Forfatterarkiv: Otto Brøns-Petersen

Om Otto Brøns-Petersen

Cand. polit. Otto Brøns-Petersen er født i 1961 og har siden september 2013 arbejdet som analysechef i CEPOS. Har tidligere været bl.a. ekstern lektor ved Københavns Universitet og direktør i skatteministeriet.

Er 40 års fastkurspolitik nok?

Til næste år fylder fastkurspolitikken 40 år. Den har været den måske største politiske succes i perioden. Spørgsmålet er, om den har overlevet sig selv. 

Der kom i går tre indlæg, som kan trække i den retning. 

Læs resten

Epidemiens ”jernlov”? Smittetrykket svinger stadig omkring én.

Vi har tidligere været inde på, at en af de mest markante implikationer af en epidemi-model med adfærd er, at smittetrykket vil svinge omkring én. Smittetrykket er antallet af nye smittede, som hver smittet overfører infektionen til (også kaldet den effektive transmissionsrate, Re).

Og se nu her:

Bortset fra begyndelsen af epidemien har smittetrykket netop svinget omkring én. Jeg har taget så mange lande med, som muligt, uden at gøre billedet for gnidret. For tydelighedens skyld har jeg taget den danske og svenske rate ud for sig her:

Udviklingen i smittetrykket i en epidemi-model med adfærd står i skærende kontrast til udviklingen i en epidemimodel uden adfærd (som fx de berømte røde og grønne kurver, som Magnus Heunicke holdt frem på pressemødet d. 11. marts 2020). Uden adfærd er smittetrykket meget mere jævnt og konstant over én, indtil flokimmunitet opnås, hvorefter den er konstant under, jf. nedenstående figur.

Det bemærkelsesværdige er, at smittetrykket har holdt sig omkring én på tværs af meget forskellige lande med meget forskellige politiske indgreb og meget forskellig kultur. Man kunne næsten fristes til at tale om en ”jernlov”, der står i skærende kontrast til de mange fuldstændigt fejlslagne prognoser, der er udgået fra f.eks. Imperial College London og Roskilde Universitetscenter.

Grunden til, at smittetrykket stabiliserer sig omkring én i en model med adfærd er, at i alle andre tilfælde vil smitteomfang, dødstal osv. enten accelerere eller decelerere, og det vil få folk til at ændre adfærd. Kun når smitteomfanget er nogenlunde konstant, vil adfærden stabilisere sig. Og det er præcis, når trykket er én.

Her er nogle ting, man skal være opmærksom på. Det bliver desværre en anelse langhåret, fordi vi skal holde verbalt styr på en hel del effekter.

For det første kan smitteomfang, dødstal osv. godt reagere på stød som tilfældigheder eller sæsonudsving. ”Ligevægtssmitteniveauet” vil altså godt kunne skifte, og i de skifteperioder vil smittetrykket naturligvis midlertidigt afvige fra én. Man kan altså ikke fortolke det, at trykket svinger omkring én, som om epidemien er en udefra given konstant. Snarere at adfærden modificerer de forhold, som også påvirker epidemien, herunder sæson, vacciner, nedlukninger osv.

Helt konkret betyder det, at enhver udefrakommende faktor, der isoleret set fører til lavere smittespredning, vil blive modificeret af adfærdsændringer. Vi ser det meget tydeligt i bl.a. sommeren 2020, hvor folk – efter at have passet på i foråret, hvor smittespredningen var høj – igen begyndte at besøge hinanden, give håndtryk m.v. Og da smitten begyndte at stige igen op mod vinter, ændrede folk igen adfærd (og som bl.a. HOPE-projektet har vist, skete det før nedlukningerne). Denne adfærds-respons vil man også se som følge af nedlukninger. Hvis det isoleret set virker at lukke værtshusene, vil det føre til ændret adfærd andre steder i samfundet. Man flytter altså noget af smitten fra værtshusene til andre steder.

For det andet er det – når det kommer til stykket – ikke en ”jernlov”, at smittetrykket skal svinge omkring én for al evighed. Hvis vaccinerne eller naturlig immunitet var stærk nok, ville epidemien på et tidspunkt løbe tør for ofre og evne til at holde sig ved lige. Når det gælder corona, tyder det imidlertid nu på, at stadige mutationer vil holde smitten ved lige. Man kan dog godt forestille sig, at det vil ske på en måde, som skaber bølger i sygdommen hen over sæsonen. Men det er bemærkelsesværdigt, at trykket indtil videre altså har holdt sig på et niveau relativt tæt på én.

Det er ikke mindst bemærkelsesværdigt i betragtning af, at i en række lande – først og fremmest Danmark – er en meget stor del af befolkningen blevet vaccineret. Men det hænger som sagt sammen med, at vaccinerne desværre ikke er stærke nok til at tvinge smittetrykket under én.  

Og her er – for det tredje – en pointe med hensyn til vacciner, det er vigtigt at være opmærksom på. Ligesom sygdommens alvor er afgørende for, at folk øger deres frivillige afstand, altså adfærden, så har vaccinebeskyttelsen den modsatte effekt: Det giver incitament til at passe mindre på. Adfærden modificerer altså den primære effekt af vaccinerne, som er at begrænse smittespredningen.

Dermed ikke være sagt, at vaccinering er en dårlig idé. Vi har set et fald navnlig i dødeligheden, fordi vacciner beskytter ikke blot mod at blive smittet, men også alvorlig syg. Man skal blot gøre sig klart, at vaccinering ikke nødvendigvis nedbringer den såkaldte eksternalitet forbundet med epidemien. Eksternaliteten består i, at hvis man udsætter sig for smitterisiko, så rammer det ikke kun én selv, men indebærer også højere smitterisiko for andre.

Vaccinerne nedbringer ganske vist både risikoen for at blive alvorligt syg af smitten samt at give den videre. Men hvis – hvad noget tyder på – effekten på den vaccinerede selv er stærkere end effekten på andre, og hvis borgerne reagerer på den mindskede egenrisiko ved at modificere deres adfærd, ja så kan vaccinerne godt øge eksternaliteten.

Vi kan dermed stå over for den såkaldte Pelzman-effekt, som bl.a. sundhedsøkonomer er velkendt med. Sam Pelzman opdagede således, at indførelsen af obligatoriske sikkerhedsseler i biler ganske vist nedsatte antallet af trafikdræbte førere og passagerer i biler, som kørte galt. Men antallet af trafikdræbte uden for de pågældende biler steg. Forklaringen var, at den øgede sikkerhed fik førerne til at køre mindre forsigtigt. Eksternaliteten i form af trafikdrab af andre steg altså.

På samme måde kan en Pelzman-effekt for vacciner opstå, hvis de vaccinerede justerer deres adfærd ved at passe mindre på. Er den relative smittebegrænsende effekt størst på den vaccinerede (på samme måde som sikkerhedsselen jo alene beskytter føreren og dens passagerer) end på andre, ja så kan man ende med samme resultat: At smitteomfanget faktisk vokser, og at risikoen for alvorlig sygdom øges for de uvaccinerede.

Det betyder stadig ikke, at vaccination er en dårlig idé, eller at vi på nogen måde skal beklage deres eksistens. Det er ikke givet, at adfærdsreaktionen er stærk nok til at drive en Pelzman-effekt, og at risikoen ligefrem stiger for de uvaccinerede. Blot skal man være opmærksom på, at adfærdsreaktionen trækker i den retning. Dernæst skal man gøre sig klart, at de samlede negative konsekvenser af sygdommen med stor sandsynlighed falder, desto flere vaccinerede der er. Selv om risikoen kan vokse for de uvaccinerede, er der færre af dem.

Så ikke et ondt ord om vacciner.

Derimod må man i høj grad sætte spørgsmålstegn ved visdommen i en politik, der går ud på at presse flere til vaccination.

For det første er der ikke noget godt argument for at øge mængden af vaccinerede for at reducere smitten blandt dem, der i forvejen er vaccineret. Det vil ikke nødvendigvis sænke deres smitterisiko så meget – måske kan Pelzman-effekten endda få den til at stige. Det samme gælder for dem, der ikke er vaccineret. Paradoksalt nok vil den mest positive effekt optræde for dem, der går fra at være uvaccinerede til at være vaccinerede. Det er absurd at ville tvinge flere uvaccinerede til vaccination, når gevinsten ved det primært tilfalder dem selv! Og særlig da man må gå ud fra, at dem, der har valgt ikke at lade sig vaccinere, har gjort det, fordi de vægter ulemperne over gevinsterne.

For det andet synes jeg, det gør en forskel, at alle (fra 12 år og op) har fået tilbudt vaccination. Det er deres – helt legitime – valg at takke nej, men altså også leve med en større risiko for at blive coronasyge. Det ændrer eksternalitetens karakter.

Endelig er der argumentet om at beskytte sundhedsvæsenets kapacitet. Det bør blankt afvises som gyldig grund til at begrænse befolkningens bevægelsesfrihed. Der er en væsensforskel på situationen ved udbruddet af epidemien, hvor der i en akut situation var få andre alternativer. Men det bør ikke accepteres, at befolkningens bevægelsesfrihed anvendes som redskab til at regulere kapaciteten i sundhedssektoren med.

P.S. Jonas og jeg diskuterer blogindlægget og jernloven i hans podcast Regelstaten. Lyt med her.

P.P.S. Pointen om, at inklusionen af adfærd i en epidemimodel giver betydeligt stærkere forudsigelseskraft, er ikke ny. Se f.eks. figur 2 i denne analyse.


Om Fonsmark og det tilsyneladende fravær af borgerlige intellektuelle

Pernille Stensgaard har i anledning af Weekendavisens 50 årsdag begået to artikler. Den første handler om avisens idémand og første chefredaktør Henning Fonsmark. Den anden handler om, hvorfor der er så få borgerlige intellektuelle i dag.

Punditokraternes gamle redaktør, Peter Kurrild-Klitgaard, har i denne uge et svar til Stensgaard, hvor han remser en lang række af de ellers manglende borgerlige intellektuelle op (og venlig inkluderer et par af os her fra stedet).

Peter Kurrilds kritik er jeg enig i. Til gengæld er jeg mere forbeholden end ham over for den første artikel med Fonsmark-portrættet. Jovist, hun er en utroligt velskrivende journalist og giver en glimrende levnedsbeskrivelse af Fonsmark. Han begynder som læredreng hos en isenkræmmer i Esbjerg, men bryder sin ikke-akademiske sociale arv og bliver litteraturhistoriker, fyrtårn i dansk presse samt en hård, intellektuel kritiker af borgerligt svigt navnlig under VKR-regeringen. Det kulminerer med hans ”Historien om den danske utopi” om optakten og resultatet af netop VKR-regeringen. Men hun virker mystificeret over ham. Hvad driver Fonsmark til denne position? Hendes samtaler med bl.a. familiemedlemmer og tidligere kolleger giver hende ikke rigtig noget svar. Fonsmark er i hendes portræt et intellektuelt menneske, der nærmest kun har åndelig fremtoning, der ikke tilhører ”pengeborgerligheden”, og alligevel samler en stor del af hans kritik sig imod velfærdsstaten og dens skatteforhøjelser.

Svaret er dog ikke spor mystisk. Måske for Stensgaard, som et sted i artiklen forklarer, at ”Historien om den danske utopi” har tre lånere på venteliste på Københavns Hovedbibliotek. Man tænker uvilkårligt: Har hun overhovedet læst bogen, eller nåede den ikke at blive ledig før deadline? For svaret på det tilsyneladende mysterium findes i Fonmarks bøger. Man kan udover ”Historien” nævne hans ”Den suveræne dansker” – som Stensgaard dog ikke nævner – og egentlig også hans roman ”Flugtveje”, som hun kun omtaler som ikke nogen litterær succes.

Når Fonsmark både kan være intellektuel og kritiker af velfærdsstaten, så hænger det ganske enkelt sammen med, at han så økonomisk frihed som en central del af den personlige frihed – eller som han også kaldte det ”borgernes suverænitet”. Velfærdsstatens vækst og høje skatter krævede, at staten trængte sig ind på områder, som burde tilhøre den enkeltes suverænitet, det vil sige hører hjemme på markedet, i civilsamfundet og i privatsfæren. Det er en grundlæggende klassisk liberal indsigt, som han fint og gentagne gange forklarer.

Det er også tydeligt, at han delte Toquevilles bekymring for, at borgerne i et demokrati ville ende med frivilligt og endda gladeligt at kapitulere deres suverænitet og at underkaste sig statens indblanding i snart sagt alle dele af menneske- og samfundslivet. Her så han et stort borgerligt svigt ved ikke bare at acceptere, men medvirke til statens fremmarch under især VKR. Peter Kurrild har et sted beskrevet Fonsmark som en af de få kæmpende ved Thermopylæ, da suveræniteten kom under angreb. Fonsmark lod sig helt klart også provokere at den borgerlige eftergivenhed over for og bagatellisering af den marxistiske bølge i kølvandet på ungdomsoprøret (det handler hans roman om) – inklusive dens involvering med kommunistiske diktaturstater.  

Mens Fonsmark kæmpede ved Thermopylæ, skrev f.eks. Per Stig Møller om, hvordan de borgerlige burde lade sig inspirere af Mao; man undres over, at Stensgaard så ukritisk trækker på netop Per Stig Møller som vidne i sin historie, uden at se denne ironi (ligesom Per Stig Møller toppede ironien ved at modtage Berlingske første ”Fonsmarkspris” i 2020).  

Vil man ikke forstå Fonsmarks betoning af økonomisk frihed som en nødvendig og integreret del af den personlige frihed, så er et godt sted at begynde at sondre mellem ”ånd” og ”materie”. Så kan man anse den økonomiske frihed som et primitivt materielt spørgsmål, som bør forbeholdes for ”pengemænd”, mens rigtigt intellektuelle tager sig af de vigtige åndelige spørgsmål. Man fristes imidlertid til at tro, at det netop er sådan, Stensgaard er begyndt, og derfor ender med gåden om, hvordan Fonsmark, denne åndsfigur, kunne hidse sig sådan op over for noget så banalt som stigende skatter. Jeg håber, jeg tager fejl, men tror det desværre ikke. Og mistanken bestyrkes af, at hun i sin anden artikel lader Kasper Støvring gentagne gange bruge CEPOS som angrebspunkt i forklaringen på, hvorfor der ikke er nogen blå intellektuelle. CEPOS beskæftiger sig med økonomiske emner og anviser praktiske veje til et mere frit samfund og er derfor derangeret til en ”erhvervsorganisation”, helt uden sans for ”det åndelige”, mener Støvring. Enten skaber man et fundament af åndelige og dannede ting som skønlitteratur, religion og kultur, eller uværdige ting som økonomi og andre ikke humanistiske videnskaber. Det bliver et adelsmærke at være uvidende om den materielle verdens kedelige detaljer, som kun er passende beskæftigelse for en ”erhvervsorganisation”. Anderledes kan man ikke læse ham.

Nu er det ikke noget særsyn, at Støvring markedsfører sin kollektivistiske nationalkonservatisme ved at råbe skældsord mod sine liberale modstandere og de fabrikerede synspunkter, han tillægger dem, men her er måske en oprigtig følt kritik. Den falske dikotomi mellem ånd og materie i politisk filosofi (dikotomien behøver ikke være falsk alle steder) er i hvert fald ikke noget særsyn. Og den økonomiske friheds underordnede betydning i forhold til de mere åndelige friheder findes såmænd også blandt visse af de ellers af Støvring så forhadte liberale (Rawls er et eksempel).

Nuvel, denne form for ignorancens arrogance er ikke fremmed for en del, der kalder sig intellektuelle. Så det er ikke nødvendigvis nogen hædersbetegnelse. Og så bør man også befri Fonsmark for betegnelsen. Man kan dårligt tænke sig nogen større forskel end på litteraterne Fonsmark og Støvring.

Jeg læser altid Weekendavisen med stor glæde. Også Pernille Stensgaard, som har stor viden om arkitektur og natur, og som råder over en misundelsesværdig pen. Vi bør glæde os over, at Danmark rummer en af verdens bedste aviser, hvilket vi – blandt meget andet og mange andre – har Fonsmark at takke for. Men den kunne godt have givet ham et mindre misforstået portræt.  

Energi og klima i medierne

Energi og klima fylder en del i mediebilledet i øjeblikket, og jeg har også bidraget med et par ting.

De Radikale har fremlagt et nyt klimaudspil, hvor de vil øge klimalovens målsætning om en 70 pct.-reduktion af CO2e-udslippet (fra 1990 til 2030) til op til 80 pct. Det er kun et par år siden, De Radikale kritiserede Alternativet og Enhedslisten for urealistisk overbudspolitik, da de introducede 70 pct. målet, mens De Radikale selv gik ind for 60 pct. Nu lægger de sig så i spidsen med et 80 pct.-mål, efter først at have tilsluttet sig 70 pct.-målet.

Jeg er meget kritisk af flere grunde. Rene danske mål bidrager ikke til at løse det globale klimaproblem, og 80 pct.-målet er muligvis teknisk uden for rækkevidde. Det er i bedste fald samfundsøkonomisk meget dyrt selv med det mest omkostningseffektive middel – en ensartet generel pris på CO2-udslip – men De Radikale vil ikke bruge prisinstrumentet i nær det omfang, der er nødvendigt for at nå målet. I stedet foreslår de et sammensurium af subsidier og reguleringer, som tilfredsstiller de velorganiserede interessegrupper. Det bliver til gengæld meget dyrere for os alle under ét.

Du kan læse mere i mit interview med Altinget her og høre interviewet i Radio 4 med den radikale ordfører og mig her (7.19).

I næste uge begynder endnu et internationalt topmøde om klimaet. Den Uafhængige har i den anledning spurgt til min holdning til dansk klimapolitik. Det kan du høre mere om her (1:27.40).

Energipriserne er steget voldsomt på det seneste. Det skyldes en række flaskehalse i den internationale energiforsyning, hvoraf mange vil være midlertidige. Men den grønne omstilling vil gøre bl.a. energi dyrere permanent og øger vores sårbarhed over for flaskehalse, som dem vi ser i øjeblikket. Så man bør vænne sig til højere priser på energi også på lang sigt. Det skriver jeg om i min faste klumme i JP/Finans her.

Jeg skal måske benytte lejligheden til at uddybe, hvad jeg mener med højere priser på “bl.a. energi”. Det kan meget vel være, at selve strømprisen bliver lavere i perioder, hvis den i høj grad kommer fra f.eks. vind. Når vinden blæser, kan producentprisen ligefrem blive negativ. Men vedvarende energi kræver subsidier og stiller meget dyre systemmæssige krav til back-up og lagring. Desuden koster det ekstra at bruge el i stedet for fossile brændsler i bl.a. transporten. Det er de samlede omkostninger ved grøn omstilling, jeg har i tankerne. Konkret kan byrden lande hos forbrugerne, skatteyderne, lønmodtagerne og virksomhedsejerne; det afhænger af, hvordan regningen fordeles.

Nobelprisen i økonomi 2021

Nobelprisen i økonomi blev annonceret i dag. Den går til David Card, Joshua Angrist og Guido Imbens. Her er Nobelpriskomiteens altid grundige gennemgang af det videnskabelige grundlag for prisen.

Det handler kort om naturlige eksperimenter, som er kommet til at fylde rigtig meget i empirisk økonomisk forskning siden 1990erne. Metoden går ud på at efterligne kontrollerede eksperimenter – at opstille en situation, hvor to statistisk ens grupper enten “behandles” (f.eks. med et medikament) eller ikke gør det. Kontrollerede eksperimenter kan ikke altid lade sig gøre i økonomi, men i nogle situationer laver “naturen” sit eget eksperiment. Redaktør Bjørnskov greb f.eks. (sammen med Kasper Planeta Kepp) et sådant naturligt eksperiment, som opstod, da regeringen lukkede nogle, men ikke alle kommuner i Nordjylland ekstraordinært hårdt ned under corona-epidemien. Ved at sammenligne de to kommunetyper kunne de se, at der ikke er evidens for nogen stor effekt af nedlukning.

Traditionen tro prøver jeg at folde årets Nobelpris ud. Det sker i morgen tirsdag i Berlingske Business.

Historien om ”neo-liberalismen” – executive summary (V)

”Verden har siden Berlinmurens fald i 1989 været domineret af ”neoliberal” økonomisk tænkning. Den har slået fejl og har resulteret i øget fattigdom og ulighed. Nu er der brug for et nyt paradigme”. 

Det er omtrent den historie, kritikere af “neo-liberalisme” ynder at fortælle. I vores sommerserie så vi nærmere på, om den passer. Det gør den ikke.

Her er hovedpointerne.

”Neo-liberalisme” er kritikernes begreb. Næsten ingen kalder sig selv neo-liberale. Begrebet neo-liberal var næsten ikke brugt op til og efter Murens fald. Det er først i nyere tid, at det er kommet på mode. Der er heller ikke et entydigt ”neo-liberalt” program, som blev iværksat, da Muren faldt.

Dermed ikke være sagt, at liberal økonomisk tænkning ikke har præget dele af den økonomiske politik. Især bekæmpelsen af højinflationen, som kulminerede for 40-50 år siden, har fået vid udbredelse. De store offentlige underskud er blevet nedbragt, omend få lande har fået ligefrem holdbare offentlige finanser. Der er gennemført arbejdsmarkeds-, overførsels- og skattereformer, omend med betydeligt restpotentiale. Derimod er det f.eks. ikke lykkedes at reducere den offentlige sektor og skattetrykket. Her er højst tale om stagnation. Den offentlige sektor er ophørt med at vokse stærkere end den samlede økonomi. Det kan næppe kaldes et stort resultat.

Er disse delvise forsøg med liberal økonomisk politik slået fejl? I den udstrækning de er blevet gennemført, har de også leveret. Deregulering af f.eks. tele- og flysektoren har skabt store produktivitetsstigninger og billigere priser. Inflationsbekæmpelsen var overordentlig succesrig. Ledigheden for marginale grupper er faldet. Det samme er realrenten. Reformerne har øget arbejdsudbuddet.  

Hvorfor blev politikken så mere liberal på disse områder?

En del af forklaringen er utvivlsomt en ideologisk drejning. Erfaringerne med planøkonomiernes kollaps indgød en pæn portion skepsis over for dirigisme. Det samme kan siges om velfærdsstaternes uligevægtsproblemer med høj inflation, høj ledighed og eksploderende underskuds- og gældsproblemer. De vakte ligeledes skepsis mod dirigisme. Men en nok så afgørende forklaring var, at politikerne bag velfærdsstaten indså, at de var nødt til at rette op på de kritiske problemer, hvis den skulle bevares.

Det er altså ikke kun eller primært velfærdsstatens kritikere, men også dens tilhængere, som har implementeret ”neoliberal” økonomisk politik. Motivet har ikke kun været at få mere markedsøkonomi, men også været at beskytte den omfattende statsliggørelse af økonomien. I nogle tilfælde mod decideret bankerot.

Det kan desværre også forklare, hvorfor reformviljen er ved at aftage. Det fremføres f.eks. i den danske økonomiske debat, at reformer ikke længere er nødvendige, fordi de offentlige finanser er blevet holdbare. Og det er også rigtigt, at der ikke er samme brug for reformer, hvis ens eneste fokus er de offentlige finanser og evnen til at finansiere velfærdsstaten. Vi, der derimod er optaget af at få en friere markedsøkonomi og at gøre noget ved den lave vækst, ser fortsat et betydeligt reformbehov.

Her er de tidligere afsnit om neo-liberalisme:

Historien om “neo-liberalismen (I)”

Staten er ikke blevet mindre trods ”neo-liberalismen” (II)

Strukturpolitik var nøglen til lavere ledighed (III)

”Neo-liberale” succeser (IV)

En særlig tak skal rettes til Sofie Seegert, som har udarbejdet de figurer, jeg har trukket på i indlæggene.

”Neo-liberale” successer (IV)

I sommerserien i år ser vi bl.a. på det, nogle kalder ”neo-liberalismen”. Det er som sagt et begreb, der anvendes af kritikerne, som ikke viger tilbage fra at postulere et ”neo-liberalt hegemoni” i økonomisk politik siden Murens fald. Selv om man – som vi også har været inde på – langt fra kan tale om en sådan dominans i den førte politik, så lad os i dag begynde med at se på den måske største ”neo-liberale” succes.

Det drejer sig om faldet i inflationen stort set overalt i den vestlige verden. Vi er gået fra tocifrede inflationsrater i 1970’erne til meget lave rater. I de senere år har centralbankerne endog haft svært ved at få inflationen op på de 2 pct., som mange har som mål. De færreste succeser varer dog evigt, så det hører med til historien, at inflationen igen er begyndt at accelerere navnlig i USA på det allerseneste.

Men lad os begynde i 1970’erne. Her opstod den uventede situation, at der optrådte høj og voksende inflation samtidig med lav vækst og høj ledighed: Stagflation. Mange mente, at højinflationen enten var blevet et institutionelt træk ved moderne økonomier – Thorkild ”Livrem” Kristensen (økonomiprofessor, minister og OECD-generalsekretær) forudså f.eks., at inflationen ikke kunne komme under 10 pct. i en moderne økonomi – eller kun kunne bekæmpes med vedvarende høj ledighed. Men monetaristiske økonomer med Milton Friedman i spidsen hævdede med voksende styrke, at ”inflation altid og alle steder er et monetært fænomen”. Der kunne historisk konstateres en tæt sammenhæng mellem væksten i pengemængden og den nominelle BNP-vækst. Inflation er kort sagt et resultat af, at pengemængden vokser mere end det reale BNP. Vil man bremse inflationen, kræver det blot at stramme pengepolitikken, fremførte monetaristerne. Ledigheden ville nok kunne stige midlertidigt, indtil inflationsforventningerne var faldet. På lang sigt er der derimod ingen sammenhæng mellem inflation og ledighed.

Opskriften blev prøvet, og det gik i grove træk som forudsagt. Den mest iøjnefaldende ændring skete i USA under FED-formand Paul Volcker, hvor inflationen blev bragt under kontrol gennem en stramning, som også midlertidigt udløste en lavkonjunktur. Friedman argumenterede desuden for, at pengepolitikken for fremtiden burde følge et forpligtende kvantitativt mål for pengemængdevæksten. Også dette råd blev fulgt omend med nogle justeringer undervejs, som i dag er blevet til de nævnte inflationsmål på typisk 2 pct. om året. Endelig kom der forslag om at gøre centralbankerne uafhængige, men med bindende mandater, så de ikke så let blev fristet eller presset til at lade pengepolitikken diktere af kortsigtede politiske hensyn – f.eks. at lempe op til et valg og øge regeringens popularitet. De blev også fulgt i større og mindre grad.

Som man kan se af figuren, var skiftet fra høj- til lavinflation markant i både OECD under ét og i Danmark. Herhjemme var historien næsten den samme som i udlandet, blot med et tvist. I 1982 indførte vi fastkurspolitik over for først valutaerne i slangesamarbejdet i EF, så D-marken og endelig euroen, da den blev fælles valuta for de andre lande. Fastkurspolitikken medfører, at pengepolitikken er reserveret til at sikre fastkursen. Dermed bliver Nationalbanken i praksis nødt til at følge pengepolitikken i den centralbank, som der føres fastkurspolitik i forhold til. Aktuelt vil det sige ECB.

Fastkurspolitikken blev en overraskende stor succes, og det er i dag nærmest tabubelagt at diskutere den. I hvert fald var det bemærkelsesværdigt, så brat den fik brudt inflationsforventningerne. Faktisk så hurtigt, at der ikke som i bl.a. USA kom en midlertidig lavkonjunktur. Tværtimod.

En anden ”neo-liberal” succes i samme periode var faldet i renten, som fremgår af denne figur.

Rentefaldet hænger sammen med flere forhold.  Lavere inflation resulterer ikke overraskende i lavere nominel rente. Den nominelle rente er summen af realrenten og inflationen, og når den sidste falder, bør renten også gøre det. Men realrenten er også faldet. Forklaringen skal for det første findes i, at opsparingen er steget som resultat af aldringen og af den økonomiske udvikling i bl.a. Kina. At denne opsparing søger mod OECD-landene og presser renten ned er udtryk for en tillidserklæring til den økonomiske politik, om ikke andet så sammenlignet med omverdenen. For det andet har en række OECD-lande – og ikke mindst Danmark – reduceret problemerne med offentlige underskud og gældsætning.

Og her er vi fremme ved endnu en succes, omend af langt mere begrænset omfanget end inflationsfaldet. Som det ses af figuren, er de offentlige underskud aftaget siden de dybe gældsproblemer i bl.a. Danmark i 1970erne:

Det er vigtigt at bemærke trenden og se igennem de store konjunkturudsving. Navnlig det historiske dybe tilbageslag under finanskrisen fra 2008 medførte et dyk i de offentlige saldi. Når man læser figuren, skal man også være opmærksom på, at den faldende realrente alt andet lige medfører, at byrden ved offentlig gældsætning er mindre. Forbedring af de offentlige finanser kan altså medføre en god cirkel, hvor bedre offentlige finanser i sig selv gør offentlig gæld lettere at bære. Tilsvarende er en offentlig gældskrises dynamik, at mistillid til evnen til at bære gælden i sig selv gør den vanskeligere at bære, fordi det får renten til at stige.

To spørgsmål trænger sig på.

For det første: Hvorfor kom der efter 1970’erne denne øgede lydhørhed over for ”neo-liberal” økonomisk politik med lavere inflation og bedre offentlige finanser? Var det en ideologisk drejning, et resultat af ”onde kræfters” indflydelse? Eller var det snarere, fordi stagflationen og den eksplosive offentlige gæld havde skabt uholdbare problemer for de vestlige velfærdsstater? Problemer, som måtte løses, hvis de skulle overleve? Man kan således argumentere for, at økonomer som Friedman endte med primært at redde velfærdsstaterne fra alvorlige skavanker. Det er også naturligvis også forklaringen på, hvorfor socialdemokrater i bl.a. Danmark medvirkede til den ”neo-liberale” politik.

For det andet: Hvordan er det gået med de store og små succeser på det seneste?

Siden finanskrisen har de fleste centralbanker haft vanskeligt ved at nå op på deres inflationsmålsætninger trods massive pengepolitiske lempelser i form af opkøbsprogrammer, som har pumpet betydelig likviditet i omløb. Det siger måske mest noget om tilbageslagets dybde. Men den voldsomme lempelse af pengepolitikken under coronaen har som sagt resulteret i stigende inflation, især i USA hvor prisstigningerne har nået et mangeårigt højdepunkt. Inflation er – stadig – et monetært fænomen, hvis vi skal tro Friedman. Det afgørende spørgsmål er, om det lykkes centralbankerne at begrænse det til en engangsstigning i prisniveauet, eller om vi får højere vedvarende inflation i en længere periode. 

I kølvandet på både finanskrisen og nedlukningskrisen under coronaen er ikke blot pengepolitikken, men også finanspolitikken blevet lempet voldsomt. Der er ikke blot tale om midlertidige lempelser, men strukturelle forringelser i bl.a. USA. I EU er det finanspolitiske regelværk i opløsning, og statsfinansielle kriser i især Italien er blevet maskeret med etableringen af en gælds- og transferunion. Så man kan spørge sig, om vi skal igennem en ny fase med ”neoliberal” penge- og finanspolitisk genopretning. Paradoksalt nok kan det blive udløst af den slags eksperimenter, som ”anti-neoliberale” kritikere anbefaler med monetær finansiering af store offentlige underskud.

Virker coronapasset på vaccinationsomfanget?

Øger et corona-pas incitamentet til at blive vaccineret? Ikke nødvendigvis. I et nyt interessant spilteoretisk forskningspapir viser Joshua S. Gans, at effekten kan være enten neutral eller ligefrem få vaccinetilslutningen til at falde.

Årsagen er – som vi allerede en del gange har været inde på – at adfærdseffekter kan modvirke politiktiltag. Det er igen en variant af den kendte Pelzman-effekt, vi har fat i. Pelzman påviste for længe siden eksempler på, at obligatorisk brug af sikkerhedsseler i biler fik trafikdødeligheden til stige. Fordi det blev mere sikkert for dem indeni bilen at køre, tog førerne større risici, som gik ud over de andre i trafikken.

På samme måde kan politiktiltag, som umiddelbart reducerer smitteomfanget med corona, føre til, at folk begrænser deres sociale distancering, så effekten af tiltagene forsvinder igen. Tilsvarende er tilskyndelsen til at blive vaccineret mindre, når smitterisikoen er lavere. Det er, hvad der sker i Gans model.

Det skal understreges, at der er tale om en teoretisk model. Man kan – som forfatteren selv påpeger – godt forestille sig mekanismer, som kan give coronapasset en samlet positiv effekt. Det er imidlertid ganske givet, at adfærdseffekten mindst modificerer politiktiltag (medmindre man kunne finde tiltag, som er komplementære til adfærden – men det er ikke let). Forklaringen er som sagt, at vi kompenserer for faldende sygelighed – og omvendt distancerer os mere socialt, når risikoen stiger. Det bekræftes meget tydeligt i empirien. Transmissionsraten (R) har overalt stabiliseret sig omkring én, således som den adfærdsudvidede SIR-model tilsiger. Og som min kollega og medpunditokrat Jonas har vist i sit litteraturstudie, har de fleste typer af nedlukninger kun haft ringe effekt.

Dermed ikke være sagt, at vaccineringsomfanget ikke kan påvirkes af politikredskaber, hvad Gans også anfører. F.eks. gennem et subsidium. Men det er som sagt vigtigt at tage hensyn til adfærd, når man tilrettelægger en politik.

Historien om ”neoliberalisme” (III): Strukturpolitik var nøglen til lavere ledighed.

Vi beskæftiger os med ”neoliberalisme” i sommerserien om historiske fakta. Læs de tidligere afsnit her og her.

I dag skal vi se på et af de områder, hvor liberale økonomer har sat et vist fingeraftryk: Arbejdsmarkedet. Som min kollega fra det britiske finansministerium en gang sagde (i slut-90’erne): ”Det største, der er sket i min tid, er, at arbejdsmarkedet igen bliver betragtet som et marked – at arbejdskraft erkendes at være et knapt gode”.

I efterkrigstiden voksede forestillingen frem om makroøkonomien som en maskine, der kunne finstyres. Den afgørende balance var mellem inflation og arbejdsløshed. Den kunne reguleres gennem den samlede efterspørgsel. For stor efterspørgsel gav inflation, for lille efterspørgsel gav arbejdsløshed. Den såkaldte Phillips-kurve kom til at illustrere sammenhængen.

Men i 1970’erne brød den ellers så tilsyneladende stabile omvendte sammenhæng mellem inflation og arbejdsløshed sammen. Der kom stagflation – en ”umulig” sammenblanding af høj inflation og arbejdsløshed (stagnation) på samme tid. Det førte til en erkendelse af, at trade-offet mellem inflation og arbejdsløshed højst er midlertidigt.

Det banebrydende indlæg i debatten var Milton Friedmans tale som præsident for American Economic Association i 1967: ”The role of monetary policy”. Her slog han fast, at inflationen på længere sigt er et monetært fænomen. Derimod er arbejdsløsheden på længere sigt et resultat af strukturforholdene på arbejdsmarkedet, og den langsigtede arbejdsløshed vil svare til, hvad han kaldte ”den naturlige arbejdsløshed” (nu kaldes det mest ”strukturel arbejdsløshed”).

Stagflationen var et resultat af, at bl.a. arbejdsmarkedspolitikken drev den strukturelle – naturlige – ledighed i vejret: Stigende dagpenge, højere minimumslønninger, stivere regler for at afskedige medarbejdere m.m. Mange af tiltagene blev indført i et forsøg på at afdæmpe konsekvenserne af arbejdsløshed – det skulle være mindre hårdt at være arbejdsløs og sværere at blive afskediget – men konsekvensen blev, at der kom flere arbejdsløse. En højere dagpengesats eksempelvis driver de laveste lønninger i vejret, hvilket reducerer efterspørgslen efter arbejdskraft med lavere kvalifikationer. Er det svært at afskedige medarbejdere, bliver der ansat færre – især unge og uprøvede.

Stagflationen førte omsider til at se på, hvordan strukturforholdene kunne forbedres. Arbejdsmarkedet blev, som min britiske kollega sagde det, igen betragtes som et marked. Det blev indset, at det er arbejdskraften og ikke arbejdspladserne, som er knappe. Arbejdsmarkedspolitikken blev en del af strukturpolitikken. Herhjemme blev tankegangen i høj grad introduceret af Det Økonomiske Råds formandskab i slutningen af 1980’erne. Men også de socialdemokratiske regeringer i 1990’erne lagde vægt på at forbedre strukturforholdene. Inden da var der i praksis uendelig lang dagpengeperiode; man kunne til stadighed optjene fornyet ret til dagpenge. Efterlønsordningen, der var indført under SV-regeringen sidst i 70’erne, blev strammet op. Der blev indført krav til ledige om aktivering (i praksis en slags skat på ledighed). Regler for bistandshjælp (nu kontanthjælp) er gradvist blevet strammet, og der er indført særligt lave ydelser til indvandrere og unge. Desuden er skatterne sænket for at forbedre incitamentet til at deltage på arbejdsmarkedet (bl.a. via beskæftigelsesfradraget) og arbejde mere (via lavere marginalskat).

Danmark er langt fra ene om at have forbedret strukturforholdene på arbejdsmarkedet.

Hvordan er det så gået?Hvor stor succes har de ”neoliberale” reformer på arbejdsmarkedet været?

I første omgang kan man se på den samlede ledighed. Figuren viser ledighedsprocenten for hhv. Danmark og OECD-landene i alt siden 1970.

Der er ikke overraskende en del kraftige konjunkturbetingede udsving, som vi bør se bort fra, når det gælder den naturlige arbejdsløshed. F.eks. steg arbejdsløsheden kraftigt i forbindelse med finanskrisen. Billedet er imidlertid, at ledighedens langsigtede niveau i Danmark toppede i slutningen af 1980’erne og faldt frem mod finanskrisen. I OECD steg ledigheden også frem til slutningen af 1980’erne og er siden stagneret.

Den samlede ledighed giver dog ikke noget særlig præcist billede af strukturforholdene på arbejdsmarkedet. Kortvarige ledighedsperioder kan være et sundhedstegn forstået på den måde, at stor omsætning på et fleksibelt arbejdsmarked kan bidrage til den samlede dynamik og give bedre karrieremuligheder for den enkelte, men samtidig vil sætte sig spor i ledighedsstatistikken. Derimod er langvarig ledighed og stor ledighed for marginale grupper som begyndere på arbejdsmarkedet udtryk for alvorlige strukturproblemer.

Som man kan se af denne figur, har faldet i langtidsledigheden for unge været mere markant end udviklingen i den samlede ledighed i figuren ovenfor.

Strukturpolitikken har for alvor udstillet den såkaldte ”lump-of-labour-fallacy”: At mængden af arbejdspladser er mere eller mindre givet, og at øget arbejdsudbud blot øger ledigheden, mens man omvendt kan kurere ledigheden med arbejdsfordeling og tilbagetrækningsordninger som efterlønsordningen. Selv om fejltagelsen stadig eksisterer i nogle kredse, taler erfaringerne med øget arbejdsudbud sit tydelige sprog: Mere arbejdsudbud giver øget beskæftigelse, ikke ledighed (se f.eks. her)

Den ”neoliberale” arbejdsmarkedspolitik har været succesfuldt i den udstrækning, den har fået lov at virke. Økonomfagligt er der ikke meget tvivl om, at permanente ledighedsproblemer er et spørgsmål om dårlig strukturpolitik. Politisk er det endvidere ikke et simpelt spørgsmål om placering på den traditionelle højre-venstre-skala. Som nævnt har socialdemokratiske regeringer i bl.a. Danmark også bidraget til strukturforbedringer med lavere kompensationsgrad, skattenedsættelser og mere fleksibilitet. Det samme gælder i angelsaksiske lande. Omvendt har det været vanskeligt at få reformeret de meget ufleksible systemer i Sydeuropa i tilsvarende grad. En væsentlig del afspejler styrkeforholdet mellem ”insidere” og ”outsidere” på arbejdsmarkedet, som også forplanter sig til det politiske system.

Som vi begyndte denne serie om ”neoliberalisme” med at notere, er der næsten ingen, som kalder sig selv ”neoliberale”, og det er forkert at tale om et bestemt økonomisk-politisk program. Men man kan roligt konkludere, at liberale økonomer som Friedman var toneangivende med at ændre arbejdsmarkedspolitik fra et makro- til et strukturpolitisk tema. Og at strukturpolitik virker, når den får lov.

Formynderideologiens genkomst

Indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek er et af regeringens mest tænksomme og interessante medlemmer. I dag bringer Berlingske et interview, som er værd at bide mærke i. Ministeren forsvarer regeringens politik med aktivt at ville forme befolkningen og befolkningssammensætningen – herunder forslagene om at fordele gymnasieelever efter forældreindkomst, tvangsudlejning af private lejeboliger til folk baseret på etnicitet og udflytning af uddannelsespladser. Det gør han med et grundlæggende, ideologisk opgør med den individuelle frihed.

Ministeren mener, at tiden nu har ændret sig siden ”89-generationens grænseløse epoke”. 89-generationen var dem, der var unge ved Berlinmurens fald og blev forhippede på frigørelse af enhver art. Det var imidlertid en fejltagelse. Frihed for nogle kan medføre ufrihed for andre. ”Vi skal forsøge at imødekomme folks frie valg, men der er situationer, hvor den enkeltes frie valg betyder, at andre bliver stillet ringere. Og det er nyt i forhold til 89er-tænkning”, siger han bl.a.

Hvad er der galt med denne argumentation? En hel del.

Hele præmissen for Dybvad Beks argument er et såkaldt positivt rettighedsbegreb. Friheden defineres som mulighed til noget bestemt. Deraf følger, at ”friheden” vokser med f.eks. ens indkomst eller fysiske formåen. Og hvis verden anses for et nulsumsspil (eller ligefrem negativ-sumspil), så følger, at den enes frihed nødvendigvis er på den andens bekostning. Omfordeling af ressourcer bliver til ”fordeling af frihed”. Det er imidlertid velkendt, at positive rettigheder kun kan være ad hoc og kan blive indbyrdes modstridende. Men i den situation kan man jo blive nødt til at lade staten sætte sig for bordenden og skære igennem, hvad ministeren da heller ikke er fremmed over for.

Mange politiske filosoffer har siden Locke betonet, at frihedsrettigheder må være negative for at være meningsfyldte. Ved en negativ rettighed forstås, at der er ting, andre ikke må gøre mod én. Den personlige frihed er en ret til, at ingen tager ens liv eller krænker ens person. Ejendomsretten er retten til at disponere over ens ejendom uden intervention fra andre. Ytringsfriheden er retten til at fremsætte en ytring med de midler, man råder over – ikke at andre har en pligt til at formidle ytringen. Negative frihedsrettigheder er ikke nødvendigvis præget af indbyrdes modstrid. Der er intet i vejen for en tilstand, hvor ingen krænker hinandens rettigheder. Negative frihedsrettigheder kan være opfyldt såvel på Robin Crusoes ensomme ø som på en tætbefolket Manhattan.

Som man kan se af ministerens udtalelser, har valget af henholdsvis positive og negative rettigheder afgørende betydning for opfattelsen af statens rolle. I hans univers er frie valg noget, ”vi” – dvs. politikerne og staten – ”imødekommer”. Staten er den centrale arena for samfundets beslutninger og vurderinger. Det er her, det afgøres, ”hvor meget frihed”, vi hver især skal tildeles. Indkomstforskelle kan blive let betragtet som uretfærdige, hvis politikerne har til opgave at ”fordele friheden”. Hvis staten er den centrale arena, er det for så vidt naturligt at få den tanke, at befolkningen er en masse, som bør formes af politikerne.

I et samfund med negative frihedsrettigheder er udgangspunktet naturligt nok i stedet det enkelte individ. Det kræver i det mindste en god begrundelse at afskære nogens rettigheder. Staten har en begrænset rolle at spille – lidt som en badmintonklub løser konkrete opgaver for sine medlemmer, ikke har ansvaret for alle aspekter af deres liv. Hvordan kan man så begrunde at give staten opgaver? Hvis staten i princippet kan stille alle bedre – f.eks. ved at levere kollektive goder, som ikke ville blive leveret i tilstrækkeligt omfang ved frivillige markedstransaktioner. Forsvaret er et standardeksempel. Men det er helt centralt, at disse begrænsede opgaver ikke giver staten adkomst til at beslutte alt muligt andet. Det kan dog være et alvorligt problem at sikre, at den ikke gør det alligevel, men det er en anden sag.

Ministeren veksler i interviewet pudsigt nok mellem at mene, at vi har været domineret af 89ernes frihedstænkning, og at vi alligevel har så meget tvang, at lidt mere ikke gør den store forskel – selv om han ”i stedet [vil] kalde det normer og fælles værdier”.

Dybvad Bek synes også at forveksle frihed med ”frigørelse”. Her læner han sig op ad en misforståelse, som visse nationalkonservative debattører har ventileret. Politisk frihed giver borgerne ret at disponere over dem selv og deres retfærdigt erhvervede ejendom. Deri ligger ikke, at man skal træffe bestemte valg, eller at man nødvendigvis skal frigøre sig fra normer og konventioner. Fordi det er frivilligt, om man vil spise brød, følger ikke, at man ikke bør gøre det! Det er værd at huske på, at USA’s liberale forfatning blev indført af ikke mindst protestantiske grupper, som ville have lov til at leve i overensstemmelse med stærke religiøse normer.

Man kan naturligvis have den tro, at normer, konventioner og værdier i det hele taget udgår fra og bør reguleres af staten. Igen forestillingen om politik som samfundets centrale arena. Men realiteten er snarere, at normer udvikler sig i en spontan evolutionær proces. Staten kan måske nok påvirke den proces, men ikke nødvendigvis med de ønskede resultater.

Ministeren har ret i, at 1989 var et skelsættende år og endeligt afslørede konsekvenserne af en fejlagtig tro på politisk planlægning af samfundet. Der er intet sket i mellemtiden, som modsiger de erfaringer; hvis vi endelig skal tale normer, så kan man endnu i dag se en lavere grad af tillid i ex-kommunistiske lande. Det eneste, der er sket, er at tiden er gået og måske har hyllet nogle af erfaringerne ind i glemsel.

Dybvad Bek skal have tak for at formulere et ideologisk forsvar for regeringspartiets politik. Det er værd at bekæmpe.

Staten er ikke blevet mindre trods ”neo-liberalismen” (II).

I sommerserien beskæftiger vi også med ”neo-liberalismen” og dens påståede dominans efter Berlinmurens fald. Som jeg var inde på i mit første indlæg, er neo-liberalisme ikke et veldefineret begreb. Stort set ingen har benyttet det om sig selv i denne periode. Det benyttes næsten kun som skældsord – eller stråmand – af kritikerne. Og det er først i nyere tid, at brugen af ordet har grebet om sig. Der var intet neo-liberalt program, som blev implementeret slavisk efter Murens fald – og som nu er fejlet.

I dag skal vi se på et kerneområde, hvor liberale tænkere og økonomer har haft begrænsede succeser med at trænge igennem.

Det er helt grundlæggende i liberal tænkning, at flest mulige opgaver bør overlades til det frivillige samarbejde mellem mennesker på markedet og i civilsamfundet. En nødvendig – men ikke tilstrækkelig – betingelse for, at det offentlige bør gribe ind, er, at der foreligger en såkaldt markedsfejl. Man kan f.eks. begrunde en offentlig rolle i leveringen af kollektive goder som forsvaret. Men derudover er det også en betingelse, at statslig indgriben rent faktisk fører til et bedre resultat. Problemet er, at politiske beslutninger altid er forbundet med samme type fejl, som markedsfejl, blot i form af statsfejl (se nærmere her).

Er staten kommet til at fylde mindre i den vestlige verden efter Murens fald? Man kan godt finde eksempler. F.eks. har en række lande, hvor staten ejede produktionsvirksomheder i stor stil, privatiseret siden 1980erne. Herhjemme er vi langsomt siden slutningen af 1980erne gået i gang med at fortrænge det offentlige pensionsvæsen med et privat. Men samlet set er den offentlige sektors andel af økonomien ikke blevet mindre. Det kan man f.eks. se ved at betragte skattetrykket, jf. figuren hvor vi har angivet både Danmark og OECD-gennemsnittet.

Der er højst tale om, at væksten i skattetrykket er ophørt. I Danmark har skattetrykket svinget omkring en flad trend – godt nok med store udsving – siden slutningen af 1980erne. I OECD er gennemsnittet først begyndt at flade ud efter årtusindskiftet.

Det er værd at erindre sig, at et fladt skattetryk ikke er ensbetydende med en konstant offentlig sektor, men at den vokser i samme takt som den private.

Skattetrykket har været konstant trods skattereformer med betydelige satsnedsættelser i nogle tilfælde. Især selskabsskattesatserne er nedsat, men også marginalskatten på arbejde er faldet bl.a. i Danmark. Det er dog bemærkelsesværdigt, at OECD i gennemsnit har næsten samme højeste marginalskat på arbejde i 2021 (45,8 pct. for en skatteyder med 167 pct. af gennemsnitsindkomsten) som i år 2000 (46,4 pct.). Mere markante har skattereformerne heller ikke været.

Liberale økonomer har i høj grad haft fokus på de skadelige effekter af høje skattesatser. Men det har mange andre også. Dybest set er der mere grund til at være bekymret over forvridningerne, hvis man ønsker en stor end en lille offentlig sektor. Det hænger sammen med, at forvridningen vokser uforholdsmæssigt kraftigt (med kvadratet), når skattesatsen vokser. De nedsatte skattesatser er altså ikke blevet anvendt til at lette den samlede beskatning, men til at opkræve det samme provenu på en mindre samfundsøkonomisk skadelig måde. I lande tæt på – eller på den gale side – af Lafferkurvens toppunkt, kan man simpelt hen ikke skaffe mere provenu til en større offentlig sektor blot ved at øge satserne (her og her er to analyser, som anbringer os på den gale side for henholdsvis kapital- og arbejdsindkomst). Tilhængere af en stor velfærdsstat har derfor også været at finde blandt tilhængerne af skattereformer, fordi det har været en vej til at gøre velfærdsstaten mere robust (som vi skal se nærmere på senere hen, har det været et vigtigt motiv for økonomiske reformer i perioden).

Den største betænkelighed blandt tilhængerne af en stor velfærdsstat ved at sænke de højeste marginalskatter er formentlig den fordelingspolitiske effekt. Og som det fremgår af nedenstående figur, har uligheden (målt ved Gini-koefficienten for den disponible indkomst) været voksende i både Danmark og OECD som gennemsnit. Det kan dog næppe simpelt tilskrives en mere ”neo-liberal” vægtning af økonomisk effektivitet i forhold til fordelingspolitik i skattepolitikken. Dels er en del af nedsættelserne af marginalskatterne blevet modsvaret af at lukke ”smuthuller for de rige” i skattesystemerne, dels er uligheden drevet af andre faktorer end de strukturpolitiske. Forskydningen væk fra fordelingspolitik har desuden nok så meget været motiveret af f.eks. kommunalt pres for at opprioritere de offentlige forbrugsudgifter i stedet (det har f.eks. været Lars Løkke Rasmussens dagsorden).

Hvis vi lever i den ”neo-liberale” æra, må vi altså konkludere, at ”neo-liberalisme” ikke er specielt optaget af at begrænse statsmagtens størrelse! I så fald må vi også konstatere, at der er en klar forskel på liberale og ”neo-liberale” økonomer. Mon ikke forklaringen i stedet er, at ”neo-liberalismen” slet ikke har været så succesfuld og dominerende, som dens modstandere hævder.


Historien om “neo-liberalismen” (I)

I vores sommerserie om historiske forhold og historiske sammenligninger bliver vi nødt til at se nærmere på ”neo-liberalismen”. Vi støder for ofte på omtrent denne historie: ”Verden har siden Berlinmurens fald i 1989 været domineret af ”neoliberal” økonomisk tænkning. Den har slået fejl og har resulteret i øget fattigdom og ulighed. Nu er der brug for et nyt paradigme”. 

Problemet er, at alle elementerne i denne historie er problematiske, hvis ikke direkte forkerte. 

Helt grundlæggende er det ikke veldefineret eller -dokumenteret, hvad ”neo-liberalisme” er. Betegnelsen benyttes stort set ikke af nogen om sig selv, men kun som skældsord af dens kritikere (jeg har skrevet mere om problemstillingen her). Enkelte har dog valgt på trods at adoptere betegnelsen om sig selv. Begrebet ”neo-liberal” blev i en kort periode i efterkrigstiden anvendt af enkelte i kredsen bag the Mont Pelerin Society – en gruppe der i dag snarere anvender betegnelsen ”klassisk liberalisme”. Milton Friedman skrev i 1951 om ”udsigterne for neoliberalisme” og anvendte en definition, hvor staten spiller en lidt større rolle end under klassisk liberalisme. Men at det først for alvor dukker op for nylig, ses tydeligt i denne figur, konstrueret med Googles Ngram Viewer. Den viser, hvor hyppigt varianter af ”neo-liberal” forekommer i den engelsksprogede litteratur. Det er meget tydeligt, at begrebet først begynder at blive udbredt efter år 2000 – og i endnu højere grad efter 2010. 

Der er altså en efterrationalisering at tale om, at neo-liberalismen ”kom til” efter Murens fald. Meget få ville have genkendt begrebet dengang, inklusive de økonomer som nu stemples som neo-liberale bannerførere. 

Derimod er det rigtigt, at socialismen mistede opbakning som politisk og ikke mindst intellektuelt projekt, og at liberale ideer vandt frem, navnlig intellektuelt. Det er også rigtigt, at den økonomiske politik på en række punkter blev mere markedsorienteret og mindre statsinterventionistisk, og at økonomisk teori bevægede sig i samme retning. Men der var ikke tale om ét samlet system af ideer, som pludseligt blev valgt til. Og der var langt fra tale om, at den førte politik pludselig blev gennemgribende liberal.  

Det ser vi nærmere på i kommende afsnit af serien. 

Boligskatterne – er de for høje, for lave eller forkerte?

Boligpriserne stiger – og nervøsiteten breder sig. Bør der gribes ind, bør skatterne sættes op? Der er nærmest en boble i ønskerne om politiske indgreb!

Men er det en god idé? Hvordan fungerer boligbeskatningen egentlig? Hvorfor findes den, og hvad skal de kunne ses fra et økonomisk perspektiv?

Jeg har været på besøg i studiet hos Martin Ågerup i hans podcast Samfundstanker for at diskutere det. Vi havde heldigvis tid til at komme lidt ind under huden på emnet (det blev hans hidtil længste udsendelse). Se udsendelsen nedenfor eller hent den som almindelig podcast, hvor du henter dine podcasts.

Hvad sker der med økonomien, når befolkningstallet topper?

Nogle lande har allerede set befolkningstallet toppe og i gang med at falde. Det er ikke usandsynligt, at verdens befolkningsmasse vil begynde at skrumpe i løbet af dette århundrede. Det er ikke første gang, folketallet falder. Krig, katastrofer og sygdomme har med mellemrum slået tallet ned. Men det er første, det skyldes demografien selv – at fertiliteten falder så meget, at befolkningen ikke kan reproducere sig selv.

Hvad sker der i sådan en verden? Det har Zetlands redaktør Mads Olrik skrevet en interessant “long read” om, hvortil han bl.a. har interviewet mig. Den kan læses eller høres (uden betalingsmur) her.

Den korte historie er, at vi kan regne med to modsatrettede effekter. For det første vil kapitaludrustningen per borger stige. Godt nok vil væksten i investeringerne aftage, men ikke mere end at kapitalapparatets vækst overstiger befolkningens. Det vil gøre os rigere. For det andet kan færre mennesker medføre mindre arbejdsdeling og specialisering. Det vil alt andet lige gøre os fattigere. Samlet set er der økonomisk set ikke nødvendigvis være så meget at frygte.

I virkeligheden er det nok mere afgørende, hvilke konsekvenser befolkningsudviklingen vil få politisk – fra effekten på politiske beslutninger af en ældre vælgerbefolkning til magtforskydninger mellem lande. Det er en helt anden historie.

Kapitalgevinster på ejerboliger er skattefri? Nej, faktisk ikke.

Prisstigningerne på fast ejendom har igen skabt debat om boligskatter. Et gennemgående postulat er, at kapitalgevinsterne er skattefri. I en vis formalistisk forstand er det rigtigt. Men det overses, at de løbende skatter på fast ejendom rent faktisk fungerer som en endda ret kraftig beskatning af kapitalgevinsterne. Lad os se på hvorfor.

Læs resten
Photo by Ali Yaqub on Unsplash

Indvandring og den endogene velfærdsstat

”Dem, der i dag er ramt af kontanthjælpsloftet og på integrationsydelse, er for en stor dels vedkommende udlændinge, og Socialdemokratiet vil ikke åbne den flanke over for de borgerlige partier at hæve overførselsindkomsterne for indvandrere”.

Sådan skrev Berlingske i går i en historie om, at regeringen er begyndt at ryste på hånden, når det gælder valgløfterne om at hæve de såkaldte ”fattigdomsydelser”.

Det er et eksempel på, hvad man kunne kalde den endogene velfærdsstat – altså velfærdsstaten, som ikke på forhånd er givet.

Læs resten

Markedsfejl, statsfejl og corona

I weekenden holdt jeg mit traditionelle oplæg for Cepos Akademi om markedsfejl og statsfejl. Det er som regel en fornøjelse – og i år ikke mindre. Det er et godt hold, som rejste mange intelligente diskussioner.  

Mit oplæg handler lidt flot sagt om ”alting” i økonomisk og politisk teori. Eller rettere: Det centrale spørgsmål, hvad skal vi med politik og med staten, og hvordan sikrer vi, at den løser opgaven? Udgangspunktet er denne artikel.

Læs resten

Liberalister og andre liberale.

Det er på mode i ”debattør”-kredse at kritisere liberale og liberalister. Det er i vid udstrækning med stråmænd konstrueret til lejligheden. Både traditionelle venstreorienterede og selverklærede nationalkonservative har bidraget.

Men uanset at der disse angreb stort set kun er tomme kalorier, så må det medgives, at begreberne kan være vanskelige at få hold på. Klassen af tilgange, som kan betegnes som liberale, er meget bred. For at forvirre yderligere, anvendes ”liberal” som synonym med ”venstreorienteret” i USA.

Spørgsmålet er, om begreberne er blevet så slidt i brug, at de kan anvendes med mening? Her er mit forsøg på at opstille anvendelige definitioner. Det er artiklen ”Liberalister og andre liberale”, som blev offentliggjort i Økonomi og Politik i 2003:

Jeg klassificerer tilgange som liberale, hvis de tager udgangspunkt i individuelle præferencer. Liberalister er en ægte delmængde heraf, som tillige lægger vægt på individuel autonomi. Gruppen af liberale er meget heterogen, men også blandt liberalister kan begrundelsen for, at autonomi er nødvendigt, variere betydeligt.

Det er kun godt at kritisere politiske ideer. Hvis kritikken vel at mærke er konstruktiv og rent faktisk knytter an til deres substans.

Misforståede ønsker om højere boligskatter.

Der skal desværre ikke så meget til, før visse økonomer begynder at efterlyse højere boligskat. Det skrev jeg om i min JP Finansklumme her. Nogle af pointerne kan fortjene at blive uddybet.

Huspriserne er stigende, og Nationalbanken forventer endda, at de vil stige 9,7 pct. i år. Bør det ikke bremses?

Det er af mange grunde en dårlig idé.

Læs resten

Der mangler gode argumenter for ny skat på IT-giganter.

Rejser IT-giganter som Google og Facebook nye, uforudsete problemer, som ikke kan håndteres i de gældende skattesystemer? Det hævder bl.a. EU-kommissionen, der mener, at de adskiller sig fra hidtil kendte ”murstens-og-mørtel”-virksomheder. Den har foreslået en særskat.

Men det står ikke for en nærmere prøvelse. IT-giganterne adskiller sig ikke afgørende fra virksomheder, som baserer sig på patenter og varemærker. Det er naturligt, at de betaler en væsentlig del af deres selskabsskat i hjemlandet. Det samme gælder i øvrigt de store danske selskaber, som optræder i C20-indekset. De betaler en langt større andel af deres selskabsskat i Danmark end deres andel af omsætning herhjemme.

Det har jeg en artikel om i det nye nummer af tidsskriftet Revision og Regnskabsvæsen. Du kan læse artiklen her (kræver tilmelding til nyhedsbrev fra Karnov). Du kan også læse arbejdspapirversionen af artiklen her.