En af de mest spændende udviklinger indenfor samfundsvidenskaberne i de senere år har været introduktionen af begrebet social kapital. I sin akademiske bestseller fra 1993 med titlen Making Democracy Work definerede Harvards superpolitolog Robert Putnam begrebet som aspekter af samfunds organisation, såsom tillid, normer og netværk, der kan forbedre samfundets effektivitet gennem at facilitere koordinerede handlinger. Bogen opnåede popularitet verden over ved at demonstrere, at disse faktorer kunne forklare en hel del af forskellene i forhold som indkomst, korruption og bureaukratisk kvalitet mellem Nord- og Syditalien.
Mens enkelte andre havde brugt social kapital før Putnam, gjorde bogen og dens budskab en verden af forskel. Siden da har hundredvis af samfundsforskere brugt social kapital som forklaring på en lang række ting: Økonomisk vækst, retslig kvalitet, lykke, sundhed, kriminalitet, og valgdeltagelse er blot nogle af de mange faktorer, litteraturen har set på. Men med de mange studier kommer også et særligt problem, nemlig at nogen bruger tillid som indikator for social kapital, andre bruger forskellige mål for tætheden af sociale netværk, og mange andre mål og indikatorer bliver brugt for at fange det underliggende koncept social kapital.
Putnam ser det ikke som et problem, da han betragter normer, tillid og netværksdannelse som dele af det samme begreb, og derfor som meget tæt forbundne konstrukter. Men er de nu det? Hvis ja, er der ikke noget stort problem, men hvis svaret er nej, melder de grå hår sig. Så er der nemlig store problemer med den måde social kapital operationaliseres på,der får konsekvenser for, for eksempel, de politiske anbefalinger man kan uddrage fra forskningen, som vi skal komme tilbage til.
En af de simpleste måder at se på det spørgsmål på, er at regne korrelationerne ud mellem de forskellige elementer i dataene. En korrelation er, som de statistikkyndige ved, et tal mellem -1 og 1, der viser hvor stærk sammenhængen er mellem to serier tal. Hvis tallet er 1, er de to serier i al praksis ens, hvis tallet er -1 er de helt modsat går den ene op, går den anden helt sikkert ned, og hvis tallet er omkring 0, er der ingen sammenhæng. Der er for eksempel høj korrelation mellem hvor meget ens blomst i vinduer får, og hvor godt den vokser.
Hvordan ser det så ud for Putnam og de mange andres forestillinger? Tja, hvis vi ser på de 48 lande, hvor vi har gode, troværdige data, er korrelationen mellem normer og tillid -0,16, den mellem normer og netværk er -0,15, og den mellem tillid og netværk er -0,01. Man kan selvfølgelig indvende, at der er forhold man overser, men i en artikel fra sidste år i European Journal of Political Economy demonstrerede jeg med disse data og en noget mere avanceret metode, at de tre elementer er helt separate, når vi sammenligner lande. Berkeley-sociologen Claude Fischer nåede til samme konklusion året før i sin anmeldelse af Putnam i Social Forces, hvor han brugte Putnams egne data fra USA’s 50 stater, og Eric Uslaner har vist det samme i individ-sammenligninger.
Her er der altså et alvorligt videnskabeligt problem, fordi man blander æbler og pærer i samme kurv. Man kan ikke finde virkninger af generel tillid som man ret ofte gør og fortolke dem som netværkseffekter, for de to ting har ganske enkelt ikke noget med hinanden at gøre. Derfor er rigtigt mange af de empiriske analyser i litteraturen sådan set udmærkede, men fortolkningen af resultaterne er helt hen i skoven. Jeg er ked af at sige det, men det gælder desværre også min med-punditokrat David Gress og den måde han bruger social kapital-begrebet i sin ellers ret udmærkede nye bog.
Helt galt går det, når de videnskabelige indsigter begynder at blive omsat til politik. I USA er en række enheder begyndt at tage hans anbefalinger investér i lokale netværk såsom børnebaseball, kor og fuglekiggeri for gode varer. I 2003 begyndte den australske finansminister Peter Costello også at argumentere for de samme mål, og i Storbritannien nedsatte Tony Blair en kommission til at måle social kapital i landet, så regeringen kan bruge den aktivt. Problemet her er, at en række af de resultater man ønsker bureaukratisk kvalitet, velfungerende lokalregeringer, økonomisk vækst og dynamik, ifølge den nyere forskning kommer fra tillid, og altså ikke har noget at gøre med netværkstyngde eller normdannelse. Men de politiske implikationer den måde man politisk læser forskningen indebærer at man investerer i netværk og normer!
Hvorfor nu indvie læserne i dette særlige videnskabelige problem? Jo, for det første betyder det, at man i en række lande er begyndt at investere fra politisk side i det forkerte på grund af, at så få har forstået Putnams videnskabelige problem! For det andet fordi disse diskussioner også ligger og ulmer i dansk politik her hedder det som oftest bare ikke social kapital, men sammenhængskraft selvom det er det samme, der diskuteres. Og for det tredje fordi jeg er træt af at være ude og holde foredrag eller blot at tale med folk der rykker ud med social kapital-argumenter, men hurtigt afslører, at de alle har en forståelse for Putnams version af tingene altså den der ikke holder videnskabeligt vand. Så hermed har jeg gjort min pligt og oplyst/formidlet. Og så håber jeg i øvrigt at flere i fremtiden forstår at skille skidt fra snot i denne debat. Ellers ender det med at koste penge på bundlinien og arbejdspladser i samfundet.
Siden George Allens kampagne–og politiske karriere–imploderede så ynkeligt sidste år, har den del af det Republikanske Parti, der i mangel af bedre, bedst kan betegnes som “Reagan-fløjen” stået uden en naturlig kandidat. Nej, faktisk har man stået uden nogen kandidat. Det har fået mange til at se sig rundt omkring, for om der dog ikke kunne være nogen, man kunne stille op. Én, der ikke som McCain er sådan lidt småupålidelig, når det gælder statslig indblanding i økonomien. Én der ikke, som Giuliani, reelt er så ukonservativ, at det gør noget. Én der ikke, som Mitt Romney, er mormon. Og én der ikke–øvrige kvaliteter uberørt–som Newt Gingrich har omtrent lige så høje negative “ratings” som O.J. Simpson. Nå ja, og så gerne én, der er relativt kendt, ikke er en levebrødspolitiker, og er udbredt velllidt. En slags Reagan.
Og så skifter vi lige emne–et øjeblik.
“In the Line of Fire” og i flere andre, hvor han typisk spiller præsident, stabschef eller efterretningsmand)–havde bemærket to ting ved ham: At han havde et klart liberalistisk islæt i sine holdninger, og at han–
So how would a possible Thompson campaign be distinctive? “Politics is now one big 24-hour news cycle, but we seem to spend less time than ever on real substance,” he muses. “What if someone harnessed the Internet and other technologies and insisted in talking about real issues in more depth than consultants would advise? What if they took risks with their race in hopes that the risks to our children could be reduced through building a mandate for good policy?” 
Det er sjældent, man bliver positivt overrasket over, hvad man kan finde på 3+'s TV-programflade–eller for den sags skyld på de fleste andre danske TV-kanalers. To aftener i denne uge har jeg dog været positivt overrasket–og ganske klækkeligt underholdt, nemlig af de amerikanske tryllekunstnere 
Det skal jeg vende tilbage til nedenfor, men her foreløbig blot lidt reklame for serien, som altså ikke har så meget at gøre med tryllekunstnere, som den har med … bullshit. Den handler i al sin enkelhed om–gerne med et godt grin–at afsløre, når folk lader som om de er seriøse, men det de præsenterer er noget skidt. Så de første par aftener (to afsnit pr. aften) har nogle af mine yndlingsaverisoner fået med grovfilen: clairvoyante; miljø-dommedagsprofeter og Greenpeaceniks, som tror på menneskeskabt global opvarmning; alternativ medicin & alternativ behandling, o.s.v., o.s.v. Til gengæld har "the good guys" været bl.a. folk fra Cato Institute og Bjørn Lomborg. Andre afsnit, som ikke har været vist endnu, omhandler bl.a. konspirationsteorier, våbenlovgivning, recykling, passiv rygning o.l. (Afsnit sendes og genudsendes på 3+: 28/1 22:00, 28/1 22:40, 29/1 23:20, 4/2 22:05, 5/2 23:25.)
I Danmark handler kulturkamp i høj grad om vrede venstreorienterede kunstnere, der føler sig kaldet til at kritisere den borgerlige regerings politik. 
at Dansk Folkeparti er så borgerligt, at det gør noget, men måske nok så … ganske mange ting … at det gør noget. Og netop til selvsamme festmiddag, hvori jeg deltog, markerede KU’erne, at de tør være farverige, festlige og fandenivoldske på en borgerlig måde. Specifikt optrådte to prominente KU’ere med en rap, skrevet til Østkysthustlers gamle 90-hit, 