I afsnit 2 af sommerserien skrev jeg om, at kollektivisme ikke alene er populært på den traditionelle venstrefløj, men også blandt visse nationalkonservative, der ser “individualisme” som årsag til mistrivsel og andre samfundsmæssige problemer. Som vi så, er der ingen empirisk dækning for påstanden. Tværtimod har mennesker i individualistiske kulturer – som f.eks. den danske – større livstilfredshed. Det skyldes både, at individualisme i sig selv er forbundet med større livstilfredshed, og at individualistiske kulturer har højere velstand, som igen også medfører større livstilfredshed.
Det er ikke længere kun den traditionelle venstrefløj, som dyrker kollektivisme. Der er også eksempler på selverklærede nationalkonservative, som gør det. Patrick Deneen’s bog om ”Why liberalism failed” udpeger de liberales angivelige dyrkelse af individualisme som årsagen til, at deres projekt angiveligt er slået helt fejl. Det giver genlyd hos nogle af hans danske dyrkere. F.eks. skriver Morten Messerschmidt og Mitchel Oliver Vestergaard: ”Den liberale ideologi legitimerer det meningsløse liv, og med meningsløshed kommer mistrivsel.”
Men er det rigtigt, at en kultur præget af individualistiske værdier er mindre succesfuld? Skaber den mistrivsel, manglende livstilfredshed og dårligere levestandard? I dag vil jeg se på, hvad empirien egentlig siger, hvis vi prøver at måle det kvantitativt.
Det mest anvendte mål for individualisme er en skala skabt af Gert Hofstede. Han sammenlignede kulturen i forskellige lande baseret på svar på en række spørgsmål stillet deltagere i undersøgelsen. En af dimensionerne er netop individualisme-kollektivisme. Topscoreren i det anvendte datasæt er Australien. Også Danmark ligger højt på individualisme-scoren sammen med lande som Holland og de angelsaksiske lande. I den modsatte ende ligger lande som Venezuela, Singapore, Guatemala og Portugal. Der findes Hofstede-scorer for i alt 58 lande. Det er opgjort i 2015, men fordi der er tale om en kulturel variabel, er den relativt stabilt over tid. 100 er maksimum på skalaen.
Der eksisterer også – som vi tilbagevendende skriver om på Punditokraterne – et mål for, hvor tilfredse mennesker rapporterer at være med livet. Det er genstanden for såkaldte lykkestudier. Her rapporterer respondenterne deres selvopfattede livstilfredshed på en skala fra 0 til 10. Som med individualisme findes der nationale gennemsnit. Data stammer fra World Happiness Report 2024.
Vi kan altså se på, om lande med mere individualistiske værdier også har mindre livstilfredshed, sådan som den nationalkonservative tese skulle tilsige.
Der kan dog også være andre forhold, som påvirker livstilfredsheden, og som derfor kan være værd at inddrage. En meget velkendt sammenhæng er mellem gennemsnitsindkomst og livstilfredshed. Jo større gennemsnitsindkomst, desto mere livstilfredshed. Derfor forsøger vi også at tage gennemsnitsindkomsten med som forklarende variabel, udover individualisme-scoren.
En tredje forklarende variabel, som typisk hænger sammen med livstilfredsheden, er, om et land har været kommunistisk. Mennesker rapporterer typisk lavere livstilfredshed i lande, der har været eller stadig er under kommunistisk styre. Derfor inkluderer vi en såkaldt dummyvariabel for, om et land har været det (det får værdien 1, hvis ja, ellers nul).
Inden vi ser på, hvor meget henholdsvis individualisme, indkomst og kommunisme-dummyen kan forklare af variationen i den gennemsnitlige livstilfredshed, skal vi være opmærksom på et potentielt problem, nemlig om de tre forklarende variable kan være korreleret. I så fald kan det give problemer med deres indbyrdes forklaringskraft (kaldet multikollinearitet). Og her har vi faktisk et potentielt problem, fordi individualistiske kulturer viser sig at have en højere indkomst (korrelationskoefficienten er 0,67). Det giver os ganske vist et problem med at skille forklaringskraften for de to variable helt ad, men til gengæld viser det også, at individualisme kan påvirke livstilfredsheden ad flere kanaler. Dels kan individualisme have en direkte virkning, dels via at gøre folk rigere og derigennem mere lykkelige. Man kunne f.eks. forestille sig et trade-off, sådan at individualisme på den ene side gjorde folk lykkeligere ved at gøre dem rigere, men mindre lykkelige ved at undergrave sammenhængskraft osv.
De centrale resultater fra vores regression ses af nedenstående tabel.
Tabellen viser, at der er ikke noget sådan trade-off i tallene. Tværtimod er fortegnet positivt for både effekten af individualisme og af indkomst positiv på selvrapporteret lykke. Det kan fortolkes på den måde, at individualisme virker både direkte og indirekte til at gøre folk mere lykkeligere.
Hvis vi ser på kommunist-dummyen, er der ikke den samme korrelation med de to andre forklarende variable, men til gengæld er effekten meget signifikant negativ. Og hvad siger det så? Ja, for det første at den negative effekt af kollektivisme på lykke ikke kun er drevet af de fiaskoprægede kommunistiske regimer. For det andet kan man vel tillade sig at betragte kommunistiske værdier som (et af flere) udtryk for kollektivisme i sig selv. Men det er altså ikke kun kommunist-kollektivisme, som gør folk mindre lykkelige.
Det skal naturligvis understreges, at vores undersøgelse ikke tillader en streng kausal fortolkning. Vi kan se en klar korrelation – direkte og indirekte – mellem individualisme og lykke, men ikke nødvendigvis, hvad der fører til hvad. Det er altså i teorien muligt, at lykkelige og velhavende mennesker bliver mere individualistiske i stedet for den anden vej rundt.
Det er et generelt problem ved at bruge kulturelle variable, som ikke ændrer sig så meget over tid. Hvis vi kunne identificere et chok til værdierne, kunne man designe et mere kausalt studie. Men korrelationen er meget tydelig og ikke let at få til at passe med det nationalkonservative og venstreorienterede postulat om, at individualisme fører til mistrivsel og andre sociale patologier.
I figurerne har jeg plottet den direkte sammenhæng mellem lykke og henholdsvis individualisme og indkomstniveau. I den lille tabel afrapporterer som sagt den samlede statistiske analyse.
Sammenfattende er der altså ikke tegn på, at individualisme har negative konsekvenser – eller i hvert fald ikke på, at de eventuelle negative konsekvenser overdøver de positive. Jeg synes, der er for mange eksempler på, at nationalkonservative debattører blot postulerer en sammenhæng uden at dokumentere eller sandsynliggøre den. Empirien tyder, som vi har set, tværtimod på den modsatte sammenhæng, når det gælder individualisme og mistrivsel.
Men hvorfor kan det så virke så dragende at udpege individualisme grundlæggende årsag til angivelige problemer med mistrivsel og dårlig sammenhængskraft? Det vil jeg tage op i et senere indlæg.
Af Otto Brøns-Petersen, den 26. marts 2019. 7 svar
Kulturen spiller en vigtig rolle for et samfund. Men hvilken
og hvordan?
Det er et nyt
studie af Thor Berger og Per Engzell med til at kaste et fascinerende nyt
lys på. Det, de to forskere har gjort, er at se på indkomstulighed og
-mobilitet i forskellige områder i USA, afhængig af hvilke nationaliteter de
oprindelige indvandrere havde. Dernæst har de set på indkomstspredningen og
-mobiliteten i de pågældende lande i dag. Det viser et bemærkelsesværdigt
sammenfald.
Skandinaviske lande er f.eks. karakteriseret ved relativ lav
indkomstspredning og høj -mobilitet. Det samme gælder områder i USA stærkt
præget af skandinavisk indvandring. Lande som Frankrig., Italien og
Storbritannien har større spredning og mindre mobilitet. Det samme gælder områder
i USA, som har mange efterkommere efter franske, italienske og britiske
immigranter. Selv om de store immigrationsbølger til USA ligger hundrede år
tilbage, sætter de stadig mærkbare spor.
En anden interessant opdagelse i studiet er, at den
dominerende kultur smitter af. Italienske efterkommere, som bor i områder
domineret af skandinaviske efterkommere, udviser ”skandinavisk” indkomstspredning
og mobilitet.
Studiet er ikke blot interessant, men kan være med til at
føje lidt fakta til aktuelle debatter, som mest er præget af postulater.
For det første tyder det på, at kultur spiller en rolle. Det
rammer yderligere en pæl igennem forestillingen om, at de skandinaviske landes
særpræg er et produkt af velfærdsstaten. Velfærdsstaten i f.eks. Danmark kom
langt senere end de store udvandringsbølger. Hvis vores særpræg var skabt af
velfærdsstaten, burde vi ikke have meget til fælles med vore amerikanske
slægtninge. Men som ikke mindst redaktør Bjørnskov har gjort opmærksom på
gentagne gange, så tyder det på, at den høje grad af tillid i skandinavisk
kultur går meget langt tilbage i tid.
For det andet udfordrer resultaterne nogle centrale dogmer,
man kan finde hos især nationalkonservative debattører. Det er ikke just, fordi
de underdriver kulturens betydning. Men til trods for den enorme betydning, den
tillægges, ser de den samtidig som meget skrøbelig med behov for politisk
understøttelse. Ét dogme går på, at kulturen er uhyre sårbar over for fremmed
indflydelse, så den er nødt til at blive afskærmet. Ofte anses det fælles sprog
(og religionen) for at være definerende for en kulturs udstrækning og
levedygtighed. Andre nationalkonservative ser statslige kulturinstitutioner som
teatre og mediemastodonter som nødvendige for at opretholde kulturen. Nogle af
dem virker til at mene, at nødvendigheden af statens aktive understøttelse
følger direkte af, at kultur har stor betydning.
Studiets resultater gør det imidlertid vanskeligt at se, at
kulturens skrøbelighed er så stor som forudsat. Det tyder tværtimod på stor
robusthed – hvad måske også skulle forvente, hvis kultur er vigtigt.
Immigranterne i USA er ikke blevet skærmet mod andre nationaliteter. USA har
ikke som Europa statslige medier mv. – og slet ikke statslige medier med et
monokulturelt formål. Kort sagt mangler alle de faktorer, som tillægges
altafgørende betydning i de nationalkonservative ”fortællinger”. Alligevel
vedbliver immigranternes kultur at sætte deres tydelige præg.
Desværre er der i høj grad tale om netop det: fortællinger. Det
er bare ikke nok. En tese om, at kulturen er vigtig, skrøbelig og har behov for
politisk indgriben kræver både evidensmæssig og teoretisk underbygning. Og så
må det i øvrigt også vises, at denne politik ikke er for sårbar over for
politikfejl.
Justitsminister Søren Pind har påkaldt sig en række nationalkonservative debattører og præsters vrede i en debat om, hvad man kan tillade sig at skrive og mene. Senest spørger Marie Høgh i Kristeligt Dagblad den 27. september om “Hvad bilder Søren Pind sig egentlig ind?”. tidligere har bl.a. Eva Selsing svunget pisken i Berlingske under overskriften “Pinds pinlige korstog mod de borgerlige”
Kernen i striden handler om en historisk begivenhed.
Efter japanernes angreb på Pearl Harbor i 1941 internerede den amerikanske regering 110.000 japanere og amerikanske statsborgere med japanske rødder.
Det havde betydelige konsekvenser for de internerede. Deres frihed blev begrænset, og mange blev nødt til at sælge deres ejendele på kort tid, ofte til langt under markedsprisen. Først fra slutningen 1944 begyndte USA gradvist at lukke lejrene igen. Alt imens kæmpede amerikanske soldater med japansk baggrund loyalt både i Stillehavet og i Europa, en del endda rekrutteret direkte fra interneringslejrene.
Interneringen var en historisk skamplet på USA, og i 1988 undskyldte den amerikanske stat officielt den måde, man havde behandlet sine borgere med japansk baggrund. En behandling som man betegnede som baseret på ”racefordomme, krigshysteri og manglende politisk
lederskab”.
Man kunne jo mene at dette blot var et amerikansk problem, hvis ikke der var fordi forslaget om internering blev fremført og bifaldt af en række fremtrædende nationalkonservative debattører i kølvandet på attentatet på Charlie Hebdo den 7. januar 2015, som kostede 13
mennesker livet.
Samme aften angrebet fandt sted, skrev præsten Claus Thomas Nielsen således på sin facebook: ”Hvad gjorde USA som det første efter Pearl Harbor? Svar: Lavede særlove for alle der blot teoretisk kunne have dobbelt loyalitet.”
Dette opslag fik hurtigt en del likes (se ovenfor), bl.a. af Eva Selsing, der huserer i Berlingskes spalter.
Det er denne statusopdatering, som er baggrund for Søren Pinds kritik af førnævnte Claus Thomas Nielsen og andres temmelig problematiske forhold til de grundlæggende frihedsrettigheder, vi nyder her til lands.
Det kan selvfølgelig være svært at vide, hvad folk mener med det, de skriver. Men i ovenstående tilfælde kan det umuligt forstås anderledes end, at Claus Thomas Nielsen, Eva Selsing o. a. bifalder den internering som fandt sted i 1941. Det er også svært at se det som andet end en
opbakning til, at noget lignende burde gøres i Danmark.
Claus Thomas Nielsens ytring på facebook vakte en betydelig opsigt og debat. Først et lille døgn efter sin første udmelding på facebook skrev han i en kommentar til sin egen status, at ” Jeg går naturligvis ikke ind for internering. Så ville jeg have skrevet det.” Og han angav nu, at han blot var fortaler for love som ”lukker for muslimsk indvandring.”
Hvad mener de nationalkonservative egentlig?
Hvorfor skrev han så ikke det fra starten? Skal man tage nationalkonservative debattører som Claus Thomas Nielsen og Eva Selsing alvorligt? Enten løber de fra deres egne ytringer, når de
bliver konfronteret med dem. Eller også kender de ikke den vestlige verdens historie. I så fald er de bare fulde at tom retorik, når de henviser til f.eks. USA’s særlove for japanere efter 1941? Og det er jo lidt sørgeligt med historieløse konservative.
Det underlige er, at de bliver så sure, når man refererer, hvad de skriver. Det minder lidt om vor tids islamister. Tager man dem på ordet, er det galt, og gør man det ikke, er det også galt.
