Tag-arkiv: forskning

Nye bøger: Heroes of Progress

Af Christian Bjørnskov, den 18. maj 2024. 1 svar

vi har i år fået en række nye debatbøger, der alle bidrager til den danske diskussion: Martin Ågerups glimrende Hvad vil det sige at være borgerlig?, Dennis Nørmarks Ufrihedens pris , og Anders Krab-Johansens Fri os fra den værdiløse borgerlighed er alle gode indspark i et politisk miljø, hvor de fleste i to årtier er løbet med hovedet under armen mod den politiske midte.

Men nogle gange skal man have det lange lys på i debatten for at opdage, hvor man kommer fra og hvad ens fundamentale grundlag er. Det hjælper en meget fin ny bog af Alexander C. R. Hammond: Heroes of Progress. Alex er Free Trade Fellow og Director for the Initiative for African Trade and Prosperity hos the Institute of Economic Freedom i London, hvor han tidligere arbejdede som policy-analytiker. Hans nye bog er en letlæst introduktion til 65 personer, der alle bidrog væsentligt til menneskeligt fremskridt.

Heroes of Progress er varmt anbefalet herfra! Bogen starter med Johannes Gutenberg, der opfandt trykpressen og dermed lagde grundlaget for en verden, hvor alle kunne læse og havde adgang til bøger, aviser osv. Andre eksempler i den meget bredt informerede bog er James Watt (der opfandt den moderne dampmaskine), Cesare Beccaria (der grundlagde det værdimæssige fundament for moderne retstænkning), Wilhelm Röntgen (opdageren af røntgenstråler og dermed muligheden for at kigge ind i kroppen), Kate Sheppard (den første succesfulde forkæmper for kvinders stemmeret), Jonas Salk (der bidrog til poliovaccination), og Vasili Arkhipov (der forhindrede atomkrig). Det er kun syv af de 65 små fortællinger i en vellykket bog.

Alexs bog kan læses i et hug eller i små bidder, men er både interessant og inspirerende på samme tid – og jeg kalder meget sjældent bøger for inspirerende. Men det er virkeligt inspirerende at læse om, hvordan enkeltpersoner enten i sig selv eller som et eksempel på en bredere udvikling har bidraget til det forbløffede sikre, velstående samfund, vi har idag. Og det bliver svært ikke at stille spørgsmålet, hvordan vi kan få et samfund med flere af den slags borgere!

Nedlukningerne førte til flere selvmordsforsøg.

Af Christian Bjørnskov, den 24. april 2024. 2 svar

Under nedlukningerne i 2020-22 dukkede en bestemt diskussion op flere gange: Førte nedlukningerne til at flere unge mennesker forsøgte at begå selvmord? Umiddelbart kunne man tro, at det ville ske når staten effektivt berøvede unge mennesker en stor del af deres sociale relationer. Jonas skrev endda direkte om det i februar 2021 (læs her), og konkluderede at der på det tidspunkt ikke var nogen evidens for flere selvmord.

Men den konklusion viste sig forleden at være for tidlig. I artiklen “Impact of COVID-19 restrictions on self-poisoning behavior with mild analgesics in Danish youth“, udgivet i Nordic Journal of Psychiatry, undersøger Gurbheej Singh, Jonathan Pommer Hansen, Ditte Hulgaard, Mads Damkjær, og Erik Christiansen, om antallet af selvmordsforsøg steg under nedlukningerne. De ser helt konkret på forsøg på at begå selvmord med smertestillende medicin, som bliver registreret omhyggeligt og konsistent. Forfatterne opsummerer deres resultater således:

For the period of this study, 1655 self-poisonings were registered. During the first lockdown, there was a slight, not statistically significant, decrease in self-poisoning rates (incidence rate ratio [IRR]) 0.98) compared to no lockdown. During the second lockdown, there was a significant increase in self-poisonings for the whole Danish population (IRR 1.85) with girls being slightly higher at risk (IRR 1.87). Being a girl or between the ages of 13–17 years old were risk factors for self-poisoning.

Med andre ord finder de danske forskere, at antallet af selvmordsforsøg blandt unge ikke ændredes i foråret 2020 under den første nedlukning, men steg voldsomt med 85 % under den anden nedlukning. Som vi har bemærket før her på stedet, er der ikke ret meget vilje til at diskutere omkostningerne ved de drakoniske nedlukninger under Covid-epidemien, men der kommer alligevel hele tiden drypvis ny viden om emnet. Så måske kan vi stille og roligt vente på, at der kommer modige danske politikere, der på et tidspunkt indrømmer, at det hele var en enorm fejl?

Sjov med Statistik: Chokolade og Nobelpriser

Af Christian Bjørnskov, den 10. april 2024. 2 svar

Det er efterhånden længe siden, at vi har bragt en post i vores serie Sjov med Statistik. Som vi tidligere har skrevet, er formålet med serien – udover at underholde – at vise, hvordan umiddelbart latterlige statistiske sammenhænge til tider kan give mening, når man tænker over dem. Vi har for eksempel både skrevet om sammenhængene mellem højde og tillid, og om heavy metal er et luksusgode. Dagens post handler om et af mine yndlingsemner: Chokolade.

Franz Messerli udgav i 2012 en kort artikel med titlen “Chocolate Consumption, Cognitive Function, and Nobel Laureates” i det meget prestigiøse New England Journal of Medicine. Kernen i artiklen var nedenstående figur, der illustrerer sammenhængen mellem hvor mange kilo chokolade, folk spiser i hvert land per år, og hvor mange Nobelpris-modtagere, landet havde haft indtil 2012.

Figuren viser meget tydeligt, hvor stærk sammenhængen er – det er sjældent at se en korrelation på 0,79 mellem variable, der slet ikke måler det samme! Men hvordan forklarer man så stærk og synlig en sammenhæng?

Messerli konkluderer i artiklen, at “Chocolate consumption enhances cognitive function, which is a sine qua non for winning the Nobel Prize, and it correlates closely with the number of Nobel laureates in each country.” Han nævner dog også muligheden for, at sammenhængen er udtryk for omvendt kausalitet: At bedre kognitiv kapacitet kan stimulere forbruget af chokolade, fordi smartere mennesker ved, at (mørk) chokolade er godt for deres helbred.

Det hele er selvfølgelig med et ret stort glimt i øjet. Messerli tror næppe på, at chokolade fører til flere Nobelpriser, men peger alligevel – på en meget morsom måde – at der er et eller andet, der meget klart er forbundet med et effektivt akademisk miljø. Det kunne for eksempel være rigdom, akademisk frihed, og måske en kombination af det og at lande med højt chokoladeforbrug – den vestlige verden – har været karakteriseret af de forhold i mange år? Under alle omstændigheder er de sjovt, hvis man er lidt af en nørd, og tankevækkende på samme tid.

Forskning igang: Social tillid i Ukraine

Af Christian Bjørnskov, den 26. oktober 2023. 3 svar

Nogle gange kan man sidde med noget som forsker, som på ingen måde er færdigt, men som man alligevel synes er så spændende, at man gerne vil dele det med andre. Det er tilfældet idag, hvor vi derfor starter noget der kan gå hen at blive en tilbagevendende serie på bloggen: ‘Forskning igang’. Og idag handler det om udviklingen af social tillid i Ukraine.

Baggrunden er, at der er en åben diskussion af hvad konflikt gør ved et lands ‘sammenhængskraft’. Begrebet sammenhængskraft er som bekendt vagt og misbrugt, men er ganske tæt på ‘social tillid’, som er klart defineret og målt. Mine kolleger Martin Rode og Miguel Ángel Borella Mas – begge fra Universidad de Navarra i Pamplona – og jeg udgav for et par år siden “The economics of change and stability in social trust: Evidence from (and for) Catalan secession“, hvor vi undersøgte hvad uafhængighedsprocessen i Catalonien havde gjort ved catalanernes tillid til hinanden. Forleden kontaktede Martin mig med spørgsmålet, om vi kunne gøre noget lignende med den sociale tillid i Ukraine. Det mente jeg absolut man kunne, og vi gik igang sammen med Miguel Ángel.

Som indikeret i indledningen er vi midt i forskningsprocessen lige nu. Vi har lagt os fast på hvilke data vi kan bruge – det er the World Values Survey fra 1996, 2006, 2011 og 2020 – og har nogenlunde lagt os fast på et empirisk design. Vi har derfor ikke konkrete estimater endnu, men vores data giver nogle meget klare indikationer. Det er dem, vi deler idag.

Figuren nedenfor opsummerer, hvorfor vi er sikre på at der er en historie at fortælle. I 1996, nogle få år efter at Ukraine formelt var blevet uafhængigt, så der ud til at være en mindre forskel på tillidsniveauerne i Rusland og Ukraine: Både de russiske-talende og ukrainsk-talende ukrainere havde lidt højere tillid. Ti år senere var der ingen klar forskel, og per 2011 virkede det mere som om de ukrainsk-talende var mindre tillidsfulde.

Grunden til at vi skiller ukrainsk-talende ukrainere fra de russisk-talende er, at det er vores bedste bud på, hvordan man fanger forskelle i om folk føler sig ukrainske og har en tydeligt ukrainsk national identitet. Og det er præcist der, vi kan se forskellen efter Ruslands invasion af det ukrainske Krim og støtte til konflikten i Donetsk og Luhansk i den østligste del af Ukraine. I 2020-undersøgelsen er der ingen forskel på social tillid i Rusland og blandt russisk-talende i Ukraine, men en solid forskel til de ukrainsk-talende Ukrainere: De første to grupper har tillidsniveauer på henholdsvis 23,1 og 22,1 %, mens de ukrainske ukraineres niveau er 36 % (p<.01). Fra en lang periode uden klare forskelle, har en markant forskel materialiseret sig.

Spørgsmålet, udover hvordan man empirisk vurderer hvor stor forskellen er og hvor statistisk sikker den er, er hvordan man tolker billedet. Vores umiddelbare tolkning er, at vi ser en uforudset konsekvens af Ruslands annektering af Krim og trussel mod Ukraine i form af skabelsen- eller genskabelsen af en klar national identitet. Vi ser således heller ingen forskel i tillid mellem russisk-talende og ukrainsk-talende, hvis de stemmer på russisk-venlige partier i Ukraine, men store forskelle ellers.

Der er masser af ting, der stadig skal laves i vores nye forskning, og nok nogle hundrede timers arbejde, før det er klart. Planen er, at den første version skal præsenteres til den årlige konference i the Public Choice Society i Dallas til marts. Men de helt foreløbige indikationer var for interessante til ikke at dele med punditokraternes læsere. Og som altid er spørgsmål, forslag og overvejelser velkomne!

Tilfredshed og ‘mistrivsel’

Af Christian Bjørnskov, den 1. september 2023. 1 svar

De danske medier har de seneste uger skrevet meget og langt om danske unges ‘mistrivsel’. Ikke overraskende er en række danske politikere allerede rykket ud med krav om, at ‘vi’ bør gøre noget ved det. Forleden påstod 19 gymnasierektorer endda i Berlingske Tidende, at ‘vi har skabt et monster’ ved at teste de unge, stille krav og ved det “konstante fokus på tempo og præstation” i gymnasiet. Rektorerne lægger en ideologisk skarpvinkling i deres indlæg ved at hævde, at de unge er blevet “kanonføde i konkurrencestatens test- og karakterregime.” Lad det ligge, at hele idéen om den såkaldte konkurrencestat er en påstand fra en nulforsker fra CBS, som det politiske Danmark af en eller anden grund er kommet til at tro på. Lad det også ligge, at de af os, der arbejder på universiteterne, oplever at de unge kan historisk lidt når de kommer ud af gymnasiet, og at de krav der stilles til dem, er næsten latterligt lave. Og lad det ligge, at pensum i fag som matematik, fysik og tysk er beskåret voldsomt – i fysiks tilfælde med omkring en tredjedel – i forhold til da vi gik på gymnasiet. Spørg i stedet, om det egentlig er rigtigt, at danske unge mistrives.

Jeg vil på ingen måde påstå, at der ikke er unge i Danmark, der faktisk mistrives! Det er der, og dem bør man tage hånd om så godt man kan. Men tag et kig på nedenstående kort, der illustrerer unges tilfredshed med livet på tværs af Europa. Kortet er tegnet på basis af de seneste års tilfredshed med livet blandt unge mellem 16 og 25 i alle de lande, der er dækket af the European Social Survey (noter at de sorte områder er dem, der ikke er dækket af undersøgelsen). Spørgsmålet, der er stillet, er helt standard: “Når alt tages i betragtning, hvor tilfreds er du så med dit liv som helhed? Giv din vurdering på en skala fra 0 til 10, hvor 0 betyder særdeles utilfreds, og 10 betyder særdeles tilfreds.”

Det slående i den information, der kommer fra den måske bedste repræsentative spørgeskemaundersøgelse i Europa, er at danske unge er med afstand de mest tilfredse. I gennemsnit er danskernes score 8,41, efterfulgt af schweiziske unge på 8,12 og østrigske unge på 7,98. Bundskraberne er (ikke overraskende) ukrainere (6,23), bulgarere (6,41) og russere (6,44).

Pointen med dagens indlæg er derfor at spørge, hvordan det kan lade sig gøre, at medierne skaber et billede af omfattende og dyb mistrivsel blandt unge i Danmark, mens de bedste data vi har – når vi spørger de unge selv – peger på, at de er dem der trives allerbedst i Europa? Og burde den information ikke være et element i den offentlige og politiske diskussion?

Hæmmer globaliseringen den sociale tillid?

Af Christian Bjørnskov, den 27. august 2023. Skriv et svar

De økonomiske fordele ved øget globalisering er uomtvistelige. På et teoretisk plan har de været forstået siden Adam Smiths tid, med væsentlige senere bidrag fra David Ricardo i 1817, Heckscher og Ohlin i 1930erne, og bl.a. Marc Melitz siden 2000. Alligevel er globalisering enten direkte upopulær blandt politikere i næsten alle dele af dansk politik, eller i det mindste er politikerne skeptiske. En del af deres skepsis – når den ikke blot kommer fra en uvilje mod et tab af politisk kontrol – kommer fra idéen om, at globalisering på en eller anden måde svækker samfundets sammenhængskraft og fælles kultur.

Vi har tidligere skrevet om, hvordan det ser ud til at social tillid faktisk gør folk mere positive overfor globalisering (læs her). Men spørgsmålet om den modsatte årsagssammenhæng – påvirker globalisering folks tillid til hinanden – er stadig åbent. På den ene side er der en tradition i sociologi siden Ferdinand Tönnies, der mente der var en forskel på gemeinschaft og gesellschaft, hvor markedsøkonomien fører til gesellschaft og dermed ødelægger folks følelse af gemeinschaft, der groft kan oversættes til sammenhængskraft. På den anden side er der mere moderne tænkning, der fokuserer på hvordan folk lærer om andre mennesker, der er anderledes end dem selv, i en mere global markedsøkonomi.

Som en del af vores projekt Cultures of Trust and Institutions of Freedom har min gode ven og kollega Niclas Berggren og jeg set på spørgsmålet. Helt specifikt undersøger vi i artiklen Does Globalization Suppress Social Trust? om øget globalisering underminerer folks tillid til hinanden. Det store problem i spørgsmålet er, om folks tillid påvirker deres lands handels- og investeringspolitik – dvs. landets grad af globalisering – eller om globaliseringen påvirker folks tillid. Man kan derfor ikke bare se på en simpel sammenhæng, men må finde en måde at løse kausalitetsproblemet. Vores løsning er at bruge det, der kaldes den epidemiologiske metode. Konkret undersøger vi, hvordan globaliseringen i folks formative år (16-25) har påvirket deres tillid idag. Vi stiller skarpt på immigranter, som har været påvirket af globaliseringen i deres hjemland, men nu bor et andet sted. Deres sociale tillid idag i Frankrig kan således logisk ikke påvirke globaliseringsgraden for 20 år siden i Marokko, hvis det er der de kom fra. Og den kan slet ikke gøre noget, når vi ser på tillid blandt immigranternes børn.

Resultatet af undersøgelsen, der udkom forleden dag i Journal of Economic Behavior & Organization er, at hvis der er nogen som helst effekt af globalisering på folks tillid, er den lille og positiv. Vi kan også vise, at påvirkningen primært kommer fra den førte politik og ikke fra faktiske globale handels- eller investeringsstrømme. På tværs af cirka 26.000 førstegenerations-immigranter og godt 7000 i anden generation finder Niclas og jeg således ingen – siger og skriver ingen – evidens for den type effekter, der gør politikere og nationalkonservative borgere skeptiske overfor fri handel og investeringer med resten af verden. Bekymringen om, at interaktion med resten af verden på en eller anden måde truer vores kernekultur, er med andre ord helt uden fundament.

Ulandshjælp, særinteresser, og reformer

Af Christian Bjørnskov, den 23. august 2023. Skriv et svar

En af mine yndlingskolleger i det amerikanske public choice miljø er Bonnie Wilson fra Saint Louis University. Selvom hun ikke er særligt kendt udenfor det specifikke forskningsmiljø, er hun ikke blot en vældigt rar og hyggelig kollega. Hun har også stille og roligt etableret sig som en økonom, der har bidraget væsentligt til forskningen i særinteresser.

Meget af Bonnies forskning har været sammen med Jac Heckelman (Wake Forest University). De to har de senere år for eksempel afsøgt, hvordan særinteresser påvirker politiske inflationsmål, stabilitet i den økonomiske politik, og økonomisk vækst (her og her). Noget lignende gælder deres nye papir, som jeg læste forleden og fandt særligt interessant.

Bonnie og Jacs nye papir har titlen Aid, Reform, and Interest Groups, og starter med spørgsmålet om ulandshjælp fører til reformer i den økonomiske og institutionelle politik. Baggrunden er, at det siden 1980erne faktisk har været et officielt formål med vestlig ulandshjælp, og noget af den gives decideret på baggrund af løfter om reformer. Men foreløbig peger forskningen ikke på nogen tydelig, positiv effekt på reformchancerne af at modtage ulandshjælp.

Det nye i papiret er, at de foreslår at det måske er ligesom meget andet reformpolitik: Den tegnes effektivt af særinteresser. Industristøtte gives for eksempel ofte til virksomheder, som er meget lidt produktive – de meget produktive kan sagtens klare sig uden støtte og har ingen interesse i at lobbye for at få den. Det samme gælder meget andet politik, hvor reformer designes, så de i hvert fald ikke rammer dem, der er politisk vigtige.

Bonnie og Jacs fund er direkte konsistente med et public choice syn på reformdesign: Jo flere interessegrupper, der er i et land, jo mere sandsynligt er det, at reformer faktisk svækker den økonomiske frihed i stedet for at styrke den. Omvendt finder de, at det er meget sjældent, at omstændighederne indebærer positive reformer betalt af ulandshjælp. De to forskere peger således på en potentielt vigtig del af forklaringen af, at ulandshjælp som oftest ikke virker, og til tider har direkte skadelige konsekvenser.

Papirets abstract kan læses nedenunder; det hele er varmt anbefalet.

Foreign aid is often granted to encourage market-oriented reform. It is not clear that this approach to reform has been effective. We seek to understand this seeming failure of aid. We ask whether and how political markets for institutions have influenced the impact of aid allocations on reform, and we explore the extent to which the impact of aid on reform is conditional on the influence of a particular player in those markets – special interest groups. In a panel of 92 aid-receiving nations over four decade-long time periods, for several measure of reform, we find evidence that the aid-reform relation is conditional on the influence of interest groups. We find that only under relatively extreme and rare conditions has aid been positively associated with reform. Mostly, we find that aid has been associated with reform backsliding. The effects are economically meaningful in magnitude.

John Tierney om Covid-politik og -reaktioner

Af Christian Bjørnskov, den 17. august 2023. Skriv et svar

Hvis man har 20 minutter – til opvasken, i bilen, eller bare i sofaen – er der mange værre ting, man kan bruge tiden på end at høre the 10 Blocks Podcast. I denne uge har podcasten, der udgives fra the City Journal, den glimrende og erfarne journalist John Tierney som gæst. Tierney, der selv er tilknyttet the Manhattan Institute der udgiver City Journal, har fulgt med i den videnskabelige debat og skrevet om den gentagne gange.

Tierney er en fremragende videnskabsjournalist, og hele podcasten med ham om ‘Counting the Costs’ – at opgøre omkostningerne ved Covid-nedlukningerne – er 20 minutters superb formidling. Tierney fokuserer på to nye studier, der begge forsøger at kvantificere effekterne (det ene medofrfattet af Punditokraternes egen Jonas Herby). Hele podcasten kan høres her, og er stærkt anbefalet!

Sommerserien #6: Økonomisk frihed og tolerancenormer

Af Christian Bjørnskov, den 31. juli 2023. 1 svar

I vores sommerserie er vi kommet til et af de emner, hvor den traditionelle socialistiske venstrefløj og den liberale højrefløj ofte overraskes over at de er enige: Tolerancenormer. Her ender enigheden dog, fordi folk på venstrefløjen som oftest advokerer for at staten skal skabe tolerancenormer, mens liberales politiske præference er den præcist omvendte. Og i mange år kunne man stå og råbe ad hinanden, fordi der stort set kun var spekulativ sociologi og strategisk udvalgte eksempler at læne sig op ad. Sådan er det ikke længere.

Forskning de sidste ti år har meget klart peget på, at økonomisk frihed bidrager til at befolkningen bliver mere tolerant. Pionererne på området er mine og punditokraternes gode venner Niclas Berggren og Therese Nilsson. De to svenske forskere er begge tilknyttet Institutet fór Náringslivsforskning i Stockholm, og er også tilknyttet henholdsvis VSE i Prag og Lunds Universitet. For ti år siden udkom Does Economic Freedom Foster Tolerance? i Kyklos, hvilket skulle vise sig at være starten på en voksende litteratur.

Therese og Niclas viste i den allerførste artikel, at større økonomisk frihed fører til at befolkningen bliver mere tolerant overfor homoseksuelle. Senere studier har dykket ned i andre detaljer ved at se på andre spørgsmål – forskningen er begrænset til, hvad der er spurgt om i store, internationalle spørgeskemaundersøgelser – andre elementer af økonomisk frihed, og i et enkelt eksempel også spørgsmålet, om det samme gælder på tværs af amerikanske stater.

Den videre forskning har for eksempel yddybet vores viden på området ved at vise, at øget globalisering fører til, at folk i højere grad ønsker at lære deres børn at være tolerante (læs her). Studiet var særligt interessant, idet det pegede på at det ikke bare er noget der sker af sig selv, men at i det mindste en del af virkningen af økonomisk frihed ligger i forældres opdragelse af deres børn, og hvordan de reagerer på et ændret miljø. Et andet interessant nyere studie af svenskerne udnyttede, at der er gode amerikanske spørgeskemadata. Mens de data for økonomisk frihed, der findes for de amerikanske stater, kun medtager det offentliges størrelse og reguleringsfrihed, gav det derfor Niclas og Therese mulighed for at undersøge, om man kan se lignende møsntre på tværs af staterne som man ser på tværs af lande. Svaret var ja: På tværs af de amerikanske stater er større økonomisk frihed, og i særlig grad lavere skatteprogressivitet, forbundet med større tolerance overfor ateister, kommunister og homoseksuelle (læs her).

Det sidste bidrag kom for to år siden, da Journal of Institutional Economics publicerede de to svenskeres undersøgelse af økonomisk frihed og antisemitisme. På tværs af 106 lande i alle dele af verden fandt de, at bedre retsvæsener og stærk beskyttelse af ejendomsret er meget tydeligt forbundet med mindre antisemitisme. De fandt dog også tegn på, at en større grad af frihed til at handle og investere internationalt er forbundet med mere antisemitisme. Det sidste fund var meget uforventet, og indikerer at der bestemt er brug for mere detaljeret forskning på området.

Når man kender den nye forskning på området, må det fundamentale spørgsmål være, hvad der gør at økonomisk frihed gør folk mere tolerante overfor andre slags livsstil og andre præferencer? Mens man naturligvis kan spekulere over en lang række mulige mekanismer, giver den økonomiske forskning to klare bud.

Det første er demonstrationseffekter, som er en god forklaring på de positive effekter af særligt globalisering: Jo mere man handler og investerer i resten af verden, jo mere bliver man også kulturelt udsat for den. man får således demonstreret, at folk der på mange måder er anderledes end en selv kan være flinke, hæderlige mennesker. Man kan desværre også få demonstreret, hvordan folk der umiddelbart er præcist som en selv, kan være det modsatte. Demonstrationseffekter som disse gør det derfor noget sværere at vedligeholde faste fordomme overfor folk, der er anderledes.

Den anden type mekanisme er en mere simpel økonomisk effekt: Jo mindre markeder er regulerede, jo større konkurrence man får udefra, og jo bedre retsvæsenet beskytter alle – og ikke kun dem med kontakter – jo dyrere bliver det at diskriminere. Mekanismen har været kendt siden Gary Beckers banebrydende The Economics of Discrimination udkom i 1971. Jo dyrere en aktivitet bliver, jo mindre af den får man, og hvis det bliver meget dyrt at være intolerant, forsvinder mange af ens intolerante medborgere. Omvendt indebærer dårlige institutioner ikke blot mere småsvindel og korruption, men også mere intolerance.

Konsekvenserne for folks tolerancenormer burde diskuteres og fremhæves langt oftere i offentlig debat, der ofte kun drejer sig om de rent økonomiske gevinster ved økonomisk frihed. De forklarer også til tider, hvorfor stærkt nationalkonservative meningsdannere absolut ikke er tilhængere af åbne markeder, reguleringsfrihed eller uafhængige retsvæsener. Det er hverken hos en Órban, Trump eller Trudeau man skal finde en liberal tolerance overfor dem, der tænker eller lever anderledes.

Webinar om “Social Trust and Institutions”

Af Christian Bjørnskov, den 13. juli 2023. Skriv et svar

Nogle af vores læsere er sandsynligvis interesserede i social tillid og spørgsmål om, hvad tillidsforskelle betyder for forskellige samfunds udvikling. Vi har over årene skrevet mange indlæg om netop social tillid, hvordan de nordiske lande er særligt tillidsfulde, og hvad det har betydet for os. For de interesserede er der nu en mulighed for at høre mere om emnet: På mandag, den 17/7, afholder the Institute for Humane Studies et webinar med undertegnede med titlen “Social Trust and Institutions.” Webinaret er primært en samtale med instituttets Community Engagement Strategist, Aaron Powell, efterfulgt af cirka 20 minutters Q&A med publikum. Webinaret, der primært handler om hvor forskningen er for tiden, introduceres på denne måde:

“This webinar will focus on the importance of social trust for long-run economic growth and institutional quality. While the first studies to show a clear association between trust and development, in the long run, are now 25 years old, it remains a question if trust affects all countries and how it does so: through more productivity, more investments, better institutions?”

Alle interesserede er velkomne til eventen, der tager en time og udelukkende er online. Man skal blot registrere sig til eventen her, som starter mandag klokken 12 Eastern Standard Time – dvs. klokken 18 dansk tid – og varer en time.

Ny bog om klassisk liberalisme i Norden og Østeuropa

Af Christian Bjørnskov, den 12. juli 2023. Skriv et svar

Tidsskriftet Econ Journal Watch har haft en serie korte artikler om klassiske liberalisme i en række forskellige lande. Serien er nu ved at blive udgivet i bogform, og forleden kom turen til “Classical Liberalism by Country, Volume III: Iceland, Finland, Denmark, Spain, Italy, Czech Republic, Poland, Ex-Yugoslav Nations, Ukraine, and Romania.” Bogen er redigeret af Daniel Klein, Jason Briggeman og Jane Shaw Stroup og kan både købes hos Amazon og downloades fuldt her. Bogen er måske særligt interessant for danskere, da den omfatter kapitel 3 om “Classical Liberalism and Modern Political Economy in Denmark”, skrevet af den fremragende Peter Kurrild-Klitgaard.

Bøgerne i serien er iøvrigt fulgt af en podcast-serie med en række af forfatterne. Det hele er varmt anbefalet for læsere, der vil bruge sommeren på at lære mere om den idémæssige og politiske baggrund for liberalisme og liberal tænkning i Danmark og resten af verden.

John Tierney om den selvforskyldte ulykke

Af Christian Bjørnskov, den 9. juli 2023. Skriv et svar

Den fremragende amerikanske journalist John Tierney, der tidligere har skrevet for bl.a. New York Times, havde i denne uge en artikel i the City Journal om nedlukning. City Journal er et meget respekteret magasin, der udgives fra the Manhattan Institute i New York. Magasinet kan ikke just siges at være i periferien af amerikanske medier, og det er derfor særligt interessant at se, hvad det vælger at udgive.

Tierney dækker særligt tre studier i artiklen, og citerer – til vores store stolthed – to punditokrater! Artiklen, der også omtales på bl.a. Cafe Hayek, er stærkt kritisk og reflekterer således en del af den vending der sker i de amerikanske og britiske medier for tiden. Hele artiklen er stærkt anbefalet. Her er blot et par udpluk.

“Long before Covid struck, economists detected a deadly pattern in the impact of natural disasters: if the executive branch of government used the emergency to claim sweeping new powers over the citizenry, more people died than would have if government powers had remained constrained. It’s now clear that the Covid pandemic is the deadliest confirmation yet of that pattern.

Governments around the world seized unprecedented powers during the pandemic. The result was an unprecedented disaster, as recently demonstrated by two exhaustive analyses of the lockdowns’ impact in the United States and Europe. Both reports conclude that the lockdowns made little or no difference in the Covid death toll. But the lockdowns did lead to deaths from other causes during the pandemic, particularly among young and middle-aged people, and those fatalities will continue to mount in the future.”

…

“Meantime, the lockdowns did have other significant effects on health. Rates of smoking, drinking, and obesity increased. The number of excess deaths from non-Covid causes in the U.S. rose by nearly 100,000 annually due to extra deaths from stroke, heart attack, diabetes, obesity, drug overdoses, alcohol-induced causes, homicide, and traffic accidents. Many of these excess deaths, which occurred disproportionately among working-age adults, were presumably related to the lockdowns’ disruptions in people’s lives and in medical treatments. The delays in screening for heart disease and cancer will continue to have a deadly impact in the years ahead.”

Sommerserien 2023, #2: Økonomisk frihed og respekt for menneskerettigheder

Af Christian Bjørnskov, den 30. juni 2023. Skriv et svar

Som vi annoncerede forleden dag, handler punditokraternes sommerserie i år om ikke-økonomiske gevinster af liberale institutioner og økonomisk frihed. Nogle læsere har måske allerede gættet, at vi kommer til at basere flere indlæg på kapitler fra den nye Handbook of Research on Economic Freedom, som udgives senere i år og redigeres af vores gode ven Niclas Berggren. Sommerserien er også et svar på de meningsdannere på både venstre og højre side af det politiske spektrum, der for tiden klager over, at borgerlighed kun handler om skat og offentligt forbrug. Der er masser af evidens for, at liberale institutioner og udbredt økonomisk frihed – kapitalistiske institutioner og politik i demokratiske samfund – har en række konsekvenser, som ikke har med penge at gøre, og som vi på tværs af Folketinget – måske med undtagelse af religiøse, nationalkonservative nutcases og totalitære kommunister – burde værdsætte.

Idag starter vi serien med et overblik over den nye forskning i sammenhængen mellem menneskerettigheder og økonomisk frihed. Jeg dækker netop denne forskning i mit kapital i Handbook of Research on Economic Freedom, som er en oversigt over litteraturen. Argumenterne her strækker sig fra den canadiske journalist Naomi Kleins rasende påstande om, at liberaliserende reformer er så upopulære blandt almindelige mennesker, at stater aktivt bryder folks menneskerettigheder for at gennemføre dem, til f.eks. Robert Lawsons (Southern Methodist University) argument, at økonomisk frihed også fører respekt for andre frihedsrettigheder med sig. I Bobs præsentation, som han gav i forbindelse med at han modtog Adam Smith-prisen i 2019 (som kan læses i Journal of Private Enterprise her), understregede han netop at blandt de mange nye emner som folk i litteraturen undersøgte var det ” Particularly gratifying was the growing number of papers studying important topics like war, human rights, and gender equality.”

Der er derfor god grund til at skabe et overblik over, hvad den empiriske litteratur faktisk har fundet. Her nøjes vi dog med at se på, hvordan de overordnede data ser ud.* Det gør vi i to figurer fra mit kapitel, der viser sammenhængen mellem Fraser Instituttets Economic Freedom of the World indeks og to mål for menneskerettigheder: Vásquez og McMahons Personal Freedom Index og V-Dem-projektets civil liberties index. I begge figurer skelner vi mellem autokratier (de hvide markører) og demokratier (de sorte markører).

Begge figurer demonstrerer en tydelig sammenhæng mellem økonomisk frihed og de to forskellige aspekter af menneskerettigheder. Korrelationen mellem økonomisk frihed og menneskerettigheder på tværs af autokratier er henholdsvis 0,36 og 0,32 i de to figurer, mens den er 0,50 og 0,54 blandt demokratier. Det billede bekræftes af litteraturen: Jeg har fundet 38 publicerede artikler, publiceret siden 2000, der undersøger sammenhængen mellem en form for mål for økonomisk frihed og mål for forskellige typer menneskerettigheder, og kun to af dem finder negative effekter.

Og hvad kan man så lære af det? Hvad kan man bruge den forskning til? Et tentativt svar er, at selv hvis man personligt er ligeglad med borgernes økonomiske frihed – hvilket ser ud til at være tilfældet for den nuværende danske regering – bør man alligevel være bekymret for indskrænkninger i den. Når stater og regeringer begynder at indskrænke borgernes økonomiske frihed, følger en del af deres andre frihedsrettigheder ofte med. Værdsætter man respekt for menneskerettighederne, går det ikke at man samtidigt tror at man kan begrænse borgernes økonomiske frihed.

* Skulle enkelte læsere have lyst til at læse kapitlet, kan man kontakte mig via e-mail. Forlaget, der udgiver den nye Handbook, tillader desværre ikke at teksten gøres offentligt tilgængelig andre steder.

Diskrimination – kan vi gøre noget ved det?

Af Jonas Herby, den 21. juni 2023. Skriv et svar

Forleden havde jeg Asmus Leth Olsen i Regelstaten til en samtale om diskrimination. Det blev i mine øjne en af de bedste afsnit til dato, da vi kom godt i dybden med, hvad diskrimination egentlig er, hvorfor det nogle gange er helt ok (det er fx fint at ønske en læge af samme køn), hvem der reelt diskriminerer (er det kunderne eller virksomhederne?) mv.

Asmus blev lidt mere tilbageholden med at øse ud af sin viden, da vi kom til ”hvad gør vi ved det?”-delen. For det ved vi ikke særlig meget om. Der er flere eksempler på lovgivning, der har til formål at gøre noget ved diskrimination, men desværre ender det ofte med ikke at have nogen dokumenteret effekt (eller endda gøre tingene værre).

Lige nu er det bedste, vi kan gøre, nok at tale om det og gå i dybden med det, så civilsamfundet kan finde sine egne løsninger. Og dén del gør Asmus Leth Olsen med bravour!

Se med nedenfor eller lyt i din podcast app (søg på ”Regelstaten”).

Virker sanktioner?

Af Christian Bjørnskov, den 28. maj 2023. 2 svar

Der er en heftig diskussion om de økonomiske sanktioner mod Rusland virker. Spørgsmålet er svært at afgøre, ikke mindst fordi Rusland for over et år siden stoppede med at indberette økonomiske data til internationale organisationer. Verdensbanken, IMF og FN har således ikke bare dårlige og potentielt misvisende data, de har overhovedet ingen data. Det bedste man kan gøre for tiden er at undersøge, hvad sanktioner normalt gør.

Det der derfor meget værdifuldt, at Jerg Gutmann, Matthias Neuenkirch og Florian Neumeier forleden udgav et kort oversigtsstudie over litteraturen. Studiet udkom i maj i EconPol Forum (der tidligere hed CESifo Forum) med titlen The Impact of Economic Sanctions on Target Countries: A Review of the Empirical Evidence, og er en omhyggelig diskussion af netop hvilken evidens vi har for effekter.

De økonomiske effekter opsummere de tre tyskere i figuren nedenfor, som kommer fra deres egen forskning. Økonomien i sanktionerede samfund skrumper i de to år efter sanktionerne og – som Gutmann og hans kolleger understreger – returnerer vækstraterne til normalen. Sanktionerne efterlader således et permanent tab, som ikke indhentes efterfølgende. Og effekterne kan ses tydeligt i nationalindkomstens komponenter: Privatforbruget dykker stærkt og øjeblikkeligt, mens investeringerne og handelen – der begge ofte hviler på længerevarende kontrakter – dykker stærkt i år 2 efter sanktioner indføres.

Konklusionen er, at sanktioner virker, npr man ser isoleret på økonomien. Men hvis målet med sanktionerne er bedre respekt for menneskerettigheder, civile rettigheder, og mindre undertrykkelse, noterer Gutmann, Neuenkirch og Neumeier, at der ikke er meget systematisk evidens for at sanktioner virker. Der er endda enkelte studier, der peger på at sanktionerede regimer undertrykker mere end de ellers ville have gjort.

Bundlinjen er således, at sanktioner virker rent økonomisk, men også at det typisk er de fattige, der lider tabene, og at staten enten ikke opfører sig bedre – som målet ellers typisk er – eller undertrykker endnu mere. De historier og bidder af data, der kommer ud af Rusland, ser derfor helt normale ud: Putin-regimet opfører sig som et normalt, sanktioneret diktatur.

Var mundbindene værre end virkningsløse?

Af Christian Bjørnskov, den 26. maj 2023. 2 svar

I 2020 begyndte en lang række regeringer at tvinge deres borgere til at bære mundbind i det offentlige. Det gjaldt også den danske, mens den tyske regering gik endnu længere og påbød tyskerne at bære de såkaldte N95-masker. Påstanden var – modsat hvad sundhedsmyndigheder og læger sagde i starten af 2020 – at mundbindene ville forhindre, at man selv og andre blev smittede. Virussen ville, mente man, hænge fast i mundbindet og dermed ikke komme videre. Påstanden var måske politisk bekvem, men forskningsmæssig nonsens.

Et Cochrane Review, der blev udgivet i januar i år efter at Cochranes ledelse havde siddet på rapporten i næsten syv måneder, konkluderede at den samlede forskning viser, at mundbind ikke gør nogen forskel overfor luftbårne vira. Det samme havde det danske DanMask-studie vist – også selvom visse epidemiologer efterfølgende har brugt det som argument for mundbindstvang. To medlemmer af den britiske SAGE-kommission indrømmede endda, efter de havde forladt kommissionen, at de da vidste at mundbindstvangen ikke gjorde nogen forskel – de havde støttet den, fordi den ville gøre folk bange og at de derfor ville blive hjemme.

Ny forskning indikerer nu, at mundbindene måske ikke bare har været nyttesløse, men direkte skadelige for mange mennesker. Det er i hvert fald advarslen fra en oversigtsartikel af Kai Kisielinski, Susanne Wagner, Oliver Hirsch, Bernd Klosterhalfen, og Andreas Prescher, der udkom forleden i Heliyon. Artiklen med den mundrette titel “Possible toxicity of chronic carbon dioxide exposure associated with face mask use, particularly in pregnant women, children and adolescents – A scoping review” peger på potentielt alvorlige bivirkninger ved længere brug af mundbind.

Jeg blev opmærksom på studiet, da Jeffrey Anderson skrev om det i the City Journal. De fem tyske forskere fokuserer på én kilde til sundhedsproblemer ved at bære mundbind, og noterer kun kort sidst i studiet, at der naturligvis kan være langt flere. Deres bekymring er en ophobning af kuldioxid, som man ved er giftigt for mennesker og dyr i større mængder. De pointerer, at frisk luft har et kuldioxidindhold på cirka 0,04 %, mens folk der går med mundbind i længere tid, kan indånde luft med et indhold på over 1 %. Når man derop, viser blandt andet dyreforsøg, at man kan opleve væsentlige problemer. På tværs af de 43 studier, som forskerne kan opsummere i artiklen, tæller problemerne nedsat indlæring, dårligere hukommelse, og svagere psykologisk udvikling blandt børn, og både fødselsskader og dødfødsler.

Jeg har lært af egen, bitter erfaring, hvad der sker når man kritiserer den nedlukningspolitik, som de fleste vestlige lande praktiserede mellem 2020 og 2022. Det er derfor ikke bare gavnligt, men også modigt at de fem tyskere ikke bare skriver artiklen, men også at chefredaktør Christian Schulz har bragt artiklen. Nedlukningerne var ikke bare en politisk detalje, men det sidste århundredes største sundhedspolitiske fejl. Der er brug for omhyggelig og uafhængig forskning for at dokumentere, hvor stor skade politikere i det meste af verden gjorde på deres borgere. Kisielinske et al. er et fint bidrag til vores viden om netop det.

Seminar om økonomisk frihed og populisme

Af Christian Bjørnskov, den 18. maj 2023. 2 svar

Som flittige læsere ved, afholdt Cepos i samarbejde med Institutet för Näringslivsforskning (IFN) i tirsdags et seminar om populisme og økonomisk frihed. Hovedtaleren var Andreas Bergh, der er docent i nationaløkonomi ved Lunds Universitet og forsker ved IFN i Stockholm, mens emnet efterfølgende blev diskuteret med et panel med Robert Klemmensen, professor i statskundskab ved Lunds Universitet, undertegnede, og Cepos forskningschef Karsten Bo Larsen, der trådte ind i sidste øjeblik i stedet for Sólbjørg Jakobsen fra Liberal Alliance, der desværre blev syg.

Seminaret var interessant, oplysende og blev afholdt i en rigtigt god stemning – ikke mindst pg.a Cepos-direktør Martin Ågerups evner som ordstyrer. Andreas har efterfølgende skrevet en længere Twitter-tråd om emnet (læs her), men for de interesserede kan hele eventen ses nedenfor. Den er varmt anbefalet.

Husk: Policyseminar om økonomisk frihed

Af Christian Bjørnskov, den 9. maj 2023. Skriv et svar

Om en uge afholder Cepos et policyseminar i samarbejde med IFN i Stockholm. Policyseminaret, som vi skrev om forleden (læs her), er en del af projektet Cultures of Trust and Institutions of Freedom, der ledes af Niclas Berggren og mig og finansieres af den amerikanske John Templeton Foundation.

Hos punditokraterne håber vi, at mange af vores læsere har lyst til at troppe op til et seminar, der tegner til at blive en virkeligt spændende begivenhed. Andreas Bergh – er bl.a. er forfatter til den fremragende Den Kapitalistiska Välfärdsstaten – er en dygtig forsker og en forrygende formidler. Jeg ser også frem til at være del af panelet og den diskussion, der altid kommer efter disse seminarer!

Bedste danske økonomer 2023

Af Christian Bjørnskov, den 25. april 2023. 2 svar

Siden 2009 har vi hos Punditokraterne stort stee hvert år lavet en slags ‘kåring’ af de bedste danske (national)økonomer er. Helt fra begyndelsen var en del af pointen i diskussionen, at det er svært – grænsende til det umulige – at sige, hvem der er bedst. Hvad skal man måle, og hvad lægger man vægt på? De spørgsmål er der ikke objektivt korrekte svar på, og enhver nok så kvantitativ og umiddelbart objektiv vurdering hviler derfor på en idé om, hvad der burde være vigtigt.

Men som vi også understregede sidste år, er en øvelse som den idag vigtig for at håndtere et væsentligt problem: At ikke-økonomer ofte tror at dem, der bruges meget af medierne, også må være de fagligt dygtigste. Jeg vil på ingen måde nedgøre nogle af de økonomer fra banker eller tænketanke, der bruges jævnligt af medierne, men simpelthen gøre opmærksom på, at der er en række økonomer som flyver under den offentlige radar. Bankøkonomerne i særdeleshed laver heller ikke forskning, og kan derfor ikke bedømmes på samme skala som universitetsøkonomer – eller endda topfolk fra tænketanke som AIER’s fremragende. Phil Magness.

Fra år til år ændrer vi derfor metoden vi bruger til at rate økonomer i Danmark, for at bringe forskellige aspekter af forsknings- og forskerkvalitet frem. Vores metode i år er både simpel og arbejdsintensiv, og beregnet for alle økonomiprofessorer ved danske universiteter: Vi finder antallet af citationer til alle de artikler, en professor har udgivet i et videnskabelige tidsskrift de sidste ti år (2014-2023), beregner antal citationer per år det har været udgivet, og vægter citationerne med impact faktoren for tidsskriftet. Der er derfor tale om en slags kvalitetsjusteret citationstal. Den eneste komplikation er, at der findes flere forskellige impact faktorer, Vi tager faktorer enten fra Scimago eller JCR-faktoren fra tidsskriftets egen hjemmeside. Det indebærer dog et forhold, som bør holdes in mente når man ser listen, nemlig at der helt generelt er højere impact faktorer udenfor samfundsvidenskaberne uden at de reflekterer højere kvalitet. Enkelte forskere har publiceret en del i bl.a. sundhedsvidenskabelige tidsskrifter, og de kommer dermed til at placere sig en smule bedre.

Listen nedenfor indeholder dog ikke de store overraskelser i forhold til tidligere år. Topplaceringerne går igen til Nicolai Foss og Lasse Heje Pedersen fra CBS, og begge er langt foran resten. Nummer tre er den nye superøkonom Niels Johannesen fra Københavns Universitet. mens fjerdepladsen indtages af min Aarhus-kollega Daniele Nosenzo. Det slående er derfor, at de første fire sidder på meget forskellige forskningsområder: Foss er en af verdens førende i entrepreneurship-forskning, Pedersens område er finansiel økonomi, Johannesen er skat og public economics, mens Nosenzo er primært adfærdsøkonom.

NavnPlads (Scimago)IndeksPlads (JCR)
Nicolai Foss (CBS)18.382
Lasse Heje Pedersen (CBS)28.153
Niels Johannesen (KU)36.996
Daniele Nosenzo (AU)46.718
Søren Leth-Petersen (KU)56.7110
Jakob Roland Munch (KU)66.4114
Morten Bennedsen (KU)76.3411
Helena Skyt Nielsen (AU)85.924
Claus Thustrup Kreiner (KU)95.9115
Tooray Jamasb (CBS)105.821
Christian Bjørnskov (AU)115.787
Morten Ørregaard Nielsen (AU)125.6312
Anna Piil Damm (AU)135.6217
Finn Tarp (KU)145.609
Steffen Andersen (CBS)155.5816

Det andet forhold, der er værd at notere sig, er at den særlige metode vi bruger i år bringer nogle af de dygtigste kvindelige økonomer ind på listen. Det gælder ikke mindst Helena Skyt Nielsen på ottendepladsen, men også Anna Piil Damm og Marianne Simonsen, der er nummer 15 når man bruger JCR-faktorerne som vægt. Det er svært ikke at bemærke, at de alle er i Aarhus, hvor Nina Smith for mange år siden agerede ‘trailblazer’ for kvindelige økonomer.

Sidst, men ikke mindst, er der måske nogen der spørger om, hvor vismændene er henne? Svaret er, at det ligesom i tidligere år er klart, at vismandsjobbet har en alvorlig omkostning på forskningsfronten. Den nuværende overvismand Carl-Johan Dalgaard figurerer som nummer 20 i år, mens den nyeste af vismændene – Jakob Roland Munch – stadig er at finde som nummer 6. Hvor lang tid han bliver på listen er nok et åbent spørgsmål, når man ser på erfaringerne fra tidligere. Vi andre kan heldigvis bruge mere tid – ind mellem et stigende pres fra undervisning og vejledning – på at forske i stedet for at bruge tid på forgæves at rådgive politikere…

Public Choice Society 2023

Af Christian Bjørnskov, den 13. marts 2023. 3 svar

Onsdag morgen sætter jeg mig i et fly til Seattle, med en mellemlanding i London, for at deltage i den årlige konference i the Public Choice Society. Konferencen er altid et af forårets videnskabelige højdepunkter for de fleste folk med interesse i public choice og politisk økonomi, og tegner i år til ikke bare at være tilbage til fuld styrke efter nedlukningshelvedet, men også til at blive særdeles interessant.

Jeg er ansvarlig for to sessions til årets konference med titlerne “Institutions of freedom” og “Irregular transitions and institutional change”. Den første session om fredagen er endt med kun to deltagere: Dennis Coates (University of Maryland) præsenterer “Microfoundations of effects of economic freedom” og min fremragende kollega og gode ven Niclas Berggren (IFN, Stockholm) præsenterer “The rule of law predicts trust in journalists and scientists” som er fælles arbejde med Alexandra Sandström (Uppsala Universitet) og undertegnede. På den anden session er der tre præsentationer: Jerg Gutmann (Universität Hamburg) kommer med “On the relationship between de jure and de facto judicial independence – a global puzzle?”, Peter Calcagno (College of Charleston) præsenterer “Political systems, regime memory, and economic freedom” og jeg slutter af med “Coups and economic crises”.

Derudover er der masser af spændende emner på programmet, ligesom der er en række unge forskere, der er værd at følge. Der er for eksempel den erfarne Jan Schnellenbach (Brandenburgische Technische Universität), der deltager med det ekstremt relevante spørgsmål “Limits to interventionist policies during and after the pandemic: Are we on a slippery slope?” Der er den fremragende Jaime Bologna (Texas Tech) med “Revisiting the relationship between corruption and press freedom.” Og blandt de særligt lovende unge er der tyske Kim Leonie Kellerman (Ruhr Universität Bochum), som præsenterer “Administrative areas and regional identity formation: The case of East Germany” og Justin Callais, der lige er flyttet til University of Louisiana at Lafayette, som taler om “Revolutionary Constitutions.”

Alt i alt lover konferencen godt for de kommende års public choice-forskning, ligesom den med næsten total sikkerhed bliver et møde med både nye kolleger, spændende forskning, og gamle venner. Skulle der være læsere, der efter at have bladret programmet igennem, gerne vil vide mere om et eller flere specifikke emner, tager vi dem hellere end gerne op. Det kræver kun en kommentar nedenfor.

.