Statsminister Mette Frederiksen glædede sig ved fremlæggelsen af den nye regerings regeringsgrundlag over, at der omsider blev fremlagt reformer, som ikke øger indkomstuligheden:
”Vi har på en eller anden måde løst en gordisk knude, fordi vi både kan gøre Danmark rigere, fremme konkurrencevilkår og vækst, samtidig med, at vi også fremmer ligheden*). Jeg er ikke sikker på, at det er lykkedes nogen før.”
Hun har ret så langt, at der ved tidligere tiders reformer – inkl. dem hun selv har deltaget i – har været en klar positiv sammenhæng mellem arbejdsudbudseffekten og effekten på indkomstuligheden målt ved Gini-koefficienten. Det ses af figuren, hvor de officielle skøn for arbejdsudbud og Gini-koefficient fremgår for alle større reformtiltag siden 2004.
Spørgsmålet er, om statsministeren har nu fundet en vej, ingen tidligere har kunnet se? Om hun har brudt et ellers teoretisk meget velunderbygget “trade-off” mellem efficiens og lighed?
Det har mine gode kolleger Mia Amalie Holstein og Niklas Praefke allerede svaret på i et par interviews. Det korte svar er nej.
Her kommer et lidt længere svar.
Trade-off’et mellem lighed og efficiens er velkendt og går langt tilbage i økonomisk teori. Det har vi flere gange skrevet om før her på stedet. I sin essens skyldes modsætningen, at efficiens kræver mindre skatteforvridning, mens mere indkomstlighed kun kan opnås ved at øge marginalskatten (progressionen) og dermed forvridningen. Det er så at sige to modsatrettede effekter af samme redskab: Marginalbeskatning. Bindingen er logisk set sand.
Men findes der ikke skatter, som kan skabe større efficiens? Jo, der gør. Hvis der findes en negativ eksternalitet – f.eks. forurening – kan en skat svarende til den eksterne omkostning skabe efficiens i form af mindre ekstern omkostning. Men når man tager stilling til anvendelsen af provenuet, kommer bindingen i effekt. Den vil altid binde på marginalen.
Men kan man ikke forestille sig en skattereform, der beskatter en eksternalitet og samlet øger efficiens og indkomstlighed? Jo, det kan man godt. Men det afhænger helt af, om udgangspunktet er en inefficient tilstand. Jo mindre efficient udgangspunktet er, desto nemmere er det at lave en sådan reform. Husk på, at hvis man indfører en afgift på en hidtil ubeskattet eksternalitet, så er udgangspunktet også inefficient. Men det ændrer ikke ved, at trade-off’et stadig gælder på marginalen. Når efficienstabet ved den ubeskattede eksternalitet er rettet op – dvs. efter vi har indført den korrigerende afgift – så står valget mellem efficiens og fordeling tilbage.
OK, men man kan så indvende, at trade-off’et mellem efficiens og fordeling ikke udelukker, at der kan laves en skattereform, der både øger arbejdsudbud og indkomstlighed (målt ved Gini). Og det er for så vidt også sandt. Af tre grunde.
For det første er arbejdsudbud og efficiens ikke det samme. Man kan ofte (men langt fra altid) få en indikation af effekten på efficiens af en skatteændring ved at se på arbejdsudbudseffekten. Det skyldes, at den primære forvridning i skattesystemet vedrører arbejdsudbuddet. Men det er ikke det samme, som at mere arbejdsudbud automatisk skaber mere efficiens. Hvis man sænker indkomstskatten, vil det typisk øge både efficiens og arbejdsudbud. Men man kunne også øge arbejdsudbuddet ved f.eks. at indføre tvangsarbejde: Det ville både øge arbejdsudbud og indkomstlighed, men ikke efficiens. Arbejdsudbuddet kan også øges ved at gøre folk fattigere.
For det andet kan en reform samlet set – som vi så ovenfor – øge efficiens og indkomstlighed, hvis udgangspunktet er et inefficient skattesystem. Bindingen for efficiens og lighed gælder på marginalen, ikke for en samlet reform.
For det tredje kan de negative arbejdsudbudseffekter ved en skattereform udskydes ved at underfinansiere den. Pengene kommer til at mangle for fremtidige generationer, som så må gennemføre de indtægts- og/eller ulighedsforøgende skatteforhøjelser, der skal til. I Danmark er der som bekendt overholdbare offentlige finanser, men det ændrer ikke ved, at underfinansiering tager af holdbarheden og dermed fra, hvad der er til rådighed for fremtidige generationer.
Det er netop den tredje mekanisme, der er i spil i regeringens foreløbige skatteudspil. Det er underfinansieret med over 5 mia.kr.
Der er altså ikke nogen ny, revolutionerende indsigt eller en ophævelse af økonomiske tyngdelove bag den nye regerings skattepolitik. Statsministeren er højst begunstiget af, at hun har et råderum at tage af – modsat en del tidligere reformer, som konsoliderede de offentlige finanser.
Det er naturligvis fornuftigt nok ikke at blive ved med at konsolidere de offentlige finanser i det uendelige, når de – som i Danmark – er blevet ”overholdbare”. Tværtimod kan det være klogt at bruge af overholdbarheden på en skattereform. Men i så fald bør den målrettes større efficiens – altså at øge den samlede velstand og fremtidige økonomiske vækst.
Figuren siger som sagt ikke, at det er teoretisk umuligt at lave reformer, som øger både arbejdsudbud og indkomstlighed, men blot at de praktiske muligheder ikke er så store. Derfor har der været en historisk klar sammenhæng mellem arbejdsudbud og fordeling. Figuren siger også, at de fleste reformer har prioriteret strukturgevinster over snæver fordelingspolitik – ret uafhængigt af regeringernes farve (markeret med blå og rød på figuren). Et meget stort flertal af initiativerne har øget arbejdsudbuddet. Det er ikke tilfældigt, at samtlige regeringer siden Schlüter har præsideret over stigende ulighed (målt ved Gini).
Det mest sandsynlige nybrud med den nye regering er måske, at den vil prioritere anderledes. Det vil i givet fald medføre, at årtiers reformpolitik bliver sat i bakgear. Forhåbentlig vil den risiko ikke materialisere sig.
*) Hun sagde faktisk først “uligheden”, men blev straks rettet af SFs formand.
