Kategoriarkiv: Dr. Mephisto

Intelligente politikere – en selvmodsigelse?

Det unge konservative håb, Connie Hedegaard, bliver betragtet som en vidende og indsigtsfuld politiker. Sådan én som ikke BARE er politiker.

I et indlæg på politiken.dk’s weblog skriver hun følgende:

“Da jeg ved Clinton Global Initiative i september 2005 hørte den tidligere amerikanske general Wesley Clark tale om klimaudfordringen som et spørgsmål om national security interest, vidste jeg, at der også var håb for klimadebatten i Det Republikanske Parti”

Det er som om hun har glemt to ting. 1) At Clinton var demokrat og ikke republikaner. 2) At general Wesley Clark ikke var republikaner, men demokrat. Han stillede oven i købet op som Clinton-klanens bud på en demokratisk præsidentkandidat for nogle år siden.

Connie Hedegaards indlæg er i øvrigt en hyldest til generalers rolle i polilitik. I Hedegaards optik er det åbenbart en kvalifikation, at generaler blander sig i klimapolitikken, ja miljøpolitikken i det hele taget. Mon ikke det kunne friste et par kinesiske generaler til at skifte kurs?

Hedegaard citerer en gruppe amerikanske generaler for, at mangel på naturlige ressourcer var årsagen til konflikterne i Darfur og Somalia.

Hvor ville det dog være let, hvis alle konflikter kunne sættes ind i dette skema! Så ville vi kunne løse konflikten mellem israelere og palestinensere ved at give dem el-biler. Vi kunne løse konflikten mellem tjetjenere og russere ved at give dem solceller. Og vi kunne løse konflikten mellem sunnier og shiaer i Irak ved at give dem afgifter på CO2-udledning.

Good luck Connie!

En lille tilføjelse til alle kommentarerne:

Guys, guys, guys.

Læg mærke til et par ting:

1. Connie havde ikke styr på, at general Wesley Clark var demokrat. Det er hér, jeg synes, at hun er temmelig meget til grin.

2. Generalerne skrev: “Access to vital resources, primarily food and
water, can be an additional causative factor of conflicts”

Så vidt jeg ved, betyder “additional” en ekstra – ikke den afgørende.

Krige er blevet udkæmpet om hvad som helst i tidens løb.

* Kvinder (grækere mod trojanere – romere mod sabinere).
* Ære (fodbold-krigen mellem El Salvador og Nicaragua)
* Religion.
* Olie (Chaco Krigen – muligvis Irak-krigen).

Mangel på naturlige ressoourcer kan givetvis udløse krige.

Men det er faktisk ret irrelevant – som Connie gør – at henvise til generalers særlige ekpertise på området. Den slags fascination af stjerner på skuldrene er (heller) ikke særlig kløgtig.

Skat eller kaos

Glædelig jul, godt nytår – måtte det bringe lavere skatter.

Men ikke til Politikens redaktør Tøger Seidenfaden og ikke til Berlingske Tidendes journalist Jakob Weiss. De fortjener det simpelthen ikke.

Denne jul kunne Politiken-læsere opleve Tøger Seidenfadens mærkværdige logik i fri dressur. “Lykken er en høj trækprocent” skrev han i sin jule-klumme den 31. december.

Jo flere penge du tjener, jo mindre lykkelig bliver du af at tjene flere.
Derfor bør skatteprocenten naturligvis stige, jo højere din indtægt er. Ikke af hensyn til den sociale retfærdighed eller dem, der er misundelige på dig. Men for din egen skyld. En meget høj skatteprocent begrænser simpelthen rotteræset. Samtidig gør den det sværere for dig at genere alle dine medmennesker med de gigantiske forbrugsmuligheder, du ville have, hvis skatten var lavere. Den gør det kort sagt mere økonomisk rationelt for dig at vælge at opføre dig på den måde, du alligevel bliver lykkeligere af, selv om du ikke ved det på forhånd, fordi du hidtil ikke har kendt lykkeforskningens nyeste resultater.

Tak for “oplysningen” Seidenfaden. Tak for din ambition om at gøre mig lykkelig ved at tage mine sidst tjente kroner. Men har du overvejet om ikke jeg ville blive mere lykkelig ved selv at bestemme, hvor mine sidst tjente – og dermed angiveligt mindre lykkebringende kroner – skulle havne?

Selv hvis Seidenfaden virkelig havde ret i, at mine sidste tjente kroner var mindre lykkebringende for mig end de først tjente, er det alligevel intet brugbart argument for hans paternalisme. Det er blot et argument for, at jeg ville have lettere ved at skille mig af med de sidst tjente kroner på eget initiativ.

Personligt er jeg nu indrettet således, at jeg bliver stadig lykkeligere af flere penge. Jeg har det ligesom onkel Joakim. Hver eneste af de små pus betyder noget helt særligt for mig.

Og måske er der andre som onkel Joakim og Dr. Mephisto. Vores über-punditokrat Bjørnskov havde i en glimrende kritik af Seidenfaden i dagens Politiken (3. januar):

Problemet for Seidenfaden, Layard og de mange andre, der på dette grundlag argumenterer for stærk udligning gennem skattesystemet er, at moderne lykkeforskning også afviser denne bid økonomisk teori. Nok er relativt rigere mennesker i gennemsnit lykkeligere end fattige, men de sidste 100 kroner betyder generelt ikke mindre end de første.
Mine egne undersøgelser, udført sammen med de tyske økonomer Axel Dreher og Justina Fischer, bekræfter som andre videnskabelige studier, at hverken skat eller ulighed påvirker folks lykke. Forklaringen på den danske lykke er derimod, at danskerne er et af verdens ærligste og mest tillidsfulde folk – noget, som heller ikke har med skat at gøre.

På den anden side viser forskningen, at en uforholdsmæssig stor offentlig sektor under visse betingelser kan være skadelig for nationens lykke ved at umyndiggøre befolkningen. Forklaringen i søndagens Politiken er derfor ikke blot faktuelt forkert, men potentielt skadelig, hvis politikerne skulle tage den alvorligt.

Ikke blot Politiken har fået skatten galt i halsen. Det har Berlingske-journalisten Jakob Weiss også. I sin avis refererer han en Gallup-undersøgelse for, at de konservative vælgere hellere vil have bedre offentlig service end lavere skat. Og dermed skulle det konservative folkepartis politikere angiveligt være på kollisionskurs med deres vælgere.

Men det kan undersøgelsen ikke bruges til at konkludere.

For det første har de konservative politikere primært argumenteret for lavere marginalskat (navnlig topskat). Og kommunerne opkræver mig bekendt ikke topskat – men en temmelig flad kommuneskat.

For det andet er undersøgelsens spørgsmål stillet på en sådan måde, at almindelige mennesker vil blive fristet til at ønske højere kommunal service. Navnlig i en situation, hvor politikerne ikke diskuterer andet.

For det tredje er udnersøgelsen langt mere overraskende for et helt andet parti end de konservative. Det viser sig nemlig, at Dansk Folkepartis vælgere end dem, der allemest ønsker sig skattelettelser. Morsomt, morsomt – i betragtning af, at dette parti blokerer dem gang på gang. Havde det ikke været en ide at spørge Pia Kjærsgaard om dette forhold?

Se selv på: http://images.bm4.metropol.dk//251/251704/251704_original.jpg

Fogh er blevet skizofren

Fogh er blevet skizofren:

Dette sagde han 14. november 2006 som optakt til Venstres landsmøde (kilde: Ritzau)

En målsætning om, at “væksten i det offentlige forbrug til enhver tid skal være lavere end væksten i den private sektor”, hører ikke hjemme i Venstres nye principprogram. Regeringens ambition er, at den private sektor vokser med meget mere end den offentlige sektor – men at skrive dét ind i Venstres principprogram ville være “uliberalt”, konstaterede statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) tirsdag på et pressemøde forud for Venstres landsmøde i weekenden.
– Dét får ikke min stemme, fordi det er uliberalt. Og den tekst, der i forvejen står i principprogrammet, er i øvrigt meget bedre, sagde statsministeren.
Man kan godt stræbe efter en målsætning, men det er uden for politikernes kontrol at styre, hvor meget den private sektor vokser.
– Det er jo kun planøkonomer, der kan mene, at så skal man sige, at den offentlige sektor skal til enhver tid og under alle forhold vokse mindre end den private sektor. Fordi man kan jo ikke styre, hvad væksten er i den private sektor. Hvis man er liberal, er det, man styrer efter, hvad man maksimalt kan tillade, at det offentlige forbrug vokser med – det kan man have en politisk diskussion om, sagde statsministeren.
– Og derfor må man have en politik, der giver mulighed for, at den private sektor kan vokse med så meget som muligt.

Nu kan Fogh af en eller anden grund ikke acceptere, at den offentlige sektor skal vokse mindre hurtigt end den private. Sidste år på Venstres landsmøde sagde han ellers, at det var Venstres strategi. Men dengang var han måske planøkonom?

“Og derfor er den rigtige strategi at holde fast i den kurs, der er lagt. Det vil sige, at vi reserverer den økonomiske vækst, der er i kommende år på den måde, at der bliver en lille beskeden vækst i den offentlige sektor, ikke nedskæringer, men en lille beskeden vækst, som vi nu har præsteret i de senere år, og så bliver der en større vækst i den private sektor. Og på den måde så får vi gradvist en større og større privatsektor til at producere de værdier, som vi så skal finansiere en offentlig sektor af. Som ikke bare er på størrelse med den vi har nu, men som oven i købet er en lille smule voksende På den måde så bliver det muligt med en gradvist langsomt faldende skatteprocent at finansiere en offentlig sektor, ikke blot af den størrelse vi har nu, men svagt voksende, men svagere voksende end den private sektor.” (Anders Fogh Rasmussen, landsmøde 2005)

De andres liv

STASI var en fæl, fæl institution, der undertrykte borgerne i det østlige Tyskland. På det punkt er der nok konsensus (i dag). Selv pæne venstreorienterede kan trygt gå i Dagmar og se filmen “De andres liv” af instruktøren Florian Henckel von Donnersmarck. Måske kan de pæne venstreorienterede også bilde sig ind, at STASI blot var en perversion af de gode kommunistiske idealer.

Så hør her, hvad Donnersmarck udtaler i Weekendavisen den 29. september, om de mennesker, der treode, at de kæmpede for en bedre (socialistisk) verden:

Vel gjorde de ej. Hvis man påstår, at målet helliger midlet, så er man ude på en virkelig glidebane. Et mål kan være meget teoretisk. Det lyder smukt på papiret at sige, at man vil have, at alle skal have lige meget, som er kommunismens grundtese. Det duer bare ikke, for til syvende og sidst er ejendomsretten… Altså i går aftes så jeg Terence Maliks film om »Den nye Verden«. Colin Farell har en lang monolog om de vidunderlige indianere, der ikke kender til grådighed, jalousi, vrede… Come on! Sådan en gang totalt pladder, det passer simpelthen ikke! Ikke at jeg har forstand på indianere, men de er jo mennesker som alle os andre, ikke engle, og så længe der findes mennesker, vil der også være besiddertrang: det er min kone, min mad og så videre. Kommer nogen forbi for at fordele »goderne« ligeligt, så bliver der krig og ødelæggelse.
Jeg tror fuldt og fast på, at man skal overlade det enkelte menneske så meget frihed som overhovedet muligt. Jo mere stat, man hælder i den cocktail jo værre. I den forstand er jeg lidt af en anarkist.

Og Donnersmarck fortsætter med en kritik af statslig støtte til kunst:

Min film er statsfinansieret, fordi nogle politikere fandt ud af at, okay, vi giver ham her penge. Det er ikke godt. På et eller andet niveau begrænser det den kunstneriske frihed, også selvom det ikke virker sådan, og de gør sig alverdens anstrengelser for at lave uafhængige udvalg, der skal beslutte, hvem pengene skal gives til. Til syvende og sidst er der tale om politiske valg. I Amerika har de de mest utrolige koncert- og operahuse – privatfinansierede. Og du kan finde ALLE former for film inden for den amerikanske filmbranche – kommercielle, art-film, independent-film osv.. . Alt sammen privatfinansieret. Alt er muligt i et frit system, og det er det ikke i et statsligt domineret system

Ny definition af lighed

Venstres finansordfører Peter Christensen kom for skade at skrive følgende i Politiken den 4. september:

Næste gang vi får ulighedstal i Danmark er jeg sikker på, at uligheden har fået endnu et nyk opad. Så længe det skyldes stigende beskæftigelse og stigende velstand, vil jeg ikke fælde én eneste tåre over det. Tværtimod

Det blev af fagforeningen 3F og deres ligesindede på Berlingske Tidende gjort til, at ordføreren "jublede" over ulighed.

Og det faldt ikke i god jord hos beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen:

Det, synes jeg, er en dum udtalelse. For vi arbejder ikke for at skabe andet end større lighed i det danske samfund. Det vil vi utrætteligt fortsætte med. Og jeg glæder mig som beskæftigelsesminister over, at den største lighed, vi kan skabe, er ved at få folk i arbejde, siger Claus Hjort Frederiksen. (ritzau den 7. september)

Det lyder interessant, at Venstre arbejder for mere lighed. Men det er vist en definitionssag.

Claus Hjort Frederiksen har øjensynligt skabt sin egen definition af lighed. Det handler om at have et arbejde. Den nye definition løser måske et akut problem for ministeren – men skaber straks et nyt: Hvad med de 250.000 mennesker i den arbejdsdygtige alder, som er på efterløn? Er de så holdt uden for det eftertragtede "lighedssamfund"?

 

Rohderi XII

Jens Rohde er en mand, der lever af ord. Men har ved tydeligvis ikke, hvordan man skal dosere dem.

Rohde gik i byen for at dæmpe det borgerlige Danmarks forventninger om skattelettelser. (Som om Anders Fogh ikke allerede havde gjort det ved regeringsseminaret på Havreholm Slot i august).

Og Rohde gik i byen for at få de konservative til at tie stille. (Som om han ikke var klar over, at en tilsvining af de konservative ville få den modsatte effekt).

Strategien var altså tyndbenet fra starten. Og det, som Rohde sagde, var en mindre katastrofe. I Berlingske Tidende den 31. august "kom han til" at afvise skattelettelser i denne regeringsperiode med ordene:

"Jamen, det bør stå lysende klart for enhver, at man ikke bør sætte næsen op efter skattelettelser i denne valgperiode. Vi begynder ikke at spille hasard med dansk økonomi. Der er økonomer, der mener, vi faktisk allerede gør det ved at have et offentligt forbrug, som vi nu øger til én procent. Og hvor vi godt ved, at det nok ender på to procent. Det er den virkelighed, vi skal forholde os til."

Anders Fogh Rasmussens og Thor Pedersens nøje afmålte "ikke på nuværende tidspunkt" og "ikke i 2007" blev lige drastisk udviddet til hele valgperioden – og dermed kom Rohde på kollisionskurs med regeringsgrundlaget, der lyder:

"Det er regeringens mål gradvist at sænke skatten på arbejdsindkomst. Forudsat at det økonomiske råderum er tilvejebragt, vil regeringen sænke skatten på arbejdsindkomst yderligere. Regeringen vil udarbejde en flerårig plan herfor"

Men læg også lige mærke til anden halvdel af Rohde-citatet, nemlig den del der handler om det offentlige forbrug. Rohde går ligeud på banen med budskabet om, at væksten i offentlige forbrug ikke bare vil blive fordoblet sådan som regeringen har planlagt (fra 0,5 pct. til 1 pct.). Nej, væksten i det offentlige forbrug vil ligefrem bliver firedoblet – helt op til 2 pct.

Dermed udsiger Rohde sådan set regeringens udgiftspolitiske strategi. Meget imponerende! Der er altså et råderum til øgede offentlige udgifter – ud over de allerede planlagte. Men intet til skattelettelser. Interessant prioritering, fuldstændig på tværs af regeringsgrundlaget. Og fuldstændig på tværs af finansministeren.

Enten er det fortalelser fra en politisk letvægter, der ikke ved bedre. Og så fortjener Rohde at blive fyret som politisk ordfører. Eller også er det velgennemtænkte udtalelser. Og så forjener han også at blive fyret for decideret illoyalitet.

Alligevel er det Vensres finanspolitiske ordfører, Peter Christensen, der i medierne bliver kaldt illoyal, fordi han erklærede sig uenig med Rohde.

Nu vil Rohde have fyret Peter Christensen som finanspolitisk ordfører. Han siger det ganske vist ikke til citat, men de seneste dages overfladiske politiske artikler bærer præg af hans bestræbelser.

Hvis Peter Christensen bliver fyret for at holde sig til regeringsgrundlaget, så har Venstre taget et mega-skridt i retning af sit eget politiske selvmord. Det bliver svært at forklare borgerlige vælgere, hvorfor man fyrer en mand, der står fast på regeringsgrundlagets målsætninger om skat.

Kunne de borgerlige vælgere så ikke stemme på de konservative i stedet? Hm. Læg lige mærke til hvilke borgmestre, der er mest hidsige for skattestigninger. Og hvem tror egentlig, at den nuværende konservative ledelse har rygrad til at stå fast på noget som helst?

Under alle omstændigheder har Venstre i forvejen gjort livet sværere for sig selv. Meget tyder på, at vælgerne lader deres stemmeafgivning påvirke af, hvilke emner, der er oppe i tiden. Er emne miljø, går der flere stemmer til SF. Er emnet udlænding eller skat, nyder de borgerlige automatisk godt af debatten. Socialdemokraterne er derimod vindere, når snakken går på offentlig service. Den kan jo altid blive bedre, uanset de mange milliarder, man hælder i den.

Anders Fogh Rasmussens snak om servicestrategi er derfor opskriften på nederlag.

Frihed er tvang – tvang er frihed

Luk Institut for Menneskerettigheder. De aner ikke, hvad menneskerettigheder er.

 

En afdelingsleder i Institut for Menneskerettigheder, Birgitte Kofod Olsen, udtaler til Information den 19. juli, at "Det er glædeligt, at en række danske politikere har støttet ideen om at kriminalisere brugere af prostitution."

"Men kan spørge, om markedskræfterne skal have frit spil på dette område? Og hertil kan man hurtigt komme til det var, at køb og salg af kinder er af en så voldsom og uværdig karakter, at samfundet må gribe ind."

I og for sig et rigtigt synspunkt i de tilfælde, hvor der er tale om slaveri. Men hvad så i de situationer, hvor prostitution er selvvalgt?

"Her kommer hele den traditionelle liberalistiske argumentation på banen med selvbestemmelse som omdrejnigspunkt".

Ja, hvad ellers?

Birgitte Kofod Olsen er trods alt klog nok til at kunne se det problematiske i en kriminalisering i den situation. Men – og men'et er størst:

"Prostituerede kvinder skal betragtes som udsatte personer, der lider under et direkte pres fra deres kunder og et indirekte pres fra deres psykosociale situation og historie, som i langt de fleste tilfælde omfatter traumer fra seksuelle overgreb og vold i barndommen."

Eller sagt på en anden måde, hvis du har lidt i din barndom har du ikke ret til at være fri, når du bliver voksen. Du evner ikke at være fri på grund af dine traumer. Interessant argumentation. Skal vi så til at blande os i, om voldtægtsofre nu vælger de rigtige partnere efterfølgende? Om trafikskadede kører bil? Om personer, der var overvægtige som børn, nu køber den rigtige føde?

Men Birgitte Kofod Olsen har yderligere argumenter, nemlig det strukturelle pres:

"Men [prostituerede lider også] også under et strukturelt pres, som kommer af at vi som samfund accepterer, at kvinder dagligt fornedres og udsættes for fysiske overgreb og psykisk ydmygelse"

Det vil altså sige, at argumenter såsom strukturelt pres, kan bruges til at få allehånde forbud igennem. Har du en lavere indkomst end gennemsnittet? Betaler din arbejdsgiver dig ikke nok, og må du lide under traumer af den grund? Så er det et klart tilfælde af strukturelt pres! Så skal ejendomsret forbydes.

Argumentationen har ikke noget med menneskerettigheder at gøre og det er simpelthen en skandale, at Institut for Menneskerettigheder har røvet den betegnelse.

Rohderi X

Roderiet om Venstres principprogram i den forgangne uge er blevet dækket af stort set alle medier. Diskussionen om proces og magt har fyldt meget. Diskussionen om politiske holdninger har fyldt meget lidt.

Selvom denne blog lægger mest vægt på politisk indhold, så tillad mig ikke desto mindre at bruge lidt af læserens tid på en lille analyse af processen.

De fleste af Venstres topfigurer har udtalt sig: Anders Fogh, Lars Løkke, Claus Hjort Frederiksen. Dog mangler en enkelt at udtale sig (til citat), nemlig Venstres politiske ordfører Jens Rohde. Han er faktisk totalt fraværende. Er han på ferie? Nej, han går troligt til møder om velfærdsforhandlingerne, så han er faktisk i Danmark. Underligt. Jens Rohde, der altid er god for en kvik bemærkning. Hvor har han været henne i al den ballade? Det kunne selvfølgelig være, at han holdt sig for god til at deltage. Men det ville ikke ligne ham. Han har tidligere udtalt, at forslag til Venstres principprogram om at overførselsindkomster skulle stige i takt med inflationen var "usympatiske". Såvel holdningsmæssigt som ansvarsmæssigt (han er trods alt politisk ordfører) er det særdeles underligt, at Jens Rohde ikke har givet lyd fra sig (til citat).

Ren og skær deduktion tilsiger, at Jens Rohde selvfølgelig har snakket med journalister. For han taler meget. Og ren og skær deduktion tilsiger, at Rohde har talt en del med Bjarne Steensbeck, hans gamle ven fra gymnasietiden. Steensbeck (Rohde) kan 17. juni berette – uden kildeangivelse – at Søren Pind ikke vil få ordførerskaber efter sommerferien og at finansordfører Peter Christensen "vil blive holdt uden for indflydelse". Som om nogen overhovedet havde indflydelse i Venstre bortset fra partiets leder.

Men den mest påfaldende ting er Rohdes rolle i en lille artikel i Jyllnads-Posten den 18. juni. Her spekulerer journalist Jette Elbæk Maressa over en mulig rivalisering mellem Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen. Sagen kort:

Kristian Jensen beskrives som en ung ambitøs mand, der er i kridthuset hos Fogh – Jensen kaldes angiveligt "den vestjyske Fogh +10 procent".

Samtidig beskrives Lars Løkke således: "At Lars Løkke Rasmussen samtidig er set i selskab med de rebelske ungløver har ifølge flere kilder, som Morgenavisen Jyllands-Posten har talt med, bevirket at selv inderkredsen i Venstre begyndte at nære tvivl om hans loyalitet".

Artiklen er dybt mærkværdig af flere årsager:

1. Kristian Jensen anses intern i Venstre for at være tilhænger af en mere liberal kurs – ikke det modsatte. Kristian Jensen har sågar for nylig optrådt ved et møde i Libertas-regi. Hvis endelig man skulle lede efter "illoyalitet" skulle det være her.

2. Lars Løkke har gennem mange år været på god fod med Søren Pind, og er i øvrigt en mand, der har en bred omgangkreds. Han har gjort en del for at inddrage Pind og Christensen i arbejdet om Venstres principprogram for at få et fredeligt forløb. Han har ikke haft interesse i ballade.

Kort sagt: Hverken Kristian Jensen eller Lars Løkke har noget imod de såkaldte "liberale rebeller".

Men det er som om "nogen" prøver at presse Lars Løkke til at slå hånden af Søren Pind og Peter Christensen. Og i det hele taget at få en hanekamp i gang mellem Kristian Jensen og Lars Løkke.

Hvem skulle det så være? Den eneste, der har et motiv, er Jens Rohde. Han er reelt isoleret i Venstres folketingsgruppe, hvor han har gjort sig uvenner med de fleste på grund af sin agressive personlige stil. Jens Rohde betragter sig selv som vogteren af "Foghs projekt" i folketingsgruppen og er som sådan mere katolsk end paven. Udsagnet om at nære tvivl om Lars Løkkes "loyalitet" lyder som en typisk Rohde.

Når "loyalitet" pludselig handler om, hvem man spiser middag med eller drikker en øl med, er man virkelig langt ude. Så er der virkelig grund til at tale om paranoia i Venstre.

I Jyllands-Postens artikel den 18. juni står der blandt andet:

"Centralt står en episode på den københavnske natrestaurant Rio Bravo. Efter den lange afslutningsdebat i Folketinget torsdag den 1. juni, fortsatte en gruppe Venstrefolk festen i byen. Med ved bordet var blandt andre Lars Løkke Rasmussen, Kristian Jensen, Leif Mikkelsen, Søren Pind og Peter Christensen. Senere på natten fik de følgeskab af en journalist fra Ekstra-Bladet, og siden har det føget med beskyldninger om, hvem i selskabet, der er afsender til en ubehagelig historie i avisen om Anders Fogh Rasmussens spindoktor Michael Ulveman, der sammenlignes med det belgiske nationalikon Manniken Pis – statuen af en lille dreng som tisser."

Det interessante er, at den pågældende journalist var to: Det ene var Anders Langballe fra Ekstra Bladet, den anden var Anne Mette Svane fra Jyllands-Posten. Det glemte Jyllands-Posten lige at fortælle i forbifarten.

Ingen af de implicerede kan huske at have talt om Manniken Pis. Men det er i og for sig sagen uvedkommende. Venstre er ramt af krav om total "loyalitet". Og Jens Rohde er den eneste, der nyder godt af, at andre V-folketingsmedlemmer har problemer. For Jens Rohde er den eneste, der bilder sig ind, at man kan være total "loyal" – og det er i virkeligheden det eneste, der gør ham interessant for Venstres ledelse.

Venstre(selv)sving

Beskyldningerne fyger i Venstre. Ballet blev åbnet af partiets "strateg" Claus Hjort Frederiksen. På en ret ustrategisk måde beskylde han i Jyllands-Posten de to unge liberale folketingsmedlemmer Peter Christensen og Søren Pind for at "destabilisere regeringen". Bare fordi de to folketingsmedlemmer ville deltage i debatten om Venstres ny principprogram.

Claus Hjort Frederiksens reaktion var fuldstændig overdrevet. Hvis der skal så lidt til at destabilisere regeringen, kan den sandelig ikke være særlig stabil!

Peter Christensen og Søren Pind ville fremsætte en lille håndfuld ændringsforslag til Venstres nye principprogram. Der skulle blandt andet noget med om maksimalt 50 procent i skat, og om at den offentlige sektor skulle fylde relativt mindre i samfundsøkonomien. Hvad er egentlig det kontroversielle? Med mindre man da altså er socialist eller lider af forfølgelsesvanvid?

Hvis Claus Hjort Frederiksen virkelig mener, at den slags holdninger i Venstres principprogram kan destabilisere regeringen, skulle han tage at læse formuleringerne i det gældende program: "Venstre vil arbejde for en gradvis sænkning af skattetrykket. Det skal ske ved lavere offentlige udgifter og øget vækst i den private sektor."

Det står der sort på hvidt: "Lavere offentlige udgifter". De gældende formuleringer i principprogrammet er faktisk mere vidtgående end de småbitte ændringsforslag, som Peter Christensen og Søren Pind ville stille!

Hvis man endelig skulle svinge sig op til kritik af den dynamiske duo, kunne man måske spørge sig selv, om ikke de er for fredsommelige. Christensen og Pinds forslag om, at den offentlige sektor skal fylde relativt mindre i samfundsøkonomien, er faktisk præcis den politik, som regeringen fører i dag. Man satser på, at den private sektor vokser hurtigere end den offentlige. Skulle det virkelig være destabiliserende?

Nu har både Anders Fogh Rasmussen og Lars Løkke Rasmussen slået fast, at Venstrefolk kan stille de ændringsforslag, de vil. Alt er til debat, siger de. Men det er svært at tro, med mindre Venstres ledelse giver en ordentlig opsang til de kræfter i partiet, der prøver at kujonere folk på plads. Hvis ikke man gør det, lader man mismodet sprede sig. Så gøder man jorden for "anonyme kilder" og andre kritikere, der ikke har mod til at stå åbent frem.

Og når man hindrer, at partifolkene kan få luft gennem åben politisk debat, kanaliserer man eventuelle frustrationer over i fnidder om poster og placeringer. Senest har medierne bragt en – forståelig – historie om utilfredshed med Venstres gruppeformand Svend Erik Hovmand, og en – temmelig uforståelig – historie om, at der findes en "klub" politikere og spindoktorer, der hader chefspindoktor Michel Ulveman i Statsministeriet. Hadeklubben kendes bl.a. ved, at de har små statuer af Maneken Pis stående på deres kontorer.

Som regeringsparti er Venstre automatisk udsat for en vis nedslidningsproces. Tænk bare på, hvad der overgik de konservative i 80'erne. Danmarks største borgerlige parti var en skygge af sig selv efter regeringsårene. Derfor er det vigtigere end nogensinde at holde gejsten oppe og den sunde partikultur i live. Med al ære og respekt for Anders Fogh er det ikke gjort ved hans one-man-shows i skjorteærmer ved Venstres landsmøder. Det ser godt ud, indrømmet. Men når man lytter efter er der ikke mange holdninger i al talen om globaliseringsparathed og flexicurity. Det lyder som en velformuleret udgave af Poul Nyrup Rasmussen.

Det er ikke sådan man videreudvikler sit partis politik. Derfor er der brug for plads i Venstre til at debattere, hvor man gerne vil være henne på lidt længere sigt. Også selvom det skulle betyde – uha uha – at Venstre får som mål, at folk maksimalt skal betale 50 procent af sidst tjente krone i skat.

Foghs testamente

"Foghs testamente". Det er betegnelsen, som JP hæfter på et nyt udkast til Venstres princcipprogram. Artiklen den 23. april rummer blandt andet følgende citater:

Om alt går efter planen, springer Venstre til efteråret ud som fuldtonede forsvarere af velfærdsstaten. Statsminister Anders Fogh Rasmussen kan dermed aflevere et parti, der i lighed med ham selv har sagt endegyldigt farvel til minimalstaten. Det moderne midtsøgende Venstre bekender sig til det, der med næstformand Lars Løkke Rasmussens ord, kaldes »velfærdsliberalisme.«

Udkastet til et nyt principprogram, som medlemmerne diskuterer frem til sommerferien, er så godt som renset for gammelliberal tænkning om en smal offentlig sektor og et velfærdsnet, der kun skal spændes ud under de allersvageste.

»Det er en fuldhjertet tilslutning til velfærdsliberalismen. Til et velfærdssamfund, der går hånd i hånd med liberale værdier, hvor det enkelte menneske får størst mulighed handlefrihed,« siger næstformand Lars Løkke Rasmussen, der har været koordinator og pennefører på udkastet, der skal behandles på Venstres landsmøde i november.

Lars Løkke Rasmussen ved vel bedst selv, hvad han mener. Så hvis hans ideologi er "velfærdsliberalisme", må man da tro ham. Men prøv så lige engang at læse det nye udkast til Venstres principprogram. Det rummer ikke én eneste omtale af begrebet "velfærdsliberalisme", ejheller noget signal om, at partiet har skiftet principperne ud siden 1995, da det nuværende program blev vedtaget.

I det nye udkast – som først skal vedtages i efteråret – er alle centrale passager præcis de samme som i det nuværende principprogram. Det gælder blandt andet afsnittene om det liberale menneskesyn, om frihed og fællesskab, om frisind, om retten til at leve sit eget liv, om privat ejendomsret.

I det nye udkast har man oven i købet skærpet retorikken ved at slå fast, at "markedsøkonomi er et ubetinget gode" og at "det altid skal kunne betale sig at arbejde". Man har også slettet det afsnit, der handler om, at skattebyrden skal omfordeles fra arbejde til forbrug (nu skal skatten bare ned). Endelig har man slettet afsnittet om, at fællesskabet i det danske samfund bygger på det kristne livssyn.

Det eneste egentlig negative, jeg kan få øje på, består i, at man har slettet sætningen om, at en gradvis sækning af skattetrykket "skal ske ved lavere offentlige udgifter og øget vækst i den private sektor". Nu er det kun den private sektor, der skal trække læsset – og man udelukker dermed, at effektiviseringer i den offentlige sektor kan bruges til skattelettelser.

Man kan ikke bruge Venstres nye principprogram til at påstå, at partiets kurs er ændret. Det nye principprogram er et ekko af det gamle. Det understreger måske blot, at principprogrammer ikke bliver taget særlig tungt når det kommer til stykket. Venstre har jo faktisk ændret politisk kurs i de forgangne ti år – uanset hvad der stod (og fremover kommer til at stå) i principprogrammet.

Ikke desto mindre vil debatten om et nyt principprogram kunne blive generende for Andres Fogh Rasmussens testamente. Prøv lige at forestille jer, at der kommer et ændringsforslag om, at ingen bør betale mere end 50 pct. i skat af sidst tjente krone. Eller at der kommer et ændringsforslag om, at også effektiviseringer af den offentlige sektor kan bidrage til skattelettelser. Hvor vil det være pinligt, hvis Anders Fogh skal sidde på podiet foran flere tusinde delegerede – og stemme nej.

Burka Band – tekno undercover

Burka bassistI Danmark handler kulturkamp i høj grad om vrede venstreorienterede kunstnere, der føler sig kaldet til at kritisere den borgerlige regerings politik.

I andre lande er det anderledes vigtige ting, der står på spil. I Afghanistan er det stadig svært for kvinder at bevæge sig rundt uden deres blå burka. Og at forestille sig kvinder, der spiller musik (endsige rockmusik)… Blasfemi!

Ikke desto mindre kan det lader det sig gøre. Tre afghanske piger dannede for to år siden "The Burka Band", og optræder iført Burka, dækkede fra top til tå. End ikke deres ansigter er synlige.

 

Indtil videre har de kun optrådt i Tyskland, og efter sigende er de blevet et hit i tekno-kredse. Navnlig for deres ironiske "Burka Blue":

My mother wears a burka, I must wear a burka too. We all wear a burka, we don't know who is who. Blueee, burka blue

De tre pigers identitet er hemmelig. Men det deres musik ikke. Sangen "Burka Blue" kan dowloades her: http://www.saskia-von-klitzing.de/Projekte/burka_band-M.html

 

Burka Band

Borgerlig kulturkamp

I gamle dage var DR's P1 kanalen, hvor man kunne høre tre socialister snakke om socialismen. Senere blev det kanalen, hvor man kunne høre tre socialister snakke om liberalismen.

Nu er P1 begyndt på noget nyt. Den forgangne weekend bragte P1 et indslag om den borgerlige kulturkamp. Medvirkende i studiet var Henrik Gade Jensen (CEPOS), Christopher Arzrouni (CEPOS) og Niels Lillelund (JP). Dér sad de så stille og fredeligt og diskuterede kulturkamp – kun afbrudt af Peter Kurrild-Klitgaard (CEPOS).

Altså borgerligt-liberale, der diskuterede borgerlighed og frihed. En absolut nyhed på P1.

Hør selv med – selvom indslaget (ud over sin form) ikke bragte de store nyheder på banen:

http://www.dr.dk/P1/Agenda/Udsendelser/2006/0327121509.htm

 

Stalinisme på Det kongelige

Det kongelige Teater spiller for tiden Brechts stykke "Den kaukasiske kridtcirkel". Dette stærkt stalinistiske stykke propaganda er blevet bearbejdet og forkortet af instruktøren, så det er blevet nogenlunde til at holde ud. Stykket har da også fået mange roser af anmelderne.

Men ikke desto mindre er stykket en omgang stalinistisk propaganda. Da det sikkert går hen over hovedet på mange af de mondæne og smarte teatergængere anno 2006, vil jeg hermed yde en lille vejledning.

Stykket foregår i Grusien (Georgien). Mon ikke fordi denne smukke egn er fødested for Stalin? Jo, bestemt.

I prologen til stykket (som er blevet skåret væk) diskuterer to grupper bønder i den georgiske sovjetrepublik om, hvem der skal have retten til en dal. Skal det være de bønder, hvis forfædre har boet i dalen generation efter generation? Eller skal det være den nye gruppe bønder, som kom til, da de gamle flygtede for krigens rædsler?

Brecht gør nar af den gamle gruppe bønder, der lægger vægt på deres ejerfølelse og på, at deres gedeost ikke smager som før, fordi gederne græsser på andre marker. Til gengæld hylder han den gruppe, som – med kvindelige agronomer og taktorførere i spidsen – taler om at tidoble produktionen af frugt.

Diskussionen ender med, at de gamle må bøje sig for de nye. Og for at fejre afgørelsen fremføres så et traditionelt georgisk teaterstykke. Stykkets pointe er, at en ting skal tilhøre dem, som kan drage mest gavn af den.

Hér er det, at Det kongelige teaters version af "Den kaukasiske Kridtcirkel" begynder. Dette "stykke i stykket" handler om to personer. 1) En tjenestepige, der tager et rigt barn til sig, da barnets far bliver henrettet og moderen flygter. 2) En drukkenbolt, der bliver udnævnt til dommer, og systematisk afsiger domme til fordel for de fattige og undertrykte. 

Dommeren presser penge af de rige storbønder (kulakker?), voldtager deres døtre, og støtter tyveri og hæleri, når det kommer de fattige til gode. Brecht hylder klassedomstolen, akkurat som han hyldede skueprocesserne i Moskva i 30'erne.

Som sin sidste embedsgerning skal dommeren afgøre, hvem der skal have forældremyndigheden over det før omtalte forladte barn. Den biologiske moder, en selvoptaget adelsdame, er vendt tilbage og kræver sin ret. Tjenestepigen holder fast i, at barnet er hendes. Derpå placerer dommeren barnet i en kridtcirkel og beder de to kvinder om at hive i hver sin ende. Den gode tjenestepige nægter – af kærlighed til barnet - og får til slut forældremyndigheden. Det er "salomonisk kommunisme". Og det er til at brække sig over.

Jeg er sikker på, at alle mine ejendele kunne bruges bedre af andre. Og jeg er sikker på, at mine børn også sagtens kunne opdrages bedre af andre end mig. Men det er mine. Det er ikke et spørgsmål om fairness. Det er et spørgsmål om berettigelse.

I forbindelse med stykket udtalte dr. jur. Frederik Harhoff, at der burde være mere kærlighed i domstolssystemet. Forhåbentlig ikke! Jeg ville nødig være afhængig af andres kærlighed for at kunne få en retfærdig dom.

Stalins forbrydelser blev afsløret for kommunisterne i 1956 (alle andre vidste det godt i forvejen). Muren faldt i 1989. Nu vender stalinismen tilbage forklædt som et opbyggeligt stykke om moderkærlighed opsat på Det kongelige Teater.

Ak og ve. Hver gang jeg tvivler på berettigelsen af kulturkampen, må jeg æde det i mig igen. Opgaven er kolossal.

Der var engang fire friheder…

Der var engang et ideal om fire friheder: Fri bevægelighed for varer, kapital, serviceydelser og personer. De fire friheder var grundlaget for samarbejdet i EF/EU.

Forleden vedtog Europaparlamentet et servicedirektiv, der i princippet skulle åbne markederne for serviceydelser. Egentlig underligt at det var nødvendigt al den stund vi har været medlemmer af EF/EU siden 1972. Men langt om længe blev det til noget.

Det blev bare et meget udvandet direktiv. For eksempel er advokatydelser, audiovisuelle ydelser, private sunhedsydelser og vikarbureauer ikke omfattet.

Staterne – også den danske – har været meget skeptiske. Tænk, hvis man kunne komme til at øge konkurrencen! Selv Anders Fogh Rasmussen var været mere end loren.

I gamle dage var det tanken, at en virksomhed eller borger frit skulle kunne sælge varer og tjenesteydelser i alle EF/EU-lande, hvis de måtte derhjemme. Man kaldte det "oprindelseslandsprincippet" og det var grundlaget for det indre marked.

Men, men, men…

"Som forslaget er nu, kan en polsk udbyder af service operere på polske standarder i Danmark, og så risikerer vi, at den danske serviceudbyder bliver dårligere stillet end polakkerne", sagde Fogh til Politiken den 31. oktober 2005. Han mente, at man helt skulle droppe princippet om, at servicevirksomheder som advokater, frisører og bygningsarbejdere skal kunne operere i andre EU-lande efter deres hjemlands regler.

Storbritannien, Holland og østlandene var de eneste rigtig positive.

Det endte med, at oprindelseslandsprincippet blev fjernet fra det direktiv, som blev vedtaget af Europaparlamentet. I stedet skrev man noget om, at en national lov eller administrativ praksis hverken må være diskriminerende, unødvendig eller ikke-proportional. Det er i øvrigt op til virksomhederne og borgerne at løfte bevisbyrden, så mon ikke alle lande vil holde på, at deres nationale lovgivning er god nok?

Det er pudsigt, at Anders Fogh kan acceptere et direktiv, som i praksis vil lade EF-Domstolen tage stilling til, hvad der holder, og hvad der ikke holder. Han som ellers også har været så kritisk over for den politiserende EF-Domstol.

Retten til at håne

Amerikanske aviser har generelt været tilbageholdende med at vise Jyllands-Postens karikaturer af Muhammed.

Og blandt "cartoonists" har der været delte meninger – såvel om JP's handlinger og om de danske tegneres rettigheder. Nogle af de amerikanske cartoonists har kritiseret JP-tegnerne for alene at være lavt betalte "illustratorer" – ikke rigtige politiske tegnere!

Nu går Art Spielgelman – amerikanske tegneseriers grand old man på banen. Spiegelman er blandt andet kendt for "Maus", der skildrede holocaust. Spiegelman forsvarer de danske tegnere i et interview med The Nation.

SPIEGELMAN: There has to be a right to insult. You can't always have polite discourse. Where I've had to do my soul-searching is articulating how I feel about the anti-Semitic cartoons that keep coming out of government-supported newspapers in Syria and beyond. And, basically, I am insulted. But so what? These visual insults are the symptom of the problem rather than the cause.

In 1897 politicians in New York State tried to make it a major offense to publish unflattering caricatures of politicians. They were part of a Tweed-like machine who didn't like insulting drawings published of themselves, so they spent months trying to get a bill passed and to make it punishable by a $1,000 fine and up to a year in prison.

What happened?

SPIEGELMAN: It got killed. We have this thing called the First Amendment that was in better shape, maybe, then than now.

The experts agree – censorship works

"The experts agree – censorship works". Sådan lyder et gammelt slogan fra Citizens against Unnecessary Government Censorship – publiceret oven over et billede af Hitler, Stalin og Khomeini. 

Og hvor er det dog sandt. Jyllands-Posten så sig nødsaget til at sige undskyld over 12 banale tegninger af Muhammed. Og chefredaktør Carsten Juste kan nøgternt konstatere, at "de har jo vundet. Det er jo det uhyggelige ved det. Jeg gætter på at ingen vil tegne profeten Muhammed i Danmark i den næste generation".

Hvad gør Danmarks toneangivende intellektuelle? Hvor er Tøger Seidenfaden, manden der for nogle år siden ihærdigt kæmpede for Salman Rushdies ret til at publicere bogen "De sataniske vers" – og dens kritik af Muhammed?

Seidenfaden skyder på såvel JP som på regeringen. Seidenfaden, som for nogle år siden kritiserede (Nyrup-)regeringen for, at være ligeglad med ytringsfriheden!

Og hvad gør Danmarks statsminister? Han udtaler sig som privatperson om sin holdning til tegningerne (Han ville ikke have publiceret den slags). Og så udtaler han sig som offentlig person om, at han står vagt omkring ytringsfriheden. 

Men kan en statsminister have to kasketter på samtidig? Kan han både være privatmand og statsminister? Sådan spiller klaveret ikke. I Danmark er det ikke muligt at spille den slags dobbeltspil. Anders Foghs meninger er statsministerens meninger.

Men måske kan det lade sig gøre i den arabiske verden, hvor de vil høre statsministerens ord som en undskyldning på vegne af den danske regering.  Hvis de da overhovedet vil høre noget som helst.

Nu har Danmark gennem 3 år betalt for et udenrigsministerielt program "Det arabiske initiativ". Formålet er at udbrede demokrati i Mellemøsten. Man må sige, at det i hvert fald ikke er gået godt med at overbevise araberne om ytringsfrihedens fortræffeligheder. Lur mig om ikke løsningen bliver at sende flere penge, frem for at bruge eksemplets magt – her og nu – og stå benhård fast på ytringsfriheden.

Store stygge kapitalfonde

Dagens ret er velrenommerede danske virksomheder. Den store stygge ulv er de udenlandske kapitalfonde. Den gode gamle statsvirksomhed TDC er ved at blive opslugt – og snart kommer turen til Tietgens gode gamle GN store nord og landbrugsklenodiet Danisco.

Nyrup og Bendtsen råber vagt i gevær.

Men hvorfor egentlig? Kapitalfondene gør blot, hvad enhver aktionær kan gøre: De køber aktier noteret på Københavns Fondsbørs.

Er der tale om en markedsfejl? Nej – tværtimod. En række af de udsatte virksomheder har helt bevidst fjernet de "overtagelsesværn", som de tidligere opererede med. Således fjernede TDC's generalforsamling i 2005 den begrænsning, som gjorde, at ingen andre end Ameritech – senere SBC Communications – kunne eje mere end 9,5 procent af selskabets aktier.

TDC har således gjort sin aktie mere interessant.

Andre virksomheder bevarer deres ejerlofter, stemmeretsbegrænsninger, og A/B aktier. Det er alt sammen ordninger, som har til formål at regulere ejerskabet i virksomheden. Enten med det formål at "sprede magten" som f.eks. når Jyske Bank opererer med stemmeretsbegrænsninger. Eller med det formål at samle magten hos en dominerende aktionær som f.eks. når APM eller Novo opererer med A/B-aktier, hvor A-aktierne på forhånd sidder på flertallet af stemmerne.

Nogle mener, at virksomhederne skal forbydes at operere med vedtægter, som på den måde tildeler nogle aktionærer mere eller mindre magt. Det gælder sjovt nok Nyrups partifæller i Socialdemokratiet!

Men hvorfor balnde sig i, hvordan virksomhederne og deres ejere har indrettet sig? Det er vel deres eget problem!

Nogle mener, at der er store fordele for aktionærerne ved, at alle aktier står lige, og uden videre kan opkøbes. Andre mener, at der er store fordele ved, at én enkelt dominerende aktionær (A-aktionæren) varetager det kollektive gode at holde øje med om de ansatte direktører nu også arbejder for ejerne og ikke for sig selv. Igen andre mener, at det er vigtigt, at virksomheder er svære at overtage, så de kan lægge en langsigtet strategi.

Den store fordel ved det danske marked er, at der er konkurrence mellem ejerskabsformerne. Vi kan til enhver tid vælge, om vi vil købe aktier i et "åbent" selskab som f.eks. GN store nord eller et "lukket" som Jyske Bank.

Politikerne har bare at holde sig væk. Og hvis endelig kritikerne af kapitalfondene ønsker politisk handling, kunne de jo bare ændre lovgivningen, så der var flere ejerskabsformer at vælge imellem. I dag er det f.eks. forbudt at udstede stemmeløse aktier (eneste virksomhed med den slags er erhvervsklenodiet over dem alle: APM).

 

Rohderi III

Venstre har en politisk ordfører, der betragter sig selv som de "liberales håb", eller som Politiken skrev i en hjernedød hyldest den 18. december:

"Det kan hjælpe til at holde de frustrerede i ave, at den politiske ordfører indimellem vifter højlydt med de liberale faner. Præcis som Anders Fogh Rasmussen selv gjorde, da han havde rollen. Det liberale segment nyder at høre en Jens Rohde proklamere, at socialdemokrat er det værste, man kan kalde ham."

Kilden til artiklen må være Rohde selv – heraf sammenligningen med Anders Fogh Rasmussen, som trods alt engang var liberal.

Det interessante er, at det er svært at komme i tanke om Jens Rohdes liberale principper. Modstand mod at stå opført i et register over økonomiske interesser (hvis han skulle blive minister)? Skepsis overfor overvågningskameraer i gader og stræder? Jovist, lidt har også ret.

Men Jens Rohdes mest markante budskaber har været decideret anti-liberale.

Han har profileret sig på, at efterlønnen skulle bevares. Han har profileret sig på, at Venstre i det 21. århundrede ikke er som Venstre i 80'erne. Eller som han udtalte den 26. november 2005 til Ritzau:  "Der har aldrig været så meget styr på de offentlige finanser. Vi har lavet skattestop. Det er en revolution. Var der noget af det i 80'erne og 90'erne? Nej. Vi får gennemført vor politik modsat før, hvor vi råbte og skreg om at privatisere månen og verdenshavene og alt det pjat, som aldrig bliver en realitet."

For det første husker Rohde galt. Gik Venstre ind for at privatisere månen og verdenshavene i 80'erne og 90'erne? Nej. (Men man gør det måske nu – for verdenshavenes vedkommende, idet man netop har gennemført en fiskerireform med omsættelige fiskekvoter).

For det andet kaster Rohde vrag på 80'ernes og 90'ernes liberale, som gennemførte en række reformer, som krævede langt større mod end den nuværende regering. Tænk på afskaffelsen af dyrtidsreguleringen. Tænk på fastkurspolitikken. Ja tænk endda på, hvordan man brød DR's monopol.

Jens Rohde er indbegrebet af en principløs politiker, der tror, at han er principfast, bare fordi han råber højt.

Interessant nok har Politikens journalist anet sammenhængen. For som hun skriver: "Jens Rohde evner faktisk – det meste af tiden – at gøre det på en måde, så han ikke for alvor udfordrer chefens politiske projekt. Venstres nye midtsøgende vælgere behøver jo ikke at frygte ultraliberale nedskæringer og velfærdssamfundets fremtid, fordi Jens Rohde gør oprør mod, at hans (kommende) ægtefælle skal offentliggøre sine økonomiske interesser, bare fordi han blisver minister."

Nej, lige præcis. Rohdes "liberalisme" er tom. Akkurat som da han i sin tid erklærede, at "jeg er så liberal, at jeg vil frigøre mig fra mig selv." (Berlingske 24. juni 2003) 

Rohde mente var altså så "liberal", at han ikke var bundet af principper. Latterligt.

Nu har en række tidligere politikere kritiseret Anders Fogh Rasmussen og Venstre for manglende reformvilje. Ingen af de nuværende Venstre-folk tør jo gøre det (og det er vel det ultimative tegn på, at partiet er ved at blive ødelagt).

Den 22. december udtalte Jens Rohde til Ritzau, at 

"jeg kan konstatere, at der er rigtig mange af de forhenværende, som er ude og fortælle os, hvordan vi skal strikke verden sammen. Jeg tror faktisk efterhånden kun, at vi mangler Poul og Nulle fra hullet i Kæmpeskoven, der melder sig på banen også"

Og til Schlüters opfordring om at give Fogh internt modspil svarer Rohde:

"Jeg arbejder på det projekt, som Anders har sat sig i spidsen for, fordi jeg tror på det projekt, og fordi det projekt i modsætning til så meget andet, som de borgerligt-liberale har sat sig i spidsen for, kan blive til noget."

Rohdes principper er altså mere "Fogh'isme" end det er liberalisme.

Den slags fører-principper vil føre Venstre lukt ned ad samme selvdestruktive kurs, som de konservative var ude for i 90'erne, da de koncentrerede sig mere om, hvem der skulle være deres leder end om, hvad der skulle være deres politik. Når Fogh engang er væk, vil Venstre være en tom skal, med mindre de liberale kræfter holder flammen i live.

Fribytterne

"Ultraliberalister priser grådigheden" skriver Claes Kastholm i Berlingske Tidende den 3. december. Han kalder til kamp mod de moderne "fribyttere", kapitalfondene, der "ikke har andre formål end at tjene så mange penge som muligt".

Nu har disse misdædere købt TDC, et nationalt klenodie. Og Kastholm har iklædt sig sørgeflor. "For tredive år siden havde vi tre telefonselskaber. Som koncessionerede selskaber var de led i den offentlige forvaltning, der holder landet sammen og er med til at give nationen sin identitet, sin genkendelighed, sin sjæl. I dag har vi intet."

Undskyld, at jeg protesterer. Min sjæls frelse har intet med TDC at gøre. Og jeg forstår egentlig ikke det nye i situationen. TDC har gennem snart mange år været noteret på New York Stock Exchange og de fleste ejere har været udenlandske. Hvad er så det nye i at være ejet af en kapitalfond?

Jeg er egentlig glad for, at det nu er tydeligt, at TDC ikke er en "dansk" virksomhed – men bare en virksomhed. Fordelen er nemlig, at TDC ikke kan appellere til politikerne om beskyttelse, regulering, favorable vilkår m.m. med henvisning til den særlige nationale status.

TDC har aldrig solgt mig et eneste samtaleminut af kærlighed til mig. Alligevel lægger Kastholm vægt på, at samfundets mægtige fremskridt er drevet af kærlighed. Han glemmer Adam Smiths ord, om at det ikke er slagteren, bryggerens eller bagerens gode hjerte, der sikrer os middagsmaden, men deres egeninteresse.

Sex på Borgen

Ingen kan være i tvivl om, at liberalisme – ja i det hele taget borgerlighed – er tæt associeret med en depraveret seksuel adfærd. Per Stig Møller slog det fast i "Den Naturlige Orden", idet han sidestillede liberalisme og libertinisme hos Marquis de Sade.

I såvel Ekstra Bladet som Politiken slås det nu fast med syvtommersøm, hvad ledende intellektuelle altid har vidst:

"Jeg er slet ikke i tvivl om at flere af mine mandlige kolleger i Folketinget bruger prostituerede, og jeg er heller ikke i tvivl om, at det spiller ind, når de skal tage stilling til emnet" udtaler Pernille Vigsø Bagge (SF) til Ekstra Bladet den 12. oktober. Og hun retter direkte skytset mod de borgerlige, "for selvfølgelig er det også et ideologisk spørgsmål. Det handler om menneskesyn. Om lighed og ulighed mellem mennesker i samfundet. De borgerlige har jo den grundholdning, at hvis bare man har penge, så skal man kunne få".

Pernille Vigsø Bagge har fattet, at sagen handler om ideologi. Men hun overser, at ideologien bestemt ikke handler om, at man kan "få". Der er ikke tale om et tag-selv-bord. Man skal netop købe. En sælger – eller giver for den sags skyld – skal være til rådighed.

Ja, faktisk burde Pernille Vigsø Bagge med sit socialistiske udgangspunkt være forarget over, at kvinder sælger sex, fordi de dermed gør sig til onde kapitalister. Det er vel kvinden, der er ond, fordi hun kræver penge af manden for leje af sin vagina? Akkurat som bolighajen er ond, fordi han kræver penge af lejer for at udleje nogle kvadratmeter. Hvorfor kunne de dog ikke bare give? Hvorfor kunne de dog ikke bare stå gratis til rådighed?

Pernille Vigsø Bagge burde også harcellere over markedets ulyksaligheder, idet kvinders seksualitet er i højere kurs end mænds. Således er det fortrinsvis mænd, der må betale for sex – og ikke kvinder. Kort sagt: Hvor er det socialistiske forsvar for den stakkels underbemidlede mand, der ikke kan få sex, men må købe på markedet?

Tag for eksempel den stakkels fattige kunstner Jørgen Leth, der har måtte strække sine penge ved at tage helt til Haiti for at udnytte sin købekraft. Skønt han altid har slået mig som en storsnakkende opportunist, mener lektor Verner Møller ligefrem, at Leth har et ideologisk sigte med sit (mis)brug af teenagere. Verner Møller slår fast i Politiken den 12. oktober, at "Leths brøde består jo ret beset bare i, at han har levet i overensstemmelse med den liberalistiske indstilling, som vi selv har stemt til magten her i landet."

Pernille Vigsø Bagges og Verner Møllers analyser åbner for nogle helt nye konstellationer – altså politiske. Mænd er liderlige svin, det ved vi. Og det gør dem automatisk til borgerlig-liberale! Så der er håb endnu for et rent borgerlig-liberalt flertal.

Spøg til side. Sagen er ideologisk. Den handler om, hvad voksne mennesker må gøre med sig selv og deres kroppe. Pernille Vigsø Bagge kan gøre med sin krop, hvad hun vil. Det gør hende ikke automatisk til prostitueret. Hun kunne jo bare lade være. "Just say no"