Tag-arkiv: forskning

Privatiserede lufthavne er bedre

Med jævne mellemrum dukker en diskussion om Københavns Lufthavn i Kastrup op. Præmissen for diskussionen er næsten altid, at da den er så vigtig en del af Danmarks infrastruktur, og så tæt på at være et monopol, må man beholde den under statslig kontrol – og ofte endda statsligt ejerskab. Argumentet er tæt på rent nonsens, og som jeg pointerede for nogle få år siden i Børsen, bor alle jyder tættere på Billund end Kastrup, og alle syd for Fredericia bor endda tættere på Hamborgs lufthavn i Fuhlsbüttel. Påstanden fra Københavns overborgmester Sofie Hæstorp Andersen om, at SAS er så vigtig for lufthavnen, at staten bør blive ved med at støtte SAS – fordi lufthavnen er så vigtig – er lige så meget nonsens. Ny forskning understøtter nu graden af nonsens i de politiske påstande.

I “All Clear for Takeoff: Evidence from Airports on the Effects of Infrastructure Privatization” undersøger Sabrina Howell, Yeejin Jang, Hveik Kim og Michael Weisbach hvad der sker, når når lufthavne bliver privatiserede. Mens de fire forskere ikke finder, at almindelig privatisering gør meget, viser det sig at der virkeligt sker noget, når kapitalfonde overtager ejerskabet. Forskerne opsummerer deres resultater således:

Our central finding is that PE acquisitions bring marked improvements in airport performance along a rich array of dimensions such as passengers per flight, total passengers, number of routes, number of airlines, cancellations, and awards. Net income increases after PE acquisitions, which does not reflect lower costs or layoffs.

Effekterne er størst, når der er konkurrerende lufthavne relativt tæt ved, og når fonden helt overtager ejerskabet i stedet for blot en kontrollerende andel. Implikationen er ganske klar: Hvis man virkeligt vil have en velfungerende og profitabel lufthavn i vækst, skal staten ikke bare holde fingrene væk, men helt bakke ud. Pt. ejer den danske stat 39 procent af Københavns Lufthavn, mens en kapitalfond (der i sig selv primært er ejet af ATP og the Ontario Teachers’ Pension Plan) ejer godt 59 procent. der er ikke brug for mere stat eller politisk kontrol, men langt mindre – og det gælder også hos SAS.

Ny viden om maskernes mangel på virkning

Da Covid-epidemien begyndte at sprede sig i den vestlige verden i det tidlige forår 2020, advarede både den danske sundhedsstyrelse og mange andre sundhedsmyndigheder verden over imod, at folk begyndte at købe mundbind og andre typer masker. Sundhedsmyndighederne baserede tidligt i 2020 dermed deres anbefalinger på solid, videnskabelig evidens. Et Cochrane Review af brugen af mundbind blandt kirurger fandt ingen signifikant evidens for at de reducerer smitte. Et andet tidligere studie af influenzasmitte, publiceret i BMJ, fandt på samme måde at de tilgængelige eksperimentelle studier ikke dokumenterede nogen effekt af mundbind.

I et oversigtspapir fra Cato Instituttet i november 2021, der omfattede de nyeste studier, konkluderede Ian Liu, Vinay Prasad og Jonathan Darrow ligeledes, at mens nogle observationelle studier af lav kvalitet støtter mundbindsbrug, viser de randomiserede højkvalitetsstudier af influenza og lignende vira, at mundbind ikke virker. Selvom de dermed blot bekræftede, hvad tidligere forskning havde vist, var baggrunden for oversigtsstudiet, at sundhedsmyndigheder og regeringer verden over – med undtagelse af Sverige og enkelte udviklingslande og et par amerikanske stater – pludseligt begyndte at kræve, at folk gik med mundbind. I Tyskland gik man endda så langt, at man krævede at folk bar de såkaldte N95-masker indenfor. Dette krav gælder stadig i for eksempel tyske lufthavne. Spørgsmålet er derfor, om tyskerne havde ret i, at man ‘bare’ skulle være omhyggelig med sin maske og bruge de tungere masker?

Et ny studie i Annals of Internal Medicine, der næsten lige er udkommet, undersøger netop baggrunden for den tyske politik. I et randomiseret eksperiment med 1009 læger og sygeplejersker i Canada, Israel, Pakistan og Ægypten undersøger Mark Loeb og hans kolleger, om konsistent brug af omhyggeligt tilpassede N95-masker gør en forskel i forhold til de ‘almindelige’ blå mundbind, som danskerne blev påtvunget. Der er dermed ikke blot en undersøgelse af generel brug af mundbind versus de tungere N95-masker, men mundbind versus specifikt tilpassede og meget tætte masker. Alligevel finder forskerne en hazard rate på blot 1.14 med et 95 % konfidensinterval (den ‘statistiske usikkerhed’) mellem 0.77 og 1.69. Der er med andre ord ingen som helst indikation på, at N95-maskerne giver mere beskyttelse end almindelige mundbind.

Det danske Danmask-studie viste ligeledes – på trods af hvad mindst en af forfatterne påstod – at mundbindene ikke virkede. Med næsten 5000 deltagere fandt det danske hold, at dem der bar mundbind havde haft en 1,8 procent sandsynlighed for at blive smittet, mens dem der ikke bruge mundbind havde 2,1 procent sandsynlighed. Forskellen var signifikant ved 38-procentniveauet, og dermed meget, meget langt fra det konventionelle krav om fem procent sikkerhed.

Læserne kan således, sammen med mig, lege ‘connect the dots’: Det er ret tydeligt, at de almindelige mundbind slet ikke virker – det er ikke engang tydeligt, om de virker på hospitaler i forbindelse med kirurgi – og de mere ubehagelige N95-masker er ikke bedre end de almindelige. Konklusionen må være, at kravene om at folk skulle bære mundbind – der har kendte, negative konsekvenser for folks helbred, hvis de bæres for længe af gangen – var en alvorlig regeringsfejl. Læger og andre sundhedsfaglige myndighedspersoner, der støttede og var med til at implementere mundbindskravene, forbrød sig dermed mod lægeløftets krav om Primum non nocere – at man allerførst må undgå at gøre skade. De fortjener at blive mindet om den og mange andre graverende fejl, der gjorde 2020 og 2021 til de værste år af mit og millioner af andre menneskers liv.

Ny Handbook om økonomisk frihed

Som flittige læsere ved, har jeg i mange år været interesseret i økonomisk frihed, og har forsket i emnet. To af de mest interessante sessions ved den årlige konference i the Southern Economic Association, der sluttede i mandags, handlede netop om økonomisk frihed. Baggrunden er, at min gode ven og kollega Niclas Berggren er redaktør på en ny Handbook of Research in Economic Freedom. Niclas havde derfor sammensat to sessions, hvor forfatterne af en række kapitler i bogen kunne præsentere og få feedback på deres kapitler.

De to sessions illustrerede bredden i forskningen omkring økonomisk frihed. De syv emner, der blev præsenteret handlede om hvordan økonomisk frihed påvirker iværksætteraktivitet (præsenteret af Per Bylund), sammenhængen mellem religion og økonomisk frihed (Inês Gregório), immigration (Alex Padilla), hvordan økonomisk frihed skaber lykke (Johan Graafland), populisme (Andreas Bergh – på billedet), de ‘dybe determinanter’ af økonomisk frihed (Ola Olsson), og hvordan økonomisk frihed påvirker landes respekt for borgernes menneskerettigheder (mig selv).

Andreas Bergh, Lund

Arbejdet omkring den nye Handbook viser således ikke blot, hvor mange forskellige forhold i samfundet og folks liv er påvirket af, hvor økonomisk frit et samfund er, men også hvordan det varierer hvilke aspekter af økonomisk frihed der er specielt vigtige. I iværksætterlitteraturen er det vigtigste aspekt meget klart hvor stor og tung den offentlige sektor er, mens kvaliteten af retsvæsenet og beskyttelse af privat ejendomsret ofte ser vigtigere ud for immigration.

Overordnet understreger omkring 25 års forskning, der dækkes i den nye Handbook, at økonomisk frihed er vigtig for samfunds udvikling på langt sigt. Spørgsmålet bliver derfor, hvorfor man i praktisk politik og almindelig samfundsdebat taler så lidt om borgernes rent økonomiske frihed. Med en regering – som sandsynligvis igen bliver ledt af Mette Frederiksen – der har indledt et frontalangreb på borgernes frihed, er der alvorligt behov for netop denne debat. Den kan passende starte i bogens oversigt over hvad friheden gør.

Mere om forskning i økonomisk frihed

Som Christian skrev om i går, har Fraser Institute m.fl. udsendt den årlige måling af økonomisk frihed i form af Economic Freedom Index (EFI). I år har man samtidig opsummeret den efterhånden ret omfattende empiriske forskningslitteratur, hvor indekset har været anvendt.

Hvad han dog ikke fik nævnt er, at på listen over forskere med flest videnskabelige publikationer om økonomisk frihed, ligger han selv på en imponerende førsteplads. Hele 33 videnskabelige arbejder har han medvirket til. Feldmann på andenpladsen står for 22 arbejder. Også imponerende, men med meget klar distance til førstepladsen.

Det hører med til historien, at Christian også forsker i emner, hvor han ikke bruger indekset. Så det vidner om en meget produktiv forsker, som vi ovenikøbet har glæde af som redaktør her på bloggen.

Her er listen med dem, som har publiceret flest arbejder, der bruger EFI.

Og nu vi er i gang med at klippe figurer fra oversigten, så er her i skematisk form nogle af de statistisk stærkeste sammenhænge i litteraturen. Altså hvad økonomisk frihed synes at fremme.

Begreber der skal væk 6: Sammenhængskraft

Mens sommeren går på hæld, nærmer tiden sig hvor vi lukker for dette års sommerserie om begreber, der skal væk. Der er dog mindst ét, der i den grad stadig fortjener at blive nævnt: ‘Sammenhængskraft’. Begrebet bruges jævnligt i den offentlige debat, og jeg har mødt mange, der hævder at vi da alle ved hvad det er. Problemet er dog, at vi ikke rigtigt er enige om, hvad det måske er.

Det skorter ellers ikke på påstande om, hvad sammenhængskraften gør, eller at den er truet. Det er bl.a. blevet påstået, at det at de fleste elever går i den almindelige folkeskole styrker ’sammenhængskraften’. Begrebet dækker således en mystisk ’kraft’, der ligesom tyngdekraften i fysik holder individerne i et samfundet sammen i en eller anden forstand. Dansk wikipedia henviser til Durkheims idé om ’social kohæsion’ som en mere videnskabelig måde at sige sammenhængskraft, og definerer den effektivt som Robert Putnams ’sociale kapital’. Det er så tæt på, man kan komme en ægte definition, er ikke er funktionel – dvs. at man ikke definerer begrebet som noget der gør godt.

Accepterer man, at sammenhængskraft er nogenlunde det samme som social kapital, får man et klarere blik for hvad det kan være, men også nogle meget klarere studier af hvor problematisk, det er. I en artikel med Kim Mannemar Sønderskov fra 2013 så jeg på netop det spørgsmål: Er ’social kapital’ overhovedet et videnskabeligt godt koncept? Vores svar på spørgsmålet var et meget klart nej. Vores udgangspunkt for papiret var John Gerrings arbejde om ’konceptvaliditet’ – dvs. under hvilke omstændigheder er et videnskabeligt koncept mere eller mindre validt og brugbart.

Gerring fremhæver for eksempel, at et godt koncept skal fange noget mere, og mere præcist, end nabokoncepter. Det dur således ikke, at det bare er et andet og mindre præcist ord for noget, vi allerede har et brugbart koncept for (det må ikke være gammel vin på nye flasker). Det dur heller ikke, at det er bredere end nabokoncepterne og dækker flere af dem, da det indebærer at det bliver langt mindre præcist. Og det går slet ikke, at man bare puljer ting man godt kan lide i et enkelt koncept. Gør man det, får man hvad samfundstænkeren Giovanni Sartori kaldte ’katte-hunde’ – når man smider forskellige features ind i samme koncept.

Og sammenhængskraft er netop en katte-hund som koncept. Det dækker over alt godt fra havet – en række forhold som folk forestiller sig gør noget godt – og er dermed mindre præcist end nabokoncepterne, og funktionelt defineret ved at være godt. Konkretiseret som social kapital postulerer det også en sammenhæng mellem en række elementer som prosociale normer, social tillid, og aktivitet i frivillige klubber og civilsamfundet, som Kim Sønderskov og jeg, og en række andre forskere, har vist ikke er der.

En allersidste redningskrans for konceptet ville være, hvis de blandede elementer alle havde samme konsekvens. Man ville således få en slags brugbart, politisk indeks som indikerede forskellige veje til samme outcome. Men tænker man på sammenhængskraft som social kapital, er der nu en lang serie studier, der viser at de forskellige elementer i Putnams begreb ikke engang har de samme eller blot sammenlignelige konsekvenser. Uanset at politikere elsker at sige sammenhængskraft, er det et begreb, der er så håbløst upræcist og misvisende, at vi bør holde op med at bruge det.

Årets opgaver: Økonomiske effekter af fodbold-VM

Hvert år vejleder jeg en række bacheloropgaver og specialer, og hvert år er der heldigvis nogle virkeligt gode blandt dem. En gang imellem er der endda en virkeligt god med et emne, der også kunne have interesse blandt punditokraternes læsere. Mads Henning Kristensen og Erik Oskar Rasmussens bacheloropgave, som de forsvarede tidligere på ugen, er en af dem.

Mads og Oskars overordnede emne er, hvordan mega-events påvirker et lands økonomi. Helt specifikt ser de på fodbold-VM, hvilket giver dem to fordele: For det første er fodbold-VM mere sammenlignelige end mange andre events, da der er en klar struktur for alle, der er interesserede i at afholde VM, og for det andet er der en klar budrunde, hvor man ved hvilke lande der byder, og selvfølgelig ser, hvilket land vinder bud og bliver den faktiske vært. Dette clue, der først blev benyttet af Mark Spiegel og Andrew Rose, indebærer at man har en ret god statistisk kontrolgruppe i form af de lande, der bød på VM, men ikke fik det. Man sammenligner således ikke VM-værter med alle mulige andre lande, men kun med dem, der på samme tidspunkt var i stand til at afholde samme event. Med andre ord får man løst en række ellers besværlige statistiske problemer.

Resultatet i Mads og Oskars studie er, at det ikke er en god idé at afholde et VM – i hvert fald ikke fra et økonomisk synspunkt. En simpel måde at illustrere det overordnede billede, de finder, er at plotte udviklingen i BNP per indbygger (indekseret til nul i starten) og investeringsraten fra otte år før eventen – dvs. fra året de vinder buddet – til fem år efter. Det gør vi nedenfor, hvor den fuldt optrukne linje er værten, og den stiplede linje er gennemsnittet af de lande, der bød men ikke fik værtsskabet. Som figuren viser, er der en tydelig indikation på, at værtslandet faktisk har ringere BNP-udvikling fra omkring året for eventen og fem år frem. Den lille forskel i nogle få år før, kan tilskrives øget beskæftigelse omkring forhold som stadionbyggeri eller andet, men er ikke signifikant.

Billedet er særligt interessant, når det sammenholdes med investeringsraten nedenfor. Det er nemlig klart, at værtslandet afholder markant større investeringer i årene op til VM, men med en nedeadgående trend i hele perioden. Den meget klare indikation man får fra kombinationen af de to figurers indhold, er at VM-værter afholder ganske betydelige investeringer, men at disse investeringer er helt uproduktive og sandsynligvis på langt sigter skubber potentielt produktive investeringer ud af markedet.

Mads og Erik viser således meget fint, at hele hypen og de ofte gentagne, politiske påstande om store gevinster, ‘branding’ og andet, ikke er andet end tom snak. Erfaringen fra de lande, der faktisk har afholdt VM, taler sit klare sprog: Der er ingen økonomisk case for at afholde den type mega-events!

Akademisk frihed og produktivitet: Hvor i verden er vi?

For nogle måneder siden skrev vi om en ny artikel af Niclas Berggren (IFN) og undertegnede med titlen Academic Freedom, Institutions, and Productivity. Artiklen udkom for et par uger siden i Southern Economic Journal, og har – hvis vi skal være ærlige – ikke helt fået den opmærksomhed, vi havde håbet den skulle få.

Budskabet i artiklen er ellers ganske intuitivt: Vi finder at akademisk frihed – “[t]he freedom of teachers and students to teach, study and pursue knowledge and research without unreasonable interference or restriction from law, institutional regulations or public pressure.” – er forbundet med hurtigere produktivitetsvækst, men kun under en bestemt betingelse. For at kunne se systematiske effekter af at give forskere og andre akademikere fuld frihed, kræver det at landet også har et nogenlunde effektivt retsvæsen, der bl.a. beskytter privat ejendomsret. Med andre ord kan vi observere på tværs af verden siden 1960, at akademiske indsigter og gennembrud først bliver til ny produktivitet, når et relativt godt retsvæsen kan gøre det profitabelt for private virksomheder at investere i indsigterne.

Dagens spørgsmål er derfor, hvor i verden den slags produktivitetseffekter er mest sandsynlige. Det illustrerer vi ved at gange to mål sammen: Et mål for graden af akademisk frihed og et mål for kvaliteten af retsvæsenet (begge fra V-Dem-projektet). Ved netop af gange dem sammen får vi et indeks der fanger, i hvor høj grad et land er karakteriseret af begge forhold. I kortet nedenfor er lysere farver det samme som højere indeks, og dermed en væsentlig større sandsynlighed for, at man ser produktivitetseffekter af kombinationen af akademisk frihed og retslig kvalitet.

Det burde ikke overraske nogen, at Vesteuropa og væsentlige dele af Centraleuropa, sammen med de britiske offspring (Australien, Canada, New Zealand og USA) ligger i den absolute top. De interessante observationer ligge udenfor den rigeste del af verden: Chile og Uruguay i Latinamerika, men ikke Mellemamerika, Botswana, Namibia og Sydafrika, men også et område i Vestafrika omkring Nigeria, Benin og Ghana, og Filippinerne i højere grad end Indonesien eller Vietnam. Forskningsdrevet innovation og produktivitet er således ikke tydeligt i højsædet i de traditionelle vækstøkonomier som Kina og Indien. Så skal man til at gentænke, hvor de næste årtiers vækstmarkeder ligger?

Bedste danske økonomer 2022

Næsten hvert år siden 2009 har vi hos Punditokraterne skrevet et indlæg om, hvem de bedste danske (national)økonomer er. Pointen fra starten af var at imødegå et problem som mange af os ofte oplever: At ikke-økonomer opfatter dem, der bruges meget af medierne, som de fagligt dygtigste. Nogle meget dygtige økonomer er jævnligt i medierne, men det samme gælder for en række folk, som vi nok ikke helt har samme faglige respekt for. Over årene har indlægget dog også udviklet sig til en diskussion af, hvor svært det er at måle præcist, hvor dygtige forskere er. Man kan med fuld rimelighed lægge vægt på forskellige ting – hvor meget skriver man, hvor publicerer man sine ting, hvor ofte citeres man, og andre forhold – og forskellige forskere har forskellige strategier for, hvordan de gør.

Fra år til år ændrer vi derfor metoden, for at bringe forskellige aspekter af forsknings- og forskerkvalitet frem. Vores metode i år er at tage et gennemsnit af tre forhold for alle økonomiprofessorer ved danske universiteter: 1) En forskers citationstal, delt med det antal år forskeren har været aktiv (for det meste fra det år, vedkommende fik sin PhD); 2) en forskers citationstal, delt med forskerens samlede antal publikationer; og 3) det antal artikler, forskeren har haft i et ’supertidsskrift’. Vi regner supertidsskrifter i nationaløkonomi som American Economic Review, Quarterly Journal of Economics, Journal of Political Economy, Econometrica, og Review of Economic Studies. Vi tæller også, hvis en forsker har haft en artikel I et supertidsskrift i de to nabodiscipliner statskundskab og management, hvis vi regner dem som henholdsvis American Journal of Political Science, American Political Science Review, og Journal of Politics, eller i Academy of Management Journal og Academy of Management Review. I alle tilfælde tager vi logaritmen til tallet, hvilket har den effekt at en forsker, der scorer højt på én komponent, men ikke andre, ikke kan få en særligt score. Man skal med andre ord have en rimelig balance på tværs af de tre komponenter for at få en rigtigt høj score, og almindelig flittighed belønnes ikke.

Alligevel toppes årets rangliste endnu en gang af Lasse Heje Pedersen og Nicolai Foss fra CBS. Nicolai er med et citationstal på 14400 den suverænt mest citerede danske økonom, og den eneste over 10000 citationer. Lasse, der fik sin PhD i 2001, har dog flere citationer per artikel end Nicolai – han er faktisk mere end seks gange så citeret per artikel som den gennemsnitlige danske økonomiprofessor. Nummer tre, David Dreyer Lassen fra KU, excellerer ved at have ikke mindre end seks artikler i supertidsskrifter, og endda både i nationaløkonomi og statskundskab.

Petersen, Lasse HejeCBS15.9
Foss, NicolaiCBS25.1
Lassen, David DreyerKU34.2
Andersen, SteffenCBS44.1
Lau, MortenCBS53.7
Lando, DavidCBS63.7
Sørensen, Peter NormanKU73.6
Bjørnskov, ChristianAU83.5
Kreiner, Claus ThustrupKU93.4
Bennedsen, MortenKU103.4
Nielsen, Morten ØrregaardAU113.1
Rahbek, AndersKU122.9
Leth-Petersen, SørenKU132.9
Johannesen, NielsKU142.8
Munch, Jakob RolandKU152.6

Derudover kan flittige læsere sandsynligvis genkende flere navne: En af konklusionerne i år som tidligere år er derfor, at nærmest uanset hvordan man gør, får man nogenlunde de samme folk i toppen af listen. Og har man fulgt med i nyhederne og måske lidt i den faglige debat, er den nye dreng heller ikke en overraskelse: Niels Johannesen fra KU rykker ind på plads nummer 14 i år efter bl.a. at hans papir med Jørgen Juel Andersen og Bob Rijkers om Elite Capture of Foreign Aid blev accepteret i supertidsskriftet Journal of Political Economy.

Nogle læsere vil måske notere – og beklage sig over – at der ingen kvinder er på listen. For de interesserede er de højest placerede kvinder Anna Piil Damm (AU) på plads 21, Mette Ejrnæs (KU) på plads 23, og Nabanita Datta Gupta (AU) på plads 24. Andre fremragende kvindelige kolleger som Helena Skyt Nielsen og Nina Smith – og i øvrigt ligesom folk som Jesper Rangvid og til dels Carl-Johan Dalgaard (som trods alt er nummer 16 i år) – har sandsynligvis lidt under at lave kommissionsarbejde og administrativt arbejde. Ser man på folks karrierer må man desværre konstatere, at det at være vismand ikke er godt for den rent akademiske udvikling.

En anden indvending jeg har hørt flere gange, er at Nicolai Foss – årets nummer to – slet ikke er nationaløkonom, men professor på Institut for Strategi og Innovation på CBS. Mit svar har altid været, at Nicolai er en fremragende nationaløkonom, der blot befinder sig i et krydsfelt eller en gråzone mellem strategisk management og klassisk nationaløkonomi. De syv artikler, jeg har skrevet sammen med Nicolai, har i hvert fald været primært nationaløkonomiske. Men skulle man stadig mene, at han er management, kan man simpelthen ignorere alle de artikler han har udgivet i tidsskrifter, der ikke er rent nationaløkonomiske, og beregne en score på basis af det. Gør man det, er Nicolai stadig i Top 30 med den forskning, som nogen vil mene er marginal for ham!

Sidst, men ikke mindst, er hele formålet med dette indlæg at skabe lidt debat, og understrege for folk udenfor snævre faglige kredse, at man skal være omhyggelig når man påstår, at professor X eller cheføkonom Y er så dygtige. Toppen af listen er næsten altid den samme, men længere nede findes der folk, der er ekstremt dygtige i en måske lidt snæver specialisering. Og der findes folk, som ikke kommer på Top 15 på grund af den måde, listen lige i år er skruet sammen. Som en unavngiven kollega engang sagde om Martin Paldam (nummer 27 i år): ”Martin laver måske ikke altid forskning som visse af vores kolleger synes er ’fin’, men der er ingen af dem der kan matche hans økonomiske intuition”. Det ville være rart, hvis journalister også en gang imellem husker, at enkelte af de lidt ældre kolleger der ikke gør så meget væsen af sig, ofte ser klarere end de fleste af os.

Den nordiske vækstkultur

Forleden dag udkom det nye nummer af det fine svenske Ekonomisk Debatt. Tidsskriftet er videnskabeligt, men udgiver typisk artikler der er lettere at forstå udenfor et snævert fagligt niveau, og er således unikt i de nordiske lande. Vi ser frem til hvert nummer, da det stort set altid har noget interessant, men i særligt grad denne gang. Grunden er, at nummer 2 i år inkluderer min artikel med min fremragende kollega og ven Niclas Berggren om Den Svenska Växtkulturen.

Baggrunden for artiklen er, at vi ofte møder kolleger og andre, der mener at vi burde fokusere vores forskning på noget, der ’gavner virksomheder’. Med andre ord ser de vores forskning i institutioners betydning for samfundet og hvor de kommer fra, som mindre vigtig end mere virksomhedsrettede studier. Niclas og jeg er meget enige om, at virkeligheden nærmere er den modsatte: Hvis man ikke forstår virksomheders og borgeres juridiske, regulatoriske og mellemmenneskelige rammevilkår, bliver det meget svært at forstå, hvad der foregår i dem, og i særlig grad hvordan virksomheders vilkår og modus operandi kan variere fra land til land.

Artiklen opsummerer de sidste 25 års forskning, som vi begge to har bidraget til efter bedste evne, om institutionelle konsekvenser i samfundet. Som vi konkluderer allerede i abstractet, viser en lang forskningstradition at den særlige vækstkultur, som de nordiske lande deler, handler om ”att människor litar på andra och att de är toleranta, individualistiska och tålmodiga.” De nordiske lande blev rige på basis af en grundlæggende individualistisk kultur, der fremmede mellemmenneskelig tillid og tolerance. Fra den voksede for eksempel vores gode juridiske institutioner, og den skandinaviske velfærdsstat overlever på grund af kulturen.

Hvor findes denne kultur så henne i verden? Kortet nedenfor viser et indeks, der samvejer Geert Hofstedes mål for individualisme med det almindelige mål for social tillid. Det viser dermed, hvilke steder i verden kombinationen af de to er stærkest (lysere farve er bedre). Hvis man er interesseret, kan man læse artiklen gratis (gennem linket ovenfor) og tage et nærmere kig på kortet.

Husk: Dansk Public Choice Workshop mandag

Vi skrev forleden om den danske public choice workshop, der i morgen – mandag den 28/2 – afholdes efter et års tvungen pause. Sidste gang var i januar 2020 (omtalt her), men i morgen er det endelig tid til den 22. workshop. Stedet er Aarhus Universitets campus på Fuglesangs Allé, lokale M104, og hele eventen starter klokken 11. Som vi også har givet vores studerende besked på, er alle interesserede velkomne til at komme, også hvis man kun er interesseret i en enkelt session. Mens vi desværre ikke har tysk deltagelse denne gang – vores kolleger fra Hamborg er forhindrede – spænder programmet endnu engang over forskelligartede emner. Det endelige program er nedenfor, og vi håber på at se punditokraterne-læsere ved workshoppen.

The 22nd Danish Public Choice Workshop

11.00: Welcome

11.05: Institutional and Constitutional Economics (Chair: Christian Bjørnskov)

Niclas Berggren (IFN) and Christian Bjørnskov (Aarhus): Does Legal Freedom Satisfy?

Thomas Barnebeck Andersen (SDU): Democracy and Gender Equality

Christian Bjørnskov (Aarhus), Andreas Bergh (Lund), and Luděk Kouba (Mendel): The Growth Consequences of Socialism.

12.20: Lunch

12.55: Surveys and Meta-Analysis (Chair: Karsten Bo Larsen)

Martin Paldam (Aarhus): Meta-Mining: The Political Economy of Meta-Analysis

Jonas Herby (Cepos), Steve Hanke (Johns Hopkins), and Lars Jonung (Lund): A Systematic Review and Meta-Analysis: What does the First 1½ Years of Empirical Studies tell Us about the Effects of Lockdowns on COVID-19 Fatality Rates?

Kathrine Elisabeth Skjoldborg and Karsten Bo Larsen (Cepos): Does Public Service Motivation increase Public Service Efficiency? A Meta-Analysis.

14.10: Coffee break

14:30: The Political Economy of Elite Interests (Chair: Lasse Aaskoven)

Stefan Kirkegaard Sløk-Madsen (Cepos): From Liberal to Social Institutional Logics – How a Failed State Organization Saved Itself

Peter Nannestad (Aarhus): Tax Competition or Tax Cartelization? The Political Economy of Decentralized Tax Setting in Denmark, 2007-2020

Lasse Aaskoven (SDU) and Jonathan Stavnskær Doucette (Copenhagen): Elite Control of Religious Institutions: Evidence from Denmark

15:45: Break

15.50: Schools and Democracy (Chair: Andreas Bergh)

Therese Nilsson (Lund), Diem Hoang (Duisburg-Essen) and Martin Karlsson (Duisburg-Essen): Political Representation and Investments in Education: Sweden in 1930-1949.

Karsten Bo Larsen and Jens Lund Andersen (Cepos): The Importance of Competition and Politics for the Efficiency of Public Schools – a Two-Stage Data Envelopment Analysis.

Andreas Bergh (Lund): Do the Highly Educated Know More about the World?

Produktivitet: Akademisk frihed er vigtig

De sidste to år har været nogle af de mærkeligste i mit liv, og i særlig grad på grund af de afsindige politiske beslutninger, der er blevet taget. Vi har kritiseret politikken adskillige gange her på stedet, og mainstream media er så småt begyndt at følge trop. Men et af de forhold, der stadig kun tales og skrives om i relativt snævre cirkler, er de mange forsøg på at begrænse den akademiske frihed, som er sket i mange lande. Det virker klart, at det ikke er et forhold, de flest tager alvorligt: Akademisk frihed synes at være noget, som de fleste betragter som en slags luksus for universitetsforskere. Men ny forskning peger på, at det faktisk er ret vigtigt.

Den nye forskning ligger i form af en artikel, som jeg har skrevet sammen med min gode ven og IFN-kollega Niclas Berggren, og som lige er blevet accepteret til publikation i Southern Economic Journal. I artiklen “Academic Freedom, Institutions and Productivity”, som man kan læse i working paper version her, viser vi at akademisk frihed – frihed til at forske frit og frit viderebringe forskningen – er forbundet med store, dynamiske produktivitetsgevinster. Det sker bare ikke i alle samfund.

Den måske mest interessante konklusion i artiklen er, at det moderne mønster på tværs af verden faktisk passer meget fint på Joel Mokyrs forklaring af den Industrielle Revolution: Akademisk frihed er ikke tilstrækkelig, men er først vigtig når den kombineres med et rimeligt velfungerende retsvæsen. Grunden er ganske simpel, at de akademiske landvindinger ikke har nogen kommerciel værdi, medmindre der er et velfungerende retsvæsen til at beskytte de virksomheder, der implementerer den nye viden, og deres investeringer.

De mest produktive samfund, og dem der skaber ny produktivitet, er således dem der er kendetegnet ved en særlig form for institutionel komplementaritet, som også er en central del af Niclas og mit nye Templeton-fundede projekt, Cultures of Trust and Institutions of Freedom. Artiklen bidrager således også til at understrege, hvor skadelige de kombinerede angreb på akademisk frihed og retstat er, som man ser i mange samfund for tiden.

Interview om nedlukningspolitik

Regeringen virker for tiden til at insistere på at lukke den danske samfund ned igen. Det var derfor meget passende, at jeg forleden blev interviewet om mit faglige syn på nedlukninger og epidemipolitikken. Interviewet var med Claus Hetting, der er journalist og tilknyttet en forening der hedder Frihedsbevægelsens Fællesråd. Jeg er selv virkeligt godt tilfreds med interviewet, som kom langt omkring i en atmosfære af ærligt nysgerrighed og åbenhed, der ellers har manglet i medierne det sidste halvandet år. Det hele kan ses nedenfor.

Mere nedlukning og ufrihed uden evidens

Så er vi der igen: Danskerne er et godt stykke inde i den almindelige virussæson, og regeringen har opgraderet den nye coronavirus, så den kan indføre restriktioner og nok engang begrænse danskernes liv og frihed. Det, der mere end noget andet gør mig rasende, er at der absolut ingen dokumentation er for at de tidligere nedlukninger har gjort en forskel – der er evidens for det modsatte – og heller ingen evidens fra før den nye coronavirus kom. Alt hvad vi vidste før 2020 pegede på, at nedlukninger ikke virker, men har horrible bivirkninger, og det billede har de sidste 1½ år ikke rykket ved.

Som Douglas Allens oversigt over forskningen fra det første år viser, er der i praksis ingen evidens for, at nedlukningerne har virket. Allen konkluderer, at ”The limited effectiveness of lockdowns explains why, after more than one year, the unconditional cumulative Covid-19 deaths per million is not negatively correlated with the stringency of lockdown across countries.” Med andre ord, som vi også har skrevet om tidligere her på stedet, har nedlukningerne været forgæves, selvom de har kostet flere hundrede milliarder og forårsaget en alvorlig krise i folks mentale helbred.

På samme måde viser et nyt oversigtsstudie fra the Cato Institute, at evidensen for effekter af brug af mundbind også er forbløffende svag, og fokuserer man på højkvalitetsevidens, er den de facto fraværende. Som Ian Liu, Vinay Prasad og Jonathan Darrow finder: ”The available clinical evidence of facemask efficacy is of low quality and the best available clinical evidence has mostly failed to show efficacy, with fourteen of sixteen identified randomized controlled trials comparing face masks to no mask controls failing to find statistically significant benefit in the intent‐​to‐​treat populations.” Det gælder også det danske DanMask-studie, som regeringen ellers bruger som retfærdiggørelse for det nye mundbindskrav. Mens den videnskabelige norm er, at man kræver at forskelle er mindst 95 % sikre – dvs. at der er mindre end 5 % sandsynlighed for, at den forskel man observerer ikke faktisk er den modsatte – er forskellen i det danske studie kun 62 % sikker. Ikke en eneste bare nogenlunde ædruelig samfundsforsker ville nogensinde basere noget som helst på den slags ’evidens’. Ser man statistiske undersøgelser, hvor forskellen har 38 % sandsynlighed for at være omvendt, konkluderer man at der nok ingen forskel er.

Det fantastiske er, at der heller ikke ser ud til at være nogen som helst grund til at være særligt bekymret for tiden. I figuren nedenfor plotter vi de daglige dødstal for de fem år mellem 2017 og nu. Som figuren demonstrerer, lå virussæsonen 2020-21 lidt tidligere end de fleste år – følg den sort kurve, hvor der er en klar peak i december, og fortsæt i den gule kurve, der meget klart ligger lavere end normalt fra sidst i januar. Kurven har derimod ligget højt henover sommeren, men er i de seneste uger konvergeret til et normalområde for årstiden.

Den eneste virkelige forskel er, som vi har påpeget tidligere, at der var overdødelighed henover sommeren, som ikke har noget som helst med virussen at gøre. Følger man således den danske mortalitet er der intet – siger og skriver intet – der giver grund til alarm. Mortaliteten er faktisk tilbage til normalen nu, efter en periode med overdødelighed som følge af en række andre forhold, der stadig ikke er officielle data på.* Den eneste alarm er rent politisk og består i to forhold: At regeringen er stærkt presset i minkskandalen, og at det egentlig burde være en skandale, i hvor høj grad MF og hendes tropper har ødelagt mange danskeres liv siden marts 2020.

Religiøsitet i den vestlige verden

Vi har tidligere skrevet om et af de store sociologiske spørgsmål her på stedet: Hvorfor er nogle samfund meget mere religiøse end andre? Spørgsmålet bliver ved med at dele de intellektuelle vande. Nogle forskere insisterer på, at de store forskelle i hvor religiøse folk er og hvor ofte de deltager i religiøs aktivitet ikke er virkelige – påstanden er ofte, at folk bliver ved med at være ‘åndelige’ i en eller anden forstand – mens de fleste accepterer, at der er store forskelle. Der er næppe meget tvivl om, at gentagne undersøgelser viser, at folk idag er langt mindre religiøse end tidligere.

I mange henseender er religiøsitet en del af den brede transition fra fattige samfund med subsistenslandbrug til moderne, avancerede samfund. Min kollega, mentor og tidligere vejleder Martin Paldam viser for eksempel i sin nye (og meget anbefalelsesværdige) bog The Grand Pattern of Development and the Transition of Institutions, at religiøsitet er et af adskillige forhold, der ændrer sig i takt med at samfund bliver rigere. Omend det stadig er usikkert – som Martin med vanlig omhyggelighed påpeger – om kausaliteten kun går en vej eller om religiøsitet også påvirker den økonomiske udvikling, er mønsteret klart. Ser man på tværs af verden, som vi gør i dagens første figur, der viser forskelle i hvor vigtig folk mener religion er i deres hverdag, er det også meget tydeligt at religiøsitet følger økonomisk udvikling.

At det ikke blot er et fænomen, der gælder udviklingslande er klart i dagens anden figur, hvor vi plotter religiøsitet mod logaritmen til gennemsnitsindkomsten i tre grupper: Vesteuropæiske lande (blå markeringer), østeuropæiske lande med en kommunistisk fortid (røde markeringer), og amerikanske stater (sorte markeringer). Alle data er købekraftskorrigerede og dermed så sammenlignelige som muligt.

Mens det er relativt tydeligt, at rigere stater er mindre religiøse – korrelationerne i de tre grupper varierer fra -.35 i USA til -.59 i Vesteuropa – viser figuren også, hvordan de amerikanske stater systematisk er mere religiøse ved samme indkomstniveau. Det er også ganske klart i gennemsnittene, da 55 % af amerikanerne ser religion som vigtig i deres hverdag, mens det er 51 % i Østeuropa og 47 % i Vesteuropa. Indkomstforskellene er derimod 63.400 dollars per indbygger i USA, 48300 i Vesteuropa og 24900 i Østeuropa. Amerikanerne er uforholdsmæssigt religiøse.

Et interessant faktum kan ses i dagens sidste figur, hvor vi plotter religiøsitet overfor den sociale tillid i staten. Mens vi må understrege, at der er endnu mere usikkerhed omkring kausaliteten her – se f.eks. mit arbejde med Niclas Berggren om emnet – er sammenhængen ganske klar. Det gælder også, hvis man bruger lidt mere avanceret statistik. Multipel regressionsanalyse peger således på fire interessante indsigter: 1) Fordobler man indkomsten, falder religiøsiteten typisk med 19 procentpoint; 2) for hver ti tillidspoint falder religiøsiteten med syv procentpoint; 3) alt andet lige er Vesteuropa i gennemsnit 18 procentpoint mindre religiøst end USA, og Østeuropa er 19 procentpoint mindre religiøst end Vesteuropa; og 4) der er ingen systematiske forskelle på tværs af protestantiske, katolske og ortodokse/muslimske stater.

Hvad kan man bruge den slags viden til? Det enkle svar er, at det giver mere viden om hvordan transitionsprocesser ser ud – om hvordan samfundet ændrer sig i takt med, at det bliver rigere. Men sammenligningerne i dag peger også på, at der ofte er andre forhold der er vigtige, og som måske ikke ændrer sig fundamentalt i transitionsprocessen. Spørgeundersøgelser i starten af 1930erne viste for eksempel, at kun omtrent 30 % af københavnerne gik fast i kirke – et tal, der idag ville være lavt i USA. Flere af disse forhold kan måske forklare, hvorfor de nordiske lande på mange måder var så moderne allerede for 90 år siden.

Hvor effektive er vaccinerne?

På tværs af den vestlige verden behandler politikere og medier udbredelsen af vacciner som den eneste politik mod den ny coronavirus. Præsident Biden har forsøgt at dekretere, at alle ansatte i staten og virksomheder med over 100 medarbejdere skal vaccineres, og Johnson-regeringen i London forsøger at få alt personale i NHS tvangsvaccineret. Det er derfor ekstremt vigtigt at få konkret information om, hvorvidt vaccinerne leverer den beskyttelse som man er blevet lovet.

Den information kan man blandt andet få fra et nyt svensk studie, der er i pre-print og den glimrende Sebastian Rushworth omtalte forleden. Studiet, der er registerbaseret og omfatter knap 1.7 millioner borgere, undersøger de tre vacciner, Moderna, Pfizer, and AstraZeneca, der primært er blevet brugt i Sverige. Det bekymrende er, at studiet viser hvor hurtigt vaccineeffekten forsvinder. Resultaterne af at følge de 1,7 millioner svenskere viser, at den meste effektive vaccine – Moderne – efter 4-6 måneder kun giver 71 % reduktion i symptomatisk smitterisiko, Pfizer giver 47%, mens hele effekten af at få AstraZenecas vaccine er væk før der er gået et halvt år. Efter ni måneder gælder det samme for Pfizer-vaccinen, mens forskerne ikke kan give en vurdering af Moderna. De konkluderer dog, at der ser ud til at være en lineær reduktion af effekten for vaccinerne, så også Moderna holder op med at give beskyttelse.

Når de svenske forskere fokuserer på de relativt ældre, og dermed den eneste gruppe i samfundet som har en reel risiko ved at blive smittet med Sars-Cov-2, er resultaterne endda værre. For de tre vacciner som helhed falder effekten til 50 % efter 2-5 måneder, og efter et halvt år giver de ingen beskyttelse. Selv for de 50-64-årige er al effekt væk efter 4-6 måneder. Bundlinjen er ganske klar, selvom det ikke er det forskerne skriver: Vaccinerne er langt fra så effektive, som man først blev lovet, og som politikere bliver ved med at påstå.

Det samme billede får man fra et andet nyt studie, der blev udgivet i European Journal of Epidemiology for godt en måned siden, og som sætter også et stort spørgsmålstegn ved vaccinerne. Med data på tværs af 68 lande og 2947 amerikanske counties, undersøger S.V. Subramanian og Akhil Kumar, i hvilken grad udbredelsen af vaccinerne har bremset udbredelsen af virussen. Hele grundlaget for de enorme investeringer i vacciner til alle, og i særlig grad til kravene om vaccinepas osv., er at vaccination kan bremse smittespredningen i samfundet. Problemet er, at Subramanian og Kumar finder, at smitteudbredelse slet ikke er korreleret med udbredelsen af vacciner. Hæver man sig op på samfundsplan er effekterne af vaccination således så små, at man ikke kan se dem med endda omhyggelig statistik. Det indebærer, at massevaccination således er irrelevant som strategi for at redde nogen.

Et nyt studie af Peter Kamp Busk, Thomas Birk Kristiansen og Allan Engsig-Karup trækker også tæppet væk under det andet ben af den danske viruspolitik. Studiet undersøger, i hvilken grad den danske teststrategi har påvirket hvor mange der testede positivt. De tre finder, at om noget var der større smitteudbredelse mens der blev testet mest intensivt. Med andre ord er der ingen evidens for, at den danske massetestning har haft nogen som helst effekt på smitteudbredelsen. Bundlinjen i disse studier er, ligesom den nye litteratur om nedlukninger som bl.a. Douglas Allen har opsummeret, at praktisk taget alt som vestlige regeringer har gjort siden marts sidste år har været nyttesløst. I bedste fald har det kostet uanede ressourcer – i Danmark er regningen i omegnen af 500 milliarder kroner – men der er mange indikationer på, at nedlukningerne kan ende med at slå flere folk ihjel. Som vi dokumenterede forleden, har der været markant overdødelighed i Danmark siden juni, som ikke har med virussen at gøre. Der tales også meget i de britiske medier om de 75000 flere briter i forhold til tidligere år, der er døde i deres hjem i år. Vil man ’følge videnskaben’, burde man stoppe sundhedsteatret nu.

Mere om Nobelprisen i økonomi 2021

Mandag eftermiddag annoncerede Sveriges Riksbank den årlige Nobelpris i økonomi. 2021-prisen går til David Card (UC Berkeley), Joshua Angrist (MIT) og Guido Imbens (Stanford). Nobelpriskomiteens annoncering og begrundelse kan læses her. Card får prisen for ”his empirical contributions to labour economics”, mens begrundelsen for Angrist og Imbens er ”their methodological contributions to the analysis of causal relationships.” Der er således tale om en Nobelpris til arbejdsmarkedsøkonomi og økonometri.

Årets Nobelpris går overordnet til de tres arbejde og indsigter i, hvordan man kan bruge såkaldt naturlige eksperimenter til at etablere årsagssammenhænge. Mens det ikke ligefrem er den mest ophidsende Nobelpris i mands minde, gives den derfor til et vigtigt område. Samfundsvidenskaberne har været ekstremt dygtige til at etablere sammenhænge, men har ofte haft et problem med at vise, at disse sammenhænge er kausale. Det evige problem har været, at ”Correlation isn’t Causation”. Når man for eksempel ser en sammenhæng mellem økonomiske kriser og statskup, er det så fordi statskup er mere sandsynlige under kriser (at folk forsøger statskup når staten er svag), eller er det fordi statskup skaber kriser (pga. den øgede politiske usikkerhed)?

Det er her, naturlige eksperimenter er så værdifulde. Har man for eksempel et område i USA, hvor der bliver indført regulering i noget af området men ikke i resten, har man potentielt et naturligt eksperiment. Det gælder for eksempel Saint Louis, som ligger i Missouri, men strækker sig ind i Illinois, og hvor borgerne til tider kan opleve, at der gælder forskellig regulering i forskellige dele af byen. Det naturlige eksperiment ligger derfor i, at man har en virkeligt god kontrolgruppe, som man kan sammenligne med. Man kommer derfor udover problemet med at etablere en årsagssammenhæng, fordi man har en helt sammenlignelig gruppe, som logisk ikke kan være påvirket af den politik eller event, man studerer. Det naturlige ligger i, at det ikke er et eksperiment som forskere har sat op, men en tilfældighed der helt ligner et eksperiment.

Som Otto Brøns-Petersen noterede mandag, har jeg selv brugt naturlige eksperimenter. Udover mit studie med Kasper Planeta Kepp, var jeg med til at bruge metoden i et studie sammen med Jacob Gerner Hariri (KU) og Mogens Kamp Justesen (CBS). I Economic Shocks and Subjective Well-Being: Evidence from a Quasi-Experiment brugte vi et naturligt eksperiment, da Botswanas nationalbank om eftermiddagen den 29. maj 2005 annoncerede en devaluering af landets valuta. Det naturlige eksperiment bestod i, at en større spørgeskemaundersøgelse fra AfroBarometeret var gået i gang nogle få dage før, men ikke var slut endnu. Vi havde derfor en unik mulighed for at undersøge, om folks subjektive velbefindende reagerede på hvad de kunne forvente, der ville ske, eller om den først ændrede sig efter at man faktisk kunne observere ændringerne.

Med andre ord brugte vi Card og Angrists metodiske indsigter til at undersøge, hvor sofistikeret folks velbefindende er. Det kunne lade sig gøre, fordi der ganske tilfældigt – og heldigvis – dukkede et naturligt eksperiment op. Og det understreger måske meget godt metodens begrænsninger: Hvis der ikke af en eller anden grund er et naturligt eksperiment, er man tvunget til at falde tilbage på mere traditionelle empiriske metoder. Det er en fantastisk smart måde at etablere evidens på, men den kan kun bruges i særlige – og relativt tilfældige – applikationer.

Omfordeling giver ikke lykke

Forleden aften gav jeg et interview til en amerikansk journalist om, hvad der ligger bag at de nordiske landes befolkninger normalt er så tilfredse med deres liv. Journalisten var omhyggelig og velforberedt, men gentog en ofte hørt påstand: De nordiske lande er lykkelige pga. deres velfærdsstater og den store omfordeling. Påstanden – som klimaministeren Dan Jørgensen også har gentaget bevidstløst – er en myte, som der ingen konkret opbakning får i forskningen.

Logikken bag den populistiske påstand – der som økonomisk teori kan spores tilbage til den store socialistiske økonom Abba Lerner – om at omfordeling gør befolkningen som helhed lykkeligere er, at pengene giver ’mere lykke’ i bunden end i toppen af indkomstfordelingen. Lerners argument hviler derfor på en standardantagelse i økonomi om, at der er aftagende marginalnytte til forbrug – at nummer tre muffin giver mindre ekstra glæde end nummer et. Implikationen er, at omfordeling derfor burde give bunden mere lykke end man tager fra toppen.

Problemet er bare, at sådan ser virkeligheden faktisk ikke ud når man tester påstanden. I the World Values Survey og the European Values Study kan man således splitte folk op i, om de har lav, mellem eller høj indkomst. Metrikken vi bruger, er derfor at beregne forskellen på den gennemsnitlige tilfredshed med livet blandt dem med henholdsvis høje og lave indkomster. Plotter man det mål mod den faktiske fordeling af disponibel indkomst (fra Frederic Solts SWIID-database), målt som det normalt gøres ved en Ginikoefficient, får man nedenstående figur. Figuren nedenfor, der er fra min bog om nordisk lykke, viser med stor tydelighed, at der ikke er nogen klar sammenhæng mellem ulighed i indkomster og ulighed i lykke på tværs af indkomster.

Selvom mange i dansk politik taler meget om ulighed, er den ikke noget problem i en tilfredshedssammenhæng. Det er heller ikke svært at forstå. Som Don Boudreaux understregede forleden i en klumme hos AIER, giver mål for ulighed sjældent nogen særlige indsigter eller forståelse for, om der er et problem eller ej. Indkomstforskelle mellem folk er ikke blot en refleksion af forskelle i evner og talent, men også i bevidste livsvalg om, hvor meget man investerer i uddannelse, hvor meget man ønsker at arbejde relativt til resten af ens liv, hvor man vælger at bo osv. at et helt bestemt mål for et af resultaterne af den proces skulle være klart forbundet med forskelle i lykke, er noget af en påstand. Og den er ikke korrekt.

Lykke i Europa

I morgen har jeg den særlige fornøjelse af holde det første af tre foredrag i efteråret på FOFs Fredagshøjskole. Foredraget handler om den nordiske lykke – hvorfor er de nordiske lande som region betraget det lykkeligste sted i verden? Mens jeg har holdt en lang række af den slags foredrag om emnet, tager efterårets version udgangspunkt i min bog Happiness in the Nordic World, der udkom i juni. Den har således et lidt andet udgangspunkt, og jeg glæder mig meget til at komme ud at holde foredrag og tale med andre mennesker uden restriktioner, mærkelige krav eller andre menneskefjendske politiske tiltag.

For at minde folk om, at der faktisk er noget at tale om, bringer vi derfor i dag en illustration af, hvor store forskellene er internt i Europa. Baggrunden for kortet er the European Social Survey, der tillader at man udregner folks gennemsnitlige tilfredshed med livet på regionalt plan. Farvekodningen går fra hvid (de lykkeligste steder) til sort (de mindst lykkelige), og demonstrerer klart hvordan Norden – og Schweiz – er de lykkeligste.

Derudover er det måske værd at bemærke et par ting. For det første kan man se konturerne af Muren ned gennem Tyskland, hvor de tidligere kommunistiske områder stadig er markant mindre lykkelige. Man kan også glæde sig over, at Polen og Tjekkiet faktisk er kommet så godt med, at de stort set ligner Spanien i folks opfattelse af deres liv. Og man kan more sig over, at Baskerlandet i Spanien er lykkeligere end resten.

Der er masser af interessante forhold at dykke ned i, og for vores relativt unge læsere måske også et glimrende gymnasieprojekt at skrive? Store dele af forskellene er for eksempel forklaret med forskelle i tillidskultur – en særlig diskussion, der kommer en ny Nordic World-bog om til næste år – mens andre dele ser mere mystiske ud. Som man siger på engelsk er der ‘food for thought’ i kortet ovenfor, og en god samtale over en kop kaffe eller et glas vin.

Emissioner i verden – hvordan bedømmer man?

Tidligere i år udkom FN-panelet IPCCs nye rapport, hvis politiske dele igen skabte bølger i medierne. Dommedagsprofetierne manglede ikke, omend de mere videnskabelige dele af rapporten ikke helt gav grund til at frygte, at himlen falder ned om ørerne på os. Rapporten og mediehypen giver dog anledning til at spørge, hvordan det går med miljøet og de åbenbart vigtige udledninger af drivhusgasser. Hvem skal man rose, og hvem skal man skose når det kommer til miljøstatus i verden? Det viser sig at være forbløffende svære spørgsmål at svare på.

Starter man med at se på, hvem der er mest energieffektive, forstået på den måde at man undersøger, hvem der udleder mest og mindst CO2 per 1000 dollars økonomisk værdi, er der allerede overraskelser, som vi illustrerer i den første figur. Det er for eksempel tydeligt, at hele Vesteuropa, Japan, New Zealand og Singapore er i den bedste femtedel af verden – farvekoden i figurerne er, at blå er bedst, efterfulgt af grøn, gul, rød, og med sort som værst – mens det samme sjovt nok også gælder for Brasilien, Colombia og Uruguay. At dele af Centralafrika også er, skyldes meget enkelt, at de er desperat fattige. I anden række følger Australien, USA og dele af Centraleuropa. I den værste ende, derimod, finder man stort set kun tidligere og nuværende kommunistiske lande, steder med en stærk kommunistisk indflydelse på den førte politik som Indien, Bolivia og Sydafrika, og olielandene i Nordafrika og Mellemøsten. Der er således både lande, der bekræfter et populært billede, og lande der som USA, der næppe passer på almindelige fordomme.

Det virkeligt svære i bedømmelsen af landes politik og status kommer dog, når man ser på udviklingen i udledningen af CO2 og andre drivhusgasser. Her er billedet i dagens anden figur nemlig et noget andet, med de største reduktioner i tidligere kommunistiske lande, ligesom også dele af Europa og USA er godt med. De store syndere her er ’emerging economies’ i Asien: Thailand, Malaysia og Indonesien. På samme måde klarer Brasilien sig skidt – de ellers lave emissioner er stort set ikke reduceret de sidste 25 år – og hele det afrikanske kontinent er stærkt blandet med enkelte positive undtagelser (heriblandt som altid Botswana).

Hvad gør man så, når man skal bedømme, hvordan det går miljømæssigt i et land – og ikke mindst hvis man er interesseret i at udskamme nogen og rose andre? Det kan blive endda meget svært at nå en afbalanceret, faktabaseret vurdering. Problemet er, at nogle af de umiddelbart værste miljøsyndere samtidig er nogen af dem, der har ryddet mest op de sidste 25 år. Man kan for eksempel sagtens mene, at Rusland forurener alt for meget, men man må samtidig anerkende hvor forbløffende meget, landet har ryddet op fra Sovjetunionens miljøsynder. Og hvad siger man til steder som Indonesien og Indien, der nok sviner, men som også løfter millioner af mennesker ud af fattigdom? Læserne har måske indvendinger og idéer, men som eksemplet viser, er det frygteligt svært at ophøje sig til moralsk dommer.

Cultures of Trust and Institutions of Freedom

Min gode ven og kollega Niclas Berggren (IFN, Stockholm og VSE, Prag) har beskæftiget sig med økonomisk frihed siden 1999 og kulturelle forhold næsten lige så længe. Som læserne vil vide, har jeg også beskæftiget mig med begge fænomener siden min PhD-periode, og en del af forskningen de senere år har netop været sammen med Niclas.

Det er derfor en særlig fornøjelse at Niclas og jeg kan afsløre, at vi har fået en projektansøgning godkendt hos the Templeton Foundation. Projektet har titlen Cultures of Trust and Institutions of Freedom og fokuserer netop på samspillet mellem kulturelle forhold og frihedsinstitutioner såsom økonomisk frihed, institutioner der beskytter menneskerettigheder, og en række andre forhold. Minus overhead til administration har Templeton bevilliget cirka 6½ millioner svenske kroner over en treårig periode.

Projektet er omtalt i IFNs Nyhedsbrev i denne uge, der også interviewer Niclas om ideerne bag det. Nyhedsbrevet formulerer baggrunden for projektet som følger:

I det kommande projektet kommer forskarna bland annat att klargöra hur ett välfungerande rättssystem – som är centralt för att skydda ägande och ingångna avtal – kan säkerställas, säger Niclas Berggren. En annan viktig beståndsdel i projektet är hur ett välfungerande rättssystem tillsammans med en öppen marknadsekonomi påverkar graden av tillit. Det är i sin tur viktigt för att stimulera initiativ som gynnar produktiviteten. Projektet kommer också att titta på tre ämnesområden som påverkar vår tid och står högt upp på agendan på samhällsdebatten: ojämlikhet, globalisering och pressfrihet.

Her på stedet kommer vi naturligvis til at skrive en del om projektet, når det er gået i gang. Udover planerne om at holde to videnskabelige workshops med inviterede forskere fra hele verden og to policyseminarer – et i Stockholm og et i København – er der også en en plan om at lave podcasts med nogle af de inviterede forskere. Vi sørger naturligvis for at linke til det hele her på stedet, inklusive de allerede planlagte dele af projektet. Men hvis nogle af læserne i mellemtiden har idéer til, hvilke emner man kunne kaste sig over i projektet, hører vi naturligvis meget gerne om dem!