Kategoriarkiv: Mikael Bonde Nielsen

Bonde om liberalisme og den slags

Weekendavisens Arne Hardis har i den forgangne weekends udgave et fortrinligt interview med vor Punditocratus Emeritus, Mikael Bonde Nielsen.  Interviewet findes i sin fulde længde på den lukkede del af avisens sider, som kun er tilgængeligt for abonnenter, men her er et par uddrag:

PÅ bordet mellem os ligger Henning Fonsmarks Historien om den danske utopi som inspiration, for det er ikke er munter læsning for tilhængere af et liberalt samfund, der præger den bog.

Fonsmarks 15 år gamle analyse lyder, at den liberale kamp mod den socialdemokratiske velfærdsstat reelt blev tabt omkring 1960, da Venstre-lederen Erik Eriksen mislykkedes med sit ambitiøse forsøg på at samle Venstre og De Konservative om en liberal opposition til Socialdemokratiet. Siden har det bare været den rene jammer med det liberale alternativ. VKR-regeringen under Hilmar Baunsgaard gjorde ondt meget værre, mens det faktiske udkomme af Schlüters regeringstid var, at han rettede økonomien op, så den danske velfærdsmodel kunne fortsætte og ekspandere og ekspandere.

Og nu er vi så – hvis vi ser bort fra Hartlings smalle parentes – nået til fjerde forsøg i rækken: Anders Fogh Rasmussen, som har haft held til at erobre og bevare magten, men også til at udvide velfærdsordningerne, udvide den offentlige sektor og øge antallet af danskere på indkomstoverførsler ud på den pæne side af 900.000. Hvad med ham, hvordan skal han bedømmes? Socialdemokratisk kustode eller ultratålmodig liberalist?

»Det ser jo ud, som om han ikke har viljen til andet end at konsolidere den socialdemokratiske velfærdsstat,« siger Mikael Bonde Nielsen …

»Det liberale projekt har det såmænd ganske godt på det intellektuelle niveau – jeg har aldrig oplevet så mange begavede og kreative liberale sjæle som i dag. Det kan jo mærkes i den offentlige debat, hvor konservative og liberale meningsdannere er særdeles aktive, ja, nærmest dominerende. I den forstand er Danmark et land med en stærk liberal forankring. Men på det parlamentariske niveau er billedet helt anderledes. Foghs reaktion på ulighedsdiskussionen og Eva Kjer Hansen var jo påfaldende voldsom. Det var en bekendelse til ligheden i det land, der har den mest sammenpressede indkomstfordeling, man kan forestille sig. Det peger jo i retning af ren konsolidering af den socialdemokratiske velfærdsmodel. På den anden side talte Fogh i sin åbningstale også om, at det skal være muligt for folk at påvirke deres egen tilværelse – det kan rigtig mange på overførselsindkomst ikke i dag, de må enten arbejde sort eller håbe på en lottogevinst, hvis de vil have en bedre økonomi. Og i samme åbningstale understregede han, at det altid skal kunne betale sig at arbejde – det er også klassisk liberalisme,« påpeger Mikael Bonde Nielsen.

Ros til Rose-bog

Jeg har her til morgen netop modtaget den helt nye antologi fra d’herrer Jyllands-Posten redacteurs, Niels Lillelund og Flemming Rose: Velfærd tur-retur: Efter socialdemokratismens sammenbrud (Gyldendal). Bogen indholder bidrag af redaktørerne selv, samt Bent Blüdnikow, Katrine Winkel Holm, Niels Gunder Hansen, Anders Raahauge, Claus Thomas Nielsen, Henrik Gade Jensen og vores med-Punditokrat Mikael Bonde Nielsen.

Jeg har kun haft kort tid til at skimme den og har blot kunne nærlæse de tre sidste bidrag, som er absolut fortræffelige. Henrik Gade Jensens “Monumenter over tidens fordomme” er en velskrevet, omend deprimerende, oversigt over den politiske korrekthed blandt tidens danske åndselite: fra synet på besættelsestiden til synet på kommunismen og Encyklopædi-debatten. Næppe så meget nyt, men indsigtsfuld og nødvendig læsning.

Flemming Roses “Frihed og ejendomsret” er et essay med udgangspunkt i nogle “selvbiografiske” tilbageblik, som på fortræffelig vis–og for danske vedkommende: sjælden vis–argumenterer for, hvorfor privat ejendomsret er forudsætning for frihed, og hvorledes lighedspunkterne mellem Sovjetunionens planøkonomi, nationalsocialismens ånd og dansk velfærdsstatslig nivellering er flere, end man skulle tro. Det er fint essay, der på usædvanlig vis blander C.V. Jørgensen-tekster, mediekritik, økonomisk teori og common sense på bedste vis.

Jeg er ikke ked af at sige–og det kommer næppe som den store overraskelse–at samlingens bedste essay formodentlig (med det forbehold at jeg ikke har nærlæst alle) er Mikael Bonde Nielsens “Det personlige ansvar i frit fald”. Det er simpelthen så sprogligt elegant, humoristisk veloplagt og substantielt–en fabelagtig kombination af samfundsvidenskabelige indsigter og moralfilosofiske vinkler, som få andre borgerligt-liberale intellektuelle herhjemme kan mestre. Vi må endnu engang ærgre os over, at Mikael har et “day time job” i “den virkelige verden”, men vi kan også endnu engang glæde os over, at han skriver blandt os på disse sider.Skal der lyde et hurtigt kritikpunkt mod antologien, er det formodentlig, at der egentligt er relativt lidt, der binder de enkelte essays sammen–men givet kvaliteten af dem, jeg har læst, gør det ikke så meget; de kan sagtens stå for sig selv.

Herfra et hurtigt tillykke–og tak–til redaktørerne! Og til Punditokraternes læsere: køb den.

Negerhytteforedrag

Udenrigsminister Per Stig Møller har altid være omgærdet af en eksempelløs intellektuel stråleglans. Hver gang hans navn bringes i spil sker det med en sikker påmindelse om, at det er en særdeles kundskabsrig herre, vi taler om. Undertiden kan det dog være temmelig vanskeligt at se, hvori hans visdom består. Min sommerlæsning har gjort det sværere.

I 1973 udgav Stig Vendelkjærs forlag Utopi og virkelighed; en bemærkelsesværdig antologi med bidrag fra Søren Krarup, Per Stig Møller og Ebbe Kløvedal Reich. I denne lille samling udvikler Møller nogle ganske forskrækkelige indfald, der i sit rene og skære vanvid både foregriber og overhaler bestselleren Oprør fra midten venstre om. Lad mig blot nævne tvangskollektivisering af privat ejendom, borgerløn, påbud om partnerbytte, etablering af statstrykkeri m.v.

Nuvel, man kan tage fejl og vedkende det på et senere tidspunkt. Derfor var det med en vis forventning, at jeg købte Virkelighed og utopi, der udkom tidligere på året. Heri gives de tre forfattere mulighed for at kommentere de tanker og ideer, de leverede for mere end tredive år siden, og således også mulighed for at lægge afstand til holdninger, som dengang som nu forekommer bindegale. Altså et stykke bekendelseslitteratur, der umiddelbart skulle være til megen gavn for den ældre Møller. Men nej, muligheden forspildes.

Per Stig Møller leverer i stedet et forvrøvlet forsvar for de fleste af profetier, han fremsatte i sin utopi. Og han gør det med en så arrogant indbildning, at man fristes til at konkludere, at han lever i den samme sjælelige osteklokke som Al Gore.

“Jeg forudså den udbredte og individualiserede kommunikation, som siden er kommet med internettet. Alternativet til passiviseringen via tv-mediet var således en ny, frembrydende utopi: “Utopien om medvirken, medværen””.
Da Al Gore hævder at have opfundet internettet, må Møller naturligvis være mere beskeden, men så kan han til gengæld byde ind på andre områder. Inspireret af Georges Soros’ enfoldige kapitalismekritik, som han betragter som en bekræftelse på den kritik, han selv fremførte i 1973, kaster vor litterat sig ud i meget konkrete overvejelser om valutaspekulationens fortrædeligheder og mulige endeligt. Med originalitetens snilde afviser han Tobin-skatten, bl.a. fordi det kræver en global myndighed at fordele skatteprovenuet. Men bemærk og smag så lidt på dette alternativ:”I stedet kunne man i FN via ECOSOC, det økonomiske og sociale råd, skabe regler for valutaoverførsler mellem lande til forhindring af spekulation og hvidvaskning af penge med indbyggede sanktioner mod de lande, der overtræder reglerne”.
Her fødes en kapitalistisk kritikfigur, som landets konservative udenrigsminister giver yderligere næring i umiddelbar forlængelse:

“I 1990’erne oplevede vi ligeledes talrige eksempler på fjendtlige virksomhedsovertagelser, der gjorde “spækhuggerne” rige og arbejderne arbejdsløse, og som kapitlet [i artiklen fra 1973, red] tager afstand fra med ordene: “En mængde menneskers velfærd står på spil, men de rokkers rundt som brikker””.
Hvad bestiller dette menneske i Det konservative Folkeparti? At partiet imellemstunder har været under indflydelse af de mest ubegribelige indskydelser er jo en kendsgerning. Men på et eller andet tidspunkt må man da blive træt af det, som kendere af partiet har døbt Per Stig Møllers negerhytteforedrag. Den intellektuelle aura er væk.

Ungarsk post

For nogle uger siden modtog jeg en mail fra en god ven i Bruxelles, der angiveligt skulle pirke lidt til mine forudfattede anskuelser i relation til Europas manglende potentiale og økonomiske råstyrke. I en vedhæftet og tilsyneladende meget faktoid artikel – European Union: Crisis and Renewal – forsøger den ungarske økonomiminister György Matolcsy at styrke den europæiske selvværdsfølelse ved at fremhæve en række områder, hvor Europa er USA og Asien overlegen. Jeg skal ikke trætte med de mange anstrengte eksempler, selv om det nok er en messe værd at gå dem efter i sømmene. Men for at give en fornemmelse af, hvad vi taler om, vil jeg bringe en specifik forekomst:

“Among the 140 largest companies in the world 61 are European, whilst only 50 are American and only 29 are Asian”.

Matolcsy er tydeligvis af den opfattelse, at virksomheders størrelse er et udtryk for, hvor godt regionale økonomier klarer sig i den internationale konkurrence. Det er er jeg ikke, men hvis jeg skulle tage alvorligt fejl, så er det da mere interessant at notere, at der blandt de 10 største virksomheder i verden ikke findes ét eneste kontinentaleuropæisk selskab. De to europæiske selskaber, der figurerer i Top 10 i Forbes Global 2000, er britiske BP og HSBC. Et enkelt japansk selskab får også plads; ellers er resten amerikanske.

Nå, men som sagt mener jeg ikke at denne form for Big is Always Beautiful er synderlig interessant, når man vil sammenligne styrkeforholdet mellem den europæiske og amerikanske økonomi. Derfor vil jeg i stedet henlede opmærksomheden på tre kontante forholdstal, der bør ligge i enhver europæisk politikers baglomme:

Beskæftigelse: Europas beskæftigelsesniveau i 2003 blev nået af amerikanerne i 1978 Indkomster: Europas BNP pr. capita i 2003 blev nået af amerikanerne i 1985 Produktivitet: Europas produktivitetsniveau i 2003 blev nået af amerikanerne i 1989

Er man interesseret i at vide, hvor mange år det vil tage Europa at indhente USA på disse tre parametre ? forudsat at vi i fremtiden gør det 0,5 pct. bedre end vore amerikanske venner ? kan jeg anbefale at man besøger Eurochambres. For så vil man hurtigt erfare, at amerikanerne er lidt bedre til Ungarsk post, end vi europæere.

PS: Hvis man af uforklarlige grunde har en særlig forkærlighed for ungarske sites, vil jeg foreslå at man i stedet konsulterer Budapest Business Journal. Her kan man faktisk finde nogle ganske sunde, liberale og frem for alt kritiske tilgange til tingene.

En kedelig tradition

De fleste politiske partier oplever nu og da at blive marginaliseret. Enten fordi deres ideologiske platform savner almen appel, eller fordi de simpelthen er omgivet af personer, der er kemisk renset for karisma. Britiske Tories har længe befundet sig i sådan tilstand. Den ideologiske profil er ganske kraftløs og de politiske talenter er vanskelige at få øje på. I en sådan situation er det bedste råd nok, at man åbner sig mod omgivelserne og lader lyset trænge ind. Men de britiske konservative vil det anderledes. Partiets 198 parlamentsmedlemmer har således besluttet, at deres fremtidige leder ikke skal vælges af andre end dem selv.

I en klumme i The Times gør William Rees-Mogg stilfærdigt opmærksom på, at dette bestemt ikke er det bedste, der er set siden brød i skiver. Jeg skal ikke trætte med en gengivelse af alle hans fornuftige betragtninger, men kun fremholde følgende iagttagelse:

“Since 1965 MPs have chosen Ted Heath, Margaret Thatcher, John Major, William Hague and Michael Howard as leaders of the Conservative Party. Apart from Margaret Thatcher?s three successive victories, these leaders have won two general elections and lost six. The MPs sacked Margaret Thatcher, their only real winner. For 40 years the MPs have had their way, and it has usually proved to be a mistake”.

Et såre diplomatisk og opbyggeligt ræsonnement, men mon det hjælper?

TV2's opfattelse af Public Service

Hvad vil der ske med den æterbårne nyhedsdækning, når og hvis TV2 bliver privatiseret? Se, det er noget der har optaget mangt en medieforsker og endda også adskillige politikere og meningsdannere. Vi er undertiden blevet gjort bekendt med, at der må imødeses en generel forfladigelse af programfladen og at det før eller siden også vil føre til en vulgær popularisering af nyhedsudsendelserne.

Desværre bemestrer jeg ikke den fantasi, der skal til for at forestille mig noget, der er værre end tingens tilstand. TV2 Nyhederne har længe været kilde til kampagneagtige reportager, hvor det faktuelle ved nærmere eftersyn har haft særdeles trange kår. Det seneste eksempel blev præsenteret i søndags, hvor TV2 lod seerne forstå, at bevæbnede indvandrerbander er blevet en ny magtfaktor i Danmarks kriminelle underverden.

For at godtgøre denne – måske fænomenologiske – tese havde TV2 til formålet sat en indvandrerknægt fra Avedøre foran et kamera med tilhørende mikrofon. Det kan nok være, at han kunne fortælle et og andet om de positionskampe, han og hans ligesindede for tiden førte med rockerne. Gys! Langsomt opfattende seere, der ikke umiddelbart kunne afkode den nydanske sprogdragt (der i det store hele var bygget op af ord som fuck og fucking), blev ikke ladt i stikken: Et Danmarkskort levendegjorde således effektivt, hvilke byer der allerede i dag blev styret af disse indvandrerbander. Gys igen! Og til slut blev det hele flot bundet sammen med en overordnet politimæssig bekræftelse. Sådan!

Nu viser det sig, at indslaget tilsyneladende hviler på en løgn. Det er i hvert fald den konklusion, som den 100% annoncefinansierede avis Urban er nået frem til efter at have talt med vicekriminalinspektør Kai Hermann fra Glostrup Politi, der betegner de omtalte indvandrere “som en flok umodne unge, der bare råber op”. Smukt, ikke sandt? En reklamesprøjte leverer journalistisk efterkritik af en Public Service-institution, der ikke rigtig kan finde ud af det med vederhæftigheden.

Tør man håbe på, at TV2’s idiotiske og konstruerede indslag bliver sparet væk, hvis stationen bliver privatiseret?

Flugten fra forstanden

I en tid, hvor det folkelige hyldes på bekostning af det elitære, forundres man ikke over at intuitioner, fornemmelser og tro feteres frem for begavelse, fornuft og indsigt. Det ligger lige for. Men hvor meget nonsens skal man finde sig i? Det spørgsmål har den britiske politiker Lord Taverne givetvis stillet sig selv mange gange, men i March of Unreason: Science, Democracy, and the New Fundamentalism forsøger han at give et svar, der nok bør interessere de fleste læsere af Punditokraterne.

Tavernes kritik af ufornuften retter sig i første omgang mod øko-fundamentalismen, der med henvisning til et nærmest sakralt forsigtighedsprincip har været i stand til at hæmme den praktiske anvendelse en række teknologiske og videnskabelige landvindinger. Et af de mest iøjnefaldende eksempler er vel udbredelsen af genmodificerede afgrøder, der trods de udokumenterede risici stadig holdes i stram snor verden over. Det er naturligvis ikke omkostningsfrit, når mennesker i den tredje verden har tydeligt besvær med at sikre sig et tilfredsstillende udbytte gennem konventionelle dyrkningsmetoder.

Forfatterens fortjeneste ligger ikke i, at han gør opmærksom på sådanne forhold. Det har andre før ham såmænd gjort bedre og med større målfasthed. Nej, Tavernes originalitet består snarere i, at han problematiserer den påfaldende ansvarsfrihed, der omgiver de internationale miljøorganisationer. Han erindrer fx læseren om, at Greenpeace ikke på nogen måde blev stillet til regnskab for de anbefalinger, organisationen i midten af 90’erne fremførte i relation til skrotningen af Shells borerig, Brent Spar. Selv om der var stærke økonomiske og miljømæssige argumenter for at dumpe Brent Spar i Atlanten, gav Shell efter for Greenpeace aggressive mediekampagne og accepterede at demontere boreriggen i en norsk fjord; en ekstrem sårbar habitat. Altså stik imod videnskaben, logikken og den sunde fornuft.

Taverne begrænser dog ikke kritikken til de internationale miljøorganisationer. Han giver også det religiøse og overnaturlige et skud for boven. Derfor kan bogen anbefales til alle, der midt i sommerheden trænger til et opgør med den varme luft.

Er Bush en snedig rad?

Hver eneste dag kan alverdens nyhedsmedier berette om død og voldsomme ødelæggelser i Irak. Det får naturligvis den amerikanske ledede aktion til at fremstå som den rene og skære fiasko, der ikke vedholdende kan forsvares. Men anlægger man et utilitaristisk syn på sagen, er det måske slet ikke så tosset endda. For koncentrationen af terrorhandlinger i Irak, kan meget vel have skånet resten af verden for en større terroreksponering. Det er en såre kynisk indskydelse, men er den ædruelig? Tillad en lille historisk ekskurs.

Ved 2. Verdenskrigs begyndelse var engelske handelsskibe særdeles lette ofre for tyskernes U-bådsangreb på Atlanten. Undervandsbådene var svære at lokalisere i det stormombruste hav, de slog til uden varsel og de tog bevidst sigte efter ubevæbnede mål. Admiral Karl Dönitz, der var øverstbefalende for den tyske krigsflåde, fokuserede angiveligt stift på ét eneste nøgletal: Sænkning af handelsrelateret søtransport pr. U-båd opgjort i bruttoregisterton.

Alt dette kan man læse meget mere om i The Battle of the Atlantic: Hitler’s Gray Wolves of the Sea and the Allies’ Desperate Struggle to Defeat Them, hvor Andrew Williams også afdækker, hvordan de allierede fik vendt udviklingen. Amerikanerne var i begyndelsen blindt optaget af en såkaldt Search & Destroy Strategy, hvor man jagtede tyske U-både overalt. Men de måtte med tiden erkende, at denne taktik ikke gav de ønskede resultater. Billedet ændrede sig imidlertid fundamentalt, da de allierede i stedet forfulgte en såkaldt Convoy Strategy, hvor handelsskibe krydsede Atlanten i flotiller eskorteret af krigsskibe. Når en tysk U-båd angreb et handelsskib i en sådan konvoj, kunne den hurtigt lokaliseres og destrueres.

Kan den lille krigsanekokte hjælpe os til at forstå logikken bag amerikanernes tilstedeværelse i Irak? Måske. Efter den 9/11 stod USA og den vestlige verden over for en trussel, der i påfaldende grad mindede om U-bådsangrebene på Atlanten: Terroristerne var umulige at lokalisere, de slog til overalt uden varsel og de gik målrettet efter civile mål. Search & Destroy, der bl.a. blev praktiseret i Afghanistan, var derfor på forhånd dømt til at fejle. Men da Bush og de øvrige koalitionspartnere rettede fokus mod Irak, sendte de et klart signal til terroristerne om, hvor de skulle begive sig hen.

Derfor er det næppe overraskende, at vi i dag er vidne til voldsomme og koncentrerede terrorhandlinger i Irak. Det er helt forventeligt og i overensstemmelse med konvojstrategien. Så måske var Bush slet og ret en snedig rad, da han i sin tid erklærede: “Bring them on!” Den koncentrerede militærindsats i Irak kan således – bortset fra attentatet i Madrid – meget vel have skånet os for en omfattende og uhåndterlig spredning af terroren på globalt plan.

PS: Læseren forstår sikkert, at jeg sendte en varm tanke til min søn på halvandet år, da han foran det lokale supermarked med en fjerlet håndbevægelse afviste en grånende kvindes opfodring til at deltage i en snarlig StopBush-demonstration.

Lad ideerne blomstre

I 80’erne lod mange borgerlige intellektuelle sig inspirere af de såkaldt nye franske filosoffer, fordi de forekom at være befriende direkte i deres kritik af totalitarismen. Det drejede sig bl.a. om Bernard-Henri Lévy, der med La Barbarie à visage humain (1979) for alvor manifesterede sig som en ledende kritiker af den røde fascisme. Hans tanker nåede ret hurtigt et dansk publikum, da hans bog samme år blev fornemt oversat til dansk af David Gress. Og hans ressonementer blev videreført og bearbejdet af André Glucksmann; en anden navnkundig fransk filosof, der med La force du vertige (1983) angreb de europæiske fredsbevægelsers naivitet og hyllede atombomben som en fredsbevarende indretning. Og det blev ikke ved bøgerne. De for datiden så provokerende tanker blev gjort til genstand for omfattende analyse og debat i Weekendavisen, under Jørgen Schleimanns ledelse, og i Tidsskriftet Epoke, der blev udgivet af Jyllands-Posten og redigeret af Flemming Christian Nielsen.

Lad det være sagt med det samme; jeg læste de omtalte bøger og opfølgende artikler med stor fornøjelse og glædede mig over, at der i det mindste kunne mobiliseres en anelse ideologisk engagement blandt borgerlige meningsdannere. Da Levy i 1984 romandebuterede med Le Diable en tête ventede jeg utålmodigt til den forelå i dansk oversættelse (I djævlens vold, 1985) og købte straks 5 eksemplar til uddeling blandt venner. For i denne formåede Levy på original vis at skildre den paradoksale kendsgerning, at nazisternes børn ? indlejret i terrorceller af venstresocialistisk tilsnit ? også søgte at eskamotere jøder fra jordens overflade, under dække af at det handlede om palæstinensisk befrielseskamp.

Den idétradition, der opstod i kølvandet på de nye franske filosoffer, rummede desværre også det fortvivlende budskab, at ideer er betænkeligt farlige. Og adskillige borgerlige intellektuelle stod da også nærmest i kø for at afsværge enhver tilknytning til ideologier, idealer eller utopier. Derfor blev borgerlighed synonym for anti-holdninger, hvis eksistens ene og alene var betinget af venstrefløjens idéudvikling. Da den gik i sig selv, døde den ideologiske debat, hvilket de teknokratiske 90’ere vel på mange måder er en bekræftende lære om.

De ny-gamle franske filosoffer er fortsat aktive. Men efter murens fald har de ikke formået at bringe sig selv ud af anti-holdningernes mentale spændetrøje. De berettigede fjendebilleder fra Den Kolde Krig er i stedet skiftet ud med enigmatiske og konspiratoriske modforestillinger om muslimer, hvilket delvist kommer til udtryk i Levy’s Who Killed Daniel Pearl? hvor det faktuelle er lige så formeligt som i The Da Vinci Code af Dan Brown.

Mit ærinde med dette skræp er ikke at problematisere anti-holdningernes lejlighedsvise behørighed, men at argumentere for ideernes og idealernes nødvendighed. For når jeg hører borgerligt sindede mennesker udtale, at de søreme ikke kan begribe, at intellektuelle er så venstreorienterede, så får jeg lyst til at skrige: “Det er fordi vi borgerlige har kriminaliseret enhver form for idéudvikling og overladt det til de røde at tænke stort”. Men der er en generation på vej, der har mod på at bryde med denne åndelige træghed; nerve og hjerne til at formulere et liberalt alternativ, der hviler på egne præmisser og som ikke er kritisk afhængig af socialismens dysfunktioner. Giv dem for pokker noget plads og lad ideerne blomstre.

Hard Talk

Min med-punditokrat Nicolai Foss har udsendt en invitation til noget, der vel nærmest må betegnes som et Oxford-møde, hvor liberale rettighedsteoretikere vs. konsekvensionalister indbydes til at gøre deres bekendelser. Således opfordret, vil jeg gerne komme med nogle refleksioner. Men først en lille forbrugeroplysning.

For nogen tid siden gjorde Peter Kurrild-Klitgaard mig og flere andre opmærksom på The Moral Foundations of Modern Libertarianism, der er affattet af Randy E. Barnett. Det er en god og indsigtsfuld artikel, der anlægger den interessante synsvinkel, at liberalister ikke er tvunget foretage et egentligt valg mellem rettighedsetik og konsekventionalisme, idet liberalismen er en politisk filosofi, og ikke som sådan en moralfilosofi. Jeg skal ikke dvæle ved dette rationale. Mit budskab skal blot være, at det i en politisk kontekst er nyttigt at vide, at liberalismen kan forsvares ud fra begge argumentationsformer, og at man som liberal er godt væbnet, når begge kategorier kan bringes i spil.

Så tilbage til åbningstrækket. Nicolai foretrækker en “robust konsekventionalisme” og har tilsyneladende ikke megen “tålmodighed med rettighedsargumenter i liberalismen”. Det har jeg en vis forståelse for, idet rettighedsdiskussioner alt for ofte ender som de rene markvandringer. Diskussionerne kan dog også være ganske frugtbare. Men jeg er overrasket over, at konsekventionalismen opleves som mere tilgængelig. Jeg har undertiden haft stort besvær med at få svar på nogle helt enkle problemstillinger. Så hvad er mere naturligt, end at rejse dem her.

En stringent konsekventionalisme er alene optaget af de virkninger, som en eksekveret eller ikke-eksekveret handling har eller kan få. Vurderingen for eller imod en given handling er således en funktion af den værdi, der tillægges konsekvenserne. Nicolai er ikke blind for udfordringerne i denne position, hvilket understreges af, at han problematiserer flere forhold i relation til definitionen af konsekvenser: Fx kravet om en udtømmende behandling af alle konsekvenser en given handling kan have, tidsaspektet i relation behandlingen, karakteren af konsekvenserne (tilsigtede og utilsigtede) osv. Det fører til en overvejelse om kun at inddrage umiddelbare konsekvenser, men med den tilføjelse, at der savnes et moralsk grundlag for at begrænse sig til dette. Hertil kommer spørgsmålet om at identificere alle umiddelbare konsekvenser, hvilket alt andet lige kan være en bekostelig affære. Og hvor meget skal der investeres i det?

Opgiver man omtalte krav, er man vel i sagens natur tæt på at opgive konsekventionalismen. Men måske kan den reddes ved at præsentere nye afgrænsninger, og et bud kunne være:

1. Sammenlignelighed: Alle umiddelbare konsekvenser er sammenlignelige i den forstand, at de kan rangordnes efter deres vægt eller vigtighed.

2. Universel neutralitet: Evalueringen af mulige alternativer er universelt neutral i den forstand, at den sammenlignelige rangordning af to tilstande er den samme for alle individer.

3. Maksimering: En handling er acceptabel, hvis og kun hvis, dens eksekvering maksimerer værdien eller den forventede værdi for én eller flere agenter.Det er altid en farlig øvelse at præsentere tre kriterier, som efterfølgende kritiseres. Det giver indtryk af, at der blot er tale om en stråmand, der udelukkende er opstillet til nedskydningens formål. Lad mig derfor understrege, at kriterierne er formuleret ud fra et ønske om at yde konsekventionalismen fuld retfærdighed, og at teorien ikke nødvendigvis falder til jorden, blot fordi kriterierne nedbrydes. Der kan være alternative kriterier, som jeg ikke er opmærksom på. Men til sagen.

Kriteriet om sammenlignelighed, må vel et eller andet sted siges at være en grundsætning for konsekventionalismen og derfor ikke særlig restriktivt. Jeg forudsætter også, at konsekvenser rangordnes ordinalt (i modsætning til kardinalt). Det frigør os fra de fleste udfordringer, men de står til gengæld i kø, når vi tager fat på det næste kriterium.
Kravet om universel neutralitet kan forekomme alt for restriktiv for en hayekiansk konsekventionalist, men for en én, der baserer sin argumentation på fornuftens fundament, er kriteriet vel entydigt nødvendigt. Det er dog åbenbart, at det ikke problemfrit at antage, at alle individer ved fornuftens hjælp vil nå frem til den samme rangordning af fx prisstabilitet og beskæftigelse.

Det sidste kriterium, om maksimering, må vel regnes for afgørende i en konsekventionalistisk argumentation. Kriteriet kan skærpes ved at supplere det med et pareto-kriterium, men det vil formentlig ødelægge konsekventionalismens praktiske relevans. Det har jeg derfor bevidst undladt.

Jeg forudsætter, at ovenstående afgrænsning kan tjene som afsæt for den videre debat. Og det leder mig frem til mit foreløbige slutærinde: Hayekianske konsekventionalister har nok svært ved at finde en grimasse der kan passe i forhold til positive, utilsigtede konsekvenser initieret af ikke-liberale handlinger. Men hvordan har fornuftsbetonede, liberale konsekventionalister det med sammenlignelighed, universel neutralitet og maksimering uden pareto-restriktioner? Er disse kriterier tilstrækkeligt robuste? Kræver det mindre tålmodighed at arbejde med disse problemstillinger, end at kaste sig over rettighedsargumentationen? Og hvor meget kan der slækkes på de anførte kriterier, uden at vi som Groucho Marx ender med at sige: “Those are my principles, and if you don’t like them… well, I have others.”?

Franske fristelser

Frankrigs nye premierminister, Dominique de Villepin, er kommet på en svær opgave. Han skal forsøge at overbevise de franske vælgere om, at der er behov for en gennemgribende reform af det stivnede franske arbejdsmarked. Men han kan ikke lade sig inspirere af USA. For alt, der bare har en antydning af angelsaksisk bouquet, er udrikkeligt i Frankrig. Og derfor har Villepin i stedet rettet blikket mod Danmark. Noget, der utvivlsomt varmer enhver dansk socialdemokrat om hjertet.

Man ser det for sig! Poul Nyrup Rasmussen, der med sin karakteristiske pasgang bevæger sig tungt over Europas bonede gulve, mens han modtager anerkendende nik fra forbipasserende ignoranter, der har opfanget historien om de franske fristelser. Lejlighedsvis stopper han måske op, slår ud med armene og bemærker: “Jeg har i al beskedenhed ladet et ord falde om de resultater, vi har opnået i Danmark. Det kan andre lære meget af”. Måske er han så uanselig, at han blot antyder denne indbildning.

Men hvad er det da, Villepin finder så fristende ved Danmark? Er det vores skattefinansierede dagpengesystem med en langstrakt ydelsesprofil? Er det vores skødesløse accept af, at hver fjerde dansker i den arbejdsdygtige alder ikke behøver bekymre sig om at tjene til brødet? Nej, for så kunne Villepin ligeså godt have ladet sig inspirere af Sverige. Når den nyudnævnte franske premierminister peger på Danmark, er det nok ene og alene fordi, vi trods et halvt århundredes socialdemokratisk hegemoni stadig har et forholdsvis liberalt arbejdsmarked, der ikke er inflammeret af kontinentale tryghedsbestemmelser. Og godt for det.

Årsagen til at smørhullet Danmark klarer sig relativt godt i internationale sammenligninger af konkurrenceevnen, er vel i hovedsagen, at vi følger den samme ansættelsesretlige praksis som USA, Storbritannien og New Zealand; altså den angelsaksiske druesaft, som franskmænd ikke kan udstå. Derfor er det ganske befordrende for Villepin, at han kan henvise til Danmark. For på dette specifikke område har vi noget, der bestemt er værd at eksportere. Gid almindelig fransk protektionisme må forhindre ham i at importere andre policy-facetter fra vores lille rige.

Point of no return

Johan Norberg, der har opnået verdensberømmelse for sit utrættelige og velargumenterede forsvar for global kapitalisme, leverede sidste år et tankevækkende bidrag om det europæiske projekt i forbindelse med Mont Pèlerin Society’s Regional Meeting i Hamburg. Under overskriften From an Unholy Alliance to a Concert of Powers giver han et særdeles godt overblik over nogle af de mest centrale konfliktdimensioner i europæisk politik, som i almindelighed bør interessere daglige læsere af Punditokraterne. Men i disse dage er der måske især grund til at fremhæve en enkelt passage i hans indlæg; et temmelig påfaldende citat fra EU’s nuværende formand, Jean-Claude Juncker, der i 1999 udtalte sig om EU’s forretningsgang til Der Spiegel (gengivet i The Economist 14. december 2002):

“We decide on something, leave it lying around and wait and see what happens. If no one kicks up a fuss, because most people don’t understand what has been decided, we continue step by step until there is no turning back.”

Se, det kan man da kalde en indrømmelse. Det kunne være interessant at vide, om Jean-Claude Juncker har gentaget denne særlige forretningsorden for Anders Fogh Rasmussen i forbindelse med deres netop afholdte tete-a-tete. Måske får vi svaret efter EU-topmødet den 16.-17. juni.

Erindringens etik

En søndag aften i selskab med Gene Hackman er sjældent en skuffelse. Når han samtidig optræder i en film, der er er direkte vedkommende for et europæisk publikum, og på næsten anmassende facon fremkalder billeder af et sort kapitel i europæisk historie, er der ekstra grund til at læne sig tilbage og lade sig rive med. Det var det, jeg gjorde, da DR1 sendte Behind Enemy Lines.

Mens en amerikansk fighter inspicerede en demilitariseret zone, begyndte jeg umærkeligt at tænke på den sønderlemmende kritik af de efterfølgende bombninger over Serbien, som Søren Krarup i sin tid leverede i Dansen om menneskerettighederne (2000). Det var ikke en kritik, der rettede sig mod Europas repeterede passivitet i forhold til serbernes systematiske krænkelser og overgreb på menneskeligt liv. Nej, det var en kritik, der ene og alene var vendt mod NATOs (læs amerikanernes) indblanding i såkaldt indre serbiske anliggender. Krarup anfører:

“Serbien var en selvstændig stat og serberne henholdt sig til deres historiske ret til Kosovo. Også Kosovo-albanerne gjorde krav på Kosovo. Men for serberne var hele deres eksistens som folk og stat bestemt af Kosovo og det, der skete på Solsortesletten i 1389, hvor serberne blev besejret af tyrkerne eller osmannerne, hvilket igen blev symbolet for det serbiske folk på en lang og lidelsesfuld kamp for at leve og overleve”.Krarup mener med andre ord, at begivenhederne på Solsortesletten i 1389 rummer en så tilpas historisk fordring, at overgreb på civile i form af etnisk udrensning ikke bør anfægte os. Det skal vi se bort fra. Men det gjorde amerikanerne som bekendt ikke. Og til Krarups store fortrydelse:
“Virkeligheden blev gjort sort-hvid. Hvorfor? På grund af menneskerettighederne, der er ahistoriske og derfor anti-historiske.”Den seneste tids kritik af menneskerettighederne sættes naturligvis i perspektiv i forhold til sådanne udtalelser. Som liberal overvejer man lejlighedsvis at slutte sig til kritikerne, fordi selve grundtanken med menneskerettighederne undertiden er blevet udvandet med alverdens irrelevante adkomster. Men når man iagttager, hvilke synspunkter der er fremherskende i debatten, gribes man af en vis tøven.

Det problematiske ved menneskerettighederne er ikke, at de er ahistoriske. Det problematiske er heller ikke, at de gør krav på at være universelle. Det tvivlsomme ligger i, at de er de er blevet banaliseret og forfladiget af positive rettigheder, der optræder med ligeværdighed i forhold til de grundlæggende, negative frihedsrettigheder, som Krarup og andre nationalister så hårdt kritiserer. Det er på tide, at forskellen gøres klar. Og i den forbindelse gør det ikke noget, at erindringens etik bliver bragt i stilling i forhold til forvrøvlet, men skæbnesvanger folklore.

Servicemeddelelse: Hvis man vil læse Dansen om menneskerettighederne skal man en tur forbi antikvariatet eller biblioteket. Bogen er nemlig udsolgt fra forlaget.

Er uddannelse et væksthormon?

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har i flere omgange kritiseret Velfærdskommissionen for manglende lødighed. Det seneste udfald retter sig mod en undersøgelse fra Kommissionen, der viser, at der ikke er sket væsentlige fremskridt i danskernes uddannelsesniveau. Resultatet af denne analyse har jeg kort kommenteret i anden sammenhæng, hvor dog jeg koncentrerede mig om de manglende incitamenter til at uddanne sig; helt konkret om skattemæssige forhindringer, der ikke anfægtes af det omtalte skallesmækkeri.

AE Rådet og Velfærdskommissionen syntes dog at være ukritisk enige om én ting: Uddannelse er til alle tider en vækstkatalysator og direkte årsag til øget produktivitet. Forholder det sig overhovedet sådan? Formentlig ikke. Meget taler derimod for, at uddannelse som vækstfaktor er temmelig overvurderet og måske endda ligefrem inferiør. Men inden jeg godtgør dette, er der behov for et lille mellemspil.

Der er naturligvis en årsag til, at uddannelse eleveres til noget særligt i vækstmæssig sammenhæng. Det virker jo både intuitivt og overbevisende rigtigt, at mere lærdom øger den menneskelige produktivitet og formåen. Men forestillingen om at uddannelsespolitik kan bane vej for vækst, hviler ikke kun på instinkt og fornemmelser. Det er en tanke, der er dybt forankret i nyere vækstteori, der især blev udviklet i midtfirserne af Paul Romer og Robert Lucas, men som også trækker spor tilbage til Garry S. Becker’s Human Capital: A theoretical and empirical analysis, with special reference to Education (1964).

Det besnærende ved den nye vækstteori er, at den foregiver at kunne redegøre for hele den vækst, der kan noteres i nationalregnskaberne. Sådan har det ikke altid været. Da man i sin tid brugte de mere daterede vækstteorier, stod man altid tilbage med et håbløst residual, en overskydende vækstandel, der ikke kunne forklares, når der var taget højde for faktorinput som arbejde og kapital. I dag forklares dette residual imidlertid med fænomener som uddannelse, teknologisk innovation og nye organisationsformer. Og derfor forudsætter ganske mange samfundsforskere gavmildt, at uddannelse og vækst er betydningsbeslægtede begreber; at de så at sige er hinandens forudsætninger. Men hvor er de empiriske efterretninger?

Økonomer, der har brugt tid på at studere forholdet mellem uddannelse og vækst, har haft overordentlig svært ved at finde en afgørende sammenhæng. Lant Pritchett fra Verdensbanken forsøgte i 1996 at finde en systematisk, positiv korrelation mellem uddannelse og produktivitet. Men som det indirekte fremgår af titlen på hans analyse – Where has all the education gone? – lykkedes det ikke.

Øvelsen blev gentaget af Alison Wolf i Does Education Matter? Myths about Education and Growth (2002) og af William Easterly i The Elusive Quest for Growth (2002). Heller ikke de kunne finde belæg for en direkte korrelation mellem uddannelse og vækst. De punkterede snarere fortællingen om, at der skulle være en sådan forbindelse. Og intet syntes at have rokket ved deres analyser.

AE Rådet og Velfærdskommissionen skylder altså at vise, at uddannelse er den sikre vej til økonomisk vækst. Indtil de har gjort det, kan vi med lige så stor ret tillade os at mene, at uddannelse højst er et filter, der giver én adgang til bedre jobs på arbejdsmarkedet.

Europæisk retrorealisme

Min med-punditokrat Mikael Jalving har i et tidligere indlæg spekuleret over, hvorvidt Europa befinder sig i en krise efter det franske nej til Forfatningstraktaten, der her til aften blev fulgt op af et endnu mere rungende hollandsk nej. Jeg bemærkede i den forbindelse, at han citerede den franske postmodernist par excellence Jean Baudrillard, der vel ved tilfældets mellemkomst syntes at have udtalt sig ganske sammenhængende og klart om den europæiske situation i Liberation. Tillad mig kort at recitere de vise ord:

“Folk har gang i deres egne, hemmelige tilværelser med egne, skjulte fornøjelser, de ønsker ingen form for velmenende retledning eller mild opdragelse”

Hvad skal politikere, der hylder forfatningstraktaten og andet stjernebesat materiale, dog stille op over for et sådant stokastisk klarsyn? Nogle vil måske anbefale, at de forholder sig til afstemningerne på rigtig postmodernistisk manér og slet og ret benægter, at de overhovedet har fundet sted. I så tilfælde vil de gå forkynderen Baudrillard i bedene. I begyndelsen af 90’erne fastholdt han således hårdnakket, at Golf-krigen aldrig ville finde sted, ikke fandt sted og aldrig havde fundet sted, hvilket man kan forvisse sig om ved at konsultere Christopher Norris bog: Uncritical Theory: Postmodernism, Intellectuals and the Gulf War.

Nu er der jo ganske mange europæere, der ikke bruger bevidsthedsudvidende præparater, så den holder nok ikke. Men der er stadig nogle regeringschefer, der kan komme den postmoderne og skruptossede forklaringsmodel i forkøbet ved at aflyse de planlagte afstemninger. Måske kan det danne baggrund for en helt ny diskurs, der meget passende kunne kaldes retrorealisme.

Europæisk originalitet

Hvordan forholder man sig konstruktivt til Europas kroniske lavvækst? Man gør det ikke ved at henvise til amerikanske økonomer, selv om flere af dem har ganske gode bud på, hvad der kan og bør gøres på vores gamle kontinent. Man gør det heller ikke ved at tale om de amerikanske erfaringer med udbudsøkonomiske reformer. Det har jeg prøvet, men erkender i dag, at jeg slet ikke havde blik for den hudløse ømfindtlighed, der aktiveres, når man henviser til amerikanske forhold. Lad mig derfor gå nye veje.

Den amerikanske økonom Arthur Laffer er slet ikke så original, selv om han har lagt navn til den herostratisk berømte kurve. Alle hans tanker er nemlig både tygget og fordøjet af Europæiske økonomer. Vi har blot glemt det!. Men for at genopfriske vores fælles hukommelse, vil jeg gerne byde ind med et citat fra selveste Lord Keynes, der bekræfter at amerikanske økonomer slet og ret er nogle gemene tyveknægte:

“Nor should the argument seem strange that taxation may be so high as to defeat its object, and that, given sufficient time to gather the fruits, a reduction of taxation will run a better chance than an increase of balancing the budget. For to take the opposite view today is to resemble a manufacturer who, running at a loss, decides to raise his price, and when his declining sales increase the loss, wrapping himself in the rectitude of plain arithmetic, decides that prudence requires him to raise the price still more-and who, when at last his account is balanced with nought on both sides, is still found righteously declaring that it would have been the act of a gambler to reduce the price when you were already making a loss.”

Selv med en halvkikset afgangsprøve fra den danske folkeskole, vil man ikke være i tvivl om, at vi her har beviset på, at amerikanske udbudsøkonomer har været under kraftig indflydelse af den britiske udbrudsøkonom, Lord Keynes. Det kedelige for Europa er, at Keynes ikke havde forstand på moderne virkemidler og derfor aldrig fik det skrevet ned på en serviet. Derfor er hans banebrydende tanker hengemt i The Collected Writings of John Maynard Keynes, der jo ikke står på enhver europæers boghylde. Og det er rigtignok en skam!

Kastholms flamme

Berlingske Tidende bringer i dag et både lidenskabeligt og tankevækkende bidrag fra Claes Kastholm; et bidrag, der vel må betegnes som en slags reaktion på borgerlige intellektuelles kritik af EU i almindelighed og forfatningstraktaten i særdeleshed. Overvejelser fra en hånd, der har sat kryds ved både ja og nej i flere omgange, læser man gerne. For her fornemmer man i det mindste omtanke i forhold til det europæiske.

Men hvor går tankerne så hen i denne omgang? Såmænd tilbage til studietiden, hvor Kastholm selvangiveligt var fortryllet af den europæiske patos, som Willy Brandt udstrålede. Og det skal han ikke lastes for. Jeg har undertiden mødt mange sympatiske og politisk indsigtsfulde mennesker, der har udtrykt samme fascination for den daværende forbundskansler og formand for SPD. En af dem driver et pittoresk værtshus i det indre København, der udskænker Von Osten i så rigelige mængder. Vedkommende kan endda fuldstændiggøre sine fortællinger om omtalte gestalt med diverse fotos, der foreviger personlige håndtryk og glade smil. Men nok om lidenskaben! Lad os springe videre til det tankevækkende; Kastholms argumentationsteknik.

Skulle jeg selv overbevise borgerlige EU-skeptikere om at de var galt afmarcheret, ville Willy Brandt bestemt ikke være den første hjælpesætning i beviset. Jeg ville snarere ? hvis emnet overhovedet skulle personliggøres – indlede en desperat jagt efter en borgerlig avantgardist eller foregangsmand, der havde noget fornuftigt at sige om og til forsvar for den europæiske idé. Men Kastholm vælger den mest besværlige rute. Udfordrende flot! Men virker det?

Borgerlige intellektuelle, der har vendt EU ryggen, nærer ikke alle afsky for det europæiske. De lider ikke alle af verdensforskrækkelse eller indeklemt angst for det globale. En ganske pæn del af dem vil blot have svar på, hvorfor 91 relativt konkrete velfærdsforanstaltninger skal indlemmes i EU’s forfatningstraktat. De lytter gerne til Kastholm, fordi de nu og da møder interessante refleksioner fra den kant. Men de gør sig ingen illusioner om, at en bedaget forbundskansler og socialist skal være den lygtemand, der giver mening med galskaben.

Rationelle Voraussicht

Frankfurter Allgemeine bragte for et par dage siden en interessant analyse under overskriften: “Selbstmord aus Angst vor dem Tod“. Citatet er hentet fra Bismarck og refererer naturligvis til det paradoks, at Gerhard Schröder har valgt at udskrive valg i utide, fordi han er ræd for at lide den stille bortgang. Men hvad vil der ske i Tyskland, når CDU med Angela Merkel i spidsen forventeligt overtager regeringsansvaret? Og er det noget, man som liberal bør se frem til?

Det afhænger nok af, hvad der optager en mest. Hvis man ønsker at Tyskland skal genetablere og styrke efterkrigstidens ellers gode transatlantiske samarbejde, er der vel ret beset grund til at glæde sig over en sandsynlig kristelig valgsejr. Hvis man er dødtræt af SPD’s skingre kapitalismekritik, der bl.a. har udartet sig som uforskammede personangreb på direktører fra diverse private equity-fonde, er vel også en lettelse med et systemskifte. Men hvis man nærer håb om, at en CDU-ledet regering vil kaste sig ud i gennemgribende reformer af den tyske velfærdsstat og derigennem bane vej for et nyt Wirtschaftswunder, vil udfaldet nok ikke få den store betydning. Det er i hvert fald mit personlige indtryk.

For en hel del år siden deltog jeg i et seminar, arrangeret af Konrad Adenauer Stiftung. Efter at en systematisk gennemgang af danske arbejdsmarked, der i modsætning til det tyske er kendetegnet af relativ høj fleksibilitet og jobomsætning, blev jeg vidne til en noget overraskende meningsudveksling mellem flere af deltagerne. Trods deres stærke forankring i og omkring CDU stillede de sig uforstående over for, at man kunne have en arbejdsmarkedslovgivning, der var så liberal som den danske. De understregede med én stemme, at noget lignede aldrig ville kunne forekomme i Tyskland, hvor ansættelsestrygheden nærmest var et helligt sakramente. Det opfattede jeg i første omgang som en analytisk refleksion, men blev senere klar over, at de heller ikke fandt det efterstræbelsesværdigt at liberalisere den tyske arbejdsmarkedslovgivning efter dansk forbillede.

I dag står det lysende klart, at social- og arbejdsmarkedslovgivningen er den største hæmsko for fremdrift i tysk økonomi. Virksomheder der oplever stigende ordreindgang tør ikke at ansætte nye medarbejdere, fordi de forhindres i en dynamisk tilpasning af arbejdsstyrken ved en pludselig vending i efterspørgselen. Det er såmænd Labour Markets for Dummies, men intet tyder på, at CDU for alvor har læst skriften på væggen. Er det valgtaktisk? Måske, men der er såmænd belæg for at frygte, at der stikker noget andet og dybere under.

CDU har i efterkrigstiden spillet en dobbeltrolle i tysk politik. På den ene side har partiet fungeret som velfærdsstatens konsensussøgende indretningsarkitekt og betroede forvalter. Det er en del af arven fra Konrad Adenauer, som ukritisk blev videreført af Helmuth Kohl. På den anden side har CDU været omdrejningspunkt for en af de mest opsigtsvækkende økonomiske revolutioner, Europa nogensinde har oplevet. Det er arven fra Ludwig Erhard, der fortsat savner en moderne legatar. Intet taler for, at det skulle blive Angela Merkel. Men man kan som bekendt blive positivt overrasket.

Forbrydelse uden offer

Christopher Arzrouni – der er kendt for en særdeles skarp liberal profil – er aktuel med bogen Helt uforsvarligt, der meget vel kan gå hen og blive et manifest for alle, der har fået nok af tidens moralske oprustning. Arzrouni gør således op med den allestedsnærværende trang til at kriminalisere alle typer af hændelser, hvor der ikke kan identificeres et egentligt offer.

Snup den med hjem fra boghandelen, hvis du vil have noget udfordrende læsestof til weekenden.

Intet nyt fra Vestfronten

Tænketanken CEPOS var i dag ude med en kritik af regeringens Globaliseringsråd. Og med rette. For det er nu engang ikke særlig opløftende, at en borgerlig regering stiller sig i spidsen for et udredningsarbejde, der er fuldstændig renskuret for skattepolitiske visioner. Når det så i øvrigt sammenholdes med, at rådet vil indlade sig på den tvivlsomme beskæftigelse at udpege erhvervslivets fremtidige vindere, står det ganske klart, at vi må frygte en gentagelse af de policy-svigt, der prægede 70’ernes, 80’ernes og 90’ernes selektive erhvervspolitik og indikative planlægning.

Den dag statsministeren fremlægger resultatet af Globaliseringsrådets arbejde, kan det være nyttigt at ihukomme et bestemt ordspil fra Blackadder Goes Forth, der gerne må fremsiges med distinkt engelsk diktion:

First Officer: “Now, Field Marshal Haig has formulated a brilliant new tactical plan to ensure victory in the field.”

Blackadder: “Ah, would this brilliant plan involve us climbing out of our trenches and walking very slowly towards the enemy, sir?”

Second Officer: “How can you possibly know that, Blackadder? It’s classified information!”

Blackadder: “It’s the same plan that we used last time, and the seventeen times before that!”

First Officer: “E-e-e-exactly! And that’s what is so brilliant about it! It will catch the watchful hound totally of guard. Doing precisely what we have done eighteen times before is exactly the last thing they’ll expect us to do this time. There is, however, a small problem?.”

Blackadder: “That everyone always gets slaughtered in the first ten seconds?”

First Officer: “That’s right. And Field Marshal Haig is worried that this may be depressing the men. So he is looking to find a way to cheer them up.”

Blackadder: “Well, his resignation would seem the obvious way.”

Jeg er overbevist om, at daglige læsere af Punditokraterne vil forstå sammenhængen. For en sikkerheds skyld, vil jeg dog vejledende sige: En fejlsagen erhvervspolitisk strategi bliver ikke bedre af at blive gentaget 18 gange.