Tag-arkiv: Dansk politik

Forsvarsforligets partier har drukket af natpotten

Af Christian Bjørnskov, den 7. juli 2025. 5 svar

For at være helt præcis, har partierne i Folketinget bag forsvarsforliget drukket af den økonomiske natpotte. Der kan ikke være anden vurdering af deres beslutning, at Forsvarets nye skibe – med undtagelse af de hurtige fregatter, der først besluttes efter tingets sommerferie – skal bygges i Frederikshavn. Formålet med forliget burde være, at Danmark får mest muligt kvalitetsforsvar for pengene. Det gør man ikke med beslutningen. Og før nogen siger, eller skriver i kommentarerne, at forliget jo ‘skaber arbejdspladser’, er den slags argumenter altid simpel evidens for personens økonomiske analfabetisme (eller uærlighed). Her er hvorfor.

Ethvert indkøb, om det er offentligt eller privat, må sigte efter at få så meget for pengene som muligt. Rationelt siger man således efter at opnå den bedste kombination af lav pris og høj kvalitet, givet ens præferencer og rationalet for købet. Ethvert voksent menneske ved, at det kan være svært at ramme helt rigtigt. Det bliver bestemt ikke lettere af, at det drejer sig om komplekse indkøb til Forsvaret, der skal bruges over en lang årrække til en lang række forskellige formål. Princippet er dog det samme: Det er dumt at købe noget, der er for dyrt i forhold til hvad man ellers kunne have fået for pengene.

Og det er her, at Folketingets insisteren på, at de nye flådefartøjer skal bygges i Danmark, kommer til kort. Der er ingen som helst grund til at bygge fartøjerne i Danmark, når de for eksempel kan bygges til lavere pris i Sydkorea, af værfter der allerede har betydelig erfaring og kompetence i netop den type byggeri. Det er med andre ord både dyrere at bygge dem i Frederikshavn, og langt mere risikabelt, ig og med at den manglende kompetence inebærer en meget større sandsynlighed for, at noget går galt eller man ender i uforudsete problemer. Beslutningen forøger blot skatteydernes omkostninger og forøger Forsvarets risiko for, at de alligevel ikke har fartøjer og andet materiel til den aftalte tid – eller nogenlunde tæt på.

Et standardargument i dansk politik er, at det ‘jo skaber arbejdspladser’. Simon Kollerup, Socialdemokratiets forsvarsordfører der er valgt i Frederikshavn – og ikke en af Folketingets hurtigste knallerter på molen – glæder sig for eksempel over, at “der er 500 til 700 nye arbejdspladser” til byen. Det er der bare ikke.

Nok har Frederikshavn Kommune blandt andet lidt under lukningen af Danish Crowns slagteri i Sæby, men sidste år var ledigheden blot fire procent. Uanset om man er villig til at tro på, at de ledige slagteriarbejdere pludseligt kan bruges i regionens værftsindustri, er der ikke reelt ledig arbejdskraft i byen. De 500-700 arbejdspladser skal derfor tages fra andre formål og virksomheder i både Frederikshavn og resten af landet. Argumentet er nonsens og bør aldrig bruges: Politik skaber ikke arbejdspladser, den flytter dem kun!

Et sidste argument, som jeg også har hørt i forbindelse med beslutningen om at bygge flådens nye skibe i Danmark, er at det vil opbygge kapacitet og kompetence. Argumentet lyder ofte både rimeligt og fristende, men er altid tvivlsomt fordi det bryder med et af nationaløkonomis mest grundlæggende principper: Alternativomkostninger. Hvis man bruger ressourcer – menneskelige, finansielle, fysiske osv. – på ét formål, kan man ikke også bruge dem på et andet. Har man brugt melet på at bage kage, kan det ikke også bruges på brød. Så når man politisk binder ressourcer i skibsbygning i Frederikshavn, er der en reel omkostning forbundet med at de ikke kan bruges andre steder på privaste formål. Og man bør notere sig, at de private formål, som ressourcerne kommer fra, alle er ‘markedstestede’ – de er investeret i noget, som folk brugte deres egne penge på med en reel forventning om succes.

Når jeg bruger et udtryk som, at forligspartierne har drukket af natpotten, er det således udtryk for at deres beslutning strider mod helt grundlæggende økonomisk logik. Den strider også mod mindst et århundredes erfaring med politiske projekter, og med påstandene om, at store offentlige udgifter på magisk vis får positive konsekvenser. Der er ingen magi i politik, men masser af basal inkompetence.

Folketinget giver sig selv højere løn

Af Christian Bjørnskov, den 28. maj 2025. 3 svar

Hvis det skulle være fløjet under vores læseres radar, har Folketinget netop givet sig selv højere løn. DF, Danmarksdemokraterne og Enhedslisten står udenfor aftalen, der indebærer at medlemmer af Folketinget i fremtiden mister deres tjenestemandspension – en særdeles lukrativ ordning, der stort set er forsvundet fra resten af samfundet. Som modydelse stiger et alment folketingsmedlems samlede årsindkomst fra hvervet fra 948.000 til 1.080.000 kroner – en stigning på 13,9 %. Ministres lønninger stiger fra 1.702.000 til 2.016.000 kroner, en stigning på hele 18,4 %. Som Berlingskes Bent Winther understreger, er situation at “nu står det mere tydeligt end tidligere, hvor langt politikernes løn ligger fra almindelige lønmodtageres.” Hvor meget er pointen idag.

Et startpunkt for sammenligninger må være, at gennemsnitsindkomsten i 2024 var 395.500 kroner per person, mens den gennemsnitlige børnefamilie tjente 696.400 kroner før skat. I forhold til gennemsnitsdanskeren tjente Folketingsmedlemmer således 2,7 gange så meget. Bruger man Danmarks Statistiks sammenligningsredskab til at vurdere det – og antager ganske simpelt, at medlemmet bor sammen med en typisk partner, har et hjemmeboende barn og bor i København – har de 2,2 gange så høj indkomst som den typiske københavner. Og det er vel at mærke når man ikke regner nogen anden indkomst med.

Efter lønstigningen vil Folketingsmedlemmer med andre ord tjene lige omkring det samme som en afdelingschef i ministerierne. Lønnen på 1,08 millioner vil, selv når man ignorerer at langt de fleste politikere har andre indtægter ved siden af, placere dem blandt de tre (3) procent rigeste danskere. Det rejser to fundamentale spørgsmål.

Det første spørgsmål er, om mennesker der tjener så meget, og iøvrigt lever et meget anderledes liv end resten af befolkningen og får en række ting betalt, er tilstrækkeligt i stand til at forstå almindelige menneskers situation. Det er ikke mindst et problem, fordi mange politikere idag er kommet direkte fra ungdomspolitik og har levet hele deres voksne liv i politik, omgivet af politikere, og med andre politikere som deres primære netværk. Både den sociale og den økonomiske isolering er potentielle problemer.

Det andet spørgsmål er, hvorfor Folketingsmedlemmer skal betales over en million kroner for et job, som de fleste af dem er så åbenlyst inkompetente i. Som en af mine kolleger en gang lidt provokerende foreslog, burde de måske være på en slags resultatløn: Hvis almindelige danskeres forbrugsmuligheder og liv blev forbedret, kunne de få en bonus, og hvis ikke burde de tage til takke med en meget lav løn. Direktører i private virksomheder uden vækst får vel heller ikke ret meget ud af det.

Men situationen er nu engang, at Folketinget vælger sin egen løn, vurderer sin egen arbejdsindsats, og regulerer sin egen arbejdsplads. Og så er de iøvrigt gået på tre månederes sommerferie, hvor de kan overveje, hvordan de i efteråret vil bruge vi andres midler.

Hvad hvis regeringen balancerede budgettet?

Af Christian Bjørnskov, den 20. maj 2025. Skriv et svar

I min klumme i Børsen i torsdags stillede jeg et simpelt spørgsmål: Hvad skal statens opsparing bruges til? Baggrunden for klummen var, at det offentlige sidste år realiserede et overskud på 133 milliarder kroner – hele 9,7 % af budgettet. Som jeg skriver: “Bundlinjen er i stedet, at borgerne betaler langt højere skatter, end de behøver for blot at finansiere det nuværende offentlige forbrug.” Uanset hvordan man ser på det, giver de stadige overskud på det offentlige budget ingen økonomisk mening. Det er ikke meningen, at det skal gå i nul hvert år, men på langt sigt bør et offentligt budget balancere – ikke skabe overskud. Det offentlige er ikke en privat virksomhed som skal udbetale dividende eller skabe aktiegevinster. Hvad der foregår politisk er lidt et mysterium.

I stedet for at overveje hvad der foregår – jeg giver tre korte bud i klummen – vil jeg i stedet for dokumentere omfanget af problemet. Figuren nedenfor illustrerer det meget lange sigt ved at plotte to kurver. Den røde er den private del af BNP – dvs. det totale BNP minus de offentlige udgifter, mens den blå kurve er den private del af BNP plus det offentlige overskud. Den blå kurve er således en fiktiv repræsentation af situation, hvis regeringen hvert år havde balanceret budgettet og hverken indkrævet for lidt eller for meget skat, givet udgiftstrykket.

Starter man i 1975 var situationen faktisk, at det offentlige regnskab var relativt tæt på at balancere: I 1977 var underskuddet 1,5 % af udgifterne, hvilket på det tidspunkt var ganske rimeligt sammenlignet med andre europæiske lande. Men under Anker Jørgensens regeringer eskalerede det helt udaf kontrol. I 1982 – året hvor Jørgensen i oktober opgav regeringsmagten og uden et valg lod fire borgerlige partier overtage under ledelse af Poul Schlüter – nåede underskuddet 16 % (9 % af BNP). Schlüter-regeringerne gennemførte store reformer, der rettede op på problemerne, gav overskud på omkring 2,5 % af budgettet i 1986 og 1987 og cirka balance i 1988. Ændringerne var ikke mindst pinligt nødvendige fordi den statslige udlandsgæld var eksploderet i løbet af 1970erne.

Det særlige idag er, at det offentlige har haft overskud hvert år siden 2016, og overskud større end -1 % af BNP siden 2013. I perioden 2016-2024 har overskuddet i gennemsnit været 5,3 % af budgettet og 2,4 % af BNP. Som jeg påpegede i Børsen sidste uge, indkræver den danske stat derfor helt konsistent og år efter år for mange skatter og afgifter fra danskerne, men helt uden at have en væsentlig gældsbyrde at betale. Der er således ingen umiddelbar grund til overskuddene. Og de er dyre for danskerne!

Forestiller man sig, at de danske regeringer siden 2016 have balanceret budgettet hvert år ved at give skattelettelser til danskerne i stedet for overskuddene, var den private del at BNP ikke vokset 2,5 % om året – den var vokset 3,2 %! I runde tal er danske borgere blevet snydt for en vækst på over en procent om året. Hvad værre er, er det endda en periode hvor det private forbrug kun er vokset 1,1 % i gennemsnit fordi resten af den private del omfatter investeringer og nettoeksporten, der er vokset noget mere end resten.

Bare i 2024 ville en balancering af budgettet have forøget den private del af BNP med 8 %, og det endda uden at regne på dynamiske effekter af de skattelettelser, der ville have karakteriseret dansk økonomi med et balanceret budget. Den tænkte politik ville i gennemsnit have givet hver dansker 11.000 kroner større økonomiske muligheder hvert år de sidste ni år. Hvorfor regeringen ikke bare fortsætter politikken, men nærmest praler af den, er helt uforståelig fra en nationaløkonomisk vinkel.

Hvorfor er alt kriser for regeringen?

Af Christian Bjørnskov, den 13. januar 2025. 2 svar

Mette Frederiksen blev valgt i 2019 og lagde fra starten en meget traditionelt venstre-socialdemokratisk linje. Hendes regering og faktion indenfor partiet definerede sig ganske klart i modsætning til Helle Thorning og Bjarne Corydons strategi få år tidligere, og sigtet var at rykke parti og land til venstre. Få måneder senere, da verden blev ramt af den nye Covid-19-virus fra Kina, fik Frederiksen noget nær sin ønskesituation foræret: Regeringen kunne kopiere Kina, Italien og andre landes drakoniske pandemipolitik og opnå en grad af magt, som ingen bare nogenlunde normal situation ville kunne give den. Krisen var, med andre ord, en gave til en af de mindst demokratisk ‘mindede’ danske politikere i mange år.

Men når en regerings modus operandi bliver, at al politik er lagt an på at løse kriser – virkelige såvel som påståede – skaber det alvorlige problemer. For det første er det en effektiv måde at demontere oppositionen, når man kan overbevise den om, at landet faktisk er i en krise, og alle må rykke sammen. Som læserne kunne se fra 2020 til midten af 2022 var der reelt ingen politisk opposition i Danmark, og Frederiksen-regeringen fik lov til at regere autokratisk.

For det andet er det et stort problem, at når alt er en krise, er al politik også krisepolitik. Som jeg påpegede i Børsen igår, er en del af problemet at “Ser man noget som en krise, kræver det handling nu og her uanset de langsigtede konsekvenser. Krisepolitik indebærer således næsten altid en meget kort tidshorisont.” Mekanismen er simpel og enkel at forstå; Hvis man sætte den på spidsen, er det lange sigt ikke vigtigt, når alternativet til kortsigtet krisepolitik er udryddelse. Kan man overbevise – eller skræmme – nok vælgere til at tro, at en ny virus er en eksistential risiko, kan man få lov til at føre ekstremt kortsigtet, ideologisk politik.

Sidst, men ikke mindst, bliver politik mere kortsigtet jo mere truet, regeringen er, eller jo mere sandsynligt det er, at centrale regeringspersoner snart forlader politik. Begge dele forkorter også regeringers tidshorisont og fører dermed til kortsigtet politik, der måske kan score nogle politiske point nu, men har negative konsekvenser på det lange sigt.

Og spørgsmålet, som lå implicit i min Børsen-klumme og eksplicit her, er om det ikke er en rimelig beskrivelse af de to Frederiksen-regeringer? Det er regeringer, der har talt meget om reformer og store beslutninger, men har gjort forbløffende lidt i den retning – eller i hvert fald forbløffende lidt, der giver nogen som helst mening på langt sigt. Politik i Danmark er, i min mening, endt som et skræmmeeksempel på hvad der sker, når alt i politik kommer til at handle om det korte sigte.

Tak til AE – I har ret

Af Christian Bjørnskov, den 16. december 2024. Skriv et svar

Det er ikke tit, at vi er enige med Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, og endnu sjældnere, at der er grund til at rose dem. Men det er der faktisk idag, hvor AE’s direktør Lars Andersen skriver i Berlingske, at “Høj produktivitet sikrer høj velstand.” I en ny analyse viser hans medarbejdere, at af den 125 procent store tilvækst i bruttofaktorindkomsten (et mål meget tæt på BNP) siden 1980, er de 100 procent kommet fra øget produktivitet, mens den resterende femtedel kan skyldes arbejdsudbudseffekter. Som vi også har skrevet om flere gange her på stedet – se f.eks. vores “Produktivitet er (næsten) alt” fra i sommers – trumfer produktivitetsfremskridt alt andet på langt sigt.

Det er godt at se, at AE nu er med på den faglige vogn, og ikke mindst at de noterer det præcist samme, som vi her på stedet har beklaget: At “Produktivitet fylder ikke meget på Christiansborg”, som Andersen pointerer. Man kan være uenig i hans vurdering af, hvor vigtige investeringer i uddannelse er, ligesom AE nok også overvurderer betydningen af almindelige erhvervsinvesteringer. Men Andersen og hans hold skal have tak for ikke blot at pointere, at produktivitet er den altoverskyggende kilde til langsigtet velstand, men også at de slutter sig til stemmer som vores på den anden politisk fløj, i at forsøge at råbe Christiansborg op. Hvordan man så opnår permanent hurtigere produktivitetsvækst kan vi så have en informeret, faglig debat om bagefter.

Børn og forældres lykke – ikke kun i Danmark!

Af Christian Bjørnskov, den 30. september 2024. 4 svar

Den sidste tid har flere danske politikere, ikke mindst Pia Olsen Dyhr (SF) på Instagram, touret med en påstand om, at det kun er i Danmark, at forældre er mindre lykkelige end folk uden børn. De Konservatives Isabella Arendt har fremturet med lignende idéer, og i en grad så en af mine nære venner ringede forleden og konfronterede mig med den. Så lad os se på den, så vi kan afvise påstanden.

Det vi konkret har gjort er at sammenligne den gennemsnitlige tilfredshed med livet i to store grupper mennesker i ni nordeuropæiske lande, der alle er dækket af the European Social Survey. For sammenlignelighedens skyld ser vi kun på borgere, der bor sammen med en partner – dvs. singler, fraskilte, enker og enkemænd, der alle ofte er mindre lykkelige af andre grund, er ikke med i sammenligningen. Vi har derefter brugt information i datasættet til at kode, om de har hjemmeboende børn eller ej. Fordi der er ganske store forskelle på, hvor tilfredse hele samfund er, har vi i figuren nedenfor beregnet forskellen i tilfredshed mellem dem med hjemmeboende børn og dem uden. Forskellen er angivet i procent af en standardafvigelse for det pågældende land, dvs. i forhold til den almindelige ‘forskellighed’ i folks tilfredshed.

Og som man kan se, er der kun ét af landene, hvor dem med børn faktisk er mere tilfredse: Island. Det er også den mindste forskel, vi ser. Derudover burde det være ekstremt klart, at Danmark faktisk ligger lidt midt i feltet i Nordeuropa: Danskere med hjemmeboende børn er i gennemsnit 7,5 % af en standardafvigelse mindre tilfredse end dem uden børn. Helt modsat Olsen Dyhrs påstand er forskellene faktisk større i Sverige (10,5 %) og Norge (13,8 %), mens de er mindre i Finland (5,3 %) og det noget mere konservative Tyskland (4,6 %).

Pointen med posten idag er meget simpel den at ‘debunke’ en politisk påstand. Politikere – ikke kun de danske – påstår med meget jævne mellemrum ting, der simpelthen ikke er faktuelt korrekte. Det kan ikke undgås, at der en gang imellem snige sig lidt sjusk ind i deres arbejde, men det er meget sjældent, at de undskylder eller retter deres fejl. Det er derfor op til os, og dagens eksempel er et af tusinder på, hvorfor man ikke bør stole på, hvad politikere siger.

Produktivitet – hvis bare vi ikke var stoppet

Af Christian Bjørnskov, den 10. september 2024. 4 svar

Vi har adskillige gange understreget, hvor vigtig produktivitet er her på stedet. For et par uger siden understregede vi, at danskerne slet ikke var blevet rigere de sidste 25 år uden produktivitetsfremskridt. Man kan således godt glemme hele diskussionen om arbejdsudbud og beskæftigelsesfrekvens, hvis man er interesseret i det langt sigt.

Det er derfor bekymrende, at produktivitetsudviklingen så tydeligt er bremset ned de sidste cirka 20 år. Figuren nedenfor viser udviklingen i BNP per indbygger i Danmark siden 1960. Fra 1960 til 1981 steg produktiviteten – målt på værdiskabelse per arbejdstime – med cirka 3,6 % om året. Fra 1982 til 2005, dvs. den store reformperiode i dansk politik, steg produktiviteten lige godt 2 % om året. Men i perioden 1982-2019 faldt produktivitetsvæksten til 1,3 % (1,4 % 1982-2022). Hvad skete der?

Opbremsningen i produktivitet skete i mange vestlige lande i de sidste 20 år, og er ikke specifik for Danmark. Forleden udkom en EU-rapport, der var forsinket flere gange, som konkluderede, at Europa har et massivt konkurrenceevneproblem lige præcis fordi Vesteuropas produktivitet bevæger sig fremad med sneglefart.

Pointen idag er at understrege, hvor vigtigt problemet er. Forestiller man sig, at produktivitetsvæksten var fortsat i samme tempo, som den havde i Danmark 1982-2005, ville hver dansker – ung som gammel – alt andet lige have været omtrent 45.000 kroner rigere i gennemsnit. Det betyder, at en såkaldt standard LO-familie ville have haft en årlig indkomst, der var meget cirka 75.000 kroner højere før skat. Som vi skrev forleden, er produktivitet så meget vigtigere end alt muligt andet på langt sigt, at det er svært at forstå hvorfor danskerne ikke interesserer sig mere for problemet.

Hvor er medianvælgeren i Danmark?

Af Christian Bjørnskov, den 20. maj 2024. 2 svar

Jeg havde forleden en samtale med flere kolleger om, hvad medianvælgeren i Danmark egentlig vil. Baggrunden var en diskussion af næste valg, og hvad de nominelt blå partier vil gøre, og kan opnå. Problemet er, at de fleste – måske endda inklusive Liberal Alliance – har købt Hjort-doktrinen om, at man ikke kan vinde valg på blå politik, men må rykke ind mod den politiske midte. Hjort-doktrinen, som den kaldes i Danmark, er let genkendelig for alle public choice-forskere som en simpel udgave af medianvælgerteoremet. Men for at teoremet virker tydeligt, kræver det blandt andet, at der er én dimension i politik, at forhold som opfattet kompetence og ærlighed ikke er vigtige for vælgerne, og at man faktisk ved, hvor midten ligger. Det var det sidste punkt, vi kom til at diskutere.

Det mærkelige er, at midtpunktet i dansk politik i meget høj grad handler om omfordeling, og meget dansk politik derfor kommer til at handle om det. Det gælder for eksempel al mulig økonomisk politik, hvor ethvert forslag kommer med en vurdering af, hvordan det omfordeler indkomst, forbrug, skattebyrde eller andet. Er man akklimatiseret til dansk politik, virker det næppe mærkeligt, men det er det når man ser på, hvad danskerne konsistent siger i værdiundersøgelser.

Som kortet nedenfor illustrerer, er danskerne de mindst tilbøjelige i Europa til at støtte mere statslig omfordeling. European Social Survey, som kortet er lavet på baggrund af, spørger hvert andet år om staten skal introducere politik for at omfordele mere. Spørgsmålet stilles på en skala fra 1 – at man er stærkt enig – til 5, at man er stærkt uenig.

Den mindst omfordelingsvenlige region i hele ESS-undersøgelsen er Sydjylland og Fyn, hvor gennemsnittet er 3,22, efterfulgt af hovedstaden (3,08), Sjælland og Nordjylland (begge 3,04), og Karlovy Vary-regionen i det vestligste Tjekkiet.

Uden at konkludere for meget, er den simple pointe med dagens post, at danskerne overhovedet ikke er så forhippede på omfordeling, som store dele af Folketinget synes at tro. Skal de lede efter vælgere, der virkelig synes det er enormt vigtigt, skal de tage til Athen, Lissabon eller det vestlige Ungarn. Det er ikke i Danmark, at man finder vælgere der synes at yderligere statslig omfordeling er særligt vigtig eller ønskværdig.

Regeringer der kan få noget gjort: Buchanan og Tullocks svar

Af Christian Bjørnskov, den 27. november 2023. 2 svar

Den danske SVM-regerings fortalere – og ikke mindst Mette Frederiksen, Lars Løkke Rasmussen, og den nu politisk afdøde Jakob Ellemann-Jensen – bliver ved med at understrege, at deres regering er særlig. Grunden er, at den har flertal og derfor “kan få noget gjort.” Deres holdning er ganske tydeligt, at de sidste mange års mindretalsregeringer, der måtte finde flertal med dele af oppositionen for at gennemføre politik, har været et problem. Frederiksen og Løkkes perspektiv på politik er således, at mere handling er bedre – i det mindste når de selv står for beslutningerne. De påstande skurer voldsomt i mange borgeres ører, og ikke mindst i mine. De ville nok også have fået James Buchanan og Gordon Tullock til at hæve øjenbrynene.

Buchanan og Tullock udgav i 1962 deres fælles bog The Calculus of Consent, som var en vigtig del af 60ernes public choice-revolution. Her præsenterer de deres fulde forståelse af konsekvenserne af at gøre det henholdsvis lettere og sværere at tage politiske beslutninger. Frederiksen og Løkkes fokus er på det ene af de to forhold, Buchanan og Tullock finder relevante. De mener, at der er omkostninger ved at gøre for lidt – ikke at lave såkaldte reformer, ændre lovgivning, og generelt blande sig – i forhold til hvad mindretalsregeringer gør. Men som man kan se i figuren nedenfor, er det kun den ene af to mulige typer af mekanismer.

Der er nemlig også omkostninger ved at gøre for meget: Jo mindre kompetente, politikere er – og vel at mærke fagligt kompetente og ikke bare kompetente til at spille et politisk spil – jo flere dårlige beslutninger tager de. Jo større indflydelse, der er fra særinteresser, jo flere dårlige beslutninger kan de tage. Og jo mindre de ved om samfundsmæssige forhold, jo ringere bliver deres beslutninger. Det relevante aspekt i sagen, er de samlede omkostninger, og ikke blot det irriterende besvær ved at finde flertal. Der er derfor virkeligt tungtvejende grunde til at gøre det svært at tage politiske beslutninger!

Buchanan og Tullock brugte dette framework til at argumentere for, hvorfor der er behov for krav om flertal på væsentligt over 50 %, når man for eksempel ændrer Grundloven. Helt grundlæggende er deres idé, at jo større og mere omfattende politiske beslutninger er, jo større må flertallet for dem være, fordi man i de tilfælde risikerer at lave langt større skader end ved almindelige, små beslutninger.

Frederiksen og Løkkes udgangspunkt at det skal være let for dem at lave store og omfattende ændringer i dansk politik og i samfundet er derfor rendyrket nonsens i Buchanan og Tullocks framework. De to public choice-koryfæer ville i stedet have sagt, at med den slags ambitioner er det vigtigt at inddrage store dele af oppositionen, og at være forsigtige. Man kan måske godt forstå, at magtmennesker som Lars Løkke bliver utålmodige, men fra en videnskabelig vinkel – og i det mindste fra en public choice-vinkel – er der behov for det stik modsatte end lynbehandling af et ukritisk flertal i Folketinget.

4000 jobs fra erhvervsstøtten? Næppe…

Af Christian Bjørnskov, den 12. november 2023. Skriv et svar

Regeringen har barslet med et udspil den nye finanslov for 2024. Som vi skrev forleden, omfatter udspillet en række påstande om arbejdsudbudseffekter, som mange fagøkonomer – bl.a. overvismand Carl-Johan Dalgaard, Krakas cheføkonom Ulrik Beck, fungerende cheføkonom i Cepos Jørgen Sloth, og undertegnede inklusive – har stillet store spørgsmålstegn ved. Helt særligt påstår ministeren, at der kan komme 4000 flere i arbejde på grund af “ny prioritering i erhvervsstøtten.” Påstanden er rendyrket vrøvl.

En måde at se det på, er at spørge hvornår det overhovedet giver mening at give erhvervsstøtte: Under hvilke omstændigheder kan man fra en fagøkonomisk vinkel forsvare at give en virksomhed eller et erhverv offentlig støtte? Svaret er, at der skal være en form for markedsfejl, før en offentlig intervention potentielt kan give positiv mening. Den eneste anden retfærdiggørelse, der giver mening, er at der kan være tale om produktion af militær-strategisk vigtighed.

Med andre ord kan erhvervsstøtte kun skabe jobs – og ikke bare flytte jobs, men permanent hæve den samlede beskæftigelse – ved at løse en form for markedsfejl. Militærstrategiske overvejelser påvirker næppe folks incitament til at arbejde flere timer eller bliver på arbejdsmarkedet. Der vil i denne sammenhæng kunne være tale om to typer: Enten eksistensen af positive eksternaliteter – hvor ekstra ansættelser genererer noget ekstra samfundsøkonomisk udover den ansattes løn og virksomhedens ekstra indtjening – eller mangel på information.

Lad mig bare skyde nummer to ned med det samme: Erhvervsstøtten kan ikke skabe ekstra information hos virksomhederne, der får dem til at ansætte flere mennesker, som ellers ikke ville være ansat hos nogen! For når vi taler om at hæve arbejdsudbuddet, er der ikke kun tale om at ansætte flere i bestemte virksomheder, men at enten ansætte folk der ellers ville være arbejdsløse, fastholde folk, der ellers ville forlade arbejdsmarkedet, eller incentivere allerede ansatte til at arbejde ekstra timer. Virksomhederne er glimrende informeret om, hvilke kompetencer de har brug for, og hvad deres ansatte værdsætter. Og der er langt bedre informerede end offentlige bureaukrater, der implementerer erhvervsstøtteordninger.

Det efterlader os med en overvejelse, om der overhovedet findes eksternaliteter, som kan løses af erhvervsstøtte og skabe højere arbejdsudbud. Som nævnt ovenfor må det være problemer, der 1) forhindrer nogen i overhovedet at blive ansat, selvom de er produktive til at oppebære en almindelig løn på langt sigt; 2) profitabelt kunne blive længere på arbejdsmarkedet; eller 3) profitabelt kunne arbejde flere timer. Man kan for eksempel godt give erhvervsstøtte til virksomheder, der ansætter meget lavproduktive medarbejdere, så staten effektivt betaler en del af lønnen i en periode.

Men hvis disse mennesker kunne opkvalificeres på en arbejdsplads til at være produktive til at tjene deres løn uden støtte, må man spørge sig selv, om danske virksomheder ikke allerede tager dem ind? Og man må spørge, hvordan en offentlig myndighed ville kunne spotte dem bedre end virksomhederne? Begge betingelser skal være tilstede, før støtte til formålet giver mening og øger arbejdsudbuddet permanent. På samme måde kunne man forestille sig, at erhvervsstøtten gives til at fastholde ældre medarbejdere – det såkaldt ‘grå guld’. Men det private erhvervsliv gør allerede meget for at fastholde dygtige, ældre medarbejdere, der ofte har særlige kompetencer eller overblik. Ville det give samfundsøkonomisk mening at subsidiere dem, og dermed lade resten af samfundet betale for at de bliver et år længere hos en virksomhed?

Bundlinjen er, at når man som økonom begynder at overveje, hvilke omstændigheder der skal være til stede for at en omlægning af erhvervsstøtten kan hæve arbejdsudbuddet, må man fortvivle over hensigten. De betingelser, som må og skal være der, før erhvervsstøtte kan skabe nettojobs, er så usandsynligt opfyldte i den danske økonomi, at det er langt mere sandsynligt, at den vil ødelægge jobs. Og man skal holde sig for øje, at den på ingen måde er billig for samfundet. I deres kritik af regeringens planer skriver Det Økonomiske Råd for eksempel i dette efterårs rapport, at det ikke er “oplagt, at en hensigtsmæssig sanering af erhvervsstøtten overhovedet vil have en positiv effekt på arbejdsudbuddet.” Når politikere begynder at ‘skabe’ jobs, sker det stort set altid ved, at de støtter mindre produktive jobs, som borgere der allerede er ansat andre steder, flytter til. Dén process skaber ikke et eneste job som helhed, men flytter bare folk til mindre produktive erhverv og gør Danmark fattigere.

Regeringens fiktive fugle på taget

Af Christian Bjørnskov, den 8. november 2023. 1 svar

Tirsdag præsenterede finansminister Nicolai Wammen SVM-regeringens udspil til en finanslov for 2024. Set fra en økonomisk vinkel er der intet imponerende over udspillet, selvom det måske er politisk smart. Det er derfor også helt fortjent, at Berlingskes glimrende Thomas Bernt Henriksen hudfletter Wammens påstande om effekter i dagens avis.

Pointen er, at regeringen lover at øge arbejdsudbuddet med 45.000 fuldtidsbeskæftigede. Thomas kalder løftet “fup” – en vurdering der næsten er for flink. Regeringen har i lang tid tordnet mod folk, der vælger at arbejde mindre, med forklaringen at vi alle skal ‘bidrage’ til velfærdsstaten ved at arbejde og dermed betale skat. At dens egne forsøg på at incentivere danskerne til det – og ikke bare skrige fra en socialdemokratisk høj hest – er en blanding af tomme løfter og overdrevne effekter er næsten pinligt at se.

Et første problem er, at af de 45.000 kommer 19.000 ifølge regeringen selv fra “gennemførte reformer og beslutninger.” Heri indregner man for eksempel 8000 fra afskaffelsen af Store Bededag, 4600 fra “reformer af universitetsuddannelserne”, og 4500 fra “styrket international rekruttering.” Som mange af os har påpeget, er der ingen arbejdsudbudseffekt af den meget upopulære afskaffelse af Store Bededag. Det ændrer ikke på danskernes efterspørgsel efter ferie, og stort set alle har rigelig mulighed for at holde fri en anden dag i løbet af året. Nettoeffekten er nul. Jeg kan heller ikke se nogen som helst grund til, at forkortelser og forværring af kandidatuddannelserne giver ret meget. Nok kan man påstå, at nogle af kandidaterne kommer et halvt år tidligere på arbejdsmarkedet, men de vil kunne langt mindre, og derfor ikke blot tjene mindre end ellers, men også være dårligere jobmatch. Alt i alt giver det næppe noget særligt bidrag til statskassen. Thomas kritiserer også de 4500 fra international rekruttering, fordi man normalt ikke regner dem med. Jeg er ikke helt enig med ham i, at det er en dårlig idé at regne dem med, men ville meget gerne se hvor det tal kommer fra, og de detaljerede vurderinger af at den beslutning giver noget som helst.

Derudover regner regeringen 9500 beskæftigede med som konsekvens af “kommende reformer.” De 5200 her er fra skattereformen, men selv her må man stille et stort spørgsmålstegn. Finansministeriet har basalt set antaget, at Lars Løkkes nye “top-top skat” ikke får nogen adfærdsmæssige konsekvenser. Det er stærkt kritisabelt, da erfaringerne fra Frankrig og Norge (og studier af f.eks. professionelle fodboldspilleres adfærd) peger på, at adfærdseffekterne kan være endda særdeles store.

Det helt gale, og det Thomas kalder fup, er at de 45.000 omfatter 4000 fra “ny prioritering i erhvervsstøtten” og 12.000 fra “potentiale for at øge strukturel beskæftigelse.” Begge dele er rene fugle på taget. Når en politiker begynder at tale om potentiale, skal man spidse ører og lade sin mentale seksløber. Det betyder næsten altid, at politikeren regner effekter med, som kun findes i hans hoved eller som han ønsker, ville være der. Det er et tal, der er grebet ud af luften og som burde være et stort nul. Det samme gælder de 4000 fra omlagt erhvervsstøtte. Bemærk, at Wammen ikke vil skære i erhvervsstøtten – det eneste fornuftige valg – men vil omlægge og tror, at bare man giver den smartere, dukker der pludselig 4000 beskæftigede op. Erhvervsstøtte er, ligesom dens større fætter industripolitik, en absolut tåbelig idé fra en økonomisk vinkel, og at påstå, at en omlæggelse af hvad der reelt er rent spild, får 4000 ekstra i arbejde, er næsten fornærmende.

Samlet set er finanslovens løfter om arbejdsudbud dybt skuffende. Selv ikke regeringens måske venligste medlem formår at overbevise mange af os om, at der ligger 45.000 ekstra beskæftigede i en række forslag, hvor flere af dem er næsten økonomisk analfabetiske. Wammens udspil er endda, at kun 15.000 af de 45.000 jobs i hans fantasi skabes i den offentlige sektor. Skærer man den rene fantasi fra udspillet, er der måske et par tusinde til den private sektor – og det er givet, at den offentlige sektor ikke vokser mere end planlagt. Hvem tror på det? For en regering, der sælger sig selv på evnen til at få ting gjort, er den nye finanslov tåkrummende.

Venstre og Blå Blok i 50 år

Af Christian Bjørnskov, den 23. oktober 2023. 3 svar

Idag forlod Jakob Ellemann ikke blot regeringen, men dansk politik. Baggrunden er voldsom utilfredshed i baglandet, og ikke mindst historisk elendige meningsmålinger. Hvis der var valg imorgen, viser de nyeste Gallup-målinger, at Venstre ville få blot 8,7 procent af stemmerne. Det ville være partiets værste valg siden 1909, da det var splittet i flere dele. Problemet skal ses på baggrund af, at partiet til valget for fire år siden fik 23,4 procent. Flere Venstre-folk har de seneste uger talt om, at det ikke blot er et problem for Venstre, men for hele Blå Blok. Men er det faktisk det?

Figuren nedenfor illustrerer først Venstres resultater (de blå markører) ved valgene de sidste 50 år, og i meningsmålingerne for tiden. Som det ses tydeligt, ligger målingerne lidt under partiets valg i 1970erne, som ellers var elendige i forhold til de foregående årtier. Men Blå Blok som helhed (de sorte markører) klarer sig faktisk ikke særligt dårligt for tiden. En stemmeandel lige omkring 50 procent er faktisk ret normal – og ikke overraskende. Der er således primært tale om vandringer internt i blå blok, eller med andre ord, at blå vælgere forlader et Venstre, der reelt har forladt Blå Blok.

Skal man virkelige være bekymret, skal man følge de grønne markører, der angiver et mål for gennemsnitsideologien blandt de partier, vælgerne stemmer på. Det er beregnet sådan at midterpartier får scoren 0, almindelige højrefløjspartier scoren ½, almindelige venstrefløjspartier -½, virkeligt liberale partier får 1, og den ekstreme venstrefløj får -1. Indekset illustrerer, hvordan vælgerne i gennemsnit er skiftet til venstre de seneste to år, og i måingerne for tiden. Pudsigt nok viser samme indeks, at blå vælgere skifter mod højre. Udviklingen er dog stærkere til venstre for midten, hvilket flytter indekset som helhed mod venstre.

Er Venstres deroute et problem for det blå Danmark? Svaret er, at det er det næppe medmindre resten af blokken helt mister evnen til at tale med hinanden og koordinere politik. Blå blok står ikke blot fint hos vælgerne, men er endda som gennemsnit flyttet lidt mod det liberale højre. Det egentlige problem er, at det samme sker i Rød Blok selvom medierne skriver langt mindre om det. Håbet herfra er, at det ikke også sætter sig i politikken mere end det allerede har gjort.

Hvorfor tror politikere at borgerne er idioter?

Af Christian Bjørnskov, den 16. oktober 2023. 5 svar

Som vi tidligere har påpeget her på stedet, tales der meget om politikerlede, og både politikere og meningsdannere ser det som et stort problem, at befolkningen har mistet tillid til politikerne (f.eks. her). Men som flere har understreget, er fænomenet den ene side af sagen, hvor den anden er politikernes efterhånden ekstreme grad af borgerlede (se f.eks. her). En væsentlig del af borgerleden, som jeg personligt oplever den, er at politikerne ikke tror at borgerne er kompetente i deres egne liv eller til at tage økonomiske eller politiske beslutninger. Med andre ord tror mange – og nok de fleste – politikere på, at borgerne basalt set er idioter.

Et stort spørgsmål – hvis vi da har ret i analysen – er derfor, hvorfor politikerne er blevet så borgerlede? Ligger problemet i deres politiske opdragelse, i hvem der vælger at blive politikere, eller er det måske bare en del af en zeitgeist?

En første grund kan være politikernes opdragelse. Som min kollega Martin Paldam understregede for flere år siden, er der forbløffende få politikere i Folketinget for tiden, der har nogen reel erfaring fra ikke-politisk arbejde. De fleste er gået den mere eller mindre direkte vej fra ungdomspolitik i DSU, VU, KU eller andre organisationer, til at stille op til Foketing eller byråd, eller med en omvej gennem arbejde for et parti eller fagbevægelsen. De kommer dermed ikke til at opleve hvordan ting gøres i den virkelige verden udenfor politik, og kan derfor ret let ende med en opfattelse af, at almindelige mennesker ikke kan finde ud af noget. Den proces indebærer også, at de aldrig lærer hvordan man opfører sig overfor andre mennesker – deres opfattelse af ‘normal’ adfærd og normale normer er det politiske miljø, hvor løfter kun holdes indtil noget andet er opportunt, og hvor der er fuldt acceptabelt at stikke venner og fjender i ryggen, hvis det gavner ens politiske karriere.

Den anden mulige grund kan være, at dansk politik tiltrækker mennesker med en smag for at udøve magt over andre mennesker, og med mindre grundlæggende respekt for ens medborgere og deres rettigheder og kompetence: Jo mere magt, Folketinget tiltager sig, jo mere tiltrækker politik folk med en stærk præference for at have magt over andre mennesker. Det bliver således et selvforstærkende problem, når politikere med smag for magt sørger for, at de selv og tinget får mere magt, og den situation i sig selv tiltrækker magtsyge mennesker.

En sidste mulig forklaring er, at der ligger en slags autoritær strømning i tidens zeitgeist, der gør at mange politikere og politiske kommentatorer har en fundamental skepsis overfor private løsninger på problemer. En anden version af det samme er, at en del af en zeitgeist kan være at mange har glemt at være skeptiske overfor statslige og politiske løsninger. Der tales for eksempel en del om, at der nu er en hel generation vælgere og yngre politikere, der ikke har levet med Sovjetunionens eksistens. Er man født efter 1980 har man således næppe nogen reel erindring om, at der eksisterede en hel del af verden lige øst for os, hvor stort set alt var styret af politikere. Mangler man den oplevelse, og er man ikke nysgerrig efter hvad man kan lære af historien, mister man hurtigt indsigten i, hvor horribelt dårlige centrale politiske løsninger ofte er.

Det er naturligvis muligt at afvise, at der findes et fænomen som borgerlede. Jeg er da også sikker på, at adskillige politikere vil afvise det – og nogle af dem vil måske endda gøre det ærligt. Men det er et fænomen, jeg ser tegn på hver uge, og som jeg ikke mener man bør afvise. Og uanset hvor det kommer fra og hvordan man vil vægte de tre mulige årsager, er det et problem for demokratiet.

Er det nye vurderingssystem ulovligt?

Af Christian Bjørnskov, den 13. oktober 2023. Skriv et svar

Ekstrabladet bragte igår en tankevækkende historie om Skats nye og stærkt kritiserede vurderingssystem. Under overskriften “Afsløring: Syv ud af ti vurderinger dumper” peger avisen på, at baggrunden for det nye system var, at Rigsrevisionen i 2013 udgav en stærkt kritisk rapport der viste, at tre fjerdedele af Skats offentlige ejendomsvurderinger var i strid med vurderingsloven. Systemet producerede således et flertal af ulovligt skæve vurderinger, og måtte derfor skrottes. Men virkeligheden er faktisk en tand værre, end Ekstrabladet viser.

Ekstrabladet har fået dataplatformen Resights til at lave et udtræk af vurderinger på 38.000 ejendomme, som avisen betragter som repræsentative for det nye vurderingssystem. Avisens pointe er, at den har “med udgangspunkt i de samme kriterier, som Rigsrevisionen brugte – nemlig den dagældende vurderingslov – gennemgået mere end 38.000 bolighandler over et halvt år fordelt på begge sider af den nye vurderingstermin 1. januar 2022.” Med andre ord kan avisens journalister helt konkret vurdere, på basis af de 38.000 faktiske handler, hvor retvisende de nye vurderinger er.

Vi illustrerer det nye systems træfsikkerhed overfor det gamle systems, baseret på Rigsrevisionens oprindelige kriterier, i figuren nedenfor. Det gamle system producerede 41 procent vurderinger, der var over den faktiske handelspris, og 34 procent, der lå mere end 15 % under handelsprisen. Med andre ord var kun 25 procent af vurderingerne indenfor den ramme, Rigsrevisionen betragtede som lovlig. Den ‘gode’ nyhed i Ekstrabladets afsløring er, at der nu er 31 procent i det nye system, som rammer indenfor skiven. Men som vores figur konkret viser – og som Ekstrabladet ikke understreger – er den ekstra træfsikkerhed et resultat af, at der nu kun er 22 procent der rammer mindst 15 procent for lavt, men hele 47 procent, der vurderes for højt i forhold til den faktiske handelspris.

Spørgsmålet burde i virkeligheden stilles til skatteministeren, og ikke blot på en borgerlig blog: Hvordan kan man forsvare et offentligt vurderingssystem, der i et udtræk af 38.000 bolighandler rammer for højt i næsten halvdelen af tilfældene? Hvordan kan det være lovligt, at operere med et vurderingssystem – der definerer hvad folk skal betale i skat til staten – der ikke blot rammer forkert, men så åbenlyst rammer forkert i statens favør? Vi har ikke just en regering, der er særligt interesseret i borgernes retssikkerhed, men er vi ikke et stykke over grænsen for, hvad Moderaternes og Venstres vælgere trods alt kan acceptere?

Statsministerens ‘forståelse’ af vækst

Af Christian Bjørnskov, den 5. oktober 2023. Skriv et svar

Forleden udtalte statsminister Mette Frederiksen på DI Topmødet i Herning, at ”Det er den høje arbejdsmoral, der har skabt vores velstand, det er den, der skaber vores muligheder. Det er sådan set dét og ikke så meget andet, der har skabt Danmark.” Hun har tidligere beskrevet arbejdsudbud som “den nye valuta” i dansk politik, og både hun og hendes parti er igang med en fortælling om, at det er umoralsk ikke at arbejde fuld tid. Den socialdemokratiske grund er, at det kræver velfærdsstaten. Men Frederiksen er ikke just Danmarks mest indsigtsfulde statsminister nogensinde, og synes i høj grad at leve i en postfaktuel politisk virkelighed, hvor det at gentage en påstand, eller virkelig synes den burde være det, gør den sand. Det gør det naturligvis ikke, og det gælder i helt særlig grad for Frederiksens påstande om dansk vækst og hendes forståelse af den økonomiske udviklingsproces.

I Børsen onsdag den 4. oktober pointerede jeg, hvor totalt misforstået statsministerens idéer om vækst er, og i speciel grad hvor tåbelig hendes fokus på arbejdsudbud er. Min økonomiske kommentar måtte nødvendigvis hvile på eksempler, da vi ikke kan bringe grafer i kommentaren (kun lejlighedsvis i forbindelse med kronikker). Vi bruger derfor Punditokraterne idag til at vise, hvor tåbelig Frederiksens idé om arbejde som den ultimative kilde til vækst er. Grafen er baseret på data fra Penn World Tables, mark 10.01, og viser seks udviklinger fra Poul Nyrup Rasmussen blev statsminister til Frederiksen overtog: 1) den faktiske udvikling i dansk BNP (den sorte linje); 2) udviklingen hvis dansk produktivitet ikke havde ændret sig og alt var drevet af totalt arbejdsudbud (den røde); 3) udviklingen hvis dansk produktivitet ikke havde ændret sig og alt var drevet af at få flere i arbejde (den grønne); 4) udviklingen uden bidrag fra virksomheders og statens investeringer i fysisk kapital (den grå); 5) et simpelt mål for total faktorproduktivitet (TFP, den stiplede sorte); og 6) et mål for TFP der også tager uddannelse i betragtning (den stiplede grå).

Som jeg pointerede i Børsen, er dansk BNP per indbygger vokset 32,6 procent siden 1993, men kun 1,3 procentpoint kommer fra arbejdsudbuddet og mindre end én procent fra kapitalinvesteringerne. Figuren ovenfor illustrerer således den pointe, som økonomer, det enten studerer økonomisk vækst eller økonomisk historie, gang på gang understreger: Økonomisk vækst på langt sigt er altid en historie om øget produktivitet!

Man kan undre sig over, at det virker som om statsministeren eller andre centrale politikere i regeringen slet ikke vil tale om produktivitet. Der ligger ellers et helt kompendium af idéer fra Produktivitetskommissionens fine arbejde for nogle år siden, som politikerne bare kan starte med. Men måske er problemet, at Danmark har et stort problem, som regeringen ikke vil tale om: Vores svage produktivitetsudvikling på langt sigt. Som vi har skrevet flere gange om her på stedet, sakker dansk produktivitet langsomt, men sikker bagud. Figuren nedenfor viser samme udviklinger i Danmark, Sverige og Storbritannien – som mange har travlt med at beskrive som en fiasko.

Følger man svensk produktivitetsudvikling – den røde kurve – er det klart at se hvordan vores nabo var faldet bagud i landets periode med et meget socialistisk socialdemokrati. Baggrunden kan man læse om i Johan Norbergs fremragende bog om Sveriges udvikling. Efter en række meget store reformer i starten af 1990erne er svensk produktivitet vokset med samlet set 49,6 procent. I samme periode er briternes vokset 38,4 procent, mens den danske 31 procent.

Regeringen og store dele af Folketinget har travlt med at beskrive dansk økonomi som ‘bomstærk’, men stort set udelukkende begrundet med hvor stort statens budgetoverskud er. Det er en meget mærkelig måde at vurdere kvaliteten af den økonomiske udvikling, og den skjuler det store problem: Produktiviteten. Frederiksens syn på økonomisk udvikling er åbenbart, at det ikke er vigtigt og at udvikling er drevet af arbejdsmoral og almindelige menneskers arbejdstid. Måske er hun bare så inkompetent, at hun er blind overfor virkeligheden, eller måske gør hun som om for at undgå den nødvendige diskussion om det reelle problem…

Ytringsfrihed og social konflikt

Af Christian Bjørnskov, den 29. september 2023. Skriv et svar

Der er næppe nogen der har overset, at regeringen er igang med indskrænke danskernes ytringsfrihed. Baggrunden for den nye koranlov – der ulovliggør langt mere end afbrænding af koraner – er, at en række muslimske lande har presset den danske regering. Det indrømmer man dog ikke gerne, men påstår i stedet for, at udbredt ytringsfrihed vil føre til konflikter – optøjer, demonstrationer, og social konflikt mellem folk. Rationalet er således, at hvis vi ulovliggør ytringer som nogle grupper måske kunne finde krænkende, får vi mindre konflikt i samfundet. Men er den påstand overhovedet sand? Hvor er forskningsopbakningen for rationalet i potentielt at bryde med Grundlovens paragraf 77?

Den fremragende Jacob Mchangama og jeg udgav forleden et working paper med titlen Freedom of Expression and Social Conflict, hvor vi tester netop den sammenhæng. Papiret er sjovt nok ikke skrevet som reaktion på regeringens udspil, men har været noget længere undervejs. Det er med andre ord rent tilfældigt, at det pludseligt er blevet aktuelt.

Finder man data og tester sammenhængen mellem social konflikt og ytringsfrihed, finder man ingen som helst opbakning til regeringens påstand. Jacob og jeg finder tværtimod, at demokratier med en større grad af ytringsfrihed får mindre social konflikt! Hvis man tillader sig at ekstrapolere fra en general sammenhæng til den danske kontekst inderbærer det, at den sandsynlige konsekvens af Frederiksen-regeringens indskrænkning af danskernes ytringsfrihed er flere demonstrationer, flere optøjer, og generelt mere konflikt. Politiken opnår således kun en midlertidig appeasement af visse muslimske staters kritik af Danmark, men skaber større problemer herhjemme. Det er næsten usigeligt tåbeligt, men helt i karakter for denne regering.

Er man interesseret, kan man enten hente hele papiret i linket ovenfor, hente det hos SSRN her, eller simpelthen læse det lange abstract nedenfor.

The association between freedom of expression – freedom of speech and the freedom of the media – and social conflict is theoretically ambiguous and politically highly contested. On one side of the debate, people argue that freedom of speech and freedom of the media create social conflict by giving people and organized interests the opportunity to disagree in public, creating visible conflicts and enabling people to insult and incite hatred against other groups and attempt to marginalize them.

On the other side of the political debate, the proponents of the freedom of expression argue that free speech and free media act as safety valves that allow substantial disagreement to be expressed in a peaceful manner instead of turning into violence, enabling deliberation among different groups, and furthering the understanding and potential acceptance of substantially different points of view.

In this paper, we therefore take the association to the test. We combine data on freedom of expression from the V-Dem database and conflict data from the Banks dataset with additional data on economic performance and political institutions. In a large panel dataset, we find evidence of a negative association between the freedom of expression and social conflict. Further tests suggest that this association is specific to countries with democratic political institutions while the empirical association in autocracies is ambiguous.

Hvad hvis du blev beskattet ligesom din grund?

Af Christian Bjørnskov, den 25. september 2023. 2 svar

Berlingske bragte i morges en historie, hvor flere eksperter angriber Skats måde at vurdere – og dermed beskatte – folks grunde. Som Skat har forklaret, vurderer det nye vurderingssystem ikke hvad en grund er værd lige nu, men ansætter grundværdien som værdien af den ( i skatteministerens ord) “bedste økonomiske anvendelse”. Det støder ikke blot mod de fleste menneskers retfærdighedssans – det virker intuitivt umoralsk at blive beskattet af hvad man kunne have gjort med sin grund, i stedet for hvad man faktisk gør. Det er også en stort fiktiv værdi, eller som min kollega og med-punditokrat Otto Brøns-Petersen understregede overfor Berlingske, faktisk et rent “gæt”. Hvor ekstrem vurderingsmetoden er, kan måske bedst illustreres med hvordan det ville se ud, hvis indkomstskatten var vurderet på samme måde.

Spørgsmålet er, hvordan det ville se ud hvis vi som borgere blev beskattet ud fra vores “bedste økonomiske anvendelse.” For det første er det et spørgsmål, som vil være ekstremt svært at svare på, for hvad er vores bedste økonomiske anvendelse? Ville jeg selv – eller samfundet – være ‘bedre’ stillet i en eller anden forstand, hvis jeg ikke var professor, men arbejdede i det private erhvervsliv, en interesseorganisation, eller evt. i statsadministrationen?* Hvad “bedre” betyder i den situation er nærmest umuligt at svare på, men det er netop hvad Vurderingsstyrelsen forsøger at gøre med de grunde, vores ejendomme står på. En sommerhusejendom på 41 kvadratmeter i Liseleje er således blevet vurderet til 1,73 millioner, mens sommerhusgrunden i sig selv er vurderet til 1,85 fordi myndighederne ‘vurderer’, at der kunne bygges et nyt på 200 kvadratmeter – og det er derfor denne rent fiktive anvendelse, der beskattes.

Som professor tjener jeg i omegnen af 800.000 kroner om året, vel at mærke inklusive en pension som det er usikkert om jeg nogensinde får. Den løn betales for et job, der kræver mindst otte års universitetsstudier, er enden på karrierestigen i den akademiske verden, og indebærer en gennemsnitlig arbejdsuge omkring 55 timer. Så hvad ville en ” bedste økonomiske anvendelse” kunne tænkes at være, hvis Vurderingsstyrelsen skulle vurdere mig? Man kunne måske tro, at en professor ville være cirka ligestillet med en departementschef? Den ringest lønnede departementsschef i Danmark er Kirkeministeriets Christian Dons Christensen, som per oktober 2022 tjente 1,75 millioner kroner om året. Hvis man i stedet rangerer en professor på linje med en typisk underdirektør i det private erhvervsliv, ville en normal løn være omkring 1,3 millioner (gennemsnittet er cirka 110.000 om måneden). Bruger man Tax.dk‘s skatteberegner, ville en vurdering af min bedste anvendelse indebære en skat på omtrent 630.000 kroner – eller en skattestigning på cirka 190.000 kroner. Hvis man valgte at vurdere min ‘værdi’ som en departementschef, ville skatten ende omkring 880.000 kroner, og dermed mere end hvad jeg faktisk tjener!

Det burde være indlysende for alle, at hvis man beskattede indkomster på samme måde som Skat har besluttet at beskatte grundværdi, ville der ikke blot snige sig et meget stort subjektivt element ind: En eller anden medarbejder, eller et IT-system, skulle vurdere min bedste økonomiske anvendelse uden at der er noget som helst marked, man kan vurdere ud fra. I eksemplerne ovenfor ville min faktiske skatteprocent stige fra en total på cirka 42,5 % lige nu (eksklusiv beskatning af afkast osv.) til 79 % hvis jeg vurderes som ligestillet med en privat underdirektør, eller 109 % hvis systemet vurderede, at jeg kunne have været departementschef i stedet for professor. Og heri ligger en af bomberne under danskernes økonomi: Systemet er ikke blot ekstremt vilkårligt og dybt inkompetent – husk, at det ikke kan tage hensyn til fredninger, servitutter på ejendommen, eller i nogen rimelig grad til lokalplanbegrænsninger – men vil også helt systematisk vurdere “bedste økonomiske anvendelse” væsentligt højere end den faktiske anvendelse. Danske ejendomsejere kan således på sigt se frem til store skattestigninger, der skjules af et håbløst og dybt skandaløst nyt system.

* For mit eget vedkommende er det reelle alternativ, hvor jeg kunne tjene væsentligt flere penge, en ansættelse på et udenlandsk universitet. Men det er næppe den slags “bedste økonomiske anvendelse” som Jeppe Bruus vil applaudere…

Hvorfor stemme på et gammelt, borgerligt parti?

Af Christian Bjørnskov, den 17. november 2022. 3 svar

Hvis nogen skulle være i tvivl, var folketingsvalget forleden en katastrofe for de gamle, borgerlige partier – det Konservative Folkeparti og Venstre. Venstre gik fra 43 til 23 mandater, og selvom de konservative en overgang stod til at få omkring 15-16 procent af stemmerne, og således kunne se frem til noget det lignede en fordobling af mandattallet, endte de med at tabe to. I det nye Folketing har de to partier således tilsammen 33 mandater  – 23 til Venstre og 10 til Konservative.

En del af udviklingen ligger naturligvis i, at Moderaterne – Lars Løkkes enmandsprojekt, som ingen præcist kender den politiske retning hos – fik 16 mandater. Inger Støjbergs ligeledes personlige projekt, Danmarksdemokraterne, tog 14 mandater (de 11 fra et imploderende Dansk Folkeparti) og nye Borgerlige gik fra 4 til 6 mandater. Sidst, men ikke mindst, gik Liberal Alliance frem fra 4 til 14 mandater.

Særligt de konservative er gået i gang med en del ’soul searching’, på trods af Søren Pape Poulsen og ledelsens absolutte modvilje mod at diskutere problemet. Flere ældre politikere, inklusive partiets tidligere toppolitiker Connie Hedegaard, har allerede kritiseret, at Pape gik til valg på at afskaffe topskatten. I hendes optik skal man mene noget om klima, og helst have en stærkt interventionistisk politik med ansvaret lagt hos EU. De konservatives borgerlige profil skal væk på samme måde, som Troels Lund Poulsen i Venstre arbejder for, at partiet helst ikke skal mene noget som helst. Begge politikere har deres personlige kæpheste, men holder ellers hårdt på Hjort-doktrinen: At man ikke kan vinde valg på borgerlig politik, men bør rykke ind på midten hvor vælgerne angiveligt er.

Det pudsige i holdningen er, at den indebærer at borgerlige partier helst skal gøre som om de er socialdemokratiske. Hjort-doktrinen har dermed over årene undermineret det Konservative Folkepartis og Venstres eksistensberettigelse som noget som helst andet end organisationer for folk, der gerne vil have magt.

En interessant detalje er, at det samme i høj grad er sket for de britiske konservative. Det er endda en politisk position, der foreløbig er hamret fast af den nye premierminister Rishi Sunak, efter at Liz Truss forsøgte sig med en borgerlig profil. Allister Heath diskuterer i dag det samme spørgsmål som vi stiller i Danmark, men i en britisk kontekst, i The Telegraph. Cameron og Johnson forsøgte febrilsk at flytte de konservatives politik ind på midten, men meget tydeligt uden nogen særlig vælger succes. Som den altid interessante Heath formulerer det: ”Perhaps not believing in anything doesn’t lead to electoral nirvana after all?”

Ser man på det danske valg, er det også endda meget svært at forstå, hvorfor nogen skulle tro at udfaldet støtter Hjort-doktrinen. Udover Moderaterne, der er gået på rov i V og K-vælgerne, og Danmarksdemokraterne, der reelt er det nye DF, har de to store succeser været Nye Borgerlige og Liberal Alliance. De to partier, der virkeligt har trukket vælgere, er således dem med en klart borgerlig profil i så centrale emner som skattepolitik og regulering. Hvis Hjort-doktrinen havde været sand, skulle man have forventet netop de partier havde klaret sig dårligt.

Det triste er, at Hjort-doktrinen har hærget i de store partier siden valget i 1998, selvom den tydeligvis allerede dengang var en fejlanalyse. Vælgerne forlader ikke V og K fordi de er borgerlige, men fordi deres toppolitikere enten er utroværdige, eller fordi de simpelthen ikke mener noget. Et fint eksempel på, hvor bange man er blevet for vælgerne, er at Venstre fredede den såkaldte Arne-pension. Selvom kun 40.000 danskere havde søgt om og fået Arne-pension per 30/6, ville Venstre ikke risikere at fornærme nogen af de 40.000, ud af en samlet pulje på 4,27 millioner vælgere! Ellemanns parti gav således køb på borgerlig politik og støttede et blatant, socialdemokratisk forsøg på at købe vælgere, fordi de var bange for færre end én procent af vælgerne. Hvis man er så nervøs for at tabe enkelte vælgere, ender man med ikke at tiltrække en eneste ny.

Mit bud på en central del af miseren er den udbredte borgerlede i dansk politik. Ledende politikere og toppen af partiapparaterne tror, at danskerne er dumme – og væsentligt dummere end politikerne. De har ingen tiltro til, at danskerne kan finde ud af at leve livet uden store lederes hjælp. Og de forstår derfor ikke, hvordan mange danskere opfatter politikere – inklusive partilederne – som dybt utroværdige – partiet har jo fortalt vælgerne, at de skal stole på dem. Uden en respekt for danskerne – for hvert individs kompetence i eget liv og forståelse af hvordan politik påvirker dem – sker der næppe noget. Undtagelsen er Liberal Alliance og Nye Borgerlige, der har en vis grad af liberal ideologi tilbage. Og i mellemtiden forsvinder Venstre og de konservative stille ud i den politiske irrelevans.

Blanke stemmer i 2022

Af Christian Bjørnskov, den 8. november 2022. 3 svar

Folketingsvalget i 2022 blev på flere måder særligt. De traditionelle, store blå partier kollapsede begge, Socialdemokraterne fik et nogenlunde godt valg på trods af at mange ministre personligt fik elendige valg, og regeringsdannelsen ser næsten lige så besværlig ud som den politiske situation kommer til at blive, når regeringen er dannet.

Et særlig forhold må dog fremhæves udover de rent politiske resultater: Folketingsvalget i 2022 bød op en historisk stor andel af vælgerne, der mødte op på et valgsted for at stemme blankt. 47.091 danskere afleverede en stemmeseddel, hvor de ikke stemte på nogen. Det er 1,33 procent af alle de afgivne stemmer, eller næsten lige så mange stemmer som Frie Grønne og Kristendemokraterne fik tilsammen!

Hvor unikt, 2022-valget var, kan ses på nedenstående figur hvor vi plotter andelen af blanke stemmer (sort markører) og valgdeltagelsen siden septembervalget i 1953 (hvide markører). Mellem 1990 og 2019 afgav i gennemsnit 0,63 procent af de danskere der stemte, en blank stemme; mellem 1953 (efter Grundlovsændringen) og 1988 var gennemsnittet 0,37 procent. Ved valget den første november 2022 var andelen af blanke stemmer således mere end det dobbelte af et almindelig valg,og 69 procent højere end den tidligere rekord fra 2015.

Foreløbig kan man kun spekulere på, hvad grunden er til de mange blanke stemmer., men apati er ikke en sandsynlig grund. Valgdeltagelsen – som også kan ses i figuren – er nemlig ikke specielt lav, men på linje med 2019, 2005, og 1994, og langtfra så lav som i 1990. Borgerne har tydeligvis taget tid til at tage ud til valgstederne for aktivt at afgive en blank stemme. Den mest rimelige fortolkning af de ekstremt mange blanke stemmer er således, at de er en protest mod dansk politik som helhed: De indholdsløse karrierepolitikere der går op i politisk spin og spillet i stedet for indhold, de efterhånden mange års reformstilstand, lovbrudene som ingen i Folketinget rigtigt gider at bekymre sig om, og den udbredte borgerlede blandt politikerne. De 47.091 blanke stemmer burde være et ¨wake-up call’ til Danmarks politikere, men bliver det nok næppe med dem vi har stemt ind.

Hvem kan man stemme på?

Af Christian Bjørnskov, den 30. oktober 2022. 8 svar

En af mine store bekymringer ved de sidste valg har været, hvem jeg kunne stemme på uden at væmmes ved mit valg. Som faste læsere ved, har mit valg været at stemme blankt. På tirsdag er mit valg ganske anderledes, da min noget bedre halvdel stiller op. Men hvis hun ikke havde gjort det, havde jeg stået i samme situation en gang til.

Problemet, som jeg ser det, er at dansk politik er blevet stadig mere kendetegnet af politikere, der på trods af deres overbevisning om egne evner, reelt er blottede for faktiske indsigter, for relevant erfaring fra det private, og som oftest også har en ganske fleksibel moral. Det gælder desværre ikke kun den ene fløj, men er udbredt på tværs af Folketinget. Nogle af de klare eksempler er for eksempel: 1) De konservatives Niels Flemming Hansen, der har brilleret med floskler og slogans, når journalister har stillet ham spørgsmål, mens han har søgt at underminere andres kampagner. 2) SF’eren Karsten Hønge, som udover at være glødende socialist mangler nærmest enhver indsigt i hvordan det private reelt fungerer, og som kan opføre sig svinagtigt overfor folk han ikke er enig med. 3) Socialdemokraternes social- og ældreminister Astrid Krag, som ikke blot er kendt for sin tilsvining af kolleger (se f.eks. de sidste par ugers beskrivelse af hendes behandling af Thyra Frank), men heller ikke har formået at færdiggøre en BA-uddannelse.

En indikation på, hvor moralsk fleksible mange politikere er, kom for en uges tid siden. Frihedsbrevet havde sat den tidligere bedrageridømte Mads Dinesen til at ringe rundt til forskellige folketingskandidater med tilbuddet om 50.000 kroner i støtte (læs f.eks. her). Detaljen var at det skulle være anonymt, selvom reglerne for partistøtte forbyder anonyme donationer over 22.200 kroner. Kun fire partier takkede nej, mens en række kandidater decideret rådgav Dinesen i, hvordan man kan omgå reglerne. Mange af de samme partier har været bag indsatser mod social bedrageri, hvor overvågningen og reglerne er blevet så snævre, at det forleden kom frem at flere sønderjyder var kommet i problemer, fordi de havde handlet dagligvarer i Flensborg. Gælder det borgerne, er man villig til at skyde med store kanoner, mens man på personligt og politisk plan er mere end villige til at småsvindle for egen vindings skyld.

Mens danskernes tillid til hinanden er intakt, og blandt de absolut højeste i verden, er vores tillid til politikere langt lavere. Danske politikere i dag går typisk gennem ungdomspolitik, hvor de lever deres liv og lærer deres normer. Det er derfor ikke underligt – omend det er voldsomt problematisk – at mange af dem ikke har begreb skabt om, hvordan man opfører sig overfor sine medborgere. De opdrages til at alle kneb gælder i politik, og som Friedrich Hayek beskrev allerede i 1944, er vi endt med et system hvor det ofte er de værste der kommer forrest. Vi har således en statsminister, der er kendt for at opføre sig psykopatisk overfor medarbejdere, og en tidligere undervisningsminister fra LA, der angiveligt måtte forlade sit nye job, fordi hun ikke vidste hvordan man opfører sig overfor andre. På den måde er danske politikere i dag fjernere fra det danske samfund som nogensinde i levende minde.

Hvis du, kære læser, skal finde en at stemme på, er der derfor en række spørgsmål, jeg ville stille mig selv før jeg tager valgt. Spørgsmålene må være: Har din kandidat et rigtigt politisk projekt, eller kun et personligt karriereprojekt? Har din kandidat erfaring udenfor politik? Er din kandidat ydmyg overfor magten, eller er han/hun tiltrukket af magten og føler han/hun en ret til at bestemme over andre mennesker? Og sidst, men ikke mindst, ville du personligt låne din kandidat 100 kroner? Glædelig valgdag på tirsdag!