Christian skrev forleden om David Hume i anledning af 249 årsdagen for hans død. Hume er sandt nok svært at overvurdere. Hvis nogen skulle finde på at udråbe ham til den største tænker, vi hidtil har set, bliver det ikke under mine voldsomme protester.
Udover hans mange kvaliteter som filsof og person bør nævnes, at han kunne skrive meget læseværdigt. Det gælder selv på århundredernes afstand. Han virker slet ikke så antikveret i dag. Man bør virkelig unde sig selv at læse Hume.
Et oplagt værk for Punditokraternes læsere er essaysamlingen Essays Moral, Political, Literary. Den kan downloades ganske gratis på Libertyfunds Online Library of Liberty.
Den består af ganske korte essays om ikke mindst politiske institutioner, økonomi og andre samfundsaktuelle emner, som Hume gerne ville have indflydelse på. Modsat hans ungdomsværk A Treatise on Human Nature, som han beklagede sig over “faldt dødfødt fra trykpressen”, fik Essays et stort publikum og blev oversat i stor stil i samtiden.
Selv om Humes essays har samtidsperspektiv, har mange af dem også meget at sige os i dag. Det er her han f.eks. skriver om, at man ved udarbejdelsen af forfatninger bør forudsætte, at “mennesker er kæltringe” også selv om de normalt ikke er det. Det er i høj grad udgangspunktet for konstitutionel økonomi. Det er også her, han hævder, at moralske bindinger virker meget stærkere på os som enkeltindivider end som grupper, der handler politisk. Vi sammenligner os med andre, og hvis mange andre gør det samme som os, bliver det mindre umoralsk. Man skal altså ikke forvente mere moralske handlinger i den politiske end i den private arena.
Næste år markerer 250 året for Humes død. Men der er også andre stærke konnotationer til året 1776. Det er året for den amerikanske uafhængighedserklæring og Adam Smiths Nationernes velstand. De tre ting – uafhængigheden, Hume og Smiths bog – er ikke uden forbindelse. Hume og Smith var ud over bedste venner hovedfigurer i den skotske oplysning med stor gensidig indflydelse. Hume skrev i øvrigt også om økonomiske emner, selv om han ikke som Smith fremsatte en mere samlet teori. Når det gælder de amerikanske founding fathers var Hume en af deres inspirationskilder. Magtdeling og frygten for “faction” – interessegruppekampe – er et tema i Essays, som framerne af den amerikanske forfatning tog til sig.
