Tag-arkiv: Dansk politik

Hvorfor stemme på et gammelt, borgerligt parti?

Hvis nogen skulle være i tvivl, var folketingsvalget forleden en katastrofe for de gamle, borgerlige partier – det Konservative Folkeparti og Venstre. Venstre gik fra 43 til 23 mandater, og selvom de konservative en overgang stod til at få omkring 15-16 procent af stemmerne, og således kunne se frem til noget det lignede en fordobling af mandattallet, endte de med at tabe to. I det nye Folketing har de to partier således tilsammen 33 mandater  – 23 til Venstre og 10 til Konservative.

En del af udviklingen ligger naturligvis i, at Moderaterne – Lars Løkkes enmandsprojekt, som ingen præcist kender den politiske retning hos – fik 16 mandater. Inger Støjbergs ligeledes personlige projekt, Danmarksdemokraterne, tog 14 mandater (de 11 fra et imploderende Dansk Folkeparti) og nye Borgerlige gik fra 4 til 6 mandater. Sidst, men ikke mindst, gik Liberal Alliance frem fra 4 til 14 mandater.

Særligt de konservative er gået i gang med en del ’soul searching’, på trods af Søren Pape Poulsen og ledelsens absolutte modvilje mod at diskutere problemet. Flere ældre politikere, inklusive partiets tidligere toppolitiker Connie Hedegaard, har allerede kritiseret, at Pape gik til valg på at afskaffe topskatten. I hendes optik skal man mene noget om klima, og helst have en stærkt interventionistisk politik med ansvaret lagt hos EU. De konservatives borgerlige profil skal væk på samme måde, som Troels Lund Poulsen i Venstre arbejder for, at partiet helst ikke skal mene noget som helst. Begge politikere har deres personlige kæpheste, men holder ellers hårdt på Hjort-doktrinen: At man ikke kan vinde valg på borgerlig politik, men bør rykke ind på midten hvor vælgerne angiveligt er.

Det pudsige i holdningen er, at den indebærer at borgerlige partier helst skal gøre som om de er socialdemokratiske. Hjort-doktrinen har dermed over årene undermineret det Konservative Folkepartis og Venstres eksistensberettigelse som noget som helst andet end organisationer for folk, der gerne vil have magt.

En interessant detalje er, at det samme i høj grad er sket for de britiske konservative. Det er endda en politisk position, der foreløbig er hamret fast af den nye premierminister Rishi Sunak, efter at Liz Truss forsøgte sig med en borgerlig profil. Allister Heath diskuterer i dag det samme spørgsmål som vi stiller i Danmark, men i en britisk kontekst, i The Telegraph. Cameron og Johnson forsøgte febrilsk at flytte de konservatives politik ind på midten, men meget tydeligt uden nogen særlig vælger succes. Som den altid interessante Heath formulerer det: ”Perhaps not believing in anything doesn’t lead to electoral nirvana after all?”

Ser man på det danske valg, er det også endda meget svært at forstå, hvorfor nogen skulle tro at udfaldet støtter Hjort-doktrinen. Udover Moderaterne, der er gået på rov i V og K-vælgerne, og Danmarksdemokraterne, der reelt er det nye DF, har de to store succeser været Nye Borgerlige og Liberal Alliance. De to partier, der virkeligt har trukket vælgere, er således dem med en klart borgerlig profil i så centrale emner som skattepolitik og regulering. Hvis Hjort-doktrinen havde været sand, skulle man have forventet netop de partier havde klaret sig dårligt.

Det triste er, at Hjort-doktrinen har hærget i de store partier siden valget i 1998, selvom den tydeligvis allerede dengang var en fejlanalyse. Vælgerne forlader ikke V og K fordi de er borgerlige, men fordi deres toppolitikere enten er utroværdige, eller fordi de simpelthen ikke mener noget. Et fint eksempel på, hvor bange man er blevet for vælgerne, er at Venstre fredede den såkaldte Arne-pension. Selvom kun 40.000 danskere havde søgt om og fået Arne-pension per 30/6, ville Venstre ikke risikere at fornærme nogen af de 40.000, ud af en samlet pulje på 4,27 millioner vælgere! Ellemanns parti gav således køb på borgerlig politik og støttede et blatant, socialdemokratisk forsøg på at købe vælgere, fordi de var bange for færre end én procent af vælgerne. Hvis man er så nervøs for at tabe enkelte vælgere, ender man med ikke at tiltrække en eneste ny.

Mit bud på en central del af miseren er den udbredte borgerlede i dansk politik. Ledende politikere og toppen af partiapparaterne tror, at danskerne er dumme – og væsentligt dummere end politikerne. De har ingen tiltro til, at danskerne kan finde ud af at leve livet uden store lederes hjælp. Og de forstår derfor ikke, hvordan mange danskere opfatter politikere – inklusive partilederne – som dybt utroværdige – partiet har jo fortalt vælgerne, at de skal stole på dem. Uden en respekt for danskerne – for hvert individs kompetence i eget liv og forståelse af hvordan politik påvirker dem – sker der næppe noget. Undtagelsen er Liberal Alliance og Nye Borgerlige, der har en vis grad af liberal ideologi tilbage. Og i mellemtiden forsvinder Venstre og de konservative stille ud i den politiske irrelevans.

Blanke stemmer i 2022

Folketingsvalget i 2022 blev på flere måder særligt. De traditionelle, store blå partier kollapsede begge, Socialdemokraterne fik et nogenlunde godt valg på trods af at mange ministre personligt fik elendige valg, og regeringsdannelsen ser næsten lige så besværlig ud som den politiske situation kommer til at blive, når regeringen er dannet.

Et særlig forhold må dog fremhæves udover de rent politiske resultater: Folketingsvalget i 2022 bød op en historisk stor andel af vælgerne, der mødte op på et valgsted for at stemme blankt. 47.091 danskere afleverede en stemmeseddel, hvor de ikke stemte på nogen. Det er 1,33 procent af alle de afgivne stemmer, eller næsten lige så mange stemmer som Frie Grønne og Kristendemokraterne fik tilsammen!

Hvor unikt, 2022-valget var, kan ses på nedenstående figur hvor vi plotter andelen af blanke stemmer (sort markører) og valgdeltagelsen siden septembervalget i 1953 (hvide markører). Mellem 1990 og 2019 afgav i gennemsnit 0,63 procent af de danskere der stemte, en blank stemme; mellem 1953 (efter Grundlovsændringen) og 1988 var gennemsnittet 0,37 procent. Ved valget den første november 2022 var andelen af blanke stemmer således mere end det dobbelte af et almindelig valg,og 69 procent højere end den tidligere rekord fra 2015.

Foreløbig kan man kun spekulere på, hvad grunden er til de mange blanke stemmer., men apati er ikke en sandsynlig grund. Valgdeltagelsen – som også kan ses i figuren – er nemlig ikke specielt lav, men på linje med 2019, 2005, og 1994, og langtfra så lav som i 1990. Borgerne har tydeligvis taget tid til at tage ud til valgstederne for aktivt at afgive en blank stemme. Den mest rimelige fortolkning af de ekstremt mange blanke stemmer er således, at de er en protest mod dansk politik som helhed: De indholdsløse karrierepolitikere der går op i politisk spin og spillet i stedet for indhold, de efterhånden mange års reformstilstand, lovbrudene som ingen i Folketinget rigtigt gider at bekymre sig om, og den udbredte borgerlede blandt politikerne. De 47.091 blanke stemmer burde være et ¨wake-up call’ til Danmarks politikere, men bliver det nok næppe med dem vi har stemt ind.

Hvem kan man stemme på?

En af mine store bekymringer ved de sidste valg har været, hvem jeg kunne stemme på uden at væmmes ved mit valg. Som faste læsere ved, har mit valg været at stemme blankt. På tirsdag er mit valg ganske anderledes, da min noget bedre halvdel stiller op. Men hvis hun ikke havde gjort det, havde jeg stået i samme situation en gang til.

Problemet, som jeg ser det, er at dansk politik er blevet stadig mere kendetegnet af politikere, der på trods af deres overbevisning om egne evner, reelt er blottede for faktiske indsigter, for relevant erfaring fra det private, og som oftest også har en ganske fleksibel moral. Det gælder desværre ikke kun den ene fløj, men er udbredt på tværs af Folketinget. Nogle af de klare eksempler er for eksempel: 1) De konservatives Niels Flemming Hansen, der har brilleret med floskler og slogans, når journalister har stillet ham spørgsmål, mens han har søgt at underminere andres kampagner. 2) SF’eren Karsten Hønge, som udover at være glødende socialist mangler nærmest enhver indsigt i hvordan det private reelt fungerer, og som kan opføre sig svinagtigt overfor folk han ikke er enig med. 3) Socialdemokraternes social- og ældreminister Astrid Krag, som ikke blot er kendt for sin tilsvining af kolleger (se f.eks. de sidste par ugers beskrivelse af hendes behandling af Thyra Frank), men heller ikke har formået at færdiggøre en BA-uddannelse.

En indikation på, hvor moralsk fleksible mange politikere er, kom for en uges tid siden. Frihedsbrevet havde sat den tidligere bedrageridømte Mads Dinesen til at ringe rundt til forskellige folketingskandidater med tilbuddet om 50.000 kroner i støtte (læs f.eks. her). Detaljen var at det skulle være anonymt, selvom reglerne for partistøtte forbyder anonyme donationer over 22.200 kroner. Kun fire partier takkede nej, mens en række kandidater decideret rådgav Dinesen i, hvordan man kan omgå reglerne. Mange af de samme partier har været bag indsatser mod social bedrageri, hvor overvågningen og reglerne er blevet så snævre, at det forleden kom frem at flere sønderjyder var kommet i problemer, fordi de havde handlet dagligvarer i Flensborg. Gælder det borgerne, er man villig til at skyde med store kanoner, mens man på personligt og politisk plan er mere end villige til at småsvindle for egen vindings skyld.

Mens danskernes tillid til hinanden er intakt, og blandt de absolut højeste i verden, er vores tillid til politikere langt lavere. Danske politikere i dag går typisk gennem ungdomspolitik, hvor de lever deres liv og lærer deres normer. Det er derfor ikke underligt – omend det er voldsomt problematisk – at mange af dem ikke har begreb skabt om, hvordan man opfører sig overfor sine medborgere. De opdrages til at alle kneb gælder i politik, og som Friedrich Hayek beskrev allerede i 1944, er vi endt med et system hvor det ofte er de værste der kommer forrest. Vi har således en statsminister, der er kendt for at opføre sig psykopatisk overfor medarbejdere, og en tidligere undervisningsminister fra LA, der angiveligt måtte forlade sit nye job, fordi hun ikke vidste hvordan man opfører sig overfor andre. På den måde er danske politikere i dag fjernere fra det danske samfund som nogensinde i levende minde.

Hvis du, kære læser, skal finde en at stemme på, er der derfor en række spørgsmål, jeg ville stille mig selv før jeg tager valgt. Spørgsmålene må være: Har din kandidat et rigtigt politisk projekt, eller kun et personligt karriereprojekt? Har din kandidat erfaring udenfor politik? Er din kandidat ydmyg overfor magten, eller er han/hun tiltrukket af magten og føler han/hun en ret til at bestemme over andre mennesker? Og sidst, men ikke mindst, ville du personligt låne din kandidat 100 kroner? Glædelig valgdag på tirsdag!

Frederiksens klientilistiske Danmark

Statsminister Mette Frederiksen har som del af sin valgkamp forleden foreslået, at der skal gives lønstigninger til særligt udvalgte grupper. Adskillige kommentatorer har kritiseret udspillet, og med rette kaldt det populistisk. De har også, igen med rette, advaret at det er en ‘kanonkugle’ rettet mod den danske model, hvor løn- og arbejdsvilkår fastlægges i forhandlinger mellem arbejdsgiver og fagbevægelserne. Det er således ikke mærkeligt – men meget prisværdigt – at så vigtige personer i miljøet som DAs administrerende direktør Jacob Holbraad og Dansk Metals forbundsformand Claus Jensen har advaret og argumenteret imod udspillet.

Udspillet, der umiddelbart ser ud til at ville sprede tre milliarder ekstra udover godt 200.000 offentligt ansatte, er et brud med en ekstremt velfungerende dansk institution med mere end et århundrede på bagen. Og grunden er så åbenlys, at Socialdemokraterne ikke rigtigt gør en indsats for at skjule den: Det drejer sig om at købe stemmer med løfter om højere løn. Der er et ord for denne type politik og målet med den: Klientilisme.

Merriam-Webster definerer klientilisme som “a political or social system based on the relation of client to patron with the client giving political or financial support to a patron (as in the form of votes) in exchange for some special privilege or benefit.” For mig er det en præcis beskrivelse af formålet med Frederiksens politiske udspil. Med andre ord er hendes formål at gøre dansk politik langt mere klientilistisk: I stemmer på os hvis vi tilbyder at misbruge vores politiske indflydelse til at skævvride markeder og civilsamfundets institutioner i jeres kortsigtede interesse.

Man må spørge, hvorfor det nødvendigvis er et problem. Der er to svar på det spørgsmål: En teoretisk indsigt og det simple empiriske svar man får, når man ser udover verden og spørger hvilke lande er mere eller mindre klientilistiske? Rent teoretisk vil politik i en klientilistisk verden helt primært blive rettet mod at købe stemmer. Mens det naturligvis altid er et formål i almindelig politik, er klientilistisk politik netop defineret ved at man tager fra andre og giver til en helt specifik gruppe, som stemmer på en. Det bliver med andre ord til vulgærsocialistisk omfordeling på steroider.

Og hvis nogen skulle være i tvivl om, hvordan den slags samfund ser ud, inkluderer Varieties of Democracy-projektet et sæt ekspertvurderinger af, hvor klientilistisk hvert lands politiske system er. Vi har plottet fordelingen på tværs af verden nedenfor. Hvilken slags samfund vil man helst leve i: Et af de mindst klientilistiske (de mørkeblå), eller de klientilistiske dele af verden (de gule og røde)? Svaret giver vel sig selv…

Hvem var de gode statsministre?

Hvordan vurderer man, hvor god eller dårlig en statsminister var? Selvom mange interesserede, inklusive adskillige historikere, har deres egne bud, er der ingen klar og objektiv måde at gøre det på. Derfor forsøger Punditokraterne idag at illustrere, hvordan netop dét måske kan gøres fra en økonomisk vinkel.

Vi fokuserer her på tre forhold, der er vigtige på langt sigt: Total faktorproduktivitet (TFP), arbejdsudbuddet, og offentlig gældsætning. VI kombinerer derfor data fra Penn World Tables, der tillader os at beregne vækst i TFP og vækst i arbejdsudbud (andel af befolkningen i fuldtidsbeskæftigelse gange det gennemsnitlige antal årlige arbejdstimer), med data fra Danmarks Statistik på statens gældsætning. Vi beregner her den årlige ændring for alle statsministre mellem 1960 og 2019 og sammenligner med TFP og arbejdsudbud i fire nabolande: Nederlandene, Storbritannien, Sverige og Tyskland. Vi inkluderer ikke Norge, da dets olierigdom både gør det anderledes og indebærer, at man ikke kan beregne TFP på samme måde.

Den første figur illustrerer vækst i TFP + vækst i arbejdsudbud for hver af statsministrenes perioder. Ser man helt simpelt på billedet, ser Viggo Kampmann ud til at være den bedste statsminister, mens Poul Hartling var den værste. Nok gik produktiviteten markant fremad i hans periode, men en del af grunden var stærkt stigende arbejdsløshed.

Problemet med denne sammenligning er dog, at en af de væsentligste drivers af TFP er teknologiske fremskridt og andet, der ikke kun er dansk, men deles internationalt. At se på dansk TFP-vækst kan derfor være misvisende, hvis den blot reflekterer, at det går godt internationalt. Det problem afhjælper vi i den næste figur, hvor vi erstatter TFP med den danske TFP-vækst minus naboernes. Det rykker ikke på Kampmanns førsteplads, men flytter Jens Otto Krag ned på en næstsidsteplads.

Vi er dog ikke helt færdige, fordi en del af væksten i særligt 1960erne og 1970erne skete så at sige ‘for lånte penge’. I 1960 var statens nettogæld til udlandet en procent af BNP, mens den toppede i 1985 på 37,6 procent. Vi faktorerer dét problem ind ved – meget simpelt – at trække nettogældsætningen (væksten i gældsraten) fra TFP-væksten. Det giver den tredje og sidste figur over vores successindeks for statsministre.

Korrigerer man for gældsætning er Hartling stadig den ringeste statsminister. Omend han arvede store problemer fra Krag, Baunsgaard og den første Jørgensen-regering, og havde en historisk svær politisk situation, formåede han ikke at gøre ret meget ved dem. Bunden er netop de fem statsministre, der stod for opbygningen af den massive statsgæld, som Poul Schlüter begyndte at ændre på. At netop Schlüter ligger midt i feltet er således både en afspejling af de enorme problemer han overtog, men også fejltagelsen med Kartoffelkuren i 1986, der bremsede væksten og indførte topskatten.

Og det er næppe en overraskelse, at Poul Nyrup Rasmussen ender som den bedste – eller i det mindste mest succesrige – statsminister siden 1960. Nyrup gennemførte en lang række nødvendige reformer, der faktisk opnåede begge ting: Større arbejdsudbud og højere produktivitetsvækst end udlandet. Skal den næste regering i Danmark – om det bliver en Frederiksen- eller Elleman-regering – gøre noget ved landets dybe økonomiske problemer, er det måske 90’ernes reformkurs, man skal se på. Valgkampen for tiden peger desværre på den modsatte kurs med en Frederiksen, der længes efter Anker Jørgensen, og en Elleman der helst ikke vil noget som helst.

S og det kommende valg

Den siddende regering med Mette Frederiksen har mindre end et år tilbage. Valget skal afholdes senest søndag den 4. juni næste år, og skal defor udskrives allersenest 14. juni. Mange eksperter regner dog med et langt tidligere valg, og med en vis sandsynlighed et valg først eller midt på efteråret. I dansk politik hører man absolut også valgtrommerne, og alle er begyndt at forberede sig. Det gælder også regeringen, der med Berlingske Tidendes ord er begyndt at smide ‘stinkbomber’ ind i blå blok.

Ser man på de seneste meningsmålinger, eller ser man på den politiske situation med det Radikale Venstres nye plan, eller blot på de sager der bliver ved med at vælte ud af skabene i regeringen, virker det ikke videre sandsynligt at Frederiksen har lyst til at udskrive valg i efteråret. To meningsmålinger, fra henholdsvis Gallup og Voxmeter, giver begge Socialdemokraterne omkring 23 procent og 42-43 mandater. På trods af en relativt fredelig sommer peger målingerne således ikke blot på et tab af 5-6 mandater, men også et flertal for blå blok. Hvor elendig situationen ser ud for det parti, som Frederiksen og hendes kumpaner har rykket væsentligt mod venstre, illustrerer vi i figuren nedenfor. Den afslører også et andet forhold, som lige nu ser ud til at komme med det næste valg.

Figuren viser socialdemokraternes stemmetal og mandattal (i procent) fra 1884 – det første år partiet blev valgt ind i Folketinget – og til meningsmålingerne i august 2022 yderst til højre. De røde markører viser mandattal for resten af de røde partier, mens de gule markører viser Herfindahl-Hirschmann indekset. Indekset måler hvor koncentrerede mandaterne er i et eller få partier, og går fra 1 (for et etpartistyre) og ned mod 0.

Det umiddelbart mest interessante i figuren er, at den viser hvordan meningsmålingerne indikerer at Socialdemokraterne står til at få deres dårligste valg siden 1913. Selv det elendige valg i 2011, der tvang Helle Thorning til at tage de radikale med i regering, var bedre end meningsmålingerne. Og med det, men ikke kan kalde andet end lortesager – den manglende suspendering af embedsmænd, som minkkommissionen anbefalede man undersøger, Rasmus Prehns misbrug af sit ministerkort, og den generelt arrogante og autokratiske indstilling til stort set alle beslutningsprocesser – må man regne med, at Frederiksen står til endnu ringere meningsmålinger i løbet af efteråret. På den baggrund er det et mysterium, hvorfor hun skulle udskrive valg snart.

Det er dog et andet, meget interessant forhold, som man kan se i figuren. Følger man de gule markører, kan man se at det næste valg står til at levere den mindst koncentrerede mandatfordeling siden jordskredsvalget i 1973. Socialdemokraterne står til at blive største parti, men med tre partier – Venstre, det Konservative Folkeparti og Danmarksdemokraterne – omkring eller lidt over 20 mandater, og tre andre over ti mandater. Det næste Folketing bliver alt andet end let at navigere politisk i!

Farvel til det afskyelige 2021

Forleden aften sagde vi farvel til det gamle år og velkommen til det nye. Det bliver typisk gjort med dronningens nytårstale – der i år var noget tandløs, og i passager lød som om den var skrevet af en særligt kedelig embedsmand i statsministeriet – og med vidtløftige politiske udmeldinger fra statsministeren dagen efter. Ingen af delene afspejlede min oplevelse af året.

For mit vedkommende har 2021 med afstand været mit livs kedeligste og mest meningsløse år. Året bragte én enkelt workshop i Stockholm, og stort set ingen anden faglig inspiration eller udveksling. Et normalt forår ville have omfattet den danske public choice workshop i januar, PEDD-konferencen i Münster i februar, det amerikanske Public Choice Society i marts, konferencen i dets europæiske pendant i april, mens et normalt efterår typisk har omfattet en mindre workshop i august eller september, og en tur til enten konferencen i the Southern Economic Association eller den australasiatiske public choice konference. Alt var enten aflyst eller reelt umuligt at komme til. Det samme gjaldt kulturen, hvor jeg tidligere år har gjort brug af tilbuddene i både Aarhus og London. I 2019 var jeg til ti koncerter og skuespil i London, men sidste gang jeg var i teatret var i februar 2020.

I stedet for indhold så vi en fortsættelse af den perversion af idéen om videnskab og videnskabelig metode, som startede i 2020. Siden Galileo og Bacon har den videnskabelige metode drejet sig om evidens, i stedet for rent teoretiske argumenter og autoritet. Men siden marts 2020 har politikere, journalister og endda mange læger talt om ’videnskaben’ og ladet enkelte epidemiologer og virologer være autoriteter i hvad ’videnskaben’ siger. Der er således sket et – forhåbentligt midlertidigt – skift væk fra 400 års tradition og tilbage til en situation, hvor viden er et spørgsmål om hvad en statslig autoritet siger er videnskab.

De sidste to års misere har også rejst et ret fundamentalt spørgsmål, som kun få har diskuteret. Grundloven tillader, at regeringen begrænser visse rettigheder som f.eks. forsamlingsfriheden, hvis der er presserende grunde til at gøre det. Ethvert indgreb skal dog være nødvendigt og proportionalt, hvilket rejser det grundlæggende spørgsmål, hvem der bestemmer hvad der er nødvendigt. Lige nu ser det ud til, at retstilstanden er sådan at det er nok at regeringen påstår at et indgreb virker – helt fraset enhver forskning eller anden videnskabelig evidens – for at retsvæsenet accepterer at det er nødvendigt og proportionalt. Den tilstand indebærer, at Grundloven er reelt ligegyldig. Det er et andet forhold i 2021, der ikke kan blive ved.

Min endelige vurdering af det gamle år er klar: Livet i 2021 var ikke værd at leve. Selvom oppositionen så småt er begyndt at vågne, har dansk politik ikke rigtigt lignet et fungerende demokrati sidste år. Regeringens idéer om en ny epidemilov er bestemt heller ikke værdige i et demokrati eller en retsstat, når enten regeringen eller et udvalg under den skal have magt til at lukke samfundet ned, uden nogen form for automatisk kompensation for de ødelæggelser, de skaber. Det hele er en trussel mod vores samfund, og har for mit vedkommende understreget, at man som udgangspunkt aldrig må stole på politikere. Det vanvid, som deres indgreb og regeringens magtrus siden marts 2020, må og skal slutte.

Det perverterede forsigtighedsprincip

Sidste år i marts lukkede statsministeren det danske samfund ned, baseret på et såkaldt ekstremt forsigtighedsprincip. Princippet bruges i blandt andet diskussioner om miljøforhold og i flere andre sammenhænge. Som Esther Oluffa Pedersen og Søren Riis diskuterede det i sommers på Videnskab.dk, handler princippet basalt set om at forsøge at undgå udviklinger, der ikke er specielt sandsynlige, men særligt problematiske. Adskillige forskere har peget på, at det derfor er et princip som giver en vis mening, når der er en ny sygdom, men også et princip der kan være ganske svært at håndtere i praksis, og lægger op til misbrug.

Det særlige de sidste 22 måneder er dog, at regeringen slet ikke har benyttet sig af forsigtighedsprincippet, men i stedet for en perverteret version af det. Jeg blev mindet om problemet forleden, da the Institute of Economic Affairs Director General Mark Littlewood påpegede det i en debat. Det, de danske og britiske regeringer gør, er i virkeligheden at de applikerer en slags forsigtighedsprincip når det gælder selve virussens farlighed, men det præcist modsatte når det gælder viruspolitikken.

Applikationen af et ’ekstremt’ forsigtighedsprincip ligger i, at myndighederne helt konsekvent antager det værste om virussen: Der tales hele tiden om ’op til’ x smittede, y indlagte og z døde de næste uger, men uden at der gives noget middelestimat eller information om den statistiske usikkerhed på estimatet. Myndighederne giver med andre ord borgerne nogle få, udvalgte scenarier, der giver et stærkt pessimistisk billede af situationen og således maner til forsigtighed.

Men det modsatte gælder for den førte politik, hvor man netop ikke er forsigtig med at påstå, at politikken virker – og virker uden bivirkninger. Som lektor Christian Kanstrup Holm (Aarhus Universitet) påpegede overfor Radio 4 forleden, giver myndighederne aldrig oplysninger om, hvor stor en effekt man regner med at nedlukninger vil have. Undtagelsen er maskepåbuddet, hvor regeringen og Seruminstituttet har valgt at overdrive effektiviteten i næsten latterlig grad. De brugte blandt andet et estimat på 20 % effektivitet – en forskel mellem 2,1 og 1,8 % smitte – fra DanMask-studiet, selvom effekten var så langt fra statistisk signifikans (p<0.38) at man måtte tage sig til hovedet.

Der er således ikke noget forsigtighedsprincip forbundet med at overdrive de mulige konsekvenser af den nye coronavirus, men samtidig overdrive de mulige virkninger af nedlukningspolitik og andet. Skulle man have applikeret et nogenlunde rimeligt princip, burde man have været pessimistisk med hensyn til både virussens udvikling og politikkens effektivitet. Det Mette Frederiksens regering har gjort i snart to år er at applikere et princip, hvor man italesætter et overdrevet problem og bruger et pseudoprincip, der overdriver både problemer og regeringens løsning. Det er ikke at ’følge videnskaben’ eller noget andet, men blot uinformeret, nøgen magtpolitik.

Hvad hvis valgløfter var rigtige kontrakter?

Valgløfter er en mærkelig ting, der mest af alt minder om det, man i samfundsvidenskaberne kalder ’cheap talk’: Løfter og påstande, der er helt gratis og ikke har nogen som helst konsekvenser. Partier kan ofte love én ting, men gøre noget helt andet hvis de danner regering efter valget. De ved for eksempel, at vælgeres hukommelse sjældent strækker sig længere end 1½ år. Det indebærer, at valgløfterne fra sidste valg i det store og hele er ligegyldige for resultatet ved det næste: Selvom man har lovet lagkage og leveret det modsatte, påvirker det kun i begrænset grad, hvordan vælgerne stemmer. Derfor opfører politikere sig som oftest anderledes i starten af en valgperiode i forhold til det sidste år op til det næste valg. I Danmark, hvor man ikke kan vide præcist hvornår valget kommer til at ligge – det er i princippet helt op til den siddende statsminister at beslutte, hvornår valget udskrives så længe der ikke kommer til at gå mere end fire år siden sidste valg – betyder det særlige system, at vi ofte får kortere perioder mellem valg og dermed mere hyppige ’valgår’.

Men hvad hvis valgløfter ikke var cheap talk, og man faktisk kunne holde politikere ansvarlige for deres løfter? Med andre ord, hvordan ville politik se ud, hvis man behandlede valgløfter som kontrakter, som politikerne blev nødt til at overholde, hvis de kom til at danne regering? Hvordan ville dansk politik se ud og udvikle sig, hvis der fandtes en slags valgløftedomstol med faktisk magt til at håndhæve kontrakterne?

Hvis man kunne holde politikere juridisk til regnskab for deres valgløfter, skulle man umiddelbart tro, at de ville love mindre, men også at løfter ville blive taget meget mere alvorligt af vælgerne. Systemet ville samtidig gøre regeringsdannelse væsentligt sværere: I en regering med to partier, hvor det ene har lovet at forøge de offentlige udgifter, mens det andet har lovet at sænke dem, ville mindst et af partierne blive dømt for kontraktbrud! Man kan således forestille sig to typer regeringer i systemet. Den ene vil bestå af partier, der har lovet forskellige ting, men hvor parti A har lovet noget på områderne a og b, mens parti B har valgløfter på område c og d. På den måde vil deres valgløfter ikke støde sammen og skabe et nødvendigt kontraktbrud, men det vil også give meget klare kompetenceområder for de to partier, som man ikke bare kan bytte rundt på. Den anden slags regering vil være regeringer, hvor partierne faktisk er enige om en række valgløfter, så både parti A og B f.eks. har lovet liberalisering på samme område. Disse regeringer vil være tvunget til at have en faktisk og nogenlunde sammenhængende ideologi.

Systemet indebærer derfor logisk, at valgløfter ikke bare bliver luftige påstande man konkurrerer på, men at de bliver nødt til at blive planlagt strategisk. For parti A kan et valgløfte om område a for eksempel gøre det umuligt for dem at danne regering med parti B, da valgløftedomstolen forhindrer dem i at løbe fra løftet. Det interessante er, at man her kan forestille sig to forskellige strategier. Den ene vil være, at parti A vælger ikke at love noget – partiet mener ganske enkelt ikke rigtigt noget om noget, hvilket vil være en strategi der i besnærende grad ligner Venstres for tiden. Den anden strategi vil være at give faktiske valgløfter, hvilket det kan gøres med langt større troværdighed end i dag, da truslen om kontraktbrud gør det ekstremt dyrt at love mere, end man er parat til at holde. Rationalet for den strategi vil være, at man køber vælgere med troværdighed i stedet for tomme løfter.

Det ville være interessant – og underholdende på en nørdet måde – hvis en statskundskabsforsker kunne gå logikken i politik med en valgløftedomstol igennem i en formel, teoretisk model. Teoretiske modeller bruges netop for at sikre, at ens logik er helt klar og at der ikke er indbyrdes modstridende forhold, der ødelægger ens mere intuitive idéer. Indtil da er det dog (i min ringe mening) en morsom og informativ øvelse at overveje, hvad der ville ske, hvis politikere blev tvunget til enten at holde deres valgløfter eller betale en heftig bøde / gå i fængsel. Ville politik blive bedre? Ville man få færre dårlige beslutninger? Ville politik tiltrække færre åbenlyst inkompetente mennesker? Vi lader spørgsmålene stå, mens vi opfordrer læserne til at overveje, hvad der ville ske – og dermed overveje, hvad det betyder at politikere nærmest uden konsekvenser kan løbe fra ethvert løfte…

Nonsens-sammenligningen der ikke forsvinder

Regeringen udgav forleden en såkaldt hvidbog med titlen Mod et bedre samfund med tech-giganter, hvor den skitserer ni principper for, hvad den kalder ”et mere ansvarligt og retfærdigt samfund med tech-giganter.” På en eller anden måde mener regeringen, at store techfirmaer som Facebook og Google er trusler mod enten det danske demokrati eller regeringens foretrukne politik. Det kan man mene om, hvad man vil, men selvom man ignorerer en række ret fundamentale problematikker – som den gode Frederik Stjernfelt skrev om i Weekendavisen i fredags – er der et væsentligt problem. Problemet, som vi som økonomer desværre ser dukke op gang på gang i debatter om multinationale firmaer, er påstanden om at mange firmaer er økonomisk meget større end mange nationalstater. Med andre ord sammenligner man private virksomheders omsætning eller markedsværdi med nationalstaters bruttonationalprodukt (BNP).

Sammenligningen er ildevarslende, hvis man tror på to ting. For det første skal man tro på, at økonomisk størrelse er det samme som politisk magt. Med andre ord skal man regne med, at politikere og/eller embedsværk påvirkes af økonomisk størrelse, og ikke kan stå imod. At de måske ikke vil er en anden diskussion. For det andet skal man tro på, at sammenligningen er retvisende.

Mens man kan fortælle rimelige teoretiske historier om, hvorfor økonomisk størrelse måske også giver politisk indflydelse, er det store problem det andet forhold. Sagen er nemlig, at sammenligningen er rendyrket nonsens. Uanset at den er brugt af politikere på begge sider af tinget, af journalister, og af særinteresser som Oxfam, er den fundamentalt forkert.

Regeringens hvidbog konkluderer med et kapitel med titlen ”Demokratiet skal sætte rammerne for tech-giganterne – ikke omvendt”, hvor embedsmændene fra Kulturministeriet, der har forberedt rapporten, sammenligner lande og firmaer. Konkret sammenligner de en vurderet markedsværdi af Amazon, Apple, Facebook, og Microsoft med syv landes BNP. Selv hvis man skulle være enig med regeringen i hvidbogens andre (stærkt tvivlsomme) påstande, hopper kæden af her. Grunden er, at markedsværdi overhovedet ikke kan sammenlignes med BNP.

En markedsværdi kan opgøres som gensalgsværdien af alt, en virksomhed ejer. Med andre ord er det værdien i år og ud i fremtiden af alle maskiner, alle bygninger, al know-how, al brandværdi osv. af virksomheden. BNP, derimod, kan opgøres som summen af al værditilvækst i et land per år. For det første dækker BNP således kun værdien af det, der produceres, minus omkostningerne ved produktionen, og kun for et enkelt år. Det er et meget anderledes koncept end markedsværdi. Skulle man sammenligne virksomheder på en lignende målestok, skulle man bruge virksomhedens nettoindtjening, dvs. dens årlige bundlinjeresultat.

For det andet er det ekstremt svært at beregne et helt lands gensalgsværdi, hvis man skulle sammenligne med virksomheders markedsværdi. Men skulle man gøre forsøget, kunne man starte ved Penn World Tables, der har en opgørelse over værdien af landes kapitalapparat. For Danmark de senere år har den været det femdobbelte af BNP, og det er vel at mærke kun fysisk realkapital – maskiner, bygninger osv. Den tæller ikke værdien af folks arbejdskraft, deres uddannelse eller deres evner, eller nogen andre forhold. Skal man komme med et bud på det, kan man bruge den tommelfingerregel, man har i forbindelse med produktivitetsopgørelser: Omtrent en tredjedel af værdiskabelsen på nationalt plan kan henskrives til kapitalapparatet. Med andre ord kommer to tredjedele fra andre forhold, når man i øvrigt ignorerer nationale produktivitetsforskelle.

Skal man lave en bare nogenlunde retvisende sammenligning af virksomheder og landes ’markedsværdi’ kan man derfor måske – siger og skriver måske fordi det altid vil være et underkantsestimat – tage BNP, gange det med omkring 5 for at få værdien af kapitalapparatet, og derfor gange det igen med 3 for at få værdien af alle produktive faktorer. Regeringens dybt misvisende hvidbog sætter Danmarks BNP til 2100 milliarder dollars og Apples markedsværdi til 13.200 milliarder. En korrekt sammenligning med vores forsigtige tommelfingerregler her giver en markedsværdi for Danmark omkring 30.000 milliarder. Et lille, ret ubetydeligt land i Nordeuropa er således i markedsværdi langt større end verdens allerstørste ’techgigant’. Situationen er fuldstændigt anderledes end den økonomisk analfabetiske regering og dens inkompetente embedsfolk påstår.

Nedlukningernes velfærdstab

Politikere og mange meningsdannere har i løbet af i år fremhævet, at nedlukningerne ikke har været så skadelige som man frygtede. Deres argument er, at man ikke har set så stort et økonomisk tab, som man oprindeligt frygtede. Man tager det som endnu et argument om, at Danmark har gjort det ’rigtige’ med nedlukningen. Men som min punditokratkollega Otto Brøns-Petersen har understreget, vil fald i nationalindkomsten undervurdere det reelle fald i borgernes individuelle velfærd. For at få et retvisende billede, må man bruge et bredere mål.

Det er nu muligt ved at bruge forårets runde af EuroBarometeret, der blandt andet spørger borgerne i alle EU-lande om deres generelle tilfredshed med deres liv. Det gør man på en fire-punktsskala, hvor man kan svare, at man er ’meget utilfreds’ til ’meget tilfreds’ med sit liv. I figurerne nedenfor sammenholder vi svarene fra foråret 2021, efter et års nedlukninger og tvangspolitik, med de samme svar fra sommeren 2020, da det så ud til at verden ville lukke op igen.

De største tab i EU viser sig at have været 0,3 point (10 %) i Letland, 0,33 point (8,9 %) i Danmark, og 0,26 point (8,6 %) i Litauen, mens det gennemsnitlige tab i de 27 lande var 0,14 points (4,4 %). Det samme billede har man også fået fra Trygfondens spørgeskemaundersøgelser, der forleden viste, at danskernes tilfredshed med livet på en tipunktsskala var faldet fra 6,9 til 6,4, dvs. et fald på 7,2 %. Det danske velfærdstab, målt gennem ændringer i folks egen, subjektive tilfredshed med deres liv, er således ikke blot blandt det største i Europa – det er også på andre måder enormt.

Mens en tredjedel point på en firepunktsskala eller et halv point på en tipunktsskala måske ikke lyder af så meget – og jeg har mødt adskillige mennesker, der mente at det da er så lidt, at det er ligegyldigt – er et tab af den størrelse meget stort sammenlignet med andre kendte forhold fra den såkaldte lykkeforskning. Hypotetisk set er et tab på et halvt point på en tipunktsskala omtrent det tab, man ville regne med at se, hvis nationalindkomsten permanent reduceres med et sted mellem en tredjedel og halvdelen. En anden hypotetisk situation, der vil give samme tab, er at hver fjerde dansker, der lige nu har tillid til sine medborgere (det totale i dag er lidt over 70 %) vil miste denne tillid. Alternativt er det omtrent samme tab af livskvalitet, som man ville observere hvis cirka halvdelen af danskerne enten bliver skilt eller mister et nært familiemedlem.

Den vigtige bundlinje er derfor, at de samlede velfærdstab ved nedlukningerne er gigantiske. Langt det meste af den nye empiriske litteratur finder, et nedlukningerne har været nærmest totalt nyttesløse i forsøg på at begrænse dødstallet; læs nye oversigter her og her. Når man vurderer, at der er tale om den største politiske fejltagelse i efterkrigstiden, er det således ikke hverken sensationalistisk eller overdrevet. Det er nærmest det modsatte, når man ser på tilfredshedsdataene. Vi har aldrig set lignende tab.

Schlüter-effekten

Fredag kom meddelelsen om, at Danmarks tidligere statsminister Poul Schlüter var død, 92 år gammel. Nekrologerne siden da har fremhævet tre forhold omkring Schlüter: Hans evne til at holde styr på de ellers ustyrlige magtkampe i det Konservative Folkeparti, hans rolle i genopretningen af en dansk økonomi på afgrundens rand, og hans venlighed og generøsitet. Jeg mødte aldrig selv Schlüter, men har hørt fra mange mennesker – fra en tidligere forsvarsminister til min egen mormor, der kendte ham i sin ungdom – at venligheden hverken var påtaget eller en myte. Manden var noget så sjældent i dag som en venlig, behagelig og hæderlig politiker.

I dag ser vi derfor i stedet for på, hvad der økonomisk skete gennem Schlüterperioden for at kunne sætte nogle tal og ord på det, man kan kalde Schlüter-effekten. For at vurdere perioden, må man allerførst forstå baggrunden for de reformer og ændringer, som hans regeringer stod for, og hvad tidligere regeringer havde gjort. Det gælder ikke mindst de regeringer, som Anker Jørgensen – som er en af den nuværende statsministers store helte – stod for, og som bragte dansk økonomi i voldsomt uføre. Som Knud Heinesen formulerede det, da han i protest forlod regeringen i efteråret 1979: ”Nogle fremstiller det, som om vi kører på kanten af afgrunden. Det gør vi ikke, men vi har kurs imod den, og vi kan se den. Vi kan se den tydeligt.” Heinesen overlod posten som finansminister til Svend Auken, der ufortrødent fortsatte den tidligere kurs indtil september 1982.

Den 3. september 1982 indrømmede Anker Jørgensen, at regeringen havde fejlet og en uge senere havde Poul Schlüter dannet regering. Baggrunden, han kom til magten med var skræmmende: følge Danmarks Statistik var privatforbruget steget fra 282,9 milliarder kroner i 1960 til 443,9 milliarder i 1980 (i 2000-priser), mens det offentlige forbrug steg fra 93,3 til 240,6 milliarder. Med andre ord fik Schlüter magten efter en 20-årig periode hvor danskernes privatforbrug nok var steget med 57 %, men det offentlige forbrug steg med 158 %. Skattetrykket var også steget fra 25 til 42 % af BNP, men ikke i nærheden af nok for at finansiere den voldsomme udvidelse af den offentlige sektor. Staten havde derfor lånt midler i udlandet siden starten af 1960erne, og fra midten af 1970erne var låntagningen ikke blot accelereret, men også forværret af at statens renteudgifter på en allerede eksisterende gæld steg alvorligt. Udviklingen er illustreret i nedenstående figur, der er fra Danmarks Statistiks ”60 år i tal – Danmark siden 2. verdenskrig” fra 2008. Dansk økonomi i 1982 lignede således mest Grækenland i starten af 00’erne, med arbejdsløshed, stigende renter – den lange rente toppede i 1982 omkring 20 % – og et statsgældsproblem som ikke var taget alvorligt af regeringstoppen i mindst ti år.

Schlüter-regeringernes store fortjeneste var derfor, at rette op de offentlige finanser og fundamentalt set genindføre en grad af politisk ansvarlighed. Som den næste figur nedenfor illustrerer (hvor blå linjer er Schlütertiden, mens røde linjer er de socialdemokratiske regeringer før og efter), fik hans regeringer stoppet væksten i statsgælden til udlandet, stoppet væksten i det offentlige forbrug, og i høj grad også rettet op på nettoeksporten, og dermed med tiden også betalingsbalancens løbende poster. Det var svært, ubehageligt og helt rigtigt på den lange bane, og linjen blev videreført af Poul Nyrup Rasmussens regeringer i 90erne.

Uden Schlüter-regeringernes reformer var dansk økonomi sandsynligvis fortsat ind i en langvarig deroute eller stagnation, meget som man har set i italiensk økonomi de sidste 20 år. Alligevel må man konkludere, at der er malurt i bægeret, når man vurderer reformerne som helhed. De ses i dagens sidste figur, der viser det danske bruttonationalprodukt per indbygger og per fuldtidsansat, som privatforbrugets niveau i forhold til vores økonomiske naboer; alle tal her er fra Penn World Tables. Figuren illustrerer tydeligt, hvordan det gik fremad i de første år efter magtovertagelsen, og i særlig grad i BNP per indbygger. Forskellen her kommer fra, at dansk beskæftigelse steg i de år, hvilket betyder af BNP per fuldtidsansat ikke voksede så hurtigt som BNP per indbygger.

Den store fejltagelse, som nogle af os ser i Schlütertiden – og det er en diskussion, som stadig florerer blandt økonomer – er kartoffelkuren i 1986-87. Kuren var en række reformer, der blandt andet sænkede rentefradraget, indførte afgifter på en lang række forbrugsvarer, og gjorde det væsentligt sværere at få boliglån, med det udtrykkelige formål at sænke danskernes privatforbrug, fordi man frygtede en overophedning på arbejdsmarkedet. Som det kan ses, lykkedes den øvelse over all forventning, da privatforbruget gik fra at være godt 7 % højere end nabolandenes til at ligge 4 % under. Men var der en overophedning på vej, eller var den frygt ubegrundet? Ser man på udviklingen i BNP per fuldtidsansat, ligner det bestemt ikke en overophedning, selvom der blev talt meget om det i tiden, og selvom fagbevægelsens lønudspil var aggressive. Men selv om man tror på, at der var kommet en mindre overophedning, var kartoffelkuren stadig en politisk og økonomisk fejltagelse, fordi den viste sig at være så ekstremt dyr for danskerne.

Ingen er perfekt, og det er derfor min vurdering, at Schlüter-regeringernes økonomiske politik sidst i 1980erne var en fejltagelse. Men vurderer man Poul Schlüters overordnede betydning for dansk økonomi og dansk økonomisk politik, er den tydeligt positiv. Hans regeringer lagde grundlaget og den lange linje for den politik, vi har haft indtil fornylig. Som Thomas Bernt Henriksen understregede i sin nekrolog i Berlingske, må man også huske at Schlüter var ansvarlig for den såkaldte Fælleserklæring i 1987, som gjorde begge arbejdsmarkedets parter interesserede i ansvarlig økonomisk politik. Alle regeringer siden da, indtil Mette Frederiksen, har haft samme klare fokus på ansvarlighed, finanspolitisk holdbarhed og stabilitet, og samme erkendelse af de langsigtede konsekvenser af politikken. Den har den næsten totalt økonomisk inkompetente Frederiksen-regering ikke – den ignoreres endda ofte meget eksplicit. En fortsat, offentligt diskussion af Schlüters politiske valg og den baggrund, han kom til magten på, er i pinlig grad nødvendig i dag. Manden var en ansvarlig, hæderlig politiker med stor respekt for de demokratiske og forfatningsgivne spilleregler, der også i lang tid forstod at sætte det rigtigt hold ministre og respektere deres kompetencer. Schlüter brillerede på alle de punkter, den nuværende regering fejler på.

Nedlukningsstudier: En update

Mens danske politikere diskuterer, hvordan man kan lukke samfundet op igen uden at få en smittestigning, er det værd at minde om en ting: Der har siden maj været masser af forskningsaktivitet omkring spørgsmålet, om nedlukningerne overhovedet har nogen virkning, og i så fald hvor store virkningerne er. Som vores læsere vil vide, har jeg selv bidraget til diskussionen med to studier, hvoraf det ene er en sammenligning på tværs af lande og det andet, skrevet med DTUs Kasper Kepp, er en konkret evaluering af de voldsomme nedlukninger i Nordjylland.

Mange mennesker er blevet voldsomt vrede over, at jeg og andre har tilladt os at stille spørgsmålstegn ved, hvorvidt en ekstremt indgribende politik med en regning der løber op i flere hundrede milliarder kroner overhovedet virker. I dagens politiske miljø er det åbenbart næsten lige så kættersk som at spørge, om jorden drejer rundt i 1610ernes katolske Italien. Men konklusionen i den oprindelige version af mit papir var, at effekten på den overordnede dødelighed er nul af at gå videre end Sveriges politik i foråret 2020. Efterfølgende er der kommet flere studier, der bekræfter mit oprindelige fund. Et stjernehold fra Stanford University – Eran Bendavid, Christopher Oh, Jay Bhattacharya og John P. A. Ioannidis – konkluderede således i januar, at ”we find no clear, significant beneficial effect of mrNPIs on case growth in any country.”

En del af kritikken af mit studie i efteråret var, at det jo ikke var fagfællebedømt og man derfor ikke kunne vurdere kvaliteten af det. Den kritik er nu irrelevant, da en revideret version af det oprindelige studie er gået gennem en meget omhyggelig fagfællebedømmelse. Studiet er nu under udgivelse i CESIfo Economic Studies, et respekteret tidsskrift der udgives af IFO-instituttet i München. Det pudsige er, at det ekstra analysearbejde som fagfællebedømmerne har krævet, faktisk har strammet konklusionerne endnu mere op.

Studiet bruger en standardmetode til at vurdere effekter af politik, som kendes fra nationaløkonomi og kvantitativ politologi. Ved at sammenligne udvikling i overordnet dødelighed uge for uge på tværs af 24 lande, relativt til de samme landes nedlukningspolitik og de samme landes dødelighed i de samme uger i 2017, 2018 og 2019, kan man få et estimat på effekten af nedlukninger. Sammenligningsgrundlaget er som altid det mindst nedlukkede land i foråret 2020, dvs. Sveriges begrænsede nedlukninger i første halvår af 2020.

Analysen viser, at et ekstra points nedlukning er forbundet med 0,4 % højere dødelighed, målt ved Oxford Universitets ’containment and health’ indeks, og 0,6 % lavere dødelighed, målt ved det tilsvarende ’policy stringency’ indeks. Usikkerhedsintervallerne for de to estimater er henholdsvis [-2,5;3,3] og [-3,7;2,5], så effekterne er meget, meget langt fra statistisk signifikante. Men når man stiller skarpere på dødelighed i forskellige aldersgrupper – som en af fagfællebedømmerne foreslog – dukker der faktisk et enkelt resultat frem, der er statistisk sikkert.

Som man kan se i dagens figur, er estimaterne alle relativt små og omgivet af brede konfidensintervaller. Undtagelsen er estimaterne på, hvad yderligere nedlukning gør ved dødeligheden blandt de 60-79-årige 3-5 uger efter politikændringen. Her er estimatet faktisk en statistisk sikker effekt på +3,4 % – dvs. at nedlukninger er forbundet med flere efterfølgende dødsfald.

Er man blandt dem, der faktisk tager empirisk forskning alvorligt – og det gælder tydeligvis ikke en del epidemiologer, der i stedet stoler blindt på uigennemsigtige computermodeller – er der således ingen empirisk evidens for, at nedlukninger gør nogen gavnlig forskel. Hvornår – om nogensinde – de indsigter også dukker op i dansk politik, er det store spørgsmål, men den nye viden skal ikke skjules for den bredere befolkning.

Siger man tak når tyven giver dig en smule tilbage?

Regeringen har forleden annonceret, at dele af det danske samfund får lov til at åbne lidt op fra på mandag. Approachen – hele ’mindsettet’ bar genåbningen – er, at danskerne bør være taknemmelige for at få lov til at gå i forretninger igen – selv og uden at vise deres ansigt. Det absurde i situationen og i regeringens kommunikation burde være klart, men andre regeringer gør det samme. I den sammenhæng mindede Café Hayek forleden om mindede mig om Thomas Sowells gamle vurdering af, hvordan store velfærdsstater overbeviser folk om at støtte dem:

The welfare state is the oldest con game in the world. First you take people’s money quietly and then you give some of it back to them flamboyantly.

Sowells vurdering er for mig en perfekt beskrivelse af, hvordan politikere behandler genoplukningen af det danske samfund. Det danske regime – at kalde det en demokratisk regering er en fornærmelse mod alt demokratisk proces – har frarøvet borgerne deres forsamlingsfrihed, næringsfrihed, og selv friheden til at vise sig selv normalt i offentligheden. De afkræver nu borgerne taknemmelighed for, at man ’får lov’ til at gå i forretninger igen, og måske mødes op til 25 personer. Regeringen opfører sig ganske enkelt som en tyv, der kræver at ofrene er taknemmelige, når tyven giver en lille smule af det stjålne tilbage.

Hvorfor der ikke er flere politikere, der understreger at vi faktisk alle har grundlovssikrede rettigheder, er både ekstremt overraskende og ekstremt bekymrende. I stedet for at behandle borgerne som suveræne individer, ser man nu på os alle som undersåtter, der skal udfylde deres lille del af det samfund, regeringen har planlagt. Den tidligere konservative MEP og nuværende journalist og forfatter Daniel Hannan – nu medlem af Overhuset som Baron Hannan of Kingsclere – er heller ikke optimistisk. Hans klumme hos the John Locke Institute advarer om at ”The political and psychological impact of Covid-19 will last for decades. The world into which we emerge will be poorer, meaner, more pinched, more authoritarian.” Hannans bekymring er ligesom min, at for mange mennesker stiltiende accepterer, at de frarøves deres rettigheder, og at det vestlige, liberale demokrati vi har levet i, bliver fundamentalt undermineret.

Spørgsmålet er, hvornår der viser sig bare enkelte danske politikere, der har mod og integritet nok til at insistere på, at individet ikke blot er en ubetydelig del af samfundet, men større end det. At regeringer og politik skal være rammet ind af gennemsigtige, effektive regler der forhindrer misbrug og svindel. At individer har rettigheder som ingen kan tage fra dem – retten til at mødes med hvem man vil, sige hvad man vil, ernære sig frit, og på et fundamentalt plan vælge sit eget liv. Det måske vigtigste, og måske det de fleste har glemt (eller i politikeres tilfælde ikke vil have), er at vi ikke er politikernes tjenere. I et ordentligt demokrati er politikere befolkningens tjenere. Dét er forskellen på et liberalt demokrati og et hviderussisk diktatur. Hvor Danmark i dag er på den skala, må hver enkelt læser spørge sig selv om.

Man slog et erhverv ihjel

Der er næppe mange danskere der ikke ved, at regeringen onsdag lukkede Nordjylland ned – med Aalborg som undtagelse – og effektivt spærrede folk inde i deres hjemkommune. Begrundelsen var, at Seruminstituttet havde fundet en mutation af Sars-CoV-2 i smittede mink. Man besluttede således, at alle mink i Danmark skal slås ihjel og dermed også, at minkopdræt skal holde op. Med andre ord besluttede regeringen med et sundhedshensyn som official begrundelse, at ulovliggøre et helt erhverv.

Minkproduktionen i Danmark beskæftiger cirka 6000 mennesker direkte, og en del flere i relaterede erhverv og underleverandører, og skabte for blot to år siden en eksportindtægt på 5,7 milliarder kroner. Erhvervet er et af adskillige danske nicheerhverv, der er kendetegnede ved højt specifik know-how og et intensivt avlsarbejde over mange år, der har gjort det globalt førende. Det er denne bragende økonomiske succes, som regeringen reelt nu slår ihjel med åbne øjne og på en baggrund, der i bedste fald er stærkt tvivlsom og i værste fald er ren løgn. Det er i hvert fald værd at bemærke, at Enhedslisten – regeringens måske mest loyale støtteparti – den 7. oktober stillede lovforslag om at ulovliggøre minkproduktion i Danmark.

Mens regeringen og Seruminstituttets Kåre Mølbak onsdag fremstillede minkmutationen af Sars-CoV-2 som en væsentlig trussel, har det i dagene efter vist sig, at man ikke har fundet et eneste eksempel på denne mutation siden september. Flere forskere vurderer derfor, at mutationen allerede er uddød, sandsynligvis ikke har været videre farlig, og på ingen måde har været en trussel mod en kommende vaccines effektivitet (se f.eks. professor Kasper Planeta Kepps oplysende twittertråd). Uanset hvad man gør kommer der hele tiden mutationer af vira, og når man først har en vaccine, er det relativt let at tilpasse den nye varianter. Som en sidebemærkning regner de fleste forskere også med, at nye mutationer typisk bliver svagere – mere farlige mutationer af en eksisterende virus har en tendens til relativt hurtigt at slå sig selv ihjel.

 Minkerhvervet er således blot det sidste offer for regeringens absurde og ofte løgnagtige coronastrategi, der siden april har ført til decideret misrøgt af størstedelen af den danske befolkning. Man forsøger således stadig at formidle et indtryk af, at den nye coronavirus er så farlig som pest eller ebola, i stedet for influenza. Kåre Mølbak påstod for eksempel forleden – som vi påpegede her på stedet – at 95 % af dem der dør med Sars-CoV-2 dør af virussen. Svenske og italienske studier peger på cirka 12-15 %, mens det amerikanske CDC vurderer, at det er 6 % af tilfældene.

Sandheden er, at de nyeste estimater giver en fatalitet for den nye virus i omegnen af to promille, så dens farlighed ligner en influenzasæson som den, Danmark oplevede i 2017-18. Som man kan se nedenfor, hvor vi har plottet den daglige dødelighed de sidste fire år (som et rullende 7-dagesgennemsnit), er 2020 helt normalt, uanset adskillige politiske indgreb. Man kan se, hvordan der var markant underdødelighed først på året og en vis overdødelighed i et par uger i marts-april, men helt almindelig dødelighed resten af året. Selv de to tydelige udsving i september og oktober skyldes ikke Sars-CoV-2, som man kan se ved at følge de to stiplede linjer, hvor den grå er alle dødstal minus de coronarelaterede dødstal.  Siden starten af maj har de to ligget oveni hinanden.

Regeringen, godt hjulpet af et stadig mindre troværdigt Seruminstitut, er med andre ord ved at ødelægge dansk økonomi og hundredetusinder af danskeres liv (undertegnedes inklusive) for at ’bekæmpe’ en sundhedsrisiko af en størrelse – en dødelighed omkring to promille – som vi aldrig har reageret på eller talt om tidligere. Det er et magtmisbrug af dimensioner, og det er ingen undskyldning, at andre lande gør det samme. Hvorfor oppositionen og den danske journalister som samlet stand ikke forlængst har reageret, er et usandsynligt trist mysterium.

Hvad foregår der, Frederiksen og Mølbak?

Mette Frederiksen meddelte på bedste diktatorvis fredag aften, at regeringen nu lukker Danmark endnu mere ned. Statsministeren påstod ved mødet, at ” Coronavirussen er tilbage for fuld styrke.” Det er en direkte løgn – medmindre statsministeren og Seruminstituttets direktør Kåre Mølbak da er totalt tal- og evidensblinde – men bliver fremført som officiel begrundelse. I stedet for at skrive længere om ting, vi har dækket adskillige gange her på stedet, er her blot en række spørgsmål om de nye, og i stigende grad bizarre tiltag.

  • Regeringen kræver nu, at danskerne bærer masker alle steder indendørs i det offentlige. Det sker, på trods af at der ingen evidens er for at masketvang eller nedlukninger virker (se f.eks. her)! Tværtimod er der en række studier, der konkret viser at nedlukningspolitik ikke virker (se her, her og her). Man forsøger dermed på at føre en politik, der ingen konsekvenser havde i foråret, og påstår at den virker nu. Hvorfor har man ikke lært noget, eller er regeringen simpelthen ligeglad og spiller kun et politisk spil om at bevare magten?
  • Grænserne lukkes også hårdere ned. I foråret måtte regeringen modvilligt åbne lidt igen, efter pres på to fronter. For det første var smittetrykket og dødstallet lavere i Slesvig-Holsten end i Danmark, og for det andet havde man meget bekvemt ’glemt’, hvor mange i grænseregionen, der arbejder og har familie på begge sider af grænsen. Præcist det samme problem kommer til at gælde for Øresundsregionen fra mandag. Hvordan man løser det, eller om man endnu engang vil demonstrere sin totale ligegyldighed overfor almindelige borgere, må man vente at se. Hvad planen er, kræver et svar.
  • Salg af alkohol forbydes efter klokken 22. Dette tiltag er en reaktion på to tidligere tiltag, der fuldstændigt strandede i utilsigtede konsekvenser for regeringen. Først tvangslukkede man nattelivet klokken 24, men opnåede kun, at festerne fortsatte privat. Så tvangslukkede man det klokken 22, men opnåede det samme, samt at fester og andet startede tidligere. Nu forbyder man al alkoholsalg klokken 22, og regner med at ingen planlægger fremad og sørger for at have købt ind til efterfesten. Hvorfor regner regeringen og Seruminstituttet med, at folk viser sig at være dumme i denne omgang?
  • Grundloven beskytter danskernes forsamlingsfrihed, og tillader kun begrænsninger når der er en konkret nødsituation, og da kun hvis indgrebet er nødvendigt og proportionalt. Men regeringen har nu begrænset forsamlingsfriheden til 10. Hvordan kan det ikke være forfatningsstridigt at begrænse forsamlingsfriheden til 10 personer, når dødstallet er i underkanten af det normale (se figuren nedenfor), og forårets erfaringer viser, at nedlukninger ikke virker? Er det eneste, det kræves for at jurister accepterer et forsamlingsforbud, at regeringen påstår at et forbud vil virke?

Det eneste lyspunkt er, at nogle danske journalister er begyndt at vågne op. Både Frederiksen og Mølbak måtte tale udenom og ty til tågesnak, da de fik flere kritiske spørgsmål fredag. Spørgsmålene afslørede, hvor langt man er villig til at gå for at beskytte sig selv, og også hvor absurd Mølbak til tider opfører sig. Samtidig er det kommet frem, at Sundheds- og Ældreministeriet har begrænset mediernes adgang til aktindsigt om coronavirus. Man har uden at fortælle det til nogen flyttet anmodninger om virussen fra at være dækket af miljøoplysningsloven til at dækkes af den meget mere restriktive offentlighedslov. Tusindvis af mails er også blevet slettet ved en fejltagelse.

Det er på høje tid at oppositionen også vågner, kræver dokumentation for hvad regeringen laver, og begynder at beskytte danskernes grundlovssikrede rettigheder. Den kan passende starte med de fire spørgsmål ovenfor, og arbejde sig videre derfra. Og det er ikke ligefrem en udfordring, fordi regeringen og dens trofaste politiske støtter Seruminstituttet har ikke skyggen af evidens for hvad de laver.

Frygt og diktatur

Hvis der er en følelse, som millioner af borgere i Europa og resten af den rige verden har mødt det sidste halve år, er det frygt. Det er en frygt, som medier over hele verden holder i live, og som visse epidemiologer synes at tilskynde. Men det er også en frygt, som politikere af alle overbevisninger i den demokratiske verden har omfavnet og lært at bruge til deres egne formål.

The Guardian skrev så sent som i januar, hvordan autokratiske populister bruger frygt for at styre deres befolkninger, manipulere sig til større magtbeføjelser og blive ved magten. Det nye i situationen synes at være, at det før kun var diktatorer, der sank så dybt at de brugte frygt som aktivt politisk instrument. Som filosoffen Hannah Arendt noterede efter anden verdenskrig: ”A fundamental difference between modern dictatorships and all other tyrannies of the past is that terror is no longer used as a means to exterminate and frighten opponents, but as an instrument to rule masses of people who are perfectly obedient.” Med andre ord er moderne diktaturer ofte kendetegnede ved, at de bruger frygt som en metode til at holde befolkningen i ro og autoritetstro. Det kræver dog, at der er noget, man kan få dem til at frygte.

David Crane, der var chefanklager ved the International War Crimes Tribunal in West Africa og er professor på Syracuse University, pegede sidste år på den bestemte måde, diktatorer skaber og vedligeholder frygt. Alle succesfulde diktatorer sørger for at definere en bussemand – en gruppe mennesker, et naboland eller et andet fænomen – der truer landet / folks sikkerhed / vores ’way of life’… Formålet med frygten er at skabe en form for falsk loyalitet, ubetinget støtte til regeringen, og en krisestemning hvor folk – inklusive medierne – ikke stiller spørgsmål. I langt de fleste tilfælde er strategien effektiv i ganske lang tid, selvom man ikke kan narre alle hele tiden.

Det forstemmende det sidste halve år er naturligvis, at diktaturernes strategi er præcist magen til den, den danske og mange andre regeringer har navigeret efter i måneder. De har brugt diktaturernes indsigt, at så længe tilstrækkeligt mange mennesker er tilstrækkeligt bange, accepterer de drakoniske indgreb i deres almindelige liv og rettigheder uden at stille kritiske spørgsmål. Det er for eksempel blevet almindelig praksis i mange lande, inklusive Danmark og Storbritannien, at man ikke kan stille opfølgende spørgsmål til pressekonferencer med stats- og premierministre. Hvordan en samlet journaliststand har accepteret dette indgreb uden nogen form for kritik eller protest er et mysterium, men konsekvensen er, at danske journalister i dag opfører sig cirka lige så regeringskritisk som deres russiske kolleger.

Mediernes uformåen, misforståede loyalitet og generelle slaphed i denne situation har bidraget til en stærkt kritisabel situation, hvor en stor del af befolkningen har helt skæve idéer om den faktiske risiko. De bidrager med andre ord til den udbredte frygt. Mange danskere, inklusive en række veluddannede folk i min omgangskreds, tror stadig at dødeligheden af Sars-CoV-2 skal regnes i procenter. Danske medier har således ikke skrevet meget om de nyeste empiriske vurderinger fra f.eks. Nobelprisvinderen Michael Levitt, hvis omfattende metstudier viser at det mest præcise estimat af dødeligheden er 1,5-2 ‰. Den skal sammenholdes med en dødelighed i almindelige influenzaudbrud omkring 1 ‰, at risikoen sættes til 0,3-0,4 ‰ for folk under 70, og at det amerikanske CDC har vurderet, at børn og unge har større risiko for at blive ramt af lynet end at dø af Covid-19.

For en magtsyg politiker er det nuværende naturligvis en ønskesituation. Udfordringen er ikke journalisterne – det burde være klart, at de ikke længere er en demokratisk trussel – men at vedligeholde frygten i befolkningen. Godt hjulpet af seruminstituttet har regeringen fulgt en strategi, hvor man forsøger at gøre danskerne bange. Problemet med denne strategi er, at når man først har investeret sin troværdighed i den, kan man ikke vende om – man er forbi det famøse point of no return. Rent politisk har Mette Frederiksen og hendes hold ikke mange andre muligheder end at fortsætte, fordi ingen politikere vil indrømme, at de tog fejl. Og en fejl til 250 milliarder kroner indrømmer man helt afgjort aldrig! I stedet fortsætter man en kurs, hvor ministre slipper afsted med absurde påstande, seruminstituttet støtter regeringen ved at udbasunere de absolutte smittetal hver dag, uden at nævne de lejlighedsvis flere end 50.000 mennesker man tester dagligt, og hvor langt de fleste journalister stiltiende støtter regeringen. Det hele lader sig gøre, fordi en tilstrækkeligt stor del af befolkningen bliver holdt i frygt. Det 20. århundredes diktatorer har ikke levet forgæves…

Hvem bliver politikere?

Enhver, der har haft tilstrækkeligt at gøre med politikere ved, at de ikke ’andre mennesker’ – politikere er ikke som folk er flest. Hvorfor de ikke er det, og hvordan de er anderledes, må afhænge af selektionsprocessen ind i politik – hvorfor vælger nogle mennesker at blive politikere – og af incitamentstrukturen internt i politik – hvorfor forbliver nogle mennesker i politik. Det er derfor værd at tænke omhyggeligt over, hvem der bliver politikere og hvem af dem, der overlever i politik.

Spørger man vælgerne, ser mange af dem for eksempel det som noget positivt, at politikere er ’beslutsomme’ og ’handlekraftige’. Der lægges vægt på, at politikere kan tage beslutninger, og ’svære’ beslutninger hyldes ofte særligt. I forskningen kaldes dette træk derimod ofte for ’action bias’ og betragtes som et utvetydigt negativt fænomen (se f.eks. Patt og Zeckhauser). Hvorfor er action bias et så særligt træk ved politikere?

Man må allerførst spørge sig selv, hvorfor folk tiltrækkes af politik. Den romantiske forklaring er, at de er særlige mennesker, som gerne vil gøre godt og ændre samfundet til det bedre. Men selv hvis man køber den romantiske fortælling, bliver man nødt til at stille spørgsmålet: Hvorfor tror de, at de er bedre til at bestemme end andre mennesker, og hvorfor mener de, at de har en moralsk ret til at bestemme? Allerede et så simpelt spørgsmål trækker i retning af, at politikere er folk, der har en særlig tro på deres ret til at bestemme over andre, og måske også en særlig tro på deres egen fortræffelighed. Og hvis man ikke køber romantikken, åbner der sig en anden mulighed: Måske er politikere simpelthen folk, der har en særlig smag for at have magt over andre mennesker og derfor tiltrækkes af politik?

Disse overvejelser understøttes af forskning, der peger på at mange politikere har klare psykopatiske træk (se f.eks. her). De er oftere narcissistiske, ansvarsforflygtende, mangler empati, og mener ikke at almindelige regler og et almindeligt krav om ærlighed gælder dem. Det sidste punkt er endda et forhold, der understøttes af selektionsprocessen i politik. Som Sebastian Fehrler, Urs Fischbacher og Mark Schneider viser i et eksperimentelt studie, belønner den almindelige selektionsproces i politik – hvem, der vælges til at stille op for et parti osv. helt generel uærlighed (læs her). På samme måde giver Morris Coats, Jeremy Schwartz og Gökhan Karahan et konkret, moderne eksempel fra det døende tyrkiske demokrati. Som de formulerer det: ”Corruptible politicians become lower-cost competitors even in democracies because they do not feel there are psychic costs to breaking rules.” Eller som Hayek formulerede det i kapitel 10 af The Road to Serfdom, er problemet at “the unscrupulous and uninhibited are likely to be more successful.”

Problemet gælder naturligvis ikke alle, men de fleste politikere er sandsynligvis mennesker, vi helst ikke ville arbejde sammen med. Et særligt træk, der med jævne mellemrum ryster økonomer, er dog ikke deres personlighed, men deres klippefaste tro på egen indsigt. Reelt er mit indtryk, at mange – og måske de fleste – danske politikere lider af Dunning-Kruger Syndromet. Som Dunning og Kruger pointerede i deres oprindelige artikel, er problemet at ”Those with limited knowledge in a domain suffer a dual burden: Not only do they reach mistaken conclusions and make regrettable errors, but their incompetence robs them of the ability to realize it.” Med andre ord er de så inkompetente, at de ikke er kompetente nok til at indse deres fejl. Kombinationen af dyb inkompetence og klippefast tro på egne kompetencer er med andre ord et klassisk fænomen hos politikere, en glimrende forklaring på meget aldeles tåbelig politik, og en del af svaret på, hvorfor særinteresser ofte har så ekstremt let adgang til at påvirke visse politikere.

Dagens bundlinje er således, at mens der findes flinke, velmenende og begavede politikere, er de næppe de fleste. Begynder man at tænke over, hvorfor folk vælger et liv i politik, og hvorfor de vælger at blive der, begynder der også at komme ubehagelige indsigter i, hvem politikere er. Og skulle nogle læsere overveje, hvor præcist det billede er, kan man se på hvilke politikere der frivilligt har forladt politik i de senere år: Var folk som Jakob Axel Nielsen, Pernille Vigsø Bagge og Louise Gade ’nogensinde almindelige politikere?

Hvor er smittestigningen?

Den seneste uge har regeringen advaret danskerne om, at smitten af SARS-CoV-2 er ved at brede sig. Der har for eksempel været lokale udbrud blandt en gruppe slagteriarbejdere i Ringsted, et somalisk miljø i det vestlige Aarhus, ligesom seks tutorer fra Institute for Statskundskab på Aarhus Universitet er smittede. Seruminstituttet har ligeledes advaret fordi man finder flere smittede for tiden. Problemet er bare, at man ikke rigtigt kan stole på den slags information. Grunden er, at de absolutte antal smittede kan være stærkt misvisende, hvis folk ikke også får at vide, hvor mange der bliver testet.

Nedenfor plotter vi således andelen af alle nytestede, der testes positive for SARS-CoV-2, sammen med antallet af danskere, der bliver testet. Den blå linje er andelen af alle testede, der viser sig at være positive, mens den røde linje er antallet af testede. Som det burde være klart for alle, der kan læse en graf, er der ingen tegn på øget smittespredning i Danmark. Til gengæld kan man meget klart se, hvordan testindsatsen er blevet intensiveret siden slutningen af juli. Med andre ord er de øgede smittetal, som Seruminstituttet og regeringen er så bekymrede for, fuldstændigt forklaret af at man tester flere mennesker. Der er med andre ord ikke nogen tegn, der burde give grund til yderligere bekymring.

Om der er flere smittede i Aarhus end tidligere er faktisk ikke lige til at svare på, for Seruminstituttet publicerer ikke tal i deres Epidemiologiske Rapport, der tillader en at beregne andelen af testede, der er positive, per region eller kommune. Man kan dog få et vist indtryk, da rapporten viser, at Region Midtjylland i Uge 32 testede 16.388 personer, mod et gennemsnit på 10.895 i de foregående seks uger. En pludselig 50 % stigning i antallet af testede burde også føre til, at man finde flere smittede…

Hvorfor Seruminstituttet og regeringen insisterer på at kommunikere de absolutte smittetal i stedet for andelen af smittede – det korrekte mål – må stå hen i det uvisse. Her på stedet kan vi dog ikke lade være med at overveje, om det har noget at gøre med det stormvejr, regeringen er på vej ud i efter mediernes afsløringer af statsministerens og flere ministres løgne omkring myndighedernes anbefalinger og ulovlige mangel på udlevering af information til bl.a. Folketingets Ældre- og Sundhedsudvalg.  Eller som Bent Winther formulerede det i en fremragende artikel i Berlingske forleden: Problemet er at ”politikere har en fordel af at puste til frygten frem for at bekæmpe den.” Som enhver autokrat ved, er folk i panik meget nemmere at manipulere.

Omkostningerne ved nedlukningen er ikke kun monetære

Når man politisk tager beslutninger om motorvejsbyggeri, fartgrænser og prioriteringer i sundhedsvæsenet, bruger man en værdi på et såkaldt ’statistisk liv’ på 35 millioner. Mens man naturligvis kan synes, at det er usympatisk og ubehageligt at sætte en økonomisk værdi på liv – og det er svært at være uenig i, at det er et ubehageligt emne – er det ekstremt vigtigt. Hvis investeringer i én type behandling kan redde liv til 500.000 kroner, er det således en god idé at bruge flere midler på den end på de andre, der er dyrere. Man får flere liv reddet for pengene, mens investeringer der indebærer en pris over 35 millioner ganske enkelt vil føre til flere dødsfald for de givne ressourcer.

Som en kollega pointerede for mig forleden dag, indebærer den helt almindelige værdisætning af et statistisk liv, at vi værdisætter danskere, der tilfældigt er blevet syge af Covid-19, langt højere end andre danskere. Hvis man for eksemplets skyld antager, at vi ender på 600 dødsfald, bruger italienske erfaringer, der viser at 12 % af de indlagte patienter med corona faktisk dør af corona, og kombinerer dette med Otto Brøns-Petersens meget forsigtige estimat af de totale økonomiske omkostninger ved nedlukningen på 150 milliarder, ender man på et forbløffende tal. Regeringens reaktion indikerer en værdi af et statistisk coronatilfælde på to milliarder kroner. Lad os gentage tallet: Regningen er to milliarder – 2000 millioner – per coronadødsfald. Det vil sige, at man for tiden reagerer som om disse danskere er 60 gange mere værdifulde end andre danskere.

Dén type beregning er ganske svær at få i medierne, men der er andre måder at overveje, om vi ikke gør alting værre ved at lukke samfundet ned for de relativt få coronarelaterede dødsfald. Som vi skrev forleden, er den totale dødelighed i Danmark ikke væsentligt højere end normalt – den ligger solidt indenfor den statistiske usikkerhed og antallet af døde de første 17 uger af året er faktisk lidt lavere end normalt. Spørgsmålet er desværre, om det bliver ved med at være tilfældet pga. de andre omkostninger, der er ved en nedlukning af samfundet. Statsministeren og hendes fagøkonomisk udfordrede regering har nemlig glemt, at der er noget der hedder alternativomkostninger, og at de også gælder udenfor snævert økonomiske sammenhænge.

Sygeplejersken skrev for eksempel i sidste uge, at Region Nordjylland har oplevet et fald på 40 % i henvisninger til udredning i kardiologien. Adskillige læger er allerede begyndt at advare mod, at dette fald sandsynligvis fører til flere dødsfald på sigt, ligesom mange er stærkt bekymrede for udviklingen, hvor langt færre patienter bliver undersøgt for mulig kræft. I begge tilfælde er folks dødsrisiko langt lavere, jo tidligere sygdom bliver opdaget. Med den måde, sygehusvæsenet fungerer under et såkaldt coronaberedskab, er der en overhængende risiko for at mange kræftsygdomme og hjerte- og karsygdomme ikke opdages i tide.

De danske regioner rapporterer også om langt færre indlagte på de psykiatriske afdelinger, hvilket burde være stærkt bekymrende, da forskning utvetydigt peger på, at økonomiske kriser fører til flere depressioner og større psykiske problemer. Et studie publiceret i 2014 i det prestigiøse British Journal of Psychiatry viser for eksempel, at den økonomiske nedgang under finanskrisen førte til mindst 10.000 ekstra selvmord i Europa og Nordamerika.

Audrey Redford og Thomas Duncan skrev forleden for the American Institute for Economic Research om de mange sundhedsproblemer, som forstærkes væsentligt af den økonomiske krise, som de fleste regeringers adfærd har udløst: Øget risiko ved brug af opioider, alkoholrelaterede problemer, selvmord og forøget kriminalitet. Derudover kan man lægge de alvorlige sociale problemer, der allerede er tydelige. I både Danmark og Frankrig kan man se en voldsom stigning af vold i hjemmet og søgningen til bl.a. centre for voldsramte kvinder er steget i bekymrende grad, et problem som ledere i kvindecentre tidligt var opmærksomme på.

Vores fokus her på stedet er ofte på den økonomiske side af problemstillinger, og på et udgangspunkt hvor individuel frihed har en stor værdi i sig selv. Men selvom man skulle komme fra et helt anderledes politisk eller værdimæssigt ståsted, er disse ikke-økonomiske omkostninger så væsentlige, at jeg personligt har svært ved at se, hvordan man – bortset folk med f.eks. neonazistiske sympatier – kan være uenig i, at det er en alvorlig politisk fejl, at Mette Frederiksen og mange andre regeringsledere har gjort som om disse problemer ikke eksisterer. Vi ved stadig ikke om nedlukningen af samfundet overhovedet har løst noget sundhedsmæssigt problem, men vi kan være ganske sikre på, at den har skabt alvorlige skadevirkninger. Disse problemer bør også blive en del af fortællingen om hvad den vestlige verden gjorde ved sig selv i foråret 2020.