Hvis det skulle være fløjet under vores læseres radar, har Folketinget netop givet sig selv højere løn. DF, Danmarksdemokraterne og Enhedslisten står udenfor aftalen, der indebærer at medlemmer af Folketinget i fremtiden mister deres tjenestemandspension – en særdeles lukrativ ordning, der stort set er forsvundet fra resten af samfundet. Som modydelse stiger et alment folketingsmedlems samlede årsindkomst fra hvervet fra 948.000 til 1.080.000 kroner – en stigning på 13,9 %. Ministres lønninger stiger fra 1.702.000 til 2.016.000 kroner, en stigning på hele 18,4 %. Som Berlingskes Bent Winther understreger, er situation at “nu står det mere tydeligt end tidligere, hvor langt politikernes løn ligger fra almindelige lønmodtageres.” Hvor meget er pointen idag.
Et startpunkt for sammenligninger må være, at gennemsnitsindkomsten i 2024 var 395.500 kroner per person, mens den gennemsnitlige børnefamilie tjente 696.400 kroner før skat. I forhold til gennemsnitsdanskeren tjente Folketingsmedlemmer således 2,7 gange så meget. Bruger man Danmarks Statistiks sammenligningsredskab til at vurdere det – og antager ganske simpelt, at medlemmet bor sammen med en typisk partner, har et hjemmeboende barn og bor i København – har de 2,2 gange så høj indkomst som den typiske københavner. Og det er vel at mærke når man ikke regner nogen anden indkomst med.
Efter lønstigningen vil Folketingsmedlemmer med andre ord tjene lige omkring det samme som en afdelingschef i ministerierne. Lønnen på 1,08 millioner vil, selv når man ignorerer at langt de fleste politikere har andre indtægter ved siden af, placere dem blandt de tre (3) procent rigeste danskere. Det rejser to fundamentale spørgsmål.
Det første spørgsmål er, om mennesker der tjener så meget, og iøvrigt lever et meget anderledes liv end resten af befolkningen og får en række ting betalt, er tilstrækkeligt i stand til at forstå almindelige menneskers situation. Det er ikke mindst et problem, fordi mange politikere idag er kommet direkte fra ungdomspolitik og har levet hele deres voksne liv i politik, omgivet af politikere, og med andre politikere som deres primære netværk. Både den sociale og den økonomiske isolering er potentielle problemer.
Det andet spørgsmål er, hvorfor Folketingsmedlemmer skal betales over en million kroner for et job, som de fleste af dem er så åbenlyst inkompetente i. Som en af mine kolleger en gang lidt provokerende foreslog, burde de måske være på en slags resultatløn: Hvis almindelige danskeres forbrugsmuligheder og liv blev forbedret, kunne de få en bonus, og hvis ikke burde de tage til takke med en meget lav løn. Direktører i private virksomheder uden vækst får vel heller ikke ret meget ud af det.
Men situationen er nu engang, at Folketinget vælger sin egen løn, vurderer sin egen arbejdsindsats, og regulerer sin egen arbejdsplads. Og så er de iøvrigt gået på tre månederes sommerferie, hvor de kan overveje, hvordan de i efteråret vil bruge vi andres midler.
Der er ingen kompetencekrav knyttet til det, at være folkevalgt. Man kan i princippet blive statsminister i Danmark helt uden at kune læse, regne og skrive.
Til gengæld er det at være folkevalgt hverken et job eller et almindeligt arbejde. Jeg mindes at Bent Bendtsen engang blev bebrejdet af Ekstrabladet, at han spillede golf i arbejdstiden. Men på forespørgsel kunne Ekstrabladet ikke selv redegøre for, hvornår en minister er på arbejde, og hvornår ministeren har fri. Sagen er, at en minister aldrig har fri. Så al ministerens tid er arbejdstid.
Man kunne sikkert bemande Folketinget og regeringen udelukkende med politikere, som ville påtage sig opgaven helt uden at få en krone i honorar.
Så – når alt kommer til alt – så handler aflønningen om, hvorvidt man ønsker at tilbyde et honorar, som kan tiltrække andre typer, end de, der vil påtage sig funktionen uden at få honorar, eller som vil nøjes med et beskedent honorar.
Det ville næppe tjene landets bedste, og det ville åbne for korruption.
Jeg ville ikke have byttet min karriere for det, jeg i en periode kunne have tjent som medlem af Folketinget eller regeringen.
Så artiklen her, giver efter min mening ingen mening. Som i INGEN mening.
Kære Egil
Er der solid evidens for at bedre løn til politikere tiltrækker bedre politikere? Svaret er nej. Tværtimod er det mit klare indtryk fra at have med politikere og ungdomspolitikere at gøre i mange år, at den højere løn tiltrækker karrierepolitikere – folk der betragter det som et job, og ikke noget andet. Det tiltrækker også folk, der er mere fokuserede på at få del i de politiske ben – bestyrelsesposter i offentlige virksomheder, attraktive partiposter osv.
Du skriver også, at en minister aldrig har fri. Men det er jo op til dem selv. Og det er en dårlig sammenligning, da man mindst lige så godt kunne påstå, at professorer aldrig har fri. Vi har ikke engang en defineret arbejdstid, og meget langt fra tre måneders sommerferie.
Vi kan blive enige om at være uenige, men der er mange elementer, der trækker i retning af at høj betaling tiltrækker de forkerte typer. Og så mener jeg ganske enkelt – igen fra at have haft med politikere i min professionelle kapacitet – at langt de fleste af dem ganske enkelt ikke aner, hvad de laver.
Pingback: Tysk regime er muligvis ved at genvinde energi-fornuften (og dog…), men krigspolitisk står det skidt til! – Tu Ne Cede Malis