman skrev i sit indlæg i New York Times i 1970 (og forøvrigt allerede i “Capitalism and Freedom”, som udkom i 1962).

Når Mercedes lancerer deres seneste EV med sloganet “This is for You, World” lyder det jo nærmest som om man alene laver biler for at glæde forbrugerne, men sådan forholder det sig jo ikke. Mercedes udvikler, producerer og sælger biler primært for at sikre investorernes (kapitalejernes) afkast – eller rettere, det må man da håbe. Og det er netop problemet med Principalen (ejerne) og agenten (De CEO’s, som det hedder på nydansk, som ellers er ansat til at varetage ejernes interesse), som er emnet for Friedmans artikel. En artikel som forøvrigt kan læses på dansk i det kommende nummer af Libertas (klik her for at blive medlem og abonnent).

En central pointe som glemmes er også at den form for CSR Friedman skriver om (og kritiserer), er aktiviteter hvor en ansat direktør reducerer virksomhedens og dermed kapitalejernes afkast for at opnå andre mål. Sådan fungerer CSR sjældent nu om dage, omend virksomhedsledere ofte gerne udlægger det på den måde, hvilket ikke just er befordrende for deres troværdighed, men dem om det.

Hvad der ofte også glemmes er at CSR nok betegner frivillige tiltag, men at have en CSR politik er dog ikke frivilligt. Det fremgår af årsregnskabslovens §99, som forpligter virksomheder i regnskabsklasse C og D til at udarbejde en redegørelsen, som skal indeholde oplysninger om miljøforhold, herunder virksomhedens arbejde med at reducere klimapåvirkningen ved virksomhedens aktivitet, sociale forhold, personaleforhold og forhold vedrørende respekt for menneskerettigheder, bekæmpelse af korruption og bestikkelse, i forbindelse med udarbejdelsen af årsrapporten.

På baggrund af en ny artikel- og podcastserie, hvor Berlingske Business ser nærmere på “de forandrede succeskriterier i dansk erhvervsliv”, som man selv beskriver det har Otto Brøns-Petersen og undertegnede en kommentar i dagens Berlingske, hvor vi under overskriften “Virksomhedernes sociale ansvar er at tjene penge” påpeger hvor forfejlet afvisningen af Milton Friedmans oprindelige kritik er. Om denne næsten rituelle afvisning af Friedmans kritik skyldes at de pågældende reelt ikke læst, endsige forstået Friedman, eller at det skyldes behovet for at opretholde en myte om at virksomhedernes arbejde med CSR er noget ganske andet og mere ophøjet end at profitmaksimere kan jeg naturligvis ikke afgøre, men det gør dog ikke problemet mindre, eller troværdigheden større.

Berlingske Business artikel, som Otto og jeg reagerer på, kan læses her.

Indtil da er det måske værd at huske på, at det økonomiske system som har tjent os så godt, nemlig markedskapitalismen ikke bygger på altruisme, men på egennytte, og at din og min fabelagtige levestandard ikke er resultatet af gode intentioner, men en konsekvens af bageren, slagteren og bryggerens ønsker om at tilgodese sig og sine. Som Adam Smith skrev for 250 år siden, og som fortsat gælder:

“Det er ikke af slagterens, bryggerens eller bagerens godgørenhed, at vi forventer at få vores middag, men ud fra deres hensyn til egeninteresse. Vi henvender os ikke til deres menneskelighed, men til deres egenkærlighed, og vi taler ikke til dem om vores behov, men om deres fordele.”  – Adam Smith (Wealth of Nations)

 

Hvem betaler egentlig selskabskatten?

Lettere forsinket kom mit indlæg om selskabskatter del II op på Ræsons hjemmesider i forrige uge – dog i en noget forkortet og mere skarpt skåret udgave end hvad jeg oprindelig havde tænkt mig. Man mente vist at dele af indlægget var lidt for “økonom-agtigt”. Så er det jo godt at vi har punditokraterne. Den del som ikke kom med handlede primært om de resultaterne af hvem der egentlig betaler selskabskatten, som en række studier baseret på indenlandske data i Tyskland og USA, hvor man i modsætning til Danmark også har lokale selskabskatter, kommer frem til.

Læs resten

Global skattereform og kronik i Raeson

Jeg havde i går en længere kronik i Raeson, “En global skattereform er historisk, men den er primært drevet af nationale interesser“, som kan tilgås uden abonnement. Der er tale om om den første af to – 2. del skulle gerne komme i næste uge – som beskæftiger sig med hvem som egentlig betaler selskabskatten (et selskab kan pr. definition ikke betale skat, det kan kun mennesker) og betydningen for den fortsatte økonomiske vækst.

De to kronikker er et forsøg på, uden at være polemisk, dels at forklare udformningen af den reform der synes på vej, dels påpege en del af problemerne med brugen af selskabskat til at generere provenu for de offentlige kasser, dels forhåbentlig også give læseren en ide om at den “normale” måde selskabskat omtales og debatteres er præget af en meget overfladisk og forsimplet tilgang.

I hvor høj grad det lykkes mig at gøre det på en forståelig måde, vil jeg overlade til læseren, Men om ikke andet er de to kronikker spækket med kildehenvisninger, så kan man altid læse videre der.

Det kan næppe komme som en overraskelse for denne blogs læsere, at jeg ikke giver meget for den “feel good-jargon” som omgiver reformarbejdet om “retfærdig” og “fair” skattebetaling osv. osv.

Selskaber er ikke sat i verden for at betale skat, men primært for at sikre dets investorer (kapitalejerne) et tilfredstilende afkast. Ligeledes er reformen naturligvis drevet af en række (store) nationalstaters umiddelbare finansieringsbehov, og så må resten følge med som det “tynde øl”, om man så må sige.

Dermed ikke sagt, at der ikke er brug for reformer. Som mange har påpeget indebærer den øgede globalisering (vi kan kalde det globalisering II – den første sluttede ved 1. verdenskrigs udbrud) og digitalisering de seneste årtier, store udfordringer til inddrivelsen af selskabskatten. Denne udvikling har således givet en række selskaber mulighed for at (legalt) enten at udskyde betalingen af selskabskat, til tider endda helt eller delvist at undgå betaling overhovedet (nu eller i fremtiden). Det ændrer dog ikke ved at selve udformningen af den internationale aftale – og hvor det fortsat er relativt sparsomt med detaljer og den endelige udformning – som nu indgås (naturligvis) vil afspejle de deltagene landes indbyrdes styrkeforhold.

Selskabskat er den ringeste skat der findes

I del 2 (som forhåbentlig bliver lagt op på Raesons hjemmeside i løbet af næste uge), beskæftiger jeg mig mere indgående med selve selskabskatten og den såkaldte skatte-incidens. I mellemtiden vil jeg jeg henvise til denne fine video med min medpunditokrat Otto Brøns-Petersen og slutte af med et lille pip om hvorfor debatten ofte (også herhjemme) er overfladisk og ikke-retvisende.

Hvad er et skattely egentlig og hvad betyder forskelle i lokal skattesatser

En ikke uvæsentlig deltalje som ofte overses herhjemme er, at et skattely ikke bare er et skattely. Reelt dækker det over to væsensforskellige, nemlig hvad man på engelsk betegner som henholdsvis “Tax Shelter” og “Tax Haven”. Et “Tax Shelter” er alene karakteriseret ved relativ lav eller ingen skat og lempelige vilkår, mens et “Tax Haven” også er kendetegnet ved ugennemsigtighed mv.. Det gør en betydelig forskel.

Man kan IKKE gemme sine penge i et “Tax Shelter”. Det kan man kun i et “Tax Haven”. Det skal medtages at man også ofte ser hvad der reelt “kun” er “Tax Shelters” omtalt som “Tax Havens” hos diverse NGO’ere, debattører osv., både internationalt og herhjeme. Om der er tale om bevidst manipulation eller “bare” uvidenhed skal jeg ikke udtale mig om her.

Tilbage står dog at man kan finde lokale “skattely” i alle lande, hvor der ikke kun opkræves en statslig selskabsskat, men efterfølgende også opkræves lokalt fastsatte selskabsskatter. Det er jo blot at udpege den delstat/amt/kommune med den laveste sats (evt. ingen) som et skattely, forstået i betydningen “Tax Shelter”.

Når den amerikanske delstat Delaware således ofte ses omtalt som et skattely, er det altså ikke en delstat, hvor man kan “gemme sine penge”, men alene en delstat med favorable skattevilkår i forhold til andre delstater. Virksomhederne slipper heller ikke for at betale den føderale selskabskat ( som forøvrigt den eneste som optræder i internationale sammenligninger af de formelle satser).

Hermed er vi fremme ved hvad måske kommer som en overraskelse for mange (selv om det måske ikke burde det). Skattesystemer er forskellige fra land til land og selskabskatter kan altså variere inden for et lands grænse. Fx. udskrives der både lokalt bestemte delstatslige og lokale selskabsskatter i både USA og Tyskland. Og den skattebesparelse man opnår ved at registrere sig i Delaware (hvor selskabskatten er altså alene i forhold til lokale skatter.

Da jeg i del 2 om selskabskatten i Raeson ikke indrager lokale selskabskatter, vil jeg her blot slutte af med at henvise til en række studier, som bl. a. beskæftiger sig med hvem som egentlig ender med at betale selskabskatten netop baseret på lokale forskelle.

Således kommmer Clemens Fuest og Adreas Peichi fra  Munchens Universitet samt Sebastian Siegloch fra Manheims Universitet i deres ”Do Higher Coporate Taxes Reduce Wages? Micro Evidence from Germany” frem til at arbejdstager bærer lige over halvdelen af en stigning i selskabskatten. Det er på linje med hvad Juan Carlos Suárez Serrato & Owen Zidar, fra henholdsvis Duke Universitet og Princetown kommer frem til i deres analyse i ”Who Benefits from State Corporate Tax Cuts? A Local Labor Markets Approach with Heterogeneous Firms” (baseret på amerikanske forhold). Endelig skal også nævnes en analyse af Alexander Ljungqvist fra Stockholm Universitet og Michael Smolyansky fra FED, ”To cut or not to cut? On the Impact of Corporate Taxes on Employment and Income”, som med data for perioden 1970-2010 fra USA konkluderer at en forhøjelse/sænkning af selskabskatten på amts-niveau (county) med 1 procent, sænker/øger den samlede lønindkomst (sammenlignet med nabostaten) og beskæftigelsen med henholdsvis 0,3 og 0,2 procent.

Som Clemens Fuest m. fl. bemærker, er estimaterne for arbejdskraftens andel måske lavere end man kunne forvente, når der er tale om ændringer i selskabsskatter på nationalt plan, idet man forudsætter at arbejdskraftens mobilitet, alt andet lige, er større nationalt end globalt.

Jeg smider naturligvis link op når 2. del om selskabskat er tilgængelig på Raesons hjemmesider (kommer som nævnt formentlig i næste uge)

Alt ville være godt, hvis ikke det var for kapitalismen………

I et svar på min kritik af Oxfam Ibis årlige ulighedsrapport i Ræson 19/3 (“Oxfam IBIS’ ulighedsrapporter forsømmer, at ”neoliberalismens tidsalder” faktisk er karakteriseret ved en historisk stor nedbringelse af fattigdommen i verden“), beskylder Trine Pertou Mach fra Oxfam IBIS mig for ikke at forholde mig til substansen. Jeg skulle åbenbart mene, at skattelettelser til de rigeste gør de fattige rigere. Det er vist noget med en “neoliberalistisk trickle-down teori” som skulle tilsige dette. Problemet er blot at en sådan økonomisk teori af gode grunde ikke eksisterer. Det er naturligvis noget vrøvl at påstå at hvis rige mennesker betaler mindre i skat, så medfører det automatisk at fattige mennesker bliver rigere.

Mens Trine Pertou Mach’s svar (Amazons succes ville være umulig uden de offentlige institutioner og den infrastruktur, som resten af samfundet har betalt for) på min kritik er frit tilgængelig, ligger min kronik desværre bag betalingsmur (indtil videre). Af samme grund gør jeg en del ud af at opsummere de væsentligste punkter i dette indlæg.

For det første er Oxfam IBIS beskrivelse af de seneste årtiers økonomiske udvikling lettere absurd.

Men lad os starte med hvad Oxfam IBIS forstår ved neoliberalisme.

Læs resten

Det dybe V – og lidt om fiflerierne i den seneste ”ulighedsrapport” fra Oxfam Ibis.

I slutningen af januar kom IMF med den seneste ”economic outlook”, hvor man (igen) havde opjusteret den globale vækst i 2021, mens tabet i 2020 fik (endnu) et nyk nedad. Der er naturligvis stor usikkerhed omkring estimaterne, og væsentligt større end normen. Helt afgørende bliver udrulning af vacciner og betydningen af nye varianter, givet at det må forventes at have stor betydning for de politiske tiltag (hvor meget og hvor hurtig man åbner de afgørende økonomier op igen).

Efter seneste revidering forventer det globale (real) BNP at vokse med 5,5 procent i 2021, efter et fald på 3,5 procent ( i sig selv et næsten 1 procent mindre fald end man tidligere forventede) i 2020. Som det fremgår af figuren ovenfor, dækker dette dog over store forskelle.

Læs resten

Kan det virkeligt passe? – Hispanics I USA

Indvandringen af hispanics er gennem årtier ofte blevet problematiseret både i USA og blandt nationalkonservative her i landet. Senest tager Kasper Støvring data fra PEW til indtægt for at det går rigtigt skidt. Men faktisk viser den data han henviser til, at hispanics haler ind på hvide, både målt på indkomst og uddannelse.

Indvandringen af hispanics til USA er ofte blevet brugt af nationalkonservative debattører her i landet i deres argumentation mod indvandring. Det gælder f. eks. Morten Uhrskov i hans bog fra 2012, “Indvandringens pris” med undertitlen, “på vej mod et fattigere Danmark” (for en kritik af denne, se her), ligesom Kasper Støvring ofte har refereret til “den problematiske indvandring af hispanics” – senest i et opslag på Facebook (se Nedenfor), hvor han mener at få opbakning i data fra PEW. Problemet er blot at data netop ikke bakker op om at latinamerikanske indvandrere og deres efterkommer sakker bagud. Tværtimod.

Støvring henviser til statistik fra PEW (som findes her) og opfordrer til at man selv undersøger den. Det har jeg gjort, og det tegner et noget andet billede end det som Støvring prøver at fremmane.

Betydningen af periodevalg og problemet med at bruge procentpoint og absolutte tal

Årsagen til Kasper Støvrings fejlagtige udlægning af den faktiske udvikling er formentlig at han tror, at man kan sige noget meningsfyldt ved at se på forskellen i dollars og pct. point over tid. Men det kan man ikke.

En sådan sammenligning er nemlig ubrugelig. Det afgørende er jo den procentuelle indkomstudvikling, eller som det er angivet herunder, hvor stor en andel medianindkomsten for “hispanics” udgør af kategorien “hvide’s” medianindkomst målt på hustand.

Som det fremgår af nedenstående betyder det også en hel del hvilken periode man vælger at se på. Således udgør medianindkomsten pr. hustand for hispanics og deres efterkommere ca. det samme i 2020 som i 1982, nemlig omkring 2/3.

Men er det nu en fair sammenligning? Svaret er nej, for i den mellemliggende tid oplevede man en meget stor indvandring (primært fra Mexiko) af folk med lav eller ingen uddannelse. Antallet af borgere i USA med mexikanske rødder fordobledes ca. pr. årti fra 1980 og frem til årtusindeskiftet, hvorefter den videre vækst i første omgang fladede ud og siden slutningen af nullerne faktisk er faldet lidt, se nedenstående figur fra Migration Policy Institute.

Indkomstmulighederne for indvandrerne i USA var naturligvis en del mere begrænsede end den hvide del af befolkning qua relativt ringeeller stort set ingen uddannelse, men uden tvivl betydelig bedre end i f. eks. Mexico (ellers var de næppe kommet). Med andre ord er der tale om en gruppe, hvor der gennem flere årtier hele tiden tilførtes ganske mange med relativt ringe uddannelse og dermed indkomstmuligheder i modsætning til kategorien “hvide”. Det er man selvfølgelig nød til at tage højde for. Og ser vi på udviklingen de seneste 2 årtier, er udviklingen helt anderledes. Således haler hispanics ind på hvide, målt på indkomst.

I en sidebemærkning er det også mildt sagt kækt af Støvring at reducere betydningen af indvandringen fra Latinamerika til “måske at være godt for velhavere, men dårlig for almindelige Amerikanere”, hvem sidstnævnte så måtte være. Det er en underlig måde at betegne mennesker som arbejder hårdt og meget, hvilket enhver som har rejst bare et minimum i USA hurtigt kan forsikre sig om. her falder Støvring i samme gryde som så mange andre har gjort før ham – idet han ganske enkelt undervurderer den indirekte effekt af at folk får større mulighed for at bruge tiden på at lave det de er bedst/mindst ringe til.

Støvring påstår også at hispanics sakker bagud målt på uddannelse, men denne påstand er der heller ikke opbakning til. På på trods af et stort inflow af hispanics (især mexicanere med ringe eller ingen uddannelse frem til slutningen af nullerne), nærmer uddannelsesniveauet sig også “hvide”, både målt på fuldført high school og bachelor+. Se nedenstående 2 figurer, som begge er lavet på baggrund af PEW’s statistik som Kasper Støvring henviser til.

Som det fremgår er der ganske enkelt ikke belæg for problematisering af indvandringen fra Latinamerika til USA, i hvert fald ikke baseret på indkomst og uddannelse. Nej, hispanics sakker hverken bagud når man ser på indkomst eller uddannelse sammenlignet med “hvide”.

Noget andet er så (hvilket åbenbart en del ikke har opdaget), at sammensætningen af den fortsatte indvandring til USA har ændret sig markant fra slutningen af nullerne og frem. Således asiater – primært kinesere – udgjort den største gruppe de seneste mere end 10 år.

Noget andet er hvorledes det stigende indkomst og uddannelsesniveau blandt etniske minoriteter (ikke mindst hispanics) vil påvirke tilslutningen til henholdsvis demokraterne og republikanerne. Af de analyser der er lavet indtil nu af det seneste præsidentvalg 2020, tyder en del på at den afgørende faktor bag Trumps nederlag, ud over det lykkedes demokraterne at mobilisere sine vælgere i langt større omfang end ved valget i 2016, at Trumps andel blandt hvide vælgere faldt. Til gengæld steg den blandt ikke mindst netop hispanics.

Det ville naturligvis være interessant at se på hvilke andre karakteristika der gør sig gældende for de hispanics, som stemte/stemmer på Trump og republikanerne end blot deres etnicitet (eller hvad man nu skal kalde det for en så heterogen gruppe). Hvad er deres uddannelsesniveau? deres Indkomst? hvor længe har de været i USA? hvor meget betyder religion for dem? mv.

Der findes faktisk en del omkring dette emne og republikaerne har tidligere sikret sig større opbakning end det lykkedes for Trump, selv om han øgede andelen mellem 2016 og 2020, se f. eks. her.

Tesen om at indvandring og demografi per automatik vil medføre at republikaerne bliver kørt ud på et sidespor er i hvert fald meget tvivlsom. Forskydningerne mod større urbanisering betyder formentlig en del mere over tid.

Punditokraternes julelæsning (4) -”Skyldig til det modsatte aldrig bliver bevist”

Så ligesom venstrefløjen altid har baseret sine forestillinger på en fremtid, der ikke er oprunden, baserer den ny progressive højrefløj sig nu på en fortid, som ikke længere eksisterer, og som i visse tilfælde aldrig har eksisteret, fordi forestillingen om den kun rummer lyse øjeblikke.

I vores lille serie med anbefalinger til julelæsning er vi kommet til nr. 4. Denne gang er det Anna Libak’s ”Skyldig til det modsatte aldrig bliver bevist- værdikampen i det 21. århundrede”, der udkom i oktober på Kristeligt Dagblads forlag, som vi anbefaler.

Det er en fremragende bog som fortjener så stor udbredelse som muligt. Ikke mindst bør den være pligtlæsning for alle de der enten er faldet for den nyprogressive venstrefløj eller nyprogressive højrefløjs argumenter, men egentlig også for alle andre, hvis de ønsker at forstå hvordan vi er endt hvor vi er, med en debat domineret af to strømninger, som ofte synes at have mere til fælles end hvad der deler dem. Herunder en voldsom kollektivisme og et temmelig afslappet forhold til historie, basale økonomiske sammenhænge og evidens, mens man bruger masser af tid på at moralisering og selvhævdelse. 

Den ene fløj hævder, at strukturerne understrykker forskelligheden, og den anden part, at strukturerne det fælles nationale – ensartetheden. Både majoriteten og minoriteterne bliver i den fortælling til ofre. Til ofre for hinanden.”

Bogen falder i tre dele: Først beskriver Libak hvorledes vi er endt her – i øvrigt ofte med paralleller til sin egen tidlige ungdom – hvor hun på både underfundigt og underholdende formår at tegne et fremragende tidsbillede af 1980erne, som jeg godt kan nikke genkendende til, selv om jeg er næste 10 år ældre end hende.

Dernæst tager hun det hun kalder den nyprogressive venstrefløj og nyprogressive højrefløj under behandling på fornemmeste vis, for endelig i 3. del at slutte af med sine bud på hvordan vi kommer videre. 

Mens de to første dele står knivskarpt, er sidste del, hvor hun kommer med egne bud selvfølgelig i højere grad til debat. Men det kommer jo i høj grad an på hvor man selv står i forhold til en række spørgsmål. Men Libak skal for eksempel have tak for at påpege at der sjældent eksisterer én forklaring på dette og hint. Nej, når folk ender med at blive voldfede er det ikke nødvendigvis enten alene deres egen eller ”samfundets skyld”. Menneskelivet er mere kompliceret end som så.

Helt forrygende er også hendes beskrivelse af de woke multinationale selskaber og ikke mindst hvorfor de er så woke og udtrykker sympati for hvad der i bund og grund er antikapitalistiske og stærkt venstreorienterede bevægelser som f. eks. Black Lives Matter.

Et eksempel på dette er for øvrigt Apples præsentationsvideo af deres nyeste Macbooks. Her formår de at inddrage både #metoo, BLM og stort set alt andet der er nyprogressivt og venstreorienteret (check her og se med efter 3:38). Hvis man kender Apple’s historie og dets grundlægger Steve Jobs holdning til CSR og den slags (motto’et har altid været at bruge så lidt som muligt på den slags) er det temmelig ironisk. Eller søg på julepynt og Ikea – ja hovsa, Ikea sælger masser af julepynt, lysfest eller ej – se bare her.

Selv om det er den 22. december kan du sagtens nå at købe bogen endnu – den fås nemlig som e-bog. Eller du kan låne den via ereolen (så får du jo lidt for dine skattepenge). Man kan så f. eks. læse bogen på sin Ipad, uanset om man tilhører den nyprogressive venstre eller nyprogressive højrefløj, eller som folk er flest ingen af delene.

Ligesom hippierne i 60erne, fylder de jo en del mere i medierne – nu også de sociale – end i virkeligheden. 

Kort sagt. Læs “Skyldig indtil det andet aldrig bliver bevist” før din nabo. Den er velskrevet, underholdende og du bliver klogere af den. Hvad mere kan man ønske sig?

God jul.   

Indlysende forhold og bivirkninger 8 – hjælpepakker til eksportsektoren: “working for nothin’ and the joke’s on you”

Dire Straits ( et meget populært band i 80erne) største hit var sangen “money for nothing” (1985). En af den slags (lettere irriterende) “ørehængere”, som er svær at få ud af hovedet, når man først har hørt den en gang.

Sangens hovedperson er en “almindelig” arbejder, som slider og slæber for det daglige brød og synes at datidens popstjernerne på det dengang realativt nystartede MTV, kommer lige lovlig nemt til tingene og får “Money for nothin’ and chicks for free.” Hver gang jeg ser debatindlæg, hører journalister udlægge teksten eller danske politikere (ikke mindst den til enhver tid siddende udenrigsminister) skrive eller tale om eksports enorme betydning for dansk økonomi, kommer jeg til at tænke på den sang og disse to linjer, dog med en mindre omskrivning.

“Working for nothin’ – and the joke’s on you”

Senest var det tidligere ambassadør i USA, direktør for udenrigsministeriet af flere omgange, samt rådgiver for Haldor Topsøe (hvis primære markeder ligger udenfor Danmark) de seneste 11 år, Ulrik Federspiel, som interviewes til Berlingske Tidende under overskriften “Topdiplomat efterlyser handling fra regeringen: Nu skal der fokus på eksportvirksomhederne“.

Læs resten

Elefantgrafen som forsvandt (igen) –

Vi har flere gange skrevet om en af de måske mest berømte grafer de seneste 10 år, nemlig Branko Milanovic såkaldte elefantgraf, som angiveligt skulle vise, at de øverste indkomster “stak” af fra resten. Senest havde jeg her på bloggen et længere indlæg i februar under overskriften “Farvel til Elefantgrafen” om de mange problemer ved grafen – og ikke mindst hvordan den anvendes af bl. a. en række meget aktivistiske NGO’ere på venstrefløjen, både herhjemme og internationalt.

Læs resten

Køb din kage i Lagkagehuset, boykot Oxfam-Ibis og opsig dit abbonement på TV2

I de seneste uger har en række danske virksomheder med udenlandske ejere været udsat for en veritabel shitstorm, fordi nogen finder det problematisk, at de f.eks. er ejet af kapitalfonde med base i Luxembourg eller på Jersey. Det er f. eks. tilfældet for Lagkagehuset, som vi ser nærmere på i dette blogindlæg.

Læs resten

Farvel til elefantgrafen

Jeg havde i lørdags (8. februar) en kommentar, “Elefantgrafen, der gjorde den hvide middelklasse til tabere, holder ikke“, i Berlingske Tidende (bag betalingsmur). Anledningen var at Lakner og Milanovics “elefantgraf” fik endnu en tur i manegen i henholdsvis Berlingske Tidende og hos Mikael Jalving på Jyllands-Posten.

Læs resten

Om Oxfam Ibis årlige fiflerier

Så er starten gået på den årlige uge i Davos, hvor nogle af verdens rigeste mennesker, primært mænd, og politikere holder komsammen med udvalgte kendisser, og taler om hvordan de vil redde verden. Reelt er der naturligvis tale om CSR af den mere betændte slags, og rent-seeking af værste skuffe.

Sammenkomsten er af den slags som Adam Smith allerede advarede os om for 250 år siden og der er grund til at holde på hat og briller og have ekstra godt fat i portmoneen. Regningen for al denne skønsnak og de mange gode intentioner ender altid hos den “almindelige borger”.

Som vanen byder, udsender ulandsorganisationen Oxfam-Ibis i dagene op til den årlige sammenkomst samtidig deres årlige ulighedsrapport, som vi her på bloggen gennem årene igen og igen har påpeget lider under mildt sagt store problemer. I år er det også blevet til en kronik i Berlingske Tidende, som svar på Oxfam Ibis kronik samme sted, hvor de præsenterede dette års “ulighedsrapport”. Dette blogindlæg er således en uddybning af nogle af pointerne i min kronik.

Og problemerne er betydelige ved de årlige rapporter fra Oxfam Ibis. Fra cherrypicking over manglende konsistens til hvad der vel rettelig må betegnes som fake news.

Det rene fup

Sidste år påstod Oxfam Ibis, at de 10 procent højeste indkomster betalte en mindre andel i skat end de 10 procent laveste i UK. Der var endda en fin kildehenvisning, hvor man kunne hente et regneark, som viste beskatningen fordelt på deciler.

Her kunne man ganske rigtig slå op på en fane, som viste de tal som Oxfam – Ibis brugte. Problemet var bare, at der i den opgørelse de brugte bl. a. ikke var taget højde for bl. a. hustandenes størrelse. I fravær af det bedste, nemlig en opgørelse på den enkelte skatteyder, kunne man dog andetsteds i regnearket finde en opgørelse, som var i overenstemmelse med gængs opgørelsesmetode, hvis man opgør det på hustand. Den viste (ikke overraskende), at den nederste decil (naturligvis) havde et mindre skattetryk end de øvrige deciler. Med mindre Oxfam Ibis ansatte ikke har nogen som helst form for økonomisk indsigt, må man gå ud fra at dette valg var helt bevidst.

I lighed med de forgående år ønsker man også i år at få tingene til at se “værre ud end de er”. Således vil man tilsyneladende gerne have læserne til at tro, at grænsen for ekstrem fattigdom er 5,50 USD. om dagen. Den er dog noget lavere, nemlig 1,90 USD. Når man sætter grænsen højere kommer man naturligvis også frem til at en større andel af jordens befolkning lever i ekstrem fattigdom, end det rent faktisk er tilfældet

For mens vi er kommet ned under hver tiende som lever i ekstrem fattigdom (Verdensbankens definition) – se her, så er det fortsat næsten hver anden som lever under 5,50 USD. ifølge Verdensbankens tal, som dog er fra 2015. Alt tyder på at andelen er lavere i dag.

Læs hele indlægget om sidste års rapport her.

Også i år prøver Ibis-Oxfam at få læseren til at tro at 5,50 USD. er grænsen for ekstrem fattgidom. Således skriver man i den danske “læse let udgave” af årets rapport (som er på engelsk), under overskriften “6 vilde facts om ulighed“:

Næsten halvdelen af klodens indbyggere lever for under 5,5 dollars om dagen. Selvom færre lever i ekstrem fattigdom i dag, er den hastighed, vi udrydder fattigdom med, halveret siden 2013.

Hver for sig er udsagnene sådan set korrekte, men sat sammen får man jo indtryk af, at ekstrem fattigdom defineres ved at have mindre end 5,50 USD. om dagen. Det er bare ikke korrekt. Det er fortsat defineret ved at have mindre end 1,90 USD til rådighed. Målt på reaktionerne på de sociale medier (twitter), da jeg gjorde opmærksom på det i går, opnår man da også den ønskede effekt. En enkelt sendte endda også et link til et notat hvor Verdensbanken skriver om deres fattigdomsmål, som skulle vise at jeg tog fejl. Men læser man hvad Verdensbanken skriver, fremgår det dog ganske tydelig, at man ikke kan anvende de 5,50 USD som Oxfam Ibis gør:

The World Bank now reports on two higher-value poverty lines: $3.20 and $5.50 per day. These lines, which are typical of standards among lower- and upper-middle-income countries, respectively, are designed to complement, not replace, the $1.90 international poverty line

Faktisk er indførelsen af 5,50 USD. grænsen udtryk for hvor succesfuld man har været i at reducere fattigdommen de seneste årtier. Det er ikke det indtryk man efterlades med, ved at læse Oxfam Ibis rapport.

Den globale ulighed falder, både målt på indkomst og nettoformue

Når man læser Oxfam Ibis rapporter gennem årene, skulle man jo tro at uligheden stiger. Men det forholder sig faktisk omvendt. Den globale ulighed falder, både målt på nettoformue og indkomst.

At formueuligheden har været faldende over de seneste 20 år fremgår ellers af den rapport som udgør den absolut væsentligste kilde for Oxfam Ibis “årlige slagnummer” om den ulige formuefordeling, nemlig Credit Suisse årlige “Global Wealth Report”, der udkommer om efteråret.

At det er et temmelig ringe begreb at anvende, hvis man ønsker at skrive om udviklingen i levestandard, ikke mindst for verdens fattige, er en ting, som vi har skrevet om mange gange her på bloggen. Se bl.a her og her. Noget andet er at Oxfam Ibis igennem årene igen og igen har misrepræsenteret det anvendte kildemateriale (Credit Suisse). Formueuligheden er som sagt faldende og ikke stigende, som Oxfam Ibis vil have os til at tro, og sådan har det været længe. Det fremgår tydeligt af nedenstående figur, som stammer fra den seneste “Global Wealth report” fra Credit Suisse.

Sandheden om Oxfam Ibis årlige rapporter er da også, at det er så som så med originaliteten. Det er primært en sammenskrivning af allerede eksisterende materiale (især fra Credit Suisse), udformet og pakket, således at det passer det i forvejen ønskede resultat. Oxfam Ibis metode svarer til en virksomhed, der skifter regnskabsprincipper hvert år, for at opnå et bestemt resultat, hvilket som bekendt er i strid med regnskabsloven.

Oxfam Ibis anløbne metoder får man et indtryk af, når tallene ikke rigtigt passer ind i den ønskede konklusion. således skriver Kristian Weise i en kronik i Berlingske Tidende mandag, når han nødtvungen trods alt må erkende at formueuligheden faktisk er faldende (det har vi vidst i flere år), at

Men det er nok mere et statistisk skvulp end et tegn på, at den globale økonomiske orden af sig selv er i gang med at rette op på sine egne indbyggede fejl.
For det første har banken, der leverer de formuedata, vi bruger, ændret sin opgørelsesmetode. Credit Suisse vurderer, at de fattige i Indien med den nye opgørelsesmetode har en lidt større formue i år end tidligere. Når de flere hundrede millioner indere registreres for en lille smule mere, påvirker det verdenstallene markant. Men størstedelen af Indiens vækst går stadig til de allerrigeste, og flertallet må kigge langt efter de værdier, som de er med til at skabe

Og fortsætter med, at

For det andet hænger den mindskede formueulighed sammen med, at aktiemarkedet faldt i 2018 – og det gik naturligt nok hårdest ud over de rige aktieejeres formuer. Umiddelbart et fald i uligheden. Men allerede året efter steg aktierne markant, og som mange har noteret, var 2019 et aldeles glimrende år for verdens milliardærer. Europas rigeste mand, franske Bernard Arnault, blev eksempelvis mere end 250 milliarder kroner rigere. På et år. Så uligheden er desværre steget, siden rapportens tal blev beregnet.

Kristian Weise har fuldkommen ret i at udviklingen i aktiekurser, ligesom boligpriser og valutakursudsving har stor betydning. Det skriver Credit Suisse faktisk også om hvert eneste år. Men dels viser ovenstående figur fra Credit Suisse jo, at der næppe blot er tale om et “statistisk skvulp”, når både top 5 og 10 procents andel er faldet markant over de seneste 20 år, mens også top 1 procent faktisk ligger lidt lavere end for 20 år siden. Og dels har man aldrig taget samme forbehold, når det gik den anden vej.

Og som det også fremgår af ovenstående har den stigning, som var i top 1 procent andel efter finanskrisen frem til 2016, som fulgte et fald fra årtusindets start, hvorefter andelen har været konstant de seneste år, været på bekostning af top 10s andel. De nederste 90 procent andel har derimod været konstant stigende gennem de seneste 20 år. Heller ikke det indtryk man får ved at læse Oxfam Ibis årlige rapporter.

Det kan sagtens være at det ser anderledes ud når Credit Suisse udsender en ny rapport til efteråret – hvis altså ikke verdens børser gør dit, dollaren dat og boligpriserne noget helt tredje. Men sådan har det altså været i alle årene, også i årene efter finanskrisen hvor den ene procents andel steg, og Oxfam Ibis i deres årlige rapporter annoncerede at nu ejede de snart hele verden. Se bl. a. her og her.

Ok, vil en del så måske tænke, men hvad så med indkomstuligheden, den stiger da gør den ikke?. Ja, set over de seneste årtier er den steget i et flertal af lande, men det faktisk også faldet i en del lande, bl. a. i den mest ulige region, Latinamerika. Og her ligger uligheden fortsat under niveauet i starten af årtusindet, selv om mange lande har oplevet en økonomisk afmatning, og nogle endda en decideret økonomisk krise fra midten af sidste årti.

Ser vi på udviklingen i den globale ulighed, så kan vi dog konstatere, at den er faldet, som det fremgår af nedenstående figur fra Branko Milanoviz.

Se i øvrigt også her.

Med andre ord, aldrig har verden og dens befolkning været mere velstående og mere lige. Ok, den var måske mere lige for 200 år siden, hvor man regner med at omkring 85 procent af jordens befolkning levede i ekstrem fattigdom, men den slags lighed er det vel trods alt de færreste der finder attråværdig.

Men selv om verdens fattigdom er faldet drastisk her i “neoliberalismen og globaliseringens” tidsalder, har vi naturligvis langt igen. Et problem er da også at den hastighed med hvilken mennesker kommer ud af ekstrem fattigdom er faldet drastisk de senere år (det har Kristian Weise og Oxfam Ibis ret i, og er noget vi har vidst længe) . Desværre tror jeg, at denne tendens vil fortsætte.

Om ikke andet, så fordi at i takt med at andelen af jorden befolkning, som lever i fattigdom (efter Verdensbankens kriterier) falder, bliver den også mere og mere koncentreret til en række folkerige afrikanske lande, ikke mindst Nigeria. Men det skyldes ikke den økonomiske globalisering og markedskapitalisme, som Oxfam Ibis gerne vil have os til at tro. Det skyldes specifikke lokale forhold.

Jeg deltog for øvrigt i dagens P1 debat, som kan høres her. Jeg er med fra ca. 26 minutter inde i udsendelsen

Urolighederne i Chile – Hvad er egentlig op og ned?

Fredagens – for langt de flestes vedkommende – fredelige demonstration med anslået 1, 2 mio. deltagere i Santiago, er indtil videre kulminationen på mere end en uges voldsomme uroligheder og protester i Sydamerikas rigeste land, Chile.

Efterfølgende har præsident Sebastian Pinera bedt alle ministre om at gå af, for efterfølgende at danne en ny regering.

Indtil videre har urolighederne, som er de værste siden Pinochet-tiden, kostet op mod 20 mennesker livet og regeringen har bedt FN om at undersøge forløbet og omfanget af overgreb fra myndighedernes side (indtil videre er mindst en soldat anholdt, anklaget for mord). De fleste er omkommet i forbindelse med plyndringer og ildspåsættelse, mens 5 menes dræbt i forbindelse med kampe mellem demonstranter og politi og militær.

Det har med andre ord været meget voldsomt, og hvorvidt det er overstået er endnu uklart. Præsident Pinera’s popularitet er i bund og han har slået den tidligere ”rekord” som tilhørte forgængeren, Michele Bachelet, som kun havde opbakning fra 18 procent af vælgerne da hun gik af. Sebastian Pinera’s opbakning er i de seneste gallupundersøgelser nede på 14 procent.

Straks fra urolighedernes start blev de i de lokale og internationale medier beskrevet som konsekvens af den store økonomiske ulighed, ringe pensionsvilkår og ringe adgang til sundhedssystemet. Herhjemme mente Alternativets Uffe Elbæk, som det fremgår af nedenstående, at urolighederne var konsekvens af ”neoliberalistisme”, hvor de rige bliver rigere og de fattigere bliver fattigere. I det hele taget viser både medieomtale og sociale medier at det vist mere handler om Chiles vej til velstand (sammenlignet med resten af Syd- og Latinamerika) end reel interesse i hvad der egentlig foregår. At Chile gik fra at være blandt regionens fattigste (se ovenfor) til at være blandt de rigeste via frimarkedsreformer, er åbenbart en dødssynd.

For mere om baggrund og det dilemma, som Chile står i, vil jeg henvise til Rasmus Sønderriis, som har boet i Chile sinde 1988, fremragende artikel i POV; “Optøjer og protester i Chile: Giv-de-rige-et-chok-doktrinen

I dette indlæg vil jeg se lidt på et par af myterne der spredes i disse dage om Chile.

Det handler om ulighed eller?

Det er både rigtigt og forkert når en gennemgående forklaring på urolighederne i medierne er, at det handler om ulighed. Det er forkert på den måde som mange på venstrefløjen forstår det – og at Chile skulle være OECDs mest ulige land, som man har hævdet flere steder i pressen, bl. a. DR, er ikke korrekt. Det er Mexico. Det gør nok ikke den store forskel, for Chile er, sammenlignet med ikke mindst et land som Danmark, præget af meget stor spredning i indkomst og levestandard. Også selv om den har været faldende de seneste årtier, og er på det laveste niveau der er målt (på gini kvotient) nogensinde.

Kilde: CEPAL (2019)

Latinamerika er verdens mest ulige kontinent, også selv om den økonomiske ulighed har været faldende over de seneste tre årtier i de fleste lande. Men som det fremgår af nedenstående figur fra CEPAL, er uligheden i Chile ikke specielt høj efter regionale forhold og ligger faktisk under gennemsnittet.

Det er heller ikke korrekt at Chile kan karakteriseres ved at ”de rige bliver rigere og fattige bliver fattigere”. Rent faktisk er der en del der tyder på at de fattige er blevet mindre fattige end resten af befolkning, i hvert fald hvis de er i beskæftigelse (nedenstående graf er fra CEPAL).

I det hele taget har der været et markant fald i fattigdommen i Chile de seneste årtier, både når man måler på andelen som har mindre end 3,20 USD. og 1,90 USD. (det vi betegner som ekstrem fattigdom), hvilket fremgår af nedenstående to grafer.

Kilde: CEPAL (2019)
Kilde: CEPAL (2019)

Et af de fremhævede problemer har været pensionssystemet. I forbindelse med reformerne i 1970erne, ændrede man pensionssystemet fra et ”pay as you go system” til et kapitaliseret system, hvorefter pensionen afhænger af hvor meget du har indbetalt og samtidig privatiserede man pensionsopsparingen (hvilket mindre meget om det system, de fleste lønmodtagere herhjemme, ikke mindst de offentligt ansatte kender).

Det gjorde man med god grund. Det gamle system, som stammede helt tilbage fra 1930erne var nemlig reelt bankerot. Man fastsatte fra start pensionsopsparingen til 10 procent af lønnen (det gamle statssystem havde en tvungen indbetaling på 11 procent), hvilket er alt for lavt, hvis man skal opnå en pension på de 70 procent af ens løn, som man lovede ved overgangen til det nye system. Ikke på grund af en ringe forrentning – den har siden starten været på ca. 8 procent p. a. – men fordi mange ikke er del af det formelle arbejdsmarked de 37,5 år som var en forudsætning. Og det der med at være en del af det formelle arbejdsmarked er netop et stort problem, da lidt under en tredjedel arbejder i den uformelle (sorte) økonomi. I vid udstrækning konsekvens af et meget reguleret og ufleksibelt arbejdsmarked. Ikke meget ”neoliberalisme” at hente der.

Problemet er grundlæggende at manglende arbejdsmarkedsreformer indebar, at man tog problemet med at det var indrettet af hensyn til de som var en del af den formelle økonomi med fra det gamle system.

Man har siden indført en bund under pensionerne, men den er meget lav.

Man skal selvfølgelig også være opmærksom på at de der for alvor rammes af manglende pensionsopsparing ikke nødvendigvis er de som dominerer protesterne. Som vi tidligere har set det i bl. a. Brasilien i 2013, synes der er at være en overvægt af folk fra middelklassen blandt de (fredeligt) demonstrerende, mens vandalismen primært varetages af folk fra den yderste venstrefløj – som har stor indflydelse i CONTECH (studenterorganisation) – som minder ikke så lidt om de autonome herhjemme (sort blok), som også havde/har både deres Chilenske og Brasilianske pendanter.

Det var heller ikke noget tilfælde at protesterne over egenbetaling i 2011-2013, primært handlede om betaling til videregående uddannelser, selv om det væsentligste problem er grunduddannelserne (folkeskolerne). Chile har målt på PISA-score det bedste grundskolesystem i hele Latinamerika (hvilket dog ikke siger meget), men også den største spredning. Et problem var at det “voucher-system” man indførte finansierede lokalt i kommunerne. Det indebar groft sagt, at offentlige skoler i de fattige kommuner var/er meget ringe, mens kvaliteten er langt bedre i rige kommuner. Et vouchersystem skal naturligvis finansieres via centrale midler. Se også omtalte artikel af RAsmus Sønderriis.

Når det kommer til de videregående uddannelser (hvor man har ændret betalingsbetingelserne, således at børn af af fattige familer modtager offentlig økonomisk støtte), er det også værd at medtage, at andelen af unge, som gennemfører en videregående uddannelse er høj efter Latinamekanske forhold, mens den økonomiske gevinst er den højeste i OECD.

Måske er det også noget helt andet som har været afgørende for at en relativ lav stigning i priserne på offentlig transport antændte de seneste uroligheder og demonstrationer, nemlig den ringe økonomiske vækst de seneste år, sammenlignet med de forgående “boom-år, omend den naturligvis har været langt bedre end i Argentina og Brasilien, hvor man har haft negativ vækst (Venezuela er helt uden for nummer).

Chile er som de fleste andre økonomier i regionen meget følsom overfor udviklingen i råvarerpriserne, og afslutningen på et historisk råvareboom i nullerne – og især udviklingen efter 2014 – har som det fremgår af ovenstående også haft betydning for væksten i Chile.

Men som Pepe Auth fra oppositionen siger i Rasmus Sønderriis artikel:

”Alle taler om, at vi skal mindske uligheden. Glimrende! Men hør lige engang. Den centrum-venstre-koalition af partier, som jeg er med i, førte kampagne i 2013 med et program for at prioritere lighed frem for vækst, hæve skatterne og øge de sociale udgifter. Vi fik en stor valgsejr til Michelle Bachelet fra Socialistpartiet, der blev præsident med flertal i begge kamre af Nationalkongressen, så hun kunne få alle sine lovforslag igennem.

Jeg var med til at iværksætte en række reformer for større lighed: Gratis højere uddannelse for de 60% laveste indkomster, flere penge til gratis børnehaver og skoler, osv. Hvordan gik det så? Bachelet startede med den højeste popularitet nogensinde, og endte med den laveste nogensinde.

De samme borgere, der havde demonstreret for bedre offentlige skoler, var sure over, at de fattige børn fra slummen nu fik lov at gå i skole med deres egne middelklassebørn. Vi blev kritiseret sønder og sammen over, at skattereformen hæmmede investeringer og jobskabelse. Så op til valget i 2017 lovede Sebastián Piñera det modsatte. Nu skulle der fokuseres på vækst med skattelettelser, og vores sociale reformer skulle rulles tilbage. Og han vandt! Der var stor optimisme, men den varede heller ikke længe. Nu er vi tilbage til at snakke om lighed frem for vækst.

Det er der nok ikke så lidt sandhed i. Så i betydningen at blive lovet noget, som man så ikke opnår er det utivlsomt korrekt at ulighed spiller ind – og her er det nok primært middelklassens oplevelse som er afgørende. Det plejer det at være.

Og så skal man selvfølgelig også huske på, at når man taler om “Sydamerikas rigeste økonomi”, så er det samtidig OECDs anden fattigste. Hvis Chile var medlem af EU, ville kun Bulgarien være fattigere.

Ecuador – tilbage til 90erne

Update – søndag lokal tid aftalte regering og repræsentanter for de protesterende at man ophæver afskaffelsen af subsiderne til benzin og diesel, som regeringen ellers havde ønsket.

Tidligere på året forhandlede Ecuadors regering en lånepakke hjem på ca. 10 mia. USD, herunder 4,2 mia. fra IMF. Som led i den indgåede aftale, ønsker regeringen at ophæve den massive subsidiering af benzin og diesel. Det har (måske ikke overraskende, givet Ecuadors historie) medført omfattende uroligheder. Regeringen har indført undtagelsestilstand, mens urolighederne har kostet flere mennesker livet.

Det er præsident Lenín Moreno’s største krise, siden han blev valgt i 2017. Moreno afløste venstrepopulisten Rafael Correa, efter at have været dennes vicepræsident. Efterfølgende har man foretaget en 180 graders drejning væk fra dennes venstrepopulistiske politik. Under Correa var Ecuador medlem af ALBA og dermed tæt allieret med Venezuela under Hugo Chavez og hans efterfølger Maduro. Moreno har meldt Ecuador ud af ALBA, ligesom Ecuador forlader OPEC primo 2020.

Målet er at reformere Ecuadors økonomi efter forbillede fra lande som f. eks. Chile og Uruguay, åbne økonomien og få restartet den økonomiske vækst, bl. a. ved at øge olieproduktionen og tiltrække flere udenlandske investeringer.

Som led i denne proces prøver man at reformere den offentlige sektor, nedbringe de offentlige udgifter og få kontrol over den stigende gældsætning, som var konsekvensen af den tidligere regerings økonomiske politik. Om det lykkes står fortsat hen i det uvisse. Ecuador har tidligere oplevet store uroligheder, som er endt med afsættelse af den siddende præsident, når man har prøvet at gennemføre markedsreformer.

Ophævelsen af subsidier til benzin, som vil mere end fordoble prisen på diesel, har udløst de nuværende demonstrationer og optøjer, vejblokader, samt ramt olieproduktionenen og lukket landets eneste kobermine. Afskaffelsen af subsidierne forventes at spare staten for ca. 1,3 mia. USD. om året – svarende til ca. 4 procent af de offentlige udgifter.

For at afbøde effekterne for de laveste indkomster, øges en række sociale ydelser betydeligt.

Mens mange lande i regionen oplevede betydelig vækst under råvare-boomet i nullerne, har den fortsatte økonomiske udvikling været langt mere afdæmpet i 10erne – også hvis vi ser bort fra katastrofen Venezuela. Som det fremgår af nedenstående figur, er BNP per indbygger kun steget 10 procent i Ecuador siden 2010, mens man har oplevet et decideret fald siden 2014.

Samtidig er den off. gæld steget igen og nærmer sig niveauet i begyndelsen af nullerne. Denne udvikling er ikke holdbar, og da Ecuador siden 2001 har anvendt dollars i stedet for egen valuta, kan tilpasning kun ske via interne reformer.

Krisen har alle de ”klassiske” ingredienser, på den ene side reformer som led i en aftale med IMF. På den anden side Indianerorganisationer, fagforeninger og ”progressive” venstreorienterede.

Hvis (og det er et stort hvis) det rent faktisk ender med en afskaffelse af subsidieringen, vil det være en stor sejr for præsidenten, og love godt for reformeringen af Ecuadors økonomi.

Men der er tale om et meget stort ”hvis”.

Sammen med Niels Lindvig var jeg for øvrigt gæst hos Cordua & Steno i torsdags, hvor vi bl. a. tale om situationen i Ecuador. Det kan man høre ved at klikke på linket her.

For mere information om reformplanerne i Ecuador – set fra IMFs side – se her

For information om hvordan man opfatter konflikten fra “den anden side” (Indianerorganisationerne), se her (på engelsk).