Tag-arkiv: cheflønninger

Folketinget giver sig selv højere løn

Af Christian Bjørnskov, den 28. maj 2025. 3 svar

Hvis det skulle være fløjet under vores læseres radar, har Folketinget netop givet sig selv højere løn. DF, Danmarksdemokraterne og Enhedslisten står udenfor aftalen, der indebærer at medlemmer af Folketinget i fremtiden mister deres tjenestemandspension – en særdeles lukrativ ordning, der stort set er forsvundet fra resten af samfundet. Som modydelse stiger et alment folketingsmedlems samlede årsindkomst fra hvervet fra 948.000 til 1.080.000 kroner – en stigning på 13,9 %. Ministres lønninger stiger fra 1.702.000 til 2.016.000 kroner, en stigning på hele 18,4 %. Som Berlingskes Bent Winther understreger, er situation at “nu står det mere tydeligt end tidligere, hvor langt politikernes løn ligger fra almindelige lønmodtageres.” Hvor meget er pointen idag.

Et startpunkt for sammenligninger må være, at gennemsnitsindkomsten i 2024 var 395.500 kroner per person, mens den gennemsnitlige børnefamilie tjente 696.400 kroner før skat. I forhold til gennemsnitsdanskeren tjente Folketingsmedlemmer således 2,7 gange så meget. Bruger man Danmarks Statistiks sammenligningsredskab til at vurdere det – og antager ganske simpelt, at medlemmet bor sammen med en typisk partner, har et hjemmeboende barn og bor i København – har de 2,2 gange så høj indkomst som den typiske københavner. Og det er vel at mærke når man ikke regner nogen anden indkomst med.

Efter lønstigningen vil Folketingsmedlemmer med andre ord tjene lige omkring det samme som en afdelingschef i ministerierne. Lønnen på 1,08 millioner vil, selv når man ignorerer at langt de fleste politikere har andre indtægter ved siden af, placere dem blandt de tre (3) procent rigeste danskere. Det rejser to fundamentale spørgsmål.

Det første spørgsmål er, om mennesker der tjener så meget, og iøvrigt lever et meget anderledes liv end resten af befolkningen og får en række ting betalt, er tilstrækkeligt i stand til at forstå almindelige menneskers situation. Det er ikke mindst et problem, fordi mange politikere idag er kommet direkte fra ungdomspolitik og har levet hele deres voksne liv i politik, omgivet af politikere, og med andre politikere som deres primære netværk. Både den sociale og den økonomiske isolering er potentielle problemer.

Det andet spørgsmål er, hvorfor Folketingsmedlemmer skal betales over en million kroner for et job, som de fleste af dem er så åbenlyst inkompetente i. Som en af mine kolleger en gang lidt provokerende foreslog, burde de måske være på en slags resultatløn: Hvis almindelige danskeres forbrugsmuligheder og liv blev forbedret, kunne de få en bonus, og hvis ikke burde de tage til takke med en meget lav løn. Direktører i private virksomheder uden vækst får vel heller ikke ret meget ud af det.

Men situationen er nu engang, at Folketinget vælger sin egen løn, vurderer sin egen arbejdsindsats, og regulerer sin egen arbejdsplads. Og så er de iøvrigt gået på tre månederes sommerferie, hvor de kan overveje, hvordan de i efteråret vil bruge vi andres midler.

Årets temanummer af Ekonomisk Debatt

Af Christian Bjørnskov, den 1. juni 2018. Skriv et svar

Som faste læsere vil vide, læser Punditokraternes redaktion Ekonomisk Debatt, hver gang et nyt nummer udkommer. Det glimrende svenske økonomitidsskrift bringer ofte artikler, der både er velskrevne og til at læse for et bredere publikum, og af direkte relevans i Danmark som i Sverige. Det gælder også dette års temanummer, der handler om køn.

Lina Aldén og Niclas Berggren introducerer emnet i lederen med titlen ” Genus – problem och lösningar i dagens Sverige”, hvor de meget kort gennemgår de ganske forskellige aspekter, som nummerets artikler dækker. Blandt flere artikler af forskere med både substans og en klar holdning, glimrer særligt Fredrik Heyman, Pehr-Johan Norbäck og Lars Perssons ”Produktmarknadskonkurrens och skillnader i löner mellan kvinnliga och manliga chefer.” Deres udgangspunkt er det meget Stiglerske, at hvis kvinder møder større barrierer i deres karriere – enten direkte diskrimination eller karriereforstyrrelser i form af børn osv. – må de kvinder, man ser i chefstillinger i gennemsnit være bedre end mændene. Pointen er netop Stiglers, at hvis kvinderne overkommer større omkostninger, men alligevel når til en chefstilling, må deres gevinster – dvs. deres kompetencer osv. – være tilsvarende højere.

Det er præcist det, Heyman et al. finder i et fint studie af individuelle lønninger. Den interessante twist på deres studie er, at de også overbevisende argumenterer for, at jo mere konkurrence et firma er udsat for, jo mere vil de være villige til at betale deres chefer for solide kompetencer og evner. Uden egentlig konkurrence (læs: DSB, PostNord og store dele af den offentlige sektor) kan virksomheder sagtens overleve med dårlige ledere, mens lederkompetencer bliver en vigtig faktor i virkeligt kompetitive miljøer.

Som Heyman et al. konkluderer, er det præcist det, de finder: De i gennemsnit bedre kvindelige chefer bliver bedre belønnet, jo mere produktmarkedskonkurrence, der er. Eller som de skriver som en politisk implikation, ”En fördel med ökad produktmarkandskonkurrens är att den både minskar löneskillnader mellan gynnade och missgynnade topchefskandidater samtidigt som den stimulerar de med högst talang att investera i sin karriär.”