Forfatterarkiv: Jonas Herby

Forskere fra Syddansk Universitet finder begrænset (eller ingen?) effekt af nedlukningerne

Rockwool Fonden har finansieret et projekt udført af forskere ved Syddansk Universitet (SDU), som bl.a. har til formål at besvare spørgsmålet ”Hvad var sammenhængen mellem politiske indgreb og dødeligheden?”. Et spørgsmål vi ofte har kredset omkring her på bloggen.

Konklusionen er altså – med udgangspunkt i forskernes egen model – at nedlukningerne ikke har nogen effekt i et land med vinterferie på samme tid som i Danmark.

Rockwool Fonden har udgivet en pressemeddelelse, hvor konklusionen lyder, at ”rettidige politiske indgreb har betydning for dødeligheden”. Samme konklusion kommer vi i princippet frem til i vores metastudie af effekten af nedlukningerne, men effekten er bare meget lille. Og en af vores centrale pointer er netop, at mange forskere glemmer at skelne mellem statistisk signifikant og økonomisk/politisk signifikant.

Så hvor stor effekt finder SDU-forskerne så?

Læs resten

Hvad skriver Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen om banker, regulering og konkurrence?

I august 2022 udgav Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen rapporten ”Konkurrencen på bankmarkedet for privatkunder”. Det er en god moppedreng på knap 150 sider og dermed noget de færreste vil tygge sig igennem.

Jeg har studeret den lidt nærmere for at se, hvad de konkluderer om regulering. Det korte af det lange er, at rapporten bekræfter det, som alle, der interesserer sig for regulering af den finansielle sektor, har sagt meget længe.

Nedenfor er et par udpluk.

”[regulering bidrager] til at begrænse eksisterende aktørers muligheder for at konkurrere effektivt med hinanden.”

“Bankerne skal bl.a. vurdere nye kunders kreditværdighed mv., og de har derfor behov for at modtage en række privatøkonomiske oplysninger, fx lønsedler eller skatteoplysninger, før de kan afgive tilbud og flytte nye kunders engagement. Det kan være besværligt for mange forbrugere at fremskaffe alle relevante oplysninger, hvilket kan begrænse forbrugernes motivation til at være aktive på markedet. Næsten halvdelen af bankerne peger på, at regulering gør det vanskeligere for kunderne at skifte bank.”

Læs resten

Martin Kuldorff fyret fra Harvard Medical School

Martin Kulldorff er blevet fyret fra Harvard Medical School, fordi han ikke ville vaccineres mod COVID-19 (som han allerede havde haft).

Nedenfor er hvad Vinay Prasad skriver om det. Jeg kan ikke umiddelbart finde noget, jeg ikke er enig i. Jeg ser det desværre som endnu et tegn på, at universiteterne i USA er i krise.

Martin Kulldorff har også deltaget i en række podcasts på det seneste. Jeg kan bl.a. anbefale Unherds afsnit om hans oplevelser under og efter pandemien.

Mere

Mere om regulering og 155 mm artillerigranater – og manglende politisk vilje

Forleden sendte en bekendt mig linket til dette indlæg om hvorfor produktionen af 155 mm artillerigranater går så langsomt. Det er værd at læse hele indlægget, men basalt set er konklusionen, at manglen på artillerigranater ikke skyldes de tekniske udfordringer, som normalt fremhæves (fx at det tager lang tid at bygge en ny fabrik), men snarere manglende politisk vilje.

My solace is that in a real conflict, all of that red tape would be put to the side and people can get about building things.

Sidst skrev jeg, hvordan regulering kunne være en af forklaringerne på, at EU ikke har leveret den million granater, man lovede. Men manglen ser ikke ud til kun at skyldes regulering. Betalingsvilligheden halter også.

Læs resten

Har Lone Simonsen og Viggo Andreasen ikke lært af coronakrisen?

Op til jul havde Otto og jeg et indlæg i Politiken, hvor vi gik i rette med Lone Simonsen og Viggo Andreasen (LV). Det var svar på en kronik af de to RUC-forskere, der begge havde centrale ekspertroller både i regeringen og i medierne under COVID-19-pandemien, hvor de spurgte, hvad man havde lært af coronakrisen. Desværre bar deres kronik præg af både graverende fejl, udeladelser og misforståelser. Og af manglende evne til at gribe i egen barm.

Lad os begynde med de graverende fejl.

I kronikken hævder LV, at Sveriges ”første strategi var ikke at reagere i tre uger i marts 2020, hvilke førte til en kæmpe bølge og 5.000 covid-dødsfald”. LV er ikke de første, der fortæller denne vandrehistorie, som bare ikke er korrekt. For dødeligheden i Sverige var langt højere end i Danmark, længe før nedlukningen kunne have nogen effekt. Omkring 7. april døde der dagligt omkring tre gange så mange i Sverige som i Danmark i forhold til befolkningernes størrelse. Men på det tidspunkt kunne en evt. effekt af nedlukningen af skolerne d. 16. marts og restauranter mv. d. 18. marts endnu ikke haft nogen mærkbar effekt, da der går ca. tre uger fra man smittes til man dør af COVID-19.

Læs resten

Står regulering i vejen for ukrainsk overtag på slagmarken?

I starten af coronapandemien så vi adskillige virksomheder, som lynhurtigt omstillede deres produktion til at producere værnemidler, håndsprit mv. Lego producerede fx visirer, og destillerier omstillede produktionen til håndsprit.

Men det skete på ingen måde uden sværdslag med Regelstaten. Fx krævede omstillingen til fx at producere håndsprit dispensationer fra reglerne, og senere fik adskillige virksomheder ørerne i Regelstatens maskine, fordi de fx brugte et ikke-godkendt desinficerende stof eller ikke levede op til krav ift. indpakningen.

Siden problemerne med at forsyne Ukraine med artillerigranater dukkede op, har min mavefornemmelse derfor sagt mig, at det bl.a. er regulering, der står i vejen for, at industrien kan udvide produktionen mærkbart.

Jeg har derfor forsøgt at finde eksperter inden for området, men desværre hidtil uden held. Men Punditokraternes læsere skal ikke snydes for det, jeg har fundet indtil videre.

Læs resten

Frustrerende regulering af tobaks- og nikotinprodukter

Forleden modtog jeg nedenstående nyhedsbrev fra Christopher Snowdon, der er ”Head of Lifestyle Economics” hos IEA.

Snowdon peger på væsentlige problemer i Storbritanniens regulering af tobaks- og nikotinprodukter, som ligner de danske til forveksling.

Jeg har tidligere udgivet et notat om totalforbuddet mod at reklamere for (de mindst skadelige) tobaksprodukter, og der er masser af andre forbud (fx forbuddet mod at sælge e-cigaretter med andre smage end tobak og mentol) der trækker i samme retning: At det bliver sværere for rygerne at skifte til mindre skadelige produkter.

Reguleringen kan med andre ord koste menneskeliv.

Alligevel forsøger Kræftens Bekæmpelse & Co. med stor iver at forhindre rygerne i at få let adgang til de mindre skadelige produkter. Et af argumenterne er, at nikotinprodukterne er skadelige for de unge. Og det er jo rigtigt. Og uanset at nogen nok vil mene, at det er forældrenes opgave at sørge for, at de unge opfører sig fornuftigt, så bemærker Snowdon, at det – i stedet for at indføre flere og flere regler – vil give mere mening at håndhæve den eksisterende lovgivning, så butikker ikke sælger tobaks- og nikotinprodukter til børn.

Det er et uhyre vigtigt område, og det ærgrer mig, at jeg ikke har tiden og ressourcerne til at tage kampen op. I stedet må I nøjes med Snowdons velskrevne og informative nyhedsbrev nedenfor og hans gode indlæg i forskellige medier.

Læs resten

John Cochrane om Trumps vælgeropbakning

Jeg syntes, at dette indlæg fra den altid indsigtsfulde John Cochrane, var yderst interessant. Så hermed en opfordring til at læse det hele. Nedenfor et lille udpluk, hvor Cochrane citerer sit eget indlæg i Wall Street Journal.

An oped at the WSJ. I can’t post the whole thing for 30 days, but here are some tidbits and some extra commentary.

Incompetent Elites Make Trump Look Appealing

His supporters don’t love everything about him but are sick of being disdained and misgoverned.

Democrats and traditional Republicans are flummoxed. How are 4 in 10 of our fellow citizens ready to vote for Donald Trump? …

What motivates Trump supporters? Simple: They want their country back.

I mention Iraq, Afghanistan, and the financial crisis, all of which hit middle America hard, and from which they surmised that the foreign policy and economic elites don’t know what they’re doing. I mention official Washington’s Trump derangement, the second round of the illegitimacy wars.

In 2020 Covid hit. Trump supporters initially went along, trusting institutions. But the pandemic soon exposed the politicized incompetence of the Food and Drug Administration, the Centers for Disease Control and Prevention, and the scientific establishment. Lockdowns destroyed lives. Officials made up rules and ramped up censorship. Inquiries about whether the virus came from a lab leak, or anything negative about masks or vaccines, became “misinformation” subject to censorship. Trump supporters saw media, tech companies and national-security bigwigs suppress the news of the Hunter Biden laptop just in time for the election.

When schools went remote, parents found out what was actually going on inside the classrooms. Teachers were coaching students to hate themselves, their country and their religious traditions and sexualizing young children. The FBI treated angry parents as domestic terrorists. After Oct. 7, Trump supporters learned that universities are incompetent and politicized and disdain people like them. They saw that once-trusted mainstream-media outlets had become political advocates long ago.

Voters see the chaos of a dysfunctional immigration system spill into their neighborhoods. They see crime overwhelming and shutting down cities where officials refuse to enforce laws. They see the homeless invading public spaces.

They aren’t proud of Mr. Trump’s actions after the 2020 election. But 91 felony counts, some brought by prosecutors who campaigned on a promise to get Mr. Trump, and most unrelated to the election? Bonnie and Clyde didn’t have this much legal trouble! And now disqualifying Mr. Trump from the ballot? “Destroy democracy to save democracy” is no longer a joke. The existence of the deep state seems to be confirmed with every outrage….

This election isn’t about employment, spending promises or 12-point policy plans. Voters everywhere want the basic institutions of American society and government to return to a semblance of apolitical competence.

A little advice at the end:

What should Nikki Haley do? Show that she understands this deep frustration. Explain how she will fix the country’s institutions and why Mr. Trump won’t or can’t.

Fødselskrisen i Kina i 2023 og Maos store spring fremad

I seneste afsnit af vores podcast, Økonomiske principper, kom Claus og jeg bl.a. ind på den lave fertilitet og det deraf faldende befolkningstal på sigt.

Lav fertilitet er et emne, jeg tror, vil få stor politisk opmærksomhed inden for de næste 10-20 år, fordi ændringerne i mange lande er ekstreme, og fordi det – som Otto har skrevet om tidligere – kan have alvorlige implikationer for menneskeheden (kort sagt tænker 8 milliarder hoveder bedre end 4 milliarder). Jeg har også selv tidligere skrevet om teknologisk tilbagegang på Tasmanien som følge af et lavt befolkningstal.

Derfor er jeg begyndt at lægge mere mærke til historier om befolkningstal, og forleden lagde jeg mærke til nedenstående figur, som blev delt på X. Figuren viser, at fødselstallet i Kina er omtrent halveret siden 2016.

Halveret! Tænk lige over det. Det betyder alt andet lige, at behovet for fx pædagoger og vuggestuer mv. på bare syv år bliver halveret. En helt vild udvikling i mine øjne.

Spørgsmålet er selvfølgelig, hvorfor fødselstallet er halveret på blot syv år. Og selvom der er mange faktorer, der spiller ind, tyder noget på, at Maos store spring fremad har en betydelig indvirkning. Nedenstående figur viser befolkningspyramiden i Kina, som den så ud i 2020. Bemærk årgangene der er ca. 60 år gamle. De er markant mindre end de øvrige årgange. Og det hænger sammen med at Maos fejlslagne politik førte til omfattende hungersnød i Kina netop i de år (de 60-årige er født i 1960).

Her er hvad Den Store Danske skriver om hungersnøden:

Sultkatastrofen i kølvandet på Det Store Spring Fremad kulminerede i 1960, da det gennemsnitlige nationale daglige kalorieindtag i Kina var nede på 1535. Det er meget lidt, når man tager i betragtning, at der dagen lang blev udført hårdt fysisk arbejde.

Det er især interessant, at de 17-årige i 2020 (der i 2023 var 20 år) er den mindste årgang blandt dem, der er omkring den alder, hvor man normalt stifter familie. I Kina er gennemsnitsalderen for fødende ca. 28 år, så der er ikke noget, der tyder på, at Kina endnu har nået bunden i forhold til små årgange. De kan sagtens være meget mindre om 5-10 år, når de mindste årgange får børn, end de var i 2023.

Spørgsmålet er, hvad det her kommer til at betyde for fremtidige generationer. Både økonomisk og geopolitisk kan det få enorme konsekvenser.

Er vi hver især blevet mere frie siden 1972 til at leve det liv, vi ønsker os?

Jeg hørte forleden, at statsministeren ”talte usandt”, fordi hun sagde, at Dronning Magrethe blev udråbt til dronning på en ”regnfuld januardag i 1972”. For det regnede ikke!

En lettere ligegyldighed i mine øjne, for der var faktisk en anden ting ved nytårstalen, der er mere værd at diskutere. Mette Frederiksen hævdede, at Dronningen overlader os et land, ”hvor vi hver især er mere frie til at leve det liv, vi ønsker os”.

Men er det korrekt?

Da Dronningen tiltrådte i 1972 var skattetrykket en del lavere end i dag. På trods af skatteoprøret ved Jordskredsvalget er skattetrykket siden 1972 steget fra ca. 40% til ca. 45% (faldet i 2022 er midlertidigt). Vi er altså blevet mindre frie i forhold til at bestemme over vores egen indkomst.

På reguleringsområdet er situationen lidt mere usikker. Nogle store klumper er siden 1972 blevet dereguleret (fx luftfarts- og telesektoren). Men samtidig viser opgørelserne af regelmængden, at den er eksploderet fra ca. 7 mio. ord i 1989 til ca. 20 mio. ord i 2022. Noget tyder altså på, at vi på nogle områder har fået væsentligt mere frihed, mens friheden på mange andre områder er blevet indskrænket.

I mine øjne er det derfor lidt friskt uden dokumentation at hævde, at vi danskere i dag er mere frie til at leve det liv, vi ønsker os, end vi var, da Dronning Magrethe blev udråbt til dronning – hvordan vejret så end var den dag. Det er naturligvis ikke Dronningens skyld. Men HVIS statsministeren vil sige noget om, hvordan det politisk er gået i Dronningens regeringstid, så bør hun forholde sig til det, som data rent faktisk viser: Større skattetryk og flere regler, men heldigvis krydret med nogle væsentlige klumper deregulering undervejs.

Hvad ved vi om effekterne af færre SU-klip?

Regeringen har indgået aftale med partierne Liberal Alliance, De Konservative og Dansk Folkeparti om at sløjfe det sjette SU-år.

Aftalen har bl.a. ført til en lind strøm af fortællinger om studerende, der angiveligt ville have smidt hele deres lægefremtid (med tilhørende høje indkomst) på møddingen, hvis ikke det var for de 75.000 kr., man kan få i SU det sjette år.

Selvom den slags historier oftest fremstår relativt utroværdige, er det klar, at der selvfølgelig vil være nogle effekter. Men hvad ved vi om dem?

Ikke meget – men alligevel lidt. I 2012 var jeg med til at gennemgå litteraturen i et projekt for DEA, og der så vi faktisk netop på effekten af færre SU-klip. Jeg har netop genlæst kapitlet, og det er faktisk ganske informativt, så nedenfor er det i sin fulde udstrækning.

I kan læse om effekten af andre dele af SU’en (højere SU og øget adgang til SU-lån) i rapporten, som kan downloades her.

2.2 Færre SU-klip

Færre SU-klip gør det alt andet lige dyrere for den studerende at blive forsinket på sit studie. Dette vil trække imod, at den studerende er mere flittig, bliver hurtigere færdig og består flere eksaminer. Færre SU-klip vil også have en negativ effekt på antallet af studerende, da det alt andet lige bliver mindre attraktivt at studere. Effekten på frafaldet kan gå i begge retninger. Studerende, der bliver forsinket i løbet af studierne, vil have en større tendens til at falde fra. Til gengæld vil det mindre optag primært være forårsaget af unge, der forventer, at de vil have svært ved at gennemføre studierne på normeret tid, hvilket kan trække imod, at frafaldet bliver mindre.

De studier, vi har gennemgået, bekræfter i vid udstrækning de teoretiske forudsigelser. Tabel 3 opsummerer de fundne resultater. I de efterfølgende afsnit beskrives og uddybes resultaterne.

Tabel 3: Overblik over effekterne af at reducere antallet af SU-klip

Studietid

Resultaterne af de studier, vi har gennemgået, viser, at færre SU-klip vil have en positiv effekt i form af kortere gennemsnitlig studietid i Danmark.

Häkkinen og Uusitalo (2003) undersøger effekterne af SU-reformen i Finland i 1992. Reformen betød, at den maksimale periode, man kunne modtage studiestøtte, blev reduceret med knap 2½ år fra 7 år til 4 år og 7 måneder. Häkkinen og Uusitalo (2003) finder, at reformen medførte, at de studerende i gennemsnit havde 52% større chance for at blive færdig hver måned svarende til, at de blev færdige 3 måneder tidligere. En del af effekten kan dog forklares af den lokale arbejdsløshed, som fik studerende uden studiejob til at bruge mere tid på studierne. Tager man højde for arbejdsløsheden, medførte reformen, at der hver måned var 14% større chance for, at de studerende blev færdige — effekten er dog ikke signifikant. Den eneste undergruppe af studerende, hvor Häkkinen og Uusitalo (2003) finder en signifikant effekt af reformen, er studerende på de studier, hvor man før reformen i gennemsnit var længst tid om at gennemføre.

Heineck m. fl. (2006) undersøger effekten af, at tyske studerende skal betale EUR 500 – 900 pr. semester, hvis de ikke er færdige med deres studier senest fire semestre efter den normerede tid. Heineck m. fl. (2006) opdeler effekterne på forskellige studieretninger og finder nogle interessante resultater. De viser, at effekten af at indføre betaling for langtidsstuderende er forskellig, afhængigt af studiets karakteristika. På matematiske studier som kemi, fysik og økonomi medfører en økonomisk straf ingen signifikant effekt på antallet af studerende, der færdiggør deres studier, men der er signifikant flere, der dropper ud. På lang sigt medfører frafaldet, at færre færdiggør deres studier. På mindre matematiske studier som biologi og psykologi, er der på kort sigt signifikant flere, der består, men ingen signifikant effekt på antallet, der dropper ud. På lang sigt er effekterne de samme. Resultaterne er summeret i tabellen nedenfor.

Tabel 4: Effekter af at indføre tuition fees for langtidsstuderende i Tyskland

Heineck m. fl. (2006) forklarer forskellene med, at de studerende på de mere matematiske studier er langtidsstuderende, fordi de simpelthen ikke kan bestå på normeret tid. Ved at indføre økonomiske konsekvenser for de langtidsstuderende, gør man det mindre attraktivt at studere, og da de ikke kan bestå til tiden, dropper de i stedet i højere grad ud. På de mindre matematiske studier er det derimod andre ting, der fastholder de studerende på studierne, så der ser man ikke samme effekt.

Ved hjælp at data fra 1992-2000 undersøger Garibaldi m. fl. (2007) sammenhængen mellem tidsprofilen på studieafgifter og studieindsatsen. Data er hentet fra et italiensk universitet, hvor de studerende betaler forskellige indkomstafhængige studieafgifter. Undersøgelsen benytter data for de studerende, som indkomstmæssigt ligger lige på grænsen mellem to afgifter. Ved at sammenligne dem lige over grænsen med dem lige under grænsen konkluderer Garibaldi m. fl. (2007), at en 1.000 EUR stigning i studieafgift på det sidste studieår reducerer sandsynligheden for at afslutte uddannelsen for sent med 6,1%-point fra 80% til 73,9%, og at sandsynligheden for at droppe ud ikke ændres signifikant. På baggrund af deres resultater konkluderer de, at en stigende betaling (eller faldende SU) kan være optimalt, når det offentlige subsidierer studerende.

Frafald

Se beskrivelsen af resultaterne i Heineck m. fl. (2006) ovenfor.

Studieindsats

Belot m. fl. (2007) undersøger effekterne af en reform i Holland på førsteårsstuderende. Reformen reducerede den maksimale periode, man kunne modtage studiestøtte, med et år til normeret studietid. Belot m. fl. (2007) finder en svag, men ikke signifikant, stigning i antallet af førsteårsstuderende, der dropper ud som følge af reformen. De finder også — hvad de finder interessant — at reformen havde en signifikant effekt på karaktergennemsnittet blandt førsteårsstuderende, ligesom de førsteårsstuderende i gennemsnit bestod flere eksaminer efter reformen. Resultaterne indikerer, at truslen om at stå uden SU på de sidste år af ens studier, kan være nok til, at man øger indsatsen på studiet allerede fra første år. Belot m. fl. (2007) finder ud over de nævnte effekter, at de studerende er mindre tilbøjelige til at skifte studie, hvilket skyldes, at omkostningerne ved et studieskifte som følge af reformen er steget. Generelt er effekterne kraftigere, jo yngre de førsteårsstuderende er.

Studieskift

Se beskrivelsen af resultaterne i Belot m. fl. (2007) ovenfor.

Hvorfor vil flertallet i Folketinget ikke have en evaluering af corona-politikkerne?

Hvorfor vil politikerne ikke have en evaluering af corona-politikkerne? Sådan spørger professor Peter Kurrild-Klitgaard i Berlingske på baggrund af, at regeringen stemte imod LA’s beslutningsforslag om at vurdere coronapolitikkernes konsekvenser for trivslen blandt børn, unge og beboere på landets bosteder.

LAs beslutningsforslag fik da også politisk bred støtte fra oppositionspartier til højre og venstre – men blev altså i sidste ende nedstemt, fordi SF-S-M-V-fløjen mente, at man vidste alt, hvad man behøvede at vide.

En evaluering er ellers – som Kurrild-Klitgaard påpeger – yderst relevant.

Der gemmer sig vigtig lærdom for fremtiden, som ikke er helt åbenlys. For eksempel fremhævede man i Danmark ofte, at der var færre dødsfald i det relativt nedlukkede land her end i det mere åbne Sverige. Men efterfølgende har det vist sig, at det er en sandhed med modifikationer, og at det kommer meget an på, hvad man måler og hvordan.

Men med afvisningen af forslaget ser en større evaluering ud til at være blevet lidt mindre sandsynlig.

Men nu er forslaget om en trivselsundersøgelse altså afvist, og det er dermed reelt også denne avis’ mere vidtgående forslag om en egentlig coronakommission til at vurdere det samlede forløb.

Så hvor står vi?

For at få nedsat en coronakommission, skal der være et flertal i Folketinget, der har en interesse i at nedsætte en coronakommission. Og det flertal er der ikke noget, der tyder på, at der er pt. Og man kan desuden frygte, at jo mere Venstre og Moderaterne bliver bundet op på diverse ”Nej tak” til corona-evalueringer, jo sværere vil det blive for dem at gennemføre en evaluering, når der før eller siden igen kommer et borgerligt flertal.

Vi risikerer altså at stå i den situation, at vi aldrig – eller først meget, meget sent – får en grundig (statslig) evaluering af den politik, der blev ført under pandemien. Og det er problematisk, da en grundig evaluering er nødvendig for at kunne håndtere fremtidige kriser bedst muligt.

Diskrimination – kan vi gøre noget ved det?

Forleden havde jeg Asmus Leth Olsen i Regelstaten til en samtale om diskrimination. Det blev i mine øjne en af de bedste afsnit til dato, da vi kom godt i dybden med, hvad diskrimination egentlig er, hvorfor det nogle gange er helt ok (det er fx fint at ønske en læge af samme køn), hvem der reelt diskriminerer (er det kunderne eller virksomhederne?) mv.

Asmus blev lidt mere tilbageholden med at øse ud af sin viden, da vi kom til ”hvad gør vi ved det?”-delen. For det ved vi ikke særlig meget om. Der er flere eksempler på lovgivning, der har til formål at gøre noget ved diskrimination, men desværre ender det ofte med ikke at have nogen dokumenteret effekt (eller endda gøre tingene værre).

Lige nu er det bedste, vi kan gøre, nok at tale om det og gå i dybden med det, så civilsamfundet kan finde sine egne løsninger. Og dén del gør Asmus Leth Olsen med bravour!

Se med nedenfor eller lyt i din podcast app (søg på ”Regelstaten”).

“Jeg er ikke økonom…” siger Fauci – USA’s svar på Søren Brostrøm

For nylig gav Anthony Fauci, direktør for CDC under COVID-19 pandemien og USA’s svar på Søren Brostrøm, et langt interview til New York Times.

I interviewet taler han bl.a. om, hvorvidt nedlukningerne i USA var for hårde. Ifølge Anthony Fauci er det ikke en diskussion, han er egnet til at tage. Hans rolle var at fokusere på sundhedsaspektet. Afvejninger i forhold til andre hensyn i samfundet var ifølge Fauci et spørgsmål for bl.a. økonomer.

I’m not an economist. The Centers for Disease Control and Prevention is not an economic organization. The surgeon general is not an economist. So we looked at it from a purely public-health standpoint. It was for other people to make broader assessments — people whose positions include but aren’t exclusively about public health. Those people have to make the decisions about the balance between the potential negative consequences of something versus the benefits of something.

Dr. Fauci til New York Times

Man kan vist roligt sige, at den indsigt – hvor rigtig den end er – kommer lidt sent. Ser man på hvilke faggrupper, de danske medier henvendte sig til i forhold til at komme med bud på, hvad der skulle lukkes ned hvornår, står økonomer meget, meget langt nede på listen

Som tidligere påpeget var det et problem, for økonomer besidder faktisk meget, meget relevante værktøjer i forhold til at vurdere den førte politik – også under en pandemi.

Læs resten

Kunstig intelligens og deepfake: Er der behov for regulering?

Der har været en del debat om de risici, kunstig intelligens (AI) fører med sig. Jeg tilhører – som Otto, der tidligere beskrevet nogle af skyggesiderne ved kunstig intelligens – den gruppe, der ser langt flere gevinster end omkostninger ved teknologien.

En væsentlig årsag til dette er, at mange af de skrækeksempler, der bliver hevet frem, i mine øjne negligerer menneskelig adfærd. Vi mennesker tilpasser os verden omkring os, og når man tager højde for dette i sine fortællinger om, hvordan AI vil påvirke vores fremtid, bliver mange af skrækscenarierne en del mindre skræmmende.

Menneskers adfærd løser mange af problemerne

Lad mig illustrere min pointe i forhold til den debat, der har været visse steder, om problemerne med deepfakes. Altså materialer – videoer, billeder, lydklip – som man ikke umiddelbart kan se om er ægte. Videoer, billeder og lydfiler, der er så realistiske, at de allerede i dag kan være svære at skelne fra virkeligheden ved et øjekast (se fx AI-billederne af Trumps arrestation her). Og før eller siden bliver det – med den teknologi vi kender i dag – umuligt.

Men. I mine øjne adskiller de nye deepfakes sig ikke væsentligt fra tidligere ”deepfakes”. Skriftsproget har fx i årtusinder givet mulighed for at lave ”deepfakes”, fordi man kan fremvise fx stentavler og hævde, at de var skrevet af en anden og viste dennes tanker og ønsker. I forhold til tiden før skriftsproget, giver skriftsproget derfor helt nye muligheder for, at folk med blakket moral eller onde hensigter kan snyde sine medborgere.

Claus og jeg diskuterede forleden kunstig intelligens i podcasten “Økonomiske principper” (efter ca. 30 minutter). Du kan finde podcasten både på YouTube og i din podcast app.
Læs resten

Hvorfor har vi byggesagsbehandling i kommunerne?

Hvorfor har vi byggesagsbehandling i kommunerne? Det spørgsmål stiller jeg i Børsen i dag.

Baggrunden for at stille det er bl.a., at byggesagsbehandlingen på godt dansk sejler i kommunerne.

Kommunernes byggesagsbehandling er en dræbende langsommelig proces for borgere og virksomheder i Danmark. I 2022 var behandlingstiden i gennemsnit 69 dage for enfamiliehus og 116 dage for etagebyggeri. Og kun tre kommuner – Odder, Tønder og Vallensbæk – overholdt servicemålene på henholdsvis 40 og 60 dage for mindst 90 pct. af sagerne i begge kategorier.

Den lange byggesagsbehandling medfører øgede udgifter til bl.a. finansiering og planlægning, øget risiko for f.eks. uventede prisstigninger på materialer, og tab af bl.a. lejeindtægter eller nytteværdi ved at tage sin ejendom i brug m.v.

Men der er også en mere principiel baggrund. For hvorfor skal danske borgere på netop dette område søge om tilladelse, før vi foretager os noget? Det normale er jo, at vi må gøre hvad vi vil, når vi vil, så længe vi overholder gældende lovgivning. Og sådan kunne det principielt også være med bygningsreglement og lokalplaner mv.

Læs resten

Folketinget haster lovgivning igennem

Jyllands-Posten skriver i dag om vores analyse af behandlingstiderne i Folketinget. Altså den tid, Folketinget har til omtanke, inden det vedtager et lovforslag, som regel fra regeringen.

Min analyse viser, at politikerne i 2022 havde en måned mindre til omtanke end i 2005, jf. nedenstående figur, som viser hvor langt tid der gennemsnitligt går fra et lovforslag fremsættes og til det vedtages.

Efter jeg udgav min tidligere analyse af hastebehandlinger i Folketinget, blev jeg flere gange mødt med argumentet om, at COVID-19-pandemien nødvendiggjorde hurtig lovgivning. Det er et argument, der i dén grad kan diskuteres.

Læs resten

Tre benspænd for markedet for fjernbusser

I går kunne Børsen offentliggøre, at et nyt busselskab, Fleet, starter op i Danmark for at tage konkurrencen op med Flixbus og Kombardo. Det er gode nyheder, for konkurrence gavner forbrugerne.

I artiklen peger jeg på tre benspænd, som står i vejen for et endnu bedre og mere konkurrencepræget busmarked i Danmark.

De tre benspænd er:

  1. 75 km-reglen
  2. Frekvens-reglen
  3. Tilladelses-reglen

Det er uvist, hvor store gevinsterne ved at fjerne disse benspænd er. Men det er ikke et argument for at fastholde dem. Og reglerne kan potentielt ramme mange danske forbrugere.

Læs resten

Det er IKKE politikernes problem, hvis sociale medier skader vores børn

Richard Hanania har skrevet et interessant indlæg om sociale mediers effekt på børns mentale helbred. Kort sagt mener han, at evidensen viser, at sociale medier påvirker vores mentale helbred negativt.

Det var især hans indledende argument (se citat) for at være imod tesen om, at sociale medier er skadelige, der vakte min interesse. Jeg har ofte den samme mavefornemmelse, når medierne peger på nye problemer ved et produkt eller samfundstendens. Enhver negativ effekt kan (og vil) desværre blive brugt som et argument for, at politikerne skal regulere. Uanset om man kan forvente, at reguleringen er den bedste måde at løse problemet på, eller om politikerne overhovedet kan løse problemet.

I tend to dislike moral panics that are used to justify government intervention in people’s personal choices or market forces, particularly of the “think of the children” variety. Moreover, I think there’s a tendency to scapegoat big tech, which I consider an unhealthy impulse that is rooted in both Luddism and anti-market bias, both of which I strongly oppose. 

Men man skal passe på ikke falde i den fælde, Hanania beskriver, og nægte at indse problemer, fordi de vil føre til skadelig regulering. Det kan meget nemt føre til en personlig bias imod at indse, hvis der er et problem.

I stedet skal man tage den nye viden til sig og huske på, at eksistensen af et problem kun sjældent er et godt argument for, at politikerne griber ind og regulerer.

I forhold til sociale medier, er det fx langt mere oplagt, at forældrene griber ind (evt. i samarbejde med skoler osv., hvor der jo også sidder forældrebestyrelser osv.), hvis der er problemer. På netop det punkt adskiller brugen af sociale medier sig i øvrigt ikke fra mange andre emner som fx motion, overvægt, læring, rygning osv. Det er (og bør være) forældrenes opgave at opdrage deres børn til at blive voksne, der er i stand til begå sig i et moderne samfund med elle de fristelser, det indebærer. Også selvom det kan være svært.

Konklusionen er altså, at det er bedre at være på forkant med ny viden og – hvis der er et problem – tale for den rigtige løsning (forældreansvaret), inden for mange er blevet overbevist om, at det er et problem, politikerne skal løse.

Så hermed en opfordring til at læse Richard Hananias indlæg. Har han ret eller tager han fejl? Jeg er personligt i tvivl.

Kom meget gerne med kommentarer nedenfor.

PS: Til ”tl;dr”-segmentet opsummerer nedenstående meget godt det samlede indhold i Hananias indlæg.

Allcott et al. is not only the largest study, but it was also pre-registered and easily the most impressive. Participants, about half of them under 30 years old, were paid to stay off Facebook for a month. Here are the main findings for the outcomes we care about.

The effect sizes for life satisfaction, anxiety, depression, and happiness all hover around a tenth of a standard deviation. Tyler argues that such effect sizes are small, and critiques Haidt for saying we should assume network effects. Haidt’s argument is that quitting Facebook shouldn’t be expected to do all that much if all your friends are still on it and miserable. Personally, I don’t find the effect size to be that small. As Allcott et al. point out, the result for subjective well-being is about equivalent to a $30,000 increase in income. A tenth of a standard deviation seems small, but this is just one intervention that lasts a month. Other than getting rid of Facebook, you still have the same genes, had the same childhood, have the same job, grew up in the same culture, etc. If cutting out one app can alone take you from the 50th to 55th percentile of happiness, it’s definitely worth doing. And network effects aren’t some mysterious social force we should be skeptical of – the mental well-being of individuals rises and falls along with that of others in a society, which is why we can observe such striking trends over time. It seems to me very plausible that an intervention that only increases happiness by a small amount at the individual level might have massive effects if the same change was adopted by society as a whole. To expect much more than a tenth of standard deviation from one short intervention may be asking too much.

Interview med forfatteren til Cochrane-review, der ikke finder nogen effekt af mundbind

Tom Jefferson fra University of Oxford er hovedforfatter af et nyligt Cochrane-review, som på baggrund af 23 randomiserede forsøg ikke finder nogen effekt af mundbind. Han blev for nylig interviewet, og det kom der mange interessante ting ud af. Men nedenstående citat er noget af det mest slående.

Det i citatet omtalte Cochrane-review fra 2020 (2020-reviewet er version fem, mens 2023-reviewet er version seks – så altså samme studie, men forskellige versioner), udkom 20. november 2020. Hvis det virkelig blev forsinket syv måneder, som Tom Jefferson siger, så var det altså færdigt allerede i april 2020.

Det er yderst problematisk, hvis Tom Jefferson har ret. Men desværre ikke overraskende givet de andre historier, der har været ude om samme emne (fx Twitter-files og Jay Bhattacharyas oplevelser på Stanford, samt det danske maskestudie).

Man kan næppe overvurdere vigtigheden af fri forskning. Og det gælder uanset om der er en krise eller ej.

JEFFERSON: Governments had bad advisors from the very beginning…  They were convinced by non-randomised studies, flawed observational studies.  A lot of it had to do with appearing as if they were “doing something.”

In early 2020, when the pandemic was ramping up, we had just updated our Cochrane review ready to publish…but Cochrane held it up for 7 months before it was finally published in November 2020.

Those 7 months were crucial. During that time, it was when policy about masks was being formed.  Our review was important, and it should have been out there. 

DEMASI: What was the delay?

JEFFERSON: For some unknown reason, Cochrane decided it needed an “extra” peer-review.  And then they forced us to insert unnecessary text phrases in the review like “this review doesn’t contain any covid-19 trials,” when it was obvious to anyone reading the study that the cut-off date was January 2020.

DEMASI: Do you think Cochrane intentionally delayed that 2020 review?  

JEFFERSON: During those 7 months, other researchers at Cochrane produced some unacceptable pieces of work, using unacceptable studies, that gave the “right answer”.

DEMASI: What do you mean by “the right answer”?  Are you suggesting that Cochrane was pro-mask, and that your review contradicted the narrative. Is that your intuition?

JEFFERSON: Yes, I think that is what was going on. After the 7-month delay, Cochrane then published an editorial to accompany our review.  The main message of that editorial was that you can’t sit on your hands, you’ve got to do something, you can’t wait for good evidence…. it’s a complete subversion of the ‘precautionary principle’ which states that you should do nothing unless you have reasonable evidence that benefits outweigh the harms.

Hele interviewet kan læses her.