Tag-arkiv: svindel

Når det offentlige opfører sig som mafiaen

Forestil dig, at en bank giver dig besked om, at du skylder den penge – hvilket du muligvis gør. Du vil gerne betale din gæld, men får at vide af banken, at det må du ikke. Den er ikke ’inddrivelsesparat’, fordi bankens konto- og computersystemer ikke virker, og ikke har virket i adskillige år. Banken lægger dog stadig renter på din gæld, og den vokser derfor måned for måned.

Der findes faktisk en måde at undgå den voksende rentebyrde, ved at deponere et mindre beløb hos banken, mens den finder ud af at få systemerne til at fungere – og om du faktisk skylder den penge. Den mulighed har banken dog ikke informeret dig om, og den ligger gemt bag syv klik i et særområdes FAQ på hjemmesiden. Din gæld vokser derfor eksponentielt med renterne, og du finder ud af, at flere tusinde af bankens kunder er i samme situation som dig. Bankens direktør har alligevel meldt ud, at man ikke vil gøre noget ved problemet nu, fordi banken jo tjener relativt mange penge på ordningen.

Som du sikkert allerede har gættet, er der ingen danske banker, der opfører sig så svinsk umoralsk – og ulovligt. Kun mafiaen ville forsøge at binde dig i en gældsfælde ved at gøre det umuligt at betale din gæld. Men som du nok også har gættet, er det slet ikke en privat organisation, der gør sådan. Det er den danske stat, og helt specifikt Skat. Og direktøren, der forsvarer dens indtægter er skatteminister Jeppe Bruus.

Som Berlingske har dokumenteret i en hel række fine artikler, er mange danskere fanget i en gældsfælde hos Skat. Myndigheden siger basalt set til borgerne: Du må ikke betale din gæld, og vi lader renterne stige måned for måned. Og vi fortæller dig ikke, hvor lang tid det kommer til at stå på. Ministeren har gentagne gange forsvaret ordningen ved at henvise til, at den jo giver staten et provenu.

Dagens spørgsmål er, hvorfor man på nogen måde kan mene, at det er en forsvarlig situation. Hvis man mener, at en banks adfærd – som vi beskriver ovenfor – er moralsk forkastelig og burde være forbudt, hvordan kan man så forsvare det samme, når dette gælder en offentlig myndighed, som ingen af os kan slippe væk fra? Vi kan jo ikke flytte vores konto til en anden ’skat’, hvis den ikke opfører sig ordentligt.

På samme måde bør man aldrig kunne slippe afsted med at forsvare en retssikkerhedsmæssig farce ved at fremhæve, at staten har en indtægt fra adfærd, som man ellers kun ser hos mafiaen. Men man ser noget af den samme fremfaren i forbindelse med det nye vurderingssystem, der med vold og magt skulle indføres på trods af, at alle med lidt indsigt kunne se, at det var helt galt. I den situation er Folketingets Ombudsmand gået ind i sagen, og har forleden krævet at få al intern dokumentation udleveret.

Skåret ind til benet: Det er absurd, at så mange mennesker bruger forskellige standarder, når de vurderer adfærd hos private og offentlige organisationer. Om noget burde man være endnu mere kritisk overfor de offentlige, fordi de er monopoler – vi har som borgere ingen andre steder at gå hen. At Christiansborg tjener penge på at bedrage borgerne gennem Skat kan aldrig undskyldes.

Hvor troværdige er BNP-tal fra diktaturer?

De sidste mere end ti år har medierne med jævne mellemrum skrevet om, hvor godt det økonomisk går i Kina. På samme måde er der indikationer på, at Etiopien er på vej frem, og at Myanmar/Burma skulle være det nye vækstområde. Disse landes officielle BNP-data peger således på, at de gør noget rigtigt, og at bl.a. danske virksomheder burde investere, fordi Kina, Etiopien og en række andre lande repræsenterer fremtidens store markeder. På samme tid sidder man som fagøkonom ofte med en fornemmelse af, at der er noget galt. Har man været i Kina, har man set kvaliteten af nybyggeriet og infrastrukturen, og når man også kender historierne om nye millionbyer, der nærmest står tomme, er det svært at forlige ens indtryk med et land, hvor marginalafkastet til investeringer burde være højt.

For tre år siden deltog jeg i et arrangement på Aarhus Universitet om Afrika, hvor bl.a. Mærsk Consulting også stillede med et par folk. Samtalen kom uvægerligt også ind på Kina, hvor Mærsks repræsentant lakonisk bemærkede, at containermarkedet havde stået helt stille i 2014 – der var 0 % vækst i markedet – så hvordan kunne økonomien som helhed vokse 6½ %? Der var, kunne vi hurtigt konkludere, noget fundamentalt galt med de officielle tal. I Europa er Hviderusland – et på mange måder ureformeret kommunistisk samfund – et andet eksempel på BNP-tal, der ’lugter’. Det officielle BNP per indbygger, ifølge CIA, er 18.600 USD, og dermed højere end både Brasiliens og Montenegros. Det store spørgsmål, som vi har stillet før her på stedet, er derfor hvor meget, man bør stole på nationalregnskabstal fra ikke-demokratiske lande.

I maj udkom et nyt working paper fra University of Chicago, der svarer på spørgsmålet og som der har været stor international interesse for. Under titlen ” How Much Should We Trust the Dictator’s GDP Estimates?” diskuterer Luis Martinez hvor meget, man kan stole på indkomsttal fra diktaturer og andre ikke-demokratiske samfund. Som Martinez skriver på side 1: ”Governments themselves usually produce these estimates, which gives rise to a moral hazard problem as they are constantly tempted to exaggerate how well the economy is doing.” Alle regeringer har et stærkt incitament til at overdrive, hvor godt det går. Det gælder også for den danske regering, som dog altid kan regne med at blive imødegået af både uafhængig, officiel statistik og en række kommentatorer i frie medier som Børsen. Er man regering i et land uden demokrati, er det langt lettere at lyve om fremskridt, og det er netop konsekvenserne af dette incitament uden checks and balances, som Martinez dokumenterer.

Generelt finder han, at diktaturer overdriver den økonomiske vækst med en faktor 1,15 til 1,30. Med andre ord vil et udemokratisk samfund, der i virkeligheden har en vækstrate på 3 %, officielt rapportere vækst på 3½ til 4 %. Generelt indebærer det også, at velstandsfremgangen i diktaturerne, han ser på mellem 1992 og 2008, er i gennemsnit 40 % overvurderet. Der slutter historien dog ikke, da Martinez også undersøger forskellige regimetyper. Resultaterne kan ses i hans Figur 6 nedenfor, der plotter effekterne for forskellige typer: Regnskabsafvigelserne er således meget større for civile og kommunistiske autokratier end for militærdiktaturer, og for samfund uden et valgt parlament og uden en centralbank, der er ansvarlig for pengepolitikken.

Er det blot tilfældigheder alligevel, eller vokser disse lande anderledes? Martinez svar på disse spørgsmål er at dykke ned i strukturen af dataene. Det viser sig, at der er langt mere manipulation i år med lav vækst, (bedømt ved ændringen i nattelys) og år med valg. Og de komponenter af BNP, som driver effekterne, er kun investeringer og offentligt forbrug, og dermed netop de dele, som staten kan manipulere uden checks and balances. Privat forbrug og international handel er langt lettere for bl.a. udlændinge at efterprøve, og på disse komponenter er der derfor ingen systematisk afvigelse.

Det meste bekymrende er måske, at de allerstørste afvigelser ses for Kina og Burma mellem 1992 og 2008. CIAs World Factbook sætter Kinas købekraftskorrigedere BNP per indbygger til 16.600 USD, hvilket er ganske flot og en status, der kan sammenlignes med lande som Brasilien og Montenegro. Tager man udgangspunkt i tallet for først-90erne og derefter korrigerer det, er virkeligheden langt tættere på cirka 11.000 USD. Kina er stadig vokset imponerende, men det korrigerede tal ligger på linje med levestandarden i f.eks. Egypten, Georgien eller Namibia. Og hvis man er interesseret i at investere internationalt eller planlægge, hvor man lægger sin handelsindsats i de næste år, er det vel værd også at kende til diktaturernes svindel?

Forbrugerrådet reklamerer for produkter der ikke virker

På forbrugerrådets hjemmeside fremhæves det, at man har været uafhængig siden 1947. Med deres nyeste tiltag må det konkluderes at det indebærer at man også er uafhængig af sund fornuft og noget så kedeligt som et krav om redelig og ordentlig information. Med lanceringen af kampagnen “Pres dit supermarked til samfundsansvar”, hvor man postulerer, at forbrugerne ved at købe særligt mærkede produkter gør godt for verdens fattige er forbrugerrådet nu i samme kategori som producenter af helse-produkter der lover evig ungdom, men viser sig i bedste fald af være virkningsløse men uskadelige, og i værste fald direkte farlige for brugernes helbred. Læs resten