Forfatterarkiv: Otto Brøns-Petersen

Om Otto Brøns-Petersen

Cand. polit. Otto Brøns-Petersen er født i 1961 og har siden september 2013 arbejdet som analysechef i CEPOS. Har tidligere været bl.a. ekstern lektor ved Københavns Universitet og direktør i skatteministeriet.

Samhandel med demokratier fremmer demokrati i autokratier.

Det er veletableret, at samhandel mindsker risikoen for krig mellem lande. Frihandel er derfor også sikkerhedspolitik – hvad nogle har en tendens til at overse i disse tider. 

Et netop offentliggjort studie finder, at ikke-demokratiske lande, der samhandler med demokratier, også får en mere demokratisk indstillet befolkning og derigennem selv bliver mere demokratiske. Det er udført af Magistretti og Tabellini, som har set på sammenhængen mellem holdningen til demokrati og samhandlen med demokratier, mens man voksede op. Jo mere samhandel i de formative år, desto mere positiv er man i dag. Der findes derimod ikke en tilsvarende ”smitte” fra ikke-demokratiske regimer. 

I abstraktet skriver de således:  

We combine survey data with country-level measures of democracy from 1960 to 2015, and exploit the improvement in air, relative to sea, transportation to derive a time-varying instrument for trade. Relying on within-country variation across cohorts, we find that individuals who grew up when their country was more integrated with democracies are, at the time of the survey, more supportive of democracy. In line with the change in citizens’ preferences, economic integration with democratic partners has a large, positive effect on a country’s democracy score. Instead, economic integration with non-democratic partners has no impact on either individuals’ attitudes or countries’ institutions. We provide evidence consistent with the transmission of democratic capital from more to less democratic countries. 

Hvis resultatet holder, kan det ikke alene forklare en mekanisme, som medvirker til at sænke risikoen for krig, desto mere demokratiske lande er. Handel og anden økonomisk integration kan være en af drivkræfterne – uden naturligvis at være den eneste. Det kan også være med til at forklare autokratiers dilemma med hensyn til handel. På den ene side kan handel styrke landets økonomi, hvilket alt andet lige gør det lettere for autokraterne at nå deres mål, herunder at der er flere ressourcer i økonomien at beslaglægge. På den anden side kan handel medføre en dynamik, som kan true autokraterne magtposition. Et velkendt eksempel er, at fri markedsøkonomi og konkurrence uvilkårligt vil medføre jævnlige forskydninger borgernes økonomiske positioner, og at det derfor kan være sværere at opbygge en stabil alliance bag magthaverne. Men Magisretti og Tabellinis studie tyder altså desuden på, at befolkningen får en mere positiv holdning til demokrati og dermed udgøre en større trussel mod autokratiet. 

Er højere uddannelse oversubsidieret?

Uddannelse gør folk mere produktive. Vi har brug for mere økonomisk vækst, og produktivitet er den vigtigste kilde til vækst. Ligger det så ikke på den flade, at staten bør subsidiere uddannelse massivt – hvad den allerede gør – og måske endnu mere end i dag?

Det gør det faktisk ikke. Det kan virke overraskende. Men alt tyder på, at vi subsidierer højere uddannelse for meget.

Læs resten

Har vi været vidne til endnu en udvidelse af velfærdsstaten?

En af de mange falske myter om velfærdsstaten er, at den skyldes en bevidst plan. Det er langt fra tilfældet. Begyndelsen på den moderne velfærdsstat – folkepensionen – kom ganske vist efter et længere politisk slagsmål. Men mange af de tunge udgiftsområder opstod som mindre udgiftsposter, der med tiden fik vokseværk. Udgifterne til dagpenge svulmede under 70’ernes arbejdsløshed. Efterlønnen var tænkt som en mindre ordning og opstod som et kompromis under SV-regeringen, hvor Venstre gik med mod til gengæld at få indført atomkraft (en aftale der siden løb ud i sandet). Udgifterne til det offentlige sundhedsvæsen er svulmet, fordi behandlingsmulighederne og levetiden er steget, og at sygekasserne blev afskaffet. De fleste af velfærdsstatens ordninger gav anledning til adfærdsændringer, som skubbede regningen op.

Under coronaen og de aktuelle energiprisstigninger har politikerne foretaget endnu en udvidelse af de forsikringsopgaver, staten tager sig af. Under coronaen havde det form af løntilskud, hjælpepakker og kreditter til erhvervslivet. Der blev også udbetalt et engangsbeløb til overførselsindkomstmodtagere – om end det var lidt svært at begrunde, hvorfor netop de blev ramt af epidemiudbruddets konsekvenser.

Under de aktuelt høje energipriser har regeringen af flere omgange lagt ”varmechecks” på bordet, og oppositionen har primært kritiseret, at ikke flere blev omfattet.

I sig selv har disse udbetalinger begrænset effekt på de langsigtede offentlige finanser. Hvis de vel at mærke er engangsforeteelser. Men vil de være det? Staten har påtaget sig nye forsikringsopgaver, og der kan meget vel have opstået forventninger om, at staten står klar i lignende situationer. Ikke så snart brød f.eks. energistigningerne løs, før røster i erhvervslivet ønskede sig nye hjælpepakker.

De risici, der normalt er knyttet til prisudsving for forbrugerne og konjunkturudsving for erhvervene, har de tidligere selv måttet beskytte sig imod. Andre risici har velfærdsstaten som sagt allerede taget på sig. Men hvorfor ikke – kunne man spørge sig – lade staten påtage sig alle risici. Hvorfor ikke bare have en stor forsikringskasse for det hele?

Det er der en række rigtig gode grunde til:

  1. Risikoen forsvinder ikke, fordi staten overtager den. Det er en illusion. Tværtimod allokerer staten risikoen til dem, der i sidste ende ikke kan vægre sig i de politiske spil.
  2. Staten er således heller ikke et bundløst kar. Det er også en illusion. Pengene kommer i stedet i sidste ende fra de skatteydere, som taber det politiske spil sorteper.
  3. Ofte er taberne kommende generationer, som ikke har stemmeret endnu. Logikken er som i et pyramidespil. De første generationer, der f.eks. fik adgang til folkepension, fik en entydig gevinst ved at få en pension, de ikke havde sparet op til. De næste generationers gevinst blev gradvist mindre, fordi de skulle bidrage til de tidligere generationers pension. Først på det tidspunkt, hvor belastningen af de offentlige finanser bliver stor nok til, at systemet må modificeres, begynder generationerne at tabe.
  4. En meget stor del af markedet og ikke mindst de finansielle markeders funktion er at allokere risiciene til dem, der er bedst til og har præference for at bære dem. Investorer deler sig i risikovillige, som ejer egenkapital, og i mindre risikovillige, som ejer fremmedkapital. Risiko og beslutningsret knyttet sammen, og risici pooles og minimeres via aktuarbaserede forsikringer og porteføljespredning. En hensigtsmæssig allokering af risiko er af meget stor betydning for den samlede samfundsøkonomi.
  5. Når staten overtager en risiko, følger uundgåeligt to følgesvende med. Den første er moral hazard. Det er det problem, at borgerne ikke tager nok hensyn til risici, når regningen falder på andre. Til trods for ideen om, at velfærdsstatens opgave er at afbøde risici, så skaber den samtidig mere risikotagning.
  6. Den anden følgesvend er styring og kontrol. Når staten overtager risikoen ved borgernes adfærd, vil den også blive nødt til at modificere den risikable adfærd. Ellers efterlades den med et blødende sår. Derfor er velfærdsstaten også blevet gennemsyret af styring og kontrol. Ledige kontrolleres og tvangsaktiveres for at forhindre misbrug af dagpengesystemet. Offentlige ydelser som studiepladser og hospitalsbehandlinger rationeres. Borgerne beskattes af eller forbydes usund adfærd, fordi de offentlige kasser betaler for behandlingerne. Kontrolvældet er desværre ikke bare et udslag af bureaukratisk amokløb, men er velfærdsstatens nødvendige følgesvend.  

Fristelsen til at forlange, at staten skal overtage vore risici, er forståelig og enorm. Men den kommer med en pris. Bastiat definerede staten som det store bedrag, hvorigennem alle søger at leve på alle andres bekostning. Realiteten er, at vi samlet taber ved at forsøge at lade staten overtage risiciene – hvilket er lidt paradoksalt, hvis vi alle sammen forsøger at undgå risiciene og deres omkostninger.

NBER arbejdspapir nummer 30.000

National Bureau of Economic Research har netop udsendt sit arbejdspapir nummer 30.000. For økonomisk forskning er arbejdspapirserien en utrolig vigtig kanal. En ikke ringe del af den litteratur, som siden bliver offentliggjort i videnskabelige tidsskrifter og bøger, kommer først som NBER workingpaper. Og for arbejdspapirer, der inden er kommet i en universitets- eller tænketanksserie, er det et kvalitetsstempel at komme som NBER papir.

NBER er en amerikansk tænketank, som blev grundlagt i 1920 og med det oprindelige formål at skaffe bedre data om indkomstfordeling. Siden har dens fokus bredt sig til de fleste af de emner, som økonomer arbejder med. F.eks. bedrev Milton Friedman og Anna Schwartz den forskning, som ledte til A Monetary History of the United States (1965), på NBER. Siden 1970erne, hvor NBER blev reorganiseret af Martin Feldstein, har den primært fungeret som en netværksorganisation for universitetsbaserede økonomer.

Selve arbejdspapirserien kom først til i 1973. Det tog 30 år at publicere de første 10.000 arbejdspapirer. De sidste 10.000 tog 8 år.

LA’s klimaplan er ikke omkostningseffektiv og øger skatte- og udgiftstryk

LA har fremlagt et klimapolitisk forslag. Her er mine umiddelbare kommentarer:

Forslaget hæver både skatte- og udgiftstrykket. Det skyldes, at man gør Svarrer-gruppens model 2 til en del af sit forslag. I modsætning til model 1 bruges merprovenuet fra en højere og bredere CO2-afgift ikke til at lette andre skatter, men til subsidier målrettet de mest energiintensive virksomheder (muligvis i strid med EU’s statsstøtteregler). Desuden indføres en afgift på biomasse, og der anvendes 3 mia.kr. årligt fra råderummet til at støtte udbygning af elnettet samt ydes statsstøtte til udenlandske drivhusgasreduktioner.

Forslaget indebærer ikke en ensartet pris på CO2-udledning og er ikke omkostningseffektivt. Det skyldes, at man ikke sænker energiafgifterne med mere end forhøjelsen af CO2-afgifterne. Samtidig er der kun halvt nedslag for udgifter til CO2-kvoter, mens subsidiet til de mest energiintensive virksomheder sænker deres effektive CO2-pris. Det er bl.a. varmekunderne, som betaler ekstra.

LA står for det hidtil største overbud med hensyn til klimamål. Man foreslår en reduktion på 100 pct. i 2030! Klimaloven – som bygger på udspil fra sidste valg fra Enhedslisten og Alternativet – indebærer en 70 pct.-reduktion. Radikale har foreslået at hæve det til op mod 80 pct., hvilket LA nu trumfer. Der er ingen god begrundelse ud over symbolpolitiske markeringer bag LAs arbitrære reduktionsmål. Allerede 70 pct.-målet vil blive vanskeligt at nå og kan blive meget dyrt. Svarrer-gruppen noterer selv, at det er forbundet med usikkerhed, om dens modeller når målet.

LA foreslår dog, at de sidste 30 pct. af reduktionen af 100 pct.-reduktionen skal findes i udlandet, hvor det er billigst. Konkret foreslår man imidlertid at øge de statslige subsidier til kinesiske kraftværker mv. for at sænke udledningerne. Det er ikke teknologineutralt, og det er højst usandsynligt, at det sænker de samlede udenlandske reduktioner. Man kunne derimod have opnået reduktioner i udlandet på en markedskonform måde med større sikkerhed for nettoreduktioner, hvis man kan havde foreslået at annullere C02-kvoter. LA anvender slet ikke kvotesystemet – endsige forholder sig til det overhovedet – men foretrækker planøkonomiske tiltag. LA afstår også fra at anvende udenlandske reduktioner fsv. angår 70 pct.-målet, hvor man i stedet binder sig til dyre nationale reduktioner. Igen uden nogen god begrundelse.

LA ønsker en massiv udbygning af havvind. Det skal angiveligt ske uden statsstøtte. Der vil dog være markante afledte støtteudgifter ved planen. Det vil kræve en voldsom udbygning af net-, back-up- og lagringskapacitet, og støtteudgifterne til eksisterende vindkraft kan stige.

LA vil nedsætte en kommission, som skal se på at tillade a-kraft i Danmark. Det vil dog være et slag i luften, hvis der allerede er sket en massiv udbygning af vindkraftskapaciteten. Hvad skal man så bruge a-kraft til?

LA har ved at vælge Svarrer-gruppens model 2 placeret sig tæt på, hvor regeringens udspil til en grøn skattereform vil ligge. Samtidig vil de vilde mål om 100 pct.-reduktion og vindudbygning give vægt bag de forventede krav fra regeringens støttepartier.

Politikerne har lettere ved at spare på privat end offentligt forbrug

Paradoksalt nok har politikerne ofte lettere ved at styre det private forbrug end det offentlige, når ressourcerne bliver mere knappe, eller der er behov for at prioritere.

Besparelser i den offentlige sektor kræver typisk konkrete beslutninger. Det er vanskeligt for politikerne at få overblik over konsekvenserne, og modstanden fra berørte personalegrupper og andre interessegrupper melder sig hurtigt. Det private forbrug kan lettere fortrænges. Hvis f.eks. skatterne forhøjes, uddelegeres beslutningerne om at forbruge mindre til hver enkelt borger, virksomhed eller familie gennem priser og realindkomster. De vil ovenikøbet reducere den del af forbruget, som bedst kan undværes – modsat reduktioner i det offentlige forbrug, hvor de politiske beslutningstagere har langt ringere muligheder for at målrette besparelserne, hvor de gør mindst ondt. Fra de politiske beslutningstageres synspunkt ser det lettere ud og modstanden mindre.

Dette er omtrent situationen i dag. Men kun omtrent. Det er besluttet at bruge mere på forsvar i de kommende år. Under coronaen er der ikke alene brugt ekstra penge på hjælpepakker og epidemibekæmpelse; det offentlige forbrug har fået et løft, der forventes at blive permanent. Det er dog kun en lille del af udgiftsstigningerne under denne regering, som er finansieret ved hjælp af skatteforhøjelser nu og her. Til gengæld er de lånefinansieret. Det gælder f.eks. det permanente løft i forsvarsudgifterne.

Låntagningen vil i sidste ende resultere i mindre privatforbrug end ellers. De offentlige finanser er godt nok “overholdbare”. Det vil sige, at det offentlige ved uændret politik vil få flere indtægterend udgifter i nutidsværdi set over en lang tidshorisont. Altså beskatter mere end nødvendigt. Men når overholdbarheden veksles til offentligt forbrug, vil det også sige, at der er mindre at lette overbeskatningen med. Før eller siden må det private forbrug give sig tilsvarende. For i det lange løb består landets forbrugsmuligheder af enten privat eller offentligt forbrug (eller forbrug af offentligt kapitalapparat).

Og som sagt er det lettere at få borgerne til at spare end politikerne.

Nu vil du måske indvende, at det private forbrug trods alt ikke står til at skrumpe i år, også selv om mange borgere står til at gå ned i realindkomst, fordi priserne stiger hurtigere end lønningerne (og mange aktiver vil falde i værdi). Men selv om forbruget gennemsnitligt vokser, så dækker det over, at mange får dårligere råd til at opretholde den hidtidige levestandard. Så realiteten for mange vil være at skære forbruget ned for at skaffe luft i budgettet.

Man kan spørge sig, hvor længe overholdbarheden vil vare ved. Den politiske fristelse til at bruge pengene er enorm. Smerten kan tørres af på borgerne og endda ude i fremtiden. Ligesom naturen afskyr et vakuum, vil politisk konkurrence før eller siden fortrænge overholdbarhed med øgede udgifter.

Derfor er overholdbarhed ikke meget mere ønskelig end manglende holdbarhed. Overholdbarheden burde med det samme have været ført tilbage til borgerne ved at nedsætte de unødigt høje skatter. Nu risikerer den at ende som merudgifter i stedet.

Økonomer antager ofte, at de politiske myndigheder er en “social planlægger”, som søger at maksimere borgernes velfærd ved at sikre, at den marginale offentlige udgiftskrone giver samme værdi som den marginale krone brugt på privatforbrug. Problemet er blot, at politikerne hverken har information eller incitament til at sikre denne ligevægt.

Podcast om Nobelpriserne i økonomi

CEPOS’ uddannelseschef Stefan Kierkegaard Sløk-Madsen og jeg har taget hul på en ambitiøs podcastserie. Vi vil gennemgå samtlige Nobelpristagere i Økonomi.

Vi går tematisk frem. Derfor er der også en række af prismodtagerne, vi vender tilbage til flere gange. Men vi har som udgangspunkt biografier for tre af modtagerne hver gang.

Det første tema, vi har dækket, er moderne makroøkonomi. Det rækker fra F.A. Hayek (prismodtager 1974), som var en konjunkturteoriens pionerer allerede i 1930erne, til Thomas Sargent (prismodtager 2011). Vi har også taget hul på handelsteorien. Modtagerne rækker fra Bertil Ohlin (1977) til Paul Krugman (2008).

Det foregår på engelsk. Det er ikke meningen at blive mere teknisk, end at alle interesserede kan følge med.

Podcasten hedder Econroots. Første sæson var om økonomiens teorihistorie på dansk af Stefan. Nobelprisserien er 2. sæson og et stykke frem (der er 89 Nobelpristagere i alt, og der kommer flere til, inden vi er færdige).

Du kan finde de foreløbige afsnit her. Eller hvor du henter dine podcasts (her er f.eks. Spotifys 1. afsnit i Nobelserien).

Lyt med. Og giv gerne kommentarer i kommentarsporet her.

Nu er historiens afslutning slut. Igen!

Hvis man læser diverse debattører, så har Ruslands krig mod Ukraine ”vækket os af en tornerosesøvn” (som en af dem skriver), hvor vi troede på Fukuyamas erklæring fra 1989*) om, at ”historien er slut”, og verden ville være liberal og fredelig for al eftertid.

Men det mest informative ved disse indlæg er, at man kan slutte, at de hverken synes at have læst særlig meget Fukuyama, samfundsvidenskab eller historie.

Læs resten

Det tager lang tid, før russisk gas er fortrængt af grøn energi

Hvis vi skal erstatte russisk gas med grøn energi i EU, vil det komme til at tage lang tid. Hvis det skal gå stærkere, kommer vi ikke uden om kul, flydende gas og at bremse og vende afviklingen af atomkraft.

På den helt korte bane – altså hvis de russiske haner bliver lukket af enten dem eller os – handler det om at fylde gaslagrene op. Men vi vil også skulle klare os med mindre energi og betale højere energipriser.

Det skriver jeg om i Børsens kronik i dag.

Jeg synes, man bør gøre sig to overvejelser først.

For det første hvordan en eventuelt mindsket afhængighed af russisk gas kan gennemføres uden at gribe til massiv planøkonomi og reguleringer.

For det andet bør man ikke tabe formålet med sanktionerne mod Rusland af syne. Målet bør være hårde, hurtige sanktioner og ikke at mindske Ruslands integration i verdensøkonomien på lang sigt. Det er netop, fordi Rusland er blevet så integreret, at sanktionerne har en chance for at virke nu og her i forhold til invasionen i Ukraine.

Traditionelle, langvarige sanktioner virker derimod sjældent. Det skriver Christian tilfældigvis også om i dag – og endda på samme side i Børsen.

Nej, grøn omstilling er ikke nogen effektiv sanktion mod Rusland

Den russiske invasion af   Ukraine har ført til efterlysninger af mindre afhængighed af russisk gas i EU. Og en efterlysning af mere satsning på vedvarende energi, som jo også er godt for klimaet. To fluer med ét smæk.

Det lyder umiddelbart meget godt.

Men det savner et blik for helt simple proportioner.

Læs resten

Verden er blevet et meget kedeligere sted…

Media Name: pj.jpg

Forleden gik den 74-årige P.J. O’Rourke bort.

Hvilket tab! Han var den skarpeste humorist og satiriker, Amerika havde at byde på.

Han var H.L. Mencken-scholar på Cato Institute, og det var umuligt at forestille sig nogen bedre til at bære arven fra Mencken videre. Begge geniale til at spidde situationer og personer – og begge fra et libertariansk udgangspunkt, som gav deres kritik af politiske magthavere substans og holdbarhed.

Heldigvis efterlader O’Rourke sig et stort forfatterskab. Jeg har de sidste dage spekuleret på, hvad der er min favorit – uden dog at komme på en entydig kandidat. Måske “Parliament of Whores”, som er en opdagelsesrejse gennem det amerikanske politiske system. Men også samlingen “Age and Guile Beat Youth, Innocence, and a Bad Haircut” er fænomenal.

O’Rourke skrev i gonzo-stilen med sig selv i den forundrede iagttagers rolle. Det var den eneste person, han kunne bruge, uden at frygte at blive sagtsøgt, forklarede han. Det gik dog også ganske ofte ud over politiske ledere.

I disse dage kan man finde mange eksempler nettet over med hans mest kendte citater (f.eks. her og her). Og her er et par stykker:

“It is a popular delusion that the government wastes vast amounts of money through inefficiency and sloth. Enormous effort and elaborate planning are required to waste this much money.”

“Worrying is less work than doing something to fix the worry. This is especially true if we’re careful to pick the biggest possible problems to worry about. Everybody wants to save the earth; nobody wants to help mom do the dishes.”

“Giving government money and power is like giving car keys and whiskey to a teenage boy.”

Hvor stærk er Rusland i forhold til Ukraine – og til EU?

De sorte skyer trækker sig sammen over Ukraine, som trues af en russisk invasion. I givet fald ventes Rusland at få let spil, medmindre andre blander sig. 

Men hvor stærk er Rusland egentlig? For at illustrere det har jeg trukket nogle nøgletal i Verdensbankens database. De fremgår af tabellen. 

Læs resten

Hvad har corona-epidemien kostet?

Coronaepidemien i alle dens facetter – inklusive dødsfald og politiske nedlukninger – har haft enorme omkostninger. Som vi har været inde på gentagne gange, er det ikke nok at se på produktionstabet. Dødsfald har meget lille effekt på BNP, men er alligevel en væsentlig omkostning. Når økonomien er lukket ned og bevægelsesfriheden er begrænset, kan man heller ikke nøjes med det umiddelbare produktionstab. En aflyst koncert koster ikke bare orkestrets løn, men den tabte værdi for koncertgængerne. Aflyste familiefødselsdage, bekymring for at blive syg eller miste sit livsværk, ensomhed og så videre indgår heller ikke i væsentligt omfang.

I nogle situationer er produktionstab et velegnet mål, men ikke her.

Hvad så?

Det er vi nogle, der har forsøgt at byde på i den forgangne uge.

Læs resten

Punditokraternes julegave

Alle vore læsere ønskes en glædelig jul og godt nytår.

Også i år har vi bundet en sløjfe om indlæggene i sommerserien til en lille julegave. I år handlede serien om historiske forhold og historiske sammenligninger. Den var inspireret af den mangel på indsigt i selv helt grundlæggende historiske forhold, vi ofte støder på.  

Hvis du har lyst til at læse eller genlæse indlæggene eller måske anbefale dem til nogen, ja så findes de her.  

Punditokraternes sommerserie 2021: Historiske forhold og historiske sammenligninger 

Danmark i 1860 – hvordan så landet ud? 

Historiske sammenligninger: Urbanisering i Danmark og verden 

Historiske forhold: Valgdeltagelse i de nordiske lande 

Historiske forhold: Thomas Jefferson og slaverne 

Historiske forhold: Børnedødelighed i Skandinavien 

Historiske forhold: Forurening i Central- og Østeuropa 

Historien om “neo-liberalismen (I)” 

Staten er ikke blevet mindre trods ”neo-liberalismen” (II) 

Strukturpolitik var nøglen til lavere ledighed (III) 

”Neo-liberale” succeser (IV) 

Historien om ”neo-liberalismen” – executive summary (V) 

Er 40 års fastkurspolitik nok?

Til næste år fylder fastkurspolitikken 40 år. Den har været den måske største politiske succes i perioden. Spørgsmålet er, om den har overlevet sig selv. 

Der kom i går tre indlæg, som kan trække i den retning. 

Læs resten

Epidemiens ”jernlov”? Smittetrykket svinger stadig omkring én.

Vi har tidligere været inde på, at en af de mest markante implikationer af en epidemi-model med adfærd er, at smittetrykket vil svinge omkring én. Smittetrykket er antallet af nye smittede, som hver smittet overfører infektionen til (også kaldet den effektive transmissionsrate, Re).

Og se nu her:

Bortset fra begyndelsen af epidemien har smittetrykket netop svinget omkring én. Jeg har taget så mange lande med, som muligt, uden at gøre billedet for gnidret. For tydelighedens skyld har jeg taget den danske og svenske rate ud for sig her:

Udviklingen i smittetrykket i en epidemi-model med adfærd står i skærende kontrast til udviklingen i en epidemimodel uden adfærd (som fx de berømte røde og grønne kurver, som Magnus Heunicke holdt frem på pressemødet d. 11. marts 2020). Uden adfærd er smittetrykket meget mere jævnt og konstant over én, indtil flokimmunitet opnås, hvorefter den er konstant under, jf. nedenstående figur.

Det bemærkelsesværdige er, at smittetrykket har holdt sig omkring én på tværs af meget forskellige lande med meget forskellige politiske indgreb og meget forskellig kultur. Man kunne næsten fristes til at tale om en ”jernlov”, der står i skærende kontrast til de mange fuldstændigt fejlslagne prognoser, der er udgået fra f.eks. Imperial College London og Roskilde Universitetscenter.

Grunden til, at smittetrykket stabiliserer sig omkring én i en model med adfærd er, at i alle andre tilfælde vil smitteomfang, dødstal osv. enten accelerere eller decelerere, og det vil få folk til at ændre adfærd. Kun når smitteomfanget er nogenlunde konstant, vil adfærden stabilisere sig. Og det er præcis, når trykket er én.

Her er nogle ting, man skal være opmærksom på. Det bliver desværre en anelse langhåret, fordi vi skal holde verbalt styr på en hel del effekter.

For det første kan smitteomfang, dødstal osv. godt reagere på stød som tilfældigheder eller sæsonudsving. ”Ligevægtssmitteniveauet” vil altså godt kunne skifte, og i de skifteperioder vil smittetrykket naturligvis midlertidigt afvige fra én. Man kan altså ikke fortolke det, at trykket svinger omkring én, som om epidemien er en udefra given konstant. Snarere at adfærden modificerer de forhold, som også påvirker epidemien, herunder sæson, vacciner, nedlukninger osv.

Helt konkret betyder det, at enhver udefrakommende faktor, der isoleret set fører til lavere smittespredning, vil blive modificeret af adfærdsændringer. Vi ser det meget tydeligt i bl.a. sommeren 2020, hvor folk – efter at have passet på i foråret, hvor smittespredningen var høj – igen begyndte at besøge hinanden, give håndtryk m.v. Og da smitten begyndte at stige igen op mod vinter, ændrede folk igen adfærd (og som bl.a. HOPE-projektet har vist, skete det før nedlukningerne). Denne adfærds-respons vil man også se som følge af nedlukninger. Hvis det isoleret set virker at lukke værtshusene, vil det føre til ændret adfærd andre steder i samfundet. Man flytter altså noget af smitten fra værtshusene til andre steder.

For det andet er det – når det kommer til stykket – ikke en ”jernlov”, at smittetrykket skal svinge omkring én for al evighed. Hvis vaccinerne eller naturlig immunitet var stærk nok, ville epidemien på et tidspunkt løbe tør for ofre og evne til at holde sig ved lige. Når det gælder corona, tyder det imidlertid nu på, at stadige mutationer vil holde smitten ved lige. Man kan dog godt forestille sig, at det vil ske på en måde, som skaber bølger i sygdommen hen over sæsonen. Men det er bemærkelsesværdigt, at trykket indtil videre altså har holdt sig på et niveau relativt tæt på én.

Det er ikke mindst bemærkelsesværdigt i betragtning af, at i en række lande – først og fremmest Danmark – er en meget stor del af befolkningen blevet vaccineret. Men det hænger som sagt sammen med, at vaccinerne desværre ikke er stærke nok til at tvinge smittetrykket under én.  

Og her er – for det tredje – en pointe med hensyn til vacciner, det er vigtigt at være opmærksom på. Ligesom sygdommens alvor er afgørende for, at folk øger deres frivillige afstand, altså adfærden, så har vaccinebeskyttelsen den modsatte effekt: Det giver incitament til at passe mindre på. Adfærden modificerer altså den primære effekt af vaccinerne, som er at begrænse smittespredningen.

Dermed ikke være sagt, at vaccinering er en dårlig idé. Vi har set et fald navnlig i dødeligheden, fordi vacciner beskytter ikke blot mod at blive smittet, men også alvorlig syg. Man skal blot gøre sig klart, at vaccinering ikke nødvendigvis nedbringer den såkaldte eksternalitet forbundet med epidemien. Eksternaliteten består i, at hvis man udsætter sig for smitterisiko, så rammer det ikke kun én selv, men indebærer også højere smitterisiko for andre.

Vaccinerne nedbringer ganske vist både risikoen for at blive alvorligt syg af smitten samt at give den videre. Men hvis – hvad noget tyder på – effekten på den vaccinerede selv er stærkere end effekten på andre, og hvis borgerne reagerer på den mindskede egenrisiko ved at modificere deres adfærd, ja så kan vaccinerne godt øge eksternaliteten.

Vi kan dermed stå over for den såkaldte Pelzman-effekt, som bl.a. sundhedsøkonomer er velkendt med. Sam Pelzman opdagede således, at indførelsen af obligatoriske sikkerhedsseler i biler ganske vist nedsatte antallet af trafikdræbte førere og passagerer i biler, som kørte galt. Men antallet af trafikdræbte uden for de pågældende biler steg. Forklaringen var, at den øgede sikkerhed fik førerne til at køre mindre forsigtigt. Eksternaliteten i form af trafikdrab af andre steg altså.

På samme måde kan en Pelzman-effekt for vacciner opstå, hvis de vaccinerede justerer deres adfærd ved at passe mindre på. Er den relative smittebegrænsende effekt størst på den vaccinerede (på samme måde som sikkerhedsselen jo alene beskytter føreren og dens passagerer) end på andre, ja så kan man ende med samme resultat: At smitteomfanget faktisk vokser, og at risikoen for alvorlig sygdom øges for de uvaccinerede.

Det betyder stadig ikke, at vaccination er en dårlig idé, eller at vi på nogen måde skal beklage deres eksistens. Det er ikke givet, at adfærdsreaktionen er stærk nok til at drive en Pelzman-effekt, og at risikoen ligefrem stiger for de uvaccinerede. Blot skal man være opmærksom på, at adfærdsreaktionen trækker i den retning. Dernæst skal man gøre sig klart, at de samlede negative konsekvenser af sygdommen med stor sandsynlighed falder, desto flere vaccinerede der er. Selv om risikoen kan vokse for de uvaccinerede, er der færre af dem.

Så ikke et ondt ord om vacciner.

Derimod må man i høj grad sætte spørgsmålstegn ved visdommen i en politik, der går ud på at presse flere til vaccination.

For det første er der ikke noget godt argument for at øge mængden af vaccinerede for at reducere smitten blandt dem, der i forvejen er vaccineret. Det vil ikke nødvendigvis sænke deres smitterisiko så meget – måske kan Pelzman-effekten endda få den til at stige. Det samme gælder for dem, der ikke er vaccineret. Paradoksalt nok vil den mest positive effekt optræde for dem, der går fra at være uvaccinerede til at være vaccinerede. Det er absurd at ville tvinge flere uvaccinerede til vaccination, når gevinsten ved det primært tilfalder dem selv! Og særlig da man må gå ud fra, at dem, der har valgt ikke at lade sig vaccinere, har gjort det, fordi de vægter ulemperne over gevinsterne.

For det andet synes jeg, det gør en forskel, at alle (fra 12 år og op) har fået tilbudt vaccination. Det er deres – helt legitime – valg at takke nej, men altså også leve med en større risiko for at blive coronasyge. Det ændrer eksternalitetens karakter.

Endelig er der argumentet om at beskytte sundhedsvæsenets kapacitet. Det bør blankt afvises som gyldig grund til at begrænse befolkningens bevægelsesfrihed. Der er en væsensforskel på situationen ved udbruddet af epidemien, hvor der i en akut situation var få andre alternativer. Men det bør ikke accepteres, at befolkningens bevægelsesfrihed anvendes som redskab til at regulere kapaciteten i sundhedssektoren med.

P.S. Jonas og jeg diskuterer blogindlægget og jernloven i hans podcast Regelstaten. Lyt med her.

P.P.S. Pointen om, at inklusionen af adfærd i en epidemimodel giver betydeligt stærkere forudsigelseskraft, er ikke ny. Se f.eks. figur 2 i denne analyse.


Om Fonsmark og det tilsyneladende fravær af borgerlige intellektuelle

Pernille Stensgaard har i anledning af Weekendavisens 50 årsdag begået to artikler. Den første handler om avisens idémand og første chefredaktør Henning Fonsmark. Den anden handler om, hvorfor der er så få borgerlige intellektuelle i dag.

Punditokraternes gamle redaktør, Peter Kurrild-Klitgaard, har i denne uge et svar til Stensgaard, hvor han remser en lang række af de ellers manglende borgerlige intellektuelle op (og venlig inkluderer et par af os her fra stedet).

Peter Kurrilds kritik er jeg enig i. Til gengæld er jeg mere forbeholden end ham over for den første artikel med Fonsmark-portrættet. Jovist, hun er en utroligt velskrivende journalist og giver en glimrende levnedsbeskrivelse af Fonsmark. Han begynder som læredreng hos en isenkræmmer i Esbjerg, men bryder sin ikke-akademiske sociale arv og bliver litteraturhistoriker, fyrtårn i dansk presse samt en hård, intellektuel kritiker af borgerligt svigt navnlig under VKR-regeringen. Det kulminerer med hans ”Historien om den danske utopi” om optakten og resultatet af netop VKR-regeringen. Men hun virker mystificeret over ham. Hvad driver Fonsmark til denne position? Hendes samtaler med bl.a. familiemedlemmer og tidligere kolleger giver hende ikke rigtig noget svar. Fonsmark er i hendes portræt et intellektuelt menneske, der nærmest kun har åndelig fremtoning, der ikke tilhører ”pengeborgerligheden”, og alligevel samler en stor del af hans kritik sig imod velfærdsstaten og dens skatteforhøjelser.

Svaret er dog ikke spor mystisk. Måske for Stensgaard, som et sted i artiklen forklarer, at ”Historien om den danske utopi” har tre lånere på venteliste på Københavns Hovedbibliotek. Man tænker uvilkårligt: Har hun overhovedet læst bogen, eller nåede den ikke at blive ledig før deadline? For svaret på det tilsyneladende mysterium findes i Fonmarks bøger. Man kan udover ”Historien” nævne hans ”Den suveræne dansker” – som Stensgaard dog ikke nævner – og egentlig også hans roman ”Flugtveje”, som hun kun omtaler som ikke nogen litterær succes.

Når Fonsmark både kan være intellektuel og kritiker af velfærdsstaten, så hænger det ganske enkelt sammen med, at han så økonomisk frihed som en central del af den personlige frihed – eller som han også kaldte det ”borgernes suverænitet”. Velfærdsstatens vækst og høje skatter krævede, at staten trængte sig ind på områder, som burde tilhøre den enkeltes suverænitet, det vil sige hører hjemme på markedet, i civilsamfundet og i privatsfæren. Det er en grundlæggende klassisk liberal indsigt, som han fint og gentagne gange forklarer.

Det er også tydeligt, at han delte Toquevilles bekymring for, at borgerne i et demokrati ville ende med frivilligt og endda gladeligt at kapitulere deres suverænitet og at underkaste sig statens indblanding i snart sagt alle dele af menneske- og samfundslivet. Her så han et stort borgerligt svigt ved ikke bare at acceptere, men medvirke til statens fremmarch under især VKR. Peter Kurrild har et sted beskrevet Fonsmark som en af de få kæmpende ved Thermopylæ, da suveræniteten kom under angreb. Fonsmark lod sig helt klart også provokere at den borgerlige eftergivenhed over for og bagatellisering af den marxistiske bølge i kølvandet på ungdomsoprøret (det handler hans roman om) – inklusive dens involvering med kommunistiske diktaturstater.  

Mens Fonsmark kæmpede ved Thermopylæ, skrev f.eks. Per Stig Møller om, hvordan de borgerlige burde lade sig inspirere af Mao; man undres over, at Stensgaard så ukritisk trækker på netop Per Stig Møller som vidne i sin historie, uden at se denne ironi (ligesom Per Stig Møller toppede ironien ved at modtage Berlingske første ”Fonsmarkspris” i 2020).  

Vil man ikke forstå Fonsmarks betoning af økonomisk frihed som en nødvendig og integreret del af den personlige frihed, så er et godt sted at begynde at sondre mellem ”ånd” og ”materie”. Så kan man anse den økonomiske frihed som et primitivt materielt spørgsmål, som bør forbeholdes for ”pengemænd”, mens rigtigt intellektuelle tager sig af de vigtige åndelige spørgsmål. Man fristes imidlertid til at tro, at det netop er sådan, Stensgaard er begyndt, og derfor ender med gåden om, hvordan Fonsmark, denne åndsfigur, kunne hidse sig sådan op over for noget så banalt som stigende skatter. Jeg håber, jeg tager fejl, men tror det desværre ikke. Og mistanken bestyrkes af, at hun i sin anden artikel lader Kasper Støvring gentagne gange bruge CEPOS som angrebspunkt i forklaringen på, hvorfor der ikke er nogen blå intellektuelle. CEPOS beskæftiger sig med økonomiske emner og anviser praktiske veje til et mere frit samfund og er derfor derangeret til en ”erhvervsorganisation”, helt uden sans for ”det åndelige”, mener Støvring. Enten skaber man et fundament af åndelige og dannede ting som skønlitteratur, religion og kultur, eller uværdige ting som økonomi og andre ikke humanistiske videnskaber. Det bliver et adelsmærke at være uvidende om den materielle verdens kedelige detaljer, som kun er passende beskæftigelse for en ”erhvervsorganisation”. Anderledes kan man ikke læse ham.

Nu er det ikke noget særsyn, at Støvring markedsfører sin kollektivistiske nationalkonservatisme ved at råbe skældsord mod sine liberale modstandere og de fabrikerede synspunkter, han tillægger dem, men her er måske en oprigtig følt kritik. Den falske dikotomi mellem ånd og materie i politisk filosofi (dikotomien behøver ikke være falsk alle steder) er i hvert fald ikke noget særsyn. Og den økonomiske friheds underordnede betydning i forhold til de mere åndelige friheder findes såmænd også blandt visse af de ellers af Støvring så forhadte liberale (Rawls er et eksempel).

Nuvel, denne form for ignorancens arrogance er ikke fremmed for en del, der kalder sig intellektuelle. Så det er ikke nødvendigvis nogen hædersbetegnelse. Og så bør man også befri Fonsmark for betegnelsen. Man kan dårligt tænke sig nogen større forskel end på litteraterne Fonsmark og Støvring.

Jeg læser altid Weekendavisen med stor glæde. Også Pernille Stensgaard, som har stor viden om arkitektur og natur, og som råder over en misundelsesværdig pen. Vi bør glæde os over, at Danmark rummer en af verdens bedste aviser, hvilket vi – blandt meget andet og mange andre – har Fonsmark at takke for. Men den kunne godt have givet ham et mindre misforstået portræt.  

Energi og klima i medierne

Energi og klima fylder en del i mediebilledet i øjeblikket, og jeg har også bidraget med et par ting.

De Radikale har fremlagt et nyt klimaudspil, hvor de vil øge klimalovens målsætning om en 70 pct.-reduktion af CO2e-udslippet (fra 1990 til 2030) til op til 80 pct. Det er kun et par år siden, De Radikale kritiserede Alternativet og Enhedslisten for urealistisk overbudspolitik, da de introducede 70 pct. målet, mens De Radikale selv gik ind for 60 pct. Nu lægger de sig så i spidsen med et 80 pct.-mål, efter først at have tilsluttet sig 70 pct.-målet.

Jeg er meget kritisk af flere grunde. Rene danske mål bidrager ikke til at løse det globale klimaproblem, og 80 pct.-målet er muligvis teknisk uden for rækkevidde. Det er i bedste fald samfundsøkonomisk meget dyrt selv med det mest omkostningseffektive middel – en ensartet generel pris på CO2-udslip – men De Radikale vil ikke bruge prisinstrumentet i nær det omfang, der er nødvendigt for at nå målet. I stedet foreslår de et sammensurium af subsidier og reguleringer, som tilfredsstiller de velorganiserede interessegrupper. Det bliver til gengæld meget dyrere for os alle under ét.

Du kan læse mere i mit interview med Altinget her og høre interviewet i Radio 4 med den radikale ordfører og mig her (7.19).

I næste uge begynder endnu et internationalt topmøde om klimaet. Den Uafhængige har i den anledning spurgt til min holdning til dansk klimapolitik. Det kan du høre mere om her (1:27.40).

Energipriserne er steget voldsomt på det seneste. Det skyldes en række flaskehalse i den internationale energiforsyning, hvoraf mange vil være midlertidige. Men den grønne omstilling vil gøre bl.a. energi dyrere permanent og øger vores sårbarhed over for flaskehalse, som dem vi ser i øjeblikket. Så man bør vænne sig til højere priser på energi også på lang sigt. Det skriver jeg om i min faste klumme i JP/Finans her.

Jeg skal måske benytte lejligheden til at uddybe, hvad jeg mener med højere priser på “bl.a. energi”. Det kan meget vel være, at selve strømprisen bliver lavere i perioder, hvis den i høj grad kommer fra f.eks. vind. Når vinden blæser, kan producentprisen ligefrem blive negativ. Men vedvarende energi kræver subsidier og stiller meget dyre systemmæssige krav til back-up og lagring. Desuden koster det ekstra at bruge el i stedet for fossile brændsler i bl.a. transporten. Det er de samlede omkostninger ved grøn omstilling, jeg har i tankerne. Konkret kan byrden lande hos forbrugerne, skatteyderne, lønmodtagerne og virksomhedsejerne; det afhænger af, hvordan regningen fordeles.

Nobelprisen i økonomi 2021

Nobelprisen i økonomi blev annonceret i dag. Den går til David Card, Joshua Angrist og Guido Imbens. Her er Nobelpriskomiteens altid grundige gennemgang af det videnskabelige grundlag for prisen.

Det handler kort om naturlige eksperimenter, som er kommet til at fylde rigtig meget i empirisk økonomisk forskning siden 1990erne. Metoden går ud på at efterligne kontrollerede eksperimenter – at opstille en situation, hvor to statistisk ens grupper enten “behandles” (f.eks. med et medikament) eller ikke gør det. Kontrollerede eksperimenter kan ikke altid lade sig gøre i økonomi, men i nogle situationer laver “naturen” sit eget eksperiment. Redaktør Bjørnskov greb f.eks. (sammen med Kasper Planeta Kepp) et sådant naturligt eksperiment, som opstod, da regeringen lukkede nogle, men ikke alle kommuner i Nordjylland ekstraordinært hårdt ned under corona-epidemien. Ved at sammenligne de to kommunetyper kunne de se, at der ikke er evidens for nogen stor effekt af nedlukning.

Traditionen tro prøver jeg at folde årets Nobelpris ud. Det sker i morgen tirsdag i Berlingske Business.