Af Christian Bjørnskov, den 15. april 2026. Skriv et svar
Mandag aften deltog jeg i et arrangement på the Institute of Economic Affairs i London, hvor Matthew Lesh, der udover at repræsentere Freshwater Strategy, der har lavet undersøgelsen, også er Public Policy Fellow hos IEA, præsenterede en ny spørgeskemaundersøgelse. Undersøgelsen er den første del af et større projekt om hvordan man får den britiske økonomi igang igen, som IEA udfører de næste tre år. Undersøgelsen giver et første, og meget unikt, indblik i hvordan briterne ser på økonomisk vækst som fænomen.
Baggrunden er, at den britiske økonomi stort set er gået i stå: Mellem 2008 og 2023 voksede BNP per indbygger med kun 7,3 % og produktiviteten med 5,6 %, mens privatforbruget faldt med 2,3 (ifølge Penn World Tables). Med andre ord er briterne ikke blevet økonomisk bedre stillede i 15 år! Til sammenligning er dansk produktivitet steget 18 % i samme periode, selvom danskernes privatforbrug er vokset med blot 5 %. Er det fordi briterne ikke længere er interesserede i velstand? Hvordan forstår de problemerne? Og – længere i projektet – hvad kan man gøre ved det? Hele arrangementet, minus drinks og snak bagefter – kan ses nedenfor. Hele arrangementet var ekstremt velbesøgt og ganske unikt, og det er varmt anbefalet at man bruger en times tid på at lære mere.
Af Christian Bjørnskov, den 16. marts 2026. Skriv et svar
En af de påfaldende ting, man opdager når der er valgkamp, er de mange forhold og problemer, hverken medier eller politikere taler om. En af dem – og der kommer muligvis flere her på stedet – er hvordan de seneste mange års økonomisk udvikling ikke rigtigt er kommet danskerne til gode. Staten har nu en ganske stor opsparing, fordi den i en lang årrække har overbeskattet danskerne, og et voksende handelsbalanceoverskud har heller ikke umiddelbart gavnet danskerne.
Bruger man Penn World Tables – en af de største kilder til sammenlignelige nationalregnskabsdata, vi har – er problemet klar. Fra 1998 til 2023 voksede dansk BNP per indbygger 27,7 %. Selvom de kant lyde af meget, er det ikke ret meget over en procent om året, inklusive kriseårene omkring finanskrisen og nedlukningerne. I samme periode voksede vores naboers økonomier 29,7 procent, og Sverige 35,3 %. Dansk vækst på langt sigt er således ikke prangende, men ikke så meget anderledes end meget af Nordeuropas.
Men dekomponerer man væksten i privatforbruget, dukker problemet synligt op. Vi illustrerer det i figuren nedenfor, hvor vi har brudt den samlede vækst i privatforbruget op i væksten i produktivitet, beskæftigelse, arbejdstimetal, og borgernes forbrugsrate. Allerførst er det klart, at væksten i danskernes privatforbrug har været væsentligt lavere end naboernes: I Danmark er det vokset blot 4,8 % over en 25-årig periode, mens naboernes er vokset 14,4 % og svenskernes hele 27,6 %. I 2023 lå danskernes forbrug således stadig seks procent over svenskernes, men under lande som Tyskland og Storbritannien. Målt på BNP er vi meget rige, men målt på faktiske forbrugsmuligheder er vi ikke i samme liga.
Figuren illustrerer, hvor væksten er forsvundet hen for danskerne. Produktiviteten er steget 26,9 % i perioden, og dermed lidt langsommere end Sveriges 30,5 % og lidt hurtigere end naboerns 24,4 %. Beskæftigelsesraten er vokset med 5,1 % mod 11,2 og 9,3 %. Efter de sidste mange års diskussion af arbejdsudbud er det faktisk vokset langsommere end f.eks. i Sverige. Det samme ses også på timetallet, hvor det årlige antal timer, beskæftigede danskere leverer er faldet med 4,3 % mod svenskernes 4,5 % og naboernes 5,9 %. Ingen af disse forhold taler klart til dansk fordel. Derimod er forbrugsraten i Danmark – procentdelen af det samlede BNP som forbruges privat, faldet med hele 22,9 % ifølge Penn World Tables. Naboernes er faldet 14,3 %, mens det ‘kun’ er faldet 7,7 % i Sverige.
Fem sjettedel af danskernes vækst er forsvundet i større handelsbalance, statslig opsparing, større offentligt forbrug, og større investeringer. Det er dog svært at se, at danskerne har fået ret meget ud af den lidt højere investeringsrate. Og deri ligger det problem, ingen taler om. Af politiske grunde vokser privatforbruget meget langsomt i Danmark, endda i forhold til andre velfærdsstater som Sverige. Får vi noget ud af det større offentlige forbrug og opsparing? Det er meget svært at se.
Af Christian Bjørnskov, den 11. december 2025. Skriv et svar
Et af de emner, der virkelig kan få visse folk op i det røde felt, er kolonitiden og afkoloniseringen. Sidste år udkom Kristian Niemitzs fine bog Imperial Measurement – et glimrende bud på en lille fagbog, interesserede kan læse i juletiden – der stiller spørgsmålet, om kolonimagterne faktisk havde økonomisk gavn af deres kolonier. Kristians svar er , at faktorerer man kolonimagternes omkostninger ind i regnestykket, er det mest sandsynligt, at de fleste kolonier var en økonomisk belastning. Men den anden side af spørgsmålet, er naturligvis om kolonierne havde gavn eller ej af tiden. Det er næsten umuligt at svare på, så jeg har i år brugt tid på at stille spørgsmålet på en lidt anden måde: Hvad skete der med de tidligere koloniers økonomiske udvikling, efter de blev uafhængige?
Hvordan i alverden gør man det, kan mange økonomer nok spørge. Problemet er, hvad der er den mest rimelige sammenligning at gøre, og hvordan de klarede sig før de blev uafhængige. Svaret før økonominørderne er den nyudviklede Butts og Gardner-estimator. For alle resten af læserne er det en måde at sammenligne hvad der sker med tidligere koloniers vækst i perioden 1950 til nu, i forhold til hvordan det gik dem før uafhængigheden og i forhold til andre relativt fattige lande. Og det er særligt også en måde at skille de tidligere britiske og hollandske kolonier fra resten af gruppen.
Svaret på spørgsmålet afhænger nemlig af, hvilken ‘slags’ koloni et land var, før det blev uafhængigt. De britiske og hollandske kolonimyndigheder havde nemlig typisk en politik, der hvilede på at bruge lokale institutioner hvis de eksisterede, uddanne lokale politifolk, embedsfolk, osv., men særligt de franske installerede franske institutioner og brugte franske embedsfolk, dommere osv.
Undersøgelsen viser meget tydeligt, at der intet skete økonomisk med tidligere britiske og hollandske kolonier – de fortsatte basalt den den samme økonomiske udvikling, som de havde haft i den sene kolonitid. Modsat dem viser undersøgelsen, at gruppen af tidligere franske, portugisiske, belgiske og andre kolonier oplevede markant lavere vækst, og i særlig fra i det andet tiår efter uafhængighed. Det var også væsentligt mindre sandsynligt, at de franske var demokratiske i tiden after uafhængighed, og klart mere sandsynligt, at de oplevede væsentlig politisk ustabilitet i form af statskup.
Hvad gik der galt? Fokuserer man i stedet på privatforbruget, faldt væksten i begge grupper lande efter uafhængigheden. Umiddelbart ser det således ud til, at uafhængighed var en dårlig nyhed for de fleste almindelige mennesker i de tidligere kolonier. Men – og det er et stort men – det relative fald i de tidligere britiske holdt op efter de første 20 år og var ledsaget af væsentligt større investeringer end i de tidligere franske. Efter 30 års uafhængighed havde de tidligere britiske og hollandske kolonier således i gennemsnit 40 procent højere BNP og 21 procent højere privatforbrug end restgruppen af franske, belgiske og andre kolonier. Over halvdelen af den første gruppe var demokratier, mens det var under en tiendedel af de tidligere franske.
Så var uafhængighed en god idé for de tidligere kolonier? Mit bud er, at svaret afhænger af, om kolonimagterne efterlod levedygtige institutioner. Franskmændenes var befolket af franskmænd, der typisk tog tilbage til Frankrig, da kolonierne blev uafhængige, mens de britiske kolonier ofte havde udviklet relativt effektive, demokratiske, hjemmegroede institutioner. Ved uafhængighed havde de britiske og hollandske således langt bedre institutioner end de andre tidligere kolonier, ligesom de også har idag. Er det en afskyelig koloniarv, som Storbritannien og Nederlandene burde kompensere dem for?
Hele analysen med titlen Was National Sovereignty a Profitable Decision? Exploring Economic Growth after Decolonisation kan læses her.
Af Christian Bjørnskov, den 21. oktober 2025. Skriv et svar
Sidste uge blev det annonceret, at dette års Nobelpris i økonom går til Joel Mokyr, Philippe Aghion og Peter Howitt. Vi skrev kort om det, og Otto har skrevet meget fint om valget i Berlingske Tidende. Vi lovede, at vi ville skrive mere uddybende om prisen – ikke mindst fordi det er lang tid siden, at en Nobelpris i den grad har begejstret økonomer rundt omkring i verden. Fordi de prisen gives i to halvdele – den ene til Mokyr for hans bidrag i økonomisk historie, og den anden til Aghion og Howitt for deres bidrag til vækstteori – starter vi idag med Joel Mokyr.
Den hollandsk-fødte og jødiske Mokyr er professor på Northwestern University i Chicago, og har i en serie bøger og artikler beskæftiget sig med et af de store spørgsmål i nationaløkonomi: Hvorfor skete den Industrielle Revolution hvornår og hvor den skete, og hvorfor blev den ved? Det er spørgsmålet om, hvad vi ved om fødslen af moderne økonomisk vækst.
Udgangspunktet er, at der havde været vækstepisoder tidligere: Både det romerske imperium og Kina havde haft markant, teknologisk udvikling, og særligt Italien i de første par århundreder AD havde været et komparativt rigt sted. Men i alle tidligere tilfælde var væksten og velstanden holdt op igen. Hvorfor startede væksten og den brede økonomiske udvikling i England og det sydlige Skotland, hvorfor skete det hvornår det skete – meget, meget cirka i midten af 1700-tallet – og hvorfor blev denne episode ved? Det er de centrale spørgsmål, som Mokyr har fokuseret meget af sin karriere på. Det gælder ikke mindst de to af hans bøger, der står på min hylde: The Enlightened Economy fra 2009 og A Culture of Growth fra 2016.
Mokyr peger på, at hvis det ‘bare’ gjaldt videnskabelig udvikling – den gamle idé om, at videnskaben opfinder og så bruger industrien opfindelserne – ville den Industrielle Revolution sandsynligvis være startet i Frankrig. England og Skotland var ikke på den videnskabelige forfront i 1600-tallet eller starten af 1700-tallet. Men, som han viser, er det vi ville kalde videnskabelig viden ikke nok. Mokyr skelner mellem preskriptiv og propositionel viden, dvs. han skiller viden om hvad der virker fra viden om hvordan det virker. Og mens der var masser af viden i det akademiske miljø om hvordan ting virker, haltede landet bagefter på viden om, hvad der virker.
Mit personlige yndlingseksempel er fra flåden, hvor britiske læger fandt ud af, at søfolk ikke fik skørbug, hvis man gav dem citrusfrugter eller andre bestemte frugter. Man vidste ikke hvorfor – der var ingen teori om vitaminer dengang – men forstod at det virkede, og the Royal Navy indførte derfor midlet mod den ødelæggende lidelse. Det tog over 40 år før den franske flåde fulgte med, fordi franske lægers teori om sygdom ikke kunne forklare, hvorfor citrusfrugterne virkede. Storbritannien havde en anden tradition for at acceptere, at noget virkede før man forstod hvorfor, og havde en masse dygtige håndværkere med taktil forståelse for praktiske forhold.
Men viden er stadig ikke nok. Mokyr peger på, at den Industrielle Revolution gik igen i England og Skotland fordi der i midten af 1700-tallet var et særligt sammenfald af flere nødvendige forhold. Begge typer viden blev udviklet, men blev også spredt bredt ud i samfundet. Der skete en veritabel eksplosion af magasiner, folk læste og delte, diskussionsselskaber og andet, hvor både borgerskab, adel og de nye fabriksejere kom til foredrag om alle mulige emner, og kulturen ændrede sig, så det ikke kun var gennem jordejerskab, at man kunne blive rig og del af det bedre selskab.
Sidst, men ikke mindst, følger Mokyr en tradition fra bl.a. Douglass North i at fremhæve nødvendigheden af at have et effektivt og politisk uafhængigt retsvæsen. Alle idéerne, al den britiske håndværkskunnen og den sociale accept af de nye forhold, ville ikke være blevet til noget brugbart eller kommercielt, hvis man ikke også havde et klart incitament til at investere i dem. Og før man investerer i usikre, langsigtede projekter, bliver man nødt til at have stor sikkerhed for, at ens kontrakter bliver håndhævede og ens investering er retsligt beskyttet. Netop det gjorde de britiske institutioner med stigende succes fra først i 1700-tallet.
Joel Mokyrs store bidrag til vores forståelse af begyndelsen på den moderne økonomiske vækst er derfor forklaringen på, hvordan sammenfaldet af faktorer forklarer hvor, hvornår og hvorfor det blev ved. Prisen er særlig af flere grunde. For det første gik der mange år, før Mokyr fik en artikel i et af de såkaldte supertidsskrifter. For det andet er meget af hans forskning historisk deskriptiv, og ikke drevet af statistisk metode eller anden avanceret ‘teknik’ (selvom han kan gøre det). Og sidst, men ikke mindst, er det et bredt bidrag, og ikke et hjørne af økonomi. Det er ikke mindst nogle af disse elementer, der har gjort så mange økonomer begejstrede for annonceringen forleden. Det er en af de mest velfortjente Nobelpriser i økonomi i mange år.
Af Christian Bjørnskov, den 13. oktober 2025. Skriv et svar
Sveriges Riksbank annoncerede tidligere idag modtagerne af årets Nobelpris i økonomi: Joel Mokyr (Northwestern University), Philippe Aghion (Collège de France) og Peter Howitt (Brown University). Mokyr får halvdelen af prisen, mens Aghion og Howitt deler den anden halvdel, idet de to sidste får deres halvdel for deres fælles forskning. Det er en pris, der for en gangs skyld virkelig kan begejstre denne punditokrat!
Helt kort fortalt – vi skal nok skrive langt mere uddybende senere – har en stor del af Mokyrs arbejde været i økonomisk historie med et fokus på den Industrielle Revolution: Hvorfor skete den hvor den skete, hvornår den skete, og hvorfor blev den ved? Aghion og Howitts del af prisen går til deres videreudvikling, formalisering og uddybning af Joseph Schumpeters idéer om ‘kreativ destruktion’: En beskrivelse af økonomisk dynamik, hvor iværksættere og andre skaber innovation, der samtidig – som en forudsætning for udviklingen – ødelægger eksisterende virksomheder og sektorer.
Nobelkomiteen beskriver de to bidrag “for having identified the prerequisites for sustained growth through technological progress og “for the theory of sustained growth through creative destruction.” Hele pressemeddelelsen kan læses her; Annonceringen kan ses nedenfor. Det hele, inklusive selve prisen, er varmt anbefalet.
Af Christian Bjørnskov, den 24. juni 2025. Skriv et svar
Har demokratier hurtigere økonomisk vækst og er der en økonomisk gevinst ved at indføre frie valg osv? Det spørgsmål har økonomer og politologer debatteret de sidste tre årtier, men uden at finde konsensus. Ny forskning bragte forleden nye nuancer ind i debatten.
Den ene side af debatten er i de seneste år tegnet af bl.a. Daron Acemoglu, Suresh Naidu , Pascual Restrepo og James Robinson, der i Democracy does Cause Growth insisterer på, at demokrati skaber vækst. En anden side af debatten understreger, at demokrati ikke skaber vækst, men at andre institutionelle karakteristika – som retssikkerhed, beskyttelse af ejendomsret osv. – gør forskellen. Et af de væsentlige problemer i litteraturen er, hvordan man skille skidt fra snot, dvs. hvordan man separat måler effekten af gode retsvæsener og politisk demokrati.
En del af problemet ligger i, at det på ingen måde er enkelt at definere eller måle landes grad af demokrati. Som Vanessa Boese (se f.eks. her) for eksempel peger på, er der relativ koherens på tværs af indikatorer, men kun så længe de deler en basal definition. Og man kan hurtigt overdefinere demokrati, så ens definition også omfatter en række konsekvenser, som man håber at demokrati har. Men uden at separare effekterne af faktisk demokrati og dem, man håber på, bliver det umuligt at sige, om demokrati i sig selv giver mere vækst. Mit indtryk fra at arbejde i årevis med lignende spørgsmål er, at demokrati ikke giver vækst uanset at mange forskere desparat ville ønske, at det gjorde.
Istedet peger ny forskning på, at demokrati gør noget helt andet. Vi kunne have skrevet om artiklen for nogen tid siden, men valgte ikke at gøre det af en bestemt grund: Den var en del af eksamen i Videnskabelige Metoder, som jeg har undervist i i foråret. Vi måtte derfor vente indtil eksamen var overstået og karaktererne var givet.
I Political Institutions and Output Collapsesi december-nummeret af European Journal of Political Economy, viser Patrick Imam og Jonathan Temple, at konsekvensen af demokrati er en helt anden. Imam og Temple undersøger, tre økonomiske tilstande i 123 lande mellem 1971 og 2016: Demokrati eller autokrati, og vækst, stilstand (perioder med lav eller ingen økonomisk vækst), og deciderede kollaps. Det særlige er, at de skelner også mellem om landene er demokratiske eller autokratiske. I stedet for at spørge, om det går bedre i demokratier, tillader det dem at spørge, om det går værre i autokratier, når det går galt.
Som en af mine studerende meget præcist skrev, viser Imam og Temple, at demokrati ikke er en garanti for vækst, men en form for forsikring mod kollaps. Vækstepisoder varer længere i demokratier – dvs. at autokratier oftere får perioder med stagnation eller recesion – indkomstkollaps bliver typisk dybere i autokratier når de sker, og det er væsentligt mere sandsynligt, at stagnation udvikler sig til deciderede kollaps.
Imam og Temples nye forskning er derfor både konsistent med og giver ny indsigt i Francesco Giavazzi og Guido Tabellinis 20 år gamle, klassiske studie af økonomiske og politiske liberaliseringer. Hvis et land liberaliserer først, og derefter demokratiserer, får man langt bedre økonomiske konsekvenser.
“Kun en krise – faktisk eller opfattet – fremkalder reel forandring. Når denne krise indtræffer, afhænger de handlinger, der træffes, af de idéer, der ligger klar. Det, mener jeg, er vores grundlæggende funktion: at udvikle alternativer til eksisterende politikker, holde dem i live og tilgængelige indtil det politisk umulige bliver det politisk uundgåelige.”
– Milton Freedman 1982
Ovenstående citat fra Milton Friedman finder man i forordet til 1982 udgaven af “Capitalism and Freedom”, og er skrevet på baggrund af den reformproces der fandt sted i England og USA på daværende tidspunkt. Den indikerer med andre ord, at man egentlig ikke kan meget andet end at have de “rigtige” løsninger klar til den dag, hvor den politiske virkelighed og en økonomiske krise (reel eller opfattet) medfører at magthaverne er nød til at reagere.
Det havde også været tilfældet i Chile efter kuppet i 1973, hvor man fra 1975 gennemførte meget grundlæggende markedsøkonomiske reformer. Senere skulle det samme ske i Peru og Argentina, hvor sidstnævnte desværre også viste hvordan det går, når politiske hensyn trumfer erkendelsen af grundlæggende økonomiske sammenhænge.
Før jeg går videre, vil jeg endnu en gang understrege vigtigheden, ikke mindst når man er dansker, af at erkende at verden som udgangspunkt ikke er skruet sammen som vores egen økonomi. Rigtigt meget, som vi tager for givet, herunder relativt begrænset offentligt ejerskab ud over få sektorer og relativt begrænset regulering (i forhold til andre lande), en åben økonomi, uafhængigt retssystem osv. osv. og en – på trods af det sammen med landbruget vel er den mest regulerede sektor i økonomien – velfungerende finansiel sektor.
Kunne det være bedre? Ja, det kunne være meget bedre, men det kunne også nemt være meget værre. Og det er det faktisk i de fleste af verdens lande – herunder hovedparten af/alle lande i Latinamerika, og i høj grad i Argentina.
Af Christian Bjørnskov, den 24. januar 2025. 2 svar
Vi har før skrevet om hvordan diktaturer ofte lyver om deres nationalregnskabstal. Det gælder i særlig grad om deres væksttal, som Luis Martinez har dokumenteret, og før ham Christopher Magee og John Doces. Det smarte trick, som Magee og Doces fandt på, er at sammenholde officielle vækstdata med væksten i, hvor meget lys der er om natten i et land eller område. Baggrunden for det er, at det har været vidst i meget lang tid, at jo rigere en befolkning bliver, jo mere lys kommer der om natten. Lys er ganske enkelt noget, som kan være dyrt for de meget fattige, men bliver relativt billigere og langt bredere tilgængeligt, jo rigere et land bliver.
På den måde har Magee og Doces og Martinez efter dem vist, at der er en meget tæt sammenhæng mellem lys om natten og velstand i demokratier, men den er anderledes i en række diktaturer. Dét er netop måden, de kan vurdere, hvor meget hvert diktatur lyver om deres økonomiske vækst. Og det er for eksempel måden, man kan bruge for at se hvor meget Kina har løjet de seneste årtier.
Det særligt interessante er, at mens vi er mange akademikere, som har været både imponerede over, hvor smart metoden er og stærkt interesserede i resultaterne (læs f.eks her), har den nu sneget sig ind i faktisk politik. Sveriges finansminister, Elisabeth Svantesson – der er uddannet nationaløkonom fra Örebros Universitet – påpegede igår ved World Economic Forum i Davos, at Moskva er blevet mørkere de seneste tre år! Som Svantesson helt korrekt fortalte, betyder det at russerne er blevet synligt fattigere. Det er fuldstændigt modsat de officielle russiske data, og modsat den fortælling, som mange journalister stadig bringer om at Ruslands økonomi er i vækst.
Det er sjældent, at faktisk nationaløkonomisk forskning bliver brugt aktivt i politik. Det normale er, at politikere når der er debat, får deres rådgivere til at finde forskning eller ekspertudtalelser, der understøtter hvad de i forvejen påstår. Elisabeth Svantesson skal derfor have stor ros for ikke blot at kende til noget af den nyeste forskning på området, men også at bruge den så tydeligt og offentligt, og om et emne, der er så vigtigt. Sandheden er, at Ruslands økonomi er nødlidende, og russerne oplever voldsom inflation, og i særlig grad prisstigninger ting som smør, sukker, mælk, biler og boliger. Putin og hands håndlangere kan blive ved med at påstå, at alt går godt, men det lys, man kan se med NASAs satellitter, fortæller en historie om et land, der bevæger sig mod økonomisk opløsning.
Af Christian Bjørnskov, den 6. januar 2025. Skriv et svar
Et par uger før jul deltog jeg i et debatarrangement i London, organiseret af the Institute of Economic Affairs. Oplægsholderen var Tyler Goodspeed, der siden 2023 har været cheføkonom for ExxonMobil og i 2020-21 var medlem af den amerikanske præsidents Council of Economic Advisers; fra juni 2020 til januar 2021 var han fungerende formand. Tylers oplæg handlede om, hvorfor Storbritannien vokser så langsomt, og helt særligt hvorfor væksten har været anæmisk siden 2008.
Efter oplægget havde jeg fornøjelsen, sammen med IEAs egen Kristian Niemitz, at kommentere på Tylers oplæg og deltage i den efterfølgende debat. Vi kom også kort ind på, i hvilket omfang Danmark og andre lande lider under samme problemer som briterne, og hvad man måske kan gøre. Hele arrangementet var en stor fornøjelse, ikke mindst fordi der også var mulighed for at tale med nogle af de knap 100 tilhørere og deltagere. Det hele er varmt anbefalet!
Af Christian Bjørnskov, den 29. oktober 2024. 4 svar
I sidste uge besøgte jeg universitetet i Warszawa for at holde et seminar og besøge gode kolleger. En del af diskussionen over en hyggelig, polsk middag den ene dag, var hvor enorm den økonomiske og sociale udvikling har været i Polen. Mine kolleger kunne fortælle om et land, der på blot 30 år er kommet fra omfattende, grå levn fra kommunismen og politi, der stoppede en på vejen for at få bestikkelse, til en moderne, velstående retsstat. På vej hjem – med 3½ times forsinkelse og derfor god tid til at arbejde – tog jeg et kig på, hvor stor fremgangen faktisk har været.
Mens man kan spørge, hvor godt det egentlig gik for lande som Serbien eller Moldova efter 90erne, har Centraleuropa generelt klaret sig forbløffende godt. Nedenstående figur illustrerer det ved at se på produktivitetsudviklingen. Produktivitet er her målt som nationalindkomst per arbejdstime. Vi viser udviklingen i Estland, Polen, Tjekkiet, og Ungarn siden data blev tilgængelige. Det gælder for Ungarn i 1980, for Tjekkiet i 1993, og for de to sidste i 1995.
Det første forhold, der er til at se, er hvor fundamentalt uproduktive, de tidligere kommunistiske samfund var i starten af 1990erne. I 1995 havde Polen for eksempel en produktivitet som Danmark i 1956. Idag er polsk timeproduktivitet derimod på linje med Danmarks i 1987, og velstandsniveauet med Danmark i 1997, da polakkerne arbejder cirka 30 % flere timer end danskerne. Produktiviteten er vokset med 6,8 % per år i Polen, 6,4 % i Estland, og 2,9 % i Ungarn og Tjekkiet. Tilsvarende var produktivitetsvæksten i Tyskland 1,2 % i samme periode. Ydermere er produktivitetsvæksten i Polen fortsat efter finanskrisen i 2008, og har de senere år været 4,9 % per år. Succesen er til at føle på, som jeg oplevede i sidste uge – og som man kan se på billedet fra det centrale Warszawa nedenfor.
Min pointe her – og i Børsen på torsdag – er, at vi taler for lidt om hvor stor en succes, adskillige samfund i Central- og Østeuropa har været siden kommunismens kollaps. De er ikke blevet rige og produktive ved at føe aktiv industripolitik, beskytte deres markeder, eller smide penge efter skoler, der ikke underviser. Lande som Polen, Tjekkiet og Estland er påmindelser om, at vejen til økonomisk succes er kendt og testet – og ikke den vej, EU og Danmark er på for tiden.
Lad os starte med emnet, som er et af de helt store og grundlæggende i nationaløkonomi: Hvorfor er nogle lande rigere end andre? Man kan derfor næppe klandre Nobelkomiteen, at den giver årets pris til måske det vigtigste spørgsmål i hele feltet. Der er heller ingen tvivl om, at Acemoglu, Johnson og Robinsons arbejde har været indflydelsesrigt: Deres oprindelige artikel fra 2001 er indtil nu citeret mere end 18000 gange i forskningen! Og selve idéen om at institutioner, der beskytter den private ejendomsret og håndhæver kontrakter upartisk, er også indlysende. Adam Smith skrev allerede om vigtigheden af institutioner i 1770erne, og Douglass Norths Nobelpris i 1993 handlede i høj grad om det samme. Men dykker man længere ned i årets Nobelpris, begynder problemerne desværre også at blive synlige.
Vi har adskillige gange skrevet om Acemoglu-holdets bidrag, men også om deres problemer. Et af de store problemer ligger i holdets teoretiske forståelse af, hvor gode institutioner kommer fra. Den er som følger: Europæiske lande koloniserede store dele af verden, og de steder hvor bosætterne kunne regne med at overleve lang tid – steder med lav mortalitet pga. et godt sundhedsklima – havde de incitament til at skabe institutioner, der beskyttede deres liv og ejendom. Steder med høj mortalitet havde bosætterne derimod interesse i at skrabe så meget til sig som muligt, og tage væk igen før de døde af sygdomme som malaria og andet, og havde derfor ingen interesse i gode institutioner. Acemoglu-holdets kausalitetskæde er derfor lav mortalitet -> inklusive demokratiske politiske institutioner -> gode juridiske institutioner -> velstand. Men en lang række studier har stillet spørgsmål ved netop dén forklaring.
I december 2018 skrev jeg for eksempel i “Tager Acemoglu-holdet fejl?” om de meget store spørgsmålstegn, der er stillet ved deres data og hvor generel, deres påstand om kolonihistoriens effekt er. I artiklen “Late Colonial Antecedents of Modern Democracy” finder min ven og kollega Martin Rode og jeg absolut ingen evidens for påstanden om mortalitets vigtige rolle, og både David Albouy, og Jonathan Krieckhaus sammen med Matthew Fails har vist, at der er noget fundamentalt galt med hele idéen. Robinson har virket åben overfor kritik, mens Acemoglu i særlig grad har afvist problemerne.
Mens der ikke er ret mange, der ikke accepterer idéen om, at gode institutioner er vigtige for langsigtet vækst og velstand (se f.eks. vores indlæg her og her), er der også ganske store spørgsmål ved, hvor original den teoretiske idé faktisk er. En central del af teorien – at en elite kan få en klar tilskyndelse til at skabe bedre reformer for at undgå en revolution eller et kup – der ofte kaldes ‘the replacement effect’, ligner i høj grad teoretisk arbejde, som Peter Rosendorff (NYU) publicerede nogle får år før Acemoglu, Johnson og Robinson. På trods af at det måske har været Acemoglu-holdet, der har populariseret den meget intuitive teoretiske forklaring, er det ikke sikkert at det faktisk er deres idé.
Så hvor står vi i vurderingen af årets Nobelpris i økonomi? På plussiden tæller emnets enorme vigtighed, og den uomtvistelige indflydelse, Acemoglu, Johnson og Robinsons arbejde og tænkning har haft i professionen. Man må også medgive, at alle tre har lavet andet vigtigt arbejde, og stadig gør. Men på minussiden står, hvor skrøbeligt datamaterialet er – og den snagende mistanke om, at databehandlingen i en del af deres arbejde ikke har været helt op til standard – hvor skidt det er gået med flere af deres grundlæggende præmisser, og det faktum at en del af de teoretiske idéer allerede var foreslået af andre forskere. Hvor ender regnskabet? Det lader vi være op til den enkelte læser. Min vurdering er dog, at det ikke er helt godt…
Af Christian Bjørnskov, den 10. september 2024. 4 svar
Vi har adskillige gange understreget, hvor vigtig produktivitet er her på stedet. For et par uger siden understregede vi, at danskerne slet ikke var blevet rigere de sidste 25 år uden produktivitetsfremskridt. Man kan således godt glemme hele diskussionen om arbejdsudbud og beskæftigelsesfrekvens, hvis man er interesseret i det langt sigt.
Det er derfor bekymrende, at produktivitetsudviklingen så tydeligt er bremset ned de sidste cirka 20 år. Figuren nedenfor viser udviklingen i BNP per indbygger i Danmark siden 1960. Fra 1960 til 1981 steg produktiviteten – målt på værdiskabelse per arbejdstime – med cirka 3,6 % om året. Fra 1982 til 2005, dvs. den store reformperiode i dansk politik, steg produktiviteten lige godt 2 % om året. Men i perioden 1982-2019 faldt produktivitetsvæksten til 1,3 % (1,4 % 1982-2022). Hvad skete der?
Opbremsningen i produktivitet skete i mange vestlige lande i de sidste 20 år, og er ikke specifik for Danmark. Forleden udkom en EU-rapport, der var forsinket flere gange, som konkluderede, at Europa har et massivt konkurrenceevneproblem lige præcis fordi Vesteuropas produktivitet bevæger sig fremad med sneglefart.
Pointen idag er at understrege, hvor vigtigt problemet er. Forestiller man sig, at produktivitetsvæksten var fortsat i samme tempo, som den havde i Danmark 1982-2005, ville hver dansker – ung som gammel – alt andet lige have været omtrent 45.000 kroner rigere i gennemsnit. Det betyder, at en såkaldt standard LO-familie ville have haft en årlig indkomst, der var meget cirka 75.000 kroner højere før skat. Som vi skrev forleden, er produktivitet så meget vigtigere end alt muligt andet på langt sigt, at det er svært at forstå hvorfor danskerne ikke interesserer sig mere for problemet.
Af Christian Bjørnskov, den 29. august 2024. 5 svar
For 2½ år siden skrev vi her på stedet om programmet til den danske public choice workshop, der lod sig gøre igen efter nedlukningerne. En af præsentationerne i februar 2022 var nyt arbejde om økonomisk vækst under socialisme, udarbejdet af Andreas Bergh (Lund), Luděk Kouba (Mendel) og undertegnede. Papiret er nu endelig ude som working paper ved IFN med titlen “The Growth Consequences of Socialism.”
Andreas, Luděk og jeg ser i papiret på, hvad der skete med 22 udviklings- og mellemindkomstlande de havde perioder med fuld socialismee fra sidst i 1950erne til nu. Det nye i vores arbejde er dermed, at vi ikke er primært interesserede i økonomisk udvikling i Central- og Østeuropa og i det sovjetiske Kaukasus, men i de udviklingslande, der valgte den sovjetiske/cubanske/kinesiske vej. Mange udviklingslandes politikere var stærkt påvirkede af både politiske og akademiske idéer, da deres lande blev uafhængige fra slutningen af 1950erne og frem. Meget vestlig akademisk tænkning var på det tidspunkt domineret af socialistiske og marxistiske idéer, hvilket endda spredte sig til nationaløkonomi, hvor en række topøkonomer vitterligt troede på, at Sovjetunionen voksede meget hurtigere end Vesten.
Eftertiden har vist, at skeptiske stemmer som Warren Nutter og Walt W. Rostow havde ret i, at man ikke skulle tro på officiel statistik fra socialistiske diktaturer. Som joken blandt økonomer blev, var det mærkeligt at Sovjetunionen havde højere vækstrater end Finland i alle år fra 1930erne 1990, men finnerne var tre gange så rige da man kom til 1990. Vi viser i det nye papir, at den udvikling er et generelt træk ved lande, der bliver fuldt socialistiske gennem politik, der nationaliserer produktionsmidlerne.
Grafen nedenfor illustrerer forsigtigt den typiske udvikling i et udviklingsland, der bliver socialistisk. Som den fuldt optrukne linje viser, havde de 22 lande i gennemsnit 95 % af deres nabolandes levestandard året før de fik en socialistisk politik. Efter otte års socialisme var levestandarden faldet til 79 % af naboernes. Vores mere omhyggelige estimater peger på, at det typiske socialistiske udviklingslande havde 2-2½ procentpoint lavere vækst end sammenlignelige, ikke-socialistiske lande. Når man tager hensyn til, at gennemsnitsvæksten for disse lande var et stykke under 2 %, indebærer vores estimater at de socialistiske oplevede negativ vækst. Når vi dykker længere ned i data, peger de på at effekten – ikke overraskende – kommer fra negativ produktivitetsudvikling.
I lyset af vores undersøgelse, og af almindelig erfaring, er det utroligt at der stadig findes begavede mennesker, som mener at socialisme er den rigtige vej frem, og som stadig hylder Venezuela og Cuba. Som økonom kan man uden problemer se ‘ind bag’ tallene, og se de enorme menneskelige tab og lidelse, der følger med socialisme. Som Kristian Niemitz skrev i sin fine bog om emnet, er socialisme en fejlet idé, er ikke vil dø. Hvorfor ikke?
Af Christian Bjørnskov, den 26. august 2024. 2 svar
Nobelpristageren Paul Krugman sagde engang, at “Produktivitet er ikke alt, men i det lange løb er det næsten alt.” Jeg blev mindet om citatet i sommers, da jeg skrev min klumme til Børsen. Under overskriften “Mere arbejde og højere skat løser ikke velfærdsstatens problemer – det kræver noget helt tredje” pegede jeg på, at en lille forøgelse af den årlige produktivitetsvækst vil løse de finansieringsproblemer, som velfærdsstaten har. Det er derfor mærkeligt, at politikere og meningsdannere skændes om, om man skal hæve skatten eller tvinge danskerne til at arbejde mere.
For at hamre pointen hjem, illustrerer vi nedenfor hvor vigtige tre forskellige forhold er: 1) Arbejdsmarkedsdeltagelse, dvs. hvor mange der er i job; 2) Hvor mange timer per år den gennemsnitlige ansatte arbejder; og 3) produktivitet, dvs. hvor meget værdi danskerne i gennemsnit producerer per arbejdstime. Hvis politikerne vil have flere penge i kassen for at finansiere voksende offentlige udgifter (i stedet for at prioritere), er det de tre måder det kan ske på, udover skattestigninger.
Men ikke alle kilder er lige effektive, hvilket dansk økonomi siden 1979 er et glimrende eksempel på. Hvis danskerne havde samme arbejdsmarkedsdeltagelse – groft sagt, hvis lige så mange var i arbejde – som i 1979, ville nationalindkomsten være 345.000 kroner per dansker i 30 år senere, i stedet for de faktiske 360.000. Hele indsatsen siden 1990erne med at få flere i arbejde har således givet omtrent 15.000 kroner mere. Hvis danskerne i stedet arbejdede lige så mange timer som i 1979, ville nationalindkomsten være 407.000 kroner. Men hvis vi, alt andet lige, havde samme produktivitet som i 1979, ville indkomsten være blot 182.000 kroner.
Faldet i arbejdstimer over en 30-årig periode har kostet godt 11 % vækst, mens den øgede arbejdsmarkedsdeltagelse har givet et plus på 4 %. Men det hele overskygges, som figuren ovenfor illustrerer dramatisk, af de 97 %, der er kommet fra øget produktivitet! Hvorfor politikere – og endda nogle af mine dygtige kolleger – har øjnene fikseret på arbejdstiden og -deltagelsen er mig uforståeligt, når man ser på de langsigtede fakta. Produktivitet er langt, langt vigtigere end andre kilder til velstand.
Af Christian Bjørnskov, den 11. august 2024. Skriv et svar
Forleden skrev vi om, hvordan den offentlige sektors størrelse og ‘scope’ påvirker landes langsigtede økonomiske vækst. Vi viste i to kort, hvordan begrebet ‘størrelsen’ på den offentlige sektor skal behandles varsomt: Som vores dygtige kollega Ryan Murphy (Southern Methodist University) viser i ny forskning, der udkommer med årets Economic Freedom of the World rapport næste måned, bør man skille offentligt forbrug og subsidier fra offentlige investeringer og ejerskab. De to er ganske enkelt separate fænomener, og lande som for eksempel Danmark har enorme offentlige sektorer, men meget små offentlige investeringer og forsvindende lidt offentligt ejerskab. Et andet spørgsmål – som dukkede op i samtaler med Ryan ved PCS-konferencen i Dallas og med Colin O’Reilly (Creighton University) til APEE er, om forskellene og deres effekter også er forbundet med regeringens ideology. Det har jeg forsket videre i.
Det var for interessant et spørgsmål, og et spørgsmål der også overlapper noget af min egen tidligere forskning, til at bare lade det ligge. Der er derfor nu et arbejdspapir med titlen “Government Intervention and Long-Run Growth: An Ideologically Moderated Association?“, der kan downloades fra SSRN. Bundlinjen i min undersøgelse er, at ideologi og offentligt forbrug interagerer: Ændringer i det offentlige forbrug har større vækstkonsekvenser under venstreorienterede regeringer.
Hvordan kunne effekterne af offentligt forbrug afhænge af ideologien i den regering, som indfører og ændrer det? Papiret foreslår, at der kunne være fem mekanismer på spil. For det første er påvirker ideologi regeringens politiske præferencer og de trade-offs, den er villig til at acceptere. Vil man for eksempel acceptere større og længerevarende arbejdsløshed i bytte for mere generøse dagpengeregler? For det andet påvirker ideologi også en regerings forventninger til konsekvenserne af, hvad dens indgreb gør. I det ovenstående eksempel vil venstreorienterede regeringer ofte påstå, at højere dagpenge ikke eller kun marginalt påvirker arbejdsløsheden. For det tredje kunne der være forskelle i, hvilke grupper der lobbyer venstre- og højreorienterede regeringer, hvilket også kan give forskelle i, hvad det offentlige forbrug faktisk går til. For det fjerde ser man ofte, at der er forskelle i regeringers ‘epistemiologiske følsomhed’ – hvor meget eller lidt forestiller de sig, man ved om samfundet og hvor meget kan man forudse. Og sidst, men ikke mindst, kan der være forskellige reaktioner mod venstre- og højreorienteredes politik, også selvom den er ens.
Hele væksteffekten af størrelsen på den offentlige sektor viser sig at være følsom overfor regeringens ideologi, når man tester det på tværs af 78 lande med moderne partissystemer, som man observerer fra 1975 til 2015. Ovenfor er Figur 4 fra papiret, der viser klar at ændringer i størrelsen har store konsekvenser under klart venstreorienterede regeringer, og muligvis ingen konsekvenser under de mest økonomisk højreorienterede: Større offentligt forbrug er mere skadeligt under venstreorienterede regeringer, og liberaliserende reformer er mere effektive under venstreorienterede regeringer.
Hele papiret rejser det fundamentale spørgsmål, hvad det er i detaljen, der skiller offentligt forbrug under venstre- og højreorienterede regeringer, selvom de i data ser ens ud. Der må nødvendigvis være subtile forskelle i hvad der subsidieres og forbruges, og hvilke reaktioner det giver – ellers ville der ikke være synlige vækstforskelle! Men hvad de præcist er, er et åbent spørgsmål til vores kolleger og læsere.
Af Christian Bjørnskov, den 7. august 2024. 4 svar
I vores sommerserie om økonomisk vækst er vi idag kommet til den virkeligt politisk kontroversielle af faktorerne, og den der nok er vigtigst i en dansk debat: Den offentlige sektor – hvor stor er den, hvad gør den – og hvordan påvirker det den langsigtede økonomiske vækst.
Spørgsmålet er kompliceret, da sammenhængen i en vis grad går begge veje: Økonomisk vækst påvirker størrelsen af den offentlige sektor, og størrelsen påvirker den økonomiske vækst. Det gælder ikke mindst når man skelner mellem hvad det offentlige budget bruges på. I de to figurer nedenfor følger vi Ryan Murphys nye skelnen mellem to fundamentale funktioner: Offentligt forbrug, subsidier og overførsler, og offentlige investeringer og offentligt ejerskab. I den første figur viser vi det første element, som vi for simpelheds skyld kalder offentligt forbrug, mens den anden figur illustrerer det andet element, offentlig kontrol. Alle data er fra Fraser Instituttets årlige Economic Freedom of the World.
Sammenligner man de to kort, er det helt klart, at de to mål slet ikke fanger det samme fænomen. Der er begrænset offentligt forbrug i Nordafrika og Mellemøsten, men meget stor offentlig kontrol, mens det modsatte gælder størstedelen af Europa. Man bør derfor være præcis, når man taler om den offentlige sektor: Man kan for eksempel godt have en meget stor velfærdsstat som Danmark og Sverige, men uden ret meget direkte offentlig kontrol. Og man kan have en stat, der enten ejer eller kontrollerer store dele af økonomien (det kommunistiske ideal), uden at det kan ses direkte i forbruget. En skelnen er også vigtig, når man overvejer hvordan den offentlige sektors størrelse og ‘scope’ typisk påvirker den langsigtede vækst.
Fortalere for en større offentlig sektor fremhæver ofte, at offentligt forbrug er nødvendigt for at have et kapabelt forsvar, lov og orden, et fungerende retsvæsen, og en skole af en vis kvalitet. De hævder, med andre ord og med rette, at der er behov for en vis offentlig sektor for at opfylde Adam Smiths betingelser for at have et velfungerende samfund. Disse fire funktioner bidrager tydeligt til økonomisk vækst, og i særdeleshed et velfungerende retsvæsen er centralt. Men to spørgsmål presser sig alligevel på: Hvor stort behøver det offentlige budget at være for at opfylde de fire funktioner, og hvis der er problemer med, f.eks., folkeskole eller retsvæsen, er det da faktisk ressourceproblemer som kan afhjælpes ved at tilføre ekstra midler?
Derudover kan man forestille sig mindst tre typer af mekanismer, der indebærer at en større offentlig sektor medfører langsommere økonomisk vækst. For det første må man som økonom altid understrege, at de ressourcer der bruges af den offentlige sektor, ikke også kan bruges af den private. Der sker således det, økonomer kalder ’crowding out’. Hvis det offentlige investerer mere – for eksempel i en Femern-forbindelse eller supersygehuse – vil det private investere mindre. Der vil være færre folk at ansætte, færre ressourcer på markedet når det offentlige køber flere, og investeringsressourcerne bliver dyrere når det offentlige køber stort ind. På samme måde gælder det, at hvis staten forsøger at sælge flere statsobligationer, vil nogle af dem bliver købt af folk eller organisationer, som ellers ville have købt aktier, anparter eller obligationer i private virksomheder. En større offentlig sektor indebærer mindre privat investeringsaktivitet.
For det andet påvirker det offentlige almindelige menneskers incitamenter. Den mest almindeligt kendte af disse mekanismer kaldes ofte ’dynamiske effekter’ af skatteændringer og ændringer i dagpenge- og kontantsystemet. Jo mere generøse, de offentlige overførsler bliver, jo mindre incitament har folk til at tage et job, og jo højere skatterne bliver, jo mindre tilbøjelige er folk til at arbejde ekstra, flytte til bedre jobs, eller på langt sigt endda tage uddannelse, der giver bedre jobs, eller blive iværksættere. Men det samme gælder også for virksomheder: Når det offentlige udvider i en bestemt sektor, vil der være offentlige virksomheder, som man ganske enkelt ikke kan konkurrere imod. Problemet skyldes, at de offentlige har bløde budgetbegrænsninger: Hvis de går over budget, enten ved at sælge for lidt eller dumpe prisen, vil man fra politisk side typisk tilføre dem flere ressourcer. De kan således køre med underskud i mange år, mens deres private konkurrenter – så længe de eksisterer – bliver nødt til at holde budgettet.
For det tredje er der direkte effekter af en større offentlig sektor. I det offentlige er der politisk kontrol med, hvem man køber ind fra og også hvilke virksomheder stat og kommuner støtter mere direkte. Det åbner op for lobbyisme og rent-seeking, der også forvrider markedet og på langt sigt sænker den økonomiske vækst markant.
Mens man derfor kunne påstå, at der er gode teoretiske grunde til at et vist offentligt forbrug er positivt forbundet med vækst, er de sidste cirka 15 års empirisk forskning dog ret klar: Et højere offentligt forbrug og større offentlig kontrol fører til lavere vækstrater og dårligere produktivitetsudvikling. Vi skrev om det sidste år med basis i et konferencepaper, der nu udkommer i Government and Economic Growth in the 21st Century: A Classical Liberal Response, der er redigeret af Juan Castañeda. Interesserede læsere kan også konsultere den nye Handbook of Research on Economic Freedom, der udkom i april og er redigeret af punditokraternes ven og fremragende kollega, Niclas Berggren.
En af de klare mekanismer, der gør at en stor velfærdsstat er forbundet med lavere vækst, og i særdeleshed lavere produktivitetsvækst, er at den fører til langt mindre iværksætteraktivitet. Mere generelt sænker et stort offentligt forbrug, og omfattende offentlig kontrol, væksten i produktivitet. Offentlige indkøb er ikke udsat for markedskonkurrence, ligesom offentlige virksomheder heller ikke er det, og behøver derfor ikke arbejde for at blive dygtigere. Samtidig indebærer en større offentlig sektor også, at flere mennesker arbejder i erhverv, hvor de hverken kan være iværksættere eller belønnes for innovation eller ekstra indsats. Det er derfor ganske pudsigt, som en anden ven og glimrende kollega, Andreas Bergh, har vist, at solid produktivitetsvækst i det private er en forudsætning for at man kan finansiere en stor velfærdsstat.
Bundlinjen er, at en stor offentlig sektor ikke blot kommer med en stor skatteregning. Der er en ekstra regning at betale i form af lavere vækst, og dermed mindre velstand i fremtiden. Dette aspekt diskuteres alt for sjældent i dansk politik og den danske debat, der mere kommer til at handle om netop hvordan man finansierer forbruget. Man kan naturligvis mene, at en stor offentlig sektor giver en eller anden form for gevinst, som kan opveje væksttabet og skattebetalingen, men hvis man skal have en informeret debat om den trade-off, går det ikke kun at veje nogle af lodderne i vægtskålen. De negative vækstkonsekvenser af en stor velfærdsstat burde være centrale i debatten.
Vores sommerserie handler basalt som om, hvad der bidrager til langsigtet økonomisk vækst – også selvom vi en gang imellem tager en interessant omvej. Idag er turen kommet til en noget overset faktor, men en som en ny forskningslitteratur så småt er begyndt at afsøge: Akademisk frihed.
At et lands akademiske frihed kan bidrage til økonomisk vækst, burde ikke være en overraskelse. Som den store økonomiske historiker Joel Mokyr har vist i flere (meget læseværdige) bøger, startede den Industrielle Revolution på det tidspunkt den gjorde og hvor den gjorde – i midten af 1700-tallet i England, det sydlige Skotland og Holland – netop fordi disse områder havde en unik kombination: 1) En langt større frihed til at forske, tænke nye tanker, afprøve teorier, og tale og skrive offentligt om det; 2) nye medier, der spredte idéerne til store dele af et samfund, hvor de fleste kunne læse; og 3) gode retsvæsener, der beskyttede folks ejendom.
Min gode ven og kollega Niclas Berggren og jeg viste for to år siden, i en artikel i Southern Economic Journal, at den samme kombination stadig bidrager til væsentlig vækst i landes overordnede produktivitet. Når et land når en kvalitet i dets juridiske institutioner omtrent på niveau med Namibia, begynder akademisk frihed at have en statistisk sikker effekt på produktivitetsvæksten.
Vi illustrerer kombinationen på en simpel måde i figuren nedenfor, hvor de sorte områder er dem, der har både juridisk kvalitet og akademisk frihed under den globale median, de røde er dem med relativt god juridisk kvalitet men begrænset akademisk frihed, de grønne er dem med dårlig juridisk kvalitet, men akademisk frihed over de globale median, og de blå er lande med begge fordele.
En af grundene til at lave kortet i fire farver er, at Niclas og jeg fandt, at lande med god akademisk frihed, men uden gode juridiske institutioner, faktisk får gavn af nabolandes produktivitetsudvikling med en forsinkelse på omtrent ti år. Med andre ord drives en stor del af produktivitetsvæksten af de blå lande på kortet, men meget af innovationen flyder over til og kopieres af de grønne lande!
Kan vi nu være sikre på, at det faktisk er innovation vi fanger, og ikke et eller andet andet, der har med produktivitetsvækst at gøre? Svaret ligger i en anden del af den nye forskning om adademisk frihed, som jeg forleden leverede en oversigtsartikel om til tidsskriftet The Economists’ Voice. De få studier, der kigger på det, finder at svaret er ja. Akademisk frihed er forbundet med flere og bedre patentansøgninger, og flere citationer til forskning – særligt i samfundsvidenskaben.
Som vi har pointeret tidligere i sommerserien i år, er langt den meste vækst på langt sigt drevet af produktivitetsfremskridt. Og her er den akademiske frihed stadig central for at skabe potentielle fremskridt, men de kan kun blive kommercielt bæredygtige – og dermed virkelighed – hvis der også er institutioner, der beskytter virksomheders og menneskers ejendomsret og borgerlige rettigheder.
Denne sommers tema her på punditokraterne er “Hvad driver økonomisk vækst”. Mens mine kollegaer på bloggen skriver om det, handler dette indlæg dog om noget lidt andet, nemlig hvordan vi måler det, hvad det er vi faktisk måler og hvad der egentlig er pointen med vækst.
Googler man ”måling af økonomisk vækst” (om det er på dansk eller engelsk gør ingen forskel), omhandler den første post, man bliver mødt med, BNP (eller GDP på engelsk) – Bruttonationalproduktet. Så der er jo god grund til at se lidt nærmere på begrebet, som gennem de seneste små 80 år er blevet dét centrale og mest udbredte nøgletal for økonomisk vækst. Flittige læsere af denne blog ved også, at vi her på bloggen ofte bruger udviklingen i BNP som en indikator for økonomisk udvikling og velstand – og det på trods af de problemer, der er med dette nøgletal.
De sidste cirka 30 års vækstforskning kommer til en næsten enstemmig konklusion: Gode juridiske institutioner er, alt andet lige, nært forbundet med hurtigere vækst. Det gælder ikke mindst, at gode institutioner beskytter den private ejendomsret og håndhæver private kontrakter. Men forskningen de sidste 30 år har også vist, at gode institutioner gør mere end det. Institutioner, der helt overordnet understøtter det, der på engelsk kaldes ‘the rule of law’, skaber udvikling i flere dimensioner.
Sammenhængen mellem kvaliteten af de retslige institutioner og den økonomiske udvikling er meget tydelig i figuren nedenfor. Korrelationen mellem de to mål – det ene fra Fraser Instituttet, det andet fra the CIA World Factbook – er 0,64 på tværs af de autokratiske lande (de røde markører), og hele 0,80 på tværs af demokratierne. Når man ser et plot som det nedenstående, må man dog spørge sig selv, om det er udviklingen der skaber institutionerne, eller institutionerne, der skaber udviklingen?
Forskningen kommer ret klart frem til, at institutioner faktisk forårsager økonomisk udvikling. Vi har for eksempel tidligere vist, at der så vidt man overhovedet kan måle det, var gode institutioner i 1930erne i det fleste lande, hvor der idag er gode institutioner (læs her). Det kan derfor ikke være 80 års økonomisk udvikling, der har gjort det muligt at finansiere gode retsvæsener osv. når de allerede var der i 1930erne! Andre studier har angrebet problemet på andre måder ved, for eksempel, at se på hvad der sker efter store institutionelle reformer, og finder også at institutionerne efterfølgende skaber udvikling.
Som figuren ovenfor indikerer, er effekterne ikke bare småting. Andreas Bergh og jeg fandt for eksempel i forskning for tre år siden, at en et-point ændring (på en ti-pointskala) fører til 0,4 til 0,6 % ekstra årlig vækst (læs her). I en dansk kontekst, hvor den langsigtede vækst ligger under 1½ % om året, ville det give et stort boost til økonomien både nu og mange år frem. Det er dog ikke en mulighed, da Danmark allerede har nogle af verdens bedste retslige institutioner.
Nogle ville måske spørge, hvad vi så skal bruge indsigten til, når nu vi ikke kan forbedre status i Danmark særligt meget. Svaret er allerførst, at de gode institutioner – både formelle og uformelle – er grunden til at Danmark, Sverige og Norge er blandt verdens rigeste lande. Det er ikke velfærdsstaten, glimrende politikere eller andet, men noget så basalt som ordentlige retsvæsener der i Danmarks tilfælde blandt andet har håndhævet næringsfriheden siden 1857, sikret et bemærkelsesværdit ukorrupt embedsværk side 1800-tallet, og beskyttet folks jord, ejendom, investeringer, og rettigheder i lige så lang tid. Og det er præcist de samme ting, der sker i fattige lande når de får bedre institutioner! Hvorfor de fleste lande alligevel ikke har gode institutioner, er et af de store spørgsmål i public choice – og i virkeligheden et af de vigtigste spørgsmål i samfundsvidenskaberne.
Af Christian Bjørnskov, den 2. juli 2024. Skriv et svar
Vi skyder vores sommerserie om økonomisk vækst igang idag med en kort afklaring. Et af de forhold, som ikke blot almindelige mennesker, men desværre også en del økonomer ikke forstår, er at vækst kan være kortsigtet eller langsigtet, og komme fra to helt forskellige kilder: Faktorakkumulering og produktivitetsvækst. Det er ekstremt vigtigt at forstå forskellene.
Forskellen er ellers meget enkel at forstå. Økonomisk vækst kan basalt set komme fra, at man bruger mere arbejdskraft, mere energi, flere råvarer osv. til at lave flere eller bedre varer. Det er den del af processen, som de fleste ikke-økonomer forestiller sig, når man taler om vækst. Men økonomisk vækst kan også komme fra produktivitetsfremskridt, hvor man laver det samme med mindre energi, færre råvarer eller mindre spild af dem, færre arbejdstimer osv., eller producerer varer af højere kvalitet med de samme ressourcer. Den første slags proces kalder man faktorakkumulering – dvs. at man bruger flere inputfaktorer for at lave mere output. Den anden slags kommer fra produktivitetsvækst – dvs. processen hvor vi på den ene eller anden måde bliver dygtigere til at bruge de ressourcer, vi nu engang har.
Taler man for eksempel om sammenhængen mellem miljøet og økonomisk vækst, er det helt centralt at forstå, hvilken vækstproces man taler om. Det er næsten indlysende, at faktorakkumulering fører til større miljøproblemer, fordi det indebærer en forøgelse af ressourceforbruget på en eller anden måde. Men det burde være næsten lige så indlysende – når man først kender forskellen på de to slags vækstprocesser – at produktivitetsvækst i det lange løb er forbundet med mindre miljøbelastning, fordi man producerer mere mængde eller kvalitet med mindre ressourceforbrug. At kende forskellen på de to processer er derfor fundamentalt vigtigt.
Det samme gælder centrale diskussioner i dansk politik. Det vigtige her er, at vi siden Solow og Swans arbejde i 50erne, at jo flere arbejdstimer eller jo flere inputs vi stopper ind i produktionen, jo mindre ekstra får vi ud af dem – der er ‘aftagende marginalafkast’. Den ekstra times arbejde giver ikke nær så meget, hvis man allerede arbejder 40 timer om ugen, som hvis man allerede arbejde 25. Hvis man derfor forsøger at hæve væksten ved at øge arbejdsudbuddet, som det har været diskussionen i mange år, får man ikke andet end kortsigtet vækst ud af det. Øget arbejdsudbud er ekstra faktorinput, og når effekten af at arbejde én ekstra time er realiseret, er der ikke yderligere vækst i det. Derimod vil alle tiltag, der forøger produktivitetsvæksten også forøge den permanente vækst; det der ofte kaldes ‘trend-væksten’.
Målet med korrekt forstået vækstpolitik er derfor altid at forøge produktivitetsvæksten i samfundet. Det er både der, man skal finde de store vækstfremskridt, hvor væksten er permanent, og hvor den også kan indebære miljøfremskridt. Dét aspekt kommer vi til at bære videre i sommerserien.
