I et typisk folketingsår behandler Folketinget over 200 lovforslag. Det er omtrent ét for hver eneste arbejdsdag, året rundt. Stortinget i Norge nøjes med 93. Ingen politiker har besluttet, at Danmark skulle lovgive dobbelt så meget som nordmændene. Det er bare sket.

Da den nye regering i juni præsenterede sit regeringsgrundlag med 12 nye kommissioner, udvalg og ekspertgrupper, blev de hurtigt affærdiget som syltekrukker, og selv statsministeren måtte ved præsentationen afvise, at de svære sager bare blev syltet. Jeg argumenterede dengang i Jyllands-Posten for, at kritikken ramte ved siden af, fordi ”alternativet til kommissionerne er, at regler og penge bliver brugt uden klar idé om, hvad problemet er, eller hvordan det kan løses. Og så er selv en syltekrukke trods alt at foretrække.”

Siden er det blot blevet endnu mere tydeligt, at Danmarks problem er ikke for mange kommissioner, men for meget hastværk. Fx hastede Regeringen loven om ændret befordringsfradrag igennem høringer og Folketinget, selv om der – som jeg har dokumenteret i RÆSON – ikke var skyggen af behov for hastværk.

Hos IRES – Institut for Reguleringsstudier har vi i et notat vist, at det lovforberedende arbejde negligeres i forhold til tidligere. Antallet af lovforberedende udvalg er faldet med 90% siden 1970’erne. Konsekvensen er alt for mange regler, der er hastet igennem med dårlig kvalitet og unødvendigt bureaukrati til følge.

Og de mange regler koster danskerne dyrt. I et IRES-notat fra marts viser jeg f.eks., at tilladelsesordningen for godskørsel og kravet om fastskruning af nummerplader tilsammen påfører dansk erhvervsliv byrder for omkring 20 mio. kr. om året. Begge blev hastet igennem regelmøllen, og ingen af dem har skyggen af evidens for, at de bidrager til at nå de politiske mål. Magtudredningen 2.0 har vist, at syv ud af ti embedsmænd mener, at tempoet forringer lovgivningen.

Hvorfor skal det gå så stærkt? Public choice-forskningen har en del af svaret. Fx har Bryan Caplan vist, at vælgere systematisk fejlvurderer økonomien og belønner synlig handlekraft frem for usynlig grundighed. En minister, der haster en lov igennem dagen efter en ophidset forside, ligner én, der griber ind. En, der nedsætter et toårigt udvalg, ligner én, der har syltet sagen. Gevinsten ved at handle er synlig og kommer nu, mens omkostningerne ved en dårlig regel er spredt tyndt ud på mange og først melder sig om år (hvis de overhovedet bemærkes).

Samtidig bliver næsten ingen regler evalueret. Erhvervsministeriet følger kun 10 af sine 177 love systematisk. En sådan ligegyldighed med ens virke ville føre til omgående lukning af en medicinalvirksomhed, der solgte piller uden dokumentation for, at de virkede, og uden nogensinde at undersøgte, om patienterne rent faktisk fik det bedre eller kun fik bivirkninger.

Og det er her, mit forsvar for kommissionerne kommer ind. Et grundigt forarbejde er det stik modsatte af en lovmaskine med speederen i bund. Kommissioner er langsomme og udramatisk og netop derfor politisk underbetalt. Burde det ikke nærmest være en hovedregel, at Folketinget ikke vedtog nye, indgribende regler uden et ordentligt forarbejde? Alene regningen for nummerpladerne kunne finansiere en hel nummerpladekommission. Det lyder åndssvagt, men det skyldes jo, at reglen i sig selv er det.

En kommissions værdi afgøres dog ikke af ordet på døren, men af kommissoriet. Regeringsgrundlaget indsnævrer fx Boligavancekommissionens arbejde til avancebeskatning af realiserede boliggevinster. Men en anden indretning af de eksisterende løbende boligskatter kan potentielt opnå målsætningerne om at adressere generationel ulighed på boligmarkedet og fastholde mobiliteten på bedre vis. Det får kommissionen bare ikke mulighed for at se på. Den er låst på midlet i stedet for målet. Produktivitets- og Konkurrenceevnekommissionen har derimod et åbent mandat og kunne blive vigtigt ekspertarbejde, hvis den bl.a. får til oplæg at udarbejde konkrete lovforslag, der udmønter nogle af de 123 anbefalinger, som Produktivitetskommissionen leverede i 2014.

Den, der skyder kommissionerne ned som syltekrukker, overser, at alternativet sjældent er ingen regler. Som jeg skrev: ”alternativet til kommissionerne er, at regler og penge bliver brugt uden klar idé om, hvad problemet er, eller hvordan det kan løses. Og så er selv en syltekrukke trods alt at foretrække.”