Forfatterarkiv: Otto Brøns-Petersen

Om Otto Brøns-Petersen

Cand. polit. Otto Brøns-Petersen er født i 1961 og har siden september 2013 arbejdet som analysechef i CEPOS. Har tidligere været bl.a. ekstern lektor ved Københavns Universitet og direktør i skatteministeriet.

EU løser ikke sine problemer ved at skyde sig selv i foden

Amerikas protektionisme har fået en ekstra tand, efter at Biden har afløst Trump. Senest med Bidens “anti-inflationslov”, som handler om “grøn omstilling” og består i store statssubsidier til amerikanske virksomheder. Det går mest ud over USA selv, som kommer til at betale overpris for grøn omstilling. Men stærke kræfter i EU ønsker et “gensvar” med mere europæisk statsstøtte, protektionisme og industripolitik.

Er det en god idé med en politik, som vil ramme os selv mest? Bør Danmark være mere imødekommende over for den illiberale fløj i EU? Er det smart med en øget transatlantisk konflikt, midt i øgede spændinger i forhold til regimer som Rusland og Kina?

Svaret er efter min mening nej.

Og jeg forklarer hvorfor i min seneste klumme i Jyllands-posten Finans. Læs her (ingen betalingsvæg).

Historisk fejltrin med skifte i EU-politik

Information bringer i dag et længere interview med mig. Det er en skarp advarsel imod det skifte i EU-politikken, udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen luftede et par dagene forinden.

Her er et par smagsprøver på, hvad jeg siger:

»Det vil være et historisk fejltrin, hvis Danmark skifter linje i EU-politikken og støtter lempeligere statsstøtteregler, mere protektionisme, aktiv industripolitik og yderligere bevægelse i retning af en fiskal union. Desværre er det, hvad Løkke lægger op til«.

Otto Brøns-Petersen mener, at den tidligere regering – også ledet af Mette Frederiksen (S) – havde den rigtige kurs under blandt andet forhandlingerne om EU’s budget, hvor Danmark sammen med et par andre lande lavede ’sparebanden’, som kæmpede for et mindre budget. Den kurs burde den nye regering fortsætte, mener Cepos-analysechefen.

»[H]vis vi for eksempel taler om fælles gæld, bør det være noget, som er forbeholdt i eurolandene. Ikke de andre lande. Så er vi på vej dybere ind i en fiskalunion. Det kan godt være, at eurolandene er forbi point of no return, men det er vi ikke.«

Det er svært at overdrive betydningen af denne debat. Mange af de emner, som fylder i dansk politik til hverdag, kan blive påvirket, hvis ikke overhalet af den udvikling, der er i gang i EU. Det kan også splintre EU yderligere. Vi bør undgå, at det går i den forkerte retning – men vi skal også blive bedre til at se værdierne i de gode sider ved det nuværende EU.

Et helt centralt spørgsmål – som vi kommer ind på i interviewet – er den gældskrise, som præger EU, og den fiskale union, som truer. Det kan få vidtrækkende konsekvenser. Og det afholder CEPOS et arrangement om, hvor jeg diskuterer med Niels Thygesen (formand for Det Fiskale Råd) og Anders Christian Overvad (Tænketanken Europa) d. 7. februar. Du kan læse mere og eventuelt tilmelde dig her.

Hvor stammer omkostningssygen i det offentlige fra?

Baumols omkostningssyge er et af de mest negative økonomiske fænomener, man kan tænke sig. Det handler grundlæggende om, at en sektor med svag produktivitetsvækst kan komme til at svulme op og i værste fald fylde det hele – netop på grund af den svage produktivitet.

Omkostningssygen kan i høj grad forklare den eksplosion i den offentlige sektor, vi har set i de vestlige lande i efterkrigstiden og frem til 1980erne, hvor man ramte grænserne for, hvad der kan hentes ind gennem skattesystemet. Siden har der været et trilemma mellem høje udgifter, hård belastning af skattesystemerne og alligevel utilfredshed med det offentlige service.

Læs resten

Hvad er skyggesiderne ved kunstig intelligens?

I mit sidste indlæg så jeg på den nye AI-robot ChatGPT og blandt andet på det store potentiale, der kan være i vente ved kunstig intelligens. Men vi skal også se på skyggesiderne. 

Jeg deler ikke i så høj grad de sædvanlige bekymringer.  

Robotterne vil næppe overtage al arbejdet og gøre os overflødige. Det er ikke umuligt, men ikke sandsynligt.  

Læs resten

Kunstig intelligens kan slå dig i skak hver gang, men den forstår ikke spillet

“The Moon is a harsh mistress” er en science fiction om en uafhængighedskrig, som indbyggerne på månen indleder for at løsrive sig politisk fra jorden. Meget kort fortalt en gentagelse af den amerikanske uafhængighedskrig. Det var den første – og bedste – roman, jeg læste af Robert Heinlein. En af hovedpersonerne er en computer med bevidsthed og andre menneskelige træk. Den var opstået ved, at man på månen var begyndt at koble computersystemerne til forskellige formål sammen; Heinleins foregribelse af “the internet of things”. Ideen var, at bevidstheden er et spontant resultat af tilstrækkelig stor computercapacitet. Også her var Heinlein forud for sin tid.

Det var svært ikke at komme til at tænke på Heinleins computer, da AI’en ChatGPT under stor opmærksomhed gik i luften sidst i december. Den besvarer spørgsmål, interagerer, skriver essays og sange i løbet af splitsekunder. Den begår også store brølere – f.eks. at 2 er større end 2,5, eller at der ingen tegn er på, at Rusland har invaderet Ukraine i 2022 (men det gør den næsten mere menneskelig, som én bemærkede). Det skal dog nok rette sig. Mit gæt er, at vi kommer til at se en revolution i anvendelsen af AIer i de kommende år. Måske vil de fleste blogindlæg blive skrevet af maskiner i samarbejde med bloggeren om ikke så længe.

Læs resten

Juleforelæsning om inflation og Tysklands kaotiske energipolitik

En af julens traditioner er Hans-Werner Sinns juleforelæsning fra München.

I år taler han bl.a. om årsagen til inflationen; allerede i sin 2020-juleforelæsning advarede han om, at den var på vej som resultat af den meget ekspansive pengepolitik.

Sinn har i årevis været en af de skarpeste kritikere af den tyske “Energiewende” – altså omstillingen bort fra atomkraft og fossil energi til vedvarende energi. Politikken hænger ganske enkelt ikke sammen.

Han er især kritisk over for afviklingen af eksisterende kraftproduktion på et tidspunkt, hvor der ikke er et alternativ klar. I forelæsningen sammenligner han det med at bygge et nyt hospital og lukke det gamle på en på forhånd annonceret dato uden at være sikker på, at det nye bliver klar. Faktisk er det problematisk at afvikle den traditionelle kapacitet i det hele taget, fordi der stadig er brug for den i spidsbelastningsperioder, hvor vedvarende energi ikke leverer. Alternativet – at lagre vedvarende energi fra perioder med overskud – er langt fra parat.

Det dokumenteres udførligt i forelæsningen, hvor Sinn giver sig god tid. Det foregår på tysk, men man er godt hjulpet af selv et rustent skoletysk. Hvis man er interesset i baggrunden for de store økonomiske problemer i øjeblikket, er tiden godt spenderet sammen med Sinn.

Han er en af Tysklands mest produktive økonomer og tidligere præsident for det økonomiske forskningsinstitut IFÖ.

Årets julegave fra Punditokraterne

Med håbet om, at I alle får nogle gode og fredelige juledage, følger hermed den traditionelle julegave fra os på Punditokraterne. Vi har bundet en sløjfe om årets sommerserie. Så kan du læse eller genlæse dem alle i sammenhæng.

Sommerserien handlede i år om begreber, vi ville være bedre tjent uden – i hvert fald sådan som de oftest anvendes. Der er uklare, misvisende eller forkerte. Kort sagt: Begreber der skal væk.

God (gen)læselyst og på gensyn i det nye år.

Relativ fattigdom

Folkevilje

Social retfærdighed

“Skattefradrag” der reelt er offentlige udgifter

Velfærd

Sammenhængskraft

Public service

Samfundskontrakten

Endnu et klimatopmøde med drama og dommedagsretorik – og denne gang med misforstået dagsorden

Så har vi været igennem endnu et globalt klimatopmøde, COP27 i Egypten. De fleste vil nikke genkendende til det sædvanlige mediedrama, dommedagsretorikken og de store uenigheder mellem landene. Sådan har det været omtrent hver gang.

Denne gang var problemet tilmed, at selve præmissen for mødet er gal.

Læs resten

Bliver det lettere at gå i regering uden projekt?

Flere partier overvejer at træde ind i den kommende regering. Det kan der jo være flere gode grunde til. I politik er det ofte agenda-sætteren, som bestemmer, og den funktion tilfalder typisk regeringen.

Læs resten

Derfor har Venstre brug for en (ny) politisk strategi

I CEPOS podcast Bag Om Nyhederne fredag diskuterede vi valgresultatet og bl.a. de udfordringer, Venstre står over for. Den strategi, som mere eller mindre har været fulgt de sidste 25 år, virker ikke længere. Og spørgsmålet er, om den har været tilstrækkelig succesfuld.

Det kan der være grund til at uddybe.

Læs resten

Ed Prescott er død

I weekenden døde Ed Prescott, 81 år gammel. Han var en helt central bidragyder til moderne makroøkonomi og også til økonomisk politik. Han fik Nobelprisen i 2004 sammen med Finn Kydland, som han skrev nogle af sine mest centrale artikler sammen med.

I disse dage er der diskussion om den danske fastkurspolitik (som jeg vender tilbage til på bloggen snarligt). Men der er ikke diskussion om, at centralbanker bør være uafhængige af regeringen. De bør bindes af et mandat, som den danske Nationalbank i øjeblikket er det med fastkurspolitikken. Ideen om uafhængige centralbanker skyldes om noget Prescott og Kydlands arbejde om “regler frem for diskretion”. De viste, at i nogle situation kan det være en ulempe at have diskretionære beføjelser, fordi det kan være utroværdigt ikke at bruge dem. Derfor kan det være en fordel helt at undvære dem. Inden fastkurspolitikken var Danmark fanget i en inflations-devalueringsspiral, som var svær at bryde. Hver gang konkurrenceevnen blev for dårlig, og lønstigningerne havde været for høje, var der et pres på regeringen for at devaluere, som arbejdsmarkedets parter indkalkulerede i deres aftaler.

Makroøkonomisk grundlagde Prescott og Kydland Real Business Cycle-teorien. Hvor hidtidig makroteori især havde fokus på ændringer i efterspørgslen som drivkraft for konjunkturbevægelser, viste deres banebrydende empiriske arbejder, at mange chok kom fra udbudssiden i form af stød til produktiviteten. Disse chok er svære både at forudse og påvirke med aktiv økonomisk politik. Vi var nogle, som pegede på, at faldet i aktiviteten under pandemien i 2020 netop havde karakter af en udbudskrise, der i øvrigt måtte forventes at blive kortvarig. Desværre blev den økonomiske politik lempet voldsomt, og resultaterne kender vi nu i form af inflation (og gæld).

Prescott fortjener at blive husket på linje med de allerstørste makroøkonomer.

Truss – rigtig diagnose, forkert politik

Den nye britiske premierminister Liz Truss har ydmygende måttet trække først sin topskattelettelse og siden sine øvrige skattelettelser tilbage samt skille sig af med sin finansminister efter blot et par måneder på posten.

Hvad er problemet?

Læs resten

Mere om årets Nobelpris i økonomi

Årets Nobelpris i økonomi blev annonceret mandag – og Christian har allerede skrevet om den her på bloggen.

Jeg har skrevet et portræt af forskningen og betydningen af årets pris i Berlingske her.

Hvis man har lyst til mere, er jeg sammen med min kollega Stefan Kirkegaard Sløk-Madsen gået i gang med en podcastserie (på engelsk) om de Nobelpriser i økonomi, der hidtil er uddelt. Vi bevæger os tematisk frem, ikke kronologisk. Foreløbig har vi otte afsnit dækket moderne makroteori, handelsteori og vækststeori.

Hvilket ansvar har finanssektorens ESG-politik for energi-krisen?

Hvis verden holdt op med at bruge fossile brændsler i morgen, ville det resultere i en katastrofe ud over, hvad menneskeheden hidtil har oplevet.Fossile brændsler står for 84 pct. af verdens energiforsyning. I EU er det 73 pct., og selv i Danmark tegner det sig for 67 pct. Det er endda under den omdiskuterede forudsætning, at biomasse regnes for klimaneutralt. Det vil tage lang tid at udfase fossile brændsler. Det får vi i øjeblikket en forsmag på i Europa under energikrisen. 

Årsagen til den aktuelle energikrise skal bl.a. findes i en forceret afvikling af fossil produktion drevet af politiske beslutninger. Men en del af forklaringen kan også ligge i, at investorer og finansielle virksomheder markerer sig på at sige nej til at finansiere den fossile produktion. Også det afspejler et politisk pres fra ikke mindst EU-kommissionen, som har rullet en dyne af regulering og regnskabsstandarder ud over virksomhederne for at fremme “bæredygtighed”. Men en del banker, pensionskasser og andre har ført sig frem med et svulstigt sprog om deres “bæredygtighed”, og de er endnu ikke tvunget til at udfase deres fossile forretninger (Danske Bank afviser f.eks. kunder med mere end 5 pct. fossil energi i deres portefølje). 

Det vil sige: Der var meget snak om “bæredygtighed” før energikrisen. Men hvor er den nu? Den hører vi ikke meget til. Det er ellers netop nu, man kan se effekten af den faldende fossile forsyning. Hvorfor er ESG-direktørerne ikke ude og fejre?

Jeg savner, at medierne og andre holder dem op på deres politik. 

Hvor skyldig er den finansielle sektor i energikrisen? Måske ikke så meget, når det kommer til stykket. Realiteten er jo, at en del af investeringerne bare er blevet overtaget af andre. Pensionsfonde, der har solgt ud af deres fossile aktiviteter, har netop solgt dem til andre. Hvis de rigtig skulle have effekt, skulle de have stoppet produktionen. Men hvis deres medansvar for energikrisen er om ikke fraværende, men begrænset, er de til gengæld skyldig i et betydeligt hykleri og greenwashing.

Mere om forskning i økonomisk frihed

Som Christian skrev om i går, har Fraser Institute m.fl. udsendt den årlige måling af økonomisk frihed i form af Economic Freedom Index (EFI). I år har man samtidig opsummeret den efterhånden ret omfattende empiriske forskningslitteratur, hvor indekset har været anvendt.

Hvad han dog ikke fik nævnt er, at på listen over forskere med flest videnskabelige publikationer om økonomisk frihed, ligger han selv på en imponerende førsteplads. Hele 33 videnskabelige arbejder har han medvirket til. Feldmann på andenpladsen står for 22 arbejder. Også imponerende, men med meget klar distance til førstepladsen.

Det hører med til historien, at Christian også forsker i emner, hvor han ikke bruger indekset. Så det vidner om en meget produktiv forsker, som vi ovenikøbet har glæde af som redaktør her på bloggen.

Her er listen med dem, som har publiceret flest arbejder, der bruger EFI.

Og nu vi er i gang med at klippe figurer fra oversigten, så er her i skematisk form nogle af de statistisk stærkeste sammenhænge i litteraturen. Altså hvad økonomisk frihed synes at fremme.

Begreber der skal væk 8: Samfundskontrakten

Begrebet ”samfundskontrakt” bør om ikke udgå af det danske sprog, så tages alvorligt igen. Det er en vigtig og central idé i politisk filosofi. Men det har fundet anvendelse som politisk slang, der i bedste fald er misvisende.

I slang-versionen bruges ”samfundskontrakt” som oftest reelt i betydningen ”samfundssystem”. Men i modsætning til samfundssystem så indikerer ”samfundskontrakt”, at systemet er skabt ved borgernes eksplicitte tilslutning. Dermed indikeres det også, at hvis nogen forbryder sig mod ”samfundskontrakten”, så har de begået en slags løftebrud. Skulle nogen få den idé at ændre dagpengesystemet, så kan de beskyldes for at bryde samfundskontrakten. Regeringens populistiske kampagne mod bankerne blev markedsført som en styrkelse af samfundskontakten!

Læs resten

Begreber der skal væk 7: Public service

Danmark er et af de sammenlignelige lande, hvor staten engagerer sig mest i medierne. De spiller ellers en central rolle som vagthund over for den selvsamme stat, og i højtidelige taler benævnes pressen endog ”den fjerde statsmagt”.

Mantraet for den politiske indblanding på medieområdet er ”public service”. Umiddelbart skulle man tro, at politikerne så definerede, hvad ”public service” er, og begrundede hvorfor borgerne ikke ville få det gennem det almindelige kommercielle mediemarked. Men realiteten er, at der ikke findes nogen klar definition af, hvad politikerne efterspørger. Derimod handler ”public service” primært om, hvem der producerer. Dilettantshow på TV efter internationalt anvendte koncepter – ”Den store bagedyst”, ”Gift ved første blik” og den slags – sendes f.eks. i stor stil af danske statslige ”public service”-stationer, mens de i udlandet sagtens kan leveres af private. Radioprogrammer med nyheder og musik, inspireret af udenlandske kommercielle stationers flader, leveres i høj grad af statens ”public service-virksomheder” i Danmark.

Læs resten

Begreber der skal væk 4: “Skattefradrag” som reelt er offentlige udgifter

Venstres formand har annonceret et nyt boligudspil, der angiveligt skal gøre det lettere for førstegangskøbere at komme ind på ejerboligmarkedet. Det går ud på at indføre et fradrag på op til 50.000 kr. i op til fem år. Fradragsværdien er 20 pct., svarende til 50.000 kr. i perioden.

Boligmarkedet er fyldt med reguleringer og tilskudsordninger. Der er bl.a. krav til indkomsten for at kunne optage realkreditlån, hvilket både sænker mobiliteten på boligmarkedet og gør det sværere for unge at komme ind i især de store byer. Der er subsidier til almene boliger og til lejere. Der er huslejeregulering i dele af den private udlejningssektor. Andelsboliger må ikke realkreditbelånes. København stiller krav om, at nybyggeri skal have en vis størrelse. Og så videre. Listen er lang og bedrøvelig.

Venstres forslag vil dog ikke gøre op med den omfattende regulering. Derimod vil man indføre endnu et tilskud til udvalgte grupper.

Læs resten

Begreber der skal væk 3: Social retfærdighed

Vi bør holde op med at anvende begrebet ”social retfærdighed”. Det er et begreb, som går fuldstændig på tværs af ægte retfærdighed. Det er ikke andet end et politisk slagord, som kan bruges til at trumfe, hvad vi ellers ser som retfærdigt.

Stort set alle er uanset politisk overbevisning enige om, at det er en absolut kerneopgave for staten at beskytte den private ejendomsret. Ingen må bare tage fra andre, hvad disse har erhvervet retmæssigt. At lade en tyv beholde sine koster vil være uretfærdigt. Alligevel mener fortalerne for ”social retfærdighed”, at staten selv ikke bare må, men skal gøre, hvad den forhindrer alle andre i: At tage folks ejendom og omfordele den. Og at ”social retfærdighed” trumfer retten til at beholde retfærdig erhvervet ejendom.

Som F.A. Hayek påpegede, giver begrebet social retfærdighed ingen mening i et frit markedssamfund. Det er et fatamorgana. Det kan måske henføres til nedarvede instinkter fra dengang, mennesker jagede i grupper. Her var en norm om at dele byttet lige en fornuftig norm, hvis det var tilfældigt, hvem der nedlagde byttedyret. Men i et avanceret markedssamfund er indkomstfordelingen et resultat af et stort antal parvise bytter, som stiller begge parter bedre. Som Robert Nozick fremhævede, vil en efterfølgende omfordeling kunne forhindre den gensidigt fordelagtige bytteproces, som går forud. Når folk gerne vil se en baseballstjerne spille og frivilligt (gennem køb af billetten) betaler ham, stiger både den gensidige nytte for alle og uligheden. Markedets bytteprocesser frembringer således et ikke på forhånd bestemt indkomstfordelingsmønster. Hvis der via ”social retfærdighed” tvinges et bestemt fordelingsmønster ned over samfundet, opstår der en fundamental modstrid mellem det frie samfunds spontane mønster og det politisk ønskede.

Hayek har givetvis ret i, at der kan eksistere en norm om lige fordeling fra nedarvet jæger- og samlertiden. Og i mange tilfælde kan en ligelig fordeling faktisk være en naturlig norm at følge. Jeg har nogle gange forsøgt mig med et tankeeksperiment, når jeg har holdt forelæsninger. Hvis der pludselig kom en mand ind ad døren og tilbød salen f.eks. 100.000 kr., såfremt alle kunne enes om en fordeling, så er det højst sandsynligt, at enigheden ville ende på at dele beløbet lige. Ingen ville have et overbevisende argument for, at netop de skulle have mere end andre. Kun en lige fordeling stopper en udsigtsløs diskussion om, hvem der skal have mest. Så langt er folk næsten altid enige. Men jeg har derefter tilbudt deltagerne, at vi gennemførte et faktisk eksperiment: At alle afleverede de værdier, de havde på sig (penge, mobiltelefoner osv.), og at vi derefter fordelte dem lige. Det har der aldrig været stemning for. Jo, dem der tilfældigvis ikke havde særlig mange værdier på sig, ville gerne prøve, men de andre ville ikke. Og ingen har nogensinde hævdet, at det var uretfærdigt, at eksperimentet ikke blev gennemført og den ulige initialfordeling opretholdt.

Hvad er forskellen på de to eksperimenter? Den er netop, at puljen i det første tilfælde er helt tilfældig, mens de personlige ejendele i det andet har et historisk betinget mønster. De 100.000 kr. ”er der bare”. De personlige værdier afspejler foregående transaktioner og indsats. På samme måde som markedets fordeling af indkomst helt generelt har en historie bag sig af transaktioner og indsats.

Det er dog ikke ualmindeligt, at fortalere for ”social retfærdighed” har en tendens til at betragte velstanden som dels helt tilfældigt fordelt, dels samfundets aktivitet som et nulsumsspil. Altså en situation der minder om manden med de 100.000 kr. Men det er en fejltagelse. Levestandarden er markant højere i dag, fordi markedsøkonomien har skabt en meget højere velstand. Det er ikke et nulsumsspil. Jeg har en gang beregnet, at de 40 pct. laveste indkomster ville have haft en velstandsfremgang på blot 10 pct. af den faktiske de sidste 100 år, hvis der ikke havde været økonomisk vækst. Til trods for at vi i perioden er gået fra et skattetryk på ca. 10 pct. til en velfærdsstat med omfattende omfordeling. Økonomien er i den grad ikke et nulsumsspil. Og det er omfordeling i øvrigt heller ikke. Omfordeling har en nettoomkostning, som samlet medfører lavere velstand (se f.eks. Martin Ågerups ”Den retfærdige ulighed”).

Hvad med tilfældigheden? Ultimativt kan man selvfølgelig påstå, at alting kan føres tilbage til tilfældet – i den forstand, at ingen af os er vorherre og har skabt os selv og alt omkring os. Hvis ikke der havde været en beboelig planet, og hvis ikke der havde været grundstoffer til vores kroppe, ville vi ikke kunne nyde godt af velstanden. Hvis ikke der havde været kunder til Microsofts produkter, var Bill Gates ikke blevet rig (i hvert fald ikke på IT). Men derfra kan man ikke slutte, at velstanden som slutresultat bare er tilfældig. Og det følger slet ikke, at staten dermed har et krav på i princippet al velstand, eller at et flertal har et retfærdigt krav på dem. Det følger jo heller ikke, at man har ret til at stjæle sin nabos lotterigevinst, selv om den skyldes held.

Det er i virkeligheden en ekstremt vidtgående præmis, at dem, der kontrollerer staten, har ret til alle ressourcer, hvis de vil. Det gør mennesket til et redskab. Det gør al værdiskabelse og alle frivillige transaktioner provisoriske og genstand for at blive trumfet af staten.

Hvorfor – spurgte Nozick – i øvrigt begrænse sig til at omfordele indkomst? Hvorfor ikke tvangsomfordele en nyre fra raske med to til syge uden velfungerende nyrer? At være født med enten en nyresygdom eller to gode nyrer er da om noget tilfældigt.

Mennesker er sociale væsener og langt størstedelen af vores velstand baserer sig på arbejdsdeling og loven om de komparative fordele. Ingen af os ville tilnærmelsesvist kunne opnå den velstand alene, som vi kan i kraft af specialisering og frivillige transaktioner. Det er imidlertid svært at se det som et argument for at tilsidesætte resultatet af frivillige transaktioner. Det er om noget et argument for at understøtte snarere end tilsidesætte systemet af frivillige transaktioner. De komparative fordele er udtryk for et plussumsspil.

Retfærdighed kan godt tilsige, at mennesker behandles lige – i den forstand at de er lige for loven. Denne lighedsopfattelse kan godt snige sig ind i den fordelingsmæssige diskussion, så også lighed i indkomst bliver betragtet som en del af ligebehandlingen. Men det ville kun være tilfældet, hvis loven og kun loven skabte indkomsterne. I et frit samfund skaber loven derimod rammerne for fri udfoldelse, og udfoldelsen skaber indkomsterne. Derfor er der en fundamental modsætning mellem lighed for loven og lighed i indkomst. Lighed i indkomst kan kun realiseres ved at behandle mennesker forskelligt – tage fra nogle og give til andre.

Man kan altså ikke begrunde en statslig bestemt indkomstfordeling med blot at henvise til ”social retfærdighed”. Men faktisk er begrebet begyndt at blive brugt i alle mulige betydninger af ”social justice warriors”, som blot stempler deres præferencer eller moralske normer som ”social retfærdige”. Identitetspolitikken har også indtaget den scene.

Det klart mest ambitiøse forsøg på at begrunde fordelingspolitik med social retfærdighed kommer fra John Rawls. Pudsigt nok er Rawls ved at falde i unåde blandt identitetspolitikerne.

Men selv ikke Rawls formåede at opstille en holdbar begrundelse for social retfærdighed og fordelingspolitik. Rawls argumenterede for, at alle uden undtagelse ville vælge en høj grad af omfordeling (konkret ved at maksimere nytten for den dårligst stillede), hvis de var placeret bag et slør af komplet uvidenhed om deres konkrete omstændigheder i samfundet. Argumentet er i sidste ende et forsikringsargument: Lige som man i uvidenhed om, hvorvidt ens hus brænder ned, foretrækker et lille sikkert tab i form af en forsikringspræmie frem for en lille risiko for et stort tab, hvis huset brænder, vil man bag uvidenhedens slør gardere sig imod at blive den værst stillede, hævdede Rawls. Der er imidlertid flere problemer med Rawls teori. For det første er det ikke nødvendigvis korrekt, at vi placeret bag uvidenhedens slør ville vælge at maksimere nytten for den dårligst stillede. Det har både teorien og empirien imod sig. Mens vi ofte vil vælge at forsikre os – dvs. være mere optaget skæbnen som tabere end som vindere – vælger ingen at forsikre sig imod alle risici eller beskytte sig maksimalt mod selv vitale trusler. For det andet indebærer Rawls tankeeksperiment ikke, at andre end den, der selv foretager eksperimentet, kan blive forpligtet af det. Rawls kalder den viden om personlige forhold og omstændigheder, der gemmes bag sløret, for ”moralsk irrelevant”. Her trækker han på Kants moralfilosofiske tænkning: At se moral som realiseringen af en pligtfølelse uden hensyn til nytte. Men denne pligt kan højeste forpligte den enkelte til at opføre sig på en bestemt måde, ikke andre. Hos Rawls bliver fordelingspolitik dog interessant nok ikke til en individuel pligt – at den enkelte skal maksimere nytten for de dårligst stillede omkring sig – men et politisk anliggende. For Kant er implikationen af moralske pligter, at de politiske institutioner bør tillade maksimal frihed til at forfølge individuelle mål. Det er Rawls for så vidt enig i, men han ser fuldstændig bort fra, at friheden også omfatter økonomisk betonede handlinger. Ja, reelt er det umuligt at adskille økonomisk betonede og andre handlinger, men Rawls ignorerer ikke desto mindre fuldstændig, at indkomst er et resultat af individuelle handlinger (bortset fra at han accepterer behovet for økonomiske incitamenter, hvis den dårligst stilledes velfærd skal maksimeres).  Rawls introducerer samtidig en ny definition på retfærdighed, nemlig ”fairness”, og at fordelingen skal opleves fair. Endelig indfører han begrebet ”reflektiv ligevægt”, som i sidste ende blot fuldender den måde at regne baglæns på, som hans filosofi bygger på. Rawls vil således vise, at bl.a. den eksisterende fordelingspolitik ville ende med at blive resultatet af eksperimentet med sløret. Og hvis det ikke ender som konklusionen, kan den ”reflektive ligevægt” korrigere, så den alligevel gør det. Dermed kommer han tæt på den etiske intuitionisme, han ellers prøver at bekæmpe. At noget er rigtigt, fordi det intuitivt føles sådan.

Om ikke andet viser Rawls aktivering af et stort analytisk begrebsapparat, at økonomisk lighed ikke er selvindlysende. At kalde det for ”social retfærdighed” er bare at klistre et fancy navn på i stedet. Det ville være dejligt at være fri for.

Begreber der skal væk 2: Folkevilje

En af de mest forfejlede og skadelige ideer er forestillingen om “folkeviljen”. Det er ideen om, at der findes en mekanisme, som kan omsætte alle vore individuelle præferencer til en fælles præference, en fælles vilje. Det kan være en diktator med særlig forståelse for sit folk, eller det kan være et demokratisk flertal. Den sidste variant er mere populær for tiden end den første.

Læs resten