Tag-arkiv: kultur

Seminar om markedsøkonomi er kulturelt skadelig

Af Christian Bjørnskov, den 10. marts 2024. Skriv et svar

Forleden afholdt Institutet för Näringslivsforskning i Stockholm et policy seminar med titlen “Är marknadsekonomin kulturellt skadlig?” Seminaret var en af de sidste dele af projektet Cultures of Trust and Institutions of Freedom, som Niclas Berggren og jeg har kørt de sidste 2½ år. Projektet er gavmildt finansieret af the John Templeton Foundation.

Hele seminaret, inklusive to forskningsindlæg fra Niclas og undertegnede, og en efterfølgende diskussion med Johanna Möllerström, Ulrica Schenström, og Karin Svanborg-Sjövall, kan nu ses på YouTube. Vi fik meget fint feedback på seminaret og syntes også – helt ydmygt – at det gik godt. Ikke mindst fik vi gode idéer til et nyt projekt i fremtiden – og vi tager gerne mod forslag for Punditokraternes læsere.

Russisk kultur skal ikke sanktioneres

Af Christian Bjørnskov, den 11. marts 2022. 3 svar

Efter angrebet på Ukraine er de vestlige lande rykket sammen om at sanktionere Rusland. Hvorvidt sanktionerne virker og i givet fald hvilke sanktioner man kunne bruge, skrev jeg om i Børsen igår. Pointen i min torsdagsklumme var, at de fleste sanktioner rammer middelklassen og de fattige, men gør ingen klar forskel for en økonomisk og politisk elite. Det er derfor ikke overraskende, at sanktioner som oftest ikke har nogen virkning mod autokratier som Rusland. Skal sanktioner øge chancen for at Putin-regimet kan udfordres og måske væltes, må de målrettes dem der reelt har politisk indflydelse.

Mens man kan diskutere, hvilke sanktioner der kunne virke, er der en type der er helt og aldeles ligegyldig, og blot en måde at skyde os selv i foden: Sanktioner mod russisk kultur. The Telegraph skrev for eksempel forleden om, hvordan Cardiff Philharmonic Orchestra har valgt at aflyse at spille Tjajkovski og anden russisk musik. Milanos Bicocca-universitet aflyste på samme måde et kursus om Dostojevski for at ‘signalere’ universitetets modstand mod den russiske politik. Det fik avisens Allison Pearson til at understrege – som vi gør idag – at “Tchaikovsky is the antidote to Putin’s poison.”

Det ville være svært af finde en kulturperson, der passer så dårligt på Putin-regimets mærkværdige blanding af nationalisme, ortodoks kristenhed og militant autokrati: Tjajkovski var ikke blot konservatorieuddannet og præget af vesteuropæisk musik og kultur – som han blandede unikt med sine russiske rødder. Han var også homoseksuel, var nære venner (omend kun per brev) med den ateistiske forretningskvinde Nadezhda von Meck, og havde varme relationer til bl.a. den fritænkende Johannes Brahms (selvom de to ikke brød sig om hinandens musik). Derudover opholdt Tjajkovski sig mange somre i Ukraine, som han tydeligvis holdt meget af. Skal man straffe russerne for deres regerings overfald på Ukraine, er Tjajkovski det meste tåbelige og uinformerede sted af starte!

På nippet til weekenden er det derfor vores opfordring, at de mere kulturelt indstillede af vores læsere gør det modsatte. Brug en halv times tid på at høre Tjajkovskis anden symfoni – kaldet den ‘lille russiske’ fordi lille Rusland var et almindeligt navn for Ukraine i 1800-tallet – og nyd hvordan den store russiske komponist fletter tre ukrainske folkesange ind i de fire satsers musik. Den er her med englænderen John Eliot Gardiner der dirigerer det hollandske Koninklijk Concertgebouworkest. Mens russisk politik er afskyelig, er der ingen grund til at skylle det kulturelle barn ud med det politiske badevand.

Kultur efter nedlukningen

Af Christian Bjørnskov, den 14. februar 2021. 2 svar

Fredag slog det mig, at det var årsdagen for min seneste tur til London. De sidste cirka ti år har jeg ellers været meget i London, både i embeds medfør og for fornøjelsens skyld. I 2019 – det sidste frie år, vi har oplevet – var jeg således syv gange i London til blandt andet koncerter ved the Proms, teater i the Globe, møde i IEAs Academic Advisory Council, og the Guy Barker Big Band Christmas i Royal Albert Hall. I februar 2020 var turen en kombination af et debatmøde, et bestyrelsesmøde og en teatertur – den absolut forrygende Toby Young i Checkovs Onkel Vanya – og da jeg sad i flyet på vej hjem, lagde jeg allerede planer for at se Et Dukkehus (som ville have haft Jessica Chastain som Nora).

Jeg havde ikke forestillet mig, at det skulle blive den sidste egentlige oplevelse, jeg havde i over et år. Efter at regeringen besluttede sig for at indføre et loft på forsamlinger, der pt. er fem personer, og som på trods af grundlovens sikring af forsamlingsfriheden nu har varet i 11 måneder, har kulturlivet reelt været dødt. Uden forsamlingsfrihed kan der ikke være teater, koncerter eller andet på en meningsfuld måde. Det samme gælder langt de fleste aktiviteter i civilsamfundet, der også ganske effektivt er gjort ulovlige.

Det er netop dét element af hele nedlukningsmiseren, som stort set har manglet i den begrænsede debat omkring politikken. Min kollega Ottos beregninger peger på, at nedlukningen koster det danske samfund cirka en milliard kroner om dagen, men skaderne er på ingen måde begrænset til de rent økonomiske. Nedlukningerne virker ikke efter den officielle hensigt – se f.eks. her, her, her eller her – og ser nu ud til at direkte forårsage flere dødsfald som følge af kræft, hjertetilfælde og selvmord. De har også skabt en massiv mental sundhedskrise, og en hel generation unge, der får langt dårligere uddannelse end de foregående. Disse problemer vil forfølge mange af dem resten af deres liv.

Derudover er der dog også det element, der gør det hele umenneskeligt: Hvis man ikke lige er typen, der foretrækker at bruge sin fritid ude i naturen med få andre mennesker og derudover er ligeglad med personlig frihed, betyder nedlukningen, at der ikke er noget liv. Livet er andet end den fængselseksistens, som Frederiksen og hendes kumpaner har dømt befolkningen til, hvor man skal passe sit arbejde og betale sin skat, og derudover skal blive i sin husarrest. Det er oplevelser, nye indtryk, fornøjelser og kontakt med andre mennesker. Livet er det, der eksisterer udenfor en robottilværelse, hvor man umælende passer et arbejde og ellers forsvinder. Nedlukningerne redder ingen liv, men ødelægger livet selv. Men hvor meget af det liv er stadig i live, den dag politikerne dukker på af deres psykotiske tåge? Det var dét, årsdagen for min sidste Londontur mindede mig om. En eksistens under nedlukning er ikke et liv værd.

Er kulturen så skrøbelig, som nationalkonservative tror?

Af Otto Brøns-Petersen, den 26. marts 2019. 7 svar

Kulturen spiller en vigtig rolle for et samfund. Men hvilken og hvordan?

Det er et nyt studie af Thor Berger og Per Engzell med til at kaste et fascinerende nyt lys på. Det, de to forskere har gjort, er at se på indkomstulighed og -mobilitet i forskellige områder i USA, afhængig af hvilke nationaliteter de oprindelige indvandrere havde. Dernæst har de set på indkomstspredningen og -mobiliteten i de pågældende lande i dag. Det viser et bemærkelsesværdigt sammenfald.

Skandinaviske lande er f.eks. karakteriseret ved relativ lav indkomstspredning og høj -mobilitet. Det samme gælder områder i USA stærkt præget af skandinavisk indvandring. Lande som Frankrig., Italien og Storbritannien har større spredning og mindre mobilitet. Det samme gælder områder i USA, som har mange efterkommere efter franske, italienske og britiske immigranter. Selv om de store immigrationsbølger til USA ligger hundrede år tilbage, sætter de stadig mærkbare spor.

En anden interessant opdagelse i studiet er, at den dominerende kultur smitter af. Italienske efterkommere, som bor i områder domineret af skandinaviske efterkommere, udviser ”skandinavisk” indkomstspredning og mobilitet.

Studiet er ikke blot interessant, men kan være med til at føje lidt fakta til aktuelle debatter, som mest er præget af postulater.

For det første tyder det på, at kultur spiller en rolle. Det rammer yderligere en pæl igennem forestillingen om, at de skandinaviske landes særpræg er et produkt af velfærdsstaten. Velfærdsstaten i f.eks. Danmark kom langt senere end de store udvandringsbølger. Hvis vores særpræg var skabt af velfærdsstaten, burde vi ikke have meget til fælles med vore amerikanske slægtninge. Men som ikke mindst redaktør Bjørnskov har gjort opmærksom på gentagne gange, så tyder det på, at den høje grad af tillid i skandinavisk kultur går meget langt tilbage i tid.

For det andet udfordrer resultaterne nogle centrale dogmer, man kan finde hos især nationalkonservative debattører. Det er ikke just, fordi de underdriver kulturens betydning. Men til trods for den enorme betydning, den tillægges, ser de den samtidig som meget skrøbelig med behov for politisk understøttelse. Ét dogme går på, at kulturen er uhyre sårbar over for fremmed indflydelse, så den er nødt til at blive afskærmet. Ofte anses det fælles sprog (og religionen) for at være definerende for en kulturs udstrækning og levedygtighed. Andre nationalkonservative ser statslige kulturinstitutioner som teatre og mediemastodonter som nødvendige for at opretholde kulturen. Nogle af dem virker til at mene, at nødvendigheden af statens aktive understøttelse følger direkte af, at kultur har stor betydning.

Studiets resultater gør det imidlertid vanskeligt at se, at kulturens skrøbelighed er så stor som forudsat. Det tyder tværtimod på stor robusthed – hvad måske også skulle forvente, hvis kultur er vigtigt. Immigranterne i USA er ikke blevet skærmet mod andre nationaliteter. USA har ikke som Europa statslige medier mv. – og slet ikke statslige medier med et monokulturelt formål. Kort sagt mangler alle de faktorer, som tillægges altafgørende betydning i de nationalkonservative ”fortællinger”. Alligevel vedbliver immigranternes kultur at sætte deres tydelige præg.

Desværre er der i høj grad tale om netop det: fortællinger. Det er bare ikke nok. En tese om, at kulturen er vigtig, skrøbelig og har behov for politisk indgriben kræver både evidensmæssig og teoretisk underbygning. Og så må det i øvrigt også vises, at denne politik ikke er for sårbar over for politikfejl.

Korruption er også et kulturelt fænomen

Af Christian Bjørnskov, den 5. februar 2019. 3 svar

For et par uger siden kom den nye korruptionsvurdering fra Transparency International, der som altid gav en smule diskussion i medierne og her på bloggen. Flere undrede sig over, at Danmark lå i top selvom vi blandt andet havde haft Atea-sagen, og taler man med folk (og studerende), undrer de sig ofte over, hvorfor Danmark er så umiddelbart rent, og om det er sandt. Men det er det, og kære læser: Hvornår har du sidst oplevet at skulle betale bestikkelse eller noget lignende for offentlig service, politiarbejde osv.? Jeg har aldrig oplevet det (i Danmark), og det har mine forældre og venner heller ikke. Spørgsmålet er ikke, om vurderingen er sand – medmindre man ’strækker’ korruptionskonceptet til at inkludere alt muligt andet – men hvorfor det er lande som Danmark, Norge og New Zealand, der ligger i top.

En stor del af svaret synes at ligge i den særlige tillidskultur, som vi deler i de nordiske lande. New Zealand er et af de lande udenfor Norden, der kommer tættest på vores niveau af social tillid. Som opmærksomme læsere vil vide, måles social tillid – dvs. tillid til mennesker, vi ikke kender personligt eller ved noget specifikt om – gennem spørgsmålet ”Generelt, tror du man kan stole på de fleste mennesker, eller skal man være forsigtig?” Det globale gennemsnit er et stykke under 30 %, det europæiske omkring 30 %, mens to tredjedele af befolkningerne i Danmark, Norge og Sverige mener, at man kan stole på andre mennesker.

Den teoretiske forklaring hviler på to mekanismer, en direkte og en indirekte. Den direkte er, at jo højere ens tillid er, jo større er ens ’moralske omkostninger’ – hvor dårligt det ville føles at være involveret i korruption. Hvis man ingen tillid har til at andre mennesker gør det rigtige, er det ikke noget moralsk væsentligt problem, hvis man heller ikke selv gør det. Hvis man stoler på, at andre mennesker nok opfører sig ordentligt, hviler der en langt større byrde på en, hvis man for eksempel tager imod bestikkelse. Det bliver derfor et væsentligt mindre problem i lande med stærkere tillidskulturer.

Den indirekte mekanisme er, at tillid også påvirker hvor fair og effektivt, retsvæsenet fungerer. Her synes hovedmekanismen at være, at vælgere med højere tillid er mere tilbøjelige til at holde politikere ansvarlige, og dermed opretholde en forholdsvis højere standard. I demokratiske lande med befolkninger, der har høje niveauer af tillid, kan politikerne således ikke tillade sig at blande sig meget i retsvæsenets beslutninger, og dets uafhængighed er dermed langt bedre de facto beskyttet (hvilket faktisk er emnet for den ene af mine to præsentationer ved næste måneds konference i the Public Choice Society).

Der findes relativt stærk evidens for disse mekanismer, ikke mindst i korruptionsforskningen. Min egen forskning om emnet er blandt andet udgivet i Journal of Law and Economics (gated version her; ungated konferenceversion her), og min nyere oversigt over tillidseffekter i the Oxford Handbook of Public Choicekan også læses ungated her. Oversigten understreger, at der ofte er ret forskellige effekter i demokratiske og udemokratiske samfund, og man derfor ikke kan forvente en helt generel sammenhæng. Dette illustrerer vi i figuren nedenfor, der viser det overordnede forhold ved at plotte tillidsniveauer fra 136 lande (x-aksen) overfor de nyeste korruptionstal fra Transparency International (y-aksen). Sammenhængen er splittet op i tre grupper – lande uden valg med flere partier, lande med flerpartivalg, men hvor valgene ikke er fair eller frie, og lande med faktisk demokrati.

Ser man på figuren, skal man næppe lægge meget i den negative korrelation i lande uden valg med flere partier, da der kun er fem lande med tillidsobservationer i den gruppe. Den væsentlige lære er, at der ingen systematisk sammenhæng er i lande uden demokratiske valg (korrelationen er 0,1), mens der er en ganske stærk sammenhæng i demokratier (en korrelation på 0,7). Denne forskel kan også ses som en afvisning af det kausalitetsproblem, som man kunne have, hvis folks sociale tillid reagerede på, hvor meget eller lidt korruption de opfattede i deres samfund. Det er netop det, den svenske politolog Bo Rothstein har påstået i flere artikler, men det er inkonsistent med forskellen mellem demokratier og andre samfund. Hvis folks tillid til hinanden formes af korruption, må det ske uanset om der er frie valg – der er noget, der sker for det enkelte individ – mens en af de væsentlige teoretiske mekanismer, der forklarer hvordan korruption formes af tillid netop afhænger af, om der er frie valg eller ej, og derfor om politikerne er tvungne til at tage vælgerne alvorligt.

Forklaringen på, at de tre skandinaviske lande og Finland ligger i den absolutte top som de mindst korrupte lande i verden er således kulturel: Vores ekstremt stærke sociale tillid. Som vi tidligere har skrevet om, er denne tillid forbløffende stabil over tid og kan genfindes hos amerikanere med skandinaviske bedsteforældre og forfædre. På samme måde har Mette Frisk Jensen dokumenteret, hvordan fraværet af bestikkelsesproblemer i den danske administration kan trækkes tilbage til 1800-tallet. Vi kan derfor ikke på nogen meningsfuld måde takke dygtige politikere eller opmærksomme medier og NGOer for vores mangel på problemet. Netop den fordel stikker langt dybere i vores fælles historie.

Nej, Obama ændrer ikke våbenlovgivningen pr. dekret

Af Nikolaj Stenberg, den 6. januar 2016. Skriv et svar

Våbenhistorier fra USA fylder uforholdsmæssigt meget i de danske medier. Det er i sig selv ikke et problem, da emnet, for mange, er interessant. Om ikke andet kan de være en oplagt mulighed for at få bekræftet nogle dårlige fordomme.

Præsident Obamas seneste våbeninitiativ er dog blevet drastisk overdrevet i de danske medier. Da jeg tjekkede dr.dk i morges stod der på forsiden, at præsidenten havde udstedt et ”dekret” og at han ”strammer våbenlovgivningen. ” Lignende meldinger, i samme bastante tone, kunne ses på alle større danske mediers Facebook-sider. Beskrivelsen er imidlertid ikke rigtig.

Præsident Obama har ikke udstedt noget dekret, og han ændrer ikke våbenlovgivningen. Han har således ikke udstedt nogen såkaldt excecutive order, men har alene truffet nogle excecutive actions og udstedt nogle memoranda. Der er en forskel imellem disse ting, og forskellene er beskrevet glimrende her: http://uspolitics.about.com/od/Gun-Control/a/Executive-Actions-Versus-Executive-Orders.htm

Alle handlingerne er indenfor rammerne af den eksisterende lovgivning og ikke mindst retspraksis. Derfor ændres våbenlovgivningen ikke. Desuden kan præsidenten heller ikke bare af egen drift ændre våbenlovgivningen, sådan som nogle borgerlige har frygtet og andre ikke-borgerlige har hyldet. USA er en retsstat og der er en lovgivningsproces.

I stedet for tale om en lovændring, skal man i stedet betragte præsidentens tiltag som en samling nye tjenesteordre til de føderale myndigheder om at justere praksis og rette ind. I respekt for den etablerede lovgivning og retspraksis. Som en kommentator (se link nr. 3 nedenfor) har bemærket om et af tiltagene:

”Taken at face value, the new ATF guidance is thus nothing more than a restatement of existing legal requirements. Put another way, it merely identifies those who are already subject to the relevant federal requirements and does not in any way expand the universe of those gun sellers who are required to obtain a license and perform background checks. In other words, it is — as the document says — a guidance, and not a substantive rule. It has no legal effect.”

I det hele taget kan den juridiske analyse hos Volokh Conspiracy (verdens bedste blog om jura og amerikanske forhold, efter min mening) anbefales: Obama’s executive actions on guns: Legal analysis.

Så, til de danske medier: Ro på.

Dette indlæg er en omskrevet FB-status, som jeg bringer efter opfordring fra Punditokraternes tidligere redaktør. En lettere omskrevet version er også at finde hos Dagbladet Børsen.

Nogle tanker om terrorbekæmpelse

Af Nikolaj Stenberg, den 18. januar 2015. 8 svar

Retssikkerheden er på spil, skriver Berlingeren, i en god, lang artikel om overvågning i form af sessionslogning. Det er den form for internet-overvågning af alt-og-alle, som EU-Domstolen kendte uproportional og ulovlig. Justitsministeriet tøver dog stadig med at rydde op i det danske regelsæt om sessionslogning, ligesom Rigspolitiet angiveligt mener, at masseovervågningen skal fortsætte som før. Samme sang kommer i dag fra chefembedsmanden i Europol, der har været på turnet med en påstand om, at det er bydende nødvendigt med mere overvågning og mere samarbejde.

Statens hovedopgave må være at skabe sikkerhed for borgerne i staten, så deres juridiske rettigheder ikke bliver krænket – fx af terrorister, kriminelle, fremmede statsmagter eller af staten selv. Hvis ikke staten kan give den sikkerhed, hvorfor så have den? For at løse sin hovedopgave må statsmagten selvfølgelig udvikle sig i takt med teknologien og tiden.

Denne punditokrat har ingen kvaler mod fx sessionslogning, hvis bare logningen sker ordentligt, proportionalt og begrundet (link går til Justitia). Det vil sige, at man først skal overvåge personer, når man kan begrunde, hvorfor overvågningen er et nødvendigt næste skridt i efterforskningen. Eller som Jacob Mchangamas sagde i forbindelse med EU-Domstolens dom i sagen om logningsdirektivet:

Jeg vil derfor anbefale … at der for det første alene kan foretages logning af persondata vedrørende konkrete personer, som, politiet har en rimelig formodning om, er involveret i alvorlig kriminalitet, og for det andet at de loggede data derefter alene kan udleveres i henhold til reglerne i Retsplejeloven, der bl.a. kræver mistanke og retskendelse

Overvågning må aldrig blive noget man gør, bare fordi man kan eller fordi det er det mest belejlige. I så fald varetager man hensyn, der ikke er forenelige med de værdier, et frit og åbent samfund bygger på. For at bruge Søren Pinds ord i den førstnævnte artikel:

“Rammer vi balancen rigtigt imellem civilsamfund og demokrati og respekt for frihedsrettigheder? Eller går vi i sidste ende terroristernes ærinde og får skabt totalitære træk ved vores samfund?”

Når det gælder sessionslogning kan man spørge, hvorfor Justitsministeriet har noget imod, at en jurist ved Politiet/PET/FE skal ofre en time til halvanden på at bede retten om godkendelse af en overvågning af en person, personkreds eller måske alle personer i et geografisk afgrænset område i en bestemt periode. Hvis vi formoder – og det mener jeg vi skal – at myndighedernes nuværende overvågninger er både velovervejede og lovlige, ligger man allerede inde med en begrundelse for overvågningen. Det er ikke kompliceret at skrive dén ned, tilføje en underskrift og så sende det hele til retten.

Det ville klæde Justitsministeriet at lave lovgivning, der udviser omsorg for retfærdigheden.

Det er på høje tid, at Justitsministeriet inviterer fx Advokatrådet, Justitia og (ikke mindst) eksperter i retspleje, sikkerhed og grundrettigheder fra de juridiske og politologiske institutter til drøftelser om, hvordan fremtidens danske anti-terrorlovgivning skal udformes: Hvad må Politiet og de to efterretningstjenester gøre selv og hvad kræver en dommerkendelse? Hvad skal retten undersøge, før den kan afsige en kendelse? Hvilke indsigelsesmuligheder skal der være for fx telefonselskaber? Hvordan opnår vi en mere intensiv kontrol med PET og FE’s virksomhed? Hvor går grænsen mellem terrorvirksomhed og almindelig kriminalitet, når det kommer til valg af midler, og hvordan sikrer vi, at Politiet ikke bruger anti-terrormidler til at bekæmpe simpel kriminalitet? Det er bare nogle af spørgsmålene, og de er vigtige.

Juraen er velsagtens det eneste staten kan bidrage med, når det kommer til terrorbekæmpelse specifikt, og kriminalitetsbekæmpelse generelt. Men der er vel også en mere kulturel dimension til spørgsmålet? Som Rune Selsing konstaterer på sin Jyllands-Posten-blog: “Truslen fra terroren kan vi aldrig fjerne med effektive efterretningstjenester, vi kan højest holde den nede.”

Det er rigtigt. Hertil kommer, at Danmark, ifølge Rune, skal:

vise styrke, selvtillid og stolthed. På alle fronter. Det gør vi ved at sætte hårdt mod hårdt. Kriminelle skal sidde i lukkede fængsler, og de skal sidde der i meget længere tid. Så længe de sidder bag tremmer, kan de ikke udøve fysisk kontrol over deres familier, de kan ikke kaste sten efter ambulancer og de kan ikke trække andre med sig ned. Vi skal holde op med at tolerere hærværk, cykeltyveri, baldrede ruder og smårapserier. Tolerance over for den antisociale kriminalitet er ikke et udtryk for civilisation, men det modsatte.

Hvor komplet dysfunktionelt må Danmark ikke fremstå, for det meget store antal indvandrere, der er fuldt arbejdsdygtige og alligevel lever på offentlig forsørgelse? De betragter ikke de ødsle velfærdsydelser som udtryk for menneskeligt overskud, men som dekadence. Det er det jo også.

De moderate muslimer skal vælge os til. Og det gør de hverken ved hjælp af humanistisk pladder eller rationelle argumenter. Det handler om følelser. Om Symbolik og kulturel styrke.

Det kan jeg erklære mig stort set enig i. Hvis den vestlige kultur og civilisation får lov til at degenerere i korrekthed, berøringsangst og værdi-nihilisme, er vi ude af stand til at overvinde andre menneskers “hearts and minds”? Men hvad nu med den balance, Søren Pind var inde på i citatet ovenfor?

Som en med-punditokrat skrev for 10 år siden:

Decentralisering i form af deling af den politiske magt og markedsøkonomi gør skadevirkningerne af terrorangreb mindre. …  Begrænsning af borgerlige, civile og økonomiske rettigheder kan desuden øge rekrutteringen af terrorister. Det er der flere statistiske analyser, der tyder på. …

Det mest effektive middel mod terror er formentlig en mere realistisk opfattelse af, hvor stor – og det vil sige: lille – risikoen er. Det ville begrænse terroraktionernes skadevirkninger markant. Og det kunne være med til at hindre modforholdsregler med små eller ligefrem perverse virkninger.

Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvilke (strø?)tanker vores læsere gør sig om emnet. Så giv din mening til kende i kommentarfeltet nedenfor, og lad det gerne være fyldigt.

Opdatering: Se også Christopher Arzrounis leder i Børsen d. 19. januar: “Hold Hovedet Koldt“, med et opråb imod “Carl Schmitt”-fløjen blandt de danske konservative og ligesindedes affekt-forslag, der for nogles vedkommende ville sætte lands lov og ret ud af kraft:

Men ud over islamisterne har vi også grund til at være bekymrede over de mennesker, der vil frelse os fra dem.

Det er blevet bemærket, at Pia Kjærsgaard (DF) foreslog brugen af “nødret”. Sandsynligvis har hun ikke fattet, at begrebet indebærer at sætte landets almindelige love ud af kraft. Og derfor er det ikke hendes følelsesudbrud, der er grund til at være bange for.

Det egentlige problem er nogle lidt mere sofistikerede personer, som fisker i rørte vande i det nationalkonservative miljø, som foragter, hvad de betragter som de liberale demokratiers svagheder. I dette miljø er det blevet normalt igen at henvise til “den tyske jurist Carl Schmitt”, som han benævnes.

…

Han burde læse Karl Poppers klassiske værk “Det åbne samfund og dets fjender” fra 1945, som netop giver et realistisk og liberalt svar på, hvordan frihedens institutioner skal forsvare sig mod den totalitære trussel, uden at sætte friheden over styr. Der er således ingen grund til at smide liberalismen ud med badevandet i det liberale demokrati.

Tysk kaos

Af Christian Bjørnskov, den 22. september 2012. 1 svar

Et billede på definitionen af tysk kaos (med tak til Jakob Heidbrink).  Mens jeg grinte, kunne jeg ikke lade være med at spekulere på, hvordan det italienske ditto ville se ud.

 

Røde Kors til alverdens teenagere: I er folkemordere!

Af Nikolaj Stenberg, den 7. december 2011. 3 svar

Asymmetrisk krigsførelse er et begreb, som er blevet relevant at kende, efter den internationale intervention i dét geografisk afgrænsede område vi kalder Afghanistan. I konfliktens første måneder lod jeg på internettet mærke til en satire-tegning, som ganske fint indkapslede dét, der var mit indtryk af den måde, krigen blev ført på.

Satiren viste en amerikansk soldat og en taleban-kombattant, der imellem sig havde en mur; talebaneren var i færd med at kaste (vistnok) en håndgranat over på amerikanerens side, mens amerikanere måtte lade sig nøje med at returnere en lovsamling med krigsretlige traktattekster. At satiren – så at sige – ramte plet giver sig selv. – Og i lyset af netop de assymetriske problemstillinger f.eks. Afghanistan-konflikten har tydeliggjort ville det selvfølgelig være nærliggende at tro, at respekterede internationale organisationer, som Den Internationale Røde Kors-komité (ICRC), med stor iver og handlekraft ville kaste sig over den opgave der ligger i, at få det internationale kludetæppe af krigsretlige traktater bragt ind i det 21. århundrede.

Bevares, jeg er skam overbevist om, at et sådant arbejde pågår. Ikke desto mindre – eller måske netop derfor – blev jeg temmelig forbavset og endda lidt vrissen, da jeg her til aften kunne læse, at netop ICRC presser på for at – wait for it – computerspil skal være omfattet af Geneve- og Haagh-konventionerne (m.fl.). Således kan man ifølge computerspils-sitet Kotaku læse:

The International Committee of the Red Cross is mandated under the Geneva Conventions to protect the victims of international and internal armed conflicts. That includes war wounded, prisoners, refugees, civilians, and other non-combatants. The question they debated this week is whether their mandate should be extended to the virtual victims of video game wars.

Ganske vist er der ikke tale om, at ICRC mener, at computerspil skal være omfattet af en ny folkeretlig konvention. I stedet har man valgt den næst-latterligste løsning, nemlig at ville anmode computerspilsproducenterne om at implementerer krigsretten i deres spil. Der refereres samtidig fra en art udredning om krig i computerspil:

It is regrettable that game producers hardly ever use this possibility to creatively incorporate the rules of international law or even representatives of such rules (such as the ICRC or the international criminal courts etc.) as specific elements in the course of the game.

Alt andet lige, er det også det syn på sagen ICRC har.

Det bringer mig tilbage til satiren. For hvis ikke engang reglerne respekteres i virkeligheden, hvorfor i alverden skulle de så respekteres i et computerspil? Og hvad med computerspil, der foregår i fortiden eller måske endda i en anden verden; skal de være omfattet?

Hvor dybe er kulturelle rødder? Evidens fra progromer

Af Christian Bjørnskov, den 20. april 2011. Skriv et svar

Der kører for tiden en nogle gange ophedet diskussion i samfundsvidenskaberne om, i hvilken grad man kan ændre folks værdier og forestillinger. Er tillid for eksempel et stabilt kulturelt fænomen, eller kan man ændre den via politik? Min holdning er, at forbløffende mange af disse forhold er kulturelt stabile, selvom nogen bestemt ikke synes om det, eller er enige (f.eks. min kollega Peter Thisted Dinesen).

Et nyt eksempel demonstrerer hvor dybe, de kulturelle rødder kan være. Nico Voigtländer og Hans-Joachim Voth viser i et fremragende papir, hvordan antisemitiske holdninger i 1300-tallet blev gentaget i 1920ernes og 30ernes Tyskland. Hele papiret er stærkt anbefalet og kan læses her; Abstractet er her:

How persistent are cultural traits? This paper uses data on anti-Semitism in Germany and finds continuity at the  local level  over more than half a millennium. When the Black Death hit Europe in 1348-50, killing between one third and one half of the population, its cause was unknown. Many contemporaries blamed the Jews. Cities all over Germany witnessed mass killings of their Jewish population. At the same time, numerous Jewish communities were spared these horrors. We use plague pogroms as an indicator for medieval anti-Semitism. Pogroms during the Black Death are a strong and robust predictor of violence against Jews in the 1920s, and of votes for the Nazi Party.  In addition, cities that saw medieval anti-Semitic violence also had higher deportation rates for Jews after 1933, were more likely to see synagogues damaged or destroyed in the Night of Broken Glass in 1938,  and their inhabitants wrote more  anti-Jewish letters to the editor of the Nazi newspaper Der Stürmer.

 

Giv mig nu en sag at kæmpe for!

Af Carsten Valgreen, den 10. december 2009. 1 svar

Ellers må jeg jo selv opfinde en!

Læs resten →

Who is … Dagny Taggart? II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 3. december 2009. 5 svar

For et par år siden, i denne blogs ungdom, omtalte jeg i en post, at producenterne bag en mulig filmatisering af Ayn Rands evigtaktuelle monster-blockbuster Atlas Shrugged havde skrevet aftale med selveste Angelina Jolie om, at hun skulle spille den kvindelige hovedperson, Dagny Taggart.

Nu har jeg lige, med nogen forsinkelse, opdaget nyheden om, at dét projekt–måske ikke så overraskende grundet den lange forhistorie og bogens karakter–tilsyneladende er kørt ud på et sidespor.  Det skulle så til gengæld være til fordel for en TV-miniserie og med halvdelen af Brangelina skiftet ud med … selveste Charlize Theron.

Lad os nu se, om ikke også dét projekt kører af det Taggartske togspor, men alt andet lige lyder begge dele som en forbedring.  Lige så spændende Jolie er, lige så ubærligt ville det nok være at skulle høre hende ud(/øde-)lægge bogens filosofi.  Og så giver det da os muligheden for en sjældent attraktiv illustration af en punditokratisk blogpost …

Er Jon Stewart “det godes” fjende?

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 21. oktober 2009. 7 svar

Jeg faldt lige over en et par år gammel artikel fra Washington Post, der omtaler et studie af to amerikanske politologer, som tilsyneladende har data, der viser, at dét at se Jon Stewarts The Daily Show leder til politisk kynisme og måske til mindre valgdeltagelse:

“Two political scientists found that young people who watch Stewart’s faux news program, “The Daily Show,” develop cynical views about politics and politicians that could lead them to just say no to voting.

That’s particularly dismaying news because the show is hugely popular among college students, many of whom already don’t bother to cast ballots.

Jody Baumgartner and Jonathan S. Morris of East Carolina University said previous research found that nearly half — 48 percent — of this age group watched “The Daily Show” and only 23 percent of show viewers followed “hard news” programs closely.

To test for a “Daily Effect,” Baumgartner and Morris showed video clips of coverage of the 2004 presidential candidates to one group of college students and campaign coverage from “The CBS Evening News” to another group. Then they measured the students’ attitudes toward politics, President Bush and the Democratic presidential nominee, Sen. John F. Kerry (Mass.).

The results showed that the participants rated both candidates more negatively after watching Stewart’s program. Participants also expressed less trust in the electoral system and more cynical views of the news media, according to the researchers’ article, in the latest issue of American Politics Research.

“Ultimately, negative perceptions of candidates could have participation implications by keeping more youth from the polls,” they wrote.”

Er det så godt eller skidt?  Det kommer naturligvis an på målestokken.  Hvis man nu mener–hvad denne forsker, debattør og Groft Sagt-skribent godt kan forfalde til–at der er god grund til at være skeptisk overfor politikerne, og at det at stemme (i fraværet på store proces-relaterede fornøjelser) nærmest er fjolleri for folk, der ikke kan forstå sandsynlighedsregning, så er kynisme i vurderingen af selvsamme vel ikke så skidt?  Vel nærmest det modsatte.  Blåøjet idealisme om, at politik ligner et afsnit af West Wing, hvor de gode er en gruppe hyperaktive idealister, der vil bruge statsmagten til at gøre gode ting, og at de gør det ved at være de bedste og mest smarte, er i så henseende nok mere usundt.

Men hvad nu hvis kynismen leder til ligegyldighed?  Ligegyldighed overfor også de dårlige ting?  Hvad hvis f.eks. slaverimodstanderne og frihandelsforkæmperne i 1800-tallet havde sagt “Det nytter sgu’ alligevel ikke noget det hele …”?  Hvad hvis den politiske kynisme snarere stimulerer, “Hvad får jeg selv ud af det politiske system”-attituden?

You tell me.

Farvel til den sorte affaldssæk, kabeltromlen, grønthøsteren, benzin-dunken, koen og transformertårnet

Af Carsten Valgreen, den 19. oktober 2009. 2 svar

Den 7. oktober døde maleren Poul Anker Bech, 67 år gammel. Efter min ringe mening var han den bedste danske maler i de seneste årtier. Han var en af de malere, der bare blev bedre og bedre med årene. Mere sikker i sin stil, mere klar i sit udtryk. Mere sig selv.

Himmelsæk

Dette er et par af de forrygende bemærkninger han kom med i et interview sidste år i Politiken:

Læs resten →

Other People’s Money – Larry the Liquidator

Af Niels Westy, den 19. oktober 2009. 3 svar

I sit indlæg om Michael Moores nye (dokumentar)film forleden nævnte Carsten Valgreen Oliver Stone og hans “Wall Street” , med dens nu berømte “Greed (for lack of a better word) is good” – hvor det der står i parantes desværre ofte glemmes.

Greed (for lack of a better word) is good:

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=7upG01-XWbY[/youtube]

Det fik mig til at tænke på en scene fra “Other Peoples Money” fra 1991, som en fast klummeskribent på en af de store morgenaviser (og spindoktor) gjorde mig opmærksom på sidste år. Om filmen ellers er god eller dårlig skal jeg ikke kunne sige, da jeg kun kender denne scene. Den er til gengæld noget af det bedste forsvar for det “rå” marked, som jeg har set i nogen spillefilm.

Læs resten →

Nultolerance virker; – hvorfor jeg er glad hver gang vi forarges over kaffe, fadbamser og politikernes dieter

Af Niels Westy, den 8. september 2009. 27 svar

På DRs hjemmesider er en af nyhederne , at der eksisterer en såkaldt hjemme-dietordning for EU-parlamentsmedlemmer. Det har indebåret at en dansk MP har kunne hæve 2200 kroner for et møde der blev afholdt mindre en én km fra hendes hjem i Danmark.

MP’eren forsvarer sig med at det er i overensstemmelse med reglerne – som hun er imod, men at hun (muligvis) også i fremtiden gør brug af det (havde der været tale om en Latinsk politiker ville han/hun enten ikke være stillet op til spørgsmål eller var begyndt at skælde journalisten ud for at beklikke vedkommendes ære). I går var det gratis kaffe til politiet i SevenEleven butikker der stod for skud, og i foråret var det Lars Løkkes fadbamser og smøger på skatteydernes regning der i ugevis fyldte medierne.

Selv om der sikkert også kan findes urimelige ordninger og politisk fryns ikke er et ukendt begreb herhjemme har jeg ingen grund til at tro andet end at Britta Thomsen taler sandt, når hun siger at hun er modstander af ordningen og jeg kan heller ikke mobilisere nogen højere grad af forargelse over at hun gør brug af ordningen – når nu systemet nu er indrettet som det er.

Det er jo ikke kun for MP’ere at EU på en dansker/nordeuropærer virker mildt sagt anløben og tildelingen af privilegier er absurd – det gælder bestemt også lønninger og forhold for de ansatte. Reelt har Bruxelles udviklet sig til at have to paralelsamfund (ud over de etniske parallelsamfund der også eksisterer) – ét for almindelige “dødelige” Belgiere og ét for ansatte i EU og udsendte fra EU-landene. Hele boligområder og butikker er stort set forbeholdt apparatnikkerne.

Eksemplet med kaffe til politifolk er selvfølgelig at sammenligne med bestikkelse. Og uanset hvor småligt nogle måske vil synes det er, viser det hvor effektiv nultolerance politik kan være. At det kan blive en stor historie at politiet får en kop mokka gratis kan nok kun ske i meget meget få lande – og vi skal være glade for at Danmark er et af dem.

Historien om Lars Løkkes forbrug af fadbamser fortæller jeg ofte med stor glæde når jeg er i Brasilien – den udløser altid stor latter (og en de-er-skøre-de-danskere efterfuldt af en hvis misundelse). Til en start nægter de fleste dog at tro på at det er rigtig at det overhovedet kunne være en historie. Til de der mener at det var småligt at interessere sig for Løkkes fadbamser kan jeg kun sige endnu en gang: nultolerance virker.

Selvfølgelig er der og har der været langt større sager om misbrug af skatteydernes penge (indenfor kort tid vedtages jo den årlige finanslov og den er jo langt hen af vejen et stort misbrug af skatteydernes penge – men det er jo noget andet, for det er lovligt :-)).

Når der er grund til at glædes over at vi forarges over hvad der i mange lande vil anses for at være en bagatel,  er det netop fordi disse historier de fleste steder i verden ikke ville have udløst absolut igen reaktion – det er det man forventer (mange steder i verden ville man bestemt være glad hvis bestikkelse af politiet blot bestod af en kop kaffe i ny og nær – historien med Lars Løkkes fadbamser vil man de fleste steder have svært ved at tage alvorlig), og reglerne for EUs MP’ere er peanuts i forhold til hvad der ellers eksisterer af regelsæt – ja i nogle lande endda hemmelige love der beriger parlamentsmedlemmerne, vedtaget af… netop parlamentmedlemmerne. Et sådan sæt regler kom til offentlighedens kendskab i foråret i Brasilien  – hvor den fjerde formand for senatet i træk ville være røget på grund af korruption og nepotisme hvis det ikke havde været fordi landets præsident (der er fra et helt andet parti) holdt hånden under ham – Lula og PT skal bruge formanden for senatet og hans parti til at øge PTs (mikroskopiske) chance for at holde fast i præsidentposten efter næste valg.

I bund og grund handler det om vores (allesammens) moral og tendens til at berige os selv på bekostning af andre – som vi tilnærmet kan kan antage dækkes af Transparency Internationals “Corrruption perception Index”.

Nedenstående figur viser CPI for udvalgte europæiske og amerikanske lande.

(Ved at klikke på figur kan den ses i stor størrelse). Det fremgår vist ganske tydelig, at korruptionen er mindst i lande med nordeuropæisk udspring (jo højere indeks jo bedre). En del af de viste forskelle skyldes kendte årsager som økonomiens størrelse, offentlig andel af samlet økonomi (minus overførselsindkomster), handelsregime osv. Kort sagt graden af økonomisk frihed – en sammenhæng der fremgår af næste figur.

(klik for større og mere læselig figur). Her er også medtaget bl.a. Hong Kong og Singapore, der begge er karakteriseret af lav korruption.

Det er notorisk vanskeligt at determinere en betydelig del af et lands samlede korruption – ikke mindst hvad vi kan kalde kulturel korruption, det vil sige tilbøjeligheden til at berige sig selv på andres bekostning og snyde. Ved at indeksere residualerne (det vilsige den ikke umiddelbart forklaringsbare del af korruptionen) kan vi måske nærmere  os denne komponent. Dette indeks, med England som base, kan ses i den sidste figur (igen – klik for større billede). her gælder, at jo lavere jo bedre.

Også her er der en betydelig forskel mellem lande med nord- og sydeuropæiske kulturelle baggrunde – men forskellen er betydeligt mindre, ligesom den interne fordeling er ganske meget anderledes – hvilket ikke er overraskende. tilbage står dog at der synes at være en hvis sammenhæng med kulturel oprindelse.

En anden måde at illustrere dette er måske, at se på hvorfor i alverden det kan være, at det er muligt for en politiker, som alle ved mere end almindelig ulden i kanterne igen og igen kan blive valgt – noget der ville være uhørt i Nordeuropæiske lande. Således er en af de ledende medlemmer af det Brasilianske senat i dag Fernado Collor de Mello, der i 1989 blev Brasiliens første direkte folkevalgte præsident, og som få år senere måtte gå af på grund af en stor korruptionsskandale i 1992. Hans “straf” blev (så vidt jeg husker) udelukkelse fra at søge valgt embede i 10 år. Efter “udstået straf” stillede han op til senatet og blev valgt ind, og han er i dag ikke kun et tålt, men et ledende medlem. Det ville nogenlunde svare til, at Richard Nixon var stillet op til det amerikanske senat i begyndelsen af 1980erne, og ikke blot var kommet ind, men herefter havde været et af de ledende medlemmer.

(en del af) Forklaringen er formentlig at der eksisterer en kulturel tolerance overfor snyd og bedrag i brasiliansk kultur, der ligger milevidt fra vores egen. IBOPE (Instituto Brasileiro de Opinião Pública e Estatística), fandt således på baggrund af en undersøgelse af betydningen af etik blandt brasilianske vælgere, at omkring 3/4 af vælgerne angav at de selv ville udnytte muligheden for uretmæssig berigelse hvis de fik chancen, og at etiske og moralske overvejelser ikke betød specielt meget.
Formentlig ville en unders
øgelse af europæiske vælgeres adfærd vise lignende holdninger i Sydeuropa. En kyniker vil måske anføre, at det “blot” skyldes at de svarer mere ærligt, men her kan man så henvise til, at mens Danmark er et af verdens mindst korrupte lande med den højeste tiltro til andre mennesker, er Brasilien det land i verden hvor folk stoler mindst på hinanden – mon ikke der er en sammenhæng?

Da jeg i foråret holdt et oplæg på Rio de Janeiros Universitet spurgte en studerende mig, om europæiske politikere var bedre (mennesker) end brasilianske ditto. Det spørgsmål skulle jeg ikke tænke lang tid over, for svaret er selvføgelig nej. Omplantet til Brasilien, hvor der spilles efter brasilianske spilleregler, må vi gå ud fra at de(vi) vil opføre sig på (næsten) præcis samme måde, og dog. Man skal selvfølgelig ikke underkende ens kulturelle udgangspunkt (der eksisterer også ærlige politikere i Brasilien med en høj personlig moral) for hvor niveauet ligger. Til gengæld er den drivende kraft nok primært den samme, nemlig ønsket om magt. Der er heller ikke nogen grund til at tro, at folkevalgte politikere i Danmark adskiller sig i positiv retning fra resten af befolkningen – ligesom det er naivt at tro, at politikere i lande kendt for høj grad af korruption skulle adskille sig i negativ retning. Det bedste bud i et demokrati er nok, at de folkevalgte i en eller anden udstrækning er et spejl af det pågældende lands befolknings kultur og værdier (om man kan lide det eller ej).

et stærkt våben mod korruption er den kulturelle nultollerancepolitik – der ikke er nedskrevet, men er en social lov -, derfor er Britta Thomsen i defensiven i interviewet med journalisten. Hun ved godt at det er langt ude, at man kan få dieter for at holde møder i sit hjemland få hundrede meter fra hvor man bor, men er selvfølgelig fristet af gevinsten på 2200 kroner (formentlig skattefri) – og hvem kan fortænke hende i det? 

Derfor er der grund til at glæde sig over at vi i denne sammenhæng “går i små sko” – man kan ligeså godt sætte grænsen ved fadbamser og gratis kaffe – for grænsen vil altid blive prøvet af. Næste gang er det måske gratis luksusferierejser for hele familien eller cash up front for at få politiet til at rykke ud (som man har set det andre steder i verden).

Derfor glæder det mig at leve i et land hvor en kop kaffe eller en fadøl er en skandale. 

De gode, de onde og de grusomme

Af Niels Westy, den 30. maj 2008. 13 svar

Så er vi oppe at køre igen efter et par dage, hvor bloggen af tekniske grunde ikke var tilgængelig – vi beklager.

Og så til dagens indlæg, der skal ses i sammenhæng med min klumme denne weekend på 180grader ”Onkel Danny, $torebror $am og kampen om kulturen ”.

Debatten om dansk kultur, indvandring og integration har de seneste årtier været domineret af to grupperinger – den ene er de kulturrelativistiske multikulturelle, med f.eks. dagbladet Politiken som bannerfører. Det er her man f.eks. kan gå op i, at vi sender hårdt belastede kriminelle tilbage til de lande de kom fra, og hvor man leder med lys og lygte efter årsager til den mildt sagt problematiske integration hos majoriteten, mens minoriteter oftes ligestilles med ofre. Lad os kalde dem ”de gode”, det er jeg sikker på, at de vil sætte pris på. De kan vel overordnet betegnet som liberale politisk og kollektivistiske økonomisk. Det vil sige at man er tilhænger af åbne grænser, synes det er fint med høje skatter og går ind for en omfattende velfærdsstat.

Heroverfor har vi – først og fremmest anført af Dansk Folkeparti -– de kulturkonservative. Lad os kalde dem de onde, det er jeg sikker på er opfattelsen på Politikens chefredaktion. Også ”de onde” er tilhængere af en omfattende velfærdsstat, men i modsætning til ”de gode” er de klar over, at et sådan system indebærer et krav om gensidig identifikation og homogenitet, altså en monokultur – assimilation er alts en nødvendighed.

I modsætning til ”de gode” er ”de onde” klar over, at velfærdsstaten bedst fungerer i en protestantisk kulturkreds med dens vægt på individuel ansvar og krav til den enkelte,. Hvad de dog har svært ved at erkende er selvfølgelig, at selve den universelle velfærdsstat er med til at nedbryde selv samme traditionelle protestantiske værdier, som udgjorde forudsætningerne for, at en velfærdsstat som den danske overhovedet kunne fungere.,

Den tredje gruppering, som ikke fylder meget i debatten er sværere at placere, og alligevel ikke. Den anser ikke den danske nationalitet eller kultur som en kvalitet i sig selv, men hylder heller ikke kulturrelativisternes lige så absurde minoritetsdyrkelse. Det er ikke et tilfælde, at visse lande og kulturkredse har vist sig andre overlegne til at skabe velstand og frihed. Vores verdensdels velstand og relative frihed, skyldes ikke vores hærgen i andre verdensdele, men at den vestlige kultur har været alle andre overlegen. Men det er jo ikke givet at det fortsætter på denne måde. Var det 20 århundrede præget af det amerikansk-europæiske mix overlegenhed, er det 21. århundrede mere end godt på vej til at blive det amerikansk-asiatiske århundrede økonomisk, om det også følges op af samme niveau for individuelle frihedsrettigheder, må tiden og ikke mindst Kinas fremtidige udvikling vise.

Vi kan kalde dette standpunkt og denne gruppe for ”de grusomme” – hvilket både ”de gode” og ”de onde” sikkert vil være enige om. I deres naivitet er de overbeviste om, at i en fri verden præget af markedsøkonomi vil de bedste kulturer overleve, mens de andre vil forgå.

I forhold til “de gode og de onde” kan man kort betegne forskellene med, at “de grusommes” motto kunne være, ata “døren står åben, men pengene bliver i pungen”. Med andre ord mener “de grusomme” at vi er nød til at vælge mellem vefærdsstaten og at være et åbent samfund, og at de sidste er at foretrække. “De onde” synes at foretrække det første.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg som liberalist  tilhører “de grusomme”, det kan ikke være anderledes. Jeg er således ikke i stand til at mobilisere en særlig form for samhørighedsfølelese for mit fædreland – det er blot et tilfælde, omend et på mange måder heldigt (for undertegnede) tilfælde, at jeg blev født som dansker. Jeg føler ikke nogen særlig samhørighed eller ansvar overfor andre, blot fordi de er udstyret med samme pas, det må komme an på om andres værdier er i overensstemmelse med mine egne.

Jeg tilslutter mig derfor fuldt ud Dan Turells måde at se tingene på, som han skriver i novellen $torebror $am, hvor han beskriver sig selv om amerikanerdansker og ikke begræder, hvis det danske sprog skulle forsvinde i løbet af et par generationer (hvilket der nu ikke er grund til at frygte). I lighed med Dan Turell tillægger jeg ikke det at noget er dansk en speciel værdi. Men det er ikke det samme, som der ikke er en række værdier knyttet til det at være dansker. Hvilket Christian Bjørnskov har skrevet om flere gange, for eksempel her.

Greed is good (again)

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 19. september 2007. 5 svar

Blandt firsernes wannabe-yuppies med forkærlighed for in-your-face kapitalisme–og ja, der findes nok en enkelt eller to blandt Punditokraterne og vores læsere–var Gordon Gekko fra den ikke just særligt pro-kapitalistiske Oliver Stones 1987-film Wall Street om end ikke en helt så dog en slags ikon, som man på småpubertær vis kunne genere venstreorienterede venner og lærere med at idyllisere.  Sådan en slags lavpandet John Galt.

Og til dem af os, er der (måske) godt nyt: Fortune Magazine fortæller således:

December marks the 20th anniversary of the movie Wall Street, and the fanfare has begun.

EVER SINCE Gordon Gekko ran afoul of the SEC at the end of Oliver Stone’s 1987 classic, Wall Street, diehard fans have been wondering when the LBO kingpin would resurface. Well, the wait is over. A sequel is in the works–with Douglas to star–and there have already been two different story lines developed for the film, tentatively called Money Never Sleeps. And each speaks to how finance has changed since the original’s release.

Stone, whose father’s brokerage firm inspired the original, was involved in the sequel at first but pulled out to pursue other projects. In a script Stone conceived with the film’s original screenwriter, Stanley Weiser, Gekko gets out of jail, sets up a hedge fund in China, and tries to reunite with his son. (For readers who never wore red suspenders, in the original, Gekko attempts a takeover of Bluestar Airline before being charged with insider trading.)

But in a chat with FORTUNE about the movie–which turns 20 in December and is being commemorated with a special-edition DVD–Stone says Gekko’s time may be over anyway. “Gordon Gekko couldn’t manipulate the markets like he did back then,” he says. “It’s so big, so huge, that to be a minor player, you need to be a major bank.”

The current screenplay that is in development with 20th Century Fox is being written by former New Yorker scribe Stephen Schiff and is still a work in progress. But Schiff says that he and producer Ed Pressman have met with moguls in London, sheikhs in Dubai, and hedge funders in New York to give the aging Gekko global flair.”

Så drenge (og evt. piger): Find jeres manchetknapper og røde seler frem og gentag efter mig: “Greed is good”:

The new law of evolution in corporate America seems to be survival of the unfittest. Well, in my book you either do it right or you get eliminated.

In the last seven deals that I’ve been involved with, there were 2.5 million stockholders who have made a pretax profit of 12 billion dollars. Thank you.

I am not a destroyer of companies. I am a liberator of them!

The point is, ladies and gentleman, that greed — for lack of a better word — is good.

Greed is right.

Greed works.

Greed clarifies, cuts through, and captures the essence of the evolutionary spirit.

Greed, in all of its forms — greed for life, for money, for love, knowledge — has marked the upward surge of mankind.

And greed — you mark my words — will not only save Teldar Paper, but that other malfunctioning corporation called the USA.

Capice?

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 11. juni 2007. 9 svar

Ok, denne post har ikke spor med politik, økonomi, filosofi, statskundskab, eller noget som helst relateret at gøre. Intet. Zip. Det eneste, den har med denne blog at gøre, er, at jeg tidligere her på stedet har skrevet om, hvad jeg opfatter som den absolut bedste TV-serie, jeg nogensinde har fulgt: The Sopranos. Bedre bliver TV-underholdning næsten ikke. Relativt få i min omgangskreds har dog fulgt serien fast, hvilket jeg kun kan forklare med, at man i Danmark ikke har forstået–eller villet–vise serien på et tidspunkt, hvor børnefamilier endnu er vågne (omend børnene nok helst skal være andetsteds).

Men, men … om knap en time (EST) ruller så afsnit nr. 86, “Made in America”, over skærmen på HBO i USA, og så er det uigenkaldeligt bada bing! for Tony e famiglia. Og skal man tro rygterne er sidste sæson mere blodig end The Untouchables, Goodfellas, Casino og alle tre Godfather film tilsammen–og iøvrigt fyldt med skjulte, referencer til sidstnævnte. Jeg er helt syg over ikke at kunne få set det sidste afsnit, før dansk eller svensk TV får taget sig sammen til omsider at sende hele sæsonen. Indtil da kan man se en masse gode clips fra serien her. Men hvis nogen her eller andetsteds formaster sig til at afsløre, hvordan det hele ender? Fughedaboutit! Så er vedkommende en fanook, der bliver whacked og fundet i 31 små og store stykker på en affaldsplads på Danmarks svar på New Jersey (Amager). Capice?

PS. Hvis der er alligevel er nogen læsere, der insisterer på, at dette skal have en politisk vinkling, kan de jo læse min gamle post og kommentarerne til den.

Cowen & Copenhagen

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 16. maj 2007. 6 svar

På initiativ af vores punditokrat emeritus, professor Nicolai Foss, er den kendte amerikanske “østrigske” økonom Tyler Cowen, fra George Mason University og MarginalRevolution.com , i de kommende dage i landet for at besøge Handelshøjskolen i København (CBS). I den forbindelse finder to arrangementer sted, som nok kan have interesse for de af denne blogs læsere, som er interesserede i økonomi og frihed, og som bor i hovedstadsområdet. Her kommer lidt fra CBS’ foromtale:

“Det er en af økonomiens tunge drenge, der gæster Copenhagen Business School den 21. Maj: Tyler Cowen er verdens mest læste forum for økonomer på Nettet.

Cowen’s centrale interesse er sammenhængen mellem kunst, kultur, og økonomi, og hans berømte analyser om emnet kobler til andre af tidens store problemer så som globalisering, frihandel og offentlig politik. Cowen er inviteret til Danmark af to af CBS’ forskningscentre med interesse i kultur, økonomi og globalisering, Center for Strategi og Globalisering og imagine.. Creative Industries Research. Cowen vil holde to foredrag på CBS den 21. maj: Klokken 11 taler han om The Creative Destruction of Cultures og kl 13.30 taler han om Subsidizing the Film Industry: Pros and cons. Ved foredraget kl. 13.30 vil professor, dr. Christian Hjorth-Andersen (Økonomisk Institut, Københavns Universitet) diskutere Cowen’s synspunkter ud fra et dansk perspektiv.

Cowen’s mest kendte bøger omfatter What Price Fame?, der analyserer stjernedyrkelsen i kulturlivet, samt In Praise of Commercial Culture, der diskuterer fordele og ulemper ved kommercialisering og globalisering af kulturlivet samt behovet for offentlig kulturstøtte.

Cowen er selv en aktiv forbruger af amerikansk og global kultur, og Washington Post har udgivet hans populære guide til byens mest spændende etniske spisesteder.”

Tid: Mandag 21. maj kl 11 og 13.30
Sted: Copenhagen Business School, Kilen, Kilevej 14A, lokale Ks.48 (stuen)