Kategoriarkiv: Otto Brøns-Petersen

EU løser ikke sine problemer ved at skyde sig selv i foden

Amerikas protektionisme har fået en ekstra tand, efter at Biden har afløst Trump. Senest med Bidens “anti-inflationslov”, som handler om “grøn omstilling” og består i store statssubsidier til amerikanske virksomheder. Det går mest ud over USA selv, som kommer til at betale overpris for grøn omstilling. Men stærke kræfter i EU ønsker et “gensvar” med mere europæisk statsstøtte, protektionisme og industripolitik.

Er det en god idé med en politik, som vil ramme os selv mest? Bør Danmark være mere imødekommende over for den illiberale fløj i EU? Er det smart med en øget transatlantisk konflikt, midt i øgede spændinger i forhold til regimer som Rusland og Kina?

Svaret er efter min mening nej.

Og jeg forklarer hvorfor i min seneste klumme i Jyllands-posten Finans. Læs her (ingen betalingsvæg).

Historisk fejltrin med skifte i EU-politik

Information bringer i dag et længere interview med mig. Det er en skarp advarsel imod det skifte i EU-politikken, udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen luftede et par dagene forinden.

Her er et par smagsprøver på, hvad jeg siger:

»Det vil være et historisk fejltrin, hvis Danmark skifter linje i EU-politikken og støtter lempeligere statsstøtteregler, mere protektionisme, aktiv industripolitik og yderligere bevægelse i retning af en fiskal union. Desværre er det, hvad Løkke lægger op til«.

Otto Brøns-Petersen mener, at den tidligere regering – også ledet af Mette Frederiksen (S) – havde den rigtige kurs under blandt andet forhandlingerne om EU’s budget, hvor Danmark sammen med et par andre lande lavede ’sparebanden’, som kæmpede for et mindre budget. Den kurs burde den nye regering fortsætte, mener Cepos-analysechefen.

»[H]vis vi for eksempel taler om fælles gæld, bør det være noget, som er forbeholdt i eurolandene. Ikke de andre lande. Så er vi på vej dybere ind i en fiskalunion. Det kan godt være, at eurolandene er forbi point of no return, men det er vi ikke.«

Det er svært at overdrive betydningen af denne debat. Mange af de emner, som fylder i dansk politik til hverdag, kan blive påvirket, hvis ikke overhalet af den udvikling, der er i gang i EU. Det kan også splintre EU yderligere. Vi bør undgå, at det går i den forkerte retning – men vi skal også blive bedre til at se værdierne i de gode sider ved det nuværende EU.

Et helt centralt spørgsmål – som vi kommer ind på i interviewet – er den gældskrise, som præger EU, og den fiskale union, som truer. Det kan få vidtrækkende konsekvenser. Og det afholder CEPOS et arrangement om, hvor jeg diskuterer med Niels Thygesen (formand for Det Fiskale Råd) og Anders Christian Overvad (Tænketanken Europa) d. 7. februar. Du kan læse mere og eventuelt tilmelde dig her.

Hvad er skyggesiderne ved kunstig intelligens?

I mit sidste indlæg så jeg på den nye AI-robot ChatGPT og blandt andet på det store potentiale, der kan være i vente ved kunstig intelligens. Men vi skal også se på skyggesiderne. 

Jeg deler ikke i så høj grad de sædvanlige bekymringer.  

Robotterne vil næppe overtage al arbejdet og gøre os overflødige. Det er ikke umuligt, men ikke sandsynligt.  

Læs resten

Kunstig intelligens kan slå dig i skak hver gang, men den forstår ikke spillet

“The Moon is a harsh mistress” er en science fiction om en uafhængighedskrig, som indbyggerne på månen indleder for at løsrive sig politisk fra jorden. Meget kort fortalt en gentagelse af den amerikanske uafhængighedskrig. Det var den første – og bedste – roman, jeg læste af Robert Heinlein. En af hovedpersonerne er en computer med bevidsthed og andre menneskelige træk. Den var opstået ved, at man på månen var begyndt at koble computersystemerne til forskellige formål sammen; Heinleins foregribelse af “the internet of things”. Ideen var, at bevidstheden er et spontant resultat af tilstrækkelig stor computercapacitet. Også her var Heinlein forud for sin tid.

Det var svært ikke at komme til at tænke på Heinleins computer, da AI’en ChatGPT under stor opmærksomhed gik i luften sidst i december. Den besvarer spørgsmål, interagerer, skriver essays og sange i løbet af splitsekunder. Den begår også store brølere – f.eks. at 2 er større end 2,5, eller at der ingen tegn er på, at Rusland har invaderet Ukraine i 2022 (men det gør den næsten mere menneskelig, som én bemærkede). Det skal dog nok rette sig. Mit gæt er, at vi kommer til at se en revolution i anvendelsen af AIer i de kommende år. Måske vil de fleste blogindlæg blive skrevet af maskiner i samarbejde med bloggeren om ikke så længe.

Læs resten

Årets julegave fra Punditokraterne

Med håbet om, at I alle får nogle gode og fredelige juledage, følger hermed den traditionelle julegave fra os på Punditokraterne. Vi har bundet en sløjfe om årets sommerserie. Så kan du læse eller genlæse dem alle i sammenhæng.

Sommerserien handlede i år om begreber, vi ville være bedre tjent uden – i hvert fald sådan som de oftest anvendes. Der er uklare, misvisende eller forkerte. Kort sagt: Begreber der skal væk.

God (gen)læselyst og på gensyn i det nye år.

Relativ fattigdom

Folkevilje

Social retfærdighed

“Skattefradrag” der reelt er offentlige udgifter

Velfærd

Sammenhængskraft

Public service

Samfundskontrakten

Bliver det lettere at gå i regering uden projekt?

Flere partier overvejer at træde ind i den kommende regering. Det kan der jo være flere gode grunde til. I politik er det ofte agenda-sætteren, som bestemmer, og den funktion tilfalder typisk regeringen.

Læs resten

Derfor har Venstre brug for en (ny) politisk strategi

I CEPOS podcast Bag Om Nyhederne fredag diskuterede vi valgresultatet og bl.a. de udfordringer, Venstre står over for. Den strategi, som mere eller mindre har været fulgt de sidste 25 år, virker ikke længere. Og spørgsmålet er, om den har været tilstrækkelig succesfuld.

Det kan der være grund til at uddybe.

Læs resten

Ed Prescott er død

I weekenden døde Ed Prescott, 81 år gammel. Han var en helt central bidragyder til moderne makroøkonomi og også til økonomisk politik. Han fik Nobelprisen i 2004 sammen med Finn Kydland, som han skrev nogle af sine mest centrale artikler sammen med.

I disse dage er der diskussion om den danske fastkurspolitik (som jeg vender tilbage til på bloggen snarligt). Men der er ikke diskussion om, at centralbanker bør være uafhængige af regeringen. De bør bindes af et mandat, som den danske Nationalbank i øjeblikket er det med fastkurspolitikken. Ideen om uafhængige centralbanker skyldes om noget Prescott og Kydlands arbejde om “regler frem for diskretion”. De viste, at i nogle situation kan det være en ulempe at have diskretionære beføjelser, fordi det kan være utroværdigt ikke at bruge dem. Derfor kan det være en fordel helt at undvære dem. Inden fastkurspolitikken var Danmark fanget i en inflations-devalueringsspiral, som var svær at bryde. Hver gang konkurrenceevnen blev for dårlig, og lønstigningerne havde været for høje, var der et pres på regeringen for at devaluere, som arbejdsmarkedets parter indkalkulerede i deres aftaler.

Makroøkonomisk grundlagde Prescott og Kydland Real Business Cycle-teorien. Hvor hidtidig makroteori især havde fokus på ændringer i efterspørgslen som drivkraft for konjunkturbevægelser, viste deres banebrydende empiriske arbejder, at mange chok kom fra udbudssiden i form af stød til produktiviteten. Disse chok er svære både at forudse og påvirke med aktiv økonomisk politik. Vi var nogle, som pegede på, at faldet i aktiviteten under pandemien i 2020 netop havde karakter af en udbudskrise, der i øvrigt måtte forventes at blive kortvarig. Desværre blev den økonomiske politik lempet voldsomt, og resultaterne kender vi nu i form af inflation (og gæld).

Prescott fortjener at blive husket på linje med de allerstørste makroøkonomer.

Truss – rigtig diagnose, forkert politik

Den nye britiske premierminister Liz Truss har ydmygende måttet trække først sin topskattelettelse og siden sine øvrige skattelettelser tilbage samt skille sig af med sin finansminister efter blot et par måneder på posten.

Hvad er problemet?

Læs resten

Hvilket ansvar har finanssektorens ESG-politik for energi-krisen?

Hvis verden holdt op med at bruge fossile brændsler i morgen, ville det resultere i en katastrofe ud over, hvad menneskeheden hidtil har oplevet.Fossile brændsler står for 84 pct. af verdens energiforsyning. I EU er det 73 pct., og selv i Danmark tegner det sig for 67 pct. Det er endda under den omdiskuterede forudsætning, at biomasse regnes for klimaneutralt. Det vil tage lang tid at udfase fossile brændsler. Det får vi i øjeblikket en forsmag på i Europa under energikrisen. 

Årsagen til den aktuelle energikrise skal bl.a. findes i en forceret afvikling af fossil produktion drevet af politiske beslutninger. Men en del af forklaringen kan også ligge i, at investorer og finansielle virksomheder markerer sig på at sige nej til at finansiere den fossile produktion. Også det afspejler et politisk pres fra ikke mindst EU-kommissionen, som har rullet en dyne af regulering og regnskabsstandarder ud over virksomhederne for at fremme “bæredygtighed”. Men en del banker, pensionskasser og andre har ført sig frem med et svulstigt sprog om deres “bæredygtighed”, og de er endnu ikke tvunget til at udfase deres fossile forretninger (Danske Bank afviser f.eks. kunder med mere end 5 pct. fossil energi i deres portefølje). 

Det vil sige: Der var meget snak om “bæredygtighed” før energikrisen. Men hvor er den nu? Den hører vi ikke meget til. Det er ellers netop nu, man kan se effekten af den faldende fossile forsyning. Hvorfor er ESG-direktørerne ikke ude og fejre?

Jeg savner, at medierne og andre holder dem op på deres politik. 

Hvor skyldig er den finansielle sektor i energikrisen? Måske ikke så meget, når det kommer til stykket. Realiteten er jo, at en del af investeringerne bare er blevet overtaget af andre. Pensionsfonde, der har solgt ud af deres fossile aktiviteter, har netop solgt dem til andre. Hvis de rigtig skulle have effekt, skulle de have stoppet produktionen. Men hvis deres medansvar for energikrisen er om ikke fraværende, men begrænset, er de til gengæld skyldig i et betydeligt hykleri og greenwashing.

Mere om forskning i økonomisk frihed

Som Christian skrev om i går, har Fraser Institute m.fl. udsendt den årlige måling af økonomisk frihed i form af Economic Freedom Index (EFI). I år har man samtidig opsummeret den efterhånden ret omfattende empiriske forskningslitteratur, hvor indekset har været anvendt.

Hvad han dog ikke fik nævnt er, at på listen over forskere med flest videnskabelige publikationer om økonomisk frihed, ligger han selv på en imponerende førsteplads. Hele 33 videnskabelige arbejder har han medvirket til. Feldmann på andenpladsen står for 22 arbejder. Også imponerende, men med meget klar distance til førstepladsen.

Det hører med til historien, at Christian også forsker i emner, hvor han ikke bruger indekset. Så det vidner om en meget produktiv forsker, som vi ovenikøbet har glæde af som redaktør her på bloggen.

Her er listen med dem, som har publiceret flest arbejder, der bruger EFI.

Og nu vi er i gang med at klippe figurer fra oversigten, så er her i skematisk form nogle af de statistisk stærkeste sammenhænge i litteraturen. Altså hvad økonomisk frihed synes at fremme.

Begreber der skal væk 8: Samfundskontrakten

Begrebet ”samfundskontrakt” bør om ikke udgå af det danske sprog, så tages alvorligt igen. Det er en vigtig og central idé i politisk filosofi. Men det har fundet anvendelse som politisk slang, der i bedste fald er misvisende.

I slang-versionen bruges ”samfundskontrakt” som oftest reelt i betydningen ”samfundssystem”. Men i modsætning til samfundssystem så indikerer ”samfundskontrakt”, at systemet er skabt ved borgernes eksplicitte tilslutning. Dermed indikeres det også, at hvis nogen forbryder sig mod ”samfundskontrakten”, så har de begået en slags løftebrud. Skulle nogen få den idé at ændre dagpengesystemet, så kan de beskyldes for at bryde samfundskontrakten. Regeringens populistiske kampagne mod bankerne blev markedsført som en styrkelse af samfundskontakten!

Læs resten

Begreber der skal væk 7: Public service

Danmark er et af de sammenlignelige lande, hvor staten engagerer sig mest i medierne. De spiller ellers en central rolle som vagthund over for den selvsamme stat, og i højtidelige taler benævnes pressen endog ”den fjerde statsmagt”.

Mantraet for den politiske indblanding på medieområdet er ”public service”. Umiddelbart skulle man tro, at politikerne så definerede, hvad ”public service” er, og begrundede hvorfor borgerne ikke ville få det gennem det almindelige kommercielle mediemarked. Men realiteten er, at der ikke findes nogen klar definition af, hvad politikerne efterspørger. Derimod handler ”public service” primært om, hvem der producerer. Dilettantshow på TV efter internationalt anvendte koncepter – ”Den store bagedyst”, ”Gift ved første blik” og den slags – sendes f.eks. i stor stil af danske statslige ”public service”-stationer, mens de i udlandet sagtens kan leveres af private. Radioprogrammer med nyheder og musik, inspireret af udenlandske kommercielle stationers flader, leveres i høj grad af statens ”public service-virksomheder” i Danmark.

Læs resten

Begreber der skal væk 4: “Skattefradrag” som reelt er offentlige udgifter

Venstres formand har annonceret et nyt boligudspil, der angiveligt skal gøre det lettere for førstegangskøbere at komme ind på ejerboligmarkedet. Det går ud på at indføre et fradrag på op til 50.000 kr. i op til fem år. Fradragsværdien er 20 pct., svarende til 50.000 kr. i perioden.

Boligmarkedet er fyldt med reguleringer og tilskudsordninger. Der er bl.a. krav til indkomsten for at kunne optage realkreditlån, hvilket både sænker mobiliteten på boligmarkedet og gør det sværere for unge at komme ind i især de store byer. Der er subsidier til almene boliger og til lejere. Der er huslejeregulering i dele af den private udlejningssektor. Andelsboliger må ikke realkreditbelånes. København stiller krav om, at nybyggeri skal have en vis størrelse. Og så videre. Listen er lang og bedrøvelig.

Venstres forslag vil dog ikke gøre op med den omfattende regulering. Derimod vil man indføre endnu et tilskud til udvalgte grupper.

Læs resten

Begreber der skal væk 2: Folkevilje

En af de mest forfejlede og skadelige ideer er forestillingen om “folkeviljen”. Det er ideen om, at der findes en mekanisme, som kan omsætte alle vore individuelle præferencer til en fælles præference, en fælles vilje. Det kan være en diktator med særlig forståelse for sit folk, eller det kan være et demokratisk flertal. Den sidste variant er mere populær for tiden end den første.

Læs resten

Samhandel med demokratier fremmer demokrati i autokratier.

Det er veletableret, at samhandel mindsker risikoen for krig mellem lande. Frihandel er derfor også sikkerhedspolitik – hvad nogle har en tendens til at overse i disse tider. 

Et netop offentliggjort studie finder, at ikke-demokratiske lande, der samhandler med demokratier, også får en mere demokratisk indstillet befolkning og derigennem selv bliver mere demokratiske. Det er udført af Magistretti og Tabellini, som har set på sammenhængen mellem holdningen til demokrati og samhandlen med demokratier, mens man voksede op. Jo mere samhandel i de formative år, desto mere positiv er man i dag. Der findes derimod ikke en tilsvarende ”smitte” fra ikke-demokratiske regimer. 

I abstraktet skriver de således:  

We combine survey data with country-level measures of democracy from 1960 to 2015, and exploit the improvement in air, relative to sea, transportation to derive a time-varying instrument for trade. Relying on within-country variation across cohorts, we find that individuals who grew up when their country was more integrated with democracies are, at the time of the survey, more supportive of democracy. In line with the change in citizens’ preferences, economic integration with democratic partners has a large, positive effect on a country’s democracy score. Instead, economic integration with non-democratic partners has no impact on either individuals’ attitudes or countries’ institutions. We provide evidence consistent with the transmission of democratic capital from more to less democratic countries. 

Hvis resultatet holder, kan det ikke alene forklare en mekanisme, som medvirker til at sænke risikoen for krig, desto mere demokratiske lande er. Handel og anden økonomisk integration kan være en af drivkræfterne – uden naturligvis at være den eneste. Det kan også være med til at forklare autokratiers dilemma med hensyn til handel. På den ene side kan handel styrke landets økonomi, hvilket alt andet lige gør det lettere for autokraterne at nå deres mål, herunder at der er flere ressourcer i økonomien at beslaglægge. På den anden side kan handel medføre en dynamik, som kan true autokraterne magtposition. Et velkendt eksempel er, at fri markedsøkonomi og konkurrence uvilkårligt vil medføre jævnlige forskydninger borgernes økonomiske positioner, og at det derfor kan være sværere at opbygge en stabil alliance bag magthaverne. Men Magisretti og Tabellinis studie tyder altså desuden på, at befolkningen får en mere positiv holdning til demokrati og dermed udgøre en større trussel mod autokratiet. 

Er højere uddannelse oversubsidieret?

Uddannelse gør folk mere produktive. Vi har brug for mere økonomisk vækst, og produktivitet er den vigtigste kilde til vækst. Ligger det så ikke på den flade, at staten bør subsidiere uddannelse massivt – hvad den allerede gør – og måske endnu mere end i dag?

Det gør det faktisk ikke. Det kan virke overraskende. Men alt tyder på, at vi subsidierer højere uddannelse for meget.

Læs resten

Politikerne har lettere ved at spare på privat end offentligt forbrug

Paradoksalt nok har politikerne ofte lettere ved at styre det private forbrug end det offentlige, når ressourcerne bliver mere knappe, eller der er behov for at prioritere.

Besparelser i den offentlige sektor kræver typisk konkrete beslutninger. Det er vanskeligt for politikerne at få overblik over konsekvenserne, og modstanden fra berørte personalegrupper og andre interessegrupper melder sig hurtigt. Det private forbrug kan lettere fortrænges. Hvis f.eks. skatterne forhøjes, uddelegeres beslutningerne om at forbruge mindre til hver enkelt borger, virksomhed eller familie gennem priser og realindkomster. De vil ovenikøbet reducere den del af forbruget, som bedst kan undværes – modsat reduktioner i det offentlige forbrug, hvor de politiske beslutningstagere har langt ringere muligheder for at målrette besparelserne, hvor de gør mindst ondt. Fra de politiske beslutningstageres synspunkt ser det lettere ud og modstanden mindre.

Dette er omtrent situationen i dag. Men kun omtrent. Det er besluttet at bruge mere på forsvar i de kommende år. Under coronaen er der ikke alene brugt ekstra penge på hjælpepakker og epidemibekæmpelse; det offentlige forbrug har fået et løft, der forventes at blive permanent. Det er dog kun en lille del af udgiftsstigningerne under denne regering, som er finansieret ved hjælp af skatteforhøjelser nu og her. Til gengæld er de lånefinansieret. Det gælder f.eks. det permanente løft i forsvarsudgifterne.

Låntagningen vil i sidste ende resultere i mindre privatforbrug end ellers. De offentlige finanser er godt nok “overholdbare”. Det vil sige, at det offentlige ved uændret politik vil få flere indtægterend udgifter i nutidsværdi set over en lang tidshorisont. Altså beskatter mere end nødvendigt. Men når overholdbarheden veksles til offentligt forbrug, vil det også sige, at der er mindre at lette overbeskatningen med. Før eller siden må det private forbrug give sig tilsvarende. For i det lange løb består landets forbrugsmuligheder af enten privat eller offentligt forbrug (eller forbrug af offentligt kapitalapparat).

Og som sagt er det lettere at få borgerne til at spare end politikerne.

Nu vil du måske indvende, at det private forbrug trods alt ikke står til at skrumpe i år, også selv om mange borgere står til at gå ned i realindkomst, fordi priserne stiger hurtigere end lønningerne (og mange aktiver vil falde i værdi). Men selv om forbruget gennemsnitligt vokser, så dækker det over, at mange får dårligere råd til at opretholde den hidtidige levestandard. Så realiteten for mange vil være at skære forbruget ned for at skaffe luft i budgettet.

Man kan spørge sig, hvor længe overholdbarheden vil vare ved. Den politiske fristelse til at bruge pengene er enorm. Smerten kan tørres af på borgerne og endda ude i fremtiden. Ligesom naturen afskyr et vakuum, vil politisk konkurrence før eller siden fortrænge overholdbarhed med øgede udgifter.

Derfor er overholdbarhed ikke meget mere ønskelig end manglende holdbarhed. Overholdbarheden burde med det samme have været ført tilbage til borgerne ved at nedsætte de unødigt høje skatter. Nu risikerer den at ende som merudgifter i stedet.

Økonomer antager ofte, at de politiske myndigheder er en “social planlægger”, som søger at maksimere borgernes velfærd ved at sikre, at den marginale offentlige udgiftskrone giver samme værdi som den marginale krone brugt på privatforbrug. Problemet er blot, at politikerne hverken har information eller incitament til at sikre denne ligevægt.

Podcast om Nobelpriserne i økonomi

CEPOS’ uddannelseschef Stefan Kierkegaard Sløk-Madsen og jeg har taget hul på en ambitiøs podcastserie. Vi vil gennemgå samtlige Nobelpristagere i Økonomi.

Vi går tematisk frem. Derfor er der også en række af prismodtagerne, vi vender tilbage til flere gange. Men vi har som udgangspunkt biografier for tre af modtagerne hver gang.

Det første tema, vi har dækket, er moderne makroøkonomi. Det rækker fra F.A. Hayek (prismodtager 1974), som var en konjunkturteoriens pionerer allerede i 1930erne, til Thomas Sargent (prismodtager 2011). Vi har også taget hul på handelsteorien. Modtagerne rækker fra Bertil Ohlin (1977) til Paul Krugman (2008).

Det foregår på engelsk. Det er ikke meningen at blive mere teknisk, end at alle interesserede kan følge med.

Podcasten hedder Econroots. Første sæson var om økonomiens teorihistorie på dansk af Stefan. Nobelprisserien er 2. sæson og et stykke frem (der er 89 Nobelpristagere i alt, og der kommer flere til, inden vi er færdige).

Du kan finde de foreløbige afsnit her. Eller hvor du henter dine podcasts (her er f.eks. Spotifys 1. afsnit i Nobelserien).

Lyt med. Og giv gerne kommentarer i kommentarsporet her.

Hvor stærk er Rusland i forhold til Ukraine – og til EU?

De sorte skyer trækker sig sammen over Ukraine, som trues af en russisk invasion. I givet fald ventes Rusland at få let spil, medmindre andre blander sig. 

Men hvor stærk er Rusland egentlig? For at illustrere det har jeg trukket nogle nøgletal i Verdensbankens database. De fremgår af tabellen. 

Læs resten