Kategoriarkiv: Christian Bjørnskov

Adam Smith: Father of the Fringe

Hvert år fra 1947 til 2019 – og forhåbentlig igen fra 2022 – kørte the Edinburgh Festival i den skotske hovedstad. Det er en af verdens allerstørste kulturbegivenheder, og den har i en række år solgt flere billetter end alt andet end de Olympiske Lege. Siden starten har en del af den været det, der er kommet til at hedde The Fringe: En lang række skuespil, koncerter, stand-up osv. som ikke er på det officelle program og ikke modtager nogen form for støtte. The Fringe opstod spontant og ukoordineret, og er ikke blot den største del af festivalen idag, men også dens kreative hjerte.

Komikeren Dominic Frisby har sammen med dokumentarfilmskaberen Alex Webster lavet en film om netop the Fringe, men med en særligt spændende vinkel: De ser the Fringe som eksempel på, hvordan en fri markedsøkonomi og et frit samfund virker. Som sådan er festivalen et eksempel på den frivillige dynamik som Adam Smith, der også var fra Edinburgh, beskrev. Eller som den tyske stand up-komiker Henning Wehn siger i dokumentaren, hvordan festivalen er “a microcosm of the market-driven society.” Hele filmen kan ses nedenfor og er meget varmt anbefalet.

Interview om nedlukningspolitik

Regeringen virker for tiden til at insistere på at lukke den danske samfund ned igen. Det var derfor meget passende, at jeg forleden blev interviewet om mit faglige syn på nedlukninger og epidemipolitikken. Interviewet var med Claus Hetting, der er journalist og tilknyttet en forening der hedder Frihedsbevægelsens Fællesråd. Jeg er selv virkeligt godt tilfreds med interviewet, som kom langt omkring i en atmosfære af ærligt nysgerrighed og åbenhed, der ellers har manglet i medierne det sidste halvandet år. Det hele kan ses nedenfor.

Hvor er folk rigest i verden?

Jeg har haft den stor fornøjelse at holde flere foredrag i løbet af efteråret. Foredragsaktivitet var ellers en af de nedlukkede beskæftigelser i meget lang tid, ligesom det meste af resten af folkeoplysningen og underholdningsbranchen. Min oplevelse har – udover min egen udelte fornøjelse – været at rigtigt mange mennesker har længtes efter den slags arrangementer. Foredragene mindede mig om et forhold, som ofte præger folks præferencer for politik og deres syn på det danske samfund og den danske stat: De ved ofte meget lidt om, hvordan resten af verden ser ud.

Et ellers veluddannet og -informeret publikum var forleden forbløffede, da jeg i et foredrag om USAs økonomi dokumenterede, at gennemsnitsindkomsten i den amerikanske stat med højest købekraft – North Dakota – er 77 procent større end i den fattigste stat, Mississipi. Det samme gør sig tydeligvis gældende, når man taler om verden: Folk har ikke ret meget viden om, hvor rige eller fattige mange andre steder er. Derfor viser vi idag netop dét gennem et farvekodet kort. Kortet viser hvor stort privatforbruget var per indbygger i 2019, hvor alle lande i verden som vi har data for, er inddelt i otte kategorier på en logaritmisk skala fra sort til hvid. Der er således ikke tale om bruttonationalindkomst, men om den del af nationalindkomsten, som folk rent faktisk selv råder over. Dataene er fra Penn World Tables, version 10, suppleret med data fra the CIA World Factbook for de lande, der ikke er dækket af Penn.*

Det burde næppe være en overraskelse, at de fattigste lande (sorte og mørkegrå markeringer) næsten alle er i Afrika syd for Sahara. Der er ingen, jeg har talt med, der nogensinde har haft illusioner om nogen form for velstand i DR Congo, den Centralafrikanske Republik, eller Somalia. De eneste undtagelser er det krigshærgede Yemen, Papua Ny Guinea, Turkmenistan og Haiti; hvis vi havde haft data, havde Nordkorea med stor sandsynlighed også ligget i den værste kategori. Det samme gælder for den tredje gruppe (de lilla lande), hvor alle er i Afrika, enkelte i Asian, og Syrien som undtagelsen udenfor.

Folk tager derimod ofte fejl, når de begiver sig ind i diskussioner udenfor disse ekstremt fattige steder. Den røde gruppe, der dækker lande med privatforbrug i 2019 mellem 3500 og 5500 dollars, indeholder således ikke blot Algeriet, Marokko og Indien, men også Belize, Nicaragua og Iran. Ligeledes er mange mennesker – inklusive mange af de studerende, jeg har haft – ofte overraskede over at det sydlige Afrika, der dækker Botswana, Namibia og Sydafrika, har nogenlunde samme privatforbrug som store dele af Latinamerika, Albanien og Indonesien. Fortsætter Botswanas udvikling uforstyrret efter nedlukningskriserne, vil landet indenfor meget få år rykke ind i den grønne kategori.

Den anden fejltagelse, rigtigt mange mennesker gør, er at tro at Danmark er et af verdens absolut rigeste lande. Nok er det danske nationalprodukt det 14.-største af de 195 lande, der er dækket på kortet, men det danske privatforbrug er kun nummer 24. Det er således ikke kun USA, Norge og Schweiz hvor folk er rigere, men også steder som Australien, Storbritannien, Taiwan, Tyskland og Østrig, hvor den private levestandard er højere. Det er for eksempel sigende, at mens Danmarks bruttonationalprodukt er cirka 20 procent højere end Storbritannien, har briterne i gennemsnit 13 procent større (købekraftsjusteret) privatforbrug. De 13 procent bliver omregnet til cirka 20.000 kroner per år per indbygger i Danmark, eller godt 80.000 kroner for en standardfamilie. På samme måde havde tyskere og canadiere i 2019 henholdsvist 15 og 19 procent større privatforbrug end danskerne.

Vores opfordring idag er derfor at tage et godt kig på kortet og se, om ens forestillinger om velstand i verden passer på fakta. Hvor mange af vores læsere vidste for eksempel, at det gennemsnitlige privatforbrug i Malaysia i 2019 var ni procent højere end i Ungarn? Hvis man skal have en informeret debat om fordele og ulemper ved det danske samfund og dansk politik i forhold til alternativerne, er det vigtigt at have denne type fakta på plads.

* Som altid deler vi gerne alle data med interesserede læsere. Det kræver blot en mail til overtegnede.

Hvor mange WALYs er gået tabt i nedlukning?

I meget forskning, hvor man skal vurdere om ny medicin eller ny behandling kan betale sig i forhold til alternativer, bruger man ofte QALYs – Quality Adjusted Life Years. Et nyt alternativ, som nogle forskere argumenterer er mere retvisende, er WALYs – Wellbeing Adjusted Life Years – hvor man justerer det antal år, folk har tilbage, med deres typiske subjektive velbefindende i de år. WALYs kan således bruges til at vurdere, hvor store de sociale omkostninger af det sidste halvandet års nedlukninger har været. Dagens post er derfor en slags ‘back of the envelope’-vurdering af nedlukningen.

I gennemsnit plejer danskerne på Gallups World Poll at have en gennemsnitlig tilfredshed med livet på 7,6 på en skala fra 0 til 10. Data fra Trygfondens årlige måling viser, at det gennemsnit er faldet med omkring et halvt point i nedlukningen. Som jeg har understreget ved et par foredrag i efteråret, lyder et halvt point måske ikke af meget, men det er den effekt man typisk ser, hvis folk bliver skilt eller mister et familiemedlem. Sammenlignet med de fleste andre events i ens liv, er et halvt point således et dramatisk fald.

Et helt voksenlivs WALY for en typisk dansker er derfor 7,6 * 64 ≈ 486, hvis vi antager at det starter ved 18 år og folk i gennemsnit dør som 82-årige. Nedlukningen gennem 19 måneder har på samme måde forårsaget et tab på 1,6 * 0,5 = 0,8 WALYs per dansker. Regner man med, at der er 4,4 millioner voksne danskere, giver det et totalt tab på godt 3,5 millioner WALYs. Omregnet er der således tale om et tab af WALYs der svarer til 3,5 mil. / 486 ≈ 7300 hele voksenliv.

Hvis nedlukningen faktisk havde reddet liv – hvilket de nye empiriske studier peger på, den ikke har gjort (læs f.eks. her og her) – hvor mange liv skal der så reddes, før et tab på 7300 fulde liv kan retfærdiggøres? Det har været kendt fra starten, at den gennemsnitlige person, der dør med Covid, er omtrent 80 år gammel, og sandsynligvis har andre komorbiditeter. Hvis vi lidt generøst siger, at vedkommende kunne have levet tre år mere, kan man beregne en gevinst i WALYs ud. Man skal bare huske, at de ældre faktisk er mere tilfredse end gennemsnittet. Hos Gallup scorer de cirka et 8-tal i tilfredshed, så man får en WALY-gevinst på overlever på 8*3 = 24. En simpel cost-benefit analyse vil derfor nå frem til, at der skal reddes 3,5 millioner / 24 ≈ 150.000 liv, før nedlukningen kan retfærdiggøres.

Man kan naturligvis altid kritisere en approach, der bruger noget så simpelt som folks tilfredshed med livet til at vurdere omkostninger. Men er alternativet, hvor man forsøger at vægte med en form for vurdering af folks helbred ret meget bedre? Uden nogen form for vurdering fører man politik i blinde, og selvom enhver approach kan kritiseres, er min klare holdning at de giver information og ikke mindst perspektiv på beslutningerne. Under alle omstændigheder er WALY-vurderingen ekstremt tydelig: Ligesom den nye empiriske forskning viser, og ligesom konsensus fra 100 års epidemiforskning viste før 2020, burde man aldrig nogensinde have lukket samfundet ned. Det er stadig den største politiske fejltagelse siden anden verdenskrig.

Mere nedlukning og ufrihed uden evidens

Så er vi der igen: Danskerne er et godt stykke inde i den almindelige virussæson, og regeringen har opgraderet den nye coronavirus, så den kan indføre restriktioner og nok engang begrænse danskernes liv og frihed. Det, der mere end noget andet gør mig rasende, er at der absolut ingen dokumentation er for at de tidligere nedlukninger har gjort en forskel – der er evidens for det modsatte – og heller ingen evidens fra før den nye coronavirus kom. Alt hvad vi vidste før 2020 pegede på, at nedlukninger ikke virker, men har horrible bivirkninger, og det billede har de sidste 1½ år ikke rykket ved.

Som Douglas Allens oversigt over forskningen fra det første år viser, er der i praksis ingen evidens for, at nedlukningerne har virket. Allen konkluderer, at ”The limited effectiveness of lockdowns explains why, after more than one year, the unconditional cumulative Covid-19 deaths per million is not negatively correlated with the stringency of lockdown across countries.” Med andre ord, som vi også har skrevet om tidligere her på stedet, har nedlukningerne været forgæves, selvom de har kostet flere hundrede milliarder og forårsaget en alvorlig krise i folks mentale helbred.

På samme måde viser et nyt oversigtsstudie fra the Cato Institute, at evidensen for effekter af brug af mundbind også er forbløffende svag, og fokuserer man på højkvalitetsevidens, er den de facto fraværende. Som Ian Liu, Vinay Prasad og Jonathan Darrow finder: ”The available clinical evidence of facemask efficacy is of low quality and the best available clinical evidence has mostly failed to show efficacy, with fourteen of sixteen identified randomized controlled trials comparing face masks to no mask controls failing to find statistically significant benefit in the intent‐​to‐​treat populations.” Det gælder også det danske DanMask-studie, som regeringen ellers bruger som retfærdiggørelse for det nye mundbindskrav. Mens den videnskabelige norm er, at man kræver at forskelle er mindst 95 % sikre – dvs. at der er mindre end 5 % sandsynlighed for, at den forskel man observerer ikke faktisk er den modsatte – er forskellen i det danske studie kun 62 % sikker. Ikke en eneste bare nogenlunde ædruelig samfundsforsker ville nogensinde basere noget som helst på den slags ’evidens’. Ser man statistiske undersøgelser, hvor forskellen har 38 % sandsynlighed for at være omvendt, konkluderer man at der nok ingen forskel er.

Det fantastiske er, at der heller ikke ser ud til at være nogen som helst grund til at være særligt bekymret for tiden. I figuren nedenfor plotter vi de daglige dødstal for de fem år mellem 2017 og nu. Som figuren demonstrerer, lå virussæsonen 2020-21 lidt tidligere end de fleste år – følg den sort kurve, hvor der er en klar peak i december, og fortsæt i den gule kurve, der meget klart ligger lavere end normalt fra sidst i januar. Kurven har derimod ligget højt henover sommeren, men er i de seneste uger konvergeret til et normalområde for årstiden.

Den eneste virkelige forskel er, som vi har påpeget tidligere, at der var overdødelighed henover sommeren, som ikke har noget som helst med virussen at gøre. Følger man således den danske mortalitet er der intet – siger og skriver intet – der giver grund til alarm. Mortaliteten er faktisk tilbage til normalen nu, efter en periode med overdødelighed som følge af en række andre forhold, der stadig ikke er officielle data på.* Den eneste alarm er rent politisk og består i to forhold: At regeringen er stærkt presset i minkskandalen, og at det egentlig burde være en skandale, i hvor høj grad MF og hendes tropper har ødelagt mange danskeres liv siden marts 2020.

Religiøsitet i den vestlige verden

Vi har tidligere skrevet om et af de store sociologiske spørgsmål her på stedet: Hvorfor er nogle samfund meget mere religiøse end andre? Spørgsmålet bliver ved med at dele de intellektuelle vande. Nogle forskere insisterer på, at de store forskelle i hvor religiøse folk er og hvor ofte de deltager i religiøs aktivitet ikke er virkelige – påstanden er ofte, at folk bliver ved med at være ‘åndelige’ i en eller anden forstand – mens de fleste accepterer, at der er store forskelle. Der er næppe meget tvivl om, at gentagne undersøgelser viser, at folk idag er langt mindre religiøse end tidligere.

I mange henseender er religiøsitet en del af den brede transition fra fattige samfund med subsistenslandbrug til moderne, avancerede samfund. Min kollega, mentor og tidligere vejleder Martin Paldam viser for eksempel i sin nye (og meget anbefalelsesværdige) bog The Grand Pattern of Development and the Transition of Institutions, at religiøsitet er et af adskillige forhold, der ændrer sig i takt med at samfund bliver rigere. Omend det stadig er usikkert – som Martin med vanlig omhyggelighed påpeger – om kausaliteten kun går en vej eller om religiøsitet også påvirker den økonomiske udvikling, er mønsteret klart. Ser man på tværs af verden, som vi gør i dagens første figur, der viser forskelle i hvor vigtig folk mener religion er i deres hverdag, er det også meget tydeligt at religiøsitet følger økonomisk udvikling.

At det ikke blot er et fænomen, der gælder udviklingslande er klart i dagens anden figur, hvor vi plotter religiøsitet mod logaritmen til gennemsnitsindkomsten i tre grupper: Vesteuropæiske lande (blå markeringer), østeuropæiske lande med en kommunistisk fortid (røde markeringer), og amerikanske stater (sorte markeringer). Alle data er købekraftskorrigerede og dermed så sammenlignelige som muligt.

Mens det er relativt tydeligt, at rigere stater er mindre religiøse – korrelationerne i de tre grupper varierer fra -.35 i USA til -.59 i Vesteuropa – viser figuren også, hvordan de amerikanske stater systematisk er mere religiøse ved samme indkomstniveau. Det er også ganske klart i gennemsnittene, da 55 % af amerikanerne ser religion som vigtig i deres hverdag, mens det er 51 % i Østeuropa og 47 % i Vesteuropa. Indkomstforskellene er derimod 63.400 dollars per indbygger i USA, 48300 i Vesteuropa og 24900 i Østeuropa. Amerikanerne er uforholdsmæssigt religiøse.

Et interessant faktum kan ses i dagens sidste figur, hvor vi plotter religiøsitet overfor den sociale tillid i staten. Mens vi må understrege, at der er endnu mere usikkerhed omkring kausaliteten her – se f.eks. mit arbejde med Niclas Berggren om emnet – er sammenhængen ganske klar. Det gælder også, hvis man bruger lidt mere avanceret statistik. Multipel regressionsanalyse peger således på fire interessante indsigter: 1) Fordobler man indkomsten, falder religiøsiteten typisk med 19 procentpoint; 2) for hver ti tillidspoint falder religiøsiteten med syv procentpoint; 3) alt andet lige er Vesteuropa i gennemsnit 18 procentpoint mindre religiøst end USA, og Østeuropa er 19 procentpoint mindre religiøst end Vesteuropa; og 4) der er ingen systematiske forskelle på tværs af protestantiske, katolske og ortodokse/muslimske stater.

Hvad kan man bruge den slags viden til? Det enkle svar er, at det giver mere viden om hvordan transitionsprocesser ser ud – om hvordan samfundet ændrer sig i takt med, at det bliver rigere. Men sammenligningerne i dag peger også på, at der ofte er andre forhold der er vigtige, og som måske ikke ændrer sig fundamentalt i transitionsprocessen. Spørgeundersøgelser i starten af 1930erne viste for eksempel, at kun omtrent 30 % af københavnerne gik fast i kirke – et tal, der idag ville være lavt i USA. Flere af disse forhold kan måske forklare, hvorfor de nordiske lande på mange måder var så moderne allerede for 90 år siden.

Hvor effektive er vaccinerne?

På tværs af den vestlige verden behandler politikere og medier udbredelsen af vacciner som den eneste politik mod den ny coronavirus. Præsident Biden har forsøgt at dekretere, at alle ansatte i staten og virksomheder med over 100 medarbejdere skal vaccineres, og Johnson-regeringen i London forsøger at få alt personale i NHS tvangsvaccineret. Det er derfor ekstremt vigtigt at få konkret information om, hvorvidt vaccinerne leverer den beskyttelse som man er blevet lovet.

Den information kan man blandt andet få fra et nyt svensk studie, der er i pre-print og den glimrende Sebastian Rushworth omtalte forleden. Studiet, der er registerbaseret og omfatter knap 1.7 millioner borgere, undersøger de tre vacciner, Moderna, Pfizer, and AstraZeneca, der primært er blevet brugt i Sverige. Det bekymrende er, at studiet viser hvor hurtigt vaccineeffekten forsvinder. Resultaterne af at følge de 1,7 millioner svenskere viser, at den meste effektive vaccine – Moderne – efter 4-6 måneder kun giver 71 % reduktion i symptomatisk smitterisiko, Pfizer giver 47%, mens hele effekten af at få AstraZenecas vaccine er væk før der er gået et halvt år. Efter ni måneder gælder det samme for Pfizer-vaccinen, mens forskerne ikke kan give en vurdering af Moderna. De konkluderer dog, at der ser ud til at være en lineær reduktion af effekten for vaccinerne, så også Moderna holder op med at give beskyttelse.

Når de svenske forskere fokuserer på de relativt ældre, og dermed den eneste gruppe i samfundet som har en reel risiko ved at blive smittet med Sars-Cov-2, er resultaterne endda værre. For de tre vacciner som helhed falder effekten til 50 % efter 2-5 måneder, og efter et halvt år giver de ingen beskyttelse. Selv for de 50-64-årige er al effekt væk efter 4-6 måneder. Bundlinjen er ganske klar, selvom det ikke er det forskerne skriver: Vaccinerne er langt fra så effektive, som man først blev lovet, og som politikere bliver ved med at påstå.

Det samme billede får man fra et andet nyt studie, der blev udgivet i European Journal of Epidemiology for godt en måned siden, og som sætter også et stort spørgsmålstegn ved vaccinerne. Med data på tværs af 68 lande og 2947 amerikanske counties, undersøger S.V. Subramanian og Akhil Kumar, i hvilken grad udbredelsen af vaccinerne har bremset udbredelsen af virussen. Hele grundlaget for de enorme investeringer i vacciner til alle, og i særlig grad til kravene om vaccinepas osv., er at vaccination kan bremse smittespredningen i samfundet. Problemet er, at Subramanian og Kumar finder, at smitteudbredelse slet ikke er korreleret med udbredelsen af vacciner. Hæver man sig op på samfundsplan er effekterne af vaccination således så små, at man ikke kan se dem med endda omhyggelig statistik. Det indebærer, at massevaccination således er irrelevant som strategi for at redde nogen.

Et nyt studie af Peter Kamp Busk, Thomas Birk Kristiansen og Allan Engsig-Karup trækker også tæppet væk under det andet ben af den danske viruspolitik. Studiet undersøger, i hvilken grad den danske teststrategi har påvirket hvor mange der testede positivt. De tre finder, at om noget var der større smitteudbredelse mens der blev testet mest intensivt. Med andre ord er der ingen evidens for, at den danske massetestning har haft nogen som helst effekt på smitteudbredelsen. Bundlinjen i disse studier er, ligesom den nye litteratur om nedlukninger som bl.a. Douglas Allen har opsummeret, at praktisk taget alt som vestlige regeringer har gjort siden marts sidste år har været nyttesløst. I bedste fald har det kostet uanede ressourcer – i Danmark er regningen i omegnen af 500 milliarder kroner – men der er mange indikationer på, at nedlukningerne kan ende med at slå flere folk ihjel. Som vi dokumenterede forleden, har der været markant overdødelighed i Danmark siden juni, som ikke har med virussen at gøre. Der tales også meget i de britiske medier om de 75000 flere briter i forhold til tidligere år, der er døde i deres hjem i år. Vil man ’følge videnskaben’, burde man stoppe sundhedsteatret nu.

Ydmyghed og beskedenhed i Europa

Vi har af flere omgange interesseret os for forskelle i værdier og basale forestillinger på tværs af Europa her på stedet. Det gør vi igen i dag, hvor vi ser på et helt særligt kulturelt træk: Hvor meget vægt folk lægger på, hvor ydmyge og beskedne man bør være. Det er med andre ord et træk, der ikke blot har at gøre med at være beskeden, men også fanger forskelle i hvor normkonforme og ’korrekte’, man mener andre mennesker bør være og opføre sig. Vi kan se meget konkret på det, fordi the European Social Survey spørger hvert andet år om blandt andet netop folks præference for ydmyghed og beskedenhed.

Det viser sig, at ydmyghed og beskedenhed som værdi varierer meget markant på tværs af Europa. Som figuren nedenfor illustrerer, er forskellen store mellem hvidt/lyseblå områder med svage præferencer for beskedenhed til de sorte område med stærke præferencer. Det ene ekstrem findes i de henholdsvis 3 og 7 % i Slovenien og Spanien som mener, det ikke er en vigtig værdi, eller kun er svagt for (på en sekspunkts-skala). Det andet ekstrem er Norge og Danmark, hvor henholdsvis 46 og 40 % ikke mener, ydmyghed og beskedenhed er særligt vigtige værdier. Det er måske værd at bemærke, at særligt Sverige er anderledes end Danmark og Norge. Svenskernes tradition for at være mere politisk korrekt, konfliktsky og mindre tilbøjelige til at stille spørgsmål ved samfundets overordnede normer er ganske tydelige her. Det er også interessant at bemærke, at det russiskprægede nordøstlige Estland har 19 %, der ikke er enige, mens det i resten af landet er 30 %. På samme måde er den mest ’beskedne’ del af Tyskland Sachsen, mens den mindst beskedne del er Slesvig-Holsten.Selv hvis man ser på hovedstadsregioner, som ofte betragtes som lidt mere kosmopolitiske og ens, er der lige så markante forskelle. De hovedstæder, hvor folk lægger mest moralsk vægt på at være ydmyge og beskedne, er Madrid og Ljubljana med 6 % og Bruxelles og Rom med 9 %. Den anden ende af skalaen er Oslo på 49 %, Vilnius på 46 % og Prag og København, hvor 44 % ikke mener det er vigtigt.

Udover at forskellene sandsynligvis dækker normkonformitet og hvor vigtigt det er at følge, hvad andre mennesker gør – og dermed også burde have en vis samvariation med kreativitet og udvikling – er der også et morsomt element i forholdet: Når man ser på tværs af europæernes værdier på området, har de så nogen sammenhæng med deres faktiske adfærd? Er det for eksempel rimeligt at tro, at de fleste franskmænd faktisk er ydmyge og beskedne? Er folk i Bayern mere tilbageholdende og beskedne end slesvig-holstenere? Mit svar på det første spørgsmål er et klart nej, hvilket blot gør det endnu mere interessant at spørge, hvornår og hvorfor folks værdier og deres adfærd nogle gange stikker i to forskellige retninger…

Dansk mortalitet i 2021

Der foregår ofte interessante ting, som medierne ikke skriver om. Det betyder ikke, at de eksplicit vælger ikke at skrive om dem, da journalister sjældent er særligt velinformerede om hvad der foregår udenfor politik. Nogle af disse forhold tages heldigvis op af medier udenfor mainstream, og ikke mindst punditokraterne. Hvad der foregår med dansk mortalitet for tiden er et af disse forhold.

Mellem 1/6 og 25/10 er 22184 danskere døde, mens gennemsnittet for samme periode i 2017-2019 var 20334. Der har således henover sommeren og efteråret været en overdødelighed på 9,1 % (1850 personer), som ikke kan tilskrives Covid. Denne overdødelighed er tydelig at se i figuren nedenfor. Renser man dødstallene for alle Covid-relaterede dødsfald (den stiplede linje) – og det skal endnu en gang understreges, at måden tallet opgøres på indebærer at man tæller folk, hvis død ikke er forårsaget af coronavirussen – når man en overdødelighed i perioden på 8,2 %, eller knap 1700 ekstra dødsfald. Dette problem skyldes ikke, at dødsfaldene blot er udskudt: I perioden 1/1 til 1/6 oplevede Danmark en underdødelighed på blot 2 %, eller 490 personer, hvilket tydeligvis ikke er nok til at opveje 1850 ekstra dødsfald efter 1/6. Underdødeligheden i de første måneder af 2021 skyldes blandt andet også, at virussæsonen 2020-21 simpelthen lå lidt tidligere end normalt, så flere af sæsonens dødsfald lå i slutningen af 2020.

Vi har ikke nogen konklusion med to streger under, eller blot evidens for dele af forklaringen, men kan blot nævne nogle mulige dele af den. Som dokumenteret ovenfor, kan forklaringen ikke have noget direkte at gøre med coronavirussen, da dødsfaldene må skyldes noget andet. Logisk er der således tre muligheder. For det første kan der være tale om en ren tilfældighed, men givet størrelsen af udsvinget, virker det ikke specielt sandsynligt. For det andet kan der være tale om dødsfald forårsaget af andre vira, der er blevet undertrykt det sidste halvandet år. Der tales for eksempel meget om RS-virus hos småbørn, ligesom flere epidemiologer er bekymrede for særligt mange influenzatilfælde. Det burde dog ikke være nogen væsentlig faktor før den almindelige virussæson starter i efteråret.

For det tredje tales der en del om, at vaccination i nogle tilfælde kan slå folk ihjel. Statens Seruminstitut noterer i en omtale af de godt 4400 danskere, der er døde indenfor 30 dage efter vaccination, at ”da der i langt overvejende grad er tale om gamle mennesker og udsatte borgere, så vil dødsårsagerne givetvis også være de helt normale for grupperne.” Der er ingen grund til at tro, at det ikke er korrekt, men kun behov for at notere sig, at det samme mønster gælder de cirka 2700, der er døde indenfor 30 dage af infektion med den nye corona-virus.

Sidst, men sandsynligvis ikke mindst, er det a priori rimeligt at regne med, at en del af de ekstra dødsfald skyldes ’collateral damage’ i form af folk, der ikke er sat i behandling i tide for andre lidelser. Omfanget af det kan ikke vurderes, før den årlige statistik over dødsårsager kommer, men der er næppe tvivl om, at der blandt de godt 1800 er en række borgere, der er døde af kræftsygdomme, der i almindelige år ville være diagnosticeret og behandlet langt tidligere. Det samme gælder med stor sandsynlighed også hjertelidelser og flere andre sygdomme, hvor risikoen stiger alvorligt jo længere tid der går, for de diagnosticeres. Alle disse dødsfald – hvor mange der end er af dem – er direkte konsekvenser af nedlukningerne. Det samme gælder såkaldte desperationsdødsfald – selvmord, overdoser, osv. – der følger med den krise i folks mentale helbred, som nedlukningerne har skabt.

Hvad der end har forårsaget overdødeligheden henover sommeren og i efteråret er således usikkert. Uden langt mere detaljeret information om dødsfaldene, er det umuligt at sige noget præcist om, hvorfor vi ser omkring 9 % flere dødsfald nu end i perioden 2017-19. Det eneste, man kan sige med sikkerhed, er at der ingen sammenhæng har været mellem nedlukningerne og dødstal i 2020. I hvilket omfang nedlukningerne netto ender med at have slået folk ihjel, er et spørgsmål som man kun kan svare på om flere år. Foreløbig ser det danske mønster dog ikke lovende ud, og indikerer at der ligger en politisk ubehagelig diskussion, der skal tages på et tidspunkt.

Gør erfaring med demokrati borgerne tilfredse med demokrati?

På tværs af verden er det stor forskel på, hvordan borgerne vurderer det politiske system. Der er for eksempel stor forskel på, i hvilken grad borgerne er tilfredse med måden, demokrati virker i deres land, og også deres tilfredshed med politikere og med samfundets bærende institutioner. Internt i Europa varierer tilfredsheden med demokrati således mellem 73 % i Danmark og Irland og 34 % i Grækenland, ifølge EuroBarometeret fra efteråret 2019.

Hvorfor man ser de forskelle, er et relativt stort spørgsmål for forskningen. En simpel hypotese kunne være, at jo længere man har været levet i et demokrati, jo mere tilfreds er man. Det ville både komme fra borgernes oplevelse af medindflydelse, og fra den slags effekt på kvaliteten af retsvæsenet som forskere som Daron Acemoglu argumenterer for. Teorien er dog lidt naiv, da tilfredsheden nødvendigvis må afhænge af kvaliteten af de politikere, man reelt får. En alternativ teori er, at tilfredsheden med demokrati afhænger af landets tillidskultur. Den teori inkluderer (mindst) to mekanismer: 1) At en højtillidskultur får bedre institutioner fordi dem, der arbejder i institutionerne er mere troværdige; og 2) at vælgerne i en højtillidskultur er mere tilbøjelige til at straffe dårlige politikere, så man på langt sigt får bedre institutionel politik.

Det er svært at estimere disse sammenhænge, ikke mindst fordi en basal utilfredshed med faktisk demokrati i princippet kan føre til kup og underminering af demokratiet. Vi giver alligevel et bud ved at illustrere sammenhængene mellem de to forhold og tilfredshed med demokrati i de to nedenstående figurer, hvor data kommer fra to kilder. Data på hvor stor en andel af de sidste 100 år et land har været fuldt demokratisk er fra en særudgave af Bjørnskov-Rode databasen, som Martin Rode og jeg arbejder på sammen med Andrea Sáenz de Viteri. Dataene på tilfredshed med demokrati og folks sociale tillid (deres tillid til folk i deres ’community’) er fra LaPop-undersøgelserne, hvor vi har brugt de senest tilgængelige, der i næsten alle tilfælde er fra 2016-18.

Som den første figur viser, varierer tilfredsheden med demokrati på det amerikanske kontinent mellem 37 % i Haiti til 61 % i Uruguay og 62 % i Canada. Der er også en vis korrelation (r = 0,55) mellem andelen af det sidste århundrede, hvor landet har været fuldt demokratisk, men sammenhængen er langt fra perfekt. Særligt blandt lande med en fortid som britisk koloni (de blå markører) er der i praksis ingen sammenhæng, og mindre lande som Dominica, Jamaica og Saint Lucia har stærkt utilfredse befolkninger på trods af deres lange, ubrudte demokratiske tradition.

Ser man på den alternative teori i dagens anden figur, er sammenhængen mellem social tillid en smule stærkere, men igen langt fra perfekt. Tillid er vigtig for måden, de bærende institutioner fungerer (r = 0,69), men kan ikke være hele forklaringen. Mens man godt kan forstå den relative utilfredshed i Colombia – når man kender landets voldsomme historie med narkoorganisationer – er Dominica og Paraguay meget klare outliers.

Hvad skal man konkludere fra de to figurer? Det er nærliggende at konkludere, at der er klar støtte til begge slags teorier – og sådan ser det mere generelt også ud i den forskning, der kan informere om det overordnede forhold – men også at der er en hel del variation, som man ikke kan forklare med simple, generelle forhold. Jo mere man tænker over det, rejser spørgsmålet dog også et relateret spørgsmål: Er det overhovedet godt, at folk er meget tilfredse med demokratiet? Bliver borgerne ikke alt for lette at narre og manipulere, hvis de er naivt tilfredse med politik? Det spørgsmål rejser vi ikke i dag, da det kræver en hel post for sig selv.

Hvad hvis valgløfter var rigtige kontrakter?

Valgløfter er en mærkelig ting, der mest af alt minder om det, man i samfundsvidenskaberne kalder ’cheap talk’: Løfter og påstande, der er helt gratis og ikke har nogen som helst konsekvenser. Partier kan ofte love én ting, men gøre noget helt andet hvis de danner regering efter valget. De ved for eksempel, at vælgeres hukommelse sjældent strækker sig længere end 1½ år. Det indebærer, at valgløfterne fra sidste valg i det store og hele er ligegyldige for resultatet ved det næste: Selvom man har lovet lagkage og leveret det modsatte, påvirker det kun i begrænset grad, hvordan vælgerne stemmer. Derfor opfører politikere sig som oftest anderledes i starten af en valgperiode i forhold til det sidste år op til det næste valg. I Danmark, hvor man ikke kan vide præcist hvornår valget kommer til at ligge – det er i princippet helt op til den siddende statsminister at beslutte, hvornår valget udskrives så længe der ikke kommer til at gå mere end fire år siden sidste valg – betyder det særlige system, at vi ofte får kortere perioder mellem valg og dermed mere hyppige ’valgår’.

Men hvad hvis valgløfter ikke var cheap talk, og man faktisk kunne holde politikere ansvarlige for deres løfter? Med andre ord, hvordan ville politik se ud, hvis man behandlede valgløfter som kontrakter, som politikerne blev nødt til at overholde, hvis de kom til at danne regering? Hvordan ville dansk politik se ud og udvikle sig, hvis der fandtes en slags valgløftedomstol med faktisk magt til at håndhæve kontrakterne?

Hvis man kunne holde politikere juridisk til regnskab for deres valgløfter, skulle man umiddelbart tro, at de ville love mindre, men også at løfter ville blive taget meget mere alvorligt af vælgerne. Systemet ville samtidig gøre regeringsdannelse væsentligt sværere: I en regering med to partier, hvor det ene har lovet at forøge de offentlige udgifter, mens det andet har lovet at sænke dem, ville mindst et af partierne blive dømt for kontraktbrud! Man kan således forestille sig to typer regeringer i systemet. Den ene vil bestå af partier, der har lovet forskellige ting, men hvor parti A har lovet noget på områderne a og b, mens parti B har valgløfter på område c og d. På den måde vil deres valgløfter ikke støde sammen og skabe et nødvendigt kontraktbrud, men det vil også give meget klare kompetenceområder for de to partier, som man ikke bare kan bytte rundt på. Den anden slags regering vil være regeringer, hvor partierne faktisk er enige om en række valgløfter, så både parti A og B f.eks. har lovet liberalisering på samme område. Disse regeringer vil være tvunget til at have en faktisk og nogenlunde sammenhængende ideologi.

Systemet indebærer derfor logisk, at valgløfter ikke bare bliver luftige påstande man konkurrerer på, men at de bliver nødt til at blive planlagt strategisk. For parti A kan et valgløfte om område a for eksempel gøre det umuligt for dem at danne regering med parti B, da valgløftedomstolen forhindrer dem i at løbe fra løftet. Det interessante er, at man her kan forestille sig to forskellige strategier. Den ene vil være, at parti A vælger ikke at love noget – partiet mener ganske enkelt ikke rigtigt noget om noget, hvilket vil være en strategi der i besnærende grad ligner Venstres for tiden. Den anden strategi vil være at give faktiske valgløfter, hvilket det kan gøres med langt større troværdighed end i dag, da truslen om kontraktbrud gør det ekstremt dyrt at love mere, end man er parat til at holde. Rationalet for den strategi vil være, at man køber vælgere med troværdighed i stedet for tomme løfter.

Det ville være interessant – og underholdende på en nørdet måde – hvis en statskundskabsforsker kunne gå logikken i politik med en valgløftedomstol igennem i en formel, teoretisk model. Teoretiske modeller bruges netop for at sikre, at ens logik er helt klar og at der ikke er indbyrdes modstridende forhold, der ødelægger ens mere intuitive idéer. Indtil da er det dog (i min ringe mening) en morsom og informativ øvelse at overveje, hvad der ville ske, hvis politikere blev tvunget til enten at holde deres valgløfter eller betale en heftig bøde / gå i fængsel. Ville politik blive bedre? Ville man få færre dårlige beslutninger? Ville politik tiltrække færre åbenlyst inkompetente mennesker? Vi lader spørgsmålene stå, mens vi opfordrer læserne til at overveje, hvad der ville ske – og dermed overveje, hvad det betyder at politikere nærmest uden konsekvenser kan løbe fra ethvert løfte…

Mere om Nobelprisen i økonomi 2021

Mandag eftermiddag annoncerede Sveriges Riksbank den årlige Nobelpris i økonomi. 2021-prisen går til David Card (UC Berkeley), Joshua Angrist (MIT) og Guido Imbens (Stanford). Nobelpriskomiteens annoncering og begrundelse kan læses her. Card får prisen for ”his empirical contributions to labour economics”, mens begrundelsen for Angrist og Imbens er ”their methodological contributions to the analysis of causal relationships.” Der er således tale om en Nobelpris til arbejdsmarkedsøkonomi og økonometri.

Årets Nobelpris går overordnet til de tres arbejde og indsigter i, hvordan man kan bruge såkaldt naturlige eksperimenter til at etablere årsagssammenhænge. Mens det ikke ligefrem er den mest ophidsende Nobelpris i mands minde, gives den derfor til et vigtigt område. Samfundsvidenskaberne har været ekstremt dygtige til at etablere sammenhænge, men har ofte haft et problem med at vise, at disse sammenhænge er kausale. Det evige problem har været, at ”Correlation isn’t Causation”. Når man for eksempel ser en sammenhæng mellem økonomiske kriser og statskup, er det så fordi statskup er mere sandsynlige under kriser (at folk forsøger statskup når staten er svag), eller er det fordi statskup skaber kriser (pga. den øgede politiske usikkerhed)?

Det er her, naturlige eksperimenter er så værdifulde. Har man for eksempel et område i USA, hvor der bliver indført regulering i noget af området men ikke i resten, har man potentielt et naturligt eksperiment. Det gælder for eksempel Saint Louis, som ligger i Missouri, men strækker sig ind i Illinois, og hvor borgerne til tider kan opleve, at der gælder forskellig regulering i forskellige dele af byen. Det naturlige eksperiment ligger derfor i, at man har en virkeligt god kontrolgruppe, som man kan sammenligne med. Man kommer derfor udover problemet med at etablere en årsagssammenhæng, fordi man har en helt sammenlignelig gruppe, som logisk ikke kan være påvirket af den politik eller event, man studerer. Det naturlige ligger i, at det ikke er et eksperiment som forskere har sat op, men en tilfældighed der helt ligner et eksperiment.

Som Otto Brøns-Petersen noterede mandag, har jeg selv brugt naturlige eksperimenter. Udover mit studie med Kasper Planeta Kepp, var jeg med til at bruge metoden i et studie sammen med Jacob Gerner Hariri (KU) og Mogens Kamp Justesen (CBS). I Economic Shocks and Subjective Well-Being: Evidence from a Quasi-Experiment brugte vi et naturligt eksperiment, da Botswanas nationalbank om eftermiddagen den 29. maj 2005 annoncerede en devaluering af landets valuta. Det naturlige eksperiment bestod i, at en større spørgeskemaundersøgelse fra AfroBarometeret var gået i gang nogle få dage før, men ikke var slut endnu. Vi havde derfor en unik mulighed for at undersøge, om folks subjektive velbefindende reagerede på hvad de kunne forvente, der ville ske, eller om den først ændrede sig efter at man faktisk kunne observere ændringerne.

Med andre ord brugte vi Card og Angrists metodiske indsigter til at undersøge, hvor sofistikeret folks velbefindende er. Det kunne lade sig gøre, fordi der ganske tilfældigt – og heldigvis – dukkede et naturligt eksperiment op. Og det understreger måske meget godt metodens begrænsninger: Hvis der ikke af en eller anden grund er et naturligt eksperiment, er man tvunget til at falde tilbage på mere traditionelle empiriske metoder. Det er en fantastisk smart måde at etablere evidens på, men den kan kun bruges i særlige – og relativt tilfældige – applikationer.

Omfordeling giver ikke lykke

Forleden aften gav jeg et interview til en amerikansk journalist om, hvad der ligger bag at de nordiske landes befolkninger normalt er så tilfredse med deres liv. Journalisten var omhyggelig og velforberedt, men gentog en ofte hørt påstand: De nordiske lande er lykkelige pga. deres velfærdsstater og den store omfordeling. Påstanden – som klimaministeren Dan Jørgensen også har gentaget bevidstløst – er en myte, som der ingen konkret opbakning får i forskningen.

Logikken bag den populistiske påstand – der som økonomisk teori kan spores tilbage til den store socialistiske økonom Abba Lerner – om at omfordeling gør befolkningen som helhed lykkeligere er, at pengene giver ’mere lykke’ i bunden end i toppen af indkomstfordelingen. Lerners argument hviler derfor på en standardantagelse i økonomi om, at der er aftagende marginalnytte til forbrug – at nummer tre muffin giver mindre ekstra glæde end nummer et. Implikationen er, at omfordeling derfor burde give bunden mere lykke end man tager fra toppen.

Problemet er bare, at sådan ser virkeligheden faktisk ikke ud når man tester påstanden. I the World Values Survey og the European Values Study kan man således splitte folk op i, om de har lav, mellem eller høj indkomst. Metrikken vi bruger, er derfor at beregne forskellen på den gennemsnitlige tilfredshed med livet blandt dem med henholdsvis høje og lave indkomster. Plotter man det mål mod den faktiske fordeling af disponibel indkomst (fra Frederic Solts SWIID-database), målt som det normalt gøres ved en Ginikoefficient, får man nedenstående figur. Figuren nedenfor, der er fra min bog om nordisk lykke, viser med stor tydelighed, at der ikke er nogen klar sammenhæng mellem ulighed i indkomster og ulighed i lykke på tværs af indkomster.

Selvom mange i dansk politik taler meget om ulighed, er den ikke noget problem i en tilfredshedssammenhæng. Det er heller ikke svært at forstå. Som Don Boudreaux understregede forleden i en klumme hos AIER, giver mål for ulighed sjældent nogen særlige indsigter eller forståelse for, om der er et problem eller ej. Indkomstforskelle mellem folk er ikke blot en refleksion af forskelle i evner og talent, men også i bevidste livsvalg om, hvor meget man investerer i uddannelse, hvor meget man ønsker at arbejde relativt til resten af ens liv, hvor man vælger at bo osv. at et helt bestemt mål for et af resultaterne af den proces skulle være klart forbundet med forskelle i lykke, er noget af en påstand. Og den er ikke korrekt.

Lykke i Europa

I morgen har jeg den særlige fornøjelse af holde det første af tre foredrag i efteråret på FOFs Fredagshøjskole. Foredraget handler om den nordiske lykke – hvorfor er de nordiske lande som region betraget det lykkeligste sted i verden? Mens jeg har holdt en lang række af den slags foredrag om emnet, tager efterårets version udgangspunkt i min bog Happiness in the Nordic World, der udkom i juni. Den har således et lidt andet udgangspunkt, og jeg glæder mig meget til at komme ud at holde foredrag og tale med andre mennesker uden restriktioner, mærkelige krav eller andre menneskefjendske politiske tiltag.

For at minde folk om, at der faktisk er noget at tale om, bringer vi derfor i dag en illustration af, hvor store forskellene er internt i Europa. Baggrunden for kortet er the European Social Survey, der tillader at man udregner folks gennemsnitlige tilfredshed med livet på regionalt plan. Farvekodningen går fra hvid (de lykkeligste steder) til sort (de mindst lykkelige), og demonstrerer klart hvordan Norden – og Schweiz – er de lykkeligste.

Derudover er det måske værd at bemærke et par ting. For det første kan man se konturerne af Muren ned gennem Tyskland, hvor de tidligere kommunistiske områder stadig er markant mindre lykkelige. Man kan også glæde sig over, at Polen og Tjekkiet faktisk er kommet så godt med, at de stort set ligner Spanien i folks opfattelse af deres liv. Og man kan more sig over, at Baskerlandet i Spanien er lykkeligere end resten.

Der er masser af interessante forhold at dykke ned i, og for vores relativt unge læsere måske også et glimrende gymnasieprojekt at skrive? Store dele af forskellene er for eksempel forklaret med forskelle i tillidskultur – en særlig diskussion, der kommer en ny Nordic World-bog om til næste år – mens andre dele ser mere mystiske ud. Som man siger på engelsk er der ‘food for thought’ i kortet ovenfor, og en god samtale over en kop kaffe eller et glas vin.

Emissioner i verden – hvordan bedømmer man?

Tidligere i år udkom FN-panelet IPCCs nye rapport, hvis politiske dele igen skabte bølger i medierne. Dommedagsprofetierne manglede ikke, omend de mere videnskabelige dele af rapporten ikke helt gav grund til at frygte, at himlen falder ned om ørerne på os. Rapporten og mediehypen giver dog anledning til at spørge, hvordan det går med miljøet og de åbenbart vigtige udledninger af drivhusgasser. Hvem skal man rose, og hvem skal man skose når det kommer til miljøstatus i verden? Det viser sig at være forbløffende svære spørgsmål at svare på.

Starter man med at se på, hvem der er mest energieffektive, forstået på den måde at man undersøger, hvem der udleder mest og mindst CO2 per 1000 dollars økonomisk værdi, er der allerede overraskelser, som vi illustrerer i den første figur. Det er for eksempel tydeligt, at hele Vesteuropa, Japan, New Zealand og Singapore er i den bedste femtedel af verden – farvekoden i figurerne er, at blå er bedst, efterfulgt af grøn, gul, rød, og med sort som værst – mens det samme sjovt nok også gælder for Brasilien, Colombia og Uruguay. At dele af Centralafrika også er, skyldes meget enkelt, at de er desperat fattige. I anden række følger Australien, USA og dele af Centraleuropa. I den værste ende, derimod, finder man stort set kun tidligere og nuværende kommunistiske lande, steder med en stærk kommunistisk indflydelse på den førte politik som Indien, Bolivia og Sydafrika, og olielandene i Nordafrika og Mellemøsten. Der er således både lande, der bekræfter et populært billede, og lande der som USA, der næppe passer på almindelige fordomme.

Det virkeligt svære i bedømmelsen af landes politik og status kommer dog, når man ser på udviklingen i udledningen af CO2 og andre drivhusgasser. Her er billedet i dagens anden figur nemlig et noget andet, med de største reduktioner i tidligere kommunistiske lande, ligesom også dele af Europa og USA er godt med. De store syndere her er ’emerging economies’ i Asien: Thailand, Malaysia og Indonesien. På samme måde klarer Brasilien sig skidt – de ellers lave emissioner er stort set ikke reduceret de sidste 25 år – og hele det afrikanske kontinent er stærkt blandet med enkelte positive undtagelser (heriblandt som altid Botswana).

Hvad gør man så, når man skal bedømme, hvordan det går miljømæssigt i et land – og ikke mindst hvis man er interesseret i at udskamme nogen og rose andre? Det kan blive endda meget svært at nå en afbalanceret, faktabaseret vurdering. Problemet er, at nogle af de umiddelbart værste miljøsyndere samtidig er nogen af dem, der har ryddet mest op de sidste 25 år. Man kan for eksempel sagtens mene, at Rusland forurener alt for meget, men man må samtidig anerkende hvor forbløffende meget, landet har ryddet op fra Sovjetunionens miljøsynder. Og hvad siger man til steder som Indonesien og Indien, der nok sviner, men som også løfter millioner af mennesker ud af fattigdom? Læserne har måske indvendinger og idéer, men som eksemplet viser, er det frygteligt svært at ophøje sig til moralsk dommer.

Om at være en komparativist

Hvis man var økonom, spurgte folk i gamle dage om man var keynesianer eller monetarist. Den distinktion er forlængst forsvundet (bortset fra enkelte lærebøger på gymnasiet), og hvis man overhovedet bliver spurgt i dag, er det om man tilhører en særlig ’skole’. De mest velinformerede har hørt om den østrigske skole, mens andre blot går ud fra, at der må være forskellige skoler i nationaløkonomi. Det er nu svært at se, at der skulle være distinkte skoler, men det fundamentale spørgsmål er stadig interessant: Hvad er man, og hvilken slags forsker eller tænker definerer man sig som?

Peter Boettke, professor ved George Mason University, har ofte tænkt omhyggeligt over ting, og plejer at definere sig som en ’komparativist’. Boettkes udgangspunkt er – helt korrekt – at et af de centrale spørgsmål i al økonomisk tænkning er ’Sammenlignet med hvad?’ Og tænker man over det, bliver man hurtigt overbevist om, hvor vigtigt spørgsmålet er.

Når politikere påstår, at et forslag vil være en rigtig god ’forretning for Danmark’, er det relevante spørgsmål derfor, sammenlignet med hvad? Når virksomheder påstår, at deres produkt er overlegent, er det logiske spørgsmål sammenlignet med hvad? Når meningsdannere siger, at den nye coronavirus er bekymrende dødelig, er spørgsmålet således også sammenlignet med hvad? Eller når politikere påstår, at den eneste vej er dybere ’europæisk integration’ er det relevante spørgsmål, sammenlignet med hvad?

At være komparativist er derfor en øvelse i at spotte og applikere et helt centralt koncept i økonomi, som mange folk ikke forstår og mange politikere aktivt benægter: Opportunitetsomkostninger. Bruger man ressourcer på X, kan man ikke også bruge ressourcerne på Y – ressourcer kommer ikke ud af den blå luft. Der er således en opportunitetsomkostning ved alt, som består i det man netop ikke bruger ressourcerne på. Overvejer kommunen for eksempel at bygge en letbane i Aarhus, man må spørge om det er en god idé sammenlignet med hvad de samme ressourcer – borgernes tid, penge, humankapital, osv. – kunne bruges på: Kunne kommunen have brugt de samme ressourcer (eller færre) på et bedre formål, eller kunne borgerne måske selv have brugt ressourcerne bedre i stedet for at give dem mere eller mindre frivilligt til kommunen? Dermed har man også stillet spørgsmålet, hvorfor politikere mener de er gode til at tage beslutninger – sammenlignet med hvad og hvem? Som Thomas Sowell ofte har sagt, findes der ingen løsninger, kun trade-offs. Er man komparativist starter ens tænkning netop med trade-offs i stedet for videnskabelige enhjørninger. Jeg er ideologisk komparativist.

Economic Freedom of the World 2021

En gang om året udkommer Fraser Instituttets rapport, der gør status over den økonomiske frihed i verden: Economic Freedom of the World. Både forskere og meningsdannere ser frem til rapporten, der altid er interessant, baseret på en række omhyggeligt behandlede indeks – som forskere bruger i stor stil – og giver et godt overblik over, hvordan politik udvikler sig på fem forskellige områder. Kortet nedenfor, der er fra dette års rapport, giver et absolut første indtryk over situationen i 2019, der er det sidste år for hvilket der er data.

For Danmarks vedkommende klarer landet sig overordnet fint som nummer 10 i verden. Det dækker dog over det særlige forhold, at de nordiske lande er ’skizofrene’ i denne sammenhæng. Det økonomiske frihedsindeks er et gennemsnit at fem områder: 1) den offentlige sektors størrelse og skattetrykket; 2) de retslige institutioners kvalitet; 3) kvaliteten af pengepolitik (’sound money’); 4) landets åbenhed for international handel og internationale investeringer; og 5) landets frihed fra tung regulering. Mens Danmark er årets nummer 3 på område 2), nummer 8 på område 4), nummer 10 på område 5), og nummer 26 på område 3), er område 1 en anden historie. Her er vi nummer 150 af de 165 lande, der dækkes af dataene! Og som en væsentlig forskningslitteratur viser – og som vi illustrerer i figuren nedenfor – er den fine placering på det særligt vigtige område 2 ikke en konsekvens af gode politikere eller andet, men en refleksion af et særligt nordisk kulturtræk: Social tillid. Der er således meget at være glad for, men også meget væsentligt reformpotentiale.

Udover dataene, omfatter rapporten også altid et eller flere temakapitler; tidligere rapporter har for eksempel haft kapitler om økonomisk frihed og tolerance (Niclas Berggren og Therese Nilsson i 2020-rapporten) og om økonomisk frihed, iværksætteraktivitet og vækst (Nicolai Foss og undertegnede i 2012-rapporten). I dette års rapport viser Justin Callais (Texas Tech University) og Vincent Geloso (George Mason University) viser i det første temakapitel, at større økonomisk frihed er forbundet med større indkomstmobilitet. Selvom der faktisk ikke har været empirisk forskning før på området, har et ikke skortet på politikere og meningsdannere, der har påstået at økonomisk frihed kun gavner de rigeste, og dermed hindrer økonomisk mobilitet.

Det er derfor særdeles gavnligt, at der endelig er forskning, der empirisk afsøger sammenhængene og får aflivet nogle politiske myter. Økonomisk frihed er forbundet med væsentligt hurtigere økonomisk vækst, der er både inklusiv og gavnlig for miljøet på langt sigt. De myter, der ofte bruges som argumenter imod reformer, der øger friheden, er derfor meget dyre for de fleste mennesker, og bør undersøges grundigt. Gør man det, er det svært at slippe for en bestemt, overordnet konklusion: De eneste, der helt konsistent har gavn af begrænsninger på borgernes økonomiske frihed, er typisk politikere og deres cronies.

Cultures of Trust and Institutions of Freedom

Min gode ven og kollega Niclas Berggren (IFN, Stockholm og VSE, Prag) har beskæftiget sig med økonomisk frihed siden 1999 og kulturelle forhold næsten lige så længe. Som læserne vil vide, har jeg også beskæftiget mig med begge fænomener siden min PhD-periode, og en del af forskningen de senere år har netop været sammen med Niclas.

Det er derfor en særlig fornøjelse at Niclas og jeg kan afsløre, at vi har fået en projektansøgning godkendt hos the Templeton Foundation. Projektet har titlen Cultures of Trust and Institutions of Freedom og fokuserer netop på samspillet mellem kulturelle forhold og frihedsinstitutioner såsom økonomisk frihed, institutioner der beskytter menneskerettigheder, og en række andre forhold. Minus overhead til administration har Templeton bevilliget cirka 6½ millioner svenske kroner over en treårig periode.

Projektet er omtalt i IFNs Nyhedsbrev i denne uge, der også interviewer Niclas om ideerne bag det. Nyhedsbrevet formulerer baggrunden for projektet som følger:

I det kommande projektet kommer forskarna bland annat att klargöra hur ett välfungerande rättssystem – som är centralt för att skydda ägande och ingångna avtal – kan säkerställas, säger Niclas Berggren. En annan viktig beståndsdel i projektet är hur ett välfungerande rättssystem tillsammans med en öppen marknadsekonomi påverkar graden av tillit. Det är i sin tur viktigt för att stimulera initiativ som gynnar produktiviteten. Projektet kommer också att titta på tre ämnesområden som påverkar vår tid och står högt upp på agendan på samhällsdebatten: ojämlikhet, globalisering och pressfrihet.

Her på stedet kommer vi naturligvis til at skrive en del om projektet, når det er gået i gang. Udover planerne om at holde to videnskabelige workshops med inviterede forskere fra hele verden og to policyseminarer – et i Stockholm og et i København – er der også en en plan om at lave podcasts med nogle af de inviterede forskere. Vi sørger naturligvis for at linke til det hele her på stedet, inklusive de allerede planlagte dele af projektet. Men hvis nogle af læserne i mellemtiden har idéer til, hvilke emner man kunne kaste sig over i projektet, hører vi naturligvis meget gerne om dem!

Økonomisk Frihed i Samfundstanker

Cepos direktør Martin Ågerup har siden november kørt en podcast med titlen Samfundstanker, hvor han taler med forskere, eksperter og politikere om en lang række mere eller mindre aktuelle emner. Martin er nu kommet til et emne, der både er ekstremt vigtigt for samfundets udvikling, og som mange mennesker ikke ved ret meget om: Økonomisk frihed.

Konceptet dækker folks frihed til at bruge deres egen tid, arbejdskraft, penge, ejendom og menneskelige ressourcer som de vil, med undtagelse af brug, der har til formål at begrænse andre menneskers økonomiske frihed. Jeg havde den store fornøjelse at være den forsker, Martin valgte til en samtale om økonomisk frihed. Det blev en noget længere – og rigere – samtale, end nogen af os havde regnet med. Vi kom langt omkring, fik dækket mange emner og fik endda en idé undervejs. Vi er meget tilfredse med resultatet, og kan varmt anbefale vores læsere at høre hele den mere end halvanden time lange samtale. Bryd den endelig op, hør den i bilen på vej hjem fra arbejde, eller hvordan og hvor i har lyst til. Eller sæt jeres gymnasieelever til at høre den og tage noter (hvilket kan give jer halvanden times respit med en kop kaffe). Men sørg for at sætte jer ind i, hvad økonomisk frihed er og hvad den betyder for samfundet.

Statistikbrug blandt epidemiologer og økonomer

Som mange læsere ved, er vi her på stedet stærkt kritiske overfor nedlukningerne, der har plaget verden det sidste halvandet år. Den empiriske forskning har helt siden sidste sommer vist, at de ikke gjorde nogen forskel: Jo hårdere, tidligere og jo mere diktatorisk staterne lukkede ned var ligegyldigt for, hvor stor overdødeligheden blev. Og de sidste 100 års erfaringer – som endda var nedfældet i flere landes epidemiguidelines og gentaget i et omfattende review af WHO i 2019 – viser klart, at den type politik fører til flere dødstal på længere sigt, når hjertetilfældene, de ubehandlede kræftsygdomme, desperationsdødsfaldene, og en sandsynlig million fattigdomsdødsfald i Afrika slår igennem.

Alligevel, på trods af det vi som økonomer opfatter som næsten totalt fravær af dokumentation for positive effekter af nedlukninger, har mange epidemiologer og læger blankt afvist den empiriske forskning. Jeg har haft meget svært ved at forstå en så blank afvisning af omhyggelig, omfattende dokumentation fordi den kommer fra et andet videnskabeligt felt, der netop er specialiseret i konsekvensevalueringer af offentlig politik.

Tidligere på året fik jeg et hint om, i hvor høj grad statistik spiller forskellige roller og bruges forskelligt i epidemiologi og nationaløkonomi. Hintet kom i form af en venlig e-mail fra en epidemiolog, der bad om data fra min artikel om nedlukninger. Det særlige var, at den pågældende kollega bad om data, som jeg havde brugt til at ’træne min model med’. Jeg var meget forvirret til at starte med, indtil jeg efter en del søgning på nettet, indså at min forvirring kom fra den fundamentalt anderledes måde, vi bruger data og statistik i samfundsvidenskaberne.

Når kollegaen bad om data til at træne en model, er det fordi han er vant til at bruge statistik til at finde ud af parametrene på en allerede kendt proces – eller en proces, man tror man kender. Det er for eksempel en såkaldt SIR-model (læs f.eks. her), hvor man ’blot’ skal kende reproduktionsrate osv. Omvendt bruges statistik kun sjældent til at træne modeller i samfundsvidenskaberne. Vi bruger den til at finde ud af, hvordan modellen ser ud. I samfundsvidenskaberne starter vi med andre ord væsentligt tidligere i den videnskabelige proces, og laver væsentligt færre antagelser om, hvordan verden ser ud.

Det er derfor heller ikke så overraskende – eller sjældent – at finde, at offentlig politik enten ingen effekt har, eller virker direkte modsat intentionen. Omvendt kan det være noget af en overraskelse i epidemiologi, for eksempel, hvor man allerede har specificeret modellen og dermed lagt en helt bestemt struktur ned over data. Hvad gør man da, når data ikke passer på ens teoretisk specificerede struktur? Prøver man at få data til at makke ret, påstår man at der er noget galt med dem, eller indser man at ens teoretiske forståelse er mangelfuld (eller forkert)?

Jeg vil på ingen måde påstå, at det er sådan alle epidemiologer gør – eller at der ikke er økonomer, der tvinger en struktur ned over data – men blot påpege, at de gnidninger, der har været mellem samfundsvidenskaberne og deres normale insisteren på at gå, hvor data tager en hen, og epidemiologien, faktisk giver en vis mening. Noget af den kommer fra fundamentalt forskellige videnskabelige tilgange, og ofte også en noget forskellig opfattelse af, hvornår noget tæller som evidens. Jeg foretrækker i høj grad den samfundsvidenskabelige approach, og dens tradition for omhyggelig etablering af evidens, i modsætning til den ofte skjuskede tilgang i medicin. Men netop den approach er også en del af forklaringen på, hvorfor andre discipliner og mange politikere har det så svært med os…