I eftermiddag er jeg med i panelet til seminaret “Bør vi fortsætte krigen imod narko?” hos CEPOS.

Under forberedelserne stødte jeg på narkokrigens jernlov, som Richard Cowan formulerede i det konservative tidsskrift National Review i 1986:

The iron law of drug prohibition is that the more intense the law enforcement, the more potent the drugs will become.

Cowan (1986)

Forklaringen er ganske enkel. Jo sværere det er at smugle stoffer ind i et land, jo større er incitamentet til at udvikle meget potente stoffer, som fylder mindre og derfor er nemmere at gemme. Cowan pegede selv på alkoholforbuddet i USA, hvor det kunne betale sig bedre at smugle rom end øl og vin.

Tre årtier senere brugte Beletsky & Davis (2017) jernloven til at forklare fentanylkrisen. Indsatsen for at afbryde og undertrykke udbuddet af illegale stoffer skaber ifølge dem “økonomisk og logistisk pres for stadig mere kompakte erstatninger”.

Og konsekvensen er forudsigelig. Jo mere potent et stof er, jo større er risikoen for, at det går galt for brugeren, fordi brugeren ikke ved, hvad og hvor meget han får.

Konklusionen er, at War on drugs er en stærk bidragsyder til fentanylkrisen i USA.

Hvis du studerer den lidt, kan du se streger mange steder….

Fra The Economist.

Jeg elsker skov og har tidligere været relativt flittig undervandsjæger. Personligt ser jeg gerne, at Danmark i fremtiden har renere fjorde og vandløb og meget mere skov. Men det betyder ikke, at jeg pr. automatik mener, at gødskningsloven (L 5) er god og gennemarbejdet regulering.

Det var emnet for min torsdagsklumme i Finans. Den starter med et skema, de færreste læsere nogensinde har hørt om, men som i dette tilfælde siger noget bemærkelsesværdigt om L 5:

I bemærkningerne til den omdiskuterede gødskningslov er de økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige og erhvervslivet opgjort til “ingen”.

Det er ikke en tastefejl eller et forsøg på at skjule noget. Forklaringen står i lovforslaget, som “er udformet som en bemyndigelseslov” og derfor ikke i sig selv har økonomiske konsekvenser. Regningen opstår først, når ministeren udmønter bemyndigelserne og fastsætter, hvor mange kilo kvælstof den enkelte bedrift må udlede, hvor hurtigt husdyrgødningen skal pløjes ned i jorden osv.

Formelt er det helt korrekt. Praktisk betyder det, at Folketinget stemmer om en ramme, mens indholdet – og prisen – kommer bagefter.

Folketinget var dog ikke helt på bar bund, for ministeriet var i gang længe før Folketinget stemte om loven:

På grund af hastværket var ministeren allerede i gang den 2. juli, en uge efter fremsættelsen af lovforslaget. Her sendte ministeriet bekendtgørelserne i høring sammen med et notat om konsekvenserne, hvor ministeriet skønnede landbrugets omkostninger før kompensation til ca. en mia. kr. om året i gennemsnit de næste ti år, inklusive de nye indberetningskrav.

Milliarden var altså kendt, da Folketinget stemte. Og så burde alt jo være fint.

Folketinget har ikke styr på omkostningerne

Men helt så enkelt er det bare ikke. For skønnet hviler på forudsætninger, som loven ikke binder nogen til. Det tydeligste eksempel er kvotehandlen. I delaftalen fra december 2025 står der, at der “skal […] indføres mulighed for, at bedrifterne kan handle med kvoterne”, fordi det gør reguleringen billigere. Logikken er elementær økonomi, som er velkendt for Punditokraternes læsere: koster det én landmand 100 kr. at fjerne det sidste kilo kvælstof og en anden 1.000 kr., er der en gevinst at hente ved at lade dem handle, så det bliver den landmand, der billigst kan tage reduktionen, der reducerer udledningerne.

Men i den vedtagne lov er aftalens “skal” blevet til et “kan”:

“Ministeren kan endvidere fastsætte regler om overdragelse af udledningskvoter …”.

Men regnestykket bag milliarden hviler udtrykkeligt på, at bedrifterne kan “handle ubegrænset med udledningskvote indenfor hvert kystvandopland uden transaktionsomkostninger”. Den mekanisme, der skal holde regningen nede, er altså en forudsætning i beregningen – men en mulighed i loven. Om den bliver til noget, og hvordan den i givet fald skrues sammen, afgøres et andet sted end i folketingssalen.

Og kvotehandlen er kun ét eksempel:

Alene efter § 6 kan ministeren fx fastsætte udvaskningsgrænser, kvoter, virkemidler og fleksibilitet. Det er i høj grad de valg, der afgør, hvor dyrt miljømålet bliver. Over 80 gange giver Folketinget med loven ministeren mulighed for at fastsætte regler.

Stærkt kritisabel lovproces

En del af forklaringen ligger måske i selve lovprocessen.

Høringsparterne fik fire uger til at læse og kommentere et udkast på 464 sider. Justitsministeriets lovkvalitetsvejledning kalder fire uger passende “under normale omstændigheder”, men en omlægning af markreguleringen for over 20.000 landbrug til en mia. kr. om året er svær at kalde normale omstændigheder. De mange bemyndigelser, som bl.a. Danske Advokater advarede imod, gør ikke sagen mere normal.

I Folketinget var tempoet også højt.

Lovbehandlingen lå i Folketingets sommerferie, og der gik kun 21 dage fra 1. behandling til vedtagelsen og blot to dage mellem 2. og 3. behandling, selv om lovforslaget var sendt tilbage i udvalget. Forhandlingerne ændrede intet væsentligt i regeringens lovudkast.

Der er en indre logik i hastværket. Skal reguleringen gælde fra 1. januar 2027, og skal landmændene have tid til at planlægge vinterafgrøderne, måtte loven hurtigt på plads. Men den logik holder kun under visse begrænsninger. For hvorfor var det netop lovbehandlingen og den økonomiske sikkerhed, der skulle ofres, da tidsplanen skred på grund af valg og lange regeringsforhandlinger?

En udskydelse af ikrafttrædelsen på nogle få måneder, så den første regulerede sæson blev vårafgrøderne, havde givet tid til at sikre, at loven afspejlede de politiske aftaler, mens Folketinget kunne have holdt snor i omkostningerne.

Den tid tog Folketinget sig desværre ikke.

Læs hele klummen i Finans her.

Jeg synes, at denne er værd at dele med Punditokraternes læsere. Jeg skal ikke foregive, at jeg ikke selv lader mig underholde, og medierne responderer jo blot på min efterspørgsel.

Men der er virkelig noget “brød og cirkus” over det…

Forbrugerrådet Tænks cheføkonom, Morten Bruun Pedersen, skrev i juli på LinkedIn, at virksomheder ikke kun konkurrerer på pris, kvalitet og innovation. De konkurrerer også om at forme reglerne, så de passer bedre til deres egen forretningsmodel end til konkurrenternes. Regulering bør derfor beskytte konkurrencen og ikke bestemte forretningsmodeller, konkluderede han. Det er jeg så enig i, at jeg har skrevet en kommentar i Kontrast om det.

Pointen er enkel: Når virksomheder kæmper om spillereglerne, er hver eneste nye regel en ny kampplads – og på den kampplads er de etablerede på hjemmebane til skade for forbrugerne.

Men analysen har en logisk konsekvens, som Bruun Pedersen ikke selv drager: Hvis virksomheder kæmper om at forme spillereglerne til egen fordel – og det gør de – er hver eneste nye regel en ny kampplads, hvor de bedst organiserede interesser oftest vinder. Nobelpristageren George Stigler skrev allerede i 1971, at regulering ”som hovedregel erhverves af branchen og indrettes primært til branchens fordel”.

Det er ikke bare en teori. To eksempler fra indlægget:

Samme år, som Stigler skrev de ord, forbød USA cigaretreklamer i tv. Konkurrencen mellem tobaksproducenterne faldt målbart, markedsandelene frøs fast, og nye mærker holdt op med at komme til. Og da EU ville beskytte borgernes data med GDPR, faldt hjemmesidernes brug af eksterne teknologileverandører med 15% på en uge. Markedskoncentrationen steg, og de relative vindere blev Google og Facebook.

Herhjemme siger vismændene det samme. Da De Økonomiske Råd i 2017 gennemgik rammevilkårene for dansk produktivitet, pegede de på regulering, der skærmer etablerede virksomheder mod konkurrence, i den ene branche efter den anden: detailhandlen, realkreditten, advokatbranchen og taxierhvervet.

Regulering er altså ofte til skade for forbrugerne. Alligevel kæmper Forbrugerrådet igen og igen for mere regulering. Fx foreslog Morten Bruun Pedersen i 2019 selv et ÅOP-loft på 20% for kviklån. Hvordan gik det så?

Og loftet har formentlig hjulpet nogle. Antallet af unge, der for første gang tog et dyrt forbrugslån, faldt med næsten 40% på ét år. Men andre blev skubbet et endnu værre sted hen. Omkring 48.000 danskere har prøvet at optage private lån i lukkede Facebook-grupper, hvor renten ofte er omkring 50%, og hvor Finanstilsynet advarer om afpresning og netværk, som kriminelle står bag.

Sådan er der flere. Forbrugerrådet så ”gode takter” i den taxilov, der lukkede Uber ude af Danmark – samme år, som vismændene skrev, at loven ”fortsat [kan] skærme for gavnlig konkurrence”. De vil have realkreditselskaberne til at betale regningen for de kunder, der forlader dem. De fejrer EU’s ensartede ladestik som en sejr for forbrugerne. Og de ønsker differentieret moms. Det kunne være fint nok, hvis der fulgte evidens med. Men det hører til undtagelsen.

Hver gang man bestiller en ny regel – selv med de bedste forbrugerintentioner – åbner man en ny kampplads, hvor de etablerede virksomheder er på hjemmebane. For dem er ingen konkurrencefordel bedre (og ofte billigere) end den, lovgiverne kan give dem.

Hele indlægget kan læses i Kontrast.

PS. En ikke udtømmende liste

Listen over Forbrugerrådet Tænks reguleringsønsker fyldte mere, end der var plads til i indlægget. Her er et længere udpluk fra de senere år. Hvert punkt har link til dokumentationen, så man selv kan tjekke efter. Hvis der er evidens for, at de forskellige forslag gavner forbrugerne, hører jeg det meget gerne. Men jeg tvivler ærlig talt på, at evidensen findes.

1. ÅOP-loft på kviklån. Forbrugerrådet pressede på for loven om forbrugslånsvirksomheder. Morten Bruun Pedersen foreslog selv et ÅOP-loft (lånets samlede årlige omkostninger i procent) på 20%, helst på EU-plan, og Forbrugerrådet fremhæver i dag loven som en mærkesag, der skal forsvares mod lempelser.
2. Regulering af realkreditmarkedet. Forbrugerrådet har bl.a. foreslået, at ”hvis et realkreditselskab sænker bidragssatserne, og en forbruger derfor gerne vil skifte til det realkreditselskab, skal forbrugerens omkostninger til at skifte betales af forbrugerens nuværende realkreditselskab”, ligesom de har luftet ideen om, at bankerne skal pålægges at fremvise konkurrenttilbud.
3. Seks års reklamationsret. Reklamationsretten skal tredobles på biler, elektronik og hvidevarer, et opgør med ”brug-og-smid-ud-kulturen”.
4. Kemikalier. Krav om nationalt PFAS-forbud i forbrugerprodukter og forbud mod hele gruppen af bisphenoler (en sag som Forbrugerrådets daværende formand, Anja Philip, i 2023 overdrev helt vildt i Genstart, jf. min tråd her).
5. Junkfood-reklamer. Lovforbud mod markedsføring af usunde fødevarer rettet mod alle under 18 år.
6. Influencere. Influencere ”bør betragtes som medier og følge radio- og fjernsynsloven, når de er tv-lignende”: maks. 20% reklameandel, standardiserede reklamebannere og forbud mod, at børn under 14 år anbefaler produkter.
7. Statskontrolleret klimamærke. Obligatorisk, farvekodet klimamærkning af fødevarer, hvor ”myndighederne skal drive udvikling, implementering og kontrol af klimamærket”.
8. Techudspillet. 20 forslag til en tryg digital verden, bl.a. 16-års aldersgrænse på sociale medier, forbud mod infinity-scroll, streaks og autoplay for mindreårige samt EU-forbud mod reklamer rettet mod børn.
9. Ladestik. EU’s USB-C-krav fejres som ”en sejr for forbrugerne”.
10. Flypassagerer. Da EU ville lempe kompensationsreglerne for forsinkede fly, kæmpede Forbrugerrådet imod lempelsen.
11. TEMU. Forbrugerrådet vil sammen med Dansk Erhverv stoppe farlige produkter, uden at forholde sig til, hvorfor forbrugerne elsker TEMU, hvis forbrugerbeskyttelse er så vigtig for dem.

Dertil kommer opfordringen til at tage GDPR i brug over for OpenAI og de andre store AI-sprogmodeller og etablere ”offentlig kontrol” med generativ kunstig intelligens,[C1]  og lovgivning, der lader bankerne sende svindelregningen videre til techgiganterne. Samtidig så Forbrugerrådet ”gode takter” i den taxilov, der definitivt lukkede for, at Uber-modellen kunne komme lovligt til Danmark.

Listen er desværre langt fra udtømmende.

 [C1]Løst i v9 (23/7): Leddet er omskrevet med Tænks henvendelse til Folketinget om generativ AI (20. juni 2023) som kilde – ft.dk-link indsat. ”Offentlig kontrol” er ordret fra henvendelsen; GDPR-delen bygger på dens formulering om, at det er ”tvivlsomt”, om GDPR overholdes af OpenAI og de andre udviklere af de store AI-sprogmodeller, samt opfordringen til Datatilsynet om Snapchats My AI. De to døde Altinget-links er slettet.

I går bragte Information min kronik om regeringens fødevaremoms. Her argumenterer jeg for, at selvom differentieret moms er en elendig idé, så holder den mest populære indvending mod forslaget ikke: Priserne på mad kommer til at falde.

I hvert fald nogle steder. For regeringen ved endnu ikke, hvad mad er:

Da Liberal Alliance spurgte skatteministeren tidligere på måneden, om det er rimeligt for restauranterne, hvis momsnedsættelsen vil gælde færdigretten i supermarkedet, men ikke samme ret på restauranten, lød svaret: »Den konkrete udmøntning af initiativet er endnu ikke fastlagt«.

Men mit indlæg handler især om en række økonomers påstand om, at lavere moms ikke ender som lavere forbrugerpriser.

Den indvending har fået medvind, fordi den lyder godt. Den er konkret, kan eftertjekkes og efterlader et tal, alle kan huske. Imidlertid er den det fagligt mest usikre argument mod forslaget.

I fredags havde jeg et indlæg i Berlingske om boligmarkedet i København. Anledningen var, at Nikolaj Bøgh (K) vil give kommunerne mulighed for at kræve mindst 40% ejerboliger, når der laves lokalplaner.

Mit indlæg begynder med to historier. Kapitalforvalteren Urban Partners er netop begyndt at frasælge 345 lejeboliger i bl.a. Ørestad som ejerlejligheder. Og da min familie kortvarigt boede til leje hos Heimstaden samme sted, mens vores hus blev renoveret, gik der præcis en måned, før vi blev tilbudt at købe lejligheden. Vi takkede nej, for vi skulle jo videre, når håndværkerne var færdige. Men tilbuddet var der.

Som jeg skrev i avisen:

Historierne er værd at have i baghovedet, når Nikolaj Bøgh her i avisen efterlyser, at kommunerne skal kunne kræve mindst 40% ejerboliger, når der laves lokalplaner. De viser nemlig, at det ikke er ejerformen, der binder. Nybyggede lejeboliger kan frit omdannes til ejerboliger, hvis ellers efterspørgslen er der.

Ejerlejlighedsloven tillader nemlig frit at opdele alt, hvad der er opført efter juli 1966. En nybygget udlejningsejendom er med andre ord en ejerbolig, der venter på en køber. Sker det ikke, er det ikke, fordi loven forhindrer det, men fordi ingen har budt.

Rosa Eriksen (fhv. MF, M) efterlyste tidligere på måneden en debat om cykelhjelme i Jyllands-Posten, hvor argumenterne kommer før automatreaktionerne. Det er svært at være uenig i. Så jeg tog lommeregneren frem, og i går bragte avisen mit svar.

Pointen er enkel: Gevinsten ved et hjelmpåbud er til at regne på. Men det er omkostningerne, som Rosa Eriksen skøjter henover, også.

Lad os dog starte med gevinsten, hvor jeg har regnet i påbuddets favør hele vejen:

Antag gavmildt, at et påbud fjerner 55% af skaderne og dødsfaldene hos den halvdel, der cykler uden hjelm. Med Transportministeriets enhedspriser på ca. 7,5 mio. kr. pr. alvorligt tilskadekommen og ca. 48 mio. kr. pr. dræbt sparer samfundet i omegnen af 1 mia. kr. om året. Der er en betydelig gevinst ved et påbud.

Så langt er Eriksen og jeg enige. Men så er der den anden side af ligningen, og den starter med, at cykling er så pokkers sundt:

Danskerne cykler ca. 3 mia. km om året, og med en samfundsgevinst på godt 10 kr. pr. cyklet km er cyklingen ca. 30 mia. kr. værd. Falder omfanget bare 3%, er hele gevinsten ved påbuddet væk. Det er farligt at cykle, men fordi det er så sundt, er det endnu farligere at lade være.

Dertil kommer generne for cyklisterne, som TØI’s egen samfundsøkonomiske analyse af et norsk hjelmpåbud ca. sætter lig med hjelmens pris. Men de færreste fravælger hjelmen, fordi den koster et par hundrede kroner. De fravælger den på grund af alt det andet, den koster:

Svarer besværet til bare 2,5 kr. pr. tur, er hele gevinsten væk – igen. Vil en gennemsnitsdansker betale godt 30 kr. om måneden for at slippe for hjelmen?

TØI medgiver selv, at ”det kan ikke utelukkes at denne kostnaden er betydelig større”. Konklusionen i JP:

Med lommeregneren i hånden virker svaret oplagt: Anbefal gerne cykelhjelmen. Men drop påbuddet.

Læs hele indlægget her.

PS. Evidensen for, at hjelme virker, er et peer-reviewed metastudie fra TØI, der samler 21 studier af hjelmpåbud. Det hedder i øvrigt ”Recommend or mandate?”. Politiets skadestal og hjelmandele kommer fra Rådet for Sikker Trafik. Politiet fanger kun en brøkdel af skaderne, så gevinsten er regnet på et mørketalskorrigeret skøn på 300-500 alvorlige hovedskader om året mod politiets ca. 100, mens antallet af dræbte ikke er sat op. Kilometer og ture fra regionernes metodenotat og DTU’s transportvaneundersøgelse, og enhedspriserne fra Transportøkonomiske Enhedspriser. Alle mellemregninger ligger i et regneark, som jeg gerne deler.

For at min bog, ”Prisen værd”, ikke skulle blive for lang og for tung at læse, valgte jeg at pille nogle af de mere tekniske kapitler ud. Et af dem kan du – i lettere omskrevet form – læse herunder.

Du kan købe bogen her eller låne den på biblioteket.

Nationalbankens litteraturstudie

I et litteraturstudie af effekten af nedlukningerne fra Nationalbanken[1] konkluderer forfatterne, at “litteraturen antyder, at nedlukninger generelt er effektive til at dæmme op for spredningen af COVID-19”. Selvom dette muligvis er statistisk korrekt, tyder en nærmere gennemgang på, at selvom estimaterne er statistisk signifikante, er effekterne relativt små.

Et af de studier i Nationalbankens studie, der ser ud til at finde den største effekt af restriktionerne, er Mitze m.fl. (2020).[2]  Der er flere metodiske problemer med studiet (fx anvender de en syntetisk kontrolmetode, der, som jeg tidligere har beskrevet her [og siden publiceret her], ikke er en pålidelig metode til evaluering af effekten af COVID-19-restriktioner). Men tager vi deres resultater for givet, finder de, at påbuddet om mundbind, der blev indført i Jena i Tyskland i foråret 2020, reducerede antallet af infektioner med 40%. Da påbuddet blev indført i d. 6. april 2020, var der meget få COVID-19-tilfælde i Jena og ingen døde af COVID-19. Så maskemandatet i Jena reddede cirka 0 mennesker fra COVID-19-døden og højst et par hundrede i Tyskland under den første bølge af COVID-19.[3]

Et andet studie i litteraturstudiet er Goldstein m.fl. (2021), som vi også har med i vores metastudie. Deres resultat viser, at den gennemsnitlige nedlukning i Europa og USA reducerede COVID-19-dødeligheden med 7,5%. Så nedlukningen i Danmark forhindrede – med udgangspunkt i Goldstein m.fl. (2021) – altså kun omkring 50 COVID-19-dødsfal.[4] Mens 50 forhindrede dødsfald naturligvis er en gevinst, man skal forholde sig til, så tyder disse resultater altså på, at effekten af nedlukningerne var begrænset, og de understøtter derfor i mine øjne ikke konklusionen om, at nedlukninger ”generelt er effektive til at dæmme op for spredningen af COVID-19”.

Man bør også være opmærksom på, at netop fordi litteraturstudier er kvalitative, er der mere plads til forfatternes egne fortolkninger af de inkluderede studier. Nationalbankens litteraturstudie indeholder fx en tabel, der viser, at mange af de inkluderede studier ikke finder nogen effekt af restriktionerne. Ca. 1/5 af resultaterne finder ingen signifikant negativ effekt på spredningen af COVID-19, mens de resterende 4/5 finder en signifikant effekt, herunder bl.a. Goldstein m.fl. (2021). Jeg er i øvrigt i tvivl om, hvordan de har lavet tabellen, for de medtager fx ikke, at Spiegel og Tookes (2021) finder en positiv effekt (altså en forværring af pandemien) af forsamlingsforbud.

Nationalbankens litteraturstudie er i øvrigt ikke et systematisk litteraturstudie. Et systematisk litteraturstudie følger – ligesom vores metastudie – en systematisk og transparent tilgang til at identificere og udvælge relevant forskning og til at udtrække og syntetisere data fra de studier, der indgår i studiet. Et ikke-systematisk litteraturstudie, følger ikke en systematisk tilgang, og det giver større risiko for, at forskerne – og det kan sagtens være ubevidst – ikke får inkluderet studier, der går imod deres egen overbevisning på det område, der ses på.

Jeg synes bl.a., at det er påfaldende, at Nationalbankens litteraturstudie ikke omfatter to gode studier af danske forskere, Bjørnskov (2021) (som er med i vores metastudie) og Kepp og Bjørnskov (2021) (som er et af ”state-of-the-art-studierne”, som jeg beskriver her).[5] Man skulle ellers tro, at netop disse studier af danske forskere var oplagte for en dansk centralbank, men de kom altså ikke med. Desværre fremgår det ikke af Nationalbankens litteraturstudie, hvorfor de ser bort fra disse studier.

Referencer

Bjørnskov, Christian. 2021. “Did Lockdown Work? An Economist’s Cross-Country Comparison”. CESifo Economic Studies 00 (00):14. https://doi.org/10.1093/cesifo/ifab003.

Goldstein, Patricio, Eduardo Levy Yeyati, og Luca Sartorio. 2021. “Lockdown Fatigue: The Diminishing Effects of Quarantines on the Spread of COVID-19”, juni. https://doi.org/10.21203/rs.3.rs-621368/v1.

Kepp, Kasper Planeta, og Christian Bjørnskov. 2021. “Lockdown Effects on Sars-CoV-2 Transmission – The Evidence from Northern Jutland”. medRxiv, januar. https://doi.org/10.1101/2020.12.28.20248936.

Mitze, Timo, Reinhold Kosfeld, Johannes Rode, og Klaus Wälde. 2020. “Face Masks Considerably Reduce COVID-19 Cases in Germany”. Proceedings of the National Academy of Sciences 117 (51):32293–301. https://doi.org/10.1073/pnas.2015954117.

Poeschl, Johannes, og Rasmus Bisgaard Larsen. 2021. “How Do Non-Pharmaceutical Interventions Affect the Spread of COVID-19? A Literature Review”. Nationalbanken Economic Memo, nr. 4:20. https://www.nationalbanken.dk/en/publications/Documents/2021/04/Economic%20Memo%20nr.%204-2021.pdf.

Spiegel, Matthew, og Heather Tookes. 2021. “Business Restrictions and COVID-19 Fatalities”. Redigeret af Itay Goldstein. The Review of Financial Studies, juni, hhab069. https://doi.org/10.1093/rfs/hhab069.

[1] Poeschl og Larsen (2021), ”How do non-pharmaceutical interventions affect the spread of COVID-19? A literature review”.

[2] De fleste af studierne i litteraturstudiet ser ikke på den samlede langsigtede effekt af nedlukningerne, men kun på effekten på reproduktionstallet, R_t, som ikke umiddelbart kan oversættes til antal forhindrede COVID-19-dødsfald, fordi reproduktionstallet – på grund af frivillige adfærdsændringer – altid vil svinge omkring 1,0. Det vender vi tilbage til i kapitel 5.

[3] Se https://www.corona-in-zahlen.de/landkreise/sk%20jena/ og https://ourworldindata.org/explorers/coronavirus-data-explorer?zoomToSelection=true&facet=none&pickerSort=asc&pickerMetric=location&hideControls=true&Metric=Confirmed+deaths&Interval=Cumulative&Relative+to+Population=false&Color+by+test+positivity=false&country=~DEU. Bemærk, at det tager cirka tre uger fra infektion til død. Ifølge Mitze m.fl. (2020) blev mundbind påbudt i alle føderale stater mellem 20. april og 29. april 2020, så effekten af mundbind på COVID-19-dødsfald bliver først synlig i de daglige tal for COVID-19-dødsfald i perioden mellem 11. maj og 20. maj 2020. Fra den 11. maj og resten af den første bølge døde der 1.556 mennesker af COVID-19 i Tyskland, så mundbind reddede højst 622 mennesker under første bølge svarende til ca. 7 pr. million indbyggere.

[4] Der døde godt 600 personer af COVID-19 under første bølge. En effekt på 7,5% svarer til, at ca. 650 ville være døde uden nedlukning, så effekten af nedlukningen var altså 50 dødsfald med udgangspunkt i resultaterne fra Goldstein m.fl. (2021).

[5] Nationalbankens litteraturstudie udkom 8. april 2021. Arbejdspapir-versionen af Bjørnskov (2021) udkom allerede 6. august 2020, og Kepp og Bjørnskov (2021) blev udgivet 4. januar 2021.

Peter Kurrild-Klitgaard skriver på X:

Jeg var generelt ingen fan af Lindsey Graham, men dette er et fantastisk citat om, hvordan megen politik reelt fungerer i praksis. Det er meget sjældent store sammensværgelser blandt de “magtfulde” og meget oftere en slags “vi aner ikke, hvad vi laver, men vi laver dét her!.”

Jeg har i dag et indlæg i Finans om regeringens lovforslag om EU’s løngennemsigtighedsdirektiv. Kort fortalt: en regning på ca. 4 mia. kr. over 10 år for en beskyttelse af medarbejderne, som forskningen ikke kan finde. Til Punditokraternes læsere vil jeg fremhæve den figur, der bedst opsummerer, hvorfor jeg er skeptisk (udover de enorme omkostninger=.

Figuren bygger på Zoë Cullens oversigtsartikel i Journal of Economic Perspectives (2024), og hos IRES har vi tilføjet to nyere studier, Gamage m.fl. (2024) og Blundell m.fl. (2025). Hvert punkt er et studie af løngennemsigtighed. X-aksen viser effekten på løngabet mellem mænd og kvinder, y-aksen effekten på lønniveauet.

Fortalernes implicitte løfte bor i kvadranten øverst til venstre: mindre løngab som følge af højere løn til kvinderne. Kig på figuren. Den kvadrant er tom.

For at min bog, ”Prisen værd”, ikke skulle blive for lang og for tung at læse, valgte jeg at pille nogle af de mere tekniske kapitler ud. Et af dem kan du – i lettere omskrevet form – læse herunder.

Du kan købe bogen her eller låne den på biblioteket.

To naturlige eksperimenter

I forbindelse med at vores metastudie lavede vi en søgning, hvor vi bl.a. søgte efter naturlige eksperimenter af nedlukninger og COVID-19-restriktioner. Vores søgning førte til to naturlige eksperimenter, som vi skal se nedenfor. ”Naturlige eksperimenter” refererer til situationer, hvor der tilfældigt bliver etableret en behandlingsgruppe og en kontrolgruppe. Denne form for studier er relativt sjældne, fordi det kræver en vis opfindsomhed fra forskernes side at identificere dem.

Disse studier er uhyre vigtige, fordi de kan give os rigtig god indsigt i, hvordan konkrete politikker fungerer i den rigtige verden.

For at min bog, ”Prisen værd”, ikke skulle blive for lang og for tung at læse, valgte jeg at pille nogle af de mere tekniske kapitler ud. Et af dem kan du – i lettere omskrevet form – læse herunder.

Du kan købe bogen her eller låne den på biblioteket.

Fire regressionsdiskontinuitetsdesigns

I forbindelse med at vores metastudie lavede vi en søgning, hvor vi bl.a. søgte efter naturlige eksperimenter af nedlukninger og COVID-19-restriktioner. Vores søgning førte til fire studier, der bruger metoder, som minder om randomiserede forsøg, nemlig ”regression discontinuity design” eller på dansk, ”regressionsdiskontinuitetsdesign”, som jeg herefter blot vil kalde RDD.

Idéen i RDD er, at man udnytter de tilfældige afgrænsninger/tærskelværdier, der kan være ved en intervention. Det kan fx være i forhold til at evaluere effekten af ny erhvervsregulering, som kun gælder for virksomheder over en vis størrelse.

Et eksempel er de regler for kønsopdelt lønstatistik, som blev indført i Danmark i 2006 for virksomheder med mindst 35 ansatte, for at reducere løngabet mellem mænd og kvinder. Forestil jer, at man ønsker at undersøge, om reglerne reducerede virksomhedernes produktivitet, fordi de påføres noget ekstra bureaukrati. Hvis man blot sammenligner virksomheder med mindst 35 ansatte (behandlingsgruppen) med virksomheder med færre end 35 ansatte (kontrolgruppen) i en normal difference-in-difference analyse, risikerer man, at ens estimater bliver skævvredet af andre faktorer. For eksempel kan virksomheder med mindst 35 ansatte være mere produktive i udgangspunktet (der er trods alt en grund til, at de lykkedes med at vokse til mindst 35 ansatte).

I en RDD indsnævrer man derfor behandlings- og kontrolgruppen, så man i stedet sammenligner de virksomheder, der lige netop bliver ramt af reguleringen (fx virksomheder med præcis 35 ansatte) med de virksomheder, der lige netop ikke rammes af reguleringen (fx virksomheder med præcis 34 ansatte). Da disse virksomheder er langt mere ens end fx en virksomhed med 2 ansatte i forhold til en virksomhed med 500 ansatte, får man et langt mere præcist estimat. Og det var det, danske forskere gjorde, da de fandt ud af, at de nye regler for kønsopdelt lønstatistik reducerede virksomhedernes produktivitet (og reducerede løngabet, fordi de mandlige ansatte fik mindre i løn).[1] Det centrale er, at virksomhederne er “tætte” på hinanden. Jo mere, de ligner hinanden, jo mindre er risikoen for, at resultaterne er drevet af andre faktorer.

For at min bog, ”Prisen værd”, ikke skulle blive for lang og for tung at læse, valgte jeg at pille nogle af de mere tekniske kapitler ud. Et af dem kan du – i lettere omskrevet form – læse herunder.

Du kan købe bogen her eller låne den på biblioteket.

Hvad har andre litteraturstudier og metastudier fundet?

Konklusion: Flere litteraturstudier når frem til konklusioner, der understøtter resultaterne i vores metastudie. De litteraturstudier, der konkluderer, at nedlukningerne er effektive til at reducere COVID-19-dødeligheden, konkluderer oftest på baggrund af statistisk signifikans og ikke hvorvidt effekten er af politisk relevans. Eller også konkluderer de på baggrund af studier, der begår Flaxman-fejlen, og blander effekten af frivillige adfærdsændringer sammen med effekten af nedlukningerne.

For at min bog, ”Prisen værd”, ikke skulle blive for lang og for tung at læse, valgte jeg at pille nogle af de mere tekniske kapitler ud. Et af dem kan du – i lettere omskrevet form – læse herunder.

Du kan købe bogen her eller låne den på biblioteket.

Sverige. Fra enfant terrible til glemmebogen

I løbet af foråret og sommeren 2020, blev Sverige af mange set som landet, der lod borgerne dø af COVID-19 i håbet om at opnå flokimmunitet, økonomisk gevinst, eller hvad ved jeg.

Her er fx nogle rubrikker fra amerikanske medier:[1]

• “Why the Swedish Model for Fighting COVID-19 Is a Disaster” (Time, oktober 2020)[2]
• “The Inside Story of How Sweden Botched Its Coronavirus Response” (Foreign Policy, december 2020)[3]
• “Sweden Stayed Open and More People Died of Covid-19, but the Real Reason May Be Something Darker” (Forbes, juli 2020)[4]
• “Sweden Has Become the World’s Cautionary Tale” (New York Times, juli 2020)[5]
• “I Just Came Home to Sweden. I’m Horrified by the Coronavirus Response Here” (Slate, april 2020)[6]

Også Twitter-præsident Donald Trump var efter Sverige og skrev 30. april 2020 i et tweet, at “Sweden is paying heavily for its decision not to lockdown”.[7]

Men efterhånden som tiden gik, og COVID-19-dødeligheden og overdødeligheden i flere og flere lande overhalede svenskernes, døde interessen for Sverige også langsomt ud. Den svenske journalist, Johan Anderberg, beskriver det i sin bog ”The herd”[8] sådan her:

I Frankrig har man siden 1977 haft en lovgivningsperle, der burde få enhver regelnørd til at smile genkendende: Bygger du et parcelhus på under 170 kvadratmeter, kan du klare dig selv. En kvadratmeter mere – og staten kræver, at du hyrer en autoriseret arkitekt til at tegne, indsende og certificere planerne. Det hele for at sikre “kvalitet” og “nabolagets karakter”.

Konsekvensen ses i figuren herunder, som er fra Antoine Levy (2025). Det er bunching lige der!