Tag-arkiv: forskning

Årets opgaver: Økonomiske effekter af fodbold-VM

Hvert år vejleder jeg en række bacheloropgaver og specialer, og hvert år er der heldigvis nogle virkeligt gode blandt dem. En gang imellem er der endda en virkeligt god med et emne, der også kunne have interesse blandt punditokraternes læsere. Mads Henning Kristensen og Erik Oskar Rasmussens bacheloropgave, som de forsvarede tidligere på ugen, er en af dem.

Mads og Oskars overordnede emne er, hvordan mega-events påvirker et lands økonomi. Helt specifikt ser de på fodbold-VM, hvilket giver dem to fordele: For det første er fodbold-VM mere sammenlignelige end mange andre events, da der er en klar struktur for alle, der er interesserede i at afholde VM, og for det andet er der en klar budrunde, hvor man ved hvilke lande der byder, og selvfølgelig ser, hvilket land vinder bud og bliver den faktiske vært. Dette clue, der først blev benyttet af Mark Spiegel og Andrew Rose, indebærer at man har en ret god statistisk kontrolgruppe i form af de lande, der bød på VM, men ikke fik det. Man sammenligner således ikke VM-værter med alle mulige andre lande, men kun med dem, der på samme tidspunkt var i stand til at afholde samme event. Med andre ord får man løst en række ellers besværlige statistiske problemer.

Resultatet i Mads og Oskars studie er, at det ikke er en god idé at afholde et VM – i hvert fald ikke fra et økonomisk synspunkt. En simpel måde at illustrere det overordnede billede, de finder, er at plotte udviklingen i BNP per indbygger (indekseret til nul i starten) og investeringsraten fra otte år før eventen – dvs. fra året de vinder buddet – til fem år efter. Det gør vi nedenfor, hvor den fuldt optrukne linje er værten, og den stiplede linje er gennemsnittet af de lande, der bød men ikke fik værtsskabet. Som figuren viser, er der en tydelig indikation på, at værtslandet faktisk har ringere BNP-udvikling fra omkring året for eventen og fem år frem. Den lille forskel i nogle få år før, kan tilskrives øget beskæftigelse omkring forhold som stadionbyggeri eller andet, men er ikke signifikant.

Billedet er særligt interessant, når det sammenholdes med investeringsraten nedenfor. Det er nemlig klart, at værtslandet afholder markant større investeringer i årene op til VM, men med en nedeadgående trend i hele perioden. Den meget klare indikation man får fra kombinationen af de to figurers indhold, er at VM-værter afholder ganske betydelige investeringer, men at disse investeringer er helt uproduktive og sandsynligvis på langt sigter skubber potentielt produktive investeringer ud af markedet.

Mads og Erik viser således meget fint, at hele hypen og de ofte gentagne, politiske påstande om store gevinster, ‘branding’ og andet, ikke er andet end tom snak. Erfaringen fra de lande, der faktisk har afholdt VM, taler sit klare sprog: Der er ingen økonomisk case for at afholde den type mega-events!

Akademisk frihed og produktivitet: Hvor i verden er vi?

For nogle måneder siden skrev vi om en ny artikel af Niclas Berggren (IFN) og undertegnede med titlen Academic Freedom, Institutions, and Productivity. Artiklen udkom for et par uger siden i Southern Economic Journal, og har – hvis vi skal være ærlige – ikke helt fået den opmærksomhed, vi havde håbet den skulle få.

Budskabet i artiklen er ellers ganske intuitivt: Vi finder at akademisk frihed – “[t]he freedom of teachers and students to teach, study and pursue knowledge and research without unreasonable interference or restriction from law, institutional regulations or public pressure.” – er forbundet med hurtigere produktivitetsvækst, men kun under en bestemt betingelse. For at kunne se systematiske effekter af at give forskere og andre akademikere fuld frihed, kræver det at landet også har et nogenlunde effektivt retsvæsen, der bl.a. beskytter privat ejendomsret. Med andre ord kan vi observere på tværs af verden siden 1960, at akademiske indsigter og gennembrud først bliver til ny produktivitet, når et relativt godt retsvæsen kan gøre det profitabelt for private virksomheder at investere i indsigterne.

Dagens spørgsmål er derfor, hvor i verden den slags produktivitetseffekter er mest sandsynlige. Det illustrerer vi ved at gange to mål sammen: Et mål for graden af akademisk frihed og et mål for kvaliteten af retsvæsenet (begge fra V-Dem-projektet). Ved netop af gange dem sammen får vi et indeks der fanger, i hvor høj grad et land er karakteriseret af begge forhold. I kortet nedenfor er lysere farver det samme som højere indeks, og dermed en væsentlig større sandsynlighed for, at man ser produktivitetseffekter af kombinationen af akademisk frihed og retslig kvalitet.

Det burde ikke overraske nogen, at Vesteuropa og væsentlige dele af Centraleuropa, sammen med de britiske offspring (Australien, Canada, New Zealand og USA) ligger i den absolute top. De interessante observationer ligge udenfor den rigeste del af verden: Chile og Uruguay i Latinamerika, men ikke Mellemamerika, Botswana, Namibia og Sydafrika, men også et område i Vestafrika omkring Nigeria, Benin og Ghana, og Filippinerne i højere grad end Indonesien eller Vietnam. Forskningsdrevet innovation og produktivitet er således ikke tydeligt i højsædet i de traditionelle vækstøkonomier som Kina og Indien. Så skal man til at gentænke, hvor de næste årtiers vækstmarkeder ligger?

Bedste danske økonomer 2022

Næsten hvert år siden 2009 har vi hos Punditokraterne skrevet et indlæg om, hvem de bedste danske (national)økonomer er. Pointen fra starten af var at imødegå et problem som mange af os ofte oplever: At ikke-økonomer opfatter dem, der bruges meget af medierne, som de fagligt dygtigste. Nogle meget dygtige økonomer er jævnligt i medierne, men det samme gælder for en række folk, som vi nok ikke helt har samme faglige respekt for. Over årene har indlægget dog også udviklet sig til en diskussion af, hvor svært det er at måle præcist, hvor dygtige forskere er. Man kan med fuld rimelighed lægge vægt på forskellige ting – hvor meget skriver man, hvor publicerer man sine ting, hvor ofte citeres man, og andre forhold – og forskellige forskere har forskellige strategier for, hvordan de gør.

Fra år til år ændrer vi derfor metoden, for at bringe forskellige aspekter af forsknings- og forskerkvalitet frem. Vores metode i år er at tage et gennemsnit af tre forhold for alle økonomiprofessorer ved danske universiteter: 1) En forskers citationstal, delt med det antal år forskeren har været aktiv (for det meste fra det år, vedkommende fik sin PhD); 2) en forskers citationstal, delt med forskerens samlede antal publikationer; og 3) det antal artikler, forskeren har haft i et ’supertidsskrift’. Vi regner supertidsskrifter i nationaløkonomi som American Economic Review, Quarterly Journal of Economics, Journal of Political Economy, Econometrica, og Review of Economic Studies. Vi tæller også, hvis en forsker har haft en artikel I et supertidsskrift i de to nabodiscipliner statskundskab og management, hvis vi regner dem som henholdsvis American Journal of Political Science, American Political Science Review, og Journal of Politics, eller i Academy of Management Journal og Academy of Management Review. I alle tilfælde tager vi logaritmen til tallet, hvilket har den effekt at en forsker, der scorer højt på én komponent, men ikke andre, ikke kan få en særligt score. Man skal med andre ord have en rimelig balance på tværs af de tre komponenter for at få en rigtigt høj score, og almindelig flittighed belønnes ikke.

Alligevel toppes årets rangliste endnu en gang af Lasse Heje Pedersen og Nicolai Foss fra CBS. Nicolai er med et citationstal på 14400 den suverænt mest citerede danske økonom, og den eneste over 10000 citationer. Lasse, der fik sin PhD i 2001, har dog flere citationer per artikel end Nicolai – han er faktisk mere end seks gange så citeret per artikel som den gennemsnitlige danske økonomiprofessor. Nummer tre, David Dreyer Lassen fra KU, excellerer ved at have ikke mindre end seks artikler i supertidsskrifter, og endda både i nationaløkonomi og statskundskab.

Petersen, Lasse HejeCBS15.9
Foss, NicolaiCBS25.1
Lassen, David DreyerKU34.2
Andersen, SteffenCBS44.1
Lau, MortenCBS53.7
Lando, DavidCBS63.7
Sørensen, Peter NormanKU73.6
Bjørnskov, ChristianAU83.5
Kreiner, Claus ThustrupKU93.4
Bennedsen, MortenKU103.4
Nielsen, Morten ØrregaardAU113.1
Rahbek, AndersKU122.9
Leth-Petersen, SørenKU132.9
Johannesen, NielsKU142.8
Munch, Jakob RolandKU152.6

Derudover kan flittige læsere sandsynligvis genkende flere navne: En af konklusionerne i år som tidligere år er derfor, at nærmest uanset hvordan man gør, får man nogenlunde de samme folk i toppen af listen. Og har man fulgt med i nyhederne og måske lidt i den faglige debat, er den nye dreng heller ikke en overraskelse: Niels Johannesen fra KU rykker ind på plads nummer 14 i år efter bl.a. at hans papir med Jørgen Juel Andersen og Bob Rijkers om Elite Capture of Foreign Aid blev accepteret i supertidsskriftet Journal of Political Economy.

Nogle læsere vil måske notere – og beklage sig over – at der ingen kvinder er på listen. For de interesserede er de højest placerede kvinder Anna Piil Damm (AU) på plads 21, Mette Ejrnæs (KU) på plads 23, og Nabanita Datta Gupta (AU) på plads 24. Andre fremragende kvindelige kolleger som Helena Skyt Nielsen og Nina Smith – og i øvrigt ligesom folk som Jesper Rangvid og til dels Carl-Johan Dalgaard (som trods alt er nummer 16 i år) – har sandsynligvis lidt under at lave kommissionsarbejde og administrativt arbejde. Ser man på folks karrierer må man desværre konstatere, at det at være vismand ikke er godt for den rent akademiske udvikling.

En anden indvending jeg har hørt flere gange, er at Nicolai Foss – årets nummer to – slet ikke er nationaløkonom, men professor på Institut for Strategi og Innovation på CBS. Mit svar har altid været, at Nicolai er en fremragende nationaløkonom, der blot befinder sig i et krydsfelt eller en gråzone mellem strategisk management og klassisk nationaløkonomi. De syv artikler, jeg har skrevet sammen med Nicolai, har i hvert fald været primært nationaløkonomiske. Men skulle man stadig mene, at han er management, kan man simpelthen ignorere alle de artikler han har udgivet i tidsskrifter, der ikke er rent nationaløkonomiske, og beregne en score på basis af det. Gør man det, er Nicolai stadig i Top 30 med den forskning, som nogen vil mene er marginal for ham!

Sidst, men ikke mindst, er hele formålet med dette indlæg at skabe lidt debat, og understrege for folk udenfor snævre faglige kredse, at man skal være omhyggelig når man påstår, at professor X eller cheføkonom Y er så dygtige. Toppen af listen er næsten altid den samme, men længere nede findes der folk, der er ekstremt dygtige i en måske lidt snæver specialisering. Og der findes folk, som ikke kommer på Top 15 på grund af den måde, listen lige i år er skruet sammen. Som en unavngiven kollega engang sagde om Martin Paldam (nummer 27 i år): ”Martin laver måske ikke altid forskning som visse af vores kolleger synes er ’fin’, men der er ingen af dem der kan matche hans økonomiske intuition”. Det ville være rart, hvis journalister også en gang imellem husker, at enkelte af de lidt ældre kolleger der ikke gør så meget væsen af sig, ofte ser klarere end de fleste af os.

Den nordiske vækstkultur

Forleden dag udkom det nye nummer af det fine svenske Ekonomisk Debatt. Tidsskriftet er videnskabeligt, men udgiver typisk artikler der er lettere at forstå udenfor et snævert fagligt niveau, og er således unikt i de nordiske lande. Vi ser frem til hvert nummer, da det stort set altid har noget interessant, men i særligt grad denne gang. Grunden er, at nummer 2 i år inkluderer min artikel med min fremragende kollega og ven Niclas Berggren om Den Svenska Växtkulturen.

Baggrunden for artiklen er, at vi ofte møder kolleger og andre, der mener at vi burde fokusere vores forskning på noget, der ’gavner virksomheder’. Med andre ord ser de vores forskning i institutioners betydning for samfundet og hvor de kommer fra, som mindre vigtig end mere virksomhedsrettede studier. Niclas og jeg er meget enige om, at virkeligheden nærmere er den modsatte: Hvis man ikke forstår virksomheders og borgeres juridiske, regulatoriske og mellemmenneskelige rammevilkår, bliver det meget svært at forstå, hvad der foregår i dem, og i særlig grad hvordan virksomheders vilkår og modus operandi kan variere fra land til land.

Artiklen opsummerer de sidste 25 års forskning, som vi begge to har bidraget til efter bedste evne, om institutionelle konsekvenser i samfundet. Som vi konkluderer allerede i abstractet, viser en lang forskningstradition at den særlige vækstkultur, som de nordiske lande deler, handler om ”att människor litar på andra och att de är toleranta, individualistiska och tålmodiga.” De nordiske lande blev rige på basis af en grundlæggende individualistisk kultur, der fremmede mellemmenneskelig tillid og tolerance. Fra den voksede for eksempel vores gode juridiske institutioner, og den skandinaviske velfærdsstat overlever på grund af kulturen.

Hvor findes denne kultur så henne i verden? Kortet nedenfor viser et indeks, der samvejer Geert Hofstedes mål for individualisme med det almindelige mål for social tillid. Det viser dermed, hvilke steder i verden kombinationen af de to er stærkest (lysere farve er bedre). Hvis man er interesseret, kan man læse artiklen gratis (gennem linket ovenfor) og tage et nærmere kig på kortet.

Husk: Dansk Public Choice Workshop mandag

Vi skrev forleden om den danske public choice workshop, der i morgen – mandag den 28/2 – afholdes efter et års tvungen pause. Sidste gang var i januar 2020 (omtalt her), men i morgen er det endelig tid til den 22. workshop. Stedet er Aarhus Universitets campus på Fuglesangs Allé, lokale M104, og hele eventen starter klokken 11. Som vi også har givet vores studerende besked på, er alle interesserede velkomne til at komme, også hvis man kun er interesseret i en enkelt session. Mens vi desværre ikke har tysk deltagelse denne gang – vores kolleger fra Hamborg er forhindrede – spænder programmet endnu engang over forskelligartede emner. Det endelige program er nedenfor, og vi håber på at se punditokraterne-læsere ved workshoppen.

The 22nd Danish Public Choice Workshop

11.00: Welcome

11.05: Institutional and Constitutional Economics (Chair: Christian Bjørnskov)

Niclas Berggren (IFN) and Christian Bjørnskov (Aarhus): Does Legal Freedom Satisfy?

Thomas Barnebeck Andersen (SDU): Democracy and Gender Equality

Christian Bjørnskov (Aarhus), Andreas Bergh (Lund), and Luděk Kouba (Mendel): The Growth Consequences of Socialism.

12.20: Lunch

12.55: Surveys and Meta-Analysis (Chair: Karsten Bo Larsen)

Martin Paldam (Aarhus): Meta-Mining: The Political Economy of Meta-Analysis

Jonas Herby (Cepos), Steve Hanke (Johns Hopkins), and Lars Jonung (Lund): A Systematic Review and Meta-Analysis: What does the First 1½ Years of Empirical Studies tell Us about the Effects of Lockdowns on COVID-19 Fatality Rates?

Kathrine Elisabeth Skjoldborg and Karsten Bo Larsen (Cepos): Does Public Service Motivation increase Public Service Efficiency? A Meta-Analysis.

14.10: Coffee break

14:30: The Political Economy of Elite Interests (Chair: Lasse Aaskoven)

Stefan Kirkegaard Sløk-Madsen (Cepos): From Liberal to Social Institutional Logics – How a Failed State Organization Saved Itself

Peter Nannestad (Aarhus): Tax Competition or Tax Cartelization? The Political Economy of Decentralized Tax Setting in Denmark, 2007-2020

Lasse Aaskoven (SDU) and Jonathan Stavnskær Doucette (Copenhagen): Elite Control of Religious Institutions: Evidence from Denmark

15:45: Break

15.50: Schools and Democracy (Chair: Andreas Bergh)

Therese Nilsson (Lund), Diem Hoang (Duisburg-Essen) and Martin Karlsson (Duisburg-Essen): Political Representation and Investments in Education: Sweden in 1930-1949.

Karsten Bo Larsen and Jens Lund Andersen (Cepos): The Importance of Competition and Politics for the Efficiency of Public Schools – a Two-Stage Data Envelopment Analysis.

Andreas Bergh (Lund): Do the Highly Educated Know More about the World?

Produktivitet: Akademisk frihed er vigtig

De sidste to år har været nogle af de mærkeligste i mit liv, og i særlig grad på grund af de afsindige politiske beslutninger, der er blevet taget. Vi har kritiseret politikken adskillige gange her på stedet, og mainstream media er så småt begyndt at følge trop. Men et af de forhold, der stadig kun tales og skrives om i relativt snævre cirkler, er de mange forsøg på at begrænse den akademiske frihed, som er sket i mange lande. Det virker klart, at det ikke er et forhold, de flest tager alvorligt: Akademisk frihed synes at være noget, som de fleste betragter som en slags luksus for universitetsforskere. Men ny forskning peger på, at det faktisk er ret vigtigt.

Den nye forskning ligger i form af en artikel, som jeg har skrevet sammen med min gode ven og IFN-kollega Niclas Berggren, og som lige er blevet accepteret til publikation i Southern Economic Journal. I artiklen “Academic Freedom, Institutions and Productivity”, som man kan læse i working paper version her, viser vi at akademisk frihed – frihed til at forske frit og frit viderebringe forskningen – er forbundet med store, dynamiske produktivitetsgevinster. Det sker bare ikke i alle samfund.

Den måske mest interessante konklusion i artiklen er, at det moderne mønster på tværs af verden faktisk passer meget fint på Joel Mokyrs forklaring af den Industrielle Revolution: Akademisk frihed er ikke tilstrækkelig, men er først vigtig når den kombineres med et rimeligt velfungerende retsvæsen. Grunden er ganske simpel, at de akademiske landvindinger ikke har nogen kommerciel værdi, medmindre der er et velfungerende retsvæsen til at beskytte de virksomheder, der implementerer den nye viden, og deres investeringer.

De mest produktive samfund, og dem der skaber ny produktivitet, er således dem der er kendetegnet ved en særlig form for institutionel komplementaritet, som også er en central del af Niclas og mit nye Templeton-fundede projekt, Cultures of Trust and Institutions of Freedom. Artiklen bidrager således også til at understrege, hvor skadelige de kombinerede angreb på akademisk frihed og retstat er, som man ser i mange samfund for tiden.

Interview om nedlukningspolitik

Regeringen virker for tiden til at insistere på at lukke den danske samfund ned igen. Det var derfor meget passende, at jeg forleden blev interviewet om mit faglige syn på nedlukninger og epidemipolitikken. Interviewet var med Claus Hetting, der er journalist og tilknyttet en forening der hedder Frihedsbevægelsens Fællesråd. Jeg er selv virkeligt godt tilfreds med interviewet, som kom langt omkring i en atmosfære af ærligt nysgerrighed og åbenhed, der ellers har manglet i medierne det sidste halvandet år. Det hele kan ses nedenfor.

Mere nedlukning og ufrihed uden evidens

Så er vi der igen: Danskerne er et godt stykke inde i den almindelige virussæson, og regeringen har opgraderet den nye coronavirus, så den kan indføre restriktioner og nok engang begrænse danskernes liv og frihed. Det, der mere end noget andet gør mig rasende, er at der absolut ingen dokumentation er for at de tidligere nedlukninger har gjort en forskel – der er evidens for det modsatte – og heller ingen evidens fra før den nye coronavirus kom. Alt hvad vi vidste før 2020 pegede på, at nedlukninger ikke virker, men har horrible bivirkninger, og det billede har de sidste 1½ år ikke rykket ved.

Som Douglas Allens oversigt over forskningen fra det første år viser, er der i praksis ingen evidens for, at nedlukningerne har virket. Allen konkluderer, at ”The limited effectiveness of lockdowns explains why, after more than one year, the unconditional cumulative Covid-19 deaths per million is not negatively correlated with the stringency of lockdown across countries.” Med andre ord, som vi også har skrevet om tidligere her på stedet, har nedlukningerne været forgæves, selvom de har kostet flere hundrede milliarder og forårsaget en alvorlig krise i folks mentale helbred.

På samme måde viser et nyt oversigtsstudie fra the Cato Institute, at evidensen for effekter af brug af mundbind også er forbløffende svag, og fokuserer man på højkvalitetsevidens, er den de facto fraværende. Som Ian Liu, Vinay Prasad og Jonathan Darrow finder: ”The available clinical evidence of facemask efficacy is of low quality and the best available clinical evidence has mostly failed to show efficacy, with fourteen of sixteen identified randomized controlled trials comparing face masks to no mask controls failing to find statistically significant benefit in the intent‐​to‐​treat populations.” Det gælder også det danske DanMask-studie, som regeringen ellers bruger som retfærdiggørelse for det nye mundbindskrav. Mens den videnskabelige norm er, at man kræver at forskelle er mindst 95 % sikre – dvs. at der er mindre end 5 % sandsynlighed for, at den forskel man observerer ikke faktisk er den modsatte – er forskellen i det danske studie kun 62 % sikker. Ikke en eneste bare nogenlunde ædruelig samfundsforsker ville nogensinde basere noget som helst på den slags ’evidens’. Ser man statistiske undersøgelser, hvor forskellen har 38 % sandsynlighed for at være omvendt, konkluderer man at der nok ingen forskel er.

Det fantastiske er, at der heller ikke ser ud til at være nogen som helst grund til at være særligt bekymret for tiden. I figuren nedenfor plotter vi de daglige dødstal for de fem år mellem 2017 og nu. Som figuren demonstrerer, lå virussæsonen 2020-21 lidt tidligere end de fleste år – følg den sort kurve, hvor der er en klar peak i december, og fortsæt i den gule kurve, der meget klart ligger lavere end normalt fra sidst i januar. Kurven har derimod ligget højt henover sommeren, men er i de seneste uger konvergeret til et normalområde for årstiden.

Den eneste virkelige forskel er, som vi har påpeget tidligere, at der var overdødelighed henover sommeren, som ikke har noget som helst med virussen at gøre. Følger man således den danske mortalitet er der intet – siger og skriver intet – der giver grund til alarm. Mortaliteten er faktisk tilbage til normalen nu, efter en periode med overdødelighed som følge af en række andre forhold, der stadig ikke er officielle data på.* Den eneste alarm er rent politisk og består i to forhold: At regeringen er stærkt presset i minkskandalen, og at det egentlig burde være en skandale, i hvor høj grad MF og hendes tropper har ødelagt mange danskeres liv siden marts 2020.

Religiøsitet i den vestlige verden

Vi har tidligere skrevet om et af de store sociologiske spørgsmål her på stedet: Hvorfor er nogle samfund meget mere religiøse end andre? Spørgsmålet bliver ved med at dele de intellektuelle vande. Nogle forskere insisterer på, at de store forskelle i hvor religiøse folk er og hvor ofte de deltager i religiøs aktivitet ikke er virkelige – påstanden er ofte, at folk bliver ved med at være ‘åndelige’ i en eller anden forstand – mens de fleste accepterer, at der er store forskelle. Der er næppe meget tvivl om, at gentagne undersøgelser viser, at folk idag er langt mindre religiøse end tidligere.

I mange henseender er religiøsitet en del af den brede transition fra fattige samfund med subsistenslandbrug til moderne, avancerede samfund. Min kollega, mentor og tidligere vejleder Martin Paldam viser for eksempel i sin nye (og meget anbefalelsesværdige) bog The Grand Pattern of Development and the Transition of Institutions, at religiøsitet er et af adskillige forhold, der ændrer sig i takt med at samfund bliver rigere. Omend det stadig er usikkert – som Martin med vanlig omhyggelighed påpeger – om kausaliteten kun går en vej eller om religiøsitet også påvirker den økonomiske udvikling, er mønsteret klart. Ser man på tværs af verden, som vi gør i dagens første figur, der viser forskelle i hvor vigtig folk mener religion er i deres hverdag, er det også meget tydeligt at religiøsitet følger økonomisk udvikling.

At det ikke blot er et fænomen, der gælder udviklingslande er klart i dagens anden figur, hvor vi plotter religiøsitet mod logaritmen til gennemsnitsindkomsten i tre grupper: Vesteuropæiske lande (blå markeringer), østeuropæiske lande med en kommunistisk fortid (røde markeringer), og amerikanske stater (sorte markeringer). Alle data er købekraftskorrigerede og dermed så sammenlignelige som muligt.

Mens det er relativt tydeligt, at rigere stater er mindre religiøse – korrelationerne i de tre grupper varierer fra -.35 i USA til -.59 i Vesteuropa – viser figuren også, hvordan de amerikanske stater systematisk er mere religiøse ved samme indkomstniveau. Det er også ganske klart i gennemsnittene, da 55 % af amerikanerne ser religion som vigtig i deres hverdag, mens det er 51 % i Østeuropa og 47 % i Vesteuropa. Indkomstforskellene er derimod 63.400 dollars per indbygger i USA, 48300 i Vesteuropa og 24900 i Østeuropa. Amerikanerne er uforholdsmæssigt religiøse.

Et interessant faktum kan ses i dagens sidste figur, hvor vi plotter religiøsitet overfor den sociale tillid i staten. Mens vi må understrege, at der er endnu mere usikkerhed omkring kausaliteten her – se f.eks. mit arbejde med Niclas Berggren om emnet – er sammenhængen ganske klar. Det gælder også, hvis man bruger lidt mere avanceret statistik. Multipel regressionsanalyse peger således på fire interessante indsigter: 1) Fordobler man indkomsten, falder religiøsiteten typisk med 19 procentpoint; 2) for hver ti tillidspoint falder religiøsiteten med syv procentpoint; 3) alt andet lige er Vesteuropa i gennemsnit 18 procentpoint mindre religiøst end USA, og Østeuropa er 19 procentpoint mindre religiøst end Vesteuropa; og 4) der er ingen systematiske forskelle på tværs af protestantiske, katolske og ortodokse/muslimske stater.

Hvad kan man bruge den slags viden til? Det enkle svar er, at det giver mere viden om hvordan transitionsprocesser ser ud – om hvordan samfundet ændrer sig i takt med, at det bliver rigere. Men sammenligningerne i dag peger også på, at der ofte er andre forhold der er vigtige, og som måske ikke ændrer sig fundamentalt i transitionsprocessen. Spørgeundersøgelser i starten af 1930erne viste for eksempel, at kun omtrent 30 % af københavnerne gik fast i kirke – et tal, der idag ville være lavt i USA. Flere af disse forhold kan måske forklare, hvorfor de nordiske lande på mange måder var så moderne allerede for 90 år siden.

Hvor effektive er vaccinerne?

På tværs af den vestlige verden behandler politikere og medier udbredelsen af vacciner som den eneste politik mod den ny coronavirus. Præsident Biden har forsøgt at dekretere, at alle ansatte i staten og virksomheder med over 100 medarbejdere skal vaccineres, og Johnson-regeringen i London forsøger at få alt personale i NHS tvangsvaccineret. Det er derfor ekstremt vigtigt at få konkret information om, hvorvidt vaccinerne leverer den beskyttelse som man er blevet lovet.

Den information kan man blandt andet få fra et nyt svensk studie, der er i pre-print og den glimrende Sebastian Rushworth omtalte forleden. Studiet, der er registerbaseret og omfatter knap 1.7 millioner borgere, undersøger de tre vacciner, Moderna, Pfizer, and AstraZeneca, der primært er blevet brugt i Sverige. Det bekymrende er, at studiet viser hvor hurtigt vaccineeffekten forsvinder. Resultaterne af at følge de 1,7 millioner svenskere viser, at den meste effektive vaccine – Moderne – efter 4-6 måneder kun giver 71 % reduktion i symptomatisk smitterisiko, Pfizer giver 47%, mens hele effekten af at få AstraZenecas vaccine er væk før der er gået et halvt år. Efter ni måneder gælder det samme for Pfizer-vaccinen, mens forskerne ikke kan give en vurdering af Moderna. De konkluderer dog, at der ser ud til at være en lineær reduktion af effekten for vaccinerne, så også Moderna holder op med at give beskyttelse.

Når de svenske forskere fokuserer på de relativt ældre, og dermed den eneste gruppe i samfundet som har en reel risiko ved at blive smittet med Sars-Cov-2, er resultaterne endda værre. For de tre vacciner som helhed falder effekten til 50 % efter 2-5 måneder, og efter et halvt år giver de ingen beskyttelse. Selv for de 50-64-årige er al effekt væk efter 4-6 måneder. Bundlinjen er ganske klar, selvom det ikke er det forskerne skriver: Vaccinerne er langt fra så effektive, som man først blev lovet, og som politikere bliver ved med at påstå.

Det samme billede får man fra et andet nyt studie, der blev udgivet i European Journal of Epidemiology for godt en måned siden, og som sætter også et stort spørgsmålstegn ved vaccinerne. Med data på tværs af 68 lande og 2947 amerikanske counties, undersøger S.V. Subramanian og Akhil Kumar, i hvilken grad udbredelsen af vaccinerne har bremset udbredelsen af virussen. Hele grundlaget for de enorme investeringer i vacciner til alle, og i særlig grad til kravene om vaccinepas osv., er at vaccination kan bremse smittespredningen i samfundet. Problemet er, at Subramanian og Kumar finder, at smitteudbredelse slet ikke er korreleret med udbredelsen af vacciner. Hæver man sig op på samfundsplan er effekterne af vaccination således så små, at man ikke kan se dem med endda omhyggelig statistik. Det indebærer, at massevaccination således er irrelevant som strategi for at redde nogen.

Et nyt studie af Peter Kamp Busk, Thomas Birk Kristiansen og Allan Engsig-Karup trækker også tæppet væk under det andet ben af den danske viruspolitik. Studiet undersøger, i hvilken grad den danske teststrategi har påvirket hvor mange der testede positivt. De tre finder, at om noget var der større smitteudbredelse mens der blev testet mest intensivt. Med andre ord er der ingen evidens for, at den danske massetestning har haft nogen som helst effekt på smitteudbredelsen. Bundlinjen i disse studier er, ligesom den nye litteratur om nedlukninger som bl.a. Douglas Allen har opsummeret, at praktisk taget alt som vestlige regeringer har gjort siden marts sidste år har været nyttesløst. I bedste fald har det kostet uanede ressourcer – i Danmark er regningen i omegnen af 500 milliarder kroner – men der er mange indikationer på, at nedlukningerne kan ende med at slå flere folk ihjel. Som vi dokumenterede forleden, har der været markant overdødelighed i Danmark siden juni, som ikke har med virussen at gøre. Der tales også meget i de britiske medier om de 75000 flere briter i forhold til tidligere år, der er døde i deres hjem i år. Vil man ’følge videnskaben’, burde man stoppe sundhedsteatret nu.

Mere om Nobelprisen i økonomi 2021

Mandag eftermiddag annoncerede Sveriges Riksbank den årlige Nobelpris i økonomi. 2021-prisen går til David Card (UC Berkeley), Joshua Angrist (MIT) og Guido Imbens (Stanford). Nobelpriskomiteens annoncering og begrundelse kan læses her. Card får prisen for ”his empirical contributions to labour economics”, mens begrundelsen for Angrist og Imbens er ”their methodological contributions to the analysis of causal relationships.” Der er således tale om en Nobelpris til arbejdsmarkedsøkonomi og økonometri.

Årets Nobelpris går overordnet til de tres arbejde og indsigter i, hvordan man kan bruge såkaldt naturlige eksperimenter til at etablere årsagssammenhænge. Mens det ikke ligefrem er den mest ophidsende Nobelpris i mands minde, gives den derfor til et vigtigt område. Samfundsvidenskaberne har været ekstremt dygtige til at etablere sammenhænge, men har ofte haft et problem med at vise, at disse sammenhænge er kausale. Det evige problem har været, at ”Correlation isn’t Causation”. Når man for eksempel ser en sammenhæng mellem økonomiske kriser og statskup, er det så fordi statskup er mere sandsynlige under kriser (at folk forsøger statskup når staten er svag), eller er det fordi statskup skaber kriser (pga. den øgede politiske usikkerhed)?

Det er her, naturlige eksperimenter er så værdifulde. Har man for eksempel et område i USA, hvor der bliver indført regulering i noget af området men ikke i resten, har man potentielt et naturligt eksperiment. Det gælder for eksempel Saint Louis, som ligger i Missouri, men strækker sig ind i Illinois, og hvor borgerne til tider kan opleve, at der gælder forskellig regulering i forskellige dele af byen. Det naturlige eksperiment ligger derfor i, at man har en virkeligt god kontrolgruppe, som man kan sammenligne med. Man kommer derfor udover problemet med at etablere en årsagssammenhæng, fordi man har en helt sammenlignelig gruppe, som logisk ikke kan være påvirket af den politik eller event, man studerer. Det naturlige ligger i, at det ikke er et eksperiment som forskere har sat op, men en tilfældighed der helt ligner et eksperiment.

Som Otto Brøns-Petersen noterede mandag, har jeg selv brugt naturlige eksperimenter. Udover mit studie med Kasper Planeta Kepp, var jeg med til at bruge metoden i et studie sammen med Jacob Gerner Hariri (KU) og Mogens Kamp Justesen (CBS). I Economic Shocks and Subjective Well-Being: Evidence from a Quasi-Experiment brugte vi et naturligt eksperiment, da Botswanas nationalbank om eftermiddagen den 29. maj 2005 annoncerede en devaluering af landets valuta. Det naturlige eksperiment bestod i, at en større spørgeskemaundersøgelse fra AfroBarometeret var gået i gang nogle få dage før, men ikke var slut endnu. Vi havde derfor en unik mulighed for at undersøge, om folks subjektive velbefindende reagerede på hvad de kunne forvente, der ville ske, eller om den først ændrede sig efter at man faktisk kunne observere ændringerne.

Med andre ord brugte vi Card og Angrists metodiske indsigter til at undersøge, hvor sofistikeret folks velbefindende er. Det kunne lade sig gøre, fordi der ganske tilfældigt – og heldigvis – dukkede et naturligt eksperiment op. Og det understreger måske meget godt metodens begrænsninger: Hvis der ikke af en eller anden grund er et naturligt eksperiment, er man tvunget til at falde tilbage på mere traditionelle empiriske metoder. Det er en fantastisk smart måde at etablere evidens på, men den kan kun bruges i særlige – og relativt tilfældige – applikationer.

Omfordeling giver ikke lykke

Forleden aften gav jeg et interview til en amerikansk journalist om, hvad der ligger bag at de nordiske landes befolkninger normalt er så tilfredse med deres liv. Journalisten var omhyggelig og velforberedt, men gentog en ofte hørt påstand: De nordiske lande er lykkelige pga. deres velfærdsstater og den store omfordeling. Påstanden – som klimaministeren Dan Jørgensen også har gentaget bevidstløst – er en myte, som der ingen konkret opbakning får i forskningen.

Logikken bag den populistiske påstand – der som økonomisk teori kan spores tilbage til den store socialistiske økonom Abba Lerner – om at omfordeling gør befolkningen som helhed lykkeligere er, at pengene giver ’mere lykke’ i bunden end i toppen af indkomstfordelingen. Lerners argument hviler derfor på en standardantagelse i økonomi om, at der er aftagende marginalnytte til forbrug – at nummer tre muffin giver mindre ekstra glæde end nummer et. Implikationen er, at omfordeling derfor burde give bunden mere lykke end man tager fra toppen.

Problemet er bare, at sådan ser virkeligheden faktisk ikke ud når man tester påstanden. I the World Values Survey og the European Values Study kan man således splitte folk op i, om de har lav, mellem eller høj indkomst. Metrikken vi bruger, er derfor at beregne forskellen på den gennemsnitlige tilfredshed med livet blandt dem med henholdsvis høje og lave indkomster. Plotter man det mål mod den faktiske fordeling af disponibel indkomst (fra Frederic Solts SWIID-database), målt som det normalt gøres ved en Ginikoefficient, får man nedenstående figur. Figuren nedenfor, der er fra min bog om nordisk lykke, viser med stor tydelighed, at der ikke er nogen klar sammenhæng mellem ulighed i indkomster og ulighed i lykke på tværs af indkomster.

Selvom mange i dansk politik taler meget om ulighed, er den ikke noget problem i en tilfredshedssammenhæng. Det er heller ikke svært at forstå. Som Don Boudreaux understregede forleden i en klumme hos AIER, giver mål for ulighed sjældent nogen særlige indsigter eller forståelse for, om der er et problem eller ej. Indkomstforskelle mellem folk er ikke blot en refleksion af forskelle i evner og talent, men også i bevidste livsvalg om, hvor meget man investerer i uddannelse, hvor meget man ønsker at arbejde relativt til resten af ens liv, hvor man vælger at bo osv. at et helt bestemt mål for et af resultaterne af den proces skulle være klart forbundet med forskelle i lykke, er noget af en påstand. Og den er ikke korrekt.

Lykke i Europa

I morgen har jeg den særlige fornøjelse af holde det første af tre foredrag i efteråret på FOFs Fredagshøjskole. Foredraget handler om den nordiske lykke – hvorfor er de nordiske lande som region betraget det lykkeligste sted i verden? Mens jeg har holdt en lang række af den slags foredrag om emnet, tager efterårets version udgangspunkt i min bog Happiness in the Nordic World, der udkom i juni. Den har således et lidt andet udgangspunkt, og jeg glæder mig meget til at komme ud at holde foredrag og tale med andre mennesker uden restriktioner, mærkelige krav eller andre menneskefjendske politiske tiltag.

For at minde folk om, at der faktisk er noget at tale om, bringer vi derfor i dag en illustration af, hvor store forskellene er internt i Europa. Baggrunden for kortet er the European Social Survey, der tillader at man udregner folks gennemsnitlige tilfredshed med livet på regionalt plan. Farvekodningen går fra hvid (de lykkeligste steder) til sort (de mindst lykkelige), og demonstrerer klart hvordan Norden – og Schweiz – er de lykkeligste.

Derudover er det måske værd at bemærke et par ting. For det første kan man se konturerne af Muren ned gennem Tyskland, hvor de tidligere kommunistiske områder stadig er markant mindre lykkelige. Man kan også glæde sig over, at Polen og Tjekkiet faktisk er kommet så godt med, at de stort set ligner Spanien i folks opfattelse af deres liv. Og man kan more sig over, at Baskerlandet i Spanien er lykkeligere end resten.

Der er masser af interessante forhold at dykke ned i, og for vores relativt unge læsere måske også et glimrende gymnasieprojekt at skrive? Store dele af forskellene er for eksempel forklaret med forskelle i tillidskultur – en særlig diskussion, der kommer en ny Nordic World-bog om til næste år – mens andre dele ser mere mystiske ud. Som man siger på engelsk er der ‘food for thought’ i kortet ovenfor, og en god samtale over en kop kaffe eller et glas vin.

Emissioner i verden – hvordan bedømmer man?

Tidligere i år udkom FN-panelet IPCCs nye rapport, hvis politiske dele igen skabte bølger i medierne. Dommedagsprofetierne manglede ikke, omend de mere videnskabelige dele af rapporten ikke helt gav grund til at frygte, at himlen falder ned om ørerne på os. Rapporten og mediehypen giver dog anledning til at spørge, hvordan det går med miljøet og de åbenbart vigtige udledninger af drivhusgasser. Hvem skal man rose, og hvem skal man skose når det kommer til miljøstatus i verden? Det viser sig at være forbløffende svære spørgsmål at svare på.

Starter man med at se på, hvem der er mest energieffektive, forstået på den måde at man undersøger, hvem der udleder mest og mindst CO2 per 1000 dollars økonomisk værdi, er der allerede overraskelser, som vi illustrerer i den første figur. Det er for eksempel tydeligt, at hele Vesteuropa, Japan, New Zealand og Singapore er i den bedste femtedel af verden – farvekoden i figurerne er, at blå er bedst, efterfulgt af grøn, gul, rød, og med sort som værst – mens det samme sjovt nok også gælder for Brasilien, Colombia og Uruguay. At dele af Centralafrika også er, skyldes meget enkelt, at de er desperat fattige. I anden række følger Australien, USA og dele af Centraleuropa. I den værste ende, derimod, finder man stort set kun tidligere og nuværende kommunistiske lande, steder med en stærk kommunistisk indflydelse på den førte politik som Indien, Bolivia og Sydafrika, og olielandene i Nordafrika og Mellemøsten. Der er således både lande, der bekræfter et populært billede, og lande der som USA, der næppe passer på almindelige fordomme.

Det virkeligt svære i bedømmelsen af landes politik og status kommer dog, når man ser på udviklingen i udledningen af CO2 og andre drivhusgasser. Her er billedet i dagens anden figur nemlig et noget andet, med de største reduktioner i tidligere kommunistiske lande, ligesom også dele af Europa og USA er godt med. De store syndere her er ’emerging economies’ i Asien: Thailand, Malaysia og Indonesien. På samme måde klarer Brasilien sig skidt – de ellers lave emissioner er stort set ikke reduceret de sidste 25 år – og hele det afrikanske kontinent er stærkt blandet med enkelte positive undtagelser (heriblandt som altid Botswana).

Hvad gør man så, når man skal bedømme, hvordan det går miljømæssigt i et land – og ikke mindst hvis man er interesseret i at udskamme nogen og rose andre? Det kan blive endda meget svært at nå en afbalanceret, faktabaseret vurdering. Problemet er, at nogle af de umiddelbart værste miljøsyndere samtidig er nogen af dem, der har ryddet mest op de sidste 25 år. Man kan for eksempel sagtens mene, at Rusland forurener alt for meget, men man må samtidig anerkende hvor forbløffende meget, landet har ryddet op fra Sovjetunionens miljøsynder. Og hvad siger man til steder som Indonesien og Indien, der nok sviner, men som også løfter millioner af mennesker ud af fattigdom? Læserne har måske indvendinger og idéer, men som eksemplet viser, er det frygteligt svært at ophøje sig til moralsk dommer.

Cultures of Trust and Institutions of Freedom

Min gode ven og kollega Niclas Berggren (IFN, Stockholm og VSE, Prag) har beskæftiget sig med økonomisk frihed siden 1999 og kulturelle forhold næsten lige så længe. Som læserne vil vide, har jeg også beskæftiget mig med begge fænomener siden min PhD-periode, og en del af forskningen de senere år har netop været sammen med Niclas.

Det er derfor en særlig fornøjelse at Niclas og jeg kan afsløre, at vi har fået en projektansøgning godkendt hos the Templeton Foundation. Projektet har titlen Cultures of Trust and Institutions of Freedom og fokuserer netop på samspillet mellem kulturelle forhold og frihedsinstitutioner såsom økonomisk frihed, institutioner der beskytter menneskerettigheder, og en række andre forhold. Minus overhead til administration har Templeton bevilliget cirka 6½ millioner svenske kroner over en treårig periode.

Projektet er omtalt i IFNs Nyhedsbrev i denne uge, der også interviewer Niclas om ideerne bag det. Nyhedsbrevet formulerer baggrunden for projektet som følger:

I det kommande projektet kommer forskarna bland annat att klargöra hur ett välfungerande rättssystem – som är centralt för att skydda ägande och ingångna avtal – kan säkerställas, säger Niclas Berggren. En annan viktig beståndsdel i projektet är hur ett välfungerande rättssystem tillsammans med en öppen marknadsekonomi påverkar graden av tillit. Det är i sin tur viktigt för att stimulera initiativ som gynnar produktiviteten. Projektet kommer också att titta på tre ämnesområden som påverkar vår tid och står högt upp på agendan på samhällsdebatten: ojämlikhet, globalisering och pressfrihet.

Her på stedet kommer vi naturligvis til at skrive en del om projektet, når det er gået i gang. Udover planerne om at holde to videnskabelige workshops med inviterede forskere fra hele verden og to policyseminarer – et i Stockholm og et i København – er der også en en plan om at lave podcasts med nogle af de inviterede forskere. Vi sørger naturligvis for at linke til det hele her på stedet, inklusive de allerede planlagte dele af projektet. Men hvis nogle af læserne i mellemtiden har idéer til, hvilke emner man kunne kaste sig over i projektet, hører vi naturligvis meget gerne om dem!

Økonomisk Frihed i Samfundstanker

Cepos direktør Martin Ågerup har siden november kørt en podcast med titlen Samfundstanker, hvor han taler med forskere, eksperter og politikere om en lang række mere eller mindre aktuelle emner. Martin er nu kommet til et emne, der både er ekstremt vigtigt for samfundets udvikling, og som mange mennesker ikke ved ret meget om: Økonomisk frihed.

Konceptet dækker folks frihed til at bruge deres egen tid, arbejdskraft, penge, ejendom og menneskelige ressourcer som de vil, med undtagelse af brug, der har til formål at begrænse andre menneskers økonomiske frihed. Jeg havde den store fornøjelse at være den forsker, Martin valgte til en samtale om økonomisk frihed. Det blev en noget længere – og rigere – samtale, end nogen af os havde regnet med. Vi kom langt omkring, fik dækket mange emner og fik endda en idé undervejs. Vi er meget tilfredse med resultatet, og kan varmt anbefale vores læsere at høre hele den mere end halvanden time lange samtale. Bryd den endelig op, hør den i bilen på vej hjem fra arbejde, eller hvordan og hvor i har lyst til. Eller sæt jeres gymnasieelever til at høre den og tage noter (hvilket kan give jer halvanden times respit med en kop kaffe). Men sørg for at sætte jer ind i, hvad økonomisk frihed er og hvad den betyder for samfundet.

Smitter kup og demokrati?

Fra 1989 og nogle år frem blev en række lande i Central- og Østeuropa demokratiske. En stor del af forklaringen skal findes i, at håndbremsen blev sluppet – med kommunismens og Sovjetunionens kollaps var der pludselig ingen stor militærmagt til at forhindre, at lande som Polen og Tjekkoslovakiet blev demokratier, ligesom der ikke længere var militærmagt til at forhindre, at lande som Estland blev selvstændige igen, eller at andre dele af Sovjetunionen valgte selvstændighed. Nogle af dem blev demokratiske, mens andre ikke blev.

På samme måde var en række latinamerikanske lande blevet demokratiske i løbet af 1980erne. Flere demokratiforskere begyndte derfor (igen) at tale om, at demokrati og andre regimeændringer ’smitter’: At når et land indfører demokrati, bliver det sværere for nabolandene ikke også at indføre demokratiske reformer. Idéen er ret intuitiv, da borgerne i Tjekkoslovakiet – på trods af regimets indædte forsøg på at forhindre det – for eksempel udmærket vidste, hvordan de østrigske demokrati virkede, kunne se dets overlegenhed, og var utilbøjelige til at støtte landets socialistiske diktatur uden tvang. Noget lignende gjaldt i høj grad for eksempel for Uruguays borgere efter Argentina genindførte demokrati i 1982.

Spørgsmålet om, i hvor høj grad disse historier er unikke eller eksempler på et generelt fænomen, kræver store datamængder hvor man kan følge lande over en lang periode. Som opmærksomme læsere ved, er det netop det Martin Rode, Andrea Sáenz de Viteri og jeg har været i gang med at skaffe. Vi er for tiden ved at lægge (forhåbentlig) sidste hånd på en særudgave af min og Martins regimedatabase, der dækker landene i Latinamerika og Caribien tilbage til 1920. Arbejdstitlen for tiden er derfor ”A Century of Regime Change in Latin America and the Caribbean.” Og et af de spørgsmål, vores data kan bruges til at svare på, er netop hvad nabolandes regimeændringer betyder.

Overordnede data, som i den første figur i dag, giver et vist indtryk af den samlede udvikling. Man kan tydeligt se, hvordan demokratisering sker i to bølger: en første fra cirka 1940, der både skyldes at flere lande indfører relativt frie valg, og at en lang række af de 43 lande afskaffer begrænsninger på, hvem der må stemme, og en anden i 1980erne, de skyldes at en række militærdiktaturer gav op. Uanset det pædagogiske i den type illustrationer skjuler de dog også en del information. I 1962-1963 var der således både tre af de 43 lande, der demokratiserede (Argentina, Bahamas og Bermuda) og fire, der gjorde det modsatte (Brasilien, Ecuador, Guatemala og Honduras). Det giver samlet kun et lille blip på figuren.

I dagens anden figur giver vi derfor en bedre indikation på, at flere slags regimeændringer faktisk smitter på tværs af landegrænser. Vi plotter sandsynligheden for, at hvert af de 43 lande oplever en af tre regimeevents – kupforsøg, demokratisering og autokratisering – i de fem år efter at et naboland har oplevet en af de tre events. Disse sandsynligheder sammenligner vi med den samme sandsynlighed, når de umiddelbare nabolande ikke har haft en event.

Tallene fra de 43 lande i regionen taler deres klare sprog: Både kupforsøg og demokratiseringer smitter. Hvis et eller flere nabolande har indført demokrati, er der en 123 procent større sandsynlighed for, at ens eget land også gør det. På samme måde er der 76 procent større sandsynlighed for, at ens land vil opleve et kupforsøg de næste fem år, hvis der har været kupforsøg i et naboland. Omvendt viser dataene, at selvom autokratisering er 52 procent mere sandsynligt, hvis det også er sket i et naboland, er denne forskel ikke statistisk signifikant.

Som den simple evidens fra et århundrede i Latinamerika og Caribien indikerer, er smitten således klart asymmetrisk og langt stærkere for demokratiseringer end for det modsatte. Mens det er interessant fra et forskningssynspunkt, kan man også overveje, om det også er vigtigt og aktuelt. Man kan for eksempel spørge, om de autokratiske tendenser i lande som Ungarn – der ikke længere er et demokrati – Polen og Tjekkiet smitter. Den latinamerikanske erfaring peger på, at det nok ikke er noget virkeligt væsentligt problem så længe det ikke udarter sig til deciderede kup.

Tillid er stadig økonomisk vigtig

Hvis det sidste halvandet års udvikling har vist noget som helst, er det at man aldrig bør have tillid til politikere. Hvis for mange borgere har for stor tillid til politikere, reagerer de som nigerianske emailsvindlere og narrer befolkningen til at opgive rettigheder og til at finansiere politiske særinteresser og nonsens. Dermed ikke sagt, at tillid er skadelig, men blot at man må skelne mellem tillid til politikere, institutioner, og mennesker. En type tillid, der i særlig grad er vigtig for mange – men ikke alle – forhold i samfundet, er social tillid: Den grad af tillid vi har til andre mennesker, vi ikke kender. Som figuren nedenfor illustrerer, er der store forskelle i graden af tillid på tværs af verdens samfund. Tallene rækker fra et stykke under 10 procent i f.eks. Brasilien, Cambodia og Peru, der mener man kan stole på andre mennesker, til omtrent 70 procent i Danmark, Norge og Finland.

En lang forskningslitteratur, der startede med Steve Knack og Phil Keefers fabelagtigt rige ”Does Social Capital Have an Economic Payoff?” fra 1997, har vist at højtillidssamfund alt andet lige har mere økonomisk vækst. Der er mange mulige forklaringer, men på trods af 25 års forskning, er det stadig usikkert, præcist hvordan tillid påvirker økonomisk vækst. I ”Social Trust and Patterns of Growth”, der nu kan downloades gratis på SSRN, undersøger jeg derfor hvad data kan fortælle os om, hvordan social tillid påvirker vækstmønstre på tværs af lande.

Udgangspunktet er, at der helt basalt set er to mekanismer der kan bidrage til landes økonomiske vækst: Større faktorinput – dvs. flere mennesker i arbejde, flere arbejdstimer, mere udstyr, flere maskiner, brug af mere energi osv. – og større faktorproduktivitet – dvs. at man lærer at få mere ud af de inputs, man bruger. Siden Robert Solow og Trevor Swans arbejde i 1950erne har det været forstået, at vækst baseret på øget faktorinput har en naturlig grænse. Der er for eksempel en naturlig grænse for, hvor mange timer man kan arbejde og hvor stor en del af befolkningen der kan være i arbejde – hvor mange børn og gamle tvinger man til at arbejde? Den samme grænse for økonomisk vækst gælder ikke udvikling i faktorproduktivitet, som da også står for langt størstedelen af den langsigtede vækst i moderne økonomier.

Undersøgelsen viser på tværs af de 64 lande, der har fulde data mellem 1977 og 2017, at social tillid helt primært påvirker langsigtet vækst ved at bidrage til produktivitetsudviklingen. Jeg finder ingen evidens for, at tillid påvirker almindelige investeringer, men klar evidens for hurtigere produktivitetsvækst. Estimaterne indikerer, at en tillidsforskel på en standardafvigelse – cirka forskellen i tillidskultur mellem Frankrig og Tyskland – er forbundet med 20 procent større produktivitet. Disse forskelle er derfor langt fra trivielle, men økonomisk meningsfulde. De er også vigtige på den måde, at de giver en del af forklaringen på, hvorfor nogle samfund kan blive ved med at være mere produktive – og dermed rigere, alt andet lige – end andre samfund. I den forstand understøtter de således også min gode ven og kollega Andreas Berghs fortælling om, hvordan de skandinaviske samfund har kunnet finansiere nogle af verdens største offentlige sektorer uden at bryde sammen. Den høje grad af tillid, der kendetegner de nordiske lande, er dermed en meget væsentlig forklaring på, hvorfor vi på trods af årtiers politisk uansvarlighed og økonomisk flottenheimer stadig er rige samfund.

Nødret fører til magtmisbrug

Som trofaste læsere ved, har jeg de seneste år haft et fælles forskningsprojekt med Stefan Voigt fra Universität Hamburg om et forstå nødretstilstande og de forfatningsinstitutioner, der i princippet begrænser staters muligheder i nødsituationer. Projektet var egentlig kun ment som en enkelt artikel, men sammen med Stefan – der sidder på Hamborgs Lehrstuhl für ökonomische Analyse des Rechts og er en af Europas førende indenfor law and economics – er ikke blot endt med at udvide sig, fordi der blev ved med at dukke nye spørgsmål op. Det er også pludseligt blevet nærmest skræmmende aktuelt, da store dele af verden entusiastisk kastede sig ud i nødret sidste år, da den nye coronavirus ankom. To artikler fra projektet, der udkommer i to forskellige videnskabelige tidsskrifter, dokumenterer de politiske risici, verden løber for tiden.

I ”This time is different?—on the use of emergency measures during the corona pandemic”, der udkommer i European Journal of Law and Economics, dokumenterer vi allerførst, at 99 lande rundt omkring i verden erklærede nødret på grund af den nye virus. Det er i sig selv ikke nødvendigvis et problem, men det viser sig at den stærkeste forklaring på at lande valgte at erklære nødret i foråret 2020 var, hvilke ekstra magtmidler forfatningen gav regeringen under nødret. Nødretten er derfor ikke så meget erklæret som et effektivt svar på en ny sundhedstrussel, men fordi den nye virus gav mange regeringer en mulighed for at gå meget mere magt. Vi viser også – som figuren fra artiklen nedenfor illustrerer – at mange af dem efterfølgende groft misbrugte nødretten til at forsøge at undertrykke medierne.

Desværre er situationen siden marts 2020 på ingen måde unik, som vi viser i den anden nye artikel fra projektet.  ”Emergencies: on the misuse of government powers”, der nu udkommer i Public Choice, viser allerførst at nødretserklæringer efter naturkatastrofer ikke virker efter hensigten. Det modsatte gælder faktisk, da vi helt konkret kan dokumentere, at jo mere diskretionær magt forfatningen giver regeringen under nødret, jo flere mennesker dør i katastroferne. De ekstra magtbeføjelser, som ofte retfærdiggøres med at de er nødvendige for at regeringen kan handle effektivt, bliver simpelthen misbrugt. Vi kan også vise i artiklen, at jo lettere det er at erklære nødret i en sådan situation, jo mere sandsynligt bliver det at staten bryder borgernes basale menneskerettigheder og jo mere ekstra markedsregulering indfører den efter situationen.

Nødretsprojektet med Stefan Voigt er således blevet meget aktuelt, og vores studier indebærer en alvorlig advarsel, som alle borgere burde tage alvorligt: Selv regeringer i etablerede demokratier vil typisk misbruge enhver nødretstilstand hvis den overhovedet har mulighed for det. Politikere gør ikke det rigtige når det virkeligt brænder på, men misbruger som oftest situationen til at stille deres egen tørst efter magt.

Økonomisk frihed og menneskerettigheder

En af fornøjelserne ved at skrive på Punditokraterne er, at man en gang imellem har mulighed for at skrive om emner, man er i gang med. For det første giver det vores læsere mulighed for at læse lidt om, hvad der foregår i forskningen for tiden. For det andet giver det til tider os mulighed for at få idéer og feedback fra læserne, hvilket vi er meget taknemmelige for. Emnet i dag er netop ét, jeg har brugt en del tid på den sidste halvanden måned: Forholdet mellem økonomisk frihed og respekten for menneskerettigheder.

Baggrunden er, at en god ven har bedt mig om at skrive et oversigtskapitel til en ny Handbook om netop, hvordan økonomisk frihed påvirker staters respekt for borgernes menneskerettigheder. Emnet er ikke blot politisk ombrust, men også meget aktuelt da en lang række stater det sidste halvandet år har indskrænket både borgernes basale menneskerettigheder – deres ret til at mødes frit, bevæge sig frit rundt, ytre sig frit, og deres ret til et privatliv – og deres økonomiske frihed. Forbløffende mange stater har således misbrugt deres forfatningsgivne nødretsmuligheder, som noget af min nyeste forskning sammen med Stefan Voigt (Universität Hamburg) viser.

Argumenterne strækker sig fra den canadiske journalist Naomi Kleins rasende påstande om, at liberaliserende reformer er så upopulære blandt almindelige mennesker, at stater aktivt bryder folks menneskerettigheder for at gennemføre dem, til f.eks. Robert Lawsons (Southern Methodist University) argument, at økonomisk frihed også fører respekt for andre frihedsrettigheder med sig.

I Bobs præsentation, han gav i forbindelse med at han modtog Adam Smith-prisen (som kan læses i Journal of Private Enterprise her), understregede han netop at blandt de mange nye emner som folk i litteraturen undersøgte var det ” Particularly gratifying was the growing number of papers studying important topics like war, human rights, and gender equality.”

Der er derfor god grund til at skrive en oversigt over, hvad den empiriske litteratur faktisk har fundet. I dag nøjes vi dog med at se på, hvordan de overordnede data ser ud. Det gør vi i to figurer fra min oversigtsartikel, der viser sammenhængen mellem Fraser Instituttets Economic Freedom of the World indeks og to mål for menneskerettigheder: Vásquez og McMahons Personal Freedom Index og V-Dem-projektets civil liberties index. I begge figurer skelner vi mellem autokratier (de hvide markører) og demokratier (de sorte markører).

Begge figurer demonstrerer en tydelig sammenhæng mellem økonomisk frihed og de to forskellige aspekter af menneskerettigheder. Korrelationen mellem økonomisk frihed og menneskerettigheder på tværs af autokratier er henholdsvis 0,36 og 0,32 i de to figurer, mens den er 0,50 og 0,54 blandt demokratier. Det billede bekræftes af litteraturen: Jeg har fundet 38 publicerede artikler, der undersøger sammenhængen mellem en form for mål for økonomisk frihed og mål for forskellige typer menneskerettigheder, og kun to af dem finder negative effekter.

Og hvad kan man så lære af det? Hvad kan man bruge den forskning til? Et tentativt svar er, at selv hvis man personligt er ligeglad med borgernes økonomiske frihed – hvilket ser ud til at være tilfældet for den nuværende danske regering – bør man alligevel være bekymret for indskrænkninger i den. Når stater og regeringer begynder at indskrænke borgernes økonomiske frihed, følger en del af deres andre frihedsrettigheder ofte med.