Tag-arkiv: klimadebatten

Greta tager fejl!

Klippet er gået verden over: En meget emotionel og meget fordømmende Greta Thunberg, der beskylder FN og alle voksne mennesker for at have berøvet hende en barndom. Man kan spørge, om hun ikke nærmere skulle have en alvorlig snak med sine forældre (eller en psykolog), men det andet store spørgsmål er, om hun – en eller anden faktuel forstand – har ret. Det er dét spørgsmål, den altid gode Johan Norberg tager fat på i en ny udgave af de korte vidoer med titlen “Dead Wrong.” Norberg konkluderer på solidt grundlag, at Greta fundamentalt har misforstået hvad der foregår. Som altid fremragende formidlet og tankevækkende, Dead Wrong er altid varmt anbefalet.

They are not denying the science; they are questioning its implications!

Det er efterhånden lang tid siden, at denne blog nævnte ordene “global” og “opvarmning” lige efter hinanden i samme sætning. Og godt for det, eftersom dén (samling af) debat(ter) fyldte lige lovligt meget i tiden fra Al Gores – ahem… – noget enøjede film og medfølgende fredspris til Per Meilstrups to-ugerlange og komplet ukritiske one-man show på TV2 News* og Lars Løkke Rasmussens hammerslag i podiebordet.

Desværre vil jeg tillade mig at bryde tavsheden. Men kun med en henvisning. Den skal være til prof. Steven Horwitz’s kloge artikel i The Freeman fra februar, Global Warming Is about Social Science Too, som jeg netop har opdaget.

(HT: Don Boudreaux)

* Klima-redaktionen på TV2 News bør stadig skamme sig over så ensidigt et kommentarspor, man valgte at give dét klimatopmøde.

Ups II: Al Gores ubekvemme “sandhed”

Dette er jo–på godt og ondt–næsten ved at udarte sig til en ren klima-debat blog.  Så lad os blive ved sporet med pinlige afsløringer m.v. og her tage fat i den stor CO2-forbrugende, Gulfstream-dommedagsprofet Al Gore, som i går talte her ved COP15 her i København og ved den lejlighed kunne forudse–hvad lokale medier, der havde investeret (meget) dyrt i Gore, bestemt ikke lod passere upåagtet–at Nordpolen ville være isfri indenfor få år.  Her er så, hvad The Times kunne fortælle dags dato:

“There are many kinds of truth. Al Gore was poleaxed by an inconvenient one yesterday.

The former US Vice-President, who became an unlikely figurehead for the green movement after narrating the Oscar-winning documentary An Inconvenient Truth, became entangled in a new climate change “spin” row.

Mr Gore, speaking at the Copenhagen climate change summit, stated the latest research showed that the Arctic could be completely ice-free in five years.

In his speech, Mr Gore told the conference: “These figures are fresh. Some of the models suggest to Dr [Wieslav] Maslowski that there is a 75 per cent chance that the entire north polar ice cap, during the summer months, could be completely ice-free within five to seven years.”

However, the climatologist whose work Mr Gore was relying upon dropped the former Vice-President in the water with an icy blast.

“It’s unclear to me how this figure was arrived at,” Dr Maslowski said. “I would never try to estimate likelihood at anything as exact as this.”

Mr Gore’s office later admitted that the 75 per cent figure was one used by Dr Maslowksi as a “ballpark figure” several years ago in a conversation with Mr Gore. …

Perhaps Mr Gore had felt the need to gild the lily to buttress resolve. But his speech was roundly criticised by members of the climate science community. “This is an exaggeration that opens the science up to criticism from sceptics,” Professor Jim Overland, a leading oceanographer at the US National Oceanic and Atmospheric Administration said.

Klimaktisk hedetur i København?

Klimaktisk hedetur i København?

“You really don’t need to exaggerate the changes in the Arctic.”

Others said that, even if quoted correctly, Dr Maslowski’s six-year projection for near-ice-free conditions is at the extreme end of the scale. Most climate scientists agree that a 20 to 30-year timescale is more likely for the near-disappearance of sea ice.

“Maslowski’s work is very well respected, but he’s a bit out on a limb,” said Professor Peter Wadhams, a specialist in ocean physics at the University of Cambridge.

Dr Maslowki, who works at the US Naval Postgraduate School in California, said that his latest results give a six-year projection for the melting of 80 per cent of the ice, but he said he expects some ice to remain beyond 2020.”

Vi er chokerede!  Skulle det virkeligt kunne være rigtigt, at Nobelfredspris-vinderen, Oscar-vinderen m.v., der efter eget udsagn “tog initiativ til at skabe internettet”, omgås “sandheden” så lemfældigt?

Kom forbi (næsten) helt tilfældigt

Flere danske medier – både Danmarx Radio Nyheder og Berlingske Tidende – har bragt interviews med en stakkels tilfældig demonstrant, Nina Liv Brøndum, der bare skulle med “for at hygge sig” men helt ”tilfældigt” var endt i den såkaldt ”sorte blok” og derfor blev sat på den kolde jord i nogle timer.

Men hvor tilfældigt var det nu også? Vi ved det i sagens natur ikke, men efter lidt googling kan vi da se, at den stakkels tilfældigt forbipasserende tilsyneladende har visse erfaringer med helt tilfældigt at være in media res.  For ved siden af at være en engageret aktivist i Enhedslisten og kommunistiske kredse, som hun har optrådt som repræsentant for på den venstreekstremistiske hjemmeside Modkraft.dk, har frk. Nina såmænd også lagt vejen forbi en besættelse af Københavns Universitet tidligere i år, hvor hun som sit mål pluralistisk erklærede at ville ”befri” universitet ”ved at udrydde neoliberalismen på universitetet”. Apropos ”udrydde”, så redigerede frk. Nina i 2006 Socialistisk Ungdoms Fronts skrift ”Frontalt”, der bl.a. agiterede for direkte støtte til terrorbevægelserne PFLP og FARC.  Om hun var med ved Brorsons Kirken eller indtrængningen på Avedøre Værket, skal vi ikke kunne sige, om end hendes Facebook-profil i hvert fald antyder sympatierne.

Alle – og ikke mindst staten – skal behandle mennesker ordentligt, også mennesker med gakkede og usmagelige holdninger, og dét at sidde på jorden i fire timer i eget eller andres tis kan næppe være en hverken ideel eller nødvendig behandling. Men omvendt har mediernes dækning generelt været ganske ensidig, smagende af det forudindtagede.  Lidt interessant opsøgende journalistik kunne måske derimod være at afdække, om det var den unge kvinde, der selv henvendte sig til journalisterne, eller om de altid upolitiske journalister mon fik hende anbefalet fra en PR-medarbejder hos ”den sorte blok”?

Hvorfor Stern rapporten er fantasiforladt

Niels Westy har taget lidt hul på den økonomiske side af klimadebatten – noget der ligger tættere på mit fagområde end forhistorisk temperaturmåling vha årringe i gamle træer. Dermed er der et par ting, det er værd at minde om, med hensyn til klimadebattens økonomiske side.

Den britiske ”Stern-rapport” er blevet omdrejningspunktet for debatten om de økonomiske omkostninger ved global opvarmning. Det er oplagt, at både resultater og analyse i Stern rapporten i sig selv er vanvittigt usikre. Stern rapporten laver en model baseret fremskrivning af verdensøkonomien i 200 år, baseret på antagelser om klimaforandringer fra IPCCs scenarier. Det er den type øvelse som enhver økonom, der har arbejdet i en centraladministration (sådan en som mig) ved kan drejes præcis derhen man vil. Det er en øvelse som bruger ”eksperter og modeller” som figenblad for konklusioner, der dybest set er politiske (og typisk er politisk bestemt på forhånd).

Det er i sig selv lidt mærkværdigt at tro, at vi på nogen måde kan forudsige den økonomiske udvikling 200 år frem. Hvad ville en prognose fra 1809 f.eks. sige om verden i dag? Hvilke brugbare ideer kunne man i 1809 have om den teknologi, der i dag muliggør vores liv og levestandard? Hvilke ideer kan vi have i dag om hvilken teknologi, ideer og ressourcer der er til rådighed i 2100? Eller 2200? Det er grænsende til det fantasiforladte overhovedet at bilde sig ind at øvelsen giver mening. Men økonomer er nogle gange lidt fantasiforladte – især når vi bliver betalt for det.

Læs resten

Ups!

Jeg indrømmer det gerne: Jeg har–fagligt set–ikke en fløjtende fis forstand på klima-spørgsmålet.  Både flere af mine med-Punditokrater og nogle af vore læsere vil så let som ingenting kunne sejle mig agterud i en debat, hvis jeg bevæger mig udover nogle snusfornuftige, mere videnskabsfilosofiske betragtninger krydret med lidt public choice analyse.

Men to ting kan jeg sige med sikkerhed: 1) Jeg er ikke det mindste forbavset, hvis disse afsløringer (mere her og her) viser sig at være rigtige. 2) Holy s***!

Her er et par af mine foretrukne e-mail fra den lækkede fil:

“Well I have my own article on where the heck is global warming ? We are asking that here in Boulder where we have broken records the past two days for the coldest days on record. We had 4 inches of snow. The high the last 2 days was below 30F and the normal is 69F, and it smashed the previous records for these days by 10F. The low was about 18F and also a record low, well below the previous record low. … The fact is that we can’t account for the lack of warming at the moment and it is a travesty that we can’t. The CERES data published in the August BAMS 09 supplement on 2008 shows there should be even more warming: but the data are surely wrong. Our observing system is inadequate.

Og:

“This was the danger of always criticising the skeptics for not publishing in the “peer-reviewed literature”. Obviously, they found a solution to that–take over a journal! So what do we do about this? I think we have to stop considering “Climate Research” as a legitimate peer-reviewed journal. Perhaps we should encourage our colleagues in the climate research community to no longer submit to, or cite papers in, this journal. We would also need to consider what we tell or request of our more reasonable colleagues who currently sit on the editorial board …”

Et forsøg på at demontere “The Climate Scare”

Lad mig med det samme understrege, at jeg ikke har nogen som helst forudsætninger for hverken at afvise eller konfirmere nedenstående 1½ times præsentation af Christopher Monckton, hvori han mener at påvise, at forestillingerne om menneskeskabt global opvarmning er noget sludder. Men med disse advarende ord vil jeg opfordre læserne til at afsætte tid til at se den. Nogen vil elske hans præsentationsform og “mobning” af Al Gore & Co., mens andre vil hade det.  Jeg håber først og fremmest, at der vil være en eller flere af bloggens læsere, der vil førsøge at pille Lord Moncktons argumenter fra hinanden. Jeg må erkende, – på baggrund af min manglende viden og indsigt i klimaforskning, at jeg er til fals for logiske argumenter og ikke stoler på mine evner til at gennemskue hvad der er fakta og hvad der muligvis er fup i præsentationen.

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=4zOXmJ4jd-8[/youtube]

God fornøjelse, og jeg ser frem til læsernes kommentarer, ikke mindst de kritiske.

Flugten fra forstanden

I en tid, hvor det folkelige hyldes på bekostning af det elitære, forundres man ikke over at intuitioner, fornemmelser og tro feteres frem for begavelse, fornuft og indsigt. Det ligger lige for. Men hvor meget nonsens skal man finde sig i? Det spørgsmål har den britiske politiker Lord Taverne givetvis stillet sig selv mange gange, men i March of Unreason: Science, Democracy, and the New Fundamentalism forsøger han at give et svar, der nok bør interessere de fleste læsere af Punditokraterne.

Tavernes kritik af ufornuften retter sig i første omgang mod øko-fundamentalismen, der med henvisning til et nærmest sakralt forsigtighedsprincip har været i stand til at hæmme den praktiske anvendelse en række teknologiske og videnskabelige landvindinger. Et af de mest iøjnefaldende eksempler er vel udbredelsen af genmodificerede afgrøder, der trods de udokumenterede risici stadig holdes i stram snor verden over. Det er naturligvis ikke omkostningsfrit, når mennesker i den tredje verden har tydeligt besvær med at sikre sig et tilfredsstillende udbytte gennem konventionelle dyrkningsmetoder.

Forfatterens fortjeneste ligger ikke i, at han gør opmærksom på sådanne forhold. Det har andre før ham såmænd gjort bedre og med større målfasthed. Nej, Tavernes originalitet består snarere i, at han problematiserer den påfaldende ansvarsfrihed, der omgiver de internationale miljøorganisationer. Han erindrer fx læseren om, at Greenpeace ikke på nogen måde blev stillet til regnskab for de anbefalinger, organisationen i midten af 90’erne fremførte i relation til skrotningen af Shells borerig, Brent Spar. Selv om der var stærke økonomiske og miljømæssige argumenter for at dumpe Brent Spar i Atlanten, gav Shell efter for Greenpeace aggressive mediekampagne og accepterede at demontere boreriggen i en norsk fjord; en ekstrem sårbar habitat. Altså stik imod videnskaben, logikken og den sunde fornuft.

Taverne begrænser dog ikke kritikken til de internationale miljøorganisationer. Han giver også det religiøse og overnaturlige et skud for boven. Derfor kan bogen anbefales til alle, der midt i sommerheden trænger til et opgør med den varme luft.