Kategoriarkiv: Jens Frederik Hansen

En uvidenskabelig redelighed eller er det uredelig videnskab.

Kritik af Ole Bjerg: ”Gode penge – et kontant svar på gældskrisen”, Informations Forlag 2013

Gode Penge er både en bog af sociologen Ole Bjerg og en forening, der udspreder bogens evangelium om reform af bankvæsenet. Bjerg hævder selv, at bogen er fagfællebedømt forskning. Men bogen dumper som videnskabeligt værk på alle parametre. Der foretages ensidige udvalg af fakta, omkring bogens centrale tese er faktum endda fri fantasi, kilderne er ensidigt udvalgt til at støtte hans synspunkter, Bjerg forholder sig ikke kritisk til dem, og det fremgår ikke, på hvilke punkter Bjerg bidrager med selvstændige synspunkter.

af Jens Frederik Hansen, cand. jur., Diploma of Legal Studies (Cambridge)

Gennem mange år som flittig procedør ved domstolene oplevede jeg naturligvis både dygtige og mindre gode modparter. Og så var der en særlig gruppe modparter med utroligt dårligt formulerede, rodede og usammenhængende processkrifter og tilsvarende optræden i retten. Som modparter var de mærkværdigvis forbløffende farlige; livsfarlige, hvis deres adfærd gjorde en selv for sejrssikker. I absolutte tal vandt de faktisk sjældent, men det generende var, at de jo vandt langt mere, end de burde, for de burde have tabt hver eneste gang.

Den psykologiske mekanisme bag var egentlig enkel: Fordi dommeren ikke kunne forstå et ord af, hvad de skrev og sagde, så forsøgte han at skabe sin egen sammenhæng i synspunkterne. Og der er intet som helst mærkeligt i, at når dommeren så havde udtænkt, hvordan han selv ville have ført sagen for den ene side, så gav han naturligvis ”sig selv” (altså min modpart) medhold.[i]

Når denne lange ekskurs er nødvendig som indledning til en anmeldelse af Ole Bjergs bog Gode Penge, så kan de fleste nok regne ud, at de kan stoppe læsningen af bogen, allerede førend de er begyndt[ii]. Med mindre de da trænger til at gennemtænke pengeteorien med deres egne analyser. For det er en reel fare med gennemgangen af bogen, at man automatisk begynder at hjælpe forfatteren. Måske har også jeg begået den fejl, når jeg skal forklare, hvorfor logikken halter hos Ole Bjerg.

Den kritiske fejl i bogen er, at Bjerg antager, at banker kan skabe uendelige kreditter, og det er forkert. Men hvorfor forfatteren begår den fejl, kan jeg ikke sige. Der er snarere tale om en flerhed af forkerte antagelser og misforståelser, der fører ham stadig længere ud på overdrevet. Men det hører dog med, at han historisk set ikke er den eneste, som er der.[iii]

Det er en gammel sandhed, at en tåbe kan spørge om mere, end 10 vise kan svare. På samme måde vil en tilbagevisning af blot de centrale postulater i bogen gå langt længere end en sædvanlig anmeldelse. Men ved en eller anden lejlighed må det gøres.

Mistanken om, at der er noget galt, bør egentlig allerede vækkes på den første side af teksten. At se verden i et nyt lys og beskrive hidtil usete sammenhænge er rosværdigt. Og forslag om en mere hensigtsmæssig indretning af samfundet skal man ikke bare afvise. Men bøger, som både påberåber sig, at det hidtidige verdensbillede er forkert, og som på den baggrund vil foreskrive væsentlige samfundsændringer, dem skal man være forsigtig med. Så stor visdom er det få mennesker forundt at besidde. Og erfaringen viser, at økonomiske projektmagere er farlige, bare tænk på John Law. Og hvis man endelig skal tage projektmagere alvorligt, må de i hvert fald formulere problemet, som de vil løse, entydigt. Det får Bjerg ikke rigtig gjort. Og jeg vil ikke formulere det på hans vegne.

”Reserver” – hvad er det?

Allerede indledningen, der handler om et bankvæsen med fulde reserver, fører juristen på afveje. Reserver er – for os uvidende får, som blot har læst årsregnskabsloven – et kodeord, som knytter sig til en bestemt del af regnskabet. En balance består som bekendt af 2 ting, en liste over det man ejer, og en forklaring på hvordan man har fået råd til dem. Det kaldes hhv. aktiver og passiver. Passiverne omfatter 2 dele, fremmedkapital og egenkapital eller reserver. Reserverne er grundlæggende det, selskabet kan tåle at tabe, førend virksomheden bliver insufficient, altså har værdier for mindre end den skylder væk.

For Ole Bjerg er reserver noget helt, helt andet. De er selskabets kassebeholdning. De befinder sig på regnskabets aktivside. Og når de i banksammenhænge kaldes reserver, så er det fordi, det er de aktiver, som banken kan benytte sig af til at imødegå et stormløb på banken. Det er den kapital, som man har på hånden og kan udbetale til kunderne med det samme. Det er altså en likviditetsreserve, han mener.[iv] Men denne lille afgørende detalje får Ole Bjerg aldrig redegjort for. At bruge ord og begreber på en alment anerkendt måde er imidlertid det første skridt mod at blive forstået af læseren. At bruge dem anderledes kræver, at man siger det højt. Men gad vide, om Bjerg selv kender forskellen.

Fra vand til vin

Hvor indledningen var misvisende, så er kapitel 1 derimod galt. Faktum kan ganske enkelt ikke være rigtigt. Bjerg beskriver udbetaling af et lån med ordene: ”Bankrådgiveren har med den ene hånd oprettet et lån, som er registreret med en negativ saldo på 100.000 kr. på mandens lånekonto. Med den anden hånd har bankrådgiveren så opskrevet saldoen på mandens hævekonto med 100.000 kr. Ingen af delene har krævet, at han skulle i bankboksen og hente kontanter eller trække på opsparede midler fra andre kunder. Fra Bibelen kender vi historien om Jesus, der laver vand om til vin. Bankrådgiveren har her gjort noget, som er næsten ligeså fantastisk.”

Den afdæmpede og sobre kommentar til dette er, at det er Ole Bjerg selv, som har udført et mirakel. Det er ham, som tryller noget frem af ingenting. Det er ganske klart, at Ole Bjerg forestiller sig, at transaktionen kan gennemføres ved udelukkende at bogføre én postering og dens tilhørende modpostering, og begge bevægelser sker på debitors 2 konti. Sådan er det bare ikke i virkeligheden. Nøjagtig hvor mange konti, der sker bevægelse på, kan juristen, som ikke kender bankens nøjagtige kontoplan, ikke helt overskue, men princippet kan jeg godt redegøre for.

Trylleriet er faktisk indtruffet på siden inden, nemlig i beskrivelsen af bankens bevilling af lånet. ”Mandens bankrådgiver opretter nu en udlånskonto til manden, hvor der kommer til at stå et minus på 100.000 kr.” Det er temmelig meget af en tilsnigelse. For det første vil banken i perioden mellem bevillingen og udbetalingen kun registrere et kredittilsagn, ellers skal manden jo betale renter af penge, som han ikke har fået udbetalt. Men det kunne man måske være tilbøjelig til at undskylde i forenklingens navn. Den venlighed skal man dog ikke udvise, for dette er stedet, hvor kæden hopper af. Ole Bjerg beskriver en adfærd, som aldrig foregår i virkeligheden. Så længe kredittilsagnet er uudnyttet, så påvirker ikke det ikke summen af kassebeholdningen eller bankens tilgodehavender hos andre banker. Deri har Bjerg ret. Men registreringen af kredittilsagnet har den effekt, at af den samlede likvide beholdning skal der – og dette er et lovkrav – reserveres et beløb af samme størrelse som kredittilsagnet, og det beløb er ikke længere til rådighed til udlån til andre. Bankens likviditet er med andre ord delt i 2: det som er reserveret til opfyldelse af kredittilsagn og resten. [v]  

Selv hvis man ville gennemføre ekspeditionen på den måde Bjerg beskriver, så skal man for at kunne bogføre oprettelsen af lånekontoen foretage en modpostering i regnskabet. I denne situation skal der ligeledes modposteres på den beholdning af penge, som banken har til rådighed til udlån. Der skal ske nøjagtig samme reservation af beløbet. Først derefter kan man ved en ny bogføringstransaktion overføre fra lånekontoen til hævekontoen. Men det glemmer Bjerg!

Faktum om, hvad der foregår i banken, er altså forkert. Banken flytter penge ind på mandens lånekonto, den skaber dem ikke ud af den blå luft. På det enkle, men fejlagtige faktum bygger Bjerg de altafgørende dele af sit postulat om det skrækkelige ved bankers pengeskabelse. Heraf følger at resten af Bjergs logiske deduktioner om det farlige ved det, som han benævner: kreditpenge, er forkerte, medmindre han laver flere fejl, som opvejer den første.

For nu at slå det helt fast: En bank kan ikke yde flere lån, end den har indskuds- og egenkapital til rådighed. (Egenkapital har efterhånden i loven fået nogle meget komplekse benævnelser såsom kernekapital, men det ændrer ikke ved substansen.) Og for fuldstændighedens skyld skal det så tillige nævnes, at den faktisk ikke må låne al kapitalen ud som traditionelle banklån. En vis del skal netop være til rådighed som likviditet eller om man vil: likviditetsreserve. Og ydermere må banken heller ikke modtage indskud udefra, medmindre den har en egenkapital, der har den lovbestemte størrelse (solvenskravet). Hvis man forestiller sig, at en meget rig mand ville sætte sine penge i en lille bank, så kan der faktisk godt ske det, at banken må sige nej til indskuddene, fordi brøkdelen af egenkapital vil blive for lille.[vi]

Så Bjergs centrale postulat er altså vrøvl. Det er vigtigt at erindre sig.

Bliver musikken anderledes på Spotify?

Senere i samme kapitel introducerer Bjerg så elektroniske penge, som modsætning til de fysiske. Han glemmer bare at forklare, hvorfor de er værre end kontanter og gammeldags forskrivninger på papir. Det eneste, han egentlig omtaler, er, at mængden af dem er steget. Men det nytter ikke noget. Det er Bjerg, som påstår, at det gør en forskel, om man udsteder pengene som en gammeldags check eller i form af en elektronisk besked fra den ene banks bogholderi til den andens. Og så må han forklare hvorfor. Men det gør han ikke. Og han får heller ikke redegjort for sin holdning til fortidens telegrafiske pengeoverførsler. Var de mon også kritisable.

I virkeligheden er hans postulat på linje med, at der er væsensforskel på musik afhængigt af om den er indspillet digitalt eller analogt! Og at det er mere forargeligt at skulle betale til Spotify for musikken, end når man købte en plade nede hos Fona.

Ole Bjergs opfattelse af penge.

Det er et grundlæggende problem, at Ole Bjerg ikke på noget sted tager fat i den klassiske definition af penge og piller den fra hinanden. For det må man da kunne, hvis man hævder, den er forkert eller utilstrækkelig. Og man bør også kunne opstille en ny. Og det er ikke særlig praktisk, at han nogle steder har et noget flertydigt pengebegreb.

Ole Bjerg benytter sig fortælleteknisk af det greb, at han antager, at læseren ved lige så lidt, som han selv. Det, som overrasker Ole Bjerg, må også overraske hans læser. Og det, som overrasker ham, skræmmer ham også. At andre tidligere har udviklet begreberne og forklaret sammenhængene, så de egentlig ikke er så overraskende nye og skræmmende, det undlader Bjerg behændigt at oplyse om.

Det traditionelle pengebegreb består af kontanter og kreditter (lån). Kontanter i form af mønter, der i Danmark i henhold til Grundloven kun må udstedes af Kongen, og sedler, der udstedes af Nationalbanken. De 2 former for kontanter er så nogenlunde enkle at håndtere, det er med kreditterne, at man bevæger sig ind i abstraktionernes verden. Men kreditter har været en central del af økonomernes pengebegreb i mangfoldige år.

At skabe kreditter er noget vi alle kan. Den simple måde er at give nogen et pengelån, som de så skal betale tilbage. Lidt mere avanceret bliver det, når kreditten begynder at involvere tredjemænd. Da jeg var lille, fik jeg hver lørdag lommepenge, og belært af erfaringen og min storesøster blev de straks omsat til slik i det lokale ismejeri. Men det hændte, at min mor ikke havde kontanter. Så fik vi besked om, at vi skulle bede damen i ismejeriet skrive det på regningen. Vi måtte med andre ord give vores mor kredit. Men da de i butikken var fuldstændig klar over, at vi hver lørdag fik 50 øre, så kunne vi uden problemer omsætte den kredit til varer, så det nu var butikken, der ydede kreditten til vores mor. I denne lille verden havde alle så megen tillid til hinanden, at der kunne handles på dette aftaleretligt spinkle grundlag.[vii]

I den lidt større verden har temmelig komplicerede systemer af kreditter og løbende mellemregninger fungeret som basis for handel i århundreder. Anvisninger, veksler og checks er alle varianter deraf, hvor en person, trassenten, beder en anden, trassaten, betale et pengebeløb til tredjemand, kreditor. Remboursen er en betalingsmetode, hvor risikoen ved en handel er forsøgt minimeret ved gensidige garantier for tilstedeværelsen af såvel en vare som betalingen. Almindelige gældsbreve kan dog også komme til at involvere tredjemænd, hvis kreditor sælger dem videre. Det kan ske med forskellige typer retsvirkninger, simpel overdragelse, negotiabelt og til ihændehaver. Pengesedlen er jo også udsprunget af et gældsbrev som kvittering for indlån af mønter, og sådan er teksten også stadig på mange landes sedler, omend det idag bare er uden betydning.

At kreditter er afgørende for betalingssystemet og dermed reelt har en funktion som penge, er altså gammelkendt og fuldstændig banalt for de, som har beskæftiget sig blot overfladisk med nationaløkonomi. Selv på jurastudiet indgik det i pensum i min årgang.[viii] Men for Ole Bjerg, som er forskningsansat ved Handelshøjskolen, kommer det som en overraskelse. Og den overraskelse formidler han gerne videre.

Hvilke kreditter skal så regnes med til pengemængden? Det kan man diskutere. Og det afhænger af formålet. Et praktisk hensyn tilsiger, at man kun medtæller det, som man rent faktisk kan finde oplysninger om. Og dermed er privatpersoners indbyrdes kreditter og almindelige varekreditter mellem handlende ude af billedet. Det er også essentielt, at der skal være tale om kreditter, som rent faktisk er anvendelige som betalingsmiddel i samhandelen. Men når det er sagt, så hører enigheden også op. Økonomer har mindst et dusin standardiserede pengebegreber M1, M2 og så videre. Det pengebegreb, som Bjerg beskæftiger sig med, når han taler om bankernes pengedannelse, er et af de snævreste af dem, M1, som består af cirkulerende kontanter, og indeståender på anfordringsvilkår i bankerne. Indeståender på bankkonti er jo udtryk for, at bankens kunder har givet banken kredit (et lån).

Med den definition sker der imidlertid noget sjovt, som er det fænomen, der oftest beskrives som bankernes pengeskabelse, nemlig at de samme penge bliver talt mange gange. For at tage et eksempel der starter udenfor bankverdenen, så kan man forestille sig en handlende, som sælger en vare på kredit. Han har nu et tilgodehavende, som han kan diskontere hos et factoringselskab, altså en virksomhed, der lever af at belåne handlendes udestående fakturaer til lidt mindre end pålydende. Når det sker, så er mængden af kreditter pludselig blevet næsten fordoblet. Og factoringselskabet kan så muligvis låne penge til sin virksomhed i en bank. I så fald sker der endnu en forøgelse af kreditmængden.

Den samme funktion ser man, når en bankkunde låner for at betale til tredjemand, som så lader pengene stå i sin bank, hvorefter de igen udlånes. Det er klart, at for hver gang pengene får en tur i karussellen, så stiger M1. Da der er grænser for, hvor meget banker må udlåne i forhold til deres kapital, så kan man endda beregne grænseværdien af, hvor stort M1 teoretisk kan blive.[ix]

Men er mængden af penge steget? Tja, det kommer, som man ser, an på definitionen. Personligt kan jeg bedre lide at sige, at de samme penge tælles mange gang, og derfor foretrækker jeg, at man bruger ordet kreditmultiplikator fremfor pengemultiplikator, men pengemultiplikator optræder vist af og til rundt omkring i danske skole- og lærebøger.

Den observante læser har måske bemærket, at definitionen af M1 omtaler cirkulerende kontanter og bankernes indskud – ikke udlån. Det gør dog ikke den store forskel. Enten effektueres lånet ved udbetaling i kontanter, så mængden i cirkulation øges, eller også sker der overførsel til en anden bank, hvor beløbet så tæller som indskud.

Og når definitionen af M1 taler om indskud, så er det forøvrigt kundens netto-engagement med banken. Hvis man har både lån og indskud, så skal de modregnes i hinanden, førend man opgør pengemængden. Det glemte Ole Bjerg lige i sin beskrivelse af pengeskabelsen.[x] Så der er endnu en del af hans beskrivelse af faktum, der ikke passer.

Som nævnt ovenfor, så sætter lovgivningens omfattende krav til bankers likviditetsreserve meget præcise grænser for, hvor meget M1 kan stige. Sådanne grænser er der ikke for andre aktører. Udenfor bankverdenen kan der principielt set gives ubegrænsede kreditter, også nogle der tydeligvis ville være skabt ud af den blå luft.[xi] Så hvis man forarges over, at bankerne via en kreditmultiplikator kan forøge pengemængden (skabe penge), så ville jeg umiddelbart forvente, at forargelsen ville være endog større, hvis nogen, der er underlagt meget færre reguleringer end bankerne, også skaber penge. Men den pengeskabelse, der ligger i andre kreditter end banklån, interesserer ikke Bjerg. Det ville ellers kunne øge effekten af hans overraskelse over kreditmultiplikatoren, at andre pengebegreber er meget videre.

I min barndom i 1960erne og ’70erne var der enighed mellem folketingets partier om at forsøge at styre pengemængden temmelig voldsomt. At være ejer af udenlandsk valuta var forbudt. Det var strafbart at have en 100 $ seddel liggende i skuffen.[xii] Der var også tæt regulering af den finansielle sektors udlån. Hvis man ville bygge sit køkken om og finansiere det med lån, så skulle der indgives ansøgning til Nationalbanken om tilladelse til at få realkreditlån. Resultatet var selvfølgelig et bugnende marked for private lån i form af pantebreve. Markedet gik bare udenom de finansielle institutioner. [xiii] Det førte til en masse svindel og humbug, som kunne have været undgået. Oprettelsen af Bagmandspolitiet (nu Statsadvokaturen for økonomisk og international kriminalitet) var også en konsekvens deraf.[xiv] En detaljeret styring af pengemængden er måske i virkeligheden hverken gavnlig eller ønskelig. Og den er i hvert fald svær at gennemføre.

Interessant nok er der vist ingen centralbanker, der idag betragter styring af pengemængden som et mål i sig selv. Det nævnes ej heller. Det, man i stedet forsøger at styre, er renteniveauet.

De miskendte sociologer og filosoffer

Kapitel 2 om penge og den økonomiske videnskab indledes med en lovprisning af fortidens polyhistorer, hvor Adam Smith og Marx var både filosoffer og økonomer. At Marx så blev overhalet indenom af udviklingen i form af den marginalistiske revolution er ligegyldigt.[xv] Dernæst følger en tirade om, hvor lidt økonomer forstår fremkomsten af penge engang i fortiden, og navnlig hvordan de i årtier ikke har beskæftiget sig med penge.

Et guddommeligt citat i samme skure, omend det står langt senere, er, at ”de grundlæggende spørgsmål om penge og skabelsen og skabelsen af penge [har] i en lang årrække, der cirka strækker sig fra Schumpeter og Keynes indtil den nuværende økonomiske krise, været stort set marginaliserede i den etablerede økonomiske videnskab.”[xvi] Har Ole Bjerg aldrig hørt om monetarisme, eller befinder Nobelprismodtageren Milton Friedman sig udenfor den etablerede økonomiske videnskab. Citatets absurditet er indlysende for de af os, som erindrer, hvordan pengeskabelse og inflation var det altdominerende emne i den politiske diskurs i årtiet efter den første oliekrise i 1973. Sjovt nok endte konsensus dengang med, at det er politikernes indgreb i pengeskabelsen, der udgør den største fare for at sende samfundet ud i kriser.[xvii] Det har været baggrunden for, at man tilstræber uafhængige centralbanker. Reglerne bag EUs centralbank og euroen er et højdepunkt i den tendens. Men det spørgsmål berører Ole Bjerg ikke.

Citatet illustrerer imidlertid levende en stor del af problemet med at gendrive Ole Bjerg, for han elsker at fylde sine sætninger med lidt løse beskrivelser af tendenser. Og så kan han altid undvige, for hvornår er noget ”stort set marginaliseret” eller udenfor ”den etablerede økonomiske videnskab”.

Det havde været interessant, hvis Ole Bjerg havde blot antydet, hvornår han opfatter, at et samfund har indført penge. Er det når en bestemt vare såsom kvæg bliver almindelig som målestok for værdier. Den etymologiske udvikling af ordene penge og kapital antyder, at det har været et skridt på vejen. Eller er det når pengene får en udstederbetegnelse. Bjerg hælder tydeligvis til, at penge er blevet til med det formål at styre, kontrollere og udbytte undersåtter. Hvordan det sker, forklarer han ikke, end ikke antydningsvis. Og han ignorerer med største fornøjelse, at langt de fleste danskere betalte skatter i naturalier stedet for penge i hvert fald op i det 18. århundrede. Så sent som i det 20. århundrede har man i Danmark gennemført lovgivning om omregningsforholdet mellem skatter i naturalier og i penge.[xviii] Den lovgivning er jo kun nødvendig, hvis der rent faktisk sker afregning i naturalier.  

Men hele kapitlet slutter med en lovprisning af, hvorledes krisen i 2007 har ført til at sociologer, filosoffer, antropologer og alskens andre har ”rystet angsten for økonomernes formler og selvsikkerhed af sig”. Hvad disse talløse andre fagfelter har bidraget med, står dog hen i det uvisse. Men bidraget – og bidraget væsentligt – det har de!

Der hviler en em af forurettethed over bogen.  Emnet er ”for alvorligt til at blive overladt til teknokrater og fagfolk”[xix]. Det er muligt, men emnet er navnlig alt for alvorligt til, at man kan tillade sig at ignorere de indsigter, som forskningen har opnået ved at falsificere tidligere tiders verdensbillede. Hvis man vil kritisere, må man også kunne påpege, hvor den etablerede videnskab tager fejl. Der skal være en forklaring på sammenhængene.

Seigneurage

Det er en klassisk tankegang, at den, der udsteder penge, har fortjeneste på det. Det gælder selvfølgelig navnlig, når pengeudstedelsen sker i et næsten fuldstændig værdiløst materiale som papir eller digitalt.

Det må være denne tanke, som Ole Bjerg har ladet sig inspirere af til kapitel 3 i bogen, hvor han tilsyneladende vil forklare, hvorledes pengeskabelsen beriger bankerne. Kapitlet indledes med en indrømmelse, hvor Ole Bjerg anerkender, at det han har skrevet i de tidligere kapitler ikke skal tages bogstaveligt. De penge, som bankerne har skabt, kan de ”naturligvis” ikke bare bruge. Så er det man lige må spørge sig selv, hvad manden mon egentlig mener. Omvendt er det jo også lidt beroligende, at verden alligevel ikke er så forskruet, som man skulle have troet ifølge det forrige kapitel.

I kapitel 2 åbenbares det imidlertid, at det virkelige problem er, at bankerne kan tjene renter på de nyskabte penge. Nu er det rentemarginalens tur til at holde for. Og det er på dette sted, Ole Bjerg endegyldigt slår fast, at han ikke kender til forskellen mellem en likviditetsreserve (som er et aktiv) og en regnskabsmæssig reserve, som er et passiv. For nu begynder han at redegøre for banklovgivningens solvenskrav, der handler om, at banken skal have de fornødne reserver, omend det sker i en pixi-udgave, som næppe burde overleve en fagfællebedømmelse. Men han forklarer ikke, at denne type reserve ikke er det samme en likviditetsreserve.

Det er jo korrekt, at en banks solvenskrav som udgangspunkt er på 8 % af summen af de risikovægtede aktiver, og da vægtene for de sikrere typer aktiver er mindre end eller lig med 1, så betyder det selvsagt, at banker, som vælger at holde sig til ”sikre” udlån kan nøjes med en mindre egenkapital end ellers. Og her er det så forførelsen igen tager over. For det første ignorerer Bjerg fuldstændig, at der stilles krav om en række individuelle tillæg til de 8 %. For det andet havde det for fuldstændighedens skyld været klædeligt, hvis han havde belyst de incitamenter, som risikovægtene medfører for bankers udlån, altså at det er en fordel for banker at låne ud til offentlige myndigheder fremfor til private og erhverv. Ole Bjergs fremstilling af lovkravene er så forgrovet, at den er irrelevant. For dog at give minimum af forståelse har jeg skitseret reglernes indhold i Appendix 1 til denne artikel.

Og for det tredje er bankernes omkostningsstruktur jo noget anderledes end Bjerg antyder. De har driftsomkostninger til personale, IT, bygninger og alt muligt andet, som æder en betydelig del af rentemarginalen. Dette ikke sagt, for at man skal begræde bankerne, men når Bjerg forsøger at forklejne omkostningerne ved bankdrift, så ligner det en tanke, at han slet ikke nævner almindelige driftsomkostninger. Man skal huske hele sandheden.

Og så er der det mærkelige, at Bjerg kun nævner solvensbetingelsen, medens det af bankpersonalet i det daglige opleves sådan, at det primært er likviditetskravet, der sætter grænserne for, hvor mange penge der kan udlånes. Altså endnu en fortielse af et væsentligt forhold.

Hvis bankdrift virkelig er så guldrandet, så burde antallet af banker stige og kursen på deres aktier ligeledes. Men sådan er det jo ikke. Tværtimod har antallet af banker været faldende gennem årtier, og de, som har forladt markedet, har jo gjort det i skam og konkurs. Bankaktier har vist sig at rumme betydelige risici for investorerne. Og investorerne er i vidt omfang almindelige mennesker eller deres pensionskasser. Hvorfor nævnes det ikke?

Det havde måske også været fornuftigt at forklare, at rentemarginalen er et resultat af mange forskellige faktorer. Konkurrencen fra andre banker om kunderne presser den nedad, medens aktionærernes krav om et afkast på niveau med alternative investeringsmuligheder presser den i vejret. Der er forskel på lange og korte renter. Intet af dette nævnes. Det er, som om bankerne blot er til for deres grådige ledelsers skyld, og at aktionærerne ikke findes.

Bjerg vil gerne betale for at blive klippet eller bo på hotel. Men han kan ikke lide at betale renter, for at én person låner pengene, forhindrer dem ikke i også at blive lånt ud til andre. ”Så længe solvens- og likviditetskravene er overholdt, kan banken i princippet blive ved med at låne penge ud.”[xx] Det er en sætning af samme konstruktion som: ”Mennesker kan holde sig vågne i ubegrænset tid, hvis de bare sørger for at få deres nattesøvn.” Er det rigtigt? Er det forkert? Eller det bare dumt og selvmodsigende?

For sagen er jo, at med den sætning viser Ole Bjerg, at han godt ved, at der er 2 slags krav, både til solvens og til likviditet, så hans grundlæggende postulat om, at der kan skabes uanede mængder nye penge, ikke er sandt. Man kan ikke både holde sig vågen og samtidig sørge for at få sin nattesøvn.

For at få det til at hænge sammen må Bjerg ty til nogle spekulative sammenligninger med religion. Og lad mig sige det klart. Jeg fatter det ikke. På dette sted bliver teksten lidt rigeligt katolsk til et fagfællebedømt forskningsarbejde.

Det lykkes imidlertid Bjerg at erklære, at renter er en slags skat på penge, som vi betaler bankerne.  Det er et udsagn med vidtgående implikationer. Nogen begrundelse for synspunkterne fremfører han ikke. Min umiddelbare reaktion er, at det lyder forvrøvlet. Og i et forskningsværk bør så afgørende en tese da understøttes af en begrundelse. Det gælder navnlig fordi den gængse forklaring, at renten er prisen på kredit, der kompenserer for risiko, tid (at långiver udskyder sit eget forbrug i så og så lang tid), og likviditet i markedet, forekommer noget mere tilforladelig.

Kapitel 4

Dette afsnit starter med en rudimentær beskrivelse af afslutningen på Bretton Woods systemet med faste kurser og dollars, der kunne indløses i guld. Indførelsen af flydende kurser gøres derefter til årsag til fremkomsten og væksten i finansielle instrumenter. Det kan der måske været argumenter for, i betragtning af at disse instrumenter grundlæggende alle tjener til at afdække risici for ændrede forhold.

Det fører videre til tirader om gearede investeringer, hedge funds og kasinoøkonomi, alt sammen i en nærmest manisk ordflom. Ræsonnementer skal man lede længe efter, hvilket ikke er godt, når teksten er kort.

Kapitlets slutsalve er, at finanskrisen ikke blot førte til subsidier til bankerne i form af bail-outs,[xxi] men ligefrem var kulminationen på løbende subsidiering af sektoren. Grundsætningen om compensatio lucri cum damno nævnes ikke, altså at man skal tage det sure med det søde og medregne både fordele og ulemper, indtægter og udgifter. Og ifølge den officielle bogføring, så har de danske bankpakker snarere været bail-outs i den forstand, at staten lænsede bankerne for et betydeligt beløb som vederlag for bistand.

Kriser og kapitalismekritik

At kapitalismen vil gå under i kriser, er desværre allerede forudset af Marx. Men han brugte mange sider på at forklare mekanismen. Bjerg gør det i sit 5. kapitel noget mere kortfattet. Han opremser et antal kriser, og det er for ham bevis nok. Alternative forklaringer er det ikke nødvendigt at afvise eller bare nævne.

Herefter følger en pixi-forklaring på konjunkturcykler og en lovprisning af Keynes, nogle fuldstændig faktaresistente postulater om, at krisen (anno 2013) stadig æder sig ind på middel-, arbejder- og underklassen samt et primalskrig om de stigende boligpriser. Det er næsten ikke til at bære. Og det er i hvert fald synd for Marx, at hans efterfølger er så ringe.

Arven efter Marx indgår også i det følgende kapitel, hvor klassekampen defineres som kampen mellem kreditorer og debitorer. Bjerg demonstrerer kendskab til Marx og samtidig ukendskab til al den efterfølgende litteratur, som har gendrevet Marx økonomiske teorier.[xxii] Ordet utvivlsomt forekommer i teksten, sjovt nok kun på steder, hvor det lille u med fordel kunne have været udeladt. Hvilke fagfæller har mon bedømt dette makværk.

Dette og det foregående kapitel har dog den brugbare funktion, at det slås fast med syvtommersøm, hvilke politisk tradition Bjerg bekender sig til. Det er muligt, at hans ordforråd i nogle sammenhænge er opdateret til indeværende årtusinde, men indholdet er det gode gamle fra før 1989.

Er morlille en sten?

”Det virker jo som sund fornuft, at det er staten, der laver pengene.”[xxiii] Dette er kernesætningen i kapitel 7. Selv om Ole Bjerg i latiniseret form ville være Olaus Montanus, så minder Bjerg her mere om ridefogeden og bønderne i Holbergs komedie end om sin navnefælle Erasmus. For ridefogeden er det sund fornuft, at jorden er flad. Og det må stakkels Erasmus så acceptere for at undgå at skulle springe soldat.

Hvor Erasmus forsøger at forklare sine omgivelser om de spændende og uforudsete erkendelser, han har lært på Universitetet, så ser Ole Bjerg det som sin opgave at bekræfte sine egne forventninger. Han vil bringe ”penge- og banksystemet i overensstemmelse med den forestilling, som de fleste mennesker allerede har.” Så har ridefogedens verdensbillede sejret. Hvis jorden ikke allerede er flad, så skal Bjerg nok jævne den ud.     

Hvorfor har vi banker

At skabe et velfungerende marked for pengelån er vanskeligt. Når man ser film, så optræder der ofte et årligt marked og det er som regel noget med salg af heste og honninghjerter samt diverse gøglere. Desuden – og måske vigtigere – var forne tiders markeder ofte stedet, hvor man betalte terminer og optog lån.[xxiv]  Men for at långiver og låntager kan indgå en aftale skal 3 ting være opfyldt, nemlig beløb, periode og risikoprofil. De 2 første er vanskelige, men den sidste langt sværere.

Alle momenterne bliver langt nemmere, hvis man på långivers side går sammen i en større pulje. I stedet for at hver enkelt lån skal svare til den enkelte låntagers kapital, skal summen af lånene bare svare til puljens kapital. Tilsvarende gælder tidsprofilen, navnlig hvis långivere kan ind- og udtræde af puljen, og endelig siger det sig selv, at risikoen for tab på den måde fordeles, så den enkelte långiver kan nøjes med en betydeligt lavere risikopræmie. De praktiske forhold med kreditvurdering, administration, opfølgning på misligholdelser etc. taler også for at have en specialist til at stå for det. Det er den sædvanlige gamle historie om arbejdsdeling.  

Men derfra og til at goutere et pengeinstitut er der tilsyneladende et intellektuelt kvantespring for mange af os. Måske har vi svært ved at forstå, at man kan have en forretning, der har samme vare på hylderne, som det kunderne skal bruge for at betale for varen!  Og der er i de mellemøstlige religioner et dybtsiddende, instinktivt forbud mod rente, som det har taget usigeligt lang tid at frigøre sig fra.  Desuden betyder det nok noget, at man skal gøre sig klart, at indskud i en bank er indlån og ikke bare et depositum. Og det er i sagens natur, det som jurister kalder lån til eje, hvor man ikke skal have samme genstand tilbage, men blot noget lignende.[xxv]  Men hvis disse lån til eje skal give mening, så er de jo også fremlån. Og alle juridiske konstruktioner med frem foran er lidt betænkelige, det gælder både fremleje, fremlån og frempantsætning

Indsigelserne mod at bankerne bruger fremmedkapital til udlån går som regel på, at de tager imod kortfristede indskud og konverterer dem til langfristede lån. Det giver en risiko for et panikagtigt stormløb af kunder mod bankerne.  Men hvor stor overensstemmelse mellem tidsprofilen for indlån og udlån skal man så have. I dansk realkredit har man for så vidt angår obligationslån taget skridtet fuldt ud med det såkaldte balanceprincip, hvor låntagernes forpligtelser nøje skal svare til obligationsejernes rettigheder, som en hæderkronet – og lovpåbudt – tradition.[xxvi] 

Overfor alle disse udmærkede indsigelser mod bankerne står imidlertid det mest bastante af alle argumenter, nemlig empirien. Sagen er jo, at udført med fornuft, så flyver humlebien. Og det gør den med så stor fornøjelse, at hvis man stillede sagen på spidsen og indførte to slags banker, depotbanker, hvor alle indskud lægges i boksen, hhv. fremlånsbanker, der videreudlåner pengene, så er der vist ikke ret stor tvivl om, hvor pengene ville havne. 

Jeg kunne godt ønske mig, at man simpelthen indførte en Lex Bjerg, der gav mulighed for på en helt enkel måde at stifte pengeinstitutter på de vilkår, han ønsker, og så kunne vi se effekten! Det ville vist blive en flad fornøjelse.

Historisk set er Wisselbanken i Ansterdam oprettet 1609 – og dermed førend opfindelsen af pengesedlen – vist den eneste bank, som har haft alle ind- og udbetalinger i metal og lagt metallet på lager, så der altid var fuld dækning for indskuddene. De eneste papirtransaktioner var overførsel mellem konti internt i banken. Derfor ydede den ikke fremlån af indskud. Den gav heller ikke rente, men krævede tværtimod et pænt beløb for opbevaringen. Men den overlevede til gengæld også bankkrisen i 1672, som ville have knækket alt andet.[xxvii] Men hvis den ikke er blevet kopieret i de efterfølgende 400 år, så har det måske en årsag.

Empiri er ikke en dårlig opfindelse. Navnlig ikke i videnskab.

Til Bjergs undskyldning tjener, at han ikke er alene med sine betænkeligheder. Monetarismens fader, Milton Friedman, har været der, hvilket nævnes.  Mange ledende i den østrigske skole har spist af grøden. Og for nogles vedkommende med argumenter, der ikke er specielt lødige. Rothbard[xxviii] skraber vist bunden med noget begrebsjurisprudens, som bygger på, at det engelske ord for indskud er deposit, og derfor skal bankindskud også ubetinget være depositum regulare. For dem alle gælder, at de var mennesker, som gik ind for markedsøkonomi, så de må da have undret sig over det paradoks, at markedet ikke har givet plads til bare én eneste depotbank i konkurrence med fremlånsbankerne.

Hvad er Bjergs forslag?

Bjerg foreslår i kapitel 8, at banker ikke længere skal kunne modtage anfordringsindskud. I virkeligheden skal vi faktisk slet ikke bruge bankkonti mere til vore løbende betalinger. I stedet skal vi alle have en transaktionskonto i Nationalbanken, hvor vores penge går ind. Den konto vil være rentefri. Vi kan så vælge, om vi fra den konto vil skyde penge i private banker, men det skal i givet fald være på opsigelsesvilkår og betragtes som investeringer, hvor vi accepterer en risiko for ikke at få pengene igen. De vil derfor ikke være omfattet af indskydergaranti.

Men hvor kort må den opsigelsesfrist så være. Han skylder han os at foreslå en grænse og argumentere for, at den grænse vil være forhindre fremtidige kriser effektivt.

Desuden skal Nationalbanken kunne foretage indskud i de private banker, så de kan foretage udlån.

Hvordan ville forslaget virke?

Som allerede nævnt, så kan man undre sig over, at der i et frit marked ikke har udviklet sig institutioner, som fungerer efter de af Bjerg skitserede principper. Kunne det tænkes, at det skyldes, at der ikke er hverken investorer eller kunder til foretagenderne. Den forklaring ligger da besnærende nær.

Bjergs forslag indebærer imidlertid, at kunderne kun får valget mellem hans udgave af banker. Ligesom Fordvogne, der kan fås i alle ønskelige farver, så længe ønsket er en sort. Og hvordan vil verden så se ud?

Da indestående i Nationalbanken ikke vil være rentebærende, kan man jo spekulere over, om ikke en hel del mennesker hurtigt vil sørge for også at have en konto på opsigelsesvilkår i en privat bank. Nogle af os vil måske også af og til blive ramt af, at vores konto i Nationalbanken nok heller ikke vil kunne overtrækkes. Kan hænde vi får behov for stadig at være gode venner med en af de private banker. Hvem skal i øvrigt betale for driften af Nationalbanken?

Ifølge Bjergs system kan forbrugerne altså vælge at lade en del af deres formue overføre til en bank. Når de penge lånes ud, så kan der sjovt nok ske nøjagtig det samme, som før, nemlig at pengene kort efter vender tilbage til en anden eller samme bank, nu blot på opsigelsesvilkår, hvorefter de lånes ud. Og så kører karrusellen. Måske nok en mindre karrusel, men den kører.[xxix] Hvis det skal stoppes, så vil det kræve, at banker kun må modtage indskud med ekstremt lange opsigelsesfrister. Det vil være noget, som for alvor vender den tunge ende nedad. Kun sparere med en lang tidshorisont kan i så fald opnå forrentning af deres opsparing. Er det virkelig en socialt acceptabel tankegang?

Nationalbanken vil kunne bevilge de private banker, at de kan låne penge i Nationalbanken til fremlån til borgere og virksomheder. Men hvordan fordeles de penge blandt bankerne? Bjerg forsøger at løse det spørgsmål ved at foreslå, at pengene skal fordeles efter auktion. Det vil i så fald næppe føre til lavere renter, og det var vel ellers en del af hans formål. Det er muligt, at Bjerg synes bankerne giver deres indlånskunder for lidt i rente, men ligefrem at afløse det af, at de slet ingen får, og samtidig skal betale lige så meget eller mere for lån, det medfører altså, at rentemarginalen er steget.

Og ifølge Bjerg skal Nationalbanken kunne styre, hvilke formål pengene i givet fald skal kunne udlånes til. Er det for pessimistisk at tro, at der vil blive en tendens til politisk korrekte udlån? Hvilke banker skal Nationalbanken give disse fordele? Der bliver vist nogle markante incitamenter til, at de private bankers ledelser fedter grundigt for de bestemmende embedsmænd i Nationalbanken. Det bliver en ladeport til indirekte korruption. De pågældende institutioner kommer i hvert fald i en usund symbiose. Har embedsmænd i øvrigt historisk vist sig egnede til at udpege virksomheder med vækstpotentiale at investere i? Er der ikke en vis risiko ved at overlade styringen af pengemængden til en meget lille gruppe personer? Det er ikke emner, Ole Bjerg belyser.

Bjerg mener selv, at forslaget åbner for, at Nationalbanken kan overlade penge til staten til dækning af offentligt forbrug[xxx]. Det er ellers noget som med omhu er forbudt i EU-samarbejdet.

De penge, som på den måde pumpes ud, skulle så blive rentefri. Hvor længe det ville komme til at vare, kan man have sine tvivl om. Han hævder også, at de særlige profitter fra bankernes pengeskabelse ikke længere tilfalder bankerne. Han har blot ikke redegjort for, at de er særlige. Bankerne vil stadig kræve en rentemarginal, den vil formentlig blot blive temmeligt meget højere, fordi kapitalen ikke geares så meget.[xxxi]  

De angivelige særlige profitter skulle ifølge Bjerg fremover tilfalde staten, hvorefter han forventer, at staten vil nedbringe sin gældsætning. Hvis de særlige profitter findes, så kunne en anden en godt få en mistanke om, at de snarere vil blive omsat i øget offentligt forbrug. Det er i hvert fald en mulighed, som man ikke kan se bort fra uden en nærmere diskussion.

Han indrømmer, at en overladelse af pengepolitikken til en ”politisk kontrolleret, men dog institutionelt uafhængig”[xxxii] Nationalbank ikke nødvendigvis fører til nirvana-tilstanden, men i sin argumentation for at det vil være bedre indskrænker han sig til, at det eksisterende ”tydeligvis fungerer meget uhensigtsmæssigt”. Sammen med en påstand om, at der har været ”hyperinflation” som følge af bankernes pengeskabelse, tyder det på en mangel på proportionssans.

Bjerg er selv opmærksom på, at gennemførelse af systemet i Danmark vil indebære risiko for kapitalflugt. Han mener risikoen opvejes af, at forbrugerne ikke vil have kursrisiko på at operere i fremmed valuta. Han overvejer dog ikke, at udenlandske banker selvsagt godt kan føre konti danske kroner, eller at udenlandsk valuta kan overtage en væsentlig del af betalingerne i Danmark. Hvis lånemulighederne i danske banker begrænses, kan der være et betydeligt incitament til at bruge en udenlandsk bank, uanset om man aktuelt har brug for lån, hvis man på den måde kan optjene en kreditvurdering til brug for senere långivning.

Fjerner man så risikoen for bankpanik ved forslaget. Selv hvis en bank har modtaget indlån med opsigelsesfrister på nogle måneder, kan panikken stadig opstå. Banken selv vil fortsat kunne løbe tør for kontanter, hvis alle opsiger deres konti.[xxxiii] I så fald må Nationalbanken fortsat træde til med ekstra likviditet, og den vil nemt blive fristet til at kaste gode penge efter dårlige. Spørgsmålet er så, om man i virkeligheden ikke har øget risikoen for uansvarlig adfærd fra bankernes ledelse.

Bjerg nedvurderer også risikoen for, at der opstår alternativer til bankerne. Han kalder det for skyggebanker og isolerer det til at være noget af betydning for erhvervsinvestorer. Dermed reducerer han den potentielle betydning deraf til noget, som han kan ignorere, for det vil jo kun gå ud over kapitalister. Men som vanligt forbigår han dermed, at langt de fleste forbrugere også er kapitalister endda i stor målestok i kraft af deres pensionsopsparinger. Endnu engang skøjtes der kun hen over noget, der tilsyneladende er en glat overflade, og det er ikke nok til at leve op til en akademisk standard. Sagen er jo, at når det drejer sig om forbrugernes investering i boliger, så vil der lynhurtigt opstå et pantebrevsmarked, som det vi så i min barndom, med alle de deraf følgende ulemper. Alternativt vil finansieringen ske gennem udenlandske banker. Skal det forhindres, så skal der som vanligt bygges mere regulering ovenpå regulering i en endeløs og ørkesløs kæde.

Kort fortalt er der meget lidt, som taler for, at Bjergs forslag ville kunne fungere. Det er muligvis visionært, men det kan man jo også sige om et fata morgana.

Farveblindhed

I kapitel 10 med den besnærende titel Hinsides rød og blå forsøger Bjerg sig med at forklare, at hans forslag ikke er i modstrid med gode liberale principper. Det bygger han på et autoritetsargument om, at hvis Friedman var for større likviditetsreserver, så må resten af det liberale slæng også være det. Og banker er jo blot en klasse, som har fået tildelt særlige privilegier, ligesom feudalherrer, så også derfor må liberale være imod.

Til det er der flere indvendinger. Først og fremmest at andre også kan lave penge, omend ikke helt så troværdige. Og dernæst, at hans forslag ikke fjerner monopolet. Det cementerer det bare med en overherre og nogle yderst lydige vasaller.

I den forbindelse har jeg ignoreret hans fuldstændigt ukvalificerede støtte til en gammelkeynesiansk politik med dertil hørende cycliske stop-go effekter. Og så kritiserer han den eksisterende bankmodel for at være procyclisk!

Derefter svinger han sig ellers op i perorationer, hvor han forveksler demokrati med øget statsstyring og bæredygtighed med planøkonomi. Ole Bjerg kan ikke skjule, at han er rød, uanset han her forsøger at pakke det ind.

De centrale værker

Litteraturlisten i bogen er beundringsværdigt kort. Men som Bjerg formulerer det i forordet, så har han et ønske om, at bogen ”skal indgyde tillid” og det sker åbenbart bedst uden at oplyse alt for meget om, hvilke steder han har hentet sine tanker. Dermed frigør han sig jo også for, at man kan kontrollere, om hans tanker er selvstændige, eller om han blot smykker sig med lånte fjer. Så litteraturlisten rummer 5 numre af det han i forordet kalder ”de centrale værker” og for hvert af dem en anprisning af deres respektive fortræffeligheder. Hvor centrale de er, kan man måske diskutere. Klassikere indenfor pengeteori er de i hvert fald ikke.

Første nummer er en udgivelse fra søsterforeningen Positive Money i England. Den indeholder næppe væsentlige udfordringer til Ole Bjergs teorier.

Dernæst henvises til et working paper fra IMF, The Chicago Plan Revisited. Til det må bemærkes, at det pågældende arbejde på forsiden beskrives som udtryk for en beskrivelse af igangværende forskning offentliggjort med henblik på at blive kommenteret og fremme debat. Så er det måske lidt flot at referere det, som Bjerg gør.

Der er også en rigtig bog imellem skrevet af en professor ved Oxford.

Hvad der dermed måtte være opbygget af troværdighed, forsvinder dog, når Bjerg så dernæst henviser til et skrift om ”Bæredygtig demokratisk markedsøkonomi” udgivet af ”Syntesetanken”. Det giver mest af alt litterære associationer til Scherfigs Idealister.

Endelig er der som den femte kilde en henvisning til et af Bjergs egne skrifter.

Man må uvilkårligt spørge sig selv, om der kan drives forskning på et sådant udvalg af kilder, navnlig når der i Gode Penge ikke optræder en eneste tanke, som er kritisk overfor kilderne eller selvstændigt bidrager til at udvikle teorien.

Sammenfatning

Ole Bjergs forslag har heldigvis ikke en kinamands chance for at blive gennemført, men det ligger alligevel og rumsterer i en subkultur omkring foreningen Gode Penge. Bogen har – beklageligvis – fundet plads på bibliotekerne, og der skal nok være et antal gymnasieelever, der tager indholdet for gode varer og skriver forurettede samfundsfagsrapporter derom. Foreningen Gode Penge, som er samlested for Ole Bjergs proselytter, driver i hvert fald en foredragsvirksomhed, der er målrettet mod skoler og gymnasier.

Derfor er der god grund til at sige det meget klart: Ole Bjergs gennemgang af bankernes rolle bygger på fejlagtige præmisser, hans logiske deduktioner er ikke korrekte, og hans resultater bliver derfor underligt bagvendte. Det anvendte kildemateriale er hamrende ensidigt, og på intet sted i bogen er der noget, som viser, at Ole Bjerg på noget tidspunkt har forholdt sig kritisk til sin vision. Det er en vision, som er ensidigt marxistisk. Og selv hvis man tog Bjergs økonomiske analyse for gode varer, så er der intet sted, hvor de politiske forslag understøttes – endsige er en logisk konsekvens – af de økonomiske synspunkter. Det er, som om Bjerg tror, at hvis han bare kan kritisere det eksisterende, så kan han foreslå hvad som helst og få det til at fremstå som et troværdigt alternativ.

At bogen på Handelshøjskolens (Copenhagen Business School’s) hjemmeside optræder som fagfællebedømt forskning må være en vittighed.

Kilder

Ernst Andersen (1976), professor, dr. jur., Bankvæsenets Oprindelse, Juristforbundets Forlag

Steffen Heiberg (1996), Enhjørningen, Gyldendal

Hugo Matthiesen (1946), mag. art., museumsinspektør ved Nationalmuseet, Snapstinget

Murray N. Rothbard (1962), Man Economy and State, vol. 2, (uændret optryk 1970)

Adam Smith (1776), Wealth of Nations, (her efter Glasgow Edition, Oxford University Press 1976)

Henry Ussing (1946), professor, dr. jur., Enkelte kontrakter, 2. udg., (uændret optryk uden år ved Juridisk Bogformidling)


[i] Observationen af fænomenet har jeg oprindelig fra advokat Oluf Engell. Forklaringen er min egen.

[ii] Det må dog indrømmes, at sproget er let og Bjerg skriver i hele sætninger. På det punkt adskiller han sig markant fra de modparter, som er beskrevet i første afsnit. Der er en overfladisk elegance og stilistisk sikkerhed over hans skriverier, som gør dem tilforladelige ved første gennemsyn. Til gengæld er centrale sætninger selvmodsigende jf. eksempelvis nedenfor ved note 20.

[iii] Se nedenfor ved note 28.

[iv] Og den likviditet kan så enten foreligge i form af kontanter eller andre aktiver, som er ultrahurtige at veksle til kontanter, typisk indskud i nationalbanken eller obligationer, som med stor sikkerhed kan afhændes straks og uden væsentlig risiko for at måtte sælges til pludseligt faldende priser. Blandt disse særligt sikre og værdifaste aktiver optræder ofte også statsobligationer i forskellig form, et faktum, der ikke var uden betydning for den seneste bankkrise, fordi statspapirer viste sig en del mere kursfølsomme, end man antog. Sjovt nok er reglerne om, at statspapirer anses for sikre, udarbejdet af staterne selv. Det er jo også temmelig belejligt, når man på den måde kan skabe en efterspørgsel efter statsobligationer og dermed skaffe staten adgang til billige lån.
Til Bjergs undskyldning taler, at man på engelsk benytter ordet reserve i denne sammenhæng. Men Bjerg skriver jo på dansk, og så må man forvente, at han enten oversætter eller præciserer, at et ord benyttes i en speciel betydning.

[v] I den praktiske verden opererer man ikke med en opdeling af kassebeholdningen i 2, men oplyser de uudnyttede kredittilsagn som en note i regnskabet. Som et eksempel på, hvordan det rent praktisk optræder i en årsrapport kan henvises til eksempelvis Lån og Spars årsregnskab for 2018, note 44. (se www.lsb.dk)

[vi] En uddybende gennemgang af de nugældende regler er indeholdt i Appendix 1

[vii] I 1960’erne var det stadig normalt, at de fleste dagligvarebutikker ydede faste kunder kredit i løbende måned, så man kun betalte umiddelbart efter månedskiftet. Systemet forsvandt med indførelsen af supermarkeder og udbredelsen af checks.

[viii] Samuelson 1980

[ix] Med den nugældende regulering af bankerne er det dog betydeligt mere kompliceret end den simple model, som var indeholdt i klassiske lærebøger, hvor man fandt den maksimale multiplikation ved at dividere lovens reservebrøk op i 100. Et eksempel var min egen lærebog fra jurastudiet, Samuelson (1980), side 282. Læg i øvrigt mærke til, at reservebrøken ikke overhovedet handlede om solvens, men udelukkende om likviditet. Man fristes til at tro, at Ole Bjerg forveksler gamle dages reservebrøk med nutidens solvenskrav.

[x] Se ovenfor ved note 5.

[xi] I gamle dage var typeeksemplet, at en handlende, som var kommet i vanskeligheder, forsøgte at dække over det ved at udstede stadigt stigende mængder af dækningsløse veksler trukket på ham selv. En variant deraf var checkrytteriet, hvor han ved at have konto i 2 banker samtidig kunne trække checks på den ene til at dække overtræk på den anden og vice versa. Det kunne man, fordi brugen af papir gav nogle dages ekspeditionstider på betalinger, Kom han ud af vanskelighederne havde begge banker tjent store summer i overtræksrente, så de var ikke altid lige vågne til at stoppe det. Om ikke andet så har elektronikken medført, at bønnen ”led os ikke ind i fristelse” er lidt mindre relevant idag.

[xii] Valutarestriktionerne døde endeligt strådøden i 2004 efter et spørgsmål til Justitsministeren fra et folketingsmedlem. Man havde ved en fornyelse af lovgivningen glemt at videreføre hjemlen til at udstede valutaregler uden optagelse i Lovtidende. Men Nationalbanken havde fortsat udstedt reglerne. Så de ”gældende” regler viste sig at være udstedt i strid med Grundlovens kundgørelsesforbud. Og fremfor at indrømme denne fejl foretrak Nationalbanken at ophæve reglerne.

[xiii] I andre situationer har mangel på kontanter, navnlig i form af mønter, været baggrunden for eksempelvis udstedelsen af plebiscit-sedler i Sønderjylland. Frimærker har også ofte gjort fyldest som penge, når der var mangel på småmønter. I mange dele af provinsen var checks udstedt af andelsmejeriet og -slagteriet i mange år fuldgod valuta.

[xiv] På baggrund af bl. a. Grell-rapporten, der vist aldrig blev offentliggjort, men gav anledning til Straffelovrådets udtalelse af 14. januar 1974 om økonomisk kriminalitet.

[xv] I en sådan grad at en erklæret marxist, Hans Åge (2004) side 147 skriver” Egentlige videnskabelige opdagelser har Marx ikke gjort inden for økonomi.”

[xvi] Side 100

[xvii] Hvilket Bjerg selv nævner på side 86 – 87

[xviii] Tiendeafløsningsloven 1903. Statsskatteloven fra samme år nævner i øvrigt udtrykkeligt, at løn i naturalier er skattepligtig, så den slags fandt formodentlig også sted.

[xix] Side 10

[xx] Side 27

[xxi] Det engelsk verbum to bail betyder at lænse, d.v.s. at tømme et skib for vand så det ikke synker.

[xxii] Se ovenfor note 13

[xxiii] Side 60

[xxiv] Hugo Matthiesen (1946)

[xxv] Jure stricte er der faktisk ikke tale om lån. I juridisk terminologi er et lån, at man overlader brugsretten til andre uden vederlag. Hvis man derimod får betaling for afsavnet, så er der tale om leje, jf. Ussing (1942) §§ 1, 6 og 7. Man kan overveje, om det er en sproglig reminiscens af renteforbuddet, når vi taler om, at banker låner i stedet for at leje.

[xxvi] For andre lånetyper er princippet modificeret.

[xxvii] Ernst Andersen (1976) side 225 ff, hvorfra oplysningerne om Amsterdam-banken er taget, er vist beklageligvis overset af danske økonomer og slet ikke tilgængelig for de udenlandske. Men manden var sprænglærd og nørdet. Han kunne tilsyneladende læse latinske, franske og italienske kilder om middelalderens økonomi, og han tilfører dem nogle juridiske vinkler om kreditorforfølgning, assignation med mere som er værdifulde for forståelsen af den praktiske brug af fortidens finansielle instrumenter. Blandt kunderne i Amsterdam var i øvrigt Corfitz Ulfeldt, der formentlig skjulte sine sorte indtægter der, Heiberg 1996 side 118. Se også Adam Smith, 1776 IV bog, kap III, del 1, for en nærmere beskrivelse af bankens forretning, som den tog sig ud på det tidspunkt.

[xxviii] Rothbard (1962) side 703

[xxix] Og karrusellen kan tilsyneladende køre uendeligt. Bjerg vil ganske vist indføre et krav om, at bankerne ikke må låne mere ud, end de har indlån på opsigelse. Til gengæld må de tilsyneladende låne det hele ud. Hvor de eksisterende likviditets- og solvenskrav sætter en øvre grænse for, hvor mange ture i karrusellen penge kan tage, så forsvinder den. Bjergs forslag indebærer, at bankerne ikke længere skal have nogen likviditetsreserve overhovedet, anfordringsindskud har de jo ikke længere. Alternativt må Bjerg supplere sit forslag med likviditets- og solvenskrav, ligesom dem man allerede har. Men dermed kommer han til at anerkende, at den slags virker. Og det er jo netop hovedsynspunktet i hans bog, at det gør de ikke. Det er et forhold, som må give anledning til betydelig undren.

[xxx] Side 85

[xxxi] Eksempelvis vil udlånsrenten uden nogen gearing, et egenkapitalforrentningskrav på 10 pct., og med låneomkostninger til dækning af omkostningerne ved bankdrift på blot 2 pct., være på 12 pct.. Hvis banken derimod kan geare kapitalen 10 gange med indlån til en rente på 1 pct., så vil udlånsrenten bliver på 0,10 x 0,10 + 0,90 x 0,1 + 0,02 = 3,9 pct.

[xxxii] Side 87. Endnu et eksempel på at man kan holde sig vågen, medens man sover.

[xxxiii] Bjerg nævner forøvrigt ikke noget sted, hvilke solvenskrav der skal stilles til bankerne til imødegåelse af tab. Og i en bankpanik er tab ved realisation af aktiver formentlig uundgåelige.

Appendiks 1 – Bankers kapitalkrav

af Jens Frederik Hansen

Lovgivningens krav til bankers kapital er 2-delt.[i] Der er krav til solvensen, altså sammensætningen af regnskabets passiver, og der er krav til likviditeten, som påvirker sammensætningen af aktiverne. Reglerne er med de seneste årtiers ændringer blevet stedse mere komplicerede og der bruges en række betegnelser, der ganske vist er mere præcist definerede i loven, men til gengæld afviger fra traditionel sprogbrug. I denne kortfattede fremstilling benyttes de mere traditionelle termer, hvilket naturligvis går noget ud over præcisionen.

Kapitalkravene indeholder endvidere en hel serie af tærskelværdier med forskellige konsekvenser. Når solvensen kommer under én margen indskrænkes eksempelvis retten til at betale udbytte, ved noget mindre solvens sættes ledelsen fra bestillingen og så fremdeles indtil den nederste solvensgrænse, hvor banken overgår til opløsning (konkurs) under finansiel stabilitet. Her beskrives primært den allernederste grænse, ragnarok-situationen.

Det er væsentligt at være opmærksom på, at aktiver og passiver altid er lige store. X % af aktiverne vil altid svare til lige så mange procent af passiverne. Ved udregningen af kravet til den ansvarlige kapital skal der tages hensyn til sammensætningen af bankens aktiver, og at ikke alle typer aktiver giver lige stor risiko for tab. De enkelte aktivtyper tillægges derfor en vægtning ved udregning af solvenskravet. I nedenstående opstilling er tal med kursiv medtaget som et illustrativt eksempel.

Balancen

Balancen i regnskabet består altid af følgende dele

    vægt eksempel
      antal antal vægtet
Passiver    
Ansvarlig kapital     3
  Egenkapital (herunder aktie-
kapital)
 
  Ansvarlig lånekapital  
Fremmed-kapital    
  Indskud med forskellig løbetid og vilkår (anfordring, opsigelse, bankens obligationslån etc.)   97
Sum     100
     
Aktiver    
Risikofrie aktiver    
  Kontanter   5
  Statsobligationer   15
Risikable aktiver    
  Privatlån 1,0 35 35,0
  Erhvervslån 1,0 10 10
  Lån små og mellemstore virksomheder 0,75 10 7,5
  Udlån bolig under 80 % 0,35 10 3,5
  Udlån erhvervsejendomme under 50 % 0,5 5 2,5
  Udlån andet pengeinstitut 0,2 5 1,0
  Danske realkreditobligationer 0,1 5 0,5
Sum     100 60
   

Solvenskravet er det største af følgende beløb:

  • enten 3 % af hele balancen uden risikovægtning (i eksemplet: 3, så den betingelse er opfyldt)
  • eller bankens individuelle solvensprocent (som vi i eksemplet endnu ikke har fundet) x vægtede aktiver.

Eksemplet indeholder endnu ikke den individuelle solvensprocent, men det gøres således:

      eksempel
Individuel solvensprocent    
  Basiskrav til alle 8 8
  Individuelt kapitalbehov   2
Sum     10

Ved at gange eksemplets individuelle solvensprocent med den risikovægtede aktivmasse fås kravet til størrelsen af den ansvarlige kapital, i dette tilfælde 60 x 10 % = 6 %. Da det tal er højere end eksemplets ansvarlige kapital på 3, så ville banken være dumpet. Og fordi den er dumpet, så vil straks den blive lukket.

I praksis ville banken derfor langt tidligere have søgt at afværge situationen. Det kan ske på 2 måder ved enten at skaffe sig yderligere ansvarlig kapital eller veksle nogle af sine aktiver til noget med en lavere risikovægtning, eksempelvis opsige privatlån og købe statspapirer i stedet. Yderligere ansvarlig kapital kan eksempelvis skaffes ved aktietegning eller ved at optage et ansvarligt obligationslån. I eksemplet er det i øvrigt ikke nok med at skaffe 3 i ekstra kapital. For at opfylde solvenskravet på 6 % skal der skaffes 3,2 i yderligere ansvarlig kapital.

Selv hvis banken i eksemplet havde haft sine aktiver sammensat sådan, at der kun krævedes 3 % i ansvarlig kapital, så havde den haft et andet problem, nemlig at hvis der dukkede kunder op, som ville indskyde penge i banken, så skulle den takke nej. Tidligere kunne den blot beholde de ekstra indskud som risikofrie aktiver, men det er ikke længere muligt.[ii] Det vil være usædvanligt i praksis, men det er en pointe, man skal være opmærksom på.

Yderligere solvenskrav, der ikke udløser konkursbegæring, men andre krav fra tilsynet

Det ovenstående har beskrevet, de grænser, der gælder, hvis banken skal undgå at blive lukket. Lukning er imidlertid den sidste løsning, og banken kommer i søgelyset allerede, når den ikke kan opfylde et krav om en højere solvensprocent. Der er primært tale om, at banker som i tilfælde af kollaps vil medføre vidtgående konsekvenser for resten af det finansielle system, skal opfylde et ekstra krav, og at alle banker kan pålægges yderligere solvenskrav for at modvirke konjunkturcyklen.  

Individuel solvensprocent jf. ovenfor       8 + x
Tillæg til systemiske banker                        1,5
(too big to fail)
Kontracyclisk tillæg                                      0,5
Sum                                            10 + x

Der er angivet nuværende størrelser. Satserne veksler over tid.

Likviditeten

Det, som i praksis vil lægge den primære begrænsning på bankens udlånsmuligheder, er imidlertid likviditetskravet.

Banken skal til enhver tid have en likviditet i form af kontanter eller andre risikofrie aktiver, så den kan dække de forventelige netto-udbetalinger i den kommende måned.

Selv banker, som ligger meget stabilt og kun har ganske lille forskel i balancen fra måned til måned og dermed små udsving i netto-udbetalinger og netto-indbetalinger, vil imidlertid typisk have store brutto-ind- og udbetalinger. For at tage højde for det, så foreskriver reglerne, at man ved opgørelsen af likviditetskravet kun må medregne 75 % af de modtagne indbetalinger.

Reelt bliver likviditetskravet derfor, at den likvide beholdning skal være 25 % af månedens forventede indbetalinger med tillæg af større forudsigelige udbetalinger såsom store enkeltudlån eller renter på lån, som banken har optaget hos andre. Den likviditet skal foreligge som risikofrie aktiver.

De banker, som lukkede i forbindelse med finanskrisen, blev alle dræbt af likviditetsklemmen. Efterfølgende har det vist sig, at flere af dem gav så lav dækning til kreditorerne, at de nok også har været insufficiente. En enkelt, Amagerbanken, har imidlertid givet så høj dækning til kreditorerne, at der er rimelighed i at overveje, om den med de fornødne tilskud af likviditet kunne have overlevet. Det er i øvrigt karakteristisk, at likviditetsmanglen skyldtes andre bankers uvillighed til at forlænge lån til den illikvide bank, snarere end det skyldtes hævninger foretaget


[i] Oplysningerne om regelsættet bygger på interview med Aksel Tarras Madsen, Afdelingsdirektør for Økonomi og Risikostyring hos BRF-kredit A/S. Oplysningerne om og vurderingerne af reglernes virkemåde står for forfatterens regning.  

[ii] Da Ole Bjerg skrev Gode Penge var de tidligere regler gældende.

Blackstone er et symptom – ikke en sygdom

Konsekvenserne af regeringens og DFs boligforlig er endnu uafklarede. Men det værste er, at forliget ikke tager højde for årsagerne til det problem, som man ville løse.

af Jens Frederik Hansen

Læs resten

Det misforståede redaktøransvar

Hvor ville det dog være rart, hvis uvidende ministre kunne styre deres talepres i sommervarmen

Det er naturligvis Rosenkrantz-Theils påhit om, at man skal have mere strafansvar for bloggere, der driver mig til tasterne. Og som så ofte før, så rumsterer Shakespeares ord ”for fools rush in, where angels fear to tread” i baghovedet. For hvis man virkelig vil reagere politisk på en kendt persons selvmordsforsøg, så skal man nok tænke sig betydeligt mere om, end det er lykkedes Rosenkrantz’en.

Stakkels kvinde

Som det allerførste vil jeg dog gerne fremhæve, at hele situationen udspringer af en ung kvindes desperation. Ude af stand til at holde rede i sine følelser og forventninger til livet har hun set selvmordet som den rigtige udvej. Hun vil forhåbentlig få den støtte, der skal til for at forstå, at livet nu en gang er bedst, når man lever, og når hun engang igen dukker op iblandt os, så må vi alle gøre, hvad vi kan, for at hendes liv kan komme videre.

Såvel vores reaktion som individer som den måde, samfundet er indrettet på, må først og fremmest handle om, at det skal være muligt for mennesker at havne i kriser og komme tilbage på sporet bagefter. Vi skal forstå, at det er menneskeligt og en del af skæbnen for ganske mange af os. Derfor skal vi have et sådant forhold til sjælelige kriser, at folk med ondt i sindet føler sig trygge nok til at bede om hjælp.

Eller er min holdning bare drevet af en overdrevet frygt for, at det kunne være mig, der blev ramt?

Skal afskedsbreve være strafbare at publicere

Hvis suicidiet lykkes, så er forfatteren ligeglad, men til alt held er der jo en del, som ikke dør. Det er et klassisk eksempel på tåbelig lovgivning, at nogle samfund har haft dødsstraf for selvmordsforsøg! Og det bliver ikke meget bedre af, at straffen bliver mindre og formelt skydes hen under at handle om publicering af afskedsbrevet. Uanset hvad, så vil det virke som en opfordring til at gøre en ekstra indsats for at sikre sig, at gerningen lykkes. Og det er vel ikke det, vi ønsker.

Der kan ikke være nogen tvivl om, at ligesom reklamer for vaskepulver virker, så vil omtale af selvmord kunne inspirere andre fortvivlede. Men netop offentliggørelsen vil ligesåvel kunne inspirere andre til at forstå, at deres situation ikke er unik, at der er hjælp at hente, at selvmordet bare vil gøre flere ulykkelige.

Hvis man ledte lidt i historiebøgerne og litteraturen, så kunne man nok også finde talrige eksempler på detaljeret omtale af selvmord, og skal vi så også i vores krænkelsesparathed undgå genoptryk deraf. Goethes ”Den unge Werthers lidelser” er et historisk eksempel på en bog, som udløste en bølge af selvmord, men også bidrog til det moderne menneskes forståelse af følelsers kompleksitet.

Under alle omstændigheder vil de fleste suicidale nok være så psykisk svækkede, at man ikke vil anse dem for påvirkelige af straf, og så indebærer straffelovens regler jo, at de under alle omstændigheder skal frifindes!

Redaktøransvar

Men så er det, at Rosenkrantz-Theil har fundet på sin idé om et redaktøransvar – i den tro at begrebet skulle dække en slags udvidet medvirkensansvar. Det gør det så ikke, faktisk lige modsat. Så lad mig lige repetere hovedreglerne om medvirkensansvar.

I dansk ret er alle, som bidrager til en kriminel handling, selvstændigt ansvarlige for hele handlingen, hvis de har den fornødne kendskab til, hvad de bidrog til. Og det gælder også, hvis man bidrager til, at en sindssyg, der på grund af sindssygen er fritaget for straf, foretager sig en forbrydelse. At overdrage et våben til en sindssyg morder er lige foragteligt, som når man giver det til en koldblodig morder.

Så hvis man virkelig vil gøre offentliggørelse af afskedsbreve eller lovprisning af selvmordets fortræffeligheder strafbar, så er der intet behov for særlige regler om andre medvirkendes ansvar.

Det traditionelle redaktøransvar handler derimod om noget andet. Først og fremmest begrænser det kredsen af personer, der kan straffes til forfatteren, redaktøren og udgiveren. De andre journalister på bladet, typografen og kioskejeren kan ikke straffes for medvirken.

Og derudover siger medieansvarsloven hovedsagelig, at redaktøren kan straffes for anonyme artikler. Selv hvis redaktøren ikke havde til hensigt at begå en lovovertrædelse, så hæfter han, som om han var forfatteren, lige så snart han accepterer, at forfatteren kan optræde anonymt. Han kan ikke straffes hverken mere eller mindre end forfatteren, han behandles bare, som om han selv var forfatter.

Det er jo ikke det, Rosenkrantz-Theil mener med ”redaktøransvar”, og dermed får hun for alvor udstillet, at hun udtaler sig, ikke bare om noget som hun ikke har forstand på, men også uden at have tænkt sig om. Hun burde ellers om nogen vide, at der ikke er nogen roser uden torne, så man skal tage sig lidt i agt, førend man plukker dem.

Jens Frederik Hansen

Hvad skal vi egentlig med kandidattest?

De store medier har dem. De giver garanteret en masse klik. Og det er da også lidt sjovt at se, hvem man kommer tættest på. Men kan resultaterne bruges til andet.

Punditokraternes grand old man, Peter Kurrild-Klitgaard, har skrevet et indlæg på Berlingskes blog Valgstrømmen, hvor han påpeger, at hvis man besvarer alle spørgsmålene i diverse kandidattest neutralt, så får man et fascinerende stort udbud af kandidater fra en hel stribe partier, som man er næsten fuldstændig enig med. Det giver en ret klar illustration af klumpspillet på midten af dansk politik.

Hele formålet med testene er at vise, at der er forskel på de enkelte kandidater indenfor partierne, og at der er nogle – til dels overraskende – overlap mellem kandidater fra forskellige partier. Umiddelbart giver forskellen mellem de enkelte kandidater fra samme parti et sympatisk indtryk. Der er altså forskel og valgmulighed. Hvis jeg havde været partiindpisker, så ville min første tanke, når jeg hørte om den slags test, ellers være at diktere en partilinje for svarene, så partiet kunne fremstå ensartet og uden splittelse. Indpiskere plejer at hade splittelse, som kan udnyttes af selv halvdårlige journalister til at skrive en opsigtsvækkende historie. Intet kan ophidse et parti så meget som en ” x % af kredsformænd går mod partiets ordfører”-historie.

Ved nærmere eftertanke så giver variation i besvarelserne imidlertid god mening for partiet, så længe man undgår de direkte oprørske svar i forhold til partilinjen. Jo bredere kandidaternes svar er, desto færre potentielle vælgere skræmmer man væk. Det kan godt være, at en vælger føler sig ude af takt med flertallet af partiets kandidater, men hvis man så kan lokke ham til at stemme personligt på en af partiets kandidater, som viger lidt ud af partilinjens smalle spor på enkelte punkter, så er det nærmest ideelt. Så den forudseende partisekretær vil i stedet forsøge at massere svarene, så spændvidden bliver stor. Det kræver nok lidt viden om matematikken bag testene, og det kræver koordination, men så er manipulationsmuligheden der også.

Og det fører så til næste element i overvejelserne, nemlig betydningen af personlige stemmer. Hvor meget en personlig stemme betyder, afhænger helt af den opstillingsform, som det enkelte parti har valgt. Og der er mange muligheder for partierne, lige fra den klassisk stalinistiske partiliste, som man benytter i Enhedslisten, til de mere subtile metoder, der anvendes i andre partier. I reglen er det sådan, at man med ret stor sikkerhed på forhånd kan udpege rækkefølgen af et partis mandater i den enkelte storkreds. Og dermed kan man også konstatere, at det vil være sjældent, at man opnår et ændret resultat ved at stemme personligt på andre end partiets foretrukne. Så hvis kandidattesten viser, at du er tættest på én bestemt person fra et lidt usandsynligt parti, så viser den nok også, at i praksis vil din stemme ikke komme til at hjælpe lige præcis den kandidat ind. Derimod vil din stemme hjælpe en af hans partifæller, som ikke mener det samme, ind.

Selv hvis det med din stemme til hjælp lykkes at sende en mand, der er kritisk overfor partilinjen, på Tinge, så er du ikke sikret, at han stemmer, som du håbede. For han bliver nok ikke partiets ordfører i lige præcis det spørgsmål, og det er ikke ofte nogen stemmer mod gruppedisciplinen. Faktisk kan netop denne valgkamp tjene til illustration af, hvor autoritært folketingsgrupper ledes. Vi har set den mest himmelråbende kovending nogensinde fra Venstres formands side, men stort set ingen af Venstres folketingsmedlemmer har mukket over det. Havde man nu for 4 år siden haft et spørgsmål om en SV-regering i en kandidattest, så kan alle regne ud, hvad Venstres kandidater havde svaret – entydigt.

Så hvad kan man bruge kandidattest til? Ikke til at vælge parti efter. Kommer der kandidater fra flere partier frem i resultatet, så må man først vælge parti ud fra noget andet. Kommer der derimod konsekvent kandidater fra et eller to nærtbeslægtede partier frem, så kan man da give et skulderklap til den ”bedste” ved at stemme på ham. Man skal bare ikke bilde sig ind, at det flytter ret meget på partiets holdninger.

Alabamas abortlov er et nyt kapitel i en kompleks politisk strid

Kampen mellem modstandere og tilhængere af fri abort i USA har bølget frem og tilbage gennem næsten 50 år. Hvad er årsagen til, at den stadig er så vigtig?

Forleden exploderede det igen – abortspørgsmålet i USA. Af uløste politiske spørgsmål i verden er der formentlig kun et, som i spaltemillimeter overgår USAs holdninger til abort, og det er fred i mellemøsten. Men hvordan kan et nogenlunde simpelt spørgsmål, som i de fleste lande har fundet et leje, som det store politiske flertal kan leve med, blive ved med at være så kontroversielt, at man er villig til at bruge tid på det årtier i træk.

Den nemme forklaring, som dukkede op på min danske facebook-væg forleden, er, at der er for mange religiøse amerikanere med for kort uddannelse. Og den fordom gælder da navnlig den evige sydstat Alabama, som har vedtaget en kontroversiel lov, der indeholder totalt forbud mod abort, og supplerer det med helvede på jord, inklusiv livsvarigt fængsel, for sundhedspersonale som overtræder loven. Hvis man godt kan lide simple forklaringer på svære spørgsmål, så lyder det jo godt. Men den enkle forklaring er måske udtryk for, at man selv er lidt for glad for fordomme og ikke gider læse for meget på sine lektier.

Det startede med en dom

De fleste danskere ved godt, at grundlaget for fri abort i USA er en dom, nemlig Roe v Wade om en kvinde fra Texas. Nogle af os har sågar grinet af det pudsige navn, der jo betyder rogn, uden at vide at det faktisk er et tilsigtet ordspil, for navnet er et pseudonym.

Men de færreste har nok overvejet, hvorfor det startede med en dom og ikke med en lov. Når man indfører nye regler, så plejer det jo at være den lovgivende forsamling, der vedtager dem. Her er det imidlertid anderledes.

Frk. Rogn var blevet gravid og ønskede en provokeret abort. Det kunne man få i de første 13 uger af graviditeten i 4 delstater af USA, men i langt de fleste stater, inklusive hendes egen, Texas, var det forbudt, eller i hvert fald kun tilladt i de tilfælde, hvor graviditeten indebar risiko for moderens liv, skyldtes en seksualforbrydelse og den slags.

Men hun anlagde sag om, at Texas’ lovgivning var i strid med den føderale forfatnings regler om respekt for privatlivets fred. At staten med andre ord ikke havde lov til at bestemme over den del af hendes liv.

Og hun vandt!  

Begrundelsen er omfattende, men tyndbenet. Fordi der ikke fandtes et udtrykkeligt forbud mod fosterfordrivelse i engelsk – og dermed amerikansk – ret på tidspunktet for forfatningens indførelse i 1788, så er retten til abort en del af privatlivet, som er beskyttet af forfatningen. Men begrundelsen ignorerer, at den benyttede paragraf først blev gennemført i 1868, og på det tidspunkt fandtes der et forbud mod fosterfordrivelse i samtlige stater.

Så langt går reglerne

I de fleste retssystemer er det sådan, at hvis domstolene underkender en lov som grundlovsstridig, så gælder dommen principielt kun for den enkelte sagsøger og i hvert fald kun for de fakta, som var i den sag. Dommerne siger: ”Denne lov er ikke god nok”, men de siger ikke, hvordan loven skal være. Politikerne bliver slået tilbage til start. I Roe v. Wade valgte man en anden model, nemlig at domstolen selv fastlagde de fremtidige betingelser for at forbyde abort. Det skulle vise sig, at man dermed var landet på juraens parallel til ”gå direkte i fængsel”-feltet i matador.

Dommen kom på et tidspunkt, hvor abortforbud var langt det mest almindelige verden over. Den standard, der efterhånden er almindelig i vestlige lande, med en grænse omkring 1/3 henne i graviditeten, havde ikke dannet sig. Fra en situation, hvor loven krævede, at graviditeten skulle gennemføres medmindre den indebar fare for moderens liv, gik man til et udgangspunkt om, at moderen altid kan kræve abort medmindre aborten indebærer fare for moderens liv. Pendulet svingede på én dag fra det ene yderpunkt til det andet. Det kan ikke undre, at det gav anledning til et folkeligt misnøje.

Selv den samtidige begrænsede åbning for abort i Danmark medførte, at der kom et anti-abortparti i Folketinget i en årrække. I Danmark ville et forslag om fri abort indtil 26. uge næppe nogensinde have fundet støtte fra mere end nogle ganske få. Men det var det, Roe v. Wade lagde op til, fordi man skønnede det som grænsen for barnets levedygtighed. Derfor har lovene de senere år gradvis ændret sig nedefter til typisk 24 eller 20 uger. Der er dog også et antal stater uden nogen tidsbegrænsning overhovedet.

Sådan kan reglerne ændres

Ved at Højesteret foreskrev de fremtidige regler, så fik man imidlertid skabt sig et problem. Selv hvis lovgiverne skulle kunne opnå enighed om et kompromis, så kan det ikke gennemføres ved almindelig lov. Når fri abort er beskyttet af forfatningen, så kan den kun afskaffes ved forfatningsændring. Og det gælder selvsagt også en delvis afskaffelse.

Alternativt må man få Højesteret til at ændre holdning og afsige dom i en ny sag. Det er trods alt sket før. Omtrent samtidig afskaffede Højesteretten dødsstraffen under henvisning til forbuddet mod grusomme og usædvanlige straffe. Men dér ændrede retten ret hurtigt holdning.

En dansk parallel

For at få princippet til at stå lidt tydeligere kunne man forestille sig, at vor egen Højesteret besluttede, at grundlovens paragraf om religionsfrihed indebærer, at der i offentlige køkkener ikke må tilberedes mad, der ikke overholder samtlige religioners krav. Altså et farvel til rejesalat såvel som frikadeller.

Men fordi dommen ville postulere at være en anvendelse af grundloven, så ville man ikke kunne komme udenom dommen ved at vedtage en almindelig lov. En lov om at genindføre stegt flæsk i børnehaver ville også blive kendt grundlovsstridig. Den eneste mulighed ville være at gennemføre en grundlovsændring om, at religionsfrihed ikke omfatter fødevarer.

Den grundlovsændring skulle nok komme igennem ret hurtigt i Danmark. Men i USA er mulighederne for at ændre grundloven så omstændelige, og abort trods alt så underordnet et emne, at den mulighed ikke har vist sig fremkommelig. Så reelt er der kun den mulighed, at Højesteret ændrer mening. Og så bliver det en del mere spændende, hvem der udnævnes til dommer. Pludselig giver postyret mening.

Men endnu en betingelse skal være opfyldt, for at Højesteret skal kunne ændre mening. Der skal også være sager at dømme i. Og det gør man noget ved i Alabama. Ved at vedtage en delstatslov, som skal være den mest restriktive nogensinde, så forsøger man få en sag, hvor Højesteret har mulighed for frit at vælge, hvor langt grundlovens beskyttelse går. I stedet for et hav af sager, der gradvis eroderer Roe v. Wade, så vil man gennemføre et stormløb. Men måske er Alabamas politikere blevet fanget lidt af deres egen retorik.

En gratis omgang

Indtil nu har det ikke haft nogen politiske omkostninger at være ekstrem på dette punkt.

Også i denne sammenhæng kan en dansk parallel være god at illustrere med. Venstrefløjen i København har i årtier himlet op om ”bilerne ud af byen”. De ved jo godt, det er fri fantasi. Men nogle af deres vælgere kan godt lide at høre det. Og det skræmmer ingen bort, netop fordi vi alle ved, at hvis det vedtages på rådhuset, så bliver det underkendt på Christiansborg.

Og sådan er det altså også med abort i USA. Abortmodstand er et virkningsløst slag i luften. Men hvis Højesteret accepterer den nye lov, så kan det være, at politikerne har forregnet sig. Hvis reglerne strammes markant, så er det også deres vælgere og vælgeres døtre, som vil føle sig klemt. Så koster det pludselig vælgere på midten. Foreløbig regner de nok trygt med, at Højesteret skærer deres lov ned. Så kan de stadig stille sig i positur. Sker det ikke, så må man nok forestille sig, at de kommer til at æde store dele af deres egen lov i sig igen.

Findes “almindelige mennesker”?

Almindelige mennesker” er der rigtigt mange af i den offentlig debat. De optræder som en helt fast figur indenfor det, som er min interessesfære, nemlig boligpolitik. Det hedder sig altid, at ethvert problem rammer “almindelige mennesker, så de ikke længere ville have råd til at bo i København og andre større byer”.

Det er rigtigt ofte socialdemokrater, der taler om ”almindelige mennesker”. Og lige så snart de har sagt det, så bliver det altid fulgt af remsen, ”altså sygeplejersken, politibetjenten og skolelæreren.” Og så er det, at jeg spørger, hvem er de egentlig, disse almindelige mennesker.

Som det allerførste kan man undre sig over, at socialdemokrater vælger lige præcis de 3 grupper, for mindst 2 ud af de 3 nævnte – helt almindelige – befolkningsgrupper rummer formentlig et minimalt antal socialdemokratiske vælgere. Skolelærerne stemmer til venstre for S og politibetjentene stemmer på Venstre!

Sjovt nok røber valget af de “almindelige” også, at socialdemokrater udelukkende tænker på de offentligt ansatte. Hverken skolelærere, sygeplejersker eller politibetjente er jo privatansatte. Hvor blev håndværkeren, lastbilchaufføren og butiksekspedienten af?


Hvad skal ”almindelige mennesker” bruges til

Der er naturligvis en god grund til at bruge et passende ubestemt begreb, for “almindelige mennesker” er selvfølgelig bare ordgas, et retorisk kneb, der måske lyder venligt, men har samme formål som “røde lejesvende”, “kapitalister” og deslige.

For venligheden i begrebet er temmelig overfladisk. Det skal jo primært bruges til at skræmme med. Langt de fleste mennesker anser sig selv som almindelige og synes, at de selv lever et helt almindeligt, jævnt og muntert liv på jord. Og det gælder næsten uanset indkomst eller samfundsopfattelse. Og hvis de ikke selv er helt almindelige, så er deres koner, børn forældre, søskende og venner det i hvert fald.

Så når man påstår, at et lovforslag vil gå ud over “almindelige mennesker”, så kan langt de fleste af os føle os truede. Eller vi kan i hvert fald føle, at det truer en hel masse mennesker, som vi holder af, og som vi helst ikke vil have generet af nye love. Så basalt set bruges ordene kun som led i en klassisk skræmmekampagne.

Hvem er almindelige?

Men lad os lige se lidt nærmere på begrebet. Det er jo ikke sådan, at “almindelig” betyder det samme som gennemsnitlig, for kvinder der føder de gennemsnitlige 2,3 børn, er i hvert fald helt ualmindelige!

Det er nok givet, at kvinder der føder 7 eller 8 børn, er temmeligt ualmindelige, og 6 eller 5 børn er det måske også. Men hvor går grænsen? I nogen tilfælde går den vel helt nede ved 0. Hvis man ser på de, som lige er kommet med i gruppen af voksne kvinder, altså de 18-årige, så er selv dem med bare 1 barn ret ualmindelige.

Andre grupper

Nøjagtig den samme filosofiske øvelse kan man lave på alle mulige andre størrelser, som man kan bruge til at skelne mellem befolkningsgrupper. Ægteskabelig status, indkomst, og selvfølgelig de boligforhold, hvor jeg oftest hører vendingen.

Et lignende definitionsproblem løber man ind i med “de svageste”, for som eksempelvis Carina-debatten for nogle år siden viste, så er det ikke altid, at de svageste er lige dem, vi forventer.

Almindelige indkomster

Når det fremhæves, at sygeplejersken m.fl. ikke vil have råd til at bo i København, så tænkes der nok ofte på deres indtægt. Og så er det, at det bliver spændende. For langt de fleste af os har jo temmeligt svingende indtægter over livet.

Når man er ung og under uddannelse, så er det temmeligt almindeligt, at man kun tjener ganske lidt. For de, som tager lange uddannelser, bliver det ofte ved med at være almindeligt i mange år. Tager man en kort uddannelse er den meget lave indtægt hurtigt mere ualmindelig, men til gengæld er det ikke så almindeligt, at man senere i livet får en høj indtægt. Men det er altså ikke så ualmindeligt igen, for en ret stor del af selv de ufaglærte kommer trods alt til at betale topskat i en del af deres liv. Og sådan kan man fortsætte med at lege med ordene.

Hvor almindelige er sygeplejerskerne, lærerne og politibetjenten

Lad os så et øjeblik alligevel overveje hvor skolelæreren, sygeplejersken og politibetjentens løn er i forhold til gennemsnittet. Det er der nok mange meninger om, for skal man regne pensioner og diverse andre sidegevinster med. Samtlige grupperne ligger under alle omstændigheder i den pæne ende af indkomsterne, nogle af de overordnede hører til i de højeste 10 % og resten ligger i de bedste 25 %. Er det specielt almindeligt?

Som enhver kan se, så er det temmelig håbløst at putte mennesker i kasser, i hvert fald som hhv. almindelige og ualmindelige. Faktisk er det en af de store fordele ved at være liberal, at man har lov til at mene, at hver enkelt menneske er helt sig selv og forskelligt fra alle de andre.

Selv får jeg, hver eneste gang der henvises til “almindelige mennesker,” følelsen af, at jeg har set noget lignende et sted i verdenslitteraturen. I Orwells “Kammerat Napoleon” er alle dyrene lige, men grisene er bare “mere lige end de andre”.

Dødshjælp er mere komplekst, end debatten normalt viser

Aktiv dødshjælp dukker med ret regelmæssige mellemrum op i den offentlige debat. Hver gang påberåber tilhængerne sig en stigende tilslutning til idéen i befolkningen. Og det er i hvert fald temmelig klart, at aktiv dødshjælp forekommer tillokkende langt ind i libertarianernes rækker.

Som hovedregel skyldes accepten et ønske om at respektere det enkelte menneskes ret til selv at bestemme over sin tilværelse. Den ret man selv ønsker sig, er man også villig til at give andre, og det er jo et godt udgangspunkt.

De fleste tilhængere gør derfor også deres tilslutning betinget af, at den, der har dødsønsket, både skal lide af en uhelbredelig sygdom og være ved ‘sin fornufts fulde brug’. Men dermed har man jo bare flyttet det etiske problem. Man bruger ofte den sportsanalogi, at noget er sparket til hjørne, men det er der ikke engang tale om her. Bolden er sparket direkte hen for fødderne af det andet hold.

Fornuftens fulde brug

For hvornår er man ved sin fulde fornuft? Eller i hvert fald så fornuftig, at man skal have lov til at bede andre om at blive ‘hjulpet til at dø’.

I de eksempler, som dukker op i debatten, giver de syge ofte udtryk for, at livet ikke har nogen mening, at de er en belastning for omgivelserne, at der ikke er udsigt til en bedring af deres tilstand og lignende dystre synspunkter. Det er imidlertid sjovt nok lige præcis de samme ting, som traditionelle depressive patienter giver udtryk for.

Landets sindsygehospitaler indeholder jo ikke bare mennesker, der hører stemmer eller tror, at de er Napoleon. Der er et betydeligt antal patienter, som er indlagt, netop fordi de mener, at livet ingen mening har, at de belaster deres omgivelser etc.

I hvert fald for denne lægmand er det påfaldende, hvor mange af de kliniske symptomer for depression, der kan kobles med ønsket om aktiv dødshjælp. Det forekommer umiddelbart ret vanskeligt at forestille sig, at de patienter, som i givet fald skulle have aktiv dødshjælp, kan undgå at opfylde kriterierne for depression. Og depression kan trods alt ofte lindres så meget, at patienterne foretrækker at leve videre – i hvert fald indtil næste anfald.

Paradokset med de bipolare og depressive

Det giver også et lille paradoks, hvis man eksempelvis tilhører den gruppe af bipolare (i gamle dage kaldet: manio-depressive), som med noget nær sikkerhed kan forudse, at deres sygdom er uhelbredelig og vil vende tilbage med stadigt voldsommere episoder. Når de i en psykotisk rus hører manden med leen kalde, skal vi så fremover forhindre dem i at begå selvmord, eller skal vi tværtimod hjælpe dem på vej? For hvorfor skal de være den eneste gruppe, som fratages retten til eutanasi, når de ikke kan overskue fremtiden?

Mere anvendeligt er imidlertid nok eksemplet, hvor en person, der gennem nogen tid har lidt af depressioner, yderligere får en fatal somatisk sygdom. Skal vi acceptere det dødsønske, som udløses i den situation? Er depressionen så pludselig uden betydning.

Det bliver jo ikke bedre af, at selvmord blandt depressive sagtens kan forekomme, når de er på vej ud af depressionen, snarere end når den er allerdybest. For det er, når depressionen letter, at kræfterne til at dø vender tilbage, og det er også på det tidspunkt patienten indser alvoren i det rod, som sygdommen – endnu en gang – har skabt i familie, økonomi og hele livssituationen.

Råbet om hjælp

I hvert fald når det drejer sig om unge, hører man ofte det synspunkt, at et selvmordsforsøg er “et råb om hjælp”. Dødshjælpstilhængerne har aldrig forklaret, hvorfor der i mindre grad er tale om et råb om hjælp, hvis man bare er så invalideret, at man ikke kan binde en løkke på et reb og derfor må bede andre om at gøre det.

Så mon ikke begæringer om aktiv dødshjælp i sidste ende er udtryk for ubehandlede depressioner hos folk, der måske nok har et skrøbeligt sind, men som ikke tidligere er diagnosticerede med sygdommen.

Hvis man i deres lysere øjeblikke spørger depressive om, hvordan vi skal reagere i deres mørke stunder, så vil de nok temmelig entydigt sige: “Vi vil behandles, ikke slås ihjel!” Skal andre fratages den ret til behandling, blot fordi de er terminalt syge og ikke tidligere har haft depressive episoder? Personligt vil jeg helst være fri, og jeg hjælper heller ikke nogen på vej. Men det er selvsagt flertallet, der bestemmer.

Spist af systemet – også på ministerniveau

Dagens aviser byder på endnu et eksempel på, at politikere somme tider glemmer deres politiske udgangspunkt til fordel for at varetage bureaukratiets interesser.

En ting er, at partiet Venstre, Danmarks liberale Parti, i weekenden vendte rundt på en tallerken og besluttede, at for fremtiden vil det være mere ægte liberalt, hvis EU fastsætter en bundgrænse for selskabsskatterne. Det var i sig selv en besynderlig oplevelse. Partisoldaternes evne til at juble over den ændrede holdning satte nye rekorder i omstillingsparathed.

Men dette indlæg handler om et punkt, hvor partiet vist ikke har ændret synspunkt. Et opslag på partiets hjemmeside røber i hvert fald ikke, at man har fået ny sundhedspolitik. Der står stadig ting såsom “sundhedsvæsenet i Danmark skal indrettes på patientens – ikke på systemets – præmisser,” og “øget frit valg kan øge kvaliteten og effektiviteten i sundhedsydelserne gennem konkurrence mellem forskellige leverandører.” OK, der står også nogle ting, som gør teksten lidt selvmodsigende, men jeg kan ikke referere det hele.

Nu er der imidlertid en praktiserende læge i Christiansfeld, der har besluttet sig for, at han vil indføre en mulighed for, at patienter kan betale et abonnement og så få adgang til eksempelvis at få taget blodprøver på arbejdet, så man ikke skal tage fri for at gå til lægen for noget banalt. “I Danmark kan man få en masse service på den offentlige regning. Jeg synes, at det er ærgerligt, at hvis man skulle have behov for mere service, end det offentlige kan tilbyde, så har man ikke den mulighed. Den mulighed vil jeg gerne give folk,” udtalte lægen for nylig til JyskeVestkysten.

Den nyhed har avisen selvfølgelig fulgt op på og forelagt idéen for landets sundhedsminister Ellen Trane Nørby fra Venstre, Danmarks liberale Parti. “Jeg har den klare politiske holdning, at det er en tovlig brug af ressourcer.” Så kan det vist ikke siges klarere.

Ministeren kan dog ikke selv afgøre, om ordningen er lovlig eller ulovlig. Det afhænger nemlig af overenskomsten mellem Danske Regioner og de praktiserende læger. Derfor opfordrer hun overenskomstparterne til at tage sagen op i det såkaldte samarbejdsudvalg. Hvad de vil nå til af resultat, er vel egentlig ikke så svært at gætte, når de først ved, at de med ministerens velsignelse kan blokere for nyskabelsen.

Men er det virkelig ægte liberalt?

Spist af systemet

Det er altid fascinerende, når man opdager, at en politiker efter nogen tid begynder at agere på systemets præmisser. Somme tider kan de komme til at have synspunkter, som forekommer ret surrealistiske, hvis man kender deres politiske udgangspunkt. For nylig så jeg endnu et eksempel.

Baggrunden

Baggrunden var, at trafikministeren Ole Birk Olesen vil liberalisere fjernbustrafik, hvilket jo er en uventet glædelig begivenhed, navnlig da Dansk Folkeparti er med på idéen.

Som de fleste vil vide, så har vi i Danmark et antal offentlige trafikselskaber, der modtager nogle bastante tilskud til at drive bustrafik.

Ved siden af det, så findes der et fuldstændig privat netværk af fjernbusser. Deres eneste formål er at køre på de steder og tider, hvor kunderne gerne vil betale for det. De private busser er imidlertid underlagt nogle besynderlige restriktioner, som gør at de kun har mulighed for at køre over lange afstande.

Så ministeren vil ændre loven og lette betingelserne lidt. Han vil tillade, at de private fjernbusser fremover må have helt ned til 75 km mellem hvert stoppested!

Reaktionen

Og så sker der naturligvis det, at Foreningen af Trafikselskaber protesterer højlydt. ”Vores frygt er, at man må nedlægge kommunale eller regionale ruter eller giver dem større underskud,” udtalte formanden for foreningen til blandt andet DR. I sig selv er det lidt interessant, at en gruppe offentlige myndigheder har rottet sig sammen i en interesseorganisation. Og endnu mere interessant bliver det, når man så ser, at foreningens formand, der udtaler sig til pressen, er noget så udmærket som viceborgmester for Venstre i en provinskommune.

Altså en repræsentant for Danmarks Liberale Parti, som er bange for, at de offentlige trafikselskaber ikke kan klare sig i konkurrence med private virksomheder, som ikke alene skal operere uden tilskud, men desuden levere en forrentning af den indskudte kapital.

Hvor konkurrerer de?

Endnu bedre bliver det, hvis man borer i, hvor de offentlige trafikselskaber vil blive udsat for konkurrence. For der findes nemlig idag ikke én eneste busrute drevet af det offentlige, hvor der er mere end 75 km mellem stoppestederne. Der er intet, som hindrer de offentlige selskaber i at drive den slags, men de gør det ikke. Borgmesteren nævnte overfor pressen Århus-Billund som et eksempel. Men den busrute findes ikke. Der køres ikke direkte. Det borgmesteren henviser til, er en rute som hedder: Århus – Skanderborg – Horsens – (Vejle)- Billund. Og det er noget helt andet, for så skal bussen jo 2-3 gange midtvejs forlade den direkte motor- eller landevej og sno sig rundt i byerne.

Fordi trafikselskaberne i dag har monopol på strækningen Aarhus-Billund, så gør man det, at man forringer sin service overfor kunderne på 2 måder. For det første så driver man ikke en direkte og dermed hurtigst mulig busrute. Og for det andet så sælger man billetter til overpris på en attraktiv rute for at subsidiere andre ruter. For man kan jo ikke nøjes med en normal billet, hvis man skal med lufthavnsbusser. Så er der pludselig tillæg på. Fra Aarhus til Tirstrup er tillægget tilsyneladende 52 kr, mens Midttrafik ikke skilter med størrelsen Aarhus-Billund. Postulatet om, at de private vil ”skumme fløden”, er derfor forkert. Det er lige omvendt. De offentlige trafikselskaber agerer i virkelighedens verden ligesom de allerværste fordomme om privatkapitalistiske foretagender og pelser kunderne, når de kan komme af sted med det.

Hvis man har som politisk mål, at flest muligt skal bruge offentlig trafik, så skal man jo ikke skræmme kunderne over i biler ved at kræve overpriser på de populære ruter. Hvis man vil subsidiere kollektiv trafik i yderområder, så bør det finansieres over skatten, så vi alle kommer til at bære omkostningen.

Det er i hvert fald absurd, hvis man synes den gennemsnitlige fjernbusrejsende skal betale ekstra for at finansiere offentlig transport andre steder, for man skal ikke have kastet mange blikke ud over en fjernbus for at konstatere, at fjernbuspassagerer typisk er småkårsfolk. Rigtigt mange af dem er studerende og pensionister, mens der er langt mellem slipsetyperne.

Muligheden for at køre fjernbusruter kan få stor betydning for de provinsbyer, som ikke ligger lige på en af jernbanernes hovedstrækninger. Hvis man skal mellem 2 af dem kan det godt tage sin tid med dagens rutebiler. Tilstedeværelsen af gode fjernbusruter kan være det, der gør forskellen mellem, at borgerne bliver boende og pendler til studie og arbejde, eller at de helt flytter fra byen. Så på lidt længere sigt kan adgang til flere og mere varierede busruter blive en gevinst for de yderområder, som trafikselskaberne angiveligt er så bekymrede for. Og så længe de private vognmænd påtager sig risikoen for at opdyrke den del af markedet, så bør vi andre vel bare være taknemlige.

Hvor blev viceborgmesterens liberalisme af?

Noget i den retning skulle man tro, at en liberal politiker ville sige. Men det gjorde han lige præcis ikke. Han var blevet spist af systemet. Og så kan man jo overveje, hvordan og hvorfor den slags sker.