Tag-arkiv: kommunisme

Historiske forhold: Forurening i Central- og Østeuropa

En del af formålet med dette års sommerserie er at minde folk om – og i nogle tilfælde oplyse dem om – hvordan forhold var tilbage i tiden. Flere af os har, ligesom en lang række gymnasielærere vi kender, oplevet hvordan unge mennesker kun sjældent har nogen som helst anelse om forholdene i Central- og Østeuropa før Berlinmurens fald. Sandheden er, at de kommunistiske økonomier i øst forurenede voldsomt og var langt mindre produktive end de kapitalistiske konkurrenter i vest.

Et af de bedre forhold for de kommunistiske økonomier var deres udledninger af drivhusgasser, der i 1990 – det første år med rimeligt god datadækning – var cirka 15 % lavere per indbygger end i de vestlige lande. Som illustreret i dagens første figur lå udledningerne dog væsentligt højere end Latinamerikas. Ét forhold må dog huskes: De vestlige økonomier var godt 2½ gange så rige som de kommunistiske i 1990. Derfor plotter vi også drivhusgasudledningerne per 1000 dollars produktion i dagens anden figur. Regnet i kiloton CO2-ækvivalent udledte de vestlige samfund i 1990 i gennemsnit 12,8 kiloton drivhusgasser per indbygger og 0,42 kiloton per 1000 dollars produceret, mens de tilsvarende tal for Østeuropa var 10,9 og 1,08 kiloton. Selvom den udbredte brug af atomkraft i Østblokken nedsatte dens udledninger af bl.a. CO2 var det langt fra nok til at kompensere for manglen på produktivitet: I de kommunistiske økonomier brugte man mere end dobbelt så meget energi på at producere samme økonomiske værdi som i Vesten og omtrent den samme mængde som de langt fattigere latinamerikanske lande.

Den gode del af historien er, at kommunismens fald har rettet op på situationen. Udledningerne per indbygger i Øst er faldet med 27 % mellem 1990 og 2018, og målt i forhold til output er de faldet 57 %. De tilsvarende fald for de vestlige økonomier er henholdsvis 13 og 46 %, mens der er sket langt mindre i Latinamerika. Med andre ord har de central- og østeuropæiske lande skåret omtrent en fjerdedel af deres udledninger på samme tid som de i gennemsnit er blevet 92 % rigere.

På mange måder er dagens eksempel endda en af de svageste udviklinger, der fulgte fra kommunismens fald. I midten af 1980erne, da man fik troværdige estimater fra bl.a. Østtyskland, viste det sig for eksempel at de østtyske udledninger af svovldioxid var det tredobbelte af det vesttyske niveau. På samme måde dokumenterede en oversigt af Josef Varousek i 1994, at ved kommunismens fald var halvdelen af alt drikkevand i Tjekkoslovakiet kategoriseret som udrikkeligt ifølge vesteuropæiske standarder. Det Sovjetunionen havde planlagt som ”Socialismens maskinfabrik” leverede muligvis maskiner, og var en af de mest udviklede økonomier i øst, men gjorde det med forældet og beskidt teknologi. I dag er den tjekkiske energieffektivitet faktisk højere end gennemsnittet for vesten, og de mange danskere, der har været i Prag eller Brno har førstehåndsviden om, hvordan byerne føles mindst lige så rene som i Tyskland. En af de vigtigste lærer af de sidste 35 års historie, som vi viser i dag og som forbløffende mange mennesker ingen anelse har om, er at kommunismens fald var en af de bedste ting, der er sket for miljøet i det sidste halve århundrede

Indlysende forhold og bivirkninger 4: Kommunistisk vækst

I vores sommerserie er vi i dag kommet til et af de mere indlysende forhold for de fleste af vores læsere: Kommunistiske økonomier er elendige til at skabe udvikling. Mens vi i disse år får en ny generation ind på universiteterne, der ingen erindring har med de tidligere kommunistiske og socialistiske regimer i Central- og Østeuropa og andre steder – og øjensynligt aldrig er blevet introduceret til dem – har de fleste af os set elendigheden. Men der findes stadig masser af apologeter, og som Kristian Niemietz beskriver i sin glimrende bog Socialism: The Failed Idea that Never Dies, er der ingen mangel på folk, der argumenterer at af disse regimer aldrig var ’virkeliggjort socialisme.’

En af de forbløffende ting ved den moderne debat er, at den basale grund til at socialistiske eller kommunistiske økonomier ikke fungerer ret godt, har været kendt og forstået i 100 år. Den østrigske økonom Ludwig von Mises viste allerede i 1920 – i den artikel, der på sin vis startede det, der kaldes The Calculation Debate (på dansk kalkulationsdebatten)– at priser der dannes i et frit marked, afslører hvilke varer, hvilke ressourcer og hvilken arbejdskraft, der er mangel på på et bestemt tidspunkt. En stigende pris på kul vil for eksempel incentivere firmaer til at spare på kul og vil give andre firmaer en tilskyndelse til at lede efter flere kulforekomster og at udvikle alternativer. Som Friedrich Hayek formulerede det i 1945, er markedspriser informationsmekanismer, og frie markeder skaber information.

Problemet for socialistiske økonomier er, at prisdannelsen er centralt bestemt og dermed netop ikke et resultat af markedsmekanismer. Og uden retvisende markedspriser er det ikke muligt for en central planlægger, uanset hvor megen information et planlægningsagentur kan få, at prioritere mellem forskellige ressourcer eller forskellige aktiviteter. Selv den store socialistiske økonom Oscar Lange, der prægede meget af den såkaldte kalkulationsdebat i 1930erne, erkendte problemet. Lange insisterede på, at forbrugerne selv i en socialistiske økonomi skulle have et helt frit valg, og begav sig dermed ud i påstande om at planlæggere burde kunne have samme information som alle andre. Det var som svar på Langes to artikler i 1936 og 1937 i Review of Economic Studies at Hayek endeligt og skarpt formulerede prisdannelsens karakter som informationsmekanisme og -skaber.

Oveni disse grundlæggende problemer, som alle stadig antog at socialistiske politikere og planlæggere ønskede det bedste for borgerne, kom en lang række indsigter fra public choice og politisk økonomi. Det gjaldt ikke mindst den ungarske økonom János Kornais beskrivelse af ’mangeløkonomier’ og bløde budgetbegrænsninger i offentligt ejede eller støttede virksomheder.

Der er således en ganske lang række grunde til at regne med, at socialistiske eller kommunistiske økonomier over tid kommer til at sakke bagud for friere samfund. Hvor meget og hvor hurtigt det sker, er dog ofte svært at sige. Det er netop det, vi forsøger i dag ved at se på 17 udviklingslande, der på et tidspunkt efter 1960 valgte at blive socialistiske og indføre et socialistisk økonomisk system. Alle 17 er dækket af the Penn World Tables, og vi sammenligner deres økonomiske udvikling med deres nabolande. Fra PWT får vi data på købekraftskorrigeret bruttonationalprodukt per indbygger og per fuldtidsansat (som er et mål for arbejdskraftsproduktiviteten), investeringer og privatforbrug. I de to figurer nedenfor viser vi alle fire mål i forhold til nabolandenes, og indekseret til 1 i det år, landet indførte socialisme.

Tallene taler deres tydelige sprog: Efter 15 år med socialisme var disse lande sakket cirka 15 % bagud i forhold til, at de bare havde fulgt naboernes udvikling i BNP, og 25 % i produktivitet. Dykker man ned i tallene, er det ikke engang fordi naboerne har klaret sig specielt godt. I gennemsnit havde de socialistiske økonomier 5,3 % tilbagegang i BNP over de første ti år og 4,3 % i arbejdsproduktivitet, mens nabolandene i samme tiårsperiode i gennemsnit så fremgange på henholdsvis 15,5 % og 28,1 %. Som den anden figur viser med al tydelighed, var det ikke en konsekvens af, at de socialistiske samfund ikke investerede. Tværtimod er det tydeligt i figuren nedenfor, at de investerede ganske kraftigt i forhold til nabolandene. Med andre ord kastede disse regimer massive ressourcer efter statsligt drevet industrialisering og infrastruktur, som efterfølgende ingen vækst gav. Ressourceforbruget afsløres også i forskellen på BNP per indbygger og per fuldtidsansat, der viser hvordan de socialistiske regimer brugte mere arbejdskraft end nabolandene, men væsentligt mindre effektivt. Som von Mises havde vist for længe siden, indebar indførslen af en socialistisk økonomi den bivirkning, at en stor mængde ekstremt relevant information om mangel, muligheder og effektivitet forsvandt fra samfundene sammen med de frie markeder. Selvom regimerne havde været befolket med engle, var det umuligt for dem at tage bare nogenlunde præcise økonomiske beslutninger.

Skulle nogen stadig være i tvivl, viser tallene således, hvor ekstremt ineffektive de socialistiske økonomier blev og hvilken forbløffende hastighed, de blev de med. Efter blot ti års socialistiske forsøg var den gruppe ulande, der siden 1960erne erklærede sig socialistiske (eller kommunistiske) 10 % fattigere og 20 % mindre produktive, end hvis de bare var fulgt med deres nabolande. Modsat løfterne og parolerne blev folk mere forarmede end før, og det nyttesløse ressourceforbrug blev stadig mere tydeligt. På trods af hvad folk som David Laibman, Grace Blakeley og Marianna Mazzucato, der alle tegner meget af den britiske og internationale debat, påstår, er socialistiske samfund de frie økonomier langt underlegne.

TV og Tolerance i Østtyskland

Det er et velkendt fænomen i Tyskland, at der er relativt flere angreb på flygtninge og indvandrere i øst end i vest. Det er også i de tidligere kommunistiske Bundesländer, at populisterne i Alternative für Deutschland og die Linke klarer sig bedst, og hvor folk generelt er mere fremmedfjendske. Er de fordi Østtyskland er fattigere og har haft højere arbejdsløshed og lignende problemer efter genforeningen, eller er det fremmedfjendske miljø en rest af den kommunistiske fortid? Det spørgsmål kaster et nyt studie lys over.

Marek Endrich fra Universität Hamburgs Institut für Recht und Ökonomik undersøger i det nye studie A Window to the World: The Long-Term Effect of Television on Hate Crime, om østtyskere i områder, der kunne se vesttysk TV under kommunismen, opfører sig anderledes overfor udlændinge end dem, der ikke kunne. Hans tese udspringer af de store forskelle i, hvordan det østtyske Deutscher Fernsehfunk viste TV, sammenlignet med de vesttyske kanaler.  DFF brugte en stor del af tiden – særligt i nyhederne – på at hylde socialismens fremskridt, tegnede et billede af et homogent folk, og fokuserede primært på indenlandske nyheder. Die Tagesschau på ARD og Heute på ZDF fungerede derimod ligesom de danske, og bragte masser af internationale nyheder, ligesom vesttysk TV viste udenlandske film, serier og dokumentarer.

I de områder af Østtyskland, hvor man kunne modtage det tyske TV-signal – som illustreret i figuren, der viser signalstyrken fra vest – så 82 % af østtyskerne vesttysk TV hver dag. I de områder, hvor signalet var dårligt eller væk, som regionen omkring Dresden og det nordøstlige hjørne omkring Greifswald, var det sjældent, at østtyskerne så vesttysk TV. Styrken på det vestlige TV-signal bestemte dermed, hvilken påvirkning østtyskerne fik fra vesttyske nyheder og vestlig kultur.

Endrich viser, at denne påvirkning under kommunismen tydeligt har konsekvenser for, hvordan østtyskerne behandler flygtninge og indvandrere. Han ser på perioden 2014-17, hvor endda meget store strømme af flygtninge fra Syrien og andre dele af Middelhavet kom til Europa, og hvor vold og andre ’hadforbrydelser’ steg voldsomt i dele af Tyskland. I hans mest præcise specifikation viser estimaterne, at i de dele af Østtyskland, der modtog et godt vesttysk signal, var der 52 % færre hadforbrydelser end i de dele, hvor man typisk ikke havde set vestligt TV. Effekten gælder både mindre overfald mod flygtningecentre, voldelige overfald og mordbrand. Endrich kan afvise en række alternative forklaringer som for eksempel arbejdsløshed, lav indkomst og historiske stemmetal for nazipartiet – ingen af disse forskelle forklarer noget – og viser endda, at mere katolske områder udviser færre overgreb.

Bundlinjen i det fine studie er, at kommunismens omkostninger ikke kun var økonomiske. Som adskillige andre studier har vist, er der stadig en Mauer im Kopf på de fleste østtyskere, som kun fosvinder langsomt, om overhovedet. Men noget af den nærmest racistiske indoktrinering, som østtyskerne modtog gennem DFF, blev opvejet af vesttysk TV. De områder, der gennem kommunismen alligevel havde en respit fra den kommunistiske propaganda gennem vesttysk TV og det vindue til resten af, som ARD, ZDF og N3 tilbød, blev mindre indoktrinerede, og er det stadig.

Kommunisme ødelægger tillid – også i Kina

Et af de mest robuste resultater i al forskning i social tillid er, at tidligere kommunistiske lande er karakteriseret ved markant lavere tillidsniveauer. Jeg har selv været med til at dokumentere forskellen i flere artikler (læs f.eks. her), der er både stor og robust. Sammenligner man lande, når man til en forskel på cirka ti procentpoint, der ser ud til at være stabil over tid. Den samme forskel kan man se i sammenligninger mellem lande, der før jerntæppet umiddelbart så ret ens ud – Østrig og Tjekkiet er ofte den indlysende sammenligning – og internt i Tyskland. Selv i de nyeste tal fra the European Values Survey er folk i det tidligere Østtyskland ti procentpoint mindre tilbøjelige til at stole på andre mennesker end i Vesttyskland. Forskellen reflektere det, tyskerne kalder Die Mauer im Kopf (Muren i hovedet), som også giver sig udslag i markant forskellig politisk adfærd (læs f.eks. her).

Et nyt studie med titlen ”Political Movement and Trust Formation: Evidence from the Cultural Revolution (1966-76)” er nu på vej ud i European Economic Review, hvor Liang Bai og Lingwei Wu demonstrerer, at Kina ikke er anderledes end Central- og Østeuropa (hattip: Niclas Berggren). Landet, der først led usigeligt under formand Maos Store Spring Fremad i 1958-62, og derefter under excesserne i Kulturrevolutionen fra 1966, burde være et klart eksempel. Det er det også, selv internt i Kina. Som de to forskere konkluderer: ”Our findings indicate that individuals in counties with higher revolutionary intensity and of trust formation cohorts report significantly lower levels of trust more than three decades later. This effect is more pronounced for those more likely to have been targeted during the revolution as well as those with greater exposure to its early years (1966-71).”

I disse uger, hvor vi – eller i det mindste nogle af os – fejrer Berlinmurens fald og Centraleuropas tilbagevenden til den civiliserede verden, er det værd at huske, at kommunismen ikke blot gjorde folk fattigere. Ufriheden, undertrykkelsen, og forsøgene på at kontrollere folks inderste tanker har kostet langt mere end blot penge. De ar på sjælen, som generationer af mennesker lever med, kan ikke undskyldes eller kompenseres, uanset hvor folk bor eller hvordan de ser ud.

The Road to Serfdom, 75 år

I denne måned er det 75 år siden, Fredrich Hayeks både omdiskuterede og hyldede The Road to Serfdomudkom. Bogen, hvor Hayek advarede om at kollektivisering næsten altid vil føre til en alvorlig risiko for tab af frihed – en vej til trældom, som den danske oversættelse kaldte det – har været både meget indflydelsesrig, men også ofte karikeret af dens modstandere. Han gjorde sig heller ikke utvetydigt populær ved at dedikere den til ” socialister i alle partier.”

For fem år siden skrev Peter Kurrild-Klitgaard om bogen i Berlingske Tidende, og understregede, hvordan man kan genkende nogle af dynamikkerne i det såkaldt moderne Danmark. Staten fylder i dag mere end halvdelen af økonomien, og for at finansiere denne halvdel, accepterer vi i dag, at Skat har videre de facto beføjelser end selv efterretningstjenesterne. Skattemyndighederne tager sig f.eks. adgang til vores telefondata uden retskendelse, mens efterretningstjenesterne må vente på en domstols vurdering. Så selvom de skandinaviske velfærdsstater ikke er blevet sovjetisk autoritære, findes nogle af dynamikkerne alligevel hos os.

Vil man vide mere om Hayeks bog og diskussionerne omkring den, handler denne uges Live from Lord North Street – the Institute of Economic Affairs fremragende podcast – netop om Serfdom. Kate Andrews taler her med IEAs Philip Booth og Adam Smith Institute’s direktør Eamonn Butler om bogens relevans idag, og om vi har lært noget af den. Live from Lord North Street er som altid varmt anbefalet.

Hvorfor faldt kommunisterne ikke længere bagud, og hvor elendigt havde de det?

Disse dage er det 100 år siden at Lenin og kommunisterne kuppede sig til magten i Rusland. Der er derfor en særlig interesse i, hvordan kommunisme faktisk virker. Vi har derfor flere anbefalinger til læsere, der enten vil læse eller lytte.

Først og fremmest har the Institute of Economic Affairs i London en podcast-serie, der i sig selv er stærkt anbefalet. Denne uge er emnet netop kommunisme/socialisme, med den fremragende Kristian Niemitz, der interviewes af Madeline Grant om socialismens historie, hvordan den ’virkede’, og hvordan vestlige intellektuelle har flirtet – og mere end flirtet – med socialistiske og kommunistiske regimer og ideer. Podcasten kan høres her.

Et særligt, nyt studie, som Niemitz faktisk refererer til i podcasten, Albrecht Glitz og Erik Meyerssons Industrial Espionage and Productivity (IZA working paper no. 10816). Glitz og Meyersson viser meget overbevisende, hvordan Østtyskland til en vis grad formåede at følge med Vesttysklands enorme vækst i produktivitet efter anden verdenskrig. Grunden var østtyskernes voldsomme investering i industrispionage. Grundlæggende lykkedes dem at undgå at falde alt for langt bagud ved at snylte på vestlige opfindelser og eksperimenter med ledelse, organisering og kombination af inputs og teknologi. Med andre ord fulgte de nogenlunde med Vesttyskland ved at stjæle en af de fundamentale kilder til den vestlige velstand. Det totale produktivitetsgab i 1989 var 189 %, og havde været lidt større, hvis østtyskerne ikke havde spioneret på Vesten. Glitz og Meyersson viser dog, at i særlige sektorer viser deres estimater, at gabet havde været enormt uden spionagen. Hvis man ikke er parat til at læse hele papiret, bragte Science en fin, populær artikel om det i sommers.

Sidst må man huske, at hele forskellen ikke var økonomisk: Østblokken var ikke blot fattig, men også ekstremt ufri. Francis Spuffords nu seks år gamle Red Plenty: Inside the Fifties’ Soviet Dream er en fascinerende og ekstremt velskrevet halvfiktiv beskrivelse af, hvordan Sovjetunionen fungerede i den bestemte periode, hvor den fungerede bedst og borgerne var mest frie. Hvorfor der ikke er flere gymnasier, hvor man læser Spuffords pragtfulde bog, er et mysterium. Stærkt anbefalet!

Den russiske revolution – tre årsdage og tre rædsler

I disse dage er det 100 år siden, at Oktoberrevolutionen rullede ud over Rusland. ’Jubilæet’ er en kærkommen lejlighed til at mindes begivenhederne, og ikke mindst deres konsekvenser, men på ingen måde en grund til at fejre noget som helst. Det kommunistiske kup, der bragte Lenin og hans regime til magten, må stå som en af historiens store, tragiske begivenheder.

Både herhjemme og andre steder i vestlige lande er der ikke blot på venstrefløjen, men langt ind i socialdemokratiske og konservative kreds en tendens til at undskylde kommunismen. På den yderste venstrefløj afviser man naturligvis, at det sovjetiske styre var kommunistisk – logikken er, at et styre er kommunistisk, indtil dets fejl og umenneskelighed bliver for tydelig, hvorefter man afviser, at det nogensinde var faktisk kommunistisk. Tanken er, at ’ideen var god’, men som forfatteren Martin Amis påpeger i New York Times (hattip. Niclas Berggren):

It was not a good idea that somehow went wrong or withered away. It was a very bad idea from the outset, and one forced into life — or the life of the undead — with barely imaginable self-righteousness, pedantry, dynamism, and horror.

Revolutionen i Rusland blev gennemført med vold, og undertrykkende vold karakteriserede regimet indtil dets kollaps omkring 1990. Sovjetunionen drev for eksempel et omfattende system af straffelejre, der blev kendt som Gulag, hvor man sendte regimets modstandere hen. Systemet, som Lenin skabte, var intet andet end statsligt slaveri – kommunistpartiets domstole idømte dets modstandere og mange andre at leve de næste årtier som slaver for partiet.

Det kommunistiske regime i Sovjetunionen endte ifølge konservative estimater med at have 15-20 millioner menneskeliv – vel at mærke uden at tælle krigsofre – på samvittigheden, og ikke alle på grund af fejltagelser. Stalin brugte for eksempel bevidst 1930ernes tvangskollektivisering af landbruget til at straffe Ukraine, hvis befolkning var kendt som specielt Moskva-skeptisk. Episoden, der er kendt som Holodomor, førte til at flere millioner ukrainere døde af sult. Der var ikke tale om en frygtelig politisk fejl, men et planlagt folkemord i landet, der indtil da havde fungeret som det sovjetiske brødkammer. Stalin beordrede ganske enkelt al mad kørt ud af landet og bragt til Rusland.

Den sovjetiske historie er fuld af lignende historier, hvor det kommunistiske diktatur tog fuldstændigt bestialske beslutninger. Der var dog episoder, hvor det var russerne, der var de pragmatiske, og andre der pressede ideologisk på. Det pudsige ved disse episoder er, at de ikke-russiske kommunister, der opførte sig mere ekstremt, er blandt dem som stadig hyldes ukritisk af den yderste venstrefløj i Vesten og Latinamerika.

I dag er nemlig også 55-årsdagen for enden på Cuba-krisen, hvor spændingerne mellem USA og Rusland nåede det punkt, som nogle betegnede som ’2 minutter i midnat’. Sovjetunionen var gået i gang med at opstille atombevæbnede missiler på Cuba, efter at Fidel Castro havde erobret magten. Amerikanske spionfotos afslørede missilanlæg på øen, og at russiske skibe var på vej mod Cuba med atommissiler. Den daværende præsident John F. Kennedy reagerede kraftigt og iværksatte en blokade. Hvad Kennedy ikke var klar over var, at der allerede var opstillet taktiske atomvåben på Cuba, der var rettet mod USA’s Guantanamo-base. Hans og verdens held var også, at Sovjetunionens generalsekretær Nikita Khrusjtjov var mindre ideologisk ren end tidligere ledere, og på hjemmefronten søgte at gennemføre både reformer og en vis tilnærmelse til Vesten. Omvendt var cubanerne øjensynligt drevet af et ideologisk had, som Khrusjtjov måtte opveje. Både Che Guevara og Fidel Castro ønskede – og lobbyede meget kraftigt for i Moskva – at Sovjetunionen foretog et omfattende angreb med atomvåben på USA. Havde de caribiske kommunister fået deres vilje, havde Miami ikke været det symbol på cubansk initiativ og dygtighed, som den er i dag, men en radioaktiv ørken.

Sidst, i denne anledning, er det værd at mindes om, at i dag også er 99-årsdagen for Tjekkoslovakiets uafhængighed. Landet, der fredeligt valgte at opløse sig selv i to dele i 1992, brød etablerede sig gennem 1920erne og 1930erne som et af Europas industrielle ’power houses’. Særligt den vestlige del – det nuværende Tjekkiet – var efter alt at dømme lige så velstående som Østrig. Konsulterer man f.eks. Danmarks Statistiks tabeller fra de årlige opgørelser i 1930erne, have landet flere personbiler og et mere udbygget jernbanenet end Østrig. Dét ændrede sig markant, da landet effektivt ophørte med at være uafhængigt efter anden verdenskrig, og blev indlemmet i den sovjetisk dominerede Østblok. Figuren nedenfor er således det sidste eksempel på konsekvenserne af kommunismen: Det ganske enorme velstandsgab, der åbnede sig op mellem det demokratiske, kapitalistiske Vesteuropa og de kommunistiske diktaturer i Øst. Selvom man ikke blev fængslet, sendt i arbejdslejr, eller det der var værre, betød kommunistisk planlægning stadig, at der ikke altid var kød, mælk eller toiletpapir i butikkerne, og at man hverken valgte sit job eller uddannelse selv. Og selvom Tjekkiet og Slovakiet begge har udviklet sig imponerende siden kommunismen kollapsede i slutningen af 1989, er gabet der stadig. Tjekkerne var på niveau med Østrig i 30erne, og er i dag økonomisk 40 år bagud. Bundlinjen for de udviklinger, der startede i Rusland for 100 år siden er nød, fattigdom, ufrihed og brutal død. Det skal huskes, men absolut ikke fejres.

I Baltikum for 77 år siden

I disse dage er det værd at mindes nogle begivenheder, der skete for 77 år siden. De startede helt præcist den 15. juni, da Sovjetunionen efter flere måneders diplomatiske julelege endeligt annekterede Litauen, og i de følgende dage resten af Baltikum. Okkupationen skulle vise sig at vare et halvt århundrede.

Litauen havde indtil da både været et storfyrstendømme, en halvdel af den polsk-litauiske realunion, og derefter en del af det russiske imperium. Landet havde dog bevaret sit eget sprog, egen kultur og en identitet som hverken polsk eller russisk. I det kaos, der udløstes af den russiske revolution, erklærede Litauen sig uafhængigt den 16. februar 1918 og blev dermed et af de tre selvstændige, baltiske lande. Deres uafhængighed endte brat den 15. juni 1940.

Baggrunden var, at store dele af Sovjetunionens tropper i det baltiske område var tilgængelige efter at Vinterkrigen – det sovjetiske erobringstogt mod Finland – var afsluttet tidligt på foråret. Stalins regime havde allerede delt Polen med Hitlers Tyskland, og var parat til at underlægge sig større områder i vest. Det havde allerede presset sig til at kunne have et begrænset antal tropper stående i Litauen, men ville tydeligvis mere og andet end blot en mindre, fremskudt base. Sovjetunionen stillede derfor om aftenen den 14. juni det uafhængige Litauen et ultimatum, der bl.a. indebar at landet dannede en Sovjet-venlig regering og tillod et ubegrænset antal sovjetiske tropper adgang til landet.

Litauens regering bøjede sig i løbet af formiddagen den 15. juni, trådte tilbage og tillod parate sovjetiske tropper at marchere ind i landet. Som forventet ansøgte den nye kommunistiske marionetregering om, at blive optaget i Sovjetunionen. Litauens uafhængighed var dermed hurtigt og effektivt afskaffet per dekret fra Moskva. Godt et år efter den sovjetiske overtagelse, erobrede Tyskland de baltiske lande. Nogle litauere, ligesom nogle letter og estere, så fra starten de nazistiske styrker som befriere, men da tyskerne hurtigt begyndte at implementere Generalplan Ost i de baltiske lande, ændrede de fleste hurtigt mening. Planen indebar bl.a. at 85 % af litauerne, som nazisterne mente var racemæssigt underlegne, skulle deporteres til Sibirien og gøre plads for racerene tyske indbyggere. Af de omkring 210.000 jøder, der boede i Litauen før anden verdenskrig, overlevede kun cirka 15.000.

Situationen for de tilbageblivende litauere blev dog ikke markant bedre, da Sovjetunionen generobrede de baltiske lande i 1944. Stalins paranoide regime fandt hurtigt grund til at tvivle på, hvor partitro de litauiske borgere var, og 130.000 litauere blev i de efterfølgende år deporteret fordi de antageligt var anti-sovjetiske eller kontrarevolutionære.

Litauens præsident Antanas Smetona havde set skriften på væggen og var flygtet umiddelbart efter magtoverdragelsen. Han undgik derfor den skæbne, der kom til at overgå almindelige mennesker og regeringslederne i Letland og Estland: Både Kārlis Ulmanis og Konstantin Päts blev deporteret til Sovjetunionen, hvor Ulmanis døde af dysenteri i 1942 og Päts overlevede indtil 1956, på trods af ”psykologisk behandling” i sindssygeanstalter med den officielle begrundelse, at han blev ved med at hævde, at han var Estlands præsident!

Der skulle gå næsten 50 år, før Litauen igen blev selvstændigt. Efter at det kommunistiske etpartisystem var afskaffet i 1989 havde bevægelsen Sajudis fået indflydelse og 11. marts 1990 erklærede Litauen sig uafhængigt fra Sovjetunionen. Island var det første land, der anerkendte uafhængigheden, mens Danmark hurtigt fulgte efter Island ved at genoprette de diplomatiske forbindelser. Man behøvede, modsat islændingene, ikke at anerkende landet, da den danske stat aldrig havde anerkendt den sovjetiske overtagelse. Resten af de nordiske lande fulgte hurtigt med en de facto anerkendelse af de tre baltiske lande.

Årtierne under Sovjetisk åg efterlod sig både psykiske, sociale og økonomiske spor. Mens Litauen og det baltiske område, så vidt som historikeren Paul Bairoch vurderede, havde cirka halvdelen af den danske gennemsnitsindkomst i 1938, var regionen væsentligt rigere end bl.a. Spanien og Portugal og kun lidt fattigere end Mussolinis Italien. Per 1973, hvor en sovjetisk undersøgelse tillod Angus Maddison at estimere en real nationalindkomst, lå den på 54 % af den danske. I det estimat skal man dog regne med, at militærudgifterne i Sovjetunionen på det tidspunkt var mindst 15 % af den samlede indkomst. Så mens Spanien havde lukket omkring en tredjedel af indkomstgabet op til Danmark per 1990, var Litauen effektivt faldet endnu længere tilbage. Årene med kommunistisk undertrykkelse har også efterladt sig sociale spor: Det bedste bud i forskningen er, at landene på den anden side af jerntæppet led et tillidstab på cirka 10 %. Regner man tilbage har Litauen sandsynligvis haft en tillidskultur i mellemkrigsårene, der lignede den nuværende vesttyske.

Landet har dog opnået endda meget store fremskridt siden genetableringen af uafhængighed. Mange litauere er taget til Vesteuropa, og ikke mindst Danmark – Arbejdstilsynet udgiver således en vejledende folder til udenlandske arbejdstagere, der fås på fem sprog, hvoraf litauisk er et af dem – for at studere og arbejde. De er typisk blandt de virkeligt hårdtarbejdende studerende, og dele af dansk landbrug hviler også på bl.a. solid og dygtig litauisk arbejdskraft. Og på hjemmefronten er der taget store skridt mod at have en almindelig, europæisk stat. Af de 178 lande, som Transparency International vurderer korruptionsniveauet i, er Litauen på plads nummer 38, to pladser foran Spanien og hele 22 pladser foran det noget rigere Italien.

Litauernes købekraft er stadig kun 64 % af danskernes (ifølge de nyeste tal fra CIAs World Factbook), den forventede levealder er fem år kortere, og den subjektive levestandard ligger også omtrent 30 % lavere end Danmarks. Men vækstraterne i alle tre indikatorer er væsentligt højere end de danske, og landet lukker en smule af gabet hvert år. Man kan dog alligevel altid spekulere over, hvor de ville have været, hvis de ikke var blevet underlagt Sovjetunionen den dag for 77 år siden. Den årsdag er værd at mindes, men bestemt ikke noget at fejre!

Venezuelas kollaps – værre end vi troede

Det er svært at forstå, at det kan lade sig gøre, men The Economist skriver i denne uge om et lækket estimat fra Venezuelas nationalbank (hattip: Niclas Berggren). Banken vurderer, at Venezuelas økonomi skrumpede 18,6 % sidste år, mens inflationen var 800 %. Det kommer på baggrund af fald i nationalindkomsten på 6 % i 2015 og 4 % i 2013. Venezuelas økonomi er således skrumpet med mere end en fjerdedel i løbet af blot tre år. Umiddelbart efter lækken dukkede op i medierne, reagerede landets præsident Nicolas Maduro med at fyre chefen for nationalbanken. Maduros erstatning er Ricardo Sanguino, en tidligere marxistisk universitetsprofessor der er en tro Chavez-støtte. The Economist noterer også, at Maduros nye vicepræsident er en socialistisk hardliner og ser det derfor som endnu et skridt væk fra en hvilken som helst dialog med parlamentet, der er helt domineret af oppositionen.

For at sætte tingene i perspektiv, ville et lignende fald i dansk økonomi svare til at BNP faldt med cirka 500 milliarder kroner på tre år. Venezuelas økonomiske kollaps er således næsten umuligt at fatte som andet end meget store tal, men når man er vant til tallene kan man også se den uhyggelige fattigdom og nød inde bagved. Maduro-regimet, der  tilsyneladende stolt fører fanen videre fra den vanvittige Hugo Chavez, har reageret ved at beskylde USA for at stå bag, lukke grænserne til nabolandene, nationalisere stadigt flere selskaber, og bryde en række forfatningsmæssige beskyttelser af demokratiet. Landet er ikke at regne for demokratisk længere, hvilket understregedes af den farceagtige arrest af en ledende oppositionspolitiker forleden. Det mest deprimerende er, at der er en distinkt fornemmelse af ’been there, done that’ over hele forløbet. Venezuelas katastrofale udvikling ligner andre socialistiske landes – Cuba, Ungarn, Cambodia – vej mod fattigdom, diktatur og et liv uden toiletpapir. Forskellen er blot, at Venezuela er ligesom at se en film, om socialisme, der kører 30 % for hurtigt.  Det mest skræmmende er den fart, Maduro-regimets inkompetence og forbrydelse har mod afgrunden.

Farvel til Venezuelas demokrati

Vi har skrevet om Venezuelas katastrofale udvikling en række gange de seneste år. På trods af Chavez og Maduro-regimets ødelæggende økonomiske politik – toiletpapir, majsmel og mælk har været mangelvarer i adskillige år og inflationen ser ud til at runde de 700 procent i år – og forfølgelsen af de frie, regeringskritiske medier, vandt oppositionen alligevel parlamentsvalget i december 2015. Mange trøstede sig derfor med, at Venezuelas demokrati stadig var levedygtigt, om end som et såkaldt ”competitive autocracy”, og at et stort flertal i befolkningen ville vende udviklingen.

Den mulighed er nu endegyldigt væk. Som Alexander Brockwehl  hos Freedom House skriver, faldt Venezuelas ”demokratiske facade” i efteråret (hattip: John Meadowcroft). I organisationens årlige rapport, Freedom in the World 2017, er Venezuela for første gang nogensinde placeret i kategorien ”Not Free.” Først fjernede Maduro-regimet, gennem en Højesteret som Chavez fyldte med tilhængere af hans ”socialisme for det 21. århundrede”, fire valgte oppositionsmedlemmer af parlamentet. Som Brockwehl understreger, fjernede Højesteret dermed den supermajoritet, det krævede for at oppositionen f.eks. kan udnævne medlemmer af valgkommissionen CNE. Højesteret har også undladt at kritisere, at regeringen gennemtvang en finanslov uden at parlamentet stemte om den.

Hverken dette eller en række andre brud på forfatningen har fået Højesteret til at protestere, ligesom den tillod Maduro og den valgkommission, som han fuldstændigt kontrollerer, at afskaffe de sidste rester af faktisk demokrati i efteråret. Oppositionen havde krævet, at den politisk umulige situation med en præsident, der nægter at samarbejde med et parlament, som oppositionen dominerer, løses af en præsidentiel ’recall’-afstemning – en proces som netop er beskrevet i Venezuelas forfatning for at afhjælpe politiske hårdknuder. CNE udskød først, og aflyste derefter den folkeafstemning, der uden tvivl ville have været endnu et nederlag for det ekstremt upopulære Maduro-regime.

Konsekvensen hos Freedom House er derfor, at hvis et regime nægter at afholde et forfatningsmæssigt korrekt valg, kategoriseres det efterfølgende sammen med andre diktaturer som Cuba. Maskerne er faldet og Maduro-regimet har gjort som alle andre kommunistiske regimer nogensinde: Afskaffet befolkningens ret til politisk selvbestemmelse.

Mens Venezuelas deroute er velkendt og omhyggeligt beskrevet de senere år, er tabet af demokrati stadig chokerende. Politisk ustabilitet er et almindeligt fænomen i Latinamerika – nogle vil måske endda sige, at det er et af de vigtigste fællestræk i Sydamerika – men Venezuela har været stabilt demokratisk siden 1958 og har overlevet fem kupforsøg siden da. Hvor specielt det er, illustreres nedenfor med data fra den database, som Martin Rode og jeg har været i gang med at udvikle det sidste år (og som offentliggøres om nogle uger).

I vores data er tre lande i Latinamerika og Caribien pt. ikke demokratiske: Haiti og Venezuela, der er civile autokratier, og Cuba der er et militært ledt kommunistisk diktatur (de røde søjler i figuren). Området har 19 præsidentielle demokratier af varierende kvalitet: Argentina, Bolivia, Brasilien, Chile, Colombia, Costa Rica, den Dominikanske Republik, Ecuador, El Salvador, Guatemala, Guyana, Honduras, Mexico, Nicaragua, Panama, Paraguay, Peru, Surinam og Uruguay (de blå søjler). Latinamerika omfatter også 11 parlamentariske demokratier, dvs. demokratiske styrer uden en præsident: Antigua og Barbuda, Bahamas, Barbados, Belize, Dominica, Grenada, Jamaica, St. Kitts og Nevis, St. Lucia, St. Vincent og Grenadinerne, og Trinidad og Tobago (de sorte søjler). Det pudsige ved området er dermed, at der ikke er nogen latinamerikanske ’mellemformer’ som Tyskland eller Italien, hvor man har et stærkt parlament og en ceremoniel præsident. Har man en præsident i Latinamerika, har han eller hun faktisk magt. Sidst, og faktisk mindst, må man ikke glemme at området også inkluderer ti lande, der ikke er selvstændige, men har omfattende selvstyre og fuldt demokratiske institutioner (de stribede søjler): Anguilla, Aruba, Bermuda, de Britiske Jomfruøer, Cayman-øerne, Curacao, Puerto Rico, Turks og Caicos, de Amerikanske Jomfruøer, og Sint Maarten.

Figuren illustrerer, hvor mærkeligt det er at Venezuela nu effektivt er et diktatur. Mens Argentina f.eks. har været demokratisk i 32 af de sidste 41 år (venstre søjle) og 49 år siden 1950, og Peru kun har været det henholdsvis 26 og 37 år, har Venezuela synligt været langt mere stabilt. Det er et af de ’gamle’ latinamerikanske lande, der indførte sin første forfatning i 1830, og der så sent som i 1930erne var rigere end Spanien, Portugal og Syditalien. For 100 år siden var det et af de steder, folk emigrerede til for at søge et bedre liv. I dag er det et kommunistisk diktatur, hvor forfatningen, oppositionen og befolkningen ignoreres af regimet, og dagligdagen er usund, voldelig og fattig på mad, men rig på politiske løgne. Det er, med andre, en skændsel.

25 årsdagen for Sovjets nedlæggelse

Den 26. december 2016 er 25 årsdagen for Sovjetunionens nedlæggelse. Det er en mærkedag, som ikke fortjener at gå ubemærket hen. Sovjets opløsning beseglede Øst- og Centraleuropas frigørelse fra de kommunistiske diktaturer i de forgående år. Det fjernede det næstmest morderiske regime i verdenshistorien, kun overgået af det kommunistiske Kina. Og med Sovjet forsvandt også en trussel mod Vesteuropas sikkerhed af enorme dimensioner, som mange synes at have glemt i mellemtiden.

Der er også faldet en anden lidt overset mærkedag i december, nemlig 35 årsdagen den 13. for indførelsen af krigsretstilstanden i Polen i 1981 som reaktion på den frie fagforening Solidaritets krav om reformer. Det var i høj grad takket være den, der blev sat den proces i gang, som ti år senere førte til Sovjetunionens opløsning.

Det er svært ikke at være taknemmelig over, at det gik som det gik. Og navnlig at det gik så smertefrit. Denne ene ting fortjener Gorbatjov ros for. Men ellers tilfalder æren ikke mindst Jeltsin, som trådte i karakter, da historien kaldte på ham. Det kunne være endt meget blodigt.

Det kan være svært at genkalde sig, hvor alvorlig truslen fra Sovjetunionen var mod Vesteuropa i især 1970erne og 80erne. Man rådede over konventionelle styrker i et omfang, så bl.a. Danmark kunne besættes på få timer, hvis vi da ikke var blevet skueplads for en taktisk atomkrig i stedet. Eller Verden var blevet skueplads for en strategisk atomkrig. Inden Sovjets opløsning var det en fast årlig mediebegivenhed, at det såkaldte dommedagsur blev stillet tættere og tættere på klokken tolv – symbolet på atomart ragnarok.

Truslen kom ikke bare udefra. Der blev ført en massiv politisk propagandakrig via Sovjetregimets sympatisører på venstrefløjen. DDR husede terrorister fra RAF. Da opbakningen var på toppen, erklærede 25 pct. af unge under 40 år i Vesttyskland sympati for RAF i en meningsmåling, og 10 pct. erklærede sig rede til at skjule eftersøgte terrorister fra politiet.

Hvad er status 25 år efter Sovjets endeligt? Det er synd at sige, at historien er endt lykkeligt. Men dog meget mere lykkeligt end man kunne have frygtet. Og Verden er trods alt meget bedre, end da Sovjet endnu eksisterede. Sovjetrepublikkerne er desværre ikke blevet liberale demokratier. De gamle totalitære regimer er afløst af autoritære regimer, inklusive Putins Rusland, hvor sikkerhedstjenesten reelt greb magten. Rusland er stadig ikke frit og stadig en trussel mod sine naboer og freden, men dog ikke af sovjetiske dimensioner. Rusland har ikke fået fri markedsøkonomi, men egentlig planøkonomi brød sammen med Sovjet.

Øst- og centraleuropa blev befriet og drømmer sig ikke tilbage. Desværre er der i kølvandet på krisen i EU opstået stærke illiberale bevægelser i lande som Polen og Ungarn – det er skæbnens ironi, at begge lande var blandt spydspidserne i opgøret med kommunismen. Solidaritet i Polen og grænseåbningen i Ungarn var skelsættende for 26. december 1991.

Vesteuropa lever igen i terrorismens skygge. Men sikkerhedssituationen tåler ingen sammenligning med den ydre og indre trussel fra Sovjetunionens dage. Alligevel griber nutidens politikere til metoder mod islamister – bl.a. indskrænkninger af ytringsfriheden – som langt overgår reaktionen på kommunismens trusler. Den undskyldende attitude over for den totalitære venstrefløj – det var jo alligevel borgerskabets egne naive, men velmenende sønner og døtre – lever stadig langt ind i borgerlige rækker, selv 25 år efter Sovjets sammenbrud.

Samtidig er der opstået en ny venstrefløj i Vesteuropa til erstatning for den gamle. Den er intellektuelt set langt svagere end de gamle ”munkemarxister”. For den postmoderne venstrefløj er identitetspolitik og fordelingspolitik blevet de nye korstog – og også denne gang med afsmitning langt ind i borgerlige rækker.

Hvad nu hvis Cuba ikke var endt som kommunistisk diktatur?

Søndag blev Fidel Castro endelig begravet, og cubanerne kunne vende tilbage til hverdagen efter en uges pålagt landesorg. Nu er det igen muligt at høre musik, danse og købe rom. Nogle af de få glæder den almindelige cubaner har i et af Latinamerikas fattigste lande.

Lillebror Raul og det cubanske militær har tilsyneladende fuld kontrol over landet, og der sker næppe de store forandringer før 2018, hvor Raul har annonceret at han vil træde tilbage.

Ugen viste også, at selv om Fidel Castro’s stjerne i årtier har været for nedadgående, så findes der fortsat de der fastholder at Cuba er et forbillede og Fidel Castro nærmest er en moderne Jesus. Herhjemme er det dansk-cubansk venskabsforening som går i brechen for Castro og den cubanske revolution (som nu først og fremmest var et kup, hvor man stjal drømmen om tilbagevenden til demokratiske tilstande).

Cuba uden “Revolution”

Men hvordan havde Cuba egentlig set ud i dag, hvis ikke Castro og hans mænd havde “kuppet” sejren over Batista? Hvorledes havde velstand og levevilkår været for cubanerne? Og hvad med fremskridtene indenfor uddannelse og sundhed?

Et problem når man beskæftiger sig med Cuba er den meget ringe statistiske kvalitet og en række metodiske problemer.  Men disse til trods kan vi dog med nogenlunde sikkerhed konstatere, at perioden efter Batista’s fald kan deles ind i en række destinkte perioder. Frem til begyndelsen af 1970erne var præget af stagnation, mens velstanden målt ved BNP (se også problemerne med måling af BNP nedenfor), herefter steg betydeligt frem til 2. halvdel af 1980erne – ikke mindst på grund af store subsidier fra Sovjet – for der efter at kollapse i første halvdel af 1990erne, som følge af sammenbruddet i Østblokken.

Efter at have ramt bunden i begyndelsen af 1990erne (BNP faldt med mere end 1/3 fra 1989 og frem til 1993), oplevede man en hvis genopretning af økonomien i nullerne – ikke mindst takket være at Venezuela overtog Sovjets rolle som “Sugar-Daddy”. Men hvorvidt man har genvundet niveauet i midten af 1980erne, målt på BNP per indbygger, er mere end tvivlsomt.  Siden 1959 har man således skiftet opgørelses-metode for BNP ikke mindre en 4 gange.

Hvad nu hvis – syntetisk BNP

Som nævnt er der store problemer med Cubansk statistik. Dels følger man ikke internationale definitioner og dels er der ofte ikke adgang til det underliggende statistisk materiale – det gælder bl.a. prisudvikling, arbejdsløshed og BNP. Dertil kommer risikoen for at der sker en bevist manipulation med officiel statstik.

Alene i perioden 1959–2008, ændrede den cubanske regering mindst fire gange den anvendte metode til at måle BNP. I 1959–1960 fortsatte man at anvende konventionelle metoder. Mellem 1962 og 1989 brugte man samme metode som i Østblokken, det såkaldte “Material Product System”, og i årene mellem 1994 og 2002 vendte man tilbage til den konventionelle metode. Siden 2003 har man introduceret sit eget system, hvor man medtager en værdi for de gratis sociale tilbud (uddannelse, sundhed osv.) samt subsidier til rationerede forbrugsgoder. Sammen med en ændring i basisåret, når man beregner BNP i faste priser, er der bred enighed om, at de opgivne tal for BNP er kraftigt overestimerede og dermed meget problematiske at sammenligne med andre landes BNP. For mere information om besværlighederne med Cuba’s BNP, se mere her.

Med al den usikkerhed dette indebærer, skal alle tal altså tages med et meget stort forbehold.

Tilbage står fortsat spørgsmålet om hvordan Cuba’s økonomiske udvikling ville have været, hvis ikke man var endt som en socialistisk planøkonomi, men i stedet fortsat havde været en markedsøkonomi. Det har Felipe Garcia Ribeiro, Guilherme Stein og Thomas H. Kang prøvet at beregne ved anvendelse af et “alternativt syntetisk BNP” frem til 1974 i “The Cuban Experiment: Measuring the Role of the 1959 Revolution on Economic Performance using Synthetic Control” fra 2013.

la-cuba
Ovenstående viser den faktiske udvikling (i den grad den underliggende data er korrekt). Men hvordan kunne det være gået? Det er jo ikke til at sige præcist, givet den store variation af mulige førte politikker, men man kan sige noget noget om betydningen af institutionelle ændringer (her overgang fra markedsøkonomi til planøkonomi).

For at få et udtryk for denne effekt, har Felipe Garcia Ribeiro, Guilherme Stein og Thomas H. Kang kontrueret et syntetisk BNP, der får at gøre en lang historie kort, dels er baseret på BNP udvikling, dels er baseret på en række variable, så som energiforbug, infrastrukturudvikling, osv., der tilsammen tilnærmelsesvis kan forklare udviklingen op til 1959.

Herefter kan man sammenligne udviklingen efter 1959 og sammenholde denne med det beregnede syntetiske BNP, se nedenstående.

syntetisk-bnpDenne gennemgang yder naturligvis ikke Felipe Garcia Ribeiro, Guilherme Stein og Thomas H. Kang fuld retfærdighed. Jeg kan kun opfordre de interesserede i at læse det oprindelige notat.

Under alle omstændigheder kommer Felipe Garcia Ribeiro, Guilherme Stein og Thomas H. Kang frem til at resultaterne grundlæggende understøtter, at bevægelsen mod kommunisme efter 1959 på afgørende vis påvirkede den fortsatte økonomiske udvikling negativt, eller som de selv skriver :

Summing up, the Revolution in Cuba resulted in a drastic change in the country’s insti
tutions. Arguably it can be stated that the abolition of private property and the institution of central planning were among the most drastic of those changes. Cuban institutions, which did not relied at all on markets, had an enduring inuence on Cuban economic performance. Institutional change through the end of market mechanisms and the collectivization process is probably the main reason of the country’s economic failure. As Ward and Devereux (2011) assert, despite some social achievements, it does not seem that history will absolve the Cuban regime.

Og hvor står Cuba så i dag?

Det var et erklæret formål med den cubanske revolution, at man ønskede at industrialisere landet via importsubstitution, samtidig med at man ønskede at være selvforsynende på fødevarer. Her snart 60 år senere, må man konstatere, at intet af dette er lykkedes. Tværtimod er selvforsyningsgraden faldet drastisk, og heller ikke industrialiseringen har været nogen succes, for at sige det mildt.

Godt nok oplevede oplevede Cuba fra 1970erne og frem til slutningen af 1980erne en længere periode med en hvis økonomisk fremgang, ligesom der sket en fortsat forbedring indenfor sundheds- og uddannelsessystemet. For sidstnævnte er det dog værd at understrege, at den fortsatte fremgang skete med et yderst gunstigt udgangspunkt, givet at Cuba allerede før 1959 scorede højt på levealder, lav børnedødelighed, alfabetisering osv. At fremhæve udviklingen på sociale indikatorer som udtryk for en ekseptionel udvikling, er derfor temmelig misvisende. På den anden side skal det understreges, at Cuba fortsat scorer højt på disse parametre, men prisen har også været høj.

Og helt grundlæggende kan der også stilles spørgsmålstegn ved værdien af f. eks. en høj andel, som tager en videregående uddannelse, hvis de alligevel ender med at ernære sig som gadesælgere, turistguides mv.

Dertil kommer, at selv om Cuba efter en voldsom økonomisk krise efter Østblokkens fald, igen oplevede noget økonomisk fremgang fra slutningen af 1990erne, tyder meget på at levevilkårene og økonomien er i dårligere stand end den var for 30 år siden – og på mange punkter, var i midten af det 20 århundrede.

Og nok fandt man sig en ny sugar-daddy i nullerne ved Hugo Chavez Venezuela (hvorefter Fidel Castro rullede de marginale økonomiske reformer man gennemførte i 90erne tilbage i 2003), og har man efter Raul vandt den interne magtkamp overfor storebror Fidels støtter i 2008-09, atter – omend uendelig langsomt – startet en reformproces mod en lidt mere markedsorienteret økonomi. Men med Venezuela’s sammenbrud i disse år – og det deraf følgende bortfald af et betydeligt tilskud, bl.a. gennem, men ikke kun, meget billig olie, ser fremtiden ikke lys ud for den almindelige cubaner.

Et indtryk af hvor ringe Cuba har udviklet sig, kan man få fra “Economic and social balance of 50 years of Cuban revolution” af Carmelo Mesa-Lago .

Carmelo Mesa Lago har undersøgt udviklingen fra 1950erne og frem til 1989 og fra 1989 og frem til 2007 på en lang række parametre. Se også nedenstående tabel.

19582007
Som det vist tydeligt fremgår af tallene har ikke mindst udviklingen indenfor landbruget været katastrofal. Mens målsætningen ved revolutionens start var at være selvforsynende med fødevarer, er det da også gået lige omvendt. Hvor man i 1950erne producerede 80 procent af eget forbrug, er man nu nede på 20 procent. Som et kuriosum kan nævnes, at USA er storeksportør af kyllinger til Cuba (ca. halvdelen af det samlede forbrug).

Og ser vi på de sociale indikatorer, ser vi også en bemærkelsesværdig udvikling.

socialeDet mest bemærkelsesværdige er måske udviklingen i GINI-kvocienten, som er steget kraftigt siden 1989. Og her er vel at mærke tale om beregninger før man indrager betydningen af overførsler fra udlandet. De er ganske betydelige, men gavner kun ca. 2/3 af befolkningen. Medregnes disse, er uligheden væsentlig højere.

Det er naturligvis også slående hvor meget reallønningerne er faldet siden 1980erne.

Når man sammenholder udviklingen i BNP og andre indikatorer er konklusionen temmelig klar. På alle parametre har udviklingen været væsentligt ringere end den ville have været, hvis Castro ikke var kommet til magten. Kun udviklingen indenfor sundhed- og uddannelse kan siges at have været tilfredsstillende, omend langt fra den succes man i mangel på andet fortsat ser det udskreget som en del steder (se også “Manden der stjal….“).

I Ungarn for 60 år siden

I går var det årsdagen for en af de vigtigste begivenheder i europæisk historie efter anden verdenskrig. Den 23. oktober 1956 startede den ungarske opstand. Som ofte var studenterdemonstrationer i Budapest, startet af den demokratiske studenterorganisation MEFESZ. Efter at den havde været forbudt i en årrække, var MEFESZ blevet gendannet ugen før. Den isnende politiske kontrol af Centraleuropa syntes at begynde at tø, og i Ungarn tog mange partilederen Mátyás Rákosis afgang i juli som et tegn på, at Sovjets jerngreb var svækket.

Studenterne havde blandt andet forsøgt at bryde ind i den nationale radio for at sende deres krav, og sikkerhedspolitiet havde åbnet ild mod de demonstranter, der klagede over at de var tilbageholdt. Om aftenen mødtes cirka 20.000 mennesker i det centrale Budapest for at protestere, hvor de blandt andet rev en statue af Stalin ned. Sikkerhedspolitiet greb igen ind og dræbte adskillige mennesker, men kunne ikke forhindre de eskalerende uroligheder. Da det ungarske militær blev sat ind for at hjælpe sikkerhedsstyrkerne, valgte de – da de lærte baggrunden for uroen – at slutte sig til demonstranterne. Partisekretæren Ernő Gerő valgte da om natten at bede Sovjetunionen om hjælp til at redde det kommunistiske regime. Den sovjetiske ’hjælp’ rullede på larvefødder ind i Budapest om morgenen den 24. oktober.

De sovjetiske styrker viste sig ikke at være tilstrækkelige til at undertrykke de borgerkrigslignende tilstande, og både Ernő Gerő og den tidligere premierminister András Hegedüs flygtede til Sovjet. Den mere moderate Imre Nagy blev premierminister og foreslog med det samme at gennemføre politiske reformer, som havde ligget i skuffen siden Stalins død i 1953. Få dage senere erklærede Nagy i ungarsk radio, at partiledelsen indførte en ensidig våbenhvile, opløste sikkerhedspolitiet og ville arbejde for at de sovjetiske tropper blev trukket tilbage. 1. november skulle Ungarn udtræde af Warszawapagten og Nagy-regering lagde planer frem for omdannelsen af landet til et socialdemokratisk, flerpartisystem med frie valg og respekt for almindelige menneskerettigheder.

Det viste sig alt sammen at være uspiseligt for den sovjetiske ledelse. 4. november rullede de russiske tanks igen ind i Budapest og undertrykte den spirende revolution. 2500 ungarere døde i opstanden, og mere end 200.000 flygtede til Vesteuropa. Nagy og flere andre regeringsmedlemmer søgte tilflugt i den jugoslaviske ambassade, men blev arresteret den 22., da de prøvede at forlade den. Flere af dem, inklusive premierminister Nagy, blev senere henrettet i 1958 efter en af østblokkens klassiske ’hemmelige retssager.’

986 ungarske flygtninge kom til Danmark med særtog, der kørte til perron i Padborg om morgenen den 30. november. Som Politiken skrev næste dage:

“Danske statsbanefolk, politimænd, toldere og andre løb frem med fremstrakte hænder mod kupévinduerne for at veksle haandtryk med flygtningene og for på dansk at byde dem et ærligt, dybfølt velkommen. Adskillige baade danske og ungarere lod taarerne faa frit løb”.

ungarske_flygtninge_ankommer_til_oestrigUngarerne mødte Danmark fra sin bedste side, og de fleste blev hurtigt integreret i det danske samfund. Af de i alt 1400 ungarere, der kom til Danmark, forlod omtrent en tredjedel landet for at rejse længere væk. Men de der blev, bevarede ungarsk kultur samtidig med at de giftede sig med danskere og blev en helt almindelig del af samfundet.

Derhjemme var det en anden historie. Det sovjetstøttede styre under János Kádár slog benhårdt ned på enhver modstand og landets følgende regeringer var kommunistiske hardliners. Begivenheden fik også internationale konsekvenser, ikke mindst ved at afsløre, hvad Sovjetunionen og dens marionetstater i Østblokken virkelig var for et regime. Maskerne faldt den morgen i november, og hvis nogen i Vesten stadig havde tvivl, blev opstanden efterfulgt af Berlinmuren i 1961, Prag-foråret i 1968, og det polske svar på skabelsen af Solidarność i 1981. I Danmark førte undertrykkelsen af Ungarn til, at Aksel Larsen forlod DKP og Dannede SF, og den kommunistiske bevægelse i Vesteuropa mistede sin sidste rest af moralsk legitimitet. Det politiske tøvejr i øst måtte dog vente til 1989, hvor en meget anderledes stat den 31. juli gav Imre Nagy en statsbegravelse. Som i 1956 var Ungarn det første land, der forlod Østblokken, men denne gang uden tanks med røde stjerne. Tre måneder senere åbnede Østtyskland Berlinmuren. Resten er, som man siger, en ganske anden historie.

Presset til reformer

Der er meget langt mellem de gode nyheder fra Venezuela, men forleden bragte Wall Street Journal en af dem. Uden nogen egentlig annoncering og uden at ændre loven, har Maduro-regimet i Caracas valgt at opgive de statslige priskontroller i indtil videre seks delstater. De militært håndhævede maksimalpriser har bidraget til at skabe voldsomme mangelsituationer, som vi tidligere har skrevet om her på stedet. Den morsomt ildelugtende side er, at en lang række hoteller i Venezuela anbefaler deres udenlandske gæster, at de selv tager sæbe og toiletpapir med. Som i alle kommunistiske lande, er Venezuela også for længst løbet tør for toiletpapir. Den mere tragiske side af priskontrollerne er, at der også for længst er skabt omfattende mangel på mælk, majsmel og mange andre basale fødevarer (læs f.eks. her og her). Som WSJ skriver, er de problemer ved at lette:

“Ending price controls has started to ease the chronic shortages that have resulted in more than half of Venezuelan families skipping meals, according to recent polls. In cities where the controls have been lifted, including Maracaibo and Puerto Ordaz, the long lines of shoppers that snaked outside every store have shortened. Looting of markets and food trucks—a daily occurrence just a few months ago—were down one-third nationwide in August from a May high, according to the Venezuelan Observatory of Social Conflict, a nonprofit group.”

Dermed er Venezuelas kvaler ikke ovre. Den delvise frigørelse af priserne, der sandsynligvis bliver udbredt til hovedstaden relativt snart, bidrager også til at hæve den allerede tårnhøje inflation, der plager landet. Uofficielle estimater peger på, at den årlige inflation nu er over 500 %, og stigende. Og intet godt kommer uden en bagside i Maduros Venezuela. Regimet er allerede i gang med at købe stemmer til næste valg med den mad, der nu kan komme ind fra Brasilien, Colombia og endda fra Trinidad og Tobago:

“As it ends price controls in the provinces, the government is also playing favorites by handing out subsidized food to ruling-party loyalists. About 15% of Venezuelan families get a plastic bag filled with products hand delivered every 45 days, say officials and pollsters.”

Maduro og hans kumpaner reagerer dermed præcist som public choice-teori siger. De har opgivet en del af deres politik for at undgå voldsomme optøjer og plyndring – det er et fint eksempel på Acemoglu og Robinsons ’replacement effect’ – men sørger stadig for at fordærve politikken direkte at købe stemmer og loyalitet.  Plus ca change…

Deltidshumanister

Den svenske journalist Kjell Albin Abrahamson døde forleden (hattip: Niclas Berggren). Jeg havde desværre ikke hørt om Abrahamson før nu, men han viser sig at have været en spændende person, der levede sit halve liv i Polen og skrev uforblommet om både den kommunistiske og postkommunistiske tid. Adam Cwejman ved Göteborgs-Posten har skrevet en pragtnekrolog om ham, som i høj grad fortjener at blive læst. Abrahamson kalder for eksempel svenskerne for ’deltidshumanister’, men store dele af beskrivelsen passer også på danske medier og danske politikeres adfærd. Hele nekrologen er stærkt anbefalet, men her er et par særlige bidder.

Om det är något budskap Abrahamson lämnar efter sig så är det detta: “Att värna om nazismens offer men inte kommunismens är ideologisk halvtidshumanism”.

Att vara medlem i Sveriges oreformerade marxist-leninistiska parti utgör ingen skymf som omöjliggör en roll i det offentliga. Att folkkära personligheter, från Sven Wollter till Pia Sundhage, tillhör ett parti som ägnar sig åt historierevisionism rörande massmord uppmärksammas aldrig i hyllningsartiklarna. Deras partipolitiska tillhörighet anses vara en kuriös detalj, inget att uppröras över.

Det är ingen som accepteras i offentligheten med brasklappen “tja, han är nazist men vilken fantastisk röst han har!”. Det finns ingen fascist, högerextremist eller nazist vars politiska gärning eller bakgrund visas förståelse, “han vill ju egentligen bara väl”.

For 47 år siden i Prag

I disse dage for 47 år siden viste Sovjetunionen, hvor langt dets ledere var villige til at gå for at bevare fuld kontrol over de dele af Europa, som de opfattede som deres ’interessesfære”. Om morgenen den 21. august rullede russiske kampvogne ind i Prag og i løbet af kort tid var kommunistpartiets førstesekretær Alexander Dubček afsat. Han blev senere erstattet af den Moskva-tro Gustáv Husák, der knægtede enhver modstand mod den rette marxistisk-leninistiske tro.

Baggrunden for invasionen var, at Dubček i løbet af foråret havde ændret kurs mod det, der blev kaldt ”socialisme med et menneskeligt ansigt.” I april havde han været en af hovedmændene bag et reformprogram der ville have ændret den tjekkoslovakiske forfatning i liberal retning. Tjekkerne og slovakkerne var i det, der blev kaldt Foråret i Prag, begyndt en proces mod større personlig frihed og en grad af demokrati. Der var derfor nervøsitet i Moskva for, at Tjekkoslovakiet måske ville ’hoppe af’ til Vesten, og at information om ytringsfrihed, personlig frihed og muligheden for reformer skulle sprede sig til andre befolkninger i østblokken. Med andre ord kunne Moskva ikke acceptere, at folk kom til at tro, at de havde et valg og en ret til indflydelse.

Invasionen, der var relativ dårligt planlagt, affødte klare reaktioner fra Vesten, der fordømte den. Visse kommunistpartier slog knuder på sig selv for at bevare deres Moskva-tro linjer, mens invasionen fik andre til endeligt at bryde med Sovjet. Russerne fik dog hurtigt rettet op på deres værste brølere. Den måske største var at de første kampvogne i Prag og Bratislava var bemandet af unge, russiske soldater, der havde fået at vide, at de skulle befri deres brødre. Mange af dem blev overvældet af tjekkernes modstand mod dem, og kom ifølge nogle kilder til at frygte, at de blev sendt til Sovjetunionens fjerneste grænser for at forhindre dem i at fortælle nogen, at invasionen var voldsomt uønsket.

21. srpen 1968, Praha

21. srpen 1968, Praha

Der skulle gå godt 20 år før Tjekkoslovakiet slap af med det kommunistiske diktatur. Udviklingen siden da har i overvældende grad været positiv, og uanset at landet i 1993 deltes i to halvdele, er både tjekker og slovakker i gang med at genindtage deres status i midten af Europa. Så hvorfor mindes om en af de værste begivenheder i Europa efter krigen?

Grunden er indlysende: Putin-regimet mere end rasler med sablen igen og har meget tydeligt genoplivet den sovjetiske (og tsaristiske) ide om en interessesfære i Centraleuropa. Putin gentager ikke fejltagelserne i Prag, men har stramt styret informationen fra invasionen af Østukraine, og har endda slået hårdt ned på Soldatermødre – en af de ellers mest respekterede, gamle organisationer i Rusland – fordi den har været for højlydt i sin protest af mørklægningen af enhver information om de mange døde og sårede russiske soldater. På mange måder er Sovjetunionen i 1960erne en retvisende indikation på, hvilken vej Putin-regimet styrer.

For ikke at ende på for sort en tone, er weekenden måske også en lejlighed til at glæde sig over, at Centraleuropa i dag er frit, demokratisk, og visse steder rigere end Sydeuropa. Tjekkerne er i dag rigere end grækerne, portugiserne, og endda italienerne syd for Rom. Og for de musikinteresserede er der en ekstra historie: Den store dirigent Rafael Kubelik hoppede af fra Tjekkoslovakiet og vendte først tilbage til sit land i foråret 1990, hvor han dirigerede den første koncert i den festival, der kaldes Prag-foråret. Kubelik og den fantastiske Tjekkiske Filharmoni spillede meget passende Smetanas Ma Vlast – Mit Fædreland. Den meget bevægende koncert kan ses og hører her. Det er en storartet måde at fejre friheden på.

Kommunisme er ikke hvad det plejede at være…

Det er en af beskederne i Michael Tottens formidable beskrivelse i City Journal af hans besøg i Hanoi tidligere i år. De rå nationalregnskabstal taler i og for sig for sig selv. Ifølge FN levede 3.8 % af befolkningen i 2008 (det sidste år med data) for under 1.25 dollars om dagen, mod 24 % i starten af 90erne. Den årlige vækstrate i real BNP de sidste 20 år har været godt 5 %, og 4 % målt i arbejdskraftproduktivitet (tal fra Penn World Tables, 8.1). med et CIA-estimat for gennemsnitsindkomsten på 5.600 købekraftskorrigerede dollars er landet nu på linje med Indien eller Uzbekistan og rigere end Pakistan og Moldova. Udviklingen er illustreret i figuren nedenfor.

Tottens essay giver dog et helt anderledes dækkende indtryk af, hvad Vietnams Doi Moi-reformer, der startede i 1986, har gjort ved landet. Nogle pluk om, hvad der sker når man opgiver kommunisme:

The city is extremely business-friendly. I asked a local man who works for an American company how hard it is for foreigners to invest and go into business in Hanoi. “The Vietnamese government makes it easy,” he says. “Just present them with a business plan, tell them what you want to do, and you’re good to go.” The same goes for small businesses. All you have to do, he says, “is rent the space, pay the taxes, and that’s it.”

Not just the ideology but the state itself feels almost irrelevant to anyone who isn’t an outspoken dissident. Controlling Vietnam’s people and imposing order on its freewheeling chaos is an exercise in futility.

Stærkt anbefalet!

VTN udvikling

Uærlige kommunister

The Economist omtaler i denne uge et eksperiment fra Berlin, der havde til hensigt at teste folks ærlighed (hattip: Niclas Berggren). Dan Ariely, Ximena Garcia-Rada, Heather Mann (Duke) og Lars Hornuf (LMU, München) bad 250 folk om at kaste en terning 40 gange. De var blevet bedt om at vælge enten toppen eller bunden af terningen og notere antallet af øjne på den side for hvert kast. De blev derefter betalt for hvor mange øjne, de fik. Sandsynligheden er naturligvis kendt, så i gennemsnit burde hver deltager vinde 3,50 euro.

Men folk er ikke altid ærlige, og deltagerne vandt mere end 3,50. Det interessante ved studiet er, at vesttyskerne rapporterede 55 procent høje kast (3,68 øjne), mens østtyskerne rapporterede 60 procent høje kast (3,83 øjne). Statistisk finder forskerne således, at mange mennesker snyder, men at østtyskere er dobbelt så tilbøjelige til at snyde som vesttyskere. Dem, der har været udsat før Østtyskland længere, var også mere tilbøjelige til at snyde.

Studiet taler således til to litteraturer. Visse adfærdsøkonomer har påstået, at markeder underminerer tillid og sociale samarbejdsnormer. Resultaterne i Ariely et al. modsiger meget klart dette ved at vise, at vesttyskere, der har været ’udsat’ for kapitalisme meget længere, opfører sig mere troværdigt i studiet. Andre nye eksperimentstudier peger på det samme (f.eks. her). For det andet bekræfter det hvad man ved fra tillidslitteraturen, hvor befolkningerne i tidligere kommunistiske lande er markant mindre tillidsfulde end andre (f.eks. her). Det er ikke blot at de er mere risikoaverse – den lavere tillid er velbegrundet. Reagan og andre havde ret, når de klagede over ’lying commies’.

Sovjetisk udvikling for de historieløse

Jeg hører nogle gange argumentet, at kommunisme da sørme også havde sine gode sider – og hvis vi bare havde ladt det virke… Man kan næppe klandre folk, der er født så sent at de ikke kan huske, at der var noget der hed Sovjetunionen; men andre, lidt ældre danskere burde vide bedre. Så her er en visuel reminder om, hvor elendigt, kommunismen fungerede: Udviklingen i gennemsnitsindkomst mellem 1900 og 2008 (fra Madisson-datasættet). Og husk vel at mærke, at man kunne tegne lignende grafer for helbred og uddannelseskvalitet, mens dem over f.eks. miljøforbedringer, pressefrihed og tilfredshed ville se meget værre ud.

UPDATE: Nu inklusive Japan, som starter i 1900 fra cirka samme udgangspunkt som Sovjetunionen / Rusland. Et semi-feudalt samfund med nogen reform, men fuldstændigt udemokratisk og planøkonomisk indtil efter anden verdenskrig.

Berlinmuren 50 år

I nat, for 50 år siden, begyndte et af Europas mest repressive regimer konstruktionen af et monument over dets egen fiasko. Berlinmuren rejste sig tværs gennem en allerede delt by med ét formål: At spærre Østtysklands borgere inde. Muren faldt som bekendt i 1989, men dens og kommunismens skadevirkninger ses stadig. De østlige tyske Länder de samme problemer som resten af Østeuropa og ikke mindst er østtyske normer og værdier stadig svagere end i vesten.

Problemet for den DDR-styrets top for 50 år siden var, at dets befolkning flygtede. Først i 50erne var udstrømningen nået et niveau på over 30.000 om måneden og totalt mistede Østtyskland 2½ millioner borgere mellem 1949 og 1961. Endnu værre var det, at det ofte var de bedst uddannede og mest initiativrige, der flygtede til Vesten. På trods af, at Østtyskland gennem 50erne strammede reglerne, tog udstrømningen til i månederne op til august 1961.

Ledelsen i den såkaldte Deutsche Demokratische Republik besluttede derfor at bygge en decideret fæstningsmur for at forhindre østtyskere i at forlade det socialistiske samfund, de så hårdhændet hævdede var det frie vesttyske overlegent. Natten mellem den 12. og 13. august rejste det, regimet kaldte en ’Antifascistisk Beskyttelsesvold’, sig således på tværs af Berlin. Muren skilte venner og familier, og forhindrede en hel befolkning i at undslippe den undertrykkelse, som sikkerhedspolitiet Stasi blot var et af symbolerne på. I de efterfølgende årtier blev Muren udbygget med minefelter, automatiske maskinpistoler og stadig mere udspekulerede anordninger til at dræbe de østborgere, der forsøgte at hoppe af. Internt i Østtyskland gjorde regimet også alt, hvad det kunne, for at holde borgerne på den kommunistiske dyds smalle sti. Sidst i 80erne var kontrollen nået så vidt, at fire procent af den voksne befolkning blev betalt af Stasi for at holde øje med resten.

Ingen, der var gammel nok til at forstå hvad der foregik, glemmer derfor den aften i 1989 da østtyske grænsevagter åbnede Muren. To år tidligere havde den amerikanske præsident Reagan stået foran Brandenburger Tor og opfordret den sovjetiske leder Gorbatjov til at ”tear down this wall”. Ungarn var det første land, der fulgte opfordringen efter Sovjetunionen havde løsnet jerngrebet omkring Østeuropa: 11. september åbnede landet dets grænse til Østrig, og da østtyskerne kunne rejse ret frit til det socialistiske søsterland, var der effektivt hul igennem til Vesten. Det tog dog en administrativ tilfældighed før østtyske grænsevagter den 9. november åbnede Berlin, og endte med at opgive da østberlinere strømmede i titusinder gennem overgangene.

I løbet af få måneder kollapsede det regime, der havde undertrykt en hel befolkning i 40 år. I de godt 20 år siden Tyskland blev genforenet, er den østlige del kommet på økonomisk fode, de kommunistiske miljøforbrydelser er renset op, og steder som Jena og Dresden er ved at genindtage den position, de havde før anden verdenskrig. Hvis man ikke vidste bedre, kunne man tro at Muren nu blot var fjern historie.

 

Men i en vigtig forstand står Berlinmuren stadig. I Tyskland tales med forfatteren Peter Schneiders udtryk om ”die Mauer im Kopf” – muren i hovedet – som et billede på de overbevisninger, normer og forestillinger om samfundet, som genforeningen kun langsomt eller slet ikke har ændret på. To generationers totalitær kommunisme satte sine spor, og nogle af disse spor bringer forældre videre til deres børn i det forenede Tyskland. En del af den debat, der blusser på med jævne mellemrum i tyske medier, er naturligvis baseret på myter, men andre dele bekræftes af solid og skræmmende forskning.

Et af de vigtigste elementer i die Mauer im Kopf er østtyskernes skeptiske forhold til deres medmennesker. I den seneste undersøgelse fra World Values Survey sagde mere end 40 procent af vesttyskerne ja til spørgsmålet, om de generelt har tillid til de fleste mennesker; i det tidligere Østtyskland var ja-procenten kun 29. Forskellen er nøjagtigt den samme som ved genforeningen i 1990 og ændrer sig ikke over tid. Samme problem viser sig i mere detaljerede spørgsmål i det tyske husholdningspanel, andre spørgeskemaundersøgelser såvel som i en række andre items i World Values Survey. Når man kender den tætte sammenhæng mellem tillid og forhold som korruption, vækst og velbefindende, er det alarmerende at forskellen ikke synes at forsvinde.

På samme måde er østtyskerne præget af deres fortid. De fleste stemmer på Die Linke – det nye, populistiske venstreparti i Tyskland – kommer fra øst, og de politiske værdier er stadig markant anderledes en resten af landets. Østtyskernes støtte til statslig omfordeling er for eksempel væsentligt stærkere, ligesom deres tro på statens godhed ikke har ændret sig meget siden genforeningen.

Formelt er Tyskland Europas største land og én forenet nation, men uformelt står Berlinmuren stadig som en usynlig skillelinje mellem et vestligt, velfungerende land, og en østlig del med mange af de samme sociale problemer som resten af Østeuropa. De menneskelige tragedier, som Berlinmuren symboliserede, er ikke spillet til ende endnu.