Jeg vil her på bloggen gennem et par indlæg i den kommende tid prøve at komme nærmere ind på hvad der sker i Argentina under præsident Javier Milei, som uanset om man “køber hele pakken”, dele af den eller meget lidt, er noget vi aldrig har set før i Latinamerika.

Nemlig en præsident med betydelig idehistorisk og økonomisk viden, hvis politik, i hvert fald når det kommer til økonomiske reformer, hviler på et solidt nationaløkonomisk fundament og forståelse for betydningen af markedskapitalisme.

Det nærmeste vi kommer er formentlig Chile under Pinochet’s diktatur i 1970erne og 1980erne, hvis reformer i modsætning til de efterfølgende forsøg andre steder i regionen, var drevet af forståelse for og ønsket om at skabe en mere fri og konkurrencepræget markedsøkonomi, for derigennem at sikre bedre levevilkår for landets befolkning.

Ikke fordi Pinochet selv havde en større forståelse for dette, men fordi han tillod en række, primært (unge) økonomer (de såkaldte Chicago Boys), at gennemføre et reformprogram af uset omfang.

De efterfølgende reformer i andre lande, fx. Peru og Argentina i 1990erne, var derimod drevet af behovet for at sikre systemets overlevelse. Som bekendt kom der noget godt og indtil videre varigt ud af det i Peru (den politiske situation i landet er dog et problem og en bremse for de mange reformer der fortsat er behov for), mens det endte i økonomisk sammenbrud og tilbagevenden til tidligere tiders protektionistiske og problematiske økonomiske politik i Argentina.

Men før vi når så langt er det måske en god ide at få et overblik over Argentinas økonomiske og politiske udvikling siden den spanske kolonisering. Det vil jeg forsøge at bibringe i dette indlæg, som dækker tiden op til 1. verdenskrig og et efterfølgende, omhandlende perioden frem til Milei´s valgsejr i slutningen af 2023.

Det 3. indlæg vil omhandle de reformer som er gennemført siden Milei’s sejr, de foreløbige resultater og fortsatte udfordringer.

Spansk koloni og uafhængighed

Da spanierne i 1516 ankom til den del af Sydamerika, som senere blev til Argentina, ankom de til et relativt sparsomt (men ikke ubefolket) område, til forskel fra de områder der senere skulle blive til bl. a. Peru, Bolivia, Mexiko mv.

Buenos Aires grundlages i 1580 og området blev en del af vicekongedømmet Peru og senere vicekongedømmet Río de la Plata, som omfattede Argentina, Uruguay, Paraguay og dele af Bolivia.

Buenos Aires blev hurtig en vigtig havneby for spanierne, hvorfra man udskibede den sølv man udvandt i Potosí i det nuværende Bolivia.

Senere (i 1700-tallet) begyndte man i stigende grad at fokusere på landbrug og ikke mindst kvægdrift (på den argentinske Pampas), som fik en stigende betydning. Igen var Buenos Aires centrum for udskibning og eksport. Denne gang af kød og huder.

Fra Vicekongedømme til uafhængighed

Fra at have været en del af vicekongedømmet Peru, en kronjuvel i det Spanske imperie, blev Buenos Aires i 1776 centrum for vicekongedømmet Río de la Plata. Buenos Aires var altså nu både en vigtig handelsby og et administrativt centrum af stor betydning for de spanske koloniherrer. Men efter Napoleons invasion af Spanien (og Portugal) i 1807, svækkedes Spaniens kontrol over kolonierne i Latinamerika, herunder vicekongedømmet Rio de la Plata og kravet om selvstændighed steg, hvilket kulminerede i maj 1810, hvor myndighederne i Buenos Aires erklærede sig uafhængige af Spanien.

Herefter fulgte flere års kamp mod de spanske styrker, under ledelse af bl. a. Argentinas nationalhelt José de San Martín, indtil man endelig opnåede selvstændighed i 1816 (kampene fortsatte dog nogle år endnu før de spanske styrke endegyldigt var smidt ud af regionen).

Borgerkrig, politisk fragmentering og Juan Manuel de Rosas

I årtierne efter 1816 var Argentina præget af stor ustabilitet, vold og borgerkrig, mens den ene diktatorer efter den anden kom og gik. En væsentlig årsag til uroen og ustabiliteten var striden mellem Unitarios (centralisterne) og Federales (føderalisterne). Mens Unitarios ønskede en stærk central regering med Buenos Aires som hovedstad, ønskede Federales mere autonomi for provinserne.

Der kom for en tid nogenlunde styr på tingene, da Juan Manuel de Rosas kom til magten i 1829. Rosas havde tidligere været del af Unitarios, men blev senere leder af Federales. Rosas skulle komme til at dominere Argentinsk politik frem til 1852. Under hans styre etableredes et stærkt undertrykkende og brutalt styre med udgangspunkt i Buenos Aires. Juan Manuel de Rosas tid som Argentinas diktator endte efter han led nederlag ved slaget ved Caseros, hvilket markerede afslutningen på hans autoritære styre og begyndelsen på en ny æra i argentinsk politik (Rosas gik i landflygtighed i England).

Den betydning som landbruget fik for Argentinas økonomiske vækst frem til det 20. århundrede var da allerede undervejs. Dyrkning af hvede og majs og selvfølgelig kvægdrift spillede således en central rolle for Argentinas økonomiske vækst, og Buenos Aires var det ubestridte handelscenter for disse produkter.

Forfatningen af 1853 og og det “Argentinske mirakel”

Efter Rosas’ fald i 1852 vedtog Argentina en ny forfatning i 1853, som lagde grundlaget for en føderal republik og fortsat gælder, omend med en række efterfølgende ændringer. Efter indførelsen af den nye forfatning fulgte en periode hvor liberale præsidenter som bl a. Justo José de Urquiza (1854-1860) og Bartolomé Mitre (1862-1868) gennemførte en økonomisk modernisering og bl.a. fremmede infrastrukturudviklingen i det fortsat tilbagestående Argentina.

Forfatningen af 1853 og dens (umiddelbare) betydning.

Der er almindelig enighed om at Argentinas forfatning fra 1853 fik stor betydning for den rivende økonomiske udvikling i Argentina i de følgende årtier op til den 1. verdenskrig. Desværre er det også et godt eksempel på, at ét er hvad man skriver, noget andet er hvad man gør. Med andre ord, det der “med lov skal land bygges” har altid været lettere problematisk i Argentina ( og store dele af resten af Latinamerika for den sags skyld).

Forbilledet var den amerikanske forfatning og dens deling mellem den udøvende, lovgivende og dømmende magt, indebar (i hvert fald i ord), at

1. Argentina blev etableret som en føderal republik, hvor magten blev delt mellem den nationale regering og provinserne.
2. Der Indførtes en tredeling af magten (igen, mere på papiret end i virkeligheden) i den udøvende, lovgivende og dømmende magt efter amerikansk forbillede, hvor
   • præsidenten, skulle vælges ved direkte valg (hvilket først reelt skete i1916), fungere som statsoverhoved og regeringschef, udnævne alle embedsmænd og have vetoret over lovgivningen.
   • Der indførtes et to-kammer system bestående af Senatet og Deputeretkammeret. Senatet repræsenterer provinserne, mens Deputeretkammeret repræsenterer befolkningen.
   • Et uafhængigt retssystem med højesteret som den øverste domstol etableredes (desværre mere i ord end gerning, som historien igen og igen har vist).
3. Garanteredes en række grundlæggende frihedsrettigheder, herunder ytringsfrihed, religionsfrihed og ejendomsret (og ja igen, desværre ofte ikke “in real life”). Sikringen af den private ejendomsret kan dog angives som en en væsentlig årsag til de store udenlandske investeringer (især fra Storbritannien) og den høje økonomiske vækst som fulgte de efterfølgende årtier.

Argentina blev herefter i de sidste årtier af det 19. og første af det 20. århundrede en af de hurtigst – I perioder formentlig dén hurtigst – voksende økonomier i verden.

Af naturlige grunde er vores datamateriale noget tyndt om datiden, men bruger vi Maddisons database, hvor man gennem årene har gjort et meget stort stykke arbejde i at estimere historisk BNP, kan vi jo se på udviklingen i BNP per indbygger for henholdsvis Danmark og Argentina fra 2. halvdel af det 19. århundrede og frem til 1. verdenskrigs udbrud.

To forhold er væsentlige at huske i den forbindelse.

For det første, at den globale ulighed var væsentlig mindre før den industrielle revolution for alvor slog igennem, af den simple grund at langt de fleste havde en elendig levestandard over det mest af kloden. Stigningen i den globale ulighed, som formentlig kulminerede for blot et par årtier siden var ikke mindst drevet af det forhold, at den hurtige velstandsstigning, der fulgte i kølvandet med den industrielle revolution i 2. halvdel af det 18. århundrede i begyndelsen kun omfattede relativt få lande i verden.

Der var altså tale om, at en håndfuld lande (primært Nordeuropa samt enkelte tidligere og fortsatte engelske kolonier) “løb” fra de andre. Ser man således på Kinas og Indiens andel af den globale økonomiske aktivitet for 250 år siden, var den formentlig større end på noget tidspunkt siden da.

Først i de senere årtier har Indien og ikke mindst Kina igen stået for en hastig stigende andel af den samlede globale økonomiske aktivitet. Med andre ord er vi egentlig blot på vej tilbage til “normalen”, som den så ud før den industrielle revolution for alvor tog fart.

For det andet skal også medtages at Danmark fra 2. halvdel af det 19. århundrede og frem til første halvdel af det 20. århundrede var inde i en periode med hastig økonomisk vækst og udvikling. Relativt i forhold til resten af verden toppede vores økonomiske velstand således i perioden fra 1930erne til slutningen af 1950erne.

Med det in mente kan vi konstatere, at hvor BNP per indbygger i Argentina i midten af det 19. århundrede udgjorde ca. 70 pct. af dansk BNP pr. indbygger, var den på niveau med Danmarks BNP pr. indbygger omkring århundrede skiftet – og i perioder endda højere.

Kilde: Maddison (2020)

Drømmen om Argentina (1880-1914)

Som ovenfor nævnt, var det især i det sene 1800-tal og begyndelsen af 1900-tallet, at Argentina i den grad oplevede meget høje vækstrater. Flere faktorer bidrog til denne udvikling

Argentinas frugtbare pampas indebar at Argentina var stærkt konkurrencedygtig som producent af hvede, majs og oksekød. Ved at udnytte dette potentiale, blev Argentina da også en af verdens førende eksportører af disse produkter. Lige som for Uruguays vedkommende, kom opfindelsen af køleskibet til at spille en afgørende rolle for eksportmulighederne. Der var tale om en sand revolution, som nu gjorde det muligt at transporte let fordærvelig varer over store afstande. For Argentina (og Uruguay) ikke mindst kød til Europa.

Som nævnt garanterede forfatningen af 1853 beskyttelsen af den private ejendomsret. Koblet med det store økonomiske potentiale og ikke mindst den relative politiske stabilitet, som prægede perioden fra 1880 til 1914 under ledelse af præsidenter som Julio Argentino Roca og Roque Sáenz Peña, tiltræk det betydelige udenlandske Investeringer. De finansierede infrastrukturprojekter som jernbaner, havne og telegraflinjer. Dette forbedrede transport- og kommunikationsnetværk, hvilket igen lettede handel og økonomisk vækst.

Og så oplevede Argentina en massiv tilstrømning af europæiske immigranter. Disse immigranter leverede arbejdskraft til landbrugs- og industrisektorerne, ligesom de grundlagde en lang række virksomheder.

Næsten seks millioner europæere – hovedsageligt italienere og spaniere – ankom til Buenos Aires mellem 1870 og 1914, og over tre millioner af disse blev i landet for altid. Især mellem 1905 og 1914 var indvandringen meget stor. I løbet af disse ti år ankom næsten tre millioner immigranter til Buenos Aires alene. Det er i disse år, at byen bliver en af verdens verdens metropoler, hvis bygningsværker fortsat kan ses som et symbol på datidens rigdom.

Argentina var i begyndelsen af det 20. århundrede også et af verdens verdens mest urbaniserede lande, mens ca. 70 pct. af befolkningen i beskæftigelse i Buenos Aires og 80 pct. af dens virksomhedsejere var indvandrere i 1914!

At man oplevede denne kraftige indvandring siger også noget om at helt galt kan det ikke have stået til, trods en formentlig betydelig ulighed – ikke mindst på landet – hvor ejerskabet til jorden ofte var koncentreret på meget få hænder (en arv fra kolonitiden). Et kendetegn ved Latinamerika generelt, og i modsætning til fx. USA. Vi må i hvert fald gå ud fra, at migranterne havde en forventning og opnåede bedre levevilkår end hvor de kom fra.

Af andre forhold som viser Argentinas relative velstand og hvorfor mange fattige europæere drømte om at rejse dertil, kan ud over den høje urbanisering fx. nævnes at Argentina i 1914 havde et af verdens mest omfattende jernbanenetværk, mens antallet af biler kunne måle sig med Londons.

I 1914 havde Argentina således forvandlet sig til en af verdens rigeste nationer med en blomstrende økonomi og en hastigt voksende befolkning.

I 1916 fik Argentinerne så deres første demokratisk valgte præsident, Hipólito Yrigoyen fra den Radikale Borgerunion (UCR). Dette var resultat af hvad der er blevet kaldt Sáenz Peña-loven, opkaldt efter præsident Roque Sáenz Peña, som blev vedtaget i 1912 og indførte hemmelig og obligatorisk stemmeret for mandlige argentinske borgere.

Javier Milei har ofte henvist til 1916 som starten på Argentinas økonomiske nedtur. Han taler således ofte om at Argentina har haft socialistiske regeringer i mere end 100 år. Det vil undertegnede måske nok mene er at strække den lige lovligt meget. Og desuden var kimen til Argentinas deroute sået mange år før, hvilket jeg kommer ind på i næste “kapitel” i sagaen om Argentinas opstigning til et af verdens rigeste lande og dets efterfølgende spektakulære nedtur i det 20. århundrede.