I går var det årsdagen for en af de vigtigste begivenheder i europæisk historie efter anden verdenskrig. Den 23. oktober 1956 startede den ungarske opstand. Som ofte var studenterdemonstrationer i Budapest, startet af den demokratiske studenterorganisation MEFESZ. Efter at den havde været forbudt i en årrække, var MEFESZ blevet gendannet ugen før. Den isnende politiske kontrol af Centraleuropa syntes at begynde at tø, og i Ungarn tog mange partilederen Mátyás Rákosis afgang i juli som et tegn på, at Sovjets jerngreb var svækket.

Studenterne havde blandt andet forsøgt at bryde ind i den nationale radio for at sende deres krav, og sikkerhedspolitiet havde åbnet ild mod de demonstranter, der klagede over at de var tilbageholdt. Om aftenen mødtes cirka 20.000 mennesker i det centrale Budapest for at protestere, hvor de blandt andet rev en statue af Stalin ned. Sikkerhedspolitiet greb igen ind og dræbte adskillige mennesker, men kunne ikke forhindre de eskalerende uroligheder. Da det ungarske militær blev sat ind for at hjælpe sikkerhedsstyrkerne, valgte de – da de lærte baggrunden for uroen – at slutte sig til demonstranterne. Partisekretæren Ernő Gerő valgte da om natten at bede Sovjetunionen om hjælp til at redde det kommunistiske regime. Den sovjetiske ’hjælp’ rullede på larvefødder ind i Budapest om morgenen den 24. oktober.

De sovjetiske styrker viste sig ikke at være tilstrækkelige til at undertrykke de borgerkrigslignende tilstande, og både Ernő Gerő og den tidligere premierminister András Hegedüs flygtede til Sovjet. Den mere moderate Imre Nagy blev premierminister og foreslog med det samme at gennemføre politiske reformer, som havde ligget i skuffen siden Stalins død i 1953. Få dage senere erklærede Nagy i ungarsk radio, at partiledelsen indførte en ensidig våbenhvile, opløste sikkerhedspolitiet og ville arbejde for at de sovjetiske tropper blev trukket tilbage. 1. november skulle Ungarn udtræde af Warszawapagten og Nagy-regering lagde planer frem for omdannelsen af landet til et socialdemokratisk, flerpartisystem med frie valg og respekt for almindelige menneskerettigheder.

Det viste sig alt sammen at være uspiseligt for den sovjetiske ledelse. 4. november rullede de russiske tanks igen ind i Budapest og undertrykte den spirende revolution. 2500 ungarere døde i opstanden, og mere end 200.000 flygtede til Vesteuropa. Nagy og flere andre regeringsmedlemmer søgte tilflugt i den jugoslaviske ambassade, men blev arresteret den 22., da de prøvede at forlade den. Flere af dem, inklusive premierminister Nagy, blev senere henrettet i 1958 efter en af østblokkens klassiske ’hemmelige retssager.’

986 ungarske flygtninge kom til Danmark med særtog, der kørte til perron i Padborg om morgenen den 30. november. Som Politiken skrev næste dage:

“Danske statsbanefolk, politimænd, toldere og andre løb frem med fremstrakte hænder mod kupévinduerne for at veksle haandtryk med flygtningene og for på dansk at byde dem et ærligt, dybfølt velkommen. Adskillige baade danske og ungarere lod taarerne faa frit løb”.

Ungarerne mødte Danmark fra sin bedste side, og de fleste blev hurtigt integreret i det danske samfund. Af de i alt 1400 ungarere, der kom til Danmark, forlod omtrent en tredjedel landet for at rejse længere væk. Men de der blev, bevarede ungarsk kultur samtidig med at de giftede sig med danskere og blev en helt almindelig del af samfundet.

Derhjemme var det en anden historie. Det sovjetstøttede styre under János Kádár slog benhårdt ned på enhver modstand og landets følgende regeringer var kommunistiske hardliners. Begivenheden fik også internationale konsekvenser, ikke mindst ved at afsløre, hvad Sovjetunionen og dens marionetstater i Østblokken virkelig var for et regime. Maskerne faldt den morgen i november, og hvis nogen i Vesten stadig havde tvivl, blev opstanden efterfulgt af Berlinmuren i 1961, Prag-foråret i 1968, og det polske svar på skabelsen af Solidarność i 1981. I Danmark førte undertrykkelsen af Ungarn til, at Aksel Larsen forlod DKP og Dannede SF, og den kommunistiske bevægelse i Vesteuropa mistede sin sidste rest af moralsk legitimitet. Det politiske tøvejr i øst måtte dog vente til 1989, hvor en meget anderledes stat den 31. juli gav Imre Nagy en statsbegravelse. Som i 1956 var Ungarn det første land, der forlod Østblokken, men denne gang uden tanks med røde stjerne. Tre måneder senere åbnede Østtyskland Berlinmuren. Resten er, som man siger, en ganske anden historie.