Af Christian Bjørnskov, den 22. april 2017. 2 svar
Jeg er pt. på vej hjem fra den årlige konference i the European Public Choice Society, der i år var på CEU i Budapest. Konference var, som tidligere år, et af årets højdepunkter – både videnskabeligt og socialt. Videnskabeligt reflekterede den helt særligt, hvor meget interessant forskning i ulandsbistand, der foregår i public choice og politisk økonomi for tiden. En del af denne forskning er centreret omkring Axel Drehers Lehrstuhl ved universitetet i Heidelberg, og hans glimrende hold af PhD-studerende og post docs, og omkring gruppens venner. To præsentationer var specielt interessante, den ene af rent videnskabelige grunde, mens den anden er ekstremt relevant i politiske diskussioner. En handlede om donorer, mens den anden handlede om bistandens konsekvenser for flygtningestrømme
I formiddags præsenterede Angelika Müller og Andreas Fuchs (Heidelberg) et papir, der er særligt spændende fordi det stiller spørgsmål ved en række tidligere studier. Deres centrale spørgsmål er en variant af et gammelt spørgsmål i international political economy, hvor en hel litteratur har undersøgt, hvorfor nogle lande giver mere ulandsbistand til bestemte lande. Hele litteraturen handler derfor om den såkaldt intensive margin, eller med andre ord hvor stor den samlede bistand er. Müller og Fuchs ser i stedet for på den ekstensive margin, dvs. hvornår lande overhovedet begyndte at give bistand til fattige lande. De kan dermed også give et vist svar på, hvorfor lande som f.eks. Marokko og Kasakhstan i dag giver bistand, og hvorfor man i stigende grad ser bistand fra ’ikke-traditionelle’ donorer og autokratier?
Müller og Fuchs ser på 111 lande siden 1945 og kan observere, hvornår landene begynder at give bistand, målt på året hvor landet gav den første bistand, introducerede en institution til at administrere bistanden, og året hvor de introducerede lovgivning omkring bistand. De foreløbige resultater peger på, at lande med større offentlige forbrug og lande der er politisk tæt på USA eller Rusland er startet senere, mens større og rigere lande typisk er begyndt at give bistand noget tidligere. En af overraskelserne er, at hverken demokrati eller de indenlandske, politiske forhold, de kan tage hensyn til, er vigtige. En række af de teorier, der flyder rundt i den politologiske litteratur, passer dermed ikke med hvad vi nu ved om den historiske timing af ulandsbistand.
Tidligere på konferencen tiltrak Axel Dreher, Andreas Fuchs og Sarah Langlotz (også Heidelberg) et større publikum til deres præsentation af deres studie af bistand til flygtninge. Deres udgangspunkt er, at der ofte eksisterer en implicit – og nogle gange en helt eksplicit – aftale om, at mere ulandsbistand betyder at lande tager deres borgere tilbage eller evt. ’sender’ færre migranter. Der mangler ikke argumenter for, hvorfor bistanden kunne reducere migrantstrømmene: Nogle politikere og meningsdannere påstår, at bistanden giver bedre udvikling og derfor bedre muligheder for folk i deres hjemlande, at den måske påvirker folks uddannelse, og at bistand hjælper lande med at håndtere naturkatastrofer og andre begivenheder, der ellers kan skabe migrantstrømme mod Europa og andre vestlige lande. Omvendt ved man, at rigere lande tiltrækker flere flygtninge og indvandrere, og ulandsbistand kan ofte signalere rigdom.
Et af problemerne med at studere emnet er, at der er et indlysende kausalitetsproblem: Bistanden kunne påvirke migrantstrømmene, men større migrant- og flygtningestrømme giver også vestlige lande større incitament til at give bistand. Heldigvis har Dreher og Langlotz tidligere introduceret en forrygende approach til at løse endogenitetsproblemet (læs her), som de gør brug af sammen med Fuchs.
De tre tyske økonomer fokuserer på alle DAC-donorer, og ser på migrantstrømme fra 156 lande i perioden mellem 1976 og 2014. Resultaterne af studiet er ganske pudsige, da de ikke finder nogen evidens for på monadisk niveau. Med andre ord er der ingen indikation for, at bistand påvirker hvor mange mennesker, der migrerer fra enkeltlande. Bistanden som helhed ser dermed ikke ud til at påvirke strømmene af indvandrere og flygtninge. Men fokuserer man i stedet på det dyadiske niveau, dukker der anderledes klare resultater op.
Billedet, som Dreher, Fuchs og Langlotz finder, peger på at mere ulandsbistand giver væsentligt færre flygtninge, men at bistanden primært flytter flygtninge og indvandrere til lande, der er tæt på deres hjemlande. I dansk politisk tale betyder det, at bistand ’holder folk i deres nærområde’. Bistand til nabolande er således negativt forbundet med flygtningestrømme til Vesten, men ikke til flygtninge- og indvandrerstrømme som helhed.
Det sidste spørgsmål er derfor, om man de facto køber man politisk samarbejde med bistanden. Selvom de tre tyskere omhyggeligt sørger for, ikke at konkludere for meget, finder de klare indikationer for ideen. Virkningen af bistand er således større, jo politisk tættere lande er på hinanden i FNs Generalforsamling. For Syrien er der f.eks. ingen konsekvenser, mens bistand til lande, det er ’lettere’ at forhandle med, udløser mindre migrantstrømme. Dreher-holdets svar er derfor, at svaret er ja – man kan betale lande for at holde migranter væk fra de vestlige lande. Bistanden får dem med andre ord til at strande halvvejs. Som Martin Paldam lakonisk noterede efter præsentationen, har bistanden sandsynligvis bidraget til at skabe de enorme flygtningelejre i f.eks. Mellemøsten, hvor folk lever miserable og tomme liv. Om det er godt eller skidt, afhænger af ens politiske synspunkter.
2015 blev året, hvor der for alvor kom gang i flygtninge- og migrantstrømmen til Europa. Menneskestrømmen var så stor, at man nærmest kunne tale om en veritabel folkevandring. Det borgerkrigshærgede Syrien var ikke det eneste land, som mennesker flygtede fra, eller valgte at forlade. En lang række lande i Mellemøsten, Afrika og Asien figurerede også i Eurostats statistikker, fx. Afghanistan, hvorfra angiveligt kom mange uledsagede mindreårige. Men også lande, hvor det er relativt sikkert at opholde sig, bidrog, bl.a. Iran, Pakistan og Bangladesh.
Det var især Tyskland og Sverige, som blev udset som mål for permanent ophold i Europa. Tyskland modtog omkring 1 million flygtninge og migranter, mens Sverige modtog 163.000 asylansøgere, hvoraf ca. 70.000 var mindreårige. Dertil kan lægges et ubestemt antal, som ikke søgte asyl, men opholdt sig illegalt i landene. Presset var så stort, at vi midt i 2016 stadig venter på den endelige opgørelse.
De tyske og svenske politiske lederes reaktion var i første omgang imødekommende overfor de mange nye mennesker i Europa Meldingen var, at man nok skulle skaffe husly til alle dem, som ønskede at søge asyl. Den folkelige reaktion var mindre entydig, men i Tyskand var dagene i august 2015, præget af folkelige manifestationer, hvor flygtningene og migranterne blev budt velkommen med jubelråb, flag, tæpper, mad og drikke. Den tyske kansler, Angela Merkel bifaldt dette, og lod sig fotografere, mens hun omfavnede flygtninge- og migranter, og tog selfies sammen med dem. Angela Merkel blev berømt eller berygtet for hendes vi-har-plads-bemærkning. ”Wir schaffen das”.
Men alt var bestemt ikke uproblematisk. Med jævne mellemrum berettede tyske medier om overgreb på kvinder og kristne i de overfyldte flygtningelejre. Ved enkelte lejligheder blev der ligefrem rapporteret om massevoldtægter. I Danmark skabte det med få undtagelser dog ikke overskrifter i medierne. Men hvis man fulgte med på de sociale medier, kunne man bemærke en veltilrettelagt velkomstkampagne, da flygtningestrømmen nåede Danmark i september 2015. Debatten om, hvordan flygtningene og migranterne konkret skulle modtages, foregik ikke altid i lukkede fora, men i nogle tilfælde helt i det åbne, og nogle vil sige uforsigtigt, på bl.a. Facebook. Igen og igen blev det fremhævet, at budskabet til den danske befolkning kun måtte være rosenrødt. Alle negative historier skulle undgås, for ikke at sige undertrykkes. Kritikere skulle stigmatiseres som racister.
Men det måtte jo få en ende.
Allerede få uger efter, at Merkel havde givet grønt lys til flygtningene og migranterne, meddelte Tysklands indenrigsminister, Thomas de Maizière, at bristepunktet var ved at være nået, og at man muligvis ville indføre grænsekontrol. Imens voksede den indenlandske kritik af Merkels immigation- og asylpolitik, ligesom kanslerens approval ratings raslede ned fra ca. 75% til blot 46% i løbet af få uger. Den politiske tolerancetærskel var endnu lavere andre steder, især i Central- og Østeuropa. Den 24. september begyndte Ungarn at forsegle grænsen til Slovenien med et grænsehegn, og i ugerne og månederne efter faldt EU’s åbne grænser—en hovedhjørnesten i Schengensamarbejdet—som dominobrikker. Selv Sverige fik til sidst nok, og indførte grænsekontrol. Danmark, Norge og Finland fulgte kort tid efter.
Men det værste var endnu i vente. I timerne efter at nytåret til 2016 var skudt ind, eksploderede det.
I første omgang fik det ikke megen opmærksomhed i medierne. De to lokale Kølnaviser havde nogle korte notitser i deres lørdagsudgaver (2. januar), men om mandagen spredte dækningen sig til samtlige tyske medier. Mediedækningen var så massiv, at man skulle tilbage til terrorangrebet d. 11. september 2001 eller Murens fald i 1989, for at finde mage. Opmærksomheden var særlig stor omkring, hvad der var sket i Køln. Her var kvinder i alle aldre blevet omringet og angrebet af hundredvis af unge mænd af arabisk herkomst. Selv i skrivende stund venter vi på de endelige tal, men den foreløbige rapport, som blev lækket i juli 2016, taler om, at mindst 2.000 mænd var involveret. Kvinderne blev befamlet og gramset på alle deres kønsdele, fingre blev stukket op, og enkelte kvinder blev regulært massevoldtaget. Siden blev det rapporteret, at en lang række europæiske byer i større eller mindre udstrækning var blevet udsat for det samme, fx Hamburg, Düsseldorf, Bielefeld, Stuttgart, Wien, Salzburg, Zürich og Kalmar. Begivenhederne var et vidnesbyrd om, at taharrush for alvor var kommet til Europa.
I februar 2011 fik taharrush-fænomenet for alvor international opmærksomhed, da tv-stationen CBS’ korrespondent Lara Logan blev angrebet ogkrænket seksuelt angrebet af ca. 200 mænd d. 11 februar 2011 på Tahrirpladsen i forbindelse med hendes rapportering om det arabiske forår. Lara Logan har senere fortalt om det i programmet 60 minutter. I programmet siger Logan bl.a.:
”Our camera battery went down. And we had to stop for a moment. And suddenly Bahaa (en lokal ”formidler, ks”) looks at me and says,”We’ve gotta get out of here.”… I was told later that they were saying “Let’s take her pants off.” And it’s like suddenly, before I even know what’s happening, I feel hands grabbing my breasts, grabbing my crotch, grabbing me from behind. I mean – and it’s not one person and then it stops – it’s like one person and another person and another person. And I know Ray is right there, and he’s grabbing at me and screaming, “Lara hold onto me, hold onto me.” As she was pulled into the frenzy, the camera recorded Lara’s shout: “Stop!”
Det er nærmest ironisk at erindre om, at svenske kvinder, som hyldede ”humanismen og anti-racismen” under den årlige ”We are Sthlm-somerfestival i Stockholm både i 2014 og 2015 blev omringet og seksuelt skændet af en større gruppe unge mænd af arabisk herkomst. Episoderne fik stor opmærksom på de sociale medier, men blev fortiet af de svenske medier.
The Circle of Hell
I Egypten tales der om 14 former for taharrrush, De mest almindelige er taharrush jamai og taharrush jinxi.Taharrush jamai har karakter af et regulært sexspil mellem mænd, hvor de mest aggressive sågar kan vinde priser for at forulempe flest mulige kvinder. Uanset formen er det et karakteritisk træk ved taharrush, at det finder sted ved begivenheder, hvor tusindevis af mennesker er samlet, ofte ved højtider, typisk religiøse festivaler, ved fejringer såsom nytårsaften eller karneval, eller under koncerter og musikfestivaler.
Planlagt og organiseret
I langt de fleste tilfælde er taharrush planlagt og organiseret. De unge mænd, som gerne er i alderen 15-30 år deler sig op i større eller mindre grupper. De store grupper kan tælle flere hundrede mænd, de mindre grupper blot en snes. Ofte udpeges ofrene på forhånd. Den store gruppe mænd omringer så ofret – dette kaldes for helvedesringen – the circle of hell –mens de mindre grupper skærmer tredjepersoners udsyn til ringen, og bevidst forhindrer dem i at komme offeret til hjælp. Mens offeret forulempes, giver nogle mænd indtryk af, at de vil hjælpe offeret, men det er kun en afledningsmanøvre for både at distrahere offeret og andre. Ofrene er som påpeget kvinder, og erfaringerne fra Egypten viser, at de kan være i alle aldre mellem 7 og 70.
Medietavshed og ‘victim blaming’.
Man burde tro, at så voldsomme begivenheder, der fandt sted i især Køln nytårsnat også ville få meget omtale i de danske medier. Men det var ingenlunde tilfældet. De danske aviser og tv-stationer var fuldstændigt tavse som graven i de første mange dage efter nytåret. Man skulle helt frem til næsten en uge efter nytårsaften, før de danske medier omtalte, hvad der var sket. Som mangeårig kender af tysk politik var det nærmest en surrealistisk oplevelse at overvære.
Fornægtelsen og tavsheden var massiv, også i Tyskland. Fx påstod Kølns overborgmester Henriette Reker hårdnakket, at der ikke havde været nogen flygtninge og migranter blandt de hundredvis af seksuelle gerningsmænd i Køln. Forinden havde byens politichef, Wolfgang Albers taget sin afsked, efter politiets manglende indsats nytårsnat og manglede bestræbelser på at undersøge sagen nærmere.
Overborgmesteren stoppede ikke her. Hun gik videre, og gjorde sig skyldig i regulær ’victim blaming’ ved at påpege, at kvinder burde tænke over, hvilket tøj, de tager på, og at tyske kvinder havde behov for et adfærdskodeks, som udstak retningslinjer for, hvordan man bl.a. gebærder sig i nattelivet. Den tyske offentlighed var rystet over overborgmesterens udtalelser.
Men så kom der endelig skub i tingene. Der blev etableret efterforskningshold, som skulle lede efter gerningsmændene og i den forbindelse bl.a. gennemse timevis af videooptagelser. Den første større rapport blev fremlagt i star ten af april. Den var bl.a. baseret på 1178 timers videooptagelser. Med dette udgangspunkt blev 153 personer sigtet. Af de 153 var ikke færre end 149 udlændinge, altovervejende af marokkansk eller algerisk baggrund. 68 af de 153 sigtede var asylansøgere, 18 opholdt sig illegalt i Tyskland og 47 personers udlændingeretliges status var ikke klarlagt. 4 havde status som mindreårige uden ledsagere. Overborgmester Henriette Rekers båstand, om at der ikke var flygtninge og asylansøgere blandt gerningmændene var lodret forkert, og hun lignede nu en vingeskudt fugl.
Taharrush gentager sig i Europa
I mellemtiden have Køln på ny oplevet en alvorlig taharrush-episode. Under karnevallet i starten af februar blev hundredvis af kvinder igen omringet af seksuelt krænket af unge mænd af arabisk herkomst. Denne gang greb politiet dog ind, og 180 blev anholdt.
Under den årlige Schlossgrabenfest i Darmstadt i delstaten Hessen i slutningen af maj 2016 var den gal igen. Denne gang modtog politiet 26 anmeldelser om seksuel chikane.
Så sent som i starten af juli, kunne en ny by føje sig til listen over europæiske byer, som var blevet udsat for taharrush. Denne gang var det den svenske by Karlstad. I forbindelse med gratisfestivallen ”Putte i parken” modtog det svenske politi 35 anmeldelser om seksuel chikane. I mellemtiden var Östersund i det nordlige Sverige også blevet ramt.
Taharrush i Danmark?
Der er ikke blevet rapporteret om alvorlige tilfælde af taharrush i Danmark. Hermed ikke være sagt, at det ikke har fundet sted. Fx blev der skrevet om det i forbindelse med en musikfestival i Thy tidligere på året.
Men i og med, at fænomenet har bredt sig som en ildstom i Nordafrika og i de seneste år til Europa, bør man være opmærksom på, at taharrush også kan blive et problem i Danmark. Det vil formentlig finde sted under begivenheder, hvor mange unge mennesker er samlet og i et område, hvor mange asylansøgere opholder sig. Asylansøgerne fra Mellemøsten er først og fremmest unge mænd i alderen 20-30. I og med at flygtninge- og migrantstrømmen er løjet voldsomt af, efter der i starten af året blev indført grænsekontrol, er risikoen for taharrush i Danmark blevet markant mindre, men at det sker, kan ikke udelukkes, og også danske kvinder bør være årvågne.
I fredags offentliggjorde Eurostat asyltallene for 2. kvartal 2015. Dataene dækker altså EU’s asyltal for perioden op til den regulære folkevandring, der blev indledt i 3. kvartal. Disse tal venter vi spændt på. Men tallene for 2. kvartal er på mange måder interessante, og burde bidrage til en mere nuanceret flygtninge- og migrantdebat.
Den absolutte stigning har været størst blandt syrere og afghanere, men dykker man ned i tallene, har der nærmest været tale om en across-the-board-stigning fra alle Europas nærområder. I alt har 141 nationaliteter søgt asyl. I relative termer er hverken Syrien eller Afghanistan i top 3. De lande, som topper EU’s asylstatistik i relative termer er: Irak (knap en femdobling), Kosovo (knap en firdobling), Albanien (mere end en tredobling), efterfulgt af Afghanistan, Montenegro, Eritrea, Ukraine og Makedonien. Først på 9. pladsen kommer Syrien.
Medierne bruger nærmest per refleks begrebet flygtninge om den igangværende folkevandring, men begrebet migranter er mere passende, hvis man absolut skal vælge. Alene i 2015 har flere fra Balkan søgt asyl end fra Syrien (120.600 vs. 75.315). Syrien halter også bag de afrikanske lande, som samlet har sendt mere end 84.000 førstegangsasylansøgere til Europa. Endelig ligger Afghanistan (hvor der er relativ ro), Iran, Pakistan, Indien og Bangladesh samlet på niveau med Syrien, men alle steder er der tale om en opadgående trend i asylansøgninger.
Ser man på, hvor flygtningene og migranterne lægger deres asylansøgning, er det ofte ikke dér, hvor den burde lægges (ved det første land, som er omfattet af FN’s flygtningekonvention, eller i EU ved ankomsten til det første land blandt de 28-medlemsstater). Som Frontex og en asylchef tidligere har berettet, er flygtninge og migranter pinligt bevidste om, hvor de har størst chance for at få opholdstilladelse, familiesammenføring og de højeste velfærdsydelser og andre goder. Hvis man tager udgangspunkt i den vestbalkanske rute, som de fleste migranter og flygtninge vælger, og regner afstanden til EU-landenes grænser fra Beograd (Serbiens hovedstad) er samvariationen mellem flygtninge- og migrantstrøm og afstand kun 17%. Flygtninge siges ellers at vælge den korteste afstand til sikkerhed.
Flere faktorer spiller ind, og mønsteret er alt for systematisk til, at man kan affeje det med, at flygtningene og migranterne bare søger til et område, hvor der er demokrati og sikkerhed. De vælger med omhu.
Alle figurer og data er fra Eurostat: http://ec.europa.eu/eurostat/documents/2995521/6996925/3-18092015-BP-EN.pdf/b0377f79-f06d-4263-aa5b-cc9b4f6a838f og http://ec.europa.eu/eurostat/statistics-explained/index.php/Asylum_quarterly_report
Af Niels Westy, den 19. september 2015. Skriv et svar
I første halvår af 2015 søgte 398.550 mennesker om asyl i et EU land, ifølge den seneste opgørelse fra Eurostat. Sammenligner vi 2. kvartal af 2015 med samme kvartal sidste år er der tale en fordobling i antallet af ansøgninger, og som bekendt er presset øget siden da.
Selv om medierne primært beskæftiger sig med syriske asylsøgere, er det dog kun hver femte asylansøger som kom derfra i 2. kvartal. Mere end hver tiende stammer fra Afghanistan, mens den 3. største gruppe er albanere (som primært vil til Tyskland).
Ikke just det indtryk som man efterlades med, hvis man alene følger med i de daglige medier.
Af tallene fremgår også at det land som uden sammenligning modtager flest asylansøgninger, set i forhold til befolkningens størrelse er Ungarn. Således modtager man 3 gange så mange som Tyskland og dobbelt så mange som i Sverige.
Som det fremgår nedenfor er presset på Ungarn markant i forhold til andre lande. Man har således modtaget mere end 7 gange så mange asylansøgninger som gennemsnittet i EU.
Det vil klæde pressen både herhjemme og i udlandet, hvis man medtager denne ikke uvæsentlige oplysning. I stedet for stort set alene at forholde sig til Victor Orban og de dramatiske billeder ved Ungarns grænse, mens man prøver at drage (dårlige) historiske paralleler til landets nære fortid under kommunismens åg.
Et pigtrådshegn for at holde mennesker ude er ikke det samme, som et hegn for at holde sin egen befolkning inde.
Danmark modtog i 1. halvår 4.000 asylansøgninger. Hvis vi havde haft samme ansøgningsrate som Ungarn, ville tallet have været 30.000!
Hvordan havde de danske politikere reageret, hvis det var tilfældet? (ikke mindst med tanke på at vi var i et valgår). Jeg gætter på at reaktionen havde været ret voldsom.
Selv om jeg bestemt ikke er noget fan af Ungarns Victor Orban, under hvem Ungarn har bevæget sig i en stadig mere autoritær og mindre liberal retning, så er det måske ikke så underligt at man har valgt at tage drastisk metoder i brug i forhold til at mindske til- og gennemstrømningen af flygtninge og immigranter (hvoraf den sidste gruppe udgør flertallet af de mennesker som bevæger sig op gennem Europa i disse dage og måneder).
Mit bedste bud er for øvrigt, at hvis strømmen af mennesker fortsætter, vil Ungarns håndtering være nomen, og ikke undtagelsen, i løbet af ganske kort tid.
At det så i sig selv ikke er en løsning på sigt er en anden sag.
