Cand. polit. Otto Brøns-Petersen er født i 1961 og har siden september 2013 arbejdet som analysechef i CEPOS. Har tidligere været bl.a. ekstern lektor ved Københavns Universitet og direktør i skatteministeriet.
Af Otto Brøns-Petersen, den 15. april 2026. Skriv et svar
Energipriserne stiger igen, og der er voksende bekymring for stigende inflation. En del af debatten giver mindelser om 1970erne, før centralbankerne fik bugt med inflationen. Også dengang var der i første omgang fokus på olieprisstigninger udløst af udbudschok i Mellemøsten.
Spørgsmålet er, om vi i perioden med relativ lav og stabil inflation siden 1980erne, har glemt hvad inflation er, og hvad der driver den? Og måske især hvad driver den i Danmark?
Det talte vi lidt om i CEPOS ugentlige podcast Bag om nyhederne torsdag. Du kan se og høre den her. I dette indlæg vil jeg illustrere nogle af pointerne.
Af Otto Brøns-Petersen, den 24. marts 2026. Skriv et svar
Valgkampen er kommet til at handle om noget andre emner, end vi er vant til, og end de fleste af os spåede.
Den største kanin var statsministerens forslag om en formueskat. Det blev fremsat i næsten samme sætning, som hun udskrev valget i. Det kom af gode grunde til at fylde – også for mig, som har været travlt optaget af at se nærmere på det.
Af Otto Brøns-Petersen, den 23. februar 2026. 1 svar
Som Jonas skrev om sidste uge, er det en misforståelse, at avancer på ejerboliger ikke er beskattet. Det gælder også de boligejere, som selv bor i boligen og dermed formelt er undtaget fra ejendomsavancebeskatning.
Forklaringen er, at de løbende skatter – ejendomsværdiskat og grundskyld – beslaglægger en væsentlig del af den grundrente, der er knyttet til en grund.
Af Otto Brøns-Petersen, den 25. december 2025. Skriv et svar
Alle vore læsere ønskes en god jul og et glædeligt nytår.
Som sædvanlig har vi pakket årets sommerserie i gavepapir til jer. I 2025 handlede sommerserien om de tidligere kommandoøkonomier fra Øst- og Centraleuropa, som i dag er en del af EU og på mange måder har været en betydelig økonomisk succes.
Så hvis der i juledagene er brug for en stille stunds eftertænksomhed, kan man læse eller genlæse alle afsnittede her.
Af Otto Brøns-Petersen, den 16. december 2025. Skriv et svar
En af de allerførste dag i det nye år afholder CEPOS et arrangement, jeg glæder mig til.
Den 7. januar kl. 16-18 præsenterer Nils Karlson sin nye bog Reviving Classical Liberalism Against Populism. Der er lagt op til et skarpt opgør med den illiberale kollektivisme, som populisme i mange afskygninger repræsenterer.
Nils er stifter og tidligere mangeårig leder af forskningsinstitutionen Ratio Institute i Stockholm og nu uafhængig politologisk forsker.
Bogen er udgivet af Springer som open source og kan downloades kvit og frit her.
Mødet foregår hos CEPOS på Landgreven 3, 3. sal. Du kan tilmelde dig her
Af Otto Brøns-Petersen, den 3. november 2025. Skriv et svar
Den 12. november afholder CEPOS et seminar under den overskrift. Man kan læse mere og tilmelde sig her.
To spændende oplægsholdere er medpunditokrat Christian Bjørnskov (Økonomisk Institut, Århus Universitet), der taler om den empiriske forskning i økonomisk frihed, og Christian Bergqvist (Juridisk Institut, Københavns Universitet), som taler om kreativ destruktion og konkurrenceregulering med udgangspunkt i årets Nobelpris i Økonomi. Jeg selv gennemgår en række af Nobelprismodtageres bidrag om økonomiske institutioner, som er centrale i en kapitalistisk markedsøkonomi.
Vi kommer ind på årets Nobelpris, der handler om kreativ destruktion og de helt unikke betingelser for den industrielle revolution og vedvarende økonomisk vækst. Også sidste års Nobelpris handlede om grundlæggende institutioner – ”åbne”, konkurrenceprægede og ”lukkede”, ekstraktive. Og en hel stribe af Nobelpristagere før dem har beskæftiget sig med grundlæggende institutioner som liberalt demokrati, ejendomsret, kontrakter, normer, spontan orden og virksomheder.
Der er efterhånden kommet en stor empirisk litteratur om effekterne af økonomisk frihed. Det vil ikke være nogen overraskelse for bloggens læsere.
Det dynamiske aspekt ved kapitalisme er vigtigt for, om og hvordan der bør konkurrencereguleres.
Jeg glæder mig meget til arrangementet. Tøv ikke med at melde dig til, hvis det lyder interessant.
Af Otto Brøns-Petersen, den 6. oktober 2025. Skriv et svar
Sidst i september udkom den årlige opgørelse af Economic Freedom of the World-indekset. Et spændende spørgsmål var, om den tilbagegang, der globalt har kunnet konstateres siden 2020, ville fortsætte. Det korte svar er, at trenden desværre ikke er blevet brudt for alvor.
Af Otto Brøns-Petersen, den 29. august 2025. Skriv et svar
Christian skrev forleden om David Hume i anledning af 249 årsdagen for hans død. Hume er sandt nok svært at overvurdere. Hvis nogen skulle finde på at udråbe ham til den største tænker, vi hidtil har set, bliver det ikke under mine voldsomme protester.
Udover hans mange kvaliteter som filsof og person bør nævnes, at han kunne skrive meget læseværdigt. Det gælder selv på århundredernes afstand. Han virker slet ikke så antikveret i dag. Man bør virkelig unde sig selv at læse Hume.
Af Otto Brøns-Petersen, den 5. august 2025. Skriv et svar
I dagens afsnit af sommerserien om de tidligere kommandoøkonomier i EU skal vi se på, hvor langt de er kommet med at reformere sig i markedsøkonomisk retning. Til formålet anvender vi det nærmest uopslidelige Economic Freedom Index fra Fraser Institute og en lang række andre tænketanke.
I figuren fremgår landenes samlede score, som forsøger at opfange graden af fri markedsøkonomi i ét tal (det bygger på en lang række indikatorer og underindeks).
Af Otto Brøns-Petersen, den 1. august 2025. Skriv et svar
Gregory Mankiw har afholdt årets Martin Feldstein Lecture hos National Bureau of Economic Research. Den handler om den amerikanske statsgæld, som har nået uhørte højder i fredstid.
Af Otto Brøns-Petersen, den 27. juli 2025. Skriv et svar
De tidligere kommandoøkonomier i EU har siden befrielsen fra den sovjetiske undertrykkelse været ganske succesfulde, målt på væksten i privatforbruget. Det viste Christians åbningsartikel i dette års sommerserie.
I dag ser vi på, hvordan landenes offentlige finanser har det.
Jeg har ved flere lejligheder skrevet om de betydelige gældsproblemer i EU. EU-landene ligger i gennemsnit langt over den maksimalt tilladte gæld på 60 pct. af BNP. Sidste år lå gennemsnittet på 81,0 pct. for EU samlet. For eurolandene var den hele 87,4 pct. af BNP.
Men også her stikker de tidligere kommandoøkonomier positivt ud. Kun Ungarn (73,5 pct.) og Slovenien (67,0 pct.) oversteg sidste år gældsloftet på 60 pct.
Som det fremgår af kortet, er høj gæld navnlig et Middelhavslandefænomen. Grækenland, Italien, Frankrig og Spanien ligger sammen med Belgien over 100 pct. Portugal ligger lige under.
Den offentlige gæld kan til en vis grad tages som indikator for, hvor dysfunktionelt det politiske system er. Gældsætning siger noget om, hvor villige de regerende koalitioner er til at vælte byrder over på andre – eller for hvor store muligheder, de har for det. Det usunde politiske incitament er baggrunden for, at f.eks. Milton Friedman og James Buchanan har foreslået at forbyde gældsfinansiering konstitutionelt – uanset den fleksibilitet adgangen til at optage gæld også kan give. I EU drejer gældsoptagelse ikke alene om at skubbe byrder over på kommende generationer, men også på andre lande. Trods det formelle forbud i Maastrichttraktaten mod indbyrdes hæftelse, har landene reelt for længst passeret den stopklods.
Noget kunne altså tyde på, at de tidligere planøkonomier er mindre dysfunktionelle end Middelhavslandene, hvis man ser på deres relativt set beherskede gældskvoter.
Men det er vigtigt at være opmærksom på, hvor gældskvoterne er på vej hen med den givne politik og de givne udsigter. Højere vækst giver bedre bæreevne for statsgæld, og en del af landene har haft en relativ pæn vækst, hvoraf en del imidlertid har været drevet af ”catching up” – dvs. af at lukke gabet op til de økonomier, som ikke har været hæmmet af kommandoøkonomi. I takt med, at de indhenter os, aftager catching up-væksten også.
Det måske mest markante problem for de gamle østlandes offentlige finanser er, at de sandsynligvis er på vej ind i en stærk demografisk modvind. Det fremgår af figuren, som angiver den forventede befolkningsvækst i FNs medium-scenario frem til 2050. Som det ses, står de til de kraftigste af de forventede fald.
En faldende befolkning er – ligesom en stigende andel ældre – ikke nødvendigvis et økonomisk problem i sig selv. Hvis de ældre årgange har sparet op til deres alderdom, behøver velstandsvæksten ikke aftage, selv om produktionsvæksten løjer af. En mindre befolkning behøver tilsvarende ikke medføre lavere velstand per capita, selv om det påvirker det samlede BNP negativt.
Men demografisk modvind kan være et meget stort problem for et land med stor offentlig gæld og velfærdsstatsordninger, som baserer sig på at overføre de aktuelt erhvervsaktive til de ikke-erhvervsaktive. Og det er faktisk situationen i en række af ex-kommandoøkonomierne. Hertil kommer, at Polen, Slovakiet, Letland og Litauen kører med store strukturelle underskud for tiden.
Det er baggrunden for, at EU-kommissionens holdbarhedsindikatorer faktisk ikke tegner entydigt godt for gældssituationen i en del af landene. Under forudsætningen af uændret politik, dvs. uden fiskale eller realøkonomiske reformer, er der udsigt til gældsrater på over 90 pct. i Polen, Rumænien og Slovakiet i 2035.
Det er selvsagt værre allerede at have høje gældsrater end at have udsigt til dem. I den forstand er situationen stadig langt bedre i de gamle kommandoøkonomier end i Middelhavslandene.
Desværre inviterer den nuværende politik i EU med at ignorere de fiskale regler til, at også lande med aktuelt sunde offentlige finanser lader dem skøre af sporet, fordi regningen til dels kan bæres af de andre lande. Det er en institutionelt betinget dysfunktionalitet. Måske nordeuropæiske lande (som Danmark) med relativt lave gældskvoter burde se at alliere sig med de østeuropæiske lande om at håndhæve de fiskale regler og begrænse den fælles hæftelse igen – før det er for sent til at være i disse
Af Otto Brøns-Petersen, den 9. juli 2025. Skriv et svar
Institutioner former politik.
Det er et tema, som optager os en hel del her på stedet, hvor vi interesserer os for public choice og konstitutionel økonomi. Gode institutioner – dvs. nogle der giver politiske beslutningstagere gode incitamenter – har gode konsekvenser. Så hvis vi ønsker os de gode konsekvenser, bør vi interessere os for at skabe gode institutioner.
Men sammenhængen går også den anden vej. Politik former institutioner. Derfor kan der være en god grund til at interessere sig for mere konkret politik også.
Af Otto Brøns-Petersen, den 30. april 2025. Skriv et svar
Anders Fogh Rasmussen udgiver en ny erindringsbog og har i den forbindelse ladet sig interviewe i flere aviser. I et par af interviewene langer han kraftigt ud efter det nye vurderingssystem og beklager, at skattestoppet på boliger er blevet afskaffet, bl.a. i Børsen.
En del af kritikken er ikke svær at være enig i. Vurderingssystemet er en langstrakt skandale, som langt fra er afsluttet endnu, og der venter borgerne ubehagelige overraskelser. Fogh forudser ligefrem et oprør.
Alligevel rammer Foghs kritik noget uden for skiven. Han oversælger sit skattestop.
Af Otto Brøns-Petersen, den 20. april 2025. Skriv et svar
I min faste klumme i Børsen skriver jeg i denne uge om, at der kan være to nye kriser på vej oven i de to, som Trump allerede har udløst: Den sikkerhedspolitiske og den handelspolitiske krise (se her eller her for en ungated version).
De to nye kriser, der kan tårne sig op i horisonten, gælder de frie kapitalbevægelser og den offentlige gæld. Fra jeg skrev første udkast i sidste uge til i dag har der allerede været tegn på, at det kunne bevæge sig i den retning: Dollaren er under pres, og statsobligationsrenten er steget frem for at falde som normalt, når investorerne flygter ud af aktiemarkedet.
Donald Trump har sendt chokbølger gennem verden. Stort set hele dagsordenen er præget af Trump og hans konstante strøm af groteske og destruktive udfald. Næste ombæring bliver efter alt at dømme højere toldsatser.
Jeg kan godt bekymre mig for, at hovedløsheden smitter lidt.
Af Otto Brøns-Petersen, den 20. januar 2025. 1 svar
Det er næppe forbigået nogens opmærksomhed, at Trump indsættes som præsident i dag – igen.
Efter hans første indsættelse for otte år siden skrev jeg en kronik i Børsen om hans valgsejr. Den kan man læse her, hvis man er interesseret.
Min pointe var den gang, at den amerikanske venstrefløj i høj grad var skyld i hans sejr. For det første var den en reaktion på den ekstreme identitetspolitik, som var blevet drevet på ikke mindst amerikanske universiteter. Mange almindelige amerikanere havde fået nok. For det andet var Trump selv et spejl af den postmoderne relativering af sandhed, af dens offerretorik og dens påstand om, at USA var et oligarki regeret af en lille elite. Trump sagde i høj grad det samme – blot rettet mod venstrefløjen.
Holder analysen stadig, nu hvor Trump indsættes for anden gang?
Det mener jeg, den gør et stykke ad vejen.
De identitetspolitiske excesser på amerikanske universiteter er kun blevet værre i mellemtiden og har tydeligvis kaldt på endnu en modreaktion. Der spekuleres over, om Trumps valgsejr ligefrem har begravet wokismen. Det tillader jeg mig dog at tvivle på – men ellers ville det være det måske bedste resultat af hans genvalg.
Den dybe splittelse i det amerikanske samfund, som valget i 2016 afdækkede, er ikke blevet mindre i mellemtiden. Det er utroligt, at et flertal af vælgerne har om ikke tilgivet Trump for hans helt utilstedelige forsøg på at underløbe valgresultatet i 2020, så valgt at se gennem fingre med det og stemt på ham. Det tilskriver jeg først og fremmest modviljen mod alternativet, men også den oppiskede politiske stemning. Man aner Carl Schmitts idé om politik som krig mod modstanderen – en idé der karakteriserer begge postmoderne fløje.
Af Otto Brøns-Petersen, den 15. januar 2025. 1 svar
Der var to interessante artikler i pressen i går om “Corporate social responsibility” (CSR) og de skadelige effekter af den “dydssignallering”, som ligger bag.
Af Otto Brøns-Petersen, den 17. december 2024. Skriv et svar
I den uforlignelige TV-serie “Yes, Minister” gengiver departementschef Sir Humphrey en politikers logik: “Noget må gøres. Dette er noget. Derfor må det gøres”.
Man kommer uvilkårligt til at tænke episoden, når man følger debatten om Europas problemer, bl.a. den såkaldte Draghi-rapport. Draghi har ret i sin grundlæggende diagnose: at EU har en stor vækst- og produktivitetsudfordring. Men deraf følger ikke, at de løsningsforslag, han fremsætter, vil gøre problemerne mindre. De er tværtimod noget af en blandet landhandel.
