For at min bog, ”Prisen værd”, ikke skulle blive for lang og for tung at læse, valgte jeg at pille nogle af de mere tekniske kapitler ud. Et af dem kan du – i lettere omskrevet form – læse herunder.
Du kan købe bogen her eller låne den på biblioteket.
Hvad har andre litteraturstudier og metastudier fundet?
Konklusion: Flere litteraturstudier når frem til konklusioner, der understøtter resultaterne i vores metastudie. De litteraturstudier, der konkluderer, at nedlukningerne er effektive til at reducere COVID-19-dødeligheden, konkluderer oftest på baggrund af statistisk signifikans og ikke hvorvidt effekten er af politisk relevans. Eller også konkluderer de på baggrund af studier, der begår Flaxman-fejlen, og blander effekten af frivillige adfærdsændringer sammen med effekten af nedlukningerne.
Et litteraturstudie (også ofte kaldet et review) samler og beskriver den eksisterende forskning, men i modsætning til et metastudie er der ikke en kvantitativ opsummering af empirien i et litteraturstudie. Det betyder meget forsimplet, at hvis der er tre studier, der finder effekter på 5%, 10% og 15%, så vil man i litteraturstudiet beskrive, at der er tre studier, der finder en effekt, mens man i metastudiet derudover vil angive, at studierne i gennemsnit finder en effekt på 10%. Mens begge metoder således søger at forstå et emne gennem tidligere forskning, tilbyder metastudiet en statistisk opsummering, der kan give mere præcise svar, mens et litteraturstudie primært giver en kvalitativ fortolkning. Blandt andet derfor anses litteraturstudier normalt for at ligge lige under metastudier i evidenspyramiden.
Evidenspyramiden er en måde at illustrere kvaliteten og pålideligheden af forskellige typer forskning og videnskabelig evidens. Jo højere oppe i pyramiden et studie befinder sig, jo vigtigere er studiets konklusioner, fordi metoderne heroppe giver stærkest evidens for den reelle effekt. Og omvendt – jo lavere et studie befinder sig på skalaen, desto svagere evidens giver de for en eventuel effekt, fordi studiernes design har mange fejlkilder. En forsimplet evidenspyramide kunne se ud som figur 1 nedenfor.
Figur 1: Evidenspyramiden
Evidenspyramiden viser, at metastudier normalt anses for at give den bedste evidens, mens de enkelte studier ligger i midten. Nederst ligger ekspertudsagn og anekdotiske beviser. Kvaliteten af metastudiet afhænger naturligvis af hvilke type studier, det er baseret på. Et metastudie, hvor der kun indgår studier baseret på eksperimenter, vil således alt andet lige så stærkere end et metastudie, der alene er baseret på observationsstudier. Evidenspyramiden viser også, at litteraturstudier rangerer lige under metastudier.
Ligesom med metastudier er formålet med litteraturstudier at opsummere den eksisterende litteratur. Forskellen er, at litteraturstudier ikke opsummerer resultaterne kvantitativt. Metastudier er altså en slags overbygning på litteraturstudier, hvor man – udover en kvalitativ gennemgang og beskrivelse af resultaterne fra de primære studier – også laver en kvantitativ opsummering. I vores metastudie beregner vi et standardiseret estimat for hvert af de 22 studier, der indgår i vores metastudie. Det gør, at vi kan opsummere resultaterne i form af et vægtet gennemsnit. Altså hvilken effekt de 22 studier i gennemsnit finder. Uden denne øvelse ville vores metastudie ”blot” være et litteraturstudie, hvor resultater og konklusioner beskrives, men altså ikke kvantitativt sammenlignes og opsummeres.
Der findes adskillige litteraturstudier af effekten af nedlukninger og restriktioner. Og netop fordi de også opsummerer den samlede viden på området, er det relevant at sammenligne vores resultater med konklusionerne i disse litteraturstudier, for at se, om deres konklusioner adskiller sig væsentligt fra vores og eventuelt forstå, hvorfor det er tilfældet.
Der er en lang række litteraturstudier fra både før og efter COVID-19 ramte verden, som overordnet set når frem til de samme konklusioner som os. WHO konkluderede fx i 2006, at de restriktioner, der blev indført under pandemien i 1918, ikke stoppede eller syntes at reducerer smittespredningen markant.[1] Og i 2019 konkluderede WHO, at der var begrænset evidens for at nedlukninger virker, og at kvaliteten af den eksisterende evidens var meget lav[2].
Gupta m.fl. (2020) konkluderer i deres review, at de fleste studier finder at nedlukningen og information fører til et fald i COVID-19-tilfælde og COVID-19-dødsfald på 20-60% .[3] Det er svært direkte at sammenligne med vores resultater, da vi alene ser på nedlukningsdelen. Men hvis vi antog, at de 20-60% alene skyldes nedlukningen, ville det – overført til Danmark – betyde, at nedlukningerne forhindrede 625 til 3.750 dødsfald under hele pandemien.[4]
Allen (2021) konkluderer i sit review afmere end 100 studier, at COVID-19 nedlukningerne i bedste fald havde en marginal effekt på COVID-19-dødeligheden. Det skyldes ifølge Allen (2021), at folk enten ikke overholdt restriktionerne, eller pålagde sig selv begrænsninger, uanset hvad myndighederne beordrede.[5] Yanovskiy og Socol (2022) konkluderer, at der ikke er evidens fra hverken tidligere pandemier eller COVID-19-pandemien for, at nedlukninger virker. Tværtimod mener de, at nedlukninger sandsynligvis fører til flere dødsfald.[6]
European Center for Disease Control (ECDC – eller på dansk ”Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme”) konkluderede allerede 23. december 2020, at skolelukninger kan bidrage til at reducere smitten, men at de skal anvendes som en absolut sidste udvej, fordi de negative virkninger sandsynligvis opvejer fordelene.[7] To uger tidligere konkluderede UNICEF (2020), at skolerne ikke bidrog betydeligt til smitten, og at smitten blandt skolebørn og personale ikke var lavere i samfund med skolelukninger.[8] Irfan m.fl. (2021) finder i et omfattende metastudie af 90 studier udgivet i juli 2021 lignende resultater og konkluderede, at det overvejende var sikkert for børn under 10 år at gå i skole, men at ældre børn (10-19 år) kunne fremme smittespredning (min fremhævning).[9]
Iezadi m.fl. (2021) er et systematisk litteraturstudie af 35 studier, hvoraf 23 studier indgår i et metastudie (antallet af studier svarer stort set til antallet i vores metastudie, hvor vi finder 32 studier, hvoraf 22 indgår i metastudiet). Iezadi m.fl. (2021) konkluderer, at nedlukninger bidrog til at begrænse pandemiens udbredelse, og reducerede den daglige vækstrate i dødsfald med 4,8%-point.[10] Det er ikke muligt at omregne denne effekt til en effekt på det samlede antal dødsfald, men med et reprodutkionstal på 2,5 er den daglige vækstrate ca. 18%. Med dette udgangspunkt har nedlukningerne ifølge Iezadi m.fl. (2021) bragt vækstraten ned på ca. 13% svarende til et reproduktionstal på ca. 2,0. I en standard epidemiologisk model betyder det, at flokimmuniteten sætter ind når 50% af populationen er smittet frem for 60%, så umiddelbart ser resultaterne ikke ud til at være i modstrid med vores resultater. De fleste studier i Iezadi m.fl. (2021) anvender metoder, som vi ser bort fra (modelkørsler og tidsrækkeanalyse). Kun to ser ud til at leve op til vores kriterier, og heraf er det kun det ene, der undersøger et element af nedlukningerne (udgangsforbud).[11]
Blander statistisk signifikans og praktisk betydning sammen
En af de store gevinster ved metastudier i forhold til litteraturstudier er, at et metastudie tvinger forfatterne til at forholde sig til størrelsesordenen. Det hjælper forskerne til ikke at stirre sig blinde på om resultaterne er statistiske signifikante – altså ”ikke tilfældige”. For en statistisk signifikant effekt er ikke nødvendigvis stor eller af praktisk betydning. For eksempel kan et studie finde en statistisk signifikant effekt af skolelukninger, men hvis lukning af skoler kun reducerer antallet af dødsfald med 1%, har det jo ingen praktisk betydning – særligt ikke set i forhold til de negative virkninger af skolelukninger, såsom læringstab for børnene.
Der er flere litteraturstudier, der konkluderer, at nedlukningerne er effektive, men hvor resultaterne i mine øjne ser ud til at tyde på det modsatte. Fx konkluderer Mendez-Brito m.fl. (2021), at skolelukninger var den mest effektive del af nedlukningerne, efterfulgt af lukning af arbejdspladser, lukning af forretninger og forbud mod offentlige begivenheder.[12] Imidlertid finder kun 14 ud af de 24 studier, de gennemgår, en sammenhæng mellem skolelukninger og antallet af COVID-19-tilfælde, hvilket tyder på, ateffekten af den “mest effektive del af nedlukningerne” er ret begrænset. For hvis de havde en stor effekt, ville man også forvente, at forskerne havde relativt let ved at dokumentere en effekt.
Konkluderer på baggrund af ”Flaxman-fejlen”
En af de helt centrale kvaliteter ved vores metastudie, at vi fokuserer på studier, der rent faktisk kan sige noget om effekten af nedlukningerne. Det betyder, at vi bl.a. ikke medtager tidsrækkeanalyser. Som jeg beskriver i min bog, er der rigtig gode grunde til at se bort fra tidsrækkeanalyserne når man vil vurdere effekten af nedlukningerne, da man ellers risikerer at lave det, jeg har kaldt ”Flaxman-fejlen”, hvor man blander effekten af nedlukningen sammen med effekten af de frivillige adfærdsændringer. Derudover medtager vi (naturligvis) ikke studier baseret på modelkørsler.
Disse fravalg er helt essentielle, hvis man vil kunne sige noget om effekten af nedlukningerne (i modsætning til fx at sige noget om effekten af samfundets samlede respons). Men på trods af dette er der mange litteraturstudier, der medtager rub og stub. Og det uden at gøre eksplicit opmærksom på, hvad det betyder for fortolkningen af konklusionerne.
Et eksempel er litteraturstudiet fra Johanna m.fl. (2020), som bl.a. skriver, at udgangsforbud succesfuldt reducerer smitten og COVID-19-dødeligheden.[13] Men denne konklusion er primært baseret på studier, der ikke kan bruges til at konkludere dette. Johanna m.fl. (2020) inkluderer nemlig netop modelleringsstudier (10 ud af i alt 14 studier) og tidsrækkeanalyser (3 ud af de 14 studier). Der er kun ét af de 14 studier, der anvender en difference-in-difference tilgang.
Tellis m.fl. (2020) anvender en difference-in-difference tilgang til at analysere effekten af udgangsforbud på antallet af smittetilfælde.[14] De konkluderer, at udgangsforbud reducerer antallet af smittetilfælde med 50%, hvilket er langt over den effekt på bare 2,0%, vi finder i vores metastudie. En mulig forklaring på den store forskel kan (udover at de ser på smittetilfælde og ikke dødsfald) være, at Tellis m.fl. (2020) er baseret på data indsamlet før 1. maj 2020. I vores metastudie finder vi, at studier der er baseret på meget tidlige data (og ofte udgivet meget hurtigt), generelt finder en langt større effekt end studier, der har været længe undervejs. De tre studier i vores metastudie, der er baseret på data fra før 31. maj 2000, finder således en effekt på hele 25,9% og er altså trods alt ikke så langt fra resultaterne i Tellis m.fl. (2020). I vores metastudie bliver de bare trukket voldsomt ned af de ni studier af udgansforbud, der bruger en længere tidsrække til at analysere effekten.
Litteraturstudiet fra Johanna m.fl. (2020) er udgivet 14. oktober 2020 – altså relativt tidligt i pandemien – og de er alle forskere indenfor sundhedsvidenskaberne. Når jeg tænker på, hvor relativt lang tid det tog for mig at forstå betydningen af frivillige adfærdsændringer og formulere mine tanker, så er det måske undskyldt, at Johanna m.fl. (2020) ikke var opmærksomme på, at fx resultaterne i tidsrækkeanalyserne ikke kan fortolkes som effekten af nedlukningerne, og at epidemiologernes modelstudier af COVID-19-pandemien reelt set ikke var det papir værd, de var skrevet på.
Men den undskyldning havde The Royal Society – med Professor Sir Mark Walport, kollega til vores fremmeste kritikere Neil Ferguson, Seth Flaxman og Samir Bhatt på Imperial College London – ikke, da de i sensommeren 2023 udgav et litteraturstudie[15], som fik stor omtale i Storbritannien. I studiet konkluderede forskerholdet fra The Royal Society, som primært består af eksperter inden for medicin og folkesundhed, at nedlukninger ”utvetydigt” gav kraftige, effektive og langvarige reduktioner i smitten.[16] Altså nærmest den totalt modsatte konklusion af, hvad vi kom frem til.
Og præcis som med Johanna m.fl. (2020) er årsagen, at The Royal Society medtager tidsrækkeanalyser, og dermed blander effekten af nedlukningerne sammen med effekten af de frivillige adfærdsændringer. Det betyder, at de i deres konklusion reelt antager, at alt det vi gjorde frivilligt, ikke havde nogen effekt, hvilket naturligvis er forkert.
Men der er særligt ét punkt, hvor rapporten fra The Royal Societys valg af studier og metode i mine øjne er bemærkelsesværdig. Normalt anses lodtrækningsstudier for at være guldstandarden inden for videnskabelig forskning, og de rangerer højere i evidenspyramiden i figur 1 på side 1 end studier baseret på eksisterende datakilder (observationsstudier). Og metastudier baseret på randomiserede kontrolstudier rangerer derfor højst i evidenspyramiden.
I forhold til at vurdere effekten af mundbind findes der en række randomiserede kontrolstudier, og der er endda lavet et Cochrane metastudie af disse studier, som konkluderer, at mundbind ikke reducere spredningen af influenza-lignende sygdomme (både influenza og COVID-19 er respiratoriske sygdomme, som smitter via luftvejene, men COVID-19 smitter nemmere end influenza).[17]
Alligevel vælger The Royal Society primært at lægge vægt på 46 observationsstudier, som i modsætning til de randomiserede kontrolstudier metastudiet fra Cochrane konkluderer, at påbuddet om at påbyde mundbind generelt reducerede COVID-19-smitten.[18]
Set i lyset af The Royal Societys prestige er det ikke overraskende, at deres COVID-19-rapport fik betydelig pressedækning. Men The Royal Society blandede desværre effekten af frivillige og tvungne adfærdsændringer sammen og valgte af en eller anden grund af negligere evidensen fra guldstandarden i videnskabelig forskning.
Der er mange flere litteraturstudier[19], og uden at foregive at jeg har nærlæst dem alle, så har jeg hidtil kunnet forklare forskellen mellem deres og vores konklusioner med, at de enten blander statistisk signifikans og politisk relevans sammen og konkluderer at nedlukninger er effektive, selvom effekten af nedlukningerne er meget lille, eller konkluderer på baggrund af ”Flaxman-fejlen”, hvilket i bund og grund vil sige, at de blander effekten af frivillige og tvungne adfærdsændringer sammen.
Så alt i alt finder jeg det rimeligt at konkludere, at øvrige litteraturstudier generelt ikke er i åbenlys modstrid med vores resultater. Der er mange, som ved første øjekast ser ud til at være i modstrid med vores resultater, men når man dykker ned i detaljerne, er det fordi de medtager tidsrækkeanalyser (og endda modelkørsler) og/eller forveksler statistisk signifikans med politisk relevans.
Referencer
Allen, Douglas W. 2021. “Covid-19 Lockdown Cost/Benefits: A Critical Assessment of the Literature”. International Journal of the Economics of Business, september, 1–32. https://doi.org/10.1080/13571516.2021.1976051.
Brodeur, Abel, David Gray, Anik Islam, og Suraiya Bhuiyan. 2021. “A Literature Review of the Economics of COVID‐19”. Journal of Economic Surveys, april, joes.12423. https://doi.org/10.1111/joes.12423.
ECDC. 2020. “COVID-19 in children and the role of school settings in transmission – first update”. https://cdn.nimbu.io/s/yba55wt/assets/COVID-19-in-children-and-the-role-of-school-settings-in-transmission-first-update_0.pdf.
Gupta, Sumedha, Kosali Simon, og Coady Wing. 2020. “Mandated and Voluntary Social Distancing During The COVID-19 Epidemic: A Review”. NBER Working Paper Series, juni, w28139. https://doi.org/10.3386/w28139.
Hirt, Julian, Perrine Janiaud, og Lars G. Hemkens. 2022. “Randomized Trials on Non-Pharmaceutical Interventions for COVID-19: A Scoping Review”. BMJ Evidence-Based Medicine, januar, bmjebm-2021-111825. https://doi.org/10.1136/bmjebm-2021-111825.
Iezadi, Shabnam, Kamal Gholipour, Saber Azami-Aghdash, Akbar Ghiasi, Aziz Rezapour, Hamid Pourasghari, og Fariba Pashazadeh. 2021. “Effectiveness of Non-Pharmaceutical Public Health Interventions against COVID-19: A Systematic Review and Meta-Analysis”. Redigeret af Prasenjit Mitra. PLOS ONE 16 (11):e0260371. https://doi.org/10.1371/journal.pone.0260371.
Irfan, Omar, Jiang Li, Kun Tang, Zhicheng Wang, og Zulfiqar A Bhutta. 2021. “Risk of infection and transmission of SARS-CoV-2 among children and adolescents in households, communities and educational settings: A systematic review and meta-analysis”. Journal of Global Health 11 (juli):05013. https://doi.org/10.7189/jogh.11.05013.
Jefferson, Tom, Liz Dooley, Eliana Ferroni, Lubna A. Al-Ansary, Mieke L. van Driel, Ghada A. Bawazeer, Mark A. Jones, m.fl. 2023. “Physical Interventions to Interrupt or Reduce the Spread of Respiratory Viruses”. Cochrane Database of Systematic Reviews, nr. 1. John Wiley & Sons, Ltd. https://doi.org/10.1002/14651858.CD006207.pub6.
Johanna, Nadya, Henrico Citrawijaya, og Grace Wangge. 2020. “Mass Screening vs Lockdown vs Combination of Both to Control COVID-19: A Systematic Review”. Journal of Public Health Research, 9. https://dx.doi.org/10.4081%2Fjphr.2020.2011.
Mendez-Brito, Alba, Charbel El Bcheraoui, og Francisco Pozo-Martin. 2021. “Systematic Review of Empirical Studies Comparing the Effectiveness of Non-Pharmaceutical Interventions against COVID-19”. Journal of Infection, juni, S0163445321003169. https://doi.org/10.1016/j.jinf.2021.06.018.
Nussbaumer-Streit, Barbara, Verena Mayr, Andreea Iulia Dobrescu, Andrea Chapman, Emma Persad, Irma Klerings, Gernot Wagner, m.fl. 2020. “Quarantine Alone or in Combination with Other Public Health Measures to Control COVID-19: A Rapid Review”. Redigeret af Cochrane Infectious Diseases Group. Cochrane Database of Systematic Reviews, april. https://doi.org/10.1002/14651858.CD013574.
Patel, Urvish, Preeti Malik, Deep Mehta, Dhaivat Shah, Raveena Kelkar, Candida Pinto, Maria Suprun, Mandip Dhamoon, Nils Hennig, og Henry Sacks. 2020. “Early Epidemiological Indicators, Outcomes, and Interventions of COVID-19 Pandemic: A Systematic Review”. Journal of Global Health 10 (2):020506. https://doi.org/10.7189/jogh.10.020506.
Perra, Nicola. 2020. “Non-Pharmaceutical Interventions during the COVID-19 Pandemic: A Rapid Review”. arXiv:2012.15230 [Physics], december. http://arxiv.org/abs/2012.15230.
Pozo-Martin, Francisco, Florin Cristea, Charbel El Bcheraoui, og Robert Koch-Institut. 2020. “Rapid Review Der Wirksamkeit Nicht-Pharmazeutischer Interventionen Bei Der Kontrolle Der COVID-19-Pandemie”. Robert Koch, september, 17. https://www.rki.de/DE/Content/InfAZ/N/Neuartiges_Coronavirus/Projekte_RKI/Rapid-Review-NPIs.pdf?__blob=publicationFile.
Regmi, Krishna, og Cho Mar Lwin. 2021. “Factors Associated with the Implementation of Non-Pharmaceutical Interventions for Reducing Coronavirus Disease 2019 (COVID-19): A Systematic Review”. International Journal of Environmental Research and Public Health 18 (8):4274. https://doi.org/10.3390/ijerph18084274.
Talic, Stella, Shivangi Shah, Holly Wild, Danijela Gasevic, Ashika Maharaj, Zanfina Ademi, Xue Li, m.fl. 2021. “Effectiveness of Public Health Measures in Reducing the Incidence of Covid-19, SARS-CoV-2 Transmission, and Covid-19 Mortality: Systematic Review and Meta-Analysis”, 15. https://doi.org/doi.org/10.1136/bmj-2021-068302.
Tellis, Gerard J., Ashish Sood, og Nitish Sood. 2020. “Price of Delay in Covid-19 Lockdowns: Delays Spike Total Cases, Natural Experiments Reveal”. SSRN Electronic Journal. https://doi.org/10.2139/ssrn.3592912.
The Royal Society. 2023. “COVID-19: examining the effectiveness of non-pharmaceutical interventions”, august. https://royalsociety.org/-/media/policy/projects/impact-non-pharmaceutical-interventions-on-covid-19-transmission/the-royal-society-covid-19-examining-the-effectiveness-of-non-pharmaceutical-interventions-report.pdf.
UNICEF. 2020. “In-person schooling and COVID-19-transmission: Review of evidence 2020.” https://www.unicef.org/media/89046/file/In-person-schooling-and-covid-19-transmission-review-of-evidence-2020.pdf.
WHO. 2019. Non-Pharmaceutical Public Health Measures for Mitigating the Risk and Impact of Epidemic and Pandemic Influenza. https://apps.who.int/iris/rest/bitstreams/1257621/retrieve.
World Health Organization Writing Group. 2006. “Nonpharmaceutical Interventions for Pandemic Influenza, National and Community Measures”. Emerging Infectious Diseases 12 (1):88–94. https://doi.org/10.3201/eid1201.051371.
Yanovskiy, Moshe, og Yehoshua Socol. 2022. “Are Lockdowns Effective in Managing Pandemics?” International Journal of Environmental Research and Public Health 19 (15):9295. https://doi.org/10.3390/ijerph19159295.
Zhang, Mengxi, Siqin Wang, Tao Hu, Xiaokang Fu, Xiaoyue Wang, Yaxin Hu, Briana Halloran, m.fl. 2021. “Human Mobility and COVID-19 Transmission: A Systematic Review and Future Directions”. Preprint. Infectious Diseases (except HIV/AIDS). https://doi.org/10.1101/2021.02.02.21250889.
[1] World Health Organization Writing Group (2006) skriver fx, at “reports from the 1918 influenza pandemic indicate that social-distancing measures did not stop or appear to dramatically reduce transmission […] In Edmonton, Canada, isolation and quarantine were instituted; public meetings were banned; schools, churches, colleges, theaters, and other public gathering places were closed; and business hours were restricted without obvious impact on the epidemic.”
[2] WHO (2019) skriver fx. at ”the evidence base on the effectiveness of NPIs in community settings is limited, and the overall quality of evidence was very low for most interventions.”
[3] “The estimated effect of state policies on case and death rates vary somewhat depending on the specific policy measure examined in the study and also on the time frame of the study. However, most studies estimate a 20–60 percent reduction in cases and deaths […] as a result of mandatory policies and informational events”, Gupta m.fl. (2020).
[4] Da vaccinerne var udrullet til de mest sårbare i sommeren 2021, var havde der i alt været ca. 2.500 COVID-19-dødsfald i Danmark. Baseret på konklusionen i Gupta m.fl. (2020), havde der været 3.125 (20% effekt) til 6.250 (60% effekt) COVID-19-dødsfald uden nedlukningerne.
[5] “The most recent research has shown that lockdowns have had, at best, a marginal effect on the number of Covid-19 deaths. Generally speaking, the ineffectiveness stemmed from individual changes in behavior: either noncompliance or behavior that mimicked lockdowns. The limited effectiveness of lockdowns explains why, after more than one year, the unconditional cumulative Covid-19 deaths per million is not negatively correlated with the stringency of lockdown across countries.”, Allen (2021)
[6] “Neither previous pandemics nor COVID-19 provide clear evidence that lockdowns help to prevent death in pandemic” og “Lockdowns are associated with a considerable human cost. Even if somewhat effective in preventing COVID-19 death, they probably cause far more extensive (an order of magnitude or more) loss of life”, Yanovskiy og Socol (2022).
[7] “School closures can contribute to a reduction in SARS-CoV-2 transmission, but by themselves are insufficient to prevent community transmission of COVID-19” og “There is a general consensus that the decision to close schools to control the COVID-19 pandemic should be used as a last resort. The negative physical, mental health and educational impact of proactive school closures on children, as well as the economic impact on society more broadly, would likely outweigh the benefits”, ECDC (2020).
[8] ”A review of the current evidence shows that in-person schooling does not appear to be the main driver of infection spikes, children in school do not appear to be exposed to higher risks of infection compared to when not in school when mitigation measures are in place, and school staff also do not appear to be at a higher relative risk compared to the general population”, UNICEF (2020).
[9] “Evidence from school-based studies demonstrate it is largely safe for children (<10 years) to be at schools, however older children (10-19 years) might facilitate transmission”, Irfan m.fl. (2021).
[10] “The majority of NPHIs had positive effects on restraining the COVID-19 spread” og “Results of the meta-analysis showed that adoption of NPHIs has resulted in a […] 4.8% (95 CI, -8.34 to -1.40) decrease in daily death growth rates” , Iezadi m.fl. (2021). Jeg antager, at de mener procentpoint og ikke procent. Hvis de mener procent, er effekten meget lille og reducerer kun reproduktionstallet til ca. 2,4.
[11] “Almost all studies were observational quasi-experimental studies, the majority of them were time-series analyses and just two studies were comparisons between control and intervention groups”, Iezadi m.fl. (2021).
[12] “School closing was the most effective NPI, followed by workplace closing, business and venue closing and public event bans”, Mendez-Brito m.fl. (2021).
[13] “For lockdown, ten studies consistently showed that it successfully reduced the incidence, onward transmission, and mortality rate of COVID-19”, Johanna m.fl. (2020)
[14] Tellis m.fl. (2020) er ikke med i vores metastudie, fordi det ikke ser på dødsfald.
[15] The Royal Society (2023)
[16] ” In summary, evidence about the effectiveness of NPIs applied to reduce the transmission of SARS-CoV-2 shows unequivocally that, when implemented in packages that combine a number of NPIs with complementary effects, these can provide powerful, effective and prolonged reductions in viral transmission”, The Royal Society (2023).
[17] Jefferson m.fl. (2023) skriver, at ”wearing a mask may make little or no dierence to the outcome of influenza-like illness (ILI) compared to not wearing a mask (risk ratio (RR) 0.99, 95% confidence interval (CI) 0.82 to 1.18. There is moderate certainty evidence that wearing a mask probably makes little or no dierence to the outcome of laboratory-confirmed influenza compared to not wearing a mask (RR 0.91, 95% CI 0.66 to 1.26; 6 trials; 3005 participants)”.
[18] The Royal Society (2023) skriver ”In general, evidence drawn solely from RCTs has not yielded firm conclusions about the effectiveness of masks in reducing transmission, whereas a large volume of observational studies suggests, with low to moderate confidence, that masks are effective in reducing transmission” og konkluderer, at “nevertheless, the weight of evidence from all studies suggests that wearing masks, wearing higher quality masks (respirators), and mask mandates generally reduced the transmission of SARS-CoV-2 infection”.
[19] Se fx Nussbaumer-Streit m.fl. (2020), Brodeur m.fl. (2021), Hirt m.fl. (2022), Patel m.fl. (2020), Perra (2020), Pozo-Martin m.fl. (2020), Regmi og Lwin (2021), Talic m.fl. (2021) og Zhang m.fl. (2021).