Tag-arkiv: Buenos Aires

Argentina og Milei I – “On top of the world”

Jeg vil her på bloggen gennem et par indlæg i den kommende tid prøve at komme nærmere ind på hvad der sker i Argentina under præsident Javier Milei, som uanset om man “køber hele pakken”, dele af den eller meget lidt, er noget vi aldrig har set før i Latinamerika.

Nemlig en præsident med betydelig idehistorisk og økonomisk viden, hvis politik, i hvert fald når det kommer til økonomiske reformer, hviler på et solidt nationaløkonomisk fundament og forståelse for betydningen af markedskapitalisme.

Det nærmeste vi kommer er formentlig Chile under Pinochet’s diktatur i 1970erne og 1980erne, hvis reformer i modsætning til de efterfølgende forsøg andre steder i regionen, var drevet af forståelse for og ønsket om at skabe en mere fri og konkurrencepræget markedsøkonomi, for derigennem at sikre bedre levevilkår for landets befolkning.

Ikke fordi Pinochet selv havde en større forståelse for dette, men fordi han tillod en række, primært (unge) økonomer (de såkaldte Chicago Boys), at gennemføre et reformprogram af uset omfang.

De efterfølgende reformer i andre lande, fx. Peru og Argentina i 1990erne, var derimod drevet af behovet for at sikre systemets overlevelse. Som bekendt kom der noget godt og indtil videre varigt ud af det i Peru (den politiske situation i landet er dog et problem og en bremse for de mange reformer der fortsat er behov for), mens det endte i økonomisk sammenbrud og tilbagevenden til tidligere tiders protektionistiske og problematiske økonomiske politik i Argentina.

Men før vi når så langt er det måske en god ide at få et overblik over Argentinas økonomiske og politiske udvikling siden den spanske kolonisering. Det vil jeg forsøge at bibringe i dette indlæg, som dækker tiden op til 1. verdenskrig og et efterfølgende, omhandlende perioden frem til Milei´s valgsejr i slutningen af 2023.

Det 3. indlæg vil omhandle de reformer som er gennemført siden Milei’s sejr, de foreløbige resultater og fortsatte udfordringer.

Læs resten