Tag-arkiv: sundhed

Historiske forhold: Børnedødelighed i Skandinavien

Af Christian Bjørnskov, den 16. juli 2021. 9 svar

I vores sommerserie om historiske forhold og historiske sammenligninger er vi kommet til et af de måske vigtigste forhold: Børnedødelighed. Risikoen for at børn dør før de bliver ret gamle, er et forhold, der både ændrer sig kraftigt i takt med at lande bliver rigere, men som også har ændret sig i takt med at hele verden er blevet rigere og både videnskab og lægekunst har udviklet sig. Man kan med al mulig ret kalde børnedødelighed for en af de vigtigste bivirkninger af økonomisk udvikling. Så hvordan har det set ud i vores del af verden?

Der findes god statistik på børnedødeligheden i alle tre skandinaviske lande tilbage til 1901, som vi plotter i dagens figur. Vi viser også det tilsvarende tal for risikoen for, at et barn dør før dets fireårs fødselsdag for Frankrig. Det interessante i den sammenligning er, at Frankrig ifølge Madison-projektets data var knap 10 % fattigere end Danmark, mens Norge og Sverige var omtrent 30 % fattigere. Som figuren meget tydeligt viser, var der alligevel ikke de store forskelle på de skandinaviske landes børnedødelighed i starten af 1900-tallet, mens den franske lå væsentligt højere. Den historiske sammenligning understreger derfor det underlige faktum, at Norge og Sverige var hvad nogle økonomiske historikere har kaldt ”sophisticated developing” i løbet af 1800- og starten af 1900-tallet: De havde lavere børnedødelighed, mindre analfabetisme og væsentligt bedre uddannede befolkninger end andre lande på samme velstandsniveau.

Set med moderne øjne var børnedødeligheden blandt børn under fire år, som figuren illustrerer, chokerende høj i starten af 1900-tallet. I det første årti døde cirka 10 % af alle børn før de blev fire, og 3 % døde før deres første år var ovre. I Frankrig var de tilsvarende forhold omtrent 50 % værre. Det er dog også voldsomt at se, hvor hurtigt situationen forbedres over årene, med et lille bump i løbet af anden verdenskrig i Skandinavien (og et stort i Frankrig). Fra 40erne og til omkring 1980 er børnedødeligheden tydeligt lavere i Danmark end Norge og Sverige, mens den de sidste cirka 40 år har været stort set den samme i alle fire lande i figuren. Man skal alligevel ikke så langt tilbage for at finde tal, der i dag ville være chokerende. Omkring tidspunktet hvor jeg blev født døde cirka 3 ‰ af alle børn før de blev et år, og 1,4 % af alle børn døde før de blev fire. De tilsvarende tal i dag er blot 0,3 ‰ og 3 ‰.

Hvordan ser de historiske forhold i Skandinavien så ud sammenlignet med verden i dag? Spørgsmålet er relevant fordi det kan give et indtryk af, hvor langt ’bagud’ dele af verden er. Svaret er, at den danske børnedødelighed sidst i 1910erne svaret til børnedødelighed i dag i bl.a. Sierra Leone, Somalia og Nigeria. Det danske forhold sidst i 1930erne matcher nutidens børnedødelighed i Pakistan og Mozambique, mens man skal til danske forhold sidst i 1950erne for at finde et match til nutidens problemer i Sao Tomé og Principe, den Dominikanske Republik og Bolivia. Situationen omkring 1970 (da jeg blev født) er ligesom det moderne Jamaica, Mauritius og Colombia, mens Bosnien og Serbien har cirka samme børnedødelighed som Danmark midt i 1990erne.

Hvad kan man lære af det, må man måske spørge? En del af svaret er måske, at man allerførst må konstatere at forhold som et velfungerende sundhedsvæsen og måske også viden om basal hygiejne var skandinaviske styrker længe før velfærdsstaten. En anden del af svaret er, at man ikke skal mere end en enkelt generation tilbage, før Skandinavien – set med moderne standarder – lignede nutidens mellemindkomstlande. Der er således både noget at være stolt af, rigelig grund til at være ydmyg, og noget at tænke over.

Spist af systemet – også på ministerniveau

Af Jens Frederik Hansen, den 5. marts 2019. 2 svar

Dagens aviser byder på endnu et eksempel på, at politikere somme tider glemmer deres politiske udgangspunkt til fordel for at varetage bureaukratiets interesser.

En ting er, at partiet Venstre, Danmarks liberale Parti, i weekenden vendte rundt på en tallerken og besluttede, at for fremtiden vil det være mere ægte liberalt, hvis EU fastsætter en bundgrænse for selskabsskatterne. Det var i sig selv en besynderlig oplevelse. Partisoldaternes evne til at juble over den ændrede holdning satte nye rekorder i omstillingsparathed.

Men dette indlæg handler om et punkt, hvor partiet vist ikke har ændret synspunkt. Et opslag på partiets hjemmeside røber i hvert fald ikke, at man har fået ny sundhedspolitik. Der står stadig ting såsom “sundhedsvæsenet i Danmark skal indrettes på patientens – ikke på systemets – præmisser,” og “øget frit valg kan øge kvaliteten og effektiviteten i sundhedsydelserne gennem konkurrence mellem forskellige leverandører.” OK, der står også nogle ting, som gør teksten lidt selvmodsigende, men jeg kan ikke referere det hele.

Nu er der imidlertid en praktiserende læge i Christiansfeld, der har besluttet sig for, at han vil indføre en mulighed for, at patienter kan betale et abonnement og så få adgang til eksempelvis at få taget blodprøver på arbejdet, så man ikke skal tage fri for at gå til lægen for noget banalt. “I Danmark kan man få en masse service på den offentlige regning. Jeg synes, at det er ærgerligt, at hvis man skulle have behov for mere service, end det offentlige kan tilbyde, så har man ikke den mulighed. Den mulighed vil jeg gerne give folk,” udtalte lægen for nylig til JyskeVestkysten.

Den nyhed har avisen selvfølgelig fulgt op på og forelagt idéen for landets sundhedsminister Ellen Trane Nørby fra Venstre, Danmarks liberale Parti. “Jeg har den klare politiske holdning, at det er en tovlig brug af ressourcer.” Så kan det vist ikke siges klarere.

Ministeren kan dog ikke selv afgøre, om ordningen er lovlig eller ulovlig. Det afhænger nemlig af overenskomsten mellem Danske Regioner og de praktiserende læger. Derfor opfordrer hun overenskomstparterne til at tage sagen op i det såkaldte samarbejdsudvalg. Hvad de vil nå til af resultat, er vel egentlig ikke så svært at gætte, når de først ved, at de med ministerens velsignelse kan blokere for nyskabelsen.

Men er det virkelig ægte liberalt?

Sundhed i 100 år målt på højde

Af Christian Bjørnskov, den 12. august 2013. 12 svar

Det er almindeligt kendt blandt både læger og udviklingsøkonomer, at under- og fejlernærede mennesker som oftest ikke når deres fulde, genetiske højde. Fænomenet, der kaldes ’stunting’ i sin værste udgave, kommer fra det faktum at børn, der er fejl- eller underernærede de første fem år af deres liv, simpelthen ikke bliver ret høje. Egentlig fattigdom kan derfor ofte måles bedre via stunting og andre ulykkelige fænomener som børnedødelighed end gennem indtægtsundersøgelser. Og der er problemer, der generelt forsvinder med økonomisk udvikling.

Mange påstår, at økonomer dog overser et problem: Fordelingen af indkomster. Ideen bag blandt andet Wilkinson og Picketts meget solgte og læste – men aldeles elendige – The Spirit Level, er at befolkningens gennemsnitlige, basale sundhedstilstand er værre i lande med større økonomisk ulighed. Denne påstand benyttes herefter som et forsvar for den skandinaviske type velfærdsstat, som menes at omfordele så meget, at man i det store og hele undgår problemerne. Dette element har for eksempel været tydeligt i den svenske og britiske debat.

Som omtalt her på stedet, har mine venner Andreas Bergh og Therese Nilsson ved Lunds Universitet stort set bortvist de fleste af denne type påstande. Men nogle gange taler et billede tydeligere end 1000 ord. Og heldigvis kan man tegne et klart billede. Fra Danmarks Statistisk er der nemlig adgang til unge mænds gennemsnitshøjde de sidste 100 år ved session. Vi ved med andre ord, hvor høje fuldt udvoksede danske mænd i gennemsnit har været siden 1911. Hvis uligheds- og velfærdshistorien er så vigtig, burde man kunne se at danskerne blev højere da velfærdsstaten begyndte at omfordele til de fattigste, som derfor blev sundere.

Men det er ikke just hvad figuren viser. Gennemsnitshøjden i 1911 var 168,9 cm. I det sidste årti af 1800-tallet var den 168,2 cm, og i perioden 1848-1856 var den cirka 166 cm. En sjov detalje er, at jeg med mine i dag stort set gennemsnitlige 182 cm (2 cm højere end gennemsnittet) ville være blandt de tre procent højeste i 1911, og folk i nærheden af to meter var deciderede freaks. Gennem det 20. århundrede voksede danskerne med godt 2 millimeter per årti, men siden slutningen af 1970erne er vi ikke blevet højere.

Med andre ord er danskernes helt basale sundhedstilstand ikke blevet nævneværdigt bedre siden sidst i 1950erne, da sessionsdeltagerne fra 1975-1980 blev født. Det væsentlige knæk i kurven ser derimod ud til at ske en gang i 1930erne, og dermed langt før moderne omfordeling begyndte. Det passer slet ikke med dansk velfærds- eller omfordelingsudvikling, men fint med basal økonomisk udvikling.

Man skal naturligvis ikke tage figuren for mere end den er. Der er mange andre faktorer, der kan influere på dansk sundhedstilstand og odds er, at dansker har nået deres genetisk bestemte, maksimale gennemsnitshøjde. En sigende detalje om andre faktorer er måske, at skeletundersøgelser af danskere fra vikingetiden faktisk peger på en gennemsnitshøjde blandt mænd på cirka 173 cm. Men så simpel en historie, som velfærdstilhængere ofte fremstiller som argument for at omfordeling fører til markant bedre sundhed, er svær at se.

Punditokraternes sommerlæsning: Ulighed og sundhed

Af Christian Bjørnskov, den 22. juli 2013. Skriv et svar

I serien om sommerlæsning er vi kommet til lidt mere faglig litteratur. Forleden dukkede Wilkinson og Picketts rædselsfulde The Spirit Level igen op i Børsens debatsider. En af hovedpåstandene i den polemisk manipulerende bog er, at større indkomstforskelle gør folk syge.

Heldigvis er der hæderlige forskere, der har set på emnet. I den fine, lille Blir vi sjuka av inkomstskillnader – En introduktion till sambanden mellan inkomst, ojämlikhet och hälsa, som kan fås gennem Studentlitteratur i Lund, viser Andreas Bergh, Therese Nilsson og Daniel Waldenström – alle tilknyttet IFN i Stockholm – at en stor del af påstandene enten er stærkt overdrevne eller direkte forkerte.

Bogen giver et fremragende overblik over det metodiske minefelt, man skal navigere igennem for at ens forskning giver mening. Men den gør det på en imponerende pædagogisk og letlæst måde, og overblikket over den nye litteratur er både omfattende og klart fremlagt. Så er man interesserede i denne del af ulighedsdebatten – og dermed i en stor del af baggrunden for sundhedsministerens politik – er her en stærkt anbefalelsesværdig introduktion.

For dem, der forstår mere svensk end jeg gør, er her en video med Therese Nilsson, der fortæller om emnet. IFN har også udgivet et kort overblik her.

Big Macs til folket

Af Mikael Jalving, den 11. juli 2005. Skriv et svar

Den Sociale Ankestyrelse har truffet afgørelse i sagen om, hvorvidt diabetikere har ret til et særligt tilskud til sund mad. Det har de. I alt drejer det sig ifølge Diabetesforeningen om 20-30.000 borgere i Danmark; alene i Bjerringbro Kommune berører det ca. 250 mennesker, hvilket udløser en ekstraregning til kommunen på 4,5 mio. kr. årligt. Disse mennesker kan nu se frem til en månedlig støtte på op til 1500 kr. eller det, der svarer til 3.000 kr. før skat. Alt sammen på trods af, at diabetikere såmænd blot har brug for varieret og fedtfattig kost, herunder magert kød og mange grøntsager – ligesom alle os andre.

At en bestemt gruppe i samfundet skal have statsstøtte til at købe den mad, de ret beset selv burde betale for, er endnu en af velfærdsstatens utallige gåder, som ingen efterhånden orker at løse.

Men hvad nu hvis de stakkels mennesker køber Big Macs i stedet – eller bare en lille Cheeseburger? Det ville da være noget griseri. Bliver deres tilskud så inddraget? Er Aldi sortlistet? Må man tage sit tilskud med til Mallorca? Skal man aflevere kvitteringer på “sund mad”? Hvem fører regnskab? Eller hvad nu hvis de sultne æder sig ihjel, fristet af købekraftens ulidelige lethed? Er det så samfundets skyld? Sikkert. Godt man ikke er samfundet.