Tag-arkiv: skat

Når det offentlige opfører sig som mafiaen

Af Christian Bjørnskov, den 6. december 2023. 7 svar

Forestil dig, at en bank giver dig besked om, at du skylder den penge – hvilket du muligvis gør. Du vil gerne betale din gæld, men får at vide af banken, at det må du ikke. Den er ikke ’inddrivelsesparat’, fordi bankens konto- og computersystemer ikke virker, og ikke har virket i adskillige år. Banken lægger dog stadig renter på din gæld, og den vokser derfor måned for måned.

Der findes faktisk en måde at undgå den voksende rentebyrde, ved at deponere et mindre beløb hos banken, mens den finder ud af at få systemerne til at fungere – og om du faktisk skylder den penge. Den mulighed har banken dog ikke informeret dig om, og den ligger gemt bag syv klik i et særområdes FAQ på hjemmesiden. Din gæld vokser derfor eksponentielt med renterne, og du finder ud af, at flere tusinde af bankens kunder er i samme situation som dig. Bankens direktør har alligevel meldt ud, at man ikke vil gøre noget ved problemet nu, fordi banken jo tjener relativt mange penge på ordningen.

Som du sikkert allerede har gættet, er der ingen danske banker, der opfører sig så svinsk umoralsk – og ulovligt. Kun mafiaen ville forsøge at binde dig i en gældsfælde ved at gøre det umuligt at betale din gæld. Men som du nok også har gættet, er det slet ikke en privat organisation, der gør sådan. Det er den danske stat, og helt specifikt Skat. Og direktøren, der forsvarer dens indtægter er skatteminister Jeppe Bruus.

Som Berlingske har dokumenteret i en hel række fine artikler, er mange danskere fanget i en gældsfælde hos Skat. Myndigheden siger basalt set til borgerne: Du må ikke betale din gæld, og vi lader renterne stige måned for måned. Og vi fortæller dig ikke, hvor lang tid det kommer til at stå på. Ministeren har gentagne gange forsvaret ordningen ved at henvise til, at den jo giver staten et provenu.

Dagens spørgsmål er, hvorfor man på nogen måde kan mene, at det er en forsvarlig situation. Hvis man mener, at en banks adfærd – som vi beskriver ovenfor – er moralsk forkastelig og burde være forbudt, hvordan kan man så forsvare det samme, når dette gælder en offentlig myndighed, som ingen af os kan slippe væk fra? Vi kan jo ikke flytte vores konto til en anden ’skat’, hvis den ikke opfører sig ordentligt.

På samme måde bør man aldrig kunne slippe afsted med at forsvare en retssikkerhedsmæssig farce ved at fremhæve, at staten har en indtægt fra adfærd, som man ellers kun ser hos mafiaen. Men man ser noget af den samme fremfaren i forbindelse med det nye vurderingssystem, der med vold og magt skulle indføres på trods af, at alle med lidt indsigt kunne se, at det var helt galt. I den situation er Folketingets Ombudsmand gået ind i sagen, og har forleden krævet at få al intern dokumentation udleveret.

Skåret ind til benet: Det er absurd, at så mange mennesker bruger forskellige standarder, når de vurderer adfærd hos private og offentlige organisationer. Om noget burde man være endnu mere kritisk overfor de offentlige, fordi de er monopoler – vi har som borgere ingen andre steder at gå hen. At Christiansborg tjener penge på at bedrage borgerne gennem Skat kan aldrig undskyldes.

Er det nye vurderingssystem ulovligt?

Af Christian Bjørnskov, den 13. oktober 2023. Skriv et svar

Ekstrabladet bragte igår en tankevækkende historie om Skats nye og stærkt kritiserede vurderingssystem. Under overskriften “Afsløring: Syv ud af ti vurderinger dumper” peger avisen på, at baggrunden for det nye system var, at Rigsrevisionen i 2013 udgav en stærkt kritisk rapport der viste, at tre fjerdedele af Skats offentlige ejendomsvurderinger var i strid med vurderingsloven. Systemet producerede således et flertal af ulovligt skæve vurderinger, og måtte derfor skrottes. Men virkeligheden er faktisk en tand værre, end Ekstrabladet viser.

Ekstrabladet har fået dataplatformen Resights til at lave et udtræk af vurderinger på 38.000 ejendomme, som avisen betragter som repræsentative for det nye vurderingssystem. Avisens pointe er, at den har “med udgangspunkt i de samme kriterier, som Rigsrevisionen brugte – nemlig den dagældende vurderingslov – gennemgået mere end 38.000 bolighandler over et halvt år fordelt på begge sider af den nye vurderingstermin 1. januar 2022.” Med andre ord kan avisens journalister helt konkret vurdere, på basis af de 38.000 faktiske handler, hvor retvisende de nye vurderinger er.

Vi illustrerer det nye systems træfsikkerhed overfor det gamle systems, baseret på Rigsrevisionens oprindelige kriterier, i figuren nedenfor. Det gamle system producerede 41 procent vurderinger, der var over den faktiske handelspris, og 34 procent, der lå mere end 15 % under handelsprisen. Med andre ord var kun 25 procent af vurderingerne indenfor den ramme, Rigsrevisionen betragtede som lovlig. Den ‘gode’ nyhed i Ekstrabladets afsløring er, at der nu er 31 procent i det nye system, som rammer indenfor skiven. Men som vores figur konkret viser – og som Ekstrabladet ikke understreger – er den ekstra træfsikkerhed et resultat af, at der nu kun er 22 procent der rammer mindst 15 procent for lavt, men hele 47 procent, der vurderes for højt i forhold til den faktiske handelspris.

Spørgsmålet burde i virkeligheden stilles til skatteministeren, og ikke blot på en borgerlig blog: Hvordan kan man forsvare et offentligt vurderingssystem, der i et udtræk af 38.000 bolighandler rammer for højt i næsten halvdelen af tilfældene? Hvordan kan det være lovligt, at operere med et vurderingssystem – der definerer hvad folk skal betale i skat til staten – der ikke blot rammer forkert, men så åbenlyst rammer forkert i statens favør? Vi har ikke just en regering, der er særligt interesseret i borgernes retssikkerhed, men er vi ikke et stykke over grænsen for, hvad Moderaternes og Venstres vælgere trods alt kan acceptere?

Hvad hvis du blev beskattet ligesom din grund?

Af Christian Bjørnskov, den 25. september 2023. 2 svar

Berlingske bragte i morges en historie, hvor flere eksperter angriber Skats måde at vurdere – og dermed beskatte – folks grunde. Som Skat har forklaret, vurderer det nye vurderingssystem ikke hvad en grund er værd lige nu, men ansætter grundværdien som værdien af den ( i skatteministerens ord) “bedste økonomiske anvendelse”. Det støder ikke blot mod de fleste menneskers retfærdighedssans – det virker intuitivt umoralsk at blive beskattet af hvad man kunne have gjort med sin grund, i stedet for hvad man faktisk gør. Det er også en stort fiktiv værdi, eller som min kollega og med-punditokrat Otto Brøns-Petersen understregede overfor Berlingske, faktisk et rent “gæt”. Hvor ekstrem vurderingsmetoden er, kan måske bedst illustreres med hvordan det ville se ud, hvis indkomstskatten var vurderet på samme måde.

Spørgsmålet er, hvordan det ville se ud hvis vi som borgere blev beskattet ud fra vores “bedste økonomiske anvendelse.” For det første er det et spørgsmål, som vil være ekstremt svært at svare på, for hvad er vores bedste økonomiske anvendelse? Ville jeg selv – eller samfundet – være ‘bedre’ stillet i en eller anden forstand, hvis jeg ikke var professor, men arbejdede i det private erhvervsliv, en interesseorganisation, eller evt. i statsadministrationen?* Hvad “bedre” betyder i den situation er nærmest umuligt at svare på, men det er netop hvad Vurderingsstyrelsen forsøger at gøre med de grunde, vores ejendomme står på. En sommerhusejendom på 41 kvadratmeter i Liseleje er således blevet vurderet til 1,73 millioner, mens sommerhusgrunden i sig selv er vurderet til 1,85 fordi myndighederne ‘vurderer’, at der kunne bygges et nyt på 200 kvadratmeter – og det er derfor denne rent fiktive anvendelse, der beskattes.

Som professor tjener jeg i omegnen af 800.000 kroner om året, vel at mærke inklusive en pension som det er usikkert om jeg nogensinde får. Den løn betales for et job, der kræver mindst otte års universitetsstudier, er enden på karrierestigen i den akademiske verden, og indebærer en gennemsnitlig arbejdsuge omkring 55 timer. Så hvad ville en ” bedste økonomiske anvendelse” kunne tænkes at være, hvis Vurderingsstyrelsen skulle vurdere mig? Man kunne måske tro, at en professor ville være cirka ligestillet med en departementschef? Den ringest lønnede departementsschef i Danmark er Kirkeministeriets Christian Dons Christensen, som per oktober 2022 tjente 1,75 millioner kroner om året. Hvis man i stedet rangerer en professor på linje med en typisk underdirektør i det private erhvervsliv, ville en normal løn være omkring 1,3 millioner (gennemsnittet er cirka 110.000 om måneden). Bruger man Tax.dk‘s skatteberegner, ville en vurdering af min bedste anvendelse indebære en skat på omtrent 630.000 kroner – eller en skattestigning på cirka 190.000 kroner. Hvis man valgte at vurdere min ‘værdi’ som en departementschef, ville skatten ende omkring 880.000 kroner, og dermed mere end hvad jeg faktisk tjener!

Det burde være indlysende for alle, at hvis man beskattede indkomster på samme måde som Skat har besluttet at beskatte grundværdi, ville der ikke blot snige sig et meget stort subjektivt element ind: En eller anden medarbejder, eller et IT-system, skulle vurdere min bedste økonomiske anvendelse uden at der er noget som helst marked, man kan vurdere ud fra. I eksemplerne ovenfor ville min faktiske skatteprocent stige fra en total på cirka 42,5 % lige nu (eksklusiv beskatning af afkast osv.) til 79 % hvis jeg vurderes som ligestillet med en privat underdirektør, eller 109 % hvis systemet vurderede, at jeg kunne have været departementschef i stedet for professor. Og heri ligger en af bomberne under danskernes økonomi: Systemet er ikke blot ekstremt vilkårligt og dybt inkompetent – husk, at det ikke kan tage hensyn til fredninger, servitutter på ejendommen, eller i nogen rimelig grad til lokalplanbegrænsninger – men vil også helt systematisk vurdere “bedste økonomiske anvendelse” væsentligt højere end den faktiske anvendelse. Danske ejendomsejere kan således på sigt se frem til store skattestigninger, der skjules af et håbløst og dybt skandaløst nyt system.

* For mit eget vedkommende er det reelle alternativ, hvor jeg kunne tjene væsentligt flere penge, en ansættelse på et udenlandsk universitet. Men det er næppe den slags “bedste økonomiske anvendelse” som Jeppe Bruus vil applaudere…

Skattekontrol

Af Nikolaj Stenberg, den 20. marts 2017. Skriv et svar

En af Morten Østergaards vigtigste beslutninger, som minister, var, da han i Skatteministeriet gav ordre om at modernisere skattekontrolloven. Det førte til en offentlig høring om et forslag til blandt andet en ny skattekontrollov og en ny skatteindberetningslov, som led i lanceringen af den såkaldte Retssikkerhedspakke III.

Der har tidligere på året været en rumsteren om de foreslåede reglers vidtgående karakter, og i dag lancerer Tænketanken Justitia en analyse om told- og skatteforvaltningens adgang til teleoplysninger. Det er til tider komplicerede sager, men analysen er klar og anbefalingsværdig.

Der er også en ledsagende video:

Den i vor tid så klassiske sammenligning imellem på den ene side skattevæsnets kontroladgang og den anden ide Politiets, er selvfølgelig med, selvom undersøgelsen af ulovlige skatteforhold og straffelovsovertrædelser ikke er to sider af samme sag. Men den illustrerer så fint, at teknisk set lige forhold – hvordan man får adgang til oplysninger – ikke behandles lige i Danmark:

Den nye bestemmelse i § 56 er i det væsentlige en videreførelse af den gældende skattekontrollovs § 8D, og der er således fortsat tale om en generel oplysningspligt, hvor SKAT i vidt omfang selv kan indhente personfølsomme oplysninger, når blot oplysningerne efter SKATs skøn er nødvendige for skattekontrollen.  Set i forhold til politiets begrænsede adgang til at indhente personfølsomme oplysninger hjemler skattekontrolloven således fortsat SKAT en vid adgang til oplysninger, som politiet skal bruge en dommerkendelse for at få adgang til.

Den offentlige debat kommer tit til at handle om såkaldt skattemoral. Det vil sige en slags særlig moralsk egenskab, velfærdssamfundet efter nogens mening fordrer af personer og virksomheder, når det kommer til overholdelsen af intentionen med skattelovgivningen.

I det omfang skattedebatten bør handle om moral – og det bør den vel – må det være naturligt, at man stiller de højeste krav til skattevæsnets udviste dydighed, og siger klart fra lovgivningsmæssigt, når ministeren beder om så vidtgående beføjelser.

Den nye skattekontrollovgivning er således en oplagt mulighed for at folketinget viser, at det er folkets – og ikke regeringens – repræsentant.

Dragsteds mærkværdige verden

Af Christian Bjørnskov, den 27. august 2016. 4 svar

Det er næppe gået manges næse forbi, at Enhedslisten ved sidste uges landsmøde igen foreslog at indføre en millionærskat. Tirsdag aften var Pelle Dragsted gæst hos Martin Krasnik i DR2 Deadline for at forklare og forsvare det venstreekstreme partis politiske forslag. Indslaget, der på trods af Krasniks ihærdige forsøg virkelig led under at der ikke var en anden gæst som modpol til Dragsteds påstande, afslørede i høj grad hans ganske mærkværdige syn på både økonomien som hans ganske absurde påstande om status i forskningen.

Det var ikke mindst bemærkelsesværdigt, at Dragsted gentog en ganske bestemt formulering, som den franske økonom Thomas Piketty er blevet kritiseret voldsomt for at bruge i (den engelske version af) Capital in the 21st Century. Dragsted sagde, at de rigeste i de senere år har ”tilegnet” sig en større andel af nationalindkomsten. I populær brug er ”tilegne” blot en eufemisme for at stjæle, og en handling hvor man tilegner sig en større andel af en tærte eksisterer i bedste fald i en slags juridisk og moralsk limbo. Påstanden kan derfor læses på to måder.

En måde at læse Dragsteds påstand, der er konsistent med hans idelogiske skoling, er at den følger af en særlig del af marxistisk og leninistisk teori, nemlig deres såkaldte arbejdsværdilære. I marxistisk arbejdsværdilære er den andel af værdiskabelsen, man legitimt kan kræve, direkte proportional med den del af den samlede arbejdstid eller det samlede fysiske arbejde, man har bidraget med. Marx benyttede ældre værdilære, som på cirka samme tid som han skrev, blev grundigt refuteret. En af de indlysende mangler ved den er, at den tilskriver al værdiskabelse stil arbejdskraften, og dermed per definition sætter bidraget fra kapital, kvalitet i ledelse og organisation, uddannelse og iværksætterevner til nul. Det følger i en vis forstand også, at enhver produktivitetsudvikling, der driver samfundet videre, må skyldes statens kløgtige indgreb – det kan jo logisk ikke skyldes andre, hvis man tror på marxistisk arbejdsværdilære. Enhver moderne teori siden Marshall og Walras bidrag i anden del af 1800-tallet har vist, at den gamle arbejdsværdilære er nonsens.

Den anden måde at tolke Dragsteds påstand er, at den blot er et populistisk forsøg på at score stemmer blandt de mindre begavede eller særligt dårligt informerede dele af befolkningen. Sandheden kan naturligvis sagtens ligge midt mellem de to, hvis Dragsted er overbevist om venstreekstrem økonomisk teori, og samtidigt ved, at misundelsesskatter kan vække den indre svinehund i misundelige danskere og få dem til at stemme på Enhedslisten.

Et andet problem i indslaget var dog langt mere bekymrende fordi det afspejler et problem, der findes bredt på tværs af Folketinget, og ikke kun på den ekstreme venstrefløj. Det var dette problem, som Martin Krasnik ikke fik dæmmet op for i Deadline: For at afvise den forskningsmæssige opbakning til dynamiske effekter af skatteændringer, brugte Dragsted nemlig det retoriske trick, at hævde at der jo ”er andre økonomer” der påstår noget andet. Han har faktisk ret i, at der ikke er den store opbakning blandt danske eksperter til Finansministeriets vurdering af de dynamiske effekter. Dragsted glemmer blot – eller vil ikke vide – at de nyere studier peger på, at ministeriets vurdering er for negativ. Dragsted kan naturligvis henvise til den håbløse rapport fra Folketingets ’økonomiske konsulenter’, eller man kan interviewe en af Aalborg Universitets eksperter i alt, men forsøger man at henvise til nye forskningsstudier, finder man f.eks. Kreiner, Munch og Whitta-Jakobsens ”Taxation and the Long Run Allocation of Labor”,der blev publiceret i Journal of Public Economics sidste år. De tre danskere finder her – baseret på danske data – at de positive dynamiske effekter sandsynligvis er tre gange større end Finansministeriet regner med!

Krasniks interview med Dragsted led derfor under det særlige problem, at han lod en gæst med en meget speciel ideologisk agenda påkalde ’autoriteter’, uden at give seerne hverken en kritisk diskussion af, hvad der menes med det, eller overhovedet diskutere, om de pågældende, ikke-navngivne autoriteter overhovedet ved noget som helst forskningsbaseret om emnet. Man kan spekulere, om Krasniks journalistiske træning kom i vejen for at være solidt kritisk overfor Dragsted – danske journalister trænes netop i, at der altid skal være to modpoler og ingen af dem har nogen særlig vægt. Og så har vi slet ikke nævnt det åbenlyse spørgsmål, der blev efterladt på bordet i Deadline: Hvordan kan de nominelt rigeste danskere få en lidt lavere skattesats, men derefter betale en væsentligt større andel af den totale skattesum uden at der er dynamiske effekter på spil? Hele spørgsmålet om Laffer-kurven i Danmark lod man være usagt, selvom det må være et særdeles ubehageligt spørgsmål at få, når man lever i Pelle Dragsteds mærkværdige version af verden. Vi vender derimod gerne tilbage til det senere her på stedet.

Tre observationer om Skat

Af Christian Bjørnskov, den 27. september 2015. 2 svar

Skandalerne i Skat ruller for tiden – og i flertal. Skats IT-systemer er dybt forældede, men de to forsøg på at indføre nye systemer er gået helt galt. Ikke mindst har Skats ledelse fuldstændigt ignoreret gentagne advarsler om, at systemet ikke fungerede korrekt og havde behov for langt mere testning. Ledelsen besluttede alligevel at tage systemet i brug, hvorefter det ulovligt opkrævede skat og gældsbetalinger, mens Skat overså udbyttesvindel for mere end seks milliarder kroner andre stedet. Reaktionerne på problemer er dog i særlig grad værd at overveje. Her er tre forhold i skandalerne, der er fortæller mere end blot ordet ’skandale’ og den omfattende forargelse.

Først og fremmest var tidligere skatteminister Benny Engelbrecht forleden ude med et politisk krav om erstatning. I et splitsekund fik man indtrykket af, at flere politikere endelig var kommet til fornuft, indtil man hørte fortsættelsen: Engelbrecht ønskede erstatning betalt til Staten fra de IT-firmaer, der har stået for udvikling af de ubrugelige systemer. Udover at kravet var nonsens – en stor del af problemet har vist sig at være stærkt ufuldstændige kravsspecifikationer fra det offentliges side – var det også et eksempel på, hvordan de fleste politikere på borgen tænker. Hvis de var borgernes repræsentanter, ville det eneste rimelige erstatningskrav være for de tusinder af borgere, der er blevet snydt af Skat og ulovligt blevet afkrævet skat. Men det erstatningskrav er der øjensynligt ingen politikere, der har stillet.

For det andet viser skandalen, som Thomas Larsen pointerer i dagens Berlingske Tidende, at offentlige ledere stadig sidder væsentligt sikrere i sadlen end deres private modparter. Med andre ord skal der langt mere til, før en leder af en offentlig virksomhed eller myndighed bliver fyret. De kan ganske enkelt tillade sig mere. Så mens fem ledere (direktøren for IT, direktøren for inddrivelse, to underdirektører og en personaleleder,) i Skat foreløbig er ’sendt hjem’, er Skats direktør Jesper Rønnow Simonsen gået fri. Nok har han ikke ansvaret for at have sat skandaleprojekterne i gang, men som Berlingske formulerer det, har han næppe udvist ”rettidig omhu.” Mens topledere i det offentlige efterhånden får lønninger, der nærmer sig det privates, er de resterende incitamenter til at gøre sit job omhyggeligt stadig meget svagere, og afhængige af ens politiske popularitet.

For det tredje er der ingen politikere, der foreløbig har erklæret sig enig i Dansk Erhvervs for mig indlysende løsning på en del af problemerne: Simplificér skattesystemet! Den danske skattelovgivning er så byzantinsk, at selv Skats embedsværk ofte har svært ved at finde rundt i det. Lovgivningen er i høj grad resultatet af en lang række hovsaløsninger – såkaldte skattehuller, der skulle lukkes med hurtige løsninger – som kombineret ikke blot gør systemet uoverskueligt, men også temmelig tilfældigt. Flere jurister, ikke mindst Henriette Kinnunen fra Cepos, har peget på retssikkerhedsproblemerne i hele systemet.

Ideelt set burde de massive problemer skabe politisk interesse for at løse problemerne på langt sigt – det mindste blandt nogle af de få politikere, der er kritiske overfor statslige interventioner. Men der er skabt såkaldt borgfred, så de ni forskellige skatteministre, der har været politisk ansvarlige for miseren de sidste fem år, går fri. Som Juvenal spurgte for 1800 år siden: Hvem vogter nu vogterne? Hvor er ansvaret når de ansvarlige skal holde sig selv ansvarlige?

Ulighed, skat, propaganda og dovne journalister

Af Niels Westy, den 9. august 2015. 6 svar

Vi har her på punditokraterne ved flere lejligheder beskæftiget os med den kampagne som bl. a. IBIS og Mellemfolkeligt Samvirke i årevis har ført mod multinationale selskaber. En kampagne præget af manglende økonomisk indsigt, grov manipulation og en pænt sagt alternativ omgang med fakta, som jeg har skrevet om bl.a. her, her og her.

Vi har også ved flere lejligheder skrevet om sammenhængen mellem ulighed og økonomisk vækst. Bl. a. fordi økonomer tilknyttet OECD og IMF de seneste år har udsendt flere analyser, hvor de mener at finde en negativ sammenhæng mellem vækst og stigende ulighed. se bl.a. Otto Brøns kritik af Ostro, Berg & Tsangarides arbejdsnotat, Redistribution, Inequality, and Growth fra 2014, hvor Otto påpeger :

Et af kritikpunkterne er, at forfatterne ikke tager hensyn til landegruppeforskelle. Gør man det, bryder sammenhængen sammen. Den er statistisk talt spuriøs.

Forglemmelsen er bemærkelsesværdig, ikke mindst fordi det er velkendt, at sammenhængen mellem Gini-koefficienten og økonomisk vækst er svag og langt fra entydig. Det påviste Barro i et empirisk studie i 2000. Og det er blevet bekræftet i efterfølgende studier. Litteraturen viser gennemgående en tendens til, at stigende ulighed er forbundet med lavere vækst – i fattige lande. I rige lande er voksende ulighed korreleret med stigende vækst.

Der kan være gode grunde til, at billedet ser sådan ud. Det er yderst tvivlsomt, om ulighed i sig selv har nogen indflydelse på den økonomiske vækst. Derimod kan årsagerne til en høj eller lav Gini-koefficient have stor betydning.

Problemet med årsager i forhold til fokus på selve uligheden fremgår egentlig meget klart af et arbejdsnotat fra Berg og Ostro selv, “Inequality and Unsustainable Growth: Two Sides of the Same Coin?”  fra 2011.

Her anfører de, at:

income distribution is only a part of the story—there are clearly many other variables involved and much about growth spells that remains unexplained. Also, it is hard to separate cause from effect. And of course policies affect growth directly as well as through income distribution.

Problemet er således i hvilken udstrækning det er selve indkomstfordelingen eller de forhold der betinger denne, som er de væsentligste.

Dovne journalister og eksperter uden indsigt

Et er den kritiske debat i økonomkredse, Noget helt andet er den i det offentlige rum. Her har organisationer som IBIS og deres “skatte- og alt muligt andet” ekspert, Lars Koch, stort set frit løb. Og Ja, vi er misundelige på den nemme adgang til kritikløs mikrofonholderi, som man f. eks. kunne opleve tirsdag den 4. august i Apropos på P1.

Under overskriften “rigdom og ulighed” handlede udsendelsen om ulighed og fattigdom. Udgangspunktet var en påstand om at

“Verden har aldrig været mere ulige, end den er i dag. Mens få bliver rigere og rigere, har fattigere sværere ved at komme ud af fattigdommen end tidligere. Den ekstreme ulighed skyldes især, at virksomheder og enkeltpersoner med økonomiske interesser har stor indflydelse på de politiske beslutninger rundt omkring i verden. Noget, der i en globaliseret verden også har voksende betydning for Danmark.”

Som der står på udsedelsen hjemmeside og som man indledt den lille halve times propaganda med.

Programmet fik både Otto Brøns og undertegnede til at skrive til redaktionen.
Otto gjorde bl.a.  opmærksom på, at når man  på programhjemmesiden skriver, at

”Verden har aldrig været mere ulige, end den er i dag. Mens få bliver rigere og rigere, har fattigere sværere ved at komme ud af fattigdommen end tidligere”

er det faktuelt forkert. Den globale ulighed i indkomst er – afhængig af opgørelsen – faldende eller højst stagnerende. Den egentlige fattigdom (som defineret af FN) er entydigt og stærkt faldende. Og Otto var endda så venlig at sende et link med kildereferencer

https://punditokraterne.dk/2014/05/01/allevegne-stiger-gini-bare-ikke-i-verden/

Hverken Otto eller jeg har fået noget svar fra redaktionen på Apropos, og de faktuelt forkerte oplysninger fremgår fortsat af programmets hjemmeside.

Det burde ellers ikke have været så svært for dem at finde data om den globale ulighed formentlig er faldene, eller hvis vi skal være forsigtige stagnerende. Nedenstående er hentet fra en artikel i The Guardian.
Guardianarticleworldincomed
Programmet bruger meget tid på den rapport som Oxfam og Ibis udsendte i vinter. En rapport som er blevet eftertrykkeligt tilbagevist som det rene nonsens. (se også her).

Efterfølgende har Lars Koch ved flere lejligheder vedgået at rapporten ikke siger noget om levevilkår, i hvert fald direkte. Men han hævder så, at den viser at en lille gruppe meget rige mennesker har uforholdsmæssig stor magt på grund den ulige fordeling af de globale formuer. Det skulle fremme en “neoliberal” politik. Besynderligt nok bruger han så den finansielle sektors lobbyisme i Bruxelles som eksempel. Det giver ingen mening.

Den finansielle sektor gennemreguleret og ikke just udtryk for “neoliberale idealer”. Det er faktisk svært at komme meget længere væk fra et frit marked, som fortsat er (overvejende) privat ejet end netop den finansielle sektor.

Hans egen omtale af programmet kan ses nedenfor.
Udklip1

 

 

 

 

Lars Koch har efterhånden i mange sammenhænge vist en temmelig slående mangel på konsistens. Således påstår han, at han og IBIS IKKE anvender Richard Murphy’s påstand om skatteundragelser for 1.000 mia. Euro i EU om året, men samtidig ligger der materiale på nettet hvor man gør akkurat det, se f. eks. her.

Udklip

 

 

3-2

På samme måde afviser Lars Koch at han hænger navngivne selskaber ud. Han vedgik således efter en længere debat i januar, at teleselskabet 3 intet ulovligt har foretaget sig. Ii går (den 9.8.2015) kaldte han dem så skattefuskere på facebook. Det bøder ikke ligefrem for troværdigheden.

Apropos på P1 er bestemt ikke de eneste som gør sig i letbenet og faktuel forkert videreformidling.

Senere på ugen var en af historierne i Berlingske’s erhvervstillæg at “ulighed kan svække økonomisk vækst“. Baggrunden var et nyligt arbejdsnotat fra IMF, hvor man (igen) mener at kunne påvise en negativ sammenhæng mellem ulighed og økonomisk vækst, samt en rapport fra OECD, In It Together – Why Less Inequality Benefits All, der bygger videre på tidligere rapporter og arbejdsnotater.

Problemet er her at journalisten tilsynladende ikke er klar over, at 1. Ingen af de to rapporter har betydning for lande med relativt lige indkomstfordeling som Danmark og 2.  At i den udstrækning at man finder en en sammenhæng mellem ulighed og lavere vækst, ændrer det ikke ved at der er økonomisk konsensus om at selskabskat, topskat osv. MINDSKER den økonomiske vækst.

Journalisten indleder således artiklen med at skrive, at :

Lavere topskat, lavere selskabsskat og færre afgifter. Det vil skabe større vækst, mere dynamik, masser af nye job og flere iværksættere. Sådan er det blevet sagt i årevis – hjemme og ude.

Men nu pibler det pludselig frem med analyser fra både den vestlige verdens økonomiske samarbejdsorganisation, OECD, og Den Internationale Valutafond (IMF), som slår helt andre og nye toner an.

Disse ellers så liberale internationale organisationer peger således på, at stigende lighed kan stimulere den økonomiske vækst, mens ulighed og stor afstand mellem rige og fattige er til direkte skade for velstanden.

 Må jeg foreslå at Lars Erik Skovgaard, som har skrevet artiklen, læser OECDs anbefalinger fra i år, til at skabe mere vækst i Danmark?

I den seneste rapport peger de bl. a. på at Danmark skal :

Shift the tax structure away from income. The overall tax burden is high. Lowering and shifting taxation from labour and corporate income to indirect taxes and taxes on immovable property would help boost growth.

Altså stort set det som Lars Erik Skovgaard anfører som det OECD ikke længere mener. Det gør de dog fornuftigt nok fortsat. Det er helt grundlæggende, hvis vi ønsker højere vækst herhjemme. Som det fremgår nedenfor, er det nødvendigt, hvis vi ikke skal fortsætte med at sakke bagud (her målt på privatforbrug,).

privatforbrug

Afsluttende bemærkninger

Jeg kan naturligvis ikke vide med sikkerhed hvorfor pressen – det være sig den skrevne eller elektroniske – har så svært ved at behandle ulighed på en faglig forsvarlig og korrekt måde.

At IBIS og deres mand, Lars Koch, arbejder for at fremme en neo-marxistisk dagsorden er både tydelig og ikke særlig overraskende. Men at medierne i den grad ikke kun hopper med på denne, men også meget tydeligt ikke interesserer sig for, hvorvidt IBIS o.a. har fakta og videnskab på deres side, kan undre.

En del vil formentlig mene, at det skyldes at journalister ligger et pænt stykke til venstre for midten.

Jeg tror vi har et andet  og langt væsentligere problem. Nemlig at danske journalister hverken har evnerne eller lysten til at sætte sig ind i økonomiske problemstillinger. Det være sig sammenhængen mellem vækst og ulighed eller hvad der er oppe og nede i debatten om multinationale selskabers skattebetalinger o.m.a..

Hvorom alting er, er det slående hvor ensidig og ringe fagligt funderet formidlingen er her til lands.

Parallelle valutaer, pseudo-euro og andre løsninger på Grækenlands betalingsvanskeligheder

Af Erik Winther Paisley, den 3. juni 2015. Skriv et svar

Billede via Cointelegraph.com

Den græske regering står nu over for en så akut mangel på penge, at det diskuteres om de bliver nødt til at udstede en ny, parallel valuta til at lukke hullet. Tænketanken Bruegel  har hér samlet en række af de væsentlige indlæg i debatten.

Der er forskellige modeller, men grundlæggende består manøvren i at udstede værdipapirer, der kan træde i stedet for euroen til indenlandske betalinger. I stedet for €10 i løn, pension eller anden betaling fra den græske stat, får man en check på €10, der først kan indløses om 3, 6, 12 eller flere måneder, eller til at betale sine skatter med året efter. De ville kunne bruges internt i Grækenland. Dækning består primært i, at det offentlige forpligter sig til at tage imod dem. Som før omtalt her på Punditokraterne har lignende været prøvet før, bl.a. i Californien, men det er fortsat meget uvist, hvordan de kunne fungere i en europæisk integreret økonomi.

Et af de mere skæve indlæg i debatten er skrevet af ingen anden end Yanis Varoufakis, nuværende finansminister i Grækenland. Han foreslog at udstede en paralleleuro — og bruge endda blockchainteknologi som infrastruktur:

“Governments in Europe’s Periphery are asphyxiating in a Gold Standard-like monetary union that is buffeted by the winds of recession and outright deflation. … Is there something that the peripheral countries can do to give themselves a chance to breathe better and to act as a bargaining chip that will make Berlin, Frankfurt and Brussels take notice?

The answer is yes: They can create their own payment system backed by future taxes and denominated in euros. Moreover, they could use a Bitcoin-like algorithm in order to make the system transparent, efficient and transactions-cost-free. Let’s call this system FT-coin; with FT standing for… Future Taxes.”

Bruegel skriver i øvrigt: “although historical examples of parallel currencies exist, the analysis of the idea remains in its infancy.” Det er nu ikke ubetinget korrekt, idet de amerikanske og canadiske kolonier jo løbende udstedte præcis tilsvarende penge, som netop havde dækning i fremtidige skatteindtægter: “essentially securitizing the future tax liabilities of its citizens.

(Mere om disse tidlige penge, som denne punditokrat finder ekstremt interessante: http://econ.biu.ac.il/files/economics/seminars/goldberg-lunch.pdf )

(Og endnu mere om de såkaldte govcoins, som lader til at vække mere begejstring hos finansielle institutioner og regeringer end selve Bitcoin)

 

Hvad Kinas historie kan lære os om fattigdomsbekæmpelse

Af Erik Winther Paisley, den 28. januar 2015. Skriv et svar

På globalt plan falder uligheden og fattigdommen styrtdykker. Ikke på grund af beskatning af de onde multinationale, ikke på grund af IBIS, ikke på grund af velmenende vesterlændinges aktivistturisme, eller donordrevne ‘projekter’, men på grund af at hundredvis af millioner af mennesker endelig har fået mulighed for at bygge sig en ordentlig tilværelse.

Så kan det godt være, der er blevet gravet en brønd et eller andet sted i Xinjiang på vestligt initiativ, men hovedhistorien er denne: Kina er blevet rigt, fordi kommunistpartiet gav op på socialismen og holdt op med at bekæmpe almindelige menneskers forsøg på at forbedre deres lod i livet. Det er afgørende, at der kommer en bedre forståelse for, hvordan kineserne – på trods af regimet – har kunnet løfte deres land så meget.

Først, lidt kontekst:

Vi taler om et land, som blev hærget af krig og katastrofer fra Taiping-opstanden (1850-1864, 20 millioner dødsfald), kejserdømmets kollaps (1911), borgerkrig mellem nationalisterne og kommunisterne (1927-1949), til grufuld japanske invasion (1937-1945), til – i sidste ende- oprettelsen af et étpartidiktatur under den usammenligneligt morderiske Mao Zedong og resten af kommunistpartiet, som bestod af en blanding af småkriminelle militssoldater og europæisk påvirkede intellektuelle, der er umiddelbart genkendelig fra andre af verdens socialistiske lande. Kina var krigshærget, gennempryglet og ludfattigt — og blev genstand for verdens største planøkonomiske, socialistiske eksperiment.

Så snart kommunistpartiet tog over, satte de sig for at ekspropriere alle større jordejere. Det var forholdsvist populært, særlig idet de fleste familier beholdt deres egne jordlodder. Dernæst oprettelse af ‘frivillige’ arbejdsfællesskaber. De holdt hurtigt op med at være frivillige. Derefter fulgte en nådesløs, betingelsesløs kollektivisering — så vidtgående, at selv private køkkener blev forbudt — som lagde landet i knæ. Mellem 1958-1962 konfiskerede regeringen stort set alle afgrøder i landet, hvad der medførte mindst 15 millioner dødsfald.

Og lad os så se på, hvordan denne planøkonomiske katastrofe blev afhjulpet:

Aktiv modstand mod det socialistiske regime var næsten umulig. Bondeopstande blev slået ned i flere provisner. Vejen var mere indirekte, og der var mange forskellige strategier. Først og fremmest var der systematisk skatteunddragelse. Man skjulte sin mad, stjal fra madlagre, hamstrede; man spiste de rå afgrøder i markerne(!) frem for at aflevere dem til ‘fælleskassen’, som altså var ensbetydende med kadrerne. Kun dermed og gennem lignende strategier kunne folk skrabe sig gennem disse katastrofer, som kommunistpartiet havde eneansvaret for. Et strålende casestudium af en enkelt landsbys overlevelsesstrategi kan læses her. Der var tale om ren overlevelse, og det førte til et tillidsbrud mellem partiet og folket, som ifølge forskere som Kate Zhou og Ralph Thaxton aldrig lod sig reparere.

Til sidst bliver det så galt, at landsbyer Kina over på eget initiativ får gennemført en ordning ved navn baochan daohu 包产到户. Navnet er værd at huske, for det er måske dén enkeltstående reform, som har gjort mest for at løfte Kina – og dermed menneskeheden – ud af fattigdom. Ordningen bestod i, at familier i landsbyen fik ansvaret for at aflevere en vis del af deres afgrøder som skat til kollektivet, men tilgengæld måtte nyde overskuddet selv. Det blev hurtigt til en gen-privatisering af landbruget, som kommunisterne tillod, fordi de hellere ville bestikkes af landsbyer med flere penge end beskatte dem uden. Det er trods alt svært at plukke hår af en skaldet.

Disse højre-afvigende initiativer var naturligvis brandulovligt, og så sent som 1978 — to år efter Maos død — forsøgte ledende kommunister at standse privatiseringen. Selv Deng Xiaopeng, som i de vestlige medier uretmæssigt tilskrives æren for Kinas åbning, var oprindelig modstander af privatisering. Kommunistpartiet tillod det kun nølende og gradvis.

Straks efter lempelsen i den kollektivistiske politik opstår der — trods forbud mod at sælge mad(!) — små markeder, der kan afhjælpe den værste fødevaremangel. Driftige landmænd begynder at cykle ind til byerne og sælge mad. Senere overlader fabrikker til enkeltfamilier, og der opstod rundt om ørerne på de statsejede virksomheder en blomstrende industri på landet. Der var nød at afhjælpe, og det blev den gennem en markedsproces, der blev drevet af de fattige selv.

Reelt består kommunisternes store bidrag til Kinas udvikling, at de holdt op med at stå i vejen, og begyndte at interessere sig mere for velstand end for socialisme. Det er der måske også andre, der burde gøre.

SKATs kontrolbeføjelser i lyset af EMRK art. 8

Af Nikolaj Stenberg, den 4. februar 2014. Skriv et svar

cedhSpørgsmålet om rimeligheden i Told- og Skatteforvaltningens adgang til at foretage uanmeldt kontrol af erhvervsdrivende på privat grund, uden forudgående dommerkendelse, har været flittigt debatteret, herunder – selvfølgelig – af CEPOS.

Men ét er rimelighed, noget andet er ret; og at myndighederne har retten på sin side, konstateres ved at læse fx § 2, nr. 2 i lov nr. 590 af 18. juni 2012 (pdf) om initiativer mod sort arbejde, der i tilpasset citatform lyder:

”[Der kan] gennemføres kontrol … på en ejendom, der tjener til privatbolig eller fritidsbolig, hvis der synligt kan konstateres udendørs aktiviteter af professionel karakter. [Kontrollen] omfatter dog ikke adgang til kontrol af selve privatboligen eller fritidsboligen.”

Man kan så spørge, om kontrolbeføjelsen er på kanten af, eller direkte i strid med, Den Europæiske Menneskerettighedskonventions art. 8, om retten til respekt for privat- og familieliv:

“Stk. 1. Enhver har ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin korrespondance.
Stk. 2. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder.”

CEPOS har i sine notater været omkring bestemmelsen; men professor lic.jur. Søren Friis Hansen gør det mest klart i en netop offentliggjort en artikel, der går i kødet på de to bestemmelser. Den kan læses i Skattepolitisk Oversigt: SPO.2014.1 – “Ikke hjemme hos mig SKAT!” (bag betalingsmur).

Friis Hansen når frem til bl.a., at Folketinget, i sin behandling af lovforslaget, helt har undladt at tage stilling til EMRK-bestemmelsen. Det afføder bl.a. følgende ”allerede derfor”-bemærkning:  ”Allerede derfor kan det ikke anses for godtgjort på en overbevisende måde, at indgrebet er berettiget i relation til EMRK artikel 8.” Det må nemlig være Folketinget, der fører bevis for påtænkte kontrolindgrebs forenelighed med borgerens grundrettigheder. Nuvel, sket er sket: Er kontrolbeføjelsen så i strid med EMRK? Efter yderligere et par mellemregninger konkluderer Friis Hansen:

“På denne baggrund må adgangen for SKAT til uden forudgående retskendelse til at foretage kontrol af erhvervsdrivende på en ejendom, der benyttes til privat- eller fritidsbolig, anses for at gå videre end nødvendigt i et demokratisk samfund, hvorfor indgrebet er uberettiget i henhold til EMRK artikel 8, og artikel 7 i EUs Charter om grundlæggende rettigheder.”

Såvel retsteknisk som -politisk er det en konklusion, denne punditokrat støtter op om.

Man kan imidlertid ikke forlange af en myndighed, at den ikke bruger det værktøj, som lovgivningsmagten har givet; og da slet ikke, når værktøjet er givet med så klar støtte i den primære skatteret, som den omtalte § 2. Myndigheden må kunne arbejde ud fra den formodning, at Folketinget ikke vedtager retsstridige regler. Hvis Folketinget har det, må det være op til domstolene eller Folketinget selv at censurere kontrolbeføjelserne.

Man kunne i den forbindelse håbe, at Friis Hansen, med sin artikel, er med til at støbe kuglerne for noget af det, der er mest tiltrængt i dansk ret: En revision af den gamle skattekontrollov.

Absurditeter fra skatteministeren

Af Christian Bjørnskov, den 30. august 2013. 3 svar

Skandalerne vælter for tiden ud af skabene hos Skat. Adskillige skatteministre, ikke mindst Kristian Jensen, er ansvarlige for at have siddet advarsler overhørige i forbindelse med den seneste skandale om ejendomsvurderinger. Men uanset hvad der ellers sker, er det den nuværende skatteminister, SF’s tidligere leder Holger K. Nielsen, der sidder med ansvaret for at redde trådene ud. I stedet slipper han af sted med aldeles absurde udtalelser og synspunkter. Her er to eksempler.

På dagen, da det kom frem at Skats ejendomsvurderinger, som man baserer ejendomsskatter på, var både voldsomt upræcise og systematisk for høje, afslog ministeren sagens alvor med følgende argument. 1) At det ikke var muligt at ramme vurderingerne mere præcist, for ejendomsmæglere i et show på DR kan ikke ramme rigtigt. 2) At der derfor ikke var noget egentligt problem, fordi selvom nogen betalte for meget, var der jo andre, der betalte for lidt i skat.

Argumentet er for det første rendyrket nonsens, ikke mindst fordi Skat faktisk skal ramme en vurdering i underkanten af markedets vurdering. Så i forhold til markedets vurdering skal borgerne faktisk betale mindre, mens 41 % faktisk har betalt for meget i skat. For det andet handler hele sagen om, at Skat helt har ignoreret borgernes krav på retssikkerhed. I den kontekst er det helt ligegyldigt, om nogle borgere ender med at betale mindre skat, end markedsvurderingen ville tilsige. Det eneste vigtige retssikkerhedsmæssige aspekt er, at staten ikke må snyde borgerne. Og når 41 % tydeligvis betaler for meget – uden at problemet bliver løst – er der et stort problem. Det kan helt absurde Holger K’s gennemsnitsargument ikke skjule.

Den anden absurditet kom forleden aften, da ministeren overfor TV2 News fastholdt, at det nu gjaldt om at genoprette borgernes tillid til Skat. Øjensynligt mener ministeren, at det primært er borgerne, det er galt med, og hvis de igen lader sig lulle ind i en tornerosesøvn af naiv tillid til landets mest magtfulde myndighed, er alt godt. Det er det også for en minister, hvis eneste mål synes at være at indkræve så store midler fra borgerne som muligt.

Men ret beset er det den omvendte verden at mene, at borgerne bare skal sørge for at stole på Skat efter den strøm af skandaler, der har omgivet myndigheden det sidste år. At kræve, at borgerne skal ’genoprette’ deres tillid til Skat, efter det er kommet frem at skatteministeriet og Skat København åbenbart har samarbejdet om at holde centrale forhold hemmelige for ombudsmanden, er ikke mindre end absurd. I enhver rimelig verden – og enhver rimelig politisk optik – gælder det nu for Skat og ministeriet om at stramme praksis og overholdelsen af basal forvaltningsskik så meget op, at de gør sig fortjent til borgernes delvise tillid igen. I Holger K’s planøkonomiske Omvendtslev er det dog altid borgerne, der tager fejl og skal rette ind, og aldrig staten eller politikerne.

Fortæl ikke Holger K. om Maryland!

Af Nikolaj Stenberg, den 12. april 2013. Skriv et svar

Hvis der er en ting, der er ligeså sikker som tyngdeloven, er det det politiske systems evne til at opfinde nye skatteobjekter. I rigtigt gamle dage beskattede man vinduer, så skorstene, størrelsen af ens hus’ facade ud mod vejen og nu har staten Maryland fundet på, at beskatte nogle borgere for det regnvand, der helt naturligt qua førstnævnte lov, falder på deres ejendom.

Skattens navn er omtrent ligeså lusket, som den danske ”forsyningssikkerhedsafgift”, der inter har med forsyningssikkerhed at gøre: the storm water management fee. Se Breitbart for mere og kryds fingre for, at Holger K. ikke læser med her på bloggen.

Dagens Sure Opstød: Jan Pedersen og parasitterne

Af Nikolaj Stenberg, den 11. april 2013. 1 svar

Prof. Jan Pedersen, der underviser jurastuderende i skatteret på Aarhus Universitet, har udtalt sig om såkaldte skattely (eller ”parasitter”, som Jan Pedersen så malerisk kalder dem) til Jyllands-Posten; men har i den anledning gjort brug af den særlige form for systemoverlevelseslogik, som præger skattedebatten. Nedenfor er et par uddrag, men læs mere her.

Skattely er af det onde. Det betyder jo, at penge, der ellers skulle beskattes i hjemlandene, hvor de er optjent, flyttes til lande, der som politik kan tilbyde skjul for de her penge.

…jeg tør ikke gisne om, hvorvidt Danmark får alle de milliarder hjem…

Overskud, der udbetales som udbytte eller på anden lovlig vis overføres fra et dansk selskab til et udenlandsk er pr. definition ikke statens ejendom. Det er noget helt andet end når Malermester Olsen opretter en bankkonto i Tyskland og så bruger løs af sine sorte penge fra denne. Det første hedder skatteplanlægning, det andet dumhed. Der er en verden til forskel. I Jan Pedersens verden vil det f.eks. være ulovligt for alle udenlandske aktionærer i danske selskaber, at modtage udbytte uden at betale skat til Danmark, til trods for, at aktionærerne slet ikke er skattepligtige i Danmark. Eller det vil være ulovligt for danske selskaber i det hele taget at udbetale denne aktionær udbytte (uden at indeholde skat). Hvis hver en krone skal beskattes hvor den er tjent, må dét nødvendigvis kræve, at alle udanlandske aktionærer – ikke blot udenlandske moderselskaber – som minimum er begrænset skattepligtige. Det kan meget nemt resultere i dobbelt beskatning, af den samme kapitalindkomst.

Man kunne for et øjeblik overveje hvor høj skatte egentlig ville havde været i Danmark, hvis det ikke havde været for skattekonkurrencen fra såvel disse ”parasitter”, som vore nabostater. Mon den aktuelle sænkning af selskabsskatten ville komme på tale? Næppe. Der er ingen grund til at tro, at et politisk set monopoliseret system for skatteregler på EU-plan ikke vil resultere i højere skatter. Og vi har ført omtalt, hvilken effekt skatter generelt har.

Hvor prisfølsom er rygning?

Af Christian Bjørnskov, den 26. august 2012. 5 svar

Folketinget, med et aggressivt Radikale Venstre i spidsen, fører i disse år nærmest korstog mod rygning. Selvfølgelig er rygning sundhedsskadeligt, endda i svær grad, men både danske og udenlandske politikere har svært ved at forstå, at folk også har glæde af at ryge. Nogen kan faktisk lide det! Så politikerne lægger syndskatter på det, ligesom de gør på mad, der måske kunne indeholde sukker eller fedt. Det store spørgsmål er, om den type skatter virker?

Kevin Callison og Robert Kaestner, begge fra University of Illinois i Chicago, har i et nyt NBER working paper (no. 18326, gated version her) set grundigt på spørgsmålet. Ved at bruge en meget stor, gentaget amerikansk spørgeskemaundersøgelse, har de to estimeret effekten af ændringer i afgifter på cigaretter. En del af identifikationen kommer fra, at forskellige amerikanske stater har forhøjet afgifterne af flere omgange, men i forskellig grad og på forskellige tidspunkter. De kan derfor få et relativt præcist estimat af effekten, når den måles imod en generel amerikansk trend.

Resultaterne må være nedslående for politikerne – eller i det mindste dem, der tror på kvantitativ evidens. Deres estimater peger på, at en fordobling af afgiften kun øger chancen for at holde op med at ryge dagligt med 1½ %, og det estimat er ikke engang signifikant forskelligt fra nul. Når man i stedet ser på, hvor meget folk ryger per dag, er resultaterne ikke meget mere opmuntrende for de forbudsivrige. De peger på, at selv en fordobling af afgifterne kun vil reducere forbruget med cirka 5 %.

Det vil sige, at afgifter på rygning i bedste fald har en meget lille, og i sundhedsforstand ret ubetydelig virkning. Deres omhyggelige undersøgelse peger endda på, at de yngste (de 15 til 24-årige) ikke reagerer mere på pris- og afgiftsændringer end andre. Man kan således heller ikke, som Bente Klarlund gentagne gange har påstået, argumentere for at afgifterne er der for at afholde unge fra at begynde med at ryge dagligt. Så det eneste argument, der er tilbage, er at afgifterne skæpper i statskassen. Og ønsker man virkelig at give de politikere, vi har, endnu flere midler at gøre ’godt’ med?

“Skattereformen” II – Die dumme dänen

Af Niels Westy, den 30. juni 2012. 2 svar

Ét af finansieringselementerne i den nyligt indgåede skatteaftale er øgede chookoladeafgifter samt fremtidig indeksering af afgifterne på sukker, fedt osv. Det på trods af at et klart flertal af partierne åbenbart er imod den slags syndskatter. Alle partier, bortset fra Liberal Alliance, er på en eller anden måde er “fedtet ind” i disse afgifter.

Ifølge lørdagens aviser er, foruden Liberal Alliance, Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti direkte modstandere af sukker og fedtafgifter, mens venstrefløjspartiernes ordførere udtrykker mere eller mindre skepsis.

Efterfølgende har skatteministeren udtalt, at det er regeringens ønske at adskaffe fedt og sukkerafgifterne.

For de borgerlige partier (minus LA) kan man kun endnu en gang undre sig over, hvorfor det så var så vigtigt at vedtage de pågældende afgifter i 2010. For det første vender de som alle andre forbrugsafgifter som pålignes basisvarer den tunge ende ned af, og for det andet er nettoprovenuet ved de pågældende afgifter yderst tvivlsomt, som det vil fremgå af nedenstående.

Tilbage er hensynet til vores sundhed, hvilket også har været argumentet for den nuværende regering. Med andre, at vi skal frelses fra os selv.  Hvorom alting er, har det vist sig, at afgifterne er yderst skadelige for dansk erhvervsliv. Landbrug of Fødevarer mener at afgifterne koster mindst 2.400 jobs.

Læs resten →

Inspiration fra 2020 Tax Commission

Af Nikolaj Stenberg, den 26. maj 2012. 1 svar

I følge TV2 News’ program om politisk kommunikation, Mogensen & Christiansen, har RAF-regeringen tilrettelagt den indeværende weekend/miniferie ned i mindste detalje, forstået således, at væsentlige dele af den skattelovspakke, regeringen fremlægger på tirsdag, vil blive offentligt kendt før offentliggørelsestidspunktet.

At dømme ud fra dagens skatte-overskrifter, er der dog ikke meget at komme efter (som skatteyder): Berlingskes Nyhedsbureau skriver, at mennesker i arbejde, efter planen, skal fratages DKK 4100 mindre p.a., medens skatteministeren i Politiken gentager, hvad mange andre har sagt i (næsten) generationer. Det var vel også pointen i dét den tidligere statsminister sagde på YouTube, den anden dag, da han annoncererede sit partis hovedpunkter i skattereformen: Regeringens reformplan er ikke andet end paper-pushing.

Men når nu RAF-regeringens udspil offentliggøres på tirsdag, hvorfor så bruge tiden indtil da på at spekulere over, hvad det indeholder. Særligt, når tiden f.eks. kan bruges på at kigge over på bare den anden side af Nordsøen.

Illustration af 2020 Tax Commission's forslag

Illustration af 2020 Tax Commission's forslag

I UK har 2020 Tax Commission udsendt sin endelige rapport (her som pdf og her i flash) om det engelske skattesystem og den indeholder, så sandt som det er sagt, idéer, der burde give stof til eftertanke i Danmark. – Også selvom der er strukturelle forskelle i skattesystemernes opbygning.

Rapporten, der er fyldig og (mere vigtigt) veldokumenteret, konkluderer, at et mål om vækstskabelse kun nås, hvis parlamentet og regeringen reformerer skattesystemet, så skattesatserne sættes lavere og systemet i sig selv bliver mere simpelt og gennemsigtigt. Dét, mener 2020 Tax Commission, kan opnås således:

1. Taxes should be cut to 33 per cent of national income
2. Marginal tax rates should not exceed 30 per cent, and the personal allowance should rise to £10,000
3. Taxes on capital and labour income disguised as business taxes should be abolished, and replaced with a tax on distributed income
4. Transaction, wealth and inheritance taxes should be abolished
5. Other consumption taxes need to stay for now, but transport taxes should be cut
6. Local authorities should raise half of their spending power from local taxes

2020 Tax Commission eksemplificerer selv resultatet af en realisernig af de seks punkter således:

The proposals would result in substantial tax cuts for households across the income distribution. A two earner household, with an income of around £28,000, would receive a tax cut of around £3,400, for example. They would also provide a significant boost to economic growth. The increase in GDP after 15 years would be 8.4 per cent – this is equivalent to an additional £5,000 per family in 2012 –13.

For at gøre det hele lidt lettere at forstå markedsføre, har 2020 Tax Commission lavet en video i OK-længde, som forklarer planen. Videoen, som denne blogs læsere selvsagt gerne må dele på sociale medier, er her:

[vimeo width=”550″ height=”330″]http://vimeo.com/42499528[/vimeo]

Så skulle weekendlæsningen være på plads.

Opdatering 28. maj 2012: Rapporten er nu omtalt hos Cobden Centre, Institute of Economic Affairs og The Spectator

Den danske syndflod

Af Karl Iver Dahl-Madsen, den 16. januar 2012. 9 svar

Indbyggerne i den lille vadehavsby: Rungholt gik dybt bekymrede i seng natten til den 16. januar 1362. Vesterhavet var i oprør på grund af en hylende vinterstorm. Og næste dag ville det blive springflod. Især den lokale digefoged havde svært ved at falde i søvn, da han udmærket var klar over, at digerne ikke var godt nok i stand til at klare en ekstrem stormflod. Må herren hjælpe os, var det sidste han tænkte, inden han faldt i søvn.

Det gjorde Herren ikke. Om natten sendte den samlede tidevands- og stormbølge millioner af tons tunge og kolde vandmasser flere meter højt henover digerne. Rungholt blev udslettet med folk og fæ. Store landområder nær Vadehavet blev skyllet væk og fra 10-100.000 mennesker omkom. Det vestvendte sønderjyske kystlandskab var forandret til ukendelighed.

Den Store Manddrukning for 650 år siden, er den værste stormflodshændelse, der er forekommet i nyere historisk tid, dvs. inden for de seneste 1000 år.  Det er tvivlsomt, om man med tidens viden kunne have forudsagt en sådan ekstremhændelse, og det meget tvivlsomt, om man havde den nødvendige teknologiske formåen og især de nødvendige midler til at forebygge oversvømmelsen. Men situationen blev bestemt gjort værre af tre forhold.

  •  De danske konger, i 1362 Valdemar Atterdag, tænkte mere på, hvordan de kunne hive skatter ud af folket end at sikre folket mod naturens luner.
  •  ”Den lille istid” begyndte tidligt i 1300 tallet og fremkaldte misvækst og hungersnød. Tro mig, alle I ”varmebekymrede” typer derude – Kulde er meget værre end varme for verdens tilstand.
  •  Den ”Sorte Død” startede i Messina i 1347 og arbejdede sig op gennem Europa.

De forarmede, sultne og syge sønderjyder var derfor forsvarsløse over for naturens ekstreme og brutale opførsel.

Det er indlysende at drage parallellen til vore dages diskussion, hvor alt for mange tror de kan løse et klimaproblem, der måske betyder noget om 50-100 år, ved at opkræve skatter og gøre energi kunstig dyr og dermed hæmme den økonomiske vækst især for verdens fattigste mennesker.

Næh, lad borgerne være i fred for skadelig politisk indblanding, så skal vi nok helt af os selv blive rige og kloge nok til at håndtere hvilke som helst fortrædeligheder, naturen kan finde på at smide i hovedet på os.

De særligt bekymrede for havenes vandstand vil jeg henvise til CU Sea Level Research Group, som viser en vandstandsstigning på 3,2 mm/år lig med 32 centimeter på 100 år. Næppe noget som vil holde selv meget bekymrede digefogeder vågne. Bemærk i øvrigt, at vandstanden ligefrem er faldet de seneste par år.

Hellere rig og varm, end kold og fattig.

Borgerlige arbejderstemmer

Af Nikolaj Stenberg, den 22. december 2011. Skriv et svar

Lederen af Folketingets mindste parti, Lars Barfoed, forsøger i dagens Berlingske Tidende at revse denne blogs tidligere redaktør. Uden succes. Tværtimod står i hvert fald denne blogger tilbage med et indtryk af, at Lars Barfoed, som en anden lille Solkonge, lever i en drømmeverden omgivet af ja-sigere.

Disputsen handler i grunden om ikke andet og mere, end den såkaldte ”pengetanksregel”, der er en samling af (destruktive) skatteregler, der giver SKAT hjemmel til at tage for sig, når en virksomhed generationsskiftes og andelen af finansielle aktiver i udgør mere end en vis procentsats.

Som bekendt har denne procent i nogle år været 75 %, men med L 30 foreslog Skatteministeriet, at satsen sænkedes til 25 % således, at ”passive kapitalanbringelser [ville blive] kanaliseret over i erhvervsmæssige investeringer, som kan bidrage til vækst, arbejdspladser og velfærd” og så, ikke at forglemme, sikrede et merprovenu i statskassen for den fremrykkede aktieavancebeskatning på sølle 115 mio. kr. i 2012. For de berørte virksomheder anslog Skatteministeriet, at en sænkelse til 25 % ville ”medføre en likviditetsmæssig belastning” da ”ejeren må trække midler ud af virksomheden til betaling af den skat, der i dag kan udskydes ved succession.”

Takket være Lars Barfoed blev det ikke sådan. For som han siger: ”Vi fik hævet grænsen fra 25 til 50 procent[!]” Dette, mine damer og herrer, er Lars Barfoed påtænkte coup de grâce. Desværre giver det ingen mening. Nogen større klarhed får man ikke, hvis man læser videre: ”Det betyder, at en familieejet virksomhed, der overdrages til familiemedlemmer, nu kan undgå en del af skattebetalingen, hvis mindre end 50 pct. af midlerne er opsparing.”

Lars Barfoed har tydeligvis været for lang tid i den politiske brugtvognsbranche, for grænsen mellem ret og politik er helt forsvundet.

Enhver kan læse, sort på hvidt, at De Konservative, under Lars Barfoeds ledelse, stemmer for, at generationsskifteskatten skærpes! Når man sænker pengetanksgrænsen fra 75 % til 50 %, så hæver man den ikke med 25 %-point. Der er ikke én eneste familieejet virksomhed, der ”undgår en del af [den ekstra] skattebetaling,” som Barfoed elles påstår. Det er løgn og latin.

Fra Folketingets talerstol sagde Liberal Alliances Ole Birk Olesen, i forbindelse med forslagets behandling, at hans partis mandater repræsenterede borgerlige stemmer der arbejder. I modsætning til De Konservatives – der rettelig set, er borgerlige arbejderstemmer.

Danmarkshistoriens mest frihedsfjendske politiske beslutninger?

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 3. februar 2011. 25 svar

Jeg kom fornylig–efter VK-regeringens “skattereform”–til at tænke på, hvilke politikker eller politiske beslutninger i Danmarkshistorien, der monstro ville kunne kaldes de “værste”?  Altså set fra et borgerligt-liberalt, frihedsorienteret perspektiv. Der er jo så mange at vælge imellem, men her kommer nogle af mine bud, i en næsten ikke-prioriteret rækkefølge (og uden konkret argumentation–den må læserne tænke sig til):

  1. Indkomstskatten (1903)
  2. Formueskatten (1903)
  3. Afskaffelsen af Landstinget (1953)
  4. Kildeskatten (1970)
  5. Planlovene (1970)
  6. Skattereformen (2009)
  7. Læs resten →

Troels Lund Poulsen om velfærdsstaten

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 31. januar 2011. 5 svar

Man skal høre meget …

»Venstre står vagt om de universelle velfærdsydelser som børnecheck, SU og boligsikring. Hvis man vil rulle velfærdssamfundet 40-50 år tilbage til dengang man kun lavede behovsorienterede ydelser, så underminerer det tilliden til det velfærdssamfund, som vi alle vil bevare. Så ryger opbakningen til at betale skat,« siger Venstres skatteminister Troels Lund Poulsen, der kalder hele diskussionen »forfejlet«.

Update: Jeg gav dd. skatteministeren nogle ord med på vejen.